EU direktiv 2012/29/EU (Offerdirektivet) af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse.

Vist 0 gange. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU (også betegnet som “Offerdirektivet”) af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA

* * *
Direktivet indledes med en række henvisninger og 72 højtidelige betragtninger, som ikke gengives her.
Det skal bemærkes, at direktivet ikke gælder for Danmark grundet de danske forbehold.
Det skal også bemærkes, at direktivet blev fravalgt, det vil sige, at det ikke var blandt de retsakter, der blev stemt om skulle erstatte retsforbeholdet ved folkeafstemningen den 3. december 2015.
Folketinget og direktivet. [1] Tina Thranesen.

* * *
Den vedtagne tekst.

Kapitel 1
Indledende bestemmelser
Artikel 1
Formål
1. Formålet med dette direktiv er at sikre, at ofre for kriminalitet får passende information, støtte og beskyttelse og kan deltage i straffesagen.

Medlemsstaterne sikrer, at ofrene modtager anerkendelse og behandles på en respektfuld, forstående, velegnet, professionel og ikkediskriminerende måde i forbindelse med enhver kontakt med støttetjenester for ofre, eller tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed eller en kompetent myndighed, der medvirker i forbindelse med en straffesag. De rettigheder, der er fastsat i dette direktiv, gælder for ofre på en ikkediskriminerende måde, herunder hvad angår deres opholdsstatus.

2. Når offeret er et barn, sikrer medlemsstaterne, at der ved anvendelsen af dette direktiv først og fremmest tages hensyn til barnets tarv, og at der foretages en individuel vurdering heraf. Der anlægges en tilgang, der er særligt tilpasset børns behov, og som tager behørigt hensyn til barnets alder, modenhedsniveau, synspunkter, behov og ønsker. Barnet og indehaveren af forældremyndigheden eller en eventuelt anden juridiske repræsentant holdes underrettet om alle foranstaltninger eller rettigheder, der specifikt fokuserer på barnet.

Artikel 2
Definitioner
1. I dette direktiv forstås ved:

a) “offer”:
I. en fysisk person, som har lidt skade, herunder fysisk, psykisk eller følelsesmæssig skade eller økonomisk tab, som direkte er forvoldt ved en forbrydelse

II. familiemedlemmer til en person, hvis død direkte blev forvoldt ved en forbrydelse, og som har lidt skade som følge af personens død

b) “familiemedlemmer”: offerets ægtefælle, den person, der lever sammen med offeret i et fast nært forhold i en fælles husstand og på et stabilt og varigt grundlag, slægtning? i direkte linje, søskende samt personer, som offeret har forsørgerpligt over for

c) “barn”: en person under atten år.

d) “genoprettende retfærdighed”: enhver proces, hvorved offeret og gerningsmanden ved frivilligt samtykke sættes i stand til at deltage aktivt i afgørelsen af spørgsmål, der opstår i forbindelse med forbrydelsen, med hjælp fra en upartisk tredjepart.

2. Medlemsstaterne kan indføre procedurer:

a) til at begrænse antallet af familiemedlemmer, som kan være omfattet af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv, idet der tages hensyn til de specifikke omstændigheder i hver sag, og

b) i forbindelse med stk. 1, litra a), nr. II), for at afgøre, hvilke familiemedlemmer der har prioritet med hensyn til udøvelsen af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv.

Kapitel 2
Information og støtte
Artikel 3
Retten til at forstå og blive forstået
1. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at hjælpe ofrene fra første kontakt og under enhver yderligere nødvendig kontakt, de har med en kompetent myndighed i forbindelse med en straffesag, til at forstå og blive forstået, herunder når myndigheden giver information.

2. Medlemsstaterne sikrer, at kommunikationen med ofrene foregår på et enkelt og letforståeligt sprog, mundtligt eller skriftligt. Kommunikationen skal tage hensyn til offerets personlige karakteristika, herunder et eventuelt handicap, der kan berøre dets evne til at forstå eller blive forstået.

3. Medmindre det ikke er i offerets interesse, eller medmindre det ville berøre sagens forløb, tillader medlemsstaterne ofrene at være ledsaget af en person, som de selv har valgt, ved den første kontakt med en kompetent myndighed, hvis offeret som følge af forbrydelsens konsekvenser har behov for bistand til at forstå eller for at blive forstået.

