L 55. Referat af 3. behandlingen den 2. marts 2017. Vedtaget.

Vist 0 gange. Den 2. marts 2017 havde Folketinget 3. behandling af lovforslag L 55 – Samling: 2015-16 – om forslag til lov om udstedelse af legitimationskort. Lovforslaget blev vedtaget og træder i kraft den 1. juli 2017.

Kl. 1002
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Der er ikke stillet ændringsforslag.
Er der nogen, der ønsker at udtale sig?
Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.
Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse.
Afstemningen er slut.

For stemte 110 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

* * *
Folketingets journal med referat af 3. behandlingen.

* * *
Lovforslaget blev udmøntet i lov nr. 236 af 15. marts 2017 om udstedelse af legitimationskort.

L 55. Referat af 2. behandlingen den 28. februar 2017.

Vist 0 gange. Den 28. februar 2017 havde Folketinget 2. behandling af lovforslag L 55 – Samling: 2015-16 – om forslag til lov om udstedelse af legitimationskort.

Kl. 1445
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Der er ikke stillet ændringsforslag.

Er der nogen, der ønsker at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

* * *
Folketingets journal med referat af 2. behandlingen.

L 55. Bilag 11. Betænkning af 23. februar 2017 fra SUU over forslag til lov om udstedelse af legitimationskort.

Vist 0 gange. Social-, Indenrigs- og Børneudvalget afgav den 23. februar 2017 betænkning over lovforslag L 55 bilag 11 – Samling: 2016-17 – forslag til lov om udstedelse af legitimationskort.

* * *
Betænkning afgivet af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget den 23. februar 2017
Betænkning
over
Forslag til lov om udstedelse af legitimationskort
[af social- og indenrigsministeren (Karen Ellemann)]

1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 9. november 2016 og var til 1. behandling den 2. december 2016. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Social- og Indenrigsudvalget. Udvalget skiftede den 12. december 2016 navn til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget.

Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og social- og indenrigsministeren sendte den 14. september 2016 dette udkast til udvalget, jf. SOU alm. del – bilag 405 (folketingsåret 2015-16). Den 9. november 2016 sendte social- og indenrigsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:
Herning Kommune,
LGBT [1a] og
Paul W. Ryan.
Økonomi- og indenrigsministeren har over for udvalget kommenteret 2 af de skriftlige henvendelser til udvalget.
Det forventes, at ministeren vil kommentere de øvrige henvendelser inden 2. behandling.

Deputationer
Endvidere har Herning Kommune mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.

Spørgsmål
Udvalget har stillet 4 spørgsmål til økonomi- og indenrigsministeren til skriftlig besvarelse, hvoraf denne har besvaret 2 spørgsmål. Spørgsmål 3 og 4 forventes besvaret inden 2. behandling.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Udvalget finder det glædeligt, at der med det nye legitimationskort bliver mulighed for, at alle borgere på 15 år eller derover, der er bopælsregistreret i CPR, fremover vil kunne legitimere sig med gyldig billedlegitimation – også selv om disse borgere ikke er i besiddelse af pas eller kørekort. Legitimationskortet løser dermed et praktisk og reelt problem for en lang række borgere, for hvem det ikke giver mening, eller som ikke har mulighed for at erhverve f.eks. kørekort. Med lovforslaget bemyndiges økonomi- og indenrigsministeren til at fastsætte de nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet. Udvalget opfordrer i den forbindelse økonomi- og indenrigsministeren til, at det i den konkrete realisering af kortet sikres, at legitimationskortet bliver nemt at producere, billigt at udstede og billigt at erhverve sig, og at kortet får en høj sikkerhed, således at risikoen for identitetstyveri minimeres. Udvalget opfordrer desuden økonomi- og indenrigsministeren til, at man i det videre arbejde med at realisere legitimationskortet inddrager erfaringer fra landets kommuner vedrørende udstedelsen af id-kort.

