Vielse af to personer af samme køn er lovlig, afgjorde Højesteret den 23. marts 2017.

Vist 0 gange.
Højesteret

Højesteret

Højesteret afsagde den 23. marts 2017 dom om, at vielse af to personer af samme køn er lovlig.
Det har stor betydning for LGBT-personer.

Sagen blev anlagt af seks personer (John Hejlesen, Inger Kristensen, Edvind Kristensen, Mogens Skibsted, Gert Grube og Arne Heilsen) mod Kirkeministeren og Social- og Indenrigsministeren.
Baggrunden for sagen var, at de seks personer fandt, at vedtagelsen af lovforslag L 106, der ændrede ægteskabsloven og muliggjorde ægteskab mellem to personer af samme køn og bekendtgørelse om autorisation af ritualer for vielse og kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab mellem to af samme køn, var ulovlige.

Sagen startede ved Københavns Byret, der den 23. marts 2016 henviste sagen til behandling ved Østre Landsret.
Østre Landsret afsagde den 28. juni 2016 dom om, at lovændringen og bekendtgørelsen var lovlige.
De fem personer ankede sagen til Højesteret.
Højesteret stadfæstede den 23. marts 2017 dommen afsagt af Østre Landsret og bestemte, at de fem personer solidarisk skulle betale i alt 100.000 kr. i sagsomkostninger til Kirkeministeren
og Børne- og Socialministeren.

Både Østre Landsret og Højesteret har dermed fastslået, at ægteskab mellem to personer af samme køn er lovligt, og at det også er lovligt, at to personer af samme køn kan blive gift i kirken, samt at to personer af samme køn, der har indgået borgerligt ægteskab, kan få deres ægteskab kirkeligt velsignet.

* * *
Højesteret offentliggjorde den 23. marts 2007 følgende meddelelse/resumé om dommen.

Om reglerne om vielse af to personer af samme køn er i strid med grundloven

Ægteskabsloven, som hidtil kun havde omfattet ægteskab mellem to personer af forskelligt køn, blev ved en lovændring i 2012 ændret, så den også fandt anvendelse på ægteskab mellem to personer af samme køn. Der blev i forlængelse af loven bl.a. vedtaget en kongelig resolution, som fastsatte ritualer for vielse af to personer af samme køn.

Spørgsmålet i sagen var, om ændringerne, for så vidt angik bemyndigelsen til, at præster i den danske folkekirke kan vie to personer af samme køn, var ugyldige som følge af bestemmelser i grundloven, en forfatningsretlig sædvane eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions regler om bl.a. religionsfrihed.

Højesteret bemærkede, at folkekirken i henhold til grundloven hviler på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag. Kompetencen til at regulere folkekirkens forhold tilkommer lovgivningsmagten og regeringen, der har et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for en sådan regulering.

Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte lovgivningsmagtens og regeringens vurdering af, at den gennemførte ordning, der gav mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst i den danske folkekirke, lå inden for det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag og dermed inden for rammerne af grundloven.

Højesteret fandt desuden, at der ikke forelå en retssædvane som begrænsede lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regulere dele af folkekirkens forhold. Ændringerne var endelig ikke i strid med grundlovens eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelser om tros- og religionsfrihed.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

Meddelelsen af 23. marts 2007 om dommen hos Højesteret.

* * *
Østre Landsrets dom i sagen afsagt den 28. juni 2016.

D O M

Afsagt den 28. juni 2016 af Østre Landsrets 16. afdeling
(landsdommerne Michael Kistrup, Malou Kragh Halling og Nikolaj Aarø-Hansen).

16. afd. nr. B-713-15:

1) John Hejlesen
2) Inger Kristensen
3) Edvind Kristensen
4) Mogens Skibsted
5) Gert Grube
6) Arne Heilsen
Biintervenient: Foreningen med Grundlov skal land bygges (advokat Nikolaj Nikolajsen for alle)

mod

1) Kirkeministeren
2) Social- og Indenrigsministeren (tidligere Ministeren for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold) (Kammeradvokaten v/advokat Sune Fugleholm for begge)

Denne sag, der er anlagt ved Københavns Byret, er ved kendelse af 23. marts 2016 henvist til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
  1. Kirkeministeren tilpligtes at anerkende, at den af kirkeministeren udstedte kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for 2 personer af samme køn er ugyldig.
  2. Social- og Indenrigsministeren tilpligtes at anerkende, at lov nr. 532 af 12. juni 2012 (Ægteskab mellem to personer af samme køn) om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab, er ugyldig for så vidt angår den i loven iboende bemyndigelse til præster i den danske folkekirke til at indstifte et ægteskab for to personer af samme køn.

De sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling
Denne sag vedrører prøvelse af, om lov nr. 532 af 12. juni 2012 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn), er i strid med grundlovens §§ 4 og 66, i det omfang loven giver præster i folkekirken kompetence til at foretage vielse mellem to personer af samme køn. Sagen vedrører endvidere prøvelse af, om den af kirkeministeren udvirkede kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme køn er i overensstemmelse med grundlovens §§ 4 og 66.

Ægteskab som betegnelse har indtil indførelsen af mulighed for vielse mellem to personer af samme køn i juni 2012 været forbeholdt vielse af par af forskelligt køn.

Ved lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab fik to personer af samme køn mulighed for at indgå registreret partnerskab med retsvirkninger, der i vidt omfang svarede til retsvirkningerne af ægteskab.

Registreret partnerskab kunne dog i modsætning til ægteskab ikke indgås ved en kirkelig handling, men kun ved en borgerlig handling. Muligheden for at indgå registreret partnerskab blev ophævet i juni 2012.

Siden 1997 har registrerede par haft mulighed for at få en gudstjenestelig markering i forbindelse med registreringen af deres partnerskab, og siden 2005 har Folkekirken haft et vejledende ritual for velsignelse af registrerede partnerskaber, som blev udarbejdet af 7 af folkekirkens biskopper.

I april 2010 nedsatte den daværende kirkeminister et udvalg for at belyse, hvordan folkekirken burde forholde sig til ønsket om, at partnerskab mellem to personer af samme køn skulle kunne indgås ved en kirkelig handling. De daværende biskopper afgav alle høringssvar om rapporten.

Af Kirkeministeriets referat af et bispesamråd den 8. december 2011 fremgår blandt andet:

”Ad 1. Regeringsbeslutningen
Ministeren bød velkommen og konstaterede, at baggrunden for samrådet var, at regeringen har besluttet, at homoseksuelle fremover skal kunne indgå ægteskab.
Formålet med samrådet var at få afstemt forventninger til det videre arbejde.

Ministeren understregede, at regeringens beslutninger handler om det civilretlige:
hvad der skal stå i lovgivningen. Regeringens beslutninger handler ikke om indholdet af ritualer.

Ministeren opsummerede situationen med hensyn til ritualer:

  • Udvalget om folkekirken og registreret partnerskab skitserede i sin rapport forslag til ritualer til brug ved henholdsvis velsignelse og indgåelse af partnerskab. Udvalgets forslag blev derefter af en arbejdsgruppe suppleret med forslag til bønner og tekstlæsninger. Både i udvalget og i arbejdsgruppen deltog biskopper i arbejdet.
  • Efter anmodning fra Per Stig Møller forholdt biskopperne sig til ritualforslagene. Tilbagemeldingen i august og igen ved samråd den 14. november var, at forslagene var et godt grundlag, og et tilsagn fra biskopperne om at gå ind i arbejdet med den endelige justering, når Folketinget har afklaret det juridiske grundlag, som folkekirken skal handle på.

Ministeren konstaterede, at regeringen har afklaret sin holdning til det juridiske grundlag. Han var klar over, at der blandt biskopperne er forskellige holdninger til det, der er blevet resultatet af denne afklaring. Men han udtrykte håb, om at biskopperne fortsat står ved tilsagnet om at gå ind i arbejdet med at færdiggøre ritualerne.

Karsten Nissen pegede på, at da biskopperne sagde ja til det videre arbejde med ritualerne, lå det i luften, at tilspørgslen skulle handle om livsfæller. Han kunne ikke gå ind for at stifte et homoseksuelt ægteskab i kirken. Det er ikke kun et spørgsmål om en sproglig term, men om at ægteskab mellem mand og kvinde er bibelsk begrundet.

Lise-Lotte Rebel fastholdt, at hun og Steen Skovsgaard af teologiske grund ikke ønsker et ritual.

Peter Skov-Jakobsen mente, at biskopperne må tage debatten om de teologiske holdninger internt. Biskopperne må arbejde med ritualet, til de er enige. To-tre biskopper er imod ritualer, men har tilkendegivet, at de ikke vil modsætte sig, at der udarbejdes ritualer.

Elisabeth Dons Christensen var blevet chokeret, da hun hørte om regeringens beslutning. Men biskopperne skal selvfølgelig arbejde videre med ritualer, så langt samvittigheden kan bære.

Der blev tilkendegivet forskellige holdninger til hvilke ord, der bør bruges i ritualet.

Malene Vestergaard orienterede om gyldighedsbetingelserne for en vielse i henhold til ægteskabslovens § 20, stk. 2.

Karsten Nissen bad om en pause i mødet.

Efter pausen foreslog Karsten Nissen, at ministeren efter mødet kan sige: at biskopperne vil gerne samarbejde – ministeren og biskopperne erkender, at ægteskab og partnerskab er to forskellige ordninger med hver sin ret – at biskopperne gerne vil komme med et ritual på den baggrund.

Flere biskopper tilkendegav, at de ikke var enige i Karsten Nissens opfattelse af ægteskab og partnerskab.

Efter meningsudveksling om dette præsenterede ministeren biskopperne for et udkast til de meldinger, som ministeren ville give til medierne efter samrådet.

Udkastet blev drøftet, og der blev enighed om følgende formulering af konklusionerne på samrådet:

  • Regeringen har besluttet, at par af samme køn kan indgå ægteskab. Biskopperne konstaterer, at det er Folketingets kompetence at bestemme den juridiske betegnelse for parforhold mellem to af samme køn.
  • Der er blandt biskopperne uenighed om den teologiske forståelse af henholdsvis ægteskab mellem mand og kvinde og mellem par af samme køn.
    Til trods for denne uenighed er biskopperne indstillet på at indgå i det videre arbejde med udarbejdelse af ritualer.
  • Det er fortsat regeringens plan at fremsætte de nødvendige forslag til lovændringer efter nytår.
  • Biskopperne har tilkendegivet, at deres arbejde med ritualforslag vil være afsluttet, så ritualet kan være klar til brug, når Folketinget har afsluttet sit arbejde med lovgivningen.”

Forud for fremsættelsen af lovforslaget bag den omtvistede ændringslov afgav biskoppen over Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard, et høringssvar af 20. februar 2012 til et udkast hertil.
Heraf fremgår blandt andet:

”…
Som det fremgår af nedenstående kan jeg ikke anbefale lovforslaget.
Jeg fastholder mit synspunkt, som kom til udtryk i min udtalelse af den 20. september 2010 til rapporten ”Folkekirken og registreret partnerskab” – hvor jeg blandt andet skrev:
Jeg kan … hverken gå ind for rapportens forslag til ritual for kirkelig velsignelse af registreret partnerskab eller for ritualet for indgåelse af partnerskab, og konstaterer som sagt med glæde, at det af et enigt udvalg betragtes som et legitimt synspunkt indenfor folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Samtidig vil jeg gøre opmærksom på udtalelsen fra bispemødet den 13. april 2010, hvor der står flg.:

”Biskopperne konstaterer, at der i folketinget og i den danske befolkning er et flertal for, at der skal være en ligestilling imellem hetero- og homoseksuelle par.
Efter biskoppernes opfattelse er folkekirkens stilling til dette spørgsmål, og den praksis folkekirken skal følge, imidlertid et indre kirkeligt anliggende. Folketinget er folkekirkens lovgivende forsamling, og har folketinget lovgivet således, at ægteskabet skal være for såvel hetero- som homoseksuelle par, er folkekirken forpligtet til efterfølgende at udarbejde ritualer der gør dette muligt.

Her skal jer understrege, at forudsætningen for ovennævnte udtalelse var en forståelse fra mine bispekollegers side for, at undertegnede af samvittighedsgrunde hverken kunne eller ville bidrage til det efterfølgende udvalgsarbejde, ligesom jeg heller ikke kan eller vil være med til udformningen eller autoriseringen af et evt. kommende ritual.

I lovforslaget står der, at det ikke har miljømæssige konsekvenser. Det er sikkert rigtigt. Men til gengæld mener jeg ikke, at det i tilstrækkeligt omfang og i overbevisende grad er blevet godtgjort, at en sidestilling af ægteskab mellem to personer af forskelligt køn og to personer af samme køn ikke har bekendelsesmæssige konsekvenser.

Til slut skal jeg tillade mig at gentage min opfordring fra mit høringssvar af den 20. september 2010:

Som sagt er jeg overbevist om, at rapportens forslag næppe vil kunne tilgodese folketingets flertal, hvilket da også fremgår allerede i Kristeligt Dagblad den 16.9., hvor toneangivende politikere udtrykker skuffelse over rapportens konklusioner. Derfor vil jeg til slut opfordre kirkeministeren til at overveje – i tilfælde af at en eventuel folketingsbeslutning skulle gøre det muligt at indgå registreret partnerskab/vielse i kirken – om det overhovedet er nødvendigt at udarbejde et fuldt og færdigt autoriseret ritual. Vielsesritualet/erne kunne efter min mening udmærket stilles frit for præsterne, ligesom f.eks. begravelsesritualet, hvor kun jordpåkastelsesordene er autoriseret. Det mener jeg ville kunne være en både mindelig, rimelig og ordentlig løsning på et vanskeligt spørgsmål.

Endvidere afgav biskoppen over Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, den 20. februar 2012 et høringssvar. Heri hedder det blandt andet:

Indledning
I forlængelse af vedtagelsen af lov om registrerede parforhold 1989 har spørgsmålet om folkekirkens forhold hertil flere gange været genstand høringer og udtalelser. De danske biskopper tog stilling i en udtalelse fra 1997, hvori biskopperne, bl.a. undertegnede, betoner ægteskabet bibelske begrundelse og institutionelle karakter. Dette udelukkede imidlertid ikke, at indgåelse af registrerede parforhold kunne gøres til genstand for en kirkelig markering eller fejring, hvilket biskopperne var enige om at anbefale. Senere, i forbindelse med kommissionsarbejde og efterfølgende høring 2010 om et eventuelt ritual for registrerede parforhold, blev distinktionen mellem ægteskab og en kirkelig ceremoniel markering af et indgået registreret parforhold også fastholdt af flertallet i kommissionen.

I overensstemmelse med biskoppernes udtalelse fra 1997 har der i samtlige stifter været muligheder for kirkelig markering af indgåelse af registreret parforhold ved en særgudstjeneste eller anden form for kirkelig ceremoni. Det er en mulighed, som et antal homoseksuelle par har benyttet sig af.

Disse hidtidige diskussioner, biskoppelige udtalelser, kommissionsarbejdet, høringer og kirkelige arrangementer i forbindelse med indgåelse af registreret parforhold har således alle haft deres primære baggrund i ønsket om en rituel eller ceremoniel markering af et borgerligt indgået parforhold. Samtidig har høringssvar og et flertal i kommissionen fastholdt, at ægteskabet som historisk, kulturel og teologisk bestemt institution blev ladt uantastet.

Lovforslaget
Af det tilsendte Udkast fremgår af bemærkningerne s 3, at lovforslaget delvist ønsker at udmønte et punkt i regeringsgrundlaget, hvori det hedder: Regeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering. Regeringen vil derfor fjerne forbuddet mod vielser af homoseksuelle i folkekirken og i øvrigt undersøge yderligere tiltag i retningen (sic) af en kønsneutral ægteskabslovgivning.

Det fremgår ikke, hvad der tænkes på med udtrykket ’forbuddet mod vielser af homoseksuelle i folkekirken’. Jeg er ikke bekendt med eksistensen af et sådant forbud. Hvad der menes må vel være, at et ægteskab efter hidtidig retlig og kirkelig praksis består af et forhold mellem en mand og en kvinde, hvorfor en vielse af et homoseksuelt par af indlysende årsager ikke har kunnet finde sted i kirken, ligesom det heller ikke har kunnet finde sted på rådhuset.

Så meget synes dog at være klart, at der i regeringsgrundlaget først og fremmest tænkes på mulighederne for en kirkelig vielse– dvs. på ceremonielle fejring ved ægteskabs (eller parforholds?) indgåelse.

I det konkrete forslag, ’udmøntningen’, hedder det s. 4: Det overordnede formål med lovforslaget er at give personer af samme køn mulighed for at indgå ægteskab. I forhold til den gældende retstilstand får personer af samme køn mulighed for at indgå ægteskab ved en kirkelig handling i stedet for som i dag at kunne indgå registreret partnerskab ved en borgerlig handling.

Hermed udtrykker regeringen et ejerskab til folkekirken og dens liturgiske praksis, ifølge hvilken et ’overordnet formål’ af politisk-moralsk karakter søges gennemført blandt andet med den folkekirkelige ritualpraksis som instrument.
Samtidig indføres en skelnen mellem rettighederne hos borgerne, alt efter hvilket religiøst trossamfund de måtte tilslutte sig. Lovens intentioner kommer ikke til at udstrække sig til at omfatte f.eks. medlemmer af Islamisk trossamfund, Den romersk-katolske kirke, Mormonkirken og andre trossamfund. Med ønsket om at skabe lighed mellem mennesker med forskellig seksuel orientering indfører lovforslaget således en helt ny forskel mellem menneskers rettigheder, beroende på kirketilhørsforhold.

Dette problem udspringer af, at landets politiske ledelse i denne sag optræder som indehaver af ejerskabet til folkekirken, mens andre trossamfund behandles som autonome i deres trosgrundlag og liturgiske praksis. Samtidig kortsluttes ved denne tilgang de ’indre’ linjer i den gængse folkekirkelige beslutningsproces, og de folkekirkelige embeder søges bragt i spil som led i den ’overordnede’ politiskmoralske agendas ’udmøntning’.

Om ægteskabet teologi
Ægteskabet er netop i dets egenskab af social og kulturel institution, der i vor kulturkreds omfatter et forhold mellem en mand og en kvinde, genstand for en specifik teologisk og kirkelig bestemmelse. Denne forståelse har konfessionel karakter, idet en evangelisk-luthersk kirke forvalter et ægteskabssyn, der markant adskiller sig fra andre trossamfunds og religioners forståelse. Et eventuelt Indgreb i den evangelisk-lutherske kirkes ægteskabsteologi og vielsespraksis berører således potentielt kirkens konfessionelle identitet. Dette har vide konsekvenser også for folkekirkens økumeniske og religionsretlige forhold.

I mit høringssvar af dec. 2010 i forbindelse med den tidligere kirkeministerielle høring har jeg redegjort for nogle hovedtræk i denne teologisk motiverede og kirkeligt gældende forståelse af ægteskabet. Dette skal ikke gentages her. Men jeg gør opmærksom på følgende:

  1. Reformatoren Martin Luther hævdede med vægt, at netop ægteskabet verdslige karakter, dvs. ægteskabet som social og kulturel ordning på samfundsmæssigt plan, er genstand for en ganske særlig teologisk og kirkelig bestemmelse. I Kirkeministeriets Betænkning nr. 943 Dåb og Brudevielse af 1983, s 62, gengives dette synspunkt præcist og loyalt bl.a. i følgende sætning:
    ’Luther siger på den ene side, at ægteskabet er en verdslig stand, på den anden side, at det har Guds ord for sig, at det ikke er opdigtet eller stiftet af mennesker.’ Dette er hovedbegrundelsen for, at en luthersk kirke overhovedet beskæftiger sig med en ’verdslig ting’, som ægteskabet er. Hvis ikke denne teologiske begrundelse fastholdes, så er det ingenlunde givet på luthersk grund, at ægteskabet som institution overhovedet ville angå kirken. I så fald ville ægteskabet kunne betragtes på lige fod med andre samfundsinstitutioner, som kirken ikke har adkomst til at forholde sig til gennem påmindelse om Skriftens ord, med forbøn og forkyndelse. Fjernes eller negligeres denne begrundelse, så forandres med andre ord kirkens rolle ved ægteskabs indgåelse fra at udtrykke en strengt teologisk begrundet kirkelig praksis. I stedet tildeles kirken rollen som en institution, der garnerer menneskelivet med religiøse ceremonier alt efter behov og tilskyndelse.
  2. Denne lutherske forståelse af ægteskabet er forudsat og indskrevet i folkekirkens bekendelsesskrifter. Den forudsættes således i Luthers lille katekismus, og den er direkte udtalt i Den Augsburgske Konfessions artikler 16, 23 og 27.
    Allerede herved må ægteskabet som et forhold mellem en mand og en kvinde formelt siges at have en status, som gør, at disse konfessionelle bestemmelser ikke uden videre kan forbigås i en aktuel stillingtagen til spørgsmål vedrørende folkekirke og ægteskab. Folkekirken har aldrig på officielt plan tilbagekaldt eller problematiseret denne ægteskabsteologi, men hævder den tværtimod aktuelt i sin liturgiske praksis (pkt. 3), hvorfor der intet grundlag er, for ikke stadig at anse den som hørende til folkekirkens lære.
  3. Denne lutherske forståelse kan ikke blot betragtes som et historisk relikt, der er uden gyldighed i nutiden. En gennemgang af de senest autoriserede liturgiske bøger (Ritualbog 1992, Alterbog 1992, Salmebog 2002) dokumenterer entydigt, at den lutherske ægteskabsforståelse er indskrevet i og forudsættes uantastet som aktuelt gældende også i nuværende kirkelig praksis.
    1. Ritualbogen. Flere af de skriftsteder, som Martin Luther brugte til at fortolke ægteskabet med teologisk, og som begrunder, hvorfor kirken overhovedet har et anliggende i forhold til den borgerlige ordning, som ægteskabet grundlæggende er, genfindes således i det nugældende ægteskabsritual. Med tydelig reference til 1. Mosebogs skabelsesberetning hedder det i bønnen for ægteparret: ’Almægtig Gud, som skabte mand og kvinde til at leve sammen i ægteskab og velsignede dem’. I slutningskollekten takker vi Gud ’for ægteskabet, og vi beder dig, at du vil bevare denne ordning og velsignelse urokket iblandt os.’ Alterbogen gør med sine formuleringer en klart konfessionelt defineret forståelse af ægteskabet som en verdslig stand, ’der har Guds ord for sig’ og som omfatter en mand og en kvinde, gældende. Det er en teologisk forståelse, som adskiller sig markant både fra andre kristne kirkesamfunds ægteskabsteologi og andre religiøse traditioner. F.eks. anser den Romerskkatolske kirke ægteskabet for at være et sakramente, mens biblicistiske kirkesamfund ser det som en religiøst kvalificeret samlivsform.
      Lutherdommen ser det som en social institution, der er forordnet til samfundets og menneskets bedste, det omfatter en mand og en kvinde, og det er velsignet af Gud selv.
    2. Salmebogen. I salmebogens vielsessalmer fastholdes den samme forståelse af ægteskabet, hvilket er genstand for menighedens taknemmelighed og lovprisning. Således rummer en af de salmer, som kom ind i salmebogen ved den seneste revision i 2002, og som har opnået en betydelig folkelig accept, en klar forkyndelse, når det hedder med allusion til skabelsesberetningen: ’I blev skabt som mand og kvinde.’ DDS 706
    3. Alterbogen. Siden Peder Palladius i 1550 udgav lutherske kollekter til søndagsgudstjenesten, har disse kollekter været medvirkende til at fastholde den anden søndag i Hellig Tre Kongertiden som ’ægteskabets søndag’. Gennem århundreder har der på denne søndag været prædiket og forkyndt om ægteskabet som en af Gud velsignet ordning. Trods utallige revisioner fastholder alterbogen stadig på denne søndag i indgangskollekten bønnen: ’Vi takker dig, fordi du nådigt har skabt os som mand og kvinde og lader os høre sammen i ægteskab.’

    I dette høringssvar gør jeg således gældende, at folkekirken som evangeliskluthersk kirke har en vel defineret og konfessionelt bestemt teologi og aktuel kirkelig liturgisk praksis vedrørende ægteskabet. Således har det forholdt sig lige siden den lutherske reformation blev gennemført i Danmark, hvor konsekvenserne heraf blev trukket i form af kirkelige og liturgiske bestemmelser.
    Ægteskabsforståelsen kan ikke betragtes som noget, der blot angår fortidige bestemmelser, således at disse eventuelt skulle kunne tilsidesættes med henvisning til tidernes skiften. Det kan heller ikke betragtes som blotte personlige meninger, eller som et felt, hvis udformning helt og holdent er overladt til det til enhver tid siddende politiske styre, idet de indgår i folkekirkens samlede lære og er integreret heri med aktuel liturgisk gyldighed. Tidligere tiders kommissionsarbejde vedrørende vielse og vielsesritualer har da også været særdeles opmærksom på betydningen af disse konfessionelt og traditionelt givne forhold, hvilket kommer tydeligt frem i ovennævnte kirkeministerielle kommissionsarbejde fra 1983. Den evangelisk-lutherske kirkes syn på ægteskabet har dermed en status, som ikke uden videre lader sig annullere. Problemstillingen angår i sidste instans den evangelisk-lutherske kirkes teologiske og konfessionelle egenart.

    Konklusion
    Med disse redegørelser ønsker jeg at påpege, at den nuværende høringsrunde markerer et helt andet niveau og perspektiv for problemstillingen, end det, der har været gældende ved tidligere udtalelser, høringer og debatter. Det fremsendte lovforslag angår forhold, som kalder på en dybtgående undersøgelse af retsteologisk, forfatningsmæssig og religionsretlig art. Disse forhold kan på ingen måde siges at være belyst tilstrækkeligt gennem tidligere offentlige debatter eller høringer. Folketinget har ubestridt retten til at lovgive angående det danske samfund, inklusive samlivs- og ægteskabsforhold. Som tidligere nævnt hilser jeg det velkommen, at folketinget varetager et ansvar også i forhold til homoseksuelles forhold, og at også folkekirken er sig sit ansvar bevidst i forhold hertil. Men en lovgivning på et så komplekst område bør ikke overse farerne for at overskride grænsen mellem det politiske liv og så de forhold, der angår kirker og trossamfund, herunder folkekirkens konfessionelle bestemmelser. I nærværende sammenhæng er folkekirken at betragte som et trossamfund, hvorfor den som trossamfund må kræve statens beskyttelse og værn om den nødvendige frihed til egen teologisk begrundet stillingtagen.

  • Hvis lovgiverne vælger at se bort fra disse problemstillinger, så bringes den delikate balance mellem stat og kirke, udtrykt i Grundlovens § 4, i fare. Det er efter min mening ingenlunde indlysende, at folkekirken ene af alle trossamfund skulle kunne pålægges at udforme ritualer for homoseksuelles vielser. Folkekirken unddrages i så fald den samme respekt for egen tradition og trosgrundlag, som andre trossamfund og religioner nyder.
  • Endvidere finder jeg, at den påtænkte frihedslovgivning, som giver den enkelte præst ret til at nægte at deltage i vielseshandlingen for homoseksuelle, ikke imødekommer den retssikring, folkekirken som helhed har krav på som et trossamfund, der har den fulde ret til at varetage sine egne legitime teologiske interesser.
  • Udkastets bemærkning s. 6: En konsekvens af lovforslaget bliver således, at de eksisterende vielsesritualer for vielse af mand og kvinde bliver suppleret med et vielsesritual for vielse af to personer af samme køn vil medføre, at der kommer til at eksistere flere vielsesritualer side om side. Disse vil imidlertid komme til at modsige hinanden, idet det nugældende vielsesritual i realiteten udtrykker en eksklusivitet vedrørende ægteskabet mellem mand og kvinde. Indførelsen af ’supplerende’ vielsesritualer betyder derfor en fordunkling af kirkens lære og praksis med derpå følgende forvirring og uklarhed.
  • Inden den påtænkte lovgivning eventuelt gennemføres, bør det undersøges, om processen vedrørende lovgivningen bringer den danske stat i modstrid med internationale konventioner vedrørende krænkelsen af religiøse samfunds krav på beskyttelse af deres konfessionelle autonomi. Hvis den danske stat gennemfører en revision af ægteskabslovgivningen med det formål at pålægge ét enkelt trossamfund pligten til at udforme et nyt religiøst ritual, hvis indhold afviger både fra trossamfundets læregrundlag og fra 475 års tradition, og hvis indhold dikteres af det politiske styres ’overordnede formål’, så er der tale om en form for lovgivningsmæssigt tiltag, der må forventes også at ville tiltrække sig opmærksomheden fra overnational jurisdiktion.

