Bilag 2. Spgsm 3. Høringsskrivelse fra LGBT Danmark den 20. februar 2016 til B 7. Spgsm. den 22. februar 2016. Svar 16. marts 2016.

Vist 182 gange.
LGBT Danmark sendte den 20. februar 2016 en høringsskrivelse til Sundheds- og Ældreudvalget om beslutningsforslag B 7 – Samling: 2015-15 – om fjernelse af transseksualisme fra sygdomsliste.
Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 22. februar 2016 spørgsmål nr. 3 til om høringsskrivelsen til sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde (V), der svarede den 16. marts 2016.

Indhold
Høringsskrivelsen fra LGBT Danmark
Spørgsmålet
Svaret
Kildehenvisning

[Til indhold] Høringsskrivelse fra LGBT Danmark

LGBT Danmark
LGBT Danmark
Lørdag den 20. februar 2016.
Til Sundheds- og Ældreudvalget

Vedr.: B 7 Forslag til folketingsbeslutning om fjernelse af transseksualisme fra sygdomsliste.

Sundhedsstyrelsen har i ”Vejledning om udredning og behandling af transkønnede” anført, at ”Diagnosen er ikke udtryk for en somatisk eller psykiatrisk sygdomstilstand”.

På trods af denne sympatiske udtalelse må vi i LGBT Danmark konstatere, at placeringen i afsnittet ”personlighedsforstyrrelser” i det psykiatriske kapitel giver problemer. Ved andre behandlinger i sundhedsvæsnet giver diagnosen ”personlighedsforstyrrelse” anledning til tvivl om patientens evne til at forstå behandlingen. Endvidere har diagnosen betydning for sundhedsforsikringer, og vi har kendskab til en aktuel sag, hvor en transkønnet har fået afslag på en sundhedsforsikring med begrundelsen ”personlighedsforstyrrelse”.

LGBT Danmark anser WHO’s forslag om at placere diagnoserne i et nyt afsnit ”Sexual health” for stort set lige så ringe som den nuværende placering. Afsnittet ”Sexual health” er et afsnit om seksualitet, hvor diagnoserne absolut ikke hører hjemme. ICD-11 må derfor betragtes som en ændring af problemet og ikke en løsning. LGBT Danmark vil derfor insistere på, at Danmark ikke følger WHO’s foreslåede diagnosekoder for transkønnethed i ICD-11.

LGBT Danmark anbefaler derfor, at I tilslutter jer det ændringsforslag til B 7, som LGBT Danmark har fremsendt den 25. oktober 2015.

Linda Thor Pedersen.
Transpolitisk talsperson.

* * *
[Til indhold] Spørgsmålet
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 20. februar 2016 fra LGBT Danmark, jf. B 7 – bilag 2.

[Til indhold] Svaret
LGBT Danmark giver i deres henvendelse udtryk for, at placeringen af diagnosekoden for transseksualitet giver anledning til problemer, og at Danmark følgelig ikke bør følge WHO’s foreslåede diagnosekoder for transkønnethed i ICD-11.

Transseksualitet er med Sundhedsstyrelsens ord ikke en psykiatrisk eller somatisk sygdomstilstand. Dette er jeg enig i. Jeg er også helt enig i den intention, der ligger bag LGBT Danmarks henvendelse. Det er vigtigt, at udredning og behandling foregår på et grundlag, der hverken opleves stigmatiserende eller diskriminerende for den enkelte. Derfor arbejder vi også for at fjerne utidssvarende diagnosekoder i forbindelse med udarbejdelsen af WHO’s reviderede diagnosekodesystem ICD-11.

Det er dog i denne forbindelse vigtigt at understrege, at der ikke er nogen sammenhæng mellem på den ene side behandling og udredning af transkønnede, og på den anden side placeringen af diagnosekoden for transseksualisme, DF 64.0. I den forbindelse oplyser Sundhedsstyrelsen følgende, som jeg kan henholde mig til:

”Det er vigtigt at understrege, at sundhedsfaglig udredning af kønsidentitetsproblemer alene er relevant, når den transkønnede har et ønske om kønsmodificerende behandling. Formålet med udredningen er at afklare, om der foreligger indikation for kønsmodificerende behandling i form af en transseksuel tilstand samt afklare eventuelle samtidige legemlige eller psykiske lidelser (komorbiditet), herunder også misbrug og sociale problemer, der kan kontraindicere behandlingen.

Sundhedsstyrelsen har i en vejledning fra 2014 præciseret, at den sundhedsfaglige udredning og behandling ved ønske om kønsmodificerende behandling kræver særlig ekspertise og skal være forankret i et fast multidisciplinært teamsamarbejde, som bl.a. omfatter speciallæger i psykiatri, gynækologi/obstetrik og plastikkirurgi med særlig viden om transkønnede, og som typisk inddrager psykologer og andet personale i det multidisciplinære teamsamarbejde. Det overordnede koordinerende ansvar i teamet varetages af en speciallæge i psykiatri.

Rammerne for udredning og behandling af transkønnede, der ønsker kønsmodificerende behandling, er alene bestemt af faglige hensyn til sikring af kvalitet og kompetencer. Hvilken kode, der anvendes for registrering af den transkønnede, og hvor i kodesystemet denne kode er placeret, vil således ikke have betydning for tilrettelæggelsen af den faglige indsats for transkønnede, der ønsker kønsmodificerende behandling”.

Med venlig hilsen

Sophie Løhde

* * *
[Til indhold] Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende høringsskrivelsen fra LGBT Danmark.
Høringsskrivelsen fra LGBT Danmark i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.