B 142. Bilag 5. Spgsm. 31. Jytte Witts henvendelse den 25. juni 2007 til Sundhedsudvalget. Spgsm. til ministeren den 29. juni 2007. Svar den 27. september 2007.

Vist 239 gange.

Jytte Witt
Jytte Witt
I Folketingets journal over bilag til beslutningsforslag B 142 er bilag 5 anført som “Internt – ikke offentligt tilgængeligt dokument”.
Det fremgår imidlertid af Sundhedsudvalgets spørgsmål 31 til Indenrigs- og Sundhedsministeren, at bilag 5 er fra E.J. og J.W.
Det kan dermed fastslås, at bilag 5 er fra Elisabeth Japsen og Jytte Witt, hvilket i øvrigt er alment kendt.
Jytte Witt har venligst givet tilladelse til, at hendes del af henvendelsen offentliggøres her.
Tina Thranesen.

Sundhedsudvalget har den 29. juni 2007 som spørgsmål nr. 31 bedt indenrigs- og sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen om at kommentere henvendelsen, hvilket skete den 27. september 2007.

Indhold
Følgeskrivelsen fra Elisabeth Japsen og Jytte Witt
Henvendelsen fra Jytte Witt
Spørgsmål nr. 31 til ministeren
Ministerens svar på spørgsmålet
Kildehenvisninger
* * *
[Til indhold] Følgeskrivelsen fra Elisabeth Japsen og Jytte Witt

Sundhedsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K.

dato

Henvendelse vedr.: Beslutningsforslag B 142

Tillad os undertegnede, at henvende os dels med 2 individuelle historier, dels med en anmodning om foretræde for udvalget.

De 2 historier dækker tilsammen de grupper, der er tænkt på i forslaget, idet Elizabeth Japsen har erfaringer med at kæmpe sig frem gennem systemet, men i dag er en kvinde med en transseksuel fortid, mens Jytte Witt er en biologisk mand, der nu på 3. år lever som en kvinde, uden at have nogen ambitioner om hormonbehandlinger eller operationer, idet hun snart bliver 69 år.

Vi er enige om, at det foreliggende forslag vil give store muligheder for de kvinder og mænd, der har problemer med at komme til at leve som de helst vil – nemlig som medlemmer af det modsatte køn af det, de fik tilskrevet ved fødslen pÃ¥ grundlag af deres biologi.

Vi finder at forslagets formuleringer på bedste måde imødegår den patalogisering af transkønnede personer, der er en del af selve problemet for de, der oplever fænomenet som en del af deres personlighed.

Ved første behandling synes alle at have givet udtryk for, at man ønskede en grundig og seriøs diskussion af forslaget. Lene Hansen udtrykte det sÃ¥ledes: “Jeg hÃ¥ber vi i dag starter en Ã¥ben og fordomsfri debat, hvor især de berørte selv vil deltage”.

Denne bemærkning har vi opfattet som en opfordring, som vi hermed tager imod.

Med venlig hilsen

Elizabeth Japsen og Jytte Witt

* * *
[Til indhold] Henvendelsen fra Jytte Witt

Til Sundhedsudvalget vedr.: Beslutningsforslag B 142 – kommentar fra Jytte Witt

Hvem er så jeg?
Jeg blev født i 1938 og døbt Torben Witt, men har fra min tidligste barndom haft en ekstra identitet som Jytte. Hurtigt blev jeg dog belært om, at jeg ikke var en sød pige, men en rask dreng. En belæring – eller mÃ¥ske en realitetssans hos mig – der har ført mig gennem livet uden synderlige sÃ¥r, idet jeg netop blev “eksperten i mit eget liv”, for hvem kunne jeg ellers henvende mig til gennem min barndom og ungdom, hvor optagetheden af min anden identitet til stadighed var til stede?

I 1965 blev jeg mag.art. i europæisk etnologi fra KU og har siden arbejdet i museumsvæsenet. Først som Køge Museums første professionelle leder, og fra 1970 til 2002 som direktør for Aalborg Historiske Museum. Med udgangen af 2001 måtte jeg gå på pension for at passe min kone, der var alvorligt syg af KOL, i konstant iltbehandling og dertil multiallergisk, hvorfor vi ikke kunne tage imod den hjælp, det offentlige kunne tilbyde. I slutningen af 2004 døde hun efter et år med 4-5 indlæggelser, en tur i respiratoren og et hav af lungebetændelser.