    Jeg vil således stærkt fraråde den påtænkte lovgivning og anbefaler, at indsigterne fra de tidligere høringer og kommissionsarbejder, som alle fastholder egenarten af ægteskabet som et forhold mellem en mand og en kvinde, danner grundlag for alle videre tiltag vedrørende folkekirkens involvering.”

Københavns biskop Peter Skov-Jakobsens notat af 21. februar 2012 er den 29. februar 2012 tilsendt Folketingets Kirkeudvalg, Kirkeudvalget 2011-12 KIU Alm. del, endeligt svar på spørgsmål 16.

I biskoppens notat af 21. februar 2012 er blandt andet anført:

”Indtil nu har det været en udbredt opfattelse i vores evangelisk-lutherske tradition, at der kun var et ægteskab. Jeg formoder, at der med »kirkeligt ægteskab« menes kirkelig vielse eller kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab. At der i Danmark består den mulighed, at ægteskabet kan indgås for den borgerlige eller den kirkelige myndighed, har dog indtil nu ikke afstedkommet teologiske overvejelser over, hvorvidt det i kirken indgåede ægteskab eller det i kirken velsignede ægteskab skulle have særlig status.

En sådan tænkning ville være ny i en evangelisk-luthersk tradition, hvor et ægteskab altid har været opfattet som »ein weltlich Ding«. Hvis et ægteskab i kirken skulle være noget særligt, ville det problematisere den borgerlige myndighed, ligesom det i høj grad ville problematisere den teologisk-etiske eftertanke over ægteskabet.

Den evangelisk-lutherske ægteskabsetik er blot antydet i bekendelsesskriftet CA.

I artikel 16 læres der således, at lovlige borgerlige ordninger er Guds gode værk, bl.a. kan mand og kvinde tage til ægte, ligesom den troende kan slutte handel efter loven, være soldat, føre retfærdig krig og beklæde øvrighedsposter.

I artikel 23 om præsternes ægteskab redegøres der for det lovlige ved, at præster kan bryde traditionen for cølibat. Der henvises til, at præsterne var gifte i den tidlige kirke, og desuden gøres der opmærksom på Paulus’ holdning i 1. Korintherbrev 7, 2-9, at ægteskabet er et middel mod den menneskelige svaghed (begær og ukyskhed).

I artikel 27 argumenteres der mod munkeløfter og i den forbindelse forsøger artiklen at berolige de klosterbundne, som har brudt deres løfter om kyskhed, lydighed og fattigdom, og har ladet sig ægtevie, idet der igen henvises til Paulus’ råd om, at ægteskabet er et middel mod menneskets svaghed.

Nogle finder, at disse få bemærkninger i CA udgør en solid bund for det, man nyligt hører omtalt som ægteskabsteologi.

I CA få bemærkninger om ægteskabet ser jeg intet grundlag for andet end antydninger af en ægteskabs-etik. Bemærkningerne gøres blot for at trøste de mange præster og klosterbundne, som har brudt deres løfter om cølibat og er kommet i tvivl og lever med plagede samvittigheder. Melanchton, som udfærdigede CA, forsøger med sine bemærkninger at skabe rolige bevidstheder i de evangeliske menigheder.

Ægteskabet ansås på Luthers tid for at være en aftale mellem mand og kvinde.

Jeg finder det relevant at nævne, at vi i vores teologiske tradition lever med en høj bevidsthed om, at et bekendelsesskrift har en historisk karakter, hvilket medfører, at fortolkningen af bekendelsesskriftet fordrer såvel en afklaring af nutidens problemstilling som en viden om reformationstidens situation.”

Den danske folkekirke hviler på følgende bekendelsesskrifter: Bibelen, Den Apostolske Trosbekendelse, Den Nikænske Trosbekendelse, Den Athanasianske Trosbekendelse, Den Augsburgske Bekendelse og Luthers lille Katekismus.

Social- og integrationsministeren fremsatte den 14. marts 2012 forslag om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (ægteskab mellem to personer af samme køn), der blev vedtaget af Folketinget som lov nr. 532 af 12. juni 2012. Med loven fik to personer af samme køn mulighed for at indgå ægteskab, herunder mulighed for at indgå ægteskabet ved en kirkelig handling for en præst i folkekirken.

Ministeren for ligestilling og kirke indstillede den 11. juni 2012 et forslag til to nye ritualer, henholdsvis et ritual for vielse (bryllup) af to af samme køn og et ritual for kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab mellem to af samme køn, til autorisation af Hendes Majestæt Dronningen, hvilke blev gennemført ved bekendtgørelse nr. 544 af 13. juni 2012.

Den daværende minister for ligestilling og kirke, Manu Sareen, har i samarbejde med Niels Ditlev i 2015 udgivet bogen ”Manu” på Politikens Forlag. Af bogens kapitel 10 om ”Homovielser og kirkehysteri” fremgår blandt andet:

”I regeringsgrundlaget skrev vi følgende:
”Regeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering.”
Så var den ged barberet! Næh. Kampen var lige begyndt. Jeg havde kun været minister i tre uger, da en mindre delegation af topembedsmænd fra ministeriet troppede op på mit kontor.
Departementchef Henrik Nepper førte ordet, og denne gang var han meget alvorlig:
”Du kan ikke få dine bøsser gift, Manu. Du er færdig, hvis du gør det,” sagde han alvorligt med sin bornholmske accent.
Han var ellers en meget rolig mand, men nu dirrede hans stemme. Af en lille smule ophidselse og af stor bekymring. Nepper er af den gamle skole. Han vil gøre alt for at beskytte sin minister. Men også sig selv og ministeriet, det er klart.
”Tove Fergo døde på det, da hun blandede sig i kirkens arbejde. Du må ikke gå mod biskopperne på den måde.”
Som alle nybagte ministre havde jeg fået indprentet den første og vigtigste lov som minister: Du skal lytte til embedsmændene. Du er 100 procent afhængig af deres støtte.

De advarede mig mod at tvinge biskopperne til at lave et vielsesritual for homoseksuelle. Jeg syntes ellers, at det var den logiske konsekvens af en ny regering og regeringsgrundlaget, og hvor svært kunne det være? Biskopperne var statsansatte og fik ligesom embedsmændene løn af skatteyderne, så de måtte da bare i arbejdstøjet og lave et ritual. Ritualet ville betyde, at bøsser og lesbiske kunne blive gift, nøjagtig som alle andre i den danske folkekirke, og kalde sig ægtefolk.
Så langt ville embedsværket på ingen måde gå. Deres vurdering var, at sagen skulle ordnes ved, at de homoseksuelle i fremtiden kunne komme i kirken og blive velsignet og til nød få læst en tekst op – og så kalde sig livsfæller.

Biskopperne foretrak bestemt, at homoseksuelle kun kaldte sig livsfæller, ikke ægtefolk. Et mindretal på to ville slet ikke deltage. De øvrige var skeptiske og afventende. Biskop Kjeld Holm og biskop Peter Skov-Jakobsen var tydeligvis med mig, men alle de andre var samlet i en modstand mod, at der nu skulle komme en indisk minister og diktere noget i deres folkekirke. I huj og hast.
Min eneste mulighed for at få dem med var at give dem medejerskab til projekt homovielser. Det lykkedes på et møde den 7. december 2011 i ministeriet. På forhånd havde jeg besluttet, at der skulle laves en pressemeddelelse efter mødet med biskopperne, så alle kunne se, hvad vi fandt frem til.
Tanken med pressemeddelelsen var, at den også skulle binde de kritiske biskopper sammen. I slutningen af mødet den 7. december læste jeg pressemeddelelsen op.
Jeg sad på den ene side af det lange sorte bord i Kirkeministeriet, og på den anden side sad biskopperne side om side. De kiggede intenst på mig og fulgte koncentreret med i alt, hvad jeg sagde. Jeg læste højt og gjorde mig meget umage for at gøre det i et roligt tempo, så alle vidste, hvad de sagde ja til. Jeg kiggede rundt, efter at jeg havde læst pressemeddelelsen højt, og fik dem til at nikke. Det skulle i al ydmyghed vise sig at være en genistreg. I slutningen hed det:
”Der er blandt biskopperne uenighed om den teologiske forståelse af henholdsvis ægteskab mellem mand og kvinde og mellem par af samme køn.
Til trods for denne uenighed er biskopperne indstillet på at indgå i det videre arbejde med udarbejdelse af ritualer.”
Meget uskyldigt, men fælden klappede. Nu var der ingen vej tilbage. De to sidste linjer var min livsforsikring på, at det blev til noget, og de to første linjer var deres forklaring til deres respektive menigheder på at være med.

…”

Forklaringer

Der er for landsretten afgivet vidneforklaring af tidligere ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen.

Manu Sareen har blandt andet forklaret, at han skrev bogen ”Manu” sammen med Niels Ditlev, der nærmest var et førstehåndsvidne til hans liv. Samarbejdet foregik på den måde, at de havde en lang række samtaler gennem en del år, og at Ditlev på den baggrund skrev teksten til bogen. Han kan stå inde for indholdet i bogens kapitel 10. homoseksuelles adgang til at indgå ægteskab var, så vidt han husker, en mærkesag for såvel De Radikale og SF, og vist nok også for Socialdemokraterne i forbindelse med partiernes forhandling af deres regeringsgrundlag. Det var ikke et initiativ, der kom fra biskoppernes side. Der var ganske vist allerede igangsat et arbejde, men han syntes, at dette, der alene sigtede på, at homoseksuelle par alene skulle kunne kalde sig for ”livsfæller”, var utilfredsstillende og gik for langsomt.
Når han igangsatte arbejdet med det omtvistede lovforslag, skyldtes det både, at det stod i regeringsgrundlaget, og at han gik ind for det. Der var stor modstand fra nogle af biskopperne.

Retsgrundlag
Grundlovens § 4, § 66 og § 67 lyder som følger:
”§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”

”§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.”

”§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Af Beretningen om forhandlingerne på Rigsdagen, den foreløbige behandling af Grundlovsudkastet, §§ 2 og 64, sp. 2506-2508, blandt andet:
”…
Comiteens Ordfører for det 7de Afsnit, Hall, oplæste derefter Udkastets § 2, der lyder saaledes:

”Den evangelisk-lutherske Kirke er, som den, hvori den den overveiende Deel af Folket befinder sig, at ansee som den danske Folkekirke og nyder, som saadan, Understøttelse af Staten.”

Derpaa oplæste Ordføreren Udvalgets Bemærkninger til denne Paragraph i den første Deel af dets Betænkning, saalydende:

”Udvalget har anseet det for afgjorte, at den i Kongeloven begrundede Opsattelse af den evangelisk-lutherske Kirke som Statskirke maatte opgives i en Grundlov, som vedkjendte sig Religionsfrihedsprincipet. Udvalget maatte fremdeles med Udkastet erkjende, at man ikke i selve Grundloven kunde paatage sig Løsningen af alle de kirkelige Reformspørgsmaal, som endnu i høi Grad dele Gemytterne.
Men ligesaa lidt kunde man finde det passende, aldeles at forbigaae det hele Spørgsmaal om Kirken.”…

”…Men naar Grundloven saaledes hævder Religionsfrihedens Grundsætning, medfører den en Forandring i den hidtilværende Statskirkes hele retlige Stilling i Statssamfundet, der paa den ene Side skjenkede denne Kirke Statens høieste Beskjærmelse og Forsorg, men paa den anden Side ogsaa gav den øverste Statsmagt en saagodtsom uindskrænket Magt og Myndighed over dens indre og ydre Anliggender. Om end derfor den hidtilværende Statskirke i Grundloven kaldes og i Vvirkeligheden bliver den danske Folkekirke, og om end Staten just paa Grund deraf maa ansee sig særlig forpligtet imod den, saa formener Udvalget dog, at det er nødvendigt, at dens fremtidige Forsatning bliver ordnet ved en særegen Kirkelov, der navnlig maatte gaae ud paa at bestemme Formerne og Grændferne for den Medvirkning, som Kirkesamfundet selv bør have ved Sammes Bestyrelse, saavelsom ved Afgjørelsen af kirkelige Sager, ved Siden af den forholdsviis større Myndighed, som Statsmagten for ovrigt forudsættes at ville komme til at udøve over denne Kirke frem for over de øvrige Religionssamfund i Landet.
…”

”Art. 9
Stk 1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.

Stk. 2. Frihed til at udøv sin religion eller tro skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.”

Ved lov nr. 532 af 12. juni 2012 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn) blev den hidtidige § 1 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning ophævet, og i stedet blev blandt andet indsat følgende bestemmelse:
”§ 1. Loven finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af forskelligt køn og mellem to personer af samme køn.”

Af bekendtgørelse nr. 544 af 13. juni 2012 om autorisation for ritualer for vielse (bryllup) af to af samme køn og kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab mellem to af samme køn fremgår de to autoriserede ritualer til brug i den danske folkekirke.

Ved lov nr. 531 af 12. juni 2012 om ændring af lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning, blev der i loven indsat en bestemmelse (§ 7a), hvorefter en præst kan undlade at vie og meddele kirkelig velsignelse af et ægteskab mellem to personer af samme køn.

Af de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. L 105 af 14. marts 2012 til denne lov fremgår blandt andet:

”…

3. Hovedpunkterne i lovforslaget
3. 1. Gældende ret

3.1.3. Ritualer for kirkelige handlinger

Ritualer for kirkelige handlinger hører sammen med gudstjenesteordningen, bibeloversættelse og salmebog til det, der ofte betegnes som indre kirkelige anliggender. Til de indre kirkelige anliggender regnes også tilsynet med de specifikt gejstlige dele af præsternes embedsførelse i form af forkyndelse og forvaltning af sakramenterne.

Siden 1849 har regeringen i kraft af en forfatningssædvane ved vedkommende minister stået for reguleringen af de indre kirkelige anliggender i det omfang, det er nødvendigt at regulere dem. Reguleringen sker gennem kongelige anordninger eller resolutioner, der udstedes efter ministerens indstilling og på ministerens ansvar.

Som eksempler på den retlige regulering i medfør af den nævnte retssædvane kan nævnes, at der ved kongelig resolution er autoriseret bibeloversættelser, salmebog og ritualer for dåb, nadver i hjemmet, vielse og jordpåkastelse samt for bispevielse, kirkeindvielse, præstevielse og provsteindsættelse. Der er også ved kongelig anordning fastsat bestemmelser om dåb, konfirmation og indledende konfirmationsforberedelse (minikonfirmander).

Kompetencen til at foretage den retlige regulering af anliggender, der betragtes som indre kirkelige, tilkommer ministeren for ligestilling og kirke. Fra lovgivers side anses det for en forudsætning, at ministeren gør brug af sin kompetence, idet Folketinget hidtil har afstået fra at lovgive for disse områder, og idet en retlig regulering af de indre anliggender er nødvendig, for at folkekirken kan fungere.

Siden 1849 har skiftende kirkeministre generelt udvist stor skønsomhed og været tilbageholdende med at regulere de indre kirkelige anliggender. Ministerens kompetence til at udstede anordninger på disse områder er derfor blevet udøvet på grundlag af indstillinger fra biskopper eller i form af rådgivning i form af betænkninger fra udvalg, arbejdsgrupper eller kommissioner med deltagelse af biskopper og andre teologisk sagkyndige.

Der er sket autorisation af vielsesritualer ved kongelig resolution af 22. marts 1897, 18. juli 1912 og ved kongelig resolution af 12. juni 1992 er der autoriseret ritual for vielse (bryllup), og senest ved kongelig resolution af 12. juni 1992 er der autoriseret ritual for kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab.

Vielsesritualet skal ses i sammenhæng med ægteskabslovens bestemmelser. I ægteskabsloven § 20, stk. 3, er det bestemt, »at nærmere regler om fremgangsmåden ved vielse i folkekirken fastsættes af kirkeministeren« (ministeren for ligestilling og kirke). I bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 om kirkelig vielse inden for folkekirken er der i § 3, stk. 3, fastsat følgende bestemmelse:

»Stk. 3. Vielsen, der skal foregå i overværelse af mindst 2 vidner, foretages i overensstemmelse med et af de autoriserede ritualer for brudevielse i folkekirken.
(…).«

I bekendtgørelsens § 5, stk. 4, er følgende fastsat:
»Stk. 4. Kirkelig velsignelse meddeles i kirken i overensstemmelse med det autoriserede ritual.«

Vielsesritualet indeholder tilspørgslen og forkyndelsen og regulerer i øvrigt den kirkelige handlings forløb.

Ægteskabslovens § 20, stk. 2, er rammen om tilspørgelsens og forkyndelsens indhold:

»Stk. 2. Parterne skal ved samtidigt møde på spørgsmål af vielsesmyndigheden erklære at ville ægte hinanden og derpå af denne forkyndes at være ægtefolk.«

Det er en forudsætning for vielsens gyldighed, at vielsen er foregået under iagttagelse af bestemmelsen i ægteskabslovens § 20, stk. 2. Folkekirkens vielsesritualer er derfor udformet i overensstemmelse med ægteskabslovens § 20, stk. 2.

3.2 Overvejelser og lovforlagets udformning
Social- og integrationsministeren har samtidig med fremsættelsen af dette lovforlag fremsat forslag til ændring af ægteskabsloven, som bl.a. betyder, at to personer af samme køn får mulighed for at blive viet ved en præst i folkekirken.

Et medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening af præsten eller præsterne for den menighed, som medlemmet hører til, jf. medlemskabslovens § 6, stk. 1.
Retten til kirkelig betjening indebærer, at et medlem blandt andet har ret til at få foretaget en vielse eller velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab. Hertil kommer medlemmets ret til kirkelig betjening i den kirke, medlemmet har særlig tilknytning til, jf. ovenfor i afsnit 3.1.1.

Der er blandt folkekirkens præster forskellige opfattelser af, hvorvidt samliv mellem to personer af samme køn kan accepteres inden for de rammer, som fastsættes af Bibelen og folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Det fremgår af grundlovens § 4, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Det indebærer, at lovgivningsmagten skal respektere evangelisk-luthersk lære, således at der blandt andet ikke lovgives eller administreres i modstrid hermed. Den evangelisk-lutherske lære er ikke nævnt, men er forudsat som de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1. Herefter er bekendelsesskrifterne: Bibelen, tre trosbekendelser, der er formuleret i oldkirken, den Augsburgske Bekendelse fra 1530 og Luthers lille Katekismus fra 1529. Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse. I Kirkeret almindelig del (Preben Espersen, Kirkeret Almindelig del, 2. reviderede og forøgede udgave 1999, s. 75) anføres følgende:
»En anden sag er, at Grundloven naturligvis ikke fastslår noget om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse, altså om de skal udlægges bogstaveligt eller ud fra en friere fortolkning.

Matzen og Timm (Henning Matzen og Johannes Timm, Haandbog i den danske Kirkeret, 1891, s. 120) anfører således, at udfindelsen af den rette læsemåde af de bibelske skrifter »er den kirkelige videnskabs sag«, og Berlin udtaler, at der, ligesom det allerede var tilfældet før grundloven, må være plads for en opfattelse, »der stemmer med tidsånden«« I en note (15) anfører Preben Espersen blandt andet: »Berlin henviser i denne forbindelse til, at det fx i den Augsburgske Konfession art. 18 (skal være 17. P. E. ’s bem. ) fastslås, at de vantro eller ugudelige mennesker skal »pines uden ende«, og i art. 9, at børn, som forældrene ikke har fået døbt, er evig fordømte. Berlin karakteriserer disse udsagn som »sætninger, som vel de færreste af folkekirkens præster i nutiden opfatter helt bogstaveligt««.

Folketingets Kirkeudvalg stillede den 7. februar 2012 (Omtrykt den 8. februar 2012) KIU alm. del Samrådsspørgsmål A til ministeren for ligestilling og kirke:
»Grundlovens § 4 forpligter staten til at understøtte folkekirken som evangeliskluthersk. Ministeren bedes redegøre for, i hvilket omfang denne forpligtelse begrænser Folketingets mulighed for at lovgive om kirkelige anliggender – herunder det kirkelige ægteskab.« På baggrund af samrådsspørgsmålet bad ministeren Københavns biskop om en vurdering af, hvorvidt der er formuleringer i Den Augsburgske Bekendelse, som gør, at det må anses for at være i strid med bekendelsesskrifterne, hvis der foretages kirkelig vielse til ægteskab af et par af samme køn. Biskoppens notat af 21. februar 2012 er den 29. februar 2012 tilsendt Folketingets Kirkeudvalg, Kirkeudvalget 2011-12 KIU Alm. del, endeligt svar på spørgsmål 16.

…[1] På den baggrund er det Ministeriet for Ligestilling og Kirkes vurdering, at en lovgivning, der giver mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst i folkekirken, ikke er i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag. Da der som nævnt er forskellige opfattelser af dette spørgsmål blandt folkekirkens præster, får folkekirkens præster i overensstemmelse med den frihedstradition, der allerede eksisterer i folkekirken, ifølge lovforslagets § 1, nr. 1, en ret til at undlade at vie to personer af samme køn. Hermed gives der plads til disse opfattelser.

Tilsvarende foreslås det, at en præst, der ikke ønsker at medvirke til en kirkelig velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab mellem et par af samme køn, får ret til at undlade at medvirke hertil.

Lovforslaget medfører ingen ændringer i den ret, som medlemmer af folkekirken har til at få stillet kirken i bopælssognet til rådighed til en kirkelig handling ved en præst i folkekirken, som ikke er ansat ved den pågældende kirke, jf. bestemmelserne herom i lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m. Denne ret indebærer, at et menighedsråd ikke kan modsætte sig, at der fx foretages vielse af to personer af samme køn i kirken. Tilsvarende kan den lokale præst heller ikke modsætte sig det, uanset at præsten ikke selv vil foretage handlingen.

Som nævnt i afsnit 3.1.1. har et medlem også krav på kirkelig betjening i en kirke som medlemmet har en særlig tilknytning til. Præsten ved kirken kan ikke med henvisning til sin adgang til at afslå at medvirke ved vielsen af medlemmet forhindre, at en anden præst i folkekirken forestår denne. Tilsvarende kan menighedsrådet ikke blokere for, at handlingen finder sted i kirken, jf. også afsnit 3.1.2.

De ved kongelig resolution autoriserede ritualer for henholdsvis vielse (bryllup) og kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab forudsætter, at ægteskabet indgås mellem mand og kvinde.

De foreslåede ændringer i ægteskabsloven, hvorefter ægteskab kan indgås mellem to personer af samme køn forudsætter således, at der tilvejebringes et ritual for vielse af to personer af samme køn.

En konsekvens af lovforslaget bliver således, at de eksisterende vielsesritualer for vielse af mand og kvinde bliver suppleret med et vielsesritual for vielse af to personer af samme køn.
…”

Af betænkning 1544/2014 om Folkekirkens styre fremgår side 149 ff blandt andet:
”6.1 Folkekirken som evangelisk-luthersk kirke

Folkekirken er, som nævnt i grundloven, en evangelisk-luthersk kirke. Det indebærer, at folkekirken har et bestemt grundlag i form af en række bekendelsesskrifter 11. Nogle af disse bekendelsesskrifter har de evangelisk-lutherske kirker fælles med andre kristne kirker. Andre af dem er særegne for de evangelisklutherske kirker. Det har betydning for den forkyndelse, som lyder i folkekirken.
Det har også betydning for den måde, som folkekirken er organiseret på.

Kirken er ifølge de særlige evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter et fællesskab af mennesker, hvor evangeliet bliver forkyndt, og hvor sakramenterne dåb og nadver bliver forvaltet 12.

Det betyder, at menigheden, som samles om forkyndelsen af evangeliet og om dåb og nadver, er central i forståelsen af folkekirken.

Folkekirken forstås som et rummeligt fællesskab, hvor enhver, der er døbt, har ret til at være med, og hvor enhver, der er med, har mulighed for at tage del i et fælles ansvar. Det er formentlig medvirkende til, at et stort flertal af Danmarks befolkning er med i folkekirken. Den er dermed også en kulturbærende faktor, der er med til at skabe folkelig sammenhæng og fortolkning af livsmening ind i det enkelte menneskes liv og det danske samfund.


6.2 Syv pejlemærker
6.2.1 Folkekirken og folket

Selv om der blandt danskerne har været og fortsat er mange forskellige opfattelser af, hvordan evangelisk-luthersk kristendom bør forstås, og hvilke konsekvenser det har for den enkelte, er folkekirken blevet holdt sammen som ét trossamfund.
Det er bl.a. muligt i kraft af en tradition for kirkelig frihedslovgivning, som giver plads for, at de forskellige opfattelser har mulighed for at udfoldes inden for folkekirken.

9 Folkekirkens indre anliggender

9.1 Indre anliggender – hvad er det, og hvem har kompetencen?

9.1.1 Gældende ret

Traditionelt anses ritualer, gudstjenesteordningen, bibeloversættelse og salmebøger for at høre til det, der ofte betegnes som folkekirkens indre anliggender. Til de indre anliggender regnes også tilsynet med de specifikt gejstlige dele af præsternes embedsførelse i form af forkyndelse og forvaltning af sakramenterne.

På baggrund heraf og med folkekirkens bekendelsesskrifter som ramme fører biskopperne tilsyn med præsternes embedsførelse. Det vil bl.a. sige forkyndelsen, herunder gudstjenestetilrettelæggelse med salmevalg og kirkelige handlinger, forvaltningen af sakramenterne, sjælesorg og konfirmandundervisning m.v.

I gældende ret har der ikke traditionelt været sondret mellem folkekirkens indre og ydre anliggender. Det skal bl.a. forstås således, at det i almindelighed har været antaget, at folkekirkens indre anliggender ikke er unddraget lovgivningsmagtens kompetence. Folketinget og regeringen er således folkekirkens øverste beslutningsorgan og fastlægger de retlige rammer for folkekirkens virksomhed.

Folketingets adgang til at vedtage love om kirkelige anliggender er dog begrænset af den udtrykkelige og normative bestemmelse i Grundlovens § 4:

“§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”

Den evangelisk-lutherske lære er ikke nævnt i grundloven, men er forudsat på grundlag af de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1: Bibelen, de tre oldkirkelige trosbekendelser, Den Augsburgske Konfession og Luthers lille Katekismus.

Folketinget og regeringen er bundet af grundlovens § 4, 1. led, og kan således ikke regulere folkekirkens forhold på en måde, der er i strid med den evangelisklutherske bekendelse. Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse, dvs. om de skal udlægges bogstaveligt eller ud fra en friere fortolkning.

Henset til bekendelsesskrifternes historiske karakter sker den nærmere fortolkning på baggrund af såvel en (rummelig) kirkelig og teologisk tradition som den aktuelle kontekst.
Af grundlovens § 66 fremgår:

“§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.”

I sammenhæng med indførelsen af religionsfriheden var det under forberedelserne af grundloven af 1849 tanken at indføre en vis frihed for folkekirken i forhold til statsmyndighederne. Dette skulle ske ved en kirkeforfatning, hvor folkekirken skulle etableres med et vist niveau af repræsentativt selvstyre angående folkekirkens egne forhold.

Grundlovens § 66 er imidlertid ikke blevet udmøntet i en samlet forfatning for folkekirken, men der er lovgivet på en række områder. I dag har bestemmelsen næppe andet retligt indhold end et krav om, at folkekirkens styrelsesforhold skal reguleres ved lov.

I praksis er der lovgivet om medlemskab, om styrelse og kompetence for menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd, om ansættelse af præster, provster og biskopper og om disses kompetencer samt om ansættelse af kirkefunktionærer.
Der er også lovgivet om de uddannelsesmæssige krav m.v., der stilles som forudsætning for at være ansat som præst i folkekirken. Disse krav er fastsat i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. samt i bekendtgørelser og cirkulærer, der er udstedt med hjemmel i denne lov.

Der er dog også enkeltstående eksempler på, at der er lovgivet om forhold, der må siges at falde ind under begrebet folkekirkens indre anliggender.

Et eksempel er den såkaldte ”Lex Vaalse” fra 1917, hvorefter en sognepræst blev indsat i et embede uden kollats fra biskoppen, og hvor tilsynet med præsten for så vidt angik præsteembedet, sakramenternes forvaltning og sjælesorgen blev overført fra biskoppen til kirkeministeren.

Lovgivningen fra 1947/1948 om kvinders adgang til at søge præstestillinger og om adgang for biskopper til fritagelse i visse tilfælde for at føre tilsyn med en menighed og dennes præster er et andet eksempel.

Et tredje eksempel er loven om domstolsbehandling af gejstlige læresager fra 1992.

Lovgiver har imidlertid udvist betydelig tilbageholdenhed over for at tage stilling til liturgiske spørgsmål, gudstjenesteordning m.v. Folketinget har således aldrig lovgivet herom.

