Stafetten. João Lobo (L-O-B-O) den 3. oktober 2009. Scenekunst og kønsidentitet.

Vist 482 gange.
L-O-B-O Foto: Per Morten Abrahamsen.

L-O-B-O Foto: Per Morten Abrahamsen.

Af João Lobo (L-O-B-O), der modtog stafetten fra Malene Sakskilde.

Siden mine dage på universitetet i Lissabon, min fødeby – hvor jeg læste kulturantropologi i starten af 90’erne, at jeg har beskæftiget mig med – og fordybet mig i – køn og identitetsemner i mit arbejde som scenekunstner.
Denne on & off proces blev mere intens da jeg flyttede til Danmark.
Jeg har altid været heldig for at møde rigtig mange søde transkønnede mennesker i de skandinaviske lande som altid har været meget behjælpsomme og villige til at hjælpe mig med at finde nye måde til at formidle enten detaljer af deres livshistorier eller problematikkerne i deres vigtigste livsbeslutninger i mine værker.

Et af de projekter som krævede den største fordybelse i mit liv som kunstner og individ, var nemlig multimedia forestillingen ‘THE CUT'(’03), som i dag turnerer i Danmark og i udland som et langt videoværk/instalation under navnet ‘unCUT ‘ (08/09 – 11/12).

Foto: L-O-B-O.

Foto: L-O-B-O.

I løbet af arbejdsprocessen til dette projekt, føler jeg at jeg voksede stærkt op som menneske.
Jeg opnåede en endnu større respekt for livet og for mit medmenneske, jeg forståede hvor vigtigt absolut respekt for det anderledes er, og hvor uhyrlig vigtigt det er at forsvare mangfoldighed og medmenneskelighed som to af de vigtigste værdier for menneskeheden. Hvor vigtigt det er at aldrig fordømme men altid prøve på at forstår nye mennesker og nye livsbehov på trods af hvor fjerne de må ligge fra min egen personlige forståelse af verdenen.

For nylig, i et langt interview, spurgte et portugisiske blog mig om ‘hvornår ville køn stoppe med at være et problem i vores samfund”.
Mit svar endte med at måske være det mest ideologiske og kønspolitiske jeg nogensinde har givet.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.

Jeg svarede at køn ville en dag stoppe med at være et problem når denne apartheid af køn, identitet og seksualitet vi stadigvæk lever i – og ikke rigtigt snakker klart og dybt nok om endnu, en dag begynder at forsvinde. Når vi en dag er klar som samfund til at bevæge os helt væk fra fastlåste generaliseringer og stereotyper om køn. Når vi – en gang for alle – en dag accepterer, at det er biologi der dikterer reglerne og ikke kunstige, kategoriske moralske værdier om rigtigt eller forkert. Når forældede arrogante/autoritære ideologier ikke længere har indflydelse på, hvad der burde være acceptabelt omkring køn og seksuel identitet for hver enkel individ. Når vi en dag beslutter os for at acceptere, at i virkeligheden, vores identitet ikke skulle dogmatisk defineres af vores genitalier men af den kønsidentitet vi føler vi har.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.

Jeg svarede også at vi alle sammen ville sikkert blive lykkeligere, denne dag vi undlod at indføre køns-korsetter på folk og besluttede os for de klare beviser for, at vi er alle placeret forskellige steder i et kontinuum af køn og seksuel identitet.

Når vi lærer at acceptere, at for mange kvinder og mænd i vores samfund, at være mand eller kvinde – eller blot et menneske, at have en penis eller en vagina er ikke afgørende. At det mest afgørende og vigtigste ikke er det som burde være en streng, absolut ret til enhvers privacitet (det man har i bukserne eller under en nederdel), men den identitet et individ overbevisende og lidenskabeligt føler at have eller har valgt at leve i, trods biologiens umiddelbare fysiske ‘drillerier’.

unCUT Foto: Annet Van Der Voort.

unCUT Foto: Annet Van Der Voort.

Det hovedsageligt er en persons social og intellektuel kompetens i det samfund vi lever i, og denne måde vi giver videre kærneværdier som kammeratskab, forståelse, frihed, retfærdighed, værdighed, tolerance, kærlighed til vores medmennesker. Og ikke vores kønsdele.

Når vi accepterer, at køn, identitet og seksualidentitet kan være lige så varierende som vores fingeraftryk, og at vi i meget høj grad alle sammen egentlig er ”mutanter” og transkønnede på forskellig vis, så ja… Så tror jeg at vi vil være på den rigtige vej for, at problematikken og fordommen om køn som vi kender den i dag kunne stoppe med at være et problem.

At indføre ordet “køn” i paragraf 2 i Human Rights Act vil være en udmærket begyndelse.

Mvh.
L-O-B-O
(João Lobo)

Den 20. oktober 2009 oplyste João Lobo, at stafetten var videregivet til Jens Pedersen, der kendes for sit engagement med udstillingen Som jeg er. HOMO – BI – TRANS i København på Københavns Bymuseum i sommeren 2009.

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Stafetten. Malene Sakskilde den 26. juni 2009. Om at komme i kontakt til det transkønnede miljø.

Vist 343 gange.
Malene Sakskilde

Malene Sakskilde

Af Malene Sakskilde, der modtog stafetten fra Kirsten Poulsen (navneskiftet til Kirsten Mols).

Jeg er fået stafetten trods min status som ganske almindelig heteroseksuel. Jeg har fået tildelt taletid i et medie som ellers er forbeholdt monoriteteter. Et privilegie, må jeg sige.

Jeg lærte Kirsten at kende for mindre end et år siden, da jeg gerne ville sætte rammerne for en kønsdebat i et fagligt kvindenetværk ved navn FIX. Jeg havde læst om Erik Hansen’s liv som mand, mor til 2 – i Information.
Jeg ville også gerne møde en transseksuel med modsat fortegn. Jeg fik et tip af en ven og scenekunstner, João Lobo, som har arbejdet med temaerne i flere af sine forestillinger.

Kontaktede da NGP Network, som lovede at sende min mail videre til den oplægsholder, jeg havde hørt om. og fik prombte svar tilbage fra Kirsten Poulsen, som var på. Vi aftalte at mødes på Probs på Nørrebro og tale om rammerne for debatten. Men virkeligheden ville at dette blev starten på et venskab.

Min intention med at lave en kønsdebat i et forum af kvinder, handlede om at ville udfordre vores forestillinger om hvilke roller, dyder og værdier mænd og kvinder har traditionelt set. Hvor kommer forestillingerne fra? Er vi kodede? Kan man lave forestillingerne om? Og hvad sker der så, når vi opdrager vores børn – med biler og dukker?

Selve dagen for debatten oprang og Kirsten og Erik tog plads i den røde sofa, mens cirka 20 kvinder var mødt frem. Begge fortalte åbenhjerteligt deres livshistorier. Bagefer kunne man stille spørgsmål.

Et af de spørgsmål som blev allermest centrale, blev for mig det om børn og vores kodede opdragelserne af dem. Både Kirsten og Erik har børn. Erik to drenge og Kirsten har en af hvert køn.

I mødet med Kirsten blev det endnu mere klart for mig at man har begge sider i sig. En feminine og makulin side som gerne ikke skulle være to konkurrenter, men leve side om side i et gensidigt og respektfuldt “kærlighedsforhold”. De fleste af af os er fra barndommen blevet opdraget, eller kodet, til at leve “single-liv” med den ene del – givet det køn vi er født med.

Hvad ville der være sket hvis min far var transseksuel og havde udfyldt en del af en moderrolle i stedet for far-rolle? Hvilke kønskoder, ville jeg da have fået med mig? Hvordan ville jeg opleve dette mix af køn i min forælder?

Eller var der allerede vendt op og ned på kønsrollerne i og med at det var min mor som forsørgede familien? Har mine to indre køn et godt forhold? Jeg tror både menneskeligt og eksistentielt set, at det er i mødet med den anden (uanset køn) at man får udviklet sine to halvdele og kan blive et helt menneske.

Jeg håber, at Kirsten og andre som leve på kanten af det køn de inderst inde ville ønske de havde valgt selv, får mulighed for i det mindste må blive gode venner med sin indre “bedre halvdel”.

Måske har transseksuelle en større sansynlighed for at finde balancen mellem manden og kvinden i sig selv end os andre “normaler”, der blot lever som kodet! Måske netop ved at stille spørgsmål ved det køn man er givet ved fødslen, kan man få brugt sit hele jeg – dvs. Sit indre ægteskab?

Jeg selv – kodet eller ej – har et barn på vej. Mit første. En dreng, som jeg har et ansvar for at opdrage til at kunne forholde sig til begge sider af sig selv. Og forhåbentlig “kode” til at bruge og elske begge køn i sig. Stor opgave – ønsk mig held & lykke…

Stafetten er videregivet til scenekunstneren João Lobo.

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Stafetten. Kirsten Poulsen (navneskiftet til Kirsten Mols) den 20. maj 2009. Det rammer mig som et kølleslag. Sender mig til tælling.

Vist 1.114 gange.
Kirsten Poulsen. Foto: Maud Frisenfeldt.

Kirsten Poulsen. Foto: Maud Frisenfeldt.

Af Kirsten Poulsen (navneskiftet til Kirsten Mols), der modtog stafetten fra Erik Hansen.

Det rammer mig som et kølleslag. Sender mig til tælling. Jeg kan ikke tænke. Sorg. Tomhed.
Det sker med mellemrum. Den dybe sorg, at jeg aldrig kan blive den, som jeg allerhelst vil være.
Men hvem vil jeg være? Kvinde, ja. Men hvilken kvinde? Smuk, flot og helt uden tvivl kvinde.
Hvordan kan jeg nogensinde blive det, når jeg er født mand? 180 cm høj, uden stiletter? Med for meget hår de forkerte steder, og for lidt hår de rigtige steder?

Skulle jeg ikke bare glemme det? Være tilfreds med livet som mand, ægtefælle og far? Er det ikke fuldstændig skørt og sindssygt, at ville ofre ægteskab, familie og måske materiel velstand?
Men jeg kan ikke glemme det. Kvinden i mig er stærk, og hun vil ud. Hun vil vise, at hun er der, og at hun kræver sin ret. Sin ret til at være. Sin ret til at leve det liv hun gerne vil. Med de mennesker omkring sig, som hun holder af og som holder af hende. Dem som kun kender kvinden, men også de som kender begge. Og de, som ikke kender kvinden endnu, men som forhåbentlig finder styrken til at acceptere hende – eller bare at acceptere hendes eksistens.