Alternativets medlem af udvalget ønsker i tillæg til det fælles betænkningsbidrag at imødekomme den kritik, som LGBT Danmark i deres breve [1b] til udvalget retter mod, at kortet skal indeholde kortindehaverens cpr-nummer i lyset af, at det sidste ciffer i en persons cpr-nummer afslører kortholderens biologiske køn. Da der kan være et misforhold mellem transpersoners umiddelbare kønsudtryk og personnummerets kønsangivelse, vil transpersoners brug af kortet potentielt føre til, at de mod deres vilje får afsløret deres kønsidentitet. Dette problem eksisterer imidlertid også for de eksisterende legitimationsmuligheder, idet cpr-nummeret fremgår af både pas og kørekort. ALT vil derfor fremsætte et beslutningsforslag med henblik på at få Folketingets opbakning til, at cpr-numre i fremtiden skal gøres kønsneutrale. Derved løses problemet mere grundlæggende og med betydning for samtlige situationer, hvor der er behov for identifikationkation ved cpr-numre.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

* * *
Folketingets journal over bilag 11, betænkningen.

Folketingets journal over betænkningen.
Betænkningen i pdf-format i Folketingstidende B.

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur til 1a] [Retur til 1b] Høringsskrivelser fra LGBT Danmark
    1. L 55. Bilag 4. Spgsm. 1. Høringsskr. af 19. december 2016 fra LGBT Danmark om at undlade personnummeret i legitimationskort. Svar 20. januar 2017.
    2. L 55. Bilag 5. Spgsm. 2. Høringsskr. af 22. januar 2017 fra LGBT Danmark om ministerens bemærkninger til LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016 (den herover nævnte henvendelse (L 55. Bilag 4.)) om at undlade personnummeret i legitimationskort. Svar 2. februar 2017.

L 55. Bilag 10. Spgsm. 4. Præsentationer fra Herning Kommunes foretræde for udvalget 23. feb. 2017 og spgsm. til ministeren derom. Svar 23. februar 2017.

Vist 0 gange. Herning Kommune havde torsdag den 23. feb. 2017 foretræde for Social-, Indenrigs- og Børneudvalget vedrørede lovforslag L 55 – Samling 2016-17 bilag 8 – og præsenterede herunder kommunens nuværende system med udstedelse af legitimationskort til unge under 18 år (alkokort), og foreslog systemet indført i det i lovforslaget omhandlede legitimationskort.
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget stillede den 23. februar 2017 spørgsmål nr. 4 om at kommentere henvendelsen fra Herning Kommune og det under samrådet udleverede materiale til økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll, der svarede den 23. februar 2017.

Henvendelsen og det udleverede materiale
Henvendelsen beskriver Herning Kommunes nuværende system til udstedelse af legitimationskort til unge.
Systemet beskrives nærmere i det samtidig udleverede bilag fra Biometric Solutions, herunder hvordan systemet også vil kunne anvendes til det i lovforslaget foreslåede legitimationskort.

Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelsen henvendelsen af 1/2-17 fra Herning Kommune
samt materiale udleveret ved foretræde for udvalget den 23/2-17, L 55 – bilag 10.

Svar
Jeg er glad for den interesse, som Herning Kommune har vist for lovforslaget. Jeg synes, det viser, at lovforslaget kan være med til at gøre en forskel for de borgere, der ikke har pas eller kørekort, og at der i kommunerne er et stort ønske om at yde en god service for disse borgere.

Det fremgår bl.a. af afsnit 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, at der foreslås en tilpasning af legitimationskortet til personer på 16 år og derover, der indebærer, at det fortsat er kommunerne, som har ansvar for og administrerer udstedelsen af legiti-mationskortet. Herved kan man i vidt omfang tage udgangspunkt i det eksisterende decentrale system i kommunerne til produktion og administration heraf.

Den foreslåede § 2, stk. 2, indeholder en bemyndigelse til social- og indenrigsministeren (nu økonomi- og indenrigsministeren) til at fastsætte nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav for, hvornår ansøgerens identitet kan anses for godtgjort. Bemyndigelsen vil blive udmøntet i en bekendtgørelse.

Arbejdet med udarbejdelsen af bekendtgørelsen vil gå i gang, så snart lovforslaget er vedtaget. Jeg kan oplyse, at Herning Kommunes henvendelse vil indgå som en nyttig del af grundlaget for udarbejdelsen af bekendtgørelsen. Ministeriet vil i den forbindelse arbejde for, at kommunerne – som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget – som udgangspunkt kan benytte eksisterende systemer, herunder systemet i Herning.

Med venlig hilsen
Simon Emil Ammitzbøll

* * *
Folketingets journal vedr. henvendelsen.
Henvendelsen i pdf-format hos Folketinget.
Bilaget fra Biometric Solutions i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

L 55. Bilag 8. Spgsm. 3. Høringsskr. af 21. februar 2017 fra Paul W. Ryan om at bruge en app, NemID og mobiltelefon som billedlegitimation og spgsm. derom til ministeren. Svar 21. februar 2017.