Artikel 4
Ret til at modtage information fra den første kontakt med en kompetent myndighed
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre uden unødig forsinkelse tilbydes følgende information fra deres første kontakt med en kompetent myndighed, så de bliver i stand til at udøve de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv:

a) hvilken form for støtte de kan få og af hvem, herunder, hvor det er relevant, grundlæggende information om adgangen til lægehjælp, enhver specialisthjælp, herunder psykologhjælp, og alternativ indkvartering

b) procedurerne for indgivelse af en anmeldelse vedrørende en forbrydelse og ofres rolle i forbindelse med disse procedurer

c) hvordan og på hvilke betingelser ofre kan opnå beskyttelse, herunder beskyttelsesforanstaltninger

d) hvordan og på hvilke betingelser ofre kan få adgang til juridisk rådgivning, retshjælp og enhver anden form for rådgivning

e) hvordan og på hvilke betingelser ofre kan få adgang til erstatning

f) hvordan og på hvilke betingelser ofre er berettigede til tolkning og oversættelse

g) hvis de har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor forbrydelsen blev begået, hvilke særlige foranstaltninger, procedurer eller faciliteter, der findes til at beskytte ofrenes interesser i den medlemsstat, hvor der først tages kontakt med den kompetente myndighed,

h) procedurer for indgivelse af klage, der er til rådighed, hvis ofrenes rettigheder tilsidesættes af den kompetente myndighed, der medvirker i forbindelse med en straffesag

i) kontaktoplysninger med henblik på kommunikation om deres sag

j) tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed, der står til rådighed

k) hvordan og på hvilke betingelser ofre kan få godtgjort de udgifter, de har haft i forbindelse med deres deltagelse i straffesagen.

2. Omfanget af eller detaljerne vedrørende de informationer, der er omhandlet i stk. 1, kan variere afhængigt af offerets særlige behov og personlige omstændigheder samt forbrydelsens art eller type. Der kan også gives yderligere information på et senere tidspunkt afhængigt af offerets behov og informationens relevans for hvert af sagens stadier.

Artikel 5
Rettigheder for ofre, der anmelder en forbrydelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre får en skriftlig bekræftelse på deres formelle anmeldelse, som de har indgivet til den kompetente myndighed i en medlemsstat, der angiver den pågældende forbrydelses hovedelementer.

2. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der ønsker at anmelde en forbrydelse, og som ikke forstår eller taler den kompetente myndigheds sprog, sættes i stand til at foretage anmeldelsen på et sprog, som de forstår, eller ved at modtage den nødvendige sproglige hjælp.

3. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der ikke forstår eller taler den kompetente myndigheds sprog, vederlagsfrit får en oversættelse af den skriftlige bekræftelse af deres anmeldelse, som er omhandlet i stk. 1, på et sprog de forstår, hvis de anmoder herom.

Artikel 6
Offerets ret til at få information om sin sag
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre uden unødig forsinkelse får meddelelse om deres ret til at få følgende informationer om den straffesag, der er indledt som følge af anmeldelsen af en forbrydelse, som offeret har været udsat for, og at de modtager denne information, såfremt de anmoder herom:

a) enhver afgørelse om at afslutte eller ikke at fortsætte en efterforskning, eller om ikke at retsforfølge gerningsmanden

b) hvor og hvornår retssagen finder sted, samt karakteren af tiltalen mod gerningsmanden.

2. Medlemsstaterne sikrer, at ofre i overensstemmelse med deres rolle i det pågældende strafferetlige system uden unødig forsinkelse får meddelelse om deres ret til at få følgende informationer om den straffesag, der er indledt som følge af anmeldelsen af en forbrydelse, som offeret har været udsat for, og at de modtager denne information, såfremt de anmoder herom:

a) enhver endelig dom i en retssag

b) information, der sætter offeret i stand til at forstå, hvor langt straffesagen er kommet, medmindre en sådan meddelelse under særlige omstændigheder vil kunne være til skade for sagens behandling.

3. Information som omhandlet i stk. 1, litra a), og stk. 2, litra a), skal omfatte begrundelsen eller et kort sammendrag af begrundelsen for afgørelsen, medmindre der er tale om en nævningeafgørelse eller en afgørelse, hvor begrundelsen er fortrolig, i hvilket tilfælde der ikke gives en begrundelse som følge af national ret.

4. Den kompetente myndighed er forpligtet af ofrenes ønske om at blive informeret eller ikke at blive informeret, medmindre informationen skal gives af hensyn til offerets ret at deltage aktivt i straffesagen. Medlemsstaterne tillader ofrene at omgøre deres ønske når som helst, og skal da tage hensyn hertil.

5. Medlemsstaterne sikrer, at ofrene har mulighed for uden unødig forsinkelse at få meddelelse om, hvornår den person, der er varetægtsfængslet, retsforfølges eller er blevet dømt for forbrydelser, der vedrører dem, løslades eller er flygtet fra fængslet. Medlemsstaterne sikrer endvidere, at ofrene informeres om enhver relevant foranstaltning, der træffes for at beskytte dem i tilfælde af gerningsmandens løsladelse eller flugt.

6. Ofre modtager efter anmodning den i stk. 5 omhandlede information, i det mindste i tilfælde, hvor der er fare eller identificeret risiko for skade for dem, medmindre der er en identificeret risiko for skade for gerningsmanden som følge af en sådan meddelelse.