Beslutningen er truffet. Efter et liv på snart 52 år, med mange års kamp for at forstå hvem jeg er. Hvilke livsvilkår jeg har. At acceptere, at jeg kan føle mig som kvinde, trods anselig fysisk størrelse. At være ligeglad med, hvordan offentligheden opfatter mig. At færdes som kvinde når og hvor det passer mig. At opføre mig, som om min ret til at være her er soleklar og indiskutabel.
For det er den. Jeg HAR ret til at være den jeg er. Hvis nogen mener noget andet, er det dem, der er noget galt med. Ikke jeg. De må finde sig i mig, for jeg forsvinder ikke. Man kan tage meget fra mig. Men så længe min hjerne fungerer, kan man ikke tage min kønsidentitet og mine grundlæggende værdier fra mig.

Vejen til beslutningen har været lang og vanskelig. Jeg har gennemgået hele registret af følelser. I starten, som 5-årig, forvirring og usikkerhed. Hvad var det for noget med mig? Hvorfor kunne jeg ikke lade min vens søster sko være? Hvorfor gik jeg i min mors klædeskab og “lånte”. Hvorfor havde jeg små bryster (som desværre aldrig voksede sig helt store og flotte)? Hvorfor var jeg den eneste i hele verden som var sådan?
Som 11-årig, ved læsning af “Den lille Lyserøde”, en aha-oplevelse. Der var noget, som hed transvestitter! Nå. Det var det, jeg var. Senere gik det op for mig, at det ikke bare var det med tøj. Der var noget mere. Det ubehag, der var ved at opføre sig som manderollen påbød. Den eneste i familien, som ALDRIG klædte sig i jakkesæt og slips til fester. Som ikke ville give sin mor et billede af mig som soldat – det var bare for slemt. Hvorfor så være soldat? Det var min traditionelle opdragelse, som havde udstyret mig med den pligtfølelse, som gjorde, at jeg ikke kunne leve med at snyde mig fra den del. Men soldatertiden gav mig et skub til at bevæge mig yderligere væk fra manderollen. Så jeg kan faktisk ikke sige, at tiden var spildt. Jeg må se tilbage og konstatere, at det var en værdifuld oplevelse, som gav mig mere klarhed.
Skyldfølelse over at være utilfreds med mit fødte køn. Skyldfølelse over at have kæmpet mod mine inderste tilskyndelser. At have indgået ægteskab, sat børn i verden. Det ægteskab jeg nu ønsker at opløse. De børn, som jeg elsker, og som nu kommer til at se mig i et andet lys.
Angst for, at mine elskede børn vender mig ryggen.

Undervejs søgte jeg assistance på Sexologisk Klinik. Hjælp til at sortere mine tanker og følelser, til at få styr på mit liv. Det var blevet uoverskueligt. Det gik mig på, både fysisk og psykisk. Svimmelhed, tinnitus, rysteture, grådanfald. Og så alle tankerne om skyld.
Det startede med at blive værre. En psykolog, som begik overgreb. Optrådte konkluderende og fordømmende. “Det er en perversion, du kan få medicin til at tage toppen af lysten, og du må overveje hvor meget din egoisme skal ødelægge for andre.” Det var 3 sætninger som faldt under den første samtale. Jeg var nærmest apatisk og i chok.

Kirsten Poulsen. Foto: Maud Frisenfeldt.

Kirsten Poulsen. Foto: Maud Frisenfeldt.

Det som reddede mig var, at jeg altid holder aftaler. Og jeg havde en aftale med Malene lige efter samtalen. Malene som jeg skulle møde for første gang. Malene som havde kontaktet mig efter min præsentation i NGP Network. Hun ville gerne have mig til at stille op på et møde i sit kvindenetværk sammen med Erik Hansen. For at debattere køn.
Malene er, hvad de fleste vil kalde, en helt normal kvinde. For mig er hun et ganske særligt og vidtfavnende menneske, og mødet med hende blev på mange måder et vendepunkt i mit liv, som har åbnet døre til mange nye venskaber og bekendtskaber. Vi fattede umiddelbart sympati for hinanden, og vi var meget åbne overfor hinanden. Malene var rystet over min oplevelse, og gav mig psykisk førstehjælp. Det gav mig modet tilbage.
Jeg kontaktede psykologen telefonisk et par dage efter. Jeg bad hende lytte uden at afbryde mig, og fortalte hende stille og roligt, men tydeligt, hvordan jeg havde oplevet samtalen med hende. Derefter var der en meget lang pause. Samtalen sluttede med, at psykologen udtalte, at hun ville tage min kritik til sig. Ved næste samtale var der kommet ny behandler på sagen. Den samtale var noget anderledes end den første, selv om jeg stadig oplevede at klinikken var forudindtaget. Men de følgende samtaler blev gode og værdifulde oplevelser, som sammen med andre positive hændelser, har hjulpet mig til at træffe min beslutning.

Jeg har en fantastisk appetit på fremtiden. På at leve i overensstemmelse med min natur. At være der for mine venner. At være der for mine børn, måske på en ny måde. Som jeg tror er en bedre måde.
Jeg er også lidt stolt over at være nået frem til en beslutning. Beslutningen om at kvinden i mig skal fylde alt det hun vil. Ingen operation til mig. Nej tak. Jeg har ikke behov.
Med garanti for det perfekte resultat, så er tanken voldsomt tiltrækkende. Men jeg ved, at det rigtige for mig er at være kvinde med hjernen og i påklædning. Men rigtige bryster, nul hår de forkerte steder – jo tak! Så jeg ved godt, hvad en evt. lottogevinst skal bruges til.

Det er nogen tid siden at sorgen og tomheden har ramt mig. Det vil ske igen. Men jeg tror det vil ske sjældnere og sjældnere, og med lidt held ebbe ud.
Jeg glæder mig til at tage hul på resten af mit liv, og at møde jer alle sammen derude. Lad os gøre livet til en fest!

Stafetten er videregivet til Malene Sakskilde.

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Stafetten. Erik Hansen den 26. marts 2009. Transformationen gør dig ikke til en mand eller kvinde – den gør dig til dig selv!

Vist 405 gange.
Erik Hansen

Erik Hansen

Af Erik Hansen, der modtog stafetten fra Elizabeth Japsen.

Hvordan føles det være transkønnet?
Det er ikke blot et ønske om at bære det modsatte køns klædedragt.
At være transkønnet, enten kvinde eller mand, er en følelse af at være fanget i den forkerte krop – at være helt anderledes end andre af det samme køn.
Et liv, som oftest er præget af en massiv identitetskamp og splittelse.

I mit eget tilfælde opdagede jeg meget tidligt fornemmelsen af at være anderledes.
Da jeg var omkring 5 år gammel havde jeg en legekammerat, en dreng som var ensom og ilde set som jeg. Vi plejede at gemme os i buskadset i hans forældres baghave og bytte tøj. Uden at vide hvad det egentlig handlede om, opdagede vi gennem disse lege, at vi begge følte os forkerte, men havde ikke ord for hvad der skete med os.

Jeg voksede op med en følelse af at være hverken fugl eller fisk. Da jeg er født og opvokset i et meget klassisk heteronormativt middelklasseliv, prøvede jeg at passe ind så godt jeg kunne, at udfylde min rolle som pige og senere som voksen kvinde. Fik endda børn. Og slæbte mig igennem tilværelsen, altid stemplet som en smule “underlig”.
I 1996 faldt ti-øren så endelig. At mit liv ikke nødvendigvis behøvede at være sådan.
Jeg mødte en kvinde, som instinktivt kunne fornemme den mand i mig, jeg så indædt prøvede at undertrykke. Og så kom han ud! Med et brøl og en masse ballade.
Jeg opsøgte Sexologisk Klinik i 1997 første gang. Det blev et kort besøg. Angsten for alle konsekvenserne ved et kønsskifte blev for massiv og jeg flygtede i desperation tilbage til mit “kvindeliv”. Min stædige klyngen til dette halmstrå kastede mig ud i en depression, der skulle vare i ti lange år.

For 3 år siden traf jeg den endelige beslutning og startede i behandling på Sexologisk Klinik. Det første år var meget tungt og opslidende for mig, indtil jeg forstod at jeg selv måtte være ansvarlig for min transformation.
Jeg startede i hormonbehandling hos en privat gynækolog efter ca. 1 år. Dette bragte mig hurtigt nærmere til den manddom jeg eftertragtede, min stemme forandrede sig hurtigt og hår begyndte at gro frem de mest absurde steder.
Min krop blev hurtigt firskåren og senet. I 2008 forærede jeg mig selv en tur hos plastic-kirurgen som betød, at jeg i dag har en flot mande-torso (og skylder i banken).

I dag er jeg nået til et radikalt punkt i mit liv. Min transformation fra kvinde til mand har ikke været smertefri, men det har givet mit liv kvalitet og indhold.
Jeg nyder at leve!! Jeg har en kæreste, jeg er aktiv kønspolitisk og er blevet lidt af en festabe.
At kunne gå gaden som mand og blive betragtet som mand, er den største og bedste oplevelse i mit liv. Forhåbentlig bliver der plads til mange flere.

Jeg går stadig på Sexologisk Klinik.

Stafetten er videregivet til Kirsten Poulsen (navneskiftet til Kirsten Mols), der er besøgsven i LBL og aktiv i NGP-netværket.

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Stafetten. Elizabeth Japsen den 25. december 2008. En ung søster på bare 18 år er netop blevet opereret.

Vist 456 gange. Af Elizabeth Japsen, der modtog stafetten fra Karen M. Larsen.

Hej alle sammen

Jeg fik den dejligste og mest lykkelige hilsen længe på Facebook i dag. En ung søster på bare 18 år er netop blevet opereret, og det har hun klaret super. Hun har en dejlig kæreste, der er rejst med hende og har været hos hende under hele forløbet.
Det er så skønt med de unge, der så tidligt i livet gør det der er rigtigt for dem. Gør det og har et helt liv foran dem, hvor de bare kan være dem de er.
Søster – det er udtryk jeg lærte af en arabisk-pakistansk søster – altså transkønnet. Udtrykket er jo osse meget brugt blandt såvel muslimer i Vesten som blandt afroamerikanere, for at understrege fællesskabet, slægtskabet.
Jeg har osse også følt et slægtskab med dem, jeg har lært at kende. Jeg har forstået mig selv bedre gennem kontakten med dem, fået en mere klar identitet. Identitet betyder samme som, samme som sig selv, samme som andre. Et smukt udtryk for den dybe indsigt i menneskets dialektiske karakter. Vi er noget gennem vores kommunikation med andre som os. Kun gennem andres anerkendelse af vores egenart, samfundsmæssigt gennem rettigheder og på det alment menneskelige plan, gennem kærligheden, kan vi blive hele mennesker, altså få en sund og stærk identitet.
Gennem det kan man løfte blikket og se udover sin egen navle og påtage sig et ansvar for sin tid og for sine nære.
I disse juledage har paven atter bevist hvordan dogmatik og fastlåste forestillinger overskygger næstekærligheden, som han i sin egen optik repræsenterer. Paven har netop ligestillet transkønnede med nedbrydningen af regnskovene, af økologien. Han er hermed på linje med de hjemlige dogmatikere, der påstår de er liberale, men end ikke vil give mennesker ret til noget så selvfølgeligt som selv at bestemme deres eget navn, deres eget køn, evt. gennem operation.
Karen har, i stafetten før mig, beskrevet en anden form for dogmatik, den blandt svenske feminister. Hvordan de smed en transkønnet ud, og det blev til slåskamp. Tænk at være så forblændet i sin egen fordomsfuldhed, at man finder på at gribe til vold mod et andet menneske.
Vi må alle underkaste os selvransagelse. Tænke over hvorfor vi handlede som vi gjorde.
Alle religioner har det samme bud: Du skal behandle din næste, som du selv gerne vil behandles.
Og sådan må vi stræbe efter at indrette verden. Men det kræver mod og personlig – styrke – sådan som hende jeg nævnte i indledning har vist. Tro ikke, at hun ikke er blevet mødt med massiv fordomsfuldhed…

Stafetten er videregivet til Erik Hansen.

