Skr. fra Lisa Andersen den 17. maj 2017 om SST’s faglige begrundelse for behandlingsvejledning og kvaliteten af dens bidrag til ministres svar på spgsm. m.m.

Vist 0 gange. Lisa Andersen, professor emeritus har den 17. maj 2017 skrevet til Sundheds- og Ældreudvalget med kommentarer til Sundhedsstyrelsens udkast til Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling.
I skrivelsen krittiserer hun skarpt udkastet, Sundhedsstyrelsens fastholdelse af, at behandling af transpersoner er højt specialiseret, og kvaliteten af Sundhedsstyrelsens bidrag til ministres besvarelse af spørgsmål.

Skrivelsen gengives herunder.

København maj 2017

Lisa Andersen (Prof. Emer.)

Til Sundheds- og ældreudvalget

Kommentarer til Sundhedsstyrelsens svar på spørgsmål vedrørende faglige
begrundelser for behandlingsvejledningen for transkønnede og for at klassificere
behandlingen af disse som ’højt specialiseret’.

Sundhedsstyrelsen (SST) har, på vegne af Sundheds- og ældreministeren, besvaret et konkret spørgsmål stillet af Sundheds- og ældreudvalget ved Flemming Møller Mortensen, som anmoder ministeren om at oplyse, ”hvilken dokumentation Sundhedsstyrelsen lægger til grund for, at kønshormonbehandling af transpersoner betegnes som højt specialiseret” (spørgsmål nr. 622 med tilhørende svar).

Et lignende spørgsmål blev stillet i april 2016 vedr. den faglige baggrund for behandlingsvejledningen fra 2014 (spørgsmål nr. 490 med tilhørende svar).

I begge tilfælde er svarene indholdsmæssigt nærmeste enslydende og meget lidt konkrete:

Kønsmodificerende medicinsk behandling (kønshormonbehandling) kan have irreversible
effekter og potentielle skadevirkninger, og forudsætter derfor en grundig faglig vurdering af
indikation og evt. kontraindikationer.

Dette gælder vel stort set alt behandling – selv vitaminer kan man få for mange af. Men er ikke i sig selv begrundelse for at behandlingen anses for ’højt specialiseret’.

Sundhedsstyrelsen har i denne sammenhæng taget udgangspunkt i såvel videnskabelig
litteratur som gældende praksis i andre lande, vi sammenligner os med. Væsentligst at
nævne er den faglige retningslinje ’Standards of Care’ (SOC)
.

Så kan man selv læse videre og i øvrigt stole på SST udlægning af SOC [I] og selv finde argumenter i den videnskabelige litteratur.

Videre hedder det så, hvad også blev fremført i 2014, at ”øvelse gør mester”, hvilket må siges at være en temmelig triviel og ikke særligt velbegrundet argumentation – hvor mange års øvelser skal der mon til? Resten er hvad man sædvanligvis og populært betegner som ”varm luft”:
helhedsorienteret, omhu og samvittighedsfuldhed, hensyn og respekt for den transkønnede, team-arbejde og tværfaglighed i sundhedsregi, irreversibilitet og meget kompliceret behandling, potentielle skadevirkninger osv.

Behandlingen fastholdes som højt specialiseret uden nogen som helst faglig dokumentation, hverken i svar til ministeren og sundhedsudvalg, i deres eksisterende vejledning fra 2014 eller i udkastet til den nye vejledning (noget må være galt siden man allerede finder en ny vejledning nødvendig). Desværre gentager SST (og Sexologisk Klinik (SK)) naturligvis) ekkoagtigt deres egne indholdstomme svar i endnu en skrivelse til Sundheds- og ældreudvalget (af 16. maj 2017 [II]) som svar på en række spørgsmål stillet af LGBT. På spørgsmålet om at overføre behandlingen af transkønnede til de respektive specialer anføres rutineagtigt og helt uden faglige begrundelser, at ’man synes’ at

det væsentligste ifm med udredning og kønsmodificerende behandling, både medicinsk
og kirurgisk, er, at indsatsen forankres i et tværfagligt team med de nødvendige faglige
kompetencer, som inddrager både fysiske og psykosociale aspekter. Det betyder bl.a., at
der i teamet bør indgå speciallæger i gynækologi og psykiatri, psykologer m.v., og at
teamet – ved kirurgisk behandling – suppleres med speciallæge i plastikkirurgi
.”

Og sundhedsministeren (uafhængigt af parti) nikker også som sædvanligt. At man har fjernet transkønnethed fra de psykiatriske sygdomsklassifikationslister, betyder for psykiateren ikke at der ikke á priori er tale om psykiske patienter – den behandlingskultur omdanner man ikke med et pennestrøg, hvis man troede det.

Om man ikke vil eller ikke kan besvare spørgsmålene, må man i dag, som i 2016, gætte sig til.

Noget pragmatisk og lidet fagligt begrundet, anføres dog, at ”såfremt antallet af ny-henviste personer stiger, kan styrelsen…..nedgradere specialiseringsniveauet”. Der synes således ikke at være nogen tvingende faglige begrundelser for at behandlingen fastholdes som højtspecialiseret.

Problemstilling

Hvis man fagligt skal begrunde, at behandling af normale (ikke psykisk syge) transpersoner er så kompliceret, at den må kategoriseres som ’højt specialiseret’, altså det højeste specialiseringsniveau i Danmark, må det bero på:
  • At diagnosticeringen er meget kompliceret og omfatter flere fagområder
  • At behandlingen er meget risikabel og vanskelig
  • At den fortsatte monitorering er kompliceret og omfatter flere faglige specialer

Diagnose. Eftersom personen á priori ikke er psykisk syg eller i øvrigt lider af en sygdom ifølge SST egen fremstilling, er der ikke behov overhovedet for at stille en diagnose. Opgaven består i at undersøge om personen der henvender sig, skulle lide af en psykisk sygdom som kunne medføre ønsket om behandling rettet mod en ændring af den fysiske fremtoning – spørgsmålet om forekomsten af comorbiditet (upræcist eftersom transpersonen jo ikke er syg – hvorfor der ikke kan være tale om co-morbiditet).

Dette forekommer meget sjældent, og det er ikke et højtspecialiseret område indenfor sundhedsvidenskaberne, at afgrænse og afgøre om dette er tilfældet eller ej, men kan foretages af en psykiater eller en klinisk psykolog hvis der var mistanke herom.

Keine hexerei nur behändigskeit“.

Det ville dog være naivt at tro, at lægerne kan behandle transpersoner uden en diagnose, men da den er slettet i Danmark (populært sagt ved en folketingsbeslutning), må der i det skjulte tales om kønsdysfori (som er betegnelsen i den amerikanske sygdomsklassifikationsliste over psykiske sygdomme, DSM 5 ’Gender dysphoria in adolescents and adults’) [III], som forudsætning for behandling, hvilket fremgår af det udkast til behandlingsvejledning [IV] SST har frigivet.

Igangsættelse af kønsmodificerende medicinsk behandling af … skal sikre at følgende kriterier er opfyldt:
– At der er tale om veldokumenteret kønsdysfori, med ønske om kønsmodificerende medicinsk behandling (udkast til Vejledning 2017, si 6)

For at blive i den traditionelle terminologi, må det konstateres, at det ikke er vanskeligt at stille ’diagnosen’ – i dybeste forstand beror den på den transkønnedes egen oplevelse – der findes ikke diagnostiske redskaber der kan bestemme tilstanden, som er en subjektiv selvforståelse og erkendelse af, at den kønslige fremtoning ikke er kongruent med det subjektive køn. Støtter man sig videre til DSM 5 skal tilstanden være vedvarende og af mindst 6 måneders varighed (ikke seks år som er behandlingstiden på SK). [V]

Behandlingen er heller ikke hverken vanskelig at igangsætte eller monitorere når det gælder behandling med kønshormoner. Risici er efter eksisterende undersøgelser små og begrænsede (se Lisa Andersen: Notat. Om Sundhedsstyrelsens behandlingsvejledning for transkønnede og den praksis for behandling der foregår på Sexologisk Klinik. [VI]) Desuden er behandlingen reversibel indenfor mindst det første år, også i flg. SST, så der er god tid til at følge personen og undersøge om behandlingen understøtter personen i sit liv, hvilket vil gælde for langt de fleste der søger behandling. Øvre kirurgi er normal behandling, der også anvendes af ikke transpersoner og kan ikke beskrives som specialiseret på højt niveau. Dette gælder alene nedre kirurgi, hvor danske læger, ifølge udsagn fra mange transpersoner der søger operation i udlandet, ikke er på højt specialist niveau.

Forsats monitorering og efterfølgende behandling drejer sig først og fremmest om behandlingen med kønshormoner, men dette er så enkelt, at selv SST anfører at personens praktiserende læge kan varetage dette.

Det derfor vanskelig at forstå, at SST fortsat mener at behandlingen af transpersoner skal betragtes som højt specialiseret og kun kan foregå på to klinikker i landet.

Dette synspunkt kan, som anført nedenfor, heller ikke begrundes sundhedsfagligt udfra hverken den videnskabelige litteratur eller anerkendte behandlingsformer andre steder i verdenen.
Tværtimod ses en bevægelse væk fra centraliserede og specialiserede enheder i kontrast til den danske specialelægning og SST’s insisteren på, at kun ganske få sundhedsfaglige personer, samlet i et team, er i stand til at løse denne opgave.

Hertil kommer yderlig den anakronistiske bestemmelse i Sundhedsloven om, at kastration med henblik på kønsskifte skal godkendes af Sundhedsstyrelsen – hvilket naturligvis ikke er tilfældet ved andre indikationer herfor, selv om resultatet bliver det samme.

De nedenfor beskrevne udenlandske behandlinger tager i stedet udgangspunkt hos den transkønnedes egen læge og man kan ikke tale om ’højt specialiseret’ behandling som det gælder i de danske specialeplaner – højst som ’specialiseret’. Selv om de forskellige specialer inddrages efter behov, er der ikke tale om, at behandlingen kun kan gennemføres på en central klinik, og at ”Det samlede sundhedsfaglige tilbud … forudsætter et stærkt tværfagligt samarbejde” som det formuleres i udkast til den nye vejledning. Der er jo ingen der ønsker en dårlig behandling, men man kan insistere så meget på ”helhedsorientering …. og stærkt fagligt samarbejde” at det unødigt vanskeliggører og forlænger behandlingen for de fleste klienter, hvilket behandlingspraksissen på SK desværre er et alt for tydeligt eksempel på.

Desværre til skade for de transkønnede som unødvendigt udsættes for diskriminerende og årelange udrednings- og behandlingsforløb(-forsøg?).


UDDYBNING:  ALTERNATIVE  TILGANGE

IN  CANADA  AND  THE  US,  THERE  IS  INCREASING  RECOGNITION  THAT  TRANS  PEOPLE
CAN   BE  WELL-SERVED  IN  PRIMARY  CARE  SETTINGS  AND  THAT  WITH  SOME  ADDITIONAL
TRAINING  FAMILY  PHYSICIANS  AND  NURSE  PRACTITIONERS  CAN  PROVIDE  MANY
ASPECTS  OF  GENDER  AFFIRMING  CARE.

(VANCOUVER  COASTAL  HEALTH,  CANADA  2017)

It is important for mental health professionals to recognize that decisions about hormones are first and
foremost the client’s decisions. (SOC, si. 25)

I et notat [VII] fra sidste år, fremsendte jeg, med kopi til SST, en række uddybende kommentarer til Vejledningen til behandlingen af transkønnede fra 2014 – en vejledning som man allerede to år senere måtte igangsætte en revision af – den nye version er pt netop udsendt i et foreløbigt udkast og forventes færdig til sommer. At dømme efter dette udkast forbliver alt ved det samme.

En central del i mit notat var en sammenligning mellem Vejledningen fra 2014 og Standards of Care, som også dengang blev nævnt som eneste faglige rettesnor af SST. Resultatet heraf var bl.a., at vejledningen fra 2014, i lighed med tidligere vejledninger og åbenbart også den kommende, er meget mere restriktiv end det der anføres i SOC. Det konkluderedes således i notatet, at

”Hvor SOC ikke angiver særlig præcise tidshorisonter for udredning og behandling, synes forskellene dog klare, og SK kan ikke begrunde deres lange udrednings- og behandlingstider i SOC. Hertil kommer, at SOC henviser til mere konkrete udformninger af behandlingsprotokoller, som er i overensstemmelse med SOC, og betegnes som ”Informed Consent Model Protocols”, der beskrives som fleksible kliniske guidelines. Det anføres således, at ”In the Informed Consent Model, the focus is on obtaining informed consent as the threshold for the initiation of hormone therapy …” Som det fremgår af det foranstående, eksisterer der i dag valid videnskabelig dokumentation om såvel behandlingsformer som behandlingsresultater, der peger på at behandlingen af transkønnede kunne foregå langt mere smidigt og klientorienteret end tilfældet er i Danmark. Endvidere at udrednings- og behandlingstiden i overensstemmelse med internationale anvisninger kan reduceres betydeligt.”

Hvad angår den faglige begrundelse for at anse hormonbehandling af transkønnede som ’højt specialiseret’ kan man heller ikke finde begrundelser herfor i SOC – snarere tværtimod:

“Clinical training may occur within any discipline that prepares mental health professionals for clinical practice, such as psychology, psychiatry, social work, mental health counseling, marriage and family therapy, nursing, or family medicine with specific training in behavioral health and counseling” (side 22).
Hvad angår de faglige forudsætninger for behandleren anføres, at vedkommende skal have hvad der svarer til en kandidatgrad indenfor det sundhedsvidenskabelige område, fx læge eller psykolog i Danmark, som altså ville kunne henvise til en gynækolog for behandling med kønshormoner. Endvidere fremføres det, at udredning og behandling:

“instead [can] be conducted by another type of health professional who has appropriate training in behavioral health and is competent in the assessment of gender dysphoria ….
This professional may be the prescribing hormone therapy provider or a member of that provider’s health care team…… It is important for mental health professionals to recognize that decisions about hormones are first and foremost the client’s decisions …Clients should receive prompt and attentive evaluation, with the goal of alleviating their gender dysphoria and providing them with appropriate medical services.” (side 24-25).

I betragtning af, at alle faglige aktører på området, fra SST til SOC, ikke ser kønsinkongruens eller kønsdysfori som hverken en legemlig eller en psykisk sygdom, så er der tale om faglige forudsætninger enhver læge, gynækolog eller klinisk psykolog let kan erhverve sig med fx et kort supplerende kursus og/eller med støtte i kortfattede udrednings- og behandlingsprotokoller (se nedenfor) – hvis blot SST i samarbejde med Sexologisk Klinik udbød sådanne. Tilsvarende hvad angår iværksættelse af hormonbehandling– retningslinjerne for forundersøgelser, doseringer og monitorering findes tilgængeligt adskillige steder, bl.a. i SOC. Administrationen er ikke mere kompliceret end at en alment praktiserende læge, måske med en mindre faglig opdatering, kan varetage det – og er ikke mere kompliceret, eller potentiel skadelig, end behandling af kvinder i klimakteriet med hormoner eller udskrivning af p-piller.

Der er ikke begrundelser i SOC for at behandlingen er højt specialiseret således som SST anfører – og de fremfører ej heller andre videnskabelige resultater eller betragtninger som understøtter synspunktet.

Internationale vejledninger og behandlingsprotokoller

SST henviser til, at de har orienteret sig internationalt hvad angår praksisformer og behandlingsprotokoller, selv om de ikke anfører eksempler herpå. Ikke desto mindre findes der eksempler på alternative tilgange med baggrund i SOC som afviger betydeligt fra den tilgang SK hidtil, og fremover åbenbart med baggrund i den kommende bekendtgørelse, vil anvende.

Callen Lorde Community Health Center

Callen Lorde Community Health Center [VIII], fremhæves i SOC som et blandt flere eksempler på klinikker, der arbejder med meget enkle og korterevarende procedurer for udskrivning af hormoner til transkønnede, baseret på informeret samtykke. På baggrund af 2-3 møder udredes og undersøges transpersoner og der igangsættes hormonbehandling baseret på informeret samtykke – altså behandlingsprotokoller under SOC, men som i løbet af kort tid vil kunne udskrive hormoner – og hvis klienten allerede har brugt/bruger hormoner, fortsætte behandlingen samtidigt med udredningen.

Guidance for GPs, other clinicians and health professionals on the care of gender variant people (NHS 2008)

Allerede i 2008 udgav det engelske sundhedsministerium en vejledning [IX] om behandling af transkønnede personer rettet mod den alment praktiserende læge:
GPs are usually at the centre of treatment for trans people, often in a shared care arrangement with other clinicians. GPs may prescribe hormones and make referrals to other clinicians or services, depending on the needs of the particular service user.
Sometimes a GP has, or may develop, a special interest in gender treatment and may be able to initiate treatment, making such local referrals as necessary. Otherwise referrals may be made to a specialist Gender Identity Clinic (GIC) where there are multidisciplinary teams of professionals. Private treatment with a gender specialist may be preferred by the service user. (side 5, mine fremhævninger).

Som det fremgår, anses den privatpraktiserende læge som central I behandlingen og kan selv igangsætte behandling med kønshormoner. Det fremgår videre, at klinikker rettet mod behandling af transkønnede, med multifaglige teams fungerer fint for mange, man at de ikke passer alle, hvorfor mindre centraliserede tilbud er en mulighed:
GICs provide several services in-house… Many service users do very well under the GIC regimes, but others have found that these are too inflexible to meet their needs….It is, therefore, desirable that service users are offered the choice of a local service, …. Although severe gender discomfort raises some complex issues, most elements of the treatment are relatively straightforward and can be sourced locally. … It is not essential that all services are under one roof. This approach to treatment may be less traumatic for the service user since it usually results in more flexibility of treatments, less travelling to appointments, and shorter waiting times. ( side 8, mine fremhævelser).

Caring for Trans and Gender Diverse Clients in BC: A Primary Care Toolkit (2017)
Tilsvarende tilgange til behandling af kønsinkongruens ses også i en vejledning udgivet af Vancouver Coastal Health, Canada i 2017:
Transgender people are an underserved population who continue to face societal stigma and discrimination in many areas including health care settings. … As primary care providers, nurse practitioners (NPs) and family physicians (GPs) are uniquely well positioned to address these health disparities and increase access to gender affirming health care.

Samtidigt gøres op med den traditionelle psykiatriske tilgang til behandling af transkønnede, og som andre steder i verdenen har været på retur I de sidste årtier:
Historically, transgender care was provided in highly specialized gender clinics, but in the last decade there has been a shift toward distributed care models. In Canada and the US, there is increasing recognition that trans people can be well-served in primary care settings and that with some additional training family physicians and nurse practitioners can provide many aspects of gender affirming care.

Og man går imod den traditionelle behandlingsmodel, som så tydeligt har præget den danske psykiatri i 50 år og som SK og SST åbenbart ønsker at fortsætte I fremtiden.
Trans people have the right to respectful, dignified, gender affirming health care in their home communities, … this Primary Care Toolkit is intended to support GPs and NPs who are relatively new to providing care to trans people. It includes some basic information about gender-affirming treatment options and tools to assist with initiating and/or maintaining hormone therapy. … This toolkit has been informed by the collective clinical expertise of the members of our Primary Care Working group and by existing guidelines from Canada and the US. (side 1)

Her kunne SST lære noget.

Som det fremgår, er der internationalt flere eksempler på, at behandlingen af transpersoner med baggrund i SOC kan foregå lokalt og kan varetages af det almindelige eller let specialiseret sundhedspersonale. Med større vægt på patientens samtykke som tærskel for igangsættelse af behandlingen end på årelange udrednings- og observationstider, som er sædvanen på SK.

Konklusion

Havde SST set sig lidt mere omkring i verdenen ville de ikke kunne hævde, at behandlingen må anses som højt specialiseret med baggrund i internationale erfaringer, ligeså lidt som de kan begrunde det udfra SOC. Når SST således, uden faglige eller videnskabelige begrundelser, fastholder behandlingen som højt specialiseret, kan man alene tale om, at man ønsker at fastholde praksis uafhængigt af udviklingen i international praksis og videnskabelig dokumentation.

Informeret samtykke er blevet centralt i internationale behandlingsprotokoller og fremhæves også af interesseorganisationer i Danmark som forudsætning for behandling. Dette er også blevet klart for SST og SK, som anfører mange almindeligheder herom i deres nye udkast til behandlingsvejledning, men med den modsatte pointe end man sædvanligvis møder indenfor diskussioner af forudsætninger for behandling af transkønnede: patienten har ikke ret til behandling selv om vedkommende forstår konsekvenserne af behandlingen, den ret tilfalder alene psykiateren som stadig er den bestemmende person i SST og SK’s system. Informeret samtykke er altså at være enig med psykiateren om behandlingen, ifølge SST – psykiatrisk diagnose eller ej.

At SST gentagne gange besvarer Sundheds- og ældreudvalget og ministerens legitime spørgsmål som de gør, må skyldes enten ukendskab til eksisterende litteratur på området, eller at man ignorerer denne viden, hvilket bidrager til en forståelse af, hvorfor den kommende Vejledning til behandling af transkønnede tilsyneladende kun bliver omskrevet tekstligt, men ikke indholdsmæssigt.

So, if gender is a biological phenomenon, treating transgenderism medically rather than as a psychological issue represents the “best treatment option” and is “fabulously successful. [X]

Noter
  1. [Retur] World Professional Association for Transgender Health (WPATH): Standards of Care for the Health of Transsexual, Transgender, and Gender Nonconforming People. The World Professional Association for Transgender Health. 7th Version 2010.
    [www.wpath.org]
  2. [Retur] http://www.ft.dk/samling/20161/beslutningsforslag/b83/spm/1/svar/1407225/1757613.pdf
  3. [Retur] ”For a person to be diagnosed with gender dysphoria, there must be a marked difference between the individual’s expressed/experienced gender and the gender others would assign him or her, and it must continue for at least six months. Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM-5)
  4. [Retur] Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling. Udkast 06-03- 2017.
  5. [Retur] Lisa Andersen. Kommentarer til antallet af ansøgere til kønsskifteoperationer i Danmark henholdsvis Sverige, foranlediget af Sundhedsministerens svar til SUU af 26 november 2013.
    http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/SUU/bilag/167/index.htm
  6. [Retur] Lisa Andersen (juni 2016). Notat: Om Sundhedsstyrelsens behandlingsvejledning for transkønnede og den praksis for behandling der foregår på Sexologisk Klinik. København 2016/juni.
    http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/suu/bilag/570/1644881.pdf
  7. [Retur] Lisa Andersen (juni 2016). Notat: Om Sundhedsstyrelsens behandlingsvejledning for transkønnede og den praksis for behandling der foregår på Sexologisk Klinik. København 2016/juni.
    http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/suu/bilag/570/1644881.pdf
  8. [Retur] Protocols for providing hormone therapy.
    http://callen-lorde.org/transhealth/.
    Guidance for GPs and other clinicians on the treatment of gender variant people. London Department of Health: GIRES. 2008.
    www.dh.gov.uk/publications
  9. [Retur] Caring for Trans and Gender Diverse Clients in BC: A Primary Care Toolkit. Vancouver Coastal Health, Canada i 2017.
    http://www.vch.ca/public-health/health-topics-a-z/topics/lgbt2q+
  10. [Retur] Joshua Safer, MD, director of endocrinology education at Boston University School of Medicine, Massachusetts, speaking here at the recent Endocrine Society Hormones & Health Science Writers Conference – citeret efter:
    Medscape Medical News > Conference News
    Veronica Hackethal, MD: Paradigm Shift Occurring in Transgender Care. December 21, 2015
    http://www.medscape.com/viewarticle/856234.

* * *
Folketingets journal vedr. skrivelsen.
Skrivelsen i pdf-format hos Folketinget.

F 48. Tidsplan.

Vist 0 gange. Tidsplan for F 48
Forespørgsel F 48 den 14. marts 2017 om faglig vejledning for transkønnede.

Handling Dato Bemærkning
Anmeldt 14. marts 2017  
Forhandling 17. maj 2017 Folketingets dagsorden den 17. maj 2017. Mødestart kl. 1300.
Pkt. 6. Forespørgsel nr. F 48.
Afstemning 18. maj 2017 Under forhandlingen blev der fremsat to forslag V 108 og V 109. Ved afstemningen blev V 109 vedtaget.

Tidsplanen hos Folketinget.

Skr. fra transorganisationer den 16. maj 2017 om processen for udarbejdelse af en vejledning for behandling af transkønnede.

Vist 0 gange. Transpolitisk Forum, Amnesty International, Copenhagen Pride, FSTB – Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn, LGBT+ Ungdom og LGBT Danmark har dateret den 16. maj 2017 sendt en skrivelse til sundhedsministeren og partiernes sundhedsordførere med en appel om politisk indgriben i forhold til proces og indhold af Sundhedsstyrelsens vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling.
Skrivelsen registreret hos Sundheds- og Ældreudvalget som bilag 322 – Alm. del 2016-17.

Skrivelsen gengives herunder.

Tirsdag den 16. maj 2017
Kære Sundhedsminister og Sundhedsordførere

Appel om politisk indgriben i forhold til proces og indhold af Sundhedsstyrelsens vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling.

I, beretning afgivet af Sundheds- og Ældreudvalget den 26. maj 2016, anfører udvalget:
”Et enigt udvalg konstaterer med stor tilfredshed, at problemstillingen vedrørende behandling af transkønnede, der længe har optaget udvalget, nu endelig ser ud til at finde sin løsning.

En persons kønsidentitet er ikke i sig selv en medicinsk eller psykiatrisk tilstand og skal ikke behandles, helbredes eller undertrykkes. Udvalget konstaterer med tilfredshed, at diagnosekoderne vedrørende transkønnethed nu vil blive flyttet til et andet eller et nyt kapitel, hvor diagnosen ikke opfattes som en sygdom, lidelse eller seksuel tilstand.

Det betyder, at et samlet udvalg støtter, at det, forslagsstillerne ønskede gennemført med beslutningsforslaget, nu bliver til virkelighed og sættes i kraft inden for de næste 7 måneder. Såfremt kodeændringerne mod forventning ikke vedtages i WHO til oktober, har ministeren givet tilsagn om, at Danmark vil etablere en særskilt national løsning for diagnosekoderne pr. 1. januar 2017, hvormed Danmark, som ønsket af udvalget, vil gå forrest på dette område. På den baggrund er det også udvalgets forventning, at man som transkønnet i Danmark skal opleve et hensynsfuldt udredningsforløb og tilbydes en værdig og afklarende indsats i forbindelse med et eventuelt kønsskifte.”

Ændringen af koderne har stor betydning for mange transpersoner, som ikke finder de nye koder stigmatiserende.

Vi vil gerne takke Sundheds- og Ældreudvalget samt Sundheds- og Ældreministeren for jeres indsats.
Samtidig vil vi rose Sundhedsdatastyrelsen for at følge vores folkevalgtes ønsker, som respekterer både beretningen og ministerens udtalelser.

På baggrund af nedennævnte beskrivelse samt vedhæftede indsigelser til Sundhedsstyrelsens vejledningsudkast, er det derfor vores ønske at der fra politisk side gribes ind nu for at sikre at såvel arbejdsproces som vejledningsindhold reelt afspejler LGBTI-rettigheder samt konkret og faktuel ny viden således at vi her i Danmark som minimum lever op til dette, hvilket for nuværende IKKE er tilfældet.

Processen for udarbejdelse af Sundhedsstyrelsens nye vejledning for behandling af transkønnede.
Sundhedsstyrelsen indkaldte organisationer (undtaget FSTB – Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn) til to timers møde tirsdag den 21. marts 2017 om den ny vejledning.

Sundhedsstyrelsen afholdt tirsdag den 28. marts 2017 en offentlig konference (på engelsk) ”GENDER IDENTITY AND HEALTH CARE”. Sundhedsstyrelsens udkast til vejledning, blev hverken offentliggjort eller blev præsenteret på denne konference.

Sundhedsstyrelsen indkaldte organisationer samt fagpersoner til to timers møde tirsdag den 2. maj 2017.
Forinden afholdelse af mødet havde transorganisationerne indgivet vedlagte kommentarer til Sundhedsstyrelsens arbejdsudkast til vejledning.

Dagsorden til mødet blev udarbejdet af Sundhedsstyrelsen og udsendt dagen før mødeafholdelse.
Vedhæftet var Sundhedsstyrelsens arbejdsudkast, som var uforandret og dateret den 6. marts 2017.

Vi oplystes på mødet om at vores kommentarer er blevet læst og at vejledningen vil komme i høring om ca. 14 dage. Ligeledes fastholdes det fra Sundhedsstyrelsens side, at behandling på børneområdet vil indgå i denne vejledning.

Sundhedsstyrelsen har flere gange i 2016 tilkendegivet, at revisionen af behandling af transkønnede børn og unge skulle være en separat proces, nu har styrelsen imidlertid valgt at inddrage børn og unge i revisionen. B – Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn er først blevet inddraget i revision af vejledningen i april 2017 og har derfor ikke haft mulighed for at bidrage nævneværdigt med deres erfaringer.

Region Hovedstaden udgiver en rapport om behandling af transkønnede børn og unge til efteråret.
Afsnittet vedrørende behandling af børn og unge vil derfor være forældet når vejledningen træder i kraft eller kort efter.

Samtlige organisationer indgav derfor, i deres tilsendte kommentarer, ønske om at revision af afsnittet vedrørende børn og unge udsættes til efteråret således at den nyeste viden på området foreligger og at vi får mulighed for at bidrage til afsnittet. Dette ønske er trods tidligere lovning fra Sundhedsstyrelsen altså ikke efterkommet.

Ønsker til en ny vejledning.
Kønsidentitetsforhold er hverken en somatisk eller psykiatrisk sygdom og en ny vejledning må nødvendigvis afspejle dette. Vi har derfor følgende ønsker til en ny vejledning:
  • At sproget i vejledningen hverken må direkte eller indirekte antyde, at der tale om en sygdom.
  • At der må ikke stilles krav om psykiatrisk udredning for behandling uden at der er en begrundet mistanke om at ønsket om behandling skyldes psykiatriske forhold.
  • At den velfungerende praksis vedrørende kønshormonbehandling fra før Sundhedsstyrelsens stramning af 23. november 2012 genindføres.
  • At nedre kirurgi, med undtagelse af rutine operationer, varetages i et internationalt samarbejde da der i Danmark ikke findes den fornødne ekspertise.
  • At afsnittet vedrørende børn og unge revideres når Region Hovedstaden har udgivet deres rapport om behandling af børn og unge (forventes til efteråret 2017).
Sundhedsstyrelsens arbejdsdokument til en ny vejledning.
Sundhedsstyrelsens udkast til en ny vejledning er endnu ikke sendt i høring og dets indhold er derfor fortsat ukendt, men på baggrund af de afholdte møder med Sundhedsstyrelsen finder vi det bekymrende at:

Kønshormonbehandling.
Tidligere kunne en transperson henvende sig til egen læge, få en henvisning til en speciallæge og få adgang til lægekontrolleret kønshormonbehandling. En praksis der har fungeret i tre årtier uden nævneværdige problemer.

Sundhedsstyrelsen har over for os anført, at denne praksis var uforsvarlig da mange personer, som led af en psykisk sygdom fejlagtigt fik kønshormoner. Vi har gentagne gange udbedt os oplysninger om omfanget af fejlbehandlinger, men vores spørgsmål er forblevet ubesvaret.

Sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen har stillet tre spørgsmål til sundhedsministeren:
Spørgsmål 620:
”Ministeren bedes oplyse, om der forud for den 23. november 2012 er indgivet klager over privatpraktiserende speciallægers kønshormonbehandling af transpersoner, og i bekræftende fald hvor mange klager der dels er indgivet og dels er behandlet, klagernes indhold og indholdet af afgørelserne.”

”Ministeren bedes oplyse, om der forud for den 23. november 2012 er tilfælde, hvor myndighederne har fundet grundlag for eller overvejet, om der var grundlag for kritik eller anden sanktion over for privatpraktiserende speciallæger på grund af deres kønshormonbehandling af transpersoner, og i bekræftende fald oplyse, hvor mange sager det drejede sig om og baggrunden for disse sager, sa..t indholdet af afgørelserne?”

Svarerne på disse to spørgsmål bekræfter at der ikke tidligere har være nævneværdige problemer.
Derimod har vi kendskab til mange forhold hvor behandlingen, i det såkaldt højt specialiserede tilbud, er mangelfuld eller uforsvarlig.

”Ministeren bedes endvidere oplyse, hvilken dokumentation Sundhedsstyrelsen lægger til grund for, at kønshormonbehandling af transpersoner betegnes som højt specialiseret?”

Sundhedsstyrelsen har i deres bidrag til ministerens svar blandt andet anført:
”Væsentligst at nævne er den faglige retningslinje ’Standards of Care’ (SOC) som er udsendt af the World Professional Association for Transgender Health (WPATH)

Standards of Care beskriver to tilgange til behandling med kønshormoner, den traditionelle psykiatriske udredning med oprindelse i halvtredserne og den mere moderne tilgang udviklet i halvfemserne.
Sundhedsstyrelsen har valgt ensidigt, at anføre den restriktive model i deres bidrag til svaret fra ministerens svar.
Vi er forundrede over, at den langt mindre restriktive tilgang, ikke er nævnt i Sundhedsstyrelsens bidrag. En tilgang, som vi ikke finder optimal, men som er langt tættere på vores ønsker.

Nedre kønsmodificerende kirurgi
Nedre kønsmodificerende kirurgi foretages kun i begrænset omfang i Danmark. Det vil derfor aldrig blive muligt at opnå den fornødne ekspertise og rutine.
Belgien og Holland, som har en befolkning der er henholdsvis to og tre gange større end Danmarks har valgt at samarbejde om operationerne for at sikre en høj faglig standard.

Fjernelse af livmoder, æggeleder og æggestokke (hysterektomi og salpingo-ooferektomi) samt fjernelse af testikler (orkiektomi) kan ikke betragtes som højt specialiserede, da disse indgreb foretages rutinemæssigt ved forskellige sygdomme. Disse operationer må derfor kunne udføres i borgerens egen region.

Vores appel.
Vi har bedt Sundhedsstyrelsen afholde endnu et møde med os inden et udkast til en vejledning sendes i høring. Arbejdsdokumentet har kun i yders beskedent omfang taget hensyn til vores bidrag indsendt i august 2016. Sundhedsstyrelsen meddelte os at dette næppe kan nås da det haster med at vejledningen gjort færdig.

Det er vores opfattelse, at vi reelt ikke er blevet inddraget i revisionen og vi frygter en ny vejledning som er mindst lige så ringe som den gældende.

Vi er bekymrede over den stigende anvendelse af selvmedicinering, siden Sundhedsstyrelsen stramning i 2012. Særligt da selvmedicinering nu også forekommer blandt børn og unge. Vi frygter at stigningen vil fortsætte indtil de problemer, som er i den gældende vejledning, løses.

Vi appellerer derfor til politisk indgriben i udarbejdelse af en ny vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling.

Med venlig hilsen

Transpolitisk Forum

FSTB – Foreningen for Støtte
til Transkønnede Børn

Amnesty International

LGBT+ Ungdom

Copenhagen Pride

LGBT Danmark

Bilag:
Sundhedsstyrelsen arbejdsdokument af 6. marts 2017.
Transpolitisk Forums og Amnesty Internationals brev af den 17. april 2017.
FSTB – Foreningen for Støtte til Transkønnede Børns brev af den 17. april 2017.
LGBT Danmarks brev af den 18. april 2017.

* * *
Folketingets journal vedrørende skrivelsen.
Skrivelsen i pdf-format hos Folketinget.

B 119. Spgsm. 1 den 9. maj 2017 om LGBT Danmarks skr. af 27. marts 2017 om familieretlige forhold for transmænd ifm. assisteret reproduktion. Svar 11. maj 2017.

Vist 0 gange. Ligestillingsudvalget stillede den 9. maj 2017 efter ønske fra Pernille Skipper (EL) spørgsmål 1 til beslutningsforslag B 119 – Samling: 2016-17 – om kommentarer til og besvarelse af en spørgsmål om LGBT Danmarks skrivelse af 27. marts 2017 til Sundhedsministeriet og Børne- og Socialministeriet med kopi til SOU og SUU om familieretlige forhold for transmænd ifm. assisteret reproduktion, herunder om en person, der har fået juridisk kønsskifte til mand, skal tillægges faderskab til et barn, som den kvinde, han er gift med føder, til børne- og socialminister, Mai Mercado (K), der svarede den 11. maj 2017.

Spørgsmålet
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 27. marts 2017 fra LGBT Danmark, jf. B 119 – bilag 1, og herunder specifikt svare på følgende tre spørgsmål:
  1. Er ministeriet enig i, at en person, der har gennemført juridisk kønsskifte til mand
    • som får et barn med en kvinde ved hjælp af donorsæd, og
    • har givet samtykke til fertilitetsbehandling, i og med, at han er mandlig juridisk partner til moderen vil skulle tillægges faderskab til barnet ved ægteskab, anerkendelse eller dom?
  2. Er ministeriet enig i, at i en situation,
    • hvor der ved en fertilitetsklinik er afgivet samtykke til behandling,
    • og hvor der er modtaget information og vejledning om familieretlige forhold på klinikken,
    • og hvor der anvendes donorsæd leveret gennem godkendt vævscenter, er betingelserne til stede for anvendelse af børnelovens bestemmelser om fastlæggelse af juridisk forældreskab ved ægteskab eller anerkendelse?
  3. Er ministeriet enig i, at Statsforvaltningen i forbindelse med registrering af forælderskab ikke har nogen retlig interesse i en forælders eventuelle tidligere juridiske køn?

Svaret
LGBT Danmark har den 27. marts 2017 skrevet til Børne- og Socialministeriet med kopi til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget samt Sundheds- og Ældreudvalget. Henvendelsen er sendt på baggrund af en sag, der har været omtalt i artikler i Informationen, hvor et par får et barn, men hvor manden ikke anerkendes som far, idet han biologisk er kvinde og har fået et juridisk kønsskifte til mand.

I henvendelsen redegør LGBT Danmark for baggrunden for de gældende regler i primært børneloven og i lov om assisteret reproduktion, som er relevante for foreningens medlemmer. Foreningen perspektiverer bl.a. dette i forhold til lovgivningens sprogbrug omkring køn og kønsrelaterede roller, som foreningen finder uklar. Foreningen stiller desuden en række opklarende spørgsmål til lovgivningen. Disse spørgsmål er gengivet af spørgeren i dette udvalgsspørgsmål.

Generelt skal jeg bemærke, at LGBT Danmark er en vigtig aktør på området, og at foreningen i høj grad er med til at sætte dagsorden på området bl.a. ved at rejse relevante problemstillinger i den løbende debat om, hvordan vi indretter vores lovgivning, sådan at den rummer mangfoldigheden og de mange familieformer vi har i dag.

Henset til, at udvalget ønsker spørgsmålet besvaret inden 1. behandlingen af beslutningsforslaget samt det forhold, at LGBT Danmarks generelle bemærkninger også er materialiseret ved de tre stillede konkrete spørgsmål, vil jeg herefter svare på disse:

1. I børneloven er det det biologiske køn, der er udslagsgivende for, hvornår der kan fastsættet et retligt moderskab, et retligt faderskab og et retligt medmoderskab.

En mulig forælders biologiske køn samt dennes relation til barnets mor er desuden bestemmende for, om vedkommende kan anses som part i en sag om faderskab eller i en sag om medmoderskab. Dette gælder i forhold til at få fastslået et faderskab eller medmoderskab, anfægte et registreret faderskab eller medmoderskab inden for de første 6 måneder efter barnets fødsel og i forhold til at få genoptaget en sag om faderskab eller medmoderskab. Hertil kommer, at der kan anvendes retsgenetiske undersøgelser i sager, hvor den mulige forælder er en mand – både til at fastslå et faderskab men også til at udelukke en faderskabsmulighed.

Børneloven har således i sin struktur afsæt i, at der skal anvendes kønsceller fra både en mand og en kvinde til undfangelsen af et barn, også når der anvendes assisteret reproduktion. Det køn, man bruger til at forplante sig med, er således udslagsgivende for det retlige forældreskab i loven. At en donor træder i stedet, eller at en forælder efterfølgende ændrer sit juridiske køn, får ikke betydning.

Derimod giver børneloven mulighed for, at en person, der ikke føder et barn, kan blive forælder som henholdsvis far eller medmor alt afhængig af personens biologiske køn.
Reglerne i børneloven er derfor ikke til hinder for, at en person, der har gennemført et juridisk kønsskifte, kan blive forælder, uanset om personen anvender egne kønsceller eller donerede kønsceller.

Jeg skal i øvrigt henvise til min besvarelse af LIU alm. del spørgsmål 75 (vedlagt).

2. Børneloven regulerer ikke, hvor behandlingen (inseminationen) kan finde sted, men alene at behandlingen skal foretages af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar, hvis børnelovens regler om faderskab og medmoderskab ved assisteret reproduktion skal finde anvendelse.

Hvis det ikke er muligt at anvende bestemmelserne i børnelovens kapitel 5 om faderskab, medmoderskab og moderskab ved assisteret reproduktion, vil det ikke være muligt, at fastsætte et medmoderskab. Derimod vil børnelovens øvrige faderskabsregler blive anvendt. Det betyder i udgangspunktet, at hvis moren er gift med en mand, så registreres ægtemanden som far til barnet. Er moren derimod ugift, kan hun sammen med en mand skriftligt erklære, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet, hvorefter manden kan registreres som far til barnet.

Jeg skal i øvrigt henvise til min besvarelse af SUU alm. del. spørgsmål 363 (vedlagt).

3. Som det fremgår indledningsvist af mit svar, så indeholder børneloven kønsbestemte regler, der tager udgangspunkt i det biologiske køn. Det vil derfor både kunne være legitimt og relevant, hvis myndighederne søger oplysninger, om en parts tidligere juridiske køn i forbindelse med behandlingen af en sag om faderskab eller medmoderskab.

Med venlig hilsen
Mai Mercado

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

B 119. Beslutningsforslag den 31. marts 2017 om anerkendelse af personers juridiske køn i børneloven.

Vist 0 gange. Carolina Magdalene Maier (ALT), Rasmus Nordqvist (ALT), Stine Brix (EL), Pernille Skipper (EL) fremsatte den 31. marts 2017 beslutningsforslag B 11 – Samling: 2016-17 – om anerkendelse af personers juridiske køn i børneloven.

Beslutningsforslaget

Forslag til folketingsbeslutning
om anerkendelse af personers juridiske køn i børneloven

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2017 at fremsætte forslag til lov om ændring af de relevante regler i børneloven og ændre praksis, således at forældres køn defineres ud fra det juridiske og dermed selvvalgte køn.

Bemærkninger til forslaget

Baggrund
I 2014 valgte Folketinget at give personer mulighed for at ændre deres køn juridisk, og i 2016 besluttede regeringen med opbakning fra hele Folketinget at fjerne det at være transkønnet fra listen over psykiske sygdomme.

De seneste ændringer reflekterer en bred enighed om, at transpersoner er i deres fulde ret og ved deres fornufts fulde brug, når de vælger at skifte køn – såvel juridisk som biologisk.

På trods af intentionen om at ligestille transpersoner juridisk med alle andre er der dele af den danske lovgivning, der ikke respekterer og imødekommer transpersoners valg, og et eksempel herpå er børnelovens regler om forældreskab.

Nuværende regler og praksis
I dag kan en mand der er i er forhold med en gravid kvinde og ikke er biologisk far til barnet, underskrive en omsorgs- og ansvarserklæring sammen med den gravide mor til barnet og dermed opnå juridisk forældreskab. Men den ordning er betinget af, at manden altid har været en biologisk og juridisk mand. I børneloven står der nemlig, at man har det køn, som man kan reproducere med.

I praksis betyder det, at f.eks. en mand, der lever som en mand og er anerkendt af staten som en mand, ikke kan anerkendes som barnets far, hvis han er født med et andet reproducerende køn.

En mand født som kvinde kan derfor kun registrere sig som medmor til barnet ved dets fødsel. På samme måde vil en kvinde født som mand kun kunne registrere sig som juridisk far og ikke som medmor.

Forslagsstillerne finder det ærgerligt og ufuldkomment, at man i et samfund, der ellers bygger på menneskers frie valg og ligestilling mellem mænd og kvinder, herunder også mænd og kvinder, der aktivt har valgt deres køn til, ikke går hele vejen og sikrer, at rettighederne følger med i alle dele af livet – også når man skal være forældre til et barn.

Med forslaget ønsker forslagsstillerne at opdatere børnelovens forældede kønsforståelse og sikre, at ligestillingen gælder alle og gælder altid. Derfor skal muligheden for at søge om forældreskab baseres på forældrenes anerkendte juridiske køn.

* * *
Folketingets journal vedr. beslutningsforslaget.
Beslutningsforslaget i pdf-format hos Folketinget.

B 117. Beslutningsforslag den 31. marts 2017 om at gøre cpr-numre kønsneutrale.

Vist 0 gange. Carolina Magdalene Maier (ALT), Torsten Gejl (ALT), Rasmus Nordqvist (ALT) fremsatte den 31. marts 2017 beslutningsforslag B 117 – Samling: 2016-17 – om at gøre CPR-numre kønsneutrale.

Beslutningsforslaget

Forslag til folketingsbeslutning
om at gøre cpr-numre kønsneutrale

Folketinget pålægger regeringen at gøre cpr-numre kønsneutrale. De nødvendige ændringer og tilpasninger skal være foretaget, således at nye cpr-numre fra årsskiftet 2017-18 er kønsneutrale.

Bemærkninger til forslaget

I dag indikerer danskernes cpr-nummer et køn i den forstand, at lige numre gives til dem, der fødes som kvinder, og ulige numre gives til dem, der er født som mænd.

