Sterilisation er et ulovligt krav som betingelse for at ændre kønsbetegnelse i fødselsattest, fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – ECHR 121 (2017) – den 6. april 2017.

Vist 0 gange.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Pressemeddelelse den 6. april 2017 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Kravet om sterilisation eller en behandling, der medfører en meget høj sandsynlighed for sterilitet som betingelse for at ændre fødselsattester, var i strid med retten til respekt for privatlivet.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol første instans (Kammeret) [1] afsagde den 6. april 2017 dom i sagen A.P., Garçon og Nicot mod Frankrig (application nr. 79885/12, 52471/13 og 52596/13).

Domstolen afgjorde med stemmerne seks mod en, at der var sket overtrædelse af artikel 8 (Ret til respekt for privatliv og familieliv) i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for så vidt angik E. Garçon og S. Nicot, som følge af kravet om at kræve den irreversible ændring af deres kroppe.

Domstolen afgjorde med et flertal, at der ikke var sket overtrædelse af artikel 8 i konventionen for så vidt angik E. Garçon på grund af forpligtelsen til at bevise, at han rent faktisk led af kønsidentitetsforstyrrelse, og for så vidt angik A.P. på grund af forpligtelsen til at gennemgå en lægeundersøgelse.

Sagen drejede sig om tre transpersoner med fransk statsborgerskab, som ønskede at ændre kønsbetegnelsen og deres fornavn på deres fødselsattester, men som fik ikke lov til det af de franske domstole. Sagsøgerne fremførte blandt andet, at myndighederne havde tilsidesat deres ret til respekt for deres privatliv ved at gøre anerkendelse af deres kønsidentitet betinget af, at de gennemgik en operation, der medførte en høj sandsynlighed for sterilitet.

Domstolen fastslog navnlig, at dét at gøre anerkendelsen af transpersoner kønsidentitet betinget af en uønsket operation eller sterilisation fratog dem deres ret til respekt for deres privatliv.

Vigtigste fakta
De tre klagere er franske statsborgere. Den første klager, A.P., blev født i 1983 og bor i Paris (Frankrig). Den anden klager, E. Garçon, blev født i 1958 og bor i Perreux-sur-Marne (Frankrig). Den tredje klager, S. Nicot, blev født i 1952 og bor i Essey-les-Nancy (Frankrig). I betragtning af ligheden mellem sagerne fandt Domstolen det hensigtsmæssigt at behandlede dem samlet i henhold til artikel 42 § 1 i Domstolens forretningsorden.

Den 11. september 2008 blev A.P.’s sag mod den offentlige anklager indbragt for Paris Tribunal de Grande Instance (TGI) for at få det konstateret, om han nu var en kvinde, og at hans fornavn var A. (et kvindeligt fornavn). Han indsendte fire lægeerklæringer til støtte for sin anmodning, hvoraf den ene var en erklæring om kønsskifteoperation gennemgået i Thailand den 3. juli 2008. I en foreløbig dom den 17. februar 2009 bestilte TGI en rapport om de fysiologiske, biologiske og psykologiske aspekter af hans situation. A.P. nægtede at underkaste sig disse undersøgelser på grund af omkostningerne og pga., at det var en krænkelse af hans fysiske og moralske integritet. Ved dom af 10. november 2009 blev A.P. vægring afvist af TGI. Appelretten i Paris stadfæstede TGI’s dom i det omfang, at den afviste anmodningen om at ændre hans kønsbetegnelse, men beordrede, at fornavne skulle ændres. Den 7. juni 2012 afviste Kassationsretten en appel.

Den 17. marts 2009 behandledes E. Garçons sag mod den offentlige anklager i Créteil tribunal de grande instance (TGI) for at få afgjort, at han nu var en kvinde, og at hans fornavn var Émilie. Han henviste til et erklæring udstedt af en psykiater i 2004, der angav, at han var transkønnet, men der var ikke medsendt nogen dokumenter. Den 9. februar 2010 afsagde TGI dom om, at da E. Garçon ikke havde godtgjort, at han reelt led af kønsidentitetsforstyrrelse, burde sagen afvises. Appelretten i Paris stadfæstede dommen. Den 13. februar 2013 afviste Kassationsretten en appel.

Den 13. juni 2007 behandledes S. Nicots sag mod den offentlige anklager i Nancy TGI for at få afgjort, at han nu var kvinde og at hans fornavn var Stéphanie. Den 7. november 2008 udsatte TGI sagen og besluttet, at lægeerklæringer om klagerens medicinske og kirurgiske behandling, der beviste omfanget af hans kønsskifte, skulle indgå i sagen. S. Nicot nægtede at indsende disse erklæringer. Som følge deraf afsagde TGI dom den 13. marts 2009 om, at sagen var afvist. Nancy appelret stadfæstede dommen. Den 13. februar 2013 afviste Kassationsretten en appel.

Klager, procedure og sammensætningen af Domstolen
Med henvisning til artikel 8 (Ret til respekt for privatliv og familieliv) klagede A.P., E. Garçon og S. Nicot over, at ændring af kønsbetegnelsen på deres fødselsattest blev gjort betinget af irreversible ændringer af deres kroppe. E. Garçon klagede yderligere over, at kravet om at dokumentere, at han led af kønsidentitetsforstyrrelse tilsidesatte menneskelig værdighed for ham. Endelig klagede A.P. over, at de lægeundersøgelser, som de nationale domstole krævede gennemført, i det mindste var potentielt nedværdigende behandlinger.

Under henvisning til artikel 14 (Forbud mod diskriminering) sammenholdt med artikel 8 påstod E. Garçon og S. Nicot, at dét at gøre ændring af deres fødselsattester betinget af at fremlægge erklæringer om kønsidentitetsforstyrrelse eller kønsdysfori og erklæringer om at have gennemgået kønsskiftekirurgi indskrænkede denne ret til transseksuelle personer og nægtede denne ret til transpersoner.

A.P. påstod, at der var sket en krænkelse af artikel 6 (Ret til retfærdig rettergang), ved at de nationale domstole havde begået en åbenbar skønsfejl ved at konkludere, at da han nægtede at underkaste sig en lægeundersøgelse, var der ikke ført bevis for en irreversibel ændring af hans krop, selv om A.P. havde indsendt en lægeerklæring derom.

Ansøgningen blev indgivet til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 5. december 2012.

Dom blev afsagt af en afdeling med syv dommere, sammensat som følger:
Angelika Nußberger (Tyskland), formand
André Potocki (Frankrig),
Faris Vehabovic (Bosnien-Hercegovina),
Yonko Grozev (Bulgarien),
Carlo Ranzoni (Liechtenstein),
Martinš Mits (Letland),
L.tif Huseynov (Aserbajdsjan),
og også Milan Blaško, stedfortrædende sektions-justitssekretær.

Domstolens afgørelse
Artikel 8
Domstolen bemærkede, at A.P. over for de nationale domstole ikke havde anfægtet den franske lovgivnings betingelse om, at ændringen af kroppen skulle være irreversibel, men ved hjælp af en udenlandsk lægeerklæring havde forsøgt at argumentere, at han opfyldt betingelsen.
Han havde derfor ikke udtømt de nationale retsmidler, hvorfor denne del af hans klage var afvist.

Med hensyn til de to andre klagers klage over dét kriterium, at ændringen af deres kroppe skulle være irreversible for, at en ansøgning om ændring af kønsbetegnelsen på en fødselsattest, kunne imødekommes, har regeringen ikke bestridt anvendelsen af artikel 8 i den foreliggende sag i relation til “privatliv”-aspektet, idet dette inkluderede retten til kønsidentitet.
Domstolen bemærkede for det første, at det omtvistede kriterium underforstået betyder at gennemgå en operation eller medicinsk behandling, der involverer en høj sandsynlighed for sterilitet. I betragtning af, at den enkeltes fysiske integritet og kønsidentitet var på spil, har Domstolen givet sagsøgte stat begrænset råderum (‘en snæver skønsmargin’). Domstolen bemærkede, at dét at gøre anerkendelse af transpersoners kønsidentitet betinget af, at de undergår en operation eller sterilisation, som de ikke ønsker, medfører en betinget opgivelse af den fulde nydelse af ens ret til respekt for privatlivet for den fysiske integritet. Domstolen fastslog, at den rimelige balance, efter hvilken de deltagende stater var forpligtet til at skelne mellem den almene interesse og hensynet til de berørte personer, ikke var blevet opretholdt. Som følge heraf er det fundet, at den betingelse, at ændringen af en persons krop skulle være irreversibel, udgjorde en mangel, som gjorde, at den sagsøgte stat ikke har opfyldt sin positive forpligtelse til at sikre retten til respekt for privatlivet. Domstolen fastslog, at der var sket en krænkelse af artikel 8 i denne henseende.

Med hensyn til betingelsen om at bevise, at man i virkeligheden led af kønsidentitetsforstyrrelse, som pålagt i fransk lovgivning for at give tilladelse til kønsskifte, bemærkede Domstolen, at der på dette område eksisterede en bred enighed blandt medlemsstaterne, og at dette kriterium ikke direkte rejser tvivl en persons fysiske integritet. Domstolen udledte heraf, at selv om den enkeltes kønsidentitet var på spil, havde staterne betydelige råderum til at beslutte, om der skal indføres en sådan tilstand. Heraf fulgte, at den sagsøgte stat ikke havde tilsidesat sin positive forpligtelse til at garantere E. Garçon ret til privatliv. Domstolen konkluderede, at der ikke havde været en overtrædelse af artikel 8 i den forbindelse.

Endelig med hensyn til forpligtelsen til at gennemgå en lægeundersøgelse, som klaget over af A.P., bemærkede Domstolen, at den anfægtede undersøgelse var blevet bestilt af en dommer som et led i indsamlingen af bevismateriale, et område hvor Domstolen har givet de deltagende stater betydelig handlefrihed. Domstolen bemærkede, at selv om den medicinske rapport medførte en genital undersøgelse og dermed mulighed for potentielle forstyrrelser i udøvelsen af sin ret til respekt for privatlivet, så var den at betragte som meget lille. Denne omstændighed har således ikke udgjort en mangel i, at den sagsøgte stat har opfyldt sin positive forpligtelse til at garantere A.P. ret til privatliv. Heraf fulgte, at der ikke havde været en overtrædelse af artikel 8 i den forbindelse.

Artikel 14 sammenholdt med artikel 8
Domstolen bemærkede, at denne del af klagen kunne realitetsbehandles. Men med henvisning til sin konklusion om overtrædelse af artikel 8 i konventionen med hensyn til E. Garçon og S. Nicot med hensyn til kravet om en irreversible ændring af deres kroppe har Domstolen ikke fundet det nødvendigt at undersøge denne klage særskilt i henhold til artikel 14 sammenholdt med artikel 8.

Artikel 6 § 1
Domstolen bemærkede, at denne del af ansøgningen kunne realitetsbehandles. Den fandt dog, at de forhold, der påklagedes af A.P. vedrørende artikel 6 § 1 ikke rejste spørgsmål, som ikke allerede havde afgjort i henhold til artikel 8. Det konkluderede derfor, at det ikke var nødvendigt at undersøge denne del af klagen.

Passende erstatning (artikel 41)
Domstolen fandt, at der i det foreliggende tilfælde med konstateringen af, at artikel 8 i konventionen var overtrådt, udgjorde en passende erstatning, men fandt det rimeligt at tildele E. Garçon og S. Nicot, hver 958,40 euro til dækning af omkostninger og udgifter.

Separat udtalelse
Dommer Ranzoni udtrykte en afvigende udtalelse. Den er vedlagt dommen.

Dommen er kun tilgængelig på fransk.

* * *
Note
  1. [Retur] I henhold til artikel 43 og 44 i konventionen, er Kammerets dom ikke er endelig. Inden for en periode på tre måneder efter domsdatoen, kan hver part anmode om, at sagen henvises til Domstolens Storkammer (Grand Chamber). Hvis en sådan anmodning fremsættes, afgør et panel på fem dommere, hvorvidt sagen fortjener yderligere undersøgelse. I så fald vil Storkammeret behandle sagen og afgive en endelig dom. Hvis anmodningen afvises, vil Kammerets dom være endelig denne dag.
    Når en dom bliver endelig, sendes den til Ministerkomitéen i Europarådet til overvågning af dens fuldbyrdelse.
    Yderligere information om fuldbyrdelsesprocessen kan findes her:
    www.coe.int/t/dghl/monitoring/execution.

* * *
Der tages forbehold for oversættelsen. Ved brug som dokumentation henvises til den originale pressemeddelelse.
Tina Thranesen.

* * *
Pressemeddelelse den 6. april 2017 på engelsk fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om dommen.
Dommen på fransk hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Omtale af dommen den 6. april 2017 fra TGEU om dommen.

Vielse af to personer af samme køn er lovlig, afgjorde Højesteret den 23. marts 2017.

Vist 0 gange.
Højesteret

Højesteret

Højesteret afsagde den 23. marts 2017 dom om, at vielse af to personer af samme køn er lovlig.
Det har stor betydning for LGBT-personer.

Sagen blev anlagt af seks personer (John Hejlesen, Inger Kristensen, Edvind Kristensen, Mogens Skibsted, Gert Grube og Arne Heilsen) mod Kirkeministeren og Social- og Indenrigsministeren.
Baggrunden for sagen var, at de seks personer fandt, at vedtagelsen af lovforslag L 106, der ændrede ægteskabsloven og muliggjorde ægteskab mellem to personer af samme køn og bekendtgørelse om autorisation af ritualer for vielse og kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab mellem to af samme køn, var ulovlige.

Sagen startede ved Københavns Byret, der den 23. marts 2016 henviste sagen til behandling ved Østre Landsret.
Østre Landsret afsagde den 28. juni 2016 dom om, at lovændringen og bekendtgørelsen var lovlige.
De fem personer ankede sagen til Højesteret.
Højesteret stadfæstede den 23. marts 2017 dommen afsagt af Østre Landsret og bestemte, at de fem personer solidarisk skulle betale i alt 100.000 kr. i sagsomkostninger til Kirkeministeren
og Børne- og Socialministeren.

Både Østre Landsret og Højesteret har dermed fastslået, at ægteskab mellem to personer af samme køn er lovligt, og at det også er lovligt, at to personer af samme køn kan blive gift i kirken, samt at to personer af samme køn, der har indgået borgerligt ægteskab, kan få deres ægteskab kirkeligt velsignet.

* * *
Højesteret offentliggjorde den 23. marts 2007 følgende meddelelse/resumé om dommen.

Om reglerne om vielse af to personer af samme køn er i strid med grundloven

Ægteskabsloven, som hidtil kun havde omfattet ægteskab mellem to personer af forskelligt køn, blev ved en lovændring i 2012 ændret, så den også fandt anvendelse på ægteskab mellem to personer af samme køn. Der blev i forlængelse af loven bl.a. vedtaget en kongelig resolution, som fastsatte ritualer for vielse af to personer af samme køn.

Spørgsmålet i sagen var, om ændringerne, for så vidt angik bemyndigelsen til, at præster i den danske folkekirke kan vie to personer af samme køn, var ugyldige som følge af bestemmelser i grundloven, en forfatningsretlig sædvane eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions regler om bl.a. religionsfrihed.

Højesteret bemærkede, at folkekirken i henhold til grundloven hviler på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag. Kompetencen til at regulere folkekirkens forhold tilkommer lovgivningsmagten og regeringen, der har et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for en sådan regulering.

Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte lovgivningsmagtens og regeringens vurdering af, at den gennemførte ordning, der gav mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst i den danske folkekirke, lå inden for det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag og dermed inden for rammerne af grundloven.

Højesteret fandt desuden, at der ikke forelå en retssædvane som begrænsede lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regulere dele af folkekirkens forhold. Ændringerne var endelig ikke i strid med grundlovens eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelser om tros- og religionsfrihed.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

Meddelelsen af 23. marts 2007 om dommen hos Højesteret.

* * *
Østre Landsrets dom i sagen afsagt den 28. juni 2016.

D O M

Afsagt den 28. juni 2016 af Østre Landsrets 16. afdeling
(landsdommerne Michael Kistrup, Malou Kragh Halling og Nikolaj Aarø-Hansen).

16. afd. nr. B-713-15:

1) John Hejlesen
2) Inger Kristensen
3) Edvind Kristensen
4) Mogens Skibsted
5) Gert Grube
6) Arne Heilsen
Biintervenient: Foreningen med Grundlov skal land bygges (advokat Nikolaj Nikolajsen for alle)

mod

1) Kirkeministeren
2) Social- og Indenrigsministeren (tidligere Ministeren for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold) (Kammeradvokaten v/advokat Sune Fugleholm for begge)

Denne sag, der er anlagt ved Københavns Byret, er ved kendelse af 23. marts 2016 henvist til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
  1. Kirkeministeren tilpligtes at anerkende, at den af kirkeministeren udstedte kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for 2 personer af samme køn er ugyldig.
  2. Social- og Indenrigsministeren tilpligtes at anerkende, at lov nr. 532 af 12. juni 2012 (Ægteskab mellem to personer af samme køn) om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab, er ugyldig for så vidt angår den i loven iboende bemyndigelse til præster i den danske folkekirke til at indstifte et ægteskab for to personer af samme køn.

De sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling
Denne sag vedrører prøvelse af, om lov nr. 532 af 12. juni 2012 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn), er i strid med grundlovens §§ 4 og 66, i det omfang loven giver præster i folkekirken kompetence til at foretage vielse mellem to personer af samme køn. Sagen vedrører endvidere prøvelse af, om den af kirkeministeren udvirkede kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme køn er i overensstemmelse med grundlovens §§ 4 og 66.

Ægteskab som betegnelse har indtil indførelsen af mulighed for vielse mellem to personer af samme køn i juni 2012 været forbeholdt vielse af par af forskelligt køn.

Ved lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab fik to personer af samme køn mulighed for at indgå registreret partnerskab med retsvirkninger, der i vidt omfang svarede til retsvirkningerne af ægteskab.

Registreret partnerskab kunne dog i modsætning til ægteskab ikke indgås ved en kirkelig handling, men kun ved en borgerlig handling. Muligheden for at indgå registreret partnerskab blev ophævet i juni 2012.

Siden 1997 har registrerede par haft mulighed for at få en gudstjenestelig markering i forbindelse med registreringen af deres partnerskab, og siden 2005 har Folkekirken haft et vejledende ritual for velsignelse af registrerede partnerskaber, som blev udarbejdet af 7 af folkekirkens biskopper.

I april 2010 nedsatte den daværende kirkeminister et udvalg for at belyse, hvordan folkekirken burde forholde sig til ønsket om, at partnerskab mellem to personer af samme køn skulle kunne indgås ved en kirkelig handling. De daværende biskopper afgav alle høringssvar om rapporten.

Af Kirkeministeriets referat af et bispesamråd den 8. december 2011 fremgår blandt andet:

”Ad 1. Regeringsbeslutningen
Ministeren bød velkommen og konstaterede, at baggrunden for samrådet var, at regeringen har besluttet, at homoseksuelle fremover skal kunne indgå ægteskab.
Formålet med samrådet var at få afstemt forventninger til det videre arbejde.

Ministeren understregede, at regeringens beslutninger handler om det civilretlige:
hvad der skal stå i lovgivningen. Regeringens beslutninger handler ikke om indholdet af ritualer.

Ministeren opsummerede situationen med hensyn til ritualer:

  • Udvalget om folkekirken og registreret partnerskab skitserede i sin rapport forslag til ritualer til brug ved henholdsvis velsignelse og indgåelse af partnerskab. Udvalgets forslag blev derefter af en arbejdsgruppe suppleret med forslag til bønner og tekstlæsninger. Både i udvalget og i arbejdsgruppen deltog biskopper i arbejdet.
  • Efter anmodning fra Per Stig Møller forholdt biskopperne sig til ritualforslagene. Tilbagemeldingen i august og igen ved samråd den 14. november var, at forslagene var et godt grundlag, og et tilsagn fra biskopperne om at gå ind i arbejdet med den endelige justering, når Folketinget har afklaret det juridiske grundlag, som folkekirken skal handle på.

Ministeren konstaterede, at regeringen har afklaret sin holdning til det juridiske grundlag. Han var klar over, at der blandt biskopperne er forskellige holdninger til det, der er blevet resultatet af denne afklaring. Men han udtrykte håb, om at biskopperne fortsat står ved tilsagnet om at gå ind i arbejdet med at færdiggøre ritualerne.

Karsten Nissen pegede på, at da biskopperne sagde ja til det videre arbejde med ritualerne, lå det i luften, at tilspørgslen skulle handle om livsfæller. Han kunne ikke gå ind for at stifte et homoseksuelt ægteskab i kirken. Det er ikke kun et spørgsmål om en sproglig term, men om at ægteskab mellem mand og kvinde er bibelsk begrundet.

Lise-Lotte Rebel fastholdt, at hun og Steen Skovsgaard af teologiske grund ikke ønsker et ritual.

Peter Skov-Jakobsen mente, at biskopperne må tage debatten om de teologiske holdninger internt. Biskopperne må arbejde med ritualet, til de er enige. To-tre biskopper er imod ritualer, men har tilkendegivet, at de ikke vil modsætte sig, at der udarbejdes ritualer.

Elisabeth Dons Christensen var blevet chokeret, da hun hørte om regeringens beslutning. Men biskopperne skal selvfølgelig arbejde videre med ritualer, så langt samvittigheden kan bære.

Der blev tilkendegivet forskellige holdninger til hvilke ord, der bør bruges i ritualet.

Malene Vestergaard orienterede om gyldighedsbetingelserne for en vielse i henhold til ægteskabslovens § 20, stk. 2.

Karsten Nissen bad om en pause i mødet.

Efter pausen foreslog Karsten Nissen, at ministeren efter mødet kan sige: at biskopperne vil gerne samarbejde – ministeren og biskopperne erkender, at ægteskab og partnerskab er to forskellige ordninger med hver sin ret – at biskopperne gerne vil komme med et ritual på den baggrund.

Flere biskopper tilkendegav, at de ikke var enige i Karsten Nissens opfattelse af ægteskab og partnerskab.

Efter meningsudveksling om dette præsenterede ministeren biskopperne for et udkast til de meldinger, som ministeren ville give til medierne efter samrådet.

Udkastet blev drøftet, og der blev enighed om følgende formulering af konklusionerne på samrådet:

  • Regeringen har besluttet, at par af samme køn kan indgå ægteskab. Biskopperne konstaterer, at det er Folketingets kompetence at bestemme den juridiske betegnelse for parforhold mellem to af samme køn.
  • Der er blandt biskopperne uenighed om den teologiske forståelse af henholdsvis ægteskab mellem mand og kvinde og mellem par af samme køn.
    Til trods for denne uenighed er biskopperne indstillet på at indgå i det videre arbejde med udarbejdelse af ritualer.
  • Det er fortsat regeringens plan at fremsætte de nødvendige forslag til lovændringer efter nytår.
  • Biskopperne har tilkendegivet, at deres arbejde med ritualforslag vil være afsluttet, så ritualet kan være klar til brug, når Folketinget har afsluttet sit arbejde med lovgivningen.”

Forud for fremsættelsen af lovforslaget bag den omtvistede ændringslov afgav biskoppen over Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard, et høringssvar af 20. februar 2012 til et udkast hertil.
Heraf fremgår blandt andet:

”…
Som det fremgår af nedenstående kan jeg ikke anbefale lovforslaget.
Jeg fastholder mit synspunkt, som kom til udtryk i min udtalelse af den 20. september 2010 til rapporten ”Folkekirken og registreret partnerskab” – hvor jeg blandt andet skrev:
Jeg kan … hverken gå ind for rapportens forslag til ritual for kirkelig velsignelse af registreret partnerskab eller for ritualet for indgåelse af partnerskab, og konstaterer som sagt med glæde, at det af et enigt udvalg betragtes som et legitimt synspunkt indenfor folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Samtidig vil jeg gøre opmærksom på udtalelsen fra bispemødet den 13. april 2010, hvor der står flg.:

”Biskopperne konstaterer, at der i folketinget og i den danske befolkning er et flertal for, at der skal være en ligestilling imellem hetero- og homoseksuelle par.
Efter biskoppernes opfattelse er folkekirkens stilling til dette spørgsmål, og den praksis folkekirken skal følge, imidlertid et indre kirkeligt anliggende. Folketinget er folkekirkens lovgivende forsamling, og har folketinget lovgivet således, at ægteskabet skal være for såvel hetero- som homoseksuelle par, er folkekirken forpligtet til efterfølgende at udarbejde ritualer der gør dette muligt.

Her skal jer understrege, at forudsætningen for ovennævnte udtalelse var en forståelse fra mine bispekollegers side for, at undertegnede af samvittighedsgrunde hverken kunne eller ville bidrage til det efterfølgende udvalgsarbejde, ligesom jeg heller ikke kan eller vil være med til udformningen eller autoriseringen af et evt. kommende ritual.

I lovforslaget står der, at det ikke har miljømæssige konsekvenser. Det er sikkert rigtigt. Men til gengæld mener jeg ikke, at det i tilstrækkeligt omfang og i overbevisende grad er blevet godtgjort, at en sidestilling af ægteskab mellem to personer af forskelligt køn og to personer af samme køn ikke har bekendelsesmæssige konsekvenser.

Til slut skal jeg tillade mig at gentage min opfordring fra mit høringssvar af den 20. september 2010:

Som sagt er jeg overbevist om, at rapportens forslag næppe vil kunne tilgodese folketingets flertal, hvilket da også fremgår allerede i Kristeligt Dagblad den 16.9., hvor toneangivende politikere udtrykker skuffelse over rapportens konklusioner. Derfor vil jeg til slut opfordre kirkeministeren til at overveje – i tilfælde af at en eventuel folketingsbeslutning skulle gøre det muligt at indgå registreret partnerskab/vielse i kirken – om det overhovedet er nødvendigt at udarbejde et fuldt og færdigt autoriseret ritual. Vielsesritualet/erne kunne efter min mening udmærket stilles frit for præsterne, ligesom f.eks. begravelsesritualet, hvor kun jordpåkastelsesordene er autoriseret. Det mener jeg ville kunne være en både mindelig, rimelig og ordentlig løsning på et vanskeligt spørgsmål.

Endvidere afgav biskoppen over Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, den 20. februar 2012 et høringssvar. Heri hedder det blandt andet:

Indledning
I forlængelse af vedtagelsen af lov om registrerede parforhold 1989 har spørgsmålet om folkekirkens forhold hertil flere gange været genstand høringer og udtalelser. De danske biskopper tog stilling i en udtalelse fra 1997, hvori biskopperne, bl.a. undertegnede, betoner ægteskabet bibelske begrundelse og institutionelle karakter. Dette udelukkede imidlertid ikke, at indgåelse af registrerede parforhold kunne gøres til genstand for en kirkelig markering eller fejring, hvilket biskopperne var enige om at anbefale. Senere, i forbindelse med kommissionsarbejde og efterfølgende høring 2010 om et eventuelt ritual for registrerede parforhold, blev distinktionen mellem ægteskab og en kirkelig ceremoniel markering af et indgået registreret parforhold også fastholdt af flertallet i kommissionen.

I overensstemmelse med biskoppernes udtalelse fra 1997 har der i samtlige stifter været muligheder for kirkelig markering af indgåelse af registreret parforhold ved en særgudstjeneste eller anden form for kirkelig ceremoni. Det er en mulighed, som et antal homoseksuelle par har benyttet sig af.

Disse hidtidige diskussioner, biskoppelige udtalelser, kommissionsarbejdet, høringer og kirkelige arrangementer i forbindelse med indgåelse af registreret parforhold har således alle haft deres primære baggrund i ønsket om en rituel eller ceremoniel markering af et borgerligt indgået parforhold. Samtidig har høringssvar og et flertal i kommissionen fastholdt, at ægteskabet som historisk, kulturel og teologisk bestemt institution blev ladt uantastet.

Lovforslaget
Af det tilsendte Udkast fremgår af bemærkningerne s 3, at lovforslaget delvist ønsker at udmønte et punkt i regeringsgrundlaget, hvori det hedder: Regeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering. Regeringen vil derfor fjerne forbuddet mod vielser af homoseksuelle i folkekirken og i øvrigt undersøge yderligere tiltag i retningen (sic) af en kønsneutral ægteskabslovgivning.

Det fremgår ikke, hvad der tænkes på med udtrykket ’forbuddet mod vielser af homoseksuelle i folkekirken’. Jeg er ikke bekendt med eksistensen af et sådant forbud. Hvad der menes må vel være, at et ægteskab efter hidtidig retlig og kirkelig praksis består af et forhold mellem en mand og en kvinde, hvorfor en vielse af et homoseksuelt par af indlysende årsager ikke har kunnet finde sted i kirken, ligesom det heller ikke har kunnet finde sted på rådhuset.

Så meget synes dog at være klart, at der i regeringsgrundlaget først og fremmest tænkes på mulighederne for en kirkelig vielse– dvs. på ceremonielle fejring ved ægteskabs (eller parforholds?) indgåelse.

I det konkrete forslag, ’udmøntningen’, hedder det s. 4: Det overordnede formål med lovforslaget er at give personer af samme køn mulighed for at indgå ægteskab. I forhold til den gældende retstilstand får personer af samme køn mulighed for at indgå ægteskab ved en kirkelig handling i stedet for som i dag at kunne indgå registreret partnerskab ved en borgerlig handling.

Hermed udtrykker regeringen et ejerskab til folkekirken og dens liturgiske praksis, ifølge hvilken et ’overordnet formål’ af politisk-moralsk karakter søges gennemført blandt andet med den folkekirkelige ritualpraksis som instrument.
Samtidig indføres en skelnen mellem rettighederne hos borgerne, alt efter hvilket religiøst trossamfund de måtte tilslutte sig. Lovens intentioner kommer ikke til at udstrække sig til at omfatte f.eks. medlemmer af Islamisk trossamfund, Den romersk-katolske kirke, Mormonkirken og andre trossamfund. Med ønsket om at skabe lighed mellem mennesker med forskellig seksuel orientering indfører lovforslaget således en helt ny forskel mellem menneskers rettigheder, beroende på kirketilhørsforhold.

Dette problem udspringer af, at landets politiske ledelse i denne sag optræder som indehaver af ejerskabet til folkekirken, mens andre trossamfund behandles som autonome i deres trosgrundlag og liturgiske praksis. Samtidig kortsluttes ved denne tilgang de ’indre’ linjer i den gængse folkekirkelige beslutningsproces, og de folkekirkelige embeder søges bragt i spil som led i den ’overordnede’ politiskmoralske agendas ’udmøntning’.

Om ægteskabet teologi
Ægteskabet er netop i dets egenskab af social og kulturel institution, der i vor kulturkreds omfatter et forhold mellem en mand og en kvinde, genstand for en specifik teologisk og kirkelig bestemmelse. Denne forståelse har konfessionel karakter, idet en evangelisk-luthersk kirke forvalter et ægteskabssyn, der markant adskiller sig fra andre trossamfunds og religioners forståelse. Et eventuelt Indgreb i den evangelisk-lutherske kirkes ægteskabsteologi og vielsespraksis berører således potentielt kirkens konfessionelle identitet. Dette har vide konsekvenser også for folkekirkens økumeniske og religionsretlige forhold.

I mit høringssvar af dec. 2010 i forbindelse med den tidligere kirkeministerielle høring har jeg redegjort for nogle hovedtræk i denne teologisk motiverede og kirkeligt gældende forståelse af ægteskabet. Dette skal ikke gentages her. Men jeg gør opmærksom på følgende:

  1. Reformatoren Martin Luther hævdede med vægt, at netop ægteskabet verdslige karakter, dvs. ægteskabet som social og kulturel ordning på samfundsmæssigt plan, er genstand for en ganske særlig teologisk og kirkelig bestemmelse. I Kirkeministeriets Betænkning nr. 943 Dåb og Brudevielse af 1983, s 62, gengives dette synspunkt præcist og loyalt bl.a. i følgende sætning:
    ’Luther siger på den ene side, at ægteskabet er en verdslig stand, på den anden side, at det har Guds ord for sig, at det ikke er opdigtet eller stiftet af mennesker.’ Dette er hovedbegrundelsen for, at en luthersk kirke overhovedet beskæftiger sig med en ’verdslig ting’, som ægteskabet er. Hvis ikke denne teologiske begrundelse fastholdes, så er det ingenlunde givet på luthersk grund, at ægteskabet som institution overhovedet ville angå kirken. I så fald ville ægteskabet kunne betragtes på lige fod med andre samfundsinstitutioner, som kirken ikke har adkomst til at forholde sig til gennem påmindelse om Skriftens ord, med forbøn og forkyndelse. Fjernes eller negligeres denne begrundelse, så forandres med andre ord kirkens rolle ved ægteskabs indgåelse fra at udtrykke en strengt teologisk begrundet kirkelig praksis. I stedet tildeles kirken rollen som en institution, der garnerer menneskelivet med religiøse ceremonier alt efter behov og tilskyndelse.
  2. Denne lutherske forståelse af ægteskabet er forudsat og indskrevet i folkekirkens bekendelsesskrifter. Den forudsættes således i Luthers lille katekismus, og den er direkte udtalt i Den Augsburgske Konfessions artikler 16, 23 og 27.
    Allerede herved må ægteskabet som et forhold mellem en mand og en kvinde formelt siges at have en status, som gør, at disse konfessionelle bestemmelser ikke uden videre kan forbigås i en aktuel stillingtagen til spørgsmål vedrørende folkekirke og ægteskab. Folkekirken har aldrig på officielt plan tilbagekaldt eller problematiseret denne ægteskabsteologi, men hævder den tværtimod aktuelt i sin liturgiske praksis (pkt. 3), hvorfor der intet grundlag er, for ikke stadig at anse den som hørende til folkekirkens lære.
  3. Denne lutherske forståelse kan ikke blot betragtes som et historisk relikt, der er uden gyldighed i nutiden. En gennemgang af de senest autoriserede liturgiske bøger (Ritualbog 1992, Alterbog 1992, Salmebog 2002) dokumenterer entydigt, at den lutherske ægteskabsforståelse er indskrevet i og forudsættes uantastet som aktuelt gældende også i nuværende kirkelig praksis.
    1. Ritualbogen. Flere af de skriftsteder, som Martin Luther brugte til at fortolke ægteskabet med teologisk, og som begrunder, hvorfor kirken overhovedet har et anliggende i forhold til den borgerlige ordning, som ægteskabet grundlæggende er, genfindes således i det nugældende ægteskabsritual. Med tydelig reference til 1. Mosebogs skabelsesberetning hedder det i bønnen for ægteparret: ’Almægtig Gud, som skabte mand og kvinde til at leve sammen i ægteskab og velsignede dem’. I slutningskollekten takker vi Gud ’for ægteskabet, og vi beder dig, at du vil bevare denne ordning og velsignelse urokket iblandt os.’ Alterbogen gør med sine formuleringer en klart konfessionelt defineret forståelse af ægteskabet som en verdslig stand, ’der har Guds ord for sig’ og som omfatter en mand og en kvinde, gældende. Det er en teologisk forståelse, som adskiller sig markant både fra andre kristne kirkesamfunds ægteskabsteologi og andre religiøse traditioner. F.eks. anser den Romerskkatolske kirke ægteskabet for at være et sakramente, mens biblicistiske kirkesamfund ser det som en religiøst kvalificeret samlivsform.
      Lutherdommen ser det som en social institution, der er forordnet til samfundets og menneskets bedste, det omfatter en mand og en kvinde, og det er velsignet af Gud selv.
    2. Salmebogen. I salmebogens vielsessalmer fastholdes den samme forståelse af ægteskabet, hvilket er genstand for menighedens taknemmelighed og lovprisning. Således rummer en af de salmer, som kom ind i salmebogen ved den seneste revision i 2002, og som har opnået en betydelig folkelig accept, en klar forkyndelse, når det hedder med allusion til skabelsesberetningen: ’I blev skabt som mand og kvinde.’ DDS 706
    3. Alterbogen. Siden Peder Palladius i 1550 udgav lutherske kollekter til søndagsgudstjenesten, har disse kollekter været medvirkende til at fastholde den anden søndag i Hellig Tre Kongertiden som ’ægteskabets søndag’. Gennem århundreder har der på denne søndag været prædiket og forkyndt om ægteskabet som en af Gud velsignet ordning. Trods utallige revisioner fastholder alterbogen stadig på denne søndag i indgangskollekten bønnen: ’Vi takker dig, fordi du nådigt har skabt os som mand og kvinde og lader os høre sammen i ægteskab.’

    I dette høringssvar gør jeg således gældende, at folkekirken som evangeliskluthersk kirke har en vel defineret og konfessionelt bestemt teologi og aktuel kirkelig liturgisk praksis vedrørende ægteskabet. Således har det forholdt sig lige siden den lutherske reformation blev gennemført i Danmark, hvor konsekvenserne heraf blev trukket i form af kirkelige og liturgiske bestemmelser.
    Ægteskabsforståelsen kan ikke betragtes som noget, der blot angår fortidige bestemmelser, således at disse eventuelt skulle kunne tilsidesættes med henvisning til tidernes skiften. Det kan heller ikke betragtes som blotte personlige meninger, eller som et felt, hvis udformning helt og holdent er overladt til det til enhver tid siddende politiske styre, idet de indgår i folkekirkens samlede lære og er integreret heri med aktuel liturgisk gyldighed. Tidligere tiders kommissionsarbejde vedrørende vielse og vielsesritualer har da også været særdeles opmærksom på betydningen af disse konfessionelt og traditionelt givne forhold, hvilket kommer tydeligt frem i ovennævnte kirkeministerielle kommissionsarbejde fra 1983. Den evangelisk-lutherske kirkes syn på ægteskabet har dermed en status, som ikke uden videre lader sig annullere. Problemstillingen angår i sidste instans den evangelisk-lutherske kirkes teologiske og konfessionelle egenart.

    Konklusion
    Med disse redegørelser ønsker jeg at påpege, at den nuværende høringsrunde markerer et helt andet niveau og perspektiv for problemstillingen, end det, der har været gældende ved tidligere udtalelser, høringer og debatter. Det fremsendte lovforslag angår forhold, som kalder på en dybtgående undersøgelse af retsteologisk, forfatningsmæssig og religionsretlig art. Disse forhold kan på ingen måde siges at være belyst tilstrækkeligt gennem tidligere offentlige debatter eller høringer. Folketinget har ubestridt retten til at lovgive angående det danske samfund, inklusive samlivs- og ægteskabsforhold. Som tidligere nævnt hilser jeg det velkommen, at folketinget varetager et ansvar også i forhold til homoseksuelles forhold, og at også folkekirken er sig sit ansvar bevidst i forhold hertil. Men en lovgivning på et så komplekst område bør ikke overse farerne for at overskride grænsen mellem det politiske liv og så de forhold, der angår kirker og trossamfund, herunder folkekirkens konfessionelle bestemmelser. I nærværende sammenhæng er folkekirken at betragte som et trossamfund, hvorfor den som trossamfund må kræve statens beskyttelse og værn om den nødvendige frihed til egen teologisk begrundet stillingtagen.

  • Hvis lovgiverne vælger at se bort fra disse problemstillinger, så bringes den delikate balance mellem stat og kirke, udtrykt i Grundlovens § 4, i fare. Det er efter min mening ingenlunde indlysende, at folkekirken ene af alle trossamfund skulle kunne pålægges at udforme ritualer for homoseksuelles vielser. Folkekirken unddrages i så fald den samme respekt for egen tradition og trosgrundlag, som andre trossamfund og religioner nyder.
  • Endvidere finder jeg, at den påtænkte frihedslovgivning, som giver den enkelte præst ret til at nægte at deltage i vielseshandlingen for homoseksuelle, ikke imødekommer den retssikring, folkekirken som helhed har krav på som et trossamfund, der har den fulde ret til at varetage sine egne legitime teologiske interesser.
  • Udkastets bemærkning s. 6: En konsekvens af lovforslaget bliver således, at de eksisterende vielsesritualer for vielse af mand og kvinde bliver suppleret med et vielsesritual for vielse af to personer af samme køn vil medføre, at der kommer til at eksistere flere vielsesritualer side om side. Disse vil imidlertid komme til at modsige hinanden, idet det nugældende vielsesritual i realiteten udtrykker en eksklusivitet vedrørende ægteskabet mellem mand og kvinde. Indførelsen af ’supplerende’ vielsesritualer betyder derfor en fordunkling af kirkens lære og praksis med derpå følgende forvirring og uklarhed.
  • Inden den påtænkte lovgivning eventuelt gennemføres, bør det undersøges, om processen vedrørende lovgivningen bringer den danske stat i modstrid med internationale konventioner vedrørende krænkelsen af religiøse samfunds krav på beskyttelse af deres konfessionelle autonomi. Hvis den danske stat gennemfører en revision af ægteskabslovgivningen med det formål at pålægge ét enkelt trossamfund pligten til at udforme et nyt religiøst ritual, hvis indhold afviger både fra trossamfundets læregrundlag og fra 475 års tradition, og hvis indhold dikteres af det politiske styres ’overordnede formål’, så er der tale om en form for lovgivningsmæssigt tiltag, der må forventes også at ville tiltrække sig opmærksomheden fra overnational jurisdiktion.

    Jeg vil således stærkt fraråde den påtænkte lovgivning og anbefaler, at indsigterne fra de tidligere høringer og kommissionsarbejder, som alle fastholder egenarten af ægteskabet som et forhold mellem en mand og en kvinde, danner grundlag for alle videre tiltag vedrørende folkekirkens involvering.”

Københavns biskop Peter Skov-Jakobsens notat af 21. februar 2012 er den 29. februar 2012 tilsendt Folketingets Kirkeudvalg, Kirkeudvalget 2011-12 KIU Alm. del, endeligt svar på spørgsmål 16.

I biskoppens notat af 21. februar 2012 er blandt andet anført:

”Indtil nu har det været en udbredt opfattelse i vores evangelisk-lutherske tradition, at der kun var et ægteskab. Jeg formoder, at der med »kirkeligt ægteskab« menes kirkelig vielse eller kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab. At der i Danmark består den mulighed, at ægteskabet kan indgås for den borgerlige eller den kirkelige myndighed, har dog indtil nu ikke afstedkommet teologiske overvejelser over, hvorvidt det i kirken indgåede ægteskab eller det i kirken velsignede ægteskab skulle have særlig status.

En sådan tænkning ville være ny i en evangelisk-luthersk tradition, hvor et ægteskab altid har været opfattet som »ein weltlich Ding«. Hvis et ægteskab i kirken skulle være noget særligt, ville det problematisere den borgerlige myndighed, ligesom det i høj grad ville problematisere den teologisk-etiske eftertanke over ægteskabet.

Den evangelisk-lutherske ægteskabsetik er blot antydet i bekendelsesskriftet CA.

I artikel 16 læres der således, at lovlige borgerlige ordninger er Guds gode værk, bl.a. kan mand og kvinde tage til ægte, ligesom den troende kan slutte handel efter loven, være soldat, føre retfærdig krig og beklæde øvrighedsposter.

I artikel 23 om præsternes ægteskab redegøres der for det lovlige ved, at præster kan bryde traditionen for cølibat. Der henvises til, at præsterne var gifte i den tidlige kirke, og desuden gøres der opmærksom på Paulus’ holdning i 1. Korintherbrev 7, 2-9, at ægteskabet er et middel mod den menneskelige svaghed (begær og ukyskhed).

I artikel 27 argumenteres der mod munkeløfter og i den forbindelse forsøger artiklen at berolige de klosterbundne, som har brudt deres løfter om kyskhed, lydighed og fattigdom, og har ladet sig ægtevie, idet der igen henvises til Paulus’ råd om, at ægteskabet er et middel mod menneskets svaghed.

Nogle finder, at disse få bemærkninger i CA udgør en solid bund for det, man nyligt hører omtalt som ægteskabsteologi.

I CA få bemærkninger om ægteskabet ser jeg intet grundlag for andet end antydninger af en ægteskabs-etik. Bemærkningerne gøres blot for at trøste de mange præster og klosterbundne, som har brudt deres løfter om cølibat og er kommet i tvivl og lever med plagede samvittigheder. Melanchton, som udfærdigede CA, forsøger med sine bemærkninger at skabe rolige bevidstheder i de evangeliske menigheder.

Ægteskabet ansås på Luthers tid for at være en aftale mellem mand og kvinde.

Jeg finder det relevant at nævne, at vi i vores teologiske tradition lever med en høj bevidsthed om, at et bekendelsesskrift har en historisk karakter, hvilket medfører, at fortolkningen af bekendelsesskriftet fordrer såvel en afklaring af nutidens problemstilling som en viden om reformationstidens situation.”

Den danske folkekirke hviler på følgende bekendelsesskrifter: Bibelen, Den Apostolske Trosbekendelse, Den Nikænske Trosbekendelse, Den Athanasianske Trosbekendelse, Den Augsburgske Bekendelse og Luthers lille Katekismus.

Social- og integrationsministeren fremsatte den 14. marts 2012 forslag om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (ægteskab mellem to personer af samme køn), der blev vedtaget af Folketinget som lov nr. 532 af 12. juni 2012. Med loven fik to personer af samme køn mulighed for at indgå ægteskab, herunder mulighed for at indgå ægteskabet ved en kirkelig handling for en præst i folkekirken.

Ministeren for ligestilling og kirke indstillede den 11. juni 2012 et forslag til to nye ritualer, henholdsvis et ritual for vielse (bryllup) af to af samme køn og et ritual for kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab mellem to af samme køn, til autorisation af Hendes Majestæt Dronningen, hvilke blev gennemført ved bekendtgørelse nr. 544 af 13. juni 2012.

Den daværende minister for ligestilling og kirke, Manu Sareen, har i samarbejde med Niels Ditlev i 2015 udgivet bogen ”Manu” på Politikens Forlag. Af bogens kapitel 10 om ”Homovielser og kirkehysteri” fremgår blandt andet:

”I regeringsgrundlaget skrev vi følgende:
”Regeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering.”
Så var den ged barberet! Næh. Kampen var lige begyndt. Jeg havde kun været minister i tre uger, da en mindre delegation af topembedsmænd fra ministeriet troppede op på mit kontor.
Departementchef Henrik Nepper førte ordet, og denne gang var han meget alvorlig:
”Du kan ikke få dine bøsser gift, Manu. Du er færdig, hvis du gør det,” sagde han alvorligt med sin bornholmske accent.
Han var ellers en meget rolig mand, men nu dirrede hans stemme. Af en lille smule ophidselse og af stor bekymring. Nepper er af den gamle skole. Han vil gøre alt for at beskytte sin minister. Men også sig selv og ministeriet, det er klart.
”Tove Fergo døde på det, da hun blandede sig i kirkens arbejde. Du må ikke gå mod biskopperne på den måde.”
Som alle nybagte ministre havde jeg fået indprentet den første og vigtigste lov som minister: Du skal lytte til embedsmændene. Du er 100 procent afhængig af deres støtte.

De advarede mig mod at tvinge biskopperne til at lave et vielsesritual for homoseksuelle. Jeg syntes ellers, at det var den logiske konsekvens af en ny regering og regeringsgrundlaget, og hvor svært kunne det være? Biskopperne var statsansatte og fik ligesom embedsmændene løn af skatteyderne, så de måtte da bare i arbejdstøjet og lave et ritual. Ritualet ville betyde, at bøsser og lesbiske kunne blive gift, nøjagtig som alle andre i den danske folkekirke, og kalde sig ægtefolk.
Så langt ville embedsværket på ingen måde gå. Deres vurdering var, at sagen skulle ordnes ved, at de homoseksuelle i fremtiden kunne komme i kirken og blive velsignet og til nød få læst en tekst op – og så kalde sig livsfæller.

Biskopperne foretrak bestemt, at homoseksuelle kun kaldte sig livsfæller, ikke ægtefolk. Et mindretal på to ville slet ikke deltage. De øvrige var skeptiske og afventende. Biskop Kjeld Holm og biskop Peter Skov-Jakobsen var tydeligvis med mig, men alle de andre var samlet i en modstand mod, at der nu skulle komme en indisk minister og diktere noget i deres folkekirke. I huj og hast.
Min eneste mulighed for at få dem med var at give dem medejerskab til projekt homovielser. Det lykkedes på et møde den 7. december 2011 i ministeriet. På forhånd havde jeg besluttet, at der skulle laves en pressemeddelelse efter mødet med biskopperne, så alle kunne se, hvad vi fandt frem til.
Tanken med pressemeddelelsen var, at den også skulle binde de kritiske biskopper sammen. I slutningen af mødet den 7. december læste jeg pressemeddelelsen op.
Jeg sad på den ene side af det lange sorte bord i Kirkeministeriet, og på den anden side sad biskopperne side om side. De kiggede intenst på mig og fulgte koncentreret med i alt, hvad jeg sagde. Jeg læste højt og gjorde mig meget umage for at gøre det i et roligt tempo, så alle vidste, hvad de sagde ja til. Jeg kiggede rundt, efter at jeg havde læst pressemeddelelsen højt, og fik dem til at nikke. Det skulle i al ydmyghed vise sig at være en genistreg. I slutningen hed det:
”Der er blandt biskopperne uenighed om den teologiske forståelse af henholdsvis ægteskab mellem mand og kvinde og mellem par af samme køn.
Til trods for denne uenighed er biskopperne indstillet på at indgå i det videre arbejde med udarbejdelse af ritualer.”
Meget uskyldigt, men fælden klappede. Nu var der ingen vej tilbage. De to sidste linjer var min livsforsikring på, at det blev til noget, og de to første linjer var deres forklaring til deres respektive menigheder på at være med.

…”

Forklaringer

Der er for landsretten afgivet vidneforklaring af tidligere ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen.

Manu Sareen har blandt andet forklaret, at han skrev bogen ”Manu” sammen med Niels Ditlev, der nærmest var et førstehåndsvidne til hans liv. Samarbejdet foregik på den måde, at de havde en lang række samtaler gennem en del år, og at Ditlev på den baggrund skrev teksten til bogen. Han kan stå inde for indholdet i bogens kapitel 10. homoseksuelles adgang til at indgå ægteskab var, så vidt han husker, en mærkesag for såvel De Radikale og SF, og vist nok også for Socialdemokraterne i forbindelse med partiernes forhandling af deres regeringsgrundlag. Det var ikke et initiativ, der kom fra biskoppernes side. Der var ganske vist allerede igangsat et arbejde, men han syntes, at dette, der alene sigtede på, at homoseksuelle par alene skulle kunne kalde sig for ”livsfæller”, var utilfredsstillende og gik for langsomt.
Når han igangsatte arbejdet med det omtvistede lovforslag, skyldtes det både, at det stod i regeringsgrundlaget, og at han gik ind for det. Der var stor modstand fra nogle af biskopperne.

Retsgrundlag
Grundlovens § 4, § 66 og § 67 lyder som følger:
”§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”

”§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.”

”§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Af Beretningen om forhandlingerne på Rigsdagen, den foreløbige behandling af Grundlovsudkastet, §§ 2 og 64, sp. 2506-2508, blandt andet:
”…
Comiteens Ordfører for det 7de Afsnit, Hall, oplæste derefter Udkastets § 2, der lyder saaledes:

”Den evangelisk-lutherske Kirke er, som den, hvori den den overveiende Deel af Folket befinder sig, at ansee som den danske Folkekirke og nyder, som saadan, Understøttelse af Staten.”

Derpaa oplæste Ordføreren Udvalgets Bemærkninger til denne Paragraph i den første Deel af dets Betænkning, saalydende:

”Udvalget har anseet det for afgjorte, at den i Kongeloven begrundede Opsattelse af den evangelisk-lutherske Kirke som Statskirke maatte opgives i en Grundlov, som vedkjendte sig Religionsfrihedsprincipet. Udvalget maatte fremdeles med Udkastet erkjende, at man ikke i selve Grundloven kunde paatage sig Løsningen af alle de kirkelige Reformspørgsmaal, som endnu i høi Grad dele Gemytterne.
Men ligesaa lidt kunde man finde det passende, aldeles at forbigaae det hele Spørgsmaal om Kirken.”…

”…Men naar Grundloven saaledes hævder Religionsfrihedens Grundsætning, medfører den en Forandring i den hidtilværende Statskirkes hele retlige Stilling i Statssamfundet, der paa den ene Side skjenkede denne Kirke Statens høieste Beskjærmelse og Forsorg, men paa den anden Side ogsaa gav den øverste Statsmagt en saagodtsom uindskrænket Magt og Myndighed over dens indre og ydre Anliggender. Om end derfor den hidtilværende Statskirke i Grundloven kaldes og i Vvirkeligheden bliver den danske Folkekirke, og om end Staten just paa Grund deraf maa ansee sig særlig forpligtet imod den, saa formener Udvalget dog, at det er nødvendigt, at dens fremtidige Forsatning bliver ordnet ved en særegen Kirkelov, der navnlig maatte gaae ud paa at bestemme Formerne og Grændferne for den Medvirkning, som Kirkesamfundet selv bør have ved Sammes Bestyrelse, saavelsom ved Afgjørelsen af kirkelige Sager, ved Siden af den forholdsviis større Myndighed, som Statsmagten for ovrigt forudsættes at ville komme til at udøve over denne Kirke frem for over de øvrige Religionssamfund i Landet.
…”

”Art. 9
Stk 1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.

Stk. 2. Frihed til at udøv sin religion eller tro skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.”

Ved lov nr. 532 af 12. juni 2012 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn) blev den hidtidige § 1 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning ophævet, og i stedet blev blandt andet indsat følgende bestemmelse:
”§ 1. Loven finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af forskelligt køn og mellem to personer af samme køn.”

Af bekendtgørelse nr. 544 af 13. juni 2012 om autorisation for ritualer for vielse (bryllup) af to af samme køn og kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab mellem to af samme køn fremgår de to autoriserede ritualer til brug i den danske folkekirke.

Ved lov nr. 531 af 12. juni 2012 om ændring af lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning, blev der i loven indsat en bestemmelse (§ 7a), hvorefter en præst kan undlade at vie og meddele kirkelig velsignelse af et ægteskab mellem to personer af samme køn.

Af de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. L 105 af 14. marts 2012 til denne lov fremgår blandt andet:

”…

3. Hovedpunkterne i lovforslaget
3. 1. Gældende ret

3.1.3. Ritualer for kirkelige handlinger

Ritualer for kirkelige handlinger hører sammen med gudstjenesteordningen, bibeloversættelse og salmebog til det, der ofte betegnes som indre kirkelige anliggender. Til de indre kirkelige anliggender regnes også tilsynet med de specifikt gejstlige dele af præsternes embedsførelse i form af forkyndelse og forvaltning af sakramenterne.

Siden 1849 har regeringen i kraft af en forfatningssædvane ved vedkommende minister stået for reguleringen af de indre kirkelige anliggender i det omfang, det er nødvendigt at regulere dem. Reguleringen sker gennem kongelige anordninger eller resolutioner, der udstedes efter ministerens indstilling og på ministerens ansvar.

Som eksempler på den retlige regulering i medfør af den nævnte retssædvane kan nævnes, at der ved kongelig resolution er autoriseret bibeloversættelser, salmebog og ritualer for dåb, nadver i hjemmet, vielse og jordpåkastelse samt for bispevielse, kirkeindvielse, præstevielse og provsteindsættelse. Der er også ved kongelig anordning fastsat bestemmelser om dåb, konfirmation og indledende konfirmationsforberedelse (minikonfirmander).

Kompetencen til at foretage den retlige regulering af anliggender, der betragtes som indre kirkelige, tilkommer ministeren for ligestilling og kirke. Fra lovgivers side anses det for en forudsætning, at ministeren gør brug af sin kompetence, idet Folketinget hidtil har afstået fra at lovgive for disse områder, og idet en retlig regulering af de indre anliggender er nødvendig, for at folkekirken kan fungere.

Siden 1849 har skiftende kirkeministre generelt udvist stor skønsomhed og været tilbageholdende med at regulere de indre kirkelige anliggender. Ministerens kompetence til at udstede anordninger på disse områder er derfor blevet udøvet på grundlag af indstillinger fra biskopper eller i form af rådgivning i form af betænkninger fra udvalg, arbejdsgrupper eller kommissioner med deltagelse af biskopper og andre teologisk sagkyndige.

Der er sket autorisation af vielsesritualer ved kongelig resolution af 22. marts 1897, 18. juli 1912 og ved kongelig resolution af 12. juni 1992 er der autoriseret ritual for vielse (bryllup), og senest ved kongelig resolution af 12. juni 1992 er der autoriseret ritual for kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab.

Vielsesritualet skal ses i sammenhæng med ægteskabslovens bestemmelser. I ægteskabsloven § 20, stk. 3, er det bestemt, »at nærmere regler om fremgangsmåden ved vielse i folkekirken fastsættes af kirkeministeren« (ministeren for ligestilling og kirke). I bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 om kirkelig vielse inden for folkekirken er der i § 3, stk. 3, fastsat følgende bestemmelse:

»Stk. 3. Vielsen, der skal foregå i overværelse af mindst 2 vidner, foretages i overensstemmelse med et af de autoriserede ritualer for brudevielse i folkekirken.
(…).«

I bekendtgørelsens § 5, stk. 4, er følgende fastsat:
»Stk. 4. Kirkelig velsignelse meddeles i kirken i overensstemmelse med det autoriserede ritual.«

Vielsesritualet indeholder tilspørgslen og forkyndelsen og regulerer i øvrigt den kirkelige handlings forløb.

Ægteskabslovens § 20, stk. 2, er rammen om tilspørgelsens og forkyndelsens indhold:

»Stk. 2. Parterne skal ved samtidigt møde på spørgsmål af vielsesmyndigheden erklære at ville ægte hinanden og derpå af denne forkyndes at være ægtefolk.«

Det er en forudsætning for vielsens gyldighed, at vielsen er foregået under iagttagelse af bestemmelsen i ægteskabslovens § 20, stk. 2. Folkekirkens vielsesritualer er derfor udformet i overensstemmelse med ægteskabslovens § 20, stk. 2.

3.2 Overvejelser og lovforlagets udformning
Social- og integrationsministeren har samtidig med fremsættelsen af dette lovforlag fremsat forslag til ændring af ægteskabsloven, som bl.a. betyder, at to personer af samme køn får mulighed for at blive viet ved en præst i folkekirken.

Et medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening af præsten eller præsterne for den menighed, som medlemmet hører til, jf. medlemskabslovens § 6, stk. 1.
Retten til kirkelig betjening indebærer, at et medlem blandt andet har ret til at få foretaget en vielse eller velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab. Hertil kommer medlemmets ret til kirkelig betjening i den kirke, medlemmet har særlig tilknytning til, jf. ovenfor i afsnit 3.1.1.

Der er blandt folkekirkens præster forskellige opfattelser af, hvorvidt samliv mellem to personer af samme køn kan accepteres inden for de rammer, som fastsættes af Bibelen og folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Det fremgår af grundlovens § 4, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Det indebærer, at lovgivningsmagten skal respektere evangelisk-luthersk lære, således at der blandt andet ikke lovgives eller administreres i modstrid hermed. Den evangelisk-lutherske lære er ikke nævnt, men er forudsat som de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1. Herefter er bekendelsesskrifterne: Bibelen, tre trosbekendelser, der er formuleret i oldkirken, den Augsburgske Bekendelse fra 1530 og Luthers lille Katekismus fra 1529. Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse. I Kirkeret almindelig del (Preben Espersen, Kirkeret Almindelig del, 2. reviderede og forøgede udgave 1999, s. 75) anføres følgende:
»En anden sag er, at Grundloven naturligvis ikke fastslår noget om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse, altså om de skal udlægges bogstaveligt eller ud fra en friere fortolkning.

Matzen og Timm (Henning Matzen og Johannes Timm, Haandbog i den danske Kirkeret, 1891, s. 120) anfører således, at udfindelsen af den rette læsemåde af de bibelske skrifter »er den kirkelige videnskabs sag«, og Berlin udtaler, at der, ligesom det allerede var tilfældet før grundloven, må være plads for en opfattelse, »der stemmer med tidsånden«« I en note (15) anfører Preben Espersen blandt andet: »Berlin henviser i denne forbindelse til, at det fx i den Augsburgske Konfession art. 18 (skal være 17. P. E. ’s bem. ) fastslås, at de vantro eller ugudelige mennesker skal »pines uden ende«, og i art. 9, at børn, som forældrene ikke har fået døbt, er evig fordømte. Berlin karakteriserer disse udsagn som »sætninger, som vel de færreste af folkekirkens præster i nutiden opfatter helt bogstaveligt««.

Folketingets Kirkeudvalg stillede den 7. februar 2012 (Omtrykt den 8. februar 2012) KIU alm. del Samrådsspørgsmål A til ministeren for ligestilling og kirke:
»Grundlovens § 4 forpligter staten til at understøtte folkekirken som evangeliskluthersk. Ministeren bedes redegøre for, i hvilket omfang denne forpligtelse begrænser Folketingets mulighed for at lovgive om kirkelige anliggender – herunder det kirkelige ægteskab.« På baggrund af samrådsspørgsmålet bad ministeren Københavns biskop om en vurdering af, hvorvidt der er formuleringer i Den Augsburgske Bekendelse, som gør, at det må anses for at være i strid med bekendelsesskrifterne, hvis der foretages kirkelig vielse til ægteskab af et par af samme køn. Biskoppens notat af 21. februar 2012 er den 29. februar 2012 tilsendt Folketingets Kirkeudvalg, Kirkeudvalget 2011-12 KIU Alm. del, endeligt svar på spørgsmål 16.

…[1] På den baggrund er det Ministeriet for Ligestilling og Kirkes vurdering, at en lovgivning, der giver mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst i folkekirken, ikke er i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag. Da der som nævnt er forskellige opfattelser af dette spørgsmål blandt folkekirkens præster, får folkekirkens præster i overensstemmelse med den frihedstradition, der allerede eksisterer i folkekirken, ifølge lovforslagets § 1, nr. 1, en ret til at undlade at vie to personer af samme køn. Hermed gives der plads til disse opfattelser.

Tilsvarende foreslås det, at en præst, der ikke ønsker at medvirke til en kirkelig velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab mellem et par af samme køn, får ret til at undlade at medvirke hertil.

Lovforslaget medfører ingen ændringer i den ret, som medlemmer af folkekirken har til at få stillet kirken i bopælssognet til rådighed til en kirkelig handling ved en præst i folkekirken, som ikke er ansat ved den pågældende kirke, jf. bestemmelserne herom i lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m. Denne ret indebærer, at et menighedsråd ikke kan modsætte sig, at der fx foretages vielse af to personer af samme køn i kirken. Tilsvarende kan den lokale præst heller ikke modsætte sig det, uanset at præsten ikke selv vil foretage handlingen.

Som nævnt i afsnit 3.1.1. har et medlem også krav på kirkelig betjening i en kirke som medlemmet har en særlig tilknytning til. Præsten ved kirken kan ikke med henvisning til sin adgang til at afslå at medvirke ved vielsen af medlemmet forhindre, at en anden præst i folkekirken forestår denne. Tilsvarende kan menighedsrådet ikke blokere for, at handlingen finder sted i kirken, jf. også afsnit 3.1.2.

De ved kongelig resolution autoriserede ritualer for henholdsvis vielse (bryllup) og kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab forudsætter, at ægteskabet indgås mellem mand og kvinde.

De foreslåede ændringer i ægteskabsloven, hvorefter ægteskab kan indgås mellem to personer af samme køn forudsætter således, at der tilvejebringes et ritual for vielse af to personer af samme køn.

En konsekvens af lovforslaget bliver således, at de eksisterende vielsesritualer for vielse af mand og kvinde bliver suppleret med et vielsesritual for vielse af to personer af samme køn.
…”

Af betænkning 1544/2014 om Folkekirkens styre fremgår side 149 ff blandt andet:
”6.1 Folkekirken som evangelisk-luthersk kirke

Folkekirken er, som nævnt i grundloven, en evangelisk-luthersk kirke. Det indebærer, at folkekirken har et bestemt grundlag i form af en række bekendelsesskrifter 11. Nogle af disse bekendelsesskrifter har de evangelisk-lutherske kirker fælles med andre kristne kirker. Andre af dem er særegne for de evangelisklutherske kirker. Det har betydning for den forkyndelse, som lyder i folkekirken.
Det har også betydning for den måde, som folkekirken er organiseret på.

Kirken er ifølge de særlige evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter et fællesskab af mennesker, hvor evangeliet bliver forkyndt, og hvor sakramenterne dåb og nadver bliver forvaltet 12.

Det betyder, at menigheden, som samles om forkyndelsen af evangeliet og om dåb og nadver, er central i forståelsen af folkekirken.

Folkekirken forstås som et rummeligt fællesskab, hvor enhver, der er døbt, har ret til at være med, og hvor enhver, der er med, har mulighed for at tage del i et fælles ansvar. Det er formentlig medvirkende til, at et stort flertal af Danmarks befolkning er med i folkekirken. Den er dermed også en kulturbærende faktor, der er med til at skabe folkelig sammenhæng og fortolkning af livsmening ind i det enkelte menneskes liv og det danske samfund.


6.2 Syv pejlemærker
6.2.1 Folkekirken og folket

Selv om der blandt danskerne har været og fortsat er mange forskellige opfattelser af, hvordan evangelisk-luthersk kristendom bør forstås, og hvilke konsekvenser det har for den enkelte, er folkekirken blevet holdt sammen som ét trossamfund.
Det er bl.a. muligt i kraft af en tradition for kirkelig frihedslovgivning, som giver plads for, at de forskellige opfattelser har mulighed for at udfoldes inden for folkekirken.

