Forordninger

Pasforordning fra EU af 13. december 2004 om sikkerhedselementer og biometriske identifikatorer i pas og rejsedokumenter.

Vist 41 gange. Rådets forordning (EF) nr. 2252/2004 af 13. december 2004 om standarder for sikkerhedselementer og biometriske identifikatorer i pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder
EU-Tidende nr. L 385 af 29/12/2004 s. 0001 – 0006

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 62, nr. 2), litra a),
under henvisning til forslag fra Kommissionen [1],
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [2], og
ud fra følgende betragtninger:
  1. Det Europæiske Råd i Thessaloniki den 19. og 20. juni 2004 bekræftede, at der er brug for en sammenhængende strategi i Den Europæiske Union med hensyn til biometriske identifikatorer eller biometriske data for så vidt angår tredjelandsstatsborgeres rejsedokumenter, EU-borgeres pas og informationssystemerne (VIS og SIS II).
  2. Der er blevet indført minimumssikkerhedsstandarder for pas ved en resolution vedtaget af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet den 17. oktober 2000 [3]. Denne resolution bør nu opgraderes ved en fællesskabsforanstaltning, så der kan skabes bedre harmoniserede sikkerhedsstandarder for pas og rejsedokumenter til beskyttelse mod forfalskning. Samtidig bør der integreres biometriske identifikatorer i passet og rejsedokumentet, så der etableres en pålidelig forbindelse mellem dokumentet og dets rette indehaver.
  3. Harmonisering af sikkerhedselementerne og integrering af biometriske identifikatorer er et vigtigt skridt hen imod anvendelsen af nye elementer med henblik på den fremtidige udvikling på EU-plan, for at gøre rejsedokumentet sikrere og etablere en mere pålidelig forbindelse mellem indehaveren på den ene side og passet og rejsedokumentet på den anden side og dermed bidrage væsentligt til at sikre, at det beskyttes mod svigagtig brug. Der bør tages hensyn til specifikationerne fra Den Internationale Organisation for Civil Luftfart og især de specifikationer, som er fastsat i dokument 9303 om maskinlæsbare rejsedokumenter.
  4. Denne forordning omfatter kun harmonisering af sikkerhedselementer, herunder biometriske identifikatorer, til brug i medlemsstaternes pas og rejsedokumenter. De myndigheder og organer, der bemyndiges til at få adgang til oplysningerne på lagringsmediet, bør udpeges i henhold til national lovgivning, medmindre andet er fastsat i EF- eller EU-retten eller i internationale aftaler.
  5. Denne forordning bør kun fastsætte specifikationer, der ikke er hemmelige. Disse specifikationer skal suppleres med specifikationer, der kan hemmeligholdes for at modvirke efterligning og forfalskning. Sådanne yderligere tekniske specifikationer bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen [4].
  6. Kommissionen bør bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 1683/95 af 29. maj 1995 om ensartet udformning af visa [5].
  7. For at sikre, at de omhandlede oplysninger ikke bliver tilgængelige for flere personer end nødvendigt, er det også vigtigt, at hver medlemsstat kun udpeger ét organ som ansvarligt for fremstilling af pas og rejsedokumenter, idet medlemsstaterne dog om nødvendigt kan vælge i stedet at udpege et andet organ. Af sikkerhedshensyn skal hver medlemsstat meddele Kommissionen og de andre medlemsstater navnet på det udpegede organ.
  8. Med hensyn til de personoplysninger, der behandles i forbindelse med pas og rejsedokumenter, finder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger [6] anvendelse. Det skal sikres, at der ikke lagres andre oplysninger i passet end dem, der er foreskrevet i denne forordning eller i bilaget hertil, eller som fremgår af det relevante rejsedokument.
  9. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet er det med henblik på at nå det grundlæggende mål om at indføre fælles sikkerhedsstandarder og interoperable biometriske identifikatorer nødvendigt og hensigtsmæssigt at fastlægge regler for alle de medlemsstater, der anvender konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 [7]. Denne forordning er ikke mere vidtgående, end hvad der er nødvendigt for at nå de tilstræbte mål, jf. traktatens artikel 5, stk. 3.
  10. I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter at Rådet har truffet afgørelse om denne forordning til udbygning af Schengen-reglerne efter bestemmelserne i afsnit IV i tredje del af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne forordning i sin nationale lovgivning, jf. artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling.
  11. Denne forordning er et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne [8]. Det Forenede Kongerige deltager ikke i vedtagelsen af denne forordning, som derfor ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.
