Asyl til homoseksuelle flygtninge. Sag C-199/12, C-200/12 og C-201/12 – den 7. november 2013.

Vist 0 gange.
Den Europæiske Unions Domstol

Den Europæiske Unions Domstol

EU-Domstolen afsagde den 7. november 2013 dom i tre sager om asyl til homoseksuelle, som grundet deres ensartethed blev behandlet samlet.
Sagerne blev afgjort efter det nu ophævede asyldirektiv – 2004/83/EF af 29. april 2004.
Det nye asyldirektiv – 2011/95/EU af 13. december 2011 – indskrænker ikke asylmylighederne for homoseksuelle, men præcicerer og udvider, hvilke personer, der kan betragtes som tilhørende en bestemt social gruppe. Således udvides denne gruppe til foruden bl.a. at omhandle seksuel orientering (homoseksuelle) også til at omhandle kønsidentitet (transpersoner).

DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
7. november 2013 (*)

»2004/83/EF – minimumsstandarder for anerkendelse af flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – artikel 10, stk. 1, litra d) – tilhørsforhold til en særlig social gruppe – seksuel orientering – årsag til forfølgelse – artikel 9, stk. 1 – begrebet »forfølgelse« – velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af tilhørsforhold til en særlig social gruppe – handlinger, der er tilstrækkeligt alvorlige til at begrunde en sådan frygt – lovgivning, hvorefter homoseksuelle handlinger er strafbare – artikel 4 – individuel vurdering af kendsgerninger og omstændigheder«

I de forenede sager C-199/12 – C-201/12,

angående anmodninger om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Raad van State (Nederlandene), ved afgørelser af 18. april 2012, indgået til Domstolen den 27. april 2012, i sagerne:

Minister voor Immigratie en Asiel
mod
X (sag C-199/12),
Y (sag C-200/12),
og
Z
mod
Minister voor Immigratie en Asiel (sag C-201/12),

procesdeltagere:
Hoog Commissariaat van de Verenigde Naties voor de Vluchtelingen (sag C-199/12 – C-201/12),

har

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, L. Bay Larsen (refererende dommer), Domstolens vicepræsident, K. Lenaerts, som fungerende dommer i Fjerde Afdeling, og dommerne M. Safjan, J. Malenovský og A. Prechal,
generaladvokat: E. Sharpston
justitssekretær: fuldmægtig V. Tourrès,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 11. april 2013,

efter at der er afgivet indlæg af:
  • X ved advocaten H.M. Pot og C.S. Huibers
  • Y ved advocaat J.M. Walls
  • Z ved advocaten S. Sewnath og P. Brochet, bistået af barristers K. Monaghan og J. Grierson
  • Hoog Commissariaat van de Verenigde Naties voor de Vluchtelingen ved P. Moreau, som befuldmægtiget, bistået af barrister M.-E. Demetriou
  • den nederlandske regering ved B. Koopman, C.S. Schillemans, C. Wissels og M. Noort, som befuldmægtigede
  • den tyske regering ved T. Henze, N. Graf Vitzthum og A. Wiedmann, som befuldmægtigede
  • den græske regering ved G. Papagianni og M. Michelogiannaki, som befuldmægtigede
  • den franske regering ved G. de Bergues og S. Menez, som befuldmægtigede
  • Det Forenede Kongeriges regering ved L. Christie, som befuldmægtiget, bistået af barrister S. Lee
  • Europa-Kommissionen ved M. Condou-Durande og R. Troosters, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 11. juli 2013,

afsagt følgende

Dom
  1. Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 9, stk. 1, litra a), i Rådets 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse (EUT L 304, s. 12, herefter »direktivet«), sammenholdt med samme direktivs artikel 9, stk. 2, litra c), og artikel 10, stk. 1, litra d).

  2. Disse anmodninger er indgivet inden for rammerne af en tvist dels, i sag C-199/12 og C-200/12, anlagt af Minister voor Immigratie en Asiel (ministeren for immigration og asyl, herefter »ministeren«) mod X og Y, som er statsborgere i henholdsvis Sierra Leone og Uganda, dels, i sag C-201/12, anlagt af Z, som er statsborger i Senegal, mod ministeren, vedrørende sidstnævntes afslag på deres ansøgninger om tidsbegrænset opholdstilladelse (asyl) i Nederlandene.

    Retsforskrifter

    Folkeretten

    Konventionen om flygtninges retsstilling

  3. Konventionen om flygtninges retsstilling, som blev undertegnet i Genève den 28. juli 1951 (United Nations Treaty Series, bind 189, s. 150, nr. 2545 (1954)), trådte i kraft den 22. april 1954. Konventionen er blevet suppleret af protokollen vedrørende flygtninges retsstilling, indgået i New York den 31. januar 1967, der trådte i kraft den 4. oktober 1967 (herefter »Genèvekonventionen«).

  4. Ifølge Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, stk. 2, første punktum, finder udtrykket »flygtning« anvendelse på enhver person, der »som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse; eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil«.

    Den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder

  5. Under overskriften »Retten til respekt for privatliv og familieliv« fastsætter artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«):

    »1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

    2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.«

  6. Under overskriften »Forbud mod diskriminering« bestemmer EMRK’s artikel 14 følgende:

    »Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.«

  7. Under overskriften »Fravigelse af forpligtelser under offentlige faretilstande« EMRK’s fastsætter artikel 15:

    »1. Under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens, kan enhver af de høje kontraherende parter i det omfang, det er strengt påkrævet af situationen træffe forholdsregler, der gør indgreb i dens forpligtelser ifølge denne konvention, forudsat, at sådanne forholdsregler ikke er uforenelige med dens andre forpligtelser ifølge folkeretten.

    2. Der kan ikke med hjemmel i denne bestemmelse gøres afvigelse fra artikel 2 [med overskriften »Ret til livet«], undtagen med hensyn til berøvelse af livet, der er en følge af lovlige krigshandlinger, og ej heller fra artiklerne 3 [med overskriften »Forbud mod tortur«], 4 (stk. 1) [med overskriften »Forbud mod slaveri og tvangsarbejde«] og 7 [med overskriften »Ingen straf uden retsregel«].

    […]«

    EU-retten

    Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

  8. De rettigheder, som i henhold til EMRK’s artikel 15, stk. 2, ikke kan afviges, er fastlagt i artikel 2, artikel 4, artikel 5, stk. 1, og artikel 49, stk. 1 og 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

    Direktivet

  9. Ifølge ordlyden af tredje betragtning til direktivet udgør Genèvekonventionen hovedhjørnestenen i det internationale retssystem til beskyttelse af flygtninge.

  10. Som det følger af tiende betragtning til direktivet, læst i lyset af artikel 6, stk. 1, TEU, respekterer direktivet de rettigheder, friheder og principper, som er fastsat i chartret. Direktivet tilsigter navnlig på grundlag af chartrets artikel 1 og 18, at asylansøgeres menneskelige værdighed og ret til asyl respekteres fuldt ud.

  11. 16. og 17. betragtning til direktivet har følgende ordlyd:

    »(16) Der bør fastsættes minimumsstandarder for definitionen og indholdet af flygtningestatus som en vejledning til medlemsstaternes kompetente nationale myndigheder i forbindelse med anvendelse af Genèvekonventionen.

    (17) Det er nødvendigt at indføre fælles kriterier for anerkendelse af asylansøgere som flygtninge i overensstemmelse med Genèvekonventionens artikel 1.«

  12. Ifølge direktivets artikel 1 har det til formål at fastsætte dels minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som berettigede til international beskyttelse, dels indholdet af en sådan beskyttelse.

  13. I henhold til direktivets artikel 2, litra c) og k), forstås ved:

    »c) »flygtning«: en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse […] […]

    k) »hjemland«: det land eller de lande, hvor ansøgeren er statsborger eller, for så vidt angår statsløse, har haft sit sædvanlige opholdssted.«

  14. Direktivets artikel 4 fastsætter betingelserne for vurderingen af kendsgerninger og omstændigheder og bestemmer i stk. 3:

    »Vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse foretages ud fra det specifikke sagsforhold, og der tages herunder hensyn til:

    1. alle relevante kendsgerninger vedrørende hjemlandet på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om ansøgningen, herunder hjemlandets love og andre bestemmelser og den måde, hvorpå de anvendes

    2. relevante udtalelser og dokumentation forelagt af ansøgeren, herunder oplysninger om, hvorvidt ansøgeren har været eller kan blive udsat for forfølgelse […]

    3. ansøgerens personlige stilling og forhold, herunder faktorer som baggrund, køn og alder, for på grundlag af ansøgerens personlige forhold at vurdere, om de handlinger, som vedkommende har været eller kan blive udsat for, kan udgøre forfølgelse […]

    […]«

  15. Det følger af direktivets artikel 4, stk. 4, at hvis en ansøger allerede har været udsat for forfølgelse eller direkte trusler om sådan forfølgelse, er der »god grund til at formode, at ansøgeren har en velbegrundet frygt for forfølgelse«, medmindre der er god grund til at antage, at sådan forfølgelse ikke vil gentage sig.

  16. Direktivets artikel 9, stk. 1 og 2, definerer forfølgelse ved at fastsætte følgende:

    »1. Forfølgelse som omhandlet i artikel 1, afsnit A, i Genèvekonventionen skal:

    1. være tilstrækkelig alvorlig på grund af sin karakter eller gentagne forekomst til at udgøre en alvorlig krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder, navnlig de rettigheder, der ikke kan fraviges i henhold til [EMRK’s] artikel 15, stk. 2, […] eller

    2. bestå i anvendelse af flere foranstaltninger, herunder krænkelse af menneskerettighederne, der er tilstrækkelig alvorlig til at berøre et menneske på en måde som omhandlet i litra a).

    2. Forfølgelse, der i henhold til stk. 1 kan betragtes som sådan, kan f.eks. tage form af:

    […]
    1. uforholdsmæssig eller diskriminerende retsforfølgning eller straf

    […]«

  17. Direktivets artikel 9, stk. 3, kræver, at der skal være en sammenhæng mellem de i direktivets artikel 10 nævnte forfølgelsesårsager og denne forfølgelse.

  18. Under overskriften »Årsagerne til forfølgelse« bestemmer direktivets artikel 10 følgende:

    »1. Ved vurderingen af årsagerne til forfølgelse tager medlemsstaterne hensyn til følgende elementer:

    […]
    1. En gruppe betragtes som udgørende en bestemt social gruppe, navnlig når:
      • medlemmerne af den pågældende gruppe har samme medfødte karakteristiske træk eller en fælles baggrund, der ikke kan ændres, eller er fælles om et karakteristisk træk eller en tro, der er så grundlæggende for deres identitet eller samvittighed, at ingen mennesker bør tvinges til at give afkald derpå

      • den pågældende gruppe har en særskilt identitet i det relevante land, fordi den opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund.

      Afhængigt af omstændighederne i hjemlandet kan en bestemt social gruppe omfatte en gruppe, hvis fælles karakteristiske træk er seksuel orientering. Seksuel orientering kan ikke forstås således, at det omfatter handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning. […] […]«

  19. Medlemsstaterne skal ifølge direktivets artikel 13 tildele en ansøger, der bl.a. opfylder betingelserne i direktivets artikel 9 og 10, flygtningestatus.

    Nederlandsk ret

  20. Artikel 28, stk. 1, litra a), i Vreemdelingenwet 2000 (udlændingeloven fra 2000, Stb. 2000, nr. 495) bemyndiger ministeren til at imødekomme, afslå eller undlade at behandle ansøgninger om en »tidsbegrænset opholdstilladelse«.

  21. I henhold til artikel 29, stk. 1, litra a), i nævnte lov af 2000 kan en udlænding, »der er flygtning i [Genève]konventionens forstand«, få meddelt en tidsbegrænset opholdstilladelse som omhandlet i nævnte artikel 28.

  22. Vreemdelingencirculaire 2000 (udlændingecirkulæret fra 2000) i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de omhandlede sagsanlæg, bestemmer i § C2/2.10.2:

    »Såfremt en asylansøger påberåber sig, at han eller hun har været udsat for problemer på grund af sin seksuelle orientering, kan dette efter omstændighederne føre til den konklusion, at den pågældende er flygtning i Genèvekonventionens forstand.

    Såfremt der er tale om straf på grundlag af en straffebestemmelse, der alene vedrører homoseksuelle, er der tale om forfølgelse. Dette er eksempelvis tilfælde, såfremt homoseksualitet eller tilkendegivelse af specifikke homoseksuelle følelser er strafbare. For at det kan konkluderes, at der er tale om flygtningestatus, skal der være tale om en straffeforanstaltning af en vis hårdhed. Således er kun en bøde almindeligvis ikke tilstrækkelig til at konkludere, at der er tale om flygtningestatus.

    Den blotte omstændighed, at homoseksualitet eller homoseksuelle handlinger er strafbare i et land, er dog ikke uden videre tilstrækkeligt til at konkludere, at en homoseksuel fra dette land er flygtning. Asylansøgeren skal (om muligt med på grundlag af dokumenter) godtgøre, at han personligt har en vægtig grund til at frygte at forfølgelse.

    Det forlanges ikke af personer med en homoseksuel orientering, at de ved deres tilbagevenden holder denne hemmeligt.

    […]«

    Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål

  23. X, Y og Z er født henholdsvis i 1987, 1990 og 1982 og har søgt om tidsbegrænset opholdstilladelse (asyl) i Nederlandene den 1. juli 2009, 27. april 2011 og 25. juli 2010.

  24. De har til støtte for deres ansøgninger gjort gældende, at de bør meddeles flygtningestatus med den begrundelse, at de nærer velbegrundet frygt for forfølgelse i deres respektive hjemlande på grund af deres homoseksualitet.

  25. De har bl.a. anført, at de i flere henseende har været genstand for voldelige reaktioner fra deres respektive familier og omgivelser eller for repressive handlinger udført af myndighederne i deres respektive hjemlande på grund af deres seksuelle orientering.

  26. Det fremgår af forelæggelseskendelserne, at homoseksualitet er strafbar i X, Y og Z’s hjemlande. Således straffes homoseksuelle handlinger i Sierra Leone (sag C-199/12) i henhold til section 61 i Offences against the Person Act 1861 (lov af 1861 om strafbare handlinger mod mennesker) med fængsel i mindst 10 år og højst på livstid. I Uganda (sag C-200/12) straffes den, som kendes skyldig i at have begået en strafbar handling, der beskrives som »en naturstridig kødelig omgang«, i henhold til artikel 145 i Penal Code Act 1950 (straffeloven fra 1950) med fængsling, og den maksimale straf er fængsel på livstid. I Senegal (sag C-201/12) straffes en person, som kendes skyldig i homoseksuelle handlinger, i henhold til artikel 319, stk. 3, i den senegalesiske straffelov med fængsel på mindst et og højst 5 år og en bøde på mellem 100 000 CFA-franc (BCEAO) (XOF) og 1 500 000 XOF (ca. 150 EUR-2 000 EUR).

  27. Ved afgørelse af 18. marts 2010, 10. maj 2011 og 12. janvier 2011 afslog ministeren at meddele X, Y og Z en tidsbegrænset opholdstilladelse (asyl).