Siden 1849 har regeringen således i kraft af en sædvane ved vedkommende minister stået for reguleringen af disse indre kirkelige anliggender i det omfang, det har været nødvendigt at regulere dem.

Reguleringen sker gennem kongelige anordninger eller resolutioner, der udstedes efter ministerens indstilling og på ministerens ansvar. Ministeren kan uden at inddrage Folketinget udstede bindende retsregler om disse indre kirkelige anliggender.

Denne sædvane har ikke grundlovskraft, hvilket indebærer, at den principielt ikke afskærer Folketinget fra til enhver tid at beslutte at lovgive på disse områder.

Som eksempler på den retlige regulering i medfør af den nævnte sædvane kan nævnes, at der ved kongelig resolution er autoriseret gudstjenesteordning, bibeloversættelse, salmebog og ritualer for dåb, nadver i hjemmet, konfirmation, vielse og jordpåkastelse samt for bispevielse, kirkeindvielse, præstevielse og provsteindsættelse.

Det er kirkeministeren, som i medfør af en sædvane har kompetencen til at foretage den retlige regulering af disse anliggender, uanset om de betegnes som folkekirkens indre kirkelige anliggender.

Det er kun ministeren, som kan anmode om en kongelig resolution eller kongelig anordning, og der er hverken ved lovgivning, der er vedtaget af Folketinget, eller på anden måde fastsat regler om, hvilken fremgangsmåde ministeren skal anvende i forbindelse med regulering af indre anliggender.

Fra lovgivers side anses det for en forudsætning, at ministeren gør brug af sin kompetence, idet en vis retlig regulering af de indre anliggender er nødvendig for, at folkekirken kan fungere. Ministeren skal naturligvis handle inden for grundlovens rammer, herunder grundlovens § 4, der fastslår, at det er den evangelisk-lutherske kirke, som er den danske folkekirke.

9.1.2 Praksis

Ministerens kompetence til at regulere folkekirkens indre anliggender udøves i praksis ved, at ministeren forelægger indstillinger til Dronningens underskrift.

Indstillingen indeholder en kort sagsfremstilling underskrevet af ministeren med forslag til en ekspedition, som underskrives af Dronningen. For kongelige anordningers vedkommende vil disse være forsynet med ministerens kontrasignatur.

Der er ikke fastlagt regler om proceduren, som fører frem til en indstilling, idet fremgangsmåden hviler på en tradition.

I praksis vil sager om folkekirkens indre anliggender, der afgøres ved kongelig resolution eller kongelig anordning, have været drøftet med biskopperne og – forinden disse drøftelser finder sted – oftest også have været genstand for et udvalgsarbejde. Og ofte vil sager have været genstand for omfattende høringer.

Der er ikke fastlagt regler om, at nogen kirkelig instans, f.eks. en særligt udpeget biskop, biskopperne i fællesskab eller andre, formelt har krav på at medvirke ved udformningen af regler på disse områder, eller selv kan udstede, ændre eller dispensere fra egentlige retsregler. Realiteten er dog, at ministeren orienterer sig bredt inden for folkekirken, og at ministeren altid rådfører sig med biskopperne.

Der findes ingen regler om, at ministeren er forpligtet til helt eller delvis at følge forslag fra udvalg, arbejdsgrupper og kommissioner.

De skiftende ministre siden 1849 har imidlertid generelt udvist stor skønsomhed og været tilbageholdende med selvstændigt at regulere de indre kirkelige anliggender. Ministerens kompetence til at udstede anordninger på disse områder er derfor oftest blevet udøvet på grundlag af indstillinger fra biskopper eller rådgivning i form af betænkninger fra udvalg, arbejdsgrupper eller kommissioner med deltagelse af biskopper og andre teologisk sagkyndige samt efter omstændighederne lægfolk og eventuelt anden sagkundskab end den teologiske.

Enhver minister forvalter sin kompetence i lyset af den aktuelle kontekst, herunder den konkrete sags karakter.

Ministerens nedsættelse af kommissioner, arbejdsgrupper og udvalg sker på baggrund af en problemstilling, der ønskes belyst. Problemstillingen beskrives i et kommissorium, og udpegning af medlemmerne til et udvalg sker bl.a. under hensyntagen til de interesser, som må antages at blive umiddelbart berørt af kommissoriets indhold, og de nødvendige fagkyndige bidrag.

I relation til de udvalgsarbejder, som ministeren sætter i gang med henblik på en nærmere undersøgelse af en sag, har ministeren lejlighed til at bedømme og kommentere arbejdet, når det er afsluttet, og der skal tages stilling til, hvad der videre skal ske, og ministeren er ikke bundet af de forslag, som et udvalg fremlægger.

Som medlem af regeringen er ministeren underlagt de parlamentariske regler og principper, hvilket bl.a. indebærer, at det stående folketingsudvalg (Kirkeudvalget) og folketingsmedlemmerne kan stille spørgsmål til ministeren. Indenfor ministerens ressort kan der stilles spørgsmål til ministeren om såvel indre som ydre anliggender. Det juridiske grundlag for Folketingets kontrol med regeringen er parlamentarismen, som er fastlagt i grundlovens § 15. Bestemmelsen indebærer, at ministeren må gå af, hvis Folketinget udtaler sin mistillid til ministeren. Og regeringen må gå af eller udskrive valg, hvis Folketinget udtrykker sin mistillid til statsministeren.

9.1.3 Sondringen mellem indre og ydre anliggender

Som anført ovenfor har der i gældende ret traditionelt set ikke været sondret mellem folkekirkens indre og ydre anliggender. August Roesen anfører således i ”Dansk Kirkeret”, 3. udgave, 1976, side 19, følgende om indre og ydre anliggender:

”Rent bortset fra, at det ville være overordentligt vanskeligt at finde en pålidelig afgrænsning af ’indre’ og ’ydre’ anliggender, er der ikke noget retligt grundlag for opstilling af sådan en sondring.”

Preben Espersen anfører i ”Kirkeret i grundtræk”, 1. udgave, 2000, side 41 f., bl.a. følgende:

”Der kan […] ikke af den kirkelige lovgivning umiddelbart udledes en bestemmelse af begrebet ’indre anliggender’. Der er da også både i den hidtidige juridiske og teologiske teori overvejende enighed om, at en retlig sondring mellem kirkens ydre og indre anliggender ikke kan udledes af den gældende retsordning.”

Det udelukker dog ikke, at der meningsfuldt kan tales om folkekirkens indre anliggender.

Grundlovens § 67, der beskytter religionsfriheden, har følgende ordlyd:

“§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Hans Gammeltoft-Hansen anfører i Årbog for Århus Stift, 2002, side 64 ff., om grundlovens § 67, at:

”[D]en særlige beskyttelse [efter bestemmelsen] først og fremmest tager sigte på de egentligt kultiske handlinger og deres rammer (bøn, gudstjeneste m.v.). Hertil kommer en række aktiviteter, som efter omstændighederne kan udgøre de nødvendige praktiske forudsætninger for de kultiske og rituelle handlingers udøvelse, f.eks. opførelse af kirker, templer, klostre m.v., uddannelse og udpegning af præster og andre religiøse embedsindehavere, udformning af salmebøger eller tilsvarende, etc.

EMRK artikel 9, stk. 1, kan opdeles i en indre frihed (retten til at tænke frit og tro) og en ydre frihed (”udøve”), dvs. afholdelse af gudstjeneste, kostregler, beklædning, overholdelse af ritualer og bestemte forskrifter. Mens den indre frihed er absolut, kan den ydre frihed begrænses efter artikel 9, stk. 2, hvis betingelserne er opfyldt. Det indebærer, at en begrænsning af friheden til at udøve sin religion eller tro skal have hjemmel i lovgivningen og være ”nødvendig i et demokratisk samfund” (relevant, tilstrækkeligt og proportionalt) og forfølge et af de hensyn, der er nævnt i artikel 9, f.eks. at beskytte ”andres rettigheder og friheder”. På den baggrund har den hidtidige regulering af de såkaldte ”indre anliggender”, som på dette punkt adskiller sig fra den ”indre frihed” i konventionens artikel 9’s forstand, været i overensstemmelse med EMRK artikel 9.

Der kan i den forbindelse også henvises til Jens Elo Rytter, der i ”Individets grundlæggende rettigheder”, 2013, side 292, anfører følgende om folkekirkens religionsfrihed:

”Nogle mener, at Folkekirkens religionsfrihed er det virkelige problem, navnlig fordi Folkekirken ikke nyder samme beskyttelse mod indgreb i indre anliggender som andre trossamfund. Folketinget og kirkeministeren kan – kun begrænset af Grl. § 4, som beskytter selve Folkekirkens lære – træffe beslutning om f.eks. formerne for gudstjeneste, salmebog etc. Dette sker i praksis. Her kunne ligge et problem, eftersom artikel 9 principielt beskytter Folkekirken på linje med andre trossamfund i Danmark. Det forekommer imidlertid nærliggende, at EMD inden for ret vide rammer vil acceptere en sådan regulering af statskirkens anliggender som en naturlig konsekvens af selve statskirkeordningen.”
…”

Procedure

Sagsøgerne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 21. marts 2016, hvoraf fremgår blandt andet:

”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at den kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et ritual for vielse af 2 personer af samme køn er grundlovstridigt og mangler hjemmel i Danmarks Riges Grundlov, Tillige gøres det gældende, at den forfatningsmæssige sædvane, som Kirkeministeren har påberåbt sig i forbindelse med den pågældende kongelige resolution, ikke er af en sådan karakter, at den kan påberåbes i forhold til indførelsen af retlig regulering af Folkekirkens indre forhold af teologisk omtvistet karakter i strid med Folkekirkens bekendelsesgrundlag, med henblik på at gennemføre en klart politisk motiveret ligestillingspolitik – også på det religiøse område i Danmark.

Det gøres gældende, at Grundlovens § 66 indebærer et lovgivnings- og delegationsforbud – for så vidt angår Folkekirkens indre anliggender kun gennemskåret af den forfatningsmæssige retssædvane, der efter sagsøgernes opfattelse er af nødretlig karakter.

Endeligt gøres det gældende, at lov nr. 532 af 12. juni 2012 er ugyldig, idet omfang, at den giver præster i Folkekirken vielsesmyndighed i forbindelse med vielse af to personer af samme køn, idet loven i den henseende strider imod Danmarks Riges Grundlov.

Det gøres gældende, at der ikke kan lovgives om Folkekirkens indre forhold i strid med ordlyden af kirkens bekendelsesskrifter ud fra den løsere teologiske fortolkning fra Københavns biskop.

Det bestrides, at der er plads til at følge en teologisk opfattelse, som stemmer overens med tidsånden, såfremt denne teologiske forståelse strider mod ordlyden af bekendelsesskrifterne.

Det gøres gældende, at det i den af tidligere kirkeminister, Manu Sareen, i samarbejde med Niels Ditlev, udgivne foreløbige selvbiografi, ”Manu” anførte – særligt i kapitel 9 og 10 – alene gør, at ritualet og lovgivningen er uforenelig med Grundlovens princip om selvstyre for Folkekirken i dens indre anliggender.
Initiativet er klart kommet fra regeringens side – ikke fra Folkekirkens – og reguleringen er blevet presset og manipuleret igennem.

Sagsøgerne gør gældende, at Grundlovens § 66 – i en samlet forståelse af Danmarks Riges Grundlov bestemmelser om Folkekirken, herunder særligt Grundlovens § 4 – skal fortolkes og forstås i overensstemmelse med tilkendegivelser, der blev afgivet i den grundlovsgivende Rigsdagsforsamling i 1849, således Grundlovens § 66 må forstås således, at Folketinget og regeringen afskæres fra at lovgive om Folkekirkens indre forhold.

Sagsøgerne gør gældende, at spørgsmålet om, hvorvidt et forhold mellem to personer af samme køn kan indgå et ægteskab i en kirkelig-religiøs forstand, henhører under kirkens indre forhold. Dette støttes på at de sagsøgte i forarbejderne til lovene nr. 531 og nr. 532, begge af 12.juni 2012, har lagt dette til grund i forbindelse med fremsættelsen af lovforslagene.

Folkekirkens retlige regulering
Kirkens retlige regulering har rødder langt tilbage i tiden. Ved Grundlovens vedtagelse i 1849 var det springende punkt – det afvigende moment i forhold til de øvrige kirkeretninger – den Augsburgske bekendelse.

Det var denne bekendelse, der adskilte den kirkeordning, som den grundlovgivende rigsdagsforsamling forholdte sig til, fra katolske kirke, den roman-katolske kirke, den ”papiftiske” og den reformerte kirke og Baptisterne, jf. referatet fra den grundlovsgivende rigsdagsforsamling af 1849, spalte 3360.

Man var vant til den kirkeordning, der var blevet indført ved Frederik den 3.’s Kongelov fra 1665, hvor den Augsburgske bekendelse, tillige med de øvrige bekendelsesskrifter for den danske kirke: Bibelen, bilag 1, den apostolske trosbekendelse, bilag 2, den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, bilag 3, den athanasianske trosbekendelse, bilag 4, den augsburgske Bekendelse, bilag 5 og Luthers lille katekismus, bilag 6, var opregnet som det ”vedtægtsmæssige grundlag” for den danske kirke.

Der findes ikke grundlag i den grundlovgivende rigsdagsforsamlingers drøftelser for at antage, at det var den grundlovsgivende rigsdagsforsamlings vilje, at det ”vedtægtsmæssige grundlag”, der ved den udførlige opregning af, hvilke bekendelsesskrifter i Frederik den 3.’s Kongelov af 1665, der var bestemt som fundamentet for kirken i Danmark, skulle ændres. På den baggrund må det klart antages, at det bekendelsesmæssige fundament til stadighed er det samme.

Det skal i den forbindelse særligt bemærkes, at denne kongelov var af konstitutionel karakter som et enestående eksempel i det senmiddelalderlige Europa.

Såfremt det havde været den grundlovsgivende rigsdagsforsamlings vilje, at det vedtægtsmæssige grundlag for kirken skulle ændres, var det nødvendigvis fremgået af referaterne af drøftelserne i forsamlingen.

Den kirke, som medlemmerne af den grundlovsgivende rigsdagsforsamling kendte, og som man besluttede skulle ”… være den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten ”, havde et klart og entydigt defineret bekendelsesgrundlag.

Det blev der på intet tidspunkt sat spørgsmålstegn ved under de meget omfangsrige og langvarige drøftelser.

Det er sagsøgernes anbringende, at dette vedtægtsmæssige grundlag for den danske folkekirke, der etableres ved Grundlovens vedtagelse i 1849, har forfatningskarakter og forfatningsmæssig retskraft, der ikke kan fraviges ved ministeriel bestemmelse i kraft af anordning eller kongelig resolution, endsige almindelig lov.

Sagsøgerne gør gældende, at den retssædvane, som den kongelige resolution af 12. juni 2012 er støttet på, i kraft af legalitetsprincippet og den retlige trinfølge, ikke uden bemyndigelse kan ændre på noget, der har karakter af lov eller forfatning.

Det er endvidere sagsøgernes opfattelse, at den grundlovsgivende rigsdagsforsamling ville adskille kirke og stat således, at der ikke længere skulle være mulighed for, at staten – personificeret i den enevældige konge – skulle kunne råde over kirkens bekendelsesgrundlag eller det vedtægtsmæssige grundlag for kirken.

Det er sagsøgernes opfattelse, at det var den grundlovsgivende rigsdagsforsamlings klare hensigt, at der med Grundlovens § 66, sammenholdt med Grundlovens § 4, skulle skabes et grundlag for, at kirken selv – uden mulighed for indgriben fra lovgivningsmagten; det være sig en enevældig konge eller en regering og et folketing i forening – skulle have mulighed for at regulere sine indre forhold selv.

Det er også den praksis, der har været ført fra vedtagelsen af Grundloven til vedtagelsen af lovforslag L 105 og L 106, folketingssamlingen 2011-12.

Dette bestyrkes endvidere af det af Kirkeministerens fremførte i bemærkningerne til lovforslag L 105, under punkt 3.1.3. Ritualer for kirkelige handlinger, hvor det anføres:

Siden 1849 har regeringen i kraft af en forfatningsmæssig sædvane ved vedkommende minister stået for reguleringen af de indre kirkelige anliggender i det omfang, der er nødvendigt at regulere dem. (Min understregning) Reguleringen sker gennem kongelige anordninger eller resolutioner, der udstedes efter ministerens indstilling og på ministerens ansvar.

Som eksempler på den retlige regulering i medfør af den nævnte retssædvane kan nævnes, at der ved kongelig resolution er autoriseret bibeloversættelser, salmebog og ritualer for dåb, nadver i hjemmet, vielse og jordpåkastelse samt for bispevielse, kirkeindvielse, præstevielse og provsteindsættelse. Der er også ved kongelig anordning fastsat bestemmelser om dåb, konfirmation og indledende konfirmationsforberedelse (minikonfirmander).

Kompetencen til at foretage den retlige regulering af anliggender, der betragtes som indre kirkelige, tilkommer ministeren for ligestilling og kirke.
Fra lovgivers side anses det for en forudsætning, at ministeren gør brug af sin kompetence, idet Folketinget hidtil har afstået fra at lovgive for disse områder, og idet en retlig regulering af de indre anliggender er nødvendig, for at folkekirken kan fungere. (Min understregning)

Siden 1849 har skiftende kirkeministre generelt udvist stor skønsomhed og været tilbageholdende med at regulere de indre kirkelige anliggender.
Ministerens kompetence til at udstede anordninger på disse områder er derfor blevet udøvet på grundlag af indstillinger fra biskopper (min understregning) eller i form af rådgivning i form af betænkninger fra udvalg, arbejdsgrupper eller kommissioner med deltagelse af biskopper og andre teologisk sagkyndige.

Det gøres endvidere gældende, at den retlige regulering, der er sket ved den kongelige resolution af 12. juni 2012, lov nr. 531 af 12. juni 2012 og lov nr. 532 af 12. juni 2012, ikke var nødvendig for, at folkekirken kunne fungere, hvorfor den kongelige resolution af 12. juni 2012 ikke støttes på den pågældende retssædvane, og derfor strider mod legalitetsprincippet, da indgreb i borgeres retsforhold kræver hjemmel.

Det må dertil antages, at et sådant indgreb i borgernes retsforhold af den omtvistede karakter har så en intensiv og indgribende virkning, at der må kræves en klar hjemmel.

Retssædvanens retlige karakter
Det skal i den forbindelse bemærkes, at retssædvanen har haft en nødretlig karakter – set i lyset af den manglende vedtagelse af en forfatning for Folkekirken jf. Grundlovens § 66.

Folkekirken har fungeret siden 1849 til 2012 uden et ritual for vielse af to personer af samme køn – og kan også fungere uden.

Det gøres samtidigt gældende, at den kongelige resolution af 12. juni 2012 ikke var noget, der var ønsket af Folkekirken eller af Folkekirkens biskopper. Det samme gælder muligheden for, at Folkekirkens præster skulle have adgang til at indstifte et ægteskab for to personer af samme køn.

Det gøres i den forbindelse gældende, at der – efter sagsøgernes opfattelse – end ikke har været tale om, at et flertal af biskopperne i Folkekirken har ønsket et ritual, som det, der blev autoriseret ved den kongelige resolution af 12. juni 2012.

Dette støttes på artikel af 9. december 2011 fra Kristeligt Dagblad… artikel af 23. februar 2012 fra Kristelig Dagblad… artikel af 17. marts 2012 fra Kristeligt Dagblad… samt debatindlæg af 17. marts 2012 forfattet af biskopperne Henning Toft Bro, Elisabeth Dons Christensen og Karsten Nissen…

Der henvises endvidere til … høringsskrivelse fra biskop Lise-Lotte Rebel, og … høringsskrivelse fra biskop Steen Skovsgaard.

Der til kommer, at biskop Kresten Drejergaard ville foretrække, at Folkekirken selv skulle kunne afgøre, hvorvidt man vil bruge muligheden for at vie to personer af samme køn, jf. høringsskrivelse af 16. februar 2012…

Endvidere udtaler biskop Niels Henrik Arendt i sin høringsskrivelse af 22. februar 2012… at han ville foretrække, at vielsesmyndigheden blev gjort rent borgerlig, og han anfører, at det er uhensigtsmæssigt at iværksætte ordningen. Endeligt anfører biskop Niels Henrik Arendt, at han ville foretrække, at man havde fastholdt ægteskab som begreb for det heteroseksuelle parforhold, og partnerskab som begreb for det homoseksuelle parforhold.

Endeligt henvises til Manu Sareens bog…, hvoraf det fremgår, at der var 8 biskopper, der var imod et vielsesritual for homoseksuelle i folkekirken.

Sagsøgerne har hermed dokumenteret, at de danske biskopper på daværende tidspunkt var modstandere af, at det skulle være muligt for to personer af samme køn at blive viet som ægtefolk i Folkekirken.

Sagsøgerne gør på baggrund af ovenstående gældende, at retssædvanen kun hjemler det absolut nødvendige indgreb.

Biskoppernes deltagelse i udarbejdelsen af ritualet
En del af biskopperne, der deltog ved udformningen af ritualet – de, som var mod en ændring af lovgivningen – har efter sagsøgernes formening deltaget med henblik på ”damage control” for at afværge, at Kirkeministeren autoriserede et ritual, udarbejdet uden deltagelse af biskopperne, eller med deltagelse af et mindretal af biskopperne. Sagsøgerne gør gældende, at biskopperne ikke ved deres blotte deltagelse herved har approberet eller ratihaberet ritualet.

Det synes tillige at forholde sig således, at den kongelige resolution af 12. juni 2012, L 105, folketingssamlingen 2011-12 og L 106 folketingssamlingen 2011-12 bygger på den grundlæggende misforståelse, at Folkekirken er en etat under Kirkeministeriet, som Kirkeministeren efter forgodtbefindende kan forholde sig til, eller en offentlig serviceudbyder, som borgerne har et ubetinget retskrav på at få leveret serviceydelser fra.

Det er ikke tilfældet. Det er et trossamfund med et forfatningsmæssigt beskyttet bekendelsesgrundlag.

Det forholder sig ikke således, at de i Folkekirken ansatte præster, provster og biskopper er – eller skal være – forpligtede til at forrette alle de borgerligt forordnede handlinger, som borgerne i Danmark måtte have interesse i. Der er intet til hindre for at få foretaget en borgerlig vielse uden en præsts medvirken, hvis en præst af samvittigheds- eller teologiske grunde ikke vil forestå en kirkelig vielse.

Det teologiske grundlag
Tillige gøres det gældende, at det teologiske grundlag – som Kirkeministeren støttede sig på i forhold til, om det var i strid med Folkekirkens bekendelses grundlag at betragte et samliv mellem 2 personer af samme køn som et ægteskab – var meget spinkelt.

På trods af den næsten 500-årige lutherske-reformerte tradition besluttede kirkeministeren – også i strid med 2 tusinde års kirkelig tradition om det modsatte – at ændre på den teologiske opfattelse af ægteskabet.

Det eneste, der er forskelligt i den danske kirkes bekendelsesgrundlag i forhold til den romerskkatolske og den græsk katolske kirkes bekendelsesgrundlag vedrørende ægteskabet, er den augsburgske bekendelse, Luthers lille katekismus, der ikke på nogen måder synes at tilskynde til en opfattelse af det betimelige og retsmæssige i et ægteskabeligt samliv mellem 2 personer af samme køn.

Overfor dette massiv af kirkelig teologisk tradition lægger regeringen en rapport fra et udvalg, nedsat af kirkeministeren, fra 2010, bilag 15, og en ganske kort redegørelse fra biskoppen over Københavns stift, der er gengivet i bemærkningerne til lovforslaget 105, folketingssamlingen 2011-12, til grund for en ny reformation.

Over for dette teologiske grundlag var kirkeministeren senest ved høringsfasen afslutning opmærksom på, at der var 2 andre biskopper, der grundlæggende var uenige med Københavns biskop; nemlig Steen Skovsgaard, Lolland-Falsters stift og Lise-Lotte Rebel, Helsingør Stift.

Det gøres gældende, at den af Kirkeministerens udstedte kongelige resolution af 12. juni 2012, Folketingets vedtagelse af L 105, folketingssamlingen 2011-12 og L 106, folketingssamlingen 2011-12, må betragtes som en så voldsom redaktion af bekendelsesgrundlaget for den evangelisk – lutherske kirke, at det må betragtes som en anden reformation.

Sagsøgerne gør gældende, at den kirke, der formelt består, ikke længere er den evangeliske- lutherske kirke, som den grundlovsgivende rigsdagsforsamling i 1849 besluttede skulle understøttes af staten som Folkekirke, men i realiteten er en humanistisk radikal ligestillingsforsamling.

Det bestrides ikke, at staten er berettiget til at understøtte en sådan forsamling.

Det er bare ikke den evangeliske-lutherske kirke, som staten Danmark er forpligtet til at understøtte i henhold til Grundlovens § 4.

Det gøres i den forbindelse gældende, at der med vedtagelsen af lovforslag L 105, folketingssamlingen 2011-12, lovforslag L 106, folketingssamlingen 2011-12 og ved udstedelsen af den kongelige resolution af 12 juni 2012 var tale om et politisk indgreb i trosfriheden, der er sikret både ved Grundlovens § 67 og Den Europæiske Menneskerettigheds Konventions artikel 9; et overgreb mod et trossamfund – imod dets vilje – af en stat, der havde en ganske anden dagsorden end det pågældende trosamfunds bedste; nemlig at indføre humanistiske standarder – og ikke kirkelige standarder, evangeliske eller lutherske standarder – for, hvordan samliv mellem 2 personer kan være.

Sagsøgerne bestrider ikke, at det danske kongerige i henhold til den danske Grundlov kan give de samme borgerlige rettigheder til 2 personer af samme køn, der ønsker at leve sammen, som de borgerlige rettigheder, der tilkommer 2 personer af hvert sit køn, der ønsker at leve sammen i et ægteskab.

Det er i god overensstemmelse med Luthers princip og lære om de 2 regimenter.

Sagsøgerne bestrider derimod, at regeringen og folketinget lovligt ved bekendtgørelse og almindelig lov kan voldføre et trossamfund, hvis bekendelsesgrundlag er beskyttet af regulering af forfatningsretlig karakter, til at anerkende forhold, som det selvsamme bekendelsesgrundlag betragter som noget syndigt; som et forhold, der er Gud velbehageligt, og som kan danne grundlag for Guds velsignelse.

Sagsøgerne er enig med sagsøgte i …, at bestemmelsen i Grundlovens § 4 indebærer, at der ikke om Folkekirkens forhold kan lovgives eller administreres i strid med evangelisk-luthersk lære. Man er endvidere enig i, at den evangelisklutherske lære ikke er beskrevet i Grundloven, men er forudsat som de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1.

Sagsøgerne er enig med sagsøgte i, at Grundloven intet siger om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse men gør gældende, at der ikke kan lovgives om Folkekirkens indre forhold i strid med ordlyden af kirkens bekendelsesskrifter ud fra den løsere teologiske fortolkning for Københavns biskop.

Det bestrides, at der er plads til at følge en teologisk opfattelse, som stemmer overens med tidsånden, såfremt denne teologiske forståelse strider mod ordlyden af bekendelsesskrifterne.”

Sagsøgerne har under hovedforhandlingen endvidere gjort gældende, at kirkeministerens regulering af folkekirkens indre anliggender i henhold til den gældende forfatningssædvane kun kan ske, såfremt der blandt biskopperne er enighed om indholdet af den pågældende regulering.

De sagsøgte har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 22. marts 2016, hvoraf fremgår blandt andet:

” Folkekirkens retlige regulering
Grundlovens § 4 indebærer, at der ikke om folkekirkens forhold kan lovgives eller administreres i strid med evangelisk-luthersk lære. Den evangelisk-lutherske lære er ikke beskrevet i grundloven, men er forudsat som de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1. Bekendelsesskrifterne er i henhold hertil: Bibelen, tre oldkirkelige trosbekendelser, Den augsburgske Bekendelse fra 1530 og Luthers lille Katekismus fra 1529. Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse.

I sammenhæng med indførelsen af religionsfriheden var det under forberedelserne af grundloven af 1849 tanken at indføre en vis frihed for folkekirken i forhold til statsmyndighederne. Dette skulle ske ved en kirkeforfatning, jf. grundlovens § 66, hvorefter folkekirken skulle etableres med et vist niveau af repræsentativt selvstyre angående folkekirkens egne forhold.

Grundlovens § 66 er imidlertid ikke blevet udmøntet i en samlet forfatning for folkekirken, men der er lovgivet om folkekirken på en række områder. I dag har bestemmelsen næppe andet retligt indhold end et krav om, at folkekirkens styrelsesforhold skal reguleres ved lov.

