In between days. Aktion Børnehjælp viser filmen den 2. april 2017 kl. 1900 i Husets Biograf.

Vist 0 gange.
In between days

In between days

Aktion Børnehjælp afholder den 2. april 2017 kl. 1900 – 2100 Indian Movie Night i Husets Biograf, Rådhusstræde 13, 1466 København K. med visning af dokumentfilmen In between days. Filmen handler om de 16-årige Bubai og Chiranjit, 2 transkønnede barndomsvenner fra et fattigt kvarter i Kolkata, som begynder at prostituere sig for penge. Vi følger dem i modgang og medgang og får et indblik i livet som transkønnet i Indien.

Filmen bliver præsenteret af Aktion Børnehjælps ambassadør Manu Sareen og efter filmen er der Q&A med Linda Thor Pedersen fra LGBT Danmark. Overskuddet går til at give børn og unge en bedre og lysere fremtid.

* * *
Omtale af filmvisningen hos Aktion Børnebjælp.
Omtale af filmvisningen på Aktion Børnehjælps facebookside.
Omtale af filmvisningen hos Billetto med mulighed for at købe billet. Pris 65 kr. pr. billet.
Direkte link til køb af billet hos Billetto.

Konference den 28. marts 2017 om kønsidentitet i det danske sundhedsvæsen.

Vist 0 gange.
Konference den 28. marts 2017

Konference den 28. marts 2017

Konference om kønsidentitet i det danske sundhedsvæsen
Sundhedsstyrelsen er ved at udarbejde en helt ny vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling. Sigtet med vejledningen er at sikre åbne og differentierede behandlingstilbud, der samtidig undgår at stigmatisere og sikrer høj kvalitet.

Som input til vores arbejde på området afholder vi denne konference, hvor vi både inviterer internationale og danske aktivister og fagfolk til at få belyst de forskellige perspektiver. Hvad ønsker transpersoner? Hvad kan sundhedspersonalet fagligt set tilbyde? Hvad tænker Sundhedsstyrelsen?

Alle er velkomne til at deltage i konferencen, både borgere, interesseorganisationer, fagpersoner, politikere og journalister med flere.

”Vi er glade for, at vi med kort varsel har kunnet få udenlandske foredragsholdere til København”, siger direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm. ”Peggy Cohen-Kettenis er en pioner og stor faglig kapacitet på området. Hun har stået i spidsen for udviklingen i Holland gennem mange år, så jeg håber, at vi kan nyde godt af hendes erfaring”, fortsætter Søren Brostrøm.

På konferencen er der også oplæg fra Richard Köhler, der er talsmand for Transgender Europe (TGEU), en europæisk menneskerettighedsorganisation med 130 medlemsorganisationer i 42 lande, ligesom der vil være indlæg fra en klinikchef fra Stockholm og fra danske aktivister og fagfolk.

Arrangementet finder sted tirsdag den 28. marts 2017 kl. 1200-1640 på Scandic Copenhagen, Vester Søgade 6, 1601 København V.

Hvis du ønsker at deltage, kan tilmelding ske her: Tilmelding til SST konference d. 28. marts 2017 – om kønsidentitet i det danske sundhedsvæsen

Deltagelse er gratis.

* * *
Konferenceprogram

Danish Health Authority

”GENDER IDENTITY AND HEALTH CARE”
– a national conference arranged by the Danish Health Authority
28 March 2017, 12.00-16.40
Venue: Scandic Copenhagen, Vester Søgade 6, Copenhagen V
Moderator: Bente Dalsbæk

Kl. 1200 – 1230 Registration & Sandwich
Kl. 1230 – 1235 Welcome
Søren Brostrøm
Director General Danish Health Authority
Kl. 1235 – 1305 The Dutch experience
Prof. Peggy T. Cohen-Kettenis, Amsterdam
Kl. 1305 – 1325 The Swedish experience.
Prof. Stefan Arver, Stockholm
Kl. 1325 – 1345 A human rights perspective on trans-specific healthcare
Richard Köhler, Berlin
Kl. 1345 – 1415 Q & A
Kl. 1415 – 1445 Coffee
Kl. 1445 – 1515 The Danish experience – the professionals
Dr. Birte Smidt, Copenhagen
Dr. Astrid Højgaard, Aalborg
Kl. 1515 – 1545 The Danish experience – the activists
Linda Thor Pedersen, LGBT Danmark
Helle Jacobsen, Amnesty
Julia Ro Robotham, Transpolitisk Forum
Kl. 1545 – 1630 Q & A
Kl. 1630 – 1640 Wrap-up and take home messages
Søren Brostrøm, Director General Danish Health Authority

Peggy Cohen-Kettenis is a psychologist and PhD from Utrecht University, where she was a professor of psychology from 1987 to 2002. From 2002 to 2013 she was a full professor at the VU University Medical Center in Amsterdam. She has extensive clinical and scientific experiences in the areas of gender identity, gender studies, human sexology, psychosexual development etc. Prof Cohen-Kettenis is a pioneer in setting up and developing care for gender dysphoria in the Netherlands. She is also a member of the World Health Organizations Working Group on the Classification of Sexual Disorders and Sexual Health (WGDSH), the European Network for the Investigation of Gender Incongruence (ENIGI), and she was a coauthor on the latest edition of the Standards of Care of the World Professional Association for Transgender Health (WPATH). She is currently Professor Emerita and still active in the field. In 2013 she was knighted for her contributions (Order of the Netherlands Lion).

Stefan Arver is a medical doctor and endocrinologist, specializing in andrology and sexual medicine. He is an Associate Professor at Karolinska Institute in Stockholm. He is the Director of the Center for Andrology and Sexual Medicine at Karolinska University Hospital, a multidisciplinary group encompassing endocrinology, psychiatry, behavioral science, laboratory medicine, preclinical cell and molecular biology as well as nursing.

Richard Köhler leads the advocacy and policy work of Transgender Europe (TGEU), a European human rights NGO with 130 member organizations in 42 countries in Europe and beyond. Richard co-authored the Best Practice Catalogue “Human Rights and Gender Identity” and “Legal Gender Recognition in Europe”, and he contributed to the first fully trans-inclusive Recommendations by the Council of Europe’s Committee of Ministers, and he worked closely with the Parliamentary Assembly of the Council of Europe on its historic resolution “Transgender Discrimination in Europe” (April 2015). Richard holds a degree in International Business Administration with specialization in Eastern European Transformation Countries.

Bente Dalsbæk is a Danish lawyer, author and journalist. She has previously worked as a civil servant in the Danish government and Parliament, and is currently host of a debate program on national radio.

Linda Thor Pedersen is the spokesperson on transgender issues for LGBT Danmark – The Danish national organization for gay men, lesbians, bisexuals and transgender persons. She is a 51-year-old woman assigned male at birth and a volunteer at LGBT Denmark fighting for transgender rights.

Julia Ro Robotham is an activist in the Danish NGO ’Transpolitisk Forum’.

Helle Jacobsen is the program lead for gender, LGBT and women’s rights at Amnesty International Denmark. She has worked with transgender access to health and work as well as LGBTI rights the last 8 years.

Birte Smidt is a consultant psychiatrist and she heads the sexological clinic of the Mental Health Services in the Capital Region of Denmark.

Astrid Højgaard is a consultant gynecologist-obstetrician and associate professor, and she heads the sexological center at Aalborg University Hospital.

Søren Brostrøm has since 2015 been the Director General of the Danish Health Authority.

* * *
Omtale af konferencen hos Sundhedsstyrelsen.
Program for konferencen hos Sundhedsstyrelsen.

* * *
Tre videoer fra konferencen.



Transpersoner og rygning. AIDS-Fondet tilbyder rygestopkurser i januar og februar 2017.

Vist 0 gange.
Bliv røgfri med et rygestopkursus for LGBTQ+'er eller personer, der lever med hiv hos AIDS-Fondet i København

Bliv røgfri med et rygestopkursus for LGBTQ+’er eller personer, der lever med hiv hos AIDS-Fondet i København

Er du transperson og overvejer du nogle former for medicinsk køns- og kropsbekræftende behandling? Her kan du læse om, hvordan rygning kan påvirke behandlingen og din generelle sundhed!

Hvordan virker rygning og køns- og kropsbekræftende behandling sammen?
Hvis du er transperson og overvejer eller planlægger én eller flere medicinske former for køns- og kropsbekræftende behandling, er det vigtigt at vide, at rygning kan påvirke både resultaterne af din køns- og kropsbekræftende behandling og dit generelle helbred.
Der findes begrænset forskning og viden på området, men vi har her samlet lidt af det, der kan være relevant for dig.

Heling efter kirurgi: Hvis du ryger har din krop op til 10 gange så svært ved at hele, som hvis du ikke ryger. Det kan betyde, at helingsprocessen efter et kirurgisk indgreb kan blive kompliceret, og risiko for ar vil derfor også være større.

Blodtilstrømning under en operation: Nikotin virker karsammentrækkende og kan derfor få blodkarrene til at trække sig sammen. Under ethvert kirurgisk indgreb er blodtilstrømning yderst vigtig men særligt under indgreb i det abdominale områder, der involverer hudlapper og brystvorter. Da karforsyning i området allerede er begrænset med dissektion af det abdominale væv og i forbindelse med at skære i områderne omkring, er maksimering af blodgennemstrømningen til vævet kritisk. Rygning kan altså forårsage karsammentrækning og herved yderligere komplicere eller øge risici ved kirurgiske indgreb.

Datoer for rygestopkurser

Kurser for LGBTQ‘er
LGBTQ-kurserne er tirsdage kl. 17.30:
d. 24/1, 31/1, 7/2, 14/2 og 28/2 2017.

Kurser for PLHIV
PLHIV-kurserne er onsdage kl. 17.30:
d. 25/1, 1/2, 8/2, 15/2 og 1/3 2017.

Fuld narkose og rygning: Inden enhver form for operation, hvor man skal i fuld narkose, bedømmes det af kirurg og narkoselæge, om det er sikkert, at være i fuld narkose. Rygning er én af flere faktorer, der medtænkes, når dette vurderes.

Nedsat virkning af østrogen: Der findes forskning om oral brug af østrogener, der viser, at, afhængig af typen og intensiteten af nikotinindtag, kan rygning reducere eller fuldstændigt annullere effekten af de oralt indtagne østrogener. Selvom forskningen ikke er udført med fokus på transpersoner og hormonbehandling, og virkningen højst sandsynligt vil variere afhængigt af det specifikke østregenpræparat, er det en vigtig overvejelse at have med, hvis man er i hormonbehandling og ryger.

Blodpropper: Kombinationen af hormonbehandling og rygning kan føre til, at blodet lettere klumper sammen, hvilket kan forårsage vævsskader og blodpropper.

Kræft: Flere studier viser, at der er en øget risiko for at udvikle flere forskellige kræftformer, hvia man indtager østrogen og samtidig ryger. Selvom forskningen ikke er udført med fokus på transpersoner og hormonbehandling, og virkningen højst sandsynligt vil variere afhængigt af det specifikke østregenpræparat, er det en vigtig overvejelse at have med, hvis man er i hormonbehandling og ryger.

Hvis du er motiveret for et rygestop, kan du herunder og her finde mere information om AIDS-Fondets rygestopkurser for LGBTQ og PLHIV.

Støtte til rygestop på et målrettet rygestopkursus for LGBTQ og PLHIV
Et rygestop er for mange en uoverskuelig og svær proces at gå igennem. Derfor kan det være en stor hjælp dels at få opbakning af et fællesskab og dels få nogle konkrete redskaber af en professionel – eksempelvis på et rygestopkursus.
På et rygestopkursus taler man om årsager til rygning, udfordringer ved rygestop og om situationer, hvor man typisk ryger. Det er derfor vigtigt, at kurset foregår i et rum og fællesskab, hvor man føler sig tryg og har lyst til og mulighed for at tale åbent om de udfordringer, man møder. Mange os LGBTQ’er og PLHIV oplever, at der kan være detaljer, erfaringer og livsudfordringer, som kan være overvældende eller utrygge for os at tale om med personer, der ikke har lignende livserfaringer.

Det kan derfor være en stor hjælp at gå på et rygestopkursus med folk, der har nogle fælles referencerammer og lignende livserfaringer og med en rygestoprådgiver, der har fået uddannelse i sundhed, trivsel og livsvilkår blandt LGBTQ og PLHIV.
Læs mere om fordelene ved et rygestopkursus målrettet LGBTQ’er og PLHIV HER.

Langt hen ad vejen vil rygestopkurset forløbe på samme måde som andre rygestopkurser, men med små og vigtige forskelle i gruppearbejdet og især i gruppediskussionerne. Det kan du læse mere om HER.

Lær taktikker til at håndtere svære situationer uden rygning
Mange af os LGBTQ’er og personer, der lever med hiv, kan godt lide at ryge, når vi går i byen. Andre af os bruger rygning til at håndtere stress og svære sociale situationer. Nogle af os har oplevet stigmatisering, diskrimination, social eksklusion og ensomhed, og der kan være sociale situationer, som kan være svære at overskue. Det kan derfor være, vi, som mange andre, bruger rygning som et redskab til at være i en svær social situation, til at påvirke vores humør eller til at falde ned og slappe af, når vi har det dårligt.

På rygestopkurserne lærer du taktikker til at håndtere stress og andre svære situationer uden at ryge. Du får også nogle redskaber til at håndtere rygetrang, når den opstår.

* * *
Omtalen af rygestopkurserne hos AIDS-Fondet med link til yderligere oplysninger om kurserne.

Når normer brydes: Transkønnet. Arrangement den 12. november 2016.

Vist 0 gange.
Når nomer brydes: Transkønnet

Når nomer brydes: Transkønnet

LGBT Danmark, Transpolitisk Forum og Region Hovedstadens Psykiatri (PsykInfo og Sexologisk Klinik) inviterer i fællesskab til et arrangement med titlen: Når normer brydes: Transkønnet.

Arrangementet finder sted.
Dato: Lørdag den 12. november 2016 kl. 1000 – 1400.
Adresse: Kosmopol, Fiolstrædet 44, 1171 København K.
Arrangementet er gratis, men tilmelding nødvendig til psykinfo@regionh.dk eller tlf. 38641300 efter først til mølle-princippet.

Arrangørerne skriver følgende om arrangementet.

Uvidenhed, chikane og stigma er hverdag for mange transkønnede. Men sådan skal det ikke være.

Kom til en dag om det at være transkønnet og mulighederne for at få hjælp. Få personlige fortællinger fra to transkønnede om livet før og efter transition, om at være i tvivl, om datingglæde, hormoner, og om kønskasser der passer og begrænser. Få også tips til hvad man kan gøre for at mestre de udfordringer som følger med.

Fra Sverige har vi inviteret psykiater og overlæge Cecilia Dhejne. Cecilia har arbejdet med transkønnede siden 1999, er medlem af internationale og europæiske kommitéer, der arbejder for transkønnedes sundhedsfremme. Cecilia har modtaget en pris fra transmiljøet i Stockholm og vil bl.a. inspirere os med, hvordan sundhedsprofessionelle og transpersoner sammen kan gå nye veje.

Der vil på dagen være mulighed for at møde foreningerne, høre om rådgivning og relevante netværk for transkønnede, møde sundhedsprofessionelle fra Region Hovedstadens Psykiatri og spørge mere ind til behandling, hormoner og kirurgi.

Arrangørerne bag er: LGBT Danmark, Transpolitisk Forum og Region Hovedstadens Psykiatri (PsykInfo og Sexologisk Klinik).

* * *
Omtale af arrangementet på Facebook.
Omtale af arrangementet hos PsykInfo.

Transkønnet barn eller ung. Fyraftensmøde mandag den 13. juni 2016.

Vist 0 gange.
Transkønnet barn eller ung. Fyraftensmøde mandag den 13. juni 2016.

Transkønnet barn eller ung.
Fyraftensmøde mandag den 13. juni 2016.

Region Hovedstaden Psykiatri inviterer til fyraftensmøde “Transkønnet barn eller ung” mandag den 13. juni 2016 kl. 1700 til kl. 1900 hos Psykinfo, Rosengården 14, 1174 København K. (Lige ved Nørreport Station).

Omtale af arrangementet.

Det kan være meget svært, når ens krop ikke passer til ens køn.
Kom til fyraftensmøde og få mere viden om mulighederne for at få hjælp og behandling.
Hør også om hvordan det er som forælder, når ens barn er transkønnet.

Hør oplæg fra:
Elvin Pedersen-Nielsen. Transperson.
Gitte Risbjerg Pedersen. Mor til Elvin.
Lisbeth Hagenbøl. Speciallæge i Børne- og Ungdomspsykiatri.
Katharina Main. Overlæge og professor Vækst og Reproduktion.
Annamaria Giraldi. Overlæge og professor Sexologisk Klinik.

Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til de forskellige oplæg.

Tilmelding nødvendig på psykinfo@regionh.dk eller 38641300.

Åbent samråd med justitsminister Søren Pind (V) om hadforbrydelser torsdag den 11. februar 2016 kl. 1330 på Christiansborg.

Vist 0 gange. Retsudvalget afholder åbent samråd med justitsminister Søren Pind (V) om hadforbrydelser. Samrådet er åbent for alle og finder sted torsdag den 11. februar 2016 kl. 1330 i lokale S-092 på Christiansborg.

Udvalget har bedt ministeren om at redegøre for PET’s beslutning om ikke at offentliggøre rapporten om såkaldte hadforbrydelser i 2014, herunder for, hvorfor PET vurderer, at de indberettede tal for hadforbrydelser i 2014 ikke er korrekte.

Samrådsspørgsmål Z-Ø er stillet efter ønske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF).

* * *
Samrådsspørgsmål Z om, hvorfor PET ikke offentliggør hadforbrydelsesrapporten (RACI-rapporten) for 2014.
Samrådsspørgsmål Æ om, hvorfor PET vurderer, at de hadforbrydelsestallene for 2014 (RACI-rapporten) ikke er korrekte.
Samrådsspørgsmål Ø om der fortsat vil blive udgivet en hadforbrydelsesrapport (RACI-rapporten).
Information om det åbne samråd hos Folketinget.

Kvinde maler kvinde. Om Arkens Gerda Wegener-udstillingen. Merle Baeré den 17. november 2015.

Vist 0 gange. Af Merle Baeré.
En sommerdag, 1927. Foto Morten Pors.

Maleriet En Sommerdag fra 1927 kan for tiden ses på Arken.
Foto Morten Pors.

ATLAS inviterede LGBT Danmarks transpolitiske talsperson med på Arken til en snak om den nye Gerda Wegener udstilling. En udstilling der går på tværs af køn og har en af verdens første transkønnede, som blev opereret, i hovedrollen som muse.

En kvinde ligger henslængt over en rokokoinspireret lænestol med rødt og grønt betræk. I højre hånd bærer hun en vifte, fødderne er dækket af et par højhælede sko. Ellers er hun nøgen. Kvinden. Mens hun vender ryggen til beskueren.

»Det er også derfor, jeg ikke har noget spejl på mit badeværelse. Så ser jeg ikke det. Der er en del af min krop, jeg ikke kigger på,« siger Linda Thor Pedersen da hun ser Gerda Wegeners billede Sommervarmen fra 1924.

Linda Thor Pedersen er transkønnet og transpolitisk talsperson for LGBT Danmark. Maleriet hun kigger på, forestiller Lili Elbe, som var verdens første transkønnede, der fik foretaget en kønsskifteoperation.
En kvinde der i øjeblikket kan opleves som muse og ægtefælde til kunstneren Gerda Wegener på Arken.

»Jeg kan forestille mig, det er noget, Lili gerne ville have, fordi det her billede er malet, før hun blev opereret, og der er noget foran, hun ikke har ønsket at udstille. Heller ikke en gang overfor Gerda, selvom Gerda formentlig har set det. Der er en del af Lili, der ikke bryder sig om den del af hendes krop – af hende,« tilføjer Linda
Thor Pedersen
, mens hun fortsat betragter maleriet.

Lili Elbe, som i sin mandlige form hed Einar Wegener, giftede sig med Gerda Wegener i 1904. Gerda var biseksuel og Lili transkønnet – en kombination der ikke blev set på med forstående øjne i Danmark i starten af 1900-tallet. Derfor flyttede parret til det mere frigjorte Paris i 1920, hvor Gerda blev elsket af franskmændene for sin kunst i den genkendelige art deco stil.

Der er ingen kunstmuseer i Danmark, der ejer Gerda Wegeners værker. Arken bliver dermed de første herhjemme til at udstille dem og vække kunstneren til live efter hendes død i 1940. Kurator Andrea Karberg Rygg kalder derfor selv udstillingen »en hyldest til tolerance og frihed.« Hun mener, at værkerne har fået en fornyet aktualitet i en tid, hvor den binære kønsopfattelse er til debat.

Et kvindeligt blik
Linda Thor Pedersen stopper op ved en af de pastelfarvede vægge, der udgør bagtæppet til Gerda Wegeners værker. Væggen, hendes øjne hviler på, er fyldt med tekst til højre og har et stort, grynet sort-hvid fotografi til venstre.

»Det første jeg tænker, det er ”transkvinde”, hvorfor ikke bare ”kvinde”? Men det er jo fordi, hun er kendt som trans. Men i virkeligheden så er det jo en kvinde. Jeg gad godt læse en indledning, hvor man starter med at kalde hende kvinde, og så kan man senere i teksten komme ind på, at hun er transkønnet. For det, der er epokegørende er jo, at en kvinde maler kvinder. Så den indledning havde jeg foretrukket,« siger hun konstaterende, så snart hun har læst teksten færdig.

Gerda Wegener var revolutionerende i den forstand, at hun som kvinde malede andre kvinder. I starten af 1900-tallet havde det mandlige køn domineret med malerpenslen i hånden, mens kvinderne var placeret som stilsiddende objekter. Men i Gerda Wegeners værker blev kvinderne gjort til medskabere. Andrea Karberg Rygg kalder hende for »en medsøster« til dem, hun malede. Det var også i særdeleshed tilfældet med Lili Elbe, som udover at være hendes ægtefælle også var hendes yndlingsmotiv.

»Gerda har forstået Lili, det har hun,« siger Linda Thor Pedersen, da vi går videre til endnu et portræt af Gerda Wegener. Hun pointerer Lilis relativt store bagdel, som er malet tydeligt frem i de fleste portrætter af hende.

»Mig bekendt fik Lili Elbe ikke hormonbehandling, og derfor har hun ikke kunnet udvikle de her former selv. Så jeg tror, Gerda Wegener har malet dem. Det er sådan Lili ser sig selv, og hun vil have Lilis opfattelse af sig selv frem i billederne.«

Linda Thor Pedersen tager sig til hofterne og fortsætter, »det er også en af de ting, der fylder rigtig meget hos os transkvinder. Nu har jeg været på hormoner i to år, og jeg kan godt mærke det, altså der er virkelig kommet noget.« Hun kigger ned på sine to hænder, der solidt er plantet på begge sider af hofterne og viser mig, at de tydeligt troner frem under kjolen.

»Det var ellers en af de ting, jeg var bekymret for ikke skulle komme,« afslutter hun.

I midten af det pastelfarvede rum hænger et stort maleri i en rektangulær form. Det er malet i 1927 og bærer titlen En sommerdag. Gerda Wegener har valgt at male Einar Wegener og Lili Elbe ind i et og samme billede, selvom de i virkeligheden er den samme person. Det minder om en leg med masker, som Andrea Karberg Rygg også understreger, og viser samtidig at Gerda Wegener var langt forud for sin tid i forhold til at performe køn.

»Det her, synes jeg, er ganske sjovt. Det er jo lidt som at sætte et før- og efterbillede ind sammen. Det har nok været et bevidst valg; at hun har ønsket at vise den diametrale modsætning og forskel. Man kan også se, hvordan lysstrålerne skiller billedet ad. De skærer det igennem, så man får en opfattelse af, at det er to billeder, der er klippet sammen,« siger Linda Thor Pedersen og fører hånden op fra højre hjørne og diagonalt ned for at vise det meget kraftige lysindfald i billedet, der nærmest skærer det midt over.

»Lige under rosen kan du se to negle. Det er helt tydeligt, hvordan de bliver trukket frem i billedet,« siger hun og peger på Lili Elbe midt i maleriet, der sidder med en rose. Neglene er tydeligt fremhævet, de er lange og dråbeformede. Linda Thor Pedersen stikker sine egne hænder frem og viser ti lakerede negle frem i en lilla farve. »Ligesom mine,« griner hun.

Tvivlen og paradokset
Einar og Gerda Wegener mødte hinanden på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor også Einar uddannede sig til kunstner. Han var landskabsmaler og har kun malet i det navn. Lili malede aldrig. Som en del af udstillingen kan man derfor også opleve et par af Einars malerier. Et interessant sted ses to portrætter af Gerda: et malet af hende selv og et malet af Einar.

Linda Thor Pedersen bider hurtigt mærke i den radikalt forskellige måde, den samme kvinde er portrætteret på. I Einars version af Gerda er hun meget androgyn; brystkassen er flad, og håret er gemt væk under en hat. I Gerdas egen version af sig selv er det helt omvendt.

Lili med fjervifte, 1920. Foto Morten Pors.

Lili med fjervifte, 1920.
Foto Morten Pors.

»Det er meget mere feminint end det andet. Det vil sige, hun ser sig selv meget mere feminin end måden, Lili ser hende. Det kan sige noget om, at Gerda har haft et mere afslappet forhold til sin seksualitet, end Lili har haft. Gerda har ikke noget problem med at portrættere sig selv som kvinde, mens det for Lili er vigtigt at fremhæve det maskuline i Gerda – for at gøre det lidt mere hetero

Vi befinder os i samme hjørne, da blikket falder på det eneste billede i udstillingen, hvor Gerda har malet Einar som Einar og ikke som Lili. Her ser vi et billede fra 1914, hvor Einar har bakkenbarter. Linda Thor Pedersen forklarer, at det kan være et spørgsmål om tvivl. Bakkenbarterne tager noget tid at gro ud, hvilket kan antyde, at Lili har valgt at leve som Einar lidt længere eller måske endda søgt tilbage til det.

»Det er den tvivl, vi nogle gange bliver ramt af – hvad har vi gang i? Det har jeg også oplevet selv. Den kan opstå helt spontant ud af ingenting. Jeg sad på en parkeringsplads på et tidspunkt og tænkte, er du nu sikker på, det er det her, du vil? Jeg tænkte, at jeg godt nok ville fortryde det, hvis det viste sig at være forkert.«

Linda Thor Pedersen fortæller om sine tanker omkring sin egen operation. Hun fortæller også, at det er blevet nemmere i takt med, at der er kommet mere synlighed på området. Hun nævner Caitlyn Jenner og Laverne Cox som forbilleder. Men der er også et indbygget paradoks. I udstillingskataloget har kønsforsker Tobias Raun skrevet et essay, hvori han betoner modsætningsforholdet i, at der er stadig større fokus på transkønnede i kulturen og i medier, men at vi samtidig har en række lovgivninger, der klassificerer transkønnethed som en psykisk lidelse.

Linda Thor Pedersen bruger ord som »umyndiggørende,« »rigidt« og »sygeliggørelse,« når hun taler om sundhedsvæsnets behandling af transkønnede. Derfor får hun også flere gange under udstillingen et trist udtryk, når hun tænker på Gerda og Lilis leveforhold i 1930erne.

»Jeg synes, billedet giver udtryk for, at der er mere i historien om Lili, end vi ved. Nogle gange bliver det fremstillet meget idyllisk, at hun valgte at leve som kvinde. Men det har nok også givet nogle udfordringer. Og der har været situationer, hvor det har været svært at tackle,« siger hun, da vi står overfor et billede af Lili Elbe i Rom, som er malet i akvarel.

Rundt om os på de pastelfarvede vægge er smukke kvinder i blomstrede, florlette kjoler, stærke farver og solstråler så tydelige, at man nærmest kan føle på dem. Dét virker idyllisk. Men under farvelaget stikker en lidt mere dyster historie frem om de to kvinders indviklede liv.

»Hun er trist på det her billede. Hendes øjne er mørke og måden hun tager hånden om til hjertet på, er der noget symbolik i,« hun kigger fortsat på billedet af Lili i Rom, som er et af de eneste billeder, hvor Lili ser afkræftet ud.

Efter et par timers sirligt studie af udstillingen, sætter vi os på en bænk midt i rummet. Linda Thor Pedersen fortæller, at hun også har brugt det meste af sit liv på at kæmpe en hård kamp, som hun til sidst opgav og dermed ”tabte” til sin sande kønsidentitet. En tabersag, der kun var til det bedre. Med klikkende hæle rejser hun sig og betræder trappen på vej op og væk fra udstillingen. Med et sidste blik på de farvestrålende malerstrøg siger hun, »jeg tror, jeg ser nogle ting i de her billeder, som andre ikke ser, fordi billederne reflekterer mine egne følelser.«

* * *
Artiklen bringes med tilladelse fra Merle Baeré.

Transkvinden som model og medskaber. Om modstand og tilblivelse hos den rygvendte Lili Elbe. Arkens udstilling om Gerda Wegener. Tobias Raun den 6. november 2015.

Vist 0 gange.
Tobias Raun

Tobias Raun

Tobias Raun, født 1974.
Phd-stipendiat ved Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitet.
Han er magister i kunsthistorie og visuel kultur studier fra Aarhus Universitet, hvor han også har undervist i flere år.
Han forsker i repræsentationen af kropslige transformationer i reality tv og transkønnedes video blogs på YouTube.
Hans forskning fokuserer på nye medier, queer teori og transteori med henblik på at undersøge “trans-” i dets mange konfigurationer og betydninger.
Tobias Raun er adjunkt på Kommunikation ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier, RUC.

Artiklen bringes med venlig tilladelse af Tobias Raun.
Artiklen er den 6. november 2011 også bragt i:
peculiar.dk

Af Tobias Raun.
I dag den 5. november har kunstmuseet Arken fernisering på udstillingen om maleren Gerda Wegener. Gerda Wegener har i flere år været en overset kunstner i den danske kunsthistorie, og huskes måske hovedsagelig som transkvinden Lili Elbes kone.

Peculiar bringer i denne forbindelse en katalogtekst til udstillingen, skrevet af Tobias Raun. Vi takker Arken for at måtte bringe teksten (og billederne), så den kan komme ud til flere læsere – også dem, som ikke har mulighed for eller har råd til at købe kataloget. Vi opfordrer til at besøge udstillingen, som er en chance for at se, det Raun fremlæser som en usædvanligt bemyndiggørende repræsentation af transkvindelighed.

Portrætterne af Lili Elbe karakteriseres af Raun som et kollaborativt kunstnerisk projekt, som eksperimenterer med køn og seksualitet – og samtidig giver disse portrætter også Elbe mulighed for at manifestere sig som kvinde. Raun tager afsæt i de rygvendte portrætter af Elbe, der læses som en modstand mod det krav om den blotlæggelse af tanker, følelser og krop, som både psykologer, læger og mainstream medier ellers igennem årtier har fordret af transkønnede. Analysen indkredser således det affektive rum, som netop rygvendtheden måtte udspringe af og og indskrive sig i hos både model og beskuer.

Lili med fjervifte, 1920. Foto Morten Pors.

Lili med fjervifte, 1920.
Foto Morten Pors.

Gerda Wegeners ægtefælle og model, Lili Ilse Elvenes (bedre kendt som Lili Elbe), er i øjeblikket genstand for stor international opmærksomhed, da der netop her i 2015 er ved at blive indspillet en Hollywood portrætfilm med titlen The Danish Girl. Men det er ikke bare den historiske transkvinde (1) Lili, der har været i mediernes søgelys i den seneste tid, også Caitlyn Jenner (tidligere kendt som Bruce Jenner) har cirkuleret vidt og bredt, efter at hun stillede op til et interview på den amerikanske TV kanal ABC og senest var på forsiden af magasinet Vanity Fair.

I fiktionens verden myldrer det også frem med transkønnede karakterer, bl.a. i de populære serier Transparent (2014-) og Orange is the New Black (2013-), der henholdsvis har transkvinden Maura i hovedrollen, spillet af Jeffrey Tambor, og transkvinden Sophia, spillet af Laverne Cox, i en af de væsentlige biroller. Laverne Cox er efterfølgende blevet den første transkvinde, der har optrådt på forsiden af Time Magazine (maj 2014).

Verden er tilsyneladende ved at få øjnene op for transkønnede, hvis man skal tro den stigende eksponering, og der tales ligefrem om “et afgørende vendepunkt”, hvilket var overskriften på artiklen i Time med Cox. (2) Den øgede synlighed står i modsætning til en række lovgivninger verden over, der fortsat klassificerer transkønnethed under “psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser” og afkræver omfattende psykiatriske undersøgelser, førend eventuelle hormonelle, kirurgiske indgreb og juridisk kønsskifte tillades. Samtidig er transkønnede ofte genstand for overgreb og diskrimination, hvilket flere rapporter dokumenterer. (3)

Lili Elbe figurerer i dag som den første transkvinde, der fik foretaget kønsmodificerende indgreb, og dermed som en “moderfigur” for transpersoner og -bevægelser verden over. (4) Men allerede i 1910erne eksperimenterede man med kønsmodificerende operationer, ikke mindst i Tyskland. Her stadfæstede Magnus
Hirschfelds
Institut for Seksualvidenskab i Berlin sig i 1920erne som foregangssted. (5) Det var også her (og senere i Dresden), at Lili fra 1930 fik foretaget adskillige operationer, hvoraf den sidste førte til hendes død i 1931. (6)

Disse transformerende indgreb kom offentligheden for øje i 1931, hvor både danske og tyske aviser dækkede historien. (7) Lilis historie blev senere, efter hendes død, udgivet i en omdiskuteret (selv)biografi Fra mand til kvinde. Lili Elbes bekendelser (1931). Som påpeget af flere forskere er det uvist, hvem der har ført pennen, og der er således flere andre forfattere end Lili selv, der har konstrueret og fortalt historien. (8)

Sabine Meyers forskning i den danske presses dækning af Lilis operationer og historie viser, hvordan hun havde et begrænset tale-og handlingsrum. Bogen Fra mand til kvinde forelå allerede som manuskript, da Lili fortalte sin historie i et interview i Politiken 28. februar 1931. Dette manuskript skrevet på og af forskellige forfattere har dermed med al sandsynlighed virket handlingsanvisende i forhold til, hvordan Lili Elbe kunne fortælle sit liv og sin historie frem. Intervieweren Loulou Lassen havde selv en dobbeltrolle som skribent af artiklen og som kurator for bogen, ergo tjente det ofte citerede interview måske mest af alt til at markedsføre bogen.(9)

Det er således uvist, hvilken stemme Elbe taler med i bogen såvel som i interviewet. Men det måske vigtigste spørgsmål er: Hvad kan Lili sige i starten af 1930erne for at blive forstået og accepteret som (trans)kvinde? (10) Som den efterfølgende række af artikler i datidens danske aviser illustrerer, placeres magten til at definere Lilis transkønnede historie og identitet hovedsagelig hos medicinske og juridiske eksperter – hun patientliggøres og patologiseres. (11)

Som Meyer argumenterer for, danner mediedækningen af Lili præcedens for, hvordan den danske presse senere og frem til i dag rapporterer om transpersoner. Her er der overvejende fokus på transformationen fra én entydig kønsidentitet til en anden, typisk under overskriften “Manden, der blev kvinde.” Retten til at definere den transkønnedes sande identitet placeres hos lægevidenskabelige og juridiske eksperter. (12)

Men hvad sker der, hvis vi betragter Lilis historie gennem Gerda Wegeners malerier – tillades hun så et andet mulighedsrum for selvdefinition? Og hvad kan disse malerier fortælle os om Gerda og Lilis forhold, ikke mindst set fra et nutidigt perspektiv med nyere kønsteorier in mente? Denne artikel ser nærmere på disse spørgsmål med afsæt i to rygvendte portrætter af Lili, malet i starten af 1920erne. Man kunne i forlængelse heraf argumentere for, at det er tid til at tage malerierne alvorlige som mulige kilder til en forståelse af Lili – og af forholdet mellem Gerda og Lili. Fremfor at vende tilbage til Fra mand til kvinde som sandhedsvidnet – som om skriftsproget automatisk er sandt eller transparent – bør vi prøve at vende os mod billederne, som vi ved, at det udelukkende er Gerda (og Lili), der står bag.

Lilis tilblivelsesproces
Maleriet Lili med fjervifte, 1920 skildrer Lili Elbe med langt lyst, opsat hår, stående rygvendt iført strutskørt, tætsiddende bluse, halskæde og handsker (s. 40). Hendes krop er let drejet, og hun har den ene hånd placeret på hoften, mens den anden hånd holder en pompøs fjervifte, der folder sig ud bag hendes nakke og halvvejs falder i med det storblomstrede tapet i baggrunden. Hendes ansigt er sminket, halvt drejet mod beskueren, men blikket ser ned, skråt til venstre, forskudt for os.

Den kokette attitude antyder, at hun bevidst poserer for os, og dog kan hun også blot være fanget i en bevægelse. Det er uvist, om hun netop i dette øjeblik vender sig mod os eller væk fra os. Måske poserer hun slet ikke, måske anråbes hun – og responderer på tiltalen ved at vende sig. Hun fremstår både opmærksom og uopmærksom på vores tilstedeværelse – vendt halvt mod os, men uden at se på os. Hun virker tilnærmelig/utilnærmelig, inviterende/afvisende i én og samme bevægelse, som hun står der malet i let frøperspektiv. Armen i siden inviterer os til at lade blikket vandre rundt og rundt i den ornamentale form, som hendes krop danner.

Men den lukker også af for, at vi kan komme om på den anden side af Lili – vi tillades altså ikke ubegrænset adgang til hendes krop. Denne saboterede adgang understøttes også af hendes afmålte, næsten overlegne blik. Lili optrådte som kvindelig model for Gerda Wegener allerede fra 1904, kort efter indgåelsen af deres ægteskab. (13) Efter sigende var anledningen til dette en model, der ikke mødte op, hvorfor Lili tog hendes plads og dermed sikrede, at Gerda kunne arbejde på billedet alligevel. Lili skulle senere blive Gerdas ”Yndlingsmodel”, og i Fra mand til kvinde skrives Lili frem som “en moderne Kvindetype, skabt af en Kunstners Fantasi.” (14)

Som også litteraten Dag Heede skriver i sin analyse af bogen, antydes det, at Lili er ’et kunstprodukt’, skabt i kunstens billede og af kunstneren Gerda. Den maleriske skabelse af Lili er samtidig også ifølge Heede den konkrete forudsætning for Gerdas kunstneriske og materielle succes og for parrets flytning til Paris. (15)

Men Lili er næppe kun et produkt af en række tilfældigheder og af Gerdas maleriske talent og kunstneriske øje. Og det anes i portrættet. Lili har givetvis også selv budt muligheden for at posere som kvinde velkommen, og hun har måske endda selv plantet ideen i Gerda. I hvert fald blev rollen som modellen Lili
en mere og mere integreret del af hendes selvidentifikation og liv, hvorfor hun i slutningen af 1920erne opsøgte mulighederne for medicinsk/kirurgisk transition. (16) Det har været vanskeligt for Lili at få informationer om disse indgreb før da, og hun har med al sandsynlighed både manglet sprog og begreber for at kunne italesætte denne kvindelige selvidentifikation, hvorfor realiseringen heraf har fremstået som en umulighed.

Frembringelsen af Lili på lærredet er ikke kun resultatet af Gerdas maleriske talent, men også Lilis evne til at posere og agere som kvinde. Som beskrevet fremstår Lili selvbevidst om sin egen tiltrækningskraft som kvindeligt skueobjekt og billede. Hun synes bevidst at posere – og antyder dermed, at dét at gøre sig til et kvindeligt skueobjekt ikke kun er en passiv, men også en aktiv subjektiverende akt. (17) Det kan være en måde at få genkendelse og legitimitet som kvindeligt subjekt. Samtidig antyder den selvbevidste posering, at hun er klar over, at der må ’arbejdes’ for kvindeligheden.

Kvindelighed, ikke mindst en attråværdig af slagsen, er et ’skuespil’, der kræver visse rekvisitter og stiliseringer af kroppen. Kvindelighed kan således i kønsteoretiker Judith Butlers termer siges at være performativt indstiftet, fremmanet gennem ord, handlinger og symboler. (18) Dette gælder for os alle – ikke kun for transpersoner. Køn foreligger således som et historisk foranderligt manuskript, og det ledsages ofte af et socialt pres om at blive citeret. Skuespillet foreligger altså, før man selv træder frem på scenen – dvs. manuskriptet er der på forhånd og er allerede blevet ’øvet’ af andre, men der behøves kontinuerligt nye skuespillere, der kan legemliggøre det. (19)

Hver tid, kulturel og social sammenhæng har således sine idealer for, hvordan den kønnede krop bør bæres og arrangeres. Eller som psykoanalytiker Joan Riviere argumenterede tilbage i 1929: ”Læseren kunne nu spørge, hvordan jeg definerer kvindelighed, og hvor jeg trækker grænsen mellem ægte kvindelighed og ’maskerade’. Mit forslag er imidlertid, at der ingen forskel er.” (20) Feministiske teoretikere af forskellige generationer har således peget på i særdeleshed den kvindelige tilblivelse som en ’optræden’ og som en ’gøren’, bl.a. Joan Riviere i slutningen af 1920erne, Simone de Beauvoir i slutningen af 1940erne og Judith Butler fra slutningen af 1980erne.

En sommerdag, 1927. Foto Morten Pors.

En sommerdag, 1927.
Foto Morten Pors.

Som landskabsmaler og amatørskuespiller havde Lili måske en særlig sensibilitet i forhold til repræsentation (det at fremmane et særligt billede eller udtryk), der kom hende til gode i forhold til hendes egen æstetiske og fysiske transformation. (21) Der er sandsynligvis flere grunde til, at hun stoppede med at male, da hun officielt blev anerkendt som Lili, (22) men måske var en af grundene, at hun var sit eget største skaberværk, og da det blev realiseret, var der ingen grund til at fortsætte en kunstnerisk praksis. En sådan læsning lægges der også op til i maleriet En sommerdag, 1927, hvor Lili
både optræder som henslængt rygvendt kvindelig nøgenmodel og som kønsambivalent maler (s. 10-11). Her antydes det, at den, der agerer model, også er maler og medskaber.

Eftersom Lili står model allerede kort efter, at hun og Gerda er blevet gift, må man formode, at deres relation ikke har været stringent heteronormativ. Begrebet heteronormativitet betegner en forestilling om, at mænd og kvinder er to givne, entydige og væsensforskellige kategorier, der naturligt tiltrækkes af hinanden som plus- og minuspoler. (23) Deres forhold har måske fra begyndelsen involveret en mere tvetydig kønsrollefordeling. Sikkert er det dog, at karakteren Lili bliver en integreret del af Gerdas kunst, og at hun begynder at dukke op udenfor lærredet også til sociale sammenkomster. (24)

Deres forhold bliver således i stigende grad alt andet end et traditionelt heteroseksuelt forhold (hvis det nogensinde har været det), hvilket bl.a. billedet Melodi fra Capri, 1924 illustrerer. Her er Gerda og Lili portrætteret som to velklædte kvinder, der står tæt sammen. Relationen imellem dem er tydeligvis intim, omend det er uvist, om det er venskabelig ømhed eller flirtende begær, der gemmer sig i deres blikke. Maleriet er tvetydigt: Er de to kvinder veninder, elskende eller noget helt tredje?

Homosocialitet (venskabelige samkønnede relationer) og homoseksualitet folder sig ind og ud af hinanden i disse billeder, og grænsen imellem dem kan være svær at definere. Som queer-teoretikeren Eve Kosofsky Sedgwick påpeger, er seksuelle kategorier og prædikater ikke altid dækkende for de måder, hvorpå vi tænker os selv, vores seksuelle praksisser og relationer. At mennesker er forskellige er et selvindlysende faktum, og alligevel er det bemærkelsesværdigt, hvor indskrænkede muligheder vi sprogligt og begrebsmæssigt har for at italesætte dette faktum, ikke mindst når det drejer sig om køn og seksualitet. (25) Som Sedgwick husker os på:

”Selv identiske seksuelle handlinger betyder forskellige ting for forskellige mennesker […] Seksualitet er for nogle en stor del af deres selvoplevede identitet, mens det for andre er af mindre betydning […] For nogle mennesker er det vigtigt, at sex er ladet med betydning, fortællinger og har forbindelse til andre aspekter af deres liv. For andre er det vigtigt, at dette ikke er tilfældet, mens det igen for andre slet ikke falder dem ind, at det kunne være det.

For nogle mennesker har præferencen for et bestemt seksualobjekt, en handling, rolle, zone eller et scenarie varet ved og været praktiseret så længe, at det opleves som noget medfødt/naturligt. For andre opfattes det som noget, der kommer til senere, eller det føles tilfældigt eller som et tilvalg […] Nogle mennesker, homo-, hetero- og biseksuelle, oplever, at deres seksualitet er stærkt forbundet med normative kønsbetydninger og -forskelle. Andre af hver af disse seksualiteter gør ikke.” (26)

For nogle er det vigtigt, at partnerens krop ser ud på en helt bestemt måde – og at den seksuelle akt udspiller sig i forhold til et bestemt kønsskema, mens det for andre er de mere flydende roller, der vækker begæret. Enkelte kropsdele og kønsudtryk kan således have flere og ambivalente betydninger. Dette synes særligt relevant at have in mente i relation til Gerda og Lili. Deres kønslige og seksuelle samliv, ikke mindst som det fremtræder i utallige malerier, er sandsynligvis langt mere flertydigt og fluktuerende, end både de og vi har begreber for. At relationen mellem parret Wegener
ikke bare kan siges at være ’heteroseksuel’ for så senere at blive til et aseksuelt ’venindeforhold’ (som det ellers ofte antages), vidner Wegeners øvrige malerier om.

Her er der nemlig en kontinuerlig udfordring og udforskning af kønnets og seksualitetens grænser. Wegener har således tegnet flere eksplicit erotiske lesbiske scenerier (s. 74). Hendes billeder er også fulde af par, hvoraf den ene er skildret så kønsambivalent, at det kan være vanskeligt at afgøre, om det er to kvinder eller en kvinde og en mand. Hun har ligeledes malet adskillige portrætter, hvor kvinderne maskuliniseres og mændene feminiseres, hvorved et binært kønssystem (mand/kvinde) virker begrænsende og ufuldstændigt i forhold til at beskrive den polyfoni af kønnede individer, der optræder på lærrederne.

I sommervarmen,1924.

I sommervarmen,1924.

En transkønnet odalisk
Maleriet I sommervarmen, 1924, skildrer en afklædt Lili, igen rygvendt med ansigtet halvt drejet, så vi ser hende i profil (s. 51). Hun ligger henslængt på en stol, hvis ornamenterede armlæn hun næsten smyger sig ind i og ud af. Hun har lyst pagehår og er sminket med rød læbestift og rouge, der matcher stolens røde, blomstrede stof. Hun er iført højhælede slippers, som vi kender det fra Édouard Manets Olympia, 1863; et billede, der vakte skandale ved åbenlyst at portrættere en sexarbejder, nemlig den lesbiske Victorine Meurent. (27).

Modsat Olympia ser Lili dog ikke konfronterende på beskueren, i stedet ser hun fraværende, måske endda sørgmodigt på viften, som hun holder i hånden. I baggrunden ses tillukkede skodder, som vi kender det fra mange af Henri Matisses malerier. Som billedets titel antyder, er det varmt, hvilket delvist forklarer skodderne, viften og også Lilis nøgenhed, men samtidig refererer disse elementer også til markante kunsthistoriske motiver og temaer. Skildringen af den afklædte kvinde er et udbredt motiv i den vestlige kunsthistorie. Som den feministiske kunsthistoriker Lynda Nead skriver:

”Enhver, der undersøger den vestlige kunsthistorie, må forbløffes over antallet af billeder af den kvindelige krop. Den nøgne kvindekrop forbindes således med begrebet ”kunst” mere end noget andet motiv. Det indrammede billede af den kvindelige krop, ophængt på kunstmuseets væg, er selve billedet på kunst; det er et ikon på vestlig kultur, et symbol på civilisation og menneskets ypperste bedrifter.” (28)

Kunsthistorien er rig på kvindelige nøgenmodeller, der optræder som kunstobjekter par excellence. Repræsentationen af Lili lægger sig i forlængelse heraf. Men hun er samtidig iscenesat som en særlig form for afklædt kvinde, nemlig som odalisk; en kvindefigur, som var meget udbredt i den vestlige malerkunst i det 18., 19. og tidlige 20. århundrede, især i fransk kunst.