Artikel 7
Ret til tolkning og oversættelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes under den pågældende straffesag, efter anmodning får stillet tolkning til rådighed vederlagsfrit i overensstemmelse med deres rolle i det relevante strafferetlige system, i det mindste under alle afhøringer eller udspørgninger under straffesagen, hos de myndigheder, der forestår efterforskningen, og hos de retslige myndigheder, herunder under politiets udspørgning, og tolkning under alle retsmøder og alle nødvendige forberedende retsmøder, de deltager aktivt i.

2. Uden at det berører retten til et forsvar og i overensstemmelse med reglerne om domstolenes skøn kan der efter omstændighederne anvendes kommunikationsteknologier, såsom videokonferencer, telefon eller internettet, medmindre tolkens fysiske tilstedeværelse er nødvendig for, at offeret i fuldt omfang kan udøve sine rettigheder eller forstå sagens gang.

3. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes under den pågældende straffesag, i overensstemmelse med deres rolle i det relevante strafferetlige system i straffesager, efter anmodning, vederlagsfrit får stillet oversættelse til rådighed på et sprog, de forstår, af information, der er af afgørende betydning for udøvelsen af deres rettigheder under straffesagen, i det omfang denne information videregives til ofrene. Oversættelse af sådan information skal, i det mindste omfatte enhver afgørelse, der afslutter straffesagen vedrørende den forbrydelse, som offeret har været udsat for, og efter offerets anmodning, en begrundelse eller et kort sammendrag af begrundelsen for afgørelsen, medmindre der er tale om en nævningeafgørelse eller en afgørelse, hvor begrundelsen er fortrolig, i hvilket tilfælde der ikke gives en begrundelse i henhold til national ret.

4. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der har ret til information om, hvor og hvornår retssagen finder sted, jf. artikel 6, stk. 1, litra b), og som ikke forstår den kompetente myndigheds sprog, efter anmodning får en oversættelse af den information, som de har krav på, stillet til rådighed.

5. Ofre kan indgive en begrundet anmodning om, at et dokument betragtes som væsentligt. Der stilles ikke krav om, at passager i væsentlige dokumenter, som ikke er relevante for, at ofre kan deltage aktivt i straffesagen, bliver oversat.

6. Uanset stk. 1 og 3 kan der gives en mundtlig oversættelse eller et mundtligt sammendrag af væsentlige dokumenter i stedet for en skriftlig oversættelse, forudsat at en sådan mundtlig oversættelse eller et sådant mundtligt sammendrag ikke vanskeliggør en retfærdig rettergang.

7. Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndighed foretager en vurdering af, om ofrene har behov for tolkning eller oversættelse, jf. stk. 1 og 3. Ofrene kan anke en afgørelse om ikke at tilbyde tolkning eller oversættelse. Procedurereglerne for en sådan prøvelse fastlægges i national ret.

8. Tolkning og oversættelse, samt enhver overvejelse om at anke en afgørelse om ikke at tilbyde tolkning eller oversættelse i medfør af denne artikel, må ikke forsinke straffesagen unødigt.

Artikel 8
Ret til adgang til støttetjenester for ofre
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, i overensstemmelse med deres behov, har adgang til vederlagsfrie og fortrolige støttetjenester for ofre, der varetager ofrenes interesser, før, under og i et passende tidsrum efter straffesagen. Familiemedlemmer har adgang til støttetjenester for ofre i overensstemmelse med deres behov og graden af den skade, de har lidt som følge af den forbrydelse, der er begået mod offeret.

2. Medlemsstaterne fremmer henvisninger af ofre fra den kompetente myndighed, der modtog anmeldelsen, og andre relevante organer til støttetjenester for ofre.

3. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at etablere vederlagsfrie og fortrolige specialiserede støttetjenester ud over, eller som en integrerende del af, almindelige støttetjenester for ofre eller til at gøre det muligt for støtteorganisationer for ofre at henvende sig til eksisterende specialiserede organer, der tilbyder sådan specialiseret støtte. Ofre har i overensstemmelse med deres særlige behov adgang til sådanne tjenester, og familiemedlemmer har adgang i overensstemmelse med deres særlige behov og den skade, de har lidt som følge af den forbrydelse, der er begået mod offeret.

4. Støttetjenester for ofre og eventuelle specialiserede støttetjenester kan etableres som offentlige eller ikkestatslige organisationer og organiseres på professionelt eller frivilligt grundlag.

5. Medlemsstaterne sikrer, at adgang til eventuelle støttetjenester for ofre ikke er afhængig af, at ofrene formelt anmelder en forbrydelse til en kompetent myndighed.

Artikel 9
Støtte fra støttetjenester for ofre
1. Støttetjenester for ofre som omhandlet i artikel 8, stk. 1, skal som minimum omfatte:

a) information, rådgivning og støtte, der er relevant for ofrenes udøvelse af rettigheder, herunder om adgang til nationale ordninger til opnåelse af erstatning for skade forvoldt ved forbrydelser, og om deres rolle i straffesager, herunder forberedelse til deltagelse i retssagen

b) information om eller direkte henvisning til eventuelle relevante specialiserede støttetjenester, som tilbydes

c) følelsesmæssig og så vidt muligt psykologisk bistand

d) rådgivning om økonomiske og praktiske spørgsmål, der opstår som følge af forbrydelsen

e) rådgivning vedrørende risikoen for og forhindring af sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse, medmindre andet er fastsat af andre offentlige eller private tjenester.

