Skr. fra Lisa Andersen den 17. maj 2017 om SST’s faglige begrundelse for behandlingsvejledning og kvaliteten af dens bidrag til ministres svar på spgsm. m.m.

Vist 0 gange. Lisa Andersen, professor emeritus har den 17. maj 2017 skrevet til Sundheds- og Ældreudvalget med kommentarer til Sundhedsstyrelsens udkast til Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling.
I skrivelsen krittiserer hun skarpt udkastet, Sundhedsstyrelsens fastholdelse af, at behandling af transpersoner er højt specialiseret, og kvaliteten af Sundhedsstyrelsens bidrag til ministres besvarelse af spørgsmål.

Skrivelsen gengives herunder.

København maj 2017

Lisa Andersen (Prof. Emer.)

Til Sundheds- og ældreudvalget

Kommentarer til Sundhedsstyrelsens svar på spørgsmål vedrørende faglige
begrundelser for behandlingsvejledningen for transkønnede og for at klassificere
behandlingen af disse som ’højt specialiseret’.

Sundhedsstyrelsen (SST) har, på vegne af Sundheds- og ældreministeren, besvaret et konkret spørgsmål stillet af Sundheds- og ældreudvalget ved Flemming Møller Mortensen, som anmoder ministeren om at oplyse, ”hvilken dokumentation Sundhedsstyrelsen lægger til grund for, at kønshormonbehandling af transpersoner betegnes som højt specialiseret” (spørgsmål nr. 622 med tilhørende svar).

Et lignende spørgsmål blev stillet i april 2016 vedr. den faglige baggrund for behandlingsvejledningen fra 2014 (spørgsmål nr. 490 med tilhørende svar).

I begge tilfælde er svarene indholdsmæssigt nærmeste enslydende og meget lidt konkrete:

Kønsmodificerende medicinsk behandling (kønshormonbehandling) kan have irreversible
effekter og potentielle skadevirkninger, og forudsætter derfor en grundig faglig vurdering af
indikation og evt. kontraindikationer.

Dette gælder vel stort set alt behandling – selv vitaminer kan man få for mange af. Men er ikke i sig selv begrundelse for at behandlingen anses for ’højt specialiseret’.

Sundhedsstyrelsen har i denne sammenhæng taget udgangspunkt i såvel videnskabelig
litteratur som gældende praksis i andre lande, vi sammenligner os med. Væsentligst at
nævne er den faglige retningslinje ’Standards of Care’ (SOC)
.

Så kan man selv læse videre og i øvrigt stole på SST udlægning af SOC [I] og selv finde argumenter i den videnskabelige litteratur.

Videre hedder det så, hvad også blev fremført i 2014, at ”øvelse gør mester”, hvilket må siges at være en temmelig triviel og ikke særligt velbegrundet argumentation – hvor mange års øvelser skal der mon til? Resten er hvad man sædvanligvis og populært betegner som ”varm luft”:
helhedsorienteret, omhu og samvittighedsfuldhed, hensyn og respekt for den transkønnede, team-arbejde og tværfaglighed i sundhedsregi, irreversibilitet og meget kompliceret behandling, potentielle skadevirkninger osv.

Behandlingen fastholdes som højt specialiseret uden nogen som helst faglig dokumentation, hverken i svar til ministeren og sundhedsudvalg, i deres eksisterende vejledning fra 2014 eller i udkastet til den nye vejledning (noget må være galt siden man allerede finder en ny vejledning nødvendig). Desværre gentager SST (og Sexologisk Klinik (SK)) naturligvis) ekkoagtigt deres egne indholdstomme svar i endnu en skrivelse til Sundheds- og ældreudvalget (af 16. maj 2017 [II]) som svar på en række spørgsmål stillet af LGBT. På spørgsmålet om at overføre behandlingen af transkønnede til de respektive specialer anføres rutineagtigt og helt uden faglige begrundelser, at ’man synes’ at

det væsentligste ifm med udredning og kønsmodificerende behandling, både medicinsk
og kirurgisk, er, at indsatsen forankres i et tværfagligt team med de nødvendige faglige
kompetencer, som inddrager både fysiske og psykosociale aspekter. Det betyder bl.a., at
der i teamet bør indgå speciallæger i gynækologi og psykiatri, psykologer m.v., og at
teamet – ved kirurgisk behandling – suppleres med speciallæge i plastikkirurgi
.”

Og sundhedsministeren (uafhængigt af parti) nikker også som sædvanligt. At man har fjernet transkønnethed fra de psykiatriske sygdomsklassifikationslister, betyder for psykiateren ikke at der ikke á priori er tale om psykiske patienter – den behandlingskultur omdanner man ikke med et pennestrøg, hvis man troede det.

Om man ikke vil eller ikke kan besvare spørgsmålene, må man i dag, som i 2016, gætte sig til.

Noget pragmatisk og lidet fagligt begrundet, anføres dog, at ”såfremt antallet af ny-henviste personer stiger, kan styrelsen…..nedgradere specialiseringsniveauet”. Der synes således ikke at være nogen tvingende faglige begrundelser for at behandlingen fastholdes som højtspecialiseret.

Problemstilling

Hvis man fagligt skal begrunde, at behandling af normale (ikke psykisk syge) transpersoner er så kompliceret, at den må kategoriseres som ’højt specialiseret’, altså det højeste specialiseringsniveau i Danmark, må det bero på:
  • At diagnosticeringen er meget kompliceret og omfatter flere fagområder
  • At behandlingen er meget risikabel og vanskelig
  • At den fortsatte monitorering er kompliceret og omfatter flere faglige specialer

Diagnose. Eftersom personen á priori ikke er psykisk syg eller i øvrigt lider af en sygdom ifølge SST egen fremstilling, er der ikke behov overhovedet for at stille en diagnose. Opgaven består i at undersøge om personen der henvender sig, skulle lide af en psykisk sygdom som kunne medføre ønsket om behandling rettet mod en ændring af den fysiske fremtoning – spørgsmålet om forekomsten af comorbiditet (upræcist eftersom transpersonen jo ikke er syg – hvorfor der ikke kan være tale om co-morbiditet).

Dette forekommer meget sjældent, og det er ikke et højtspecialiseret område indenfor sundhedsvidenskaberne, at afgrænse og afgøre om dette er tilfældet eller ej, men kan foretages af en psykiater eller en klinisk psykolog hvis der var mistanke herom.

Keine hexerei nur behändigskeit“.

Det ville dog være naivt at tro, at lægerne kan behandle transpersoner uden en diagnose, men da den er slettet i Danmark (populært sagt ved en folketingsbeslutning), må der i det skjulte tales om kønsdysfori (som er betegnelsen i den amerikanske sygdomsklassifikationsliste over psykiske sygdomme, DSM 5 ’Gender dysphoria in adolescents and adults’) [III], som forudsætning for behandling, hvilket fremgår af det udkast til behandlingsvejledning [IV] SST har frigivet.

Igangsættelse af kønsmodificerende medicinsk behandling af … skal sikre at følgende kriterier er opfyldt:
– At der er tale om veldokumenteret kønsdysfori, med ønske om kønsmodificerende medicinsk behandling (udkast til Vejledning 2017, si 6)

For at blive i den traditionelle terminologi, må det konstateres, at det ikke er vanskeligt at stille ’diagnosen’ – i dybeste forstand beror den på den transkønnedes egen oplevelse – der findes ikke diagnostiske redskaber der kan bestemme tilstanden, som er en subjektiv selvforståelse og erkendelse af, at den kønslige fremtoning ikke er kongruent med det subjektive køn. Støtter man sig videre til DSM 5 skal tilstanden være vedvarende og af mindst 6 måneders varighed (ikke seks år som er behandlingstiden på SK). [V]

Behandlingen er heller ikke hverken vanskelig at igangsætte eller monitorere når det gælder behandling med kønshormoner. Risici er efter eksisterende undersøgelser små og begrænsede (se Lisa Andersen: Notat. Om Sundhedsstyrelsens behandlingsvejledning for transkønnede og den praksis for behandling der foregår på Sexologisk Klinik. [VI]) Desuden er behandlingen reversibel indenfor mindst det første år, også i flg. SST, så der er god tid til at følge personen og undersøge om behandlingen understøtter personen i sit liv, hvilket vil gælde for langt de fleste der søger behandling. Øvre kirurgi er normal behandling, der også anvendes af ikke transpersoner og kan ikke beskrives som specialiseret på højt niveau. Dette gælder alene nedre kirurgi, hvor danske læger, ifølge udsagn fra mange transpersoner der søger operation i udlandet, ikke er på højt specialist niveau.

Forsats monitorering og efterfølgende behandling drejer sig først og fremmest om behandlingen med kønshormoner, men dette er så enkelt, at selv SST anfører at personens praktiserende læge kan varetage dette.

Det derfor vanskelig at forstå, at SST fortsat mener at behandlingen af transpersoner skal betragtes som højt specialiseret og kun kan foregå på to klinikker i landet.

Dette synspunkt kan, som anført nedenfor, heller ikke begrundes sundhedsfagligt udfra hverken den videnskabelige litteratur eller anerkendte behandlingsformer andre steder i verdenen.
Tværtimod ses en bevægelse væk fra centraliserede og specialiserede enheder i kontrast til den danske specialelægning og SST’s insisteren på, at kun ganske få sundhedsfaglige personer, samlet i et team, er i stand til at løse denne opgave.

Hertil kommer yderlig den anakronistiske bestemmelse i Sundhedsloven om, at kastration med henblik på kønsskifte skal godkendes af Sundhedsstyrelsen – hvilket naturligvis ikke er tilfældet ved andre indikationer herfor, selv om resultatet bliver det samme.

De nedenfor beskrevne udenlandske behandlinger tager i stedet udgangspunkt hos den transkønnedes egen læge og man kan ikke tale om ’højt specialiseret’ behandling som det gælder i de danske specialeplaner – højst som ’specialiseret’. Selv om de forskellige specialer inddrages efter behov, er der ikke tale om, at behandlingen kun kan gennemføres på en central klinik, og at ”Det samlede sundhedsfaglige tilbud … forudsætter et stærkt tværfagligt samarbejde” som det formuleres i udkast til den nye vejledning. Der er jo ingen der ønsker en dårlig behandling, men man kan insistere så meget på ”helhedsorientering …. og stærkt fagligt samarbejde” at det unødigt vanskeliggører og forlænger behandlingen for de fleste klienter, hvilket behandlingspraksissen på SK desværre er et alt for tydeligt eksempel på.

Desværre til skade for de transkønnede som unødvendigt udsættes for diskriminerende og årelange udrednings- og behandlingsforløb(-forsøg?).


UDDYBNING:  ALTERNATIVE  TILGANGE

IN  CANADA  AND  THE  US,  THERE  IS  INCREASING  RECOGNITION  THAT  TRANS  PEOPLE
CAN   BE  WELL-SERVED  IN  PRIMARY  CARE  SETTINGS  AND  THAT  WITH  SOME  ADDITIONAL
TRAINING  FAMILY  PHYSICIANS  AND  NURSE  PRACTITIONERS  CAN  PROVIDE  MANY
ASPECTS  OF  GENDER  AFFIRMING  CARE.

(VANCOUVER  COASTAL  HEALTH,  CANADA  2017)

It is important for mental health professionals to recognize that decisions about hormones are first and
foremost the client’s decisions. (SOC, si. 25)

I et notat [VII] fra sidste år, fremsendte jeg, med kopi til SST, en række uddybende kommentarer til Vejledningen til behandlingen af transkønnede fra 2014 – en vejledning som man allerede to år senere måtte igangsætte en revision af – den nye version er pt netop udsendt i et foreløbigt udkast og forventes færdig til sommer. At dømme efter dette udkast forbliver alt ved det samme.

En central del i mit notat var en sammenligning mellem Vejledningen fra 2014 og Standards of Care, som også dengang blev nævnt som eneste faglige rettesnor af SST. Resultatet heraf var bl.a., at vejledningen fra 2014, i lighed med tidligere vejledninger og åbenbart også den kommende, er meget mere restriktiv end det der anføres i SOC. Det konkluderedes således i notatet, at

”Hvor SOC ikke angiver særlig præcise tidshorisonter for udredning og behandling, synes forskellene dog klare, og SK kan ikke begrunde deres lange udrednings- og behandlingstider i SOC. Hertil kommer, at SOC henviser til mere konkrete udformninger af behandlingsprotokoller, som er i overensstemmelse med SOC, og betegnes som ”Informed Consent Model Protocols”, der beskrives som fleksible kliniske guidelines. Det anføres således, at ”In the Informed Consent Model, the focus is on obtaining informed consent as the threshold for the initiation of hormone therapy …” Som det fremgår af det foranstående, eksisterer der i dag valid videnskabelig dokumentation om såvel behandlingsformer som behandlingsresultater, der peger på at behandlingen af transkønnede kunne foregå langt mere smidigt og klientorienteret end tilfældet er i Danmark. Endvidere at udrednings- og behandlingstiden i overensstemmelse med internationale anvisninger kan reduceres betydeligt.”

Hvad angår den faglige begrundelse for at anse hormonbehandling af transkønnede som ’højt specialiseret’ kan man heller ikke finde begrundelser herfor i SOC – snarere tværtimod:

“Clinical training may occur within any discipline that prepares mental health professionals for clinical practice, such as psychology, psychiatry, social work, mental health counseling, marriage and family therapy, nursing, or family medicine with specific training in behavioral health and counseling” (side 22).
Hvad angår de faglige forudsætninger for behandleren anføres, at vedkommende skal have hvad der svarer til en kandidatgrad indenfor det sundhedsvidenskabelige område, fx læge eller psykolog i Danmark, som altså ville kunne henvise til en gynækolog for behandling med kønshormoner. Endvidere fremføres det, at udredning og behandling:

“instead [can] be conducted by another type of health professional who has appropriate training in behavioral health and is competent in the assessment of gender dysphoria ….
This professional may be the prescribing hormone therapy provider or a member of that provider’s health care team…… It is important for mental health professionals to recognize that decisions about hormones are first and foremost the client’s decisions …Clients should receive prompt and attentive evaluation, with the goal of alleviating their gender dysphoria and providing them with appropriate medical services.” (side 24-25).

I betragtning af, at alle faglige aktører på området, fra SST til SOC, ikke ser kønsinkongruens eller kønsdysfori som hverken en legemlig eller en psykisk sygdom, så er der tale om faglige forudsætninger enhver læge, gynækolog eller klinisk psykolog let kan erhverve sig med fx et kort supplerende kursus og/eller med støtte i kortfattede udrednings- og behandlingsprotokoller (se nedenfor) – hvis blot SST i samarbejde med Sexologisk Klinik udbød sådanne. Tilsvarende hvad angår iværksættelse af hormonbehandling– retningslinjerne for forundersøgelser, doseringer og monitorering findes tilgængeligt adskillige steder, bl.a. i SOC. Administrationen er ikke mere kompliceret end at en alment praktiserende læge, måske med en mindre faglig opdatering, kan varetage det – og er ikke mere kompliceret, eller potentiel skadelig, end behandling af kvinder i klimakteriet med hormoner eller udskrivning af p-piller.

Der er ikke begrundelser i SOC for at behandlingen er højt specialiseret således som SST anfører – og de fremfører ej heller andre videnskabelige resultater eller betragtninger som understøtter synspunktet.

Internationale vejledninger og behandlingsprotokoller

SST henviser til, at de har orienteret sig internationalt hvad angår praksisformer og behandlingsprotokoller, selv om de ikke anfører eksempler herpå. Ikke desto mindre findes der eksempler på alternative tilgange med baggrund i SOC som afviger betydeligt fra den tilgang SK hidtil, og fremover åbenbart med baggrund i den kommende bekendtgørelse, vil anvende.

Callen Lorde Community Health Center

Callen Lorde Community Health Center [VIII], fremhæves i SOC som et blandt flere eksempler på klinikker, der arbejder med meget enkle og korterevarende procedurer for udskrivning af hormoner til transkønnede, baseret på informeret samtykke. På baggrund af 2-3 møder udredes og undersøges transpersoner og der igangsættes hormonbehandling baseret på informeret samtykke – altså behandlingsprotokoller under SOC, men som i løbet af kort tid vil kunne udskrive hormoner – og hvis klienten allerede har brugt/bruger hormoner, fortsætte behandlingen samtidigt med udredningen.

Guidance for GPs, other clinicians and health professionals on the care of gender variant people (NHS 2008)

Allerede i 2008 udgav det engelske sundhedsministerium en vejledning [IX] om behandling af transkønnede personer rettet mod den alment praktiserende læge:
GPs are usually at the centre of treatment for trans people, often in a shared care arrangement with other clinicians. GPs may prescribe hormones and make referrals to other clinicians or services, depending on the needs of the particular service user.
Sometimes a GP has, or may develop, a special interest in gender treatment and may be able to initiate treatment, making such local referrals as necessary. Otherwise referrals may be made to a specialist Gender Identity Clinic (GIC) where there are multidisciplinary teams of professionals. Private treatment with a gender specialist may be preferred by the service user. (side 5, mine fremhævninger).

Som det fremgår, anses den privatpraktiserende læge som central I behandlingen og kan selv igangsætte behandling med kønshormoner. Det fremgår videre, at klinikker rettet mod behandling af transkønnede, med multifaglige teams fungerer fint for mange, man at de ikke passer alle, hvorfor mindre centraliserede tilbud er en mulighed:
GICs provide several services in-house… Many service users do very well under the GIC regimes, but others have found that these are too inflexible to meet their needs….It is, therefore, desirable that service users are offered the choice of a local service, …. Although severe gender discomfort raises some complex issues, most elements of the treatment are relatively straightforward and can be sourced locally. … It is not essential that all services are under one roof. This approach to treatment may be less traumatic for the service user since it usually results in more flexibility of treatments, less travelling to appointments, and shorter waiting times. ( side 8, mine fremhævelser).

Caring for Trans and Gender Diverse Clients in BC: A Primary Care Toolkit (2017)
Tilsvarende tilgange til behandling af kønsinkongruens ses også i en vejledning udgivet af Vancouver Coastal Health, Canada i 2017:
Transgender people are an underserved population who continue to face societal stigma and discrimination in many areas including health care settings. … As primary care providers, nurse practitioners (NPs) and family physicians (GPs) are uniquely well positioned to address these health disparities and increase access to gender affirming health care.

Samtidigt gøres op med den traditionelle psykiatriske tilgang til behandling af transkønnede, og som andre steder i verdenen har været på retur I de sidste årtier:
Historically, transgender care was provided in highly specialized gender clinics, but in the last decade there has been a shift toward distributed care models. In Canada and the US, there is increasing recognition that trans people can be well-served in primary care settings and that with some additional training family physicians and nurse practitioners can provide many aspects of gender affirming care.

Og man går imod den traditionelle behandlingsmodel, som så tydeligt har præget den danske psykiatri i 50 år og som SK og SST åbenbart ønsker at fortsætte I fremtiden.
Trans people have the right to respectful, dignified, gender affirming health care in their home communities, … this Primary Care Toolkit is intended to support GPs and NPs who are relatively new to providing care to trans people. It includes some basic information about gender-affirming treatment options and tools to assist with initiating and/or maintaining hormone therapy. … This toolkit has been informed by the collective clinical expertise of the members of our Primary Care Working group and by existing guidelines from Canada and the US. (side 1)

Her kunne SST lære noget.

Som det fremgår, er der internationalt flere eksempler på, at behandlingen af transpersoner med baggrund i SOC kan foregå lokalt og kan varetages af det almindelige eller let specialiseret sundhedspersonale. Med større vægt på patientens samtykke som tærskel for igangsættelse af behandlingen end på årelange udrednings- og observationstider, som er sædvanen på SK.

Konklusion

Havde SST set sig lidt mere omkring i verdenen ville de ikke kunne hævde, at behandlingen må anses som højt specialiseret med baggrund i internationale erfaringer, ligeså lidt som de kan begrunde det udfra SOC. Når SST således, uden faglige eller videnskabelige begrundelser, fastholder behandlingen som højt specialiseret, kan man alene tale om, at man ønsker at fastholde praksis uafhængigt af udviklingen i international praksis og videnskabelig dokumentation.

Informeret samtykke er blevet centralt i internationale behandlingsprotokoller og fremhæves også af interesseorganisationer i Danmark som forudsætning for behandling. Dette er også blevet klart for SST og SK, som anfører mange almindeligheder herom i deres nye udkast til behandlingsvejledning, men med den modsatte pointe end man sædvanligvis møder indenfor diskussioner af forudsætninger for behandling af transkønnede: patienten har ikke ret til behandling selv om vedkommende forstår konsekvenserne af behandlingen, den ret tilfalder alene psykiateren som stadig er den bestemmende person i SST og SK’s system. Informeret samtykke er altså at være enig med psykiateren om behandlingen, ifølge SST – psykiatrisk diagnose eller ej.

At SST gentagne gange besvarer Sundheds- og ældreudvalget og ministerens legitime spørgsmål som de gør, må skyldes enten ukendskab til eksisterende litteratur på området, eller at man ignorerer denne viden, hvilket bidrager til en forståelse af, hvorfor den kommende Vejledning til behandling af transkønnede tilsyneladende kun bliver omskrevet tekstligt, men ikke indholdsmæssigt.

So, if gender is a biological phenomenon, treating transgenderism medically rather than as a psychological issue represents the “best treatment option” and is “fabulously successful. [X]

Noter
  1. [Retur] World Professional Association for Transgender Health (WPATH): Standards of Care for the Health of Transsexual, Transgender, and Gender Nonconforming People. The World Professional Association for Transgender Health. 7th Version 2010.
    [www.wpath.org]
  2. [Retur] http://www.ft.dk/samling/20161/beslutningsforslag/b83/spm/1/svar/1407225/1757613.pdf
  3. [Retur] ”For a person to be diagnosed with gender dysphoria, there must be a marked difference between the individual’s expressed/experienced gender and the gender others would assign him or her, and it must continue for at least six months. Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM-5)
  4. [Retur] Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling. Udkast 06-03- 2017.
  5. [Retur] Lisa Andersen. Kommentarer til antallet af ansøgere til kønsskifteoperationer i Danmark henholdsvis Sverige, foranlediget af Sundhedsministerens svar til SUU af 26 november 2013.
    http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/SUU/bilag/167/index.htm
  6. [Retur] Lisa Andersen (juni 2016). Notat: Om Sundhedsstyrelsens behandlingsvejledning for transkønnede og den praksis for behandling der foregår på Sexologisk Klinik. København 2016/juni.
    http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/suu/bilag/570/1644881.pdf
  7. [Retur] Lisa Andersen (juni 2016). Notat: Om Sundhedsstyrelsens behandlingsvejledning for transkønnede og den praksis for behandling der foregår på Sexologisk Klinik. København 2016/juni.
    http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/suu/bilag/570/1644881.pdf
  8. [Retur] Protocols for providing hormone therapy.
    http://callen-lorde.org/transhealth/.
    Guidance for GPs and other clinicians on the treatment of gender variant people. London Department of Health: GIRES. 2008.
    www.dh.gov.uk/publications
  9. [Retur] Caring for Trans and Gender Diverse Clients in BC: A Primary Care Toolkit. Vancouver Coastal Health, Canada i 2017.
    http://www.vch.ca/public-health/health-topics-a-z/topics/lgbt2q+
  10. [Retur] Joshua Safer, MD, director of endocrinology education at Boston University School of Medicine, Massachusetts, speaking here at the recent Endocrine Society Hormones & Health Science Writers Conference – citeret efter:
    Medscape Medical News > Conference News
    Veronica Hackethal, MD: Paradigm Shift Occurring in Transgender Care. December 21, 2015
    http://www.medscape.com/viewarticle/856234.

* * *
Folketingets journal vedr. skrivelsen.
Skrivelsen i pdf-format hos Folketinget.

F 48. Tidsplan.

Vist 0 gange. Tidsplan for F 48
Forespørgsel F 48 den 14. marts 2017 om faglig vejledning for transkønnede.

Handling Dato Bemærkning
Anmeldt 14. marts 2017  
Forhandling 17. maj 2017 Folketingets dagsorden den 17. maj 2017. Mødestart kl. 1300.
Pkt. 6. Forespørgsel nr. F 48.
Afstemning 18. maj 2017 Under forhandlingen blev der fremsat to forslag V 108 og V 109. Ved afstemningen blev V 109 vedtaget.

Tidsplanen hos Folketinget.

Skr. fra transorganisationer den 16. maj 2017 om processen for udarbejdelse af en vejledning for behandling af transkønnede.

Vist 0 gange. Transpolitisk Forum, Amnesty International, Copenhagen Pride, FSTB – Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn, LGBT+ Ungdom og LGBT Danmark har dateret den 16. maj 2017 sendt en skrivelse til sundhedsministeren og partiernes sundhedsordførere med en appel om politisk indgriben i forhold til proces og indhold af Sundhedsstyrelsens vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling.
Skrivelsen registreret hos Sundheds- og Ældreudvalget som bilag 322 – Alm. del 2016-17.

Skrivelsen gengives herunder.

Tirsdag den 16. maj 2017
Kære Sundhedsminister og Sundhedsordførere

Appel om politisk indgriben i forhold til proces og indhold af Sundhedsstyrelsens vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling.

I, beretning afgivet af Sundheds- og Ældreudvalget den 26. maj 2016, anfører udvalget:
”Et enigt udvalg konstaterer med stor tilfredshed, at problemstillingen vedrørende behandling af transkønnede, der længe har optaget udvalget, nu endelig ser ud til at finde sin løsning.

En persons kønsidentitet er ikke i sig selv en medicinsk eller psykiatrisk tilstand og skal ikke behandles, helbredes eller undertrykkes. Udvalget konstaterer med tilfredshed, at diagnosekoderne vedrørende transkønnethed nu vil blive flyttet til et andet eller et nyt kapitel, hvor diagnosen ikke opfattes som en sygdom, lidelse eller seksuel tilstand.

Det betyder, at et samlet udvalg støtter, at det, forslagsstillerne ønskede gennemført med beslutningsforslaget, nu bliver til virkelighed og sættes i kraft inden for de næste 7 måneder. Såfremt kodeændringerne mod forventning ikke vedtages i WHO til oktober, har ministeren givet tilsagn om, at Danmark vil etablere en særskilt national løsning for diagnosekoderne pr. 1. januar 2017, hvormed Danmark, som ønsket af udvalget, vil gå forrest på dette område. På den baggrund er det også udvalgets forventning, at man som transkønnet i Danmark skal opleve et hensynsfuldt udredningsforløb og tilbydes en værdig og afklarende indsats i forbindelse med et eventuelt kønsskifte.”

Ændringen af koderne har stor betydning for mange transpersoner, som ikke finder de nye koder stigmatiserende.

Vi vil gerne takke Sundheds- og Ældreudvalget samt Sundheds- og Ældreministeren for jeres indsats.
Samtidig vil vi rose Sundhedsdatastyrelsen for at følge vores folkevalgtes ønsker, som respekterer både beretningen og ministerens udtalelser.

På baggrund af nedennævnte beskrivelse samt vedhæftede indsigelser til Sundhedsstyrelsens vejledningsudkast, er det derfor vores ønske at der fra politisk side gribes ind nu for at sikre at såvel arbejdsproces som vejledningsindhold reelt afspejler LGBTI-rettigheder samt konkret og faktuel ny viden således at vi her i Danmark som minimum lever op til dette, hvilket for nuværende IKKE er tilfældet.

Processen for udarbejdelse af Sundhedsstyrelsens nye vejledning for behandling af transkønnede.
Sundhedsstyrelsen indkaldte organisationer (undtaget FSTB – Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn) til to timers møde tirsdag den 21. marts 2017 om den ny vejledning.

Sundhedsstyrelsen afholdt tirsdag den 28. marts 2017 en offentlig konference (på engelsk) ”GENDER IDENTITY AND HEALTH CARE”. Sundhedsstyrelsens udkast til vejledning, blev hverken offentliggjort eller blev præsenteret på denne konference.

Sundhedsstyrelsen indkaldte organisationer samt fagpersoner til to timers møde tirsdag den 2. maj 2017.
Forinden afholdelse af mødet havde transorganisationerne indgivet vedlagte kommentarer til Sundhedsstyrelsens arbejdsudkast til vejledning.

Dagsorden til mødet blev udarbejdet af Sundhedsstyrelsen og udsendt dagen før mødeafholdelse.
Vedhæftet var Sundhedsstyrelsens arbejdsudkast, som var uforandret og dateret den 6. marts 2017.

Vi oplystes på mødet om at vores kommentarer er blevet læst og at vejledningen vil komme i høring om ca. 14 dage. Ligeledes fastholdes det fra Sundhedsstyrelsens side, at behandling på børneområdet vil indgå i denne vejledning.

Sundhedsstyrelsen har flere gange i 2016 tilkendegivet, at revisionen af behandling af transkønnede børn og unge skulle være en separat proces, nu har styrelsen imidlertid valgt at inddrage børn og unge i revisionen. B – Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn er først blevet inddraget i revision af vejledningen i april 2017 og har derfor ikke haft mulighed for at bidrage nævneværdigt med deres erfaringer.

Region Hovedstaden udgiver en rapport om behandling af transkønnede børn og unge til efteråret.
Afsnittet vedrørende behandling af børn og unge vil derfor være forældet når vejledningen træder i kraft eller kort efter.

Samtlige organisationer indgav derfor, i deres tilsendte kommentarer, ønske om at revision af afsnittet vedrørende børn og unge udsættes til efteråret således at den nyeste viden på området foreligger og at vi får mulighed for at bidrage til afsnittet. Dette ønske er trods tidligere lovning fra Sundhedsstyrelsen altså ikke efterkommet.

Ønsker til en ny vejledning.
Kønsidentitetsforhold er hverken en somatisk eller psykiatrisk sygdom og en ny vejledning må nødvendigvis afspejle dette. Vi har derfor følgende ønsker til en ny vejledning:
  • At sproget i vejledningen hverken må direkte eller indirekte antyde, at der tale om en sygdom.
  • At der må ikke stilles krav om psykiatrisk udredning for behandling uden at der er en begrundet mistanke om at ønsket om behandling skyldes psykiatriske forhold.
  • At den velfungerende praksis vedrørende kønshormonbehandling fra før Sundhedsstyrelsens stramning af 23. november 2012 genindføres.
  • At nedre kirurgi, med undtagelse af rutine operationer, varetages i et internationalt samarbejde da der i Danmark ikke findes den fornødne ekspertise.
  • At afsnittet vedrørende børn og unge revideres når Region Hovedstaden har udgivet deres rapport om behandling af børn og unge (forventes til efteråret 2017).
Sundhedsstyrelsens arbejdsdokument til en ny vejledning.
Sundhedsstyrelsens udkast til en ny vejledning er endnu ikke sendt i høring og dets indhold er derfor fortsat ukendt, men på baggrund af de afholdte møder med Sundhedsstyrelsen finder vi det bekymrende at:

Kønshormonbehandling.
Tidligere kunne en transperson henvende sig til egen læge, få en henvisning til en speciallæge og få adgang til lægekontrolleret kønshormonbehandling. En praksis der har fungeret i tre årtier uden nævneværdige problemer.

Sundhedsstyrelsen har over for os anført, at denne praksis var uforsvarlig da mange personer, som led af en psykisk sygdom fejlagtigt fik kønshormoner. Vi har gentagne gange udbedt os oplysninger om omfanget af fejlbehandlinger, men vores spørgsmål er forblevet ubesvaret.

Sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen har stillet tre spørgsmål til sundhedsministeren:
Spørgsmål 620:
”Ministeren bedes oplyse, om der forud for den 23. november 2012 er indgivet klager over privatpraktiserende speciallægers kønshormonbehandling af transpersoner, og i bekræftende fald hvor mange klager der dels er indgivet og dels er behandlet, klagernes indhold og indholdet af afgørelserne.”

”Ministeren bedes oplyse, om der forud for den 23. november 2012 er tilfælde, hvor myndighederne har fundet grundlag for eller overvejet, om der var grundlag for kritik eller anden sanktion over for privatpraktiserende speciallæger på grund af deres kønshormonbehandling af transpersoner, og i bekræftende fald oplyse, hvor mange sager det drejede sig om og baggrunden for disse sager, sa..t indholdet af afgørelserne?”

Svarerne på disse to spørgsmål bekræfter at der ikke tidligere har være nævneværdige problemer.
Derimod har vi kendskab til mange forhold hvor behandlingen, i det såkaldt højt specialiserede tilbud, er mangelfuld eller uforsvarlig.

”Ministeren bedes endvidere oplyse, hvilken dokumentation Sundhedsstyrelsen lægger til grund for, at kønshormonbehandling af transpersoner betegnes som højt specialiseret?”

Sundhedsstyrelsen har i deres bidrag til ministerens svar blandt andet anført:
”Væsentligst at nævne er den faglige retningslinje ’Standards of Care’ (SOC) som er udsendt af the World Professional Association for Transgender Health (WPATH)

Standards of Care beskriver to tilgange til behandling med kønshormoner, den traditionelle psykiatriske udredning med oprindelse i halvtredserne og den mere moderne tilgang udviklet i halvfemserne.
Sundhedsstyrelsen har valgt ensidigt, at anføre den restriktive model i deres bidrag til svaret fra ministerens svar.
Vi er forundrede over, at den langt mindre restriktive tilgang, ikke er nævnt i Sundhedsstyrelsens bidrag. En tilgang, som vi ikke finder optimal, men som er langt tættere på vores ønsker.

Nedre kønsmodificerende kirurgi
Nedre kønsmodificerende kirurgi foretages kun i begrænset omfang i Danmark. Det vil derfor aldrig blive muligt at opnå den fornødne ekspertise og rutine.
Belgien og Holland, som har en befolkning der er henholdsvis to og tre gange større end Danmarks har valgt at samarbejde om operationerne for at sikre en høj faglig standard.

Fjernelse af livmoder, æggeleder og æggestokke (hysterektomi og salpingo-ooferektomi) samt fjernelse af testikler (orkiektomi) kan ikke betragtes som højt specialiserede, da disse indgreb foretages rutinemæssigt ved forskellige sygdomme. Disse operationer må derfor kunne udføres i borgerens egen region.

Vores appel.
Vi har bedt Sundhedsstyrelsen afholde endnu et møde med os inden et udkast til en vejledning sendes i høring. Arbejdsdokumentet har kun i yders beskedent omfang taget hensyn til vores bidrag indsendt i august 2016. Sundhedsstyrelsen meddelte os at dette næppe kan nås da det haster med at vejledningen gjort færdig.

Det er vores opfattelse, at vi reelt ikke er blevet inddraget i revisionen og vi frygter en ny vejledning som er mindst lige så ringe som den gældende.

Vi er bekymrede over den stigende anvendelse af selvmedicinering, siden Sundhedsstyrelsen stramning i 2012. Særligt da selvmedicinering nu også forekommer blandt børn og unge. Vi frygter at stigningen vil fortsætte indtil de problemer, som er i den gældende vejledning, løses.

Vi appellerer derfor til politisk indgriben i udarbejdelse af en ny vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling.

Med venlig hilsen

Transpolitisk Forum

FSTB – Foreningen for Støtte
til Transkønnede Børn

Amnesty International

LGBT+ Ungdom

Copenhagen Pride

LGBT Danmark

Bilag:
Sundhedsstyrelsen arbejdsdokument af 6. marts 2017.
Transpolitisk Forums og Amnesty Internationals brev af den 17. april 2017.
FSTB – Foreningen for Støtte til Transkønnede Børns brev af den 17. april 2017.
LGBT Danmarks brev af den 18. april 2017.

* * *
Folketingets journal vedrørende skrivelsen.
Skrivelsen i pdf-format hos Folketinget.

B 119. Spgsm. 1 den 9. maj 2017 om LGBT Danmarks skr. af 27. marts 2017 om familieretlige forhold for transmænd ifm. assisteret reproduktion. Svar 11. maj 2017.

Vist 0 gange. Ligestillingsudvalget stillede den 9. maj 2017 efter ønske fra Pernille Skipper (EL) spørgsmål 1 til beslutningsforslag B 119 – Samling: 2016-17 – om kommentarer til og besvarelse af en spørgsmål om LGBT Danmarks skrivelse af 27. marts 2017 til Sundhedsministeriet og Børne- og Socialministeriet med kopi til SOU og SUU om familieretlige forhold for transmænd ifm. assisteret reproduktion, herunder om en person, der har fået juridisk kønsskifte til mand, skal tillægges faderskab til et barn, som den kvinde, han er gift med føder, til børne- og socialminister, Mai Mercado (K), der svarede den 11. maj 2017.

Spørgsmålet
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 27. marts 2017 fra LGBT Danmark, jf. B 119 – bilag 1, og herunder specifikt svare på følgende tre spørgsmål:
  1. Er ministeriet enig i, at en person, der har gennemført juridisk kønsskifte til mand
    • som får et barn med en kvinde ved hjælp af donorsæd, og
    • har givet samtykke til fertilitetsbehandling, i og med, at han er mandlig juridisk partner til moderen vil skulle tillægges faderskab til barnet ved ægteskab, anerkendelse eller dom?
  2. Er ministeriet enig i, at i en situation,
    • hvor der ved en fertilitetsklinik er afgivet samtykke til behandling,
    • og hvor der er modtaget information og vejledning om familieretlige forhold på klinikken,
    • og hvor der anvendes donorsæd leveret gennem godkendt vævscenter, er betingelserne til stede for anvendelse af børnelovens bestemmelser om fastlæggelse af juridisk forældreskab ved ægteskab eller anerkendelse?
  3. Er ministeriet enig i, at Statsforvaltningen i forbindelse med registrering af forælderskab ikke har nogen retlig interesse i en forælders eventuelle tidligere juridiske køn?

Svaret
LGBT Danmark har den 27. marts 2017 skrevet til Børne- og Socialministeriet med kopi til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget samt Sundheds- og Ældreudvalget. Henvendelsen er sendt på baggrund af en sag, der har været omtalt i artikler i Informationen, hvor et par får et barn, men hvor manden ikke anerkendes som far, idet han biologisk er kvinde og har fået et juridisk kønsskifte til mand.

I henvendelsen redegør LGBT Danmark for baggrunden for de gældende regler i primært børneloven og i lov om assisteret reproduktion, som er relevante for foreningens medlemmer. Foreningen perspektiverer bl.a. dette i forhold til lovgivningens sprogbrug omkring køn og kønsrelaterede roller, som foreningen finder uklar. Foreningen stiller desuden en række opklarende spørgsmål til lovgivningen. Disse spørgsmål er gengivet af spørgeren i dette udvalgsspørgsmål.

Generelt skal jeg bemærke, at LGBT Danmark er en vigtig aktør på området, og at foreningen i høj grad er med til at sætte dagsorden på området bl.a. ved at rejse relevante problemstillinger i den løbende debat om, hvordan vi indretter vores lovgivning, sådan at den rummer mangfoldigheden og de mange familieformer vi har i dag.

Henset til, at udvalget ønsker spørgsmålet besvaret inden 1. behandlingen af beslutningsforslaget samt det forhold, at LGBT Danmarks generelle bemærkninger også er materialiseret ved de tre stillede konkrete spørgsmål, vil jeg herefter svare på disse:

1. I børneloven er det det biologiske køn, der er udslagsgivende for, hvornår der kan fastsættet et retligt moderskab, et retligt faderskab og et retligt medmoderskab.

En mulig forælders biologiske køn samt dennes relation til barnets mor er desuden bestemmende for, om vedkommende kan anses som part i en sag om faderskab eller i en sag om medmoderskab. Dette gælder i forhold til at få fastslået et faderskab eller medmoderskab, anfægte et registreret faderskab eller medmoderskab inden for de første 6 måneder efter barnets fødsel og i forhold til at få genoptaget en sag om faderskab eller medmoderskab. Hertil kommer, at der kan anvendes retsgenetiske undersøgelser i sager, hvor den mulige forælder er en mand – både til at fastslå et faderskab men også til at udelukke en faderskabsmulighed.

Børneloven har således i sin struktur afsæt i, at der skal anvendes kønsceller fra både en mand og en kvinde til undfangelsen af et barn, også når der anvendes assisteret reproduktion. Det køn, man bruger til at forplante sig med, er således udslagsgivende for det retlige forældreskab i loven. At en donor træder i stedet, eller at en forælder efterfølgende ændrer sit juridiske køn, får ikke betydning.

Derimod giver børneloven mulighed for, at en person, der ikke føder et barn, kan blive forælder som henholdsvis far eller medmor alt afhængig af personens biologiske køn.
Reglerne i børneloven er derfor ikke til hinder for, at en person, der har gennemført et juridisk kønsskifte, kan blive forælder, uanset om personen anvender egne kønsceller eller donerede kønsceller.

Jeg skal i øvrigt henvise til min besvarelse af LIU alm. del spørgsmål 75 (vedlagt).

2. Børneloven regulerer ikke, hvor behandlingen (inseminationen) kan finde sted, men alene at behandlingen skal foretages af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar, hvis børnelovens regler om faderskab og medmoderskab ved assisteret reproduktion skal finde anvendelse.

Hvis det ikke er muligt at anvende bestemmelserne i børnelovens kapitel 5 om faderskab, medmoderskab og moderskab ved assisteret reproduktion, vil det ikke være muligt, at fastsætte et medmoderskab. Derimod vil børnelovens øvrige faderskabsregler blive anvendt. Det betyder i udgangspunktet, at hvis moren er gift med en mand, så registreres ægtemanden som far til barnet. Er moren derimod ugift, kan hun sammen med en mand skriftligt erklære, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet, hvorefter manden kan registreres som far til barnet.

Jeg skal i øvrigt henvise til min besvarelse af SUU alm. del. spørgsmål 363 (vedlagt).

3. Som det fremgår indledningsvist af mit svar, så indeholder børneloven kønsbestemte regler, der tager udgangspunkt i det biologiske køn. Det vil derfor både kunne være legitimt og relevant, hvis myndighederne søger oplysninger, om en parts tidligere juridiske køn i forbindelse med behandlingen af en sag om faderskab eller medmoderskab.

Med venlig hilsen
Mai Mercado

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

FRA’s rapport af 7. juli 2016: 2016-rapport om grundlæggende rettigheder. FRA’s udtalelser.

Vist 0 gange.
2016-rapport om grundlæggende rettigheder

2016-rapport om grundlæggende rettigheder

Titel 2016-rapport om
grundlæggende rettigheder.
FRA’s udtalelser
Udfærdiget og
udgivet af
Den Europæiske Unions
Agentur for Grundlæggende
Rettigheder (FRA)
Udgivet 7. juli 2016
Antal sider 24
Sprog Dansk
ISBN-13 978-92-9491-300-5
PDF ISBN 978-92-9491-291-6

Fra rapporten gengives herunder alene hovedparten af et enkelt afsnit indeholdende tekst om ligebehandling og forskelsbehandling i relation til køn, kønsidentitet, kønsskifte og seksuel orientering.

2 Ligebehandling og ikke-forskelsbehandling (side 7)
EU’s dedikerede indsats for at bekæmpe forskelsbehandling og fremme ligebehandling og social inklusion kommer til udtryk i den udvikling af retsvæsenet samt de politiske foranstaltninger og tiltag, som EU’s institutioner og medlemsstater har iværksat i 2015. Forslaget til direktiv om ligebehandling var dog endnu ikke blevet vedtaget ved årets udgang. Det betød, at den beskyttelse, som EU-lovgivningen ydede, fortsat var uensartet og afhængig af, hvilket af livets aspekter og hvilket karakteristikum der skulle beskyttes, hvorved der blev fastholdt et årsagshierarki i forbindelse med beskyttelse mod forskelsbehandling.

FRA’s udtalelser
EU har et solidt retsgrundlag for bekæmpelse af forskelsbehandling, men opererer stadig med et årsagshierarki i forbindelse med beskyttelse mod forskelsbehandling. Direktiverne om ligebehandling uanset køn og race yder omfattende beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse i EU. Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering er til gengæld kun forbudt inden for områderne beskæftigelse, erhverv og erhvervsuddannelse i henhold til direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. Forhandlingerne om forslaget til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering – direktivet om ligebehandling – havde i 2015 varet syv år. Ved årets udgang var man endnu ikke nået frem til den enstemmighed i forhandlingerne, der er nødvendig i Rådet, for at et direktiv kan vedtages.

FRA’s udtalelser
For at sikre en mere lige beskyttelse mod forskelsbehandling inden for livets forskellige aspekter mener FRA, at EU’s lovgivere bør overveje alle muligheder for at få vedtaget direktivet om ligebehandling uden yderligere forsinkelser. Vedtagelsen af dette direktiv ville sikre omfattende beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering på lige vilkår.

Der blev i årets løb gjort en række fremskridt med hensyn til beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af køn, herunder kønsskifte, religion eller tro, handicap, seksuel orientering og kønsidentitet. Alle disse karakteristika er beskyttet i henhold til direktiverne om ligestilling og direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, med undtagelse af kønsidentitet og kønsskifte. Selv om kønsidentitet ikke udtrykkeligt er et beskyttet karakteristikum i EU-lovgivningen, er forskelsbehandling som følge af en persons kønsskifte forbudt i henhold til direktiv 2006/54/EF om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning). I to medlemsstater blev registrerede partnerskaber mellem par af samme køn i vid udstrækning sidestillet med ægteskab, undtagen med hensyn til adoption, mens ægteskab mellem par af samme køn blev legaliseret i en medlemsstat. I andre medlemsstater blev der gennemført reformer vedrørende forskelsbehandling på grund af kønsidentitet. […]

* * *
Omtale af rapporten hos EU’s ret og publikationer, hvorfra rapporten kan hentes på flere sprog, herunder på dansk.
Rapporten i pdf-format hos FRA.
Folketingets journal, (Ligestillingsudvalget, LIU, Alm. del 2016-17 bilag 28), vedrørende rapporten.
Rapporten i pdf-format hos Folketinget, (Ligestillingsudvalget, LIU).
Folketingets journal, (Retsudvalget, REU, Alm. del 2016-17 bilag 135), vedrørende rapporten.
Rapporten i pdf-format hos Folketinget, Retsudvalget, REU.
Folketingets journal, (Udlændinge- og Integrationsudvalget, UUI, Alm. del 2016-17, bilag 107), vedrørende rapporten.
Rapporten i pdf-format hos Folketinget, Udlændinge- og Integrationsudvalget, UUI.

Sterilisation er et ulovligt krav som betingelse for at ændre kønsbetegnelse i fødselsattest, fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – ECHR 121 (2017) – den 6. april 2017.

Vist 0 gange.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Pressemeddelelse den 6. april 2017 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Kravet om sterilisation eller en behandling, der medfører en meget høj sandsynlighed for sterilitet som betingelse for at ændre fødselsattester, var i strid med retten til respekt for privatlivet.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol første instans (Kammeret) [1] afsagde den 6. april 2017 dom i sagen A.P., Garçon og Nicot mod Frankrig (application nr. 79885/12, 52471/13 og 52596/13).

Domstolen afgjorde med stemmerne seks mod en, at der var sket overtrædelse af artikel 8 (Ret til respekt for privatliv og familieliv) i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for så vidt angik E. Garçon og S. Nicot, som følge af kravet om at kræve den irreversible ændring af deres kroppe.

Domstolen afgjorde med et flertal, at der ikke var sket overtrædelse af artikel 8 i konventionen for så vidt angik E. Garçon på grund af forpligtelsen til at bevise, at han rent faktisk led af kønsidentitetsforstyrrelse, og for så vidt angik A.P. på grund af forpligtelsen til at gennemgå en lægeundersøgelse.

Sagen drejede sig om tre transpersoner med fransk statsborgerskab, som ønskede at ændre kønsbetegnelsen og deres fornavn på deres fødselsattester, men som fik ikke lov til det af de franske domstole. Sagsøgerne fremførte blandt andet, at myndighederne havde tilsidesat deres ret til respekt for deres privatliv ved at gøre anerkendelse af deres kønsidentitet betinget af, at de gennemgik en operation, der medførte en høj sandsynlighed for sterilitet.

Domstolen fastslog navnlig, at dét at gøre anerkendelsen af transpersoner kønsidentitet betinget af en uønsket operation eller sterilisation fratog dem deres ret til respekt for deres privatliv.

Vigtigste fakta
De tre klagere er franske statsborgere. Den første klager, A.P., blev født i 1983 og bor i Paris (Frankrig). Den anden klager, E. Garçon, blev født i 1958 og bor i Perreux-sur-Marne (Frankrig). Den tredje klager, S. Nicot, blev født i 1952 og bor i Essey-les-Nancy (Frankrig). I betragtning af ligheden mellem sagerne fandt Domstolen det hensigtsmæssigt at behandlede dem samlet i henhold til artikel 42 § 1 i Domstolens forretningsorden.

Den 11. september 2008 blev A.P.’s sag mod den offentlige anklager indbragt for Paris Tribunal de Grande Instance (TGI) for at få det konstateret, om han nu var en kvinde, og at hans fornavn var A. (et kvindeligt fornavn). Han indsendte fire lægeerklæringer til støtte for sin anmodning, hvoraf den ene var en erklæring om kønsskifteoperation gennemgået i Thailand den 3. juli 2008. I en foreløbig dom den 17. februar 2009 bestilte TGI en rapport om de fysiologiske, biologiske og psykologiske aspekter af hans situation. A.P. nægtede at underkaste sig disse undersøgelser på grund af omkostningerne og pga., at det var en krænkelse af hans fysiske og moralske integritet. Ved dom af 10. november 2009 blev A.P. vægring afvist af TGI. Appelretten i Paris stadfæstede TGI’s dom i det omfang, at den afviste anmodningen om at ændre hans kønsbetegnelse, men beordrede, at fornavne skulle ændres. Den 7. juni 2012 afviste Kassationsretten en appel.

Den 17. marts 2009 behandledes E. Garçons sag mod den offentlige anklager i Créteil tribunal de grande instance (TGI) for at få afgjort, at han nu var en kvinde, og at hans fornavn var Émilie. Han henviste til et erklæring udstedt af en psykiater i 2004, der angav, at han var transkønnet, men der var ikke medsendt nogen dokumenter. Den 9. februar 2010 afsagde TGI dom om, at da E. Garçon ikke havde godtgjort, at han reelt led af kønsidentitetsforstyrrelse, burde sagen afvises. Appelretten i Paris stadfæstede dommen. Den 13. februar 2013 afviste Kassationsretten en appel.

Den 13. juni 2007 behandledes S. Nicots sag mod den offentlige anklager i Nancy TGI for at få afgjort, at han nu var kvinde og at hans fornavn var Stéphanie. Den 7. november 2008 udsatte TGI sagen og besluttet, at lægeerklæringer om klagerens medicinske og kirurgiske behandling, der beviste omfanget af hans kønsskifte, skulle indgå i sagen. S. Nicot nægtede at indsende disse erklæringer. Som følge deraf afsagde TGI dom den 13. marts 2009 om, at sagen var afvist. Nancy appelret stadfæstede dommen. Den 13. februar 2013 afviste Kassationsretten en appel.