Beskyttelsen i grundlovens § 67 omfatter frihed til alene eller sammen med andre at manifestere sin tro gennem gudstjeneste, undervisning og andagt, og en frihed til at overholde religiøse skikke.

Folkekirken er organisatorisk en del af den statslige forvaltning, og alle kirkelige anliggender er underlagt regeringens og Folketingets almindelige lovgivningskompetence.

Folkekirkens anliggender opdeles ofte i ydre og indre anliggender. De ydre anliggender omfatter de overordnede organisatoriske rammer for folkekirken. De indre anliggender omfatter de forhold, som direkte vedrører folkekirkens kultus og ritus som evangelisk-luthersk kirke (området for grundlovens § 67). Traditionelt anses ritualer, gudstjenesteordningen, bibeloversættelse, salmebøger og tilsynet med de specifikt gejstlige dele af præsternes embedsførelse i form af forkyndelse og forvaltning af sakramenterne for at høre til folkekirkens indre anliggender.

Retligt sondres der imidlertid ikke mellem folkekirkens ydre og indre anliggender, hvilket bl.a. giver sig udslag i, at folkekirkens indre anliggender ikke er unddraget lovgivningsmagtens kompetence. Folketing og regering er folkekirkens øverste beslutningsorgan og fastlægger de retlige rammer for folkekirkens virksomhed.

Der er enkeltstående eksempler på, at der er lovgivet om forhold, der falder ind under folkekirkens indre anliggender. Lovgiver har imidlertid udvist betydelig tilbageholdenhed over for at tage stilling til liturgiske spørgsmål og gudstjenesteordningen. Folketinget har således aldrig lovgivet herom.

Kirkens indre anliggender er siden 1849 med hjemmel i sædvane reguleret af kirkeministeren ved kongelig resolution eller anordning, der udstedes efter ministerens indstilling og på ministerens ansvar. Der er hverken ved lovgivning vedtaget af Folketinget, eller på anden måde, fastsat regler om, hvilken fremgangsmåde ministeren skal anvende ved regulering af de indre anliggender.

Kirkeministeren kan således, uden at inddrage Folketinget, udstede bindende retsregler om de indre kirkelige anliggender. Denne sædvane har ikke grundlovskraft, hvilket indebærer, at den principielt ikke afskærer Folketinget fra til enhver tid at lovgive på disse områder.

Kirkeministeren vil normalt rådføre sig med biskopperne inden udarbejdelse af indstilling til kongelig resolution eller anordning, men der er ikke fastlagt regler om proceduren frem til en indstilling. Skiftende kirkeministre har dog generelt været tilbageholdende med selvstændigt at regulere de indre kirkelige anliggender, og ministerens kompetence på området er derfor oftest blevet udøvet på grundlag af indstillinger fra biskopper, eller rådgivning i form af betænkninger fra udvalg, arbejdsgrupper eller kommissioner med deltagelse af biskopper og andre teologisk sagkyndige.

Der er imidlertid ikke nogen kirkelig instans, som har krav på at medvirke ved udformningen af regler på disse områder, og der findes ingen regler om, at kirkeministeren er forpligtet til at høre biskopperne eller helt eller delvis at følge forslag fra udvalg, arbejdsgrupper og kommissioner.

Det teologiske grundlag
Folketingets adgang til at lovgive om kirkelige anliggender er kun begrænset af bestemmelsen i grundlovens § 4 om, at det er den evangelisk-lutherske kirke, der er den danske folkekirke, og at den som sådan understøttes af staten. Folketinget og regeringen er derfor afskåret fra at administrere eller lovgive om folkekirken på en måde, der er i strid med den evangelisk-lutherske bekendelse.

Den evangelisk-lutherske lære er ikke nævnt i grundloven, men det er fast antaget, at den evangelisk-lutherske lære er forudsat som de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1. Efter denne bestemmelse er bekendelsesskrifterne:
Bibelen, de tre trosbekendelser, der er formuleret i oldkirken (Den apostolske Trosbekendelse, Den nikæno-konstantinopolitanske Trosbekendelse og Den athanasianske Trosbekendelse), Den augsburgske Bekendelse fra 1530 og Luthers lille Katekismus fra 1529.

Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse og fastslår ikke, om de skal udlægges bogstaveligt eller ud fra en friere fortolkning. Det er derfor en teologisk opgave at fastsætte, hvordan de bibelske skrifter skal læses.
Der er samtidig plads til at følge en teologisk opfattelse, som stemmer overens med tidsånden, hvilket også var tilfældet før grundloven.

Forud for fremsættelsen af lovforslaget om ægteskab mellem to personer af samme køn bad kirkeministeren på baggrund af et samrådsspørgsmål Københavns biskop om en vurdering af, hvorvidt der er formuleringer i Den augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana), som gør, at det må anses for at være i strid med bekendelsesskrifterne at foretage kirkelig vielse til ægteskab af et par af samme køn. Københavns biskop er traditionelt blevet anset for rådgiver for ministeren i teologiske spørgsmål.

Selv om Københavns biskop ikke ser teologiske hindringer for vielser af personer af samme køn i folkekirken, er der blandt folkekirkens præster og biskopper forskellige opfattelser af, hvorvidt ægteskab mellem to personer af samme køn kan accepteres inden for de rammer, som fastsættes af folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Det forhold, at der mellem biskopper og præster er divergerende opfattelse af ægteskabet teologiske betydning og hensigtsmæssigheden af at give mulighed for vielse af personer af samme køn i folkekirken, betyder imidlertid ikke, at Folketinget eller ministeren er afskåret fra at regulere folkekirkens forhold.

Anbringender
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at lov nr. 532 af 12. juni 2012 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (ægteskab mellem to personer af samme køn) er i overensstemmelse med grundlovens §§ 4 og 66, når den giver præster i den danske folkekirke kompetence til at foretage vielse mellem to personer af samme køn.

Den af kirkeministeren udvirkede kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme køn er ligeledes i overensstemmelse med grundlovens §§ 4 og 66.

Hverken reglerne om vielse mellem to personer af samme køn eller den af kirkeministeren udvirkede kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme køn strider imod det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag, som det er forudsat i Danske Lov 2. bog, kapitel 1.

Reglerne om vielse mellem to personer af samme køn strider heller ikke på nogen måde imod medlemmer af folkekirkens absolutte ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed efter den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 9 eller ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning efter grundlovens § 67.

Den skriftlige vidneafhøring af de daværende biskopper under sagens forberedelse har, som antaget, ikke tilført sagen relevant nyt.”

De sagsøgte har for landsretten endvidere bestridt det af sagsøgerne hævdede synspunkt om, at kirkeministerens regulering af folkekirkens indre anliggender i henhold til den gældende forfatningssædvane kun kan ske, såfremt der blandt biskopperne er enighed om indholdet af den pågældende regulering.

Landsrettens begrundelse og resultat

Grundlovens § 4 forudsætter, at folkekirken hviler på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag.
Det er i den forbindelse ubestridt, at folkekirkens bekendelsesgrundlag er de i Danske Lov 2-1 anførte bekendelsesskrifter. Fortolkningen af folkekirkens bekendelsesgrundlag er ikke reguleret i grundloven. Spørgsmålet om, hvorvidt en lovgivning, der giver mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst, er foreneligt med folkekirkens bekendelsesgrundlag, og herunder den eksisterende uenighed herom blandt folkekirkens præster, blev nærmere omtalt i pkt. 3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 105 af 14. marts 2012 om lov om ændring af lov om medlemskab af Folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndløsning (præsters ret til at nægte at vie to personer af samme køn), der blev fremsat samtidig med fremsættelsen af den omtvistede ændring af ægteskabsloven. Ministeriet for Ligestilling og Kirke vurderede heri efter indhentelse af et notat fra Københavns biskop, at en sådan lovgivning ikke er i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag. Det er ikke ved det, der er fremkommet for landsretten, herunder høringssvarene fra biskopperne over Helsingør og Lolland-Falsters stifter af 20. februar 2012, godtgjort, at en lovgivning, der giver mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst skulle være i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag, i den forstand, at den ikke legitimt skulle kunne rummes inden for dette grundlag.

Som sagen er forelagt, er der allerede herefter ikke grundlag for at anse den omtvistede ændringslov – lov nr. 532 af 12. juni 2012 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn) – for at være i strid med bestemmelserne i grundlovens § 66 og § 4 for så vidt angår den i loven iboende bemyndigelse til præster i den danske folkekirke til at indstifte et ægteskab for to personer af samme køn.

Der er ikke efter ordlyden af bestemmelsen i grundlovens § 66 eller de af sagsøgerne påberåbte citater fra forhandlingerne på Rigsdagen grundlag for den af sagsøgerne hævdede opfattelse, hvorefter regulering af folkekirkens indre anliggender kun kan ske i medfør af ”en forfatningssædvane af nødretlig karakter”. Der er – uanset den skønsomhed og tilbageholdenhed, som skiftende kirkeministre hidtil har udvist med hensyn til reguleringen af folkekirkens indre anliggender – heller ikke grundlag for den af sagsøgerne hævdede opfattelse om, at udnyttelse af den eksisterende retssædvane, der danner grundlag for kirkeministerens regulering af folkekirkens indre anliggender, forudsætter, at der er enighed mellem biskopperne om indholdet af en sådan regulering. De nævnte opfattelser er i øvrigt heller ikke forudsat i forarbejderne til lov nr. 531 og lov nr. 532 af 12. juni 2012.

Efter den anførte ændring i ægteskabsloven var der som også forudsat i de ovennævnte lovbemærkninger pkt. 3.2 behov for et tillæg til det eksisterende vielsesritual, således at det også kunne omfatte vielse af to personer af samme køn. Allerede derfor er der heller ikke grundlag for at anse den kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme køn for at være uhjemlet i henhold til den retssædvane, som siden 1849 har dannet grundlag for vedkommende ministers regulering af folkekirkens indre anliggender.

Folkekirken anses for at være en særlig forgrening af den offentlige forvaltning, og den vedtagne lovændring og den kongelige resolution er således vedtaget af de i relation til folkekirken kompetente organer. Det er ikke godtgjort, at den omtvistede regulering skulle være vedtaget i strid med folkekirkens ”vilje” som anført af sagsøgerne. Sagsøgerne er endvidere ikke ved vedtagelsen af den omtvistede lovændring eller udstedelsen af den kongelige resolution afskåret fra at udøve deres religion, herunder uden for folkekirken, og der er allerede derfor ikke sket et indgreb i sagsøgernes tros- og religionsfrihed i strid med grundlovens § 67 eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9.

Landsretten tager på den baggrund de sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Efter sagens udfald, forløb og omfang skal sagsøgerne betale sagsomkostninger for landsretten til kirkeministeren og social- og indenrigsministeren med 50.000 kr. til udgifter til advokatbistand. Beløbet er inkl. moms, da ministrene ikke er momsregistrerede.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t :

Kirkeministeren og social- og indenrigsministeren frifindes.

I sagsomkostninger for landsretten skal John Hejlesen, Inger Kristensen, Edvin Kristensen, Mogens Skibsted, Gert Grube og Arne Heilsen in solidum betale 50.000 kr. til kirkeministeren og social- og indenrigsministeren.

De idømte sagsomkostninger, der forrentes efter rentelovens § 8 a, skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

* * *
Østre Landesrets dom i pdf-format hos Højesteret.

* * *
Højesterets dom dom i sagen afsagt den 23. marts 2017

HØJESTERETS DOM
afsagt torsdag den 23. marts 2017

Sag 159/2016
(1. afdeling)
John Hejlesen,
Inger Kristensen,
Edvind Kristensen,
Mogens Skibsted,
Gert Grube
og
Arne Heilsen
(advokat Nikolaj Nikolajsen for alle)
mod
Kirkeministeren
og
Børne- og Socialministeren
(Kammeradvokaten ved advokat Sune Fugleholm for begge)
Biintervenient til støtte for appellanterne:
Foreningen med Grundlov skal land bygges
(advokat Nikolaj Nikolajsen)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 16. afdeling den 28. juni 2016.

I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Jytte Scharling, Poul Søgaard, Vibeke Rønne, Jens Peter Christensen, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen og Kurt Rasmussen.

Påstande
Appellanterne, John Hejlesen, Inger Kristensen, Edvind Kristensen, Mogens Skibsted, Gert Grube og Arne Heilsen, har gentaget deres påstande.

De indstævnte, Kirkeministeren og Børne- og Socialministeren, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling
Der er for Højesteret fremlagt Kirkeministeriets notat af 31. oktober 2016. Heraf fremgår følgende bl.a.:
”Regulering af folkekirkens indre forhold 1849-2012 trods modstand fra biskopperne Kirkeministeriet er blevet bedt om at belyse følgende spørgsmål:

”Er der fra regeringens og/eller folketingets side i perioden fra stadfæstelsen af junigrundloven i 1849 til den 12. juni 2012 gennemført en regulering af folkekirkens indre forhold, som ikke var ønsket af et flertal af de til enhver tid siddende biskopper i den danske folkekirke, hvad enten en sådan regulering er sket ved lov, bekendtgørelse, anordning eller kongelig resolution?”

Der er flere eksempler på, at der er gennemført regulering af nogle af folkekirkens indre forhold, selv om et flertal af biskopperne eller andre markante kredse i folkekirken var imod det.

I det følgende beskrives først to forhold, hvor både et flertal af biskopperne og mange af folkekirkens øvrige gejstlige erklærede sig imod lovgivningen. Det drejer sig om:

  • Lov af 15. maj 1868 om valgmenigheder og
  • Lov nr. 173 af 4. juni 1947, der gav kvinder adgang til at blive præster i
    folkekirken.

Dernæst beskrives mere kortfattet reguleringen af kirkelig vielse af fraskilte, som er gennemført på trods af markante protester fra andre kredse i folkekirken end biskopperne.

Endelig omtales autorisation af ny højmesseordning i 1992. Biskopperne var delte i opfattelsen af, hvilken ordlyd der skulle anvendes i Fadervor, nadverritualet og den aronitiske velsignelse og bad derfor i første omgang kirkeministeren om at træffe beslutningen. Det afviste ministeren, og biskopperne nåede derefter selv frem til et kompromis.
…”

Anbringender
Appellanterne har supplerende anført, at lov nr. 532 af 12. juni 2012 (Ægteskab mellem to personer af samme køn) og kongelig resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme køn er i strid med en retssædvane på grundlovsniveau, der forhindrer kirkeministeren og Folketinget i at regulere folkekirkens indre forhold. Kirkeministeriets notat af 31. oktober 2016 indeholder ingen eksempler på, at regeringsmagten har foretaget ændringer eller reguleringer i folkekirkens indre forhold, hvor en eller flere biskopper har givet udtryk for, at der var tale om en ændring af den lutherske kirkes bekendelsesgrundlag.

Der er sket et uproportionalt og unødvendigt indgreb i folkekirkens indre forhold, og der er dermed sket en individuel krænkelse af hver enkelt af appellanterne, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9 sammenholdt med artikel 11.

De indstævnte har supplerende anført, at der ikke er dannet en retssædvane med grundlovsrang, som forhindrer Folketinget eller kirkeministeren i at regulere folkekirkens indre forhold uden biskoppernes deltagelse, endsige samtykke, idet betingelserne for dannelse af en sådan retssædvane ikke er opfyldt. En regel, hvorefter ændringer vedrørende folkekirkens indre anliggender ikke kan gennemføres uden biskoppernes deltagelse, blev forkastet ved grundlovsforslaget af 1939 ved folkeafstemningen den 23. maj 1939.

Supplerende retsgrundlag
Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23. december 2015 om ægteskabs indgåelse og opløsning) indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
”§ 15. Ægteskab indgås ved kirkelig eller borgerlig vielse.

Stk. 2. Ægtefæller kan få et ægteskab, som er indgået ved borgerlig vielse, kirkeligt velsignet af en præst i folkekirken. Regler herom fastsættes af kirkeministeren.

§ 16. Kirkelig vielse kan finde sted:
1) inden for folkekirken, når en af parterne hører til denne,

§ 17. Kirkelig vielse inden for folkekirken foretages af dennes præster. Kirkeministeren fastsætter regler om, hvilke præster i folkekirken, der kan foretage vielser, og i hvilke tilfælde de har pligt hertil.

Højesterets begrundelse og resultat
Ægteskabsloven, som hidtil kun havde omfattet ægteskab mellem to personer af forskelligt køn, blev ved lov nr. 532 af 12. juni 2012 ændret således, at loven også finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af samme køn. Denne udvidelse af lovens ægteskabsbegreb gav anledning til, at kirkeministeren, efter at have indhentet kongelig resolution af 12. juni 2012, udstedte bekendtgørelse nr. 544 af 13. juni 2012 om autorisation af ritualer for vielse (bryllup) af to af samme køn og kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab mellem to af samme køn.

Spørgsmålet i sagen er, om den kongelige resolution af 12. juni 2012 og lov nr. 532 af 12. juni 2012, for så vidt angår den i loven iboende bemyndigelse til, at præster i den danske folkekirke kan indstifte ægteskab for to personer af samme køn, er ugyldige som følge af grundlovens §§ 4, 66 og 67, en forfatningsretlig sædvane eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9 sammenholdt med artikel 11.

Det fremgår af grundlovens § 4, at ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke”.
Folkekirken hviler således på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag.

Kompetencen til at regulere folkekirkens forhold tilkommer lovgivningsmagten og regeringen, der har et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for en sådan regulering.

Højesteret finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte lovgivningsmagtens og regeringens vurdering af, at den gennemførte ordning, der giver mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst i den danske folkekirke, ligger inden for det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag og dermed inden for rammerne af grundlovens § 4.

Det bemærkes herved, at Ministeriet for Ligestilling og Kirke indhentede et notat fra Københavns biskop, der fandt, at ordningen med mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst ikke var i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Lovgivningsmagten og regeringen har ikke pligt til forud for regulering af folkekirkens forhold at høre nogen kirkelig instans. Uanset dette skete der forud for den gennemførte ordning bl.a. inddragelse af landets biskopper.

Grundlovens § 66 bestemmer, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Bestemmelsen har stået indholdsmæssigt uændret siden grundloven af 1849. Der er ikke gennemført en sådan forfatning, og i praksis er folkekirkens organisatoriske og personalemæssige forhold mv. blevet reguleret ved forskellig lovgivning. Der følger ikke af grundlovens § 66 nogen begrænsning i lovgivningsmagtens kompetence, og der er ikke grundlag for at antage, at der skulle foreligge en retssædvane, som begrænser lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regulere dele af folkekirkens forhold.

Som anført af landsretten er appellanterne ikke ved vedtagelsen af den omtvistede lovændring eller udstedelsen af den kongelige resolution afskåret fra at udøve deres religion, herunder uden for folkekirken, og der er allerede derfor ikke sket et indgreb i appellanternes tros- og religionsfrihed i strid med grundlovens § 67.

Den omtvistede lovændring og udstedelsen af den kongelige resolution forhindrer ikke appellanterne i at tro og tænke frit. Lovændringen mv. er besluttet af lovgivningsmagten og kirkeministeren, som det tilkommer at regulere folkekirkens forhold inden for rammerne af det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag, og har i øvrigt til formål at sidestille homoseksuelle med heteroseksuelle også med hensyn til indgåelse af ægteskab. Højesteret finder, at der ikke er grundlag for at antage, at lovændringen og udstedelsen af den kongelige resolution er i strid med artikel 9 sammenholdt med artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions.

Højesteret stadfæster herefter dommen.
The kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal John Hejlesen, Inger Kristensen, Edvind Kristensen, Mogens Skibsted, Gert Grube og Arne Heilsen solidarisk betale i alt 100.000 kr. til Kirkeministeren og Børne- og Socialministeren.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

* * *
Højesterets dom i pdf-format.

Herreklip må ikke nægtes en person med kvindeligt personnummer. Ligebehandlingsnævnet afgørelse – KEN nr 9179 af 27/02/2017 – af 27. februar 2017.

Vist 0 gange. Det var i strid med ligestillingsloven, at klager, der efter sine egne oplysninger fysisk fremstår som en kvinde, blev udelukket fra ydelsen ”herreklip”.
Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 2.500 kr.

* * *
Ligebehandlingsnævnets omtale af sagen.

J. nr. 2016-6811-32832
Det var i strid med ligestillingsloven, at klager, der efter sine egne oplysninger fysisk fremstår som en kvinde, blev udelukket fra ydelsen ”herreklip”.
Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 2.500 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en klager blev nægtet ydelsen ”herreklip” hos en frisørskole.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at klager blev nægtet ydelsen ”herreklip”.
Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 2.500 kr. med procesrente fra den 27. juni 2016, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling
Klager, der har et cpr-nummer tilhørende det kvindelige køn, blev efter det af klager oplyste ved henvendelse hos indklagede frisørskole den 24. juni 2016 nægtet ydelsen ”herreklip”.

Klagen blev sendt til Ligebehandlingsnævnet søndag den 26. juni 2016 kl. 19:09.

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at klager har været udsat for forskelsbehandling. Klager ønsker en godtgørelse og en ændring af indklagedes praksis.

Klager blev nægtet en ”herreklip” på baggrund af en antagelse af, at klager skulle være en kvinde.

Klager forklarede ekspedienten hos indklagede, at ønsket var en herrefrisure og brug af såkaldte mandeprodukter på trods af ekspedientens opfattelse af klagers køn.

Da ekspedienten oplyste, at det ikke kunne lade sig gøre, spurgte klager, om det var fordi, at ekspedienten kunne se, at klager har bryster. Hertil svarede ekspedienten ”ja desværre”. Klager valgte herefter at gå sin vej.

Klager kunne ikke få en ”herreklip”, ”bare fordi klager var korthåret”, som ekspedienten hos indklagede oplyste. Klagers kranium er ikke mere eller mindre besværligt at klippe end et, der sad på en person, som indklagede frisørskole ville tro på var en mand.

Produktet ”herreklip” burde være noget, som alle kan købe uanset køn. Klager blev opfattet som værende en kvinde uanset klagers kønsidentitet. Klager blev således nægtet den vare, klager ønskede at købe.

Hvis indklagede frisørskole anerkendte og oplyste på deres hjemmeside, at de diskriminerer trans– og intetkønnede, ville det være for åbenlyst, at de ikke ønsker at have disse kunder.

Indklagede afviser, at klager har været udsat for forskelsbehandling. Indklagede kan ikke genkende forløbet som oplyst af klager.

Klager ønskede at betale for en ”herreklip”. Indklagede oplyste, at det ville tage længere tid at klippe klager end en herre, da ”dameklip” er mere teknisk indviklet og mere tidskrævende. Klager ville derfor blive opkrævet for en ”dameklip”.

Klager nægtede at ville betale mere for en klipning og valgte at gå. Indklagede kan tilbyde en ”herreklip”, hvis klager ønsker dette.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Det er i dom af 10. november 2014 fra Østre Landsret om ydelserne ”dameklip” og ”herreklip” fastslået,

”… at betegnelserne »dameklipning«/»dameklip« henholdsvis »herreklipning«/»herreklip« i frisørbranchen generelt anvendes til at betegne to forskellige ydelser, som adskiller sig fra hinanden ved navnlig betydeligt større tekniske krav til klippeteknikken i »dameklip« som følge af de ønskede runde former og feminine udtryk, mens »herreklip« betegner en mere simpel klippeteknik, herunder maskinklipning. Ved »dameklip« anvendes desuden langt flere produkter til styling mv. end ved »herreklip«, og der ydes i højere grad råd og vejledning til kunden. »Dameklip« tager som følge af den større tekniske kompleksitet længere tid at udføre end »herreklip«. Forskellen er gennemsnitligt i hvert fald 15 minutter ved klipning med saks og noget større, hvis herreklipningen udføres med maskine.”

På denne baggrund fastslog landsretten, at prisforskel på ydelserne ikke var udtryk for forskelsbehandling, som strider mod ligebehandlingsprincipperne i ligebehandlingsloven.

Landsretten bemærkede endvidere,
”… at der hverken i ligestillingslovens definition af, hvad der skal forstås ved forskelsbehandling på grund af køn, lovens forarbejder, direktiv 2004/113/EF eller i national eller EU-Domstolens retspraksis er holdepunkter for, at alene det forhold, at to indholdsmæssigt forskellige ydelser, der ud fra en historisk begrundet og fortsat i kundeflertallets valg af ydelse begrundet tradition benævnes og dermed identificeres ved en henvisning til den typiske købers køn, udgør kønsdiskrimination. Der er således ikke grundlag for at statuere, at benævnelserne »dameklip« og »herreklip« i sig selv udgør kønsdiskrimination. (…)

Der ville imidlertid være tale om kønsdiskrimination, såfremt [de to sagsøgte kvinder] var blevet nægtet eller ville blive nægtet ydelsen »herreklip« med den begrundelse, at ydelsen ikke udbydes til kvinder.”

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

På baggrund af indklagedes oplysninger ville klager blive opkrævet betaling for en ”dameklip”, selvom klager efterspurgte ydelsen ”herreklip”.

Klager, der har et cpr-nummer tilhørende det kvindelige køn, fremstår efter sine egne oplysninger fysisk som en kvinde. Klager blev efter egne oplysninger nægtet ydelsen ”herreklip”.

Efter de foreliggende oplysninger vurderer nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at den indklagede frisørskole har udøvet forskelsbehandling.

Indklagede har ikke løftet sin bevisbyrde for, at det ikke skulle være tilfældet.

Nævnet vurderer på den baggrund, at indklagede har overtrådt ligestillingslovens forbud mod forskelsbehandling ved at udelukke klager fra ydelsen ”herreklip”.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 2.500 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrente fra den 27. juni 2016, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:
Lov om Ligebehandlingsnævnet
– § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
– § 9, stk. 1, om klagebehandling
– § 12, stk. 1 og stk. 2, om klagebehandling
Ligestillingsloven
– § 1 a, om lovens anvendelsesområde
– § 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
– § 2, stk. 4 om bevisbyrde
– § 3 c, om godtgørelse

* * *
Afgørelsen hos Retsinformation.

Billigere entrépriser for gæster i pigetøj end for andre til et diskotek er ulovligt konstaterede Ligebehandlingsnævnet den 12. juni 2013. KEN 10034.

Vist 0 gange. Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et diskotek havde billigere entrépriser, hvis man var iklædt pigetøj.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede havde billigere entrépriser, hvis gæster var iklædt pigetøj.

Sagsfremstilling
Der er klaget over, at et diskotek på en annonce på Facebook, reklamerede med billigere entré, hvis man var iklædt pigetøj.

En del af annonceteksten så således ud:

“FRI BAR HELE NATTEN NÅR FØRST ENTRÉEN ER BETALT! – 150 kr – 95 kr (iklædt pigetøj)”

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at det indklagede diskotek forskelsbehandler ved at tilbyde billigere entré, hvis man har pigetøj på.

Efter klager havde læst diskotekets annonce på Facebook, skrev klager en mail til diskoteket via Facebook. Klager spurgte, om det var rigtigt, at entréen kun var 95 kr., når man var iklædt pigetøj. Dette bekræftede indklagede.

Klager ønsker en godtgørelse.

Indklagede giver klager ret i, at der var forskellige entrépriser til fri-bar-arrangementet.

Indklagede har oplyst, at personer iklædt pigetøj statistisk set drikker mindre end personer iklædt drengetøj.

Indklagede gør gældende, at klager ikke har været på diskoteket, og at der derfor ikke skal fastsættes en godtgørelse.

Indklagede har oplyst, at klager kunne være gået videre til et andet diskotek, hvor der ikke blev opkrævet en entré.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet har lagt vægt på, at det af den omtalte annonce fremgår, at folk der ankommer i pigetøj får billigere entré. Der er tale om et tilbud, der i al væsentlighed er rettet mod kvinder.

Ligebehandlingsnævnet finder derfor, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager på grund af sit køn har været udsat for forskelsbehandling.

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har overtrådt ligestillingsloven ved at tilbyde billigere entré, hvis man ankom i pigetøj.

Da klager efter det oplyste ikke har besøgt diskoteket, er der efter praksis ikke grundlag for at tilkende klager nogen godtgørelse.

* * *
Lovgivning, afgørelsen vedrører
LBK nr 905 (Lov om Ligebehandlingsnævnet) af 03/09/2012 § 1, stk. 1-2, § 9, stk. 1, § 12, stk. 1-2
LBK nr 1678 (Lov om ligestilling af kvinder og mænd) af 19/12/2013 § 1 a, § 2, § 2, stk. 4

* * *
Afgørelsen hos Retsinformation. (KEN nr 10034 af 12/06/2013).

Svømmehals tilbud om separat omklædningsrum til person med juridisk kønsskifte var ikke forskelsbehandling på grund af køn afgjorde Ligebehandlingsnævnet den 2. marts 2016. KEN nr. 9383.