2. Medlemsstaterne tilskynder støttetjenesterne for ofre til at tage særligt hensyn til de særlige behov hos ofre, der har lidt stor skade som følge af forbrydelsens alvor.

3. Medmindre andet er fastsat af andre offentlige eller private tjenester, skal de specialiserede støttetjenester, der er omhandlet i artikel 8, stk. 3, som minimum tilvejebringe og tilbyde:

a) herberg eller enhver anden form for passende midlertidig indkvartering for ofre, der har behov for et sikkert opholdssted på grund af en overhængende risiko for sekundær og gentagen viktimisering, for intimidering og for gengældelse

b) målrettet og integreret hjælp til ofre med særlige behov såsom ofre for seksuel vold, ofre for kønsbaseret vold og ofre for vold i nære forhold, herunder traumestøtte og traumerådgivning.

Kapitel 3
Deltagelse i straffesager
Artikel 10
Retten til at blive hørt
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre har mulighed for at blive hørt under straffesagen og kan fremlægge beviser. Når et børneoffer skal høres, tages der behørigt hensyn til barnets alder og modenhed.

2. De procedureregler, efter hvilke ofre har mulighed for at blive hørt under straffesagen og kan fremlægge beviser, fastlægges i national ret.

Artikel 11
Rettigheder i forbindelse med afgørelser om ikke at rejse tiltale
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, i overensstemmelse med deres rolle i det relevante strafferetlige system, har ret til prøvelse af en afgørelse om ikke at rejse tiltale. Procedurereglerne for en sådan prøvelse fastlægges i national ret.

2. Fastlægges offerets rolle i det relevante strafferetlige system i overensstemmelse med national ret først, når der er truffet afgørelse om at retsforfølge gerningsmanden, sikrer medlemsstaterne, at i det mindste ofre for alvorlige forbrydelser har ret til prøvelse af en afgørelse om ikke at rejse tiltale. Procedurereglerne for en sådan prøvelse fastlægges i national ret.

3. Medlemsstaterne sikrer, at ofre uden unødig forsinkelse får meddelelse om deres ret til at få, og at de efter anmodning får tilstrækkelige informationer til at beslutte, om de skal anmode om prøvelse af en afgørelse om ikke at rejse tiltale.

4. Når afgørelsen om ikke at rejse tiltale træffes af den øverste anklagemyndighed, og det ikke er muligt at foretage en prøvelse af denne afgørelse i henhold til national ret, kan retten til prøvelse foretages af den samme myndighed.

5. Stk. 1, 3 og 4 finder ikke anvendelse på anklagerens afgørelse om ikke at rejse tiltale, hvis en sådan afgørelse medfører en tvistløsning uden for domstolene, i det omfang den nationale ret indeholder bestemmelser om en sådan mulighed.

Artikel 12
Ret til garantier i forbindelse med genoprettende retfærdighed
1. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at sikre offeret mod sekundær og gentagen viktimisering, mod intimidering og mod gengældelse, som skal anvendes, når der ydes enhver form for tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed. Disse foranstaltninger sikrer, at ofre, der vælger at deltage i en proces med genoprettende retfærdighed, har adgang til sikre og kompetente former for tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed under iagttagelse af mindst følgende betingelser:

a) Tjenesterne vedrørende genoprettende retfærdighed anvendes kun, hvis det med forbehold af alle sikkerhedshensyn er i offerets interesse, og offeret frit har givet sit informerede samtykke, som til enhver tid kan tilbagekaldes.

b) Inden offeret samtykker i at deltage i processen med genoprettende retfærdighed, skal den pågældende have fuldstændige og objektive oplysninger om nævnte proces og om de mulige resultater heraf samt oplysninger om procedurerne for kontrol med opfyldelsen af en eventuel overenskomst.

c) Gerningsmanden skal have erkendt de grundlæggende fakta i sagen.

d) Enhver overenskomst indgås frivilligt og kan tages i betragtning under eventuelle yderligere skridt i straffesagen.

e) Drøftelser i forbindelse med genoprettende retfærdighed, som ikke føres offentligt, er fortrolige og offentliggøres ikke efterfølgende, medmindre parterne indvilliger heri, eller det kræves i henhold til national ret på grund af en tungtvejende offentlig interesse.

2. Medlemsstaterne fremmer henvisning af sager, der er relevante, til tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed, herunder gennem udfærdigelse af procedurer eller retningslinjer om betingelserne for en sådan henvisning.

Artikel 13
Ret til retshjælp
Medlemsstaterne sikrer, at ofre har adgang til retshjælp, når de er part i en straffesag. Betingelserne eller procedurereglerne for, at ofre kan få adgang til retshjælp, fastlægges i national ret.