Klager, procedure og sammensætningen af Domstolen
Med henvisning til artikel 8 (Ret til respekt for privatliv og familieliv) klagede A.P., E. Garçon og S. Nicot over, at ændring af kønsbetegnelsen på deres fødselsattest blev gjort betinget af irreversible ændringer af deres kroppe. E. Garçon klagede yderligere over, at kravet om at dokumentere, at han led af kønsidentitetsforstyrrelse tilsidesatte menneskelig værdighed for ham. Endelig klagede A.P. over, at de lægeundersøgelser, som de nationale domstole krævede gennemført, i det mindste var potentielt nedværdigende behandlinger.

Under henvisning til artikel 14 (Forbud mod diskriminering) sammenholdt med artikel 8 påstod E. Garçon og S. Nicot, at dét at gøre ændring af deres fødselsattester betinget af at fremlægge erklæringer om kønsidentitetsforstyrrelse eller kønsdysfori og erklæringer om at have gennemgået kønsskiftekirurgi indskrænkede denne ret til transseksuelle personer og nægtede denne ret til transpersoner.

A.P. påstod, at der var sket en krænkelse af artikel 6 (Ret til retfærdig rettergang), ved at de nationale domstole havde begået en åbenbar skønsfejl ved at konkludere, at da han nægtede at underkaste sig en lægeundersøgelse, var der ikke ført bevis for en irreversibel ændring af hans krop, selv om A.P. havde indsendt en lægeerklæring derom.

Ansøgningen blev indgivet til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 5. december 2012.

Dom blev afsagt af en afdeling med syv dommere, sammensat som følger:
Angelika Nußberger (Tyskland), formand
André Potocki (Frankrig),
Faris Vehabovic (Bosnien-Hercegovina),
Yonko Grozev (Bulgarien),
Carlo Ranzoni (Liechtenstein),
Martinš Mits (Letland),
L.tif Huseynov (Aserbajdsjan),
og også Milan Blaško, stedfortrædende sektions-justitssekretær.

Domstolens afgørelse
Artikel 8
Domstolen bemærkede, at A.P. over for de nationale domstole ikke havde anfægtet den franske lovgivnings betingelse om, at ændringen af kroppen skulle være irreversibel, men ved hjælp af en udenlandsk lægeerklæring havde forsøgt at argumentere, at han opfyldt betingelsen.
Han havde derfor ikke udtømt de nationale retsmidler, hvorfor denne del af hans klage var afvist.

Med hensyn til de to andre klagers klage over dét kriterium, at ændringen af deres kroppe skulle være irreversible for, at en ansøgning om ændring af kønsbetegnelsen på en fødselsattest, kunne imødekommes, har regeringen ikke bestridt anvendelsen af artikel 8 i den foreliggende sag i relation til “privatliv”-aspektet, idet dette inkluderede retten til kønsidentitet.
Domstolen bemærkede for det første, at det omtvistede kriterium underforstået betyder at gennemgå en operation eller medicinsk behandling, der involverer en høj sandsynlighed for sterilitet. I betragtning af, at den enkeltes fysiske integritet og kønsidentitet var på spil, har Domstolen givet sagsøgte stat begrænset råderum (‘en snæver skønsmargin’). Domstolen bemærkede, at dét at gøre anerkendelse af transpersoners kønsidentitet betinget af, at de undergår en operation eller sterilisation, som de ikke ønsker, medfører en betinget opgivelse af den fulde nydelse af ens ret til respekt for privatlivet for den fysiske integritet. Domstolen fastslog, at den rimelige balance, efter hvilken de deltagende stater var forpligtet til at skelne mellem den almene interesse og hensynet til de berørte personer, ikke var blevet opretholdt. Som følge heraf er det fundet, at den betingelse, at ændringen af en persons krop skulle være irreversibel, udgjorde en mangel, som gjorde, at den sagsøgte stat ikke har opfyldt sin positive forpligtelse til at sikre retten til respekt for privatlivet. Domstolen fastslog, at der var sket en krænkelse af artikel 8 i denne henseende.

Med hensyn til betingelsen om at bevise, at man i virkeligheden led af kønsidentitetsforstyrrelse, som pålagt i fransk lovgivning for at give tilladelse til kønsskifte, bemærkede Domstolen, at der på dette område eksisterede en bred enighed blandt medlemsstaterne, og at dette kriterium ikke direkte rejser tvivl en persons fysiske integritet. Domstolen udledte heraf, at selv om den enkeltes kønsidentitet var på spil, havde staterne betydelige råderum til at beslutte, om der skal indføres en sådan tilstand. Heraf fulgte, at den sagsøgte stat ikke havde tilsidesat sin positive forpligtelse til at garantere E. Garçon ret til privatliv. Domstolen konkluderede, at der ikke havde været en overtrædelse af artikel 8 i den forbindelse.

Endelig med hensyn til forpligtelsen til at gennemgå en lægeundersøgelse, som klaget over af A.P., bemærkede Domstolen, at den anfægtede undersøgelse var blevet bestilt af en dommer som et led i indsamlingen af bevismateriale, et område hvor Domstolen har givet de deltagende stater betydelig handlefrihed. Domstolen bemærkede, at selv om den medicinske rapport medførte en genital undersøgelse og dermed mulighed for potentielle forstyrrelser i udøvelsen af sin ret til respekt for privatlivet, så var den at betragte som meget lille. Denne omstændighed har således ikke udgjort en mangel i, at den sagsøgte stat har opfyldt sin positive forpligtelse til at garantere A.P. ret til privatliv. Heraf fulgte, at der ikke havde været en overtrædelse af artikel 8 i den forbindelse.

Artikel 14 sammenholdt med artikel 8
Domstolen bemærkede, at denne del af klagen kunne realitetsbehandles. Men med henvisning til sin konklusion om overtrædelse af artikel 8 i konventionen med hensyn til E. Garçon og S. Nicot med hensyn til kravet om en irreversible ændring af deres kroppe har Domstolen ikke fundet det nødvendigt at undersøge denne klage særskilt i henhold til artikel 14 sammenholdt med artikel 8.

Artikel 6 § 1
Domstolen bemærkede, at denne del af ansøgningen kunne realitetsbehandles. Den fandt dog, at de forhold, der påklagedes af A.P. vedrørende artikel 6 § 1 ikke rejste spørgsmål, som ikke allerede havde afgjort i henhold til artikel 8. Det konkluderede derfor, at det ikke var nødvendigt at undersøge denne del af klagen.

Passende erstatning (artikel 41)
Domstolen fandt, at der i det foreliggende tilfælde med konstateringen af, at artikel 8 i konventionen var overtrådt, udgjorde en passende erstatning, men fandt det rimeligt at tildele E. Garçon og S. Nicot, hver 958,40 euro til dækning af omkostninger og udgifter.

Separat udtalelse
Dommer Ranzoni udtrykte en afvigende udtalelse. Den er vedlagt dommen.

Dommen er kun tilgængelig på fransk.

* * *
Note
  1. [Retur] I henhold til artikel 43 og 44 i konventionen, er Kammerets dom ikke er endelig. Inden for en periode på tre måneder efter domsdatoen, kan hver part anmode om, at sagen henvises til Domstolens Storkammer (Grand Chamber). Hvis en sådan anmodning fremsættes, afgør et panel på fem dommere, hvorvidt sagen fortjener yderligere undersøgelse. I så fald vil Storkammeret behandle sagen og afgive en endelig dom. Hvis anmodningen afvises, vil Kammerets dom være endelig denne dag.
    Når en dom bliver endelig, sendes den til Ministerkomitéen i Europarådet til overvågning af dens fuldbyrdelse.
    Yderligere information om fuldbyrdelsesprocessen kan findes her:
    www.coe.int/t/dghl/monitoring/execution.

* * *
Der tages forbehold for oversættelsen. Ved brug som dokumentation henvises til den originale pressemeddelelse.
Tina Thranesen.

* * *
Pressemeddelelse den 6. april 2017 på engelsk fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om dommen.
Dommen på fransk hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Omtale af dommen den 6. april 2017 fra TGEU om dommen.

Norsk lovforslag den 5. april 2017 til en ny samlet diskriminationslov (Prop. 81 L (2016-2017)) og oprettelse af en diskriminationskomité Prop. 80 L (2016-2017)).

Vist 0 gange.
Norge

Norge

Den norske regering fremsatte den 5. april 2017 et lovforslag – Prop. 81 L (2016-2017) – til en ny diskriminationslov, der skal erstatte fire nugældende love om diskrimination og forskelsbehandling.
Diskriminationslovforslaget nævner specifikt, at lovforslaget bl.a. omhandler beskyttelse mod diskrimination, og forskelsbehandling pga. seksuel orientering, kønsidentitet og kønsudtryk.
Samtidig fremsatte den norske regering også et lovforslag – Prop. 80 L (2016-2017) – om oprettelse af en diskriminationskomité (på norsk “diskrimineringsnemnda” [1]), som får karakter af en domstol.


Indhold
Pressemeddelelse af 5. april 2017 om de to lovforslag
Omtale af lovforslaget til ny diskriminationslov – Prop. 81 L (2016-2017)
Omtale af lovforslaget til en diskriminationskomité – Prop. 80 L (2016-2017)
Referencer/links

* * *
[Til indhold] Pressemeddelelsen gengives herunder oversat til dansk.
Der tages forbehold for oversættelsen. Ved brug som dokumentation henvises til den originale pressemeddelelse.
Tina Thranesen.
Pressemeddelelse den 5. april 2017 fra den norske regering

En retfærdig, stærk og tydelig beskyttelse mod diskrimination

Regeringen foreslår en sammenhængende ligestillings- og antidiskriminationslovgivning og en ny diskriminationskomité (diskrimineringsnemnda)

I dag har børne- og ligestillingsminister Solveig Horne (Fremskridtspartiet) i Stortinget fremlagt et forslag til en fælles ligestillings- og antidiskriminationslov og forslag til ændring af håndhævelsesmekanismen.

Diskrimination er et alvorligt problem, både for de berørte og for samfundet som helhed. Det er vigtigt, at vi har en effektiv og god lovgivning, der forbyder diskrimination, og at lovgivningen håndhæves effektivt, siger Solveig Horne.

Beskyttelse mod forskelsbehandling er i dag reguleret i fire forskellige love.

– Jeg vil foreslå nu en omfattende ligestillings- og forskelsbehandlingslov, der vil give en mere retfærdig, stærkere og klarere beskyttelse mod diskrimination, siger ligestillingsministeren.

Beskyttelsen mod diskrimination styrkes ved, at lovgivningen bliver lettere at forstå og bruge, og gennem flere nye bestemmelser. Den skal have til formål at fremme ligestilling og forebygge diskrimination. Loven er især rettet mod at forbedre forholdene for kvinder og minoriteter såsom etniske minoriteter, bøsser, lesbiske, transpersoner og folk med handicap. Loven vil bidrage til at nedbryde samfundsskabte invaliderende barrierer.

I dag gælder beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af alder kun for arbejdsvilkår. Det ændrer regeringen.

– Vi udvider forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder til også at gælde uden for arbejdsmarkedet. I dag er der for eksempel ingen lov, som forbyder at diskriminere ældre mennesker ved leje af boliger. Der er heller ingen regler, der fastslår, at chikane på grund af alder uden for arbejdsmarkedet er ulovligt, siger ministeren.

Dette er nogle af de tiltag regeringen foreslår for at styrke beskyttelsen mod forskelsbehandling:
  • Regeringen udvider forbud mod forskelsbehandling på grund af alder til også at gælde uden for arbejdsmarkedet.
  • Regeringen foreslår at udvide forpligtelsen til at sikre universel udformning af informations- og kommunikationsteknologi (IKT) til også at gælde for undervisnings- og uddannelsessektoren.
  • Regeringen foreslår, at undervisningsmaterialer og undervisning i skolerne skal baseres på lighed og ikke-diskrimination.
  • Regeringen udvider muligheden for positiv særbehandling til også at omfatte mænd, således, at f.eks. arbejdsgivere kan tilskynde mænd til at søge job i kvindedominerede erhverv.
  • Regeringen præciserer den strenge beskyttelse af gravide mod diskrimination, og foreslår blandt andet en særskilt bestemmelse om tilrettelæggelse af arbejdet.
  • Regeringen præciserer forbuddet mod sammensat diskrimination.

Regeringen foreslår at styrke aktivitetspligten ved, at alle arbejdsgivere, store som små, skal have pligt til at arbejde aktivt, målrettet og systematisk for at fremme ligestilling inden for alle områder om diskrimination i loven. Det betyder, at aktivitetspligten vedrørende kønsligestilling videreføres fra ligestillingsloven, og at aktivitetspligten styrkes i forhold til andre former for forskelsbehandling.

Vi foreslår også, at aktivitetspligten gøres mere konkret for både offentlige og private arbejdsgivere med flere end halvtreds ansatte. Det bliver derfor lettere at se, hvad der ligger i aktivitetspligten. Samtidig ophæver regeringen redegørelsespligten.

– Redegørelsespligten er ressourcekrævende og bureaukratisk. Undersøgelser viser, at den ikke fungerer efter hensigten. Jeg mener, at aktivitetspligten vil have en vigtig funktion også uden redegørelsespligten, siger Horne.

Ny komité (nemnda)
– Ud over en effektiv lov, skal vi have et godt håndhævelsesapparat. Derfor vil jeg foreslå en ny styrket diskriminationskomité (Diskrimineringsnemnda), som vil blive placeret i Bergen, siger ministeren.

Behandlingstiden i dag er lang. Det kan tage op til to år fra en sag klages til ombudsmanden til endelig afgørelse. I det nye diskriminationskomité skal alle sager behandles i én instans, og det vil bidrage til en halvering af sagsbehandlingstiden. Det vil være et krav om dommererfaring for medlemmerne af diskriminationskomitéen.

– Jeg ønsker, at det skal få konsekvenser at diskriminere. Den nye diskriminationskomité skal derfor kunne pålægge oprejsning i sager inden for arbejdsmarkedet og kompensation i enkle sagsforhold, siger Horne.

I dag har Ligestillings- og diskrimineringsombudet (LDO) en todelt rolle – det arbejder for styrkelse af ligestilling, samtidig med, at det håndhæver lovene. Det kan svække ombudsmandens legitimitet og gennemslagskraft.

– Jeg vil have et rendyrket og uafhængigt organ, der arbejder for fremme af ligestilling, som kan være en samfundskritisk stemme fremme af ligestilling. Når lovhåndhævelsesopgavene flyttes, får ombudsmand større frihed til at være fortaler for ligestilling. Dette vil gøre det nemmere at arbejde mod diskrimination og for reel ligestilling i samfundet. Ombudsmand har i dag en lignende rolle, siger ministeren.

* * *
[Til indhold] Uddrag af lovforslaget til ny diskriminationslov – Prop. 81 L (2016-2017)

Definisjonen av transpersoner har ingen skarpe avgrensninger. Med transpersoner menes både personer som har gjennomgått kjønnsbekreftende behandling eller som er i en slik prosess, og personer som uttrykker sin kjønnstilhørighet eller sitt sosiale kjønn med en bestemt klesstil, kroppsspråk eller sminke. De nevnte eksemplene er ikke ment som en uttømmende oppregning av hvilke forhold som kan falle inn under grunnlaget kjønnsidentitet og kjønnsuttrykk. jf. Prop. 88 L (2012-2013) kapittel 16.2.5.1 side 119. Grunnlagene forutsetter ikke at det foreligger noen diagnose.
Intersex er et paraplybegrep for mange ulike tilstander som gjelder for personer som er født med uklare kjønnskarakteristika. Det betyr at barna ofte ikke kan beskrives som enten gutt eller jente ved fødselen. I Norge blir personer født med intersextilstander tildelt kjønn som enten kvinne eller mann mens de er spedbarn, og kan få medisinsk og kirurgisk behandling for å fremstå som det tildelte kjønn.

Departementet vil gi en ikke-uttømmende liste med eksempler på tiltak som i praksis har vist seg å ha potensiale for positive effekter og som har vært anbefalt i tidligere utredninger og veiledninger.
Eksempler på slike tiltak er:
[…]

  • Legge til rette for mangfold og åpenhet slik at homofile, lesbiske, bifile og transpersoner kan forholde seg til sin seksuelle orientering, kjønnsuttrykk og kjønnsidentitet med den samme selvfølgelighet som andre.
[…]

Diskriminering på grunn av transseksualisme regnes ikke som diskriminering på grunn av kjønn, men som diskriminering på grunn av kjønnsidentitet og kjønnsuttrykk (se nedenfor).

“Seksuell orientering” videreføres som et diskrimineringsgrunnlag. Diskrimineringsgrunnlaget har samme innhold som i diskrimineringsloven om seksuell orientering. Seksuell orientering inkluderer både seksuell legning og seksuell praksis (for eksempel forskjellsbehandling mellom homofile og heterofile samboere). Vernet gjelder i prinsippet også heterofile, men har størst praktisk betydning for homofile. Begrepet seksuell orientering er relatert til hvilket kjønn en persons kjærlighet og seksualitet er rettet mot, om det er personer av motsatt kjønn eller av samme kjønn.

Diskrimineringsgrunnlagene “kjønnsidentitet” og “kjønnsuttrykk” videreføres som diskrimineringsgrunnlag. Diskrimineringsgrunnlagene skal forstås på samme måte som i diskrimineringsloven om seksuell orientering. Det betyr at diskrimineringsgrunnlagene både omfatter en persons selvopplevde kjønn (kjønnsidentitet) og hvordan en person uttrykker seg gjennom oppførsel, klær utseende, språk og så videre (kjønnsuttrykk).

Diskrimineringsgrunnlagene kjønnsidentitet og kjønnsuttrykk gir et vern for transpersoner og intersexpersoner. Som transpersoner regnes for eksempel transseksuelle/transkjønnede, transvestitter og personer som opplever seg selv som verken mann eller kvinne. Diskrimineringsgrunnlaget omfatter personer som har gjennomgått kjønnsbekreftende behandling eller er under slik behandling. Diskrimineringsvernet er ikke betinget av eventuelle diagnoser, eller hormonell og kirurgisk behandling. Vernet omfatter også en persons mentale kjønn eller selvopplevde kjønnsbilde. Videre omfatter diskrimineringsvernet hvordan noen uttrykker sitt sosiale kjønn, ved at de gjennom klær, sminke, oppførsel eller på andre måter har et annet kjønnsuttrykk enn sitt biologiske kjønn.

[Til indhold] Uddrag af selve lovforslaget, som starter på side 340.

Prop. 81 L
Forslag
til lov om likestilling og forbud mot diskriminering
(likestillings- og diskrimineringsloven)

§ 1 Formål
Lovens formål er å fremme likestilling og hindre diskriminering på grunn av kjønn, graviditet, permisjon ved fødsel eller adopsjon, omsorgsoppgaver, etnisitet, religion, livssyn, funksjonsnedsettelse, seksuell orientering, kjønnsidentitet, kjønnsuttrykk og alder.

Med likestilling menes likeverd, like muligheter og like rettigheter. Likestilling forutsetter tilgjengelighet og tilrettelegging.

Loven tar særlig sikte på å bedre kvinners og minoriteters stilling. Loven skal bidra til å bygge ned samfunnsskapte funksjonshemmende barrierer, og hindre at nye skapes.

§ 2 Saklig virkeområde
Loven gjelder på alle samfunnsområder, med unntak av familieliv og andre rent personlige forhold.

Loven gjelder ikke ved diskriminering på grunn av alder i forhold som reguleres av arbeidsmiljøloven kapittel 13 og skipsarbeidsloven kapittel 10.

Departementet kan gi forskrift om lovens anvendelse for utsendte arbeidstakere etter arbeidsmiljøloven § 1-7 første ledd.
[…]

§ 4 Ufravikelighet
Bestemmelsene i denne loven, og forskrifter gitt i medhold av loven, kan ikke fravikes ved avtale.

§ 5 FNs rasediskrimineringskonvensjon
De forente nasjoners internasjonale konvensjon 21. desember 1965 om avskaffelse av alle former for rasediskriminering gjelder som norsk lov.

Kapittel 2 Forbud mot å diskriminere
§ 6 Forbud mot å diskriminere
Diskriminering på grunn av kjønn, graviditet, permisjon ved fødsel eller adopsjon, omsorgsoppgaver, etnisitet, religion, livssyn, funksjonsnedsettelse, seksuell orientering, kjønnsidentitet, kjønnsuttrykk, alder eller kombinasjoner av disse grunnlagene er forbudt. Med etnisitet menes blant annet nasjonal opprinnelse, avstamning, hudfarge og språk.

Forbudet omfatter diskriminering på grunn av eksisterende, antatte, tidligere eller fremtidige forhold som nevnt i første ledd.

Forbudet gjelder også hvis en person blir diskriminert på grunn av sin tilknytning til en annen person, og diskrimineringen skjer på grunn av forhold som nevnt i første ledd.

Med diskriminering menes direkte eller indirekte forskjellsbehandling etter §§ 7 og 8 som ikke er lovlig etter §§ 9, 10 eller 11.

§ 7 Direkte forskjellsbehandling
Med direkte forskjellsbehandling menes at en person behandles dårligere enn andre blir, har blitt eller ville blitt behandlet i en tilsvarende situasjon, på grunn av forhold som nevnt i § 6 første ledd.

§ 8 Indirekte forskjellsbehandling
Med indirekte forskjellsbehandling menes enhver tilsynelatende nøytral bestemmelse, betingelse, praksis, handling eller unnlatelse som vil stille personer dårligere enn andre, på grunn av forhold som nevnt i § 6 første ledd.

§ 9 Lovlig forskjellsbehandling
Forskjellsbehandling er ikke i strid med forbudet i § 6 når den
  1. har et saklig formål
  2. er nødvendig for å oppnå formålet og
  3. ikke er uforholdsmessig inngripende overfor den eller de som forskjellsbehandles.

I arbeidsforhold og ved valg og behandling av selvstendig næringsdrivende og innleide arbeidstakere er direkte forskjellsbehandling på grunn av kjønn, etnisitet, religion, livssyn, funksjonsnedsettelse, seksuell orientering, kjønnsidentitet og kjønnsuttrykk bare tillatt hvis denne egenskapen har avgjørende betydning for utøvelsen av arbeidet eller yrket, og vilkårene i første ledd er oppfylt.

Aldersgrenser som følger av lov eller forskrift, og fordelaktige priser på grunn av alder, er ikke i strid med forbudet i § 6.
[…]

Kapittel 4 Aktivt likestillingsarbeid
§ 24 Offentlige myndigheters plikt til å arbeide for likestilling
Offentlige myndigheter skal arbeide aktivt, målrettet og planmessig for å oppfylle lovens formål.

§ 25 Arbeidslivets organisasjoners plikt til å arbeide for likestilling
Arbeidslivets organisasjoner skal, innenfor sine virkefelt, arbeide aktivt, målrettet og planmessig for å fremme likestilling og hindre diskriminering på grunn av kjønn, graviditet, permisjon ved fødsel og adopsjon, omsorgsoppgaver, etnisitet, religion, livssyn, funksjonsnedsettelse, seksuell orientering, kjønnsidentitet og kjønnsuttrykk.

§ 26 Arbeidsgivers plikt til å arbeide for likestilling
Alle arbeidsgivere skal, innenfor sin virksomhet, arbeide aktivt, målrettet og planmessig for å fremme likestilling og hindre diskriminering på grunn av kjønn, graviditet, permisjon ved fødsel og adopsjon, omsorgsoppgaver, etnisitet, religion, livssyn, funksjonsnedsettelse, seksuell orientering, kjønnsidentitet og kjønnsuttrykk. Arbeidet skal blant annet omfatte rekruttering, lønnsog arbeidsvilkår, forfremmelse, utviklingsmuligheter, tilrettelegging, mulighet for å kombinere arbeid og familieliv og forebygging av trakassering.
[…]

Kapittel 5 Særlige regler i arbeidsforhold
§ 29 Diskrimineringsforbudet i arbeidsforhold mv.
Forbudene i kapittel 2 gjelder alle sider av et arbeidsforhold. Dette omfatter blant annet
  1. utlysning av stilling
  2. ansettelse, omplassering og forfremmelse
  3. opplæring og kompetanseutvikling
  4. lønns- og arbeidsvilkår og
  5. opphør.

Første ledd gjelder tilsvarende for arbeidsgiveres valg og behandling av selvstendig næringsdrivende og innleide arbeidstakere.

§ 30 Forbud mot innhenting av opplysninger i ansettelsesprosesser
Arbeidsgivere må ikke i ansettelsesprosessen, herunder under intervju eller på annen måte, innhente opplysninger om en søkers
  1. graviditet, adopsjon eller planer om å få barn
  2. religion eller livssyn
  3. etnisitet
  4. funksjonsnedsettelse
  5. seksuelle orientering, kjønnsidentitet eller kjønnsuttrykk.

Innhenting av opplysninger om etnisitet, religion, livssyn, funksjonsnedsettelse og samlivsform er likevel tillatt hvis opplysningene har avgjørende betydning for utøvelsen av arbeidet eller yrket.

Innhenting av opplysninger om søkerens samlivsform, religion eller livssyn er tillatt hvis virksomheten har som formål å fremme bestemte livssyn eller religiøse syn, og arbeidstakers stilling vil ha betydning for å gjennomføre formålet. Dersom slike opplysninger vil bli krevet, må dette oppgis i utlysningen av stillingen.
[…]

* * *
[Til indhold] Uddrag af lovforslaget til en diskriminationskomité, som starter på side 113.

Prop. 80 L
Forslag
til lov om Likestillings- og diskrimineringsombudet og
Diskrimineringsnemnda (diskrimineringsombudsloven)

Kapittel 1 Generelle bestemmelser
§ 1 Virkeområde
Loven gir regler om organiseringen av og virksomheten til Likestillings- og diskrimineringsombudet (ombudet) og Diskrimineringsnemnda (nemnda).
[…]

* * *
[Til indhold] Referencer/links
Pressemeddelelsen hos den norske regering.

Stortingets journal vedrørende Prop. 81 L – forslag til lov om likestilling og forbud mot diskriminering (likestillings- og diskrimineringsloven).
Lovforslaget hos Stortinget.
Lovforslaget i pdf-format hos Stortinget.

Stortingets journal vedrørende Prop. 80 L forslag til lov om Likestillings- og diskrimineringsombudet og Diskrimineringsnemnda (diskrimineringsombudsloven) hos Stortinget.
Lovforslaget hos Stortinget.
Lovforslaget i pdf-format hos Stortinget.

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] Diskrimineringsnemnda
    Sammentrukket af “Diskriminerings” og “nemnda”.
    En “nemnda” er en komité, som har besluttende myndighed (svarende til en domstol) i bestemte sager.
    Ordet blev i gammel tid brugt om et udvalg ” nemndamenn”, som man overlod afgørelsen i sager, specielt på et ting.
    I dag bruges “nemnda” i mange tilfælde om særlige klageorganer.

B 119. Beslutningsforslag den 31. marts 2017 om anerkendelse af personers juridiske køn i børneloven.

Vist 0 gange. Carolina Magdalene Maier (ALT), Rasmus Nordqvist (ALT), Stine Brix (EL), Pernille Skipper (EL) fremsatte den 31. marts 2017 beslutningsforslag B 11 – Samling: 2016-17 – om anerkendelse af personers juridiske køn i børneloven.

Beslutningsforslaget

Forslag til folketingsbeslutning
om anerkendelse af personers juridiske køn i børneloven

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2017 at fremsætte forslag til lov om ændring af de relevante regler i børneloven og ændre praksis, således at forældres køn defineres ud fra det juridiske og dermed selvvalgte køn.

Bemærkninger til forslaget

Baggrund
I 2014 valgte Folketinget at give personer mulighed for at ændre deres køn juridisk, og i 2016 besluttede regeringen med opbakning fra hele Folketinget at fjerne det at være transkønnet fra listen over psykiske sygdomme.

De seneste ændringer reflekterer en bred enighed om, at transpersoner er i deres fulde ret og ved deres fornufts fulde brug, når de vælger at skifte køn – såvel juridisk som biologisk.

På trods af intentionen om at ligestille transpersoner juridisk med alle andre er der dele af den danske lovgivning, der ikke respekterer og imødekommer transpersoners valg, og et eksempel herpå er børnelovens regler om forældreskab.

Nuværende regler og praksis
I dag kan en mand der er i er forhold med en gravid kvinde og ikke er biologisk far til barnet, underskrive en omsorgs- og ansvarserklæring sammen med den gravide mor til barnet og dermed opnå juridisk forældreskab. Men den ordning er betinget af, at manden altid har været en biologisk og juridisk mand. I børneloven står der nemlig, at man har det køn, som man kan reproducere med.

I praksis betyder det, at f.eks. en mand, der lever som en mand og er anerkendt af staten som en mand, ikke kan anerkendes som barnets far, hvis han er født med et andet reproducerende køn.

En mand født som kvinde kan derfor kun registrere sig som medmor til barnet ved dets fødsel. På samme måde vil en kvinde født som mand kun kunne registrere sig som juridisk far og ikke som medmor.

Forslagsstillerne finder det ærgerligt og ufuldkomment, at man i et samfund, der ellers bygger på menneskers frie valg og ligestilling mellem mænd og kvinder, herunder også mænd og kvinder, der aktivt har valgt deres køn til, ikke går hele vejen og sikrer, at rettighederne følger med i alle dele af livet – også når man skal være forældre til et barn.

Med forslaget ønsker forslagsstillerne at opdatere børnelovens forældede kønsforståelse og sikre, at ligestillingen gælder alle og gælder altid. Derfor skal muligheden for at søge om forældreskab baseres på forældrenes anerkendte juridiske køn.

* * *
Folketingets journal vedr. beslutningsforslaget.
Beslutningsforslaget i pdf-format hos Folketinget.

B 117. Beslutningsforslag den 31. marts 2017 om at gøre cpr-numre kønsneutrale.

Vist 0 gange. Carolina Magdalene Maier (ALT), Torsten Gejl (ALT), Rasmus Nordqvist (ALT) fremsatte den 31. marts 2017 beslutningsforslag B 117 – Samling: 2016-17 – om at gøre CPR-numre kønsneutrale.

Beslutningsforslaget

Forslag til folketingsbeslutning
om at gøre cpr-numre kønsneutrale

Folketinget pålægger regeringen at gøre cpr-numre kønsneutrale. De nødvendige ændringer og tilpasninger skal være foretaget, således at nye cpr-numre fra årsskiftet 2017-18 er kønsneutrale.

Bemærkninger til forslaget

I dag indikerer danskernes cpr-nummer et køn i den forstand, at lige numre gives til dem, der fødes som kvinder, og ulige numre gives til dem, der er født som mænd.

Vores cpr-numre bruges i de fleste interaktioner, vi har med den offentlige sektor, men også andre steder, eksempelvis gennem brug af NemID i banken. Dertil fremgår personnummeret af flere offentligt udstedte identifikationskort:
Pas, sygesikringskort, kørekort m.fl.

I praksis er kønsidentiteten dog ikke knyttet absolut fast til det biologiske, binære køn. Det gælder eksempelvis personer, der har en mere flydende kønsidentitet og dermed ikke identificerer sig kategorisk som mand eller som kvinde. Den nuværende praksis med personnummeret påtvinger således alle danskere en kønsidentifikation, hvor en person kan vælge, om personen absolut vil være enten kvinde eller mand juridisk set. Og det kan for nogle være problematisk.

Kønsangivelsen i personnummeret er samtidig formelt set unødvendig, da køn er opført i personregisteret som et særskilt dataelement, jf. svar på REU alm. del – spm. 497 (folketingsåret 2010-11).

Dette beslutningsforslag er såleds et principielt opgør med et forældet binært kønssyn i udstedelsen af identifikationsnumre til danskere. I praksis er det tillige en måde at sikre, at folk, der ikke ønsker at dele informationen om deres juridiske køn i enhver formel interaktion med det offentlige, banken etc., kan være fri for det.

* * *
Folketingets journal vedr. beslutningsforslaget.
Beslutningsforslaget i pdf-format hos Folketinget.

B 83. Bilag 1. Spgsm. 1. LGBT Danmarks høringsskrivelse den 29. marts 2017 til B 83 om sundhedsvæsenets behandlingstilbud til transkønnede. Svar 17. maj 2017.

Vist 0 gange. LGBT Danmark indsendte den 30. marts 2017 sin høringsskrivelse af 29. marts 2017 til beslutningsforslag B 83 om sundhedsvæsenets behandlingstilbud til transkønnede til Sundheds- og Ældreudvalget.
Registreret hos Folketinget som bilag 1.
Sundheds- og Ældreudvalget har den 31. marts 2017 som spgsm. 1 – Samling: 2016-17 – bedt om en kommentar til skrivelsen fra fungerende sundhedsminister, Karen Ellemann. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby svarede den 17. maj 2017.

Indhold
Høringsskrivelsen.
Spørgsmålet
Foreløbigt svar
Endeligt svar

LGBT Danmark

LGBT Danmark

[Til indhold] Høringsskrivelsen

Til
Sundheds- og Ældreudvalget
Onsdag den 29. marts 2017.

Vedr.: Beslutningsforslag B 83 – Samling: 2016-17 – af 14. marts 2017 om sundhedsvæsenets behandlingstilbud til transkønnede.

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner anbefaler, at der fremsættes ændringsforslag til beslutningsforslaget, så det får denne formulering:

I forlængelse af Folketingets beslutning om at fjerne de transrelaterede koder fra listen over psykiatriske diagnoser pålægger Folketinget regeringen at sikre,

  1. at sundhedsfaglig hjælp ved kønsmodificerende behandling reelt flyttes fra sexologien og psykiatrien til specialer for det konkrete behandlingsønske som f.eks. endokrinologi, gynækologi og plastikkirurgi,
  2. at udredningen alene vedrører det konkrete behandlingsønske og dermed ikke skal være af psykiatrisk karakter,
  3. at den behandlingsansvarlige skal være en speciallæge inden for det speciale, som behandlingsønsket vedrører,
  4. at speciallæger, der udfører nedre kirurgi har den fornødne faglige kompetence gennem et samarbejde med udenlandske klinikker/hospitaler,
  5. at personer, der er usikre på deres kønsidentitet, tilbydes hjælp til afklaring om, hvorvidt de ønsker kønsmodificerende behandling eller ej,
  6. at behandling og rådgivning alene sker med baggrund i og efter reglerne om informeret samtykke,
  7. at rådgivning, støtte og behandling bliver omfattet af udrednings- og behandlingsgarantierne og reglerne om frit sygehusvalg, og
  8. at det sikres, at kønsmodificerende behandling fortsat betales af det offentlige.

Bemærkninger til LGBT Danmarks
ændringsforslag til beslutningsforslaget

LGBT Danmark finder ikke, at beslutningsforslaget i den fremsatte form i tilstrækkelig grad tilgodeser rimelige ønsker fra personer, der har ønsker om kønsmodificerende behandling, eller til dem, der er usikre på deres kønsidentitet.

Sprogligt er der foreslået nogle ændringer, så teksten mere er i overensstemmelse med det igangværende arbejde med udformning af en ny vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitet og kønsmodificerende behandling.

Ændringen i indledningen er begrundet i en forenkling af teksten og dét, at beslutningsforslaget ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser rimelige ønsker fra personer, der har ønsker om kønsmodificerende behandling, eller fra dem, der er usikre på deres kønsidentitet.

Ændringerne i beslutningsforslagets tre prikker (punkterne 1 – 3) præciser, at behandling skal flyttes fra psykiatrien til de specialer, som behandlingsønskerne vedrører.

LGBT Danmarks begrundelser for tilføjelse af punkterne 4 – 8.

Punkt 4
Transmænd kan i dag få Sundhedsstyrelsens tilladelse til at få foretaget den nedre kirurgi i udlandet, men henvises udelukkende til Universitetshospitalet i Gent, Belgien (Universitair Ziekenhuis Gent), hvor ventetiden pt. er 5 år. I London, hvor den tilsvarende behandling kan udføres, er ventetiden blot 3 måneder.

Transkvinder tilbydes i dag udelukkende nedre kirurgi på Rigshospitalet, hvor kirurgerne blandt andet ikke behersker teknikken med at skabe de indre skamlæber, en teknik, der allerede fra 2009 har været en almindelig anvendt teknik i udlandet.

Nedre kirurgi, dvs. ændring af kønsorganerne, foretages kun få gange om året i Danmark, hvorfor de danske kirurger ikke har mulighed for at opnå den nødvendige rutine og høje faglige kompetence. Når nedre kirurgi foretages i Danmark bør det være med deltagelse af en udenlandsk kirurg med den fornødne rutine og høje faglige kompetence, eller at nedre kirurgi henvises til udførelse på udenlandsk klinik/hospital, der har den fornødne rutine og høje faglige kompetence.

Punkt 5
Der er personer, som er usikre på deres kønsidentitet og derfor har behov for hjælp til afklaring om, hvorvidt de ønsker kønsmodificerende behandling eller ej.
Denne hjælp bør foregå ved pågældendes alment praktiserende læge, der, hvis det viser sig nødvendigt, kan henvise til kvalificeret rådgivning hos psykolog eller psykiater.
Det skal imidlertid være klart, at en sådan psykologisk/psykiatrisk hjælp ikke må tillægges betydning, hvis en sådan person efter at være afklaret, henvender sig til sundhedsvæsenet med ønske om kønsmodificerende behandling.

Punkt 6
Teksten om “informeret samtykke” er flyttet fra beslutningsforslagets indledning til et særskilt punkt.

Punkt 7
I dag er “kønsskifteoperation” specifikt undtaget fra udrednings- og behandlingsgarantierne og reglerne om frit sygehusvalg. Her skal det bemærkes, at ordet “kønsskifteoperation” oprindeligt alene betød og var tiltænkt det, der i dag betegnes som “nedre kirurgi“. Der har derfor oprindeligt ikke været hensigten, at andre former for kønsmodificerende behandlinger skulle være undtaget.
I dag tolker sundhedsvæsenet “kønsskifteoperation” som al kønsmodificerende behandling, hvilket som nævnt oprindeligt ikke var intentionen.

Undtagelsen medfører, at der er meget lange ventetider i transpersoners udrednings- og behandlingsforløb.
Helt galt er det med hensyn til nedre kirurgi.
Nedre kirurgi – altså ændring af kønsorganerne – medfører kastration, som i dag fordrer Sundhedsstyrelsens tilladelse.

Men selv når denne tilladelse foreligger, er der i dag årelange ventetider.
Først skal der laves en faglig udredning, som tager meget lang tid.
Giver denne udredning ikke grund til at afslå operationen, så kan der være behov for f.eks. epilering af kønsorganerne for at fjerne uønsket hårvækst. Også her er der meget lange ventetider.
Men selv når disse eventuelle og velbegrundede behandlinger er gennemført og personen er klar til at få foretaget nedre kønskirurgi, så er der fortsat meget lange ventetider – pt. mellem 6 og 18 måneders ventetid. Ja selv planlagte operationer udsættes.
Derfor er det er enormt behov for, at ændre på disse forhold, så disse årelange ventetider fjernes.

Pkt. 8
Folketinget og regeringen anerkender fuldt ud, at transpersoner ikke er hverken somatisk eller psykisk syge.
De anerkender også, at transpersoners ønsker om forskellige former for kønsmodificerende behandling er legitime, og at disse behandlinger som i dag skal være offentligt betalte.

Søren Laursen
Forperson
Linda Thor Pedersen
Transpolitisk talsperson

* * *
[Til indhold] Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 29. marts 2017 fra LGBT Danmark.

* * *
[Til indhold] Foreløbigt svar den 11. april 2017
Jeg har til brug for min besvarelse anmodet Sundhedsstyrelsen om en udtalelse. Jeg besvarer spørgsmålet endeligt, når udtalelsen foreligger. Forventeligt primo maj 2017.

Med venlig hilsen
Karen Ellemann

* * *
[Til indhold] Endeligt svar
LGBT Danmark i deres henvendelse af 29. marts 2017 stillet otte ændringsforslag til beslutningsforslag B 83 om sundhedsvæsnets behandlingstilbud til transkønnede.
Disse gennemgås nedenfor.

Spørgsmål 1: At sundhedsfaglig hjælp ved kønsmodificerende behandling reelt flyttes fra sexologien og psykiatrien til specialer for det konkrete behandlingsønske som f.eks. endokrinologi, gynækologi og plastikkirurgi.
Sundhedsstyrelsen har oplyst, at det væsentligste ifm med udredning og kønsmodificerende behandling, både medicinsk og kirurgisk, er, at indsatsen forankres i et tværfagligt team med de nødvendige faglige kompetencer, som inddrager både fysiske og psykosociale aspekter. Det betyder bl.a., at der i teamet bør indgå speciallæger i gynækologi og psykiatri, psykologer m.v., og at teamet – ved kirurgisk behandling – suppleres med speciallæge i plastikkirurgi.

Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens faglige vurdering.

Spørgsmål 2: At udredningen alene vedrører det konkrete behandlingsønske og dermed ikke skal være af psykiatrisk karakter.
Sundhedsstyrelsen forventer, at det i den nye faglige vejledning vil blive præciseret, at omfanget af udredningen skal tilpasses den enkeltes situation. Den psykosociale del af udredningen skal således stå i rimeligt forhold til formålet og omfanget af den behandling, som den pågældende ønsker.

Ved kønsmodificerende behandling finder Sundhedsstyrelsen dog, at der må foregå en indledende faglig vurdering af såvel somatiske som psykiske og sociale forhold for at sikre, at det behandlingstilbud, der gives, er sundhedsfagligt forsvarligt. Dette med henvisning til, at kønsmodificerende behandlinger er irreversible, og at kønsskifte må betragtes som en meget indgribende behandling.

Jeg kan henholde mig til det af Sundhedsstyrelsen oplyste, idet jeg forventer, at individuel tilpasset udredning vil erstatte det psykiatriske udredningsforløb, som nogle har oplevet meget omfattende og som har føltes diskriminerende. Denne tilgang til også stemme overens med den danske flytning af diagnosekoden på området.

Spørgsmål 3: At den behandlingsansvarlige skal være en speciallæge inden for det speciale, som behandlingsønsket vedrører.
Sundhedsstyrelsen finder, at der i det tværfaglige team konkret fra sag til må aftales, hvilke fagpersoner der skal være ansvarlige for forløbet med udgangspunkt i en faglig vurdering af den enkelte persons situation, ønsker og behandlingsbehov. I den nye vejledning på området forventer Sundhedsstyrelsen således ikke at stille krav om, at den behandlingsansvarlige læge i alle tilfælde skal være en speciallæge i psykiatri, men styrelsen vil omvendt heller ikke kræve, at det ikke må være en psykiater, hvis det ud fra en konkret faglig vurdering findes mest hensigtsmæssigt.

Jeg kan henholde mig til det af Sundhedsstyrelsen oplyste.

Spørgsmål 4: At speciallæger, der udfører nedre kirurgi har den fornødne faglige kompetence gennem et samarbejde med udenlandske klinikker/hospitaler.
Ved godkendelse af højtspecialiserede funktioner stiller Sundhedsstyrelsen en række krav, soom er beskrevet i ”Specialeplanlægning – beegreber, principper og krav”, som ligger på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Kravene omhandler blandt andet tilstrækkeligt patientvolumen, at de nødvendige særlige ressourcer er tilgængelige, herunder fx speciallæger med relevante kompetencer og et tæt samarbejde med andre specialer på højt specialiseret niveau, samt at der foregår faglig udvikling, forskning og uddannelse på området.

I den nye specialeplan, som Sundhedsstyrelsen netop har udsendt, og som skal implementeres frem til den 1. juni 2017, godkendes Rigshospitalets plastikkirurgiske afdeling til at varetage kønsmodificerende kirurgikønsorganer.

Sundhedsstyrelsen finder, at antallet af personer, som ønsker nedre kønsmodificerende kirurgi, og kompleksiteten af indgrebene tilsiger, at funktionen kun skal varetages på et sygehus i Danmark, men finder samtidigt, at antallet af operationer er tilstrækkeligt til at fastholde de nødvendige kompetencer, således at disse operationer som udgangspunkt kan foretages i Danmark.

Sundhedsstyrelsen har i dialogen med Rigshospitalet specifikt ift. varetagelse af funktionen vedr. fallosplastik (operation med tildannelse af mandligt lem) bedt om en uddybende beskrivelse af Rigshospitalets varetagelse af funktionen, herunder varetagelse på niveau med udenlandske centre, sikring af håndtering af komplikationer, tilstrækkelige kompetencer og sikring af kompetenceudvikling, acceptable ventetider samt sikring af tilstrækkeligt volumen.

Rigshospitalet har i den forbindelse bl.a. oplyst, at udviklingen i antallet af patienter, der ønsker behandling vedrørende kønsidentitetsforhold, gør, at man forventer at få henvist flere patienter til kønsmodificerende kirurgi. Man har samtidig oplyst, at funktionen varetages i et multidisciplinært team samarbejde (MDT-team). Den nedre kirurgi varetages i samarbejde med gynækologer og urologer pga. kompleksiteten.
Operationerne er komplicerede og med store risici for komplikationer, og afdelingen har et formalisereret vagtberedskab til varetagelse af evt. opståede komplikationer.
Operationerne kræver ekspertise inden for mikrokirurgi. Afdelingen har en mikrokirurgisk sektion med et mikrokirurgisk team med ekspertise og erfaring inden for fri vævsforflytninger ved mikrokirurgi. Teamet har daglig erfaring med mikrokirurgi inden for andre typer indgreb. Rigshospitalet har oplyst, at der aktuelt pågår udvikling af en kvalitetsdatabase på området.

Rigshospitalet har desuden oplyst, at der er taget initiativ til dannelse af en nordisk gruppe NPATH (Nordic Professional Association for Transgender Health) og vurderer det hensigtsmæssigt, at der på nordisk plan fremadrettet udvikles et tættere samarbejde vedr. patientgruppen.

Sundhedsstyrelsen har på baggrund af ovenstående vurderet, at Rigshospitalet kan varetage fallosplastikker uden inddragelse af udenlandsk center. I konkrete tilfælde, og ud fra en individuel vurdering, vil hospitalet kunne henvise patienten til behandling i udlandet jfr. bestemmelserne i sygehusbekendtgørelsen §25 og §26.

Jeg kan henholde mig til det af Sundhedsstyrelsen oplyste ovenfor.

Spørgsmål 5: At personer, der er usikre på deres kønsidentitet, tilbydes hjælp til afklaring om, hvorvidt de ønsker kønsmodificerende behandling eller ej.
Sundhedsstyrelsen oplyser, at transkønnede kan henvises til sundhedsfaglig hjælp til afklaring af kønsidentitet, herunder rådgivning om behandlingsmuligheder og samtaler til understøttelse af udvikling af egen kønsidentitet. Den sundhedsfaglige hjælp kan varetages i det tværfaglige team på relevant specialiseringsniveau. Det kan f.eks. ske ved psykolog, sygeplejerske, læge eller speciallæge.

Spørgsmål 6: At behandling og rådgivning alene sker med baggrund i og efter reglerne om informeret samtykke.
Det følger af sundhedsloven, at enhver form for behandling som udgangspunkt kun må foretages på baggrund af et informeret samtykke fra patienten. Et informeret samtykke er på denne måde et fundamentalt grundlag for forholdet mellem lægen og patienten.

Et informeret samtykke skal gives på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson, og samtykket kan til enhver tid tilbagekaldes. Sundhedsloven beskriver hvordan og om hvad, sundhedspersonen skal informere.

Et informeret samtykke er dog ikke ensbetydende med, at patienten har valgfrihed mellem behandlinger i sundhedsvæsenet. Det er lægen, der altid vurderer, om der er indikation for behandling eller behov for yderligere udredning.

Ift. kastration kræves der ud over et informeret samtykke til behandlingen også en tilladelse fra Sundhedsstyrelsen til at foretage indgrebet. Det overvejes på nuværende tidspunkt, hvorvidt reglerne vedr. kastration bør justeres, bl.a. således at det ikke fremgår, at personen skal have stillet diagnosen transseksualitet, men at personen skal være transkønnet.

Spørgsmål 7: At rådgivning, støtte og behandling bliver omfattet af udrednings- og behandlingsgarantierne og reglerne om frit sygehusvalg.
Transkønnedes udredning og behandling er omfattet af reglerne om frit sygehusvalg i medfør at sundhedslovens § 86. Transkønnede henvist til udredning er også omfattet af sundhedslovens bestemmelse i § 82 b om udredning inden for 30 dage, såfremt dette er fagligt muligt. Det fremgår af bemærkningerne til sundhedslovens § 82 b, at ”situationer, hvor det ikke er fagligt muligt at udrede inden for 30 dage, kan fx være, at der som led i udredningen skal udføres en række undersøgelser i forlængelse af hinanden, eller at den behandlingsansvarlige læge har behov for en observationsperiode for at kunne vurdere, om patientens tilstand er stabil.” I det omfang dette er tilfældet for den aktuelle udredning, vil det ikke være fagligt muligt at udrede patienten inden for 30 dage. Patienten skal i den situation modtage en plan for det videre forløb.

I forhold til reglerne om udvidet frit sygehusvalg i forbindelse med udredning og behandling, jf. sundhedslovens § 87, er bl.a. kønsskifteoperation undtaget. Begrænsningen i forhold til behandlingstilbud omfattet af det udvidede frie sygehusvalg blev fastsat ved det udvidede frie sygehusvalgs indførelse i 2002, jf. L 2002 143. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at ordningen bl.a. ikke omfatter en række behandlingsformer, hvor en ventetid på over 2 måneder i almindelighed ikke kan anses for et problem, der bør prioriteres. Formålet med at lovændringen i 2016 om reel ret til hurtig udredning og udvidet frit sygehusvalg ved 30 dages ventetid på behandling var ikke at udvide i forhold til, hvilke behandlingsområder det udvidede frie sygehusvalg omfatter.

På baggrund af spørgsmålet, er Sundheds- og Ældreministeriet blevet opmærksom på, at det fejlagtigt i § 21 i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling m.v. fremstår, som om de anførte undtagelser i forhold til det udvidede frie sygehusvalg også gælder i forhold til udredning i medfør af sundhedslovens§ 82 b. Dette vil snarest blive rettet med en ændringsbekendtgørelse.

Afslutningsvis kan jeg informere, at jeg er i dialog med regionerne om, hvordan ventetiderne for udredning og behandling af transkønnede kan nedbringes.