  28. Selv om de nævnte ansøgeres seksuelle orientering er troværdig, har sidstnævnte ifølge ministeren ikke i tilstrækkeligt omfang godtgjort de påberåbte kendsgerninger og omstændigheder, og følgelig har de ikke påvist, at en tilbagevenden til deres respektive hjemlande vil være forbundet med en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af deres tilhørsforhold til en bestemt social gruppe.

  29. Som følge af afslaget på deres ansøgninger om tidsbegrænset opholdstilladelse (asyl) har X og Z anlagt sag ved Rechtbank ’s-Gravenhage. Y har ved samme retsinstans nedlagt påstand om, at der træffes foreløbige forholdsregler.

  30. Ved dom af 23. november 2010 og 9. juni 2011 gav Rechtbank’s-Gravenhage X medhold og tiltrådte Y’s anmodning. Denne ret fastslog bl.a., at ministeren med føje havde kunnet anse de beretninger, der lå til grund for X og Y’s ansøgninger, for ikke at være troværdige, men ministeren havde imidlertid ikke i nogen af de to sager afgivet en tilstrækkeligt begrundet stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt X og Y’s frygt for forfølgelse på grund af deres homoseksualitet var velbegrundet henset til bl.a. den omstændighed, at homoseksuelle handlinger er strafbare i deres hjemlande.

  31. Ved dom af 15. august 2011 frifandt Rechtbank ’s-Gravenhage ministeren i den af Z anlagte sag. Den fastslog ikke blot, at ministeren med føje havde kunnet anse den af Z afgivne beretning for ikke at være troværdig, men desuden, at det ikke fremgik af de af Z fremlagte oplysninger og dokumenter, at homoseksuelle generelt forfølges i Senegal.

  32. Ministeren appellerede de to domme, som annullerede ministerens afgørelser om afslag på X og Y’s ansøgninger, til Raad van State.

  33. Z appellerede til samme retsinstans den dom, hvorved ministeren var blevet frifundet i den sag, som Z havde anlagt til prøvelse af afslaget på sin ansøgning.

  34. Raad van State har for så vidt angår alle tre hovedsager præciseret, at hverken ansøgernes seksuelle orientering eller den omstændighed, at ministeren med rette kunne anse de til grund for asylansøgningerne liggende beretninger for utroværdige, er bestridt i appelsagerne.

  35. Denne retsinstans har desuden præciseret, at ministeren bl.a. har gjort gældende, at selv om han ikke forventer af ansøgerne, at de holder deres seksuelle orientering hemmelig i deres respektive hjemlande, jf. princippet i § C2/2.10.2 i udlændingecirkulæret fra 2000, indebærer dette ikke, at de nødvendigvis skal kunne tilkendegive deres seksuelle orientering i al offentlighed på samme måde, som man kan i Nederlandene.

  36. Raad van State har endvidere anført, at hovedsagernes parter er uenige om, i hvilket omfang udlevelse af en seksuel orientering som den X, Y og Z har, er beskyttet ved direktivets artikel 9 og 10.

  37. På denne baggrund har Raad van State besluttet at udsætte hovedsagerne og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål, der formuleret på næsten identisk vis i hver af hovedsagerne:

    »1) Udgør udlændinge med en homoseksuel orientering en bestemt social gruppe som omhandlet i [direktivets] artikel 10, stk. 1, litra d) […]?

    2) Såfremt det første spørgsmål skal besvares bekræftende: Hvilke homoseksuelle aktiviteter er omfattet af direktivet, og såfremt sådanne aktiviteter gøres til genstand for forfølgelse, og de øvrige krav er opfyldt, kan dette da føre til anerkendelse af flygtningestatus? Dette spørgsmål omfatter også følgende underspørgsmål:

    1. Kan det af udlændinge med en homoseksuel orientering forventes, at de i deres [respektive] hjemlande holder deres orientering hemmelig for alle for at undgå forfølgelse?

    2. Såfremt det forrige spørgsmål besvares benægtende: Kan der af udlændinge med en homoseksuel orientering forventes tilbageholdenhed med at give deres orientering et indhold i hjemlandet for at undgå forfølgelse, og hvis ja, i hvilket omfang? Kan der herved forventes en større tilbageholdenhed af homoseksuelle end af heteroseksuelle?

    3. Såfremt der i denne sammenhæng kan sondres mellem tilkendegivelser, der vedrører orienteringens kerneområde, og tilkendegivelser, der ikke gør det, hvad skal der da forstås ved en seksuel orienterings kerneområde, og på hvilken måde kan dette fastslås?

    3) Udgør kriminaliseringen af homoseksuelle aktiviteter og trussel om fængselsstraf i henhold til [Sierra Leones lov af 1861 om strafbare handlinger mod mennesker (C-199/12), Ugandas straffelov [af 1950] (sag C-200/12) og Senegals straffelov (sag C-201/12)] i sig selv forfølgelse som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 1, litra a), læst i sammenhæng med stk. 2, litra c)? Hvis ikke, under hvilke omstændigheder er dette da tilfældet?«

  38. Ved kendelse af 19. juni 2012 har Domstolens præsident besluttet at forene sagerne C-199/12 – C-201/12 med henblik på den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og dommen.

    Om de præjudicielle spørgsmål

    Indledende bemærkninger

  39. Det fremgår af 3., 16. og 17. betragtning til direktivet, at Genèvekonventionen udgør hovedhjørnestenen i det internationale retssystem til beskyttelse af flygtninge, og at direktivets bestemmelser om betingelserne for tildeling af flygtningestatus og om indholdet af sidstnævnte blev vedtaget som en vejledning til medlemsstaternes kompetente myndigheder i forbindelse med deres anvendelse af denne konvention på grundlag af fælles begreber og kriterier (dom af 5.9.2012, forenede sager C-71/11 og C-99/11, Y og Z, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

  40. Fortolkningen af direktivets bestemmelser skal derfor ske i lyset af dets generelle opbygning og formål samt under iagttagelse af Genèvekonventionen og andre relevante aftaler som omhandlet i artikel 78, stk. 1, TEUF. Denne fortolkning skal endvidere, således som det følger af tiende betragtning til direktivet, ske under iagttagelse af de rettigheder, som anerkendes i chartret (dom af 19.12.2012, sag C-364/11, Abed El Karem El Kott m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

    Det første spørgsmål

  41. Med det første spørgsmål, som er stillet i hver af hovedsagerne, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), skal fortolkes således, at homoseksuelle ved vurderingen af årsagerne til forfølgelse, der er påberåbt til støtte for en ansøgning med henblik på opnåelse af flygtningestatus, kan anses for at udgøre en bestemt social gruppe.

  42. Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål henvises der til, at i henhold til direktivets artikel 2, litra c), er en flygtning bl.a. en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan, eller på grund af en sådan frygt ikke vil, påberåbe sig dette lands beskyttelse.

  43. Den pågældende statsborger skal altså på grund af omstændigheder i sit hjemland og handlinger begået af aktører, der kan stå bag forfølgelse, være stillet over for en velbegrundet frygt for personlig forfølgelse af i hvert fald én af de fem årsager, som opregnes i direktivet og i Genèvekonventionen, heriblandt vedkommendes »tilhørsforhold til en bestemt social gruppe«.

  44. Direktivets artikel 10, stk. 1, definerer, hvad der forstås ved en bestemt social gruppe, hvortil et tilhørsforhold kan give anledning til en reel frygt for forfølgelse.

  45. I henhold til denne definition anses en gruppe for at udgøre en »en bestemt social gruppe«, når særligt to kumulative betingelser er opfyldt. For det første skal medlemmerne af den pågældende gruppe have samme medfødte karakteristiske træk eller en fælles baggrund, der ikke kan ændres, eller være fælles om et karakteristisk træk eller en tro, der er så grundlæggende for deres identitet, at ingen mennesker bør tvinges til at give afkald derpå. For det andet skal den pågældende gruppe have en særskilt identitet i det relevante land, fordi den opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund.

  46. Med hensyn til den første af de nævnte betingelser er det ubestridt, at en persons seksuelle orientering udgør et karakteristisk træk, der er så grundlæggende for personens identitet, at vedkommende ikke bør tvinges til at give afkald derpå. Denne fortolkning har støtte i direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), andet afsnit, hvoraf fremgår, at en bestemt social gruppe afhængigt af omstændighederne i hjemlandet kan omfatte en gruppe, hvis fælles karakteristiske træk er seksuel orientering.

  47. Den anden betingelse forudsætter, at en gruppe, hvis medlemmer deler samme seksuelle orientering, har en særskilt identitet i det pågældende hjemland, fordi den opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund.

  48. Det skal i denne forbindelse medgives, at det på grundlag af en straffelovgivning som den, der er omhandlet i hver af hovedsagerne, som specifikt omhandler homoseksuelle, kan fastslås, at disse personer udgør en særskilt gruppe, der af det omgivende samfund opfattes som værende anderledes.

  49. Det første spørgsmål, der er stillet i hver af hovedsagerne, skal følgelig besvares med, at direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), skal fortolkes således, at det på grundlag af en straffelovgivning som den, der er omhandlet i hver af hovedsagerne, som specifikt omhandler homoseksuelle, kan fastslås, at disse personer skal anses for at udgøre en bestemt social gruppe.

    Det tredje spørgsmål

  50. Med det tredje spørgsmål, som er stillet i hver af hovedsagerne, og som skal behandles før det andet spørgsmål, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktivets artikel 9, stk. 1, litra a), sammenholdt med direktivets artikel 9, stk. 2, litra c), skal fortolkes således, at den blotte omstændighed, at homoseksuelle handlinger er strafbare og straffes med fængselsstraf udgør forfølgelse. I tilfælde af et afkræftende svar ønsker denne ret oplyst, under hvilke omstændigheder forfølgelse da skal anses for at foreligge.

  51. Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål henvises der til, at direktivets artikel 9 definerer, på grundlag af hvilke omstændigheder handlinger kan anses for at udgøre forfølgelse som omhandlet i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A. I denne henseende præciseres det i direktivets artikel 9, stk. 1, litra a), som den forelæggende ret har henvist til, at den pågældende forfølgelse skal være tilstrækkeligt alvorlig på grund af sin karakter eller gentagne forekomst til at udgøre en alvorlig krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder, navnlig af absolutte rettigheder, som i henhold til EMRK’s artikel 15, stk. 2, ikke kan fraviges.

  52. Endvidere præciserer direktivets artikel 9, stk. 1, litra b), at anvendelse af flere foranstaltninger, herunder krænkelser af menneskerettigheder, der er tilstrækkelig alvorlig til at berøre et menneske på en måde, som svarer til det, der er angivet i direktivets artikel 9, stk. 1, litra a), ligeledes skal anses for forfølgelse.

  53. Det fremgår af disse bestemmelser, at for at en krænkelse af grundlæggende rettigheder udgør forfølgelse som omhandlet i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, skal den nå en vis grad af alvor. Det er altså ikke nødvendigvis enhver krænkelse af en homoseksuel asylansøgers grundlæggende rettigheder, der når af denne grad af alvor.

  54. Det skal i denne forbindelse indledningsvis fastslås, at de grundlæggende rettigheder, der specifikt er knyttet til den seksuelle orientering, som er omhandlet i hver af hovedsagerne, såsom retten til respekt for privatliv og familieliv, der er sikret ved EMRK’s artikel 8, hvortil chartrets artikel 7 svarer, sammenholdt i påkommende fald med EMRK’s artikel 14, som chartrets artikel 21, stk. 1, er inspireret af, ikke hører til blandt de grundlæggende menneskerettigheder, som ikke kan fraviges.

  55. Under disse omstændigheder kan en lovgivning, hvorefter homoseksuelle handlinger er strafbare, ikke i sig selv anses for at berøre ansøgeren så væsentligt, at der foreligger den fornødne grad af alvor for, at denne straf udgør forfølgelse som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 1.

  56. Til gengæld kan en fængselsstraf, der ifølge lovbestemmelser som dem, der er omhandlet i hovedsagerne, er straffen for homoseksuelle handlinger, i sig selv udgøre forfølgelse som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 1, under forudsætning af, at fængselsstraffen faktisk anvendes i det hjemland, som har vedtaget en sådan lovgivning.

  57. En sådan straf er nemlig i strid med EMRK’s artikel 8, hvortil chartrets artikel 7 svarer, og udgør en uforholdsmæssig eller diskriminerende straf som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 2, litra c).

  58. Når en asylansøger, som det er tilfældet i hver af hovedsagerne, påberåber sig, at der i vedkommendes hjemland gælder en lovgivning, hvorefter homoseksuelle handlinger er strafbare, tilkommer det de nationale myndigheder inden for rammerne af deres vurderinger af kendsgerninger og omstændigheder i henhold til direktivets artikel 4 at undersøge alle relevante kendsgerninger vedrørende dette hjemland, herunder hjemlandets love og andre bestemmelser og den måde, hvorpå de anvendes, således som det er fastsat i direktivets artikel 4, stk. 3, litra a).

  59. Inden for rammerne af denne undersøgelse tilkommer det bl.a. de nævnte myndigheder at afgøre, om den fængselsstraf, der er fastsat i en sådan lovgivning, anvendes i praksis i ansøgerens hjemland.

  60. Det tilkommer i lyset af disse omstændigheder de nationale myndigheder at afgøre, om ansøgerens frygt for, at han ved tilbagevenden til sit hjemland vil blive forfulgt som omhandlet i direktivets artikel 2, litra c), sammenholdt med direktivets artikel 9, stk. 3, faktisk kan anses for at være velbegrundet.

  61. Henset til samtlige disse betragtninger skal det tredje spørgsmål, som er stillet i hver af hovedsagerne, besvares med, at direktivets artikel 9, stk. 1, sammenholdt med direktivets artikel 9, stk. 2, litra c), skal fortolkes således, at den blotte omstændighed, at homoseksuelle handlinger er strafbare, ikke i sig selv udgør forfølgelse. Til gengæld skal en fængselsstraf, som er straffen for homoseksuelle handlinger, og som faktisk anvendes i det hjemland, der har vedtaget en sådan lovgivning, anses for en uforholdsmæssig eller diskriminerende straf og udgør derfor forfølgelse.

    Det andet spørgsmål

    Indledende bemærkninger

  62. Med det andet spørgsmål, som er stillet i hver af hovedsagerne, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om der i tilfælde, hvor en homoseksuel ansøger må anses for at have et tilhørsforhold til en bestemt social gruppe som omhandlet i direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), skal sondres mellem de homoseksuelle aktiviteter, der er omfattet af direktivets anvendelsesområde, og dem, der ikke er og derfor ikke kan bevirke tildeling af flygtningestatus.

  63. Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål, som den forelæggende ret har opdelt i flere underspørgsmål, bemærkes, at spørgsmålet omhandler en situation, hvor ansøgeren, som det er tilfældet i hovedsagerne, ikke har godtgjort, at han allerede har været udsat for forfølgelse eller været genstand for direkte trusler om forfølgelse på grund af sit tilhørsforhold til en bestemt social gruppe, hvis medlemmer har samme seksuelle orientering som ham.