Vist 0 gange. Paul W. Ryan skrev den 21. februar 2017 til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget med bemærkninger til lovforslag L 55 – Samling 2016-17 bilag 8 – om at udvikle en billedlegitimations app, der via mobiltelefon og NemID kan bekræfte en persons identitet.
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget stillede den 22. februar spørgsmål nr. 3 om at kommentere høringsskrivelsen til økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll (LA), der svarede den 21. februar 2017.

Indhold
Høringsskrivelsen
Spørgsmålet
Svar

[Til indhold] Høringsskrivelsen fra Paul W. Ryan

Sendt: 21. februar 2017 23:19
Til: Linda Kubasiak Johansen <Linda.Johansen@ft.dk>; Folketingets Oplysning <Folketinget@ft.dk>
Emne: Vedr. Digitalt Billed id (Eller Billed på gult sygesikringsbevis)

Der er i disse digitale tider brug for en form for Digital billed-id løsning til folk over 18 år

Der findes i forvejen den app til folk under 18, som hedder “Smart ID” – som kan bruges til at verificere unges alder ved køb af alkohol – men der mangler en lignende billed-id løsning til folk over 18

Det kunne være rigtig rart for folk som ikke vil slæbe deres pas med sig rundt alle vegne, og folk som ikke har kørekort, at kunne fremvise en anden form for billled-legitimation ved. f.eks grænsekontrollen ved Sverige m.v

Derfor fik jeg tanken om ikke man kunne udvikle en billed-legitimations app (som man kunne logge på via nemID) til folk, som nemt og hurtigt kunne bruges på mobilen? En app som det offentlige kan udvikle, eller som kan sendes i udbud i den private sektor

Alle andre papirting digitaliseres for tiden (såsom pendlerkort), så hvorfor ikke også vores pas, eller et billed-id?

Alternativt er der en noget billigere og nemmere løsning på problemet: At komme billede på det eksisterende gule sygesikringsbevis, som folk stort set altid har på sig alligevel (ligesom man havde billede på sit Dankort i gamle dage). Sygesikringsbeviset fungerer i forvejen som id, så hvis en digital løsning ikke bliver aktuel, så kan man lige så godt gå skridtet fuldt ud og gøre sygesikringsbeviset til et billede-id også – på den måde er alt samlet på ét sted.

Venlig hilsen/Best regards
Paul W. Ryan
https://dk.linkedin.com/in/thedaydreamer

[Til indhold] Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 21/2-17 fra Paul W. Ryan, jf. L 55 – bilag 8.

[Til indhold] Svar
Paul W. Ryan foreslår, at der i stedet for det foreslåede legitimationskort indføres en app, der minder om ”Smart ID”, der udbydes af Danske Spil A/S.

Jeg kan i den forbindelse henvise til afsnit 2.2.2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger og høringsnotatets afsnit 2.2, hvoraf det bl.a. fremgår, at lovforslaget om udstedelse af legitimationskort har som formål at sikre, at alle personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort.

Lovforslaget vil dermed bl.a. løse et praktisk problem ved at gøre det muligt for borgere, der hverken har kørekort eller pas, at erhverve billedlegitimation, der størrelsesmæssigt minder om et kørekort. På den baggrund ligger det uden for rammerne af dette lovforslag at udvikle en ny digital legitimationsform.

I forlængelse heraf bemærker jeg, at det også under 1. behandlingen af lovforslaget blev drøftet, om der på et tidspunkt skal indføres en form for elektronisk legitimation, evt. på en måde så det samlede antal af offentlige udstedte kort, f.eks. sundhedskort og kørekort, kan reduceres. Ordførerne var umiddelbart interesserede i idéen, men der var samtidig enighed om, at det ikke skal ske i regi af dette lovforslag.

Paul W. Ryan foreslår alternativt, at sundhedskortet påføres et billede. I den anledning kan jeg henvise til afsnit 2.2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, hvoraf det bl.a. fremgår, at sundhedskortet som følge af sit formål ikke kan betegnes som et legitimationskort. Som følge heraf vurderer ministeriet ikke, at det i denne sammenhæng kunne være en hensigtsmæssig løsning at sætte et foto af indehaveren på sundhedskortet for derved at skabe et generelt legitimationskort.