Elizabeth.

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Stafetten. Karen M. Larsen den 7. december 2008. Jeg identificerer mig som lesbisk og feminist.

Vist 426 gange.
Karen M. Larsen

Karen M. Larsen

Af Karen M. Larsen, der modtog stafetten fra Freja Nordam.

Jeg identificerer mig som lesbisk og feminist og jeg vil i denne artikel fortælle lidt om hvordan den mere radikale del af feminismen typisk har set og delvist stadigvæk ser på transkvinder. Jeg må nok hellere også indledningsvis understrege, at jeg ikke identificer mig som radikalfeminist, selvom andre sommetider af en eller anden grund kalder mig for en radikalfeminist. Jeg synes imidlertid at radikalfeminismen, med alle de begrænsninger den nu har, er spændende og ufordrende at beskæftige sig med. Men der skal heller ikke være nogen tvivl om, at jeg mener, at radikalfeminismen har haft og forsat har en række meget problematiske holdninger til transkvinder.

Det forholder sig nemlig desværre sådan, at en række lesbiske radikalfeminister i tidens løb har givet udtryk for holdninger, der næppe kan kaldes for andet end transfobiske. Den “milde” version af den radikalfeministiske transfobi kan man f.eks. finde hos Sheila Jeffreys, der konsekvent omtaler transkvinder som mænd og transmænd som kvinder. Den virkeligt slemme version finder vi hos radikalfeminister som Mary Daly og ikke mindst Janice Raymond. Sidstnævnte er kendt for bogen “The Transsexual Empire: the making of the she-male” hvis hovedbudskab er, at patriarkatet har opfundet og udsendt transkvinderne for vha. dem at kunne infiltrere og hermed underminere kvindebevægelsen.

At transkvinder skulle gennemgå alle transitionens kvaler blot for at kunne infiltrere kvindebevægelsen er en så absurd påstand, at man umiddelbart mest af alt har lyst til at afvise den som det rene vrøvl. Og det er jo noget vrøvl, hvis man vil tage udsagnet bogstaveligt. Men jeg tror, at påstanden skal ses, ikke som et rationelt udsagn om transseksualitetens årsager, men i stedet som det, som man indenfor religionsvidenskaben vil kalde for en myte. Myter er kendetegnede ved ikke at være rationelle, for de handler om det, som et folk, en religion, en ideolog mfl. ser som essentielle sandheder om verden, tilværelsen eller hvad man nu ellers opfatter som væsentligt. Sådanne påstande når man ikke frem til via rationel tankegang, derfor argumenterer man ikke for sandhederne, men postulerer dem i stedet. Dvs. det er ikke logikken, det kommer an på, men i stedet understregningen af, at man beskriver sandheden.

Jeg ser med andre ord den radikalfeministiske påstand om at transkvinder kun er til for at infiltrere kvindebevægelsen som et forsøg på at udtrykke, at man ser transkvinderne som en dødelig trussel mod kvindebevægelsen. Hvorfor det skulle være sådan siges der ikke noget om direkte, men det fremgår indirekte af de mange udfald mod transkvinder som er typisk for radikalfeminismen, såsom f.eks. påstanden om at de er kunstige kvinder, der degraderer de rigtige kvinder ved deres blotte eksistens. Eksistensen af transkvinder rejser nemlig spørgsmålet: hvad det vil sige, at være kvinde? Og på den måde udgør transkvinderne et seriøst problem for radikalfeminismen, for det spørgsmål kan radikalfeminismen nemlig ikke svare så let på.

Radikalfeminismen er dybt præget af den forestilling, at kønsrollerne ikke er medfødte men i stedet skabt af samfundet. Det er ekstremt vigtigt for radikalfeminismen, at fremhæve, at de kønsroller, der pålægger kvinder en masse opgaver og forbyder dem andre, ikke bygger på biologien og dermed er uforanderlige men i stedet bygger på samfundsbeslutninger og normer, som man kan ændre. Samtidigt hermed har radikalfeminismen imidlertid også en tendens til at se kvinder som de fødte ofre og mænd som de fødte forbrydere. Disse to indfaldsvinkler passer jo ikke ligefrem som fod i hose, og det er her, at transkvinderne kommer ind og, ofte helt uden at ville det, kommer til at afsløre radikalfeminismens dilemma. Hvis køn nemlig er skabt af samfundet og ikke af biologien, så kan biologiske mænd naturligvis også være kvinder, hvis de ellers har en identitet som sådanne. Men hvis køn er skæbne og vores adfærd er bundet af vores biologiske køn, ja så er transkvinderne ud fra et radikalfeministisk perspektiv repræsentanter for det onde køn og dermed kvindernes eksistentielle og reelle fjender. Transfobi hos en række radikalfeminister afslører med andre ord, at de reelt set har svært ved at acceptere, at konsekvensen af det såkaldte socialkonstruktivistiske syn på køn må være, at kønnet ikke er noget medfødt.

Det radikalfeministiske had til transkvinder hænger altså sammen med, at de har svært ved at acceptere deres egen socialkonstruktivistiske kønsteori og i stedet ser enhver biologisk mand som en dødelig fjende. Og dette had kan til tider slå om i direkte vold. I svenske sammenhænge tales der f.eks. om “The big Bang”, der er en lidt vittig betegnelsen for en heftig konflikt der opstod i forbindelse med et arrangement i Stockholms kvindehus den 18. oktober 2002. Kvindehuset, hvor kun kvinder måtte komme, havde indbudt til en debataften om queer-teorierne og feminismen. En transkvinde ved navn Erica var blevet indbudt til dette møde og havde vovet, at møde op til arrangementet. Da hun efter opfordring ikke ville forlade det lokale, hvor arrangementet fandt sted, kom det til et håndgemæng, der igen uløste en så heftig debat, at Stockholms kommune endte med at inddrage sin støtte til kvindehuset, der derfor måtte lukke. “The big Bang” er med andre ord en sørgelig historie om hvor underminerende transfobien er for kvindebevægelsen.

For mig at se må enhver, der tager det socialkonstruktivistiske syn på køn alvorligt, acceptere, at det at være mand hhv. at være kvinde ikke er noget, der er bundet til biologien. At afvise transkvinder som kvinder med henvisning til, at de er blevet født med mandlige kønsorganer, er derfor helt uacceptabelt.

Derimod så synes jeg, at radikalfeminismen har en pointe som desværre ofte bliver glemt i dag: Man fødes ikke som kvinde, men gøres til kvinde. Lige siden vi kom ud af vores mor og vores kønsorganer kunne vurderes bliver vi, bevidst og, ikke mindst, ubevidst præget af de forventninger som samfundet har til dem, der er født med den samme slags kønsorganer. Denne prægning ligger dybt i den enkelte om end den unægtelig kan give sig udslag på mange forskellige måder, for vi lykkes langt fra alle mht. at spille rollen som hhv. mand eller kvinde i henhold til samfundets mange skrevne og uskrevne regler for kønnene. Dertil kommer, at vi løbende præges af de erfaringer vi har som følge af det køn som vi tilskrives. For kvinder består opdragelsen til at være kvinde og livet som kvinde ofte i en række indsnævrende regler samt erfaringer med forskelsbehandling, nedgørelse, udnyttelse og vold. Jeg mener, at radikalfeminismen grundlæggende set har ret i, at kvinder undertrykkes, udnyttes og udbyttes i vores samfund, og det uanset hvilken socialklasse samt etniske og religiøse baggrund man så måtte have som kvinde. Feminisme består for mig i at turde se denne undertrykkelse i øjnene og sætte egne personlige erfaringer som kvinde ind i denne større sammenhæng. Feminisme tager for mig udgangspunkt i frustrationen og vreden over alt det man skal og bliver udsat for og alt det man ikke må og kan fordi man er kvinde. Hvis transkvinders erfaringer med at være kvinde derimod kredser om frustrationen og vreden over ikke at få lov til at leve og blive set som kvinde, ja så er der en erfaringsmæssig grøft mellem biologiske kvinder og transkvinder. Men da transkvinder, der passerer som kvinder, har rigelig med mulighed for at opleve kvindeundertrykkelsen i dens mange facetter er det muligt at bygge en bro over denne kløft. Og det mener jeg så absolut at feministisk orienterede biologiske såvel som transkvinder burde gøre.

Stafetten er givet videre til Elizabeth Japsen.

Karen M. Larsen.
http://www.karenmlarsen.dk/

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Stafetten. Freja Nordam den 30. november 2008. Som barn var jeg ikke god til stafet.

Vist 950 gange. Af Freja Nordam, der modtog stafetten fra Tina Vyum

Som barn var jeg ikke god til stafet. Særlig atletisk har jeg nemlig aldrig været. At denne stafet er beregnet til at skrive sig ud af, gør at jeg godt tør tage udfordringen jeg modtog fra Tina Vyum op.
På denne tid af året er der traditioner for at man gør status over årets gang, og hvordan det har formet sig. Det vil jeg tillade mig at gøre, men som bekendt er bakspejle mindre end vindspejle, derfor vil jeg bruge mest energi på nogle visioner for næste år.

Den absolut største og mest betydningsfulde begivenhed i 2008, var at jeg den 6. oktober blev bedste til lille August. Det er helt vidunderligt, og kan ikke beskrives. Samtidig er jeg også “tante af reserven” til Lukas fra Viby, der så småt er begyndt at gå. Glæden og fornemmelsen ved at have en af disse små på armen er ubeskrivelig.
Tidligt på året blev jeg tilkendt førtidspension. Jeg vælger at betragte det som en positiv udvikling i mit liv. Nu har jeg ro til at finde mig selv igen, efter en række meget turbulente år. Hvad det dækker over er meget privat, men jeg vil gøre en enkelt bemærkning: Jeg fejrede titlen som førtidspensionist med at anskaffe mig en spritny cykel. Det er klart den bedste gave jeg har givet mig selv i rigtig mange år. Forsynet med kurve både foran og bag er der plads til at tage til byen og gå på shopping.

