B 168. Bilag 2. Spgsm. 2. Trans-Danmark skrev den 25. maj 2010 til Sundhedsudvalget. Spgsm. den 26. maj 2010. Svar den 15. juni 2010.

Vist 114 gange.
Trans-Danmark

Trans-Danmark

Trans-Danmark skrev den 25. maj 2010 til Sundhedsudvalget vedrørende beslutningsforslag B 168 – Samling: 2009-10 – om forbedring af transkønnedes rettigheder.
Sundhedsudvalget stillede den 26. maj 2010 spørgsmål 2 om henvendelsen til indenrigs- og sundhedsminister, Bertel Haarder, der svarede den 15. juni 2010.

Indhold
Henvendelsen
Spørgsmålet
Svaret
Kildehenvisning

[Til indhold] Henvendelsen

Sundhedsudvalget
Folketinget

25. maj 2010

Bemærkninger til det fremsatte beslutningsforslag – B 168 – om forbedring af B 168 om forbedring af transkønnedes rettigheder

Trans-Danmark støtter beslutningsforslaget.

Udover, at foreningen kan tilslutte sig de bemærkninger, som forslagsstillerne har knyttet til de fire punkter beslutningsforslaget består af, vil foreningen bemærke følgende om de enkelte punkter.
  1. Bedre adgang til at skifte fornavn
    Foreningen har gennem adskillige år flere gange fremført, at voksne, myndige personer selv skal have lov til at bestemme deres fornavn uanset, hvilket køn navnet betegner.
    Vi vil for en ordens skyld også gentage, at vi anser det for rimeligt, at nyfødte skal have kønsbestemte navne.
    For voksne, myndige personer er der imidlertid ingen saglige begrundelser for, at de ikke selv kan få lov at vælge deres fornavn.

    Med de ændringer af navneloven, der er foretaget og som giver personer, der er transseksuelle eller ganske må ligestilles hermed tilladelse til navneskift til et fornavn, der betegner det modsatte køn, må det være fastslået, at der ikke er nogen praktiske grunde til at forbyde, at voksne, myndige personer selv vælger deres fornavn.

    En eventuel modvilje kan derfor kun være ideologisk eller formynderisk begrundet.
    Hvis en politiker af ideologiske grunde ikke ønsker at tillade, at voksne, myndige personer selv må vælge deres fornavn, så kan det for så vidt godt forstås. Imidlertid er det yderst trist, at en ideologisk personlig holdning samtidig gør tilværelsen unødig vanskelig for andre mennesker. Derved får en sådan ideologi nærmest karakter af egoisme og formynderi, hvilket nærmest er utilgiveligt over for sine medmennesker.

    En transkønnet, der lever fuldtids som det modsatte køn i forhold til det køn, pågældende blev født som og dermed i overensstemmelse med sin indre kønsidentitet, udsættes gentagne gange for ubehagelige situationer grænsende til diskrimination fordi pågældende ikke kan må have et fornavn, der svarer til pågældendes fysiske fremtoning.
    Det burde ikke være tilfældet. Det enkelte menneskes frihed til at forme sit liv og herunder hører friheden til at vælge sit fornavn, må gå forud for et stift, ensrettende og umyndiggørende system.
    Den transkønnede er selv bedst til at vide, hvad der er bedst for pågældende.
    Lad os i den forbindelse minde om, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale den 1. januar 2002 [1] bl.a. udtalte:
      “Vi vil sætte mennesket før systemet. Den enkelte skal have større frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning.
    Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.”
    “Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat.
    Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter.”

    Foreningen vil også bemærke, at vi finder det meget trist, at vi i Danmark har en så formynderisk lovgivning, når det ikke er tilfældet i andre lande, som vi sædvanligvis sammenligner os med – som f.eks. i Sverige.

    Trans-Danmark henleder endvidere opmærksomheden på, at den 12. december 2008 fremsatte JustitsministerietUdkast til ændring af navneloven” REU alm. del – Bilag 190 [2], som senere udmøntedes i lovforslag L 107 [3] om ændring af navneloven,
    og at Trans-Danmark den 10. januar 2009 indsendte høringssvar [4] dateret 30. december 2008 om udkastet til Familiestyrelsen.

    Da de samme forhold fortsat gør sig gældende, gengives følgende i høringssvaret om ordene/begreberne “transseksuelle eller ganske må ligestilles hermed” til Justitsministerietss overvejelser i afsnit 4.2. afsnit 5 i udkastet til lovforslaget indledende med gengivelse af afsnittet.
     
    1. “Det er hensigten, at den administrative procedure for navneændring for den nævnte gruppe af personer tilrettelægges således, at proceduren svarer til den procedure, der anvendes i forhold til transseksuelle. Sexologisk Klinik vil således i disse tilfælde skulle afgive en erklæring om, at vedkommende ganske kan ligestilles med en transseksuel, idet han eller hun lever som det modsatte køn og har gjort dette gennem længere tid, ligesom det skal være en betingelse at en navneændring vil kunne forbedre den pågældendes livskvalitet væsentligt.”

      Begrebet “ganske må ligestilles hermed” medfører, at der sker en uhensigtsmæssig opdeling af transseksualisme.

      Der er i dag en mindre forskel i WHO’s (ICD-10) og APA’s (DSM-IV-TR) beskrivelse af transseksualisme, idet ICD-10 taler om ønske om “kirurgisk og hormon behandling”, hvor DSM-IV-TR taler om ønske om “f.eks. kirurgisk eller hormon behandling”.
      1. World Health Organization – WHO’s diagnosticeringssystem ICD-10
        F64.0
        Transsexualism
        A desire to live and be accepted as a member of the opposite sex, usually accompanied by a sense of discomfort with, or inappropriateness of, one’s anatomic sex, and a wish to have surgery and hormonal treatment to make one’s body as congruent as possible with one’s preferred sex.
      2. American Psychiatric Association – APA’s diagnosticeringssystem DSM-IV-TR
        302.85 Gender Identity Disorder in Adolescents or Adults
        Individuals with this mental disorder are uncomfortable with their apparent or assigned gender and demonstrate persistent identification with the opposite sex. A strong and persistent cross-gender identification (not merely a desire for any perceived cultural advantages of being the other sex).
        B. Persistent discomfort with his or her sex or sense of inappropriateness in the gender role of that sex.
        In adolescents and adults, the disturbance is manifested by symptoms such as preoccupation with getting rid of primary and secondary sex characteristics (e.g., request for hormones, surgery, or other procedures to physically alter sexual characteristics to simulate the other sex) or belief that he or she was born the wrong sex.

        Det er imidlertid i dag internationalt anerkendt, at det ikke kræver ønske om kønsskifteoperation for at få stillet diagnosen transseksualisme.
        Det skal tilføjes, at DSM-IV-TR pt. er under revision, at ICD-10 antageligvis også snart bliver revideret, og at der er stærke kræfter, som arbejder for, at transseksualisme udgår af diagnosefortegnelserne.

        At indføre begrebet “ganske må ligestilles hermed” går imod international definition, forståelse og accept af, hvad det vil sige at være transseksuel.

        Det må forstås, at det at være transseksuel ikke nødvendigvis medfører et ønske om en kønsskifteoperation. Det kan have flere årsager som f.eks. den transseksuelles alder eller helbredssituation.

        Trans-Danmark vil derfor anbefale, at ordene/begreberne “transseksuelle eller ganske må ligestilles hermed” ændres til “transkønnede“, og at de nærmere afgrænsninger sker i de af Justitsministeren nærmere fastsatte regler (nuværende stk. 2 og efter forslaget stk. 3).

        Dette vil yderligere have den fordel, at formuleringen ikke senere kommer i sproglig modstrid med de internationale standarder, og vil gøre det lettere at tilpasse vilkårene, ikke mindst set i lyse af den igangværende revision af diagnosefortegnelsen(erne).

    Trans-Danmark vil yderligere tilføje, at foreningen finder det unødvendigt, at der skal udarbejdes en vurdering af Sexologisk Klinik.
    Et kønsbestemt fornavn, der svarer til den B 168 om forbedring af transkønnedes ydre fremtoning, vil kun gøre det lettere for transkønnede, der lever i overensstemmelse med deres indre kønsidentitet.
    Der vil derfor næppe være andre end netop transkønnede, som lever fuldtids som det modsatte køn i forhold til det køn, de er født som, der vil gøre brug af muligheden.

    Det findes derfor at være helt og aldeles unødvendigt at disse personer skal vurderes af Sexologisk Klinik.

    Yderligere skal det bemærkes, at det også findes at være spild af ressourcer – både personalemæssige på Sexologisk Klinik og økonomiske.
    I svaret på Spørgsmål 8 [5] af 26. februar 2009 under behandlingen af lovforslag L 107 oplyste Sexologisk Klinik, at et skønnet udgiftsniveau for sager, som omhandler personer, der ikke forud for en navnesag er kendt af klinikken, vil ligge på mellem 5.000 – 30.000 kr.
    Både aktuelt, hvor der skal spares på de offentlige ressourcer, og generelt må det betegnes som værende spild af ressourcer, at disse personer skal belaste sundhedssystemet ved at konsultere Sexologisk Klinik flere gange for at få lavet en vurdering, som er helt overflødig.

    Trans-Danmark anbefaler derfor primært,
    at bestemmelserne om kønsbestemte fornavne for voksne, myndige personer ophæves.
    Alternativt anbefales,
    at fornavneskift kan tillades mod behørig dokumentation for, at den pågældende lever fuldtids som det modsatte køn i forhold til sit biologiske køn, og at det overlades til ministeren at fastsætte nærmere regler om arten af dokumentation – f.eks. fra egen læge – og eventuelt om i hvor lang tid, den pågældende skal have levet sådan, inden tilladelsen kan gives.

  2. Id-kort, hvormed man kan identificere sig i overensstemmelse med sit udtrykte køn
    Transkønnede, der lever fuldtids som det modsatte køn i forhold til deres biologisk køn, skal som alle andre ofte legitimere sig. Det forekommer ved dagligdags foreteelser lige fra afhentning af pakker på postkontorer over kontakt til politimyndigheder til indchekning i lufthavne. Med øget behov for generelt skærpede sikkerhedsforanstaltninger må behovet for sikker identitet også forventes øget.
    De transkønnede har det imidlertid ekstra vanskeligt, idet deres offentligt udstedte legitimation som f.eks. kørekort eller pas ikke svarer overens med det køn, de fremtræder som.
    Muligheden for, at transseksuelle siden juli 2009 i medfør af pasbekendtgørelsen kan få et X i deres pas som kønsbetegnelse er ikke tilstrækkeligt som legitimation i dagligdagen. Tilsvarende vil den forventelige udvidelse af adgangen til at få et X som kønsbetegnelse i passet heller ikke være tilstrækkeligt som daglig legitimation. Passet vil på trods af et X som kønsbetegnelse fortsat ikke dokumentere den transkønnedes identitet uafhængig af pågældendes aktuelle fysiske/kønslige fremtræden.

    Problemet er ikke alene et dansk problem. Det er internationalt. Det ses bl.a. af rapporten fra FN’s særlige undersøger, Martin Scheinin af 3. august 2009 [6].

    Der er derfor et reelt behov for en offentligt udstedt legitimation, der på tydelig måde identificerer den transkønnede.

    Udstedelsen af et sådant identitetskort bør være enkel, og bør kunne udstedes alene på grundlag af den pågældendes skriftlige anmodning derom.
    Alene dét, at en person henvender sig til kommunen og ansøger om et sådant legitimationskort vil med formentlig gøre, at det kun er transkønnede, der virkelig ønsker det og føler et behov for et sådant identitetskort, som vil ansøge om det.

    Trans-Danmark anbefaler,
    1. at de kommunale myndigheder bemyndiges til at udstede et legitimationskort til transkønnede, der anmoder derom, og
    2. at identitetskortet forsynes med
      1. for- og navn uanset om det er officielt tildelt eller et alias anvendt af den pågældende,
      2. fødselsdato (ikke personnummeret),
      3. foto af den pågældende i den kønslige fremtoning, som er i overensstemmelse med pågældendes indre kønsidentitet og
      4. et kortnummer, der i folkeregistret/Det Centrale Personregister refererer til personens officielle identitet.

  3. Revision af betingelserne for juridisk kønsskifte
    Som det er anført i bemærkningerne til beslutningsforslaget, så er vilkårene for at opnå et juridisk kønsskifte væsentligt vanskeligere i Danmark end i mange andre lande.
    Danmark har gennem årene på mange områder været foregangsland med hensyn til at give mindretal forbedrede forhold. Derfor er det trist, at forholdene for transkønnede, der ønsker at leve i overensstemmelse med deres indre kønsidentitet i det væsentligste ikke er blevet forbedret siden forbuddet mod at mænd færdedes offentligt i kvindetøj blev fjernet fra politivedtægten [7] den 1. januar 1968.

    Trans-Danmark anbefaler fortsat som anført i foreningens høringssvar den 24. september 2008 [8] vedrørende beslutningsforslag B 65, Bilag 20, Alm. del – følgende:
     
    Tilladelse til kønsskifte
    En person har retskrav på at få myndighedernes tilladelse til et kønsskifte, hvis en af følgende betingelser er opfyldt.
    1. Personen har levet i længere tid som det modsatte køn, og
      1. pågældende er myndig,
      2. har levet fuldtids som det ønskede køn i to år eller mere
      3. har været i en kontrolleret behandling med det modsatte køns kønshormoner i et år eller mere, og
      4. kan fremvise en lægeerklæring om, at pågældende skønnes at kunne tåle en kønsskifteoperation eller
      5. accepterer en kastration, hvis en kønsskifteoperation ikke ønskes.
    2. Personen har været i behandling hos en godkendt behandler, og
      1. af denne diagnosticeres som værende transseksuel og indstilles af til et kønsskifte, efter at pågældende i behandlingsperioden
      2. har levet fuldtids som det ønskede køn i et år eller mere,
      3. har været i en kontrolleret behandling med det modsatte køns kønshormoner i et år eller mere, og
      4. accepterer en kastration, hvis en kønsskifteoperation ikke ønskes.
    3. Særligt for ikke-myndige personer
      Unge under myndighedsalderen og umyndiggjorte kan dog kun få tilladelse til et kønsskifte,
      1. hvis de af en godkendt behandler diagnosticeres som værende transseksuel og indstilles af denne til et kønsskifte, og
      2. særlige omstændigheder taler for det, og yderligere at
      3. der foreligger samtykke fra forældremyndighedsindehaveren/værgen.

  4. Forbedrede rettigheder for personer, der gennemgår behandlingsforløb på Sexologisk Klinik
    Trans-Danmark har ved flere lejligheder udtrykt ønske om, at behandlingen af transkønnede, der ønsker en kønsskifteoperation decentraliseres, således at det ikke som nu kun kan foregå på Sexologisk Klinik.

    Transkønnede bør gives mulighed for at blive vurderet mhp. kønsskifteoperation på mere end ét behandlingssted/behandlingsinstitution.
    Samtidig bør personer, der allerede er diagnosticeret som transseksuelle eller har levet stabilt og offentligt som det modsatte køn i en nærmere fastsat periode, ved fremlæggelse af dokumentation for foranstående og ved en enkel sagsbehandling have retskrav på kønsskifteoperation.

    Vi finder, at Sexologisk Kliniks monopolagtige status er uheldig og ikke sikrer transkønnede tilstrækkelig grad af retssikkerhed i behandlingssystemet. Vi finder samtidig, at vurderingen af, om en person er transseksuel og i så fald opfylder kriterierne for kønsskifteoperation, er en udredning, der kan foregå fuldt betryggende blandt en større kreds af læger end alene lægerne ansat på Sexologisk Klinik.
    Endelig finder vi det uheldigt, at der blandt Sexologisk Kliniks målgruppe af transkønnede findes så mange erfaringer, hvor mødet med klinikken er oplevet som intimiderende og krænkende.

    Det bør være naturligt, at en person, der går i behandling, ved, hvad der skal foregå, og ved, hvor længe forløbet skal være. En forlængelse af behandlingen ud over den oprindelige tidsplan skal begrundes og en ny behandlings- og tidsplan skal udarbejdes.
    Der udarbejdes i dag ingen behandlings- eller tidsplan over behandlingsforløbet af transkønnedeSexologisk Klinik.
    transkønnede i behandling på Sexologisk Klinik kender derfor reelt intet til, hvad der skal foregå eller hvor lang tidshorisonten er, før de får afklaret, om deres ønske om et kønsskifte bliver imødekommet eller ej.
    Sexologisk Klinik er meget tilbageholdende med at oplyse noget konkret om den reelle længde af et behandlingsforløb. Klinikken oplyser gerne, som f.eks. i svaret på spørgsmål nr. 858 [9] stillet af Retsudvalget på foranledning af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) den 4. juni 2009:
      Kontakten mellem Sexologisk Klinik og en patient, der ender med kønskorrektion, vil derfor minimum være 2 år og 4 måneder.

    Det er imidlertid en kendsgerning, at adskillige transkønnede har været i behandling på Sexologisk Klinik i betydelig længere tid – ja mere end fire (4) år, uden at de er kommet en afklaring nærmere. Og det uanset, at de har levet i mindst lige så mange år fuldtids som deres ønskede køn.
    Det er uacceptabelt, at personer kan være i behandling i årevis uden kendskab til længden af forløbet.

    Trans-Danmark støtter derfor beslutningsforslagets punkt derom og anbefaler, at behandlings- og tidsplanen bør indeholde oplysninger om, hvad der skal fremskaffes af relevant dokumentation til belysning af personens kønsidentitet, hvilke behandlinger og undersøgelser den pågældende skal igennem samt den tidsmæssige horisont for gennemførelse af behandlingen.
    Den samlede behandlingsperiode bør som udgangspunkt ikke vare mere end to år.
    Hvis behandlings- og tidsplanen ikke kan overholdes, skal dette begrundes af behandleren, og en revideret plan udarbejdes.

    Ankemulighed
    Det er i dag reelt ikke muligt at klage over et afslag på tilladelse til en kønsskifteoperation. Ifølge Sundhedsloven er det ministeren, der kan give tilladelse til kønsskifteoperationen, men kompetencen er videregivet til Sundhedsstyrelsen, der samtidig er højeste klageinstans.

    Der kan selvfølgelig altid klages til ministeren eller anlægges en civilretslig sag ved domstolen, men i og med, at Sexologisk Klinik er tillagt den højeste kompetence på området, må det formodes, at uanset hvilke vidneudsagn, der støtter klagerens ønske om en kønsskifteoperation, vil de blive “overtrumfet” af erklæringer/vidneudsagn fra Sexologisk Klinik.
    Det er en retssikkerhedsmæssig brist, som ikke er værdig for et retssamfund.

    Trans-Danmark støtter derfor beslutningsforslagets punkt derom og ser frem til ministerens forslag til en egnet klagemulighed.

Irene Haffner.
Sekretær.

Noter
  1. [Retur] Nytårstalen i 2002 af forhenværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen (afsnit 35 og 36/linie 100 til 103).
  2. [Retur] Bilag 190 – REU alm. del – Orientering om og udkast til forslag til lov om ændring af navneloven.
    Folketingets journal vedr. bilaget.
    Bilaget på Folketingets hjemmeside.
  3. [Retur] Lovforslag L 107 – Forslag til lov om ændring af navneloven – Samling: 2008-09 – fremsat den 28. januar 2009 og vedtaget den 30. april 2009.
    Folketingets journal vedrørende lovforslaget.
  4. [Retur] Høringssvarene til L 107
    Folketingets journal vedrørende høringssvarene.
    Høringssvarene i deres helhed på Folketingets hjemmeside – Trans-Danmarks høringssvar er placeret som det femte og sidste.
  5. [Retur] Spørgsmål 8 under L 107 om, hvor meget det forventes, at ordningen via Sexologisk Klinik kommer til at koste
    Folketingets journal vedrørende spørgsmålet.
    Ministerens svar på spørgsmålet.
  6. [Retur] FN-rapport A/64/211 af 5. august 2009 fra FN’s særlige undersøger, Martin Scheinin.
    Protection of human rights and fundamental freedoms while countering terrorism.
    Kort dansk omtale af FN-rapporten
  7. [Retur] Politivedtægten
    Den 21. november 1967 udstedte Justitsministeriets en ny politivedtægt – JM’s bkg. nr. 430 af 21. november 1967, der trådte i kraft den 1. januar 1968. Den afløste politivedtægten af 1913 med senere ændringer, hvor § 9, 3. pkt. havde denne ordlyd:
      Ej heller er det tilladt at vise sig maskeret eller i en Dragt, der er stridende mod Velanstændighed eller egnet til at fremkalde Forstyrrelse af den offentlige Orden.
    Det fremgår ikke direkte af teksten, at det var ulovligt, at mænd færdedes offentligt i kvindetøj, men der var mange, som politiet sigtede efter bestemmelsen, og som blev dømt efter den i retten.
    Kort artikel om politivedtægtsforholdene.
  8. [Retur] Bilag 20, Trans-Danmarks henvendelse af 24. september 2008 – SUU, Alm. del – vedrørende beslutningsforslag B 65.
    Folketingets journal vedrørende henvendelsen.
    Henvendelsen på Folketingets hjemmeside.
  9. [Retur] Spørgsmål 858 – REU, Alm. del – om Sexologisk Klinik (SK) i forhold til transseksuelle, til sundhedsministeren.
    Folketingets journal vedrørende spørgsmålet.
    Spørgsmålet og svaret på Folketingets hjemmeside.

* * *
[Til indhold] Spørgsmålet
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 25. maj 2010 fra Trans-Danmark, jf. B 168 – bilag 2.

[Til indhold] Svaret
Jeg har noteret mig Trans-Danmarks opbakning til B 168, herunder foreningens forslag til ændringer til beslutningsforslaget.

Som jeg redegjorde for i min tale i forbindelse med førstebehandlingen af beslutningsforslag B 168, har regeringen i de senere år forbedret transseksuelles muligheder for at skifte navn og få udstedt et pas væsentligt.

Vedrørende Trans-Danmarks bemærkninger om klagemuligheder kan det oplyses, at der er fastsat nærmere procedurer for Sundhedsstyrelsens afgørelse af sager om tilladelse til kastration, som af hensyn til de berørte patienters retssikkerhed bl.a. sikrer, at sagerne, inden der træffes afgørelse, forelægges Retslægerådet. Afgørelseskompetencen er netop tillagt Sundhedsstyrelsen, fordi styrelsen er landets øverste sundhedsfaglige myndighed.

Med venlig hilsen
Bertel Haarder

* * *
[Til indhold] Kildehenvisning
Folketingets
journal
vedrørende henvendelsen fra Trans-Danmark – bilag nr. 2.
Henvendelsen
fra Trans-Danmark i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

B 122. Bilag 1. Spgsm. 1. Trans-Danmark har den 2. februar 2010 indsendt bemærkninger til Retsudvalget. Spgsm. den 9. februar 2010. Svar den 8. marts 2010.