Som der også var enighed om blandt Folketingets partier i forbindelse med 1. behandlingen af lovforslaget, mener jeg, at vi med det foreslåede legitimationskort sikrer en fornuftlig løsning for bl.a. personer med handicap og ældre uden kørekort eller pas. Lovforslaget vil således gøre det muligt for alle personer over 15 år at erhverve billedlegitimation på en enkel og billig måde og forudsætter ikke, at man er indehaver af en smart-phone.

Med venlig hilsen
Simon Emil Ammitzbøll

* * *
Folketingets journal vedr. høringsskrivelsen.
Høringsskrivelsen i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

L 55. Bilag 5. Spgsm. 2. Høringsskr. af 22. januar 2017 fra LGBT Danmark om ministerens bemærkninger til LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016 om at undlade personnummer i legitimationskort. Svar 2. februar 2017.

Vist 0 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

Økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll kommenterede den 20. januar 2017 høringsskrivelsen af 19. december 2016 fra LGBT Danmark.
Kommentarerne var af en art, at LGBT Danmark har indsendt sin høringsskrivelse nr. 2 med bemærkninger og korrektioner til Simon Emil Ammitzbølls kommentarer.

LGBT Danmarks høringsskrivelse nr. 2 er registreret hos Social-, Indenrigs- og Børneudvalget som bilag 5 til L 55.
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget har den 24. januar 2017 som spørgsmål nr. 2 – samling 2016-17 – bedt økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll (LA) om at kommentere høringsskrivelsen, hvilket skete den 2. februar 2017..

Lovforslaget blev fremsat den 9. november 2016 og følger op på Folketingets Social- og Indenrigsudvalgs beretning fra den 3. marts 2016 over beslutningsforslag B 31 om indførelse af gyldig billedlegitimation ud over pas og kørekort.

Høringsskrivelsen fra LGBT Danmark

Søndag den 22. januar 2017.
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget

Vedr.: Høringsskrivelse til L 55 Forslag til lov om udstedelse af legitimationskort

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner vil med denne supplerende høringsskrivelse kommentere økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbølls besvarelse af spørgsmål 1 – kommentarer til LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016.

  1. Ministeren anførte:
    “Jeg forstår LGBT Danmarks bekymring, men jeg deler ikke opfattelsen af, at det er problematisk, at legitimationskortet påføres indehaverens personnummer. Det skal bl.a. ses i lyset af, at legitimationskortet er et tilbud og ikke en obligatorisk ordning”.
    At det er et tilbud og ikke en obligatorisk ordning ændrer jo ikke på, at transpersoner ved anvendelse af legitimationskortet til stadighed får deres kønsidentitet afsløret og udstillet i et utal af dagligdagssituationer, hvor det er helt irrelevant.

  2. Ministeren anførte:
    “Årsagen til, at det foreslåede legitimationskort skal indeholde indehaverens personnummer, er bl.a., at det fremgår af den såkaldte hvidvasklov (lovbekendtgørelse nr. 1022 af 13. august 2013 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme), at legitimation for en fysisk person bl.a. i forbindelse med oprettelse af et fast kundeforhold i et pengeinstitut, skal omfatte navn, adresse og personnummer eller anden lignende dokumentation, hvis den pågældende ikke har et personnummer“.
    Ministeren henvisning til hvidvaskloven er til:
    § 12, stk.2. Hvis kunden er en fysisk person, skal legitimationen omfatte navn, adresse og cpr-nr. eller anden lignende dokumentation, hvis den pågældende ikke har et cpr-nr.
    Som det fremgår, så er kravet om personnummer (cpr-nr.) ikke ultimativt).

    Som anført i LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016, så har Karen Ellemann som svar på spgsm. 3 til beslutningsforslag B 31 anført, at:
    “Erhvervs- og Vækstministeriet har i den forbindelse oplyst, at et legitimationskort, som indeholder både navn, adresse og cpr.nr., vil leve op til de basale krav i hvidvaskloven. Legitimation skal dog foretages ud fra en risikovurdering”.
    I og med, at det i lovforslaget specifikt er anført, at adresse ikke skal anføres på legitimationskortet, så følges allerede på det punkt ikke anbefalingerne fra Erhvervs- og Vækstministeriet.