I vort 43 år lange ægteskab blev min anden identitet som Jytte jævnligt praktiseret og var en accepteret kendsgerning af de nærmeste venner og min familie; men udadtil en hemmelighed af hensyn til risikoen for at miste anseelse og job, og for at undgå at vores børn skulle blive mobbet.

I 2005 skulle jeg sÃ¥ til at forholde mig til, hvad jeg skulle bruge resten af mit liv til. Det stod mig hurtigt klart, at Jytte ville komme til at spille en væsentlig rolle. Og at jeg ikke længere behøvede at fastholde hemmelighedsfuldheden. Men jeg ville ikke give afkald pÃ¥ det liv, jeg havde levet indtil da. Og det er da ogsÃ¥ lykkedes mig, stille og roligt, at blive accepteret i min nye rolle. Først af de nærmeste naboer, pÃ¥ landet hvor jeg bor. Dernæst i det lidt større lokalomrÃ¥de og senere i mit gamle miljø i den danske museumsverden og pÃ¥ min gamle arbejdsplads. Endelig, i oktober 2006, gik jeg med til et interview i Nordjyske Stiftstidende, hvor man kunne læse, at tidligere museumsdirektør Torben Witt nu levede som en kvinde, der hed Jytte og rent faktisk – med den nye navnelov i hÃ¥nden – var kommet til at hedde Torin Jytte Witt, men brugte sit mellemnavn, som var det et fornavn.
Jeg har i dag 3 voksne børn og fire børnebørn. De sidste kalder mig bedstefar Jytte – de første far!

Alt dette skriver jeg til udvalget, fordi det var mit indtryk, da jeg læste referatet af første behandlingen af det aktuelle forslag, at det var meget begrænset, hvad deltagerne i diskussionen egentlig havde af indsigt i dette fænomen, som det altsÃ¥ er muligt at holde skjult for omverdenen – i mit tilfælde i 65 Ã¥r. Netop det, at jeg følte det var nødvendigt at holde det skjult – som sÃ¥ mange andre med mig – er nok det, der kan gøre det svært at forholde sig til fænomenet, ogsÃ¥ for en selv. Det skulle vise sig at være en helt anden virkelighed, jeg kom ud i nu – end dengang i 1950’erne, hvor jeg havde min debut ude blandt andre mennesker i København. Der var det dengang forbudt efter politivedtægten, at færdes offentligt i det modsatte køns dragt. Nu, i de godt 2 Ã¥r jeg har færdedes lokalt, i Aalborg, i andre byer, i teatre, pÃ¥ restaurationer, til koncerter, i tog og med fly sÃ¥ langt som til USA, har jeg ikke været ude for nogen form for disrespekt
eller diskrimination.

Derfor er det min beslutning, fortsat – og pÃ¥ fuld tid – at være den jeg er, en grænsebryder henover kønsgrænsen, og at forsøge, at fÃ¥ andre til at vise den samme Ã¥benhed, sÃ¥ledes at offentligheden fÃ¥r øje pÃ¥, at vi er der, og at vi ikke spiser smÃ¥ børn eller er seriemordere, som man kan fÃ¥ indtryk af, hvis man ser for mange amerikanske fjernsynsserier.
Når jeg tillader mig det, er det selvfølgelig fordi, der ikke længere er nogen, der er afhængige af om mit omdømme lider skade; men først og fremmest fordi jeg har lyst til at være den Jytte, jeg altid har følt, at jeg også var.

Beslutningsforslag B 142
Forud for forslagets fremsættelse har der været 2 spørgsmÃ¥l til ministrene, som jeg har hæftet mig ved. Først spørgsmÃ¥l 2618 fra Lone Møller: “Vil ministeren oplyse, hvordan man i de nordiske lande forholder sig til transseksuelle, som ikke har fÃ¥et foretaget et kønsmodificerende indgreb, men en medicinsk kastration – i forbindelse med ændring af sygesikringsbevis og pas?” Det andet spørgsmÃ¥l 285 fra Anne Baastrup: “Vil ministrene med henvisning til vedlagte artikel overveje, hvad man kan gøre for at lette transseksuelles muligheder for at fÃ¥ en nemmere tilværelse?”