Vist 100 gange.
Trans-Danmark

Trans-Danmark

Trans-Danmark indsendte den 2. februar 2010 bemærkninger til Retsudvalget vedrørende beslutningsforslag B 122 om at indføre en kønsneutral ægteskabslovgivning, så homoseksuelle par og heteroseksuelle par bliver ligestillede.
Bemærkningerne omhandler de forhold i ægteskabsloven, der har betydning for transkønnede, der enten er gifte eller enlige, og som ønsker tilladelse til kønsskifte. Trans-Danmark støtter beslutningsforslaget.
Den 9. februar 2010 stillede Retsudvalget spørgsmål om at kommentere henvendelsen til justitsminister Lars Barfoed, der svarede den 8. marts 2010.
Det korte i svaret er, at ministeren under 1. behandlingen af beslutningsforslaget den 26. marts 2010 vil redegøre nærmere for regeringens holdning til forslaget og dermed også de synspunkter, der fremføres i landsforeningens henvendelse.

Indhold
Henvendelsen
Spørgsmålet
Svaret
Kildehenvisning

Til indhold] Henvendelsen

Til Retsudvalget
Tirsdag den 2. februar 2010.

Bemærkninger til beslutningsforslag 2009-10 – B 122 Forslag til folketingsbeslutning om at indføre en kønsneutral ægteskabslovgivning, så homoseksuelle par og heteroseksuelle par bliver ligestillede.

Trans-Danmark støtter beslutningsforslaget om indførelse af kønsneutralt ægteskab, så homoseksuelle og heteroseksuelle par bliver ligestillede med samme begrundelse som støtten til beslutningsforslag 2009-10 B 56 Forslag til folketingsbeslutning
om at ændre ægteskabslovgivningen, så den ligestiller homoseksuelle par med heteroseksuelle par.

Foreningen ønsker at gøre opmærksom på, at beslutningsforslaget også vil fremme ligestillingen mellem gifte og ugifte transpersoner, der ønsker at gennemføre kønsskifte.

Ægteskabsloven og Familiestyrelsens administrative praksis gør, at der ikke er ligestilling mellem en gift transperson, hvor begge ægtefæller ønsker at forblive i ægteskabet, og en ugift transperson, der efter et bevilliget kønsskifte ønsker at indgå i et ægteskab.

Den gifte transperson kan efter kønsskiftet forblive i ægteskabet.
Det fremgår af Justitsministerens svar på spørgsmål nr. 3 [Note 1] stillet i forbindelse med det i 2008 fremsatte Forslag til lov om ægteskab mellem to personer af samme kønL 67 og det i den forbindelse af Justitsministeriets Lovkontor den 28. maj 2008 udarbejdede notat [Note 2].
Det betyder, at en mand til kvinde transkønnet person, der er gift med en kvinde efter et bevilliget kønsskifte kan forblive i ægteskabet. Derved er en kvinde gift med en kvinde.

Den ugifte transperson kan efter kønsskiftet ikke frit gifte sig.
Ifølge ægteskabsloven og den juridiske definition af et ægteskab [Note 3], kan ægteskab kun kan indgås mellem to personer af forskelligt køn.
Det betyder, at en mand til kvinde transperson, der ikke er gift, ikke kan indgå ægteskab med en kvinde, men må “lade sig nøje” med et registreret partnerskab.

Der forskelsbehandles derved mellem gifte og ugifte transpersoner.

Trans-Danmark støtter beslutningsforslaget, da det vil fjerne den urimelige forskelsbehandling af gifte og ugifte transpersoner.

* * *
Noter
  1. [Retur] Besvarelse af spørgsmål nr. 3 vedrørende forslag til lov om ægteskabets indgåelse og opløsning og forskellige andre love samt ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn) (L 67), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 21. april 2008.
  2. [Retur] Notat om opretholdelse af et ægteskab/registreret partnerskab når den ene ægtefælle/partner har fået foretaget kønsskifte udarbejdet af Justitsministeriet, Lovafdelingen, Lovkontoret den 28. maj 2008.
  3. [Retur] Familie- og forbrugerminister Carina Christensens besvarelse af spørgsmål nr. 1 “Hvordan er den juridiske definition af et ægteskab opstået, og hvad dækker den over i dag?” i forbindelse med beslutningsforslag B 76 om ægteskabsloven.

Karin Astrup, formand.

* * *
[Til indhold] Spørgsmålet
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 2. februar 2010 fra Trans-Danmark, jf. B 122– bilag 1.

[Til indhold] Svaret
I henvendelsen fra Trans-Danmark (Landsforeningen for Transvestitter og Transseksuelle) er det bl.a. anført, at foreningen støtter beslutningsforslag nr. B 122 om at indføre en kønsneutral ægteskabslovgivning, så homoseksuelle par og heteroseksuelle ligestilles, da dette efter foreningens opfattelse vil fjerne en urimelig forskelsbehandling af gifte og ugifte transpersoner. Denne forskelsbehandling består ifølge henvendelsen i, at en gift transperson kan forblive i sit ægteskab efter et kønsskifte, mens en ugift transperson ikke efter et kønsskifte kan gifte sig med en person af samme køn.

Justitsministeren vil under 1. behandlingen af beslutningsforslaget den 26. marts 2010 redegøre nærmere for regeringens holdning til forslaget og dermed også de synspunkter, der fremføres i landsforeningens henvendelse.

* * *
[Til indhold] Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende henvendelsen fra Trans-Danmark – bilag nr. 1.
Henvendelsen fra Trans-Danmark i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

B 50. Bilag 3. Spgsm. 3. Trans-Danmark skrev den 28. januar 2010 til Retsudvalget. Spgsm. den 1. februar 2010. Svar svar den 19. februar 2010.

Vist 112 gange.
Trans-Danmark

Trans-Danmark

Trans-Danmark skrev den 28. januar 2010 til Retsudvalget om beslutningsforslag B 50 – Samling: 2009-10 – om en styrket indsats mod hadforbrydelser.
Retsudvalget stillede den 1. februar 2010 spørgsmål 1 om henvendelsen til justitsministerer, Brian Mikkelsen, der svarede den 19. februar 2010.

Indhold
Henvendelsen
Spørgsmålet
Svaret
Kildehenvisning

Til indhold] Henvendelsen
Folketingets Retsudvalg
Christiansborg
1240 København K.

28. januar 2010.

Bemærkninger til beslutningsforslag 2009-10 – B 50 Forslag til folketingsbeslutning om en styrket indsats over for forbrydelser motiveret af offerets seksualitet, etnicitet m.v. (hadforbrydelser) foranlediget af Folketingets 1. behandling af beslutningsforslaget.

Det er med stor beklagelse, at foreningen i referatet fra Folketingets 1. behandling tirsdag den 26. januar 2010 af beslutningsforslag B 50 om en styrket indsats mod hadforbrydelser fandt sted kan læse, at Justitsministeren betegner kønsidentitet som en seksuelle orientering.
Justitsministeren udtalte:
“For så vidt angår forslaget om at tilføje køn, er det anført i bemærkningerne til forslaget, at der hermed sigtes til at medtage forbrydelser rettet mod transkønnede. Hertil skal jeg bemærke, at straffelovens § 81, nr. 6 allerede henviser til forurettedes seksuelle orientering som en strafskærpende omstændighed. Det skal således allerede i dag indgå i skærpende retning, at en forbrydelse er motiveret i, at ofret er transkønnethed eller transseksuel. Så der er altså ikke nogen merværdi på det her punkt i forslaget.”

Kønsidentitet er ikke en seksuelle orientering. Kønsidentitet drejer sig om en persons indre opfattelse af sit køn. Hos transkønnede er der ikke overensstemmelse mellem det biologisk køn og den indre kønsidentitet, og det har ikke noget med seksuelle orientering at gøre.

Justitsministerens udtalelse er derfor stærkt kritisabel, og forhåbentlig er der tale om en uheldig fortalelse fra Justitsministerens side, som han straks bør rette.

Foreningen er bekendt med, at transkønnede er omfattet af straffelovens § 81 , stk. 6 på trods af, at kønsidentitet ikke specifikt er nævnt i bestemmelsen. Foreningen finder det imidlertid forkert -ja nærmest diskriminerende, at det sker gennem begrebet “seksuelle orientering“.

Uagtet hvilke holdning de enkelte partier har til beslutningsforslaget, beder foreningen om, at kønsidentitet bliver indføjet direkte i lovteksten – ikke alene i straffeloven, men også i de adskillige andre love, hvor transkønnede/kønsidentitet er henvist til at være omfattet af begrebet “seksuelle orientering“.

Med venlig hilsen.

Karin Astrup.
Formand for Trans-Danmark.

* * *
[Til indhold] Spørgsmålet
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 28. januar 2010 fraTrans-Danmark, jf. B 50 – bilag 3.

[Til indhold] Svaret
Der kan henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende beslutningsforslaget.

* * *
[Til indhold] Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende henvendelsen.
Henvendelsen fra Trans-Danmark i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

B 50. Bilag 1. Spgsm. 1. Trans-Danmark skrev den 5. januar 2010 til Retsudvalget. Spgsm. den 6. januar 2010. Svar den 19. februar 2010.

Vist 130 gange.
Trans-Danmark

Trans-Danmark

Trans-Danmark skrev den 5. januar 2010 til Retsudvalget om beslutningsforslag B 50 – Samling: 2009-10 – om en styrket indsats mod hadforbrydelser.
Retsudvalget stillede den 6. januar 2010 spørgsmål 1 om henvendelsen til justitsministerer, Brian Mikkelsen, der svarede den 19. februar 2010.

Indhold
Henvendelsen
Spørgsmålet
Svaret
Kildehenvisning

Til indhold] Henvendelsen

Folketingets Retsudvalg
Christiansborg
1240 København K.

5. januar 2010

Bemærkninger til beslutningsforslag 2009-10 – B 50 Forslag til folketingsbeslutning om en styrket indsats over for forbrydelser motiveret af offerets seksualitet, etnicitet m.v. (hadforbrydelser).

Trans-Danmark støtter beslutningsforslaget om en styrket indsats over for hadforbrydelser, men henstiller, at transkønnede nævnes specifikt på lige fod med andre persongrupper.

Forslagets bemærkninger
I bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgår det, at beslutningsforslaget også er tænkt omfattende transkønnedetransvestitter og transseksuelle.
Desværre må det i “Bemærkninger til forslaget” under punktet “Formål” konstateres, at transkønnede ikke er nævnt og derfor må være tænkt omfattet af “m.v.” og tilsvarende under punktet “En styrket indsats imod hadforbrydelser“, hvor transkønnede må være tænkt omfattet af “el.lign.”.

Trans-Danmark finder det utilfredsstillende, at transkønnede ikke nævnes specifikt på lige fod med andre persongrupper.

Straffeloven
Forslagsstillerne foreslår, at der i straffelovens § 81, nr. 6 tilføjes “køn, alder eller handicap”.
Med ordet “køn” tænker forslagsstillerne på transkønnede. Det er imidlertid et upræcist ord. Forslagsstillerne har da også tilføjet: “”køn” medtages særlig med henblik på transkønnede og skal således ikke anvendes i bred forstand til at dække diverse forbrydelser som f.eks. udføres af mænd imod kvinder.”

Trans-Danmark finder brugen af ordet “køn” uheldig og foreslår, at det ændres til “kønsidentitet/transkønnethed“, hvorved der ikke er behov for at fremhæve forskellige områder, hvor bestemmelsen ikke er tænkt anvendt.

§ 266 b
Trans-Danmark henstiller endvidere, at der i straffelovens § 266 b, der lyder
“Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”,

indføjes “kønsidentitet/transkønnethed“, således at transkønnede specifikt nævnes i bestemmelsen på lige fod med andre persongrupper.

Rådgivning, vejledning og oplysningsindsats
Trans-Danmark finder det positivt med øget rådgivning, vejledning og oplysning og stiller sig i den forbindelse til rådighed og beder om at foreningen nævnes ved navn på lige fod med andre organisationer.

Med venlig hilsen
Trans-Danmark

Karin Astrup.
Formand

* * *
[Til indhold] Spørgsmålet
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 5/1-10 fra Trans-Danmark, jf. B 50 – bilag 1.

[Til indhold] Svaret
Der kan henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende beslutningsforslaget.

* * *
[Til indhold] Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende henvendelsen fra Trans-Danmark – bilag nr. 1.
Henvendelsen fra Trans-Danmark i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

B 56. Bilag 2. Spgsm. 2. Trans-Danmark skrev den 4. december 2009 om forslaget til Retsudvalget. Spgsm. den 14. december 2009. Svar den 16. december 2009.

Vist 91 gange.
Trans-Danmark

Trans-Danmark

Trans-Danmark skrev den 4. december 2009 til Retsudvalget om beslutningsforslag B 56 – Samling: 2009-10 – om at ændre ægteskabslovgivningen, så den ligestiller homoseksuelle par med heteroseksuelle par.
Retsudvalget stillede den 14. december 2009 spørgsmål 2 om henvendelsen til justitsministerer, Brian Mikkelsen, der svarede den 16. december 2009.

Skrivelsen omhandler de forhold i ægteskabsloven, der har betydning for transpersoner, der enten er gifte eller enlige, og som ønsker tilladelse til kønsskifte. Trans-Danmark støtter beslutningsforslaget.

Indhold
Henvendelsen
Spørgsmålet
Svaret
Kildehenvisning

Til indhold] Henvendelsen

Folketingets Retsudvalg
Christiansborg
1240 København K

4. december 2009

Bemærkninger til beslutningsforslag 2009-10 – B 56 Forslag til folketingsbeslutning om at ændre ægteskabslovgivningen, så den ligestiller homoseksuelle par med heteroseksuelle par.

Trans-Danmark støtter beslutningsforslaget om at ligestille homoseksuelle par med heteroseksuelle par.
Foreningen ønsker imidlertid at gøre opmærksom på, at beslutningsforslaget også vil fremme ligestillingen mellem gifte og ugifte transpersoner, der ønsker at gennemføre kønsskifte.

Ægteskabsloven og Familiestyrelsens administrative praksis gør, at der ikke er ligestilling mellem en gift transperson, hvor begge ægtefæller ønsker at forblive i ægteskabet, og en ugift transperson, der efter et bevilliget kønsskifte ønsker at indgå i et ægteskab.

Den gifte transperson kan efter kønsskiftet forblive i ægteskabet.
Det fremgår af Justitsministerens svar på spørgsmål nr. 3 [1] stillet i forbindelse med det i 2008 fremsatte Forslag til lov om ægteskab mellem to personer af samme kønL 67 og det i den forbindelse af Justitsministeriets Lovkontor den 28. maj 2008 udarbejdede notat [2].
Det betyder, at en mand til kvinde transkønnet person, der er gift med en kvinde efter et bevilliget kønsskifte kan forblive i ægteskabet. Derved er en kvinde gift med en kvinde.

Den ugifte transpersoner kan efter kønsskiftet ikke frit gifte sig.
Ifølge ægteskabsloven og den juridiske definition af et ægteskab [3], kan ægteskab kun kan indgås mellem to personer af forskelligt køn.
Det betyder, at en mand til kvinde transpersoner, der ikke er gift, ikke kan indgå ægteskab med en kvinde, men må “lade sig nøje” med et registrerede partnerskab.

Der forskelsbehandles derved mellem gifte og ugifte transpersoner.

Trans-Danmark støtter beslutningsforslaget, da det vil fjerne den urimelige forskelsbehandling af gifte og ugifte transpersoner.

* * *
Noter
  1. [Retur] Besvarelse af spørgsmål nr. 3 vedrørende forslag til lov om ægteskabets indgåelse og opløsning og forskellige andre love samt ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn) (L 67), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 21. april 2008.
  2. [Retur] Notat om opretholdelse af et ægteskab/registrerede partnerskab når den ene ægtefælle/partner har fået foretaget kønsskifte udarbejdet af Justitsministeriet, Lovafdelingen, Lovkontoret den 28. maj 2008.
  3. [Retur] Familie- og forbrugerminister Carina Christensens besvarelse af spørgsmål nr. 1 “Hvordan er den juridiske definition af et ægteskab opstået, og hvad dækker den over i dag?” i forbindelse med beslutningsforslag B 76 om ægteskabsloven.

Karin Astrup, formand

* * *
[Til indhold] Spørgsmålet
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 4. december 2009 fra Trans-Danmark, jf. B 56 – Bilag 2.

[Til indhold] Svaret
I henvendelsen fra Trans-Danmark (Landsforeningen for Transvestitter og Transseksuelle) er det bl.a. anført, at foreningen støtter beslutningsforslag B 56 om at ændre ægteskabslovgivningen, så den ligestiller homoseksuelle par med heteroseksuelle par, da beslutningsforslaget vil fjerne en urimelig forskelsbehandling af gifte og ugifte transpersoner.
Denne forskelsbehandling består ifølge henvendeningen i, at en gift transperson kan forblive i sit ægteskab efter et kønsskifte, mens en ugift transperson ikke efter et kønsskifte kan gifte sig med en person af samme køn.

Med beslutningsforslag nr. B 56 lægges der op til, at “Folketinget skal pålægge regeringen at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de fornødne administrative ændringer, der skal til for at indføre en ægteskabslovgivning, som ligestiller homoseksuelle par med heteroseksuelle, således at alle, der indgår ægteskab, opnår samme rettigheder og bliver pålagt samme pligter”.

Justitsministeren vil under 1. behandlingen den 19. januar 2010 af beslutningsforslaget redegøre nærmere for regeringens holdning til forslaget og dermed også til de synspunkter, der fremføres i landsforeningens henvendelse.

* * *
[Til indhold] Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende henvendelsen.
Henvendelsen fra Trans-Danmark i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

B 65. SUU bilag 20. Trans-Danmarks henvendelse af 24. september 2008 med nyrevideret bilag til lov om særlige forhold for personer med kønsidentitetsforstyrrelse.

Vist 157 gange.
Trans-Danmark

Trans-Danmark

Trans-Danmark fremsendte den 24. september 2008 en henvendelsen til Sundhedsudvalget med et nyrevideret bilag om foreningens ønsker til en lov om særlige forhold for personer med kønsidentitetsforstyrrelse, der som bilag 20 – SUU, Alm. del (Samling 2008-09) – blev omdelt til udvalgsmedlemmerne den 16. oktober 2008.

Henvendelsen
Bilag 1 – revideret udgave
Kilder

* * *
[Retur] Sundhedsudvalget.
Christiansborg
1240 København K.

Karup den 24. september 2008

Vedr. Beslutningsforslag B 65 om transseksuelles/transkønnedes rettigheder

Trans-Danmark fremsendte dateret den 14. april 2008 skrivelse til Sundhedsudvalget (Sundhedsudvalget (2. samling) B 65Bilag 3), hvor foreningen i det medfølgende bilag 1 bl.a. anførte ønske om en ny lov om særlige forhold for personer med kønsidentitetsforstyrrelse.
Denne skrivelse blev suppleret af en skrivelse dateret 11. juni 2008 – bilag 9 – der kom med nogle supplerende betragtninger i forhold til Ministeren for Sundhed og Forebyggelses svar på vores skrivelse. Sidstnævnte skrivelse foranledigede et svar fra ministeren dateret 27. juni 2008.
Til svaret af 27. juni 2008 må vi glæde os over, at der trods alt sker en opblødning i forhold til at observationsforløbet inden en kønsskifteoperation skulle udgøre 2 år. Vi må dog fastholde,
at observationsforløbet meget betydeligt ligger over 2 år, idet vi ikke har kendskab til en eneste, der har gennemgået observationsforløbet på denne tid. Desuden er observationsforløbet klart af længere varighed end i Norge og Sverige.

Baggrunden for vores nye henvendelse er, at amerikaneren Thomas Beatie torsdag den 3. juli 2008 fødte en velskabt datter på et hospital i USA. Såvel fødslen som den forudgående graviditet skabte megen omtale verden over, idet Thomas Beatie var født som kvinde, men havde gået myndighedernes tilladelse til at skifte køn fra kvinde til mand.
Det specielle ved sagen er, at det efter den nationale lovgivning i staten, hvor Thomas Beatie bor, ikke kræves, at de reproduktive organer fjernes som en betingelse for at få godkendt et kvinde til mand kønsskifte juridisk.

I Trans-Danmarks bestyrelse kunne vi straks se, at der var tale om et punkt, som vi ikke havde været opmærksomme på, idet sagen er den første af sin art. Det har aldrig været vores hensigt med formulering af vores ønske om en speciel lov for personer med kønsidentitetsforstyrrelse, at noget sådant skulle kunne finde sted.
Vi finder det derimod meget uheldigt og etisk forkert, og ønsker ikke, at det skal forekomme i Danmark.

Derfor gav sagen anledning til drøftelse i foreningens bestyrelse og resulterede i en revision af foreningens ønsker til en ny lov.

De reviderede ønsker fremgår af det nye bilag 1.

Det er foreningens ønske og håb, at Sundhedsudvalget såvel som Folketinget vil se positivt på foreningens reviderede ønsker til en ny lov og kan se, at de er rimelige og velafbalancerede.

På foreningens vegne
Med venlig hilsen.

Karin Astrup, formand
Trans-Danmark
Landsforeningen for transvestitter og transseksuelle.

[Retur] Bilag 1 revideret udgave

Ny lov om særlige forhold for personer med kønsidentitetsforstyrrelse
Der bør udformes en ny lov, der fastsætter de nærmere vilkår for personer med kønsidentitetsforstyrrelse, transkønnedes særlige forhold. En sådan lov bør kun indeholde de overordnede forhold med bemyndigelse til, at ministeren kan fastsætte nærmere vilkår. Da den videnskabelige indsigt i kønsidentitet konstant udvides og de samfundsmæssige forhold også ændrer sig, vil en sådan bemyndigelse gøre det lettere at justere vilkårene i en bekendtgørelse, end hvis det kræver en lovændring.

Sexologisk Klinik skal fratages behandlingen af transseksuelle, der ønsker kønsskifte.
Rundt om i landet findes der adskillige læger med relevant uddannelse, hvoraf ganske mange har været på Sexologisk Klinik tidligere i deres karriereforløb. Disse er fuldt ud kvalificeret til at tage transseksuelle i behandling og vurdere, om de bør indstilles til en kønsskifteoperation.
De bør derfor gives kompetence til at behandle transseksuelle med henblik på kønsskifte.

En yderligere begrundelse for at fratage Sexologisk Klinik behandling af transseksuelle kan findes i at klinikken ingen forskning har foretaget, hvilket fremgår af ministerforespørgsel til Sundheds- og Forebyggelsesminister Jakob Axel Nielsen den 14. februar 2008 foranlediget af Folketingets sundhedsudvalg spørgsmål nr. 223.

Afgørelsen om tilladelse eller afslag på et kønsskifte bør flyttes fra Sundhedsstyrelsen til Statsforvaltningerne. Da det primært er en kontrol af, at de faktuelle forhold er i orden, og der reelt ikke skal foregå nogen lægelig vurdering af sagerne, kan der ikke være nogen betænkelighed ved dette.