9 Folkekirkens indre anliggender

9.1 Indre anliggender – hvad er det, og hvem har kompetencen?

9.1.1 Gældende ret

Traditionelt anses ritualer, gudstjenesteordningen, bibeloversættelse og salmebøger for at høre til det, der ofte betegnes som folkekirkens indre anliggender. Til de indre anliggender regnes også tilsynet med de specifikt gejstlige dele af præsternes embedsførelse i form af forkyndelse og forvaltning af sakramenterne.

På baggrund heraf og med folkekirkens bekendelsesskrifter som ramme fører biskopperne tilsyn med præsternes embedsførelse. Det vil bl.a. sige forkyndelsen, herunder gudstjenestetilrettelæggelse med salmevalg og kirkelige handlinger, forvaltningen af sakramenterne, sjælesorg og konfirmandundervisning m.v.

I gældende ret har der ikke traditionelt været sondret mellem folkekirkens indre og ydre anliggender. Det skal bl.a. forstås således, at det i almindelighed har været antaget, at folkekirkens indre anliggender ikke er unddraget lovgivningsmagtens kompetence. Folketinget og regeringen er således folkekirkens øverste beslutningsorgan og fastlægger de retlige rammer for folkekirkens virksomhed.

Folketingets adgang til at vedtage love om kirkelige anliggender er dog begrænset af den udtrykkelige og normative bestemmelse i Grundlovens § 4:

“§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”

Den evangelisk-lutherske lære er ikke nævnt i grundloven, men er forudsat på grundlag af de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1: Bibelen, de tre oldkirkelige trosbekendelser, Den Augsburgske Konfession og Luthers lille Katekismus.

Folketinget og regeringen er bundet af grundlovens § 4, 1. led, og kan således ikke regulere folkekirkens forhold på en måde, der er i strid med den evangelisklutherske bekendelse. Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse, dvs. om de skal udlægges bogstaveligt eller ud fra en friere fortolkning.

Henset til bekendelsesskrifternes historiske karakter sker den nærmere fortolkning på baggrund af såvel en (rummelig) kirkelig og teologisk tradition som den aktuelle kontekst.
Af grundlovens § 66 fremgår:

“§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.”

I sammenhæng med indførelsen af religionsfriheden var det under forberedelserne af grundloven af 1849 tanken at indføre en vis frihed for folkekirken i forhold til statsmyndighederne. Dette skulle ske ved en kirkeforfatning, hvor folkekirken skulle etableres med et vist niveau af repræsentativt selvstyre angående folkekirkens egne forhold.

Grundlovens § 66 er imidlertid ikke blevet udmøntet i en samlet forfatning for folkekirken, men der er lovgivet på en række områder. I dag har bestemmelsen næppe andet retligt indhold end et krav om, at folkekirkens styrelsesforhold skal reguleres ved lov.

I praksis er der lovgivet om medlemskab, om styrelse og kompetence for menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd, om ansættelse af præster, provster og biskopper og om disses kompetencer samt om ansættelse af kirkefunktionærer.
Der er også lovgivet om de uddannelsesmæssige krav m.v., der stilles som forudsætning for at være ansat som præst i folkekirken. Disse krav er fastsat i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. samt i bekendtgørelser og cirkulærer, der er udstedt med hjemmel i denne lov.

Der er dog også enkeltstående eksempler på, at der er lovgivet om forhold, der må siges at falde ind under begrebet folkekirkens indre anliggender.

Et eksempel er den såkaldte ”Lex Vaalse” fra 1917, hvorefter en sognepræst blev indsat i et embede uden kollats fra biskoppen, og hvor tilsynet med præsten for så vidt angik præsteembedet, sakramenternes forvaltning og sjælesorgen blev overført fra biskoppen til kirkeministeren.

Lovgivningen fra 1947/1948 om kvinders adgang til at søge præstestillinger og om adgang for biskopper til fritagelse i visse tilfælde for at føre tilsyn med en menighed og dennes præster er et andet eksempel.

Et tredje eksempel er loven om domstolsbehandling af gejstlige læresager fra 1992.

Lovgiver har imidlertid udvist betydelig tilbageholdenhed over for at tage stilling til liturgiske spørgsmål, gudstjenesteordning m.v. Folketinget har således aldrig lovgivet herom.

Siden 1849 har regeringen således i kraft af en sædvane ved vedkommende minister stået for reguleringen af disse indre kirkelige anliggender i det omfang, det har været nødvendigt at regulere dem.

Reguleringen sker gennem kongelige anordninger eller resolutioner, der udstedes efter ministerens indstilling og på ministerens ansvar. Ministeren kan uden at inddrage Folketinget udstede bindende retsregler om disse indre kirkelige anliggender.

Denne sædvane har ikke grundlovskraft, hvilket indebærer, at den principielt ikke afskærer Folketinget fra til enhver tid at beslutte at lovgive på disse områder.

Som eksempler på den retlige regulering i medfør af den nævnte sædvane kan nævnes, at der ved kongelig resolution er autoriseret gudstjenesteordning, bibeloversættelse, salmebog og ritualer for dåb, nadver i hjemmet, konfirmation, vielse og jordpåkastelse samt for bispevielse, kirkeindvielse, præstevielse og provsteindsættelse.

Det er kirkeministeren, som i medfør af en sædvane har kompetencen til at foretage den retlige regulering af disse anliggender, uanset om de betegnes som folkekirkens indre kirkelige anliggender.

Det er kun ministeren, som kan anmode om en kongelig resolution eller kongelig anordning, og der er hverken ved lovgivning, der er vedtaget af Folketinget, eller på anden måde fastsat regler om, hvilken fremgangsmåde ministeren skal anvende i forbindelse med regulering af indre anliggender.

Fra lovgivers side anses det for en forudsætning, at ministeren gør brug af sin kompetence, idet en vis retlig regulering af de indre anliggender er nødvendig for, at folkekirken kan fungere. Ministeren skal naturligvis handle inden for grundlovens rammer, herunder grundlovens § 4, der fastslår, at det er den evangelisk-lutherske kirke, som er den danske folkekirke.

9.1.2 Praksis

Ministerens kompetence til at regulere folkekirkens indre anliggender udøves i praksis ved, at ministeren forelægger indstillinger til Dronningens underskrift.

Indstillingen indeholder en kort sagsfremstilling underskrevet af ministeren med forslag til en ekspedition, som underskrives af Dronningen. For kongelige anordningers vedkommende vil disse være forsynet med ministerens kontrasignatur.

Der er ikke fastlagt regler om proceduren, som fører frem til en indstilling, idet fremgangsmåden hviler på en tradition.

I praksis vil sager om folkekirkens indre anliggender, der afgøres ved kongelig resolution eller kongelig anordning, have været drøftet med biskopperne og – forinden disse drøftelser finder sted – oftest også have været genstand for et udvalgsarbejde. Og ofte vil sager have været genstand for omfattende høringer.

Der er ikke fastlagt regler om, at nogen kirkelig instans, f.eks. en særligt udpeget biskop, biskopperne i fællesskab eller andre, formelt har krav på at medvirke ved udformningen af regler på disse områder, eller selv kan udstede, ændre eller dispensere fra egentlige retsregler. Realiteten er dog, at ministeren orienterer sig bredt inden for folkekirken, og at ministeren altid rådfører sig med biskopperne.

Der findes ingen regler om, at ministeren er forpligtet til helt eller delvis at følge forslag fra udvalg, arbejdsgrupper og kommissioner.

De skiftende ministre siden 1849 har imidlertid generelt udvist stor skønsomhed og været tilbageholdende med selvstændigt at regulere de indre kirkelige anliggender. Ministerens kompetence til at udstede anordninger på disse områder er derfor oftest blevet udøvet på grundlag af indstillinger fra biskopper eller rådgivning i form af betænkninger fra udvalg, arbejdsgrupper eller kommissioner med deltagelse af biskopper og andre teologisk sagkyndige samt efter omstændighederne lægfolk og eventuelt anden sagkundskab end den teologiske.

Enhver minister forvalter sin kompetence i lyset af den aktuelle kontekst, herunder den konkrete sags karakter.

Ministerens nedsættelse af kommissioner, arbejdsgrupper og udvalg sker på baggrund af en problemstilling, der ønskes belyst. Problemstillingen beskrives i et kommissorium, og udpegning af medlemmerne til et udvalg sker bl.a. under hensyntagen til de interesser, som må antages at blive umiddelbart berørt af kommissoriets indhold, og de nødvendige fagkyndige bidrag.

I relation til de udvalgsarbejder, som ministeren sætter i gang med henblik på en nærmere undersøgelse af en sag, har ministeren lejlighed til at bedømme og kommentere arbejdet, når det er afsluttet, og der skal tages stilling til, hvad der videre skal ske, og ministeren er ikke bundet af de forslag, som et udvalg fremlægger.

Som medlem af regeringen er ministeren underlagt de parlamentariske regler og principper, hvilket bl.a. indebærer, at det stående folketingsudvalg (Kirkeudvalget) og folketingsmedlemmerne kan stille spørgsmål til ministeren. Indenfor ministerens ressort kan der stilles spørgsmål til ministeren om såvel indre som ydre anliggender. Det juridiske grundlag for Folketingets kontrol med regeringen er parlamentarismen, som er fastlagt i grundlovens § 15. Bestemmelsen indebærer, at ministeren må gå af, hvis Folketinget udtaler sin mistillid til ministeren. Og regeringen må gå af eller udskrive valg, hvis Folketinget udtrykker sin mistillid til statsministeren.

9.1.3 Sondringen mellem indre og ydre anliggender

Som anført ovenfor har der i gældende ret traditionelt set ikke været sondret mellem folkekirkens indre og ydre anliggender. August Roesen anfører således i ”Dansk Kirkeret”, 3. udgave, 1976, side 19, følgende om indre og ydre anliggender:

”Rent bortset fra, at det ville være overordentligt vanskeligt at finde en pålidelig afgrænsning af ’indre’ og ’ydre’ anliggender, er der ikke noget retligt grundlag for opstilling af sådan en sondring.”

Preben Espersen anfører i ”Kirkeret i grundtræk”, 1. udgave, 2000, side 41 f., bl.a. følgende:

”Der kan […] ikke af den kirkelige lovgivning umiddelbart udledes en bestemmelse af begrebet ’indre anliggender’. Der er da også både i den hidtidige juridiske og teologiske teori overvejende enighed om, at en retlig sondring mellem kirkens ydre og indre anliggender ikke kan udledes af den gældende retsordning.”

Det udelukker dog ikke, at der meningsfuldt kan tales om folkekirkens indre anliggender.

Grundlovens § 67, der beskytter religionsfriheden, har følgende ordlyd:

“§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Hans Gammeltoft-Hansen anfører i Årbog for Århus Stift, 2002, side 64 ff., om grundlovens § 67, at:

”[D]en særlige beskyttelse [efter bestemmelsen] først og fremmest tager sigte på de egentligt kultiske handlinger og deres rammer (bøn, gudstjeneste m.v.). Hertil kommer en række aktiviteter, som efter omstændighederne kan udgøre de nødvendige praktiske forudsætninger for de kultiske og rituelle handlingers udøvelse, f.eks. opførelse af kirker, templer, klostre m.v., uddannelse og udpegning af præster og andre religiøse embedsindehavere, udformning af salmebøger eller tilsvarende, etc.

EMRK artikel 9, stk. 1, kan opdeles i en indre frihed (retten til at tænke frit og tro) og en ydre frihed (”udøve”), dvs. afholdelse af gudstjeneste, kostregler, beklædning, overholdelse af ritualer og bestemte forskrifter. Mens den indre frihed er absolut, kan den ydre frihed begrænses efter artikel 9, stk. 2, hvis betingelserne er opfyldt. Det indebærer, at en begrænsning af friheden til at udøve sin religion eller tro skal have hjemmel i lovgivningen og være ”nødvendig i et demokratisk samfund” (relevant, tilstrækkeligt og proportionalt) og forfølge et af de hensyn, der er nævnt i artikel 9, f.eks. at beskytte ”andres rettigheder og friheder”. På den baggrund har den hidtidige regulering af de såkaldte ”indre anliggender”, som på dette punkt adskiller sig fra den ”indre frihed” i konventionens artikel 9’s forstand, været i overensstemmelse med EMRK artikel 9.

Der kan i den forbindelse også henvises til Jens Elo Rytter, der i ”Individets grundlæggende rettigheder”, 2013, side 292, anfører følgende om folkekirkens religionsfrihed:

”Nogle mener, at Folkekirkens religionsfrihed er det virkelige problem, navnlig fordi Folkekirken ikke nyder samme beskyttelse mod indgreb i indre anliggender som andre trossamfund. Folketinget og kirkeministeren kan – kun begrænset af Grl. § 4, som beskytter selve Folkekirkens lære – træffe beslutning om f.eks. formerne for gudstjeneste, salmebog etc. Dette sker i praksis. Her kunne ligge et problem, eftersom artikel 9 principielt beskytter Folkekirken på linje med andre trossamfund i Danmark. Det forekommer imidlertid nærliggende, at EMD inden for ret vide rammer vil acceptere en sådan regulering af statskirkens anliggender som en naturlig konsekvens af selve statskirkeordningen.”
…”

Procedure

Sagsøgerne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 21. marts 2016, hvoraf fremgår blandt andet:

”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at den kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et ritual for vielse af 2 personer af samme køn er grundlovstridigt og mangler hjemmel i Danmarks Riges Grundlov, Tillige gøres det gældende, at den forfatningsmæssige sædvane, som Kirkeministeren har påberåbt sig i forbindelse med den pågældende kongelige resolution, ikke er af en sådan karakter, at den kan påberåbes i forhold til indførelsen af retlig regulering af Folkekirkens indre forhold af teologisk omtvistet karakter i strid med Folkekirkens bekendelsesgrundlag, med henblik på at gennemføre en klart politisk motiveret ligestillingspolitik – også på det religiøse område i Danmark.

Det gøres gældende, at Grundlovens § 66 indebærer et lovgivnings- og delegationsforbud – for så vidt angår Folkekirkens indre anliggender kun gennemskåret af den forfatningsmæssige retssædvane, der efter sagsøgernes opfattelse er af nødretlig karakter.

Endeligt gøres det gældende, at lov nr. 532 af 12. juni 2012 er ugyldig, idet omfang, at den giver præster i Folkekirken vielsesmyndighed i forbindelse med vielse af to personer af samme køn, idet loven i den henseende strider imod Danmarks Riges Grundlov.

Det gøres gældende, at der ikke kan lovgives om Folkekirkens indre forhold i strid med ordlyden af kirkens bekendelsesskrifter ud fra den løsere teologiske fortolkning fra Københavns biskop.

Det bestrides, at der er plads til at følge en teologisk opfattelse, som stemmer overens med tidsånden, såfremt denne teologiske forståelse strider mod ordlyden af bekendelsesskrifterne.

Det gøres gældende, at det i den af tidligere kirkeminister, Manu Sareen, i samarbejde med Niels Ditlev, udgivne foreløbige selvbiografi, ”Manu” anførte – særligt i kapitel 9 og 10 – alene gør, at ritualet og lovgivningen er uforenelig med Grundlovens princip om selvstyre for Folkekirken i dens indre anliggender.
Initiativet er klart kommet fra regeringens side – ikke fra Folkekirkens – og reguleringen er blevet presset og manipuleret igennem.

Sagsøgerne gør gældende, at Grundlovens § 66 – i en samlet forståelse af Danmarks Riges Grundlov bestemmelser om Folkekirken, herunder særligt Grundlovens § 4 – skal fortolkes og forstås i overensstemmelse med tilkendegivelser, der blev afgivet i den grundlovsgivende Rigsdagsforsamling i 1849, således Grundlovens § 66 må forstås således, at Folketinget og regeringen afskæres fra at lovgive om Folkekirkens indre forhold.

Sagsøgerne gør gældende, at spørgsmålet om, hvorvidt et forhold mellem to personer af samme køn kan indgå et ægteskab i en kirkelig-religiøs forstand, henhører under kirkens indre forhold. Dette støttes på at de sagsøgte i forarbejderne til lovene nr. 531 og nr. 532, begge af 12.juni 2012, har lagt dette til grund i forbindelse med fremsættelsen af lovforslagene.

Folkekirkens retlige regulering
Kirkens retlige regulering har rødder langt tilbage i tiden. Ved Grundlovens vedtagelse i 1849 var det springende punkt – det afvigende moment i forhold til de øvrige kirkeretninger – den Augsburgske bekendelse.

Det var denne bekendelse, der adskilte den kirkeordning, som den grundlovgivende rigsdagsforsamling forholdte sig til, fra katolske kirke, den roman-katolske kirke, den ”papiftiske” og den reformerte kirke og Baptisterne, jf. referatet fra den grundlovsgivende rigsdagsforsamling af 1849, spalte 3360.

Man var vant til den kirkeordning, der var blevet indført ved Frederik den 3.’s Kongelov fra 1665, hvor den Augsburgske bekendelse, tillige med de øvrige bekendelsesskrifter for den danske kirke: Bibelen, bilag 1, den apostolske trosbekendelse, bilag 2, den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, bilag 3, den athanasianske trosbekendelse, bilag 4, den augsburgske Bekendelse, bilag 5 og Luthers lille katekismus, bilag 6, var opregnet som det ”vedtægtsmæssige grundlag” for den danske kirke.

Der findes ikke grundlag i den grundlovgivende rigsdagsforsamlingers drøftelser for at antage, at det var den grundlovsgivende rigsdagsforsamlings vilje, at det ”vedtægtsmæssige grundlag”, der ved den udførlige opregning af, hvilke bekendelsesskrifter i Frederik den 3.’s Kongelov af 1665, der var bestemt som fundamentet for kirken i Danmark, skulle ændres. På den baggrund må det klart antages, at det bekendelsesmæssige fundament til stadighed er det samme.

Det skal i den forbindelse særligt bemærkes, at denne kongelov var af konstitutionel karakter som et enestående eksempel i det senmiddelalderlige Europa.

Såfremt det havde været den grundlovsgivende rigsdagsforsamlings vilje, at det vedtægtsmæssige grundlag for kirken skulle ændres, var det nødvendigvis fremgået af referaterne af drøftelserne i forsamlingen.

Den kirke, som medlemmerne af den grundlovsgivende rigsdagsforsamling kendte, og som man besluttede skulle ”… være den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten ”, havde et klart og entydigt defineret bekendelsesgrundlag.

Det blev der på intet tidspunkt sat spørgsmålstegn ved under de meget omfangsrige og langvarige drøftelser.

Det er sagsøgernes anbringende, at dette vedtægtsmæssige grundlag for den danske folkekirke, der etableres ved Grundlovens vedtagelse i 1849, har forfatningskarakter og forfatningsmæssig retskraft, der ikke kan fraviges ved ministeriel bestemmelse i kraft af anordning eller kongelig resolution, endsige almindelig lov.

Sagsøgerne gør gældende, at den retssædvane, som den kongelige resolution af 12. juni 2012 er støttet på, i kraft af legalitetsprincippet og den retlige trinfølge, ikke uden bemyndigelse kan ændre på noget, der har karakter af lov eller forfatning.

Det er endvidere sagsøgernes opfattelse, at den grundlovsgivende rigsdagsforsamling ville adskille kirke og stat således, at der ikke længere skulle være mulighed for, at staten – personificeret i den enevældige konge – skulle kunne råde over kirkens bekendelsesgrundlag eller det vedtægtsmæssige grundlag for kirken.

Det er sagsøgernes opfattelse, at det var den grundlovsgivende rigsdagsforsamlings klare hensigt, at der med Grundlovens § 66, sammenholdt med Grundlovens § 4, skulle skabes et grundlag for, at kirken selv – uden mulighed for indgriben fra lovgivningsmagten; det være sig en enevældig konge eller en regering og et folketing i forening – skulle have mulighed for at regulere sine indre forhold selv.

Det er også den praksis, der har været ført fra vedtagelsen af Grundloven til vedtagelsen af lovforslag L 105 og L 106, folketingssamlingen 2011-12.

Dette bestyrkes endvidere af det af Kirkeministerens fremførte i bemærkningerne til lovforslag L 105, under punkt 3.1.3. Ritualer for kirkelige handlinger, hvor det anføres:

Siden 1849 har regeringen i kraft af en forfatningsmæssig sædvane ved vedkommende minister stået for reguleringen af de indre kirkelige anliggender i det omfang, der er nødvendigt at regulere dem. (Min understregning) Reguleringen sker gennem kongelige anordninger eller resolutioner, der udstedes efter ministerens indstilling og på ministerens ansvar.

Som eksempler på den retlige regulering i medfør af den nævnte retssædvane kan nævnes, at der ved kongelig resolution er autoriseret bibeloversættelser, salmebog og ritualer for dåb, nadver i hjemmet, vielse og jordpåkastelse samt for bispevielse, kirkeindvielse, præstevielse og provsteindsættelse. Der er også ved kongelig anordning fastsat bestemmelser om dåb, konfirmation og indledende konfirmationsforberedelse (minikonfirmander).

Kompetencen til at foretage den retlige regulering af anliggender, der betragtes som indre kirkelige, tilkommer ministeren for ligestilling og kirke.
Fra lovgivers side anses det for en forudsætning, at ministeren gør brug af sin kompetence, idet Folketinget hidtil har afstået fra at lovgive for disse områder, og idet en retlig regulering af de indre anliggender er nødvendig, for at folkekirken kan fungere. (Min understregning)

Siden 1849 har skiftende kirkeministre generelt udvist stor skønsomhed og været tilbageholdende med at regulere de indre kirkelige anliggender.
Ministerens kompetence til at udstede anordninger på disse områder er derfor blevet udøvet på grundlag af indstillinger fra biskopper (min understregning) eller i form af rådgivning i form af betænkninger fra udvalg, arbejdsgrupper eller kommissioner med deltagelse af biskopper og andre teologisk sagkyndige.

Det gøres endvidere gældende, at den retlige regulering, der er sket ved den kongelige resolution af 12. juni 2012, lov nr. 531 af 12. juni 2012 og lov nr. 532 af 12. juni 2012, ikke var nødvendig for, at folkekirken kunne fungere, hvorfor den kongelige resolution af 12. juni 2012 ikke støttes på den pågældende retssædvane, og derfor strider mod legalitetsprincippet, da indgreb i borgeres retsforhold kræver hjemmel.

Det må dertil antages, at et sådant indgreb i borgernes retsforhold af den omtvistede karakter har så en intensiv og indgribende virkning, at der må kræves en klar hjemmel.

Retssædvanens retlige karakter
Det skal i den forbindelse bemærkes, at retssædvanen har haft en nødretlig karakter – set i lyset af den manglende vedtagelse af en forfatning for Folkekirken jf. Grundlovens § 66.

Folkekirken har fungeret siden 1849 til 2012 uden et ritual for vielse af to personer af samme køn – og kan også fungere uden.

Det gøres samtidigt gældende, at den kongelige resolution af 12. juni 2012 ikke var noget, der var ønsket af Folkekirken eller af Folkekirkens biskopper. Det samme gælder muligheden for, at Folkekirkens præster skulle have adgang til at indstifte et ægteskab for to personer af samme køn.

Det gøres i den forbindelse gældende, at der – efter sagsøgernes opfattelse – end ikke har været tale om, at et flertal af biskopperne i Folkekirken har ønsket et ritual, som det, der blev autoriseret ved den kongelige resolution af 12. juni 2012.

Dette støttes på artikel af 9. december 2011 fra Kristeligt Dagblad… artikel af 23. februar 2012 fra Kristelig Dagblad… artikel af 17. marts 2012 fra Kristeligt Dagblad… samt debatindlæg af 17. marts 2012 forfattet af biskopperne Henning Toft Bro, Elisabeth Dons Christensen og Karsten Nissen…

Der henvises endvidere til … høringsskrivelse fra biskop Lise-Lotte Rebel, og … høringsskrivelse fra biskop Steen Skovsgaard.

Der til kommer, at biskop Kresten Drejergaard ville foretrække, at Folkekirken selv skulle kunne afgøre, hvorvidt man vil bruge muligheden for at vie to personer af samme køn, jf. høringsskrivelse af 16. februar 2012…

Endvidere udtaler biskop Niels Henrik Arendt i sin høringsskrivelse af 22. februar 2012… at han ville foretrække, at vielsesmyndigheden blev gjort rent borgerlig, og han anfører, at det er uhensigtsmæssigt at iværksætte ordningen. Endeligt anfører biskop Niels Henrik Arendt, at han ville foretrække, at man havde fastholdt ægteskab som begreb for det heteroseksuelle parforhold, og partnerskab som begreb for det homoseksuelle parforhold.

Endeligt henvises til Manu Sareens bog…, hvoraf det fremgår, at der var 8 biskopper, der var imod et vielsesritual for homoseksuelle i folkekirken.

Sagsøgerne har hermed dokumenteret, at de danske biskopper på daværende tidspunkt var modstandere af, at det skulle være muligt for to personer af samme køn at blive viet som ægtefolk i Folkekirken.

Sagsøgerne gør på baggrund af ovenstående gældende, at retssædvanen kun hjemler det absolut nødvendige indgreb.

Biskoppernes deltagelse i udarbejdelsen af ritualet
En del af biskopperne, der deltog ved udformningen af ritualet – de, som var mod en ændring af lovgivningen – har efter sagsøgernes formening deltaget med henblik på ”damage control” for at afværge, at Kirkeministeren autoriserede et ritual, udarbejdet uden deltagelse af biskopperne, eller med deltagelse af et mindretal af biskopperne. Sagsøgerne gør gældende, at biskopperne ikke ved deres blotte deltagelse herved har approberet eller ratihaberet ritualet.

Det synes tillige at forholde sig således, at den kongelige resolution af 12. juni 2012, L 105, folketingssamlingen 2011-12 og L 106 folketingssamlingen 2011-12 bygger på den grundlæggende misforståelse, at Folkekirken er en etat under Kirkeministeriet, som Kirkeministeren efter forgodtbefindende kan forholde sig til, eller en offentlig serviceudbyder, som borgerne har et ubetinget retskrav på at få leveret serviceydelser fra.

Det er ikke tilfældet. Det er et trossamfund med et forfatningsmæssigt beskyttet bekendelsesgrundlag.

Det forholder sig ikke således, at de i Folkekirken ansatte præster, provster og biskopper er – eller skal være – forpligtede til at forrette alle de borgerligt forordnede handlinger, som borgerne i Danmark måtte have interesse i. Der er intet til hindre for at få foretaget en borgerlig vielse uden en præsts medvirken, hvis en præst af samvittigheds- eller teologiske grunde ikke vil forestå en kirkelig vielse.

Det teologiske grundlag
Tillige gøres det gældende, at det teologiske grundlag – som Kirkeministeren støttede sig på i forhold til, om det var i strid med Folkekirkens bekendelses grundlag at betragte et samliv mellem 2 personer af samme køn som et ægteskab – var meget spinkelt.

På trods af den næsten 500-årige lutherske-reformerte tradition besluttede kirkeministeren – også i strid med 2 tusinde års kirkelig tradition om det modsatte – at ændre på den teologiske opfattelse af ægteskabet.

Det eneste, der er forskelligt i den danske kirkes bekendelsesgrundlag i forhold til den romerskkatolske og den græsk katolske kirkes bekendelsesgrundlag vedrørende ægteskabet, er den augsburgske bekendelse, Luthers lille katekismus, der ikke på nogen måder synes at tilskynde til en opfattelse af det betimelige og retsmæssige i et ægteskabeligt samliv mellem 2 personer af samme køn.

Overfor dette massiv af kirkelig teologisk tradition lægger regeringen en rapport fra et udvalg, nedsat af kirkeministeren, fra 2010, bilag 15, og en ganske kort redegørelse fra biskoppen over Københavns stift, der er gengivet i bemærkningerne til lovforslaget 105, folketingssamlingen 2011-12, til grund for en ny reformation.

Over for dette teologiske grundlag var kirkeministeren senest ved høringsfasen afslutning opmærksom på, at der var 2 andre biskopper, der grundlæggende var uenige med Københavns biskop; nemlig Steen Skovsgaard, Lolland-Falsters stift og Lise-Lotte Rebel, Helsingør Stift.

Det gøres gældende, at den af Kirkeministerens udstedte kongelige resolution af 12. juni 2012, Folketingets vedtagelse af L 105, folketingssamlingen 2011-12 og L 106, folketingssamlingen 2011-12, må betragtes som en så voldsom redaktion af bekendelsesgrundlaget for den evangelisk – lutherske kirke, at det må betragtes som en anden reformation.

Sagsøgerne gør gældende, at den kirke, der formelt består, ikke længere er den evangeliske- lutherske kirke, som den grundlovsgivende rigsdagsforsamling i 1849 besluttede skulle understøttes af staten som Folkekirke, men i realiteten er en humanistisk radikal ligestillingsforsamling.

Det bestrides ikke, at staten er berettiget til at understøtte en sådan forsamling.

Det er bare ikke den evangeliske-lutherske kirke, som staten Danmark er forpligtet til at understøtte i henhold til Grundlovens § 4.

Det gøres i den forbindelse gældende, at der med vedtagelsen af lovforslag L 105, folketingssamlingen 2011-12, lovforslag L 106, folketingssamlingen 2011-12 og ved udstedelsen af den kongelige resolution af 12 juni 2012 var tale om et politisk indgreb i trosfriheden, der er sikret både ved Grundlovens § 67 og Den Europæiske Menneskerettigheds Konventions artikel 9; et overgreb mod et trossamfund – imod dets vilje – af en stat, der havde en ganske anden dagsorden end det pågældende trosamfunds bedste; nemlig at indføre humanistiske standarder – og ikke kirkelige standarder, evangeliske eller lutherske standarder – for, hvordan samliv mellem 2 personer kan være.

Sagsøgerne bestrider ikke, at det danske kongerige i henhold til den danske Grundlov kan give de samme borgerlige rettigheder til 2 personer af samme køn, der ønsker at leve sammen, som de borgerlige rettigheder, der tilkommer 2 personer af hvert sit køn, der ønsker at leve sammen i et ægteskab.

Det er i god overensstemmelse med Luthers princip og lære om de 2 regimenter.

Sagsøgerne bestrider derimod, at regeringen og folketinget lovligt ved bekendtgørelse og almindelig lov kan voldføre et trossamfund, hvis bekendelsesgrundlag er beskyttet af regulering af forfatningsretlig karakter, til at anerkende forhold, som det selvsamme bekendelsesgrundlag betragter som noget syndigt; som et forhold, der er Gud velbehageligt, og som kan danne grundlag for Guds velsignelse.

Sagsøgerne er enig med sagsøgte i …, at bestemmelsen i Grundlovens § 4 indebærer, at der ikke om Folkekirkens forhold kan lovgives eller administreres i strid med evangelisk-luthersk lære. Man er endvidere enig i, at den evangelisklutherske lære ikke er beskrevet i Grundloven, men er forudsat som de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1.

Sagsøgerne er enig med sagsøgte i, at Grundloven intet siger om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse men gør gældende, at der ikke kan lovgives om Folkekirkens indre forhold i strid med ordlyden af kirkens bekendelsesskrifter ud fra den løsere teologiske fortolkning for Københavns biskop.

Det bestrides, at der er plads til at følge en teologisk opfattelse, som stemmer overens med tidsånden, såfremt denne teologiske forståelse strider mod ordlyden af bekendelsesskrifterne.”

Sagsøgerne har under hovedforhandlingen endvidere gjort gældende, at kirkeministerens regulering af folkekirkens indre anliggender i henhold til den gældende forfatningssædvane kun kan ske, såfremt der blandt biskopperne er enighed om indholdet af den pågældende regulering.

De sagsøgte har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 22. marts 2016, hvoraf fremgår blandt andet:

” Folkekirkens retlige regulering
Grundlovens § 4 indebærer, at der ikke om folkekirkens forhold kan lovgives eller administreres i strid med evangelisk-luthersk lære. Den evangelisk-lutherske lære er ikke beskrevet i grundloven, men er forudsat som de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1. Bekendelsesskrifterne er i henhold hertil: Bibelen, tre oldkirkelige trosbekendelser, Den augsburgske Bekendelse fra 1530 og Luthers lille Katekismus fra 1529. Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse.

I sammenhæng med indførelsen af religionsfriheden var det under forberedelserne af grundloven af 1849 tanken at indføre en vis frihed for folkekirken i forhold til statsmyndighederne. Dette skulle ske ved en kirkeforfatning, jf. grundlovens § 66, hvorefter folkekirken skulle etableres med et vist niveau af repræsentativt selvstyre angående folkekirkens egne forhold.

Grundlovens § 66 er imidlertid ikke blevet udmøntet i en samlet forfatning for folkekirken, men der er lovgivet om folkekirken på en række områder. I dag har bestemmelsen næppe andet retligt indhold end et krav om, at folkekirkens styrelsesforhold skal reguleres ved lov.

Beskyttelsen i grundlovens § 67 omfatter frihed til alene eller sammen med andre at manifestere sin tro gennem gudstjeneste, undervisning og andagt, og en frihed til at overholde religiøse skikke.

Folkekirken er organisatorisk en del af den statslige forvaltning, og alle kirkelige anliggender er underlagt regeringens og Folketingets almindelige lovgivningskompetence.

Folkekirkens anliggender opdeles ofte i ydre og indre anliggender. De ydre anliggender omfatter de overordnede organisatoriske rammer for folkekirken. De indre anliggender omfatter de forhold, som direkte vedrører folkekirkens kultus og ritus som evangelisk-luthersk kirke (området for grundlovens § 67). Traditionelt anses ritualer, gudstjenesteordningen, bibeloversættelse, salmebøger og tilsynet med de specifikt gejstlige dele af præsternes embedsførelse i form af forkyndelse og forvaltning af sakramenterne for at høre til folkekirkens indre anliggender.

Retligt sondres der imidlertid ikke mellem folkekirkens ydre og indre anliggender, hvilket bl.a. giver sig udslag i, at folkekirkens indre anliggender ikke er unddraget lovgivningsmagtens kompetence. Folketing og regering er folkekirkens øverste beslutningsorgan og fastlægger de retlige rammer for folkekirkens virksomhed.

Der er enkeltstående eksempler på, at der er lovgivet om forhold, der falder ind under folkekirkens indre anliggender. Lovgiver har imidlertid udvist betydelig tilbageholdenhed over for at tage stilling til liturgiske spørgsmål og gudstjenesteordningen. Folketinget har således aldrig lovgivet herom.

Kirkens indre anliggender er siden 1849 med hjemmel i sædvane reguleret af kirkeministeren ved kongelig resolution eller anordning, der udstedes efter ministerens indstilling og på ministerens ansvar. Der er hverken ved lovgivning vedtaget af Folketinget, eller på anden måde, fastsat regler om, hvilken fremgangsmåde ministeren skal anvende ved regulering af de indre anliggender.

Kirkeministeren kan således, uden at inddrage Folketinget, udstede bindende retsregler om de indre kirkelige anliggender. Denne sædvane har ikke grundlovskraft, hvilket indebærer, at den principielt ikke afskærer Folketinget fra til enhver tid at lovgive på disse områder.

Kirkeministeren vil normalt rådføre sig med biskopperne inden udarbejdelse af indstilling til kongelig resolution eller anordning, men der er ikke fastlagt regler om proceduren frem til en indstilling. Skiftende kirkeministre har dog generelt været tilbageholdende med selvstændigt at regulere de indre kirkelige anliggender, og ministerens kompetence på området er derfor oftest blevet udøvet på grundlag af indstillinger fra biskopper, eller rådgivning i form af betænkninger fra udvalg, arbejdsgrupper eller kommissioner med deltagelse af biskopper og andre teologisk sagkyndige.

Der er imidlertid ikke nogen kirkelig instans, som har krav på at medvirke ved udformningen af regler på disse områder, og der findes ingen regler om, at kirkeministeren er forpligtet til at høre biskopperne eller helt eller delvis at følge forslag fra udvalg, arbejdsgrupper og kommissioner.

Det teologiske grundlag
Folketingets adgang til at lovgive om kirkelige anliggender er kun begrænset af bestemmelsen i grundlovens § 4 om, at det er den evangelisk-lutherske kirke, der er den danske folkekirke, og at den som sådan understøttes af staten. Folketinget og regeringen er derfor afskåret fra at administrere eller lovgive om folkekirken på en måde, der er i strid med den evangelisk-lutherske bekendelse.

Den evangelisk-lutherske lære er ikke nævnt i grundloven, men det er fast antaget, at den evangelisk-lutherske lære er forudsat som de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1. Efter denne bestemmelse er bekendelsesskrifterne:
Bibelen, de tre trosbekendelser, der er formuleret i oldkirken (Den apostolske Trosbekendelse, Den nikæno-konstantinopolitanske Trosbekendelse og Den athanasianske Trosbekendelse), Den augsburgske Bekendelse fra 1530 og Luthers lille Katekismus fra 1529.

Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse og fastslår ikke, om de skal udlægges bogstaveligt eller ud fra en friere fortolkning. Det er derfor en teologisk opgave at fastsætte, hvordan de bibelske skrifter skal læses.
Der er samtidig plads til at følge en teologisk opfattelse, som stemmer overens med tidsånden, hvilket også var tilfældet før grundloven.

Forud for fremsættelsen af lovforslaget om ægteskab mellem to personer af samme køn bad kirkeministeren på baggrund af et samrådsspørgsmål Københavns biskop om en vurdering af, hvorvidt der er formuleringer i Den augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana), som gør, at det må anses for at være i strid med bekendelsesskrifterne at foretage kirkelig vielse til ægteskab af et par af samme køn. Københavns biskop er traditionelt blevet anset for rådgiver for ministeren i teologiske spørgsmål.

Selv om Københavns biskop ikke ser teologiske hindringer for vielser af personer af samme køn i folkekirken, er der blandt folkekirkens præster og biskopper forskellige opfattelser af, hvorvidt ægteskab mellem to personer af samme køn kan accepteres inden for de rammer, som fastsættes af folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Det forhold, at der mellem biskopper og præster er divergerende opfattelse af ægteskabet teologiske betydning og hensigtsmæssigheden af at give mulighed for vielse af personer af samme køn i folkekirken, betyder imidlertid ikke, at Folketinget eller ministeren er afskåret fra at regulere folkekirkens forhold.

Anbringender
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at lov nr. 532 af 12. juni 2012 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (ægteskab mellem to personer af samme køn) er i overensstemmelse med grundlovens §§ 4 og 66, når den giver præster i den danske folkekirke kompetence til at foretage vielse mellem to personer af samme køn.

Den af kirkeministeren udvirkede kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme køn er ligeledes i overensstemmelse med grundlovens §§ 4 og 66.

Hverken reglerne om vielse mellem to personer af samme køn eller den af kirkeministeren udvirkede kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme køn strider imod det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag, som det er forudsat i Danske Lov 2. bog, kapitel 1.

Reglerne om vielse mellem to personer af samme køn strider heller ikke på nogen måde imod medlemmer af folkekirkens absolutte ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed efter den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 9 eller ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning efter grundlovens § 67.

Den skriftlige vidneafhøring af de daværende biskopper under sagens forberedelse har, som antaget, ikke tilført sagen relevant nyt.”

De sagsøgte har for landsretten endvidere bestridt det af sagsøgerne hævdede synspunkt om, at kirkeministerens regulering af folkekirkens indre anliggender i henhold til den gældende forfatningssædvane kun kan ske, såfremt der blandt biskopperne er enighed om indholdet af den pågældende regulering.

Landsrettens begrundelse og resultat

Grundlovens § 4 forudsætter, at folkekirken hviler på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag.
Det er i den forbindelse ubestridt, at folkekirkens bekendelsesgrundlag er de i Danske Lov 2-1 anførte bekendelsesskrifter. Fortolkningen af folkekirkens bekendelsesgrundlag er ikke reguleret i grundloven. Spørgsmålet om, hvorvidt en lovgivning, der giver mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst, er foreneligt med folkekirkens bekendelsesgrundlag, og herunder den eksisterende uenighed herom blandt folkekirkens præster, blev nærmere omtalt i pkt. 3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 105 af 14. marts 2012 om lov om ændring af lov om medlemskab af Folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndløsning (præsters ret til at nægte at vie to personer af samme køn), der blev fremsat samtidig med fremsættelsen af den omtvistede ændring af ægteskabsloven. Ministeriet for Ligestilling og Kirke vurderede heri efter indhentelse af et notat fra Københavns biskop, at en sådan lovgivning ikke er i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag. Det er ikke ved det, der er fremkommet for landsretten, herunder høringssvarene fra biskopperne over Helsingør og Lolland-Falsters stifter af 20. februar 2012, godtgjort, at en lovgivning, der giver mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst skulle være i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag, i den forstand, at den ikke legitimt skulle kunne rummes inden for dette grundlag.

Som sagen er forelagt, er der allerede herefter ikke grundlag for at anse den omtvistede ændringslov – lov nr. 532 af 12. juni 2012 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn) – for at være i strid med bestemmelserne i grundlovens § 66 og § 4 for så vidt angår den i loven iboende bemyndigelse til præster i den danske folkekirke til at indstifte et ægteskab for to personer af samme køn.

Der er ikke efter ordlyden af bestemmelsen i grundlovens § 66 eller de af sagsøgerne påberåbte citater fra forhandlingerne på Rigsdagen grundlag for den af sagsøgerne hævdede opfattelse, hvorefter regulering af folkekirkens indre anliggender kun kan ske i medfør af ”en forfatningssædvane af nødretlig karakter”. Der er – uanset den skønsomhed og tilbageholdenhed, som skiftende kirkeministre hidtil har udvist med hensyn til reguleringen af folkekirkens indre anliggender – heller ikke grundlag for den af sagsøgerne hævdede opfattelse om, at udnyttelse af den eksisterende retssædvane, der danner grundlag for kirkeministerens regulering af folkekirkens indre anliggender, forudsætter, at der er enighed mellem biskopperne om indholdet af en sådan regulering. De nævnte opfattelser er i øvrigt heller ikke forudsat i forarbejderne til lov nr. 531 og lov nr. 532 af 12. juni 2012.

Efter den anførte ændring i ægteskabsloven var der som også forudsat i de ovennævnte lovbemærkninger pkt. 3.2 behov for et tillæg til det eksisterende vielsesritual, således at det også kunne omfatte vielse af to personer af samme køn. Allerede derfor er der heller ikke grundlag for at anse den kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme køn for at være uhjemlet i henhold til den retssædvane, som siden 1849 har dannet grundlag for vedkommende ministers regulering af folkekirkens indre anliggender.

Folkekirken anses for at være en særlig forgrening af den offentlige forvaltning, og den vedtagne lovændring og den kongelige resolution er således vedtaget af de i relation til folkekirken kompetente organer. Det er ikke godtgjort, at den omtvistede regulering skulle være vedtaget i strid med folkekirkens ”vilje” som anført af sagsøgerne. Sagsøgerne er endvidere ikke ved vedtagelsen af den omtvistede lovændring eller udstedelsen af den kongelige resolution afskåret fra at udøve deres religion, herunder uden for folkekirken, og der er allerede derfor ikke sket et indgreb i sagsøgernes tros- og religionsfrihed i strid med grundlovens § 67 eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9.

Landsretten tager på den baggrund de sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Efter sagens udfald, forløb og omfang skal sagsøgerne betale sagsomkostninger for landsretten til kirkeministeren og social- og indenrigsministeren med 50.000 kr. til udgifter til advokatbistand. Beløbet er inkl. moms, da ministrene ikke er momsregistrerede.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t :

Kirkeministeren og social- og indenrigsministeren frifindes.

I sagsomkostninger for landsretten skal John Hejlesen, Inger Kristensen, Edvin Kristensen, Mogens Skibsted, Gert Grube og Arne Heilsen in solidum betale 50.000 kr. til kirkeministeren og social- og indenrigsministeren.

De idømte sagsomkostninger, der forrentes efter rentelovens § 8 a, skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

* * *
Østre Landesrets dom i pdf-format hos Højesteret.

* * *
Højesterets dom dom i sagen afsagt den 23. marts 2017

HØJESTERETS DOM
afsagt torsdag den 23. marts 2017

Sag 159/2016
(1. afdeling)
John Hejlesen,
Inger Kristensen,
Edvind Kristensen,
Mogens Skibsted,
Gert Grube
og
Arne Heilsen
(advokat Nikolaj Nikolajsen for alle)
mod
Kirkeministeren
og
Børne- og Socialministeren
(Kammeradvokaten ved advokat Sune Fugleholm for begge)
Biintervenient til støtte for appellanterne:
Foreningen med Grundlov skal land bygges
(advokat Nikolaj Nikolajsen)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 16. afdeling den 28. juni 2016.

I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Jytte Scharling, Poul Søgaard, Vibeke Rønne, Jens Peter Christensen, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen og Kurt Rasmussen.

Påstande
Appellanterne, John Hejlesen, Inger Kristensen, Edvind Kristensen, Mogens Skibsted, Gert Grube og Arne Heilsen, har gentaget deres påstande.

De indstævnte, Kirkeministeren og Børne- og Socialministeren, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling
Der er for Højesteret fremlagt Kirkeministeriets notat af 31. oktober 2016. Heraf fremgår følgende bl.a.:
”Regulering af folkekirkens indre forhold 1849-2012 trods modstand fra biskopperne Kirkeministeriet er blevet bedt om at belyse følgende spørgsmål:

”Er der fra regeringens og/eller folketingets side i perioden fra stadfæstelsen af junigrundloven i 1849 til den 12. juni 2012 gennemført en regulering af folkekirkens indre forhold, som ikke var ønsket af et flertal af de til enhver tid siddende biskopper i den danske folkekirke, hvad enten en sådan regulering er sket ved lov, bekendtgørelse, anordning eller kongelig resolution?”

Der er flere eksempler på, at der er gennemført regulering af nogle af folkekirkens indre forhold, selv om et flertal af biskopperne eller andre markante kredse i folkekirken var imod det.

I det følgende beskrives først to forhold, hvor både et flertal af biskopperne og mange af folkekirkens øvrige gejstlige erklærede sig imod lovgivningen. Det drejer sig om:

  • Lov af 15. maj 1868 om valgmenigheder og
  • Lov nr. 173 af 4. juni 1947, der gav kvinder adgang til at blive præster i
    folkekirken.

Dernæst beskrives mere kortfattet reguleringen af kirkelig vielse af fraskilte, som er gennemført på trods af markante protester fra andre kredse i folkekirken end biskopperne.

Endelig omtales autorisation af ny højmesseordning i 1992. Biskopperne var delte i opfattelsen af, hvilken ordlyd der skulle anvendes i Fadervor, nadverritualet og den aronitiske velsignelse og bad derfor i første omgang kirkeministeren om at træffe beslutningen. Det afviste ministeren, og biskopperne nåede derefter selv frem til et kompromis.
…”

Anbringender
Appellanterne har supplerende anført, at lov nr. 532 af 12. juni 2012 (Ægteskab mellem to personer af samme køn) og kongelig resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme køn er i strid med en retssædvane på grundlovsniveau, der forhindrer kirkeministeren og Folketinget i at regulere folkekirkens indre forhold. Kirkeministeriets notat af 31. oktober 2016 indeholder ingen eksempler på, at regeringsmagten har foretaget ændringer eller reguleringer i folkekirkens indre forhold, hvor en eller flere biskopper har givet udtryk for, at der var tale om en ændring af den lutherske kirkes bekendelsesgrundlag.

Der er sket et uproportionalt og unødvendigt indgreb i folkekirkens indre forhold, og der er dermed sket en individuel krænkelse af hver enkelt af appellanterne, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9 sammenholdt med artikel 11.

De indstævnte har supplerende anført, at der ikke er dannet en retssædvane med grundlovsrang, som forhindrer Folketinget eller kirkeministeren i at regulere folkekirkens indre forhold uden biskoppernes deltagelse, endsige samtykke, idet betingelserne for dannelse af en sådan retssædvane ikke er opfyldt. En regel, hvorefter ændringer vedrørende folkekirkens indre anliggender ikke kan gennemføres uden biskoppernes deltagelse, blev forkastet ved grundlovsforslaget af 1939 ved folkeafstemningen den 23. maj 1939.

Supplerende retsgrundlag
Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23. december 2015 om ægteskabs indgåelse og opløsning) indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
”§ 15. Ægteskab indgås ved kirkelig eller borgerlig vielse.

Stk. 2. Ægtefæller kan få et ægteskab, som er indgået ved borgerlig vielse, kirkeligt velsignet af en præst i folkekirken. Regler herom fastsættes af kirkeministeren.

§ 16. Kirkelig vielse kan finde sted:
1) inden for folkekirken, når en af parterne hører til denne,

§ 17. Kirkelig vielse inden for folkekirken foretages af dennes præster. Kirkeministeren fastsætter regler om, hvilke præster i folkekirken, der kan foretage vielser, og i hvilke tilfælde de har pligt hertil.

Højesterets begrundelse og resultat
Ægteskabsloven, som hidtil kun havde omfattet ægteskab mellem to personer af forskelligt køn, blev ved lov nr. 532 af 12. juni 2012 ændret således, at loven også finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af samme køn. Denne udvidelse af lovens ægteskabsbegreb gav anledning til, at kirkeministeren, efter at have indhentet kongelig resolution af 12. juni 2012, udstedte bekendtgørelse nr. 544 af 13. juni 2012 om autorisation af ritualer for vielse (bryllup) af to af samme køn og kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab mellem to af samme køn.

Spørgsmålet i sagen er, om den kongelige resolution af 12. juni 2012 og lov nr. 532 af 12. juni 2012, for så vidt angår den i loven iboende bemyndigelse til, at præster i den danske folkekirke kan indstifte ægteskab for to personer af samme køn, er ugyldige som følge af grundlovens §§ 4, 66 og 67, en forfatningsretlig sædvane eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9 sammenholdt med artikel 11.

Det fremgår af grundlovens § 4, at ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke”.
Folkekirken hviler således på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag.

Kompetencen til at regulere folkekirkens forhold tilkommer lovgivningsmagten og regeringen, der har et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for en sådan regulering.

Højesteret finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte lovgivningsmagtens og regeringens vurdering af, at den gennemførte ordning, der giver mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst i den danske folkekirke, ligger inden for det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag og dermed inden for rammerne af grundlovens § 4.

Det bemærkes herved, at Ministeriet for Ligestilling og Kirke indhentede et notat fra Københavns biskop, der fandt, at ordningen med mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst ikke var i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Lovgivningsmagten og regeringen har ikke pligt til forud for regulering af folkekirkens forhold at høre nogen kirkelig instans. Uanset dette skete der forud for den gennemførte ordning bl.a. inddragelse af landets biskopper.

Grundlovens § 66 bestemmer, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Bestemmelsen har stået indholdsmæssigt uændret siden grundloven af 1849. Der er ikke gennemført en sådan forfatning, og i praksis er folkekirkens organisatoriske og personalemæssige forhold mv. blevet reguleret ved forskellig lovgivning. Der følger ikke af grundlovens § 66 nogen begrænsning i lovgivningsmagtens kompetence, og der er ikke grundlag for at antage, at der skulle foreligge en retssædvane, som begrænser lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regulere dele af folkekirkens forhold.

Som anført af landsretten er appellanterne ikke ved vedtagelsen af den omtvistede lovændring eller udstedelsen af den kongelige resolution afskåret fra at udøve deres religion, herunder uden for folkekirken, og der er allerede derfor ikke sket et indgreb i appellanternes tros- og religionsfrihed i strid med grundlovens § 67.

Den omtvistede lovændring og udstedelsen af den kongelige resolution forhindrer ikke appellanterne i at tro og tænke frit. Lovændringen mv. er besluttet af lovgivningsmagten og kirkeministeren, som det tilkommer at regulere folkekirkens forhold inden for rammerne af det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag, og har i øvrigt til formål at sidestille homoseksuelle med heteroseksuelle også med hensyn til indgåelse af ægteskab. Højesteret finder, at der ikke er grundlag for at antage, at lovændringen og udstedelsen af den kongelige resolution er i strid med artikel 9 sammenholdt med artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions.

Højesteret stadfæster herefter dommen.
The kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal John Hejlesen, Inger Kristensen, Edvind Kristensen, Mogens Skibsted, Gert Grube og Arne Heilsen solidarisk betale i alt 100.000 kr. til Kirkeministeren og Børne- og Socialministeren.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

* * *
Højesterets dom i pdf-format.

Herreklip må ikke nægtes en person med kvindeligt personnummer. Ligebehandlingsnævnet afgørelse – KEN nr 9179 af 27/02/2017 – af 27. februar 2017.

Vist 0 gange. Det var i strid med ligestillingsloven, at klager, der efter sine egne oplysninger fysisk fremstår som en kvinde, blev udelukket fra ydelsen ”herreklip”.
Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 2.500 kr.

* * *
Ligebehandlingsnævnets omtale af sagen.

J. nr. 2016-6811-32832
Det var i strid med ligestillingsloven, at klager, der efter sine egne oplysninger fysisk fremstår som en kvinde, blev udelukket fra ydelsen ”herreklip”.
Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 2.500 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en klager blev nægtet ydelsen ”herreklip” hos en frisørskole.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at klager blev nægtet ydelsen ”herreklip”.
Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 2.500 kr. med procesrente fra den 27. juni 2016, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling
Klager, der har et cpr-nummer tilhørende det kvindelige køn, blev efter det af klager oplyste ved henvendelse hos indklagede frisørskole den 24. juni 2016 nægtet ydelsen ”herreklip”.

Klagen blev sendt til Ligebehandlingsnævnet søndag den 26. juni 2016 kl. 19:09.

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at klager har været udsat for forskelsbehandling. Klager ønsker en godtgørelse og en ændring af indklagedes praksis.

Klager blev nægtet en ”herreklip” på baggrund af en antagelse af, at klager skulle være en kvinde.

Klager forklarede ekspedienten hos indklagede, at ønsket var en herrefrisure og brug af såkaldte mandeprodukter på trods af ekspedientens opfattelse af klagers køn.

Da ekspedienten oplyste, at det ikke kunne lade sig gøre, spurgte klager, om det var fordi, at ekspedienten kunne se, at klager har bryster. Hertil svarede ekspedienten ”ja desværre”. Klager valgte herefter at gå sin vej.

Klager kunne ikke få en ”herreklip”, ”bare fordi klager var korthåret”, som ekspedienten hos indklagede oplyste. Klagers kranium er ikke mere eller mindre besværligt at klippe end et, der sad på en person, som indklagede frisørskole ville tro på var en mand.

Produktet ”herreklip” burde være noget, som alle kan købe uanset køn. Klager blev opfattet som værende en kvinde uanset klagers kønsidentitet. Klager blev således nægtet den vare, klager ønskede at købe.

Hvis indklagede frisørskole anerkendte og oplyste på deres hjemmeside, at de diskriminerer trans– og intetkønnede, ville det være for åbenlyst, at de ikke ønsker at have disse kunder.

Indklagede afviser, at klager har været udsat for forskelsbehandling. Indklagede kan ikke genkende forløbet som oplyst af klager.

Klager ønskede at betale for en ”herreklip”. Indklagede oplyste, at det ville tage længere tid at klippe klager end en herre, da ”dameklip” er mere teknisk indviklet og mere tidskrævende. Klager ville derfor blive opkrævet for en ”dameklip”.

Klager nægtede at ville betale mere for en klipning og valgte at gå. Indklagede kan tilbyde en ”herreklip”, hvis klager ønsker dette.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Det er i dom af 10. november 2014 fra Østre Landsret om ydelserne ”dameklip” og ”herreklip” fastslået,

”… at betegnelserne »dameklipning«/»dameklip« henholdsvis »herreklipning«/»herreklip« i frisørbranchen generelt anvendes til at betegne to forskellige ydelser, som adskiller sig fra hinanden ved navnlig betydeligt større tekniske krav til klippeteknikken i »dameklip« som følge af de ønskede runde former og feminine udtryk, mens »herreklip« betegner en mere simpel klippeteknik, herunder maskinklipning. Ved »dameklip« anvendes desuden langt flere produkter til styling mv. end ved »herreklip«, og der ydes i højere grad råd og vejledning til kunden. »Dameklip« tager som følge af den større tekniske kompleksitet længere tid at udføre end »herreklip«. Forskellen er gennemsnitligt i hvert fald 15 minutter ved klipning med saks og noget større, hvis herreklipningen udføres med maskine.”

På denne baggrund fastslog landsretten, at prisforskel på ydelserne ikke var udtryk for forskelsbehandling, som strider mod ligebehandlingsprincipperne i ligebehandlingsloven.

Landsretten bemærkede endvidere,
”… at der hverken i ligestillingslovens definition af, hvad der skal forstås ved forskelsbehandling på grund af køn, lovens forarbejder, direktiv 2004/113/EF eller i national eller EU-Domstolens retspraksis er holdepunkter for, at alene det forhold, at to indholdsmæssigt forskellige ydelser, der ud fra en historisk begrundet og fortsat i kundeflertallets valg af ydelse begrundet tradition benævnes og dermed identificeres ved en henvisning til den typiske købers køn, udgør kønsdiskrimination. Der er således ikke grundlag for at statuere, at benævnelserne »dameklip« og »herreklip« i sig selv udgør kønsdiskrimination. (…)

Der ville imidlertid være tale om kønsdiskrimination, såfremt [de to sagsøgte kvinder] var blevet nægtet eller ville blive nægtet ydelsen »herreklip« med den begrundelse, at ydelsen ikke udbydes til kvinder.”

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

På baggrund af indklagedes oplysninger ville klager blive opkrævet betaling for en ”dameklip”, selvom klager efterspurgte ydelsen ”herreklip”.

Klager, der har et cpr-nummer tilhørende det kvindelige køn, fremstår efter sine egne oplysninger fysisk som en kvinde. Klager blev efter egne oplysninger nægtet ydelsen ”herreklip”.

Efter de foreliggende oplysninger vurderer nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at den indklagede frisørskole har udøvet forskelsbehandling.

Indklagede har ikke løftet sin bevisbyrde for, at det ikke skulle være tilfældet.

Nævnet vurderer på den baggrund, at indklagede har overtrådt ligestillingslovens forbud mod forskelsbehandling ved at udelukke klager fra ydelsen ”herreklip”.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 2.500 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrente fra den 27. juni 2016, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:
Lov om Ligebehandlingsnævnet
– § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
– § 9, stk. 1, om klagebehandling
– § 12, stk. 1 og stk. 2, om klagebehandling
Ligestillingsloven
– § 1 a, om lovens anvendelsesområde
– § 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
– § 2, stk. 4 om bevisbyrde
– § 3 c, om godtgørelse

* * *
Afgørelsen hos Retsinformation.

Billigere entrépriser for gæster i pigetøj end for andre til et diskotek er ulovligt konstaterede Ligebehandlingsnævnet den 12. juni 2013. KEN 10034.

Vist 0 gange. Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et diskotek havde billigere entrépriser, hvis man var iklædt pigetøj.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede havde billigere entrépriser, hvis gæster var iklædt pigetøj.

Sagsfremstilling
Der er klaget over, at et diskotek på en annonce på Facebook, reklamerede med billigere entré, hvis man var iklædt pigetøj.

En del af annonceteksten så således ud:

“FRI BAR HELE NATTEN NÅR FØRST ENTRÉEN ER BETALT! – 150 kr – 95 kr (iklædt pigetøj)”

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at det indklagede diskotek forskelsbehandler ved at tilbyde billigere entré, hvis man har pigetøj på.

Efter klager havde læst diskotekets annonce på Facebook, skrev klager en mail til diskoteket via Facebook. Klager spurgte, om det var rigtigt, at entréen kun var 95 kr., når man var iklædt pigetøj. Dette bekræftede indklagede.

Klager ønsker en godtgørelse.

Indklagede giver klager ret i, at der var forskellige entrépriser til fri-bar-arrangementet.

Indklagede har oplyst, at personer iklædt pigetøj statistisk set drikker mindre end personer iklædt drengetøj.

Indklagede gør gældende, at klager ikke har været på diskoteket, og at der derfor ikke skal fastsættes en godtgørelse.

Indklagede har oplyst, at klager kunne være gået videre til et andet diskotek, hvor der ikke blev opkrævet en entré.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet har lagt vægt på, at det af den omtalte annonce fremgår, at folk der ankommer i pigetøj får billigere entré. Der er tale om et tilbud, der i al væsentlighed er rettet mod kvinder.

Ligebehandlingsnævnet finder derfor, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager på grund af sit køn har været udsat for forskelsbehandling.

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har overtrådt ligestillingsloven ved at tilbyde billigere entré, hvis man ankom i pigetøj.

Da klager efter det oplyste ikke har besøgt diskoteket, er der efter praksis ikke grundlag for at tilkende klager nogen godtgørelse.

* * *
Lovgivning, afgørelsen vedrører
LBK nr 905 (Lov om Ligebehandlingsnævnet) af 03/09/2012 § 1, stk. 1-2, § 9, stk. 1, § 12, stk. 1-2
LBK nr 1678 (Lov om ligestilling af kvinder og mænd) af 19/12/2013 § 1 a, § 2, § 2, stk. 4

* * *
Afgørelsen hos Retsinformation. (KEN nr 10034 af 12/06/2013).

Svømmehals tilbud om separat omklædningsrum til person med juridisk kønsskifte var ikke forskelsbehandling på grund af køn afgjorde Ligebehandlingsnævnet den 2. marts 2016. KEN nr. 9383.

Vist 0 gange. Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 2. marts 2016 offentliggjort den 20. maj 2016.

Herunder gengives Ligebehandlingsnævnets afgørelse.

* * *
Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 35 / 2016
Truffet den 2. marts 2016
J.nr. 2015-6811-22682

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager ikke havde mulighed for at klæde om i kvindernes omklædningsrum i en svømmehal. Klager, der er født som mand, er bevilget juridisk kønsskifte og har fået tildelt et nyt kvindeligt personnummer.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at klager ikke kunne klæde om i kvindernes omklædningsrum.

Sagsfremstilling
Klager er blevet tildelt et nyt kvindeligt personnummer. Klager har ikke fået foretaget operative indgreb.

Den 5. maj 2015 besøgte klager en svømmehal. Klager fremstod som en mand.

En medarbejder i svømmehallen meddelte klager, at det ikke var muligt for klager at klæde om i omklædningsrummet for kvinder. Klager blev herefter tilbudt at klæde om i et særskilt omklædningsrum.

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at der er tale om forskelsbehandling på grund af køn, når klager, der har fået juridisk kønsskifte, ikke kunne klæde om og bade i det baderum, som klagers køn tilhører.

Klager henviser til, at klager i omklædningsrummet legitimerede sig som kvinde ved at fremvise sit sygesikringskort og en indkaldelse til screening for livmoderhalskræft.

Klager oplyser, at klager valgte det omklædningsrum, som klagers køn tilhører. Klager oplevede, at enkelte gæster blev forvirrede over, at klager ikke umiddelbart fremstår som kvinde. En kvindelig livredder blev tilkaldt, og klager legitimerede sig. Klager klædte om og badede. I selve svømmehallen blev klager henvist til et særskilt omklædningsrum, som livredderen betegnede som handicapomklædningen.

Det er klagers opfattelse, at personalet, ved at henvise klager til at benytte handicapomklædningen, sidestillede klagers køn med det at være handicappet.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet forskelsbehandlet på grund af køn.

Indklagede oplyser, at klager ved billetsalget var klædt som en mand. Klager gav ikke udtryk for, at klager havde ønske om at få adgang til dameomklædningen. Klager passerede herefter receptionen og gik ind i dameomklædningen. Klagers omklædning og badning medførte uro blandt de øvrige kvindelige gæster, som klagede til personalet.

Indklagede oplyser, at bademesteren vendte den usædvanlige episode med ledelsen, hvorefter klager blev henvist til et separat omklædningsrum, idet klager har mandlige kønsorganer. På forespørgsel fra klager bekræftede indklagede, at det særskilte omklædningsrum er et handicapomklædningsrum, da det er de rammer, der kan tilbydes.

Det er indklagedes opfattelse, at de i høj grad også skal beskytte de kvindelige gæster, som befandt sig i dameomklædningen.

Det er endvidere indklagedes opfattelse, at ledelse og medarbejdere i svømmehallen tacklede en meget særlig og vanskelig situation rigtig godt, og at de på bedste vis forsøgte at tage hensyn både til klager og de andre gæster i svømmehallen. Tilbud om omklædning i omklædningskabine, som også anvendes til handicapomklædning, blev vurderet som den bedst mulige løsning inden for de lokalemæssige rammer, der var i svømmehallen. Det er indklages opfattelse, at denne løsning er udtryk for respekt for klager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Det er almindeligt i en svømmehal at have kønsopdelte omklædningsrum. Denne opdeling er baseret på brugernes fysiske fremtoning som henholdsvis mænd og kvinder, således at brugere, der fysisk fremstår som kvinder, klæder om sammen med kvinder, og brugere, der fysisk fremstår som mænd, klæder om sammen med mænd.

Klager er juridisk en kvinde, men fremtræder fysisk som en mand.

Indklagedes tilbud til klager om separat omklædningsrum er ikke et spørgsmål om forskelsbehandling på grund af køn, men et spørgsmål om, at klager ikke fysisk fremstår som en kvinde, hvorfor klager af blufærdighedsmæssige hensyn ikke kunne benytte kvindernes omklædningsrum. Indklagede har efter de foreliggende oplysninger forsøgt at løse situationen på bedst mulig måde ved at tilbyde klager at klæde om alene.

Klager får derfor ikke medhold.