De 2 spørgsmål blev stort set besvaret ens, nemlig med en redegørelse for de nuværende regler. Hvilket dybest set blot er en afvisning af spørgsmålet. I det første tilfælde dog med en oplysning om, at man havde bedt Udenrigsministeriet, om de derfra vil bede nabolandene om, at bidrage til besvarelsen. Når [hvis?] disse svar indkommer, vil de blive sendt direkte til spørgeren.

Ministerens indlæg ved første behandling var ikke meget forskelligt fra de to besvarelser: Her er reglerne, som jeg synes er udmærkede. Jeg, der selv er temmelig systemkonform, har fra tid til anden brugt metoden, ligesom jeg har været udsat for, at den blev brugt mod mig. Men nu var jeg jo bare kommunal tjenestemand.

Folketingets Sundhedsudvalg er noget andet. Det, man her er i gang med, er så grundigt som muligt at vurdere, om de gældende regler er tilstrækkelige, og hvad man i givet fald kan blive nødt til at lave om på, hvis man ønsker en forbedring for den aktuelle minoritetsgruppe, som jo øjensynligt er ganske utilfreds med tingenes tilstand.

Betegnelser og begreber
Jeg bemærkede ved førstebehandlingen, at de fleste brugte betegnelsen “transseksuelle” om den gruppe, man mente dette forslag var rettet imod. I forslaget stÃ¥r der transseksuelle/transkønnede. Det første udtryk stammer fra den psykiatriske diagnostik. Det andet er noget som en del af de personer, der undertiden – eller til stadighed – færdes, som om de tilhørte de modsatte køn, mere eller mindre er blevet enige om at kalde sig selv. Personligt foretrækker jeg, at kalde mig trans, hvilket er parallelt til de mandlige homofiles afvæbning af et tidligere
skældsord, ved selv at kalde sig bøsser. Jeg har ingen diagnose og har heller ikke brug for nogen. Jeg har ingen planer om hormonbehandling eller såkaldt kønsskifte; men jeg har besluttet, at leve resten af min tid, som om jeg er en kvinde. Og jeg har et betydeligt socialt engagement, i forhold til de mange personer jeg har truffet i de senere år, hvor jeg har blandet mig med det miljø, jeg må indse, jeg er en del af.

Navne
Det fremgÃ¥r, at jeg allerede har klaret mit navneproblem via den nye navnelovs mulighed for at tage et mellemnavn fra enhver af de 2 lister over godkendte navne, som er blevet udarbejdet. Fornavnet skal findes i den liste, der gælder for det biologiske køn. Der er imidlertid 112 navne, der er godkendt til begge køn. Torin hører dog ikke til blandt disse 112; men findes kun pÃ¥ “hankønslisten”. Det blev valgt fordi det undrede mig, at det kun var et mandsnavn. PÃ¥ mig virkede det lidt tvetydigt – og sÃ¥ har det fire bogstaver med fra mit gamle navn, og det er vel ikke sÃ¥ mærkeligt, at man har et specielt forhold til sit navn gennem 67Ã¥r, selv nÃ¥r man indser, at det ikke længere kan anvendes. I betragtning af de muligheder, der allerede ligger i den nuværende fællesliste, kan jeg ikke se, at der skulle være den mindste smule i vejen for at Ã¥bne for begge lister, sÃ¥ledes som Enhedslisten foreslÃ¥r. Det kunne ved myndige personers navneskift gøre det muligt, at fÃ¥ den løsning man synes bedst om, frem for kun at skulle vælge mellem de 112 navne. Der kan jo sagtens være en kvinde et sted derude, der hedder Tora, men som altid har længtes efter at hedde Torben, nÃ¥r nu hun faktisk lever som en mand. Samtidig er der næppe nogen udenfor minoritetsgruppen, der vil pÃ¥tage sig et navn, der svarer til et køn, de ikke tilhører!

