Mannequinopvisning på Københavns Bymuseum lørdag den 11. juli 2009.

Vist 257 gange.
Pernille Feline byder velkommen til mannequinopvisningen.

Pernille Feline byder velkommen til mannequinopvisningen.

Af Tina Thranesen.
Det var med spænding, jeg sidst på formiddagen lørdag den 11. juli 2009 begav mig mod København. Målet var Københavns Bymuseum for at overvære mannequinopvisningen, som TiD havde arrangeret i samarbejdet med museet som et særarrangement i forbindelse med udstillingen Som jeg er, HOMO – BI – TRANS i København. I forbindelse med mannequinopvisningen skulle jeg selvfølgelig også gense udstillingen.

Københavns Bymuseum

Københavns Bymuseum

Københavns Bymuseum har hjemme i en statelig bygning opført af Det kongelige kjøbenhavnske Skydeselskab og danske Broderskab og indviet i 1787.
Mannequinopvisning foregik i Havesalen , der blev indrettet i forbindelse med en ombygning i 1896.

Det var min hensigt at overvære opvisningen kl. 1300 – den anden af de tre opvisninger – og kørte hjemmefra i god tid. Men puh ha en trafik – den var tæt på at være lige så styg som morgentrafikken på hverdage, selv om det var en lørdag formiddag. Det gjorde, at turen tog noget længere end beregnet, hvorfor jeg mistede begyndelsen af opvisningen.

Jens Pedersen.

Jens Pedersen.

Jeg fik betalt entreen – 20 kr. – og snuppet en flot foldet A-4 brochure om mannequinopvisningen og zigzaggede gennem stueetagens lokaler frem til Havesalen.
Allerede inden, jeg kom ind i salen, kunne jeg høre livlig musik. Døren ind til salen stod åben, så jeg fik mere og mere at se af, hvad der foregik.
Salen fuld af mennesker. De fleste sad på stole, men der var også en del, som stod op, og så lynede blitzlysene.

Kommet ind i salen stod jeg stille et øjeblik for rigtigt at få et overblik over, hvad der foregik. Ned gennem salen var der to gange to rækker stole, der vendte mod hinanden, så der i midten af lokalet nærmest var en gang. Det var “podiet” – ja et rigtigt podie var det ikke, det var ikke hævet. Ned af podiet/gangen gik Alice Nielsen. Hun var netop kommet ud fra et afskærmet område af salen, hvor jeg ganske rigtigt formodede, at mannequinerne klædte om. For enden af gangen stoppede Alice, stod stille et øjeblik, vendte sig graciøst og spadserede smilende tilbage ad gangen. Stoppede igen og gik ind bag afskærmningen. Derefter fulgte den ene mannequin efter den anden. Det var flot at se. Efter hver fremvisning blev der klappet højlydt af de mange siddende og stående gæster.

Alice Nielsen.

Alice Nielsen.

Pernille Feline.

Pernille Feline.

(Olivia) Marianne Peuckert.

(Olivia) Marianne Peuckert.

Tina Nielsen og Pernille Feline.

Tina Nielsen og Pernille Feline.

Nu tog jeg mig også tid til at kigge rundt på gæsterne og genkendte adskillige transkønnede fra tidligere sammenkomster. Samtidig konstaterede jeg, at der var omkring 40 siddende og ca. en halv snes stående gæster. Omkring 50 gæster til en transmannequinopvisning, synes jeg, var flot.
Nede i modsatte ende af salen fik jeg øje på Jens Pedersen, som stod for udstillingen “Som jeg er“. Stille gik jeg bag stolerækkerne ned til Jens og fik hilst på ham. Han strålede, så jeg kunne ikke andet end udbryde “Du ser ud til at være en glad mand”. Han svarede, at det var han sandelig også.

Lisbeth Merete.

Lisbeth Merete.

Nu var mannequinopvisningen jo i fuld gang, så det blev ikke til mere snak. Den ene mannequin efter den anden tog podiet i besiddelse. Nogle gange alene, andre gange to ad gangen. Det var tydeligt, at det var nøje indstuderet og øvet, hvordan de skulle bevæge sig, hvornår de skulle standse, og hvornår de skulle vende sig og gå tilbage.