Spørgsmål 8: At det sikres, at kønsmodificerende behandling fortsat betales af det offentlige.
Regeringen har aktuelt ingen planer om at indføre egenbetaling på området.

Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby

* * *
Folketingets journal vedrørende høringsskrivelsen.
Høringsskrivelsen i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og det endelige svar.
Spørgsmålet i pdf-format hos Folketinget.
Det foreløbige svar i pdf-format hos Folketinget.
Det endelige svar i pdf-format hos Folketinget.

LGBT Danmark skrev den 27. marts 2017 til Sundhedsministeriet og Børne- og Socialministeriet med kopi til SOU og SUU om familieretlige forhold for transmænd ifm. assisteret reproduktion.

Vist 0 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

LGBT Danmark skrev den 27. marts til Sundhedsministeriet og Børne- og Socialministeriet med kopi til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget (SOU) og Sundheds- og Ældreudvalget (SUU) om familieretlige forhold for transmænd ifm. assisteret reproduktion.
Skrivelsen er registreret hos:
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget (SOU) som SOU, Alm. del 2016-17: bilag 188.
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget (SOU) har endvidere tilknyttet henvendelsen som bilag 1 til beslutningsforslag B 119 – Samling 2016-17 – om anerkendelse af personers juridiske køn i børneloven.
Sundheds- og Ældreudvalget (SUU) som SUU, Alm. del 2016-17: bilag 523.

Baggrunden er, at Information fredag den 23. marts 2017 omtalte, at en transmand var blevet forhindret i at registrere sig som far til sit barn, men er i stedet var blevet henvist til at lade sig registrere som medmor.
Det var LGBT Danmarksk opfattelse, at dette beroede på en misforståelse og har derfor udarbejdet den herunder gengivne analyse og sendt den til Sundhedsministeriet for at få bekræftet analysen.

Skrivelsen gengives herunder.

Til.
Børne- og socialministeriet
27. marts 2017

I artikler i Information 23. marts 2017 berettes om en sag, hvor en kvinde og en transmand får et barns sammen, og hvor manden efter nedkomsten ikke kan blive anerkendt som far:
  • Kvinden bliver gravid ved insemination med donorsæd, da manden som transmand ikke har sædceller
  • Manden er på befrugtningstidspunktet juridisk mand efter juridisk kønsskifte
  • Der anvendes kendt donor
  • Statsforvaltningen oplyser, at der ikke kan søges faderskab, men medmoderskab
  • Artiklerne kredser om et citat om, at ”i børnelovens forstand har man det køn, som man bruger til at forplante sig med”
  • Børne- og socialministeren udtaler skriftligt til avisen, at hun ikke agter at ændre loven

Det er LGBT Danmark, landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoners opfattelse, at det hele beror på en misforståelse, og at manden skal anerkendes som far.

Sagen rejser en række principielle spørgsmål, som LGBT Danmark ønsker afklaret af hensyn til vores mulighed for at udføre vores arbejde, herunder vores rådgivningsaktiviteter.

Indledningsvis skal knyttes nogle bemærkninger – i brede træk – om funktionen af lovgivningen. Børnelovens § 27 indeholder bestemmelser om, hvilke erklæringer, der skal afgives forud for assisteret reproduktion. Med erklæringerne fastlægges, hvem der kan udlægges som juridiske forældre til et eventuelt kommende barn. Dermed bestemmes, hvem der kan idømmes forælderskab ved retten. Børnelovens §§ 1, 2, 3 og 14 indeholder bestemmelser om, hvordan et konkret barns juridiske forældre bestemmes: Den, der føder barnet er barnets mor, og den anden forælder vil være enten dennes ægtefælle eller en, der anerkender barnet gennem en omsorgs- og ansvarserklæring. Det kan også være en, der idømmes forælderskab ved retten.

Børneloven og det reproduktive køn

Det i avisartiklen nævnte citat om at i ”børnelovens forstand har man det køn, som man bruger til at forplante sig …” stammer ikke fra børneloven, men til forarbejderne til lovforslag L 189 om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. i forbindelse med indførelse af juridisk kønsskifte (2013-14 L 189 / LOV nr 744 af 25/06/2014), nærmere bestemt fra høringsnotatet:

Det Etiske Råd konstaterer, at ændringer i børneloven ikke indgår i udkastet til lovforslaget, men da der er kobling mellem den foreslåede definition af lov om assisteret reproduktion til børnelovens definition af køn og fastlæggelse af henholdsvis moderskab og faderskab, finder Etiske Råd anledning til at fremkomme medbemærkninger herom. Således henviser Det Etiske Råd til børneloven §§ 1 og 30, og giver udtryk for, at man her kan mene, at en konsekvent anerkendelse af det juridiske kønsskifte kræver en gennemskrivning af børneloven, så f.eks. en transseksuel tidligere kvinde ikke definitorisk opfattes som mor. Det Etiske Råd spørger desuden, om den person, der føder barnet, faktisk skal regnes for barnets far, hvis der er tale om en transseksuel tidligere kvinde, der har foretaget juridisk kønsskifte? Rådet finder, at dette vil være en logisk følge af en holdning, hvorefter de lovgivningsmæssige formuleringer skal anerkende personen som værende det køn, personen juridisk set har. Hvis man juridisk set er en mand og også ønsker at blive opfattet som en mand, fungerer det naturligvis ikke, at man lovgivningsmæssigt anses for at være mor til sine børn.

Under alle omstændigheder finder Rådet, at børnelovens § 1 og § 30 i forening en asymmetri mellem transseksuelle tidligere kvinder, der har foretaget juridisk kønsskifte til en mand, idet de tildeles forskellige roller alt afhængigt af, om de selv føder et barn eller er gift med en kvinde, der føder et barn. I det første tilfælde tildeles den transseksuelle tidligere kvinde således moderskabet, mens den transseksuelle tidligere kvinde i det andet tilfælde formodentlig tildeles faderskabet.

Idet børneloven henhører under Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse indhentet en udtalelse herfra:

Idet børneloven henhører under Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse indhentet en udtalelse herfra:
”I børnelovens forstand har man det køn, som man bruger til at forplante sig med, hvorfor det ikke vil give anledning til fortolkningstvivl, at en eller begge forældre ved barnets undfangelse har et andet juridisk køn end deres biologiske køn. Det er således forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse, der afgør deres rolle i børneloven som enten far, mor eller medmor. En person, der føder et barn, vil – uanset om personen juridisk er en mand – være barnets mor i børnelovens forstand. Ligeledes vil en person, der har gjort sin kvindelige partner gravid på naturlig vis – uanset at personen juridisk er en kvinde – være barnets far i børnelovens forstand.

Det er Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forholds opfattelse, at tiden ikke er moden til at gøre op med det biologiske udgangspunkt for definitionen af det retlige forældreskab, der da også er dækkende for langt størstedelen af befolkningen. Her henvises blandt andet til rapporten, hvoraf det fremgår, at arbejdsgruppen anbefaler, at man fastholder børnelovens udgangspunkt, blandt andet på baggrund af det meget begrænsede antal personer, der vil blive berørt af problemstillingen (man anslår, at et sted mellem 15 og 70 personer vil få foretaget et juridisk kønsskifte om året), og den omfattende ændring af børneloven og relateret lovgivning, der vil være påkrævet, såfremt udgangspunktet ændres.

Ministeriet bemærker desuden, at en juridisk kønsskiftet person efter Økonomi- og Indenrigsministeriets lovforslag kan skifte tilbage til sit oprindelige køn, hvilket vil kunne give anledning til gentagne ændringer af det retlige forældreskab medmanglende kontinuitet for barnet til følge.

Det primære sigte for lovforslaget er at sikre transkønnede mulighed for at blive anerkendt som tilhørende det køn, de føler sig som, uden at stille krav om operation, kastration etc. Der er ingen tvivl om, at muligheden for juridisk kønsskifte skaber nogle udfordringer i forhold til eksisterende lovgivning, herunder blandt andet børneloven. En gennemskrivning af børneloven, der ville tage hensyn til de ved juridisk kønsskifte opståede problemstillinger, vil være et tidskrævende og omfattende arbejde, der vil kræve nedsættelse af et udvalg eller en arbejdsgruppe. Derfor er der lige nu behov for at finde en pragmatisk løsning, hvilket vil være at beholde det biologiske udgangspunkt.

Ministeriet vil følge udviklingen på området og løbende vurdere behovet for en præcisering eller ændring af børneloven også i relation til andre spørgsmål om faderskab, moderskab og medmoderskab.

Det er afgørende for ministeriet, at der med fastholdelsen af børnelovens udgangspunkt ikke lægges hindringer i vejen for, at juridisk kønsskiftede kan få børn og blive registreret som retlige forældre til deres børn.”

http://www.ft.dk/samling/20131/lovforslag/l189/bilag/1/1363528/index.htm
(LGBT Danmarks fremhævelser)

Den arbejdsgruppe, der henvises til er den tværministerielle arbejdsgruppe, der arbejdede forud for fremsættelsen af lovforslaget om juridisk kønsskifte. Den udgav Rapport fra arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte, Justitsministeriet, 27. februar 2014. Heri finder man en uddybning vedrørende fortolkningen af forældreskab:

9.3.2. Modellernes konsekvenser for Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold

Uanset hvilken model for juridisk kønsskifte der vælges, vil personer, der vælger et juridisk kønsskifte, stadig være fertile eller kunne refertiliseres, hvorfor det er relevant at vurdere, om muligheden for juridisk kønsskifte vil få betydning for børnelovens bestemmelser om faderskab, moderskab og medmoderskab.

Børnelovens udgangspunkt er, at den kvinde, der føder et barn, er barnets mor. Hvem der er barnets far eller medmor fastsættes blandt andet ud fra deres relation til barnets mor i tiden omkring undfangelse og fødsel.

I børnelovens forstand har man det køn, som man bruger til at forplante sig med, hvorfor det ikke vil give anledning til fortolkningstvivl, at en eller begge forældre ved barnets undfangelse har et andet juridisk køn end deres biologiske køn. Det er således forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse, der afgør deres rolle i børneloven som enten far, mor eller medmor. En person, der føder et barn, vil – uanset om personen juridisk er en mand – være barnets mor i børnelovens forstand.

En ændring af udgangspunktet om, at forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse afgør deres betegnelse i børnelovens forstand, vil nødvendiggøre en gennemgribende ændring af særligt børneloven og forældreansvarsloven.

Blandt andet på baggrund af det meget begrænsede antal personer, der vil blive berørt af dette forhold, og den vidtgående ændring af børneloven og dertil relateret lovgivning, der vil være påkrævet, et det arbejdsgruppens anbefaling, at man fastholder udgangspunktet om, at forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse afgør deres betegnelse i børnelovens forstand.

http://justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/
2014/Rapport%20om%20juridisk%20kønsskifte.pdf

(LGBT Danmarks fremhævelser)

Her fremgår tydeligt, at det er de fertile parters biologiske køn, der tillægges betydning. Den, der føder et barn, er mor uanset juridisk køn, og som det er uddybet i høringsnotatet fra L 189 er en person, der har gjort sin partner gravid på naturlig vis at betragte som far uanset juridisk køn.

Der skal en sædcelle og en ægcelle til at undfange et barn, og derfor kan man i høringsnotatet anføre, at der ikke vil være fortolkningstvivl. Men den infertile person bruger ikke sit køn til at forplante sig med, og teksten i høringsnotatet er følgelig ikke møntet på denne.

Man kan undre sig over, at arbejdsgruppen mener, at ”personer, der vælger et juridisk kønsskifte, stadig [vil] være fertile”. Det er jo indlysende forkert. I nogle tilfælde vil de være fertile, i andre tilfælde ikke, som det også eksemplificeres i nærværende sag: Transmanden er infertil, da han ikke har sædceller til at gøre partneren gravid. Det ændrer dog ikke på, at intentionen i forarbejderne tydeligvis er, at børneloven for fertile (trans-)personer sætter lighedstegn mellem forældrekøn og reproduktivt køn.

Opsamlende kan det konkluderes, at det i den nærværende sag omtalte afsnit om ”det køn, man bruger til at forplante sig med” ingen betydning har for sagen.

Assisteret reproduktion
Et par kan få hjælp til at få børn, hvis det er ramt af infertilitet. Det er også tilfældet, hvis infertiliteten skyldes den ene parts mangel på sædceller herunder, at partneren er kvinde eller transmand.

I lov om assisteret reproduktion (2013-14 L 189 / LBK nr 93 af 19/01/2015) anføres

Stk. 3. I denne lov forstås ved:
1) Kvinde: en person med livmoder eller æggestoksvæv.
2) Mand: en person med mindst en testikel.

Men som det også fremgår af loven, er den mand, der omtales, den person, der leverer sædcellerne. Der er ingen specifikke henvisninger til kvindens infertile partners køn, idet der blot refereres til ”eventuelle ægtefælle, registrerede partner eller partner”.

Af bemærkningerne til lovforslag L 189 fremgår

Det foreslåede § 1, stk. 3, fastlægger lovens definition af kvinder og mænd. Det foreslås således med § 1, stk. 3, nr. 1, at en kvinde i lovens forstand defineres som en person med livmoder. Bestemmelsen indsættes for at sikre, at personer, der efter juridisk kønsskifte har besvaret livmoderen og dermed har reproduktive evner, har ret til lovens ydelser, eksempelvis behandling med assisteret reproduktion.
Tilsvarende foreslås der i § 1, stk. 3, nr. 2, indsat en definition af mænd i lovens forstand, hvorefter det fremgår, at der ved en mand forstås en person med mindst en testikel.

Lov om assisteret reproduktion giver således ingen fortolkningsbidrag til den juridiske forståelse af den infertile partners køn.

Som beskrevet i det foregående afsnit, vil fertile forældre, der får børn med egne kønsceller, blive betragtet som henholdsvis far og mor i forhold til deres reproduktive køn. Hvis parret imidlertid ikke råder over egnede kønsceller, må det ty til donation.

Der blev ved en lovrevision i 2012 (2011-12 L 138 / LOV nr 602 af 18/06/2012) åbnet op for, at par af modsat køn kunne anvende kendt sæddonor. Revisionen indeholdt blandt andet revidering af børneloven, og udgangspunktet er, at ægtemanden, der skal give samtykke til behandlingen, automatisk er juridisk forælder.

Året efter revideredes loven igen (2012-13 L 207 / LOV nr 1313 af 27/11/2013), idet der blev åbnet op for, at et par bestående af to kvinder, kan anvende en kendt donor. Her fik de tre parter imidlertid mulighed for selv at bestemme, om det skulle være moderens partner eller manden, der skulle være den anden juridiske forælder.

Moderen er her den, der føder barnet. Hendes partners køn afgør donors retsstilling. Er det en mand, bliver denne anset som far, og de kan ikke vælge, at donor skal være far. Hvis det er en kvinde, kan de tre i forening beslutte, at donor skal være far.

I nærværende sag er der anvendt kendt donor. Ville parterne her have haft mulighed for at lade donor registrere som far? Iflg. børnelovens § 27 a, stk. 1 fordrer det, at kvinden er gift med en kvinde eller har en registreret partner eller en kvindelig partner. Der er en lang og entydig retstradition for, at ægteskabet følger det juridiske køn. Indtil ægteskabet blev åbent for alle, kunne en kvinde kun gifte sig med en transmand, såfremt han havde fået juridisk kønsskifte. Det må således konkluderes, at familien i nærværende sag ikke ville kunne have benyttet bestemmelsen i § 27 a, stk. 1. Tilsvarende er bestemmelsen i § 27 a, stk. 2 – bestemmelsen om medmoderskab – ikke tilgængelig for familien. Deres situation vil følgelig være omfattet af hovedbestemmelsen § 27, stk. 1. Med andre ord: Moderens partner vil ikke kunne udlægges som medmor, men som far.

Herefter forestår opgaven at finde ud af efter hvilken bestemmelse, forældreskabet til det resulterende barn skal anerkendes. Også bestemmelserne om anerkendelse refererer til moderens partner, gift (ægteskab/registreret partnerskab) eller ugift. Igen er der ikke tvivl om, at ægteskab og registreret partnerskab referer til juridisk køn, ikke til reproduktivt køn. Derfor er det i nærværende sag udelukket, at bestemmelserne i kapitel 1 a om medmoderskab kan bringes i anvendelse. Dermed falder situationen ind under § 14, stk. 3. Med andre ord: Hvis den mandlige partner i den nærværende sag ikke anerkender barnet, vil han skulle idømmes faderskab ved retten.

Hjemmeinsemination i forlængelse af klinisk insemination
I den nærværende sag er der yderligere aspekter, der må tages i betragtning:
  • Parret har i første omgang forsøgt sig med assisteret reproduktion på klinik
  • Efterfølgende har parret forsøgt hjemmeinsemination, hvilket førte til graviditet
  • Ved hjemmeinseminationen er anvendt sæd fra donor via sædbanken
  • Den kvindelige part er sundhedsperson (jordemoder)

Dette rejser spørgsmålet om, hvilke dele af børneloven, der skal bringes i anvendelse. Lovgiver har i sin tid besluttet, at de samtykkeerklæringer, der ligger til grund for børnelovens tillæggelse af faderskab og medmoderskab alene kan afgives til en behandlende fertilitetsklinik og ikke fx til en notar. Det betyder, at hjemmeinsemination i udgangspunktet ikke er omfattet af børnelovens bestemmelser i forhold til assisteret reproduktion. Lovgivers intention har været, at de kommende forældre skal rådgives om de familieretlige implikationer af deres valg i forbindelse med assisteret reproduktion. Denne intention er ligefrem lovhjemlet (lov om assisteret reproduktion § 24).

Da jordemoder Nina Stork i 1999 åbnede sin inseminationsklinik, var hun ikke omfattet af lov om kunstig befrugtning. Der gennemførtes en række prøvesager ved retten for at afgøre, hvordan de resulterende børn skulle ses i forhold til børneloven:

Det er på denne baggrund Civilretsdirektoratets opfattelse, at sager om faderskabet til et barn, som er blevet til ved kunstig befrugtning foretaget hos eksempelvis en jordemoder, efter direktoratets opfattelse kan henlægges, hvis det findes godtgjort, at befrugtningen er foretaget med sæd, der er doneret eller anvendt som beskrevet i børnelovens § 28, stk. 1, at sæden er købt gennem en læge og stammer fra samme sædbank, som hospitaler og fertilitetsklinikker benytter sig af, og at donorsæden alene er identificeret med et donornummer, ejakulatnummer eller lignende. Det er herudover en betingelse, at moderen overfor statsamtet oplyser, at hun ikke har haft seksuelt forhold til en mand i den periode, hvor hun blev gravid, og at der i øvrigt ikke er oplyst om forhold, som gør det betænkeligt at henlægge sagen.

Cirkulæreskrivelse af 11. juni 2003, J.nr. 03-7109-00002
https://panbloggen.files.wordpress.com/2012/08/2003_juni_cirkulaere_faderskab.pdf

Essensen er, at selvom børnene blev til udenfor fertilitetsklinikkerne og dermed udenfor lov om assisteret reproduktions regi, kunne man alligevel benytte børnelovens bestemmelser vedr. børn undfanget ved assisteret reproduktion, såfremt sæden var leveret som til fertilitetsklinikker.

I nærværende sag er der modtaget information og afgivet de nødvendige samtykker til en klinik, hvorfor forudsætningen for behandling er opfyldt. Sæden, der er anvendt, er doneret til et vævscenter jfr. børnelovens § 28. Det er LGBT Danmarls opfattelse, at betingelserne for anerkendelse efter børnelovens § 14, stk. 3 dermed er opfyldt, og at transmanden dermed kan anerkendes som far til barnet.

Statsforvaltningens adkomst til oplysninger om tidligere juridisk køn
I nærværende sag, har statsforvaltningen stillet spørgsmål om en forælders tidligere juridiske køn.

Når man får et barn og går til myndighederne for at registrere forældreskab, oplyser man ikke om barnets tilblivelseshistorie. Man oplyser fx ikke, at barnet er blevet til ved assisteret reproduktion. Børneloven sikrer, at parter, der har en retlig interesse i barnet, kan beskytte denne interesse fx ved at starte en forælderskabssag ved retten.

Det er LGBT Danmarks opfattelse, at statsforvaltningen i forbindelse med registrering af forælderskab (faderskab/medmoderskab) ikke har nogen retlig interesse i at kende forældres eventuelle tidligere juridiske køn, hvorfor der i nærværende sag er sket et rettighedsbrud. Dette sker blandt andet i forhold til Ministerkomitéens rekommandation CM/Rec(2010)5 af 31. marts 2010 om bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet:

19. Medlemsstaterne bør sikre, at personlige oplysninger om en persons seksuelle orientering eller kønsidentitet ikke indsamles, opbevares eller på anden måde bruges af offentlige institutioner, herunder især inden for retshåndhævende myndigheder, medmindre det er nødvendigt for at opfylde specifikke, lovlige og legitime formål; eksisterende optegnelser, som ikke overholder disse principper, bør destrueres.

http://jm.schultzboghandel.dk/upload/microsites/jm/ebooks/andre_publ/
ministerkomitéens%20rekommandation.pdf

Sprogbrug
Hele denne diskussion og forvirringen omkring den nærværende sag skyldes, at lovgivningen har en meget uklar sprogbrug i forhold til køn og kønsrelaterede roller. Af hensyn til den videre diskussion skal her præciseres de roller, der er omfattet af eksisterende dansk lovgivning. Bemærk, at disse forskellige køn i udgangspunktet er uafhængige, men gennem lovgivning og retspraksis bindes sammen.

Juridisk partnerkøn

Juridisk forælderkøn (forælderskab, medforælderskab)
  • Mandlig juridisk forælder
    • Den, der efter børneloven er far ved ægteskab, anerkendelse eller dom
    • Den juridiske mand, der ved adoption har overtaget et mandligt eller kvindeligt juridisk forælderskab
    • Den juridiske mand, der ved stedbarnsadoption af barn med én juridisk forælder, skaber et juridisk forælderskab
  • Kvindelig juridisk forælder
    • Den, der efter børneloven er mor, dvs. den, der har født barnet
    • Den juridiske kvinde, der ved adoption har overtaget et mandligt eller kvindeligt juridisk forælderskab
    • Den juridiske kvinde, der ved stedbarnsadoption af barn med én juridisk forælder, skaber et juridisk forælderskab
  • Kvindelig juridisk medforælder

Reproduktivt køn (genetisk ophav, fødselsforælder)
  • Mandligt genetisk ophav: Den, hvis sæd er indgået ved undfangelse
  • Kvindeligt genetisk ophav: Den, hvis æg er indgået ved undfangelse
  • Kvindelig fødselsforælder: Den juridiske kvinde, der gennemfører svangerskab og føder barnet
  • Mandlig fødselsforælder: Den juridiske mand, der gennemfører svangerskab og føder barnet

Juridisk intentionsforælderkøn
  • Mandlig intentionsforælder: Den juridiske mand, der ved samtykke giver sin partner ret til at modtage assisteret reproduktion og dermed kan tillægges juridisk mandligt forælderskab (faderskab) ved ægteskab, anerkendelse eller dom.
  • Kvindelig intentionsforælder: Den juridiske kvinde, der ved samtykke giver sin partner ret til at modtage assisteret reproduktion og dermed kan tillægges kvindeligt juridisk medforælderskab (medmoderskab) ved ægteskab, anerkendelse eller dom.

Med dette vokabular kan familiedannelser diskuteres mere præcist.

Eksempler
I de følgende eksempler opføres kønnene for de forskellige roller for forskellige forældrekonstellationer. ”K” og ”M” står for henholdsvis kvindelig og mandlig, mens ”-” anvendes, hvor rollen ikke er udfyldt. Hvor kombinationen af rolle og forældretype (fødende/ikkefødende) aldrig eksisterer, er feltet gennemstreget.

Eks. 1: En cismand og en ciskvinde får et barn sammen ved samleje (majoritetsbefolkningen)
  Fødende forælder
(Kvinde)
Ikkefødende forælder
(Mand)
Juridisk køn K M
Juridisk partner K M
Intentionsforælder
Genetisk ophav K K
Fødselsforælder K ————————–
Juridisk forælder K M
Juridisk medforælder ———————

Eks. 2: Et par bestående af to ciskvinder får et barn sammen under anvendelse af anonym sæddonation
  Fødende forælder
(Kvinde)
Ikkefødende forælder
(Kvinde)
Juridisk køn K K
Juridisk partner K K
Intentionsforælder K
Genetisk ophav K
Fødselsforælder K ————————–
Juridisk forælder K
Juridisk medforælder ———————

Eks. 3: En person, der har gennemført juridisk kønsskifte til mand, får et barn med en kvinde ved anvendelse af donorsæd
  Fødende forælder
(Kvinde)
Ikkefødende forælder
(Transmand)
Juridisk køn K M
Juridisk partner K M
Intentionsforælder M
Genetisk ophav K
Fødselsforælder K ————————–
Juridisk forælder K M
Juridisk medforælder ———————

Eks. 4: En transmand, der har gennemført juridisk kønsskifte får et barn med en mand ved anvendelse af dennes sæd og egne æg og egen livmoder
  Fødende forælder
(Transmand)
Ikkefødende forælder
(Mand)
Juridisk køn M M
Juridisk partner M M
Intentionsforælder (M)
Genetisk ophav K M
Fødselsforælder M ————————–
Juridisk forælder K ————————–
Juridisk medforælder ———————

Det vil formentligt kræve fertilitetsbehandling, og i så fald vil den ikkefødende forælder skulle give samtykke – derfor står intentionsforælder i parentes. Efter børneloven er den fødende forælder at betragte som mor. Derfor er den juridiske, fødende forælder her opført som K. LGBT Danmark finder dette utilfredsstillende.

Eks. 5: En transkvinde får et barn med en kvinde under anvendelse af egen opbevaret sæd
  Fødende forælder
(Kvinde)
Ikkefødende forælder
(Transkvinde)
Juridisk køn K K
Juridisk partner K K
Intentionsforælder K
Genetisk ophav K M
Fødselsforælder K ————————–
Juridisk forælder K
Juridisk medforælder ——————— K

LGBT Danmark ønsker også, at der åbnes op for partnerdonation af æg, således en infertil kvinde i et par bestående af to kvinder kan modtage et æg fra sin partner, og så en transmand kan donere et opbevaret æg til sin partner.

Forståelse af eksisterende lovgivning
På baggrund af denne analyse ønsker LGBT Danmark at stille følgende afklarende spørgsmål:

Spørgsmål 1

Er ministeriet enig i, at en person, der har gennemført juridisk kønsskifte til mand
  • som får et barn med en kvinde ved hjælp af donorsæd, og
  • har givet samtykke til fertilitetsbehandling,
i og med, at han er mandlig juridisk partner til moderen vil skulle tillægges faderskab til barnet ved ægteskab, anerkendelse eller dom?

Spørgsmål 2

Er ministeriet enig i, at i en situation,

  • hvor der ved en fertilitetsklinik er afgivet samtykke til behandling,
  • og hvor der er modtaget information og vejledning om familieretlige forhold på klinikken,
  • og hvor der anvendes donorsæd leveret gennem godkendt vævscenter,
er betingelserne til stede for anvendelse af børnelovens bestemmelser om fastlæggelse af juridisk forældreskab ved ægteskab eller anerkendelse?

Spørgsmål 3
Er ministeriet enig i, at Statsforvaltningen i forbindelse med registrering af forælderskab ikke har nogen retlig interesse i en forælders eventuelle tidligere juridiske køn?

Med venlig hilsen
LGBT Danmark Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner

Søren Laursen
Forperson
Linda Thor Pedersen
Transpolitisk talsperson

* * *
Folketingets journal vedr. henvendelsen til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget (SOU).
Henvendelsen til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget (SOU) i pdf-format.
Folketingets journal vedr. tilknytningen af henvendelsen til beslutningsforslag B 119.
Henvendelsen som bilag 1 til beslutningsforslag B 119.
Folketingets journal vedr. henvendelsen til Sundheds- og Ældreudvalget (SUU).
Henvendelsen til Sundheds- og Ældreudvalget (SUU) i pdf-format.
Omtale af henvendelsen hos LGBT Danmark.
Henvendelsen (her til Børne- og socialministeriet) i pdf-format hos LGBT Danmark.

Ventetidsgaranti. BEK. nr. 293 27. marts 2017 om ret til sygehusbehandling m.v. Gælder ikke kønsskifteoperation.

Vist 32 gange. Bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling m.v. (BEK. nr. 293 af 27. marts 2017) indeholder bl.a. bestemmelser om ventetidsgaranti, frit valg af behandlingssted m.m. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af sundhedsloven af Sundheds- og Ældreministeriet. Ikrafttrædelse den 1. april 2017.
Men ventetidsgarantien og frit valg af behandlingssted gælder ikke for kønsskifteoperation. Det fremgår af bekendtgørelsens § 21.

§§ 13 og 19 indeholder nærmere bestemmelser om ventetid, muligheden for valg af sygehus mm.
§ 21. Bestemmelserne i §§ 13, 14 og 19 gælder ikke henvisning til [1] organtransplantation, sterilisation, fertilitetsbehandling, herunder refertilisationsbehandling, høreapparatbehandling, kosmetisk behandling, kønsskifteoperation og rekreations- og rehabiliteringsophold.
§ 25. Et regionsråd kan tilbyde patienter henvisning til behandling i udlandet.
§ 26. Et regionsråd skal tilbyde en patient henvisning til behandling i udlandet, hvis patienten forinden har været undersøgt eller behandlet på en sygehusafdeling her i landet, der inden for det pågældende sygdomsområde besidder den højeste indenlandske specialkundskab, og patienten af denne afdeling er indstillet til en nødvendig behandling på en nærmere angivet specialafdeling m.v. i udlandet, når denne behandling ikke kan ydes på et dansk sygehus.
Stk. 2. Henvisningen efter stk. 1 skal forinden forelægges for Sundhedsstyrelsen til godkendelse. Forelæggelsen kan i hastende tilfælde ske mundtligt.

* * *
Bekendtgørelse nr. 293 af 27. marts 2017 på Retsinformation.

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] Baggrunden for, at f.eks. kønsskifteoperation ikke er omfattet af ventetidsgarantien.
    I lovforslag L 64 af 29. januar 2002 fremsat af indenrigs- og sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen – Forslag til Lov om ændring af lov om sygehusvæsenet – fremgår bl.a. følgende af bemærkningerne til lovforslaget.

    Det vil blive fastsat, at ordningen ikke omfatter områder, der ligger uden for sygehusvæsenets opgaver, f.eks. alternativ eller eksperimentel behandling, rent kosmetiske operationer o.l., eller behandling, der ligger på grænsen af disse opgaver, f.eks. rekonvalescens. Det er endvidere tanken at afgrænse ordningen, så den ikke omfatter en række behandlingsformer, hvor en ventetid på over 2 måneder i almindelighed ikke kan anses for et problem, der bør prioriteres. Det gælder f.eks. kosmetiske operationer i det omfang, de finder sted i det offentlige sygehusvæsen, barnløshedsbehandling, sterilisation, kønsskifteoperationer m.m., jf. i øvrigt bemærkningerne til nr. 2.

    Den afsluttende henvisning til bemærkningernes nr. 2 indeholder ikke noget med direkte relation til kønsskifteoperation.

    Lovforslaget hos Retsinformation.
    Folketingets journal vedr. lovforslaget.
    Lovforslaget hos Folketinget.

Historik
Bekendtgørelse. nr. 293 af 27. marts 2017 afløser BEK nr. 1207 af 22. september 2016.
Bekendtgørelse nr. 1207 af 22. september 2016 afløser BEK. nr. 469 af 23. maj 2016.
Bekendtgørelse nr. 469 af 23. maj 2016 afløser BEK nr. 958 af 29. august 2014.

Hjælpemidler. Serviceloven giver mulighed for kommunalt betalte parykker og brystproteser.

Vist 0 gange. Serviceloven giver mulighed for at få betalt sin paryk og/eller sine brystproteser helt eller delvist af kommunen.

I henhold til § 112, stk. 1 i serviceloven skal kommunalbestyrelsen yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet
  1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
  2. i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, eller
  3. er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

De tre punkter skal bemærkes.
De giver kommunen mulighed for at udøve et skøn, så selv om der i § 112 står “skal”, så er det ikke ensbetydende med, at kommunen vil bevillige køb af paryk og/eller brystprose til alle, der ansøger.
En forsigtig vurdering vil være, at transmænd ikke vil få bevilliget en paryk eller en tupé.
En ligeledes forsigtig vurdering vil være, at transkvinder skal have fået juridisk kønsskifte, at kønshormonbehandlingen ikke eller kun i ringe grad har hjulpet på hårvæksten og/eller på brystudviklingen.

Det er især vejledningen, som indeholder bestemmelserne om parykker og brystproteser.
Bekendtgørelsen indeholder af konkrete oplysninger kun, at parykker og brystproteser ikke skal leveres tilbage efter brug.
Selve serviceloven indeholder de overordnede regler.

Giver kommunen afslag, kan afslaget indbringes for Ankestyrelsen.

Herunder gengives relevante bestemmelser fra:
Indhold
Serviceloven
Bekendtgørelse
Vejledningen

* * *
[Til indhold] Serviceloven. Bekendtgørelse af lov om social service LBK nr. 1270 af 24. oktober 2016
§ 1. Formålet med denne lov er
  1. at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer,
  2. at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og
  3. at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Stk. 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.
Stk. 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Afgørelse efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn.

§ 2. Enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne lov.
[…]

§ 3. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter denne lov.
[…]

§ 112. Kommunalbestyrelsen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet
  1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
  2. i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, eller
  3. er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af bestemte leverandører. I forbindelse med kommunalbestyrelsens indgåelse af leverandøraftaler inddrages repræsentanter for brugerne ved udarbejdelse af kravspecifikationerne.
Stk. 3. Ansøgeren kan vælge leverandør af hjælpemidler, jf. dog stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen har indgået en leverandøraftale og ansøgeren ønsker at benytte en anden leverandør end den, som kommunalbestyrelsen har indgået leverandøraftale med, indkøber ansøgeren selv hjælpemidlet og får udgifterne hertil refunderet, dog højst med et beløb svarende til den pris, kommunen kunne have erhvervet hjælpemidlet til hos sin leverandør. Har kommunalbestyrelsen ikke indgået leverandøraftale, kan ansøgeren vælge leverandør, og støtten ydes efter regning, dog højst med et beløb svarende til prisen på det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.
Stk. 4. Ansøgerens ret til at vælge leverandør af hjælpemidler efter stk. 3 gælder ikke, hvis kommunalbestyrelsen kan stille et hjælpemiddel til rådighed, som er fuldstændig identisk med det hjælpemiddel, som ansøgeren ønsker at anskaffe fra en anden leverandør.
Stk. 5. Social- og indenrigsministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte regler om
  1. afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes støtte, og adgangen til genanskaffelse,
  2. i hvilket omfang modtageren selv betaler en del af udgiften til anskaffelse, reparation og drift af et hjælpemiddel,
  3. hvornår støtte til et hjælpemiddel kan ydes som udlån eller udleveres som naturalydelse,
  4. hvorvidt der skal gælde særlige betingelser for støtte til visse hjælpemidler, herunder muligheden for udlevering af visse hjælpemidler fra en offentlig institution, og
  5. hvorvidt visse hjælpemidler kan stilles til rådighed som led i et botilbud.

§ 112 a. Ansøgning om støtte til hjælpemidler, jf. § 112, skal indgives til kommunalbestyrelsen ved anvendelse af den digitale løsning, som kommunalbestyrelsen stiller til rådighed (digital selvbetjening). Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal kommunalbestyrelsen tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen bestemmer, hvordan en ansøgning omfattet af 1. pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan helt ekstraordinært ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for kommunalbestyrelsen ved at modtage ansøgningen på anden måde end digitalt.
Stk. 4. En digital ansøgning anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for kommunalbestyrelsen.
[…]

* * *
Serviceloven på Retsinformation.

* * *
[Til indhold] Bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven BEK nr. 740 af 13. juni 2016.
§ 1. I henhold til § 112, stk. 1, i lov om social service skal kommunalbestyrelsen yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet
  1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
  2. i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, eller
  3. er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.
[…]

§ 3. Hjælp ydes til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Hjælpen kan ydes som udlån, kontantydelse eller udleveres som naturalhjælp.
Stk. 2. Hvis hjælpen er ydet som udlån, skal hjælpemidlet tilbageleveres til kommunen, når ansøgeren ikke har brug for det mere. Følgende hjælpemidler skal dog ikke tilbageleveres efter endt brug: Ortopædisk fodtøj, arm- og benproteser, støttekorsetter og bandager m.v., parykker, brystproteser, stomihjælpemidler og kropsbårne synshjælpemidler til personer med en varigt nedsat synsfunktion eller medicinsk-optisk definerede, varige øjenlidelser.
[…]

* * *
Bekendtgørelsen på Retsinformation.

* * *
[Til indhold] Vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning mv. VEJ nr. 7. af 15. februar 2011.
Parykker
95. Parykker kan ydes ved vansirende skaldethed. Næsten alle parykker fremstilles i dag af kunstfibre.

Herretoupeer eller -parykker bliver næsten alle individuelt fremstillet på grund af den forskelligartede hårplacering på issen hos mænd. Herretoupeer er derfor væsentlig dyrere end dameparykker. Herretoupeer kan vaskes og ibrugtages straks, hvorfor der sjældent vil være behov for reservetoupe.

Dameparykker er enten fabriksfremstillet eller individuelt fremstillet. Der er kun en lille prisforskel på de to paryktyper. Til dameparykker kan der være behov for pasning og sætning, hvorfor der normalt vil være behov for reserveparyk.

Til borgere, der er overfølsomme overfor syntetiske stoffer, fores indersiden af toupeen eller parykken med bomuldsmateriale for en lille merpris.

Individuel tilpasning af parykken kan være nødvendig ved en atypisk hovedform.

Holdbarheden af parykker af kunstfibre er gennemsnitlig 1 år, men forhold hos den enkelte bruger, som f.eks. kraftig transpiration fra hovedbunden, kan bevirke hurtigere nedslidning af parykken og dermed nødvendiggøre hyppigere udskiftning.

Almindelig forekommende hårtab – hos mænd f.eks. “måne” – anses ikke for omfattet af de almindelige bestemmelser i bekendtgørelsen.

Ved midlertidig hårtab som følge af behandling, f.eks. kemoterapi, ydes parykken eller toupeen af sygehusvæsenet.

Brystproteser
96. Der kan ydes hjælp til brystproteser efter bortoperation af det ene eller begge bryster. Efter en konkret vurdering af de fysiske og kosmetiske gener af en operation, der bevarer en del af brystet, er det også muligt at yde en delprotese.

Kvinder, der af anden grund mangler det ene eller begge bryster, er ligeledes berettiget til proteser eller delproteser.

Vedrørende udskiftningstidspunkt kan det være vejledende, hvilken garanti leverandøren har givet. Der er normalt længere garanti på formfaste brystproteser.

Vedrørende brystproteser, der indopereres, henvises til sygehusvæsenet.

Der ydes ikke efter serviceloven, hjælp til særlige protesebrystholdere eller badedragter.

Vejledningen på Retsinformation.

Spgsm. 76 den 24. marts 2017 om det er ligestilling, når en transmand skal ansøge om forældreskab efter regler for medmoderskab. Svar 31. marts 2017.

Vist 0 gange. Ligestillingsudvalget stillede den 24. marts 2017 efter ønske fra Pernille Bendixen (DF) spørgsmål 76 – Alm. del Samling: 2016-17 – om der fuldt ud er ligestilling, når en transmand i henhold til Børnekonvention skal ansøge om forældreskab efter regler for medmoderskab, til børne- og socialminister, Mai Mercado (K), der svarede den 31. marts 2017.
Spørgsmålet blev den 12. april 2017 tilknyttet som bilag 2 til beslutningsforslag B 119 om anerkendelse af personers juridiske køn i børneloven.

Spørgsmål
Mener ministeren, at der fuldt ud er ligestilling, når en mand, der har fået juridisk kønsskifte, i henhold til Børnekonvention skal ansøge om forældreskab efter regler for medmoderskab? Der henvises til artiklen ”Juridisk er Jon en mand. Men for staten må han ikke være far for sin søn” bragt i Information den 23. marts 2017.

Svar
Der henvises til min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 75 (alm. del) til Folketingets Ligestillingsudvalg.

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

Spgsm. 75 den 24. marts 2017 om en transkønnet far er ligestillet med andre forældre i forhold til at blive anerkendt som far for sit barn. Svar 31. marts 2017.

Vist 0 gange. Ligestillingsudvalget stillede den 24. marts 2017 efter ønske fra Pernille Bendixen (DF) spørgsmål 75 – Alm. del Samling: 2016-17 – om en transkønnet far er ligestillet med andre forældre i forhold til at blive anerkendt som far for sit barn, til børne- og socialminister, Mai Mercado (K), der svarede den 31. marts 2017.
Spørgsmålet blev den 12. april 2017 tilknyttet som bilag 2 til beslutningsforslag B 119 om anerkendelse af personers juridiske køn i børneloven.

Spørgsmål
Mener ministeren, at den i artiklen omtalte transkønnede far er fuldt ud ligestillet med andre forældre i forhold til at blive anerkendt som far for sit barn? Der henvises til artiklen ”Juridisk er Jon en mand. Men for staten må han ikke være far for sin søn” bragt i Information den 23. marts 2017.

Svar
Indledningsvist kan jeg oplyse, at der forud for loven om juridisk kønsskifte, lov nr. 752 af 25. juni 2014 om ændring af lov om Det Centrale Personregister (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig om tilhørende det andet køn), var nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der afgav sin rapport den 27. februar 2014. I det tilhørende lovforslag, 2013/1 LF 182, henvises der i punkt 2 i de almindelige bemærkninger til denne rapport som baggrund for det fremsatte lovforslag.

Ifølge den tværministerielle arbejdsgruppes kommissorium, havde arbejdsgruppen bl.a. til opgave at opstille forskellige modeller for, at et kønsskifte kan anerkendes juridisk samt at beskrive og vurdere administrative og økonomiske konsekvenser af de enkelte modeller. Arbejdsgruppen havde også til at opgave at angive de etiske overvejelser, som de enkelte modeller efter arbejdsgruppens opfattelse måtte give anledning til.

Følgende fremgår af punkt 9.3.2. i rapporten fra den tværministerielle arbejdsgruppe om betydningen for børnelovens bestemmeler om faderskab, moderskab og medmoderskab:
”Uanset hvilken model for juridisk kønsskifte der vælges, vil personer, der vælger et juridisk kønsskifte, stadig være fertile eller kunne refertiliseres, hvorfor det er relevant at vurdere, om muligheden for juridisk kønsskifte vil få betydning for børnelovens bestemmelser om faderskab, moderskab og medmoderskab.

Børnelovens udgangspunkt er, at den kvinde, der føder et barn, er barnets mor.
Hvem der er barnets far eller medmor fastsættes blandt andet ud fra deres relation til barnets mor i tiden omkring undfangelse og fødsel.

I børnelovens forstand har man det køn, som man bruger til at forplante sig med, hvorfor det ikke vil give anledning til fortolkningstvivl, at en eller begge forældre ved barnets undfangelse har et andet juridisk køn end deres biologiske køn, der afgør deres roller i børneloven som enten far, mor eller medmor. En person, der fødet et barn, vil – uanset om personen juridisk er en mand – være barnets mor i børnelovens forstand.

En ændring af udgangspunktet om, at forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse afgør deres betegnelse i børnelovens forstand, vil nødvendiggøre en gennemgribende ændring af særligt børneloven og forældreansvarsloven.

Blandt andet på baggrund af det meget begrænsede antal personer, der vil blive berørt at dette forhold, og den vidtgående ændring af børneloven og dertil relaterede lovgivning, der vil være påkrævet, er det arbejdsgruppens anbefaling, at man fastholder udgangspunktet om, at forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse afgør deres betegnelse i børnelovens forstand.
[…]”

Arbejdsgruppens anbefaling er fulgt, og der er således ikke foretaget ændringer i børneloven som konsekvens af muligheden for at opnå et juridisk kønsskifte.

En mulig forælders køn samt dennes relation til barnets mor er fortsat bestemmende for, om vedkommende kan anses som part i en sag om faderskab eller i en sag om medmoderskab. Dette gælder i forhold til at få fastslået et faderskab eller medmoderskab, anfægte et registreret faderskab eller medmoderskab inden for de første 6 måneder efter barnets fødsel og i forhold til at få genoptaget en sag om faderskab eller medmoderskab. Hertil kommer, at der kan anvendes retsgenetiske undersøgelser i sager, hvor den mulige forælder er en mand – både til at fastslå et faderskab men også til at udelukke en faderskabsmulighed.

Børneloven har således i sin struktur stadig afsæt i, at der skal anvendes både en sædcelle og et æg til at lave et barn, også når der anvendes assisteret reproduktion.
Det køn, man bruger til at forplante sig med, er således udslagsgivende for det retlige forældreskab i loven. At en donor træder i stedet, eller at en forælder efterfølgende ændrer sit juridiske køn, får ikke betydning.

Derimod giver børneloven mulighed for, at en mand og en kvinde, der ikke føder et barn, kan blive forælder som henholdsvis far og medmor. Reglerne i børneloven er derfor ikke til hinder for, at en person, der har gennemført et juridisk kønsskifte, kan blive forælder, uanset om personen anvender egne kønsceller eller donerede kønsceller.
Børneloven er således i vid udstrækning indrettet til at imødekomme forskellige familieformer, samtidig med at vi har et fast retligt afsæt.

Med venlig hilsen
Mai Mercado

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

Vielse af to personer af samme køn er lovlig, afgjorde Højesteret den 23. marts 2017.

Vist 0 gange.
Højesteret

Højesteret

Højesteret afsagde den 23. marts 2017 dom om, at vielse af to personer af samme køn er lovlig.
Det har stor betydning for LGBT-personer.

Sagen blev anlagt af seks personer (John Hejlesen, Inger Kristensen, Edvind Kristensen, Mogens Skibsted, Gert Grube og Arne Heilsen) mod Kirkeministeren og Social- og Indenrigsministeren.
Baggrunden for sagen var, at de seks personer fandt, at vedtagelsen af lovforslag L 106, der ændrede ægteskabsloven og muliggjorde ægteskab mellem to personer af samme køn og bekendtgørelse om autorisation af ritualer for vielse og kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab mellem to af samme køn, var ulovlige.

Sagen startede ved Københavns Byret, der den 23. marts 2016 henviste sagen til behandling ved Østre Landsret.
Østre Landsret afsagde den 28. juni 2016 dom om, at lovændringen og bekendtgørelsen var lovlige.
De fem personer ankede sagen til Højesteret.
Højesteret stadfæstede den 23. marts 2017 dommen afsagt af Østre Landsret og bestemte, at de fem personer solidarisk skulle betale i alt 100.000 kr. i sagsomkostninger til Kirkeministeren
og Børne- og Socialministeren.

Både Østre Landsret og Højesteret har dermed fastslået, at ægteskab mellem to personer af samme køn er lovligt, og at det også er lovligt, at to personer af samme køn kan blive gift i kirken, samt at to personer af samme køn, der har indgået borgerligt ægteskab, kan få deres ægteskab kirkeligt velsignet.

* * *
Højesteret offentliggjorde den 23. marts 2007 følgende meddelelse/resumé om dommen.

Om reglerne om vielse af to personer af samme køn er i strid med grundloven

Ægteskabsloven, som hidtil kun havde omfattet ægteskab mellem to personer af forskelligt køn, blev ved en lovændring i 2012 ændret, så den også fandt anvendelse på ægteskab mellem to personer af samme køn. Der blev i forlængelse af loven bl.a. vedtaget en kongelig resolution, som fastsatte ritualer for vielse af to personer af samme køn.

Spørgsmålet i sagen var, om ændringerne, for så vidt angik bemyndigelsen til, at præster i den danske folkekirke kan vie to personer af samme køn, var ugyldige som følge af bestemmelser i grundloven, en forfatningsretlig sædvane eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions regler om bl.a. religionsfrihed.

Højesteret bemærkede, at folkekirken i henhold til grundloven hviler på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag. Kompetencen til at regulere folkekirkens forhold tilkommer lovgivningsmagten og regeringen, der har et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for en sådan regulering.

Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte lovgivningsmagtens og regeringens vurdering af, at den gennemførte ordning, der gav mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst i den danske folkekirke, lå inden for det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag og dermed inden for rammerne af grundloven.

Højesteret fandt desuden, at der ikke forelå en retssædvane som begrænsede lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regulere dele af folkekirkens forhold. Ændringerne var endelig ikke i strid med grundlovens eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelser om tros- og religionsfrihed.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

Meddelelsen af 23. marts 2007 om dommen hos Højesteret.

* * *
Østre Landsrets dom i sagen afsagt den 28. juni 2016.

D O M

Afsagt den 28. juni 2016 af Østre Landsrets 16. afdeling
(landsdommerne Michael Kistrup, Malou Kragh Halling og Nikolaj Aarø-Hansen).

16. afd. nr. B-713-15:

1) John Hejlesen
2) Inger Kristensen
3) Edvind Kristensen
4) Mogens Skibsted
5) Gert Grube
6) Arne Heilsen
Biintervenient: Foreningen med Grundlov skal land bygges (advokat Nikolaj Nikolajsen for alle)

mod

1) Kirkeministeren
2) Social- og Indenrigsministeren (tidligere Ministeren for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold) (Kammeradvokaten v/advokat Sune Fugleholm for begge)

Denne sag, der er anlagt ved Københavns Byret, er ved kendelse af 23. marts 2016 henvist til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
  1. Kirkeministeren tilpligtes at anerkende, at den af kirkeministeren udstedte kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for 2 personer af samme køn er ugyldig.
  2. Social- og Indenrigsministeren tilpligtes at anerkende, at lov nr. 532 af 12. juni 2012 (Ægteskab mellem to personer af samme køn) om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab, er ugyldig for så vidt angår den i loven iboende bemyndigelse til præster i den danske folkekirke til at indstifte et ægteskab for to personer af samme køn.

De sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling
Denne sag vedrører prøvelse af, om lov nr. 532 af 12. juni 2012 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn), er i strid med grundlovens §§ 4 og 66, i det omfang loven giver præster i folkekirken kompetence til at foretage vielse mellem to personer af samme køn. Sagen vedrører endvidere prøvelse af, om den af kirkeministeren udvirkede kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme køn er i overensstemmelse med grundlovens §§ 4 og 66.

Ægteskab som betegnelse har indtil indførelsen af mulighed for vielse mellem to personer af samme køn i juni 2012 været forbeholdt vielse af par af forskelligt køn.