Kvindetypen ses indenfor den såkaldte orientalisme, hos bl.a. Jean Auguste Dominique Ingres, Jean-Léon Gérôme og Eugène Delacroix, men også Matisse malede odalisker. Orientalismen er en malestil, der er forbundet med Europas kolonialistiske ekspansioner i 1700-tallet. (29) Som kunsthistoriker Linda Nochlin skriver om orientalismen, eksisterede Nærøsten for nogle malere “som et faktisk sted, der kunne indhylles i mystik ved brug af realistiske effekter, for andre kunstnere eksisterede det som en udløber af forestillingsevnen, et fantasisted eller en skærm, hvorpå stærke længsler ustraffet kunne projiceres – erotiske, sadistiske eller begge dele.” (30)

Gerdas billede af Lili bringer mindelser om Ingres’ La Grande Odalisque, 1814, der skildrer en liggende, halvvejs rygvendt kvinde, der ser ud mod beskueren med en vifte af påfuglefjer i hånden, omgivet af støvede blå draperier. Hos Wegener er divanen skiftet ud med en rokokostol, men posituren er den samme; det samme vrid i hoften, der skaber et schwung i rygsøjlen og et markeret hofteparti. Den kurvede krop fremstår i begge malerier både som et symbol på kvindelighed og som en abstrakt form i sig selv. Hos Ingres ser vi tydeligt det ene
bryst, der dog ligger halvt gemt bag den ene arm.

I portrættet af Lili er et eventuelt bryst kun antydet, i stedet synes bagpartiet at være særlig fremhævet som erotisk markør. Som hun ligger der, er ballerne og sprækken imellem dem blottet – tilgængelige for betragterens (begærlige) blik. Billedet af Lili refererer således til en orientalistisk tradition, hvor en afklædt/delvist afklædt kvinde iscenesættes som erotisk skueobjekt og gerne med såkaldte ’orientalske’ rekvisitter (som her viften), der inviterer til en implicit mandlig beskuers visuelle og imaginære taktile nydelse.

Store dele af kunsthistorien bygger på en klassisk rollefordeling imellem mand og kvinde: “Mænd handler, og kvinder optræder. Mænd betragter kvinder. Kvinder ser sig selv blive betragtet.” (31) Eller som Laura Mulvey argumenterede for i sin nu kanoniske tekst om kvinderepræsentationen i 1930ernes, 1940ernes og 1950ernes Hollywoodfilm: Kvinderne er skueobjekt og billede ”med et udseende, som er kodet til at have en så stærk visuel og erotisk virkning, at de kan siges at signalere ’to-be-looked-at-ness’.” (32)

At Lili portrætteres i overensstemmelse med en sådan kvinderepræsentation er, hvad der sikrer en læsning af hende som kvinde. Hun er i kropspositur og udtryk gengivet i overensstemmelse med kunsthistoriske koder for femininitet, og hun repræsenteres således som en del af og i forlængelse af nøgenmodeltraditionen. Ifølge kunsthistoriker Kenneth Clark er ’nøgenmodellen’ en idealiseret version af kropslighed, der igennem kunsthistorien er blevet inkarneret af både mænd og kvinder. (33) Og som Clark skriver: ”ingen nøgenmodel, uanset hvor abstrakt, må undgå at vække en vis form for erotisk følelse i beskueren.” (34)

Alligevel illustrerer en af datidens mandlige skribenters omtale af Gerdas Lili-portrætter, at det langt fra er ligegyldigt hvilken model, der vækker beskuerens begær: “Den Ting har saare mig bedrøvet og din er skylden, skønne Tegner! Tænk! Jeg har glædet mig ved Former, Der rim’ligvis har tilhørt Ejnar!” (35) Dette citat er sandsynligvis ment som et humoristisk indslag, men i humoren gemmer sig en alvor – en latterliggørelse af dels kunstneren Gerda Wegener, der lader sin ægtefælle posere for sig som kvinde, og dels af den transkønnede
akt, dvs. det at klæde sig og posere som kvinde, når man ikke er født med en genkendelig kvindekrop. De kvindelige former og den femininitet, som denne mandlige betragter efter sigende har glædet sig over, forkastes nu som falske og lutter blændværk. Han er med andre ord blevet ført bag lyset – han har ladet sig narre.

En sådan forståelse af den transkønnede bliver senere til én af de to arketyper for repræsentation af transkvinder i mainstream medier. Som transteoretiker Julia Serano argumenterer for, skildres transkvinder ofte som enten ’patetiske’ eller ’bedrageriske’ – som enten sølle, forfejlede udgaver af kvinder eller som fordækte personager, der ’bedrager’ andre til at tro, at de er kvinder. (36)

Den ’bedrageriske transkønnede’ er bl.a. en fremherskende forståelsesramme i filmen The Crying Game (1992) og i reality-serier som There’s Something About Miriam (2004) og Fristet – hvor langt vil du gå? (2011) med den transkønnede Maria Haaning. Her ses en række transkvinder, der lever og genkendes som kvinder, og som installeres som uventede plot twists. De positioneres som ’falske’ kvinder, hvis ’hemmelighed’ afsløres i et dramatisk øjeblik, ofte efter at de har forført heteroseksuelle mænd, der alle iscenesættes som uskyldige og/eller uvidende. (37)

Transkønnetheden bliver per se til en hemmelighed, og til en identitet, der ikke kan sameksistere med eller være en del af kvindeligheden. Man kan ikke både være kvinde og transkønnet, hvorfor det at gøre sig til et begærsobjekt for et mandligt blik bliver fortalt frem som en bedragerisk akt. Den transkønnede kvinde antages således grundlæggende set at være ’mand’, ligegyldig hvilke og hvor mange operationer hun har fået foretaget. I den citerede passage er det ikke Lilis kønslige fremtoning og ageren i maleriet, der lægger en dæmper på skribentens begærlige blik, men snarere hans begrænsede forestillinger om, hvad og hvem der kan agere disse.

Det rygvendte portræt inviterer til en læsning af Lili som kvinde, ikke mindst fordret af iscenesættelsen som odalisk, men det åbner også for, at kvinden på billedet måske ikke har (alle) de kropslige tegn, som man typisk forbinder med kvinder. Beskueren må således selv ’fuldende’ kroppen og forestille sig, hvordan hun ser ud forfra. Måske netop derfor er det rygvendte nøgenportræt en oplagt måde at repræsentere den her endnu ikke kirurgisk transitionerede Lili. Vi får nemlig ikke visuelt adgang til de kropstegn, som vi har en tendens til at gøre til sandheden om kønnet, upåagtet hvad resten af udtrykket måtte signalere, og hvad hendes egen selvopfattelse er.

Kunsten som mulighedsrum
I Gerda Wegeners malerier af Lili Elbe udgør kunsten et mulighedsrum. Her eksperimenteres der med kønnet, og samtidig bliver det også stedet, hvor kønnet får lov til at manifestere sig. Lili tillades således en fuldgyldig eksistens som kvinde, hvilket hun har haft svært ved få adgang til i sit øvrige liv. Kunstens rum bliver smeltedigel for nye og potentielt ambivalente køns- og seksualitetsrelationer mellem Gerda og Lili, hvad enten det er som kunstner og model eller som afbildede karakterer. Måske begynder Lili som et kollaborativt kunstnerisk projekt, eller måske har hun altid været en integreret del af Wegeners ægteskab, men har først senere manifesteret sig for offentligheden som model på lærredet. Dette kan vi kun gisne om.

De rygvendte portrætter af Lili er modernistiske formeksperimenter, hvor baggrunden udgøres af en vis ornamenteret fladhed, der får modellen til at træde frem. Lili har i begge tilfælde et knæk i hoften, hvilket gør hendes krop til en kurvet, svungen, ornamenteret form. Rygvendtheden synes både at invitere til, men også afholde os fra at få adgang til hendes krop. At vende ryggen til kan være en konkret fysisk måde at afvise nogen eller noget.

Men Lili vender kun delvist ryggen til os – hendes positur er dermed ikke en entydig afvisning, men måske snarere en måde at skærme eller beskytte sig. Det kan aflæses som en måde at kontrollere, hvad vi får adgang til – og dermed en måde at styre sit eget selvbillede. At det kan være nødvendigt at skærme eller beskytte sig, vidner historien os om, idet den transkønnedes krop og identitet har været og fortsat er defineret og kontrolleret af andre. Psykologer og læger kræver fuld adgang til den transkønnedes tanker, følelser og krop igennem årelange samtaler og undersøgelser.
Det er disse psykologer og læger, der har legitimitet og autoritet til at definere, hvorvidt den transkønnede kvalificerer sig til at få foretaget kønsmodificerende indgreb.

Også i mainstream medier forventes den transkønnede at fortælle intime historier om sin krop og seksualitet. Som transforsker Viviane Namaste argumenterer for, forventes den transkønnede at forklare sig for en evig nysgerrig ikketranskønnet interviewer. (38) Intervieweren efterspørger, at den transkønnede redegør for sin krops udseende, herunder om genitalierne er blevet modificerede kirurgisk eller ej. At blotlægge sig er således ikke kun noget, man afkræves for at få adgang til hormoner og operationer, men også for at få lov til at komme til orde – og for at blive forstået og accepteret i en bredere offentlighed. Set i det lys kan man læse Lilis halvt rygvendte positur som et selvbeskyttende værn og en modstandsstrategi – som en måde at sikre en vis ejerskab og magt over sin egen krop og identitet – og som en måde at signalere, at det ikke rager os, hvad der er på forsiden.

Noter
  1. [Retur] En transkvinde er en person, der ved fødslen er udpeget som dreng, men som identificerer sig og præsenterer sig som kvinde. Nogle transkvinder ønsker at benytte østrogen og/eller operative indgreb til kønsmodifikation/korrektion, begge dele for at ‘feminisere’ kroppen. En transkvinde bør altid omtales som ‘hun’, medmindre personen selv giver udtryk for andet (nogle ønsker eksempelvis at blive omtalt med det kønsneutrale pronomen ‘hen’) (Tobias Raun, Mons Bissenbakker Frederiksen, Michael Nebeling Petersen, ”Indledning” til temanummer om Trans, Kvinder, Køn & Forskning, 2011:9, Nr. 3-4, 3-13, og Anna Sofie Bach, ”Sprog og kønsneutralitet”, Friktion. Magasin for køn, krop og kultur, 1.3.2014).
  2. [Retur] Overskriften var ”A Transgender Tipping Point” (se også Tobias Raun, Out Online: Trans Self-Representation and Community Building on YouTube, Surrey: Ashgate, 2016).
  3. [Retur] Se bl.a. Amnesty International, The State Decides who I am. Lack of legal gender recognition for transgender people in Europe, 2014.
  4. [Retur] Lili Elbe omtales ofte som den første, der gennemgik kønsmodificerende indgreb, men det var sandsynligvis transmanden Alan Lucill Hart tilbage i 1917. Han blev efterfølgende kendt som en succesrig radiolog og forfatter (Joanne Meyerowitz, ”Sex Change and the Popular Press: Historical Notes on Transsexuality in the United States, 1930–1955”, GLQ: A Journal of Lesbian and Gay Studies 4.2 (1998), 161-162). En transmand er en person, der er udpeget som pige, men som identificerer og præsenterer sig som mand. Nogle transmænd ønsker at benytte testosteron og/eller operative indgreb til kønsmodifikation/korrektion, begge dele for at ‘maskulinisere’ kroppen. En transmand bør altid omtales som ‘han’, medmindre personen selv giver udtryk for andet (nogle ønsker eksempelvis at blive omtalt med det kønsneutrale pronomen ‘hen’) (Raun, Bissenbakker Frederiksen & Nebeling Petersen, Indledning, og Bach 2014).
  5. [Retur] Meyerowitz, 162.
  6. [Retur] Meyerowitz, 162-163.
  7. [Retur] Eliza Steinbock, ”The violence of the cut: transsexual homeopathy and cinematic aesthetics”, Gewalt und Handlungsmacht: Queer_Feministische Perspektiven, Frankfurt og New York: Campus Publication, 2012, 164.
  8. [Retur] Se Sabine Meyer, ”Mit dem Puppenwagen in die normative Weiblichkeit. Lili Elbe und die journalistische Inszenierung von Transsexualität in Dänemark”, Nordeuropaforum. 20, 2010, 33–6, Sabine Meyer, ’Wie Lili zu einen richtigen Mädchen wurde’. Lili Elbe: zur konstruktion von geschlecht und identität zwischen medialisierung, regulierung und subjektivierung, Transcript Verlag 2015 og Dag Heede, ”At gøre kvinde. Lili Elbe. Fra Mand til Kvinde”, Handicaphistorisk Tidsskrift, 2003:9, 17-38.
  9. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 40.
  10. [Retur] Se også Tobias Raun,“Trans as Contested Intelligibility. Interrogating how to Conduct Trans Analysis with Respectful Curiosity”, Lambda Nordica, 2014:1, 13-37.
  11. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 47-59.
  12. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 60.
  13. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 35.
  14. [Retur] Lili Elbe, Fra mand til kvinde. Lili Elbes bekendelser, København: Skippershoved, 1988 (2. udgave), 13.
  15. [Retur] Heede, 20.
  16. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 38. Fra lovgivningsmæssig side benyttes hovedsageligt begreber som ”kønsskifte” og ”kønsskifteoperation”, mens transforskere og -personer oftere taler om ”transition”, ”kønskorrigering”, ”kropsmodifikation” eller ”at blive synlig mand/kvinde”. Dette gør man bl.a., fordi begrebet kønsskifte antyder, at man som transperson befinder sig helt og holdent i den af samfundet tildelte kønskategori for derefter pludseligt (og alene pga. operation, hormonbehandling og navneskift) at skifte helt og holdent til en anden. Dette stemmer dog dårligt overens med mange transpersoners oftest årelange erfaringer med at leve som det køn, de identificerer sig som, forud for eventuelle officielle ‘skift’, ligesom transitionen for mange er en langvarig social og medicinsk/kirurgisk proces, hvor man langsomt skifter kønsligt udtryk og status (Raun, Bissenbakker Frederiksen & Nebeling Petersen, Indledning, 10).
  17. [Retur] Kunsthistoriker Amelia Jones læser bl.a. kunstneren Hannah Wilke på denne måde, se Amelia Jones, Body Art/Performing the Subject, Minneapolis: University of Minnesota Press, 1998, 151-195.
  18. [Retur] Judith Butler, Gender Trouble, New York og London: Routledge, 1990.
  19. [Retur] Judith Butler, ”Performative Acts and Gender Constitution: An Essay in Phenomenology and Feminist Theory”, Theatre journal,1988, 519-531.
  20. [Retur] Joan Riviere, “Kvindelighed som maskarade”, i Charlotte Engberg og Bodil Marie Thomsen (red.) Maskerade: teori, tekst, billeder, Århus: Århus Universitetsforlag, 1992, 194.
  21. [Retur] Steinbock, 155.
  22. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 41-42.
  23. [Retur] Se bl.a. Butler, Gender Trouble.
  24. [Retur] Heede, 19-20.
  25. [Retur] Eve Kosofsky Sedgwick, Epistemology of the Closet, Berkeley og Los Angeles: University of California Press, 1990, 22.
  26. [Retur] Sedgwick, 25-26.
  27. [Retur] Se T. J. Clark, ”Olympia’s Choice”, i The Painting of Modern Life. Paris and the Art of Manet and His Followers, London: Thames and Hudson, 1985, 79-146 og Lisa Moore, “Sexual agency in Manet’s Olympia”, Textual Practice 3.2.1989, 222-233.
  28. [Retur] Lynda Nead, The Female Nude. Art, Obscenity and Sexuality, London og New York: Routledge, 1992, 1.
  29. [Retur] Linda Nochlin, ”The Imaginary Orient”, i The Politics of Vision: Essays on Nineteenth-Century Art and Society, New York: Harper & Row, 1989, 33-34.
  30. [Retur] Nochlin, 41.
  31. [Retur] John Berger, At se på billeder, København: Christian Ejlers’ Forlag, 1984, 47.
  32. [Retur] Laura Mulvey, ”Skuelysten og den fortællende film”, Tryllelygten, 1991:1, 74.
  33. [Retur] Hos K. Clark benævnt som ”the nude” (modsat ”the naked”).
  34. [Retur] Kenneth Clark, The Nude: A Study in Ideal Form, Princeton, New Jersey: Princeton University Press, 1984, 8.
  35. [Retur] Viggo Afzelius, Ekstra Bladet, 4.3.1913, citeret i Meyer, Mit dem Puppenwagen, 36.
  36. [Retur] Julia Serano, Whipping Girl: A Transsexual Woman on Sexism and the Scapegoating of Femininity, Berkeley: Seal Press, 2007, 38-40.
  37. [Retur] Serano, 36-37.
  38. [Retur] Viviane Namaste, Sex Change, Social Change: Reflections on Identity, Institutions, and Imperialism, Toronto: Women’s Press 2005, 49.

Se eller gense vælgermødet den 9. juni 2015 kl. 19 til 21 om LGBTI forhold.

Vist 0 gange.
LGBTI valgmøde 9. juni 2015. Foto fra Out&Abouts udsendelse.

LGBTI valgmøde 9. juni 2015.
Foto fra Out&Abouts udsendelse.

LGBT Danmark, Copenhagen Pride og Out&About afholdt tirsdag den 9. juni 2015 kl. 19 til 21 om LGBTI forhold.
Vælgermødet blev sendt direkte på Out&Abouts hjemmeside.
Desværre medvirkede Jakob Engel-Schmidt fra Venstre ikke. Det blev ved mødets start oplyst, at han først havde mulighed for at komme omkring kl. 20, men han dukkede ikke op.
Min egen vurdering af vælgermødet er, at det var et godt møde, hvor vigtige emner blev vendt. Men det har også efterladt et indtryk af, at nogle af paneldeltagernes (folketingskandidaterne) kendskab til LGBTI forhold var meget mangelfuldt. Der er derfor fortsat behov for en stor oplysningsindsats over for Folketingets medlemmer.
Tina Thranesen.

* * *
Herunder er det muligt at se eller gense vælgermødet.

Panelet bestod af:
Yildiz Akdogan (A),
Lone Loklindt (B),
Anne Hansen (C),
Neil Bloem (F),
Søren Juliussen (I),
Githa Nelander (O),
Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) og
Rasmus Nordqvist (Å)

Høring om inkorporering af menneskerettighedskonventioner onsdag den 26. februar 2014 i Landstingssalen, Christiansborg.

Vist 0 gange.
Christiansborg

Christiansborg

Folketingets Retsudvalg afholder høring om inkorporering af menneskerettighedskonventioner – Retsudvalg, Alm. del 2013-14: Bilag 137.

Høringen er åben for pressen og offentligheden.

Program
Kl. 1300 Velkomst v/ formand for Retsudvalget Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
Kl. 1305 – 1315. Juridiske konsekvenser af inkorporering
v/professor Jens Elo Rytter, Københavns Universitet
Kl. 1315 – 1325. Problemstillinger og anbefalinger fra 2001-betænkningen (Betænkning nr. 1407/2001)
v/professor Jens Vedsted-Hansen, Aarhus Universitet
Kl. 1325 – 1340. Spørgsmål og debat
Kl. 1340 – 1350. Fordele og ulemper ved inkorporering af menneskerettighedskonventioner – I
v/ direktør Jonas Christoffersen, Institut for Menneskerettigheder
Kl. 1350 – 1400 Fordele og ulemper ved inkorporering af menneskerettighedskonventioner – II
v/chefjurist Jacob Mchangama, Cepos
Kl. 1400 – 1415. Spørgsmål og debat
Kl. 1415 – 1445. Pause
Kl. 1445 – 1455. Konsekvenser af inkorporering af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
v/ advokat Ole Spiermann, repr. for Advokatrådet
Kl. 1455 – 1505. Handicapbevægelsens holdning til inkorporering
v/tidl. landsdommer Holger Kallehauge, repr. for Danske Handicaporganisationer
Kl. 1505 – 1515. Børnerådets holdning til inkorporering
v/Per Larsen, formand for Børnerådet
Kl. 1515 – 1530. Spørgsmål og debat
Kl. 1530 – 1545. Afsluttende spørgsmål og debat
Kl. 1545. Afslutning v/ formand for Retsudvalget Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)

Folketinget journal vedrørende høringen.
Programmet i pdf-format hos Folketinget.

Mindearrangement for dræbte transpersoner onsdag den 20. november 2013 kl. 1700 på Christiansborg Slotsplads.

Vist 0 gange. Transgender Day of Remembrance
“Vi vil ikke være passive ofre, og vi vil kæmpe for vores liv og for vores ret til at være os selv Enhver, der ville angribe en af os (eller bare tænke på noget lignende) bør vide – han angriber os alle, og vi vil give tilbage tifold!”

I samarbejde med Stop Had, Gadejuristen, SIO, Warehouse 9 og andre organisationer, som ønsker at deltage, arrangere T-Lounge Society en højtidelig – sørgeceremoni i København.

Dette år Transgender Day of Remembrance (TDoR) er af særlig betydning og kan kaldes den mest tragiske i rækken af sørgeceremonier. Ifølge statistikkerne for de senere år er en transperson blevet myrdet hver uge et eller andet sted i verden.
Denne sommer og efterår er en bølge af vold mod transpersoner (og især mod transkvinder) fejet verden over.
I de seneste fire måneder er mere end 60 transpersoner blevet dræbt. Verdenspressen rapporterer dagligt på voldshandlinger mod transpersoner, som er ekstraordinære i deres grusomhed. Dette sker også i de såkaldte civiliserede lande – USA, Canada, New Zealand, Australien, Tyskland, Frankrig, Grækenland og så videre. Hvis vi tager i betragtning, hvad der sker i Rusland lige nu – når der i dette enorme land dagligt, og vi kan sige hver time – dræbes og groft chikaneres LGBTI-personer, så kan vi tale om begyndelsen af folkemordet mod en bestemt gruppe af menneskeheden. Vi vil opfordre alle, som er tilhængere af demokrati og menneskerettigheder, til at tilslutte os denne dag og udtrykker deres støtte til og solidaritet med de transpersoner. Transpersoners ret til livet er retten for enhver til livet.

Program
Kl. 1700 starter vi på Christiansborg Slotsplads med en begravelseshøjtidelighed.
Kl. 1800 marcherer vi gennem Københavns centrum til WAREHOUSE 9 (Halmtorvet 11 C. 1711 København V.).
Kl. 1900 afholdes en ceremoniel opsætning af et mindesmærke dedikeret til alle torturerede og dræbte transpersoner.
Kl. 2000 vil en i en queer og transkønnet kunstner optræde baren på Warehouse9 for deltagerne i TDoR.

Den arrangerende gruppe af Transgender Day of Remembrance (TDoR) er åben for samarbejde med alle LGBT-politiske, -kulturelle og -sociale grupper og aktivister. Hvis du har ideer om at organisere dette arrangement, eller hvis du vil hjælpe os, så kontakt Medea Lavalie på Facebook eller via e-mail: medea.lavalie@warehouse9.dk

Omtale af arrangementet hos T-Lounge Society.
Omtale af arrangementet på Facebook.

Copenhagen Trans Fashion Show, fredag den 11. oktober 2013. Kulturnat 2013.

Vist 0 gange.
TiD_20131011-116-Show

Fra venstre mod højre:
Eva Erikson , Joanna, Pernille Feline, Jessie Isaksen, Jane Sørensen.
Foto: Henriette Jørgensen

Af Linda T. Pedersen.
Jeg havde en aftale hos Carina, Salon Diablond, om sminkning. Da jeg var meget usikker på hvilken kjole og hvilke smykker, jeg skulle bære, havde jeg forinden luftet mit dilemma over for Carina Hun foreslog, at jeg tog et udvalg med. Derfor blev den sportstaske, som jeg har fået gratis fra ellos.com (Hvis de kendte mig bedre, ville de aldrig givet noget sporty.) pakket med kjoler, bælter og smykker.

Før besøget hos Carina fik jeg ordnet negle. Denne gang fik jeg lagt gelish neglelak. Den skal være ekstra robust, har jeg ladet mig fortælle. Den holder endnu, så jeg har intet at udsætte på holdbarheden. Da negle vokser med ca. 0,1 mm pr. dag, er spørgsmålet, om de stadig er pæne efter tre uger. Personligt synes jeg ikke, de er så pæne de sidste dage.

Hos Carina fik jeg lagt en flot makeup. Hun vurderede ved samme lejlighed mit hår, og dommen var, at jeg nok vil kunne få en kvindelig frisure om to år og en frisure der svarer til mine ønsker, om tre – fire år. Det er en lang tidshorisont, men bare det, at det er muligt, glæder mig meget.

Trans Fashion Show 2013

Fra venstre mod højre:
Madi Kruse Madsen, Marianne Peuckert.
Foto: Henriette Jørgensen

Det kom lidt bag på Carina, at jeg ikke var skulle være mannequin ved Copenhagen Trans Fashion Show. Jeg forklarede, at det kunne jeg ikke finde ud af. Det, syntes hun, var noget sludder; og det har hun ret i. Ind imellem tager jeg nogle sider af min mandlige identitet over i min kvindelige uden grund. Nu tænker jeg mere på, hvad jeg skal have på, end om jeg skal være mannequin.

Min ekskone, min stedsøn (Peter) og hans kammerat kom og så den første af de tre opvisninger af Copenhagen Trans Fashion Show.

Det var første gang jeg som kvinde mødte min stedsøn. Hans ubetingede accept af mig som kvinde var en vidunderlig oplevelse.

Det første show så jeg sammen med mine tre gæster på første række. (Jeg havde været så fræk at reservere pladser). Aftenens konferencier, TiD’s formand, Marianne Peuckert, fortalte blandt andet, at transvestitter godt kan have familie, uden at det nødvendigvis er et problem. Da Pernille Feline, tidligere formand for TiD, kom ind på catwalken med hustru og søn, blev publikum overbevist om rigtigheden af Mariannes ord og de var meget bejstrede. En stor tak til Pernilles hustru.

Efter det første show spurgte Peter, om vi skulle mødes et sted i byen efter det sidste show. Sidste år spiste vi en bid natmad efter showet, og det ville være dejligt, hvis Peter mødtes med os. Efter det sidste show ringede jeg til Peter, men det lykkedes ikke at finde et egnet sted. Det blev derfor pludseligt til en bytur på Peters præmisser.

Trans Fashion Show 2013

Eva Erikson .
Foto: Henriette Jørgensen

På et diskotek, hvor jeg skulle på toilettet, stod fire unge kvinder i kø. Når man skiller sig ud fra det normale klientel, må man være forberedt på spørgsmål. Jeg fik spørgsmålet: Må jeg spørge dig om noget? Jeg svarede selvfølgelig: Ja, det må du da. Spørgsmålet kom lidt bag på mig. Hun spurgte: “Hvor gammel er du?”

Mange af dem, vi mødte, spurgte, hvad vi havde lavet på Kulturnatten, og jeg fortalte om Trans Fashion Show. Jeg fik flere spørgsmål om, hvordan det er at være transvestit. De øvrige berørte ikke emnet.

Det var en dejlig dag med mange gode oplevelser. Jeg er særdeles glad for de unge menneskers tollerance over for transpersoner. Jeg glæder mig til næste års Kulturnat.

TV Bella optog aftenens første show, som kan ses på deres hjemmeside. Søg efter “Transvestitter på Cat Walk”. For at se programmet, skal man oprette sig som bruger.

Linda T. Pedersen.

Stor tilslutning til tværnordisk konference den 4. oktober 2013.

Vist 0 gange.
Omkring 200 deltagere fra hele Norden, Grønland og Færøerne debatterede livligt visioner for fremtidens nordiske ligestillingspolitik under den tværnordiske ligestillingskonference. Med udgangspunkt i fire aktuelle temaer (ligestilling og mangfoldighed, global ligestilling herunder backlash og antifeminisme, sociale normer og kønsroller, mænd og ligestilling) blev der på baggrund af deltagernes konkrete forslag valgt 5 input til de nordiske ligestillingsministres kommende handlingsplan.
  1. Ligestilling i uddannelse og på arbejdsmarkedet
  2. Køn i folkeskolen mv. – ligestilling starter med børn og unge!
  3. Inddragelse af mænd og drenge i ligestillingsarbejdet
  4. Seksualisering i medierne
  5. Kønsbaseret vold
Minister for ligestilling og kirke, Manu Sareen, vil senere på måneden overbringe konklusionerne fra konferencen til sine nordiske ministerkolleger på det årlige møde i Ministerrådet for Ligestilling i Nordisk Ministerråd.

Region Hovedstaden inviterede den 17. december 2012 Sundheds- og Forebyggelsesudvalget på besøg hos Sexologisk Klinik den 24. januar 2013. SUU bilag 98.

Vist 78 gange. Den 17. december 2012 blev Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg inviteret til at besøge Sexologisk Klinik torsdag den 24. januar 2013 af Region Hovedstaden. SUU, Alm. del – bilag 98.

Region Hovedstaden
Regionsrådsformanden
17. december 2012

Til Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg

Invitation

Medlem af Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg Stine Brix (Ø) ønsker at besøge Sexologisk Klinik til en præsentation af klinikkens funktioner herunder særligt behandlingen af transpersoner.

I inviteres hermed til at deltage i besøget på Sexologisk Klinik ved Psykiatrisk Center København torsdag den 24. jannar 2013 kl. 0900 – 1000.

Mødested:
Psykiatrisk Center København
Sexologisk Klinik
Tagensvej 20, opgang 74, l. sal
2200 København N.

Tilmelding sendes til chefsekretær Marianne Springborg, Politisk Sekretariat, tlf. 3866 5011 eller mas@regionh.dk senest den 21. januar 2013.

Med venlig hilsen

Vibeke Storm Rasmussen

Folketingets journal vedrørende invitationen.
Invitationen i pdf-format hos Folketinget.

Biograftur den 25. oktober 2012, hvor Rebecca Holm introducerede filmen The Queen.

Vist 418 gange.
Rebecca Holm i Cinemateket ved plakater for filmfestivalen arrangeret af MIX Copenhagen.

Rebecca Holm i Cinemateket ved plakater for filmfestivalen arrangeret af MIX Copenhagen.

Af Tina Thranesen.
Sammen med Rebecca Holm var jeg torsdag den 25. oktober 2012 i Cinemateket for at se den 44 år gamle film The Queen – en af mange Transrelaterede film, som blev vist under LesbianGayBiTrans Film Festival i oktober 2012 arrangeret af MIX Copenhagen.

Billet til The Queen.

Billet til The Queen.

Hvilken betydning har en 44 år gammel film om nogle amerikanske dragqueens, der deltager i en skønhedskonkurrence?

Filmen havde premiere i USA den 17. juni 1968 og fik premiere i Danmark et år senere, den 30. juni 1969, hvor den blev vist i Carlton Bio på Vesterbrogade i København.
Det er en dokumentarfilm, en dokumentarfilm om en dragqueenkonkurrence i New York. Men dybere set er det en dokumentarfilm om nogle menneskers liv. Selv om filmen kun spænder over nogle få dage, så giver den et indblik i deres liv, deres homoseksualitet, deres drømme og håb, misundelse og interne skænderier.
Selv om det ikke er en dokumentarfilm om transkønnede, så er den alligevel med til at skildre transhistorien.
Set med nutidens øjne er filmen teknisk set ikke noget at råbe hurra for. Men, når den vurderes, skal det anstændigvis ske med datidens øjne. Det gør, at dens tekniske kvalitet faktisk er med til at give den en stor styrke og gennemslagskraft.

Kirstine Mølgaard byder velkommen og introducerer Rebecca Holm.

Kirstine Mølgaard byder velkommen og introducerer Rebecca Holm.

Interessen for at se The Queen var, må jeg desværre konstatere, minimal, da der kun var 21 personer i salen, da den blev vist i Cinemateket torsdag den 25. oktober 2012 under filmfestivalen arrangeret af MIX Copenhagen.
Vi bør imidlertid være glade for, at denne film er lavet.
Filmen er med til at give yngre generationer af homoseksuelle og transkønnede en større forståelse for tidligere tiders forhold og dermed også for deres egen situation i nutiden.
Derfor skal der også lyde en stor tak til MIX Copenhagen, at de tog filmen med i programmet.

Filmen har derfor stor betydning – den er historieskrivning.

Foruden min historiske interesse, havde jeg en ekstra grund til at se filmen, idet Rebecca Holm skulle introducere filmen.
I 1969, da Rebecca var 17 år, så hun filmen i Carlton Bio. Og da Rebecca åbent har færdes i både homo- drag- og transmiljøet lige siden, så var hun den helt rigtige til at introducere filmen og sætte den i det rette perspektiv.

Rebecca Holm og hendes gode ven gennem mange år, Kurt og jeg kørte sammen ind til Cinemateket. Vi var så heldige, at vi kunne parkere på Gothersgade, næsten lige ud for indgangen.
På vej over gaden så jeg til min store overraskelse og glæde Tine Petersen stå ved indgangen til Cinemateket. Hun var taget turen fra Odense for at se The Queen, godt inspireret af, at Rebecca skulle introducere filmen.
Vi var i god tid. Vi ankom kl. 1820, og filmen skulle først vises kl. 19, så der var tid til at sludre sammen.
Rebecca havde også en aftale med formanden for MIX Copenhagen, Kirstine Mølgaard om at aftale det sidste om Rebeccas introduktion af filmen. Kirstine Mølgaard havde jeg i øvrigt mødt ved et møde den 12. januar 2011, hvor vi snakket fik lidt om transrelaterede film.

Rebecca Holm introducerer filmen.

Rebecca Holm introducerer filmen.

Kort efter kom Jytte Witt. Det var et dejligt gensyn, da det var temmelig længe siden, jeg havde set hende. Jytte var for et par måneder siden flyttet fra Nordjylland til Sjælland.
En veninde til Rebecca gennem mange år, Nanne dukkede også op. Mere rigtigt ville det nok være, at sige, at Nanne var veninde til Rebeccas mandlige ego og ikke tidligere havde mødt Rebecca, men kun set billeder af hende. Da Nanne erfarede, at Rebecca skulle introducere filmen, måtte hun nødvendigvis overvære det.

Lidt efter kom Kirstine Mølgaard, og sammen gik vi alle ned i kælderetagen, hvor vi ud for indgangen til biografsalen fik sludret om film og meget andet. Rebecca fik også talt lidt med Kirstine om introduktionen.

Så var det tid at tage plads i biografsalen.
Kirstine Mølgaard bød velkommen og fortalte, at Rebecca havde skrevet til hende om, at hun havde set filmen i 1969, da den blev vist i Danmark. Hun havde derfor spurgt Rebecca, om hun ville introducere filmen. Og da Rebecca havde svaret “Ja”, havde hun nu glæden at give ordet til Rebecca Holm.

Kirstine Mølgaard og Rebecca Holm.

Kirstine Mølgaard og Rebecca Holm.

I sin introduktion fik Rebecca Holm på fornem vis forklaret om tiden og forholdene, da filmen blev optaget, og da den blev vist i Danmark, og dermed trukket linjerne op frem til nutiden.
Godt rustede og spændte blev filmen herefter vist.

Da filmen godt en time efter var slut, gik snakken lystigt i forhallen uden for biografsalen. Der var enighed om, at den var en positiv oplevelse, og at der godt nok var sket meget i de efterfølgende år frem til i dag.

Da vi alle havde lyst til en forfriskning og til at sludre endnu mere, gik vi op i Cinematekets restauration, hvor Rebecca var giveren af et dejligt glas rødvin. Kirstine Mølgaard kunne desværre ikke deltage, da hun skulle mødes med filmfestivalens ledelse.

I Cinematekets restauration. Fra venstre: Kurt i hvid bluse, Nanne, Tine Petersen, Rebecca Holm og Jytte Witt.

I Cinematekets restauration. Fra venstre: Kurt i hvid bluse, Nanne, Tine Petersen, Rebecca Holm og Jytte Witt.

Den næste times tid gik snakken lystigt både om filmen, dens betydning for nutiden og nok især om udviklingen for transkønnede. Også på det punkt kunne der drages paralleller fra filmen til
nutiden i den danske transverden. I slutningen af filmen talte, ja nærmest råbte den ene af deltagerne i kraftige og yderst nedsættende vendinger om vinderen af konkurrencen. Og netop brugen af nedsættende sprogbrug om andre er noget, som vi i høj grad også kan nikke genkende til hos nogle enkelte i den danske transverden.

Alle hyggelige stunder får en ende. Det fik denne også, men klokken var også blevet næsten halv ti.
Rebecca inviterede imidlertid Tine Petersen til at køre med os hjem til hende, så vi kunne sludre videre over en kop kaffe.
Hjemme hos Rebecca fik vi endnu et glas dejligt rødvin og et par kopper kaffe og snakken gik lystigt til godt midnat.

Alt i alt en rigtig dejlig aften, der kan tænkes tilbage på med glæde.

Tina Thranesen.

Tina Thranesens oplevelse af Trans-Danmarks 10-års jubilæumsfest den 30. juni 2012.

Vist 569 gange.
Ulla Rørvig, Karin Astrup og Tina Vyum, der holder velkomsttale. Bagerst tv. Michelle Holst-Fischer.

Ulla Rørvig, Karin Astrup og Tina Vyum, der holder velkomsttale. Bagerst tv. Michelle Holst-Fischer.

Af Tina Thranesen.
Fredag den 29. juni 2012 havde Trans-Danmark 10-års jubilæum.
Foreningen blev stiftet lørdag den 29. juni 2002.
Under “Eventuelt” på foreningens generalforsamling den 17. marts 2012 omtalte jeg det kommende 10-års jubilæum i fald, at bestyrelsen ikke var opmærksom på det, da jeg mente, at et 10-års foreningsjubilæum fortjente at blive markeret.

Der dukkede også en invitation op fra foreningen til 10-års jubilæumsfest til afholdelse lørdag den 30. juni 2012. Et medlem af foreningen havde stillet en ejendom i nærheden af Juelsminde, som for tiden stod tom, til rådighed for festen.

Jubilæumsfesten ville starte kl. 15 med velkomst ledsaget af et glas champagne og kransekage.
Derefter hyggeligt samvær resten af dagen og aftenen.
Spisningen ville være grillmad, hvor hver enkelt skulle selv medbringe kød til egen fortæring og selv sørge for stegning på en opstillet grill.
Foreningen ville sørge for salat og andet tilbehør, herunder mulighed for at købe øl, vand og vin til rimelige priser.
Ud over betaling for drikkevarervar det gratis at deltage.

Trans-Danmarks stiftelse den 29. juni 2002.

Trans-Danmarks stiftelse den 29. juni 2002.

Jeg var en af initiativtagerne og stifterne af foreningen, så jeg ville selvfølgelig ikke gå glip af 10-års jubilæumsfesten – uanset hvilke former, den skulle afholdes under – så den 5. juni 2012 – straks efter modtagelse af invitationen – sendte jeg min tilmelding.

Mine tanker kunne dog ikke lade være med at gå tilbage til den 30. maj 2009, hvor jeg var med til 15-års jubilæumsfest i TiD. Den blev afholdt på Café á Porta på Kongens Nytorv i København.

Mine tanker gik også tilbage til efterårsfesten den 25. oktober 2008, som Trans-Danmark afholdt i Den Gamle Kro i Hornslet.

Hvordan skal en jubilæumsfest afholdes? Det kan der selvfølgelig være delte meninger om.
Imidlertid vil jeg ikke lægge skjul på, at jeg følte skuffelse over, at foreningens 10-års jubilæumsfest skulle afvikles som en grillaften, hvor hver enkelt selv skulle medbringe grillvarer og stå og svede over grillens varme. Men jeg accepterede selvfølgelig bestyrelsens ret til at fastsætte rammerne for jubilæumsfesten, og der var ingen tvivl hos mig om, at jeg ville deltage.

Trans-Danmarks stiftelse den 29. juni 2002. Tina Vyum i hvid bluse. Karin Astrup i gul dragt.

Trans-Danmarks stiftelse den 29. juni 2002. Tina Vyum i hvid bluse. Karin Astrup i gul dragt.

Trans-Danmarks stiftelse den 29. juni 2002.

Trans-Danmarks stiftelse den 29. juni 2002.

I dagene op til lørdag den 30. juni blev vejrudsigten studeret med ekstra opmærksomhed. Når der skulle grilles, var det jo ikke uden betydning, hvordan vejret ville være.
Dagen før – altså om fredagen – var der voldsomt regnvejr i store dele af landet, men vejrudsigten for lørdagen lovede dog overvejende sol med spredte byger.

Og så oprandt lørdag den 30. juni 2012 – jubilæumsdagen.
Fra morgenstunden var vejret fint. Solen strålede fra en næsten skyfri himmel.
Linda T. Pedersen og jeg havde aftalt af køre sammen fra Korsør Station, hvortil hun ville ankomme kl. 1224 med toget fra København.
Toget var imidlertid forsinket et kvartersstid. Linda fortalte, at det skyldes ekstra langt ophold i Roskilde på grund af enormt mange mennesker, der skulle til Roskildefestivalen.
Lidt forsinket startede vi turen mod festadressen ved Juelsminde. Trafikken var meget tæt, men skolerne havde jo også haft sidste skoledag før sommerferien om fredagen, så der var nok mange ferierejsende blandt de mange trafikanter.
Over Fyn gik det langsomt, og ikke nok med det, så fik vi et par ganske voldsomme regnbyger. Lige efter Odense gik trafikken nærmest i stå. Der var sket et færdselsuheld længere fremme. Jeg bryder mig ikke om at køre i langsomme køer på motorveje, så jeg valgte at køre fra motorvejen ved den første frakørsel, som heldigvis kun var en kilometer længere fremme. Vi kørte videre ad den gamle hovedlandevej A1 en halv snes kilometer og derefter ud på motorvejen igen. Vi var tydeligvis kommet på den anden side af uheldet, for trafikken gled ubesværet.

Linda T. Pedersen på rastepladsen, Skærup Øst.

Linda T. Pedersen på rastepladsen, Skærup Øst.

Vi kørte ind på rastepladsen “Lillebælt” kort før Lillebæltsbroen for at få en lille frokost. Rastepladsen var imidlertid næsten fyldt med parkerede biler, så vi opgav at gå ind på cafeteriet, da vi formodede, at det ville være stuvende fuldt. Vi var jo også blevet yderligere forsinket, så vi havde dårligt tid til at stå for længe i kø hvorfor vi valgte at fortsætte kørslen.
Selv om vi var forsinket, så kørte vi ind på rastepladsen, Skærup Øst med Shell-tanken umiddelbar før Vejle for at se, om der var lige så optaget. Det var der heldigvis ikke, så vi gik ind i cafeteriet og fik os hver et stykke smørrebrød.
Det var et kort ophold, men alligevel dejligt. Der var jo gået temmelig lang tid, siden vi hver især fik morgenmad. Så gik det videre – over Vejlefjordsbroen, bort fra motorvejen mod Horsens ad den første frakørsel og lidt efter til højre mod Juelsminde. Der var kun let trafik, så vi regnede med, at vi trods for forsinkelsen alligevel ville være fremme klokken 15 – eller i hvert fald kun lidt forsinkede.
Det sidste stykke gik ad ganske små veje. Pludselig var vi fremme. Husnummeret så jeg ikke – derimod så jeg den fiskekutter ligge på land i vejsiden, som Michelle Holst-Fischer havde fortalt mig, lå lige over for ejendommen, hvor jubilæumsfesten skulle holdes. Klokken var blevet fem minutter over tre om eftermiddagen – fint ramt.

Var vi kommet lidt senere, havde det såmænd ikke gjort noget, da kun cirka halvdelen af de forventede deltagere var ankommet.
Vi blev budt velkommen af Michelle Holst-Fischer og Ulla Rørvig, som dels er bestyrelsesmedlemmer i foreningen og dels de ihærdige og flittige tilrettelæggere af adskillige sammenkomster – herunder også denne jubilæumsfest – og hilst på dem, som var kommet.
I løbet af godt og vel den næste times tid ankom de resterende lidt efter lidt, så vi i alt nåede op på 16 deltagere.

Særligt hyggeligt var det at gense og snakke med Helene, som jeg ikke havde set i flere år, da hun havde arbejdet i udlandet.

Klokken 1637 bød formanden for Trans-Danmark, Tina Vyum velkommen og ønskede en god jubilæumsfest. Hun nævnte herunder, at så vidt hun kunne se, så var der kun tre af de tilstedeværende, som havde været med fra starten. Hun udbragte en skål i champagne og et hurra for foreningen. Til champagnen kunne vi yderligere fornøje vore smagsløg med Michelles hjemmelavede og uhyre velsmagende kransekage.

Ejendommen, hvor Trans-Danmarks 10-års jubilæumsfest blev afholdt. Linda T. Pedersen står på terrassen.

Ejendommen, hvor Trans-Danmarks 10-års jubilæumsfest blev afholdt. Linda T. Pedersen står på terrassen.

Vejret artede sig fra sin bedste side. Sol, nogle få spredte højtliggende skyer og behagelig varmt udendørs.
I de næste par timer blev der snakket på kryds og tværs. Grillen blev tændt. Det lugtede en tid fælt af tændvæske, men da kullene var klar, til at grilningen kunne begynde, var tændvæskelugten heldigvis forsvundet.
I køkkenet var der rettet an med flødekartofler og forskellige former for salater og andet tilbehør.
På et bord i entreen var der vin, øl og vand, samt termokander med kaffe og i stuen var der dækket et bord med plads til alle.
Grilningen begyndte. I starten var der nærmest trængsel, men lidt efter lidt lykkedes det for alle at få grillstegt deres kødvarer, at forsyne sig med tilbehøret fra fadene i køkkenet og få plads ved bordet i stuen.

Jeg ventede spændt på, at Tina Vyum som formand for foreningen ville holde en jubilæumstale. Jeg ventede også på, om Karin Astrup, som foreningens første og mangeårige formand ville holde en tale.

Jeg havde hjemmefra bestemt mig for at holde en tale om foreningens tilblivelse og virke. Der var siden starten kommet mange nye til, som ikke nødvendigvis kendte til foreningens start og virke.
Da jeg forventede, at i hvert fald formanden og måske også den første formand ville holde tale, havde jeg opdelt mit manuskript, så jeg let kunne springe afsnit over for ikke at lave gentagelser af, hvad de eventuelt måtte sige.

Stuen, hvor vi spiste.

Stuen, hvor vi spiste.

Vi kom godt ind i spisningen, men der var ikke nogen af dem, der gjorde mine til at tale, så jeg rejste mig og holdt min tale.
Derefter udspandt sig en længere snak om ikke mindst den kommende tids politiske muligheder for at få gennemført vore transpolitiske ønsker.

Herefter blev bordet ryddet, så vi kunne sprede os og sidde i en sofagruppe, ved et mindre spisebord og for nogles vedkommende udendørs i den lune sommeraften. Der blev hyppigt skiftet plads og snakken gik lystigt.

Hen mod klokken 23 sagde de første farvel. Lidt over klokken 23 måtte Linda og jeg også sige farvel, så Linda kunne nå sit tog fra Korsør Station kl. 0124.

Turen til Korsør Station forløb under masser af snak – dels om indtryk fra jubilæumsfesten, dels om transpolitiske forhold generelt og om alt muligt andet. En hyggelig hjemtur afbrudt af en enkelt pause undervejs.

Klokken 0140 var jeg hjemme.

Det havde været en dejlig sammenkomst – en rigtig hyggelig grillsammenkomst med skønt vejr.
Havde det ikke været en jubilæumsfest, ville jeg ubetinget beskrive sammensten som en succes.
Som en 10-års jubilæumsfest var det for så vidt også en succes, men jeg synes stadig, at en jubilæumsfest skulle være afholdt på en mere højtidelig måde – også med andre jubilæumstaler, end min.
Uanset dette, så vil jeg slutte med en tak til arrangørerne.

Tina Thranesen.

Tina Thranesens tale ved Trans-Danmarks 10-års jubilæumsfest den 30. juni 2012.

Vist 86 gange.
Trans-Danmarks 10-års jubilæum
29. juni 2002 – 29. juni 2012
afholdt den 30. juni 2012

Af Tina Thranesen.
Den dag et barn kommer til verden, bliver født, kalder vi barnets fødselsdag. Den dag bliver gerne i større eller mindre grad fejret livet igennem – især de runde fødselsdage.

Når et barn bliver født, så er der gået noget forud. Cirka ni måneder tidligere blev moderen gravid.
Og sædvanligvis er det forældrenes store ønske at få et barn.

* * *
Den dag en forening kommer til verden, kalder vi stiftelsesdagen. Den er der også grund til at fejre -ikke mindst den første runde stiftelsesdage.
Og det er jo netop det, vi er samlet for i dag – at fejre Trans-Danmarks første runde dag – Trans-Danmarks 10-års jubilæum.

Trans-Danmark blev stiftet – vi kan jo også sige født – den 29. juni 2002. Det skete på en dejlig varm og solrig sommerdag i et festtelt i en villahave i Hvidovre ved København.

Der var også gået noget forud for Trans-Danmarks fødsel – noget, som startede cirka ni måneder tidligere.