  64. Den omstændighed, at der ikke foreligger et sådant vægtigt bevis på en velbegrundet frygt hos ansøgerne som omhandlet i direktivets artikel 4, stk. 4, forklarer den forelæggende rets behov for at vide, i hvilket omfang det er tilladeligt at kræve, at ansøgeren, når han ikke kan bygge sin frygt på allerede at have været udsat for forfølgelse på grund af sit tilhørsforhold til nævnte gruppe, ved tilbagevenden til sit hjemland fortsat undgår risikoen for forfølgelse ved at holde sin homoseksualitet skjult eller i det mindste ved at udvise tilbageholdenhed i forhold til at give udtryk for sin seksuelle orientering.

    Det andet spørgsmål, litra a) og b)

  65. Med det andet spørgsmål, litra a) og b), som er stillet i hver af hovedsagerne, og som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), sammenholdt med direktivets artikel 2, litra c), skal fortolkes således, at det ikke med rette kan forventes, at en asylansøger holder sin homoseksualitet skjult for at undgå at blive forfulgt i sit hjemland eller udviser tilbageholdenhed i forhold til at give udtryk for denne seksuelle orientering. Denne ret ønsker desuden oplyst, om nævnte tilbageholdenhed i givet fald skal være større end det er tilfældet for en heteroseksuel.

  66. I denne henseende præciseres først, at seksuel orientering i henhold til direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), ikke kan forstås således, at det omfatter handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning.

  67. Bortset fra handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning, er der ingen indikation i ordlyden af nævnte artikel 10, stk. 1, litra d), af, at EU-lovgiver har villet udelukke visse typer handlinger eller former for udtryk for en seksuel orientering fra denne bestemmelses anvendelsesområde.

  68. Således fastsætter direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), ikke nogen begrænsninger med hensyn til, hvilken holdning medlemmer af en bestemt social gruppe kan indtage vedrørende deres identitet eller adfærd, der falder henholdsvis inden for eller uden for begrebet seksuel orientering som omhandlet i denne bestemmelse.

  69. Det kan ikke udledes af den blotte omstændighed, at det udtrykkeligt fremgår af direktivets artikel 10, stk. 1, litra b), at begrebet religion også omfatter deltagelse i privat eller offentlig gudstjeneste, at begrebet seksuel orientering, som direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), henviser til, udelukkende omfatter handlinger med tilknytning til den berørte persons privatlivsfære og ikke også handlinger, der hører til vedkommendes liv i den offentlige sfære.

  70. Det er i denne forbindelse vigtigt at fastslå, at et krav om at medlemmerne af en bestemt social gruppe, som har samme seksuelle orientering, holder denne orientering skjult, er i strid med selve anerkendelsen af et karakteristisk træk, der er så grundlæggende for deres identitet, at de pågældende ikke bør tvinges til at give afkald derpå.

  71. Det er derfor ikke tilladeligt at forvente, at en asylansøger holder sin homoseksualitet skjult for at undgå at blive forfulgt i sit hjemland.

  72. Med hensyn til den tilbageholdenhed, som en person bør udvise, bemærkes, at de kompetente myndigheder ved vurderingen af, om en ansøger har velbegrundet frygt for forfølgelse, inden for direktivets system skal undersøge, om de omstændigheder, som kan lægges til grund, udgør en sådan trussel, at den pågældende, henset til dennes individuelle situation, har grund til at frygte reelt at blive udsat for forfølgelse (jf. i denne retning dommen i sagen Y og Z, præmis 76).

  73. Denne vurdering af risikoens omfang, der i alle tilfælde skal gennemføres med påpasselighed og forsigtighed (dom af 2.3.2010, forenede sager C-175/08, C-176/08, C-178/08 og C-179/08, Salahadin Abdulla m.fl., Sml. I, s. 1493, præmis 90), beror alene på en konkret vurdering af de faktiske omstændigheder i overensstemmelse med de regler, der bl.a. findes i direktivets artikel 4 (dommen i sagen Y og Z, præmis 77).

  74. Ingen af disse regler angiver, at der ved vurderingen af, hvor stor risikoen reelt er for at blive udsat for forfølgelse i en given sammenhæng, skal tages hensyn til den mulighed, som ansøgeren har for at undgå forfølgelse bl.a. ved at udvise tilbageholdenhed med hensyn til at give udtryk for sin seksuelle orientering som medlem af en bestemt social gruppe (jf. analogt dommen i sagen Y og Z, præmis 78).

  75. Heraf følger, at den berørte person bør få tildelt flygtningestatus i henhold til direktivets artikel 13, når det er godtgjort, at personens homoseksualitet ved tilbagevenden til vedkommendes hjemland vil bevirke en reel risiko for forfølgelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktivets artikel 9, stk. 1. Der skal i denne forbindelse ikke tages hensyn til den omstændighed, at personen ville kunne undgå risikoen ved at udvise en større tilbageholdenhed end en heteroseksuel i forhold til at give udtryk for sin seksuelle orientering.

  76. Henset til disse betragtninger skal det andet spørgsmål, litra a) og b), som er stillet i hver af de tre hovedsager, besvares med, at direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), sammenholdt med direktivets artikel 2, litra c), skal fortolkes således, at udelukkende homoseksuelle handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning, falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde. De kompetente myndigheder kan ikke ved behandlingen af en asylansøgning med rette forvente, at asylansøgeren for at undgå risikoen for forfølgelse holder sin homoseksualitet skjult i sit hjemland eller udviser tilbageholdenhed i forhold til at give udtryk for sin seksuelle orientering.

    Det andet spørgsmål, litra c)

  77. Henset til besvarelsen af det andet spørgsmål, litra a) og b), er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål, litra c).

  78. Det bemærkes ikke desto mindre, at det ved afgørelsen af, hvilke konkrete handlinger, der kan anses for forfølgelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktivets artikel 9, stk. 1, ikke er relevant at sondre mellem handlinger, der, såfremt det er muligt at identificere et kerneområde for det at give udtryk for sin seksuelle orientering, henholdsvis krænker og ikke krænker et sådant kerneområde (jf. analogt dommen i sagen Y og Z, præmis 72).

    Sagens omkostninger

  79. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

    På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

    1. Artikel 10, stk. 1, litra d), Rådets 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse, skal fortolkes således, at det på grundlag af en straffelovgivning som den, der er omhandlet i hver af hovedsagerne, som specifikt omhandler homoseksuelle, kan fastslås, at disse personer skal anses for at udgøre en bestemt social gruppe.

    2. Artikel 9, stk. 1, i direktiv 2004/83, sammenholdt med direktivets artikel 9, stk. 2, litra c), skal fortolkes således, at den blotte omstændighed, at homoseksuelle handlinger er strafbare, ikke i sig selv udgør forfølgelse. Til gengæld skal en fængselsstraf, som er straffen for homoseksuelle handlinger, og som faktisk anvendes i det hjemland, der har vedtaget en sådan lovgivning, anses for en uforholdsmæssig eller diskriminerende straf og udgør derfor forfølgelse.

    3. Artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2004/83, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra c), skal fortolkes således, at udelukkende homoseksuelle handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning, falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde. De kompetente myndigheder kan ikke ved behandlingen af en asylansøgning med rette forvente, at asylansøgeren for at undgå risikoen for forfølgelse holder sin homoseksualitet skjult i sit hjemland eller udviser tilbageholdenhed i forhold til at give udtryk for sin seksuelle orientering.

    Underskrifter

[Retur] * Processprog: nederlandsk.

Dommen hos CYRIA.
Dokumentliste vedrørende dommen hos CYRIA.

* * *
Den 8. november 2013 stillede Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik, spørgsmål 92 – Alm. del 2013-14 – til justitsministeren om hvilke direkte eller indirekte konsekvenser dommen vil få for Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets praksis i asylsager, hvor forfølgelse på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet indgår.

Forskelsbehandling mellem mænd og kvinder ved beregning af forsikringsydelser forbudt efter 2012 jf. EU-Domstolens dom – C-236/09 – den 1. marts 2011.

Vist 20 gange. Den 4. marts 2011 orienterede Folketingets Erhvervsudvalg – 2010-11 ERU alm. del Bilag 174 – om, at EU-Domstolen forbyder forskelsbehandling mellem mænd og kvinder ved beregning af forsikringsydelser efter 2012.

Sammenfatning
EU-Domstolen har i dommen af 1. marts 2011 – C-236/09 – slået fast, at forskelsbehandling af mænd og kvinder ved beregning af forsikringsydelser skal være slut efter den 21. december 2012. Sagen drejede sig om gyldigheden af EU Direktiv 2004/113/EF, som sikrer ligebehandlingen af mænd og kvinder i forbindelse levering af varer og tjenesteydelser. Efter direktivet kan medlemsstaterne på visse betingelser gøre brug af en undtagelsesordning.
Da undtagelsesordningen imidlertid er uden fast udløbsdato, fandt Domstolen, at den var i strid med traktaten og EU-charteret om grundlæggende rettigheder. Derfor annullerede Domstolen undtagelsesbestemmelsen med virkning fra den 21. december 2012.

Hvad bestemmer direktivet?
Direktiv 2004/113/EF forbyder enhver forskelsbehandling mellem mænd og kvinder i forbindelse levering af varer og tjenesteydelser.
Således opstiller direktivets artikel 5, stk. 1, følgende regel:
“Medlemsstaterne skal sikre, at anvendelse af køn som en faktor ved beregning af præmier og ydelser i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser i alle nye kontrakter, der senest er indgået efter den 21. december 2007, ikke fører til forskelle i enkeltpersoners præmier og ydelser”.
Direktivet indeholdt dog en undtagelse til denne regel. Medlemsstaterne kunne nemlig inden den 21. december 2007 tillade forholdsmæssigt afpassede forskelle i enkeltpersoners præmier og ydelser, “hvis anvendelsen af køn er en afgørende faktor ved risikovurderingen, der er baseret på relevante og nøjagtige aktuarmæssige og statistiske data”.

Domstolen konkluderede, at bestemmelsen om, at medlemsstaterne uden tidsbegrænsning kan opretholde en undtagelse til reglen om ikke-kønsrelaterede præmier og ydelser, er i strid med direktivets formål om ligebehandling af mænd og kvinder, og uforenelige med EU’s charter om grundlæggende rettigheder.

Domstolen annullerer derfor undtagelsen i Direktiv 2004/113/EF med virkning fra den 21. december 2010.

Dommens betydning for Danmark.
Dommen betyder, at der fra den 21. december 2012 ikke længere må tegnes forsikringer, som indebærer en kønsmæssig forskelsbehandling i forhold til forsikringsydelser og -præmier. Eftersom direktivet omfatter alle private forsikringer og pensioner, der er frivillige og uafhængige af ansættelsesforhold, vil en række forsikringsordninger blive berørt.

I Danmark er Direktiv 2004/113/EF bl.a. gennemført gennem en ændring af ligestillingsloven af 2007, som også åbner mulighed for at benytte undtagelsen om kønsdifferentieret beregning af forsikringspræmier og -ydelser m.v. Det vil derfor også være nødvendigt at ændre loven.
Herhjemme benytter en række forsikringsselskaber muligheden for at gøre forskel på køn ved beregning af forsikringspræmier og -ydelser. Det gælder bl.a. inden for bilforsikringer og inden for inden for pensionsforsikringer.

Folketingets journal vedrørende redegørelsen.
Redegørelsen i sin helhed i pdf-format.
Dommen i sin helhed på EUR Lex.
Dommen i sin helhed i pdf-format.
InfoCuria vedrørende dommen.

EF-Domstolen traf den 27. april 2006 afgørelse om, at en MtK kønsskifteopereret fra England var berettiget til pension fra kvinders pensionsalder. Sag C-423/04.

Vist 28 gange. Sagen vedrører Sarah Margaret Richards, der har gennemgået en mand til kvinde kønsskifteoperation, men som de engelske myndigheder nægtede pension fra hun fyldte 60 år, hvilket er normal pensionsalder for kvinder. Myndighederne ville først tildele hende pension, fra hun fyldte 65 år, som er normal pensionsalderen for mænd.
EF-Domstolen fik forelagt sagen og fremsatte den 15. december 2005 forslag til afgørelse og den 27. april 2006 endelig dom i sagen.
Såvel forslaget til afgørelse og selve dommen går i korthed ud på, at Sarah Margaret Richards var berettiget til pension fra hun var 60 år, normal pensionsalder for kvinder.

Indhold
EF-domstolens domsreferat af 27. april 2006
Dommens ordlyd
Generaladvokatens sagsreferat med forslag til afgørelse af 15. december 2005
Generaladvokatens forslag til afgørelse

[Til indhold]

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
27. april 2006 [*] »Ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring – direktiv 79/7/EØF – afslag på at udbetale alderspension fra det fyldte 60. år til en transseksuel, der har gennemgået en kønsskifteoperation fra mand til kvinde«

I sag C-423/04,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Social Security Commissioner (Det Forenede Kongerige) ved afgørelse af 14. september 2004, indgået til Domstolen den 4. oktober 2004, i sagen:
Sarah Margaret Richards
mod
Secretary of State for Work and Pensions,
har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne K. Schiemann, N. Colneric, J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer) og E. Juhász,
generaladvokat: F.G. Jacobs
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 20. oktober 2005,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Sarah Margaret Richards ved barristers J. Sawyer og T. Eicke
– Det Forenede Kongeriges regering ved R. Caudwell, som befuldmægtiget, bistået af barrister T. Ward
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved D. Martin og N. Yerrell, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 15. december 2005,
afsagt følgende