Sluttelig kom alle mannequinerne ind – den ene efter den anden, til de alle – Alice Nielsen, Bianca Alexio, Lisbeth Merete, (Olivia) Marianne Peuckert, Pernille Feline, Tina Nielsen og Vibe Grevsen – (nævnt alfabetisk) var inde samtidig. Der blev klappet taktfast, medens de gik podiet igennem, vendte
og gik tilbage og forsvandt ind bag afskærmningen.
Umiddelbart efter kom Pernille Feline, formanden for TiD ind igen. Hun takkede for bifaldet og oplyste, at der nu var mulighed for at købe et glas champagne i den opstillede bar ved døren, og at næste opvisning ville finde sted kl. 1430. Stort applaus.

Bianca Alexio.

Bianca Alexio.

(Olivia) Marianne Peuckert.

(Olivia) Marianne Peuckert.

(Olivia) Marianne Peuckert.

(Olivia) Marianne Peuckert.

Så blev der trængsel. Alle rejste sig fra stolene, og Michelle B., der passede baren og også er transkønnet, fik travlt med at skænke champagne. Der blev hilst på både den ene og den anden og snakken gik lystigt – en hyggelig summen af stemmer.

Men jeg havde jo også tænkt mig at se selve udstillingen, som var placeret i Festsalen på første sal. Det var jeg ikke ene om. Der var mange, som gik fra den ene opstilling til den anden.

Tina Nielsen.

Tina Nielsen.

(Olivia) Marianne Peuckert og Alice Nielsen.

(Olivia) Marianne Peuckert og Alice Nielsen.

Bianca Alexio.

Bianca Alexio.

Lisbeth Merete.

Lisbeth Merete.

Tiden mellem den anden og den tredje mannequinopvisning syntes at være af passende længde til at bese udstillingen. Da jeg kom hjem og gennemså de billeder, jeg havde taget, måtte jeg imidlertid konstatere, at der var flere ting, som jeg ikke havde fordybet mig tilstrækkeligt i. Derfor har jeg efterfølgende besøgt udstillingen yderligere to gange – hver gang med udbytte. Udstillingen er absolut anbefalelsesværdig.

Manequinerne ved afslutningen.

Manequinerne ved afslutningen.

Manequinerne ved afslutningen.

Manequinerne ved afslutningen.

Tiden for den tredje og sidste mannequinopvisning nærmede sig. Igen blev salen fyldt med godt 50 forventningsfulde mennesker.
Kl. 1430 kom Pernille FelineTiD’s formand – frem fra det afskærmede område og bød velkommen til mannequinopvisningen.
Derefter gik det slag i slag. Samtlige otte modeller var inde flere gange. Nogle gange kom de en ad gangen, andre gange to ad gangen. Igen var det tydeligt, at de havde trænet meget., og jeg kunne ikke andet end at beundre dem for deres indsats.
Til slut kom alle otte mannequiner ind i række og blev stående ned gennem gangen “podiet”. De høstede stort og velfortjent bifald.

Pernille Feline takker Janice Throsen.

Pernille Feline takker Janice Throsen.

Pernille Feline tog herefter ordet og takkede de fremmødte for opbakning og bifaldene. Derefter takkede hun mannequinerne for deres indsats og store og ihærdige træning.
Iben Haaest blev kaldt frem af Pernille Feline. Iben Haaest er makeupartist fra Odense. Hun har flere års erfaring fra teaterlivet og havde stået for at lægge makeup på mannequinerne.
Derefter blev Janice Thorsen blev kaldt frem af Pernille Feline. Janice Thorsen er koreograf og indehaver af modelbureauet STEPaSIDE og havde stået for koreografien af opvisningen og ikke mindst trænet med mannequinerne gennem flere måneder.

Både Iben Haaest og Janice Thorsen blev takket for deres store arbejde med at få mannequinopvisningen op at stå og fik hver især overrakt en gave. De høstede stort bifald.

Charlotte Henriksen, der er stylist og beklædningsdesigner og indehaver af cphSTYLING, havde stået for valg af tøj. Hun måtte på grund af andre gøremål gå før opvisningen var slut.

Alice Nielsen og Samantha.

Alice Nielsen og Samantha.

I midten med hat Connie Krabbe - æresmedlem i TiD.

I midten med hat Connie Krabbe – æresmedlem i TiD.

Tv: Alice Nielsen. Michelle B. i baren.

Tv: Alice Nielsen. Michelle B. i baren.