Sagens oplysninger
Sagen er behandlet på grundlag af:
  • Klagen af 10. maj 2015
  • Indklagedes bemærkninger af 11. juni 2015
  • Klagers bemærkninger af 29. juni 2015
  • Indklagedes bemærkninger af 14. august 2015
  • Klagers bemærkninger af 31. august 2015

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:
Lov om Ligebehandlingsnævnet
  • § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
  • § 9, stk. 1, om klagebehandling
  • § 12, stk. 1, om klagebehandling

* * *
Afgørelsen hos Retsinformation.

Pressemeddelelse af 29. juli 2015 fra LGBT Danmark: Michelle var udsat for diskrimination som transkvinde.

Vist 0 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

LGBT Danmark udsendte den 29. juli 2015 en pressemeddelelse vedrørende Retten i Aarhus’ dom den 9. juni 2015 om, at Michelle Holst-Fischer havde været udsat for diskrimination, da hun blev fyret – eller mere korrekt betegnet, da jobprøvningen blev bragt til ophør.

Pressemeddelelsen gengives herunder.

Michelle Holst-Fischer

Michelle Holst-Fischer

Michelle var udsat for diskrimination som transkvinde
Nu har hun vundet den første retssag herhjemme om diskrimination på grund af kønsudtryk og kønsidentitet

I foråret 2012 besluttede Aarhus kommunens jobcenter, at Michelle skulle i arbejdsprøvning. Michelle er uddannet bager. Hun arbejdede på en brødfabrik i mange år, men fik slidskader. Siden arbejdede hun blandt andet en årrække som truckfører, men den seneste tid havde hun været ledig. Michelle var glad for muligheden og mødte en tidlig morgen op hos Jysk Mandskabsservice hos en af deres kunder, hvor hun skulle lave lagerarbejde. Michelle er transkvinde og mødte op og arbejdede i sit eget tøj: En pæn rød frakke, lange benklæder, en bluse og sorte støvler med 5 cm kraftig hæl. Hun havde også en smule makeup på.

Michelle syntes selv, det gik godt, og arbejdsgiveren var også tilfreds. Da Michelle senere på dagen kontaktede Jobcentret, fik hun at vide, at arbejdsgiveren var tilfreds, men ønskede, at hun ’skruede ned for sin femininitet’. Efter en snak med arbejdsgiver aftaltes, at hun skulle komme igen næste dag. Hun mødte op, nu med mindre makeup, med et hårbånd, og med nye sikkerhedssko, som Jobcentret havde bevilget. Arbejdet gik igen fint, men senere på dagen, efter hun var kommet hjem, blev hun ringet op af Jobcentret, som forklarede, at Jysk Mandskabsservices kunde ikke ønskede, at sådan en som hende skulle arbejde hos dem. Det var, blev det fortalt, besluttet ‘højere oppe’. Jysk Mandskabsservice kunne ikke opretholde aftalen, hvis ikke kunden ville have hende, så dermed ophørte forløbet.

Michelle var ked af det og følte sig voldsomt diskrimineret. Hun kontaktede LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, og det blev starten på en årelang kamp for retfærdighed.

Landsforeningen fik overblik over Michelles oplevelser og var overbevist om, at der var en “god” sag. Foreningen anbefalede at inddrage hendes fagforening, 3F. 3F gik velvilligt ind i sagen og indbragte den først for Ligebehandlingsnævnet og siden for retten. Landsforeningen har samarbejdet tæt med 3F gennem hele forløbet og har bidraget med en meget detaljeret viden om transforhold, herunder retlige forhold, ligesom foreningen har vejledt Michelle i forbindelse med de til tider omfattende dokumenter.

I første omgang blev det besluttet at føre sagen for Ligebehandlingsnævnet. Da den skulle sendes i høring hos de involverede parter, tog sagsforløbet en rum tid, og nævnets beslutning kom i september 2013. Den var ikke så anvendelig, idet nævnet besluttede, at det ikke kunne træffe afgørelse i sagen, fordi dette ville kræve vidneafhøring, og det har nævnet ikke mandat til. Det er også set i andre sager, så det var ikke den helt store overraskelse. Heldigvis ønskede Michelle, at sagen skulle gå videre, og 3F var også indstillet på at indbringe den for retten.

Både Dansk Mandskabsservice og deres kunde blev indklaget. De indklagede blev repræsenteret ved Dansk Erhverv, som blandt andet forsøgte at så tvivl om, hvorvidt transpersoner overhovedet er beskyttet af dansk lovgivning, nærmere bestemt om der findes en beskyttelse mod diskrimination på grund af kønsudtryk og/eller kønsidentitet.

Retshandlingen fandt sted i maj i år. Det er værd at notere sig, at Jobcentret fastholdt oplysningerne om, hvem der havde sagt hvad. Dette blev dokumenteret i retten af et referat udarbejdet af Jobcentret straks efter samtalerne i foråret 2013.

Dommen blev afsagt i begyndelsen af juni: Jysk Mandskabsservice blev dømt, mens deres kunde blev frikendt, da dommeren ikke mente der var tilstrækkeligt bevis for, at de havde udtalt sig som påstået.

Afgørelsen er vigtig på flere måder. For det første er det den første dom i Danmark i en transdiskriminationssag. For det andet er dommen detaljeret i sin beskrivelse af diskriminationsbeskyttelsen. Det fremgår således, at “forskelsbehandlingen af sagsøgeren [er] omfattet af såvel ligebehandlings– som forskelsbehandlingsloven,” at afbrydelsen af arbejdsforholdet er “sket alene på grund af sagsøgerens påklædning og udseende,” samt at den forskelsbehandling, Michelle blev udsat for, berettiger “til samme godtgørelse uanset, om sagsøgeren på daværende tidspunkt måtte betegnes som transseksuel eller transvestit“.

Nu har vi altså rettens ord for, at både kønsidentitet og kønsudtryk er beskyttet under dansk ligebehandlings- og ikke-diskriminationslovgivning, desuagtet hverken disse begreber eller transpersoner er omtalt i lovgivningen. Ankefristen er nu udløbet, så afgørelsen er endelig.

Michelle blev tilkendt en godtgørelse på 30.000 kroner, og 3F har gjort en flot indsats for at sikre, at hun får pengene. Godt tre år skulle der gå, fra Michelle oplevede uretfærdig behandling, til hun fik medhold i, at der var tale om diskrimination. Dette er en vigtig afgørelse, ikke bare for Michelle selv, men også for alle andre transpersoner, som nu har sikkerhed for, at lovens beskyttelse omfatter kønsidentitet og kønsudtryk.

Søren Laursen om sagen
Som forperson for LGBT Danmark glæder jeg mig over afgørelsen i Michelles sag. Jeg var selv involveret gennem hele forløbet og har derfor på nært hold oplevet frustrationen, ventetiden, usikkerheden og til sidst glæden ved at få ret. Jeg glæder mig på Michelles vegne over succesen, og jeg er glad for, at hun har haft overskud og vilje til at stå igennem sagen, for kun på den måde bringer vi loven i anvendelse og skaber afklaring om, hvor langt dens beskyttelse rækker.

Jeg er også tilfreds med den virkelig gode indsats 3F har ydet. Det er selvsagt vigtigt for os, at fagforeningerne lever op til deres ansvar også i situationer med diskrimination på vores område. Og det er til fulde sket her.

Resultatet er, at vi nu har en dansk retsafgørelse om transdiskrimination. Det har været vigtigt for os, at den blev så præcis som muligt, og det er den blevet. Dansk ligebehandlings- og ikke-diskriminationslovgivning er meget mangelfuld: Den omtaler slet ikke kønsidentitet eller kønsudtryk. Mange andre lande har justeret deres lovgivning, så disse områder er specifikt nævnt, men der har ikke været politisk vilje til at gøre noget tilsvarende i Danmark. Nu har vi til gengæld rettens fortolkning af den eksisterende lovgivning, og den fortolkning siger, at usaglig forskelsbehandling på grund af kønsidentitet og kønsudtryk ér diskrimination i lovens forstand.

Yderligere information:
Sagen er omtalt i Vidensbanken om kønsidentitet, hvor der er link til både Ligebehandlingsnævnets og Retten i Aarhus’ behandling af sagen:
http://www.thranesen.dk/retten-aarhus-bs-72-45-2014/

Direkte link til Ligebehandlingsnævnets behandling af sagen:
http://www.ligebehandlingsnaevnet.dk/naevnsdatabase/afgoerelse.aspx?aid=1247&type=Afgoerelse

Direkte link til Retten i Aarhus’ dom i sagen:
http://www.thranesen.dk/artikler/Michellesagen_20150609_Dombog.pdf

Sagen er fra LGBT Danmarks side håndteret af Søren Laursen og Tina Thranesen og fra 3F’s side af Hans Jørgen Kjærsgaard, Transport, Logistik og Byg, Århus, og Rune Asmussen, advokat (H), Juridisk Sekretariat.

Søren Laursen: sl@lgbt.dk

* * *
Pressemeddelelsen i pdf-format.
Pressemeddelelsen hos LGBT Danmark.

Ulovligt at fyre en transperson pga. dennes kønsudtryk fastslog byretten i Aarhus den 9. juni 2015.

Vist 0 gange.
Michelle Holst-Fischer

Michelle Holst-Fischer

Af Tina Thranesen.
Det er den første dom i Danmark om fyring af en transperson på grund af dennes kønsudtryk – det vil sige dennes påklædning og udseende.

Kort om sagen og dens forløb frem til dommen
Den 12. marts 2012 påbegyndte Michelle Holst-Fischer, der er transkvinde, et jobprøvningsarbejde med mulighed for et fleksjob hos Jysk Mandskabsservice, der leverede arbejdskraft til Føtex (Dansk Supermarked A/S) i Aarhus, hvor Michelle skulle arbejde på lageret.
Efter to dage blev Michelle fyret – eller mere korrekt betegnet, så blev jobprøvningen bragt til ophør af Jysk Mandskabsservice.
Begrundelsen var ifølge en ansat i det kommunale jobcenter, at driftschefen fra Føtex til Jysk Mandskabsservice havde sagt, at de ikke kunne have Michelle gående, pga. hendes fremtoning.
Jysk Mandskabsservice havde ikke haft noget at udsætte på Michelles arbejdsindsats, men valgte at bringe jobprøvningen til ophør.

Den 17. marts 2012 gennemgik jeg nøje sagen med Michelle og udfærdigede et notat derom. Herefter forelagde jeg sagen for Søren Laursen, forperson for LGBT Danmark, der besluttede at LGBT Danmark skulle gå ind i sagen.
LGBT Danmark forelagde sagen for fagforbundet 3F, som Michelle var medlem af.
3F meldte kort efter tilbage, at de ville følge op på sagen og stille advokatbistand til rådighed.

3F indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet, der imidlertid den 28. august 2013 (afgørelse nr. 171/2013) afviste at behandle sagen, da den krævede afgivelse af vidneforklaringer, hvilket Ligebehandlingsnævnet ikke har mandat til. Ligebehandlingsnævnet lavede på trods deraf alligevel en grundig gennemgang af klagen ud fra det skriftlige materiale, som nævnet havde modtaget.

3F indbragte herefter sagen for domstolen.
Inden sagen kom for retten blev der ført en omfattende korrespondance mellem advokaten for 3F og modpartens advokat.
LGBT Danmark var herunder advokaten for 3F behjælpelig med referencer til relevant dansk og europæisk lovgivning, udtalelser fra menneskerettighedsorganisationer, definitioner m.v.

Byretten i Aarhus behandlede sagen den 12. maj 2015 (sag nr. BS 72-45/2014) i et dagslangt retsmøde. Retsmødet sluttede med, at dommeren oplyste, at dommen ville blive afsagt den 9. juni 2015 kl. 1300.

Dommen den 9. juni 2015 fra Byretten i Aarhus fastslog, at afbrydelsen af jobprøvningen (fyringen) var begrundet i Michelles “påklædning og udseende” – altså Michelles kønsudtryk.

Dansk Supermarked A/S blev frikendt, idet der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at anse det for bevist, at det var Dansk Supermarked A/S, der foranledigede, at arbejdsprøvningen af Michelle blev afbrudt.

I dommen anføres, at afbrydelsen af jobprøvningen (fyringen) var begrundet i Michelles “påklædning og udseende” – altså Michelles kønsudtryk, og at den dermed skete diskrimination af Michelle var omfattet af såvel ligebehandlingsloven som af forskelsbehandlingsloven, hvorfor Jysk Mandskabesservice blev kendt skyldige og pålagt at betale en erstatning til Michelle på 30.000 kr.

Advokaten for Dansk Supermarked A/S havde under sagen bl.a. fremført, at Michelle slet ikke var omfattet af de beskyttelsesgrunde, som var anført i de to love, idet hverken transseksualitet eller transvestisme var anført som beskyttelsesgrunde i lovene. Advokaten fremførte endvidere, at Føtex (Dansk Supermarked A/S) ikke havde noget med hverken ansættelsen eller fyringen af Michelle at gøre.

Jysk Mandskabsservice, der efterfølgende var gået konkurs, var ikke repræsenteret af en advokat. Indehaveren tilsluttede sig argumentationerne fremført af advokaten for Dansk Supermarked A/S.

I dommen vurderes det ikke, om Michelle på daværende tidspunkt måtte betegnes som transseksuel eller transvestit, idet ejeren af Jysk Mandskabsservice og driftschefen i Føtex begge i retten forklarede, at de ikke kendte forskel på transseksualitet og transvestisme.

Ankefristen er udløbet, og ingen af parterne har anket sagen. Dommen er dermed endelig.

Retten i Aarhus

Retten i Aarhus

Rettens begrundelse og resultat
Kommunens notat om sagen, der er udarbejdet af Ronnie Vilstrup Andersen, er udarbejdet på baggrund af samtaler, som Ronnie Vilstrup Andersen har haft med enten Claus Nielsen og/eller Jan Steen Johansen fra daværende Jysk Mandskabsservice. Ronnie Vilstrup Andersen har ikke selv talt med nogen fra Føtex eller fra Dansk Supermarked A/S. Herefter, og efter de for klaringer, der i øvrigt er afgivet, er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse det for bevist, at det var sagsøgte 1, Dansk Supermarked A/S, der foranledigede, at arbejdsprøvningen af sagsøgeren blev afbrudt. Allerede af den grund, tages sagsøgte 1, Dansk Supermarked A/S’ frifindelsespåstand til følge.

Det må herefter, jf. også forklaringerne fra Claus Nielsen og Jan Steen Johansen, bevismæssigt lægges til grund, at det var Dansk Mandskabsservice, der foranledigede jobprøvningen afbrudt. Det må efter de afgivne forklaringer endvidere lægges til grund, at det ikke var sagsøgerens arbejdsindsats, der var grunden til, at arbejdsprøvningen blev afbrudt. Efter det, der er forklaret om beklædningsreglementet, herunder de modstridende forklaringer om, hvorvidt sagsøgeren fik udleveret en personalehåndbog, er der heller ikke grundlag for at fastslå, at afbrydelsen skyldtes, at sagsøgeren ikke fulgte beklædningsreglementet. Afbrydelsen findes derfor at være sket alene på grund af sagsøgerens påklædning og udseende. Såvel Claus Nielsen som Jan Steen Johansen har forklaret, at de ikke kendte forskel på transseksualitet og transvestisme, og den (forskels)behandling, som Dansk Mandskabsservice udsatte sagsøgeren for, berettiger sagsøgeren til samme godtgørelse uanset, om sagsøgeren på daværende tidspunkt måtte betegnes som transseksuel eller transvestit.

Af de grunde, som sagsøgeren har anført, er forskelsbehandlingen af sagsøgeren omfattet af såvel ligebehandlings– som forskelsbehandlingsloven og af en så diskriminerende og krænkende karakter, at godtgørelsen bør fastsættes til 30.000 kr., også selv om sagsøgeren var 2 dage henne i et arbejdsprøvningsforløb, som kunne have ført til et flexjob. Godtgørelsen skal forrentes således, som sagsøgeren har påstået.

Med hensyn til sagens omkostninger skal 3F som mandatar for sagsøgeren erstatte Dansk Erhvervs udgifter til advokatbistand som mandatar for Dansk Supermarked A/S med 20.000 kr. og til vidneførsel med 114,80 kr., og sagsøgte Claus Nielsen skal erstatte 3F’s advokatudgifter med 20.000 kr.

Dansk Erhverv og Claus Nielsen skal efter omstændighederne ikke betale sagsomkostninger til hinanden.

Retten bemærker angående Claus Nielsen, at sagsøgeren og 3F, selv om retten fastsætter fuldbyrdelsesfrist for og forrentning af godtgørelseskravet og sagsomkostningerne, bør undersøge, om kravet, herunder sagsomkostningerne, skal indgå i gældssaneringsagen.

Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Dansk Supermarked A/S, frifindes.
Sagsøgte, Claus Nielsen, skal inden 14 dage til 3F som mandatar for sagsøgeren, Gry Michelle Holst-Fischer, betale 30.000 kr. med procesrente fra den 31. oktober 2012.
[…]

* * *
Dommen af 9. juni 2015 fra Retten i Aarhus i pdf-format.
Notat af 17. marts 2012 udfærdiget af Tina Thranesen.

Y.Y mod Tyrkiet – Applikation no. 14793/08. Ret til kønsskifteoperation og ret til anerkendelse af køn uden sterilisation. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 10. marts 2015.

Vist 0 gange. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde den 10. marts 2015 dom i sagen YY mod Tyrkiet.
Y.Y. er en transmand, som i 2005 søgte om tilladelse til at få en kønsskifteoperation, men fik afslag med den (underlige) begrundelse, at han som biologisk født kvinde var i stand til at blive gravid.
I 2013 søgte Y.Y. igen og fik denne gang tilladelse til at få sin kønsskifteoperation.
Men allerede i 2008 indbragte Y.Y. sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med påstand om overtrædelse af artikel 8 (ret til respekt for privatliv og familieliv), artikel 6, § 1 (ret til en retfærdig rettergang) i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol konstaterede i sin dom den 10. marts 2015, at ved i mange år at nægte Y.Y. mulighed for at gennemgå en kønsskifteoperation, havde staten tilsidesat Y.Y.s ret til respekt for sit privatliv. Der havde dermed været en krænkelse af artikel 8.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fandt derimod ikke, at der var sket en krænkelse af artikel 6.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tilkendte Y.Y. en erstatning på 7.500 € (EUR) for ikke-økonomiske skader.

Pressemeddelelsen er noget kringlet formuleret.
Dommen må imidlertid betyde, at det både er i strid med menneskerettighederne at stille krav til transpersoner om sterilisation, kastration, kønshormonbehandling og/eller kønsskifteoperation for at anerkende deres ønskede køn
og at nægte dem adgang til kønsskifteoperation, hvis det er dét, de ønsker.

Pressemeddelelsen gengives herunder i dansk oversættelse.
Der tages forbehold for oversættelselsen. Ved brug som dokumentation henvises til den originale engelsksprogede pressemeddelelse.
Selve dommen er kun tilgængelig på fransk.
Den 12. marts 2015. Tina Thranesen.

* * *
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols Storkammer afsagde den 10. marts 2015 dom i sagen YY mod Tyrkiet (application nr. 14793/08).

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog enstemmigt, at der var sket en overtrædelse af artikel 8 (ret til respekt for privatliv og familieliv) i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Sagen vedrørte et afslag fra de tyrkiske myndigheder om at give tilladelse til en kønsskifteoperation med den begrundelse, at den transseksuelle, der havde ansøgt derom, ikke var permanent ude af stand til at formere sig.

Domstolen gentog, at transseksuelles mulighed for at have fuldt udbytte af retten til personlig udvikling og fysisk og psykisk integritet ikke kunne betragtes som et kontroversielt forhold. Domstolen fandt, at selv om det antages, at afslaget på sagsøgerens oprindelige ansøgning om tilladelse til en sådan operation havde været baseret på et relevant grundlag, var afslaget ikke baseret på en tilstrækkelig grundlag.
Det resulterende indgreb i ansøgerens ret til respekt for sit privatliv kunne ikke betragtes som “nødvendigt” i et demokratisk samfund.
Ved i mange år at nægte ansøgeren mulighed for at få en sådan operation, havde staten tilsidesat ansøgerens ret til respekt for sit privatliv.

Principielle kendsgerninger
Sagsøgeren, YY, er en tyrkisk statsborger, der på tidspunktet for ansøgningen var registreret som værende af kvindekøn.

Tidligt i livet blev Y.Y. bevidst om en følelse af mere at være en dreng end en pige, uanset anatomisk forhold.

Den 30. september 2005 ansøgte Y.Y. om tilladelse til en kønsskifteoperation hos Mersin distriktdomstol. Distriktdomstolen bad overlægen på hospitalet, hvor ansøgeren var blevet behandlet på en psykiatrisk afdeling, om oplysninger for at finde ud af, om ansøgeren var transseksuel, og om kønsskiftet var nødvendig for ansøgerens psykiske sundhed. Domstolen spurgte endvidere, om Y.Y. var permanent ude af stand til at formere sig.

Den 23. februar 2006 konkluderedes det i en psykiatrisk rapport fra hospitalet, at YY var transseksuel, og at det fra et psykologisk synspunkt, ville det være bedre for ansøgeren at leve som mand. En anden rapport fastslog, at Y.Y. var af kvindelig fænotype (en persons synlige og fysiske fremtræden og egenskaber) og transseksuel. Trods dette fandt domstolen, at ingen af disse rapporter besvarede spørgsmålet, om et kønsskifte var nødvendigt for at sikre ansøgerens psykiske sundhed, og om ansøgeren permanent var ude af stand til at formere sig. En af direktørerne på hospitalet udtalte i april 2006, at YY ikke var permanent ude af stand til at
formere sig.

Den 27. juni 2006 afviste distriktsdomstolen Y.Y.’s ansøgning om kønsskifte, idet ansøgeren ikke var permanent ude af stand til at formere sig, og derfor ikke opfylder et af de krav, der var fastsat i § 40 i den civile retsplejelov.

Ansøgeren ankede afslaget til en højere retsinstans.

Den højere retsinstans stadfæstede distriktdomstolens afgørelse, og ansøgerens advokats anmodning om en ny retssag blev ligeledes afvist.

Den 5. marts 2013 indgav Y.Y. påny en ansøgning om tilladelse til en kønsskifteoperation med henvisning til artikel 40 i den borgerlige retsplejelov.
Den 21. maj 2013 gav distriktdomstolen tilladelse til kønsskifteoperationen, idet den fandt det godtgjort, at Y.Y. var transseksuel, og at hensynet til ansøgerens psykiske helbred krævede et kønsskifte, samt at vidneudsagn havde godtgjort, at ansøgeren i enhver henseende levede som en mand og led under sin nuværende situation som anført i artikel 40, § 2 i den borgerlige retsplejelov, hvorfor betingelserne var opfyldt, og ansøgningn kunne imødekommes.

Klager, procedure og sammensætningen af Retten
Under henvisning navnlig til artikel 8 (ret til respekt for privatliv og familieliv), har sagsøgeren klaget over tilsidesættelse af hans ret til respekt for sit privatliv. Han fremførte, at uoverensstemmelsen mellem hans opfattelse af sig selv som en mand og hans fysiske tilstand var bekræftet af lægeerklæringer, og han klagede over afslagene fra de nationale myndigheder for at få fjernet begrundelsen, at han stadig var i stand til at formere sig. Han kritiserede betingelserne i artikel 40 i den civile retsplejelov med den begrundelse, at det biologiske krav om at være steril kun kunne opfyldes ved, at han frivilligt lod sig sterilisere. Personers manglende mulighed for at få en sådan operation, fratager dem permanent enhver mulighed for kønsskifte.

Under henvisning til artikel 6, § 1 (ret til en retfærdig rettergang) har ansøgeren også klaget over, at den overordnede domstol ikke havde analyseret sagens indhold og havde undladt at begrunde sine beslutninger.
Ansøgningen blev indgivet til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 6. marts 2008.

Dommen blev afsagt af en afdeling med syv dommere, sammensat således:
Guido Raimondi (Italien), formand
Isil Karakas (Tyrkiet),
Nebojša Vu?ini? (Montenegro),
Helen Keller (Schweiz),
Paul Lemmens (Belgien),
Egidijus Küris (Litauen),
Robert Spano (Island),
og Abel Campos, assisterende justitssekretær.

Domstolens afgørelse
Artikel 8 (ret til respekt for privatliv og familieliv)
Den foreliggende sag rejste spørgsmålet om de betingelser for processen for kønsskifte, som kan pålægges transseksuelle, og om sådanne betingelser overholder artikel 8 i konventionen.

Domstolen henviste til sine tidligere konklusioner om, at det på internationalt plan var almindeligt anerkendt, at transseksualitet var en medicinsk tilstand, der berettigede til behandling for at hjælpe de pågældende personer.

Domstolen fandt, at distriktdomstolens afgørelse af 27. juni 2006 var baseret på artikel 40 i den borgerlige retsplejelov. Det bemærkes, at den tyrkiske lov yder transseksuelle, der opfylder lovgivningens krav, ret til ikke blot at skifte køn, men også til juridisk anerkendelse af deres nye køn gennem ændring af deres civilstand. Artikel 40 i den borgerlige retsplejelov anfører dog muligheden for, at en permanent manglende evne til at formere sig – en betingelse, som ikke er opfyldt i den foreliggende sag, hvilket førte til afslag på ansøgerens anmodning.

Regeringen gjorde gældende, at reguleringen af kønsskifteoperation faldt inden for beskyttelse af den almene interesse og forsøgte at forhindre, at sådanne operationer blev hverdagskost eller uretmæssigt blev brugt af sexindustrien. Domstolen blev ikke overbevist af de argumenter. Men der er ikke tvivl om at ved at vedtage en sådan lovgivning, havde regeringen forfulgte det legitime formål at beskytte sundheden og hensynet til de berørte personer, ved at henvise til de risici, sådanne operationer indebærer for deres fysiske og psykiske sundhed.

Retten bemærkede, at sagen ved de nationale domstole direkte havde berørt ansøgerens frihed til at bestemme sit køn – en frihed, som var en væsentlig del af retten til selvbestemmelse. Domstolen har ved mange lejligheder udtalt, at den var klar over seriøsiteten i de transseksuelles problemer, og understreget vigtigheden af permanent at vurdere behovet for passende retlige foranstaltninger. Det var væsentligt, at konventionen fortolkedes og anvendtes på en retfærdig, praktisk og effektiv måde. Hvis Domstolen undlod en dynamisk og fremtidsorienteret tilgang, kunne det modvirke enhver reform eller forbedring.

Som Domstolen tidligere har bemærket, lægger den mindre vægt på manglende dokumentation for en fælles Europæisk tilgang til løsningen af de juridiske og praktiske problemer, end til de klare og ubestridte tendenser på en stadig international tendens for øget social accept af transseksuelle og juridisk anerkendelse af det nye køn hos kønsskifteopererede transseksuelle. Domstolen gentog, at transseksuelles
ret til personlig udvikling og til fysisk og psykisk sundhed på samme måde, som andre i samfundet nyder godt af, ikke kunne betragtes modstridende forhold. I den forbindelse understregedes det, at i tillægget til henstilling CM/Rec(2010)5 havde Ministerkomitéen i Europarådet erklæret, at tidligere krav om juridisk anerkendelse af et kønsskifte regelmæssigt bør revideres for at fjerne urimelige krav. Desuden havde Den
Parlamentariske Forsamling
i Europarådet bl.a. opfordret medlemsstaterne til at garantere disse personers ret til, at officielle dokumenter angiver deres valgte køn, uden nogen forudgående krav om sterilisation eller andre medicinske procedurer, såsom en kønsskifteoperation eller hormonbehandling.

Domstolen bemærkede endvidere, at visse medlemsstater for nylig havde ændret deres lovgivning eller praksis med hensyn til adgangen til kønskiftebehandling og juridisk anerkendelse deraf ved fjerne kravet om infertilitet eller sterilitet.

Domstolen gentog, at alvorlige indgreb i privatlivets fred kan opstå, hvor staten i nationale love er i modstrid med et vigtigt aspekt af personlig identitet. I betragtning af de mange og smertefulde indgreb en sådan operation består af, kunne det ikke påstås, at en persons beslutning om at gennemgå et kønsskifte var en lunefuld beslutning.

Retten bemærkede, at de nationale domstole havde begrundet deres oprindelige afvisning af sagsøgerens anmodning ved, at han ikke var i stand til at formere sig. Domstolen kunne ikke forstå, hvorfor en manglende evne til at formere sig, skulle etableres for en person, der ønsker at skifte køn, før den fysiske kønsskifteproces kunne gennemføres. Domstolen kunne ikke se, hvordan sagsøgeren, undtagen ved sterilisation, kunne have opfyldt kravet om permanent infertilitet.

Under alle omstændigheder har Domstolen ikke fundet det nødvendigt at tage stilling til spørgsmålet om sagsøgerens adgang til medicinsk behandling, der ville have gjort det muligt ham at opfylde dette krav. Domstolen indtog det synspunkt, at princippet om respekt for ansøgerens fysiske integritet udelukkede enhver forpligtelse for ham til at gennemgå behandling med henblik på permanent sterilitet. Domstolen fandt, at selv om det antages, at afvisningen af den oprindelige ansøgning om tilladelse til kønsskifteoperation var baseret på en relevant grund, var den ikke baseret på en tilstrækkelig begrundelse. Den resulterende interferens for sagsøgerens ret til respekt for sit privatliv, kunne derfor ikke anses for “nødvendig” i et demokratisk samfund.
Ændringen af tilgangen til sagen hos Mersin distriktdomstol i maj 2013 gav ansøgeren tilladelse til en operation, selv om han stadig havde evnen til at formere sig, støttede denne holdning.

Ved i mange år at nægte sagsøgeren mulighed for at gennemgå en sådan operation, havde staten tilsidesat sagsøgerens ret til respekt for sit privatliv. Retten har således konstateret, at der havde været en krænkelse af artikel 8.

Artikel 6 § 1 (ret til en retfærdig rettergang)
Domstolen gentog, at artikel 6, § 1 ikke krævede, at en domstol i sine begrundelser omtaler alle de punkter, som en af parterne anser for grundlæggende for hans eller hendes argumenter.
Desuden fandt Domstolen, at den højere retsinstans havde begrundet sine beslutninger og tilsluttet sig underrettens grunde. Klagen blev derfor fundet ugrundet og afvist.

Artikel 41 (kun tilfredshed)
Domstolen fastslog, at Tyrkiet skulle betale sagsøgeren 7.500 € (EUR) for ikke-økonomiske skader.

Dommen er kun tilgængelig på fransk.

Pressemeddelelsen i pdf-format hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – på engelsk.
Dommen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – findes kun på fransk.

Transkønnet som fællesbetegnelse var ikke i strid med ligestillingsloven fastslog Ligebehandlingsnævnet i afgørelse nr. 106/2014 den 14. maj 2014. KEN nr. 9447.

Vist 0 gange.
Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsnævnet

Den 14. maj 2014 traf Ligebehandlingsnævnet afgørelse i en sag, Institut for Menneskerettigheder (IMR) gav på deres sigfranu.dk-hjemmeside ikke brugeren mulighed for at angive sig selv som transseksuel. På hjemmesiden var det muligt at registrere sig som mand, kvinde eller transkønnet. Man kunne også vælge ikke at registrere sit køn. Det faktum, at indklagede valgte “transkønnet” som fællesbetegnelse, for personer, der ikke anså sig selv som mand eller kvinde, var ikke i strid med ligestillingsloven.
Klager fik derfor ikke medhold.

J.nr. 2014-6811-00183

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med ligestillingsloven.

Sagsfremstilling
Der er klaget over hjemmesiden “sigfranu.dk“, som Institut for Menneskerettigheder (IMR) har oprettet med henblik på anonym registrering af diskrimination og hadforbrydelser.

Det anonyme spørgeskema til registrering af administration indeholder følgende afkrydsningsmuligheder under overskriften “Køn“:
Under overskriften “På hvilket grundlag er du blevet udsat for en hadforbrydelse” er der en række afkrydsningsmuligheder om “På grund af antagelse eller viden om mit”, herunder:

Parternes bemærkninger
Klager mener, at indklagede i forbindelse med “stemplet“-kampagnen og “sigfranu.dk” ikke tilgodeser de transseksuelles status som et tredjekøn, der kan identificeres på lige fod med de to binære køn. De transseksuelle bliver i stedet placeret under en LGBT paraplybetegnelse som en homoseksuel variation.

På grund af indklagedes diskrimination af transseksuelle kan den gruppe af personer, der er mest udsat for diskrimination, ikke indrapportere vold, hatecrime, chikane og diskrimination, uden at de skal logge sig ind under et andet køn eller en seksualitetsbetegnelse, som intet har at gøre med deres transseksuelle køn.

Klager ønsker, at transseksuelle kan bevare deres status som et kønsligt fænomen, der ikke blandes sammen med seksuelle varianter af homoseksualitet. Hvis ikke indklagede i forbindelse med kampagnen ophører med at diskriminere transseksuelle, således at de på lige fod med mænd og kvinder kan logge på som transseksuelle, må der stilles faciliteter og driftsmidler til rådighed for denne gruppe, så de kan køre deres egen statistikfunktion.

Klager henviser til, at man ved rapportering af hatecrime og diskrimination på “sigfranu.dk” enten kan angive sig som et af de to binære køn mand/kvinde eller som et udvalg af LGBT seksualiteter, under paraplybetegnelser som transkønnet eller transperson. Transseksuelle er hverken kvinder eller mænd og tilhører ikke nogen LGBT seksualitet, og de har faktisk ingen seksualitet, fordi de bliver fyldt med hormoner.

Klagers medfødte transseksualitet handler ikke om seksualitet, men om køn. Herudover har klager af lægerne fået et antihydrogen, som slog den mandighed, klager havde, ihjel. Klager er derfor ikke en mand og kan aldrig blive mand igen. Sundhedsstyrelsen efterlader borgere som klager som kønshybrider og nægter at gøre dem færdige. Klager er heller ikke kvinde, fordi sundhedsmyndighederne nægter at gøre kønsskiftet færdigt. Klager bliver
derfor aldrig til kvinde, og klager får heller aldrig en seksualitet igen.

Transseksuelle kan hverken betegnes med M eller F i passet, men betegnes med X, som angiver deres tredjekøn. For at klager i 2012 kunne antage sit kvindenavn, skulle klager have sit køn bedømt på Sexologisk Klinik, der skulle angive kønnet som transseksuel. Kønshybriders navn er altså fra statens side angivet som transseksuel.

Paraplybetegnelserne transkøn og transperson blander køn og seksualitet sammen. Ved at påtvinge transseksuelle en LGBT betegnelse påtvinges de diskriminerende at blive klassificeret med en homoseksualitet,
som de ikke har.

Klager har vedlagt en underskriftindsamling mod diskrimineringen af transseksuelle.

Indklagede oplyser, at der i forhold til de relevante danske regler ikke er legale definitioner, som tager stilling til afgrænsning af gruppen af transseksuelle eller i øvrigt gruppen af transpersoner.

Indklagede har i forbindelse med “sigfranu.dk“-kampagnen anvendt betegnelsen transkønnede og henviser herved overordnet til personens kønsidentitet eller kønsudtryk. Denne betegnelse henviser ikke til personens seksuelle orientering, således som klager giver udtryk for.

Indklagede har flere gange over for klager redegjort for begrundelsen for valget af begrebet “transkønnet“.

Hjemmesiden “sigfranu.dk” er oprettet for at gøre det muligt at foretage anonyme registreringer af oplevet diskrimination eller hadforbrydelser.

Der er mulighed for at angive personlige oplysninger herunder køn. I anerkendelse af, at ikke alle falder inden for det binære kønssystem – kvinde eller mand – kan en registrant vælge mellem, “kvinde”, “mand” “transkønnet” eller “ønsker ikke at oplyse”. Der er mulighed for at oplyse, på hvilket grundlag man er blevet diskrimineret, ved at vælge mellem blandt andet “køn“, “seksuel orientering“, “kønsidentitet” eller “andet”.

Den almene forståelse af køn er, at man enten er mand eller kvinde, at man er det køn, man er blevet tildelt ved fødslen, samt at man vedbliver at være det samme køn livet igennem. Personer, der falder inden for denne norm, kaldes ciskønnede. Det er ikke alle, der falder inden for eller efterlever den norm. Disse personer kaldes oftest transpersoner.

Begrebet transpersoner eller transkønnede er et paraplybegreb, der anvendes om personer, hvis opfattelse af egen kønsidentitet eller kønsudtryk i større eller mindre grad ikke er i overensstemmelse med det køn, de er blevet tildelt ved fødslen. I visse tilfælde kommer dette til udtryk igennem valg af påklædning, adfærd eller fysisk ændring af kroppen, herunder kønskorrigerende behandlinger. Begrebet transpersoner omfatter blandt andet personer, der identificerer sig som transseksuelle, transvestitter, kønsqueers, androgyne eller akønnede.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligestillingsloven forbyder direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for myndigheder og organisationer inden for offentlig forvaltning og almen virksomhed.

Indklagede er en uafhængig selvejende institution inden for den offentlige forvaltning. Indklagede er derfor omfattet af ligestillingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnet vurderer, at der ikke er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede i forbindelse med “sigfranu.dk” har udsat klager for forskelsbehandling på grund af kønsidentitet og dermed køn.

Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at man ved registrering af diskrimination og hadforbrydelser kan vælge mellem at registrere sig som “mand”, “kvinde” eller “transkønnet“. Man kan også vælge ikke at registrere sit køn.

Det forhold, at indklagede udover mand og kvinde har valgt samlebetegnelsen “transkønnet” for andre personer, er efter nævnets opfattelse ikke i strid med ligestillingsloven.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

  1. § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
  2. § 9, stk. 1, om klagebehandling
  3. § 12, stk. 1, om klagebehandling
  1. § 1 om lovens formål
  2. § 1a om lovens anvendelsesområde
  3. § 2 om forbud mod forskelsbehandling

* * *
Afgørelsen hos Retsinformation.

“Ikke specifikt” kan anerkendes som kønsbetegnelse efter en kønsskifteoperation, afgjorde den australske højesteret den 2. april 2014.

Vist 0 gange. Den australske højesteret afgjorde den 2. april 2014 en sag om, hvorvidt justitssekretæren, der fører registeret over fødsler, dødsfald og ægteskaber, kan anføre en persons køn som “uoplyst”.

Sagen vedrørte Norrie [1], der havde fået foretaget en mand til kvinde kønsskifteoperation. Efter operationen måtte det imidlertid konstateres, at kønnet ikke var entydigt mandligt eller kvindeligt.
Norrie ønskede derfor at få sit køn registreret som “ikke specifikt”, hvilket blev afslået af justitssekretæren, der i “kønsskifteattesten” og “navneattesten” anførte Norries køn som “uoplyst”.

Højesteret konstaterede, at loven gav mulighed for, at en person kunne få ændret sin kønsbetegnelse efter en kønsskifteoperation, men at det i loven også var anført, at en persons køn ikke altid var entydigt mandligt eller kvindeligt og derfor kunne anføres som “ikke-specificeret”.
Højesteret bestemte derfor, at justitssekretæren skulle genbehandle Norries ansøgning om kønsbetegnelse i overensstemmelse hermed – dvs. udstede kønsskifteattest og navneattest med kønnet angivet som “ikke specifikt”.

Resume af sagen i pdf-format hos den australske højesteret.
Dommen i sin helhed hos den australske højesteret.
Den australske højesteret

* * *
Flere udenlandske og danske medier har i deres omtale af dommen anført, at den australske højesteret har anerkendt “et tredje køn“. Det er forkert.
Den australske højesteret har konstateret, at det i loven også var anført, at en persons køn ikke altid var entydigt mandligt eller kvindeligt og derfor kunne anføres som “ikke-specificeret”. Det er ikke en anerkendelse af et”tredje køn“.

Note
  1. [Retur] Norrie May-Welby blev født som dreng 23. maj 1961 i Paisley, Renfrewshire, Skotland og fik navnet Bruce Norrie Watson. Som syv-årig flyttede han til Perth i Vestaustralien. May-Welby gennemgik en mand til kvinde kønsskifteoperation den 3. april 1989, men fandt senere ud af, at han heller ikke brød sig om at være en kvinde.

Tina Thranesen.

Gratis entre til et diskotek mod at møde op i stiletter er i strid med ligestillingsloven, konstaterede Ligebehandlingsnævnet den 5. september 2012 i afgørelse nr. 337/2012. KEN nr. 10007.

Vist 52 gange. Den 5. september 2012 traf Ligebehandlingsnævnet afgørelse om, at det var en overtrædelse af lov om ligestilling af mænd og kvinder, da et diskotek tilbød gratis entré til gæster, der mødte op i stiletter, idet der utvivlsomt var tale om et tilbud, der i al væsentlighed var rettet mod kvinder.

Afgørelsen
Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 337/2012.
Truffet den 05. september 2012.
J.nr. 7100338-12
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et diskotek havde et tilbud om gratis entré til alle, der i et bestemt tidsrum mødte op i stiletter.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede havde et tilbud om gratis entré til alle, der i et bestemt tidsrum mødte op i stiletter.

Sagsfremstilling
Der er klaget over, at et diskotek havde et tilbud om, at man hver fredag mellem kl. 23.00 og 24.00 fik gratis entré, hvis man ankom til diskoteket iført stiletter.
I reklamen ses en kvinde iført stiletter.

Parternes bemærkninger
Klager påstår, at indklagedes tilbud er i strid med ligestillingsloven.
Klager har gentagne gange modtaget reklamemails og sms’er fra indklagede, hvori der reklameres med, at det er gratis at komme ind på diskoteket, hvis man er iført stiletter.
Klager henviser til, at stiletter uden tvivl er damefodtøj.

Indklagede påstår, at deres tilbud ikke er i strid med ligestillingsloven.
Indklagede oplyser, at det er korrekt, at diskoteket i en kortere periode fra den 6. januar 2012, har haft et tilbud om, at gæster, der kommer i stiletter, får gratis entré.
Indklagede gør gældende, at tilbuddet var gældende både for mandlige og kvindelige gæster, men at det hovedsageligt var kvindelige gæster, der havde benyttet sig af tilbuddet. Tilbuddet er dog også blevet benyttet af nogle mænd.
Indklagede henviser til, at tilbuddet har været ment som et sjovt indslag for diskotekets gæster.
Indklagede har oplyst, at man har valgt at ændre tilbuddet, så der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved indklagedes motiver.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har overtrådt lov om ligestilling af mænd og kvinder ved at tilbyde gratis entré til gæster, der mødte op i stiletter. Der er utvivlsomt tale om et tilbud, der i al væsentlighed er rettet mod kvinder.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:
  • Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet, som ændret ved lov nr. 530 af 11. juni 2012 om Ligebehandlingsnævnet
    § 1, stk. 1, og stk. 1, om nævnets kompetence
    § 9, stk. 1, om klagebehandling
    § 12, stk. 1, om klagebehandling
  • Lov nr. 388 af 30. maj 2000 om ligestilling af mænd og kvinder, som senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1095 af 19. september 2007 og med senere ændringer som følge af lov nr. 387 af 27. maj 2008, lov nr. 484 af 12. juni 2009 og lov nr. 182 af 8. marts 2011
    § 1a, stk. 1, om lovens anvendelsesområde
    § 2, stk. 1 – 3, om forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn
    § 2, stk. 4, om delt bevisbyrde

Afgørelsen hos Retsinformation.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 249/2013 af 27. november 2013 om påstået forskelsbehandling pga. køn i fbm. udbetaling af ledighedsydelse til transmand efter dennes kønsskifte. KEN nr. 9419.

Vist 0 gange. En kønsskifteopereret mand fik efter operationen nyt CPR-nummer. Dette medførte, at klager ikke modtog ledighedsydelse rettidigt i oktober måned, samtidig med at han blev trukket for meget i skat idet, der på grund af manglende skattekort, blev trukket 55 % skat af ledighedsydelsen. Den indklagede kommune påpegede, at dette er normal procedure, når der ikke foreligger et skattekort. Klager gjorde gældende, at kommunen havde adgang til alle oplysninger og derfor uretmæssigt trak for meget skat. Nævnet fandt, at der ikke var forelagt oplysninger, der pegede på, at indklagedes handlemåde var begrundet i klagers køn.

Klager fik derfor ikke medhold.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 249/2013
Truffet den 27. november 2013

J. nr. 2013-6811-05093

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med en sag om udbetaling af ledighedsydelse.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Indklagede har ikke handlet i strid med ligestillingsloven i forbindelse med behandlingen af klagers sag om udbetaling af ledighedsydelse.

Sagsfremstilling
Klager er transkønnet og er kønsskifteopereret fra kvinde til mand. Klager har endvidere opnået juridisk kønsskifte, hvorved klager har fået et nyt cpr.nr.

Klager har oplyst, at han, da han skiftede cpr.nr. den 22. november 2012, mistede sit gamle NemID og dermed adgang til alle sine gamle data.

Klager er tilkendt fleksjob og modtager ledighedsydelse. Det er kommunen, der står for udbetaling af ledighedsydelse.

Klagers ledighedsydelse for oktober 2012 blev udbetalt for sent. Ved udbetaling af ledighedsydelse for oktober, november og december 2012 blev der trukket 55 procent i skat.

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at den indklagede afdeling i kommunen på baggrund af ændringen af klagers juridiske kønsstatus uretmæssigt og imod bedre vidende har trukket for meget skat af hans ledighedsydelse i månedsvis.

Klager kontaktede kommunen i oktober 2012, fordi han ikke havde fået udbetalt ledighedsydelse. Ifølge sagsbehandleren havde klager ikke indsendt pensionsoplysninger. Senere indrømmede sagsbehandleren, at de havde modtaget pensionsoplysningerne, men at disse ikke var tilstrækkelig dokumentation. Efter at sagsbehandleren havde fået bekræftet pensionsoplysningerne af klagers pensionsselskab, oplyste sagsbehandleren, at han ikke kunne udbetale ledighedsydelsen, fordi han ikke kunne trække skatteoplysninger på klagers gamle cpr.nr., der var gældende indtil fire dage før.

Sagsbehandleren sagde til klager, at klager skulle kontakte SKAT for at få skattekort for både det gamle og det nye cpr.nr. Disse skattekort skulle fremsendes til sagsbehandleren i kommunen, før ledighedsydelsen for oktober og november kunne blive udbetalt. Sagsbehandleren krævede også, at klager skulle få SKAT til at lade skattekortet for det nye cpr.nr. gælde fra den 1. oktober 2012, hvor cpr.nr.‘et rent faktisk ikke var gældende endnu, idet det først blev oprettet den 22. november 2012. I praksis ville det også betyde, at klager ville blive dobbeltbeskattet i perioden 1. oktober 2012 til 22. november 2012, fordi han ville skulle betale skat på to cpr.nr.

Klager har flere gange indsendt skattekort fra både hans gamle og hans nye cpr.nr. Indklagede har under hele sagen haft adgang til og har kunnet trække oplysninger fra det gældende skattekort, hvilket de faktisk har gjort flere gange, dog på en rodet og uhensigtsmæssig måde.

Sagsbehandleren påstod, at klager havde to trækprocenter, når han trak oplysninger fra SKAT, og at klager derfor måtte have et mellemværende med SKAT. Da klager kontaktede SKAT, fik han at vide, at han naturligvis kun havde én trækprocent, og at det så ud som om, at et barn på indklagedes vegne havde været inde i systemet og trække en masse irrelevante oplysninger, blandt andet irrelevante oplysninger om pension. Blandt disse trækninger var dog også de korrekte oplysninger om klagers trækprocent. Der var derfor ikke belæg for, at indklagede trak 55 procent skat af klagers ledighedsydelse gennem tre måneder.

Klager har i forbindelse med sagen flere gange forsøgt at kontakte sagsbehandleren i kommunen telefonisk. Klager har lagt flere beskeder i indklagedes automatiske telefonsystem med anmodning om at blive ringet op af en medarbejder. Dette er kun lykkedes i to tilfælde. Sagsbehandleren har kun ringet tilbage til klager to gange i løbet af tre måneder. Da klager endelig kom til at tale med sagsbehandleren, afbrød han konstant, lyttede ikke, og det var ikke muligt at få en konstruktiv dialog med ham.

SKAT har oplyst klager om, at det er den kommunale sagsbehandlers pligt at trække oplysninger hos SKAT, hvis sagsbehandleren er i tvivl om en borgers skatteprocent.

Klagers sagsbehandler hos indklagede nægtede at udføre denne sagsbehandleropgave, som han i en grov tone pålagde klager selv at udføre. Da klager selv indhentede de relevante skatteoplysninger, valgte sagsbehandleren i flere uger at ignorere oplysningerne. Efter en klage over dette forhold, sagde sagsbehandleren, at han ville “blæse på” de korrekte skatteoplysninger.

Klager gør gældende, at sagsbehandleren optrådte groft uforskammet og diskriminerende på grund af klagers køn. Klager kan via de fremsendte sagsakter dokumentere, at sagsbehandleren uretmæssigt og imod bedre vidende gennem tre måneder trak 55 procent skat af klagers ledighedsydelse, på trods af at han via SKATs systemer havde adgang til de korrekte oplysninger. Igennem tre måneder nægtede sagsbehandleren at handle på fakta med begrundelse i ændringen af klagers juridiske kønsstatus. Det forhold, at der er trukket for meget skat af klagers ledighedsydelse, har haft store økonomiske omkostninger for klager og hans børn. Indklagedes behandling af klager har ligeledes haft store menneskelige omkostninger for klager.

Juridisk set er en borgers køn tæt forbundet til det sidste ciffer i cpr.nr.‘et. Klager har som transkønnet i årevis måttet kæmpe hårdt for at opnå et cpr.nr., der stemmer overens med hans åbenlyse fremtoningsmæssige og følelsesmæssige køn. Det forhold, at klager hele livet har været tvunget til at bære et åbenlyst modsatkønnet cpr.nr. har i sig selv været grov diskrimination udøvet af staten. Når man så endelig opnår juridisk kønsskifte og får tildelt et cpr.nr., der er i overensstemmelse med ens åbenlyse køn, møder man fortsat en massiv diskrimination og en lige så massiv modvilje til at hjælpe og løse problemerne.

Indklagede har tydeligvis behandlet klager ekstremt dårligt og ringerestillet klager økonomisk, udelukkende på baggrund af klagers ændrede juridiske kønsstatus og hermed udelukkende på baggrund af hans køn.

Indklagede oplyser, at den telefoniske kommunikation mellem borger og indklagede er sat op således, at borgeren indtaster cpr.nr. og telefonnummer, hvorefter borgeren bliver ringet op inden for to arbejdsdage. Borgeren har også mulighed for at henvende sig til indklagede via e-mail eller almindeligt brev.

Indklagede beklager de tilfælde, hvor de ikke fuldt ud har levet op til disse løsninger, og de beklager de gener, det har påført klager.

Indklagede beklager desuden den forsinkede udbetaling af ledighedsydelsen på grund af manglende dokumentation for indtægt. Indklagede havde overset, at klager allerede på et tidligere tidspunkt havde indsendt den efterspurgte dokumentation. Indklagede beklager de gener, det har påført klager.

Indklagede har ikke nogen indflydelse på skattetræk. Hvis der ikke foreligger et skattekort, skal indklagede trække 55 procent skat af ledighedsydelsen. Indklagede har ikke mulighed for at regulere skat på et cpr.nr., der ikke længere er i brug. Indklagede retter sig efter de oplysninger, SKAT elektronisk sender til det benyttede elektroniske beregningssystem.

Når midten af januar 2013 er passeret, har indklagede ikke længere adgang til at regulere beregning af skat vedrørende skatteåret 2012. I øvrigt vedrører de påklagede forhold skatteåret 2012, som er færdiglignet af SKAT.

Indklagede beklager, at klager har haft en dårlig oplevelse af sagsbehandlingen, og indklagede beklager de gener, det har medført.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter ligestillingsloven.

Efter denne lov må en myndighed inden for den offentlige forvaltning ikke udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Det er klager, der i første omgang skal pege på faktiske omstændigheder, der skaber en formodning for, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klagers ledighedsydelse ikke blev udbetalt rettidigt i oktober 2012, og at der i ydelsen for oktober, november og december 2012 blev trukket skat på 55 procent.

Indklagede har beklaget, at de havde overset, at klager allerede havde indsendt den fornødne dokumentation. Indklagede har endvidere oplyst, at de ikke har indflydelse på, hvor meget skat, der trækkes af ydelsen, og at de skal trække 55 procent i skat, hvis der ikke foreligger et skattekort.

Klager har gjort gældende, at han flere gange har indsendt skattekort, herunder for hans tidligere cpr.nr., og at indklagede havde adgang til hans skattekort i systemet.

Imidlertid er der ikke oplysninger, der kan føre til en antagelse om, at indklagedes handlemåde var begrundet i klagers køn, herunder det forhold, at han havde opnået juridisk kønsskifte.

Nævnet har ikke kompetence til at tage stilling til, hvorvidt indklagede har handlet i strid med andre regler i forbindelse med behandlingen af klagers sag.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

  • § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
  • § 9, stk. 1, om klagebehandling
  • § 12, stk. 1, om klagebehandling
  • § 1 a om lovens anvendelsesområde
  • § 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling
  • § 2, stk. 4, om delt bevisbyrde

* * *
Afgørelsen hos Retsinformation.

Asyl til homoseksuelle flygtninge. Sag C-199/12, C-200/12 og C-201/12 – den 7. november 2013.

Vist 0 gange.
Den Europæiske Unions Domstol

Den Europæiske Unions Domstol

EU-Domstolen afsagde den 7. november 2013 dom i tre sager om asyl til homoseksuelle, som grundet deres ensartethed blev behandlet samlet.
Sagerne blev afgjort efter det nu ophævede asyldirektiv – 2004/83/EF af 29. april 2004.
Det nye asyldirektiv – 2011/95/EU af 13. december 2011 – indskrænker ikke asylmylighederne for homoseksuelle, men præcicerer og udvider, hvilke personer, der kan betragtes som tilhørende en bestemt social gruppe. Således udvides denne gruppe til foruden bl.a. at omhandle seksuel orientering (homoseksuelle) også til at omhandle kønsidentitet (transpersoner).

DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
7. november 2013 (*)

»2004/83/EF – minimumsstandarder for anerkendelse af flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – artikel 10, stk. 1, litra d) – tilhørsforhold til en særlig social gruppe – seksuel orientering – årsag til forfølgelse – artikel 9, stk. 1 – begrebet »forfølgelse« – velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af tilhørsforhold til en særlig social gruppe – handlinger, der er tilstrækkeligt alvorlige til at begrunde en sådan frygt – lovgivning, hvorefter homoseksuelle handlinger er strafbare – artikel 4 – individuel vurdering af kendsgerninger og omstændigheder«

I de forenede sager C-199/12 – C-201/12,

angående anmodninger om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Raad van State (Nederlandene), ved afgørelser af 18. april 2012, indgået til Domstolen den 27. april 2012, i sagerne:

Minister voor Immigratie en Asiel
mod
X (sag C-199/12),
Y (sag C-200/12),
og
Z
mod
Minister voor Immigratie en Asiel (sag C-201/12),

procesdeltagere:
Hoog Commissariaat van de Verenigde Naties voor de Vluchtelingen (sag C-199/12 – C-201/12),

har

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, L. Bay Larsen (refererende dommer), Domstolens vicepræsident, K. Lenaerts, som fungerende dommer i Fjerde Afdeling, og dommerne M. Safjan, J. Malenovský og A. Prechal,
generaladvokat: E. Sharpston
justitssekretær: fuldmægtig V. Tourrès,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 11. april 2013,

efter at der er afgivet indlæg af:
  • X ved advocaten H.M. Pot og C.S. Huibers
  • Y ved advocaat J.M. Walls
  • Z ved advocaten S. Sewnath og P. Brochet, bistået af barristers K. Monaghan og J. Grierson
  • Hoog Commissariaat van de Verenigde Naties voor de Vluchtelingen ved P. Moreau, som befuldmægtiget, bistået af barrister M.-E. Demetriou
  • den nederlandske regering ved B. Koopman, C.S. Schillemans, C. Wissels og M. Noort, som befuldmægtigede
  • den tyske regering ved T. Henze, N. Graf Vitzthum og A. Wiedmann, som befuldmægtigede
  • den græske regering ved G. Papagianni og M. Michelogiannaki, som befuldmægtigede
  • den franske regering ved G. de Bergues og S. Menez, som befuldmægtigede
  • Det Forenede Kongeriges regering ved L. Christie, som befuldmægtiget, bistået af barrister S. Lee
  • Europa-Kommissionen ved M. Condou-Durande og R. Troosters, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 11. juli 2013,

afsagt følgende

Dom
  1. Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 9, stk. 1, litra a), i Rådets 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse (EUT L 304, s. 12, herefter »direktivet«), sammenholdt med samme direktivs artikel 9, stk. 2, litra c), og artikel 10, stk. 1, litra d).

  2. Disse anmodninger er indgivet inden for rammerne af en tvist dels, i sag C-199/12 og C-200/12, anlagt af Minister voor Immigratie en Asiel (ministeren for immigration og asyl, herefter »ministeren«) mod X og Y, som er statsborgere i henholdsvis Sierra Leone og Uganda, dels, i sag C-201/12, anlagt af Z, som er statsborger i Senegal, mod ministeren, vedrørende sidstnævntes afslag på deres ansøgninger om tidsbegrænset opholdstilladelse (asyl) i Nederlandene.

    Retsforskrifter

    Folkeretten

    Konventionen om flygtninges retsstilling

  3. Konventionen om flygtninges retsstilling, som blev undertegnet i Genève den 28. juli 1951 (United Nations Treaty Series, bind 189, s. 150, nr. 2545 (1954)), trådte i kraft den 22. april 1954. Konventionen er blevet suppleret af protokollen vedrørende flygtninges retsstilling, indgået i New York den 31. januar 1967, der trådte i kraft den 4. oktober 1967 (herefter »Genèvekonventionen«).

  4. Ifølge Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, stk. 2, første punktum, finder udtrykket »flygtning« anvendelse på enhver person, der »som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse; eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil«.

    Den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder

  5. Under overskriften »Retten til respekt for privatliv og familieliv« fastsætter artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«):

    »1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

    2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.«

  6. Under overskriften »Forbud mod diskriminering« bestemmer EMRK’s artikel 14 følgende:

    »Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.«

  7. Under overskriften »Fravigelse af forpligtelser under offentlige faretilstande« EMRK’s fastsætter artikel 15:

    »1. Under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens, kan enhver af de høje kontraherende parter i det omfang, det er strengt påkrævet af situationen træffe forholdsregler, der gør indgreb i dens forpligtelser ifølge denne konvention, forudsat, at sådanne forholdsregler ikke er uforenelige med dens andre forpligtelser ifølge folkeretten.

    2. Der kan ikke med hjemmel i denne bestemmelse gøres afvigelse fra artikel 2 [med overskriften »Ret til livet«], undtagen med hensyn til berøvelse af livet, der er en følge af lovlige krigshandlinger, og ej heller fra artiklerne 3 [med overskriften »Forbud mod tortur«], 4 (stk. 1) [med overskriften »Forbud mod slaveri og tvangsarbejde«] og 7 [med overskriften »Ingen straf uden retsregel«].

    […]«

    EU-retten

    Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

  8. De rettigheder, som i henhold til EMRK’s artikel 15, stk. 2, ikke kan afviges, er fastlagt i artikel 2, artikel 4, artikel 5, stk. 1, og artikel 49, stk. 1 og 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

    Direktivet

  9. Ifølge ordlyden af tredje betragtning til direktivet udgør Genèvekonventionen hovedhjørnestenen i det internationale retssystem til beskyttelse af flygtninge.

  10. Som det følger af tiende betragtning til direktivet, læst i lyset af artikel 6, stk. 1, TEU, respekterer direktivet de rettigheder, friheder og principper, som er fastsat i chartret. Direktivet tilsigter navnlig på grundlag af chartrets artikel 1 og 18, at asylansøgeres menneskelige værdighed og ret til asyl respekteres fuldt ud.

  11. 16. og 17. betragtning til direktivet har følgende ordlyd:

    »(16) Der bør fastsættes minimumsstandarder for definitionen og indholdet af flygtningestatus som en vejledning til medlemsstaternes kompetente nationale myndigheder i forbindelse med anvendelse af Genèvekonventionen.

    (17) Det er nødvendigt at indføre fælles kriterier for anerkendelse af asylansøgere som flygtninge i overensstemmelse med Genèvekonventionens artikel 1.«

  12. Ifølge direktivets artikel 1 har det til formål at fastsætte dels minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som berettigede til international beskyttelse, dels indholdet af en sådan beskyttelse.

  13. I henhold til direktivets artikel 2, litra c) og k), forstås ved:

    »c) »flygtning«: en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse […] […]

    k) »hjemland«: det land eller de lande, hvor ansøgeren er statsborger eller, for så vidt angår statsløse, har haft sit sædvanlige opholdssted.«

  14. Direktivets artikel 4 fastsætter betingelserne for vurderingen af kendsgerninger og omstændigheder og bestemmer i stk. 3:

    »Vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse foretages ud fra det specifikke sagsforhold, og der tages herunder hensyn til:

    1. alle relevante kendsgerninger vedrørende hjemlandet på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om ansøgningen, herunder hjemlandets love og andre bestemmelser og den måde, hvorpå de anvendes

    2. relevante udtalelser og dokumentation forelagt af ansøgeren, herunder oplysninger om, hvorvidt ansøgeren har været eller kan blive udsat for forfølgelse […]

    3. ansøgerens personlige stilling og forhold, herunder faktorer som baggrund, køn og alder, for på grundlag af ansøgerens personlige forhold at vurdere, om de handlinger, som vedkommende har været eller kan blive udsat for, kan udgøre forfølgelse […]

    […]«

  15. Det følger af direktivets artikel 4, stk. 4, at hvis en ansøger allerede har været udsat for forfølgelse eller direkte trusler om sådan forfølgelse, er der »god grund til at formode, at ansøgeren har en velbegrundet frygt for forfølgelse«, medmindre der er god grund til at antage, at sådan forfølgelse ikke vil gentage sig.

  16. Direktivets artikel 9, stk. 1 og 2, definerer forfølgelse ved at fastsætte følgende:

    »1. Forfølgelse som omhandlet i artikel 1, afsnit A, i Genèvekonventionen skal:

    1. være tilstrækkelig alvorlig på grund af sin karakter eller gentagne forekomst til at udgøre en alvorlig krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder, navnlig de rettigheder, der ikke kan fraviges i henhold til [EMRK’s] artikel 15, stk. 2, […] eller

    2. bestå i anvendelse af flere foranstaltninger, herunder krænkelse af menneskerettighederne, der er tilstrækkelig alvorlig til at berøre et menneske på en måde som omhandlet i litra a).

    2. Forfølgelse, der i henhold til stk. 1 kan betragtes som sådan, kan f.eks. tage form af:

    […]
    1. uforholdsmæssig eller diskriminerende retsforfølgning eller straf

    […]«

  17. Direktivets artikel 9, stk. 3, kræver, at der skal være en sammenhæng mellem de i direktivets artikel 10 nævnte forfølgelsesårsager og denne forfølgelse.

  18. Under overskriften »Årsagerne til forfølgelse« bestemmer direktivets artikel 10 følgende:

    »1. Ved vurderingen af årsagerne til forfølgelse tager medlemsstaterne hensyn til følgende elementer:

    […]
    1. En gruppe betragtes som udgørende en bestemt social gruppe, navnlig når:
      • medlemmerne af den pågældende gruppe har samme medfødte karakteristiske træk eller en fælles baggrund, der ikke kan ændres, eller er fælles om et karakteristisk træk eller en tro, der er så grundlæggende for deres identitet eller samvittighed, at ingen mennesker bør tvinges til at give afkald derpå

      • den pågældende gruppe har en særskilt identitet i det relevante land, fordi den opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund.

      Afhængigt af omstændighederne i hjemlandet kan en bestemt social gruppe omfatte en gruppe, hvis fælles karakteristiske træk er seksuel orientering. Seksuel orientering kan ikke forstås således, at det omfatter handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning. […] […]«

  19. Medlemsstaterne skal ifølge direktivets artikel 13 tildele en ansøger, der bl.a. opfylder betingelserne i direktivets artikel 9 og 10, flygtningestatus.

    Nederlandsk ret

  20. Artikel 28, stk. 1, litra a), i Vreemdelingenwet 2000 (udlændingeloven fra 2000, Stb. 2000, nr. 495) bemyndiger ministeren til at imødekomme, afslå eller undlade at behandle ansøgninger om en »tidsbegrænset opholdstilladelse«.

  21. I henhold til artikel 29, stk. 1, litra a), i nævnte lov af 2000 kan en udlænding, »der er flygtning i [Genève]konventionens forstand«, få meddelt en tidsbegrænset opholdstilladelse som omhandlet i nævnte artikel 28.

  22. Vreemdelingencirculaire 2000 (udlændingecirkulæret fra 2000) i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de omhandlede sagsanlæg, bestemmer i § C2/2.10.2:

    »Såfremt en asylansøger påberåber sig, at han eller hun har været udsat for problemer på grund af sin seksuelle orientering, kan dette efter omstændighederne føre til den konklusion, at den pågældende er flygtning i Genèvekonventionens forstand.

    Såfremt der er tale om straf på grundlag af en straffebestemmelse, der alene vedrører homoseksuelle, er der tale om forfølgelse. Dette er eksempelvis tilfælde, såfremt homoseksualitet eller tilkendegivelse af specifikke homoseksuelle følelser er strafbare. For at det kan konkluderes, at der er tale om flygtningestatus, skal der være tale om en straffeforanstaltning af en vis hårdhed. Således er kun en bøde almindeligvis ikke tilstrækkelig til at konkludere, at der er tale om flygtningestatus.