  3. Karen Ellemann har i sit svar på spgsm. 3 til beslutningsforslag B 31 endvidere oplyst, at Erhvervs- og Vækstministeriet også anfører, at:
    “Det kan derfor ikke udelukkes, at en person skal legitimere sig yderligere”.
    LGBT Danmark vil dertil påpege, at når Erhvervs- og Vækstministeriet nævner, at det ikke kan udelukkes, at en person skal legitimere sig yderligere, så er der så meget mindre grund til, at personnummeret behøver anført på legitimationskortet.

    Som anført i LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016, så kan yderligere legitimation som f.eks. sundhedskortet dokumentere en persons personnummer i de situationer, hvor det vurderes nødvendigt.
    Der er dermed intet i hvidvaskloven, der begrunder, at det foreslåede legitimationskort skal være påført personnummer.

  4. Ministeren anførte:
    “Af samme årsag mener jeg ikke, at LGBT Danmarks forslag om, at legitimationskortet i stedet for indehaverens personnummer påføres et kortnummer, der henviser til personen i Det Centrale Personregister (CPR), er en anvendelig løsning.

    I tilknytning hertil gør jeg opmærksom på, at indehaverens personnummer allerede i dag også findes på f.eks. sundhedskort og pas”.

    LGBT Danmark vil hertil bemærke, at det jo ikke ændrer på, at transpersoner ved anvendelse af et legitimationskortet med personnummer påført til stadighed få deres kønsidentitet afsløret og udstillet i et utal af dagligdagssituationer, hvor det er helt irrelevant.
    At der er personnummer på andre legitimationsformer er ikke i sig selv en gyldig grund til også at anføre personnummer på et nyt identitetskort, når det ikke er nødvendigt.

    LGBT Danmark har i sit høringssvar af 19. december 2016 fremført, at i stedet for personnummer, kan der påføres et kortnummer på legitimationskiortet. Dette kortnummer kan være NemID-nummeret, hvorved der let vil kunne ske verificering af personens identitet.

  5. Ministeren anførte:
    “Med hensyn til LGBT Danmarks bekymring for risikoen for identitetstyveri kan jeg desuden oplyse, at Økonomi- og Indenrigsministeriet i særlige tilfælde efter skriftlig anmodning herom kan tildele nyt personnummer til en person, hvis personnummer indgår eller har indgået i forbindelse med misbrug af vedkommendes identitet, jf. § 3, stk. 7, i lov om Det Centrale Personregister“.
    Dette vil LGBT Danmark ikke bestride.
    LGBT Danmark mener imidlertid, at det da må være bedre at undgå et identitetstyveri begået med baggrund i tyveri af et identitetskort med personnummer påført, end at skulle udbedre en sket skade. Både identitetstyveri og tildeling af et nyt personnummer påfører borgeren væsentlige ulemper, og det er en besværlig proces at få tildelt et nyt personnummer pga. identitetstyveri.

    LGBT Danmark vil nævne, at manglende overførsel af sundhedsoplysninger er en af ulemperne. På trods af, at juridisk kønsskifte og dermed tildeling af nyt personnummer blev indført i 2014, så er problemerne med overførsel af sundhedsoplysninger fortsat uløste.

  6. Ministeren anførte:
    “Jeg kan i øvrigt henvise til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 2, stk. 2, hvor det er anført, at ministeren fastsætter nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav for, at ansøgerens identitet kan anses for godtgjort, […]”.
    LGBT Danmark vil dertil bemærke, at dét, at ministeren kan fastsætte nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet jo ikke ændrer ved de ulemper, som transpersoner vil blive påført, hvis det bliver lovbestemt, at legitimationskortet skal være påført personnummer.

  7. 7. Ministeren anførte videre i fortsættelse af forannævnte punkt:
    “[…] og høringsnotatet, som den tidligere social- og indenrigsminister har oversendt til udvalget den 9. november 2016″
    I høringsnotatet, som ministeren henviste til er der ikke anført noget om behovet for personnummer på legitimationskortet.
    At der ikke fra dem, der har indgivet høringssvar, er argumenteret for ikke at påføre personnummer på legitimationskortet, kan meget vel skyldes, at ingen af dem repræsenterer transpersoner og derfor næppe har været opmærksomme på de problemer, som transpersoner vil blive udsat for ved anvendelse af legitimationskortet.