Vores cpr-numre bruges i de fleste interaktioner, vi har med den offentlige sektor, men også andre steder, eksempelvis gennem brug af NemID i banken. Dertil fremgår personnummeret af flere offentligt udstedte identifikationskort:
Pas, sygesikringskort, kørekort m.fl.

I praksis er kønsidentiteten dog ikke knyttet absolut fast til det biologiske, binære køn. Det gælder eksempelvis personer, der har en mere flydende kønsidentitet og dermed ikke identificerer sig kategorisk som mand eller som kvinde. Den nuværende praksis med personnummeret påtvinger således alle danskere en kønsidentifikation, hvor en person kan vælge, om personen absolut vil være enten kvinde eller mand juridisk set. Og det kan for nogle være problematisk.

Kønsangivelsen i personnummeret er samtidig formelt set unødvendig, da køn er opført i personregisteret som et særskilt dataelement, jf. svar på REU alm. del – spm. 497 (folketingsåret 2010-11).

Dette beslutningsforslag er såleds et principielt opgør med et forældet binært kønssyn i udstedelsen af identifikationsnumre til danskere. I praksis er det tillige en måde at sikre, at folk, der ikke ønsker at dele informationen om deres juridiske køn i enhver formel interaktion med det offentlige, banken etc., kan være fri for det.

* * *
Folketingets journal vedr. beslutningsforslaget.
Beslutningsforslaget i pdf-format hos Folketinget.

B 83. Bilag 1. Spgsm. 1. LGBT Danmarks høringsskrivelse den 29. marts 2017 til B 83 om sundhedsvæsenets behandlingstilbud til transkønnede. Svar 17. maj 2017.

Vist 0 gange. LGBT Danmark indsendte den 30. marts 2017 sin høringsskrivelse af 29. marts 2017 til beslutningsforslag B 83 om sundhedsvæsenets behandlingstilbud til transkønnede til Sundheds- og Ældreudvalget.
Registreret hos Folketinget som bilag 1.
Sundheds- og Ældreudvalget har den 31. marts 2017 som spgsm. 1 – Samling: 2016-17 – bedt om en kommentar til skrivelsen fra fungerende sundhedsminister, Karen Ellemann. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby svarede den 17. maj 2017.

Indhold
Høringsskrivelsen.
Spørgsmålet
Foreløbigt svar
Endeligt svar

LGBT Danmark

LGBT Danmark

[Til indhold] Høringsskrivelsen

Til
Sundheds- og Ældreudvalget
Onsdag den 29. marts 2017.

Vedr.: Beslutningsforslag B 83 – Samling: 2016-17 – af 14. marts 2017 om sundhedsvæsenets behandlingstilbud til transkønnede.

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner anbefaler, at der fremsættes ændringsforslag til beslutningsforslaget, så det får denne formulering:

I forlængelse af Folketingets beslutning om at fjerne de transrelaterede koder fra listen over psykiatriske diagnoser pålægger Folketinget regeringen at sikre,

  1. at sundhedsfaglig hjælp ved kønsmodificerende behandling reelt flyttes fra sexologien og psykiatrien til specialer for det konkrete behandlingsønske som f.eks. endokrinologi, gynækologi og plastikkirurgi,
  2. at udredningen alene vedrører det konkrete behandlingsønske og dermed ikke skal være af psykiatrisk karakter,
  3. at den behandlingsansvarlige skal være en speciallæge inden for det speciale, som behandlingsønsket vedrører,
  4. at speciallæger, der udfører nedre kirurgi har den fornødne faglige kompetence gennem et samarbejde med udenlandske klinikker/hospitaler,
  5. at personer, der er usikre på deres kønsidentitet, tilbydes hjælp til afklaring om, hvorvidt de ønsker kønsmodificerende behandling eller ej,
  6. at behandling og rådgivning alene sker med baggrund i og efter reglerne om informeret samtykke,
  7. at rådgivning, støtte og behandling bliver omfattet af udrednings- og behandlingsgarantierne og reglerne om frit sygehusvalg, og
  8. at det sikres, at kønsmodificerende behandling fortsat betales af det offentlige.

Bemærkninger til LGBT Danmarks
ændringsforslag til beslutningsforslaget

LGBT Danmark finder ikke, at beslutningsforslaget i den fremsatte form i tilstrækkelig grad tilgodeser rimelige ønsker fra personer, der har ønsker om kønsmodificerende behandling, eller til dem, der er usikre på deres kønsidentitet.

Sprogligt er der foreslået nogle ændringer, så teksten mere er i overensstemmelse med det igangværende arbejde med udformning af en ny vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitet og kønsmodificerende behandling.

Ændringen i indledningen er begrundet i en forenkling af teksten og dét, at beslutningsforslaget ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser rimelige ønsker fra personer, der har ønsker om kønsmodificerende behandling, eller fra dem, der er usikre på deres kønsidentitet.

Ændringerne i beslutningsforslagets tre prikker (punkterne 1 – 3) præciser, at behandling skal flyttes fra psykiatrien til de specialer, som behandlingsønskerne vedrører.

LGBT Danmarks begrundelser for tilføjelse af punkterne 4 – 8.

Punkt 4
Transmænd kan i dag få Sundhedsstyrelsens tilladelse til at få foretaget den nedre kirurgi i udlandet, men henvises udelukkende til Universitetshospitalet i Gent, Belgien (Universitair Ziekenhuis Gent), hvor ventetiden pt. er 5 år. I London, hvor den tilsvarende behandling kan udføres, er ventetiden blot 3 måneder.

Transkvinder tilbydes i dag udelukkende nedre kirurgi på Rigshospitalet, hvor kirurgerne blandt andet ikke behersker teknikken med at skabe de indre skamlæber, en teknik, der allerede fra 2009 har været en almindelig anvendt teknik i udlandet.

Nedre kirurgi, dvs. ændring af kønsorganerne, foretages kun få gange om året i Danmark, hvorfor de danske kirurger ikke har mulighed for at opnå den nødvendige rutine og høje faglige kompetence. Når nedre kirurgi foretages i Danmark bør det være med deltagelse af en udenlandsk kirurg med den fornødne rutine og høje faglige kompetence, eller at nedre kirurgi henvises til udførelse på udenlandsk klinik/hospital, der har den fornødne rutine og høje faglige kompetence.

Punkt 5
Der er personer, som er usikre på deres kønsidentitet og derfor har behov for hjælp til afklaring om, hvorvidt de ønsker kønsmodificerende behandling eller ej.
Denne hjælp bør foregå ved pågældendes alment praktiserende læge, der, hvis det viser sig nødvendigt, kan henvise til kvalificeret rådgivning hos psykolog eller psykiater.
Det skal imidlertid være klart, at en sådan psykologisk/psykiatrisk hjælp ikke må tillægges betydning, hvis en sådan person efter at være afklaret, henvender sig til sundhedsvæsenet med ønske om kønsmodificerende behandling.

Punkt 6
Teksten om “informeret samtykke” er flyttet fra beslutningsforslagets indledning til et særskilt punkt.

Punkt 7
I dag er “kønsskifteoperation” specifikt undtaget fra udrednings- og behandlingsgarantierne og reglerne om frit sygehusvalg. Her skal det bemærkes, at ordet “kønsskifteoperation” oprindeligt alene betød og var tiltænkt det, der i dag betegnes som “nedre kirurgi“. Der har derfor oprindeligt ikke været hensigten, at andre former for kønsmodificerende behandlinger skulle være undtaget.
I dag tolker sundhedsvæsenet “kønsskifteoperation” som al kønsmodificerende behandling, hvilket som nævnt oprindeligt ikke var intentionen.

Undtagelsen medfører, at der er meget lange ventetider i transpersoners udrednings- og behandlingsforløb.
Helt galt er det med hensyn til nedre kirurgi.
Nedre kirurgi – altså ændring af kønsorganerne – medfører kastration, som i dag fordrer Sundhedsstyrelsens tilladelse.

Men selv når denne tilladelse foreligger, er der i dag årelange ventetider.
Først skal der laves en faglig udredning, som tager meget lang tid.
Giver denne udredning ikke grund til at afslå operationen, så kan der være behov for f.eks. epilering af kønsorganerne for at fjerne uønsket hårvækst. Også her er der meget lange ventetider.
Men selv når disse eventuelle og velbegrundede behandlinger er gennemført og personen er klar til at få foretaget nedre kønskirurgi, så er der fortsat meget lange ventetider – pt. mellem 6 og 18 måneders ventetid. Ja selv planlagte operationer udsættes.
Derfor er det er enormt behov for, at ændre på disse forhold, så disse årelange ventetider fjernes.

Pkt. 8
Folketinget og regeringen anerkender fuldt ud, at transpersoner ikke er hverken somatisk eller psykisk syge.
De anerkender også, at transpersoners ønsker om forskellige former for kønsmodificerende behandling er legitime, og at disse behandlinger som i dag skal være offentligt betalte.

Søren Laursen
Forperson
Linda Thor Pedersen
Transpolitisk talsperson

* * *
[Til indhold] Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 29. marts 2017 fra LGBT Danmark.

* * *
[Til indhold] Foreløbigt svar den 11. april 2017
Jeg har til brug for min besvarelse anmodet Sundhedsstyrelsen om en udtalelse. Jeg besvarer spørgsmålet endeligt, når udtalelsen foreligger. Forventeligt primo maj 2017.

Med venlig hilsen
Karen Ellemann

* * *
[Til indhold] Endeligt svar
LGBT Danmark i deres henvendelse af 29. marts 2017 stillet otte ændringsforslag til beslutningsforslag B 83 om sundhedsvæsnets behandlingstilbud til transkønnede.
Disse gennemgås nedenfor.

Spørgsmål 1: At sundhedsfaglig hjælp ved kønsmodificerende behandling reelt flyttes fra sexologien og psykiatrien til specialer for det konkrete behandlingsønske som f.eks. endokrinologi, gynækologi og plastikkirurgi.
Sundhedsstyrelsen har oplyst, at det væsentligste ifm med udredning og kønsmodificerende behandling, både medicinsk og kirurgisk, er, at indsatsen forankres i et tværfagligt team med de nødvendige faglige kompetencer, som inddrager både fysiske og psykosociale aspekter. Det betyder bl.a., at der i teamet bør indgå speciallæger i gynækologi og psykiatri, psykologer m.v., og at teamet – ved kirurgisk behandling – suppleres med speciallæge i plastikkirurgi.

Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens faglige vurdering.

Spørgsmål 2: At udredningen alene vedrører det konkrete behandlingsønske og dermed ikke skal være af psykiatrisk karakter.
Sundhedsstyrelsen forventer, at det i den nye faglige vejledning vil blive præciseret, at omfanget af udredningen skal tilpasses den enkeltes situation. Den psykosociale del af udredningen skal således stå i rimeligt forhold til formålet og omfanget af den behandling, som den pågældende ønsker.

Ved kønsmodificerende behandling finder Sundhedsstyrelsen dog, at der må foregå en indledende faglig vurdering af såvel somatiske som psykiske og sociale forhold for at sikre, at det behandlingstilbud, der gives, er sundhedsfagligt forsvarligt. Dette med henvisning til, at kønsmodificerende behandlinger er irreversible, og at kønsskifte må betragtes som en meget indgribende behandling.

Jeg kan henholde mig til det af Sundhedsstyrelsen oplyste, idet jeg forventer, at individuel tilpasset udredning vil erstatte det psykiatriske udredningsforløb, som nogle har oplevet meget omfattende og som har føltes diskriminerende. Denne tilgang til også stemme overens med den danske flytning af diagnosekoden på området.

Spørgsmål 3: At den behandlingsansvarlige skal være en speciallæge inden for det speciale, som behandlingsønsket vedrører.
Sundhedsstyrelsen finder, at der i det tværfaglige team konkret fra sag til må aftales, hvilke fagpersoner der skal være ansvarlige for forløbet med udgangspunkt i en faglig vurdering af den enkelte persons situation, ønsker og behandlingsbehov. I den nye vejledning på området forventer Sundhedsstyrelsen således ikke at stille krav om, at den behandlingsansvarlige læge i alle tilfælde skal være en speciallæge i psykiatri, men styrelsen vil omvendt heller ikke kræve, at det ikke må være en psykiater, hvis det ud fra en konkret faglig vurdering findes mest hensigtsmæssigt.

Jeg kan henholde mig til det af Sundhedsstyrelsen oplyste.

Spørgsmål 4: At speciallæger, der udfører nedre kirurgi har den fornødne faglige kompetence gennem et samarbejde med udenlandske klinikker/hospitaler.
Ved godkendelse af højtspecialiserede funktioner stiller Sundhedsstyrelsen en række krav, soom er beskrevet i ”Specialeplanlægning – beegreber, principper og krav”, som ligger på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Kravene omhandler blandt andet tilstrækkeligt patientvolumen, at de nødvendige særlige ressourcer er tilgængelige, herunder fx speciallæger med relevante kompetencer og et tæt samarbejde med andre specialer på højt specialiseret niveau, samt at der foregår faglig udvikling, forskning og uddannelse på området.

I den nye specialeplan, som Sundhedsstyrelsen netop har udsendt, og som skal implementeres frem til den 1. juni 2017, godkendes Rigshospitalets plastikkirurgiske afdeling til at varetage kønsmodificerende kirurgikønsorganer.

Sundhedsstyrelsen finder, at antallet af personer, som ønsker nedre kønsmodificerende kirurgi, og kompleksiteten af indgrebene tilsiger, at funktionen kun skal varetages på et sygehus i Danmark, men finder samtidigt, at antallet af operationer er tilstrækkeligt til at fastholde de nødvendige kompetencer, således at disse operationer som udgangspunkt kan foretages i Danmark.

Sundhedsstyrelsen har i dialogen med Rigshospitalet specifikt ift. varetagelse af funktionen vedr. fallosplastik (operation med tildannelse af mandligt lem) bedt om en uddybende beskrivelse af Rigshospitalets varetagelse af funktionen, herunder varetagelse på niveau med udenlandske centre, sikring af håndtering af komplikationer, tilstrækkelige kompetencer og sikring af kompetenceudvikling, acceptable ventetider samt sikring af tilstrækkeligt volumen.

Rigshospitalet har i den forbindelse bl.a. oplyst, at udviklingen i antallet af patienter, der ønsker behandling vedrørende kønsidentitetsforhold, gør, at man forventer at få henvist flere patienter til kønsmodificerende kirurgi. Man har samtidig oplyst, at funktionen varetages i et multidisciplinært team samarbejde (MDT-team). Den nedre kirurgi varetages i samarbejde med gynækologer og urologer pga. kompleksiteten.
Operationerne er komplicerede og med store risici for komplikationer, og afdelingen har et formalisereret vagtberedskab til varetagelse af evt. opståede komplikationer.
Operationerne kræver ekspertise inden for mikrokirurgi. Afdelingen har en mikrokirurgisk sektion med et mikrokirurgisk team med ekspertise og erfaring inden for fri vævsforflytninger ved mikrokirurgi. Teamet har daglig erfaring med mikrokirurgi inden for andre typer indgreb. Rigshospitalet har oplyst, at der aktuelt pågår udvikling af en kvalitetsdatabase på området.

Rigshospitalet har desuden oplyst, at der er taget initiativ til dannelse af en nordisk gruppe NPATH (Nordic Professional Association for Transgender Health) og vurderer det hensigtsmæssigt, at der på nordisk plan fremadrettet udvikles et tættere samarbejde vedr. patientgruppen.

Sundhedsstyrelsen har på baggrund af ovenstående vurderet, at Rigshospitalet kan varetage fallosplastikker uden inddragelse af udenlandsk center. I konkrete tilfælde, og ud fra en individuel vurdering, vil hospitalet kunne henvise patienten til behandling i udlandet jfr. bestemmelserne i sygehusbekendtgørelsen §25 og §26.

Jeg kan henholde mig til det af Sundhedsstyrelsen oplyste ovenfor.

Spørgsmål 5: At personer, der er usikre på deres kønsidentitet, tilbydes hjælp til afklaring om, hvorvidt de ønsker kønsmodificerende behandling eller ej.
Sundhedsstyrelsen oplyser, at transkønnede kan henvises til sundhedsfaglig hjælp til afklaring af kønsidentitet, herunder rådgivning om behandlingsmuligheder og samtaler til understøttelse af udvikling af egen kønsidentitet. Den sundhedsfaglige hjælp kan varetages i det tværfaglige team på relevant specialiseringsniveau. Det kan f.eks. ske ved psykolog, sygeplejerske, læge eller speciallæge.

Spørgsmål 6: At behandling og rådgivning alene sker med baggrund i og efter reglerne om informeret samtykke.
Det følger af sundhedsloven, at enhver form for behandling som udgangspunkt kun må foretages på baggrund af et informeret samtykke fra patienten. Et informeret samtykke er på denne måde et fundamentalt grundlag for forholdet mellem lægen og patienten.

Et informeret samtykke skal gives på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson, og samtykket kan til enhver tid tilbagekaldes. Sundhedsloven beskriver hvordan og om hvad, sundhedspersonen skal informere.

Et informeret samtykke er dog ikke ensbetydende med, at patienten har valgfrihed mellem behandlinger i sundhedsvæsenet. Det er lægen, der altid vurderer, om der er indikation for behandling eller behov for yderligere udredning.

Ift. kastration kræves der ud over et informeret samtykke til behandlingen også en tilladelse fra Sundhedsstyrelsen til at foretage indgrebet. Det overvejes på nuværende tidspunkt, hvorvidt reglerne vedr. kastration bør justeres, bl.a. således at det ikke fremgår, at personen skal have stillet diagnosen transseksualitet, men at personen skal være transkønnet.

Spørgsmål 7: At rådgivning, støtte og behandling bliver omfattet af udrednings- og behandlingsgarantierne og reglerne om frit sygehusvalg.
Transkønnedes udredning og behandling er omfattet af reglerne om frit sygehusvalg i medfør at sundhedslovens § 86. Transkønnede henvist til udredning er også omfattet af sundhedslovens bestemmelse i § 82 b om udredning inden for 30 dage, såfremt dette er fagligt muligt. Det fremgår af bemærkningerne til sundhedslovens § 82 b, at ”situationer, hvor det ikke er fagligt muligt at udrede inden for 30 dage, kan fx være, at der som led i udredningen skal udføres en række undersøgelser i forlængelse af hinanden, eller at den behandlingsansvarlige læge har behov for en observationsperiode for at kunne vurdere, om patientens tilstand er stabil.” I det omfang dette er tilfældet for den aktuelle udredning, vil det ikke være fagligt muligt at udrede patienten inden for 30 dage. Patienten skal i den situation modtage en plan for det videre forløb.

I forhold til reglerne om udvidet frit sygehusvalg i forbindelse med udredning og behandling, jf. sundhedslovens § 87, er bl.a. kønsskifteoperation undtaget. Begrænsningen i forhold til behandlingstilbud omfattet af det udvidede frie sygehusvalg blev fastsat ved det udvidede frie sygehusvalgs indførelse i 2002, jf. L 2002 143. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at ordningen bl.a. ikke omfatter en række behandlingsformer, hvor en ventetid på over 2 måneder i almindelighed ikke kan anses for et problem, der bør prioriteres. Formålet med at lovændringen i 2016 om reel ret til hurtig udredning og udvidet frit sygehusvalg ved 30 dages ventetid på behandling var ikke at udvide i forhold til, hvilke behandlingsområder det udvidede frie sygehusvalg omfatter.

På baggrund af spørgsmålet, er Sundheds- og Ældreministeriet blevet opmærksom på, at det fejlagtigt i § 21 i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling m.v. fremstår, som om de anførte undtagelser i forhold til det udvidede frie sygehusvalg også gælder i forhold til udredning i medfør af sundhedslovens§ 82 b. Dette vil snarest blive rettet med en ændringsbekendtgørelse.

Afslutningsvis kan jeg informere, at jeg er i dialog med regionerne om, hvordan ventetiderne for udredning og behandling af transkønnede kan nedbringes.

Spørgsmål 8: At det sikres, at kønsmodificerende behandling fortsat betales af det offentlige.
Regeringen har aktuelt ingen planer om at indføre egenbetaling på området.

Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby

* * *
Folketingets journal vedrørende høringsskrivelsen.
Høringsskrivelsen i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og det endelige svar.
Spørgsmålet i pdf-format hos Folketinget.
Det foreløbige svar i pdf-format hos Folketinget.
Det endelige svar i pdf-format hos Folketinget.

LGBT Danmark skrev den 27. marts 2017 til Sundhedsministeriet og Børne- og Socialministeriet med kopi til SOU og SUU om familieretlige forhold for transmænd ifm. assisteret reproduktion.

Vist 0 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

LGBT Danmark skrev den 27. marts til Sundhedsministeriet og Børne- og Socialministeriet med kopi til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget (SOU) og Sundheds- og Ældreudvalget (SUU) om familieretlige forhold for transmænd ifm. assisteret reproduktion.
Skrivelsen er registreret hos:
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget (SOU) som SOU, Alm. del 2016-17: bilag 188.
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget (SOU) har endvidere tilknyttet henvendelsen som bilag 1 til beslutningsforslag B 119 – Samling 2016-17 – om anerkendelse af personers juridiske køn i børneloven.
Sundheds- og Ældreudvalget (SUU) som SUU, Alm. del 2016-17: bilag 523.

Baggrunden er, at Information fredag den 23. marts 2017 omtalte, at en transmand var blevet forhindret i at registrere sig som far til sit barn, men er i stedet var blevet henvist til at lade sig registrere som medmor.
Det var LGBT Danmarksk opfattelse, at dette beroede på en misforståelse og har derfor udarbejdet den herunder gengivne analyse og sendt den til Sundhedsministeriet for at få bekræftet analysen.

Skrivelsen gengives herunder.

Til.
Børne- og socialministeriet
27. marts 2017

I artikler i Information 23. marts 2017 berettes om en sag, hvor en kvinde og en transmand får et barns sammen, og hvor manden efter nedkomsten ikke kan blive anerkendt som far:
  • Kvinden bliver gravid ved insemination med donorsæd, da manden som transmand ikke har sædceller
  • Manden er på befrugtningstidspunktet juridisk mand efter juridisk kønsskifte
  • Der anvendes kendt donor
  • Statsforvaltningen oplyser, at der ikke kan søges faderskab, men medmoderskab
  • Artiklerne kredser om et citat om, at ”i børnelovens forstand har man det køn, som man bruger til at forplante sig med”
  • Børne- og socialministeren udtaler skriftligt til avisen, at hun ikke agter at ændre loven

Det er LGBT Danmark, landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoners opfattelse, at det hele beror på en misforståelse, og at manden skal anerkendes som far.

Sagen rejser en række principielle spørgsmål, som LGBT Danmark ønsker afklaret af hensyn til vores mulighed for at udføre vores arbejde, herunder vores rådgivningsaktiviteter.

Indledningsvis skal knyttes nogle bemærkninger – i brede træk – om funktionen af lovgivningen. Børnelovens § 27 indeholder bestemmelser om, hvilke erklæringer, der skal afgives forud for assisteret reproduktion. Med erklæringerne fastlægges, hvem der kan udlægges som juridiske forældre til et eventuelt kommende barn. Dermed bestemmes, hvem der kan idømmes forælderskab ved retten. Børnelovens §§ 1, 2, 3 og 14 indeholder bestemmelser om, hvordan et konkret barns juridiske forældre bestemmes: Den, der føder barnet er barnets mor, og den anden forælder vil være enten dennes ægtefælle eller en, der anerkender barnet gennem en omsorgs- og ansvarserklæring. Det kan også være en, der idømmes forælderskab ved retten.

Børneloven og det reproduktive køn

Det i avisartiklen nævnte citat om at i ”børnelovens forstand har man det køn, som man bruger til at forplante sig …” stammer ikke fra børneloven, men til forarbejderne til lovforslag L 189 om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. i forbindelse med indførelse af juridisk kønsskifte (2013-14 L 189 / LOV nr 744 af 25/06/2014), nærmere bestemt fra høringsnotatet:

Det Etiske Råd konstaterer, at ændringer i børneloven ikke indgår i udkastet til lovforslaget, men da der er kobling mellem den foreslåede definition af lov om assisteret reproduktion til børnelovens definition af køn og fastlæggelse af henholdsvis moderskab og faderskab, finder Etiske Råd anledning til at fremkomme medbemærkninger herom. Således henviser Det Etiske Råd til børneloven §§ 1 og 30, og giver udtryk for, at man her kan mene, at en konsekvent anerkendelse af det juridiske kønsskifte kræver en gennemskrivning af børneloven, så f.eks. en transseksuel tidligere kvinde ikke definitorisk opfattes som mor. Det Etiske Råd spørger desuden, om den person, der føder barnet, faktisk skal regnes for barnets far, hvis der er tale om en transseksuel tidligere kvinde, der har foretaget juridisk kønsskifte? Rådet finder, at dette vil være en logisk følge af en holdning, hvorefter de lovgivningsmæssige formuleringer skal anerkende personen som værende det køn, personen juridisk set har. Hvis man juridisk set er en mand og også ønsker at blive opfattet som en mand, fungerer det naturligvis ikke, at man lovgivningsmæssigt anses for at være mor til sine børn.

Under alle omstændigheder finder Rådet, at børnelovens § 1 og § 30 i forening en asymmetri mellem transseksuelle tidligere kvinder, der har foretaget juridisk kønsskifte til en mand, idet de tildeles forskellige roller alt afhængigt af, om de selv føder et barn eller er gift med en kvinde, der føder et barn. I det første tilfælde tildeles den transseksuelle tidligere kvinde således moderskabet, mens den transseksuelle tidligere kvinde i det andet tilfælde formodentlig tildeles faderskabet.

Idet børneloven henhører under Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse indhentet en udtalelse herfra:

Idet børneloven henhører under Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse indhentet en udtalelse herfra:
”I børnelovens forstand har man det køn, som man bruger til at forplante sig med, hvorfor det ikke vil give anledning til fortolkningstvivl, at en eller begge forældre ved barnets undfangelse har et andet juridisk køn end deres biologiske køn. Det er således forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse, der afgør deres rolle i børneloven som enten far, mor eller medmor. En person, der føder et barn, vil – uanset om personen juridisk er en mand – være barnets mor i børnelovens forstand. Ligeledes vil en person, der har gjort sin kvindelige partner gravid på naturlig vis – uanset at personen juridisk er en kvinde – være barnets far i børnelovens forstand.

Det er Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forholds opfattelse, at tiden ikke er moden til at gøre op med det biologiske udgangspunkt for definitionen af det retlige forældreskab, der da også er dækkende for langt størstedelen af befolkningen. Her henvises blandt andet til rapporten, hvoraf det fremgår, at arbejdsgruppen anbefaler, at man fastholder børnelovens udgangspunkt, blandt andet på baggrund af det meget begrænsede antal personer, der vil blive berørt af problemstillingen (man anslår, at et sted mellem 15 og 70 personer vil få foretaget et juridisk kønsskifte om året), og den omfattende ændring af børneloven og relateret lovgivning, der vil være påkrævet, såfremt udgangspunktet ændres.

Ministeriet bemærker desuden, at en juridisk kønsskiftet person efter Økonomi- og Indenrigsministeriets lovforslag kan skifte tilbage til sit oprindelige køn, hvilket vil kunne give anledning til gentagne ændringer af det retlige forældreskab medmanglende kontinuitet for barnet til følge.

Det primære sigte for lovforslaget er at sikre transkønnede mulighed for at blive anerkendt som tilhørende det køn, de føler sig som, uden at stille krav om operation, kastration etc. Der er ingen tvivl om, at muligheden for juridisk kønsskifte skaber nogle udfordringer i forhold til eksisterende lovgivning, herunder blandt andet børneloven. En gennemskrivning af børneloven, der ville tage hensyn til de ved juridisk kønsskifte opståede problemstillinger, vil være et tidskrævende og omfattende arbejde, der vil kræve nedsættelse af et udvalg eller en arbejdsgruppe. Derfor er der lige nu behov for at finde en pragmatisk løsning, hvilket vil være at beholde det biologiske udgangspunkt.

Ministeriet vil følge udviklingen på området og løbende vurdere behovet for en præcisering eller ændring af børneloven også i relation til andre spørgsmål om faderskab, moderskab og medmoderskab.

Det er afgørende for ministeriet, at der med fastholdelsen af børnelovens udgangspunkt ikke lægges hindringer i vejen for, at juridisk kønsskiftede kan få børn og blive registreret som retlige forældre til deres børn.”

http://www.ft.dk/samling/20131/lovforslag/l189/bilag/1/1363528/index.htm
(LGBT Danmarks fremhævelser)

Den arbejdsgruppe, der henvises til er den tværministerielle arbejdsgruppe, der arbejdede forud for fremsættelsen af lovforslaget om juridisk kønsskifte. Den udgav Rapport fra arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte, Justitsministeriet, 27. februar 2014. Heri finder man en uddybning vedrørende fortolkningen af forældreskab:

9.3.2. Modellernes konsekvenser for Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold

Uanset hvilken model for juridisk kønsskifte der vælges, vil personer, der vælger et juridisk kønsskifte, stadig være fertile eller kunne refertiliseres, hvorfor det er relevant at vurdere, om muligheden for juridisk kønsskifte vil få betydning for børnelovens bestemmelser om faderskab, moderskab og medmoderskab.

Børnelovens udgangspunkt er, at den kvinde, der føder et barn, er barnets mor. Hvem der er barnets far eller medmor fastsættes blandt andet ud fra deres relation til barnets mor i tiden omkring undfangelse og fødsel.

I børnelovens forstand har man det køn, som man bruger til at forplante sig med, hvorfor det ikke vil give anledning til fortolkningstvivl, at en eller begge forældre ved barnets undfangelse har et andet juridisk køn end deres biologiske køn. Det er således forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse, der afgør deres rolle i børneloven som enten far, mor eller medmor. En person, der føder et barn, vil – uanset om personen juridisk er en mand – være barnets mor i børnelovens forstand.

En ændring af udgangspunktet om, at forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse afgør deres betegnelse i børnelovens forstand, vil nødvendiggøre en gennemgribende ændring af særligt børneloven og forældreansvarsloven.

Blandt andet på baggrund af det meget begrænsede antal personer, der vil blive berørt af dette forhold, og den vidtgående ændring af børneloven og dertil relateret lovgivning, der vil være påkrævet, et det arbejdsgruppens anbefaling, at man fastholder udgangspunktet om, at forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse afgør deres betegnelse i børnelovens forstand.

http://justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/
2014/Rapport%20om%20juridisk%20kønsskifte.pdf

(LGBT Danmarks fremhævelser)

Her fremgår tydeligt, at det er de fertile parters biologiske køn, der tillægges betydning. Den, der føder et barn, er mor uanset juridisk køn, og som det er uddybet i høringsnotatet fra L 189 er en person, der har gjort sin partner gravid på naturlig vis at betragte som far uanset juridisk køn.

Der skal en sædcelle og en ægcelle til at undfange et barn, og derfor kan man i høringsnotatet anføre, at der ikke vil være fortolkningstvivl. Men den infertile person bruger ikke sit køn til at forplante sig med, og teksten i høringsnotatet er følgelig ikke møntet på denne.

Man kan undre sig over, at arbejdsgruppen mener, at ”personer, der vælger et juridisk kønsskifte, stadig [vil] være fertile”. Det er jo indlysende forkert. I nogle tilfælde vil de være fertile, i andre tilfælde ikke, som det også eksemplificeres i nærværende sag: Transmanden er infertil, da han ikke har sædceller til at gøre partneren gravid. Det ændrer dog ikke på, at intentionen i forarbejderne tydeligvis er, at børneloven for fertile (trans-)personer sætter lighedstegn mellem forældrekøn og reproduktivt køn.

Opsamlende kan det konkluderes, at det i den nærværende sag omtalte afsnit om ”det køn, man bruger til at forplante sig med” ingen betydning har for sagen.

Assisteret reproduktion
Et par kan få hjælp til at få børn, hvis det er ramt af infertilitet. Det er også tilfældet, hvis infertiliteten skyldes den ene parts mangel på sædceller herunder, at partneren er kvinde eller transmand.

I lov om assisteret reproduktion (2013-14 L 189 / LBK nr 93 af 19/01/2015) anføres

Stk. 3. I denne lov forstås ved:
1) Kvinde: en person med livmoder eller æggestoksvæv.
2) Mand: en person med mindst en testikel.

Men som det også fremgår af loven, er den mand, der omtales, den person, der leverer sædcellerne. Der er ingen specifikke henvisninger til kvindens infertile partners køn, idet der blot refereres til ”eventuelle ægtefælle, registrerede partner eller partner”.

Af bemærkningerne til lovforslag L 189 fremgår

Det foreslåede § 1, stk. 3, fastlægger lovens definition af kvinder og mænd. Det foreslås således med § 1, stk. 3, nr. 1, at en kvinde i lovens forstand defineres som en person med livmoder. Bestemmelsen indsættes for at sikre, at personer, der efter juridisk kønsskifte har besvaret livmoderen og dermed har reproduktive evner, har ret til lovens ydelser, eksempelvis behandling med assisteret reproduktion.
Tilsvarende foreslås der i § 1, stk. 3, nr. 2, indsat en definition af mænd i lovens forstand, hvorefter det fremgår, at der ved en mand forstås en person med mindst en testikel.

Lov om assisteret reproduktion giver således ingen fortolkningsbidrag til den juridiske forståelse af den infertile partners køn.

Som beskrevet i det foregående afsnit, vil fertile forældre, der får børn med egne kønsceller, blive betragtet som henholdsvis far og mor i forhold til deres reproduktive køn. Hvis parret imidlertid ikke råder over egnede kønsceller, må det ty til donation.

Der blev ved en lovrevision i 2012 (2011-12 L 138 / LOV nr 602 af 18/06/2012) åbnet op for, at par af modsat køn kunne anvende kendt sæddonor. Revisionen indeholdt blandt andet revidering af børneloven, og udgangspunktet er, at ægtemanden, der skal give samtykke til behandlingen, automatisk er juridisk forælder.

Året efter revideredes loven igen (2012-13 L 207 / LOV nr 1313 af 27/11/2013), idet der blev åbnet op for, at et par bestående af to kvinder, kan anvende en kendt donor. Her fik de tre parter imidlertid mulighed for selv at bestemme, om det skulle være moderens partner eller manden, der skulle være den anden juridiske forælder.

Moderen er her den, der føder barnet. Hendes partners køn afgør donors retsstilling. Er det en mand, bliver denne anset som far, og de kan ikke vælge, at donor skal være far. Hvis det er en kvinde, kan de tre i forening beslutte, at donor skal være far.

I nærværende sag er der anvendt kendt donor. Ville parterne her have haft mulighed for at lade donor registrere som far? Iflg. børnelovens § 27 a, stk. 1 fordrer det, at kvinden er gift med en kvinde eller har en registreret partner eller en kvindelig partner. Der er en lang og entydig retstradition for, at ægteskabet følger det juridiske køn. Indtil ægteskabet blev åbent for alle, kunne en kvinde kun gifte sig med en transmand, såfremt han havde fået juridisk kønsskifte. Det må således konkluderes, at familien i nærværende sag ikke ville kunne have benyttet bestemmelsen i § 27 a, stk. 1. Tilsvarende er bestemmelsen i § 27 a, stk. 2 – bestemmelsen om medmoderskab – ikke tilgængelig for familien. Deres situation vil følgelig være omfattet af hovedbestemmelsen § 27, stk. 1. Med andre ord: Moderens partner vil ikke kunne udlægges som medmor, men som far.

Herefter forestår opgaven at finde ud af efter hvilken bestemmelse, forældreskabet til det resulterende barn skal anerkendes. Også bestemmelserne om anerkendelse refererer til moderens partner, gift (ægteskab/registreret partnerskab) eller ugift. Igen er der ikke tvivl om, at ægteskab og registreret partnerskab referer til juridisk køn, ikke til reproduktivt køn. Derfor er det i nærværende sag udelukket, at bestemmelserne i kapitel 1 a om medmoderskab kan bringes i anvendelse. Dermed falder situationen ind under § 14, stk. 3. Med andre ord: Hvis den mandlige partner i den nærværende sag ikke anerkender barnet, vil han skulle idømmes faderskab ved retten.

Hjemmeinsemination i forlængelse af klinisk insemination
I den nærværende sag er der yderligere aspekter, der må tages i betragtning:
  • Parret har i første omgang forsøgt sig med assisteret reproduktion på klinik
  • Efterfølgende har parret forsøgt hjemmeinsemination, hvilket førte til graviditet
  • Ved hjemmeinseminationen er anvendt sæd fra donor via sædbanken
  • Den kvindelige part er sundhedsperson (jordemoder)

Dette rejser spørgsmålet om, hvilke dele af børneloven, der skal bringes i anvendelse. Lovgiver har i sin tid besluttet, at de samtykkeerklæringer, der ligger til grund for børnelovens tillæggelse af faderskab og medmoderskab alene kan afgives til en behandlende fertilitetsklinik og ikke fx til en notar. Det betyder, at hjemmeinsemination i udgangspunktet ikke er omfattet af børnelovens bestemmelser i forhold til assisteret reproduktion. Lovgivers intention har været, at de kommende forældre skal rådgives om de familieretlige implikationer af deres valg i forbindelse med assisteret reproduktion. Denne intention er ligefrem lovhjemlet (lov om assisteret reproduktion § 24).

Da jordemoder Nina Stork i 1999 åbnede sin inseminationsklinik, var hun ikke omfattet af lov om kunstig befrugtning. Der gennemførtes en række prøvesager ved retten for at afgøre, hvordan de resulterende børn skulle ses i forhold til børneloven:

Det er på denne baggrund Civilretsdirektoratets opfattelse, at sager om faderskabet til et barn, som er blevet til ved kunstig befrugtning foretaget hos eksempelvis en jordemoder, efter direktoratets opfattelse kan henlægges, hvis det findes godtgjort, at befrugtningen er foretaget med sæd, der er doneret eller anvendt som beskrevet i børnelovens § 28, stk. 1, at sæden er købt gennem en læge og stammer fra samme sædbank, som hospitaler og fertilitetsklinikker benytter sig af, og at donorsæden alene er identificeret med et donornummer, ejakulatnummer eller lignende. Det er herudover en betingelse, at moderen overfor statsamtet oplyser, at hun ikke har haft seksuelt forhold til en mand i den periode, hvor hun blev gravid, og at der i øvrigt ikke er oplyst om forhold, som gør det betænkeligt at henlægge sagen.

Cirkulæreskrivelse af 11. juni 2003, J.nr. 03-7109-00002
https://panbloggen.files.wordpress.com/2012/08/2003_juni_cirkulaere_faderskab.pdf

Essensen er, at selvom børnene blev til udenfor fertilitetsklinikkerne og dermed udenfor lov om assisteret reproduktions regi, kunne man alligevel benytte børnelovens bestemmelser vedr. børn undfanget ved assisteret reproduktion, såfremt sæden var leveret som til fertilitetsklinikker.

I nærværende sag er der modtaget information og afgivet de nødvendige samtykker til en klinik, hvorfor forudsætningen for behandling er opfyldt. Sæden, der er anvendt, er doneret til et vævscenter jfr. børnelovens § 28. Det er LGBT Danmarls opfattelse, at betingelserne for anerkendelse efter børnelovens § 14, stk. 3 dermed er opfyldt, og at transmanden dermed kan anerkendes som far til barnet.

Statsforvaltningens adkomst til oplysninger om tidligere juridisk køn
I nærværende sag, har statsforvaltningen stillet spørgsmål om en forælders tidligere juridiske køn.

Når man får et barn og går til myndighederne for at registrere forældreskab, oplyser man ikke om barnets tilblivelseshistorie. Man oplyser fx ikke, at barnet er blevet til ved assisteret reproduktion. Børneloven sikrer, at parter, der har en retlig interesse i barnet, kan beskytte denne interesse fx ved at starte en forælderskabssag ved retten.

Det er LGBT Danmarks opfattelse, at statsforvaltningen i forbindelse med registrering af forælderskab (faderskab/medmoderskab) ikke har nogen retlig interesse i at kende forældres eventuelle tidligere juridiske køn, hvorfor der i nærværende sag er sket et rettighedsbrud. Dette sker blandt andet i forhold til Ministerkomitéens rekommandation CM/Rec(2010)5 af 31. marts 2010 om bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet:

19. Medlemsstaterne bør sikre, at personlige oplysninger om en persons seksuelle orientering eller kønsidentitet ikke indsamles, opbevares eller på anden måde bruges af offentlige institutioner, herunder især inden for retshåndhævende myndigheder, medmindre det er nødvendigt for at opfylde specifikke, lovlige og legitime formål; eksisterende optegnelser, som ikke overholder disse principper, bør destrueres.

http://jm.schultzboghandel.dk/upload/microsites/jm/ebooks/andre_publ/
ministerkomitéens%20rekommandation.pdf

Sprogbrug
Hele denne diskussion og forvirringen omkring den nærværende sag skyldes, at lovgivningen har en meget uklar sprogbrug i forhold til køn og kønsrelaterede roller. Af hensyn til den videre diskussion skal her præciseres de roller, der er omfattet af eksisterende dansk lovgivning. Bemærk, at disse forskellige køn i udgangspunktet er uafhængige, men gennem lovgivning og retspraksis bindes sammen.

Juridisk partnerkøn

Juridisk forælderkøn (forælderskab, medforælderskab)
  • Mandlig juridisk forælder
    • Den, der efter børneloven er far ved ægteskab, anerkendelse eller dom
    • Den juridiske mand, der ved adoption har overtaget et mandligt eller kvindeligt juridisk forælderskab
    • Den juridiske mand, der ved stedbarnsadoption af barn med én juridisk forælder, skaber et juridisk forælderskab
  • Kvindelig juridisk forælder
    • Den, der efter børneloven er mor, dvs. den, der har født barnet
    • Den juridiske kvinde, der ved adoption har overtaget et mandligt eller kvindeligt juridisk forælderskab
    • Den juridiske kvinde, der ved stedbarnsadoption af barn med én juridisk forælder, skaber et juridisk forælderskab
  • Kvindelig juridisk medforælder

Reproduktivt køn (genetisk ophav, fødselsforælder)
  • Mandligt genetisk ophav: Den, hvis sæd er indgået ved undfangelse
  • Kvindeligt genetisk ophav: Den, hvis æg er indgået ved undfangelse
  • Kvindelig fødselsforælder: Den juridiske kvinde, der gennemfører svangerskab og føder barnet
  • Mandlig fødselsforælder: Den juridiske mand, der gennemfører svangerskab og føder barnet

Juridisk intentionsforælderkøn
  • Mandlig intentionsforælder: Den juridiske mand, der ved samtykke giver sin partner ret til at modtage assisteret reproduktion og dermed kan tillægges juridisk mandligt forælderskab (faderskab) ved ægteskab, anerkendelse eller dom.
  • Kvindelig intentionsforælder: Den juridiske kvinde, der ved samtykke giver sin partner ret til at modtage assisteret reproduktion og dermed kan tillægges kvindeligt juridisk medforælderskab (medmoderskab) ved ægteskab, anerkendelse eller dom.

Med dette vokabular kan familiedannelser diskuteres mere præcist.

Eksempler
I de følgende eksempler opføres kønnene for de forskellige roller for forskellige forældrekonstellationer. ”K” og ”M” står for henholdsvis kvindelig og mandlig, mens ”-” anvendes, hvor rollen ikke er udfyldt. Hvor kombinationen af rolle og forældretype (fødende/ikkefødende) aldrig eksisterer, er feltet gennemstreget.

Eks. 1: En cismand og en ciskvinde får et barn sammen ved samleje (majoritetsbefolkningen)
  Fødende forælder
(Kvinde)
Ikkefødende forælder
(Mand)
Juridisk køn K M
Juridisk partner K M
Intentionsforælder
Genetisk ophav K K
Fødselsforælder K ————————–
Juridisk forælder K M
Juridisk medforælder ———————

Eks. 2: Et par bestående af to ciskvinder får et barn sammen under anvendelse af anonym sæddonation
  Fødende forælder
(Kvinde)
Ikkefødende forælder
(Kvinde)
Juridisk køn K K
Juridisk partner K K
Intentionsforælder K
Genetisk ophav K
Fødselsforælder K ————————–
Juridisk forælder K
Juridisk medforælder ———————

Eks. 3: En person, der har gennemført juridisk kønsskifte til mand, får et barn med en kvinde ved anvendelse af donorsæd
  Fødende forælder
(Kvinde)
Ikkefødende forælder
(Transmand)
Juridisk køn K M
Juridisk partner K M
Intentionsforælder M
Genetisk ophav K
Fødselsforælder K ————————–
Juridisk forælder K M
Juridisk medforælder ———————

Eks. 4: En transmand, der har gennemført juridisk kønsskifte får et barn med en mand ved anvendelse af dennes sæd og egne æg og egen livmoder
  Fødende forælder
(Transmand)
Ikkefødende forælder
(Mand)
Juridisk køn M M
Juridisk partner M M
Intentionsforælder (M)
Genetisk ophav K M
Fødselsforælder M ————————–
Juridisk forælder K ————————–
Juridisk medforælder ———————

Det vil formentligt kræve fertilitetsbehandling, og i så fald vil den ikkefødende forælder skulle give samtykke – derfor står intentionsforælder i parentes. Efter børneloven er den fødende forælder at betragte som mor. Derfor er den juridiske, fødende forælder her opført som K. LGBT Danmark finder dette utilfredsstillende.

Eks. 5: En transkvinde får et barn med en kvinde under anvendelse af egen opbevaret sæd
  Fødende forælder
(Kvinde)
Ikkefødende forælder
(Transkvinde)
Juridisk køn K K
Juridisk partner K K
Intentionsforælder K
Genetisk ophav K M
Fødselsforælder K ————————–
Juridisk forælder K
Juridisk medforælder ——————— K

LGBT Danmark ønsker også, at der åbnes op for partnerdonation af æg, således en infertil kvinde i et par bestående af to kvinder kan modtage et æg fra sin partner, og så en transmand kan donere et opbevaret æg til sin partner.