Artikel 14
Ret til godtgørelse af udgifter
Medlemsstaterne skal give ofre, som deltager i straffesager, mulighed for at få godtgjort de udgifter, de har haft i forbindelse med deres aktive deltagelse i straffesagen, i overensstemmelse med deres rolle i det relevante strafferetlige system. Betingelserne for eller procedurereglerne efter hvilke ofre kan få adgang til godtgørelse, fastlægges i national ret.

Artikel 15
Ret til at få ejendele igen
Medlemsstaterne sikrer, at ejendele, der er blevet beslaglagt under en straffesag, og som kan tilbageleveres, på grundlag af en afgørelse truffet af en kompetent myndighed straks leveres tilbage til ofrene, medmindre ejendelene er nødvendige til brug under straffesagen. Betingelserne eller procedurereglerne for tilbagelevering af sådanne ejendele til ofrene fastlægges i national ret.

Artikel 16
Ret til en afgørelse om erstatning fra gerningsmanden under en straffesag
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre har krav på, som led i straffesagen, at få en afgørelse om erstatning fra gerningsmanden inden en rimelig frist, medmindre national ret indeholder bestemmelser om, at sådanne afgørelser skal træffes i forbindelse med anden retsforfølgning.

2. Medlemsstaterne fremmer foranstaltninger til at tilskynde gerningsmanden til at yde passende erstatning til offeret.

Artikel 17
Rettigheder for ofre med bopæl i en anden medlemsstat
1. Medlemsstaterne sikrer, at deres kompetente myndigheder er i stand til at træffe de nødvendige foranstaltninger til i videst muligt omfang at begrænse de vanskeligheder, som opstår, når offeret har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor forbrydelsen blev begået, især med hensyn til sagens tilrettelæggelse. Med henblik herpå skal myndighederne i den medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået, især have mulighed for:

a) at optage forklaring fra offeret umiddelbart efter anmeldelsen af forbrydelsen til den kompetente myndighed

b) i videst muligt omfang at gøre brug af bestemmelserne om video- og telefonkonference i konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af 29. maj 2000 (17) med henblik på afhøring af ofre, som har bopæl i en anden medlemsstat.

2. Medlemsstaterne sikrer, at ofre for en forbrydelse, der er begået i en anden medlemsstat end den, hvor de har bopæl, kan anmelde forbrydelsen til de kompetente myndigheder i bopælsstaten, hvis de ikke har mulighed for at gøre det i den medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået, eller, når der er tale om en alvorlig forbrydelse i henhold til national ret i den pågældende medlemsstat, hvis de ikke ønsker at gøre det.

3. Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndighed, som offeret indgiver sin anmeldelse til, straks videresender den til den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået, hvis kompetencen til at indlede retsforfølgning ikke er blevet udøvet af den medlemsstat, hvori anmeldelsen blev indgivet.

Kapitel 4
Beskyttelse af ofre og anerkendelse af ofre med særlige beskyttelsesbehov
Artikel 18
Ret til beskyttelse
Uden at dette indebærer en begrænsning i retten til et forsvar, sikrer medlemsstaterne, at der kan træffes foranstaltninger til at beskytte ofrenes og deres familiemedlemmer mod sekundær og gentagen viktimisering, mod intimidering og mod gengældelse, herunder mod risikoen for følelsesmæssigt eller psykologisk overgreb, og til at beskytte ofrenes værdighed under afhøring og ved afgivelse af vidneforklaring. Om nødvendigt skal sådanne foranstaltninger også omfatte procedurer, der er fastlagt i henhold til national ret, med henblik på fysisk beskyttelse af ofre og deres familiemedlemmer.

Artikel 19
Ret til at undgå kontakt mellem offeret og gerningsmanden
1. Medlemsstaterne skaber de nødvendige betingelser for, at kontakt mellem ofre, og om nødvendigt deres familiemedlemmer, og gerningsmanden undgås i lokaler, hvor straffesagen finder sted, medmindre straffesagen gør en sådan kontakt nødvendig.

2. Medlemsstaterne sikrer, at nye retsbygninger har særskilte venteområder for ofre.

Artikel 20
Ofres ret til beskyttelse under efterforskningen af forbrydelser

Uden at det berører retten til et forsvar og i overensstemmelse med reglerne om rettens skøn, sikrer medlemsstaterne under efterforskningen af forbrydelser, at:

a) afhøring af ofre finder sted uden unødigt ophold, efter at der er anmeldt en forbrydelse til den kompetente myndighed

b) antallet af afhøringer af ofre begrænses mest muligt, og at afhøring kun foretages, hvis det er strengt nødvendigt af hensyn til den strafferetlige efterforskning

c) ofre kan ledsages af deres juridiske repræsentant og en person, de selv har valgt, medmindre der er truffet en begrundet afgørelse om det modsatte

d) lægeundersøgelser begrænses mest muligt og kun foretages, hvis det er strengt nødvendigt af hensyn til straffesagen.