Ved lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab fik to personer af samme køn mulighed for at indgå registreret partnerskab med retsvirkninger, der i vidt omfang svarede til retsvirkningerne af ægteskab.

Registreret partnerskab kunne dog i modsætning til ægteskab ikke indgås ved en kirkelig handling, men kun ved en borgerlig handling. Muligheden for at indgå registreret partnerskab blev ophævet i juni 2012.

Siden 1997 har registrerede par haft mulighed for at få en gudstjenestelig markering i forbindelse med registreringen af deres partnerskab, og siden 2005 har Folkekirken haft et vejledende ritual for velsignelse af registrerede partnerskaber, som blev udarbejdet af 7 af folkekirkens biskopper.

I april 2010 nedsatte den daværende kirkeminister et udvalg for at belyse, hvordan folkekirken burde forholde sig til ønsket om, at partnerskab mellem to personer af samme køn skulle kunne indgås ved en kirkelig handling. De daværende biskopper afgav alle høringssvar om rapporten.

Af Kirkeministeriets referat af et bispesamråd den 8. december 2011 fremgår blandt andet:

”Ad 1. Regeringsbeslutningen
Ministeren bød velkommen og konstaterede, at baggrunden for samrådet var, at regeringen har besluttet, at homoseksuelle fremover skal kunne indgå ægteskab.
Formålet med samrådet var at få afstemt forventninger til det videre arbejde.

Ministeren understregede, at regeringens beslutninger handler om det civilretlige:
hvad der skal stå i lovgivningen. Regeringens beslutninger handler ikke om indholdet af ritualer.

Ministeren opsummerede situationen med hensyn til ritualer:

  • Udvalget om folkekirken og registreret partnerskab skitserede i sin rapport forslag til ritualer til brug ved henholdsvis velsignelse og indgåelse af partnerskab. Udvalgets forslag blev derefter af en arbejdsgruppe suppleret med forslag til bønner og tekstlæsninger. Både i udvalget og i arbejdsgruppen deltog biskopper i arbejdet.
  • Efter anmodning fra Per Stig Møller forholdt biskopperne sig til ritualforslagene. Tilbagemeldingen i august og igen ved samråd den 14. november var, at forslagene var et godt grundlag, og et tilsagn fra biskopperne om at gå ind i arbejdet med den endelige justering, når Folketinget har afklaret det juridiske grundlag, som folkekirken skal handle på.

Ministeren konstaterede, at regeringen har afklaret sin holdning til det juridiske grundlag. Han var klar over, at der blandt biskopperne er forskellige holdninger til det, der er blevet resultatet af denne afklaring. Men han udtrykte håb, om at biskopperne fortsat står ved tilsagnet om at gå ind i arbejdet med at færdiggøre ritualerne.

Karsten Nissen pegede på, at da biskopperne sagde ja til det videre arbejde med ritualerne, lå det i luften, at tilspørgslen skulle handle om livsfæller. Han kunne ikke gå ind for at stifte et homoseksuelt ægteskab i kirken. Det er ikke kun et spørgsmål om en sproglig term, men om at ægteskab mellem mand og kvinde er bibelsk begrundet.

Lise-Lotte Rebel fastholdt, at hun og Steen Skovsgaard af teologiske grund ikke ønsker et ritual.

Peter Skov-Jakobsen mente, at biskopperne må tage debatten om de teologiske holdninger internt. Biskopperne må arbejde med ritualet, til de er enige. To-tre biskopper er imod ritualer, men har tilkendegivet, at de ikke vil modsætte sig, at der udarbejdes ritualer.

Elisabeth Dons Christensen var blevet chokeret, da hun hørte om regeringens beslutning. Men biskopperne skal selvfølgelig arbejde videre med ritualer, så langt samvittigheden kan bære.

Der blev tilkendegivet forskellige holdninger til hvilke ord, der bør bruges i ritualet.

Malene Vestergaard orienterede om gyldighedsbetingelserne for en vielse i henhold til ægteskabslovens § 20, stk. 2.

Karsten Nissen bad om en pause i mødet.

Efter pausen foreslog Karsten Nissen, at ministeren efter mødet kan sige: at biskopperne vil gerne samarbejde – ministeren og biskopperne erkender, at ægteskab og partnerskab er to forskellige ordninger med hver sin ret – at biskopperne gerne vil komme med et ritual på den baggrund.

Flere biskopper tilkendegav, at de ikke var enige i Karsten Nissens opfattelse af ægteskab og partnerskab.

Efter meningsudveksling om dette præsenterede ministeren biskopperne for et udkast til de meldinger, som ministeren ville give til medierne efter samrådet.

Udkastet blev drøftet, og der blev enighed om følgende formulering af konklusionerne på samrådet:

  • Regeringen har besluttet, at par af samme køn kan indgå ægteskab. Biskopperne konstaterer, at det er Folketingets kompetence at bestemme den juridiske betegnelse for parforhold mellem to af samme køn.
  • Der er blandt biskopperne uenighed om den teologiske forståelse af henholdsvis ægteskab mellem mand og kvinde og mellem par af samme køn.
    Til trods for denne uenighed er biskopperne indstillet på at indgå i det videre arbejde med udarbejdelse af ritualer.
  • Det er fortsat regeringens plan at fremsætte de nødvendige forslag til lovændringer efter nytår.
  • Biskopperne har tilkendegivet, at deres arbejde med ritualforslag vil være afsluttet, så ritualet kan være klar til brug, når Folketinget har afsluttet sit arbejde med lovgivningen.”

Forud for fremsættelsen af lovforslaget bag den omtvistede ændringslov afgav biskoppen over Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard, et høringssvar af 20. februar 2012 til et udkast hertil.
Heraf fremgår blandt andet:

”…
Som det fremgår af nedenstående kan jeg ikke anbefale lovforslaget.
Jeg fastholder mit synspunkt, som kom til udtryk i min udtalelse af den 20. september 2010 til rapporten ”Folkekirken og registreret partnerskab” – hvor jeg blandt andet skrev:
Jeg kan … hverken gå ind for rapportens forslag til ritual for kirkelig velsignelse af registreret partnerskab eller for ritualet for indgåelse af partnerskab, og konstaterer som sagt med glæde, at det af et enigt udvalg betragtes som et legitimt synspunkt indenfor folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Samtidig vil jeg gøre opmærksom på udtalelsen fra bispemødet den 13. april 2010, hvor der står flg.:

”Biskopperne konstaterer, at der i folketinget og i den danske befolkning er et flertal for, at der skal være en ligestilling imellem hetero- og homoseksuelle par.
Efter biskoppernes opfattelse er folkekirkens stilling til dette spørgsmål, og den praksis folkekirken skal følge, imidlertid et indre kirkeligt anliggende. Folketinget er folkekirkens lovgivende forsamling, og har folketinget lovgivet således, at ægteskabet skal være for såvel hetero- som homoseksuelle par, er folkekirken forpligtet til efterfølgende at udarbejde ritualer der gør dette muligt.

Her skal jer understrege, at forudsætningen for ovennævnte udtalelse var en forståelse fra mine bispekollegers side for, at undertegnede af samvittighedsgrunde hverken kunne eller ville bidrage til det efterfølgende udvalgsarbejde, ligesom jeg heller ikke kan eller vil være med til udformningen eller autoriseringen af et evt. kommende ritual.

I lovforslaget står der, at det ikke har miljømæssige konsekvenser. Det er sikkert rigtigt. Men til gengæld mener jeg ikke, at det i tilstrækkeligt omfang og i overbevisende grad er blevet godtgjort, at en sidestilling af ægteskab mellem to personer af forskelligt køn og to personer af samme køn ikke har bekendelsesmæssige konsekvenser.

Til slut skal jeg tillade mig at gentage min opfordring fra mit høringssvar af den 20. september 2010:

Som sagt er jeg overbevist om, at rapportens forslag næppe vil kunne tilgodese folketingets flertal, hvilket da også fremgår allerede i Kristeligt Dagblad den 16.9., hvor toneangivende politikere udtrykker skuffelse over rapportens konklusioner. Derfor vil jeg til slut opfordre kirkeministeren til at overveje – i tilfælde af at en eventuel folketingsbeslutning skulle gøre det muligt at indgå registreret partnerskab/vielse i kirken – om det overhovedet er nødvendigt at udarbejde et fuldt og færdigt autoriseret ritual. Vielsesritualet/erne kunne efter min mening udmærket stilles frit for præsterne, ligesom f.eks. begravelsesritualet, hvor kun jordpåkastelsesordene er autoriseret. Det mener jeg ville kunne være en både mindelig, rimelig og ordentlig løsning på et vanskeligt spørgsmål.

Endvidere afgav biskoppen over Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, den 20. februar 2012 et høringssvar. Heri hedder det blandt andet:

Indledning
I forlængelse af vedtagelsen af lov om registrerede parforhold 1989 har spørgsmålet om folkekirkens forhold hertil flere gange været genstand høringer og udtalelser. De danske biskopper tog stilling i en udtalelse fra 1997, hvori biskopperne, bl.a. undertegnede, betoner ægteskabet bibelske begrundelse og institutionelle karakter. Dette udelukkede imidlertid ikke, at indgåelse af registrerede parforhold kunne gøres til genstand for en kirkelig markering eller fejring, hvilket biskopperne var enige om at anbefale. Senere, i forbindelse med kommissionsarbejde og efterfølgende høring 2010 om et eventuelt ritual for registrerede parforhold, blev distinktionen mellem ægteskab og en kirkelig ceremoniel markering af et indgået registreret parforhold også fastholdt af flertallet i kommissionen.

I overensstemmelse med biskoppernes udtalelse fra 1997 har der i samtlige stifter været muligheder for kirkelig markering af indgåelse af registreret parforhold ved en særgudstjeneste eller anden form for kirkelig ceremoni. Det er en mulighed, som et antal homoseksuelle par har benyttet sig af.

Disse hidtidige diskussioner, biskoppelige udtalelser, kommissionsarbejdet, høringer og kirkelige arrangementer i forbindelse med indgåelse af registreret parforhold har således alle haft deres primære baggrund i ønsket om en rituel eller ceremoniel markering af et borgerligt indgået parforhold. Samtidig har høringssvar og et flertal i kommissionen fastholdt, at ægteskabet som historisk, kulturel og teologisk bestemt institution blev ladt uantastet.

Lovforslaget
Af det tilsendte Udkast fremgår af bemærkningerne s 3, at lovforslaget delvist ønsker at udmønte et punkt i regeringsgrundlaget, hvori det hedder: Regeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering. Regeringen vil derfor fjerne forbuddet mod vielser af homoseksuelle i folkekirken og i øvrigt undersøge yderligere tiltag i retningen (sic) af en kønsneutral ægteskabslovgivning.

Det fremgår ikke, hvad der tænkes på med udtrykket ’forbuddet mod vielser af homoseksuelle i folkekirken’. Jeg er ikke bekendt med eksistensen af et sådant forbud. Hvad der menes må vel være, at et ægteskab efter hidtidig retlig og kirkelig praksis består af et forhold mellem en mand og en kvinde, hvorfor en vielse af et homoseksuelt par af indlysende årsager ikke har kunnet finde sted i kirken, ligesom det heller ikke har kunnet finde sted på rådhuset.

Så meget synes dog at være klart, at der i regeringsgrundlaget først og fremmest tænkes på mulighederne for en kirkelig vielse– dvs. på ceremonielle fejring ved ægteskabs (eller parforholds?) indgåelse.

I det konkrete forslag, ’udmøntningen’, hedder det s. 4: Det overordnede formål med lovforslaget er at give personer af samme køn mulighed for at indgå ægteskab. I forhold til den gældende retstilstand får personer af samme køn mulighed for at indgå ægteskab ved en kirkelig handling i stedet for som i dag at kunne indgå registreret partnerskab ved en borgerlig handling.

Hermed udtrykker regeringen et ejerskab til folkekirken og dens liturgiske praksis, ifølge hvilken et ’overordnet formål’ af politisk-moralsk karakter søges gennemført blandt andet med den folkekirkelige ritualpraksis som instrument.
Samtidig indføres en skelnen mellem rettighederne hos borgerne, alt efter hvilket religiøst trossamfund de måtte tilslutte sig. Lovens intentioner kommer ikke til at udstrække sig til at omfatte f.eks. medlemmer af Islamisk trossamfund, Den romersk-katolske kirke, Mormonkirken og andre trossamfund. Med ønsket om at skabe lighed mellem mennesker med forskellig seksuel orientering indfører lovforslaget således en helt ny forskel mellem menneskers rettigheder, beroende på kirketilhørsforhold.

Dette problem udspringer af, at landets politiske ledelse i denne sag optræder som indehaver af ejerskabet til folkekirken, mens andre trossamfund behandles som autonome i deres trosgrundlag og liturgiske praksis. Samtidig kortsluttes ved denne tilgang de ’indre’ linjer i den gængse folkekirkelige beslutningsproces, og de folkekirkelige embeder søges bragt i spil som led i den ’overordnede’ politiskmoralske agendas ’udmøntning’.

Om ægteskabet teologi
Ægteskabet er netop i dets egenskab af social og kulturel institution, der i vor kulturkreds omfatter et forhold mellem en mand og en kvinde, genstand for en specifik teologisk og kirkelig bestemmelse. Denne forståelse har konfessionel karakter, idet en evangelisk-luthersk kirke forvalter et ægteskabssyn, der markant adskiller sig fra andre trossamfunds og religioners forståelse. Et eventuelt Indgreb i den evangelisk-lutherske kirkes ægteskabsteologi og vielsespraksis berører således potentielt kirkens konfessionelle identitet. Dette har vide konsekvenser også for folkekirkens økumeniske og religionsretlige forhold.

I mit høringssvar af dec. 2010 i forbindelse med den tidligere kirkeministerielle høring har jeg redegjort for nogle hovedtræk i denne teologisk motiverede og kirkeligt gældende forståelse af ægteskabet. Dette skal ikke gentages her. Men jeg gør opmærksom på følgende:

  1. Reformatoren Martin Luther hævdede med vægt, at netop ægteskabet verdslige karakter, dvs. ægteskabet som social og kulturel ordning på samfundsmæssigt plan, er genstand for en ganske særlig teologisk og kirkelig bestemmelse. I Kirkeministeriets Betænkning nr. 943 Dåb og Brudevielse af 1983, s 62, gengives dette synspunkt præcist og loyalt bl.a. i følgende sætning:
    ’Luther siger på den ene side, at ægteskabet er en verdslig stand, på den anden side, at det har Guds ord for sig, at det ikke er opdigtet eller stiftet af mennesker.’ Dette er hovedbegrundelsen for, at en luthersk kirke overhovedet beskæftiger sig med en ’verdslig ting’, som ægteskabet er. Hvis ikke denne teologiske begrundelse fastholdes, så er det ingenlunde givet på luthersk grund, at ægteskabet som institution overhovedet ville angå kirken. I så fald ville ægteskabet kunne betragtes på lige fod med andre samfundsinstitutioner, som kirken ikke har adkomst til at forholde sig til gennem påmindelse om Skriftens ord, med forbøn og forkyndelse. Fjernes eller negligeres denne begrundelse, så forandres med andre ord kirkens rolle ved ægteskabs indgåelse fra at udtrykke en strengt teologisk begrundet kirkelig praksis. I stedet tildeles kirken rollen som en institution, der garnerer menneskelivet med religiøse ceremonier alt efter behov og tilskyndelse.
  2. Denne lutherske forståelse af ægteskabet er forudsat og indskrevet i folkekirkens bekendelsesskrifter. Den forudsættes således i Luthers lille katekismus, og den er direkte udtalt i Den Augsburgske Konfessions artikler 16, 23 og 27.
    Allerede herved må ægteskabet som et forhold mellem en mand og en kvinde formelt siges at have en status, som gør, at disse konfessionelle bestemmelser ikke uden videre kan forbigås i en aktuel stillingtagen til spørgsmål vedrørende folkekirke og ægteskab. Folkekirken har aldrig på officielt plan tilbagekaldt eller problematiseret denne ægteskabsteologi, men hævder den tværtimod aktuelt i sin liturgiske praksis (pkt. 3), hvorfor der intet grundlag er, for ikke stadig at anse den som hørende til folkekirkens lære.
  3. Denne lutherske forståelse kan ikke blot betragtes som et historisk relikt, der er uden gyldighed i nutiden. En gennemgang af de senest autoriserede liturgiske bøger (Ritualbog 1992, Alterbog 1992, Salmebog 2002) dokumenterer entydigt, at den lutherske ægteskabsforståelse er indskrevet i og forudsættes uantastet som aktuelt gældende også i nuværende kirkelig praksis.
    1. Ritualbogen. Flere af de skriftsteder, som Martin Luther brugte til at fortolke ægteskabet med teologisk, og som begrunder, hvorfor kirken overhovedet har et anliggende i forhold til den borgerlige ordning, som ægteskabet grundlæggende er, genfindes således i det nugældende ægteskabsritual. Med tydelig reference til 1. Mosebogs skabelsesberetning hedder det i bønnen for ægteparret: ’Almægtig Gud, som skabte mand og kvinde til at leve sammen i ægteskab og velsignede dem’. I slutningskollekten takker vi Gud ’for ægteskabet, og vi beder dig, at du vil bevare denne ordning og velsignelse urokket iblandt os.’ Alterbogen gør med sine formuleringer en klart konfessionelt defineret forståelse af ægteskabet som en verdslig stand, ’der har Guds ord for sig’ og som omfatter en mand og en kvinde, gældende. Det er en teologisk forståelse, som adskiller sig markant både fra andre kristne kirkesamfunds ægteskabsteologi og andre religiøse traditioner. F.eks. anser den Romerskkatolske kirke ægteskabet for at være et sakramente, mens biblicistiske kirkesamfund ser det som en religiøst kvalificeret samlivsform.
      Lutherdommen ser det som en social institution, der er forordnet til samfundets og menneskets bedste, det omfatter en mand og en kvinde, og det er velsignet af Gud selv.
    2. Salmebogen. I salmebogens vielsessalmer fastholdes den samme forståelse af ægteskabet, hvilket er genstand for menighedens taknemmelighed og lovprisning. Således rummer en af de salmer, som kom ind i salmebogen ved den seneste revision i 2002, og som har opnået en betydelig folkelig accept, en klar forkyndelse, når det hedder med allusion til skabelsesberetningen: ’I blev skabt som mand og kvinde.’ DDS 706
    3. Alterbogen. Siden Peder Palladius i 1550 udgav lutherske kollekter til søndagsgudstjenesten, har disse kollekter været medvirkende til at fastholde den anden søndag i Hellig Tre Kongertiden som ’ægteskabets søndag’. Gennem århundreder har der på denne søndag været prædiket og forkyndt om ægteskabet som en af Gud velsignet ordning. Trods utallige revisioner fastholder alterbogen stadig på denne søndag i indgangskollekten bønnen: ’Vi takker dig, fordi du nådigt har skabt os som mand og kvinde og lader os høre sammen i ægteskab.’

    I dette høringssvar gør jeg således gældende, at folkekirken som evangeliskluthersk kirke har en vel defineret og konfessionelt bestemt teologi og aktuel kirkelig liturgisk praksis vedrørende ægteskabet. Således har det forholdt sig lige siden den lutherske reformation blev gennemført i Danmark, hvor konsekvenserne heraf blev trukket i form af kirkelige og liturgiske bestemmelser.
    Ægteskabsforståelsen kan ikke betragtes som noget, der blot angår fortidige bestemmelser, således at disse eventuelt skulle kunne tilsidesættes med henvisning til tidernes skiften. Det kan heller ikke betragtes som blotte personlige meninger, eller som et felt, hvis udformning helt og holdent er overladt til det til enhver tid siddende politiske styre, idet de indgår i folkekirkens samlede lære og er integreret heri med aktuel liturgisk gyldighed. Tidligere tiders kommissionsarbejde vedrørende vielse og vielsesritualer har da også været særdeles opmærksom på betydningen af disse konfessionelt og traditionelt givne forhold, hvilket kommer tydeligt frem i ovennævnte kirkeministerielle kommissionsarbejde fra 1983. Den evangelisk-lutherske kirkes syn på ægteskabet har dermed en status, som ikke uden videre lader sig annullere. Problemstillingen angår i sidste instans den evangelisk-lutherske kirkes teologiske og konfessionelle egenart.

    Konklusion
    Med disse redegørelser ønsker jeg at påpege, at den nuværende høringsrunde markerer et helt andet niveau og perspektiv for problemstillingen, end det, der har været gældende ved tidligere udtalelser, høringer og debatter. Det fremsendte lovforslag angår forhold, som kalder på en dybtgående undersøgelse af retsteologisk, forfatningsmæssig og religionsretlig art. Disse forhold kan på ingen måde siges at være belyst tilstrækkeligt gennem tidligere offentlige debatter eller høringer. Folketinget har ubestridt retten til at lovgive angående det danske samfund, inklusive samlivs- og ægteskabsforhold. Som tidligere nævnt hilser jeg det velkommen, at folketinget varetager et ansvar også i forhold til homoseksuelles forhold, og at også folkekirken er sig sit ansvar bevidst i forhold hertil. Men en lovgivning på et så komplekst område bør ikke overse farerne for at overskride grænsen mellem det politiske liv og så de forhold, der angår kirker og trossamfund, herunder folkekirkens konfessionelle bestemmelser. I nærværende sammenhæng er folkekirken at betragte som et trossamfund, hvorfor den som trossamfund må kræve statens beskyttelse og værn om den nødvendige frihed til egen teologisk begrundet stillingtagen.

  • Hvis lovgiverne vælger at se bort fra disse problemstillinger, så bringes den delikate balance mellem stat og kirke, udtrykt i Grundlovens § 4, i fare. Det er efter min mening ingenlunde indlysende, at folkekirken ene af alle trossamfund skulle kunne pålægges at udforme ritualer for homoseksuelles vielser. Folkekirken unddrages i så fald den samme respekt for egen tradition og trosgrundlag, som andre trossamfund og religioner nyder.
  • Endvidere finder jeg, at den påtænkte frihedslovgivning, som giver den enkelte præst ret til at nægte at deltage i vielseshandlingen for homoseksuelle, ikke imødekommer den retssikring, folkekirken som helhed har krav på som et trossamfund, der har den fulde ret til at varetage sine egne legitime teologiske interesser.
  • Udkastets bemærkning s. 6: En konsekvens af lovforslaget bliver således, at de eksisterende vielsesritualer for vielse af mand og kvinde bliver suppleret med et vielsesritual for vielse af to personer af samme køn vil medføre, at der kommer til at eksistere flere vielsesritualer side om side. Disse vil imidlertid komme til at modsige hinanden, idet det nugældende vielsesritual i realiteten udtrykker en eksklusivitet vedrørende ægteskabet mellem mand og kvinde. Indførelsen af ’supplerende’ vielsesritualer betyder derfor en fordunkling af kirkens lære og praksis med derpå følgende forvirring og uklarhed.
  • Inden den påtænkte lovgivning eventuelt gennemføres, bør det undersøges, om processen vedrørende lovgivningen bringer den danske stat i modstrid med internationale konventioner vedrørende krænkelsen af religiøse samfunds krav på beskyttelse af deres konfessionelle autonomi. Hvis den danske stat gennemfører en revision af ægteskabslovgivningen med det formål at pålægge ét enkelt trossamfund pligten til at udforme et nyt religiøst ritual, hvis indhold afviger både fra trossamfundets læregrundlag og fra 475 års tradition, og hvis indhold dikteres af det politiske styres ’overordnede formål’, så er der tale om en form for lovgivningsmæssigt tiltag, der må forventes også at ville tiltrække sig opmærksomheden fra overnational jurisdiktion.

    Jeg vil således stærkt fraråde den påtænkte lovgivning og anbefaler, at indsigterne fra de tidligere høringer og kommissionsarbejder, som alle fastholder egenarten af ægteskabet som et forhold mellem en mand og en kvinde, danner grundlag for alle videre tiltag vedrørende folkekirkens involvering.”

Københavns biskop Peter Skov-Jakobsens notat af 21. februar 2012 er den 29. februar 2012 tilsendt Folketingets Kirkeudvalg, Kirkeudvalget 2011-12 KIU Alm. del, endeligt svar på spørgsmål 16.

I biskoppens notat af 21. februar 2012 er blandt andet anført:

”Indtil nu har det været en udbredt opfattelse i vores evangelisk-lutherske tradition, at der kun var et ægteskab. Jeg formoder, at der med »kirkeligt ægteskab« menes kirkelig vielse eller kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab. At der i Danmark består den mulighed, at ægteskabet kan indgås for den borgerlige eller den kirkelige myndighed, har dog indtil nu ikke afstedkommet teologiske overvejelser over, hvorvidt det i kirken indgåede ægteskab eller det i kirken velsignede ægteskab skulle have særlig status.

En sådan tænkning ville være ny i en evangelisk-luthersk tradition, hvor et ægteskab altid har været opfattet som »ein weltlich Ding«. Hvis et ægteskab i kirken skulle være noget særligt, ville det problematisere den borgerlige myndighed, ligesom det i høj grad ville problematisere den teologisk-etiske eftertanke over ægteskabet.

Den evangelisk-lutherske ægteskabsetik er blot antydet i bekendelsesskriftet CA.

I artikel 16 læres der således, at lovlige borgerlige ordninger er Guds gode værk, bl.a. kan mand og kvinde tage til ægte, ligesom den troende kan slutte handel efter loven, være soldat, føre retfærdig krig og beklæde øvrighedsposter.

I artikel 23 om præsternes ægteskab redegøres der for det lovlige ved, at præster kan bryde traditionen for cølibat. Der henvises til, at præsterne var gifte i den tidlige kirke, og desuden gøres der opmærksom på Paulus’ holdning i 1. Korintherbrev 7, 2-9, at ægteskabet er et middel mod den menneskelige svaghed (begær og ukyskhed).

I artikel 27 argumenteres der mod munkeløfter og i den forbindelse forsøger artiklen at berolige de klosterbundne, som har brudt deres løfter om kyskhed, lydighed og fattigdom, og har ladet sig ægtevie, idet der igen henvises til Paulus’ råd om, at ægteskabet er et middel mod menneskets svaghed.

Nogle finder, at disse få bemærkninger i CA udgør en solid bund for det, man nyligt hører omtalt som ægteskabsteologi.

I CA få bemærkninger om ægteskabet ser jeg intet grundlag for andet end antydninger af en ægteskabs-etik. Bemærkningerne gøres blot for at trøste de mange præster og klosterbundne, som har brudt deres løfter om cølibat og er kommet i tvivl og lever med plagede samvittigheder. Melanchton, som udfærdigede CA, forsøger med sine bemærkninger at skabe rolige bevidstheder i de evangeliske menigheder.

Ægteskabet ansås på Luthers tid for at være en aftale mellem mand og kvinde.

Jeg finder det relevant at nævne, at vi i vores teologiske tradition lever med en høj bevidsthed om, at et bekendelsesskrift har en historisk karakter, hvilket medfører, at fortolkningen af bekendelsesskriftet fordrer såvel en afklaring af nutidens problemstilling som en viden om reformationstidens situation.”

Den danske folkekirke hviler på følgende bekendelsesskrifter: Bibelen, Den Apostolske Trosbekendelse, Den Nikænske Trosbekendelse, Den Athanasianske Trosbekendelse, Den Augsburgske Bekendelse og Luthers lille Katekismus.

Social- og integrationsministeren fremsatte den 14. marts 2012 forslag om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (ægteskab mellem to personer af samme køn), der blev vedtaget af Folketinget som lov nr. 532 af 12. juni 2012. Med loven fik to personer af samme køn mulighed for at indgå ægteskab, herunder mulighed for at indgå ægteskabet ved en kirkelig handling for en præst i folkekirken.

Ministeren for ligestilling og kirke indstillede den 11. juni 2012 et forslag til to nye ritualer, henholdsvis et ritual for vielse (bryllup) af to af samme køn og et ritual for kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab mellem to af samme køn, til autorisation af Hendes Majestæt Dronningen, hvilke blev gennemført ved bekendtgørelse nr. 544 af 13. juni 2012.

Den daværende minister for ligestilling og kirke, Manu Sareen, har i samarbejde med Niels Ditlev i 2015 udgivet bogen ”Manu” på Politikens Forlag. Af bogens kapitel 10 om ”Homovielser og kirkehysteri” fremgår blandt andet:

”I regeringsgrundlaget skrev vi følgende:
”Regeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering.”
Så var den ged barberet! Næh. Kampen var lige begyndt. Jeg havde kun været minister i tre uger, da en mindre delegation af topembedsmænd fra ministeriet troppede op på mit kontor.
Departementchef Henrik Nepper førte ordet, og denne gang var han meget alvorlig:
”Du kan ikke få dine bøsser gift, Manu. Du er færdig, hvis du gør det,” sagde han alvorligt med sin bornholmske accent.
Han var ellers en meget rolig mand, men nu dirrede hans stemme. Af en lille smule ophidselse og af stor bekymring. Nepper er af den gamle skole. Han vil gøre alt for at beskytte sin minister. Men også sig selv og ministeriet, det er klart.
”Tove Fergo døde på det, da hun blandede sig i kirkens arbejde. Du må ikke gå mod biskopperne på den måde.”
Som alle nybagte ministre havde jeg fået indprentet den første og vigtigste lov som minister: Du skal lytte til embedsmændene. Du er 100 procent afhængig af deres støtte.

De advarede mig mod at tvinge biskopperne til at lave et vielsesritual for homoseksuelle. Jeg syntes ellers, at det var den logiske konsekvens af en ny regering og regeringsgrundlaget, og hvor svært kunne det være? Biskopperne var statsansatte og fik ligesom embedsmændene løn af skatteyderne, så de måtte da bare i arbejdstøjet og lave et ritual. Ritualet ville betyde, at bøsser og lesbiske kunne blive gift, nøjagtig som alle andre i den danske folkekirke, og kalde sig ægtefolk.
Så langt ville embedsværket på ingen måde gå. Deres vurdering var, at sagen skulle ordnes ved, at de homoseksuelle i fremtiden kunne komme i kirken og blive velsignet og til nød få læst en tekst op – og så kalde sig livsfæller.

Biskopperne foretrak bestemt, at homoseksuelle kun kaldte sig livsfæller, ikke ægtefolk. Et mindretal på to ville slet ikke deltage. De øvrige var skeptiske og afventende. Biskop Kjeld Holm og biskop Peter Skov-Jakobsen var tydeligvis med mig, men alle de andre var samlet i en modstand mod, at der nu skulle komme en indisk minister og diktere noget i deres folkekirke. I huj og hast.
Min eneste mulighed for at få dem med var at give dem medejerskab til projekt homovielser. Det lykkedes på et møde den 7. december 2011 i ministeriet. På forhånd havde jeg besluttet, at der skulle laves en pressemeddelelse efter mødet med biskopperne, så alle kunne se, hvad vi fandt frem til.
Tanken med pressemeddelelsen var, at den også skulle binde de kritiske biskopper sammen. I slutningen af mødet den 7. december læste jeg pressemeddelelsen op.
Jeg sad på den ene side af det lange sorte bord i Kirkeministeriet, og på den anden side sad biskopperne side om side. De kiggede intenst på mig og fulgte koncentreret med i alt, hvad jeg sagde. Jeg læste højt og gjorde mig meget umage for at gøre det i et roligt tempo, så alle vidste, hvad de sagde ja til. Jeg kiggede rundt, efter at jeg havde læst pressemeddelelsen højt, og fik dem til at nikke. Det skulle i al ydmyghed vise sig at være en genistreg. I slutningen hed det:
”Der er blandt biskopperne uenighed om den teologiske forståelse af henholdsvis ægteskab mellem mand og kvinde og mellem par af samme køn.
Til trods for denne uenighed er biskopperne indstillet på at indgå i det videre arbejde med udarbejdelse af ritualer.”
Meget uskyldigt, men fælden klappede. Nu var der ingen vej tilbage. De to sidste linjer var min livsforsikring på, at det blev til noget, og de to første linjer var deres forklaring til deres respektive menigheder på at være med.

…”

Forklaringer

Der er for landsretten afgivet vidneforklaring af tidligere ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen.

Manu Sareen har blandt andet forklaret, at han skrev bogen ”Manu” sammen med Niels Ditlev, der nærmest var et førstehåndsvidne til hans liv. Samarbejdet foregik på den måde, at de havde en lang række samtaler gennem en del år, og at Ditlev på den baggrund skrev teksten til bogen. Han kan stå inde for indholdet i bogens kapitel 10. homoseksuelles adgang til at indgå ægteskab var, så vidt han husker, en mærkesag for såvel De Radikale og SF, og vist nok også for Socialdemokraterne i forbindelse med partiernes forhandling af deres regeringsgrundlag. Det var ikke et initiativ, der kom fra biskoppernes side. Der var ganske vist allerede igangsat et arbejde, men han syntes, at dette, der alene sigtede på, at homoseksuelle par alene skulle kunne kalde sig for ”livsfæller”, var utilfredsstillende og gik for langsomt.
Når han igangsatte arbejdet med det omtvistede lovforslag, skyldtes det både, at det stod i regeringsgrundlaget, og at han gik ind for det. Der var stor modstand fra nogle af biskopperne.

Retsgrundlag
Grundlovens § 4, § 66 og § 67 lyder som følger:
”§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”

”§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.”

”§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Af Beretningen om forhandlingerne på Rigsdagen, den foreløbige behandling af Grundlovsudkastet, §§ 2 og 64, sp. 2506-2508, blandt andet:
”…
Comiteens Ordfører for det 7de Afsnit, Hall, oplæste derefter Udkastets § 2, der lyder saaledes:

”Den evangelisk-lutherske Kirke er, som den, hvori den den overveiende Deel af Folket befinder sig, at ansee som den danske Folkekirke og nyder, som saadan, Understøttelse af Staten.”

Derpaa oplæste Ordføreren Udvalgets Bemærkninger til denne Paragraph i den første Deel af dets Betænkning, saalydende:

”Udvalget har anseet det for afgjorte, at den i Kongeloven begrundede Opsattelse af den evangelisk-lutherske Kirke som Statskirke maatte opgives i en Grundlov, som vedkjendte sig Religionsfrihedsprincipet. Udvalget maatte fremdeles med Udkastet erkjende, at man ikke i selve Grundloven kunde paatage sig Løsningen af alle de kirkelige Reformspørgsmaal, som endnu i høi Grad dele Gemytterne.
Men ligesaa lidt kunde man finde det passende, aldeles at forbigaae det hele Spørgsmaal om Kirken.”…

”…Men naar Grundloven saaledes hævder Religionsfrihedens Grundsætning, medfører den en Forandring i den hidtilværende Statskirkes hele retlige Stilling i Statssamfundet, der paa den ene Side skjenkede denne Kirke Statens høieste Beskjærmelse og Forsorg, men paa den anden Side ogsaa gav den øverste Statsmagt en saagodtsom uindskrænket Magt og Myndighed over dens indre og ydre Anliggender. Om end derfor den hidtilværende Statskirke i Grundloven kaldes og i Vvirkeligheden bliver den danske Folkekirke, og om end Staten just paa Grund deraf maa ansee sig særlig forpligtet imod den, saa formener Udvalget dog, at det er nødvendigt, at dens fremtidige Forsatning bliver ordnet ved en særegen Kirkelov, der navnlig maatte gaae ud paa at bestemme Formerne og Grændferne for den Medvirkning, som Kirkesamfundet selv bør have ved Sammes Bestyrelse, saavelsom ved Afgjørelsen af kirkelige Sager, ved Siden af den forholdsviis større Myndighed, som Statsmagten for ovrigt forudsættes at ville komme til at udøve over denne Kirke frem for over de øvrige Religionssamfund i Landet.
…”

”Art. 9
Stk 1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.

Stk. 2. Frihed til at udøv sin religion eller tro skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.”

Ved lov nr. 532 af 12. juni 2012 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn) blev den hidtidige § 1 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning ophævet, og i stedet blev blandt andet indsat følgende bestemmelse:
”§ 1. Loven finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af forskelligt køn og mellem to personer af samme køn.”

Af bekendtgørelse nr. 544 af 13. juni 2012 om autorisation for ritualer for vielse (bryllup) af to af samme køn og kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab mellem to af samme køn fremgår de to autoriserede ritualer til brug i den danske folkekirke.

Ved lov nr. 531 af 12. juni 2012 om ændring af lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning, blev der i loven indsat en bestemmelse (§ 7a), hvorefter en præst kan undlade at vie og meddele kirkelig velsignelse af et ægteskab mellem to personer af samme køn.

Af de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. L 105 af 14. marts 2012 til denne lov fremgår blandt andet:

”…

3. Hovedpunkterne i lovforslaget
3. 1. Gældende ret

3.1.3. Ritualer for kirkelige handlinger

Ritualer for kirkelige handlinger hører sammen med gudstjenesteordningen, bibeloversættelse og salmebog til det, der ofte betegnes som indre kirkelige anliggender. Til de indre kirkelige anliggender regnes også tilsynet med de specifikt gejstlige dele af præsternes embedsførelse i form af forkyndelse og forvaltning af sakramenterne.

Siden 1849 har regeringen i kraft af en forfatningssædvane ved vedkommende minister stået for reguleringen af de indre kirkelige anliggender i det omfang, det er nødvendigt at regulere dem. Reguleringen sker gennem kongelige anordninger eller resolutioner, der udstedes efter ministerens indstilling og på ministerens ansvar.

Som eksempler på den retlige regulering i medfør af den nævnte retssædvane kan nævnes, at der ved kongelig resolution er autoriseret bibeloversættelser, salmebog og ritualer for dåb, nadver i hjemmet, vielse og jordpåkastelse samt for bispevielse, kirkeindvielse, præstevielse og provsteindsættelse. Der er også ved kongelig anordning fastsat bestemmelser om dåb, konfirmation og indledende konfirmationsforberedelse (minikonfirmander).

Kompetencen til at foretage den retlige regulering af anliggender, der betragtes som indre kirkelige, tilkommer ministeren for ligestilling og kirke. Fra lovgivers side anses det for en forudsætning, at ministeren gør brug af sin kompetence, idet Folketinget hidtil har afstået fra at lovgive for disse områder, og idet en retlig regulering af de indre anliggender er nødvendig, for at folkekirken kan fungere.

Siden 1849 har skiftende kirkeministre generelt udvist stor skønsomhed og været tilbageholdende med at regulere de indre kirkelige anliggender. Ministerens kompetence til at udstede anordninger på disse områder er derfor blevet udøvet på grundlag af indstillinger fra biskopper eller i form af rådgivning i form af betænkninger fra udvalg, arbejdsgrupper eller kommissioner med deltagelse af biskopper og andre teologisk sagkyndige.

Der er sket autorisation af vielsesritualer ved kongelig resolution af 22. marts 1897, 18. juli 1912 og ved kongelig resolution af 12. juni 1992 er der autoriseret ritual for vielse (bryllup), og senest ved kongelig resolution af 12. juni 1992 er der autoriseret ritual for kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab.

Vielsesritualet skal ses i sammenhæng med ægteskabslovens bestemmelser. I ægteskabsloven § 20, stk. 3, er det bestemt, »at nærmere regler om fremgangsmåden ved vielse i folkekirken fastsættes af kirkeministeren« (ministeren for ligestilling og kirke). I bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 om kirkelig vielse inden for folkekirken er der i § 3, stk. 3, fastsat følgende bestemmelse:

»Stk. 3. Vielsen, der skal foregå i overværelse af mindst 2 vidner, foretages i overensstemmelse med et af de autoriserede ritualer for brudevielse i folkekirken.
(…).«

I bekendtgørelsens § 5, stk. 4, er følgende fastsat:
»Stk. 4. Kirkelig velsignelse meddeles i kirken i overensstemmelse med det autoriserede ritual.«

Vielsesritualet indeholder tilspørgslen og forkyndelsen og regulerer i øvrigt den kirkelige handlings forløb.

Ægteskabslovens § 20, stk. 2, er rammen om tilspørgelsens og forkyndelsens indhold:

»Stk. 2. Parterne skal ved samtidigt møde på spørgsmål af vielsesmyndigheden erklære at ville ægte hinanden og derpå af denne forkyndes at være ægtefolk.«

Det er en forudsætning for vielsens gyldighed, at vielsen er foregået under iagttagelse af bestemmelsen i ægteskabslovens § 20, stk. 2. Folkekirkens vielsesritualer er derfor udformet i overensstemmelse med ægteskabslovens § 20, stk. 2.

3.2 Overvejelser og lovforlagets udformning
Social- og integrationsministeren har samtidig med fremsættelsen af dette lovforlag fremsat forslag til ændring af ægteskabsloven, som bl.a. betyder, at to personer af samme køn får mulighed for at blive viet ved en præst i folkekirken.

Et medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening af præsten eller præsterne for den menighed, som medlemmet hører til, jf. medlemskabslovens § 6, stk. 1.
Retten til kirkelig betjening indebærer, at et medlem blandt andet har ret til at få foretaget en vielse eller velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab. Hertil kommer medlemmets ret til kirkelig betjening i den kirke, medlemmet har særlig tilknytning til, jf. ovenfor i afsnit 3.1.1.

Der er blandt folkekirkens præster forskellige opfattelser af, hvorvidt samliv mellem to personer af samme køn kan accepteres inden for de rammer, som fastsættes af Bibelen og folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Det fremgår af grundlovens § 4, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Det indebærer, at lovgivningsmagten skal respektere evangelisk-luthersk lære, således at der blandt andet ikke lovgives eller administreres i modstrid hermed. Den evangelisk-lutherske lære er ikke nævnt, men er forudsat som de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1. Herefter er bekendelsesskrifterne: Bibelen, tre trosbekendelser, der er formuleret i oldkirken, den Augsburgske Bekendelse fra 1530 og Luthers lille Katekismus fra 1529. Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse. I Kirkeret almindelig del (Preben Espersen, Kirkeret Almindelig del, 2. reviderede og forøgede udgave 1999, s. 75) anføres følgende:
»En anden sag er, at Grundloven naturligvis ikke fastslår noget om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse, altså om de skal udlægges bogstaveligt eller ud fra en friere fortolkning.

Matzen og Timm (Henning Matzen og Johannes Timm, Haandbog i den danske Kirkeret, 1891, s. 120) anfører således, at udfindelsen af den rette læsemåde af de bibelske skrifter »er den kirkelige videnskabs sag«, og Berlin udtaler, at der, ligesom det allerede var tilfældet før grundloven, må være plads for en opfattelse, »der stemmer med tidsånden«« I en note (15) anfører Preben Espersen blandt andet: »Berlin henviser i denne forbindelse til, at det fx i den Augsburgske Konfession art. 18 (skal være 17. P. E. ’s bem. ) fastslås, at de vantro eller ugudelige mennesker skal »pines uden ende«, og i art. 9, at børn, som forældrene ikke har fået døbt, er evig fordømte. Berlin karakteriserer disse udsagn som »sætninger, som vel de færreste af folkekirkens præster i nutiden opfatter helt bogstaveligt««.

Folketingets Kirkeudvalg stillede den 7. februar 2012 (Omtrykt den 8. februar 2012) KIU alm. del Samrådsspørgsmål A til ministeren for ligestilling og kirke:
»Grundlovens § 4 forpligter staten til at understøtte folkekirken som evangeliskluthersk. Ministeren bedes redegøre for, i hvilket omfang denne forpligtelse begrænser Folketingets mulighed for at lovgive om kirkelige anliggender – herunder det kirkelige ægteskab.« På baggrund af samrådsspørgsmålet bad ministeren Københavns biskop om en vurdering af, hvorvidt der er formuleringer i Den Augsburgske Bekendelse, som gør, at det må anses for at være i strid med bekendelsesskrifterne, hvis der foretages kirkelig vielse til ægteskab af et par af samme køn. Biskoppens notat af 21. februar 2012 er den 29. februar 2012 tilsendt Folketingets Kirkeudvalg, Kirkeudvalget 2011-12 KIU Alm. del, endeligt svar på spørgsmål 16.

…[1] På den baggrund er det Ministeriet for Ligestilling og Kirkes vurdering, at en lovgivning, der giver mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst i folkekirken, ikke er i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag. Da der som nævnt er forskellige opfattelser af dette spørgsmål blandt folkekirkens præster, får folkekirkens præster i overensstemmelse med den frihedstradition, der allerede eksisterer i folkekirken, ifølge lovforslagets § 1, nr. 1, en ret til at undlade at vie to personer af samme køn. Hermed gives der plads til disse opfattelser.

Tilsvarende foreslås det, at en præst, der ikke ønsker at medvirke til en kirkelig velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab mellem et par af samme køn, får ret til at undlade at medvirke hertil.

Lovforslaget medfører ingen ændringer i den ret, som medlemmer af folkekirken har til at få stillet kirken i bopælssognet til rådighed til en kirkelig handling ved en præst i folkekirken, som ikke er ansat ved den pågældende kirke, jf. bestemmelserne herom i lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m. Denne ret indebærer, at et menighedsråd ikke kan modsætte sig, at der fx foretages vielse af to personer af samme køn i kirken. Tilsvarende kan den lokale præst heller ikke modsætte sig det, uanset at præsten ikke selv vil foretage handlingen.

Som nævnt i afsnit 3.1.1. har et medlem også krav på kirkelig betjening i en kirke som medlemmet har en særlig tilknytning til. Præsten ved kirken kan ikke med henvisning til sin adgang til at afslå at medvirke ved vielsen af medlemmet forhindre, at en anden præst i folkekirken forestår denne. Tilsvarende kan menighedsrådet ikke blokere for, at handlingen finder sted i kirken, jf. også afsnit 3.1.2.

De ved kongelig resolution autoriserede ritualer for henholdsvis vielse (bryllup) og kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab forudsætter, at ægteskabet indgås mellem mand og kvinde.

De foreslåede ændringer i ægteskabsloven, hvorefter ægteskab kan indgås mellem to personer af samme køn forudsætter således, at der tilvejebringes et ritual for vielse af to personer af samme køn.

En konsekvens af lovforslaget bliver således, at de eksisterende vielsesritualer for vielse af mand og kvinde bliver suppleret med et vielsesritual for vielse af to personer af samme køn.
…”

Af betænkning 1544/2014 om Folkekirkens styre fremgår side 149 ff blandt andet:
”6.1 Folkekirken som evangelisk-luthersk kirke

Folkekirken er, som nævnt i grundloven, en evangelisk-luthersk kirke. Det indebærer, at folkekirken har et bestemt grundlag i form af en række bekendelsesskrifter 11. Nogle af disse bekendelsesskrifter har de evangelisk-lutherske kirker fælles med andre kristne kirker. Andre af dem er særegne for de evangelisklutherske kirker. Det har betydning for den forkyndelse, som lyder i folkekirken.
Det har også betydning for den måde, som folkekirken er organiseret på.

Kirken er ifølge de særlige evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter et fællesskab af mennesker, hvor evangeliet bliver forkyndt, og hvor sakramenterne dåb og nadver bliver forvaltet 12.

Det betyder, at menigheden, som samles om forkyndelsen af evangeliet og om dåb og nadver, er central i forståelsen af folkekirken.

Folkekirken forstås som et rummeligt fællesskab, hvor enhver, der er døbt, har ret til at være med, og hvor enhver, der er med, har mulighed for at tage del i et fælles ansvar. Det er formentlig medvirkende til, at et stort flertal af Danmarks befolkning er med i folkekirken. Den er dermed også en kulturbærende faktor, der er med til at skabe folkelig sammenhæng og fortolkning af livsmening ind i det enkelte menneskes liv og det danske samfund.


6.2 Syv pejlemærker
6.2.1 Folkekirken og folket

Selv om der blandt danskerne har været og fortsat er mange forskellige opfattelser af, hvordan evangelisk-luthersk kristendom bør forstås, og hvilke konsekvenser det har for den enkelte, er folkekirken blevet holdt sammen som ét trossamfund.
Det er bl.a. muligt i kraft af en tradition for kirkelig frihedslovgivning, som giver plads for, at de forskellige opfattelser har mulighed for at udfoldes inden for folkekirken.

9 Folkekirkens indre anliggender

9.1 Indre anliggender – hvad er det, og hvem har kompetencen?

9.1.1 Gældende ret

Traditionelt anses ritualer, gudstjenesteordningen, bibeloversættelse og salmebøger for at høre til det, der ofte betegnes som folkekirkens indre anliggender. Til de indre anliggender regnes også tilsynet med de specifikt gejstlige dele af præsternes embedsførelse i form af forkyndelse og forvaltning af sakramenterne.

På baggrund heraf og med folkekirkens bekendelsesskrifter som ramme fører biskopperne tilsyn med præsternes embedsførelse. Det vil bl.a. sige forkyndelsen, herunder gudstjenestetilrettelæggelse med salmevalg og kirkelige handlinger, forvaltningen af sakramenterne, sjælesorg og konfirmandundervisning m.v.

I gældende ret har der ikke traditionelt været sondret mellem folkekirkens indre og ydre anliggender. Det skal bl.a. forstås således, at det i almindelighed har været antaget, at folkekirkens indre anliggender ikke er unddraget lovgivningsmagtens kompetence. Folketinget og regeringen er således folkekirkens øverste beslutningsorgan og fastlægger de retlige rammer for folkekirkens virksomhed.

Folketingets adgang til at vedtage love om kirkelige anliggender er dog begrænset af den udtrykkelige og normative bestemmelse i Grundlovens § 4:

“§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”

Den evangelisk-lutherske lære er ikke nævnt i grundloven, men er forudsat på grundlag af de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1: Bibelen, de tre oldkirkelige trosbekendelser, Den Augsburgske Konfession og Luthers lille Katekismus.

Folketinget og regeringen er bundet af grundlovens § 4, 1. led, og kan således ikke regulere folkekirkens forhold på en måde, der er i strid med den evangelisklutherske bekendelse. Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse, dvs. om de skal udlægges bogstaveligt eller ud fra en friere fortolkning.

Henset til bekendelsesskrifternes historiske karakter sker den nærmere fortolkning på baggrund af såvel en (rummelig) kirkelig og teologisk tradition som den aktuelle kontekst.
Af grundlovens § 66 fremgår:

“§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.”

I sammenhæng med indførelsen af religionsfriheden var det under forberedelserne af grundloven af 1849 tanken at indføre en vis frihed for folkekirken i forhold til statsmyndighederne. Dette skulle ske ved en kirkeforfatning, hvor folkekirken skulle etableres med et vist niveau af repræsentativt selvstyre angående folkekirkens egne forhold.

Grundlovens § 66 er imidlertid ikke blevet udmøntet i en samlet forfatning for folkekirken, men der er lovgivet på en række områder. I dag har bestemmelsen næppe andet retligt indhold end et krav om, at folkekirkens styrelsesforhold skal reguleres ved lov.