    Den blotte omstændighed, at homoseksualitet eller homoseksuelle handlinger er strafbare i et land, er dog ikke uden videre tilstrækkeligt til at konkludere, at en homoseksuel fra dette land er flygtning. Asylansøgeren skal (om muligt med på grundlag af dokumenter) godtgøre, at han personligt har en vægtig grund til at frygte at forfølgelse.

    Det forlanges ikke af personer med en homoseksuel orientering, at de ved deres tilbagevenden holder denne hemmeligt.

    […]«

    Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål

  23. X, Y og Z er født henholdsvis i 1987, 1990 og 1982 og har søgt om tidsbegrænset opholdstilladelse (asyl) i Nederlandene den 1. juli 2009, 27. april 2011 og 25. juli 2010.

  24. De har til støtte for deres ansøgninger gjort gældende, at de bør meddeles flygtningestatus med den begrundelse, at de nærer velbegrundet frygt for forfølgelse i deres respektive hjemlande på grund af deres homoseksualitet.

  25. De har bl.a. anført, at de i flere henseende har været genstand for voldelige reaktioner fra deres respektive familier og omgivelser eller for repressive handlinger udført af myndighederne i deres respektive hjemlande på grund af deres seksuelle orientering.

  26. Det fremgår af forelæggelseskendelserne, at homoseksualitet er strafbar i X, Y og Z’s hjemlande. Således straffes homoseksuelle handlinger i Sierra Leone (sag C-199/12) i henhold til section 61 i Offences against the Person Act 1861 (lov af 1861 om strafbare handlinger mod mennesker) med fængsel i mindst 10 år og højst på livstid. I Uganda (sag C-200/12) straffes den, som kendes skyldig i at have begået en strafbar handling, der beskrives som »en naturstridig kødelig omgang«, i henhold til artikel 145 i Penal Code Act 1950 (straffeloven fra 1950) med fængsling, og den maksimale straf er fængsel på livstid. I Senegal (sag C-201/12) straffes en person, som kendes skyldig i homoseksuelle handlinger, i henhold til artikel 319, stk. 3, i den senegalesiske straffelov med fængsel på mindst et og højst 5 år og en bøde på mellem 100 000 CFA-franc (BCEAO) (XOF) og 1 500 000 XOF (ca. 150 EUR-2 000 EUR).

  27. Ved afgørelse af 18. marts 2010, 10. maj 2011 og 12. janvier 2011 afslog ministeren at meddele X, Y og Z en tidsbegrænset opholdstilladelse (asyl).

  28. Selv om de nævnte ansøgeres seksuelle orientering er troværdig, har sidstnævnte ifølge ministeren ikke i tilstrækkeligt omfang godtgjort de påberåbte kendsgerninger og omstændigheder, og følgelig har de ikke påvist, at en tilbagevenden til deres respektive hjemlande vil være forbundet med en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af deres tilhørsforhold til en bestemt social gruppe.

  29. Som følge af afslaget på deres ansøgninger om tidsbegrænset opholdstilladelse (asyl) har X og Z anlagt sag ved Rechtbank ’s-Gravenhage. Y har ved samme retsinstans nedlagt påstand om, at der træffes foreløbige forholdsregler.

  30. Ved dom af 23. november 2010 og 9. juni 2011 gav Rechtbank’s-Gravenhage X medhold og tiltrådte Y’s anmodning. Denne ret fastslog bl.a., at ministeren med føje havde kunnet anse de beretninger, der lå til grund for X og Y’s ansøgninger, for ikke at være troværdige, men ministeren havde imidlertid ikke i nogen af de to sager afgivet en tilstrækkeligt begrundet stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt X og Y’s frygt for forfølgelse på grund af deres homoseksualitet var velbegrundet henset til bl.a. den omstændighed, at homoseksuelle handlinger er strafbare i deres hjemlande.

  31. Ved dom af 15. august 2011 frifandt Rechtbank ’s-Gravenhage ministeren i den af Z anlagte sag. Den fastslog ikke blot, at ministeren med føje havde kunnet anse den af Z afgivne beretning for ikke at være troværdig, men desuden, at det ikke fremgik af de af Z fremlagte oplysninger og dokumenter, at homoseksuelle generelt forfølges i Senegal.

  32. Ministeren appellerede de to domme, som annullerede ministerens afgørelser om afslag på X og Y’s ansøgninger, til Raad van State.

  33. Z appellerede til samme retsinstans den dom, hvorved ministeren var blevet frifundet i den sag, som Z havde anlagt til prøvelse af afslaget på sin ansøgning.

  34. Raad van State har for så vidt angår alle tre hovedsager præciseret, at hverken ansøgernes seksuelle orientering eller den omstændighed, at ministeren med rette kunne anse de til grund for asylansøgningerne liggende beretninger for utroværdige, er bestridt i appelsagerne.

  35. Denne retsinstans har desuden præciseret, at ministeren bl.a. har gjort gældende, at selv om han ikke forventer af ansøgerne, at de holder deres seksuelle orientering hemmelig i deres respektive hjemlande, jf. princippet i § C2/2.10.2 i udlændingecirkulæret fra 2000, indebærer dette ikke, at de nødvendigvis skal kunne tilkendegive deres seksuelle orientering i al offentlighed på samme måde, som man kan i Nederlandene.

  36. Raad van State har endvidere anført, at hovedsagernes parter er uenige om, i hvilket omfang udlevelse af en seksuel orientering som den X, Y og Z har, er beskyttet ved direktivets artikel 9 og 10.

  37. På denne baggrund har Raad van State besluttet at udsætte hovedsagerne og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål, der formuleret på næsten identisk vis i hver af hovedsagerne:

    »1) Udgør udlændinge med en homoseksuel orientering en bestemt social gruppe som omhandlet i [direktivets] artikel 10, stk. 1, litra d) […]?

    2) Såfremt det første spørgsmål skal besvares bekræftende: Hvilke homoseksuelle aktiviteter er omfattet af direktivet, og såfremt sådanne aktiviteter gøres til genstand for forfølgelse, og de øvrige krav er opfyldt, kan dette da føre til anerkendelse af flygtningestatus? Dette spørgsmål omfatter også følgende underspørgsmål:

    1. Kan det af udlændinge med en homoseksuel orientering forventes, at de i deres [respektive] hjemlande holder deres orientering hemmelig for alle for at undgå forfølgelse?

    2. Såfremt det forrige spørgsmål besvares benægtende: Kan der af udlændinge med en homoseksuel orientering forventes tilbageholdenhed med at give deres orientering et indhold i hjemlandet for at undgå forfølgelse, og hvis ja, i hvilket omfang? Kan der herved forventes en større tilbageholdenhed af homoseksuelle end af heteroseksuelle?

    3. Såfremt der i denne sammenhæng kan sondres mellem tilkendegivelser, der vedrører orienteringens kerneområde, og tilkendegivelser, der ikke gør det, hvad skal der da forstås ved en seksuel orienterings kerneområde, og på hvilken måde kan dette fastslås?

    3) Udgør kriminaliseringen af homoseksuelle aktiviteter og trussel om fængselsstraf i henhold til [Sierra Leones lov af 1861 om strafbare handlinger mod mennesker (C-199/12), Ugandas straffelov [af 1950] (sag C-200/12) og Senegals straffelov (sag C-201/12)] i sig selv forfølgelse som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 1, litra a), læst i sammenhæng med stk. 2, litra c)? Hvis ikke, under hvilke omstændigheder er dette da tilfældet?«

  38. Ved kendelse af 19. juni 2012 har Domstolens præsident besluttet at forene sagerne C-199/12 – C-201/12 med henblik på den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og dommen.

    Om de præjudicielle spørgsmål

    Indledende bemærkninger

  39. Det fremgår af 3., 16. og 17. betragtning til direktivet, at Genèvekonventionen udgør hovedhjørnestenen i det internationale retssystem til beskyttelse af flygtninge, og at direktivets bestemmelser om betingelserne for tildeling af flygtningestatus og om indholdet af sidstnævnte blev vedtaget som en vejledning til medlemsstaternes kompetente myndigheder i forbindelse med deres anvendelse af denne konvention på grundlag af fælles begreber og kriterier (dom af 5.9.2012, forenede sager C-71/11 og C-99/11, Y og Z, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

  40. Fortolkningen af direktivets bestemmelser skal derfor ske i lyset af dets generelle opbygning og formål samt under iagttagelse af Genèvekonventionen og andre relevante aftaler som omhandlet i artikel 78, stk. 1, TEUF. Denne fortolkning skal endvidere, således som det følger af tiende betragtning til direktivet, ske under iagttagelse af de rettigheder, som anerkendes i chartret (dom af 19.12.2012, sag C-364/11, Abed El Karem El Kott m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

    Det første spørgsmål

  41. Med det første spørgsmål, som er stillet i hver af hovedsagerne, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), skal fortolkes således, at homoseksuelle ved vurderingen af årsagerne til forfølgelse, der er påberåbt til støtte for en ansøgning med henblik på opnåelse af flygtningestatus, kan anses for at udgøre en bestemt social gruppe.

  42. Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål henvises der til, at i henhold til direktivets artikel 2, litra c), er en flygtning bl.a. en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan, eller på grund af en sådan frygt ikke vil, påberåbe sig dette lands beskyttelse.

  43. Den pågældende statsborger skal altså på grund af omstændigheder i sit hjemland og handlinger begået af aktører, der kan stå bag forfølgelse, være stillet over for en velbegrundet frygt for personlig forfølgelse af i hvert fald én af de fem årsager, som opregnes i direktivet og i Genèvekonventionen, heriblandt vedkommendes »tilhørsforhold til en bestemt social gruppe«.

  44. Direktivets artikel 10, stk. 1, definerer, hvad der forstås ved en bestemt social gruppe, hvortil et tilhørsforhold kan give anledning til en reel frygt for forfølgelse.

  45. I henhold til denne definition anses en gruppe for at udgøre en »en bestemt social gruppe«, når særligt to kumulative betingelser er opfyldt. For det første skal medlemmerne af den pågældende gruppe have samme medfødte karakteristiske træk eller en fælles baggrund, der ikke kan ændres, eller være fælles om et karakteristisk træk eller en tro, der er så grundlæggende for deres identitet, at ingen mennesker bør tvinges til at give afkald derpå. For det andet skal den pågældende gruppe have en særskilt identitet i det relevante land, fordi den opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund.

  46. Med hensyn til den første af de nævnte betingelser er det ubestridt, at en persons seksuelle orientering udgør et karakteristisk træk, der er så grundlæggende for personens identitet, at vedkommende ikke bør tvinges til at give afkald derpå. Denne fortolkning har støtte i direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), andet afsnit, hvoraf fremgår, at en bestemt social gruppe afhængigt af omstændighederne i hjemlandet kan omfatte en gruppe, hvis fælles karakteristiske træk er seksuel orientering.

  47. Den anden betingelse forudsætter, at en gruppe, hvis medlemmer deler samme seksuelle orientering, har en særskilt identitet i det pågældende hjemland, fordi den opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund.

  48. Det skal i denne forbindelse medgives, at det på grundlag af en straffelovgivning som den, der er omhandlet i hver af hovedsagerne, som specifikt omhandler homoseksuelle, kan fastslås, at disse personer udgør en særskilt gruppe, der af det omgivende samfund opfattes som værende anderledes.

  49. Det første spørgsmål, der er stillet i hver af hovedsagerne, skal følgelig besvares med, at direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), skal fortolkes således, at det på grundlag af en straffelovgivning som den, der er omhandlet i hver af hovedsagerne, som specifikt omhandler homoseksuelle, kan fastslås, at disse personer skal anses for at udgøre en bestemt social gruppe.

    Det tredje spørgsmål

  50. Med det tredje spørgsmål, som er stillet i hver af hovedsagerne, og som skal behandles før det andet spørgsmål, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktivets artikel 9, stk. 1, litra a), sammenholdt med direktivets artikel 9, stk. 2, litra c), skal fortolkes således, at den blotte omstændighed, at homoseksuelle handlinger er strafbare og straffes med fængselsstraf udgør forfølgelse. I tilfælde af et afkræftende svar ønsker denne ret oplyst, under hvilke omstændigheder forfølgelse da skal anses for at foreligge.

  51. Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål henvises der til, at direktivets artikel 9 definerer, på grundlag af hvilke omstændigheder handlinger kan anses for at udgøre forfølgelse som omhandlet i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A. I denne henseende præciseres det i direktivets artikel 9, stk. 1, litra a), som den forelæggende ret har henvist til, at den pågældende forfølgelse skal være tilstrækkeligt alvorlig på grund af sin karakter eller gentagne forekomst til at udgøre en alvorlig krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder, navnlig af absolutte rettigheder, som i henhold til EMRK’s artikel 15, stk. 2, ikke kan fraviges.

  52. Endvidere præciserer direktivets artikel 9, stk. 1, litra b), at anvendelse af flere foranstaltninger, herunder krænkelser af menneskerettigheder, der er tilstrækkelig alvorlig til at berøre et menneske på en måde, som svarer til det, der er angivet i direktivets artikel 9, stk. 1, litra a), ligeledes skal anses for forfølgelse.

  53. Det fremgår af disse bestemmelser, at for at en krænkelse af grundlæggende rettigheder udgør forfølgelse som omhandlet i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, skal den nå en vis grad af alvor. Det er altså ikke nødvendigvis enhver krænkelse af en homoseksuel asylansøgers grundlæggende rettigheder, der når af denne grad af alvor.

  54. Det skal i denne forbindelse indledningsvis fastslås, at de grundlæggende rettigheder, der specifikt er knyttet til den seksuelle orientering, som er omhandlet i hver af hovedsagerne, såsom retten til respekt for privatliv og familieliv, der er sikret ved EMRK’s artikel 8, hvortil chartrets artikel 7 svarer, sammenholdt i påkommende fald med EMRK’s artikel 14, som chartrets artikel 21, stk. 1, er inspireret af, ikke hører til blandt de grundlæggende menneskerettigheder, som ikke kan fraviges.

  55. Under disse omstændigheder kan en lovgivning, hvorefter homoseksuelle handlinger er strafbare, ikke i sig selv anses for at berøre ansøgeren så væsentligt, at der foreligger den fornødne grad af alvor for, at denne straf udgør forfølgelse som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 1.

  56. Til gengæld kan en fængselsstraf, der ifølge lovbestemmelser som dem, der er omhandlet i hovedsagerne, er straffen for homoseksuelle handlinger, i sig selv udgøre forfølgelse som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 1, under forudsætning af, at fængselsstraffen faktisk anvendes i det hjemland, som har vedtaget en sådan lovgivning.

  57. En sådan straf er nemlig i strid med EMRK’s artikel 8, hvortil chartrets artikel 7 svarer, og udgør en uforholdsmæssig eller diskriminerende straf som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 2, litra c).

  58. Når en asylansøger, som det er tilfældet i hver af hovedsagerne, påberåber sig, at der i vedkommendes hjemland gælder en lovgivning, hvorefter homoseksuelle handlinger er strafbare, tilkommer det de nationale myndigheder inden for rammerne af deres vurderinger af kendsgerninger og omstændigheder i henhold til direktivets artikel 4 at undersøge alle relevante kendsgerninger vedrørende dette hjemland, herunder hjemlandets love og andre bestemmelser og den måde, hvorpå de anvendes, således som det er fastsat i direktivets artikel 4, stk. 3, litra a).

  59. Inden for rammerne af denne undersøgelse tilkommer det bl.a. de nævnte myndigheder at afgøre, om den fængselsstraf, der er fastsat i en sådan lovgivning, anvendes i praksis i ansøgerens hjemland.

  60. Det tilkommer i lyset af disse omstændigheder de nationale myndigheder at afgøre, om ansøgerens frygt for, at han ved tilbagevenden til sit hjemland vil blive forfulgt som omhandlet i direktivets artikel 2, litra c), sammenholdt med direktivets artikel 9, stk. 3, faktisk kan anses for at være velbegrundet.

  61. Henset til samtlige disse betragtninger skal det tredje spørgsmål, som er stillet i hver af hovedsagerne, besvares med, at direktivets artikel 9, stk. 1, sammenholdt med direktivets artikel 9, stk. 2, litra c), skal fortolkes således, at den blotte omstændighed, at homoseksuelle handlinger er strafbare, ikke i sig selv udgør forfølgelse. Til gengæld skal en fængselsstraf, som er straffen for homoseksuelle handlinger, og som faktisk anvendes i det hjemland, der har vedtaget en sådan lovgivning, anses for en uforholdsmæssig eller diskriminerende straf og udgør derfor forfølgelse.

    Det andet spørgsmål

    Indledende bemærkninger

  62. Med det andet spørgsmål, som er stillet i hver af hovedsagerne, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om der i tilfælde, hvor en homoseksuel ansøger må anses for at have et tilhørsforhold til en bestemt social gruppe som omhandlet i direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), skal sondres mellem de homoseksuelle aktiviteter, der er omfattet af direktivets anvendelsesområde, og dem, der ikke er og derfor ikke kan bevirke tildeling af flygtningestatus.

  63. Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål, som den forelæggende ret har opdelt i flere underspørgsmål, bemærkes, at spørgsmålet omhandler en situation, hvor ansøgeren, som det er tilfældet i hovedsagerne, ikke har godtgjort, at han allerede har været udsat for forfølgelse eller været genstand for direkte trusler om forfølgelse på grund af sit tilhørsforhold til en bestemt social gruppe, hvis medlemmer har samme seksuelle orientering som ham.

  64. Den omstændighed, at der ikke foreligger et sådant vægtigt bevis på en velbegrundet frygt hos ansøgerne som omhandlet i direktivets artikel 4, stk. 4, forklarer den forelæggende rets behov for at vide, i hvilket omfang det er tilladeligt at kræve, at ansøgeren, når han ikke kan bygge sin frygt på allerede at have været udsat for forfølgelse på grund af sit tilhørsforhold til nævnte gruppe, ved tilbagevenden til sit hjemland fortsat undgår risikoen for forfølgelse ved at holde sin homoseksualitet skjult eller i det mindste ved at udvise tilbageholdenhed i forhold til at give udtryk for sin seksuelle orientering.

    Det andet spørgsmål, litra a) og b)

  65. Med det andet spørgsmål, litra a) og b), som er stillet i hver af hovedsagerne, og som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), sammenholdt med direktivets artikel 2, litra c), skal fortolkes således, at det ikke med rette kan forventes, at en asylansøger holder sin homoseksualitet skjult for at undgå at blive forfulgt i sit hjemland eller udviser tilbageholdenhed i forhold til at give udtryk for denne seksuelle orientering. Denne ret ønsker desuden oplyst, om nævnte tilbageholdenhed i givet fald skal være større end det er tilfældet for en heteroseksuel.

  66. I denne henseende præciseres først, at seksuel orientering i henhold til direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), ikke kan forstås således, at det omfatter handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning.

  67. Bortset fra handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning, er der ingen indikation i ordlyden af nævnte artikel 10, stk. 1, litra d), af, at EU-lovgiver har villet udelukke visse typer handlinger eller former for udtryk for en seksuel orientering fra denne bestemmelses anvendelsesområde.

  68. Således fastsætter direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), ikke nogen begrænsninger med hensyn til, hvilken holdning medlemmer af en bestemt social gruppe kan indtage vedrørende deres identitet eller adfærd, der falder henholdsvis inden for eller uden for begrebet seksuel orientering som omhandlet i denne bestemmelse.

  69. Det kan ikke udledes af den blotte omstændighed, at det udtrykkeligt fremgår af direktivets artikel 10, stk. 1, litra b), at begrebet religion også omfatter deltagelse i privat eller offentlig gudstjeneste, at begrebet seksuel orientering, som direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), henviser til, udelukkende omfatter handlinger med tilknytning til den berørte persons privatlivsfære og ikke også handlinger, der hører til vedkommendes liv i den offentlige sfære.

  70. Det er i denne forbindelse vigtigt at fastslå, at et krav om at medlemmerne af en bestemt social gruppe, som har samme seksuelle orientering, holder denne orientering skjult, er i strid med selve anerkendelsen af et karakteristisk træk, der er så grundlæggende for deres identitet, at de pågældende ikke bør tvinges til at give afkald derpå.

  71. Det er derfor ikke tilladeligt at forvente, at en asylansøger holder sin homoseksualitet skjult for at undgå at blive forfulgt i sit hjemland.

  72. Med hensyn til den tilbageholdenhed, som en person bør udvise, bemærkes, at de kompetente myndigheder ved vurderingen af, om en ansøger har velbegrundet frygt for forfølgelse, inden for direktivets system skal undersøge, om de omstændigheder, som kan lægges til grund, udgør en sådan trussel, at den pågældende, henset til dennes individuelle situation, har grund til at frygte reelt at blive udsat for forfølgelse (jf. i denne retning dommen i sagen Y og Z, præmis 76).

  73. Denne vurdering af risikoens omfang, der i alle tilfælde skal gennemføres med påpasselighed og forsigtighed (dom af 2.3.2010, forenede sager C-175/08, C-176/08, C-178/08 og C-179/08, Salahadin Abdulla m.fl., Sml. I, s. 1493, præmis 90), beror alene på en konkret vurdering af de faktiske omstændigheder i overensstemmelse med de regler, der bl.a. findes i direktivets artikel 4 (dommen i sagen Y og Z, præmis 77).

  74. Ingen af disse regler angiver, at der ved vurderingen af, hvor stor risikoen reelt er for at blive udsat for forfølgelse i en given sammenhæng, skal tages hensyn til den mulighed, som ansøgeren har for at undgå forfølgelse bl.a. ved at udvise tilbageholdenhed med hensyn til at give udtryk for sin seksuelle orientering som medlem af en bestemt social gruppe (jf. analogt dommen i sagen Y og Z, præmis 78).

  75. Heraf følger, at den berørte person bør få tildelt flygtningestatus i henhold til direktivets artikel 13, når det er godtgjort, at personens homoseksualitet ved tilbagevenden til vedkommendes hjemland vil bevirke en reel risiko for forfølgelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktivets artikel 9, stk. 1. Der skal i denne forbindelse ikke tages hensyn til den omstændighed, at personen ville kunne undgå risikoen ved at udvise en større tilbageholdenhed end en heteroseksuel i forhold til at give udtryk for sin seksuelle orientering.

  76. Henset til disse betragtninger skal det andet spørgsmål, litra a) og b), som er stillet i hver af de tre hovedsager, besvares med, at direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), sammenholdt med direktivets artikel 2, litra c), skal fortolkes således, at udelukkende homoseksuelle handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning, falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde. De kompetente myndigheder kan ikke ved behandlingen af en asylansøgning med rette forvente, at asylansøgeren for at undgå risikoen for forfølgelse holder sin homoseksualitet skjult i sit hjemland eller udviser tilbageholdenhed i forhold til at give udtryk for sin seksuelle orientering.

    Det andet spørgsmål, litra c)

  77. Henset til besvarelsen af det andet spørgsmål, litra a) og b), er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål, litra c).

  78. Det bemærkes ikke desto mindre, at det ved afgørelsen af, hvilke konkrete handlinger, der kan anses for forfølgelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktivets artikel 9, stk. 1, ikke er relevant at sondre mellem handlinger, der, såfremt det er muligt at identificere et kerneområde for det at give udtryk for sin seksuelle orientering, henholdsvis krænker og ikke krænker et sådant kerneområde (jf. analogt dommen i sagen Y og Z, præmis 72).

    Sagens omkostninger

  79. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

    På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

    1. Artikel 10, stk. 1, litra d), Rådets 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse, skal fortolkes således, at det på grundlag af en straffelovgivning som den, der er omhandlet i hver af hovedsagerne, som specifikt omhandler homoseksuelle, kan fastslås, at disse personer skal anses for at udgøre en bestemt social gruppe.

    2. Artikel 9, stk. 1, i direktiv 2004/83, sammenholdt med direktivets artikel 9, stk. 2, litra c), skal fortolkes således, at den blotte omstændighed, at homoseksuelle handlinger er strafbare, ikke i sig selv udgør forfølgelse. Til gengæld skal en fængselsstraf, som er straffen for homoseksuelle handlinger, og som faktisk anvendes i det hjemland, der har vedtaget en sådan lovgivning, anses for en uforholdsmæssig eller diskriminerende straf og udgør derfor forfølgelse.

    3. Artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2004/83, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra c), skal fortolkes således, at udelukkende homoseksuelle handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning, falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde. De kompetente myndigheder kan ikke ved behandlingen af en asylansøgning med rette forvente, at asylansøgeren for at undgå risikoen for forfølgelse holder sin homoseksualitet skjult i sit hjemland eller udviser tilbageholdenhed i forhold til at give udtryk for sin seksuelle orientering.

    Underskrifter

[Retur] * Processprog: nederlandsk.

Dommen hos CYRIA.
Dokumentliste vedrørende dommen hos CYRIA.

* * *
Den 8. november 2013 stillede Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik, spørgsmål 92 – Alm. del 2013-14 – til justitsministeren om hvilke direkte eller indirekte konsekvenser dommen vil få for Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets praksis i asylsager, hvor forfølgelse på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet indgår.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 171/2013 af 28. august 2013 om påstået forskelsbehandling pga. kønsidentitet i forbindelse med afbrydelse af klagers arbejdsprøvning. KEN nr. 10237.

Vist 0 gange. Ligebehandlingsnævnet træffer afgørelser på skriftligt grundlag. Da sagen krævede en vurdering af forklaringer om sagens omstændigheder, som ikke kan finde sted for nævnet, kunne nævnet ikke behandle klagen.
På trods af, at nævnet ikke kunne behandle klagen, har de alligevel lavet en grundig gennemgang af klagen ud fra det skriftlige materiale, som nævnet havde modtaget.

Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Dansk Industris (DI) omtale af sagen
Ligestillingslovene med kommentarer: Bind 1 med omtale af sagen

[Til indhold] Ligebehandlingsnævnets afgørelse truffet den 28. august 2013.
J. nr. 7100646-12
Indklagede 1 har ikke handlet i strid med ligebehandlingsloven.
Nævnet kan ikke behandle klagen vedrørende indklagede 2 og 3.

Sagsfremstilling
Klager er født som mand, men lever som kvinde, idet hun er transseksuel og kemisk kastreret.

Transseksuel er betegnelsen for en person, der eksempelvis er født som mand, og som iklæder sig kvindelige gevandter og over en længere årrække ønsker en anden kønsidentitet, hvilket giver sig udtryk i medicinske og kirurgiske indgreb.

Der er tre indklagede parter i sager; Indklagede 1 er et jobcenter, indklagede 2 er et vikarbureau, samt indklagede 3, der er et supermarked.

I forbindelse med aktiveringsforløb besluttede indklagede 1, at klager skulle i aktivering hos indklagede 2. Hendes kontaktperson var medarbejder X.

Indklagede 2 var inden arbejdsprøvningen informeret om, at klager er transseksuel.

Efter aftale med indklagede 1 mødte klager den 12. marts 2012 tidligt om morgenen medarbejder X foran indklagedes 3’s butik, der var arbejdspladsen for klager. Medarbejder X viste klager til rette på arbejdspladsen.

Klager var begge dage iført sit eget tøj, dog var hun på 2. dagen iført sikkerhedssko.

Den 13. marts 2012 meddelte indklagede 2 mundtligt til indklagede 1, at man ikke kunne ansætte klager.

I notat af 13. marts 2012 har praktikant W ved indklagede 1 udarbejdet et notat om sagen, der er fremlagt af klager:
“Mandag er der kontakt med både [indklagede 2] og [klager]. [Indklagede 2] ringer og fortæller at [klager] er flittig, en rigtig dygtig truckfører og tager initiativ allerede på sin første dag. Dog er [indklagede 2] bekymret, da det er tydeligt at [klager] er mand, men klæder sig som kvinde. Det gør at [indklagede 2] er bekymret for sin kunde, som er [indklagede 3]. Da flere af butikkens handlende har fundet det forstyrrende og har set utilpas ud, ved situationen. Efter at have talt lidt længere med arbejdsgiver er det tydeligt at der interesse for at ansætte [klager ], så længe at [klager] vil” skrue ned for det feminine, indtil kl. 09.30″ som [indklagede 2] vælger at sige. Dvs. at [klager] gerne må gå med make-up og have paryk på, dog ikke i det omfang der er oplevet første dag. Vi aftaler at ringes ved senere, når jeg har været i kontakt med [klager].

Da jeg ringer til [klager] for at høre hvordan dagen er gået. Fortæller [klager] om udfordringerne ved arbejdet, som f.eks. at køre truck, og hvorledes hun mestre dette, uden større besvær. Hvilket er helt i overensstemmelse med hvad [indklagede 2] tidligere har fortalt. [Klager] finder arbejdet interessant og giver udtryk for at hun gerne vil ansættes, såfremt at arbejdsgiver er tilfreds med dagens arbejde og dermed interesseret.

Jeg informerer [klager] om hvad arbejdsgiver har sagt og [klager] vil gerne forsøge at imødekomme dette, men nævner at hun har tænkt sig at bære make-up, i et vist omfang.

For at undgå misforståelser aftaler vi at [klager] kontakter arbejdsgiver, så de sammen kan finde et niveau hvor alle er tilfredse.

Jeg ringer til arbejdsgiver og erfarer at [klager] er informeret om bekymringerne ved at have hende gående, i forhold til at [indklagede 2] skal levere en indsats, som helhed, som kunden [indklagede 3] finder tilfredsstillende. Vi aftaler derfor at [klager] skal komme igen dagen efter og at der her vil blive dannet grundlag for endelig vurdering om fastansættelse i fleksjob. Da [klager] gerne skal have sikkerhedssko til at varetage arbejdet, aftaler vi at jeg sørger for dette.

Jeg ringer til [klager] og erfarer at alle parter er indforstået med aftalen om at [klager] møder op næstfølgende dag og arbejdsgiver får mulighed for en vurdere om de vil ansætte [klager]. Vi aftaler at [klager] kommer ind til [adresse] og får udleveret rekvisition til sikkerhedssko.

[Klager] ankommer cirka tre kvarter efter seneste telefonsamtale, for at modtage rekvisitions-blanket. Vi snakker om situationen og [klager] gør det klart at hun er bevidst om sin fremtoning og vil til den kommende dags arbejde forsøge at imødekomme arbejdsgivers ønske, så meget som hun nu finder rimeligt. [Klager] siger desuden at hun altid kan tage lidt mindre make-up på i starten og så efter fastansættelse begynde at bære mere make-up.

Jeg har i dag haft kontakt med [indklagede 2] der beklager at må sige nej til at ansætte en dygtig medarbejder, på grund af problematikken med [klagers] fremtoning. [Indklagede 2] er blevet kontaktet af driftschefen fra [indklagede 3’s butik], der siger at de ikke kan have [klager] gående, pga. hendes fremtoning. [Indklagede 2] fortæller at [klager] stadig bærer make-up og at det er forstyrrende for deres kundes forretning. Dog har [klager] sat håret op og valgt en anderledes make-up, men arbejdsgiver siger at det stadig er tydeligt at det er en mand iført paryk og make-up.

Jeg ringer til [klager] og fortæller at der ikke bliver fleksjob pga. hvad [indklagede 2] tidligere har fortalt [klager] og nu gentaget overfor mig. [Klager] er lidt uforstående, da hun mener at en kvinde sagtens kan bære make-up og varetage jobbet. Det er til trods for at [klager] har tilkendegivet at have forståelse for at hendes fremtoning kan provokere folk og virke opsigtvækkende.”

Indklagede 1 har henvist til notatet i deres svar til Ligebehandlingsnævnet.

I breve af 10. juli 2012 rettede klagers forbund henvendelse til indklagede 2 og 3 og rejste krav om godtgørelse for brud på reglerne om forbud mod forskelsbehandling. Begge parter afviste, at der var sket en overtrædelse og henviste til, at klager ikke havde overholdt indklagede 2’s forskrifter om anvendelse af arbejdstøj i arbejdstiden.

Sagen er efterfølgende blevet indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af det forhold, at hun er transkønnet. Klager fastholder, at sagen kan behandles af Ligebehandlingsnævnet, da der ikke er behov for parts- og vidneforklaringer.

Der er tre mulige pligtsubjekter i sagen. Klager har krav på en godtgørelse på 50.000 kr. fra hver af de tre mulige pligtsubjekter.

Parterne er uenige om sagens faktiske forhold. I den aktuelle sag har indklagede 1 lavet en skriftlig redegørelse i sagen på det tidspunkt, hvor den opstod. Redegørelsen støtter klagers forklaring. Der er ingen grund til at tro, at nogle af parterne skulle ændre forklaring, og der er tilstrækkelig bevis til, at nævnet kan behandle sagen.

Den 12. marts 2012 tog medarbejder X pænt mod klager og tiltalte hende med hendes pigenavn. Der var en venlig stemning mellem dem. Medarbejder X forklarede klager om arbejdet, og hun samlede mælkekasser og anden emballage på paller og flyttede det til et andet sted med en løftevogn. En leverandør ankom med brød. Brødet blev anbragt i et kølerum og noget blev bragt til bagerafdelingen i stueetagen.

Klager var under arbejdet ikke iført arbejdstøj, men sit eget tøj – en pæn rød frakke, lange benklæder, en bluse og sorte støvler med 5 centimeter kraftig hæl. Da der ikke var særligt varmt på arbejdsstedet, havde hun hele tiden haft sin frakke på. Klager bar minimal makeup. Under arbejdet var der ikke nogen kunder i forretningen – det var jo også tidligt om morgenen. Klager mødte enkelte ansatte fra indklagede 3. Kontakten var dog begrænset til “God morgen”.

Medarbejder X og klager fulgtes til hovedindgangen, da det var tid til at åbne butikken. Medarbejder X og klager holdt herefter kaffepause sammen. Så ankom mælkeleverandøren, og klager tog mod mælk og grøntsager, der blev anbragt i kølerum. Herefter transporterede klager skraldespande op i det fri og pressede affaldspapir til papirpaller. Arbejdet sluttede kl. 09:30. Klager syntes selv, at arbejdstiden var gået godt, og at hun havde leveret en god arbejdsindsats.

Medarbejder X meddelte klager, at han ville snakke med sin makker Y om fortsat ansættelse af klager, og at klager senere på dagen fra indklagede 1 ville få besked om, hvorvidt hun kunne fortsætte. Medarbejder X gav udtryk for, at han havde været tilfreds med klager og hendes arbejde. Der blev ikke talt om klagers transkønnethed under arbejdet eller samtalen efter arbejdet.

Klager ringede samme dag kl. 11:30 til indklagede 1 for at høre nærmere om, hvad indklagede 2 havde meddelt dem. Indklagede 2 havde oplyst, at man gerne ville beholde klager som ansat, hvis hun kunne dæmpe sin feminitet lidt – bruge mindre makeup og binde sit hår op. Klager spurgte, om medarbejder X havde forklaret eller begrundet sig nærmere. Det havde han ikke.

Klager foreslog derfor, at hun selv kunne ringe til medarbejder X for at høre nærmere om, hvad han mente.

Klager ringede som aftalt til medarbejder X, der udtalte, at han havde været glad for klagers arbejdsindsats. Det øvrige personale klager havde været i kontakt med havde heller ikke nogen indvendinger mod klager. Klager var dygtig til sit arbejde og havde udført det med omhu. Medarbejder X mente dog, at klager burde bruge mindre øjenskygge og læbestift og foreslog, at hun brugte et hårbånd til at holde sit lange hår på plads. Han foreslog, om klager ikke “kunne pakke det” sammen i arbejdstiden mellem kl. 04:30 og 09:30, så hun ikke skiltede med sin seksualitet. Klager afviste at have brugt meget makeup, men lovede medarbejder X at være mere diskret og at bruge et hårbånd.

Samme dag kl. 14 ringede klager igen til indklagede 1, der oplyste, at klager kunne fortsætte hos indklagede 2 med at arbejde hos indklagede 3. Hun kunne indfinde sig med det samme hos indklagede 1, hvor hun kunne få en rekvisition til et par sikkerhedssko. Arbejdstøjet ville indklagede 2 sørge for. Klager hentede rekvisitionen og købte et par sikkerhedssko. Klager fik udleveret arbejdstøj af indklagede 2, der bestod af en “Kansasjakke” med navnet på indklagede 3.

Næste dag mødte klager kl. 04:30 ved indgangen til indklagede 3, hvor hun mødte medarbejder X. Hun havde næsten ingen makeup på og anvendte et hårbånd. Hendes påklædning var den samme som dagen før, dog havde hun sikkerhedssko på.

Medarbejder X hilste venligt på klager og fortalte, at han ikke havde nået at få arbejdstøj til hende. Han fandt imidlertid en arbejdsjakke fra indklagede 3 til klager. Arbejdet var i det store og hele det samme som dagen før og sluttede igen kl. 0930. Da arbejdet var slut, talte medarbejder X i telefon og sagde til klager, at hun godt kunne slutte og tage hjem, samtidig med at han vinkede til hende.

Ved middagstid ringede indklagede 1 til klager og oplyste, at indklagede 3 ikke ønskede, at hun arbejdede hos dem – de ville ikke have sådan en som klager ansat, fortalte indklagede 1 hende. Indklagede 1 oplyste videre, at det var en fra indklagedes 3’s forretning, der havde talt med “en højere oppe” om klager, og at det var denne person “højere oppe”, der havde truffet beslutning om, at de ikke kunne have “sådan en” ansat.

Medarbejder X meddelte herefter indklagede 1, at han ikke kunne have en sådan person ansat, selv om det ikke var noget problem for ham selv at have klager ansat. Han havde imidlertid et hensyn til sine kunder, som han skulle leve af. Han kunne derfor ikke have klager ansat.

Klager udtrykte overfor indklagede 1, at hun fandt det “for groft” med sådan en begrundelse. Indklagede 1 fandt ikke, at “der var noget i den sag”, og at han ville finde et andet fleksjobtilbud til hende.

Det er i sagen gjort gældende, at indklagede 2 allerede den 12. marts 2012 overfor indklagede 1 oplyste, hvilken beklædning klager skulle bære. Denne påstand er udokumenteret, og oplysningen er ikke tilgået klager.

Der er af indklagede 3 også henvist til, at klagers påstand fremstår som udokumenteret. Indklagede 1’s skriftlige udlægning af sagen dokumenterer dog netop klagers opfattelse.

Klager har fulgt de beklædningsanvisninger, som blev oplyst af indklagede 2 og 3. Klager er først med brevene fra deres partsrepræsentanter fra december 2012 blevet bekendt med den omtalte personalehåndbog og beklædningsreglementet.

Hvis det lægges til grund, at man på baggrund af en generelt og politisk korrekt formuleret koncernpolitik har skabt en formodning imod, at indklagede 3 har diskrimineret klager vil enhver virksomhed kunne formulere en sådan koncernpolitik og kunne påstå, at diskrimination har formodningen imod sig.

Det er af indklagede 3 anført, at “kønsskifte” må fordre en klinisk operation. Det afviser klager. Klager er kemisk kastreret, har fået navneforandring og har levet som kvinde gennem mange år. Udadtil fremstår hun på alle måder som om hun har fået en operation. Hun er derfor omfattet af beskyttelsen i direktivet.

Klager afviser, at ligestillingsloven ikke kan finde anvendelse, fordi der ikke er tale om en kønsproblematik. Klager skal i den forbindelse henvise til Ligebehandlingsnævnets afgørelse fra november 2012, hvor nævnet fastslog, at diskrimination af en transseksuel var omfattet af ligestillingsloven. Klager henviser også til praksis fra EU-domstolen, der netop omhandler diskrimination af transseksuelle.

Det bestrides ikke, at en arbejdsgiver kan kræve en bestemt påklædning, der er nedskrevet i beklædningsreglement. I den konkrete sag bestrides det dog, at klagers manglende opfyldelse beklædningsreglementet skulle være baggrunden for, at hun ikke længere kunne være i arbejdsprøvning ved indklagede 2 og 3. Der kan dog stilles spørgsmålstegn ved sagligheden af beklædningskravet og den heri underliggende forudsætning om virksomhedens præsentation udadtil, når der henses til, at klager arbejdede på lageret i indklagede 3’s butik, hvor der ikke kom kunder.

Hvis nævnet anser manglende opfyldelse af påbud eller regelsæt om beklædning for at være en del af begrundelsen for afvisning af klager i arbejdsprøvning, så har klager under henvisning til indklagede 1’s beskrivelse af sagen påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling. Herefter påhviler det indklagede at bevise, at klagers afvisning i arbejdsprøvning hverken var helt eller delvist begrundet i det forhold, at klager er transseksuel.

Indklagede 1 gør gældende, at de ikke har udsat klager for forskelsbehandling.
De har blot videreformidlet oplysninger fra indklagede 2 til klager. De har derfor ikke på nogen måde udsat klager for forskelsbehandling. Praktikant W har i notat af 13. marts 2012 beskrevet indklagede 2’s bekymring omkring klagers fremtoning, og arbejdsgiveren bliver også citeret på følgende vis “arbejdsgiver siger, at det stadig er tydeligt, at det er en mand iført make-up og paryk”. Der blev fra indklagede 1’s side lagt op til, at klager og arbejdsgiver fik talt sammen for netop at få glattet tingene ud.

Indklagede 2 gør gældende, at sagen skal afvises, subsidiært at der skal ske frifindelse af indklagede. Hvis nævnet finder grundlag for at tilkende en godtgørelse bør den fastsættes til et væsentligt lavere beløb. Klager var i arbejdsprøvning og var dermed ikke fastansat. Godtgørelsesniveauet udgør efter fast praksis 25.000 kr. i denne type sager.

Der består en helt åbenbar og grundlæggende uenighed mellem sagens parter om det faktiske forløb af betydning for sagens afgørelse. Sagens afgørelse forudsætter derfor bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer ved domstolene. Indklagede 2 er uenig med klager i en lang række af de oplysninger, som klager er fremkommet med til sagen. Indklagede 2 er heller ikke enig i den fremstilling, som indklagede 1 har givet som sagen.

Det bestrides, at indklagede 2 den 12. marts 2012 skulle have undladt at påtale klagers påklædning overfor klager. Klager fik oplyst indklagede 2’s regler for neutral og sort påklædning samme dag. Det bestrides, at medarbejder X overfor klager skulle have bedt klager “pakke det sammen mellem 04:30 og 09:30”, og det bestrides, at virksomheden på noget tidspunkt skulle have omtalt eller henvist til klagers seksualitet eller feminitet, som anført af klager.

Indklagede 2 er helt uforstående overfor de oplysninger, som klager har angivet i forhold til klagers samtaler med en medarbejder fra indklagede 1. Det bestrides også, at indklagede 2 havde oplyst at ville skaffe arbejdstøj til klager. Det forekommer heller ikke indlysende, henset til beklædningsreglementets indhold, hvorefter indklagede 2 først skaffer arbejdstøj til medarbejderne efter tre måneders ansættelse. Klager var på dette tidspunkt end ikke ansat. Forpligtelsen til at anskaffe sig neutralt mørkt arbejdstøj var alene klagers egen efter indholdet af beklædningsreglementet.

Det bestrides også, at medarbejdere ved indklagede 3 skulle have givet de anførte oplysninger til indklagede 2, eller at indklagede 2 skulle have oplyst til indklagede 1, at indklagede 3 ikke ville have klager beskæftiget hos virksomheden.

Det bestrides også, at indklagede 2 overfor indklagede 1 skulle have oplyst andet end at klager ikke passede ind i virksomhedens profil med baggrund i manglende overholdelse af virksomhedens beklædningsregler.

Hverken forskelsbehandlingsloven, ligebehandlingsloven eller ligestillingsloven finder anvendelse i den konkrete sag, da klagers ønske om at iklæde sig kvindetøj ikke er udtryk for nogen seksuel orientering. Klagers køn er også uden relevans for sagen, da klager ikke har gennemgået en egentlig kønsskifteoperation.

Selvom en eller flere af ovennævnte regelsæt måtte finde anvendelse på sagen, er det åbenbart sagligt og lovligt at afbryde et arbejdsprøvningsforløb begrundet i, at klager trods henstillinger om det modsatte ikke ønskede at efterleve det reglement for beklædning, som af indklagede 2 blev oplyst overfor klager.

Indklagede 2’s beklædningsreglement er fastsat ud fra indklagede 2’s legitime interesse i at sikre en ensartet og neutral fremtoning blandt de ansatte, som har direkte kontakt kunderne. Beklædningsreglementet er dermed objektivt begrundet i et sagligt formål og reglementet udgør et hensigtsmæssigt og nødvendigt middel til at opfylde dette formål. Indklagede 2 håndhæver i øvrigt beklædningsreglementet konsekvent, ligesom det bemærkes, at klager gennem sit arbejde kom i kontakt med virksomhedens kunder. Der henvises til Højesterets dom af 21. januar 2005 om en lignende problemstilling.

Det har derfor formodningen imod sig, at indklagede 2’s manglende ansættelse af klager har sammenhæng med det forhold, at klager var transvestit, da indklagede 2 allerede inden arbejdsprøvningen var informeret om, at klager var transseksuel.

Tværtimod vurderede indklagede 2, at klager ikke passede ind i virksomheden, da klager både første og anden dag af arbejdsprøvningen nægtede at følge indklagede 2’s reglement for beklædning. Indklagede 2’s vurdering af klager havde derfor ikke sammenhæng med klagers transseksualitet. Indklagede 2 ville anlægge samme vurdering overfor en hvilken som helst jobansøger, der i ord eller handling nægtede at følge virksomhedens regler for beklædning.

Af indklagedes personalehåndbog fremgår det om virksomhedens beklædningsreglement:

“Arbejdstøj: Du får udleveret arbejdstøj med logo, som du selv skal holde rent og pænt efter 3 mdr.’ s ansættelse, inden da skal du selv sørge for at møde i en sort tshirt samt sorte arbejdsbukser. Du skal sørge for, at der forefindes et rent sæt til når du møder! Nyt arbejdstøj bestilles hos [medarbejder] efter behov. Derudover er selvfølgelig en regel at du møder på arbejdet velsoigneret.”

Indklagede 2 meddelte mundtligt til indklagede 1 allerede forinden arbejdsprøvningens begyndelse, hvilke krav der var gældende for beklædning ved indklagede 2. Virksomheden oplyste konkret, at klager skulle møde i almindeligt lagerarbejdstøj, herunder sorte bukser, sort T-shirt og et par flade sko.

Da klager trods dette mødte op på arbejdsprøvningens første dag, kunne indklagede 2 konstatere, at klager ikke var iført det foreskrevne sorte lagerarbejdstøj. Klager var derimod iført lilla joggingbukser, lang rød jakke og støvler med høj hæl. På denne baggrund gjorde indklagede 2 klager opmærksom på, at hun på næste dags arbejdsprøvning skulle møde i overensstemmelse med virksomhedens beklædningsreglement, det vil sige sorte bukser og sort T-shirt. Da klager den 13. marts 2012 mødte på arbejdet i det helt samme tøj som dagen før, besluttede indklagede 2, at arbejdsprøvningen ikke kunne fortsætte.

Der er af klager henvist til, at “oplysninger om beklædningskravet ikke er tilgået klager. Det er uklart, om klager hermed bestrider, at hun selv den 12. marts 2012 blev direkte orienteret af indklagede 2 om beklædningskravet, men på trods af dette valgte at møde op på arbejde den 13. marts i ureglementeret påklædning.

Det ville heller ikke give mening, at indklagede 2 havde et beklædningsreglement uden de facto at anvende reglementet. Da parterne er uenige om dette forhold må det lægges til grund, at klager har modtaget en sådan instruktion med mindre klager beviser det modsatte, hvilket ikke er tilfældet i denne sag.

Klager er enig i, at en arbejdsgiver kan kræve en særlig beklædning af medarbejdere i overensstemmelse med et beklædningsreglement. Klager synes dog at misforstå indklagede 2’s kundebegreb, når klager samtidig stiller spørgsmålstegn ved sagligheden af beklædningsreglementet med henvisning til, at klager arbejdede på lageret, hvor der ikke kom kunder. Indklagede 3 var netop indklagede 2’s kunde, og sidstnævnte ønskede derfor også overfor indklagede 3 at sikre en ensartet og neutral fremtoning blandt de ansatte.

Dertil kommer, at indklagede 3 overfor indklagede 2 har lagt vægt på, at de medarbejdere som indklagede 2 stiller til rådighed, overholder beklædningsreglementet.

Indklagede 3 gør gældende, at sagen skal afvises, subsidiært at der skal ske frifindelse af indklagede. Hvis nævnet måtte finde grundlag for at tilkende en godtgørelse, bør den fastsættes til et væsentligt lavere beløb. Der er tale om en ansættelsessituation, hvor godtgørelsesniveauet i praksis fastsættes til 25.000 kr. En godtgørelse kan derfor ikke overstige dette beløb.

Sagen beror på en påstand om, at en medarbejder fra indklagede 3 skulle have tilkendegivet, at man ikke kan have “sådan en” ansat. Indklagede 3 bestrider, at der skulle være fremkommet en sådan udtalelse eller at man på anden måde skulle have tilkendegivet, at man ikke ønskede, at klager arbejdede i varehuset. Der er meget forskellige opfattelser af sagens faktum. Det er vigtigt for sagens rette afgørelse, at afgørelsen bliver truffet på et fuldt oplyst grundlag. Det kan alene ske gennem afgivelse af parts- og vidneforklaringer.

Da indklagede 3 ikke var arbejdsgiver for klager, kan klager ikke påberåbe sig forskelsbehandlingsloven og ligebehandlingsloven overfor dem.

Hvis nævnet finder, at indklagede 3 er pligtsubjekt efter disse love, gøres det gældende, at der hverken er tale om kønsdiskrimination eller diskrimination på grund af seksuel orientering.

Af ligebehandlingsloven fremgår, at “ved ligebehandling af mænd og kvinder forstås i denne lov, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.”. Køn dækker over, at der ikke må ske diskrimination som følge af, at man er mand eller kvinde.

Derudover er det i direktiv 2006/54/EF præciseret, at beskyttelsen også gælder ved kønsskifte. Der er imidlertid ikke tale om, at klager har været undergivet et kønsskifte, da det må fordre en operation. Forskelsbehandlingsloven finder heller ikke anvendelse i den pågældende situation, da ønsket om at bære kvindetøj og make-up ikke kan anses for at være udtryk for seksuel orientering.

Indklagede kan i forhold til de påberåbte love alene være pligtsubjekt efter ligestillingsloven. Da transseksualitet ikke er en kønsproblematik, finder ligestillingsloven dog ikke anvendelse.

Såfremt nævnet måtte finde grundlag for at realitetsbehandle sagen under henvisning til en eller flere af de af klager påberåbte love, gøres det gældende, at der ikke er sket direkte diskrimination, da arbejdsprøvningen på ingen måde er afbrudt grundet klagers transseksualitet.

Indklagede 3 har cirka 35.000 ansatte medarbejdere, hvorfor der naturligt er en mangfoldighed blandt de ansatte. Det fremgår også af indklagede 3’s koncernpersonalepolitik:

“Medarbejdere tilbydes lige vilkår. Vi vil modvirke enhver form for diskrimination på grund af køn, alder, etnisk oprindelse, religion, seksuel orientering, handicap og lignende”.

Det har formodningen mod sig, at en ansat ved indklagede 3 skulle have udtalt sig som påstået af klager, en påstand der i øvrigt også må anses som ganske udokumenteret.

Indklagede 3 har ikke på noget tidspunkt forlangt overfor indklagede 2, at de skulle ophøre med samarbejdet med klager. Indklagede 3 er dog enig i, at de gældende beklædningsregler skal overholdes – klager har ved sin påklædning ikke overholdt gældende regler hos indklagede 2, ligesom den konkrete påklædning ikke levede op til reglerne i indklagedes 3’s butik.

Klager er omfattet af beklædningsreglementet for indklagede 2. Som det fremgår heraf, skal klager møde i en sort T-shirt samt sorte arbejdsbukser. Det skal ses i sammenhæng med beklædningsreglementet for indklagede 3, hvoraf det under afsnittet “bukser” fremgår:

“Hvis bukser ikke er en del af den udleverede uniform, skal du sørge for, at de passer til skjorten/trøjen. Bukserne skal være ensfarvede, helst mørke og naturligvis rene og uden huller.

Det er ikke tilladt at bære træningsbukser…”

Da klager ikke var ansat ved indklagede 3, var hun ikke bekendt med dette reglement. Men indklagede 2 var som leverandør til indklagede 3 forpligtet til at sikre, at personalet levede op til reglementet. Ved det citerede uddrag af beklædningsreglementet er det indklagede 3’s opfattelse, at indklagede 2 levede op til sin forpligtelse til at sikre, at virksomhedens personale, ved arbejde i indklagede 3’s butikker, levede op til det generelle beklædningsreglement.

Det følger af Højesterets dom af 21. januar 2005, at et beklædningsreglement ikke er ulovligt, såfremt kravet til en bestemt påklædning er en del af virksomhedens præsentation udadtil, kravet er konsekvent og at det stilles til alle medarbejdere i den pågældende stilling. I nærværende sag er der tale om et generelt krav til medarbejderens påklædning, som må anses som objektivt, særligt henset til at jysk mandskabsservice er forpligtet til at sikre, at medarbejderen lever op til indklagedes beklædningsreglement. Kravet til en bestemt påklædning og fremtoning kan således ikke anses for at være i strid med den påberåbte lovgivning.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af kønsidentitet både på arbejdsmarkedet og udenfor arbejdsmarkedet.

Enhver arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår. Dette gælder også ved afskedigelse.

Hvis klageren påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Indklagede 1 har ikke truffet beslutningen om at bringe klagers arbejdsprøvning til ophør. Der er ikke oplysninger i sagen, der peger på, at indklagede 1 i forbindelse med behandlingen har behandlet klager i strid med ligebehandlingsprincippet i ligestillingsloven. Klagen tages herefter ikke til følge overfor indklagede 1.

Der er mellem klager på den ene side og indklagede 2 og 3 på den anden side uenighed om årsagen til ophøret af klagers arbejdsprøvning den 13. marts 2012. Klager har henholdt sig til notat af 13. marts 2012 fra indklagede 1, mens indklagede 2 og 3 bestrider væsentlige punkter i notatets gengivelse af hændelsesforløbet.

Nævnet træffer sine afgørelser på skriftligt grundlag. Da en afgørelse af sagen kræver en vurdering af forklaringer om de nævnte omstændigheder, og da sådanne forklaringer ikke kan finde sted for nævnet, kan nævnet ikke behandle klagen overfor indklagede 2 og 3.

Nævnet kan derfor ikke behandle klagen.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet
• § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence
• § 8 om klagebehandling
• § 9, stk. 1, om klagebehandling
• § 12, stk. 1, om klagebehandling
Ligebehandlingsloven
• § 1 om lovens anvendelsesområde
• § 4 om ligebehandling af mænd og kvinder
• § 14 om godtgørelse
• § 16 a om delt bevisbyrde

Afgørelsen hos Retsinformation.

* * *
[Til indhold] Dansk Industris (DI) omtale af sagen den 30. september 2013
Transseksuel i mislykket arbejdsprøvning
Dansk Industri (DI) bringer på deres hjemmeside en omtale af Ligebehandlingsnævnets afgørelse. Artiklen er primært skrevet til underbygning af, at det er en god ting for virksomheder at have et beklædningsreglement, hvis virksomheden ønsker at stille krav til medarbejdernes påklædning.

Beskrivelsen af sagen er lettere farvet og omtaler transkvinden, der var i arbejdsprøvning, som “han”:
Anlagde sag for diskrimination
Medarbejderen mente, at virksomheden havde afbrudt arbejdsprøvningen, fordi medarbejderen var transseksuel. Derfor anlagde medarbejderen en sag for Ligebehandlingsnævnet, hvor han anklagede både virksomheden, lageret og jobcenteret for at udøve diskrimination.”

* * *
[Til indhold] Ligestillingslovene med kommentarer: Bind 1
I bogen gennemgås gennemgås og kommenteres bl.a. ligestillingsloven.
På side 268 anføres følgende om Ligebehandlingsnævnets behandling af sagen. Transkvinden omtales også her som “han”:
Kønsdiskrimination omfatter også kønsidentitet, som transkønnede er omfattet af. Ligebehandlingsnævnet har behandlet en sag om en transkønnet mand, der levede som kvinde. Han havde fået sin arbejdsprøvning ophævet, men det var uklart, på hvilket grundlag ophævelsen var sket. En afklaring af dette ville kræve parts- og vidneafhøring, og Ligebehandlingsnævnet måtte afvise sagen.

Ligestillingslovene: Bind 1.
Udgivet: 2015.
ISBN-13: 9788757431841
Omtale af bogen hos DJØF Forlag, hvor bogen også kan købes.


Krav om sterilisering ved kønsskifte strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fastslog Kammarrätten i Sverige den 19. december 2012.

Vist 56 gange.
Sverige

Sverige

Kammarrätten i Stockholm, Sverige udsendte den 19. december 2012 en pressemeddelelse i anledning af, at Kammarrätten samme dag havde afsagt dom om, at krav om sterilisering ved kønsskifte strider mod den svenske grundlov og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Herunder gengives pressemeddelelsen, dommen af 19. december 2012 fra Kammarrätten og dommen af 9. marts 2012 fra Förvaltningsrätten oversat til dansk.
Der tages forbehold for oversættelsens korrekthed.
Ved brug som dokumentation anbefales at henvise til originalteksterne. Tina Thranesen.

Pressemeddelelsen

[2012-12-19] Kravet om sterilisering ved kønsskifte strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Kammarrätten [1] i Stockholm, inklusive Migrationsöverdomstolen [2]

Kravet i Kønstilhørsloven om sterilisering for at kunne skifte køn strider mod Regeringsformen [3] og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Steriliseringskravet kan derfor ikke anvendes.
Det konstaterer Kammarrätten i Stockholm i dag i en dom.

Kønstilhørsloven indeholder i dag et krav om, at den enkelte skal have gennemgået sterilisering eller en anden form for fjernelse af forplantningsevnen for at komme i betragtning til et kønsskifte.
Socialstyrelsen har med henvisning til dette givet afslag på en persons ansøgning om ændring af dennes køn, da personen har modsat sig at blive steriliseret.

Kammarrätten anser ligesom förvaltningsrätten, at kravet om sterilisering ikke kan anvendes, idet kravet strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Kammarrätten afslår derfor Socialstyrelsens anke.

Kammarrätten bedømmer, at steriliseringskravet ikke længere kan retfærdiggøres med hensyn til nutidens værdier, at kravet ikke hviler på frivillighed, og at det er diskriminerende i forhold til gruppen af transseksuelle. Kravet er således ikke foreneligt med forbuddet mod at tvinge kropslige indgreb i kapitel 2, § 6 i Regeringsformen og artikel 8 og 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om ret til privatliv og familieliv og forbuddet mod diskriminering.

Regeringen har i lovforslag 2011/12:142 [4] foreslået, at steriliseringskravet fjernes i Kønstilhørsloven og at ændringen skal træde i kraft den 1. juli 2013.

Kammarrättens pressemeddelelse i pdf-format.

Noter af Tina Thranesen.
  1. [Retur] Kammarrätten er en forvaltningsdomstol.
    Dens beslutninger og domme kan normalt ankes til Højesteret.
  2. [Retur] Migrationsöverdomstolen
    Siden den 31. marts 2006 har Kammarrätten i Stockholm haft funktionen som Migrationsöverdomstol (højeste retsinstans) ved behandling af ankesager om udlændinge- og statsborgerskabsforhold.
  3. [Retur] Sverige har fire grundlove, som tilsammen danner den svenske forfatning:
    1. Regeringsformen – RF
    2. Tryckfrihetsförordningen
    3. Yttrandefrihetsgrundlagen
    4. Successionsordningen
    Omtale af den svenske grundlov hos lagen.nu.
    Regeringsformen – hele loven i omtrykt ajourført version i pdf-format.
    https://lagen.nu/1974:152 Regeringsformen – hele loven med ændringer – Kungörelse (1974:152) om beslutad ny regeringsform
  4. [Retur] Lovforslag 2011/12:142. På svensk roposition 2011/12:142
    Proposition 2011/12:142 – Ändrad könstillhörighet hos Sveriges Riksdag.

* * *
Dommen fra Kammarrätten i uddrag

KAMMARRÄTTEN
I STOCKHOLM
Avdelning 03

DOM 2012-12-19
Mål nr 1968-12
Socialstyrelsen mod N.N.

I dommen, som er på 8 sider, gennemgås de argumenter som parterne hver for sig har fremført.
Afslutnings vis i dommen anfører Kammarrätten følgende:

Der er i øvrigt ikke fremkommet nogen grund for steriliseringskravet, som opfylder kravene for saglighed eller proportionalitet. Kravet kan dermed ikke anses for at være en tilladt indskrænkning i forhold til Regeringsformen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Kammarrätten finder derfor i lighed med Förvaltningsrätten, at steriliseringskravet i Kønstilhørslovens (könstillhörighetslagen) § 1 ikke kan anvendes.

Eftersom Socialstyrelsen ikke har anført andet til støtte for deres afslag af N.N.s ansøgning om ændret køn skal anken afvises.

Kammarrättens dom af 19. december 2012 i pdf-format.

* * *
Dommen fra Förvaltningsrätten i uddrag

FÖRVALTNINGSRÄTTEN.
I STOCKHOLM
Allmänna avdelingen

DOM
2012-03-09
Meddelad i
Stockholm

Mål nr 45723-10
Enhet 15

Klager, N. N. mod Socialstyrelsen vedr. dennes beslutning af 5. oktober 2010 om fastsættelse af kønstilhørsforhold.

Indledningsvis anføres dommens konklussion.

Dom
1. Förvaltningsrätten anerkender anken og forklarer, N.N.s kønstilhørsforhold skal være mand.
2. Det tilkommer Socialstyrelsen at foretage det nødvendige som følge af denne dom.

I dommen, som er på 14 sider, gennemgås herefter de argumenter som parterne hver for sig har fremført.
På side 11 anfører Förvaltningsrätten afslutningsvis:

Förvaltningsrätten anser kravet om sterilisering ved kønsskifte for at få et nyt køn juridisk anerkendt som et tvunget kropsligt indgreb, eftersom et sådant indgreb kræves for fuldt ud at få anerkendt et nyt køn juridisk. Dermed er lovens krav i strid med retten til respekt for privatliv og familieliv jf. Artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som gælder som svensk lov, og konventionen
bør gives fortrinsret frem for § 1 i Kønstilhørsloven.

Som følge heraf findes der ikke grund til at bedømme de øvrige omstændigheder, som klageren har fremført.

Eftersom det er frafaldet af kravet om sterilisering, og da det ikke vides, om N.N. savner forplantningsevnen, som er motivet for afslaget på N.N.s ansøgning, anser Forvaltningsrätten med baggrund i sin bedømmelse, at anken skal godkendes, og N.N. skal betragtes som mand.

Förvaltningsrättens dom den 9. marts 2012 i pdf-format.

* * *
Der tages forbehold for oversættelsens korrekthed. Ved brug som dokumentation anbefales at henvise til originalteksterne. Tina Thranesen.

Kønsidentitet ikke årsag til påstået forskelsbeh. af en transseksuel i et boligselskab fastslog Ligebehandlingsnævnet i afgørelse nr. 418/2012 den 21. november 2012. KEN nr. 10158.

Vist 63 gange.
Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsnævnet

Den 21. november 2012 traf Ligebehandlingsnævnet afgørelse i en sag, hvor klageren, der er transseksuel, har påstået sig forskelsbehandlet på grund af sin kønsidentitet i forbindelse med boligselskabets håndtering af hendes klager over chikane fra andre beboere i lejlighedskomplekset, hvor hun dengang boede.
J.nr. 7100394-12

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med ligestillingsloven.

Sagsfremstilling
Klager er transseksuel.
Indklagede er et boligselskab, der udlejer en lejlighed til klager.
Klager er fraflyttet lejemålet efter klagens indbringelse for Ligebehandlingsnævnet.

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af kønsidentitet i forbindelse med leje af lejlighed.
Klager føler sig diskrimineret af borgere, der benytter kommunens bænk udenfor klagers bopæl på [adresse], ligesom hun også er blevet chikaneret af andre beboere i afdelingen. Hun har blandt andet flere polititilhold på beboerne på [adressen] for at føre hate crime mod hende.
Hun har klaget over chikane fra de pågældende borgere til indklagede. Klager mener ikke, at indklagede har reageret godt nok på klagerne over chikane.
Klager har ikke besvaret indklagedes indlæg til sagen.
Indklagede gør gældende, at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling.
Gennem de sidste par år har indklagede modtaget 12 klager fra klager og hendes sambo, [adresse], over andre beboere i afdelingen. Klager var medunderskriver på 4 af klagerne.