  12. Denne forordning er et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne [9]. Irland deltager ikke i vedtagelsen af denne forordning, som derfor ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.
  13. For Islands og Norges vedkommende er denne forordning et led i udviklingen af bestemmelserne i Schengen-reglerne på det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til den aftale [10], som Rådet for Den Europæiske Union har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne [11].
  14. For så vidt angår Schweiz udgør denne forordning et led i udviklingen af bestemmelserne i Schengen-reglerne som omhandlet i den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union og Det Europæiske Fællesskab har indgået med Det Schweiziske Forbund om denne stats associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-reglerne [12], som falder ind under det område, der er omhandlet i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelse af 25. oktober 2004 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og på Det Europæiske Fællesskabs vegne af og midlertidig anvendelse af visse bestemmelser i den pågældende aftale [13]
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:
Artikel 1
  1. De pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder, skal overholde de minimumssikkerhedsstandarder, der er fastsat i bilaget.
  2. Pas og rejsedokumenter skal omfatte et lagringsmedium, der indeholder et ansigtsbillede. Medlemsstaterne skal også indsætte fingeraftryk i interoperable formater. Oplysningerne skal sikres, og lagringsmediet skal have tilstrækkelig kapacitet og være i stand til at sikre oplysningernes integritet, ægthed og fortrolige karakter.
  3. Denne forordning finder anvendelse på pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder. Den finder ikke anvendelse på identitetskort, som medlemsstaterne udsteder til deres statsborgere eller på midlertidige pas eller rejsedokumenter med en gyldighed på højst 12 måneder.
Artikel 2
Der udarbejdes efter proceduren i artikel 5, stk. 2, yderligere tekniske specifikationer for passet for så vidt angår:
  1. yderligere sikkerhedselementer og -krav, herunder bedre standarder til sikring mod efterligning og forfalskning
  2. tekniske specifikationer for lagringsmediet for de biometriske oplysninger og sikring heraf, herunder forebyggelse af uautoriseret adgang
  3. kvalitetskrav og fælles standarder for ansigtsbilledet og fingeraftrykkene.
Artikel 3
  1. I overensstemmelse med proceduren i artikel 5, stk. 2, kan det besluttes, at de i artikel 2 omhandlede specifikationer er hemmelige og ikke må offentliggøres. I så fald meddeles de kun til de organer, der udpeges af medlemsstaterne til at forestå trykningen, og til personer, der er behørigt bemyndiget af en medlemsstat eller af Kommissionen.
  2. Hver medlemsstat udpeger ét enkelt organ som ansvarligt for trykning af pas og rejsedokumenter. Medlemsstaten meddeler Kommissionen og de andre medlemsstater navnet på dette organ. Et og samme organ kan udpeges af to eller flere medlemsstater. Hver medlemsstat har ret til i stedet at udpege et andet organ. Den underretter i så fald Kommissionen og de andre medlemsstater herom.
Artikel 4
  1. Medmindre andet følger af bestemmelserne om databeskyttelse har den person, til hvem passet eller rejsedokumentet er udstedt, ret til at kontrollere de personoplysninger, som er indført i passet eller rejsedokumentet, og til om fornødent at anmode om at få dem berigtiget eller slettet.
  2. Pas og rejsedokumenter må ikke indeholde maskinlæsbare oplysninger, medmindre det er foreskrevet i denne forordning eller i bilaget hertil, eller de er indført i passet af den udstedende medlemsstat ifølge dens nationale lovgivning.
  3. Ved anvendelsen af denne forordning må biometriske oplysninger i pas og rejsedokumenter kun anvendes for at kontrollere
    1. dokumentets ægthed
    2. indehaverens identitet ved hjælp af umiddelbart tilgængelige, sammenlignelige oplysninger, når forevisning af pas eller andre rejsedokumenter er lovpligtig.
Artikel 5
  1. Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 6, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1683/95.
  2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF.
    Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til to måneder.
  3. 3. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.
Artikel 6
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Medlemsstaterne anvender denne forordning
  1. for så vidt angår ansigtsbilledet: senest 18 måneder
  2. for så vidt angår fingeraftryk: senest 36 måneder
efter vedtagelsen af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 2. Gyldigheden af allerede udstedte pas og rejsedokumenter berøres dog ikke.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.
Udfærdiget i Bruxelles, den 13. december 2004.