I praksis er der lovgivet om medlemskab, om styrelse og kompetence for menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd, om ansættelse af præster, provster og biskopper og om disses kompetencer samt om ansættelse af kirkefunktionærer.
Der er også lovgivet om de uddannelsesmæssige krav m.v., der stilles som forudsætning for at være ansat som præst i folkekirken. Disse krav er fastsat i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. samt i bekendtgørelser og cirkulærer, der er udstedt med hjemmel i denne lov.

Der er dog også enkeltstående eksempler på, at der er lovgivet om forhold, der må siges at falde ind under begrebet folkekirkens indre anliggender.

Et eksempel er den såkaldte ”Lex Vaalse” fra 1917, hvorefter en sognepræst blev indsat i et embede uden kollats fra biskoppen, og hvor tilsynet med præsten for så vidt angik præsteembedet, sakramenternes forvaltning og sjælesorgen blev overført fra biskoppen til kirkeministeren.

Lovgivningen fra 1947/1948 om kvinders adgang til at søge præstestillinger og om adgang for biskopper til fritagelse i visse tilfælde for at føre tilsyn med en menighed og dennes præster er et andet eksempel.

Et tredje eksempel er loven om domstolsbehandling af gejstlige læresager fra 1992.

Lovgiver har imidlertid udvist betydelig tilbageholdenhed over for at tage stilling til liturgiske spørgsmål, gudstjenesteordning m.v. Folketinget har således aldrig lovgivet herom.

Siden 1849 har regeringen således i kraft af en sædvane ved vedkommende minister stået for reguleringen af disse indre kirkelige anliggender i det omfang, det har været nødvendigt at regulere dem.

Reguleringen sker gennem kongelige anordninger eller resolutioner, der udstedes efter ministerens indstilling og på ministerens ansvar. Ministeren kan uden at inddrage Folketinget udstede bindende retsregler om disse indre kirkelige anliggender.

Denne sædvane har ikke grundlovskraft, hvilket indebærer, at den principielt ikke afskærer Folketinget fra til enhver tid at beslutte at lovgive på disse områder.

Som eksempler på den retlige regulering i medfør af den nævnte sædvane kan nævnes, at der ved kongelig resolution er autoriseret gudstjenesteordning, bibeloversættelse, salmebog og ritualer for dåb, nadver i hjemmet, konfirmation, vielse og jordpåkastelse samt for bispevielse, kirkeindvielse, præstevielse og provsteindsættelse.

Det er kirkeministeren, som i medfør af en sædvane har kompetencen til at foretage den retlige regulering af disse anliggender, uanset om de betegnes som folkekirkens indre kirkelige anliggender.

Det er kun ministeren, som kan anmode om en kongelig resolution eller kongelig anordning, og der er hverken ved lovgivning, der er vedtaget af Folketinget, eller på anden måde fastsat regler om, hvilken fremgangsmåde ministeren skal anvende i forbindelse med regulering af indre anliggender.

Fra lovgivers side anses det for en forudsætning, at ministeren gør brug af sin kompetence, idet en vis retlig regulering af de indre anliggender er nødvendig for, at folkekirken kan fungere. Ministeren skal naturligvis handle inden for grundlovens rammer, herunder grundlovens § 4, der fastslår, at det er den evangelisk-lutherske kirke, som er den danske folkekirke.

9.1.2 Praksis

Ministerens kompetence til at regulere folkekirkens indre anliggender udøves i praksis ved, at ministeren forelægger indstillinger til Dronningens underskrift.

Indstillingen indeholder en kort sagsfremstilling underskrevet af ministeren med forslag til en ekspedition, som underskrives af Dronningen. For kongelige anordningers vedkommende vil disse være forsynet med ministerens kontrasignatur.

Der er ikke fastlagt regler om proceduren, som fører frem til en indstilling, idet fremgangsmåden hviler på en tradition.

I praksis vil sager om folkekirkens indre anliggender, der afgøres ved kongelig resolution eller kongelig anordning, have været drøftet med biskopperne og – forinden disse drøftelser finder sted – oftest også have været genstand for et udvalgsarbejde. Og ofte vil sager have været genstand for omfattende høringer.

Der er ikke fastlagt regler om, at nogen kirkelig instans, f.eks. en særligt udpeget biskop, biskopperne i fællesskab eller andre, formelt har krav på at medvirke ved udformningen af regler på disse områder, eller selv kan udstede, ændre eller dispensere fra egentlige retsregler. Realiteten er dog, at ministeren orienterer sig bredt inden for folkekirken, og at ministeren altid rådfører sig med biskopperne.

Der findes ingen regler om, at ministeren er forpligtet til helt eller delvis at følge forslag fra udvalg, arbejdsgrupper og kommissioner.

De skiftende ministre siden 1849 har imidlertid generelt udvist stor skønsomhed og været tilbageholdende med selvstændigt at regulere de indre kirkelige anliggender. Ministerens kompetence til at udstede anordninger på disse områder er derfor oftest blevet udøvet på grundlag af indstillinger fra biskopper eller rådgivning i form af betænkninger fra udvalg, arbejdsgrupper eller kommissioner med deltagelse af biskopper og andre teologisk sagkyndige samt efter omstændighederne lægfolk og eventuelt anden sagkundskab end den teologiske.

Enhver minister forvalter sin kompetence i lyset af den aktuelle kontekst, herunder den konkrete sags karakter.

Ministerens nedsættelse af kommissioner, arbejdsgrupper og udvalg sker på baggrund af en problemstilling, der ønskes belyst. Problemstillingen beskrives i et kommissorium, og udpegning af medlemmerne til et udvalg sker bl.a. under hensyntagen til de interesser, som må antages at blive umiddelbart berørt af kommissoriets indhold, og de nødvendige fagkyndige bidrag.

I relation til de udvalgsarbejder, som ministeren sætter i gang med henblik på en nærmere undersøgelse af en sag, har ministeren lejlighed til at bedømme og kommentere arbejdet, når det er afsluttet, og der skal tages stilling til, hvad der videre skal ske, og ministeren er ikke bundet af de forslag, som et udvalg fremlægger.

Som medlem af regeringen er ministeren underlagt de parlamentariske regler og principper, hvilket bl.a. indebærer, at det stående folketingsudvalg (Kirkeudvalget) og folketingsmedlemmerne kan stille spørgsmål til ministeren. Indenfor ministerens ressort kan der stilles spørgsmål til ministeren om såvel indre som ydre anliggender. Det juridiske grundlag for Folketingets kontrol med regeringen er parlamentarismen, som er fastlagt i grundlovens § 15. Bestemmelsen indebærer, at ministeren må gå af, hvis Folketinget udtaler sin mistillid til ministeren. Og regeringen må gå af eller udskrive valg, hvis Folketinget udtrykker sin mistillid til statsministeren.

9.1.3 Sondringen mellem indre og ydre anliggender

Som anført ovenfor har der i gældende ret traditionelt set ikke været sondret mellem folkekirkens indre og ydre anliggender. August Roesen anfører således i ”Dansk Kirkeret”, 3. udgave, 1976, side 19, følgende om indre og ydre anliggender:

”Rent bortset fra, at det ville være overordentligt vanskeligt at finde en pålidelig afgrænsning af ’indre’ og ’ydre’ anliggender, er der ikke noget retligt grundlag for opstilling af sådan en sondring.”

Preben Espersen anfører i ”Kirkeret i grundtræk”, 1. udgave, 2000, side 41 f., bl.a. følgende:

”Der kan […] ikke af den kirkelige lovgivning umiddelbart udledes en bestemmelse af begrebet ’indre anliggender’. Der er da også både i den hidtidige juridiske og teologiske teori overvejende enighed om, at en retlig sondring mellem kirkens ydre og indre anliggender ikke kan udledes af den gældende retsordning.”

Det udelukker dog ikke, at der meningsfuldt kan tales om folkekirkens indre anliggender.

Grundlovens § 67, der beskytter religionsfriheden, har følgende ordlyd:

“§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Hans Gammeltoft-Hansen anfører i Årbog for Århus Stift, 2002, side 64 ff., om grundlovens § 67, at:

”[D]en særlige beskyttelse [efter bestemmelsen] først og fremmest tager sigte på de egentligt kultiske handlinger og deres rammer (bøn, gudstjeneste m.v.). Hertil kommer en række aktiviteter, som efter omstændighederne kan udgøre de nødvendige praktiske forudsætninger for de kultiske og rituelle handlingers udøvelse, f.eks. opførelse af kirker, templer, klostre m.v., uddannelse og udpegning af præster og andre religiøse embedsindehavere, udformning af salmebøger eller tilsvarende, etc.

EMRK artikel 9, stk. 1, kan opdeles i en indre frihed (retten til at tænke frit og tro) og en ydre frihed (”udøve”), dvs. afholdelse af gudstjeneste, kostregler, beklædning, overholdelse af ritualer og bestemte forskrifter. Mens den indre frihed er absolut, kan den ydre frihed begrænses efter artikel 9, stk. 2, hvis betingelserne er opfyldt. Det indebærer, at en begrænsning af friheden til at udøve sin religion eller tro skal have hjemmel i lovgivningen og være ”nødvendig i et demokratisk samfund” (relevant, tilstrækkeligt og proportionalt) og forfølge et af de hensyn, der er nævnt i artikel 9, f.eks. at beskytte ”andres rettigheder og friheder”. På den baggrund har den hidtidige regulering af de såkaldte ”indre anliggender”, som på dette punkt adskiller sig fra den ”indre frihed” i konventionens artikel 9’s forstand, været i overensstemmelse med EMRK artikel 9.

Der kan i den forbindelse også henvises til Jens Elo Rytter, der i ”Individets grundlæggende rettigheder”, 2013, side 292, anfører følgende om folkekirkens religionsfrihed:

”Nogle mener, at Folkekirkens religionsfrihed er det virkelige problem, navnlig fordi Folkekirken ikke nyder samme beskyttelse mod indgreb i indre anliggender som andre trossamfund. Folketinget og kirkeministeren kan – kun begrænset af Grl. § 4, som beskytter selve Folkekirkens lære – træffe beslutning om f.eks. formerne for gudstjeneste, salmebog etc. Dette sker i praksis. Her kunne ligge et problem, eftersom artikel 9 principielt beskytter Folkekirken på linje med andre trossamfund i Danmark. Det forekommer imidlertid nærliggende, at EMD inden for ret vide rammer vil acceptere en sådan regulering af statskirkens anliggender som en naturlig konsekvens af selve statskirkeordningen.”
…”

Procedure

Sagsøgerne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 21. marts 2016, hvoraf fremgår blandt andet:

”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at den kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et ritual for vielse af 2 personer af samme køn er grundlovstridigt og mangler hjemmel i Danmarks Riges Grundlov, Tillige gøres det gældende, at den forfatningsmæssige sædvane, som Kirkeministeren har påberåbt sig i forbindelse med den pågældende kongelige resolution, ikke er af en sådan karakter, at den kan påberåbes i forhold til indførelsen af retlig regulering af Folkekirkens indre forhold af teologisk omtvistet karakter i strid med Folkekirkens bekendelsesgrundlag, med henblik på at gennemføre en klart politisk motiveret ligestillingspolitik – også på det religiøse område i Danmark.

Det gøres gældende, at Grundlovens § 66 indebærer et lovgivnings- og delegationsforbud – for så vidt angår Folkekirkens indre anliggender kun gennemskåret af den forfatningsmæssige retssædvane, der efter sagsøgernes opfattelse er af nødretlig karakter.

Endeligt gøres det gældende, at lov nr. 532 af 12. juni 2012 er ugyldig, idet omfang, at den giver præster i Folkekirken vielsesmyndighed i forbindelse med vielse af to personer af samme køn, idet loven i den henseende strider imod Danmarks Riges Grundlov.

Det gøres gældende, at der ikke kan lovgives om Folkekirkens indre forhold i strid med ordlyden af kirkens bekendelsesskrifter ud fra den løsere teologiske fortolkning fra Københavns biskop.

Det bestrides, at der er plads til at følge en teologisk opfattelse, som stemmer overens med tidsånden, såfremt denne teologiske forståelse strider mod ordlyden af bekendelsesskrifterne.

Det gøres gældende, at det i den af tidligere kirkeminister, Manu Sareen, i samarbejde med Niels Ditlev, udgivne foreløbige selvbiografi, ”Manu” anførte – særligt i kapitel 9 og 10 – alene gør, at ritualet og lovgivningen er uforenelig med Grundlovens princip om selvstyre for Folkekirken i dens indre anliggender.
Initiativet er klart kommet fra regeringens side – ikke fra Folkekirkens – og reguleringen er blevet presset og manipuleret igennem.

Sagsøgerne gør gældende, at Grundlovens § 66 – i en samlet forståelse af Danmarks Riges Grundlov bestemmelser om Folkekirken, herunder særligt Grundlovens § 4 – skal fortolkes og forstås i overensstemmelse med tilkendegivelser, der blev afgivet i den grundlovsgivende Rigsdagsforsamling i 1849, således Grundlovens § 66 må forstås således, at Folketinget og regeringen afskæres fra at lovgive om Folkekirkens indre forhold.

Sagsøgerne gør gældende, at spørgsmålet om, hvorvidt et forhold mellem to personer af samme køn kan indgå et ægteskab i en kirkelig-religiøs forstand, henhører under kirkens indre forhold. Dette støttes på at de sagsøgte i forarbejderne til lovene nr. 531 og nr. 532, begge af 12.juni 2012, har lagt dette til grund i forbindelse med fremsættelsen af lovforslagene.

Folkekirkens retlige regulering
Kirkens retlige regulering har rødder langt tilbage i tiden. Ved Grundlovens vedtagelse i 1849 var det springende punkt – det afvigende moment i forhold til de øvrige kirkeretninger – den Augsburgske bekendelse.

Det var denne bekendelse, der adskilte den kirkeordning, som den grundlovgivende rigsdagsforsamling forholdte sig til, fra katolske kirke, den roman-katolske kirke, den ”papiftiske” og den reformerte kirke og Baptisterne, jf. referatet fra den grundlovsgivende rigsdagsforsamling af 1849, spalte 3360.

Man var vant til den kirkeordning, der var blevet indført ved Frederik den 3.’s Kongelov fra 1665, hvor den Augsburgske bekendelse, tillige med de øvrige bekendelsesskrifter for den danske kirke: Bibelen, bilag 1, den apostolske trosbekendelse, bilag 2, den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, bilag 3, den athanasianske trosbekendelse, bilag 4, den augsburgske Bekendelse, bilag 5 og Luthers lille katekismus, bilag 6, var opregnet som det ”vedtægtsmæssige grundlag” for den danske kirke.

Der findes ikke grundlag i den grundlovgivende rigsdagsforsamlingers drøftelser for at antage, at det var den grundlovsgivende rigsdagsforsamlings vilje, at det ”vedtægtsmæssige grundlag”, der ved den udførlige opregning af, hvilke bekendelsesskrifter i Frederik den 3.’s Kongelov af 1665, der var bestemt som fundamentet for kirken i Danmark, skulle ændres. På den baggrund må det klart antages, at det bekendelsesmæssige fundament til stadighed er det samme.

Det skal i den forbindelse særligt bemærkes, at denne kongelov var af konstitutionel karakter som et enestående eksempel i det senmiddelalderlige Europa.

Såfremt det havde været den grundlovsgivende rigsdagsforsamlings vilje, at det vedtægtsmæssige grundlag for kirken skulle ændres, var det nødvendigvis fremgået af referaterne af drøftelserne i forsamlingen.

Den kirke, som medlemmerne af den grundlovsgivende rigsdagsforsamling kendte, og som man besluttede skulle ”… være den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten ”, havde et klart og entydigt defineret bekendelsesgrundlag.

Det blev der på intet tidspunkt sat spørgsmålstegn ved under de meget omfangsrige og langvarige drøftelser.

Det er sagsøgernes anbringende, at dette vedtægtsmæssige grundlag for den danske folkekirke, der etableres ved Grundlovens vedtagelse i 1849, har forfatningskarakter og forfatningsmæssig retskraft, der ikke kan fraviges ved ministeriel bestemmelse i kraft af anordning eller kongelig resolution, endsige almindelig lov.

Sagsøgerne gør gældende, at den retssædvane, som den kongelige resolution af 12. juni 2012 er støttet på, i kraft af legalitetsprincippet og den retlige trinfølge, ikke uden bemyndigelse kan ændre på noget, der har karakter af lov eller forfatning.

Det er endvidere sagsøgernes opfattelse, at den grundlovsgivende rigsdagsforsamling ville adskille kirke og stat således, at der ikke længere skulle være mulighed for, at staten – personificeret i den enevældige konge – skulle kunne råde over kirkens bekendelsesgrundlag eller det vedtægtsmæssige grundlag for kirken.

Det er sagsøgernes opfattelse, at det var den grundlovsgivende rigsdagsforsamlings klare hensigt, at der med Grundlovens § 66, sammenholdt med Grundlovens § 4, skulle skabes et grundlag for, at kirken selv – uden mulighed for indgriben fra lovgivningsmagten; det være sig en enevældig konge eller en regering og et folketing i forening – skulle have mulighed for at regulere sine indre forhold selv.

Det er også den praksis, der har været ført fra vedtagelsen af Grundloven til vedtagelsen af lovforslag L 105 og L 106, folketingssamlingen 2011-12.

Dette bestyrkes endvidere af det af Kirkeministerens fremførte i bemærkningerne til lovforslag L 105, under punkt 3.1.3. Ritualer for kirkelige handlinger, hvor det anføres:

Siden 1849 har regeringen i kraft af en forfatningsmæssig sædvane ved vedkommende minister stået for reguleringen af de indre kirkelige anliggender i det omfang, der er nødvendigt at regulere dem. (Min understregning) Reguleringen sker gennem kongelige anordninger eller resolutioner, der udstedes efter ministerens indstilling og på ministerens ansvar.

Som eksempler på den retlige regulering i medfør af den nævnte retssædvane kan nævnes, at der ved kongelig resolution er autoriseret bibeloversættelser, salmebog og ritualer for dåb, nadver i hjemmet, vielse og jordpåkastelse samt for bispevielse, kirkeindvielse, præstevielse og provsteindsættelse. Der er også ved kongelig anordning fastsat bestemmelser om dåb, konfirmation og indledende konfirmationsforberedelse (minikonfirmander).

Kompetencen til at foretage den retlige regulering af anliggender, der betragtes som indre kirkelige, tilkommer ministeren for ligestilling og kirke.
Fra lovgivers side anses det for en forudsætning, at ministeren gør brug af sin kompetence, idet Folketinget hidtil har afstået fra at lovgive for disse områder, og idet en retlig regulering af de indre anliggender er nødvendig, for at folkekirken kan fungere. (Min understregning)

Siden 1849 har skiftende kirkeministre generelt udvist stor skønsomhed og været tilbageholdende med at regulere de indre kirkelige anliggender.
Ministerens kompetence til at udstede anordninger på disse områder er derfor blevet udøvet på grundlag af indstillinger fra biskopper (min understregning) eller i form af rådgivning i form af betænkninger fra udvalg, arbejdsgrupper eller kommissioner med deltagelse af biskopper og andre teologisk sagkyndige.

Det gøres endvidere gældende, at den retlige regulering, der er sket ved den kongelige resolution af 12. juni 2012, lov nr. 531 af 12. juni 2012 og lov nr. 532 af 12. juni 2012, ikke var nødvendig for, at folkekirken kunne fungere, hvorfor den kongelige resolution af 12. juni 2012 ikke støttes på den pågældende retssædvane, og derfor strider mod legalitetsprincippet, da indgreb i borgeres retsforhold kræver hjemmel.

Det må dertil antages, at et sådant indgreb i borgernes retsforhold af den omtvistede karakter har så en intensiv og indgribende virkning, at der må kræves en klar hjemmel.

Retssædvanens retlige karakter
Det skal i den forbindelse bemærkes, at retssædvanen har haft en nødretlig karakter – set i lyset af den manglende vedtagelse af en forfatning for Folkekirken jf. Grundlovens § 66.

Folkekirken har fungeret siden 1849 til 2012 uden et ritual for vielse af to personer af samme køn – og kan også fungere uden.

Det gøres samtidigt gældende, at den kongelige resolution af 12. juni 2012 ikke var noget, der var ønsket af Folkekirken eller af Folkekirkens biskopper. Det samme gælder muligheden for, at Folkekirkens præster skulle have adgang til at indstifte et ægteskab for to personer af samme køn.

Det gøres i den forbindelse gældende, at der – efter sagsøgernes opfattelse – end ikke har været tale om, at et flertal af biskopperne i Folkekirken har ønsket et ritual, som det, der blev autoriseret ved den kongelige resolution af 12. juni 2012.

Dette støttes på artikel af 9. december 2011 fra Kristeligt Dagblad… artikel af 23. februar 2012 fra Kristelig Dagblad… artikel af 17. marts 2012 fra Kristeligt Dagblad… samt debatindlæg af 17. marts 2012 forfattet af biskopperne Henning Toft Bro, Elisabeth Dons Christensen og Karsten Nissen…

Der henvises endvidere til … høringsskrivelse fra biskop Lise-Lotte Rebel, og … høringsskrivelse fra biskop Steen Skovsgaard.

Der til kommer, at biskop Kresten Drejergaard ville foretrække, at Folkekirken selv skulle kunne afgøre, hvorvidt man vil bruge muligheden for at vie to personer af samme køn, jf. høringsskrivelse af 16. februar 2012…

Endvidere udtaler biskop Niels Henrik Arendt i sin høringsskrivelse af 22. februar 2012… at han ville foretrække, at vielsesmyndigheden blev gjort rent borgerlig, og han anfører, at det er uhensigtsmæssigt at iværksætte ordningen. Endeligt anfører biskop Niels Henrik Arendt, at han ville foretrække, at man havde fastholdt ægteskab som begreb for det heteroseksuelle parforhold, og partnerskab som begreb for det homoseksuelle parforhold.

Endeligt henvises til Manu Sareens bog…, hvoraf det fremgår, at der var 8 biskopper, der var imod et vielsesritual for homoseksuelle i folkekirken.

Sagsøgerne har hermed dokumenteret, at de danske biskopper på daværende tidspunkt var modstandere af, at det skulle være muligt for to personer af samme køn at blive viet som ægtefolk i Folkekirken.

Sagsøgerne gør på baggrund af ovenstående gældende, at retssædvanen kun hjemler det absolut nødvendige indgreb.

Biskoppernes deltagelse i udarbejdelsen af ritualet
En del af biskopperne, der deltog ved udformningen af ritualet – de, som var mod en ændring af lovgivningen – har efter sagsøgernes formening deltaget med henblik på ”damage control” for at afværge, at Kirkeministeren autoriserede et ritual, udarbejdet uden deltagelse af biskopperne, eller med deltagelse af et mindretal af biskopperne. Sagsøgerne gør gældende, at biskopperne ikke ved deres blotte deltagelse herved har approberet eller ratihaberet ritualet.

Det synes tillige at forholde sig således, at den kongelige resolution af 12. juni 2012, L 105, folketingssamlingen 2011-12 og L 106 folketingssamlingen 2011-12 bygger på den grundlæggende misforståelse, at Folkekirken er en etat under Kirkeministeriet, som Kirkeministeren efter forgodtbefindende kan forholde sig til, eller en offentlig serviceudbyder, som borgerne har et ubetinget retskrav på at få leveret serviceydelser fra.

Det er ikke tilfældet. Det er et trossamfund med et forfatningsmæssigt beskyttet bekendelsesgrundlag.

Det forholder sig ikke således, at de i Folkekirken ansatte præster, provster og biskopper er – eller skal være – forpligtede til at forrette alle de borgerligt forordnede handlinger, som borgerne i Danmark måtte have interesse i. Der er intet til hindre for at få foretaget en borgerlig vielse uden en præsts medvirken, hvis en præst af samvittigheds- eller teologiske grunde ikke vil forestå en kirkelig vielse.

Det teologiske grundlag
Tillige gøres det gældende, at det teologiske grundlag – som Kirkeministeren støttede sig på i forhold til, om det var i strid med Folkekirkens bekendelses grundlag at betragte et samliv mellem 2 personer af samme køn som et ægteskab – var meget spinkelt.

På trods af den næsten 500-årige lutherske-reformerte tradition besluttede kirkeministeren – også i strid med 2 tusinde års kirkelig tradition om det modsatte – at ændre på den teologiske opfattelse af ægteskabet.

Det eneste, der er forskelligt i den danske kirkes bekendelsesgrundlag i forhold til den romerskkatolske og den græsk katolske kirkes bekendelsesgrundlag vedrørende ægteskabet, er den augsburgske bekendelse, Luthers lille katekismus, der ikke på nogen måder synes at tilskynde til en opfattelse af det betimelige og retsmæssige i et ægteskabeligt samliv mellem 2 personer af samme køn.

Overfor dette massiv af kirkelig teologisk tradition lægger regeringen en rapport fra et udvalg, nedsat af kirkeministeren, fra 2010, bilag 15, og en ganske kort redegørelse fra biskoppen over Københavns stift, der er gengivet i bemærkningerne til lovforslaget 105, folketingssamlingen 2011-12, til grund for en ny reformation.

Over for dette teologiske grundlag var kirkeministeren senest ved høringsfasen afslutning opmærksom på, at der var 2 andre biskopper, der grundlæggende var uenige med Københavns biskop; nemlig Steen Skovsgaard, Lolland-Falsters stift og Lise-Lotte Rebel, Helsingør Stift.

Det gøres gældende, at den af Kirkeministerens udstedte kongelige resolution af 12. juni 2012, Folketingets vedtagelse af L 105, folketingssamlingen 2011-12 og L 106, folketingssamlingen 2011-12, må betragtes som en så voldsom redaktion af bekendelsesgrundlaget for den evangelisk – lutherske kirke, at det må betragtes som en anden reformation.

Sagsøgerne gør gældende, at den kirke, der formelt består, ikke længere er den evangeliske- lutherske kirke, som den grundlovsgivende rigsdagsforsamling i 1849 besluttede skulle understøttes af staten som Folkekirke, men i realiteten er en humanistisk radikal ligestillingsforsamling.

Det bestrides ikke, at staten er berettiget til at understøtte en sådan forsamling.

Det er bare ikke den evangeliske-lutherske kirke, som staten Danmark er forpligtet til at understøtte i henhold til Grundlovens § 4.

Det gøres i den forbindelse gældende, at der med vedtagelsen af lovforslag L 105, folketingssamlingen 2011-12, lovforslag L 106, folketingssamlingen 2011-12 og ved udstedelsen af den kongelige resolution af 12 juni 2012 var tale om et politisk indgreb i trosfriheden, der er sikret både ved Grundlovens § 67 og Den Europæiske Menneskerettigheds Konventions artikel 9; et overgreb mod et trossamfund – imod dets vilje – af en stat, der havde en ganske anden dagsorden end det pågældende trosamfunds bedste; nemlig at indføre humanistiske standarder – og ikke kirkelige standarder, evangeliske eller lutherske standarder – for, hvordan samliv mellem 2 personer kan være.

Sagsøgerne bestrider ikke, at det danske kongerige i henhold til den danske Grundlov kan give de samme borgerlige rettigheder til 2 personer af samme køn, der ønsker at leve sammen, som de borgerlige rettigheder, der tilkommer 2 personer af hvert sit køn, der ønsker at leve sammen i et ægteskab.

Det er i god overensstemmelse med Luthers princip og lære om de 2 regimenter.

Sagsøgerne bestrider derimod, at regeringen og folketinget lovligt ved bekendtgørelse og almindelig lov kan voldføre et trossamfund, hvis bekendelsesgrundlag er beskyttet af regulering af forfatningsretlig karakter, til at anerkende forhold, som det selvsamme bekendelsesgrundlag betragter som noget syndigt; som et forhold, der er Gud velbehageligt, og som kan danne grundlag for Guds velsignelse.

Sagsøgerne er enig med sagsøgte i …, at bestemmelsen i Grundlovens § 4 indebærer, at der ikke om Folkekirkens forhold kan lovgives eller administreres i strid med evangelisk-luthersk lære. Man er endvidere enig i, at den evangelisklutherske lære ikke er beskrevet i Grundloven, men er forudsat som de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1.

Sagsøgerne er enig med sagsøgte i, at Grundloven intet siger om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse men gør gældende, at der ikke kan lovgives om Folkekirkens indre forhold i strid med ordlyden af kirkens bekendelsesskrifter ud fra den løsere teologiske fortolkning for Københavns biskop.

Det bestrides, at der er plads til at følge en teologisk opfattelse, som stemmer overens med tidsånden, såfremt denne teologiske forståelse strider mod ordlyden af bekendelsesskrifterne.”

Sagsøgerne har under hovedforhandlingen endvidere gjort gældende, at kirkeministerens regulering af folkekirkens indre anliggender i henhold til den gældende forfatningssædvane kun kan ske, såfremt der blandt biskopperne er enighed om indholdet af den pågældende regulering.

De sagsøgte har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 22. marts 2016, hvoraf fremgår blandt andet:

” Folkekirkens retlige regulering
Grundlovens § 4 indebærer, at der ikke om folkekirkens forhold kan lovgives eller administreres i strid med evangelisk-luthersk lære. Den evangelisk-lutherske lære er ikke beskrevet i grundloven, men er forudsat som de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1. Bekendelsesskrifterne er i henhold hertil: Bibelen, tre oldkirkelige trosbekendelser, Den augsburgske Bekendelse fra 1530 og Luthers lille Katekismus fra 1529. Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse.

I sammenhæng med indførelsen af religionsfriheden var det under forberedelserne af grundloven af 1849 tanken at indføre en vis frihed for folkekirken i forhold til statsmyndighederne. Dette skulle ske ved en kirkeforfatning, jf. grundlovens § 66, hvorefter folkekirken skulle etableres med et vist niveau af repræsentativt selvstyre angående folkekirkens egne forhold.

Grundlovens § 66 er imidlertid ikke blevet udmøntet i en samlet forfatning for folkekirken, men der er lovgivet om folkekirken på en række områder. I dag har bestemmelsen næppe andet retligt indhold end et krav om, at folkekirkens styrelsesforhold skal reguleres ved lov.

Beskyttelsen i grundlovens § 67 omfatter frihed til alene eller sammen med andre at manifestere sin tro gennem gudstjeneste, undervisning og andagt, og en frihed til at overholde religiøse skikke.

Folkekirken er organisatorisk en del af den statslige forvaltning, og alle kirkelige anliggender er underlagt regeringens og Folketingets almindelige lovgivningskompetence.

Folkekirkens anliggender opdeles ofte i ydre og indre anliggender. De ydre anliggender omfatter de overordnede organisatoriske rammer for folkekirken. De indre anliggender omfatter de forhold, som direkte vedrører folkekirkens kultus og ritus som evangelisk-luthersk kirke (området for grundlovens § 67). Traditionelt anses ritualer, gudstjenesteordningen, bibeloversættelse, salmebøger og tilsynet med de specifikt gejstlige dele af præsternes embedsførelse i form af forkyndelse og forvaltning af sakramenterne for at høre til folkekirkens indre anliggender.

Retligt sondres der imidlertid ikke mellem folkekirkens ydre og indre anliggender, hvilket bl.a. giver sig udslag i, at folkekirkens indre anliggender ikke er unddraget lovgivningsmagtens kompetence. Folketing og regering er folkekirkens øverste beslutningsorgan og fastlægger de retlige rammer for folkekirkens virksomhed.

Der er enkeltstående eksempler på, at der er lovgivet om forhold, der falder ind under folkekirkens indre anliggender. Lovgiver har imidlertid udvist betydelig tilbageholdenhed over for at tage stilling til liturgiske spørgsmål og gudstjenesteordningen. Folketinget har således aldrig lovgivet herom.

Kirkens indre anliggender er siden 1849 med hjemmel i sædvane reguleret af kirkeministeren ved kongelig resolution eller anordning, der udstedes efter ministerens indstilling og på ministerens ansvar. Der er hverken ved lovgivning vedtaget af Folketinget, eller på anden måde, fastsat regler om, hvilken fremgangsmåde ministeren skal anvende ved regulering af de indre anliggender.

Kirkeministeren kan således, uden at inddrage Folketinget, udstede bindende retsregler om de indre kirkelige anliggender. Denne sædvane har ikke grundlovskraft, hvilket indebærer, at den principielt ikke afskærer Folketinget fra til enhver tid at lovgive på disse områder.

Kirkeministeren vil normalt rådføre sig med biskopperne inden udarbejdelse af indstilling til kongelig resolution eller anordning, men der er ikke fastlagt regler om proceduren frem til en indstilling. Skiftende kirkeministre har dog generelt været tilbageholdende med selvstændigt at regulere de indre kirkelige anliggender, og ministerens kompetence på området er derfor oftest blevet udøvet på grundlag af indstillinger fra biskopper, eller rådgivning i form af betænkninger fra udvalg, arbejdsgrupper eller kommissioner med deltagelse af biskopper og andre teologisk sagkyndige.

Der er imidlertid ikke nogen kirkelig instans, som har krav på at medvirke ved udformningen af regler på disse områder, og der findes ingen regler om, at kirkeministeren er forpligtet til at høre biskopperne eller helt eller delvis at følge forslag fra udvalg, arbejdsgrupper og kommissioner.

Det teologiske grundlag
Folketingets adgang til at lovgive om kirkelige anliggender er kun begrænset af bestemmelsen i grundlovens § 4 om, at det er den evangelisk-lutherske kirke, der er den danske folkekirke, og at den som sådan understøttes af staten. Folketinget og regeringen er derfor afskåret fra at administrere eller lovgive om folkekirken på en måde, der er i strid med den evangelisk-lutherske bekendelse.

Den evangelisk-lutherske lære er ikke nævnt i grundloven, men det er fast antaget, at den evangelisk-lutherske lære er forudsat som de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1. Efter denne bestemmelse er bekendelsesskrifterne:
Bibelen, de tre trosbekendelser, der er formuleret i oldkirken (Den apostolske Trosbekendelse, Den nikæno-konstantinopolitanske Trosbekendelse og Den athanasianske Trosbekendelse), Den augsburgske Bekendelse fra 1530 og Luthers lille Katekismus fra 1529.

Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse og fastslår ikke, om de skal udlægges bogstaveligt eller ud fra en friere fortolkning. Det er derfor en teologisk opgave at fastsætte, hvordan de bibelske skrifter skal læses.
Der er samtidig plads til at følge en teologisk opfattelse, som stemmer overens med tidsånden, hvilket også var tilfældet før grundloven.

Forud for fremsættelsen af lovforslaget om ægteskab mellem to personer af samme køn bad kirkeministeren på baggrund af et samrådsspørgsmål Københavns biskop om en vurdering af, hvorvidt der er formuleringer i Den augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana), som gør, at det må anses for at være i strid med bekendelsesskrifterne at foretage kirkelig vielse til ægteskab af et par af samme køn. Københavns biskop er traditionelt blevet anset for rådgiver for ministeren i teologiske spørgsmål.

Selv om Københavns biskop ikke ser teologiske hindringer for vielser af personer af samme køn i folkekirken, er der blandt folkekirkens præster og biskopper forskellige opfattelser af, hvorvidt ægteskab mellem to personer af samme køn kan accepteres inden for de rammer, som fastsættes af folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Det forhold, at der mellem biskopper og præster er divergerende opfattelse af ægteskabet teologiske betydning og hensigtsmæssigheden af at give mulighed for vielse af personer af samme køn i folkekirken, betyder imidlertid ikke, at Folketinget eller ministeren er afskåret fra at regulere folkekirkens forhold.

Anbringender
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at lov nr. 532 af 12. juni 2012 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (ægteskab mellem to personer af samme køn) er i overensstemmelse med grundlovens §§ 4 og 66, når den giver præster i den danske folkekirke kompetence til at foretage vielse mellem to personer af samme køn.

Den af kirkeministeren udvirkede kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme køn er ligeledes i overensstemmelse med grundlovens §§ 4 og 66.

Hverken reglerne om vielse mellem to personer af samme køn eller den af kirkeministeren udvirkede kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme køn strider imod det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag, som det er forudsat i Danske Lov 2. bog, kapitel 1.

Reglerne om vielse mellem to personer af samme køn strider heller ikke på nogen måde imod medlemmer af folkekirkens absolutte ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed efter den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 9 eller ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning efter grundlovens § 67.

Den skriftlige vidneafhøring af de daværende biskopper under sagens forberedelse har, som antaget, ikke tilført sagen relevant nyt.”

De sagsøgte har for landsretten endvidere bestridt det af sagsøgerne hævdede synspunkt om, at kirkeministerens regulering af folkekirkens indre anliggender i henhold til den gældende forfatningssædvane kun kan ske, såfremt der blandt biskopperne er enighed om indholdet af den pågældende regulering.

Landsrettens begrundelse og resultat

Grundlovens § 4 forudsætter, at folkekirken hviler på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag.
Det er i den forbindelse ubestridt, at folkekirkens bekendelsesgrundlag er de i Danske Lov 2-1 anførte bekendelsesskrifter. Fortolkningen af folkekirkens bekendelsesgrundlag er ikke reguleret i grundloven. Spørgsmålet om, hvorvidt en lovgivning, der giver mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst, er foreneligt med folkekirkens bekendelsesgrundlag, og herunder den eksisterende uenighed herom blandt folkekirkens præster, blev nærmere omtalt i pkt. 3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 105 af 14. marts 2012 om lov om ændring af lov om medlemskab af Folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndløsning (præsters ret til at nægte at vie to personer af samme køn), der blev fremsat samtidig med fremsættelsen af den omtvistede ændring af ægteskabsloven. Ministeriet for Ligestilling og Kirke vurderede heri efter indhentelse af et notat fra Københavns biskop, at en sådan lovgivning ikke er i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag. Det er ikke ved det, der er fremkommet for landsretten, herunder høringssvarene fra biskopperne over Helsingør og Lolland-Falsters stifter af 20. februar 2012, godtgjort, at en lovgivning, der giver mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst skulle være i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag, i den forstand, at den ikke legitimt skulle kunne rummes inden for dette grundlag.

Som sagen er forelagt, er der allerede herefter ikke grundlag for at anse den omtvistede ændringslov – lov nr. 532 af 12. juni 2012 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn) – for at være i strid med bestemmelserne i grundlovens § 66 og § 4 for så vidt angår den i loven iboende bemyndigelse til præster i den danske folkekirke til at indstifte et ægteskab for to personer af samme køn.

Der er ikke efter ordlyden af bestemmelsen i grundlovens § 66 eller de af sagsøgerne påberåbte citater fra forhandlingerne på Rigsdagen grundlag for den af sagsøgerne hævdede opfattelse, hvorefter regulering af folkekirkens indre anliggender kun kan ske i medfør af ”en forfatningssædvane af nødretlig karakter”. Der er – uanset den skønsomhed og tilbageholdenhed, som skiftende kirkeministre hidtil har udvist med hensyn til reguleringen af folkekirkens indre anliggender – heller ikke grundlag for den af sagsøgerne hævdede opfattelse om, at udnyttelse af den eksisterende retssædvane, der danner grundlag for kirkeministerens regulering af folkekirkens indre anliggender, forudsætter, at der er enighed mellem biskopperne om indholdet af en sådan regulering. De nævnte opfattelser er i øvrigt heller ikke forudsat i forarbejderne til lov nr. 531 og lov nr. 532 af 12. juni 2012.

Efter den anførte ændring i ægteskabsloven var der som også forudsat i de ovennævnte lovbemærkninger pkt. 3.2 behov for et tillæg til det eksisterende vielsesritual, således at det også kunne omfatte vielse af to personer af samme køn. Allerede derfor er der heller ikke grundlag for at anse den kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme køn for at være uhjemlet i henhold til den retssædvane, som siden 1849 har dannet grundlag for vedkommende ministers regulering af folkekirkens indre anliggender.

Folkekirken anses for at være en særlig forgrening af den offentlige forvaltning, og den vedtagne lovændring og den kongelige resolution er således vedtaget af de i relation til folkekirken kompetente organer. Det er ikke godtgjort, at den omtvistede regulering skulle være vedtaget i strid med folkekirkens ”vilje” som anført af sagsøgerne. Sagsøgerne er endvidere ikke ved vedtagelsen af den omtvistede lovændring eller udstedelsen af den kongelige resolution afskåret fra at udøve deres religion, herunder uden for folkekirken, og der er allerede derfor ikke sket et indgreb i sagsøgernes tros- og religionsfrihed i strid med grundlovens § 67 eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9.

Landsretten tager på den baggrund de sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Efter sagens udfald, forløb og omfang skal sagsøgerne betale sagsomkostninger for landsretten til kirkeministeren og social- og indenrigsministeren med 50.000 kr. til udgifter til advokatbistand. Beløbet er inkl. moms, da ministrene ikke er momsregistrerede.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t :

Kirkeministeren og social- og indenrigsministeren frifindes.

I sagsomkostninger for landsretten skal John Hejlesen, Inger Kristensen, Edvin Kristensen, Mogens Skibsted, Gert Grube og Arne Heilsen in solidum betale 50.000 kr. til kirkeministeren og social- og indenrigsministeren.

De idømte sagsomkostninger, der forrentes efter rentelovens § 8 a, skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

* * *
Østre Landesrets dom i pdf-format hos Højesteret.

* * *
Højesterets dom dom i sagen afsagt den 23. marts 2017

HØJESTERETS DOM
afsagt torsdag den 23. marts 2017

Sag 159/2016
(1. afdeling)
John Hejlesen,
Inger Kristensen,
Edvind Kristensen,
Mogens Skibsted,
Gert Grube
og
Arne Heilsen
(advokat Nikolaj Nikolajsen for alle)
mod
Kirkeministeren
og
Børne- og Socialministeren
(Kammeradvokaten ved advokat Sune Fugleholm for begge)
Biintervenient til støtte for appellanterne:
Foreningen med Grundlov skal land bygges
(advokat Nikolaj Nikolajsen)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 16. afdeling den 28. juni 2016.

I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Jytte Scharling, Poul Søgaard, Vibeke Rønne, Jens Peter Christensen, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen og Kurt Rasmussen.

Påstande
Appellanterne, John Hejlesen, Inger Kristensen, Edvind Kristensen, Mogens Skibsted, Gert Grube og Arne Heilsen, har gentaget deres påstande.

De indstævnte, Kirkeministeren og Børne- og Socialministeren, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling
Der er for Højesteret fremlagt Kirkeministeriets notat af 31. oktober 2016. Heraf fremgår følgende bl.a.:
”Regulering af folkekirkens indre forhold 1849-2012 trods modstand fra biskopperne Kirkeministeriet er blevet bedt om at belyse følgende spørgsmål:

”Er der fra regeringens og/eller folketingets side i perioden fra stadfæstelsen af junigrundloven i 1849 til den 12. juni 2012 gennemført en regulering af folkekirkens indre forhold, som ikke var ønsket af et flertal af de til enhver tid siddende biskopper i den danske folkekirke, hvad enten en sådan regulering er sket ved lov, bekendtgørelse, anordning eller kongelig resolution?”

Der er flere eksempler på, at der er gennemført regulering af nogle af folkekirkens indre forhold, selv om et flertal af biskopperne eller andre markante kredse i folkekirken var imod det.

I det følgende beskrives først to forhold, hvor både et flertal af biskopperne og mange af folkekirkens øvrige gejstlige erklærede sig imod lovgivningen. Det drejer sig om:

  • Lov af 15. maj 1868 om valgmenigheder og
  • Lov nr. 173 af 4. juni 1947, der gav kvinder adgang til at blive præster i
    folkekirken.

Dernæst beskrives mere kortfattet reguleringen af kirkelig vielse af fraskilte, som er gennemført på trods af markante protester fra andre kredse i folkekirken end biskopperne.

Endelig omtales autorisation af ny højmesseordning i 1992. Biskopperne var delte i opfattelsen af, hvilken ordlyd der skulle anvendes i Fadervor, nadverritualet og den aronitiske velsignelse og bad derfor i første omgang kirkeministeren om at træffe beslutningen. Det afviste ministeren, og biskopperne nåede derefter selv frem til et kompromis.
…”

Anbringender
Appellanterne har supplerende anført, at lov nr. 532 af 12. juni 2012 (Ægteskab mellem to personer af samme køn) og kongelig resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme køn er i strid med en retssædvane på grundlovsniveau, der forhindrer kirkeministeren og Folketinget i at regulere folkekirkens indre forhold. Kirkeministeriets notat af 31. oktober 2016 indeholder ingen eksempler på, at regeringsmagten har foretaget ændringer eller reguleringer i folkekirkens indre forhold, hvor en eller flere biskopper har givet udtryk for, at der var tale om en ændring af den lutherske kirkes bekendelsesgrundlag.

Der er sket et uproportionalt og unødvendigt indgreb i folkekirkens indre forhold, og der er dermed sket en individuel krænkelse af hver enkelt af appellanterne, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9 sammenholdt med artikel 11.

De indstævnte har supplerende anført, at der ikke er dannet en retssædvane med grundlovsrang, som forhindrer Folketinget eller kirkeministeren i at regulere folkekirkens indre forhold uden biskoppernes deltagelse, endsige samtykke, idet betingelserne for dannelse af en sådan retssædvane ikke er opfyldt. En regel, hvorefter ændringer vedrørende folkekirkens indre anliggender ikke kan gennemføres uden biskoppernes deltagelse, blev forkastet ved grundlovsforslaget af 1939 ved folkeafstemningen den 23. maj 1939.

Supplerende retsgrundlag
Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23. december 2015 om ægteskabs indgåelse og opløsning) indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
”§ 15. Ægteskab indgås ved kirkelig eller borgerlig vielse.

Stk. 2. Ægtefæller kan få et ægteskab, som er indgået ved borgerlig vielse, kirkeligt velsignet af en præst i folkekirken. Regler herom fastsættes af kirkeministeren.

§ 16. Kirkelig vielse kan finde sted:
1) inden for folkekirken, når en af parterne hører til denne,

§ 17. Kirkelig vielse inden for folkekirken foretages af dennes præster. Kirkeministeren fastsætter regler om, hvilke præster i folkekirken, der kan foretage vielser, og i hvilke tilfælde de har pligt hertil.

Højesterets begrundelse og resultat
Ægteskabsloven, som hidtil kun havde omfattet ægteskab mellem to personer af forskelligt køn, blev ved lov nr. 532 af 12. juni 2012 ændret således, at loven også finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af samme køn. Denne udvidelse af lovens ægteskabsbegreb gav anledning til, at kirkeministeren, efter at have indhentet kongelig resolution af 12. juni 2012, udstedte bekendtgørelse nr. 544 af 13. juni 2012 om autorisation af ritualer for vielse (bryllup) af to af samme køn og kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab mellem to af samme køn.

Spørgsmålet i sagen er, om den kongelige resolution af 12. juni 2012 og lov nr. 532 af 12. juni 2012, for så vidt angår den i loven iboende bemyndigelse til, at præster i den danske folkekirke kan indstifte ægteskab for to personer af samme køn, er ugyldige som følge af grundlovens §§ 4, 66 og 67, en forfatningsretlig sædvane eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9 sammenholdt med artikel 11.

Det fremgår af grundlovens § 4, at ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke”.
Folkekirken hviler således på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag.

Kompetencen til at regulere folkekirkens forhold tilkommer lovgivningsmagten og regeringen, der har et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for en sådan regulering.

Højesteret finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte lovgivningsmagtens og regeringens vurdering af, at den gennemførte ordning, der giver mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst i den danske folkekirke, ligger inden for det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag og dermed inden for rammerne af grundlovens § 4.

Det bemærkes herved, at Ministeriet for Ligestilling og Kirke indhentede et notat fra Københavns biskop, der fandt, at ordningen med mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst ikke var i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Lovgivningsmagten og regeringen har ikke pligt til forud for regulering af folkekirkens forhold at høre nogen kirkelig instans. Uanset dette skete der forud for den gennemførte ordning bl.a. inddragelse af landets biskopper.

Grundlovens § 66 bestemmer, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Bestemmelsen har stået indholdsmæssigt uændret siden grundloven af 1849. Der er ikke gennemført en sådan forfatning, og i praksis er folkekirkens organisatoriske og personalemæssige forhold mv. blevet reguleret ved forskellig lovgivning. Der følger ikke af grundlovens § 66 nogen begrænsning i lovgivningsmagtens kompetence, og der er ikke grundlag for at antage, at der skulle foreligge en retssædvane, som begrænser lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regulere dele af folkekirkens forhold.

Som anført af landsretten er appellanterne ikke ved vedtagelsen af den omtvistede lovændring eller udstedelsen af den kongelige resolution afskåret fra at udøve deres religion, herunder uden for folkekirken, og der er allerede derfor ikke sket et indgreb i appellanternes tros- og religionsfrihed i strid med grundlovens § 67.

Den omtvistede lovændring og udstedelsen af den kongelige resolution forhindrer ikke appellanterne i at tro og tænke frit. Lovændringen mv. er besluttet af lovgivningsmagten og kirkeministeren, som det tilkommer at regulere folkekirkens forhold inden for rammerne af det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag, og har i øvrigt til formål at sidestille homoseksuelle med heteroseksuelle også med hensyn til indgåelse af ægteskab. Højesteret finder, at der ikke er grundlag for at antage, at lovændringen og udstedelsen af den kongelige resolution er i strid med artikel 9 sammenholdt med artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions.

Højesteret stadfæster herefter dommen.
The kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal John Hejlesen, Inger Kristensen, Edvind Kristensen, Mogens Skibsted, Gert Grube og Arne Heilsen solidarisk betale i alt 100.000 kr. til Kirkeministeren og Børne- og Socialministeren.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

* * *
Højesterets dom i pdf-format.

Legitimationskort, Lov nr. 236 af 15. marts 2017 om udstedelse af.

Vist 0 gange. Pr. 1. juli 2017 kan alle personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), erhverve et legitimationskort. Det følger af lov nr. 236 af 15. marts 2017 om udstedelse af Legitimationskort, der blev til på baggrund af lovforslag L 55 af 9. november 2016. Loven henhører under Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Herunder gengives loven.

§ 1. Loven har til formål at sikre, at alle personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort.

§ 2. Personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort med foto, fulde navn og personnummer, der udstedes af den kommune, hvor ansøgeren er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR). Legitimationskortet udstedes med en gyldighedsperiode på 10 år.
Stk. 2. Økonomi- og indenrigsministeren fastsætter nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav for, hvornår ansøgerens identitet kan anses for godtgjort.
Stk. 3. Økonomi- og indenrigsministeren fastsætter regler om betaling af et gebyr for udstedelse af legitimationskortet, jf. stk. 1.