Forståelse af eksisterende lovgivning
På baggrund af denne analyse ønsker LGBT Danmark at stille følgende afklarende spørgsmål:

Spørgsmål 1

Er ministeriet enig i, at en person, der har gennemført juridisk kønsskifte til mand
  • som får et barn med en kvinde ved hjælp af donorsæd, og
  • har givet samtykke til fertilitetsbehandling,
i og med, at han er mandlig juridisk partner til moderen vil skulle tillægges faderskab til barnet ved ægteskab, anerkendelse eller dom?

Spørgsmål 2

Er ministeriet enig i, at i en situation,

  • hvor der ved en fertilitetsklinik er afgivet samtykke til behandling,
  • og hvor der er modtaget information og vejledning om familieretlige forhold på klinikken,
  • og hvor der anvendes donorsæd leveret gennem godkendt vævscenter,
er betingelserne til stede for anvendelse af børnelovens bestemmelser om fastlæggelse af juridisk forældreskab ved ægteskab eller anerkendelse?

Spørgsmål 3
Er ministeriet enig i, at Statsforvaltningen i forbindelse med registrering af forælderskab ikke har nogen retlig interesse i en forælders eventuelle tidligere juridiske køn?

Med venlig hilsen
LGBT Danmark Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner

Søren Laursen
Forperson
Linda Thor Pedersen
Transpolitisk talsperson

* * *
Folketingets journal vedr. henvendelsen til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget (SOU).
Henvendelsen til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget (SOU) i pdf-format.
Folketingets journal vedr. tilknytningen af henvendelsen til beslutningsforslag B 119.
Henvendelsen som bilag 1 til beslutningsforslag B 119.
Folketingets journal vedr. henvendelsen til Sundheds- og Ældreudvalget (SUU).
Henvendelsen til Sundheds- og Ældreudvalget (SUU) i pdf-format.
Omtale af henvendelsen hos LGBT Danmark.
Henvendelsen (her til Børne- og socialministeriet) i pdf-format hos LGBT Danmark.

Spgsm. 76 den 24. marts 2017 om det er ligestilling, når en transmand skal ansøge om forældreskab efter regler for medmoderskab. Svar 31. marts 2017.

Vist 0 gange. Ligestillingsudvalget stillede den 24. marts 2017 efter ønske fra Pernille Bendixen (DF) spørgsmål 76 – Alm. del Samling: 2016-17 – om der fuldt ud er ligestilling, når en transmand i henhold til Børnekonvention skal ansøge om forældreskab efter regler for medmoderskab, til børne- og socialminister, Mai Mercado (K), der svarede den 31. marts 2017.
Spørgsmålet blev den 12. april 2017 tilknyttet som bilag 2 til beslutningsforslag B 119 om anerkendelse af personers juridiske køn i børneloven.

Spørgsmål
Mener ministeren, at der fuldt ud er ligestilling, når en mand, der har fået juridisk kønsskifte, i henhold til Børnekonvention skal ansøge om forældreskab efter regler for medmoderskab? Der henvises til artiklen ”Juridisk er Jon en mand. Men for staten må han ikke være far for sin søn” bragt i Information den 23. marts 2017.

Svar
Der henvises til min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 75 (alm. del) til Folketingets Ligestillingsudvalg.

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

Spgsm. 75 den 24. marts 2017 om en transkønnet far er ligestillet med andre forældre i forhold til at blive anerkendt som far for sit barn. Svar 31. marts 2017.

Vist 0 gange. Ligestillingsudvalget stillede den 24. marts 2017 efter ønske fra Pernille Bendixen (DF) spørgsmål 75 – Alm. del Samling: 2016-17 – om en transkønnet far er ligestillet med andre forældre i forhold til at blive anerkendt som far for sit barn, til børne- og socialminister, Mai Mercado (K), der svarede den 31. marts 2017.
Spørgsmålet blev den 12. april 2017 tilknyttet som bilag 2 til beslutningsforslag B 119 om anerkendelse af personers juridiske køn i børneloven.

Spørgsmål
Mener ministeren, at den i artiklen omtalte transkønnede far er fuldt ud ligestillet med andre forældre i forhold til at blive anerkendt som far for sit barn? Der henvises til artiklen ”Juridisk er Jon en mand. Men for staten må han ikke være far for sin søn” bragt i Information den 23. marts 2017.

Svar
Indledningsvist kan jeg oplyse, at der forud for loven om juridisk kønsskifte, lov nr. 752 af 25. juni 2014 om ændring af lov om Det Centrale Personregister (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig om tilhørende det andet køn), var nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der afgav sin rapport den 27. februar 2014. I det tilhørende lovforslag, 2013/1 LF 182, henvises der i punkt 2 i de almindelige bemærkninger til denne rapport som baggrund for det fremsatte lovforslag.

Ifølge den tværministerielle arbejdsgruppes kommissorium, havde arbejdsgruppen bl.a. til opgave at opstille forskellige modeller for, at et kønsskifte kan anerkendes juridisk samt at beskrive og vurdere administrative og økonomiske konsekvenser af de enkelte modeller. Arbejdsgruppen havde også til at opgave at angive de etiske overvejelser, som de enkelte modeller efter arbejdsgruppens opfattelse måtte give anledning til.

Følgende fremgår af punkt 9.3.2. i rapporten fra den tværministerielle arbejdsgruppe om betydningen for børnelovens bestemmeler om faderskab, moderskab og medmoderskab:
”Uanset hvilken model for juridisk kønsskifte der vælges, vil personer, der vælger et juridisk kønsskifte, stadig være fertile eller kunne refertiliseres, hvorfor det er relevant at vurdere, om muligheden for juridisk kønsskifte vil få betydning for børnelovens bestemmelser om faderskab, moderskab og medmoderskab.

Børnelovens udgangspunkt er, at den kvinde, der føder et barn, er barnets mor.
Hvem der er barnets far eller medmor fastsættes blandt andet ud fra deres relation til barnets mor i tiden omkring undfangelse og fødsel.

I børnelovens forstand har man det køn, som man bruger til at forplante sig med, hvorfor det ikke vil give anledning til fortolkningstvivl, at en eller begge forældre ved barnets undfangelse har et andet juridisk køn end deres biologiske køn, der afgør deres roller i børneloven som enten far, mor eller medmor. En person, der fødet et barn, vil – uanset om personen juridisk er en mand – være barnets mor i børnelovens forstand.

En ændring af udgangspunktet om, at forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse afgør deres betegnelse i børnelovens forstand, vil nødvendiggøre en gennemgribende ændring af særligt børneloven og forældreansvarsloven.

Blandt andet på baggrund af det meget begrænsede antal personer, der vil blive berørt at dette forhold, og den vidtgående ændring af børneloven og dertil relaterede lovgivning, der vil være påkrævet, er det arbejdsgruppens anbefaling, at man fastholder udgangspunktet om, at forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse afgør deres betegnelse i børnelovens forstand.
[…]”

Arbejdsgruppens anbefaling er fulgt, og der er således ikke foretaget ændringer i børneloven som konsekvens af muligheden for at opnå et juridisk kønsskifte.

En mulig forælders køn samt dennes relation til barnets mor er fortsat bestemmende for, om vedkommende kan anses som part i en sag om faderskab eller i en sag om medmoderskab. Dette gælder i forhold til at få fastslået et faderskab eller medmoderskab, anfægte et registreret faderskab eller medmoderskab inden for de første 6 måneder efter barnets fødsel og i forhold til at få genoptaget en sag om faderskab eller medmoderskab. Hertil kommer, at der kan anvendes retsgenetiske undersøgelser i sager, hvor den mulige forælder er en mand – både til at fastslå et faderskab men også til at udelukke en faderskabsmulighed.

Børneloven har således i sin struktur stadig afsæt i, at der skal anvendes både en sædcelle og et æg til at lave et barn, også når der anvendes assisteret reproduktion.
Det køn, man bruger til at forplante sig med, er således udslagsgivende for det retlige forældreskab i loven. At en donor træder i stedet, eller at en forælder efterfølgende ændrer sit juridiske køn, får ikke betydning.

Derimod giver børneloven mulighed for, at en mand og en kvinde, der ikke føder et barn, kan blive forælder som henholdsvis far og medmor. Reglerne i børneloven er derfor ikke til hinder for, at en person, der har gennemført et juridisk kønsskifte, kan blive forælder, uanset om personen anvender egne kønsceller eller donerede kønsceller.
Børneloven er således i vid udstrækning indrettet til at imødekomme forskellige familieformer, samtidig med at vi har et fast retligt afsæt.

Med venlig hilsen
Mai Mercado

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

B 83. Tidsplan.

Vist 0 gange. Tidsplan for B 83
Beslutningsforslag B 83 den 14. marts 2017 – Samling: 2016-17 – om sundhedsvæsenets behandlingstilbud til transkønnede.

Handling Dato Bemærkning
Fremsat 14. marts 2017  
1. behandling 17. april 2017  
Udvalgsbehandling 23.maj 2017 Sundheds- og Ældreudvalget
Dagsordenspunkt 3, a.

Tidsplanen hos Folketinget.

B 83. Beslutningsforslag den 14. marts 2017 om sundhedsvæsenets behandlingstilbud til transkønnede.

Vist 0 gange. Enhedslisten v/Stine Brix og Pernille Skipper fremsatte den 14. marts 2017 beslutningsforslag B 83 – Samling: 2016-17 – om sundhedsvæsenets behandlingstilbud til transkønnede.

Beslutningsforslaget

Forslag til folketingsbeslutning
om sundhedsvæsenets behandlingstilbud til transkønnede

I forlængelse af Folketingets beslutning om at fjerne transkønnede fra diagnoselisten over psykiatriske diagnoser pålægger Folketinget regeringen at sikre, at transkønnede reelt flyttes fra psykiatrien, og at transkønnede får adgang til behandling på baggrund af informeret samtykke. Regeringen skal således sikre,
  • at behandlingen af transkønnede flyttes fra den kliniske sexologi til specialer med relevans for den konkrete behandling, f.eks endokrinologi, gynækologi og plastikkirurgi,
  • at det ikke er et krav for at få adgang til behandling, at transkønnede skal igennem en udredning af psykiatrisk karakter, og
  • at den behandlingsansvarlige ikke bør være en psykiater.

Bemærkninger til forslaget

Folketinget vedtog den 11. juni 2014 lovforslag nr. L 182 om ændring af lov om Det Centrale Personregister (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn (folketingsåret 2013-14). Loven muliggjorde, at personer, som oplever et misforhold mellem det køn, de er tildelt ved fødslen, og det køn, som de reelt oplever at tilhøre og identificerer sig med, kan opnå juridisk kønsskifte. Juridisk kønsskifte var tidligere betinget af hormonel behandling, og at den transkønnede fik foretaget en kastration – dvs. fik fjernet penis og testikler eller livmoderen og æggestokkene, men L 182 ændrede denne mangeårige diskriminerende praksis. Forslagsstillerne hilste denne ændring meget velkommen.

Den 26. maj 2016 vedtog Folketinget i samme positive ånd at fjerne »transseksualisme« fra sundhedsvæsenets klassifikationssystem, så det ikke længere kategoriseres som en psykiatrisk diagnose. Danmark forpligtede sig også til at arbejde aktivt for at fjerne diagnosekoderne F64 og F65 fra WHO’s sygdomsklassifikation, jf. beslutningsforslag nr. 7bilag 10, folketingsåret 2015-16.

Forslagsstillerne noterer sig med tilfredshed, at Danmark med de ovenstående vedtagelser således stiller sig i spidsen som et foregangsland for en generel bevægelse væk fra at betragte transkønnethed som en psykisk sygdom og dermed baner vej for en inkluderende, anerkendende og respektfuld tilgang til mennesker, som ikke identificerer sig med det køn, de blev tildelt ved fødslen.

I beretningen til B 7, Forslag til folketingsbeslutning om fjernelse af transseksualisme fra sygdomsliste, står der bl.a., at det er »udvalgets forventning, at man som transkønnet i Danmark skal opleve et hensynsfuldt udredningsforløb og tilbydes en værdig og afklarende indsats i forbindelse med et eventuelt kønsskifte«, jf. beslutningsforslag nr. 7bilag 10, folketingsåret 2015-16. Forslagsstillerne ønsker med nærværende forslag at præcisere, hvad dette konkret indebærer – nemlig, at der bør være overensstemmelse mellem den gældende lovgivning og sundhedsvæsenets behandlingspraksis.

Behandlingspraksis
På trods af at transkønnethed fra 2017 ikke længere figurerer som en psykiatrisk lidelse, er det fortsat således, at Sundhedsstyrelsens faglige vejledning vurderer det som nødvendigt for transkønnede personer at modtage psykiatrisk udredning og »højt specialiseret behandling«, jf. »Vejledning om udredning og behandling af transkønnede«, Sundhedsstyrelsen, vejledning nr. 10353 af 19. december 2014. I forlængelse heraf er behandlingen placeret i psykiatrien, i praksis under Region Hovedstadens Psykiatri via Sexologisk Klinik, Rigshospitalet.

Det synes imidlertid modstridende, at der fortsat skal foretages psykiatrisk udredning, når det at være transkønnet ikke længerer figurerer på listen over psykiske lidelser. Den psykiatriske udredning, som i praksis alene udføres af Sexologisk Klinik ved Rigshospitalet, er i dag en forudsætning for eller led i en kropskorrigerende behandling og kirurgi. Denne udredning indebærer bl.a. en række af test, interview og samtaler, som er krænkende, grænseoverskridende og irrelevante, hvilket er grundigt dokumenteret af bl.a. menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, jf. rapporten »The State decides who I am«, Amnesty International, 2014 og opfølgende rapport om danske forhold, jf. Amnestys briefing, 2016, »Transkønnedes adgang til sundhed i Danmark«.

Ligeledes betød Sundhedsstyrelsens revision af den faglige vejledning fra 2014 en stramning af transkønnedes muligheder for hormonbehandling. Tidligere blev hormonbehandling opstartet og vedligeholdt hos privatpraktiserende speciallæger, hvilket var en populær og uproblematisk behandlingspraksis ifølge både transkønnede og speciallæger. Der henvises til artiklen »Kritikere slår alarm«: Flere transkønnede tager ulovlige hormoner, Information, den 12. oktober 2015, samt pressemeddelelse fra Amnesty, »Transkønnede venter længere på behandling«, den 14. august 2015.

Opsummerende kan det derfor konstateres, at der aktuelt ingen muligheder er for igangsættelse af kropskorrigerende tiltag under nogen form uden om den kliniske sexologi og psykiatrien. Alt i alt vurderer forslagsstillerne den aktuelle behandlingspraksis som direkte modstridende med den netop vedtagne lovgivning, idet man i praksis fortsat fastholder et syn på transkønnede som psykisk syge mennesker, hvis udredning og behandling derfor skal forankres i psykiatrien.
Forslagsstillerne ønsker derfor gennem vedtagelsen af dette forslag at bringe sundhedsvæsenets behandlingspraksis i overensstemmelse med linjen i den nyligt vedtagne lovgivning, hvor en persons selvoplevede kønsidentitet netop ikke ses som en medicinsk eller psykiatrisk tilstand.

Nyt behandlingsparadigme
Et nyt behandlingsparadigme skal basere sig på en grundlæggende anden tilgang til behandling af transkønnede end den, som er gældende i dag. Ligesom en persons kønsidentitet ikke skal helbredes eller undertrykkes, skal tilstanden heller ikke behandles, medmindre den enkelte har et aktivt og særskilt ønske herom. I så fald skal behandlingen tilrettelægges og iværksættes på individets præmisser inden for rammerne af informeret samtykke og selvbestemmelse, således som i resten af sundhedsvæsenet. Det er altså ikke sundhedsvæsenets rolle at afgøre, om den enkelte transkønnede må eller skal i behandling, hvilket er tilfældet i den nuværende behandlingsmodel.

Behandlingen af transkønnede skal ikke høre under den kliniske sexologi og psykiatrien, hvilket følger i forlængelse af, at diagnosen ikke betragtes som en psykiatrisk lidelse.
Det indebærer, at specialefunktionen ikke bør høre under psykiatrien, at behandlingen ikke skal foregå på en afdeling under psykiatrien, at den behandlingsansvarlige ikke skal være en psykiater, og endelig at det ikke skal være et krav at gennemgå en udredning af psykiatrisk karakter for at kunne få behandling.

Der er ingen grund til at udrede alle transkønnede for psykiske lidelser. Der er talrige eksempler af irreversible medicinske og kirurgiske behandlinger, der bliver tilbudt i sundhedsvæsnet, uden at patienten skal igennem en psykiatrisk udredning forinden. Udredning for psykiske lidelser er kun relevant, hvis der er mistanke om psykisk lidelse hos den enkelte person. Sådan en udredning bør desuden ikke påvirke den relevante behandling i forhold til kønsidentitet.

Forslagsstillerne er opmærksomme på, at der den 1. marts 2017 er blevet offentliggjort en revideret specialeplan 2017, som træder i kraft 1. juni 2017. Den reviderede specialeplan betyder, at behandlingen af transkønnede fortsat er placeret som højtspecialiseret behandling. Det følger af forslaget, at specialeplanen i forhold til behandling af transkønnede bør revideres. Praktiserende gynækologer og endokrinologer med særlig viden inden for området skal kunne træffe beslutning om hormonbehandling til transkønnede, ligesom det også bør være muligt at få topoperationer, uden at det er på højtspecialiseret niveau.

Det bør overvejes, at transkønnede, ud over den medicinske behandling, tilbydes, ikke pålægges, en henvisning til psykologsamtaler. Mange transkønnede døjer med psykiske udfordringer, ikke som direkte følge af deres kønsidentitet, men fordi det kan være psykisk belastende at leve i et transfobisk samfund og belastende at gå igennem en fysisk transition.

Kravet om et andet behandlingsregime bakkes op af Amnesty International (jf. anbefalingerne i Amnestys briefing, 2016, »Transkønnedes adgang til sundhed«, som gentagne gange har dokumenteret og kritiseret den eksisterende diskriminerende behandlingspraksis, samt en række rettighedshavere, LGBTI-organisationer og transpolitiske organisationer, som har protesteret mod den årelange behandlingspraksis.

* * *
Folketingets journal vedrørende beslutningsforslaget.
Beslutningsforslaget i pdf-format hos Folketinget.

Forespørgsel F 48 den 14. marts 2017 om faglig vejledning for transkønnede.

Vist 0 gange. Carolina Magdalene Maier (ALT) og Rasmus Nordqvist (ALT) anmeldte den 14. marts 2017 forespørgsel F 48 – Samling: 2016/17 – om processen omkring udarbejdelse af den nye faglige vejledning for transkønnede, til sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Forespørgslen
Hvordan vil ministeren sørge for, at processen omkring udarbejdelse af den nye faglige vejledning for transkønnede bliver respektfuld, værdig, åben og inddragende for de transkønnede selv, og hvilke initiativer vil ministeren tage for at sikre, at de fremtidige behandlingstilbud ikke placeres i psykiatrien?

* * *
Folketingets journal med forespørgslen.

Konference den 28. marts 2017 om kønsidentitet i det danske sundhedsvæsen.

Vist 0 gange.
Konference den 28. marts 2017

Konference den 28. marts 2017

Konference om kønsidentitet i det danske sundhedsvæsen
Sundhedsstyrelsen er ved at udarbejde en helt ny vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling. Sigtet med vejledningen er at sikre åbne og differentierede behandlingstilbud, der samtidig undgår at stigmatisere og sikrer høj kvalitet.

Som input til vores arbejde på området afholder vi denne konference, hvor vi både inviterer internationale og danske aktivister og fagfolk til at få belyst de forskellige perspektiver. Hvad ønsker transpersoner? Hvad kan sundhedspersonalet fagligt set tilbyde? Hvad tænker Sundhedsstyrelsen?

Alle er velkomne til at deltage i konferencen, både borgere, interesseorganisationer, fagpersoner, politikere og journalister med flere.

”Vi er glade for, at vi med kort varsel har kunnet få udenlandske foredragsholdere til København”, siger direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm. ”Peggy Cohen-Kettenis er en pioner og stor faglig kapacitet på området. Hun har stået i spidsen for udviklingen i Holland gennem mange år, så jeg håber, at vi kan nyde godt af hendes erfaring”, fortsætter Søren Brostrøm.

På konferencen er der også oplæg fra Richard Köhler, der er talsmand for Transgender Europe (TGEU), en europæisk menneskerettighedsorganisation med 130 medlemsorganisationer i 42 lande, ligesom der vil være indlæg fra en klinikchef fra Stockholm og fra danske aktivister og fagfolk.

Arrangementet finder sted tirsdag den 28. marts 2017 kl. 1200-1640 på Scandic Copenhagen, Vester Søgade 6, 1601 København V.

Hvis du ønsker at deltage, kan tilmelding ske her: Tilmelding til SST konference d. 28. marts 2017 – om kønsidentitet i det danske sundhedsvæsen

Deltagelse er gratis.

* * *
Konferenceprogram

Danish Health Authority

”GENDER IDENTITY AND HEALTH CARE”
– a national conference arranged by the Danish Health Authority
28 March 2017, 12.00-16.40
Venue: Scandic Copenhagen, Vester Søgade 6, Copenhagen V
Moderator: Bente Dalsbæk

Kl. 1200 – 1230 Registration & Sandwich
Kl. 1230 – 1235 Welcome
Søren Brostrøm
Director General Danish Health Authority
Kl. 1235 – 1305 The Dutch experience
Prof. Peggy T. Cohen-Kettenis, Amsterdam
Kl. 1305 – 1325 The Swedish experience.
Prof. Stefan Arver, Stockholm
Kl. 1325 – 1345 A human rights perspective on trans-specific healthcare
Richard Köhler, Berlin
Kl. 1345 – 1415 Q & A
Kl. 1415 – 1445 Coffee
Kl. 1445 – 1515 The Danish experience – the professionals
Dr. Birte Smidt, Copenhagen
Dr. Astrid Højgaard, Aalborg
Kl. 1515 – 1545 The Danish experience – the activists
Linda Thor Pedersen, LGBT Danmark
Helle Jacobsen, Amnesty
Julia Ro Robotham, Transpolitisk Forum
Kl. 1545 – 1630 Q & A
Kl. 1630 – 1640 Wrap-up and take home messages
Søren Brostrøm, Director General Danish Health Authority

Peggy Cohen-Kettenis is a psychologist and PhD from Utrecht University, where she was a professor of psychology from 1987 to 2002. From 2002 to 2013 she was a full professor at the VU University Medical Center in Amsterdam. She has extensive clinical and scientific experiences in the areas of gender identity, gender studies, human sexology, psychosexual development etc. Prof Cohen-Kettenis is a pioneer in setting up and developing care for gender dysphoria in the Netherlands. She is also a member of the World Health Organizations Working Group on the Classification of Sexual Disorders and Sexual Health (WGDSH), the European Network for the Investigation of Gender Incongruence (ENIGI), and she was a coauthor on the latest edition of the Standards of Care of the World Professional Association for Transgender Health (WPATH). She is currently Professor Emerita and still active in the field. In 2013 she was knighted for her contributions (Order of the Netherlands Lion).

Stefan Arver is a medical doctor and endocrinologist, specializing in andrology and sexual medicine. He is an Associate Professor at Karolinska Institute in Stockholm. He is the Director of the Center for Andrology and Sexual Medicine at Karolinska University Hospital, a multidisciplinary group encompassing endocrinology, psychiatry, behavioral science, laboratory medicine, preclinical cell and molecular biology as well as nursing.

Richard Köhler leads the advocacy and policy work of Transgender Europe (TGEU), a European human rights NGO with 130 member organizations in 42 countries in Europe and beyond. Richard co-authored the Best Practice Catalogue “Human Rights and Gender Identity” and “Legal Gender Recognition in Europe”, and he contributed to the first fully trans-inclusive Recommendations by the Council of Europe’s Committee of Ministers, and he worked closely with the Parliamentary Assembly of the Council of Europe on its historic resolution “Transgender Discrimination in Europe” (April 2015). Richard holds a degree in International Business Administration with specialization in Eastern European Transformation Countries.

Bente Dalsbæk is a Danish lawyer, author and journalist. She has previously worked as a civil servant in the Danish government and Parliament, and is currently host of a debate program on national radio.

Linda Thor Pedersen is the spokesperson on transgender issues for LGBT Danmark – The Danish national organization for gay men, lesbians, bisexuals and transgender persons. She is a 51-year-old woman assigned male at birth and a volunteer at LGBT Denmark fighting for transgender rights.

Julia Ro Robotham is an activist in the Danish NGO ’Transpolitisk Forum’.

Helle Jacobsen is the program lead for gender, LGBT and women’s rights at Amnesty International Denmark. She has worked with transgender access to health and work as well as LGBTI rights the last 8 years.

Birte Smidt is a consultant psychiatrist and she heads the sexological clinic of the Mental Health Services in the Capital Region of Denmark.

Astrid Højgaard is a consultant gynecologist-obstetrician and associate professor, and she heads the sexological center at Aalborg University Hospital.

Søren Brostrøm has since 2015 been the Director General of the Danish Health Authority.

* * *
Omtale af konferencen hos Sundhedsstyrelsen.
Program for konferencen hos Sundhedsstyrelsen.

* * *
Tre videoer fra konferencen.



SST’s udkast af 6. marts 2017 til: Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling.

Vist 0 gange. Sundhedsstyrelsen udsendte den 17. marts 2017 et udkast dateret den 6. marts 2017 til “Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling”.
Sundhedsstyrelsen pointerede, at der var tale om et foreløbigt arbejdsdokument.
På baggrund af kommentarer til udkastet og input fra konferencen den 28. marts 2017 vil Sundhedsstyrelsen udarbejde et endeligt udkast til ny vejledning, som vil blive sendt i offentlig høring.

På baggrund af høringssvarene vil Sundhedsstyrelsen udarbejde den endelige vejledning, som skal afløse den nugældende Vejledning om udredning og behandling af transkønnede. (VEJ nr. 10353 af 19. december 2014.).

Da der er tale om et udkast, så er der ikke genereret interne links, som ellers normalt i Vidensbanken.
Tina Thranesen.

Herunder gengives udkastet af 6. marts 2017.

Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen
Dato 06-03-2017
Sagsnr. [Sagsnr.]

Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling

  1. Indledning
  2. Anvendelsesområde
  3. Generelt
  4. Faglige rammer
  5. Rådgivning, udredning og behandling af voksne
    Kønsmodificerende medicinsk behandling hos voksne
    Kønsmodificerende kirurgisk behandling hos voksne
  6. Rådgivning, udredning og behandling hos personer under 18 år
  7. Øvrig behandling og støtte
  8. Reproduktive forhold ifm. kønsmodificerende behandling
  9. Rettigheder
  10. Registrering
  11. Tilladelse til kastration
  12. Ordliste
  13. Ophævelse

[Til indholdsfortegnelsen] 1. Indledning
Det enkelte menneskes kønsidentitet kan være forskelligt fra fødselskønnet, og fra de samfundsmæssige og kulturelle normer forbundet med fødselskønnet. For den enkelte kan det betyde, at man ønsker ændre eller tilpasse det medfødte kønsudtryk. Kønsidentitetsforhold, herunder transkønnethed, er i sig selv hverken udtryk for psykisk eller somatisk lidelse. Hos nogle kan uoverensstemmelse mellem den enkeltes kønsidentitet og fødselskønnet medføre en tilstand af ubehag eller forpinthed, der kan betegnes som kønsdysfori.

Der er sundhedsfaglige opgaver forbundet med at hjælpe og understøtte udvikling af den enkeltes kønsidentitet og kønsudtryk, herunder ved rådgivning og afklaring af kønsidentitetsspørgsmål, ved afhjælpning af kønsdysfori, ved tilbud om kønsmodificerende behandling samt ved hjælp til udredning og behandling af samtidig somatisk eller psykisk lidelse.

Sigtet med denne vejledning er at sikre høj kvalitet og lige adgang til sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling. Sundhedsfaglig hjælp kan være rådgivning og støttende samtaler ved afklaring af kønsidentitet, sundhedsfaglig udredning og behandling af personer, der ønsker kønsmodificerende hormonbehandling og kirurgi samt støttende samtaler under og efter kønsmodificerende behandling. Det samlede sundhedsfaglige tilbud skal være helhedsorienteret og sammenhængende, og forudsætter et stærkt tværfagligt samarbejde.

[Til indholdsfortegnelsen] 2. Anvendelsesområde
Vejledningen præciserer den omhu og samvittighedsfuldhed som læger og andet sundhedspersonale skal udvise i deres virke ifm. kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling [I]. Vejledningen fastlægger de sundhedsfaglige rammer for hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling samt ansvarsfordelingen imellem de involverede sundhedspersoner [II]. Forhold vedr. Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning berøres, men der henvises i den forbindelse til de til enhver tid gældende specialevejledninger, der kan findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside [III]. Vejledningen præciserer også den lægefaglige udredning og indstilling, der skal ligge til grund ved Sundhedsstyrelsens behandling af ansøgninger om kastration efter Sundhedslovens § 115. Denne vejledning omfatter ikke juridisk kønsskifte, som er reguleret i lov om Det Centrale Personregister [IV].

[Til indholdsfortegnelsen] 3. Generelt
Sundhedsfaglig hjælp til afklaring og udvikling af kønsidentitet, herunder afhjælpning af kønsdysfori og tilbud om kønsmodificerende behandling, er generelt omfattet af sundhedslovens bestemmelser om regionsrådets ansvar for sundhedsydelser. I det omfang den kønsmodificerende behandling, herunder kirurgi, tager sigte på at understøtte udvikling af den enkeltes kønsidentitet og at afhjælpe kønsdysfori, er der ikke tale om kosmetisk behandling, hvor hovedformålet er at forandre eller forbedre udseendet.

Personer, der søger sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling, skal behandles på lige fod med andre, med let og lige adgang til sundhedsvæsenet, behandling af høj kvalitet, sammenhæng mellem ydelserne, valgfrihed, let adgang til information, et gennemsigtigt sundhedsvæsen og kort ventetid på behandling.

Det sundhedsfaglige personale skal i sit møde med mennesker, der søger sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling, optræde professionelt, med respekt for den enkeltes situation og præferencer, og på en måde, der bidrager til at mindske stigmatisering og ubehag for den enkelte. Sundhedspersonerne skal i den forbindelse være særligt opmærksomme på, at mennesker der søger hjælp ved kønsidentitetsforhold kan have været udsat for stigmatisering både i samfundet og ved tidligere kontakter med sundhedsvæsenet. Konkret skal det sundhedsfaglige personale bl.a. være opmærksom på at bruge det kaldenavn og stedord, som personen selv ønsker anvendt, ligesom personens præferencer vedr. betegnelse af kropsdele m.v. skal respekteres. Generelt skal sundhedspersonale undgå at fokusere på kønsidentitet og evt. kønsdysfori når den pågældende søger hjælp og behandling i sundhedsvæsenet for andre forhold.

De sundhedsfaglige indsatser skal bygge på respekt, lydhørhed, rummelighed og fleksibilitet. Det enkelte menneskes værdier og perspektiv skal inddrages så behandlingen opleves som sammenhængende og meningsfuld. Den enkelte skal betragtes som den bedste kilde til forståelse af personens ståsted og liv. Den sundhedsfaglige indsats skal gives i en ramme og atmosfære, hvor personen føler sig velkommen. Personalet bør opleves som tilgængeligt, og at der bør være mulighed for at få hjælp, både i form af samtaler og praktisk støtte, når dette er relevant.

Personens perspektiv skal inddrages, dokumenteres og være synligt i behandlingen, der så vidt muligt tilrettelægges efter personens ønsker og forudsætninger. Personen skal sammen med de ansvarlige sundhedspersoner opsætte mål for det samlede udrednings- og behand
lingsforløb, og tilbud bør forklares i et forståeligt, neutralt og respektfuldt sprog.
Kønsmodificerende behandling kan medføre betydelige legemlige og psykiske ændringer, med både positive og negative sociale konsekvenser. Nogle ændringer kan være irreversible. Ved tilbud om kønsmodificerende behandling skal den sundhedsfaglige vurdering og udred
ning, herunder vurdering af behandlingsbehov (indikation), tilpasses både den enkeltes ønsker og behov og potentielle skadevirkninger ved behandlingen. Der skal gives en grundig information om fordele og ulemper ved den tilbudte behandling, og om valg mellem forskellige behandlingsmuligheder, ligesom der skal gives grundig information og mulighed for refleksion og betænkningstid.

Ved sundhedsfaglig hjælp til afklaring og udvikling af kønsidentitet, herunder afhjælpning af kønsdysfori og tilbud om kønsmodificerende behandling, gælder de generelle regler om information og samtykke [V]. Det følger bl.a. heraf, at en behandling ikke må indledes eller fortsættes uden, at den pågældende har givet sit informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov. Samtykkekravet understreger den enkeltes selvbestemmelsesret, og et samtykke til behandling er således personens frivillige accept af at ville modtage en bestemt tilbudt behandling.

Samtykket skal være baseret på fyldestgørende information, og kræver derfor at den enkelte forud for sin stillingtagen har modtaget den nødvendige og tilstrækkelige information om behandlingsmuligheder, risici m.v., og er i stand til at overskue konsekvenserne af sit samtykke. En person kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke til behandling. Samtykket skal være givet til en konkret behandling, hvilket indebærer, at det skal være klart og utvetydigt, hvad samtykket omfatter, både ift. type af behandling, herunder behandlingsmetode, og ift. formålet med behandlingen.

Informeret samtykke er et nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt krav forud for et sundhedsfagligt behandlingstilbud. Den læge, der er ansvarlig for behandlingen, har et selvstændigt fagligt ansvar for at tilbuddet gives på baggrund af en konkret faglig vurdering, under hensyntagen til bl.a. en vurdering af den enkeltes behandlingsbehov (indikation) og forventet gavn, mulige skadevirkninger, og den aktuelle faglige viden og praksis på området. Lægen skal altid lade den enkeltes ønsker og præferencer indgå i sin vurdering, men den enkelte har ikke krav på specifikke behandlingstilbud, der ikke findes lægefagligt velbegrundede.

[Til indholdsfortegnelsen] 4. Faglige rammer
For regionale sygehuse, og for offentligt finansierede sygehusydelser ved private aktører, fastsætter Sundhedsstyrelsen kriterier og godkender varetagelse af specialfunktioner, som er beskrevet i de til enhver tid gældende specialevejledninger. Generelt udbyder speciallægepraksis ikke offentligt finansierede sygehusydelser uden at det specifikt fremgår af aftale med regionerne, og som i givet fald vil være omfattet af Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning. Autorisationslovens bestemmelser om omhu og samvittighedsfuld, som præciseret i nærværende vejledning, gælder generelt, både for offentligt finansierede sygehusydelser, for sygesikringsfinansierede ydelser og for privatfinansierede ydelser ved speciallæge, privathospital, klinik m.v.

Sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling kræver generelt, at de involverede sundhedspersoner har erfaring og særlige kompetencer ift. rådgivning, udredning og behandling af kønsidentitetsforhold og mennesker med kønsdysfori. Kønsidentitetsforhold, herunder transkønnethed og kønsdysfori, er i sig selv hverken udtryk for psykisk eller somatisk lidelse, men en flerhed af sundhedsfagligheder er relevant ved hjælp til kønsdysfori. Kompetencer ift. både somatiske, psykiske og sociale forhold er vigtige, og både sygeplejersker, psykologer, psykiatere og speciallæger indenfor somatiske specialer er relevante. Deltagelse af psykologer eller psykiatere i udredning og behandling betyder ikke, at de mennesker, der søger hjælp, opfattes som psykisk syge, ligesom deltagelse af læger fra somatiske specialer ikke betyder at den, der søger hjælp, opfattes som somatisk syg.

Udover relevante sundhedsfaglige grund- og specialuddannelser kræver det bl.a. at de involverede sundhedspersoner har relevant og fortsat efteruddannelse indenfor kønsidentitetsforhold og kønsdysfori, får løbende supervision fra andre sundhedspersoner med betydelig erfaring på området, deltager i faglige netværk, konferencer m.v. på både nationalt og internationalt niveau, samt i relevant omfang deltager i kvalitetsudvikling og forskning på området. De involverede sundhedspersoner bør desuden løbende udbygge en bredere forståelse af kønsidentitetsforhold gennem bl.a. dialog med brugerrepræsentanter og involvering i den generelle samfundsmæssige debat om kønsidentitetsforhold.

Den specialiserede sundhedsfaglige hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling kan ikke løses monofagligt. Det samlede sundhedsfaglige tilbud skal være helhedsorienteret og sammenhængende, og forudsætter et stærkt tværfagligt samarbejde. Det tværfaglige team skal have veletablerede rammer for samarbejde, med klar ansvarsfordeling imellem de involverede sundhedspersoner. Det faglige samarbejde skal forankres i et fast multidisciplinært team (MDT) med jævnlige konferencer.

Varetagelsen af tværfaglig specialiseret sundhedsfaglige hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling bør foregå i organisatoriske og fysiske rammer, der både un
derstøtter sammenhæng samt sikrer en helhedsorienteret tilgang, der mindsker stigmatisering. Dette kan f.eks. sikres ved etablering af enten en fast fysisk ramme, eller et murstensløst samarbejde, om en kønsidentitetsklinik. Den organisatoriske etablering af kønsidentitetsklinikken i driftsorganisationen bør i den forbindelse tage hensyn til at det samlede tilbud ikke opfattes som stigmatiserende.

Ansvarsfordeling og specialkompetencer i teamet skal tilpasses efter kompleksiteten og hyppigheden af de ydelser, der tilbydes. Hjælp til afklaring af behandlingsønske, herunder støttende samtaler ved udvikling af egen kønsidentitet, kan varetages i et tværfagligt team med relevante kompetencer som f.eks. psykologer og speciallæger i psykiatri eller øvrige speciallæger med særlig erfaring og kompetencer. Ved udredning mhp. kønsmodificerende medicinsk behandling hos voksne, og ved varetagelsen af denne, skal teamet indeholde relevante speciallægekompetencer, herunder speciallæger i gynækologi og obstetrik eller intern medicin: endokrinologi.

Ved varetagelse af kønsmodificerende kirurgisk behandling hos voksne suppleres teamet med relevante kompetencer indenfor plastikkirurgi, gynækologi og obstetrik m.v. Ved varetagelse af udredning og behandling af kønsidentitetsforhold hos mennesker under 18 år suppleres teamet med relevante kompetencer indenfor pædiatri (pædiatrisk endokrinologi, vækst og reproduktion) og børne- og ungdomspsykiatri, i det varetagelse af denne målgruppe kræver helt særlige kompetencer og erfaring ift. barnets og den unge vækst og udvikling samt familiemæssige og sociale forhold m.v.

Både det samlede team og de deltagende sundhedspersoner skal for at opbygge og vedligeholde kompetencerne opretholde et vist antal forløb og kontakter. Ud fra en generel betragtning af kompleksitet og hyppighed finder Sundhedsstyrelsen, at de deltagende specialister, der varetager kønsmodificerende, som udgangspunkt bør have mindst 30 nye forløb om året, og at det samlede team bør have mindst 100 nye forløb om året. For de specialiserede sygehusydelser vil kriterier og krav til varetagelse indgå i Sundhedsstyrelsen sagsbehandling ifm. specialeplanlægningen.

Omfanget af udredningsprogram skal tilpasses specialiseringsniveau og omfang af ydelser, der tilbydes. Omfattende udredning af evt. somatisk og psykisk lidelse er således ikke relevant ved indledende hjælp til afklaring af kønsidentitetsforhold og afklaring af, om der er behandlingsønske og -behov. Ved ønske om kønsmodificerende behandling skal udredningsprogrammet tilpasses potentielle skadevirkninger og irreversibilitet ved behandlingen, og i relevant omfang derfor indeholde vurdering og behandling eller stabilisering af samtidig somatisk og psykisk lidelse.

[Til indholdsfortegnelsen] 5. Rådgivning, udredning og behandling af voksne
Ved henvisning til sundhedsfaglig hjælp til afklaring af kønsidentitet, herunder rådgivning om behandlingsmuligheder og samtaler til understøttelse af udvikling af egen kønsidentitet, kan dette varetages i det tværfaglige team på relevant specialiseringsniveau, f.eks. ved psykolog, sygeplejerske, læge eller speciallæge. En speciallæge i teamet er overordnet ansvarlig for forløbet, men det er ikke en forudsætning at den enkelte ses af speciallæge, ligesom omfattende udredning af evt. somatisk og psykisk lidelse som udgangspunkt ikke er relevant. Såfremt afklaringen viser, at den pågældende har ønske om kønsmodificerende behandling skal den videre udredning mhp. på dette ikke forsinkes.

Kønsmodificerende behandling er generelt en effektiv behandling ved kønsdysfori, og få fortryder. Behandlingen kan være en proces med betydelige legemlige og sjælelige forandringer samt sociale forandringer, både positivt og negativt. Som al medicinsk behandling kan der være skadevirkninger. Før lægen kan iværksætte kønsmodificerende behandling skal denne have en klar sundhedsfaglig motivation og begrundelse (indikation), ligesom lægen skal afklare øvrige sundhedsfaglige forhold, der begrunder sundhedsfaglige forbehold ved behandlingen (kontraindikationer), herunder faktorer der kan øge risikoen ved behandlingen eller gøre at denne må helt frarådes.

Formålet med udredningsprogrammet før tilbud om kønsmodificerende behandling er således, at afklare indikationer og kontraindikationer, og indholdet i udredningen skal tilpasses herefter. Tilbud om behandling forudsætter ikke bestemte diagnoser, men kontaktårsager og ydelser skal kodes (se senere), lægefaglige indikationer som f.eks. kønsdyfori skal beskrives i journalen ligesom evt. tilstande og lidelser, der udgør kontraindikationer. Det er ikke en betingelse for at modtage kønsmodificerende medicinsk behandling, at den pågældende ønsker efterfølgende kønsmodificerende kirurgi, ligesom det heller ikke er en betingelse at den pågældende har, eller ønsker, juridisk kønsskifte.

[Til indholdsfortegnelsen] Kønsmodificerende medicinsk behandling hos voksne
Ved udredning og kønsmodificerende medicinsk behandling af voksne skal der i teamet indgå mindst en speciallæge i psykiatri og mindst en speciallæge i gynækologi og obstetrik, alternativt en speciallæge i intern medicin: endokrinologi afhængig af lokale forhold. Disse speciallæger skal have særlig erfaring og kompetencer på området, og en af dem er overordnet ansvarlig for udrednings- og behandlingsforløbet, men kan uddelegere dele af forløbet til andet sundhedsfagligt personale, herunder sygeplejersker, psykologer og læger.

Den forløbsansvarlige speciallæge skal sikre at det samlede udrednings- og behandlingprogram er helhedsorienteret og sammenhængende, og at alle nødvendige dele udføres kompetent. Den forløbsansvarlige speciallæge skal ligeledes sikre, at der løbende afholdes konferencer i det multidisciplinære team (MDT) med faglig drøftelse af igangværende forløb.

Udredningsprogrammet skal omfatte en vurdering af den pågældendes kønsidentitetsforhold, herunder graden af kønsdysfori, samt en vurdering af om der foreligger somatiske eller psykiske tilstande og lidelser, som kræver behandling forud for kønsmodificerende behandling, eller kan kontraindicere denne.

Indholdet af udredningsprogrammet tilrettelægges af den forløbsansvarlige speciallæge, med udgangspunkt i den enkeltes situation og præferencer, under hensyntagen til etableret faglig praksis, nationale og internationale faglige retningslinjer m.v., og skal som minimum omfatte:
  • Optagelse af sygehistorie med fokus på både somatisk og psykisk lidelse
  • Vurdering af den pågældendes psykosociale forhold, herunder graden af kønsdysfori
  • Fysisk og psykisk undersøgelse, herunder relevante laboratorieanalyser

Den psykosociale del af udredningen skal stå i rimeligt forhold til formålet med udredningen og skal tilpasses den enkeltes situation. Den kan med fordel foretages som udredende og understøttende samtaler ved psykologer med særlige kompetencer indenfor kønsidentitetsforhold. Standardiserede testmetoder kan anvendes ud fra en konkret vurdering, i det omfang de er relevante og valide ift. formålet med udredningen, og på en måde som ikke bidrager til øget stigmatisering.
Igangsættelse af kønsmodificerende medicinsk behandling af voksne varetages af teamets speciallæge i gynækologi og obstetrik, alternativt speciallæge i intern medicin: endokrinologi. Speciallægen skal sikre at følgende kriterier er opfyldt:
  • At der er tale om veldokumenteret kønsdysfori, med ønske om kønsmodificerende medicinsk behandling
  • At de pågældende psykosociale forhold af afklaret, herunder psykosociale konsekvenser af potentielt irreversible forandringer
  • At somatiske eller psykiske lidelser er afdækket og behandlet i relevant omfang
  • At kontraindikationer er afklarede
  • At den pågældende er velinformeret om forventede effekter og mulige skadevirkninger ved behandlingen, herunder at forandringerne kan være irreversible samt at der kan være varig påvirkning af reproduktion
  • At der tilrettelægges et individuelt tilpasset opfølgningsprogram med henblik på støttende samtaler, løbende justering af behandlingen, vurdering af mulige skadevirkninger m.v., herunder relevante løbende billeddiagnostiske og parakliniske undersøgelser

Ud fra det fastlagte opfølgningsprogram kan hele eller dele af vedligeholdelsesbehandling og kontrol varetages på andet sygehus, speciallægepraksis eller hos egen læge. Ved væsentlige ændringer af det fastlagte opfølgningsprogram tager MDT stilling til evt. behov for ny vurdering ved teamet.

