Vist 471 gange.
Af Tina Thranesen.
Den 27. juli 2006.
Begrebet “hate crime” er af amerikansk oprindelse, men har bredt sig ud over hele verden.
Hate crime kan bedst oversættes til dansk som “hadforbrydelse”, men udtrykket hate crime har vundet indpas i det almindelige sprogbrug.
Hadforbrydelse er en kriminel handling mod en person begrundet i personens race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.
Kønsidentitet – transvestisme og transseksualisme – er ikke direkte nævnt, men falder ind under betegnelsen “seksuelle orientering“.
Den kriminelle handling kan være verbal, skriftlig eller fysisk. Dog bruges begrebet/udtrykket for det meste om voldelig kriminalitet.
Hadforbrydelse kan måske bedst illustreres med et par eksempler.
Eksempel 1.
En transvestit har været i byen og er nu på vej hen til sin bil for at køre hjem. Transvestitten er nydeligt klædt i en lys sommerkjole.
Da transvestitten passerer en portåbning, springer en to mænd frem og griber fat i transvestitten. På trods af sin modstand bliver transvestitten slæbt ind i en mørk baggård. De to mænd og transvestitten kender ikke hinanden og har ikke tidligere mødt hinanden.
Mændene begynder at flå tøjet af transvestitten.
Transvestitten gør modstand og råber på hjælp.
Pludselig udbryder den ene af mændende: “Det er faneme en mand – sÃ¥dan en ulækker stodder. Nu skal han faneme fÃ¥.”
Mændene begynder nu systematisk at tæve løs på transvestitten, der vælter om på asfalten og bliver sparket adskillige gange i hovedet og på kroppen, inden de to mænd forlader steder.
Beboere har hørt støjen, tilkalder politiet og en ambulance.
Transvestitten kommer på hospitalet, hvor det konstateres, at sparkene har resulteret i et brækket ribben, en brækket næse, to knækkede tænder og div. hudafskrabninger i ansigtet.
Er der tale om en hadforbrydelse?
Af hændelsesforløbet fremgår, at der indledningsvis er tale om et voldtægtsforsøg.
Men da mændene opdagede, at det er en transvestit – en mand – gik mændenes handling over til at være vold – vold af særlig farlig karakter oven i købet med personskade til følge.
Ud fra mændenes udbrud er det tydeligt, at volden er begrundet i den overfaldnes transvestisme.
Derfor et klart tilfælde af en hadforbrydelse.
Mændene ville formentlig også blive tiltalt for forsøg på voldtægt, idet det jo var den oprindelige hensigt.
Havde det været en kvinde, der var blevet overfaldet, havde der ikke – uanset om overfaldet havde resulteret i voldtægt eller ej – været tale om en hadforbrydelse. Det ville være betragtet som voldtægt, hvis voldtægten var blevet gennemført, men ellers forsøg pÃ¥ voldtægt og vold.
Eksempel 2.
Den samme transvestit er på samme måde på vej til sin bil.
En ung mand springer ud fra en portÃ¥bning og griber fat i transvestittens taske. Transvestitten holder fat i sin taske. Den unge mand skriger: “SÃ¥ slip dog tasken kælling”. SÃ¥ giver den unge mand transvestitten et knytnæveslag i ansigtet og fÃ¥r revet tasken fra transvestitten og forsvinder med den.
Politiet bliver tilkaldt og transvestitten kommer på hospitalet, hvor det konstateres, at transvestitten har brækket sin næse som følge af knytnævneslaget.
Er der tale om en hadforbrydelse?
Det fremgår tydeligt, at den unge mand under hele forløbet var af den opfattelse, at det var en kvinde, han begik sin kriminalitet imod.
Der er derfor ikke tale om en hadforbrydelse, men om et tasketyveri, der udviklede sig til røveri.
* * *
Som det fremgår af eksemplerne, så er kriminalitet mod en person, der tilhører en af de nævnte persongrupper ikke automatisk en hadforbrydelse.
For at være en hadforbrydelse skal kriminaliteten mod personen være begrundet i, at personen tilhører en af de nævnte grupper. Deraf følger, at personer tilhørende de nævnte grupper godt kan blive udsat for kriminalitet uden, at der er tale om en hadforbrydelse.
Straf for hadforbrydelse
Straffelovens § 81.
Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som skærpende omstændighed,
Pkt. 6) at gerningen har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende.