Trans-Danmark har gennem det forgangne år afholdt mange gode arrangementer. Jeg har deltaget i den del jeg har kunnet overskue, og ikke mindst – det som økonomien har kunnet række til. Det har været dejligt på den måde at udbygge og fastholde tilknytningen til andre i vores lille minoritet. Det har også været herligt at træffe nye transpersoner, der har mod på at opleve livet, borte fra PC-skærmene.
Desværre har der på nettet været nogle debatter hvor man ikke har ønsket at være progressiv og positiv. Det er ærgerligt, og hvorfor det opstår, vil jeg ikke gå ind i en analyse af. Først og fremmest fordi det er så trættende at beskæftige sig med negative energier, men også fordi vi næppe slipper af med personer, der ikke formår at elske sig selv. (I mangel på personlig succes, er andres fiasko ikke at kimse af).

Medierne er i denne tid tykke af svulstige slogans, “Change can happen” er et af dem og baseret på valget af Obama, og med ham trækkes der tråde tilbage til John F. Kennedy, der i sin tiltrædelsestale 20. januar 1961 blandt andet sagde: “Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, spørg hvad du kan gøre for dit land.”
Hvis vi nu alle udskifter land med Trans-Danmark, så bliver vi virkelig en slagkraftig styrke af kreative transkønnede, der kan forbedre livsvilkår og rettigheder for vores gruppe.

Det stof mine drømme, håb og visioner er gjort af, handler først og fremmest om at de tre elementer i B 65 bliver gennemført.
Det vil sige – at vi får en ret til at bære et ikke kønsbestemt fornavn, at vi kan få lov til at skifte CPR nummer således at det modsvarer det køn vi ønsker at udtrykke, og endeligt at der foretages en vurdering af det forløb, personer der ønsker kønsskifteoperation, gennemgår på RHSK.
Drømmen er også at Trans-Danmark kan fastholde sin gennemslagskraft i medierne. Naturligvis på en sober måde, og på baggrund af relevante spørgsmål, på samme måde som det har været tilfældet i efteråret 2008.

Håbet er at 2009 kan blive året hvor fraktioner og enkeltpersoner vælger at slutte op om Trans-Danmark, på trods af at det vil betyde at nogle kameler skal sluges. Konstante nålestik ind i foreningen fører ikke til noget som helst, andet end den enkelte isoleres mere og mere fra et udviklende fællesskab.

Visionen er at vi vil være flere der indgår direkte i den politiske debat, således at vi kan blive synlige blandt de virkelige beslutningstagere. Debatter på nettet kan være meget underholdende, men batter de noget? Jeg er overbevist om at det direkte møde med politikere kan være en stærkt medvirkende årsag til at få vore drømme og håb til at blive virkelighed. Irene Haffner har på det seneste skrevet om sine positive erfaringer ved at melde sig ind i et parti som transkønnet, og også om den positive modtagelse hun så efterfølgende har fået. I skrivende stund er partierne ved at forberede næste års valgkamp om pladserne i kommunalbestyrelsen. Således også i mit parti, men mit navn kommer ikke til at fremgå af nogen liste. Det må jeg erkende at min psyke ikke er stærk nok til: Men derfor vil jeg alligevel søge at gøre min indflydelse gældende, i valgkampen.
Jeg håber at andre som Irene Haffner og jeg vil slutte op om partier der aktivt viser at de støtter kampen for transkønnedes rettigheder.
Jeg har den overbevisning at der ikke findes nogen større sag at kæmpe for, end kampen for sine rettigheder.

I sommer blev der pjattet en del om en Tour de Transer. Den ide vil jeg gerne arbejde videre med, således at det kan blive til en konkret begivenhed til sommer. Jeg forestiller mig en hyggelig cykeltur i og omkring Viborg, hvor vi kan nyde hinanden og naturen. Doping i form af kaffe eller the vil være obligatorisk under turen, der kan føre os gennem skove, hedelandskaber og hvad det midtjyske morænelandskab ellers kan byde på. Jeg tror at vi på den måde kan få en mulighed dels for at eksponere vores gruppe på en positiv måde, samtidig med at vi udvikler vores fællesskab.
I det lidt længere perspektiv har Irene Haffner søsat ideen om en sommerhøjskole. Jeg glæder mig meget til at følge udviklingen af dette projekt, og håber det kan blive en realitet allerede i 2010. Igen et tiltag der kan føre os videre.

Med disse ord vil jeg sende stafetten videre til Karen M. Larsen, der er kendt som en ganske ivrig debattør af rettighederne for alle grupper der hører under “Regnbuefamiliens” paraply.

Kærlig hilsen. Freja

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Stafetten. Tina Vyum den 16. november 2008. Lad os starte fra begyndelsen.

Vist 453 gange.
Tina Vyum

Tina Vyum

Af Tina Vyum, der modtog stafetten fra Jytte Witt.

Den 30. oktober 2008 overgav Jytte Witt stafetten til mig, så nu må jeg jo “samle handsken op, og møde udfordringen”.

Hvem er jeg så? Ja langt de fleste kender mig fra foreningen Trans-Danmark, hvor jeg har været medlem siden starten. Sidenhen er jeg trådt ind i bestyrelsen, hvor jeg udfylder rollen som både næstformand og webmaster, så til tider har jeg mere end rigeligt at se til.

Men lad os starte fra begyndelsen. Jeg er født i 1960 og har haft en udmærket barndom, så det er ikke traumer fra barndommen eller andre mystiske ting der har ført til, at jeg nu lever 100 % som en kvinde. Gennem hele min barndom, benyttede jeg enhver “legal” lejlighed til, at “lege” pige, i de unge år var det sådan nogenlunde i orden med mine forældre. Men efterhånden som jeg blev ældre, så var det pludselig slet ikke længere i orden? Hvilket jeg da overhovedet ikke kunne forstå, men jeg fandt da gemmesteder til mit pigetøj, desværre fandt min mor ret ofte disse gemmesteder, og der blev en forfærdelig ballade i huset.

Men med tiden lærte jeg, at finde bedre gemmesteder, som hun ikke fandt. Det var også nødvendigt, jeg havde jo ikke uanede mængder af penge til rådighed, jeg tror jeg fik 60 kr. om måneden i lommepenge, og selv om vi er tilbage i tiden omkring 1974 – 75 stykker, så var tøj altså stadigvæk ikke gratis. Ligeledes var det heller ikke just nemt, for mig at få fat i noget nyt pigetøj, vi havde kun den lokale brugs at handle i, og alle kendte alle i den lille by, så de vidste jo så udmærket godt at jeg ikke havde nogen søskende på min egen alder, så der blev kigget og af og til stillet spørgsmål, når jeg købte pigetøj, så jeg blev verdensmester i at finde på små historier, for at forklare mit tøj indkøb, og af og til tog jeg helt til nabobyen for, at købe tøj og makeup.

Så kom tiden da jeg skulle ind til forsvaret og være soldat, det blev starten på en meget lang karriere i hæren, og samtidig også en periodisk afslutning på den tilværelse, som jeg hidtil havde ført. I en længere periode (over 5 år) levede og åndede jeg udelukkende for forsvaret, og var ganske enkelt en pestilens for de civile venner jeg havde. Så kom tiden med de første store nedskæringer i forsvaret, og jeg indså meget hurtigt, at ville jeg blive i systemet så måtte jeg forbedre mig på mange områder.

Jeg søgte og fik bevilliget et ophold på Kalø Sproghøjskole, det var et KÆMPE kulturchok for mig, en såkaldt “øjenåbner”. Jeg fandt ud af, at der rent faktisk var en verden udenfor forsvaret, og at den også kunne være interessant og spændende.

Under opholdet på Kalø, mødte jeg mange søde mennesker, og jeg fandt ud af, at det egentlig var ok at være anderledes. Da jeg var færdig på Kalø, var jeg forandret – ikke fysisk men psykisk, og jeg var så absolut IKKE længere “gift” med systemet.

Kort efter at jeg kom hjem fra Kalø mistede jeg min mor, det var et hårdt slag, da det skete meget pludselig og uden varsel. Nogen tid efter blev min enhed reduceret i styrke, og jeg blev forflyttet til det Vestlige Jylland, der trivedes jeg så absolut ikke. På dette tidspunkt var jeg så blevet klar over, at jeg var mindst lige så meget kvinde som jeg var mand, det betød at jeg af og til “luftede” skørterne… Jeg fandt MEGET hurtigt ud af, at det nok ikke lige var det bedste sted i landet, jeg der havde valgt, til at “komme ud af skabet” så jeg besluttede mig for, at holde meget lav profil, og bare passe mit arbejde.

Efter et par år i det vestjyske, fik jeg tilbudt en stilling i Fredericia, det krævede ikke mange sekunders overvejelse, at takke ja til dette tilbud, men det skulle nu vise sig, ikke at være helt nemt at slippe bort fra det Vestjyske, men efter nogen tid, og efter at have trukket i nogle “tråde”, lykkedes det så endelig, men det blev gjort HELT klart, at jeg ikke behøvede, at tænke på at søge tilbage dertil, såfremt det ikke gik i Fredericia.

Jeg flyttede til Fredericia efter endt prøvetid, og købte egen bolig der. Dette gjorde, at jeg nu havde mulighed for, at anskaffe en noget større garderobe. I takt med at min selvtillid voksede, så gjorde min kvinde garderobe ligeledes.

Nå men hidtil havde jeg jo begrænset mig til små ture til fods rundt i Fredericia og altid først efter, at det var blevet mørkt. Jeg var så småt begyndt, at spekulere lidt på om ikke der skulle være andre, der havde det på samme måde som jeg? Nu var internettet jo ikke på nogen måde udbredt og almindeligt som det er i dag, så det var noget med at købe den blå avis, og så bladre kontaktannoncerne igennem for at se om det skulle være muligt, at finde en ligesindet, hvor der ikke var noget seksuelt involveret.

Efter lang tids søgen, var der endelig gevinst- ganske vist ikke i Fredericia, men på Fyn. Nå men pyt med det, jeg fik skrevet et lille brev og af sted med det til Fyns land. Der gik en rum tid, uden at jeg hørte noget som helst, men så en dag lå der et brev fra en Gitte Paulsen. Hun skrev en masse ting, som jeg på daværende tidspunkt ikke fattede ret meget af, en masse om transvestitter og transseksuelle..?? Nå ja ja tænkte jeg bare, jeg finder nok ud af hvad det går ud på.