Der er ikke faste krav til varigheden af kønsdysfori forud for igangsættelse af kønsmodificerende behandling hos voksne, men der bør generelt udvises forsigtighed og anbefales refleksionstid og støttende samtaler, hvis den pågældende netop er begyndt at udforske sin kønsidentitet, og hvis kønsdysforien er nyopstået eller episodisk.

I udvalgte tilfælde kan det være nødvendigt at tilbyde kønsmodificerende medicinsk behandling uden at alle ovenstående kriterier er opfyldt, f.eks. ved overtagelse af iværksat behandling fra udlandet, ved substitution af selvmedicinering m.v. I sådanne tilfælde skal den forløbsansvarlige speciallæge sørge for at der sideløbende iværksættes relevant udredning og støttende samtaler.

Bestående psykisk eller somatisk lidelse er ikke i sig selv en kontraindikation mod kønsmodificerende medicinsk behandling, men afhængig af lidelsens art og alvorlighed kan der være behov for behandling af lidelsen enten forud for, eller samtidigt med, iværksættelsen af kønsmodificerende medicinsk behandling.

Kontraindikationer og forsigtighedsforhold ved kønsmodificerende feminiserende medicinsk behandling kan bl.a. være tromboembolisk risiko, cerebrovaskulær sygdom inkl. migræne, svær leversygdom, brystkræft m.v. Kontraindikationer og forsigtighedsforhold ved kønsmodificerende maskuliniserende medicinsk behandling kan bl.a. være graviditet, ustabil koronarkarsygdom, hæmatokrit > 50%, hormonfølsomme tumorer, svær akne m.v.

[Til indholdsfortegnelsen] Kønsmodificerende kirurgisk behandling hos voksne
Kønsmodificerende kirurgisk behandling hos voksne omfatter indgreb på bryster og brystkasse (‘øvre’ kirurgi) samt indgreb på kønsorganer (‘nedre’ kirurgi). Der er generelt tale om irreversible destruktive og rekonstruktive kirurgiske indgreb på raske organer, med betydelige legemlige og sjælelige forandringer samt sociale konsekvenser, både positivt og negativt. Kirurgisk behandling er samtidigt forbundet med potentielt alvorlige og varige skadevirkninger. Der er således generelt tale om skærpede krav til lægens omhu og samvittighedsfuldhed ift. de forhold, der er anført ovenfor vedr. vurdering af indikationer og kontraindikationer før iværksættelse af kønsmodificerende medicinsk behandling.

Ved varetagelse af kønsmodificerende kirurgisk behandling af voksne skal teamet suppleres med mindst en speciallæge i plastikkirurgi med særlig erfaring og kompetencer på området. Der gælder i øvrigt de samme krav til forløbsansvarlig speciallæge, MDT-konferencer m.v. som beskrevet ovenfor vedr. iværksættelse af kønsmodificerende medicinsk behandling. Øvrige specialer kan inddrages hvor relevant f.eks. speciallæger i urologi.

Før iværksættelse af kønsmodificerende kirurgisk behandling skal der foreligge en aktuel udredning og vurdering som beskrevet ovenfor under kønsmodificerende medicinsk behandling. Udredningen skal i relevant omfang suppleres med fysisk undersøgelse af bryst og kønsorganer, ligesom både fysiske og psykosociale forhold vedr. den pågældendes seksualitet og seksualliv skal være afdækket i relevant omfang.

Kønsmodificerende kirurgisk behandling på bryst eller brystkasse (‘øvre’ kirurgi) omfatter ved kvindeligt fødselskøn fjernelse af bryster (bilateral mastektomi) med tildannelse af mandligt brystparti, herunder evt. genplacering af brystvorter, og ved mandligt fødselskøn brystforstørrelse med indlægning af implantater. Behandlingen varetages af teamets speciallæge i plastikkirurgi, efter drøftelse og indstilling fra teamets MDT-konference. Speciallægen skal sikre at følgende kriterier er opfyldt:
  • At der er tale om vedvarende og veldokumenteret kønsdysfori, med ønske om kønsmodificerende kirurgisk behandling på bryst
  • At den pågældendes psykosociale forhold af afklaret, herunder psykosociale konsekvenser af potentielt irreversible forandringer
  • At somatiske eller psykiske lidelser er afdækket og behandlet i relevant omfang
  • At kontraindikationer er afklarede
  • At den pågældende er velinformeret om forventede effekter og mulige skadevirkninger ved behandlingen, herunder ved visualisering af forventede forandringer, at forandringerne er irreversible samt forhold vedr. forebyggelse og opsporing af brystkræft

Ved mandligt fødselskøn bør brystforstørrelse med indlægning af implantater ikke tilbydes før der er gennemført minimum 12 måneders feminiserende kønsmodificerende hormonbehandling, med mindre denne er kontraindiceret, da det kirurgiske resultat kan være mindre tilfredsstillende og da man bør afvente effekt af feminiserende hormonbehandling på brystvækst. I mange tilfælde kan op til 18-24 måneders feminiserende hormonbehandling være at foretrække. Brystforstørrelse med indlægning af implantater kan kun tilbydes på indikationen kønsdysfori i det omfang, at der er ingen eller beskeden brystvækst på mindst 12 måneders hormonbehandling, og der kan kun tilbydes normalanatomisk brystforstørrelse proportionelt til kropsbygning som vurderet ved speciallægen i plastikkirurgi. Ønske om yderligere brystforstørrelse kan ikke varetages som offentlig finansieret sygehusydelse og behandlingen vil, i tillæg til nærværende vejledning, være omfattet af reglerne om kosmetisk behandling [VI].

Ved kvindeligt fødselskøn er der ikke faste krav til forudgående hormonbehandling før fjernelse af bryster (bilateral mastektomi) med tildannelse af mandligt brystparti, men i betragtning af, at der er tale om irreversible forandringer bør der tilsvarende være tale om vedvarende kønsdysfori.

Kønsmodificerende kirurgisk behandling på kønsorganer (‘nedre’ kirurgi) på voksne omfatter ved kvindeligt fødselskøn fjernelse af livmoder, æggeleder og æggestokke (hysterektomi og salpingo-ooferektomi), fjernelse eller tillukning af skeden (vaginektomi eller kolpokleise) samt forlængelse af urinrør (uretroplastik) og tildannelse af lem (falloplastik eller metoidoplastik). Ved mandligt fødselskøn omfatter det fjernelse af testikler (orkiektomi), penisamputation (penektomi), samt tildannelse af skede, klitoris og kønslæber (vaginoplastik, kliteroplastik og labiaplastik). Indgrebene kan i varierende omfang foretages i ét trin eller i serie. Ofte suppleres indgrebene af permanent hårfjerning på ydre kønsorganer ved laserepilering, elektrolyse m.v.

Kastration mhp. kønsskifte, dvs. fjernelse af æggestokke eller testikler, skal godkendes af Sundhedsstyrelsen [VII], se også afsnit 11. Yderligere kønsmodificerende kirurgisk behandling på kønsorganer, som beskrevet ovenfor, forudsætter at der er foretaget kastration enten samtidigt med eller forud for indgrebet, men det er ikke en forudsætning for kastration at den pågældende ønsker yderligere kønsmodificerende kirurgisk behandling på kønsorganer. Såfremt den pågældende tidligere af medicinsk grund har fået fjernet æggestokke eller testikler kræves ikke Sundhedsstyrelsens tilladelse til øvrig kønsmodificerende kirurgisk behandling på kønsorganer. Fjernelse af livmoder, æggeleder, æggestokke eller testikler på medicinsk indikation, herunder ved forhold afledt af kønsmodificerende behandling som f.eks. celleforandringer af livmoderslimhinden som følge af testosteronbehandling, er ikke omfattet af reglerne om kastration som led i kønsskifte eller nærværende vejlednings regler.

Kønsmodificerende kirurgisk behandling på kønsorganer hos voksne varetages af teamets speciallæge i plastikkirurgi, med inddragelse af speciallæge i gynækologi og obstetrik samt øvrige relevante speciallæger, og efter drøftelse og indstilling fra teamets MDT-konference. Speciallægen skal sikre at følgende kriterier er opfyldt:
  • At der foreligger tilladelse til kastration jfr. afsnit 11.
  • At der er tale om vedvarende og veldokumenteret kønsdysfori, med ønske om kønsmodificerende kirurgi på kønsorganer
  • At den pågældendes psykosociale forhold er afklaret, herunder forhold vedr. seksualitet samt psykosociale konsekvenser af potentielt irreversible forandringer
  • At somatiske eller psykiske lidelser er grundigt afdækket og velbehandlede
  • At kontraindikationer er afklarede
  • At den pågældende er velinformeret om forventede effekter og mulige skadevirkninger ved behandlingen, herunder ophørt evne til reproduktion uden assisteret hjælp, forandret seksualfunktion, risiko for utilfredsstillende funktionelt og kosmetisk resultat, risiko for varige gener fra urinveje m.v.
  • At forventede forandringer er visualiseret med understregning af at forandringerne er irreversible

Før fjernelse af livmoder, æggeleder, æggestokke eller testikler bør der være gennemført minimum 12 måneders sammenhængende kønsmodificerende hormonbehandling, med mindre denne er kontraindiceret. Før fjernelse eller tillukning af skeden (vaginektomi eller kolpokleise) samt forlængelse af urinrør (uretroplastik) og tildannelse af lem (falloplastik eller metoidoplastik) ved kvindeligt fødselskøn, eller før penisamputation (penektomi), samt tildannelse af skede, klitoris og kønslæber (vaginoplastik, kliteroplastik og labiaplastik) ved mandligt fødselskøn, bør den pågældende have levet i minimum 12 sammenhængende måneder egen kønsidentitet og ønskede kønsudtryk, der svarer til det ønskede kirurgiske indgreb.

[Til indholdsfortegnelsen] 6. Rådgivning, udredning og behandling hos personer under 18 år
Den sundhedsfaglige rådgivning, udredning og behandling af kønsidentitetsforhold hos personer under 18 år kræver helt særlig ekspertise forankret i et fast multidisciplinært teamsamarbejde, som omfatter både speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri og i psykiatri med særlige erfaring og kompetencer indenfor kønsidentitetsforhold hos børn og unge, samt speciallæger i pædiatri med særlig erfaring og kompetencer i pædiatrisk endokrinologi, vækst og reproduktion samt kønsidentitetforhold.

Der gælder i øvrigt de samme krav til forløbsansvarlig speciallæge, MDT-konferencer m.v. som beskrevet ovenfor vedr. iværksættelse af kønsmodificerende behandling hos voksne. Øvrige lægelige specialer og faggrupper kan inddrages hvor relevant f.eks. psykologer og speciallæger i gynækologer og obstetrik. Speciallæge i plastikkirurgi med særlige erfaring og kompetencer indenfor kønsidentitetsforhold kan inddrages hvor relevant, f.eks. mhp. information og planlægning af senere kønsmodificerende kirurgisk behandling.

Den sundhedsfaglige rådgivning, udredning og behandling af kønsidentitetsforhold hos børn og unge kræver helt særlig fokus på barnets eller den unges vækst og udvikling samt familiemæssige og sociale forhold m.v. Børn og unge under 18 år med med ønskle opm sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold, samt deres forældre, skal have tilbud om rådgivende og støttende samtaler, indtil der eventuelt kan påbegyndes et udrednings-, observations- og behandlingsforløb. Det er væsentligt, at der sikres en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der løbende tilpasses barnet eller den unges alder og udvikling.

Hvornår den unge kan indgå i et udrednings- og observationsforløb, beror på en konkret lægefaglig vurdering. Inden eventuel opstart af supprimerende hormonterapi (stophormoner) og kønshormoner, skal et udrednings- og observationsforløb være gennemført, og det multidisciplinære team skal have udarbejdet en samlet indstilling herom, i form af en aktuel vurdering i journalen.

Den forløbsansvarlige speciallæge har det overordnede ansvar for den løbende information af barnet eller den unge samt dennes forældre, og for, at der bliver indhentet samtykke til udredning og behandling. Sundhedspersonalet skal være særligt opmærksomt på Sundhedslovens skærpede regler om information og samtykke, herunder at personer, der er fyldt 15 år, selv kan give informeret samtykke til behandling [VIII].

Den forløbsansvarlige speciallæge skal sikre at det samlede udrednings- og behandlingprogram er helhedsorienteret og sammenhængende, og at alle nødvendige dele udføres kompetent. Den forløbsansvarlige speciallæge skal ligeledes sikre, at der løbende afholdes multidisciplinære teamkonferencer (MDT) med faglig drøftelse af igangværende forløb.

Udredningsprogrammet skal tage udgangspunkt i et udviklingsperspektiv, og skal omfatte en grundig vurdering af barnet eller den unges udvikling, psykosociale situation og familieforhold, samt en vurdering af om der foreligger somatiske eller psykiske tilstande og lidelser, som kræver behandling forud for kønsmodificerende behandling, eller kan kontraindicere denne.

Indholdet af udredningsprogrammet tilrettelægges af den forløbsansvarlige speciallæge, under hensyntagen til etableret faglige praksis, nationale og internationale faglige retningslinjer m.v., men skal som minimum omfatte:
  • Optagelse af sygehistorie med fokus på både somatisk og psykisk lidelse
  • Vurdering af den pågældendes psykosociale forhold, herunder graden af kønsdysfori
  • Fysisk og psykisk undersøgelse, herunder relevante laboratorieanalyser

Der foreligger endnu kun sparsomme erfaringer med udredning og behandling af børn og unge med kønsdysfori, hvorfor der stilles særligt krav til sundhedspersonalets omhu og samvittighedsfuldhed, herunder skærpede krav til information og samtykke. Da der er tale om nye behandlingsprincipper skal der sikres relevant og systematisk erfaringsopsamling og kvalitetssikring [IX].

Den forløbsansvarlige speciallæge skal sikre, at der løbende afholdes MDT-konferencer med deltagende af de involverede speciallæger og andet personale, og at der i tilslutning hertil løbende udarbejdes status over faser i barnets eller den unges udrednings-, observations- og behandlingsforløb. Forud for iværksættelse af behandlingstilbud skal der foreligge en aktuel status og drøftelse ved MDT. Kønsmodificerende behandling hos børn og unge omfatter reversible behandlinger som supprimerende hormonterapi (’stophormoner’ som f.eks. GnRH-analoger), potentielt irreversible behandlinger som maskuliniserende eller feminiserende kønshormoner, og irreversibel kirurgisk behandling. Før kønsmodificerende behandling overvejes skal der være foretaget en grundig vurdering af psykosociale forhold, og evt. behandlingstilbud bør overvejes i et udviklingsmæssigt perspektiv. Behandlingstilbud skal overvejes trinvist, fra reversible til irreversible, og skiftet til næste trin forudsætter tilstrækkelig tid til at både den unge og forældrene kan erkende de fulde effekter.

Både igangsættelse og vedligeholdelse af kønsmodificerende medicinsk behandling af personer under 18 skal varetages af teamets speciallæge i pædiatri med særlige erfaring og kompetencer indenfor pædiatrisk endokrinologi, vækst og reproduktion. Speciallægen skal forud for iværksættelse af nye behandlingstilbud sikre, at der foreligger en aktuel status og beslutning ved MDT-konference.

Ved supprimerende hormonterapi (stophormoner) skal følgende kriterier være opfyldt:
  • At der er tale om veldokumenteret og vedholdende kønsdysfori, som er fremkommet eller forværret ved pubertetens begyndelse, og med ønske om kønsmodificerende medicinsk behandling
  • At barnet eller den unge er fyldt 12 år og har opnået Tanner stadie 2-4.
  • At barnet eller den unges psykosociale forhold er afklaret, herunder psykosociale konsekvenser af behandlingen
  • At somatiske eller psykiske lidelser er afdækket og behandlet i relevant omfang
  • At der ikke er kontraindikationer
  • At barnet eller den unge samt dennes forældre (værge) er grundigt informerede om forventede effekter og mulige skadevirkninger ved behandlingen, herunder at der er tale om nyt behandlingsprincip med begrænsede erfaringer, og har afgivet samtykke på baggrund af den givne information
  • At der tilrettelægges et individuelt tilpasset rådgivningsforløb med henblik på at understøtte den unges udforskning af egen kønsidentitet
  • At der tilrettelægges et individuelt tilpasset opfølgningsprogram med henblik på løbende justering af behandlingen, vurdering af mulige skadevirkninger m.v., herunder vurdering af højdevækst, knoglesundhed m.v.

Ved kønsmodificerende behandling med kønshormoner skal følgende kriterier være opfyldt:
  • At der er tale om veldokumenteret og vedholdende kønsdysfori
  • At den unge er fyldt 16 år
  • At de pågældende psykosociale forhold er afklaret, herunder psykosociale konsekvenser af potentielt irreversible forandringer
  • At somatiske eller psykiske lidelser er afdækket og behandlet i relevant omfang
  • At kontraindikationer er afklarede
  • At den unge er velinformeret om forventede effekter og mulige skadevirkninger ved behandlingen, herunder at forandringerne kan være irreversible samt at der kan være varig påvirkning af reproduktion
  • At der tilrettelægges et individuelt tilpasset opfølgningsprogram med henblik på løbende justering af behandlingen, vurdering af mulige skadevirkninger m.v., herunder relevante løbende billeddiagnostiske og parakliniske undersøgelser

I forlængelse af behandling med kønshormoner kan der i helt særlige tilfælde, og efter drøftelse ved MDT-konference på baggrund af en aktuel og sammenfattende status, tilbydes henvisning til brystreducerende kirurgi til den unge med kvindeligt fødselskøn under 18 år. Øvrig kønsmodificerende kirurgi kan ikke tilbydes til unge under 18 år.

[Til indholdsfortegnelsen] 7. Øvrig behandling og støtte
Efter vurdering og indstilling fra MDT kan der som led i den kønsmodificerende behandling i regionalt regi tilbydes øvrig behandling i relevant omfang. Ved utilstrækkelig effekt af audiologopædisk hjælp ved mandligt fødselskøn kan henvises til otorhinolaryngologisk specialafdeling til vurdering mhp. stemmebåndsplastik, såfremt betingelser for kønsmodificerende kirurgi i øvrigt er opfyldt. Tilsvarende kan henvises til dermatologisk afdeling eller speciallægepraksis mhp. epilering ved laser, elektrolyse m.v. i ansigtet såfremt betingelser for kønsmodificerende kirurgi i øvrigt er opfyldt. Øvrige indgreb som ansigtskirurgi, strubehovedreduktion, fedtsugning m.v. kan kun helt undtagelsesvist tilbydes i regionalt regi, og kun ved betydelige funktionelle og psykologiske gener, og såfremt betingelser for kønsmodificerende kirurgi i øvrigt er opfyldt.

Ved varigt hårtab som følge af kønsmodificerende behandling kan en af teamets læger yde dokumentation som den pågældende kan bruge til at søge om tilskud til paryk eller anden hovedbeklædning i bopælskommunen. Bopælskommunen kan ligeledes under servicelovens regler søge om audiologopædisk hjælp med henblik på modificering af stemme- og talefunktion.

[Til indholdsfortegnelsen] 8. Reproduktive forhold ifm. kønsmodificerende behandling
Ved iværksættelse af kønsmodificerende behandling skal den pågældende grundigt oplyses om muligheden for både forbigående og varige skader på forplantningsevnen. Ved ønske om fremtidig reproduktion tilbydes udtagning og nedfrysning af ubefrugtede eller befrugtede æg, æggestok eller sædceller med henblik på senere assisteret reproduktion.

Nedfrysning af kønsceller kan ske ved regionalt sygehus eller på private fertilitetsklinikker, der er godkendt dertil [X]. Ved behov for assisteret reproduktion som følge af den kønsmodificerende behandling kan nedfrysning tilbydes i offentligt regi til enlige personer med kvindeligt fødselskøn, der ikke har børn, og til par, der ikke har fælles børn. Gældende regler [XI] skal iagttages, herunder at opbevaring af æg eller æggestok ikke kan tilbydes mhp. egen fremtidig reproduktion til personer med kvindeligt fødselskøn forud for hysterektomi, idet opbevaring af menneskelige æg kun må ske med henblik på senere tilbageføring til den person, der har afgivet ægget.

[Til indholdsfortegnelsen] 9. Rettigheder
Kønsskifteoperation er undtaget fra reglerne om udvidet frit sygehusvalg [XII], hvilket betyder at en person, der er fuldt udredt og som er henvist til ‘nedre’ kirurgi ikke kan vælge at blive behandlet på et evt. aftalesygehus, hvis bopælsregionen ikke inden for 1 måned kan tilbyde kønsskifteoperation. I betragtning af at kønsdysfori kan være forbundet med betydeligt ubehag, og under hensyn til at personer, der venter på kønsskiftekirurgi kan have har haft lange udrednings- og behandlingsforløb, bør ‘nedre’ kirurgi som udgangspunkt tilbydes indenfor rimelige tidsfrister.

For al udredning og for øvrig kønsmodificerende behandling som beskrevet i denne vejledning gælder de almindelige regler for frit og udvidet frit sygehusvalg, for ret til udredning hvis fagligt muligt indenfor 1 måned m.v.

Sundhedsfaglig virksomhed kan indklages til Styrelsen for Patientsikkerhed. Ved sundhedsfaglig virksomhed forstås ikke kun behandling og pleje, som udføres af sundhedspersonalet, men også forhold som information og indhentelse af samtykke, udfærdigelse af lægeerklæringer, journalføring, og overtrædelse af reglerne om tavshedspligt. Der kan kun klages over forhold, der ligger maksimalt fem år tilbage fra den dag, klagen indsendes digitalt til Styrelsen for Patientsikkerhed. Dog afkortes klagefristen til kun to år, hvis klager har haft kendskab til, eller burde have haft kendskab til, at der var sket en fejlbehandling.

Brud på patientrettigheder kan også indklages til Styrelsen for Patientsikkerhed, f.eks. hvis man mener, at sygehuset eller regionen har tilsidesat rettigheder vedr. f.eks. frit og udvidet frit sygehusvalg, udredningsret, oplysningspligt m.v.

Klager over regionens serviceniveau, for eksempel personalets opførsel, arbejdets tilrettelæggelse, lokaleforhold, mad og rengøring, skal rettes til regionens ledelse.

Ved skade i forbindelse med en behandling eller en undersøgelse kan der søges om erstatning ved Patienterstatningen.

[Til indholdsfortegnelsen] 10. Registrering
Generelt har sundhedsfagligt personale pligt til at dokumentere sundhedsfaglig virksomhed, og regioner, kommuner, privatpraktiserende sundhedspersoner og private klinikker m.v. har pligt til at indberette oplysninger om sundhedsfaglig virksomhed til de centrale myndigheder. SKS (Sundhedsvæsenets Klassifikations System) er en samling af de nationale klassifikationer, der løbende udvikles og vedligeholdes af Sundhedsdatastyrelsen. SKS bruges primært inden for sygehusvæsenet, bl.a. i forbindelse med registrering af sundhedsfaglige ydelse i de patientadministrative systemer og efterfølgende indberetning til Landspatientregistret. I SKS indgår danske udgaver af internationale klassifikationer, f.eks. baseret på Verdenssundhedsorganisationen, WHO’s ICD-10, og operationsklassifikationen, baseret på den nordiske NCSP. Siden 1. januar 2017 er koder i afsnit DF64 nedlagt i SKS.

Til registrering af kontakter vedr. sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold kan følgende kontaktkoder anvendes fra SKS:
  • DZ768E1 Kontakt pga. transkønnethed
  • DZ768E2 Kontakt pga. kønsidentitetsforhold i barndommen
  • DZ768E3 Kontakt pga. andre kønsidentitetsforhold
  • DZ768E4 Kontakt pga. kønsidentitetsforhold UNS

Tilstande eller lidelser, der er bestående eller erkendes ifm. sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold skal i relevant omfang kodes som bidiagnoser efter generelle principper for dokumentation.

[Til indholdsfortegnelsen] 11. Tilladelse til kastration
Efter gældende regler [XIII] kan en ansøger få tilladelse til kastration som led i kønsskifte ‘.. hvis ansøgeren har fået stillet diagnosen transseksualitet, har et vedholdende ønske om kastration og kan overskue konsekvenserne heraf’. Reglerne har specifikke krav til ansøgningens udformning samt krav til lægelig vejledning om indgrebets beskaffenhed og direkte følger og om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet. Det fremgår desuden af reglerne, at Sundhedsstyrelsen ikke må tillade kastration af personer under 18 år, ligesom der er særlige regler for værgemål hos voksne inhabile. Der henvises i øvrigt til lovbemærkninger ifm. ændringen af sundhedsloven i 2014 [XIV].

I det følgende præciseres regler fvsa. Sundhedsstyrelsen sagsbehandling, idet det bemærkes at styrelsen fortolker lovens ord om ’stillet diagnosen transseksualitet’ jfr. også lovbemærkninger ifm. ændring af sundhedsloven [XV] som at den pågældende har en vedvarende tilstand af ubehag eller forpinthed som følge af uoverensstemmelse mellem fødselskøn og egen kønsidentitet, og at denne tilstand af kønsdysfori er vurderet og bekræftet af en speciallæge med særlige kompetencer som led i et tværfagligt udredningsprogram som anført i afsnit 4.

Ved kastration forstås et indgreb, hvorved kønskirtlerne (testikler eller æggestokke) fjernes, eller behandlinger, hvorved de varigt sættes ud af funktion. Kastration som led i kønsskifte forstås som indgreb hvor testikler eller æggestokke fjernes uden anden lægefaglig indikation end kønsdysfori med ønske om kønsmodificerende behandling.

Den person, som ønsker kastration som led i kønsskifte, skal sende en ansøgning til Sundhedsstyrelsen. Ansøgninger kan med fordel indsendes som krypteret mail.

Ansøgningen skal være dateret, underskrevet og indeholde følgende oplysninger:
  • Ansøgerens navn, bopælsadresse og CPR-nummer
  • Hvilke kønskirtler der ønskes fjernet, hvor længe ønsket om kastration har bestået samt begrundelser for ønsket om kastration udfra den enkeltes situation og kønsidentitetsforhold
  • Hvem der har varetaget hidtidig udredning og kønsmodificerende medicinsk behandling, samt tilladelse til at Sundhedsstyrelsen kan indhente udtalelser herfra, samt hvis relevant fra Retslægerådet

Sundhedsstyrelsen indhenter herefter en erklæring fra den kønsidentitetsklinik, hvor ansøgeren har været i et udredningsforløb. Såfremt ansøgeren ikke har været udredt eller behandlet i Danmark henviser Sundhedsstyrelsen ansøgeren til kønsidentitetsklinik ved offentligt sygehus nærmest ansøgers bopæl. Resultater af udenlandske udredningsforløb kan udfra en konkret vurdering ved kønsidentitetsklinikkens forløbsansvarlige speciallæge erstatte hele eller dele af udredningen.

Hvis Sundhedsstyrelsen vurderer, at ansøgeren opfylder betingelserne, sender Sundhedsstyrelsen en tilladelse til kastration til ansøger, og meddeler samtidig tilladelsen til den kønsidentitetsklinik, som har udarbejdet erklæringen.

Hvis erklæringen giver Sundhedsstyrelsen anledning til tvivl om grundlaget for at give tilladelse kan styrelsen indhente en udtalelse fra Retslægerådet. Vurderer Sundhedsstyrelsen, at betingelserne ikke er opfyldt, partshøres ansøgeren inden styrelsen træffer endelig afgørelse.

Erklæringen fra den kønsidentitetsklinik hvor udredningsforløbet er foretaget, skal være udfærdiget eller godkendt af den forløbsansvarlige speciallæge, og skal indeholde en beskrivelse af følgende forhold vedr. ansøgeren:
  • en redegørelse for det samlede udredningsforløb, herunder væsentlige forhold i sygehistorien og væsentlige resultater af den fysiske og psykologiske undersøgelser og psykosociale vurderinger
  • en beskrivelse af den gennemgåede kønsmodificerende behandling, herunder type og varighed samt fysiske, psykiske og psykosociale reaktioner herpå
  • en vurdering af varighed og omfang af ubehag og forpinthed som følge af uoverensstemmelse mellem fødselskøn og egen kønsidentitet
  • en beskrivelse af hvor længe og hvor vedholdende ansøger har udtrykt ønske om kastration
  • en beskrivelse af den lægelige vejledning, der er givet vedr. kastrationsindgrebets beskaffenhed og direkte følger og om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet.
  • en vurdering af ansøgers habilitet, herunder om ansøger vurderes at kunne overskue konsekvenserne heraf
  • øvrige sundhedsfaglige forhold, der vurderes relevante for Sundhedsstyrelsens behandling af ansøgningen

Erklæringen skal indeholde et resume og en samlet konklusion på udredningsforløbet, med tilkendegivelse om ansøgeres ønske om kastration som led i kønsskifte kan støttes.

Ved modtagelse af ansøgninger om tilladelse til kastration som led i kønsskifte vil Sundhedsstyrelsen senest 8 hverdage efter modtagelsen tilsende ansøger kvittering og evt. information om manglende formelle forhold ved ansøgning. Når der er modtaget en fyldestgørende ansøgning vil Sundhedsstyrelsen senest 8 hverdage efter modtagelsen indhente en erklæring fra den kønsidentitetsklinik, hvor ansøgeren har været i et udredningsforløb. Sædvanligvis skal klinikken fremsende erklæring senest 30 hverdage fra modtagelsen af styrelsen henvendelse. Ved modtagelsen af fyldestgørende erklæring fra kønsidentitetsklinik vil Sundhedsstyrelsen fremsende tilladelse til kastration til ansøger senest 30 dage fra modtagelsen af erklæringen. Ved behov for indhentelse af udtalelse fra Retslægerådet vil styrelsens sagsbehandlingstid være stillet i bero indtil modtagelse af rådets udtalelse.

For at undgå unødigt lang ventetid på kastration og nedre kirurgi kan ansøgning om kastration indsendes til Sundhedsstyrelsen når der er gennemfør 9 måneders sammenhængende kønsmodificerende hormonbehandling, idet evt. tilladelse i givet fald gøres betinget af endelig vurdering ved den forløbsansvarlige speciallæge af gennemført mindst 12 måneders sammenhængende behandling før kastration.

Sundhedsstyrelsen afgørelser efter Sundhedslovens § 115 kan indklages for Sundheds- og Ældreministeriet, som dog ikke kan tage stilling til Sundhedsstyrelsens faglige skøn.

Behandling En sundhedsfaglig indsats, der sigter på at påvirke sjælelige eller legemlige forhold i en bestemt retning.
Fødselskøn Det køn man fik tildelt ved fødslen.
Indikation En lægefaglig vurdering af behandlingsbehov og begrundelse ift. en konkret behandling.
Juridisk kønsskifte Ændring af kønsbetegnelse, personnummer og fornavn i CPR – Det Centrale Personregister.
Kastration Kirurgiske fjernelse af æggestokke eller testikler, eller anden varig reduktion af disses funktion.
Kontraindikation Tilstand eller faktor, som øger risikoen ved at udføre en bestemt behandling. En absolut kontraindikation er en tilstand, som forbyder anvendelsen af behandlingen i det hele taget.
Kønsdysfori En tilstand af ubehag som følge af uoverensstemmelse mellem fødselskøn og kønsidentitet
Kønshormoner Østrogener eller testosteron
Kønsidentitet Personlig oplevelse af at være sit køn, herunder hvordan man er sit køn (kønsudtryk)
Kønsmodificerende behandling Medicinsk eller kirurgisk behandling, der har til formål at ændre kønsudtrykket og understøtte den enkeltes ønskede kønsidentitet
Kønsskifteoperation Kønsmodificerende kirurgisk behandling på kønsorganer (nedre kirurgi)
Kønsudtryk Den form og måde man er sin kønsidentitet
Observation En sundhedsfaglig indsats, hvor en spontan udvikling, eller effekt af iværksat behandling, overvåges og afventes
Informeret samtykke En habil persons frivillige accept af tilbudt sundhedsfaglig indsats, på baggrund af information om denne fra den ansvarlige sundhedsperson
Stophormoner Lægemidler, der hæmmer den enkeltes egen produktion af kønshormoner eller virkningen af disse, og dermed pubertet og udvikling af kønskarakteristika. Kaldes også hæmmende eller supprimerende hormoner, testosteron/østrogenhæmmere m.v.
Sundhedsfaglig hjælp Rådgivning, støtte, udredning, observation, behandling, opfølgning, rehabilitering m.v., der ydes af sundhedspersoner og af sundhedsvæsenet
Sundhedsperson En person med sundhedsfaglig uddannelse, der er autoriseret af de centrale myndigheder
Udredning En sundhedsfaglig indsats, hvor den enkeltes forhold afdækkes systematisk, herunder sjælelige, legemlige og sociale forhold

[Til indholdsfortegnelsen] 13. Ophævelse
Denne vejledning ophæver Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 10353 af 18. december 2014 om udredning og behandling af transkønnede.

Noter
  1. [Retur] Lovbekendtgørelse nr.1356 af 23. oktober 2016. Bekendtgørelse af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven). Jfr. § 17.
  2. [Retur] Lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016. Bekendtgørelse af sundhedsloven. Jfr. § 214.
  3. [Retur] Jfr. Sundhedslovens § 207-209, se også: Vejledning nr. 9053 af 27. januar 2014 om udmøntning af sundhedslovens § 208 om specialeplanlægning.
  4. [Retur] Lov nr. 752 af 25. juni 2014. Lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister.
  5. [Retur] Sundhedslovens kapitel V, jfr. bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv. samt vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.
  6. [Retur] Bekendtgørelse nr. 834 af 27. juni 2014. Bekendtgørelse om kosmetisk behandling.
  7. [Retur] Lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016. Bekendtgørelse af sundhedsloven. Jfr. § 115 stk. 1 og 3 samt § 116. Se også: Bekendtgørelse nr. 957 af 28. august 2014. Bekendtgørelse om sterilisation og kastration.
  8. [Retur] Lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016. Bekendtgørelse af sundhedsloven. Jfr. § 17.
  9. [Retur] Sundhedsstyrelsens vejledning af 2. juli 1999 vedr. indførelse af nye behandlinger i sundhedsvæsenet.
  10. [Retur] Lovbekendtgørelse nr. 955 af 21. august 2014. Bekendtgørelse af lov om krav til kvalitet og sikkerhed ved håndtering af humane væv og celler (vævsloven).
  11. [Retur] Lovbekendtgørelse nr. 93 af 19. januar 2015. Bekendtgørelse af lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. Se også: bekendtgørelse nr. 672 af 8. maj 2015 om assisteret reproduktion, med senere ændringer.
  12. [Retur] Lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016. Bekendtgørelse af sundhedsloven. Jfr. § 82b og § 87. Bekendtgørelse nr. 1207 af 22. september 2016. Bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling m.v. Jfr. § 21.
  13. [Retur] Lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016. Bekendtgørelse af sundhedsloven. Jfr. § 115 stk. 1 og 3 samt § 116. Se også: Bekendtgørelse nr. 957 af 28. august 2014. Bekendtgørelse om sterilisation og kastration.
  14. [Retur] Jfr. L 189 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v). Folketingssamling 2013-14. Det fremgår heraf bl.a. at Sundhedsstyrelsen ved behandling af en ansøgning skal påse, at ansøgeren har diagnosen transseksualitet, hvilket indebærer ubehag eller utilstrækkelighed ved egne kønskarakteristika. Samtidig vil Sundhedsstyrelsen påse, at ansøgerens ønske har været vedholdende gennem længere tid, at det vurderes at ville være vedvarende, og at ansøgeren kan overskue konsekvenserne. Endvidere vil det blive påset, at der ikke foreligger øvrige oplysninger, der taler imod indgrebet.
  15. [Retur] Jfr. L 189 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v). Folketingssamling 2013-14. Det fremgår heraf bl.a. at Sundhedsstyrelsen ved behandling af en ansøgning skal påse, at ansøgeren har diagnosen transseksualitet, hvilket indebærer ubehag eller utilstrækkelighed ved egne kønskarakteristika. Samtidig vil Sundhedsstyrelsen påse, at ansøgerens ønske har været vedholdende gennem længere tid, at det vurderes at ville være vedvarende, og at ansøgeren kan overskue konsekvenserne. Endvidere vil det blive påset, at der ikke foreligger øvrige oplysninger, der taler imod indgrebet.

* * *
Udkastet i pdf-format.

Spgsm. 622 den 3. marts 2017 om dokumentation for, hvorfor kønshormonhandling af transpersoner betegnes som højt specialiseret. Svar 31. marts 2017.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 3. marts 2017 efter ønske fra Flemming Møller Mortensen (S) spørgsmål 622 – Alm. del Samling: 2016-17 – om hvilken dokumentation Sundhedsstyrelsen lægger til grund for, at kønshormonbehandling af transpersoner betegnes som højt specialiseret, til sundhedsminister, Karen Ellemann, der svarede den 31. marts 2017. Svaret offentliggjort den 3. april 2017.

Spørgsmål
Ministeren bedes endvidere oplyse, hvilken dokumentation Sundhedsstyrelsen lægger til grund for, at kønshormonbehandling af transpersoner betegnes som Karen Ellemann specialiseret.

Svar
Til brug for min besvarelse har ministeriet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen oplyser følgende:
Sundhedsstyrelsen finder, at den sundhedsfaglige hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling ikke kan løses monofagligt. Det samlede sundhedsfaglige tilbud skal være helhedsorienteret og sammenhængende, og forudsætter et stærkt tværfagligt samarbejde. De involverede sundhedspersoner skal have erfaring og særlige kompetencer ift. rådgivning, udredning og behandling af kønsidentitetsforhold, og det faglige samarbejde kan med fordel forankres i et fast multidisciplinært team med jævnlige konferencer.

Kønsmodificerende medicinsk behandling (kønshormonbehandling) kan have irreversible effekter og potentielle skadevirkninger, og forudsætter derfor en grundig faglig vurdering af indikation og evt. kontraindikationer. Denne vurdering skal varetages af fagpersoner, med særlig erfaring og kompetencer, og i et tværfagligt regi som beskrevet. Ud fra et fastlagt opfølgningsprogram kan hele eller dele af vedligeholdelsesbehandlingen og kontrollen varetages på andet sygehus, speciallægepraksis eller hos egen læge. Sundhedsstyrelsen har i denne sammenhæng taget udgangspunkt i såvel videnskabelig litteratur som gældende praksis i andre lande, vi sammenligner os med. Væsentligst at nævne er den faglige retningslinje ’Standards of Care’ (SOC) som er udsendt af the World Professional Association for Transgender Health (WPATH)). Sundhedsstyrelsen har desuden inddraget faglige anbefalinger fra lande som Storbritannien og Sverige.

I henhold til SOC bør hormonbehandling af transkønnede ske med udgangspunkt i et helhedsorienteret tilgang til den person, der skal behandles og i en tværfaglig kontekst, så det sikres, at de ændringer der vil ske med personen som følge af hormonbehandlingen kan understøttes såvel fysisk som psykisk og socialt. Videre anbefaler SOC, at der er foretaget både somatisk, psykisk og social udredning, før hormonbehandling iværksættes.

For regionale sygehuse, og for offentligt finansierede sygehusydelser ved private aktører, fastsætter Sundhedsstyrelsen kriterier og godkender varetagelse af specialfunktioner, som er beskrevet i de til enhver tid gældende specialevejledninger [1].

Autorisationslovens bestemmelser om omhu og samvittighedsfuld gælder generelt både for offentligt finansierede sygehusydelser, for sygesikringsfinansierede ydelser og for privatfinansierede ydelser ved speciallæge, privathospital, klinik m.v. Bestemmelserne om omhu og samvittighedsfuldhed er præciseret i Sundhedsstyrelsens til enhver tid gældende vejledninger, herunder vejledning vedr. kønsidentitetsforhold. Privatklinikker m.v. vil således kunne varetage kønsmodificerende medicinsk behandling indenfor rammer, som defineret i vejledningen.

Fsva. de offentligt finansierede sygehustilbud er et grundlæggende udgangspunkt for specialeplanlægningen, at ”øvelse gør mester”; dvs. at kvaliteten bliver bedre, hvis den sundhedsfaglige erfaring og antallet at behandlinger samles.

Sundhedsstyrelsen har netop udsendt en revideret specialeplan, som træder i kraft juni 2017, og som har defineret følgende specialfunktion i specialet gynækologi og obstetrik, med godkendelse af Rigshospitalet og Ålborg Universitetshospital:

Kønsidentitetsforhold hos personer med ønske om sundhedsfaglig vurdering og behandling, herunder ønske om kønsmodificerende behandling. Omfatter også fjernelse af livmoder og æggestokke samt andre indgreb på kønsorganer der foretages mhp. kønsskifte.

Udgangspunktet for Sundhedsstyrelsens godkendelse af specialfunktioner er regionernes ansøgninger, og ved godkendelse af de to sygehuse har Sundhedsstyrelsen bl.a. taget hensyn til behovet for geografisk spredning af tilbud samtidig med, at styrelsen har bemærket, at der for denne højtspecialiserede funktion vurderes at være ca. 200 ny-henviste personer pr. år. Såfremt antallet af ny-henviste personer stiger kan styrelsen, på lige fod med øvrige specialfunktioner, udvide antallet af godkendte sygehusmatrikler eller nedgradere specialiseringsniveauet.

Jeg kan henholde mig til oplysningerne fra Sundhedsstyrelsen.

Med venlig hilsen
Karen Ellemann

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] “de til enhver tid gældende specialevejledninger
    Specialeplan 2010 med specialevejledninger.
    Specialeplan 2017 med specialevejledninger.

Spgsm. 621 den 3. marts 2017 om myndighederne har fundet grundlag for kritik af privatpraktiserende speciallægers kønshormonbehandling af transpersoner. Svar 31. marts 2017.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 3. marts 2017 efter ønske fra Flemming Møller Mortensen (S) spørgsmål 621 – Alm. del Samling: 2016-17 – om der er tilfælde, hvor myndighederne har fundet grundlag for eller overvejet, om der var grundlag for kritik eller anden sanktion over for privatpraktiserende speciallæger på grund af deres kønshormonbehandling af transpersoner, til sundhedsminister, Karen Ellemann, der svarede den 31. marts 2017. Svaret offentliggjort den 3. april 2017.

Spørgsmål
Ministeren bedes oplyse, om der forud for den 23. november 2012 er tilfælde, hvor myndighederne har fundet grundlag for eller overvejet, om der var grundlag for kritik eller anden sanktion over for privatpraktiserende speciallæger på grund af deres kønshormonbehandling af transpersoner, og i bekræftende fald oplyse, hvor mange sager det drejede sig om og baggrunden for disse sager, samt indholdet af afgørelserne?

Svar
Til brug for min besvarelse har ministeriet indhentet bidrag fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser følgende:
Styrelsen for Patientsikkerheds har ikke mulighed for i sit journalsystem systematisk at fremsøge tilsynssager med det efterspurgte tema. Styrelsen har dog fundet de 2 nedenstående sager.

1.
Tilsynet i den daværende Sundhedsstyrelse har i forbindelse med en gennemgang i 2011 af journalerne fra en privatpraktiserende speciallæge i gynækologi og obstetrik samt plastikkirurgi fundet, at lægens kønshormonbehandling af bl.a. fire transseksuelle patienter i perioden 1998-2006 har været mangelfuld.

Styrelsen sendte derefter sagerne vedr. disse fire patienter til Patientombuddet til videre foranstaltning. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 620 vedr. Patientombuddets afgørelse af disse sager.

2.
Herudover har tilsynet i daværende Sundhedsstyrelse vurderet patientjournaler for piger under 18 år, som en speciallæge i gynækologi og obstetrik havde ordineret kønshormonbehandling til i 2011. Sundhedsstyrelsen vurderede, at speciallægen ikke havde udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed i forbindelse med udredning og diagnosticering af patienterne, inden kønshormonbehandlingen blev iværksat og indkaldte derfor speciallægen til et møde med henblik på en drøftelse af hans faglige virke.

Mødet blev aflyst, da speciallægen oplyste, at han havde indstillet enhver form for behandling af transseksuelle patienter, og henvist alle sine patienter til Sexologisk Klinik på Rigshospitalet. Da Sundhedsstyrelsen da vægtede den fremadrettede risiko for patienterne, blev speciallægen i stedet indkaldt til møde for at drøfte de faktiske forhold om hormonbehandling af transseksuelle udenfor det højtspecialiserede behandlingstilbud.

Styrelsen understregede her, at det kun er Sexologisk Klinik, der har kompetencen til at initiere behandling af transseksuelle under 18 år, hvilket skal ske i tæt samarbejde mellem børne- ungepsykiatere, endokrinologer og pædiatere.

Det blev endvidere blandt andet pointeret, at andre patienter, der ønskede behandling med det modsatte køns hormoner, som minimum skulle udredes efter kriterierne i Standards of Care fra World Professional Association for Transgender Health, indtil styrelsens nye vejledning om behandling af transkønnede forelå, hvorefter den ville være gældende.

Styrelsen har også efter den 23. november 2012 ført tilsyn med lægen pga. dennes kønshormonbehandling af transseksuelle.

Jeg kan henholde mig til oplysningerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Med venlig hilsen
Karen Ellemann

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

Spgsm. 620 den 3. marts 2017 om klager over privatpraktiserende speciallægers kønshormonbehandling af transpersoner. Svar 31. marts 2017.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 3. marts 2017 efter ønske fra Flemming Møller Mortensen (S) spørgsmål 620 – Alm. del Samling: 2016-17 – om om klager over privatpraktiserende speciallægers kønshormonbehandling af transpersoner, til sundhedsminister, Karen Ellemann, der svarede den 31. marts 2017. Svaret offentliggjort den 3. april 2017.