I efteråret 2001 – altså cirka ni måneder før Trans-Danmark blev stiftet – var vi en lille gruppe, som drøftede forholdene for transpersoner i Danmark.
Vi blev hurtigt enige om, at forholdene trængte til at blive forbedret, og at vi gerne ville gøre en indsats for at det skete.
Det var ikke vores ønske at stifte en forening.
Omstændighederne gjorde imidlertid nødvendigt, for at vi kunne få fremmet vores politiske ønsker.

Gruppen bestod af:
Tina Larsen, Karin Astrup, Tina Thranesen, Anna Jonna Armannsdottir, Charlotte Nielsen, Anja Christensen, Annette Bjerre, Solveig Lerche, Qvickie
og hustruen Jeanette (Sort Rose) og Rebecca Holm.

Anette Bjerre foreslog, at vi kaldte os Netstrømperne. Vi mødte hinanden på internettet.
Vi erindrede tidligere tiders rødstrømper, der med succes kæmpede for kvindernes ligeberettigelse.
Det var betegnelsen for en speciel strømpetype.
Vi fandt derfor, at navnet Netstrømperne var det ideelle navn for en transgruppe.

* * *
I løbet af de næste cirka ni måneder havde vi intense drøftelser både på nettet og på en række møder.
Undervejs udarbejdede vi en hensigtserklæring og et program.

Programmet indeholdt bl.a. en række ønsker til forbedring af forholdene for transkønnede.
Når jeg i dag ser på disse punkter, så er det i stor udstrækning, hvad Trans-Danmark har beskæftiget sig med – og hvad der ønskes i dag.

Hensigtseserkæringen beskrev, hvorledes vi forestillede os, at programmet gennemført.
Vi ønskede som sagt ikke at lave en ny forening – men fandt, at TiD – Transvestitforeningen i Danmark – var en god forening, hvorigennem det kunne gennemføres.

Vi havde flere møder med TiD’s bestyrelse, men måtte til sidst konstatere, at den daværende bestyrelse reelt ikke var interesserede.

Derfor besluttede vi at stifte en ny forening, udarbejdede forslag til en vedtægt og indkaldte til afholdelse af stiftende generalforsamlingen den 29. juni 2002, hvor Netstrømperne samtidig ophørte med at eksistere.

* * *
Den stiftende generalforsamling fandt som nævnt sted den 29. juni 2010, og den første bestyrelse kom til at bestå af:
Formand for 2 år: Karin Astrup
Medlem for 1 år: Solveig Lerche
Medlem for 1 år: Tina Thranesen
Medlem for 2 år: Jeanette (Sort Rose)
Medlem for 2 år: Charlotte Nielsen
1. suppleant: Tina Larsen
2. suppleant: Qvickie
Revisor: Anna Jonna Armansdottir
Revisor: Anette Bjerre
Revisorsuppleant: Kitt Skotte

Kontingentet blev fastsat til 200 kr. pr. husstand.

Trans-Danmarks formål var fra starten:
  at fremme befolkningens forståelse for og accept af transvestitters og transseksuelles særlige forhold og søge at sikre, at lovgivningen i størst mulig udstrækning tilgodeser sammes forhold.
Dette formål er uændret i dag, idet det dog på generalforsamlingen i 2003 blev udvidet med:
  samt yde støtte og vejledning til transvestitter og transseksuelle
Og på generalforsamlingen i 2010 yderligere med:
  at afholde sammenkomster og andre former for sociale og oplysende arrangementer primært for medlemmerne

Virke via internettet
Det var som sagt oprindeligt ikke vores hensigt at lave sociale arrangementer, men at koncentrere kræfterne om at forbedre forholdene for transvestitter og transseksuelle ved primært at påvirke medierne og politikerne.

TS-kontakt
Imidlertid måtte vi ret hurtigt konstatere, at det var nødvendigt med sammenkomster for at få medlemmer til foreningen.
Der indledtes derfor et samarbejde med TS-kontakt, som gennem nogle år havde lavet sociale arrangementer. Det førte til en sammenlægning af de to foreninger under Trans-Danmark, hvorefter TS-kontakt skulle være den sociale del af arbejdet i Trans-Danmark.
Sammenlægningen blev godkendt på generalforsamlingerne i 2005 i TS-kontakt og 2006 i Trans-Danmark.

* * *
Sammenkomster
Gennem årene er det blevet til en lang række sammenkomster – nogle gange med et emne og en oplægsholder – andre gange alene hyggeligt samvær.
Fælles for alle møderne har dog været, at mange transpolitiske og foreningsmæssige forhold er blevet drøftet og afklaret.
Mange ting afklares lettere, når vi er sammen, end når det skal foregå på skrift.

* * *
Tidspunktet for dannelsen af Trans-Danmark viste sig at være godt, da Regeringen meget kort efter nedsatte et navnelovsudvalg, der skulle forberede en ændring af navneloven – og derefter er det gået slag i slag.

Navneloven
I 2005 blev der vedtaget en ny navnelov. Arbejdet var dog startet meget tidligere.
I december 2002 blev Navnelovsudvalget, der skulle forberede en ændring af navneloven, nedsat.
Trans-Danmark søgte at få sæde i udvalget, hvilket ikke lykkedes.
Foreningen skrev til udvalget med ønsker om, at en myndig person skulle kunne skifte fornavn uden anden indskrænkning end, at navnet skulle være eller skulle kunne godkendes som et fornavn.

Det blev desværre ikke resultatet, da den nye navnelov blev vedtaget den 24. juni 2005.

§ 13, stk. 2 i den nye navnelov kom til at lyde:
  Et fornavn må ikke betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte regler, der for transseksuelle personer gør undtagelse fra bestemmelsen i 1. pkt.
Vilkårene blev dog forbedret, da navneloven den 30. april 2009 fik tilføjet:
  eller ganske må ligestilles hermed

hvilket gjorde, at flere transseksuelle fik mulighed for at ændre fornavn.

Ministeren fastsatte bestemmelser om, at der skulle indhentes en erklæring fra Sexologisk Klinik, hvilket blev fastholdt efter lovændringen i 2009.

Sundhedsloven
Den 24. februar 2005 blev der fremsat forslag om en ny sundhedslov.
Den blev vedtaget den 24. juni 2005 med ikrafttrædelse den 1. januar 2007.
Det gjorde, at den gamle kastrationslov blev ophævet.
I stedet blev der indsat en bestemmelse i sundhedsloven:
  § 115. En person kan få tilladelse til kastration, herunder med henblik på kønsskifte, hvis ansøgerens kønsdrift medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse.
§ 117. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om ansøgning om kastration og om behandlingen af sager herom.

Ministeren fastsatte regler om et udredningsforløb, som kun kan foregå på Sexologisk Klinik.

Trans-Danmark satte fingeraftryk
Både ved navneloven og sundhedsloven, der blev vedtaget samme dag, fik Trans-Danmark afsat tydelige fingeraftryk.
Det var således første gang, at ordet “transseksuel” blev nævnt i dansk lovgivning.
Det var forbedringer, men ikke tilstrækkeligt til, at vi var tilfredse.

* * *
Transpolitisk aktivitet
De to nævnte forhold, var blot et par konkrete eksempler, og jeg har ikke til hensigt at gennemgå alle lov- og beslutningsforslag, som Trans-Danmark har øvet påvirkning på.

Det er en kendsgerning, at Trans-Danmark har været meget aktiv på den transpolitiske front.
Det er frem til oktober 2010 blevet til 12 pressemeddelelser og 40 skrivelser til ministerier, folketingsudvalg, høringssvar til beslutningsforslag og lovforslag, flere møder med ministre og folketingsmedlemmer, foruden, at der er knyttet personlige politiske kontakter.

Det samlede resultat kan selvfølgelig diskuteres. Men det kan ikke diskuteres, at Trans-Danmark har formået at sætte transforhold på dagsordenen på Christiansborg – både blandt politikere og blandt embedsmænd i ministerier og styrelser.

* * *
Da Trans-Danmark startede sit transpolitiske virke, var foreningen ene om det.
Det er ikke mere tilfældet.
Andre foreninger og organisationer her i Danmark – også offentlige så som Institut for Menneskerettigheder – er også kommet på banen og har bidraget positivt.

På Europæisk og verdensplan er der gennem de senere år sket markante ting.
Hver for sig og samlet har de været med til at påvirke den politiske holdning til transforhold – også her i Danmark.

* * *
Hjemmesiden og debatforummet
Trans-Danmark har fra kort efter stiftelsen haft sin egen hjemmeside.
Den første blev lavet af Qvickie. Derefter blev der lavet en ny hver gang, der kom ny webmaster, indtil Tina Vyum overtog funktionen.
Hver gang, der blev lavet en ny hjemmeside, blev der desværre mistet informationer.

Hjemmesiden har haft en omtumlet tilværelse og har næppe levet op til ønskerne. Der er på et seneste sket væsentlige forbedringer.
Ikke mindst har debatforummet og måden, det gennem årene er administreret på givet anledning til mange stridigheder. Det ser dog heldigvis ud til at være ophørt.

* * *
Personstridigheder har der været en del af gennem hele foreningens levetid.
Jeg vil ikke gå nærmere ind på disse forhold ud over at nævne, at de har været til stede lige fra foreningen blev stiftet og var årsag til, at jeg ikke genopstillede til bestyrelsen i 2005 ved udgangen af min anden valgperiode.
Jeg vedblev imidlertid at servicere bestyrelsen frem til efteråret 2010, hvor den daværende bestyrelse undsagde mig og valgte en anden side i en – ja en personstrid.

* * *
Foreningskrise
Det havde ikke noget med den krise, som starte i foreningen i efteråret 2010 og kulminerede med den ekstraordinære generalforsamling den 15. september 2011, hvor bestyrelsen blev afsat og en ny valgt.
Foreningskrisen viste sig imidlertid ikke at være slut, da den nyvalgte bestyrelse ikke magtede opgaven og fremsatte en dagsorden til generalforsamlingen den 17. marts 2012 om ophævelse af foreningen, såfremt der ikke kunne vælges en ny bestyrelse.

Der blev valgt en ny bestyrelse – hvilket bl.a. gør, at vi i dag kan fejre foreningens 10-års jubilæum.

Foreningskrisen har imidlertid bevirket, at Trans-Danmark ikke har været fuldt funktionsdygtig på det transpolitiske område i snart to år og ikke har søgt indflydelse ved de seneste lovforslag.

Foreningskrisen vil jeg ikke komme nærmere ind på. Den er stadig så frisk i erindring, at de fleste har tydelige erindringer om den.
Blot vil jeg bemærke, at bestyrelsen fortsat har til gode at vise, at den magter at løfte foreningen op på et niveau, hvor den har en transpolitisk berettigelse.

* * *
Det var en kort gennemgang af Trans-Danmarks historie. At fortælle den fulde historie, vil kræve betydelig længere tid, så det skal jeg spare jer for.
Jeg vil dog nævne, at andre sikkert ville have fokuseret på andre ting, end jeg har gjort.

Jeg har bevidst ikke fortalt om enkeltpersoner, og vil heller ikke gøre det. Jeg har som flere andre haft både gode og dårlige oplevelser med enkeltpersoner.
Der er personer, som fortjener en stor tak for deres indsats, og der er personer, der fortjener det modsatte.
De enkelte ved hver især sikkert, hvem jeg tænker på.

* * *
Den nuværende politiske situation ser ud til at være gunstig. Det bliver spændende at se, hvad de kommende år fører til af forbedringer for transkønnede.
En ting er i hvert fald sikkert – Trans-Danmark har gødet jorden for, at der kan vokse noget godt frem.

* * *
Sluttelig vil jeg udtrykke håb om, at foreningen med bestyrelsen i spidsen formår at genrejse sig og gøre en positiv transpolitisk forskel til gavn for alle transkønnede.

Jeg vil bede jer rejse jer – så vi sammen kan udbringe et trefoldigt hurra for foreningen.

Trans-Danmark længe leve. Hurra Hurra Hurra.

Tina Thranesen.

TiD’s nytårskur, lørdag den 14. januar 2012 med Pernille Felines nytårstale.

Vist 262 gange.
TiD's nytårskur 2012. Festligt pyntet lokale.

TiD’s nytårskur 2012.
Festligt pyntet lokale.

Fredag den 14. januar 2012 havde Transvestitforeningen i Danmark (TiD) inviteret til nytårskur. Traditionen med afholdelse af nytårskur i TiD blev startet i 2006 af daværende formand, Katja Tordrup. Det flotte arrangementsnavn dækker over en hyggelig sammenkomst med fællesspisning og masser af snak.
Selv kørte jeg hjemmefra klokken halv fem for at hente Rebecca Holm. Vi ankom sammen til BeboerBrugsen på Enghavevej i Københavns Sydvestkvarter lidt i syv. Vi trådte ind i et festligt pyntet lokale og blev mødt af de mange, der allerede var ankommet. I løbet af den næste korte tid ankom de sidste, således at vi i alt var 25 forsamlede.
Efter en velkomst nød ved et glas champagne og ønskede hinanden: Godt nytår. Herefter satte vi os til bordet for at nyde den dejlige mad ledsaget af velvalgte ord og instruktioner om menuen mm. fra Lisbeth Nielsen, der som sædvanlig med myndighed og sprudlende humør stod for pyntning af lokalet, borddækning og anretning mm.
En stor tak til Lisbeth.
Maden var lækker og snakken var livlig. Efter maden, men inden kaffen med kransekage, holdt formanden for TiD, Pernille Feline en nytårstale, der gengives herunder.

Pernille Felines nytårstale
Kære veninder!
Atter igen er vi samlet her til nytårskur i BeboerBrugsen for at nyde hinandens selskab under hyggelige og trygge rammer. Det er altid så hyggeligt at gense dem man kender og få en snak om hvad man har lavet siden sidst. Det gælder nok de fleste foreninger. Vores forening er dog lidt speciel. Vi har jo en lidt særlig tilgang til det her med at mødes. For dem der er nye kan det være en meget stor overvindelse at overhoved ringe til Transvestitforeningen. Endvidere sved på panden ved at overhoved dukke op på ét af vore møder. Jeg husker det selv som var det i går.
Jeg kom til brystprotese aften i Settlementet på Dybbølsgade i november 2005. Katja holdt foredrag om sine Fætter BR balloner og hvad man ellers kunne bruge dem til. Det var startskuddet for mig. Jeg skulle bare have gjort det for længe siden.

I dag har vi også nogle nye mennesker med os. Det er også altid så dejligt at se nye ansigter. De skal være hjerteligt velkomne og jeg håber at de vil finde sig tilrette hos os. Vi bider jo ikke.

Det her sted BeboerBrugsen har været vores base de sidste 5 år. Det ligger lidt afsides og meget diskret med indgang fra gaden. Dette passer en stor del af vore medlemmer vældig fint. Så vi har været meget glade for at være her. Vi (især mig) har også været meget glad for at vores kogekone Lisbeth Nielsen har lagt sit liv og sjæl i disse lokaler i forbindelse med alle vore møder. Hun har hjulpet os meget. Se bare borddækningen!

Der er sket det lille aber dabei i december, at Københavns kommunes Sundheds og Omsorgsforvaltning hvor vi igennem omveje har fået adgang til disse lokaler, skal spare penge. Og vi er sandsynligvis husvild i midten af 2012. Men I skal ikke mistrøste!
Bestyrelsen arbejder på højtryk for at klare denne udfordring. Dette kommer I nok til at høre mere om inden for kort tid.

I Danmark har vi en dronning. Hun hedder Margrethe. Hvis I spørger mig som jo er svensker, skal I være stolte af hende. Eller sagt på en lidt anden måde hun har gjort det godt. Hun har løftet arven som dronning og gjort det på en folkelig måde, en nede på jorden måde. Jeg synes selv at hun skal have ros for det hun har gjort. Man kan synes hvad man vil om monarki eller ej, men jeg tror at vi alle inderst inde trænger til at spejle os i en verden hvor der er lidt glamour og jet set. Det er lidt uopnåeligt på én eller anden måde. Bland andet derfor har TiD lavet det til en tradition at holde nytårskur parallelt med dronning Margrethes nytårskur. Hvor vi kan tage det fineste tøj på og føle os en smule hævet over normalen for en aften. Margrethe kunne desværre selv ikke komme i aften, men hun sender sine hilsener til os alle.
Hun ved ikke hvad hun går glip af, for her I aften sidder der jo en hel masse dronninger som fortjener en hel masse ros for deres mod, væremåde og næstekærlighed.
Jeg synes vi udbringer en fælles skål til hinanden!

Et NYT år truer. 2011 er gået i seng med alt hvad det havde med sig til os. Og vi kan hver især sidde og tænke tilbage på det med måske blandede følelser, lidt afhængig af hvordan det er gået. Jeg synes nu at vi skal se frem ad og hilse året 2012 velkomment. 2012 er fuldt af udfordringer. Jeg håber også at I alle har lavet jer et nytårsforsæt. Nytårsforsætter er sunde. Hvad med at love sig selv at blive lidt mere modig? Hvad med at sige fra lidt mere? Hvad med at sige til sig selv at i år skal jeg fortælle min nabo at jeg er trans, så skal det blive spændende at se hans reaktioner. Lad det bære eller briste. For det meste ved jeg med mig selv at det sagtens kan bære. Og ved at tale om det her med transeriet (som jeg kalder det for) når man langt både indadtil og udadtil. Og husk, der er ingen, der kan slå dig ihjel!

Jeg skal hilse fra bestyrelsen, at 2011 har været et stabilt år i foreningen. Medlemstilgangen (og medlemstabet) har været lige så stort som før. Vi vinder måske 20 medlemmer, men vi taber nok også 20 medlemmer. Medlemstallet er stabilt på ca. 110 medlemmer. Vi burde nu være 500 eller 1000 medlemmer eller flere, men vi ved jo hvordan det er med transer – de skal tage tilløb. TiD er jo også en slags sluse for alle de bange og angste transer. Når de så finder ud af at det slet ikke var farligt så kommer de videre og har ikke behov for foreningen mere. Dette anser jeg selv som værendes et godt tegn på at vi har en meget stor berettigelse, endnu!
For hvem ved hvad 2012 og fremtiden bringer?
Forestil Jer, at der slet ikke er brug for en transvestitforening! Det vil jo ske før eller siden. Hvad sker der så? Jo, så har foreningen jo sådan set levet op til sin fornemmeste opgave at gøre sig selv undværlig. Hvad skal man med en forening til, for noget som er helt naturligt? Dette er dog ikke sket endnu, og indtil da lad os have det godt sammen. Hjælp hinanden, løft hinanden under vingerne hvis vi kan, kontakt hinanden, ring hinanden, giv gode råd til hinanden, snak sammen her i aften med hinanden.

Godt nytår alle sammen!

* * *
Snakken fortsatte. En rigtig hyggelig aften, som først sluttede efter midnat – tæt på kl. et.

På vej hjem inviterede Rebecca Holm mig på en kop kaffe. Det blev til yderlig snak, så klokken var tre, inden jeg tog afsted og var hjemme lidt over klokken fire om morgenen – mæt, både af god mad, masser af snak og hyggeligt samvær med rare mennesker.

Tina Thranesen.

Transvestit Modeshow Kulturnatten 2011 – en kort film fra TiD’s modeshow den 14. oktober 2011 under Kulturnatten i København.

Vist 76 gange.
Frøken TiD

Frøken TiD

Titel Transvestit Modeshow Kulturnatten 2011
Selskab Filmskolen i København
Fotograf Mads Bøge og Anne Marie Vagner
Klipning Kyle Hansen-Doyle og Anne Marie Vagner
Medvirkende Transpersoner fra TiD
Premiere 14. oktober 2011
Spilletid 2 minutter
Sprog Ingen tale

Den 14. oktober 2011 afholdt TiD sit efterhånden traditionsrige transmodeshow i Huset i Magstræde i København i forbindelse med kulturnatten. Der blev snakket med publikummer og uddelt brochurer om transkønnethed.
Otte flotte transmannequiner lavede tre flotte opvisninger for fulde huse.

Et hold elever fra filmskolen i København optog film under showet. De har med “kunstnerisk snilde” skåret optagelser til en lille 2 minutters film, der viser manequinerne og stemningen.

Vibe Grevsens indtryk fra Sexologisk Kliniks 25-års jubilæumsarrangement den 1. april 2011 og talen til Sexologisk Klinik, der ikke blev holdt.

Vist 631 gange.
Preben Hertoft

Preben Hertoft

Af Vibe Grevsen
Kære alle,

LGBT Danmark var repræsenteret ved Sexologisk Kliniks 25 års jubilæum af David Zennaro, Malene Andreasen, Tina Thranesen og undertegnede. Derudover deltog Lisbeth Merete, Pia Struck og journalisterne Freddy og Charlotte fra Modkraft. Malene Andreasen havde
til anledningen fået fremstillet foldere og klistermærker for STP2012 (stop sygeliggørelsen af transkønnede), som hun delte ud og hun udstyrede os med navneskilte med STP2012 logoet.

Vi afleverede på vegne af LGBT Danmark en stor buket blomster med signalfarverne gul, blå og rød sammen med en opfordring om, at indgå en dialog med henblik på en mere farvestrålende fremtid. På baggrund af oplysninger fra Sundhedsstyrelsen måtte vi holde os til 60 blomster, hvoraf kun fire var blå og to røde og så er der endda snydt lidt. Ifølge styrelsen gives der nemlig operationstilladelse til 4 transmænd og 1,3 transkvinder årligt (1).
Desværre fik jeg ikke mulighed for at fremføre vores tale til klinikken, men der blev taget billeder af Ellids Kristensen og jeg ved overrækkelsen.
Under receptionen fik jeg lejlighed til at netværke med et stort antal mennesker og fik afleveret en god portion visitkort. Der blev også skrevet hilsner i gæstebogen. Alt i alt et spændende arrangement, som forhåbentlig kan være med til at der bliver mere gensidig dialog i fremtiden.

Malene Andreasen, Vibe Grevsen og Davis Zennaro

Malene Andreasen, Vibe Grevsen og Davis Zennaro

Især var det positivt at overvære Preben Hertofts indlæg, hvor han bl.a. sagde, at målet med den terapeutiske proces var at hjælpe den enkelte til større erkendelse og at det også var noget han selv havde fået utroligt meget ud af. Han lagde vægt på, at det styrende måtte være den enkeltes egne valg uden dog at omtale transkønnede direkte. Vi fik efterfølgende en god sludder, hvor han udtrykte, at han var rigtig glad for at se os og at han nød den menneskelige forskellighed. Bestemt en meget sympatisk person.

Sexologisk Klinik havde udgivet en jubilæumsbog, hvor de beskriver klinikkens historie og arbejdsområde. En god overraskelse var publikationslisten, der faktisk indeholder ti bachelor- og kandidatprojekter omkring transkønnede og oplysningen om, at klinikken er i gang med en undersøgelse af de personer, der er opereret i perioden 1978 – 2010. Jeg vil i nær fremtid kontakte Rikke Kildevæld Simonsen, der er projektansvarlig for undersøgelsen, med henblik på nærmere oplysninger og eventuel mulighed for at bidrage med vores perspektiver.

En anden vigtig oplysning, der signalerer at flere mennesker idag begynder at stå ved deres kønsvariation er, at antallet af henvisninger på grund af kønsmistrivsel er stigende således, at der i 2010 blev henvist 60 biologiske mænd og 30 biologiske kvinder imod de tidligere oplyste 50-60 personer totalt (2).

Dermed er anddelen af henviste biologiske kvinder, der opnår tilladelse til kønskorrektion 13% (1 pr. 7.5) og anddelen af henviste biologiske mænd, der opnår tilladelse til kønskorrektion er nu 2% (1 pr. 45).

kh
Vibe Grevsen.

Annamaria Giraldi.

Annamaria Giraldi.

Kilder:
  1. [Retur] Jens Kristian Villadsen. Besvarelse af LGBT Danmarks henvendelse vedrørende ligestillingsproblemer for transseksuelle, j.nr. 7-609-63/JKV. Sundhedsstyrelsens Tilsyn, 14. september 2010. URL:
    http://www.ft.dk/samling/20091/almdel/suu/spm/775/svar/739546/890990.pdf
    [Spgsm. 775 af 19. august 2010 til indenrigs- og sundhedsministeren, Sundhedsudvalget, bilag 466, om at kommentere det åbne brev af 16. august 2010 fra LGBT Danmark til Sundhedsstyrelsen om ligestillingsproblemer for transseksuelle. Svar 17. september 2010. Tina Thranesen.]
  2. [Retur] Ellids Kristensen, Annamaria Giraldi red. 25 år med Sexologisk Klinik. Sexologisk Klinik, Psykiatrisk Center København, 2011. s. 35.

Talen, der ikke blev holdt.
Vibe Grevsen havde skrevet en tale til Sexologisk Klinik i anledning af klinikkens 25-års jubilæum den 1. april 2011. Imidlertid blev der ikke lejlighed til at holde den. Talen bringes herunder.

København, 1. april 2011

Kære Sexologisk Klinik,

Vibe Grevsen og Lisbeth Merete.

Vibe Grevsen og Lisbeth Merete.

LGBT Danmark vil gerne have lov at ønske jer tillykke med de 25 år.

Det er en ære at få lov at være i så fint selskab i dag og det har været spændende at høre om klinikkens tilblivelse i firserne. Meget er sket siden da. Samfundet har ændret sig og der er i dag større åbenhed og accept af naturens mangfoldighed.

2011 er et særligt år. Det er i år 30 år siden, at homoseksualitet blev fjernet fra sygdomslisterne, men også for de transkønnede er 2011 et særligt år.

Det er året, hvor 120 personer for første gang samledes på Christiansborg for at drøfte transkønnedes vilkår. Det er året, hvor et stort fagforbund, Dansk Sygeplejeråd, første gang aktivt udtrykte støtte til transkønnede på arbejdsmarkedet. Det er året, hvor en dansk virksomhed, DSB, for første gang er nomineret til Institut for Menneskerettigheders mangfoldighedspris bl.a. for deres arbejde med ligestilling af LGBT personer. Og det er året, hvor kommunale sagsbehandlere er blevet pålagt at respektere transkønnedes
identitet i deres journalføring.

Ellids Kristensen.

Ellids Kristensen.

Endelig er 2011 året, hvor Sundhedsstyrelsen påbegynder revision af vejledningen omkring kønskorrigerende behandling og året, hvor WPATH udsender den kommende version af Standards of Care med en stærk opfordring til ikke længere at betragte kønslig variation som et psykiatrisk problem.

Også på Sexologisk Klinik sker der noget. Klinikken har således erklæret at de mener alle myndige mennesker skal have ret til frit at vælge fornavn. For halvandet år siden krævede dette mindst et års udredning. Den seneste melding vi har fået er fra en transkønnet, der kom igennem på kun ti måneder. Det vidner om en øget accept og forståelse.

Det siges, at blomster har en positiv effekt på parforhold, der er lidt trængte. LGBT Danmark vil derfor gerne overrække klinikken en stor buket blomster, 60 af slagsen som symbol på de transkønnede, der årligt henvender sig til klinikken. Vi ville gerne have gjort buketten mere farvestrålende, men må desværre nøjes med fire blå og to røde blomster for de mænd og kvinder, der årligt får tilladelse til operation. Vi har været nødt til at snyde lidt da kun 1,3 kvinde i gennemsnit opnår tilladelsen årligt.

På vegne af Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner vil jeg hermed ønske Sexologisk Klinik og de personer stedet har hjulpet et stort tillykke med de 25 år.

Med venlig hilsen.

Det er ganske vist. Der var sammenkomst i Odense den 1. februar 2011.

Vist 167 gange. Af Hanne Larsen den 1. februar 2011.
TiD har i 2010 fået adgang til at anvende nogle kommunale lokaler i Jens Bentzons gade i Odense, – lokaler som også anvendes af andre interesseorganisationer og grupper.
Det er nogle rigtige dejlige lokaler som stilles til rådighed i forbindelse med diverse sammenkomster, så vi transpiger har nu mulighed for at mødes under tvangfrie former.
Den første tirsdag i hver måned skulle være dagen hvor vi ville kunne komme og hygge os sammen.

Der er ikke noget som er godt, uden det også kan være skidt for noget andet.
Sammenkomsten tirsdag den 1. februar 2011 skulle flyttes. Stedet stedlige ledelse og bestyrelse havde valgt at afholde intern generalforsamling.

I behageligt samråd med den lokale bestyrelse på stedet, blev der enighed om at aflyse mødet.
Herunder mente bestyrelsen, at vi nok ville være et forstyrrende indslag i det samlede billede og at koncentrationen ville falde til under et nul punkt.
En vis nervøsitet var der også at spore hos bestyrelsen, da man mente, at det også ville være svært at hold snor i de fremmødte, og at fokus på det centrale ville falde betragteligt, når nu vi piger “sejlede” forbi mængden af de fremmødte.

Gode råd var dyre, – men snu som vi kvinder i almindelighed er, foreslog Mirell at hun gerne ville lægge lokaler til.
Mirell bor et dejligt hus på Nordvestfyn og det i nogle utrolig lækre og skønne omgivelser.
Hurtigt blev der taget en fælles beslutning, – næste møde skulle selvfølgelig afholdes hos Mirell.
Kreativiteten voksede ved udsigten til en hyggestund sammen med en flok dejlige veninder. Nu var rammerne sat og mange spændende kreative forslag blev sat for dagen og det endte da også med at vi blev enige om at spise sammen.
Mirell foreslog at vi kunne spise en gang æggekage og så få en enkelt lille til.

Cille fra Mors som er ekspert i kogekunstens snørklede korridorer blev kontaktet, og da hun hørte, at en så dejlig flok “tøser” ville hygge sig sammen, stillede hun straks sin kompetence til rådighed.

Tirsdag oprandt og stor var forventningens glæde.
Tre af vi piger havde valgt at følges ad, så der blev arrangeret kørelejlighed, opsamlingssteder blev plottet GPS’en justeret, og da vi – 7 transpiger samt Mirills hustru – endelig var blevet samlet, gik snakken samtidig med at kursen mod det nordvestfynske blev sat.
Som aftenen og stemningen gik op, – tre pandefulde æggekage af de store – blev der som sædvanligt hygget, sludret, talt og skålet.

Det var med et vist vemod at aftenen fik ende, store knus og ønske om snarlige gensyn blev strøet ud i rigelig mængde, endnu engang havde vi en rigtig dejlig aften med oplevelse af fællesskab og forankring af netværket.

Stemmebåndene og de store smil var brugt i rigelig mængde så hjemturen forløb stille og roligt.

Knus Hanne.

Det er ganske vist. Der var sammenkomst i Odense den 1. februar 2011. Af Hanne Larsen.

Vist 167 gange.
Aase på vej til indgangen til mødestedet i Odense.

Aase på vej til indgangen til mødestedet i Odense.

Af Hanne Larsen.
TiD har i 2010 fået adgang til at anvende nogle kommunale lokaler i Jens Bentzons gade i Odense, – lokaler som også anvendes af andre interesseorganisationer og grupper.
Det er nogle rigtige dejlige lokaler som stilles til rådighed i forbindelse med diverse sammenkomster, så vi transpiger har nu mulighed for at mødes under tvangfrie former.
Den første tirsdag i hver måned skulle være dagen hvor vi ville kunne komme og hygge os sammen.

Der er ikke noget som er godt, uden det også kan være skidt for noget andet.
Sammenkomsten tirsdag den 1. februar 2011 skulle flyttes. Stedet stedlige ledelse og bestyrelse havde valgt at afholde intern generalforsamling.

TiD's lokaler i Odense.

TiD’s lokaler i Odense.

I behageligt samråd med den lokale bestyrelse på stedet, blev der enighed om at aflyse mødet.
Herunder mente bestyrelsen, at vi nok ville være et forstyrrende indslag i det samlede billede og at koncentrationen ville falde til under et nul punkt.
En vis nervøsitet var der også at spore hos bestyrelsen, da man mente, at det også ville være svært at hold snor i de fremmødte, og at fokus på det centrale ville falde betragteligt, når nu vi piger “sejlede” forbi mængden af de fremmødte.

Gode råd var dyre, – men snu som vi kvinder i almindelighed er, foreslog Mirell at hun gerne ville lægge lokaler til.
Mirell bor et dejligt hus på Nordvestfyn og det i nogle utrolig lækre og skønne omgivelser.
Hurtigt blev der taget en fælles beslutning, – næste møde skulle selvfølgelig afholdes hos Mirell.
Kreativiteten voksede ved udsigten til en hyggestund sammen med en flok dejlige veninder. Nu var rammerne sat og mange spændende kreative forslag blev sat for dagen og det endte da også med at vi blev enige om at spise sammen.
Mirell foreslog at vi kunne spise en gang æggekage og så få en enkelt lille til.

Cille fra Mors som er ekspert i kogekunstens snørklede korridorer blev kontaktet, og da hun hørte, at en så dejlig flok “tøser” ville hygge sig sammen, stillede hun straks sin kompetence til rådighed.

Tirsdag oprandt og stor var forventningens glæde.
Tre af vi piger havde valgt at følges ad, så der blev arrangeret kørelejlighed, opsamlingssteder blev plottet GPS’en justeret, og da vi – 7 transpiger samt Mirills hustru – endelig var blevet samlet, gik snakken samtidig med at kursen mod det nordvestfynske blev sat.
Som aftenen og stemningen gik op, – tre pandefulde æggekage af de store – blev der som sædvanligt hygget, sludret, talt og skålet.

Det var med et vist vemod at aftenen fik ende, store knus og ønske om snarlige gensyn blev strøet ud i rigelig mængde, endnu engang havde vi en rigtig dejlig aften med oplevelse af fællesskab og forankring af netværket.

Stemmebåndene og de store smil var brugt i rigelig mængde så hjemturen forløb stille og roligt.

Knus Hanne.

Hanne Larsen til Nytårskur i TiD i Vejle den 21. januar 2011.

Vist 224 gange.
Transvestitforeningen i Danmark (TiD)

Transvestitforeningen i Danmark (TiD)

Af Hanne Larsen den 21. januar 2011.
Fyn er en af de smukkeste øer men, – 5 af de kønneste piger fra Fyn havde valgt at tage til Vejle for at deltage i TiD’s nytårskur med mottoet: Natten er vor egen.
I bevidstheden om at der var en lidt længere tur foran mig, og at det både kan være koldt og ensomt at sidde i en bil ensom og forladt besluttede jeg, at forene det nyttige med det behagelige og kontaktede 4 af de kønneste piger fra Fyn, – og vi blev så enige om at følges ad.

Til et så spændende arrangement vil der selvfølgelig være lidt logistik forbundet med at få alle pigerne samlet. Ikke mindst skulle selskabskjolen og makeuppen tilrettes, og der skulle findes en form for fælles kørsel.
Kabalen gik op og alt faldt på plads, nu var det så blot at få sat frisuren og lagt makeuppen.

I Odense fik vi samlet tre af pigerne op, og alt var nu sat i de rigtige folder, og turen gik mod det nordfynske hvor Mirell havde lovet at samle os alle i en bil.

Alle 5 piger blev efter en kort hyggestund og en kop kaffe placeret en og samme bil, hvilket var lidt af et kunststykke, da den fine robe og makeup ikke måtte lide skade.
Til stor glæde opdagede vi at turen ikke virkede lang, og vi fik hurtigt bugt med tiden.
Undervejs var der en rigtig hyggelig “tøsesludder” og ikke mindst kvitterede vi på, at der blev gjort alvor af et kommende varmt venskab og kontaktnetværk, som vi alle kan og vil drages nytte af fremover.

Stor var gælden da vi trådte op i Bygningen i Vejle. Astronomiske smil og en dejlig velkomst.
Alle var glade for at vi kom. At der kunne samles så mange i en fælles transport – super lød tilbagemeldingerne… “og så fra Fyn”.
Ikke mange minutter efter at de sidste var ankommet sprang champagne propperne, og der blev skålet og ønsket et rigtig godt nytår til os alle.

Bianca Alexio holdt en rigtig fin nytårstale i en erkendelse af, at vi ikke er alene, men en del af et fællesskab på godt og ondt, herunder det positive i at vi kan samle så mange og holde en god kontakt.

I løbet af aftenen blev der hygget, sludret, talt og skålet både på tværs af bordet samt i lokalet. Som aftenen skred frem tror jeg, de fleste af os var rundt og hilse på hverandre.

Alt i alt blev det en stor og dejlig aften, hvor oplevelsen af at der blev en knevret og snakket i kombination af fællesskab og idyl, Det var en en rigtig god feststemning som kom til at præge arrangementet.

Knus Hanne.

Trine Sørensen. Min transvestit debut i samfundet den 21. januar 2011 med teater forestillingen: Jeg er min egen kone.

Vist 269 gange.
Pernille Feline i Riddersalen

Pernille Feline i Riddersalen.

Af Trine Sørensen den 21. januar 2011.

Til fredag 21. januar havde Tina Thranesen arrangeret en tur til Jytte Abildstrøms Teater Riddersalen, hvor de viste “Jeg er min egen kone“. Det var et teaterstykke, der havde sit udgangs punkt i den østtyske homoseksuelle transvestit Charlotte von Mahlsdorfs liv. Der var kun en skuespiller på scenen nemlig Jakob Højlev Jørgensen fra Aalborg Teater. Handlingen
beskrev, hvorledes det var at være en seksuel minoritet i det Tyske Rige under nazismen, derefter var det DDR’s undertrykkende styre med en meget stærk efterretningstjeneste, der var problemet, hun skulle forholde sig til.

Charlotte von Mahlsdorf drev et museum med effekter fra begyndelsen af det 19. århundrede. I forbindelse med dette museum havde hun i kælderen et fristed for homoseksuelle og transvestitter, for at få lov til at have det, blev hun tvunget til at samarbejde med efterretningstjenesten.

Jeg havde meldt mig til dette arrangement, da jeg mente at det kunne være en god lejlighed til at komme ud og lufte mine skørter for første gang ude i samfundet. Jeg regnede ikke med at der vil være nogen antipati ved sådan en forestilling. Jeg havde en gang før været ude det var til TiD’s julefrokost, den forløb også godt.

Postkort om forestillingen.

Postkort om forestillingen.

Jeg havde bestilt et værelse på et nærliggende hotel, for så havde jeg rigtig god til at gøre mig klar til aften. Da jeg ankom til hotellet begyndte jeg at gøre mig klar med lidt make-up og neglelak; men jeg fandt ud af at der manglede noget – mad og drikke. Nå det var der ikke noget at gøre ved, det måtte skaffes. På med de lange støvler og damefrakken. Det var lidt med nervøse skidt jeg nærmede mig receptionen og derefter gaden, hvad skete der – ingenting, der var ikke gang nogen, der kikkede en ekstra gang, jeg kom på et tidspunkt ind i en børnehave på fortovet heller ikke, der var der nogen reaktion overhovedet. Det endte med, at jeg gik ind i forretning, der solgte sandwichs, også denne sag forløb helt almindeligt.

Riddersalen - arkivbillede 6. december 2010.

Riddersalen – arkivbillede 6. december 2010.

Tilbage til hotellet for at gøre mig helt færdig. Vi havde aftalt at mødes 1930, der var en halv time før forestillings start. Der var ca. 500 meter til teateret fra hotellet. Heller ikke denne gang skete der noget som helst ved at gå i gennem receptionen og ud på gaden. Vel ankommet til teateret mødte jeg nogle af de andre og kom af med overtøjet. De andre publikummer tog ikke megen notits af os, der var ikke nogen, der havde bemærkninger eller overbegloede os. Der var heller ikke nogen, som henvendte sig til os, det viser, at det at være transvestit ikke er så ualmindeligt som vi transvestitter går og tror. Det hele gik fint stille og roligt. Efter forestillingen, da vi gik op mod hotellet og parkeringspladsen, var der heller ikke nogen, der viste at de bemærkede os.

Billet til forestillingen.

Billet til forestillingen.

Min oplevelse af dette er, der er ikke noget at frygte. Det er muligt som transvestit, at komme ud i samfundet uden at vække stor opsigt. Det er helt sikkert, man bliver nok bemærket bare det, at mænd nu en gang er kraftigere end kvinder. Det kan jo også være, at det er fordi, vi ser godt ud og det er vel ikke så ringe. Det var helt sikkert ikke sidste gang Trine kommer i byen, måske kan hun få lov at låne hendes bedre halvdels dankort næste gang.

Det var i alt en perfekt aften. Teaterstykket var rigtigt godt, det var bare lidt ærgerligt, at vi ikke var så mange, der støttede op om Tinas initiativ, for det var en stor oplevelse; men man har stadig chancen til at overvære forestillingen både i Riddersalen [1] og andre steder [2] i landet. Det er ikke uden grund, at stykket har fået tildelt mange stjerner og roser af anmelderne.

Trine Sørensen.

* * *
Note af Tina Thranesen.

  1. [Retur] Forestillingen spilles på Riddersalen indtil den 29. januar 2011.
  2. [Retur] Forestillingen spiller på Himmerland Teater i Hobro den 3. til 5. februar 2011 og derefter på Aalborg Teaters Lille Scene den 16. til 26. februar 2011.

Teatertur til stykket “Jeg er min egen kone”. Af Madi Kruse Madsen den 20. januar 2011.

Vist 355 gange.
Jakob Højlev Jørgensen fortæller om sit arbejde med forestillingen.

Jakob Højlev Jørgensen fortæller om sit arbejde med forestillingen.

Af Madi Kruse Madsen.
Den 20. januar 2012 havde Tina Thranesen arrangeret en fælles teatertur til forestillingen “Jeg er min egen kone” på teatret Riddersalen på Frederiksberg, så denne fredag aften var vi 12 transkønnede, der viste flaget i en meget relevant sammenhæng på en fælles teatertur.

Stykket bygger på den autentiske historie om den (øst)tyske transvestit Lothar Berfelde (1928-2002) og hvordan hun klarede sig igennem både perioden med nazisme og den efterfølgende periode med kommunisme i Østtyskland. Tilværelsen som transvestit var ikke nem under hverken nazister eller kommunister, men Lothar lykkedes alligevel både at overleve og skabe sig en tilværelse som “kvinde” under navnet Charlotte von Mahlsdorf.

Efter den tyske genforening fattede den amerikanske journalist Doug Wright interesse for den usædvanlige person og nedskrev hele hendes livshistorie. Den dramatiseret han så efterfølgende til stykket “Jeg er min egen kone” – et udsagn fra Charlotte selv, der levede hele sit liv uden partnere – måske fordi hun opfattede sig selv som lige meget mand og kvinde. Stykket er med stor succes opført i mere end 20 lande. Hun var selv meget specifik omkring at hun var transvestit – ikke transseksuel.

I den danske version af stykket spilles alle de ca. 30 roller af samme skuespiller – Jakob Højlev Jørgensen – der med en imponerede og sikker teknik formår at gengive alle de forskellige personer, uden at man på noget tidspunkt er i tvivl om hvilken person der “er på” lige nu. Derfor er Jakob også den eneste skuespiller på scenen hele stykket igennem – en fantastisk præstation at være solo på scenen i et helt stykke.

Foyeren i Riddersalen.

Foyeren i Riddersalen.

Selve historien om Lothar/Charlotte er både opløftende og trist – hun har klaret sig som transvestit under meget vanskelige forhold, men hun har nok ikke haft et særligt lykkeligt liv. Det lykkedes for hende at etablere et museum for genstande fra perioden 1890 – 1900 – især møbler og gamle valsegrammofoner – og efter genforeningen fik hun en fornem tysk fortjenstmedalje, for at have bevaret meget af den tyske kulturarv under nazisme og kommunisme. Da man begyndte at grave í Stasi-arkiverne kom der desværre så negative historier frem, at Charlotte valgte at flytte til Sverige resten af sit liv, indtil hun døde under et besøg på sit gamle museum i Berlin.

Information skriver i sin anmeldelse af stykket at “Jakob Højlev Jørgensen er så eminent i sin underspillede møbelfryd og sin usentimentale eksistens-smerte, at man har svært ved at forestille sig en mere raffineret fortolkning. Eller en mere medrivende. For tilskueren græder ikke larmetårer. Nej, de pibler lige så stille inden i én, akkurat som de må have gjort det hos dette jagede menneske.”

Så at arrangere en fælles tur til dette stykke var en super ide – og den blev kun endnu bedre af, at vi bagefter fik lejlighed til en fælles snak med Jakob, hvor han kunne fortælle hvor meget dette stykke betyder for ham selv og hvordan han selv føler for hovedpersonen.

Storm P.-toilettet.

Storm P.-toilettet.

Herefter fik vi så yderligere en super oplevelse i form af en rundtur på teatret – der har en lang og traditionsrig historie – bl.a. som morskabsteater i mange årtier. På rundturen så vi også det berømte Storm P.-toilet – et toilet hvor alle vægge er tæt dækket med originale tegninger og sjove bemærkning fra Storm P.

Desuden kunne vi se forberedelserne til teatrets næste stykke “Kærlighed uden strømper” og det propfyldte kustymelager med kostymer fra de sidste mange års forestillinger.

Så stykket er bestemt anbefalelsesværdigt at se – men det efterlader mig alligevel med en trist følelse indeni. Jeg er ked af at se transvestitter fremstillet som tragiske figurer – og også ked af det underforståede budskab der ligge i titlen – at man som transvestit så lever et ensomt liv som mand og kvinde samtidigt.

Her er en udfordring for os alle sammen – lad os holde fast i et det er OK at være som vi er – og at vi hver især har lige så meget ret til meningsfulde og berigende parforhold som alle andre mennesker!

Liv til julefrokost i TiD den 4. december 2010.

Vist 240 gange.
Marianne Peuckert byder velkommen.

Marianne Peuckert byder velkommen.

Af Liv Christensen.
Den første gang jeg vovede mig ud, men det bliver ikke sidste.

For en god orden skyld vil jeg starte med at præsentere mig. Jeg hedder Liv (en gang i mellem).
Jeg traf en stor beslutning i sensommeren. Jeg besluttede at lukke en pige ud, jeg eller havde gemt langt væk i 40 år. Umiddelbart efter denne beslutning traf jeg 2 andre. Jeg kontaktede Pernille Feline og meldte mig ind i TiD, og jeg bestilte tid hos nogle mennesker i London, der kunne lærer mig om makeup. Herefter var det bare fremad. Jeg turde ikke vise mig ude, dels endnu af hensyn til min familie, men også fordi jeg ikke syntes jeg var klar. Men jeg tilbragte mange mange timer foran spejlet og øvede mig.

Charlotte Isabella reciterer juledigt.

Charlotte Isabella reciterer juledigt.

Foran spejlet oplever jeg en nærmest meditativ tilstand og jeg kan hurtigt bruge 3 timer på, at sidde og eksperimenterer.
Jeg blev dog hurtigt opmærksom på, at livet bag de nedrullede gardiner er meget ensomt. Hvorfor det var tydeligt, at jeg var nødt til at komme ud og møde andre mennesker.
Jeg fik kikket i TiD’s program og blev enig med mig selv om, at julefrokosten i BeboerBrugsen nok var en passende start på en ny og mere fri tilgang til livet som Liv.

Lisbeth Nielsen - vores alle sammens "madmor".

Lisbeth Nielsen – vores alle sammens “madmor”.

Derfor befandt jeg mig d. 4. december 2010 igen foran mit elskede spejl. Jeg hyggede mig storslået og vupti var der gået 3 timer. Jeg fik tøjet på og bestilte en taxa. Der går mellem 0 og 10 minutter sagde de. Det var med en let kilderen i maven, jeg listede ned på gaden og ventede. Endelig kom taxaen, han ikke så meget som kikkede da jeg satte mig ind og sagde adressen. Måske var det ikke så farligt, det her. Jeg slappede lidt af og nød turen. Chaufføren satte mig af med et: “ha en god aften” og jeg forlod den trygge bil og begav mig de sidste meter til hoveddøren.

Ude fra så det rigtigt nok ud. Der var et juletræ, og der var pyntet fint op. Jeg åbnede døren og kikkede forsigtigt ind. Igen et lille stik af panik, de første mennesker jeg fik øje på så ikke særligt “pigeagtige” ud. Det gik hurtigt over, jeg blev pænt mødt af Lisbeth Nielsen, Olivia Marianne Puckert og Jette C., og en helt masse andre, jeg må indrømme, at navnene smuttede for mig, der var mange indtryk at suge ind.

Rebecca Holm og Charlotte Lyngquist får sig en rigtig julehyggesnak.

Rebecca Holm og Charlotte Lyngquist får sig en rigtig julehyggesnak.

Da jeg havde været i London havde jeg været et smut i byen i Soho (det kan jeg godt anbefale) jeg kan huske, at jeg blev meget forbløffet over hvor forskelligt man bliver ramt af og dyrker sin kvindelighed. Sådan var det også her. Alle var meget søde og alle var fine i tøjet, men man kan roligt sige at et bredt udsnit af den danske befolkning var repræsenteret i lokalet. Jeg sugede indtryk til mig.

Jeg må sige, at medlemmerne af TiD forstår at tage godt i mod nytilkomne, man bliver mødt med en imødekommenhed og venlighed der er enestående. Og nerverne begyndte stille og roligt at lægge sig.