Vist 0 gange. Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 2. marts 2016 offentliggjort den 20. maj 2016.

Herunder gengives Ligebehandlingsnævnets afgørelse.

* * *
Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 35 / 2016
Truffet den 2. marts 2016
J.nr. 2015-6811-22682

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager ikke havde mulighed for at klæde om i kvindernes omklædningsrum i en svømmehal. Klager, der er født som mand, er bevilget juridisk kønsskifte og har fået tildelt et nyt kvindeligt personnummer.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at klager ikke kunne klæde om i kvindernes omklædningsrum.

Sagsfremstilling
Klager er blevet tildelt et nyt kvindeligt personnummer. Klager har ikke fået foretaget operative indgreb.

Den 5. maj 2015 besøgte klager en svømmehal. Klager fremstod som en mand.

En medarbejder i svømmehallen meddelte klager, at det ikke var muligt for klager at klæde om i omklædningsrummet for kvinder. Klager blev herefter tilbudt at klæde om i et særskilt omklædningsrum.

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at der er tale om forskelsbehandling på grund af køn, når klager, der har fået juridisk kønsskifte, ikke kunne klæde om og bade i det baderum, som klagers køn tilhører.

Klager henviser til, at klager i omklædningsrummet legitimerede sig som kvinde ved at fremvise sit sygesikringskort og en indkaldelse til screening for livmoderhalskræft.

Klager oplyser, at klager valgte det omklædningsrum, som klagers køn tilhører. Klager oplevede, at enkelte gæster blev forvirrede over, at klager ikke umiddelbart fremstår som kvinde. En kvindelig livredder blev tilkaldt, og klager legitimerede sig. Klager klædte om og badede. I selve svømmehallen blev klager henvist til et særskilt omklædningsrum, som livredderen betegnede som handicapomklædningen.

Det er klagers opfattelse, at personalet, ved at henvise klager til at benytte handicapomklædningen, sidestillede klagers køn med det at være handicappet.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet forskelsbehandlet på grund af køn.

Indklagede oplyser, at klager ved billetsalget var klædt som en mand. Klager gav ikke udtryk for, at klager havde ønske om at få adgang til dameomklædningen. Klager passerede herefter receptionen og gik ind i dameomklædningen. Klagers omklædning og badning medførte uro blandt de øvrige kvindelige gæster, som klagede til personalet.

Indklagede oplyser, at bademesteren vendte den usædvanlige episode med ledelsen, hvorefter klager blev henvist til et separat omklædningsrum, idet klager har mandlige kønsorganer. På forespørgsel fra klager bekræftede indklagede, at det særskilte omklædningsrum er et handicapomklædningsrum, da det er de rammer, der kan tilbydes.

Det er indklagedes opfattelse, at de i høj grad også skal beskytte de kvindelige gæster, som befandt sig i dameomklædningen.

Det er endvidere indklagedes opfattelse, at ledelse og medarbejdere i svømmehallen tacklede en meget særlig og vanskelig situation rigtig godt, og at de på bedste vis forsøgte at tage hensyn både til klager og de andre gæster i svømmehallen. Tilbud om omklædning i omklædningskabine, som også anvendes til handicapomklædning, blev vurderet som den bedst mulige løsning inden for de lokalemæssige rammer, der var i svømmehallen. Det er indklages opfattelse, at denne løsning er udtryk for respekt for klager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Det er almindeligt i en svømmehal at have kønsopdelte omklædningsrum. Denne opdeling er baseret på brugernes fysiske fremtoning som henholdsvis mænd og kvinder, således at brugere, der fysisk fremstår som kvinder, klæder om sammen med kvinder, og brugere, der fysisk fremstår som mænd, klæder om sammen med mænd.

Klager er juridisk en kvinde, men fremtræder fysisk som en mand.

Indklagedes tilbud til klager om separat omklædningsrum er ikke et spørgsmål om forskelsbehandling på grund af køn, men et spørgsmål om, at klager ikke fysisk fremstår som en kvinde, hvorfor klager af blufærdighedsmæssige hensyn ikke kunne benytte kvindernes omklædningsrum. Indklagede har efter de foreliggende oplysninger forsøgt at løse situationen på bedst mulig måde ved at tilbyde klager at klæde om alene.

Klager får derfor ikke medhold.

Sagens oplysninger
Sagen er behandlet på grundlag af:
  • Klagen af 10. maj 2015
  • Indklagedes bemærkninger af 11. juni 2015
  • Klagers bemærkninger af 29. juni 2015
  • Indklagedes bemærkninger af 14. august 2015
  • Klagers bemærkninger af 31. august 2015

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:
Lov om Ligebehandlingsnævnet
  • § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
  • § 9, stk. 1, om klagebehandling
  • § 12, stk. 1, om klagebehandling

* * *
Afgørelsen hos Retsinformation.

Pressemeddelelse af 29. juli 2015 fra LGBT Danmark: Michelle var udsat for diskrimination som transkvinde.

Vist 0 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

LGBT Danmark udsendte den 29. juli 2015 en pressemeddelelse vedrørende Retten i Aarhus’ dom den 9. juni 2015 om, at Michelle Holst-Fischer havde været udsat for diskrimination, da hun blev fyret – eller mere korrekt betegnet, da jobprøvningen blev bragt til ophør.

Pressemeddelelsen gengives herunder.

Michelle Holst-Fischer

Michelle Holst-Fischer

Michelle var udsat for diskrimination som transkvinde
Nu har hun vundet den første retssag herhjemme om diskrimination på grund af kønsudtryk og kønsidentitet

I foråret 2012 besluttede Aarhus kommunens jobcenter, at Michelle skulle i arbejdsprøvning. Michelle er uddannet bager. Hun arbejdede på en brødfabrik i mange år, men fik slidskader. Siden arbejdede hun blandt andet en årrække som truckfører, men den seneste tid havde hun været ledig. Michelle var glad for muligheden og mødte en tidlig morgen op hos Jysk Mandskabsservice hos en af deres kunder, hvor hun skulle lave lagerarbejde. Michelle er transkvinde og mødte op og arbejdede i sit eget tøj: En pæn rød frakke, lange benklæder, en bluse og sorte støvler med 5 cm kraftig hæl. Hun havde også en smule makeup på.

Michelle syntes selv, det gik godt, og arbejdsgiveren var også tilfreds. Da Michelle senere på dagen kontaktede Jobcentret, fik hun at vide, at arbejdsgiveren var tilfreds, men ønskede, at hun ’skruede ned for sin femininitet’. Efter en snak med arbejdsgiver aftaltes, at hun skulle komme igen næste dag. Hun mødte op, nu med mindre makeup, med et hårbånd, og med nye sikkerhedssko, som Jobcentret havde bevilget. Arbejdet gik igen fint, men senere på dagen, efter hun var kommet hjem, blev hun ringet op af Jobcentret, som forklarede, at Jysk Mandskabsservices kunde ikke ønskede, at sådan en som hende skulle arbejde hos dem. Det var, blev det fortalt, besluttet ‘højere oppe’. Jysk Mandskabsservice kunne ikke opretholde aftalen, hvis ikke kunden ville have hende, så dermed ophørte forløbet.

Michelle var ked af det og følte sig voldsomt diskrimineret. Hun kontaktede LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, og det blev starten på en årelang kamp for retfærdighed.

Landsforeningen fik overblik over Michelles oplevelser og var overbevist om, at der var en “god” sag. Foreningen anbefalede at inddrage hendes fagforening, 3F. 3F gik velvilligt ind i sagen og indbragte den først for Ligebehandlingsnævnet og siden for retten. Landsforeningen har samarbejdet tæt med 3F gennem hele forløbet og har bidraget med en meget detaljeret viden om transforhold, herunder retlige forhold, ligesom foreningen har vejledt Michelle i forbindelse med de til tider omfattende dokumenter.

I første omgang blev det besluttet at føre sagen for Ligebehandlingsnævnet. Da den skulle sendes i høring hos de involverede parter, tog sagsforløbet en rum tid, og nævnets beslutning kom i september 2013. Den var ikke så anvendelig, idet nævnet besluttede, at det ikke kunne træffe afgørelse i sagen, fordi dette ville kræve vidneafhøring, og det har nævnet ikke mandat til. Det er også set i andre sager, så det var ikke den helt store overraskelse. Heldigvis ønskede Michelle, at sagen skulle gå videre, og 3F var også indstillet på at indbringe den for retten.

Både Dansk Mandskabsservice og deres kunde blev indklaget. De indklagede blev repræsenteret ved Dansk Erhverv, som blandt andet forsøgte at så tvivl om, hvorvidt transpersoner overhovedet er beskyttet af dansk lovgivning, nærmere bestemt om der findes en beskyttelse mod diskrimination på grund af kønsudtryk og/eller kønsidentitet.

Retshandlingen fandt sted i maj i år. Det er værd at notere sig, at Jobcentret fastholdt oplysningerne om, hvem der havde sagt hvad. Dette blev dokumenteret i retten af et referat udarbejdet af Jobcentret straks efter samtalerne i foråret 2013.

Dommen blev afsagt i begyndelsen af juni: Jysk Mandskabsservice blev dømt, mens deres kunde blev frikendt, da dommeren ikke mente der var tilstrækkeligt bevis for, at de havde udtalt sig som påstået.

Afgørelsen er vigtig på flere måder. For det første er det den første dom i Danmark i en transdiskriminationssag. For det andet er dommen detaljeret i sin beskrivelse af diskriminationsbeskyttelsen. Det fremgår således, at “forskelsbehandlingen af sagsøgeren [er] omfattet af såvel ligebehandlings– som forskelsbehandlingsloven,” at afbrydelsen af arbejdsforholdet er “sket alene på grund af sagsøgerens påklædning og udseende,” samt at den forskelsbehandling, Michelle blev udsat for, berettiger “til samme godtgørelse uanset, om sagsøgeren på daværende tidspunkt måtte betegnes som transseksuel eller transvestit“.

Nu har vi altså rettens ord for, at både kønsidentitet og kønsudtryk er beskyttet under dansk ligebehandlings- og ikke-diskriminationslovgivning, desuagtet hverken disse begreber eller transpersoner er omtalt i lovgivningen. Ankefristen er nu udløbet, så afgørelsen er endelig.

Michelle blev tilkendt en godtgørelse på 30.000 kroner, og 3F har gjort en flot indsats for at sikre, at hun får pengene. Godt tre år skulle der gå, fra Michelle oplevede uretfærdig behandling, til hun fik medhold i, at der var tale om diskrimination. Dette er en vigtig afgørelse, ikke bare for Michelle selv, men også for alle andre transpersoner, som nu har sikkerhed for, at lovens beskyttelse omfatter kønsidentitet og kønsudtryk.

Søren Laursen om sagen
Som forperson for LGBT Danmark glæder jeg mig over afgørelsen i Michelles sag. Jeg var selv involveret gennem hele forløbet og har derfor på nært hold oplevet frustrationen, ventetiden, usikkerheden og til sidst glæden ved at få ret. Jeg glæder mig på Michelles vegne over succesen, og jeg er glad for, at hun har haft overskud og vilje til at stå igennem sagen, for kun på den måde bringer vi loven i anvendelse og skaber afklaring om, hvor langt dens beskyttelse rækker.

Jeg er også tilfreds med den virkelig gode indsats 3F har ydet. Det er selvsagt vigtigt for os, at fagforeningerne lever op til deres ansvar også i situationer med diskrimination på vores område. Og det er til fulde sket her.

Resultatet er, at vi nu har en dansk retsafgørelse om transdiskrimination. Det har været vigtigt for os, at den blev så præcis som muligt, og det er den blevet. Dansk ligebehandlings- og ikke-diskriminationslovgivning er meget mangelfuld: Den omtaler slet ikke kønsidentitet eller kønsudtryk. Mange andre lande har justeret deres lovgivning, så disse områder er specifikt nævnt, men der har ikke været politisk vilje til at gøre noget tilsvarende i Danmark. Nu har vi til gengæld rettens fortolkning af den eksisterende lovgivning, og den fortolkning siger, at usaglig forskelsbehandling på grund af kønsidentitet og kønsudtryk ér diskrimination i lovens forstand.

Yderligere information:
Sagen er omtalt i Vidensbanken om kønsidentitet, hvor der er link til både Ligebehandlingsnævnets og Retten i Aarhus’ behandling af sagen:
http://www.thranesen.dk/retten-aarhus-bs-72-45-2014/

Direkte link til Ligebehandlingsnævnets behandling af sagen:
http://www.ligebehandlingsnaevnet.dk/naevnsdatabase/afgoerelse.aspx?aid=1247&type=Afgoerelse

Direkte link til Retten i Aarhus’ dom i sagen:
http://www.thranesen.dk/artikler/Michellesagen_20150609_Dombog.pdf

Sagen er fra LGBT Danmarks side håndteret af Søren Laursen og Tina Thranesen og fra 3F’s side af Hans Jørgen Kjærsgaard, Transport, Logistik og Byg, Århus, og Rune Asmussen, advokat (H), Juridisk Sekretariat.

Søren Laursen: sl@lgbt.dk

* * *
Pressemeddelelsen i pdf-format.
Pressemeddelelsen hos LGBT Danmark.

Ulovligt at fyre en transperson pga. dennes kønsudtryk fastslog byretten i Aarhus den 9. juni 2015.

Vist 0 gange.
Michelle Holst-Fischer

Michelle Holst-Fischer

Af Tina Thranesen.
Det er den første dom i Danmark om fyring af en transperson på grund af dennes kønsudtryk – det vil sige dennes påklædning og udseende.

Kort om sagen og dens forløb frem til dommen
Den 12. marts 2012 påbegyndte Michelle Holst-Fischer, der er transkvinde, et jobprøvningsarbejde med mulighed for et fleksjob hos Jysk Mandskabsservice, der leverede arbejdskraft til Føtex (Dansk Supermarked A/S) i Aarhus, hvor Michelle skulle arbejde på lageret.
Efter to dage blev Michelle fyret – eller mere korrekt betegnet, så blev jobprøvningen bragt til ophør af Jysk Mandskabsservice.
Begrundelsen var ifølge en ansat i det kommunale jobcenter, at driftschefen fra Føtex til Jysk Mandskabsservice havde sagt, at de ikke kunne have Michelle gående, pga. hendes fremtoning.
Jysk Mandskabsservice havde ikke haft noget at udsætte på Michelles arbejdsindsats, men valgte at bringe jobprøvningen til ophør.

Den 17. marts 2012 gennemgik jeg nøje sagen med Michelle og udfærdigede et notat derom. Herefter forelagde jeg sagen for Søren Laursen, forperson for LGBT Danmark, der besluttede at LGBT Danmark skulle gå ind i sagen.
LGBT Danmark forelagde sagen for fagforbundet 3F, som Michelle var medlem af.
3F meldte kort efter tilbage, at de ville følge op på sagen og stille advokatbistand til rådighed.

3F indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet, der imidlertid den 28. august 2013 (afgørelse nr. 171/2013) afviste at behandle sagen, da den krævede afgivelse af vidneforklaringer, hvilket Ligebehandlingsnævnet ikke har mandat til. Ligebehandlingsnævnet lavede på trods deraf alligevel en grundig gennemgang af klagen ud fra det skriftlige materiale, som nævnet havde modtaget.

3F indbragte herefter sagen for domstolen.
Inden sagen kom for retten blev der ført en omfattende korrespondance mellem advokaten for 3F og modpartens advokat.
LGBT Danmark var herunder advokaten for 3F behjælpelig med referencer til relevant dansk og europæisk lovgivning, udtalelser fra menneskerettighedsorganisationer, definitioner m.v.

Byretten i Aarhus behandlede sagen den 12. maj 2015 (sag nr. BS 72-45/2014) i et dagslangt retsmøde. Retsmødet sluttede med, at dommeren oplyste, at dommen ville blive afsagt den 9. juni 2015 kl. 1300.

Dommen den 9. juni 2015 fra Byretten i Aarhus fastslog, at afbrydelsen af jobprøvningen (fyringen) var begrundet i Michelles “påklædning og udseende” – altså Michelles kønsudtryk.

Dansk Supermarked A/S blev frikendt, idet der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at anse det for bevist, at det var Dansk Supermarked A/S, der foranledigede, at arbejdsprøvningen af Michelle blev afbrudt.

I dommen anføres, at afbrydelsen af jobprøvningen (fyringen) var begrundet i Michelles “påklædning og udseende” – altså Michelles kønsudtryk, og at den dermed skete diskrimination af Michelle var omfattet af såvel ligebehandlingsloven som af forskelsbehandlingsloven, hvorfor Jysk Mandskabesservice blev kendt skyldige og pålagt at betale en erstatning til Michelle på 30.000 kr.

Advokaten for Dansk Supermarked A/S havde under sagen bl.a. fremført, at Michelle slet ikke var omfattet af de beskyttelsesgrunde, som var anført i de to love, idet hverken transseksualitet eller transvestisme var anført som beskyttelsesgrunde i lovene. Advokaten fremførte endvidere, at Føtex (Dansk Supermarked A/S) ikke havde noget med hverken ansættelsen eller fyringen af Michelle at gøre.

Jysk Mandskabsservice, der efterfølgende var gået konkurs, var ikke repræsenteret af en advokat. Indehaveren tilsluttede sig argumentationerne fremført af advokaten for Dansk Supermarked A/S.

I dommen vurderes det ikke, om Michelle på daværende tidspunkt måtte betegnes som transseksuel eller transvestit, idet ejeren af Jysk Mandskabsservice og driftschefen i Føtex begge i retten forklarede, at de ikke kendte forskel på transseksualitet og transvestisme.

Ankefristen er udløbet, og ingen af parterne har anket sagen. Dommen er dermed endelig.

Retten i Aarhus

Retten i Aarhus

Rettens begrundelse og resultat
Kommunens notat om sagen, der er udarbejdet af Ronnie Vilstrup Andersen, er udarbejdet på baggrund af samtaler, som Ronnie Vilstrup Andersen har haft med enten Claus Nielsen og/eller Jan Steen Johansen fra daværende Jysk Mandskabsservice. Ronnie Vilstrup Andersen har ikke selv talt med nogen fra Føtex eller fra Dansk Supermarked A/S. Herefter, og efter de for klaringer, der i øvrigt er afgivet, er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse det for bevist, at det var sagsøgte 1, Dansk Supermarked A/S, der foranledigede, at arbejdsprøvningen af sagsøgeren blev afbrudt. Allerede af den grund, tages sagsøgte 1, Dansk Supermarked A/S’ frifindelsespåstand til følge.

Det må herefter, jf. også forklaringerne fra Claus Nielsen og Jan Steen Johansen, bevismæssigt lægges til grund, at det var Dansk Mandskabsservice, der foranledigede jobprøvningen afbrudt. Det må efter de afgivne forklaringer endvidere lægges til grund, at det ikke var sagsøgerens arbejdsindsats, der var grunden til, at arbejdsprøvningen blev afbrudt. Efter det, der er forklaret om beklædningsreglementet, herunder de modstridende forklaringer om, hvorvidt sagsøgeren fik udleveret en personalehåndbog, er der heller ikke grundlag for at fastslå, at afbrydelsen skyldtes, at sagsøgeren ikke fulgte beklædningsreglementet. Afbrydelsen findes derfor at være sket alene på grund af sagsøgerens påklædning og udseende. Såvel Claus Nielsen som Jan Steen Johansen har forklaret, at de ikke kendte forskel på transseksualitet og transvestisme, og den (forskels)behandling, som Dansk Mandskabsservice udsatte sagsøgeren for, berettiger sagsøgeren til samme godtgørelse uanset, om sagsøgeren på daværende tidspunkt måtte betegnes som transseksuel eller transvestit.

Af de grunde, som sagsøgeren har anført, er forskelsbehandlingen af sagsøgeren omfattet af såvel ligebehandlings– som forskelsbehandlingsloven og af en så diskriminerende og krænkende karakter, at godtgørelsen bør fastsættes til 30.000 kr., også selv om sagsøgeren var 2 dage henne i et arbejdsprøvningsforløb, som kunne have ført til et flexjob. Godtgørelsen skal forrentes således, som sagsøgeren har påstået.

Med hensyn til sagens omkostninger skal 3F som mandatar for sagsøgeren erstatte Dansk Erhvervs udgifter til advokatbistand som mandatar for Dansk Supermarked A/S med 20.000 kr. og til vidneførsel med 114,80 kr., og sagsøgte Claus Nielsen skal erstatte 3F’s advokatudgifter med 20.000 kr.

Dansk Erhverv og Claus Nielsen skal efter omstændighederne ikke betale sagsomkostninger til hinanden.

Retten bemærker angående Claus Nielsen, at sagsøgeren og 3F, selv om retten fastsætter fuldbyrdelsesfrist for og forrentning af godtgørelseskravet og sagsomkostningerne, bør undersøge, om kravet, herunder sagsomkostningerne, skal indgå i gældssaneringsagen.

Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Dansk Supermarked A/S, frifindes.
Sagsøgte, Claus Nielsen, skal inden 14 dage til 3F som mandatar for sagsøgeren, Gry Michelle Holst-Fischer, betale 30.000 kr. med procesrente fra den 31. oktober 2012.
[…]

* * *
Dommen af 9. juni 2015 fra Retten i Aarhus i pdf-format.
Notat af 17. marts 2012 udfærdiget af Tina Thranesen.

Transkønnet som fællesbetegnelse var ikke i strid med ligestillingsloven fastslog Ligebehandlingsnævnet i afgørelse nr. 106/2014 den 14. maj 2014. KEN nr. 9447.

Vist 0 gange.
Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsnævnet

Den 14. maj 2014 traf Ligebehandlingsnævnet afgørelse i en sag, Institut for Menneskerettigheder (IMR) gav på deres sigfranu.dk-hjemmeside ikke brugeren mulighed for at angive sig selv som transseksuel. På hjemmesiden var det muligt at registrere sig som mand, kvinde eller transkønnet. Man kunne også vælge ikke at registrere sit køn. Det faktum, at indklagede valgte “transkønnet” som fællesbetegnelse, for personer, der ikke anså sig selv som mand eller kvinde, var ikke i strid med ligestillingsloven.
Klager fik derfor ikke medhold.

J.nr. 2014-6811-00183

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med ligestillingsloven.

Sagsfremstilling
Der er klaget over hjemmesiden “sigfranu.dk“, som Institut for Menneskerettigheder (IMR) har oprettet med henblik på anonym registrering af diskrimination og hadforbrydelser.

Det anonyme spørgeskema til registrering af administration indeholder følgende afkrydsningsmuligheder under overskriften “Køn“:
Under overskriften “På hvilket grundlag er du blevet udsat for en hadforbrydelse” er der en række afkrydsningsmuligheder om “På grund af antagelse eller viden om mit”, herunder:

Parternes bemærkninger
Klager mener, at indklagede i forbindelse med “stemplet“-kampagnen og “sigfranu.dk” ikke tilgodeser de transseksuelles status som et tredjekøn, der kan identificeres på lige fod med de to binære køn. De transseksuelle bliver i stedet placeret under en LGBT paraplybetegnelse som en homoseksuel variation.

På grund af indklagedes diskrimination af transseksuelle kan den gruppe af personer, der er mest udsat for diskrimination, ikke indrapportere vold, hatecrime, chikane og diskrimination, uden at de skal logge sig ind under et andet køn eller en seksualitetsbetegnelse, som intet har at gøre med deres transseksuelle køn.

Klager ønsker, at transseksuelle kan bevare deres status som et kønsligt fænomen, der ikke blandes sammen med seksuelle varianter af homoseksualitet. Hvis ikke indklagede i forbindelse med kampagnen ophører med at diskriminere transseksuelle, således at de på lige fod med mænd og kvinder kan logge på som transseksuelle, må der stilles faciliteter og driftsmidler til rådighed for denne gruppe, så de kan køre deres egen statistikfunktion.

Klager henviser til, at man ved rapportering af hatecrime og diskrimination på “sigfranu.dk” enten kan angive sig som et af de to binære køn mand/kvinde eller som et udvalg af LGBT seksualiteter, under paraplybetegnelser som transkønnet eller transperson. Transseksuelle er hverken kvinder eller mænd og tilhører ikke nogen LGBT seksualitet, og de har faktisk ingen seksualitet, fordi de bliver fyldt med hormoner.

Klagers medfødte transseksualitet handler ikke om seksualitet, men om køn. Herudover har klager af lægerne fået et antihydrogen, som slog den mandighed, klager havde, ihjel. Klager er derfor ikke en mand og kan aldrig blive mand igen. Sundhedsstyrelsen efterlader borgere som klager som kønshybrider og nægter at gøre dem færdige. Klager er heller ikke kvinde, fordi sundhedsmyndighederne nægter at gøre kønsskiftet færdigt. Klager bliver
derfor aldrig til kvinde, og klager får heller aldrig en seksualitet igen.

Transseksuelle kan hverken betegnes med M eller F i passet, men betegnes med X, som angiver deres tredjekøn. For at klager i 2012 kunne antage sit kvindenavn, skulle klager have sit køn bedømt på Sexologisk Klinik, der skulle angive kønnet som transseksuel. Kønshybriders navn er altså fra statens side angivet som transseksuel.

Paraplybetegnelserne transkøn og transperson blander køn og seksualitet sammen. Ved at påtvinge transseksuelle en LGBT betegnelse påtvinges de diskriminerende at blive klassificeret med en homoseksualitet,
som de ikke har.

Klager har vedlagt en underskriftindsamling mod diskrimineringen af transseksuelle.

Indklagede oplyser, at der i forhold til de relevante danske regler ikke er legale definitioner, som tager stilling til afgrænsning af gruppen af transseksuelle eller i øvrigt gruppen af transpersoner.

Indklagede har i forbindelse med “sigfranu.dk“-kampagnen anvendt betegnelsen transkønnede og henviser herved overordnet til personens kønsidentitet eller kønsudtryk. Denne betegnelse henviser ikke til personens seksuelle orientering, således som klager giver udtryk for.

Indklagede har flere gange over for klager redegjort for begrundelsen for valget af begrebet “transkønnet“.

Hjemmesiden “sigfranu.dk” er oprettet for at gøre det muligt at foretage anonyme registreringer af oplevet diskrimination eller hadforbrydelser.

Der er mulighed for at angive personlige oplysninger herunder køn. I anerkendelse af, at ikke alle falder inden for det binære kønssystem – kvinde eller mand – kan en registrant vælge mellem, “kvinde”, “mand” “transkønnet” eller “ønsker ikke at oplyse”. Der er mulighed for at oplyse, på hvilket grundlag man er blevet diskrimineret, ved at vælge mellem blandt andet “køn“, “seksuel orientering“, “kønsidentitet” eller “andet”.

Den almene forståelse af køn er, at man enten er mand eller kvinde, at man er det køn, man er blevet tildelt ved fødslen, samt at man vedbliver at være det samme køn livet igennem. Personer, der falder inden for denne norm, kaldes ciskønnede. Det er ikke alle, der falder inden for eller efterlever den norm. Disse personer kaldes oftest transpersoner.

Begrebet transpersoner eller transkønnede er et paraplybegreb, der anvendes om personer, hvis opfattelse af egen kønsidentitet eller kønsudtryk i større eller mindre grad ikke er i overensstemmelse med det køn, de er blevet tildelt ved fødslen. I visse tilfælde kommer dette til udtryk igennem valg af påklædning, adfærd eller fysisk ændring af kroppen, herunder kønskorrigerende behandlinger. Begrebet transpersoner omfatter blandt andet personer, der identificerer sig som transseksuelle, transvestitter, kønsqueers, androgyne eller akønnede.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligestillingsloven forbyder direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for myndigheder og organisationer inden for offentlig forvaltning og almen virksomhed.

Indklagede er en uafhængig selvejende institution inden for den offentlige forvaltning. Indklagede er derfor omfattet af ligestillingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnet vurderer, at der ikke er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede i forbindelse med “sigfranu.dk” har udsat klager for forskelsbehandling på grund af kønsidentitet og dermed køn.

Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at man ved registrering af diskrimination og hadforbrydelser kan vælge mellem at registrere sig som “mand”, “kvinde” eller “transkønnet“. Man kan også vælge ikke at registrere sit køn.

Det forhold, at indklagede udover mand og kvinde har valgt samlebetegnelsen “transkønnet” for andre personer, er efter nævnets opfattelse ikke i strid med ligestillingsloven.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

  1. § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
  2. § 9, stk. 1, om klagebehandling
  3. § 12, stk. 1, om klagebehandling
  1. § 1 om lovens formål
  2. § 1a om lovens anvendelsesområde
  3. § 2 om forbud mod forskelsbehandling

* * *
Afgørelsen hos Retsinformation.

Gratis entre til et diskotek mod at møde op i stiletter er i strid med ligestillingsloven, konstaterede Ligebehandlingsnævnet den 5. september 2012 i afgørelse nr. 337/2012. KEN nr. 10007.