Spørgsmål
Ministeren bedes oplyse, om der forud for den 23. november 2012 er indgivet klager over privatpraktiserende speciallægers kønshormonbehandling af transpersoner, og i bekræftende fald hvor mange klager der dels er indgivet og dels er behandlet, klagernes indhold og indholdet af afgørelserne.

Svar
Til brug for min besvarelse har ministeriet indhentet bidrag fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser følgende:
Styrelsen for Patientsikkerheds sagsregister indeholder ikke en så detaljeret registrering i de enkelte klagesager om klagernes indhold, at det er muligt at søge på det efterspurgte klagetema.

Styrelsens har derfor ikke kunnet finde frem til andre klagesager, end de fire sager, som er nævnt i besvarelsen af spørgsmål 621.

I disse fire sager har disciplinærnævnet fundet anledning til kritik med indskærpelse over for lægen.

Det er ikke muligt at søge længere tilbage end 2004 i Klagecentrets elektroniske system.

Jeg kan henholde mig til oplysningerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Med venlig hilsen
Karen Ellemann

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

L 55. Referat af 3. behandlingen den 2. marts 2017. Vedtaget.

Vist 0 gange. Den 2. marts 2017 havde Folketinget 3. behandling af lovforslag L 55 – Samling: 2015-16 – om forslag til lov om udstedelse af legitimationskort. Lovforslaget blev vedtaget og træder i kraft den 1. juli 2017.

Kl. 1002
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Der er ikke stillet ændringsforslag.
Er der nogen, der ønsker at udtale sig?
Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.
Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse.
Afstemningen er slut.

For stemte 110 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

* * *
Folketingets journal med referat af 3. behandlingen.

* * *
Lovforslaget blev udmøntet i lov nr. 236 af 15. marts 2017 om udstedelse af legitimationskort.

R 9. Ligestillingsministerens redegørelse den 28. februar 2017 om perspektiv- og handlingsplan 2017.

Vist 0 gange.
Redegørelse/Perspektiv- og handlingsplan 2017

Redegørelse/Perspektiv- og
handlingsplan 2017

Titel Redegørelse/Perspektiv-
og handlingsplan 2017
Udfærdiget og
udgivet af
Minister for ligestilling og
Udenrigsministeriet
Udgivet 28. februar 2017
Antal sider 24
Sprog Dansk
ISBN-13 Trykt 978-87-7195-006-9
ISBN-13 Elektronisk 978-87-7195-007-6

Ligestillingsminister, Karen Ellemann (V) anmeldte den 28. februar 2017 sin redegørelse om perspektiv- og handlingsplan 2017 til Folketinget. Den er planlangt til debat den 28. marts 2017.

Herunder gengives:
Uddrag af redegørelsen
(herunder afsnittet “Fremme LGBTI-personers deltagelse i samfundet”
Omtale af debatten i Folketinget onsdag den 29. marts 2017
(herunder videoklip og link til debatten hos TV fra Folketinget)

* * *
Uddrag af redegørelsen

Redegørelse af 28/2 17 om perspektiv- og handlingsplan 2017. (Redegørelse nr. R 9).
Ministeren for ligestilling (Karen Ellemann):

FORORD: LIGESTILLING BETYDER LIGE MULIGHEDER FOR ALLE
Ligestilling betyder, at vi skal værne om – og forsvare – den enkeltes ret til at udtrykke sig, og til at udfolde sig frit. At ethvert menneske frit bestemmer over egen krop og eget liv.
Ligestilling betyder, at alle – uanset køn, seksualitet eller kønsidentitet skal have frihed til at være, den de er. At vi skal respektere hinanden og den enkeltes valg.
[…]

1. RETTIGHEDER OG FRIHED FOR DEN ENKELTE
Alle i det danske samfund har ret til at bestemme over egen krop og liv og frihed til at bestemme sin partner. Vold, menneskehandel, sexisme, negativ social kontrol og diskrimination skal bekæmpes, så den enkeltes frihedsrettigheder og mulighed for at udfolde sig ikke begrænses.
[…]

Fremme LGBTI-personers deltagelse i samfundet
Friheden til at vælge sin partner og leve åbent med sin seksuelle orientering og kønsidentitet er en grundlæggende frihedsrettighed i Danmark.

Danmark har som det første land i verden besluttet, at transkønnethed ikke skal betragtes som en psykisk sygdom.
Danmark er også et af de lande i Europa, hvor færrest oplever diskrimination eller chikane på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet. I 2016 blev Danmark placeret på en fjerdeplads i ILGA Europes såkaldte Rainbow map, som rangerer lande efter LGBTI-personers [1] levevilkår.

Men der er stadig problemer med diskrimination og manglende accept af LGBTI-personer både i Danmark og internationalt. Udfordringerne starter allerede i skolealderen, hvor undersøgelser viser, det er almindeligt, at elever oplever negative kommentarer eller lignende over for skolekammerater, der opfattes som LGBT. Og alt for mange danskere med LGBT-baggrund har skjult sin seksuelle orientering eller kønsidentitet, da de gik i skole.

Der er derfor brug for at fortsætte arbejdet med at fremme lige muligheder og frihed for den enkelte uafhængigt af seksuel orientering og kønsidentitet.

Fakta
FRA (2014) EU LGBT Survey
[…]

Indsatser:
[…] Styrke fokus på LGBTI-personer i uddannelsessystemet: I forsommeren 2016 tilsluttede undervisningsministeren sig UNESCO’s »Call for Action« om LGBTI-personer i uddannelsessystemet, som der følges op på.

Opbakning til Happy Copenhagen i 2021: Regeringen vil gennem en støtteerklæring bakke op om Happy Copenhagens arbejde med at tiltrække Eurogames og WorldPride til København i 2021. Samtidig vil kulturministeren og ligestillingsministeren gå i dialog med fx Spillerforeningen, Danmarks Idrætsforbund og Dansk Boldspil Union for at undersøge, hvordan de kan bidrage til at fremme åbenhed og tolerance over for LGBTI-personer i idræt og sport.
[…]

2. BEDRE UDNYTTELSE AF RESSOURCER OG TALENTER
[…] Fremme ligestilling for børn og unge i dagtilbud og uddannelse
Alle uanset køn skal have lige muligheder for at udfolde sine potentialer og udleve sine drømme. Der skal være plads til at være pige og dreng på forskellige måder, og børn skal have rollemodeller af begge køn at spejle sig i både i dagtilbud og uddannelsessystemet.

Der eksisterer i dag mange indgroede bevidste og ubevidste normer om køn, som præger bl.a. læreres, pædagogers og forældres møde med og tilgang til børn og unge. Forestillinger og forventninger til piger og drenge skal ikke stå i vejen for det enkelte barns frie valg og udfoldelsesmuligheder.
[…]

* * *
Noter
  1. [Retur] ILGA Europe undersøgelse og FRA’s survey omfatter alene LGBT personer, hvorfor der ikke anvendes betegnelsen LGBTI, når der henvises til disse.

* * *
Folketingets journal vedrørende redegørelse R 9 om perspektiv- og handlingsplan 2017.
Redegørelse R 9 om perspektiv- og handlingsplan 2017 i Folketingstidende G i pdf-format.
Folketingets journal vedrørende redegørelsen som Ligestillingsudvalgets bilag 44 – Alm. del 2016-17.
Redegørelsen som Ligestillingsudvalgets bilag 44 – Alm. del 2016-17 – i pdf-format.

* * *
Omtale af debatten i Folketinget onsdag den 29. marts 2017

Debatten startede kl. 1723 og sluttede kl. 2038.
Selv om redegørelsen indeholder et særskilt afsnit om LGBTI-personer, så fyldte LGBTI-personers forhold kun ganske lidt i debatten. Ja reelt var der ikke debat om disse forhold – det var begrænset til enkelte korte udtalelser.

Jakob Engel-Schmidt, Venstres ligestillingsordfører kom med den længste udtalelse:
Kampen for ligestilling er selvfølgelig ikke givet. Det er vores privilegie heller ikke. Det er noget, vi hele tiden skal kampe for. Vi skal hele tiden sørge for, at mænd og kvinder, folk af transkøn har lige muligeder, man skal have lov at være den, man er, ligegyldig hvordan man ser ud, hvilken religion man har, hvordan man går klædt, hvilket køn man vælger og så videre og så videre.

Pernille Skipper, Enhedslisten nævnte ordet “kønsidentiet” i en opremsning af flere punkter.
May-Britt Kattrup, Liberal Alliance nævnte “LGBT-personer” i forbifarten.
Carolina Magdalene Maier, Alternativet nævnte, at transmænd skal kunne godkendes som far.
Trine Torp, SF nævnte “kønsidentiet” i en opremsning af flere punkter.
Sundhedsminister, Karen Ellemann, Venstre udtalte, at alle have lige ret til at udtrykke sig uanset køn eller kønsidentiet.

* * *
Tidligere redegørelser
R 10. Redegørelse den 25. februar 2016 om perspektiv- og handlingsplan for 2016.
Redegørelse/Perspektiv- og handlingsplan 2015.

L 55. Referat af 2. behandlingen den 28. februar 2017.

Vist 0 gange. Den 28. februar 2017 havde Folketinget 2. behandling af lovforslag L 55 – Samling: 2015-16 – om forslag til lov om udstedelse af legitimationskort.

Kl. 1445
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Der er ikke stillet ændringsforslag.

Er der nogen, der ønsker at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

* * *
Folketingets journal med referat af 2. behandlingen.

L 55. Bilag 11. Betænkning af 23. februar 2017 fra SUU over forslag til lov om udstedelse af legitimationskort.

Vist 0 gange. Social-, Indenrigs- og Børneudvalget afgav den 23. februar 2017 betænkning over lovforslag L 55 bilag 11 – Samling: 2016-17 – forslag til lov om udstedelse af legitimationskort.

* * *
Betænkning afgivet af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget den 23. februar 2017
Betænkning
over
Forslag til lov om udstedelse af legitimationskort
[af social- og indenrigsministeren (Karen Ellemann)]

1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 9. november 2016 og var til 1. behandling den 2. december 2016. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Social- og Indenrigsudvalget. Udvalget skiftede den 12. december 2016 navn til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget.

Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og social- og indenrigsministeren sendte den 14. september 2016 dette udkast til udvalget, jf. SOU alm. del – bilag 405 (folketingsåret 2015-16). Den 9. november 2016 sendte social- og indenrigsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:
Herning Kommune,
LGBT [1a] og
Paul W. Ryan.
Økonomi- og indenrigsministeren har over for udvalget kommenteret 2 af de skriftlige henvendelser til udvalget.
Det forventes, at ministeren vil kommentere de øvrige henvendelser inden 2. behandling.

Deputationer
Endvidere har Herning Kommune mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.

Spørgsmål
Udvalget har stillet 4 spørgsmål til økonomi- og indenrigsministeren til skriftlig besvarelse, hvoraf denne har besvaret 2 spørgsmål. Spørgsmål 3 og 4 forventes besvaret inden 2. behandling.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Udvalget finder det glædeligt, at der med det nye legitimationskort bliver mulighed for, at alle borgere på 15 år eller derover, der er bopælsregistreret i CPR, fremover vil kunne legitimere sig med gyldig billedlegitimation – også selv om disse borgere ikke er i besiddelse af pas eller kørekort. Legitimationskortet løser dermed et praktisk og reelt problem for en lang række borgere, for hvem det ikke giver mening, eller som ikke har mulighed for at erhverve f.eks. kørekort. Med lovforslaget bemyndiges økonomi- og indenrigsministeren til at fastsætte de nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet. Udvalget opfordrer i den forbindelse økonomi- og indenrigsministeren til, at det i den konkrete realisering af kortet sikres, at legitimationskortet bliver nemt at producere, billigt at udstede og billigt at erhverve sig, og at kortet får en høj sikkerhed, således at risikoen for identitetstyveri minimeres. Udvalget opfordrer desuden økonomi- og indenrigsministeren til, at man i det videre arbejde med at realisere legitimationskortet inddrager erfaringer fra landets kommuner vedrørende udstedelsen af id-kort.

Alternativets medlem af udvalget ønsker i tillæg til det fælles betænkningsbidrag at imødekomme den kritik, som LGBT Danmark i deres breve [1b] til udvalget retter mod, at kortet skal indeholde kortindehaverens cpr-nummer i lyset af, at det sidste ciffer i en persons cpr-nummer afslører kortholderens biologiske køn. Da der kan være et misforhold mellem transpersoners umiddelbare kønsudtryk og personnummerets kønsangivelse, vil transpersoners brug af kortet potentielt føre til, at de mod deres vilje får afsløret deres kønsidentitet. Dette problem eksisterer imidlertid også for de eksisterende legitimationsmuligheder, idet cpr-nummeret fremgår af både pas og kørekort. ALT vil derfor fremsætte et beslutningsforslag med henblik på at få Folketingets opbakning til, at cpr-numre i fremtiden skal gøres kønsneutrale. Derved løses problemet mere grundlæggende og med betydning for samtlige situationer, hvor der er behov for identifikationkation ved cpr-numre.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

* * *
Folketingets journal over bilag 11, betænkningen.

Folketingets journal over betænkningen.
Betænkningen i pdf-format i Folketingstidende B.

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur til 1a] [Retur til 1b] Høringsskrivelser fra LGBT Danmark
    1. L 55. Bilag 4. Spgsm. 1. Høringsskr. af 19. december 2016 fra LGBT Danmark om at undlade personnummeret i legitimationskort. Svar 20. januar 2017.
    2. L 55. Bilag 5. Spgsm. 2. Høringsskr. af 22. januar 2017 fra LGBT Danmark om ministerens bemærkninger til LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016 (den herover nævnte henvendelse (L 55. Bilag 4.)) om at undlade personnummeret i legitimationskort. Svar 2. februar 2017.

Spgsm. 545 den 22. februar 2017 om transpersoners forældremyndighed efter et kønsskifte. Svar 13. marts 2017.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 22. februar 2017 efter ønske fra Pernille
Skipper (EL) spørgsmål nr. 545 – SUU Alm. del 2016-17 – om, hvilken betydning det får for en transpersons forældremyndighed, hvis personen får foretaget et komplet kønsskifte efter barnets fødsel, til børne- og socialminister, Mai Mercado, der svarede den 13. marts 2013.

Spørgsmål
Ministeren bedes i forlængelse af ministerens svar på SUU alm. del spørgsmål 362 og 363 oplyse, hvilken betydning det får for en transpersons forældremyndighed, hvis personen efter indstilling fra Sexologisk Klinik og via Sundhedsstyrelsen får foretaget et komplet kønsskifte efter barnets fødsel? Ministeren bedes herunder bl.a. oplyse, om personens forældreskab kan ændres fra medmoderskab til faderskab eller omvendt, samt om personen herefter kan tildeles forældremyndighed ifølge det køn, der er skiftet til, og ikke længere som ved juridisk kønsskifte via L 182 er tvunget til at påtage sig forældremyndighed i overensstemmelse med det medfødte/biologiske køn?

Svar
Jeg henviser til økonomi- og indenrigsministerens besvarelse af SUU alm. del spørgsmål nr. 362, som Børne- og Socialministeriet har afgivet bidrag til. Det fremgår bl.a. af besvarelsen, at det i børnelovens forstand er forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse, der bestemmer, om de i retlig henseende efter loven betegnes som far, mor eller medmor. En person, der føder et barn, vil således efter loven være barnets mor, og en person, der har gjort moren gravid på naturlig vis, vil efter loven være barnets far.

Dette betyder, at et kønsskifte ved kastration eller et juridisk kønsskifte ikke ændrer på, om man i børnelovens retlige forstand betragtes som mor eller far.

Har en forælder del i forældremyndigheden over et barn, ændrer et efterfølgende kønsskifte ikke herved. Etablering af forældremyndighed er således i sådanne tilfælde ikke afhængig af forældremyndighedsindehaverens køn.

Med venlig hilsen
Mai Mercado

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

L 55. Bilag 10. Spgsm. 4. Præsentationer fra Herning Kommunes foretræde for udvalget 23. feb. 2017 og spgsm. til ministeren derom. Svar 23. februar 2017.

Vist 0 gange. Herning Kommune havde torsdag den 23. feb. 2017 foretræde for Social-, Indenrigs- og Børneudvalget vedrørede lovforslag L 55 – Samling 2016-17 bilag 8 – og præsenterede herunder kommunens nuværende system med udstedelse af legitimationskort til unge under 18 år (alkokort), og foreslog systemet indført i det i lovforslaget omhandlede legitimationskort.
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget stillede den 23. februar 2017 spørgsmål nr. 4 om at kommentere henvendelsen fra Herning Kommune og det under samrådet udleverede materiale til økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll, der svarede den 23. februar 2017.

Henvendelsen og det udleverede materiale
Henvendelsen beskriver Herning Kommunes nuværende system til udstedelse af legitimationskort til unge.
Systemet beskrives nærmere i det samtidig udleverede bilag fra Biometric Solutions, herunder hvordan systemet også vil kunne anvendes til det i lovforslaget foreslåede legitimationskort.

Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelsen henvendelsen af 1/2-17 fra Herning Kommune
samt materiale udleveret ved foretræde for udvalget den 23/2-17, L 55 – bilag 10.

Svar
Jeg er glad for den interesse, som Herning Kommune har vist for lovforslaget. Jeg synes, det viser, at lovforslaget kan være med til at gøre en forskel for de borgere, der ikke har pas eller kørekort, og at der i kommunerne er et stort ønske om at yde en god service for disse borgere.

Det fremgår bl.a. af afsnit 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, at der foreslås en tilpasning af legitimationskortet til personer på 16 år og derover, der indebærer, at det fortsat er kommunerne, som har ansvar for og administrerer udstedelsen af legiti-mationskortet. Herved kan man i vidt omfang tage udgangspunkt i det eksisterende decentrale system i kommunerne til produktion og administration heraf.

Den foreslåede § 2, stk. 2, indeholder en bemyndigelse til social- og indenrigsministeren (nu økonomi- og indenrigsministeren) til at fastsætte nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav for, hvornår ansøgerens identitet kan anses for godtgjort. Bemyndigelsen vil blive udmøntet i en bekendtgørelse.

Arbejdet med udarbejdelsen af bekendtgørelsen vil gå i gang, så snart lovforslaget er vedtaget. Jeg kan oplyse, at Herning Kommunes henvendelse vil indgå som en nyttig del af grundlaget for udarbejdelsen af bekendtgørelsen. Ministeriet vil i den forbindelse arbejde for, at kommunerne – som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget – som udgangspunkt kan benytte eksisterende systemer, herunder systemet i Herning.

Med venlig hilsen
Simon Emil Ammitzbøll

* * *
Folketingets journal vedr. henvendelsen.
Henvendelsen i pdf-format hos Folketinget.
Bilaget fra Biometric Solutions i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

L 55. Bilag 8. Spgsm. 3. Høringsskr. af 21. februar 2017 fra Paul W. Ryan om at bruge en app, NemID og mobiltelefon som billedlegitimation og spgsm. derom til ministeren. Svar 21. februar 2017.

Vist 0 gange. Paul W. Ryan skrev den 21. februar 2017 til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget med bemærkninger til lovforslag L 55 – Samling 2016-17 bilag 8 – om at udvikle en billedlegitimations app, der via mobiltelefon og NemID kan bekræfte en persons identitet.
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget stillede den 22. februar spørgsmål nr. 3 om at kommentere høringsskrivelsen til økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll (LA), der svarede den 21. februar 2017.

Indhold
Høringsskrivelsen
Spørgsmålet
Svar

[Til indhold] Høringsskrivelsen fra Paul W. Ryan

Sendt: 21. februar 2017 23:19
Til: Linda Kubasiak Johansen <Linda.Johansen@ft.dk>; Folketingets Oplysning <Folketinget@ft.dk>
Emne: Vedr. Digitalt Billed id (Eller Billed på gult sygesikringsbevis)

Der er i disse digitale tider brug for en form for Digital billed-id løsning til folk over 18 år

Der findes i forvejen den app til folk under 18, som hedder “Smart ID” – som kan bruges til at verificere unges alder ved køb af alkohol – men der mangler en lignende billed-id løsning til folk over 18

Det kunne være rigtig rart for folk som ikke vil slæbe deres pas med sig rundt alle vegne, og folk som ikke har kørekort, at kunne fremvise en anden form for billled-legitimation ved. f.eks grænsekontrollen ved Sverige m.v

Derfor fik jeg tanken om ikke man kunne udvikle en billed-legitimations app (som man kunne logge på via nemID) til folk, som nemt og hurtigt kunne bruges på mobilen? En app som det offentlige kan udvikle, eller som kan sendes i udbud i den private sektor

Alle andre papirting digitaliseres for tiden (såsom pendlerkort), så hvorfor ikke også vores pas, eller et billed-id?

Alternativt er der en noget billigere og nemmere løsning på problemet: At komme billede på det eksisterende gule sygesikringsbevis, som folk stort set altid har på sig alligevel (ligesom man havde billede på sit Dankort i gamle dage). Sygesikringsbeviset fungerer i forvejen som id, så hvis en digital løsning ikke bliver aktuel, så kan man lige så godt gå skridtet fuldt ud og gøre sygesikringsbeviset til et billede-id også – på den måde er alt samlet på ét sted.

Venlig hilsen/Best regards
Paul W. Ryan
https://dk.linkedin.com/in/thedaydreamer

[Til indhold] Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 21/2-17 fra Paul W. Ryan, jf. L 55 – bilag 8.

[Til indhold] Svar
Paul W. Ryan foreslår, at der i stedet for det foreslåede legitimationskort indføres en app, der minder om ”Smart ID”, der udbydes af Danske Spil A/S.

Jeg kan i den forbindelse henvise til afsnit 2.2.2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger og høringsnotatets afsnit 2.2, hvoraf det bl.a. fremgår, at lovforslaget om udstedelse af legitimationskort har som formål at sikre, at alle personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort.

Lovforslaget vil dermed bl.a. løse et praktisk problem ved at gøre det muligt for borgere, der hverken har kørekort eller pas, at erhverve billedlegitimation, der størrelsesmæssigt minder om et kørekort. På den baggrund ligger det uden for rammerne af dette lovforslag at udvikle en ny digital legitimationsform.

I forlængelse heraf bemærker jeg, at det også under 1. behandlingen af lovforslaget blev drøftet, om der på et tidspunkt skal indføres en form for elektronisk legitimation, evt. på en måde så det samlede antal af offentlige udstedte kort, f.eks. sundhedskort og kørekort, kan reduceres. Ordførerne var umiddelbart interesserede i idéen, men der var samtidig enighed om, at det ikke skal ske i regi af dette lovforslag.

Paul W. Ryan foreslår alternativt, at sundhedskortet påføres et billede. I den anledning kan jeg henvise til afsnit 2.2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, hvoraf det bl.a. fremgår, at sundhedskortet som følge af sit formål ikke kan betegnes som et legitimationskort. Som følge heraf vurderer ministeriet ikke, at det i denne sammenhæng kunne være en hensigtsmæssig løsning at sætte et foto af indehaveren på sundhedskortet for derved at skabe et generelt legitimationskort.

Som der også var enighed om blandt Folketingets partier i forbindelse med 1. behandlingen af lovforslaget, mener jeg, at vi med det foreslåede legitimationskort sikrer en fornuftlig løsning for bl.a. personer med handicap og ældre uden kørekort eller pas. Lovforslaget vil således gøre det muligt for alle personer over 15 år at erhverve billedlegitimation på en enkel og billig måde og forudsætter ikke, at man er indehaver af en smart-phone.

Med venlig hilsen
Simon Emil Ammitzbøll

* * *
Folketingets journal vedr. høringsskrivelsen.
Høringsskrivelsen i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Spgsm. 464 den 1. februar 2017 om ventetid på kønsskifteoperation. Svar 17. marts 2017.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 1. februar 2017 efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF) spørgsmål 464 – Alm. del Samling: 2016-17 – om nedbringelse afventetiden for kønsskifteoperation, til sundhedsminister, Ellen Trane Nørby. På grund af Ellen Thrane Nørbys barsel, blev spørgsmålet endeligt besvaret af fungerende sundhedsminister Karen Ellemann den 17. marts 2017.

Spørgsmål
Hvad vil ministeren helt konkret gøre for at nedbringe ventetiden for borgere, der er henvist til en kønsskifteoperation, så de ikke skal vente mere end 1 år på en operation?

Forløbigt svar den 8. februar 2017
Jeg vil til brug for min besvarelse af spørgsmålet indhente bidrag fra Danske Regioner og forventer at kunne besvare spørgsmålet endeligt medio marts.

Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby

* * *
Endeligt svar den 17. marts 2017.
Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet bidrag fra Danske Regioner, hvor Region Hovedstaden har skønnet ventetiderne for transkønnede, der ønsker kirurgisk kønsskifte.

Af bidraget fremgår det bl.a., at der gennem de sidste par måneder er opereret en del transkønnede patienter med ønske om kønsskifte fra kvinde til mand, hvor de har ønsket fjernelse af brystet, og at antallet af patienter, der venter på denne operation, således er nedbragt væsentligt. Jeg hæfter mig dog ved, at der er op til 18 måneders ventetid, som spørger også har konstateret i spørgsmålet.

Det glæder mig derfor, at der med Sundhedsstyrelsens nye specialeplan gives mulighed for, at Region Nordjylland kan forestå udredning og opstart på behandling. Det forventes imidlertid ikke at løse hele udfordringen med ventetider på området, og jeg vil derfor gå i dialog med Region Hovedstaden om sagen.

Med venlig hilsen
Karen Ellemann

Bidraget fra Danske Regioner

NOTAT
1. marts 2017.

Bidrag til besvarelse af folketingsspørgsmål nr. 464 vedrørende ventetid for borgere henvist til kønsskifteoperation

Sundheds- og Ældreministeriet har den 9. februar 2017 anmodet Danske Regioner om bidrag til besvarelsen af SUU alm. del – spm. 464 vedrørende ventetid for borgere, der er henvist til en kønsskifteoperation. Spørgsmålet lyder:

Hvad vil ministeren helt konkret gøre for at nedbringe ventetiden for borgere, der er henvist til en kønsskifteoperation, så de ikke skal vente mere end 1 år på en operation?

Danske Regioner har indhentet bidrag fra regionerne, som har oplyst følgende. Borgere, der ønsker kønsmodificerende behandling, skal i henhold til Sundhedsstyrelsens specialevejledning henvises til udredning og behandling af et multidisciplinært team, som bl.a. omfatter speciallæger i psykiatri, gynækologi/obstetrik og plastikkirurgi med særlig viden om transseksuelle. Borgere kan for nuværende kun henvises til udredning og behandling på Rigshospitalet, Region Hovedstaden.

Region Hovedstaden skønner, at ventetiderne for transkønnede, der ønsker kirurgisk kønsskifte, er som følger:

Mastectomi (fjernelse af bryst) 3-6 måneders ventetid
Kastration (fjernelse af vagina, uterus, tubae og ovarier) 6-8 ugers ventetid
Nedre kønsskifte (metoidioplastik) 6-18 måneders ventetid
Falloplastik 6-18 måneders ventetid

Mand til kvinde
Kastration og vaginoplastik (fjernelse af testikler og tildannelse af neovagina) 6-18 måneders ventetid

Når patienter har opnået tilladelse til kirurgisk kønsskifte fra Sundhedsstyrelsen, indgår de i Klinik for Plastikkirurgi, Brystkirurgi og Brandsårsbehandlings daglige prioritering af patientbehandlingen på Rigshospitalet. Patienter med livsturende og førlighedstruende tilstande prioriteres.

Der er gennem de sidste par måneder opereret en del transkønnede patienter med ønske om kønsskifte fra kvinde til mand, hvor de har ønsket fjernelse af brystet. Antallet af patienter, der venter på denne operation, er således nedbragt væsentligt. Der er dog ikke iværksat specielle tiltag ved Klinik for Plastikkirurgi, Brystkirurgi og Brandsårsbehandling på Rigshospitalet for at nedbringe ventetiderne for denne patientgruppe.

Region Nordjylland har en godkendt samarbejdsaftale, som giver mulighed for udførelse af vedligeholdelsesbehandling på Aalborg Universitetshospital. Aftalen er søgt i samarbejde med Rigshospitalet på baggrund af, at de faglige kompetencer er tilstede i Aalborg, og at der have været flere henvendelser fra nordjyske borgere, som har forespurgt muligheden.

Region Nordjylland har desuden ansøgt om tildeling af funktioner relateret til udredning og opstart på behandling – eksklusiv den nedre kønsmodificerede kirurgi og plastikkirurgi – i den kommende specialeplan med henblik på implementering inden for en overskuelig fremtid. Dette kan være med til at nedbringe ventetiden på tværs af landet.

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og det foreløbige svar hos Folketinget i pdf-format.
Spørgsmålet og det endelige svar hos Folketinget i pdf-format.
Notatet fra Danske Regioner hos Folketinget i pdf-format.

L 55. Bilag 5. Spgsm. 2. Høringsskr. af 22. januar 2017 fra LGBT Danmark om ministerens bemærkninger til LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016 om at undlade personnummer i legitimationskort. Svar 2. februar 2017.

Vist 0 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

Økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll kommenterede den 20. januar 2017 høringsskrivelsen af 19. december 2016 fra LGBT Danmark.
Kommentarerne var af en art, at LGBT Danmark har indsendt sin høringsskrivelse nr. 2 med bemærkninger og korrektioner til Simon Emil Ammitzbølls kommentarer.

LGBT Danmarks høringsskrivelse nr. 2 er registreret hos Social-, Indenrigs- og Børneudvalget som bilag 5 til L 55.
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget har den 24. januar 2017 som spørgsmål nr. 2 – samling 2016-17 – bedt økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll (LA) om at kommentere høringsskrivelsen, hvilket skete den 2. februar 2017..

Lovforslaget blev fremsat den 9. november 2016 og følger op på Folketingets Social- og Indenrigsudvalgs beretning fra den 3. marts 2016 over beslutningsforslag B 31 om indførelse af gyldig billedlegitimation ud over pas og kørekort.

Høringsskrivelsen fra LGBT Danmark

Søndag den 22. januar 2017.
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget

Vedr.: Høringsskrivelse til L 55 Forslag til lov om udstedelse af legitimationskort

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner vil med denne supplerende høringsskrivelse kommentere økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbølls besvarelse af spørgsmål 1 – kommentarer til LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016.

  1. Ministeren anførte:
    “Jeg forstår LGBT Danmarks bekymring, men jeg deler ikke opfattelsen af, at det er problematisk, at legitimationskortet påføres indehaverens personnummer. Det skal bl.a. ses i lyset af, at legitimationskortet er et tilbud og ikke en obligatorisk ordning”.
    At det er et tilbud og ikke en obligatorisk ordning ændrer jo ikke på, at transpersoner ved anvendelse af legitimationskortet til stadighed får deres kønsidentitet afsløret og udstillet i et utal af dagligdagssituationer, hvor det er helt irrelevant.

  2. Ministeren anførte:
    “Årsagen til, at det foreslåede legitimationskort skal indeholde indehaverens personnummer, er bl.a., at det fremgår af den såkaldte hvidvasklov (lovbekendtgørelse nr. 1022 af 13. august 2013 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme), at legitimation for en fysisk person bl.a. i forbindelse med oprettelse af et fast kundeforhold i et pengeinstitut, skal omfatte navn, adresse og personnummer eller anden lignende dokumentation, hvis den pågældende ikke har et personnummer“.
    Ministeren henvisning til hvidvaskloven er til:
    § 12, stk.2. Hvis kunden er en fysisk person, skal legitimationen omfatte navn, adresse og cpr-nr. eller anden lignende dokumentation, hvis den pågældende ikke har et cpr-nr.
    Som det fremgår, så er kravet om personnummer (cpr-nr.) ikke ultimativt).

    Som anført i LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016, så har Karen Ellemann som svar på spgsm. 3 til beslutningsforslag B 31 anført, at:
    “Erhvervs- og Vækstministeriet har i den forbindelse oplyst, at et legitimationskort, som indeholder både navn, adresse og cpr.nr., vil leve op til de basale krav i hvidvaskloven. Legitimation skal dog foretages ud fra en risikovurdering”.
    I og med, at det i lovforslaget specifikt er anført, at adresse ikke skal anføres på legitimationskortet, så følges allerede på det punkt ikke anbefalingerne fra Erhvervs- og Vækstministeriet.

  3. Karen Ellemann har i sit svar på spgsm. 3 til beslutningsforslag B 31 endvidere oplyst, at Erhvervs- og Vækstministeriet også anfører, at:
    “Det kan derfor ikke udelukkes, at en person skal legitimere sig yderligere”.
    LGBT Danmark vil dertil påpege, at når Erhvervs- og Vækstministeriet nævner, at det ikke kan udelukkes, at en person skal legitimere sig yderligere, så er der så meget mindre grund til, at personnummeret behøver anført på legitimationskortet.

    Som anført i LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016, så kan yderligere legitimation som f.eks. sundhedskortet dokumentere en persons personnummer i de situationer, hvor det vurderes nødvendigt.
    Der er dermed intet i hvidvaskloven, der begrunder, at det foreslåede legitimationskort skal være påført personnummer.

  4. Ministeren anførte:
    “Af samme årsag mener jeg ikke, at LGBT Danmarks forslag om, at legitimationskortet i stedet for indehaverens personnummer påføres et kortnummer, der henviser til personen i Det Centrale Personregister (CPR), er en anvendelig løsning.

    I tilknytning hertil gør jeg opmærksom på, at indehaverens personnummer allerede i dag også findes på f.eks. sundhedskort og pas”.

    LGBT Danmark vil hertil bemærke, at det jo ikke ændrer på, at transpersoner ved anvendelse af et legitimationskortet med personnummer påført til stadighed få deres kønsidentitet afsløret og udstillet i et utal af dagligdagssituationer, hvor det er helt irrelevant.
    At der er personnummer på andre legitimationsformer er ikke i sig selv en gyldig grund til også at anføre personnummer på et nyt identitetskort, når det ikke er nødvendigt.

    LGBT Danmark har i sit høringssvar af 19. december 2016 fremført, at i stedet for personnummer, kan der påføres et kortnummer på legitimationskiortet. Dette kortnummer kan være NemID-nummeret, hvorved der let vil kunne ske verificering af personens identitet.

  5. Ministeren anførte:
    “Med hensyn til LGBT Danmarks bekymring for risikoen for identitetstyveri kan jeg desuden oplyse, at Økonomi- og Indenrigsministeriet i særlige tilfælde efter skriftlig anmodning herom kan tildele nyt personnummer til en person, hvis personnummer indgår eller har indgået i forbindelse med misbrug af vedkommendes identitet, jf. § 3, stk. 7, i lov om Det Centrale Personregister“.
    Dette vil LGBT Danmark ikke bestride.
    LGBT Danmark mener imidlertid, at det da må være bedre at undgå et identitetstyveri begået med baggrund i tyveri af et identitetskort med personnummer påført, end at skulle udbedre en sket skade. Både identitetstyveri og tildeling af et nyt personnummer påfører borgeren væsentlige ulemper, og det er en besværlig proces at få tildelt et nyt personnummer pga. identitetstyveri.

    LGBT Danmark vil nævne, at manglende overførsel af sundhedsoplysninger er en af ulemperne. På trods af, at juridisk kønsskifte og dermed tildeling af nyt personnummer blev indført i 2014, så er problemerne med overførsel af sundhedsoplysninger fortsat uløste.

  6. Ministeren anførte:
    “Jeg kan i øvrigt henvise til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 2, stk. 2, hvor det er anført, at ministeren fastsætter nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav for, at ansøgerens identitet kan anses for godtgjort, […]”.
    LGBT Danmark vil dertil bemærke, at dét, at ministeren kan fastsætte nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet jo ikke ændrer ved de ulemper, som transpersoner vil blive påført, hvis det bliver lovbestemt, at legitimationskortet skal være påført personnummer.

  7. 7. Ministeren anførte videre i fortsættelse af forannævnte punkt:
    “[…] og høringsnotatet, som den tidligere social- og indenrigsminister har oversendt til udvalget den 9. november 2016″
    I høringsnotatet, som ministeren henviste til er der ikke anført noget om behovet for personnummer på legitimationskortet.
    At der ikke fra dem, der har indgivet høringssvar, er argumenteret for ikke at påføre personnummer på legitimationskortet, kan meget vel skyldes, at ingen af dem repræsenterer transpersoner og derfor næppe har været opmærksomme på de problemer, som transpersoner vil blive udsat for ved anvendelse af legitimationskortet.

LGBT Danmark vil afslutningsvis anføre, at der i ministerens kommentarer til LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016 reelt ikke er noget, som taler imod at undlade at påføre personnummer på legitimationskortet.

Linda Thor Pedersen.
Transpolitisk talsperson.

* * *
Svar den 2. februar 2017.
LGBT Danmark anfører bl.a. i sit brev af 22. januar 2017, at der i mit svar til Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg af 20. januar 2017 (bilag 1) reelt ikke er noget, der taler imod at undlade at påføre legitimationskortet indehaverens personnummer. Det synspunkt er jeg ikke enig i.

Jeg gør i den forbindelse opmærksom på, at en del af baggrunden for, at den tidligere social- og indenrigsminister har fremsat lovforslaget netop er, at der ikke i dag findes et legitimationskort, der har som sit hovedformål at fungere som generel legitimation. Det er navnlig blevet oplevet som et problem for borgere, der ikke har et pas eller kørekort.

Det fremgår derfor bl.a. af afsnit 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, at der er tale om en samlet vurdering, hvorefter et legitimationskort, der indeholder indehaverens fulde navn, foto og personnummer, vil kunne anvendes som legitimation i en række hverdagsdagssituationer, ligesom pas og kørekort også i dag anvendes som legitimation i andre situationer end ved rejse og kørsel.

Det er således fortsat min opfattelse, at legitimationskortet skal påføres indehaverens personnummer for bedst muligt at understøtte kortets formål med at dokumentere indehaverens identitet.

Jeg kan derfor henholde mig til mit svar på spørgsmål 1 ad L55 af 20. januar 2017.

Med venlig hilsen
Simon Emil Ammitzbøll

Bilag 1:
Endeligt svar af 20. januar 2017 på spørgsmål 1 ad L55 til Folketingets Social-, Inden-rigs- og Børneudvalg.

* * *
Folketingets journal vedr. høringsskrivelsen.
Høringsskrivelsen i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedr. spørgsmålet om at kommentere høringsskrivelsen og svaret.
Spørgsmåletog svaret i pdf-format hos Folketinget.

Spgsm. 383 den 18. januar 2017 om status på ændring af Sundhedsstyrelsens “Vejledning om udredning og behandling af transkønnede”. Svar 15. februar 2017.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 17. januar 2017 efter ønske fra Carolina Magdalene Maier (ALT) spørgsmål nr. 383 – SUU Alm. del 2016-17 – om SundhedsstyrelsensVejledning om udredning og behandling af transkønnede” som lovet er blevet ændret, hvad ændringerne i givet fald går ud på, og hvis ikke, hvornår det forventes at ske, til sundhedsminister, Ellen Trane Nørby, der svarede den 15. februar 2017.

Spørgsmål
Ministeren bedes oplyse, om de ændringer i SundhedsstyrelsensVejledning til udredning og behandling af transkønnede’, der blev lovet [1] i forbindelse med, at transkønnethed blev fjernet fra listen over psykiske diagnoser, er blevet foretaget? I givet fald bedes ministeren redegøre for de konkrete ændringer.
Hvis ændringerne ikke er blevet foretaget, bedes ministeren oplyse, hvornår det forventes at ske.

Svar
Med flytning af koderne for transkønnethed væk fra kapitlet med psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser markerede vi i Danmark, at det at være transkønnet ikke i sig selv er en medicinsk eller psykiatrisk tilstand og ikke skal behandles, helbredes eller undertrykkes.

Det blev i udvalgets beretning til B 7 (2015/2016) oplyst, at det er udvalgets forventning, at man som transkønnet i Danmark skal opleve et hensynsfuldt udredningsforløb og tilbydes en værdig og afklarende indsats i forbindelse med et eventuelt kønsskifte.

Dét er jeg selvfølgelig helt enig i. Derfor er det helt centralt, at vi sikrer en åben proces omkring de retningslinjer, der skal gælde på området. Det er vigtigt, at alle interessenter på området kommer til orde og får mulighed for at tilkendegive deres holdninger og erfaringer på området, ligesom det er vigtigt, at vi er åbne for at lære af de internationale erfaringer på området. Ønsket om en åben og dialogbaseret proces er også baggrunden for, at vejledningen endnu ikke er udsendt. Jeg har nemlig bedt Sundhedsstyrelsen om at sikre, at der i løbet af foråret skabes en proces, hvor sagen belyses både af organisationer og faglige selskaber, så vi åbent kan få belyst de mange nuancer, der er. Jeg forventer, at Sundhedsstyrelsen herefter kan udsende en ny vejledning medio 2017.

Herudover skal der tages hånd om de udfordringer, det skaber, at der kun er ét sted i landet, som varetager behandlingen. Jeg forventer, at der med den nye specialeplan sikres mulighed for, at transkønnede personer også kan få specialiseret behandling andre steder end i Region Hovedstaden.

Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] De nævnte løfter findes i:

Spgsm. 362 den 17. januar 2017 om en juridisk kønsskiftet kan påtage sig forældreskab og godkendes som forælder. Svar 2. februar 2017.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 17. januar 2017 efter ønske fra Pernille
Skipper (EL) spørgsmål nr. 362 – SUU Alm. del 2016-17 – om en person efter et juridisk kønsskifte kan påtage sig forældreskab og godkendes som forælder i overensstemmelse med det gældende juridiske køn, til økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll, der svarede den 2. februar 2017.

Spørgsmål
Kan ministeren oplyse om L 182 Lov om ændring af lov om det Centrale Personregister (Tildeling af nyt personnummer til personer der føler sig som tilhørende det andet køn) (folketingsåret 2013-14) samt den opfølgende L 189 Forslag til lov om ændring af Sundhedsloven og Lov om assisteret reproduktion (Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v) (folketingsåret 2013-14) indebærer undtagelser til muligheden for et komplet juridisk kønsskifte, herunder særligt om lovgivningen konkret forhindrer, at en person efter et juridisk kønsskifte påtager sig forældreskab i overensstemmelse med det gældende juridiske køn? Ministeren bedes samtidig oplyse, om loven skal fortolkes således, at personer som har skiftet juridisk køn ikke kan godkendes som forældre i det køn de har skiftet til og som alle juridiske dokumenter, herunder pas, er ændret i henhold til?

Svar
Ved lov nr. 752 af 25. juni 2014 om ændring af lov om Det Centrale Personregister blev der indført hjemmel i lovens § 3, stk. 6, til, at personer, som oplever at tilhøre det andet køn efter nærmere fastsatte betingelser af Økonomi- og Indenrigsministeriet kan tildeles nyt personnummer svarende til det oplevede køn.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget (L 182), at det ved forslaget bliver muligt for transkønnede at opnå juridisk kønsskifte først og fremmest i form af tildeling af nyt personnummer uden krav om kastration eller andre kirurgiske indgreb eller anden form for behandling, f.eks. hormonbehandling. Det fremgår ligeledes af bemærkningerne, at når en person har fået tildelt nyt personnummer i overensstemmelse med det oplevede køn, vil den pågældende automatisk modtage nyt sundhedskort med oplysning om det nye personnummer. Det fremgår også, at det nye personnummer giver adgang til udstedelse af nye personlige dokumenter som f.eks. pas, kørekort og fødselsattest i overensstemmelse med det nye køn. Den pågældendes fornavn skal om nødvendigt ændres, så det bliver kønskorrekt i forhold til det nye køn, jf. § 13, stk. 2, i navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 392 af 1.maj 2012 med senere ændringer. Der henvises til afsnit 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. (L 182 (Folketingstidende 2013-14, 1. samling, Tillæg A, side 2).

Forældrebegrebet er fastlagt i børneloven. Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har Økonomi- og Indenrigsministeriet derfor indhentet et bidrag fra Børne- og Socialministeriet, som har oplyst følgende:

”I børnelovens forstand er det forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse, der bestemmer, om de i retlig henseende efter loven betegnes som far, mor eller medmor. En person, der føder et barn, vil således efter loven være barnets mor, og en person, der biologisk er mand, og som har gjort moren gravid på naturlig vis, vil efter loven være barnets far.”

Dette betyder, at et juridisk kønsskifte ikke ændrer på, om man i børnelovens retlige forstand betragtes som mor eller far.

Med venlig hilsen
Simon Emil Ammitzbøll

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Åbent samråd den 10. februar 2017 om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Vist 0 gange. Udenrigsudvalget har kaldt udenrigsministeren og justitsministeren i samråd om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Samrådet er åbent for alle og finder sted fredag den 10. februar 2017 kl. 10.00 i vær. 2-080.

Under henvisning til regeringsgrundlaget, hvoraf det fremgår, at ”Regeringen ønsker at indgå i et aktivt internationalt samarbejde og overholde de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig”, og at der er ”behov for at se kritisk på den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention” er udenrigsministeren og justitsministeren blevet bedt om at redegøre for, om regeringen vil tage andre initiativer end afholdelse af en ekspertkonference om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for at foretage et kritisk eftersyn af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols fortolkningsstil.

Derudover ønsker udvalget svar på, om ministrene har identificeret udfordringer med andre konventioner, som Danmark har tiltrådt, Udvalget vil i givet fald gerne vide, hvilke initiativer ministrene agter at tage i den anledning.

Samrådsspørgsmål I [1] er stillet efter ønske fra Nick Hækkerup (S).

Tilmelding til samrådet er nødvendig.

Tilmelding:
Amalie Andresen
Udvalgsassistent
Tlf.: 33373618
E-mail: amalie.andresen@ft.dk

* * *
Folketingets journal vedrørende omtalen af det åbne samråd.

* * *
Gæster må beregne ekstra tid til registrering i besøgsindgangen i Rigsdagsgården for adgang til Christiansborg på grund af sikkerhedstjek.