LGBT Danmark vil afslutningsvis anføre, at der i ministerens kommentarer til LGBT Danmarks høringsskrivelse af 19. december 2016 reelt ikke er noget, som taler imod at undlade at påføre personnummer på legitimationskortet.

Linda Thor Pedersen.
Transpolitisk talsperson.

* * *
Svar den 2. februar 2017.
LGBT Danmark anfører bl.a. i sit brev af 22. januar 2017, at der i mit svar til Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg af 20. januar 2017 (bilag 1) reelt ikke er noget, der taler imod at undlade at påføre legitimationskortet indehaverens personnummer. Det synspunkt er jeg ikke enig i.

Jeg gør i den forbindelse opmærksom på, at en del af baggrunden for, at den tidligere social- og indenrigsminister har fremsat lovforslaget netop er, at der ikke i dag findes et legitimationskort, der har som sit hovedformål at fungere som generel legitimation. Det er navnlig blevet oplevet som et problem for borgere, der ikke har et pas eller kørekort.

Det fremgår derfor bl.a. af afsnit 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, at der er tale om en samlet vurdering, hvorefter et legitimationskort, der indeholder indehaverens fulde navn, foto og personnummer, vil kunne anvendes som legitimation i en række hverdagsdagssituationer, ligesom pas og kørekort også i dag anvendes som legitimation i andre situationer end ved rejse og kørsel.

Det er således fortsat min opfattelse, at legitimationskortet skal påføres indehaverens personnummer for bedst muligt at understøtte kortets formål med at dokumentere indehaverens identitet.

Jeg kan derfor henholde mig til mit svar på spørgsmål 1 ad L55 af 20. januar 2017.

Med venlig hilsen
Simon Emil Ammitzbøll

Bilag 1:
Endeligt svar af 20. januar 2017 på spørgsmål 1 ad L55 til Folketingets Social-, Inden-rigs- og Børneudvalg.

* * *
Folketingets journal vedr. høringsskrivelsen.
Høringsskrivelsen i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedr. spørgsmålet om at kommentere høringsskrivelsen og svaret.
Spørgsmåletog svaret i pdf-format hos Folketinget.

Spgsm. 362 den 17. januar 2017 om en juridisk kønsskiftet kan påtage sig forældreskab og godkendes som forælder. Svar 2. februar 2017.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 17. januar 2017 efter ønske fra Pernille
Skipper (EL) spørgsmål nr. 362 – SUU Alm. del 2016-17 – om en person efter et juridisk kønsskifte kan påtage sig forældreskab og godkendes som forælder i overensstemmelse med det gældende juridiske køn, til økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll, der svarede den 2. februar 2017.

Spørgsmål
Kan ministeren oplyse om L 182 Lov om ændring af lov om det Centrale Personregister (Tildeling af nyt personnummer til personer der føler sig som tilhørende det andet køn) (folketingsåret 2013-14) samt den opfølgende L 189 Forslag til lov om ændring af Sundhedsloven og Lov om assisteret reproduktion (Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v) (folketingsåret 2013-14) indebærer undtagelser til muligheden for et komplet juridisk kønsskifte, herunder særligt om lovgivningen konkret forhindrer, at en person efter et juridisk kønsskifte påtager sig forældreskab i overensstemmelse med det gældende juridiske køn? Ministeren bedes samtidig oplyse, om loven skal fortolkes således, at personer som har skiftet juridisk køn ikke kan godkendes som forældre i det køn de har skiftet til og som alle juridiske dokumenter, herunder pas, er ændret i henhold til?

Svar
Ved lov nr. 752 af 25. juni 2014 om ændring af lov om Det Centrale Personregister blev der indført hjemmel i lovens § 3, stk. 6, til, at personer, som oplever at tilhøre det andet køn efter nærmere fastsatte betingelser af Økonomi- og Indenrigsministeriet kan tildeles nyt personnummer svarende til det oplevede køn.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget (L 182), at det ved forslaget bliver muligt for transkønnede at opnå juridisk kønsskifte først og fremmest i form af tildeling af nyt personnummer uden krav om kastration eller andre kirurgiske indgreb eller anden form for behandling, f.eks. hormonbehandling. Det fremgår ligeledes af bemærkningerne, at når en person har fået tildelt nyt personnummer i overensstemmelse med det oplevede køn, vil den pågældende automatisk modtage nyt sundhedskort med oplysning om det nye personnummer. Det fremgår også, at det nye personnummer giver adgang til udstedelse af nye personlige dokumenter som f.eks. pas, kørekort og fødselsattest i overensstemmelse med det nye køn. Den pågældendes fornavn skal om nødvendigt ændres, så det bliver kønskorrekt i forhold til det nye køn, jf. § 13, stk. 2, i navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 392 af 1.maj 2012 med senere ændringer. Der henvises til afsnit 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. (L 182 (Folketingstidende 2013-14, 1. samling, Tillæg A, side 2).