Artikel 21
Ret til beskyttelse af privatlivet
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder under straffesagen kan træffe egnede foranstaltninger til at beskytte ofres og deres familiemedlemmers privatliv, herunder offerets personlige egenskaber, der tages hensyn til ved den i artikel 22 omtalte individuelle vurdering, og billedgengivelser af de pågældende. Endvidere sikrer medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder kan træffe alle lovlige foranstaltninger for at hindre, at offentligheden får kendskab til oplysninger, der kan gøre det muligt at identificere børneofre.

2. For at beskytte ofrenes privatliv, personlige integritet og personoplysninger tilskynder medlemsstaterne under hensyntagen til ytringsfriheden og mediernes ret til information, mediefrihed og mediernes pluralisme medierne til at træffe selvregulerende foranstaltninger.

Artikel 22
Individuel vurdering af ofre for at identificere særlige beskyttelsesbehov
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre i tide bliver individuelt vurderet efter de nationale procedurer med henblik på at identificere særlige beskyttelsesbehov og for at afgøre, om og i hvilken udstrækning de vil kunne nyde godt af særlige foranstaltninger under en straffesag, jf. artikel 23 og 24, under hensyntagen til deres særlige modtagelighed over for sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse.

2. Den individuelle vurdering tager særligt hensyn til:

a) offerets personlige karakteristika

b) forbrydelsens art eller type, og

c) omstændighederne ved forbrydelsen.

3. I forbindelse med den individuelle vurdering, vises særlig opmærksomhed over for ofre, der har lidt betydelig overlast som følge af forbrydelsens alvor; ofre, der har været udsat for en forbrydelse, der blev begået på grund af fordomme eller ud fra et diskriminatorisk motiv, der især kan have forbindelse med ofrenes personlige karakteristika; ofre, hvis forhold til og afhængighed af gerningsmanden gør dem særligt sårbare. I den forbindelse skal der tages behørigt hensyn til ofre for terrorisme, organiseret kriminalitet, menneskehandel, kønsbaseret vold, vold i et nært forhold, seksuel vold, udnyttelses- eller hadforbrydelser samt ofre med handicap.

4. Ved anvendelsen af dette direktiv lægges til grund, at børneofre har særlige beskyttelsesbehov på grund af deres sårbarhed over for sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse. For at afgøre om og i hvilket omfang de ville drage nytte af særlige foranstaltninger som omhandlet i artikel 23 og 24, underlægges børneofre en individuel vurdering som omhandlet i nærværende artikels stk. 1.

5. Den individuelle vurderings omfang kan tilpasses forbrydelsens grovhed og den grad af skade, offeret efter det oplyste har lidt.

6. Individuelle vurderinger gennemføres under tæt inddragelse af ofrene og tager hensyn til deres ønsker, også hvis de ikke ønsker, at der træffes særlige foranstaltninger, jf. artikel 23 og 24.

7. Hvis de elementer, der ligger til grund for den individuelle vurdering, har ændret sig væsentligt, sikrer medlemsstaterne, at den holdes opdateret under hele straffesagens forløb.

Artikel 23
Ret til beskyttelse under straffesager for ofre med særlige beskyttelsesbehov
1. Uden at det berører retten til et forsvar og i overensstemmelse med reglerne om domstolenes skøn sikrer medlemsstaterne, at ofre med særlige beskyttelsesbehov, for hvem der træffes særlige foranstaltninger, der er identificeret som følge af en individuel vurdering som omhandlet i artikel 22, stk. 1, kan nyde godt af de foranstaltninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 2 og 3. En særlig foranstaltning som følge af den individuelle vurdering undlades, hvis operationelle eller praktiske begrænsninger gør det umuligt at benytte den, eller hvis der er et presserende behov for at afhøre offeret, og undladelse heraf kan skade offeret eller en anden person eller kan berøre selve sagens forløb.

2. Følgende foranstaltninger skal være til rådighed for ofre med særlige beskyttelsesbehov, der er identificeret i overensstemmelse med artikel 22, stk. 1, under efterforskningen af forbrydelsen:

a) afhøring af offeret udføres i lokaler, der er indrettet til eller tilpasset dette formål

b) afhøring af offeret foretages af eller gennem personer, som er professionelt uddannede heri.

c) afhøring af offeret foretages altid af de samme personer, medmindre en forsvarlig retspleje er til hinder herfor

d) enhver afhøring af ofre for seksuel vold, kønsbaseret vold eller vold i nære forhold foretages af en person af samme køn som offeret, hvis offeret ønsker det, under forudsætning af, at det ikke griber ind i straffesagens gang, medmindre afhøringen foretages af en anklager eller en dommer

3. Følgende foranstaltninger skal være til rådighed for ofre med særlige beskyttelsesbehov, der er identificeret i overensstemmelse med artikel 22, stk. 1, under retssagen:

a) foranstaltninger til at undgå visuel kontakt mellem ofre og gerningsmænd, herunder under vidneforklaringerne, ved hjælp af egnede midler, herunder brug af kommunikationsteknologi

b) foranstaltninger til at sikre, at offeret kan afhøres i retslokalet uden at være til stede, især ved hjælp af dertil egnet kommunikationsteknologi

c) foranstaltninger til at undgå unødvendig afhøring om offerets privatliv, der ikke er relevant for forbrydelsen, og

d) foranstaltninger, så retsmødet kan finde sted uden offentlighedens tilstedeværelse.