Der findes ikke noget behov for, at sager om kønsskifte skal forelægges for Retslægerådet. Baggrunden for dette er, at de godkendte behandlere med Sundhedsstyrelsen som ankeinstans og styrelsens mulighed for at forelægge ankesagerne for Sundhedsstyrelsen har de fornødne kvalifikationer til at afgøre, om der skal anbefales et kønsskifte eller ej.

Denne nye lov skal selvfølgelig ikke indeholde forhold, der naturligt er reguleret i anden lovgivning som f.eks. navneloven.

Forslag til den nye lovs indhold:
  1. Definition på et kønsskifte
    Et kønsskifte består af:
    1. Et kirurgisk indgreb i form af en kastration og eventuelt tildannelse af kønsorganer svarende til det køns, der skiftes til,
      1. Kriterier for mand til kvinde kønsskifte
        Fjernelse af kønskirtlerne (kastration), og eventuelt fjernelse af penis og tildannelse af skede og kønslæber.
      2. Kriterier for kvinde til mand kønsskifte
        Fjernelse af bryster, livmoder og begge æggestokke. Der kræves ikke tildannelse af en penis.
    2. En juridisk proces i form af ændring af fornavn, personnummer og kønsbetegnelse, således at disse svarer til det køn, der skiftes til.
  2. Tilladelse til kønsskifte
    En person har retskrav på at få myndighedernes tilladelse til et kønsskifte, hvis en af følgende betingelser er opfyldt.
    1. Personen har levet i længere tid som det modsatte køn, og
      1. pågældende er myndig,
      2. har levet fuldtids som det ønskede køn i to år eller mere
      3. har været i en kontrolleret behandling med det modsatte køns kønshormoner i et år eller mere, og
      4. kan fremvise en lægeerklæring om, at pågældende skønnes at kunne tåle en kønsskifteoperation eller
      5. accepterer en kastration, hvis en kønsskifteoperation ikke ønskes.
    2. Personen har været i behandling hos en godkendt behandler, og
      1. af denne diagnosticeres som værende transseksuel og indstilles af til et kønsskifte, efter at pågældende i behandlingsperioden
      2. har levet fuldtids som det ønskede køn i et år eller mere,
      3. har været i en kontrolleret behandling med det modsatte køns kønshormoner i et år eller mere, og
      4. accepterer en kastration, hvis en kønsskifteoperation ikke ønskes.
    3. Særligt for ikke-myndige personer
      Unge under myndighedsalderen og umyndiggjorte kan dog kun få tilladelse til et kønsskifte,
      1. hvis de af en godkendt behandler diagnosticeres som værende transseksuel og indstilles af denne til et kønsskifte, og
      2. særlige omstændigheder taler for det, og yderligere at
      3. der foreligger samtykke fra forældremyndighedsindehaveren/værgen.
  3. Hvem kan indstille til kønsskifte
    Ministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der stilles for at blive godkendt som behandler af transseksuelle med kompetence til at indstille til kønsskifteoperation.
  4. Hvem kan give tilladelse til et kønsskifte
    Tilladelse til et kønsskifte med eller uden kønsskifteoperation gives af Statsforvaltningen.
    Statsforvaltningen kan nægte tilladelse til et kønsskifte, hvis kriterierne ikke er opfyldt, eller personen af helbredsmæssige grunde skønnes ikke at kunne tåle en kønsskifteoperation.
    I tilfælde af afslag skal afslaget nøje begrundes.
    Statsforvaltningen bemyndiges til at give tilladelse til ændring af fornavn og personnummer, når der foreligger en indstilling fra en godkendt behandler..
  5. Behandlings- og tidsplan
    Den godkendte behandler skal danne sig et overblik over den persons forhold, der ønsker et kønsskifte, og derefter i samarbejde med denne udfærdige en behandlings- og tidsplan.
    Behandlings- og tidsplanen skal indeholde oplysninger om, hvad der skal fremskaffes af relevant dokumentation til belysning af personens kønsidentitet, hvilke behandlinger og undersøgelser den pågældende skal igennem samt den tidsmæssige horisont for gennemførelse af behandlingen.
    Behandleren skal sikre, at pågældende inden behandlingsforløbets afslutning har været i kønshormonbehandling og har levet som det ønskede køn i en sammenhængende periode af ikke under et års varighed.
    Diagnosen om, hvorvidt personen er transseksuel skal afgives senest et år efter behandlingens påbegyndelse.
    Den samlede behandlingsperiode må som udgangspunkt ikke vare mere end to år.
    Hvis behandlings- og tidsplanen ikke kan overholdes, skal dette begrundes af behandleren, og en revideret plan udarbejdes.
  6. Anke/klagemulighed
    1. Hvis den godkendte behandler ikke vil støtte den transseksuelles ønske om et kønsskifte, kan den transseksuelle klage til Sundhedsstyrelsen, der eventuelt kan forelægge sagen for Sundhedsstyrelsen inden endelig afgørelse træffes.
    2. Hvis Statsforvaltningen giver afslag på tilladelse til et kønsskifte, kan den transseksuelle klage til Sundhedsstyrelsen til endelig afgørelse.>
    3. En klage skal behandles uophørligt. Den samlede tid for en klages behandling må ikke overstige seks måneder. Kan tidsfristen undtagelsesvis ikke overholdes, skal det begrundes over for klageren samtidig med den forventede tidshorisont for færdiggørelse af klagen.
    1. skal samle viden om og foretage forskning om kønsidentitet,
    2. tillægges rådgivningsfunktion for de godkendte behandlere,
    3. afholde seminarer, kurser og lignende for godkendte behandlere, øvrigt sundhedspersonale samt andre relevante personer, samt
    4. efter anmodning fra Sundhedsstyrelsen afgive udtalelse i ankesager indbragt for Sundhedsstyrelsen.
    5. Ved afgivelse af udtalelser til Sundhedsstyrelsen i ankesager, kan klinikken indkalde klageren til enkelte supplerende samtaler, test og undersøgelser.
  7. Ændring af fornavn og personnummer
    Primært ønskes en ændring af navneloven og bekendtgørelsen om personnumre vedrørende det kønsbestemte fornavn og det kønsbestemte endetal i personnummeret som anført senere i dette afsnit.
    Sekundært ønsker foreningen, at den godkendte behandler bliver tillagt kompetence til at indstille til Statsforvaltningen, at personen, når denne er diagnosticeret som transseksuel, og senest når pågældende skal til at leve som det ønskede køn (real life experience) skal have tilladelse til at ændre fornavn, således at det svarer til det ønskede køn, og få et nyt personnummer med et endetal svarende til det nye køn.
  8. Registrering af ny kønsidentitet
    Registreringen af den nye kønsidentitet og udstedelse af nyt sundhedskort (tidligere sygesikringsbevis) skal ske uopholdeligt efter, at tilladelsen til kønsskiftet er givet.
  9. Hvor skal kønsskifteoperationerne foregå?
    Kønsskifteoperationer bør, hvis de skal foregå i Danmark, kun udføres på Rigshospitalet. Der skal være fri adgang til, at kønsskifteoperationer kan foretages i udlandet – såvel indenfor og udenfor EU.
  10. Bestemmelse om yderligere behandlinger
    Mange transseksuelle, der er i et behandlingsforløb med henblik på et kønsskifte har et stort behov for epilering – fjernelse af uønsket skæg- og hårvækst – og ofte enkelte operationer som fjernelse af adamsæblet (feminiseringsoperationer). Sådanne behandlinger vil ofte være en afgørende betingelse for, at disse personer får et meningsfuldt liv. Der bør derfor fortsat være mulighed for at tilbyde disse behandlinger.
    Feminiseringsoperationer kan foregå flere stedet i Danmark samt i udlandet både indenfor g udenfor EU.
  11. Betaling
    Betaling for behandling hos godkendte behandlere, kastration og kønsskifteoperation og yderligere behandlinger, også hvis den foretages i udlandet, udredes af det offentlige.
  12. Ændring af dokumenter m.v.
    Af hensyn til beskæftigelsesmulighederne er det vigtigt, at personer, der har fået foretaget et kønsskifte får et retskrav på at få ændret eksamensbeviser, kursusbeviser, anbefalinger og andre relevante dokumenter, uanset om de er udstedt af en offentlig myndighed/institution eller af private. Det tillades at opkræve et ekspeditionsgebyr for dette.

* * *
[Retur] Kilder
Folketingets journal vedrørende henvendelsen – SUU bilag 20.
Henvendelsen på Folketingets hjemmeside i pdf-format.

B 65. Bilag 9. Spgsm. 5. Trans-Danmarks supplerende skrivelse af 11. juni 2008 til Sundhedsudvalget vedrørende svar på spgsm. 2. Spgsm. til ministeren den 13. juni 2008. Svar den 27. juni 2008.

Vist 78 gange.
Trans-Danmark

Trans-Danmark

Trans-Danmark fremsendte dateret den 11. juni 2008 den herunder gengivne skrivelse til Sundhedsudvalget foranlediget af svaret den 22. maj 2008 fra ministeren for sundhed og forebyggelse, Jakob Axel Nielsen på spørgsmål 2 under beslutningsforslag B 65.
Den 13. juni 2008 stillede Sundhedsudvalget spørgsmål 5 om bemærkninger til bilag 9 – Trans-Danmarks henvendelse af 11. juni 2008 til minister for sundhed og forebyggelse, Jakob Axel Nielsen, der svarede den 27. juni 2008.

* * *
Indholdsfortegnelse
Trans-Danmarks skrivelse af 11. juni 2008
Spørgsmålet til ministeren
Ministerens svar på spørgsmålet
Kildehenvisninger

* * *
[Til indholdsfortegnelsen] Trans-Danmarks skrivelse af 11. juni 2008.

Sundhedsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K

11. juni 2008

Vedr. Beslutningsforslag B 65 om transkønnedes rettigheder.

Den 14. april 2008 fremsendte Trans-Danmark en skrivelse vedrørende ovennævnte beslutningsforslag.
Det har foranlediget et spørgsmål 2, som Sundhedsudvalget har stillet til ministeren for sundhed og forebyggelse den 16. april 2008.
Det blev besvaret den 22. maj og det med baggrund i det korrigerede bilag 1
, som Trans-Danmark fremsendte den 20. april 2008.

Af besvarelsen fremgår bl.a. følgende: “Det finder jeg ikke hensigtsmæssigt. I grundlaget for afgørelsen af, om der skal gives tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, indgår bl.a. en række lægefaglige vurderinger. Det er derfor efter min opfattelse hensigtsmæssigt, at afgørelsen træffes af en myndighed, der har sundhedsfaglig kompetence, hvilket ikke er tilfældet for statsforvaltningernes vedkommende.”

Desværre lader det til, at ministeren ikke har forstået pointen i Trans-Danmarks forslag, der tidligere er fremsendt i bilag 1.
Midt på bilagets første side foreslås således godkendte behandlere af mulige transseksuelle patienter. Disse behandlere skal naturligvis godkendes af en statslig myndighed og skal have en høj sundhedsfaglig kompetence på området for at få godkendelsen. På side 3 foreslår vi endvidere, at Ministeren for Sundhed og Forebyggelse fremsætter de præcise krav for at opnå godkendelse som behandler indenfor området.
Der findes rundt omkring i landet en række højt kvalificerede personer, som vil kunne have mulighed for at opnå en sådan godkendelse.
Disse godkendte behandlere skal jf. vores forslag have ret til at afgive indstilling til statsforvaltningen om at godkende kønsskifteoperationen. Den godkendte behandler skal naturligvis for at kunne afgive en sådan indstilling have sikret sig, at det er en hensigtsmæssig disposition for patienten.
Dermed er der sket en lægefaglig vurdering. En sådan behøver ikke at blive gentaget. Den godkendte behandler kender patienten fra en række behandlinger. Det vil en central sundhedsfaglig myndighed ikke gøre.
Desuden en langt hurtigere måde at håndtere situationen på ligesom den er billigere at gennemføre.

Det tidsmæssige aspekt er et andet område, hvor der er blevet givet fejlagtige oplysninger.
I det 2. udkast til beretning over Forslag til folketingsbeslutning om transseksuelles/transkønnedes rettigheder fremføres det under de politiske bemærkninger, at observationsforløbet (udredningsforløbet) i Danmark udgør 2 år.

Dette er markant forkert. Desværre findes der ikke nogen officiel statistik på området, hvilket naturligvis ville være en klar fordel i denne sammenhæng, men vi har som landsforening kontakt til en stor del af de patienter, der gennemgår behandlingsforløbet på Sexologisk Klinik. Vi kender ingen, som har gennemgået forløbet på 2 år. Det typiske er et klart længere forløb. Undertegnede går selv til behandling på Sexologisk Klinik. Den første behandling var den 28. september 2004 og jeg er endnu ikke noget frem til den foreløbige beslutningskonference. Denne ligger ifølge Sexologisk Kliniks vejledende tidsfrister, som altså siger et samlet forløb på 2 år og den foreløbige beslutningskonference skal
foretages efter 1 år. Hvornår den foreløbige beslutningskonference ligger for mit vedkommende kan ikke oplyses (Behandlingstiden oplyses ikke overfor nogen patienter, selv efter udtrykkelige spørgsmål). Derfor varer den første del af behandlingsforløbet for mit vedkommende i hvert fald 4 år. Hvor lang tid den sidste halvdel varer, står hen i det uvisse.
Dette er blot et eksempel. Sikkert er det dog, at observationsforløbets varighed varierer markant og ligger på tidslængder, der markant overstiger de 2 år. Derfor træffes beslutningen om, at Danmark ligger på niveau med Norge og Sverige på et forkert grundlag.

I de samme politiske bemærkninger anføres det omkring personnummerets kønsangivelse i det sidste ciffer, at det vil underminere hele CPR systemet, idet der så ikke længere vil være en klar indikator for, hvorvidt man er mand eller kvinde.
Vi må oplyse om, at det i anvendelsen af dagens ERP systemer (såsom Navision, SAP R/3, Concorde m.v.) er helt normalt, at f.eks. debitornumre og kreditornumre blot er et løbenummer, der bruges til opslag i tabeller. Oplysende information lægges i dagens Danmark i tabeller. At opslagsnummeret (altså her CPR-nummeret) skal indeholde information er en metodik, der blev forældet for 20 år siden.
Vi skal anbefale, at Sundhedsudvalget indkalder en IT ekspert, som uden nogen tvivl vil verificere det ovenfor anførte.
Det betyder, at vi klart vil fastholde vores ønske om, at det sidste ciffer i CPR-nummeret ikke længere skal angive personens køn.

Med venlig hilsen

Pia Nielsen.
Kasserer for foreningen.

* * *
[Til indholdsfortegnelsen] Spørgsmål af 13. juni 2008.
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 11. juni 2008 fra Trans-Danmark, jf. B 65 – bilag 9.

Christiansborg

Christiansborg

[Til indholdsfortegnelsen] Svar den 27. juni 2008
Trans-Danmark kritiserer i henvendelsen min besvarelse af spørgsmål nr. 2 (ad B 65). Jeg anførte i besvarelsen, at jeg ikke finder det hensigtsmæssigt at flytte myndighedsansvaret for afgørelser om tilladelse til kastration fra Sundhedsstyrelsen til statsforvaltningerne, som Trans-Danmark foreslog i henvendelsen af 20. april 2008.

Trans-Danmark understreger i henvendelsen af 11. juni 2008, at foreningen ønsker en procedure, hvor statsligt godkendte behandlere skal afgive indstilling til statsforvaltningerne. Det er således efter foreningens opfattelse tilstrækkeligt, at de pågældende behandlere har lægefaglig kompetence.

Jeg er naturligvis enig med Trans-Danmark i, at udredningen af personer, der ønsker et kønsskifte, skal varetages af personer med den rette lægefaglige kompetence. Uanset at udredningsforløbet varetages af lægefagligt kompetente personer, mener jeg imidlertid, at det er mest hensigtsmæssigt, at den myndighed, der skal træffe afgørelse om tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, også besidder sundhedsfaglig kompetence. Dette er ikke tilfældet for statsforvaltningernes vedkommende.

Trans-Danmark anfører endvidere, at udredningsforløbet for personer, der ønsker et kønsskifte, typisk varer længere end 2 år. Trans-Danmark mener derfor, at de oplysninger om udredningsforløbets varighed, som flertallet i Folketingets Sundhedsudvalg har fremsat i beretningen til beslutningsforslag nr. B 65, er urigtige, ligesom foreningen er uenig i flertallets bemærkninger vedrørende proceduren for kønsskifteoperationer.

Det fremgår af flertallets bemærkninger til beretningen, at det efter gældende praksis er en forudsætning for at opnå tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, dvs. kønskorrigerende indgreb, at ansøgeren i sædvanligvis mindst 2 år har gennemgået et observationsforløb (udredningsforløb). Jeg kan hertil oplyse, at dette følger af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 10077 af 27. november 2006 om kastration med henblik på kønsskifte.

Som det også fremgår af Trans-Danmarks henvendelse, findes der ikke beregninger af den gennemsnitlige varighed af udredningsforløb for personer, der ønsker kastration med henblik på kønsskifte. Jeg kan hertil bemærke, at Sexologisk Klinik på Rigshospitalet har oplyst, at det vil være vanskeligt at foretage en sådan beregning, idet mange forhold kan forlænge den samlede behandlingstid. Det kan bl.a. forlænge behandlingstiden, at patienten vælger at afbryde kontakten med klinikken i kortere eller længere tid, og at der kan gå flere måneder til år, før en patient beslutter sig for at leve fuldtids som det ønskede køn.
Det kan endvidere bl.a. forlænge behandlingstiden, at patienten kan have en overvægt, der umuliggør mastektomi (fjernelse af brysterne), før vægttab har fundet sted. Rigshospitalets sexologiske klinik har i den forbindelse oplyst, at kønsskifteoperation først gennemføres, når man i en periode har kunnet observere, hvorledes patienten reagerer på fjernelse af brysterne.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har heller ikke oplysninger om den gennemsnitlige varighed af udredningsforløbet i forbindelse med kønsskifte i Norge og Sverige. Efter de oplysninger, som ministeriet har om proceduren for kønsskifteoperation i Norge og Sverige, strækker udredningsforløbet til og med gennemførelsen af kønskorrigerende kirurgiske indgreb sig i Norge over mindst 18 måneder, mens udredningsforløbet i Sverige som regel foregår over mindst 2 år.

De foreliggende oplysninger tyder således efter min opfattelse ikke på, at varigheden af udredningsforløbet i Danmark adskiller sig væsentligt fra varigheden af udredningsforløbet i Norge og Sverige. Jeg kan tilføje, at udredningen i Danmark sker i overensstemmelse med de internationale standarder på området.

Trans-Danmark giver desuden udtryk for, at foreningen er uenig i de bemærkninger, som et flertal i Folketingets Sundhedsudvalg har fremsat i beretningen over beslutningsforslag nr. B 65 med hensyn til forslaget om, at myndige personer selv skal kunne bestemme, hvilken kønsidentitet deres personnummer skal udtrykke.

Jeg har ingen bemærkninger hertil.

* * *
Folketingets journal vedrørende henvendelsen – bilag 9 – fra Trans-Danmark.
Henvendelsen af af 11. juni 2008 – bilag 9 – fra Trans-Danmark i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmål nr. 5.
Spørgsmål nr. 5 og svaret fra ministeren i pdf-format hos Folketinget.

B 142. B 65 bilag 1. SUU bilag 177. Spgsm. 227. Trans-Danmark bad den 7. februar 2008 SUU om svar på spgsm. nr. 13, 15 og 30 stillet under B 142. Spgsm. den 15. februar 2008. Svar den 2. april 2008.

Vist 793 gange.
Trans-Danmark

Trans-Danmark

Den 7. februar 2008 skrev Trans-Danmark til Sundhedsudvalget og bad udvalget om at fremskaffe endeligt svar på spørgsmål nr. 13, 15 og 30 vedr. beslutningsforslag B 142 (2006/2007), som blev stillet af Sundhedsudvalget til daværende Indenrigs- og Sundhedsminister under behandlingen af beslutningsforslag B 142, men som ikke blev besvaret inden folketingssamlingen sluttede, og beslutningsforslaget dermed bortfaldt.

Sundhedsudvalget bad den 15. februar 2008 efter ønske fra Per Clausen (EL) foranlediget af henvendelsen fra Trans-Danmark som spørgsmål 227 om endeligt svar på de tre spørgsmål til sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen, som svarede den 2. april 2008.

Den 10. april 2008 indgik spørgsmål 227 og svaret derpå i beslutningsforslag B 65 om transseksuelles/transkønnedes rettigheder som bilag 1.

* * *
Indhold
Henvendelsen fra Trans-Danmark
Spørgsmål nr. 227 af 15. februar 2008
Svar af 2. april 2008
Kilder

* * *
[Til indholdsfortegnelsen] Henvendelsen fra Trans-Danmark

Sundhedsudvalget
Christiansborg,
1240 København K.

7. februar 2008

Vedr.: Manglende svar på spørgsmål til ministeren i relation til “Forslag til folketingsbeslutning (2006-07 – B 142) om transseksuelles/transkønnedes rettigheder”.

Under Sundhedsudvalgets behandling af beslutningsforslaget stillede udvalget en række spørgsmål til den daværende Indenrigs- og Sundhedsminister.
Ministeren nåede at besvare de fleste spørgsmål inden folketingssamlingen sluttede og beslutningsforslaget dermed bortfaldt.
Imidlertid er der tre spørgsmål, hvor ministeren gav et foreløbigt svar om, at han havde bedt Udenrigsministeriet om hjælp til indhentning af oplysninger fra de øvrige nordiske lande, England, Tyskland, Holland og Belgien, og at han ville vende tilbage, når oplysningerne foreligger.

Netop svarene på disse tre spørgsmål om lovgivningsforhold, sagsbehandling og antal operationer i de nævnte lande er foreningen meget interesseret i at få kendskab til, hvorfor vi anmoder udvalget om hjælp til at fremskaffe svarene på spørgsmålene.

I og med, at den daværende Indenrigs- og Sundhedsminister i sine foreløbige svar anfører, at han har bedt Udenrigsministeriet om hjælp til besvarelsen, må det formodes, at Udenrigsministeriet har taget visse skridt til at få indhentet de fornødne oplysninger til besvarelsen, og at disse oplysninger måske oven i købet helt eller delvist allerede er indhentet.

De i spørgsmålene omhandlede informationer er væsentlige at få kendskab til for foreningen i foreningens arbejde for forbedring af transseksuelles forhold.

Foreningen anmoder derfor venligst udvalget om hjælp til at fremskaffe svarene på de omhandlede spørgsmål.

Herunder vises først link til Folketingets oversigt over og derefter de tre spørgsmål, som henvendelsen drejer sig om.