Dom

  1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24).
  2. Anmodningen er blevet indgivet under en sag anlagt af Sarah Margaret Richards, der har gennemgået en kønsskifteoperation, mod Secretary of State for Work and Pensions (herefter »Secretary of State«) vedrørende sidstnævntes afslag på at udbetale alderspension til hende fra hendes fyldte 60. år.
    Retsforskrifter
    Fællesskabsbestemmelser
  3. Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 har følgende ordlyd:
    »Princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, især for så vidt angår:
    – anvendelsesområdet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse
    – bidragspligt og beregning af bidrag
    – beregningen af ydelserne, herunder ægtefælle- eller forsørgertillæg, og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne.«
  4. Det bestemmes i samme direktivs artikel 7, stk. 1, at dette ikke er til hinder for, at medlemsstaterne kan undtage følgende fra direktivets anvendelsesområde:
    »a) fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophørspensioner og eventuelle følger heraf for andre ydelser
    […]«
    De nationale bestemmelser
  5. Ved section 29, paragraph 1 og 3, i lov af 1953 om registrering af fødsler og dødsfald (Births and Deaths Registration Act 1953) forbydes enhver ændring i fødselsregisteret, bortset fra tilfælde af skrivefejl eller materielle fejl.
  6. Section 44 i lov af 1992 om sociale sikringsbidrag og ydelser (Social Security Contributions and Benefits Act 1992) fastslår, at en person er berettiget til en alderspension i kategori A (»normal« pension), når denne når pensionsalderen og opfylder forskellige betingelser vedrørende bidrag.
  7. I henhold til Schedule 4, Part 1, paragraph 1, til lov af 1995 om alderspension (Pensions Act 1995) nås pensionsalderen for en mand som 65-årig, og for en kvinde, der er født før den 6. april 1950, som 60-årig.
  8. Den 1. juli 2004 blev lov af 2004 om kønsanerkendelse (Gender Recognition Act 2004, herefter »lov af 2004«) vedtaget, og den trådte i kraft den 4. april 2005.
  9. Denne lov giver personer, som allerede har gennemgået et kønsskifte, eller dem, der planlægger en sådan operation, mulighed for at ansøge om udstedelse af en kønsanerkendelsesattest (»gender recognition certificate«), på grundlag af hvilken de kan opnå en næsten fuldstændig anerkendelse af deres nye køn.
  10. I henhold til section 2, paragraph 1, i lov af 2004, skal der udstedes en kønsanerkendelsesattest, når ansøgeren bl.a. opfylder følgende betingelser:
    »a) lider af eller har lidt af kønsdysfori
    b) i de seneste to år forud for indgivelsen af ansøgningen har levet i overensstemmelse med sit nye køn
    […]«
  11. Section 9, paragraph 1, i lov af 2004 bestemmer:
    »Når en komplet kønsanerkendelsesattest er udstedt til en person, bliver denne persons køn det erhvervede køn (således at ved et nyt køn som mand, anses personen for at være en mand, og ved et nyt køn som kvinde, anses personen for at være kvinde).«
  12. Ifølge section 9, paragraph 2, i lov af 2004, har kønsanerkendelsesattesten ingen indflydelse på handlinger, der er foretaget, eller begivenheder, der er indtruffet, før udstedelsen heraf.
  13. Hvad angår pensionsydelser fastslår Schedule 5, Part 2, paragraph 7, point 3, i lov af 2004:
    »[…] hvis den pågældende person (umiddelbart inden attestens udstedelse)
    a) er en mand, der har nået den alder, hvor en kvinde når pensionsalderen, men
    b) ikke er fyldt 65 år,
    skal vedkommende anses for […] at nå pensionsalderen på tidspunktet for attestens udstedelse.«
    Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
  14. Sarah Margaret Richards er født den 28. februar 1942 og er i fødselsattesten registreret som mand. Efter at have fået stillet diagnosen kønsdysfori gennemgik hun den 3. maj 2001 en kønsskifteoperation.
  15. Den 14. februar 2002 ansøgte Sarah Margaret Richards Secretary of State om tildeling af alderspension fra og med den 28. februar 2002, hvor hun fyldte 60 år, hvilket i medfør af national ret er den alder, hvor en kvinde, der er født før den 6. april 1950, kan opnå alderspension.
  16. Ved afgørelse af 12. marts 2002 fik hun afslag på ansøgningen med den begrundelse, at ansøgningen »er fremsat mere end fire måneder før, ansøgeren fylder 65 år«, som er pensionsalderen for mænd i Det Forenede Kongerige.
  17. Da den af Sarah Margaret Richards for Social Security Appeal Tribunal indbragte klage blev afvist, indbragte hun sagen for Social Security Commissioner, idet hun gjorde gældende, at afslaget på at udbetale hende alderspension fra hendes 60. år i medfør af Domstolens dom af 7. januar 2004, K.B. (sag C-117/01, Sml. I, s. 541) udgør en tilsidesættelse af artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt udgør forskelsbehandling i strid med artikel 4 i direktiv 79/7.
  18. For den forelæggende ret har Secretary of State anført, at sagsøgeren i hovedsagens påstand ikke henhører under dette direktivs anvendelsesområde. Ifølge Secretary of State fastsætter fællesskabsretten nemlig kun harmoniseringsforanstaltninger vedrørende aldersydelser uden i øvrigt at give ret til at opnå disse ydelser. Desuden er Sarah Margaret Richards ikke blevet forskelsbehandlet i forhold til de personer, som udgør det hensigtsmæssige sammenligningsgrundlag, nemlig mænd, der ikke har gennemgået en kønsskifteoperation.
  19. Social Security Commissioner har, for at kunne afgøre denne tvist, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
    »1) Er direktiv 79/7 til hinder for et afslag på tildeling af alderspension inden det 65. år til en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, og som ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde?
    2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, fra hvilken dato har Domstolens svar på spørgsmål 1 da virkning?«
    Om det første spørgsmål
  20. Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 er til hinder for en lovgivning, som nægter alderspension til en person, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.
  21. Indledningsvis skal det fastslås, at det tilkommer medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for den juridiske anerkendelse af en persons kønsskifte (jf. i denne retning K.B.-dommen, præmis 35).
  22. Ved besvarelsen af det første spørgsmål skal det straks understreges, at direktiv 79/7 på området for social sikring er udtryk for princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, som er et af fællesskabsrettens grundlæggende principper.
  23. Det følger af Domstolens faste praksis, at det i øvrigt er en af menneskets grundlæggende rettigheder, som Domstolen skal sikre overholdt, ikke at blive udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 15.6.1978, sag 149/77, Defrenne, Sml. s. 1365, præmis 26 og 27, og af 30.4.1996, sag C-13/94, P./S., Sml. I, s. 2143, præmis 19).
  24. Direktiv 79/7’s anvendelsesområde kan således ikke indskrænkes til blot at omfatte forskelsbehandling, som følger af, at den pågældende tilhører det ene eller det andet køn. Når henses til direktivets formål og karakteren af de rettigheder, det tilsigter at beskytte, kan dette direktiv også finde anvendelse på den forskelsbehandling, der udspringer af den pågældendes kønsskifte (jf. vedrørende Rådets direktiv 76/207/EØF af 9.2.1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40), P./S.-dommen, præmis 20).
  25. Det Forenede Kongeriges regering har anført, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, følger af, at den nationale lovgiver har valgt at fastsætte pensionsalderen forskelligt for mænd og kvinder. Da en sådan mulighed udtrykkeligt er tillagt medlemsstaterne i medfør af artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7, kan de ifølge denne regering på alderspensionsområdet fravige princippet om lige behandling af mænd og kvinder. Regeringen mener ikke, at den omstændighed i hovedsagen, at kønssondringen i pensionsordningen påvirker transseksuelles rettigheder, har nogen relevans.
  26. Denne argumentation kan ikke tiltrædes.
  27. Sarah Margaret Richards har argumenteret for, at hun er blevet forhindret i at modtage alderspension fra hun fyldte 60 år, hvilket er den alder, hvor kvinder, som er født før den 6. april 1950, kan modtage en sådan pension i Det Forenede Kongerige.
  28. Den i hovedsagen omhandlede forskelsbehandling er en følge af, at Sarah Margaret Richards nye køn, som hun har fået efter en kønsskifteoperation, ikke anerkendes med henblik på anvendelsen af lov af 1995 om alderspension.
  29. I modsætning til kvinder, hvis køn ikke er resultatet af en kønsskifteoperation, og som har ret til alderspension som 60-årige, kan Sarah Margaret Richards ikke opfylde en af betingelserne for retten til denne pension, i det foreliggende tilfælde betingelsen om pensionsalder.
  30. Den ulige behandling, som Sarah Margaret Richards har været udsat for, må anses for en ulovlig forskelsbehandling efter artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, eftersom den udspringer af kønsskiftet.
  31. Domstolen har nemlig allerede fastslået, at en national lovgivning, som er til hinder for, at en transseksuel – i mangel på anerkendelse af dennes nye køn – kan opfylde en nødvendig betingelse for at opnå en af fællesskabsretten beskyttet rettighed, principielt skal anses for at være uforenelig med fællesskabsrettens krav (jf. K.B.-dommen, præmis 30 – 34).
  32. Det Forenede Kongeriges regering har gjort gældende, at der ikke er blevet krænket nogen rettighed i henhold til fællesskabsretten med afslaget på pension af 12. marts 2002, eftersom retten til alderspension alene følger af national ret.
  33. Hertil er det tilstrækkeligt at bemærke, at det følger af fast retspraksis, at fællesskabsretten ikke begrænser medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, og at det i mangel af en harmonisering på fællesskabsplan tilkommer hver medlemsstat i lovgivningen at fastsætte dels vilkårene for retten eller forpligtelsen til at blive tilsluttet en social sikringsordning, dels de betingelser, som en person skal opfylde for at være berettiget til ydelser. Det forholder sig imidlertid således, at medlemsstaterne skal overholde fællesskabsretten ved udøvelsen af denne kompetence (dom af 12.7.2001, sag C-157/99, Smits og Peerbooms, Sml. I, s. 5473, præmis 44-46, og af 4.12.2003, sag C-92/02, Kristiansen, Sml. I, s. 14597, præmis 31).
  34. De former for forskelsbehandling, som er i strid med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, er i øvrigt kun omfattet af undtagelsen i samme direktivs artikel 7, stk. 1, litra a), på den betingelse, at de er nødvendige for at nå de mål, som dette direktiv tilsigter ved at give medlemsstaterne ret til at opretholde forskellig pensionsalder for mænd og kvinder (dom af 7.7.1992, sag C-9/91, Equal Opportunities Commission, Sml. I, s. 4297, præmis 13).
  35. Selv om det i betragtningerne til direktiv 79/7 ikke præciseres, hvad der er grunden til disse undtagelser, kan det af karakteren af de i dette direktivs artikel 7, stk. 1, fastsatte undtagelser udledes, at fællesskabslovgiver havde til hensigt at tillade medlemsstaterne midlertidigt at opretholde de fordele, der var tildelt kvinder med hensyn til arbejdsophør, for gradvist at sætte dem i stand til at indrette deres pensionsordninger i den henseende, uden at bringe ordningernes komplekse økonomiske ligevægt i fare, et forhold man ikke kunne undgå at tage hensyn til. Disse fordele omfatter kvindelige arbejdstageres mulighed for at få udbetalt pension på et tidligere tidspunkt end mandlige arbejdstagere, således som fastsat i samme direktivs artikel 7, stk. 1, litra a), (dommen i sagen Equal Opportunities Commission, præmis 15).
  36. Ifølge Domstolens faste praksis skal undtagelsen fra forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af køn i artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7 fortolkes strengt (jf. domme af 26.2.1986, sag 152/84, Marshall, Sml. s. 723, præmis 36, og sag 262/84, Beets-Proper, Sml. s. 773, præmis 38, samt dom af 30.3.1993, sag C-328/91, Thomas m.fl., Sml. I, s. 1247, præmis 8).
  37. Denne bestemmelse skal derfor fortolkes således, at den kun vedrører fastsættelse af en pensionsalder, der er forskellig for mænd og kvinder. Tvisten i hovedsagen drejer sig imidlertid ikke om en sådan foranstaltning.
  38. Det følger af ovennævnte, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning, som nægter alderspension til en person, som i overensstemmelse med de i national ret opstillede betingelser har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.
    Om det andet spørgsmål
  39. Forudsat at Domstolen fastslår, at direktiv 79/7 er til hinder for den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, ønsker den forelæggende ret med sit andet spørgsmål oplyst, om virkningerne af en sådan dom skal begrænses i tid.
  40. Domstolen vil kun undtagelsesvis under anvendelse af et almindeligt retssikkerhedsprincip, der er knæsat i Fællesskabets retsorden, finde anledning til at begrænse borgernes mulighed for at påberåbe sig den således fortolkede bestemmelse med henblik på anfægtelse af tidligere i god tro stiftede retsforhold (dom af 2.2.1988, sag 24/86, Blaizot, Sml. s. 379, præmis 28, og af 23.5.2000, sag C-104/98, Buchner m.fl., Sml. I, s. 3625, præmis 39).
  41. Det fremgår desuden af fast retspraksis, at de økonomiske følger, som en præjudiciel dom kan få for en medlemsstat, ikke i sig selv kan begrunde en begrænsning af dommens tidsmæssige virkninger (dom af 20.9.2001, sag C-184/99, Grzelczyk, Sml. I, s. 6193, præmis 52, og af 15.3.2005, sag C-209/03, Bidar, Sml. I, s. 2119, præmis 68).
  42. Domstolen har kun truffet en sådan bestemmelse under ganske bestemte omstændigheder, hvor der ellers var risiko for alvorlige økonomiske følger, navnlig fordi der var stiftet mange retsforhold i god tro i henhold til de pågældende retsforskrifter, som blev anset for at være lovligt i kraft, og fordi det fremgik, at borgerne og de nationale myndigheder var blevet tilskyndet til at følge en adfærd, som ikke var i overensstemmelse med Fællesskabets retsforskrifter, på grund af en objektiv og betydelig usikkerhed vedrørende fællesskabsforskrifternes rækkevidde, en usikkerhed, som de øvrige medlemsstater eller Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber eventuelt selv havde bidraget til med den af dem fulgte adfærd (jf. Bidar-dommen, præmis 69).
  43. I det foreliggende tilfælde kan ikrafttrædelsen af lov af 2004 den 4. april 2005 bringe tvister som den, der ligger til grund for hovedsagen, til ophør. Desuden har Det Forenede Kongeriges regering hverken i de skriftlige indlæg for Domstolen eller under retsmødet fastholdt den påstand, som den fremsatte under hovedsagen vedrørende dommens begrænsning i tid.
  44. Det andet spørgsmål skal følgelig besvares med, at det er ufornødent at begrænse denne doms tidsmæssige virkning.
    Sagens omkostninger
  45. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
    På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
    1. 1) Artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning, som nægter alderspension til en person, som i overensstemmelse med de i national ret opstillede betingelser har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.
    2. 2) Det er ufornødent at begrænse denne doms tidsmæssige virkning.
    Underskrifter

Note
* [Retur] Processprog: engelsk.