CPRnr.
For mit eget vedkommende har det ingen særlig betydning, at mit CPR-nummer ender med et 9-tal, selvom det da principielt indeholder en overflødig oplysning for personalet i min bank, på biblioteket, hos SKAT, ja, på alle offentlige kontorer og andre steder, hvor man skal identificere sig. Hvis karakteren af mine intime kropsdele skal afsløres, foretrækker jeg, at det er mig, der gør det! Imidlertid kan enhver, som er opmærksom, og skal have mit personnummer at vide, sige sig selv, at den kvinde de står overfor, er en mand. (Men så har de måske fået dagens oplevelse?)

Det forslag, der ligger på bordet, kan på ingen måde korrumpere registret, idet ethvert nummer, der bliver ændret, bliver bevaret i registret med link frem og tilbage mellem det gamle og det nye. Det skulle således ikke være noget særligt problem at udskille de unge mænd, der skal indkaldes til soldat. (Havde jeg i 1956 haft mod til at fortælle, hvordan jeg opfattede mig selv, ville jeg være blevet kasseret og havde sparet 2 års tjenestetid. Ikke på grund af manglende forsvarsvilje, men fordi jeg var for aparte).

Registeret skal, som ministeren gjorde opmærksom pÃ¥, indeholde korrekte grunddata. Derfor kan man aldrig skifte identitet – men mÃ¥ske nok personnummer? NÃ¥r det sidste ciffer er kønsspecifikt skyldes det administrative vedtagelser fra det tidspunkt, hvor registret blev grundlagt og hvor den begrænsede kapacitet af datidens maskiner gjorde det nærliggende, at lade numre være informationsbærende. Det ville man næppe finde pÃ¥ i vore dage. Men det valg, man dengang traf, skyldes selvfølgelig ogsÃ¥ en anden ting, nemlig at langt de fleste mennesker mener, som ministeren, at “køn er… en medfødt omstændighed”. Og det er det da ogsÃ¥ i de fleste tilfælde – men altsÃ¥ ikke altid helt sÃ¥ klart, som vi forestiller os.

Så vidt jeg har forstået, registreres det biologiske køn også længere inde i registret med et enkelt tegn M eller K. Tilføjede man et ekstra felt, på blot ét tegn, ville man kunne skelne mellem det biologiske køn og det køn personen giver udtryk for. Det man kalder kønsrollen. Det behøver man jo kun at udfylde, der hvor disse ikke falder sammen. Mht. rent teknisk at finde frem til, hvem der skal screenes for det ene eller det andet, er det næppe i Det Centrale Personregister, man leder. Sundhedsvæsenet har vel deres egne parallelle registre over folks lidelser og behandlinger, og skulle nogen, der ikke har en livmoder, blive indkaldt, er det vel
frivilligt om de vil dukke op. Men nogle biologiske kvinder ville måske blive lidt stødt hvis myndigheder, der selv havde fjernet deres livmoder, f.eks. i forbindelse med en kræftsygdom, også indkaldte dem. Mammografiscreeninger har de transkønnede (MtF), der får hormonbehandling, i øvrigt også brug for, ligesom de efter en eventuel operation stadig har deres prostata, som man måske også en dag finder anledning til at lave folkeundersøgelser af.

Jeg har forstået, at Det Centrale Personregister planlægger en række ændringer af CPR-systemet, idet man er ved at få mangel på numre, og allerede har opgivet nogle af de oplysninger, der var båret af cifre i nummeret, og har ført dem dybere ned i databasen. Hvis man helt opgav de informationsbærende numre ville man med de fire slutcifre, dagligt have 9.999 numre til rådighed. Det kan nok holde en tid, og kunne løse problemet omkring et kønsopdelt personnummersystem. Det er jo ikke indstiftet i himlen, men i Danmark i 1968.