  1. Spørgsmål 13 af 24. maj 2007.
    “Ministeren bedes redegøre for lovgivningen og sagsbehandling i forhold til transseksuelles/transkønnedes mulighed for at få en kønsskifteoperation i de øvrige nordiske lande, England, Tyskland, Holland og Belgien.”
    Ministerens foreløbige svar af 29. juni 2007:
    Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålene nr. 13, 15 og 30 (alm. del – B 142) anmodet Udenrigsministeriet om bistand til at indhente oplysninger fra de øvrige nordiske lande,England, Tyskland, Holland og Belgien.
    Jeg vender tilbage, når oplysningerne foreligger.
  2. Spørgsmål 15 af 24. maj 2007.
    Spgsm. om fordele og ulemper ved den nuværende sagsbehandling på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet i forhold til GID-klinikken på Rikshospitalet i Oslo.
    Ministerens foreløbige svar af 29. juni 2007:
    Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålene nr. 13, 15 og 30 (alm. del – B 142) anmodet Udenrigsministeriet om bistand til at indhente oplysninger fra de øvrige nordiske lande, England, Tyskland, Holland og Belgien.
    Jeg vender tilbage, når oplysningerne foreligger.
  3. Spørgsmål 30 af 12. juni 2007.
    “Vil ministeren oplyse, hvor mange kønsskifteoperationer der foretages i andre lande, og hvilke lande der må antages at have den største erfaring i udførelse af kønsskifteoperationer?”
    Ministerens foreløbige svar af 29. juni 2007:
    Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålene nr. 13, 15 og 30 (alm. del – B 142) anmodet Udenrigsministeriet om bistand til at indhente oplysninger fra de øvrige nordiske lande, England, Tyskland, Holland og Belgien.
    Jeg vender tilbage, når oplysningerne foreligger.

Med venlig hilsen.
Karin Astrup, formand.

* * *
[Til indholdsfortegnelsen] Spørgsmål nr. 227
Ministeren bedes fremsende de endelige besvarelser på spørgsmål nr. 13, 15 og 30 vedr. B 142 (2006/2007).
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per Clausen (EL).
Svaret bedes sendt elektronisk til spørgeren på elpecl@ft.dk og til udvalg@ft.dk.

På udvalgets vegne

Preben Rudiengaard
formand

[Til indholdsfortegnelsen] Svar
Jeg sender vedlagt endelige besvarelser af de omhandlede spørgsmål.

* * *
Svarene på de tre spørgsmål var vedhæftet som pdf-filer. De er indskrevet som endelige svar i:
[Til indholdsfortegnelsen] Kildehenvisninger
Folketingets journal vedrørende henvendelsen fra Trans-Danmark.
Henvendelsen fra Trans-Danmark i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret hos Sundhedsudvalget samt link til pdf-filerne med svarene på de 3 spørgsmål.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Folketingets journal vedrørende bilag 1 under beslutningsforslag B 65.

Trans-Danmark spurgte den 11. oktober 2007 Per Clausen, om Enhedslisten genfremsætter beslutningsforslaget om transseksuelles rettigheder. Svar den 19. oktober 2007.

Vist 106 gange. Foranlediget af bortfaldet af B 142 – beslutningsforslag om transseksuelles/transkønnedes rettigheder – har formanden for Trans-Danmark, Karin Astrup sendt den herunder viste e-mail til Per Clausen fra Enhedslisten, idet det var Enhedslisten, der den 30. marts 2007 fremsatte beslutningsforslaget. Per Clausen svarede den 19. oktober 2007.

* * *
Fra: Karin Astrup
[k_astrup@yahoo.com] Sendt: 11. oktober 2007 11:00
Til: Per
Clausen
Cc: Tina Vyum; Tina Thranesen; Elizabeth Japsen
Emne: B142
Prioritet: Høj

Kære Per Clausen,
I forbindelse med vores to skrivelser til Sundhedsudvalget henholdsvis den 25-09-2007 og den 4-10-2007 undrede jeg mig over placeringen:

Sundhedsudvalget – Alm. del, bilag 4:
Henvendelse af 25-09-2007 fra Trans-Danmark vedr. transseksuelles rettigheder.

Det naturlige havde været at registrere det under “http://www.folketinget.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20061/beslutningsforslag/B142/index.htm Bilag vedr. B 142 i Sundhedsudvalget”, hvor det jo hører hjemme.
Interesserede i beslutningsforslaget om transseksuelles rettigheder vil med bilagets nuværende registrering og placering næppe blive opmærksomme på bilaget.

Hanne Schmidt svarede os således:

Jeg skriver vedr. din mail (Tina Thranesens) til Birthe Skaarup om fejlplacering af henvendelse fra Trans-Danmark. B 142 er bortfaldet i forbindelse med Folketingets nye samling, og jeg har derfor valgt at omdele henvendelserne af 25/9 og 4/10 på alm. del i den nuværende samling. Et svar vi modtog i går

Vi har haft rettet en forespørgsel til Hanne Schmidt, og hun har i dag bekræftet, at det er bortfaldet, idet hun skrev:

B 142 er bortfaldet, fordi forslagsstillerne valgte ikke at ville afgive betænkning i sidste samling. Jeg forventer, at ministeren besvarer de sidste spørgsmål, og de vil så blive omdelt og fremgå på Folketingets hjemmeside. Jeg har ikke fået oplyst, om Enhedslisten ønsker at genfremsætte forslaget i denne samling.”

At Enhedslisten som forslagsstillere valgte ikke at ville afgive betænkning er for så vidt forståeligt, da arbejdet i udvalget næppe var nået ret langt – vel delvist begrundet i manglende svar fra ministeren på de mange spørgsmål.
Nu må vi så se, om Enhedslisten – eller andre – genfremsætter forslaget (uændret eller i ændret form).

Vi mener det vil være en skam, ikke det bliver ført til ende.

Jeg vil derfor opfordre dig til at genfremsætte forslaget snarest, således at der kan komme en betænkning ud af det i indeværende Folketingssamling.

Karin Astrup
formand
Trans-Danmark, landforeningen af Transvestitter og Transseksuelle

* * *
From: Per Clausen [mailto:Per.Clausen@ft.dk] Sent: 19. oktober 2007 10:46
To: Karin Astrup
Subject: SV: B142

Kære Karin Astrup

Vi fremsætter et forslag i stil med B 142 i denne samling. Jeg akl først have gennemgået alle spørgsmål, svar og
henvendelser samt indlæggene fra første behandling grundigt for at se, om det giver anledning til ændringer/forbedringer eller en eventuel
opdeling.

MVH

Per Clausen

B 142. SUU Bilag 22. Trans-Danmarks henvendelse den 4. oktober2007 til Sundhedsudvalget med bemærkninger om ministerens svar.

Vist 99 gange.
Trans-Danmark

Trans-Danmark

Trans-Danmark fremsendte torsdag den 4. oktober 2007 sin tredje henvendelse til Folketingets Sundhedsudvalg.
Foreningen begrunder henvendelsen med, at Indenrigs- og Sundhedsministeren den 27. september 2007 besvarede yderligere nogle af de spørgsmål, som Sundhedsudvalget havde stillet, og at foreningen fandt det nødvendigt at gøre Sundhedsudvalg opmærksom på en række forhold, hvor foreningen ikke er enig med ministeren i hans besvarelser eller finder besvarelserne mangelfulde.

Henvendelsen er et supplement/en fortsættelse af henvendelsen af 25. september 2007. Sundhedsudvalget
4. oktober 2007.
Skrivelsen blev registreret hos Folketinget den 9. oktober 2007. Dermed var et nyt folketingsår begyndt. Det betød samtidig, at det fremsatte beslutningsforslag B 142 var bortfaldet.
Henvendelsen blev derfor ikke registreret sammen med beslutningsforslagets øvrige bilag (Alm. del Samling: 2006-07 – B 142), men som et bilag hos Sundhedsudvalget – SUU alm. del 2007-08 (1. samling) bilag 22.
Ministeren er heller ikke bedt om at kommentere henvendelsen.

* * *
Foreningens henvendelse i sin helhed

Sundhedsudvalget

4. oktober 2007

Vedr.: Beslutningsforslag B 142 om transseksuelles rettigheder
Kommentarer til henvendelser til Sundhedsudvalget og Sundhedsudvalgets spørgsmål til Indenrigs- og Sundhedsministeren samt dennes svar på spørgsmålene

Trans-Danmark fremsendte dateret den 25. september 2007 bemærkninger til Sundhedsudvalget om de forskellige henvendelser til udvalget og ministerens svar på udvalgets spørgsmål.
Den 27. september 2007 fremkom ministerens svar på yderligere en række spørgsmål stillet af udvalget.
På grundlag af de af ministeren givne svar finder foreningen det hensigtsmæssigt at fremsende denne tredje henvendelse til udvalget om beslutningsforslaget.

Bemærkninger til spørgsmål Sundhedsudvalget har stillet til Indenrigs- og Sundhedsministeren og dennes svar på spørgsmålene.

Spørgsmål 5.
Er ministeren enig i, at EU’s regler om serviceydelsernes frie bevægelighed åbner mulighed for, at transseksuelle kan tage til et andet EU-land og få foretaget og betalt en kønsskifteoperation?

Trans-Danmark glæder sig over, at den almindelige behandlingsgaranti også gælder for udførelse af kønsskifteoperationer.
Imidlertid vil foreningen henvise til sine bemærkninger i henvendelsen til udvalget dateret 25. september 2007 om ministerens besvarelse af spørgsmål 29, om, at der herhjemme foretages så få kønsskifteoperationer om året, at det bør overvejes om denne type operation overhovedet skal tilbydes udført herhjemme, eller om det vil være både mere forsvarligt for den enkelte patient og billigere, hvis disse operationer blev foretaget på udenlandske hospitaler med stor erfaring på området.
Såfremt det besluttes at fortsætte med at tilbyde operationen her i Danmark, bør det som nu alene finde sted på Rigshospitalet.

Spørgsmål 7.
Hvor mange danskere har henvendt sig til myndighederne med henblik på, at få ændret CPR-nummer til et lige henholdsvis ulige nummer for mænd og kvinder.
Trans-Danmark hæfter sig ved ministerens bemærkninger om, at “Efter CPR-lovens § 3, stk. 5, er det kun fejl i de oplysninger, som indgår i personnummeret, f.eks. i angivelsen af kønnet, der kan begrunde tildeling af et nyt personnummer.”
Foreningen er enig med ministeren i CPR-lovens § 3, stk. 5 indeholder en sådan bestemmelse.

Men foreningen må gøre opmærksom på, at ministeren ikke omtaler samme lovs § 3, stk. 6, efter hvilket Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om personnummerets opbygning”.

Ministeren har fastsat disse regler i Bekendtgørelse om folkeregistrering m.v.
Af § 1 fremgår, at personnummeret består af 10 cifre, hvoraf de første seks angiver personens fødselsdag, begyndende med fødselsdatoen, derefter fødselsmåneden og til slut fødselsåret uden angivelse af århundrede.
Af stk. 2, at de sidste fire cifre er et løbenummer, hvoraf det første ciffer i forbindelse med fødselsåret angiver, hvilket århundrede personen er født i. Det sidste ciffer er lige for kvinder og ulige for mænd.

Opbygningen af personnummeret er altså administrativt bestemt af ministeren, hvorfor ministeren også har bemyndigelse til at ændre dette, så foreningens ønsker imødekommes, som anført i foreningens første henvendelse til udvalget under pkt. 3.2.1. og 3.2.2., om at det kønsbestemte endetal fjernes eller alternativt, at det gøres lettere at få ændret personnummeret.

Spørgsmål 8.
Hvor mange personer har fra 1985-2007 ladet sig kastrere med henblik på at få ændret personnummer.
Ministeren svarede den 27. september 2007
Såfremt det med spørgsmålet ønskes oplyst, hvor mange personer der har gennemgået en kønsskifteoperation og derefter fået tildelt et nyt personnummer, kan jeg bemærke, at der ikke foreligger en opgørelse herover for perioden fra 1985-2007.
Det kan dog oplyses, at en opgørelse på baggrund af oprettede sager i Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-kontor for perioden 2003-2007 vedrørende ændring af personnummer på baggrund af et gennemført kønsskifte viser, at ministeriet i 49 tilfælde har foretaget personnummerændring efter et gennemført kønsskifte på baggrund af en meddelelse fra Sundhedsstyrelsen og før den 1. juli 2005 Civilstyrelsen (før 15. oktober 2004 Civilretsdirektoratet) om, at kønsskiftet er helt afsluttet. Det er ikke muligt at lave en tilsvarende opgørelse for tidligere perioder.

(Trans-Danmarks bemærkninger følger efter omtale af spørgsmål nr. 16.)

Spørgsmål 16.
Ministeren bedes redegøre for hvor mange der inden for de sidste 10 år har fået afslag på en ansøgning om en kønsskifteoperation af Sexologisk Klinik på Rigshospitalet og af Retslæge Rådet.
Ministeren svarede den 27. september 2007.
Jeg kan indledningsvist bemærke, at det er Sundhedsstyrelsen – og ikke Sexologisk Klinik på Rigshospitalet eller Retslægerådet – der træffer afgørelse om tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, jf. også mine besvarelser af spørgsmål nr. 4 og spørgsmål nr. 9 (alm. del – B 142).
Jeg har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser, at styrelsen har meddelt ét afslag og 18 tilladelser til kastration med henblik på kønsskifte, siden Sundhedsstyrelsen overtog området fra Civilstyrelsen den 1. juli 2005.
Sundhedsstyrelsen har ikke oplysninger om antallet af afslag meddelt af Civilstyrelsen i perioden forud for den 1. juli 2005.
Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens oplysninger.

Trans-Danmark vil i relation til ministerens besvarelse af spørgsmål 8 og nr. 16 ikke bestride, at der ikke foreligger opgørelser af den ønskede art, men dog pointere, at oplysningerne ville kunne fremskaffes, selv om det i givet fald måtte gøres ved manuel gennemgang af diverse journaler.
Men det betyder også, at både udvalget og ministeren nødvendigvis må tillægge foreningens oplysninger væsentlig værdi, idet foreningen bygger sine opgørelser på både flere forskellige tidligere offentliggjorte tal – ministerbesvarelser, journalisters artikler med oplysninger om sådanne tal og vores almene kendskab til transseksuelle og disse forhold.

Spørgsmål 25.
Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Trans-Danmark, jf. B 142 – bilag 2
Ministeren svarede den 27. september 2007.
Jeg har noteret mig, at Trans-Danmark i henvendelsen giver udtryk for, at en kønsskifteoperation ikke skal kunne foretages alene efter personens eget ønske, men støtter, at der er et regelsæt, der fastsætter vilkårene for at få en kønsskifteoperation.

Trans-Danmark har imidlertid udtrykt utilfredshed med den nuværende procedure, som efter foreningens opfattelse indebærer, at ansøgere ofte får afslag på ansøgningen om tilladelse til kønsskifte. Jeg kan i den forbindelse henvise til Sundhedsstyrelsens oplysninger om, at styrelsen siden den 1. juli 2005, hvor styrelsen overtog området fra Civilstyrelsen har meddelt ét afslag og 18 tilladelser til kastration med henblik på kønsskifte, jf. min besvarelse af spørgsmål nr. 16 (alm. del – B 142). Efter min opfattelse bekræfter Sundhedsstyrelsens oplysninger ikke foreningens antagelse om, at ansøgere ofte får afslag.

I henvendelsen giver Trans-Danmark endvidere bl.a. udtryk for, at valg af fornavn efter foreningens opfattelse bør kunne ske frit mellem navne, som er godkendt som fornavne, at kønsbetegnelsen i pas bør fjernes, og at personnumre bør være kønsneutrale, eller at det alternativt bør være muligt at tildele et ikke-kønskorrekt personnummer til transseksuelle. Jeg kan i den forbindelse henvise til min tale ved 1. behandlingen af B 142 og til besvarelsen af spørgsmål nr. 23 (alm. del – B 142).

Trans-Danmark har desuden fremsat ønske om, at der udarbejdes en lov om kønsidentitetsforstyrrelse, der bl.a. skal fastlægge en ændret procedure for tilladelse til kønsskifte, samt indeholde regler vedrørende en række øvrige forhold. Jeg kan i den forbindelse bemærke, at jeg ikke finder anledning til at tage initiativ til at fremsætte en sådan lov.

Trans-Danmark skal dertil bemærke følgende.
  1. Foreningen finder det beklageligt, at ministeren tilsyneladende alene bygger sin opfattelse af hyppigheden og omfanget af afslag til en kønsskifteoperation på en oplysning fra Sundhedsstyrelsen, som kun strækker sig tilbage til den 1. juli 2005.
  2. Som det fremgår af besvarelserne af spørgsmål nr. 8, 14 og 16 og foreningens bemærkninger til disse, er der stor unøjagtighed i tallene.
    Trans-Danmark må konstatere, at de oplyste tal om antallet af kønsskifteoperationer og antallet af afslag er yderst unøjagtige og mangelfuldt oplyst.
    Hvis der fremskaffes tal, som af foreningen foreslået i bemærkningerne til ministerens besvarelse af spørgsmål 14, er foreningen overbevist om, at de vil bekræfte foreningens oplysninger om, at der ofte gives afslag.

    Det skal for en ordens skyld bemærkes, at der jo både er tale om de formelle afslag givet af Sundhedsstyrelsen (tidligere Civilretsdirektoratet), og de uformelle afslag, som følger af den måde, som Sexologisk Klinik behandler de transseksuelle.

    Når en transseksuelSexologisk Klinik får den klare besked, at klinikken ikke kan støtte ønsket om en kønsskifteoperation, så er der reelt tale om et afslag, idet Sundhedsstyrelsen (tidligere Civilretsdirektoratet) ikke giver den ønskede tilladelse, når Sexologisk Klinik ikke støtter ønsket.
    Disse transseksuelle vil derfor ofte resignere og undlade at indsende en formel ansøgning, da det på forhånd er givet, at der vil blive tale om et afslag.

  3. Om fornavn, kønsbetegnelse og personnummer henviste Ministeren i sin besvarelse til sin tale under Folketingets 1. behandling af beslutningsforslaget og sin besvarelse af spørgsmål nr. 23.
    Under 1. behandlingen den 11. maj 2007 udtalte ministeren følgende om navne:
    1. udgangspunktet i navnelovgivningen er, at man ved fornavnet skal kunne skelne imellem kønnene,
    2. et fornavn ikke skal kunne være til ulempe for den pågældende,
    3. det særlige hensyn, som må tages til børn, som ikke unødigt skal udsættes for drillerier,
    4. hensynet til transseksuelle er tilgodeset med reglerne, der giver mulighed for, at transseksuelle kan tage et fornavn, der betegner det modsatte køn… som samtidig respekterer behovet for, at man som udgangspunkt kan skelne kønnet på baggrund af fornavnet.
    Og følgende om personnummeret:
    1. efter den gældende ordning består personnummeret af ti cifre, hvoraf det tiende og sidste ciffer angiver personens køn,
    2. CPR har karakter af et grundregister, som altid skal være korrekt, og oplysningerne i CPR skal være i overensstemmelse med de grundregistrerede myndigheders oplysninger, f.eks. ministerialbogen. Kravet om overensstemmelse med registreringen i ministerialbogen er uomgængeligt,
    3. så en ordning, hvor man selv vælger, hvilket køn man ønsker at angive i personnummeret, henholdsvis i CPR’s dataindhold, vil ikke være i overensstemmelse med kravet om, at personnummeret og CPR som sådan skal indeholde korrekte grunddata,
    4. personnummeret og CPR er i mange sammenhænge grundlaget for offentlig myndighedsudøvelse,
    5. mænd ville blive indkaldt til mammografiscreening, til forebyggelse og tidlig behandling af brystkræft og forebyggende undersøgelser af eksempelvis livmoderhalskræft,
    6. indkaldelse til aftjening af værnepligt,
    7. konklusionen er altså, at det ikke giver mening at udelade kønsangivelse fra personnummeret eller fra CPR som sådan.
    Og følgende om kønsbetegnelsen i pas:
    1. kønsangivelsen skal tjene som identifikation af pasindehaverens biologiske køn, og kønsangivelsen i passet, der angives med F eller M, skal være i overensstemmelse med den kønsangivelse, der følger personnummeret, ellers vil det kunne give anledning til problemer ved paskontrollen.

Spørgsmål 23.
Spgsm. om konsekvenserne for det eksisterende CPR-system, hvis det blev muligt at tildele midlertidige CPR-numre til transseksuelle i behandling.
Ministeren kommer i sit svar af 29. juni 2007 med flere betragtninger, der alle har sin rod i, at Ministeren mener, at CPR’s karakter af et grundregister vil fortabes, hvis ønsket som anført i beslutningsforslaget bliver imødekommet.

Trans-Danmark må tilbagevise denne bekymring.
Det Centrale Personregister – CPR – vil uden de store vanskeligheder eller omkostninger kunne tilpasses, så det let kan administrere den ønskede ordning.
Det skal også erindres, at personnummerets opbygning er administrativt bestemt, og at det derfor er muligt for Ministeren at ændre dets opbygning.

Det bedste ville være, om personnummersystemet blev ændret, således at personnummeret ikke mere er informationsbærende ud over fødselsdag, – måned og -år. De sidste fire cifre bør med de første seks cifre alene tjene som indgangsnøgle til CPR. Derved ville alle kønsidentitetsproblemer i relation til personnummeret være løst.
At personnummeret er informationsbærende med bl.a. kønsangivelsen i det sidste ciffer skyldes alene praktiske hensyn dengang systemet blev lavet for ca. 40 år siden.
Dette kan være en passende lejlighed til at modernisere systemet.

Imidlertid er det Trans-Danmarks opfattelse, at selv om dette ikke kan imødekommes, så vil det ikke frembyde nævneværdige problemer at tilpasse systemet, så det kan håndtere, at nogle personer får tildelt et personnummer, som ikke rent kønsmæssigt svarer til deres biologiske køn.
Det vil derfor fortsat være muligt at lave korrekte udtræk både til indkaldelse til session og diverse helbredsbetingede helbredsundersøgelser.
Allerede i dag er der gensidig henvisning mellem gamle og nye personnumre til alle, der har fået tildelt nyt personnummer – uanset årsag.

De myndigheder, som har et legitimt behov for at have kendskab til en eventuel forskel i en persons biologiske køn og det køn, som endetallet fortæller, har allerede i dag via CPR mulighed for at se årsagen. Det kan f.eks. være sundhedsvæsenet, skat, politi, fængselsvæsen og retsvæsen.
Private, der gennem forskellige abonnementsordninger, trækker oplysninger fra CPR, skønnes ikke at have noget legitimt behov for at kunne se sådanne ting. Det vil typisk være banker, forsikringsselskaber og forskellige andre private virksomheder. I den udstrækning, det er nødvendigt for disse virksomheder at kende personens køn, så kan de jo blot spørge personen.