[Til indhold]

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
F. G. JACOBS
fremsat den 15. december 2005 [1]

Sag C-423/04

Sarah Margaret Richards
mod
Secretary of State for Work and Pensions

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Social Security Commissioner (Det Forenede Kongerige))

1. Transseksuelle er ifølge Det Forenede Kongeriges højesteret, House of Lords, »født med anatomien af en person af ét køn, men med en urokkelig tro på eller overbevisning om, at de er personer af et andet køn« [2]. Denne overbevisning om at tilhøre et andet køn er så dyb, at den transseksuelle bevæges til at anmode om foretagelse af den tilsvarende kropslige »korrektion« [3] ved hormonbehandling og kønsskifteoperation [4]. Denne tilstand betegnes også som kønsdysfori eller kønsidentitetsforstyrrelse.
2. Efter at den engelsk-walisiske journalist og rejseforfatter Jan Morris (tidligere James Morris) i 1972 fik foretaget en kønsskifteoperation for at fuldende justeringen af sit ydre til at blive den kvinde, som hun altid havde følt at være [5], fortæller hun, hvordan »en høflig funktionær i ministeriet […] på undskyldende vis forklarede, at sagen om min alderspension ville blive behandlet i betimelig tid« [6]. Mere end 30 år senere blev lov af 2004 om kønsanerkendelse (Gender Recognition Act 2004) vedtaget i Det Forenede Kongerige, hvorved transseksuelles civilretlige stilling, herunder pensionsforhold, blev reguleret [7]. Loven trådte i kraft den 4. april 2005, uden dog at have tilbagevirkende kraft.
3. Med den foreliggende anmodning, som er indgivet af Social Security Commissioner, London, før lov af 2004 om kønsanerkendelse trådte i kraft, ønskes oplyst, om direktiv 79/7/EØF [8] er til hinder for, at en medlemsstat afslår at tildele alderspension til en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.
Fællesskabsbestemmelser
4. Artikel 1 i direktiv 79/7 bestemmer:
»Dette direktiv tilsigter gradvis gennemførelse for så vidt angår den i artikel 3 omhandlede sociale sikring og anden social beskyttelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring, i det følgende benævnt princippet om ligebehandling.«
5. Artikel 2 bestemmer, at direktivet finder anvendelse på den erhvervsaktive befolkning.
6. I artikel 3, stk. 1, litra a), anføres, at direktivet finder anvendelse på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod risici såsom alderdom.
7. Artikel 4, stk. 1, bestemmer:
»Princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte […], især for så vidt angår:
[…] – beregningen af ydelserne, herunder […], og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne.«
8. Artikel 7, stk. 1, bestemmer:
»Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan undtage følgende fra direktivets anvendelsesområde:
a) fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophørspensioner […] […]«
Nationale bestemmelser før Goodwin-dommen
9. I England og Wales bestemmes det i section 1 i lov af 1953 om registrering af fødsler og dødsfald (Births and Deaths Registration Act 1953), at enhver barnefødsel skal registreres af Registrar of Births and Deaths for det område, hvor barnet fødes. Barnets køn skal angives på fødselsattesten. Loven af 1953 giver Registrar of Births and Deaths mulighed for at ændre fødselsattesten i tilfælde af skrivefejl eller materielle fejl. Den officielle holdning er, at ændringer udelukkende foretages, såfremt fejlen opstod på det tidspunkt, da fødslen blev registreret. Den omstændighed, at det senere i en persons liv måtte forekomme, at hans eller hendes »psykologiske« køn strider mod det registrerede køn, anses ikke for at medføre, at registreringen ved fødslen udgjorde en materiel fejl. Således accepteres det ikke, at der er en fejl i fødselsregistreringen for en person, som gennemgår en medicinsk og kirurgisk behandling for at gøre det muligt for denne person at indtage rollen som en person af det andet køn.
10. Department for Work and Pensions (herefter »DWP«) – tidligere Department of Social Security – registrerer enhver britisk statsborger i den nationale sikringsordning på grundlag af oplysningerne på fødselsattesten. I relation til pensionsalderen fastsættes en persons køn på grundlag af det biologiske køn ved fødslen.
11. Bidrag til den nationale sikringsordning betales ved arbejdsgiverens tilbageholdelse af en del af arbejdstagerens løn, som derefter videregives til Inland Revenue (for derefter at blive overført til DWP). Arbejdsgiveren skal for nærværende foretage sådanne løntilbageholdelser for kvindelige arbejdstagere, indtil de når pensionsalderen ved det 60. år, og for mandlige arbejdstagere, indtil de når pensionsalderen ved det 65. år. DWP har en ordning for transseksuelle, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, hvorefter de kan indgå en aftale med DWP om at betale bidrag til den nationale sikringsordning direkte til DWP, som måtte være forfaldne, efter at arbejdsgiveren ved den transseksuelles fyldte 60. år ikke længere foretager løntilbageholdelse i den tro, at arbejdstageren er en kvinde. I relation til transseksuelle, som har gennemgået et kønsskifte fra kvinde til mand, kan arbejdstageren forlange løntilbageholdelser foretaget af arbejdsgiveren efter det 60. år tilbagebetalt direkte af DWP [9].
12. I henhold til schedule 4, paragraph 1, i lov af 1995 om alderspension (Pensions Act 1995) nås pensionsalderen for en mand som 65-årig. I henhold til paragraph 2 i samme schedule nås pensionsalderen for en kvinde, der er født før den 6. april 1950, som 60-årig [10].
Goodwin-dommen og lov af 2004 om kønsanerkendelse
13. Den 11. juli 2002 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dom i Goodwin-sagen [11]. Sagsøgeren i denne sag – en transseksuel, som havde gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde – havde nedlagt påstand om, at der forelå tilsidesættelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i relation til transseksuelles retsstilling i Det Forenede Kongerige og især i relation til behandlingen af disse med hensyn til ansættelse, social sikring, pensioner og ægteskab.
14. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog, at der forelå en tilsidesættelse afartikel 8 (respekt for privatliv) og af artikel 12 (ret til at gifte sig). I relation til artikel 8 henviste Menneskerettighedsdomstolen til den manglende juridiske anerkendelse af klagerens nye køn og bemærkede især, at den omstændighed, at sagsøgeren i juridisk forstand forblev en mand, havde indvirkning på hendes liv, »for så vidt angår de forhold, hvor køn er af juridisk betydning, og hvor der sondres mellem mand og kvinde som f.eks. i relation til pension og pensionsalder«. I relation til artikel 12 er der ifølge Menneskerettighedsdomstolen intet, som kan retfærdiggøre at hindre transseksuelle i at benytte sig af retten til at gifte sig efter kønsskiftet under alle omstændigheder [12].
15. For at opfylde Goodwin-dommen har Det Forenede Kongeriges lovgiver vedtaget lov af 2004 om kønsanerkendelse, som trådte i kraft den 4. april 2005. Denne lov giver transseksuelle (uanset om de har gennemgået en kønsskifteoperation) mulighed for at ansøge om udstedelse af en kønsanerkendelsesattest (»gender recognition certificate«), på grundlag af hvilken de – ifølge den forelæggende ret – »kan opnå en næsten fuldstændig anerkendelse af deres nye køn«.
16. Loven bestemmer, at der skal oprettes et kønsanerkendelsesudvalg (Gender Recognition Panel). I medfør af lovens section 2 skal dette udvalg udstede en kønsanerkendelsesattest, såfremt det er godtgjort, at ansøgeren:
»a) lider af eller har lidt af kønsdysfori
b) i de seneste to år forud for indgivelsen af ansøgningen har levet i overensstemmelse med sit nye køn
c) har til hensigt at leve i overensstemmelse med sit nye køn indtil sin død«
og opfylder visse betingelser, som er fastsat i lovens section 3, vedrørende fremlæggelse af tilstrækkelig dokumentation.
17. Section 13 og schedule 5 i lov af 2004 om kønsanerkendelse indeholder bestemmelser om adgangen til at modtage sociale ydelser og pension. Paragraph 7, point 3, i schedule 5 bestemmer:
»[…] hvis den pågældende person (umiddelbart inden attestens udstedelse)
a) er en mand, der har nået den alder, hvor en kvinde når pensionsalderen, men
b) ikke er fyldt 65 år,
skal vedkommende anses for […] at nå pensionsalderen på tidspunktet for attestens udstedelse« [13].
De faktiske omstændigheder og tvisten i hovedsagen
18. Sagsøgeren er født i 1942 og er i fødselsattesten registreret som mand.
19. Efter at have fået stillet diagnosen kønsdysfori gennemgik sagsøgeren den 3. maj 2001 en kønsskifteoperation. Sagsøgeren beskrives af den forelæggende ret som en transseksuel, der har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde.
20. I februar 2002 ansøgte sagsøgeren om tildeling af alderspension fra sin 60-års fødselsdag.
21. Ansøgningen blev afslået med den begrundelse, at ansøgningen blev fremsat mere end fire måneder før, ansøgeren fyldte 65 år, som er pensionsalderen for mænd i Det Forenede Kongerige.
22. Sagsøgeren indbragte sagen for Social Security Appeal Tribunal. Sagen, som udelukkende blev afgjort i henhold til national lovgivning, blev afvist.
23. Sagsøgeren indbragte herefter sagen for Social Security Commissioner, idet hun gjorde gældende, at afslaget på at udbetale hende alderspension fra det tidspunkt, hvor andre kvinder ville kunne opnå alderspension, udgjorde forskelsbehandling i strid med direktiv 79/7.
24. Det er ubestridt, at sagsøgeren tilhører den persongruppe, som er omfattet af direktiv 79/7’s anvendelsesområde, og at den omhandlede statslige pensionsordning henhører under direktivets materielle anvendelsesområde.
25. Social Security Commissioner har følgelig udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1] Er direktiv 79/7 til hinder for et afslag på tildeling af alderspension inden det 65. år til en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, og som ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde?
2] Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, fra hvilken dato har Domstolens svar på spørgsmål 1 da virkning?«
26. Sagsøgeren, Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen, som alle var repræsenteret i retsmødet, har indgivet skriftlige indlæg.
Domstolens retspraksis vedrørende transseksuelle og forskelsbehandling
27. Domstolen har afsagt to domme i sager, hvori en transseksuel har nedlagt påstand om, at der forelå forskelsbehandling på grundlag af køn. Begge sager vedrørte anmodninger om præjudiciel afgørelse forelagt af retter i Det Forenede Kongerige.
28. I sagen P. mod S. [14] blev Domstolen i det væsentlige spurgt, om afskedigelse af en transseksuel arbejdstager på grund af et kønsskifte udgjorde en forskelsbehandling på grundlag af køn i henhold til direktivet om ligebehandling af mænd og kvinder [15].
29. Domstolen fulgte generaladvokat Tesauros opfordring til at træffe en »modig« afgørelse og fastslog følgende:
»[…] princippet om ligebehandling »af mænd og kvinder«, hvortil der henvises i direktivets titel, præambel og bestemmelser, indebærer, »at der ikke må finde nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn« […] Direktivet giver således på det pågældende område kun udtryk for det lighedsprincip, som er et af fællesskabsrettens grundlæggende principper.
Som Domstolen allerede adskillige gange har fastslået, er det i øvrigt en af menneskets grundlæggende rettigheder, som Domstolen skal sikre overholdt, ikke at blive udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn […] Under disse omstændigheder kan direktivets anvendelsesområde ikke skulle indskrænkes til blot at omfatte forskelsbehandling, som følger af, at den pågældende tilhører det ene eller det andet køn. Når henses til direktivets formål og karakteren af de rettigheder, det skal beskytte, må direktivet også finde anvendelse på den forskelsbehandling, der – som i dette tilfælde – udspringer af den pågældendes kønsskifte.
En sådan forskelsbehandling finder nemlig væsentligst, hvis ikke udelukkende, sted på grundlag af den pågældendes køn. Når en person således afskediges med den begrundelse, at den pågældende har til hensigt at gennemgå eller har gennemgået et kønsskifte, udsættes vedkommende for en behandling, som er mindre gunstig set i forhold til personer af det køn, som vedkommende ansås for at tilhøre før operationen.
Såfremt en sådan forskelsbehandling var tilladt, ville den ret til personlig værdighed og frihed, som Domstolen skal beskytte, blive krænket i forhold til den pågældende« [16].
30. På denne baggrund konkluderede Domstolen, at direktivet var til hinder for afskedigelse af en transseksuel på grund af den pågældendes kønsskifte.
31. Sagsøgeren i K.B.-sagen [17] var en kvinde, som levede sammen med R – en transseksuel, som havde gennemgået et kønsskifte fra kvinde til mand – men som ikke kunne indgå lovformeligt ægteskab med R. K.B. fik meddelelse om, at i tilfælde af, at hun afgik ved døden før R, ville R ikke kunne oppebære enkemandspension i henhold til K.B.’s pensionsordning, idet denne ydelse var forbeholdt en efterlevende ægtefælle, samt at ingen bestemmelse i den nationale lovgivning tillagde en person status som »ægtefælle«, uden der er indgået et lovformeligt ægteskab. K.B. anlagde sag med påstand om, at der forelå forskelsbehandling på grundlag af køn. Spørgsmålet, som blev forelagt Domstolen, var, om udelukkelse af en person i R’s situation fra pensionsordningen udgjorde forskelsbehandling på grundlag af køn i strid med fællesskabsretten [18].
32. Efter at Domstolen havde fastslået, at efterladtepension udbetalt i henhold til en pensionsordning som den omhandlede udgjorde »løn« ifølge artikel 141 EF og ligelønsdirektivet, afsagdes følgende dom:
»Artikel 141 EF er i princippet til hinder for en lovgivning, der i strid med EMRK hindrer et par som K.B. og R i at opfylde den nødvendige betingelse om ægteskab for, at den ene kan nyde godt af en del af den andens løn. Det påhviler den nationale ret at efterprøve, om en person i K.B.’s situation i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede kan støtte ret på artikel 141 EF med henblik på at opnå, at dennes partner får tillagt ret til efterladtepension« [19].
Det første spørgsmål
33. Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om det er uforeneligt med direktiv 79/7, at en medlemsstat afslår at tildele alderspension til en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.
34. Ifølge sagsøgeren og Kommissionen skal spørgsmålet besvares bekræftende, hvorimod Det Forenede Kongeriges regering indtager det modsatte standpunkt.
35. Sagsøgeren og Kommissionen henviser til dommene i sagerne P. mod S. [20] og K.B. [21] til støtte for deres påstande.
36. I dommen i sagen P. mod S. fastslog Domstolen i det væsentlige, at afskedigelse »på grund af et kønsskifte« udgjorde en forskelsbehandling på grundlag af køn i strid med artikel 5, stk. 1, i direktivet om ligebehandling af mænd og kvinder [22].
37. Det er åbenbart, at »ligebehandlingsprincippet«, der kommer til udtryk i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 i relation til forhold vedrørende social sikring, har samme rækkevidde og samme virkning som »ligebehandlingsprincippet«, der kommer til udtryk i artikel 5, stk. 1, i direktivet om ligebehandling af mænd og kvinder i relation til arbejdsforhold. Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 fastslår, at der ikke må finde nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, bl.a. for så vidt angår betingelserne for varigheden af retten til lovbestemte alderspensionsydelser.
38. Sagsøgeren i den foreliggende sag nægtes sin pension under omstændigheder, hvor hun ville have været berettiget til pensionen, såfremt hun havde været registreret som kvinde fra fødslen. Den påståede forskelsbehandling består således i Det Forenede Kongeriges manglende anerkendelse af den transseksuelle med det erhvervede køn på samme vilkår som personer, der fra fødslen er registreret som værende af dette køn.