§ 3. I lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008, som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013, foretages følgende ændring:
1. § 4 ophæves. [1]

§ 4. Loven træder i kraft den 1. juli 2017.

§ 5. Legitimationskort, der ved ikrafttrædelsen af denne lov er udstedt efter § 4, stk. 1, i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013, forbliver gyldige indtil udløbet af disse korts gyldighedsperiode.

§ 6. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

* * *
Loven hos Retsinformation.

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] Den ophævede § 4.
    § 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om, at personer på 16 år og derover af opholdskommunen kan få udstedt legitimationskort med foto samt nærmere regler om udstedelsen og udformningen af legitimationskortet.
    Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte et gebyr for udstedelse af legitimationskort, jf. stk. 1.

B 83. Tidsplan.

Vist 0 gange. Tidsplan for B 83
Beslutningsforslag B 83 den 14. marts 2017 – Samling: 2016-17 – om sundhedsvæsenets behandlingstilbud til transkønnede.

Handling Dato Bemærkning
Fremsat 14. marts 2017  
1. behandling 17. april 2017  
Udvalgsbehandling 23.maj 2017 Sundheds- og Ældreudvalget
Dagsordenspunkt 3, a.

Tidsplanen hos Folketinget.

B 83. Beslutningsforslag den 14. marts 2017 om sundhedsvæsenets behandlingstilbud til transkønnede.

Vist 0 gange. Enhedslisten v/Stine Brix og Pernille Skipper fremsatte den 14. marts 2017 beslutningsforslag B 83 – Samling: 2016-17 – om sundhedsvæsenets behandlingstilbud til transkønnede.

Beslutningsforslaget

Forslag til folketingsbeslutning
om sundhedsvæsenets behandlingstilbud til transkønnede

I forlængelse af Folketingets beslutning om at fjerne transkønnede fra diagnoselisten over psykiatriske diagnoser pålægger Folketinget regeringen at sikre, at transkønnede reelt flyttes fra psykiatrien, og at transkønnede får adgang til behandling på baggrund af informeret samtykke. Regeringen skal således sikre,
  • at behandlingen af transkønnede flyttes fra den kliniske sexologi til specialer med relevans for den konkrete behandling, f.eks endokrinologi, gynækologi og plastikkirurgi,
  • at det ikke er et krav for at få adgang til behandling, at transkønnede skal igennem en udredning af psykiatrisk karakter, og
  • at den behandlingsansvarlige ikke bør være en psykiater.

Bemærkninger til forslaget

Folketinget vedtog den 11. juni 2014 lovforslag nr. L 182 om ændring af lov om Det Centrale Personregister (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn (folketingsåret 2013-14). Loven muliggjorde, at personer, som oplever et misforhold mellem det køn, de er tildelt ved fødslen, og det køn, som de reelt oplever at tilhøre og identificerer sig med, kan opnå juridisk kønsskifte. Juridisk kønsskifte var tidligere betinget af hormonel behandling, og at den transkønnede fik foretaget en kastration – dvs. fik fjernet penis og testikler eller livmoderen og æggestokkene, men L 182 ændrede denne mangeårige diskriminerende praksis. Forslagsstillerne hilste denne ændring meget velkommen.

Den 26. maj 2016 vedtog Folketinget i samme positive ånd at fjerne »transseksualisme« fra sundhedsvæsenets klassifikationssystem, så det ikke længere kategoriseres som en psykiatrisk diagnose. Danmark forpligtede sig også til at arbejde aktivt for at fjerne diagnosekoderne F64 og F65 fra WHO’s sygdomsklassifikation, jf. beslutningsforslag nr. 7bilag 10, folketingsåret 2015-16.

Forslagsstillerne noterer sig med tilfredshed, at Danmark med de ovenstående vedtagelser således stiller sig i spidsen som et foregangsland for en generel bevægelse væk fra at betragte transkønnethed som en psykisk sygdom og dermed baner vej for en inkluderende, anerkendende og respektfuld tilgang til mennesker, som ikke identificerer sig med det køn, de blev tildelt ved fødslen.

I beretningen til B 7, Forslag til folketingsbeslutning om fjernelse af transseksualisme fra sygdomsliste, står der bl.a., at det er »udvalgets forventning, at man som transkønnet i Danmark skal opleve et hensynsfuldt udredningsforløb og tilbydes en værdig og afklarende indsats i forbindelse med et eventuelt kønsskifte«, jf. beslutningsforslag nr. 7bilag 10, folketingsåret 2015-16. Forslagsstillerne ønsker med nærværende forslag at præcisere, hvad dette konkret indebærer – nemlig, at der bør være overensstemmelse mellem den gældende lovgivning og sundhedsvæsenets behandlingspraksis.

Behandlingspraksis
På trods af at transkønnethed fra 2017 ikke længere figurerer som en psykiatrisk lidelse, er det fortsat således, at Sundhedsstyrelsens faglige vejledning vurderer det som nødvendigt for transkønnede personer at modtage psykiatrisk udredning og »højt specialiseret behandling«, jf. »Vejledning om udredning og behandling af transkønnede«, Sundhedsstyrelsen, vejledning nr. 10353 af 19. december 2014. I forlængelse heraf er behandlingen placeret i psykiatrien, i praksis under Region Hovedstadens Psykiatri via Sexologisk Klinik, Rigshospitalet.

Det synes imidlertid modstridende, at der fortsat skal foretages psykiatrisk udredning, når det at være transkønnet ikke længerer figurerer på listen over psykiske lidelser. Den psykiatriske udredning, som i praksis alene udføres af Sexologisk Klinik ved Rigshospitalet, er i dag en forudsætning for eller led i en kropskorrigerende behandling og kirurgi. Denne udredning indebærer bl.a. en række af test, interview og samtaler, som er krænkende, grænseoverskridende og irrelevante, hvilket er grundigt dokumenteret af bl.a. menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, jf. rapporten »The State decides who I am«, Amnesty International, 2014 og opfølgende rapport om danske forhold, jf. Amnestys briefing, 2016, »Transkønnedes adgang til sundhed i Danmark«.

Ligeledes betød Sundhedsstyrelsens revision af den faglige vejledning fra 2014 en stramning af transkønnedes muligheder for hormonbehandling. Tidligere blev hormonbehandling opstartet og vedligeholdt hos privatpraktiserende speciallæger, hvilket var en populær og uproblematisk behandlingspraksis ifølge både transkønnede og speciallæger. Der henvises til artiklen »Kritikere slår alarm«: Flere transkønnede tager ulovlige hormoner, Information, den 12. oktober 2015, samt pressemeddelelse fra Amnesty, »Transkønnede venter længere på behandling«, den 14. august 2015.

Opsummerende kan det derfor konstateres, at der aktuelt ingen muligheder er for igangsættelse af kropskorrigerende tiltag under nogen form uden om den kliniske sexologi og psykiatrien. Alt i alt vurderer forslagsstillerne den aktuelle behandlingspraksis som direkte modstridende med den netop vedtagne lovgivning, idet man i praksis fortsat fastholder et syn på transkønnede som psykisk syge mennesker, hvis udredning og behandling derfor skal forankres i psykiatrien.
Forslagsstillerne ønsker derfor gennem vedtagelsen af dette forslag at bringe sundhedsvæsenets behandlingspraksis i overensstemmelse med linjen i den nyligt vedtagne lovgivning, hvor en persons selvoplevede kønsidentitet netop ikke ses som en medicinsk eller psykiatrisk tilstand.

Nyt behandlingsparadigme
Et nyt behandlingsparadigme skal basere sig på en grundlæggende anden tilgang til behandling af transkønnede end den, som er gældende i dag. Ligesom en persons kønsidentitet ikke skal helbredes eller undertrykkes, skal tilstanden heller ikke behandles, medmindre den enkelte har et aktivt og særskilt ønske herom. I så fald skal behandlingen tilrettelægges og iværksættes på individets præmisser inden for rammerne af informeret samtykke og selvbestemmelse, således som i resten af sundhedsvæsenet. Det er altså ikke sundhedsvæsenets rolle at afgøre, om den enkelte transkønnede må eller skal i behandling, hvilket er tilfældet i den nuværende behandlingsmodel.

Behandlingen af transkønnede skal ikke høre under den kliniske sexologi og psykiatrien, hvilket følger i forlængelse af, at diagnosen ikke betragtes som en psykiatrisk lidelse.
Det indebærer, at specialefunktionen ikke bør høre under psykiatrien, at behandlingen ikke skal foregå på en afdeling under psykiatrien, at den behandlingsansvarlige ikke skal være en psykiater, og endelig at det ikke skal være et krav at gennemgå en udredning af psykiatrisk karakter for at kunne få behandling.

Der er ingen grund til at udrede alle transkønnede for psykiske lidelser. Der er talrige eksempler af irreversible medicinske og kirurgiske behandlinger, der bliver tilbudt i sundhedsvæsnet, uden at patienten skal igennem en psykiatrisk udredning forinden. Udredning for psykiske lidelser er kun relevant, hvis der er mistanke om psykisk lidelse hos den enkelte person. Sådan en udredning bør desuden ikke påvirke den relevante behandling i forhold til kønsidentitet.

Forslagsstillerne er opmærksomme på, at der den 1. marts 2017 er blevet offentliggjort en revideret specialeplan 2017, som træder i kraft 1. juni 2017. Den reviderede specialeplan betyder, at behandlingen af transkønnede fortsat er placeret som højtspecialiseret behandling. Det følger af forslaget, at specialeplanen i forhold til behandling af transkønnede bør revideres. Praktiserende gynækologer og endokrinologer med særlig viden inden for området skal kunne træffe beslutning om hormonbehandling til transkønnede, ligesom det også bør være muligt at få topoperationer, uden at det er på højtspecialiseret niveau.

Det bør overvejes, at transkønnede, ud over den medicinske behandling, tilbydes, ikke pålægges, en henvisning til psykologsamtaler. Mange transkønnede døjer med psykiske udfordringer, ikke som direkte følge af deres kønsidentitet, men fordi det kan være psykisk belastende at leve i et transfobisk samfund og belastende at gå igennem en fysisk transition.

Kravet om et andet behandlingsregime bakkes op af Amnesty International (jf. anbefalingerne i Amnestys briefing, 2016, »Transkønnedes adgang til sundhed«, som gentagne gange har dokumenteret og kritiseret den eksisterende diskriminerende behandlingspraksis, samt en række rettighedshavere, LGBTI-organisationer og transpolitiske organisationer, som har protesteret mod den årelange behandlingspraksis.

* * *
Folketingets journal vedrørende beslutningsforslaget.
Beslutningsforslaget i pdf-format hos Folketinget.

Europa-Parlamentet vedtog den 14. marts 2017 en tekst (P8_TA(2017)0073) om ligestilling mellem mænd og kvinder i EU.

Vist 0 gange.
Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet vedtog den 14. marts 2017 en tekst – P8_TA(2017)0073 – om ligestilling mellem mænd og kvinder i EU.
The European Parlament’s Intergroup on LGBT Rights skrev den 15. marts 2017 følgende om den vedtagne tekst.

Europa-Parlamentet vedtog tirsdag den 14. marts 2017 en nøglerapport med krav om en styrket indsats for LGBTI-personers rettigheder.

Europa-Parlamentets årlige regnbuerapport om ligestilling opfordrer Kommissionen til at udvide anvendelsesområdet for EU’s lov om hadefuld tale til at omfatte tilskyndelse til had på grund af seksuel orientering, kønsidentitet og kønskarakterer (punkt 38).

Vedrørende transpersoners og interkønnedes rettigheder fremhæver rapporten specifikt, at den fremtidige EU-strategi for ligestilling bør inkludere transpersoner og interkønnede personer (punkt 7).

Desuden opfordrede Parlamentet medlemsstaterne til at inkludere “kønsidentitet og kønskarakteristika i deres ligestillingslovgivning, når de gennemfører EUdirektiver om ligestilling mellem kønnene.” (Punkt 40) Det betyder, at diskrimination af transpersoner og interkønnede personer skal være forbudt i relation til beskæftigelse, adgang til varer og tjenesteydelser og social beskyttelse.Tekst

Omtalen hos Intergroup on LGBT Rights.

Der tages forbehold for oversættelsen. Ved brug som dokumentation henvises til den originale engelsksprogede tekst.
Tina Thranesen.

* * *
Europa-Parlamentets vedtagne tekst gengives i uddrag herunder

Europa-Parlamentet,
[En lang række henvisninger, som er udeladt her.]
  1. er dybt bekymret over, at EU ifølge EIGE’s ligestillingsindeks for 2015 fortsat kun er nået halvvejs i opnåelsen af ligestilling; beklager dybt, at ligestillingsspørgsmålets status og profil viser tegn på at være aftagende hvad angår betydning, idet det marginaliseres som politisk mål og undergraves som politikområde, navnlig i en kontekst med tilbageslag rundt om i Europa mod kvinders og LGBTI-personers rettigheder og seksuelle og reproduktive rettigheder, og at det forekommer nødvendigt at overveje årsagerne bag denne tendens og revurdere de nuværende strategier, redskaber og tilgange, der anvendes på området for ligestilling mellem kønnene;
    […]
  2. [Retur] støtter Rådets opfordring til et nyt initiativ fra Kommissionen, der skal opstille en strategi for ligestilling 2016-2020, herunder for transkønnede og interkønnede personer, og til, at status for dens strategiske indsats for ligestilling styrkes, idet den bør knyttes tæt sammen med Europa 2020-strategien og bør tage hensyn til FN’s 2030-strategi for bæredygtig udvikling;
    […]
  3. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at forebygge og reagere på alle typer vold mod kvinder og kønsbaseret vold og til at indføre yderligere forebyggelsesstrategier, til at gøre specialiserede støtte- og beskyttelsestilbud almindeligt tilgængelige, således at alle ofre kan få gavn heraf, og til at rette særlig opmærksomhed mod kønsspecifikke aspekter af ofres rettigheder, herunder i forbindelse med ofres kønsidentitet og kønsudtryk, når de rapporterer om gennemførelsen af direktivet om ofres rettigheder i 2017; anmoder Rådet om at aktivere passerellebestemmelsen og vedtage en enstemmig beslutning om at tilføje kønsbestemt vold til de kriminalitetsområder, der er nævnt i artikel 83, stk. 1, i TEUF; opfordrer Kommissionen til at lancere et europæisk register over europæiske beskyttelsesordrer som supplement til EU’s lovgivning om beskyttelse af ofre;
    […]
  4. [Retur] opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at inkludere foranstaltninger til at beskytte kvinder og LGBTI-personer mod chikane på arbejdspladsen; opfordrer Kommissionen til at revidere den nugældende EU-rammeafgørelse om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad gennem strafferetten (42) for at medtage sexisme, hadforbrydelser og tilskyndelse til had på grund af seksuel orientering, kønsidentitet og kønskarakteristika;
  5. fordømmer, at der stadig foretages genital “normaliseringskirurgi” af interkønnede børn, selv om det ikke er lægeligt påkrævet; opfordrer medlemsstaterne til at undgå sådanne behandlinger uden de berørte personers frie og oplyste samtykke;
  6. [Retur] bemærker, at interkønnede personer i Malta og Grækenland er beskyttet mod forskelsbehandling på grund af kønskarakteristika; opfordrer medlemsstaterne til at indføje kønsidentitet og kønskarakteristika i deres lovgivning om ligestilling mellem kønnene, når de gennemfører EUdirektiver og ligestilling mellem kønnene;
    […]
  7. gentager sin opfordring til medlemsstaterne om øjeblikkelig at bringe frihedsberøvelse af børn, gravide og kvinder med småbørn samt kvinder, der er ofre for voldtægt, seksuel vold og menneskehandel, til ophør og om at sørge for adgang til den fornødne psykologiske og sundhedsmæssige støtte, der bør ydes af fagpersoner med passende kønsprofil såsom psykologer, socialarbejdere, sygeplejersker og læger, som er uddannet i sådanne krisesituationer; minder om, at rettidig støtte til flygtninge, der er ofre for kønsbaseret vold eller vold på grund af (antaget) seksuel orientering eller kønsidentitet, bør ydes på alle stadier i migrationsforløbet, herunder omgående omplacering i tilfælde af, at deres sikkerhed ikke kan garanteres, kvalitetsbetonet mental sundhedsstøtte og øjeblikkelig anerkendelse af kønsidentitet under asylprocedurerne som en voldsforebyggende foranstaltning;
    […]
  8. tilskynder de kompetente myndigheder i medlemsstaterne til at fremme ligestilling mellem kønnene i deres omfattende undervisning i køn og samliv, herunder undervisning af piger og drenge om forhold, der er baseret på samtykke, respekt og gensidighed, samt i sports- og fritidsaktiviteter, hvor stereotyper og forventninger baseret på køn kan få indvirkning på pigers og drenges selvopfattelse, sundhed, erhvervelse af færdigheder, intellektuelle udvikling, sociale integration og identitetsopbygning;
    […]

* * *
Note
[Retur] (42) EUT L 328 af 6.12.2008, s. 55.
Den Europæiske Unions Tidende, L 328, den 6. december 2008.

Punktet vedrørende side 55 henviser til:
Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA af 28. november 2008 om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen.

* * *
Den vedtagne tekst hos Europa-Parlamentet.
Den vedtagne tekst pdf-format hos Europa-Parlamentet.

Forespørgsel F 48 den 14. marts 2017 om faglig vejledning for transkønnede.

Vist 0 gange. Carolina Magdalene Maier (ALT) og Rasmus Nordqvist (ALT) anmeldte den 14. marts 2017 forespørgsel F 48 – Samling: 2016/17 – om processen omkring udarbejdelse af den nye faglige vejledning for transkønnede, til sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Forespørgslen
Hvordan vil ministeren sørge for, at processen omkring udarbejdelse af den nye faglige vejledning for transkønnede bliver respektfuld, værdig, åben og inddragende for de transkønnede selv, og hvilke initiativer vil ministeren tage for at sikre, at de fremtidige behandlingstilbud ikke placeres i psykiatrien?

* * *
Folketingets journal med forespørgslen.

Konference den 28. marts 2017 om kønsidentitet i det danske sundhedsvæsen.

Vist 0 gange.
Konference den 28. marts 2017

Konference den 28. marts 2017

Konference om kønsidentitet i det danske sundhedsvæsen
Sundhedsstyrelsen er ved at udarbejde en helt ny vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling. Sigtet med vejledningen er at sikre åbne og differentierede behandlingstilbud, der samtidig undgår at stigmatisere og sikrer høj kvalitet.

Som input til vores arbejde på området afholder vi denne konference, hvor vi både inviterer internationale og danske aktivister og fagfolk til at få belyst de forskellige perspektiver. Hvad ønsker transpersoner? Hvad kan sundhedspersonalet fagligt set tilbyde? Hvad tænker Sundhedsstyrelsen?

Alle er velkomne til at deltage i konferencen, både borgere, interesseorganisationer, fagpersoner, politikere og journalister med flere.

”Vi er glade for, at vi med kort varsel har kunnet få udenlandske foredragsholdere til København”, siger direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm. ”Peggy Cohen-Kettenis er en pioner og stor faglig kapacitet på området. Hun har stået i spidsen for udviklingen i Holland gennem mange år, så jeg håber, at vi kan nyde godt af hendes erfaring”, fortsætter Søren Brostrøm.

På konferencen er der også oplæg fra Richard Köhler, der er talsmand for Transgender Europe (TGEU), en europæisk menneskerettighedsorganisation med 130 medlemsorganisationer i 42 lande, ligesom der vil være indlæg fra en klinikchef fra Stockholm og fra danske aktivister og fagfolk.

Arrangementet finder sted tirsdag den 28. marts 2017 kl. 1200-1640 på Scandic Copenhagen, Vester Søgade 6, 1601 København V.

Hvis du ønsker at deltage, kan tilmelding ske her: Tilmelding til SST konference d. 28. marts 2017 – om kønsidentitet i det danske sundhedsvæsen

Deltagelse er gratis.

* * *
Konferenceprogram

Danish Health Authority

”GENDER IDENTITY AND HEALTH CARE”
– a national conference arranged by the Danish Health Authority
28 March 2017, 12.00-16.40
Venue: Scandic Copenhagen, Vester Søgade 6, Copenhagen V
Moderator: Bente Dalsbæk

Kl. 1200 – 1230 Registration & Sandwich
Kl. 1230 – 1235 Welcome
Søren Brostrøm
Director General Danish Health Authority
Kl. 1235 – 1305 The Dutch experience
Prof. Peggy T. Cohen-Kettenis, Amsterdam
Kl. 1305 – 1325 The Swedish experience.
Prof. Stefan Arver, Stockholm
Kl. 1325 – 1345 A human rights perspective on trans-specific healthcare
Richard Köhler, Berlin
Kl. 1345 – 1415 Q & A
Kl. 1415 – 1445 Coffee
Kl. 1445 – 1515 The Danish experience – the professionals
Dr. Birte Smidt, Copenhagen
Dr. Astrid Højgaard, Aalborg
Kl. 1515 – 1545 The Danish experience – the activists
Linda Thor Pedersen, LGBT Danmark
Helle Jacobsen, Amnesty
Julia Ro Robotham, Transpolitisk Forum
Kl. 1545 – 1630 Q & A
Kl. 1630 – 1640 Wrap-up and take home messages
Søren Brostrøm, Director General Danish Health Authority

Peggy Cohen-Kettenis is a psychologist and PhD from Utrecht University, where she was a professor of psychology from 1987 to 2002. From 2002 to 2013 she was a full professor at the VU University Medical Center in Amsterdam. She has extensive clinical and scientific experiences in the areas of gender identity, gender studies, human sexology, psychosexual development etc. Prof Cohen-Kettenis is a pioneer in setting up and developing care for gender dysphoria in the Netherlands. She is also a member of the World Health Organizations Working Group on the Classification of Sexual Disorders and Sexual Health (WGDSH), the European Network for the Investigation of Gender Incongruence (ENIGI), and she was a coauthor on the latest edition of the Standards of Care of the World Professional Association for Transgender Health (WPATH). She is currently Professor Emerita and still active in the field. In 2013 she was knighted for her contributions (Order of the Netherlands Lion).

Stefan Arver is a medical doctor and endocrinologist, specializing in andrology and sexual medicine. He is an Associate Professor at Karolinska Institute in Stockholm. He is the Director of the Center for Andrology and Sexual Medicine at Karolinska University Hospital, a multidisciplinary group encompassing endocrinology, psychiatry, behavioral science, laboratory medicine, preclinical cell and molecular biology as well as nursing.

Richard Köhler leads the advocacy and policy work of Transgender Europe (TGEU), a European human rights NGO with 130 member organizations in 42 countries in Europe and beyond. Richard co-authored the Best Practice Catalogue “Human Rights and Gender Identity” and “Legal Gender Recognition in Europe”, and he contributed to the first fully trans-inclusive Recommendations by the Council of Europe’s Committee of Ministers, and he worked closely with the Parliamentary Assembly of the Council of Europe on its historic resolution “Transgender Discrimination in Europe” (April 2015). Richard holds a degree in International Business Administration with specialization in Eastern European Transformation Countries.

Bente Dalsbæk is a Danish lawyer, author and journalist. She has previously worked as a civil servant in the Danish government and Parliament, and is currently host of a debate program on national radio.

Linda Thor Pedersen is the spokesperson on transgender issues for LGBT Danmark – The Danish national organization for gay men, lesbians, bisexuals and transgender persons. She is a 51-year-old woman assigned male at birth and a volunteer at LGBT Denmark fighting for transgender rights.

Julia Ro Robotham is an activist in the Danish NGO ’Transpolitisk Forum’.

Helle Jacobsen is the program lead for gender, LGBT and women’s rights at Amnesty International Denmark. She has worked with transgender access to health and work as well as LGBTI rights the last 8 years.

Birte Smidt is a consultant psychiatrist and she heads the sexological clinic of the Mental Health Services in the Capital Region of Denmark.

Astrid Højgaard is a consultant gynecologist-obstetrician and associate professor, and she heads the sexological center at Aalborg University Hospital.

Søren Brostrøm has since 2015 been the Director General of the Danish Health Authority.

* * *
Omtale af konferencen hos Sundhedsstyrelsen.
Program for konferencen hos Sundhedsstyrelsen.

* * *
Tre videoer fra konferencen.



SST’s udkast af 6. marts 2017 til: Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling.

Vist 0 gange. Sundhedsstyrelsen udsendte den 17. marts 2017 et udkast dateret den 6. marts 2017 til “Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling”.
Sundhedsstyrelsen pointerede, at der var tale om et foreløbigt arbejdsdokument.
På baggrund af kommentarer til udkastet og input fra konferencen den 28. marts 2017 vil Sundhedsstyrelsen udarbejde et endeligt udkast til ny vejledning, som vil blive sendt i offentlig høring.

På baggrund af høringssvarene vil Sundhedsstyrelsen udarbejde den endelige vejledning, som skal afløse den nugældende Vejledning om udredning og behandling af transkønnede. (VEJ nr. 10353 af 19. december 2014.).

Da der er tale om et udkast, så er der ikke genereret interne links, som ellers normalt i Vidensbanken.
Tina Thranesen.

Herunder gengives udkastet af 6. marts 2017.

Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen
Dato 06-03-2017
Sagsnr. [Sagsnr.]

Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling

  1. Indledning
  2. Anvendelsesområde
  3. Generelt
  4. Faglige rammer
  5. Rådgivning, udredning og behandling af voksne
    Kønsmodificerende medicinsk behandling hos voksne
    Kønsmodificerende kirurgisk behandling hos voksne
  6. Rådgivning, udredning og behandling hos personer under 18 år
  7. Øvrig behandling og støtte
  8. Reproduktive forhold ifm. kønsmodificerende behandling
  9. Rettigheder
  10. Registrering
  11. Tilladelse til kastration
  12. Ordliste
  13. Ophævelse

[Til indholdsfortegnelsen] 1. Indledning
Det enkelte menneskes kønsidentitet kan være forskelligt fra fødselskønnet, og fra de samfundsmæssige og kulturelle normer forbundet med fødselskønnet. For den enkelte kan det betyde, at man ønsker ændre eller tilpasse det medfødte kønsudtryk. Kønsidentitetsforhold, herunder transkønnethed, er i sig selv hverken udtryk for psykisk eller somatisk lidelse. Hos nogle kan uoverensstemmelse mellem den enkeltes kønsidentitet og fødselskønnet medføre en tilstand af ubehag eller forpinthed, der kan betegnes som kønsdysfori.

Der er sundhedsfaglige opgaver forbundet med at hjælpe og understøtte udvikling af den enkeltes kønsidentitet og kønsudtryk, herunder ved rådgivning og afklaring af kønsidentitetsspørgsmål, ved afhjælpning af kønsdysfori, ved tilbud om kønsmodificerende behandling samt ved hjælp til udredning og behandling af samtidig somatisk eller psykisk lidelse.

Sigtet med denne vejledning er at sikre høj kvalitet og lige adgang til sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling. Sundhedsfaglig hjælp kan være rådgivning og støttende samtaler ved afklaring af kønsidentitet, sundhedsfaglig udredning og behandling af personer, der ønsker kønsmodificerende hormonbehandling og kirurgi samt støttende samtaler under og efter kønsmodificerende behandling. Det samlede sundhedsfaglige tilbud skal være helhedsorienteret og sammenhængende, og forudsætter et stærkt tværfagligt samarbejde.

[Til indholdsfortegnelsen] 2. Anvendelsesområde
Vejledningen præciserer den omhu og samvittighedsfuldhed som læger og andet sundhedspersonale skal udvise i deres virke ifm. kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling [I]. Vejledningen fastlægger de sundhedsfaglige rammer for hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling samt ansvarsfordelingen imellem de involverede sundhedspersoner [II]. Forhold vedr. Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning berøres, men der henvises i den forbindelse til de til enhver tid gældende specialevejledninger, der kan findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside [III]. Vejledningen præciserer også den lægefaglige udredning og indstilling, der skal ligge til grund ved Sundhedsstyrelsens behandling af ansøgninger om kastration efter Sundhedslovens § 115. Denne vejledning omfatter ikke juridisk kønsskifte, som er reguleret i lov om Det Centrale Personregister [IV].

[Til indholdsfortegnelsen] 3. Generelt
Sundhedsfaglig hjælp til afklaring og udvikling af kønsidentitet, herunder afhjælpning af kønsdysfori og tilbud om kønsmodificerende behandling, er generelt omfattet af sundhedslovens bestemmelser om regionsrådets ansvar for sundhedsydelser. I det omfang den kønsmodificerende behandling, herunder kirurgi, tager sigte på at understøtte udvikling af den enkeltes kønsidentitet og at afhjælpe kønsdysfori, er der ikke tale om kosmetisk behandling, hvor hovedformålet er at forandre eller forbedre udseendet.

Personer, der søger sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling, skal behandles på lige fod med andre, med let og lige adgang til sundhedsvæsenet, behandling af høj kvalitet, sammenhæng mellem ydelserne, valgfrihed, let adgang til information, et gennemsigtigt sundhedsvæsen og kort ventetid på behandling.

Det sundhedsfaglige personale skal i sit møde med mennesker, der søger sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling, optræde professionelt, med respekt for den enkeltes situation og præferencer, og på en måde, der bidrager til at mindske stigmatisering og ubehag for den enkelte. Sundhedspersonerne skal i den forbindelse være særligt opmærksomme på, at mennesker der søger hjælp ved kønsidentitetsforhold kan have været udsat for stigmatisering både i samfundet og ved tidligere kontakter med sundhedsvæsenet. Konkret skal det sundhedsfaglige personale bl.a. være opmærksom på at bruge det kaldenavn og stedord, som personen selv ønsker anvendt, ligesom personens præferencer vedr. betegnelse af kropsdele m.v. skal respekteres. Generelt skal sundhedspersonale undgå at fokusere på kønsidentitet og evt. kønsdysfori når den pågældende søger hjælp og behandling i sundhedsvæsenet for andre forhold.

De sundhedsfaglige indsatser skal bygge på respekt, lydhørhed, rummelighed og fleksibilitet. Det enkelte menneskes værdier og perspektiv skal inddrages så behandlingen opleves som sammenhængende og meningsfuld. Den enkelte skal betragtes som den bedste kilde til forståelse af personens ståsted og liv. Den sundhedsfaglige indsats skal gives i en ramme og atmosfære, hvor personen føler sig velkommen. Personalet bør opleves som tilgængeligt, og at der bør være mulighed for at få hjælp, både i form af samtaler og praktisk støtte, når dette er relevant.

Personens perspektiv skal inddrages, dokumenteres og være synligt i behandlingen, der så vidt muligt tilrettelægges efter personens ønsker og forudsætninger. Personen skal sammen med de ansvarlige sundhedspersoner opsætte mål for det samlede udrednings- og behand
lingsforløb, og tilbud bør forklares i et forståeligt, neutralt og respektfuldt sprog.
Kønsmodificerende behandling kan medføre betydelige legemlige og psykiske ændringer, med både positive og negative sociale konsekvenser. Nogle ændringer kan være irreversible. Ved tilbud om kønsmodificerende behandling skal den sundhedsfaglige vurdering og udred
ning, herunder vurdering af behandlingsbehov (indikation), tilpasses både den enkeltes ønsker og behov og potentielle skadevirkninger ved behandlingen. Der skal gives en grundig information om fordele og ulemper ved den tilbudte behandling, og om valg mellem forskellige behandlingsmuligheder, ligesom der skal gives grundig information og mulighed for refleksion og betænkningstid.

Ved sundhedsfaglig hjælp til afklaring og udvikling af kønsidentitet, herunder afhjælpning af kønsdysfori og tilbud om kønsmodificerende behandling, gælder de generelle regler om information og samtykke [V]. Det følger bl.a. heraf, at en behandling ikke må indledes eller fortsættes uden, at den pågældende har givet sit informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov. Samtykkekravet understreger den enkeltes selvbestemmelsesret, og et samtykke til behandling er således personens frivillige accept af at ville modtage en bestemt tilbudt behandling.

Samtykket skal være baseret på fyldestgørende information, og kræver derfor at den enkelte forud for sin stillingtagen har modtaget den nødvendige og tilstrækkelige information om behandlingsmuligheder, risici m.v., og er i stand til at overskue konsekvenserne af sit samtykke. En person kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke til behandling. Samtykket skal være givet til en konkret behandling, hvilket indebærer, at det skal være klart og utvetydigt, hvad samtykket omfatter, både ift. type af behandling, herunder behandlingsmetode, og ift. formålet med behandlingen.

Informeret samtykke er et nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt krav forud for et sundhedsfagligt behandlingstilbud. Den læge, der er ansvarlig for behandlingen, har et selvstændigt fagligt ansvar for at tilbuddet gives på baggrund af en konkret faglig vurdering, under hensyntagen til bl.a. en vurdering af den enkeltes behandlingsbehov (indikation) og forventet gavn, mulige skadevirkninger, og den aktuelle faglige viden og praksis på området. Lægen skal altid lade den enkeltes ønsker og præferencer indgå i sin vurdering, men den enkelte har ikke krav på specifikke behandlingstilbud, der ikke findes lægefagligt velbegrundede.

[Til indholdsfortegnelsen] 4. Faglige rammer
For regionale sygehuse, og for offentligt finansierede sygehusydelser ved private aktører, fastsætter Sundhedsstyrelsen kriterier og godkender varetagelse af specialfunktioner, som er beskrevet i de til enhver tid gældende specialevejledninger. Generelt udbyder speciallægepraksis ikke offentligt finansierede sygehusydelser uden at det specifikt fremgår af aftale med regionerne, og som i givet fald vil være omfattet af Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning. Autorisationslovens bestemmelser om omhu og samvittighedsfuld, som præciseret i nærværende vejledning, gælder generelt, både for offentligt finansierede sygehusydelser, for sygesikringsfinansierede ydelser og for privatfinansierede ydelser ved speciallæge, privathospital, klinik m.v.

Sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling kræver generelt, at de involverede sundhedspersoner har erfaring og særlige kompetencer ift. rådgivning, udredning og behandling af kønsidentitetsforhold og mennesker med kønsdysfori. Kønsidentitetsforhold, herunder transkønnethed og kønsdysfori, er i sig selv hverken udtryk for psykisk eller somatisk lidelse, men en flerhed af sundhedsfagligheder er relevant ved hjælp til kønsdysfori. Kompetencer ift. både somatiske, psykiske og sociale forhold er vigtige, og både sygeplejersker, psykologer, psykiatere og speciallæger indenfor somatiske specialer er relevante. Deltagelse af psykologer eller psykiatere i udredning og behandling betyder ikke, at de mennesker, der søger hjælp, opfattes som psykisk syge, ligesom deltagelse af læger fra somatiske specialer ikke betyder at den, der søger hjælp, opfattes som somatisk syg.

Udover relevante sundhedsfaglige grund- og specialuddannelser kræver det bl.a. at de involverede sundhedspersoner har relevant og fortsat efteruddannelse indenfor kønsidentitetsforhold og kønsdysfori, får løbende supervision fra andre sundhedspersoner med betydelig erfaring på området, deltager i faglige netværk, konferencer m.v. på både nationalt og internationalt niveau, samt i relevant omfang deltager i kvalitetsudvikling og forskning på området. De involverede sundhedspersoner bør desuden løbende udbygge en bredere forståelse af kønsidentitetsforhold gennem bl.a. dialog med brugerrepræsentanter og involvering i den generelle samfundsmæssige debat om kønsidentitetsforhold.

Den specialiserede sundhedsfaglige hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling kan ikke løses monofagligt. Det samlede sundhedsfaglige tilbud skal være helhedsorienteret og sammenhængende, og forudsætter et stærkt tværfagligt samarbejde. Det tværfaglige team skal have veletablerede rammer for samarbejde, med klar ansvarsfordeling imellem de involverede sundhedspersoner. Det faglige samarbejde skal forankres i et fast multidisciplinært team (MDT) med jævnlige konferencer.

Varetagelsen af tværfaglig specialiseret sundhedsfaglige hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling bør foregå i organisatoriske og fysiske rammer, der både un
derstøtter sammenhæng samt sikrer en helhedsorienteret tilgang, der mindsker stigmatisering. Dette kan f.eks. sikres ved etablering af enten en fast fysisk ramme, eller et murstensløst samarbejde, om en kønsidentitetsklinik. Den organisatoriske etablering af kønsidentitetsklinikken i driftsorganisationen bør i den forbindelse tage hensyn til at det samlede tilbud ikke opfattes som stigmatiserende.

Ansvarsfordeling og specialkompetencer i teamet skal tilpasses efter kompleksiteten og hyppigheden af de ydelser, der tilbydes. Hjælp til afklaring af behandlingsønske, herunder støttende samtaler ved udvikling af egen kønsidentitet, kan varetages i et tværfagligt team med relevante kompetencer som f.eks. psykologer og speciallæger i psykiatri eller øvrige speciallæger med særlig erfaring og kompetencer. Ved udredning mhp. kønsmodificerende medicinsk behandling hos voksne, og ved varetagelsen af denne, skal teamet indeholde relevante speciallægekompetencer, herunder speciallæger i gynækologi og obstetrik eller intern medicin: endokrinologi.

Ved varetagelse af kønsmodificerende kirurgisk behandling hos voksne suppleres teamet med relevante kompetencer indenfor plastikkirurgi, gynækologi og obstetrik m.v. Ved varetagelse af udredning og behandling af kønsidentitetsforhold hos mennesker under 18 år suppleres teamet med relevante kompetencer indenfor pædiatri (pædiatrisk endokrinologi, vækst og reproduktion) og børne- og ungdomspsykiatri, i det varetagelse af denne målgruppe kræver helt særlige kompetencer og erfaring ift. barnets og den unge vækst og udvikling samt familiemæssige og sociale forhold m.v.

Både det samlede team og de deltagende sundhedspersoner skal for at opbygge og vedligeholde kompetencerne opretholde et vist antal forløb og kontakter. Ud fra en generel betragtning af kompleksitet og hyppighed finder Sundhedsstyrelsen, at de deltagende specialister, der varetager kønsmodificerende, som udgangspunkt bør have mindst 30 nye forløb om året, og at det samlede team bør have mindst 100 nye forløb om året. For de specialiserede sygehusydelser vil kriterier og krav til varetagelse indgå i Sundhedsstyrelsen sagsbehandling ifm. specialeplanlægningen.

Omfanget af udredningsprogram skal tilpasses specialiseringsniveau og omfang af ydelser, der tilbydes. Omfattende udredning af evt. somatisk og psykisk lidelse er således ikke relevant ved indledende hjælp til afklaring af kønsidentitetsforhold og afklaring af, om der er behandlingsønske og -behov. Ved ønske om kønsmodificerende behandling skal udredningsprogrammet tilpasses potentielle skadevirkninger og irreversibilitet ved behandlingen, og i relevant omfang derfor indeholde vurdering og behandling eller stabilisering af samtidig somatisk og psykisk lidelse.

[Til indholdsfortegnelsen] 5. Rådgivning, udredning og behandling af voksne
Ved henvisning til sundhedsfaglig hjælp til afklaring af kønsidentitet, herunder rådgivning om behandlingsmuligheder og samtaler til understøttelse af udvikling af egen kønsidentitet, kan dette varetages i det tværfaglige team på relevant specialiseringsniveau, f.eks. ved psykolog, sygeplejerske, læge eller speciallæge. En speciallæge i teamet er overordnet ansvarlig for forløbet, men det er ikke en forudsætning at den enkelte ses af speciallæge, ligesom omfattende udredning af evt. somatisk og psykisk lidelse som udgangspunkt ikke er relevant. Såfremt afklaringen viser, at den pågældende har ønske om kønsmodificerende behandling skal den videre udredning mhp. på dette ikke forsinkes.

Kønsmodificerende behandling er generelt en effektiv behandling ved kønsdysfori, og få fortryder. Behandlingen kan være en proces med betydelige legemlige og sjælelige forandringer samt sociale forandringer, både positivt og negativt. Som al medicinsk behandling kan der være skadevirkninger. Før lægen kan iværksætte kønsmodificerende behandling skal denne have en klar sundhedsfaglig motivation og begrundelse (indikation), ligesom lægen skal afklare øvrige sundhedsfaglige forhold, der begrunder sundhedsfaglige forbehold ved behandlingen (kontraindikationer), herunder faktorer der kan øge risikoen ved behandlingen eller gøre at denne må helt frarådes.

Formålet med udredningsprogrammet før tilbud om kønsmodificerende behandling er således, at afklare indikationer og kontraindikationer, og indholdet i udredningen skal tilpasses herefter. Tilbud om behandling forudsætter ikke bestemte diagnoser, men kontaktårsager og ydelser skal kodes (se senere), lægefaglige indikationer som f.eks. kønsdyfori skal beskrives i journalen ligesom evt. tilstande og lidelser, der udgør kontraindikationer. Det er ikke en betingelse for at modtage kønsmodificerende medicinsk behandling, at den pågældende ønsker efterfølgende kønsmodificerende kirurgi, ligesom det heller ikke er en betingelse at den pågældende har, eller ønsker, juridisk kønsskifte.

[Til indholdsfortegnelsen] Kønsmodificerende medicinsk behandling hos voksne
Ved udredning og kønsmodificerende medicinsk behandling af voksne skal der i teamet indgå mindst en speciallæge i psykiatri og mindst en speciallæge i gynækologi og obstetrik, alternativt en speciallæge i intern medicin: endokrinologi afhængig af lokale forhold. Disse speciallæger skal have særlig erfaring og kompetencer på området, og en af dem er overordnet ansvarlig for udrednings- og behandlingsforløbet, men kan uddelegere dele af forløbet til andet sundhedsfagligt personale, herunder sygeplejersker, psykologer og læger.

Den forløbsansvarlige speciallæge skal sikre at det samlede udrednings- og behandlingprogram er helhedsorienteret og sammenhængende, og at alle nødvendige dele udføres kompetent. Den forløbsansvarlige speciallæge skal ligeledes sikre, at der løbende afholdes konferencer i det multidisciplinære team (MDT) med faglig drøftelse af igangværende forløb.

Udredningsprogrammet skal omfatte en vurdering af den pågældendes kønsidentitetsforhold, herunder graden af kønsdysfori, samt en vurdering af om der foreligger somatiske eller psykiske tilstande og lidelser, som kræver behandling forud for kønsmodificerende behandling, eller kan kontraindicere denne.

Indholdet af udredningsprogrammet tilrettelægges af den forløbsansvarlige speciallæge, med udgangspunkt i den enkeltes situation og præferencer, under hensyntagen til etableret faglig praksis, nationale og internationale faglige retningslinjer m.v., og skal som minimum omfatte:
  • Optagelse af sygehistorie med fokus på både somatisk og psykisk lidelse
  • Vurdering af den pågældendes psykosociale forhold, herunder graden af kønsdysfori
  • Fysisk og psykisk undersøgelse, herunder relevante laboratorieanalyser

Den psykosociale del af udredningen skal stå i rimeligt forhold til formålet med udredningen og skal tilpasses den enkeltes situation. Den kan med fordel foretages som udredende og understøttende samtaler ved psykologer med særlige kompetencer indenfor kønsidentitetsforhold. Standardiserede testmetoder kan anvendes ud fra en konkret vurdering, i det omfang de er relevante og valide ift. formålet med udredningen, og på en måde som ikke bidrager til øget stigmatisering.
Igangsættelse af kønsmodificerende medicinsk behandling af voksne varetages af teamets speciallæge i gynækologi og obstetrik, alternativt speciallæge i intern medicin: endokrinologi. Speciallægen skal sikre at følgende kriterier er opfyldt:
  • At der er tale om veldokumenteret kønsdysfori, med ønske om kønsmodificerende medicinsk behandling
  • At de pågældende psykosociale forhold af afklaret, herunder psykosociale konsekvenser af potentielt irreversible forandringer
  • At somatiske eller psykiske lidelser er afdækket og behandlet i relevant omfang
  • At kontraindikationer er afklarede
  • At den pågældende er velinformeret om forventede effekter og mulige skadevirkninger ved behandlingen, herunder at forandringerne kan være irreversible samt at der kan være varig påvirkning af reproduktion
  • At der tilrettelægges et individuelt tilpasset opfølgningsprogram med henblik på støttende samtaler, løbende justering af behandlingen, vurdering af mulige skadevirkninger m.v., herunder relevante løbende billeddiagnostiske og parakliniske undersøgelser

Ud fra det fastlagte opfølgningsprogram kan hele eller dele af vedligeholdelsesbehandling og kontrol varetages på andet sygehus, speciallægepraksis eller hos egen læge. Ved væsentlige ændringer af det fastlagte opfølgningsprogram tager MDT stilling til evt. behov for ny vurdering ved teamet.

Der er ikke faste krav til varigheden af kønsdysfori forud for igangsættelse af kønsmodificerende behandling hos voksne, men der bør generelt udvises forsigtighed og anbefales refleksionstid og støttende samtaler, hvis den pågældende netop er begyndt at udforske sin kønsidentitet, og hvis kønsdysforien er nyopstået eller episodisk.

I udvalgte tilfælde kan det være nødvendigt at tilbyde kønsmodificerende medicinsk behandling uden at alle ovenstående kriterier er opfyldt, f.eks. ved overtagelse af iværksat behandling fra udlandet, ved substitution af selvmedicinering m.v. I sådanne tilfælde skal den forløbsansvarlige speciallæge sørge for at der sideløbende iværksættes relevant udredning og støttende samtaler.

Bestående psykisk eller somatisk lidelse er ikke i sig selv en kontraindikation mod kønsmodificerende medicinsk behandling, men afhængig af lidelsens art og alvorlighed kan der være behov for behandling af lidelsen enten forud for, eller samtidigt med, iværksættelsen af kønsmodificerende medicinsk behandling.

Kontraindikationer og forsigtighedsforhold ved kønsmodificerende feminiserende medicinsk behandling kan bl.a. være tromboembolisk risiko, cerebrovaskulær sygdom inkl. migræne, svær leversygdom, brystkræft m.v. Kontraindikationer og forsigtighedsforhold ved kønsmodificerende maskuliniserende medicinsk behandling kan bl.a. være graviditet, ustabil koronarkarsygdom, hæmatokrit > 50%, hormonfølsomme tumorer, svær akne m.v.

[Til indholdsfortegnelsen] Kønsmodificerende kirurgisk behandling hos voksne
Kønsmodificerende kirurgisk behandling hos voksne omfatter indgreb på bryster og brystkasse (‘øvre’ kirurgi) samt indgreb på kønsorganer (‘nedre’ kirurgi). Der er generelt tale om irreversible destruktive og rekonstruktive kirurgiske indgreb på raske organer, med betydelige legemlige og sjælelige forandringer samt sociale konsekvenser, både positivt og negativt. Kirurgisk behandling er samtidigt forbundet med potentielt alvorlige og varige skadevirkninger. Der er således generelt tale om skærpede krav til lægens omhu og samvittighedsfuldhed ift. de forhold, der er anført ovenfor vedr. vurdering af indikationer og kontraindikationer før iværksættelse af kønsmodificerende medicinsk behandling.

Ved varetagelse af kønsmodificerende kirurgisk behandling af voksne skal teamet suppleres med mindst en speciallæge i plastikkirurgi med særlig erfaring og kompetencer på området. Der gælder i øvrigt de samme krav til forløbsansvarlig speciallæge, MDT-konferencer m.v. som beskrevet ovenfor vedr. iværksættelse af kønsmodificerende medicinsk behandling. Øvrige specialer kan inddrages hvor relevant f.eks. speciallæger i urologi.

Før iværksættelse af kønsmodificerende kirurgisk behandling skal der foreligge en aktuel udredning og vurdering som beskrevet ovenfor under kønsmodificerende medicinsk behandling. Udredningen skal i relevant omfang suppleres med fysisk undersøgelse af bryst og kønsorganer, ligesom både fysiske og psykosociale forhold vedr. den pågældendes seksualitet og seksualliv skal være afdækket i relevant omfang.

Kønsmodificerende kirurgisk behandling på bryst eller brystkasse (‘øvre’ kirurgi) omfatter ved kvindeligt fødselskøn fjernelse af bryster (bilateral mastektomi) med tildannelse af mandligt brystparti, herunder evt. genplacering af brystvorter, og ved mandligt fødselskøn brystforstørrelse med indlægning af implantater. Behandlingen varetages af teamets speciallæge i plastikkirurgi, efter drøftelse og indstilling fra teamets MDT-konference. Speciallægen skal sikre at følgende kriterier er opfyldt:
  • At der er tale om vedvarende og veldokumenteret kønsdysfori, med ønske om kønsmodificerende kirurgisk behandling på bryst
  • At den pågældendes psykosociale forhold af afklaret, herunder psykosociale konsekvenser af potentielt irreversible forandringer
  • At somatiske eller psykiske lidelser er afdækket og behandlet i relevant omfang
  • At kontraindikationer er afklarede
  • At den pågældende er velinformeret om forventede effekter og mulige skadevirkninger ved behandlingen, herunder ved visualisering af forventede forandringer, at forandringerne er irreversible samt forhold vedr. forebyggelse og opsporing af brystkræft

Ved mandligt fødselskøn bør brystforstørrelse med indlægning af implantater ikke tilbydes før der er gennemført minimum 12 måneders feminiserende kønsmodificerende hormonbehandling, med mindre denne er kontraindiceret, da det kirurgiske resultat kan være mindre tilfredsstillende og da man bør afvente effekt af feminiserende hormonbehandling på brystvækst. I mange tilfælde kan op til 18-24 måneders feminiserende hormonbehandling være at foretrække. Brystforstørrelse med indlægning af implantater kan kun tilbydes på indikationen kønsdysfori i det omfang, at der er ingen eller beskeden brystvækst på mindst 12 måneders hormonbehandling, og der kan kun tilbydes normalanatomisk brystforstørrelse proportionelt til kropsbygning som vurderet ved speciallægen i plastikkirurgi. Ønske om yderligere brystforstørrelse kan ikke varetages som offentlig finansieret sygehusydelse og behandlingen vil, i tillæg til nærværende vejledning, være omfattet af reglerne om kosmetisk behandling [VI].

Ved kvindeligt fødselskøn er der ikke faste krav til forudgående hormonbehandling før fjernelse af bryster (bilateral mastektomi) med tildannelse af mandligt brystparti, men i betragtning af, at der er tale om irreversible forandringer bør der tilsvarende være tale om vedvarende kønsdysfori.