Conny Crabbe og Olivia Marianne Peuckert får luftet pelsene.

Conny Crabbe og Olivia Marianne Peuckert får luftet pelsene.

Vi satte os til bords, og fik noget at spise. Aftenen gik hurtigt, og inden jeg fik set mig om begyndte folk, at sive hjem. (ikke at de gik specielt tidligt, men jeg hyggede mig bare) Jeg besluttede at presse citronen for det sidste og blev til døren nærmest blev lukket bag mig.

Nervøsiteten meldte sig stille og roligt igen, ud på gaden og praje en taxa. Igen var det overhovedet ikke nogen problemer. Jeg skulle ud på Amager og bad om at blive sat af, så jeg kunne gå det sidste stykke ned af Amagerbrogade, igen en lille kildren i maven. Men igen ikke noget at blive nervøs over, folk gik bare forbi.
Vel ankommet hjemme skulle jeg til det triste: Af med hår og makeup. Det gik hurtigt og så på hovedet i seng. Jeg var længe om at falde i søvn, der var mange indtryk at fordøje.

Jeg havde haft en dejlig aften ude sammen med de andre medlemmer fra TiD og fået en ordentlig en på opleveren. Samtidigt havde jeg også skabt et behov for mere. Det bliver helt sikkert ikke sidste gang jeg begiver mig ud.
Til slut en tak til arrangørerne fra TiD, tak for en dejlig aften jeg vil huske længe. Og en tak til alle deltagerne for at tage så godt imod mig.
Vi ses derude.

Knus
Liv.

Parykaften i TiD. Tina Thranesen den 12. november 2010.

Vist 1.112 gange.
Carina Taarnberg fortæller om parykker. (Olivia) Marianne Puckert lytter interesseret.

Carina Taarnberg fortæller om parykker. (Olivia) Marianne Puckert lytter interesseret.

Af Tina Thranesen den 12. november 2010.
Det var mørkt allerede, da jeg kørte hjemmefra tyve minutter over fem om eftermiddagen, men det hører jo årstiden til. Turen gik ind til BeboerBrugsen på Enghavevej i Københavns sydvestkvarter for at deltage i den parykaften, som TiD havde arrangeret. Turen var ret så begivenhedsløs – trafikken var tæt, men uden problemer, så jeg ankom lidt over halv syv. Der var allerede ankommet en del, og jeg bemærkede straks, at der var flere, som jeg ikke tidligere havde mødt. Det er altid dejligt, når “nye” ansigter finder vej til foreningernes arrangementer.

Aftenens hovedemne var parykker, og TiD havde allieret sig med Carina Taarnberg, der er indehaver af Salon Diablond på Blegdamsvej. Hendes salon ligger lige over for indgangen til Rigshospitalet, hvilket er en hensigtsmæssig placering, da en stor del af hendes kunder er kræftramte, der på grund af kemobehandling har mistet deres hår og derfor har behov for en paryk. Men Carina har også transkønnede som kunder.

Snakken gik lystigt og i løbet af den næste halve times tid ankom endnu flere, så vi var knap 30, da vi lidt forsinket kvart over syv satte os for at spise lækkert smørrebrød. Bordet var som sædvanlig flot pyntet af Lisbeth Nielsen. Lisbeth gør et ekstraordinært stort arbejde i forbindelse med TiD’s arrangementer, da hun altid kommer meget tidligt, forestår pyntning af bordet, laver kaffe og i det hele taget gør meget for, at rammerne er så hyggelige som muligt – og, ja så spreder hun livsglæde med sit altid gode og sprudlende humør.
Med så mange deltagere var det lidt knebent med pladsen, men det gik lige.
Tidspunkter under sådanne arrangementer er altid vanskelige at overholde. Da vi var færdige med at spise blev bordet ryddet, og snakken gik på kryds og tværs. Klokken blev derfor hen ad halv ti, inden Carina fik mulighed for komme til orde. – Det med at komme til orde, skal dog tages med forbehold, da hun under spisningen livligt deltog i samtalen. Dejligt, når inviterede foredragsholdere falder godt til i selskabet.

Carina Taarnberg tilretter paryk.

Carina Taarnberg tilretter paryk.

Carina Taarnberg indledte med at fortælle lidt om sig selv og sin baggrund. Hun fortalte, at hun var 45 år og uddannet pædagog. For nogle år siden fik hun imidlertid lyst til at beskæftige sig med noget nyt. Hun kom på frisørskole og var så heldig straks efter at få ansættelse i Salon Diablond, der er tilsluttet Skandinavisk Parykcenter. Efter et års tid fik hun mulighed for at overtage forretningen – Salon Diablond.
Derefter fik vi en grundig indføring i forskellene på måden parykker bliver lavet. Håndsyede, maskinsyede, parykker af ægte hår – af skandinavisk hår og af hår fra Østen – og af syntetiske fibre, pleje af parykker og – ja, det fører for vidt at gengive alt, hvad vi fik fortalt. Men ingen tvivl om, at alle efter foredraget havde en væsentlig større viden om parykker.
Men dermed var det ikke slut. Carina havde medbragt et stort udvalg af parykker, som det stod hver enkelt frit at prøve. Det var endog muligt at købe en paryk til en fordelagtig pris på kun 1.000 kr. Der var flere, der prøvede parykker, men om der blev solgt nogen, er jeg ikke klar over.
Carina havde også medbragt sine sakse, og flere tog mod tilbuddet om at få tilrettet deres paryk.

Som jeg nævnte tidligere, var der også kommet nogle, som jeg ikke tidligere havde mødt – både unge og gamle. Desværre er det svært at få snakket indgående med alle i løbet af en enkelt aften, så jeg vil håbe, at dem, jeg ikke fik snakket så meget med, dukker op igen, så det forsømte kan indhentes.


Sally Frey og Jonna fik jeg imidlertid snakket en del med. De har begge været medlem af Skandinaviens første transvestitforening, FPE-NE og fortalte, at de stadig var en halv snes stykker fra FPE-NE, som holdt kontakt til hinanden og jævnligt mødtes.
Sally Frey fortalte, at hun var født i 1930 og havde været med i FPE-NE lige fra begyndelsen. Foreningen blev stiftet i 1966. Hun havde også mødt Virginia Prince ved en sammenkomst i Stockholm. Virginia Prince stiftede i USA verdens første transvestitforening.
Jeg fik adresse og telefonnummer til både Sally Frey og Jonna og aftale om at kontakte dem senere for at snakke videre. De ville prøve at finde frem, hvad de måtte have liggende af gammelt historisk foreningsmateriale. Det glæder jeg mig meget til.

Inden jeg kørte hjemmefra havde jeg besluttet mig for, at bød muligheden sig, så ville jeg gøre brug af tilbuddet og købe mig en ny paryk. Ikke, at jeg er utilfreds med min nuværende, men en ekstra, måske i en anden frisure vil jo være dejligt.
Imidlertid syntes jeg ikke forholdene var ideelle. Jeg ville ikke bryde mig om i manges nærhed at sidde og prøve den ene paryk efter den anden. Generthed – ja, det er det nok. Det er for mig en ret så intim situation at tage min paryk af – noget, jeg ikke bryder mig om at have tilskuere til. Det bliver derfor nok til et besøg hos Carina i hendes salon.
Det fik jeg også en indirekte anledning til at gøre alvor af.
Da vi til slut lidt over midnat havde hjulpet Carina med at få alle hendes varer båret ud i hendes bil og sagt farvel og tak for en dejlig aften, opdagede vi, at hun havde glemt et frisørslag, som hun havde brugt, da hun tilrettede parykker.
Det snuppede jeg og lovede at aflevere det til Carina. Så nu vil jeg kontakte hende og få en aftale om et besøg i hendes salon. Så kan jeg under trygge og diskrete forhold prøve parykker, og hun kan få sit frisørslag.

Således sluttede en dejlig aften med aftale om yderligere historisk snak med Sally Frey og Jonna om “gamle dage” og en anledning til at aflægge Carina et besøg i hendes salon.
Hjemturen forløb stille og rolig. Trafikken var minimal, så jeg var hjemme omkring kl. halv to om natten. Men så skulle der jo lige tjekkes e-mail og fjernes makeup, så det blev sent, inden jeg kom til køjs.

Tina Thranesen.

Rebecca Holm til TiD’s mannequinopvisning under Kulturnatten den 15. oktober 2010.

Vist 205 gange. Af Rebecca Holm den 15. oktober 2010.
Som optakt til efterårsferien var der fredag den 15. oktober 2010 for 18. gang Kulturnat i København.
Traditionen tro holdt TiD sit arrangement i Huset i Magstræde, hvor vi igen kunne opleve den populære mannequinopvisning med transkønnede modeller, og der var catwalk tre gange i løbet af aftenen, kl. 20.00 – 21.30 – 23.00.
Naturligvis skulle jeg derind da jeg jo kender alle pigerne som skulle gå catwalk. Denne gang havde jeg følgeskab af min dejlig veninde Jytte Witt som kom hele vejen fra Jylland allerede fredag eftermiddag, hvor vi fortsatte vores altid hyggelige venindesnak og nød en lille lækker middag inden vi drog ind til byen.

Det blev en rigtig dejlig aften i Huset med mange transvestitter både på catwalken og ude blandt publikum. Konferencieren Pernille Feline var sjov og underholdende og pigerne gav den virkelig fuld skrue på catwalken, og mellem showene var det interessant at møde en masse søde og dejlige mennesker som gerne ville byde på drinks, snakke og drysse om sig med rosende ord over hvor sejt det er, at vi går ud og er så synlige på Kulturnatten.
Selv morede jeg mig med at fange øjnene på et par af de fyre som “tilfældigt” var dukket op og nu stod og slugte pigerne med øjnene, for så at se dem skifte ansigtsfarve til pæonrød når de blev klar over at jeg havde spottet dem! Én af dem havde dog så meget mandsmod og humor at han sendte en drink og skålede tværs gennem lokalet; men så svigtede modet han igen og han forsvandt i menneskevrimlen. Chicken! Og så var det sjovt at møde flere piger som jeg kun kender fra cyper sådan rigtigt face-to-face.

Det var derfor et par trætte og glade piger som prajede en taxa ved midnatstide efter en hyggelig oplevelse midt i et hav af glade mennesker på Kulturnatten. Jeg havde naturligvis lovet en overnatning m. brunch included (gæstesengen er jo opfundet) så vi kunne bruge formiddagen til at snakke og more os over de mange sjove oplevelser der kom ud af vores tur ud i Kulturnatten.

Så overvej om vi ikke er flere som skal mødes næste gang ude midt i det kaotiske menneskehav en Kulturnat også er, lige dér hvor livet som TV bliver en positiv og festlig del af virkeligheden!

Kærlig hilsen Rebecca

Rebecca Holm til TiD’s mannequinopvisning den 15. oktober 2010 under Kulturnatten.

Vist 206 gange. Af Rebecca Holm
Som optakt til efterårsferien var der fredag den 15. oktober 2010 for 18. gang Kulturnat i København.
Traditionen tro holdt TiD sit arrangement i Huset i Magstræde, hvor vi igen kunne opleve den populære mannequinopvisning med transkønnede modeller, og der var catwalk tre gange i løbet af aftenen, kl. 20.00 – 21.30 – 23.00.
Naturligvis skulle jeg derind da jeg jo kender alle pigerne som skulle gå catwalk. Denne gang havde jeg følgeskab af min dejlig veninde Jytte Witt som kom hele vejen fra Jylland allerede fredag eftermiddag, hvor vi fortsatte vores altid hyggelige venindesnak og nød en lille lækker middag inden vi drog ind til byen.

Det blev en rigtig dejlig aften i Huset med mange transvestitter både på catwalken og ude blandt publikum. Konferencieren Pernille Feline var sjov og underholdende og pigerne gav den virkelig fuld skrue på catwalken, og mellem showene var det interessant at møde en masse søde og dejlige mennesker som gerne ville byde på drinks, snakke og drysse om sig med rosende ord over hvor sejt det er, at vi går ud og er så synlige på Kulturnatten.
Selv morede jeg mig med at fange øjnene på et par af de fyre som “tilfældigt” var dukket op og nu stod og slugte pigerne med øjnene, for så at se dem skifte ansigtsfarve til pæonrød når de blev klar over at jeg havde spottet dem! Én af dem havde dog så meget mandsmod og humor at han sendte en drink og skålede tværs gennem lokalet; men så svigtede modet han igen og han forsvandt i menneskevrimlen. Chicken! Og så var det sjovt at møde flere piger som jeg kun kender fra cyper sådan rigtigt face-to-face.

Det var derfor et par trætte og glade piger som prajede en taxa ved midnatstide efter en hyggelig oplevelse midt i et hav af glade mennesker på Kulturnatten. Jeg havde naturligvis lovet en overnatning m. brunch included (gæstesengen er jo opfundet) så vi kunne bruge formiddagen til at snakke og more os over de mange sjove oplevelser der kom ud af vores tur ud i Kulturnatten.

Så overvej om vi ikke er flere som skal mødes næste gang ude midt i det kaotiske menneskehav en Kulturnat også er, lige dér hvor livet som TV bliver en positiv og festlig del af virkeligheden!

Kærlig hilsen Rebecca

TrannyLife delte gule roser og informationsfoldere ud ved prideparaden den 21. august 2010.

Vist 366 gange.
TrannyLife uddelte gule roser.

TrannyLife uddelte gule roser

Lørdag den 21. august 2010 var TrannyLife under den årlige prideparade placeret foran Café Bjørgs på hjørnet af Vester Voldgade og Studiestræde fra lidt før kl. 14 til efter paraden omkring kl. 16 var passeret på vej mod Rådhuspladsen. De fremmødte transkønnede uddelte gule roser i spandevis og en informationsfolder udfærdiget af TiD til forbipasserende før, under og efter selve paraden, der var arrangeret af Copenhagen Pride.
Placeringen var velvalgt. Der kom mange mennesker forbi. Yderligere var Studiestræde netop denne dag lukket for kørende trafik grundet vejfest i gaden.
De deltagende ankom lidt efter lidt. Der blev snakket og hygget samtidig med, at roserne og informationsfolderne blev uddelt.
Da paraden var passeret, og roserne og informationsfolderne var uddelt blev der hygget og snakket endnu mere, hvorefter en del af de fremmødte bevægede sig ud i byens pulserende liv, der netop denne dag var ekstra pulserende grundet de mange pridefestligheder.

Stemningsbilleder fra TrannyLife foran Café Bjørgs
Café Bjørgs

Café Bjørgs

Politiet afspærrede krydset.

Politiet afspærrede krydset.

Lisbeth Nielsen giver betjentene gule roser og informationsfolder.

Lisbeth Nielsen giver betjentene gule roser og informationsfolder.

Connie Krabbe og Alice Nielsen.

Connie Krabbe og Alice Nielsen.

Pauline foran Café Bjørgs.

Pauline foran Café Bjørgs.

Forrest ved bordet fra venstre: Lisa Jameson, Bianca Alexio, Lisbeth Nielsen og ukendt. Bagerst fra venstre: Alice Nielsen, Henriette Jørgensen, Connie Krabbe, ukendt, Helene og ukendt.


Forrest ved bordet fra venstre: Lisa Jameson, Bianca Alexio, Lisbeth Nielsen og ukendt. Bagerst fra venstre: Alice Nielsen, Henriette Jørgensen, Connie Krabbe, ukendt, Helene og ukendt.

Copenhagen Pride fandt sted fra onsdag den 18. til søndag den 22. august 2010 med den store prideparade lørdag den 21. Der deltog flere transkønnede i paraden. Copenhagen Pride ønsker med sin årlige festival at være med til at skabe ligestilling og synlighed for LGBT-miljøet i Danmark.

Nikita Nielsen var pladsansvarlig og teknikchef.

Nikita Nielsen var pladsansvarlig og teknikchef.

På Rådhuspladsen vil mange nok have truffet Nikita Nielsen fra Korsør, der som frivillig arbejdede under priden som pladsansvarlig og teknikchef.

Prideparaden startede kl. 13 på Frederiksberg Rådhusplads og ankom til Rådhuspladsen ca. kl. 16 efter at have gået ad ruten Frederiksberg Bredegade – Allégade – Falconér Allé – Jagtvej – Nørrebros Runddel – Nørrebrogade – Dronning Louises bro – Vendersgade – Nørre Voldgade – Vester Voldgade – Rådhuspladsen.

Det var en lang og imponerende parade – 38 minutter tog det for paraden at passere forbi Café Bjørgs.
Flere og flere virksomhederne benytter paraden til at markere deres rummelighed – at det at tilhøre en af LGBT-grupperne ikke er nogen hindring for ansættelse i virksomheden.

Det vil føre for vidt – ja nærmest umuligt – at nævne alle deltagende grupper og enkeltpersoner, men herunder er et lille udpluk nævnt i alfabetisk rækkefølge.
Amnesty International
British Airways
Citroen Danmark
Dansk Folkeparti
Enhedslisten
Europabevægelsen i København og Frederiksberg
IBM
LGBT Danmark
Liberal Alliance
Liberal Alliances Ungdom
Lykke Friis – Ligestillingsminister, Venstre
Magasin
Miss OTB & friends
Overborgmester Frank Jensen
Pangea – Copenhagen International LGBT Network
Regnbuefamilier
SF’s LGBT-netværk
Socialdemokraterne
Venstres Ungdom København

En farverig aften i Teaterhjørnet. Hanne Larsen den 19. maj 2010.

Vist 797 gange.
Jane Wigh lægger makeup på Henriette, medens (Olivia) Marianne Peuckert med ryggen tilPernille Feline, TiD's formand interesserede ser til.

Jane Wigh lægger makeup på Henriette, medens (Olivia) Marianne Peuckert med ryggen til Pernille Feline, TiD’s formand interesserede ser til.

Af Hanne Larsen den 19. maj 2010.
Onsdag den 19. maj 2010 klokken 19 troppede 8 forventningsfulde og videbegærlige piger fra nær og fjern op til en spændende makeupaften i Teaterhjørnet, Vesterbrogade 175 i København.
TiD havde i samarbejde med Johanne og Laila fra butik Teaterhjørnet, arrangeret en makeupaften med den professionelle makeup artist, Jane Wigh alias klovnen Paliette, som er en af landets mest efterspurgte sminkeartister.
Arrangementet var annonceret på TiD’s hjemmeside og lød mægtig spændende, så jeg fik straks mobiltelefonen samlet op af tasken og tilmeldte mig hos Pernille Feline.

Da jeg er bosiddende i Odense, var der en lidt længere tur foran mig, – men hvad gør man ikke for skønheden.
Efter tilmeldingen kontaktede jeg Tina Thranesen for at høre, om hun skulle deltage. Og jo – Tina havde også valgt at tage til København, så følgeselskabet var hermed sikret.
På den lange tur på tværs af Sjælland fik vi hurtigt bugt med tiden. Snakken gik om mangt og meget, ikke mindst om vor fælles passion og interesser.

Aftenen forløb i en rigtig rar stemning, hvor Jane under sin kyndige anvisning satte os ind i mysteriet i at få lagt den rette makeup til den rette stemning.
Der var mulighed for både det festlige, den intime aften med plads til mange kys, men også det diskrete og klassiske look, som var ideelt, hvis blot besøget var henlagt til Netto eller en stille aften måske hjemme i de vante omgivelser.

Til trods for Janes mange rigtige gode råd og vejledninger, var der desværre kun afsat 3 timer, så for at ramme så bredt som muligt, valgte vi piger i samhørighed, at Jane introducerede til det “lette” hverdagslook – også set i lyset af, at tiden ofte er knap for os piger i en travl hverdag.

Jane greb opgaven og viste med en belærende vejledning, hvordan en makeup kan forandre og ændre image og udsende.
Henriette havde stillet sig til rådighed som “testpiloter”, og vi fugte forløbet med en betaget undren over, hvilken virkning en korrekt makeup kan påvirkede udseendet.
For at kunne følge forløbet og forandringen, valgte Jane kun at lægge makeup i den ene halvdel af Henriettes ansigt. Virkningen og forandringen var meget tydelig.

Efterfølgende fik Henriette færdiggjort sin makeup, og kom til alles store beundring til at ligne en “rigtig” modelpige – lige til ugebladssiderne. Rigtig flot.
Flere af os fik rigtig mange gode råd med på vejen, og andre fik under kyndig instruktion rettet den hjemmegjorte sminke, men vi vidste også godt, at der foran os lå et stykke arbejde, for at få helt styr på alle teknikkerne.

Aftenen sluttede af med mulighed for at handle i Teaterhjørnet, og her var der flere af os, der fik gjort nogle rigtig gode indkøb.
Med et stort farvel til alle pigerne og med tak for en dejlig aften, gik turen hjemover med lige så meget snak.

Tak for en rigtig belærende aften med håb om en gentagelse og opfølgning.

Knus
Hanne Larsen.

Møde i Christianshavns Medborgerhus den 5. marts 2010 med kagebagedamen Yvonne og interview med journalist.

Vist 151 gange.
Venstre Yvonne - kagebagedame.

Venstre Yvonne – kagebagedame.

Annoncering af mødet.

Annoncering af mødet.

Gratisavisen Urban bragte onsdag den 10. marts 2010 på side 8 og 9 en artikel om mødet fredag den 5. marts 2010 i Christianshavns Beboerhus. Baggrunden for artiklen var det beslutningsforslag, som SF er tæt på at fremlægge for Folketinget.

Anledningen til mødet var at mødes med Yvonne, der er ved at lave en kageopskriftsbog. Yvonnes tanker om bogen er noget med det feminine og 50’er stil. Hun har også nogle ideer om eventuelt at få taget nogle billeder af transkønnede, som prøvesmagere – enten til præsentationen af bogen eller som en del af billedsiden af bogen.
Et andet væsentligt element ved mødet var at drøfte, hvilke muligheder der er til stede for Trans-Danmark at lave arrangementer i København.
Som det sidste element i mødet var et interview med journalist Michael Gaunt fra gratisavisen Urban foranlediget af, at SF er tæt på at fremlægge et beslutningsforslag til forbedring af transkønnedes forhold. Dette beslutningsforslag er udarbejdet på grundlag af de “Fem punkter til forbedring af transkønnedes forhold“, som blev præsenteret i november 2009.

* * *
Artiklen den 5. marts 2010 i gratisavisen, Urban af journalist Michael Gaunt om mødet i Christianshavns Medborgerhus.

TiD’s transvestitmodeshow på kulturnatten den 9. oktober 2009.

Vist 105 gange. Ni af foreningens transpiger fra ind og udland præsenterede damemode fra årstiden ved TiD’s kulturnatarrangement fredag den 9. oktober 2009 i Husets Cafe, Rådhusstræde 13, 1466 København K.
Showet og mannequinerne blev præsenteret af foreningens formand, Pernille Feline.
TiD’s mannequeener bestod af: Alice, Bianca Alexio, Charlotte-Isabella Hansen, Helene, Jane Sørensen, Lisa (fra Malmø), Samantha og Tina Nielsen.

Mit første møde med Båstad – 4. til 6. september 2009.

Vist 264 gange. Af Bente Thorsen den 6. september 2009.
I begyndelsen af september 2009 var jeg på mit første transetræf i Båstad. Jeg havde hørt om Båstad træffet i nogen tid, og syntes, det lød fantastisk, at der findes en sådan mulighed for, at møde andre transvestitter fra mange kanter af Norden. Båstad træffet blev første gang arrangeret i maj 1997, så det er en godt indarbejdet tradition, hvor transer mødes en eller flere gange årligt. Gennem disse 12 år har der været hele 26 træf.

Som så mange transvestitter har jeg haft denne længsel til dametøj gennem hele livet men er først begyndt at gå ud for nylig. Og efter at have været sammen med andre transvestitter fra foreningen nogle gange, havde jeg nu lyst til, at være med på denne begivenhed, hvor der kommer så mange transer også fra vore nabolande.

Jeg var med fra fredag den 4. til søndag den 6. september 2009, men træffet startede allerede om onsdagen. Vi var indkvarterede på Pensionat Enehall med halvpension til meget gunstige priser, og stedet er en fin ramme om dette flotte arrangement.

På vejen derover skiftede jeg i bilen og ankom til stedet som Bente. Undervejs var jeg i Kingsize Skor i Arlöv nær Malmö og købte et par sandaler. Det var første gang, jeg vovede mig ind i en forretning som Bente i fuldt dagslys, og det var en fin oplevelse der fik jeg en rigtig god behandling og god service.

Vel fremme og efter at have installeret mig på mit værelse, gik jeg med spænding og forventning over i hovedbygningen, hvor jeg mødte nogle af dem, jeg kendte fra før, og kom i snak med nye bekendtskaber. Og det var jo lidt af tanken, at udvide min kreds af venskaber blandt ligesindede.

Til middag var jeg i godt selskab med både gamle og nye venner, og det blev rigtig hyggelig. Der var underholdning i form af transe-mannequinopvisning, og der var mange flotte syn at skue.

Efter middagen var der tid til at gå i byen, og langt fleste af os samledes på Peppes bodega, hvor transvestitterne til at begynde med var i flertal. Men der kom andre gæster fra byen, og snart var der fuldt af liv og musik og højt humør. Nogle af os trak os tilbage efter nogen tid, men der var mange som hang ude og nød livet.

Lørdag eftermiddag blev der afholdt High Heel Race på torvet i Båstad, og vi var ca. 75 transvestitter som blandede os med de 500 lokale som var mødt frem for at se denne sjove konkurrence efter deres lørdagsindkøb.

Der var to klasser at deltage i, en for kvinder og en for transvestitter, og det eneste krav var, at de 92 meter skulle løbes i sko med minimum 8 cm. stilethæle.

Der blev løbet godt til, og der var stor jubel og applaus da deltagerne susede forbi. Vinderen i klassen for transvestitter blev Jeanette Mingelpingla, fulgt af Cassandra og Petra Bossom. Så der var svensk dominans.

En tak til Katja Tordrup og Sara Lund, som begge og på hver sin måde har meget af æren for Båstadtræffet og denne konkurrence. Sara var konferencier for arrangementet og det var meget sjovt og vittigt at lytte til hendes humoristiske – og skarpe – bemærkninger om tolerance og menneskesyn.

Der var gallamiddag lørdag aften, og her kom de flotteste kjoler frem. Det var feststemning og gode samtaler over den dejlige mad vi fik serveret, og bagefter var der dans i den ene sal og hyggelig snak i den anden.

Jeg havde en sjov oplevelse denne aften. Under en samtale med en transvestit fra min barndoms by, fandt vi ud, at vi er vokset op kun et par hundrede meter fra hinanden. Der er to år mellem os, vi har gået i den samme skole og vi købte vores Anders And blade i den samme tobaksforretning skråt over gaden for huset der jeg er vokset op. Og somrene har vi begge tilbragt i forældrenes sommerhus ved den samme kyststrækning kun ca. fem kilometer fra hinanden. Tænk, om vi havde kendt til hinanden den gang! I stedet rumsterede vi begge i vores mødres spændende ting, og troede, vi var helt alene i verden om denne hemmelige trang til at gøre os kendt med kvindernes verden.

Den sidste morgen oprandt, og vi mødtes for at fortsætte der vi slap om natten, og for at sige farvel for denne gang. Der var nogle, der havde pakket deres feminine tøj ned og kom til morgenmaden som mænd. Det var ret overraskende, at se, hvor forskellige mange af os ser ud. Jeg syntes det var lidt mærkeligt, at der kom en vildt fremmed mand og satte sig over for mig, og helt uden at præsentere sig – men efter et par sekunder opdagede jeg, at det var Pernilles bror! Jeg så også en anden fremmed mand komme over mod vores bord, og da han begyndte at tale viste det sig, at det var Janes bror!

Så måske skal jeg ikke være så bange for at blive genkendt, når jeg går omklædt?

På vej hjem kørte jeg næsten helt hjem som Bente. Efter at have fået styrket min selvtillid efter denne fantastiske weekend, standsede jeg undervejs og købte lidt at spise i et bageri. To unge kvinder på vej ud registrerede mig slet ikke, og ekspedienten, ligeledes en ung kvinde, gav mig en venlig og god behandling, næsten bedre, end hvad jeg normalt oplever som mand.

Men så var denne utrolige rejse over også for mig. Bentes tøj og smykker blev pakket ned, og den gamle, kedelige mand jeg er til daglig, åbenbarede sig igen efter to dages fravær.

Jeg vil takke Båstad gruppen for dette unikke arrangement og frirum, og jeg retter en varm tak til gamle og nye veninder for nogle dejlige dage. Tak for denne gang! Vi ses garanteret igen i Båstad!

Sommerfest i Dalbyneder Forsamlingshus den 5. september 2009.

Vist 453 gange.
Forsamlingshussalen.

Forsamlingshussalen.

Af Tina Thranesen.
Det var med stor spænding, jeg lørdag først på eftermiddagen begav mig på vej mod Dalbyneder for at være med til sommerfest arrangeret i fællesskab af Trans-Danmark og TiD.
Kort over Dalbyneder.

Kort over Dalbyneder.

Irene Haffner fortalte mig nogen tid tilbage, at hun i Dalbyneder havde fundet et rigtigt lækkert forsamlingshus med overnatningsmuligheder, hvor vi kunne holde foreningssammenkomster. Da hun fortalte, at det lå sådan cirka midt mellem Randers og Hadsund, var jeg godt nogenlunde klar over, hvor det var. Den nøjagtige adresse var: Stenhøjvej 5, Dalbyneder, 8970 Havndal. Et opslag på et kort viste, at det var let at finde.
Det var annonceret, at sammenkomsten startede kl. 16, og at vi skulle spise kl. 1830. Jeg havde lidt svært ved at nå at komme rettidigt afsted, så jeg ankom først kl. 1550. Turen var gået fint. Der var mange andre trafikanter, men trafikken gled let og ubesværet uden kødannelser nogen steder, så det gik strygende op ad den jyske motorvej. Vejret var noget blandet. Nogle gange skinnede solen, så det var helt sommerligt. Andre gange regnede det og demonstrerede, at vi var nået ind i efterårsmåneden.
Michelle, Lise, Irene Haffner, Ulla Rørvig, Nauja og Jytte Witt.

Michelle, Lise, Irene Haffner, Ulla Rørvig, Nauja og Jytte Witt.

Michelle, Lise, Irene Haffner, Ulla Rørvig, Nauja og Jytte Witt.

Michelle,
Lise, Irene Haffner, Ulla Rørvig, Nauja og Jytte Witt.

Frakørsel nr. 42 – “1000 meter Randers S” stod der på skiltet, som jeg efterhånden kendte så godt efter talrige ture på motorvejen. Videre ad den gamle landevej ind til Randers, krydsede fjorden, svingede til højre og videre gennem Randers ud til Hadsundvej – let og ubesværet. Så var det blot godt 15 km. ad landevejen mod Hadsund. Til højre mod Vinstrup videre til Dalbyover og så mod Dalbyneder – og dér, der lå forsamlingshuset. Ingen mulighed for fejltagelse. Dels var det let genkendeligt fra billederne fra forsamlingshusets hjemmeside, og dels var der placeret en stander med Dannebrog på hver side af indgangsdøren.
Parkerede på den store P-plads på modsatte side af vejen. Det er virkelig et ideelt sted for transkønnede, der måtte være lidt sky for at møde andre.

Spisning. Med ansigt til fra venstre: Jytte Witt, Peter, Sheila Frik og Michelle. Med ryggen til fra venstre: Irene Haffner, Nauja, Ulla Rørvig og Lise.

Spisning. Med ansigt til fra venstre: Jytte Witt, Peter, Sheila Frik og Michelle. Med ryggen til fra venstre: Irene Haffner, Nauja, Ulla Rørvig og Lise.

Spisning. Fra venstre: Lise, Ulla Rørvig, Tina Thranesen, Nauja og Irene Haffner. Michelle stående bagved.


Spisning. Fra venstre: Lise, Ulla Rørvig, Tina Thranesen, Nauja og Irene Haffner. Michelle stående bagved.

Da jeg åbnede døren, åbenbaredes en pæn entre med garderobe og åbentstående døre ind til dels forsamlingshussalen og dels til et mindre lokale, hvor de allerede ankomne sad snakkende og kaffedrikkende ved et bord. Straks forstummede al snak for at blive afløst af velkomsthilsener og knus. En dejlig måde at blive budt velkommen på af Irene Haffner, Nauja, Sheila Frik, Ulla Rørvig, Jytte Witt, Michelle fra århus og Lise fra Randers.
Efter den første kop kaffe blev jeg vist rundt af Sheila. Og jeg må medgive Irene, at det sandelig var et dejligt sted – masser af plads, dejlige værelser, fine badeværelser og toiletter og et proffessionelt udrustet køkken.
Kort efter ankom Peter – Sheilas kæreste, og dermed var vi fuldtallige, idet der desværre var nogle, som udeblev uden at melde afbud.
Lokalet, som vi sad i, vendte ud mod forsamlingshusets have, hvor der var en dejlig stor græsplæne, en stor terrasse og en mindre P-plads – og så en flagstang med Danneborg vejende og bølgende i vinden.

Seila havde haft travlt. Hun havde været i forsamlingshuset fra kl. 1330 og havde på vejen dertil købt ind til middagen, som hun næsten også var færdig med at lave – på det sidste med hjælp fra de andre ankomne. Bordet i forsamlingshussalen var også allerede blevet dækket og smukt pyntet med lyngbuketter i vaser.
Da jeg havde fået båret min bagage op på mit dejlige, store værelse på førstesalen, blev der tid til mere kaffe og snak – og der blev sandelig snakket.

Forsamlingshussalen med det dækkede bord.

Forsamlingshussalen med det dækkede bord.

Irene Haffner spiller, Lise lytter.

Irene Haffner spiller, Lise lytter.

Tiden nærmest fløj afsted og pludselig var klokken blevet halv syv – maden var færdig, og
det var tid at sætte sig til bords inde i salen. Vi fyldte ikke så meget – ni personer omkring et enkelt bord. Det varede dog ikke mange øjeblikke, før det føltes, som om vi udfyldte hele salen – sådan blev der snakket. Der blev også skålet – ja Sheila formåede endog at få os til at skåle med de tomme borde, som om alle bordene var besat med flere deltagere. Egentlig synd for dem, som ikke kom. De gik glip af en dejlig sammenkomst med en rar og nærværende stemning. Det kunne også være spændende, om det kan lykkes at lave et arrangement, hvor alle bordene var fyldte – altså omkring 60 – 70 deltagere.

Maden var dejlig – kylling i carry med ris og diverse salater til – og som dessert fløderand. Men inden vi nåede til dessærten, holdt vi en lille pause. Der skulle jo også ryddes af og desserten klagøres.
Midt herunder var det tid at tage flaget ned. Det måtte vi ikke glemme – og gjorde det heller ikke. Det blev under behørig respekt for flaget taget ned af Sheila og Tina.

Ulla Rørvig og Sheila Frik i køkkenet.

Ulla Rørvig og Sheila Frik i køkkenet.

Dalbyneder Forsamlingshus

Dalbyneder Forsamlingshus

I det ene hjørne stod et klaver, på hvilket Irene underholdt både i pausen mellem hovedretten og desserten og senere på aften, medens flere sang med.
Under desserten begyndte Irene at spille fødselsdagssangen “I dag er det…”. Jytte Witt havde nemlig fødselsdag, så vi rejste os alle og sang “I dag er det Jyttes fødselsdag…”. Der var også blevet placeret et Dannebrogsflag på bordstang ud for Jytte. Æres den, der æres bør.

Der synges fødselsdagssang for den siddende Jytte Witt. Stående fra venstre: Peter og Shiela Frikk. Nauja forrest med ryggen til.

Der synges fødselsdagssang for den siddende Jytte Witt. Stående fra venstre: Peter og Shiela Frikk. Nauja forrest med ryggen til.

Frit at tænke, tro og tale, Det er Folkets gamle Ret.


Frit at tænke, tro og tale, Det er Folkets gamle Ret.

På endevæggen i salen var placeret en rosette med teksten: “Frit at tænke, tro og tale, Det er Folkets gamle Ret.”
Det er en tekst, som genfindes i mange forsamlingshuse rund om i landet. Det er også visdomsord, som er værd at fremhæve og skønne på.
Det er også ord, som blev efterlevet under vores samvær. Det var utroligt så mange emner, vi fik berørt. Stemningen var dejlig, ingen mislyde, men respekt for hver enkelts holdning og mening.

Men enhver dejlig stund før sin ende – tidligere for nogen end for andre.
Sent på aftenen tog Lene afsted og hen mod midnat Jytte efterfulgt af Irene og Nauja.

Solopgang kl. 0643.

Solopgang kl. 0643.

Vi fik også klaret den sidste oprydning, hvorefter vi fire tilbageværende – Sheila Frik, Peter, Michelle og jeg selv gik op i den hyggelige stue på førstesal, hvor vi sludrede videre, til vi omkring kl. 2 om natten brød op for at gå til køjs.
Klokken 0630 vågnede jeg ved at solen skinnede ind gennem vinduet. Da jeg et kvarters tid senere ikke var faldet i søvn igen, stod jeg op. Da jeg havde fået et morgenbad, var kommet i tøjet og havde fået min bagage anbragt i bilen, var der endnu ikke nogen af de andre, der var stået op.
Jeg listede derfor stille afsted kl. 0750 efter en dejlig sommersammenkomst i Dalbyneder Forsamlingshus.

Tina Thranesen.

Mannequinopvisning på Københavns Bymuseum lørdag den 11. juli 2009.

Vist 257 gange.
Pernille Feline byder velkommen til mannequinopvisningen.

Pernille Feline byder velkommen til mannequinopvisningen.

Af Tina Thranesen.
Det var med spænding, jeg sidst på formiddagen lørdag den 11. juli 2009 begav mig mod København. Målet var Københavns Bymuseum for at overvære mannequinopvisningen, som TiD havde arrangeret i samarbejdet med museet som et særarrangement i forbindelse med udstillingen Som jeg er, HOMO – BI – TRANS i København. I forbindelse med mannequinopvisningen skulle jeg selvfølgelig også gense udstillingen.

Københavns Bymuseum

Københavns Bymuseum

Københavns Bymuseum har hjemme i en statelig bygning opført af Det kongelige kjøbenhavnske Skydeselskab og danske Broderskab og indviet i 1787.
Mannequinopvisning foregik i Havesalen , der blev indrettet i forbindelse med en ombygning i 1896.

Det var min hensigt at overvære opvisningen kl. 1300 – den anden af de tre opvisninger – og kørte hjemmefra i god tid. Men puh ha en trafik – den var tæt på at være lige så styg som morgentrafikken på hverdage, selv om det var en lørdag formiddag. Det gjorde, at turen tog noget længere end beregnet, hvorfor jeg mistede begyndelsen af opvisningen.

Jens Pedersen.

Jens Pedersen.

Jeg fik betalt entreen – 20 kr. – og snuppet en flot foldet A-4 brochure om mannequinopvisningen og zigzaggede gennem stueetagens lokaler frem til Havesalen.
Allerede inden, jeg kom ind i salen, kunne jeg høre livlig musik. Døren ind til salen stod åben, så jeg fik mere og mere at se af, hvad der foregik.
Salen fuld af mennesker. De fleste sad på stole, men der var også en del, som stod op, og så lynede blitzlysene.

Kommet ind i salen stod jeg stille et øjeblik for rigtigt at få et overblik over, hvad der foregik. Ned gennem salen var der to gange to rækker stole, der vendte mod hinanden, så der i midten af lokalet nærmest var en gang. Det var “podiet” – ja et rigtigt podie var det ikke, det var ikke hævet. Ned af podiet/gangen gik Alice Nielsen. Hun var netop kommet ud fra et afskærmet område af salen, hvor jeg ganske rigtigt formodede, at mannequinerne klædte om. For enden af gangen stoppede Alice, stod stille et øjeblik, vendte sig graciøst og spadserede smilende tilbage ad gangen. Stoppede igen og gik ind bag afskærmningen. Derefter fulgte den ene mannequin efter den anden. Det var flot at se. Efter hver fremvisning blev der klappet højlydt af de mange siddende og stående gæster.

Alice Nielsen.

Alice Nielsen.

Pernille Feline.

Pernille Feline.

(Olivia) Marianne Peuckert.

(Olivia) Marianne Peuckert.

Tina Nielsen og Pernille Feline.

Tina Nielsen og Pernille Feline.

Nu tog jeg mig også tid til at kigge rundt på gæsterne og genkendte adskillige transkønnede fra tidligere sammenkomster. Samtidig konstaterede jeg, at der var omkring 40 siddende og ca. en halv snes stående gæster. Omkring 50 gæster til en transmannequinopvisning, synes jeg, var flot.
Nede i modsatte ende af salen fik jeg øje på Jens Pedersen, som stod for udstillingen “Som jeg er“. Stille gik jeg bag stolerækkerne ned til Jens og fik hilst på ham. Han strålede, så jeg kunne ikke andet end udbryde “Du ser ud til at være en glad mand”. Han svarede, at det var han sandelig også.

Lisbeth Merete.

Lisbeth Merete.

Nu var mannequinopvisningen jo i fuld gang, så det blev ikke til mere snak. Den ene mannequin efter den anden tog podiet i besiddelse. Nogle gange alene, andre gange to ad gangen. Det var tydeligt, at det var nøje indstuderet og øvet, hvordan de skulle bevæge sig, hvornår de skulle standse, og hvornår de skulle vende sig og gå tilbage.

Sluttelig kom alle mannequinerne ind – den ene efter den anden, til de alle – Alice Nielsen, Bianca Alexio, Lisbeth Merete, (Olivia) Marianne Peuckert, Pernille Feline, Tina Nielsen og Vibe Grevsen – (nævnt alfabetisk) var inde samtidig. Der blev klappet taktfast, medens de gik podiet igennem, vendte
og gik tilbage og forsvandt ind bag afskærmningen.
Umiddelbart efter kom Pernille Feline, formanden for TiD ind igen. Hun takkede for bifaldet og oplyste, at der nu var mulighed for at købe et glas champagne i den opstillede bar ved døren, og at næste opvisning ville finde sted kl. 1430. Stort applaus.

Bianca Alexio.

Bianca Alexio.

(Olivia) Marianne Peuckert.

(Olivia) Marianne Peuckert.

(Olivia) Marianne Peuckert.

(Olivia) Marianne Peuckert.

Så blev der trængsel. Alle rejste sig fra stolene, og Michelle B., der passede baren og også er transkønnet, fik travlt med at skænke champagne. Der blev hilst på både den ene og den anden og snakken gik lystigt – en hyggelig summen af stemmer.

Men jeg havde jo også tænkt mig at se selve udstillingen, som var placeret i Festsalen på første sal. Det var jeg ikke ene om. Der var mange, som gik fra den ene opstilling til den anden.

Tina Nielsen.

Tina Nielsen.

(Olivia) Marianne Peuckert og Alice Nielsen.

(Olivia) Marianne Peuckert og Alice Nielsen.

Bianca Alexio.

Bianca Alexio.

Lisbeth Merete.

Lisbeth Merete.

Tiden mellem den anden og den tredje mannequinopvisning syntes at være af passende længde til at bese udstillingen. Da jeg kom hjem og gennemså de billeder, jeg havde taget, måtte jeg imidlertid konstatere, at der var flere ting, som jeg ikke havde fordybet mig tilstrækkeligt i. Derfor har jeg efterfølgende besøgt udstillingen yderligere to gange – hver gang med udbytte. Udstillingen er absolut anbefalelsesværdig.

Manequinerne ved afslutningen.

Manequinerne ved afslutningen.

Manequinerne ved afslutningen.

Manequinerne ved afslutningen.

Tiden for den tredje og sidste mannequinopvisning nærmede sig. Igen blev salen fyldt med godt 50 forventningsfulde mennesker.
Kl. 1430 kom Pernille FelineTiD’s formand – frem fra det afskærmede område og bød velkommen til mannequinopvisningen.
Derefter gik det slag i slag. Samtlige otte modeller var inde flere gange. Nogle gange kom de en ad gangen, andre gange to ad gangen. Igen var det tydeligt, at de havde trænet meget., og jeg kunne ikke andet end at beundre dem for deres indsats.
Til slut kom alle otte mannequiner ind i række og blev stående ned gennem gangen “podiet”. De høstede stort og velfortjent bifald.

Pernille Feline takker Janice Throsen.

Pernille Feline takker Janice Throsen.

Pernille Feline tog herefter ordet og takkede de fremmødte for opbakning og bifaldene. Derefter takkede hun mannequinerne for deres indsats og store og ihærdige træning.
Iben Haaest blev kaldt frem af Pernille Feline. Iben Haaest er makeupartist fra Odense. Hun har flere års erfaring fra teaterlivet og havde stået for at lægge makeup på mannequinerne.
Derefter blev Janice Thorsen blev kaldt frem af Pernille Feline. Janice Thorsen er koreograf og indehaver af modelbureauet STEPaSIDE og havde stået for koreografien af opvisningen og ikke mindst trænet med mannequinerne gennem flere måneder.

Både Iben Haaest og Janice Thorsen blev takket for deres store arbejde med at få mannequinopvisningen op at stå og fik hver især overrakt en gave. De høstede stort bifald.

Charlotte Henriksen, der er stylist og beklædningsdesigner og indehaver af cphSTYLING, havde stået for valg af tøj. Hun måtte på grund af andre gøremål gå før opvisningen var slut.

Alice Nielsen og Samantha.

Alice Nielsen og Samantha.

I midten med hat Connie Krabbe - æresmedlem i TiD.

I midten med hat Connie Krabbe – æresmedlem i TiD.

Tv: Alice Nielsen. Michelle B. i baren.

Tv: Alice Nielsen. Michelle B. i baren.

Herefter gik snakken blandt alle tilstedeværende. Mannequiner og gæster blandede sig, og der hørtes mange rosende ord om opvisningen – roser, som jeg fuldt ud kan tilslutte mig.

Tina Thranesen.

Som jeg er. HOMO – BI – TRANS i København. Udstilling på Københavns Bymuseum i perioden fra den 4. juli til 29. september 2009.

Vist 1.238 gange.
Invitation til åbningen af udstillingen

Invitation til åbningen af udstillingen

Af Tina Thranesen.
Københavns Bymuseum

Københavns Bymuseum

Den 24. juni 2009 modtog jeg en invitation til at deltage i åbningen af udstillingen “Som jeg er om HOMO – BI – TRANS i København” på Københavns Bymuseum fredag den 3. juli 2009, men havde ikke mulighed for at deltage. Udstillingen åbnede for offentligheden lørdag den 4. juli. At jeg blev indbudt skyldes, at jeg tilbage i midten af februar 2009 fik kontakt til Jens Pedersen fra museet. Vi havde flere møder og udvekslede e-mail om udstillingen, hvorunder jeg fortalte ham om transforhold. Jeg udlånte flere bøger, foreningsblade og andet materiale til museet til eventuel brug ved udstillingen og satte ham i forbindelse med foreningerne Trans-Danmark
og TiD og gjorde ham interesseret i en klaverkoncert med Irene Haffner.

Folder om udstillingen

Se hele folderen i pdf-format.

Kontakten til Irene Haffner førte til, at hun spillede ved udstillingens åbning og gav koncert på museet lørdag eftermiddag den 15. august 2009. Kontakten til TiD førte til en mannequinopvisning, som jeg har skrevet en selvstændig artikel om.

Københavns Bymuseum har hjemme i en statelig bygning opført af Det kongelige kjøbenhavnske Skydeselskab og danske Broderskab og indviet i 1787.

Det første blik ind i udstillingen

Det første blik ind i udstillingen

Teksten på det hvide skilt

Teksten på det hvide skilt

Udstillingen, “Som jeg er, HOMO – BI – TRANS i København”, var lavet på første sal i Festsalen, der er imponerende med et overdådigt stukloft og store prismelysekroner – en fornem ramme om udstillingen, og hvor klaverkoncerten med Irene Haffner også fandt sted.

Mannequinopvisningen foregik i Havesalen, der blev indrettet i forbindelse med en ombygning i 1896.

Transrelaterede effekter

Transrelaterede effekter

Paradiset er ikke til salg

Paradiset er ikke til salg

Tyve kroner – ja, 20 kroner, det er prisen for at komme ind på Københavns Bymuseum, så entreprisen kan absolut ikke afholde nogen fra at se udstillingen "Som jeg er, HOMO – BI – TRANS i København". Og samtidig er det jo også muligt at se resten af museet, som fortæller meget om Københavns historie. Alene at se bygningen med dens imponerende sale og bygningsmæssige udsmykning er de tyve kroner værd.

Om billedet af Rebecca Holm i den stramme Rita Haywood inspirerede kjole kan fortælles, at i midten af 1980’erne arbejdede Rebecca Holm i en periode som cigaretpige ved nogle fester for den københavnske incrowd i Daddys Dancehall, der lå i enden af Paladsbiograferne på Axeltorv i København og var den tids hotte sted.