Herefter gik snakken blandt alle tilstedeværende. Mannequiner og gæster blandede sig, og der hørtes mange rosende ord om opvisningen – roser, som jeg fuldt ud kan tilslutte mig.

Tina Thranesen.

Som jeg er. HOMO – BI – TRANS i København. Udstilling på Københavns Bymuseum i perioden fra den 4. juli til 29. september 2009.

Vist 1.238 gange.
Invitation til åbningen af udstillingen

Invitation til åbningen af udstillingen

Af Tina Thranesen.
Københavns Bymuseum

Københavns Bymuseum

Den 24. juni 2009 modtog jeg en invitation til at deltage i åbningen af udstillingen “Som jeg er om HOMO – BI – TRANS i København” på Københavns Bymuseum fredag den 3. juli 2009, men havde ikke mulighed for at deltage. Udstillingen åbnede for offentligheden lørdag den 4. juli. At jeg blev indbudt skyldes, at jeg tilbage i midten af februar 2009 fik kontakt til Jens Pedersen fra museet. Vi havde flere møder og udvekslede e-mail om udstillingen, hvorunder jeg fortalte ham om transforhold. Jeg udlånte flere bøger, foreningsblade og andet materiale til museet til eventuel brug ved udstillingen og satte ham i forbindelse med foreningerne Trans-Danmark
og TiD og gjorde ham interesseret i en klaverkoncert med Irene Haffner.

Folder om udstillingen

Se hele folderen i pdf-format.

Kontakten til Irene Haffner førte til, at hun spillede ved udstillingens åbning og gav koncert på museet lørdag eftermiddag den 15. august 2009. Kontakten til TiD førte til en mannequinopvisning, som jeg har skrevet en selvstændig artikel om.

Københavns Bymuseum har hjemme i en statelig bygning opført af Det kongelige kjøbenhavnske Skydeselskab og danske Broderskab og indviet i 1787.

Det første blik ind i udstillingen

Det første blik ind i udstillingen

Teksten på det hvide skilt

Teksten på det hvide skilt

Udstillingen, “Som jeg er, HOMO – BI – TRANS i København”, var lavet på første sal i Festsalen, der er imponerende med et overdådigt stukloft og store prismelysekroner – en fornem ramme om udstillingen, og hvor klaverkoncerten med Irene Haffner også fandt sted.

Mannequinopvisningen foregik i Havesalen, der blev indrettet i forbindelse med en ombygning i 1896.

Transrelaterede effekter

Transrelaterede effekter

Paradiset er ikke til salg

Paradiset er ikke til salg

Tyve kroner – ja, 20 kroner, det er prisen for at komme ind på Københavns Bymuseum, så entreprisen kan absolut ikke afholde nogen fra at se udstillingen "Som jeg er, HOMO – BI – TRANS i København". Og samtidig er det jo også muligt at se resten af museet, som fortæller meget om Københavns historie. Alene at se bygningen med dens imponerende sale og bygningsmæssige udsmykning er de tyve kroner værd.

Om billedet af Rebecca Holm i den stramme Rita Haywood inspirerede kjole kan fortælles, at i midten af 1980’erne arbejdede Rebecca Holm i en periode som cigaretpige ved nogle fester for den københavnske incrowd i Daddys Dancehall, der lå i enden af Paladsbiograferne på Axeltorv i København og var den tids hotte sted.

Rebecca Holm

Rebecca Holm

Kunstige negle på opsætning lavet af Pernille Feline, så de er lette at lakere

Kunstige negle på opsætning lavet af Pernille Feline, så de er lette at lakere

Rebecca fortæller bl.a.: “Det var vildt sjovt, pengene var gode, og jeg formelig væltede mig i drikkepenge. Det skortede naturligvis ikke på seksuelle opfordringer ved disse lejligheder, men selvom det var vidunderligt stimulerende at være mål for alle disse hede blikke og frække tilbud, holdt jeg mig dydigt flirtende til salget af mine cigaretter, hvilket gik mere end strygende.”

Udstillingen var spændende og varieret, men tydeligt med overvægt på den homoseksuelle vinkel.
Jeg havde da også glæden ved at se, at nogle af de ting, jeg havde stillet til museets rådighed var blandt de udstillede effekter.