39. Domstolen fastslog i dommen i sagen P. mod S., at når en person afskediges med den begrundelse, at den pågældende har til hensigt at gennemgå eller har gennemgået et kønsskifte, udsættes vedkommende for en behandling, som er mindre gunstig set i forhold til personer af det køn, som vedkommende ansås for at tilhøre før kønsskiftet [23].
40. Hvis denne fremgangsmåde blev fulgt i den foreliggende sag, ville det korrekte sammenligningsgrundlag for sagsøgeren således være »personer af det køn, som vedkommende blev anset for at tilhøre før kønsskiftet«. Denne persongruppe ville omfatte mandlige pensionsansøgere, som ikke er berettiget til pension, førend de er fyldt 65 år, og der ville således ikke være tale om forskelsbehandling.
41. Jeg er imidlertid enig med Kommissionen i, at den vurdering, som skal foretages for at fastslå, om der finder forskelsbehandling sted på grundlag af køn, for transseksuelle skal være forskellig fra den klassiske model, som altid er baseret på en simpel sammenligning mellem mænd og kvinder.
42. Sagen P. mod S. var en særlig klar sag om forskelsbehandling, idet det blev anerkendt, at afskedigelsen skete »på grund af kønsskiftet«. Uanset om sammenligningsgrundlaget var en mand, som ikke havde til hensigt at gennemgå en kønsskifteoperation, eller en kvinde, som ikke havde gennemgået en sådan operation, ville resultatet have været det samme. I forhold til en sådan person var sagsøgeren udsat for en mindre gunstig behandling.
43. Det samme var tilfældet i afgørelsen truffet af House of Lords i sagen A mod Chief Constable of West Yorkshire Police [24], hvor retten ved vurderingen af det korrekte sammenligningsgrundlag fulgte samme fremgangsmåde, som Domstolen havde fulgt i sagen P. mod S. [25]. Denne sag drejede sig også om direkte forskelsbehandling som følge af et kønsskifte.
44. I K.B.-sagen var situationen en anden. Domstolen fastslog, at nægtelse af pension til en transseksuel, som havde gennemgået et kønsskifte fra kvinde til mand, og som var partner til en kvinde, der var tilknyttet National Health Service Pension Scheme, udgjorde forskelsbehandling på grundlag af køn i strid med artikel 141 EF, idet Domstolen sammenlignede parret med »heteroseksuelle par, hvor den ene af parternes seksuelle identitet ikke er et resultat af en kønsskifteoperation, og som således kan gifte sig« [26]. Det korrekte sammenligningsgrundlag i relation til en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra kvinde til mand, var derfor en mand, hvis identitet ikke var et resultat af en kønsskifteoperation.
45. I den foreliggende sag synes dette også at være det korrekte sammenligningsgrundlag. Sagsøgeren nægtes sin pension under omstændigheder, hvor hun ville have været berettiget til pensionen, hvis hun var blevet registreret som kvinde ved fødslen. Den påståede forskelsbehandling består således i Det Forenede Kongeriges manglende anerkendelse af den transseksuelle med det erhvervede køn på samme vilkår som personer, der fra fødslen er registreret som værende af dette køn, hvilket også var tilfældet i K.B.-sagen. Jeg mener derfor, at det korrekte sammenligningsgrundlag i den foreliggende sag vedrørende en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, er en kvinde, hvis identitet ikke er et resultat af en kønsskifteoperation.
46. På ovenstående baggrund er jeg af den opfattelse, at det strider mod artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, at en medlemsstat afslår at tildele alderspension til en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.
47. Det Forenede Kongeriges regering gør imidlertid gældende, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 ikke finder anvendelse, idet Det Forenede Kongerige har valgt at undtage bestemmelserne om fastsættelse af pensionsalderen fra direktivets anvendelsesområde i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, litra a).
48. Sagsøgeren og Kommissionen anfører som modargument, at sagsøgeren ikke klager over, at pensionsalderen er forskellig for mænd og kvinder, men at hun som kvinde nægtes alderspension ved den fastsatte alder, udelukkende fordi Det Forenede Kongerige ikke anerkender hendes erhvervede køn.
49. Jeg er enig i, at artikel 7, stk. 1, litra a), ikke er relevant i den foreliggende sag.
50. Domstolen har fastslået, at de former for forskelsbehandling, som i princippet er i strid med artikel 4, stk. 1, i øvrigt kun er omfattet af undtagelsen i artikel 7, stk. 1, litra a), såfremt de er nødvendige for at nå de mål, som direktivet tilsigter ved at give medlemsstaterne ret til at opretholde forskellig pensionsalder for mænd og kvinder [27].
51. Dette er imidlertid ikke genstanden for den foreliggende sag, idet sagsøgeren i det væsentlige anfægter det grundlag, hvorpå Det Forenede Kongerige klassificerer en person som tilhørende et bestemt køn ved fastsættelse af, om den pågældende person har nået pensionsalderen. Undtagelsen i artikel 7, stk. 1, litra a), vedrører lovgivning om fastsættelse af forskellig pensionsalder for mænd og kvinder. Den vedrører derimod ikke lovgivning om fastsættelse af den pågældende persons køn.
52. Det Forenede Kongeriges regering gør gældende, at sagsøgeren ikke på den ene side kan gøre gældende, at forskelsbehandling på grundlag af køn som beskrevet i artikel 4, stk. 1, omfatter forskelsbehandling på grundlag af kønsskifte, og på den anden side gøre gældende, at Det Forenede Kongeriges undtagelse fra forbuddet mod »forskelsbehandling […] på grundlag af køn« som beskrevet i artikel 7 ikke finder anvendelse på den form for forskelsbehandling, som hun påstår foreligger.
53. Jeg anser ikke dette synspunkt for at være »fejlagtigt ifølge sagens natur« som anført af Det Forenede Kongeriges regering. I modsætning til denne regerings synspunkt kan en sag både ligge falde ind under et generelt forbud mod forskelsbehandling og falde uden for en specifik undtagelse til et sådant forbud.
54. Det fremgår klart af bestemmelserne, at forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, som fastslår, »at der ikke må finde nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling«, tilsigter at omfatte alle forhold. Domstolen har fastslået, at bestemmelsen »generelt og utvetydigt udelukker enhver form for forskelsbehandling på grundlag af køn« [28]. I artikel 4, stk. 1, angives en række specifikke eksempler på områder, hvor forskelsbehandling er forbudt, såsom inden for anvendelsesområdet for lovbestemte socialsikringsordninger, betingelserne for adgang til disse, bidragspligt og beregning af bidrag, beregningen af ydelserne og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne.
55. I modsætning hertil har Domstolen fastslået, at undtagelsen fra forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af køn i artikel 7, stk. 1, litra a), skal fortolkes indskrænkende set i lyset af ligebehandlingsprincippets grundlæggende betydning [29]. Som anført ovenfor, tillader denne bestemmelse en forskellig behandling af mænd og kvinder ved fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophørspensioner og eventuelle følger heraf for andre ydelser. Den foreliggende sag vedrører ikke denne form for forskelsbehandling på grundlag af køn.
56. I den foreliggende sag ligger den adfærd, der klages over, inden for det generelle forbud i artikel 4, stk. 1, i direktivet om ligebehandling af mænd og kvinder, men uden for undtagelsen dertil i artikel 7, stk. 1, litra a).
57. Jeg skal tilføje, at spørgsmålet om det trin, hvor en transseksuel bliver berettiget til inden for rammerne af direktiv 79/7 at blive behandlet på samme måde som personer af hans eller hendes erhvervede køn, blev diskuteret under retsmødet. Der er imidlertid ikke behov for at besvare dette spørgsmål i den foreliggende sag, som vedrører en transseksuel, der allerede har gennemgået et kønsskifte, og som derfor klart er berettiget til ligebehandling.
58. På ovenstående baggrund konkluderer jeg, at det første spørgsmål må besvares med, at det er uforeneligt med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, at en medlemsstat afslår at tildele alderspension til en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.
Det andet spørgsmål
59. Den forelæggende rets andet spørgsmål bliver relevant, såfremt det første spørgsmål besvares som foreslået i punkt 58 herover. I dette tilfælde ønsker den forelæggende ret oplyst, om en sådan doms tidsmæssige virkninger skal begrænses.
60. Den forelæggende ret synes under den verserende sag at være tilskyndet af Secretary of State for Work and Pensions til at forelægge andet spørgsmål, som i forelæggelseskendelsen opsummeres således:
»Såfremt Domstolen ikke er enig i ovenstående argumenter, men konkluderer, at fællesskabsretten forbyder den af appellanten anfægtede forskelsbehandling, opfordrer Secretary of State Domstolen til at begrænse dommens tidsmæssige virkninger i lyset af Domstolens dom af 17. maj 1990 i Barber-sagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889, præmis 40-44) og bestemme, at dommen i den foreliggende sag ikke kan påberåbes til støtte for krav om tilkendelse af pensionsret fra et tidspunkt, der ligger forud for afsigelsen af Domstolens dom, medmindre der forinden er anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til gældende national ret.«
61. Imidlertid anfører Det Forenede Kongeriges regering i sit skriftlige indlæg til Domstolen, hvilket den har gentaget under retsmødet, at den ikke vil nedlægge påstand om begrænsning af dommens tidsmæssige virkninger.
62. I alle tilfælde fremgår det af Domstolens retspraksis, at der kun under ganske bestemte omstændigheder vil blive truffet bestemmelse om begrænsning af en doms tidsmæssige virkninger, såsom tilfælde hvor der ellers ville være »risiko for alvorlige økonomiske følger, navnlig fordi der var stiftet mange retsforhold i god tro i henhold til de pågældende retsforskrifter, som blev anset for at være lovligt i kraft« [30].
63. I den foreliggende sag er der en række faktorer, hvis samlede virkning kan minimere de økonomiske følger af en dom, som besvarer den forelæggende rets spørgsmål bekræftende. For det første er antallet af transseksuelle i Det Forenede Kongerige ifølge regeringens egne tal lille. I 2000 skønnes antallet at være mellem 2 000 og 5 000 personer [31] (hvilket selvfølgelig omfatter transseksuelle i alle aldersgrupper) ud af en samlet befolkning på næsten 60 millioner. For det andet er forskellene mellem pensionsalderen for mænd og kvinder i Det Forenede Kongerige ved at blive udfaset for alle personer født efter den 5. april 1955 [32]. For det tredje bliver en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, og som er i besiddelse af en kønsanerkendelsesattest i medfør af lov af 2004 om kønsanerkendelse, og som har nået den alder, hvor en kvinde i samme alder er berettiget til pension, anset for at have nået pensionsalderen, når attesten udstedes. Det er derfor klart, at antallet af personer i samme situation som sagsøgeren, ikke vil kunne forårsage risiko for alvorlige økonomiske følger i Det Forenede Kongerige. Sådanne følger vil være endnu mindre udtalte i Den Europæiske Union som helhed, idet mange medlemsstater allerede har indført samme pensionsalder for mænd og kvinder og fuldstændig juridisk anerkendelse af transseksuelles erhvervede køn [33].
64. Såfremt Domstolen besvarer den forelæggende rets første spørgsmål bekræftende, er det således efter min opfattelse ufornødent at begrænse dommens tidsmæssige virkninger.
[Til indhold] Forslag til afgørelse
65. På ovenstående baggrund foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål indgivet af Social Security Commissioner, London, således:
  1. [Retur] Det er uforeneligt med artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring, at en medlemsstat afslår at tildele alderspension til en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.
  2. [Retur] Det er ufornødent at begrænse dommens tidsmæssige virkninger.
[Til indhold]
Noter
  1. [Retur] – Originalsprog: engelsk.
  2. [Retur] – Jf. dom i sagen Bellinger mod Bellinger [2003] 2 AC 467, jf. Lord Nicholls of Birkenhead.
  3. [Retur] – Europarådets anbefaling 1117 af 29.9.1989 vedrørende transseksuelles stilling.
  4. [Retur] – Den anvendte terminologi synes at sondre mellem »sex« fastsat på baggrund af kroppens fysiske udseende og »gender«, hvilket vil sige det andet køn, som den transseksuelle er overbevist om at tilhøre. Udtrykket »gender reassignment surgery« og det deraf erhvervede »gender« er derved måske forkerte betegnelser, men eftersom disse termer synes at blive anvendt generelt, følger jeg denne sprogbrug.
  5. [Retur] – Efter otte års hormonbehandling med en anslået indtagelse af mindst 12.000 østrogentabletter (jf. Morris, J., Conundrum, Coronet, 1974, s. 102).
  6. [Retur] – Jf. Conundrum, s. 149.
  7. [Retur] – Jf. punkt 15 og 16 nedenfor.
  8. [Retur] – Rådets direktiv af 19.12.1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24).
  9. [Retur] – Nærværende og de foregående afsnit er refereret mere eller mindre ordret fra præmis 23, 25, 28, 37 og 40 i dom afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen Goodwin mod Det Forenede Kongerige -(2002) 35 EHRR 447, anført af den forelæggende ret i forelæggelseskendelsen som en sammenfatning af de relevante bestemmelser.
  10. [Retur] – En kvinde født den 5.4.1950 eller tidligere når pensionsalderen som 60-årig, og en kvinde født den 6.4.1955 eller senere som 65-årig. Der er en glidende pensionsalder for kvinder født mellem disse to datoer.
  11. [Retur] – Jf. fodnote 9.
  12. [Retur] – Præmis 71, 76 og 103.
  13. [Retur] – Artikel 7, stk. 2, indeholder en tilsvarende bestemmelse vedrørende transseksuelle, som har gennemgået et kønsskifte fra kvinde til mand.
  14. [Retur] – Dom af 30.4.1996, sag C-13/94, Sml. I, s. 2143.
  15. [Retur] – Rådets direktiv 76/207/EØF af 9.2.1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (E FT L 39, s. 40).
  16. [Retur] – Præmis 17-22.
  17. [Retur] – Dom af 7.1.2004, sag C-117/01, Sml. I, s. 541.
  18. [Retur] – Rådets direktiv 75/117/EØF af 10.2.1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) (»ligelønsdirektivet«).
  19. [Retur] – Præmis 36 og domskonklusionen.
  20. [Retur] – Jf. fodnote 14.
  21. [Retur] – Jf. fodnote 17.
  22. [Retur] – Jf. fodnote 15.
  23. [Retur] – Præmis 21.
  24. [Retur] – [2005] 1 AC 51.
  25. [Retur] – Jf. Baroness Hales udtalelse og særligt punkt 56-58.
  26. [Retur] – Præmis 31.
  27. [Retur] – Jf. dom af 7.7.1992, sag C-9/91, Equal Opportunities Commission, Sml. I, s. 4297, præmis 13.
  28. [Retur] – Jf. dom af 4.12.1986, sag 71/85, Federatie Nederlandse Vakbeweging, Sml. s. 3855, præmis 18.
  29. [Retur] – Jf. dom af 30.3.1993, sag C-328/91, Thomas m.fl., Sml. I, s. 1247, præmis 8.
  30. [Retur] – Jf. senest dom af 15.3.2005, sag C-209/03, Bidar, Sml. I, s. 2119, præmis 69.
  31. [Retur] – Jf. Home Office Report udarbejdet af Det Forenede Kongeriges Interdepartmental Working Group on Transsexual People (april 2000), hvortil der henvises i Goodwin-dommen, præmis 87.
  32. [Retur] – Jf. fodnote 10.
  33. [Retur] – Ifølge MISSOC (Mutual information system on social protection) tabellerne Social Protection in the Member States of the European Union, of the European Economic Area and in Switzerland (2004) udgivet af Kommissionen er pensionsalderen den samme for kvinder og mænd på Cypern og i Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Nederlandene, Irland, Luxembourg, Portugal, Spanien og Sverige. Generaladvokat Ruiz-Jarabo bemærkede i sit forslag til afgørelse i K.B.-sagen, at før udvidelsen i 2004 var det tilladt at foretage ændring af fødselsregisteret efter en kønsskifteoperation i alle medlemsstater undtagen i Det Forenede Kongerige og Irland (se punkt 28 i forslaget til afgørelse). Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bemærkede i Goodwin-dommen (jf. fodnote 9), at kun i fire ud af Europarådets 37 medlemsstater var det ikke tilladt at foretage sådanne ændringer (jf. dommens præmis 55). Disse fire stater er Albanien, Andorra, Irland og Det Forenede Kongerige.
[Til indhold]