Rebecca Holm

Rebecca Holm

Kunstige negle på opsætning lavet af Pernille Feline, så de er lette at lakere

Kunstige negle på opsætning lavet af Pernille Feline, så de er lette at lakere

Rebecca fortæller bl.a.: “Det var vildt sjovt, pengene var gode, og jeg formelig væltede mig i drikkepenge. Det skortede naturligvis ikke på seksuelle opfordringer ved disse lejligheder, men selvom det var vidunderligt stimulerende at være mål for alle disse hede blikke og frække tilbud, holdt jeg mig dydigt flirtende til salget af mine cigaretter, hvilket gik mere end strygende.”

Udstillingen var spændende og varieret, men tydeligt med overvægt på den homoseksuelle vinkel.
Jeg havde da også glæden ved at se, at nogle af de ting, jeg havde stillet til museets rådighed var blandt de udstillede effekter.

Som nævnt var det en spændende og varieret udstilling. Dog kunne jeg godt have tænkt mig, at der var mere med. Jeg synes også, at der var plads nok i den store og smukke sal til, at der kunne have været udstillet flere genstande med forklarende og oplysende tekst. Jeg havde også svært ved at finde en egentlig ledetråd i udstillingen.

Maleri af Gerda Wegener. Lille Elbe er model

Maleri af Gerda Wegener. Lille Elbe er model

Maleri af Gerda Wegener. Lille Elbe er model

Maleri af Gerda Wegener. Lille Elbe er model

Tekst om malerierne.

Tekst om malerierne.

Nu er det altid let at være kritisk indstillet – især når ansvaret og arbejdet med en udstilling ikke er ens eget. Det skal også erindres, at det er et særdeles stort område at lave en udstilling om. Der må nødvendigvis prioriteres, og det er klart, at det er arrangøren, der må lave denne prioritering.
Det må retfærdigvis også nævnes, at udstillingen i det store og hele kom hele vejen rundt og omfattede både bøsser, lesbiske, transkønnedes og også dragqueens forhold i København gennem tiderne.

Især synes jeg, at det var spændende at se de to kvindemalerier af Gerda Wegener, hvor hendes mand Einar Wegener havde siddet model. Einar Wegener tog efter sin kønsskifteoperation navnet Lili Elbe. Billederne var udlånt til museet af en privatperson.

Ud over effekter, plakater, billeder og tekster, var der også opsat flere monitorer, hvor de besøgende kunne se forskellige videoindslag. Lyden kom via høretelefoner.

Udstillingen er absolut anbefalelsesværdig – jeg har selv set den flere gange.

Tina Thranesen.

Pressemeddelelse den 29. juni 2009 fra TiD om transmannequin-opvisning på Københavns Bymuseum den 11. juli 2009.

Vist 97 gange.
Pressemeddelelse
29. juni 2009

Mannequin på Københavns Bymuseum lørdag d. 11/7 2009 kl. 11.30, 13.00 og 14.30 er en del af udstillingen “SOM JEG ER“. Her viser ni transmannequiner tøj af unge danske designere, udvalgt af Charlotte P. Henriksen fra cphSTYLING. Charlotte har hentet inspirationen og tøjet fra sin egen eksklusive modebutik GEIST i Sankt Peders Stræde, København. Makeuppen udføres i samarbejde med kosmetolog Iben Haaest.

Mannequin er kommet i stand primært som et samarbejde mellem Jens Pedersen fra Københavns Bymuseum og TiD – Transvestitforeningen i Danmark som et af de events, der krydrer udstillingen om bl.a. transkønnede.

Mannequin er også et usædvanligt samarbejde mellem den etablerede danske modeverden og TiD. Foruden cphSTYLING, indtager koreograf Janice Thorsen fra det kendte danse og eventbureau STEPaSIDE en helt central rolle. Janice leverer ikke alene koreografien, men har gennem måneder udvist tålmodighed, tolerance og ikke mindst engagement, for at skabe nogle helt unikke modeller og et særegent show.

TiD
Transvestitforeningen i Danmark
Kontaktperson: GNOEQA [1]

* * *
Note
  1. [Retur] GNOEQA er indsat i stedet for pågældendes navn, hvilket dog er mig bekendt. Tina Thranesen.

Transvestitforeningen i Danmarks 15-års fødselsdagsfest den 30. maj 2009.

Vist 1.512 gange.
Michelle Fridan - TiD's første formand.

Michelle Fridan – TiD’s første formand.

Af Tina Thranesen den 30. maj 2009.
En liberiklædt dørmand sprang hen til taxaen og åbnede rutineret sidedøren med et “Velkommen”. Rebecca Holm blev lidt betuttet, men fattede sig hurtigt og steg ud af taxaen, idet hun sagde “Tak, men vi skal nu hen på Café á Porta”. Det fik roligt dørmanden til at gå tilbage til indgangsdøren til Hotel D’Angleterre. Jeg, der sad i venstre side på bagsædet af taxaen, måtte selv åbne bildøren.

For at starte ved begyndelsen, så var anledningen til, at Rebecca og jeg var ude at køre i taxa, at vi var på vej til TiD’s 15-års fødselsdagsfest. Rebecca og jeg havde aftalt, at jeg sidst på eftermiddagen skulle komme hjem til hende i Københavns nordvestkvarter, hvorefter vi sammen ville tage en taxa til Café á Porta for at deltage i fødselsdagsfesten.

Fødselsdagsfesten var annonceret til lørdag den 30. maj 2009. Den 30. maj er TiD’s stiftelsesdag, og så var det i år – på 15-års dagen – oven i købet en lørdag. Det kunne næsten ikke være bedre.
Fødselsdagsfesten blev annonceret med ordene:

Festen vil blive afholdt i den traditionsrige og flotte Café á Porta, Kongens Nytorv 17 i København
med velkomstdrink kl. 1900 og efterfølgende middag.
Senere er der lagt op til dans og underholdning i festlokalet i kælderen med betjent bar.

Det var imidlertid ikke en helt almindelig lørdag. Det var også Pinselørdag – det kan måske være grunden til, at der ikke var mere end tyve tilmeldte. Da det ikke var tilstrækkeligt mange til at bære et arrangement, som det planlagte, så bestyrelsen sig forståeligt nok nødsaget til at reducere festens omfang, hvilket skete ved at aflyse dans og underholdning. Måske havde det været bedre, om der ved planlægningens start var valgt en anden lørdag, selv om fødselsdagsfesten så ikke ville blive holdt på selve stiftelsesdagen. På trods af ændringen blev det en værdig, hyggelig og fornøjelig 15-års fødselsdagsfest for de 21 deltagende. Fornemme omgivelser, hyggelige mennesker, god betjening, gourmetmad og masser af snak – så kan det næsten ikke være bedre. Kun synd for dem, der ikke deltog.

Fire af fem formænd. Fra venstre: Katja Tordrup, Pernille Feline, Michelle Fridan og Henriette Sørensen.

Fire af fem formænd. Fra venstre: Katja Tordrup, Pernille Feline, Michelle Fridan og Henriette Sørensen.

Formanden for TiD, Pernille Feline, havde som led i forberedelserne til fødselsdagsfesten inviteret de tidligere formænd for TiDMichelle Fridan, Solveig Lerche, Henriette Sørensen og Katja Tordrup – til brunch onsdag den 13. maj 2009 på Café Ciré på Valby Langgade 58, Valby, så de kunne få en snak om gamle dage, hvad der var sket efter deres formandstid, hvad der sker nu, og deres tanker om fremtiden.
Alle takkede ja, men Solveig Lerche meldte afbud. Ifølge Pernille, var mødet et ubetinget succes.
Det synes at være et godt initiativ, og det kunne have været spændende, om de have fundet frem til, at de hver især under fødselsdagsfesten i den rækkefølge, de havde været formænd, fortalte lidt om deres formandstid. Det kunne være en spændende måde at få forskellige anekdoter om TiD’s historie.
Alice Nielsen og Michelle Fridan.

Alice Nielsen og Michelle Fridan.

Sådan gik det desværre ikke, da Michelle Fridan, foreningens første formand, var den eneste af de tidligere formænd, som deltog i fødselsdagsfesten.

Men som tidligere nævnt, så indfandt jeg mig hjemme hos Rebecca sidst på eftermiddagen. I godt en times tid sludrede vi over en kop kaffe om løst og fast, inden Rebecca kl. 1835 ringede efter en Taxa, som kom næsten med det samme.

Vi ankom til Kongens Nytorv ad Store Kongensgade, og taxachaufføren spurgte, hvor vi ville sættes af. Rebecca svarede, at han blot kunne standse et egnet sted. Det blev så lige foran Hotel D’Angleterre.
Hotellets fortovsservering var fuldt besat, og mange kiggede efter os. Jeg tror nu mest, at det var fordi de var nysgerrige for at se, om det var nogle berømtheder, som ankom. Sådan blev vi tilsyneladende ikke opfattet, for der kom ingen løbende for at få vores autografer.

Rebecca Holm og Alice Nielsen.

Rebecca Holm og Alice Nielsen.

Vejret var skønt vindstille og solskin. Rigtigt sommervejr selv om sommeren officielt jo først starter den 1. juni. Der var da også mange, som nød det gode vejr. Både spadserende og siddende udenfor ved fortovsserveringerne.
Kigget ud over Krinsen – det indre af Kongens Nytorv – var skøn. For nogle få år siden blev alle træerne fældet på grund af sygdom. Heldigvis blev der plantet nye. De har nu nået en størrelse, så Krinsen igen har fået det meste af sit gamle hyggelige grønne udseende tilbage.
Ved Strøgets udmunding i Kongens Nytorv var der trængsel. En opstillet salgsbod med blomster mm. gjorde ikke passagen lettere, men alle kantede sig frem, trådte til den ene og den anden side, og alle kom frem.
Videre frem til Lille Kongensgades udmunding i Kongens Nytorv. På det ene hjørne Hviids Vinstue med udendørs servering og lige over for Café á Porta med den karakteristiske hvidmalede, træbeklædte udbygning. Vi stod stille et øjeblik og drøftede, om vi skulle tage hovedindgangen eller vælge bagindgangen, som var blevet specielt åbent for dem, der gerne ville ankomme diskret.
Vi valgte at tage bagindgangen – ikke på grund af ønsket om diskretion, men mere for at se, hvordan forholdene var tilrettelagt.
Vi krydsede derfor Lille Kongensgade og gik ned ad Lille Kongensgade. Den første dør var låst. Den næste stod åben og et fint opslag tilkendegav, at det var hér, der var indgang til TiD’s 15-års fødselsdagsfest.

Alice Nielsen og Connie Krabbe.

Alice Nielsen og Connie Krabbe.

Det var helt tydeligt en bagindgang – smal med opstillet emballage mm. Vi var lidt rådvilde. Der var en trappe ned til kælderen. Lige frem var der nogle få trin op til en dør, der blev holdt åben af et stativ. Som vi stod og vurderede, om vi skulle gå ned i kælderen eller kante os gennem den åbne dør, kom et par kokke ud i baggangen. De oplyste os høfligt og venligt, at vi skulle op ad de få trappetrin, gennem den åbne dør og til venstre for at komme ind i selskabslokalet. Og ganske rigtigt. Det gjorde vi.

Da vi kom ind i selskabslokalet var klokken blevet 1850. Der var allerede kommet flere og i løbet af den næste lille halve times tid ankom de sidste. I alt 21 feststemte og glade transkønnede og et par fødte piger. Mange havde mødt hinanden tidligere, men der var næppe nogen, som havde mødt alle. På en bakke stod glas med dejlig kølig hvidvin som velkomst.
Så gik turen rundt i lokalet for at hilse på de fremmødte. Der blev hilst, præsenteret og sludret. Da alle var kommet, satte vi os ved det flotte bord.

Menuen, der blev præsenteret og senere serveret af tjeneren, Patricia lejlighedsvis suppleret af yderlig en tjener, bestod af:

  Forret: Hvid asparges blanket med helleflynder og sprød urtesalat
Hovedret: Dansk okse, grillet og braiseret, sommer grøntsager, kartofler vendt i salt og smør, morkel sauce
Dessert: Chokoladefondant, jordbærsalat og dagens is.
Dertil hvid- og rødvin og ad libitum.
Alice Nielsen og Tina Nielsen I midten tjeneren, Patricia, der fortalte om menuen.

Alice Nielsen og Tina Nielsen I midten tjeneren, Patricia, der fortalte om menuen.

Lisa Tulin fra FPE-S.

Lisa Tulin fra FPE-S.

Det vil føre for vidt at nævne alle deltagere, så jeg vil indskrænke mig til at nævne et par enkelte.
Michelle FridanTiD’s første formand – var den eneste af de oprindelige stiftere af TiD, som deltog i fødselsdagsfesten.
(Af mig ukendte grunde deltog de tre andre tidligere formænd – Solveig Lerche, Henriette Sørensen og Katja Tordrup – ikke.)
Connie Krabbe , der den 10. marts 2006 blev udnævnt til foreningens første æresmedlem. Hun mødte frem med stor sommerhat, der var en dronning værdig.
Alice Nielsen, der gennem mange år bidrog med en lang stribe af artikler i medlemsbladet TiD’s – ikke mindst om hendes rejser rundt om i Europa. Alice har i adskillige år boet i Frankrig.
Lisa Tulin fra Malmö repræsenterede den svenske forening FPE-S og holdt en lykønskningstale og overragte foreningen den af hende selv lavede DVD-tegnefilm Gå över gränsen.

Under spisningen var der flere taler.
Den nuværende formand – Pernille Feline – holdt en kombineret velkomst- og festtale, hvor hun fremhævede den betydning og rummelighed, som altid har kendetegnet TiD.

Alice Nielsen holder tale Connie Krabbe lytter.

Alice Nielsen holder tale Connie Krabbe lytter.

Alice Nielsen holdt en fin tale, hvor hun primært fortalte om de tidligere år af foreningens virke og fremhævede de vanskelige forhold, som transvetitter levede under i tidligere tider. Hun fortalte om, hvordan transvetitter blev anholdt af politiet og fik bøder, da det ifølge politivedtægten var ulovligt for mænd at færdes offentligt i kvindetøj, hvilket Connie Krabbe flere gange fik at føle.

Tina Thranesen holder tale.

Tina Thranesen.

Selv holdt jeg også en mindre tale. Den var ikke forberedt, men foranlediget af Alices omtale af politivedtægten.
Jeg indledte med en omtale af, at Virginia Prince var død. Hun var stifter af verdens første transforening. Omtalte derefter Anette Hall fra Sverige, der tog initiativ til stiftelsen af FPE-NE efter at have mødt Virginia Prince. Var inde på FPE-NE’s lukkethed og det, at den kun tillod heteroseksuelle
transvestitter at blive medlem, hvilket hen ad vejen var medvirkende til uroligheder i foreningen og eksklusion af flere, herunder dem, der for femten år siden stiftede TiD – Transvestitforeningen i Danmark.
Derefter korrigerede jeg den fejlagtige opfattelse, som Alice Nielsen gav udtryk for, og som sikkert deles af mange med hende, om, at det ifølge politivedtægten var forbudt for mænd at færdes offentligt i dametøj. Der stod ikke direkte i politivedtægten, at det var ulovligt for mænd at færdes offentligt i kvindetøj.
I politivedtægten stod der, at det ikke var tilladt at vise sig maskeret eller i en dragt, der er stridende mod velanstændighed eller egnet til at fremkalde forstyrrelse af den offentlige orden.
Det var fortolkningen af denne bestemmelse og tidens ånd, som gjorde, at transvestitter blev anholdt og idømt bøder, når de blev antruffet offentligt klædt som kvinder.
I den nye politivedtægt, der trådte ikraft den 1. januar 1968, var denne uheldige formuleringen fjernet, og transvestitter har siden kunne færdes offentligt klædt som kvinder uden at risikere bøder.

Tina Thranesen og Jane Sørensen ved fortovsbordene.

Tina Thranesen og Jane Sørensen ved fortovsbordene.

Sideløbende med talerne gik snakken livligt ved bordet. Da spisningen var overstået, var der flere, der trak udenfor og satte sig ved fortovsbordene. Vejret var mildt og dejligt, så det var en ren fornøjelse indimellem at være udenfor.
Senere blev der serveret irish coffie eller, som jeg foretrak det, en rigtig kop kaffe med en whisky til.

Efter konkurrencen måtte Tina Nielsen næsten op på bordet for at alle kunne se farverne på hendes halskæde, kjole og sko Hun støttes af Jane Sørensen.

Efter konkurrencen måtte Tina Nielsen næsten op på bordet for at alle kunne se farverne på hendes halskæde, kjole og sko Hun støttes af Jane Sørensen.

Sidst på aftenen blev der afholdt en lille konkurrence.
Skjult bag en dug stod Tina Nielsen. Der blev så stillet en række spørgsmål om hendes påklædning.
Vi var delt op i fire hold. Jeg var på med i bl.a. Aase Pedersen gift med transvestitten Gerda Pedersen. Aase havde blik for detaljerne, hvilket gjorde, at vores hold fik en delt førsteplads. Det gjorde imidlertid, at vi skulle finde ud af hvilket af holdene, der skulle have præmien – en vinpræmie.
Det blev afgjort med et raflebæger mellem Connie Krabbe og mig. Den, der slog det højeste antal, havde vundet. Det blev en hel gyser. Først slog jeg 21. Det samme gjorde Connie. Så slog jeg 26. Det samme slog Connie. I tredje runde slog jeg 21 og Connie 22 og vandt dermed vinpræmien til sit hold.

Fødselsdagsfesten sluttede ved midnatstid. Flere tog videre i byen. Rebecca og jeg hjem til hende i en hyrevogn.
Under turen talte vi lavmælt om fødselsdagsfesten og var enige om, at det var en værdig fest. Jeg nævnte også, at jeg netop havde købt bogen Sandra Day – Fra bondeknøs til piskedronning. Det førte til, at vi talte om hende og flere af dem, der havde været aktive på hendes storhedstid.
Pludselig sagde chaufføren, at det var ikke for at være indiskret, men han kunne ikke helt undgå at høre hvad og hvem, vi talte om. Det fandt han meget interessant, ikke mindst fordi han kendte både Sandra Day og flere af de andre, vi havde nævnt. Især kendte han Sandra godt, da han gennem længere tid nærmest havde været hendes faste chauffør.
Sådan er verden så lille.

Hjemkommet til Rebecca fik vi et glas vin og sludrede om aftenen. Klokken halv tre gik vi til køjs. Næste formiddag kørt jeg hjem efter, at vi havde fået en kop kaffe og et par stykker morgenbrød.

Tina Thranesen.

Båstad Fashion Show den 29. april 2009.

Vist 395 gange.
Båstad Fashion Show

Båstad Fashion Show

Af Jane Sørensen den 29. april 2009.
Mandag den 27. april 2009 var det atter tid til at drage til forårets store begivenhed – Båstad træffet. Jeg pakkede min lille bronzefarvede Ford Focus med det mest nødvendige – 4 kuffeter med sko og dametøj samt to beautybokse og to proppede håndtasker – “traveling light” er vist et ukendt begreb for transpiger. Smiley

Vel ankommet i Båstad blev jeg modtaget af Julia der var ved at pakke hendes kosmetikbutik ud til ugens begivenheder. Snart stødte Katja Tordrup til og vi fik en hyggelig aften med kvidder over mere end et glas rødvin.
Dagen efter var det træningslejer for modellerne til Båstad Fashion Show som skulle foregå om onsdagen på diskotek Madison i Båstad. Det var en stort anlagt begivenhed hvor piger af alle køn skulle vise dame mode fra 8 butikker i Båstad. Vi trænede i de højhælede sko under instruktion af Francesca som er prof model og natklub entertainer i Malmö. Det gik uden forstuvede ankler til høj musik og med mange grin og kommentarer – piger og transer i en skøn sammenblanding.

Samantha - Sam prøver tøj i Rabalder.

Samantha – Sam prøver tøj i Rabalder.

Onsdag formiddag skulle jeg sammen med 4 transpiger til tøjprøvning hos indehaveren af Rabalder modebutikken. Ikke overraskende tog det 3 timer inden vi under instruktion af indehaveren havde udvalgt de 3 sæt vi skulle vise på catwalken. Kedeligt var det bestemt ikke at strippe til bh og trusser i samlet flok midt i en dametøjsbutik mens vi prøvede alt fra jeans, kjoler, nederdele, toppe og cardigans. Jeg fik valgt to hverdagssæt og en sort festkjole der nok skulle få et par damer til at løfte øjenbrynene. Smiley
Videre derfra gik turen til Frisk & Skönhet hvor de unge kosmetolog-damer lagde makeuppen på modellerne.
Så tilbage til diskotek Madisons for at indstudere koreografien til showet på catwalken som nu var stillet op med pink løber – pyha livet som model er hårdt.

Jane på catwalken.

Jane på catwalken.

Nu oprandt den store show aften – og det myldrede ind med publikummer – flere hundrede og lokalet omkring catwalken var proppet, ja et TV hold var der også udover flere fotografer. Vores to dejlige konferencier, Tina og Bertzy introducerede showet som forløb med 4 modeller fra hver af de 8 butikker i tre runder så vi havde tid til tøjbytte. I kælderen under catwalken løb vi rundt mellem tøjstativerne og hjalp hinanden med at være klar til hver runde.
Så op på catwalken, nakken bagover, frem med smilet og med rul på hofterne skred vi som supermodeller der aldrig havde lavet andet frem over den lyserøde catwalk. Det blev en total succes med hujen, piften og muntre kommentarer fra det begejstrede publikum. Efter showet var der dans på catwalken til de små timer.

Flere billeder fra begivenheden.

Fra torsdagen startede Båstad træffet for fuld styrke med transpiger fra alle skandinaviske lande og to film hold fra hhv. Danmark og Norge, der skulle lave dokumentar om træffet. Det var 3 muntre dage med mode, makeup og gode veninder. Solen fra Båstad kan stadig ses i mit smil.

Kærligst
Jane Sørensen.

Makeupdemonstration den 2. april 2009 hos Teaterhjørnet.

Vist 353 gange.
Tina Nielsen var model, da Michael, makeupartist hos Teaterhjørnet demonstrerede makeup.

Tina Nielsen var model, da Michael, makeupartist hos Teaterhjørnet demonstrerede makeup.

Af Tina Thranesen den 2. april 2009.
Tusindvis af kvinder bruger hver morgen tid på at lægge deres makeup inden, de skal af sted på arbejde. De bruger også tid på deres makeup inden, de skal til arrangementer og møder om aftenen og ekstra megen tid, når de skal til fest.
Tilsvarende bruger transkønnede også tid på deres makeup, inden de skal af sted hjemmefra – uanset om de skal en tur ud i byens pulserende liv for at handle, skal til et møde eller til en sammenkomst.
Er makeup så ikke blot en dagligdags foreteelse – en rutine? Eller er det noget mere? Er det et særskilt fag – er det kunst? Det er nok det hele.

Torsdag den 2. april 2009 fik syv transkønnede en demonstration af, at makeup både er et fag, noget dagligdags, noget til fest og noget af en kunst.

Michael, makeupartist hos Teaterhjørnet.

Michael, makeupartist hos Teaterhjørnet.

Demonstrationen kom i stand ved, at jeg den 20. februar då. fik en e-mail fra Liselotte Lunding, direktør for Drama, der bl.a. driver forretningen Teaterhjørnet på Vesterbrogade 175, 1800 Frederiksberg, om der var interesse for, at Teaterhjørnet afholdt et lukket makeup-arrangement for transkønnede.

Michael demonstrerer lægning af makeup på Tina Nielsen.

Michael demonstrerer lægning af makeup på Tina Nielsen.

En sådan henvendelse kunne jeg ikke sidde overhøring. Hurtigt fik vi aftalt, at arrangementet skulle finde sted torsdag den 2. april kl. 19 efter lukketid, og at jeg informerede om arrangementet og modtog tilmeldinger.
Arrangementet blev optaget i arrangementsfortegnelsen og foreningerne – Trans-Danmark og TiD – bedt om at omtale arrangementet, hvilket TiD gjorde på foreningens hjemmeside og i foreningens nyhedsbrev.
Det førte til ni tilmeldinger, hvilket Liselotte Lundin og jeg fandt tilfredsstillende. Desværre meldte en enkelt afbud grundet sygdom og en enkelt udeblev uden afbud, hvorved vi var syv deltagere.

Teaterhjørnet er en specialforretning primært med makeupartikler, hvor de har dansk eneimport af den hollandske GRIMAS sminke. De fører også et stort udvalg af andre sminkeartikler, parykker og meget andet. Kunderne betjenes af Johanne og Michael.

Aftenens arrangement blev primært forestået af Michael.

Michael demonstrerer lægning af makeup på Sanne Minet.

Michael demonstrerer lægning af makeup på Sanne Minet.

Michael er uddannet makeupartist med femten års erfaring bag sig. Yderligere har han i mange år optrådt som dragqueen og kender derfor alt til de særlige makeupproblemer, som transkønnede har.

Mødet var sat til at starte kl. 19, men efter aftale med Teaterhjørnet ankom jeg selv kl. 1830 og blev budt velkommen af Johanne og Michael. Både Johanne og Michael var lette at snakke med. Der gik heller ikke lang tid, før Michaels professionelle baggrund viste sig – for mig heldigvis på en positiv måde, idet han fortalte mig, at min makeup var nydelig, diskret og blandt de pænere, han havde set hos transkønnede.
Lidt efter lidt ankom de øvrige tilmeldte, og kun fem minutter forsinket kunne vi – GNOEQA [1a], Pernille Feline, Jessica Kempf, Tina Nielsen, Sanne Minet, Olivia og jeg selv sætte os ved det bord, som var opstillet i det ene af de to sammenhængende lokaler, som forretningen består af.

Tina Nielsen efter Michael var færdig med hendes makeup. De lukkede øjne er bevidste for at vise øjenmakeuppen.

Tina Nielsen efter Michael var færdig med hendes makeup. De lukkede øjne er bevidste for at vise øjenmakeuppen.

På bordet var der lagt papirer frem til hver af os “Velkommen til: Makeupkursus hos Teaterhjørnet” bestående af ti sider: “Afrensning af huden” – “Gode råd til en perfekt makeup” – “Foundations” – “Øjenskygge” – “Barbering” – “Makeup tips” – “Makeup fagudtryk” og to ansigtsskemaer med plads til notater. Yderligere var der fade med sandwich, sodavand og kaffe.

Johanne bød os velkommen og overlod herefter ledelsen af arrangementet til Michael.

Fra venstre: Michael og Johanne. Derefter Sanne Minet, Jessica Kempf og Olivia.

Fra venstre: Michael og Johanne. Derefter Sanne Minet, Jessica Kempf og Olivia.

Tina Nielsen blev model for Michael. Trin for trin demonstrerede og forklarede Michael de næste cirka tre kvarter om kunsten at lægge en pæn makeup.
En af kommentarerne hen mod slutningen var, at det tog lang tid – tid, som den enkelte dårligt kunne afse hver gang, der skulle lægges makeup.
Det skal dertil siges, at det tog ganske rigtigt en del tid – cirka tre kvarter. Det skal dog erindres, at Michael herunder forklarede og svarede på spørgsmål. Den samlede tid, som den enkelte efter nogen øvelse vil skulle bruge på at lægge en tilsvarende makeup vil derfor være væsentlig mindre.

Men Michael tog udfordringen op og lagde en hurtig makeup på Sanne Minet. Det tog væsentlig kortere tid, men Michael pointerede, at den heller ikke ville have samme holdbarhed, som den makeup, han lagde på Tina Nielsen. Der er en klar sammenhæng mellem resultatet, dets holdbarhed og den tid, som bruges.

Både undervejs i demonstrationerne og efter dem, fremviste og forklarede Michael om de produkter, som han anvendte. Produkterne blev også sendt rundt, så vi her især kunne studere dem nærmere.

Forrest tv.: Sanne Minet. Forrest th.: Michael fra Teaterhjørnet. Bagerst fra venstre: Tina Nielsen, Pernille Feline og Johanne fra Teaterhjørnet.

Forrest tv.: Sanne Minet. Forrest th.: Michael fra Teaterhjørnet. Bagerst fra venstre: Tina Nielsen, Pernille Feline og Johanne fra Teaterhjørnet.

Vi blev herefter bedt om at udfylde et evalueringsskema om vores indtryk og udbytte af aftenens forløb og gerne med forslag til forbedringer.

Derefter blev der handlet. Jeg ved ikke, hvor meget, der blev købt for, men dankortautomaten blev i hvert fald brugt adskillige gange.

Alt i alt en yderst udbytterig aften – så afgjort den bedste makeupdemonstration, jeg har deltaget i – et arrangement, som Teaterhjørnet kan være stolt af.
Især vil jeg fremhæve Michaels indsats. Det var tydeligt, at han kunne sit fag, men også, at han som dragqueen havde speciel og stor indsigt i de særlige forhold for mænds brug af makeup – og på det punkt er det jo de samme forhold, som gør sig gældende for dragqueens og transkønnede. Virkelig et arrangement, som kan tåle at blive gentaget.

Med knus, “tak for i aften” og et “på gensyn” tog vi afsked med hinanden kl. 2225. Der kan næppe være tvivl om, at flere af os vil indfinde os i Teaterhjørnet næste gang, vi skal købe makeup.

* * *
GNOEQA [1b], Pernille Feline og jeg selv fandt i nærheden et lille hyggeligt sted, hvor vi over et glas fadøl fik snakket vores indtryk af aftenen igennem ligeso en hel del andre emner blev vendt og drejet.

Note
  1. [Retur 1a] [Retur 1b] GNOEQA er indsat i stedet for pågældendes navn, hvilket dog er mig bekendt. Tina Thranesen.

Jens Pedersen fortæller den 24. marts 2009 om baggrunden for og forberedelserne til udstillingen HOMO – BI – TRANS i København.

Vist 0 gange.
Jens Pedersen

Jens Pedersen

Af Jens Pedersen den 24. marts 2009.
Homo/Bi/Trans på Københavns Bymuseum

Tina har bedt mig skrive en artikel om vores arbejde med Homo/Bi/Trans-udstillingen på Københavns Bymuseum, og det gør jeg da gerne.
Det hele tog sin begyndelse i vinteren 2008. Jeg skulle i gang med en praktikperiode på mit studie (antropologi og museologi), og stod faktisk bare og manglede et interessant projekt at kaste mig over. Min interesse var (og er) socialt funderet museumsarbejde – altså blandt andet inddragelse af ‘dem, det handler om’.
Jeg vidste, at Københavns Bymuseum var positivt stemt overfor at skulle foretage sig noget i anledning af World Outgames 2009, men også at de ikke umiddelbart havde pengene til at sætte et egentligt udstillingsprojekt i søen. Jeg ringede op og sagde noget i retning af “Hvad om jeg kommer og arbejder gratis i 3-4 måneder, og så kan vi til den tid se, om der er lyst og penge til at fortsætte?”.
Det var selvfølgelig lidt frækt gjort, men det virkede altså, og jeg gik i gang med det samme.

Jeg har arbejdet tæt sammen med Inger Wiene, som er museumsinspektør igennem hele processen.
I starten læste vi og fik idéer og skrev ansøgninger til en mængde fonde. Knud Højgaards Fond, 3F’s Medie- og Kulturfond og Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat var så venlige at støtte udstillingen med samlet 70.000 kr. Da min officielle praktikperiode var forbi havde vi altså rejst penge at fortsætte projektet for.
Lige før jul blev vi så begavet med 500.000 kr fra Københavns Kommune – en flot anerkendelse af emnets vigtighed, synes jeg. Det blev vi selvfølgelig enormt glade for!

Udstillingen fokuserer på Københavns homo– og biseksuelle, transvestitter og transseksuelle både før i tiden og nu. Det er meget for en enkelt udstilling, både hvad angår emnets bredde og den (manglende) tidslige begrænsning, men vi har nu alligevel valgt at forsøge at få det hele med. Og jeg kan godt afsløre på forhånd, at der er nogle virkelig gode historier at fortælle.

Fra januar har jeg haft mulighed for at arbejde på projektet fuld tid, hvad der også er nødvendigt, for det er et stort arbejde at stable sådan en udstilling på benene.
Som før bliver der læst og diskuteret en masse. Både her på museet, med de mennesker, som efterhånden er blevet tilknyttet indsamlingen, og ‘ude i byen’, med venner og bekendte.
Som jeg opfatter det, er projektets succes direkte afhængig af, at de mennesker, den handler om, kan genkende sig selv i udstillingen. Derfor bruger vi meget tid på at tale med byens homo/bi/transer for at høre deres tanker og idéer – og selvfølgelig ikke mindst for at låne de genstande, vi skal udstille.

Som museumsantropolog oplever jeg det som en gave at være med til at give stemme til en del af danmarkshistorien, som sædvanligvis er helt usynlig på museer og i historiebøger.
Og som bøsse er det inspirerende, rørende, af og til ærefrygtindgydende og altid spændende at beskæftige sig med fortidens homo/bi/transer.
Jeg har fået mange nye heltinder og helte i det forløbne år! Jeg glæder mig til at præsentere nogle af dem for jer den 3/7 ved åbningen på Homo/Bi/Trans-udstillingen på Københavns Bymuseum.

Københavns Bymuseums projektbeskrivelse den 16. februar 2009 for udstilling – HOMO – BI – TRANS i København.

Vist 0 gange.
Københavns Bymuseum

Københavns Bymuseum på Vesterbrogade

Af Inger Wiene.
Projektbeskrivelse
“Homoseksualitetens historie i København”

De homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle københavneres historie er en rejse fra usædeligt fumleri på de mørke voldområder til konfettistrøende Prideparader på Rådhuspladsen. Det er kvindefrigørelsens historie. Litteraturens, arbejdsmarkedets og undervisningssystemets historie. Det er de heteroseksuelle københavneres historie. Og så er det er din og min historie.

Fra at have været en djævelsk synd, samfundet måtte beskytte sig imod, er homoseksualitet nu blevet anerkendt som en levemåde på linje med mange andre. Gennem lovgivning er der skabt ligestilling med heteroseksuelle på en række områder.
Fokus er ikke længere på drengeforførere og soldaterprostitution, betonlebber og mandehadere, men derimod på de nye familieformer, på subkulturernes kulturelle rigdom og på alt det, vi kan lære af hinanden.

Før midten af det 19. århundrede figurerer mænd, som har seksuelle relationer til andre mænd, kun meget sjældent i Københavns (og Danmarks) historie – og kvinder, med seksuelle relationer til kvinder, optræder slet ikke. Man opfattede ikke kvinden som seksuelt følende væsen, så selve tanken var jo utænkelig.
Af og til dukker en sag om sodomi mellem mænd op i retsarkiverne, men det er blot undtagelsen, der bekræfter reglen: officielt set, havde personer af samme køn ikke seksuelle relationer i Danmark før omkring 1850.
Loven lod indtil 1866 straffen være den samme som for hekseri: bål og brand – om end de dømte i alle kendte tilfælde benådedes til tugthusarbejde.

De få kendte sager lader skimte, at der, i hvert fald blandt mænd, foregik heteroseksuelle handlinger. Om det samme skete blandt kvinder, kan ikke siges med sikkerhed.
Før homoseksualiteten som begreb blev udviklet var der ingen, der identificerede sig som homoseksuel. Det var noget, man gjorde, ikke noget, man var.
Dette begyndte at ændre sig i den anden halvdel af 1800tallet. Antallet af straffesager steg her markant, og den megen omtale bevirkede en almindelig offentlig bevidsthed om, at seksuelle handlinger faktisk kan finde sted mellem to mænd. I denne periode dannede København rammen om et fremspirende netværk af mænd, hvis erotiske interesser var rettet mod mænd.
På samme tid blev det nemmere for ugifte kvinder i København at finde anerkendte selvstændige erhvervsmuligheder, hvilket betød, at de i mindre grad behøvede at være økonomisk afhængige af mænd. Dermed kunne de bosætte sig alene eller flytte sammen med en veninde, og således udvikle deres eget netværk af frøkener.
Da identiteten “homoseksuel” blev udviklet i begyndelsen af 1900tallet, var der adskillige kvinder og mænd som tog den på sig, og som skabte steder i København, hvor de kunne mødes med ligestillede. De heteroseksuelle barer og dansesteder blev en del af det københavnske forlystelsesliv, et fristed for homoseksuelle – og for deres heteroseksuelle venner. Det var på den slags steder, homoseksuelle kom i kontakt med andre, der levede et mere alternativt seksuelt liv, som f.eks. transvestitter.
I 1948 stiftedes Forbundet af 1948, hvor mænd og kvinder med erotiske interesser for deres eget køn kunne mødes. Her diskuterede man også, hvordan diskrimination mod homofile (som man kaldte sig) kunne modvirkes. Senere blev København også hjemsted for de mere radikale grupper Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse. Da disse i løbet 1980’erne indstillede deres aktiviteter, havde Forbundet af 1948 skiftet navn til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Foreningen er stadig aktiv – hovedsageligt i forbindelse med politisk arbejde for at sikre og konsolidere heteroseksuelles rettigheder i samfundet.

I anledning af og i samarbejde med World Outgames 2009 vil Københavns Bymuseum sætte fokus på denne udvikling og fortælle byens homo-, bi– og transseksuelles historie gennem udstillingen “Homoseksualitetens historie i København” (arbejdstitel).
Københavns Bymuseum vil behandle møderne mellem byens homo-, bi– og transseksuelle og deres omverden ved at blotlægge de myter og forestillinger, vi hver især har om os selv og hinanden.
Udstillingen vil kaste lys ind i grænselandet: der, hvor vi mødes, hvor vi ser og ses (mere eller mindre klart), hvor vi støder og stødes sammen – og der, hvor vi har mulighed for at indgå i dialog med hinanden.
En række tematiske nedslag afdækker forskellige aspekter af emnet – fra dødsstraf til AIDS-kampagner, fra skyggetanter til regnbuemødre, fra indespærring til gåudgrupper.
Folk fra byen og andre byer, folk fra landet og andre lande fortæller her om deres liv i København, om fordommene, gennembrudene, første gang og sidste gang.
Der fortælles om Kvindehusene, Bøssehuset, alle barerne, caféerne, diskotekerne og parkerne, teatrene og universiteterne, hjemme hos mig – eller dig?

Et særligt fokus kommer til at være på homo-, bi– og transseksuelles situation i dag. Gennem interviews dokumenteres nutidige københavneres historier – København i går, i dag og måske i morgen?
Der skabes et frugtbart rum for refleksion og diskussion om homo-, bi– og transseksuelles situation i København – historisk som i dag.
For Københavns Bymuseum udgør “Homoseksualitetens historie i København” en ideel anledning til at indsamle socialhistorisk materiale: fotos, fortællinger, hverdagslivets såvel som de særlige lejligheders genstande. Disse vil indgå i museets vidensbase og dermed gøres tilgængelig, også i andre sammenhænge.

Under afviklingen af World Outgames 2009 har Københavns Bymuseum en enestående chance for at iværksætte en dynamisk indsamling blandt deltagere og publikum, og derigennem dokumentere deres indtryk af København som international by, deres fotos, deres film og deres trofæer – hvad enten der er tale om en pokal eller en middagsinvitation. Der søges desuden aftale med World Outgames 2009 om adgang til dokumentationsmateriale fra begivenheden.
Den museale satsning på netop dette område lægger sig tæt op ad lignende indsamlings- og udstillingsprojekter i blandt andet Sverige (“§ 1”, et samarbejde mellem en række af Sveriges vigtigste nationale museer) og Norge (“En annen dans”, Kvinnemuseet).
Det handler ikke kun om mennesker i grænselandet – det handler om alle mennesker, og i praksis kommer udstillingen altså implicit til at handle om, hvordan vi alle sammen definerer begreber som familie, køn og seksualitet gennem vores måde at leve, tale og skabe mening i verden på.

Københavns Bymuseum er ansvarlig for projektet praktisk såvel som økonomisk.
Udstillingen tænkes åbnet i forbindelse med den endelige offentliggørelse af programmet for World Outgames 2009, omkring 1/7 2009.
Ønskes yderligere oplysninger kan museumsinspektør Inger Wiene kontaktes på iwiene@kff.kk.dk eller 33284205.

Inger Wiene, museumsinspektør

* * *
Projektbeskrivelsen fra Københavns Bymuseum i pdf-format.

Interview den 7. februar 2009 af Karen M. Larsen med Jens Pedersen om Københavns Bymuseeums udstilling om homo-, bi- og transliv.

Vist 193 gange. Jens Pedersen, der er projektmedarbejder for Københavns Bymuseum, fortæller i dette interview af Karen M. Larsen om museets udstilling om homo-, bi– og trans-liv i København, der åbner den 3. juli 2009.

Hvorfor laver Københavns Bymuseum en udstilling om homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle i København?
For det første fordi det er på høje tid. Homo/bi/transer er i den grad underbelyst i dansk historieformidling – faktisk er det første gang et dansk museum beskæftiger sig med emnet.
For det andet fordi vi ser World Outgames som en oplagt anledning til at gøre københavnerne opmærksomme på byens homo/bi/transer-historie – som faktisk er langt mere interessant og farverig end man måske umiddelbart forestiller sig.

Hvilke sider af den danske homo-, bi– og trans-historie vil I gerne fortælle om?
Det er vigtigt for os at vise, hvordan begreberne er opstået og har ændret sig over tid. For 200 år siden kunne man jo slet ikke være homoseksuel, for begrebet var slet ikke opfundet endnu! Man kunne måske nok have sex med en af sit eget køn, men det var noget man gjorde, ikke noget, man var. Siden hen blev det opfattet som en nervesygdom og nu taler vi om gay pride. Den udvikling synes jeg er enormt spændende.
Vi har valgt at lave udstillingen i to dele:
Den første er en række nedslag i vores faste udstillinger. Her gennemgås byens historie kronologisk og vi hægter os så på med hbt-relevante oplysninger. I starten er der meget lidt at vise andet end lovtekster og dokumenter fra retssager, men efterhånden som vi bevæger os gennem tiden dukker vi jo op noget oftere.
Den anden og største del er en tematisk udstilling, hvor vi belyser forskellige aspekter af livet som homo/bi/trans. Her handler det blandt andet om familieformer og stereotyper, seksualpolitik og fordomme, fest og farver og mange andre ting.
Disse temaer har jo ikke kun betydning for homo/bi/transer, men for alle mennesker.
I praksis kommer udstillingen på en måde også til at handle om hvordan vi alle sammen definerer begreber som familie, køn og seksualitet gennem vores måde at leve, tale og skabe mening i verden på.
Vi håber at udstillingen vil være med til at gøre nogle skel og grænser lidt blødere og mere udflydende. Vi har jo mere til fælles end mange lader til at tro.

Hvad har I at udstille?
Som alle museer, har vi jo kun de ting, vores forgængere syntes, det var vigtig at bevare for eftertiden. Så ved første øjekast kan det godt se lidt sløjt ud med genstande. Men så må vi jo tænke os om.
En soldateruniform kan nok være indsamlet med henblik på at fortælle om et bestemt slag, men den kan jo lige så godt bruges til at illustrere den omfattende soldaterprostitution, som vore drenge i trøjen gav sig af med.
Og et Emilie Mundt-maleri forestillende hendes livsledsagerske Marie Luplau siddende blandt ungerne på et børneasyl, siger mindst lige så meget om de to kvinders nære forhold, som det siger om asylet.
Man kan sige, at genstandene svarer på de spørgsmål, vi stiller dem.
Det samme gælder for billeder: selvom vi ikke kan slå “Homoseksualisme” eller hvad ved jeg op i vores billedarkiv, så kan vi jo kigge under “Kvindeliv”, “Soldaterliv” eller “Forlystelser” – og så er der faktisk lidt her og der. For eksempel ligger der en meget eksplicit serie pornografiske billeder (forestillende to unge mænd og en kvinde i alle tænkelige kombinationer) i den mappe, som hedder “Diverse indendørs”.
Desuden er vi i gang med et ret omfattende indsamlingsarbejde. Vi søger genstande, billeder og gode historier, som på en eller anden måde kan fortælle om livet som homo/bi/trans i København.
Noget må vi få, og det bliver så registreret, så eftertiden også kan få glæde af det. Andet må vi låne, og det bliver så kun en del af den aktuelle udstilling.
Vi har regnbueflag, kjoler og uniformer. En motorcykel og et skillingstryk fra 1806 om en kvinde, der levede i årevis forklædt som mand. Vi har masser af plakater, blade, fotografier, breve og andet på papir. Og vi har fået lovning på at låne et oliemaleri af Gerda Wegener forestillende hendes mand, Einar Wegener, klædt som ung pige. Kort efter billedet blev malet undergik han verdens første kønsskifteoperation og blev til Lili Elbe.
Men vi har brug for meget mere!

Hvis man gerne vil bidrage til jeres udstilling, hvad skal man så gøre?
Man kan sende en mail til mig på jens01@kff.kk.dk.
Det er nemmest, hvis man lige skriver lidt om, hvad det er for nogle ting, og hvorfor man synes de er relevante for homo/bi/trans-historien.

* * *
Interviewet bringes med venlig tilladelse fra Karen M. Larsen.

Københavns Bymuseum planlægger udstillingen – HOMO – BI – TRANS i København – som finder sted juli, august og september 2009.

Vist 39 gange.
Københavns Bymuseum

Københavns Bymuseum på Vesterbrogade

Af Tina Thranesen den 2. marts 2009.
Københavns Bymuseum planlægger en særudstilling – HOMO – BI – TRANS i København – som vises i juli, august og september 2009.
Det var Karen M. Larsen, der gjorde mig opmærksom på arrangementet gennem sit interview med Jens Pedersen, der er projektmedarbejder på museet og står for forberedelserne.

Derfor tog jeg straks via e-mail kontakt til Jens Pedersen og gjorde ham opmærksom på en række begivenheder, personer, bøger, love mm., som jeg syntes kunne være interessante for en sådan udstilling, ligesom jeg tilsagde ham min støtte og hjælp i den transrelaterede del af udstillingen.

Jens Pedersen tog meget positivt mod min henvendelse. Det resulterede i udviksling af flere e-mail og derefter til flere møder, hvor vi drøftede udstillingen generelt og i særdelsehed den transrelaterede del af den.
Det har været et udbytterigt samarbejde for begge parter.
Fra museet fik jeg således kendskab til skillingsskriftet – Det i mandfolksklæder, vidt bereiste Fruentimmer, M.Stokkenbeck.

Modsat satte jeg Jens Pedersen i forbindelse med foreningerne Trans-Danmark og TiD og gjorde ham interesseret i en klaverkoncert med Irene Haffner, hvilket bliver en realitet, idet Irene skal spille både ved udstillingens åbning og lørdag eftermiddag den 15. august 2009.
Endvidere har jeg udlånt flere bøger, foreningsblade og andet materiale til museet til brug ved udstillingen.

Hvis du ligger inde med materiale, der på den ene eller anden måde er med til at fortælle om transhistorien, så kontakt mig endelig via e-mail. Det kan jo være, at det kan blive en del af udstillingen.

Inger Wiene, der er museumsinspektør, har den den 16. februar 2009 udfærdiget en projektbeskrivelse for udstilling.
Jens Pedersen har den 24. marts 2009 skrevet en artikel om baggrunden for og forberedelserne til udstillingen.

Tina Thranesen.

Bente for anden gang. 9. januar 2009.

Vist 358 gange.
Nytårskur 2009 i Vejle

Nytårskur 2009 i Vejle

Af Bente Thorsen den 9. januar 2009.
Nytårskur fredag den 9. januar 2009 i TiD i Vejle.
Nu skal jeg jo ikke fortælle hele verden hver eneste gang jeg mødes med andre transvestitter og nyder aftenen klædt som kvinde. Men det falder naturligt, at gøre det alligevel, for det er sådan en glæde at mødes med de søde mennesker, og jeg føler allerede, jeg er godt på vej ind i miljøet.

På mit første møde i november var jeg noget af en amatør, og jeg følte lidt, at jeg var en smule bondsk i min påklædning. Den gang havde jeg på en blåviolet overdel og et sjal som changerede i lignende farver, et smykke, som jeg havde lånt af konen, en sort og hvid, stormønstret nederdel, sorte strømper – og herresko!
Denne gang var jeg bedre stillet. På forrige møde købte jeg en paryk, som er meget bedre end den, jeg havde i november, og jeg havde en sort knælang kjole med en sort og sølvglitrende overdel over. Jeg havde en af min kones flotteste halskæder på, det synes jeg i hvert fald selv. Naturfarvede strømpebukser og et par nyindkøbte damesko bidrog til at fuldende den dejlige fornemmelse af at fremstå feminint.