Indklagede har behandlet alle klagerne. I de tilfælde hvor indklagede har vurderet, at der var tale om overtrædelse af bestemmelserne i husordenen, lejekontrakten eller lov om leje af almene boliger, har indklagede sendt påmindelse til de påklagede beboere. Indklagede har også orienteret klager og hendes sambo, [adresse] om, hvad der skete i sagerne.
Indklagede har under alle omstændigheder forsøgt at vurdere, hvad der var ret og rimeligt, og hvor det var påkrævet, handlede indklagede ved at sende påbud og/eller opsigelse.
Indklagede har også modtaget 3 henvendelser fra klager, hvor hun klager over indklagedes håndtering af henvendelserne.
Indklagede har også modtaget klager fra andre beboere i området over truende adfærd og chikane, udført af beboerne på [adresse], som er klager og hendes sambo. Det har i to tilfælde udmøntet sig i 2 påmindelser om god skik og orden.
Den 28. september 2011 klagede klager over indklagede til Beboerklagenævnet i [by] kommune, da hun fandt, at indklagede ikke gjorde nok for at hjælpe hende. Indklagedes korrespondance med Beboerklagenævnet er fremlagt i sagen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Nævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af kønsidentitet.
Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke er noget, der tyder på, at klagers kønsidentitet er blevet tillagt betydning i forbindelse med indklagedes sagsbehandling af klagers henvendelser om påstået chikane.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

  1. § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
  2. § 9, stk. 1, om klagebehandling
  3. § 12, stk. 1, om klagebehandling
  1. § 1a om lovens formål og anvendelse
  2. § 2 om forbud mod forskelsbehandling
  3. § 2a om chikane

* * *
Afgørelsen hos Retsinformation.

H. mod Finland – Application no. 37359/09. Ændring af personnummer. Den Europæiske den 13. november 2012.

Vist 22 gange. Sagen H. mod Finland – Application no. 37359/09 – blev indbragte for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol af H., idet de finske myndigheder kun ville ændre hendes personnummer fra et mandligt til et kvindeligt og dermed reelt anerkende hendes mand til kvinde kønsskifte, hvis hendes og hustruens ægteskab ændredes til et registret partnerskab. Hun henviste til artiklerne 8 og 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde dom i sagen den 13. november 2012.
Spring til dommen.

Klageren blev født i 1963 som mand, men har altid følt sig som kvinde. I 1996 giftede hun sig med en kvinde, og i 2002 fik de sammen et barn.
I 2004 fik hun det dårligere, og i 2005 søgte hun lægehjælp. I 2006 blev hun diagnostiseret som transseksuel og har siden levet som kvinde. Den 29. september 2009 fik hun foretaget en mand til kvinde kønsskifteoperation.
Den 7. juni 2006 ændrede hun sit fornavn og fik dette indført i sit pas og kørekort. Hun kunne imidlertid ikke få ændret sit personnummer og sin kønsbetegnelse, der stadig anfører hende som mand.

I perioden fra 2007 til 2009 blev sagen behandlet af alle tilgængelige retsinstanser, som i kort form omtale herunder.

Den 12. juni 2007 anmodede hun retten om at bekræfte, at hun var kvinde, og om at få ændret sit mandlige personnummer ændret til et kvindeligt.

Den 19. juni 2007 afviste retten hendes anmodning. Da hun var gift, og hverken hun eller hustruen ville skilles eller konvertere deres ægteskab til et registreret partnerskab, kunne det nye køn ikke indføres i folkeregistret.

Den 6. juli 2007 ankede hun afgørelsen til en højere retsinstans.

Den 5. maj 2008 afgjorde den højere retsinstans anken med samme begrundelse som den første retsinstans.

Den 8. maj 2008 ankede hun afgørelsen af 5. maj 2008 til den øverste administrative domstol. Hun anmodede endvidere om, at der inden afgørelsen blev rettet forespørgsel til EU-Domstolen om fortolkningen af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den 3. februar 2009 afviste den øverste administrative domstol hendes anke.

Den 29. oktober 2009 indgav hun endnu en anke til den øverste administrative domstol med anmodning om, at afvisningen af 3. februar 2009 blev omgjort, så sagen kunne behandles.

Den 18. oktober 2010 afviste den øverste administrative domstol hendes anke af 29. oktober 2009.

Den 29. august 2007 ansøgte hun Folkpensionsanstalten om refusion af udgifterne til kønshormonerne, som var en del af hendes behandling.

Den 5. oktober 2007 afviste Folkpensionsanstalten hendes ansøgning, idet hun skulle have et nyt personnummer, inden hun var berettiget til refusion.

Den 11. oktober 2007 klagede hun til den sociale ankestyrelse over afgørelsen fra Folkpensionsanstalten.

Den 21. januar 2010 omgjorde den sociale ankestyrelse afgørelsen af 5. oktober 2007og bestemte, at hun var berettiget til at få refunderet sine udgifter til kønshormoner.
Da denne afgørelse ikke blev anket, var den endelig.

På et ukendt tidspunkt klagede hun til Ombudsmanden for ligestilling over, at hun ikke kan få et nyt kvindeligt personnummer.

Den 30. september 2008 meddelte Ombudsmanden for ligestilling, at hun ikke kunne tage stilling til sagen, da den verserede ved domstolene.

* * *
Den 13. november 2012 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dom i sagen. [Retur] Sagen startede oprindeligt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 8. juli 2009 med påstand om overtrædelse af artikel 8 og artikel 14 i konventionen.
Den 23. marts 2010 besluttede Domstolen også at behandle sagen i henhold til artikel 12 i konventionen.

Domskonklusionen
Vedrørende artikel 8 i konventionen – Ret til respekt for privatliv og familieliv.
I dommen anføres det, at godt nok udsættes klageren for problemer på grund af, at hendes personnummer og hendes køn efter kønsskiftet ikke svarer overens, men hun havde mulighed for at få ændret sit ægteskab til et registreret partnerskab.
Den finske lov tillader ikke ægteskab mellem to personer af samme køn, men da der er mulighed for to personer af samme køn at indgå i et registreret partnerskab, findes det ikke at stride mod artikel 8 i konventionen.

Vedrørende artikel 12 i konventionen – Ret til at indgå ægteskab.
I dommen anføres det, at klageren har været lovformligt gift siden 1996. Da forholdet allerede er behandlet i relation til artikel 8, findes det ikke nødvendigt at behandle det i relation til artikel 12.

Vedrørende artikel 14 i konventionen – Forbud mod diskriminering.
I dommen anføres det, at klagerens situation med hensyn til personnummeret ikke kan sammenlignes med enhver anden persons herunder ikke-transkønnede eller ugifte transkønnede personers situation, og da den finske lov ikke tillader ægteskab mellem to personer af samme køn, har hun ikke været udsat for diskrimination, hvorfor der ikke er sket overtrædelse af artikel. 14.

Vedrørende artikel 3 – Forbud mod tortur – og artikel 2 i protokol nr. 4 i konventionen – Frihed til valg af opholdssted.
Klageren havde også anført, at ved at komplicere den juridiske side af hendes kønsskifte, havde de finske myndigheder gjort sig skyldig i tortur mod hende.
Klageren havde yderlig anført, at den forkerte kønsangivelse i hendes pas gjorde umuligt for hende at rejse, hvorved hendes frihed til valg af opholdssted var krænket.
I dommen anføres, at disse punkter afvistes som klart grundløse.

En enstemmig domstol bestemte:
  1. Klagerne vedrørende artiklerne 8, 12 og 14 i konventionen kunne realitetsbehandles, medens de øvrige klagepunkter afvistes.
  2. Der har ikke været nogen overtrædelse af artikel 8 i konventionen.
  3. Der har ikke været nogen overtrædelse af artikel 14 sammenholdt med artikel 8 i konventionen.
  4. Der har ikke været behov for at undersøge sagen i relation til artikel 12 i konventionen.

Dommen i sin helhed på engelsk hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Pressemeddelelse af 13. november 2012 på engelsk fra Heli Hämäläinen, som sagen drejer sig om. I pressemeddelelsen udtrykte hun skuffelse over dommen, selv om hun godt kunne se logikken i den – nemlig den finske lovgivning, der ikke tillader ægteskab mellem to personer af samme køn.

Jens Pilegaard Bjarnesen, speciallæge fik kritik af Patientombudet den 1. november 2012 for den 4. juli 2011 af have fjernet brysterne på den dengang 15-årige transmand, Caspian Drumm.

Vist 189 gange. I løbet af sommeren 2011 omtalte medierne i en længere række artikler, fjernsynsindslag mm. den dengang 15-årige Caspian Drumm, der den 4. juni 2011 operativt fjernet sine bryster.
Lige så langt tilbage, Caspian kunne huske, havde han følt sig som en dreng. I begyndelsen af 2011 kom han som 15 årig igang med en behandling med mandlige kønshormoner og den 4. juni 2011 fik han i fuld overensstemmelse med sin forældre operativt fjernet sine bryster af speciallæge og kirurg, Jens Pilegaard, på privathospitalet H.C. Andersen-klinikken i Odense.

Sagen skabte som nævnt stor opmærksomhed med det resultat, at sundhedsminister Astrid Krag ville have undersøgt, om privatklinikken havde levet op til det, man må forvente af en læge og ville derfor have Sundhedsstyrelsen til at undersøge sagen, hvilket hun både udtalte til medierne og oplyste i sine svar på § 20 spgsm. S 258 og § 20 spgsm. S 259 den 28. oktober 2011.

Den 1. november 2011 offentliggjorde Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn sin afgørelse i sagen.
I den offentliggjorte afgørelse er Caspian Drumm ikke nævnt, men omtalt som <****> .

Det korte i afgørelsen er, at diciplinærnævnet finder, at fjernelsen af brysterne på Caspian Drumm ikke kan betragtes som en kosmetisk operation – se Bekendtgørelse om kosmetisk behandling og Vejledning om kosmetisk behandling – og at patienter, der ønsker kønsskifteoperationer eller indgreb, der kan betragtes som dele af et kønsskifte, ikke opereres uden forudgående sexologisk vurdering, hvilket ikke var set i tilfældet Caspian Drumm.

Herunder gengives afgørelsen fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn i sin helhed

Kritik for behandling – speciallæge i… Jens Pilegaard Bjarnesen
Sagsnummer: 1294528. Kritik for behandling – speciallæge i plastikkirurgi Jens Pilegaard Bjarnesen (autorisationsID 0030P)
Kritik for behandling – speciallæge i plastikkirurgi Jens Pilegaard Bjarnesen (autorisationsID 0030P)

Personer:
Kritik af: Behandling
Sagsnummer: 1294528
Offentliggørelsesdato: 1. november 2012
Faggruppe: Læger
Speciale: Plastikkirurgi

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere speciallæge i plastikkirurgi Jens Pilegaard Bjarnesen (autorisationsID 0030P) for hans behandling af <****> i perioden fra den 17. maj til den 4. juli 2011 i sin klinik, da lægen har overtrådt autorisationslovens § 17. Det skal desuden indskærpes overfor speciallæge i plastikkirurgi Jens Pilegaard Bjarnesen at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ‘normen for almindelig anerkendt faglig standard’. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

INDBERETNINGEN
Sundhedsstyrelsen har den 7. marts 2012 indberettet speciallæge i plastikkirurgi Jens Pilegaard Bjarnesens behandling af <****> i perioden fra den 17. maj til den 4. juli 2011.

BEGRUNDELSE
Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

<****> var den 17. maj 2011 til forundersøgelse hos speciallæge i plastikkirurgi Jens Pilegaard Bjarnesen med henblik på en brystreduktion. <****> var på undersøgelsestidspunktet 15 år og var ved undersøgelsen ledsaget af sin mor.

Ifølge journalen ønskede <****> sine brystkirtler fjernet helt (‘pt. ønsker fjernelse af mamma’), og videre fremgår, at <****> af speciallæge Jens Pilegaard Bjarnesen blev betragtet som transkønnet, jfr. det under diagnoser anførte.

Videre fremgår, at <****> og moderen oplyste, at <****> siden den tidlige barndom havde opført sig og fremstået som en dreng. <****> havde siden brystudviklingen begyndte haft et ønske om at få et mindre bryst.

Tillige fremgår det, at <****> var påbegyndt behandling med mandligt kønshormon, og at <****> ønskede at fremtræde som hankøn.

<****> fremstod ved den objektive undersøgelse klart maskulin, men med moderat store bryster. Det fremgår forskellige steder i journalen, at <****> fremstod med skægvækst, dyb stemme, ældre end svarende til alderen og i det hele taget ‘klart maskulin’. Der fremgår ikke beskrivelser af kønsorganer eller andre objektive fund.

<****> blev sammen med sin mor informeret om indgrebet og accepterede dette.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at <****> ved undersøgelsen havde kønsidenditetsproblemer i form af diskrepans mellem følelsen af at være en dreng og fremstå som pige.

Det er på den baggrund disciplinærnævnets vurdering, at ønsket om fjernelse af brystkirtlerne således var begrundet i ønsket om en ændret kønsfremtoning og ikke begrundet i gener fra for store bryster.

Der blev fra speciallæge Jens Pilegaard Bjarnesens side ikke gjort nogen overvejelser i den anledning.

Ifølge udtalelse til sagen fra speciallæge Jens Pilegaard Bjarnesen blev han ikke på noget tidspunkt præsenteret for et specifikt ønske fra <****> om at skifte køn, og fik ikke oplyst, at <****> var blevet afvist på <****>s sexologiske klinik på grund af sin alder.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at dette ikke fritager speciallæge Jens Pilegaard Bjarnesen fra at sikre sig en kompetent sexologisk vurdering, eller fra at afstå fra et irreversibelt indgreb, indtil en sådan måtte foreligge.

Den 4. juli 2011 blev indgrebet udført uden komplikationer.

På baggrund af den foreliggende operationsbeskrivelse var der tale om en komplet fjernelse af brystkirtlerne.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at dette ikke sædvanligvis foretages ved en brystreduktion, idet der her efterlades et normalt udseende, men formindsket bryst.

Det er således disciplinærnævnets vurdering, at en brystreducerende operation er klart forskellig fra en total fjernelse af brystkirtlen, og de to operationstyper kan sædvanligvis ikke substituere hinanden.

Det er samlet på den baggrund disciplinærnævnets vurdering, at den gennemførte operation havde til formål helt at fjerne brystkirtlerne.

Speciallæge Jens Pilegaard Bjarnesen har i udtalelse til sagen anført, at indgrebet ikke var irreversibelt, da man kan rekonstruere et bryst, for eksempel med en protese.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at det foretagne indgreb må anses for irreversibel, da brystkirtlerne blev fjernet komplet, og da der således ikke vil være mulighed for i fremtiden at få et fysiologisk fungerende bryst, men alene en prominens på brystet.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at det foretagne indgreb ikke kan betragtes som et kosmetisk indgreb, da det drejede sig om radikal fjernelse af brystkirtlerne på <****> på baggrund af et ønske hos <****> om ikke at have bryster, men fremstå maskulin.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at patienter, der ønsker kønsskifteoperationer eller indgreb, der kan betragtes som dele af et kønsskifte, ikke opereres uden forudgående sexologisk vurdering.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at disse patientgrupper betragtes som patienter, der skal behandles på specialafdelinger, der foretager kønsskifteoperationer.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at det i forbindelse med behandling af kønsidentitetsproblemer blandt unge mennesker er særdeles vigtigt, at få udelukket, om patienten skulle have andre mulige differentialdiagnoser. Derudover er der hos disse patienter i mange tilfælde en psykiatrisk comorbiditet, som det er vigtigt at forholde sig til, inden en eventuel behandling iværksættes. Der skal derfor efter nævnets opfattelse, inden foretagelse af irreversible operative indgreb som led i en kønsskifteproces, foranlediges eller indhentes eksisterende oplysninger om psykiatrisk og sexologisk udredning.

Disciplinærnævnet finder herefter, at speciallæge Jens Pilegaard Bjarnesen har handlet væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af <****>.

Disciplinærnævnet finder videre, at det skal indskærpes speciallæge Jens Pilegaard Bjarnesen at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Offentliggørelse
Denne afgørelse vil i medfør af klage- og erstatningslovens § 17 og § 3, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 1445 af 15. december 2010 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klage- og tilsynssager på sundhedsområdet blive offentliggjort på www.sundhed.dk [1] og Patientombuddets hjemmeside www.patientombuddet.dk med angivelse af titel, navn og autorisationsID/fødselsdato, for så vidt angår speciallæge i plastikkirurgi Jens Pilegaard Bjarnesen. Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne
på sygehuse og afdelinger vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Oprettet: 01.11.2012

* * *
Note
  1. [Retur] Afgørelsen findes ikke mere på sundhed.dk. 28. januar 2014. Tina Thranesen

Billigere entrepris for gæster iklædt pigetøj end for andre til et diskotek er ulovligt konstaterede Ligebehandlingsnævnet den 18. oktober 2012. KEN 10044.

Vist 29 gange.
Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsnævnet

Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et diskotek opkrævede forskellige entrépriser for gæster, der var iklædt pigetøj, og for gæster, der ikke var iklædt pigetøj. Nævnet fandt, at indklagede havde overtrådt lov om ligestilling af mænd og kvinder ved at tilbyde en lavere entrépris for gæster, der mødte op i pigetøj. Nævnet lagde vægt på, at det overvejende er kvinder, der går i pigetøj, hvorfor der er tale om et tilbud, der i al væsentlighed er rettet mod kvinder. Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 2.500 kr.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 380 / 2012
Truffet den 18. oktober 2012
J.nr. 7100421-12
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et diskotek opkrævede forskellige entrépriser for gæster, der var iklædt pigetøj, og for gæster, der ikke var iklædt pigetøj.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at et diskotek krævede højere entrépris af klager, fordi han ikke var iklædt pigetøj.

Det indklagede diskotek skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 2.500 kr. med procesrente fra den 13. april 2012, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling
Der er klaget over, at et diskotek reklamerede med, at det kostede 175 kr. i entré. Gæster, der var iklædt pigetøj, skulle dog kun betale 125 kr.

Parternes bemærkninger
Klager påstår, at han var blevet forskelsbehandlet på grund af køn, da han i april måned besøgte et “fri bar arrangement” på det indklagede diskotek.

Han måtte betale 175 kr. for at komme ind på diskoteket, mens det kun kostede 125 kr., hvis gæsterne var iført “pigetøj”.

Klager mener, at der er tale om kønsdiskrimination, selvom der ikke direkte gives rabat til kvinder.

Klager ønsker en godtgørelse.

Indklagede har ikke svaret på nævnets henvendelser.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har overtrådt lov om ligestilling af mænd og kvinder ved at tilbyde en lavere entrépris for gæster, der mødte op i “pigetøj”.

Ligebehandlingsnævnet har lagt vægt på, at det overvejende er kvinder, der går i “pigetøj”, hvorfor der er tale om et tilbud, der i al væsentlighed er rettet mod kvinder.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 2.500 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrente fra den 13. april 2012, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:
Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet

  1. § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1. om nævnets kompetence
  2. § 9, stk. 1, om klagebehandling
  3. § 12, stk. 2, om klagebehandling

Lov nr. 388 af 30. maj 2000 om ligestilling af mænd og kvinder, som senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1095 af 19. september 2007 og med senere ændringer som følge af lov nr. 387 af 27. maj 2008, lov nr. 484 af 12. juni 2009 og lov nr. 182 af 8. marts 2011

  1. § 1a, stk. 1, om lovens anvendelsesområde
  2. § 2, stk. 1-3, om forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn
  3. § 2, stk. 4, om delt bevisbyrde
  4. § 3c om godtgørelse

Afgørelsen hos Retsinformation. (KEN nr 10044 af 18/10/2012).

Domsoversigt marts 2012 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over sager om transforhold.

Vist 24 gange.
Domsoversigten gengives herunder alene med sagsnavn, journalnummer (Application no.) og dato (for afgørelse af sagen).
Samtlige sager er omtalt i Vidensbanken. Linket i første linje (xx mod yy) fører til omtalen.
  1. Rees mod The United Kingdom
    Application no. 9532/81
    Dom den 17. oktober 1986.
    Se sagen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

  2. Cossey mod the United Kingdom
    Application no. 10843/84
    Dom den 27. september 1990.
    Se sagen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

  3. X, Y og Z mod The United Kingdom
    Application no. 21830/93
    Dom den 22. april 1997.
    Se sagen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

  4. B. mod Frankrig
    Application no. 13343/87
    Dom den 25. marts 1992.
    Se sagen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

  5. Sheffield og Horsham mod the United Kingdom
    Application Number 22985/93 og 23390/94
    Dom den 30. juli 1998.
    Se sagen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

  6. Christine Goodwin mod The United Kingdom
    Application no. 28957/95
    Dom – pressemeddelelse om dommen den 11. juli 2002.
    Se sagen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

  7. Wena og Anita Parry mod the United Kingdom
    Application no. 42971/05
    Kendelse den 28. november 2006.
    Se sagen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

  8. R. og F. mod the United Kingdom
    Application no. 35748/05
    Kendelse den 28. november 2006.
    Se sagen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

  9. Schlumpf mod Switzerland
    Application no. 29002/06
    Dom den 9. januar 2009.
    Se sagen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i pdf-format.

  10. P.V. mod Spanien
    Application no. 35159/09
    Dom den 30. november 2010.
    Se sagen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
    Kun på fransk.

  11. Y. Y. mod Tyrkiet
    Application no. 14793/08
    Sagen retur til Tyrkiet marts 2010.
    Se sagen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
    Kun på fransk.

  12. H mod Finland
    Application no. 37359/09
    Sagen retur til Finland den april 2010.
    Se sagen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

  13. Sheffield og Horsham mod the United Kingdom
    Application No. 22985/93 og 23390/94
    Dom den 30. juli 1998.
    Se sagen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Domsoversigten i pdf-format.

Primo september 2013 har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udsendt en nyrevideret fortegnelse.

Transseksuel fik jf. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 166/2011 den 11. november 2011 ikke medhold i sin klage over Odense kommune om forskelsbehandling på grund af kønsidentitet. KEN nr. 10375 og KEN nr. 10383.

Vist 42 gange. Ligebehandlingsnævnet den 11. november 2011. Afgørelse nr. 166/2011.
Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af kønsidentitet i forbindelse med en kommunes behandling af klager fra en transseksuel. Nævnet fandt, at indklagede (kommunen) ikke havde handlet i strid med Ligebehandlingsloven.
Nævnet lagde til grund, at klager (den transseksuelle) oplevede mødet med forvaltningen som ubehageligt.
transseksuel har imidlertid ikke kompetence til at behandle klager over chikane, hvorved forstås, at der udvises uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning ar krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.
Ligebehandlingsnævnet har derimod kompetence til at behandle klager om forskelsbehandling på grund af køn.
Nævnet fandt det dog ikke godtgjort, at klagers kønsidentitet havde haft indflydelse på kommunens sagsbehandling.
Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.

* * *
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Odense kommune har ikke handlet i strid med ligestillingsloven.

Sagsfremstilling
Klager er transseksuel. Hun var gift med en kvinde frem til 2001, hvor hun blev skilt. Klager bor på nuværende tidspunkt sammen med sin ekskone, idet hun lejer et værelse af hende.

Klager flyttede i august 2010 til sin nuværende bopælskommune, som er den indklagede part i sagen. Hun har i forbindelse med udbetaling af førtidspension og børnepenge været i kontakt med indklagede.

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun bliver udsat for nedværdigende behandling af indklagede på grund af sin kønsidentitet. Indklagede vil ikke anerkende hende som kvinde.

Indklagede har blandt andet henvist til, at hun via sit mandlige CPR-nummer bliver betragtet i systemet som en mand.

Klager henviser til, at hun bor til leje hos sin ekskone, og at indklagede ikke vil acceptere, at klager har status som “enlig” og ikke som “samboende” med sin ekskone. Det har blandt andet betydet, at klager oplevede at få tilbageholdt udbetalingen af en del af hendes pensionsydelse.

Klager har også følt sig forskelsbehandlet på grund af sin kønsidentitet i forbindelse med den direkte kontakt med indklagede. Klager bliver tiltalt “han”, og en sagsbehandler har også sagt til klager, at “det er ikke dig for du har et kvindenavn og et mandligt personnummer”. Sagsbehandleren talte samtidig så højt, at borgerne omkring klager kunne overhøre samtalen.

Klager har efterspurgt, at indklagede udviser diskretion i forhold til klagers henvendelser ved kassen, da klager ligner en kvinde, og indklagede samtidig tiltaler hende som mand.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket en overtrædelse af loven.
Indklagede lægger noget andet i begrebet “samlevende” end klager. Det er ikke lykkedes for indklagede at få formidlet til klager, at der fra deres side er tale om et juridisk begreb, der ikke nødvendigvis er identisk med den gængse forståelse af begrebet.

Spørgsmålet om, hvorvidt en borger er enlig eller samlevende i pensionslovens forstand, har afgørende betydning for vurderingen af, i hvilket omfang en borger er berettiget til pension. Borgerens kønsidentitet er ikke afgørende for vurderingen af, om borgeren er enlig eller samlevende i lovens forstand.

I brugen af begrebet “samlevende” ligger ingen underkendelse af klager som en kvinde. For at udmåle den rigtige ydelse har det været vigtigt at afklare, om klager måtte anses som enlig eller samlevende. Denne vurdering er foretaget uafhængig af klagers kønsidentitet.

Indklagede beklager, at det ikke er lykkedes for dem at få etableret en bedre kommunikation med klager, og at hun på den baggrund har følt sig “kasseret” som kvinde. Det har på ingen måde været hensigten.

Det bemærkes, at det sociale nævn har ophævet indklagedes afgørelse om at betragte klager som samlevende i relation til pensionsudbetalingen.

I forbindelse med den af klager omtalte konkrete episode vil indklagede gerne understrege, at de har en forpligtelse til at behandle alle borgere ordentligt, uanset hvilken personlighed borgeren har, herunder om de eventuelt er transseksuelle.

Indklagede beklager, hvis klager har følt sig såret og ydmyget af indklagedes sagsbehandler. Klagers beskrivelse af sin kontakt med sagsbehandleren lever ikke på nogen måde op til den form, som en ekspedition skal afholdes på. Indklagede skal samtidig bemærke, at den pågældende sagsbehandler ikke kan genkende klagers udlægning af samtalens forløb.

Det er på personalemøder i Borgerservice blevet understreget, at alle borgere skal behandles ens, og det drøftes jævnligt, hvad der er god service og sagsbehandling.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet skal indledningsvist bemærke, at nævnet ikke har kompetence til at behandle klager over chikane, hvorved forstås, at der udvises uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Nævnet har derimod kompetence til at behandle spørgsmålet, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af køn.

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af sin kønsidentitet. Nævnet har lagt til grund, at klager oplevede mødet med forvaltningen som ubehageligt. Nævnet finder det imidlertid ikke godtgjort, at klagers kønsidentitet har haft indflydelse på indklagedes sagsbehandling.

Klager får derfor ikke medhold i sin klage.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:
  1. Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet
    1. § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
    2. § 9, stk. 1, om klagebehandling
    3. § 12, stk. 2, om klagebehandling
  2. Lov nr. 388 af 30. maj 2000 om ligestilling af mænd og kvinder, som senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1095 af 19. september 2007
    1. § 1a om lovens formål og anvendelse
    2. § 2 om forbud mod forskelsbehandling

Afgørelsen hos Retsinformation.
Afgørelsen hos Retsinformation.
Der er tale om dobbeltregistrering af sagen hos Retsinformation.

Ulovligt at forfordele kvinder og “alle, der kommer i dametøj” på et diskotek – konstaterede Ligebehandlingsnævnet den 14. oktober 2011. KEN nr. 9993.

Vist 355 gange.
Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 156 / 2011
Truffet den 14. oktober 2011
J.nr. 2500034-11
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et diskotek havde forskellige fordelagtige tilbud til deres kvindelige gæster, heriblandt gratis entré og en gratis drink.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at et diskotek gav deres kvindelige gæster forskellige tilbud, heriblandt en gratis drink og gratis entré, uden at de samme tilbud blev givet til mænd.

Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrenter fra den 9. februar 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling
Der er klaget over, at et diskotek ved et koncept, de kaldte Ladies Night, gav deres kvindelige gæster særlige fordelagtige tilbud.

Diskoteket havde blandt andet tilbudt kvinderne gratis entré og en gratis drink.

Tilbuddene fremgik af plakater uden for diskoteket samt af facebook og diskotekets egen hjemmeside.

Diskoteket ændrede efterfølgende deres koncept, så tilbuddene i stedet var gældende for alle, der kom i dametøj.

Klager havde besøgt diskoteket i forbindelse med klagen.

Parternes bemærkninger
Klager mener, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn, ved at han ikke kunne gøre brug af de fordelagtige tilbud, alene fordi han er mand.

Klager påstår, at alle diskotekets tilbud kun var gældende for kvinder.

Klager henviser til, at der ikke er ændret i konceptet, da det stadig fremgår af tilbuddet, at det er Ladies Party Night, og at der er “ALT TIL DAMERNE”.

Indklagede påstår, at deres koncept ikke længere er i strid med lovgivningen.

Indklagede mener, at konceptet nu er kønsneutralt, efter at de har ændret det til “en gratis drink til alle der kommer i dametøj”.

Indklagede henviser til, at de ikke ønsker at bryde lovgivningen i deres markedsføring.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har udsat klager for direkte forskelsbehandling, ved ikke at have samme tilbud til mænd, som de havde til kvinder.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har udøvet indirekte forskelsbehandling ved, at tilbuddene efterfølgende var gældende for alle der kommer i dametøj.

Nævnet har herved lagt vægt på, at det overvejende er kvinder, der er iført dametøj sammenholdt med tilbuddets ordlyd.

Indklagede har ikke meddelt nævnet oplysninger, der kan danne grundlag for en vurdering af, om tilbuddet kan være begrundet i et legitimt formål m.v.

Indklagede har derfor overtrådt ligestillingsloven

Godtgørelse
Det fremgår af Rådets direktiv 2004/113/EF, artikel 14 om sanktion, at: “Medlemsstaterne fastsætter de sanktioner, der skal anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, og træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sanktionerne bliver anvendt. De iværksatte sanktioner, der kan omfatte udbetaling af erstatning til ofret, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.”

Ligebehandlingsnævnet finder, at der i en situation som den foreliggende, hvor klageren var mødt op hos indklagede og ikke kunne benytte sig af de samme tilbud som diskotekets kvindelige gæster, foreligger en krænkelse, som berettiger klager til en godtgørelse. Dette er også nødvendigt af hensyn til effektiv overholdelse af reglerne om ligestilling af kvinder og mænd.

Nævnet tilkender derfor klager en godtgørelse, der fastsættes til 2.500 kr.

Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrenter fra den 9. februar 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

  1. § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1. om nævnets kompetence
  2. § 9, stk. 1, om klagebehandling
  3. § 12, stk. 2, om klagebehandling
  1. § 1a, stk. 1, nr. 1, om lovens anvendelsesområde
  2. § 2, stk. 1 og stk. 2, om forbud mod direkte forskelsbehandling
  3. § 2, stk. 4, om delt bevisbyrde
  4. § 3c om godtgørelse

Afgørelsen hos Retsinformation.

Italien. Kirurgisk indgreb er ikke et absolut krav for tilladelse til kønsskifte, fastslog en Italiensk domstol den 11. marts 2011.

Vist 22 gange.
Italien

Italien

Den civile domstols første afdeling i Rom, Italien afsagde den 11. marts 2011 dom i sag nr. 5896 om, at en mand til kvinde transkønnet person i medfør af artikel 2 og 3 i lov nr. 164 fra 1982 skal have tilladelse til at skifte køn uden sterilisation, idet sterilisation ikke er et absolut krav.
Dommen, der blev offentliggjort den 6. juli 2011, er endelig og kan ikke ankes.

Lov nr. 164 fra 1982 omhandler tilladelse til kirurgisk kønsskifte og berigtigelse af civilstand i offentlige registre, udstedelse af ny korrigeret fødselsattest mm.

Af dommen fremgår, at en transkønnet, der biologisk var født som mand, ønskede tilladelse til juridisk kønsskifte, men ikke ønskede operative indgreb.
Den transkønnede havde siden barndommen følt sig som pige/kvinde, havde lige så længe psykologisk og adfærdsmæssig været typisk kvindelig, havde siden 2003 været i behandling med kvindelige kønshormoner og havde en typisk kvindelig figur.
Der forelå dokumentation for diagnosen kønsidentitetsforstyrrelse.

Domstolen fandt, at medicinsk og kirurgisk behandling som nævnt i lov nr. 164 fra 1982 ikke var absolutte krav, men kun skulle finde anvendelse i tilfælde, hvor det var nødvendigt for at sikre en transseksuel person en stabil mental og fysisk balance, når uoverensstemmelserne mellem det anatomiske og psykiske køn medførte konflikt og en generel afvisende holdning til de anatomiske kønsorganer.
Når der ikke var en sådan konflikt, fandtes der i loven ikke at være krav om kirurgiske indgreb for at tillade korrektion af fødselsattesten.

Domstolen anførte også, at den forfatningsmæssige forestilling om kønsidentitet tager højde for, at kønnet ikke alene er bestemt af de eksterne kønsorganer, men også af personlige psykologiske og sociale elementer.

Det lagdes også til grund, at pågældende i dag havde opnået en tilfredsstillende balance i sit liv – selv i seksuelle forhold – hvorfor et kirurgisk indgreb fandtes upassende og unødigt risikabelt.
Videre lagdes det til grund, at kønshormonbehandlingen havde gjort, at den pågældendes evne til som mand at reproducere sig stærkt reduceret.

Domstolen bestemte derfor, at den pågældende havde krav på at få anerkendt et kønsskifte uden kirurgiske indgreb, og at myndighederne skulle ændre pågældendes kønsbetegnelse fra mand til kvinde og det mandlige fornavn til det ønskede kvindelige fornavn.

* * *
Dommen på italiensk i pdf-format hos EqualJus.
Kort omtale af dommen på engelsk hos EqualJus.
Kort omtale af dommen og sagsnummer mm. på engelsk hos EqualJus.

Forskelsbehandling mellem mænd og kvinder ved beregning af forsikringsydelser forbudt efter 2012 jf. EU-Domstolens dom – C-236/09 – den 1. marts 2011.

Vist 20 gange. Den 4. marts 2011 orienterede Folketingets Erhvervsudvalg – 2010-11 ERU alm. del Bilag 174 – om, at EU-Domstolen forbyder forskelsbehandling mellem mænd og kvinder ved beregning af forsikringsydelser efter 2012.

Sammenfatning
EU-Domstolen har i dommen af 1. marts 2011 – C-236/09 – slået fast, at forskelsbehandling af mænd og kvinder ved beregning af forsikringsydelser skal være slut efter den 21. december 2012. Sagen drejede sig om gyldigheden af EU Direktiv 2004/113/EF, som sikrer ligebehandlingen af mænd og kvinder i forbindelse levering af varer og tjenesteydelser. Efter direktivet kan medlemsstaterne på visse betingelser gøre brug af en undtagelsesordning.
Da undtagelsesordningen imidlertid er uden fast udløbsdato, fandt Domstolen, at den var i strid med traktaten og EU-charteret om grundlæggende rettigheder. Derfor annullerede Domstolen undtagelsesbestemmelsen med virkning fra den 21. december 2012.

Hvad bestemmer direktivet?
Direktiv 2004/113/EF forbyder enhver forskelsbehandling mellem mænd og kvinder i forbindelse levering af varer og tjenesteydelser.
Således opstiller direktivets artikel 5, stk. 1, følgende regel:
“Medlemsstaterne skal sikre, at anvendelse af køn som en faktor ved beregning af præmier og ydelser i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser i alle nye kontrakter, der senest er indgået efter den 21. december 2007, ikke fører til forskelle i enkeltpersoners præmier og ydelser”.
Direktivet indeholdt dog en undtagelse til denne regel. Medlemsstaterne kunne nemlig inden den 21. december 2007 tillade forholdsmæssigt afpassede forskelle i enkeltpersoners præmier og ydelser, “hvis anvendelsen af køn er en afgørende faktor ved risikovurderingen, der er baseret på relevante og nøjagtige aktuarmæssige og statistiske data”.

Domstolen konkluderede, at bestemmelsen om, at medlemsstaterne uden tidsbegrænsning kan opretholde en undtagelse til reglen om ikke-kønsrelaterede præmier og ydelser, er i strid med direktivets formål om ligebehandling af mænd og kvinder, og uforenelige med EU’s charter om grundlæggende rettigheder.

Domstolen annullerer derfor undtagelsen i Direktiv 2004/113/EF med virkning fra den 21. december 2010.

Dommens betydning for Danmark.
Dommen betyder, at der fra den 21. december 2012 ikke længere må tegnes forsikringer, som indebærer en kønsmæssig forskelsbehandling i forhold til forsikringsydelser og -præmier. Eftersom direktivet omfatter alle private forsikringer og pensioner, der er frivillige og uafhængige af ansættelsesforhold, vil en række forsikringsordninger blive berørt.

I Danmark er Direktiv 2004/113/EF bl.a. gennemført gennem en ændring af ligestillingsloven af 2007, som også åbner mulighed for at benytte undtagelsen om kønsdifferentieret beregning af forsikringspræmier og -ydelser m.v. Det vil derfor også være nødvendigt at ændre loven.
Herhjemme benytter en række forsikringsselskaber muligheden for at gøre forskel på køn ved beregning af forsikringspræmier og -ydelser. Det gælder bl.a. inden for bilforsikringer og inden for inden for pensionsforsikringer.

Folketingets journal vedrørende redegørelsen.
Redegørelsen i sin helhed i pdf-format.
Dommen i sin helhed på EUR Lex.
Dommen i sin helhed i pdf-format.
InfoCuria vedrørende dommen.

P.V. mod Spanien – Application no. 35159/09. Transseksuels samkvem med søn. ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den18. juni 2009. Dom den 30. november 2010.

Vist 41 gange.
Sagen P.V. mod Spanien.
Sagen blev indgivet til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 18. juni 2009 og journaliseret under application no. 35159/09.

Den 30. november 2010 offentliggjorde justitssekretæren ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en pressemeddelelse om, at domstolen samme dag havde afsagt dom i sagen.

Domstolen fastslog,
at begrænsningen af samkvemsarrangementerne ikke havde medført forskelsbehandling på grund af sagsøgerens transseksualitet, og konkluderede, at der ikke var sket nogen overtrædelse af artikel 8 sammenholdt med artikel 14.

Pressemeddelelse udsendt af justitssekretæren ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Nr. 910.
30.november 2010.

Begrænsning af samværsarrangement mellem en transseksuel og hendes seks-årige søn var bedst for barnets tarv.

I dagens dom truffet af kammeret [a] i sagen om P.V. mod Spanien (ansøgning nr. 35159/09), som ikke er endelig, [1b] fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol enstemmigt:

Der havde ikke været nogen overtrædelse af artikel 8 (ret til respekt for privat- og familieliv) sammenholdt med artikel 14 (forbud mod forskelsbehandling) i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Principielle fakta
Sagsøgeren, P.V. er en spansk statsborger, som er født i 1976 og bor i Lugo (Spanien). Hun er en mand til kvinde transseksuel, der forud for sit kønsskifte, fik en søn med P.Q.F. i 1998. Da de blev separeret i 2002, godkendte dommeren en mindelig aftale, de havde indgået, hvorved forældremyndigheden over barnet blev tildelt til moderen og forældreansvar til begge forældre i fællesskab. Aftalen indebar en samkvemsordning om, at barnet hver anden weekend og halvdelen af skolens ferie skulle tilbringes hos sagsøgeren.

I maj 2004 ansøgte P.Q.F. om, at P.V. blev frataget forældreansvaret, og at samkvemsordningen og enhver mellem faderen og barnet blev suspenderet med den begrundelse, at faderen havde udvist manglende interesse for barnet, og tilføjede, at P.V. var midt i hormonbehandling med henblik på at kønsskifte og som regel bar makeup og var klædt som en kvinde. P.Q.F.’s ansøgning blev afvist for så vidt angik det første punkt.

Hvad angik kontakt arrangementer besluttede dommeren at begrænse dem i stedet suspendere dem helt. Da den sædvanlige samkvemsordning ikke kunne gennemføres på grund af P.V.’s manglende følelsesmæssige stabilitet, blev samkvemmet ændret til et tre-timers møde hver anden lørdag “indtil [P.V.] havde fået foretaget kønsskifteoperation og var kommet sig fuldstændigt fysisk. Dommeren påpegede, at P.V. var begyndt kønsskifteprocessen kun få måneder tidligere, og at den medførte vidtrækkende ændringer i alle aspekter af hendes liv og personlighed og dermed en følelsesmæssig ustabilitet – en karakteristisk påpeget af psykologen i dennes erklæring.

Denne beslutning blev stadfæstet af Audiencia Provincial, som gentog, at almindelige samkvemsordninger kunne underminere barnets følelsesmæssige stabilitet. Barnet skulle gradvist vænne sig til sin fars beslutning, hvilket han var i færd med at gøre, da de havde et følelsesmæssigt godt forhold. Hvad angår sagsøgerens indvending mod psykologen, der havde udarbejdet rapporten, der blev fremlagt i Audiencia Provincial, konstateredes det, at indvendingen ikke var fremført i tide.

Samkvemsordningen blev forlænget i februar 2006 til fem timer hver anden søndag og senere, i november 2006, til cirka otte timer hver anden lørdag og hver anden søndag.

I december 2008 blev en Amparo [c] appel fra sagsøgeren afvist. Forfatningsdomstolen fastslog, at grunden til at begrænse samkvemsordning ikke havde været P.V.’s transseksualitet, men hendes manglende følelsesmæssige stabilitet, som havde medført en reel og betydelig risiko for at forstyrre hendes søns følelsesmæssige trivsel og udviklingen af hans personlighed – i betragtning af, at sønnen var seks år gammel på tidspunkt for den sagkyndiges rapport – og fasen af hans udvikling på daværende tidspunkt. Domstolen fastslog, at med denne beslutning, havde de retslige myndigheder taget hensyn til barnets tarv og vægtet disse mod forældrenes, og ikke til P.V.’s status som transseksuel.

Klager, procedure og sammensætning af Retten
Med henvisning til artikel 8 (ret til respekt for privat- og familieliv) sammenholdt med artikel 14 (forbud mod forskelsbehandling) har sagsøgeren klaget over de restriktioner bestemt af en dommer om samkvem med sin søn med den begrundelse, at hendes manglende følelsesmæssige stabilitet efter kønsskiftet var egnet til at forurolige barnet, der havde været seks år gammel på det tidspunkt.

Ansøgningen blev indgivet til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 18. juni 2009.

Dommen blev givet ved i et kammer med syv dommere sammensat således:
Josep Casadevall (Andorra), præsident,
Elisabet Fura (Sverige),
Corneliu Bîrsan (Rumænien),
Bostjan M. Zupancic (Slovenien),
Alvina Gyulumyan (Zupancic ),
Egbert Myjer (Nederlandene),
Luis López Guerra (Spanien), dommere
og Santiago Quesada, justitssekretær.

Domstolens afgørelse
Retten var enig i, at da de havde erfaret om P.V.’s kønslige følelsesmæssig ustabilitet, havde de spanske domstole vedtaget samkvemsarrangementer, som var mindre gunstige for hende, end dem, der er fastsat i separationsaftalen.

Domstolen understregede, at selv om der ikke var tale om seksuel orientering var sagsøgerens tilfælde, transseksualitet, et begreb, der var omfattet af artikel 14, der indeholdt en ikke-udtømmende liste over forbudte grunde til forskelsbehandling.

Medens følelsesmæssig forstyrrelse ikke var blevet betragtet som en tilstrækkelig grund til at begrænse samkvemmet, havde den afgørende begrundelse for begrænsningen været risiko for at forstyrre barnets psykiske trivsel og udviklingen af hans personlighed. Desuden var P.V.’s manglende følelsesmæssige stabilitet blevet bemærket i en psykologisk sagkyndig erklæring, som hun havde haft lejlighed til at gøre indsigelse mod.

I stedet for at suspendere samkvemmet helt, havde dommeren fastsat et gradueret samkvem og vurdere situationen hver anden måned på grundlag af erklæringer. Fra et tre-timers møde hver anden uge under professionel overvågning, blev samkvemsordninger i sidste ende forlænget til otte timer hver anden lørdag og hver anden søndag. Det altoverskyggende faktor i beslutningen havde været barnets tarv og ikke sagsøgerens transseksualitet, idet målet var, at barnet gradvist kunne blive vant til sin fars kønsskifte. Domstolen bemærkede endvidere, at samkvemsordningerne var blevet forlænget, selv om der ikke havde været nogen ændring i ansøgerens kønsstatus i denne periode.

Retten fandt derfor, at begrænsningen af samkvemsarrangementerne ikke havde medført forskelsbehandling på grund af sagsøgerens transseksualitet og konkluderede, at der ikke var sket nogen overtrædelse af artikel 8 sammenholdt med artikel 14.

Dommen er kun tilgængelig på fransk.

Denne pressemeddelelse er udarbejdet af justitssekretæren. Den er ikke bindende for Domstolen.

Noter

  1. [Retur] I henhold til artikel 43 og 44 i konventionen er kammerets dom ikke er endelig. I tre måneder efter afsigelsen, kan enhver part anmode om, at sagen henvises til Store Afdeling i Retten. Hvis en sådan anmodning fremsættes, vil et panel bestående af fem dommere afgøre om sagen fortjener yderligere undersøgelse. I så fald vil den store afdeling behandle sagen og afgive en endelig dom. Hvis anmodningen om henvisning afvises, vil dommen blive endelig den pågældende dag.
    Når en dom er endelig, fremsendes den til Europarådets juridiske afdeling for tilsyn med dens gennemførelse.

Noter af Tina Thranesen

  1. [Retur] Når Menneskerettighedsdomstolen har modtaget en klage, er det i første omgang Domstolens sekretariat, der ser på sagen.
    Klagen vil herefter blive behandlet i en komité på 3 dommere, eller i et kammer der består af 7 dommere.
  2. [Retur] Hvis staten eller klageren mener, at kammerets dom er forkert, kan de hver især inden 3 måneder efter den dag, hvor dommen er afsagt, anmode om, at sagen indbringes for Storkammeret.
    Et udvalg på 5 af Storkammerets dommere skal derefter beslutte, om sagen skal indbringes for Storkammeret. Det skal den, hvis udvalget mener, at sagen rejser et væsentligt spørgsmål om fortolkningen eller anvendelsen af konventionen eller protokollerne, eller at den vedrører et væsentligt emne af generel vigtighed.
    Godkender udvalget en anmodning om, at sagen indbringes for Storkammeret, vil Storkammerets dom være den endelige afgørelse af sagen.
    Hvis udvalget ikke mener, at sagen rejser væsentlige spørgsmål eller vedrører et væsentligt emne, er kammerets dom den endelige afgørelse af klagesagen. Det er kammerets dom også, hvis klagesagens parter ikke inden udløbet af fristen på 3 måneder har bedt om, at sagen henvises til Storkammeret.
  3. [Retur] En særlig forfatningsmæssig retsordning til beskyttelse af forfatningsmæssige rettigheder, som især findes i spansktalende lande.

Der tages forbehold for eventuelle oversættelsesfejl. Ved brug til dokumentation henvises til den originale engelsprogede pressemeddelse.
Tina Thranesen.

Pressemeddelelsen i pdf-format.
Dommen på fransk.

Olin Yuri Winn-Ritzenberg, transmand i New York fik den 21. oktober 2009 ret til fornavneskift.

Vist 88 gange.
Olin Yuri Winn-Ritzenberg

Olin Yuri Winn-Ritzenberg

State Supreme Court – Højesteret – i New York fastslog den 21. oktober 2009, at en transkønnet person, der søger navneskift, ikke behøver at fremlægge bevis for medicinske begrundelser for navneændringen, som en underret havde bestemt. Domstolen bestemte dermed, at der ikke kunne stilles krav til transkønnede, som ikke blev stillet til andre borgere, der ønskede fornavneskift.

Den 18. februar 2009 ansøgte den 26-årige transmand, Olin Yuri Winn-Ritzenberg om rettens tilladelse til at skifte sit fødenavn, Leah Uri Winn-Ritzenberg til sit selvvalgte navn Olin Yuri Winn-Ritzenberg, idet han ønskede, at fornavnet skulle svare til hans mandlige kønsidentitet. Olin Yuri Winn-Ritzenberg er født i Louisiana, og hans fødselsattest anfører, at han er en kvinde. Han har ikke været gift, har ingen børn, har aldrig været i konflikt med loven og er ikke insolvent

Den 27. februar 2009 nægtede Civil Court (underretten) i New York ham ret til det ønskede fornavneskift med begrundelsen, at der manglede en erklæring fra en læge, psykolog eller socialrådgiver om, at navneændringen var en nødvendighed. Dommeren, J. Mendez, har nægtet flere andre transkønnede fornavneskift med samme korte begrundelse.

Den 21. oktober 2009 afgjorde the Supreme Court i New York (Højesteret) sagen ved at meddele, at ønsket om navneskiftet skulle imødekommes. Der var ingen lovmæssige grunde til at nægte ønsket, og der var ikke lovmæssig grund til at kræve erklæringer fra læge, psykolog eller socialrådgiver.
Rettens afgørelse blev truffet på grundlag af skriftlige indlæg.

Det skal anføres, at lovgivningen i New York ikke stiller specielle krav for at få tilladelse til navneskift – heller ikke fornavneskift – og der er ingen bestemmelser om, at fornavnet skal være kønsbestemt.

Olin Yuri Winn-Ritzenberg fik bistand fra organisationen Transgender Legal Defense & Education Found (TLDEF), der stillede advokatbistand til rådighed i appelsagen.
På deres hjemmeside omtaler de den vigtige retsafgørelse og slutter af med ordene:
Det er mange måneder siden, vi indgav ankeskrift i denne sag. Vi stillede spørgsmålene: Hvem bestemmer? Hvem bestemmer, hvad din kønsidentitet er? Læger, embedsmænd eller administratorer? Eller er det hver enkelt af os som selvstændige individer? Efter disse mange måneder er vi meget glade for at have lukket cirklen med en sejr for frihed og selvbestemmelse.

Da afgørelsen var offentliggjort, udtalte Olin Yuri Winn-Ritzenberg, at det betød, at han endelig kan ændre sit navn og komme videre med sit liv, at hans kønsskifte har været en lang rejse, og at ingen er bedre til at vide, om et navneskift er bedst for ham, end han selv er.

* * *
Ankeskriftet af 11. maj 2009 fra Transgender Legal Defense & Education Found til New York Supreme Court, der yderst detaljeret redegør for, at underrettens afgørelse bør omgøres og tilladelse til navneskiftet gives.
Supplement af 7. juli 2009 til ankeskriftet med detaljeret gennemgang afsagen, erklæringer fra en længere række juridiske specialister, detaljeret gennemgang aflovgrundlaget m.m. afsluttende med påstand om, at navneskiftet skal tillades.
Domsudskrift af 21. oktober 2009 fra Supreme Court, der kort meddeler, at navneskiftet skal tillades.
Artikel den 21. oktober 2009 hos Transgender Legal Defense & Education Found om dommen.

Sverige. Voksne må selv bestemme deres fornavn uanset navnets kønskarakter fastslog Regeringsrätten i Stockholm den 28. september 2009.

Vist 288 gange.
Sverige

Sverige

Regeringsretten i Stockholm afsagde den 28. september 2009 dom om, at voksne, myndige personer selv må bestemme deres fornavn, uanset hvilket køn de har, og uanset hvilket køn fornavnet betegner.

Krav mm.
Skatteverket påstår, at Regeringsrätten omstøder Kammarrättens dom og ønsker Skatteverkets afgørelse stadfæstet. Til støtte for sin påstand har Skatteverket bl.a. anført følgende.
Kammarrätten i Göteborg har i dommen den 15. oktober og den 14. november 2001 (Sag nr. 1426-2001 og 2053-2001) bedømt, at Malin og Kristina er uegnede fornavne for en mand.
Kammarrätten i Sundsvall fundet, at AA var berettiget til at tilføje fornavnet Madeleine.
To kammarrätter har således været uenighed i nøjagtig samme spørgsmål, nemlig om en voksen person i henhold til § 34 navneloven (1982:670) skal kunne anmelde tilføjelse af et fornavn som traditionelt bæres af personer af det modsatte køn.
Usikkerheden berører et stort antal sager.

AA afviste anken og fremførte bl.a. følgende.
Lovtekstens ordlyd er ikke en hindring for, at et navn, der ifølge Skatteverket anses for at være af “kvindelige natur”, godkendes som fornavn for en mand eller vice versa.
I forarbejderne til loven findes ikke noget, der kan betragtes som en hindring for, at en voksen person kan få et fornavn alene på grund af sit køn. Den del af forarbejdet til loven, som vedrører til køn refererer til en anden situation.
Der er heller ikke nogen samfundsmæssige hensyn at tilgodese i bedømmelsen, når voksne mennesker ansøger om at ændre eller tilføje fornavne.
Praktiske og hensigtsmæssige grunde taler også imod det, idet Skatteverket vil spares for en stor arbejdsbyrde med at skulle vurdere, om et fornavn har en kvindelig, mandlig eller unisex karakter.
Personer skal kunne få det navn, de ønsker, uden hensyn til deres køn.

Regeringsrättens begrundede afgørelse
AA har til Skatteverket anmeldt, at han ønskede sine to første navne E… J… slettet og ønskede at tilføje fornavnet Madeleine.
Af 34 § i navneloven fremgår klart, at et bestemt navn ikke kan godkendes, hvis det kan virke anstødeligt, kan medføre ubehag for dem, der bærer det, eller hvis det af anden grund ikke er egnet som fornavn. Udgangspunktet er derfor, at et navn kan godkendes, medmindre et af de anførte kriterier er til stede.
Madeleine er et almindeligt fornavn. Navnet kan i sig selv ikke vække anstød. Navnet, som AA har valgt, kan heller ikke forventes at medføre ubehag for ham.
Spørgsmålet er om den omstændighed, at navnet Madeleine traditionelt bæres af kvinder, gør, at Madeleine er uegnet som fornavn til en mand.
Valget af fornavn er en så personlig sag, at den enkelte skal have en omfattende valgfrihed. Det gælder især i tilfælde, hvor en voksen, myndig person ønsker at ændre, eller som i dette tilfælde, at tilføje et fornavn. Regeringsrätten finder, at der ikke er grund til at tro, at navnet Madeleine vil medføre ulempe for AA.
Derfor afvises anken.

Regeringsrättens dom
Dok. ID 78.389
Sag nr. 2893-09

Der tages forbehold for oversættelsen. Ved brug som dokumentation henvises til originalteksten. Tina Thranesen.

Svensk dom af 28. september 2009 fastslår, at voksne selv må bestemme deres fornavn uanset navnets kønskarakter.

* * *
Den svenske navnelov.
§ 34 lyder:
Som förnamn får inte godkännas namn som kan väcka anstöt eller kan antas leda till obehag för den som skall bära det eller namn som av någon annan anledning uppenbarligen inte är lämpligt som förnamn.

På dansk:
Et fornavn kan ikke godkendes, hvis det kan vække anstød eller må antages at føre til ubehag for den, som skal bære navnet, eller hvis det af anden grund ikke er egnet som fornavn.

Sexoverfald og vold den 13. april 2009 mod en transkvinde i Storbritannien kostede den 30. september 2009 gerningsmanden otte års fængsel.

Vist 36 gange.
Kiron Singh Chand

Kiron Singh Chand

Kiron Singh Chand, 20 år fra byen Llanelli i det sydlige Wales i Storbritannien blev den 10. september 2009 kendt skyldig i sexoverfald ved den 13. april 2009 i centrum af Llanelli at have tvunget en transkvinde til at udføre oralsex på sig. Straffen blev den 30. september 2009 af retten fastsat til otte års fængsel.

Offeret, en transkvinde, hvis identitet ikke er oplyst, tog den 12. april 2009 om aftenen en tur i byen en aften med nogle venner i Swansea og endte i de tidlige morgentimer den 13. april 2009 i bymidten i Llanelli omkring 20 – 25 km vest for Swansea. Hun var iført leggings og højhælede sko.
Da hun krydsede en gade omkring kl. 4 om morgenen, blev hun kontaktet af Kiron Singh Chand. De havde kun talt sammen i kort tid, da Chand forlangte, at hun skulle udføre oralsex på ham.
Da hun nægtede, begyndte han at slå hende og skubbede hende omkuld, trak sine bukser ned og tvang hende til at udføre oralsex sig.
Derefter lykkedes det hende at flygte efterladende sine sko og sin taske på jorden.

Kvinden anmeldte straks sexoverfaldet til politiet. Ved en retsmedicinsk undersøgelse blev der konstateret spor af sæd i kvindens mund.
På grundlag af kvindens forklaring og politiets øvrige undersøgelser blev den formodede gerningsmand identificeret som værende den 20-årige Kiron Singh Chand, der boede i Pottery Place i Llanelli – tæt ved stedet, hvor overfaldet fandt sted.
Kiron Singh Chand blev kort tid efter – omkring kl. 6 om morgenen – anholdt i sit hjem.

Chand nægtede indledningsvis overhovedet at have mødt eller set den overfaldne kvinde, men ændrede hurtigt sin forklaring til, at en kvinde havde tiltalt ham, da han var på vej hjem efter en bytur og tilbød ham oralsex. Da hun stak sin tunge ind i hans mund blev han vred og slog hende. Han nægtede fortsat, at der havde været tale om oralsex.
Da resultatet af en DNA-undersøgelse viste, at sæden fra kvindens mund stammede fra Chand, erkendte han, at hun havde udført oralsex på ham, men at hun gjorde det frivilligt.
Chand blev fremstillet i retten og varetægtsfængslet.

Under retssagen ved Swansea Crown Court, hvor der medvirkede nævninge, beskrev anklageren, at offeret, som transkvinde var meget sårbar. Hun skulle snart gennemgå en kønsskifteoperation, men har ændret sit fornavn til et kvindeligt.
Under hele retssagen blev offeret omtalt som en kvinde, idet dommeren, anklageren og forsvareren var enige om, at selv om hun endnu ikke havde fået foretaget en kønsskifteoperation, ville de i respekt for hendes ønske omtale hende som kvinde.

I retten forklarede Chand, at han var på vej hjem efter en nat i byen, da han hørte en kvindestemme tilbyde ham oralsex. Det tilbud tog han imod, men da han opdagede, at det ikke var en kvinde, følte han sig bedraget og frastødt ved, at han havde ladet en anden mand udføre oralsex på ham.
Denne forklaring afviste dommeren som den rene fantasi, og at han havde tvunget kvinden til oralsex for at straffe og ydmyge hende.
Han erkendte derfor vold mod kvinden, men nægtede sexoverfaldet.

Afslutningsvis fortalte Chand nævningene: “Min religiøse overbevisning tillader ikke en mand at have sex med en anden mand. Jeg har tre ældre brødre og jeg var flov over, at jeg havde ladet en anden mandlig udføre oralsex på mig. Jeg ønskede ikke nogen til at tro, jeg var bøsse“.

Nævningeting afviste imidlertid Chands forklaringer og kendte ham den 10. september 2009 Chand skyldig i både sexoverfald og vold.

Dommer John Diehl idømte den 30. september 2009 Chand otte års fængsel og udtalte, at Chand havde voldtaget hende for at “straffe og ydmyge hende”, da han blev klar over hun var transseksuel.
Dommeren udtalte videre til Chand: “Jeg tor ikke, at du vil forstå det, men det er ikke offerets skyld, at hun er transseksuel. Hun er særlig sårbar, og du har ikke vist nogen anger.”

* * *
Artikel den 9. september 2009 hos Pink News om sagen.
Artikel den 11. september 2009 hos Pink News om sagen og dommen.
Artikel den 1. oktober 2009 hos Pink News bragte sagen og strafudmålingen.

Schlumpf mod Schweiz – Application no. 29002/06. Om retfærdig rettergang, toårig observationsperiode og ret til respekt for privatliv og familieliv. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 9. januar 2009.

Vist 0 gange. Nadine Schlumpf fik afslag fra sygeforsikringsselskabet om at betale omkostningerne ved hendes kønsskifteoperation med den begrundelse, at hun ikke havde overholdt en toårig observationsperiode og ikke fik tilladelse til at føre lægelige vidner under retssagen i Schweiz, indbragte sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Dommen findes kun på fransk.
Der findes et resume på engelsk, som herunder bringes i dansk oversættelse af Tina Thranesen. Der tages forbehold for oversættelsen. Ved brug som dokumentation henvises til det originale resumé. Tina Thranesen.

Domstolen udtalte:
  • enstemmigt, at der havde været en overtrædelse af artikel 6 § 1 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med hensyn til retten til en retfærdig rettergang;
  • enstemmigt, at der havde været en overtrædelse af artikel 6, § 1 som vidt angår retten til en offentlig høring;
  • med fem stemmer for, at der havde været en overtrædelse af artikel 8 (ret til respekt for privatliv og familieliv).

I overensstemmelse med artikel 41 i konventionen (kun tilfredshed), tildelte Domstolen sagsøgeren om 15.000 € (EUR) for ikke-økonomisk skade og 8.000 € (EUR) til omkostninger og udgifter.

1. Vigtigste fakta
Sagsøgeren, Nadine Schlumpf, er en schweizisk statsborger, der blev født i 1937 og bor i Aarau, Schweiz. Hun blev ved fødslen registreret under navnet Max Schlumpf af hankøn.

Sagen vedrørte sagsøgerens sygeforsikringsselskab afslag på at betale omkostningerne ved hendes kønsskifteoperation med den begrundelse, at hun ikke havde overholdt en toårig observationsperiode for at give mulighed for en revurdering som retspraksis kræver i Federal Insurance Court (Den føderale forsikringsdomstol) som betingelse for udbetaling af omkostningerne ved sådanne operationer.

Sagsøgeren fremførte, at den psykologiske lidelse forårsaget af hendes kønsidentitetsforstyrrelse gik helt langt tilbage til barndommen og gentagne havde gange havde bragt hende til randen af selvmord. På trods af alt og selv om hun var cirka 40 år og var sikker på at være transseksuel, havde hun accepteret sit ansvar som mand og far, indtil hendes børn var vokset op, og hendes kone var død af kræft i 2002.
Sagsøgeren besluttede i 2002 at skifte køn, og fra da af levede hun som en kvinde. Hun begyndte hormonbehandling og psykiatriske og endokrinologiske behandlinger i 2003.

En eksperterklæring fra en læge i oktober 2004 bekræftede diagnosen mand til kvinde transseksualitet og erklærede, at ansøgeren opfyldte betingelserne for en kønsskifteoperation.

I november 2004 anmodede sagsøgeren SWICA, hendes sygeforsikringsselskaber, om at betale omkostningerne til kønsskifteoperation, og vedlagde en kopi af eksperterklæringen.
Den 29. november 2004 afviste SWICA at refundere omkostninger og bemærkede, at i henhold til retspraksis i Federal Insurance Court, den obligatoriske klausul om tilbagebetaling af omkostningerne til en kønsskifteoperation, som sygeforsikringer skulle omfatte, kun anvendes i tilfælde af “ægte transseksualitet”, som ikke kunne fastslås, før der havde været en observationsperiode på to år.

Den 30. november 2004 gennemgik sagsøgeren alligevel en vellykket operation.
I midten af december 2004 ansøgte hun på ny SWICA om refusion, men blev igen afvist.

I slutningen af januar 2005 påklagede sagsøgeren forgæves over denne afgørelse. Hun forsøgte at vise, at med det niveau lægevidenskaben havde nået, var det muligt at identificere sande tilfælde af transseksualitet uden at vente i to år. Hun foreslog også, at Senior Consultant i Zürich Psychiatric Clinic blev bedt om at afgive vidneforklaring i forbindelse med en yderligere undersøgelse.

Den 14. februar 2005 blev sagsøgeren civilstand ændret for at svare til hendes kønsskifteoperation, og hun blev registreret under fornavnet Nadine.

I begyndelsen af april 2005 påklagede sagsøgeren afslaget til den kantonale forsikringsdomstol og bad om en offentlig høring. Da den kantonale forsikringsdomstol informerede hende om muligheden for at sende sagen tilbage til sygeforsikringsselskabet for yderligere en undersøgelse, frafaldt sagsøgeren denne klagen, men tilkendegav, at frafaldet ikke gjaldt, hvis sagen skulle for Federal Insurance Court eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

I juni 2005, uden at have afholdt et retsmøde, afviste den kantonale forsikringsdomstol sygeforsikringsselskabets afvisning af at betale omkostningerne til kønsskifteoperationen og hjemviste sagen til en yderligere undersøgelse og revurdering.

I juli 2005 appelleret SWICA til Federal Insurance Court og påstod, at den kantonale forsikringsdomstol havde tilsidesat Federal Insurance Courts retspraksis om, at omkostningerne kun kunne refunderes efter en periode på to år og anførte desuden, at eksistensen af en sygdom ikke var blevet konstateret.

I september 2005 anmodede sagsøgeren udtrykkeligt Federal Insurance Court om en offentlig høring, og anmodede om, at det sagkyndige vidne skulle besvare spørgsmål om behandling af transseksualitet. Hendes anmodning blev afvist, bl.a. fordi Federal Insurance Court fandt, at de relevante spørgsmål var af juridisk art, hvorfor en offentlig høring ikke var nødvendig. Federal Insurance Court bekræftede også relevansen af den toårige observationsperiode. Det bemærkes, at på trods af hvad forskellige eksperter havde fremlagt under sagen og niveauet moderne lægevidenskab havde nået, var forsigtighed af afgørende betydning, navnlig i betragtning af, at operationen var irreversibel og ønsket om at undgå uberettigede operationer.

Federal Insurance Court bemærkede, at på tidspunktet for operationen, havde ansøgeren været under psykiatrisk observation i mindre end to år, og fastslog, at sygeforsikringsselskabet havde været berettiget til at nægte at refundere omkostninger.

2. Procedure og sammensætningen af Domstolen
Ansøgningen blev indgivet til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 7. juli 2006.
Dommen blev afsagt af en afdeling med syv dommere, sammensat således:
Christos Rozakis (Grækenland) retspræsident, og dommerne Nina Vaji? (Kroatien), Khanlar Hajiyev (Aserbajdsjan), Dean Spielmann (Luxembourg), Sverre Erik Jebens (Norge), Giorgio Malinverni (Schweiz), George Nicolaou (Cypern), samt retssekretær Søren Nielsen.