  1. [Retur] Samrådsspørgsmål I
    URU, Alm. del 2016/2017 samrådsspørgsmål I.

    Samrådsspm., om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, til udenrigsministeren og justitsministeren
    Dokumentdato: 07-12-2016

    Samrådsspørgsmålets ordlyd:
    Det fremgår af regeringsgrundlaget, at ”Regeringen ønsker at indgå i et aktivt internationalt samarbejde og overholde de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig”. Det fremgår videre, at der er ”behov for at se kritisk på den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”.
    • Vil ministeren redegøre for, om regeringen vil tage andre initiativer end afholdelse af en ekspertkonference om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i forhold til at foretage et kritisk eftersyn af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkningsstil?
    • Og har ministeren identificeret udfordringer med andre konventioner, som Danmark har tiltrådt, i forhold til, at Danmark ikke kan varetage egne interesser bedst muligt, og at konventionen beskytter de forkerte? Og såfremt dette er tilfældet, hvilke initiativer agter ministeren at tage i den anledning?

    Spørger:
    Nick Hækkerup (S)

    Minister:
    Udenrigsministeren, Justitsministeren

    * * *
    Folketingets journal vedr. samrådsspørgsmålet.
    Samrådsspørgsmålet i pdf-format hos Folketinget.

FATID’s åbne brev til sundhedsministeren om ventetid på at få foretaget kønskorrigerende indgreb. SUU 8. januar 2017, bilag 134.

Vist 0 gange. Foreningen af Transkønnede I Danmark – FATID har i et udateret åbent brev sundhedsminister Ellen Trane Nørby, som er modtaget hos Sundheds- og Ældreudvalget den 8. januar 2016, stillet en række spørgsmål om ventetid på at få foretaget selve det kønskorrigerende indgreb.

Det åbne brev gengives herunder

Åben brev til sundhedsminister Ellen Trane Nørby

I Danmark er det fra d.1/1 2017 vedtaget af transkønnede ikke længere skal diagnosticeres som psykisk syge hvilket har stor betydning for den enkelte.

Det der idag kan påvirke de transkønnede er den helt urimelige lange ventetid på at få foretaget selve det kønskorrigerende indgreb efter godkendelse fra Sundhedsstyrelsen til fuld kastration mand til kvinde. Det er ganske opslidende at sidde i uvished for den enkelte transkønnet.

FATID er bekendt med den danske regering har som et af sine mål, at få nedbragt ventelister i det danske sundhedsvæsen. Men på dette specifikke området lader det til det ikke er tilfældet. FATID har en række spørgsmål i forbindelse med denne alvorlige problematik.

  • Det er alm. kendt at der er en lang række transkønnede der har ventet på selve indgrebet i mere end 2 ar og undertegnet har i januar 2016 fået besked om jeg var øverst i bunken. Dette i lighed med mange andre i samme situation. Hvor i ligger rimeligheden i at en transkønnet skal sidde fast på en venteliste så lang tid ?
  • Hvis der ikke er foretaget nævnevardige indgreb i hele 2016 hvordan kan en transkønnet så være sikker på at den pågældende kirurg har den nødvendige rutine i et så omfattende indgreb ?
  • Har sundhedsministeren overvejet at få foretaget disse indgreb med hjælp fra udenlandske kirurger for at få nedbragt ventelisterne så en transkønnet ikke skal vente i op til et halvt årti ?
  • Der sidder en del transkønnede som har fået Sundhedsstyrelsen’s godkendelse til kastration ( m til k) men så at sige har mistet tålmodigheden med det danske sundhedssystem og søger at få foretaget indgrebet feks. i ex – Jugoslavien. Er der mulighed for den enkelte kan få finansieret dette eller vil sundhedsministeren rejse problematikken i Folketinget ?
  • Mange transkønnede er udpræget skeptisk over for manglen på rutinen i dette indgreb foretages i Danmark. Har sundhedsministeren overvejet at få lavet en aftale med f.eks. Sava Perovic Foundation i ex- Jugoslavien ?
  • FATID vil gerne vide om der i skrivende stund gøres tiltag til at den ansvarlige kirurg Michael Westergaard, Riget bliver videreuddannet så indgrebet kan udføres mere regelmassigt, med et langt bedre kosmetisk resultat, og derved opnås rutine som der er gældende i udlandet ?

Venlig hilsen

Lotte Dersgaard
Næstformand
F.A.T.I.D
Foreningen af Transkønnede I Danmark

Tlf.31716013
N.B : dette brev er også blevet sendt til udvalgte medier i Danmark

* * *
Folketingets journal vedrørende det åbne brev.
Det åbne brev i pdf-format hos Folketinget.

L 55. Bilag 4. Spgsm. 1. Høringsskr. af 19. december 2016 fra LGBT Danmark om at undlade personnummer i legitimationskort. Svar 20. januar 2017.

Vist 0 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

LGBT Danmark indsendte den 19. december 2016 høringsskrivelse til lovforslag L 55 – samling 2016-17 – om udstedelse af legitimationskort med anbefaling om, at personnummer ikke påføres legitimationskortet, idet det bl.a. afslører indehaverens køn.
Høringsskrivelsen er registreret hos Social-, Indenrigs- og Børneudvalget som bilag 4 til L 55.

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget har den 20. december 2016 som spørgsmål nr. 1 – samling 2016-17 – bedt økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll (LA) om at kommentere høringsskrivelsen hvilket skete den 20. januar 2017.

Lovforslaget blev fremsat den 9. november 2016 og følger op på Folketingets Social- og Indenrigsudvalgs beretning fra den 3. marts 2016 over beslutningsforslag B 31 om indførelse af gyldig billedlegitimation ud over pas og kørekort.

Indhold
Høringsskrivelsen fra LGBT Danmark
Spørgsmålet til økonomi- og indenrigsministeren
Svaret fra økonomi- og indenrigsministeren

[Indhold] Høringsskrivelsen fra LGBT Danmark

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget

Mandag den 19. december 2016.

Vedr.: Høringsskrivelse til L 55 Forslag til lov om udstedelse af legitimationskort

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner ser overordnet positivt på lovforslaget.

LGBT Danmark finder det imidlertid meget uheldigt – og også unødvendigt at anføre personnummeret på legitimationskortet.

Kønsidentitet
Da der kan være et misforhold mellem transpersoners fremtræden (kønsudtryk) og personnummerets kønsangivelse, vil transpersoner ved anvendelse af legitimationskortet til stadighed få deres kønsidentitet afsløret og udstillet i et utal af dagligdagssituationer, hvor det er helt irrelevant.

Europarådets ministerkomités anbefaling CM/Rec(2010)5 [1] LGBT Danmark minder om, at Europarådets ministerkomité den 31. marts 2010 vedtog anbefaling CM/Rec(2010)5 om foranstaltninger til bekæmpelse af diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet, hvor det i bilaget under pkt. 19 anføres:
Medlemsstaterne bør sikre, at personlige oplysninger om en persons seksuelle orientering eller kønsidentitet ikke indsamles, opbevares eller på anden måde bruges af offentlige institutioner, herunder især inden for retshåndhævende myndigheder, medmindre det er nødvendigt for at opfylde specifikke, lovlige og legitime formål; eksisterende optegnelser, som ikke overholder disse principper, bør destrueres.

Gennem ministerkomitéens anbefaling har Danmark tilkendegivet, at transpersoners ret til privatliv betyder, at oplysninger om deres kønsidentitet ikke må anvendes af offentlige institutioner, hvor sådanne oplysninger er irrelevante.

LGBT Danmark henstiller, at Folketinget følger Europarådets ministerkomités anbefaling og beslutter, at personnummeret ikke påføres legitimationskortet, da det er unødvendigt og vil være til stor gene for transpersoner.

LGBT Danmark finder det yderst beklageligt, hvis Folketinget ikke efterlever de anbefalinger, Danmark har været med til at lave i Europarådets ministerkomité.

Persondataloven [2] Ifølge persondatalovens § 7 må der ikke behandles oplysninger om bl.a. seksuelle forhold.
LGBT Danmark påpeger, at kønsidentitet ikke er et seksuelt forhold, men i og med at kønsidentitet i dansk diskriminationslovgivning henføres under seksuel orientering, vil det være ulovligt efter Persondatalovens § 7 at anføre personnummeret på legitimationskortet, da en persons kønsidentitet dermed behandles og afsløres.

Ifølge persondatalovens § 8 må der ikke behandles oplysninger om “andre rent private forhold end de i § 7, stk. 1, nævnte, medmindre det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opgaver”.
LGBT Danmark påpeger, at i og med, at det ikke er nødvendigt, at personnummeret anføres på legitimationskortet, vil det være ulovligt efter persondatalovens § 8, hvis det sker.

Ifølge persondatalovens § 11, stk. 3 må der ikke ske offentliggørelse af personnummer uden udtrykkeligt samtykke.
LGBT Danmark påpeger, at hvis personnummeret anføres på et legitimationskort, så må det betegnes som en offentliggørelse af personnummeret, idet legitimationskortet jo netop er tænkt brugt over for både det offentlige og over for private.

LGBT Danmark vil også fremføre følgende forhold.

Identificering
Legitimationskortet skal gøre det muligt for en person at dokumentere sin identitet.
De væsentlige elementer dertil er, at kortet er udstedt af en offentlig myndighed, at fotoet svarer til personen, og at fødselsåret svarer til personens alder.
De sidste fire tal i personnummeret bidrager i sig selv ikke til identificering af en person og er derfor unødvendige.

I nogle situationer kan der være behov for også at dokumentere personnummeret. Det kan ske ved, at den pågældende legitimerer sig yderligere – f.eks. ved fremvisning af sit sundhedskort.
Kombinationen af legitimationskortet og f.eks. sundhedskortet dokumenterer personens personnummer.

I bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser anføres det til § 2:
Men hensyn til forslagets krav om, at legitimationskortet skal indeholde personnummer bemærkes, at det ikke er tilstrækkeligt, at der alene anføres ansøgerens fødselsdato.
Der er i bemærkningerne ikke anført nogen begrundelse for, at det ikke findes tilstrækkeligt alene at anføre fødselsdato.

I bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser anføres det til § 1:

Legitimationskortet skal således ikke kunne stå alene i enhver situation.

Karen Ellemann svarede på spørgsmål 3 til beslutningsforslag B 31, som danner baggrund for lovforslaget, bl.a.:
Det er min opfattelse, at legitimationskortet som minimum bør indeholde de oplysninger, som kræves i hvidvaskloven.
Erhvervs- og Vækstministeriet har i den forbindelse oplyst, at et legitimationskort, som indeholder både navn, adresse og cpr.nr., vil leve op til de basale krav i hvidvaskloven. Legitimation skal dog foretages ud fra en risikovurdering. Det kan derfor ikke udelukkes, at en person skal legitimere sig yderligere.
Henset til bemærkningerne til lovforslaget og oplysningerne fra Erhvervs- og Vækstministeriet kan der ikke være betænkeligheder ved at undlade personnummer på legitimationskortet. I de situationer, hvor det vurderes nødvendigt, kan yderligere legitimation som f.eks. sundhedskortet dokumentere en persons personnummer.

Identitetstyveri
Identitetstyveri er et stigende problem.
For at gennemføre et identitetstyveri er personnummeret et væsentligt element.
Da identitetstyveri ofte sker med baggrund i tyveri/afluring af legitimationspapirer, bør legitimationspapirer ikke være påført personnummer.

Legitimationskortet bør derfor ikke påføres personnummer.

Kortnummer
LGBT Danmark anbefaler, at legitimationskortet i stedet for personnummer påføres et kortnummer, som refererer til personen i CPR-registret.

Linda Thor Pedersen.
Transpolitisk talsperson.

Noter
  1. [Retur] CM/Rec(2010)5
    1. CM/Rec(2010)5 i Justitsministeriets danske oversættelse
      http://jm.schultzboghandel.dk/upload/microsites/jm/ebooks/andre_publ/ministerkomit%E9ens%20rekommandation.pdf
    2. CM/Rec(2010)5 i den originale engeske udgave hos Council of Europe
      https://search.coe.int/cm/Pages/result_details.aspx?ObjectID=09000016805cf40a
  2. [Retur] Persondataloven
    https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=828
    § 7. Der må ikke behandles oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold.
    § 8. For den offentlige forvaltning må der ikke behandles oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold end de i § 7, stk. 1, nævnte, medmindre det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opgaver.
    § 11. Offentlige myndigheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på en entydig identifikation eller som journalnummer.
    Stk. 2. Private må behandle oplysninger om personnummer, når
    1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov,
    2) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil eller
    3) behandlingen alene finder sted til videnskabelige eller statistiske formål, eller hvis der er tale om videregivelse af oplysninger om personnummer, når videregivelsen er et naturligt led i den normale drift af virksomheder m.v. af den pågældende art, og når videregivelsen er af afgørende betydning for at sikre en entydig identifikation af den registrerede eller videregivelsen kræves af en offentlig myndighed.
    Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 2, nr. 3, må der ikke ske offentliggørelse af personnummer uden udtrykkeligt samtykke.

[Indhold] Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 19/12-16 fra LGBT Danmark, jf. L 55 – bilag 4.

[Indhold] Svar
LGBT Danmark anfører i henvendelsen, at det er uheldigt og unødvendigt, at det foreslåede legitimationskort påføres indehaverens personnummer. Som årsag hertil anføres bl.a., at transpersoner vil få deres kønsidentitet afsløret og udstillet i et utal af dagligdagssituationer, hvor det er helt irrelevant.

Jeg forstår LGBT Danmarks bekymring, men jeg deler ikke opfattelsen af, at det er problematisk, at legitimationskortet påføres indehaverens personnummer. Det skal bl.a. ses i lyset af, at legitimationskortet er et tilbud og ikke en obligatorisk ordning.

Årsagen til, at det foreslåede legitimationskort skal indeholde indehaverens personnummer, er bl.a., at det fremgår af den såkaldte hvidvasklov (lovbekendtgørelse nr. 1022 af 13. august 2013 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme), at legitimation for en fysisk person bl.a. i forbindelse med oprettelse af et fast kundeforhold i et pengeinstitut, skal omfatte navn, adresse og personnummer eller anden lignende dokumentation, hvis den pågældende ikke har et personnummer.

Af samme årsag mener jeg ikke, at LGBT Danmarks forslag om, at legitimationskortet i stedet for indehaverens personnummer påføres et kortnummer, der henviser til personen i Det Centrale Personregister (CPR), er en anvendelig løsning.

I tilknytning hertil gør jeg opmærksom på, at indehaverens personnummer allerede i dag også findes på f.eks. sundhedskort og pas.

Med hensyn til LGBT Danmarks bekymring for risikoen for identitetstyveri kan jeg desuden oplyse, at Økonomi- og Indenrigsministeriet i særlige tilfælde efter skriftlig anmodning herom kan tildele nyt personnummer til en person, hvis personnummer indgår eller har indgået i forbindelse med misbrug af vedkommendes identitet, jf. § 3, stk. 7, i lov om Det Centrale Personregister.

Jeg kan i øvrigt henvise til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 2, stk. 2, hvor det er anført, at ministeren fastsætter nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav for, at ansøgerens identitet kan anses for godtgjort, og høringsnotatet, som den tidligere social- og indenrigsminister har oversendt til udvalget den 9. november 2016.

Med venlig hilsen
Simon Emil Ammitzbøll

* * *
Høringsskrivelsen i pdf-format.
Folketingets journal vedr. høringsskrivelsen.
Høringsskrivelsen i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

L 55. Referat af 1. behandlingen den 2. december 2016.

Vist 0 gange. Den 2. december 2016 havde Folketinget 1. behandling af lovforslag L 55 – Samling: 2015-16 – om forslag til lov om udstedelse af legitimationskort.

Kl. 1037
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Forhandlingen er åbnet. Det er hr. Magnus Heunicke, Socialdemokratiet. Værsgo.

Kl. 1037
Magnus Heunicke (S) (Ordfører):
Tak for det, fru formand. Det er jo egentlig takket være partiet SF, at vi har det her beslutningsforslag på dagsordenen. Det synes jeg vi skal starte med at anerkendte. Det er nemlig SF, som i starten af året kom med et beslutningsforslag, hvor man adresserede den problemstilling, at vi jo herindefra i større og større udstrækning kræver, at borgerne skal identificere sig, når de skal møde myndigheder, når de skal have et rejsekort, når de skal til Bornholm, når man skal købe en mobiltelefon. Man skal identificere sig alle mulige steder.

Sagen er den, at de id-muligheder, vi har, er et kørekort eller et pas. Et kørekort er af gode grund en dyr fornøjelse, og det er jo ikke alle, der har brug for et kørekort, lige så vel som at det ikke er alle, der kan få et kørekort. Det gælder f.eks., hvis man er synshandicappet, blind, så kan man ikke få kørekort. Så er der spørgsmålet med pas. Vi ved jo, at det kan være en dyr fornøjelse at få et pas, som i hvert fald krydser de 700 kr. Det vil sige, at der er brug for et id-kort, som man kan have i baglommen, og som ikke er så voldsomt dyrt at få fat i.

Hvad så med alle de id-kort, vi egentlig har? Vi har jo en del id-kort i Danmark. Vi har f.eks. vores sundhedskort, altså det gamle sygesikringsbevis. Problemet er der, at der ikke er foto på. Når jeg har læst i den her sag, er det, som om politikere har haft emnet på dagsordenen mange gange, og hver gang er der kommet et nyt kort op. Senest var det alkoholkortet, som det populært bliver kaldt. Det hedder det vist ikke reelt i lovgivningen. Det har unge mellem 16 og 18 år brugt til at kunne købe alkohol. Det er et nyt kort med billede på, man har opfundet. Det nye og kloge i det her lovforslag på baggrund af den problemstilling, som SF har rejst, er, at man indfører et nyt kort, men også fjerner et kort. Og det er altså det alkoholkort, som man fra regeringens side foreslår at fjerne og lave om til et generelt id-kort. Det synes jeg lyder fornuftigt og klogt. Det er et id-kort med billede og cpr-nummer, som kan være i baglommen, og med hvilket man meget billigere og nemmere end et pas og selvfølgelig langt, langt billigere og nemmere end et kørekort kan bevise sin identitet, når der er brug for det.

Derfor må jeg sige, at vi kan støtte det her forslag, ligesom vi støttede tankerne i SF’s forslag. Jeg synes kun, det er blevet bedre siden da, fordi man altså tager et eksisterende kort og laver om.

Så vil jeg sige noget til os alle sammen her. Nu har vi efterhånden så mange kort i Danmark. Var der ikke noget fornuftigt i, at vi på et tidspunkt får set på, hvor mange kort vi skal have? Jeg kan forstå, at der oven i købet er udnævnt en minister for offentlig innovation. Vi skal have to sygesikringskort, vi skal have et id-kort her, man skal have pas og kørekort, og man skal have digital signatur. Der er efterhånden så mange kort, og alle er vel lavet i den bedste mening. Kunne det ikke lade sig gøre at lave det her lidt smartere? Jeg tror, at næste gang, vi mødes om det her emne, bliver, når der kommer større pres på at få et elektronisk identifikationskort, eventuelt på forskellige mobiltelefoner og andet, så man bedre kan identificere sig på nettet, når man færdes der. Det vil sige, at den her debat slet ikke er slut. Jeg kan frygte, at vi næste gang skal have endnu et kort, endnu en ting i vores baglomme, så den bliver helt fyldt med forskellige id-kort. Jeg tror, at danskerne undrer sig lidt over det. Det kan godt være, at man ud fra en lidt gammeldags ministeriel silotankegang synes, at det kan være smartere end at løse det her problem. Men set fra borgernes synspunkt tror jeg, det kunne være lidt smartere frem for at have tre-fire-fem-seks kort til offentlige myndigheder, hvis man havde bare et, som så også havde et billede, som så også havde adresse, som så også havde cpr-nummer, og som også havde noget digital signatur indbygget. Det er ikke det, lovforslaget her handler om. Det er bare for at anmelde, at det er vores overordnede politiske linje på det her område. Det er et arbejde, vi meget gerne vil deltage i.

Det her lovforslag kan vi støtte.

Kl. 1042
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Tak for det. Fru Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Kl. 1042
Susanne Eilersen (DF) (Ordfører):
Tak for det, formand. Det, vi lige har hørt fra Socialdemokratiets ordfører, lyder jo meget lovende, så jeg tænker, at vi allerede nu kan lave et ændringsforslag og i den grad også få flertal for det, for man skulle sådan set tro, at ordføreren har været inde at kigge i min computer og læst min ordførertale. Dansk Folkeparti er fuldstændig enig i udsagnet om, hvad vi dog skal med alle de her kort.

Nu er det her godt nok et forslag, som udspringer af et beslutningsforslag, som vi også var positive over for den gang. Men vi har jo også før sagt, at man skal få et billede på det her sygesikringskort, som alle har, uanset om de er svagtseende, handicappede eller andre ting og ikke kan erhverve sig et kørekort. Alle har altså et sygesikringskort. Så jeg synes, vi skal kigge på at få lavet et kort for alle, også set i lyset af at flere og flere steder ønsker man at have billedlegitimation. Det gælder både ved henvendelse til banken, på rejsekort og med andre ting. Det skal også ses i lyset af den her terrorsituation, der er blevet mere og mere tilspidset over de senere år, hvidvaskningsloven og alt muligt andet, der gør, at man oftere og oftere skal vise legitimation, hvor der er et billede på.

I den forbindelse kan jeg som medlem af Dansk Folkeparti til det her knytte en bemærkning om, at problematikken med mangel på et forbud mod burkaer bliver større og større. Jeg kan undre mig lidt over, hvordan et billede på et kort med en kvinde, der bruger burka, skal se ud. Kan man få kvinden til at tage burkaen af, hvis hun har brug for at skulle legitimere sig nogle steder? Det er ikke en del af det her lovforslag, men det er i hvert fald en problematik, der vender tilbage, hver gang vi har sådan noget med billedlegitimation.

Men Dansk Folkeparti er også enig i, at det her kort er et skridt på vejen. Og så må vi måske tage det i to etaper, men det synes jeg da vi skal have en snak om, også set i lyset af at det har været et stort ønske fra mange handicaporganisationer, som jeg sagde før. Der er handicappede, der måske ikke kan erhverve sig et kørekort og skal gå rundt med deres pas. Et plastikkort har dog en bedre størrelse, der passer til en pung eller baglomme. Så Dansk Folkeparti er også enig i det, og vi er også glade for, at prisen på det her er fornuftig, så alle kan være med.

Så Dansk Folkeparti støtter også det her forslag.

Kl. 1045
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Så er det hr. Carl Holst, Venstre.

Kl. 1045
Carl Holst (V) (Ordfører):
Tak for det, formand. Jeg skulle hilse fra De Konservative og sige, at de kan støtte det her forslag. Det kan Venstre også.

Der er et praktisk problem for borgere uden pas og kørekort. Det er det, lovforslaget drejer sig om, og det støtter vi. Så har der været rigtige og velmenende bemærkninger om, hvorvidt vi i fremtiden skal have et samlet kort. Det er en interessant problemstilling, som vi jo skal arbejde på eventuelt som supplement til den digitaliseringsstrategi, som er blev lavet bredt og med kommunerne og regionerne løbende frem til 2020. Det er lidt en anden problemstilling. Men alt, der kan understøtte digitaliseringsdelen, skal vi selvfølgelig i en anden sammenhæng med et andet forslag være villige til at se på. Det vil Venstre også være. Tak.

Kl. 1046
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Tak for det. Fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Kl. 1046
Pernille Skipper (EL) (Ordfører):
Enhedslisten var rigtig glade, da SF fremsatte beslutningsforslaget. Det er noget, vi har hørt rigtig mange gange fra borgerne, nemlig at det er besværligt i hverdagen. Vi var rigtig glade, da SF fik det stemt igennem, og nu er vi rigtig glade for, at det er blevet fremsat. Så Enhedslisten stemmer for.

Kl. 1046
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Tak for det. Hr. Danny K. Malkowski, Liberal Alliance. Værsgo.

Kl. 1046
Danny K. Malkowski (LA) (Ordfører):
I Liberal Alliance synes vi, at det er fornuftigt, at man kan få et identifikationskort med foto fra det offentlige. I mange sammenhænge skal man bruge billede-id, og det er ikke optimalt, at alle danskere, som ikke har kørekort, skal slæbe rundt med deres pas. Når borgerne samtidig selv skal betale omkostningerne, har vi meget svært ved at se nogle negative konsekvenser ved det. Derfor synes jeg også, det er meget interessant at få en diskussion af, om vi skal prøve at koble digitalisering ind i den her form for identifikation, men det må vi tage på et senere tidspunkt.

Liberal Alliance støtter også lovforslaget.

Kl. 1047
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Kl. 1047
Torsten Gejl (ALT) (Ordfører):
Tak. I Alternativet synes vi, det er glædeligt, at man får et nyt identifikationskort, som gør det muligt at identificere sig i en lang række situationer uden at skulle tage sit pas med. Det betyder f.eks., at mennesker, der på grund af deres særlige behov ikke har kørekort, kan få lettere ved at tage et lån i banken eller købe en mobiltelefon. Vi er glade for, at SF har set behovet for et nyt identifikationskort og fundet flertal for det i Folketinget. Vi er også glade for de få gange, det er lykkedes oppositionen at få flertal for et forslaget til vedtagelse i Folketinget i de her år med en regering, der benytter sit flertal på et mandat til at føre en politik, der efter vores smag er utrolig ensidigt borgerlig-liberal.

Men mere om det en anden gang, for i dag glæder vi os over at stemme ja til det her lovforslag.

Kl. 1048
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Tak for det. Fru Marianne Jelved, Radikale Venstre.

Kl. 1048
Marianne Jelved (RV) (Ordfører):
Da vores ordfører, Andreas Steenberg, ikke kan være her, siger jeg et par ord om forslaget og indleder med at rose ministeren, fordi der her er en fin imødekommelse af et ønske, som et flertal i Folketinget har haft. Man laver et id-kort som alternativ til kørekort og pas. I Radikale Venstre er vi glade for, at regeringen tager initiativet, og vi synes, det er god parlamentarisk skik, at man kan finde løsninger sammen. Det er sådan noget, der kan glæde en gammel tilhænger af folkestyret.

Der findes personer, som på grund af alder eller handicap ikke har kørekort. Når man skal vise id med billede, eksempelvis når man rejser til og fra Bornholm eller Sverige, hvor der jo desværre er grænsekontrol, skal de mennesker have pas med. Det er ganske dyrt at skaffe sig et pas, især for at skulle tage til Bornholm. Det er lidt langt ude, at man skal vise pas for at rejse til en anden del af Danmark. Med loven her får ældre, unge og mennesker med handicap muligheden for at erhverve sig et id-kort til billigere penge, som de kan bruge, når de skal vise billede-id.

Det er vi stærke tilhængere af.

Kl. 1049
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Tak for det. Fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti.

Kl. 1049
Trine Torp (SF) (Ordfører):
Det er en god dag i dag. I SF hilser vi selvfølgelig det her lovforslag meget velkommen. Som flere ordførere har sagt, er det på baggrund af det beslutningsforslag, som vi i SF fremsatte for Folketinget sidste år, at vi nu i dag skal førstebehandle det her lovforslag, som handler om at tilpasse et eksisterende legitimationskort. Jeg er godt tilfreds med, at vores forslag nu er anledning til, at regeringen og Folketingets partier bakker op om, at der skal findes en løsning, så det bliver bare en lille smule lettere for borgere med handicap, hjemløse, ældre og andre medborgere at kunne legitimere sig. Derfor vil jeg gerne sige tak til både regeringen og udvalget for velvilligheden i forhold til beslutningsforslag– det er vi meget tilfredse med.

Som vores samfund har udviklet sig, står mange danskere ofte i en situation, hvor de skal kunne legitimere sig med billedlegitimation. Langt de fleste borgere løser det problem ved at fremvise et gyldigt førerbevis eller et pas. For nogle medborgere, f.eks. blinde, stærkt svagsynede og mennesker med epilepsi, er der ikke mulighed for det, da de ikke kan erhverve sig et kørekort på grund af deres handicap. Derfor har der allerede længe været udtrykt ønske fra Danske Handicaporganisationers side om, at man skal have mulighed for at anskaffe sig billig billedlegitimation. Som det også fremgår af høringssvarene, hilser både Danske Handicaporganisationer og Ældre Sagen lovforslaget velkommen. Det er jeg glad for, og det ser jeg som et udtryk for, at der har været et reelt behov for en tilpasning af legitimationskortet.

Som jeg også nævnte, da vi behandlede beslutningsforslaget i januar, havde vi i SF ikke nogen særlige formkrav til det nye legitimationskort. Den foreslåede løsning er en tilpasning af et allerede eksisterende legitimationskort, og det skal kunne anvendes som generel dokumentation for en bredere målgruppe og på et større anvendelsesområde. Det synes vi lyder som en fornuftig udformning. Det har også været et mål for os, at billedlegitimation kunne være billigere. I forbindelse med beslutningsforslaget erfarede vi i SF, at mange borgere efterlyste billigere billedlegitimation. Det handlede om hjemløse, der blev afkrævet legitimation, når de skulle afgive deres stemme, hæve penge i banken eller blot skulle oprette en konto, så de kunne få overført penge. Det handlede om borgere, især fra Bornholm, som i forbindelse med deres arbejde, besøg eller behandling på Rigshospitalet skulle passere svensk område, hvor man som følge af transportøransvaret skal legitimere sig. Derfor håber vi, og det læser jeg sådan set også af både lovforslag og høringssvar, fortsat, at det her nye legitimationskort vil være væsentlig billigere end f.eks. pas og kørekort.

Ud over at jeg selvfølgelig skal takke regeringen og Folketinget for deres velvillighed, skylder jeg også at sende en særlig hilsen til Jytte, som jeg blev kontaktet af, kort inden vi behandlede beslutningsforslaget for et lille års tid siden. Jytte er i midten af halvfjerdserne, og hun skrev, fordi hun var begejstret for forslaget. Hun fortalte mig, at hun hverken havde pas eller kørekort og heller ikke havde behov for det. Hun havde i flere situationer oplevet, at det nærmest var lovpligtigt at have et billed-id, og derfor havde hun forhørt sig om mulighederne hos borgerservice, hvor hun havde fået beskeden, at så kunne hun få et knallertkørekort. Og som hun selv skrev dengang: Jeg er altså midt i halvfjerdserne. Til dig, Jytte: Nu sker der noget, og vi får sikret, at du ikke behøver at få et knallertkørekort. Nu bliver der et ordentligt legitimationskort, et Jyttekort.

Nogle vil jo nok mene, at sådan et lovforslag her i det store billede kan virke som en meget lille sag, som ikke er af særlig stor betydning, men for de borgere, det berører, som f.eks. Jytte, har det stor betydning, at de rent faktisk kan erhverve sig et kort. Det synes jeg er vigtigt at huske, når vi i dag behandler det her lovforslag. På den baggrund kan det selvfølgelig ikke overraske nogen, at SF støtter op om lovforslaget.

Kl. 1053
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Tak til fru Trine Torp. Så har Venstre talt på vegne af De Konservative, og derfor er det økonomi- og indenrigsministeren. Tillykke med hvervet.

Kl. 1053
Økonomi- og indenrigsministeren (Simon Emil Ammitzbøll):
Tak for det. Jeg vil gerne starte med at takke for den brede opbakning til forslaget, som der har været her i Folketinget, til det, som SF’s ordfører kaldte Jyttekortet. Jeg synes jo, det er rart, at vi kan finde løsninger i bred enighed og fordragelighed, og jeg vil tilstræbe så vidt muligt at inddrage alle Folketingets partier i det lovarbejde, der er på mit ministerområde.

Jeg er helt overbevist om, at vi med det her forslag og med det her legitimationskort får en rigtig god løsning på det, som jo i virkeligheden er et praktisk problem for mange mennesker, som ikke har pas eller kørekort, men kommer i situationer, hvor de skal legitimere sig. Det er især bornholmerproblematikken, som der også har været talt om, hvor danske borgere skal tage fra en del af det danske rige til en anden del. Der er det i dag for nogles vedkommende sådan, at de er nødt til at have et pas. Jeg synes, det er en rigtig god ting, at de fremover kan nøjes med det her legitimationskort og kan få det til en billigere pris. Jeg synes også, det er værd at lægge mærke til det her spørgsmål om et kort ind og et kort ud. Det synes jeg egentlig er et rigtig fint princip, at man altså dermed sørger for, at bunken ikke bliver endnu større. Så på den måde får vi også gjort det på en rigtig fin måde.

Så er der en del, der nævner, at man kunne gå endnu videre: Kunne man forestille sig at bruge elektroniske løsninger? Kunne man samlet reducere antallet af kort i det offentlige? Der vil jeg bare sige, at det i hvert fald er noget, som jeg vil se utrolig positivt på og gå videre med for at se på, om man også fremadrettet kan forenkle endnu mere. Det kan jeg selvfølgelig ikke love på stående fod at man kan, men jeg vil i hvert fald gøre mit for, at vi får gennemført nogle af de ønsker, der kom fra ordførerne. Men jeg vil først og fremmest takke for den velvillige behandling og selvfølgelig især takke SF for at være dem, der tog initiativet. Lad det være en opfordring til at komme med initiativer, som vi også kan vedtage i fællesskab, hvis det er muligt at gøre det. Jeg har i hvert fald ikke lukket nogen dør for nogen.

Kl. 1056
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Tak for det. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalg. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

* * *
Folketingets journal med referat af 1. behandlingen.

Regeringsgrundlaget af 27. november 2016 for den nye regering om seksuel overbevisning og kønsidentitet.

Vist 0 gange.
Regeringsgrundlaget af 27. november 2016

Regeringsgrundlaget af 27. november 2016

På et pressemøde søndag den 27. november 2016 kl. 1500 oplyste statsminister, Lars Løkke Rasmussen (Venstre) sammen med Anders Samuelsen (Liberal Alliance) og Søren Pape Poulsen (Det Konservative Folkeparti), at de sammen danner en ny regering til afsløning af Venstres et-parti-regering. Regeringen bliver præsenteret mandag den 28. november 2016.
Under pressemødet blev de tre partiers regeringsgrundlag “FOR ET FRIERE, RIGERE OG MERE TRYGT DANMARK” offentliggjort.

I afsnittet “LIGESTILLING – Kapitel 25” står der nederst på side 82 og øverst på side 83:
Friheden til at vælge sin partner og til at leve åbent om sin seksuelle overbevisning og kønsidentitet er grundlæggende i det danske samfund. Regeringen vil fortsætte arbejdet med at fremme lige muligheder og frihed for den enkelte uafhængigt af seksualitet og kønsidentitet.

* * *
Regeringsgrundlaget af 27. november 2016 i sin helhed hos Statsministeriet i pdf-format.

L 55. Tidsplan.

Vist 0 gange. Tidsplan for L 55
Forslag af 9. november 2016 til lov om udstedelse af legitimationskort.

Handling Dato Bemærkning
Fremsat 9. november 2016  
1. behandling 26. marts 2010 Henvist til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Frist for spørgsmål 12. januar 2017  
Frist for svar 24. januar 2017  
Frist for ændringsforslag 31. januar 2017  
1. udkast til betænkning 7. februar 2017 Bilag nr. 7. Indeholder ikke indstillinger eller politiske bemærkninger, da udkastet først behandles af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget den 9. februar 2017 jf. nedenstående.
Folketingets journal vedr. udkastet – bilag 7.
Udkastet i pdf-format hos Folketinget.
Politisk drøftelse 9. februar 2017
  1. Gennemgang af svar og politisk drøftelse over følgende lovforslag:
    1. L 55 (om udstedelse af legitimationskort), jf. L 55 – svar på spm. 12. Udkast til betænkning omdeles senere.
Frist for politiske bemærkninger 21. februar 2017  
Afgivelse af betænkning 23. februar 2017 Møde i Social-, Indenrigs- og Børneudvalget kl. 1200.
Dagsordenens pkt. 2 c: Eventuel afgivelse af betænkninger.
2. behandling 28. februar 2017  
3. behandling 2. marts 2017  

Tidsplanen hos Folketinget.

L 55. Forslag af 9. november 2016 til lov om udstedelse af legitimationskort.

Vist 0 gange. Social- og indenrigsminister, Karen Ellemann (V) fremsatte den 9. november 2016 lovforslag L 55 – samling 2016-17 – om udstedelse af legitimationskort.

Inden fremsættelse som lovforslag blev et udkast til forslag til lov om udstedelse af legitimationskort den 14. september 2016 sendt i høring på Høringsportalen.

Lovforslaget

Resumé
Lovforslaget skal sikre, at personer på 15 år og derover, som er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan få et legitimationskort med foto, fulde navn og personnummer. Med forslaget får børne- og socialministeren tilladelse til at fastsætte de nærmere regler for at udstede og udforme legitimationskortet.

Forslaget følger op på Folketingets Social- og Indenrigsudvalgs beretning fra den 3. marts 2016 over beslutningsforslag B 31 om indførelse af gyldig billedlegitimation ud over pas og kørekort. I beretningen opfordrer hele udvalget regeringen til at fremsætte lovforslag om at indføre et sådant gyldigt legitimationskort senest i efteråret 2016, så borgere uden pas eller kørekort kan legitimere sig ved gyldig billedlegitimation.

Loven skal træde i kraft den 1. juli 2017.

* * *
Fremsættelsestalen den 9. november 2016 af social- og indenrigsminister, Karen Ellemann (V).
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om udstedelse af legitimationskort
(Lovforslag nr. L 55)

Lovforslaget har til formål at sikre, at personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort med foto, fulde navn og personnummer. Lovforslaget giver en bemyndigelse til social- og indenrigsministeren til at fastsætte de nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav til, hvornår ansøgerens identitet kan anses for godtgjort samt regler om gebyrfastsættelse.

Lovforslaget indebærer en række tilpasninger af det eksisterende legitimationskort til personer på 16 år og derover (alkoholkort), således at legitimationskortet bl.a. får et nyt formål, en bredere målgruppe og et større anvendelsesområde.

Det foreslåede legitimationskort får en gyldighedsperiode på 10 år. Legitimationskortet skal i en række situationer kunne anvendes som generel legitimation, men der vil ikke blive knyttet rettigheder til legitimationskortet. Legitimationskortet giver således alene mulighed for at kunne dokumentere indehaverens identitet.

Den foreslåede ordning indebærer desuden, at de gældende regler om alkoholkort i sundhedslovgivningen ophæves, da formålet med alkoholkortet er indeholdt i det nye foreslåede legitimationskort.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

* * *
Lovforslaget

Forslag
til
Lov om udstedelse af legitimationskort

§ 1. Loven har til formål at sikre, at alle personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort.

§ 2. Personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort med foto, fulde navn og personnummer, der udstedes af den kommune, hvor ansøgeren er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR). Legitimationskortet udstedes med en gyldighedsperiode på 10 år.
Stk. 2. Social- og indenrigsministeren fastsætter nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav for, hvornår ansøgerens identitet kan anses for godtgjort.
Stk. 3. Social- og indenrigsministeren fastsætter regler om betaling af et gebyr for udstedelse af legitimationskortet, jf. stk. 1.

§ 3. I lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og ved § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013, foretages følgende ændring:

1. § 4 ophæves.

§ 4. Loven træder i kraft den 1. juli 2017.

§ 5. Legitimationskort, der ved ikrafttrædelsen af denne lov er udstedt efter § 4, stk. 1 i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og ved § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013, forbliver gyldige indtil udløbet af disse korts gyldighedsperiode.

§ 6. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse
  1. Indledning og baggrund
  2. Lovforslagets hovedindhold
    1. Gældende ret
      1. Legitimationskort til personer på 16 år og derover (alkoholkort)
      2. Pas
      3. Kørekort
      4. Sundhedskort
      5. Opholdskort til tredjelandsstatsborgere
    2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
      1. Behovet for tilpasninger af legitimationskortet til personer på 16 år og derover 2.2.2. Anvendelse af andre legitimationsformer
      2. Anvendelse af andre legitimationsformer
        1. Pas
        2. Kørekort
        3. Sundhedskort
        4. Opholdskort til tredjelandsstatsborgere
        5. Digital legitimation
      3. Tilvejebringelse af hjemmel til et nyt legitimationskort
      4. Adresseoplysninger
      5. Gyldighedsperiode
      6. Gebyrfastsættelse
      7. Ophævelse af lovgivning om legitimationskort til personer på 16 år og derover
    3. Den foreslåede ordning
  3. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
  4. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
  5. De administrative konsekvenser for borgerne
  6. De miljømæssige konsekvenser
  7. Forholdet til EU-retten
  8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
  9. Sammenfattende skema

[Indholdsfortegnelse] 1. Indledning og baggrund
Lovforslaget har til formål at sikre, at alle borgere over 15 år, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), har mulighed for at erhverve legitimation ud over pas og kørekort.

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg afgav den 3. marts 2016 beretning over forslag til folketingsbeslutning om indførelse af gyldig billedlegitimation udover pas og kørekort (B 31, Folketingstidende 2015-2016, 2. samling, A). Det fremgår af beretningen, at udvalget i sin helhed opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag herom senest i efteråret 2016, så det sikres, at borgere uden pas eller kørekort kan legitimere sig ved gyldig billedlegitimation. Legitimationen skal være udstedt af en offentlig myndighed og opfylde de nødvendige krav, herunder til datasikkerhed, så kortet godtages de steder, hvor man i dag ikke godtager andre typer af legitimation end pas og kørekort. Beslutningsforslaget blev ikke undergivet 2. behandling.

Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til B 31, at det som følge af skærpet lovgivning mod terrorisme og hvidvaskning af penge igennem de senere år er blevet nødvendigt at kunne legitimere sig med billedlegitimation. Forslagsstillerne anførte bl.a., at de fleste borgere løser dette ved at fremvise kørekort eller pas, men at det for nogle borgere, f.eks. synshandicappede, epileptikere m.fl., ikke er muligt at erhverve kørekort pga. deres handicap. Disse borgere skal i stedet f.eks. fremvise pas, hvilket forslagsstillerne mente, er uhensigtsmæssigt. Forslagsstillerne anførte bl.a. i forlængelse heraf, at alle borgere skal kunne erhverve billedlegitimation, der minder om et kørekort.

Under 1. behandlingen af beslutningsforslaget den 26. januar 2016 tilkendegav social- og indenrigsministeren, at regeringen var indstillet på at undersøge, om det eksisterende legitimationskort der udstedes med hjemmel i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 med senere ændringer og tilhørende bekendtgørelse om udstedelse af legitimationskort til personer på 16 år og derover, jf. bekendtgørelse nr. 532 af 13. juni 2004, kan anvendes som generelt legitimationskort med nogle tilpasninger.

[Indholdsfortegnelse] 2. Lovforslagets indhold
[Indholdsfortegnelse] 2.1. Gældende ret
I dag findes der ikke et offentligt udstedt legitimationskort, der alene har til formål at fungere som generel legitimation, og som ikke varetager andre formål, som f.eks. at tjene som bevis for en førerret eller som rejselegitimation.

[Indholdsfortegnelse] 2.1.1. Legitimationskort til personer på 16 år og derover (alkoholkort)
Der kan med hjemmel i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og ved § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013 udstedes et legitimationskort.

De nærmere regler om legitimationskortet er fastsat i bekendtgørelse om udstedelse af legitimationskort til personer på 16 år og derover, jf. bekendtgørelse nr. 532 af 13. juni 2004.

Legitimationskortet har primært haft til formål, at unge på 16 år og derover skal kunne legitimere sig ved køb af alkohol og tobak.

Legitimationskortet er imidlertid ikke begrænset til udelukkende at kunne udstedes til unge mellem 16 og 18 år, men kan efter bekendtgørelsens ordlyd udstedes til personer på 16 år og derover. Legitimationskortet er heller ikke begrænset til kun at kunne anvendes som legitimation i forbindelse med køb af tobak og alkohol.

Det følger af § 3 i bekendtgørelsen, at kortet påføres ansøgerens fulde navn, fødselsdato samt et vellignende foto. Endvidere påføres nummeret på den udstedende kommune. Kommunen kan opkræve et gebyr på højst 150 kr. for udstedelsen af kortet, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Det er kommunerne, som har ansvaret for at udstede legitimationskortet til personer på 16 år og derover i overensstemmelse med de betingelser, der følger af ovennævnte bekendtgørelse.

[Indholdsfortegnelse] 2.1.2. Pas
Reglerne om udstedelse af pas findes i lov om pas til danske statsborgere mv. (lovbekendtgørelse nr. 900 af 8. september 2008 med senere ændringer) og bekendtgørelse om pas mv. (bekendtgørelse nr. 1337 af 28. november 2013 med senere ændringer).

Formålet med passet er, at indehaveren skal kunne legitimere sig i forbindelse med rejser til og fra udlandet.

[Indholdsfortegnelse] 2.1.3. Kørekort
De gældende regler om kørekort, herunder vedrørende betingelserne for erhvervelse af kørekort, findes i kørekortbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 312 af 25. marts 2015 om kørekort med senere ændringer). Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013 med senere ændringer.

Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort med senere ændringer (3. kørekortdirektiv). Direktivet fastsætter bl.a. en række mindstekrav til udstedelse af kørekort og til udformningen af kørekortet. Direktivet forudsætter, at et kørekort giver førerret til én eller flere kategorier af motordrevne køretøjer, samt at indehaveren består en forudgående teoretisk og praktisk prøve.

Kørekortet har til formål at dokumentere førerret til et motordrevet køretøj. Ved 3. kørekortdirektiv er der bl.a. indført en enhedsmodel til kørekort i medlemslandene (EU-kreditkortmodellen). Formålet hermed er bl.a. at give mulighed for at forbedre beskyttelsen mod forfalskninger.