Som nævnt var det en spændende og varieret udstilling. Dog kunne jeg godt have tænkt mig, at der var mere med. Jeg synes også, at der var plads nok i den store og smukke sal til, at der kunne have været udstillet flere genstande med forklarende og oplysende tekst. Jeg havde også svært ved at finde en egentlig ledetråd i udstillingen.

Maleri af Gerda Wegener. Lille Elbe er model

Maleri af Gerda Wegener. Lille Elbe er model

Maleri af Gerda Wegener. Lille Elbe er model

Maleri af Gerda Wegener. Lille Elbe er model

Tekst om malerierne.

Tekst om malerierne.

Nu er det altid let at være kritisk indstillet – især når ansvaret og arbejdet med en udstilling ikke er ens eget. Det skal også erindres, at det er et særdeles stort område at lave en udstilling om. Der må nødvendigvis prioriteres, og det er klart, at det er arrangøren, der må lave denne prioritering.
Det må retfærdigvis også nævnes, at udstillingen i det store og hele kom hele vejen rundt og omfattede både bøsser, lesbiske, transkønnedes og også dragqueens forhold i København gennem tiderne.

Især synes jeg, at det var spændende at se de to kvindemalerier af Gerda Wegener, hvor hendes mand Einar Wegener havde siddet model. Einar Wegener tog efter sin kønsskifteoperation navnet Lili Elbe. Billederne var udlånt til museet af en privatperson.

Ud over effekter, plakater, billeder og tekster, var der også opsat flere monitorer, hvor de besøgende kunne se forskellige videoindslag. Lyden kom via høretelefoner.

Udstillingen er absolut anbefalelsesværdig – jeg har selv set den flere gange.

Tina Thranesen.

Pressemeddelelse den 29. juni 2009 fra TiD om transmannequin-opvisning på Københavns Bymuseum den 11. juli 2009.

Vist 97 gange.
Pressemeddelelse
29. juni 2009

Mannequin på Københavns Bymuseum lørdag d. 11/7 2009 kl. 11.30, 13.00 og 14.30 er en del af udstillingen “SOM JEG ER“. Her viser ni transmannequiner tøj af unge danske designere, udvalgt af Charlotte P. Henriksen fra cphSTYLING. Charlotte har hentet inspirationen og tøjet fra sin egen eksklusive modebutik GEIST i Sankt Peders Stræde, København. Makeuppen udføres i samarbejde med kosmetolog Iben Haaest.

Mannequin er kommet i stand primært som et samarbejde mellem Jens Pedersen fra Københavns Bymuseum og TiD – Transvestitforeningen i Danmark som et af de events, der krydrer udstillingen om bl.a. transkønnede.

Mannequin er også et usædvanligt samarbejde mellem den etablerede danske modeverden og TiD. Foruden cphSTYLING, indtager koreograf Janice Thorsen fra det kendte danse og eventbureau STEPaSIDE en helt central rolle. Janice leverer ikke alene koreografien, men har gennem måneder udvist tålmodighed, tolerance og ikke mindst engagement, for at skabe nogle helt unikke modeller og et særegent show.

TiD
Transvestitforeningen i Danmark
Kontaktperson: GNOEQA [1]

* * *
Note
  1. [Retur] GNOEQA er indsat i stedet for pågældendes navn, hvilket dog er mig bekendt. Tina Thranesen.

Jens Pedersen fortæller den 24. marts 2009 om baggrunden for og forberedelserne til udstillingen HOMO – BI – TRANS i København.

Vist 0 gange.
Jens Pedersen

Jens Pedersen

Af Jens Pedersen den 24. marts 2009.
Homo/Bi/Trans på Københavns Bymuseum

Tina har bedt mig skrive en artikel om vores arbejde med Homo/Bi/Trans-udstillingen på Københavns Bymuseum, og det gør jeg da gerne.
Det hele tog sin begyndelse i vinteren 2008. Jeg skulle i gang med en praktikperiode på mit studie (antropologi og museologi), og stod faktisk bare og manglede et interessant projekt at kaste mig over. Min interesse var (og er) socialt funderet museumsarbejde – altså blandt andet inddragelse af ‘dem, det handler om’.
Jeg vidste, at Københavns Bymuseum var positivt stemt overfor at skulle foretage sig noget i anledning af World Outgames 2009, men også at de ikke umiddelbart havde pengene til at sætte et egentligt udstillingsprojekt i søen. Jeg ringede op og sagde noget i retning af “Hvad om jeg kommer og arbejder gratis i 3-4 måneder, og så kan vi til den tid se, om der er lyst og penge til at fortsætte?”.
Det var selvfølgelig lidt frækt gjort, men det virkede altså, og jeg gik i gang med det samme.