PAS
I de danske pas udfyldes kønsrubrikken med et M eller et F, ligesom personnummeret er anført. Det man følger, er en standard, der er udarbejdet af en fælles organisation for flyselskaber ICAO, med hjemsted i Canada. I denne – administrativt indførte – standard stÃ¥r der, at kønnet i passet, kan markeres med M for mænd, F for kvinder og evt. X for uspecificeret. Der er ikke udstedt pas med X i Danmark. Begrundelsen herfor er iflg. svaret pÃ¥ spørgsmÃ¥l 285: “Det er i denne forbindelse Rigspolitiets opfattelse, at kønsangivelsen pÃ¥ datasiden i et pas skal tjene som identifikation for det biologiske køn, og at dette gælder, uanset om pasindehaveren fremtræder som det modsate køn.
Efter Rigspolitiets opfattelse vil det endvidere kunne give anledning til problemer ved paskontrollen, hvis pasindehaverens køn ikke er i overensstemmelse med kønsangivelsen i passet.”

Min egen erfaring med at rejse med mit nye pas, hvor billedet er et “vellignende” billede af passets indehaver, og som i øvrigt er korrekt udfyldt af paspolitiet med et M og mit CPR-nummer, var – i forbindelse med min sidste rejse til USA, hvor jeg havde bestilt billetten til Mr. Torin Jytte Witt for at undgÃ¥ vrøvl – at USA’s sikkerhedsrepræsentant, der skulle udspørge mig i Amsterdam, sammenlignede pas og billet og sagde med høj stemme, sÃ¥ alle i lokalet kunne høre det: “Good morning – Sir!!” Jeg sendte ham mit venligste smil og sagde “Good morning to you”. En ung transseksuel med sit gamle personnummer, og som lige var begyndt pÃ¥ Rigshospitalet, med udsigt til at leve i det ønskede køns rolle endnu i mindst 2 Ã¥r, før stillingtagen til en operation overhovedet kunne komme pÃ¥ tale, var nok løbet skrigende bort eller havde i alle tilfælde været nær ved at gÃ¥ i chok. Behøver jeg at sige, at jeg ikke mener, man af administrative grunde skal udsætte nogle af sine mest usikre borgere for den slags oplevelser, hvis det kan undgÃ¥s ved lidt smidighed.

Endnu værre havde det sikkert været for den unge transseksuelle, at komme til lufthavnen i Boston, hvor der udspandt sig følgende: Her sidder immigrationsofficererne 2 og 2 i glasbure, med en gang pÃ¥ hver side. Ham jeg kom hen til, var øjensynligt under uddannelse af makkeren i den anden ende af buret. Han tog nu mine fingeraftryk af begge pegefingre og et billede af mit ansigt og mit ene øjes iris, kørte mit pas gennem læseren pÃ¥ sin computer – og vips var der 2 billeder pÃ¥ skærmen. Det ene af en mand, fra sidst jeg besøgte min søster, det andet det han lige havde taget.
Kollegaen sad allerede og smågrinede. Han, der ekspederede mig, tabte fuldstændig snøvsen indtil jeg sagde: ja, jeg så lidt anderledes ud sidst jeg var her, men ellers er resten vel i orden. Jo da, sagde han let rystet. Kollegaen storgrinede nu. Nybegynderen gik i panik, fordi hans klipsemaskine var løbet tør. Den skulle han bruge for at sætte en indrejseseddel fast i passet. Mens han forfjamsket ledte efter nye klips, spurgte jeg kollegaen om vi ikke lige kunne låne hans klipsemaskine et øjeblik. No way, svarede han med et grin. Den unge havde nu fundet sine klips og gjorde sig færdig. Så smilede og lo vi alle 3 og jeg trådte ind i USA.

Bagefter tænkte jeg pÃ¥, hvorfor ICAO mon havde lavet en tredje kategori “X unspecified” Kunne det være fordi der, andre steder end i Danmark, findes i tusindvis af mennesker, der er pÃ¥ vej gennem en forandring af deres kønslige status? Rigspolitiets argument om, at manglende overensstemmelse mellem pasindehaverens køn og kønsangivelsen i passet, ville give problemer, ville vel falde fra hinanden, hvis man benyttede X for uspecificeret i pas for folk, der var undervejs i det langsommelige behandlingssystem. MÃ¥ske skulle man spørge ICAO, hvad meningen er!
PÃ¥ hjemvejen – efter paskontrol – hylede den elektroniske portal bÃ¥de i Boston og i Amsterdam. Det var den sÃ¥kaldte bøjle-BH-effekt. Begge gange tilkaldte man en ung dame, der, mens jeg stod med spredte ben og armene ud til siden, befamlede mig over det hele, uden at jeg fik afsløret mit biologiske køn.