Vist 52 gange. Den 5. september 2012 traf Ligebehandlingsnævnet afgørelse om, at det var en overtrædelse af lov om ligestilling af mænd og kvinder, da et diskotek tilbød gratis entré til gæster, der mødte op i stiletter, idet der utvivlsomt var tale om et tilbud, der i al væsentlighed var rettet mod kvinder.

Afgørelsen
Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 337/2012.
Truffet den 05. september 2012.
J.nr. 7100338-12
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et diskotek havde et tilbud om gratis entré til alle, der i et bestemt tidsrum mødte op i stiletter.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede havde et tilbud om gratis entré til alle, der i et bestemt tidsrum mødte op i stiletter.

Sagsfremstilling
Der er klaget over, at et diskotek havde et tilbud om, at man hver fredag mellem kl. 23.00 og 24.00 fik gratis entré, hvis man ankom til diskoteket iført stiletter.
I reklamen ses en kvinde iført stiletter.

Parternes bemærkninger
Klager påstår, at indklagedes tilbud er i strid med ligestillingsloven.
Klager har gentagne gange modtaget reklamemails og sms’er fra indklagede, hvori der reklameres med, at det er gratis at komme ind på diskoteket, hvis man er iført stiletter.
Klager henviser til, at stiletter uden tvivl er damefodtøj.

Indklagede påstår, at deres tilbud ikke er i strid med ligestillingsloven.
Indklagede oplyser, at det er korrekt, at diskoteket i en kortere periode fra den 6. januar 2012, har haft et tilbud om, at gæster, der kommer i stiletter, får gratis entré.
Indklagede gør gældende, at tilbuddet var gældende både for mandlige og kvindelige gæster, men at det hovedsageligt var kvindelige gæster, der havde benyttet sig af tilbuddet. Tilbuddet er dog også blevet benyttet af nogle mænd.
Indklagede henviser til, at tilbuddet har været ment som et sjovt indslag for diskotekets gæster.
Indklagede har oplyst, at man har valgt at ændre tilbuddet, så der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved indklagedes motiver.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har overtrådt lov om ligestilling af mænd og kvinder ved at tilbyde gratis entré til gæster, der mødte op i stiletter. Der er utvivlsomt tale om et tilbud, der i al væsentlighed er rettet mod kvinder.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:
  • Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet, som ændret ved lov nr. 530 af 11. juni 2012 om Ligebehandlingsnævnet
    § 1, stk. 1, og stk. 1, om nævnets kompetence
    § 9, stk. 1, om klagebehandling
    § 12, stk. 1, om klagebehandling
  • Lov nr. 388 af 30. maj 2000 om ligestilling af mænd og kvinder, som senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1095 af 19. september 2007 og med senere ændringer som følge af lov nr. 387 af 27. maj 2008, lov nr. 484 af 12. juni 2009 og lov nr. 182 af 8. marts 2011
    § 1a, stk. 1, om lovens anvendelsesområde
    § 2, stk. 1 – 3, om forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn
    § 2, stk. 4, om delt bevisbyrde

Afgørelsen hos Retsinformation.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 249/2013 af 27. november 2013 om påstået forskelsbehandling pga. køn i fbm. udbetaling af ledighedsydelse til transmand efter dennes kønsskifte. KEN nr. 9419.

Vist 0 gange. En kønsskifteopereret mand fik efter operationen nyt CPR-nummer. Dette medførte, at klager ikke modtog ledighedsydelse rettidigt i oktober måned, samtidig med at han blev trukket for meget i skat idet, der på grund af manglende skattekort, blev trukket 55 % skat af ledighedsydelsen. Den indklagede kommune påpegede, at dette er normal procedure, når der ikke foreligger et skattekort. Klager gjorde gældende, at kommunen havde adgang til alle oplysninger og derfor uretmæssigt trak for meget skat. Nævnet fandt, at der ikke var forelagt oplysninger, der pegede på, at indklagedes handlemåde var begrundet i klagers køn.

Klager fik derfor ikke medhold.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 249/2013
Truffet den 27. november 2013

J. nr. 2013-6811-05093

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med en sag om udbetaling af ledighedsydelse.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Indklagede har ikke handlet i strid med ligestillingsloven i forbindelse med behandlingen af klagers sag om udbetaling af ledighedsydelse.

Sagsfremstilling
Klager er transkønnet og er kønsskifteopereret fra kvinde til mand. Klager har endvidere opnået juridisk kønsskifte, hvorved klager har fået et nyt cpr.nr.

Klager har oplyst, at han, da han skiftede cpr.nr. den 22. november 2012, mistede sit gamle NemID og dermed adgang til alle sine gamle data.

Klager er tilkendt fleksjob og modtager ledighedsydelse. Det er kommunen, der står for udbetaling af ledighedsydelse.

Klagers ledighedsydelse for oktober 2012 blev udbetalt for sent. Ved udbetaling af ledighedsydelse for oktober, november og december 2012 blev der trukket 55 procent i skat.

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at den indklagede afdeling i kommunen på baggrund af ændringen af klagers juridiske kønsstatus uretmæssigt og imod bedre vidende har trukket for meget skat af hans ledighedsydelse i månedsvis.

Klager kontaktede kommunen i oktober 2012, fordi han ikke havde fået udbetalt ledighedsydelse. Ifølge sagsbehandleren havde klager ikke indsendt pensionsoplysninger. Senere indrømmede sagsbehandleren, at de havde modtaget pensionsoplysningerne, men at disse ikke var tilstrækkelig dokumentation. Efter at sagsbehandleren havde fået bekræftet pensionsoplysningerne af klagers pensionsselskab, oplyste sagsbehandleren, at han ikke kunne udbetale ledighedsydelsen, fordi han ikke kunne trække skatteoplysninger på klagers gamle cpr.nr., der var gældende indtil fire dage før.

Sagsbehandleren sagde til klager, at klager skulle kontakte SKAT for at få skattekort for både det gamle og det nye cpr.nr. Disse skattekort skulle fremsendes til sagsbehandleren i kommunen, før ledighedsydelsen for oktober og november kunne blive udbetalt. Sagsbehandleren krævede også, at klager skulle få SKAT til at lade skattekortet for det nye cpr.nr. gælde fra den 1. oktober 2012, hvor cpr.nr.‘et rent faktisk ikke var gældende endnu, idet det først blev oprettet den 22. november 2012. I praksis ville det også betyde, at klager ville blive dobbeltbeskattet i perioden 1. oktober 2012 til 22. november 2012, fordi han ville skulle betale skat på to cpr.nr.

Klager har flere gange indsendt skattekort fra både hans gamle og hans nye cpr.nr. Indklagede har under hele sagen haft adgang til og har kunnet trække oplysninger fra det gældende skattekort, hvilket de faktisk har gjort flere gange, dog på en rodet og uhensigtsmæssig måde.

Sagsbehandleren påstod, at klager havde to trækprocenter, når han trak oplysninger fra SKAT, og at klager derfor måtte have et mellemværende med SKAT. Da klager kontaktede SKAT, fik han at vide, at han naturligvis kun havde én trækprocent, og at det så ud som om, at et barn på indklagedes vegne havde været inde i systemet og trække en masse irrelevante oplysninger, blandt andet irrelevante oplysninger om pension. Blandt disse trækninger var dog også de korrekte oplysninger om klagers trækprocent. Der var derfor ikke belæg for, at indklagede trak 55 procent skat af klagers ledighedsydelse gennem tre måneder.

Klager har i forbindelse med sagen flere gange forsøgt at kontakte sagsbehandleren i kommunen telefonisk. Klager har lagt flere beskeder i indklagedes automatiske telefonsystem med anmodning om at blive ringet op af en medarbejder. Dette er kun lykkedes i to tilfælde. Sagsbehandleren har kun ringet tilbage til klager to gange i løbet af tre måneder. Da klager endelig kom til at tale med sagsbehandleren, afbrød han konstant, lyttede ikke, og det var ikke muligt at få en konstruktiv dialog med ham.

SKAT har oplyst klager om, at det er den kommunale sagsbehandlers pligt at trække oplysninger hos SKAT, hvis sagsbehandleren er i tvivl om en borgers skatteprocent.

Klagers sagsbehandler hos indklagede nægtede at udføre denne sagsbehandleropgave, som han i en grov tone pålagde klager selv at udføre. Da klager selv indhentede de relevante skatteoplysninger, valgte sagsbehandleren i flere uger at ignorere oplysningerne. Efter en klage over dette forhold, sagde sagsbehandleren, at han ville “blæse på” de korrekte skatteoplysninger.

Klager gør gældende, at sagsbehandleren optrådte groft uforskammet og diskriminerende på grund af klagers køn. Klager kan via de fremsendte sagsakter dokumentere, at sagsbehandleren uretmæssigt og imod bedre vidende gennem tre måneder trak 55 procent skat af klagers ledighedsydelse, på trods af at han via SKATs systemer havde adgang til de korrekte oplysninger. Igennem tre måneder nægtede sagsbehandleren at handle på fakta med begrundelse i ændringen af klagers juridiske kønsstatus. Det forhold, at der er trukket for meget skat af klagers ledighedsydelse, har haft store økonomiske omkostninger for klager og hans børn. Indklagedes behandling af klager har ligeledes haft store menneskelige omkostninger for klager.

Juridisk set er en borgers køn tæt forbundet til det sidste ciffer i cpr.nr.‘et. Klager har som transkønnet i årevis måttet kæmpe hårdt for at opnå et cpr.nr., der stemmer overens med hans åbenlyse fremtoningsmæssige og følelsesmæssige køn. Det forhold, at klager hele livet har været tvunget til at bære et åbenlyst modsatkønnet cpr.nr. har i sig selv været grov diskrimination udøvet af staten. Når man så endelig opnår juridisk kønsskifte og får tildelt et cpr.nr., der er i overensstemmelse med ens åbenlyse køn, møder man fortsat en massiv diskrimination og en lige så massiv modvilje til at hjælpe og løse problemerne.

Indklagede har tydeligvis behandlet klager ekstremt dårligt og ringerestillet klager økonomisk, udelukkende på baggrund af klagers ændrede juridiske kønsstatus og hermed udelukkende på baggrund af hans køn.

Indklagede oplyser, at den telefoniske kommunikation mellem borger og indklagede er sat op således, at borgeren indtaster cpr.nr. og telefonnummer, hvorefter borgeren bliver ringet op inden for to arbejdsdage. Borgeren har også mulighed for at henvende sig til indklagede via e-mail eller almindeligt brev.

Indklagede beklager de tilfælde, hvor de ikke fuldt ud har levet op til disse løsninger, og de beklager de gener, det har påført klager.

Indklagede beklager desuden den forsinkede udbetaling af ledighedsydelsen på grund af manglende dokumentation for indtægt. Indklagede havde overset, at klager allerede på et tidligere tidspunkt havde indsendt den efterspurgte dokumentation. Indklagede beklager de gener, det har påført klager.

Indklagede har ikke nogen indflydelse på skattetræk. Hvis der ikke foreligger et skattekort, skal indklagede trække 55 procent skat af ledighedsydelsen. Indklagede har ikke mulighed for at regulere skat på et cpr.nr., der ikke længere er i brug. Indklagede retter sig efter de oplysninger, SKAT elektronisk sender til det benyttede elektroniske beregningssystem.

Når midten af januar 2013 er passeret, har indklagede ikke længere adgang til at regulere beregning af skat vedrørende skatteåret 2012. I øvrigt vedrører de påklagede forhold skatteåret 2012, som er færdiglignet af SKAT.

Indklagede beklager, at klager har haft en dårlig oplevelse af sagsbehandlingen, og indklagede beklager de gener, det har medført.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter ligestillingsloven.

Efter denne lov må en myndighed inden for den offentlige forvaltning ikke udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Det er klager, der i første omgang skal pege på faktiske omstændigheder, der skaber en formodning for, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klagers ledighedsydelse ikke blev udbetalt rettidigt i oktober 2012, og at der i ydelsen for oktober, november og december 2012 blev trukket skat på 55 procent.

Indklagede har beklaget, at de havde overset, at klager allerede havde indsendt den fornødne dokumentation. Indklagede har endvidere oplyst, at de ikke har indflydelse på, hvor meget skat, der trækkes af ydelsen, og at de skal trække 55 procent i skat, hvis der ikke foreligger et skattekort.

Klager har gjort gældende, at han flere gange har indsendt skattekort, herunder for hans tidligere cpr.nr., og at indklagede havde adgang til hans skattekort i systemet.

Imidlertid er der ikke oplysninger, der kan føre til en antagelse om, at indklagedes handlemåde var begrundet i klagers køn, herunder det forhold, at han havde opnået juridisk kønsskifte.

Nævnet har ikke kompetence til at tage stilling til, hvorvidt indklagede har handlet i strid med andre regler i forbindelse med behandlingen af klagers sag.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

  • § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
  • § 9, stk. 1, om klagebehandling
  • § 12, stk. 1, om klagebehandling
  • § 1 a om lovens anvendelsesområde
  • § 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling
  • § 2, stk. 4, om delt bevisbyrde

* * *
Afgørelsen hos Retsinformation.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 171/2013 af 28. august 2013 om påstået forskelsbehandling pga. kønsidentitet i forbindelse med afbrydelse af klagers arbejdsprøvning. KEN nr. 10237.

Vist 0 gange. Ligebehandlingsnævnet træffer afgørelser på skriftligt grundlag. Da sagen krævede en vurdering af forklaringer om sagens omstændigheder, som ikke kan finde sted for nævnet, kunne nævnet ikke behandle klagen.
På trods af, at nævnet ikke kunne behandle klagen, har de alligevel lavet en grundig gennemgang af klagen ud fra det skriftlige materiale, som nævnet havde modtaget.

Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Dansk Industris (DI) omtale af sagen
Ligestillingslovene med kommentarer: Bind 1 med omtale af sagen

[Til indhold] Ligebehandlingsnævnets afgørelse truffet den 28. august 2013.
J. nr. 7100646-12
Indklagede 1 har ikke handlet i strid med ligebehandlingsloven.
Nævnet kan ikke behandle klagen vedrørende indklagede 2 og 3.

Sagsfremstilling
Klager er født som mand, men lever som kvinde, idet hun er transseksuel og kemisk kastreret.

Transseksuel er betegnelsen for en person, der eksempelvis er født som mand, og som iklæder sig kvindelige gevandter og over en længere årrække ønsker en anden kønsidentitet, hvilket giver sig udtryk i medicinske og kirurgiske indgreb.

Der er tre indklagede parter i sager; Indklagede 1 er et jobcenter, indklagede 2 er et vikarbureau, samt indklagede 3, der er et supermarked.

I forbindelse med aktiveringsforløb besluttede indklagede 1, at klager skulle i aktivering hos indklagede 2. Hendes kontaktperson var medarbejder X.

Indklagede 2 var inden arbejdsprøvningen informeret om, at klager er transseksuel.

Efter aftale med indklagede 1 mødte klager den 12. marts 2012 tidligt om morgenen medarbejder X foran indklagedes 3’s butik, der var arbejdspladsen for klager. Medarbejder X viste klager til rette på arbejdspladsen.

Klager var begge dage iført sit eget tøj, dog var hun på 2. dagen iført sikkerhedssko.

Den 13. marts 2012 meddelte indklagede 2 mundtligt til indklagede 1, at man ikke kunne ansætte klager.

I notat af 13. marts 2012 har praktikant W ved indklagede 1 udarbejdet et notat om sagen, der er fremlagt af klager:
“Mandag er der kontakt med både [indklagede 2] og [klager]. [Indklagede 2] ringer og fortæller at [klager] er flittig, en rigtig dygtig truckfører og tager initiativ allerede på sin første dag. Dog er [indklagede 2] bekymret, da det er tydeligt at [klager] er mand, men klæder sig som kvinde. Det gør at [indklagede 2] er bekymret for sin kunde, som er [indklagede 3]. Da flere af butikkens handlende har fundet det forstyrrende og har set utilpas ud, ved situationen. Efter at have talt lidt længere med arbejdsgiver er det tydeligt at der interesse for at ansætte [klager ], så længe at [klager] vil” skrue ned for det feminine, indtil kl. 09.30″ som [indklagede 2] vælger at sige. Dvs. at [klager] gerne må gå med make-up og have paryk på, dog ikke i det omfang der er oplevet første dag. Vi aftaler at ringes ved senere, når jeg har været i kontakt med [klager].

Da jeg ringer til [klager] for at høre hvordan dagen er gået. Fortæller [klager] om udfordringerne ved arbejdet, som f.eks. at køre truck, og hvorledes hun mestre dette, uden større besvær. Hvilket er helt i overensstemmelse med hvad [indklagede 2] tidligere har fortalt. [Klager] finder arbejdet interessant og giver udtryk for at hun gerne vil ansættes, såfremt at arbejdsgiver er tilfreds med dagens arbejde og dermed interesseret.

Jeg informerer [klager] om hvad arbejdsgiver har sagt og [klager] vil gerne forsøge at imødekomme dette, men nævner at hun har tænkt sig at bære make-up, i et vist omfang.

For at undgå misforståelser aftaler vi at [klager] kontakter arbejdsgiver, så de sammen kan finde et niveau hvor alle er tilfredse.

Jeg ringer til arbejdsgiver og erfarer at [klager] er informeret om bekymringerne ved at have hende gående, i forhold til at [indklagede 2] skal levere en indsats, som helhed, som kunden [indklagede 3] finder tilfredsstillende. Vi aftaler derfor at [klager] skal komme igen dagen efter og at der her vil blive dannet grundlag for endelig vurdering om fastansættelse i fleksjob. Da [klager] gerne skal have sikkerhedssko til at varetage arbejdet, aftaler vi at jeg sørger for dette.

Jeg ringer til [klager] og erfarer at alle parter er indforstået med aftalen om at [klager] møder op næstfølgende dag og arbejdsgiver får mulighed for en vurdere om de vil ansætte [klager]. Vi aftaler at [klager] kommer ind til [adresse] og får udleveret rekvisition til sikkerhedssko.

[Klager] ankommer cirka tre kvarter efter seneste telefonsamtale, for at modtage rekvisitions-blanket. Vi snakker om situationen og [klager] gør det klart at hun er bevidst om sin fremtoning og vil til den kommende dags arbejde forsøge at imødekomme arbejdsgivers ønske, så meget som hun nu finder rimeligt. [Klager] siger desuden at hun altid kan tage lidt mindre make-up på i starten og så efter fastansættelse begynde at bære mere make-up.

Jeg har i dag haft kontakt med [indklagede 2] der beklager at må sige nej til at ansætte en dygtig medarbejder, på grund af problematikken med [klagers] fremtoning. [Indklagede 2] er blevet kontaktet af driftschefen fra [indklagede 3’s butik], der siger at de ikke kan have [klager] gående, pga. hendes fremtoning. [Indklagede 2] fortæller at [klager] stadig bærer make-up og at det er forstyrrende for deres kundes forretning. Dog har [klager] sat håret op og valgt en anderledes make-up, men arbejdsgiver siger at det stadig er tydeligt at det er en mand iført paryk og make-up.

Jeg ringer til [klager] og fortæller at der ikke bliver fleksjob pga. hvad [indklagede 2] tidligere har fortalt [klager] og nu gentaget overfor mig. [Klager] er lidt uforstående, da hun mener at en kvinde sagtens kan bære make-up og varetage jobbet. Det er til trods for at [klager] har tilkendegivet at have forståelse for at hendes fremtoning kan provokere folk og virke opsigtvækkende.”

Indklagede 1 har henvist til notatet i deres svar til Ligebehandlingsnævnet.

I breve af 10. juli 2012 rettede klagers forbund henvendelse til indklagede 2 og 3 og rejste krav om godtgørelse for brud på reglerne om forbud mod forskelsbehandling. Begge parter afviste, at der var sket en overtrædelse og henviste til, at klager ikke havde overholdt indklagede 2’s forskrifter om anvendelse af arbejdstøj i arbejdstiden.

Sagen er efterfølgende blevet indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af det forhold, at hun er transkønnet. Klager fastholder, at sagen kan behandles af Ligebehandlingsnævnet, da der ikke er behov for parts- og vidneforklaringer.

Der er tre mulige pligtsubjekter i sagen. Klager har krav på en godtgørelse på 50.000 kr. fra hver af de tre mulige pligtsubjekter.

Parterne er uenige om sagens faktiske forhold. I den aktuelle sag har indklagede 1 lavet en skriftlig redegørelse i sagen på det tidspunkt, hvor den opstod. Redegørelsen støtter klagers forklaring. Der er ingen grund til at tro, at nogle af parterne skulle ændre forklaring, og der er tilstrækkelig bevis til, at nævnet kan behandle sagen.

Den 12. marts 2012 tog medarbejder X pænt mod klager og tiltalte hende med hendes pigenavn. Der var en venlig stemning mellem dem. Medarbejder X forklarede klager om arbejdet, og hun samlede mælkekasser og anden emballage på paller og flyttede det til et andet sted med en løftevogn. En leverandør ankom med brød. Brødet blev anbragt i et kølerum og noget blev bragt til bagerafdelingen i stueetagen.

Klager var under arbejdet ikke iført arbejdstøj, men sit eget tøj – en pæn rød frakke, lange benklæder, en bluse og sorte støvler med 5 centimeter kraftig hæl. Da der ikke var særligt varmt på arbejdsstedet, havde hun hele tiden haft sin frakke på. Klager bar minimal makeup. Under arbejdet var der ikke nogen kunder i forretningen – det var jo også tidligt om morgenen. Klager mødte enkelte ansatte fra indklagede 3. Kontakten var dog begrænset til “God morgen”.

Medarbejder X og klager fulgtes til hovedindgangen, da det var tid til at åbne butikken. Medarbejder X og klager holdt herefter kaffepause sammen. Så ankom mælkeleverandøren, og klager tog mod mælk og grøntsager, der blev anbragt i kølerum. Herefter transporterede klager skraldespande op i det fri og pressede affaldspapir til papirpaller. Arbejdet sluttede kl. 09:30. Klager syntes selv, at arbejdstiden var gået godt, og at hun havde leveret en god arbejdsindsats.

Medarbejder X meddelte klager, at han ville snakke med sin makker Y om fortsat ansættelse af klager, og at klager senere på dagen fra indklagede 1 ville få besked om, hvorvidt hun kunne fortsætte. Medarbejder X gav udtryk for, at han havde været tilfreds med klager og hendes arbejde. Der blev ikke talt om klagers transkønnethed under arbejdet eller samtalen efter arbejdet.

Klager ringede samme dag kl. 11:30 til indklagede 1 for at høre nærmere om, hvad indklagede 2 havde meddelt dem. Indklagede 2 havde oplyst, at man gerne ville beholde klager som ansat, hvis hun kunne dæmpe sin feminitet lidt – bruge mindre makeup og binde sit hår op. Klager spurgte, om medarbejder X havde forklaret eller begrundet sig nærmere. Det havde han ikke.

Klager foreslog derfor, at hun selv kunne ringe til medarbejder X for at høre nærmere om, hvad han mente.

Klager ringede som aftalt til medarbejder X, der udtalte, at han havde været glad for klagers arbejdsindsats. Det øvrige personale klager havde været i kontakt med havde heller ikke nogen indvendinger mod klager. Klager var dygtig til sit arbejde og havde udført det med omhu. Medarbejder X mente dog, at klager burde bruge mindre øjenskygge og læbestift og foreslog, at hun brugte et hårbånd til at holde sit lange hår på plads. Han foreslog, om klager ikke “kunne pakke det” sammen i arbejdstiden mellem kl. 04:30 og 09:30, så hun ikke skiltede med sin seksualitet. Klager afviste at have brugt meget makeup, men lovede medarbejder X at være mere diskret og at bruge et hårbånd.

Samme dag kl. 14 ringede klager igen til indklagede 1, der oplyste, at klager kunne fortsætte hos indklagede 2 med at arbejde hos indklagede 3. Hun kunne indfinde sig med det samme hos indklagede 1, hvor hun kunne få en rekvisition til et par sikkerhedssko. Arbejdstøjet ville indklagede 2 sørge for. Klager hentede rekvisitionen og købte et par sikkerhedssko. Klager fik udleveret arbejdstøj af indklagede 2, der bestod af en “Kansasjakke” med navnet på indklagede 3.

Næste dag mødte klager kl. 04:30 ved indgangen til indklagede 3, hvor hun mødte medarbejder X. Hun havde næsten ingen makeup på og anvendte et hårbånd. Hendes påklædning var den samme som dagen før, dog havde hun sikkerhedssko på.

Medarbejder X hilste venligt på klager og fortalte, at han ikke havde nået at få arbejdstøj til hende. Han fandt imidlertid en arbejdsjakke fra indklagede 3 til klager. Arbejdet var i det store og hele det samme som dagen før og sluttede igen kl. 0930. Da arbejdet var slut, talte medarbejder X i telefon og sagde til klager, at hun godt kunne slutte og tage hjem, samtidig med at han vinkede til hende.

Ved middagstid ringede indklagede 1 til klager og oplyste, at indklagede 3 ikke ønskede, at hun arbejdede hos dem – de ville ikke have sådan en som klager ansat, fortalte indklagede 1 hende. Indklagede 1 oplyste videre, at det var en fra indklagedes 3’s forretning, der havde talt med “en højere oppe” om klager, og at det var denne person “højere oppe”, der havde truffet beslutning om, at de ikke kunne have “sådan en” ansat.

Medarbejder X meddelte herefter indklagede 1, at han ikke kunne have en sådan person ansat, selv om det ikke var noget problem for ham selv at have klager ansat. Han havde imidlertid et hensyn til sine kunder, som han skulle leve af. Han kunne derfor ikke have klager ansat.

Klager udtrykte overfor indklagede 1, at hun fandt det “for groft” med sådan en begrundelse. Indklagede 1 fandt ikke, at “der var noget i den sag”, og at han ville finde et andet fleksjobtilbud til hende.

Det er i sagen gjort gældende, at indklagede 2 allerede den 12. marts 2012 overfor indklagede 1 oplyste, hvilken beklædning klager skulle bære. Denne påstand er udokumenteret, og oplysningen er ikke tilgået klager.

Der er af indklagede 3 også henvist til, at klagers påstand fremstår som udokumenteret. Indklagede 1’s skriftlige udlægning af sagen dokumenterer dog netop klagers opfattelse.

Klager har fulgt de beklædningsanvisninger, som blev oplyst af indklagede 2 og 3. Klager er først med brevene fra deres partsrepræsentanter fra december 2012 blevet bekendt med den omtalte personalehåndbog og beklædningsreglementet.

Hvis det lægges til grund, at man på baggrund af en generelt og politisk korrekt formuleret koncernpolitik har skabt en formodning imod, at indklagede 3 har diskrimineret klager vil enhver virksomhed kunne formulere en sådan koncernpolitik og kunne påstå, at diskrimination har formodningen imod sig.

Det er af indklagede 3 anført, at “kønsskifte” må fordre en klinisk operation. Det afviser klager. Klager er kemisk kastreret, har fået navneforandring og har levet som kvinde gennem mange år. Udadtil fremstår hun på alle måder som om hun har fået en operation. Hun er derfor omfattet af beskyttelsen i direktivet.

Klager afviser, at ligestillingsloven ikke kan finde anvendelse, fordi der ikke er tale om en kønsproblematik. Klager skal i den forbindelse henvise til Ligebehandlingsnævnets afgørelse fra november 2012, hvor nævnet fastslog, at diskrimination af en transseksuel var omfattet af ligestillingsloven. Klager henviser også til praksis fra EU-domstolen, der netop omhandler diskrimination af transseksuelle.

Det bestrides ikke, at en arbejdsgiver kan kræve en bestemt påklædning, der er nedskrevet i beklædningsreglement. I den konkrete sag bestrides det dog, at klagers manglende opfyldelse beklædningsreglementet skulle være baggrunden for, at hun ikke længere kunne være i arbejdsprøvning ved indklagede 2 og 3. Der kan dog stilles spørgsmålstegn ved sagligheden af beklædningskravet og den heri underliggende forudsætning om virksomhedens præsentation udadtil, når der henses til, at klager arbejdede på lageret i indklagede 3’s butik, hvor der ikke kom kunder.

Hvis nævnet anser manglende opfyldelse af påbud eller regelsæt om beklædning for at være en del af begrundelsen for afvisning af klager i arbejdsprøvning, så har klager under henvisning til indklagede 1’s beskrivelse af sagen påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling. Herefter påhviler det indklagede at bevise, at klagers afvisning i arbejdsprøvning hverken var helt eller delvist begrundet i det forhold, at klager er transseksuel.