Jeg har arbejdet tæt sammen med Inger Wiene, som er museumsinspektør igennem hele processen.
I starten læste vi og fik idéer og skrev ansøgninger til en mængde fonde. Knud Højgaards Fond, 3F’s Medie- og Kulturfond og Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat var så venlige at støtte udstillingen med samlet 70.000 kr. Da min officielle praktikperiode var forbi havde vi altså rejst penge at fortsætte projektet for.
Lige før jul blev vi så begavet med 500.000 kr fra Københavns Kommune – en flot anerkendelse af emnets vigtighed, synes jeg. Det blev vi selvfølgelig enormt glade for!

Udstillingen fokuserer på Københavns homo– og biseksuelle, transvestitter og transseksuelle både før i tiden og nu. Det er meget for en enkelt udstilling, både hvad angår emnets bredde og den (manglende) tidslige begrænsning, men vi har nu alligevel valgt at forsøge at få det hele med. Og jeg kan godt afsløre på forhånd, at der er nogle virkelig gode historier at fortælle.

Fra januar har jeg haft mulighed for at arbejde på projektet fuld tid, hvad der også er nødvendigt, for det er et stort arbejde at stable sådan en udstilling på benene.
Som før bliver der læst og diskuteret en masse. Både her på museet, med de mennesker, som efterhånden er blevet tilknyttet indsamlingen, og ‘ude i byen’, med venner og bekendte.
Som jeg opfatter det, er projektets succes direkte afhængig af, at de mennesker, den handler om, kan genkende sig selv i udstillingen. Derfor bruger vi meget tid på at tale med byens homo/bi/transer for at høre deres tanker og idéer – og selvfølgelig ikke mindst for at låne de genstande, vi skal udstille.

Som museumsantropolog oplever jeg det som en gave at være med til at give stemme til en del af danmarkshistorien, som sædvanligvis er helt usynlig på museer og i historiebøger.
Og som bøsse er det inspirerende, rørende, af og til ærefrygtindgydende og altid spændende at beskæftige sig med fortidens homo/bi/transer.
Jeg har fået mange nye heltinder og helte i det forløbne år! Jeg glæder mig til at præsentere nogle af dem for jer den 3/7 ved åbningen på Homo/Bi/Trans-udstillingen på Københavns Bymuseum.

Københavns Bymuseums projektbeskrivelse den 16. februar 2009 for udstilling – HOMO – BI – TRANS i København.

Vist 0 gange.
Københavns Bymuseum

Københavns Bymuseum på Vesterbrogade

Af Inger Wiene.
Projektbeskrivelse
“Homoseksualitetens historie i København”

De homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle københavneres historie er en rejse fra usædeligt fumleri på de mørke voldområder til konfettistrøende Prideparader på Rådhuspladsen. Det er kvindefrigørelsens historie. Litteraturens, arbejdsmarkedets og undervisningssystemets historie. Det er de heteroseksuelle københavneres historie. Og så er det er din og min historie.

Fra at have været en djævelsk synd, samfundet måtte beskytte sig imod, er homoseksualitet nu blevet anerkendt som en levemåde på linje med mange andre. Gennem lovgivning er der skabt ligestilling med heteroseksuelle på en række områder.
Fokus er ikke længere på drengeforførere og soldaterprostitution, betonlebber og mandehadere, men derimod på de nye familieformer, på subkulturernes kulturelle rigdom og på alt det, vi kan lære af hinanden.

Før midten af det 19. århundrede figurerer mænd, som har seksuelle relationer til andre mænd, kun meget sjældent i Københavns (og Danmarks) historie – og kvinder, med seksuelle relationer til kvinder, optræder slet ikke. Man opfattede ikke kvinden som seksuelt følende væsen, så selve tanken var jo utænkelig.
Af og til dukker en sag om sodomi mellem mænd op i retsarkiverne, men det er blot undtagelsen, der bekræfter reglen: officielt set, havde personer af samme køn ikke seksuelle relationer i Danmark før omkring 1850.
Loven lod indtil 1866 straffen være den samme som for hekseri: bål og brand – om end de dømte i alle kendte tilfælde benådedes til tugthusarbejde.