På Rådets vegne
B. R. Bot
Formand

BILAG
MINIMUMSSIKKERHEDSSTANDARDER I PAS OG REJSEDOKUMENTER, SOM MEDLEMSSTATERNE UDSTEDER

Indledning
I dette bilag fastlægges det sikkerhedsniveau, medlemsstaternes pas og rejsedokumenter som et minimum skal opfylde. Bilagets bestemmelser vedrører navnlig persondatasiden. De almindelige sikkerhedsfeatures gælder også de øvrige dele af pas og rejsedokumenter.

Persondatasiden kan indeholde forskelligt generelt materiale. I dette bilag defineres det sikkerhedsniveau, der som et minimum skal være opfyldt med hensyn til det mere specielle materiale, der anvendes.

1. Materiale
Det papir, der benyttes til de dele af pas og rejsedokumenter, der indeholder personoplysninger eller andre oplysninger, skal opfylde følgende minimumskrav:
  • ingen optiske blegemidler
  • totonede vandmærker
  • sikkerhedsreagenser til beskyttelse mod forsøg på kemisk radering
  • farvede fibre (både delvis synlige og delvis fluorescerende i UV-lys eller usynlige og fluorescerende i mindst to farver)
  • UV-fluorescerende planchetter anbefales (og er obligatoriske for selvklæbende mærkater)
  • sikkerhedstråd anbefales.

Hvis persondatasiden har form af en selvklæbende mærkat, behøver papiret til denne side ikke at indeholde vandmærke. Papiret til forsatsen behøver heller ikke at indeholde vandmærke. Sikkerhedsreagenser er kun nødvendige på forsatsen, hvis der anbringes oplysninger dér.

Hæftetråd bør beskyttes mod udskiftning.

Hvis et persondatakort, der skal indsættes i passet, udelukkende er fremstillet af et syntetisk materiale, kan de kendetegn til konstatering af ægthed, der anvendes i paspapir, sædvanligvis ikke benyttes. Ved selvklæbende mærkater og persondatakort skal der kompenseres for de manglende kendetegn i materialerne ved anvendelse af sikkerhedstryk, brug af et middel til sikring imod kopiering eller ved anvendelse af en udfærdigelsesteknik i henhold til afsnit 3, 4 og 5, der er mere vidtgående end nedenstående minimumsstandarder.

2. Persondatasiden
Passet skal indeholde en maskinlæsbar persondataside, der overholder de specifikationer, som er anført i ICAO-dokument 9303 om maskinlæsbare pas (del 1), og udfærdigelsesprocedurerne skal overholde de specifikationer for maskinlæsbare pas, som er fastsat i nævnte dokument.

Billedet af indehaverens ansigt skal også anbringes på denne side og må ikke indsættes, men skal integreres i materialet til persondatasiden ved hjælp af de udfærdigelsesteknikker, der er omhandlet i afsnit 5 i dette bilag.

Personoplysningerne indføres på passets første side efter titelsiden. Under alle omstændigheder må personoplysninger fremover ikke anbringes på forsatsarket.

Persondatasiden skal have et layout, der gør det muligt at skelne den fra de øvrige sider.

3. Trykteknikker
Følgende trykteknikker anvendes:
A. Bundtryk:
  • tofarvet guillochetryk eller tilsvarende struktur
  • iristryk, så vidt muligt fluorescerende
  • UV-fluorescerende tryk
  • motiver til effektiv sikring mod efterligning og forfalskning (specielt på persondatasiden) eventuelt også med mikroskrift
  • der skal på papirpassider og selvklæbende mærkater anvendes reagensfarver
  • hvis paspapiret er godt beskyttet mod forsøg på forfalskning, er brugen af reagensfarver valgfri.

B. Fortrykt tekst:
med integreret mikroskrift (hvis det ikke allerede findes i bundtrykket).

C. Nummerering:
På alle sider i passet bør passets individuelle nummer være trykt (helst med særlige tal- eller skrifttyper og med UV-fluorescerende farve), perforeret eller i persondatakort integreret med den samme teknik som den, der anvendes til personoplysningerne. Ved persondatakort anbefales det, at passets nummer er synligt på begge sider af kortet. Hvis personoplysningerne er anført på en selvklæbende mærkat, trykkes passets nummer med fluorescerende farve og særlige tal- eller skrifttyper.