Kønsmodificerende kirurgisk behandling på kønsorganer (‘nedre’ kirurgi) på voksne omfatter ved kvindeligt fødselskøn fjernelse af livmoder, æggeleder og æggestokke (hysterektomi og salpingo-ooferektomi), fjernelse eller tillukning af skeden (vaginektomi eller kolpokleise) samt forlængelse af urinrør (uretroplastik) og tildannelse af lem (falloplastik eller metoidoplastik). Ved mandligt fødselskøn omfatter det fjernelse af testikler (orkiektomi), penisamputation (penektomi), samt tildannelse af skede, klitoris og kønslæber (vaginoplastik, kliteroplastik og labiaplastik). Indgrebene kan i varierende omfang foretages i ét trin eller i serie. Ofte suppleres indgrebene af permanent hårfjerning på ydre kønsorganer ved laserepilering, elektrolyse m.v.

Kastration mhp. kønsskifte, dvs. fjernelse af æggestokke eller testikler, skal godkendes af Sundhedsstyrelsen [VII], se også afsnit 11. Yderligere kønsmodificerende kirurgisk behandling på kønsorganer, som beskrevet ovenfor, forudsætter at der er foretaget kastration enten samtidigt med eller forud for indgrebet, men det er ikke en forudsætning for kastration at den pågældende ønsker yderligere kønsmodificerende kirurgisk behandling på kønsorganer. Såfremt den pågældende tidligere af medicinsk grund har fået fjernet æggestokke eller testikler kræves ikke Sundhedsstyrelsens tilladelse til øvrig kønsmodificerende kirurgisk behandling på kønsorganer. Fjernelse af livmoder, æggeleder, æggestokke eller testikler på medicinsk indikation, herunder ved forhold afledt af kønsmodificerende behandling som f.eks. celleforandringer af livmoderslimhinden som følge af testosteronbehandling, er ikke omfattet af reglerne om kastration som led i kønsskifte eller nærværende vejlednings regler.

Kønsmodificerende kirurgisk behandling på kønsorganer hos voksne varetages af teamets speciallæge i plastikkirurgi, med inddragelse af speciallæge i gynækologi og obstetrik samt øvrige relevante speciallæger, og efter drøftelse og indstilling fra teamets MDT-konference. Speciallægen skal sikre at følgende kriterier er opfyldt:
  • At der foreligger tilladelse til kastration jfr. afsnit 11.
  • At der er tale om vedvarende og veldokumenteret kønsdysfori, med ønske om kønsmodificerende kirurgi på kønsorganer
  • At den pågældendes psykosociale forhold er afklaret, herunder forhold vedr. seksualitet samt psykosociale konsekvenser af potentielt irreversible forandringer
  • At somatiske eller psykiske lidelser er grundigt afdækket og velbehandlede
  • At kontraindikationer er afklarede
  • At den pågældende er velinformeret om forventede effekter og mulige skadevirkninger ved behandlingen, herunder ophørt evne til reproduktion uden assisteret hjælp, forandret seksualfunktion, risiko for utilfredsstillende funktionelt og kosmetisk resultat, risiko for varige gener fra urinveje m.v.
  • At forventede forandringer er visualiseret med understregning af at forandringerne er irreversible

Før fjernelse af livmoder, æggeleder, æggestokke eller testikler bør der være gennemført minimum 12 måneders sammenhængende kønsmodificerende hormonbehandling, med mindre denne er kontraindiceret. Før fjernelse eller tillukning af skeden (vaginektomi eller kolpokleise) samt forlængelse af urinrør (uretroplastik) og tildannelse af lem (falloplastik eller metoidoplastik) ved kvindeligt fødselskøn, eller før penisamputation (penektomi), samt tildannelse af skede, klitoris og kønslæber (vaginoplastik, kliteroplastik og labiaplastik) ved mandligt fødselskøn, bør den pågældende have levet i minimum 12 sammenhængende måneder egen kønsidentitet og ønskede kønsudtryk, der svarer til det ønskede kirurgiske indgreb.

[Til indholdsfortegnelsen] 6. Rådgivning, udredning og behandling hos personer under 18 år
Den sundhedsfaglige rådgivning, udredning og behandling af kønsidentitetsforhold hos personer under 18 år kræver helt særlig ekspertise forankret i et fast multidisciplinært teamsamarbejde, som omfatter både speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri og i psykiatri med særlige erfaring og kompetencer indenfor kønsidentitetsforhold hos børn og unge, samt speciallæger i pædiatri med særlig erfaring og kompetencer i pædiatrisk endokrinologi, vækst og reproduktion samt kønsidentitetforhold.

Der gælder i øvrigt de samme krav til forløbsansvarlig speciallæge, MDT-konferencer m.v. som beskrevet ovenfor vedr. iværksættelse af kønsmodificerende behandling hos voksne. Øvrige lægelige specialer og faggrupper kan inddrages hvor relevant f.eks. psykologer og speciallæger i gynækologer og obstetrik. Speciallæge i plastikkirurgi med særlige erfaring og kompetencer indenfor kønsidentitetsforhold kan inddrages hvor relevant, f.eks. mhp. information og planlægning af senere kønsmodificerende kirurgisk behandling.

Den sundhedsfaglige rådgivning, udredning og behandling af kønsidentitetsforhold hos børn og unge kræver helt særlig fokus på barnets eller den unges vækst og udvikling samt familiemæssige og sociale forhold m.v. Børn og unge under 18 år med med ønskle opm sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold, samt deres forældre, skal have tilbud om rådgivende og støttende samtaler, indtil der eventuelt kan påbegyndes et udrednings-, observations- og behandlingsforløb. Det er væsentligt, at der sikres en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der løbende tilpasses barnet eller den unges alder og udvikling.

Hvornår den unge kan indgå i et udrednings- og observationsforløb, beror på en konkret lægefaglig vurdering. Inden eventuel opstart af supprimerende hormonterapi (stophormoner) og kønshormoner, skal et udrednings- og observationsforløb være gennemført, og det multidisciplinære team skal have udarbejdet en samlet indstilling herom, i form af en aktuel vurdering i journalen.

Den forløbsansvarlige speciallæge har det overordnede ansvar for den løbende information af barnet eller den unge samt dennes forældre, og for, at der bliver indhentet samtykke til udredning og behandling. Sundhedspersonalet skal være særligt opmærksomt på Sundhedslovens skærpede regler om information og samtykke, herunder at personer, der er fyldt 15 år, selv kan give informeret samtykke til behandling [VIII].

Den forløbsansvarlige speciallæge skal sikre at det samlede udrednings- og behandlingprogram er helhedsorienteret og sammenhængende, og at alle nødvendige dele udføres kompetent. Den forløbsansvarlige speciallæge skal ligeledes sikre, at der løbende afholdes multidisciplinære teamkonferencer (MDT) med faglig drøftelse af igangværende forløb.

Udredningsprogrammet skal tage udgangspunkt i et udviklingsperspektiv, og skal omfatte en grundig vurdering af barnet eller den unges udvikling, psykosociale situation og familieforhold, samt en vurdering af om der foreligger somatiske eller psykiske tilstande og lidelser, som kræver behandling forud for kønsmodificerende behandling, eller kan kontraindicere denne.

Indholdet af udredningsprogrammet tilrettelægges af den forløbsansvarlige speciallæge, under hensyntagen til etableret faglige praksis, nationale og internationale faglige retningslinjer m.v., men skal som minimum omfatte:
  • Optagelse af sygehistorie med fokus på både somatisk og psykisk lidelse
  • Vurdering af den pågældendes psykosociale forhold, herunder graden af kønsdysfori
  • Fysisk og psykisk undersøgelse, herunder relevante laboratorieanalyser

Der foreligger endnu kun sparsomme erfaringer med udredning og behandling af børn og unge med kønsdysfori, hvorfor der stilles særligt krav til sundhedspersonalets omhu og samvittighedsfuldhed, herunder skærpede krav til information og samtykke. Da der er tale om nye behandlingsprincipper skal der sikres relevant og systematisk erfaringsopsamling og kvalitetssikring [IX].

Den forløbsansvarlige speciallæge skal sikre, at der løbende afholdes MDT-konferencer med deltagende af de involverede speciallæger og andet personale, og at der i tilslutning hertil løbende udarbejdes status over faser i barnets eller den unges udrednings-, observations- og behandlingsforløb. Forud for iværksættelse af behandlingstilbud skal der foreligge en aktuel status og drøftelse ved MDT. Kønsmodificerende behandling hos børn og unge omfatter reversible behandlinger som supprimerende hormonterapi (’stophormoner’ som f.eks. GnRH-analoger), potentielt irreversible behandlinger som maskuliniserende eller feminiserende kønshormoner, og irreversibel kirurgisk behandling. Før kønsmodificerende behandling overvejes skal der være foretaget en grundig vurdering af psykosociale forhold, og evt. behandlingstilbud bør overvejes i et udviklingsmæssigt perspektiv. Behandlingstilbud skal overvejes trinvist, fra reversible til irreversible, og skiftet til næste trin forudsætter tilstrækkelig tid til at både den unge og forældrene kan erkende de fulde effekter.

Både igangsættelse og vedligeholdelse af kønsmodificerende medicinsk behandling af personer under 18 skal varetages af teamets speciallæge i pædiatri med særlige erfaring og kompetencer indenfor pædiatrisk endokrinologi, vækst og reproduktion. Speciallægen skal forud for iværksættelse af nye behandlingstilbud sikre, at der foreligger en aktuel status og beslutning ved MDT-konference.

Ved supprimerende hormonterapi (stophormoner) skal følgende kriterier være opfyldt:
  • At der er tale om veldokumenteret og vedholdende kønsdysfori, som er fremkommet eller forværret ved pubertetens begyndelse, og med ønske om kønsmodificerende medicinsk behandling
  • At barnet eller den unge er fyldt 12 år og har opnået Tanner stadie 2-4.
  • At barnet eller den unges psykosociale forhold er afklaret, herunder psykosociale konsekvenser af behandlingen
  • At somatiske eller psykiske lidelser er afdækket og behandlet i relevant omfang
  • At der ikke er kontraindikationer
  • At barnet eller den unge samt dennes forældre (værge) er grundigt informerede om forventede effekter og mulige skadevirkninger ved behandlingen, herunder at der er tale om nyt behandlingsprincip med begrænsede erfaringer, og har afgivet samtykke på baggrund af den givne information
  • At der tilrettelægges et individuelt tilpasset rådgivningsforløb med henblik på at understøtte den unges udforskning af egen kønsidentitet
  • At der tilrettelægges et individuelt tilpasset opfølgningsprogram med henblik på løbende justering af behandlingen, vurdering af mulige skadevirkninger m.v., herunder vurdering af højdevækst, knoglesundhed m.v.

Ved kønsmodificerende behandling med kønshormoner skal følgende kriterier være opfyldt:
  • At der er tale om veldokumenteret og vedholdende kønsdysfori
  • At den unge er fyldt 16 år
  • At de pågældende psykosociale forhold er afklaret, herunder psykosociale konsekvenser af potentielt irreversible forandringer
  • At somatiske eller psykiske lidelser er afdækket og behandlet i relevant omfang
  • At kontraindikationer er afklarede
  • At den unge er velinformeret om forventede effekter og mulige skadevirkninger ved behandlingen, herunder at forandringerne kan være irreversible samt at der kan være varig påvirkning af reproduktion
  • At der tilrettelægges et individuelt tilpasset opfølgningsprogram med henblik på løbende justering af behandlingen, vurdering af mulige skadevirkninger m.v., herunder relevante løbende billeddiagnostiske og parakliniske undersøgelser

I forlængelse af behandling med kønshormoner kan der i helt særlige tilfælde, og efter drøftelse ved MDT-konference på baggrund af en aktuel og sammenfattende status, tilbydes henvisning til brystreducerende kirurgi til den unge med kvindeligt fødselskøn under 18 år. Øvrig kønsmodificerende kirurgi kan ikke tilbydes til unge under 18 år.

[Til indholdsfortegnelsen] 7. Øvrig behandling og støtte
Efter vurdering og indstilling fra MDT kan der som led i den kønsmodificerende behandling i regionalt regi tilbydes øvrig behandling i relevant omfang. Ved utilstrækkelig effekt af audiologopædisk hjælp ved mandligt fødselskøn kan henvises til otorhinolaryngologisk specialafdeling til vurdering mhp. stemmebåndsplastik, såfremt betingelser for kønsmodificerende kirurgi i øvrigt er opfyldt. Tilsvarende kan henvises til dermatologisk afdeling eller speciallægepraksis mhp. epilering ved laser, elektrolyse m.v. i ansigtet såfremt betingelser for kønsmodificerende kirurgi i øvrigt er opfyldt. Øvrige indgreb som ansigtskirurgi, strubehovedreduktion, fedtsugning m.v. kan kun helt undtagelsesvist tilbydes i regionalt regi, og kun ved betydelige funktionelle og psykologiske gener, og såfremt betingelser for kønsmodificerende kirurgi i øvrigt er opfyldt.

Ved varigt hårtab som følge af kønsmodificerende behandling kan en af teamets læger yde dokumentation som den pågældende kan bruge til at søge om tilskud til paryk eller anden hovedbeklædning i bopælskommunen. Bopælskommunen kan ligeledes under servicelovens regler søge om audiologopædisk hjælp med henblik på modificering af stemme- og talefunktion.

[Til indholdsfortegnelsen] 8. Reproduktive forhold ifm. kønsmodificerende behandling
Ved iværksættelse af kønsmodificerende behandling skal den pågældende grundigt oplyses om muligheden for både forbigående og varige skader på forplantningsevnen. Ved ønske om fremtidig reproduktion tilbydes udtagning og nedfrysning af ubefrugtede eller befrugtede æg, æggestok eller sædceller med henblik på senere assisteret reproduktion.

Nedfrysning af kønsceller kan ske ved regionalt sygehus eller på private fertilitetsklinikker, der er godkendt dertil [X]. Ved behov for assisteret reproduktion som følge af den kønsmodificerende behandling kan nedfrysning tilbydes i offentligt regi til enlige personer med kvindeligt fødselskøn, der ikke har børn, og til par, der ikke har fælles børn. Gældende regler [XI] skal iagttages, herunder at opbevaring af æg eller æggestok ikke kan tilbydes mhp. egen fremtidig reproduktion til personer med kvindeligt fødselskøn forud for hysterektomi, idet opbevaring af menneskelige æg kun må ske med henblik på senere tilbageføring til den person, der har afgivet ægget.

[Til indholdsfortegnelsen] 9. Rettigheder
Kønsskifteoperation er undtaget fra reglerne om udvidet frit sygehusvalg [XII], hvilket betyder at en person, der er fuldt udredt og som er henvist til ‘nedre’ kirurgi ikke kan vælge at blive behandlet på et evt. aftalesygehus, hvis bopælsregionen ikke inden for 1 måned kan tilbyde kønsskifteoperation. I betragtning af at kønsdysfori kan være forbundet med betydeligt ubehag, og under hensyn til at personer, der venter på kønsskiftekirurgi kan have har haft lange udrednings- og behandlingsforløb, bør ‘nedre’ kirurgi som udgangspunkt tilbydes indenfor rimelige tidsfrister.

For al udredning og for øvrig kønsmodificerende behandling som beskrevet i denne vejledning gælder de almindelige regler for frit og udvidet frit sygehusvalg, for ret til udredning hvis fagligt muligt indenfor 1 måned m.v.

Sundhedsfaglig virksomhed kan indklages til Styrelsen for Patientsikkerhed. Ved sundhedsfaglig virksomhed forstås ikke kun behandling og pleje, som udføres af sundhedspersonalet, men også forhold som information og indhentelse af samtykke, udfærdigelse af lægeerklæringer, journalføring, og overtrædelse af reglerne om tavshedspligt. Der kan kun klages over forhold, der ligger maksimalt fem år tilbage fra den dag, klagen indsendes digitalt til Styrelsen for Patientsikkerhed. Dog afkortes klagefristen til kun to år, hvis klager har haft kendskab til, eller burde have haft kendskab til, at der var sket en fejlbehandling.

Brud på patientrettigheder kan også indklages til Styrelsen for Patientsikkerhed, f.eks. hvis man mener, at sygehuset eller regionen har tilsidesat rettigheder vedr. f.eks. frit og udvidet frit sygehusvalg, udredningsret, oplysningspligt m.v.

Klager over regionens serviceniveau, for eksempel personalets opførsel, arbejdets tilrettelæggelse, lokaleforhold, mad og rengøring, skal rettes til regionens ledelse.

Ved skade i forbindelse med en behandling eller en undersøgelse kan der søges om erstatning ved Patienterstatningen.

[Til indholdsfortegnelsen] 10. Registrering
Generelt har sundhedsfagligt personale pligt til at dokumentere sundhedsfaglig virksomhed, og regioner, kommuner, privatpraktiserende sundhedspersoner og private klinikker m.v. har pligt til at indberette oplysninger om sundhedsfaglig virksomhed til de centrale myndigheder. SKS (Sundhedsvæsenets Klassifikations System) er en samling af de nationale klassifikationer, der løbende udvikles og vedligeholdes af Sundhedsdatastyrelsen. SKS bruges primært inden for sygehusvæsenet, bl.a. i forbindelse med registrering af sundhedsfaglige ydelse i de patientadministrative systemer og efterfølgende indberetning til Landspatientregistret. I SKS indgår danske udgaver af internationale klassifikationer, f.eks. baseret på Verdenssundhedsorganisationen, WHO’s ICD-10, og operationsklassifikationen, baseret på den nordiske NCSP. Siden 1. januar 2017 er koder i afsnit DF64 nedlagt i SKS.

Til registrering af kontakter vedr. sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold kan følgende kontaktkoder anvendes fra SKS:
  • DZ768E1 Kontakt pga. transkønnethed
  • DZ768E2 Kontakt pga. kønsidentitetsforhold i barndommen
  • DZ768E3 Kontakt pga. andre kønsidentitetsforhold
  • DZ768E4 Kontakt pga. kønsidentitetsforhold UNS

Tilstande eller lidelser, der er bestående eller erkendes ifm. sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold skal i relevant omfang kodes som bidiagnoser efter generelle principper for dokumentation.

[Til indholdsfortegnelsen] 11. Tilladelse til kastration
Efter gældende regler [XIII] kan en ansøger få tilladelse til kastration som led i kønsskifte ‘.. hvis ansøgeren har fået stillet diagnosen transseksualitet, har et vedholdende ønske om kastration og kan overskue konsekvenserne heraf’. Reglerne har specifikke krav til ansøgningens udformning samt krav til lægelig vejledning om indgrebets beskaffenhed og direkte følger og om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet. Det fremgår desuden af reglerne, at Sundhedsstyrelsen ikke må tillade kastration af personer under 18 år, ligesom der er særlige regler for værgemål hos voksne inhabile. Der henvises i øvrigt til lovbemærkninger ifm. ændringen af sundhedsloven i 2014 [XIV].

I det følgende præciseres regler fvsa. Sundhedsstyrelsen sagsbehandling, idet det bemærkes at styrelsen fortolker lovens ord om ’stillet diagnosen transseksualitet’ jfr. også lovbemærkninger ifm. ændring af sundhedsloven [XV] som at den pågældende har en vedvarende tilstand af ubehag eller forpinthed som følge af uoverensstemmelse mellem fødselskøn og egen kønsidentitet, og at denne tilstand af kønsdysfori er vurderet og bekræftet af en speciallæge med særlige kompetencer som led i et tværfagligt udredningsprogram som anført i afsnit 4.

Ved kastration forstås et indgreb, hvorved kønskirtlerne (testikler eller æggestokke) fjernes, eller behandlinger, hvorved de varigt sættes ud af funktion. Kastration som led i kønsskifte forstås som indgreb hvor testikler eller æggestokke fjernes uden anden lægefaglig indikation end kønsdysfori med ønske om kønsmodificerende behandling.

Den person, som ønsker kastration som led i kønsskifte, skal sende en ansøgning til Sundhedsstyrelsen. Ansøgninger kan med fordel indsendes som krypteret mail.

Ansøgningen skal være dateret, underskrevet og indeholde følgende oplysninger:
  • Ansøgerens navn, bopælsadresse og CPR-nummer
  • Hvilke kønskirtler der ønskes fjernet, hvor længe ønsket om kastration har bestået samt begrundelser for ønsket om kastration udfra den enkeltes situation og kønsidentitetsforhold
  • Hvem der har varetaget hidtidig udredning og kønsmodificerende medicinsk behandling, samt tilladelse til at Sundhedsstyrelsen kan indhente udtalelser herfra, samt hvis relevant fra Retslægerådet

Sundhedsstyrelsen indhenter herefter en erklæring fra den kønsidentitetsklinik, hvor ansøgeren har været i et udredningsforløb. Såfremt ansøgeren ikke har været udredt eller behandlet i Danmark henviser Sundhedsstyrelsen ansøgeren til kønsidentitetsklinik ved offentligt sygehus nærmest ansøgers bopæl. Resultater af udenlandske udredningsforløb kan udfra en konkret vurdering ved kønsidentitetsklinikkens forløbsansvarlige speciallæge erstatte hele eller dele af udredningen.

Hvis Sundhedsstyrelsen vurderer, at ansøgeren opfylder betingelserne, sender Sundhedsstyrelsen en tilladelse til kastration til ansøger, og meddeler samtidig tilladelsen til den kønsidentitetsklinik, som har udarbejdet erklæringen.

Hvis erklæringen giver Sundhedsstyrelsen anledning til tvivl om grundlaget for at give tilladelse kan styrelsen indhente en udtalelse fra Retslægerådet. Vurderer Sundhedsstyrelsen, at betingelserne ikke er opfyldt, partshøres ansøgeren inden styrelsen træffer endelig afgørelse.

Erklæringen fra den kønsidentitetsklinik hvor udredningsforløbet er foretaget, skal være udfærdiget eller godkendt af den forløbsansvarlige speciallæge, og skal indeholde en beskrivelse af følgende forhold vedr. ansøgeren:
  • en redegørelse for det samlede udredningsforløb, herunder væsentlige forhold i sygehistorien og væsentlige resultater af den fysiske og psykologiske undersøgelser og psykosociale vurderinger
  • en beskrivelse af den gennemgåede kønsmodificerende behandling, herunder type og varighed samt fysiske, psykiske og psykosociale reaktioner herpå
  • en vurdering af varighed og omfang af ubehag og forpinthed som følge af uoverensstemmelse mellem fødselskøn og egen kønsidentitet
  • en beskrivelse af hvor længe og hvor vedholdende ansøger har udtrykt ønske om kastration
  • en beskrivelse af den lægelige vejledning, der er givet vedr. kastrationsindgrebets beskaffenhed og direkte følger og om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet.
  • en vurdering af ansøgers habilitet, herunder om ansøger vurderes at kunne overskue konsekvenserne heraf
  • øvrige sundhedsfaglige forhold, der vurderes relevante for Sundhedsstyrelsens behandling af ansøgningen

Erklæringen skal indeholde et resume og en samlet konklusion på udredningsforløbet, med tilkendegivelse om ansøgeres ønske om kastration som led i kønsskifte kan støttes.

Ved modtagelse af ansøgninger om tilladelse til kastration som led i kønsskifte vil Sundhedsstyrelsen senest 8 hverdage efter modtagelsen tilsende ansøger kvittering og evt. information om manglende formelle forhold ved ansøgning. Når der er modtaget en fyldestgørende ansøgning vil Sundhedsstyrelsen senest 8 hverdage efter modtagelsen indhente en erklæring fra den kønsidentitetsklinik, hvor ansøgeren har været i et udredningsforløb. Sædvanligvis skal klinikken fremsende erklæring senest 30 hverdage fra modtagelsen af styrelsen henvendelse. Ved modtagelsen af fyldestgørende erklæring fra kønsidentitetsklinik vil Sundhedsstyrelsen fremsende tilladelse til kastration til ansøger senest 30 dage fra modtagelsen af erklæringen. Ved behov for indhentelse af udtalelse fra Retslægerådet vil styrelsens sagsbehandlingstid være stillet i bero indtil modtagelse af rådets udtalelse.

For at undgå unødigt lang ventetid på kastration og nedre kirurgi kan ansøgning om kastration indsendes til Sundhedsstyrelsen når der er gennemfør 9 måneders sammenhængende kønsmodificerende hormonbehandling, idet evt. tilladelse i givet fald gøres betinget af endelig vurdering ved den forløbsansvarlige speciallæge af gennemført mindst 12 måneders sammenhængende behandling før kastration.

Sundhedsstyrelsen afgørelser efter Sundhedslovens § 115 kan indklages for Sundheds- og Ældreministeriet, som dog ikke kan tage stilling til Sundhedsstyrelsens faglige skøn.

Behandling En sundhedsfaglig indsats, der sigter på at påvirke sjælelige eller legemlige forhold i en bestemt retning.
Fødselskøn Det køn man fik tildelt ved fødslen.
Indikation En lægefaglig vurdering af behandlingsbehov og begrundelse ift. en konkret behandling.
Juridisk kønsskifte Ændring af kønsbetegnelse, personnummer og fornavn i CPR – Det Centrale Personregister.
Kastration Kirurgiske fjernelse af æggestokke eller testikler, eller anden varig reduktion af disses funktion.
Kontraindikation Tilstand eller faktor, som øger risikoen ved at udføre en bestemt behandling. En absolut kontraindikation er en tilstand, som forbyder anvendelsen af behandlingen i det hele taget.
Kønsdysfori En tilstand af ubehag som følge af uoverensstemmelse mellem fødselskøn og kønsidentitet
Kønshormoner Østrogener eller testosteron
Kønsidentitet Personlig oplevelse af at være sit køn, herunder hvordan man er sit køn (kønsudtryk)
Kønsmodificerende behandling Medicinsk eller kirurgisk behandling, der har til formål at ændre kønsudtrykket og understøtte den enkeltes ønskede kønsidentitet
Kønsskifteoperation Kønsmodificerende kirurgisk behandling på kønsorganer (nedre kirurgi)
Kønsudtryk Den form og måde man er sin kønsidentitet
Observation En sundhedsfaglig indsats, hvor en spontan udvikling, eller effekt af iværksat behandling, overvåges og afventes
Informeret samtykke En habil persons frivillige accept af tilbudt sundhedsfaglig indsats, på baggrund af information om denne fra den ansvarlige sundhedsperson
Stophormoner Lægemidler, der hæmmer den enkeltes egen produktion af kønshormoner eller virkningen af disse, og dermed pubertet og udvikling af kønskarakteristika. Kaldes også hæmmende eller supprimerende hormoner, testosteron/østrogenhæmmere m.v.
Sundhedsfaglig hjælp Rådgivning, støtte, udredning, observation, behandling, opfølgning, rehabilitering m.v., der ydes af sundhedspersoner og af sundhedsvæsenet
Sundhedsperson En person med sundhedsfaglig uddannelse, der er autoriseret af de centrale myndigheder
Udredning En sundhedsfaglig indsats, hvor den enkeltes forhold afdækkes systematisk, herunder sjælelige, legemlige og sociale forhold

[Til indholdsfortegnelsen] 13. Ophævelse
Denne vejledning ophæver Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 10353 af 18. december 2014 om udredning og behandling af transkønnede.

Noter
  1. [Retur] Lovbekendtgørelse nr.1356 af 23. oktober 2016. Bekendtgørelse af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven). Jfr. § 17.
  2. [Retur] Lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016. Bekendtgørelse af sundhedsloven. Jfr. § 214.
  3. [Retur] Jfr. Sundhedslovens § 207-209, se også: Vejledning nr. 9053 af 27. januar 2014 om udmøntning af sundhedslovens § 208 om specialeplanlægning.
  4. [Retur] Lov nr. 752 af 25. juni 2014. Lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister.
  5. [Retur] Sundhedslovens kapitel V, jfr. bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv. samt vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.
  6. [Retur] Bekendtgørelse nr. 834 af 27. juni 2014. Bekendtgørelse om kosmetisk behandling.
  7. [Retur] Lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016. Bekendtgørelse af sundhedsloven. Jfr. § 115 stk. 1 og 3 samt § 116. Se også: Bekendtgørelse nr. 957 af 28. august 2014. Bekendtgørelse om sterilisation og kastration.
  8. [Retur] Lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016. Bekendtgørelse af sundhedsloven. Jfr. § 17.
  9. [Retur] Sundhedsstyrelsens vejledning af 2. juli 1999 vedr. indførelse af nye behandlinger i sundhedsvæsenet.
  10. [Retur] Lovbekendtgørelse nr. 955 af 21. august 2014. Bekendtgørelse af lov om krav til kvalitet og sikkerhed ved håndtering af humane væv og celler (vævsloven).
  11. [Retur] Lovbekendtgørelse nr. 93 af 19. januar 2015. Bekendtgørelse af lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. Se også: bekendtgørelse nr. 672 af 8. maj 2015 om assisteret reproduktion, med senere ændringer.
  12. [Retur] Lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016. Bekendtgørelse af sundhedsloven. Jfr. § 82b og § 87. Bekendtgørelse nr. 1207 af 22. september 2016. Bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling m.v. Jfr. § 21.
  13. [Retur] Lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016. Bekendtgørelse af sundhedsloven. Jfr. § 115 stk. 1 og 3 samt § 116. Se også: Bekendtgørelse nr. 957 af 28. august 2014. Bekendtgørelse om sterilisation og kastration.
  14. [Retur] Jfr. L 189 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v). Folketingssamling 2013-14. Det fremgår heraf bl.a. at Sundhedsstyrelsen ved behandling af en ansøgning skal påse, at ansøgeren har diagnosen transseksualitet, hvilket indebærer ubehag eller utilstrækkelighed ved egne kønskarakteristika. Samtidig vil Sundhedsstyrelsen påse, at ansøgerens ønske har været vedholdende gennem længere tid, at det vurderes at ville være vedvarende, og at ansøgeren kan overskue konsekvenserne. Endvidere vil det blive påset, at der ikke foreligger øvrige oplysninger, der taler imod indgrebet.
  15. [Retur] Jfr. L 189 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v). Folketingssamling 2013-14. Det fremgår heraf bl.a. at Sundhedsstyrelsen ved behandling af en ansøgning skal påse, at ansøgeren har diagnosen transseksualitet, hvilket indebærer ubehag eller utilstrækkelighed ved egne kønskarakteristika. Samtidig vil Sundhedsstyrelsen påse, at ansøgerens ønske har været vedholdende gennem længere tid, at det vurderes at ville være vedvarende, og at ansøgeren kan overskue konsekvenserne. Endvidere vil det blive påset, at der ikke foreligger øvrige oplysninger, der taler imod indgrebet.

* * *
Udkastet i pdf-format.

Spgsm. 622 den 3. marts 2017 om dokumentation for, hvorfor kønshormonhandling af transpersoner betegnes som højt specialiseret. Svar 31. marts 2017.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 3. marts 2017 efter ønske fra Flemming Møller Mortensen (S) spørgsmål 622 – Alm. del Samling: 2016-17 – om hvilken dokumentation Sundhedsstyrelsen lægger til grund for, at kønshormonbehandling af transpersoner betegnes som højt specialiseret, til sundhedsminister, Karen Ellemann, der svarede den 31. marts 2017. Svaret offentliggjort den 3. april 2017.

Spørgsmål
Ministeren bedes endvidere oplyse, hvilken dokumentation Sundhedsstyrelsen lægger til grund for, at kønshormonbehandling af transpersoner betegnes som Karen Ellemann specialiseret.

Svar
Til brug for min besvarelse har ministeriet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen oplyser følgende:
Sundhedsstyrelsen finder, at den sundhedsfaglige hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling ikke kan løses monofagligt. Det samlede sundhedsfaglige tilbud skal være helhedsorienteret og sammenhængende, og forudsætter et stærkt tværfagligt samarbejde. De involverede sundhedspersoner skal have erfaring og særlige kompetencer ift. rådgivning, udredning og behandling af kønsidentitetsforhold, og det faglige samarbejde kan med fordel forankres i et fast multidisciplinært team med jævnlige konferencer.

Kønsmodificerende medicinsk behandling (kønshormonbehandling) kan have irreversible effekter og potentielle skadevirkninger, og forudsætter derfor en grundig faglig vurdering af indikation og evt. kontraindikationer. Denne vurdering skal varetages af fagpersoner, med særlig erfaring og kompetencer, og i et tværfagligt regi som beskrevet. Ud fra et fastlagt opfølgningsprogram kan hele eller dele af vedligeholdelsesbehandlingen og kontrollen varetages på andet sygehus, speciallægepraksis eller hos egen læge. Sundhedsstyrelsen har i denne sammenhæng taget udgangspunkt i såvel videnskabelig litteratur som gældende praksis i andre lande, vi sammenligner os med. Væsentligst at nævne er den faglige retningslinje ’Standards of Care’ (SOC) som er udsendt af the World Professional Association for Transgender Health (WPATH)). Sundhedsstyrelsen har desuden inddraget faglige anbefalinger fra lande som Storbritannien og Sverige.

I henhold til SOC bør hormonbehandling af transkønnede ske med udgangspunkt i et helhedsorienteret tilgang til den person, der skal behandles og i en tværfaglig kontekst, så det sikres, at de ændringer der vil ske med personen som følge af hormonbehandlingen kan understøttes såvel fysisk som psykisk og socialt. Videre anbefaler SOC, at der er foretaget både somatisk, psykisk og social udredning, før hormonbehandling iværksættes.

For regionale sygehuse, og for offentligt finansierede sygehusydelser ved private aktører, fastsætter Sundhedsstyrelsen kriterier og godkender varetagelse af specialfunktioner, som er beskrevet i de til enhver tid gældende specialevejledninger [1].

Autorisationslovens bestemmelser om omhu og samvittighedsfuld gælder generelt både for offentligt finansierede sygehusydelser, for sygesikringsfinansierede ydelser og for privatfinansierede ydelser ved speciallæge, privathospital, klinik m.v. Bestemmelserne om omhu og samvittighedsfuldhed er præciseret i Sundhedsstyrelsens til enhver tid gældende vejledninger, herunder vejledning vedr. kønsidentitetsforhold. Privatklinikker m.v. vil således kunne varetage kønsmodificerende medicinsk behandling indenfor rammer, som defineret i vejledningen.

Fsva. de offentligt finansierede sygehustilbud er et grundlæggende udgangspunkt for specialeplanlægningen, at ”øvelse gør mester”; dvs. at kvaliteten bliver bedre, hvis den sundhedsfaglige erfaring og antallet at behandlinger samles.

Sundhedsstyrelsen har netop udsendt en revideret specialeplan, som træder i kraft juni 2017, og som har defineret følgende specialfunktion i specialet gynækologi og obstetrik, med godkendelse af Rigshospitalet og Ålborg Universitetshospital:

Kønsidentitetsforhold hos personer med ønske om sundhedsfaglig vurdering og behandling, herunder ønske om kønsmodificerende behandling. Omfatter også fjernelse af livmoder og æggestokke samt andre indgreb på kønsorganer der foretages mhp. kønsskifte.

Udgangspunktet for Sundhedsstyrelsens godkendelse af specialfunktioner er regionernes ansøgninger, og ved godkendelse af de to sygehuse har Sundhedsstyrelsen bl.a. taget hensyn til behovet for geografisk spredning af tilbud samtidig med, at styrelsen har bemærket, at der for denne højtspecialiserede funktion vurderes at være ca. 200 ny-henviste personer pr. år. Såfremt antallet af ny-henviste personer stiger kan styrelsen, på lige fod med øvrige specialfunktioner, udvide antallet af godkendte sygehusmatrikler eller nedgradere specialiseringsniveauet.

Jeg kan henholde mig til oplysningerne fra Sundhedsstyrelsen.

Med venlig hilsen
Karen Ellemann

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] “de til enhver tid gældende specialevejledninger
    Specialeplan 2010 med specialevejledninger.
    Specialeplan 2017 med specialevejledninger.

Spgsm. 621 den 3. marts 2017 om myndighederne har fundet grundlag for kritik af privatpraktiserende speciallægers kønshormonbehandling af transpersoner. Svar 31. marts 2017.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 3. marts 2017 efter ønske fra Flemming Møller Mortensen (S) spørgsmål 621 – Alm. del Samling: 2016-17 – om der er tilfælde, hvor myndighederne har fundet grundlag for eller overvejet, om der var grundlag for kritik eller anden sanktion over for privatpraktiserende speciallæger på grund af deres kønshormonbehandling af transpersoner, til sundhedsminister, Karen Ellemann, der svarede den 31. marts 2017. Svaret offentliggjort den 3. april 2017.

Spørgsmål
Ministeren bedes oplyse, om der forud for den 23. november 2012 er tilfælde, hvor myndighederne har fundet grundlag for eller overvejet, om der var grundlag for kritik eller anden sanktion over for privatpraktiserende speciallæger på grund af deres kønshormonbehandling af transpersoner, og i bekræftende fald oplyse, hvor mange sager det drejede sig om og baggrunden for disse sager, samt indholdet af afgørelserne?

Svar
Til brug for min besvarelse har ministeriet indhentet bidrag fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser følgende:
Styrelsen for Patientsikkerheds har ikke mulighed for i sit journalsystem systematisk at fremsøge tilsynssager med det efterspurgte tema. Styrelsen har dog fundet de 2 nedenstående sager.

1.
Tilsynet i den daværende Sundhedsstyrelse har i forbindelse med en gennemgang i 2011 af journalerne fra en privatpraktiserende speciallæge i gynækologi og obstetrik samt plastikkirurgi fundet, at lægens kønshormonbehandling af bl.a. fire transseksuelle patienter i perioden 1998-2006 har været mangelfuld.

Styrelsen sendte derefter sagerne vedr. disse fire patienter til Patientombuddet til videre foranstaltning. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 620 vedr. Patientombuddets afgørelse af disse sager.

2.
Herudover har tilsynet i daværende Sundhedsstyrelse vurderet patientjournaler for piger under 18 år, som en speciallæge i gynækologi og obstetrik havde ordineret kønshormonbehandling til i 2011. Sundhedsstyrelsen vurderede, at speciallægen ikke havde udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed i forbindelse med udredning og diagnosticering af patienterne, inden kønshormonbehandlingen blev iværksat og indkaldte derfor speciallægen til et møde med henblik på en drøftelse af hans faglige virke.

Mødet blev aflyst, da speciallægen oplyste, at han havde indstillet enhver form for behandling af transseksuelle patienter, og henvist alle sine patienter til Sexologisk Klinik på Rigshospitalet. Da Sundhedsstyrelsen da vægtede den fremadrettede risiko for patienterne, blev speciallægen i stedet indkaldt til møde for at drøfte de faktiske forhold om hormonbehandling af transseksuelle udenfor det højtspecialiserede behandlingstilbud.

Styrelsen understregede her, at det kun er Sexologisk Klinik, der har kompetencen til at initiere behandling af transseksuelle under 18 år, hvilket skal ske i tæt samarbejde mellem børne- ungepsykiatere, endokrinologer og pædiatere.

Det blev endvidere blandt andet pointeret, at andre patienter, der ønskede behandling med det modsatte køns hormoner, som minimum skulle udredes efter kriterierne i Standards of Care fra World Professional Association for Transgender Health, indtil styrelsens nye vejledning om behandling af transkønnede forelå, hvorefter den ville være gældende.

Styrelsen har også efter den 23. november 2012 ført tilsyn med lægen pga. dennes kønshormonbehandling af transseksuelle.

Jeg kan henholde mig til oplysningerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Med venlig hilsen
Karen Ellemann

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

Spgsm. 620 den 3. marts 2017 om klager over privatpraktiserende speciallægers kønshormonbehandling af transpersoner. Svar 31. marts 2017.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 3. marts 2017 efter ønske fra Flemming Møller Mortensen (S) spørgsmål 620 – Alm. del Samling: 2016-17 – om om klager over privatpraktiserende speciallægers kønshormonbehandling af transpersoner, til sundhedsminister, Karen Ellemann, der svarede den 31. marts 2017. Svaret offentliggjort den 3. april 2017.

Spørgsmål
Ministeren bedes oplyse, om der forud for den 23. november 2012 er indgivet klager over privatpraktiserende speciallægers kønshormonbehandling af transpersoner, og i bekræftende fald hvor mange klager der dels er indgivet og dels er behandlet, klagernes indhold og indholdet af afgørelserne.

Svar
Til brug for min besvarelse har ministeriet indhentet bidrag fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser følgende:
Styrelsen for Patientsikkerheds sagsregister indeholder ikke en så detaljeret registrering i de enkelte klagesager om klagernes indhold, at det er muligt at søge på det efterspurgte klagetema.

Styrelsens har derfor ikke kunnet finde frem til andre klagesager, end de fire sager, som er nævnt i besvarelsen af spørgsmål 621.

I disse fire sager har disciplinærnævnet fundet anledning til kritik med indskærpelse over for lægen.

Det er ikke muligt at søge længere tilbage end 2004 i Klagecentrets elektroniske system.

Jeg kan henholde mig til oplysningerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Med venlig hilsen
Karen Ellemann

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

FN kampagne – The Lesson – om mobning af LGBTIQ-unge lanceret den 2. maj 2017.

Vist 0 gange.
UN Free & Equal - The Lesson

UN Free & Equal – The Lesson

UN Free & Equal lancerede den 2. marts 2017 en ny mikro-kampagne, der har til formål at øge bevidstheden om omfanget og virkningerne af mobning af LGBTIQ-unge og opfordrer forældre, lærere, skoler og regeringer til at gøre deres indflydelse gældende til at bringe det til ophør.

Kampagnen har en kort, animeret video, “The Lesson”, skabt med berømte børnebogsforfatter Daniel Errico og animationsselskabet Kavaleer Productions. Den fortæller den bittersøde historie om en dreng, hvis venskab med en pige bliver problematisk, da hans mor ser hende kysse en anden pige.
Se videoen herunder.
Den tilhørende hjemmeside indeholder link til et faktablad, der er produceret i samarbejde med UNESCO med henstillinger til uddannelsesministerier og skolemyndigheder, og har praktiske råd til forældre og LGBTIQ-unges kammerater. Der er også materialer til at dele med venner og følgere på sociale medier.

FN Free & Equal skriver:
Hver dag bliver lesbiske, bøsser, biseksuelle, trans (LGBT) og intersex børn – og andre børn som trodser kønsstereotyperne – mobbet i skolen, i hjemmet og i samfundet. Mobning kan antage mange former – fra hån og øgenavne til brutal vold.

Børn, der udsættes for denne form for overgreb har en højere risiko for angst, ensomhed, lavt selvværd, selvskadende adfærd, depression og selvmord. De er også mere tilbøjelige til at droppe ud af skolen.

FN opfordrer alle – fra forældre og lærere til regeringer – til at beskytte disse børns grundlæggende ret til at leve uden vold og diskrimination. Dine handlinger betyder noget!

Besøg den tilhørende hjemmeside for at lære mere.

Hvis du vil vide mere om, hvad regeringerne kan gøre:

L 55. Referat af 3. behandlingen den 2. marts 2017. Vedtaget.

Vist 0 gange. Den 2. marts 2017 havde Folketinget 3. behandling af lovforslag L 55 – Samling: 2015-16 – om forslag til lov om udstedelse af legitimationskort. Lovforslaget blev vedtaget og træder i kraft den 1. juli 2017.

Kl. 1002
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Der er ikke stillet ændringsforslag.
Er der nogen, der ønsker at udtale sig?
Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.
Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse.
Afstemningen er slut.

For stemte 110 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

* * *
Folketingets journal med referat af 3. behandlingen.

* * *
Lovforslaget blev udmøntet i lov nr. 236 af 15. marts 2017 om udstedelse af legitimationskort.

Specialeplan 2017 for sygehusvæsenet. Offentliggjort den 1. marts 2017. Ikrafttrædelse den 1. juni 2017.

Vist 0 gange. Sundhedsstyrelsen har den 1. marts offentliggjort Specialeplan 2017 for sygehusvæsenet, som træder i kraft den 1. juni 2017 og afløser Specialeplan 2010.
Specialeplanen sætter rammerne for hvilke offentlige og private hospitaler, der må varetage specialiserede sygehusfunktioner i Danmark.

Specialeplanen består af en lang række af specialevejledninger for de forskellige specialer og herunder hvilke sygehuse, der må varetage behandlingen.

Omtale af specialeplan 2017 hos Sundhedsstyrelsen.

Herunder gengives uddrag fra følgende specialevejledninger.
Specialevejledning for Børne- og ungdomspsykiatri
Specialevejledning for Gynækologi og obstetrik
Specialevejledning for Plastikkirurgi
Specialevejledning for Psykiatri

* * *
[Til top] Specialevejledning for Børne- og ungdomspsykiatri
Specialebeskrivelse
Børne- og ungdomspsykiatri omfatter forebyggelse, diagnostik, behandling, opfølgning og rehabilitering af mentale og adfærdsmæssige forstyrrelser og psykiske sygdomme hos børn og unge.
Specialet varetager desuden forskning, udvikling og uddannelse inden for specialets områder.

Følgende er højt specialiserede funktioner:
  1. Kønsidentitetsforhold hos børn og unge med ønske om sundhedsfaglig vurdering og behandling, herunder ønske om kønsmodificerende behandling (100 personer). Varetages i tæt samarbejde med pædiatri og psykiatri.
    Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Region Hovedstaden (Bispebjerg)

Baggrund for udarbejdelse af specialevejledningen
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet denne specialevejledning på baggrund af en revision af specialevejledningen fra Specialeplan 2010 og har i arbejdet indhentet rådgivning fra faglige repræsentanter fra regionerne samt fra de relevante videnskabelige selskaber m.v. Sundhedsstyrelsens udgivelse ’Specialeplanlægning – Begreber, principper og krav’ (tilgængelig fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside) beskriver rammerne for specialeplanlægningen.

Følgende udgivelser er inddraget i specialeplanlægningen i relevant omfang:
(Her nævnes kun en ud af 5).

Specialevejledning for Børne- og ungdomspsykiatri i pdf-format.

* * *
[Til top] Specialevejledning for Gynækologi og obstetrik
Specialebeskrivelse
Gynækologi og obstetrik varetager forebyggelse, diagnostik, behandling, pleje, palliation og rehabilitering af sygdomme og symptomer i de kvindelige kønsorganer, herunder kønshormonrelaterede sygdomme, infertilitet, svangerskabsforebyggelse, tidlige graviditetsproblemer, svangerskabsafbrydelse, samt sygdomme, der skyldes forandringer i bækkenbund og nedre urinveje. Desuden varetages sundhedsfremme, forebyggelse, diagnostik, behandling og pleje under svangerskab, fødsel og barselsperiode, herunder prænatal diagnostik og rådgivning samt kontrol og behandling af det ufødte barns sygdomme (føtalmedicin).
Specialet varetager desuden forskning, udvikling og uddannelse inden for specialets områder.

Følgende er højt specialiserede funktioner:
  1. Kønsidentitetsforhold hos personer med ønske om sundhedsfaglig vurdering og behandling, herunder ønske om kønsmodificerende behandling (300 personer). Omfatter også fjernelse af livmoder og æggestokke samt andre indgreb på kønsorganer der foretages mhp. kønsskifte.
    Varetages i tæt samarbejde med psykiatri og plastikkirurgi. Vedligeholdelsesbehandling med kønshormoner kan varetages på hovedfunktionsniveau efter fastlagt behandlingsplan.[er i endelig høring i Det Rådgivende Udvalg med frist den 15. marts 2017] Rigshospitalet, Blegdamsvej
    Aalborg UH Nord (i formaliseret samarbejde))

Baggrund for udarbejdelse af specialevejledningen
Denne specialevejledning er udarbejdet som led i Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning, jf. sundhedslovens § 208, som omhandler organiseringen og varetagelsen af specialfunktioner på danske sygehuse. Udgangspunktet har været en revision af specialevejledningen fra Specialeplan 2010 og Sundhedsstyrelsen har i arbejdet indhentet rådgivning fra faglige repræsentanter fra regionerne samt fra de relevante videnskabelige selskaber m.v. Sundhedsstyrelsens udgivelse ’Specialeplanlægning – Begreber, principper og krav’ beskriver rammerne for specialeplanlægningen.

Følgende udgivelser er inddraget i specialeplanlægningen i relevant omfang:
(Der er ingen transrelevante udgivelser nævnt).

Specialevejledning for Gynækologi og obstetrik i pdf-format.

* * *
[Til top] Specialevejledning for Plastikkirurgi
Specialebeskrivelse
Plastikkirurgi omfatter forebyggelse, diagnostik, behandling, palliation og rehabilitering af patienter med sygdomme, skader og medfødte misdannelser, hvor korrektiv eller rekonstruktiv kirurgi kan blive et led i behandlingen.
Specialet varetager desuden forskning, udvikling og uddannelse inden for specialets områder.

Følgende er højt specialiserede funktioner:
Særlige områder i plastikkirurgi
  1. Kønsmodificerende kirurgikønsorganer. Varetages i tæt samarbejde med psykiatri og gynækologi og obstetrik.
    Rigshospitalet, Blegdamsvej

Baggrund for udarbejdelse af specialevejledningen
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet denne specialevejledning på baggrund af en revision af specialevejledningen fra Specialeplan 2010 og har i arbejdet indhentet rådgivning fra faglige repræsentanter fra regionerne samt fra de relevante videnskabelige selskaber m.v. Sundhedsstyrelsens udgivelse ’Specialeplanlægning – Begreber, principper og krav’ (tilgængelig fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside) beskriver rammerne for specialeplanlægningen.

Følgende udgivelser er inddraget i specialeplanlægningen i relevant omfang:
(Der er ingen transrelevante udgivelser nævnt).

Specialevejledning for Plastikkirurgi i pdf-format.

* * *
[Til top] Specialevejledning for Psykiatri
Specialebeskrivelse
Psykiatri omfatter forebyggelse, diagnostik, behandling, opfølgning og rehabilitering af patienter med psykotiske og ikke-psykotiske lidelser samt psykiske lidelser kombineret med misbrug hos voksne.
Specialet varetager desuden forskning, udvikling og uddannelse inden for specialets områder.

Følgende er højt specialiserede funktioner:
  1. Kønsidentitetsforhold hos personer med ønske om sundhedsfaglig vurdering og behandling, herunder ønske om kønsmodificerende behandling (300 personer). Varetages i tæt samarbejde med gynækologi og obstetrik samt plastikkirurgi.
    Psykiatrisk Center København (Rigshospitalet)
    Psykiatrien Nordjylland Aalborg (i formaliseret samarbejde)
  2. Diagnostik og behandling af særligt komplicerede somatiske og psykiatriske tilstande med seksuelle forstyrrelser, specielle handicap, intersex tilstande og seksuelle problemer i forbindelse med vold, incest og lignende (50-100 pt.)
    Psykiatrisk Center København (Rigshospitalet)
    AUH, Risskov Psykiatriske Hospital

Baggrund for udarbejdelse af specialevejledningen
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet denne specialevejledning på baggrund af en revision af specialevejledningen fra Specialeplan 2010 og har i arbejdet indhentet rådgivning fra faglige repræsentanter fra regionerne samt fra de relevante videnskabelige selskaber m.v. Sundhedsstyrelsens udgivelse ’Specialeplanlægning – Begreber, principper og krav’ (tilgængelig fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside) beskriver rammerne for specialeplanlægningen.