Jeg kan ikke klæde om hjemme, da der er for stor trafik af to teenage-drenge som kommer og går – og naboerne skal heller ikke se noget. Så jeg satte mig i bilen i København og begyndte turen til Vejle klædt som den mand, de fleste kender. Undervejs standsede jeg i Køge, hvor jeg fandt et selvbetjent solcenter. Her betalte jeg for en kabine, hvor jeg skiftede og påførte læbestift og mascara. Herretøjet blev pænt pakket sammen, og så kunne jeg gå ud i mit nye, dejlige tøj.
En ung mand var på vej ind i solcentret, da jeg gik ud, men bortset fra en vis overraskelse fra hans side, skete der ikke mere ved det. Jeg havde omkring hundrede meter at gå hen til bilen, og det var en meget stor tilfredsstillelse.

Jeg havde aftalt med Tina Thranesen om at møde hende ved Storebæltsbroen, så vi kunne køre sammen resten af vejen. Det blev en rigtig hyggelig tur både frem og tilbage. Vi fik sludret en del. Det var meget hyggeligt endelig at møde personen bag den imponerende Vidensbank.

Irene Haffner har skrevet et godt referat om mødet her i Videnbanken, så jeg går ikke i detaljer om selve sammenkomsten. Det var meget hyggeligt for mig at være sammen med alle de søde og hyggelige transvestitter. Det betyder så meget at have denne mulighed for at møde andre og selv være omklædt som kvinde sammen med andre.

Tak til jer alle for at gøre det så meget nemmere for mig at tage mine første skridt ud af skabet som transvestit!

Nytårssammenkomst 2008 hos Signe Kruse. Af Cathrine.

Vist 703 gange.
Cathrine

Cathrine

Af Cathrine
Forord
Jeg har på en lille opfordring fra en anden pige valgt at fortælle om min første nytårsaften som pige, hvilket var en meget speciel aften for mig. Fortællingen starter lidt før – rettere sagt dagen før nytårsaften, da jeg syntes, det er dér min historie rigtig starter.
30. december 2008.
Nytårsaften havde jeg fået lavet en fin date. Det var virkeligt spændende og første gang, jeg sådan rigtig skulle på date (som jeg ser det), og den fyr jeg skulle date var virkelig sød. Han var en af dem, hvor man tænkte, “wauv”. Han er bare så normal *S*. Men hvad er normal? Jo, det er én, som ser én som den person, man er, og som ikke har nogle skjulte agendaer i sin søgen efter en god aften med en pige som mig. Desværre blev min fyr forhindret, og det er jo ret kedelig at gå på date alene, så der stod jeg. “Hvad gør man så?”. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg kunne da leje nogle film og hygge mig alene – det skal man heller ikke være for stolt til, men tingende viste sig at blive lidt anderledes, end jeg havde regnet med. Som så tit, sad jeg og snakke lidt hist og her på MSN og kom i snak med en veninde.
Jeg udtrykte selvfølgelig min skuffelse over, at min nytårsaften var mislykket inden den overhovedet var begyndt. Hun foreslog, at jeg jo kunne tage til en fest nede ved Signe Kruse.

Jeg havde godt nok tidligere hørt om, at det var sammenkomster hos Signe – sidst var mig bekendt Sankt Hans, og jeg have hørt mange rosende ord om det arrangement. Min veninde fik fat på en anden pige, jeg kender, og vi blev enige om, at jeg lige skulle give hende et opkald.

Jeg ringede derfor op til Sheila Frik, og vi snakkede lidt hist og pist. Jeg ville jo ikke ret gerne trænge mig på, hvilket jeg følte lidt, at jeg gjorde, ved bare lige sådan at komme brasende til fest. Det skulle jeg ikke tænke på, sagde Sheila – hun ville lige forhøre sig, om der kunne blive plads til en mere, og så ville hun ellers ringe tilbage.
Der gik ikke mere end 5 min., så havde jeg Sheila i røret igen. Det var fikset, jeg var inviteret og Sheila skulle nok hente og bringe mig, så det skulle jeg ikke tænke på. Jeg tænkte “wauv”, det gik godt nok stærkt, det var helt perfekt.
Så slog det mig, at jeg jo slet ikke viste, hvad de andre piger tog på til sådan en aften. Hvor fint var det, og hvor meget skulle man gøre ud af sig selv?
Jeg valgte den pæne stil med en sort lang kjole, en rød top og oppe det lidt med noget accessories, samt et par sølv-stiletter, hvilket kom til at se ret pænt ud, hvis jeg skal være min egen dommer *fnis*.

Tøjet var på plads, og klokken var efterhånden ved at blive ret så sent så dagen afsluttede alligevel godt. *Smil*

Nytårsaften
Dagen startede ret så sent. Jeg var kommet ret sendt op, kom jo lidt sendt i seng, men efter et hurtigt bad (kun 35 min.) var jeg klar til at smukkesere mig. Men ak nej, jeg havde lige glemt, at jeg skulle have købt noget kattemad, og så skulle jeg jo også lige hæve de 200 kr., det koster at være med.

Pernille Knudsen, Vibe Grevsen og Freja Nordam.

Pernille Knudsen, Vibe Grevsen og Freja Nordam.

Jeg hoppede i et par jeans, en højhalset trøje og et bredt bælte; ud af døren og over i Føtex, kom forbi makeup afdelingen og brugte alt for meget tid på at kigge på makeup. Fik dog hentet kattemaden, men kom så i tanke om, at jeg selv skulle medbringe drikkelse. Købte en flaske Bacardi Razz, idet jeg tænkte, at hvis jeg tog en flaske, så kunne jeg jo dele lidt ud, hvis der var nogen, der ville have en lille drink. *S*

Hjemme igen begyndte jeg at skifte til nytårsdresset – klokken var også ved at være lidt over 2 om efter middagen, og Sheila ville ankomme omkring klokken 17, så jeg skulle til og i gang.
En ting, jeg hader, er at skulle skynde sig, når jeg skal gøre mig klar – jeg vil have tid til at gøre mig klar, så jeg kan sagtens bruge 3 timer på det. Så bliver jeg ikke stresset og kan rette eventuelle fejl osv.
Makeuppen blev lagt. Det blev en guld-makeup, som passede til smykkerne, som også var guld. Jeg tog også en sølv-ankelkæde på og sølv-stiletter, hvilket jeg syntes passede rigtig fint.

Klokken blev hen omkring de 17, og Sheila dukker op, og jeg hoppede i min jakke og stiletter. Vi havde dog snakket lidt i telefonen, da hun ikke helt kunne finde det.
Sheila havde slet ikke set mig, da jeg kom. Hun havde lavet noget af en speciel parkering *griner*, og jeg tror, at hun skulle til og rette bilen lidt op, da jeg stod og bankede på ruden. Hun var i hvert fald ved at køre *fnis*.
Sheila og jeg kom af sted, og på vejen ned mod Midtjylland stoppede vi lige ved sådan en bitte lille tank. Jeg har aldrig været ude at handle sammen med en anden T-pige, hvilket gik op for mig lige da vi stod ud af bilen. Der var dog igen problemer. Vi fik et pænt “Godt nytår”, og Sheila fik endog lov til at låne toilettet.

Vibe Grevsen, Karin Astrup, Cathrine, Ulla Rørvig og Freja Nordam.

Vibe Grevsen, Karin Astrup, Cathrine, Ulla Rørvig og Freja Nordam.

Efter lidt over en times kørsel ankom vi til en lille by. Der er ikke ret mange huse, og det var ved at være ret mørkt uden for og – ikke mindst koldt. Jeg har bare almindelig strømpebukser på, så kulden kunne godt mærkes omkring mine ben.

Da jeg åbnede døren, var der helt stille. Man kunne høre en lille å, og jeg kunne forestille mig, at det her sted ville se rigtig flot ud om sommeren. Vi gik over sådan en lille bro-agtig tingest for at komme ind til huset.
Døren gik op, og jeg kunne mærke varmen ramme mit ansigt og straks efter en dejlig duft af mad, hvilket mindede mig om, at min mave egentlig gerne ville have noget mad *S*. Jeg havde ikke rigtig fået spist noget hele dagen af spænding.
Huset var under ombygning, og der var lidt rodet, men slet ikke så slemt, at man ikke kunne være der.
Køkkenet var inde til venstre, hvor der var ved at blive lavet mad, og til højre var stuen hvor snakken var i gang.
Jeg var ret så genert og viste slet ikke, hvad jeg skulle sige, men blev modtaget med åbne arme af Signe og fik et lille knus. Sheila præsenterede mig til de øvrige gæster og ikke ret mange minutter derefter var der Dronningens nytårstale, som vi selvfølgelig skulle se.

Efter nytårstalen var der velkomstdrinks. Jeg kan ikke helt huske, hvordan den smagte *s*, men siden jeg fik to gange, så var den nok ikke helt slem *S*. Jeg var begyndt at lytte lidt og snakke en lille smule, inden der blev sagt “Vær så god”.
Vi satte os alle til bords. Jeg havde ikke rigtig udset mig nogen plads, så jeg endte oppe for enden ved vinduet, hvilket var helt fint, hvis ikke det var fordi radiatoren stod på 4, så jeg begyndte meget hurtigt at svede. Det var ikke så fedt, for når man er til fest, er det ikke så rart at side og svede over det hele. *g*


Der blev holdt en lille velkomsttale, hvor efter forretten kom på bordet, eller – jeg kan faktisk ikke huske, om den stod der, men any way, der var en forret. Jeg fik aldrig fat i, hvad det var, men det var noget fisk af en art; det lignede jomfruhummer, men smagte ikke som det, så hvad jeg har spist, aner jeg egentlig ikke *thi hi*.
Jeg sagde ikke så meget under forretten, jeg skulle lige se folk an. Vi var 11 i alt – 9 T-piger en B-pige og en T-mand. Sheila sad overfor mig, ved siden af sad der en T-pige, som hed Bibi og ved siden af hende, sad hendes kone, som jeg desværre ikke kan huske, hvad hed. Ved siden af Bibis bedre halvdel sad vores eneste mand, som jeg selvfølgelig heller ikke kan huske navnet på.
Derefter mener jeg Freja Nordam kom, så Signe for bordenden. Derefter en pige, jeg ikke rigtig fik talt med. Det var hende, der var kokken for den dejlige mad. Desværre fik jeg ikke chancen til at udveksle ord med hende. Derefter kom Karin Astrup og Vibe Grevsen. Ved siden af Vibe sad Tina Thranesen, og til sidst kom jeg.
Hovedretten kom ind. Det var en steg af en art. Jeg ved ikke hvilken, tror det var kalv, men det kan også være lige meget, det smagte rigtig godt.

Signe Kruse.

Signe Kruse.

Under hovedretten var jeg begyndt at snakke en del med Tina. Vi snakkede en del om hendes hjemmeside og hvordan og hvorledes. Vi var også inde på politik, og om hvordan folk så piger som os, som anderledes. Jeg mente, det var vigtigt at få budskabet ud om, at vi ikke var anderledes, men ligesom alle andre, at vi havde arbejde lige som alle andre og ville gerne elskes lige som alle andre.
Der blev drukket mere rødvin, og snakken gik nu frem og tilbage imellem alle.
Vibe, Tina og jeg var også ude og trække lidt luft, hvor vi fik snakket lidt om mig, og jeg fortalt lidt af min historie. En persons historie siger rigtig meget om den person, man snakker med, og jeg syntes, man kan lærer meget om en person ved at kende til deres baggrund.
Da vi kom ind igen, var der is. Det var en rigtig god is, og var det ikke fordi, jeg var så mæt, havde jeg nok spist hele bakken *G*.

Jeg fik også en rigtigt god snak med Vibe. Det var rigtig dejligt at kunne snakke med én, som var omkring min egen alder. De andre var jo en smule ældre end mig.
Vi havde en rigtig god samtale og fik begge fortalt vores historie, hvilket var ret så spænende.

Signe Kruses hjem. Den 1. januar 2009 om formiddagen.

Signe Kruses hjem. Den 1. januar 2009 om formiddagen.

Jeg nåede også forbi Karin, og hørte lidt om, hvad hun laver. Jeg har haft lidt svært ved at forstå, hvorfor Trans-Danmark og TiD ikke arbejdede bedre sammen, og hvad lavede sådan en formand egentlig? Der var nok mange politiske spørgsmål, men det var nok lidt fordi, jeg havde hørt Karins historie før, da vi havde udvekslet ord et par gange inde på en anden hjemmeside.

Det var meningen at Sheila og jeg skulle være kørt ved midnatstid, men klokken blev meget over.
Jeg nåede også at få en rigtig god snak med Signe og lærte lidt om hende, hvilket var rigtig skønt.

Bibi siddende og Freja Nordam stående.

Bibi siddende og Freja Nordam stående.

Sheila og jeg tog derfra ca. ved 2-tiden, så det var en smule over tid.
Jeg havde en utrolig dejlig aften, det var stille og rolig. Det er der måske ikke så mange, der ønsker på en nytårsaften, men det var faktisk helt okay, fordi jeg fik så mange andre ting med, end ondt i håret og en ødelagt første januar.

Jeg er rigtig glad for, at jeg tog med, og rigtig glad for at have fået snakket med disse mennesker, hvilket jeg syntes er rart, specielt som T-pige.

Cathrine

* * *
Tilføjelse af Tina Thranesen.
Ved nytårsfesten deltog (nævnt i alfabetisk orden): Bibi, Christine, Freja Nordam, Ingrid, Karin Astrup, Pernille Knudsen, Sheila Frik, Signe Kruse, Tina Thranesen, Ulla Rørvig og Vibe Grevsen.

Bente for første gang. 7. november 2008.

Vist 501 gange. Af Bente Thorsen den 7. november 2008.
Fredag 7. november 2008 var jeg for første gang sammen med andre transvestitter, og det var et meget hygeligt første møde for mig. Det skete i Vejle og arrangør var TiD, Transvestitforeningen i Danmark. Jeg blev taget så godt imod! Alle sammen var så søde og inkluderende, og alles venlighed fik min tvivl og nervøsitet til at forsvinde næsten lige med det samme!

Efter at have hilst på de ca. 15 fremmødte fik jeg uventet og glædelig assistance til at få noget sminke på. Jeg kom helt usminket og havde kun læbestift, som jeg tog på. Men med erfaren og kærlig hånd fik jeg lagt øjenskygge, mascara og eyeliner, og det gjorde så meget ved mig – og for mig! En flot måde at modtage en ny, uerfaren og lidt nervøs debutant på!

Det er så dejligt, at der findes en forening for os transvestitter og nogen, som stiller sig til rådighed for at hjælpe. Dette arbejde kan næppe overvurderes!

Der blev serveret smørrebrød og øl og vand, og vi fik vist en film fra den modeopvisning, transvestitter arrangerede under Kulturnatten i København. Men inden vi kom så langt, blev der en rigtig god og lidt personlig snak rundt om bordet, og for mig var det meget værdifuldt at høre lidt om de andres erfaringer og oplevelser. Det er så godt at have noget til fælles, som man ellers er tilbageholdende med at indvie andre mennesker i.

I disse dage har jeg tænkt en del på den første transvestit jeg så, eller som jeg lagde mærke til. Det var, da jeg arbejdede i en forretning, i slutningen af 70’erne. Da han skulle betale for sine ting, så jeg de grove hænder og først derefter, at det måtte være en mand. Jeg var ukendt med transvestitter den gang og viste slet ikke, at jeg selv en dag skulle ønske at gå så langt, selv om jeg tit havde leget med min mors undertøj og smykker som barn og selv købte nylonstrømper og feminine trusser nogle gange. Men jeg syntes, han var ret modig, og gik hen til vinduet, efter at han var gået, for at se, om der var nogen, der vendte om på gaden eller kommenterede ham. Det var der tilsyneladende ikke. Men jeg har tit tænkt på, hvor alene han måske følte sig. Der
var jo intet internet den gang, og jeg ved ikke, om der fantes en forening eller nogen andre, han havde kontakt til.

Jeg føler ikke, jeg er alene. Jeg har jo længe haft internettet til at finde information og hjælp fra. Ikke mindst har jeg haft stor glæde og nytte af Vidensbanken. Og nu foreningen, som jeg ved, jeg vil få meget glæde af nu og i fremtiden.

Da vi sagde farvel efter mødet, fik jeg en tak, fordi jeg kom. Men det er mig som takker! Fordi jeg måtte komme, og for at alle modtog mig så åbent og venligt!

Bente

Efterårsfest i Trans-Danmark den 25. oktober 2008 i Den Gamle Kro i Hornslet.

Vist 695 gange.
Den Gamle Kro Hornslet

Den Gamle Kro Hornslet

Af Freja Nordam
Lørdag, den 25. oktober 2008 havde 15 – 20 festklædte kvinder sat hinanden stævne på Hornslet Gamle Kro på Djursland for at nye hinandens selskab og en typisk dansk kro-menu: Gammeldags oksesteg og isdessert. Maden var virkelig veltillavet og serveringen var perfekt. På den baggrund kan det ikke undre at snakken gik lystigt hen over bordet – der var dækket op og pyntet, som om vi var til fødselsdag.

En af de tilstedeværende kvinder var psykoterapeut Sarah Alice Thorsen. Hun havde indvilliget i at holde et oplæg om hvordan man gennem psykoterapi kan opnå større forståelse af sig selv.
Sarahs hjertevarme udstråling betog vist os alle. Særlig da hun loyalt og kærligt fortalte hvorledes hendes søn, for nogle år siden sprang ud som transvestit. Anna er nu en fast bestanddel i families liv.

Sarah Alice Thorsen

Sarah Alice Thorsen

Sarah havde mange gode hint til os alle om hvordan vi kan arbejde med vores eget jeg. Det blev vel også lysende klart for alle de tilstedeværende, hvordan en person “udefra” kan være med til at skabe klarhed over vores liv.
Da Sarah gennem en times tid, havde vandret frem og tilbage i lokalet og fortalt om “overjeget” om kønsroller i indianerstammer og meget mere, blev der tid til at stille spørgsmål og diskutere. Lysten til at deltage var stor, men Signe styrede begivenhederne med kærlig og kyndig hånd, således alle fik lejlighed til at komme til orde.
Ikke uventet handlede en del af spørgsmålene om det nære miljø. Om at kunne forholde sig til familien og jobbet. Sarah kunne ikke give konkrete svar, men pege på nogle retninger og løsningsmodeller.

Sammenkomst i Trans-Danmark

Sammenkomst i Trans-Danmark

Hornslet Gamle Kro er et fantastisk sted at besøge. Her kan man virkelig få sig en kulinarisk oplevelse, der står mål med hvad andre gode madsteder kan byde på. Samtidig er det lokale, der stilles os til rådighed, hyggeligt og rart og beliggende så diskret, at de der ikke er rutinerede i at færdes åbent, kan føle sig trygge.

Jeg vil hermed sende de varmeste hilsner til alle der deltog, med særlig tak til Ulla (Ulva), og Signe.
Men en ganske særlig hilsen skal gå til Sarah og Sheila, der vist har haft en finger med i spillet ved at engager Sarah.

Kærlig hilsen
Freja

Poolparty og High Heel Race ved Båstadtræffet i september 2008.

Vist 200 gange.
Båstad High Heel Race

Båstad High Heel Race

Jeanette Mingelpingla fra Göteborg var den hurtigste trans i 100 meter løb på stiletter ved efterårets Båstadstræffet og vandt præmien på 5.000 kr.
Svenske Sara Lund var konferencier.
Artiklen ledsages af 10 billeder. På billederne ses bl.a. følgende danskere: Katja Tordrup, Alice og Jane Sørensen.

* * *
Artikel den 25. september 2008 i Helsingborg Dagblad om Båstadstræffet, som startede hjemme hos hos Bengt Anderberg og Åsa Anderberg med et poolparty. Artiklen ledsages af 9 billeder. På billederne ses bl.a. følgende danskere: Katja Tordrup (i rød badedragt) og Alice.
Artikel den 28. september 2008 Helsingborg Dagblad om Båstad High Heel Race 2008, som afholdtes i forbindelse med Båstadstræffet den 24. – 28. september 2008.

På tur til Båstad med Jane den 10. til 13. april 2008.

Vist 564 gange.
Jane Sørensen

Jane Sørensen

Af Jane Sørensen den 1. maj 2008.
De to helt store begivenheder på året for transer er Båstadtræffene i april/maj og september. Vi glæder os alle usigeligt til disse møder hvor man kan mødes med veninderne fra hele Skandinavien over 3 dage med “Alt for Damerne” samt gode middage og fest. Jane havde over vinteren shoppet tøj og nu var alle “outfits” gjort klar. Der var indkøbt festkjoler i USA og nye sko fra Skowolter, så damen var bare helt klar til at indtage Båstad. Jane havde arrangeret at køre sammen med Faye.
Jane Sørensen i grå jeans.

Jane Sørensen i grå jeans.

Faye har en stor bil, og det er jo nødvendigt når to transer skal af sted. Vi havde hver to store kufferter spændt til bristepunktet med det dejligste tøj og de fineste sko. Herudover medbragte vi et par dragt poser, beautyboxe og flere dametasker. Fru Jane var allerede ved afrejsen tonet frem i stramme jeans, Wolford bluse og læderjakke, mens Faye stadig var noget rustik at se på.
Som et ægtepar drog vi således af sted. Turen gik over 5 broer ned gennem Jylland, over Fyn og Sjælland til det forjættede Sverige med Båstad beliggende i al sin pragt ved vandet bag Hallandsåsen.
Vi ankom om torsdagen d.10. april kl. 15 og det passede med at vi kørte direkte ud til Åsa og Bengt som bor på Borapsvägen på Hallandsåsen bag golfbanen med udsigt over vandet. Åsa og Bengt holdt nemlig velkomst reception for alle transpigerne. Der var gensynsglæde, knus og kram til Åsa og Bengt og veninderne. Der blev nydt vin og spist hotdogs og solen skinnede som den altid gør når transerne kommer til Båstad.

Enehal.

Enehal.

Åsa og Bengt var ejere af Hotel Riviera hvor alle transetræf i de sidste 10 år hidtil var foregået. Men ak Riviera var nu solgt til ombygning og vi var nu alle spændte på det nye sted Enehal.
Vi ankom der til ca. kl. 17 og blev indkvarteret i et af husene til Enehal der ligger op ad skrænten på Jernvägsvägen i Båstad. Vi var heldige og fik værelser på 1. etage med balkon og udsigt over Båstad og vandet.
Det var nu tid til dagens 2. overhaling for festtøjet skulle frem til middagen. Fru Jane tonede frem i lyserødt og fru Faye var nu et skønt skue i hvidkniplingskjole.
Middagen foregik i Enehals “matsal” hvor stemningen var høj og der blev senere danset til 60´er musik leveret af Stephanie. Efter afsminkning gik damerne til køjs ca. kl. 0100.

Jane Sørensen i leopard.

Jane Sørensen i leopard.

Om morgenen d. 11. april sprang Jane ud af sengen og af sted på jogging tur ud af Båstad og ned til vandet og retur forbi Riviera, der nu ensomt lå der ved vandet. Hjemme igen på Enehal var det tid til dagens første makeover. I dag var det leoparddag havde Jane bestemt, så på med en lårkort leopardkjole med leopardstrømper og leopardsko – Grrrrrrr – vilddyret var klart til at indtage Båstad igen.
Fru Faye stødte til selskabet nu klædt i blåhvid pastel kjole og sammen gik vi til Enehals lækre veldækkede brunchbuffet.
Faye i blåt.

Faye i blåt.

Dér mødte vi Katja Tordrup, som med et kyndigt almoderligt blik målte Jane og sagde: “har du tænkt dig at gå i byen i det der?”.
Yeps, det havde Jane tænkt sig; men bestemt ikke i en forventning om at gå rundt ubemærket.
Efter brunchen var det af sted til Båstad med Faye, Camilla og Lea for at se på alt det en kvinde ikke kan undvære. Vi startede i Hälsa & Skönhet Parfumeri på Köpmansgatan hvor damerne købte cremer, pudre og bijouteri. Jane fandt en dejlig halskæde med mønter der skulle på samme aften. Videre forbi Rutigt & Randigt, Second Hand Shop hvor der altid er ting at finde. Derefter gik turen til CATSUIT, Exclusiva Damkläder och skor, Köpmansgatan 30. Dér skete miraklet – Jane fandt en leopardtaske som hun med en hurtig kattebevægelse kloede og købte. Ekspedienten som betjente Jane målte hende også og sagde tørt: “Jeg ser du gillar leopard”. Ja, kunne junglekatten Jane kun svare, for det var jo sandt.

Jane Sørensen på catwalk.

Jane Sørensen på catwalk.

Tilbage på Enehal var der samvær, snak, grin og latter med veninderne i Katjas parykbutik, A&J kosmetik og 6-feet-4 dametøj. Lisa Tulin solgte sin DVD – Gå över gränsen – med egne tegnefilm som er både søde og sjove, og som har vundet flere internationale filmpriser. Det var simpelthen en dejlig solskinsdag med veninderne i Båstad!

Fredag aften var der først “mingel” i baren og dernæst middag med underholdning i form af en Catwalk arrangeret af modelmamma Rebecca Quist.
Jane havde på forhånd tilmeldt sig showet og gik model i sine festkjoler fra USA. Vi var i alt 8 piger der gik model i alle de mest vidunderlige outfits. Jane fik overtalt sin veninde Sussi til at gå med. Hun er en lille fiks størrelse 38 der kunne passe flere af Rebeccas silkekjoler – det var bare en succes.

Pepes bodega.

Pepes bodega.

Efter catwalk, dessert og kaffe var alle klar til den store dicsodansetur til Pepes Bodega, Stranden i Båstad. Det er blevet en tradition at der er transnight på Pepes om fredagen og folk fra Båstad og omegn flokkes der for at feste med transerne. Og hold da op hvor vi trykkede den af på dansegulvet og i barerne. Der blev snakket, grinet, danset og drukket. Klokken blev 0230 før “rocktjejen” Jane var brugt og sengeklar.

Jane Sørensen på Pepes.

Jane Sørensen på Pepes.

Lørdag – “same procedure as usual” – joggingtur; men Jane havde en fornemmelse af at morgensolen var usædvanligt skarp og at fuglene trampede rundt med tunge fødder i træerne. To Panodil og et brusebad, så var fru Jane, nu med et par solbriller, klar til dagen i sin nye pepitaternede dragt.
Fru Faye var i blå denim og således gik turen atter ind til Båstad til nye indkøb.
Om eftermiddagen havde Sussi bedt Jane om hjælp til forberedelse af sit indiske Bollywood danseshow. Sussi havde trænet Bollywood dans hver uge i 2 år og mente at hun nu var klar til at: “face the crowd” som amerikanerne siger.
Jane tog del i opvarmningen og opdagede indtil flere ukendte muskelgrupper i løbet af Sussis program – av.
Sussi trænede to danse og var så klar til aftenen. men manglede blomsterhårpynt. Så af sted i Sussis store Mercedes ind til Hälsa & Skönhet hvor vi fandt lyserøde og hvide blomster med hårelastik til Sussis sorte hår.

Susi - Bollywood.

Susi – Bollywood.

Så oprandt aftenen for gallamiddagen og alle var i deres pæneste festkjoler. Jane i sort pels og derudover solbriller som taget ud af et af Henrik Lemkes billeder. Alle stillede op på Jernvägsvägen foran elven til det traditionelle store gruppefoto. Derefter var det tid til Bollywood danseshow med Sussi. Jane var konferencier og introducerede Sussis to danse der som tema havde tvangsægteskab og frigørelse herfra, samt Indien under det engelske koloniherredømme. Et indslag heri var det Indiske Bollywood hit: “Main Vari Vari”. Sussi var henrivende i orange sari med silkeapplikationer, indiske smykker og blomster i det lange sorte hår. Der var lange ovationer efterfølgende.

Dessert.

Dessert.

Middagen var sublim med laks, kalv og dejlig dessert med tilhørende vine. Under middagen blev Enehals ejer, Patrick hyldet af hele selskabet for 3 fantastiske dage og Katja Tordrup kunne overrække et blommetræ fra os alle. Som Katja sagde til selskabet så sendte hun to ikke alt for kloge danske piger (Jane og Faye) af sted efter “blommor” til Patrick. Og hvad køber de to høns så: “Et blommetræ” – SUK det er ikke altid helt nemt med skandinaviske ord med dobbeltbetydning.
Efter gallamiddagen var der total fest med transdans. Åsa og Bengt deltog i festlighederne med alle pigerne og igen blev klokken ca. 0200 før damerne kunne lægge sig berigede på alle sanser med uforglemmelige indtryk.

Søndag stod Janes og Fayes brødre tidligt op og fik Enehals dejlige morgenbuffet kl. 0830 hvorefter turen gik hjemad til Århus over de 5 broer i en bil der sjovt nok var pakket med mængder af dametøj, sko, smykker og kosmetik.

Ja som Katja Tordrup skriver “Båstad er livet“!!

Den 1. maj 2008.
Jane Sørensen.

Tina Thranesen overværede foredrag i Kbh. den 27. marts 2008.

Vist 96 gange. Af Tina Thranesen.
Sammen med Rebecca Holm (altså Rebeccas mandlige ego) overværede jeg foredraget ” Hvor sidder kønnet – mellem benene eller i hovedet?” med Erik Hansen. Foredraget var arrangeret af ALMA.
Erik Hansen er transmandKtM transseksuel – og er i behandling på Sexologisk Klinik med henblik på et kønsskifte. Han fortalte om sin opvækst og om, hvordan han lidt efter lidt blev klar over sin rette kønsidentitet.

Der var ca. 30 deltagere herunder tre kvindelige studerende fra RUC, som lavede research til en projektopgave om transseksualitet.

TiD’s julefrokost den 30. november 2007. Ved julelampens skær. Af Rebecca Holm.

Vist 814 gange.
Rebecca Holm i midten ved TiD's julefrokost den 30. november 2007.

Rebecca Holm i midten ved TiD’s julefrokost den 30. november 2007.

Af Rebecca Holm.
Fra min barndom husker jeg et julehæfte som hed “Ved julelampens skær” og sjældent har jeg oplevet dette fænomen så lysende klart som til julefesten i transvetitforeningen TiD.

Louise Orlando kom midt på eftermiddagen, og sammen gjorde vi os i stand til det helt store juleeventyr med masser af tid til hyggesnak og skifte kjoler. Sjovt nok har vi piger jo aldrig noget at tage på! Det var dog først da jeg skulle bestille en taxa at det helt store problem opstod. Hele Danmarks befolkning skulle til julefrokost denne aften, først efter at have kontaktet 8 taxaselskaber kom jeg igennem til en central hvor en meget venlig stemme sagde “De er nummer…14… i køen”.
Jeg jublede til Louise at der endelig var hul igennem, nu gjaldt det blot om at hænge på, og langt om længe holdt taxaen ved døren. Halvt nede ad trappen huskede jeg også julegaven og skifteskoene, og så kunne vi drage af sted. Heldigvis var chaufføren i julehumør, og ret charmerende, så snakken gik lystigt mens vi susede ud mod Enghavevej. Da vi passerede Enghave Plads spurgte han meget fornuftigt, som den slags jo gør, hvilket nummer vi skulle til. Det havde vi begge glemt alt om; men Louise mente at kunne huske at det lå på et hjørne, så vi listede langsomt ud mod Sydhavnen med chaufføren på ivrigt udkik. På et oplyst gadehjørne stod der 114 og pludselig fik jeg en åbenbaring: “110 – det ligger på nr.110”, sagde jeg selvsikkert. Og ganske rigtigt. Hvor svært kan det egentlig være at finde vej til BeboerBrugsen på Enghavevej?

Da vi trådte ind i lokalet var det jeg så lyset. Lokalet lå badet i et lyshav, som kunne få enhver transvestit til at blegne, og jeg følte det som rougen forsvandt fra mine kinder. Bortset fra denne lille prosaiske detalje er lokalerne super gode, et stort åbent køkken, to toiletter og ekstra rum til omklædning og privat snak. Og så er der et hyggeligt rygerum til de sidste af os som er forfaldne til den slags udskejelser. Vi var 26 gæster i alt, og de fleste var nye ansigter for mig. Eller rettere, jeg sad selv som den nye pige i klassen igen, efter en længere pause fra foreningslivet. En ganske interessant opdagelse. Ude af øje, som man siger. Heldigvis er det jo altid spændende at møde nye mennesker, så jeg kastede mig ud i det og havde en rigtig fornøjelig aften. Snakken gik let og muntert, og når man går til og fra den overdådige julebuffet falder man jo helt naturligt i snak med de andre som ellers sidder lidt for langt væk ved bordene. Og så var der jo rygerummet, hvor vi mødtes på kryds og på tværs til en god snak i sofaen, inden risalamanden blev serveret.

Og så skulle vi kæmpe os til julegaverne i år. Raflebægerne kom på bordet, Katja satte stopuret, og meddelte at kun en sekser gav gevinst! Sikke noget. Der sidder man med lutter enere og toere og kikker længselsfuldt efter de fint indpakkede gaver som vandrer forbi ens næsetip. Heldigvis kom der flere chancer, nu skulle vi spille om de gaver vi allerede havde vundet, indtil Katja fløjtede kampen af. Kampen om gaverne endte naturligvis i det rene kaos og morskab. Pakkerne fløj frem og tilbage over bordet, og vi der til slut havde fået tilkæmpet os flere gaver end godt var, delte pænt ud til de som sad med store tomme lommer, vi er vel veninder, så jeg tror alle gik hjem med en fin lille julegave i dametasken.

I aftenens løb havde vi underholdt hinanden med alle vore trængsler med at få fat i en taxa, og Louise og jeg var så jublende heldige at Tina Thranesen tilbød at køre os hjem. Det var bare lykken at slippe for at steppe rundt i Sydhavnen en mørk november nat og svinge med laktasken, mens alle taxaerne uanfægtet drønede forbi med røde lanterner på. Vi to heldige piger blev pænt kørt til vores gadedør og gav Tina og hinanden et stort juleknus, med tak for en dejlig aften.

Kærlig hilsen og en Glædelig Jul fra Rebecca.

TiD’s julefrokost den 30. november 2007. Af Tina Thranesen.

Vist 467 gange. Af Tina Thranesen.
I tiden op til jul er der i mange firmaer og foreninger tradition for at holde fest. En sådan tradition er der også i TiD.
TiD’s julefest 2007 blev afholdt fredag den 30. november kl. 1900 i “Beboerbrugsen”, Enghavevej 110, i sydvestkvarteret i København.
Stedet fungerer som mødelokaler for omegnens mange foreninger, men er også blevet fast sted for TiD’s aktiviteter i København.
Det er en gammel HB-forretning. HB er forkortelse for Hovedstadens Brugsforening, som tidligere havde forretninger spredt over hele hovedstaden. I dag er mange af dem nedlagte, medens andre endnu eksisterer under navne som SuperBrugsen, Dagli’Brugsen og LokalBrugsen.
Det er et fint sted at holde møder og mindre fester, idet der er flere pæne lokaler og dermed også rimelige forhold til omklædning for dem, der ikke tager hjemmefra som piger.

Da jeg selv ankom et par minutter over nitten var der allerede ankommet en halv snes stykker, herunder Katja Tordrup – formanden for TiD.
I løbet af det næste kvarterstid ankom de resterende.
Noget af det første, vi gjorde, efterhånden vi ankom, var at anbringe vores medbragte julegave under det fint pyntede juletræ, der stod i det ene hjørne af lokalet.
Omkring kl. 1930 bød Katja Tordrup velkommen, og der blev serveret en velkomstdrink. Kort efter bad hun alle om at sætte sig ved det pænt dækkede bord, der var opstillet som en hestesko.
Gennem de næste par timer spiste vi os gennem det store kolde danske julebord. Der var sild i flere varianter, fiskefilet m. remoulade, sylte med rødbeder og sennep, hjemmelavet leverpostej med champignon og bacon, juleskinke med grønlangkål, ost i flere varianter og risallamande. – Og der var mere end rigeligt, så ingen gik sultne fra bordet.

Under spisningen gik snakken lystigt – ja selv en sang blev det til.

Efter spisningen var der hyggeligt samvær.
Og hyggeligt var det.
Julegaverne blev uddelt. Det foregik ved, at vi skiftedes til at hente en af pakkerne og gav den til en tilfældig udvalgt ved bordet.
Derefter blev der raflet om pakkerne, så de vandrede på kryds og tværs over bordet indtil Katja Tordrup meddelte, at så var det slut, og at de, der netop i dette øjeblik sad inde med gaverne måtte åbne dem og beholde dem.
Min pakke indeholdt en mindre gummipisk, som det lykkedes mig at få byttet til et par dejlige sorte nylonstrømper.

Senere blev snakken afbrudt af et amerikansk lotteri – eller som Katja Tordrup omtalte det “Kinesisk lotteri”, da hun kunne se, at lodderne var lavet i Kina.
Hvor mange gevinster, der egentlig var, blev jeg ikke helt klar over, men selv var jeg en af de heldige, der fik gevinst. Det var en bog – “Café Hack – kom og se radio” – hvilket var skønt, da jeg er noget af en læsehest.

Så blev bordet ryddet og på vidunderlig vis, var der nogen, der klarede opvasken.
Kaffen kom på bordet, og der blev snakket videre.

Der var 26 tilmeldte og 26, der var til stede – heraf flere, som jeg ikke tidligere havde set, så der blev også stiftet nye bekendtskaber.

Julefrokoster er en god tradition, og TiD’s julefrokost er sandelig også en god tradition.

Hen mod midnat begyndte de første at tage afsked. Selv tog jeg af sted tyve minutter over midnat.
Det var jo en af de store julefrokostaftener, så da Rebecca Holm kom med en lille hentydning om, at det nok var svært at få fat i en taxi, men at det gjorde nok ikke noget, for Tina kørte hende nok hjem, svarede jeg, at selvfølgelig gjorde jeg det.
Rebecca havde følgeskab med Louise Orlando fra Orø. Louise boede hos noget familie i Høje Gladsaxe og var taget ind til Rebecca i nordvestkvarteret, hvorfra de sammen var kørt til julefrokosten i taxi.
Så vi kørte til ud til nordvestkvarteret, hvor Rebecca steg af og fortsatte til Høje Gladsaxe, hvor Louise steg af.
Det var svært at sige farvel og glædelig jul, da snakken næsten ingen ende ville tage.

Så var det ellers blot om at komme hjem – en dejlig oplevelse rigere.

Tina Thranesen.

Tina Thranesen til gallapremiere på Hedwig and the Angry Inch den 20. september 2007 på Nørrebro Teater.

Vist 530 gange.
Nørrebro Teater i Ravnsborggade

Nørrebro Teater i Ravnsborggade

Af Tina Thranesen den 20. september 2007.
Så fik Tina sin debut som teatergænger – og så oven i købet til en gallapremiere. Det var en dejlig oplevelse.

Den 2. juli 2007 modtog jeg en e-mail fra marketingchef Katja Faurschou, Nørrebro Teater, om jeg på Vidensbanken ville omtale, at Nørrebro Teater åbner sæsonen med forestillingen Hedwig and the Angry Inch med Anders W. Berthelsen i rollen som Hedwig og Mads Langer i rollen som Tommy.
Det ville jeg selvfølgelig og tilføjede omtale af forestillingen i Arrangementskalenderen.

Den 28. august 2007 modtog jeg en invitation til med ledsager at deltage i gallapremieren på forestillingen den 20. september 2007. Det tilbud kunne jeg selvfølgelig kun svare ja tak til, og modtog få dage senere to billetter til forestillingen.

Invitation til gallapremieren.

Invitation til gallapremieren.

Derfor gik turen til København den 20. september. Jeg tog tidligt af sted, idet jeg havde inviteret Jens – en nær ven gennem mange år (og også transvestit) til at ledsage mig. Vi hyggede os nogle timer om eftermiddagen hjemme hos ham på Østerbro.
Vi gjorde os derefter klar til at tage i teateret – Jens som mand, og jeg som Tina.
Forestillingen begyndte kl. 20, og der var åbent fra kl. 19. Det var blevet meddelt mig i invitationen, at der før forestillingen ville blive serveret lidt at drikke, og efter forestillingen ville der også blive serveret lidt at drikke og lidt at spise.

Katarina Collins serverer champagne.

Katarina Collins serverer champagne.

Armbånd.

Armbånd.

Vi kørte derfor af sted kl. fem minutter over 19, da der kun var en halv snes minutters kørsel. Så var det eller om at finde en parkeringsplads. Det var lidt af en opgave. På de næmestliggende gader var der fuldt optaget.
På Sankt Hans Torv var der startet en demonstration. Nåede i forbifarten at høre en råbe noget i en magafon om en husbesættelse. Ak ja. Senere fandt jeg ud af, at det var unge, der havde lavet husbesættelse i Griffenfeldtsgade.

Det lykkedes os at finde en parkeringsplads på Blegdamsvej tæt ved Tagensvej/Fredensgade, så der var en mindre spadseretur. Men pyt. Vejret var mildt om end med anelse støvregn, der dog ikke var egentlig generende.
Fra Blegdamsvej gik vi ned til Ryesgade. Der blev vi vidne til blokade af restauration Nørrebro Bryghus, Ryesgade 3, hvor blokadevagtger foran restatuationsindgangen uddelte løbesedler. Gennem vinduerne til restaurationen kunne vi se, at der var stuvende fuldt derinde, så blokaden havde tilsyneladende ikke megen effekt. Nørrebro Bryghus har tegnet overenskomst med Kristelig Fagforening, men Fagligt Fælles Forbund (3F) og LO ønskede, at overensskomsten skal være med dem.

Celine Benz serverer champagne.

Celine Benz serverer champagne.

Da vi nærmede os Nørrebro Teater på Ravnsborggade, kunne vi se mange mennesker foran indgangen, og på teaterets facade var der store plakater om forestillingen.
På min tur gennem byen på vej ind til Jens, havde jeg også set reklamer for forestillingen både på busser og på plakatsøjler.

Tina Thranesen i foyeren.

Tina Thranesen i foyeren.

Der var lidt trængsel ved indgangen, men vi kom indenfor. Ved billetkontrollen fik vi påsat et stofarmbånd med Teksten “Nørrebro Teater Hedwig and the Angry Inch”. Herrernes var mørkeblå og damernes lille. Så var det hen til garderoben, hvor jeg fik afleveret min frakke.
HedwigJens-t.jpg Jens.

I indgangspartiet og i foyeren var der stuvende fuldt med mennesker, hvoraf vi genkendte adskillige koryfæer. Teaterdirektører, skuespillere, musikere, journalister og andre kendte mennesker.
Men mest iøjefaldende var to dragqueens med højt opsat blond hår og korte strutskørter, der havde travlt med at byde de fremmødte på champagne. Det var Queens of Denmark bestående af Katarina Collins og Celine Benz. Vi fik selvfølgelig også et glas og nød stemningen en halv times tid, til det var tid at gå op i teatersalen.
Blandt alle de mange tilstedeværende bemærkede jeg ikke en eneste transperson. Var jeg mon den eneste?

Celine Benz serverer champagne.

Celine Benz serverer champagne.

Der var enkelte fotografer til stede, men tilsyneladende ingen af fjernsynsstationerne.

Vi havde fået billetter til pladser ca. midt i salen. Det var gode pladser. Et godt udsyn og ikke længere væk fra scenen, end at vi kunne se skuespillernes ansigtstræk.

Og så startede forestillingen. Handlingen skal jeg ikke gentage. Den kan der læses om både i omtalen Hedwig and the Angry Inch på Nørrebro Teater og i omtalen af filmen af samme navn.

Vi “kender” nok alle skuespilleren Anders W. Bertelsen. Vi har set ham i adskillige store roller på film – ikke mindst i “Krøniken”.
Hans præstation som Hedwig gør, at min agtelse for hans talenter er steget endnu mere. Det var en fremragende præstation og så kan han synge. Fremførelsen af stykket var dels monologer og dels sange – fortrinsvist af Hedwig, men så sandelig også af Anne Vester Høyer, der spille manden Yitzak, som Hedwig forelsker sig i og turnerer sammen med. Hun synger godt og evnede i den grad at trænge ud i alle kroge af teateret. Musikken var høj, men passede fortrinligt til forestillingen.
Opsætningen var meget moderne og både sceneskift og omklædninger foregik for det meste helt åbent, men indpasset, så det forekom ganske naturligt.

Tina Thranesen i foyeren.

Tina Thranesen i foyeren.

Skal der fremføres noget negativt om forestillingen, så vil det være de håndholdte projektører på scenen, som aktørerne ind i mellem lod feje hen over publikum. Det var meget skarpt lys og temmelig generende.

Jens og Katarina Collins.

Jens og Katarina Collins.

Da forestillingen startede, brød det første bifald løs fra salen. I over et minut klappede vi alle. Og flere gange undervejs i forestillingen var det kraftfulde og langvarige klapsalver. Men det var intet mod det bifald, som brød løs, da forestillingen efter halvanden time var slut.
Klapsalverne brød løs – højt og vedvarende. Hurtigt rejste alle i salen sig. Klapsalverne varede i hen ved fem minutter, medens samtlige skuespillerne kom frem på scenen og modtog bifaldet, og fortsatte, medens de fik blomster; og da instruktør m.fl. kom på scenen, fik bifaldet en ekstra styrke.

Herefter var der i barlokalet på første sal mad i form af ost, pålæg, frugt mm. samt rød- og hvidvin, som vi nød lidt af, medens vi sludrede om forestillingen.

Tina Thranesen ved siden af helfigur af Hedwig.

Tina Thranesen ved siden af helfigur af Hedwig.

Nævnes skal også det flotte 44 siders store hæfte med omtale af forestillingen, gengivelse af sangene interview og billeder – både fra den aktuelle forestilling og fra andre opførelser af stykket.

Det bør nævnes, at i relation til transseksualitet, så er der ikke noget “at hente” i forestillingen, selv om det er et væsentligt fundamentet i historien. Men det gør ikke oplevelsen mindre, og jeg vil meget anbefale at se forestillingen.

Tyve minutter over 22 forlod vi teateret, spadserede tilbage til bilen og kørte hjem til Jens. Vi sludrede om oplevelsen – for en oplevelse var det så sandelig, og var enige om, at vi havde haft en pragtfuld aften.

Tak til Nørrebro Teater for billetterne.

Jeanette fra Gentofte: Til sommerfest 2007 hos Signe i Skader af Jeanette. 3. september 2007.

Vist 1.731 gange. Af Jeanette (Gentofte) den 3. september 2007.
Efter at have set opslaget for sommerfesten på Trans-Danmarks hjemmeside i juli måned, besluttede jeg mig for at tilmelde mig. Dels havde jeg her en chance for at være Jeanette over en længere tid, dels lød det som et hyggeligt arrangement, ud fra de beskrivelser jeg havde set på TT’s hjemmeside. Samtidig besluttede jeg mig for, at jeg ville gøre hele turen, både frem og tilbage som Jeanette, en køretur på godt 350 km hver vej.

Hele fredag eftermiddag var gået med at finde de ting frem jeg kunne forestille mig der kunne blive brug for, og pakke det i min lille weekendkuffert – ikke som når jeg er taget af sted som mand, hvor det er et spørgsmål om at tælle antallet af dage jeg skal være væk, og så finde et passende antal skjorter, bukser, sokker og sæt undertøj frem, og stoppe det i kufferten, som kan rumme mandetøj til det meste af en uge – som Jeanette kan den kun bruges som weekendkuffert, og der er mange flere overvejelser om, hvad man skal have med, for at kunne klare enhver situation.
Lørdag formiddag brugte jeg til at få pakket det sidste og gjort Jeanette klar til turen. Jeg havde i tiden mellem min tilmelding og weekenden fået købt et par gode spadseresko i blåt ruskind i Nærum, og havde lige fået min sidste bestilling på tøj hjem, så jeg besluttede mig for at tage den ny nederdel i imiteret ruskind med matchende jakke på til turen.
Klokken 12.15 kunne jeg gå ud til bilen som Jeanette med min godt proppede weekendkuffert, sovepose og et par bæreposer med thermokaffe, -krus og andre fornødenheder til turen samt min sorte håndtaske som blandt andet indeholdt min nyligt indkøbte damepung indeholdende køre- og dankort samt lidt kontanter.
Lige inden jeg gik, sørgede jeg for at få sagt ordentligt farvel til mine store drenge, med en masse “moderlige” formaninger, nu de skulle undvære mig et helt døgn, og efter at have forsikret mig, at de havde alt de kunne få brug for.
Bilen blev pakket med mine ting, og endelig var jeg klar til at tage af sted.

Alt trillede bare derud af indtil jeg var kommet over Lillebæltsbroen, hvor jeg røg ind i en kæmpe trafikprop nogle kilometer før motorvejssammenfletningen før Vejle. Dér sad Jeanette i sin lille farmorbil med andre trafikanter, der steg ud af bilerne og slappede af på autoværnet eller snakkede om situationen. Næsten ½ time gik, før der kom lidt bevægelse igen. Den lastvogn som havde holdt på min højre side og skærmet mig fra nysgerrige blikke forsvandt og blev erstattet af diverse forskellige personbiler, mens vi kørte med 10-20 km i timen, afbrudt af småstop. Det var nervepirrende for mig med personbiler på 3 sider, men ingen så ud til at bemærke, at jeg skulle være noget andet end en farmor i sin farmorbil. Endelig løste trafikproppen sig, og af sted gik det igen, indtil lidt før Vejlefjordbroen. Hér gik trafikken igen i stå, samme situation, stadig ingen mystiske udtryk hos de omkringsiddende i de godt 15 minutter vi holdt stille.
Resten af køreturen gik glat, og jeg var fremme hos Signe kl 16.30. Indkørslen var allerede fyldt op med biler, så jeg parkerede over for indkørslen, hvor der var en lille græsrabat. Lige bag mig parkerede en anden bil i det samme, og ud steg en nydelig dame, som viste sig at være Tina Thranesen.