Trans-Danmark skal udover de bemærkninger, som allerede er gjort til ministerens besvarelse af Spørgsmål 23 bemærke følgende.
Vedr. pkt. a.
“udgangspunktet i navnelovgivningen er, at man ved fornavnet skal kunne skelne imellem kønnene
Allerede i dag er der en del navne, som er godkendt både som drengenavn og som pigenavn, og så er der – og vil givetvis fremover komme endnu flere fornavne af fremmed herkomst, hvor det ikke er muligt ud fra almindelig dansk sprogbrug at udlede, om det er et drengenavn eller et pigenavn.
Kravet om, at man ved fornavnet skal kunne skelne imellem kønnene er derfor allerede udhulet ganske meget og vil blive det endnu mere fremover.
Derfor synes der ikke at være nogen seriøs begrundelse for at opretholde reglen. Og når opgivelsen af reglen ydermere kan lette tilværelsen for en del personer, så er det endnu sværere at se begrundelsen for at opretholde reglen.
Vedr. pkt. b.
et fornavn ikke skal kunne være til ulempe for den pågældende
At ministeren udtalte, at “et fornavn ikke skal kunne være til ulempe for den pågældende“, er yderst interessant, da det jo netop er tilfældet for de transpersoner, som vælger at leve fuldtids som det modsatte køn og hvoraf nogle af dem, men ikke alle frekventerer Sexologisk Klinik med henblik på et kønsskifte.
For disse personer er det en endog stor ulempe, at de skal tvinges til at anvende et fornavn, der ikke er i overensstemmelse med deres ydre fremtoning.
Og når ministeren netop kommer med en sådan udtalelse, så bør han også følge det op, så disse personer kan få tilladelse til selv at vælge fornavn, uanset hvilket køn det valgte fornavn udtrykker, hvorved han vil befri dem for en ulempe.
Vedr. pkt. c.
det særlige hensyn, som må tages til børn, som ikke unødigt skal udsættes for drillerier
Foreningen kan fuldt ud tilslutte sig, at der er særlige hensyn at tage til børn, så de ikke unødigt udsættes for drillerier på grund af deres fornavn.
Derfor henvises der til foreningens første henvendelse til udvalget, hvor foreningen under
pkt. 2.3.1. ønskede følgende:
Fornavne er ikke kønsbestemte
Et barn kan tildeles et fornavn, og en myndig person kan skifte fornavn uden anden indskrænkning end, at navnet skal være eller skal kunne godkendes som et fornavn.
Reglerne om kønsbestemte fornavne fjernes helt, således at det er op til den enkelte (forældrene) at bestemme sit fornavn.
og såfremt dette ikke kunne tiltrædes under pkt. 2.3.2. ønskede følgende:
En myndig transperson – uanset om pågældende ønsker at gennemføre en kønsskifteoperation eller ej, eller som gennem længere tid har levet fuldtids som det modsatte køn, har ret til fornavneskift så fornavnet svarer til det køn, den pågældende lever som.
Der også henvises til de supplerende bemærkninger i den første henvendelse.
Hvis der skønnes at være et særskilt behov for at beskytte børn mod forældrenes valg af fornavn til deres børn, så vil foreningens forslag som anført under pkt. 2.3.2. ikke udsætte børn for drillerier, idet forslaget omfatter myndige personer, der netop selv ønsker et fornavn, der svarer til det køn, de lever som.
Vedr. pkt. d.
hensynet til transseksuelle er tilgodeset med reglerne, der giver mulighed for, at transseksuelle kan tage et fornavn, der betegner det modsatte køn… som samtidig respekterer behovet for, at man som udgangspunkt kan skelne kønnet på baggrund af fornavne
Reglerne i den nuværende navnelov og navnelovsbekendtgørelse var et fremskridt i forhold til den tidligere lovgivning, men tilgodeser kun i begrænset omfang de rimelige ønsker transpersoner har om at have et fornavn, som er i overensstemmelse med det køn de ønsker at leve som.
Og som anført både i tidligere henvendelser og i denne henvendelse er det svært at se, at en ændring af reglerne kan være til skade for nogen. En ændring vil derimod være til stor gavn og lettelse for en mindretralsgruppe, som i forvejen er meget udsatte.
Vedr. pkt. e, f, g, h.
e)efter den gældende ordning består personnummeret af ti cifre, hvoraf det tiende og sidste ciffer angiver personens køn“,
f)CPR har karakter af et grundregister, som altid skal være korrekt, og oplysningerne i CPR skal være i overensstemmelse med de grundregistrerede myndigheders oplysninger, f.eks. ministerialbogen. Kravet om overensstemmelse med registreringen i ministerialbogen er uomgængeligt“,
g)så en ordning, hvor man selv vælger, hvilket køn man ønsker at angive i personnummeret, henholdsvis i CPR’s dataindhold, vil ikke være i overensstemmelse med kravet om, at personnummeret og CPR som sådan skal indeholde korrekte grunddata
h)personnummeret og CPR er i mange sammenhænge grundlaget for offentlig myndighedsudøvelse“.
Det er vanskeligt at se, at ændringer i CPR, som Trans-Danmark har foreslået ændrer noget fundamentalt ved registrets funktion.
Trans-Danmark har ovenfor anført sine bemærkninger til ministerens besvarelse af spørgsmål 23. Disse bemærkninger dækker i stor udstrækning også det, som ministeren fremførte i sin tale under 1. behandlingen af beslutningsforslaget.
Dog vil foreningen bemærke følgende.
Vedr. pkt. i.
mænd ville blive indkaldt til mammografiscreening, til forebyggelse og tidlig behandling af brystkræft og forebyggende undersøgelser af eksempelvis livmoderhalskræft“.
Hvis konsekvensen af ændringerne afstedkom, at mænd blev indkaldt til mammografiscreening, til forebyggelse og tidlig behandling af brystkræft og forebyggende undersøgelser af eksempelvis livmoderhalskræft, hvad foreningen hævder let kan undgås ved få ændringer i registret, så ville der egentlig ikke ske nogen skade derved.
Mænd, der har været i et langvarigt behandlingsforløb med kvindelige kønshormoner har reelt en forøget risiko for brystkræft, så en indkaldelse til mammografiscreening kan for så vidt kun betragtes som en god ide. Om de så også skulle få en indkaldelse til undersøgelse for livmoderhalskræft, så vil disse personer nok ikke tage det fortrydeligt op – måske tværtimod.
Vedr. pkt. j.
indkaldelse til aftjening af værnepligt“.
Om indkaldelse til værnepligt, så er det jo sådan, at der først sker indkaldelse til session til afgørelse af den enkeltes egnethed til at aftjene værnepligt. Der sker jo ikke direkte indkaldelse til f.eks. aftjening af militærtjeneste i Livgarden.
Allerede i dag indeholder CPR adskillige koder til administrering af personers egnethed til aftjening af værnepligt og eventuel genindkaldelse.
Det vil derfor være uden nævneværdige problemer at tilføje en ekstra kode, så en kvinde til mand transseksuel ikke indkaldes til session.
Men som tidl. nævnt, så vil disse forhold let kunne administreres med nogle få ændringer i registret.
Vedr. pkt. k.
konklusionen er altså, at det ikke giver mening at udelade kønsangivelse fra personnummeret eller fra CPR som sådan“.
Trans-Danmark har intet ønske om at udelade kønsangivelsen i CPR, men at der bliver bedre muligheder for, at transpersoner, der ønsker at leve fuldtids som det ønskede køn kan få mulighed for det ved et enten kønsneutralt personnummer, eller et personnummer med et endetal, der svarer til det køn, de har valgt at leve som og en kønsbetegnelse, der også angiver deres ønskede køn.
Konklusionen må derfor være, at det giver god mening at ændre CPR.
Vedr. pkt. l.
kønsangivelsen skal tjene som identifikation af pasindehaverens biologiske køn, og kønsangivelsen i passet, der angives med F eller M, skal være i overensstemmelse med den kønsangivelse, der følger personnummeret, ellers vil det kunne give anledning til problemer ved paskontrollen“.
Trans-Danmark er klar over, at Danmark på dette punkt er “bundet” af de internationale standarder i ICAO om udformning af pas.

Imidlertid vil vi henlede udvalgets opmærksomhed på, at som forholdene er i dag er der allerede store problemer for personer, der lever fuldtids som det modsatte køn uden at have gennemgået en egentlig kønsskifteoperation.
Disse personers ydre fremtoning svarer jo ikke til kønsbetegnelsen i deres personnummer eller kønsangivelsen F eller M.

Endvidere er der de transseksuelle, som har fået tilladelse til ændring af deres fornavn. For dem vil der endvidere være uoverensstemmelse mellem det køn, deres fornavn udtrykker og kønsangivelsen i deres personnummer og kønsbetegnelsen F eller M, foruden uoverensstemmelsen i forhold til deres ydre fremtoning. I standarderne er der mulighed for at anvende kønsbetegnelsen “X” (unspecified). Selv om det ikke anvendes i Danmark, bør det overvejes at indføre det som betegnelse for personer, der lever fuldtids som det modsatte køn.

4) Ny lov om kønsidentitetsforstyrrelse
I sit svar giver ministeren udtryk for, at han ikke finder anledning til at tage initiativ til at fremsætte en lov, der fastlægger en ændret procedure for tilladelse til kønsskifte
Trans-Danmark er forundret over ministerens holdning.
En sådan lov, der fastlægger de overordnede regler for behandling af transseksuelle og vilkår for tilladelse til kønsskifte vil absolut være en fordel.
Den bør ikke indeholde detaljerede regler. Disse kan fastsættes i en bekendtgørelse.
Udarbejdelse af en sådan lov vil være helt i overensstemmelse med den måde, som flere europæiske lande har gjort det.
Dette bør fremgå af de svar, som ministeren indhenter fra andre lande, idet England indførte en sådan lov for få år siden og Sverige har haft en i mange år – som det første land i verden.

5) Ændringer i eksisterende love
I sin første henvendelse til udvalget redegjorde foreningen under pkt. 5 for en række love, hvor det vil være ønskeligt, hvor der anvendes betegnelserne “kønsdrift” og “seksuel orientering“, og hvor foreningen ønsker tilføjet betegnelsen “kønsidentitetskonflikt”.
Som det er i dag, er der reelt tale om diskrimination af transpersoner.
Trans-Danmark finder det derfor beklageligt, at ministeren ikke svarer på foreningens ønske om ændringer i eksisterende love, så betegnelsen “kønsidentitetskonflikt” bliver tilføjet.

Spørgsmål 33
Hvilke ankemuligheder har transseksuelle ved afslag på en kønsskifteoperation?
Ministeren svarede den 27. september 2007:
Sundhedsstyrelsens afgørelse om tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Sundhedsstyrelsens afgørelse vil kunne undergives domstolsprøvelse.
Trans-Danmark skal dertil bemærke, at foreningen er enig med ministeren i dennes besvarelse.
Men foreningen finder det temmelig illusorisk at forestille sig, at en transseksuel, der indbringer et afslag på en ansøgning om kønsskifteoperation, vil kunne få medhold ved domstolen.
Det vil jo i givet fald være en bekostelig sag, selv om der måske vil være mulighed for meddelelse af fri proces efter de almindelige regler derom.
Det vil i givet fald være Sundhedsstyrelsen, som den transseksuelle skal føre en civilretslig sag imod.
Sundhedsstyrelsen vil i sin bevisførelse selvfølgelig fremlægge erklæringerne fra Sexologisk Klinik og fra Retslægerådet.
Sexologisk Klinik anses for at have den højeste ekspertise på området og Retslægerådet generelt at have den højeste lægelige kompetence her i landet.
Resultatet synes givet på forhånd, hvilket antageligvis også er grunden til, at der endnu ikke er ført en sådan retssag.
Den eneste reelle mulighed en transseksuel, der vil føre sag mod Sundhedsstyrelsen har, vil være fremlæggelse af erklæringer, der vægter højere end erklæringerne fra Sexologisk Klinik.
Sådanne erklæringer må antages at skulle være udfærdiget af anerkendte klinikker i udlandet. Og for at få en sådan erklæring, vil den transseksuelle derfor være nødsaget til at være i behandling i en længere periode. Det vil reelt sige, at den pågældende skal tage ophold i det pågældende land for at kunne følge en sådan behandling. Og i et sådant tilfælde, så kan pågældende lige så godt fortsætte og også få foretaget selve operationen i det pågældende land.

Foreningen må derfor konstatere, at der ikke er nogen reel mulighed for at få realitetsbehandlet Sundhedsstyrelsens eventuelle afslag ved domstolen.

Trans-Danmark vil derfor henlede opmærksomheden på foreningens ønske om decentralisering som anført i foreningens første henvendelse til udvalget under pkt. 6.5.2., idet der i dette forslag er anført mulighed for at få prøvet et administrativt afslag ved en højere administrativ instans.

Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning
Ministeren har i flere besvarelser af 27. september 2007 om kønsskifteoperationer har bemærket,
at Sundhedsstyrelsen har oplyst, at spørgsmålet om den fremtidige tilrettelæggelse af området vil indgå i Sundhedsstyrelsens overvejelser vedrørende specialeplanlægning, idet Sundhedsstyrelsen finder, at samarbejdet mellem landsfunktionerne og et højt specialiseret internationalt center vil være en naturlig del af en sådan funktion.
Trans-Danmark vil i den forbindelse gentage sit ønske om, at behandlingen af transseksuelle decentraliseres, men at selve kønsskifteoperationen som hidtil kun bør foretages ét sted – på Rigshospitalet.

Yderligere spørgsmål.
Trans-Danmark forudser, at ministerens svar på de resterende spørgsmål vil afstedkomme yderligere bemærkninger fra foreningens side, når de foreligger.

Med venlig hilsen.

Karin Astrup, formand.

Folketingets journal vedrørende henvendelsen. Sundhedsudvalget, Alm. del 2007-08 (1. samling) bilag 22.
Henvendelsen i pdf-format hos Folketinget.

B 76. Trans-Danmarks høringsskrivelse af 4. oktober 2007.

Vist 40 gange.
Trans-Danmark

Trans-Danmark

Den 4. oktober 2007 fremsendte Trans-Danmark en skrivelse til Retsudvalg med foreningens bemærkninger til det fremsatte beslutningsforslag B 76 af 16. januar 2007 om ændring af ægteskabslovgivningen, så der sker ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle.

* * *
Skrivelse fra Trans-Danmark

Vedr.: homoseksuelle med heteroseksuelle

Trans-Danmark vil med denne henvendelse gøre opmærksom på nogle problemer, som transseksuelle har i forhold til ægteskabsloven og komme med forslag om, hvordan de kan løses.

Problemerne vedrører ægtepar, hvor den ene af parterne ønsker en kønsskifteoperation og dermed skifte køn fra mand til kvinde eller omvendt.
For at en gift transseksuel kan få tilladelse til en kønsskifteoperation og dermed få ændret sit officielle køn kræves i dag, at ægteskabet opløses. Efterfølgende kan parret så indgå et registreret partnerskab.

Trans-Danmark foreslår, at ægteskabet får lov til at bestå, hvilket vil være i overensstemmelse med intentionerne i beslutningsforslaget om at ligestille homoseksuelle med heteroseksuelle.

Såfremt dette ikke kan tiltrædes, foreslår foreningen, at der indføres en bestemmelse i ægteskabsloven om, at et ægtepar, hvor den ene part ønsker et kønsskifte automatisk kan få konverteret deres ægteskab, såfremt parret er enige derom.
Det vil let kunne gøres ved, at ægtefællerne i forbindelse med den enes ansøgning om kønsskifte begge underskriver en erklæring om, at de ønsker at fortsætte deres ægteskab og derfor ønsker det konverteret til et registreret partnerskab.

En sådan ordning vil næppe give de store administrative problemer at indføre.

Det vil betyde en stor lettelse for disse ægtepar, der i forvejen er i en meget vanskelig og følelsesmæssig belastende situation, at de ikke skal gennem de formaliteter og belastninger, der er knyttet til opløsning af et ægteskab og efter kønsskifteoperationen gennem formaliteterne med indgåelse af et registreret partnerskab.

Med venlig hilsen.
Karin Astrup.

Foreningens skrivelse til Retsudvalget i pdf-format.

* * *
Foreningen fik imidlertid indsendt sine bemærkninger temmelig sent, så det er ikke optaget som bilag på Folketingets hjemmeside, men vil indgå i det videre arbejde i Retsudvalget.

Folketingets journal vedrørende beslutningsforslaget.

B 142. SUU Bilag 4. Trans-Danmarks henvendelse den 25. september 2007 til Sundhedsudvalget med bemærkninger om de indkomne indlæg og svar.

Vist 57 gange.
Trans-Danmark

Trans-Danmark

Trans-Danmark fremsendte tirsdag den 25. september 2007 sin anden henvendelse til Folketingets Sundhedsudvalg.
Skrivelsen blev registreret hos Folketinget den 5. oktober 2007. Dermed var et nyt folketingsår begyndt. Det betød samtidig, at det fremsatte beslutningsforslag B 142 var bortfaldet.
Henvendelsen blev derfor ikke registreret sammen med beslutningsforslagets øvrige bilag (Alm. del Samling: 2006-07 – B 142), men som et bilag hos Sundhedsudvalget – SUU alm. del 2007-08 (1. samling) bilag 4.
Ministeren er heller ikke bedt om at kommentere henvendelsen.

* * *
Foreningens henvendelse i sin helhed

Folketingets Sundhedsudvalg
25. september 2007

Vedr.: Beslutningsforslag B 142 om transseksuelles rettigheder
Kommentarer til henvendelser til Sundhedsudvalget og Sundhedsudvalgets spørgsmål til Indenrigs- og Sundhedsministeren samt dennes svar på spørgsmålene

Foreningen har med interesse læst de henvendelser, som enkeltpersoner og foreningen PfT har indsendt til Sundhedsudvalget, og de spørgsmål, som udvalget har stillet til Indenrigs- og Sundhedsministeren samt dennes svar.
Det har gjort, at foreningen finder det nødvendigt at fremkomme med de herunder anførte bemærkninger.
Desværre har Ministeren endnu ikke besvaret samtlige de stillede spørgsmål, hvorfor vi meget tænkeligt vil komme med yderligere bemærkninger, når disse svar foreligger.

Bemærkninger til de af PfT – indsendte bemærkninger. (Udvalgets bilag 1)
og de indsendte bemærkninger fra
Sascha Natascha Bosse (Udvalgets bilag 9), der overordnet set gentager og støtter de af PfT anførte synspunkter, men som desuden indeholder temmelig følelsesladede og fordomsfulde betragtninger om transvestitter.

Trans-Danmark tager afstand fra Sascha Natascha Bosse’s bemærkninger og finder ikke grundlag for at kommentere disse yderligere.

PfT anfører, at de ikke kan anbefale punktet:
at myndige mennesker selv kan bestemme, hvilken kønsidentitet deres cpr-nummer og pas skal udtrykke
hvilket de begrunder med, at
det vil give personer der uden at de har fået stillet diagnosen, adgang til at blive juridisk registreret som kvinder/mænd. Dette oven i købet uden at de har gennemgået en kønsbekræftende operation. Ofte vil disse personer være det vi kalder for “Fuldtids transvestitter“, og de er i virkeligheden blot mænd der ønsker at leve som kvinder. De pågældende kalder det “Juridisk kønsskifte” hvilket er et ikke eksisterende begreb, nævnt i en bog skrevet af 2 jurister.”
I stedet foreslår de indførelse af et midlertidig personnummer, ret til et ønsket navn og pas med den ønskede kønsbetegnelse til personer,
der er i et stabilt udrednings forløb“.

Trans-Danmark må skarpt tage afstand fra den skarpe opdeling af personer, som PfT ønsker.
PfTs holdning, som den fremgår af bemærkningerne, er jo et udtryk for, at nogle personer er bedre/mere rigtige end andre, og at en ændring af lovgivningen og/eller administrative regler kun skal omfatte de “rigtige”.

PfT ønsker tilsyneladende, at forbedringer kun skal komme de personer til gode, som de betragter som “rigtige” transseksuelle, hvilket ifølge PfT vil sige dem, der ønsker en kønsskifteoperation – og får den.

Såfremt beslutningsforslaget om, “at myndige mennesker selv kan bestemme, hvilken kønsidentitet deres cpr-nummer og pas skal udtrykke“, bliver indført via lov eller administrative bestemmelser, så vil den gruppe, som PfT omtaler jo helt klart være omfattet.
At PfT ikke kan gå ind for, at yderligere nogle personer også bliver omfattet og kommer til at nyde godt af ændringerne, er det svært at se begrundelsen for.
Det kan kun være et plus, at så mange mennesker som muligt får så gode vilkår i deres tilværelse som muligt.

PfT anfører videre, at de kan anbefale de øvrige punkter:
idet de om punktet:
at myndige mennesker – efter grundig vejledning og rådgivning om konsekvenserne – selv afgør, om de vil gennemgå en kønsskifteoperation, og at samfundet stiller denne mulighed til rådighed for borgerne“,
tilføjer, at de
finder Rigshospitalets Sexologiske Klinik uegnet til at løse denne opgave
og i stedet anbefaler
en GID klinik svarende til den man har i Norge“,
og at der til en sådan “GID klinik” tilknyttes
“”konsulenter rekrutteret blandt opererede transseksuelle

Trans-Danmark vil om dette bemærke, at vi er meget enige med PfT med hensyn til Sexologisk Kliniks evne til at løse opgaven.
Derimod finder foreningen at oprettelse af “GID-klinikker” er en dårlig ide og kan heller ikke umiddelbart støtte ønsket om, at der tilknyttes “”konsulenterrekrutteret blandt opererede transseksuelle“.

Det er foreningens opfattelse, at det personale, som på Sexologisk Klinik beskæftiger sig med transseksuelle ikke i fornødent omfang har den nødvendige viden og erfaring. I stor udstrækning er det turnuspersonale, der er beskæftiget med arbejdet. De kommer til Sexologisk Klinik uden specielle forudsætninger for at behandle netop denne patientgruppe, og når de begynder at få indblik i forholdene, vil deres turnusperiode nærme sig afslutningen.
Det er forståeligt, at disse personer ser en turnusperiode på Sexologisk Klinik som et personligt plus. Det ser jo godt ud på deres CV, at de har været på Sexologisk Klinik. Men det giver ikke afdelingen nogen speciel høj kompetence med hensyn til behandling af transseksuelle.

Hvis der oprettes såkaldte “GID-klinikker”, der alene skal have behandling af transseksuelle som arbejdsområde, vil der blive behov for endnu flere behandlere med indsigt i transseksuelles forhold.
Sådanne klinikker kan antageligvis kun tænkes oprettet f.eks. ved universitetshospitalerne.
Da de transseksuelle, der er i behandling på Sexologisk Klinik, derved vil blive spredt på disse “GID-klinikker”, vil antallet af transseksuelle, der frekventerer den enkelte klinik, blive væsentligt lavere.
Derfor er vi meget betænkelig ved, om det overhovedet er muligt at bemande disse “GID-klinikker” med det tilstrækkelige antal kvalificerede behandlere, ligesom ordningen må antages at blive væsentligt dyrere, og behandlernes erfaringsgrundlag må antages at blive endnu lavere, end det er i dag.