3. Sammendrag af dommen
Klager
Med henvisning til artikel 6 § 1 (ret til en retfærdig rettergang) har sagsøgeren klagede over en krænkelse af hendes ret til en retfærdig rettergang og til en offentlig høring. Hun hævdede endvidere, at der i strid med artikel 8 (ret til respekt for privatlivet) ikke var sket en rimelig afvejning mellem hendes og sygeforsikringsselskabets interesser.

Domstolens afgørelse
Artikel 6 § 1
Domstolen fandt, at det var urimeligt ikke at acceptere ekspertudtalelser, især da det ikke var i ubestridt, at sagsøgeren var syg. Ved at nægte sagsøgeren mulighed at føre et sådant bevis, på grundlag af en abstrakt regel, som havde sin oprindelse i to af deres egne beslutninger i 1988, havde Federal Insurance Court erstattet sin opfattelse i stedet for den medicinske professions, selv om Federal Insurance Court tidligere havde fastslået, at afgørelsen om behovet for kønsskifteoperationen ikke var et spørgsmål om retslig vurdering.

Domstolen fastslog, at sagsøgerens ret til en retfærdig rettergang hos Federal Insurance Court var blevet tilsidesat i strid med artikel 6 § 1.

Domstolen gentog, at den offentlige karakter af en retssag var et grundlæggende princip i ethvert demokratisk samfund og understregede en parts ret til en offentlig høring ved mindst en instans. Det bemærkedes, at sagsøgeren ikke kunne anses for at have givet afkald på retten til en offentlig høring i Federal Insurance Court.

Domstolen bemærkede, at da spørgsmålet om sagsøgerens kønsskifteoperation ikke udelukkende var en juridisk eller teknisk sag, og i betragtning af uenighed mellem parterne med hensyn til nødvendigheden af observationsperioden, var en offentlig høring nødvendig.

Derfor fastslog Domstolen, at sagsøgerens ret til en offentlig høring i strid med artikel 6 § 1 ikke var blevet overholdt.

Artikel 8
Den schweiziske regering fremførte, at for at begrænse sygeforsikringsomkostningerne i almenhedens interesse var det nødvendigt at sætte grænser for de ydelser, der skal refunderes. Sagsøgeren fremførte, at hendes alder berettigede til en undtagelse og hævdede, at hun ikke havde været vidende om kravet om en toårig observationsperiode før efter operationen.

Domstolen fandt, at fristen på to år, især henset til ansøgerens alder af 67 år, var egnet til at påvirke hendes beslutning, om hvorvidt hun skulle have operationen, og dermed skade hendes frihed til at bestemme sin kønsidentitet.

Domstolen påpegede, at konventionen garanterer retten til personlig selvrealisering og gentog, at begrebet “privatliv” kunne omfatte aspekter af kønsidentitet. Den noterede den særlige betydning af spørgsmålet, der vedrørte et af de mest intime aspekter af privatlivet, nemlig en persons kønsidentitet, i relation til afvejning af den almene interesse i forhold til interessen hos den enkelte.

Domstolen fandt, at respekten for ansøgerens privatliv krævede, at der for at undgå en mekanisk anvendelse af de to års forsinkelse blev taget hensyn til de medicinske, biologiske og psykologiske kendsgerninger, som utvetydigt var fremført af medicinske eksperter. Den konkluderede, at under hensyn til sagsøgerens meget særlig situation, og i betragtning af den sagsøgtes statslige funktion i forhold til et spørgsmål vedrørende et af de mest intime aspekter af privatlivet, var der ikke udvist en rimelig balance mellem sygeforsikringsselskabets og sagsøgerens interesser.

Der havde derfor været en overtrædelse af artikel 8.

Dommerne Vaji? og Jebens udtrykte en fælles delvist afvigende udtalelse, der er knyttet til dommen.

Resuméet er ikke bindende for Domstolen.

Resuméet på engelsk hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Dommen på fransk hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Kommunes forbud, mod at mænd bar korte bukser, var efter Ligestillingsnævnets afgørelse den 4. december 2008 ulovlig. KEN. nr 11085.

Vist 86 gange.
Ligestillingsnævnet

Ligestillingsnævnet

Kommunes forbud mod, at mænd bar korte bukser, var efter Ligestillingsnævnets afgørelse den 4. december 2008 ulovlig.
Ligestillingsnævnets afgørelse nr. 23 / 2008
Resume:
Nævnet fandt, at en kommune havde handlet i strid med ligebehandlingslovens § 4 i forbindelse med et forbud for mænd mod at bære korte bukser i arbejdstiden.

En mand blev ansat som økonomikonsulent i en kommune den 1. marts 2005. I forbindelse med kommunesammenlægningen blev han den 1. januar 2007 i stedet ansat i en anden kommune. I den kommune, hvor manden tidligere havde været ansat, havde der ikke været regler angående påklædning, hvorfor det var kutyme at mænd kunne bære korte bukser i arbejdstiden. Chefen i den nye kommune ønskede dog ikke, at hans mandlige medarbejdere skulle gå i korte bukser, hvorfor han forbød de mandlige medarbejdere at bære korte bukser i arbejdstiden. Chefen informerede manden om dette primo maj 2007. Da manden efterfølgende mødte i korte bukser, modtog han en advarsel.
Manden gjorde gældende, at forbudet er i strid med ligebehandlingsloven fordi det alene gælder for de mandlige medarbejdere, mens de kvindelige medarbejdere gerne må bære korte bukser i arbejdstiden.
Kommunen gjorde gældende, at mænd i korte bukser leder tankerne hen på afslapning og ferie, og at forbudet var nødvendigt for at opretholde kommunens omdømme som seriøse samarbejdspartnere.
Ligestillingsnævnet fandt ikke, at kommunen havde begrundet tilstrækkeligt, hvorfor det alene signalerer afslapning og ferie, når mænd bærer korte bukser i arbejdstiden, mens det samme ikke er gældende for kvinder. Nævnet fandt herefter, at kommunen havde handlet i strid med ligebehandlingslovens § 4 i forbindelse med forbudet.

* * *
Sagsfremstilling:
Ligestillingsnævnets afgørelse nr. 23 / 2008
Truffet den 4. december 2008

Medlemmer:
Tuk Bagger (formand)
Ruth Nielsen
Niels Waage

Jr.nr.: IRJ 2008-2747

Klagen drejer sig om forbud for mænd mod at bære korte bukser i arbejdstiden i en kommunal økonomiafdeling.

Ligestillingsnævnet har truffet følgende afgørelse:
Kommunen har handlet i strid med ligebehandlingslovens § 4.

Sagsfremstilling:
En mand blev ansat som økonomikonsulent i Nysted Kommune den 1. marts 2005. I forbindelse med kommunesammenlægningen blev han den 1. januar 2007 i stedet ansat ved Guldborgsund Kommune dog med samme stillingsbetegnelse.
I Nysted kommune fandtes der ikke regler for påklædning, hvorfor det var kutyme, at mænd kunne gå i korte bukser. Da manden efterfølgende kom til Guldborgsund Kommune, fik han en ny chef, der ikke ønskede, at mandlige ansatte skulle gå i korte bukser i arbejdstiden. Chefen informerede manden om dette primo maj 2007, da manden mødte på arbejde i korte bukser. Der er divergerende opfattelser af, hvordan samtalen forløb. Manden mener, at der blot var tale om en løs samtale mellem ham og hans chef om beklædning på arbejdspladsen, mens chefen mener at have udtrykt et forbud mod korte bukser. Primo juni 2007 mødte manden igen i korte bukser, hvorefter chefen indskærpede overfor ham, at det ikke var tilladt for afdelingens mandlige ansatte at bære korte bukser i arbejdstiden.

Efterfølgende var der en del mailkorrespondance om emnet mellem manden og hans chef, hvori det blandt andet blev drøftet, hvorvidt eventuelle retningslinier skulle drøftes i MED-udvalg inden vedtagelse. Da manden den 17. juli 2007 for tredje gang mødte på arbejde iført korte bukser, modtog han en skriftlig påtale.

Sagen er indbragt for Ligestillingsnævnet af mandens faglige organisation ved brev af 22. april 2008.

Parternes påstande:
Klageren finder, at reglerne for beklædning er i strid med ligebehandlingslovens § 4, idet de alene er forbeholdt mænd, og at indklagede bør betale en godtgørelse.

Indklagede finder ikke at have handlet i strid med ligebehandlingslovens § 4.

Parternes argumentation.
Klageren gør til støtte for sin påstand gældende, at reglerne for beklædning alene gælder mænd, og at det er tilladt for kvinder i afdelingen at gå i korte bukser, nederdele og lårkorte kjoler. Dette er ifølge manden et udtryk for forskelsbehandling, da kønnene bør behandles lige på arbejdspladsen.

Klageren finder ikke, at mænd og kvinder får ens arbejdsvilkår, når retningslinjerne er sådan, at mændene ikke må bære korte bukser i arbejdstiden. Han mener ikke, at de retningsliner, der var gældende på hans tidligere arbejdsplads, gav anledning til problemer, og han finder ikke, at indklagedes argumenter om, at shorts leder tankerne hen på afslapning og ferie, og at det virker uprofessionelt, er relevante, navnlig når chefen åbenbart ikke finder, at det virker uprofessionelt at kvinder går i lårkorte nederdele, nedringede bluser og badesandaler.

Han gør endvidere gældende, at han ikke har borgerkontakt, og at han kun sjældent har kontakt til eksterne samarbejdspartnere.

Indklagede gør til støtte for sin påstand gældende, at chefen for økonomi- og finansafdelingen, har ret til at udstede retningslinjer for sine medarbejdere.

Retningslinjerne er begrundet med, at chefen ønsker, at økonomi- og finansafdelingen bliver anset som seriøse samarbejdspartnere. Det har endvidere betydning, at medarbejderne i økonomi og finans har daglig kontakt med eksterne samarbejdspartnere, så som kommunens institutioner, chefer, direktører, politikere og eksterne pengeinstitutter, hvorfor afdelingen finder det nødvendigt at indføre retningslinjer for medarbejdernes påklædning, for at sikre at kontorets personale fremtræder som seriøse og troværdige samarbejdspartnere.

Mænd i korte bukser leder tankerne hen på afslapning og ferie, og virker uprofessionelt, og det er derfor berettiget, at mændene i afdelingen ikke må gå i korte bukser i arbejdstiden.

Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion.
Efter § 19 i ligestillingsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 1095 af 19. september 2007) kan Ligestillingsnævnet behandle sager om forskelsbehandling på grund af køn bl.a. efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. (ligebehandlingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 724 af 28. juni 2006), og en person, hvis rettigheder er krænket efter ligebehandlingslovens § 4, kan tilkendes en godtgørelse, jf. ligebehandlingslovens § 14.

Ifølge lov om ligebehandling § 4, skal enhver arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår.

Ligestillingsnævnet finder, at de af afdelingschefen besluttede retningslinjer for påklædning er i strid med ligebehandlingslovens § 4. Nævnet lægger herved vægt på, at reglerne alene gælder for mænd, således at kvinder har tilladelse til at gå i korte bukser. Det er ikke tilstrækkeligt begrundet, hvorfor det alene signalerer afslapning og ferie og er udtryk for uprofessionalisme, når mænd bærer korte bukser i arbejdstiden, mens det samme ikke er gældende for kvinder.

Efter det anførte lægger nævnet til grund, at Guldborgsund Kommune har handlet i strid med ligebehandlingslovens § 4.

Nævnet finder ikke grundlag for at tilkende manden godtgørelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at mandens tilsidesættelse af retningslinierne alene har ført til en påtale.

Tuk Bagger

* * *
Afgørelsen hos Retsinformation.

Esben Esther Pirelli Benestad den 3. oktober 2008 fundet skyldig i flere lovovertrædelser.

Vist 101 gange.
Esther Pirelli

Esther Pirelli

Den norske transkønnede læge og sexolog Esben Esther Pirelli Benestad er af Statens helsetilsyn fundet skyldig i flere lovovertrædelser.

Baggrunden er, at Benestad skulle have hjulpet transmænd med at få fjernet brysterne fuldstændigt. Da de ikke havde fået diagnosen transseksuelle, ville de selv skulle betale for operationen. Bennestad henviste dem derfor til en privat klinik for at få fjernet brysterne på grund af rygsmerter. Med denne diagnose var det en operation, som staten betalte – samme situation som for kvinder med for store bryster.

Denne praksis reagerede Statens helsetilsyn kraftigt på.
  1. Han har henvist tre kvindelige patienter med diagnosen nakkesyndrom til brystfjerning på en privatklinik. Det er en behandling, hvor staten betaler. Den reelle henvisning var imidlertid en bestilling på brystfjerning, som staten ikke betaler, men som patienterne selv skal betale, udtaler Grammeltvedt fra Statens helsetilsyn.
  2. Benestad har med denne henvisningspraktis bevidst vildledt det offentlige til at betale for et indgreb, som ikke er forhåndsgodkendt og dermed ikke skulle betales af det offentlige. Det er også en alvorlig sag for den privatpraktiserende plastikkirurg, som er blevet meddelt, at han skal stoppe med denne praksis.

Artikel den 3. oktober 2008 hos Aftenposten om, at Statens helsetilsyn har afgjort sagen mod Benestad med en advarsel.

Rigsadvokatens redegørelse – J.nr. RA-2006-120-0033 – af april 2008 om anvendelse af straffelovens § 81, nr. 6 og nr. 7, samt sager om overtrædelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.

Vist 0 gange. Rigsadvokaten følger udviklingen i anvendelsen af straffelovens § 81, nr. 6 og nr. 7, samt sager om overtrædelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.
I redegørelsen af april 2008 skal her alene omtales følgende, som vedrører den såkaldte Kjole-Ole sag.:

Pkt. 4.4.1. Sager, hvor der er rejst tiltale/endeligt afgjorte sager (Side 14 – 15)

I sagen havde en direktør, der samtidig var bestyrelsesmedlem i et aktieselskab, som drev en “Bang & Olufsen”- forretning, overtrådt lovens § 1, stk. 1, ved at have nægtet at betjene en mandlig transvestit, der indfandt sig i butikken iklædt kjole, på samme vilkår som andre, idet han oplyste prisen på en pladespiller til 10.000 kr. og bl.a. udtalte: “det er altså prisen, og så er du i øvrigt ikke velkommen i butikken, så lange du har det tøj på” og “hvis du går hjem og tager din mors tøj af, kan det være vi finder en bedre pris”. Direktøren har den 24. august 2007 vedtaget et bødeforelæg pa 2.000 kr. i anledning af overtrædelsen, og aktieselskabet har den 14. september 2007 vedtaget en bøde på 1.000 kr., jf. lovens § 3.

Rigsadvokatens redegørelse hos Anklagemyndigheden i pdf-format.

Y. Y. mod Tyrkiet – Application no. 14793/08. Om afslag på kønsskifte. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol 6. marts 2008.

Vist 9 gange. Den 6. marts 2008 blev sagen Y. Y. mod Tyrkiet – Application no. 14793/08 – indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Sagsøgeren var en tyrkisk statsborger født i 1981 og boende i Mersin.
Klageren var en ikke-kønsskifteopereret kvinde til mand transseksuel, der i de civile registre var registreret som kvinde. Han havde fra en tidlig alder følt sig som mand.

Den 30. september 2005 søgte han om tilladelse til at gennemgå en kvinde til mand kønsskifteoperation og at få ændret sin civilretslige status i fødselsregistret fra kvinde til mand.

Den 27. juni 2006 fik han afslag på ønsket om kønsskifteoperation. Flere lægeerklæringer anførte, at han var transmand, men stadig var fødedygtig. Afslaget blev begrundet med, at han stadig havde mulighed for at blive gravid.

Den 17. maj 2007 blev afgørelsen stadfæstet af en højere instans, og den 18. oktober 2007 fik han afslag på at få sagen indbragt for den højeste instans.

Sagsøgeren fandt sit privatliv krænket jf. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og med henvisning til artikel 6 i konventionen, at han ikke kan få indbragt sagen for højesteret.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i marts 2010 returneret sagen til de tyrkiske myndigheder til genvurdering, og har samtidig anmodet om at få mere præcise oplysninger om lovgivningen og andre betingelserne for adgang til en kønsskifteoperation.

Sagen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Kun på fransk.

Filippinernes højesteret afgjorde den 22. oktober 2007, at en kønsskiftet person ikke kan få ændret navn og kønsbetegnelse i sin fødselsattest.

Vist 30 gange.
Supreme Court

Supreme Court

Den 26. november 2002 søgte Mely Silverio underretten i Manila, Filippinerne om tilladelse til ændring af sit fornavn fra “Rommel Jacinto” til “Mely” og kønsbetegnelsen i sin fødselsattest fra “mand” til “kvinde”.

Underretten
Ansøgningen var indgivet under hendes mandlige fødenavn Rommel Jacinto Dantes Silverio.
Som grund anførte hun, at hun født i Manila, var mand til kvinde transseksuel, siden siden barneår havde følt sig som en pige/kvinde, havde været i behandling hos psykologer i USA, været i behandling med kønshormoner, fået brystforstørrende operation og den 27. januar 2001 fået foretaget en kønsskifteoperation i Bangkok, Thailand, hvilket var bekræftet af en læge i Filippinerne.
Yderligere anførte hun, at hun levede sit liv som kvinde, var forlovet og ønskde at blive gift.

Den 4. juni 2003 afsagde retten dom i favør til hende – i det væsentligste begrundet i, at hun ønskede at skabe overensstemmelse mellem oplysningerne i sin fødselsattest og nuværende køn.
Retten fandt, at det at give tilladelsen ville være mere i overensstemmelse med principperne i loven og dens ånd. Hun har altid følt sig som, opført sig som og nu fremstår fysisk som en kvinde, og det, at hun var født med en mandekrop, var ikke hendes eget valg, og burde derfor ikke tale imod hendes ønske.
Endvidere fandt retten, at der ikke var nogen, der kunne lide skade ved, at hendes ønske blev imødekommet – hverken enkeltpersoner eller samfundet som helhed. Yderligere ville tilladelsen give hende den glæde, at hendes og hendes forlovedes drømme kunne opfyldes.
Sluttelig var der ikke over for retten fremført noget, som talte imod hendes ønske – end ikke af myndighederne.
Retten bestemte derfor, at hendes ansøgning skulle imødekommes og bestemte, at folkeregistret i Manila på hendes fødselsattest skulle ændre hendes fornavn fra “Rommel Jacinto” til “Mely” og hendes køn fra “mand” til “kvinde”.

Appelretten
Den 18. august 2003 ankede den Filipinske stat afgørelsen til appelretten (nogenlunde svarende til landsretten i Danmark), idet det gjordes gældende, at der ikke var nogen lov, der gav tilladelse til ændring i en fødselsattest begrundet i et kønsskifte.
Appelretten afsagde den 23. februar 2006 dom i sagen i favør til staten og omgjorde dermed underrettens tilladelse.
I dommen anførte appelretten, at underretten ikke havde det fornødne lovgrundlag, idet der ikke fandtes nogen lov, som tillod ændringer af hverken navn eller køn i fødselsattester på grundlag af kønsskifteoperation.

Supreme Court
Sagen blev bragt for “Supreme Court” svarende til højesteret i Danmark.

Supreme Court stadfæstede den 22. oktober 2007 appelrettens afgørelse om, at hun ikke kunne få tilladelse til at få ændret fornavn og kønsbetegnelsen i sin fødeselsattest.
I dommen gennemgik retten detaljeret alle bestemmeler om fødselsattester og de muligheder, der fandtes for at ændre i attesterne og fastslog, at der ikke var lovhjemmel til at lave ændringer begrundet i en kønsskifteoperation.
Supreme Court udtrykte forståelse for hendes situation og hendes ønsker, men kunne ikke give tilladelse til de ønskede ændringer, når lovgrundlaget ikke gav mulighed for det og tilføjede, at det var en politisk sag at ændre lovgivningen.

Dommen fra Supreme Court af 22. oktober 2007 i sin helhed i pdf-format.
Artikel om dommen den 22. oktober 2007 hos Inquirer.

Irlands Højesteret pålagde den 19. oktober 2007 staten at ændre navn og kønsbetegnelse i en kønsskifteopererets fødselsattest.

Vist 388 gange. Da den irske “High Court” anden gang behandlede sagen, som Lydia Foy havde anlagt mod staten, fik hun endelig medhold i, at hun havde krav på at få ændret fornavn og kønsangivelse i sin fødselsattest.

* * *
Den 23. juni 1947 fik Ernest Mark Foy og Annice Mary Foy et drengebarn, der blev døbt Donal Mark.
Drengen voksede til, blev voksen, blev tandlæge, gift og fik sammen med sin hustru to børn.
Imidlertid følte han sig som en pige, og allerede i skoletiden begyndte han at iføre sig pigetøj.

Han begyndte at søge information om, hvorfor han følte sig som en pige. I en bog fandt han således ordet transseksuel, som blev beskrevet som en seksuel afvigelse. Det gjorde kun det hele mere forvirrende, og fyldte ham med skyldfølelse, så han gjorde alt for at undertrykke det.
Gennem sin studietid søgte han fortsat forklaringer på sin kønsidentitet, men selv om han nu havde bedre adgang til ordentlig litteratur, var det stadig svært at finde noget, der forklarede hans egen situation eller gav ham en tilfredsstillende forklaring på, hvad det var at være transseksuel. Herunder erfarede han om Jan Morris – en journalist, der fik foretaget en kønsskifteoperation i Casablanca

Den 21. december 1971 fik han eksamensbevis som tandlæge.
I 1975 mødte han den otte år yngre Ann Naughton med hvem han blev gift den 28. september 1977. Jennifer, deres første datter, blev født den 16. august 1978, og deres anden datter, Claire den 18. september 1980.
I 1983 rejste han til Saudiarabien for at arbejde dér i to år. Familien var ikke med.
Kontrakten blev forlænget og familien kom ned til ham indtil de efter kontraktens udløb flyttede sammen tilbage til Irland.

Fra omkring 1982 voldte konfliken mellem hans udvendige køn og indvendige følelse af at være kvinde ham store sjælelige vanskeligheder og resulterede i flere depressioner og konsultationer hos psykiatere.
Han fortalte herunder sin kone om, at han ind i mellem klædte sig i kvindetøj. Det kunne hun på ingen måde acceptere og ville absolut ikke have noget med at gøre og forbød ham, at han nævne noget om det igen til hende eller omtalte det for deres børn.

I 1989 kollapsede han og blev indlagt på et psyikiatrisk hospital den 24. september. Under den efterfølgende behandling fik han stillet diagnosen, at han var transseksuel.
Herefter fulgte behandling med kvindelige kønshormoner.

Foy fortalte sin kone om behandligen og diagnosen. Hun blev meget chokeret, men deltog i flere samtaler hos psykiateren, og fik forklaret om transseksualisme.
Men ægteskabet holdt ikke. I april 1990 flyttede Foy fra deres fælles bopæl og blev separeret den 14. juni og senere skilt.
Der fulgte flere retssager om skilsmisse og samkvem med børnene. De resulterede i, at Foy fik frataget retten til samkvem med børnene.
Den 25. juli 1992 gennemgik Foy en mand til kvinde kønsskifteoperation og tog navnet Lydia.

Kønsskiftet var for så vidt på alle måder en succes og hun fik udstedt både kørekort og pas med sit nye navn og kønsangivelsen anført som kvinde.
Men myndighederne ville ikke tillade, at Lydia Foy fik ændret navn og kønsbetegnelse på sin fødselsattest.
For at få ændret dette vigtige dokument anlagde Lydia Foy retssag mod staten.
Sagen kom for i den irske “High Court”, hvilket nogenlunde svarer til de danske landsretter. Den højeste domstol i Irland er “Supreme Court”.
Dommen – 1997 No. 131 JR – i sin fulde ordlyd hos British and Irish Legal Information Institute – BAILII.

Lydia Foy kæmpede imidlertid videre.
Hun ankede sagen til The Supreme Court”, der imidlertid i 2005 sendte sagen tilbage til fornyet behandling hos “High Court” med besked om, at “High Court” skulle genbehandle sagen og herunder tage stilling til en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Artikel den 20. oktober 2007 i Indepent, hvoraf det fremgår, at Lydia Foy vandt retssagen.
I dommen bestemtes det, at staten havde overtrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at staten skulle drage omsorg for, at lovgivningen blev ændtet, så hun kunne få ændret navn og kønsangivelse i sin fødselsattest.

L. mod Litaun – Application no. 27527/03 – Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bestemte den 11. september 2007, at Litauen skulle indføre lovgivning, der tillader kønsskifteoperationer.

Vist 0 gange. Den 11. september 2007 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dom i sagen L. mod Litauen – Application no. 27527/03.
L. er en transmand, som grundet manglende lovgivning ikke kunne få tilladelse til en kønsskifteoperation i Litaun. Domstolen afgjorde, at Litauen var forplitiget til at gennemføre den nødvendige lovgivning, således at L. kunne få tilladelse til at få foretaget sin kønsskifteoperation.
Dommen blev endelig den 31. marts 2008.

Artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om forbud mod tortur og nedværdigende behandling.
Domstolen fandt ikke, at der var sket overtrædelse af artiklen.
Artikel 8 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om respekt for privatliv og familieliv
Domstolen fandt, at der var sket overtrædelse af artiklen.
Domstolen bestemte, at Litauen skal indføre lovgivning, der tillader kønsskifteoperationer.
Domstolen tilkendte L. økonomisk erstatning.

Det er værd at bemærke, at Domstolen konsekvent omtalte L. som “hr., han og mand” uagtet L. juridisk efter litauiske lovgivning var en kvinde.

Herunder en oversættelse til dansk af den indledende procedure og Domstolens afgørelse. De mellemliggende partsindlæg, Domstolens bemærkninger dertil, og de afsluttende mindretalsudtalelser er ikke oversat, men gengivet på engelsk.

Der tages forbehold for oversættelsens rigtighed. Ved brug som dokumentation henvises til den originale engelske tekst.

Tina Thranesen.

* * *
Procedure – oversat til dansk
De mellemliggende partsindlæg – på engelsk
Domstolens afgørels – oversat til dansk
De afsluttende mindretalsudtalelser – på engelsk
Kildeangivelse

* * *
[Til indholdsfortegnelse] Procedure
1. Sagen startede med et sagsanlæg (nr. 27527 /03) mod Republikken Litauen indgivet til Domstolen i henhold til artikel 34 i konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (“konventionen”) af en litauisk statsborger, hr. L. (“ansøgeren”), den 14. august 2003. Formanden for afdeling tiltrådte sagsøgerens begæring ikke at få sit navn offentliggjort (artikel 47 § 3 i Domstolens forretningsordenen).

2. Sagsøgeren påstod overtrædelser af artikel 3, artikel 8, 12 og 14 i konventionen for så vidt angår den manglende lovmæssige forhold vedrørende transseksuelle i Litauen, og især manglende lovlig mulighed for at undergå fuld kønsskifteoperation, som igen havde resulteret i andre besværligheder og ulemper.

3. Ved afgørelse den 6. juli 2006 erklærede Domstolen ansøgningen delvist kunne realitetsbehandles.

4. En offentlig høring om sagens realiteter fandt sted i Menneskerettighedsbygningen i Strasbourg den 17. oktober 2006 (Artikel 59 § 3).

Følgende fremstod for Domstolen:
a) for regeringen
fru E. Baltutyte, som befuldmægtiget,
fru L. Urbaite, assistent for den befuldmægtigede;
b) for sagsøgeren
hr. H. Mickevicius, advokat,
fru A. Radvilait?, assistent for advokaten.

Domstolen hørte fremlæggelser af hr. Mickevicius og fru Baltutyte, samt svar fra hr. Mickevicius, fru Baltutyte og fru Urbaite på spørgsmål fra dens medlemmer.

Sagsfremstilling
I. Sagens omstændigheder
5. Sagsøgeren blev født i 1978 og bor i Klaipeda.

6. Ved fødslen blev sagsøgeren registreret som en pige og fik et efter litauisk sprogbrug klart kvindeligt navn.

7. Sagsøgeren fremførte, at han fra en tidlig alder var blevet klar over, at hans “mentale køn” var mand, og at der dermed var en konflikt mellem hans mentale og genitale køn.

8. Den 18. maj 1997 konsulterede sagsøgeren en kirurg om mulighederne for kønsskifte. Lægen foreslog, at ansøgeren først konsulterede en psykiater.

9. Fra den 4. til 12. november 1997 frekventerede sagsøgeren det psykiatriske hospital i Vilnius, hvor hans fysiske og psykiske tilstand blev undersøgt.

10. Den 16. december 1997 bekræftede en læge ved Vilnius Universitetshospital, Santariškiés, at sagsøgeren køn på grundlag af kromosomerne var kvinde, og diagnosticerede ham som transseksuel. Lægen rådgav, at ansøgeren konsultere en psykiater.

11. Den 23. januar 1998 startede Vilnius Universitetshospital, Raudonasis Kryžius [1/Røde Kors] en lægejournal for sagsøgeren. Sagsøgeren oplyste sit navn i en efter litauisk sprogbrug maskulin form, og hans lægejournal omtalte ham som værende af mandligt køn. En påtegning den 28. januar 1998 i lægejournalen anførte en anbefaling om, at sagsøgeren indledte en hormonbehandling med henblik på en eventuel kønsskifteoperation. Derefter fulgte en officiel to måneders hormonbehandling. Desuden blev det anbefalet, at sagsøgeren konsulterede en kirurg, som efterfølgende operativt fjernede hans bryster (jf. punkt 19 nedenfor).

12. Den 12. november 1998 skrev sagsøgeren under sit oprindelige navn et brev til Sundhedsministeriet, hvori han søgte at få afklaret de juridiske og medicinske muligheder for et kønsskifte. Han erklærede, at han var fast besluttet på at gennemgå denne procedure.

13. Den 17. december 1998 svarede en embedsmand fra Sundhedsministeriet, at en arbejdsgruppe var blevet nedsat af sundhedsministeren med henblik på at analysere de spørgsmål, der vedrører kønsskifte, og at sagsøgeren vil blive behørigt informeret om konklusionerne.

14. Over for Domstolen hævdede ansøgeren, at han ikke havde modtaget yderligere oplysninger fra Sundhedsministeriet.

15. Den 13. maj 1999 bekræftede en læge ved Vilnius Psykiatriske Hospital, at det er anført, at sagsøgeren under sit oprindelige navn, havde frekventeret hospitalet fra den 4. til den 12. november 1997, og at han var blevet diagnosticeret som transseksuel.

16. Sagsøgeren fremførte, at hans alment praktiserende læge i 1999 havde nægtet at ordinere hormonbehandling med henvisning til den retlige usikkerhed om, hvorvidt fuldt kønsskifte kunne gennemføres, hvilket førte til, at den nye identitet som transseksuel blev registreret i overensstemmelse med landets lovgivning. Derefter fortsatte sagsøgeren sin hormonbehandlingen “uofficielt”, da det på det tidspunkt blev anset for nødvendigt, at en sådan behandling blev fulgt i to år, før det fulde kirurgiske indgreb kunne udføres.

17. På en uspecificeret dato i 1999 har sagsøgeren ansøgt om, at hans navn på alle officielle dokumenter ændredes for at afspejle hans mandlige identitet. Ansøgningen blev afslået.

18. På en uspecificeret dato i 1999 blev sagsøgeren indskrevet på Vilnius Universitet. På ansøgerens anmodning, var universitetets administration enige om at registrere ham som studerende under det mandlige navn valgt af ham selv (initialerne PL). Sagsøgeren hævdede over for Domstolen, at universitetets afgørelse var ekstraordinær og rent humanitær, da de gældende regler på det tidspunkt klart krævede, at hans registrering skete under hans oprindelige kvindelige navn, som anført på hans fødselsattest og i hans pas.

19. Fra den 3. til 9. maj 2000 gennemgik sagsøger “delvis kønsskifteoperation” (fjernelse af brysterne). Sagsøgeren aftalte med lægerne, at yderligere kirurgisk skridt ville blive udført efter vedtagelsen af love om passende vilkår og procedure for sådanne operationer.

20. På en uspecificeret dato i 2000 blev sagsøgerens fødselsattest og pas med bistand fra et litauisk parlamentsmedlem ændret til at angive hans identitet som P.L. Fornavnet og efternavnet, som sagsøgeren valgte til sin nye identitet, var af slavisk oprindelse og afslørede derfor ikke hans køn. Ansøgeren kunne ikke vælge et litauisk navn eller efternavn, da de alle er kønsbestemte. Men ansøgerens “personlig kode” på hans nye fødselsattest og pas – en talkode, som indeholder grundlæggende oplysninger om en person i overensstemmelse med de litauiske registreringsregler – forblev uændret startende med tallet 4, som dermed afslører hans køn som kvinde (jf. punkt 28-29 nedenfor).

21. Sagsøgeren understregede, at han derfor forblev kvinde i forhold til lovgivningen. Dette blev bekræftet bl.a. ved den kendsgerning, at på eksamensbeviset fra Vilnius Universitet, som han havde modtaget efter en vellykket eksamen i 2003, var hans “personlige kode” forblevet den samme, og betegnede ham som en kvinde. Som et resultat, hævdede han, var han dagligt i forlegenhed og stod over for betydelige daglige vanskeligheder, da han var ude af stand til for eksempel at søge et job, betale sociale sikringsbidrag, konsultere medicinske institutioner, kommunikere med myndighederne, få et banklån eller krydse statsgrænsen uden at afsløre sin kvindelige identitet.

22. Sagsøgeren indgav en kopi af en artikel af Baltic News Agency (BNS) den 17. juni 2003, som citerer en erklæring fra formanden for det litauiske parlament, Seimas om et lovforslag vedrørende kønsskifte (forelagt parlamentet den 3. juni 2003 – se punkt 30 nedenfor). Det blev nævnt i artiklen, at visse medlemmer af parlamentet havde beskyldt sundhedsministeren, som var plastikkirurg, for at have en personlig interesse i vedtagelsen af loven. Artiklen nævnte også, at visse medlemmer af det socialdemokratiske parti havde opfordret til vedtagelse af loven, som det blev krævet i den nært forestående ikrafttrædelse af den nye borgerlige straffelov den 1. juli 2003. Artiklen henviste til udtalelser fra eksperter, at der var omkring halvtreds transseksuelle i Litauen. Det blev nævnt, at visse kirurger i Vilnius og Kaunas var ordentligt veluddannede og kvalificerede til at udføre en kønsskifteoperation, hvis omkostninger kan være mellem 3.000 og 4.000 litauiske Litai (ca. 870 til 1.150
euro) eksklusiv udgifter til hormonbehandling. Artiklen erklærede, at en række personer allerede havde ansøgt om kønsskifte, men at operationerne ikke kunne gennemføres fuld ud på grund af manglende juridiske regler. Det blev antaget, at nogle af de litauiske transseksuelle derfor havde været nødt til at rejse til udlandet for behandling.

23. I en artikel i BNS den 18. juni 2003 om et møde mellem premierministeren og lederne af den litauiske katolske kirke, blev premierministeren citeret for at sige, at det var for tidligt for Litauen at vedtage en lov om kønsskifte, og at der var “ingen grund til at haste” eller “kopiere de principper, der findes i det ene eller andet land”. Artiklen erklærede, at den katolske kirke havde været blandt de mest glødende modstandere af en sådan lovgivning. Samtidig erkendte premierministeren, at regeringen var forpligtet til at udarbejde en kønsskiftelov i betragtning af ikrafttrædelsen af artikel 2.27 § 1 i den nye borgerlige straffelov den 1. juli 2003.

24. Sagsøgeren fremførte, at han siden 1998 havde været i et fast forhold med en kvinde, og at de havde levet sammen siden 1999.

* * *
[Til indholdsfortegnelse] II. Relevant domestic law and practice
25. There were no provisions pertaining to the question of transsexuals in Lithuanian law until the adoption of the new Civil Code on 18 July 2000. The Civil Code came into force on 1 July 2001. The first paragraph of Article 2.27 (which only came into force on 1 July 2003) provides that an unmarried adult has the right to gender reassignment surgery, if this is medically possible. A request by the person concerned must be made in writing. The second paragraph of this provision states that the conditions and procedure for gender reassignment surgery are established by law.

26. On 27 December 2000 the government adopted a decree specifying the measures needed for the implementation of the new Civil Code. The preparation of a Gender Reassignment Bill was mentioned in it.

27. Rule 109.2 of the Civil Registration Rules, approved by an order of the Minister of Justice on 29 June 2001 (in force from 12 July 2001), permits a change in civil-status documents if there is a need to change a person’s gender, forename and surname, following gender reassignment.

28. Under the Residents’ Register Act and other relevant domestic laws, every Lithuanian resident has a numerical “personal code” (asmens kodas), which denotes certain basic items of information, including his or her gender. Section 8(2) of the Residents’ Register Act provides that the first number of the personal code denotes the person’s gender. A personal code starting with the number 3 denotes that the person is male, whereas a code starting with number 4 means that the person is female.

29. Section 5 of the Passport Act 2003 provides that a citizen’s passport must be changed if the citizen changes his or her forename, surname, gender or personal code.

30. The Gender Reassignment Bill was prepared by a working group of the Ministry of Health in early 2003. On 3 June 2003 the government approved the Bill, sending it for consideration to the Seimas (Parliament). In an explanatory note to Parliament dated 4 June 2003, the Minister of Health indicated, inter alia, that, at present, no legal instrument regulated the conditions and procedure for gender reassignment. The Bill was initially scheduled for a plenary session of Parliament on 12 June 2003, but it was not examined that day. It was rescheduled for 17 June 2003, but was then omitted from Parliament’s agenda. On the same date the Speaker of Parliament circulated an official memorandum on the Bill stating, inter alia:

“The Speaker of the Seimas … strongly denounces gender reassignment surgery and the further consideration of a bill on the subject at a parliamentary hearing.

[At a time] when the demographic situation in Lithuania is becoming threatened, the Seimas should not make matters worse by considering such a controversial law, which may be taken by society as an insult to the far more important problems facing the health-care system.”

31. The order of the Minister of Health, issued on 6 September 2001, specifies the conditions under which patients in Lithuania can be referred for treatment abroad, in cases where the necessary treatment for a certain illness is not available in Lithuania. The decision is taken by a special commission of experts appointed by the Minister of Health, and the cost of such treatment is covered by the Compulsory Health Insurance Fund.

32. On 8 August 2006 the Constitutional Court ruled that the courts were empowered to fill the gaps left in the legislation where this was necessary, inter alia, for the protection of the rights and freedoms of a particular individual.

The Law
I. The Government’s preliminary objection
33. The Government alleged that the applicant had failed to exhaust domestic remedies as regards his complaints that he had been unable to complete the course of gender reassignment. They asserted that the applicant had had the opportunity to bring a claim – by way of civil or administrative proceedings – seeking damages for the alleged inactivity of the administrative and health-care authorities and/or doctors when dealing with his gender reassignment needs. The Government maintained that such an action would have enabled the courts to fill the legislative lacunae. In this connection, the Government referred to the Constitutional Court ruling of 8 August 2006, in which a certain law-making role of the courts had been acknowledged (see paragraph 32 above). Alternatively, the domestic courts could have sought the opinion of the Constitutional Court as to whether the existence of the legal gaps in issue was in conformity with the Constitution. While the Government conceded that there
was no particular domestic case-law regarding transsexuals, they argued that this factor alone was not sufficient to raise doubts about the effectiveness of a civil action as a remedy or to presume the lack of any prospects of success.

34. The applicant contested the Government’s submissions.

35. However, the Court reiterates that Article 35 § 1 of the Convention only requires the exhaustion of remedies which are available and sufficient, in theory as well as practice, on the date on which the application was lodged with it (see, among other authorities, Stoeterij Zangersheide N.V. v. Belgium (dec.), no. 47295/99, 27 May 2004, and, conversely, Mifsud v. France (dec.) [GC], no. 57220/00, §§ 15-18, ECHR 2002-VIII).

36. The Court notes that it has already dismissed this plea by the Government in its decision on the admissibility of the present application on 6 July 2006, because the applicant’s complaint essentially concerns the state of the law. In this connection, it observes that the relevant provisions of the Civil Code concerning gender reassignment surgery require implementation by subsidiary legislation, which has yet to be enacted (see paragraph 25 above). It would seem that such legislation is not a priority for the legislature (see paragraph 30 above). Moreover, the Constitutional Court judgment referred to by the Government (paragraph 32 above) was adopted well after the present application was lodged with the Court. Accordingly, it cannot be cited to oppose the applicant’s claim. In these circumstances, the Court confirms its original conclusion that the applicant had no effective remedies available to him at the material time in respect of his specific complaints, and therefore
dismisses the Government’s preliminary objection.

II. Alleged violation of Article 3 of the Convention
37. The applicant complained that he had been unable to complete gender reassignment surgery owing to the lack of legal regulation on the subject. He relied on Article 3 of the Convention, which provides:

“No one shall be subjected to torture or to inhuman or degrading treatment or punishment.”

A. The parties’ submissions
1. The applicant
38. The applicant alleged that his continuing inability to complete gender reassignment surgery had left him with a permanent feeling of personal inadequacy and an inability to accept his body, leading to great anguish and frustration. Furthermore, owing to the lack of recognition of his perceived, albeit preoperative, identity, the applicant constantly faced anxiety, fear, embarrassment and humiliation in his daily life. He had had to face severe hostility and taunts in the light of the general public’s strong opposition, rooted in traditional Catholicism, to gender disorders. Consequently, he had had to pursue an almost underground lifestyle, avoiding situations in which he might have to disclose his original identity, particularly when having to provide his personal code (see paragraph 28 above). This had left him in a permanent state of depression with suicidal tendencies.

39. In the applicant’s view, the State’s inactivity was the main cause of his suffering. Since the entry into force of the new Civil Code, the applicant had had reasonable hopes of completing the treatment and registering his new identity. By that stage, he had already been duly diagnosed as a transsexual, had been following hormone treatment since 1998, and had undergone breast-removal surgery. However, the Gender Reassignment Bill – put before the legislature in June 2003 – had been withdrawn from the parliamentary agenda without any objective reason or explanation being given. The Government had therefore failed to fulfil their positive obligations under Article 3 of the Convention to protect the applicant from the impossible situation in which he found himself (described in the preceding paragraph).

40. Referring to the Court’s case-law, the applicant considered that Parliament’s inaction was to be seen as a concession to the negative attitude of the population, revealing the bias of a hostile majority towards the transsexual minority, which in itself should be seen as falling within the scope of Article 3. The applicant contended that the State’s failure to adopt the necessary legislation on gender reassignment surgery, which would allow him to complete his treatment and have his new gender legally recognised, amounted to inhuman and degrading treatment.

2. The Government
41. The Government argued that neither the Convention in general nor Article 3 in particular could be interpreted as laying down a general obligation to provide full gender reassignment surgery for transsexuals. Nor could it be maintained that such irreversible surgery was indispensable for the treatment of gender-identity disorders. In particular, general medical practice had shown that hormone therapy and partial gender reassignment surgery, such as breast removal, might in certain cases be sufficient to help a female-to-male transsexual pursue his life experience in the role of the desired gender. The applicant had not substantiated his claim that he needed the full procedure.

42. The Government pointed out that transsexuality was a rare disorder, the scale of which was difficult to assess, particularly since freedom of movement within the European Union had encouraged many people to leave the country. There had certainly been no intention on the part of the State to humiliate or debase transsexuals. They maintained that transsexuality as a disease was by no means neglected. Indeed, the applicant had been afforded due medical assistance in the form of medical consultations and hormone treatment. The applicant was also entitled to seek confirmation of the medical necessity of full gender reassignment surgery, which might have enabled him to be referred for medical treatment abroad, financed by the State (paragraph 31 above).

43. Whilst recognising that transsexuals might encounter some difficulties in their daily lives, the Government asserted that those difficulties were not intentionally created nor inflicted by the State. On the contrary, steps had been taken to alleviate the problems, such as allowing the applicant to change his name. A change in the entries for all official documents, including the personal code, could be effected on completion of a transsexual’s gender reassignment surgery.

44. Furthermore, the State could not be held responsible for the alleged deterioration of the applicant’s health, as he had chosen – on his own initiative and disregarding the warnings of doctors – to continue his hormone treatment unofficially, beyond that prescribed for two months in 1998.

45. In sum, the Government maintained that the alleged ill-treatment did not attain the minimum level of severity in order to fall within the scope of Article 3. They considered that the issue of the regulation of gender reassignment surgery and the recognition of transsexuals’ identity fell to be dealt with under Article 8 of the Convention alone. In any case, the Government asserted, the State had fulfilled its positive obligations under both Articles 3 and 8 by providing adequate health care for the treatment of disease and avoidable death, including appropriate treatment for transsexuals – psychiatric, surgical, hormonal, and so on.

B. The Court’s assessment
46. The Court observes that the prohibition under Article 3 of the Convention is of an absolute nature, but that the kind of treatment qualified as inhuman and degrading will depend upon an examination of the facts of the specific case in order to establish whether the suffering caused was so severe as to fall within the ambit of this provision. Moreover, according to its established case-law, Article 3 entails a positive obligation on the part of the State to protect the individual from acute ill-treatment, whether physical or mental, whatever its source. Thus if the source is a naturally occurring illness, the treatment for which could involve the responsibility of the State but is not forthcoming or is patently inadequate, an issue may arise under this provision (see, for example, D. v. the United Kingdom, 2 May 1997, §§ 51-54, Reports of Judgments and Decisions 1997-III, and, mutatis mutandis, Pretty v. the United Kingdom, no. 2346/02, §§ 49-52, ECHR 2002 III).

47. However, an examination of the facts of the present case, whilst revealing the applicant’s understandable distress and frustration, does not indicate circumstances of such an intense degree, involving the exceptional, life-threatening conditions found in the cases of Mr D. and Mrs Pretty cited above, as to fall within the scope of Article 3 of the Convention. The Court considers it more appropriate to analyse this aspect of the applicant’s complaint under Article 8 (respect for private life) below.

48. Consequently, the Court finds no violation of Article 3 of the Convention.

III. Alleged violation of Article 8 of the Convention
49. The applicant alleged that the State had failed to fulfil its positive obligations under Article 8, which provides, in so far as relevant:

“1. Everyone has the right to respect for his private … life …

2. There shall be no interference by a public authority with the exercise of this right except such as is in accordance with the law and is necessary in a democratic society … for the protection of health or morals, or for the protection of the rights and freedoms of others.”

A. The parties’ submissions
1. The applicant
50. Referring to his arguments under Article 3 (see paragraphs 38 40 above), the applicant repeated that the State had failed to provide him with a lawful opportunity to complete his gender reassignment and obtain full recognition of his post-operative gender. He reiterated that the right to gender reassignment surgery had been envisaged by the new Civil Code since 2003, but no subsidiary legislation had been passed to implement that right. The applicant further emphasised that, although he had been able to change his name to a gender-neutral form, the law did not provide for a change in the personal code of preoperative transsexuals (see paragraph 28 above). As a result he had forgone numerous opportunities in many areas, such as, employment, health care, social security, freedom of movement, business transactions, socialising and personal development in order to avoid hostility and taunts. He had thus been condemned to legal and social ostracism because he looked male but his personal
documents identified him as a woman.

51. The applicant argued that there was no public interest whatsoever militating against the interests of medically recognised transsexuals in completing their gender change and having it legally entrenched. Furthermore, the absence of necessary legislation was disproportionate to the protection of any purported countervailing interest of the community as a whole. Accordingly, the State had failed in its positive obligations under Article 8 to complete the measures it had already envisaged to protect the applicant’s human dignity and prevent intrusion into his private life.

2. The Government
52. Further to their pleadings under Article 3 (see paragraphs 41 45 above), the Government maintained that a wide margin of appreciation should be afforded to States in regulating gender reassignment and deciding whether to recognise a person’s new identity where the required surgery was incomplete. In that connection they cited, inter alia, the cultural specificities and religious sensitivities of Lithuanian society regarding the gender reassignment debate.

53. In so far as the regulation of gender reassignment surgery was concerned, the Government reiterated their claim that the medical treatment afforded to transsexuals in Lithuania was capable of guaranteeing respect for private life. Moreover, Lithuanian law entitled transsexuals to have the entries in official documents changed, including their personal code, after full gender reassignment.

54. As regards the preoperative recognition of a diagnosed gender, the Government argued that there was an overriding public interest in ensuring legal certainty as to a person’s gender and the various relationships between people. In this connection, they pointed out that the applicant had indeed been able to make a gender-neutral change in his name.

55. The Government again stressed that the applicant had failed to provide evidence as to the necessity and feasibility of full gender reassignment surgery in his case. They had recently suggested to the applicant that he undergo a comprehensive psychiatric and physical examination of his current state of health with a view to assessing his present possibilities and needs, but the applicant had declined that offer. The Government expressed a certain concern about the level of expertise available in Lithuania for such rare and specialised surgery at present, whereas surgery performed by practising experts abroad might be an appropriate temporary solution to the problems faced by transsexuals, for which the State could provide financial assistance (paragraph 31 above).

B. The Court’s assessment
56. The Court would emphasise the positive obligation upon States to ensure respect for private life, including respect for human dignity and the quality of life in certain respects (see, mutatis mutandis, Pretty, cited above, § 65). It has examined several cases involving the problems faced by transsexuals in the light of present-day conditions, and has noted and endorsed the evolving improvement of State measures to ensure their recognition and protection under Article 8 of the Convention (see, for example, Christine Goodwin v. the United Kingdom [GC], no. 28957/95, ECHR 2002 VI; Van Kück v. Germany, no. 35968/97, ECHR 2003 VII; and Grant v. the United Kingdom, no. 32570/03, ECHR 2006-VII). Whilst affording a certain
margin of appreciation to States in this field, the Court has nevertheless held that States are required, by their positive obligation under Article 8, to implement the recognition of the gender change in post-operative transsexuals through, inter alia, amendments to their civil-status data, with its ensuing consequences (see, for example, Christine Goodwin, §§ 71-93, and Grant, §§ 39-44, both cited above).

57. The present case involves another aspect of the problems faced by transsexuals: Lithuanian law recognises their right to change not only their gender but also their civil status (paragraphs 25, 27, and 29 above). However, there is a gap in the relevant legislation; there is no law regulating full gender reassignment surgery. Until such a law is enacted, no suitable medical facilities appear to be reasonably accessible or available in Lithuania (paragraphs 13, 16, 19, 22, 25, 30 and 55 above). Consequently, the applicant finds himself in the intermediate position of a preoperative transsexual, having undergone partial surgery, with certain important civil-status documents having been changed. However, until he undergoes the full surgery, his personal code will not be amended and, therefore, in certain significant situations in his private life, such as his employment opportunities or travel abroad, he remains a woman (paragraphs 19 21 above).

58. The Court notes that the applicant has undergone partial gender reassignment surgery. It is not entirely clear to what extent he would be able to complete the procedure privately in Lithuania (see the newspaper article referred to in paragraph 22 above). However, this consideration has not been put forward by either party to the present case so, presumably, it is to be ruled out. As a short-term solution, it may be possible for the applicant to have the remaining operation abroad, financed in whole or in part by the State (paragraphs 31, 42 and 55 above).

59. The Court finds that the circumstances of the case reveal a limited legislative gap in gender reassignment surgery, which leaves the applicant in a situation of distressing uncertainty vis-à-vis his private life and the recognition of his true identity. Whilst budgetary restraints in the public health service might have justified some initial delays in implementing the rights of transsexuals under the Civil Code, over four years have elapsed since the relevant provisions came into force and the necessary legislation, although drafted, has yet to be enacted (paragraph 30 above). Given the few individuals involved (some fifty people, according to unofficial estimates – see paragraph 22 above), the budgetary burden on the State would not be expected to be unduly heavy. Consequently, the Court considers that a fair balance has not been struck between the public interest and the rights of the applicant.

60. In the light of the above considerations, the Court concludes that there has been a violation of Article 8 of the Convention.

IV. Alleged violation of Article 12 of the Convention
61. The applicant complained that his inability to complete his gender reassignment had prevented him from marrying and founding a family, in violation of Article 12 of the Convention, which reads as follows:

“Men and women of marriageable age have the right to marry and to found a family, according to the national laws governing the exercise of this right.”

A. The parties’ submissions
62. The applicant submitted that he had been living as a man for some ten years now and had been diagnosed with a gender-identity disorder nine years ago. He had been in a stable relationship with a woman since 1998 and they had been living together since 1999 (paragraph 24 above). They wished to legalise their long-lasting relationship, marry and establish a family through adoption.

63. The Government argued that the applicant could not be considered a victim or even a potential victim of the alleged violation, in that the relevant rules of civil law did not prevent a transsexual from marrying in his new identity following gender reassignment surgery. The key issue was still that of gender recognition and, as such, it was more appropriately dealt with under Article 8 of the Convention.

B. The Court’s assessment
64. The Court observes that the applicant’s complaint under Article 12 is premature in that, should he complete full gender reassignment surgery, his status as a man would be recognised together with the right to marry a woman. In these circumstances, the Court agrees with the Government that the key issue is still that of the gap in legislation, which has been analysed under Article 8 above. Consequently, it finds it unnecessary to examine this aspect of the case separately under Article 12 of the Convention.

V. Alleged violation of Article 14 of the Convention taken in conjunction with Articles 3 and 8
65. The applicant argued that the lack of legal regulation in Lithuania regarding the treatment and status of transsexuals disclosed a discriminatory attitude on the part of the Lithuanian authorities, in breach of Article 14 of the Convention, which provides as follows:

The enjoyment of the rights and freedoms set forth in [the] Convention shall be secured without discrimination on any ground such as sex, race, colour, language, religion, political or other opinion, national or social origin, association with a national minority, property, birth or other status.”

A. The parties’ submissions
66. The applicant alleged that the failure of the State to pass the necessary legislation on gender reassignment was essentially due to the prejudices and hostile attitudes of the majority of the Lithuanian population towards transsexuals as a minority group, and served no legitimate aim. No objective and reasonable justification had been put forward by the Government for the indefinite postponement of the enactment of the subsidiary legislation required by the Civil Code. As a result, the applicant had been denied vital opportunities as a transsexual, particularly as regards the treatment of his gender-identity disorder and the effective legal recognition of his status.

67. The Government contested those allegations. They claimed that no separate issue arose under this provision that had not already been dealt with under Articles 3 and 8.

B. The Court’s assessment
68. The Court again finds that, in the circumstances of the present case, the applicant’s complaint of discrimination is essentially the same, albeit seen from a different angle, as that which it has considered above under Articles 3 and 8 of the Convention (see Van Kück, cited above, § 91). Consequently, it finds it unnecessary to examine this aspect of the case separately under Article 14 of the Convention.

VI. Application of Article 41 of the convention
69. Article 41 of the Convention provides:
“If the Court finds that there has been a violation of the Convention or the Protocols thereto, and if the internal law of the High Contracting Party concerned allows only partial reparation to be made, the Court shall, if necessary, afford just satisfaction to the injured party.”

A. Damage
70. The applicant claimed 33,589.46 Lithuanian litai (LTL) (approximately 9,728 euros (EUR)) for pecuniary damage, which represented:
a) his loss of earnings, given his limited employment prospects in order to avoid drawing attention to his status (LTL 26,391);
b) compensation for private and unofficial medical treatment, which was more costly than State health care, but did not require him to reveal his identity (LTL 4,318.46); and
c) compensation for his prolonged hormone treatment, while awaiting the legal possibility of completing the gender reassignment procedure (LTL 2,880).

71. The applicant further claimed EUR 47,680 to cover the cost of the eventual completion of gender reassignment surgery. In this connection, the applicant argued that, even if the legal gaps in Lithuanian law were eventually filled, there would still be no prospect of completing the gender reassignment surgery in Lithuania within a reasonable time. He therefore contended that this sum was needed to carry out the surgery abroad.

72. Finally, the applicant claimed EUR 200,000 for the non-pecuniary damage resulting from the stress, anxiety, fear and humiliation which he had suffered, as well as his inability to enjoy his rights.

73. The Government considered these claims to be unsubstantiated and speculative. They noted that, before the Civil Code had come into force on 1 July 2003, the applicant had had no right to treatment for his disorder under domestic law. Moreover, in relation to further surgery, the applicant had not submitted any evidence of his current needs and state of health.

74. The Court notes the limited nature of the violation which it has found (see paragraphs 59-60 above). It considers that the applicant’s claim for pecuniary damage would be satisfied by the enactment of the subsidiary legislation at issue in the present case within three months of the present judgment becoming final in accordance with Article 44 § 2 of the Convention. However, should that prove impossible, and in view of the uncertainty about the medical expertise currently available in Lithuania, the Court is of the view that this aspect of the applicant’s claim could be satisfied by his having the final stages of the necessary surgery performed abroad and financed, at least in part, by the respondent State. Consequently, as an alternative in the absence of any such subsidiary legislation, the Court would award the applicant EUR 40,000 in pecuniary damage.

75. As regards the applicant’s claim for non-pecuniary damage, the Court, deciding on an equitable basis as required by Article 41 of the Convention, awards the applicant EUR 5,000.

B. Costs and expenses
76. The applicant claimed EUR 9,403 for legal costs and expenses incurred in the proceedings before the Court. The costs of travel to the Court hearing, together with accommodation and other related expenses, were claimed in the amount of EUR 603.

77. The Government submitted that the claim for legal costs and expenses appeared excessive and unjustified, particularly as the applicant had received legal aid from the Council of Europe.

78. The Court notes that the applicant had the benefit of legal aid from the Council of Europe for his representation in the total amount of EUR 2,071.81 in the present case. It concludes that this amount is sufficient in the circumstances.

C. Default interest
79. The Court considers it appropriate that the default interest should be based on the marginal lending rate of the European Central Bank, to which should be added three percentage points.

* * *
[Til indholdsfortegnelse] Af disse grunde har Domstolen

1. Afviste (med seks stemmer mod en) regeringens primære indsigelse;

2. Bestemte (med seks stemmer mod en), at der ikke har været nogen krænkelse af artikel 3 i konventionen;

3. Bestemte (med seks stemmer mod en), at der har været en overtrædelse af artikel 8 i konventionen;

4. Bestemte (med seks stemmer mod en), at der ikke er behov for en særskilt undersøgelse af sagsøgerens klager i forhold til artikel 12 og 14 i konventionen;

5. Bestemte (med fem stemmer mod to), at den sagsøgte stat for at opfylde sagsøgerens påstand om økonomisk tab, skal gennemføre den nødvendige følgelovgivning til artikel 2.27 i sin civilret om transseksuelles kønsskifte senest tre måneder efter denne dom er blevet endelig i overensstemmelse med artikel 44 § 2 i konventionen;

6. Bestemte (med seks stemmer mod en), at alternativt skal den sagsøgte stat, hvis disse lovgivningsmæssige foranstaltninger viser sig umuligt at vedtage senest tre måneder efter denne dom er blevet endelig i henhold til artikel 44 § 2 i konventionen, betale sagsøgeren 40.000 euro (fyrre tusind euro) som kompensation for økonomiske tab;

7. Bestemte (med seks stemmer mod en), at den sagsøgte stat inden for den ovennævnte periode på tre måneder skal betale sagsøgere 5.000 euro (fem tusinde euro) for ikke-økonomisk skade;

8. Bestemte (med seks stemmer mod en),
a) at den sagsøgte stat inden for den ovennævnte periode på tre måneder skal betale sagsøgeren alle skatter, der eventuelt påløber ovennævnte beløb, og at de skyldige beløb skal konverteres til litauisk valuta til den gældende sats på tidspunktet for afregning;

b) at der fra udløbet af de ovennævnte tre måneder indtil afregning finder sted skal betales rente af ovenstående beløb med en sats svarende til den marginale udlånsrente for Den Europæiske Centralbank med tillæg af tre procentpoint;

9. Afviste (enstemmigt) den resterende del af sagsøgerens påstande om erstatning.

Udfærdiget på engelsk og meddelt skriftligt den 11. september 2007 i henhold til artikel 77 §§ 2 og 3 i Domstolens forretningsorden.

Sally Dolle, justitssekretær
Jean-Paul Costa, retspræsident

* * *
[Til indholdsfortegnelse] Følgende afsluttende bemærkninger er ikke oversat

In accordance with Article 45 § 2 of the Convention and Rule 74 § 2 of the Rules of the Court, the following separate opinions are annexed to this judgment:

a) partly dissenting opnion of Judge Fura-Sandström;
b) dissenting opinion of Judge Popovi?.

J.-P.C.
S.D.

Partly dissenting opinion of Judge Fura-Sandström
I voted against holding that the respondent State, in order to satisfy the applicant’s claim for pecuniary damage, should pass the required subsidiary legislation, pursuant to Article 2.27 of its Civil Code on the gender reassignment of transsexuals, within three months of the judgment becoming final (see paragraph 74 and point 5 of the operative provisions). In all other aspects I agree with the majority.
My principal concern is that, by adopting such a solution, the Court risks acting ultra vires. The Convention clearly sets out a division of competences. Under Article 41 of the Convention, it falls to the Court, when a violation of the Convention or its Protocols has been found, and if the internal law of the High Contracting Party concerned allows only partial reparation to be made, to afford just satisfaction to the injured party, if necessary. Article 46 § 2 of the Convention states that “[t]he final judgment of the Court shall be transmitted to the Committee of Ministers, which shall supervise its execution”.
Looking at the case at hand, I would make the following observations. The applicant claimed the amount of 57,408 euros (EUR) for pecuniary damage in respect of medical fees, loss of earnings, hormone treatment and the cost of the eventual completion of gender reassignment surgery abroad (see paragraphs 70-71 of the judgment). The applicant further alleged that, even if the legal gaps in Lithuanian law were eventually filled, there would still be no prospect of completing the gender reassignment surgery in Lithuania within a reasonable time (see paragraph 71 of the judgment). So I wonder whether the imposition of an obligation upon the respondent Government to pass the required legislation would be “affording just satisfaction to the injured party”, strictly speaking. The applicant does not seem to believe this to be the case.
I am aware of the possibility for the Court to prescribe general measures in order to prevent the recurrence of similar violations in the future (see, for example, Broniowski v. Poland [GC], no. 31443/96, ECHR 2004 V, and Hutten-Czapska v. Poland [GC], no. 35014/97, ECHR 2006-VIII, where the violations originated in a systemic problem connected with the malfunctioning of domestic legislation, and there were many other similar cases pending before the Court as well as a great number of potential applicants). However, the present application can be distinguished from such cases, as here the Court prescribes a general measure to redress an individual complaint. Only as an alternative, should those legislative measures prove impossible to adopt within the said time-limit, is the respondent State ordered to pay EUR 40,000 in respect of pecuniary damage (see paragraph 74 and point 6 of the operative provisions). For me, this does not afford just satisfaction to the applicant, as required by Article 41.
For these reasons I would have preferred the Court simply to order a payment in respect of pecuniary damage, and only as a secondary measure to indicate the need to pass new legislation.

Dissenting opinion of Judge Popovic
I respectfully disagree with the opinion of the majority of the judges, for the following reasons.
Although I voted along with my colleagues in favour of the admissibility of the application in this case, I have subsequently reconsidered my opinion in the light of the parties’ submissions at the oral hearing.
On the one hand, the applicant submitted that he had never availed himself of any domestic remedies because of their alleged ineffectiveness. On the other hand, the Government submitted that there had been a recent, convincing ruling of the Constitutional Court of Lithuania on national judicial remedies.
Faced with such facts, my approach is twofold: either one returns to the question of admissibility, or one raises of one’s own motion the issue under Article 13 of the Convention read in conjunction with either Article 8 or Article 3, thus thoroughly reconsidering the matter and determining whether there is an effective remedy under domestic law.
My preference would be to return to the admissibility issue with reference to paragraph 1 of “The Law” part of the admissibility decision in this case, taken on 6 July 2006, which refers to the decision in Valašinas v. Lithuania ((dec.), no. 44558/98, 14 March 2000) as the only authority. However, this precedent is clearly distinguishable from the present case. The decision on admissibility in Valašinas in favour of an applicant who had not exhausted domestic remedies was taken after the Court had made an on-the-spot investigation into the applicant’s conditions of detention. In the present case the Court has merely agreed with the applicant’s allegation that no effective domestic remedy existed. The present applicant’s only argument was founded on a legal gap in the national legal system, stemming either from a failure of the government to pass subsidiary legislation or to introduce a bill to that end. However, there was, and still is, under Lithuanian law primary legislation (Article 2.27 § 1 of the Civil Code 2001) which unequivocally meets the applicant’s aspirations.
The applicant appears to have sought redress from the Ministry of Health, which failed to respond. In such circumstances, the applicant should have tried to bring an action against the administration for failure to act, but despite being represented by a lawyer, he failed to do so.
Alleging the ineffectiveness of domestic remedies, without any attempt to turn to the domestic judiciary, the applicant apparently relies on the idea that the courts would somehow be unwilling to find in his favour despite the existence of a clear legal provision in the Civil Code.
One can only speculate that this submission is borne of the view that the judiciary is still a relic of the former authoritarian communist regime. Such courts would refuse to take a constructive approach to a legal provision, because of the mentality of the judges, who worked in fear of the political authorities for decades. They would therefore tend to stick to a strictly literal interpretation of the text of the written law. The applicant therefore apparently feared that, in the absence of specific subsidiary legislation, the national courts of law might refuse to apply primary legislation.
However, although social developments and adjustment take time, there is nothing to support the view that, nowadays, an applicant should be allowed by this Court to neglect the judiciary of a High Contracting Party to the Convention by claiming its prima facie ineffectiveness. Such an approach is wholly unjustified. On the contrary, national judges should be encouraged to take a bolder stand in interpreting domestic legal provisions, and applicants should not be allowed to circumvent their national courts. Applicants must apply to the domestic courts before lodging an application with this Court.
Moreover, the Government submitted that there had been some evolution in the domestic case-law. It was to be found in the ruling of the Constitutional Court of Lithuania as regards the general issue of remedies before domestic courts of law. The Constitutional Court stated, inter alia: “… the courts … which administer justice … have to construe law so that they are able to apply it.” Further on, the Constitutional Court found that if the courts of law were not to interpret the law “it would mean that law is treated only in its textual form and is identified with the latter” (Constitutional Court of Lithuania, case 34/03, decision of 8 August 2006, § 6.2.3.3).
The majority of judges seem to be convinced, in the absence of any evidence whatsoever, that the courts in Lithuania would be willing to apply future legislation, if enacted after the introduction of the government’s bill, although they might fail to apply the existing law. Such a belief appears groundless, especially if one takes account of the fact that the applicant has never tried to apply to the domestic courts.
The position of the parties is as follows: the applicant failed to exhaust domestic remedies, preferring merely to allege their ineffectiveness, although he was unable to substantiate that allegation, whereas the Government relied on the evolution of the domestic case-law concerning remedies.
I agree with the Government’s preliminary objection of non-exhaustion of domestic remedies, and consider the application premature and, therefore, inadmissible pursuant to Article 35 §§ 1 and 4 of the Convention.