Vi fik præsenteret os for hinanden, og snakkede sammen på vej ind til Signe. Hér var allerede forsamlet 6-8 “kvinder og mænd af alle køn“, som Freja ynder at udtrykke det, så der blev hilst på og præsenteret og snakket den næste godt en time, mens de resterende kom. Alt i alt var vi ca 15 deltagere.
Grillstarteren blev tændt og vi begyndte at bevæge os ud i teltet, hvor en varmekanon sørgede for en behagelig temperatur for de nylonklædte ben (og for enkeltes vedkommende, bare arme og skuldre). Ind imellem blev der bedt om assistance med praktiske ting, hvilket vi så skiftedes til at hjælpe med at få klaret.
Snakken gik lystigt inde i teltet, og pludselig lød det som en varmtluftballon skulle starte lige uden for teltet. Det var Signe som havde fundet en stor gasbrænder frem, og var gået i gang med at “sætte gang i kullene”, som ikke rigtig ville komme i glød. Det sørgede gasbrænderen for og snart efter kom kødet på grillen hvorefter vi kunne hente dejligt grillet kød, salat og brød og sætte os til bordet for at spise.

Signe startede måltidet med en lille tale, hvor hun gjorde opmærksom på, at der ville blive fotograferet under måltidet, men at man var velkommen til at bede om at blive “udeladt”. Da jeg endnu ikke er nået langt nok i min “udvikling”, bad jeg om ikke at få billeder af mig lagt på nettet, men gav Signe lov til at tage billeder til privatbrug, og vise dem til besøgende.

Vi hyggesnakkede og -spiste en rum tid, og Irene fandt sin guitar frem og begyndte at underholde os. Nogle forsøgte at synge med, og andre fortsatte med at snakke videre. Jeg fik sludret med rigtig mange og aftenen gik lynhurtigt. En overgang fik jeg sågar lov at klimpre lidt på Irenes nye guitar, og selv om det efterhånden er over 15 år siden jeg sidste gang spillede på sådan en, var der da stadig enkelte hukommelsesceller i “spillecentret” som virkede, så lidt musik fik jeg da ud af bæstet.

Ved midnatstid trak vi ind i stuen, teltet var efterhånden blevet lidt koldt, da varmekanonen var løbet tør for brændstof. Nogle tog hjem, men vi andre fortsatte hyggesnakken i stuen.
Jeg var blevet godt træt (jeg havde været oppe siden klokken 6 om morgenen), og med lidt hjælp fik jeg fundet et par madrasser på loftet, fik sminket af, trukket i natkjolen og krøb ned i soveposen mæt af mad og gode indtryk, efter en dejlig aften i godt selskab.

Jeg vågnede ved 7-tiden og fik mit morgenbad og lagt lidt makeup, derefter tog jeg en denimnederdel på sammen med en hvid skjortebluse, fik mine ting pakket sammen, og kom ned i køkkenet, hvor en fremmed mand sad og drak morgenkaffe.
Det viste sig at være Tina, som skulle hjem som sin mandlige tvilling. Jeg fik kaffe og morgenbrød mens jeg snakkede med Tina. Vi brød op ved 9-tiden, fik sagt farvel til dem som var vågne, og så satte jeg mig ind i bilen, klar til hjemturen.

Jeg kunne se, at der ikke var benzin nok til at komme hele vejen hjem, så da jeg passerede en benzintank som havde tilbud på benzin og som samtidig så ud til at være ganske mennesketom, drejede jeg resolut ind, stoppede bilen, læste brugsvejledningen, fik dankortet i automaten og valgte den rigtige pumpe.
Bedst som jeg stod og fyldte benzin på bilen, begyndte størstedelen af midtjyllands befolkning at samles på tanken – rygtet om den billige benzin må have bredt sig, for pludselig var tankstationen lige så befolket som havde det været et af de store tank- og rastepladser ved motorvejen. Nogle fyldte benzin på bilerne andre skulle ind og ud af butikken (døren var selvfølgelig lige ud for den stander jeg tankede fra). Ingen så ud til at bemærke noget, så jeg fik tanket, kørt dankortet gennem autmaten endnu en gang, så jeg kunne få kvittering, noterede kilometertallet fra triptælleren på kvitteringen og nulstillede den, inden jeg kørte videre.
Resten af turen forløb ganske trivielt, selv da jeg stoppede på en rasteplads på Sjælland, for at få en smøgpause, var der ingen som reagerede på min tilstedeværelse, så klokken 12.30 var jeg hjemme og havde god tid til at få afsminket Jeanette og fundet hendes mandlige karakterrolle frem, inden jeg skulle over til mine forældre sammen med mine “drenge”.

Alt i alt har det været en dejlig og afslappende oplevelse at være Jeanette fra lørdag formiddag til søndag eftermiddag. Signe er den perfekte værtinde og gør et kæmpe stykke arbejde. Alle deltagerne har været søde og behagelige mennesker, som det var let at falde i snak med, og der var intet af den ævl og kævl vi ind imellem kan opleve i debatterne, blot behageligt selskab blandt behagelige mennesker af alle køn.

Det bliver bestemt ikke sidste gang Jeanette tager til sommerfest i Skader.

Jeanette (Gentofte).

Sankthansaften 2007. Tina Thranesens båltale.

Vist 188 gange.
Jeg holder båltale.

Jeg holder båltale.

Tina Thranesens båltale ved Trans-Danmarks Sankthansaftenfest lørdag den 23. juni 2007 hos Signe Kruse på Djursland.

* * *
Tina Thranesens båltale

Det er mig bekendt første gang, at transpersoner holder fælles Sankthansfest og jeg er meget glad for at Ulla Rørvig opfordrede mig til at holde båltalen.
Det vil være dejligt, om denne Sankthansaftenfest 2007 kan blive starten på en tradition.

Hvem er Sankt Hans?
Sankt Hans er en helgen – nemlig Johannes Døberen.
Den 24. juni er Johannes Døberens helgendag – den dag, hvor han blev gjort til helgen.
På dansk er hans navn – Johannes, blevet til Hans, og dagen før hans helgendag er derfor Sankthansaften.

Midsommervisen
Holger Drachmann skrev Midsommervisen i 1885 og den stammer fra eventyrspillet “Der var en gang”, der havde premiere på Det kongelige Teater i 1887.

Visen udtrykker glæde over vores land, dets rige muligheder og de skiftende årstider med sommeren som højdepunktet.
Og så udtrykker den også ønsket om fred og fordragelighed.

Bålet
At samles om bålet – om ilden kan føres tilbage lige så langt, som der er beretninger om mennesket.
Ilden var både livgivende og frygtet.
Ilden gav varme og mulighed for at tilberede mad. Men den kunne også forårsage katastrofer, når den kom ud af kontrol.
Det er derfor naturligt, at ilden – bålet også fik symbolsk kraft, og at mennesker samledes omkring bålet både til hverdag og til fest.

Heksen – hekseprocesser
I slutningen af 1800 tallet – ca. samtidig med, at Drachman skrev Midsommervisen, blev der introduceret den særlige skik med at sætte en heks på toppen af bålet og lade hende gå op i flammer og symbolsk sende heksen til Bloksbjerg.

Bloksbjerg er det højeste punkt i Harzen, og i senmiddelalderen (1300 til 1500) blev bjerget betragtet som heksenes festplads på Valborgsaften den 30. april.

Det er derfor nærliggende at tro, at hekseafbrændingerne er en hedensk skik, men rent faktisk kender vi først til hekseprocesser og heksebrændinger efter reformationen, der startede med Martin Luther i 1517.

Den første heks, der blev brændt på bålet i Danmark, foregik i Stege i 1540 og den sidste “officielle” hekseafbrænding skete i 1693.
Så sent som i 1722 kom en “heks” dog på bålet i Salling, og i 1897 blev en såkaldt “heks” lynchet i Vendsyssel.
Alene i Danmark mistede op mod tusinde “hekse” livet i flammerne.

Midsommervisen og bålet med heksen
Kombinationen af Midsommervisen og heksen på bålet blev formentlig første gang brugt ved en midsommerfest på Jelling seminarium omkring 1900.

I Midsommervisen skriver Drachmann jo heller ikke om hekseafbrænding, men at vi vil holde dem fra livet med glædesblus. De sorte kræfter har det jo ikke så godt med lys.
Det er derfor i dag en symbolsk handling, – et ønske om at holde det onde fra livet.
Og det at holde det onde fra livet kan jo fortolkes på mange måder.

Forbundet af 1948
Sankthansaften i 1948 var Axel Lundahl Madsen, der senere fik navneforandring til Axel Axgil til bålfest.
Axel var bøsse og netop denne aften talte han med ligesindede om de vanskeligheder bøsser havde i samfundet.
Det blev starten på Forbundet af 1948, som han senere samme år stiftede sammen med andre ligesindede.

Axel levede gennem en menneskealder sammen med Eigil Eskildsen.
De fik begge bevilliget navneskift, således, at de begge fik efternavnet Axgil, der blev dannet af deres fornavne – AX som de to første bogstaver i Axel og GIL, som de sidste tre bogstaver i Eigil.

De var i øvrigt det første par, som blev gift ved en ceremoni på Københavns Rådhus den 1. oktober 1989, hvor loven om registreret partnerskab trådte i kraft.

Forbundet af 1948 har siden skiftet navn til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske – LBL.
At læse LBL’s historie er på mange måder som at læse historien om transvestitter og transseksuelle
interne stridigheder og mange små fraktioner. I dag fremstår LBL imidlertid som en enig og meget stærk forening, som også transpersoner nyder godt af.

Heksejagt er desværre heller ikke noget ukendt begreb nyere tid

NEKKAB
Den 21. juni 1919 blev foreningen Nekkab stiftet. Den blev kendt ulovlig af domstolen og opløst endeligt ved Højesterets dom af 30. april 1924.
Foreningen blev stiftet af en kreds af kunstnere med tilknytning til Dyrehavsbakken. Deraf også foreningens navn, der jo er “BAKKEN” stavet bagfra.
Foreningen omtales som Danmarks første homofile forening, men det er næppe muligt at afklare. Det er dog en kendsgerning, at homofile fandt et fristed i foreningen. Et sted, hvor de kunne mødes til dans, karnevaler, aftenunderholdning og skovture.
Ved foreningens sammenkomster fandt også mange transpersoner et fristed, hvor de i selskab med andre kunne vise sig klædte som kvinder.

Politivedtægten
Helt frem til slutningen af 1960’erne var det ifølge fortolkningen af politivedtægten ulovligt for mænd at færdes offentligt iført dametøj.
Mange transvestitter og transseksuelle blev anholdt af politiet og idømt bøder af domstolen.

Danske transforeninger
I 1966 blev den første danske transvestitforening stiftet. Det var FPE-NE. Det var en fælles skandinavisk forening.
Den var forbeholdt heteroseksuelle transvestitter.

Interne stridigheder gjorde imidlertid, at flere medlemmer først i 1990’erne blev ekskluderet.

Nogle af disse stod i 1994 bag stiftelsen af TiD.
I 2002 blev først Trans-Danmark og derefter PfT stiftet.
Det skete indirekte på grund af manglende enighed om, hvordan foreningerne skulle arbejde.

Stigende forståelse
Gennem de senere år har vi heldigvis set en stigende forståelse for de særlige problemer, som transpersoner har.
I dag er vi nået langt i vore bestræbelser på at opnå accept og forståelse i befolkningen og hos politikerne.

Forskning og lovgivning
Fra begyndelsen af 1900-tallet og helt frem til midten af århundredet skelnede læger og videnskabsfolk ikke mellem homofile, transvestitter og transseksuelle.
Herefter blev begreberne skarpt adskilte og fik individuelle diagnoser, som der dog aldrig er blevet rigtig enighed om.

I de seneste år ser vi nu, at forskere begynder at kæde begreberne sammen igen. Ikke, at de som tidligere siger, at det er det samme, men fordi de finder tegn, som kan tyde på, at der er årsagssammenhænge.

Men en ting er den videnskabelige forskning om årsagen. Noget andet og for de fleste nok mere nærværende er den almene accept i samfundet af såvel homofile som transvestitter og transseksuelle.

Og der er sket store fremskridt – især i de seneste år.

Aktuelt lovgivningsarbejde
Netop i denne tid er der et større udvalgsarbejde i gang i Sundhedsudvalget i Folketinget.
Det er derfor de største muligheder til dato for, at vi kan få ændret og forbedret de lovgivningsmæssige forhold.
Debatten i Sundhedsudvalget og Folketinget vil uanset resultatet betyde, at de specielle forhold, som gør sig gældende for transpersoner bliver kendt af en endnu større kreds af mennesker. Og det er i sig selv et plus.

Men desværre ser vi, at personstridigheder og enkeltpersoners til tider noget aparte holdning er med til, at vi gør det vanskeligere for os selv.

Sankthansaften for transpersoner
En Sankthanaftenfest som denne er også med til at forbedre forholdene for os alle. Måske i det små, men hver eneste gang transpersoner mødes er et plus. Et plus for den enkelte. Den enkelte får større selvtillid og et større selvværd, hvilket også er et plus for helheden.

Lad os med vores Sankthansbål nyde varmen, sammenholdet og sende vores heks til Bloksbjerg og dermed symbolisere, at vi ønsker at sende fordomme med hende.

Jeg ønsker jer en fortsat god aften og alt godt fremover for os alle.

Tina Thranesen.

* * *
Mandag den 25. juni 2007.
Omtale af sammenkomsten ved Tina Thranesen.

Sankthansaften 2007. Tina Thranesen den 25. juni 2007.

Vist 264 gange.
Sankthanshål 2007.

Sankthanshål 2007.

Af Tina Thranesen den 25. juni 2007.
Lørdag den 23. juni 2007 startede hjemme hos mig med gråvejr. Så dryppede det en smule. Og så kom solen frem midt på formiddagen.
Vejrudsigten var blevet studeret nøje de seneste dage for at se, hvordan metrologerne spåede vejret Sankthansaften. Metrologerne var nærmest enige om, at det formentlig blev tørvejr om aftenen, men at der ville komme nogle byger rundt om i landet i løbet af lørdagen.

Sankthansaften skulle jeg tilbringe på Djursland hos Signe Kruse, hvor Trans-Danmark med Ulla i spidsen havde arrangeret en sammenkomst med grill og hygge.
Kl. to eftermiddag kørte jeg hjemmefra – i god tid til, at jeg kunne få en hyggelig tur tværs over Fyn og op gennem Jylland.
Det var igen blevet gråvejr, og da jeg nåede frem til Middelfart, begyndte det at regne. Det tog til på den anden side af Lillebælt. Da jeg nåede frem til Hedensted, væltede det ned, så trafikken på motorvejen en periode var helt nede på 40 km./t. Uha da da. Det var ikke særlig rart. Det var jo ikke et svømmestævne, jeg var på vej til.
Men vejret klarede op. Da jeg nåede frem til Horsens, holdt det op med at regne. Og resten af turen foregik i tørvejr.

Da jeg nåede frem til Signes skønt placerede hus, var klokken blevet lidt over fire. Så gik de første minutter med at få hilst på Signe, Ulla Rørvig, Nadja Nielsen, Victoria Nielsen, Pernille og Freja Nordam, der allerede var kommet.
I løbet af de næste par timer kom yderlig Bibi, Irene Haffner og Sheila Frik. Lidt ud på aftenen kom også Ingrid.

Som altid, når vi er samlet, så gik snakken lystigt. Vejret blev jo drøftet en del, men vi var meget fortrøstningsfulde. Vejret var fint. Solen skinnede, der var kun svag vind og temperaturen var behagelig, så vi sad ude på terrassen og hyggede os med et glas vin, en kop kaffe eller en øl – alt efter den enkeltes lyst.
Men, men – vejrguderne er svære at tæmme.
Kort efter, at Signe med Bibi udnævnt som grillmester, var godt i gang med at gøre grillen klar til brug, fik vi en voldsom skylle. En parasol dækkede for det værste, så grillen klarede det, og heldigvis var det kun en kortvarig byge.
Resten af aftenen – og natten var det tørvejr.

Så blev der grillet til den store guldmedalje, og skålene med brød, diverse salater og andet tilbehør gik lystigt rundt.
Det hele forsvandt lidt efter lidt skyllet ned med vin og øl afbrudt af pauser med lystig snak.
Ja – ind i mellem var der også snak om debatterne på debatforummet Trans-Portalen, hvor der var nogen utilfredshed med enkelte personers debatform og debatniveau.

Alt medens dette stod på, kunne vi i udkanten af Signes have – ned mod åen og ud mod åbne marker se det, der senere blev omtalt som et 12-personers bål med en meget naturtro heks ridende på et kosteskaft. Jo – Signe havde forberedt det hele.
Det var annonceret, at bålet skulle tændes kl. ni. Men uden, at nogen af os egentlig havde tænkt over det, måtte vi pludselig konstatere, at klokken var blevet halv ti. Sådan er det i dejligt selskab – tiden flyver af sted.

Vi gik ned til bålet og meget hurtigt havde Signe og Bibi fået det tændt. Det blussede lystigt op – fuldstændig uberørt af, at det havde regnet.
Så blev Midsommervisen sunget. Selv om det nok måtte konstateres, at der ikke var nogen af os, der havde nogen sangmæssig uddannelse, så sang alle lystigt med. Og det lød faktisk ikke så tovligt.

Jeg holder båltale.

Jeg holder båltale.

Så blev det annonceret, at det var tid til, at Tina Thranesen ville holde båltalen.
Jeg var såmænd ved at tro, at det ville blive forbigået, da vi jo ikke var så mange, og da båltaler sædvanligvis holdes inden bålet tændes. Men pyt – traditioner er både til at holdes – og til at blive brudt.

Efter båltalen stod vi ved bålet og sludrede, til det var brændt næsten ned. Flere nævnte for mig, at de var glade for min tale, herunder bl.a. om de historiske dele, som var nye for nogle.

Helt frem til midnat sad vi ude på terrassen og sludrede, fik kaffe, et glas vin eller en øl mere.
En dejlig lun aften uden vind.

Ud på aftenen og først på natten kørte Irene, Sheila og Nadja. Vi øvrige skulle overnatte.
Det blev en hyggelig nat, og klokken blev godt fire, inden vi gik til køjs.

At vi kaldte bålet for et 12-mandsbål skyldes, at det havde en størrelse, så det både synede af noget og var en passende tid om at brænde ned til ulmende gløder – og så det, at vi var 12 personer.

Næste formiddag var der hyggelig sludren, kaffedrikning og oprydning. Lidt efter lidt kørte vi hjemad.

En oplevelse rigere – endnu en hyggelig sammenkomst, som kun kan betegnes som en succes. Lad mig udtrykke håbet om, at en tradition er født.

Tina Thranesen.

Lea og Jytte Witt uddelte gule roser på Lille Torv i Århus på “Spring ud dag” den 30. maj 2007.

Vist 0 gange.
Lea og Jytte Witt uddeler gule roser på lille Torv i Århus

Lea og Jytte Witt uddeler gule roser på lille Torv i Århus

Den 30. maj 2007 var den første internationale "Spring ud dag" for transvestitter og transseksuelle. Spring ud dagen – den 30. maj – er indstiftet af Katja Tordrup, formand for TiD.

Af Jytte Witt.
Jeg havde sagt ja til at stille op i Århus på Lille Torv for der at uddele roser (gule – hvilket er jalousiens farve) til de forbipasserende og fortælle dem, hvad det drejede sig om – og give dem en lille folder, der fortalte lidt om, hvad trans* er for noget. Det var en fin og udmærket lille tryksag – igen Katjas værk. Projektet har været nævnt flere steder på nettet og tillige publiceret direkte til TiD’s medlemmer.

Hvorfor er jeg så skuffet. Fordi det kun i praksis havde været muligt at få 6 (skriver seks) personer til at stille op, 3 i København og 3 i Århus. De 600 langstilkede roser var importeret fra Holland og sponsoreret af Lea, der foruden at være nordjyde, tillige er medlem af TiD.

Vi tre, der i Århus delte roser og brochurer ud i 3 timer, fik os længere eller kortere samtaler med de forbipasserende OG HAVDE INGEN NEGATIVE OPLEVELSER. En del havde hørt om projektet i regionalradioen samme morgen, nogle blev lidt forundrede over, at man ville forære dem en rose og fik en forklaring. Nogle kom af sig selv hen til en af os og spurgte om yderligere information. En enkelt overklassemokke veg et skridt baglæns, som om hun havde set den onde selv. Nogle fik blot folderen fordi de var på indkøbsraid og ikke kunne overskue at slæbe rundt på en tornet rose resten af eftermiddagen. Mange “voksne” kvinder kommenterede: “godt gået” eller “det var da også på tide”.
Og sidst på dagen kom en muskuløs tatoveret yngre mand med armene godt ud til siden hen og spurgte mig om jeg var en mand eller en dame. Jeg sagde – jeg synger 2. bas. Godt, sagde han, går du lige med hen til pølsemanden – vi har et væddemål. Han skal lige høre din stemme. Så jeg gik med hen til ham, der havde kunnet se os fare rundt i flere timer, men som havde væddet med muskelmanden om der var to transer og en dame eller 3 transer. Muskelmanden vandt og fik en ekstra ristet med det hele.

Som sagt, jeg er skuffet. Det ligner ikke noget at gå og brokke sig over, hvor ond verdenen er overfor transer, når noget som dette kan lade sig gøre uden den mindste vanskelighed.

Bedste hilsner
Jytte

Rie. TiD’s modeopvisning på Kulturnatten var en god og varm oplevelse. 21. oktober 2006.

Vist 359 gange. Af Rie den 21. oktober 2006.
Det kulturnatarrangement, som Transvestitforeningen i Danmark – TiD – afholdt fredag den 13. oktober 2006, viste sig at være en god og varm oplevelse.

Jeg er selv – i en ret fremskreden alder – begyndt at indrømme overfor mig selv, og hen ad vejen også overfor omgivelserne, sandheden om, hvordan jeg er.
De opfattelser, der cirkulerer, om hvad det er at være transvestit (TV) og hvad, det er at være transseksuel (TS), er mange, men uden at gå ind i polemikken om disse ting, vil jeg blot fortælle, at jeg nærmest er transseksuel.
Jeg har kommunikeret med andre TS og TV på nettet, men har kun udvekslet få ord med en ligesindet in persona (så vidt jeg da ved *SS*).

Da jeg erfarede, at TiD ville afholde et arrangement i forbindelse med kulturnatten, var det jo indlysende, at der her ville være en mulighed for at tale med andre, der har det ligesom mig selv.
På trods af, at der var meget, der trak, var det alligevel svært at tage sig sammen til at tage til nævnte offentlige arrangement – en situation, som andre måske kan nikke genkendende til.
Men da først kulturpasset var købt, begyndte der naturligvis at indfinde sig en vis forventningens glæde.

Jeg er så gammel, at jeg er vokset op i et samfund, hvor der stadig – ind imellem – blev tordnet mod sådan én som mig. Det var læger, præster, meningsdannere, magtfolket etc., således som det vil være nogle bekendt.
Jeg ved udmærket, at jeg ikke er fuldkommen, men jeg vidste jo også, at jeg ikke var et uhyre af den slags, som det mere eller mindre dulgt igennem årene – førhen – er blevet påstået om de personer, som med en samlebetegnelse i dag kaldes transpersoner.
Jeg måtte formode, at andre sikkert var lidt ligesom mig selv, dvs. ret almindelige og alligevel transpersoner.

Som man måske kan tænke, var det med en vis spænding, jeg mødte op i HUSET i Magstræde i København, hvor arrangementet skulle afholdes.
Jeg ankom forholdsvis kort tid efter, at dørene var blevet lukket op, men bortset fra mig selv var der på dette tidspunkt kun få andre gæster.
I det ene hjørne sad der en gruppe mænd iført forskelligt feminint tøj. Enten en kjole eller bluse og nederdel. og alle tog (jo) dette med den største selvfølgelighed.
I det pænt store lokale var der naturligvis en del borde med stole og en lang bar. Desuden stod der et tøjstativ med forskellige kvindelige beklædningsgenstande, et bord med forskellige parykker og et sted, hvor man kunne prøve at få lagt en make-up.

Mændene/pigerne i hjørnet havde ind imellem lidt at gøre i relation til aftenens show (det var blevet annonceret, at der ville blive lavet et show tre gange i løbet af aftenen), men derudover slog nogle af dem af og til et slag rundt i lokalet på en måde, så man var klar over, at man kunne spørge dem, hvis der var noget, man gerne ville spørge om.
Gradvist fyldtes lokalet og snart var alle siddepladser optaget, og da showet begyndte, var desuden alle ståpladserne omkring den lange bar “fyldt”.
Den snak, der fyldte rummet, var almindelig hyggesnak.

På dette tidspunkt var de fleste gæster “almindelige” mennesker, forstået på den måde, at de jo netop var kommet for at se det, de var blevet inviteret til at se, nemlig hvad alt dette med transvestitter mon kunne være for noget.. Indstillingen hos gæsterne var afgjort imødekommende.
Mange kiggede jo rundt og at bedømme ud fra de pågældendes attitude virkede det som om, de fandt ud af, at disse mænd i kjoler og nederdele “blot” var almindelige mennesker ligesom dem selv.

TiD havde fremstillet to brochurer.
Lysmængden i lokalet var ikke overvældende, så jeg læste dem først, da jeg var komet hjem, men der lå en lille stak af hver på bordene, og folk, der havde bedre øjne end mig, kiggede i dem på stedet. De var ganske udmærkede.

Showet skulle vise sig at være en mannequinopvisning.
Konferencieren, der var iklædt en iøjnefaldende kjole, og som havde iøjnefaldende bryster, indledte med nogle få bemærkninger om, hvad det vil sige at være transvestit, ja han lavede endog lidt sjov med det, men så tidligt i showet var publikum ikke rigtig klar til DEN dimension og vidste ikke rigtigt, om de turde grine, men det var helt afgjort med til, at stemningen lige fra begyndelsen af showet blev let og uhøjtidelig.
Mannequinerne blev introduceret alene ved deres pigenavne.
Tøjet kom fra forskellige tøjhuse, og såvel forretning som pris blev nævnt.

Mannequinerne var nok lidt nervøse i starten (eller meget?), men det varede ikke længe, inden der var klapsalver i takt til den bagvedkørende iørefaldende musik, der ledsagede “pigerne” på deres gang ad “catwalken”, og begyndelsesnervøsiteten lagde sig, og vi tilstedeværende piger – af alle slags – kunne glæde os over at se pænt tøj, der oven i købet var til at betale.

Jeg overværede det første show, der blev vist kl. 19, men på det tidspunkt var der ikke kommet så mange “publikummer”, der selv var i kjole eller bluse og nederdel.
Hen mod slutningen af showet, var der alligevel kommet en del, hvilket tilførte et element af sammenkomst, og sikkert også har bidraget til at gøre det lidt lettere for mannequinerne under de følgende fremvisninger.
Den del kan jeg dog ikke udtale mig om, da jeg selv tog af sted omkring det tidspunkt, men hvis den stemning og varme, der var en realitet, da jeg tog af sted, fortsatte og eventuelt yderligere etablerede sig, må det have været en rigtig god aften hele vejen igennem.

En tak til alle, der har været involveret, for at dette arrangement kunne virkeliggøres.

Kærligst. “Rie“.

TiD’s mannequinopvisning på Kulturnatten var en god og varm oplevelse. Af Rie den 21. oktober 2006.

Vist 359 gange. Det kulturnatarrangement, som Transvestitforeningen i Danmark – TiD – afholdt fredag den 13. oktober 2006, viste sig at være en god og varm oplevelse.

Jeg er selv – i en ret fremskreden alder – begyndt at indrømme overfor mig selv, og hen ad vejen også overfor omgivelserne, sandheden om, hvordan jeg er.
De opfattelser, der cirkulerer, om hvad det er at være transvestit (TV) og hvad, det er at være transseksuel (TS), er mange, men uden at gå ind i polemikken om disse ting, vil jeg blot fortælle, at jeg nærmest er transseksuel.
Jeg har kommunikeret med andre TSere og TVer på nettet, men har kun udvekslet få ord med en ligesindet in persona (så vidt jeg da ved *SS*).

Da jeg erfarede, at TiD ville afholde et arrangement i forbindelse med kulturnatten, var det jo indlysende, at der her ville være en mulighed for at tale med andre, der har det ligesom mig selv.
På trods af, at der var meget, der trak, var det alligevel svært at tage sig sammen til at tage til nævnte offentlige arrangement – en situation, som andre måske kan nikke genkendende til.
Men da først kulturpasset var købt, begyndte der naturligvis at indfinde sig en vis forventningens glæde.

Jeg er så gammel, at jeg er vokset op i et samfund, hvor der stadig – ind imellem – blev tordnet mod sådan én som mig. Det var læger, præster, meningsdannere, magtfolket etc., således som det vil være nogle bekendt.
Jeg ved udmærket, at jeg ikke er fuldkommen, men jeg vidste jo også, at jeg ikke var et uhyre af den slags, som det mere eller mindre dulgt igennem årene – førhen – er blevet påstået om de personer, som med en samlebetegnelse i dag kaldes transpersoner.
Jeg måtte formode, at andre sikkert var lidt ligesom mig selv, dvs. ret almindelige og alligevel transpersoner.

Som man måske kan tænke, var det med en vis spænding, jeg mødte op i HUSET i Magstræde i København, hvor arrangementet skulle afholdes.
Jeg ankom forholdsvis kort tid efter, at dørene var blevet lukket op, men bortset fra mig selv var der på dette tidspunkt kun få andre gæster.
I det ene hjørne sad der en gruppe mænd iført forskelligt feminint tøj. Enten en kjole eller bluse og nederdel. og alle tog (jo) dette med den største selvfølgelighed.
I det pænt store lokale var der naturligvis en del borde med stole og en lang bar. Desuden stod der et tøjstativ med forskellige kvindelige beklædningsgenstande, et bord med forskellige parykker og et sted, hvor man kunne prøve at få lagt en make-up.

Mændene/pigerne i hjørnet havde ind imellem lidt at gøre i relation til aftenens show (det var blevet annonceret, at der ville blive lavet et show tre gange i løbet af aftenen), men derudover slog nogle af dem af og til et slag rundt i lokalet på en måde, så man var klar over, at man kunne spørge dem, hvis der var noget, man gerne ville spørge om.
Gradvist fyldtes lokalet og snart var alle siddepladser optaget, og da showet begyndte, var desuden alle ståpladserne omkring den lange bar “fyldt”.
Den snak, der fyldte rummet, var almindelig hyggesnak.

På dette tidspunkt var de fleste gæster “almindelige” mennesker, forstået på den måde, at de jo netop var kommet for at se det, de var blevet inviteret til at se, nemlig hvad alt dette med transvestitter mon kunne være for noget.. Indstillingen hos gæsterne var afgjort imødekommende.
Mange kiggede jo rundt og at bedømme ud fra de pågældendes attitude virkede det som om, de fandt ud af, at disse mænd i kjoler og nederdele “blot” var almindelige mennesker ligesom dem selv.

TiD havde fremstillet to brochurer.
Lysmængden i lokalet var ikke overvældende, så jeg læste dem først, da jeg var komet hjem, men der lå en lille stak af hver på bordene, og folk, der havde bedre øjne end mig, kiggede i dem på stedet. De var ganske udmærkede.

Showet skulle vise sig at være en mannequinopvisning.
Konferencieren, der var iklædt en iøjnefaldende kjole, og som havde iøjnefaldende bryster, indledte med nogle få bemærkninger om, hvad det vil sige at være transvestit, ja han lavede endog lidt sjov med det, men så tidligt i showet var publikum ikke rigtig klar til DEN dimension og vidste ikke rigtigt, om de turde grine, men det var helt afgjort med til, at stemningen lige fra begyndelsen af showet blev let og uhøjtidelig.
Mannequinerne blev introduceret alene ved deres pigenavne.
Tøjet kom fra forskellige tøjhuse, og såvel forretning som pris blev nævnt.

Mannequinerne var nok lidt nervøse i starten (eller meget?), men det varede ikke længe, inden der var klapsalver i takt til den bagvedkørende iørefaldende musik, der ledsagede “pigerne” på deres gang ad “catwalken”, og begyndelsesnervøsiteten lagde sig, og vi tilstedeværende piger – af alle slags – kunne glæde os over at se pænt tøj, der oven i købet var til at betale.

Jeg overværede det første show, der blev vist kl. 19, men på det tidspunkt var der ikke kommet så mange “publikummer”, der selv var i kjole eller bluse og nederdel.
Hen mod slutningen af showet, var der alligevel kommet en del, hvilket tilførte et element af sammenkomst, og sikkert også har bidraget til at gøre det lidt lettere for mannequinerne under de følgende fremvisninger.
Den del kan jeg dog ikke udtale mig om, da jeg selv tog af sted omkring det tidspunkt, men hvis den stemning og varme, der var en realitet, da jeg tog af sted, fortsatte og eventuelt yderligere etablerede sig, må det have været en rigtig god aften hele vejen igennem.

En tak til alle, der har været involveret, for at dette arrangement kunne virkeliggøres.

Kærligst. “Rie”.

Lis Nissen. Sommerfest hos Signe på Djursland. 26. august 2006.

Vist 301 gange.
Lis

Lis

Min første sommerfest som transvestit
En aften, jeg chattede på TS-Dating, skrev de andre skrev om en sommerfest, de skulle til. Da jeg spurgte, hvad det var for en sommerfest, svarede de, at det var en sommerfest den 26. august 2006 hos Signe på Djursland arrangeret af Trans-Danmark, og at jeg kunne læse mere om den på TS-Dating.

Det lød dejligt, og da der var mulighed for overnatning, tilmeldte jeg mig med banke hjerte sommerfesten. Det var første gang jeg skulle ud som Lis.

Da dagen kom, var jeg meget nervøs. Hvad var det, jeg have rode mig ud i? Hvad var det for nogle mennesker, jeg skulle møde? Én ting er at skrive sammen med dem – noget ganske andet at skulle møde dem.

Jeg beslutte, at klæde om hjemme fra – for nu skulle det være, men at tage hjemme fra i dametøj for første gang og så langt, det var ikke sjovt. Jeg var meget nervøs, men kom dog af sted.
Første stop var ved Storebæltsbroen, hvor jeg skulle betale. Det viste sig, at det ikke var noget problem. De lagde ikke mærke til, at jeg var en mand i dametøj. Puha.
Så gik turen over Fyn til Jylland og nordpå mod Århus. På vejen op gennem Jylland stoppede jeg på en tank for at købe cigaretter. Jeg gik med banke hjerte ind. Men der skete ikke noget. Da det blev min tur købte, jeg mine cigaretter. Ingen så meget som kiggede efter mig.
Ud i bilen videre.

Da jeg ankom til det sted, hvor sommerfesten skulle være, var jeg igen nervøs. Var det nu det rigtige sted? Det måtte det være at dømme efter de mange biler, der holdt der. Så jeg stod ud af billen og gik med banke hjerte op mod hoveddøren og ringede på.
Døren blev åbnet, og jeg blev budt inden for. Puha – det var det rigtig sted!

Jeg gik rundt og hilste på de andre. Det viste sig heldigvis, at de var søde og rare, og pludselig var jeg ikke mere nervøs, så jeg faldt hurtigt i snak med dem.

Et par timer senere spiste vi. Dejlig mad fra grillen.
Det var en dejlig aften, og jeg fik snakke med mange af de andre. Men tiden løb alt for hurtigt. Jeg kom i seng kl. ca. 4.30 om morgen.
Det var en dejlig sammenkomst, og jeg hyggede mig gevaldigt. Jeg kan kun anbefale alle at deltage i sådan en sammenkomst, hvis man skal ud som pige første gang. Det er slet ikke så slemt, som man bilder sig selv ind.

Kærlig hilsen. Lis.

Grilfest på Als hos Jeanette den 4. juni 2005 fortalt af Susanne.

Vist 543 gange.
Jeanette Herniksen

Jeanette Herniksen

Grillfest på Als den 4. juni 2005 hos Jeanette Henriksen.
En skøn blanding af transvestitter og transseksuelle havde en skøn sammenkomst hos Jeanette Herniksen på Als. Vi havde planlagt at grille og håbede på rigtigt godt vejr. Det var imidlertidig noget køligt, så vi var kun ude på den overdækkede terrasse for at passe grillen. Men vi blev mætte – ikke alene af mad, men også af snak om både alvorlige og hyggelige emner. Det var en sammenkomst med et forløb, som får én til at glæde sig til næste sammenkomst.
Susanne Selmer har skrevet artiklen herunder.
Artiklen er krydret med billeder taget af Tina Thranesen.

* * *

Susanne Selmer.

Susanne Selmer.

Af Susanne Selmer den 5 juni 2005.
Jeg vågnede lørdag klokken kvart i fem. Om natten, altså. “Hvad var det nu…?” Nåh, jo, det var jo i dag, jeg skulle til eksamen. Mødes med mine ligesindede hos Jeanette nede på Als. “Gu ve, hvad det er for nogen…” Så lagde jeg mig til at sove igen.
Det er den dér angst. Angsten for, hvilke konsekvenser det kan få, hvis man offentligt tilstår at være anderledes. Én ting er at gå rundt i kjole og højhælede derhjemme, men noget ganske andet er den onde lyneme at maje sig ud, så ens egen familie ikke vil kunne genkende mig, og så træde ud i “samfundet”. Men i dag skulle det altså være, koste hvad det ville.

Tina Thranesen.

Tina Thranesen.

Jeg har været bevidst om mit “problem” i en eller anden grad siden jeg var 12 år gammel. Men der var jo et pres fra omverdenen: “Du skal vel finde en sød pige, blive gift og få børn.” Så det gør man. Men den går bare ikke i længden, med mindre konen og omgivelserne er på det rene med, at man skal leve sin kvindelige side ud. Så efter en skilsmisse for fire år siden har jeg i meget af min fritid gået derhjemme som kvinde. Jeg har været til ét møde med ligesindede i Randers og jeg har to gange handlet i den lokale brugs som kvinde. Og der var ingen, der sagde noget!! Og så tror jeg, at de fleste i det område, hvor jeg bor, efterhånden er klar over, hvordan jeg er. Jeg er efterhånden også lidt ligeglad med, hvad folk sladrer om.
Jeg stod op klokken halv ni, spiste morgenmad og gik så i gang med forberedelserne. Barberede hoved, ben og skridt, satte hår (jeg har langt hår, der til hverdag sidder i en hestehale), pakkede sengetøj, nattøj og skiftetøj og alle de ting, jeg skulle have med. Jeg havde oven i købet taget højde for den situation, at bilen skulle brække ned, for jeg havde ikke lyst til at blive hentet af Falck i fuld krigsmaling. Så gik jeg på nettet og fik lavet en kørselsvejledning. Og så kom det første klimaks: Jeg iførte mig en G-streng (lyserød!), et par supersmarte læderbukser, en sød bluse med broderier, nylonstrømper og spidse højhælede lange støvler. Så brugte jeg laaaaang tid på at få min make-up til at sidde helt rigtigt. Pludseligt var klokken 1245. Mødetiden var sat til 1500. På Als!! Jeg havde nok mindst to timers kørsel derned, så jeg fik mine smykker på, fik smidt de sidste ting i bilen og tog af sted.

Samlet ved kaffebordet.

Samlet ved kaffebordet. Fra venstre og højre runder: Jane Johansen, Susanne Selmer, Signe Kruse, Erwin Maria Jöhnk, Jeanete Henriksen og Pia Nielsen.

Signe Kruse.

Signe Kruse.

Under hele forløbet om morgenen og under køreturen var der en lille orm, der gnavede. “Man kan vel få et mavetilfælde som undskyldning for at vende om..” Men jeg fortsatte. “så for #&¤!/?…”. Jeg havde glemt at få min deodorant med, og jeg lugtede som en kulminearbejder lige før fyraften. Hvad gør en klog mand – nåh, nej – kvinde nu? “Du må jo finde en diskret kiosk, eller noget i den stil”, tænkte jeg. Men jeg blev ved med at udskyde det, hver gang jeg passerede noget, der kunne tænkes at have en deodorant til salg. Indtil jeg kom til et supermarked, hvor pladsen foran var næsten tom. Og der var heller ikke denne gang en eneste, der kiggede skævt eller sagde noget. Det var i øvrigt sidste udkald, for der var ikke flere butikker før destinationen. Hvor heldig kan man være? Så jeg landede foran Jeanettes hus klokken 1515.

Jane Johansen.

Jane Johansen.

Erwin Maria Jöhnk.

Erwin Maria Jöhnk.

“Hej”, sagde Jeanette, da hun åbnede døren med et varmt og hjerteligt smil. Hun var en ganske køn og sød pige, og der gik et øjeblik, før jeg indså, at hun ikke var født sådan. Jeg trådte ind i en stue, hvor to andre piger sad i en sofa. “Dav, og velkommen”,
sagde den ene. Hun var tydeligvis den udfarende kraft i selskabet og den, jeg kendte som Tina Thranesen fra hendes hjemmeside. Så var der Pia Nielsen, en smilende, lidt tilbageholdende pige. Hende havde jeg mødt i Randers for tre år siden. Efter ca. fem minutter faldt min puls fra 180 til næsten normal. Det skyldes nok min glimrende kondition. Eller måske det faktum, at der her ikke var nogen fordomme overfor noget som helst.

Så ankom Erwin Maria Jöhnk, Jane Johansen og Signe Kruse. Jane kendte jeg også fra Randers, og af en eller anden grund huskede jeg hende ganske udmærket. Hun er en meget livlig pige med fut i. Selv siger hun, at hun er stille og tilbageholdende, men det har vi andre nu ikke mærket noget til. Erwin havde jeg hørt om, og han er en stille, rolig og behagelig person. Signe kendte jeg ikke, men hun viste sig at være underfundig og morsom. Jeg var
kommet i godt selskab, og jeg har sjældent følt mig så velkommen, som tilfældet var her. “Forhåndsaccepteret” ville være et passende udtryk.

Jeanette Henriksen.

Jeanette Henriksen.

Oplægget til dette arrangement var ganske enkelt: Ankomst fra klokken 1500, grill fra 1830 – ? Der er den risiko ved den slags, at hvis man ikke kender hinanden så godt, kan man komme til at sidde i hvert sit hjørne (hvis der er hjørner nok) og sige ingenting. Men der var snak, sjov og ballade fra vi satte os til et veldækket kaffebord til de sidste gik i seng omkring klokken tre. Og snakken gik på alt fra visse offentlige myndigheders mangel på forståelse for vores situation til intime detaljer om privatliv og lyst til partnere. Og det er ellers ikke noget, jeg lukker ud for hvem som helst.

Vi havde selv medbragt drikkevarer og kød til grillen, og Jeanette fik et symbolsk beløb for tilbehør og kaffe. At dømme efter kaffemaskinens snorken var beløbet i underkanten. Så økonomisk er sådan et arrangement til at overse. Og da grillen kom i gang og rødvinen på bordet var det, som om vi havde kendt hinanden i mange år. Det var et vellykket selskab med en behagelig atmosfære. Og da man kan ankomme som man er født og klæde om på stedet er der egentligt ikke nogen undskyldning for at blive væk.

Nadja Nielsen.

Nadja Nielsen.

Jeg har lært en vigtig ting: Hvis man er i godt selskab med mennesker, man kan stole på og føler sig tryg ved, glemmer man faktisk, at man er “anderledes” Hvor er det skønt og befriende at kunne være sammen med andre i det tøj man har mest lyst til og med det udtryk, man til dagligt går og gemmer på inde bag facaden.

Tak til de øvrige deltagere for en uforglemmelig weekend. Og en stor tak til Jeanette, som lagde hus til. Og så en opfordring til de, der læser det her, og som har lysten, men mangler modet: Kom ud af skabet og med til selskab. Det er trygt, hyggeligt og morsomt!

Søndag den 5. juni 2005.
Kærlig hilsen. Susanne.

HBIGDA besluttede den 8. april 2005, at dens 21. konference i 2009 skal afholdes i Oslo.

Vist 0 gange. Vigtig konference om transseksualisme skal arrangeres i Oslo i 2009. Kort fortalt, så skal Landsforeningen for transkønnede (LFTS) i Norge med støtte fra GID-klinikken på Rikshospitalet i Oslo arrangere Harry Benjamin International Gender Dysphoria Association’s (HBIGDA) 21. konference i Oslo 2009.
Det bliver første gang konferencen, der er verdens vigtigste om transkønnethed og kønsidentitet, arrangeres i Norden.
Beslutningen blev truffet på HBIGDA’s 19. konference, som blev afholdt i Bologna, Italien den 6. til 9. april 2005.

Julefrokost i Trans-Danmark. Af Layla Nielsen den 7. december 2003.

Vist 325 gange. Af Layla Nielsen den 7. december 2003.
Lørdag den 6.december havde Trans-Danmark premiere på julefrokost hos Jane Johansen. Tina Thranesen var desværre blevet forhindret pga. stormen, der lukkede Storebæltsbroen, så vi var 4 piger, der mødtes hos Jane til frokost. I øvrigt en dejlig frisk lørdag efter lang tids trist gråt vejr.

Jane havde forberedt en fremragende julefrokost. Jeg var vildt sulten kl. 12, så jeg tyvstartede, men ca. kl. 13 måtte jeg give op. Jeg kunne ikke mere.

Vi fik snakket om masser af ting, ikke mindst diverse oplevelser fra USA fik meget fokus. Pia var f.eks. blevet berøvet to gange på samme dag. Karin og jeg har boet i USA og har mange gode minder.

Selvfølgelig gik snakken lystigt. Bl.a. om hvordan vi skal få markedsført de nye Århusmøder i LBL’s lokaler midt i Århus. Som bekendt starter vi onsdag den 14. januar 2004, fortsætter onsdag den 28. januar og fredag den 6. februar. Det bliver tre gange om måneden hele første halvår 2004. Alle er velkommen, uanset hvilke foreninger, de ikke er medlem af.

Om eftermiddagen fik jeg lov til at tage testen Combined Gender Identity and Transsexuality Inventory (COGIATI) på nettet, så nu ved jeg lige præcis, hvem jeg er. Jeg fik resultatet 85, og jeg er derfor puttet ind i kasse tre, androgyn, både mandlig og kvindelig. Men da jeg har det fint med at være transvestit på deltid, er det vist meget godt ramt.

Karin havde i øvrigt en interessant oplysning. Der er åbenbart en lille dims inde i hjernen, der kan være med til at bestemme, om man er transvestit eller transseksuel. Denne dims er forskellig, afhængig af om man er mand eller kvinde, og vi TV‘er og TS‘er ligger så et eller andet sted midt imellem. Det er da meget rart at vide, at vi altså ikke selv kan gøre for det, men bare kan nyde vores nye køn. Som transvestit
på deltid vil jeg da også gerne reklamere lidt: Det er da meget rart, at man selv kan vælge, om man vil være mand eller kvinde. Denne weekend har stået i Laylas tegn, men i morgen er det hverdag igen.

Sexologisk Klinik afholdt orienteringsmøde onsdag den 29. maj 2002 kl. 1500 til 1600.

Vist 290 gange. Sexologisk Klinik på Rigshospitalet har lands- og landsdelsfunktion i behandlingen af flere patientgrupper og er det eneste sted i Danmark, hvor transseksuelle kan blive fulgt intensivt forud for en eventuel kønsskifteoperation.

Herunder kan du læse nogle uofficielle referater og bemærkninger om det orienteringsmøde, som Sexologisk Klinik afholdt den 29. maj 2002 fra kl. 1500 til kl. 1600 og om problemstillingen omkring transseksualitet, Sexologisk Klinik, Civilretsdirektoratet og Retslægerådet.

Alle “referater”, bemærkninger og kommentarer blev udsendt via postlisten “Transgender DK” og alle bidragsydere har givet mig tilladelse til at bringe deres indlæg.
Jeg overværede selv mødet.
Tina Thranesen.

* * *
Sophie Schröder får ordineret kvindelige kønshormoner, men frekventerer ikke Sexologisk Klinik.
Uofficielt referat fra mødet fra Sophie, der deltog i mødet
.

Det var en /meget/ tynd “kop te”. Der kom ikke ret meget nyt frem.
Ellids Kristensen, ledende overlæge ved klinikken, startede på behandlings teamets vegne, med en præsentation af teamet. Hun lagde ikke skjul på at mødet ville vare fra 15:00 til 16:00 som annonceret. Det varede dog 5 minutter længere.
Der var ingen tvivl om at det var temmelig overraskende for dem, at der var mødt SÅ mange frem.