De få kendte sager lader skimte, at der, i hvert fald blandt mænd, foregik heteroseksuelle handlinger. Om det samme skete blandt kvinder, kan ikke siges med sikkerhed.
Før homoseksualiteten som begreb blev udviklet var der ingen, der identificerede sig som homoseksuel. Det var noget, man gjorde, ikke noget, man var.
Dette begyndte at ændre sig i den anden halvdel af 1800tallet. Antallet af straffesager steg her markant, og den megen omtale bevirkede en almindelig offentlig bevidsthed om, at seksuelle handlinger faktisk kan finde sted mellem to mænd. I denne periode dannede København rammen om et fremspirende netværk af mænd, hvis erotiske interesser var rettet mod mænd.
På samme tid blev det nemmere for ugifte kvinder i København at finde anerkendte selvstændige erhvervsmuligheder, hvilket betød, at de i mindre grad behøvede at være økonomisk afhængige af mænd. Dermed kunne de bosætte sig alene eller flytte sammen med en veninde, og således udvikle deres eget netværk af frøkener.
Da identiteten “homoseksuel” blev udviklet i begyndelsen af 1900tallet, var der adskillige kvinder og mænd som tog den på sig, og som skabte steder i København, hvor de kunne mødes med ligestillede. De heteroseksuelle barer og dansesteder blev en del af det københavnske forlystelsesliv, et fristed for homoseksuelle – og for deres heteroseksuelle venner. Det var på den slags steder, homoseksuelle kom i kontakt med andre, der levede et mere alternativt seksuelt liv, som f.eks. transvestitter.
I 1948 stiftedes Forbundet af 1948, hvor mænd og kvinder med erotiske interesser for deres eget køn kunne mødes. Her diskuterede man også, hvordan diskrimination mod homofile (som man kaldte sig) kunne modvirkes. Senere blev København også hjemsted for de mere radikale grupper Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse. Da disse i løbet 1980’erne indstillede deres aktiviteter, havde Forbundet af 1948 skiftet navn til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Foreningen er stadig aktiv – hovedsageligt i forbindelse med politisk arbejde for at sikre og konsolidere heteroseksuelles rettigheder i samfundet.

I anledning af og i samarbejde med World Outgames 2009 vil Københavns Bymuseum sætte fokus på denne udvikling og fortælle byens homo-, bi– og transseksuelles historie gennem udstillingen “Homoseksualitetens historie i København” (arbejdstitel).
Københavns Bymuseum vil behandle møderne mellem byens homo-, bi– og transseksuelle og deres omverden ved at blotlægge de myter og forestillinger, vi hver især har om os selv og hinanden.
Udstillingen vil kaste lys ind i grænselandet: der, hvor vi mødes, hvor vi ser og ses (mere eller mindre klart), hvor vi støder og stødes sammen – og der, hvor vi har mulighed for at indgå i dialog med hinanden.
En række tematiske nedslag afdækker forskellige aspekter af emnet – fra dødsstraf til AIDS-kampagner, fra skyggetanter til regnbuemødre, fra indespærring til gåudgrupper.
Folk fra byen og andre byer, folk fra landet og andre lande fortæller her om deres liv i København, om fordommene, gennembrudene, første gang og sidste gang.
Der fortælles om Kvindehusene, Bøssehuset, alle barerne, caféerne, diskotekerne og parkerne, teatrene og universiteterne, hjemme hos mig – eller dig?

Et særligt fokus kommer til at være på homo-, bi– og transseksuelles situation i dag. Gennem interviews dokumenteres nutidige københavneres historier – København i går, i dag og måske i morgen?
Der skabes et frugtbart rum for refleksion og diskussion om homo-, bi– og transseksuelles situation i København – historisk som i dag.
For Københavns Bymuseum udgør “Homoseksualitetens historie i København” en ideel anledning til at indsamle socialhistorisk materiale: fotos, fortællinger, hverdagslivets såvel som de særlige lejligheders genstande. Disse vil indgå i museets vidensbase og dermed gøres tilgængelig, også i andre sammenhænge.