Følgende udgivelser er inddraget i specialeplanlægningen i relevant omfang:
(Her nævnes kun en ud af 14).

Specialevejledning for Psykiatri i pdf-format.

R 9. Ligestillingsministerens redegørelse den 28. februar 2017 om perspektiv- og handlingsplan 2017.

Vist 0 gange.
Redegørelse/Perspektiv- og handlingsplan 2017

Redegørelse/Perspektiv- og
handlingsplan 2017

Titel Redegørelse/Perspektiv-
og handlingsplan 2017
Udfærdiget og
udgivet af
Minister for ligestilling og
Udenrigsministeriet
Udgivet 28. februar 2017
Antal sider 24
Sprog Dansk
ISBN-13 Trykt 978-87-7195-006-9
ISBN-13 Elektronisk 978-87-7195-007-6

Ligestillingsminister, Karen Ellemann (V) anmeldte den 28. februar 2017 sin redegørelse om perspektiv- og handlingsplan 2017 til Folketinget. Den er planlangt til debat den 28. marts 2017.

Herunder gengives:
Uddrag af redegørelsen
(herunder afsnittet “Fremme LGBTI-personers deltagelse i samfundet”
Omtale af debatten i Folketinget onsdag den 29. marts 2017
(herunder videoklip og link til debatten hos TV fra Folketinget)

* * *
Uddrag af redegørelsen

Redegørelse af 28/2 17 om perspektiv- og handlingsplan 2017. (Redegørelse nr. R 9).
Ministeren for ligestilling (Karen Ellemann):

FORORD: LIGESTILLING BETYDER LIGE MULIGHEDER FOR ALLE
Ligestilling betyder, at vi skal værne om – og forsvare – den enkeltes ret til at udtrykke sig, og til at udfolde sig frit. At ethvert menneske frit bestemmer over egen krop og eget liv.
Ligestilling betyder, at alle – uanset køn, seksualitet eller kønsidentitet skal have frihed til at være, den de er. At vi skal respektere hinanden og den enkeltes valg.
[…]

1. RETTIGHEDER OG FRIHED FOR DEN ENKELTE
Alle i det danske samfund har ret til at bestemme over egen krop og liv og frihed til at bestemme sin partner. Vold, menneskehandel, sexisme, negativ social kontrol og diskrimination skal bekæmpes, så den enkeltes frihedsrettigheder og mulighed for at udfolde sig ikke begrænses.
[…]

Fremme LGBTI-personers deltagelse i samfundet
Friheden til at vælge sin partner og leve åbent med sin seksuelle orientering og kønsidentitet er en grundlæggende frihedsrettighed i Danmark.

Danmark har som det første land i verden besluttet, at transkønnethed ikke skal betragtes som en psykisk sygdom.
Danmark er også et af de lande i Europa, hvor færrest oplever diskrimination eller chikane på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet. I 2016 blev Danmark placeret på en fjerdeplads i ILGA Europes såkaldte Rainbow map, som rangerer lande efter LGBTI-personers [1] levevilkår.

Men der er stadig problemer med diskrimination og manglende accept af LGBTI-personer både i Danmark og internationalt. Udfordringerne starter allerede i skolealderen, hvor undersøgelser viser, det er almindeligt, at elever oplever negative kommentarer eller lignende over for skolekammerater, der opfattes som LGBT. Og alt for mange danskere med LGBT-baggrund har skjult sin seksuelle orientering eller kønsidentitet, da de gik i skole.

Der er derfor brug for at fortsætte arbejdet med at fremme lige muligheder og frihed for den enkelte uafhængigt af seksuel orientering og kønsidentitet.

Fakta
FRA (2014) EU LGBT Survey
[…]

Indsatser:
[…] Styrke fokus på LGBTI-personer i uddannelsessystemet: I forsommeren 2016 tilsluttede undervisningsministeren sig UNESCO’s »Call for Action« om LGBTI-personer i uddannelsessystemet, som der følges op på.

Opbakning til Happy Copenhagen i 2021: Regeringen vil gennem en støtteerklæring bakke op om Happy Copenhagens arbejde med at tiltrække Eurogames og WorldPride til København i 2021. Samtidig vil kulturministeren og ligestillingsministeren gå i dialog med fx Spillerforeningen, Danmarks Idrætsforbund og Dansk Boldspil Union for at undersøge, hvordan de kan bidrage til at fremme åbenhed og tolerance over for LGBTI-personer i idræt og sport.
[…]

2. BEDRE UDNYTTELSE AF RESSOURCER OG TALENTER
[…] Fremme ligestilling for børn og unge i dagtilbud og uddannelse
Alle uanset køn skal have lige muligheder for at udfolde sine potentialer og udleve sine drømme. Der skal være plads til at være pige og dreng på forskellige måder, og børn skal have rollemodeller af begge køn at spejle sig i både i dagtilbud og uddannelsessystemet.

Der eksisterer i dag mange indgroede bevidste og ubevidste normer om køn, som præger bl.a. læreres, pædagogers og forældres møde med og tilgang til børn og unge. Forestillinger og forventninger til piger og drenge skal ikke stå i vejen for det enkelte barns frie valg og udfoldelsesmuligheder.
[…]

* * *
Noter
  1. [Retur] ILGA Europe undersøgelse og FRA’s survey omfatter alene LGBT personer, hvorfor der ikke anvendes betegnelsen LGBTI, når der henvises til disse.

* * *
Folketingets journal vedrørende redegørelse R 9 om perspektiv- og handlingsplan 2017.
Redegørelse R 9 om perspektiv- og handlingsplan 2017 i Folketingstidende G i pdf-format.
Folketingets journal vedrørende redegørelsen som Ligestillingsudvalgets bilag 44 – Alm. del 2016-17.
Redegørelsen som Ligestillingsudvalgets bilag 44 – Alm. del 2016-17 – i pdf-format.

* * *
Omtale af debatten i Folketinget onsdag den 29. marts 2017

Debatten startede kl. 1723 og sluttede kl. 2038.
Selv om redegørelsen indeholder et særskilt afsnit om LGBTI-personer, så fyldte LGBTI-personers forhold kun ganske lidt i debatten. Ja reelt var der ikke debat om disse forhold – det var begrænset til enkelte korte udtalelser.

Jakob Engel-Schmidt, Venstres ligestillingsordfører kom med den længste udtalelse:
Kampen for ligestilling er selvfølgelig ikke givet. Det er vores privilegie heller ikke. Det er noget, vi hele tiden skal kampe for. Vi skal hele tiden sørge for, at mænd og kvinder, folk af transkøn har lige muligeder, man skal have lov at være den, man er, ligegyldig hvordan man ser ud, hvilken religion man har, hvordan man går klædt, hvilket køn man vælger og så videre og så videre.

Pernille Skipper, Enhedslisten nævnte ordet “kønsidentiet” i en opremsning af flere punkter.
May-Britt Kattrup, Liberal Alliance nævnte “LGBT-personer” i forbifarten.
Carolina Magdalene Maier, Alternativet nævnte, at transmænd skal kunne godkendes som far.
Trine Torp, SF nævnte “kønsidentiet” i en opremsning af flere punkter.
Sundhedsminister, Karen Ellemann, Venstre udtalte, at alle have lige ret til at udtrykke sig uanset køn eller kønsidentiet.

* * *
Tidligere redegørelser
R 10. Redegørelse den 25. februar 2016 om perspektiv- og handlingsplan for 2016.
Redegørelse/Perspektiv- og handlingsplan 2015.

L 55. Referat af 2. behandlingen den 28. februar 2017.

Vist 0 gange. Den 28. februar 2017 havde Folketinget 2. behandling af lovforslag L 55 – Samling: 2015-16 – om forslag til lov om udstedelse af legitimationskort.

Kl. 1445
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Der er ikke stillet ændringsforslag.

Er der nogen, der ønsker at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

* * *
Folketingets journal med referat af 2. behandlingen.

Herreklip må ikke nægtes en person med kvindeligt personnummer. Ligebehandlingsnævnet afgørelse – KEN nr 9179 af 27/02/2017 – af 27. februar 2017.

Vist 0 gange. Det var i strid med ligestillingsloven, at klager, der efter sine egne oplysninger fysisk fremstår som en kvinde, blev udelukket fra ydelsen ”herreklip”.
Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 2.500 kr.

* * *
Ligebehandlingsnævnets omtale af sagen.

J. nr. 2016-6811-32832
Det var i strid med ligestillingsloven, at klager, der efter sine egne oplysninger fysisk fremstår som en kvinde, blev udelukket fra ydelsen ”herreklip”.
Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 2.500 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en klager blev nægtet ydelsen ”herreklip” hos en frisørskole.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at klager blev nægtet ydelsen ”herreklip”.
Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 2.500 kr. med procesrente fra den 27. juni 2016, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling
Klager, der har et cpr-nummer tilhørende det kvindelige køn, blev efter det af klager oplyste ved henvendelse hos indklagede frisørskole den 24. juni 2016 nægtet ydelsen ”herreklip”.

Klagen blev sendt til Ligebehandlingsnævnet søndag den 26. juni 2016 kl. 19:09.

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at klager har været udsat for forskelsbehandling. Klager ønsker en godtgørelse og en ændring af indklagedes praksis.

Klager blev nægtet en ”herreklip” på baggrund af en antagelse af, at klager skulle være en kvinde.

Klager forklarede ekspedienten hos indklagede, at ønsket var en herrefrisure og brug af såkaldte mandeprodukter på trods af ekspedientens opfattelse af klagers køn.

Da ekspedienten oplyste, at det ikke kunne lade sig gøre, spurgte klager, om det var fordi, at ekspedienten kunne se, at klager har bryster. Hertil svarede ekspedienten ”ja desværre”. Klager valgte herefter at gå sin vej.

Klager kunne ikke få en ”herreklip”, ”bare fordi klager var korthåret”, som ekspedienten hos indklagede oplyste. Klagers kranium er ikke mere eller mindre besværligt at klippe end et, der sad på en person, som indklagede frisørskole ville tro på var en mand.

Produktet ”herreklip” burde være noget, som alle kan købe uanset køn. Klager blev opfattet som værende en kvinde uanset klagers kønsidentitet. Klager blev således nægtet den vare, klager ønskede at købe.

Hvis indklagede frisørskole anerkendte og oplyste på deres hjemmeside, at de diskriminerer trans– og intetkønnede, ville det være for åbenlyst, at de ikke ønsker at have disse kunder.

Indklagede afviser, at klager har været udsat for forskelsbehandling. Indklagede kan ikke genkende forløbet som oplyst af klager.

Klager ønskede at betale for en ”herreklip”. Indklagede oplyste, at det ville tage længere tid at klippe klager end en herre, da ”dameklip” er mere teknisk indviklet og mere tidskrævende. Klager ville derfor blive opkrævet for en ”dameklip”.

Klager nægtede at ville betale mere for en klipning og valgte at gå. Indklagede kan tilbyde en ”herreklip”, hvis klager ønsker dette.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Det er i dom af 10. november 2014 fra Østre Landsret om ydelserne ”dameklip” og ”herreklip” fastslået,

”… at betegnelserne »dameklipning«/»dameklip« henholdsvis »herreklipning«/»herreklip« i frisørbranchen generelt anvendes til at betegne to forskellige ydelser, som adskiller sig fra hinanden ved navnlig betydeligt større tekniske krav til klippeteknikken i »dameklip« som følge af de ønskede runde former og feminine udtryk, mens »herreklip« betegner en mere simpel klippeteknik, herunder maskinklipning. Ved »dameklip« anvendes desuden langt flere produkter til styling mv. end ved »herreklip«, og der ydes i højere grad råd og vejledning til kunden. »Dameklip« tager som følge af den større tekniske kompleksitet længere tid at udføre end »herreklip«. Forskellen er gennemsnitligt i hvert fald 15 minutter ved klipning med saks og noget større, hvis herreklipningen udføres med maskine.”

På denne baggrund fastslog landsretten, at prisforskel på ydelserne ikke var udtryk for forskelsbehandling, som strider mod ligebehandlingsprincipperne i ligebehandlingsloven.

Landsretten bemærkede endvidere,
”… at der hverken i ligestillingslovens definition af, hvad der skal forstås ved forskelsbehandling på grund af køn, lovens forarbejder, direktiv 2004/113/EF eller i national eller EU-Domstolens retspraksis er holdepunkter for, at alene det forhold, at to indholdsmæssigt forskellige ydelser, der ud fra en historisk begrundet og fortsat i kundeflertallets valg af ydelse begrundet tradition benævnes og dermed identificeres ved en henvisning til den typiske købers køn, udgør kønsdiskrimination. Der er således ikke grundlag for at statuere, at benævnelserne »dameklip« og »herreklip« i sig selv udgør kønsdiskrimination. (…)

Der ville imidlertid være tale om kønsdiskrimination, såfremt [de to sagsøgte kvinder] var blevet nægtet eller ville blive nægtet ydelsen »herreklip« med den begrundelse, at ydelsen ikke udbydes til kvinder.”

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

På baggrund af indklagedes oplysninger ville klager blive opkrævet betaling for en ”dameklip”, selvom klager efterspurgte ydelsen ”herreklip”.

Klager, der har et cpr-nummer tilhørende det kvindelige køn, fremstår efter sine egne oplysninger fysisk som en kvinde. Klager blev efter egne oplysninger nægtet ydelsen ”herreklip”.

Efter de foreliggende oplysninger vurderer nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at den indklagede frisørskole har udøvet forskelsbehandling.

Indklagede har ikke løftet sin bevisbyrde for, at det ikke skulle være tilfældet.

Nævnet vurderer på den baggrund, at indklagede har overtrådt ligestillingslovens forbud mod forskelsbehandling ved at udelukke klager fra ydelsen ”herreklip”.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 2.500 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrente fra den 27. juni 2016, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:
Lov om Ligebehandlingsnævnet
– § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
– § 9, stk. 1, om klagebehandling
– § 12, stk. 1 og stk. 2, om klagebehandling
Ligestillingsloven
– § 1 a, om lovens anvendelsesområde
– § 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
– § 2, stk. 4 om bevisbyrde
– § 3 c, om godtgørelse

* * *
Afgørelsen hos Retsinformation.

L 55. Bilag 11. Betænkning af 23. februar 2017 fra SUU over forslag til lov om udstedelse af legitimationskort.

Vist 0 gange. Social-, Indenrigs- og Børneudvalget afgav den 23. februar 2017 betænkning over lovforslag L 55 bilag 11 – Samling: 2016-17 – forslag til lov om udstedelse af legitimationskort.

* * *
Betænkning afgivet af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget den 23. februar 2017
Betænkning
over
Forslag til lov om udstedelse af legitimationskort
[af social- og indenrigsministeren (Karen Ellemann)]

1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 9. november 2016 og var til 1. behandling den 2. december 2016. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Social- og Indenrigsudvalget. Udvalget skiftede den 12. december 2016 navn til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget.

Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og social- og indenrigsministeren sendte den 14. september 2016 dette udkast til udvalget, jf. SOU alm. del – bilag 405 (folketingsåret 2015-16). Den 9. november 2016 sendte social- og indenrigsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:
Herning Kommune,
LGBT [1a] og
Paul W. Ryan.
Økonomi- og indenrigsministeren har over for udvalget kommenteret 2 af de skriftlige henvendelser til udvalget.
Det forventes, at ministeren vil kommentere de øvrige henvendelser inden 2. behandling.

Deputationer
Endvidere har Herning Kommune mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.

Spørgsmål
Udvalget har stillet 4 spørgsmål til økonomi- og indenrigsministeren til skriftlig besvarelse, hvoraf denne har besvaret 2 spørgsmål. Spørgsmål 3 og 4 forventes besvaret inden 2. behandling.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Udvalget finder det glædeligt, at der med det nye legitimationskort bliver mulighed for, at alle borgere på 15 år eller derover, der er bopælsregistreret i CPR, fremover vil kunne legitimere sig med gyldig billedlegitimation – også selv om disse borgere ikke er i besiddelse af pas eller kørekort. Legitimationskortet løser dermed et praktisk og reelt problem for en lang række borgere, for hvem det ikke giver mening, eller som ikke har mulighed for at erhverve f.eks. kørekort. Med lovforslaget bemyndiges økonomi- og indenrigsministeren til at fastsætte de nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet. Udvalget opfordrer i den forbindelse økonomi- og indenrigsministeren til, at det i den konkrete realisering af kortet sikres, at legitimationskortet bliver nemt at producere, billigt at udstede og billigt at erhverve sig, og at kortet får en høj sikkerhed, således at risikoen for identitetstyveri minimeres. Udvalget opfordrer desuden økonomi- og indenrigsministeren til, at man i det videre arbejde med at realisere legitimationskortet inddrager erfaringer fra landets kommuner vedrørende udstedelsen af id-kort.

Alternativets medlem af udvalget ønsker i tillæg til det fælles betænkningsbidrag at imødekomme den kritik, som LGBT Danmark i deres breve [1b] til udvalget retter mod, at kortet skal indeholde kortindehaverens cpr-nummer i lyset af, at det sidste ciffer i en persons cpr-nummer afslører kortholderens biologiske køn. Da der kan være et misforhold mellem transpersoners umiddelbare kønsudtryk og personnummerets kønsangivelse, vil transpersoners brug af kortet potentielt føre til, at de mod deres vilje får afsløret deres kønsidentitet. Dette problem eksisterer imidlertid også for de eksisterende legitimationsmuligheder, idet cpr-nummeret fremgår af både pas og kørekort. ALT vil derfor fremsætte et beslutningsforslag med henblik på at få Folketingets opbakning til, at cpr-numre i fremtiden skal gøres kønsneutrale. Derved løses problemet mere grundlæggende og med betydning for samtlige situationer, hvor der er behov for identifikationkation ved cpr-numre.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

* * *
Folketingets journal over bilag 11, betænkningen.

Folketingets journal over betænkningen.
Betænkningen i pdf-format i Folketingstidende B.

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur til 1a] [Retur til 1b] Høringsskrivelser fra LGBT Danmark
    1. L 55. Bilag 4. Spgsm. 1. Høringsskr. af 19. december 2016 fra LGBT Danmark om at undlade personnummeret i legitimationskort. Svar 20. januar 2017.
    2. L 55. Bilag 5. Spgsm. 2. Høringsskr. af 22. januar 2017 fra LGBT Danmark om ministerens bemærkninger til LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016 (den herover nævnte henvendelse (L 55. Bilag 4.)) om at undlade personnummeret i legitimationskort. Svar 2. februar 2017.

Spgsm. 545 den 22. februar 2017 om transpersoners forældremyndighed efter et kønsskifte. Svar 13. marts 2017.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 22. februar 2017 efter ønske fra Pernille
Skipper (EL) spørgsmål nr. 545 – SUU Alm. del 2016-17 – om, hvilken betydning det får for en transpersons forældremyndighed, hvis personen får foretaget et komplet kønsskifte efter barnets fødsel, til børne- og socialminister, Mai Mercado, der svarede den 13. marts 2013.

Spørgsmål
Ministeren bedes i forlængelse af ministerens svar på SUU alm. del spørgsmål 362 og 363 oplyse, hvilken betydning det får for en transpersons forældremyndighed, hvis personen efter indstilling fra Sexologisk Klinik og via Sundhedsstyrelsen får foretaget et komplet kønsskifte efter barnets fødsel? Ministeren bedes herunder bl.a. oplyse, om personens forældreskab kan ændres fra medmoderskab til faderskab eller omvendt, samt om personen herefter kan tildeles forældremyndighed ifølge det køn, der er skiftet til, og ikke længere som ved juridisk kønsskifte via L 182 er tvunget til at påtage sig forældremyndighed i overensstemmelse med det medfødte/biologiske køn?

Svar
Jeg henviser til økonomi- og indenrigsministerens besvarelse af SUU alm. del spørgsmål nr. 362, som Børne- og Socialministeriet har afgivet bidrag til. Det fremgår bl.a. af besvarelsen, at det i børnelovens forstand er forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse, der bestemmer, om de i retlig henseende efter loven betegnes som far, mor eller medmor. En person, der føder et barn, vil således efter loven være barnets mor, og en person, der har gjort moren gravid på naturlig vis, vil efter loven være barnets far.

Dette betyder, at et kønsskifte ved kastration eller et juridisk kønsskifte ikke ændrer på, om man i børnelovens retlige forstand betragtes som mor eller far.

Har en forælder del i forældremyndigheden over et barn, ændrer et efterfølgende kønsskifte ikke herved. Etablering af forældremyndighed er således i sådanne tilfælde ikke afhængig af forældremyndighedsindehaverens køn.

Med venlig hilsen
Mai Mercado

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

L 55. Bilag 10. Spgsm. 4. Præsentationer fra Herning Kommunes foretræde for udvalget 23. feb. 2017 og spgsm. til ministeren derom. Svar 23. februar 2017.

Vist 0 gange. Herning Kommune havde torsdag den 23. feb. 2017 foretræde for Social-, Indenrigs- og Børneudvalget vedrørede lovforslag L 55 – Samling 2016-17 bilag 8 – og præsenterede herunder kommunens nuværende system med udstedelse af legitimationskort til unge under 18 år (alkokort), og foreslog systemet indført i det i lovforslaget omhandlede legitimationskort.
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget stillede den 23. februar 2017 spørgsmål nr. 4 om at kommentere henvendelsen fra Herning Kommune og det under samrådet udleverede materiale til økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll, der svarede den 23. februar 2017.

Henvendelsen og det udleverede materiale
Henvendelsen beskriver Herning Kommunes nuværende system til udstedelse af legitimationskort til unge.
Systemet beskrives nærmere i det samtidig udleverede bilag fra Biometric Solutions, herunder hvordan systemet også vil kunne anvendes til det i lovforslaget foreslåede legitimationskort.

Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelsen henvendelsen af 1/2-17 fra Herning Kommune
samt materiale udleveret ved foretræde for udvalget den 23/2-17, L 55 – bilag 10.

Svar
Jeg er glad for den interesse, som Herning Kommune har vist for lovforslaget. Jeg synes, det viser, at lovforslaget kan være med til at gøre en forskel for de borgere, der ikke har pas eller kørekort, og at der i kommunerne er et stort ønske om at yde en god service for disse borgere.

Det fremgår bl.a. af afsnit 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, at der foreslås en tilpasning af legitimationskortet til personer på 16 år og derover, der indebærer, at det fortsat er kommunerne, som har ansvar for og administrerer udstedelsen af legiti-mationskortet. Herved kan man i vidt omfang tage udgangspunkt i det eksisterende decentrale system i kommunerne til produktion og administration heraf.

Den foreslåede § 2, stk. 2, indeholder en bemyndigelse til social- og indenrigsministeren (nu økonomi- og indenrigsministeren) til at fastsætte nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav for, hvornår ansøgerens identitet kan anses for godtgjort. Bemyndigelsen vil blive udmøntet i en bekendtgørelse.

Arbejdet med udarbejdelsen af bekendtgørelsen vil gå i gang, så snart lovforslaget er vedtaget. Jeg kan oplyse, at Herning Kommunes henvendelse vil indgå som en nyttig del af grundlaget for udarbejdelsen af bekendtgørelsen. Ministeriet vil i den forbindelse arbejde for, at kommunerne – som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget – som udgangspunkt kan benytte eksisterende systemer, herunder systemet i Herning.

Med venlig hilsen
Simon Emil Ammitzbøll

* * *
Folketingets journal vedr. henvendelsen.
Henvendelsen i pdf-format hos Folketinget.
Bilaget fra Biometric Solutions i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

L 55. Bilag 8. Spgsm. 3. Høringsskr. af 21. februar 2017 fra Paul W. Ryan om at bruge en app, NemID og mobiltelefon som billedlegitimation og spgsm. derom til ministeren. Svar 21. februar 2017.

Vist 0 gange. Paul W. Ryan skrev den 21. februar 2017 til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget med bemærkninger til lovforslag L 55 – Samling 2016-17 bilag 8 – om at udvikle en billedlegitimations app, der via mobiltelefon og NemID kan bekræfte en persons identitet.
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget stillede den 22. februar spørgsmål nr. 3 om at kommentere høringsskrivelsen til økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll (LA), der svarede den 21. februar 2017.

Indhold
Høringsskrivelsen
Spørgsmålet
Svar

[Til indhold] Høringsskrivelsen fra Paul W. Ryan

Sendt: 21. februar 2017 23:19
Til: Linda Kubasiak Johansen <Linda.Johansen@ft.dk>; Folketingets Oplysning <Folketinget@ft.dk>
Emne: Vedr. Digitalt Billed id (Eller Billed på gult sygesikringsbevis)

Der er i disse digitale tider brug for en form for Digital billed-id løsning til folk over 18 år

Der findes i forvejen den app til folk under 18, som hedder “Smart ID” – som kan bruges til at verificere unges alder ved køb af alkohol – men der mangler en lignende billed-id løsning til folk over 18

Det kunne være rigtig rart for folk som ikke vil slæbe deres pas med sig rundt alle vegne, og folk som ikke har kørekort, at kunne fremvise en anden form for billled-legitimation ved. f.eks grænsekontrollen ved Sverige m.v

Derfor fik jeg tanken om ikke man kunne udvikle en billed-legitimations app (som man kunne logge på via nemID) til folk, som nemt og hurtigt kunne bruges på mobilen? En app som det offentlige kan udvikle, eller som kan sendes i udbud i den private sektor

Alle andre papirting digitaliseres for tiden (såsom pendlerkort), så hvorfor ikke også vores pas, eller et billed-id?

Alternativt er der en noget billigere og nemmere løsning på problemet: At komme billede på det eksisterende gule sygesikringsbevis, som folk stort set altid har på sig alligevel (ligesom man havde billede på sit Dankort i gamle dage). Sygesikringsbeviset fungerer i forvejen som id, så hvis en digital løsning ikke bliver aktuel, så kan man lige så godt gå skridtet fuldt ud og gøre sygesikringsbeviset til et billede-id også – på den måde er alt samlet på ét sted.

Venlig hilsen/Best regards
Paul W. Ryan
https://dk.linkedin.com/in/thedaydreamer

[Til indhold] Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 21/2-17 fra Paul W. Ryan, jf. L 55 – bilag 8.

[Til indhold] Svar
Paul W. Ryan foreslår, at der i stedet for det foreslåede legitimationskort indføres en app, der minder om ”Smart ID”, der udbydes af Danske Spil A/S.

Jeg kan i den forbindelse henvise til afsnit 2.2.2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger og høringsnotatets afsnit 2.2, hvoraf det bl.a. fremgår, at lovforslaget om udstedelse af legitimationskort har som formål at sikre, at alle personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort.

Lovforslaget vil dermed bl.a. løse et praktisk problem ved at gøre det muligt for borgere, der hverken har kørekort eller pas, at erhverve billedlegitimation, der størrelsesmæssigt minder om et kørekort. På den baggrund ligger det uden for rammerne af dette lovforslag at udvikle en ny digital legitimationsform.

I forlængelse heraf bemærker jeg, at det også under 1. behandlingen af lovforslaget blev drøftet, om der på et tidspunkt skal indføres en form for elektronisk legitimation, evt. på en måde så det samlede antal af offentlige udstedte kort, f.eks. sundhedskort og kørekort, kan reduceres. Ordførerne var umiddelbart interesserede i idéen, men der var samtidig enighed om, at det ikke skal ske i regi af dette lovforslag.

Paul W. Ryan foreslår alternativt, at sundhedskortet påføres et billede. I den anledning kan jeg henvise til afsnit 2.2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, hvoraf det bl.a. fremgår, at sundhedskortet som følge af sit formål ikke kan betegnes som et legitimationskort. Som følge heraf vurderer ministeriet ikke, at det i denne sammenhæng kunne være en hensigtsmæssig løsning at sætte et foto af indehaveren på sundhedskortet for derved at skabe et generelt legitimationskort.

Som der også var enighed om blandt Folketingets partier i forbindelse med 1. behandlingen af lovforslaget, mener jeg, at vi med det foreslåede legitimationskort sikrer en fornuftlig løsning for bl.a. personer med handicap og ældre uden kørekort eller pas. Lovforslaget vil således gøre det muligt for alle personer over 15 år at erhverve billedlegitimation på en enkel og billig måde og forudsætter ikke, at man er indehaver af en smart-phone.

Med venlig hilsen
Simon Emil Ammitzbøll

* * *
Folketingets journal vedr. høringsskrivelsen.
Høringsskrivelsen i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Transpersoners møde med sundhedsvæsnet. Nyhed udsendt af Sundhedsstyrelsen den 15. februar 2017.

Vist 0 gange. Nyheden vedrørende revisionen af Vejledning om udredning og behandling af transkønnede udsendt af Sundhedsstyrelsen den 15. februar 2017 kl. 0929.
Revisionen startede den 14. juni 2016 med, at Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm under et møde den 14. juni 2016 mellem Sundhedsstyrelsen og LGBT Danmark gav tilsagn om at Vejledning om udredning og behandling af transkønnede ville blive revideret. Se nærmere om mødet i mødereferatet. Tilsagnet er anført under pkt. 7.
Som følge af tilsagnet og som bidrag til revisionen fremsendte LGBT Danmark den 29. juni 2016 foreningens forslag til en ny vejledning betegnet “Vejledning om kønsmodificerende behandlinger” til Sundhedsstyrelsen.

* * *
Nyheden fra Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen

Transpersoners møde med sundhedsvæsnet.
Når en transkønnet har brug for hjælp til at afklare sin kønsidentitet, er det en sundhedsfaglig opgave at tilbyde både rådgivning og afklaring. Sundhedsstyrelsen planlægger i april at sende en helt ny vejledning i høring, som handler om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling.

”Vores nye vejledning skal sikre både høj kvalitet og lige adgang. Samtidig skal de transkønnede have mere differentierede sundhedsfaglige tilbud på tværs af landet” siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, der samtidig fremhæver, at styrelsen regner med i starten af marts at udmelde den nye specialeplan, som åbner op for at transpersoner også kan få specialiseret behandling på Ålborg Universitetshospital.

”Vi ser at flere og flere søger sundhedsfaglig hjælp for kønsidentitetsforhold. Det skal sundhedsvæsenet imødekomme, og det duer ikke, at der kun er et sted i landet, som har de særlige tværfaglige kompetencer på området. Der har været for lange ventetider, og vi vil derfor følge området tæt sammen med regionerne, for at se om der på sigt er behov for flere behandlingssteder”, siger Søren Brostrøm.

Med den nye vejledning vil Sundhedsstyrelsen samtidig sætte nogle meget klare rammer for sundhedsvæsenets møde med transpersoner, både når de søger hjælp til kønsmodificerende behandling, men også helt generelt.

”Det sundhedsfaglige personale skal respektere den enkeltes situation og præferencer, og sundhedsvæsenet skal bidrage til at fjerne stigmatisering. De sundhedsfaglige indsatser skal bygge på lydhørhed, rummelighed og fleksibilitet” siger Søren Brostrøm.

Sundhedsstyrelsens direktør understreger at ’nedre’ kønsskiftekirurgi samt behandlingen af transpersoner under 18 fastholdes i København, mens bl.a. opstart af hormonbehandling og brystkirurgi når den nye specialeplan træder i kraft fremover vil varetages i både København og Ålborg.

Før Sundhedsstyrelsen lægger sidste hånd på vejledningen afholdes en konference, hvor både transpolitiske organisationer samt danske og udenlandske fagfolk deltager.

Alle er velkomne til at deltage i konferencen, både borgere, interesseorganisationer, fagpersoner, politikere og journalister.

Arrangementet finder sted d. 28. marts 2017 kl. 12.00-16.30 på Scandic Copenhagen, Vester Søgade 6, København. Deltagelse er gratis. Program og link til tilmelding følger snarest her på siden. [1]

Sundhedsstyrelsen regner med at sende den nye vejledning i høring i april måned, så vejledningen kan træde i kraft før sommerferien.

* * *
Nyheden hos Sundhedsstyrelsen.

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] Med “her på siden” menes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, men programmet og link til tilmelding vil også blive bragt her i Vidensbanken.

Europa-Parlamentets beslutning – P8_TA-PROV(2017)0028 – af 14. februar 2017 om fremme af ligestilling mellem kønnene i forbindelse med mental sundhed og klinisk forskning.

Vist 0 gange.
EU-flaget

EU-flaget

Europa-Parlamentet vedtog den 14. februar 2017 en tekst – P8_TA-PROV(2017)0028 – med opfordring til Kommissionen og medlemsstaterne om at fremme ligestilling mellem kønnene i forbindelse med mental sundhed og klinisk forskning.

Herunder gengives alene tekstens transrelevante punkter.

  1. der henviser til, at navnlig lesbiske og biseksuelle kvinder samt transpersoner og interkønnede er udsat for særlige mentale sundhedsproblemer på grund af minoritetsstress forstået som et højt niveau af angst og stress forårsaget af fordomme, stigmatisering og diskrimination foruden medicinering og patologisering; der henviser til, at LGBTI-personer risikerer særlige udfordringer i forhold til mental sundhed og trivsel, hvilket der må tages højde for i enhver mental sundhedsstrategi;
  2. der henviser til, at transidentiteter ikke er patologiske, men beklageligt nok stadig betragtes som mentale sundhedsforstyrrelser, og til, at de fleste medlemsstater kræver diagnoser for adgang til retlig anerkendelse af køn og til transkønnet-relateret sundhedspleje, selv om forskning har vist, at diagnose for ”kønsidentitetsforstyrrelse” er en kilde til betydelig stress for transpersoner;
  3. der henviser til, at depression som følge af en række forskellige faktorer, primært vedrørende kønsroller og kønsbestemte uligheder og forskelsbehandling, er omtrent dobbelt så udbredt blandt kvinder som blandt mænd, og til, at transpersoner opviser signifikant højere niveauer for selvmordstanker og -forsøg; der henviser til, at undersøgelser viser, at påtvungne traditionelle kønsroller påvirker kvinders mentale sundhed og velbefindende negativt;
  4. der henviser til, at transpersoner stadig udsættes for tvangssterilisation i forbindelse med procedurer for anerkendelse af køn i 13 medlemsstater;

Ligestilling mellem kønnene i forbindelse med mental sundhed
  1. opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og lokale myndigheder til at sikre, at deres mentale sundhedsstrategier tager hånd om de udfordringer for den mentale sundhed, som LGBTI-personer kan komme ud for; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre henstillingerne i Europarådets dokument CM/Rec(2010)5 og tage højde for lesbiskes, biseksuelles og transpersoners særlige behov, når de udvikler sundhedspolitikker, -programmer og -protokoller;
  2. opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og lokale myndigheder til at udvikle særlige skræddersyede politikker, der kan sikre mentale sundhedstjenester for sårbare og marginaliserede kvinder og kvinder, der udsættes for tværsektoriel forskelsbehandling såsom flygtninge- og migrantkvinder, kvinder udsat for fattigdom og social udstødelse, interkønnede og transkønnede personer, kvinder tilhørende etniske mindretal, ældre kvinder og kvinder i landdistrikter;

Generelle bemærkninger
  1. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at:
    1. sikre, at forebyggelsesstrategier specifikt fokuserer på kvinder, som risikerer tværsektoriel forskelsbehandling, såsom romakvinder, kvinder med handicap, lesbiske og biseksuelle kvinder, migranter og kvindelige flygtninge, kvinder, der lever i fattigdom, samt transkønnede og interkønnede
  2. opfordrer medlemsstaterne til at forebygge, forbyde og retsforfølge tvangssterilisation af kvinder, et fænomen, som især berører kvinder med handicap, transpersoner og interkønnede
  3. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

* * *
Den vedtagne tekst hos Europa-Parlamentet.
Den vedtagne tekst i pdf-format hos Europa-Parlamentet.
Omtale af den vedtagne tekst hos Intergroup on LGBT Rights den 15. februar 2017.

Spgsm. 464 den 1. februar 2017 om ventetid på kønsskifteoperation. Svar 17. marts 2017.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 1. februar 2017 efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF) spørgsmål 464 – Alm. del Samling: 2016-17 – om nedbringelse afventetiden for kønsskifteoperation, til sundhedsminister, Ellen Trane Nørby. På grund af Ellen Thrane Nørbys barsel, blev spørgsmålet endeligt besvaret af fungerende sundhedsminister Karen Ellemann den 17. marts 2017.

Spørgsmål
Hvad vil ministeren helt konkret gøre for at nedbringe ventetiden for borgere, der er henvist til en kønsskifteoperation, så de ikke skal vente mere end 1 år på en operation?

Forløbigt svar den 8. februar 2017
Jeg vil til brug for min besvarelse af spørgsmålet indhente bidrag fra Danske Regioner og forventer at kunne besvare spørgsmålet endeligt medio marts.

Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby

* * *
Endeligt svar den 17. marts 2017.
Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet bidrag fra Danske Regioner, hvor Region Hovedstaden har skønnet ventetiderne for transkønnede, der ønsker kirurgisk kønsskifte.

Af bidraget fremgår det bl.a., at der gennem de sidste par måneder er opereret en del transkønnede patienter med ønske om kønsskifte fra kvinde til mand, hvor de har ønsket fjernelse af brystet, og at antallet af patienter, der venter på denne operation, således er nedbragt væsentligt. Jeg hæfter mig dog ved, at der er op til 18 måneders ventetid, som spørger også har konstateret i spørgsmålet.

Det glæder mig derfor, at der med Sundhedsstyrelsens nye specialeplan gives mulighed for, at Region Nordjylland kan forestå udredning og opstart på behandling. Det forventes imidlertid ikke at løse hele udfordringen med ventetider på området, og jeg vil derfor gå i dialog med Region Hovedstaden om sagen.

Med venlig hilsen
Karen Ellemann

Bidraget fra Danske Regioner

NOTAT
1. marts 2017.

Bidrag til besvarelse af folketingsspørgsmål nr. 464 vedrørende ventetid for borgere henvist til kønsskifteoperation

Sundheds- og Ældreministeriet har den 9. februar 2017 anmodet Danske Regioner om bidrag til besvarelsen af SUU alm. del – spm. 464 vedrørende ventetid for borgere, der er henvist til en kønsskifteoperation. Spørgsmålet lyder:

Hvad vil ministeren helt konkret gøre for at nedbringe ventetiden for borgere, der er henvist til en kønsskifteoperation, så de ikke skal vente mere end 1 år på en operation?

Danske Regioner har indhentet bidrag fra regionerne, som har oplyst følgende. Borgere, der ønsker kønsmodificerende behandling, skal i henhold til Sundhedsstyrelsens specialevejledning henvises til udredning og behandling af et multidisciplinært team, som bl.a. omfatter speciallæger i psykiatri, gynækologi/obstetrik og plastikkirurgi med særlig viden om transseksuelle. Borgere kan for nuværende kun henvises til udredning og behandling på Rigshospitalet, Region Hovedstaden.

Region Hovedstaden skønner, at ventetiderne for transkønnede, der ønsker kirurgisk kønsskifte, er som følger:

Mastectomi (fjernelse af bryst) 3-6 måneders ventetid
Kastration (fjernelse af vagina, uterus, tubae og ovarier) 6-8 ugers ventetid
Nedre kønsskifte (metoidioplastik) 6-18 måneders ventetid
Falloplastik 6-18 måneders ventetid

Mand til kvinde
Kastration og vaginoplastik (fjernelse af testikler og tildannelse af neovagina) 6-18 måneders ventetid

Når patienter har opnået tilladelse til kirurgisk kønsskifte fra Sundhedsstyrelsen, indgår de i Klinik for Plastikkirurgi, Brystkirurgi og Brandsårsbehandlings daglige prioritering af patientbehandlingen på Rigshospitalet. Patienter med livsturende og førlighedstruende tilstande prioriteres.

Der er gennem de sidste par måneder opereret en del transkønnede patienter med ønske om kønsskifte fra kvinde til mand, hvor de har ønsket fjernelse af brystet. Antallet af patienter, der venter på denne operation, er således nedbragt væsentligt. Der er dog ikke iværksat specielle tiltag ved Klinik for Plastikkirurgi, Brystkirurgi og Brandsårsbehandling på Rigshospitalet for at nedbringe ventetiderne for denne patientgruppe.

Region Nordjylland har en godkendt samarbejdsaftale, som giver mulighed for udførelse af vedligeholdelsesbehandling på Aalborg Universitetshospital. Aftalen er søgt i samarbejde med Rigshospitalet på baggrund af, at de faglige kompetencer er tilstede i Aalborg, og at der have været flere henvendelser fra nordjyske borgere, som har forespurgt muligheden.

Region Nordjylland har desuden ansøgt om tildeling af funktioner relateret til udredning og opstart på behandling – eksklusiv den nedre kønsmodificerede kirurgi og plastikkirurgi – i den kommende specialeplan med henblik på implementering inden for en overskuelig fremtid. Dette kan være med til at nedbringe ventetiden på tværs af landet.

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og det foreløbige svar hos Folketinget i pdf-format.
Spørgsmålet og det endelige svar hos Folketinget i pdf-format.
Notatet fra Danske Regioner hos Folketinget i pdf-format.

L 55. Bilag 5. Spgsm. 2. Høringsskr. af 22. januar 2017 fra LGBT Danmark om ministerens bemærkninger til LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016 om at undlade personnummer i legitimationskort. Svar 2. februar 2017.

Vist 0 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

Økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll kommenterede den 20. januar 2017 høringsskrivelsen af 19. december 2016 fra LGBT Danmark.
Kommentarerne var af en art, at LGBT Danmark har indsendt sin høringsskrivelse nr. 2 med bemærkninger og korrektioner til Simon Emil Ammitzbølls kommentarer.

LGBT Danmarks høringsskrivelse nr. 2 er registreret hos Social-, Indenrigs- og Børneudvalget som bilag 5 til L 55.
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget har den 24. januar 2017 som spørgsmål nr. 2 – samling 2016-17 – bedt økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll (LA) om at kommentere høringsskrivelsen, hvilket skete den 2. februar 2017..

Lovforslaget blev fremsat den 9. november 2016 og følger op på Folketingets Social- og Indenrigsudvalgs beretning fra den 3. marts 2016 over beslutningsforslag B 31 om indførelse af gyldig billedlegitimation ud over pas og kørekort.

Høringsskrivelsen fra LGBT Danmark

Søndag den 22. januar 2017.
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget

Vedr.: Høringsskrivelse til L 55 Forslag til lov om udstedelse af legitimationskort

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner vil med denne supplerende høringsskrivelse kommentere økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbølls besvarelse af spørgsmål 1 – kommentarer til LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016.

  1. Ministeren anførte:
    “Jeg forstår LGBT Danmarks bekymring, men jeg deler ikke opfattelsen af, at det er problematisk, at legitimationskortet påføres indehaverens personnummer. Det skal bl.a. ses i lyset af, at legitimationskortet er et tilbud og ikke en obligatorisk ordning”.
    At det er et tilbud og ikke en obligatorisk ordning ændrer jo ikke på, at transpersoner ved anvendelse af legitimationskortet til stadighed får deres kønsidentitet afsløret og udstillet i et utal af dagligdagssituationer, hvor det er helt irrelevant.

  2. Ministeren anførte:
    “Årsagen til, at det foreslåede legitimationskort skal indeholde indehaverens personnummer, er bl.a., at det fremgår af den såkaldte hvidvasklov (lovbekendtgørelse nr. 1022 af 13. august 2013 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme), at legitimation for en fysisk person bl.a. i forbindelse med oprettelse af et fast kundeforhold i et pengeinstitut, skal omfatte navn, adresse og personnummer eller anden lignende dokumentation, hvis den pågældende ikke har et personnummer“.
    Ministeren henvisning til hvidvaskloven er til:
    § 12, stk.2. Hvis kunden er en fysisk person, skal legitimationen omfatte navn, adresse og cpr-nr. eller anden lignende dokumentation, hvis den pågældende ikke har et cpr-nr.
    Som det fremgår, så er kravet om personnummer (cpr-nr.) ikke ultimativt).

    Som anført i LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016, så har Karen Ellemann som svar på spgsm. 3 til beslutningsforslag B 31 anført, at:
    “Erhvervs- og Vækstministeriet har i den forbindelse oplyst, at et legitimationskort, som indeholder både navn, adresse og cpr.nr., vil leve op til de basale krav i hvidvaskloven. Legitimation skal dog foretages ud fra en risikovurdering”.
    I og med, at det i lovforslaget specifikt er anført, at adresse ikke skal anføres på legitimationskortet, så følges allerede på det punkt ikke anbefalingerne fra Erhvervs- og Vækstministeriet.

  3. Karen Ellemann har i sit svar på spgsm. 3 til beslutningsforslag B 31 endvidere oplyst, at Erhvervs- og Vækstministeriet også anfører, at:
    “Det kan derfor ikke udelukkes, at en person skal legitimere sig yderligere”.
    LGBT Danmark vil dertil påpege, at når Erhvervs- og Vækstministeriet nævner, at det ikke kan udelukkes, at en person skal legitimere sig yderligere, så er der så meget mindre grund til, at personnummeret behøver anført på legitimationskortet.

    Som anført i LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016, så kan yderligere legitimation som f.eks. sundhedskortet dokumentere en persons personnummer i de situationer, hvor det vurderes nødvendigt.
    Der er dermed intet i hvidvaskloven, der begrunder, at det foreslåede legitimationskort skal være påført personnummer.

  4. Ministeren anførte:
    “Af samme årsag mener jeg ikke, at LGBT Danmarks forslag om, at legitimationskortet i stedet for indehaverens personnummer påføres et kortnummer, der henviser til personen i Det Centrale Personregister (CPR), er en anvendelig løsning.

    I tilknytning hertil gør jeg opmærksom på, at indehaverens personnummer allerede i dag også findes på f.eks. sundhedskort og pas”.

    LGBT Danmark vil hertil bemærke, at det jo ikke ændrer på, at transpersoner ved anvendelse af et legitimationskortet med personnummer påført til stadighed få deres kønsidentitet afsløret og udstillet i et utal af dagligdagssituationer, hvor det er helt irrelevant.
    At der er personnummer på andre legitimationsformer er ikke i sig selv en gyldig grund til også at anføre personnummer på et nyt identitetskort, når det ikke er nødvendigt.

    LGBT Danmark har i sit høringssvar af 19. december 2016 fremført, at i stedet for personnummer, kan der påføres et kortnummer på legitimationskiortet. Dette kortnummer kan være NemID-nummeret, hvorved der let vil kunne ske verificering af personens identitet.

  5. Ministeren anførte:
    “Med hensyn til LGBT Danmarks bekymring for risikoen for identitetstyveri kan jeg desuden oplyse, at Økonomi- og Indenrigsministeriet i særlige tilfælde efter skriftlig anmodning herom kan tildele nyt personnummer til en person, hvis personnummer indgår eller har indgået i forbindelse med misbrug af vedkommendes identitet, jf. § 3, stk. 7, i lov om Det Centrale Personregister“.
    Dette vil LGBT Danmark ikke bestride.
    LGBT Danmark mener imidlertid, at det da må være bedre at undgå et identitetstyveri begået med baggrund i tyveri af et identitetskort med personnummer påført, end at skulle udbedre en sket skade. Både identitetstyveri og tildeling af et nyt personnummer påfører borgeren væsentlige ulemper, og det er en besværlig proces at få tildelt et nyt personnummer pga. identitetstyveri.

    LGBT Danmark vil nævne, at manglende overførsel af sundhedsoplysninger er en af ulemperne. På trods af, at juridisk kønsskifte og dermed tildeling af nyt personnummer blev indført i 2014, så er problemerne med overførsel af sundhedsoplysninger fortsat uløste.

  6. Ministeren anførte:
    “Jeg kan i øvrigt henvise til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 2, stk. 2, hvor det er anført, at ministeren fastsætter nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav for, at ansøgerens identitet kan anses for godtgjort, […]”.
    LGBT Danmark vil dertil bemærke, at dét, at ministeren kan fastsætte nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet jo ikke ændrer ved de ulemper, som transpersoner vil blive påført, hvis det bliver lovbestemt, at legitimationskortet skal være påført personnummer.

  7. 7. Ministeren anførte videre i fortsættelse af forannævnte punkt:
    “[…] og høringsnotatet, som den tidligere social- og indenrigsminister har oversendt til udvalget den 9. november 2016″
    I høringsnotatet, som ministeren henviste til er der ikke anført noget om behovet for personnummer på legitimationskortet.
    At der ikke fra dem, der har indgivet høringssvar, er argumenteret for ikke at påføre personnummer på legitimationskortet, kan meget vel skyldes, at ingen af dem repræsenterer transpersoner og derfor næppe har været opmærksomme på de problemer, som transpersoner vil blive udsat for ved anvendelse af legitimationskortet.

LGBT Danmark vil afslutningsvis anføre, at der i ministerens kommentarer til LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016 reelt ikke er noget, som taler imod at undlade at påføre personnummer på legitimationskortet.

Linda Thor Pedersen.
Transpolitisk talsperson.

* * *
Svar den 2. februar 2017.
LGBT Danmark anfører bl.a. i sit brev af 22. januar 2017, at der i mit svar til Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg af 20. januar 2017 (bilag 1) reelt ikke er noget, der taler imod at undlade at påføre legitimationskortet indehaverens personnummer. Det synspunkt er jeg ikke enig i.

Jeg gør i den forbindelse opmærksom på, at en del af baggrunden for, at den tidligere social- og indenrigsminister har fremsat lovforslaget netop er, at der ikke i dag findes et legitimationskort, der har som sit hovedformål at fungere som generel legitimation. Det er navnlig blevet oplevet som et problem for borgere, der ikke har et pas eller kørekort.

Det fremgår derfor bl.a. af afsnit 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, at der er tale om en samlet vurdering, hvorefter et legitimationskort, der indeholder indehaverens fulde navn, foto og personnummer, vil kunne anvendes som legitimation i en række hverdagsdagssituationer, ligesom pas og kørekort også i dag anvendes som legitimation i andre situationer end ved rejse og kørsel.

Det er således fortsat min opfattelse, at legitimationskortet skal påføres indehaverens personnummer for bedst muligt at understøtte kortets formål med at dokumentere indehaverens identitet.

Jeg kan derfor henholde mig til mit svar på spørgsmål 1 ad L55 af 20. januar 2017.

Med venlig hilsen
Simon Emil Ammitzbøll

Bilag 1:
Endeligt svar af 20. januar 2017 på spørgsmål 1 ad L55 til Folketingets Social-, Inden-rigs- og Børneudvalg.

* * *
Folketingets journal vedr. høringsskrivelsen.
Høringsskrivelsen i pdf-format hos Folketinget.