Hvis personoplysningerne er anført på en selvklæbende mærkat eller på en ikke-lamineret papirside i passet, skal der tillige anvendes dybtryk med kipeffekt (»latent image«), mikroskrift og optisk variabel trykfarve samt DOVID (Diffractive Optically Variable Image Device). Til persondatakort, som udelukkende består af et syntetisk materiale, skal der ligeledes anvendes yderligere optisk variable anordninger, i det mindste ved brug af DOVID eller tilsvarende foranstaltninger.

4. Beskyttelse mod kopiering
En optisk variabel anordning (OVD) eller et tilsvarende sikkerhedselement, som giver det samme identifikations- og sikkerhedsniveau som det sikkerhedselement, der på nuværende tidspunkt anvendes i det ensartet udformede visum, skal anvendes på persondatasiden og have form af diffraktive strukturer, der varierer, når de ses fra forskellige vinkler (DOVID), integreret i varmlaminatet eller et tilsvarende laminat (der skal være så tyndt som muligt) eller anbragt som OVD-film, eller på selvklæbende mærkater eller en ikke-lamineret papirside i passet påført som metalliseret eller delvis demetalliseret OVD (med dybtryk) eller tilsvarende sikkerhedselementer.

OVD-sikkerhedselementerne bør integreres i dokumentet som en del af de forskellige lag, der effektivt sikrer mod efterligning og forfalskning. I dokumenter, der er fremstillet af papir, skal de integreres over så stor en overflade som muligt som et element i varmlaminatet eller et tilsvarende laminat (der skal være så tyndt som muligt) eller sikkerhedsfilmen som beskrevet i afsnit 5. I dokumenter, der er fremstillet af et syntetisk materiale, bør de integreres i kortlaget over så stor en overflade som muligt.

Hvis et persondatakort, der er fremstillet af et syntetisk materiale, personaliseres ved hjælp af lasergravering, og et optisk variabelt lasermærke (MLI/CLI) integreres heri, skal der anvendes en diffraktiv OVD, i det mindste i form af en påført metalliseret eller transparent DOVID, for at opnå øget beskyttelse mod kopiering.

Hvis en persondataside er fremstillet af et syntetisk materiale med papirkerne, anvendes en diffraktiv OVD, i det mindste i form af en påført metalliseret eller transparent DOVID, for at opnå øget beskyttelse mod kopiering.

5. Teknikker i forbindelse med udstedelse
For at beskytte pasoplysningerne tilstrækkeligt mod forsøg på efterligning og forfalskning, skal personoplysningerne, herunder pasindehaverens foto og dennes underskrift samt de vigtigste oplysninger i forbindelse med udstedelsen, fremover integreres i dokumentmaterialet. Der må ikke længere anvendes konventionelle metoder til fastgørelse af fotografiet.
Følgende teknikker kan anvendes:
  • laserprint
  • termoprint
  • inkjet-print
  • fotografisk tryk
  • lasergravering, som effektivt trænger ind i kortlagene.

For at sikre personoplysninger og udstedelsesdata tilstrækkeligt mod forsøg på forfalskning er varmlaminering eller tilsvarende laminering (der skal være så tynd som muligt) med en sikkerhedsfeature til forhindring af kopiering obligatorisk, hvis der anvendes laserprint, termoprint eller fotografisk tryk.

Rejsedokumenter skal udstedes i maskinlæsbar form. Persondatasidens layout skal overholde de specifikationer, som er anført i ICAO-dokument 9303, del 1, og udfærdigelsesprocedurerne skal overholde de specifikationer, som er fastsat i nævnte dokument for maskinlæsbare dokumenter.

Noter
  1. [Retur] EUT C 98 af 23.4.2004, s. 39.
  2. [Retur] Europa-Parlamentets udtalelse af 2.12.2004 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
  3. [Retur] EFT C 310 af 28.10.2000, s. 1.
  4. [Retur] EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
  5. [Retur] EFT L 164 af 14.7.1995, s. 1. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.
  6. [Retur] EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).
  7. [Retur] EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 871/2004 (EUT L 162 af 30.4.2004, s. 29).
  8. [Retur] EFT L 131 af 1.6.2000, s. 43.
  9. [Retur] EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20.
  10. [Retur] EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31.
  11. [Retur] EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36.
  12. [Retur] Rådets dok. 13054/04
  13. [Retur] Rådets dok. 13464/04 og 13466/04

Pasforordningen på EUR Lex.

Udgivet i: Forordninger, Konventioner o.lign..
Søgeord: , , , .