Jeg fik taget mig sammen til, at svare på brevet og så var den kontakt etableret. Det blev så mit første rigtige møde med transverdenen. Jeg fandt hurtig ud af hvad forskellen på transvestitter og transseksuelle var, allerede dengang var fronterne trukket op. Dog slet ikke i det omfang jeg desværre alt for ofte oplever i dag. Gitte var transseksuel og levede på fuld tid som kvinde, og gik til kontrol/samtale på Sexologisk Klinik med henblik på, at opnå tilladelse til kønsskifte. Denne tilladelse fik hun ikke, hun skaffede selv de fornødne midler og fik foretaget operationen i Thailand.

Desværre mistede jeg kontakten med hende lige omkring dette tidspunkt, senere erfarede jeg, at hun havde taget sit eget liv forholdsvis kort tid efter, at hun var kommet hjem.

Det blev jeg meget ked af, at høre men jeg kunne jo ikke gøre noget. Jeg mistede på den måde, min kontakt til transmiljøet for en længere periode, men så kom internettet jo. På et eller andet tidspunkt, fik jeg også adgang til dette nye vidunder fra min computer, og efterhånden som jeg blev fortrolig med at bruge det, så fandt jeg ud af, at der rent faktisk var mange i dette lille land, som havde det på samme måde som mig. Det var som om en helt ny verden pludselig slog dørene op for mig, nu kunne jeg pludselig finde en masse informationer samt nogen at snakke med om tingene.

Med tiden fik jeg etableret kontakt til nogle mennesker i København, vi chattede jo lystigt sammen. En dag blev vi enige om, at jeg skulle komme til København og besøge dem, når jeg havde tid og råd. Som sagt så gjort, vi fik aftalt dato samt tid og sted, så var der jo lige det der med, hvordan man så ud? Og om jeg kom omklædt, lød spørgsmålet. Omklædt. Hele vejen fra Fredericia med tog til København!!! De måtte saftsuse mig have slugt et eller andet… Jeg skulle aldeles IKKE nyde noget af, at tage toget helt derover omklædt, hidtil havde jeg kun lige haft mod til at tage toget til Vejle ved højlys dag, for så at tage med næste tog hjem igen og så skynde mig hjem, gennemblødt af sved.

Nå men på en eller anden måde, fik de mig jo overtalt til at gøre forsøget, jeg fik bestilt plads og købt billet således, at alt var i orden til min rejse. Natten før jeg skulle af sted, erindre jeg med gru, søvn fik jeg ikke meget af, jeg var sikker på, at jeg ville blive totalt til grin i hele toget. Det blev morgen og jeg fik mig gjort færdig, rystende af skræk bevægede jeg mig over på banegården og op til perronen hvorfra toget skulle afgå.

Men ak og ve, DSB havde åbenbart besluttet sig for, at udsætte mig for alverdens prøvelser. Toget kom ganske vist til tiden, men det var mig totalt umuligt, at finde en togvogn der matchede nummeret på min pladsbillet. Jeg må jo have set rimelig forvirret og hjælpeløs ud, pludselig kom en DSB mand hen til mig, og sagde “De ser mig noget forvirret ud, lille frue?” Tak skæbne tænkte jeg, hvad skal jeg nu gøre? Nå men jeg fik da fundet en rimelig lys stemme frem, og fremstammet, at jeg ikke kunne finde den rigtige vogn. Det vidste sig hurtigt, at det bare var DSB, der for gud ved hvilken gang, havde kludret med vognnumrene. Problemet var løst, og jeg fik fundet min plads.

Jeg så mig forsigtigt om i toget, men det virkede ikke som om nogen havde lagt mærke til mig. Jeg faldt til ro, og resten af turen forløb uden problemer. Mit besøg i København forløb ligeledes rigtig godt, men som altid når man hygger sig i selskab med gode venner, så flyver tiden af sted. Jeg skulle jo også hjem igen, men kom altså for sent til det tog jeg havde reserveret plads i. Nå ulykken var så ikke større, end at der jo gik et tog en time senere.

Dette betød jo så desværre, at jeg skulle vente en HEL TIME inde på Hovedbanegården. Tak skæbne hvor var jeg nervøs, anede simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Gemme mig kunne jeg jo ikke, men jeg turde næsten heller ikke blive stående på samme sted hele tiden, for tænk om der nu var nogen der talte til mig…

Nå men på en eller anden måde lykkedes det mig, at overleve ventetiden. Jeg fandt toget til Fredericia og fik mig sat godt til rette, ville egentlig bare lægge mig til at sove, det havde jo været en meget lang dag og jeg var ved at være godt brugt. Men netop som jeg var ved at falde i søvn, kommer et ungt selskab ind i kupéen og sætter sig i stolegruppen skråt overfor mig. De unge mennesker var alt andet end ædru, nå tænkte jeg, du ignorere dem bare så lader de nok dig være i fred, men ak nej så nemt gik det ikke.

Jeg kunne mærke, at kvinden i selskabet blev ved med, at stirre på mig hvilket selvfølgelig var rimelig ubehageligt. Jeg forsøgte efter bedste evne, ikke at lade mig mærke med noget, men nej den gik ikke, pludselig siger hun MEGET højt, “det der” og så pegede hun over på mig, “det er en TRANS!!” Jeg kan dårlig nok beskrive hvad jeg tænkte i dette øjeblik, og da slet ikke sige, hvor jeg ønskede den dumme kælling hen. Nå men jeg fik samlet mod sammen til, at svare igen: “Ja jeg er trans, har du nogen problemer med det?” Det havde hun så absolut ikke og mente så, at jeg skulle sætte mig over til dem og få en bajer!! Jeg satte mig derovre, men undlod klogelig, at drikke øl (jeg var så træt, så jeg var bange for, at falde i søvn) vi fik sludderet om løst og fast og så skulle de så af. Lige inden de gik, gav hun mig sin billet, på bagsiden havde hun skrevet sin e-mail adresse ned (hun må åbenbart have spillet mere fuld, end hun egentlig var) og sagde, at jeg jo bare kunne skrive til hende hvis jeg turde.

Se den tur havde jo givet mig en masse selvtillid, så naturligvis skrev jeg en mail til hende og takkede for godt og hyggeligt selskab i toget til Jylland. Det blev starten på et godt og meget tæt venskab, som består den dag i dag.

Lotte som hun hedder, har en stor del af æren for, at jeg er nået dertil hvor jeg er nu. Det er så absolut IKKE forløbet uden diskussioner og sure miner fra min side, men på nogen områder har jeg måtte give hende ret.

Efterhånden som jeg blev ældre, voksede min forvirring, Jeg søgte mere og længere ind i det kvindelig univers. Det kunne ikke undgås, at mine kollegaer i forsvaret bemærkede noget, og i den verden spredes rygterne hurtigere end en steppebrand og det at være “anderledes”, det er ikke velset i dette MEGET stivnakkede og fordomsfulde system.

Jeg knækkede til sidst psykisk og gik ned med en svær og langvarig depression. En svær depression kan man ikke komme ud af uden hjælp, jeg fik taget mig sammen til, at forklare min læge hvordan tingene de hang sammen. Min læge gjorde hvad han kunne for, at hjælpe mig videre, men det var ikke ligefrem hans speciale, så han sendte mig videre i systemet.

Jeg havnede så hos en psykiater, som kort og godt forklarede mig, at jeg måtte træffe et valg. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg havde to køn i mig og på dette tidspunkt foregik der en kamp inde i mig, om hvilket køn der skulle være det dominerende, og det kunne jeg ikke håndtere rent psykisk. Så hvis han skulle hjælpe mig, så måtte jeg beslutte en gang for alle, hvilket køn jeg ville leve som. Det var jo noget af en beslutning, at skulle tage sådan mere eller mindre på stående fod.

Jeg gik hjem og satte mig til at tænke, gode og nære venner blev kontaktet og bedt om hjælp. På en ene side, var jeg godt klar over, at jeg ikke på nogen måde kunne fortsætte med at leve på den måde som jeg gjorde nu. Ja at leve var måske så som så, jeg befandt mig i en konstant gråzone, intet smagte af noget, jeg følte ingen glæde ved livet og var tæt på at gøre en ende på det. Alting blev dulmet af en høj dosis lykkepiller. Men på den anden side, vidste jeg jo, at det ville blive en svær kamp såfremt jeg besluttede mig for, at smide manden væk og lade kvinden få overtaget. Men for mine nærmeste venner var der ingen tvivl, så efter lang tids overvejelse traf jeg en beslutning, en beslutning der for stedse kom til at vende op og ned på min tilværelse.

Jeg vendte tilbage til min psykiater, men denne gang var det som kvinde. Jeg havde nu besluttet mig for, at leve som en kvinde. Nu var der så lige det med navnet, det kunne man jo så ikke bare lige skifte. Det kom der så også en løsning på, man kunne jo bare tage et navn fra den kønsneutrale liste, og så lige vælge et kvindenavn som mellemnavn. Som sagt så gjort, nu er der nok et par stykker, der omgående vil komme med diverse paragraffer og lovtekster og sige at man jo ikke må “bortkaste sit fornavn og så bare anvende sit mellemnavn” selvfølgelig har de ret i det, men brug nu alle de der lovtekster og paragraffer som optændingspapir i kakkelovnen, det kan godt være loven siger dit og dat, men virkeligheden ude i samfundet er heldigvis en helt anden.

Jeg har ikke oplevet problemer med, at få diverse institutioner til, at undlade at bruge mit egentlige fornavn og i stedet anvende mit mellemnavn, så det kan altså også lade sig gøre.

Nu stod det jo rimelig klart, at en fremtid i det danske forsvar var udelukket, jeg ville aldrig blive accepteret, og en række mindre skavanker var i mellemtiden dukket op. Et enkelt møde ved regimentet, afgjorde mere eller mindre sagen, de udbad sig en udtalelse fra min læge, alternativet var en undersøgelse på infirmeriet, det havde jeg ikke lyst til. De fik deres lægelige udtalelse, og derefter gik den sag sin sædvanlige gang, og en fyring af helbredsmæssige årsager blev enden på den karriere.

Jeg blev IKKE afskediget fordi jeg var transseksuel, det blev ikke på noget tidspunkt bragt på bane, der var tale om en regulær afskedigelse af helbredsmæssige årsager. Men som sagt, det ville aldrig være gået.

Nu er jeg så gået i gang med at uddanne mig indenfor ældreplejen, der har det ikke den store betydning hvad du er, så længe du respektere borgerne og er villig til at give dem den omsorg der er behov for.

Som nævnt i starten, er jeg både næstformand og webmaster i Trans-Danmark, et arbejde jeg virkelig brænder for, og hvorfor så det?