Der skal dermed i hvert enkelt tilfælde laves en bedømmelse af, hvorvidt den kriminelle handling havde sin baggrund i ofrets etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende.
Hvis retten findet dette bevist, sÃ¥ skal det betragtes som en skærpende omstændighed med mulighed for at idømme en hÃ¥rdere straf. Det vil i sÃ¥ fald fremgÃ¥ af dommens præmisser – altsÃ¥ den begrundelse, som dommeren oplyser i forbindelse med domsafsigelsen og som fremgÃ¥r af den skriftlige udgave af dommen.
Det skal bemærkes, at uagtet det i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, så er der ikke nogen bestemmelse i straffeloven om, hvor meget straffen skal forøges med. Det er helt overladt til domstolens vurdering.
Forskelsbehandling
I Danmark er der flere såkaldte beskyttelseslove, der gør det ulovligt at diskriminere på grundlag af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.
Lov om forskelsbehandling på grund af race m.v.
Det er således ulovligt at nægte at betjene eller give en person adgang på samme vilkår som andre på grund af en personens race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Det gælder f.eks. betjening i eller adgang til forretninger, hoteller, restaurationer, diskoteker m.v.
Lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet
På arbejdsmarkedet er det ulovligt at forskelsbehandle på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.
Det er således ulovligt at behandle personer fra de nævnte grupper ringere, end andre ville blive behandlet i tilsvarende situationer. Chikane betragtes som forskelsbehandling og er dermed også ulovligt.
Fælles for lovene er, at kønsidentitet, transvestisme og transseksualisme ikke direkte nævnt, men falder ind under “seksuelle orientering“.
* * *
Heldigvis er det ikke så ofte, at der finder en hadforbrydelse sted i Danmark mod transpersoner.
Det fremgår f.eks. af justisministerens svar den 12. juni 2006 til Folketingets Retsudvalg på spørgsmål 361.
Andre steder rundt om i verden er det desværre anderledes med hyppige overfald mod og endog drab på transpersoner, hvor overfaldet eller drabet er begrundet i, at den overfaldne eller dræbte var transperson.
“Gay panic defence” – “panic strategies”
NÃ¥r gerningsmændene til sÃ¥danne overfald kommer for retten, sÃ¥ sker det ofte, at overfaldet eller drabet af forsvarerne forsøges gjort undskyldeligt med henvisning til, at gerningsmanden følte sig voldsomt krænket, forulempet og provokeret, da han opdagede, at det ikke var en “rigtig” kvinde, men en transperson, hvorfor han følte sig stærkt provokeret og handlede i pludselig panik, hvorfor overfaldet eller drabet burde være straffrit eller i det mindste straffes mildt.
Forsvarerne gør det på denne måde nærmest til offerets egen skyld, at det blev overfaldet/dræbt.
Det har i USA fÃ¥et sÃ¥ voldsomt et omfang, at det gÃ¥r under begrebet “gay panic defence” og “panic strategies” – altsÃ¥ “panik strategi”.
En af de mest kendte og groveste sager er om den 17 årige mand til kvinde transseksuelle Gwen Araujo fra Californien, USA, der blev dræbt natten mellem torsdag den 3. og fredag den 4. oktober 2002 af fire unge mænd, da de opdagede, at hun biologisk var en mand.
De fire unge mænd blev pågrebet af politiet.
Den første retssag mod dem endte den 22. juni 2004 uden domfældelse, da nævningene ikke kunne blive enige.
Forsvarerne brugte i denne sag i stort omfang begrebet “gay panic defence/panic strategies” – faktisk sÃ¥ meget, at der rejste sig stor misstemning mod denne praksis.
Misstemningen resulterede bl.a. i, at der i parlamentet i Californien den 22. februar 2005 blev fremsat lovforslag “Bill number AB 1160” om, at det skulle være ulovligt for forsvarerne at anvende “gay panic defence/panic strategies”.
Den 28. september 2006 godkendte den californiske guvernør, Arnold Schwarzenegger loven, der yderlig fik navnet “the Gwen Araujo Justice for Victims Act” som minde om og ære for Gwen Araujo.
Den anden retssag startede den 9. maj 2005. Forsvarerne brugte under denne retssag ikke begrebet “gay panic defence/panic strategies”.
Den 12. september 2005 blev gerningsmændene fundet skyldige i drabet og den 27. januar 2006 blev straffenes størrelse offentliggjort. Gerningsmændene blev idømt langvarige fængselsdomme, men de blev ikke dømt for hadforbrydelse.