* * *
[Til indholdsfortegnelse] Kilder
Dommen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Dommen i pdf-format hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Jimmy Maurice Lewis II, transkvinde idømt 4 år og 3 mdr.s fængsel.

Vist 63 gange.
Jimmy Maurice Lewis II

Jimmy Maurice Lewis II

Jimmy Maurice Lewis II, der er 26 år og kendt under navnene Destinee J. Lewis og Christy Nicole Lewis, lever som og klæder sig som en kvinde og har fået indsat brystimplantater, men er også bankrøver.
Lewis er 170 cm høj og vejer 63,5 kg., har langt hår og har en tatoveret sommerfugl i nakken. Lewis kører i en sølvfarvet Lincoln Navigator med Alabama nummerplader.

Den 28. juni 2007 blev der begået et røveri mod FSG Bank i Cleveland, Tennessee.
Den 23. august 2007 blev Lewis fundet sovende i sin bil på en parkeringsplads i Lenoir City, Tennessee og anholdt, men blev i retten løsladt mod kaution. Kautionens størrelse er ukendt. I retten blev det oplyst, at Lewis stilede efter at få foretaget en kønsskifteoperation.

Den 9. november 2007 blev der begået bankrøveri i Alabama Credit Union i Decatur i Tennessee, hvor vidner var uenige om bankrøveren var en mand eller en kvinde.
Bankrøveren havde langt sort hår, var iført en sort læderjakke, bukser og en højhalset sweater og bar en brun taske.
Lewis mistænkes for røveriet, og det blev konstateret, at flugtbilen var magen til den sølvfarvede Lincoln Navigator, som Lewis kørte i.

Jimmy Maurice Lewis II

Jimmy Maurice Lewis II

Den 18. december 2007 blev der begået bankrøveri i First National Bank på Preston Road, Plano i Texas.
Vidner forklarede, at en sort kvinde indfandt sig i banken og lagde en seddel til kassereren med krav om udlevering af penge. Kassereren udleverede nogle penge, hvorefter bankrøveren forsvandt i ukendt retning.
Den 20. decdember blev bankrøveren identificeret som værende Lewis.

Lewis blev anholdt den 14. januar 2008 i Los Angeles, Californien ved ankomsten med et fly fra Mexico. Tolderne blev opmærksom på Lewis, idet de genkendte navnet i legitimationspapirerne som et af de alias-navne, som Lewis var kendt for at anvende. Da navnet blev tjekket i registrene konstateredes det, at personen retteloig var Lewis, som var efterlyst for flere bankrøverier i Texas, Tennessee og Alabama.
Lewis blev underkastet en lægeundersøgelse for at fastslå det aktuelle køn, hvilket var afgørende ved valg af, hvilket fængsel Lewis skal anbringes i, indtil der kan afsiges dom. Resultatet er ukendt.

Den 4. august 2008 startede retssagen mod Lewis ved retten Huntsville. Herunder kom det frem, at udbyttet ved røveriet i Alabama Credit Union blev på 9.609 $.

Den 6. august 2008 tog det nævningene 36 minutter at kende Lewis skyldig i røverierne. Straffen vil blive meddelt den 11. december 2008.

Den 11. december 2008 blev Lewis af dommer Lynwood Smith idømt 4 år og 3 måneders fængsel og to års prøvetid efter løsladelse, samt til at tilbagebetale de røvede penge.

* * *
Artikel den 21. december 2007 i Decatur Daily: A Texas link to search for transsexual suspect?
Artikel den 24. januar 2008 i Decatur Dailyen: Bank heist suspect nabbed.
Artikel den 4. august 2008 hos All Alabama: Transgender man on trial for Decatur bank robbery.
Artikel den 5. august 2008 i Decatur Dailyen: Transgender robbery suspect on trial.
Artikel den 5. august 2008 i Decatur Dailyen: Jury convicts transgender bank robber.
Artikel den 12. december hos All Alabama: Transgender bank robber sentenced to four years.

R og F mod the United Kingdom – Application no. 35748/05. Skilsmisse i fbm. kønsskifte. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 28. december 2006.

Vist 13 gange. Den 28. november 2006 afviste Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol sagen R. og F. v. the United Kingdom – Application no. 35748/05 – som grundløs.
Klagerne, R og F var begge britiske statsborgere født i 1977 og 1974 og bosiddende i Skotland.
De mødtes i 1997 og blev gift i 1998.
F var født som mand, men startede processen mod et kønsskifte til kvinde, som blev gennemført i november 2003.
Da parterne imidlertid ikke ønskede skilsmisse kunne F ikke få endelig anerkendelse af sit kønsskifte.

De klagede navnlig i henhold til artikel 8 (ret til respekt for privatliv og familieliv) og artikel 12 (ret til at gifte sig) over, at de ikke kunne opnå juridisk anerkendelse af den ene parts nyerhvervede køn uden at parret blev skilt.

Sagen blev afvist – forkastet som åbenbart ugrundet:
Klagerne var anmodet om at blive skilt, da homoseksuelle ægteskaber ikke var tilladt i henhold til engelsk lov. Det Forenede Kongerige havde juridisk anerkendt kønsskiftet, og klagerne kunne fortsætte deres parforhold i et registreret partnerskab, som medførte næsten samme juridiske rettigheder og forpligtelser.

Domstolen bemærkede, at da den nye lovgivning – Gender Recognition Act 2004 – trådte i kraft efter dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen Christine Goodwin v. The United Kingdom, var lovgiverne klar over, at der var et lille antal transseksuelle i eksisterende ægteskaber, men undlod bevidst at lave bestemmelser for de tilfælde, hvor den ene part i et ægteskab havde fået foretaget kønsskifte, og hvor begge ægtefæller ønskede at fortsætte i ægteskabet.
Retten fandt, at det ikke kunne kræves, at der blev taget højde for så lille et antal ægteskaber.

Dommen i sin helhed hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Wena og Anita Parry mod the United Kingdom – Application no. 42971/05. Skilsmisse i fbm. kønsskifte. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 28. december 2006.

wena-og-anita-parry-mod-uk

Wena og Anita Parry mod the United Kingdom, Application no. 42971/05, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, artikel 8, artikel 12, skilsmisse, ægteskab, kønsskifte, transseksuelle

Wena og Anita Parry mod the United Kingdom – Application no. 42971/05. Skilsmisse i fbm. kønsskifte. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 28. december 2006.

Vist 14 gange. Den 28. november 2006 afviste Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol sagen Wena og Anita Parry mod the United Kingdom – Application no. 42971/05 – som grundløs.
Klagerne, Wena og Anita Parry var begge britiske statsborgere født i 1939 og 1940 og bosiddende i Port Talbot, England.
De blev gift i 1960 og havde tre børn født i 1961, 1963 og 1973. De var begge dybt religiøse, og Wene Parry blev ordineret som præst i 1970.
Wena Perry var født som mand, men følte sig fra en tidlig alder som en kvinde. i 1998 begyndte Wena processen mod et kønsskifte.
I 2005 fik hun udstedt et såkaldt kønsanerkendelsesdokument af de engelske myndigheder, som kunne bruges i forbindelse med skilsmisse, hvorefter parret kunne indgå i et registreret partnerskab.
Da parterne imidlertid ikke ønskede skilsmisse kunne Wena ikke få endelig anerkendelse af sit kønsskifte.

De klagede navnlig i henhold til artikel 8 (ret til respekt for privatliv og familieliv) og artikel 12 (ret til at gifte sig) over, at de ikke kunne opnå juridisk anerkendelse af den ene parts nyerhvervede køn uden at parret blev skilt.

Sagen blev afvist – forkastet som åbenbart ugrundet:
Klagerne var anmodet om at blive skilt, da homoseksuelle ægteskaber ikke var tilladt i henhold til engelsk lov. Det Forenede Kongerige havde juridisk anerkendt kønsskiftet, og klagerne kunne fortsætte deres parforhold i et registreret partnerskab, som medførte næsten samme juridiske rettigheder og forpligtelser.

Domstolen bemærkede, at da den nye lovgivning – Gender Recognition Act 2004 – trådte i kraft efter dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen Christine Goodwin mod the United Kingdom, var lovgiverne klar over, at der var et lille antal transseksuelle i eksisterende ægteskaber, men undlod bevidst at lave bestemmelser for de tilfælde, hvor den ene part i et ægteskab havde fået foretaget kønsskifte, og hvor begge ægtefæller ønskede at fortsætte i ægteskabet.

Retten fandt, at det ikke kunne kræves, at der blev taget højde for så lille et antal ægteskaber.

Dommen i sin helhed hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

EF-Domstolen traf den 27. april 2006 afgørelse om, at en MtK kønsskifteopereret fra England var berettiget til pension fra kvinders pensionsalder. Sag C-423/04.

Vist 28 gange. Sagen vedrører Sarah Margaret Richards, der har gennemgået en mand til kvinde kønsskifteoperation, men som de engelske myndigheder nægtede pension fra hun fyldte 60 år, hvilket er normal pensionsalder for kvinder. Myndighederne ville først tildele hende pension, fra hun fyldte 65 år, som er normal pensionsalderen for mænd.
EF-Domstolen fik forelagt sagen og fremsatte den 15. december 2005 forslag til afgørelse og den 27. april 2006 endelig dom i sagen.
Såvel forslaget til afgørelse og selve dommen går i korthed ud på, at Sarah Margaret Richards var berettiget til pension fra hun var 60 år, normal pensionsalder for kvinder.

Indhold
EF-domstolens domsreferat af 27. april 2006
Dommens ordlyd
Generaladvokatens sagsreferat med forslag til afgørelse af 15. december 2005
Generaladvokatens forslag til afgørelse

[Til indhold]

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
27. april 2006 [*] »Ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring – direktiv 79/7/EØF – afslag på at udbetale alderspension fra det fyldte 60. år til en transseksuel, der har gennemgået en kønsskifteoperation fra mand til kvinde«

I sag C-423/04,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Social Security Commissioner (Det Forenede Kongerige) ved afgørelse af 14. september 2004, indgået til Domstolen den 4. oktober 2004, i sagen:
Sarah Margaret Richards
mod
Secretary of State for Work and Pensions,
har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne K. Schiemann, N. Colneric, J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer) og E. Juhász,
generaladvokat: F.G. Jacobs
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 20. oktober 2005,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Sarah Margaret Richards ved barristers J. Sawyer og T. Eicke
– Det Forenede Kongeriges regering ved R. Caudwell, som befuldmægtiget, bistået af barrister T. Ward
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved D. Martin og N. Yerrell, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 15. december 2005,
afsagt følgende

Dom

  1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24).
  2. Anmodningen er blevet indgivet under en sag anlagt af Sarah Margaret Richards, der har gennemgået en kønsskifteoperation, mod Secretary of State for Work and Pensions (herefter »Secretary of State«) vedrørende sidstnævntes afslag på at udbetale alderspension til hende fra hendes fyldte 60. år.
    Retsforskrifter
    Fællesskabsbestemmelser
  3. Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 har følgende ordlyd:
    »Princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, især for så vidt angår:
    – anvendelsesområdet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse
    – bidragspligt og beregning af bidrag
    – beregningen af ydelserne, herunder ægtefælle- eller forsørgertillæg, og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne.«
  4. Det bestemmes i samme direktivs artikel 7, stk. 1, at dette ikke er til hinder for, at medlemsstaterne kan undtage følgende fra direktivets anvendelsesområde:
    »a) fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophørspensioner og eventuelle følger heraf for andre ydelser
    […]«
    De nationale bestemmelser
  5. Ved section 29, paragraph 1 og 3, i lov af 1953 om registrering af fødsler og dødsfald (Births and Deaths Registration Act 1953) forbydes enhver ændring i fødselsregisteret, bortset fra tilfælde af skrivefejl eller materielle fejl.
  6. Section 44 i lov af 1992 om sociale sikringsbidrag og ydelser (Social Security Contributions and Benefits Act 1992) fastslår, at en person er berettiget til en alderspension i kategori A (»normal« pension), når denne når pensionsalderen og opfylder forskellige betingelser vedrørende bidrag.
  7. I henhold til Schedule 4, Part 1, paragraph 1, til lov af 1995 om alderspension (Pensions Act 1995) nås pensionsalderen for en mand som 65-årig, og for en kvinde, der er født før den 6. april 1950, som 60-årig.
  8. Den 1. juli 2004 blev lov af 2004 om kønsanerkendelse (Gender Recognition Act 2004, herefter »lov af 2004«) vedtaget, og den trådte i kraft den 4. april 2005.
  9. Denne lov giver personer, som allerede har gennemgået et kønsskifte, eller dem, der planlægger en sådan operation, mulighed for at ansøge om udstedelse af en kønsanerkendelsesattest (»gender recognition certificate«), på grundlag af hvilken de kan opnå en næsten fuldstændig anerkendelse af deres nye køn.
  10. I henhold til section 2, paragraph 1, i lov af 2004, skal der udstedes en kønsanerkendelsesattest, når ansøgeren bl.a. opfylder følgende betingelser:
    »a) lider af eller har lidt af kønsdysfori
    b) i de seneste to år forud for indgivelsen af ansøgningen har levet i overensstemmelse med sit nye køn
    […]«
  11. Section 9, paragraph 1, i lov af 2004 bestemmer:
    »Når en komplet kønsanerkendelsesattest er udstedt til en person, bliver denne persons køn det erhvervede køn (således at ved et nyt køn som mand, anses personen for at være en mand, og ved et nyt køn som kvinde, anses personen for at være kvinde).«
  12. Ifølge section 9, paragraph 2, i lov af 2004, har kønsanerkendelsesattesten ingen indflydelse på handlinger, der er foretaget, eller begivenheder, der er indtruffet, før udstedelsen heraf.
  13. Hvad angår pensionsydelser fastslår Schedule 5, Part 2, paragraph 7, point 3, i lov af 2004:
    »[…] hvis den pågældende person (umiddelbart inden attestens udstedelse)
    a) er en mand, der har nået den alder, hvor en kvinde når pensionsalderen, men
    b) ikke er fyldt 65 år,
    skal vedkommende anses for […] at nå pensionsalderen på tidspunktet for attestens udstedelse.«
    Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
  14. Sarah Margaret Richards er født den 28. februar 1942 og er i fødselsattesten registreret som mand. Efter at have fået stillet diagnosen kønsdysfori gennemgik hun den 3. maj 2001 en kønsskifteoperation.
  15. Den 14. februar 2002 ansøgte Sarah Margaret Richards Secretary of State om tildeling af alderspension fra og med den 28. februar 2002, hvor hun fyldte 60 år, hvilket i medfør af national ret er den alder, hvor en kvinde, der er født før den 6. april 1950, kan opnå alderspension.
  16. Ved afgørelse af 12. marts 2002 fik hun afslag på ansøgningen med den begrundelse, at ansøgningen »er fremsat mere end fire måneder før, ansøgeren fylder 65 år«, som er pensionsalderen for mænd i Det Forenede Kongerige.
  17. Da den af Sarah Margaret Richards for Social Security Appeal Tribunal indbragte klage blev afvist, indbragte hun sagen for Social Security Commissioner, idet hun gjorde gældende, at afslaget på at udbetale hende alderspension fra hendes 60. år i medfør af Domstolens dom af 7. januar 2004, K.B. (sag C-117/01, Sml. I, s. 541) udgør en tilsidesættelse af artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt udgør forskelsbehandling i strid med artikel 4 i direktiv 79/7.
  18. For den forelæggende ret har Secretary of State anført, at sagsøgeren i hovedsagens påstand ikke henhører under dette direktivs anvendelsesområde. Ifølge Secretary of State fastsætter fællesskabsretten nemlig kun harmoniseringsforanstaltninger vedrørende aldersydelser uden i øvrigt at give ret til at opnå disse ydelser. Desuden er Sarah Margaret Richards ikke blevet forskelsbehandlet i forhold til de personer, som udgør det hensigtsmæssige sammenligningsgrundlag, nemlig mænd, der ikke har gennemgået en kønsskifteoperation.
  19. Social Security Commissioner har, for at kunne afgøre denne tvist, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
    »1) Er direktiv 79/7 til hinder for et afslag på tildeling af alderspension inden det 65. år til en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, og som ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde?
    2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, fra hvilken dato har Domstolens svar på spørgsmål 1 da virkning?«
    Om det første spørgsmål
  20. Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 er til hinder for en lovgivning, som nægter alderspension til en person, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.
  21. Indledningsvis skal det fastslås, at det tilkommer medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for den juridiske anerkendelse af en persons kønsskifte (jf. i denne retning K.B.-dommen, præmis 35).
  22. Ved besvarelsen af det første spørgsmål skal det straks understreges, at direktiv 79/7 på området for social sikring er udtryk for princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, som er et af fællesskabsrettens grundlæggende principper.
  23. Det følger af Domstolens faste praksis, at det i øvrigt er en af menneskets grundlæggende rettigheder, som Domstolen skal sikre overholdt, ikke at blive udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 15.6.1978, sag 149/77, Defrenne, Sml. s. 1365, præmis 26 og 27, og af 30.4.1996, sag C-13/94, P./S., Sml. I, s. 2143, præmis 19).
  24. Direktiv 79/7’s anvendelsesområde kan således ikke indskrænkes til blot at omfatte forskelsbehandling, som følger af, at den pågældende tilhører det ene eller det andet køn. Når henses til direktivets formål og karakteren af de rettigheder, det tilsigter at beskytte, kan dette direktiv også finde anvendelse på den forskelsbehandling, der udspringer af den pågældendes kønsskifte (jf. vedrørende Rådets direktiv 76/207/EØF af 9.2.1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40), P./S.-dommen, præmis 20).
  25. Det Forenede Kongeriges regering har anført, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, følger af, at den nationale lovgiver har valgt at fastsætte pensionsalderen forskelligt for mænd og kvinder. Da en sådan mulighed udtrykkeligt er tillagt medlemsstaterne i medfør af artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7, kan de ifølge denne regering på alderspensionsområdet fravige princippet om lige behandling af mænd og kvinder. Regeringen mener ikke, at den omstændighed i hovedsagen, at kønssondringen i pensionsordningen påvirker transseksuelles rettigheder, har nogen relevans.
  26. Denne argumentation kan ikke tiltrædes.
  27. Sarah Margaret Richards har argumenteret for, at hun er blevet forhindret i at modtage alderspension fra hun fyldte 60 år, hvilket er den alder, hvor kvinder, som er født før den 6. april 1950, kan modtage en sådan pension i Det Forenede Kongerige.
  28. Den i hovedsagen omhandlede forskelsbehandling er en følge af, at Sarah Margaret Richards nye køn, som hun har fået efter en kønsskifteoperation, ikke anerkendes med henblik på anvendelsen af lov af 1995 om alderspension.
  29. I modsætning til kvinder, hvis køn ikke er resultatet af en kønsskifteoperation, og som har ret til alderspension som 60-årige, kan Sarah Margaret Richards ikke opfylde en af betingelserne for retten til denne pension, i det foreliggende tilfælde betingelsen om pensionsalder.
  30. Den ulige behandling, som Sarah Margaret Richards har været udsat for, må anses for en ulovlig forskelsbehandling efter artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, eftersom den udspringer af kønsskiftet.
  31. Domstolen har nemlig allerede fastslået, at en national lovgivning, som er til hinder for, at en transseksuel – i mangel på anerkendelse af dennes nye køn – kan opfylde en nødvendig betingelse for at opnå en af fællesskabsretten beskyttet rettighed, principielt skal anses for at være uforenelig med fællesskabsrettens krav (jf. K.B.-dommen, præmis 30 – 34).
  32. Det Forenede Kongeriges regering har gjort gældende, at der ikke er blevet krænket nogen rettighed i henhold til fællesskabsretten med afslaget på pension af 12. marts 2002, eftersom retten til alderspension alene følger af national ret.
  33. Hertil er det tilstrækkeligt at bemærke, at det følger af fast retspraksis, at fællesskabsretten ikke begrænser medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, og at det i mangel af en harmonisering på fællesskabsplan tilkommer hver medlemsstat i lovgivningen at fastsætte dels vilkårene for retten eller forpligtelsen til at blive tilsluttet en social sikringsordning, dels de betingelser, som en person skal opfylde for at være berettiget til ydelser. Det forholder sig imidlertid således, at medlemsstaterne skal overholde fællesskabsretten ved udøvelsen af denne kompetence (dom af 12.7.2001, sag C-157/99, Smits og Peerbooms, Sml. I, s. 5473, præmis 44-46, og af 4.12.2003, sag C-92/02, Kristiansen, Sml. I, s. 14597, præmis 31).
  34. De former for forskelsbehandling, som er i strid med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, er i øvrigt kun omfattet af undtagelsen i samme direktivs artikel 7, stk. 1, litra a), på den betingelse, at de er nødvendige for at nå de mål, som dette direktiv tilsigter ved at give medlemsstaterne ret til at opretholde forskellig pensionsalder for mænd og kvinder (dom af 7.7.1992, sag C-9/91, Equal Opportunities Commission, Sml. I, s. 4297, præmis 13).
  35. Selv om det i betragtningerne til direktiv 79/7 ikke præciseres, hvad der er grunden til disse undtagelser, kan det af karakteren af de i dette direktivs artikel 7, stk. 1, fastsatte undtagelser udledes, at fællesskabslovgiver havde til hensigt at tillade medlemsstaterne midlertidigt at opretholde de fordele, der var tildelt kvinder med hensyn til arbejdsophør, for gradvist at sætte dem i stand til at indrette deres pensionsordninger i den henseende, uden at bringe ordningernes komplekse økonomiske ligevægt i fare, et forhold man ikke kunne undgå at tage hensyn til. Disse fordele omfatter kvindelige arbejdstageres mulighed for at få udbetalt pension på et tidligere tidspunkt end mandlige arbejdstagere, således som fastsat i samme direktivs artikel 7, stk. 1, litra a), (dommen i sagen Equal Opportunities Commission, præmis 15).
  36. Ifølge Domstolens faste praksis skal undtagelsen fra forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af køn i artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7 fortolkes strengt (jf. domme af 26.2.1986, sag 152/84, Marshall, Sml. s. 723, præmis 36, og sag 262/84, Beets-Proper, Sml. s. 773, præmis 38, samt dom af 30.3.1993, sag C-328/91, Thomas m.fl., Sml. I, s. 1247, præmis 8).
  37. Denne bestemmelse skal derfor fortolkes således, at den kun vedrører fastsættelse af en pensionsalder, der er forskellig for mænd og kvinder. Tvisten i hovedsagen drejer sig imidlertid ikke om en sådan foranstaltning.
  38. Det følger af ovennævnte, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning, som nægter alderspension til en person, som i overensstemmelse med de i national ret opstillede betingelser har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.
    Om det andet spørgsmål
  39. Forudsat at Domstolen fastslår, at direktiv 79/7 er til hinder for den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, ønsker den forelæggende ret med sit andet spørgsmål oplyst, om virkningerne af en sådan dom skal begrænses i tid.
  40. Domstolen vil kun undtagelsesvis under anvendelse af et almindeligt retssikkerhedsprincip, der er knæsat i Fællesskabets retsorden, finde anledning til at begrænse borgernes mulighed for at påberåbe sig den således fortolkede bestemmelse med henblik på anfægtelse af tidligere i god tro stiftede retsforhold (dom af 2.2.1988, sag 24/86, Blaizot, Sml. s. 379, præmis 28, og af 23.5.2000, sag C-104/98, Buchner m.fl., Sml. I, s. 3625, præmis 39).
  41. Det fremgår desuden af fast retspraksis, at de økonomiske følger, som en præjudiciel dom kan få for en medlemsstat, ikke i sig selv kan begrunde en begrænsning af dommens tidsmæssige virkninger (dom af 20.9.2001, sag C-184/99, Grzelczyk, Sml. I, s. 6193, præmis 52, og af 15.3.2005, sag C-209/03, Bidar, Sml. I, s. 2119, præmis 68).
  42. Domstolen har kun truffet en sådan bestemmelse under ganske bestemte omstændigheder, hvor der ellers var risiko for alvorlige økonomiske følger, navnlig fordi der var stiftet mange retsforhold i god tro i henhold til de pågældende retsforskrifter, som blev anset for at være lovligt i kraft, og fordi det fremgik, at borgerne og de nationale myndigheder var blevet tilskyndet til at følge en adfærd, som ikke var i overensstemmelse med Fællesskabets retsforskrifter, på grund af en objektiv og betydelig usikkerhed vedrørende fællesskabsforskrifternes rækkevidde, en usikkerhed, som de øvrige medlemsstater eller Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber eventuelt selv havde bidraget til med den af dem fulgte adfærd (jf. Bidar-dommen, præmis 69).
  43. I det foreliggende tilfælde kan ikrafttrædelsen af lov af 2004 den 4. april 2005 bringe tvister som den, der ligger til grund for hovedsagen, til ophør. Desuden har Det Forenede Kongeriges regering hverken i de skriftlige indlæg for Domstolen eller under retsmødet fastholdt den påstand, som den fremsatte under hovedsagen vedrørende dommens begrænsning i tid.
  44. Det andet spørgsmål skal følgelig besvares med, at det er ufornødent at begrænse denne doms tidsmæssige virkning.
    Sagens omkostninger
  45. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
    På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
    1. 1) Artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning, som nægter alderspension til en person, som i overensstemmelse med de i national ret opstillede betingelser har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.
    2. 2) Det er ufornødent at begrænse denne doms tidsmæssige virkning.
    Underskrifter

Note
* [Retur] Processprog: engelsk.

[Til indhold]

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
F. G. JACOBS
fremsat den 15. december 2005 [1]

Sag C-423/04

Sarah Margaret Richards
mod
Secretary of State for Work and Pensions

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Social Security Commissioner (Det Forenede Kongerige))

1. Transseksuelle er ifølge Det Forenede Kongeriges højesteret, House of Lords, »født med anatomien af en person af ét køn, men med en urokkelig tro på eller overbevisning om, at de er personer af et andet køn« [2]. Denne overbevisning om at tilhøre et andet køn er så dyb, at den transseksuelle bevæges til at anmode om foretagelse af den tilsvarende kropslige »korrektion« [3] ved hormonbehandling og kønsskifteoperation [4]. Denne tilstand betegnes også som kønsdysfori eller kønsidentitetsforstyrrelse.
2. Efter at den engelsk-walisiske journalist og rejseforfatter Jan Morris (tidligere James Morris) i 1972 fik foretaget en kønsskifteoperation for at fuldende justeringen af sit ydre til at blive den kvinde, som hun altid havde følt at være [5], fortæller hun, hvordan »en høflig funktionær i ministeriet […] på undskyldende vis forklarede, at sagen om min alderspension ville blive behandlet i betimelig tid« [6]. Mere end 30 år senere blev lov af 2004 om kønsanerkendelse (Gender Recognition Act 2004) vedtaget i Det Forenede Kongerige, hvorved transseksuelles civilretlige stilling, herunder pensionsforhold, blev reguleret [7]. Loven trådte i kraft den 4. april 2005, uden dog at have tilbagevirkende kraft.
3. Med den foreliggende anmodning, som er indgivet af Social Security Commissioner, London, før lov af 2004 om kønsanerkendelse trådte i kraft, ønskes oplyst, om direktiv 79/7/EØF [8] er til hinder for, at en medlemsstat afslår at tildele alderspension til en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.
Fællesskabsbestemmelser
4. Artikel 1 i direktiv 79/7 bestemmer:
»Dette direktiv tilsigter gradvis gennemførelse for så vidt angår den i artikel 3 omhandlede sociale sikring og anden social beskyttelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring, i det følgende benævnt princippet om ligebehandling.«
5. Artikel 2 bestemmer, at direktivet finder anvendelse på den erhvervsaktive befolkning.
6. I artikel 3, stk. 1, litra a), anføres, at direktivet finder anvendelse på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod risici såsom alderdom.
7. Artikel 4, stk. 1, bestemmer:
»Princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte […], især for så vidt angår:
[…] – beregningen af ydelserne, herunder […], og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne.«
8. Artikel 7, stk. 1, bestemmer:
»Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan undtage følgende fra direktivets anvendelsesområde:
a) fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophørspensioner […] […]«
Nationale bestemmelser før Goodwin-dommen
9. I England og Wales bestemmes det i section 1 i lov af 1953 om registrering af fødsler og dødsfald (Births and Deaths Registration Act 1953), at enhver barnefødsel skal registreres af Registrar of Births and Deaths for det område, hvor barnet fødes. Barnets køn skal angives på fødselsattesten. Loven af 1953 giver Registrar of Births and Deaths mulighed for at ændre fødselsattesten i tilfælde af skrivefejl eller materielle fejl. Den officielle holdning er, at ændringer udelukkende foretages, såfremt fejlen opstod på det tidspunkt, da fødslen blev registreret. Den omstændighed, at det senere i en persons liv måtte forekomme, at hans eller hendes »psykologiske« køn strider mod det registrerede køn, anses ikke for at medføre, at registreringen ved fødslen udgjorde en materiel fejl. Således accepteres det ikke, at der er en fejl i fødselsregistreringen for en person, som gennemgår en medicinsk og kirurgisk behandling for at gøre det muligt for denne person at indtage rollen som en person af det andet køn.
10. Department for Work and Pensions (herefter »DWP«) – tidligere Department of Social Security – registrerer enhver britisk statsborger i den nationale sikringsordning på grundlag af oplysningerne på fødselsattesten. I relation til pensionsalderen fastsættes en persons køn på grundlag af det biologiske køn ved fødslen.
11. Bidrag til den nationale sikringsordning betales ved arbejdsgiverens tilbageholdelse af en del af arbejdstagerens løn, som derefter videregives til Inland Revenue (for derefter at blive overført til DWP). Arbejdsgiveren skal for nærværende foretage sådanne løntilbageholdelser for kvindelige arbejdstagere, indtil de når pensionsalderen ved det 60. år, og for mandlige arbejdstagere, indtil de når pensionsalderen ved det 65. år. DWP har en ordning for transseksuelle, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, hvorefter de kan indgå en aftale med DWP om at betale bidrag til den nationale sikringsordning direkte til DWP, som måtte være forfaldne, efter at arbejdsgiveren ved den transseksuelles fyldte 60. år ikke længere foretager løntilbageholdelse i den tro, at arbejdstageren er en kvinde. I relation til transseksuelle, som har gennemgået et kønsskifte fra kvinde til mand, kan arbejdstageren forlange løntilbageholdelser foretaget af arbejdsgiveren efter det 60. år tilbagebetalt direkte af DWP [9].
12. I henhold til schedule 4, paragraph 1, i lov af 1995 om alderspension (Pensions Act 1995) nås pensionsalderen for en mand som 65-årig. I henhold til paragraph 2 i samme schedule nås pensionsalderen for en kvinde, der er født før den 6. april 1950, som 60-årig [10].
Goodwin-dommen og lov af 2004 om kønsanerkendelse
13. Den 11. juli 2002 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dom i Goodwin-sagen [11]. Sagsøgeren i denne sag – en transseksuel, som havde gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde – havde nedlagt påstand om, at der forelå tilsidesættelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i relation til transseksuelles retsstilling i Det Forenede Kongerige og især i relation til behandlingen af disse med hensyn til ansættelse, social sikring, pensioner og ægteskab.
14. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog, at der forelå en tilsidesættelse afartikel 8 (respekt for privatliv) og af artikel 12 (ret til at gifte sig). I relation til artikel 8 henviste Menneskerettighedsdomstolen til den manglende juridiske anerkendelse af klagerens nye køn og bemærkede især, at den omstændighed, at sagsøgeren i juridisk forstand forblev en mand, havde indvirkning på hendes liv, »for så vidt angår de forhold, hvor køn er af juridisk betydning, og hvor der sondres mellem mand og kvinde som f.eks. i relation til pension og pensionsalder«. I relation til artikel 12 er der ifølge Menneskerettighedsdomstolen intet, som kan retfærdiggøre at hindre transseksuelle i at benytte sig af retten til at gifte sig efter kønsskiftet under alle omstændigheder [12].
15. For at opfylde Goodwin-dommen har Det Forenede Kongeriges lovgiver vedtaget lov af 2004 om kønsanerkendelse, som trådte i kraft den 4. april 2005. Denne lov giver transseksuelle (uanset om de har gennemgået en kønsskifteoperation) mulighed for at ansøge om udstedelse af en kønsanerkendelsesattest (»gender recognition certificate«), på grundlag af hvilken de – ifølge den forelæggende ret – »kan opnå en næsten fuldstændig anerkendelse af deres nye køn«.
16. Loven bestemmer, at der skal oprettes et kønsanerkendelsesudvalg (Gender Recognition Panel). I medfør af lovens section 2 skal dette udvalg udstede en kønsanerkendelsesattest, såfremt det er godtgjort, at ansøgeren:
»a) lider af eller har lidt af kønsdysfori
b) i de seneste to år forud for indgivelsen af ansøgningen har levet i overensstemmelse med sit nye køn
c) har til hensigt at leve i overensstemmelse med sit nye køn indtil sin død«
og opfylder visse betingelser, som er fastsat i lovens section 3, vedrørende fremlæggelse af tilstrækkelig dokumentation.
17. Section 13 og schedule 5 i lov af 2004 om kønsanerkendelse indeholder bestemmelser om adgangen til at modtage sociale ydelser og pension. Paragraph 7, point 3, i schedule 5 bestemmer:
»[…] hvis den pågældende person (umiddelbart inden attestens udstedelse)
a) er en mand, der har nået den alder, hvor en kvinde når pensionsalderen, men
b) ikke er fyldt 65 år,
skal vedkommende anses for […] at nå pensionsalderen på tidspunktet for attestens udstedelse« [13].
De faktiske omstændigheder og tvisten i hovedsagen
18. Sagsøgeren er født i 1942 og er i fødselsattesten registreret som mand.
19. Efter at have fået stillet diagnosen kønsdysfori gennemgik sagsøgeren den 3. maj 2001 en kønsskifteoperation. Sagsøgeren beskrives af den forelæggende ret som en transseksuel, der har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde.
20. I februar 2002 ansøgte sagsøgeren om tildeling af alderspension fra sin 60-års fødselsdag.
21. Ansøgningen blev afslået med den begrundelse, at ansøgningen blev fremsat mere end fire måneder før, ansøgeren fyldte 65 år, som er pensionsalderen for mænd i Det Forenede Kongerige.
22. Sagsøgeren indbragte sagen for Social Security Appeal Tribunal. Sagen, som udelukkende blev afgjort i henhold til national lovgivning, blev afvist.
23. Sagsøgeren indbragte herefter sagen for Social Security Commissioner, idet hun gjorde gældende, at afslaget på at udbetale hende alderspension fra det tidspunkt, hvor andre kvinder ville kunne opnå alderspension, udgjorde forskelsbehandling i strid med direktiv 79/7.
24. Det er ubestridt, at sagsøgeren tilhører den persongruppe, som er omfattet af direktiv 79/7’s anvendelsesområde, og at den omhandlede statslige pensionsordning henhører under direktivets materielle anvendelsesområde.
25. Social Security Commissioner har følgelig udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1] Er direktiv 79/7 til hinder for et afslag på tildeling af alderspension inden det 65. år til en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, og som ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde?
2] Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, fra hvilken dato har Domstolens svar på spørgsmål 1 da virkning?«
26. Sagsøgeren, Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen, som alle var repræsenteret i retsmødet, har indgivet skriftlige indlæg.
Domstolens retspraksis vedrørende transseksuelle og forskelsbehandling
27. Domstolen har afsagt to domme i sager, hvori en transseksuel har nedlagt påstand om, at der forelå forskelsbehandling på grundlag af køn. Begge sager vedrørte anmodninger om præjudiciel afgørelse forelagt af retter i Det Forenede Kongerige.
28. I sagen P. mod S. [14] blev Domstolen i det væsentlige spurgt, om afskedigelse af en transseksuel arbejdstager på grund af et kønsskifte udgjorde en forskelsbehandling på grundlag af køn i henhold til direktivet om ligebehandling af mænd og kvinder [15].
29. Domstolen fulgte generaladvokat Tesauros opfordring til at træffe en »modig« afgørelse og fastslog følgende:
»[…] princippet om ligebehandling »af mænd og kvinder«, hvortil der henvises i direktivets titel, præambel og bestemmelser, indebærer, »at der ikke må finde nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn« […] Direktivet giver således på det pågældende område kun udtryk for det lighedsprincip, som er et af fællesskabsrettens grundlæggende principper.
Som Domstolen allerede adskillige gange har fastslået, er det i øvrigt en af menneskets grundlæggende rettigheder, som Domstolen skal sikre overholdt, ikke at blive udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn […] Under disse omstændigheder kan direktivets anvendelsesområde ikke skulle indskrænkes til blot at omfatte forskelsbehandling, som følger af, at den pågældende tilhører det ene eller det andet køn. Når henses til direktivets formål og karakteren af de rettigheder, det skal beskytte, må direktivet også finde anvendelse på den forskelsbehandling, der – som i dette tilfælde – udspringer af den pågældendes kønsskifte.
En sådan forskelsbehandling finder nemlig væsentligst, hvis ikke udelukkende, sted på grundlag af den pågældendes køn. Når en person således afskediges med den begrundelse, at den pågældende har til hensigt at gennemgå eller har gennemgået et kønsskifte, udsættes vedkommende for en behandling, som er mindre gunstig set i forhold til personer af det køn, som vedkommende ansås for at tilhøre før operationen.
Såfremt en sådan forskelsbehandling var tilladt, ville den ret til personlig værdighed og frihed, som Domstolen skal beskytte, blive krænket i forhold til den pågældende« [16].
30. På denne baggrund konkluderede Domstolen, at direktivet var til hinder for afskedigelse af en transseksuel på grund af den pågældendes kønsskifte.
31. Sagsøgeren i K.B.-sagen [17] var en kvinde, som levede sammen med R – en transseksuel, som havde gennemgået et kønsskifte fra kvinde til mand – men som ikke kunne indgå lovformeligt ægteskab med R. K.B. fik meddelelse om, at i tilfælde af, at hun afgik ved døden før R, ville R ikke kunne oppebære enkemandspension i henhold til K.B.’s pensionsordning, idet denne ydelse var forbeholdt en efterlevende ægtefælle, samt at ingen bestemmelse i den nationale lovgivning tillagde en person status som »ægtefælle«, uden der er indgået et lovformeligt ægteskab. K.B. anlagde sag med påstand om, at der forelå forskelsbehandling på grundlag af køn. Spørgsmålet, som blev forelagt Domstolen, var, om udelukkelse af en person i R’s situation fra pensionsordningen udgjorde forskelsbehandling på grundlag af køn i strid med fællesskabsretten [18].
32. Efter at Domstolen havde fastslået, at efterladtepension udbetalt i henhold til en pensionsordning som den omhandlede udgjorde »løn« ifølge artikel 141 EF og ligelønsdirektivet, afsagdes følgende dom:
»Artikel 141 EF er i princippet til hinder for en lovgivning, der i strid med EMRK hindrer et par som K.B. og R i at opfylde den nødvendige betingelse om ægteskab for, at den ene kan nyde godt af en del af den andens løn. Det påhviler den nationale ret at efterprøve, om en person i K.B.’s situation i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede kan støtte ret på artikel 141 EF med henblik på at opnå, at dennes partner får tillagt ret til efterladtepension« [19].
Det første spørgsmål
33. Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om det er uforeneligt med direktiv 79/7, at en medlemsstat afslår at tildele alderspension til en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.
34. Ifølge sagsøgeren og Kommissionen skal spørgsmålet besvares bekræftende, hvorimod Det Forenede Kongeriges regering indtager det modsatte standpunkt.
35. Sagsøgeren og Kommissionen henviser til dommene i sagerne P. mod S. [20] og K.B. [21] til støtte for deres påstande.
36. I dommen i sagen P. mod S. fastslog Domstolen i det væsentlige, at afskedigelse »på grund af et kønsskifte« udgjorde en forskelsbehandling på grundlag af køn i strid med artikel 5, stk. 1, i direktivet om ligebehandling af mænd og kvinder [22].
37. Det er åbenbart, at »ligebehandlingsprincippet«, der kommer til udtryk i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 i relation til forhold vedrørende social sikring, har samme rækkevidde og samme virkning som »ligebehandlingsprincippet«, der kommer til udtryk i artikel 5, stk. 1, i direktivet om ligebehandling af mænd og kvinder i relation til arbejdsforhold. Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 fastslår, at der ikke må finde nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, bl.a. for så vidt angår betingelserne for varigheden af retten til lovbestemte alderspensionsydelser.
38. Sagsøgeren i den foreliggende sag nægtes sin pension under omstændigheder, hvor hun ville have været berettiget til pensionen, såfremt hun havde været registreret som kvinde fra fødslen. Den påståede forskelsbehandling består således i Det Forenede Kongeriges manglende anerkendelse af den transseksuelle med det erhvervede køn på samme vilkår som personer, der fra fødslen er registreret som værende af dette køn.
39. Domstolen fastslog i dommen i sagen P. mod S., at når en person afskediges med den begrundelse, at den pågældende har til hensigt at gennemgå eller har gennemgået et kønsskifte, udsættes vedkommende for en behandling, som er mindre gunstig set i forhold til personer af det køn, som vedkommende ansås for at tilhøre før kønsskiftet [23].
40. Hvis denne fremgangsmåde blev fulgt i den foreliggende sag, ville det korrekte sammenligningsgrundlag for sagsøgeren således være »personer af det køn, som vedkommende blev anset for at tilhøre før kønsskiftet«. Denne persongruppe ville omfatte mandlige pensionsansøgere, som ikke er berettiget til pension, førend de er fyldt 65 år, og der ville således ikke være tale om forskelsbehandling.
41. Jeg er imidlertid enig med Kommissionen i, at den vurdering, som skal foretages for at fastslå, om der finder forskelsbehandling sted på grundlag af køn, for transseksuelle skal være forskellig fra den klassiske model, som altid er baseret på en simpel sammenligning mellem mænd og kvinder.
42. Sagen P. mod S. var en særlig klar sag om forskelsbehandling, idet det blev anerkendt, at afskedigelsen skete »på grund af kønsskiftet«. Uanset om sammenligningsgrundlaget var en mand, som ikke havde til hensigt at gennemgå en kønsskifteoperation, eller en kvinde, som ikke havde gennemgået en sådan operation, ville resultatet have været det samme. I forhold til en sådan person var sagsøgeren udsat for en mindre gunstig behandling.
43. Det samme var tilfældet i afgørelsen truffet af House of Lords i sagen A mod Chief Constable of West Yorkshire Police [24], hvor retten ved vurderingen af det korrekte sammenligningsgrundlag fulgte samme fremgangsmåde, som Domstolen havde fulgt i sagen P. mod S. [25]. Denne sag drejede sig også om direkte forskelsbehandling som følge af et kønsskifte.
44. I K.B.-sagen var situationen en anden. Domstolen fastslog, at nægtelse af pension til en transseksuel, som havde gennemgået et kønsskifte fra kvinde til mand, og som var partner til en kvinde, der var tilknyttet National Health Service Pension Scheme, udgjorde forskelsbehandling på grundlag af køn i strid med artikel 141 EF, idet Domstolen sammenlignede parret med »heteroseksuelle par, hvor den ene af parternes seksuelle identitet ikke er et resultat af en kønsskifteoperation, og som således kan gifte sig« [26]. Det korrekte sammenligningsgrundlag i relation til en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra kvinde til mand, var derfor en mand, hvis identitet ikke var et resultat af en kønsskifteoperation.
45. I den foreliggende sag synes dette også at være det korrekte sammenligningsgrundlag. Sagsøgeren nægtes sin pension under omstændigheder, hvor hun ville have været berettiget til pensionen, hvis hun var blevet registreret som kvinde ved fødslen. Den påståede forskelsbehandling består således i Det Forenede Kongeriges manglende anerkendelse af den transseksuelle med det erhvervede køn på samme vilkår som personer, der fra fødslen er registreret som værende af dette køn, hvilket også var tilfældet i K.B.-sagen. Jeg mener derfor, at det korrekte sammenligningsgrundlag i den foreliggende sag vedrørende en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, er en kvinde, hvis identitet ikke er et resultat af en kønsskifteoperation.
46. På ovenstående baggrund er jeg af den opfattelse, at det strider mod artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, at en medlemsstat afslår at tildele alderspension til en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.
47. Det Forenede Kongeriges regering gør imidlertid gældende, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 ikke finder anvendelse, idet Det Forenede Kongerige har valgt at undtage bestemmelserne om fastsættelse af pensionsalderen fra direktivets anvendelsesområde i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, litra a).
48. Sagsøgeren og Kommissionen anfører som modargument, at sagsøgeren ikke klager over, at pensionsalderen er forskellig for mænd og kvinder, men at hun som kvinde nægtes alderspension ved den fastsatte alder, udelukkende fordi Det Forenede Kongerige ikke anerkender hendes erhvervede køn.
49. Jeg er enig i, at artikel 7, stk. 1, litra a), ikke er relevant i den foreliggende sag.
50. Domstolen har fastslået, at de former for forskelsbehandling, som i princippet er i strid med artikel 4, stk. 1, i øvrigt kun er omfattet af undtagelsen i artikel 7, stk. 1, litra a), såfremt de er nødvendige for at nå de mål, som direktivet tilsigter ved at give medlemsstaterne ret til at opretholde forskellig pensionsalder for mænd og kvinder [27].
51. Dette er imidlertid ikke genstanden for den foreliggende sag, idet sagsøgeren i det væsentlige anfægter det grundlag, hvorpå Det Forenede Kongerige klassificerer en person som tilhørende et bestemt køn ved fastsættelse af, om den pågældende person har nået pensionsalderen. Undtagelsen i artikel 7, stk. 1, litra a), vedrører lovgivning om fastsættelse af forskellig pensionsalder for mænd og kvinder. Den vedrører derimod ikke lovgivning om fastsættelse af den pågældende persons køn.
52. Det Forenede Kongeriges regering gør gældende, at sagsøgeren ikke på den ene side kan gøre gældende, at forskelsbehandling på grundlag af køn som beskrevet i artikel 4, stk. 1, omfatter forskelsbehandling på grundlag af kønsskifte, og på den anden side gøre gældende, at Det Forenede Kongeriges undtagelse fra forbuddet mod »forskelsbehandling […] på grundlag af køn« som beskrevet i artikel 7 ikke finder anvendelse på den form for forskelsbehandling, som hun påstår foreligger.
53. Jeg anser ikke dette synspunkt for at være »fejlagtigt ifølge sagens natur« som anført af Det Forenede Kongeriges regering. I modsætning til denne regerings synspunkt kan en sag både ligge falde ind under et generelt forbud mod forskelsbehandling og falde uden for en specifik undtagelse til et sådant forbud.
54. Det fremgår klart af bestemmelserne, at forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, som fastslår, »at der ikke må finde nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling«, tilsigter at omfatte alle forhold. Domstolen har fastslået, at bestemmelsen »generelt og utvetydigt udelukker enhver form for forskelsbehandling på grundlag af køn« [28]. I artikel 4, stk. 1, angives en række specifikke eksempler på områder, hvor forskelsbehandling er forbudt, såsom inden for anvendelsesområdet for lovbestemte socialsikringsordninger, betingelserne for adgang til disse, bidragspligt og beregning af bidrag, beregningen af ydelserne og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne.
55. I modsætning hertil har Domstolen fastslået, at undtagelsen fra forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af køn i artikel 7, stk. 1, litra a), skal fortolkes indskrænkende set i lyset af ligebehandlingsprincippets grundlæggende betydning [29]. Som anført ovenfor, tillader denne bestemmelse en forskellig behandling af mænd og kvinder ved fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophørspensioner og eventuelle følger heraf for andre ydelser. Den foreliggende sag vedrører ikke denne form for forskelsbehandling på grundlag af køn.
56. I den foreliggende sag ligger den adfærd, der klages over, inden for det generelle forbud i artikel 4, stk. 1, i direktivet om ligebehandling af mænd og kvinder, men uden for undtagelsen dertil i artikel 7, stk. 1, litra a).
57. Jeg skal tilføje, at spørgsmålet om det trin, hvor en transseksuel bliver berettiget til inden for rammerne af direktiv 79/7 at blive behandlet på samme måde som personer af hans eller hendes erhvervede køn, blev diskuteret under retsmødet. Der er imidlertid ikke behov for at besvare dette spørgsmål i den foreliggende sag, som vedrører en transseksuel, der allerede har gennemgået et kønsskifte, og som derfor klart er berettiget til ligebehandling.
58. På ovenstående baggrund konkluderer jeg, at det første spørgsmål må besvares med, at det er uforeneligt med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, at en medlemsstat afslår at tildele alderspension til en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.
Det andet spørgsmål
59. Den forelæggende rets andet spørgsmål bliver relevant, såfremt det første spørgsmål besvares som foreslået i punkt 58 herover. I dette tilfælde ønsker den forelæggende ret oplyst, om en sådan doms tidsmæssige virkninger skal begrænses.
60. Den forelæggende ret synes under den verserende sag at være tilskyndet af Secretary of State for Work and Pensions til at forelægge andet spørgsmål, som i forelæggelseskendelsen opsummeres således:
»Såfremt Domstolen ikke er enig i ovenstående argumenter, men konkluderer, at fællesskabsretten forbyder den af appellanten anfægtede forskelsbehandling, opfordrer Secretary of State Domstolen til at begrænse dommens tidsmæssige virkninger i lyset af Domstolens dom af 17. maj 1990 i Barber-sagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889, præmis 40-44) og bestemme, at dommen i den foreliggende sag ikke kan påberåbes til støtte for krav om tilkendelse af pensionsret fra et tidspunkt, der ligger forud for afsigelsen af Domstolens dom, medmindre der forinden er anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til gældende national ret.«
61. Imidlertid anfører Det Forenede Kongeriges regering i sit skriftlige indlæg til Domstolen, hvilket den har gentaget under retsmødet, at den ikke vil nedlægge påstand om begrænsning af dommens tidsmæssige virkninger.
62. I alle tilfælde fremgår det af Domstolens retspraksis, at der kun under ganske bestemte omstændigheder vil blive truffet bestemmelse om begrænsning af en doms tidsmæssige virkninger, såsom tilfælde hvor der ellers ville være »risiko for alvorlige økonomiske følger, navnlig fordi der var stiftet mange retsforhold i god tro i henhold til de pågældende retsforskrifter, som blev anset for at være lovligt i kraft« [30].
63. I den foreliggende sag er der en række faktorer, hvis samlede virkning kan minimere de økonomiske følger af en dom, som besvarer den forelæggende rets spørgsmål bekræftende. For det første er antallet af transseksuelle i Det Forenede Kongerige ifølge regeringens egne tal lille. I 2000 skønnes antallet at være mellem 2 000 og 5 000 personer [31] (hvilket selvfølgelig omfatter transseksuelle i alle aldersgrupper) ud af en samlet befolkning på næsten 60 millioner. For det andet er forskellene mellem pensionsalderen for mænd og kvinder i Det Forenede Kongerige ved at blive udfaset for alle personer født efter den 5. april 1955 [32]. For det tredje bliver en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, og som er i besiddelse af en kønsanerkendelsesattest i medfør af lov af 2004 om kønsanerkendelse, og som har nået den alder, hvor en kvinde i samme alder er berettiget til pension, anset for at have nået pensionsalderen, når attesten udstedes. Det er derfor klart, at antallet af personer i samme situation som sagsøgeren, ikke vil kunne forårsage risiko for alvorlige økonomiske følger i Det Forenede Kongerige. Sådanne følger vil være endnu mindre udtalte i Den Europæiske Union som helhed, idet mange medlemsstater allerede har indført samme pensionsalder for mænd og kvinder og fuldstændig juridisk anerkendelse af transseksuelles erhvervede køn [33].
64. Såfremt Domstolen besvarer den forelæggende rets første spørgsmål bekræftende, er det således efter min opfattelse ufornødent at begrænse dommens tidsmæssige virkninger.
[Til indhold] Forslag til afgørelse
65. På ovenstående baggrund foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål indgivet af Social Security Commissioner, London, således:
  1. [Retur] Det er uforeneligt med artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring, at en medlemsstat afslår at tildele alderspension til en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.
  2. [Retur] Det er ufornødent at begrænse dommens tidsmæssige virkninger.
[Til indhold]
Noter
  1. [Retur] – Originalsprog: engelsk.
  2. [Retur] – Jf. dom i sagen Bellinger mod Bellinger [2003] 2 AC 467, jf. Lord Nicholls of Birkenhead.
  3. [Retur] – Europarådets anbefaling 1117 af 29.9.1989 vedrørende transseksuelles stilling.
  4. [Retur] – Den anvendte terminologi synes at sondre mellem »sex« fastsat på baggrund af kroppens fysiske udseende og »gender«, hvilket vil sige det andet køn, som den transseksuelle er overbevist om at tilhøre. Udtrykket »gender reassignment surgery« og det deraf erhvervede »gender« er derved måske forkerte betegnelser, men eftersom disse termer synes at blive anvendt generelt, følger jeg denne sprogbrug.
  5. [Retur] – Efter otte års hormonbehandling med en anslået indtagelse af mindst 12.000 østrogentabletter (jf. Morris, J., Conundrum, Coronet, 1974, s. 102).
  6. [Retur] – Jf. Conundrum, s. 149.
  7. [Retur] – Jf. punkt 15 og 16 nedenfor.
  8. [Retur] – Rådets direktiv af 19.12.1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24).
  9. [Retur] – Nærværende og de foregående afsnit er refereret mere eller mindre ordret fra præmis 23, 25, 28, 37 og 40 i dom afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen Goodwin mod Det Forenede Kongerige -(2002) 35 EHRR 447, anført af den forelæggende ret i forelæggelseskendelsen som en sammenfatning af de relevante bestemmelser.
  10. [Retur] – En kvinde født den 5.4.1950 eller tidligere når pensionsalderen som 60-årig, og en kvinde født den 6.4.1955 eller senere som 65-årig. Der er en glidende pensionsalder for kvinder født mellem disse to datoer.
  11. [Retur] – Jf. fodnote 9.
  12. [Retur] – Præmis 71, 76 og 103.
  13. [Retur] – Artikel 7, stk. 2, indeholder en tilsvarende bestemmelse vedrørende transseksuelle, som har gennemgået et kønsskifte fra kvinde til mand.
  14. [Retur] – Dom af 30.4.1996, sag C-13/94, Sml. I, s. 2143.
  15. [Retur] – Rådets direktiv 76/207/EØF af 9.2.1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (E FT L 39, s. 40).
  16. [Retur] – Præmis 17-22.
  17. [Retur] – Dom af 7.1.2004, sag C-117/01, Sml. I, s. 541.
  18. [Retur] – Rådets direktiv 75/117/EØF af 10.2.1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) (»ligelønsdirektivet«).
  19. [Retur] – Præmis 36 og domskonklusionen.
  20. [Retur] – Jf. fodnote 14.
  21. [Retur] – Jf. fodnote 17.
  22. [Retur] – Jf. fodnote 15.
  23. [Retur] – Præmis 21.
  24. [Retur] – [2005] 1 AC 51.
  25. [Retur] – Jf. Baroness Hales udtalelse og særligt punkt 56-58.
  26. [Retur] – Præmis 31.
  27. [Retur] – Jf. dom af 7.7.1992, sag C-9/91, Equal Opportunities Commission, Sml. I, s. 4297, præmis 13.
  28. [Retur] – Jf. dom af 4.12.1986, sag 71/85, Federatie Nederlandse Vakbeweging, Sml. s. 3855, præmis 18.
  29. [Retur] – Jf. dom af 30.3.1993, sag C-328/91, Thomas m.fl., Sml. I, s. 1247, præmis 8.
  30. [Retur] – Jf. senest dom af 15.3.2005, sag C-209/03, Bidar, Sml. I, s. 2119, præmis 69.
  31. [Retur] – Jf. Home Office Report udarbejdet af Det Forenede Kongeriges Interdepartmental Working Group on Transsexual People (april 2000), hvortil der henvises i Goodwin-dommen, præmis 87.
  32. [Retur] – Jf. fodnote 10.
  33. [Retur] – Ifølge MISSOC (Mutual information system on social protection) tabellerne Social Protection in the Member States of the European Union, of the European Economic Area and in Switzerland (2004) udgivet af Kommissionen er pensionsalderen den samme for kvinder og mænd på Cypern og i Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Nederlandene, Irland, Luxembourg, Portugal, Spanien og Sverige. Generaladvokat Ruiz-Jarabo bemærkede i sit forslag til afgørelse i K.B.-sagen, at før udvidelsen i 2004 var det tilladt at foretage ændring af fødselsregisteret efter en kønsskifteoperation i alle medlemsstater undtagen i Det Forenede Kongerige og Irland (se punkt 28 i forslaget til afgørelse). Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bemærkede i Goodwin-dommen (jf. fodnote 9), at kun i fire ud af Europarådets 37 medlemsstater var det ikke tilladt at foretage sådanne ændringer (jf. dommens præmis 55). Disse fire stater er Albanien, Andorra, Irland og Det Forenede Kongerige.
[Til indhold]

Oversigt over dokumenterne i sagen – herunder til dommen og generaladvokatens forslag til afgørels på Curia.
Domstolens dom af 27. april 2006.
Forslag til afgørelse af 15. december 2005.

Til top

Ligestillingsnævnets afgørelse nr. 32/2005 den 19. december 2005 gav ikke en transseksuel elev medhold i dennes klage over en teaterskole.

Vist 106 gange. Ligestillingsnævnet fandt ikke, at det var godtgjort, at en teaterskoles henstilling til en elev om at overveje det videre forløb på skolen skyldtes klagerens seksualitet.

Klageren, der var transseksuel, blev optaget på en teaterskole fra den 30. august 2004. Efter færdiggørelsen af første år på skolen anbefalede skolen klageren at tage orlov for at overveje sin fremtid på skolen. Klageren anførte, at henstillingen skyldtes klagerens transseksualitet. Skolens bestred dette og anførte, at klageren ikke havde opnået de færdigheder, der var en forudsætning for et videregående kursus på skolen.
Nævnet fandt ikke, at klageren havde sandsynliggjort, at henstillingen fra indklagede om at overveje det videre forløb på skolen skyldtes klagerens seksualitet, hvorfor klagen ikke blev taget til følge.

I beskrivelsen anvender både fra klageren og fra indklagede ordet “transseksualitet”, medens Ligebehandlingsnævnet anvender ogdet “seksualitet”.

* * *
Afgørelse nr. 32/2005

IRJ/ E.2.2.148

19. december 2005
Ligestillingsnævnets afgørelse nr. 32/2005
Truffet den 19. december 2005

Medlemmer:
Niels Waage (formand)
Ruth Nielsen
Morten Ulrich

Klagen drejer sig om, hvorvidt en teaterskoles behandling af en transseksuel elev er i strid med ligestillingsloven.

Sagsfremstilling:
Klageren blev optaget på en teaterskole, indklagede, fra den 30. august 2004. Studiet var normeret til 3 år, men i henhold til optagelsesbrevet var begge parter kun forpligtiget til et år af gangen. Forud for optagelsen havde klageren deltaget i en optagelsesprøve, der dannede grundlag for skolens vurdering af elevens evner og egnethed til optagelse på skolen – ca. 30 % af de deltagende til optagelsesprøven blev optaget på skolen.

Uddannelsen på skolen afsluttes med en afgangseksamen i form af en afgangsforestilling. De elever, der består uddannelsen, tildeles et eksamensbevis.

Efter færdiggørelsen af første år på skolen, meddelte skolen klageren ved brev af 20. juni 2005, at der var uoverensstemmelser mellem skolens mål og skuespillerelevens ønsker, hvorfor de ønskede resultater ikke ville kunne nås. Det fremgår derfor af brevet, at indklagede anbefaler klageren at tage orlov for at overveje sin fremtid på skolen.

Parternes påstande:
Klageren påstår sig tilkendt en godtgørelse på 38.000 kr. – svarende til det beløb klageren betalte til indklagede det første år for at følge uddannelsen mv.

Indklagede påstår sig frifundet.

Parternes argumentation:
Klageren har anført, at grunden til skolens holdning, som klageren opfatter som en bortvisning, er, at klageren er transseksuel (kvinde til mand). Klageren mener, at indklagede var af den overbevisning, at klageren ikke burde uddanne sig som skuespiller, da en transseksuel ikke kunne få en karriere i dette fag. Klageren er adskillige gange stødt på modstand fra skolens lærere, som ikke syntes, de kunne give ham en skuespilleruddannelse, da han “ikke er en mand” og derfor havde et “fejlagtigt billede af sig selv”. En måned før afslutningen af skoleåret havde klageren en samtale med en ansat på skolen, som oplyste, at klageren egentlig var god nok til at fortsætte på skolen, men at de ansatte var usikre på, om de ville lade klageren deltage i undervisningen endnu et år, da dette ville være uetisk, når man mente, at klageren ikke havde nogen fremtid som skuespiller.

Indklagede opfordrede klageren til at tage “orlov” i et års tid med den begrundelse, at klageren ikke var god nok, da transseksualiteten kom i vejen for hans deltagelse i undervisningen.

Indklagede har bestridt at have bortvist klageren fra skolen på grund af hans transseksualitet. Der var derimod tale om en saglig vurdering af klagerens evner og egnethed.

Indklagede har videre anført, at lærerne i slutningen af skoleåret tog stilling til, om klageren ville have gavn af at tage et år mere på skolen med henblik på at opnå sit ønske om at blive skuespiller. Lærerne mente, at klageren ville have bedst af at tage et års “orlov” for at overveje sin fremtid, da klageren ikke havde opnået de færdigheder, der var en forudsætning for et videregående kursus på skolen. Klageren manglede modtagelighed overfor undervisningen. Deltagelsen i timerne levede ikke op til orventningerne, da klageren var meget tilbageholdende, i scenisk sammenhæng meget stille, meget lukket omkring sig selv, havde meget lidt stemmekraft og ikke viste spilleglæde. Skolen opfordrede klageren til at være mere energisk i timerne og til at tage mere ansvar. Indklagede meddelte klageren, at såfremt der ikke skete afgørende fremskridt, ville klageren ikke kvalificere sig til næste trin på skolen. Som følge heraf blev det drøftet med klageren, om skuespillerfaget var det rigtige valg for klageren, og indklagede opmuntrede klageren til at tænke i andre baner.

Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion:
Nævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at henstillingen fra indklagede om at overveje det videre forløb på skolen skyldes klagerens seksualitet.

Herefter
b e s t e m m e s:
Klagen tages ikke til følge.

Niels Waage.

Afhørelsen hos Ligestillingsnævnet.

Sandy Clarissa Gast, kønsskifteopereret frikendt for dokumentfalsk i Kansas, USA. 12. november 2004.

Vist 73 gange.
Sandy Clarissa Gast (tv) og George Somers "Georgi" (th)

Sandy Clarissa Gast (tv) og George Somers “Georgi” (th)

Den 48 årige Sandy Clarissa Gast fra Kansas, USA blev født som mand og fik navnet Edward. Han blev gift og fik en datter. Da datteren blev voksen blev de skilt, og Sandy har siden levet som kvinde og gennemgik i oktober 2004 en kønsskifteoperation.
Hun lever nu sammen med George Somers kaldet Georgi, der også er transseksuel, men som ikke har gennemgået kønsskifteoperation.
I februar 2004 ønskede de at indgå ægteskab og udfyldte de nødvendige papirer. I disse anførte Sandy, at hun var kvinde.
Sandy har tidligere helt legalt fået udstedt kørekort med navnet Sandy og sit køn anført som kvinde.
To dage før brylluppet skrev Sandys datter til myndighederne, at Sandy ikke var en kvinde, og at begge – både Sandy og George – var mænd, som levede som kvinder.
Det resulterede i, at Sandy blev anholdt og sigtet for dokumentfalsk ved falskeligt at have skrevet i bryllypsformularen, at hun var en kvinde.
Hun blev afkrævet en bøde på 500 $.
Sagen endte for retten, hvor dommeren den 12. november 2004 frikendte Sandy.
Dommeren begrundede det med, at Sandy berettiget havde opfattet sig som kvinde.