Antal
Der er blevet udtrykt forskellige betænkeligheder bl.a. i forbindelse med kommende sundhedsstatistikker. Her vil jeg gøre opmærksom pÃ¥, at det er et meget beskedent antal personer alt dette vedrører. Der er som nævnt ingen der kan fÃ¥ dobbeltidentitet i CPR-systemet, idet det oprindelige CPR-nummer altid vil være linket til det nye. De, der ville benytte sig af muligheden for et nummer, der indikerer et andet køn end det medfødte, vil derfor altid kunne findes i systemet, og de mÃ¥ jo nødvendigvis leve i det valgte køn, hvis de skal have glæde af skiftet. SÃ¥danne personer – som jeg er et eksempel pÃ¥ – er meget sjældne (pt. langt under 100).
Vender vi os mod de opererede er der indtil 2004 i alt registreret omkring 350, hvoraf ca. 100 er opereret i Danmark. I perioden 1993 til 2003 blev 24 mænd og 19 kvinder godkendt til kønsskifte, godt 4 pr. år. Det maksimale antal af opererede i Danmark er følgelig under 400. I alt drejer det sig altså pt. om færre end 500 personer (0,1%). En del af de opererede er formentlig i mellemtiden døde. Dette antal har ingensomhelst statistisk signifikans i forhold til befolkningsundersøgelser for de store folkesygdomme. Alle der har fået ændret personnummer fra lige til ulige eller omvendt kan i øvrigt, som sagt, findes ved en simpel søgning i CPR.

Operationer
Hvis muligheden for at opnÃ¥ anden kønslig status – uden operation – bliver gennemført, vil mange problemer være løst for de, der ønsker operation, idet processen for øjeblikket er meget langsommelig. Men her er det sÃ¥ heldigt, at min samarbejdspartner EJ har alle de erfaringer, der skal til. SÃ¥ dette punkt vil jeg ikke kommentere yderligere.

Afsluttende bemærkning
Min erfaring med at leve som kvinde siden februar 2005 er, at langt hovedparten af befolkningen ser betydeligt mere afslappet pÃ¥ fænomenet transkønnethed end det politiske system. Jeg synger stadig 2. bas i Bælum Folkekor, jeg bliver inviteret med til sociale begivenheder, private sÃ¥vel som receptioner pÃ¥ min gamle institution og andre steder. Jeg modtager rosende bemærkninger fra mange, for mit udseende og for mit mod – de dadlende kun pÃ¥ anden hÃ¥nd, hvor en lokal sagde til en af mine venner: “Det er godt nok noget mærkeligt noget – men han har flotte ben”. Folk hilser pÃ¥ mig i Brugsen eller kommer hen til mig og siger tak for sidst, det var vel nok en fin koncert, I gav i kirken osv. osv. MÃ¥ske er det tid for en revision. Københavns Politivedtægts bestemmelse om transkønnedes forstyrrelse af den offentlige orden er jo da forsvundet.

Med venlig hilsen

T. Jytte Witt
Svanfolkvej 19,
9293 Kongerslev
98 33 18 88

* * *
[Til indhold] Spørgsmål nr. 31
Ministeren bedes kommentere den interne henvendelse af 26. juni 2007 fra E.J. og J.W., jf. B 142 – bilag 5.

[Til indhold] Svar den 27. september 2007
I henvendelsen gør en mand, der lever som kvinde, og en kvinde, der har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, rede for deres personlige oplevelser og giver i den forbindelse med en nærmere begrundelse udtryk for støtte til de forslag, der blev fremsat af Enhedslisten i B 142.
Jeg har ikke bemærkninger hertil.

Lars Løkke Rasmussen

* * *
[Til indhold] Kildehenvisninger
Folketingets journal vedrørende henvendelsen – bilag 5 – Internt.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.