Trans-Danmark må derfor tage afstand fra oprettelse af “GID-klinikker” og i stedet anbefale foreningens forslag, som anført i pkt. 6.5.2.1. i foreningens tidligere skrivelse til udvalget (Udvalgets bilag 2) om, at behandlingen af transseksuelle decentraliseres og overlades til enkeltpersoner, der har de fornødne kvalifikationer og evt. har fået en godkendelse, som foreslået af foreningen i den tidligere skrivelse under pkt. 6.3.

Fordelen ved at overlade behandlingen af transseksuelle til enkeltpersoner rundt om i landet er, at
  • det vil være personer med interesse for området, der får transseksuelle i behandling,
  • de har i forvejen egen praksis eller indtager stillinger på et hospital – privat eller offentligt – og har derfor de nødvendige praktiske faciliteter til rådighed,
  • de vil have betydelig større praktisk erfaring, både gennem deres almindelige praksis,
    (De, der kan tænkes at påtage sig sådant arbejde, vil antageligvis have haft en turnusperiode på Sexologisk Klinik, have erfaring fra udenlandske sexologiske klinikker, og antageligvis også allerede i dag på forskellig vis have transseksuelle i behandling, inden de må henvise dem videre til Sexologisk Klinik, eller sammen med den transseksuelle når til den konklusion, at de ikke skal søge kønsskifteoperation.)
  • deres erfaringer vil konstant blive øget, idet de vil have behandling af transseksuelle i mange år i modsætning til turnuspersonalet på Sexologisk Klinik, hvorved sikkerheden for et godt behandlingsresultatet vil blive større,
  • det må antages, at de også vil være interesserede i på anden vis at øge deres viden f.eks. ved deltagelse i internationale konferencer,
  • det må antages at blive væsentligt billigere,
  • de transseksuelle får kortere rejsetid for at komme i behandling, hvilket betyder en stor lettelse for den enkelte og også store besparelser for det offentlige.

Trans-Danmark kan ikke umiddelbart støtte PfTs ønske om at tilknytte “”konsulenterrekrutteret blandt opererede transseksuelle” hverken til Sexologisk Klinik eller evt. “GID-klinikker”,
Hvis en sådan ordning skal indføres, hvad der godt kan være gode grunde til, må det kræve, at de tilknyttede “konsulenter” har gennemgået et relevant kursus for at opnå de nødvendige kvalifikationer, og at det sikres, at de i deres rådgivning ikke giver udtryk for egne mere eller mindre selvopfundne definitioner og holdninger, men holder sig til de officielt anerkendte.
Hvis ordningen derimod bliver indført ved, at foreningerne “blot” udpeger “konsulenter”, befrygter vi, at de vil agitere for deres egne personlige eller deres forenings holdninger og meninger.
Dette kan let være til mere skade end til gavn, især hvis det f.eks. er holdninger som f.eks. Sophie Frederikke Schröder fra foreningen PfT står for og fremfører, så må vi stærkt fraråde en sådan “konsulent-ordning”.

* * *
Erfaringsgrundlaget på Sexologisk Klinik
Trans-Danmark anmoder udvalget om at indhente oplysninger om,
  • hvor mange personer, der er fastansat på Sexologisk Klinik,
  • hvor mange personer, der er i et turnusforløb på Sexologisk Klinik,
  • længden af sådanne turnusforløb,
  • hvor mange af de fastansatte, der har med behandling af transseksuelle at gøre,
  • hvor mange af turnuspersonalet, der har med behandling af transseksuelle at gøre,
  • hvor stor en del af disses arbejdstid, der direkte har relation til deres arbejde med de transseksuelle,
  • hvilke forudsætninger de havde ved deres tiltrædelse
  • hvor længe de er ansat på Sexologisk Klinik

Besvarelsen af sådanne spørgsmål vil give et godt indblik i erfaringsgrundlaget og kvalifikationerne på Sexologisk Klinik.

* * *
Bemærkninger til de af forskellige enkeltpersoners indsendte bemærkninger
Det har glædet foreningen, at flere enkeltpersoner har indsendt bemærkninger til Sundhedsudvalget. Gennemgående i bemærkningerne ses, at der er utilfredshed med den måde behandlingen foregår på Sexologisk Klinik og de ulemper, som de nuværende regler generelt påfører disse personer.
Det fremgår, at mulighederne for at tage kønsneutralt fornavn og et fornavn som mellemnavn, der udtrykker det modsatte køn, er værdsat, men at det langt fra er tilstrækkeligt til at løse ulemperne og forhindre nedværdigende situationer.
Det fremgår også, at problemerne med personnummer, kønsbetegnelse og tiltaleform for flere opfattes som store og giver anledning til mange ydmygende situationer.
Ligeledes fremføres behovet for kosmetiske operationer og epilering.

Flere finder, at et administrativt også kaldet juridisk kønsskifte vil være tilstrækkeligt for dem, der af forskellige grunde ikke finder behov for at få foretaget en egentlig kønsskifteoperation.

Det anføres, at det, uanset om der er foretaget kønsskifteoperation eller ej, er de samme problemer, der vil opstå ved f.eks. indlæggelse på hospital, anholdelse af politiet eller indsættelse i fængsel, idet disse personer pga. hormonbehandling mere fremtræder som det modsatte køn i forhold til deres biologiske fødte køn.

* * *
Bemærkninger til de spørgsmål Sundhedsudvalget har stillet til Indenrigs- og Sundhedsministeren og dennes svar på spørgsmålene.

Spørgsmål 9
Spgsm. om, hvilken rolle lederen af Sexologisk Klinik har.
Det ønskes oplyst, om lederen af Sexologisk Klinik er ansat for at varetage patienternes interesser f.eks. i sager om kønsskifte, eller om det er klinikkens opgave at overbevise f.eks. transseksuelle om, at de ikke er transseksuelle? Er det lederen af Sexologisk Kliniks opgave at tage hensyn til, om en eventuel tilladelse til én person om at få en kønsskifteoperation vil medføre øget tilstrømning af patienter med samme interesser?

Trans-Danmark må konstatere, at Ministeren reelt ikke har svaret på spørgsmålet, men alene er kommet med en formel redegørelse over Sexologisk Kliniks funktion i relation til transseksuelle.

Det er foreningens opfattelse, at lederen af Sexologisk Klinik, overlæge Ellids Kristensen overordnet set finder, at det er klinikkens opgave at overbevise deres patienter om, at de vil have bedst ved at forblive i deres biologiske køn.
Det kommer også til udtryk i, at det ofte forekommer, at nye patienter allerede efter en enkelt konsultation på Sexologisk Klinik får oplyst, at de ikke er transseksuelle, men fetichistiske transvestitter.

Spørgsmål 11
Spgsm. om, hvad den lægefaglige basis er for at vurdere, om en person er mentalt og fysisk egnet til at foretaget en kønsskifteoperation.

Trans-Danmark synes at spørgsmålet kan tolkes på to måder.
Ministeren har efter indhentet oplysning fra Sexologisk Klinik i sit svar oplyst, hvilke kriterier, der lægges til grund for, om Sexologisk Klinik vil støtte eller ikke støtte et ønske om kønsskifteoperation.

Trans-Danmark kan imidlertid også tolke det som et spørgsmål om, hvilken lægefaglig baggrund personalet på Sexologisk Klinik har, for at de kan vurdere, om en person er mentalt og fysisk egnet til at få foretaget en kønsskifteoperation.
Og netop dette spørgsmål finder foreningen særdeles relevant at få oplyst, idet det også vil have indflydelse på, hvilke kriterier, der skal stilles, hvis behandlingen af transseksuelle fjernes fra Sexologisk Klinik, som anbefalet af foreningen.

Se foreningens anmodning om indhentning af oplysninger om “Erfaringsgrundlaget på Sexologisk Klinik“, som er anført tidligere i denne skrivelse.

Spørgsmål 12
Spgsm. om, hvad prisen er for en kønsskifteoperation på Rigshospitalet.
Ministeren svarede den 29. juni 2007:
Jeg har til brug for besvarelsen indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som har kontaktet Rigshospitalet.
Rigshospitalet har oplyst, at prisen for en kønsskifteoperation i Rigshospitalets takstkatalog for 2007 er kr. 40.000 (2007 P/L). Prisen er ifølge takstkataloget ens, uanset om der er tale om et kønsskifte fra mand til kvinde eller fra kvinde til mand. Til denne pris skal tillægges et antal sengedage og andre eventuelle ydelser som måtte være nødvendige i forbindelse med indlæggelsen.

Trans-Danmark vil henlede udvalget opmærksomhed på Indenrigs- og Sundhedsministerens svar på spørgsmål nr. 162 (Alm. Del – bilag 567) af 10. april 2003 (http://www.folketinget.dk/img20021/udvbilag/lib0/20021_23440/20021_23440.pdf), der lød:
Ministeren bedes oplyse, hvor meget en kønsskifteoperation koster“,
og hvor ministeren svarede:
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har haft kontakt til Rigshospitalet, som i Danmark står for behandlingen af personer, der ønsker at få foretaget en kønsskifteoperation.
Rigshospitalet har oplyst, at der i perioden 2001-2003 blev foretaget 7 kønsskifteoperationer, hvor priserne for indgrebene varierede mellem 118.000 kr. og 158.000 kr. svarende til en gennemsnitsomkostning på 139.000 kr. pr. operation.

Trans-Danmark finder, at der er så stor forskel i de to besvarelser, at det må kræve en nærmere forklaring, hvilket foreningen anmoder udvalget fremskaffe.

Spørgsmål 14
Spgsm. om hvor mange kønsskifteoperationer, der er foretaget i Danmark de sidste 10 år.
Ministeren svarede den 29. juni 2007:
Jeg har til brug for besvarelsen anmodet Sundhedsstyrelsen om et bidrag.

Sundhedsstyrelsen har på baggrund af udtræk fra Landspatientregisteret opgjort, hvor mange der har fået foretaget kastration og som samtidig havde diagnosen transseksualisme. Det bemærkes, at kun afsluttede kontakter er taget med i opgørelsen.

Årstal Samlet antal kastrationer med diagnosen transseksualisme
1996 0
1997 1
1998 0
1999 2
2000 3
2001 6
2002 3
2003 4
2004 4
2005 1
2006 5

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 1 (alm. del – B 142) er det ikke efter navnelovgivningens regler nødvendigt for transseksuelle at gennemgå et kønsskifte for at kunne tage et fornavn, der er forbeholdt et andet køn.

Trans-Danmark har i den herunder viste oversigt samlet tilgængelige/oplyste tal om kønsskifteoperationer/ændringer af navn/cpr-nummer fra Civilretsdirektoratet, Retslægerådet og Rigshospitalet.

År Samlet antal kastrationer med diagnosen transseksualisme oplyst af ministeren jf. ovenstående spgsm. Ansøgning om kønsskifte behandlet af Civilrets-direktoratet Kønsskiftesager forelagt Retslægerådet Sager om ændring af
navn/cpr.nr. forelagt
Retslægerådet
Antal kønsskifte-operationer oplyst af Rigshospitalet jf. ministersvar på spgsm. 162 af 10. april 2003
1988   5      
1989   5      
1990   5      
1991   5      
1992   5      
1993   5      
1994   5      
1995   5      
1996 0 5      
1997 1 5      
1998 0 5      
1999 2 5      
2000 3 5      
2001 6   6   7
2002 3   6  
2003 4   6  
2004 4   7    
2005 1   5    
2006 5        

Dertil skal lægges Ministerens oplysninger i hans besvarelse af spørgsmål 29, hvoraf bl.a. fremgår.
“… at der hvert år henvises 5 – 10 patienter til plastikkirurgisk klinik på Rigshospitalet, der har landsfunktion på området. Der henvises dobbelt så mange mand til kvinde som kvinde til mand.

Det må konstateres, at der ikke er overensstemmelse mellem tallene.

Trans-Danmark anmoder derfor udvalget om at prøve at få fremskaffet de rigtige tal fordelt på “mand til kvinde” og “kvinde til mand” for:

Sådanne korrekte tal vil give et mere retvisende billede af omfanget og om Sexologisk Kliniks behandling af transseksuelle.
Det vil endvidere give et billede af Retslægerådets rolle, idet det nok vil vise sig, at det er sjældent, at Retslægerådet går imod udtalelsen fra Sexologisk Klinik, hvilket stærkt vil argumentere for det unødvendige i at forelægge disse sager for Retslægerådet undtagen i helt ekstraordinære tilfælde. Der vil være megen tid og mange penge sparet derved.

Spørgsmål 19
Spgsm. om, hvordan forskellen på transvestitter og transseksuelle udmønter sig i ministerens tilgang til forslaget.
Ministeren svarede den 29. juni 2007:
Forslagsstillerne omtaler i beslutningsforslaget kun transseksuelle/transkønnede – og ikke transvestitter. Jeg forstår derfor ikke spørgsmålet.

Med hensyn til regeringens holdning til de konkrete forslag, som forslagsstillerne fremsatte i beslutningsforslaget, og som for hovedpartens vedkommende er formuleret som forslag, der omfatter myndige personer, kan jeg henvise til min tale under 1. behandlingen af beslutningsforslaget.

Trans-Danmark vil hertil bemærke, at forslagsstillerne ikke har været tilstrækkelige præcise i deres formulering i deres forslag.
Der findes ikke nogen præcis definition på ordet “transkønnet“. I Norge anvendes det synonymt med ordet med “transseksuel“. I Danmark er betegnelsen mere uklar og anvendes af nogen synonymt med ordet “transseksuel“, og af andre som en fællesbetegnelse for både transvestitter og transseksuelle i stil med ordet “transperson”.
Trans-Danmark vil derfor gentage sin opfordring til at anvende de definitioner, som foreningen anførte i sin tidligere skrivelse under pkt. 1.4. og dermed undlade at bruge ordet “transkønnet“.

Derudover vil Trans-Danmark anmode udvalget om at se på beslutningsforslaget ud fra den bredest mulige vinkel, således at flest mulige af de berørte personer vil blive omfattet, netop som foreningen har gjort gældende i sin tidligere skrivelse til udvalget.

Spørgsmål 20
Spgsm. om kommentar til artikel om transseksuelles rettighed
Ministeren svarede den 29. juni 2007 bl.a.
Det anføres desuden bl.a. i artiklen, at der ikke i Danmark er lovgivning på området. Dette er ikke korrekt.
Ministeren fortsatte med at redegøre for reglerne i sundhedsloven, vejledningen om kastration med henblik på kønsskifte og navneloven.

Trans-Danmark er enig med Ministeren deri.
Foreningen finder imidlertid, at det i samme forbindelse er vigtigt at påpege, at de anførte regler alene er et udtryk for den administrative praksis, som har været gældende i mange år. Og at netop denne administrative praksis er årsagen til de mange problemer transpersoner har i relation til lovgivningen og måden den administreres på, som det tydeligt fremgår af foreningens tidligere skrivelse og de indlæg, der er fremsendt til udvalget fra enkeltpersoner.

Spørgsmål 23
Spgsm. om konsekvenserne for det eksisterende CPR-system, hvis det blev muligt at tildele midlertidige CPR-numre til transseksuelle i behandling.
Ministeren kommer i sit svar af 29. juni 2007 med flere betragtninger, der alle har sin rod i, at Ministeren mener, at CPR’s karakter af et grundregister vil fortabes, hvis ønsket som anført i beslutningsforslaget bliver imødekommet.

Trans-Danmark må tilbagevise denne bekymring.
Det Centrale Personregister – CPR – vil uden de store vanskeligheder eller omkostninger kunne tilpasses, så det let kan administrere den ønskede ordning.
Det skal også erindres, at personnummerets opbygning er administrativt bestemt, og at det derfor er muligt for Ministeren at ændre dets opbygning.

Det bedste ville være, om personnummersystemet blev ændret, således at personnummeret ikke mere er informationsbærende ud over fødselsdag, – måned og -år. De sidste fire cifre bør med de første seks cifre alene tjene som indgangsnøgle til CPR. Derved ville alle kønsidentitetsproblemer i relation til personnummeret være løst.
At personnummeret er informationsbærende med bl.a. kønsangivelsen i det sidste ciffer skyldes alene praktiske hensyn dengang systemet blev lavet for ca. 40 år siden.
Dette kan være en passende lejlighed til at modernisere systemet.

Imidlertid er det Trans-Danmarks opfattelse, at selv om dette ikke kan imødekommes, så vil det ikke frembyde nævneværdige problemer at tilpasse systemet, så det kan håndtere, at nogle personer får tildelt et personnummer, som ikke rent kønsmæssigt svarer til deres biologiske køn.
Det vil derfor fortsat være muligt at lave korrekte udtræk både til indkaldelse til session og diverse helbredsbetingede helbredsundersøgelser.
Allerede i dag er der gensidig henvisning mellem gamle og nye personnumre til alle, der har fået tildelt nyt personnummer – uanset årsag.

De myndigheder, som har et legitimt behov for at have kendskab til en eventuel forskel i en persons biologiske køn og det køn, som endetallet fortæller, har allerede i dag via CPR mulighed for at se årsagen. Det kan f.eks. være sundhedsvæsenet, skat, politi, fængselsvæsen og retsvæsen.
Private, der gennem forskellige abonnementsordninger, trækker oplysninger fra CPR, skønnes ikke at have noget legitimt behov for at kunne se sådanne ting. Det vil typisk være banker, forsikringsselskaber og forskellige andre private virksomheder. I den udstrækning, det er nødvendigt for disse virksomheder at kende personens køn, så kan de jo blot spørge personen.

Spørgsmål 28
Spgsm. om det er korrekt, at der normalt går 2 eller flere år før personer, der ønsker kønsskifteoperation, får Sundhedsstyrelsens afgørelse om tilladelse eller afslag på operationen, til indenrigs- og sundhedsministeren
Ministeren svarede den 29. juni 2007
Jeg kan bekræfte, at der som regel går to eller flere år fra en person første gang kommer i kontakt med Sexologisk Klinik på Rigshospitalet til Sundhedsstyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt der kan gives tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte.

Baggrunden herfor er, at der er tale om et omfattende og irreversibelt indgreb, hvor kønskirtlerne permanent fjernes. Proceduren skal derfor sikre, at ansøgerens ønske om kønsskifte er vedholdende, og at ansøgeren kan overskue konsekvenserne af et kønsskifte. Som jeg tilkendegav ved 1. behandlingen af B 142 er den procedure, der er tilrettelagt for at sikre dette, efter min mening både menneskeligt og fagligt forsvarlig.

Trans-Danmark skal dertil bemærke, at foreningen finder det positivt, at der gøres meget for at sikre, at ansøgerens ønske om kønsskifte er vedholdende, og at ansøgeren kan overskue konsekvenserne af et kønsskifte, og at det tager et par år at klarlægge dette.
Men foreningen må kraftigt protestere mod den måde, som Sexologisk Klinik i det fleste tilfælde udfører sin opgave på.

Når personer gennem flere år har levet fuldtids (privat og på arbejde) som det modsatte køn og gennem flere år har indtaget kønshormoner, så vil foreningen støtte disse personer i deres påstand om, at de har et vedvarende ønske om at leve som det modsatte køn. Og fremsætter de ønske om et kønsskifte, så kan alle være forvisset om, at det er et velovervejet ønske, og at disse personer er klar over konsekvenserne.

Dette forhold stilles i et endnu mere grelt skær i og med, at Sexologisk Klinik ikke anerkender og vil medtage den tid, som disse personer har levet som det modsatte køn og har indtaget kønshormoner forud for, at den første beslutningskonference bliver afholdt på klinikken.
Og det skal tages i betragtning at gennem de senere år, er der flere og flere, der er ganske afklarede og både har levet fast som det modsatte køn og været i lægekontrolleret hormonbehandling i længere tid, når de første gang konsulterer Sexologisk Klinik.
Disse personer er derfor fuldt afklarede.
Sexologisk Klinik forlænger derfor fuldstændig unødigt den tid, der går, inden disse personer kan få en afgørelse på sit ønske om et kønsskifte. Og for at gøre det helt grelt, så sker det også, at Sexologisk Klinik ikke kan støtte deres ønske.

Trans-Danmark er principielt af den holdning, at personer, der dokumenteret har levet som det modsatte køn i mindst to år og har været i lægekontrolleret hormonbehandling i mindst to år, bør kunne få tilladelse til kønsskifteoperation, såfremt deres øvrige helbredssituation ikke taler imod det. Et flerårigt “behandlingsforløb” på Sexologisk Klinik findes helt unødvendigt.

Spørgsmål 29
Spgsm. om det er korrekt, at der herhjemme alene udføres et meget lille antal årlige kønsskifteoperationer, til indenrigs- og sundhedsministeren.

Trans-Danmark har ikke direkte bemærkninger i relation til ministerens besvarelse ud over de bemærkninger, foreningen har anført under bemærkningerne til spørgsmål 14 om antallet af kønsskifteopererede.

Imidlertid vil foreningen bemærke, at der set med internationale øjne kun foretages et meget lille antal kønsskifteoperationer herhjemme.
Det bør derfor overvejes, om denne type operation overhovedet skal tilbydes udført herhjemme, eller om det vil være både mere forsvarligt for den enkelte patient og billigere, hvis disse operationer blev foretaget på udenlandske hospitaler med stor erfaring på området.

Såfremt det besluttes at fortsætte med at tilbyde operationen her i Danmark, bør det som nu alene finde sted på Rigshospitalet.

Yderligere spørgsmål.
De yderligere spørgsmål, som er stillet til ministeren, har denne endnu ikke svaret på.
Trans-Danmark forudser, at ministerens svar vil afstedkomme yderligere bemærkninger fra foreningens side, når de foreligger.

Yderligere bemærkninger.
Tiltale- og omtaleform – dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
Trans-Danmark vil henlede opmærksomheden, at mange transseksuelle finder det yderst ydmygende, at der i skriftlige henvendelser fra myndighederne som f.eks. ved udsendelse af valgkort anvendes Hr. Fru. Frk., der ikke er i overensstemmelse med det køn, de føler sig som og fremtræder som, og ofte heller ikke er i overensstemmelse med det kønsbestemte fornavn, de har fået tilladelse til jf. navneloven.

Foreningen vil derfor henlede opmærksomheden på en nylig afsagt dom ved Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol, hvor en kvinde til mand transseksuel fra Litauen havde anlagt sag mod staten Litauen.
Selve sagens indhold er som sådan ikke relevant.
Det er dermed at væsentlig betydning, at Domstolen omtalte den pågældende som “Hr.” og “ham”, uagtet den pågældende ikke havde fået foretaget nogen kønsskifteoperation og jf. lovgivningen i Litauen derfor fortsat juridisk var en kvinde.

Det må antages, at Domstolen nøje har overvejet formen de tiltalte og omtalte den pågældende transseksuelle.
Og ved at vælge at tiltale og omtale pågældende i overensstemmelse med det køn, som den pågældende fremstod som og levede som, må der tillægges en ganske stor signalværdi.
Denne signalværdi bør indgå i udvalgets vurdering.