Lovgivningen i Kansas tillader ikke transseksuelle at få ændret deres fødselsattest, men alene andre legitimationspapirer så som kørekort, hvorfor de heller ikke kan indgå ægteskab med en person af samme køn, som de var inden kønsskiftet.

* * *
Artikel den 22. marts 2004 hos cjonline.com om, at Sandy Clarissa Gast blev sigtet for dokumentfalsk.
Artikel den 17. november 2004 hos cjonline.com om frifindelsen af Sandy Clarissa Gast.
Artikel den 17. november 2004 hos The Spokesman-Review om frifindelsen af Sandy Clarissa Gast.

EF-Domstolen traf den 7. januar 2004 afgørelse om, at K.B., der har fået foretaget kønsskifte, skal kunne indgå ægteskab og kunne få efterladtepension fra sin partner. Sag C-117/01.

Vist 121 gange. EF-Domstolen traf den 7. januar 2004 afgørelse i sagen K.B. mod “National Health Service Pensions Agency og Secretary of State for Health” i England.

Domstolen konstaterede, at den engelske lovgivning forhindrede K.B. og R i at indgå ægteskab, hvilket var i strid med EU-retten, hvorfor den lokale domstol skulle efterprøve, om K.B. set i lyset af de fortolkninger, som domstolen redegjorde for, ville kunne få tillagt ret til efterladtepension.

Det skal bemærkes, at England efterfølgende har ændret lovgivningen, således at K.B. og R. vil kunne indgå ægteskab.

* * *
Sag C-117/01.

Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

[Til top] Sammendrag
artikel 141 EF er i princippet til hinder for en lovgivning, der i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention hindrer et heteroseksuelt par, hvor den ene af partnernes seksuelle identitet er et resultat af en kønsskifteoperation i at opfylde den nødvendige betingelse om ægteskab for, at den ene kan nyde godt af en del af den andens løn. Da det tilkommer medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for den juridiske anerkendelse af et kønsskifte for en person, der har gennemgået en kønsskifteoperation, påhviler det den nationale ret at efterprøve, om partneren til en sådan transseksuel person kan støtte ret på artikel 141 EF med henblik på at opnå, at dennes transseksuelle partner får tillagt ret til efterladtepension.
(jf. præmis 33-36 og domskonkl.)

[Til top] Parter

I sag C-117/01,
angående en anmodning, som Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

K.B.
mod
National Health Service Pensions Agency,

Secretary of State for Health,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 141 EF og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

DOMSTOLEN,
sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene C.W.A. Timmermans, J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer) og A. Rosas samt dommerne D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, F. Macken, N. Colneric og S. von Bahr,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

– K.B. ved C. Hockney og L. Cox, QC, samt barrister T. Eicke
– Det Forenede Kongeriges regering ved J.E. Collins, som befuldmægtiget, bistået af N. Paines, QC
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved N. Yerrel, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 23. april 2002 er afgivet mundtlige indlæg af K.B. ved L. Cox og T. Eicke, af Det Forenede Kongeriges regering ved J.E. Collins, bistået af N. Paines, og af Kommissionen ved J. Sack og L. Flynn, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den

10. juni 2003,

afsagt følgende

Dom

[Til top] Dommens præmisser
1. Ved kendelse af 14. december 2000, indgået til Domstolen den 15. marts 2001, har Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) i medfør af artikel 234 EF forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 141 EF og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19).

2. Dette spørgsmål er blevet rejst inden for rammerne af en retssag, der føres mellem K.B., som er tilsluttet National Health Service Pension Scheme (herefter »NHS«), og NHS Pensions Agency og Secretary of State for Health vedrørende et afslag på at tillægge hendes transseksuelle partner ret til enkemandspension.

Retsforskrifter
De fællesskabsretlige regler

3. artikel 141 EF bestemmer:
»1. Hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.
2. Ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.
[…]«

4. Artikel 1, stk. 1, i 75/117 bestemmer:
Det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, i det følgende benævnt “ligelønsprincippet”, indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.«

5. Direktivets artikel 3 har følgende ordlyd:
Medlemsstaterne afskaffer sådan forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, som følger af en administrativt eller ved lov fastsat bestemmelse, og som er i strid med ligelønsprincippet.«

De nationale regler
6. Det fremgår af section 1 og 2 i Sex Discrimination Act 1975 (herefter »1975-loven«), at det er forbudt direkte at forskelsbehandle en person af det ene køn ved at behandle vedkommende mindre fordelagtigt, end man behandler eller ville behandle et medlem af det modsatte køn. Ved disse bestemmelser forbydes også indirekte forskelsbehandling, der i loven som udgangspunkt defineres som anvendelsen af ensartede betingelser eller krav på begge køn, der har en uforholdsmæssig og uberettiget negativ virkning for det ene køn.

7. Foranlediget af Domstolens dom af 30. april 1996, P. mod s. (sag C-13/94, Sml. I, s. 2143), vedtog Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland Sex Discrimination (Gender Reassignment) Regulations 1999 (bekendtgørelse af 1999 om forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med kønsskifte), hvorved 1975-loven blev ændret således, at den også omfatter direkte forskelsbehandling som følge af en arbejdstagers kønsskifte.

8. I section 11(c) i Matrimonial Causes Act 1973 (ægteskabsloven af 1973) er det fastsat, at ethvert ægteskab, der indgås mellem to personer, der ikke er henholdsvis mænd eller kvinder, er ugyldigt.

9. Ved section 29(1) og 29(3) i Birth and Deaths Registration Act 1953 (lov af 1953 om registrering af fødsler og dødsfald) forbydes enhver ændring i fødselsregisteret, bortset fra tilfælde af skrivefejl eller materielle fejl.

10. I NHS Pension Scheme Regulations 1995 (bekendtgørelse af 1995 vedrørende NHS’s pensionsordning) er det i regulation 7(1) fastsat, at hvis et kvindeligt medlem af ordningen afgår ved døden under omstændigheder, der er defineret i bekendtgørelsen, og efterlader en enkemand, har denne sidstnævnte principielt ret til efterladtepension. Udtrykket »enkemand« er ikke defineret. Det er imidlertid ubestridt, at i engelsk ret henviser dette udtryk til en person, der er gift med den tilsluttede.

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
11. K.B., der er sagsøger i hovedsagen, er en kvinde, der bl.a. som sygeplejerske har arbejdet ca. 20 år for NHS, og som er tilsluttet NHS Pension Scheme.

12. K.B. har gennem flere år haft et forhold til og levet sammen med R, der er født som kvinde og indført i folkeregisteret som sådan. Efter at have gennemgået en kønsskifteoperation blev hun en mand, uden at det i den anledning har været muligt for hende at ændre sin fødselsattest og dermed formelt blive registreret som mand. Af denne årsag og uafhængigt af deres vilje har de ikke kunnet indgå ægteskab. K.B. har i sit skriftlige indlæg anført og senere under retsmødet bekræftet, at deres parforhold er blevet velsignet ved »en kirkelig ceremoni, der anerkendes af et medlem af bispekollegiet i England«, og at de havde svoret hinanden troskab »på samme måde som et traditionelt par«.

13. Under henvisning til, at hun ikke er gift, har NHS Pensions Agency meddelt K.B., at R – i tilfælde af, at hun afgår ved døden først – ikke vil kunne oppebære enkemandspension, idet denne ydelse er forbeholdt en efterlevende ægtefælle, samt at ingen bestemmelse i Det Forenede Kongeriges lovgivning tillægger en person status som ægtefælle, uden der er indgået et gyldigt ægteskab.

14. K.B. indbragte sagen for Employment Tribunal (Det Forenede Kongerige), idet hun gjorde gældende, at de nationale bestemmelser, der begrænser ydelserne til enker og enkemænd efter de forsikrede, udgør en forskelsbehandling på grundlag af køn, der er i strid med artikel 141 EF og 75/117. Ifølge K.B. indebærer disse bestemmelser et krav om, at begrebet »enkemand« i en sådan sammenhæng må fortolkes således, at det ligeledes omfatter en efterlevende partner, som ville have opnået denne status, hvis vedkommendes køn ikke var resultatet af en kønsskifteoperation.

15. Både Employment Tribunal og Employment Appeal Tribunal, London (Det Forenede Kongerige), fastslog ved dom af henholdsvis 16. marts 1998 og 19. august 1999, at den omhandlede pensionsordning ikke er diskriminerende.

16. K.B. ankede dommen til Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division), der besluttede at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Foreligger der forskelsbehandling på grundlag af køn i strid med artikel 141 EF og 75/117, såfremt en partner til et kvindeligt medlem af National Health Service Pension Scheme – der bestemmer, at kun medlemmets efterlevende mand kan gøre krav på efterlevelsesydelsen – udelukkes fra National Health Service Pension Scheme, idet partneren har skiftet køn fra kvinde til mand?«

Om det præjudicielle spørgsmål
Indlæg til Domstolen
17. Ifølge K.B. blev den afgørelse, hvorved hun fik afslag på at indsætte R som begunstiget til enkemandspensionen, udelukkende truffet på grundlag af overvejelser vedrørende sidstnævntes kønsskifteoperation. Hvis R ikke havde skiftet køn, og denne omstændighed ikke forhindrede R i at indgå ægteskab, ville R nemlig have haft ret til efterladtepension i sin egenskab af efterlevende ægtefælle.

18. Hun har endvidere gjort gældende, at dommen i sagen P. mod S., hvoraf det fremgår, at fællesskabsretten forbyder forskelsbehandling, der udspringer af en persons kønsskifte, finder anvendelse i hovedsagen, da den forelæggende ret har lagt til grund, at K.B. og R er et heteroseksuelt par, hvis eneste særlige kendetegn er, at den ene partners køn er et resultat af en operation. Den ugunstige behandling, som de udsættes for, er følgelig udelukkende en konsekvens af, at R har undergået et kønsskifte, hvilket udgør direkte forskelsbehandling på grundlag af køn, der er forbudt i henhold til artikel 141 EF og 75/117.

19. K.B. har subsidiært gjort gældende, at kravet om, at der skal være indgået et ægteskab, udgør en indirekte forskelsbehandling af transseksuelle, eftersom et heteroseksuelt par, hvor den ene af parterne har undergået en kønsskifteoperation, – i modsætning til, hvad der gælder for et heteroseksuelt par, hvor ingen af parterne er transseksuel – aldrig kan opfylde ægteskabskravet.

20. Det Forenede Kongeriges regering har gjort gældende, at hverken mandlige eller kvindelige medarbejdere hos NHS, der ikke er gift med deres partner, har ret til efterladtepension efter NHS Pension Scheme, og dette gælder, uanset grunden til, at de ikke er gift. Det er af underordnet betydning, om grunden til, at en bestemt medarbejder ikke kan opfylde ægteskabsbetingelsen, skyldes det forhold, at den pågældende har en homoseksuel partner, således som det var tilfældet i den sag, der lå til grund for dommen af 17. februar 1998, Grant (sag C-249/96, Sml. I, s. 621), eller at han har en transseksuel partner, således som det er tilfældet i hovedsagen, eller en hvilken som helst anden grund.

21. Det Forenede Kongeriges regering er endvidere af den opfattelse, at dommen af 31. maj 2001, D og Sverige mod Rådet (forenede sager C-122/99 P og C-125/99 P, Sml. I, s. 4319), kan overføres på hovedsagen, eftersom den omtvistede bestemmelse i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber på samme måde som i hovedsagen indeholder en betingelse om, at der skal foreligge et ægteskab, og det ikke er tilstrækkeligt med et fast forhold af en vis karakter til, at der kan udbetales husstandstillæg.

22. Kommissionen har indtaget det standpunkt, at det afgørende element i den sag, der lå til grund for dommen i sagen P. mod S., var, at den ugunstige behandling, som P blev udsat for, var en direkte følge af og udsprang af hans kønsskifte, idet den pågældende ikke ville være blevet afskediget, hvis han ikke havde skiftet køn.

23. I hovedsagen har den ugunstige behandling, der anfægtes, imidlertid kun en fjern forbindelse med R’s kønsskifte, idet den snarere er begrundet i, at parterne ikke har mulighed for at indgå ægteskab. Under disse omstændigheder finder Kommissionen, at dommen i sagen P. mod s. ikke kan overføres på hovedsagen.

24. Kommissionen har ligeledes anført, at fællesskabsretten ikke kan tjene til støtte for K.B.’s anbringende om, at den indirekte forbindelse mellem R’s kønsskifte og afvisningen af at betale efterladtepension til R, er tilstrækkelig til at kvalificere denne afvisning som forskelsbehandling på grundlag af køn. Dels anerkendte Domstolen stiltiende i Grant-dommen, at definitionen af begrebet ægteskab er et familieretligt spørgsmål, der henhører under medlemsstaternes kompetence. Dels har Den Europæiske Menneskeretsdomstol gentagne gange fastslået, at den hindring for indgåelse af ægteskab, der består i, at Det Forenede Kongeriges lovgivning ikke åbner mulighed for, at en transseksuel kan få ændret sin fødselsattest, ikke udgør en tilsidesættelse af artikel 8, 12 og 14 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«).

Domstolens bemærkninger
25. Ydelser, der udbetales i henhold til en pensionsordning, som i det væsentlige beror på pensionsmodtagerens arbejdsforhold, skal ses i tilknytning til den løn, vedkommende modtog, og den henhører under artikel 141 EF (jf. bl.a. dom af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 28, og af 12.9.2002, sag C-351/00, Niemi, Sml. I, s. 7007, præmis 40).

26. Domstolen har ligeledes anerkendt, at en efterladtepension, der udbetales i henhold til en sådan pensionsordning, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 141 EF. Domstolen har i denne forbindelse udtalt, at den omstændighed, at en sådan pension pr. definition ikke udbetales til arbejdstageren, men til den efterladte, ikke kan afsvække denne fortolkning, eftersom en sådan ydelse er en fordel, som udspringer af, at den efterladtes ægtefælle var tilsluttet ordningen, således at den efterladte erhverver retten til pensionen som led i arbejdsforholdet mellem arbejdsgiveren og ægtefællen, og pensionen udbetales til den efterladte som følge af ægtefællens arbejdsforhold (jf. dom af 6.10.1993, sag C-109/91, Ten Oever, Sml. I, s. 4879, præmis 12 og 13, og af 9.10.2001, sag C-379/99, Menauer, Sml. I, s. 7275, præmis 18).

27. En efterladtepension, der udbetales inden for rammerne af en erhvervstilknyttet social sikringsordning som den, der er oprettet ved NHS Pension Scheme, udgør således løn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141 EF og 75/117.

28. Beslutningen om at forbeholde visse fordele for ægtepar – idet ugifte samboende samtidig afskæres fra disse fordele – er enten et udslag af lovgivers valg eller af de nationale retters fortolkning af de nationale retsregler, og borgerne kan ikke gøre gældende, at der i den forbindelse er tale om forskelsbehandling på grundlag af køn, der er forbudt i henhold til fællesskabsretten (jf. for så vidt angår fællesskabslovgivers kompetence, dommen i sagen D og Sverige mod Rådet, præmis 37 og 38).

29. I det foreliggende tilfælde kan en sådan betingelse ikke i sig selv anses for at være kønsdiskriminerende og følgelig for at være i strid med artikel 141 EF eller 75/117, eftersom spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren er en mand eller en kvinde, er uden betydning for tildelingen af efterladtepension.

30. I en situation som den, der foreligger i hovedsagen, er der alligevel tale om en ulige behandling, der – uden direkte at være til hinder for nydelsen af en ret, der er beskyttet efter fællesskabsretten – har indflydelse på en af betingelserne for at opnå den. Som generaladvokaten med rette har fremhævet i punkt 74 i forslaget til afgørelse, angår denne ulige behandling ikke anerkendelsen af retten til enkemandspension, men en ufravigelig forudgående betingelse for tildelingen af denne, nemlig muligheden for at gifte sig.

31. I Det Forenede Kongerige har et par som K.B. og R nemlig ikke – på samme måde som heteroseksuelle par, hvor den ene af parternes seksuelle identitet ikke er et resultat af en kønsskifteoperation, og som således kan gifte sig og i givet fald opnå ret til efterladtepension, idet pensionen udgør en del af en af parternes løn – mulighed for at opfylde den betingelse om, at parterne skal have indgået ægteskab, som er fastsat i NHS Pension Scheme med henblik på tildeling af efterladtepension.

32. Årsagen til denne objektive umulighed skal først og fremmest søges i den omstændighed, at det i Matrimonial Causes Act 1973 er bestemt, at ethvert ægteskab, der indgås mellem to personer, der ikke er henholdsvis mænd eller kvinder, er ugyldigt, og dernæst i den omstændighed, at en persons køn anses for at være det, der er angivet på fødselsattesten, og endelig i den omstændighed, at Birth and Deaths Registration Act 1953 forbyder enhver ændring i fødselsregisteret bortset fra tilfælde af skrivefejl eller materielle fejl.

33. Det bemærkes, at Den Europæiske Menneskeretsdomstol har fastslået, at den omstændighed, at en transsekssuel ikke har mulighed for at gifte sig med en person af det køn, som den pågældende tilhørte før kønsskifteoperationen, idet de civilstandsmæssigt er af samme køn som følge af, at Det Forenede Kongeriges lovgivning ikke åbner mulighed for juridisk anerkendelse af den pågældendes nye seksuelle identitet, udgør en tilsidesættelse af vedkommendes ret til at gifte sig i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EMRK’s artikel 12 (jf. Den Europæiske Menneskeretsdomstols dom af 11.7.2002
i sagen Christine Goodwin mod Det Forenede Kongerige og i sagen I. mod Det Forenede Kongerige, der endnu ikke er trykt i Recueil des arrêts et décisions, henholdsvis § 97-104 og § 77-84).

34. En lovgivning som den, der er omtvistet i hovedsagen, som i strid med EMRK hindrer et par som K.B. og R. i at opfylde den nødvendige betingelse om, at de skal have indgået ægteskab for, at den ene af dem kan opnå ret til en del af den andens løn, må i princippet anses for uforenelig med kravene i artikel 141 EF.

35. Da det tilkommer medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for den juridiske anerkendelse af et kønsskifte for så vidt angår en person i R’s situation, hvilket Den Europæiske Menneskeretsdomstol i øvrigt har anerkendt (dommen i sagen Christine Goodwin mod Det Forenede Kongerige, § 103), påhviler det den nationale ret at efterprøve, om en person i K.B.’s situation i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede kan støtte ret på artikel 141 EF med henblik på at opnå, at dennes partner får tillagt ret til efterladtepension.

36. Det fremgår af de ovenstående bemærkninger, at artikel 141 EF i princippet er til hinder for en lovgivning, der i strid med EMRK hindrer et par som K.B. og R i at opfylde den nødvendige betingelse om ægteskab for, at den ene kan nyde godt af en del af den andens løn. Det påhviler den nationale ret at efterprøve, om en person i K.B.’s situation i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede kan støtte ret på artikel 141 EF med henblik på at opnå, at dennes partner får tillagt ret til efterladtepension.

[Til top] Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger

37. De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[Til top] Afgørelse
På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) ved kendelse af 14. december 2000, for ret:

artikel 141 EF er i princippet til hinder for en lovgivning, der i strid med den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, hindrer et par som K.B. og R i at opfylde den nødvendige betingelse om ægteskab for, at den ene kan nyde godt af en del af den andens løn. Det påhviler den nationale ret at efterprøve, om en person i K.B.’s situation i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede kan støtte ret på artikel 141 EF med henblik på at opnå, at dennes partner får tillagt ret til efterladtepension.
[Til top]

Dommen K.B. mod “National Health Service Pensions Agency og Secretary of State for Health” i England på EUR-Lex.

Christine Goodwin mod The United Kingdom – Application no. 28957/95. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 11. juli 2002.

Vist 373 gange. Uformel oversættelse af pressemeddelelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols justitssekretær vedrørende dommen fra den 11. juli 2002 i sagen om Christine Goodwin v. The United Kingdom.
Der tages forbehold for oversættelsen. Ved brug som dokumentation henvises til den originale engelske version.
Tina Thranesen.

* * *

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

366
11. juli 2002.

Pressemeddelelse udsendt af justitssekretæren


Den store domstolsafdelings dom i sagen
Christine Goodwin v. The United Kingdom

 

I en dom afsagt i Strasbourg den 11. juli 2002 i sagen Christine Goodwin v. The United Kingdom (sagsnummer 28957/95), har Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol enstemmigt bestemt, at:
  • Der var sket overtrædelse af Artikel 8 (ret til respekt for privatliv og familieliv) i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention;
  • der var sket overtrædelse af Artikel 12 (ret til at gifte sig og stifte familie);
  • der var ingen særskilte problemer fundet i relation til Artikel 14 (forbud mod forskelsbehandling);
  • der var ikke sket overtrædelse af artikel 13 (retten til effektive retsbehandling).

Domstolen fastslog enstemmigt, at konstateringen af krænkelserne i selv var tilstrækkelige til at tilkende sagsøgeren en erstatning på 39.000 Euro for omkostninger.

1. De vigtigste fakta
Sagsøgeren, Christine Goodwin, en britisk statsborger født i 1937, er en mand til kvinde kønsskifteopereret transseksuel.

Ansøgeren hævdede, at hun havde problemer og var udsat for kønsdiskrimination på arbejdspladsen efter sin kønsskifteoperation. Senest har hun oplevet vanskeligheder med hensyn til sin pensionsforsikring.
Juridisk blev hun stadig betragtet som en mand og skulle derfor betale bidrag til hun fyldte 65 år. Hvis hun havde været anerkendt som en kvinde, ville hun kun skulle have betalt til hun fyldte 60 år i april 1997. Hun havde været nødt til at lave specielle ordninger for at kunne fortsætte med at betale forsikringsbidragene og for at undgå ubehagelige spørgsmål fra arbejdsgiveren om sin anormalitet. Hun hævdede også, at den omstændighed, at hun havde samme identitetsnummer har betydet, at hendes arbejdsgiver var i stand til at opdage, at hun tidligere har arbejdet for dem under et andet navn og køn, med deraf følgende forlegenhed og ydmygelse.

2. Procedure og Domstolens sammensætning
Ansøgningen blev indgivet til den Europæiske Menneskerettighedskommission den 5. juni 1995 og antaget den 1. december 1997. Sagen blev oversendt til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 1. november 1998. Den 11. september 2001 afgav Tredje Afdeling imidlertid sagen til Den Store Afdeling, der holdt høring i sagen den 20. marts 2002.

Dommen blev afsagt af Den Store Afdeling, der bestod af følgende 17 dommere:

Luzius Wildhaber (Schweiz), formand,
Jean-Paul Costa (fransk),
Nicolas Bratza (British),
Elisabeth Palm (svensk),
Lucius Caflisch (Schweiz),
Riza Türmen (Turkish),
Françoise Tulkens (Belgien),
Karel Jungwiert (tjekkisk),
Marc Fischbach (Luxemburger),
Volodymyr Butkevych (Ukraine),
Nina Vaji? (Kroatien),
John Hedigan (irsk),
Hanne Sophie Greve (norsk),
András Baka (ungarsk),
Kristaq Traja (albansk),
Mindia Ugrekhelidze (Georgien),
Antonella Mularoni (San Marinese), dommere,
og Paul Mahoney, justitssekretær.

3. Resumé af dommen
Sagsøgeren

Sagsøgeren klagede over den manglende juridiske anerkendelse af hendes køn efter hendes kønsskifteoperation og over den juridiske status for transseksuelle i the United Kingdom (England). Hun klagede især over behandling af hende i forhold til beskæftigelse, social sikring og pension, og hendes manglende mulighed for at indgå ægteskab. Hun påberåbte Artiklerne 8, 12, 13 og 14 i konventionen.

Domstolens beslutning
Artikel 8

Selv om sagsøgeren havde gennemgået en kønsskifteoperation efter de forskrifter, som det nationale sundhedsvæsen foreskriver, og har levet i samfundet som kvinde, betegnes hendes køn i retlig henseende som en mand. Det har virkning på hendes liv i alle sammenhænge, hvor kønnet har betydning såsom på pensionsområdet, på pensionsalderen osv. Det er også et alvorligt indgreb i privatlivet, at der er konflikter mellem den sociale virkelighed og de juridiske forhold, som en transseksuel er undergivet, og som opleves med en følelse af sårbarhed, af ydmygelse og angst.
Selv om der ikke findes nogen overbevisende viden med hensyn til årsagen til transseksualisme, fandt Domstolen det mere betydningsfuldt, at betingelserne for behandling havde en bred international anerkendelse.
Det fandtes ikke at have afgørende betydning, at transseksuelle ikke kunne erhverve alle de biologiske egenskaber. Der var klare og ubestridte tegn på en fortsat international tendens til ikke alene øget social accept af transseksuelle, men også af juridisk anerkendelse af den nye kønsidentitet af kønsskifteopererede transseksuelle. Der var intet materiale i sagen, der viste, at tredjemand ville lide nogen væsentlig skade ved en ændring af fødselsregistreringssystemet, så der blev ligestilling for kønsskifteopererede, og Domstolen havde bemærket, at der var drøftelser i gang om en reform af registreringssystemet, som ville tillade ændringer i fødselsattestens indhold.

Medens de vanskeligheder og anormaliteter, som sagsøgeren var udsat for, ikke var på samme niveau, som sagsøgeren i sagen B v. France (dom af 25. marts 1992 nr. A 232), understregede Domstolen, at essensen af konventionen var respekten for menneskets værdighed og frihed. I henhold til Artikel 8 i konventionen, hvor især begrebet personlig frihed var et vigtigt princip i fortolkningen af garantien og beskyttelsen af den personlige frihed, herunder retten til selv at fastlægge sin menneskelige identitet.
I det enogtyvende århundrede, hvor transseksuelles ret til personlig udvikling, fysisk og moralsk sikkerhed i fuldt omfang er anerkendt i samfundet, bør disse forhold ikke skabe kontroverser, som kræver tid at afklare.
Anerkendelse af disse forhold kan findes i rapporten fra den tværfaglige arbejdsgruppe om transseksuelle og i Appeldomstolens dom Bellinger v. Bellinger (EWCA Civ 1140 [2001]).

Selv om Domstolen ikke undervurderede de vigtige konsekvenser, som enhver større ændring i systemet uundgåeligt vil medføre, ikke alene inden for fødselsregistrering, men også inden for familieret, tilhørsforhold, arv, social sikkerhed og forsikring, så er disse problemer ikke uovervindelige, som det også fremgår af arbejdsgruppens forslag. Der er ikke fremlagt nogen konkrete eller væsentlige problemer, som vil være til skade for de offentlige interesser ved at tillade ændring af transseksuelles status som ansøgt, og Domstolen fandt, at samfundet med rimelighed må forvente og acceptere visse besværligheder for at individet kan leve i værdighed og i overensstemmelse med sin selvvalgte kønsidentitet, som giver dem store personlige omkostninger. Trods Domstolensafgørelser siden 1986 og senest i 1998 af betydningen af at følge behovet for passende juridiske tilpasninger begrundet i den videnskabelige og samfundsmæssige udvikling, har den sagsøgte regering faktisk intet gjort. Under henvisning til ovenstående betragtninger fandt Domstolen, at den sagsøgte regering ikke kan påstå, at sagen ligger inden for den skønsmargin, de kan udøve i henhold til konventionen. Det konkluderes, at den fair balance, som er indbygget i konventionen nu vippes afgørende til fordel for sagsøgeren. Der er derfor i strid med Artikel 8 udvist manglende respekt for hendes ret til privatliv.

Artikel 12
Selv om det var rigtigt, at Artikel 12 som nævnt i de udtrykkelige betingelser i konventionen giver en mand og en kvinde ret til at gifte sig, var Domstolen ikke overbevist om andet, end at på tidspunktet, hvor denne sag fandt sted, var disse betingelser begrænset til at omfatte kønnet på rene biologiske kriterier. Der har været store sociale forandringer i opfattelsen af ægteskabet siden vedtagelsen af konventionen, ligesom udviklingen inden for medicin og videnskab har medført store forandringer i kendskabet til transseksualitet.
Domstolen fandt i medfør af Artikel 8 som anført ovenfor, at biologiske forhold ikke længere kunne være afgørende for at nægte juridisk anerkendelse af kønsændringen hos en transseksuel, der havde fået foretaget en kønsskifteoperation. Der var imidlertid også andre vigtige faktorer – at de medicinske sagkyndige og sundhedsmyndighederne anerkendte, at diagnosen kønsidentitetsforstyrrelse var til stede, at muligheden for behandling var til stede inklusive de nødvendige operative indgreb, der skulle til for at bringe personen så tæt som muligt på det køn, som de føler, at de rettelig tilhører, og at det måtte formodes, at den transseksuelle ville kunne fungere socialt i det nye køn.

Uagtet rettighederne i Artikel 8 om respekt for privatlivet ikke opsummerede alle spørgsmålene henhørende under Artikel 12, hvor betingelserne fastlægges til de nationale love, besluttede Domstolen at overveje, om den nationale bestemmelsen om alene at anvende det køn, der blev tildelt ved fødslen i denne sag svækkede selve grundlaget for retten til at gifte sig. I den forbindelse fandt Domstolen, at det var unaturligt at hævde, at kønsskifteopererede transseksuelle ikke var blevet frataget retten til at gifte sig med en person, der var af modsatte køn i forhold til den transseksuelles tidligere køn. Klageren i denne sag levede som kvinde og havde kun ønske om at gifte sig med en mand. Da hun ikke havde mulighed for at gøre dette, kunne hun derfor med rette hæfte, at hendes ret til at gifte sig var blevet krænket. Selv om der er færre lande, der tillader transseksuelle at gifte sig i deres nye køn, end der er lande, som anerkender selve kønsskiftet, fandt Domstolen ikke, at dette støttede argumentet for, at det alene var et nationalt anliggende. Det ville være ensbetydende med at åbne en række af muligheder for staterne til at lave effektive forhindringer mod retten til at gifte sig. Så langt kunne skønsmarginen ikke strækkes. Selv om det er de enkelte stater, der fastsætter de nærmere betingelser for et kønsskifte og for den juridiske anerkendelse af kønsskiftet og vilkårene for ægteskabs indgåelse, fandt Domstolen overhovedet ikke, at der var juridisk grundlag for at fratage transseksuelle ret til at gifte sig.
Det konkluderedes, at der var sket en overtrædelse af Artikel 12.

Artikel 14
Domstolen fandt, at den manglende juridiske anerkendelse af ændringen af køn hos en kønsskifteopereret transseksuel var det væsentligste i sagsøgerens klager i henhold til Artikel 14 i konventionen. Disse forhold var blevet undersøgt forbindelse med gennemgangen af Artikel 8 og resulterede i en konstatering af en overtrædelse af denne bestemmelse. Domstolen fandt ikke nogen særskilte problemstillinger i henhold til artikel 14 og foretog derfor ikke nogen særskilt undersøgelse.

Artikel 13
Retspraksis indikerer, at konventionens Artikel 13 ikke kan fortolkes som et middel til at få Domstolen til at pålægge medlemsstaterne at indarbejde konventionen. Men i og med, at der ikke eksisterede nogen national lovgivning før 2. oktober 2000, og da Menneskerettighedskonventionen trådte i kraft i 1998 var sagsøgerens klager ikke i overensstemmelse med dette princip. Efter denne dato ville det have været muligt for sagsøgeren at rejse sin sag ved en nationale domstol, som ville have haft en række muligheder til rådighed til at pålægge ændringer. Under disse omstændigheder fandtes der ikke at være sket overtrædelse af Artikel 13.

* * *
Herunder gengives hele dommen på engelsk. Der findes ingen oversættelse til dansk.

CASE OF CHRISTINE GOODWIN v. THE UNITED KINGDOM

(Application no. 28957/95)

JUDGMENT

STRASBOURG

11 July 2002



This judgment is final but may be subject to editorial revision.

In the case of Christine Goodwin v. the United Kingdom,
The European Court of Human Rights, sitting as a Grand Chamber composed of the following judges:

Mr L. Wildhaber, President,
Mr J.-P. Costa,
Sir Nicolas Bratza,
Mrs E. Palm,
Mr L. Caflisch,
Mr R. TÜrmen,
Mrs F. Tulkens,
Mr K. Jungwiert,
Mr M. Fischbach,
Mr V. Butkevych,
Mrs N. Vajic,
Mr J. Hedigan,
Mrs H.S. Greve,
Mr A.B. Baka,
Mr K. Traja,
Mr M. Ugrekhelidze,
Mrs A. Mularoni, judges,
and also of Mr P. J. Mahoney, Registrar,
Having deliberated in private on 20 March and 3 July 2002,
Delivers the following judgment, which was adopted on the last-mentioned date:

PROCEDURE

1. The case originated in an application (no. 28957/95) against the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland lodged with the European Commission of Human Rights (“the Commission”) under former Article 25 of the Convention for the Protection of Human Rights and Fundamental Freedoms (“the Convention”) by a United Kingdom national, Ms Christine Goodwin (“the applicant”), on 5 June 1995.

2. The applicant, who had been granted legal aid, was represented by Bindman & Partners, solicitors practising in London. The United Kingdom Government (“the Government”) were represented by their Agent, Mr D. Walton of the Foreign and Commonwealth Office, London.

3. The applicant alleged violations of Articles 8, 12, 13 and 14 of the Convention in respect of the legal status of transsexuals in the United Kingdom and particularly their treatment in the sphere of employment, social security, pensions and marriage.

4. The application was declared admissible by the Commission on 1 December 1997 and transmitted to the Court on 1 November 1999 in accordance with Article 5 § 3, second sentence, of Protocol No. 11 to the Convention, the Commission not having completed its examination of the case by that date.

5. The application was allocated to the Third Section of the Court (Rule 52 § 1 of the Rules of Court).

6. The applicant and the Government each filed observations on the merits (Rule 59 § 1).

7. On 11 September 2001, a Chamber of that Section, composed of the following judges: Mr J.-P. Costa, Mr W. Fuhrmann, Mr P. Kuris, Mrs F. Tulkens, Mr K. Jungwiert, Sir Nicolas Bratza and Mr K. Traja, and also of Mrs S. Dollé, Section Registrar, relinquished jurisdiction in favour of the Grand Chamber, neither of the parties having objected to relinquishment (Article 30 of the Convention and Rule 72).

8. The composition of the Grand Chamber was determined according to the provisions of Article 27 §§ 2 and 3 of the Convention and Rule 24 of the Rules of Court. The President of the Court decided that in the interests of the proper administration of justice, the case should be assigned to the Grand Chamber that had been constituted to hear the case of I. v. the United Kingdom (application no. 25680/94) (Rules 24, 43 § 2 and 71).

9. The applicant and the Government each filed a memorial on the merits. In addition, third-party comments were received from Liberty, which had been given leave by the President to intervene in the written procedure (Article 36 § 2 of the Convention and Rule 61 § 3).

10. A hearing in this case and the case of I. v. the United Kingdom (no. 25680/94) took place in public in the Human Rights Building, Strasbourg, on 20 March 2002 (Rule 59 § 2).

There appeared before the Court:

(a) for the Government
Mr D. Walton, Agent,
Mr Rabinder Singh, Counsel,
Mr J. Strachan, Counsel,
Mr C. Lloyd,
Ms A. Powick,
Ms S. Eisa, Advisers;

(b) for the applicant
Ms L. Cox, Q.C., Counsel,
Mr T. Eicke, Counsel,
Ms J. Sohrab, Solicitor.

The applicant was also present.
The Court heard addresses by Ms Cox and Mr Rabinder Singh.
11. On 3 July 2002, Mrs Tsatsa-Nikolovska and Mr Zagrebelsky who were unable to take part in further consideration of the case, were replaced by Mrs Mularoni and Mr Caflisch.

THE FACTS

I. THE CIRCUMSTANCES OF THE CASE

12. The applicant is a United Kingdom citizen born in 1937 and is a post-operative male to female transsexual.

13. The applicant had a tendency to dress as a woman from early childhood and underwent aversion therapy in 1963-64. In the mid-1960s, she was diagnosed as a transsexual. Though she married a woman and they had four children, her conviction was that her “brain sex” did not fit her body. From that time until 1984 she dressed as a man for work but as a woman in her free time. In January 1985, the applicant began treatment in earnest, attending appointments once every three months at the Gender Identity Clinic at the Charing Cross Hospital, which included regular consultations with a psychiatrist as well as on occasion a psychologist. She was prescribed hormone therapy, began attending grooming classes and voice training. Since this time, she has lived fully as a woman. In October 1986, she underwent surgery to shorten her vocal chords. In August 1987, she was accepted on the waiting list for gender re-assignment surgery. In 1990, she underwent gender re-assignment surgery at a National Health Service hospital. Her treatment and surgery was provided for and paid for by the National Health Service.

14. The applicant divorced from her former wife on a date unspecified but continued to enjoy the love and support of her children.

15. The applicant claims that between 1990 and 1992 she was sexually harassed by colleagues at work. She attempted to pursue a case of sexual harassment in the Industrial Tribunal but claimed that she was unsuccessful because she was considered in law to be a man. She did not challenge this decision by appealing to the Employment Appeal Tribunal. The applicant was subsequently dismissed from her employment for reasons connected with her health, but alleges that the real reason was that she was a transsexual.

16. In 1996, the applicant started work with a new employer and was required to provide her National Insurance (“NI”) number. She was concerned that the new employer would be in a position to trace her details as once in the possession of the number it would have been possible to find out about her previous employers and obtain information from them. Although she requested the allocation of a new NI number from the Department of Social Security (“DSS”), this was rejected and she eventually gave the new employer her NI number. The applicant claims that the new employer has now traced back her identity as she began experiencing problems at work. Colleagues stopped speaking to her and she was told that everyone was talking about her behind her back.

17. The DSS Contributions Agency informed the applicant that she would be ineligible for a State pension at the age of 60, the age of entitlement for women in the United Kingdom. In April 1997, the DSS informed the applicant that her pension contributions would have to be continued until the date at which she reached the age of 65, being the age of entitlement for men, namely April 2002. On 23 April 1997, she therefore entered into an undertaking with the DSS to pay direct the NI contributions which would otherwise be deducted by her employer as for all male employees. In the light of this undertaking, on 2 May 1997, the DSS Contributions Agency issued the applicant with a Form CF 384 Age Exemption Certificate (see Relevant domestic law and practice below).

18. The applicant’s files at the DSS were marked “sensitive” to ensure that only an employee of a particular grade had access to her files. This meant in practice that the applicant had to make special appointments for even the most trivial matters and could not deal directly with the local office or deal with queries over the telephone. Her record continues to state her sex as male and despite the “special procedures” she has received letters from the DSS addressed to the male name which she was given at birth.

19. In a number of instances, the applicant stated that she has had to choose between revealing her birth certificate and foregoing certain advantages which were conditional upon her producing her birth certificate. In particular, she has not followed through a loan conditional upon life insurance, a re-mortgage offer and an entitlement to winter fuel allowance from the DSS. Similarly, the applicant remains obliged to pay the higher motor insurance premiums applicable to men. Nor did she feel able to report a theft of 200 pounds sterling to the police, for fear that the investigation would require her to reveal her identity.

II. RELEVANT DOMESTIC LAW AND PRACTICE

A. Names
20. Under English law, a person is entitled to adopt such first names or surname as he or she wishes. Such names are valid for the purposes of identification and may be used in passports, driving licences, medical and insurance cards, etc. The new names are also entered on the electoral roll.

B. Marriage and definition of gender in domestic law
21. Under English law, marriage is defined as the voluntary union between a man and a woman. In the case of Corbett v. Corbett ([1971] Probate Reports 83), Mr Justice Ormrod ruled that sex for that purpose is to be determined by the application of chromosomal, gonadal and genital tests where these are congruent and without regard to any surgical intervention. This use of biological criteria to determine sex was approved by the Court of Appeal in R. v. Tan ([1983] Queen’s Bench Reports 1053) and given more general application, the court holding that a person born male had been correctly convicted under a statute penalising men who live on the earnings of prostitution, notwithstanding the fact that the accused had undergone gender reassignment therapy.

22. Under section 11(b) of the Matrimonial Causes Act 1973, any marriage where the parties are not respectively male and female is void. The test applied as to the sex of the partners to a marriage is that laid down in the above-mentioned case of Corbett v. Corbett. According to that same decision a marriage between a male-to-female transsexual and a man might also be avoided on the basis that the transsexual was incapable of consummating the marriage in the context of ordinary and complete sexual intercourse (obiter per Mr Justice Ormrod).

This decision was reinforced by Section 12(a) of the Matrimonial Causes Act 1973, according to which a marriage that has not been consummated owing to the incapacity of either party to consummate may be voidable. Section 13(1) of the Act provides that the court must not grant a decree of nullity if it is satisfied that the petitioner knew the marriage was voidable, but led the respondent to believe that she would not seek a decree of nullity, and that it would be unjust to grant the decree.

C. Birth certificates
23. Registration of births is governed by the Births and Deaths Registration Act 1953 (“the 1953 Act”). Section 1(1) of that Act requires that the birth of every child be registered by the Registrar of Births and Deaths for the area in which the child is born. An entry is regarded as a record of the facts at the time of birth. A birth certificate accordingly constitutes a document revealing not current identity but historical facts.

24. The sex of the child must be entered on the birth certificate. The criteria for determining the sex of a child at birth are not defined in the Act. The practice of the Registrar is to use exclusively the biological criteria (chromosomal, gonadal and genital) as laid down by Mr Justice Ormrod in the above-mentioned case of Corbett v. Corbett.

25. The 1953 Act provides for the correction by the Registrar of clerical errors or factual errors. The official position is that an amendment may only be made if the error occurred when the birth was registered. The fact that it may become evident later in a person’s life that his or her “psychological” sex is in conflict with the biological criteria is not considered to imply that the initial entry at birth was a factual error. Only in cases where the apparent and genital sex of a child was wrongly identified, or where the biological criteria were not congruent, can a change in the initial entry be made. It is necessary for that purpose to adduce medical evidence that the initial entry was incorrect. No error is accepted to exist in the birth entry of a person who undergoes medical and surgical treatment to enable that person to assume the role of the opposite sex.

26. The Government point out that the use of a birth certificate for identification purposes is discouraged by the Registrar General, and for a number of years birth certificates have contained a warning that they are not evidence of the identity of the person presenting it. However, it is a matter for individuals whether to follow this recommendation.

D. Social security, employment and pensions
27. A transsexual continues to be recorded for social security, national insurance and employment purposes as being of the sex recorded at birth.

1. National Insurance

28. The DSS registers every British citizen for National Insurance purposes (“NI”) on the basis of the information in their birth certificate. Non-British citizens who wish to register for NI in the United Kingdom may use their passport or identification card as evidence of identity if a birth certificate is unavailable.

29. The DSS allocates every person registered for NI with a unique NI number. The NI number has a standard format consisting of two letters followed by three pairs of numbers and a further letter. It contains no indication in itself of the holder’s sex or of any other personal information. The NI number is used to identify each person with a NI account (there are at present approximately 60 million individual NI accounts). The DSS are thereby able to record details of all NI contributions paid into the account during the NI account holder’s life and to monitor each person’s liabilities, contributions and entitlement to benefits accurately. New numbers may in exceptional cases be issued to persons e.g. under the witness protection schemes or to protect the identity of child offenders.

30. Under Regulation 44 of the Social Security (Contributions) Regulations 1979, made under powers conferred by paragraph 8(1)(p) of Schedule 1 to the Social Security Contributions and Benefits Act 1992, specified individuals are placed under an obligation to apply for a NI number unless one has already been allocated to them.

31. Under Regulation 45 of the 1979 Regulations, an employee is under an obligation to supply his NI number to his employer on request.

32. Section 112(1) of the Social Security Administration Act 1992 provides:

“(1) If a person for the purpose of obtaining any benefit or other payment under the legislation…[as defined in section 110 of the Act]… whether for himself or some other person, or for any other purpose connected with that legislation –

(a) makes a statement or representation which he knows to be false; or

(b) produces or furnishes, or knowingly causes or knowingly allows to be produced or furnished, any document or information which he knows to be false in a material particular, he shall be guilty of an offence.”

33. It would therefore be an offence under this section for any person to make a false statement in order to obtain a NI number.

34. Any person may adopt such first name, surname or style of address (e.g. Mr, Mrs, Miss, Ms) that he or she wishes for the purposes of the name used for NI registration. The DSS will record any such amendments on the person’s computer records, manual records and NI number card. But, the DSS operates a policy of only issuing one NI number for each person regardless of any changes that occur to that person’s sexual identity through procedures such as gender re-assignment surgery. A renewed application for leave to apply for judicial review of the legality of this policy brought by a male-to-female transsexual was dismissed by the Court of Appeal in the case of R v. Secretary of State for Social Services ex parte Hooker (1993) (unreported). McCowan LJ giving the judgment of the Court stated (at page 3 of the transcript):

“…since it will not make the slightest practical difference, far from the Secretary of State’s decision being an irrational one, I consider it a perfectly rational decision. I would further reject the suggestion that the applicant had a legitimate expectation that a new number would be given to her for psychological purposes when, in fact, its practical effect would be nil.”

35. Information held in the DSS NI records is confidential and will not normally be disclosed to third parties without the consent of the person concerned. Exceptions are possible in cases where the public interest is at stake or the disclosure is necessary to protect public funds. By virtue of Section 123 of the Social Security Administration Act 1992, it is an offence for any person employed in social security administration to disclose without lawful authority information acquired in the course of his or her employment.

36. The DSS operates a policy of normally marking records belonging to persons known to be transsexual as nationally sensitive. Access to these records is controlled by DSS management. Any computer printer output from these records will normally be referred to a special section within the DSS to ensure that identity details conform with those requested by the relevant person.

37. NI contributions are made by way of deduction from an employee’s pay by the employer and then by payment to the Inland Revenue (for onward transmission to the DSS). Employers at present will make such deductions for a female employee until she reaches the pensionable age of 60 and for a male employee until he reaches the pensionable age of 65. The DSS operates a policy for male-to-female transsexuals whereby they may enter into an undertaking with the DSS to pay direct to the DSS any NI contributions due after the transsexual has reached the age of 60 which have ceased to be deducted by the employer in the belief that the employee is female. In the case of female-to-male transsexuals, any deductions which are made by an employer after the age of 60 may be reclaimed directly from the DSS by the employee.

38. In some cases employers will require proof that an apparent female employee has reached, or is about to reach, the age of 60 and so entitled not to have the NI deductions made. Such proof may be provided in the form of an Age Exemption Certificate (form CA4180 or CF384). The DSS may issue such a certificate to a male-to-female transsexual where such a person enters into an undertaking to pay any NI contributions direct to the DSS.

2. State pensions

39. A male-to-female transsexual is currently entitled to a State pension at the retirement age of 65 applied to men and not the age of 60 which is applicable to women. A full pension will be payable only if she has made contributions for 44 years as opposed to the 39 years required of women.

40. A person’s sex for the purposes of pensionable age is determined according to biological sex at birth. This approach was approved by the Social Security Commissioner (a judicial officer, who specialises in social security law) in a number of cases:

In the case entitled R(P) 2/80, a male-to-female transsexual claimed entitlement to a pensionable age of 60. The Commissioner dismissed the claimant’s appeal and stated at paragraph 9 of his decision:

“(a) In my view, the word “woman” in section 27 of the Act means a person who is biologically a woman. Sections 28 and 29 contain many references to a woman in terms which indicate that a person is denoted who is capable of forming a valid marriage with a husband. That can only be a person who is biologically a woman.

(b) I doubt whether the distinction between a person who is biologically, and one who is socially, female has ever been present in the minds of the legislators when enacting relevant statutes. However that may be, it is certain that Parliament has never conferred on any person the right or privilege of changing the basis of his national insurance rights from those appropriate to a man to those appropriate to a woman. In my judgment, such a fundamental right or privilege would have to be expressly granted….

(d) I fully appreciate the unfortunate predicament of the claimant, but the merits are not all on her side. She lived as a man from birth until 1975, and, during the part of that period when she was adult, her insurance rights were those appropriate to a man. These rights are in some respects more extensive than those appropriate to a woman. Accordingly, an element of unfairness to the general public might have to be tolerated so as to allow the payment of a pension to her at the pensionable age of a woman.”

41. The Government have instituted plans to eradicate the difference between men and women concerning age of entitlement to State pensions. Equalisation of the pension age is to begin in 2010 and it is anticipated that by 2020 the transition will be complete. As regards the issue of free bus passes in London, which also differentiated between men and women concerning age of eligibility (65 and 60 respectively), the Government have also announced plans to introduce a uniform age.

3. Employment

42. Under section 16(1) of the Theft Act 1968, it is a criminal offence liable to a sentence of imprisonment to dishonestly obtain a pecuniary advantage by deception. Pecuniary advantage includes, under section 16(2)(c), being given the opportunity to earn remuneration in employment. Should a post-operative transsexual be asked by a prospective employer to disclose all their previous names, but fail to make full disclosure before entering into a contract of employment, an offence might be committed. Furthermore, should the employer discover the lack of full disclosure, there might also be a risk of dismissal or an action by the employer for damages.

43. In its judgment of 30 April 1996, in the case of P. v. S. and Cornwall County Council, the European Court of Justice (ECJ) held that discrimination arising from gender reassignment constituted discrimination on grounds of sex and, accordingly, Article 5 § 1 of Council Directive 76/207/EEC of 9 February 1976 on the implementation of the principle of equal treatment for men and women as regards access to employment, vocational training and promotion and working conditions, precluded dismissal of a transsexual for a reason related to a gender reassignment. The ECJ held, rejecting the argument of the United Kingdom Government that the employer would also have dismissed P. if P. had previously been a woman and had undergone an operation to become a man, that

“… where a person is dismissed on the ground that he or she intends to undergo or has undergone gender reassignment, he or she is treated unfavourably by comparison with persons of the sex to which he or she was deemed to belong before undergoing gender reassignment.

To tolerate such discrimination would be tantamount, as regards such a person, to a failure to respect the dignity and freedom to which he or she is entitled and which the Court has a duty to safeguard.” (paragraphs 21-22)

44. The ruling of the ECJ was applied by the Employment Appeal Tribunal in a decision handed down on 27 June 1997 (Chessington World of Adventures Ltd v. Reed [1997] 1 Industrial Law Reports).

45. The Sexual Discrimination (Gender Re-assignment) Regulations 1999 were issued to comply with the ruling of the European Court of Justice in P. v. S. and Cornwall County Council (30 April 1996). This provides generally that transsexual persons should not be treated less favourably in employment because they are transsexual (whether pre- or post-operative).

E. Rape

46. Prior to 1994, for the purposes of the law of rape, a male-to-female transsexual would have been regarded as a male. Pursuant to section 142 of the Criminal Justice and Public Order Act 1994, for rape to be established there has to be “vaginal or anal intercourse with a person”. In a judgment of 28 October 1996, the Reading Crown Court found that penile penetration of a male to female transsexual’s artificially constructed vagina amounted to rape: R. v. Matthews (unreported).

F. Imprisonment

47. Prison rules require that male and female prisoners shall normally be detained separately and also that no prisoner shall be stripped and searched in the sight of a person of the opposite sex (Rules 12(1) and 41(3) of the Prison Rules 1999 respectively).

48. According to the Report of the Working Group on Transsexual People (Home Office April 2000, see further below, paragraphs 49-50), which conducted a review of law and practice, post-operative transsexuals where possible were allocated to an establishment for prisoners of their new gender. Detailed guidelines concerning the searching of transsexual prisoners were under consideration by which post-operative male to female transsexuals would be treated as women for the purposes of searches and searched only by women (see paragraphs 2.75-2.76).

G. Current developments

1. Review of the situation of transsexuals in the United Kingdom

49. On 14 April 1999, the Secretary of State for the Home Department announced the establishment of an Interdepartmental Working Group on Transsexual People with the following terms of reference:

“to consider, with particular reference to birth certificates, the need for appropriate legal measures to address the problems experienced by transsexuals, having due regard to scientific and societal developments, and measures undertaken in other countries to deal with this issue.”

50. The Working Group produced a report in April 2000 in which it examined the current position of transsexuals in the United Kingdom, with particular reference to their status under national law and the changes which might be made. It concluded:

“5.1. Transsexual people deal with their condition in different ways. Some live in the opposite sex without any treatment to acquire its physical attributes. Others take hormones so as to obtain some of the secondary characteristics of their chosen sex. A smaller number will undergo surgical procedures to make their bodies resemble, so far as possible, those of their acquired gender. The extent of treatment may be determined by individual choice, or by other factors such as health or financial resources. Many people revert to their biological sex after living for some time in the opposite sex, and some alternate between the two sexes throughout their lives. Consideration of the way forward must therefore take into account the needs of people at these different stages of change.

5.2. Measures have already been taken in a number of areas to assist transsexual people. For example, discrimination in employment against people on the basis of their transsexuality has been prohibited by the Sex Discrimination (Gender Reassignment) Regulations 1999 which, with few exceptions, provide that a transsexual person (whether pre- or post-operative) should not be treated less favourably because they are transsexual. The criminal justice system (i.e. the police, prisons, courts, etc.) try to accommodate the needs of transsexual people so far as is possible within operational constraints. A transsexual offender will normally be charged in their acquired gender, and a post-operative prisoner will usually be sent to a prison appropriate to their new status. Transsexual victims and witnesses will, in most circumstances, similarly be treated as belonging to their acquired gender.

5.3. In addition, official documents will often be issued in the acquired gender where the issue is identifying the individual rather than legal status. Thus, a transsexual person may obtain a passport, driving licence, medical card etc, in their new gender. We understand that many non-governmental bodies, such as examination authorities, will often re-issue examination certificates etc. (or otherwise provide evidence of qualifications) showing the required gender. We also found that at least one insurance company will issue policies to transsexual people in their acquired gender.

5.4. Notwithstanding such provisions, transsexual people are conscious of certain problems which do not have to be faced by the majority of the population. Submissions to the Group suggested that the principal areas where the transsexual community is seeking change are birth certificates, the right to marry and full recognition of their new gender for all legal purposes.

5.5. We have identified three options for the future;
– to leave the current situation unchanged;
– to issue birth certificates showing the new name and, possibly, the new gender;
– to grant full legal recognition of the new gender subject to certain criteria and procedures.
We suggest that before taking a view on these options the Government may wish to put the issues out to public consultation.”

51. The report was presented to Parliament in July 2000. Copies were placed in the libraries of both Houses of Parliament and sent to 280 recipients, including Working Group members, Government officials, Members of Parliament, individuals and organisations. It was publicised by a Home Office press notice and made available to members of the public through application to the Home Office in writing, E-mail, by telephone or the Home Office web site.

2. Recent domestic case-law

52. In the case of Bellinger v. Bellinger, EWCA Civ 1140 [2001], 3 FCR 1, the appellant who had been classified at birth as a man had undergone gender re-assignment surgery and in 1981 had gone through a form of marriage with a man who was aware of her background. She sought a declaration under the Family Law Act 1986 that the marriage was valid. The Court of Appeal held, by a majority, that the appellant’s marriage was invalid as the parties were not respectively male and female, which terms were to be determined by biological criteria as set out in the decision of Corbett v. Corbett [1971]. Although it was noted that there was an increasing emphasis upon the impact of psychological factors on gender, there was no clear point at which such factors could be said to have effected a change of gender. A person correctly registered as male at birth, who had undergone gender reassignment surgery and was now living as a woman was biologically a male and therefore could not be defined as female for the purposes of marriage. It was for Parliament, not for the courts, to decide at what point it would be appropriate to recognise that a person who had been assigned to one sex at birth had changed gender for the purposes of marriage. Dame Elizabeth Butler-Sloss, President of the Family Division noted the warnings of the European Court of Human Rights about continued lack of response to the situation of transsexuals and observed that largely as a result of these criticisms an interdepartmental working group had been set up, which had in April 2000 issued a careful and comprehensive review of the medical condition, current practice in other countries and the state of English law in relevant aspects of the life of an individual:

“[95.]… We inquired of Mr Moylan on behalf of the Attorney-General, what steps were being taken by any government department, to take forward any of the recommendations of the Report, or to prepare a consultation paper for public discussion.

[96.] To our dismay, we were informed that no steps whatsoever have been, or to the knowledge of Mr Moylan, were intended to be, taken to carry this matter forward. It appears, therefore, that the commissioning and completion of the report is the sum of the activity on the problems identified both by the Home Secretary in his terms of reference, and by the conclusions of the members of the working group. That would seem to us to be a failure to recognise the increasing concerns and changing attitudes across western Europe which have been set out so clearly and strongly in judgments of Members of the European Court at Strasbourg, and which in our view need to be addressed by the UK…

[109.] We would add however, with the strictures of the European Court of Human Rights well in mind, that there is no doubt that the profoundly unsatisfactory nature of the present position and the plight of transsexuals requires careful consideration. The recommendation of the interdepartmental working group for public consultation merits action by the government departments involved in these issues. The problems will not go away and may well come again before the European Court sooner rather than later.”

53. In his dissenting judgment, Lord Justice Thorpe considered that the foundations of the judgment in Corbett v. Corbett were no longer secure, taking the view that an approach restricted to biological criteria was no longer permissible in the light of scientific, medical and social change.

“[155.] To make the chromosomal factor conclusive, or even dominant, seems to me particularly questionable in the context of marriage. For it is an invisible feature of an individual, incapable of perception or registration other than by scientific test. It makes no contribution to the physiological or psychological self. Indeed in the context of the institution of marriage as it is today it seems to me right as a matter of principle and logic to give predominance to psychological factors just as it seem right to carry out the essential assessment of gender at or shortly before the time of marriage rather than at the time of birth…

[160.] The present claim lies most evidently in the territory of the family justice system. That system must always be sufficiently flexible to accommodate social change. It must also be humane and swift to recognise the right to human dignity and to freedom of choice in the individual’s private life. One of the objectives of statute law reform in this field must be to ensure that the law reacts to and reflects social change. That must also be an objective of the judges in this field in the construction of existing statutory provisions. I am strongly of the opinion that there are not sufficiently compelling reasons, having regard to the interests of others affected or, more relevantly, the interests of society as a whole, to deny this appellant legal recognition of her marriage. I would have allowed this appeal.”

He also noted the lack of progress in domestic reforms:

“[151.]…although the [interdepartmental] report has been made available by publication, Mr Moylan said that there has since been no public consultation. Furthermore when asked whether the Government had any present intention of initiating public consultation or any other process in preparation for a parliamentary Bill, Mr Moylan said that he had no instructions. Nor did he have any instructions as to whether the Government intended to legislate. My experience over the last 10 years suggests how hard it is for any department to gain a slot for family law reform by primary legislation. These circumstances reinforce my view that it is not only open to the court but it is its duty to construe s 11(c) either strictly, alternatively liberally as the evidence and the submissions in this case justify.”

3. Proposals to reform the system of registration of births, marriages and deaths

54. In January 2002, the Government presented to Parliament the document “Civil Registration: Vital Change (Birth, Marriage and Death Registration in the 21st Century)” which set out plans for creating a central database of registration records which moves away from a traditional snapshot of life events towards the concept of a living record or single “through life” record:

“In time, updating the information in a birth record will mean that changes to a person’s names, and potentially, sex will be able to be recorded.” (para. 5.1)

“5.5 Making changes

There is strong support for some relaxation to the rules that govern corrections to the records. Currently, once a record has been created, the only corrections that can be made are where it can be shown that an error was made at the time of registration and that this can be established. Correcting even the simplest spelling error requires formal procedures and the examination of appropriate evidence. The final records contains the full original and corrected information which is shown on subsequently issued certificates. The Government recognises that this can act as a disincentive. In future, changes (to reflect developments after the original record was made) will be made and formally recorded. Documents issued from the records will contain only the information as amended, though all the information will be retained….”

H. Liberty’s third party intervention

55. Liberty updated the written observations submitted in the case of Sheffield and Horsham concerning the legal recognition of transsexuals in comparative law Sheffield v. Horsham v. the United Kingdom judgment of 30 July 1998, Reports of Judgments and Decisions 1998-V, p. 2021, § 35. In its 1998 study, it had found that over the previous decade there had been an unmistakable trend in the member States of the Council of Europe towards giving full legal recognition to gender re-assignment. In particular, it noted that out of thirty seven countries analysed only four (including the United Kingdom) did not permit a change to be made to a person’s birth certificate in one form or another to reflect the re-assigned sex of that person. In cases where gender re-assignment was legal and publicly funded, only the United Kingdom and Ireland did not give full legal recognition to the new gender identity.

56. In its follow up study submitted on 17 January 2002, Liberty noted that while there had not been a statistical increase in States giving full legal recognition of gender re-assignment within Europe, information from outside Europe showed developments in this direction. For example, there had been statutory recognition of gender re-assignment in Singapore, and a similar pattern of recognition in Canada, South Africa, Israel, Australia, New Zealand and all except two of the States of the United States of America. It cited in particular the cases of Attorney-General v. Otahuhu Family Court [1995] 1 NZLR 60 and Re Kevin [2001] FamCA 1074 where in New Zealand and Australia transsexual persons’ assigned sex was recognised for the purposes of validating their marriages: In the latter case, Mr Justice Chisholm held:

“I see no basis in legal principle or policy why Australian law should follow the decision in Corbett. To do so would, I think, create indefensible inconsistencies between Australian marriage law and other Australian laws. It would take the law in a direction that is generally contrary to development in other countries. It would perpetuate a view that flies in the face of current medical understanding and practice. Most of all, it would impose indefensible suffering on people who have already had more than their share of difficulty, with no benefit to society…

…Because the words ‘man’ and ‘woman’ have their ordinary contemporary meaning, there is no formulaic solution to determining the sex of an individual for the purpose of the law of marriage. That is, it cannot be said as a matter of law that the question in a particular case will be determined by applying a single criterion, or limited list of criteria. Thus it is wrong to say that a person’s sex depends on any single factor, such as chromosomes or genital sex; or some limited range of factors, such as the state of the person’s gonads, chromosomes or genitals (whether at birth or at some other time). Similarly, it would be wrong in law to say that the question can be resolved by reference solely to the person’s psychological state, or by identifying the person’s ‘brain sex’.

To determine a person’s sex for the law of marriage, all relevant matters need to be considered. I do not seek to state a complete list or suggest that any factors necessarily have more importance than others. However the relevant matters include, in my opinion, the person’s biological and physical characteristics at birth (including gonads, genitals and chromosomes); the person’s life experiences, including the sex in which he or she was brought up and the person’s attitude to it; the person’s self-perception as a man or a woman; the extent to which the person has functioned in society as a man or a woman; any hormonal, surgical or other medical sex re-assignment treatments the person has undergone, and the consequences of such treatment; and the person’s biological, psychological and physical characteristics at the time of the marriage…

For the purpose of ascertaining the validity of a marriage under Australian law the question whether a person is a man or a woman is to be determined as of the date of marriage…”

57. As regarded the eligibility of post-operative transsexuals to marry a person of sex opposite to their acquired gender, Liberty’s survey indicated that 54% of Contracting States permitted such marriage (Annex 6 listed Austria, Belgium, Denmark, Estonia, Finland, France, Germany, Greece, Iceland, Italy, Latvia, Luxembourg, the Netherlands, Norway, Slovakia, Spain, Sweden, Switzerland, Turkey and Ukraine), while 14% did not (Ireland and the United Kingdom did not permit marriage, while no legislation existed in Moldova, Poland, Romania and Russia). The legal position in the remaining 32% was unclear.

III. INTERNATIONAL TEXTS

58. Article 9 of the Charter of Fundamental Rights of the European Union, signed on 7 December 2000, provides:

“The right to marry and the right to found a family shall be guaranteed in accordance with the national laws governing the exercise of these rights.”

THE LAW

I. ALLEGED VIOLATION OF ARTICLE 8 OF THE CONVENTION

59. The applicant claims a violation of Article 8 of the Convention, the relevant part of which provides as follows:

“1. Everyone has the right to respect for his private… life…

2. There shall be no interference by a public authority with the exercise of this right except such as is in accordance with the law and is necessary in a democratic society in the interests of national security, public safety or the economic well-being of the country, for the prevention of disorder or crime, for the protection of health or morals, or for the protection of the rights and freedoms of others.”

A. Arguments of the parties

1. The applicant

60. The applicant submitted that despite warnings from the Court as to the importance for keeping under review the need for legal reform the Government had still not taken any constructive steps to address the suffering and distress experienced by the applicant and other post-operative transsexuals. The lack of legal recognition of her changed gender had been the cause of numerous discriminatory and humiliating experiences in her everyday life. In the past, in particular from 1990 to 1992, she was abused at work and did not receive proper protection against discrimination. She claimed that all the special procedures through which she had to go in respect of her NI contributions and State retirement pension constituted in themselves an unjustified difference in treatment, as they would have been unnecessary had she been recognised as a woman for legal purposes. In particular, the very fact that the DSS operated a policy of marking the records of transsexuals as sensitive was a difference in treatment. As a result, for example, the applicant cannot attend the DSS without having to make a special appointment.

61. The applicant further submitted that the danger of her employer learning about her past identity was real. It was possible for the employer to trace back her employment history on the basis of her NI number and this had in fact happened. She claimed that her recent failure to obtain a promotion was the result of the employer realising her status.

62. As regarded pensionable age, the applicant submitted that she had worked for 44 years and that the refusal of her entitlement to a State retirement pension at the age of 60 on the basis of the pure biological test for determining sex was contrary to Article 8 of the Convention. She was similarly unable to apply for a free London bus pass at the age of 60 as other women were but had to wait until the age of 65. She was also required to declare her birth sex or disclose her birth certificate when applying for life insurance, mortgages, private pensions or car insurance, which led her not to pursue these possibilities to her advantage.

63. The applicant argued that rapid cha