Jo for det første er jeg af den overbevisning, at INTET kommer af sig selv, og da slet ikke rettigheder til minoriteter som os transpersoner, dem skal vi kæmpe for med næb og klør ad politisk vej, og det kan og vil Trans-Danmark (uanset hvad visse personer så måtte mene om den sag).

For det andet, så husker jeg kun alt for tydeligt hvordan jeg måtte lede med lys og lygte efter hjælp og støtte, da jeg selv i sin tid sprang ud som trans. Det kan og vil jeg ændre på, således at intet ungt menneske behøver lede forgæves efter informationer og nogen, at tale med om det at være trans.

Desværre er der en forfærdelig masse fnidder og ballade i transkredse, det betyder at der er en del transpersoner, som simpelthen ikke vil ind i nogen foreninger, det i sig selv er naturligvis ingen katastrofe. Men det er jo en trist udvikling, hvis de slet ikke kommer ud af skabet men blot bliver ved med at gemme sig. Vi har alle et ansvar for hvad vi siger og skriver i det offentlige rum, jeg vil ikke på NOGEN måde begrænse nogen i deres grundlovs sikrede ret til, at skrive og sige hvad de tænker og mener.

Men det ville være formålstjenligt, om vi kunne standse den evige “mudderkastning” som finder sted i det offentlige rum. Desværre er dette nok næppe muligt, visse selvbestaltede “orakler” synes at have sat sig som mål her i tilværelsen, at chikanere Trans-Danmark mest muligt.

Uanset hvad vi foretager os, så er det forkert, eller sågar skadeligt!! Set ud fra disses personers synspunkt. Jeg fatter ganske enkelt ikke, at de ikke bare holder bøtte, og lader os som forening forsøge, at arbejde på den måde vi nu gør. Det var noget andet, hvis disse personer meldte sig ind i foreningen og ad den vej forsøgte, at få indflydelse på vores politik, men nej det er åbenbart mere spændende, at sidde på fløjene og brokke sig! Nå det er jo også en form for aktivitet, og den er jo praktisk, man behøver end ikke bevæge sig ned i et af kommunens aktivitetscentre.

Ligeledes ville det være fint, om vi kunne finde ud af, at samarbejde på tværs af foreningsgrænser. Skal vi “overleve” som minoritet bliver vi nødsaget til, at bilægge vore stridigheder,transvestitter og transseksuelle må og skal til finde ud af, at kunne opholde sig i samme rum. Kan vi ikke finde ud af dette, så har alt arbejde været totalt spildt, og fremtiden for transpersoner i dette land vil se ret så dyster ud.

For kort tid siden, havde jeg sammen med Pia Nielsen, foretræde for Arbejdsmarkedsudvalget. Det blev en meget lang og hektisk dag, med et pænt medieopbud, langt mere end vi overhoved havde forventet.

Kritiske røster, var jo omgående fremme, og fortælle at vi ikke fik noget ud af dette foretræde. Det er korrekt, at der ikke blev givet nogen løfter (det gør der aldrig ved et foretræde) og sidenhen har udvalgets formand da også udtalt, at han ikke vil hjælpe os. Men lad os nu se hvad fremtiden den bringer, en klog mand, har engang udtalt, at det er svært at spå – især om fremtiden *S*

Om ikke andet, så har vi da fået en masse omtale i medierne og dermed sat lidt fokus på os som minoritet. Jeg er så udmærket klar over, at dette fokus lynhurtigt bliver flyttet, så derfor gælder det om, at sørge for at vi ikke bliver glemt. I meget nær fremtid, kan det meget vel tænkes, at der igen kommer fokus på vores sag.

Jeg har overdraget stafetten til Freja Nordam.

Kh. Tina Vyum

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Stafetten. Jytte Witt den 30. oktober 2008. Tog udfordringen op.

Vist 579 gange.
Jytte Witt

Jytte Witt

Af Jytte Witt, der modtog stafetten fra Pia Nielsen.

Den 1. september gav Pia Nielsen stafetten videre til mig.
Desværre har jeg ikke fået gjort noget ved det siden. Det skyldes dels at den 1. september var 5 dage før min 70-års fødselsdag, som jeg havde travlt med at forberede, dels at jeg efterfølgende blev syg, idet jeg en uges tid efter min fødselsdag vågnede op en morgen og pludselig ikke kunne støtte på mine ben!

Problemet er nu, at ingen endnu har kunnet finde ud af, hvad der er i vejen, men stædig, som jeg er, er jeg nu kommet så langt at jeg kan gå – omend med stok. Tiden er derfor gået med undersøgelser hos læge og på sygehus og med gangtræning i skoven tæt herved.

Nu må jeg så tage udfordringen op og skrive om et eller andet. Jeg har valgt, at det skal handle om at være fuldtidstrans i et lille lokalsamfund. Det har jeg nu været i snart fire år, så der er da lidt erfaringer at trække på.

Det hele startede, da jeg blev enke(mand) i december 2004 efter 43 års ægteskab og skulle til at spekulere over, hvad der skulle ske med resten af mit liv. Jeg har været trans siden min barndom, men havde holdt det skjult for omverdenen, bortset fra min nærmeste familie, min kone og mine børn og nogle få venner. Jeg har altid færdedes ude, men aldrig i min hjemegn, når jeg var Jytte. Nu kunne jeg jo nemt indse, at hvis jeg gav los, ville der kun gå en begrænset tid, før en eller anden opdagede, at jeg kom ud af min dør i dametøj og kørte væk. Derfor besluttede jeg at foregribe situationen ved at fortælle mine naboer og bekendte, hvordan det forholdt sig. Det viste sig at være helt uproblematisk! Der var da en del forbavselse og nogen nysgerrighed, men absolut ingen afvisninger.

Egentlig havde jeg tænkt mig at fortsætte med at passe min hverdag som mand, men fandt hurtigt ud af, at det passede mig bedre, at gå helt over til at leve som kvinde og det har jeg gjort siden – og stadig uden problemer, måske bortset fra, at det er en almindelig kendt hemmelighed fra Bælum i øst til Skørping i vest, og fra Kongerslev i nord til Terndrup i syd, at den dame der hedder Jytte Witt oprindelig var en mand. Forleden da jeg humpede ind i Brugsen i Terndrup stod der 3 store drenge udenfor og idet jeg nærmede mig, fornemmede jeg, at den ene af dem – der så henimod mig – gav tegn til ham der stod overfor ham, at her kom der altså noget han skulle se. Han vendte sig og kastede et blik imod mig og så grinede og gloede de lidt. Så jeg sendte dem et venligt smil og et nådigt nik. Med det resultat at de alle tre hilste høfligt på mig med et venligt “dav”.
Når de fleste her omkring kender mig af udseende, har det en sammenhæng med, at jeg i perioden efter mit skifte fik en række opfordringer gennem mit netværk om at deltage i folkekoret i Bælum, hvor de savnede min bas! Noget sådant var naturligvis vanskeligt at stå imod for en forfængelig trans, så jeg gik over på ungdomsskolen i Bælum, en aften hvor jeg vidste, der var korprøve. Da jeg kom ind i gangen mødte jeg en af de ældre sopraner, der spurgte mig om det nu var en ny sopran eller alt, der kom. Jeg måtte straks forklare, at vi godt kendte hinanden og sidst vi sås sang jeg 2. bas. Det tog hun i stiv arm – med et smil og lidt forbavselse – og vi gik ind, hvor jeg henvendte mig til hele koret og sagde at vi godt kendte hinanden, men nu levede jeg altså som Jytte og nu ville jeg gå over til basserne. Hvis nogen havde problemer med det, måtte de henvende sig til bestyrelsen. Det betød en vældig latter, og siden har jeg bare altid følt mig velkommen ved sangaftenerne og til korets koncerter i omegnens kirker, på plejehjemmet og hvor vi ellers har deltaget. Da vores koropstilling er sådan, at basserne står lige bagved sopranerne er det let for mig at glide ubemærket ind i billedet.

3. september 2008 ved indvielsen af Lindholm Høje Museets udvidelse. Jytte Witt i samtale med udstillingens arkitekt Lars Haastrup (tv) og bygningens arkitekt Lars Fich (th) efter alle festtalerne, og mens H. M. Dronningen blev vist rundt.

3. september 2008 ved indvielsen af Lindholm Høje Museets udvidelse. Jytte Witt i samtale med udstillingens arkitekt Lars Haastrup (tv) og bygningens arkitekt Lars Fich (th) efter alle festtalerne, og mens H. M. Dronningen blev vist rundt.

En omstændighed ved korarbejdet er, at det foregår på en skole, hvor en flok unge mennesker også færdes og en aften sad en af de unge piger og holdt hof på trappen i forhallen, da jeg skulle udenfor i pausen. Hun hilste på mig og jeg hilste igen. Da jeg lidt efter kom tilbage og gik gennem gangen råbte hun efter mig: “Hej, ved du hvad klokken er?” Jeg tænkte: “det her er vist en stemmeprøve”. Vendte mig og svarede med lys kvindestemme: “tyve minutter over otte”. Da vi gik hjem ved halvtitiden sad hun der stadig og sagde nu “farvel og tak for i aften.” Det spekulerede jeg lidt over bagefter. Det kunne da være hun bare skulle vide hvad klokken var. Måske ville hun gøre sig lidt til overfor veninderne ved at vise hun turde henvende sig til et af de gamle spøgelser, der færdedes på skolen – eller måske havde hun fornemmet et eller andet ved mig. Disse tanker fremførte jeg overfor forstanderen den næste dag, idet jeg tilbød at komme på skolen og fortælle lidt om hvad en trans var. For hvis hun nu havde gennemskuet mig ville der alligevel blive talt om det mellem eleverne, uden de vidste, hvad det var de talte om. Skolen sagde ja tak til mit tilbud, som jeg indfriede kort tid efter med hele elevflokken (ca. 100) foruden hovedparten af lærerstaben. Det var en ualmindelig morsom oplevelse for alle parter. Jeg talte bare ca. 20 minutter, hvorefter jeg gav plads til at stille alle de spørgsmål de havde lyst til, idet jeg forsikrede, at jeg ikke var sart. Det tog de imod og spurgte fuldstændig frygtløst i tre kvarter, hvor vi kom gennem hele mit liv. Med stor vægt på hvordan jeg bar mig ad. De ville vide alt om mine attrapper, men også om mit følelsesliv. En replik jeg aldrig glemmer var den en af de store drenge sagde: “Har du aldrig lyst til at sidde en hel dag i underbukser med en kasse bajere og se voldsfilm?” Hvortil jeg ærligt kunne svare, at det var aldrig faldet mig ind. Pigen, der havde givet anledning til arrangementet var der også og det vidste sig, at hun ikke havde anet noget som helst. Dette besøg på ungdomsskolen har jeg nu gennemført med tre årgange og har i øvrigt udvidet min missionsvirksomhed også til damerne i Innerwheelklubberne i Aalborg og efter jul også i Brønderslev. (Disse klubber består af ægtefæller til Rotary-medlemmer.)