Artikel 24
Børneofres ret til beskyttelse under straffesager
1. Ud over foranstaltningerne i artikel 23 sikrer medlemsstaterne, når offeret er et barn, at:

a) alle afhøringer af børneofferet kan videooptages under den strafferetlige efterforskning af forbrydelsen, og at disse optagelser af afhøringer kan bruges som bevis under straffesagen

b) de kompetente myndigheder i forbindelse med efterforskning af forbrydelser og under retssagen, i overensstemmelse med ofres rolle i det relevante strafferetlige system, udpeger en særlig repræsentant for børneofre, når indehaverne af forældremyndigheden i henhold til national ret er udelukket fra at repræsentere børneofferet som følge af en interessekonflikt mellem dem og børneofferet, eller når børneofferet er uledsaget eller adskilt fra familien

c) han eller hun, når børneofferet har ret til en advokat, har ret til sin egen juridiske rådgiver og repræsentant i sit eget navn i sager, hvor der er, eller der kunne opstå en interessekonflikt mellem barneofferet og indehaveren af forældremyndigheden.

Procedurereglerne for de i første afsnit, litra a), omhandlede videooptagelser og anvendelsen heraf fastlægges i national ret.

2. Såfremt der hersker usikkerhed om et offers alder, og der er grund til at formode, at offeret er et barn, forudsættes offeret i forbindelse med dette direktiv at være et barn.

Kapitel 5
Almindelige bestemmelser
Artikel 25
Uddannelse af fagfolk
1. Medlemsstaterne sikrer, at offentligt ansatte embedsmænd, som vil kunne komme i kontakt med ofre, f.eks. politifolk og personalet ved retterne får både generel og specialiseret uddannelse på et niveau svarende til den kontakt, de har med ofrene, for at øge deres opmærksomhed på ofres behov og for at sætte dem i stand til at behandle ofre på en uvildig, respektfuld, og professionel måde.

2. Med forbehold af retsvæsenets uafhængighed og forskelle i opbygningen af retssystemerne i Unionen anmoder medlemsstaterne om, at de ansvarlige for uddannelse af dommere og anklagere, der er involveret i straffesager, giver adgang til både generel og specialiseret uddannelse for at øge dommeres og anklageres opmærksomhed på ofres behov.

3. Uden at det berører domstolenes uafhængighed anbefaler medlemsstaterne, at de ansvarlige for juristernes uddannelse giver dem adgang til både generel og specialiseret uddannelse for at øge juristers opmærksomhed på ofres behov.

4. Medlemsstaterne tilskynder gennem deres offentlige tjenester eller ved støttemidler til støtteorganisationer for ofre initiativer, der sikrer, at de, der tilbyder en støttetjeneste for ofre eller tilbyder tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed, får den nødvendige uddannelse på et niveau svarende til den kontakt, de har med ofrene, og overholder de faglige standarder, så det sikres, at disse tjenesteydelser udføres på en uvildig, respektfuld og professionel måde.

5. Under hensyn til de arbejdsopgaver, der udføres, og arten og omfanget at den kontakt, fagfolkene har med ofre, tilsigter uddannelsen at sætte de pågældende i stand til at give ofre anerkendelse og behandle dem på en respektfuld, professionel og ikkediskriminerende måde.

Artikel 26
Samarbejde og koordinering
1. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at lette samarbejdet mellem medlemsstaterne og forbedre ofres udøvelse af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv og national ret. Et sådant samarbejde har mindst til formål at:

a) udveksle bedste praksis

b) foretage høringer i individuelle tilfælde, og

c) yde assistance til europæiske netværk, der arbejder med sager af direkte relevans for ofres rettigheder.

2. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger, herunder via internettet, med henblik på at øge bevidstheden om de i dette direktiv omhandlede rettigheder til begrænsning af risikoen for viktimisering og minimering af de negative konsekvenser af forbrydelsen og risikoen for sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse, navnlig ved målretning mod grupper såsom børn, ofre for kønsbaseret vold og ofre for vold i nære forhold. Sådanne foranstaltninger kan omfatte oplysnings- og bevidstgørelseskampagner og forsknings- og uddannelsesprogrammer, om nødvendigt i samarbejde med relevante civilsamfundsorganisationer og andre aktører.

Kapitel 6
Afsluttende bestemmelser
Artikel 27
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 16. november 2015.

2. Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 28
Indsendelse af data og statistikker
Medlemsstaterne meddeler senest 16. november 2017 og derefter hvert tredje år Europa-Kommissionen tilgængelige data, der viser, hvordan og i hvilken udstrækning ofrene har udøvet de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv.

Artikel 29
Rapport
Kommissionen fremsender senest 16. november 2017 en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet med en vurdering af, i hvilket omfang medlemsstaterne har truffet de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme dette direktiv, herunder en beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 8, artikel 9 og artikel 23, om nødvendigt ledsaget af lovgivningsforslag.

Artikel 30
Erstatning af rammeafgørelse 2001/220/RIA
Rammeafgørelse 2001/220/RIA erstattes herved for så vidt angår de medlemsstater, der deltager i vedtagelsen af dette direktiv, idet dette dog ikke berører medlemsstaternes forpligtelser for så vidt angår fristerne for gennemførelse i national ret.

For så vidt angår de medlemsstater, der deltager i vedtagelsen af dette direktiv, gælder henvisninger til rammeafgørelsen som henvisninger til nærværende direktiv.

Artikel 31
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 32
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 25. oktober 2012.

Europa-Parlamentet vegne
M. Schulz
Formand
Rådets vegne
A.D. Mavroyiannis
Formand

* * *
Direktivet hos EUR-Lex.
Direktivet hos EUR-Lex.

* * *
Noter
  1. [Retur] “video- og telefonkonference i konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af 29. maj 2000”.
    EFT C 197 af 12.7.2000, s. 3.
    De Europæiske Fællesskabers Tidende den 12. juli 2000, C 197/1.
    Rådets retsakt af 29. maj 2000 om udarbejdelse i henhold til artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Union af konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater.
    Artikel 10: Afhøring ved hjælp af videokonference.
    Artikel 11: Afhøring af vidner og sagkyndige ved hjælp af telefonkonference.
    Retsakten i pdf-format i De Europæiske Fællesskabers Tidende hos EUR-Lex.

  1. [Retur] Folketinget og direktivet.
    1. Retsudvalget stillede den 21. marts 20136 på foranledning af Karsten Lauritzen (V) spgsm. 690 – Alm. del 2012-13 – om, hvilke ændringer af lovgivningen direktiv 2012/29/EU af 25. oktober vil medføre, hvis Danmark beslutter at blive omfattet af direktivet, til justitsminister, Morten Bødskov, der svarede den 9. april 2013.

      Spørgsmål
      Ministeren bedes redegøre for, hvilke ændringer af lovgivningen direktiv 2012/29/EU af 25. oktober vil medføre, hvis Danmark beslutter at blive omfattet af direktivet.

      Svar
      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU [2] af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA indeholder en række forpligtelser for medlemsstaterne til bl.a. at sikre ofres ret til information, rådgivning, tolkebistand og oversættelse, ofres deltagelse i straffesager og klageadgang samt regler vedrørende beskyttelse af ofre, herunder beskyttelse af ofre med særlige behov.

      Direktivet er vedtaget med hjemmel i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, tredje del, afsnit V, nærmere bestemt artikel 82, stk. 2, og er dermed omfattet af det danske retsforbehold. Danmark deltog således ikke i vedtagelsen af forslaget, og direktivets bestemmelser er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark. Retsforbeholdet er dog ikke til hinder for, at Danmark opretholder og/eller indfører regler, som er i overensstemmelse med direktivets bestemmelser.

      De medlemsstater, som direktivet retter sig til, vil skulle gennemføre direktivet senest den 16. november 2015. Justitsministeriet har ikke på nuværende tidspunkt vurderet, om der bør ske gennemførelse af direktivet i dansk ret, herunder i hvilket omfang en sådan gennemførelse vil kræve ændringer af eksisterende lovgivning.

      * * *
      [Retur] Direktiv 2012/27/EU
      I svaret herover (på spgsm. 690) anføres direktiv 2012/27/EU. Det må være en fejlskrivning. Direktiv 2012/27/EU vedrører forhold om energieffektivitet. Spørgsmålet vedrører direktiv 2012/29/EU, og det er også dette direktiv, svaret i øvrigt vedrører.

      * * *
      Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
      Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

    2. Folkeafstemningen om “Retsforbeholdet” den 3. december 2015.

      Lovforslag L 129 – Samling 2015-16 – om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning er lovforslaget, der dannede baggrund for folkeafstemningen.
      Direktiv 2012/29/EU blev fravalgt, det vil sige, at det ikke var blandt de retsakter, der blev stemt om skulle erstatte retsforbeholdet ved folkeafstemningen.

      * * *
      Folketingets journal vedr. lovforslaget.
      Lovforslaget hos Folketinget i pdf-format, hvor “Offerdirektivet” omtales i bilag 4, side 26.
      Omtale af offerdirektivet, direktiv 2012/29/EU i relation til Folkeafstemningen hos Folketingets EU-Oplysningens særlige hjemmeside om folkeafstemningen den 3. december 2015 om det danske retsforbehold.