[Indholdsfortegnelse] 2.1.4. Sundhedskort
De gældende regler om udformningen af sundhedskortet findes i bekendtgørelse om valgfri indplacering i sikringsgrupper og udstedelse af sundhedskort mv. (bekendtgørelse nr. 566 af 29. april 2015). Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014.

Ifølge § 7 i ovennævnte bekendtgørelse skal sundhedskortet indeholde oplysninger om personnummer, navn og adresse, sikringsgruppe, for gruppe 1-sikrede den valgte læge (eller lægekompagniskab) og bopæls- eller opholdskommune

Formålet med sundhedskortet er at dokumentere retten til ydelser efter sundhedsloven, jf. sundhedslovens § 12, stk. 1, og kan ikke i sin nuværende form betragtes som et legitimationskort.

[Indholdsfortegnelse] 2.1.5. Opholdskort til tredjelandsstatsborgere
Enhver tredjelandsstatsborger, der meddeles opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens §§ 7-9 f, bortset fra udlændinge under 18 år, der har fast ophold hos forældremyndighedens indehaver, får udstedt opholdskort med biometriske kendetegn (fotografi og fingeraftryk). De biometriske kendetegn lagres på en chip i kortet. Opholdskortet er dokumentation for, at den pågældende har en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark.

En tredjelandsstatsborger skal under ophold her i landet til stadighed medføre dokumentation for sin opholdstilladelse, jf. bekendtgørelse nr. 1197 af 26. september 2016 (udlændingebekendtgørelsen) § 38.

Det følger af CPR-lovens § 17 (lovbekendtgørelse nr. 5 af 9. januar 2013 med senere ændringer), at udlændinge med opholdstilladelse eller -bevis registreres i Det Centrale Personregister (CPR).

En asylansøger har ikke opholdstilladelse i Danmark og får derfor heller ikke udstedt et opholdskort, ligesom en asylansøger heller ikke bopælsregistreres i CPR. En asylansøger modtager et asylansøgerkort som bevis på, at den pågældende har ret til at opholde sig i Danmark, mens sagen behandles. Hvis en asylansøger meddeles opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7 (asyl), modtager den pågældende et opholdskort.

[Indholdsfortegnelse] 2.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
[Indholdsfortegnelse] 2.2.1. Behov for tilpasninger af legitimationskortet til personer på 16 år og derover
Legitimationskortet til personer på 16 år og derover har primært haft til formål, at unge på 16 år og derover skal kunne legitimere sig ved køb af alkohol og tobak. Selv om den nuværende lovgivning ikke udelukker, at kortet kan udstedes til andre end unge mellem 16 og 18 år, bør formålet med udstedelsen af legitimationskortet ændres til at omfatte en bredere personkreds.

Muligheden for anvendelse af kortet som generel legitimation vil endvidere kræve nogle ændringer af indholdet af det eksisterende legitimationskort. Social- og Indenrigsministeriet [1] har ved overvejelserne herom bl.a. taget udgangspunkt i de legitimationsoplysninger, som fremgår af lovbekendtgørelse nr. 1022 af 13. august 2013 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme (herefter benævnt hvidvaskloven).

§ 12, stk. 2, i hvidvaskloven fastsætter, at legitimation for en fysisk person bl.a. i forbindelse med oprettelse af et fast kundeforhold i et pengeinstitut, skal omfatte navn, adresse og personnummer eller anden lignende dokumentation, hvis den pågældende ikke har et personnummer.

Hvidvaskloven indeholder imidlertid ikke krav om billedlegitimation. Social- og Indenrigsministeriet har alligevel foreslået, at legitimationskortet skal indeholde et billede af indehaveren, jf. nærmere pkt. 57 i vejledning nr. 9184 af 24. april 2013 til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme (herefter benævnt hvidvaskvejledningen).

Social- og Indenrigsministeriet har imidlertid ikke foreslået at anføre indehaverens adresse på legitimationskortet, jf. nærmere nedenfor under 2.3.

På den baggrund er det Social- og Indenrigsministeriets vurdering, at legitimationskortet til unge i dets nuværende form ikke kan anvendes som generel legitimation, fordi kortet i dag kun indeholder indehaverens navn, fødselsdato og billede, men ikke personnummer.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.2. Anvendelse af andre legitimationsformer
[Indholdsfortegnelse] 2.2.2.1. Pas
Passet har til formål, at indehaveren skal kunne legitimere sig i forbindelse med rejser til og fra udlandet, jf. afsnit 2.1.2. Passet kan derfor ikke karakteriseres som et generelt legitimationskort i den forstand, at det har som sit hovedformål at fungere som generelt legitimationskort. Praktiske hensyn, såsom passets fysiske størrelse, taler desuden imod anvendelsen som generelt legitimationskort.

Efter en samlet vurdering er det således Social- og Indenrigsministeriets vurdering, at passet ikke er den bedst egnede legitimationsform til at fungere som generel legitimation.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.2.2 Kørekort
Som det fremgår af afsnit 2.1.3, har kørekortet til formål at dokumentere førerret til et motordrevet køretøj. Kørekortet har således heller ikke til hovedformål at fungere som et generelt legitimationskort.

Social- og Indenrigsministeriet vurderer desuden ikke, at det inden for rammerne af gældende ret er muligt at gennemføre det forslag, som fremkom under 1. behandlingen af B 31 (Folketingstidende 2015-2016, 2. samling, A), om at indføre et kørekort uden kategori i den forstand, at der udstedes et kørekort, der ikke giver ret til at køre bil, men som kun kan bruges til at identificere sig med. Baggrunden herfor er, at et kørekort som nævnt er knyttet til retten til at føre motordrevet køretøj og alene kan erhverves under visse betingelser.
Praktiske hensyn, herunder bl.a. risikoen for forveksling med kørekort med førerret, taler ligeledes imod en sådan ordning.

Efter en samlet vurdering er det Social- og Indenrigsministeriets opfattelse, at kørekortet ikke egner sig som generelt legitimationskort.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.2.3 Sundhedskort
Som anført i afsnit 2.1.4, er formålet med sundhedskortet at dokumentere retten til ydelser efter sundhedsloven, jf. sundhedslovens § 12, stk. 1. Der er således ikke tale om et legitimationskort. Da sundhedskortet som følge af sit formål ikke kan betegnes som et legitimationskort, vurderer Social- og Indenrigsministeriet heller ikke, at det i denne sammenhæng kunne være en hensigtsmæssig løsning at sætte et foto af indehaveren på sundhedskortet for derved at skabe et generelt legitimationskort.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.2.4. Opholdskort til tredjelandsstatsborgere
Henset til den begrænsede målgruppe for opholdskortet til tredjelandsstatsborgere egner det sig ikke som generelt legitimationskort, der kan anvendes af alle.

Når en tredjelandsstatsborger meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens §§ 7-9 f, udstedes et opholdskort med biometri (fotografi og fingeraftryk) lagret på en chip. Opholdskortet er dokumentation for, at udlændingen har opholdstilladelse i Danmark og tjener samtidig som identifikation. Denne persongruppe er i kraft af bopælsregistreringen i CPR omfattet af den persongruppe, der kan få udstedt det foreslåede legitimationskort.

En opholdstilladelse udstedes for en tidsbegrænset periode, indtil tredjelandsstatsborgeren evt. søger og opfylder betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse. Opholdskortet udstedes for en periode, der svarer til tilladelsens gyldighed, jf. udlændingebekendtgørelsens § 16. Eksempelvis vil en udlænding, som er familiesammenført med en herboende ægtefælle, blive meddelt opholdstilladelse for højst 2 år ad gangen, efter 2 år for højst 4 år og efter 6 år for højst 6 år ad gangen, jf. udlændingebekendtgørelsens § 16, stk. 2. Legitimationskortet foreslås derimod udstedt for en periode på 10 år.

For at undgå usikkerhed om afgrænsningen mellem et legitimationskort og et opholdskort til en tredjelandsstatsborger skal det ved fastsættelsen af de nærmere regler for udformningen af legitimationskortet i medfør af lovforslagets § 2, stk. 2, sikres, at det på alle udstedte legitimationskort tydeligt fremgår, at legitimationskortet ikke dokumenterer opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 2, stk. 2.

Asylansøgere, der ikke er bopælsregistreret i CPR, jf. afsnit 2.1.5., er ikke omfattet af den persongruppe, der kan få udstedt det foreslåede legitimationskort. Denne persongruppe har heller ikke behov for at kunne få udstedt et generelt legitimationskort, da disse personer i stedet har et asylansøgerkort til brug for legitimation og som bevis på ret til at opholde sig i Danmark, mens sagen behandles.

Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 2, stk. 2.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.2.5. Digital legitimation
Lovforslaget om udstedelse af legitimationskort har som formål at sikre, at alle personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort. Lovforslaget vil dermed bl.a. løse et praktisk problem ved at gøre det muligt for borgere, der hverken har kørekort eller pas, at erhverve billedlegitimation, der størrelsesmæssigt minder om et kørekort.

På den baggrund ligger det uden for rammerne af dette lovforslag at udvikle en ny digital legitimationsform.

Regeringen, KL og Danske Regioner har vedtaget Den Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi 2016-2020. Strategien indeholder en række initiativer, der skal udvikle den offentlige digitalisering.

Digitaliseringsstyrelsen er ansvarlig for gennemførelsen af Digitaliseringsstrategien, der bl.a. indeholder initiativer vedrørende digitale identiteter og rettighedsstyring, bedre sikkerhed på ID-løsninger målrettet børn og unge samt udvikling af nye generationer af NemID, NemLog-in og Digital Post.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.3. Tilvejebringelse af hjemmel til et nyt legitimationskort
Der eksisterer ikke på nuværende tidspunkt et offentligt udstedt legitimationskort, der har som sit hovedformål at fungere som generel legitimation.

Som anført under afsnit 2.2.1, er der behov for tilpasninger af det eksisterende legitimationskort til personer på 16 år og derover, og som det fremgår af afsnit 2.2.2, er der ikke andre eksisterende offentligt udstedte legitimationsformer, der bør anvendes som generelt legitimationskort.

Der bør således tilvejebringes en hjemmel til udstedelsen af legitimationskortet, da hjemmelsgrundlaget i dag administreres af Sundheds- og Ældreministeriet [2] og er givet med henblik på et afgrænset formål, nemlig med henblik på håndhævelse af forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. ovenfor pkt. 2.1.1.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.4. Adresseoplysninger
Social- og Indenrigsministeriet har overvejet, om legitimationskortet også bør indeholde oplysninger om indehaverens adresse, således at legitimationskortet indeholder alle de ovennævnte legitimationsoplysninger.

Efter en samlet vurdering finder Social- og Indenrigsministeriet imidlertid, at dette er uhensigtsmæssigt.

Social- og Indenrigsministeriet har ved vurderingen heraf bl.a. lagt vægt på, at det fremgår af pkt. 55 i hvidvaskvejledningen, at hvor meget og hvilken type legitimation, der skal indhentes, afhænger af en konkret risikovurdering. Det kan således ikke udelukkes, at der i en konkret situation skal fremvises yderligere legitimation, selvom der af legitimationskortet også fremgår adresseoplysninger. Der henvises til social- og indenrigsministerens besvarelse af 1. marts 2016 af Social- og Indenrigsudvalgets spørgsmål 3 ad B31 (Folketingstidende 2015-2016, 2. samling, A).

Social- og Indenrigsministeriet har desuden lagt vægt på, at hverken pas eller kørekort indeholder adresseoplysninger.
Disse dokumenter vil således i en række situationer også skulle fremvises i kombination med et andet dokument, der indeholder adresseoplysninger, f.eks. et sundhedskort.

Social- og Indenrigsministeriet har yderligere lagt vægt på, at såfremt legitimationskortet også skulle indeholde indehaverens adresse, ville dette medføre, at legitimationskortet ville skulle udskiftes, hver gang indehaveren får ny adresse.

Hensynet til, at legitimationskortet i et vist omfang også må antages at skulle udstedes til personer uden fast adresse, er tillige indgået i Social- og Indenrigsministeriets overvejelser. I disse tilfælde nævner hvidvaskvejledningen, at det kan accepteres, at kundeforholdet oprettes, selvom adresseoplysninger ikke foreligger. Kunden kan i stedet indhente dokumentation fra kommunen, som bekræfter, at kunden er hjemløs.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.5. Gyldighedsperiode
Legitimationskortets gyldighedsperiode bør ikke være længere, end at det er sikret mod eksempelvis forfalskning i hele gyldighedsperioden. Rigspolitiet har i den forbindelse oplyst, at et billedlegitimationskort med en gyldighedsperiode på 10 år og med et sikkerhedsniveau svarende til et kørekort vil være tilstrækkeligt sikret mod forfalskning i gyldighedsperioden.

Til sammenligning udstedes et kørekort til kategori B (almindelig bil) med en gyldighedsperiode på 15 år, dog højst til indehaverens fyldte 75. år, jf. bekendtgørelse nr. 312 af 23. marts 2015 om kørekort med senere ændringer. Pas har for personer over 18 år normalt en gyldighedstid på 10 år og for personer mellem 2 og 18 år normalt en gyldighedstid på 5 år, jf. § 20 i bekendtgørelse nr. 1337 af 28. november 2013 om pas m.v.

På denne baggrund er det Social- og Indenrigsministeriets vurdering, at det foreslåede nye legitimationskort bør kunne udstedes med en gyldighedsperiode på 10 år.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.6. Gebyrfastsættelse
Det er Social- og Indenrigsministeriets vurdering, at der ud fra et princip om, at udstedelsen af legitimationskortet skal holdes udgiftsneutralt, skal være hjemmel til at fastsætte et gebyr om betaling for udstedelsen af legitimationskortet.

Gebyret skal fastsættes ud fra et princip om, at det skal være omkostningsdækkende. Gebyrets størrelse vil blive fastsat som et maksimalt beløb i bekendtgørelsen i overensstemmelse med reglerne i Finansministeriets til enhver tid gældende budgetvejledning og Økonomisk-Administrative Vejledning (ØAV). Den enkelte kommune fastsætter prisen for udstedelse af legitimationskortet inden for rammerne af det beløb, som ministeren fastsætter som det maksimale.

I medfør af den gældende budgetvejledning indebærer dette, at gebyret fastsættes således, at der opnås fuld dækning for de forbundne omkostninger inkl. administrationsomkostninger, således at der tilstræbes balance over en løbende 4-årig periode fra og med regnskabsåret. Mindst en gang årligt vurderes det, om omkostningerne skal reduceres, eller gebyrsatsen justeres for at sikre balance. Dette indebærer, at ministeren kan regulere det maksimale gebyr i opadgående- eller nedadgående retning, såfremt omkostningsniveauet forbundet med udstedelsen af legitimationskortet ændres. På baggrund af disse principper fastsætter de enkelte kommuner selv den konkrete pris for udstedelsen af legitimationskortet.

Legitimationskortet, som efter forslaget indeholder indehaverens fulde navn, foto og personnummer, vil kunne anvendes i en række hverdagsdagssituationer som legitimation.
For enkelte kommuner vil det efter Social- og Indenrigsministeriets opfattelse kunne medføre en forenklet sagsgang i forhold til i dag, hvor kommunerne ikke kan udstede et generelt legitimationskort med personnummer og derfor i nogle tilfælde skal anvende ressourcer på at medvirke til, at borgere uden pas og/eller kørekort kan identificere sig ved f.eks. bankforretninger mv.

Da gebyret som nævnt ikke må overstige de omkostninger, som den udstedende kommune har i forbindelse med udstedelsen af legitimationskortet, er der således ikke tale om et fiskalt gebyr.

Det er Social- og Indenrigsministeriets forventning, at gebyret kan fastsættes lavere end det, som opkræves for udstedelse af pas og kørekort.

Der henvises desuden til bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 3.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.7. Ophævelse af lovgivning om legitimationskort til personer på 16 år og derover
Social- og Indenrigsministeriet vurderer, at det specielle formål med og oplysningerne i legitimationskortet til personer på 16 år og derover vil kunne rummes i det foreslåede legitimationskorts generelle formål og de oplysninger, som kortet efter forslaget skal indeholde. På denne baggrund vil der således ikke fremover være behov for de eksisterende regler om legitimationskort til personer over 16 år.

[Indholdsfortegnelse] 2.3. Den foreslåede ordning
Lovforslaget har til hensigt, at personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort med foto, fulde navn og personnummer. Lovforslaget giver en bemyndigelse til social- og indenrigsministeren til at fastsætte de nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav til, hvornår ansøgerens identitet kan anses for godtgjort samt regler om gebyrfastsættelse, jf. lovforslagets bemærkninger til § 2. Betingelserne for udstedelse af legitimationskortet foreslås fastsat ved lov, hvorfor der i bekendtgørelsen bliver tale om regler af teknisk karakter.

Lovforslaget indebærer en række tilpasninger af det eksisterende legitimationskort til personer på 16 år og derover, således at legitimationskortet bl.a. får et nyt formål, en bredere målgruppe og et større anvendelsesområde.

Endvidere afstemmes minimumsalderen for udstedelse af legitimationskortet med minimumsalderen for udstedelse af NemID (15 år). Herved vurderes legitimationskortet at kunne få bredere anvendelse og større effekt, f.eks. vil kortet kunne indgå som supplerende legitimation i forbindelse med udstedelse af NemID til borgere, som ikke har (og for de unges vedkommende ikke kan få) kørekort.

Lovforslaget tager således udgangspunkt i et eksisterende legitimationskort til personer på 16 år og derover – det såkaldte alkoholkort – der udstedes med hjemmel i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og lov nr. 327 af 23. marts 2013 med tilhørende bekendtgørelse om udstedelse af legitimationskort til personer på 16 år og derover, jf. bekendtgørelse nr. 532 af 13. juni 2004.

Med lovforslagets § 2, stk. 1, foreslås det, at personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort med foto, fulde navn og personnummer, der udstedes af den kommune, hvor ansøgeren er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), med en gyldighedsperiode på 10 år.
Legitimationskortet skal i en række situationer kunne anvendes som generel legitimation, men der vil ikke blive knyttet rettigheder til legitimationskortet, som det f.eks., er tilfældet med sundhedskortet, der dokumenterer retten til ydelser efter sundhedsloven, jf. afsnit 2.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Legitimationskortet giver således alene mulighed for at kunne dokumentere indehaverens identitet.

Social- og Indenrigsministeriet foreslår således, at der sker en tilpasning af legitimationskortet til personer på 16 år og derover, der indebærer, at det fortsat er kommunerne, som har ansvar for og administrerer udstedelsen af legitimationskortet. Herved kan man i vidt omfang tage udgangspunkt i det eksisterende decentrale system i kommunerne til produktion og administration heraf.

Efter en samlet vurdering er det Social- og Indenrigsministeriets opfattelse, at det foreslåede legitimationskort, som indeholder indehaverens fulde navn, foto og person nummer, vil kunne anvendes i en række hverdagsdagssituationer som legitimation, ligesom pas og kørekort også i dag anvendes som legitimation i andre situationer end ved rejse og kørsel.
Kortet vil efter ministeriets opfattelse også kunne anvendes som tilstrækkelig legitimation som følge af de svenske midlertidige kontrolforanstaltninger i forbindelse med indrejse i Sverige.

Med lovforslagets § 2, stk. 2, foreslås det, at social- og indenrigsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav til, hvornår ansøgerens identitet kan anses for godtgjort.

Den foreslåede bemyndigelsesmodel er begrundet i, at indholdet af de nærmere regler om legitimationskortet, herunder regler om udstedelsen og udformningen af legitimationskortet og kravene til godtgørelse af ansøgerens identitet, bør have et så detaljeret og teknisk præg, at de mest hensigtsmæssigt kan fastsættes ved bekendtgørelse. Ved at fastsætte disse regler ved bekendtgørelse opnås desuden en smidig mulighed for løbende at evaluere et eventuelt behov for at ændre på f.eks. sikkerhedsmæssige elementer som følge af den teknologiske udvikling.

Med lovforslagets § 2, stk. 3, foreslås det, at social- og indenrigsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om betaling af et gebyr for udstedelse af legitimationskortet. Forslaget om, at social- og indenrigsministeren fastsætter regler om betaling af et gebyr for udstedelsen af legitimationskortet, har til formål at holde udstedelsen af legitimationskortet udgiftsneutralt. Social- og Indenrigsministeriet vurderer, at bl.a. hensynet til løbende overvejelser om justering af gebyrsatsen medfører, at reglerne mest hensigtsmæssigt fastsættes ved bekendtgørelse.

Den foreslåede ordning indebærer desuden, at det eksisterende hjemmelsgrundlag på Sundheds- og Ældreministeriets område om udstedelse af legitimationskort til personer på 16 år og derover, som beskrevet i afsnit 2.1.1, kan ophæves, da det foreslåede legitimationskort kan erhverves af personer på 15 år og derover.

Lovforslagets § 4 indeholder således en bestemmelse, der ophæver § 4 i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og ved § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 3.

[Indholdsfortegnelse] 3. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Udstedelsesprocessen vil minde om den eksisterende for udstedelse af alkoholkort og vurderes således ikke at indebære indførelse af nye procedurer eller systemer.

Hertil kommer, at kortet fuldt ud skal brugerfinansieres.

Samlet set vurderer Social- og Indenrigsministeriet, at lovforslaget ikke vil have økonomiske konsekvenser for kommunerne.

Lovforslaget vil heller ikke medføre merudgifter for staten og regionerne.

[Indholdsfortegnelse] 4. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

[Indholdsfortegnelse] 5. De administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget medfører, at borgerne får flere muligheder for at kunne legitimere sig med generel billedlegitimation i en række hverdagssituationer. Borgerne vil f.eks. med lovforslaget få bedre muligheder for at opfylde legitimationskrav i anden lovgivning, herunder hvidvaskloven.

Lovforslaget vurderes således samlet at have positive administrative konsekvenser for borgerne.

[Indholdsfortegnelse] 6. De miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

[Indholdsfortegnelse] 7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

[Indholdsfortegnelse] 8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 7. september 2016 til den 5. oktober 2016 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, BDO Kommunernes Revision A/S, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv, Dansk Handicapforbund, Dansk Industri, Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner, Danske Ældreråd, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, DESA Dansk Erhvervssammenslutning, Det Centrale Handicapråd, Digitaliseringsstyrelsen, Domstolsstyrelsen, DSB, Finanstilsynet, Folketingets Ombudsmand, Forbrugerrådet Tænk, Foreningen af Rejsearrangører i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Institut for Menneskerettigheder, KL, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Landsforeningen Ældresagen, Landsorganisationen i Danmark (LO), Politiforbundet, Rigspolitiet, Rådet for Socialt Udsatte, SAND (De hjemløses landsorganisation), Statsforvaltningen, Stats- og Kommunalt Ansattes Forhandlingsfællesskab, Trafikselskaberne i Danmark, Vestre Landsret, Østre Landsret og Ældreforum.

[Indholdsfortegnelse] 9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Flere muligheder for at kunne legitimere sig med generel billedlegitimation i en række hverdagssituationer. Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter
Overimplementering af EU-retlige minimumsforpligtelser (sæt X) JA NEJ
X

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1

Lovforslagets § 1 er en formålsbestemmelse, der har til formål at sikre, at alle personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort.

Lovforslaget har til hensigt at tilbyde borgerne et supplement eller alternativ til øvrige offentligt udstedte dokumenter, der indeholder legitimationsoplysninger, f.eks. pas og kørekort.

Det er ikke hensigten, at legitimationskortet skal kunne anvendes som fyldestgørende legitimation i alle tilfælde, hvor borgerne kan blive mødt med krav om legitimation, enten som følge af krav i lovgivningen eller som følge af private virksomheders retningslinjer. Legitimationskortet skal således ikke kunne stå alene i enhver situation.

Det er imidlertid Social- og Indenrigsministeriets vurdering, at det foreslåede legitimationskort i vidt omfang i praksis vil kunne anvendes som legitimation på samme måde, som mange anvender f.eks. et kørekort, jf. også afsnit 2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Efter den foreslåede § 2, stk. 1, kan personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), erhverve et legitimationskort med foto, fulde navn og personnummer, der udstedes af den kommune, hvor ansøgeren er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR). Legitimationskortet udstedes med en gyldighedsperiode på 10 år.

Den pågældende persongruppe har ret til at få udstedt det i bestemmelsen nævnte legitimationskort under de betingelser, som social- og indenrigsministeren får bemyndigelse til at fastsætte, jf. lovforslagets § 2, stk. 2.

Det er alene den persongruppe, som er nævnt i lovforslagets § 2, stk. 1, dvs. personer der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), der har mulighed for at få udstedt et legitimationskort. Udlændinge, herunder asylansøgere, der ikke er bopælsregistreret i CPR, kan således ikke få udstedt et legitimationskort i medfør af de foreslåede regler.

Begrebet ”bopælsregistreret” skal forstås i overensstemmelse CPR-lovens principper for bopælsregistrering. Det følger således af CPR-lovens § 6, stk.1, (lovbekendtgørelse nr. 5 af 9. januar 2013 med senere ændringer), at kommunalbestyrelsen skal registrere enhver i CPR på dennes bopæl i kommunen, hvis vedkommende efter lovens kapitel 4-6 skal være registreret her i landet. Efter CPR-lovens § 6, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen registrere den, der ingen bopæl har, på vedkommendes faste opholdssted i kommunen uanset dettes karakter. For at opholdsstedet kan anses for fast, skal opholdet have en vis varighed, hvorunder opholdsstedet ikke bevæges, jf. CPR-lovens § 9.

Efter CPR-lovens § 6, stk. 4, skal den hidtidige bopælskommune fortsat have registreret den, der intet fast opholdssted har, men kommunalbestyrelsen skal registrere den pågældende som fraflyttet den tidligere adresse.

Med hensyn til forslaget om, at legitimationskortet skal indeholde et foto af ansøgeren bemærkes, at der i bekendtgørelsen fastsættes regler om, at der skal være tale om et portrætbillede uden hovedbeklædning. Kommunen kan, i lighed med hvad der gælder for pas og kørekort, tillade, at ansøgeren bærer hovedbeklædning på det nævnte fotografi, såfremt ansøgeren af religiøse grunde fremsætter begæring herom.
De nærmere krav til fotografiets størrelse mv. fastsættes i bekendtgørelsen i medfør af de foreslåede regler. Det er hensigten, at der skal stilles samme krav til fotografiet, som der gælder for fotografier på kørekort, jf. bekendtgørelse nr. 312 af 25. marts 2015 med senere ændring (kørekortbekendtgørelsen).

Legitimationskortet skal påføres ansøgerens fulde navn efter navnelovgivningen i det omfang dette er teknisk muligt, jf. CPR-lovens § 5, stk. 1. Kun mellem- og efternavne, som ansøgeren er berettiget til at føre efter navneloven, kan anføres på legitimationskortet.

Men hensyn til forslagets krav om, at legitimationskortet skal indeholde personnummer bemærkes, at det ikke er tilstrækkeligt, at der alene anføres ansøgerens fødselsdato. Der vil således kun kunne udstedes et legitimationskort i medfør af disse regler, hvis ansøgeren har et dansk personnummer, jf. CPR-lovens § 3, stk. 1 og stk. 6.

Det fremgår af den foreslåede § 2, stk. 2, at social- og indenrigsministeren i bekendtgørelsen fastsætter nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav for, at ansøgerens identitet kan anses for godtgjort. Bemyndigelsen vil blive udmøntet i regler, der omhandler hvilken form for dokumentation, der efter en konkret vurdering er tilstrækkelig til udstedelse af legitimationskortet. Tilstrækkelig dokumentation kan f.eks. være at ansøgeren ved personligt fremmøde fremviser original dåbsnavne- eller fødselsattest, pas, kørekort eller sundhedskort.

Bekendtgørelsen vil ligeledes indeholde nærmere regulering af udformningen af kortet, herunder f.eks. størrelsesmæssige krav til det foto, som kortet skal indeholde. Der kan tillige indgå regulering af forhold, der skal sikre et ensartet udseende af legitimationskortet i alle landets kommuner. Det skal f.eks. sikres, at det på alle udstedte legitimationskort tydeligt fremgår, at legitimationskortet ikke dokumenterer opholdseller arbejdstilladelse i Danmark, jf. afsnit 2.2.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede § 2, stk. 3, fastsætter social- og indenrigsministeren regler om betaling af et gebyr for udstedelse af legitimationskortet. Gebyrets størrelse vil blive fastsat som et maksimalt beløb i bekendtgørelsen i overensstemmelse med reglerne i Finansministeriets til enhver tid gældende budgetvejledning og Økonomisk-Administrative Vejledning (ØAV). Den enkelte kommune fastsætter prisen for udstedelse af legitimationskortet indenfor rammerne af det beløb, som ministeren fastsætter som det maksimale. Den udstedende kommune opkræver gebyret. Det forudsættes, at gebyret dækker de faktiske omkostninger ved udstedelsen af kortet.

Social- og indenrigsministeren kan f.eks. også efter bemyndigelsen fastsætte regler om frister for betaling af gebyret og eventuelle konsekvenser af manglende betaling.

Der henvises til Social- og Indenrigsministeriets overvejelser om gebyrfastsættelse i afsnit 2.2.6. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 3

Efter den foreslåede § 3 ophæves § 4 i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008, som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og ved § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013.

Formålet med og oplysningerne i legitimationskortet udstedt efter lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og lov nr. 327 af 23. marts 2013 med tilhørende bekendtgørelse om udstedelse af legitimationskort til personer på 16 år og derover, jf. bekendtgørelse nr. 532 af 13. juni 2004, vil fremover kunne rummes i det foreslåede legitimationskort.

Hvis en person på 16 år eller derover ønsker at legitimere sig med det foreslåede legitimationskort i forbindelse med køb af tobak eller alkohol, kan kortet således også anvendes til dette formål.

Der vil på den baggrund ikke fremover være behov for at udstede legitimationskort med hjemmel i lov om forbud mod salg af tobak til personer under 18 år og af alkohol til personer under 16 år.

Forslaget medfører, at der efter lovens ikrafttrædelse, jf. § 4, ikke kan udstedes nye legitimationskort med hjemmel i ovennævnte lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år. Der henvises til afsnit 2.2. om ophævelse af lovgivning i lovforslagets almindelige bemærkninger.

For så vidt angår legitimationskort, der allerede måtte være udstedt på lovens ikrafttrædelsestidspunkt, henvises til lovforslagets § 5, hvorefter legitimationskort, der ved ikrafttrædelsen af denne lov er udstedt med hjemmel i lov om forbud mod salg af tobak til personer under 18 år og af alkohol til personer under 16 år, jf. lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008, som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og ved § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013 forbliver gyldige indtil udløbet af disse korts gyldighedsperiode.

Til § 4

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2017.

Til § 5

Efter den foreslåede § 5 bevarer legitimationskort, der ved lovens ikrafttrædelse er udstedt i medfør af lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og ved § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013, deres gyldighed indtil udløbet af disse korts gyldighedsperiode.

Bestemmelsen er foreslået for at lette overgangen, således at borgerne ikke oplever vanskeligheder, der kan være forbundet med, at et allerede udstedt og betalt legitimationskort til unge, ikke længere anses som gyldig legitimation.

Til § 6

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

* * *
Folketingets journal vedrørende lovforslaget.
Fremsættelsestalen i pdf-format i Folketingstidende A.
Lovforslaget i pdf-format i Folketingstidende A.

  1. [Retur] Lovforslaget er overgået til Økonomi- og Indenrigsministeriet ved regeringsændringen den 28. november 2016.
  2. [Retur] Sundheds- og Ældreministeriet blev ved regeringsændringen den 28. november 2016 opdelt til henholdsvis Sundhedsministeriet og Ældreministeriet.

Eksamens- og kursusbeviser kan genudstedes og det uden gebyr meddelte børne-, undervisnings- og ligestillingsminister, Ellen Trane Nørby (V) den 14. oktober 2016 til LGBT Danmark.

Vist 0 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

LGBT Danmark skrev den 3. oktober 2016 til uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs og børne- undervisnings- og ligestillingsminister, Ellen Trane Nørby om at drage omsorg for, at personer, der har fået juridisk kønsskifte kan få udstedt nye eksamens- og kursusbeviser uden gebyr.
I dag kan uddannelsesinstitutioner udstede nye eksamensbeviser, men har ikke pligt til det. Ministrene vil derfor tage initiativ til at ændre reglerne, så uddannelsesinstitutionerne fremover bliver forpligtet til at udstede nye eksamensbeviser i disse situationer.
Lovgivningen giver ikke mulighed for opkrævning af gebyr, så Ellen Trane Nørby har foreslået LGBT Danmark at råde personer, der efter juridisk kønsskifte er blevet opkrævet gebyr for genudstedelse af sådanne beviser, til at kontakte uddannelsesinstitutionen for at få tilbagebetalt evt. indbetalte beløb

Herunder gengives:
Henvendelsen til ministrene, Ulla Tørnæs og Ellen Trane Nørby
Svaret fra Ellen Trane Nørby

[Til top] Henvendelsen til ministrene

Ulla Tørnæs, Uddannelses- og forskningsminister, ufm@ufm.dk
Ellen Trane Nørby, minister for børn, undervisning og ligestilling, uvm@uvm.dk

Vedr.: Problemer med ændring af navn og cpr-nummer på eksamens-, kursus- og lignende beviser efter juridisk kønsskifte

3. oktober 2016.

Kære Ulla Tørnæs og Ellen Trane Nørby

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner erfarer, at der er personer, som efter deres juridiske kønsskifte har fået afslag på at få udstedt nye eksamens-, kursus- og lignende beviser med deres nye identitetsoplysninger. Der er forskel fra den ene uddannelsesinstitution til den anden; nogle kan uden videre lave nye dokumenter, andre vil ikke.

LGBT Danmark anmoder derfor om, at I, eksempelvis gennem en cirkulæreskrivelse, sikrer, at personer, der har fået juridisk kønsskifte, har ret til at få udstedt nye eksamens-, kursus- og lignende beviser med deres nye identitetsoplysninger anført.

Uoverensstemmelser mellem en persons officielle navn, køn og personnummer og identitetsoplysningerne på eksamens-, kursus- og lignende beviser, giver store problemer for eksempel ved jobansøgninger. Arbejdsgivere betvivler ganske forståeligt, at det er ansøgerens beviser. Det betyder, at ansøgeren må forklare om sit kønsskifte og indsende dokumentation fra CPR-kontoret om sit juridiske kønsskifte.

Udover at være krænkende må det desuden anses for at være diskrimination, hvis personer, der har fået juridisk kønsskifte, skal oplyse herom eller blive outet i sammenhænge, hvor det grundlæggende er irrelevant.

LGBT Danmark skal på den baggrund spørge, om I er indstillet på at imødegå problemet?

Med venlig hilsen
LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner

Med venlig hilsen.

Søren Laursen
Forperson
Linda Thor Pedersen
Transpolitisk talsperson

* * *
[Til top] Svaret fra Ellen Trane Nørby

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling
Ministeren

14-10-2016

Søren Laursen, forperson
Linda Thor Pedersen, transpolitisk talsperson
LGBT Danmark

Kære Søren Laursen og Linda Thor Pedersen

Tak for jeres brev af 3. oktober 2016 om problemer vedrørende udstedelse af nye eksamensbeviser m.v. til personer, der har foretaget juridisk kønsskifte. Efter aftale med uddannelses- og forskningsministeren, som I også har stilet brevet til, svarer jeg på vegne af os begge.

Det er beklageligt, hvis en person ikke kan få udstedt et nyt eksamensbevis efter at have fået foretaget juridisk kønsskifte. Der er aktuelt ikke noget til hinder for, at uddannelsesinstitutioner kan udstede nye eksamensbeviser, men omvendt har de ikke pligt til det. Derfor vil vi ministre tage initiativ til at ændre reglerne, så uddannelsesinstitutionerne fremover bliver forpligtet til at udstede nye eksamensbeviser i disse situationer.

Vi kan forstå, at I derudover har oplyst til Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, at I har kendskab til tilfælde, hvor uddannelsesinstitutionen har opkrævet gebyr for udstedelse af nyt eksamensbevis. Lovgivningen giver ikke mulighed for opkrævning af gebyr, så vi vil foreslå, at I råder pågældende til at kontakte uddannelsesinstitutionen for at få tilbagebetalt evt. indbetalte beløb.

Det er vores opfattelse, at problemerne i de fleste tilfælde opstår på grund af uddannelsesinstitutioners manglende kendskab til mulighederne inden for reglerne og ikke nødvendigvis af manglende velvilje. Derfor vil vi gøre de relevante lederforeninger og videregående uddannelsesinstitutioner opmærksomme på, at de i dag kan imødekomme ønsker om at få udstedt nye eksamensbeviser, og at vi snarest vil tage initiativ til at ændre reglerne, så dette bliver et krav for institutionerne.

Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby

* * *
Henvendelsen fra LGBT Danmark til ministrene i pdf-format.
Svaret fra børne-, undervisnings- og ligestillingsminister, Ellen Trane Nørby i pdf-format.
Omtale den 1. november 2016 af henvendelsen og svaret fra Ellen Trane Nørby hos LGBT Danmark.

LGBT Danmarks "lov"forslag af 4. oktober 2016 om juridisk kønsskifte til personer under 18 år. SOU bilag 5. LIU bilag 4.

Vist 0 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

LGBT Danmark har udarbejdet et regulært lovforslag til ændring af lov om Det Centrale Personregister, der muliggør juridisk kønsskifte til personer under 18 år som en konsekvens af, at Social- og Indenrigsminister, Karen Ellemann den 6. september 2016 afslog LGBT Danmarks anmodning om at gøre det muligt for unge under 18 år at få juridisk kønsskifte.
Forslaget og en følgeskrivelse med en anmodning om foretræde for udvalgene for at præsentere foreningens forslag og uddybe baggrunden for forslaget blev den 5. oktober 2016 fremsendt til Social- og Indenrigsudvalget og Ligestillingsudvalget.

Social- og Indenrigsudvalget registrerede den 7. oktober 2016 LGBT Danmarks følgeskrivelse som SOU, Alm. del 2016-17 – bilag 5. Selve "lov"forslag er ikke offentliggjort af Folketinget.

Ligestillingsudvalget registrerede den 7. oktober 2016 LGBT Danmarks følgeskrivelse og "lov"forslag som LIU, Alm. del – 20146-17 – bilag 4.
Ligestillingsudvalget oplyste samtidig, at LGBT Danmark kommer i foretræde i Social- og Indenrigsudvalget, og at medlemmerne af Ligestillingsudvalget vil blive inviteret med hertil.

* * *
Herunder gengives:
Følgeskrivelse til udvalgene og anmodning om foretræde
Forslaget

[Til indhold] Følgeskrivelse til udvalgene og anmodning om foretræde

Onsdag den 5. oktober 2016.
Social- og Indenrigsudvalget
Ligestillingsudvalget

Vedr.: Ændring af CPR-loven og anmodning om foretræde

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner anmoder om foretræde for Social- og Indenrigsudvalget og/eller Ligestillingsudvalget med henblik på at præsentere foreningens forslag om ændring af lov om Det Centrale Personregister, så det bliver muligt for personer under 18 år at få juridisk kønsskifte, og uddybe baggrunden for forslaget.
Foreningens forslag er vedhæftet.

Enslydende henvendelse er sendt både til Social- og Indenrigsudvalget og Ligestillingsudvalget.

Med venlig hilsen

Søren Laursen
Forperson
Linda Thor Pedersen
Transpolitisk talsperson
linda@lgbt.dk
[Til indhold] Forslaget

Forslag
LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner
til
Lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister
(Tildeling af nyt personnummer til personer under 18 år,
der oplever sig som tilhørende det andet køn)

§ 1

I lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 9. januar 2013, som ændret ved § 10 i lov nr. 494 af 21. maj 2013, § 1 i lov nr. 622 af 12. juni 2013, lov nr. 311 af 29. marts 2014, lov nr. 752 af 25. juni 2014, § 15 i lov nr. 752 af 25. juni 2014, § 3 i lov nr. 1488 af 23. december 2014, lov nr. 545 af 29. april 2015 og § 12 i lov nr. 742 af 1. juni 2015
foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 6 slettes “Det er endvidere en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er fyldt 18 år.”

2. I § 3 indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
“Stk. 7. En person, der er fyldt 15 år kan selvstændigt ansøge om juridisk kønsskifte. Er personen ikke fyldt 15 år, indgives ansøgningen af myndighedsindehaveren.”

Stk. 7 og 8 bliver herefter stk. 8 og 9.

3. I § 26, stk. 4, ændres “§ 3, stk. 8” til: “§ 3, stk. 9”.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juni 2017.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Formålet med lovforslaget
Formålet med lovforslaget er at gøre det muligt, at personer under 18 år, som oplever et misforhold mellem det biologiske køn og det køn, som de pågældende oplever at tilhøre og identificerer sig med, kan opnå juridisk kønsskifte. Det foreslås således, at juridisk kønsskifte kan opnås ved indgivelse af skriftlig ansøgning om nyt personnummer, hvoraf det fremgår, at ansøgningen er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn.

2. Lovforslagets baggrund
Forslagsstillerne ønsker med lovforslaget at gøre det muligt, at børn og unge under 18 år kan opnå juridisk kønsskifte på samme måde, som personer over 18 år i dag har mulighed for.
Dette foreslås gennemført med sletning af sidste sætning i § 3, stk. 6, der lyder: “Det er endvidere en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er fyldt 18 år.”

Juridisk kønsskifte for personer over 18 år blev indført med vedtagelsen af lovforslag L 182 den 11. juni 2014 og udmøntet ved lov nr. 752 af 25. juni 2014 om ændring af lov om Det Centrale Personregister med ikrafttrædelse den 1. september 2014.

Gennem de senere år har der været stigende opmærksomhed på og erkendelse af, at også børn og unge – ja helt ned til omkring 3-års alderen – oplever sig som tilhørende det modsatte køn i forhold til det køn, de fik tildelt ved fødslen. Det ses bl.a. af det stadig stigende antal af unge under 18 år, som frekventerer Sexologisk Klinik.
Disse børn og unge lider meget i dagligdagen på grund af uoverensstemmelse mellem deres officielt registrerede køn, fornavn og personnummer, og det køn, som de identificerer sig som, og deres kønsudtryk.
Den hjælp og støtte, de kan få på Sexologisk Klinik, kan hjælpe dem til at blive afklarede om deres kønsidentitet, men hjælper ikke på de daglige problemer uoverensstemmelsen medfører.

Uoverensstemmelsen mellem den officielle registrering af disse børn og unge og deres kønsudtryk medfører mange problemer og ydmygelser i dagligdagen både for børnene og de unge og for deres forældre. Igen og igen er de nødsaget til at forklare, hvorfor der er denne uoverensstemmelse. Det gælder f.eks. ved indmeldelse i sports- og ungdomsklubber, ved lægebesøg, biblioteksbesøg, rejser til udlandet m.v.
Forældrene, der jo er voksne, kan forklare om grunden til uoverensstemmelsen, men for børn og unge kan det svært og nærmest traumatisk igen og igen at skulle forklare derom. Og i mange tilfælde sker det offentligt omgivet af andre (i denne sammenhæng uvedkommende) personer.

Både hos disse børn og unge og deres forældre er det juridiske kønsskifte et stort ønske.
At det juridiske kønsskifte er en stor hjælp, synes dokumenteret alene ved, at 426 voksne pr. 31. august 2016 har fået juridisk kønsskifte siden mulighedens start den 1. september 2014.

Det juridiske kønsskifte vil forhindre mange problemer for disse børn og unge og for deres forældre, idet der vil blive overensstemmelse mellem disse børn og de unges kønsidentitet og kønsudtryk og oplysningerne på deres sundhedskort, pas og legitimationskort for unge under 18 år.
Tilsvarende vil der også blive overensstemmelse mellem registreringerne i børnehaver og skoler, hvilket også vil medvirke til at give disse udsatte børn og unge en lettere dagligdag.

Da det juridiske kønsskifte er uafhængigt af udredningen og behandlingen af disse børn og unge på Sexologisk Klinik, er det uden betydning hvor megen viden, der aktuelt er om børns og unges kønsidentitetsproblemer.

Hvis et barn eller en ung i løbet af barndommen, ungdommen og puberteten skulle fortryde det juridiske kønsskifte, er der ingen skade sket.
Det juridiske kønsskifte er jo fuldt reversibelt, idet de efter ansøgning kan få gentildelt deres oprindelige personnummer.

Der er derfor ikke nogen betænkeligheder ved at gøre det muligt, at personer under 18 år, som oplever et misforhold mellem det biologiske køn og det køn, som de pågældende oplever at tilhøre og identificerer sig med, kan opnå juridisk kønsskifte.

Da det er almindeligt, at børn i Danmark inden skolestart er i børnehave, og at skolestarten begynder i 5 års alderen, bør det være muligt for få juridisk kønsskifte inden børnene starter i børnehaven og inden deres skolestart, således at der er overensstemmelse mellem deres kønsudtryk og kønsidentitet og deres officielt registrerede fornavn, køn og personnummer. Der bør derfor ikke være nogen nedre aldersgrænse for juridisk kønsskifte.

Unge bør fra de er fyldt 15 år selv kunne ansøge om juridisk kønsskifte.
15 år er alderen, hvor unge jf. sundhedsloven skal inddrages i deres behandling og give informeret samtykke til en behandling. Derfor synes det rimeligt, at de også selv kan ansøge om juridisk kønsskifte.

Børn og unge under 15 år skal kunne få juridisk kønsskifte, idet myndighedsindehaveren indgiver ansøgningen.

Der henvises yderligere til, at Malta og Norge, som det fremgår herunder, i henholdsvis 2015 og 2016 indførte juridisk kønsskifte for børn og unge.