Pressemeddelelse om dommen kan ses på denne adresse: (Findes ikke mere)
Pressemeddelelsen i en uautoriseret oversættelse til dansk kan ses på denne adresse: (Findes ikke mere)
Dommen i sin helhed på denne adresse:
http://hudoc.echr.coe.int/sites/eng/pages/search.aspx?i=001-82243

Med venlig hilsen.
Karin Astrup, formand.

* * *
Folketingets journal vedrørende henvendelsen.
Henvendelsen i pdf-format hos Folketinget.
Den anden henvendelse fra Trans-Danmark i pdf-format til Sundhedsudvalget.

B 142. Deputationer. Trans-Danmark og Patientforeningen for Transseksuelle i foretræde for Sundhedsudvalget den 7. juni 2007.

Vist 205 gange. Foreningerne Trans-Danmark ved næstformanden Tina S. Vyum (tidl. Tina Schuldt) og Patientforeningen for Transseksuelle ved Sophie Frederikke Schröder havde torsdag den 7. juni 2007 kl. 1200 foretræde for Sundhedsudvalget for at fremføre deres holdninger og bemærkninger til det fremsatte beslutningsforslag B 142 om transseksuelles/transkønnedes rettigheder.

Tina S. Vyum, der fik foretræde kl. 1215, har oplyst, at hun med udgangpunkt i foreningens henvendelse af 15. maj 2007 til Sundhedsudvalget om beslutningsforslag B 142 fremførte uddybende betragtninger bl.a. om proceduren på Sexologisk Klinik, hvor patienterne bliver bedt om at medbringe deres forældre til samtale, hvilket udvalget gav udtryk for ikke kunne være rigtigt.

Tina var også inde på det kønsbestemte personnummer, hvor hun fornemmede, at der ikke var den store lydhørhed.
Videre nævnte hun reglerne om kønsbestemt fornavn, og at den enkelte selv måtte være den bedste til at vurdere om et givet navn var til ulempe, men hvor udvalget gav udtryk for, at der jo var flere ikke-kønsbestemte navne at vælge imellem.

Tina fremførte også den lange sagsbehandlingstid på Sexologisk Klinik med risiko for at skulle gå til behandling i årevis, uden udsigt til en afgørelse og ønsket om at kunne modtage behandling og få operationen foretaget i et andet EU-land.

B 142. Bilag 2. Spgsm. 25. Trans-Danmarks skrivelse den 15. maj 2007 til Sundhedsudvalget. Spgsm. til ministeren den 31. maj 2007. Svar den 27. september 2007.

Vist 280 gange.
Trans-Danmark

Trans-Danmark

Trans-Danmark fremsendte tirsdag den 15. maj 2007 en længere redegørelse til formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Birthe Skaarup og til Per Clausen, der har fremsendt beslutningsforslag B 142, med foreningens bemærkninger og ønsker i anledning af det fremsatte beslutningsforslag om transseksuelles/transkønnedes rettigheder.
Redegørelsen indeholder ikke alene bemærkninger til de punkter, som er indeholdt i selve beslutningsforslaget, men også kommentarer til den øvrige nugældende lovgivning og de nuværende administrative regler og forslag til, hvorledes disse bør ændres og udformes i en særskilt lovgivning.

Sundhedsudvalget bad den 31. maj 2007 i et spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren, Lars Løkke Rasmussen, denne om at kommentere henvendelsen, hvilket skete i svar af 27. september 2007.

Indhold
Henvendelsen fra Trans-Danmark i sin helhed
Spørgsmål nr. 25 af 31. maj 2007 til indenrigs- og sundhedsministeren
Svar den 27. september 20074 fra ministeren på spgsm. nr. 25
Kildehenvisninger

* * *
[Til top] Henvendelsen i sin helhed.

Til Sundhedsudvalget.

Vedr. B 142 – Forslag til folketingsbeslutning om transseksuelles/transkønnedes rettigheder

Trans-Danmark, Landsforeningen for Transvestitter og Transseksuelle glæder sig over beslutningsforslagets fremsættelse og fulgte med interesse debatten i Folketinget.

Høringsberettiget
Foreningen fremsætter ønske om at blive høringsberettiget, så vi bliver orienteret om udvalgets tiltag og får tilsendt relevant materiale til udtalelse.

Foretræde for udvalget
Foreningen anmoder også om foretræde for udvalget for personligt ud over herværende indlæg at redegøre for foreningens holdninger.

Indledning
Forholdene for transpersoner, det vil sige personer med en kønsidentitetsforstyrrelse, er i dag ikke tilfredsstillende.
Kun ganske få forhold, der har afgørende betydning for disse personer er lovregulerede. Mange væsentlige forhold er alene administrativt bestemt primært af Sexologisk Klinik på Rigshospitalet og Civilretsdirektoratet, der havde dette sagsområde, inden det blev overført til Sundhedsstyrelsen.

Det er en stor beslutning at få foretaget en kønsskifteoperation, hvorfor det er klart, at det ikke er noget, som en person kan få foretaget blot ved at udtrykke ønske om det. Det er rimeligt, at der er et regelsæt, der fastsætter vilkårene for at få en kønsskifteoperation.

Imidlertid fungerer de nuværende administrative fastsatte regler ikke tilfredsstillende.

De nuværende forhold gør, at den transseksuelle, der ønsker en kønsskifteoperation, er uden reel indflydelse på, om en tilladelse gives, eller om det bliver til et afslag.
Det er i dag Sexologisk Klinik, der faktuelt bestemmer, om en person får tilladelse til en kønsskifteoperation eller ej. Formelt er det Sundhedsstyrelsen, der meddeler tilladelse eller afslag, men de henholder sig ene og alene til en udtalelse fra Sexologisk Klinik.

Personer, der ønsker en kønsskifteoperation, er i dag tvunget til at indgå i et såkaldt behandlingsforløb på Sexologisk Klinik.
Dette behandlingsforløb er de uden indflydelse på. De har end ikke mulighed for at få oplyst, hvor længe, det vil vare. Og desværre er det ikke ualmindeligt, at det varer i flere år og ender med et afslag.

Sådanne afslag er typisk begrundet i, at Sexologisk Klinik ikke vil betegne den pågældende som transseksuel, men betegner pågældende som transvestit eller transvestisk transvestit. Yderlig så kan en sådan betegnelse og dermed afslag ikke påklages til en højere myndighed. Sexologisk Klinik anses for at have den højeste ekspertise her i landet, hvilket godt kan bestrides.

Det skal også bemærkes, at de nuværende regler om fornavne og personnummer samt pas dagligt giver store problemer for de transpersoner, der lever fuldtids som det modsatte køn. Dette gælder uanset om de ønsker en egentlig kønsskifteoperation eller ej.

Mulighederne i den nye navnelov om, at personer, der af Sexologisk Klink er erklæret for transseksuelle, er et skridt i den rigtige retning, men stadig for restriktiv og slet ikke i overensstemmelse med de vilkår, der breder sig rundt om i verden.

Det skal bemærkes, at en person ikke begynder at leve som det modsatte køn uden tungtvejende grunde.
Når en person har en så stor kønsidentitetsforstyrrelse, at pågældende er klar til at miste forbindelsen med familie, bekendtskabskreds, at blive fyret fra sit job og blive udsat for de mange andre ulemper, der følger med, så er det velovervejet og den eneste mulighed for den pågældende for at komme i harmoni med sin indre kønsidentitet. Det kræver et stort mod.

Desværre støttes disse personer kun i ringe grad af samfundet. Ind i mellem virker det endog nærmest, som om samfundet gør, hvad det kan for at gøre livet ekstra surt og besværligt.

På trods af den generelt stigende tolerance og forståelse for minoritetsgruppers forhold, så kniber det stadig meget med tolerancen og forståelsen for transpersoners forhold.

Det er således ikke ualmindeligt, at transpersoner fyres, når det opdages, eller at de forbigås ved jobansøgninger, de ellers er bedst egnet til. Men der gives selvfølgelig altid en anden begrundelse.

Når en person med en stor grad af kønsidentitetsforstyrrelse på trods af alle disse vanskeligheder alligevel vælger at leve sit liv i overensstemmelse med sin kønsidentitet, det vil sige som det modsatte køn, så er det yderst velovervejet.
Og er ønsket om at leve i overensstemmelse med sin kønsidentitet så stor, at de vedbliver dermed år efter år, så må det være fordi ønsket er både reelt og vedvarende.

Derfor er det ubegribeligt, at disse personer ofte får afslag på deres ansøgning om en kønsskifteoperation. Et afslag som er begrundet i, at Sexologisk Klinik ikke mener, at de er transseksuelle.
Det grænser til det utilstedelige og uanstændige, at vilkårene er således.

Blandt de personer, der som følge af deres kønsidentitet ønsker at leve som det modsatte køn, er der nogle, som ikke er interesserede i en kønsskifteoperation.
Grundene kan være mange. Ofte skyldes det deres alder, deres generelle helbredsforhold, men det kan også skyldes, at de ikke mener, at deres kønsorganer volder dem så store ulemper, at det står mål med det store operative indgreb, som en kønsskifteoperation er. Og en kønsskifteoperation er ikke risikofri.

Disse personer har det om muligt endnu sværere, idet de til stadighed må leve med, at myndighederne ikke vil anerkende deres kønsidentitet og tillade, at de kan blive registreret som det køn, deres kønsidentitet tilsiger. Det vil sige ændring af navn, personnummer og kønsbetegnelse. Også kaldet juridisk kønsskifte.
Det skal anstændigvis nævnes, at for en dels vedkommende, så er det muligt at få ændret deres fornavn. Det er dog ikke alle, det lykkes for, da også de er afhængige af, at Sexologisk Klinik vil afgive erklæring om, at de er transseksuelle.

Derudover er der en række forhold i dagligdagen, hvor det også vil være ønskværdigt, at lovgivningen var i harmoni med denne gruppe personers særlige forhold. Lovgivningen opererer med betegnelser som “seksuel orientering” og “kønsdrift”. Det er både mangelfuldt og direkte forkert.

Personer, der ønsker at leve som det modsatte køn, gør det ikke på grund af deres kønsdrift. Det har intet med dette at gøre.
De lider af en kønsidentitetsforstyrrelse og føler, at de er det modsatte køn i forhold til det biologiske køn, de er født som. Det har ikke noget med kønsdrift at gøre.
I flere love er anvendt betegnelsen “seksuel orientering“. Det er almindelig antaget og regulært vedtaget i EU, at disse bestemmelser også omfatter personer med kønsidentitetsforstyrrelser. I den originale engelske tekst anført om “transgender“, men i dansk oversættelse ofte fejlagtigt oversat som “transseksuel“, idet ordet transgender er en fællesbetegnelse for personer med en kønsidentitetsforstyrrelse, og derfor bedst og mest korrekt kan oversættes som transperson.
Derfor vil det være rart, om den danske lovgivning generelt blev ajourført, således at det klart fremgår, at lovgivningen også omfatter transpersoner/personer med en kønsidentitetsforstyrrelse.

I det efterfølgende vil foreningen mere detaljeret redegøre for sine holdninger og ønsker. Samtidig beder vi om, at udvalget ser åbent og fordomsfrit på problemstillingerne.

Vi vil henstille til udvalget, at der indhentes informationer om tilsvarende lovgivning fra England, Sverige, Norge og Tyskland, hvoraf kan nævnes, at den engelske lovgivning efter et meget stort, grundigt og langvarigt forarbejdet blev grundlæggende revideret for godt et års tid siden.

Foreningen er til rådighed med yderlige og uddybende bemærkninger og henvisninger til relevante informationskilder, såfremt det måtte ønskes.

* * *
Foreningens bemærkninger til beslutningsforslaget
  1. Definition af og betegnelser for persongruppen beslutningsforslaget vedrører
    Det fremsatte beslutningsforslag taler om “transseksuelles/transkønnedes rettigheder”.
    Når der skal debatteres og træffes beslutninger, er det vigtigt at have klarhed over, hvad det er for personer debatten drejer sig om, og at der anvendes de korrekte betegnelser.

    Der har de senere år været ganske meget fokus på transvestitter og transseksuelle i medierne, og politisk i forbindelse med tilblivelsen af den nye navnelov og reglerne i Sundhedsloven om kastration med henblik på kønsskifte.

    Disse to forhold blev behandlet uafhængigt af hinanden og berørte hver især afgrænsede områder, hvorfor det var relativt enkelt at afgrænse den gruppe, som de vedrørte.

    Anderledes er det med det nu fremsatte beslutningsforslag, der dels indeholder nogle konkrete punkter, men også en masse andre forhold afledt af dem.
    Beslutningsforslaget får dermed betydning for en betydelig større kreds af personer, hvorfor det må være på sin plads at indledningsvis at definere denne persongruppe.
    1. Kønsidentitet og kønsidentitetsforstyrrelse
      Der bruges af enkeltpersoner, pressen og politikere mange forskellige betegnelser. Og det virker, som om ikke alle har kendskab til, hvad ordene egentlig betyder.
      1. Kønsidentitet
        Kønsidentitet er en persons indre opfattelse af sit køn. For de flestes vedkommende er der overensstemmelse mellem det fysiske/biologiske køn, altså det køn en person er født som, og personens indre kønsidentitet. Det vil sige, at en mand, der ved fødslen er forsynet med mandlige kønsorganer, føler sig som værende en mand, og tilsvarende for en kvinde.
      2. Kønsidentitetsforstyrrelse
        Men sådan er det ikke for alle. – Det er ikke alles kønsidentitet, som er i overensstemmelse med det køn, som pågældende biologisk er født som.
        Hvis en biologisk født mand i sit indre føler sig som kvinde, så har personen en kvindelig kønsidentitet og dermed en kønsidentitetforstyrrelse. Og tilsvarende for en biologisk født kvinde, der i sit indre føler sig som en mand.
    2. Transvetisk fetichist, transvestit/transvestisme og transseksuel/transseksualisme
      Alle tre persongrupper har en kønsidentitetsforstyrrelse, men i forskellig grad, hvorved ordene/begreberne nærmest har karakter af diagnosebetegnelser.
      1. Transvetisk fetichist
        Laveste niveau af kønsidentitetsforstyrrelse.
      2. Transvestit/transvestisme
        Mellemste niveau af kønsidentitetsforstyrrelse.
      3. transseksuel/transseksualisme
        Højeste niveau af kønsidentitetsforstyrrelse.

      Det er ikke muligt at trække klare grænser mellem de tre grupper/definitioner, da overlapper hinanden.

      For yderlig belysning af kønsidentitet og kønsidentitetsforstyrrelse anbefales det at læse artiklen Kønsidentitet og kønsidentitetsforstyrrelse

    3. Forskellige anvendte betegnelser
      Der anvendes en mangfoldighed af ord og betegnelser, som for de flestes vedkommende er misvisende, direkte forkerte eller anvendes forkert.
      Transvestit, transseksuel, transperson, transkønnet, crossdresser, transgender, shemale for blot at nævne nogle af dem.
    4. Anbefaling af betegnelser
      Foreningen anbefaler, at der anvendes følgende betegnelser:
      1. Kønsidentitet som betegnelse for personers kønsidentitet og måden personer selv opfatter deres kønsidentitet.
      2. Kønsidentitetsforstyrrelse som betegnelse, når en persons egen kønsidentitet uanset graden ikke er i fuld overensstemmelse med det biologiske køn personen er født som.
      3. Transperson som fællesbetegnelse for personer med en kønsidentitetsforstyrrelse – uanset graden af den, idet det ikke er muligt nøjagtigt at afgrænse de forskellige niveauer af kønsidentitetsforstyrrelse.
      4. Fetichistisk transvestit som betegnelse for personer med laveste grad af kønsidentitetsforstyrrelse, der primært eller udelukkende er af seksuel karakter.
      5. Transvestit som betegnelse for personer med mellemste grad af kønsidentitetsforstyrrelse, der ikke eller kun i ringe grad er af seksuel karakter, og som dækker personer, der kun lejlighedsvis har behov for at klæde som det andet køn til personer, hvis kønsidentitetsforstyrrelse er så stor, at de lever eller ønsker at leve mere eller mindre fuldtids som
        det modsatte køn.
      6. Transseksuel som betegnelse for personer med højeste grad af kønsidentitetsforstyrrelse, der ønsker at skifte til eller at blive opfattet som det modsatte køn.
  2. Fornavne
    1. Nugældende forhold
      Den nugældende navnelov blev til på baggrund af en betænkning fremlagt den 9. juni 2004 af det navnelovsudvalg, som Justitsminister Lene Espersen nedsatte den 18. september 2002 og trådte i kraft den 1. april 2006.
      Foreningen var den 5. november 2003 til møde med Navnelovsudvalget og fremlagde foreningens synspunkter og ønsker til den kommende navnelov. Foreningens ønsker blev delvist imødekommet i den nye navnelov.
      Således blev ministeren bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for transseksuelles navneforhold.
      Disse særlige regler udmøntedes i Navnebekendtgørelsen af 6. marts 2006:
      Særligt om transseksuelle
      § 13. For personer, som ikke har gennemgået et kønsskifte, men som af Rigshospitalets Sexologiske Klinik vurderes at være transseksuelle, kan der gøres undtagelse fra kravet om, at et navn ikke må betegne det modsatte køn, jf. navnelovens § 4, stk. 4, § 7, stk. 2 og § 13, stk. 2. Stk. 2. Hvis vurderingen fra Rigshospitalets Sexologiske Klinik giver anledning til tvivl om, hvorvidt en person er transseksuel, kan der indhentes supplerende udtalelse
      fra Retslægerådet.
    2. Yderligere bemærkninger om fornavne
      Trods det, at de nugældende regler er en forbedring i forhold til tidligere, er de stadig alt for restriktive og bureaukratiske.
      Grundlæggende tager loven udgangspunkt i, at nyfødte børn skal have et fornavn. I den forbindelse er der umiddelbart megen fornuft i, at et fornavn skal afspejle det køn, barnet har for bl.a. at modvirke drilleri, hvis f.eks. en dreng har et pigenavn som f.eks. Lise.

      Denne begrundelse fremførtes f.eks. også af Indenrigs- og Sundhedsministeren under behandlingen af beslutningsforslaget i Folketinget fredag den 11. maj d.å., idet han bl.a. nævnte, at et fornavn ikke må være til ulempe og dermed afstedkomme drillerier af børn.

      Denne begrundelse er imidlertid ikke holdbar.
      For det første, så indeholder Navneloven ikke nogen bestemmelse om, at et fornavn ikke må være til ulempe for barnet. Det var den gamle navnelov, der havde en sådan formulering. For det andet, så drejer det sig her om voksne mennesker; mennesker med en kønsidentitetsforstyrrelse, der ønsker at leve som det køn, de føler sig som (transseksuelle), så her stiller sagen sig anderledes.
      Her er ikke tale om børn, men om voksne mennesker, der efter lange og svære overvejelser og ofte med store personlige omkostninger har besluttet, at den eneste måde, de kan få en tålelig og anstændig tilværelse er ved at leve som det køn, de føler sig som.
      I disse tilfælde er det til større ulempe, at de ikke må få et fornavn, der kønsmæssigt afspejler det køn, som de rent faktisk føler sig som og lever som i dagligdagen.

      Yderligere må vi også konstatere, at der er en del navne, som ikke er entydigt kønsbestemte, hvilket også blev bemærket under behandlingen af beslutningsforslaget i Folketinget fredag den 11. maj d.å.
      Og vi må også konstatere, at mange fornavne af udenlandsk oprindelse ikke umiddelbart kan kønsbestemmes på grundlag af dansk sprog og dansk kultur.

    3. Foreningens ønsker om fornavne
      Foreningen ønsker navneloven ændret, således:
      1. Fornavne er ikke kønsbestemte
        Et barn kan tildeles et fornavn, og en myndig person kan skifte fornavn uden anden indskrænkning end, at navnet skal være eller skal kunne godkendes som et fornavn.
        Reglerne om kønsbestemte fornavne fjernes helt, således at det er op til den enkelte (forældrene) at bestemme sit fornavn.

        Der synes ikke at være nogen betænkeligheder ved at imødekomme ønsket om helt at fjerne reglerne om kønsbestemte fornavne.
        Der vil næppe være forældre, der vil give deres nyfødte barn et fornavn, der ikke afspejler det køn, deres barn har.
        Der er allerede i dag flere fornavne, der ikke er entydigt kønsbestemte, eller som i andre lande er af modsatte kønsbetegnelse, som i Danmark. Der er mange navne, som ikke umiddelbart efter dansk sprog og kultur er kønsbestemte.
        Kan dette ikke imødekomme, så:

      2. En myndig transperson – uanset om pågældende ønsker at gennemføre en kønsskifteoperation eller ej, eller som gennem længere tid har levet fuldtids som det modsatte køn, har ret til fornavneskift så fornavnet svarer til det køn, den pågældende lever som.
        Det må være tilstrækkeligt, at disse personer afgiver en erklæring om, at de opfylder betingelserne.
        Der synes ikke at være nogen som helst betænkeligheder ved, at voksne, myndige personer, der lever som det modsatte køn i forhold til det køn, de er født som, selv kan bestemme deres fornavn.
        Disse mennesker har jo netop en stor ulempe af deres fornavn, idet det ikke er i overensstemmelse med deres kønsidentitet eller deres udseende.
        Det er svært at se nogen begrundelse for, at det offentlige skal bestemme, hvilket navn, der er bedst for en sådan person. Der er næppe andre end transpersoner, der vil gøre brug af en sådan mulighed.
    1. Nuværende forhold
      Det er lov om Det Centrale Personregister, der regulerer reglerne om personnummeret.
      Ifølge loven er det overladt til Indenrigs- og sundhedsministeren at fastsætte regler om personnummerets opbygning.
      I dag kræves, at en transperson har gennemgået en kønsskifteoperation for, at pågældende kan få et personnummer med et endetal svarende til kønsidentiteten. Det kønsbestemte endetal giver daglig store problemer for transpersoner, idet der ikke er overensstemmelse mellem personnummerets endetal og deres kønslige udseende.
      Der sker dagligt ved henvendelse til biblioteker, i pengeinstitutter, ved afgivelse af stemme ved folketingsvalg og mange andre steder, hvor der kræves legitimation. Og legitimationspapirer som kørekort, pas, sygesikringsbevis, valgkort mm er jo forsynet med personnummer.
      Det er en uhyre pinlig og nedværdigende situation at stå ved en skranke og i en kø og skal til at forklare denne uoverensstemmelse.
    2. Foreningens ønske
      1. Det kønsbestemte endetal fjernes.
        I dag er der ingen praktisk grunde til, at et personnummer skal være kønsbestemt.
        Ved at fjerne det kønsbestemte endetal vil et af de store legitimationsproblemer for transpersoner være løst, da der ikke umiddelbart i dagligdagen vil være nogen synlig uoverensstemmelse mellem deres udseende og personnummeret.
        1. Indholdet i Det Centrale Personregister
          Det vil selvfølgelig kræve nogle ændringer i Det Centrale Personregister at fjerne det kønsbestemte endetal.
          Men ved at fjerne det kønsbestemte endetal vil registret samtidig fjerne de begrænsninger i antallet af til rådighed værende kombinationer, som registret jo har beskæftiget sig en del med, og som volder en del kvaler at få løst tilfredsstillende.
        2. Offentlige myndigheder Med den moderne teknologi, har alle offentlige myndigheder let adgang til via opslag i Det Centrale Personregister at konstatere en persons køn.
        3. Private
          Andre så som banker, forsikringsselskaber, arbejdsgivere m.fl., der har et legitimt behov for at kende en persons køn må spørge personen derom. Disse virksomheder m.fl. spørger jo typisk om mange ting i forvejen, som er mere eller mindre relevante.
      2. Lettere adgang til at få ændret personnummer
        Kan det ikke tiltrædes, at det kønsbestemte personnummer fjernes, så bør det gøres lettere for transpersoner, der lever fuldtids som det modsatte køn at få ændret deres personnummer, så det svarer overens med deres kønsidentitet og det køn, som de lever som.