Under afviklingen af World Outgames 2009 har Københavns Bymuseum en enestående chance for at iværksætte en dynamisk indsamling blandt deltagere og publikum, og derigennem dokumentere deres indtryk af København som international by, deres fotos, deres film og deres trofæer – hvad enten der er tale om en pokal eller en middagsinvitation. Der søges desuden aftale med World Outgames 2009 om adgang til dokumentationsmateriale fra begivenheden.
Den museale satsning på netop dette område lægger sig tæt op ad lignende indsamlings- og udstillingsprojekter i blandt andet Sverige (“§ 1”, et samarbejde mellem en række af Sveriges vigtigste nationale museer) og Norge (“En annen dans”, Kvinnemuseet).
Det handler ikke kun om mennesker i grænselandet – det handler om alle mennesker, og i praksis kommer udstillingen altså implicit til at handle om, hvordan vi alle sammen definerer begreber som familie, køn og seksualitet gennem vores måde at leve, tale og skabe mening i verden på.

Københavns Bymuseum er ansvarlig for projektet praktisk såvel som økonomisk.
Udstillingen tænkes åbnet i forbindelse med den endelige offentliggørelse af programmet for World Outgames 2009, omkring 1/7 2009.
Ønskes yderligere oplysninger kan museumsinspektør Inger Wiene kontaktes på iwiene@kff.kk.dk eller 33284205.

Inger Wiene, museumsinspektør

* * *
Projektbeskrivelsen fra Københavns Bymuseum i pdf-format.

Interview den 7. februar 2009 af Karen M. Larsen med Jens Pedersen om Københavns Bymuseeums udstilling om homo-, bi- og transliv.

Vist 193 gange. Jens Pedersen, der er projektmedarbejder for Københavns Bymuseum, fortæller i dette interview af Karen M. Larsen om museets udstilling om homo-, bi– og trans-liv i København, der åbner den 3. juli 2009.

Hvorfor laver Københavns Bymuseum en udstilling om homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle i København?
For det første fordi det er på høje tid. Homo/bi/transer er i den grad underbelyst i dansk historieformidling – faktisk er det første gang et dansk museum beskæftiger sig med emnet.
For det andet fordi vi ser World Outgames som en oplagt anledning til at gøre københavnerne opmærksomme på byens homo/bi/transer-historie – som faktisk er langt mere interessant og farverig end man måske umiddelbart forestiller sig.

Hvilke sider af den danske homo-, bi– og trans-historie vil I gerne fortælle om?
Det er vigtigt for os at vise, hvordan begreberne er opstået og har ændret sig over tid. For 200 år siden kunne man jo slet ikke være homoseksuel, for begrebet var slet ikke opfundet endnu! Man kunne måske nok have sex med en af sit eget køn, men det var noget man gjorde, ikke noget, man var. Siden hen blev det opfattet som en nervesygdom og nu taler vi om gay pride. Den udvikling synes jeg er enormt spændende.
Vi har valgt at lave udstillingen i to dele:
Den første er en række nedslag i vores faste udstillinger. Her gennemgås byens historie kronologisk og vi hægter os så på med hbt-relevante oplysninger. I starten er der meget lidt at vise andet end lovtekster og dokumenter fra retssager, men efterhånden som vi bevæger os gennem tiden dukker vi jo op noget oftere.
Den anden og største del er en tematisk udstilling, hvor vi belyser forskellige aspekter af livet som homo/bi/trans. Her handler det blandt andet om familieformer og stereotyper, seksualpolitik og fordomme, fest og farver og mange andre ting.
Disse temaer har jo ikke kun betydning for homo/bi/transer, men for alle mennesker.
I praksis kommer udstillingen på en måde også til at handle om hvordan vi alle sammen definerer begreber som familie, køn og seksualitet gennem vores måde at leve, tale og skabe mening i verden på.
Vi håber at udstillingen vil være med til at gøre nogle skel og grænser lidt blødere og mere udflydende. Vi har jo mere til fælles end mange lader til at tro.