Malta vedtog den 1. april 2015 en lov om kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika uden en nedre grænse for juridisk kønsskifte:
“3. Alle personer, der borgere i Malta, har ret til
(a) anerkendelse af deres kønsidentitet,
(b) fri udvikling af deres person i henhold til deres kønsidentitet,
Mindreårige
7. De personer, der har forældremyndigheden over den mindreårige eller er vejleder for den mindreårige, kan indgive en ansøgning til civilretten (Voluntary Jurisdiction Section) med anmodning om, at retten ændrer den registrerede kønsbetegnelse og fornavnet på den mindreårige, således at de svarer til den mindreåriges kønsidentitet.”

(Oversat fra TGEU’s gengivelse af loven).
http://tgeu.org/wp-content/uploads/2015/04/Final-Gender-Identity-Gender-Expression-and-Sex-Characteristics-Act.doc

Norge vedtog den 6. juni 2016 en lov om juridisk kønsskifte med en nedre aldersgrænse 6 år, der er begrundet med, at de unge så kunne få overensstemmelse mellem deres officielle registrering og deres kønsidentitet og kønsudtryk inden de begyndte i skolen:
“§ 4 Endring av juridisk kjønn for barn
Barn som har fylt 16 år kan selv søke om endring av juridisk kjønn.
Barn mellom 6 og 16 år må søke om endring av juridisk kjønn sammen med den eller de som har foreldreansvar for barnet. Dersom foreldre har felles foreldreansvar, men søknaden fremmes sammen med bare en av dem, kan det juridiske kjønnet likevel endres dersom dette er til barnets beste.
Søknad om endring av juridisk kjønn for barn under 6 år fremmes av den eller de som har foreldreansvar for barnet. Barn som er i stand til å danne seg egne synspunkter om det saken gjelder, skal informeres og gis mulighet til å uttale seg før søknaden fremmes. Det er et vilkår for endring at barnet har en medfødt usikker somatisk kjønnsutvikling. Søker må legge frem dokumentasjon på tilstanden fra helsepersonell.”

https://www.stortinget.no/no/Saker-og-publikasjoner/Vedtak/Beslutninger/Lovvedtak/2015-2016/vedtak-201516-071/

3. Forslaget om tildeling af nyt personnummer til personer under 18 år, der oplever at tilhøre det andet køn
3.1. Gældende ret
Juridisk kønsskifte for personer over 18 år blev indført med vedtagelsen af lovforslag L 182 den 11. juni 2014 og udmøntet ved lov nr. 752 af 25. juni 2014 om ændring af lov om Det Centrale Personregister med ikrafttrædelse den 1. september 2014.
“§ 3, stk. 6. Økonomi- og Indenrigsministeriet tildeler efter skriftlig ansøgning nyt personnummer til en person, som oplever sig som tilhørende det andet køn. Tildeling af nyt personnummer er betinget af, at den pågældende afgiver en skriftlig erklæring om, at ønsket om nyt personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, og at den pågældende efter en refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet skriftligt bekræfter sin ansøgning. Det er endvidere en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er fyldt 18 år.”

3.2. Lovforslagets indhold
Ved lovforslaget foreslås, at det fremover bliver muligt at tildele nyt personnummer til personer under 18 år, som oplever sig som tilhørende det andet køn, ligesom personer over 18 år har mulighed for.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Forslaget forventes ikke at få økonomiske og administrative konsekvenser af betydning for det offentlige.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget om tildeling af nyt personnummer til personer under 18 år, som oplever sig selv som tilhørende det andet køn, har positive konsekvenser for de børn og unge, som ønsker et juridisk kønsskifte og disses forældre. Mange situationer vil blive lettere for dem, når der er overensstemmelse mellem disse børns og unges fornavn, køn og personnummer og deres kønsidentitet og kønsudtryk.

8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Sammenfattende skema
  Positive konsekvenser/indre udgifter Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Forslaget har positive administrative konsekvenser både for børn og unge under 18 år, som ønsker et juridisk kønsskifte, og for deres forældre. Mange situationer vil således blive lettere, når der er overensstemmelse mellem deres kønsudtryk og kønsidentitet og deres officielt registrerede fornavn, køn og personnummer. Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1

Til nr. 1.
Ved sletning af den sidste sætning i § 3, stk. 6 “Det er endvidere en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er fyldt 18 år.” indføres der hjemmel til, at børn og unge under 18 år, som oplever sig som tilhørende det andet køn, kan tildeles nyt personnummer på samme måde, som personer over 18 år i dag kan få tildelt nyt personnummer.

Til nr. 2.
Indsættelse af et nyt stk. 7 giver personer, der er fyldt 15 år, ret til selvstændigt at ansøge om juridisk kønsskifte, medens det for børn og unge under 15 år kræves, at det er myndighedsindehaveren, der indgiver ansøgningen.

Til nr. 3.
Ændringen i § 26 stk. 4, at § 3, stk. 8 bliver til § 3, stk. 9, er en konsekvens af indsættelsen af det nye stk. 7 i § 3.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni 2017.

Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

CPR-loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men CPR-loven er med virkning fra den 1. januar 2007 sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 1198 af 29. november 2006.

Det foreslås derfor, at ændringen af CPR-loven ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Bilag 1.
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
 
§ 1

I lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 9. januar 2013, som ændret ved § 10 i lov nr. 494 af 21. maj 2013, § 1 i lov nr. 622 af 12. juni 2013, lov nr. 311 af 29. marts 2014, lov nr. 752 af 25. juni 2014, § 15 i lov nr. 752 af 25. juni 2014, § 3 i lov nr. 1488 af 23. december 2014, lov nr. 545 af 29. april 2015 og § 12 i lov nr. 742 af 1. juni 2015 foretages følgende ændring:

§ 3.
Stk. 6. Økonomi- og Indenrigsministeriet tildeler efter skriftlig ansøgning nyt personnummer til en person, som oplever sig som tilhørende det andet køn. Tildeling af nyt personnummer er betinget af, at den pågældende afgiver en skriftlig erklæring om, at ønsket om nyt personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, og at den pågældende efter en refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet skriftligt bekræfter sin ansøgning. Det er endvidere en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er fyldt 18 år.
1. I § 3, stk. 6slettes:
“Det er endvidere en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er fyldt 18 år.”
§ 3. — 2. I § 3, indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
“Stk. 7. En person, der er fyldt 15 år kan selvstændigt ansøge om juridisk kønsskifte. Er personen ikke fyldt 15 år, indgives ansøgningen af myndighedsindehaveren.”

Stk. 7 og 8 bliver herefter stk. 8 og 9.

§ 26.
Stk. 4. Personer, som er tildelt et personnummer efter § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, eller § 3, stk. 8, har ret, men ikke pligt til at få registreret en eventuel kontaktadresse her i landet eller i udlandet, hvortil offentlige myndigheder og private kan sende vedkommendes post.
3. I § 26, stk. 4, ændres “§ 3, stk. 8” til: “§ 3, stk. 9”.
 
§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2017.

 
§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

* * *
Følgeskrivelsen i pdf-format.
Forslaget i pdf-format.

Folketingets journal vedrørende forslaget i pdf-format hos Social- og Indenrigsudvalget.
Følgeskrivelsen hos Social- og Indenrigsudvalget i pdf-format.
Forslaget i pdf-format hos Social- og Indenrigsudvalget.

Folketingets journal vedrørende forslaget hos Ligestillingsudvalget.
Følgeskrivelsen hos Ligestillingsudvalget i pdf-format.
Forslaget i pdf-format hos Ligestillingsudvalget.

Meddelelse i pdf-format hos Ligestillingsudvalget om, at LGBT Danmark kommer i foretræde hos udvalgene.

Spgsm. 989 den 29. august 2016 om patienters egen import af medicin. Svar 26. september 2016.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 29. august 2016 efter ønske fra Flemming Møller Mortensen (S) spørgsmål nr. 989 – SUU Alm. del 2015-16 – om reglerne for patienters egen import af medicin, til sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde, der svarede den 26. september 2016.

Spørgsmål
Ministeren bedes redegøre for lovgivningen mht. patienternes egen import af
medicin fra lande både inden og uden for EU og EØS.

Svar
Det fremgår af § 39, stk. 1, i lægemiddelloven (lovbekendtgørelse nr. 506 af 20. april 2013 med senere ændringer), at bl.a. indførsel af lægemidler kun må ske med tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen. Dog følger det af lovens § 39, stk. 3, at dette blandt andet ikke gælder private personers indførsel til eget forbrug af lægemidler til mennesker. Det fremgår desuden af lovens § 39, stk. 4, at der kan fastsættes regler for bl.a. privates håndtering af lægemidler efter stk. 3.

Disse regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 1224 af 7. december 2005 om privates indførsel af lægemidler. Det fremgår af § 3 i bekendtgørelsen, at privatpersoner ikke må indføre lægemidler, med mindre andet er bestemt i bekendtgørelsen.

I bekendtgørelsen sondres mellem indførsel her i landet ved indrejse eller ved forsendelse.

Ved indrejse fremgår det således af bekendtgørelsens § 4, at privatpersoner til personligt brug til sygdomsforebyggelse eller behandling kan medbringe lovligt indkøbte lægemidler bestemt til human anvendelse, dog således at der ved indrejse fra lande uden for EU eller EØS højst kan medbringes lægemidler til 3 måneders forbrug.

Er der tale om forsendelse af lægemidler her til landet, fremgår det af bekendtgørelsens § 5, at privatpersoner til personligt brug til sygdomsforebyggelse eller behandling kan indføre lovligt indkøbte lægemidler bestemt til human anvendelse pr. post, kurerforsendelse o.l. fra lande, som er medlem af EU eller EØS.

Jeg har i mit svar på SUU alm. del – spørgsmål 887 [1] nærmere redegjort for baggrunden for reglerne.

Der er fastsat særlige regler om tilskud til medicin købt i et andet EU/EØS-land i bekendtgørelse nr. 470 af 23. maj 2016 om tilskud til sundhedsydelser uden for sygehusvæsenet købt i eller leveret fra andre EU/EØS-lande, som har hjemmel i sundhedslovens § 168, stk. 1, 3 og 4.

Betingelserne for, at en patient kan få tilskud til medicin købt i et andet EU/EØS-land, er de samme, som hvis patienten køber sin medicin i Danmark. Hvis patienten ikke har ret til tilskud i Danmark, kan patienten heller ikke få tilskud til medicinen, hvis det er købt i et andet EU/EØS-land.

For at få udbetalt tilskud til medicin købt i et andet EU/EØS-land, skal patienten søge om det i Lægemiddelstyrelsen. Tilskuddet beregnes som udgangspunkt på samme måde, som hvis patienten havde købt sin medicin på et dansk apotek.

Med venlig hilsen
Sophie Løhde

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] SUU alm. del – spørgsmål 887
    Spørgsmål den 29. august 2016 – Alm. del 2015-16 – om, hvilke forhold der taler hhv. for og imod at lovliggøre,
    at danske patienter på egen hånd over internettet kan købe eksempelvis medicin
    mod hepatitis C i lande uden for EU/EØS, til sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde, der svarede den 26. september 2016.
    Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
    Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Spgsm. 865 af 25. august 2016 om processen for administreringen af behandlingen for DSD. Svar 4. november 2016.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 25. august 2016 efter ønske fra Peder Hvelplund (EL) spørgsmål 865 – Samling: 2015-16 – omprocessen for administreringen af behandlingen af Disorders of Sexual Development for voksne, som selv henvender sig med ønske om behandling, til sundheds- og ældreminister Sophie Løhde, der svarede den 4. november 2016.

Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for processen for administreringen af behandlingen af Disorders of Sexual Development (DSD) for voksne, som selv henvender sig med ønske om behandling?

Svar
Til brug for min besvarelse har ministeriet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser følgende:
”Patienter med DSD (Klinefelter, Turner syndrom, AGS etc.) følges i børneårene på klinik for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet, samt på børnekirurgisk klinik (ved behov). Alle DSD tilfælde tilbydes livslang kontrol. I voksenlivet følges DSD patienter på hhv. afdeling for Vækst og Reproduktion (mænd med Klinefelter syndrom, AGS, PAIS, hypogonadotrop hypogonadisme), gynækologisk afdeling (kvinder med Turner syndrom, AGS, CAIS) og voksenendokrinologisk afdeling PE (kvinder med Turner syndrom, AGS). Behandlingen indebærer hormonbehandling og evt. fertilitetsbehandling.

På gynækologisk samt endokrinologisk afdeling, OUH, følges voksne patienter diagnosticeret med DSD i barne- og ungdomsårene. Endvidere kan der være tilfælde med milde former for late-onset AGS, der først bliver diagnosticeret i voksenalderen. Behandlingen i voksenalderen er koncentreret omkring fortsat hormonsubstitutions behandling samt evt. fertilitetsfremmende behandling.

På Aarhus Universitetshospital følges voksne med DSD typisk af gynækologer og/eller endokrinologer. Ved nye tilfælde vil udredningen (som også involverer genetikerne) og en evt. medicinsk behandling af tilstanden varetages af de samme læger. Hvis der er et ønske om kirurgisk behandling, varetages denne på AUH af børneurologerne efter grundig samtale omkring fordele og ulemper ved en sådan behandling.

Samme kirurger foretager hypospadioperationer på voksne, som dels kan være operationer på baggrund af komplikationer til operationer foretaget i barnealderen, men også kan være et ønske fra den enkelte om at få korrigeret en let grad af hypospadi for første gang.

Proximale hypospadier og redo-hypospadier gennemgår en 2-stadie operation. Øvrige operationer foretages i èt stadie.”

Jeg kan henholde mig til ovenstående.

Med venlig hilsen
Sophie Løhde

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Spgsm. 864 af 25. august 2016 hvem, der er ansvarlige for diagnosticering og behandling for DSD. Svar 4. november 2016.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 25. august 2016 efter ønske fra Peder Hvelplund (EL) spørgsmål 864 – Samling: 2015-16 – om, hvilke medicinske institutioner og afdelinger, som er ansvarlige for diagnosticeringen og behandlingen af voksne med Disorders of Sexual Development, til sundheds- og ældreminister Sophie Løhde, der svarede den 4. november 2016.

Spørgsmål
Vil ministeren oplyse, hvilke medicinske institutioner og afdelinger, som er ansvarlige for diagnosticeringen og behandlingen af voksne med Disorders of Sexual Development (DSD)?

Svar
Til brug for min besvarelse har ministeriet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser følgende:
”I specialevejledningerne for Specialevejledning for pædiatri[1] og endokrinologi [2] har Sundhedsstyrelsen fastlagt, at udredning og behandling af DSD-tilstande er specialfunktioner. Dette for at sikre, at disse børn og voksne får den støtte, behandling og kontrol som de måtte have behov for igennem opvækst og voksenliv.

Udredning og behandling af DSD-tilstande er således centraliseret på tre højt-specialiserede afdelinger på hhv. Rigshospitalet, Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital.”

Jeg kan henholde mig til ovenstående.

Med venlig hilsen
Sophie Løhde

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

  1. [Retur] Specialevejledning for pædiatri
  2. [Retur] Specialevejledning for endokrinologi

Spgsm. 863 af 25. august 2016 om antal hormonel behandling for DSD. Svar 4. november 2016.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 25. august 2016 efter ønske fra Peder Hvelplund (EL) spørgsmål 863 – Samling: 2015-16 – om, hvor mange hhv. nyfødte, spædbørn og børn som er blevet tildelt hormonel behandling for behandling af deres Disorders of Sexual Developmentst type, til sundheds- og ældreminister Sophie Løhde der svarede den 4. november 2016, der svarede den 4. november 2016.

Spørgsmål
Vil ministeren oplyse, hvor mange hhv. nyfødte, spædbørn og børn som er blevet tildelt hormonel behandling for behandling af deres Disorders of Sexual Development (DSD) type (for eksempel testosteron behandling for spædbørn med micropenis).

Svar
Til brug for min besvarelse har ministeriet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser følgende:
”Nyfødte med DSD tilstanden AdrenoGenitalt Syndrom (AGS), for hvilke alle danske børn screenes, behandles, så snart diagnosen stilles (1. leveuge) med hydrokortison tre gange dagligt samt mineralokortikoid (2 gange dagligt). Denne behandling er livreddende og fortsætter resten af livet. Stilles diagnosen sent, og opstartes hormonbehandling dermed for sent, er der stor risiko for død.

Nyfødte med DSD tilstande såsom hypogonadotrop hypogonadisme eller manglende testikler kan tilbydes kortvarig (3-6 måneder) testosteronbehandling pga. mikropenis i de første leveår, da kønshormonproduktionen i fosterlivet og spædbarnsalder hos sådanne patienter er insufficient. Størrelsen af penis kan nærnormaliseres hos sådanne drenge. Behandlingen genoptages i 11 års alderen for at fremme normal pubertetsudvikling.

Der findes ikke præcise registreringer af, hvor mange børn som behandles medicinsk, men der diagnosticeres ca. 5-8 børn med AGS om året, og de sættes alle i behandling med hydrokortison. Hormonbehandling registreres ikke systematisk i registre. Der diagnosticeres ca. 1 dreng årligt med dobbeltsidig manglende testikler.

Væksthormonbehandling tilbydes til patienter med Turner syndrom, såfremt der er risiko for at de vil opnå en meget lav sluthøjde.

Kønshormonbehandling tilbydes til forskellige kategorier af DSD-patienter mhp. at opnå en normal pubertetsudvikling. Hos piger tilbydes østrogenbehandling eksempelvis til patienter med Turner syndrom, gonadedysgenesi eller CAIS (såfremt de intraabdominale gonader er fjernet). Hos drenge tilbydes kønshormonbehandling til patienter med eksempelvis Klinefelter syndrom, PAIS eller androgensyntesedefekt.

Behandling med kønshormoner opstartes først i puberteten eller senere og varetages af børneendokrinologer og i voksentilværelsen af gynækologer og endokrinologer.”

Jeg kan henholde mig til ovenstående.

Med venlig hilsen
Sophie Løhde

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Spgsm. 862 af 25. august 2016 om antal operationer for behandling af DSD jan. 2011 og dec. 2015. Svar 4. november 2016.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 25. august 2016 efter ønske fra Peder Hvelplund (EL) spørgsmål 862 – Samling: 2015-16 – om, hvor mange operationer for behandling af Disorders of Sexual Development er gennemført imellem januar 2011 og december 2015 på hhv. nyfødte, spædbørn og ældre børn, til sundheds- og ældreminister Sophie Løhde, der svarede den 4. november 2016.

Spørgsmål
Hvor mange operationer for behandling af Disorders of Sexual Development (DSD) er gennemført imellem januar 2011 og december 2015 på hhv. nyfødte, spædbørn og ældre børn. Her tænkes på genitale operationer så som: ’feminiserende’ operationer: Formindskelse af klitoris, recession, clitoroplasty, clitorectomy Vaginoplasty Gonadectomy og ’Maskuliniserende’ operationer: Phallosplastik, Hysterektomi, Micropenis forøgelse, Udbedring af Hypospadia (inklusiv chordee) og urogenital lukning samt Gonadectomy?

Hvor mange af disse hhv. nyfødte, spædbørn og ældre børn har været underlagt flere operationer end en?

Svar
Til brug for min besvarelse har ministeriet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser følgende:
”Der henvises til bidrag til besvarelse af spm. 857-859. [1]

Sundhedsdatastyrelsen kan oplyse, at for så vidt angår operationer af de nævnte typer på genitalier, så er der ikke umiddelbart specifikke koder for de nævnte operationer på eksempelvis klitoris, og flere af de øvrige operationskoder anvendes i forbindelse med andre sygdomme – f.eks. hysterektomi (fjernelse af livmoderen) i forbindelse med kræftsygdom.

./. Bilag 6 viser en dataopgørelse, hvor der er trukket på de i spørgsmålet nævnte operationskoder i det omfang, det har kunnet lade sig gøre. Således er Phallosplastik KKGH99 og Micropenis forøgelse KKGW 99, som ikke findes i klassifikationen, undladt. Derudover er der heller ikke lavet udtræk vedr. ”Urogenital lukning”, hvor der ikke er defineret en kode. For alle koder gælder, at der er betinget med, at kontakternes aktionsdiagnose skal tilhøre de anførte diagnoser.

Fra de involverede specialafdelinger (se svar på spm. 864) er følgende oplyst:
Klitorektomi (fjernelse af klitoris) foretages ikke i Danmark. På Rigshospitalet foretages ikke klitorisreduktion. På Odense Universitetshospital er i perioden foretaget 1 klitorisreduktionsplastik.
Vaginoplastik udføres hos spædbørn kun ved fælles sinus urogenitalis (sammenvækst af urinrørsudmundingen) og vagina, som adskilles.

Gonadektomi (fjernelse af æggestokke) foretages kun, når cancerrisiko er høj.
Phallosplastik udføres ikke på spædbørn.
Hysterektomi (fjernelse af livmoderen) udføres kun hos drenge med Persi-stent Müllerian duct syndrom (ofte nødvendig for at kunne operere testiklen på plads). At der fjernes livmoder på drenge kan lyde mærkeligt, men skyldes, at de første uger i fosterlivet, er der hos alle fostre både anlæg til kvindelige og mandlige kønsorganer. Almindeligvis sørger naturen omkring gestationsuge 8-10 for, at de kvindelige anlæg går til grunde hos drenge og omvendt. DSD-tilstande kan medføre forstyrrelsen i netop denne proces, så derfor findes der drenge, som har en hel eller halv livmoder, evt. med tilhørende æggeleder. Det er disse, der fjernes ved hysterektomi.

Der findes ikke operationer, som forøger penisstørrelse. Der udføres hypospadioperationer og chordae operationer af funktionel årsag, ’Urogenital lukning’ er ikke et begreb, der er kendt.”

Jeg kan henholde mig til ovenstående.

Med venlig hilsen
Sophie Løhde

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.
Bilag 6.

  1. Retur
    Spgsm. 857.
    Spgsm. 858.
    Spgsm. 859.

Spgsm. 861 af 25. august 2016 om antal DSD-tilfælde henvist til genitial operation jan. 2011 og dec. 2015. Svar 4. november 2016.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 25. august 2016 efter ønske fra Peder Hvelplund (EL) spørgsmål 861 – Samling: 2015-16 – om, hvor mange henvisninger til genitale operationer for behandling af Disorders of Sexual Development er givet af de multidisiplinære DSD teams på Rigshospitalet, Odense og Århus hospitaler i mellem januar 2011 og december 2015, til sundheds- og ældreminister Sophie Løhde, der svarede den 4. november 2016.

Spørgsmål
Hvor mange henvisninger til genitale operationer for behandling af Disorders of Sexual Development (DSD) er givet af de multidisiplinære DSD teams på Rigshospitalet, Odense og Århus hospitaler i mellem januar 2011 og december 2015 (opdelt i år)?

Svar
Til brug for min besvarelse har ministeriet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser følgende:
./. ”LPR indeholder ikke henvisninger til specifikke operationer, men kun selve henvisningsdiagnosen. Derudover indeholder LPR de foretagne operationer.
Sundhedsdatastyrelsen (SDS) har derfor udarbejdet et udtræk for hysterektomi og hypospadi for de diagnoser, der er listet i Bilag 1 tilknyttet spørgsmål 857 (og markeret med gult i bilaget).

./. Ovennævnte data fremgår af bilag 4

Det skal anføres, at Isoleret hypospadi ikke anses for at være en DSD diagnose. Svære hypospadier kan dog indgå som en del af sygdomsbilledet ved nogle DSD tilstande. Majoriteten af børnene opereres i 12-18 måneders alderen. Distale (lette grader af hypospadi) opereres i et stadium, mens proximale (svære) hypospadier typisk opereres i 2 stadier med 6-9 måneders interval.”

Jeg kan henholde mig til ovenstående.

Med venlig hilsen
Sophie Løhde

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.
Bilag 1.
Bilag 4.

Spgsm. 860 af 25. august 2016 om hvordan DSD-tilfælde registreret mellem jan. 2011 og dec. 2015 fordeler sig rent typemæssigt. Svar 4. november 2016.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 25. august 2016 efter ønske fra Peder Hvelplund (EL) spørgsmål 860 – Samling: 2015-16 – om, hvordan antallet af Disorders of Sexual Development tilfælde, registreret mellem januar 2011 og december 2015, fordeler sig rent typemæssigt, til sundheds- og ældreminister Sophie Løhde, der svarede den 4. november 2016.

Spørgsmål
Vil ministeren oplyse, hvordan antallet af Disorders of Sexual Development (DSD) tilfælde, registreret mellem januar 2011 og december 2015, fordeler sig rent typemæssigt? Her tænkes på kromosomale, endokrine og genitale med følgende eksempler:
– 46 XX, 46 XY
– 45X- Turner’s syndrom
– 47 XXY- Klinefelter’s syndrom
– Swyer syndrome
– 45,X/46,XY mosaicism
– Congenital Adrenal Hyperplasia (CAH) eller Androgenital syndrom (AGS): klassisk salttabende, den simple viriliserende og Ikke klassisk
Androgen Insensivitets Syndrom (AIS): Komplet (CAIS/Morris) og Delvist (PAIS)
– 5-alpha reductase
– Vaginal Atresia
– Micropenis
– Gonadal dysgenesis (including Mixed Gonatal Dysgenesi
Hypospadia.

Svar
Til brug for min besvarelse har ministeriet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser følgende:
”Der henvises til bidrag til besvarelse af spm. 857-859. [1]

./. Sundhedsdatastyrelsen har foretaget vedhæftede udtræk (Bilag 3 og Bilag 3A) fra Landspatientregisteret, hvoraf det fremgår hvordan de efterlyste grupper fordeler sig rent typemæssigt. I Bilag 3A er kromosomanomalier markeret med gul, endokrine sygdomme med blå og genitale misdannelser med lyserød markering.”

Jeg kan henholde mig til ovenstående.

Med venlig hilsen
Sophie Løhde

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.
Bilag 3
Bilag 3A

  1. [Retur] Spgsm. 857.
    Spgsm. 858.
    Spgsm. 859.

Spgsm. 859 af 25. august 2016 om antal tilfælde af DSD fr jan. 2011 til dec. 2015. Svar 4. november 2016.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 25. august 2016 efter ønske fra Peder Hvelplund (EL) spørgsmål 859 – Samling: 2015-16 – om, hvor mange tilfælde omhandlende Disorders of Sexual Development – inklusiv alle lidelser og syndromer, også Hypospadia – som er registreret mellem januar 2011 og december 2015, til sundheds- og ældreminister Sophie Løhde, der svarede den 4. november 2016.

Spørgsmål
Vil ministeren oplyse hvor mange tilfælde omhandlende Disorders of Sexual Development (DSD) – inklusiv alle lidelser og syndromer, også Hypospadia – som er registreret mellem januar 2011 og december 2015, gerne opdelt i årstal og hospital? Vil ministeren herunder oplyse, om DSD er konstateret ved hhv. prænatal screening, ved fødslen eller hos ældre børn f.eks. ved puberteten?

Svar
Til brug for min besvarelse har ministeriet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser følgende:
”Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 857858 vedr. identifikation og klassifikationen Disorders of Sexual Development (DSD) i det danske sundhedssystem.

Der er så vidt vides ikke international konsensus om, hvad begrebet ”Disorders of Sex(ual) Ddevelopment” dækker over, men i det aktuelle spørgsmål, er valgt de koder og kodetekster, som er indeholdt i Sygdomsklassifikationen samt nedenstående afgrænsninger.

./. I de vedhæftede udtræk fra LPR (Bilag 2) er anvendt de koder med tilhørende tekster, som svarer til inddelingen i Sygdomsklassifikationen (ICD-10) og viser alle de tilfælde af DSD, som er registreret mellem januar 2011 og december 2015 listet efter diagnosekode og opdelt efter dels årstal og dels hospital.

Angående hvor mange personer med ”DSD (der) er konstateret ved hhv. prænatal screening, ved fødslen eller hos ældre børn f.eks. ved puberteten”, så kan udtræk i LPR ikke umiddelbart give svar på de stillede spørgsmål, men aldersafgrænsningerne i tabellerne viser, hvilken aldersgruppe patienten har tilhørt omkring registreringstidspunktet. Dette kan give et fingerpeg om, hvilken alder patienten har haft på tidspunktet for den første sygehuskontakt med den pågældende aktions-diagnose.

Jeg kan henholde mig til ovenstående.

Med venlig hilsen
Sophie Løhde

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet.
Spørgsmålet i pdf-format hos Folketinget.
Bilag 2

Spgsm. 858 af 25. august 2016 om hvilke sygdomme og syndromer, der er inkluderet i klassifikationen Disorders of Sexual Development. Svar 4. november 2016.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 25. august 2016 efter ønske fra Peder Hvelplund (EL) spørgsmål 858 – Samling: 2015-16 – om, hvilke sygdomme og syndromer er inkluderet i klassifikationen Disorders of Sexual Development i det danske sundhedssystem, til sundheds- og ældreminister Sophie Løhde, der svarede den 4. november 2016.

Spørgsmål
Præcis hvilke sygdomme og syndromer er inkluderet i klassifikationen Disorders of Sexual Development (DSD) i det danske sundhedssystem?

Svar
Til brug for min besvarelse har ministeriet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser følgende:
”Der eksisterer ikke systematiske registre over patienter med DSD.
Disorders of Sex Development indgår ikke i WHO’s Classification of Diseases and Related Health Problems, 10th Revision (ICD-10), der danner grundlag for den danske oversættelse: Klassifikation af sygdomme og helbredsrelaterede tilstande (Sygdomsklassifikationen), som anvendes ved indberetning til Landspatientregisteret (LPR).

I den kommende specialevejledning for pædiatri fra Sundhedsstyrelsen, som forventes at træde i kraft i løbet af 2017, anvendes følgende inddeling af DSD tilstandene:
(1) Kønskromosomanomalier (fx Turner og Klinefelter syndrom)
(2) Forstyrrelser i androgen syntese eller funktion (dannelse og funktion af kønshormoner)
(3) Gonade-dysgenesi (mangelfund udvikling af kønskirtler)
(4) Andre forstyrrelser i ovarie– eller testikelfunktion.

./. Sundhedsdatastyrelsen kan supplerende oplyse, at i ICD-10 er de ovennævnte sygdomme og/eller sygdomsgrupper placeret i forskellige kapitler. I den vedhæftede kodeliste (Bilag 1) er anvendt de koder med tilhørende kodetekster, som svarer til inddelingen i (Sygdomsklassifikationen ICD-10).
Med gul er markeret de koder, der er relevante i forhold til ovenstående grupper af diagnoser.”

Jeg kan henholde mig til ovenstående.

Med venlig hilsen
Sophie Løhde

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.
Bilag 1.

Spgsm. 857 af 25. august 2016 om der på børn født med DSD foretages kønskorrigerende behandlinger helt ned i spædbørnsalderen. Svar 4. november 2016.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 25. august 2016 efter ønske fra Peder Hvelplund (EL) spørgsmål 857 – Samling: 2015-16 – om der i Danmark foretages operationer og kønskorrigerende behandlinger på børn helt ned i spædbørnsalderen i fald børnene er født med DSDDisorders of Sexual Development, til sundheds- og ældreminister Sophie Løhde, der svarede den 4. november 2016.

Spørgsmål
Det er Enhedslistens forståelse, at der i Danmark foretages operationer og kønskorrigerende behandlinger på børn helt ned i spædbørnsalderen i fald børnene er født med DSDDisorders of Sexual Development. Kan ministeren bekræfte dette og sende udvalget fakta og data på området, særligt om operationer og andre medicinske behandlinger, udført af medicinsk fagpersonale i Danmark.

Svar
Til brug for min besvarelse har ministeriet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser følgende:
Sundhedsstyrelsen kan generelt oplyse følgende:

Om DSD tilstande
For at undgå misforståelser refererer DSD i det følgende til Disorders of Sex Development (og ikke til Disorders of Sexual Development).
DSD-området udgør en variation af tilstande, som også har mange undergrupper.

I den kommende specialevejledning for pædiatri fra Sundhedsstyrelsen,
som forventes at træde i kraft i løbet af 2017, anvendes følgende inddeling
af DSD tilstandene:
  1. Kønskromosomanomalier (fx Turner og Klinefelter syndrom)
  2. Forstyrrelser i androgen syntese eller funktion (dannelse og funktion af kønshormoner)
  3. Gonade-dysgenesi (mangelfund udvikling af kønskirtler)
  4. Andre forstyrrelser i ovarie– eller testikelfunktion.

Diagnoserne hos DSD patienter kan stilles på forskellige tidspunkter:

Hvornår diagnosen stilles, kommer an på, hvilken DSD-tilstand det drejer sig om, og dermed hvordan symptomerne præsenterer sig.

Behandlingen af DSD tilstande
Konstatering af et nyfødt barns køn sker typisk ved fødslen ved fødselshjælperens iagttagelse af barnets ydre kønsorganer, og barnet får umiddelbart herefter tildelt et cpr-nummer, som er kønsspecifikt. Der kan i enkeltstående tilfælde være uklarhed eller umiddelbar tvivl om barnets køn ved fødslen. Der kan fx være tale om misdannelse af de ydre kønsorganer eller andre forhold, der medfører behov for afklaring. Her vil en børnelæge foretage undersøgelse af de ydre kønsorganer, som kan suppleres med billediagnostiske undersøgelser af de indre kønsorganer, med kromosomundersøgelser mv. Således kan man oftest komme frem til en entydig afklaring af det biologiske og genetiske køn samt de anatomiske og andre forhold, der kan forklare, hvorfor der initialt opstod tvivl om kønnet.

Kønsbestemmelsen foretages i tæt samråd med forældrene. Sådanne børn vil blive fulgt tæt af børnelæger med særlig ekspertise. Viser det sig i forløbet, og efter dialog med familie og senere med barnet selv, at der er foretaget en forkert eller problematisk beslutning, vil et skift af cpr-nr. kunne ske ved meddelelse fra Sundhedsstyrelsen til CPR-kontoret i Social- og Indenrigsministeriet om, at cpr-nummeret er fejlagtigt.

Der udføres ikke kønskorrigerende operationer på spædbørn.
Behandlingerne er helt overvejende individualiseret medicinsk behandling, afhængigt af den specifikke årsag til DSD. Nogle børn skal behandles medicinsk fra neonatal perioden. Få tilstande opereres.

Piger med Adrenogenitalt syndrom (AGS: en medfødt, arvelig sygdom, som bl.a. medfører en overproduktion af mandlige kønshormoner) kan fødes med viriliserede kønsorganer, dvs. forstørret klitoris, sammenvoksning mellem urinrør og skede, og sammenvoksede skamlæber. Dette kan i sjældne tilfælde kræve mindre kirurgisk korrektion mhp. at forebygge svære urinvejsinfektioner mv.

Nogle syndromer medfører anden sygelighed (co-mobiditet), fx hjertemisdannelser hos Turner patienter, som også kan kræver operation. Nogle få DSD-tilstande har stærkt øget risiko for cancerudvikling i kønskirtlerne, hvorfor disse anbefales fjernet.

Børn, som har ændret anatomi i urinvejene eller kønsorganer, opereres. Heraf udgør kryptorkisme (manglende nedstigning af testis i pungen) og hypospadi (udmunding af urinrøret på undersiden af penis) en stor del.

Enhver operation tilstræber at bevare så meget funktionalitet som muligt og begrænses til et minimum. Fx har man ikke i Danmark foretaget klitorisreduktion hos piger med Adrenogenitalt syndrom i flere årtier – hvilket tidligere var international praksis. En tilstand som kryptorkisme (manglende nedstigning af testiklerne i pungen) opereres tidligt, for at bevare så meget fertilitet som muligt.

Yderligere fakta og data på området fremgår af besvarelserne på spørgsmål 858-865.”

Jeg kan henholde mig til ovenstående.

Med venlig hilsen
Sophie Løhde

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

FATID’s skrivelse af 8. august 2016 til SUU – bilag 679 – om kønshormonbehandlingen af transkønnede.

Vist 0 gange. Dateret den 8. august 2016 har FATID sendt en skrivelse til Sundheds- og ÆldreudvalgetSUU Alm.del bilag 679. Modtaget den 18. august 2016. Samling 2015-16 – med kritik af den centralistiske måde kønshormonbehandlingen af transkønnede foregår.

Herunder gengives henvendelsen.

Til
Sundheds-og ældreudvalget
Christiansborg
8. august 2017

Foreningen Af Transkønnede I Danmark – FATID – har i 2 år fulgt hormonbehandlingen af Transkønnede i Danmark tæt og har på flere møder med danske sundhedsmyndigheder gjort opmærksom på at den behandling der i dag er gældende er både bureaukratisk, meget dyr og genererer lange ventetider og helt uacceptable lange returrejser igennem landet for at komme til 40 min. vurderingssamtaler i København og har desuden nogle højst uacceptable følgevirkninger.
Gældende hormonbehandling for transkønnede blev fastlagt i L 189 [1] der blev vedtaget i juni 2014. I denne lov strammede man reglerne for hormonbehandlingen på baggrund af at en københavnsk gynækolog havde udskrevet hormoner til en mindreårig. Den såkaldte Caspian sag [2]. Før denne sag, der vakte stor opsigt, havde hormonbehandlingen af transkønnede fungeret uden de store problemer. Transkønnede henvendte sig til egen læge, fik en tid hos en lokal psykiater og blev derefter sendt til en lokal gynækolog, hvoraf en del var vigtige støtter for de transkønnede.
Dette ellers velfungerende system blev med ét ændret med L189.
Nu skulle ALLE transkønnede, uanset geografisk hjemsted, til Sexologisk Klinik i København og vurderes af klinikkens psykologer ved flere samtaler før de kunne henvises til en gynækolog.
Det har givet en række problemer som vi i FATID mener er ved at være helt ude af proportioner:

I dag er der konstant 60-70 transkønnede på rejse igennem Danmark for at komme til disse samtaler. Det medfører tabt arbejdsfortjeneste, tabt studietid og koster regionerne store udgifter i rejseomkostninger. Fra de yderste områder er der ofte tale om en op til 12 timers returrejse og hvis mødetiden på Sexologisk Klinik ikke er tilpasset kommer en overnatning til.
Det er dyrt – ikke alene for den transkønnede, men også for samfundet.

En sort side af denne lov om en centraliseret hormonbehandling er den illegale tilgang til hormoner. FATID har bemærket at en del ikke orker disse lange besværlige rejser og skaffer sig hormonerne ad anden vej. Dette bifalder vi ikke, men undrer os samtidig over at man bibeholder en hormonbehandling der direkte fremmer denne praksis.

Sexologisk Klinik i København har 300-400 nye henvendelser fra transkønnede om behandling hvert år. Ventetiderne er oppe på op til 9 måneder.
Foreningen Af Transkønnede I Danmark finder forholdene uacceptable og kan kun konstatere at man skabte et fremskridt med tilladelsen til det juridiske kønsskifte (L182) men skabte samtidig et stort tilbageskridt med L 189.

Vi vil gerne opfordre udvalget til at se på en eventuel revidering af L 189 og få hormonbehandlingen af transkønnede på omgangshøjde med tidens krav om besparelser og sund fornuft og ikke mindst på omgangshøjde med udmeldingen fra Sundhedsminister Sophie Løhdes om, at transkønnede skal fjernes fra de psykiatriske sygdomslister.
Med venlig hilsen
Irene Haffner – Formand

* * *
Folketingets journal vedrørende henvendelsen.
Henvendelsen i pdf-format hos Folketinget.

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] L 189.
    Den gældende hormonbehandling for transkønnede blev ikke fastlagt i L 189.
    Lovforslag L 189 blev fremsat den 30. april 2014 og vedtaget under 3. behandlingen den 11. juni 2014.
    Lovforslag vedrører ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion som følge af indførelse af juridisk kønsskifte.
    De nugældende regler om hormonbehandling af transkønnede er fastsat af Sundhedsstyrelsen i Vejledning om udredning og behandling af transkønnede – VEJ nr. 10353 af 19. december 2014.
  2. [Retur] “Caspian-sagen”.
    “Sagen” vedrørte ikke udskrivning af hormoner til en mindreårig.
    “Sagen” drejede sig om, at Caspian operativt fik fjernet sine bryster.

LGBT Danmarks forslag af 16. august 2016 til social- og indenrigsminister, Karen Ellemann om juridisk kønsskifte for unge under 18 år. Svar 6. september 2016.

Vist 0 gange. LGBT Danmark sendte den 16. august 2016 en skrivelse til social- og indenrigsminister, Karen Ellemann med anmodning om, at gøre det muligt for unge under 18 år at få juridisk kønsskifte og at fjerne refleksionsperioden på 6 måneder.
Den 17. august 2016 sendtes en kopi til Ligestillingsudvalget.

Forslaget er journaliseret hos Ligestillingsudvalget som LIU bilag 90 – Alm. del 2015-16 – og hos Social- og Indenrigsudvalget som SOU bilag 364 – Alm. del 2015-16.

Social- og indenrigsminister, Karen Ellemann svarede i et brev dateret den 6. september 2014.

Forslaget fra LGBT Danmark
Svaret fra ministeren

LGBT Danmark

LGBT Danmark

[Indhold] Forslaget gengives herunder.

Tirsdag den 16. august 2016.

Social- og Indenrigsministeriet
Social- og indenrigsminister, Karen Ellemann
sim@sim.dk
Kopi til Ligestillingsudvalget

Vedr.: Juridisk kønsskifte til unge under 18 år
LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner anmoder social- og indenrigsministeren om at fremsætte forslag til Lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister. (Fjerne refleksionsperioden på 6 måneder og aldersgrænsen på 18 år for juridisk kønsskifte).
LGBT Danmark foreslår, at dette sker på følgende måde:
  1. I § 3, stk. 6 slettes, ”og at den pågældende efter en refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet skriftligt bekræfter sin ansøgning”.
  2. I § 3, stk. 6 slettes den sidste sætning ”Det er endvidere en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er fyldt 18 år.”.
  3. I § 3 indsættes efter stk. 6 som nyt stykke: ”Stk. 7. En person, der er fyldt 15 år kan selvstændigt ansøge om juridisk kønsskifte. For børn og unge under 15 år kan forældrene/værgerne med barnets/den unges samtykke ansøge om juridisk kønsskifte for barnet/den unge.”
  4. Stk. 7 og 8 bliver herefter stk. 8 og 9.

Norge vedtog den 6. juni 2016 en lov om juridisk kønsskifte uden en refleksionsperiode og med en nedre aldersgrænse på 6 år. [1a]

Malta vedtog den 1. april 2015 en lov om bl.a. juridisk kønsskifte uden en refleksionsperiode og uden en nedre aldersgrænse. [2a].

Vedrørende sletning af refleksionsperioden
Den tværministerielle arbejdsgruppe vedrørende juridisk kønsskifte pegede i sin rapport på, at en refleksionsperiode ville kunne sikre, at ønsket om juridisk kønsskifte ikke var udtryk for en impulsiv beslutning. [3]

LGBT Danmark vurdere, at den tværministerielle arbejdsgruppes bekymringen var ubegrundet, og finder derfor ikke, at der er behov for at opretholde refleksionsperioden. Dette underbygges af de vedtagne love i Norge [1b] og Malta [2b].

Vedrørende sletning af aldersgrænsen på 18 år
Den tværministerielle arbejdsgruppe vedrørende juridisk kønsskifte overvejede, om det skulle være muligt for unge under 18 år at få juridisk kønsskifte, men fandt ikke, at de havde det fornødne grundlag til at vurdere det.

Antallet af unge under 18 år, som oplever sig som tilhørende det andet køn, er stigende. Det ses bl.a. af det stadig stigende antal af unge under 18 år, som frekventerer Sexologisk Klinik.

Unge under 18 år, ja selv børn, der endnu ikke er nået skolealderen, lider meget, når de oplever sig som tilhørende det andet køn. Det er i vid udstrækning begrundet i eller forstærket af uoverensstemmelsen mellem deres kønsidentitet og kønsudtryk og det køn, de er registreret som.

Et juridisk kønsskifte er en stor hjælp. Det synes dokumenteret alene ved det antal voksne, der har fået juridisk kønsskifte siden mulighedens start den 1. september 2014.

I den netop vedtagne norske lov om juridisk kønsskifte er den nedre aldersgrænse 6 år. Grænsen på 6 år er begrundet med, at de unge så kunne få overensstemmelse mellem deres officielle registrering og deres kønsidentitet og kønsudtryk inden de begyndte i skolen. [1c]

Da det er almindeligt, at børn i Danmark inden skolestart er i børnehave, og at skolestarten begynder i 5 års alderen, bør det være muligt for få juridisk kønsskifte inden børnene starter i børnehaven og inden deres skolestart.

Ansøgning fra børn og unge under 18 år
Unge bør fra de er fyldt 15 år selv kunne ansøge om juridisk kønsskifte.
15 år er alderen, hvor unge jf. sundhedsloven skal inddrages i deres behandling og give informeret samtykke til en behandling. Derfor synes det rimeligt, at de også selv kan ansøge om juridisk kønsskifte.
Børn og unge under 15 år skal kunne få juridisk kønsskifte med deres forældres/værges samtykke.

Hvis et barn eller en ung i løbet af barndommen, ungdommen og puberteten skulle fortryde det juridiske kønsskifte, så er der ingen skade sket.
Det juridiske kønsskifte er jo fuldt reversibelt, idet de efter ansøgning kan få gentildelt deres oprindelige personnummer.

Vi håber, vores forslag kan nyde fremme, og står selvfølgelig til rådighed for yderligere oplysninger.

LGBT Danmark henviser endvidere til:

Med venlig hilsen.

Søren Laursen
Forperson
Linda Thor Pedersen
Transpolitisk talsperson

Noter
1a. [Retur 1a] Norges lov om juridisk kønsskifte. Vedtaget den 6. juni 2016 med ikrafttrædelse den 1. juli 2016.
 
1b. [Retur 1b] I “Høringsnotat” fra Helse- og omsorgsdepartementet anføres bl.a. følgende om en