Oversigt over dokumenterne i sagen – herunder til dommen og generaladvokatens forslag til afgørels på Curia.
Domstolens dom af 27. april 2006.
Forslag til afgørelse af 15. december 2005.

Til top

EF-Domstolen traf den 7. januar 2004 afgørelse om, at K.B., der har fået foretaget kønsskifte, skal kunne indgå ægteskab og kunne få efterladtepension fra sin partner. Sag C-117/01.

Vist 121 gange. EF-Domstolen traf den 7. januar 2004 afgørelse i sagen K.B. mod “National Health Service Pensions Agency og Secretary of State for Health” i England.

Domstolen konstaterede, at den engelske lovgivning forhindrede K.B. og R i at indgå ægteskab, hvilket var i strid med EU-retten, hvorfor den lokale domstol skulle efterprøve, om K.B. set i lyset af de fortolkninger, som domstolen redegjorde for, ville kunne få tillagt ret til efterladtepension.

Det skal bemærkes, at England efterfølgende har ændret lovgivningen, således at K.B. og R. vil kunne indgå ægteskab.

* * *
Sag C-117/01.

Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

[Til top] Sammendrag
artikel 141 EF er i princippet til hinder for en lovgivning, der i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention hindrer et heteroseksuelt par, hvor den ene af partnernes seksuelle identitet er et resultat af en kønsskifteoperation i at opfylde den nødvendige betingelse om ægteskab for, at den ene kan nyde godt af en del af den andens løn. Da det tilkommer medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for den juridiske anerkendelse af et kønsskifte for en person, der har gennemgået en kønsskifteoperation, påhviler det den nationale ret at efterprøve, om partneren til en sådan transseksuel person kan støtte ret på artikel 141 EF med henblik på at opnå, at dennes transseksuelle partner får tillagt ret til efterladtepension.
(jf. præmis 33-36 og domskonkl.)

[Til top] Parter

I sag C-117/01,
angående en anmodning, som Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

K.B.
mod
National Health Service Pensions Agency,

Secretary of State for Health,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 141 EF og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

DOMSTOLEN,
sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene C.W.A. Timmermans, J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer) og A. Rosas samt dommerne D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, F. Macken, N. Colneric og S. von Bahr,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

– K.B. ved C. Hockney og L. Cox, QC, samt barrister T. Eicke
– Det Forenede Kongeriges regering ved J.E. Collins, som befuldmægtiget, bistået af N. Paines, QC
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved N. Yerrel, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 23. april 2002 er afgivet mundtlige indlæg af K.B. ved L. Cox og T. Eicke, af Det Forenede Kongeriges regering ved J.E. Collins, bistået af N. Paines, og af Kommissionen ved J. Sack og L. Flynn, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den

10. juni 2003,

afsagt følgende

Dom

[Til top] Dommens præmisser
1. Ved kendelse af 14. december 2000, indgået til Domstolen den 15. marts 2001, har Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) i medfør af artikel 234 EF forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 141 EF og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19).

2. Dette spørgsmål er blevet rejst inden for rammerne af en retssag, der føres mellem K.B., som er tilsluttet National Health Service Pension Scheme (herefter »NHS«), og NHS Pensions Agency og Secretary of State for Health vedrørende et afslag på at tillægge hendes transseksuelle partner ret til enkemandspension.

Retsforskrifter
De fællesskabsretlige regler

3. artikel 141 EF bestemmer:
»1. Hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.
2. Ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.
[…]«

4. Artikel 1, stk. 1, i 75/117 bestemmer:
Det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, i det følgende benævnt “ligelønsprincippet”, indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.«

5. Direktivets artikel 3 har følgende ordlyd:
Medlemsstaterne afskaffer sådan forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, som følger af en administrativt eller ved lov fastsat bestemmelse, og som er i strid med ligelønsprincippet.«

De nationale regler
6. Det fremgår af section 1 og 2 i Sex Discrimination Act 1975 (herefter »1975-loven«), at det er forbudt direkte at forskelsbehandle en person af det ene køn ved at behandle vedkommende mindre fordelagtigt, end man behandler eller ville behandle et medlem af det modsatte køn. Ved disse bestemmelser forbydes også indirekte forskelsbehandling, der i loven som udgangspunkt defineres som anvendelsen af ensartede betingelser eller krav på begge køn, der har en uforholdsmæssig og uberettiget negativ virkning for det ene køn.

7. Foranlediget af Domstolens dom af 30. april 1996, P. mod s. (sag C-13/94, Sml. I, s. 2143), vedtog Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland Sex Discrimination (Gender Reassignment) Regulations 1999 (bekendtgørelse af 1999 om forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med kønsskifte), hvorved 1975-loven blev ændret således, at den også omfatter direkte forskelsbehandling som følge af en arbejdstagers kønsskifte.

8. I section 11(c) i Matrimonial Causes Act 1973 (ægteskabsloven af 1973) er det fastsat, at ethvert ægteskab, der indgås mellem to personer, der ikke er henholdsvis mænd eller kvinder, er ugyldigt.

9. Ved section 29(1) og 29(3) i Birth and Deaths Registration Act 1953 (lov af 1953 om registrering af fødsler og dødsfald) forbydes enhver ændring i fødselsregisteret, bortset fra tilfælde af skrivefejl eller materielle fejl.

10. I NHS Pension Scheme Regulations 1995 (bekendtgørelse af 1995 vedrørende NHS’s pensionsordning) er det i regulation 7(1) fastsat, at hvis et kvindeligt medlem af ordningen afgår ved døden under omstændigheder, der er defineret i bekendtgørelsen, og efterlader en enkemand, har denne sidstnævnte principielt ret til efterladtepension. Udtrykket »enkemand« er ikke defineret. Det er imidlertid ubestridt, at i engelsk ret henviser dette udtryk til en person, der er gift med den tilsluttede.

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
11. K.B., der er sagsøger i hovedsagen, er en kvinde, der bl.a. som sygeplejerske har arbejdet ca. 20 år for NHS, og som er tilsluttet NHS Pension Scheme.

12. K.B. har gennem flere år haft et forhold til og levet sammen med R, der er født som kvinde og indført i folkeregisteret som sådan. Efter at have gennemgået en kønsskifteoperation blev hun en mand, uden at det i den anledning har været muligt for hende at ændre sin fødselsattest og dermed formelt blive registreret som mand. Af denne årsag og uafhængigt af deres vilje har de ikke kunnet indgå ægteskab. K.B. har i sit skriftlige indlæg anført og senere under retsmødet bekræftet, at deres parforhold er blevet velsignet ved »en kirkelig ceremoni, der anerkendes af et medlem af bispekollegiet i England«, og at de havde svoret hinanden troskab »på samme måde som et traditionelt par«.

13. Under henvisning til, at hun ikke er gift, har NHS Pensions Agency meddelt K.B., at R – i tilfælde af, at hun afgår ved døden først – ikke vil kunne oppebære enkemandspension, idet denne ydelse er forbeholdt en efterlevende ægtefælle, samt at ingen bestemmelse i Det Forenede Kongeriges lovgivning tillægger en person status som ægtefælle, uden der er indgået et gyldigt ægteskab.

14. K.B. indbragte sagen for Employment Tribunal (Det Forenede Kongerige), idet hun gjorde gældende, at de nationale bestemmelser, der begrænser ydelserne til enker og enkemænd efter de forsikrede, udgør en forskelsbehandling på grundlag af køn, der er i strid med artikel 141 EF og 75/117. Ifølge K.B. indebærer disse bestemmelser et krav om, at begrebet »enkemand« i en sådan sammenhæng må fortolkes således, at det ligeledes omfatter en efterlevende partner, som ville have opnået denne status, hvis vedkommendes køn ikke var resultatet af en kønsskifteoperation.

15. Både Employment Tribunal og Employment Appeal Tribunal, London (Det Forenede Kongerige), fastslog ved dom af henholdsvis 16. marts 1998 og 19. august 1999, at den omhandlede pensionsordning ikke er diskriminerende.

16. K.B. ankede dommen til Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division), der besluttede at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Foreligger der forskelsbehandling på grundlag af køn i strid med artikel 141 EF og 75/117, såfremt en partner til et kvindeligt medlem af National Health Service Pension Scheme – der bestemmer, at kun medlemmets efterlevende mand kan gøre krav på efterlevelsesydelsen – udelukkes fra National Health Service Pension Scheme, idet partneren har skiftet køn fra kvinde til mand?«

Om det præjudicielle spørgsmål
Indlæg til Domstolen
17. Ifølge K.B. blev den afgørelse, hvorved hun fik afslag på at indsætte R som begunstiget til enkemandspensionen, udelukkende truffet på grundlag af overvejelser vedrørende sidstnævntes kønsskifteoperation. Hvis R ikke havde skiftet køn, og denne omstændighed ikke forhindrede R i at indgå ægteskab, ville R nemlig have haft ret til efterladtepension i sin egenskab af efterlevende ægtefælle.

18. Hun har endvidere gjort gældende, at dommen i sagen P. mod S., hvoraf det fremgår, at fællesskabsretten forbyder forskelsbehandling, der udspringer af en persons kønsskifte, finder anvendelse i hovedsagen, da den forelæggende ret har lagt til grund, at K.B. og R er et heteroseksuelt par, hvis eneste særlige kendetegn er, at den ene partners køn er et resultat af en operation. Den ugunstige behandling, som de udsættes for, er følgelig udelukkende en konsekvens af, at R har undergået et kønsskifte, hvilket udgør direkte forskelsbehandling på grundlag af køn, der er forbudt i henhold til artikel 141 EF og 75/117.

19. K.B. har subsidiært gjort gældende, at kravet om, at der skal være indgået et ægteskab, udgør en indirekte forskelsbehandling af transseksuelle, eftersom et heteroseksuelt par, hvor den ene af parterne har undergået en kønsskifteoperation, – i modsætning til, hvad der gælder for et heteroseksuelt par, hvor ingen af parterne er transseksuel – aldrig kan opfylde ægteskabskravet.

20. Det Forenede Kongeriges regering har gjort gældende, at hverken mandlige eller kvindelige medarbejdere hos NHS, der ikke er gift med deres partner, har ret til efterladtepension efter NHS Pension Scheme, og dette gælder, uanset grunden til, at de ikke er gift. Det er af underordnet betydning, om grunden til, at en bestemt medarbejder ikke kan opfylde ægteskabsbetingelsen, skyldes det forhold, at den pågældende har en homoseksuel partner, således som det var tilfældet i den sag, der lå til grund for dommen af 17. februar 1998, Grant (sag C-249/96, Sml. I, s. 621), eller at han har en transseksuel partner, således som det er tilfældet i hovedsagen, eller en hvilken som helst anden grund.

21. Det Forenede Kongeriges regering er endvidere af den opfattelse, at dommen af 31. maj 2001, D og Sverige mod Rådet (forenede sager C-122/99 P og C-125/99 P, Sml. I, s. 4319), kan overføres på hovedsagen, eftersom den omtvistede bestemmelse i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber på samme måde som i hovedsagen indeholder en betingelse om, at der skal foreligge et ægteskab, og det ikke er tilstrækkeligt med et fast forhold af en vis karakter til, at der kan udbetales husstandstillæg.

22. Kommissionen har indtaget det standpunkt, at det afgørende element i den sag, der lå til grund for dommen i sagen P. mod S., var, at den ugunstige behandling, som P blev udsat for, var en direkte følge af og udsprang af hans kønsskifte, idet den pågældende ikke ville være blevet afskediget, hvis han ikke havde skiftet køn.

23. I hovedsagen har den ugunstige behandling, der anfægtes, imidlertid kun en fjern forbindelse med R’s kønsskifte, idet den snarere er begrundet i, at parterne ikke har mulighed for at indgå ægteskab. Under disse omstændigheder finder Kommissionen, at dommen i sagen P. mod s. ikke kan overføres på hovedsagen.

24. Kommissionen har ligeledes anført, at fællesskabsretten ikke kan tjene til støtte for K.B.’s anbringende om, at den indirekte forbindelse mellem R’s kønsskifte og afvisningen af at betale efterladtepension til R, er tilstrækkelig til at kvalificere denne afvisning som forskelsbehandling på grundlag af køn. Dels anerkendte Domstolen stiltiende i Grant-dommen, at definitionen af begrebet ægteskab er et familieretligt spørgsmål, der henhører under medlemsstaternes kompetence. Dels har Den Europæiske Menneskeretsdomstol gentagne gange fastslået, at den hindring for indgåelse af ægteskab, der består i, at Det Forenede Kongeriges lovgivning ikke åbner mulighed for, at en transseksuel kan få ændret sin fødselsattest, ikke udgør en tilsidesættelse af artikel 8, 12 og 14 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«).

Domstolens bemærkninger
25. Ydelser, der udbetales i henhold til en pensionsordning, som i det væsentlige beror på pensionsmodtagerens arbejdsforhold, skal ses i tilknytning til den løn, vedkommende modtog, og den henhører under artikel 141 EF (jf. bl.a. dom af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 28, og af 12.9.2002, sag C-351/00, Niemi, Sml. I, s. 7007, præmis 40).

26. Domstolen har ligeledes anerkendt, at en efterladtepension, der udbetales i henhold til en sådan pensionsordning, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 141 EF. Domstolen har i denne forbindelse udtalt, at den omstændighed, at en sådan pension pr. definition ikke udbetales til arbejdstageren, men til den efterladte, ikke kan afsvække denne fortolkning, eftersom en sådan ydelse er en fordel, som udspringer af, at den efterladtes ægtefælle var tilsluttet ordningen, således at den efterladte erhverver retten til pensionen som led i arbejdsforholdet mellem arbejdsgiveren og ægtefællen, og pensionen udbetales til den efterladte som følge af ægtefællens arbejdsforhold (jf. dom af 6.10.1993, sag C-109/91, Ten Oever, Sml. I, s. 4879, præmis 12 og 13, og af 9.10.2001, sag C-379/99, Menauer, Sml. I, s. 7275, præmis 18).

27. En efterladtepension, der udbetales inden for rammerne af en erhvervstilknyttet social sikringsordning som den, der er oprettet ved NHS Pension Scheme, udgør således løn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141 EF og 75/117.

28. Beslutningen om at forbeholde visse fordele for ægtepar – idet ugifte samboende samtidig afskæres fra disse fordele – er enten et udslag af lovgivers valg eller af de nationale retters fortolkning af de nationale retsregler, og borgerne kan ikke gøre gældende, at der i den forbindelse er tale om forskelsbehandling på grundlag af køn, der er forbudt i henhold til fællesskabsretten (jf. for så vidt angår fællesskabslovgivers kompetence, dommen i sagen D og Sverige mod Rådet, præmis 37 og 38).