Men vi vender tilbage til korarbejdet. Forrige december var vi til en koncert i Terndrup Kirke. Der var stødfuldt – ikke på grund af os, men fordi de mindste skoleelever skulle holde Luciaoptog: Der var ingen der bemærkede noget før senere på aftenen, hvor menighedsrådets formand inviterede alle i kirken med til kaffe på kroen. En af de damer jeg kendte fra koret havde arrangeret et velgørenhedslotteri af en art, og da alle lodderne var solgt, begyndte hun at råbe de udtrukne op – med en meget lille stemme. Ingen kunne høre en brik. Jeg, der sad i nærheden af hende, men skjult i den tætpakkede sal, forsøgte nu at hjælpe hende ved at gentage numrene med kraftig tordenrøst. Da jeg havde gjort det et par gange sagde hun til mig: “Jytte nu må du komme herop og hjælpe mig”. Der kom et par meget forbløffede blikke fra folk, da man så en ældre nydelige dame rejse sig i sin fulde højde (179 cm) for at lade numrene gjalde i salen. Men munterheden bredte sig lige så hurtigt, som vi nu fik afviklet lotteriet. Herefter var der ikke mange af de Terndrupborgere, som havde været med i kirken, der ikke kendte Jytte og næste dag kom menighedsrådets kasserer hen til mig og takkede på hele byens vegne for min indsats. “Ellers havde vi siddet der endnu”, som han udtrykte det. Som man forstår har jeg placeret mig på en nydelig førsteplads som landsbyoriginal.

Men jeg har også fået meget personlige venner gennem min nyvundne åbenhed. Endnu inden jeg genindtrådte i koret var jeg som publikum med til en kirkekoncert i Bælum efter opfordring fra kirkens organist, der er en af mine naboer. Efter koncerten var der kaffe i sognegården, og da jeg var ude for at få en smøg kom en dame hen til mig. Hun skulle også ryge, men vist først og fremmest tale med en anden, der havde mistet én fornylig. Hendes mand var død en månedstid før af en galoperende kræft i en alder omkring de 55 år, og hun havde hørt, at jeg lige havde mistet min kone et par måneder før. Det snakkede vi så lidt om og blev enige om at ses en anden gang og det er blevet en varmt og varigt venskab. Siden har hun fortalt mig, at hvis jeg bare havde været en mand, havde hun aldrig henvendt sig!

Inden hendes mand døde havde han pålagt hende at sælge huset, der lå helt for sig selv ude på marken og ville komme til at volde hende problemer med vedligeholdelse og med at komme til og fra om vinteren. Jeg nåede dog, mens hun boede der, at træffe hele hendes venne- og bekendtskabskreds bl.a. ved en større fest, hvor jeg grillede en hel højrebssteg. Det var søde mennesker, der aldrig før havde truffet en trans og mange af dem har jeg mødt adskillige gange siden. De kender mig alle ved navn, mens jeg er lidt mere på den med nogle af dem. Der er jo forskel på at lære et navn og så at lære 20.

Nå, hun fik solgt huset og købte en grund ved en ny udstykning i Skørping og fik tegnet et hus hos en arkitekt hun havde samarbejdet med som grafiker. Men pengene skulle strækkes lidt for at få enderne til at nå sammen. Så i stedet for et samtalekøkken fra HTH til 75.000 kørte vi til IKEA i Århus og købte stumper for 15.000, som jeg lovede at bygge et køkken af for hende.

Inden håndværkerne var færdige med byggeriet, begyndte jeg at samle elementerne, sammen med hendes datters svigerforældre og derefter begyndte jeg at stille køkkenet op. En dag spurgte en af tømrerne hvor hun havde fået den køkkenmontør fra – og hun svarede “det er en af mine bedste veninder”.
Den tyggede han lidt på og sagde så “veninde?”. “Nå ja”, sagde hun “hun er trans“. (Han må jo have hørt min sav, der bruges med lange gennemgående strøg – eller måske havde han kigget). Og han svarede “nå ja en trans, det findes selvfølgelig, men her!”

Susanne, som min veninde hedder, havde i mellemtiden fået job som postbud og fortalte en dag grinende, hvordan hendes kollega, der passer ruten der hvor jeg bor, havde fortalt, at jeg var kommet ud for at modtage posten og til kollegerne sagde hun nu, at det var dog utroligt, som jeg lignede min bror. Susanne fortalte hende så, at det ikke var så mærkeligt eftersom den dame hun havde truffet, faktisk var den samme, som hun kendte som mand; men at jeg nu hed Jytte. Hertil svarede hun: “hun kunne da godt have fortalt, at vi er navnesøstre.”

Huset i Skørping er for længst færdigt og Susanne insisterede på at lave maden til min 70 årsdag og overtalte mig til overhovedet at holde den.
Så jeg lejede Store Brøndum forsamlingshus, der ligger ved siden af “Kulturkøbmanden” i samme by. Her har et af landets største online antikvariater til huse, sammen med et øludsalg med et udvalg på mere end 300 forskellige mikrobryggeriers produktion. Alt sammen drevet af en af alterne i koret – også en god veninde.

Til min fødselsdag inviterede jeg nu en god portion af mine mange nye venner, mine børn, svigerbørn og børnebørn, mine svogre og svigerinder, foruden min søster og hendes mand. Og endelig en del af mine gamle kolleger og bekendte fra min tid i museumsvæsenet – i alt omkring 60 mennesker. Til festen købte jeg på udsalget en kjole, der ikke skulle lade nogen i tvivl om hvem der var festens hovedperson. Så alt skulle være klappet og klart; men min kok – Susanne – brækkede sit ene ben et par uger før det hele skulle løbe af stabelen. Nu var gode råd dyre.

Efter et par dages overvejelser besøgte jeg Antonino Oliveti, der driver “Restaurante da Vinci” i Hadsund. Da jeg fortalte, at jeg skulle holde min 70 årsdag, viste han sig som en rigtig italiener og sagde indigneret: “Det passer ikke – så gammel kan du ikke være!” Men vi blev da enige om, at han skulle levere italienske småretter til 60 mennnesker.

Vin, øl og vand købte jeg i Superbrugsen i Terndrup. Et par af mine mandlige naboer hjalp med at sætte borde op og slæbe stole ind. Min nærmeste nabo til den anden side – en friser der hedder Gelfke – tilbød at sørge for blomster og bordpynt og hjalp den sidste dag med at dække bord. En tredje nabo – Annette – som jeg jævnligt drikker kaffe med for at udveksle egnens nyheder, som vi begge føler os ansvarlige for at viderebringe, leverede 2 døtre omkring de 20 år til at stå i køkkenet, klare opvasken og stille flasker og kaffe på bordene efterhånden. Min ældste søns kone Fie lovede at holde lidt øje med den side af sagen. Selv lavede jeg skipperlabscoves til min familie, der begyndte at ankomme fredag. De havde telte og campingvogn med og overnattede i haven.

Jytte Witt. Gaveudpakningen i forsamliingshuset.

Jytte Witt. Gaveudpakningen i forsamliingshuset.

Selve festen var en eftermiddagsforestilling fra 13 til 17 – og den blev festlig. En af mine naboer (jeg har rigtig mange!) – Uffe – som jeg skiftes til at at lave mad med, så vi begge får varm mad hver dag, havde jeg udnævnt til toastmaster, et hverv han passede med knasende tør humor. Endnu en nabo, Ian, der er solocellist ved Aalborg Symfoniorkester underholdt med et enkelt nummer på sin cello, mens min ældste søn Søren stod for afviklingen af fællessangene, Susanne holdt en smuk tale siddende i sin kørestol, og en af de gamle kollegers kone – Anna – fortalte om sin forbløffelse, da hun hørte at jeg var sprunget ud som kvinde og om sin glæde ved at have lært mig at kende fra den ny side.

Mine børn stillede op med en af mine gamle Halfdan Rasmussenviser. Søren og min datter Hanne tillige med en version af den almindelige fødselsdagssang, hvor de forskyder hver stavelse et slag i forhold til melodien. Jeg havde ikke hørt den siden deres gymnasietid. De påstod de ikke havde øvet sig siden.

Uffe fortalte, at der ved enhver fest var en kedelig tale, og at det var desværre som regel også den længste, og da han ikke kunne få flere til at ytre sig, ville han påtage sig denne opgave, hvorefter han holdt en kort og ustyrlig morsom tale om vores bekendtskab, der nu havde stået på i flere år og som havde været oplevet af ham som meget spændende og behageligt, omend det havde været som en lang kostumefest.

Gæsterne insisterede på offentlig udpakning af gavebordet. En skik jeg ikke var fortrolig med, men det var overvældende.

Min største bekymring havde nok været oprydningen, når vi var færdige, men venner og familie tog fat og efter en halv time var alt på plads og salen svabret, bilerne pakket, pigerne næsten igennem opvasken. Hele familien tog med hjem og spiste rester og larmede til sent ude i campingvognen. Om søndagen tog alle afsted efter at min yngste søn – Peter – havde klippet hækkene, som min svoger var begyndt på før festen. Mandag rejste min søster og svoger tilbage til USA via Island.

Selv lå jeg brak hele mandagen, men fik ordnet alle detaljer med tak for gaverne, betalinger hist og her osv. i løbet af ugen. Den følgende mandag slog systemet fra og min karriere som invalid tog sin begyndelse.

Alle disse ord blot for at fortælle, at det behøver ikke altid at være problematisk at være fuldtidstrans – heller ikke ude på landet. Forestillingen om alle fordommene ligger i os selv og i langt mindre grad i vore medmennesker, selvom vores erhvervslivs organisationer og vores demokratiske institutioner ikke helt har fattet, hvad der skal til, for at alle kan trives.

Jeg har overdraget stafetten til Tina Vyum.

Mvh. Jytte Witt.

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Stafetten. Pia Nielsen den 1. september 2008. Udfærdigelsen af håndbogen: Kønsidentitet.

Vist 290 gange.
Pia Nielsen

Pia Nielsen

Af Pia Nielsen, der startede stafetten.