Indklagede 1 gør gældende, at de ikke har udsat klager for forskelsbehandling.
De har blot videreformidlet oplysninger fra indklagede 2 til klager. De har derfor ikke på nogen måde udsat klager for forskelsbehandling. Praktikant W har i notat af 13. marts 2012 beskrevet indklagede 2’s bekymring omkring klagers fremtoning, og arbejdsgiveren bliver også citeret på følgende vis “arbejdsgiver siger, at det stadig er tydeligt, at det er en mand iført make-up og paryk”. Der blev fra indklagede 1’s side lagt op til, at klager og arbejdsgiver fik talt sammen for netop at få glattet tingene ud.

Indklagede 2 gør gældende, at sagen skal afvises, subsidiært at der skal ske frifindelse af indklagede. Hvis nævnet finder grundlag for at tilkende en godtgørelse bør den fastsættes til et væsentligt lavere beløb. Klager var i arbejdsprøvning og var dermed ikke fastansat. Godtgørelsesniveauet udgør efter fast praksis 25.000 kr. i denne type sager.

Der består en helt åbenbar og grundlæggende uenighed mellem sagens parter om det faktiske forløb af betydning for sagens afgørelse. Sagens afgørelse forudsætter derfor bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer ved domstolene. Indklagede 2 er uenig med klager i en lang række af de oplysninger, som klager er fremkommet med til sagen. Indklagede 2 er heller ikke enig i den fremstilling, som indklagede 1 har givet som sagen.

Det bestrides, at indklagede 2 den 12. marts 2012 skulle have undladt at påtale klagers påklædning overfor klager. Klager fik oplyst indklagede 2’s regler for neutral og sort påklædning samme dag. Det bestrides, at medarbejder X overfor klager skulle have bedt klager “pakke det sammen mellem 04:30 og 09:30”, og det bestrides, at virksomheden på noget tidspunkt skulle have omtalt eller henvist til klagers seksualitet eller feminitet, som anført af klager.

Indklagede 2 er helt uforstående overfor de oplysninger, som klager har angivet i forhold til klagers samtaler med en medarbejder fra indklagede 1. Det bestrides også, at indklagede 2 havde oplyst at ville skaffe arbejdstøj til klager. Det forekommer heller ikke indlysende, henset til beklædningsreglementets indhold, hvorefter indklagede 2 først skaffer arbejdstøj til medarbejderne efter tre måneders ansættelse. Klager var på dette tidspunkt end ikke ansat. Forpligtelsen til at anskaffe sig neutralt mørkt arbejdstøj var alene klagers egen efter indholdet af beklædningsreglementet.

Det bestrides også, at medarbejdere ved indklagede 3 skulle have givet de anførte oplysninger til indklagede 2, eller at indklagede 2 skulle have oplyst til indklagede 1, at indklagede 3 ikke ville have klager beskæftiget hos virksomheden.

Det bestrides også, at indklagede 2 overfor indklagede 1 skulle have oplyst andet end at klager ikke passede ind i virksomhedens profil med baggrund i manglende overholdelse af virksomhedens beklædningsregler.

Hverken forskelsbehandlingsloven, ligebehandlingsloven eller ligestillingsloven finder anvendelse i den konkrete sag, da klagers ønske om at iklæde sig kvindetøj ikke er udtryk for nogen seksuel orientering. Klagers køn er også uden relevans for sagen, da klager ikke har gennemgået en egentlig kønsskifteoperation.

Selvom en eller flere af ovennævnte regelsæt måtte finde anvendelse på sagen, er det åbenbart sagligt og lovligt at afbryde et arbejdsprøvningsforløb begrundet i, at klager trods henstillinger om det modsatte ikke ønskede at efterleve det reglement for beklædning, som af indklagede 2 blev oplyst overfor klager.

Indklagede 2’s beklædningsreglement er fastsat ud fra indklagede 2’s legitime interesse i at sikre en ensartet og neutral fremtoning blandt de ansatte, som har direkte kontakt kunderne. Beklædningsreglementet er dermed objektivt begrundet i et sagligt formål og reglementet udgør et hensigtsmæssigt og nødvendigt middel til at opfylde dette formål. Indklagede 2 håndhæver i øvrigt beklædningsreglementet konsekvent, ligesom det bemærkes, at klager gennem sit arbejde kom i kontakt med virksomhedens kunder. Der henvises til Højesterets dom af 21. januar 2005 om en lignende problemstilling.

Det har derfor formodningen imod sig, at indklagede 2’s manglende ansættelse af klager har sammenhæng med det forhold, at klager var transvestit, da indklagede 2 allerede inden arbejdsprøvningen var informeret om, at klager var transseksuel.

Tværtimod vurderede indklagede 2, at klager ikke passede ind i virksomheden, da klager både første og anden dag af arbejdsprøvningen nægtede at følge indklagede 2’s reglement for beklædning. Indklagede 2’s vurdering af klager havde derfor ikke sammenhæng med klagers transseksualitet. Indklagede 2 ville anlægge samme vurdering overfor en hvilken som helst jobansøger, der i ord eller handling nægtede at følge virksomhedens regler for beklædning.

Af indklagedes personalehåndbog fremgår det om virksomhedens beklædningsreglement:

“Arbejdstøj: Du får udleveret arbejdstøj med logo, som du selv skal holde rent og pænt efter 3 mdr.’ s ansættelse, inden da skal du selv sørge for at møde i en sort tshirt samt sorte arbejdsbukser. Du skal sørge for, at der forefindes et rent sæt til når du møder! Nyt arbejdstøj bestilles hos [medarbejder] efter behov. Derudover er selvfølgelig en regel at du møder på arbejdet velsoigneret.”

Indklagede 2 meddelte mundtligt til indklagede 1 allerede forinden arbejdsprøvningens begyndelse, hvilke krav der var gældende for beklædning ved indklagede 2. Virksomheden oplyste konkret, at klager skulle møde i almindeligt lagerarbejdstøj, herunder sorte bukser, sort T-shirt og et par flade sko.

Da klager trods dette mødte op på arbejdsprøvningens første dag, kunne indklagede 2 konstatere, at klager ikke var iført det foreskrevne sorte lagerarbejdstøj. Klager var derimod iført lilla joggingbukser, lang rød jakke og støvler med høj hæl. På denne baggrund gjorde indklagede 2 klager opmærksom på, at hun på næste dags arbejdsprøvning skulle møde i overensstemmelse med virksomhedens beklædningsreglement, det vil sige sorte bukser og sort T-shirt. Da klager den 13. marts 2012 mødte på arbejdet i det helt samme tøj som dagen før, besluttede indklagede 2, at arbejdsprøvningen ikke kunne fortsætte.

Der er af klager henvist til, at “oplysninger om beklædningskravet ikke er tilgået klager. Det er uklart, om klager hermed bestrider, at hun selv den 12. marts 2012 blev direkte orienteret af indklagede 2 om beklædningskravet, men på trods af dette valgte at møde op på arbejde den 13. marts i ureglementeret påklædning.

Det ville heller ikke give mening, at indklagede 2 havde et beklædningsreglement uden de facto at anvende reglementet. Da parterne er uenige om dette forhold må det lægges til grund, at klager har modtaget en sådan instruktion med mindre klager beviser det modsatte, hvilket ikke er tilfældet i denne sag.

Klager er enig i, at en arbejdsgiver kan kræve en særlig beklædning af medarbejdere i overensstemmelse med et beklædningsreglement. Klager synes dog at misforstå indklagede 2’s kundebegreb, når klager samtidig stiller spørgsmålstegn ved sagligheden af beklædningsreglementet med henvisning til, at klager arbejdede på lageret, hvor der ikke kom kunder. Indklagede 3 var netop indklagede 2’s kunde, og sidstnævnte ønskede derfor også overfor indklagede 3 at sikre en ensartet og neutral fremtoning blandt de ansatte.

Dertil kommer, at indklagede 3 overfor indklagede 2 har lagt vægt på, at de medarbejdere som indklagede 2 stiller til rådighed, overholder beklædningsreglementet.

Indklagede 3 gør gældende, at sagen skal afvises, subsidiært at der skal ske frifindelse af indklagede. Hvis nævnet måtte finde grundlag for at tilkende en godtgørelse, bør den fastsættes til et væsentligt lavere beløb. Der er tale om en ansættelsessituation, hvor godtgørelsesniveauet i praksis fastsættes til 25.000 kr. En godtgørelse kan derfor ikke overstige dette beløb.

Sagen beror på en påstand om, at en medarbejder fra indklagede 3 skulle have tilkendegivet, at man ikke kan have “sådan en” ansat. Indklagede 3 bestrider, at der skulle være fremkommet en sådan udtalelse eller at man på anden måde skulle have tilkendegivet, at man ikke ønskede, at klager arbejdede i varehuset. Der er meget forskellige opfattelser af sagens faktum. Det er vigtigt for sagens rette afgørelse, at afgørelsen bliver truffet på et fuldt oplyst grundlag. Det kan alene ske gennem afgivelse af parts- og vidneforklaringer.

Da indklagede 3 ikke var arbejdsgiver for klager, kan klager ikke påberåbe sig forskelsbehandlingsloven og ligebehandlingsloven overfor dem.

Hvis nævnet finder, at indklagede 3 er pligtsubjekt efter disse love, gøres det gældende, at der hverken er tale om kønsdiskrimination eller diskrimination på grund af seksuel orientering.

Af ligebehandlingsloven fremgår, at “ved ligebehandling af mænd og kvinder forstås i denne lov, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.”. Køn dækker over, at der ikke må ske diskrimination som følge af, at man er mand eller kvinde.

Derudover er det i direktiv 2006/54/EF præciseret, at beskyttelsen også gælder ved kønsskifte. Der er imidlertid ikke tale om, at klager har været undergivet et kønsskifte, da det må fordre en operation. Forskelsbehandlingsloven finder heller ikke anvendelse i den pågældende situation, da ønsket om at bære kvindetøj og make-up ikke kan anses for at være udtryk for seksuel orientering.

Indklagede kan i forhold til de påberåbte love alene være pligtsubjekt efter ligestillingsloven. Da transseksualitet ikke er en kønsproblematik, finder ligestillingsloven dog ikke anvendelse.

Såfremt nævnet måtte finde grundlag for at realitetsbehandle sagen under henvisning til en eller flere af de af klager påberåbte love, gøres det gældende, at der ikke er sket direkte diskrimination, da arbejdsprøvningen på ingen måde er afbrudt grundet klagers transseksualitet.

Indklagede 3 har cirka 35.000 ansatte medarbejdere, hvorfor der naturligt er en mangfoldighed blandt de ansatte. Det fremgår også af indklagede 3’s koncernpersonalepolitik:

“Medarbejdere tilbydes lige vilkår. Vi vil modvirke enhver form for diskrimination på grund af køn, alder, etnisk oprindelse, religion, seksuel orientering, handicap og lignende”.

Det har formodningen mod sig, at en ansat ved indklagede 3 skulle have udtalt sig som påstået af klager, en påstand der i øvrigt også må anses som ganske udokumenteret.

Indklagede 3 har ikke på noget tidspunkt forlangt overfor indklagede 2, at de skulle ophøre med samarbejdet med klager. Indklagede 3 er dog enig i, at de gældende beklædningsregler skal overholdes – klager har ved sin påklædning ikke overholdt gældende regler hos indklagede 2, ligesom den konkrete påklædning ikke levede op til reglerne i indklagedes 3’s butik.

Klager er omfattet af beklædningsreglementet for indklagede 2. Som det fremgår heraf, skal klager møde i en sort T-shirt samt sorte arbejdsbukser. Det skal ses i sammenhæng med beklædningsreglementet for indklagede 3, hvoraf det under afsnittet “bukser” fremgår:

“Hvis bukser ikke er en del af den udleverede uniform, skal du sørge for, at de passer til skjorten/trøjen. Bukserne skal være ensfarvede, helst mørke og naturligvis rene og uden huller.

Det er ikke tilladt at bære træningsbukser…”

Da klager ikke var ansat ved indklagede 3, var hun ikke bekendt med dette reglement. Men indklagede 2 var som leverandør til indklagede 3 forpligtet til at sikre, at personalet levede op til reglementet. Ved det citerede uddrag af beklædningsreglementet er det indklagede 3’s opfattelse, at indklagede 2 levede op til sin forpligtelse til at sikre, at virksomhedens personale, ved arbejde i indklagede 3’s butikker, levede op til det generelle beklædningsreglement.

Det følger af Højesterets dom af 21. januar 2005, at et beklædningsreglement ikke er ulovligt, såfremt kravet til en bestemt påklædning er en del af virksomhedens præsentation udadtil, kravet er konsekvent og at det stilles til alle medarbejdere i den pågældende stilling. I nærværende sag er der tale om et generelt krav til medarbejderens påklædning, som må anses som objektivt, særligt henset til at jysk mandskabsservice er forpligtet til at sikre, at medarbejderen lever op til indklagedes beklædningsreglement. Kravet til en bestemt påklædning og fremtoning kan således ikke anses for at være i strid med den påberåbte lovgivning.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af kønsidentitet både på arbejdsmarkedet og udenfor arbejdsmarkedet.

Enhver arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår. Dette gælder også ved afskedigelse.

Hvis klageren påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Indklagede 1 har ikke truffet beslutningen om at bringe klagers arbejdsprøvning til ophør. Der er ikke oplysninger i sagen, der peger på, at indklagede 1 i forbindelse med behandlingen har behandlet klager i strid med ligebehandlingsprincippet i ligestillingsloven. Klagen tages herefter ikke til følge overfor indklagede 1.

Der er mellem klager på den ene side og indklagede 2 og 3 på den anden side uenighed om årsagen til ophøret af klagers arbejdsprøvning den 13. marts 2012. Klager har henholdt sig til notat af 13. marts 2012 fra indklagede 1, mens indklagede 2 og 3 bestrider væsentlige punkter i notatets gengivelse af hændelsesforløbet.

Nævnet træffer sine afgørelser på skriftligt grundlag. Da en afgørelse af sagen kræver en vurdering af forklaringer om de nævnte omstændigheder, og da sådanne forklaringer ikke kan finde sted for nævnet, kan nævnet ikke behandle klagen overfor indklagede 2 og 3.

Nævnet kan derfor ikke behandle klagen.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet
• § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence
• § 8 om klagebehandling
• § 9, stk. 1, om klagebehandling
• § 12, stk. 1, om klagebehandling
Ligebehandlingsloven
• § 1 om lovens anvendelsesområde
• § 4 om ligebehandling af mænd og kvinder
• § 14 om godtgørelse
• § 16 a om delt bevisbyrde

Afgørelsen hos Retsinformation.

* * *
[Til indhold] Dansk Industris (DI) omtale af sagen den 30. september 2013
Transseksuel i mislykket arbejdsprøvning
Dansk Industri (DI) bringer på deres hjemmeside en omtale af Ligebehandlingsnævnets afgørelse. Artiklen er primært skrevet til underbygning af, at det er en god ting for virksomheder at have et beklædningsreglement, hvis virksomheden ønsker at stille krav til medarbejdernes påklædning.

Beskrivelsen af sagen er lettere farvet og omtaler transkvinden, der var i arbejdsprøvning, som “han”:
Anlagde sag for diskrimination
Medarbejderen mente, at virksomheden havde afbrudt arbejdsprøvningen, fordi medarbejderen var transseksuel. Derfor anlagde medarbejderen en sag for Ligebehandlingsnævnet, hvor han anklagede både virksomheden, lageret og jobcenteret for at udøve diskrimination.”

* * *
[Til indhold] Ligestillingslovene med kommentarer: Bind 1
I bogen gennemgås gennemgås og kommenteres bl.a. ligestillingsloven.
På side 268 anføres følgende om Ligebehandlingsnævnets behandling af sagen. Transkvinden omtales også her som “han”:
Kønsdiskrimination omfatter også kønsidentitet, som transkønnede er omfattet af. Ligebehandlingsnævnet har behandlet en sag om en transkønnet mand, der levede som kvinde. Han havde fået sin arbejdsprøvning ophævet, men det var uklart, på hvilket grundlag ophævelsen var sket. En afklaring af dette ville kræve parts- og vidneafhøring, og Ligebehandlingsnævnet måtte afvise sagen.

Ligestillingslovene: Bind 1.
Udgivet: 2015.
ISBN-13: 9788757431841
Omtale af bogen hos DJØF Forlag, hvor bogen også kan købes.


Kønsidentitet ikke årsag til påstået forskelsbeh. af en transseksuel i et boligselskab fastslog Ligebehandlingsnævnet i afgørelse nr. 418/2012 den 21. november 2012. KEN nr. 10158.

Vist 63 gange.
Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsnævnet

Den 21. november 2012 traf Ligebehandlingsnævnet afgørelse i en sag, hvor klageren, der er transseksuel, har påstået sig forskelsbehandlet på grund af sin kønsidentitet i forbindelse med boligselskabets håndtering af hendes klager over chikane fra andre beboere i lejlighedskomplekset, hvor hun dengang boede.
J.nr. 7100394-12

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med ligestillingsloven.

Sagsfremstilling
Klager er transseksuel.
Indklagede er et boligselskab, der udlejer en lejlighed til klager.
Klager er fraflyttet lejemålet efter klagens indbringelse for Ligebehandlingsnævnet.

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af kønsidentitet i forbindelse med leje af lejlighed.
Klager føler sig diskrimineret af borgere, der benytter kommunens bænk udenfor klagers bopæl på [adresse], ligesom hun også er blevet chikaneret af andre beboere i afdelingen. Hun har blandt andet flere polititilhold på beboerne på [adressen] for at føre hate crime mod hende.
Hun har klaget over chikane fra de pågældende borgere til indklagede. Klager mener ikke, at indklagede har reageret godt nok på klagerne over chikane.
Klager har ikke besvaret indklagedes indlæg til sagen.
Indklagede gør gældende, at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling.
Gennem de sidste par år har indklagede modtaget 12 klager fra klager og hendes sambo, [adresse], over andre beboere i afdelingen. Klager var medunderskriver på 4 af klagerne.

Indklagede har behandlet alle klagerne. I de tilfælde hvor indklagede har vurderet, at der var tale om overtrædelse af bestemmelserne i husordenen, lejekontrakten eller lov om leje af almene boliger, har indklagede sendt påmindelse til de påklagede beboere. Indklagede har også orienteret klager og hendes sambo, [adresse] om, hvad der skete i sagerne.
Indklagede har under alle omstændigheder forsøgt at vurdere, hvad der var ret og rimeligt, og hvor det var påkrævet, handlede indklagede ved at sende påbud og/eller opsigelse.
Indklagede har også modtaget 3 henvendelser fra klager, hvor hun klager over indklagedes håndtering af henvendelserne.
Indklagede har også modtaget klager fra andre beboere i området over truende adfærd og chikane, udført af beboerne på [adresse], som er klager og hendes sambo. Det har i to tilfælde udmøntet sig i 2 påmindelser om god skik og orden.
Den 28. september 2011 klagede klager over indklagede til Beboerklagenævnet i [by] kommune, da hun fandt, at indklagede ikke gjorde nok for at hjælpe hende. Indklagedes korrespondance med Beboerklagenævnet er fremlagt i sagen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Nævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af kønsidentitet.
Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke er noget, der tyder på, at klagers kønsidentitet er blevet tillagt betydning i forbindelse med indklagedes sagsbehandling af klagers henvendelser om påstået chikane.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

  1. § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
  2. § 9, stk. 1, om klagebehandling
  3. § 12, stk. 1, om klagebehandling
  1. § 1a om lovens formål og anvendelse
  2. § 2 om forbud mod forskelsbehandling
  3. § 2a om chikane

* * *
Afgørelsen hos Retsinformation.

Jens Pilegaard Bjarnesen, speciallæge fik kritik af Patientombudet den 1. november 2012 for den 4. juli 2011 af have fjernet brysterne på den dengang 15-årige transmand, Caspian Drumm.

Vist 189 gange. I løbet af sommeren 2011 omtalte medierne i en længere række artikler, fjernsynsindslag mm. den dengang 15-årige Caspian Drumm, der den 4. juni 2011 operativt fjernet sine bryster.
Lige så langt tilbage, Caspian kunne huske, havde han følt sig som en dreng. I begyndelsen af 2011 kom han som 15 årig igang med en behandling med mandlige kønshormoner og den 4. juni 2011 fik han i fuld overensstemmelse med sin forældre operativt fjernet sine bryster af speciallæge og kirurg, Jens Pilegaard, på privathospitalet H.C. Andersen-klinikken i Odense.

Sagen skabte som nævnt stor opmærksomhed med det resultat, at sundhedsminister Astrid Krag ville have undersøgt, om privatklinikken havde levet op til det, man må forvente af en læge og ville derfor have Sundhedsstyrelsen til at undersøge sagen, hvilket hun både udtalte til medierne og oplyste i sine svar på § 20 spgsm. S 258 og § 20 spgsm. S 259 den 28. oktober 2011.

Den 1. november 2011 offentliggjorde Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn sin afgørelse i sagen.
I den offentliggjorte afgørelse er Caspian Drumm ikke nævnt, men omtalt som <****> .

Det korte i afgørelsen er, at diciplinærnævnet finder, at fjernelsen af brysterne på Caspian Drumm ikke kan betragtes som en kosmetisk operation – se Bekendtgørelse om kosmetisk behandling og Vejledning om kosmetisk behandling – og at patienter, der ønsker kønsskifteoperationer eller indgreb, der kan betragtes som dele af et kønsskifte, ikke opereres uden forudgående sexologisk vurdering, hvilket ikke var set i tilfældet Caspian Drumm.

Herunder gengives afgørelsen fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn i sin helhed

Kritik for behandling – speciallæge i… Jens Pilegaard Bjarnesen
Sagsnummer: 1294528. Kritik for behandling – speciallæge i plastikkirurgi Jens Pilegaard Bjarnesen (autorisationsID 0030P)
Kritik for behandling – speciallæge i plastikkirurgi Jens Pilegaard Bjarnesen (autorisationsID 0030P)

Personer:
Kritik af: Behandling
Sagsnummer: 1294528
Offentliggørelsesdato: 1. november 2012
Faggruppe: Læger
Speciale: Plastikkirurgi

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere speciallæge i plastikkirurgi Jens Pilegaard Bjarnesen (autorisationsID 0030P) for hans behandling af <****> i perioden fra den 17. maj til den 4. juli 2011 i sin klinik, da lægen har overtrådt autorisationslovens § 17. Det skal desuden indskærpes overfor speciallæge i plastikkirurgi Jens Pilegaard Bjarnesen at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ‘normen for almindelig anerkendt faglig standard’. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

INDBERETNINGEN
Sundhedsstyrelsen har den 7. marts 2012 indberettet speciallæge i plastikkirurgi Jens Pilegaard Bjarnesens behandling af <****> i perioden fra den 17. maj til den 4. juli 2011.

BEGRUNDELSE
Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

<****> var den 17. maj 2011 til forundersøgelse hos speciallæge i plastikkirurgi Jens Pilegaard Bjarnesen med henblik på en brystreduktion. <****> var på undersøgelsestidspunktet 15 år og var ved undersøgelsen ledsaget af sin mor.

Ifølge journalen ønskede <****> sine brystkirtler fjernet helt (‘pt. ønsker fjernelse af mamma’), og videre fremgår, at <****> af speciallæge Jens Pilegaard Bjarnesen blev betragtet som transkønnet, jfr. det under diagnoser anførte.

Videre fremgår, at <****> og moderen oplyste, at <****> siden den tidlige barndom havde opført sig og fremstået som en dreng. <****> havde siden brystudviklingen begyndte haft et ønske om at få et mindre bryst.

Tillige fremgår det, at <****> var påbegyndt behandling med mandligt kønshormon, og at <****> ønskede at fremtræde som hankøn.

<****> fremstod ved den objektive undersøgelse klart maskulin, men med moderat store bryster. Det fremgår forskellige steder i journalen, at <****> fremstod med skægvækst, dyb stemme, ældre end svarende til alderen og i det hele taget ‘klart maskulin’. Der fremgår ikke beskrivelser af kønsorganer eller andre objektive fund.

<****> blev sammen med sin mor informeret om indgrebet og accepterede dette.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at <****> ved undersøgelsen havde kønsidenditetsproblemer i form af diskrepans mellem følelsen af at være en dreng og fremstå som pige.

Det er på den baggrund disciplinærnævnets vurdering, at ønsket om fjernelse af brystkirtlerne således var begrundet i ønsket om en ændret kønsfremtoning og ikke begrundet i gener fra for store bryster.

Der blev fra speciallæge Jens Pilegaard Bjarnesens side ikke gjort nogen overvejelser i den anledning.

Ifølge udtalelse til sagen fra speciallæge Jens Pilegaard Bjarnesen blev han ikke på noget tidspunkt præsenteret for et specifikt ønske fra <****> om at skifte køn, og fik ikke oplyst, at <****> var blevet afvist på <****>s sexologiske klinik på grund af sin alder.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at dette ikke fritager speciallæge Jens Pilegaard Bjarnesen fra at sikre sig en kompetent sexologisk vurdering, eller fra at afstå fra et irreversibelt indgreb, indtil en sådan måtte foreligge.

Den 4. juli 2011 blev indgrebet udført uden komplikationer.

På baggrund af den foreliggende operationsbeskrivelse var der tale om en komplet fjernelse af brystkirtlerne.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at dette ikke sædvanligvis foretages ved en brystreduktion, idet der her efterlades et normalt udseende, men formindsket bryst.

Det er således disciplinærnævnets vurdering, at en brystreducerende operation er klart forskellig fra en total fjernelse af brystkirtlen, og de to operationstyper kan sædvanligvis ikke substituere hinanden.

Det er samlet på den baggrund disciplinærnævnets vurdering, at den gennemførte operation havde til formål helt at fjerne brystkirtlerne.

Speciallæge Jens Pilegaard Bjarnesen har i udtalelse til sagen anført, at indgrebet ikke var irreversibelt, da man kan rekonstruere et bryst, for eksempel med en protese.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at det foretagne indgreb må anses for irreversibel, da brystkirtlerne blev fjernet komplet, og da der således ikke vil være mulighed for i fremtiden at få et fysiologisk fungerende bryst, men alene en prominens på brystet.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at det foretagne indgreb ikke kan betragtes som et kosmetisk indgreb, da det drejede sig om radikal fjernelse af brystkirtlerne på <****> på baggrund af et ønske hos <****> om ikke at have bryster, men fremstå maskulin.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at patienter, der ønsker kønsskifteoperationer eller indgreb, der kan betragtes som dele af et kønsskifte, ikke opereres uden forudgående sexologisk vurdering.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at disse patientgrupper betragtes som patienter, der skal behandles på specialafdelinger, der foretager kønsskifteoperationer.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at det i forbindelse med behandling af kønsidentitetsproblemer blandt unge mennesker er særdeles vigtigt, at få udelukket, om patienten skulle have andre mulige differentialdiagnoser. Derudover er der hos disse patienter i mange tilfælde en psykiatrisk comorbiditet, som det er vigtigt at forholde sig til, inden en eventuel behandling iværksættes. Der skal derfor efter nævnets opfattelse, inden foretagelse af irreversible operative indgreb som led i en kønsskifteproces, foranlediges eller indhentes eksisterende oplysninger om psykiatrisk og sexologisk udredning.

Disciplinærnævnet finder herefter, at speciallæge Jens Pilegaard Bjarnesen har handlet væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af <****>.

Disciplinærnævnet finder videre, at det skal indskærpes speciallæge Jens Pilegaard Bjarnesen at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Offentliggørelse
Denne afgørelse vil i medfør af klage- og erstatningslovens § 17 og § 3, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 1445 af 15. december 2010 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klage- og tilsynssager på sundhedsområdet blive offentliggjort på www.sundhed.dk [1] og Patientombuddets hjemmeside www.patientombuddet.dk med angivelse af titel, navn og autorisationsID/fødselsdato, for så vidt angår speciallæge i plastikkirurgi Jens Pilegaard Bjarnesen. Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne
på sygehuse og afdelinger vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Oprettet: 01.11.2012

* * *
Note
  1. [Retur] Afgørelsen findes ikke mere på sundhed.dk. 28. januar 2014. Tina Thranesen

Billigere entrepris for gæster iklædt pigetøj end for andre til et diskotek er ulovligt konstaterede Ligebehandlingsnævnet den 18. oktober 2012. KEN 10044.

Vist 29 gange.
Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsnævnet

Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et diskotek opkrævede forskellige entrépriser for gæster, der var iklædt pigetøj, og for gæster, der ikke var iklædt pigetøj. Nævnet fandt, at indklagede havde overtrådt lov om ligestilling af mænd og kvinder ved at tilbyde en lavere entrépris for gæster, der mødte op i pigetøj. Nævnet lagde vægt på, at det overvejende er kvinder, der går i pigetøj, hvorfor der er tale om et tilbud, der i al væsentlighed er rettet mod kvinder. Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 2.500 kr.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 380 / 2012
Truffet den 18. oktober 2012
J.nr. 7100421-12
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et diskotek opkrævede forskellige entrépriser for gæster, der var iklædt pigetøj, og for gæster, der ikke var iklædt pigetøj.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at et diskotek krævede højere entrépris af klager, fordi han ikke var iklædt pigetøj.