        Det kan gøres ved, at samtidig med, at der gives tilladelse til fornavneskift også gives tilladelse til skift af personnummer.

        Det vil ikke kræve nævneværdige ændringer i Det Centrale Personregister at have en anmærkning om, at den pågældende person biologisk er en mand, men efter ønske har skiftet fornavn og personnummer, da pågældende på grund af en kønsidentitetskonflikt lever fuldtids som det modsatte køn i forhold til pågældendes biologiske køn.

        Indenrigs- og Sundhedsministeren og Marian Pedersen gav under behandlingen af beslutningsforslaget i Folketinget fredag den 11. maj d.å. udtryk for, at fik transpersoner uden kønsskifteoperation mulighed for at få ændret personnummeret, så ville det ikke passe til personens køn, hvorved en mand ville kunne blive indkaldt til helbredsundersøgelse beregnet for kvinder så
        som mammografi og en kvinde til aftjening af værnepligt.

        Disse bekymringer har ikke hold i virkeligheden.
        Det vil ikke kræve mange ændringer i Det Centrale Personregister at tage højde for dette “problem”.

        Yderlig skal bemærkes, at der næppe er risiko for, at andre end transpersoner med så stor en kønsidentitetskonflikt, at de vælger at leve som det modsatte køn, vil gøre brug af en sådan mulighed.
        Med hvilken begrundelse skulle andre gøre det? Det vil jo derved få nøjagtig de samme problemer, som transpersonerne har i dag.

      3. Krav for at tillade skift af personnummer
        Foreningen er af den opfattelse, at det må være tilstrækkeligt, at en person afgiver en erklæring til f.eks. folkeregistret om, at pågældende lider af en kønsidentitetskonflikt og lever fuldtids som det modsatte køn og derfor gerne vil skifte personnummer, så endetallet svarer overens hermed.
        Tilladelsen kan eventuelt betinges af, at der indhentes beedigede erklæringer fra personer, der kender den pågældende om, at pågældende rent faktisk lever som det modsatte køn.
  3. Pas
    For pas gælder de samme forhold som er nævnt under afsnittet om personnummer og fornavn.
    I forbindelse med pas er der dog yderlig den ulempe for transpersoner, der lever som det modsatte køn, at konsekvenserne ved uoverensstemmelse mellem deres udseende og oplysningerne i passet i form af fornavn, personnummer og kønsbetegnelse kan være betydeligt alvorligere.
    1. Foreningens ønske
      Foreningen ønsker, at kønsbetegnelsen i passet fjernes, eller at der anvendes en kønsneutral bemærkning om kønnet, som det er muligt i andre lande.

    Imidlertid er der adskillige andre områder, som er af væsentlig betydning for transpersoner at få ændret.
    Et moderne samfund, der har et stort ønske om mindretalsbeskyttelse og at forhindre diskrimination både i ind- og udland, bør også udvise forståelse, tolerance og velvillighed over for transpersonernes særlige problemer.

    I adskillige love anvendes betegnelsen “kønsdrift” og “seksuel orientering” Det er diskriminerende over for transpersoner.
    Transpersoner har en kønsidentitetskonflikt. Det har ikke noget med kønsdriften eller seksuel orientering at gøre.
    At transpersoner så har en kønsdrift og en seksuel orientering, er noget andet og egentlig ganske naturligt. Men som sagt, så har det ikke noget med deres kønsidentitetskonflikt at gøre.
    Derfor bør det ændres i de love, som vedrører transpersoner og som anvender disse betegnelser.

    Her skal nævnes følgende love

  4. Love om diskrimination skal ved nævnelse indbefatte transpersoner
    1. Lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, hvori § 1 lyder:
      Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.”
      Der bør tilføjes “kønsidentitet“.
    2. Forskelsbehandling på grund af race, køn, seksuelle orientering m.v., hvori § 1 lyder:
      Den, som inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed på grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering nægter at betjene den pågældende på samme vilkår som andre…
      Der bør tilføjes “kønsidentitet“.
    3. Straffeloven, hvori §§ 81, stk. 1, pkt. 6 og 266 b anvendes ordene “seksuelle orientering“.
      Der bør tilføjes “kønsidentitet“.
    4. Navneloven,
      Navnebekendtgørelsen og
      Vejledning om navnesagers behandling
      anvender generelt ordet “transseksuel“, hvilket bør ændres til “personer med kønsidentitetsforstyrrelse“.
    5. Sundhedsloven, hvor § 115 lyder:
      En person kan få tilladelse til kastration, herunder med henblik på kønsskifte, hvis ansøgerens kønsdrift medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse.”
      Denne § bør opdeles i to:
      1. “En person kan få tilladelse til kastration, hvis ansøgerens kønsdrift medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse. Her er “med henblik på kønsskifte” fjernet.
      2. En person kan få tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, hvis ansøgerens kønsidentitetsforstyrrelse medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse.
        Her er ordet “kønsdrift” ændret til “kønsidentitetsforstyrrelse“.
  5. Ny lov om kønsidentitetsforstyrrelse
    Der bør udformes en ny lov, der fastsætter de nærmere vilkår transpersoners særlige forhold.
    En sådan lov bør kun indeholde de overordnede forhold og med bemyndigelse til, at ministeren kan fastsætte nærmere vilkår. Da den videnskabelige indsigt i kønsidentitet konstant udvikles og de samfundsmæssige forhold også ændrer sig, vil en sådan bemyndigelse gøre det lettere at justere vilkårene i en bekendtgørelse, end hvis det kræver en lovændring.
    En sådan lov skal ikke indeholde forhold, der naturligt er reguleret i anden lovgivning som f.eks. navneloven.
    Derimod bør den indeholde:
    1. Definitioner for at fastlægge hvilke personer loven er møntet på.
      Det bør være definitioner som ovenfor under pkt. 1 anført.
    2. Bestemmelse om, hvem der kan få tilladelse til kønsskifteoperation
      1. En person kan få tilladelse til en kønsskifteoperation hvis:
        1. personen er myndig (18 år),
        2. har levet fuldtids som det ønskede køn i to år eller mere
        3. har været i en kontrolleret behandling med det modsatte køns kønshormoner i mindst et år og
        4. personen er indstillet til kønsskifteoperationen af en dertil godkendt læge/psykolog, der har fulgt personens udvikling og hormonbehandlingen i to år eller mere.
      2. En tilladelse kan nægtes af statsforvaltningen, hvis personen ikke opfylder de i øvrigt fastsatte vilkår.
      3. I tilfælde af afslag skal afslaget nøje begrundes.
      4. Et afslag kan ankes til Sundhedsstyrelsen. Er afslaget begrundet i den lægelige erklæring, forelægges sagen for Sexologisk Klinik til udtalelse og evt. for Retslægerådet.
    3. Godkendelse til at afgive indstilling til kønsskifteoperation
      Ministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der stilles for at blive godkendt til at afgive erklæring om indstilling til kønsskifteoperation.
    4. Bestemmelser om, hvad der til for, at der er tale om en egentlig kønsskifteoperation.
      Ministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om hvor en kønsskifteoperation skal foregå, og hvad der skal til før, der er tale om en kønsskifteoperation, der kan medføre efterfølgende godkendelse af det nye køn.
    5. Erklæring/indstilling til kønsskifteoperation og klage/ankemulighed
      Bestemmelse om hvem, der kan afgive erklæring/indstilling til kønsskifteoperation.
      1. Nuværende forhold
        I dag er det Sundhedsstyrelsen, der træffer afgørelse om en ansøgning om kønsskifte skal imødekommes eller ej.
        Faktuelt er det imidlertid Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, der har afgørelsen, idet der ikke gives tilladelse, hvis Sexologisk Klinik ikke støtter personens ønske om kønsskiftet.
        Det er en uholdbar situation, at Sexologisk Klinik er tillagt så store beføjelser.

        Sexologisk Klinik er i dag tillagt landsfunktion til behandling af transseksuelle, der ønsker kønsskifteoperation.
        Det vil sige, at alle uanset bopæl i landet skal til samtaler m.v. på Sexologisk Klinik i København en gang om måneden i flere år.

        De vilkår, der tilbydes de transseksuelle, der ønsker tilladelse til kønsskifteoperation er yderst utilfredsstillende.
        De transseksuelle kan frekventere Sexologisk Klinik i årevis uden på noget tidspunkt at få klarhed over, om det vil ende med en “tilladelse” eller ej.

        Det kan altid diskuteres, hvilke oplysninger det er nødvendigt at indhente fra såvel den transseksuelle og fra pårørende og evt. andre, herunder lægelige erklæringer m.v.
        Men det findes uacceptabelt, at Sexologisk Klinik f.eks. insisterer på en samtale med forældre til en transseksuel, der er over fyrre år, og hvor forældrene derfor er oppe i tresårsalderen eller højere.
        Disse forældre vil ofte have meget svært ved at acceptere, at deres søn/datter ønsker et kønsskifte.
        Sådanne samtaler kan ikke have nogen reel værdi og kan i værste fald være yderst traumatisk for såvel forældrene som den transseksuelle. Ofte har disse et anspændt forhold i forvejen, hvis ikke forbindelsen er afbrudt på grund af forældrenes manglende forståelse for og accept af deres søns/datters kønsidentitetsforstyrrelse.

        Det findes endvidere betænkeligt, at Sexologisk Klinik fokuserer så meget på de transseksuelles seksuelle erfaringer og seksuelle orientering, som tilfældet er.
        Det findes relevant at det belyses, men ikke, at det er noget af det væsentligste og konstant at tilbagevende emne, som “behandlerne” bringer på bane over for de transseksuelle.

        Der kan generelt stilles spørgsmålstegn ved, hvor stor en ekspertise Sexologisk Klinik reelt har i relation til kønsidentitetsforstyrrelse.
        Sexologisk Klinik har mange forskelligartede funktioner, hvoraf “behandlingen” af transseksuelle, der ønsker kønsskifte, kun er en mindre del.
        Endvidere er Sexologisk Klinik en relativ lille afdeling, hvor der er en stor gennemstrømning af ansatte, idet der i stor udstrækning anvendes turnuspersonale.
        Det er meget naturligt, at der anvendes turnuspersonale. Dels er der ikke mange avancementsmuligheder, og dels ser det godt ud på turnuspersonalets CV, at de har været beskæftiget på Sexologisk Klinik.
        Når en “behandler” starter på Sexologisk Klinik er det en begrænset viden pågældende har om kønsidentitetsforstyrrelse.

        Sundhedsstyrelsen
        Personalet i Sundhedsstyrelsen har ikke den lægefaglige kompetence, som det i dag kræves for at vurdere, om en person er transseksuel og i øvrigt opfylder de krav, som administrativt er fastsat af Sexologisk Klinik delvist i samarbejde med Civilretsdirektoratet (der tidligere havde dette som sagsområde).
        Sundhedsstyrelsen er derfor nødsaget til næsten udelukkende at støtte sig til de erklæringer, som Sexologisk Klinik afgiver.

        Retslægerådet
        Hovedparten af ansøgninger om tilladelse til en kønsskifteoperation forelægges for Retslægerådet.
        I langt de fleste tilfælde tilslutter Retslægerådet sig erklæringen fra Sexologisk Klinik.
        Der er kendskab til enkelte tilfælde, hvor de ikke har tilsluttet sig en erklæring, der støttede en transseksuels ønske om kønsskifteoperation, men ingen tilfælde, hvor de har støttet en transseksuels ønske, hvis Sexologisk Klinik ikke har gjort det.
        Der kan derfor stilles et endog stort spørgsmålstegn ved værdien af, at disse sager forelægges for Retslægerådet.

        Afslag
        I de tilfælde, hvor en transseksuel får afslag på en kønsskifteoperation, så er der ikke anden mulighed for den Transseksuelle end at acceptere.
        Pågældende kan fortætte med at konsultere Sexologisk Klinik i håbet om et andet og bedre resultat efter yderlig et par år, men uden nogen sikkerhed derfor.

        Anke/klagemulighed
        Der er ingen klage/ankemulighed for de transseksuelle, der får et afslag. Det må betegnes som en alvorligt retsikkerhedsmangel, som ikke er et moderne retssamfund som det danske værdigt.
        Det er nærmest uhørt, at en administrativ afgørelse ikke kan påklages til en højere myndighed.
        Det er imidlertid ikke muligt, idet det er den højeste administrative myndighed, som træffer afgørelse i første instans.

      2. Foreningens ønsker
        1. Decentralisering
          Behandlingen af transseksuelle decentraliseres.
          Det vil sige, at Sexologisk Klinik ikke skal have Lands- eller landsdelsfunktion i behandlingen af transseksuelle, der ønsker kønsskifte.

          Som beskrevet ovenfor, så kan Sexologisk Klinik ikke tillægges så stor ekspertise på dette område, at det er rimeligt at de har denne funktion.

          Rundt om i landet findes der adskillige læger med forskellig relevant uddannelse, hvoraf ganske mange har været på Sexologisk Klinik tidligere i deres karriereforløb.
          Disse er fuldt ud kvalificeret til at tage transseksuelle i behandling og vurdere, om de bør indstilles til en kønsskifteoperation.

          Afgørelsen om der skal gives tilladelse decentraliseres.
          Afgørelsen om tilladelse eller afslag på en kønsskifteoperation bør flyttes fra Sundhedsstyrelsen til statsforvaltningerne.
          Da det primært er en kontrol af, at de faktuelle forhold er i orden, kan der ikke være nogen betænkelighed ved dette.

          Anke/klagemulighed
          Ved at decentralisere behandlingen og afgørelseskompetancen bliver der mulighed for at yde en anstændig retssikkerhed.

          I de tilfælde, hvor en erklæring ikke støtter den transseksuelles ønske om et kønsskifte, kan klagen forelægges Sexologisk Klinik.
          Uagtet foreningens bemærkninger om Sexologisk Klinik vil vi ikke fratage dem, at de har en viden og mulighed for at holde sig orienterede om den internationale udvikling på området.

          Hvis der gives afslag på operationen, kan sagen forelægges for Sundhedsstyrelsen.

          Retslægerådet
          Det kan overvejes, at bibeholde muligheden for i helt ekstraordinære tilfælde forelægge sagen for Retslægerådet.
          Men det bør være undtagelsen.

    6. Bestemmelse om yderligere behandlinger så som epilering og feminiseringsoperationer
      Mange transseksuelle, der er i et behandlingsforløb med henblik på en kønsskifteoperation har et stort behov for epilering for fjernelse af uønsket skæg- og hårvækst og ofte enkelte operationer som fjernelse af adamsæblet.
      Sådanne behandlinger vil ofte være en afgørende betingelse for, at disse personer får et meningsfuldt liv.
      Der bør derfor fortsat være mulighed for at tilbyde disse behandlinger.
    7. Ændring af dokumenter m.v.
      Af hensyn til beskæftigelsesmulighederne er det vigtigt, at personer, der har fået foretaget en kønsskifteoperation får et retskrav på at få ændret eksamensbeviser, kursusbeviser, anbefalinger og andre relevante dokumenter, uanset om de er udstedt af en offentlig myndighed/institution eller et privat firma.
    8. Bestemmelser om, at transpersoner har adgang til de bade- og toiletfaciliteter – offentlige såvel som på arbejdsplads og i foreninger, klubber m.v.
      Anvendelse af toiletter og badefaciliteter giver erfaringsmæssigt ofte problemer for personer, der lever som det modsatte køn.
      Det er klart, at der også fra transpersoner skal udvises både forståelse og fleksibilitet.
      Men det bør være naturligt, at en person helt legalt kan anvende de faciliteter, som svarer til personens kønsidentitet og som pågældende fremtræder som.
      Der høres ofte indvendinger som risiko for blufærdighedskrænkelse. Men det er ikke nogen gyldig undskyldning.
      Der er ikke noget blufærdighedskrænkende ved, at f.eks. en mandlig person med en kvindelig kønsidentitet, der i sit udseende er kvindelig anvender et kvindeligt toilet.
      Toiletbesøget foregår jo bag en lukket dør. Efterfølgende håndvask og et kig i spejlet med evt. opfriskning af læbestift og børstning af håret, indebærer heller intet blufærdighedskrænkende.

      Tilsvarende med en kvindelig person med mandlig kønsidentitet. Da pågældende jo endnu ikke har fået gennemført kønsskifteoperation, vil toiletbesøg nødvendigvis også foregå bag en lukket dør.
      Og selv efter operation vil det for de fleste være tilfældet, da de lægelige muligheder for tildannelse af en penis endnu ikke er så gode.

      Det indføres tilsvarende regler mange steder rundt om i verden.

    9. Adoption, forældreret og samkvem
      Der er desværre mange tilfælde af, at det at den ene forældre er transperson anvendes af den anden forælder til at påvirke afgørelser om forældreret, bopæl for børn og samkvemsomfanget.
      Det er uanstændigt og bør på ingen måde kunne bringes på tale i sådanne sager.

      Det bør derfor præciseres, at det, at en person har en kønsidentitetsforstyrrelse ikke i sig selv må bringes ind i sager om adoption, forældreret eller samkvemsafgørelser.

    10. Unge transseksuelle
      Unge med en kønsidentitetsforstyrrelse er noget helt særligt og er i dag meget overset.
      Det kræves i dag, at en person er fyldt 21 år, før der kan gives tilladelse til en kønsskifteoperation.
      Derimod er der ikke noget lovgivningsmæssigt imod, at der indledes hormonbehandling forinden.
      Overalt i verden er der megen usikkerhed om, hvordan unge med kønsidentitetsforstyrrelser skal behandles.

      Der er dog en tendens til, at hormonbehandling starter på et væsentligt tidligere tidspunkt i dag, end tidligere.
      Indledningsvis typisk ved at der gives en pupertetsforsinkende hormonbehandling, hvilket giver yderlig et par år til at observere den unge, og den unge et par år mere til at fortryde.
      Fordelen ved en sådan behandling er, at de kønsspecifikke karaktertræk så som stemmens overgangsalder, skæg- og kropsbehåring for drenge ikke finder sted og for piger, at brystudvikling ikke finder sted.
      Stopper behandlingen starter puberteten som sædvanlig blot i en lidt senere alder.

      Fordelen ved en sådan behandling er, at viser det sig, at ønsket om at skifte køn er stabilt og vedvarende hos den unge, så vil det med yderlig behandling med kønshormoner være muligt at give den unge en kropslig udvikling meget lig det køns, som pågældende identificerer sig om og ønsker at leve som. Det vil resten af livet gøre det væsentligt lettere for personen at falde i et med omgivelserne, da der næppe vil være nogen, der vil opdage, at pågældende er født som det modsatte køn.

    11. Bekendtgørelse udstedt i medfør af den nye lov
      Som tidligere nævnt, så bør en sådan lov have en bestemmelse om, at ministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser, som det er tilfældet i dag med “Bekendtgørelse om sterilisation og kastration, herunder med henblik på kønsskifte” og den dertil udstedte “Vejledning om kastration med henblik på kønsskifte“.

      Foreningen finder den nuværende vejledning rimelig god, men ønsker den ændret i overensstemmelse med det tidligere i denne skrivelse anførte.

  6. Undersøgelser
    Det sker med mellemrum, at der iværksættes forskellige undersøgelser. Foreningen har således anmodet om, at en undersøgelse om homofobi også kommer til at omhandle transfobi.
    Det er ikke foreningens opfattelse, at problemet med transfobi er voldsomt stort. Men i forbindelse med, at der undersøges for homofobi, vil det ikke kræve ret mange ekstra ressourcer at lade undersøgelsen omhandle transfobi.

Med venlig hilsen.

Karin Astrup, formand for Trans-Danmark.

* * *
[Til top] Spørgsmål nr. 25 af 31. maj 2007
Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Trans-Danmark, jf. B 142 – bilag 2.

[Til top] Svar på spørgsmål nr. 25 af 27. september 2007
Jeg har noteret mig, at Trans-Danmark i henvendelsen giver udtryk for, at en kønsskifteoperation ikke skal kunne foretages alene efter personens eget ønske, men støtter, at der er et regelsæt, der fastsætter vilkårene for at få en kønsskifteoperation.

Trans-Danmark har imidlertid udtrykt utilfredshed med den nuværende procedure, som efter foreningens opfattelse indebærer, at ansøgere ofte får afslag på ansøgningen om tilladelse til kønsskifte. Jeg kan i den forbindelse henvise til Sundhedsstyrelsens oplysninger om, at styrelsen siden den 1. juli 2005, hvor styrelsen overtog området fra Civilstyrelsen har meddelt ét afslag og 18 tilladelser til kastration med henblik på kønsskifte, jf. min besvarelse af spørgsmål nr. 16 (alm. del – B 142). Efter min opfattelse bekræfter Sundhedsstyrelsens oplysninger ikke foreningens antagelse om, at ansøgere ofte får afslag.

I henvendelsen giver Trans-Danmark endvidere bl.a. udtryk for, at valg af fornavn efter foreningens opfattelse bør kunne ske frit mellem navne, som er godkendt som fornavne, at kønsbetegnelsen i pas bør fjernes, og at personnumre bør være kønsneutrale, eller at det alternativt bør være muligt at tildele et ikke-kønskorrekt personnummer til transseksuelle. Jeg kan i den forbindelse henvise til min tale ved 1. behandlingen af B 142 og til besvarelsen af spørgsmål nr. 23 (alm. del – B 142).

Trans-Danmark har desuden fremsat ønske om, at der udarbejdes en lov om kønsidentitetsforstyrrelse, der bl.a. skal fastlægge en ændret procedure for tilladelse til kønsskifte, samt indeholde regler vedrørende en række øvrige forhold. Jeg kan i den forbindelse bemærke, at jeg ikke finder anledning til at tage initiativ til at fremsætte en sådan lov.

* * *
[Til top] Kildehenvisninger
Skrivelsen fra Trans-Danmark i pdf-format.
Folketingets journal vedrørende henvendelsen.
Henvendelsen i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet – spgsm. 25 – og svaret.
Svaret af 27. september 2007 fra indenrigs- og sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen i pdf-format.