Dette er den første artikel i en forhåbentlig lang række artikler, der skal vedrøre transpersoner og alle forhold, der har med transpersoner at gøre.
Mit indlæg skal handle om udfærdigelsen af den nye håndbog Kønsidentitet. Tina Thranesen og jeg er redaktører på denne bog.
Jeg har brugt det meste af min fritid i ca. 2 år på at arbejde med bogen – og det er naturligvis sket uden betaling (faktisk har det kostet mig ganske mange penge).
Havde jeg fra starten vist, hvor stort et arbejde det kræver at være redaktør, er jeg ikke sikker på at jeg havde sagt ja til at påtage mig opgaven. Det gjorde jeg imidlertid ikke – og det er jo godt, idet det har været en spændende og udfordrende opgave.
Tina Thranesen og jeg har dels arbejdet hver for sig og dels samlet. Således har vi ca. været samlet i 20 weekender, hvor vi har arbejdet fra tidlig morgen til sen aften på bogen.
Startfasen af projektet var naturligvis at skitsere indholdet af bogen, hvilket blev godkendt af med Trans-Danmarks bestyrelse. Det er således Trans-Danmark, der står bag bogen, og det er Trans-Danmarks formand – Karin Astrup – der først lancerede ideen om bogen. Målsætningen var fra starten, at bogen skal komme “hele vejen rundt” omkring alle transrelaterede emner. Dette er naturligvis ganske vanskeligt, og vi må da være ærlige at sige, at målet ikke er nået helt – men næsten.
Vi ville desuden fremstille den ypperste viden på de enkelte områder, og derfor skulle vi have hjælp til at skrive bogen af en række specialister. som kunne lave artikler om deres forskellige fagområder. Dette skridt har givet flere udfordringer. Vi er en fattig forening. Derfor har vi ikke råd til at betale forfattere for deres indlæg. Det har betydet, at der i nogle situationer har skullet ledes noget, førend vi har fundet den rigtige. Samtidig har vi været meget kræsne.
For at leve op til formålet med bogen er bogen blevet ganske omfangsrig. Det betyder også, at fagfolkene har skullet arbejde med denne viden i deres dagligdag for at sikre bogens faglige niveau.
Ud over disse fagfolk har Tina Thranesen og jeg selv udfærdiget en række artikler. Det har været en spændende proces at udfærdige disse, idet vi har gjort en meget stor indsats for at sikre, at artiklerne er blevet dækkende, korrekte og interessante.
For at give indsigt i den nuværende situation indledes bogen med en historisk gennemgang af situationen fra tidernes morgen og frem til i dag. Det følges op af en særlig gennemgang af transforeningernes historie og her med særlig fokus på Trans-Danmark.
Herefter omtales en række forskellige sociale problemstillinger. Af særligt væsentlige kan fremhæves forhold til familie og venner, situationen på arbejdsmarkedet samt situationen i det offentlige rum – med andre ord anbefalinger omkring, hvordan man undgår problemer ved at færdes forskellige steder. Der gives ligeledes anbefalinger omkring transpersoners udseende – det gælder både valg af tøj samt makeup.
Mange er desværre ikke klar over, hvad det vil sige at være en transperson og mange kender ikke forskel på transvestitter og transseksuelle. Derfor er der et udførligt afsnit om de forskellige typer af transpersoner.
Herefter omtales en række behandlingsmæssige forhold. Området indledes med en detaljeret gennemgang af forløbet før og efter en kønsskifteoperation. Det er et langt forløb, som har taget ganske lang tid at få beskrevet fyldestgørende. Sexologisk Klinik ønskede ikke at hjælpe til med beskrivelsen.
Der er endvidere omtale af fremgangsmåden ved kønsskifteoperationer samt ved en eventuel fortrydelse af kønsskifteoperationen.
Forskning har vist, at der er forskel på maskuline og feminine hjerner. Derfor er der en artikel forfattet af en hjerneforsker, der belyser vores viden på dette område.
Endelig er der en artikel omkring ansigtskirurgi, hvor der er en lang række forskellige mulige indgreb.
Situationen for transseksuelle børn beskrives endvidere i en særskilt artikel og den indeholder bl.a. anbefalinger til forældre om, hvorledes de skal håndtere situationen.
Trans-Danmark har en række ønsker til forbedrede forhold for transpersoner. De sammenfattes i en artikel, der omtaler alle de ønskede forbedringer. Nogle af ønskerne vil selvfølgelig tage længere tid at gennemføre end andre, men der bliver arbejdet på sagen.
For at høre nogle konkrete eksempler på de forhold, der omtales i bogen er der ligeledes en række personlige beretninger dels fra forskellige typer af transpersoner og dels fra pårørende til transpersoner. Beretningerne fra de pårørende er medtaget for at vise konkrete eksempler på, hvilke ofre det kan betyde for familiemedlemmerne, at ens far, mor eller partner begynder at fremtræde som det modsatte køn.
Bogen afsluttes af nogle gennemgange af forskellige forhold. Der findes en oversigt over den statistik, der findes for transområdet. Den hænger ikke sammen. Der findes størrelsesskemaer, gennemgang af film, hvor transpersoner har medvirket, ligesom der er et minileksikon om transområdet.
Efter udarbejdelsesfasen både for os selv og fra de forskellige specialisters side begyndte den egentlige redigeringsfase. Denne fase har været særdeles tidskrævende. Der har været ping pong med forfatterne omkring konkrete spørgsmål, der har skullet tjekkes, om forskellige udtalelser virkeligt holdt stik ligesom der har skullet foretages ganske mange sproglige korrektioner. En høj uddannelse betyder således ikke nødvendigvis, at man er god til dansk.
For at gøre bogen mere spændende har vi ligeledes haft et ønske om at have en række billeder med, som kunne belyse de enkelte artikler. Denne fase har ligeledes taget ganske megen tid. Der er efterlyst billeder i alle verdenshjørner, hvilket har givet noget. Rigtig mange billeder har vi dog måttet finde selv. En væsentlig faktor i denne fase har været, at vi skulle have tilladelse til at vise billederne. Jeg har hørt eksempler fra bogtrykkere på, at man er kommet til at betale 50.000 kr. i erstatning for blot ét billede, som man ikke havde tilladelse til at bringe. Det ville vi for alt i verden ikke risikere, så derfor har vi skaffet tilladelse til alle billederne. Vi havde bestemt mange andre billeder, som vi gerne har villet bringe, men uden tilladelse er billederne ikke kommet med. Vi har her haft god hjælp fra Tina Vyum til at hjælpe med at skaffe tilladelser.
Forordet til bogen har været en særlig udfordring. Vi har i øjeblikket spurgt 3 ministre, om de ville udfærdige et forord. Det har de imidlertid ikke ønsket af forskellige årsager. Derfor har vi nu forespørgsler liggende hos Kronprinsesse Mary og Preben Hertoft. Vi håber så på en accept fra en af disse.
Efter vores redigering har vi endvidere fået lavet en slutkorrektur, som er blevet foretaget af Jytte Witt. Hun er erfaren i dette, idet hun selv har fået udgivet bøger.
For at bidrage til bogens indtægter har vi et ønske om at sælge annoncer til bogen. Først var det planen at Trans-Danmarks medlemmer selv skulle stå for salget. Det består for det første i at udsende salgsbreve til en lang række virksomheder både i Danmark og udlandet, som vi ved har en interesse i transpersoner. Denne del er et stort arbejde, men ikke så svært. Den anden del er en opfølgende telefonsamtale, hvor en annonce skal sælges. Til denne del har flere medlemmer af Trans-Danmark meldt sig og deltaget i opstartsmøder hos mig. Imidlertid er selve gennemførelsen af telefonsamtalerne ikke gået så godt. Dels er
det godt med erfaring og dels er det godt med en god telefonstemme – og vi transpersoners stemmer er vi jo ikke helt tilfredse med.
Derfor har vi nu gjort noget andet. Vi har fået et professionelt telemarketingfirma til at gennemføre de omtalte telefoninterviews – og jeg har så gennemført udsendelsen af salgsbreve. De første annoncer er solgt og processen forventes afsluttet indenfor kort tid. Dette koster selvfølgelig, men de aflønnes i forhold til antallet af annoncer, som de sælger.
Vi har også skullet beslutte, hvem der skal trykke bogen for os. Vi har her indhentet 2 forskellige tilbud, som oprindeligt viste en ganske forskellig pris. Det har naturligvis været en fordel i den videre forhandling, som jeg ligeledes har stået for.
Bogen forventes at komme på gaden i slutningen af 2008. Det har taget en del længere tid at få færdiggjort bogen end oprindelig antaget. Imidlertid har det haft første prioritet at få lavet en god bog frem for at haste den igennem. Jeg tror godt, at jeg kan sige, at både Tina Thranesen og jeg er rigtig godt tilfredse med bogen. Det har været et stort arbejde, men også spændende, idet jeg har gravet mig ned i alle hjørner og kroge omkring transforhold af næsten enhver slags. Det har altså udbygget min viden på området betydeligt og det er nu mit håb, at denne viden kan blive videregivet til alle, der er interesseret i en samlet fremstilling, som er den eneste, der findes på dansk, af alle forhold, der vedrører transpersoner. Det må tilføjes, at der kun findes meget få bøger med tilsvarende emne på engelsk. Derfor er der tale om en enestående bog, som jeg klart kan anbefale.
Den forventes at blive udgivet sidst på året og vil kunne købes gennem Trans-Danmarks webshop.
Jeg overdrager stafetten til Jytte Witt, der vil skrive om et andet transrelateret emne.

Vejle den 31. august 2008
Pia Nielsen

* * *
Pia Nielsen overdrog stafetten til Jytte Witt.
Oversigt over stafetartikler.

Beskrivelse af stafetten og deltagere. 1. september 2008.

Vist 111 gange.
Stafetten

Stafetten er en række artikler skrevet af forskellige personer. Den, der modtager stafetten, forpligter sig til at skrive en artikel og give stafetten videre til en anden, som påtager sig samme opgave.
Artiklerne skal på den ene eller anden måde have relation til kønsidentitettransvestismetransseksualisme.

Tina Thranesen.

Artikeloversigt. Nyeste artikel øverst.
Artikelforfatter Dato   Videregivet til
João Lobo 3. oktober 2009 Vis artiklen Jens Pedersen
Malene Sakskilde 26. juni 2009 Vis artiklen João Lobo
Kirsten Poulsen
(Navneskiftet til Kirsten Mols)
20. maj 2009 Vis artiklen Malene Sakskilde
Erik Hansen 26. marts 2009 Vis artiklen Kirsten Poulsen
(Navneskiftet til Kirsten Mols)
Elizabeth Japsen 25. december 2008 Vis artiklen Erik Hansen
Karen M. Larsen 7. december 2008 Vis artiklen Elizabeth Japsen
Freja Nordam 30. november 2008 Vis artiklen Karen M. Larsen
Tina Vyum 16. november 2008 Vis artiklen Freja Nordam
Jytte Witt 30. oktober 2008 Vis artiklen Tina Vyum
Pia Nielsen 1. september 2008 Vis artiklen Jytte Witt