Hvad har I at udstille?
Som alle museer, har vi jo kun de ting, vores forgængere syntes, det var vigtig at bevare for eftertiden. Så ved første øjekast kan det godt se lidt sløjt ud med genstande. Men så må vi jo tænke os om.
En soldateruniform kan nok være indsamlet med henblik på at fortælle om et bestemt slag, men den kan jo lige så godt bruges til at illustrere den omfattende soldaterprostitution, som vore drenge i trøjen gav sig af med.
Og et Emilie Mundt-maleri forestillende hendes livsledsagerske Marie Luplau siddende blandt ungerne på et børneasyl, siger mindst lige så meget om de to kvinders nære forhold, som det siger om asylet.
Man kan sige, at genstandene svarer på de spørgsmål, vi stiller dem.
Det samme gælder for billeder: selvom vi ikke kan slå “Homoseksualisme” eller hvad ved jeg op i vores billedarkiv, så kan vi jo kigge under “Kvindeliv”, “Soldaterliv” eller “Forlystelser” – og så er der faktisk lidt her og der. For eksempel ligger der en meget eksplicit serie pornografiske billeder (forestillende to unge mænd og en kvinde i alle tænkelige kombinationer) i den mappe, som hedder “Diverse indendørs”.
Desuden er vi i gang med et ret omfattende indsamlingsarbejde. Vi søger genstande, billeder og gode historier, som på en eller anden måde kan fortælle om livet som homo/bi/trans i København.
Noget må vi få, og det bliver så registreret, så eftertiden også kan få glæde af det. Andet må vi låne, og det bliver så kun en del af den aktuelle udstilling.
Vi har regnbueflag, kjoler og uniformer. En motorcykel og et skillingstryk fra 1806 om en kvinde, der levede i årevis forklædt som mand. Vi har masser af plakater, blade, fotografier, breve og andet på papir. Og vi har fået lovning på at låne et oliemaleri af Gerda Wegener forestillende hendes mand, Einar Wegener, klædt som ung pige. Kort efter billedet blev malet undergik han verdens første kønsskifteoperation og blev til Lili Elbe.
Men vi har brug for meget mere!

Hvis man gerne vil bidrage til jeres udstilling, hvad skal man så gøre?
Man kan sende en mail til mig på jens01@kff.kk.dk.
Det er nemmest, hvis man lige skriver lidt om, hvad det er for nogle ting, og hvorfor man synes de er relevante for homo/bi/trans-historien.

* * *
Interviewet bringes med venlig tilladelse fra Karen M. Larsen.

Københavns Bymuseum planlægger udstillingen – HOMO – BI – TRANS i København – som finder sted juli, august og september 2009.

Vist 39 gange.
Københavns Bymuseum

Københavns Bymuseum på Vesterbrogade

Af Tina Thranesen den 2. marts 2009.
Københavns Bymuseum planlægger en særudstilling – HOMO – BI – TRANS i København – som vises i juli, august og september 2009.
Det var Karen M. Larsen, der gjorde mig opmærksom på arrangementet gennem sit interview med Jens Pedersen, der er projektmedarbejder på museet og står for forberedelserne.

Derfor tog jeg straks via e-mail kontakt til Jens Pedersen og gjorde ham opmærksom på en række begivenheder, personer, bøger, love mm., som jeg syntes kunne være interessante for en sådan udstilling, ligesom jeg tilsagde ham min støtte og hjælp i den transrelaterede del af udstillingen.

Jens Pedersen tog meget positivt mod min henvendelse. Det resulterede i udviksling af flere e-mail og derefter til flere møder, hvor vi drøftede udstillingen generelt og i særdelsehed den transrelaterede del af den.
Det har været et udbytterigt samarbejde for begge parter.
Fra museet fik jeg således kendskab til skillingsskriftet – Det i mandfolksklæder, vidt bereiste Fruentimmer, M.Stokkenbeck.

Modsat satte jeg Jens Pedersen i forbindelse med foreningerne Trans-Danmark og TiD og gjorde ham interesseret i en klaverkoncert med Irene Haffner, hvilket bliver en realitet, idet Irene skal spille både ved udstillingens åbning og lørdag eftermiddag den 15. august 2009.
Endvidere har jeg udlånt flere bøger, foreningsblade og andet materiale til museet til brug ved udstillingen.

Hvis du ligger inde med materiale, der på den ene eller anden måde er med til at fortælle om transhistorien, så kontakt mig endelig via e-mail. Det kan jo være, at det kan blive en del af udstillingen.

Inger Wiene, der er museumsinspektør, har den den 16. februar 2009 udfærdiget en projektbeskrivelse for udstilling.
Jens Pedersen har den 24. marts 2009 skrevet en artikel om baggrunden for og forberedelserne til udstillingen.

Tina Thranesen.