Billigere entrépriser for gæster i pigetøj end for andre til et diskotek er ulovligt konstaterede Ligebehandlingsnævnet den 12. juni 2013. KEN 10034.

Vist 65 gange.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et diskotek havde billigere entrépriser, hvis man var iklædt pigetøj.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede havde billigere entrépriser, hvis gæster var iklædt pigetøj.

Sagsfremstilling
Der er klaget over, at et diskotek på en annonce på Facebook, reklamerede med billigere entré, hvis man var iklædt pigetøj.

En del af annonceteksten så således ud:

“FRI BAR HELE NATTEN NÃ…R FØRST ENTRÉEN ER BETALT! – 150 kr – 95 kr (iklædt pigetøj)”

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at det indklagede diskotek forskelsbehandler ved at tilbyde billigere entré, hvis man har pigetøj på.

Efter klager havde læst diskotekets annonce på Facebook, skrev klager en mail til diskoteket via Facebook. Klager spurgte, om det var rigtigt, at entréen kun var 95 kr., når man var iklædt pigetøj. Dette bekræftede indklagede.

Klager ønsker en godtgørelse.

Indklagede giver klager ret i, at der var forskellige entrépriser til fri-bar-arrangementet.

Indklagede har oplyst, at personer iklædt pigetøj statistisk set drikker mindre end personer iklædt drengetøj.

Indklagede gør gældende, at klager ikke har været på diskoteket, og at der derfor ikke skal fastsættes en godtgørelse.

Indklagede har oplyst, at klager kunne være gået videre til et andet diskotek, hvor der ikke blev opkrævet en entré.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet har lagt vægt på, at det af den omtalte annonce fremgår, at folk der ankommer i pigetøj får billigere entré. Der er tale om et tilbud, der i al væsentlighed er rettet mod kvinder.

Ligebehandlingsnævnet finder derfor, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager på grund af sit køn har været udsat for forskelsbehandling.

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har overtrådt ligestillingsloven ved at tilbyde billigere entré, hvis man ankom i pigetøj.

Da klager efter det oplyste ikke har besøgt diskoteket, er der efter praksis ikke grundlag for at tilkende klager nogen godtgørelse.

* * *
Lovgivning, afgørelsen vedrører
LBK nr 905 (Lov om Ligebehandlingsnævnet) af 03/09/2012 § 1, stk. 1-2, § 9, stk. 1, § 12, stk. 1-2
LBK nr 1678 (Lov om ligestilling af kvinder og mænd) af 19/12/2013 § 1 a, § 2, § 2, stk. 4

* * *
Afgørelsen hos Retsinformation. (KEN nr 10034 af 12/06/2013).