Det indklagede diskotek skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 2.500 kr. med procesrente fra den 13. april 2012, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling
Der er klaget over, at et diskotek reklamerede med, at det kostede 175 kr. i entré. Gæster, der var iklædt pigetøj, skulle dog kun betale 125 kr.

Parternes bemærkninger
Klager påstår, at han var blevet forskelsbehandlet på grund af køn, da han i april måned besøgte et “fri bar arrangement” på det indklagede diskotek.

Han måtte betale 175 kr. for at komme ind på diskoteket, mens det kun kostede 125 kr., hvis gæsterne var iført “pigetøj”.

Klager mener, at der er tale om kønsdiskrimination, selvom der ikke direkte gives rabat til kvinder.

Klager ønsker en godtgørelse.

Indklagede har ikke svaret på nævnets henvendelser.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har overtrådt lov om ligestilling af mænd og kvinder ved at tilbyde en lavere entrépris for gæster, der mødte op i “pigetøj”.

Ligebehandlingsnævnet har lagt vægt på, at det overvejende er kvinder, der går i “pigetøj”, hvorfor der er tale om et tilbud, der i al væsentlighed er rettet mod kvinder.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 2.500 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrente fra den 13. april 2012, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:
Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet

  1. § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1. om nævnets kompetence
  2. § 9, stk. 1, om klagebehandling
  3. § 12, stk. 2, om klagebehandling

Lov nr. 388 af 30. maj 2000 om ligestilling af mænd og kvinder, som senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1095 af 19. september 2007 og med senere ændringer som følge af lov nr. 387 af 27. maj 2008, lov nr. 484 af 12. juni 2009 og lov nr. 182 af 8. marts 2011

  1. § 1a, stk. 1, om lovens anvendelsesområde
  2. § 2, stk. 1-3, om forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn
  3. § 2, stk. 4, om delt bevisbyrde
  4. § 3c om godtgørelse

Afgørelsen hos Retsinformation. (KEN nr 10044 af 18/10/2012).

Transseksuel fik jf. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 166/2011 den 11. november 2011 ikke medhold i sin klage over Odense kommune om forskelsbehandling på grund af kønsidentitet. KEN nr. 10375 og KEN nr. 10383.

Vist 42 gange. Ligebehandlingsnævnet den 11. november 2011. Afgørelse nr. 166/2011.
Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af kønsidentitet i forbindelse med en kommunes behandling af klager fra en transseksuel. Nævnet fandt, at indklagede (kommunen) ikke havde handlet i strid med Ligebehandlingsloven.
Nævnet lagde til grund, at klager (den transseksuelle) oplevede mødet med forvaltningen som ubehageligt.
transseksuel har imidlertid ikke kompetence til at behandle klager over chikane, hvorved forstås, at der udvises uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning ar krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.
Ligebehandlingsnævnet har derimod kompetence til at behandle klager om forskelsbehandling på grund af køn.
Nævnet fandt det dog ikke godtgjort, at klagers kønsidentitet havde haft indflydelse på kommunens sagsbehandling.
Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.

* * *
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Odense kommune har ikke handlet i strid med ligestillingsloven.

Sagsfremstilling
Klager er transseksuel. Hun var gift med en kvinde frem til 2001, hvor hun blev skilt. Klager bor på nuværende tidspunkt sammen med sin ekskone, idet hun lejer et værelse af hende.

Klager flyttede i august 2010 til sin nuværende bopælskommune, som er den indklagede part i sagen. Hun har i forbindelse med udbetaling af førtidspension og børnepenge været i kontakt med indklagede.

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun bliver udsat for nedværdigende behandling af indklagede på grund af sin kønsidentitet. Indklagede vil ikke anerkende hende som kvinde.

Indklagede har blandt andet henvist til, at hun via sit mandlige CPR-nummer bliver betragtet i systemet som en mand.

Klager henviser til, at hun bor til leje hos sin ekskone, og at indklagede ikke vil acceptere, at klager har status som “enlig” og ikke som “samboende” med sin ekskone. Det har blandt andet betydet, at klager oplevede at få tilbageholdt udbetalingen af en del af hendes pensionsydelse.

Klager har også følt sig forskelsbehandlet på grund af sin kønsidentitet i forbindelse med den direkte kontakt med indklagede. Klager bliver tiltalt “han”, og en sagsbehandler har også sagt til klager, at “det er ikke dig for du har et kvindenavn og et mandligt personnummer”. Sagsbehandleren talte samtidig så højt, at borgerne omkring klager kunne overhøre samtalen.

Klager har efterspurgt, at indklagede udviser diskretion i forhold til klagers henvendelser ved kassen, da klager ligner en kvinde, og indklagede samtidig tiltaler hende som mand.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket en overtrædelse af loven.
Indklagede lægger noget andet i begrebet “samlevende” end klager. Det er ikke lykkedes for indklagede at få formidlet til klager, at der fra deres side er tale om et juridisk begreb, der ikke nødvendigvis er identisk med den gængse forståelse af begrebet.

Spørgsmålet om, hvorvidt en borger er enlig eller samlevende i pensionslovens forstand, har afgørende betydning for vurderingen af, i hvilket omfang en borger er berettiget til pension. Borgerens kønsidentitet er ikke afgørende for vurderingen af, om borgeren er enlig eller samlevende i lovens forstand.

I brugen af begrebet “samlevende” ligger ingen underkendelse af klager som en kvinde. For at udmåle den rigtige ydelse har det været vigtigt at afklare, om klager måtte anses som enlig eller samlevende. Denne vurdering er foretaget uafhængig af klagers kønsidentitet.

Indklagede beklager, at det ikke er lykkedes for dem at få etableret en bedre kommunikation med klager, og at hun på den baggrund har følt sig “kasseret” som kvinde. Det har på ingen måde været hensigten.

Det bemærkes, at det sociale nævn har ophævet indklagedes afgørelse om at betragte klager som samlevende i relation til pensionsudbetalingen.

I forbindelse med den af klager omtalte konkrete episode vil indklagede gerne understrege, at de har en forpligtelse til at behandle alle borgere ordentligt, uanset hvilken personlighed borgeren har, herunder om de eventuelt er transseksuelle.

Indklagede beklager, hvis klager har følt sig såret og ydmyget af indklagedes sagsbehandler. Klagers beskrivelse af sin kontakt med sagsbehandleren lever ikke på nogen måde op til den form, som en ekspedition skal afholdes på. Indklagede skal samtidig bemærke, at den pågældende sagsbehandler ikke kan genkende klagers udlægning af samtalens forløb.

Det er på personalemøder i Borgerservice blevet understreget, at alle borgere skal behandles ens, og det drøftes jævnligt, hvad der er god service og sagsbehandling.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet skal indledningsvist bemærke, at nævnet ikke har kompetence til at behandle klager over chikane, hvorved forstås, at der udvises uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Nævnet har derimod kompetence til at behandle spørgsmålet, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af køn.

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af sin kønsidentitet. Nævnet har lagt til grund, at klager oplevede mødet med forvaltningen som ubehageligt. Nævnet finder det imidlertid ikke godtgjort, at klagers kønsidentitet har haft indflydelse på indklagedes sagsbehandling.

Klager får derfor ikke medhold i sin klage.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:
  1. Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet
    1. § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
    2. § 9, stk. 1, om klagebehandling
    3. § 12, stk. 2, om klagebehandling
  2. Lov nr. 388 af 30. maj 2000 om ligestilling af mænd og kvinder, som senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1095 af 19. september 2007
    1. § 1a om lovens formål og anvendelse
    2. § 2 om forbud mod forskelsbehandling

Afgørelsen hos Retsinformation.
Afgørelsen hos Retsinformation.
Der er tale om dobbeltregistrering af sagen hos Retsinformation.

Ulovligt at forfordele kvinder og “alle, der kommer i dametøj” på et diskotek – konstaterede Ligebehandlingsnævnet den 14. oktober 2011. KEN nr. 9993.

Vist 355 gange.
Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 156 / 2011
Truffet den 14. oktober 2011
J.nr. 2500034-11
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et diskotek havde forskellige fordelagtige tilbud til deres kvindelige gæster, heriblandt gratis entré og en gratis drink.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at et diskotek gav deres kvindelige gæster forskellige tilbud, heriblandt en gratis drink og gratis entré, uden at de samme tilbud blev givet til mænd.

Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrenter fra den 9. februar 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling
Der er klaget over, at et diskotek ved et koncept, de kaldte Ladies Night, gav deres kvindelige gæster særlige fordelagtige tilbud.

Diskoteket havde blandt andet tilbudt kvinderne gratis entré og en gratis drink.

Tilbuddene fremgik af plakater uden for diskoteket samt af facebook og diskotekets egen hjemmeside.

Diskoteket ændrede efterfølgende deres koncept, så tilbuddene i stedet var gældende for alle, der kom i dametøj.

Klager havde besøgt diskoteket i forbindelse med klagen.

Parternes bemærkninger
Klager mener, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn, ved at han ikke kunne gøre brug af de fordelagtige tilbud, alene fordi han er mand.

Klager påstår, at alle diskotekets tilbud kun var gældende for kvinder.

Klager henviser til, at der ikke er ændret i konceptet, da det stadig fremgår af tilbuddet, at det er Ladies Party Night, og at der er “ALT TIL DAMERNE”.

Indklagede påstår, at deres koncept ikke længere er i strid med lovgivningen.

Indklagede mener, at konceptet nu er kønsneutralt, efter at de har ændret det til “en gratis drink til alle der kommer i dametøj”.

Indklagede henviser til, at de ikke ønsker at bryde lovgivningen i deres markedsføring.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har udsat klager for direkte forskelsbehandling, ved ikke at have samme tilbud til mænd, som de havde til kvinder.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har udøvet indirekte forskelsbehandling ved, at tilbuddene efterfølgende var gældende for alle der kommer i dametøj.

Nævnet har herved lagt vægt på, at det overvejende er kvinder, der er iført dametøj sammenholdt med tilbuddets ordlyd.

Indklagede har ikke meddelt nævnet oplysninger, der kan danne grundlag for en vurdering af, om tilbuddet kan være begrundet i et legitimt formål m.v.

Indklagede har derfor overtrådt ligestillingsloven

Godtgørelse
Det fremgår af Rådets direktiv 2004/113/EF, artikel 14 om sanktion, at: “Medlemsstaterne fastsætter de sanktioner, der skal anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, og træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sanktionerne bliver anvendt. De iværksatte sanktioner, der kan omfatte udbetaling af erstatning til ofret, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.”

Ligebehandlingsnævnet finder, at der i en situation som den foreliggende, hvor klageren var mødt op hos indklagede og ikke kunne benytte sig af de samme tilbud som diskotekets kvindelige gæster, foreligger en krænkelse, som berettiger klager til en godtgørelse. Dette er også nødvendigt af hensyn til effektiv overholdelse af reglerne om ligestilling af kvinder og mænd.

Nævnet tilkender derfor klager en godtgørelse, der fastsættes til 2.500 kr.

Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrenter fra den 9. februar 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

  1. § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1. om nævnets kompetence
  2. § 9, stk. 1, om klagebehandling
  3. § 12, stk. 2, om klagebehandling
  1. § 1a, stk. 1, nr. 1, om lovens anvendelsesområde
  2. § 2, stk. 1 og stk. 2, om forbud mod direkte forskelsbehandling
  3. § 2, stk. 4, om delt bevisbyrde
  4. § 3c om godtgørelse

Afgørelsen hos Retsinformation.

Kommunes forbud, mod at mænd bar korte bukser, var efter Ligestillingsnævnets afgørelse den 4. december 2008 ulovlig. KEN. nr 11085.

Vist 86 gange.
Ligestillingsnævnet

Ligestillingsnævnet

Kommunes forbud mod, at mænd bar korte bukser, var efter Ligestillingsnævnets afgørelse den 4. december 2008 ulovlig.
Ligestillingsnævnets afgørelse nr. 23 / 2008
Resume:
Nævnet fandt, at en kommune havde handlet i strid med ligebehandlingslovens § 4 i forbindelse med et forbud for mænd mod at bære korte bukser i arbejdstiden.

En mand blev ansat som økonomikonsulent i en kommune den 1. marts 2005. I forbindelse med kommunesammenlægningen blev han den 1. januar 2007 i stedet ansat i en anden kommune. I den kommune, hvor manden tidligere havde været ansat, havde der ikke været regler angående påklædning, hvorfor det var kutyme at mænd kunne bære korte bukser i arbejdstiden. Chefen i den nye kommune ønskede dog ikke, at hans mandlige medarbejdere skulle gå i korte bukser, hvorfor han forbød de mandlige medarbejdere at bære korte bukser i arbejdstiden. Chefen informerede manden om dette primo maj 2007. Da manden efterfølgende mødte i korte bukser, modtog han en advarsel.
Manden gjorde gældende, at forbudet er i strid med ligebehandlingsloven fordi det alene gælder for de mandlige medarbejdere, mens de kvindelige medarbejdere gerne må bære korte bukser i arbejdstiden.
Kommunen gjorde gældende, at mænd i korte bukser leder tankerne hen på afslapning og ferie, og at forbudet var nødvendigt for at opretholde kommunens omdømme som seriøse samarbejdspartnere.
Ligestillingsnævnet fandt ikke, at kommunen havde begrundet tilstrækkeligt, hvorfor det alene signalerer afslapning og ferie, når mænd bærer korte bukser i arbejdstiden, mens det samme ikke er gældende for kvinder. Nævnet fandt herefter, at kommunen havde handlet i strid med ligebehandlingslovens § 4 i forbindelse med forbudet.

* * *
Sagsfremstilling:
Ligestillingsnævnets afgørelse nr. 23 / 2008
Truffet den 4. december 2008

Medlemmer:
Tuk Bagger (formand)
Ruth Nielsen
Niels Waage

Jr.nr.: IRJ 2008-2747

Klagen drejer sig om forbud for mænd mod at bære korte bukser i arbejdstiden i en kommunal økonomiafdeling.

Ligestillingsnævnet har truffet følgende afgørelse:
Kommunen har handlet i strid med ligebehandlingslovens § 4.

Sagsfremstilling:
En mand blev ansat som økonomikonsulent i Nysted Kommune den 1. marts 2005. I forbindelse med kommunesammenlægningen blev han den 1. januar 2007 i stedet ansat ved Guldborgsund Kommune dog med samme stillingsbetegnelse.
I Nysted kommune fandtes der ikke regler for påklædning, hvorfor det var kutyme, at mænd kunne gå i korte bukser. Da manden efterfølgende kom til Guldborgsund Kommune, fik han en ny chef, der ikke ønskede, at mandlige ansatte skulle gå i korte bukser i arbejdstiden. Chefen informerede manden om dette primo maj 2007, da manden mødte på arbejde i korte bukser. Der er divergerende opfattelser af, hvordan samtalen forløb. Manden mener, at der blot var tale om en løs samtale mellem ham og hans chef om beklædning på arbejdspladsen, mens chefen mener at have udtrykt et forbud mod korte bukser. Primo juni 2007 mødte manden igen i korte bukser, hvorefter chefen indskærpede overfor ham, at det ikke var tilladt for afdelingens mandlige ansatte at bære korte bukser i arbejdstiden.

Efterfølgende var der en del mailkorrespondance om emnet mellem manden og hans chef, hvori det blandt andet blev drøftet, hvorvidt eventuelle retningslinier skulle drøftes i MED-udvalg inden vedtagelse. Da manden den 17. juli 2007 for tredje gang mødte på arbejde iført korte bukser, modtog han en skriftlig påtale.

Sagen er indbragt for Ligestillingsnævnet af mandens faglige organisation ved brev af 22. april 2008.

Parternes påstande:
Klageren finder, at reglerne for beklædning er i strid med ligebehandlingslovens § 4, idet de alene er forbeholdt mænd, og at indklagede bør betale en godtgørelse.

Indklagede finder ikke at have handlet i strid med ligebehandlingslovens § 4.

Parternes argumentation.
Klageren gør til støtte for sin påstand gældende, at reglerne for beklædning alene gælder mænd, og at det er tilladt for kvinder i afdelingen at gå i korte bukser, nederdele og lårkorte kjoler. Dette er ifølge manden et udtryk for forskelsbehandling, da kønnene bør behandles lige på arbejdspladsen.

Klageren finder ikke, at mænd og kvinder får ens arbejdsvilkår, når retningslinjerne er sådan, at mændene ikke må bære korte bukser i arbejdstiden. Han mener ikke, at de retningsliner, der var gældende på hans tidligere arbejdsplads, gav anledning til problemer, og han finder ikke, at indklagedes argumenter om, at shorts leder tankerne hen på afslapning og ferie, og at det virker uprofessionelt, er relevante, navnlig når chefen åbenbart ikke finder, at det virker uprofessionelt at kvinder går i lårkorte nederdele, nedringede bluser og badesandaler.

Han gør endvidere gældende, at han ikke har borgerkontakt, og at han kun sjældent har kontakt til eksterne samarbejdspartnere.

Indklagede gør til støtte for sin påstand gældende, at chefen for økonomi- og finansafdelingen, har ret til at udstede retningslinjer for sine medarbejdere.

Retningslinjerne er begrundet med, at chefen ønsker, at økonomi- og finansafdelingen bliver anset som seriøse samarbejdspartnere. Det har endvidere betydning, at medarbejderne i økonomi og finans har daglig kontakt med eksterne samarbejdspartnere, så som kommunens institutioner, chefer, direktører, politikere og eksterne pengeinstitutter, hvorfor afdelingen finder det nødvendigt at indføre retningslinjer for medarbejdernes påklædning, for at sikre at kontorets personale fremtræder som seriøse og troværdige samarbejdspartnere.

Mænd i korte bukser leder tankerne hen på afslapning og ferie, og virker uprofessionelt, og det er derfor berettiget, at mændene i afdelingen ikke må gå i korte bukser i arbejdstiden.

Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion.
Efter § 19 i ligestillingsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 1095 af 19. september 2007) kan Ligestillingsnævnet behandle sager om forskelsbehandling på grund af køn bl.a. efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. (ligebehandlingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 724 af 28. juni 2006), og en person, hvis rettigheder er krænket efter ligebehandlingslovens § 4, kan tilkendes en godtgørelse, jf. ligebehandlingslovens § 14.

Ifølge lov om ligebehandling § 4, skal enhver arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår.

Ligestillingsnævnet finder, at de af afdelingschefen besluttede retningslinjer for påklædning er i strid med ligebehandlingslovens § 4. Nævnet lægger herved vægt på, at reglerne alene gælder for mænd, således at kvinder har tilladelse til at gå i korte bukser. Det er ikke tilstrækkeligt begrundet, hvorfor det alene signalerer afslapning og ferie og er udtryk for uprofessionalisme, når mænd bærer korte bukser i arbejdstiden, mens det samme ikke er gældende for kvinder.

Efter det anførte lægger nævnet til grund, at Guldborgsund Kommune har handlet i strid med ligebehandlingslovens § 4.

Nævnet finder ikke grundlag for at tilkende manden godtgørelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at mandens tilsidesættelse af retningslinierne alene har ført til en påtale.

Tuk Bagger

* * *
Afgørelsen hos Retsinformation.

Rigsadvokatens redegørelse – J.nr. RA-2006-120-0033 – af april 2008 om anvendelse af straffelovens § 81, nr. 6 og nr. 7, samt sager om overtrædelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.

Vist 0 gange. Rigsadvokaten følger udviklingen i anvendelsen af straffelovens § 81, nr. 6 og nr. 7, samt sager om overtrædelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.
I redegørelsen af april 2008 skal her alene omtales følgende, som vedrører den såkaldte Kjole-Ole sag.:

Pkt. 4.4.1. Sager, hvor der er rejst tiltale/endeligt afgjorte sager (Side 14 – 15)

I sagen havde en direktør, der samtidig var bestyrelsesmedlem i et aktieselskab, som drev en “Bang & Olufsen”- forretning, overtrådt lovens § 1, stk. 1, ved at have nægtet at betjene en mandlig transvestit, der indfandt sig i butikken iklædt kjole, på samme vilkår som andre, idet han oplyste prisen på en pladespiller til 10.000 kr. og bl.a. udtalte: “det er altså prisen, og så er du i øvrigt ikke velkommen i butikken, så lange du har det tøj på” og “hvis du går hjem og tager din mors tøj af, kan det være vi finder en bedre pris”. Direktøren har den 24. august 2007 vedtaget et bødeforelæg pa 2.000 kr. i anledning af overtrædelsen, og aktieselskabet har den 14. september 2007 vedtaget en bøde på 1.000 kr., jf. lovens § 3.

Rigsadvokatens redegørelse hos Anklagemyndigheden i pdf-format.

Transseksuel fik den 21. november 2001 ikke medhold hos Ligestillingsnævnet i klage over sygeplejerske og læge. KEN nr. 9476.

Vist 0 gange. Afgørelse nr. 23/2001
J.nr. E.2.1.0008.

Afgørelse nr. 23/2001
Truffet af Ligestillingsnævnet den 21. november 2001

Medlemmer:
Niels Waage (formand)
Ruth Nielsen
Pia Deleuran

Ved skrivelse af 30. september 2001 afviste Ligestillingsnævnets sekretariat en klage fra klageren over udtalelser fremsat af en sygeplejerske og læge på Y i forbindelse med en kønsskifteoperation.

Ifølge klageren havde en sygeplejerske nægtet at behandle klageren med den begrundelse, at klageren var “anderledes” (en transseksuel person). Endvidere havde en overlæge efter en mislykket kønsskifteoperation udtalt "hvad skal du med en skede, hvem tror du, at du kan få til at hoppe på dig".

Klageren har anmodet Ligestillingsnævnet om at tage stilling til denne afvisning.

Y har afgivet en udtalelse i anledning af klagen den 27. februar 2001.

Som klagen er fremsat finder Ligestillingsnævnet, at den er omfattet af Ligestillingsnævnets kompetence, jf. EF-domstolens dom i sag C-13/94 (refereret i "Ligestillingslovene med kommentarer" af Agnete Andersen, Ruth Nielsen og Kirsten Precht, 4. udgave, s. 455).

Det fremgår imidlertid af Y’s ovennævnte udtalelse, at ingen af de personer, som klagen vedrører, kan genkende de udtalelser, som refereres i klagen.

Ligestillingsnævnet finder herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at ligestillingslovgivningen er overtrådt fra Y’s side i det foreliggende tilfælde.

Da det fremgår af klagen, at klageren også agter at klage til Sundhedsministeriet og Civilretsdirektoratet over de pågældende ansatte på Y, har Ligestillingsnævnet sendt kopi af klagesagens akter til disse myndigheder til eventuelt videre foranstaltning.

Herefter bestemmes:
Klagen tages ikke til følge.
Niels Waage

* * *
(Ligestillingsnævnet er nedlagt og erstattet af Ligebehandlingsnævnet).

Afgørelsen hos Retsinformation.

Epilering. Ankestyrelsens principafgørelse den 28. juni 2001 gav afslag på betaling.

Vist 13 gange. Ankestyrelsen traf den 28. juni 2001 principafgørelse – KEN nr 9245 af 01/08/2001 – om, at en kommune ikke skulle yde økonomisk hjælp til en transseksuels epilering, da en sådan ydelse ikke fandtes helbredsmæssigt velbegrundet i lovens forstand.

Afgørelse truffet af:
Ankestyrelsen
Afgørelsesdato: SM uds. dato: Meddelelsesnr.:
J.nr. 200675-00 28-06-2001 01-08-2001 SM A-29-01

Meddelelse om: kontanthjælp – behandlingsudgift – epilering – fjernelse af skægvækst – kønsskifte – offentlige behandlingssystem

Ovenfor viste informationer har tidligere været tilgængelig på Ankestyrelsens hjemmeside sammen med den herunder gengivne afgørelse. I stedet findes afgørelsen nu på Retsinformation.
Resuméet, som er gengivet herunder sammen med afgørelsen, var ikke med i den oprindelige tekst hos Ankestyrelsen.
Der gøres opmærksom på, at loven, som afgørelsen blev truffet efter, ikke mere er gældende.

Tina Thranesen.

* * *
Resume:
Uanset at der ikke længere blev ydet hjælp til fjernelse af skægvækst (epilering) inden for det offentlige behandlingssystem, kunne der ikke ydes hjælp efter aktivlovens regler om sygebehandling, idet udgiften ikke kunne anses for nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet i lovens forstand.

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at der efter Ankestyrelsens vurdering ikke var overhængende risiko for, at ansøgers psykiske eller fysiske gener udvikledes eller forværredes på grund af skægvæksten.

Love: Lov om aktiv socialpolitik – lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 – § 82 [1]

Resumé: Uanset at der ikke længere blev ydet hjælp til fjernelse af skægvækst (epilering) inden for det offentlige behandlingssystem, kunne der ikke ydes hjælp efter aktivlovens regler om sygebehandling, idet udgiften ikke kunne anses for nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet i lovens forstand.

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at der efter Ankestyrelsens vurdering ikke var overhængende risiko for, at ansøgers psykiske eller fysiske gener udvikledes eller forværredes på grund af skægvæksten.

Sagsfremstilling:
Ansøger, der havde påbegyndt behandling på sexologisk klinik med henblik på en kønsskifteoperation, ansøgte i forbindelse hermed sin kommune om hjælp til fjernelse af skægvækst. Behandlingen skulle foretages på privathospital og udgiften ved laserbehandlingen udgjorde omkring 60.000 kr.

Egen læge og den sexologiske afdeling havde anbefalet epileringen og anført at ansøger brugte to timer hver morgen på barbering, hvis han skulle ud huset. Ansøger blev generet i huden og fik rødt udslet, formentlig som følge af hormonbehandlingen. Det var desuden anført, at ansøger var svært invalideret af skægvæksten og at denne vanskeliggjorde hans tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det var oplyst i sagen, at transseksuelle patienter ikke længere kunne henvises til behandling i form af epilering i det offentlige behandlingssystem, men var nødsaget til selv at dække udgifterne.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at den konkrete behandling ikke skønnedes at være omfattet af aktivlovens bestemmelser.

Det sociale nævn tiltrådte afgørelsen og lagde herved vægt på, at der kun undtagelsesvis kunne ydes hjælp til udgifter til behandling uden for det offentlige behandlingssystem, når der ikke var behandlingsmuligheder indenfor det offentlige behandlingssystem. Der henvistes til, at behandlingen skulle være nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet.

Efter nævnets opfattelse kunne epilering ikke opfattes som en sygebehandling, medmindre der var overhængende fare for, at ansøger udviklede alvorlige psykiske eller fysiske problemer, hvis behandlingen ikke kunne foretages. Nævnet fandt ikke, at det i sagen med tilstrækkelig sikkerhed kunne konstateres, at epilering eller undladelse af epilering ville forværre eller forbedre ansøgers tilstand i meget væsentlig grad.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp til fjernelse af skægvækst, når behandlingen efter det oplyste ikke længere blev tilbudt indenfor det offentlige behandlingssystem.

Afgørelse:
Ankestyrelsen fandt, at der ikke kunne ydes hjælp til epilering (fjernelse af skægvækst) efter § 82 i lov om aktiv socialpolitik.

Begrundelsen for afgørelsen var, at behandlingen ikke kunne anses for nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet i lovens forstand.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at behandling i form af epilering i forbindelse med kønsskifte ikke længere kan finde sted inden for det offentlige behandlingssystem.

Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at der efter Ankestyrelsens vurdering ikke var overhængende risiko for, at ansøgers psykiske eller fysiske gener udvikledes eller forværredes alene på grund af skægvæksten.

Det forhold, at skægvæksten opfattedes som en betydelig hindring for ansøgers sociale tilpasning, lå udenfor vurderingen af, om epileringen kunne betragtes som behandling, der var nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Principafgørelsen på Retsinformation.

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] Afgørelsen blev truffet på grundlag af:
    Lov om aktiv socialpolitik (LBK nr. 614 af 26. juni 2001 – Forældet/ikke gældende).
    § 82. Kommunen kan yde hjælp til udgifter til sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende, der ikke kan dækkes efter anden lovgivning, hvis ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne. Der kan kun ydes hjælp, hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet. Der kan kun undtagelsesvis ydes hjælp til udgifter til behandling uden for det offentlige behandlingssystem. Dette forudsætter, at der ikke er behandlingsmuligheder inden for det offentlige behandlingssystem, og at behandlingen i hvert enkelt tilfælde er lægeligt velbegrundet.