Vi var 4 fremmødte fra Transvestitforeningen i Danmark (TiD) Formandinden, Kassereren, og 2 bestyrelsesmedlemmer. (Tony og undertegnede).

Solveig Lerche brugte temmelig meget tid på at fremføre sin egen sag, delvis støttet af 2 jurister fra Århus universitet.

Derudover brugte foreningen Kaineus (Kvinde til Mand transseksuelle) tid på at profilere sig selv, og de undrede sig over at deres pjece ikke måtte lægges frem i venteværelset.

De 2 jurister, fremførte også at der jo stadig ikke findes nogen reel lovgivning på området, hverken omkring navnesager eller omkring kønsmodificerende operationer. Omkring navnesagerne anvender man stadig cirkulærer og hidtidig praksis, som grundlag for nye afgørelser. Hvad de kønsmodificerende operationer angår, anvendes stadig den forældede “Kastrationslov” fra begyndelsen af trediverne.

Foreningen Kaineus hævdede at der pt. intet samarbejde var mellem Sexologisk Klinik og Civilretsdirektoratet omkring navnesager, hvorimod Ellids Kristensen hævdede det modsatte.
Det kom blandt andet frem, at der intet var i vejen for at folks normale læge, sagtens kunne indlede en hormonbehandling men at dette var op til den enkelte læge, selv om man helst så at det foregik i klinikkens regi, da de jo er eksperterne.

Der blev også spurgt om et evt. afslag på operation også var endeligt. Dette benægtede Ellids Kristensen, idet man kunne gå videre til Retslægerådet med en evt. klage. Retslægerådet ville så høre eksperterne om det forsvarlige i at en sådan blev gennemført. Eksperterne er, ikke overraskende, teamet på Sexologisk Klinik. Så man kan vel med rette diskutere om en sådan anke vil føre til noget.

Ud over det herover anførte, kom der ikke noget egentligt nyt frem. Men det lå ligesom i “luften” at der nok ville blive flere møder. Så kan man da kun håbe at de vil bliver arrangeret og organiseret noget bedre. Man kunne forestille sig at det f.eks. blev muligt at stille en væsentlig del af spørgsmålene skriftligt, inden mødet, så det bliver muligt at opstille en egentlig dagsorden.
De stillede spørgsmål burde så fremgå af en til møde deltagerne fremsendt invitation sammen med denne dagsorden. Vi kan kun håbe på, at evt. fremtidige møder vil blive af lidt længere varighed og forhåbentlig på et tidspunkt der passer lidt bedre til folks arbejdstid.

Mødet sluttede klokken 16:05, uden at der var kommet alt det frem, som jeg er sikker på at en stor del af tilhørerne havde på hjerte.

Jeg håber på, at jeg har fået alt det væsentlige med her, idet der mig bekendt ikke blev taget noget egentligt referat. Derfor er dette udelukkende efter min hukommelse.

Den 6. maj 2002. Kærlig hilsen, Sophie

* * *
Solveig Lerche, der lever fuldtids som kvinde.
Uofficielt referat fra mødet af Solveig Lerche, der deltog i mødet.

Kære allesammen.
Jeg skal hermed imødekomme Susie’s ønske af 5. maj, om et referat fra mødet på Rigshospitalets Sexologiske Klinik mandag den 29.04.2002.

Referatet er udført så godt som jeg nu husker selve mødet. Havde jeg været indstillet på at skulle iagttage rollen som referent, så havde jeg nok gjort mig nogle notater.

Endvidere har jeg måttet tage skyldigt hensyn til anonymitets begrebet, hvorfor enkelt navne og enkelte debat indlæg med vilje ikke er medtaget. Det er mit håb, at referatet alligevel må have en vis gyldighed, og at nogle vil finde referatet tilstrækkelig informativt. Det må tages med, at mødet var fastsat til at vare én time, hvilket man strengt overholdte – så også af denne årsag var det begrænset, hvor meget dette møde bibragte til en gensidig forståelse.

Kærlig hilsen. Solveig

Paneldeltagere:
Overlæge Ellids Kristensen Sexologisk Klinik
Overlæge Søren Partoft Plastikkirurgisk afdeling S
Gynækolog Dorthe Hartwell Gynækologisk afdeling Y
Afdelingslæge Bo Hou Øre-næse-halsafdelingen

Mødet blev indledt af Ellids Kristensen, som udtrykte overraskelse over det store fremmøde, og bød hele forsamlingen velkommen. Hun gjorde kort rede for idéen bag dette møde, og hun udpegede afdelingslæge Bo Hou som mødets ordstyrer.

Herefter overtog ordstyreren ledelsen af mødet, og første mødedeltager der fik ordet var Solveig Lerche, som erklærede at hun dels spurgte på egne vegne, men at hun også repræsenterede en nystartet interesseorganisation ved navn trans-danmark.dk.
Solveig beklagede for det første at Civilretsdirektoratet ikke var repræsenteret, og dernæst beklagede hun også at der kun var afsat én time til dette møde, idet flere af mødedeltagerne kom helt over fra Jylland med en relativ lang rejse frem og tilbage. Dernæst kom Solveig ind på problematikken omkring juridisk kønsskifte (ændring af civilretslig status) uden et kønsmodificerende plastikkirurgisk indgreb, og her pegede hun specielt på det forhold, at ændring af fornavn ikke er tilstrækkeligt, men at skift af cpr.nr.
er lige så vigtig, idet det er cpr.nr. der udløser et “F” eller “M” i passet. Solveig påpegede at hverken forholdet omkring navneskift og skift af cpr.nr. er omhandlet i loven. Hun unde-stregede at sædvanlig praksis som den i dag bliver udøvet af Civilretsdirektoratet og Rigshospitalets Sexologisk Klinik savner støtte i lovgivningen. Solveig pointerede at hun havde fundet støtte i dette synspunkt hos forskningsadjunkt ved juridisk fakultet på Århus Universitet cand.jur., ph.d. Marianne Holdgaard og hos tidligere minister og dommer ved Menneskerettighedsdomstolen professor dr.jur. Isi Foighel. Endelig kunne Solveig meddele at hun pt. forsøger at få etableret et personligt møde med justitsminister Lene Espersen, med henblik på at få ændret sædvanlig praksis. Der var ingen i panelet der ønskede at tage til genmæle, vel også fordi indlægget reelt var rettet til Civilretsdirektoratet.

Næste debattør var netop ovennævnte cand.jur.,ph.d. Marianne Holdgaard, som var mødt frem sammen med cand.jur. Christina Ladefoged. De to jurister vil nok være kendt af de fleste af de transseksuelle, som autor til afhandlingen Når navnet bliver et problem, om transseksuelles ret til navneændring. Marianne Holdgaard kunne kun bekræfte forrige debattørs indlæg. Hun opfordrede derfor meget kraftigt til at man ændrede sædvanlig praksis. Men også Marianne Holdgaard måtte affinde sig med et manglende svar fra panelet, igen fordi problematikken hovedsageligt ligger i Civilretsdirektoratets
regi.

Der blev rejst nogle spørgsmål fra salen, som panelet igen vægrede sig ved at svare på, idet det drejede sig om konkrete sager, og sådanne sager ville man ikke kommentere på.

Solveig bad atter om ordet, og hun refererede til en båndet radio udsendelse med journalist Morten K. Thomsen som producer. I denne udsendelse blev overlæge Søren Partoft stillet spørgsmålet om de faktiske udførte såkaldte kønsskifteoperationer. Søren Partoft kunne bekræfte sine udtalelser om at de omtalte operationer ikke er uden risiko, og at de er smertefulde, samt at det ikke er alle operationer der er vellykkede. Men hvad der i denne sammenhæng er nok så interessant, så udtalte Søren Partoft i det omtalte radio interveiw, at en betragtelig del af patienterne rent faktisk ikke ønsker operationen, men alene underkaster sig kirurgisk behandling med henblik på at tilfredsstille myndighedernes krav om dokumenteret foretaget kønsskifteoperation
før man kan opnå ændring af civilretslig status. Som nævnt, så ønskede Søren Partoft ikke at tilbagekalde eller kommentere sine tidligere udtalelser.

En af mødedeltagerne, som for nylig havde modtaget afslag på ønsket kønsskifteoperation ville gerne have oplyst om der var mulighed for at anke en sådan afgørelse. Igen var panelet ikke særlig villig til at kommentere konkrete sager, men man kunne mere generelt udtale, at Rigshospitalet Sexologisk Klinik ikke afslår kønsmodificerende operationer til nogen. Det man udtaler sig om er, om man fra såkaldt sagkyndig side skønner at et kønsmodificerende operativt indgreb vil virke til gavn for patienten eller ej. Så er det efterfølgende op til Retslægerådet
og Civilretsdirektoratet at afgøre om man vil indstille patienten til en operation. I forlængelse heraf oplyste gynækolog Dorthe Hartwell at hvad angik udskrivelse af recept til hormonpiller, så var man fra Rigshospitalets side kun indstillet på at udskrive recepter i forbindelse med en godkendelse af operativt indgreb. Men hun føjede til, at hun var vidende om at et stigende antal praktiserende læger i dag ikke er så uvillige til at udskrive recepter på hormonpræparater til transseksuelle.
Her føjede Solveig til, at den såkaldte Real life test under de nugældende forhold ikke er en mulighed, idet patienten ikke kan udleve det daglige liv som det køn man ønsker at leve som, når man ikke kan foretage sig helt naturlige ting som at rejse til udlandet, når man er udstyret med et “forkert” pas, ligesom deltagelse i valg til kommuner, amt og folketinget samt deltagelse i folkeafstemninger kun er mulig i forbindelse med meget store vanskeligheder og personlig ydmygelse. Her kunne panelet heller ikke kommentere, idet indlægget i alt væsentlighed vedrørte Civilretsdirektoratet.

En af mødedeltagerne, som angiveligt er transseksuel pre-op (altså med forestående ønsket kønsskifteoperation). Vedkommende er lovformelig gift med en kvinde, og ved en kønsskifteoperation vil det omtalte ægteskab blive tvangsopløst. De hertil relaterede spørgsmål var af juridisk karakter, og kunne derfor ikke besvares af panelet.

Simon som har gennemgået en kvinde til mand kønsskifteoperation, var med til mødet i sin egenskab som repræsenterende en patientforening, og havde et spørgsmål omkring en af patientforeningen udarbejdet informationsfolder, som man gerne ville have skulle ligge fremme tilgængelig på Rigshospitalets Sexologiske Klinik. Man havde ikke haft held til at få den fremlagt, hvilket man nærmest betragtede som en knægtelse af ytringsfriheden.
Svaret fra panelet var, at den omtalte informationsfolder ikke tydeligt nok angav hvem der stod som udgiver, og derfor kunne opfattes som Rigshospitalets informationsfolder. Dette havde man skønnet var en hindring for at fremlægge den omtalte folder.

Efter nogle bløde kommentarer fra salen, så konstaterede ordstyreren, afdelingslæge Bo Hou at klokken var 16.00 og at mødet hermed sluttede.

Referentens kommentarer:
Det må hilses med tilfredshed at Rigshospitalets Sexologiske Klinik har fulgt opfordringen til at arrangere et møde som dette. Men samtidig må det konstateres, dels at panelet også skulle have haft en repræsentant fra Civilretsdirektoratet og dels at én time til at debattere disse meget alvorlige problemer er alt for lidt.

Til det ovennævnte refererede møde var pressen mødt op, repræsenteret ved tre journalister. Da to af de tre journalister (radio journalister) startede en båndoptager, fandt overlæge Ellids Kristensen ikke dette for passende, og da én af de øvrige mødedeltager delte hendes opfattelse, blev det henstillet til de to journalister at de skulle slukke for båndoptageren. Umiddelbart finder jeg det lidt dårligt at undsige pressen, idet vi vil stå os langt bedre i kampen mod myndighederne hvis vi har pressens bevågenhed.

Det er at håbe på, at man vil gentage et sådant mødearrangement. Men næste gang med et udvidet panel som ovenfor skitseret.

Farum den 6. maj 2002. Solveig Lerche

* * *
Susie er transseksuel og frekventerer Sexologisk Klinik med henblik på at få en “kønsskifteoperation“.
Indlæg fra Susie, der ikke selv deltog i mødet.
Susie bad mig nævne følgende:
Jeg vil gerne have, at du understreger, at jeg er meget tilfreds med min behandling på Sexologisk Klinik. Det er ikke noget, jeg siger for glæde SK. Jeg mener det!

Kære alle sammen
Som en form for opfølgning på mit opfordring på et referat fra mødet på Sexologisk Klinik, vil jeg gerne komme med nogle af mine kommentarer.

Jeg havde regnet med at et sådant møde mere havde omhandlet behandlingen af transseksuelle på RH. Som udgangspunkt vil jeg tage min egen behandling på SK. Det sværeste for mig har egentlig været, at man ligesom skal passe ind i en plan, som ikke lige er den måde/rækkefølge jeg selv ville foretrække at det skulle foregå for mig. Det har betydet, at det har taget mig en del længere tid, at komme dertil, hvor jeg er i dag. Jeg har været i en situation, hvor jeg samtidig med, at jeg skulle have startet min RLT, også skulle etablere mig i et job, som nyuddannet. Lykkeligvis har jeg været utrolig heldig med mit job, og har mødt en fuldstændig forståelse fra alle mine kollegaer,
der alle støtter mig, og er nu i fuld gang med RLT. Jeg kunne forstille mig, at man lavede en form for “handlingsplan” i starten af behandlingen, for at tilpasse den til den enkelte person, sådan at man kan tage mere hensyn til den enkelte persons situation og muligheder, jeg kan ikke lide at putte folk i kasser.

Jeg har og er meget tilfreds med SK og deres behandling af mig, men har nogle gange fået indtryk, at dette ikke er noget jeg har tilfælles med en del mennesker, derfor vil jeg gerne høre om jeg står alene med dette synspunkt. Under hele min behandling har jeg betragtet SK, som en medspiller og ikke en modstander, og jeg har fået den forståelse, hjælp og støtte, som jeg har haft brug for. De har hele tiden fortalt mig, at det er mig der bestemmer, og de vil hjælpe mig med at nå mine ønsker. Selvfølgelig har de ikke lagt skjul på, at de kommer med en indstilling/vurdering af en eventuel operation, og at den har stor indflydelse på om jeg får den.

Misforstå mig ikke, det er vigtigt, at få de rigtige papirer, men jeg mener problematikken her er en der bør tages op med Civilretsdirektoratet. Jeg er sikker på at SK er helt enige i, at det burde være muligt at få sine papirer ændret uden at have fået en operation.

Den 7. maj 2002. Kh Susie

* * *
Erwin Jöhnk har fået foretaget KtM kønsskifteoperation.
Indlæg fra Erwin Jöhnk, der ikke selv deltog i mødet.

Erwin Jöhnk, TS-kontakt.
Det er dejligt at læse nogle positive meldinger. Især din Claudia, hvor du skriver at du har fået tilbudt navne ændring i dec 2001. Dette er for mig store fremskridt, mens andre vil ryste på hovedet og sige det kan vi ikke bruge til noget.

Jeg har ikke udtalt mig før om min mening om SK for jeg tænkte, nå det er åbenbart kun mig der fornemmer de positive toner. Af gode grunde oplever jeg dem ikke selv. Jeg hører kun om hvad der sker fra jer af, som går der. Der har jeg faktisk kun hørt negative ting. Derfor er det en stor glæde, at høre noget positivt om SK.

Jeg har fulgt med i udviklingen fra SK start for mange år siden. Der er sket forbedringer på det område, der vil fortsat ske ændringer, men de kommer ikke fra dag til dag. Det sker over en længere periode.

Vi skal have en lovgivning på området, nok som det svenske eller det tyske eller en kombination af tingene.

For mig at se er det nu heller ikke CRD der skal skydes så meget på men det gumpetunge uvidende del af systemet som hedder Retslægerådet. En levn fra stenalderen, næsten da. Ingen andre lande omkring os har noget der hedder retslæge rådet!

Der indhenter man udefra nogle eksperter om de områder der skal kigges efter. Disse eksperter ser og taler med de personer sagen drejer sig om. Retssikkerheden herhjemme på det område er rmeget tvivlsomt, når der er en flok, der hver enkelt læse en sagerne igennem og af giver deres individuelle kommentar, uden at se eller tale med personen som det drejer sig.

Det er her den største forhindring er, og et stivnakket kirke ministerium med hensyn til navneændring. Brug kræfter på dem.

Tilbage til OP oplevelser. En kedelig ting er komplikationer ved operationer. Dette vil vi nok opleve mere af i fremtiden, desværre. Og NEJ det er ikke altid kirurgen der har skyld i det. Det er vores total ødelagte sygehus system. Det er ikke kun TS der vil opleve flere komplikationer, de opstår på grund af fejlbehandling af plejen, for hurtig udskrivning, for der skal skaffes mere plads og ikke mindst dårlig kost og rengøring. Ja kan være der sidder nogle og griner over dette her, men de har så ikke selv prøvet, at være indlagt på en afdeling, hvor det er så galt. På Rigets plast er den helt gal. Selvom nogle fra personalet gør deres bedste.

Hov jeg må ikke glemme et stort knus til Claudia *SS* og til Susie som jeg ikke kender. tak for de i gad skrive om jeres oplevelser Det give rmig mod og kræfter igen til at arbejde videre på bedre forhold for TS‘er.

Den 8. maj 2002. Med venlig hilsen Erwin TS-kontakt.

* * *
Claudia M. Nielsen har netop fået foretaget sin kønsskifteoperation.
Indlæg fra Claudia, der ikke selv deltog i mødet.

Hej alle sammen
For det første vil jeg bare lige sige, at jeg er kommet godt igennem min operation, som ikke forløb uden komplikationer – men når jeg ser bort fra disse komplikationer er jeg næsten 100% frisk igen.

Så til mødet på SK.

Da dette møde blev afholdt lå jeg desværre stadigvæk ovre på 10. sal på 2104, men jeg fik ca. 1 time efter det var slut et meget lang referat herfra.

Som jeg ser det, var det en mega stor bommert at CRD ikke var med til dette møde. For det er hos CRD at de fleste af vores problemer ligger, når dette er sagt vil jeg også have lov til at sige følgende.

For mig personligt har det største problem været mit navn, men dette problem fik jeg gjort meget mindre ved at tage navneforandring til et navn som lå utrolig meget tæt på Claudia, nemlig Claudi.

Med hensyn til mit CPR nr. har jeg aldrig haft noget problem, for dette er jo bare et nummer og ikke andet for mig.

Jeg kan ikke forstå problematikken vedrørende stemme ret, rejse uden for de danske grænser – jeg har et arbejde hvor jeg rejser meget rundt i hele EU, jeg har et pas hvor mit navn Claudi Nielsen, mit CPR nr. og et flueben i M for sex samt et billede af en kvinde, mig, dette har ALDRIG givet mig problemer, selv ikke på rejse til USA.

Jeg har på samme måde som dig Susie følt at SK og mig ikke var modspillere med vi var medspillere. Jeg har fået meget støtte inde på SK, især fra Ellids som var min faste samtalepartner.

Jeg har ikke følt at SK prøvede på at putte min ned i en kasse, men det kan måske være pga. at jeg lige fra dag 1 viste hvad det var jeg ville bruge SK til. Dette har jeg aldrig lagt skjul på overfor SK tværdigmod, har jeg hele tiden spillede med åbne kort overfor Ellids og det samme har hun gjort overfor mig – det har så medført at der er med tiden kommet nogle sandheder op på bordet som har gjort ondt på både på Ellids og mig.

Hvilket så har medført at hele min proces hos SK, CRD, Retslægerådet og operation kun har taget 31 måneder.

Forresten fik jeg tilbud om at skifte navn fra Claudi til Claudia i begyndelsen af December 2001, men jeg takkede nej hertil da jeg kunne se at både mit navn og CPR nr. ville være rettet til inden Juni 2002.

Jeg håber på at SK vil igen måske til efteråret indkalde til et nyt møde, måske et halvdags seminar hvor både SK, Gyn, Plastik og CRD vil være tilstede, og jeg vil opfordre til at dem som ikke har læst den svenske lovgivning der gælder transseksuelle i Sverige om at læse den, for det må være det som vi her i Danmark skal prøve på at opnå med tiden.

Den 8. maj 2002. KH Claudia

* * *
Birthe Hansen – “Bibse”, er født kvinde. Hun kender mange transvestitter og transseksuelle og har fulgt adskillige frem til gennemført operation.
Indlæg fra Birthe, der ikke selv deltog i mødet.

Kære alle.
Nu har jeg fulgt de forskellige meningsudvekslinger på listen, og vil gerne have lov til at komme med (et lille besyv) min mening.

Allerførst vil jeg dog sige hjertelig tillykke til Claudia med en vel overerstået operation, dejligt at vide du kom godt igennem og har fået et godt arb. hvor dine arbejdskollegaer støtter og accepterer dig. Hvor er det dejligt at læse.

Jeg håber for både Claudia og Susie I må få et dejligt og godt liv ud af alt jeres møje og besvær.

Om der skal være papirer eller operation, eller begge dele, ja det er op til den enkelte hvad de ønsker med deres liv. Jeg har personligt fulgt 7 mennesker “til dørs” fra mand til kvinde, nogle er blevet bedre end andre, men for alle har der været et dybt ønske om og blive opereret, og de er alle blevet mere lykkelige og helstøbte af det og det må vel være, den bedste grund til og blive opereret.

I ved jo nok allesammen, at Tina Sandie Nielsen og jeg er blevet valgt familie, noget vi begge to har særdeles stor glæde af, da vi har så lidt familie.
Da jeg i sin tid traf Tina, var hun ikke helt bevidst om, at hun var TS‘er men kunne ikke forstå alle de forskellige følelser, der var I hende. Jeg blev den, der gjorde hende opmærksom på hun nok ikke var TV‘er men TS‘er, at hun skulle prøve virkelig at gå ind i sig selv og sine egne følelser, og finde ud af hvem hun virkelig var. Det var så det hun gjorde, og Tina er en af dem jeg har fulgt hele vejen frem til i dag.

For andre der f.eks. ikke kan komme igennem en operation, kan der være glæde ved og få papirerne i orden, så de i hvert fald udadtil, har papirer på de er kvinde og ikke mand. Jeg kender da nogen, der ikke får tilladelsen til operation måske fordi, de er blevet for gamle, men glæden ved at få papirerne er meget stor, så hvordan man hver især lever sit liv, synes jeg er op til den enkelte selv, så længe man blot har glæden inden i selv selv derved.

Så held og lykke allesammen, hvad I end beslutter jer til. Lige et sidste ord med på vejen. Er I usikre og bange fortæller I også de mennesker I møder og får kontakt med, at I ikke helt forstår jer selv.

Frem med brystet piger og så derudaf selv om det kan være svært.

9. maj 2002. De kærligste hilsner Birthe.

Sammenkomst hos Transuella den 10. november 2001.

Vist 275 gange. Af Tina Thranesen den 10. november 2001.
Klokken var lidt i 13, da jeg ringede på klokken til lejligheden i Korsør. Det var lørdag den 10. november 2001. En dejlig efterårsdag.
Straks åbnedes døren, og en storsmilende Charlotte Nielsen bød mig indenfor.
Charlotte lever i dag som fuldtidstransvestit.
Vi havde aftalt, at jeg skulle hente hende, da vi begge skulle til sammenkomst for transvestitter hos Transuella, der bor ved Vordingborg.
Ført var der lige er par småting om vore hjemmesider, vi skulle drøfte.
Men snart efter var vi på vej mod Vordingborg. Vejret var dejligt, men allerede, da vi nærmede os det lille landbysamfund, hvor Transuella bor, kunne vi fornemme, at det ikke ville var længe, inden det blev mørkt.

Sammenkomsten kom i stand ved, at jeg på ICQ fortalte Transuella om, hvor hyggeligt vi havde haft det ved sammenkomsten lørdag den 13. oktober hos Tina Larsen i Aalborg.
Under denne snak tilbød Transuella, at hun gerne ville afholde den næste sammenkomst. Få dage senere, søndag den 21. oktober meddelte Transuella mig, at hun havde sludret om det med sin veninde. De var blevet enige om, at fredag den 9. eller lørdag den 10. november ville være passende. Det endelige valg blev som bekendt om lørdagen kl. 15.

Straks lavede jeg en invitation, som blev oploadet på min hjemmeside. Derefter udsendte jeg via ICQ en omtale af invitationen til de ca. 70 transvestitter, som er på min ICQ-adresseliste. Jeg omtalte også invitationen for de den gang ca. 60 transvestitter, der har en postliste til blandt andet at orientere hinanden om, hvad der foregår.

Men nu nåede Charlotte og jeg frem til Transuellas bopæl. Der holdt allerede flere biler, hvilket undrede os lidt, da vi var i god tid.
Entredøren blev åbnet, og vi blev budt velkomne af Transuella og hendes veninde.
Straks blev vi ført ind i stuen. Vores forundring blev større, da vi måtte konstatere, at alle var ankommet.
Vi fik hilst på hinanden. Nogle kendte jeg i forvejen fra andre sammenkomster, andre kendte jeg kun fra chat primært via ICQ.

Næsten med det samme blev jeg mødt af spørgsmålet: “Hvad tid stod der i invitationen på din hjemmeside”?
“Klokken 1500”, svarede jeg.
“Nej, der står kl. 1300”, var reaktionen fra de andre.
Så var jeg godt klar over, hvorfor de alle var kommet før Charlotte og mig.

På invitationen stod der ganske rigtigt, at mødetiden var klokken 15. Men dagen forinden havde Charlotte gjort mig opmærksom på, at under den korte omtale, som jeg havde om sammenkomsten, under menupunktet “Sidste nyt” stod der kl. 1300. Det skyndte jeg selvfølgelig at rette, men åbenbart for sent.

Derfor måtte jeg også bryde sammen og tilstå min fejl.
Det viste sig, at de alle sammen havde brugt den korte omtale af arrangementet under “Sidste nyt” som en hurtig måde at tjekke, hvad tid sammenkomsten var.
De øvrige var derfor ankommet allerede kl. 1300 til nogen overraskelse for Transuella. Hun tog det dog i stiv arm.

Da alle var yderst femminint klædt i kjoler, pæne frisurer, nylonstrømper og sko med varierende hælhøjde og flot lagte makeup, skyndte jeg mig at fortrække ud på badeværelset for at forvandle mig til Tina. Jeg er ikke så modig, at jeg færdes udendørs eller kører bil som Tina.

Da forvandlingen var overstået, og jeg kom ind i stuen igen, måtte jeg på ny hilse på alle de øvrige. Som Tina var jeg jo også nyankommet.

Vi var så følgende samlet: Transuella og veninden Hanne, Annette Bjerre, Karin Astrup, Qvickie og hustrun Jeanette, Charlotte, Kazzie, Fetisia og mig selv.

I stuen, hvor vi var samlet ved sofabordet og flere småborde var der dækket op med kaffe, snacks og småkager. Uha – figuren.

Men snakken gik livligt og det var tydeligt, at selv om vi ikke alle havde mødt hinanden “in real life”, så kendte vi trods alt hinanden, da vi jo på kryds og tværs havde sludret med hinanden via ICQ. Alligevel var det noget helt andet og rigtigt dejligt at være sammen i den samme stue. Det var også en flok smukke og dejlige piger jævnt fordelt aldersmæssigt.

Snakken gik livligt. Der blev snakket om alt mellem himmel og jord. Ikke kun om kjoler og makeup, men også om transvestisme, internettet, ICQ, hjemmesider og om alt muligt andet.

Men pludselig blev vi “kaldt til orden” af Transuella, der bad os lette vore legemer og trippe ind i den tilstødende stue, hvor der ved et langt bord var dækket til middag.
Stuen var hyggelig og lavloftet, som det ofte er tilfældet i ældre huse. Borddækningen var et skønt syn. Tallerkener, bestik og glas pænt arrangeret og med flere blomsterbuketter og levende lys. Transuella havde sandelig gjort meget ud af det.
Der var ogen trippen frem og tilbage på stiletterne, ind og ud af spisestuen.
Vi havde hver især medbragt drikkevarer. Mest i form af nogle flasker vin og sodavand.
Endelig var vi pænt anbragt rundt om bordet.
Og så kom Transuella og hendes veninde ind med maden. Oksetyndsteg med alt tilbehør. Transuella havde insisteret på, at hun ville sørge for maden – og vi måtte ikke engang betale noget.

Maden var liflig, vinen dejlig, stemningen pragtfuld. Snakken gik livligt. Snak med veninden ved siden af, med hende over for og hende skråt over for. Vi var en flok dejlige tøser, der havde det dejligt.
Men hvor dejlig maden end var, så nåede vi til vejs ende. Hvor mange, der tænkte på den slanke linie, er jeg ikke klar over.

Det er nok også på sin plads at nævne, at der var to af den ægte varer med ved sammenkomsten. Forstået på den måde, at Transuella havde sin veninde med og Qvickie havde sin kone med.
Det var begge med til at gøre det rigtigt hyggeligt.

Da vi havde fået ryddet op efter os i spisestuen, blev der brygget kaffe.
Igen tog vi ophold i den første stue. Denne gang satte vi os lidt anderledes, ja vi skiftede også plads nogle gange i aftenens løb, så vi fik rigtigt snakket med alle.

Men alle gode stunder har en afslutning. Godt midnat begyndte vi så småt at tage af sted. Nogle enkelte blev tilbage. De skulle overnatte og først hjem næste dag.

På vejen hjem sludrede Charlotte og jeg livligt om, hvor dejlig en sammenkomst, det havde været.

Og det bedste af det hele er, at Transuella har lovet, at hun til foråret vil holde en sammenkomst mere.

Kærlig hilsen. Tina Thranesen.

Sammenkomst hos Tina Larsen lørdag den 13. oktober 2001.

Vist 274 gange. Af Tina Larsen
Festlig aften i det Nordjyske.
9 piger, inklusiv en af “de ægte” var vi samlet. Den første dukkede op kl. halv to, og så dumpede de ellers ind, sådan hen ad eftermiddagen. Nogle slæbte på kufferter og poser, andre var klædt på hjemmefra.
Vi sad rundt om mit lille sofabord og sludrede løs. Til at begynde med var der nogle mænd !! til stede, men senere var der piger overalt. Fantastisk selskab! Små midaldrende damer, sexede sild, store damer, pyntede damer, pæne damer osv. osv. – alle sammen søde og flotte piger i blandet alder. (Jeg siger ikke, hvem der er hvad !)

Da klokken blev hen ad halv syv tiden fik vi stillet et lækkert bord an, med sild, frikadeller, hamburgerryg, fiskefileter, farsbrød, hjemmebagte boller, rejer, ost, øl, snaps, rødvin og det hele.
Bordet passede til selskabet: lækkert og varieret!!

Og som alle snakkede – her kan man tale om “hønsegården”. Der var ikke et roligt øjeblik, undtaget da Pia rejste sig og krævede ordlyd. Hun ville lige sige tak til mig (den lille skat).

Man skal lige huske at, bortset fra nogle få, var der ingen der kendte hinanden i forvejen, så at snakken gik så livligt er ingen selvfølge, men dejligt.
Nogle af os skulle også lige prøve en af de andre kjoler, eller den anden paryk, så faktisk var der flere end 9 piger med til festen, og så kom, ikke at forglemme, Nicole og hilste på. Det var lige en smuttur på, jeg ved ikke hvor mange 100 km.

I løbet af natten kørte folk hver til sit, nogle i taxa, andre (afholdende) i bil. Vi var tre (knap så afholdende) der blev ved til klokken var 7 om morgenen. Det kan godt være at snakken ikke var helt så fornuftig, til sidst, men sjovt var det nu.

Der manglede måske lige et par mandfolk til at byde op til dans, ellers må jeg sige at det er SKØNT at være kvinde og futte rundt i et “større” selskab.

Kære læsere af dette.
Jeg kan godt sige jer, at I er gået glip af noget !!
Som, ret ny, transvestit på nettet, kan jeg særdeles varmt anbefale ALLE at deltage ved de sammenkomster mv. der afholdes for transvestitter. Ikke nok med at man selv “bliver luftet”. Man møder nogle rigtigt søde og spændende mennesker. Har man spørgsmål eller problemer vil man opdage at der kommer masser af svar og forståelse retur. Det mærkes tydeligt at “vi alle er i samme båd”.

Tak for en hyggelig dag (og nat). Tina Larsen.

Tina Larsens besøg i Parykmagasinet. 6. oktober 2001.

Vist 193 gange. Af Tina Larsen den 6. oktober 2001.
En “ganske almindelig” dag.
Efter at have sendt børnene i skole (de bor hos mor, men var hos mig torsdag til fredag) tog jeg op og blev klippet helt korthåret. Det bliver jeg altid, så parykken sidder bedre. Det betyder jo også, at der går længere tid, før jeg trænger igen. Man skal spare hvor man kan!

Da jeg kom hjem, gik jeg i gang med barberingen. Det er dæleme et stort arbejde – efter 2 måneder. (Mit job medfører, at jeg er ude at rejse i 2 måneder og hjemme i 2 måneder, og jeg var lige kommet hjem).

Det var noget med et ben efterfulgt af en kaffepause, så et ben mere, kaffe igen, en arm – pause, så den anden arm osv. osv. Da jeg var færdig, stod jeg i hår til knæene (næsten).

Så gik jeg i gang med at lime negle på. Under dette “arbejde” så jeg til min store skræk, store kager af hård hud og gravrust (det var olierester m.m. i porerne) i håndfladerne og på siden af fingrene. I gang med en fodfil og hårdhuds creme. Da der var gravet 2 måneders indgroet skidt og møg af mandehænderne, var tiden kommet til at “spartle” negle ud. Det ligger nu engang sådan, at de negle man limer på, ikke passer særligt godt til mine “spader” af fingre.

Jeg har fundet ud af, at jeg ved at file mine egne negle smallere og fylde overgangen mellem egne og kunstige negle ud med nail-perfecter (det er en hudfarvet neglelak, der er meget tyktflydende og god at fylde ud med) kan få det til at se nogenlunde ud. Det tager lang tid, da det skal tørre mellem hvert lag, og det er tykke lag vi taler om!

Så skulle der lakeres, hvilket er det mindste af det.

Så er formiddagen gået, og det er tid til noget mad. Efter mad – så bad.

Så skulle hagen have endnu en tur med skraberen for at fjerne det mørke skæg, der har tendens til at komme frem på få timer!!

Nu kunne jeg finde tøjet frem, men hvad skal man tage på? Man skal jo tage sig godt ud i selskab med 10 andre damer. Det blev til det beige sæt. De hudfarvede strømper var selvfølgelig løbet, så jeg måtte have de sorte på, men pyt.

Makeup – det er altid svært, for det gælder om ikke at overdrive, men alligevel forsøge at finde nogle feminine træk i det ikke helt pletfri ansigt! Det blev til jordfarverne, som ikke skinner så meget i øjnene og plejer at fungere meget godt til min teint.

På med parykken. Check, at alt er husket – kontanter, kørekort, sygesikringsbevis, VISA-kort, cigaretter, kaffe og et par skiver franskbrød til turen (man tør jo ikke gå ind på et cafeteria). Alt var i orden, så jeg startede bilen og kørte.

Vel ude på motorvejen opdagede jeg, at jeg ikke havde briller på. Det har Tina aldrig, men det ville nu have været rart at have dem på under kørslen. Nå skidt, det går nok.

Da jeg var kommet til Randers opdagede jeg, at jeg ikke var helt så forberedt alligevel. Tanken er ved at være tom! Nå, så må jeg dreje af og prøve at finde en automat-tank, så jeg ikke risikerer at skulle møde andre mennesker!! Fy, føj, det er jo farligt!!!

Jeg fandt en automat, men de havde ikke diesel – så var der ikke noget at gøre, jeg måtte ind og betale ved et MENNESKE!

Jeg fyldte tanken op, tog min (dame)pung og gik ind til kassen. Damen sagde: “Det bliver 299,75”. Jeg gav hende 300 kr. Hun sagde: “Så får du 25 ører”. Jeg sagde: “Tak”. Hun spurgte, om jeg ville have bonen med, men jeg sagde: “Nej tak”. “Farvel og tak”, sagde hun. “Farvel”, sagde jeg.

Som I nok kan se, var det MEGET farligt!!! Jeg kan godt forstå, at jeg var så nervøs for det!!!

Da jeg kørte ud fra tanken, duggede ruderne. Så varm var jeg af bare nerver.

Det er sgu da utroligt, at man har det sådan. Der sker jo ikke en skid!!

Jeg holdt pause på en motorvejs rasteplads, hvor jeg satte mig ved et bord med min kaffe og madder. Da jeg var færdig, skulle jeg tisse. Det gør man jo på dametoilettet. Der var et ældre ægtepar i en bil, jeg passerede, ellers ingen. Imens jeg sad på wcet, hørte jeg en bil, der stoppede lige udenfor. Oh, skræk og ve, MENNESKER igen! Ikke nok med det. Det viste sig at være 4 unge fyre og en pige. Da jeg kom ud af døren med mit store skilt: TRANSVESTIT på maven og ryggen (sådan føles det altså), var jeg spændt på, hvad de ville sige. De sagde intet som helst. Jeg gik hen til bilen. Oh, skræk og ve!! MENNESKER igen.
Der holdt en bil ved førersiden af min bil. Der skulle jeg hen og ind ad døren, stille tasken, tage sele på og starte bilen, alt imens de sidder og kigger på mig hele tiden. Jeg gik hen og satte mig ind og kørte min vej, uden de så meget som blinkede.

Borggade 5 i Århus ligger selvfølgelig midt i centrum. Det er fredag aften kl. 18.50. Tror I, der er mange mennesker?

Jeg steg ud, gik de 500 meter hen ad vejen, ind i butikken. – Der skete ikke en disse!!

Hej og velkommen. Vil du have et glas rødvin og en snitte? 2 søde piger stod i butikken og tog imod. Da vi alle var ankommet, gik vi i gang med at prøve parykker. Det var rigtigt sjovt at skifte type. Det er utroligt så meget håret betyder for udseendet. Vi var et par stykker, der fik nyt hår.

En smule hyggesnak blev det også til. Og så fik jeg “kapret” en mere til min tøseaften lørdag d. 13/10. Nu bliver vi 8 – 9 stykker. Det er da ok.

Efter et par timer kørte vi hjem igen. Det gik helt smertefrit!! Nu er man jo også blevet en “erfaren rotte”. Moralen er:

De “farlige mennesker” ude i det store samfund har altså andet at give sig til, end at glo på en skør transvestit på tur.

Jeg vil lige gøre opmærksom på, at jeg er 2 meter høj, så det er ikke fordi, jeg ligner en kvinde særligt meget.
Ps. Da jeg kom hjem om aftenen skulle negle og det hele af igen, da jeg skulle til familiefest dagen efter.
Er livet som transvestit ikke herligt?

Tina Larsen.

Qvickie og Tina Thranesen deltog i kursus den 24. februar 2001.

Vist 555 gange.
Museluna/Mitte.

Museluna
/Mitte.

Lørdag den 24. februar 2001 deltog Liselotte og jeg i et kursus arrangeret af Museluna/Mitte – en dejlig 45 årig kvinde, der havde tilrettelagt et kursus for transvestitter.

Oplægget til kurset var:
1. Hvordan gebærder “rigtige” kvinder sig?
2. Hvilke signaler sender de til hinanden?
3. Hvad betyder signalerne?
4. Hvordan rejser man sig og sætter sig på en stol uden at virke klodset?
5. Hvordan lægger man ansigtet i “rette” folder?
6. Hvor gør man af armene?
7. Hvordan går man naturligt med de høje stiletter uden at virke krukket?

Mitte havde fået hjælp af Karina, der er kgl. baletdanser og instruktør.

Herunder beskriver Mitte, jeg selv og Liselotte, hvorledes vi oplevede kurset.
Liselotte har senere skiftet navn til Qvickie.

Mitte oplevelse af kurset
Museluna/Mitte.

Museluna
/Mitte.

Museluna eller Mitte, som hun hedder, fortæller her hvordan, hun oplevede afviklingen af sit transvestitkursus.

Igennem et halvt år havde jeg planlagt mit kursus, haft kontakt til over hundrede mulige deltagere, og lørdag den 24. februar 2001 var jeg på vej til skolen, hvor kurset skulle gennemføres for de to (ja det er rigtig skrevet 2), som havde vist interesse og havde meldt sig.

Jeg må indrømme, at jeg havde lidt ondt i maven af spænding og forventning.
Karina (instruktøren og koreografen) var lige så spændt, som jeg.

Karine.

Karine.

Jeg havde dækket op med kaffe, fastelavnsboller, sodavand, øl, kildevand, bolsjer og frugt og en god portion humor.

Karina, Liselotte og Mitte.

Karina, Liselotte og Mitte.

En time før kursets start (“det forlangte deltagerne”) kom to flotte fyre gående op ad trappen og blev vist til omklædningsrummet.

Kurset blev afholdt på en skole, hvor vi rådede over et kæmpe rum med spejle på hele den ene endevæg, så hvad vi end gjorde, kunne vi se det og rette det, der skulle rettes, efter instruktørens smilende, rolige og muntre vejledning.

Da kurset startede kom Tina og Liselotte ud af omklædningsrummet – to smukke og glade “kvinder”. Sikken en positiv overraskelse.

Karina var kommet dertil på sin scooter og for at kunne måle sig med de smukke “kvinder”, som hun sagde, satte hun sit lange hår pænt op, og tog også sine høje hæle på.

Liselotte.

Liselotte.

Efter introduktionen, fulgte et lille foredrag om, hvad der indvirker på vores adfærd, hvad vi skal være opmærksom på, og hvordan vi kan få vores tale til at matche med vores kropssprog.
Tina Thranesen.

Tina Thranesen.

Tina og Liselotte var dog meget interesseret i at “komme rigtig” igang. Karina viste, hvordan man skulle gøre for at være bløde i bevægelserne både i arme og hofter, og hvordan anklerne kunne styrkes for at holde til at gå i de høje sko.

Derefter gennemgik vi nogle cases, hvor der både skulle gåes og løbes, hvor man skulle rejse sig og sætte sig både fra en stol og fra gulvet (som her illuderede en skovbund). Tina og Liselotte fik deres sag for og sved på panden, så vi måtte lige åbne et par vinduer. Der blev tid til ryge og kaffepause (ikke så meget) og pludselig var tiden gået.

En journalist fra bladet VIRUS kom og fik en plads på gulvet og en god snak og nogle billeder, som kommer i bladet i maj måned.

Karina, Liselotte og Mitte.

Karina, Liselotte og Mitte.

Vi sluttede af med en god frokost, hvor vi fik snakket en hel del igennem, og vi var alle enige om, at det havde været en dejlig oplevelse, og at det var både synd og skam, at ikke flere havde turde melde sig til kurset.

Jeg skal iøvrigt lige bemærke, at Karina, da vi var færdige, lagde mærke til, at en mand havde sneget sig ind i lokalerne. Da jeg let henkastet sagde, at det skam var Tina, tabte hun både ansigt og mælet. Så stor var forvandlingen, at selv hun blev snydt.

Jeg siger hjertelig tak til jer to “tøser”, som viste, at I troede på mig og havde mod og lyst til at deltage.

Kærligst Museluna/Mitte.

Tina på transvestitkursus
Museluna/Mitte.

Museluna
/Mitte.

Søndag aften den 10. december 2000 kl. 2338 indledte jeg på Scor en chat med ordene:
“God aften. Er fra flere sider blevet gjort opmærksom på din profil”.

Det var Jackie(tv) og Liselotte(tv), der uafhængig af hinanden havde gjort mig opmærksom på, at der på Scor fandtes en profil, der hed “Transkursus”, og at de var i chat med en kvinde, der ville lave et kursus for transvestitter.

Det blev en lang chat, som først sluttede over midnat – mere præcist mandag den 11. december kl. 0046.

Det var starten på mit bekendtskab med Museluna, som egentlig hedder Mitte.
Chatten resulterede i, at jeg her på min hjemmeside oprettede en omtale af hendes transvestitkursus med mulighed for at kontakte hende via E-mail.

Frem til lørdag den 24. februar 2001, hvor kurset blev afholdt, blev siden besøgt 1.300 gange. Ganske pænt på 11 uger.
I løbet af denne tid havde Mitte kontakt med rigtig mange transvestitter, der viste interesse for hendes kursus. Selv har jeg også “talt” med mange transvestitter, og alle gav udtryk for, at det var en god ide med sådan et kursus.

Selv syntes jeg også, at kurset var en god ide, og jeg fortalte hurtigt Mitte, at hun godt kunne regne med min deltagelse.
Derfor blev jeg også noget overrasket over, at kun Liselotte og jeg havde meldt os til kurset.

Karina.

Karina.

Så kom endelig dagen – lørdag den 24. februar 2001 – kursusdagen. Jeg var noget spændt på, hvordan det hele ville forløbe.

Liselotte og jeg havde aftalt, at vi ville komme sammen, så jeg kørte rundt om hendes bopæl og samlede hende op. Ja det vil sige, på det tidspunkt var hun jo ikke Liselotte, og jeg var ikke Tina. Men pyt med det.

Der var mulighed for at komme op til en time før kurset start kl. 1030, så vi havde rimelig tid til omklædning og til at få lagt lidt make-up.
Vel ankommet til skolen mødte vi Mitte ved indgangen og fik forevist lokalerne, hvor kurset skulle afvikles.

Mitte er en dejlig kvinde. Nem at være sammen med og let at tale og sludre med. Såvel Liselotte som jeg følte os straks på bølgelængde med hende.
Ikke så snart var Liselotte og jeg færdige med at klæde om og lægge en let make-up, før Karina ankom.
Hun så lidt betænkelig ud. Jeg kan forestille mig, at hun nok har tænkt: “Hvad er det, jeg har indladt mig på?”.

Så gik vi i gang. Liselotte og jeg sad pænt på hver sin stol med front mod spejlvæggen.
Foran os var Mitte og Karina og så spejlbilledet af os selv.
Det varede ikke længe, inden der var en dejlig og afslappet stemning godt krydret med Liselottes sprælske påfund.

Mitte forklarede og demonstrerede sammen med Karina hvordan talen og kropssproget supplerer hinanden. Viste, hvordan det med hænder og arme – ja med hele kroppen – var muligt at understrege, hvad hun sagde.
Et af eksemplerne viste to kvinder, der mødte hinanden og hilste på hinanden. Her viste Mitte og Karina tydeligt, hvordan de med deres kropssprog kunne understrege glæden ved at se den anden, men så sandelig også på trods af søde ord formåede at udtrykke “dumme kælling, hvorfor skulle jeg også lige løbe på dig”.
Så tog Karina føringen.
Madrasser ud på gulvet og ned at ligge. Tipetansk musik ud af højttalerne.

Musikken var ikke ligefrem en fryd for mine øren.
Men med Karinas instruktioner om at slappe af, løfte og dreje arme og hænder i takt til musikken, kunne jeg godt fornemme, at det passede godt sammen. Meget afslappende.
Det fik det dog ikke lov til at blive ved med at være.
Karina demonstrerede og fik os til at bruge andre muskler i kroppen. Muskler i mave, lår, lægge, nakke og skulder – ja jeg kunne nævne flere endu. Ikke hårde øvelser, men øvelser med det formål at smiddiggøre og blødgøre vore bevægelser.

Tina øver i gang foran spejlvæggen.

Tina øver i gang foran spejlvæggen.

Men så var det også slut med at ligge og “drive”.
De næste øvelser gik på at bevæge hofterne.

Frem og tilbage gik fint. Syntes faktisk, at det gik endog særdeles fint.

Sværere blev det, da hofterne skulle bevæges fra side til side og i cirkler. Men næsten umuligt blev det, da hun ville have os til at bevæge hofterne i et ottetalsmønster. Og alt sammen uden at bevæge fødder og overkrop. Det var svært, men ingen tvivl om, at de øvelser vil kunne lære os at give et yderst femminint vrik med numsen.

At Karina er balletdanser sås tydeligt under disse øvelser. Hun havde ganske enkelt fuld kontrol over sin krops bevægelser. Imponerende, hvordan hun kunne bevæge sin spinkle, slanke og veltrænede krop.

Efter en kort pause fortsatte vi med mere praktiske øvelser i at gå, småløbe, sætte sig og rejse sig. øvelser i at gå sludrende med en veninde, se sig naturligt omkring, standse for at se på forretningsvinduer og meget mere.

Hele tiden kunne vi se os selv i spejlvæggen.
Mitte og Karina kommenterede flittigt og lod os gentage øvelserne. I spejlet kunne jeg også se, at det, som de påpegede var rigtigt, og at gentagelserne hjalp på min måde at gå og bevæge mig på.

Efter disse grundlæggende