29. I det foreliggende tilfælde kan en sådan betingelse ikke i sig selv anses for at være kønsdiskriminerende og følgelig for at være i strid med artikel 141 EF eller 75/117, eftersom spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren er en mand eller en kvinde, er uden betydning for tildelingen af efterladtepension.

30. I en situation som den, der foreligger i hovedsagen, er der alligevel tale om en ulige behandling, der – uden direkte at være til hinder for nydelsen af en ret, der er beskyttet efter fællesskabsretten – har indflydelse på en af betingelserne for at opnå den. Som generaladvokaten med rette har fremhævet i punkt 74 i forslaget til afgørelse, angår denne ulige behandling ikke anerkendelsen af retten til enkemandspension, men en ufravigelig forudgående betingelse for tildelingen af denne, nemlig muligheden for at gifte sig.

31. I Det Forenede Kongerige har et par som K.B. og R nemlig ikke – på samme måde som heteroseksuelle par, hvor den ene af parternes seksuelle identitet ikke er et resultat af en kønsskifteoperation, og som således kan gifte sig og i givet fald opnå ret til efterladtepension, idet pensionen udgør en del af en af parternes løn – mulighed for at opfylde den betingelse om, at parterne skal have indgået ægteskab, som er fastsat i NHS Pension Scheme med henblik på tildeling af efterladtepension.

32. Årsagen til denne objektive umulighed skal først og fremmest søges i den omstændighed, at det i Matrimonial Causes Act 1973 er bestemt, at ethvert ægteskab, der indgås mellem to personer, der ikke er henholdsvis mænd eller kvinder, er ugyldigt, og dernæst i den omstændighed, at en persons køn anses for at være det, der er angivet på fødselsattesten, og endelig i den omstændighed, at Birth and Deaths Registration Act 1953 forbyder enhver ændring i fødselsregisteret bortset fra tilfælde af skrivefejl eller materielle fejl.

33. Det bemærkes, at Den Europæiske Menneskeretsdomstol har fastslået, at den omstændighed, at en transsekssuel ikke har mulighed for at gifte sig med en person af det køn, som den pågældende tilhørte før kønsskifteoperationen, idet de civilstandsmæssigt er af samme køn som følge af, at Det Forenede Kongeriges lovgivning ikke åbner mulighed for juridisk anerkendelse af den pågældendes nye seksuelle identitet, udgør en tilsidesættelse af vedkommendes ret til at gifte sig i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EMRK’s artikel 12 (jf. Den Europæiske Menneskeretsdomstols dom af 11.7.2002
i sagen Christine Goodwin mod Det Forenede Kongerige og i sagen I. mod Det Forenede Kongerige, der endnu ikke er trykt i Recueil des arrêts et décisions, henholdsvis § 97-104 og § 77-84).

34. En lovgivning som den, der er omtvistet i hovedsagen, som i strid med EMRK hindrer et par som K.B. og R. i at opfylde den nødvendige betingelse om, at de skal have indgået ægteskab for, at den ene af dem kan opnå ret til en del af den andens løn, må i princippet anses for uforenelig med kravene i artikel 141 EF.

35. Da det tilkommer medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for den juridiske anerkendelse af et kønsskifte for så vidt angår en person i R’s situation, hvilket Den Europæiske Menneskeretsdomstol i øvrigt har anerkendt (dommen i sagen Christine Goodwin mod Det Forenede Kongerige, § 103), påhviler det den nationale ret at efterprøve, om en person i K.B.’s situation i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede kan støtte ret på artikel 141 EF med henblik på at opnå, at dennes partner får tillagt ret til efterladtepension.

36. Det fremgår af de ovenstående bemærkninger, at artikel 141 EF i princippet er til hinder for en lovgivning, der i strid med EMRK hindrer et par som K.B. og R i at opfylde den nødvendige betingelse om ægteskab for, at den ene kan nyde godt af en del af den andens løn. Det påhviler den nationale ret at efterprøve, om en person i K.B.’s situation i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede kan støtte ret på artikel 141 EF med henblik på at opnå, at dennes partner får tillagt ret til efterladtepension.

[Til top] Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger

37. De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[Til top] Afgørelse
På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) ved kendelse af 14. december 2000, for ret:

artikel 141 EF er i princippet til hinder for en lovgivning, der i strid med den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, hindrer et par som K.B. og R i at opfylde den nødvendige betingelse om ægteskab for, at den ene kan nyde godt af en del af den andens løn. Det påhviler den nationale ret at efterprøve, om en person i K.B.’s situation i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede kan støtte ret på artikel 141 EF med henblik på at opnå, at dennes partner får tillagt ret til efterladtepension.
[Til top]

Dommen K.B. mod “National Health Service Pensions Agency og Secretary of State for Health” i England på EUR-Lex.

P mod S og Cornwall County Council – C-13/94. Afskedigelse af en transseksuel var ulovlig. EF-domstolen den 30. april 1996.

p-mod-s-og-Cornwall-county-council

C-13/94, EF-Domstolen, transseksuel, EF-domstolen, kønsskifte, ligebehandling af mænd og kvinder, P mod S og Cornwall County Council

P mod S og Cornwall County Council – C-13/94. Afskedigelse af en transseksuel var ulovlig. EF-domstolen den 30. april 1996.

Vist 19 gange. EF-Domstolen afgjorde den 30. april 1996 i sagen P mod S og Cornwall County Council vedrørende ligebehandling af mænd og kvinder – afskedigelse af en transseksuel. Sag C-13/94.
Afgørelsen lød på, at det var ulovligt at afskedige en transseksuel på grund af dennes kønsskifte.

Sammendrag
Når henses til formålet med direktiv 76/207 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, er direktivets artikel 5, stk. 1, til hinder for afskedigelse af en transseksuel på grund af dennes kønsskifte. Da det er en af menneskets grundlæggende rettigheder ikke at blive udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn, kan direktivets anvendelsesområde ikke skulle indskrænkes til blot at omfatte den forskelsbehandling, som følger af, at den pågældende tilhører det ene eller det andet køn. Direktivet finder også anvendelse på den forskelsbehandling, der udspringer af den pågældendes kønsskifte, idet en sådan forskelsbehandling væsentligst, hvis ikke udelukkende, finder sted på grundlag af den pågældendes køn, idet afskedigelse af en sådan person med den begrundelse, at den pågældende har til hensigt at gennemgå eller har gennemgået et kønsskifte udsætter vedkommende for en behandling, som er mindre gunstig set i forhold til personer af det køn, som vedkommende ansås at tilhøre før operationen.

Parter
I sag C-13/94,
angående en anmodning, som Industrial Tribunal, Truro (Det Forenede Kongerige), i medfør af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

P. mod S. og Cornwall County Council,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

har
DOMSTOLEN
sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene C.N. Kakouris, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet og G. Hirsch samt dommerne G.F. Mancini, F.A. Schockweiler, P.J.G. Kapteyn (refererende dommer), J.L. Murray, H. Ragnemalm og L. Sevón,

generaladvokat: G. Tesauro
justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:
  • P. ved Helena Kennedy, QC, og Barrister Rambert De Mello for advokatfirmæt Tyndallwoods & Milichip
  • Det Forenede Kongerige ved Assistant Treasury Solicitor John E. Collins, som befuldmægtiget, bistået af David Pannick, QC
  • Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Nicholas Khan, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 21. marts 1995 af P. ved Solicitor Madeleine Rees og Solicitor Vereena Jones, Helena Kennedy, QC, Barrister Rambert De Mello og Barrister Ben Emmerson, af Det Forenede Kongerige ved John E. Collins, bistået af David Pannick, og af Kommissionen ved Nicholas Khan,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 14. december 1995,

afsagt følgende
Dom

Dommens præmisser
  1. Ved kendelse af 11. januar 1994, indgået til Domstolen den 13. januar 1994, har Industrial Tribunal, Truro, i medfør af EF-traktatens artikel 177 forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40, herefter “direktivet”).
  2. Spørgsmålene er blevet rejst under en sag anlagt af P. mod S. og Cornwall County Council.
  3. Sagsøgeren i hovedsagen, P., var ansat i en ledende stilling ved en uddannelsesinstitution, der på det for sagen relevante tidspunkt blev drevet af Cornwall County Council, som var den lokale forvaltningsmyndighed. Et år efter sin ansættelse meddelte P. institutionens rektor og administrative leder, S., at han havde til hensigt at gennemgå et kønsskifte. Dette skulle indledes med en såkaldt “life test”-periode, hvor P. skulle klæde sig som og agere som kvinde, hvorefter P. ved kirurgiske indgreb skulle opnå ydre fremtoning som kvinde.
  4. I begyndelsen af september 1992 modtog P., der på det tidspunkt havde gennemgået en kirurgisk behandling af mindre omfang, meddelelse om, at han var afskediget med virkning fra den 31. december 1992. Den endelige operation fandt sted, før afskedigelsen trådte i kraft, men efter at den var blevet varslet.
  5. P. anlagde sag ved Industrial Tribunal og S. mod Cornwall County Council med påstand om, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn. S. og Cornwall County Council gjorde gældende, at afskedigelsen skyldtes, at der var for mange ansatte.
  6. Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at selv om der rent faktisk var for mange ansatte i institutionen, var den reelle årsag til afskedigelsen P.’ s planer om at gennemgå et kønsskifte.
  7. Industrial Tribunal har dernæst fastslået, at forholdet ikke omfattes af Sex Discrimination Act 1975, da engelsk ret udelukkende omhandler situationer, hvor en kvinde eller en mand udsættes for forskelsbehandling, fordi de har et bestemt køn. Ifølge engelsk ret vil P. altid skulle anses for at være mand. Såfremt P. havde været kvinde før sin kønsskifteoperation, ville arbejdsgiveren ligeledes have afskediget hende på grund af operationen. Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt denne situation er omfattet af direktivets anvendelsesområde.
  8. Det fremgår af direktivets artikel 1, stk. 1, at det tilsigter gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår. Princippet om ligebehandling indebærer ifølge direktivets artikel 2, stk. 1, “at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte”.
  9. Det fremgår desuden af direktivets tredje betragtning, at ligebehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere er et af Fællesskabets mål, for så vidt det navnlig drejer sig om at fremme en udjævning af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår på et stadigt stigende niveau.
  10. Da Industrial Tribunal fandt det tvivlsomt, om direktivets anvendelsesområde gik videre end national lovgivning, udsatte den sagen og forelagde Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
    1. “Er afskedigelse af en transseksuel på grund af et kønsskifte i strid med direktiv 76/207/EØF, hvis formål ifølge artikel 1 er at gennemføre princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse osv.?
    2. Er direktivets artikel 3, som henviser til forskelsbehandling på grundlag af køn, til hinder for foranstaltninger på grundlag af arbejdstagerens transseksualitet?”
  11. Indledningsvis bemærkes, at direktivets artikel 3, hvortil den nationale ret har henvist, vedrører anvendelse af princippet om ligebehandling mellem mænd og kvinder i forbindelse med adgangsvilkår til stillinger.
  12. En afskedigelse som den i hovedsagen omhandlede må undersøges i lyset af direktivets artikel 5, stk. 1, som lyder:
    “Anvendelse af princippet om ligebehandling for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår, indebærer, at mænd og kvinder sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn.”
  13. De to præjudicielle spørgsmål, som skal undersøges samlet, må derfor forstås således, at det ønskes oplyst, om artikel 5, stk. 1, når henses til direktivets formål, er til hinder for afskedigelsen af en transseksuel på grundlag af vedkommendes kønsskifte.
  14. Det Forenede Kongerige og Kommissionen har anført, at afskedigelsen af en person, fordi vedkommende er transseksuel eller på grund af en kønsskifteoperation, ikke er en forskelsbehandling på grundlag af køn i den i direktivet anførte betydning.
  15. Til støtte herfor har Det Forenede Kongerige bl.a. gjort gældende, at det fremgår af forelæggelseskendelsen, at arbejdsgiveren ligeledes ville have afskediget P., hvis P. tidligere havde været kvinde og havde gennemgået en operation for at blive mand.
  16. Som fastslået af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bemærkes indledningsvis: “The term ‘transsexual’ is usually applied to those who, whilst belonging physically to one sex, feel convinced that they belong to the other; they often seek to achieve a more integrated, unambiguous identity by undergoing medical treatment and surgical operations to adapt their physical characteristics to their psychological nature. Transsexuals who have been operated upon thus form a fairly well-defined and identifiable group” (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 17.10.1986, Rees mod Det Forenede Kongerige, Series A, nr. 106, præmis 38).
  17. Dernæst bemærkes, at princippet om ligebehandling “af mænd og kvinder”, hvortil der henvises i direktiv 76/207direktivets titel, præambel og bestemmelser, indebærer, “at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn”, således som det bl.a. fremgår af artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1.
  18. Direktivet giver således på det pågældende område kun udtryk for det lighedsprincip, som er et af fællesskabsrettens grundlæggende principper.
  19. Som Domstolen allerede adskillige gange har fastslået, er det i øvrigt en af menneskets grundlæggende rettigheder, som Domstolen skal sikre overholdt, ikke at blive udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 15.6.1978, sag 149/77, Defrenne, Sml. s. 1365, præmis 26 og 27, og af 20.3.1984, forenede sager 75/82 og 117/82, Razzouk og Beydoun mod Kommissionen, Sml. s. 1509, præmis 16).
  20. Under disse omstændigheder kan direktivets anvendelsesområde ikke skulle indskrænkes til blot at omfatte forskelsbehandling, som følger af, at den pågældende tilhører det ene eller det andet køn. Når henses til direktivets formål og karakteren af de rettigheder, det skal beskytte, må direktivet også finde anvendelse på den forskelsbehandling, der – som i dette tilfælde – udspringer af den pågældendes kønsskifte.
  21. En sådan forskelsbehandling finder nemlig væsentligst, hvis ikke udelukkende, sted på grundlag af den pågældendes køn. Når en person således afskediges med den begrundelse, at den pågældende har til hensigt at gennemgå eller har gennemgået et kønsskifte, udsættes vedkommende for en behandling, som er mindre gunstig set i forhold til personer af det køn, som vedkommende ansås for at tilhøre før operationen.
  22. Såfremt en sådan forskelsbehandling var tilladt, ville den ret til personlig værdighed og frihed, som Domstolen skal beskytte, blive krænket i forhold til den pågældende.
  23. Under disse omstændigheder er den omhandlede afskedigelse i strid med direktivets artikel 5, stk. 1. Et andet resultat er alene muligt, såfremt afskedigelsen kunne begrundes med henvisning til direktivets artikel 2, stk. 2. Der er imidlertid intet i hovedsagens akter, der tyder på, at dette er tilfældet.
  24. De spørgsmål, som Industrial Tribunal har forelagt, må derfor besvares således, at henset til direktivets formål er artikel 5, stk. 1, til hinder for afskedigelse af en transseksuel på grundlag af den pågældendes kønsskifte.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
  1. De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

Afgørelse
På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN
vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Industrial Tribunal, Truro, ved kendelse af 11. januar 1994, for ret:

Når henses til formålet med Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår er direktivets artikel 5, stk. 1, til hinder for afskedigelse af en transseksuel på grundlag af den pågældendes kønsskifte.

Dommen i sin helhed på dansk på Eur-Lex.