Forældrebegrebet er fastlagt i børneloven. Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har Økonomi- og Indenrigsministeriet derfor indhentet et bidrag fra Børne- og Socialministeriet, som har oplyst følgende:

”I børnelovens forstand er det forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse, der bestemmer, om de i retlig henseende efter loven betegnes som far, mor eller medmor. En person, der føder et barn, vil således efter loven være barnets mor, og en person, der biologisk er mand, og som har gjort moren gravid på naturlig vis, vil efter loven være barnets far.”

Dette betyder, at et juridisk kønsskifte ikke ændrer på, om man i børnelovens retlige forstand betragtes som mor eller far.

Med venlig hilsen
Simon Emil Ammitzbøll

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

L 55. Bilag 4. Spgsm. 1. Høringsskr. af 19. december 2016 fra LGBT Danmark om at undlade personnummer i legitimationskort. Svar 20. januar 2017.

Vist 0 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

LGBT Danmark indsendte den 19. december 2016 høringsskrivelse til lovforslag L 55 – samling 2016-17 – om udstedelse af legitimationskort med anbefaling om, at personnummer ikke påføres legitimationskortet, idet det bl.a. afslører indehaverens køn.
Høringsskrivelsen er registreret hos Social-, Indenrigs- og Børneudvalget som bilag 4 til L 55.

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget har den 20. december 2016 som spørgsmål nr. 1 – samling 2016-17 – bedt økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll (LA) om at kommentere høringsskrivelsen hvilket skete den 20. januar 2017.

Lovforslaget blev fremsat den 9. november 2016 og følger op på Folketingets Social- og Indenrigsudvalgs beretning fra den 3. marts 2016 over beslutningsforslag B 31 om indførelse af gyldig billedlegitimation ud over pas og kørekort.

Indhold
Høringsskrivelsen fra LGBT Danmark
Spørgsmålet til økonomi- og indenrigsministeren
Svaret fra økonomi- og indenrigsministeren

[Indhold] Høringsskrivelsen fra LGBT Danmark

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget

Mandag den 19. december 2016.

Vedr.: Høringsskrivelse til L 55 Forslag til lov om udstedelse af legitimationskort

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner ser overordnet positivt på lovforslaget.

LGBT Danmark finder det imidlertid meget uheldigt – og også unødvendigt at anføre personnummeret på legitimationskortet.

Kønsidentitet
Da der kan være et misforhold mellem transpersoners fremtræden (kønsudtryk) og personnummerets kønsangivelse, vil transpersoner ved anvendelse af legitimationskortet til stadighed få deres kønsidentitet afsløret og udstillet i et utal af dagligdagssituationer, hvor det er helt irrelevant.

Europarådets ministerkomités anbefaling CM/Rec(2010)5 [1] LGBT Danmark minder om, at Europarådets ministerkomité den 31. marts 2010 vedtog anbefaling CM/Rec(2010)5 om foranstaltninger til bekæmpelse af diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet, hvor det i bilaget under pkt. 19 anføres:
Medlemsstaterne bør sikre, at personlige oplysninger om en persons seksuelle orientering eller kønsidentitet ikke indsamles, opbevares eller på anden måde bruges af offentlige institutioner, herunder især inden for retshåndhævende myndigheder, medmindre det er nødvendigt for at opfylde specifikke, lovlige og legitime formål; eksisterende optegnelser, som ikke overholder disse principper, bør destrueres.

Gennem ministerkomitéens anbefaling har Danmark tilkendegivet, at transpersoners ret til privatliv betyder, at oplysninger om deres kønsidentitet ikke må anvendes af offentlige institutioner, hvor sådanne oplysninger er irrelevante.

LGBT Danmark henstiller, at Folketinget følger Europarådets ministerkomités anbefaling og beslutter, at personnummeret ikke påføres legitimationskortet, da det er unødvendigt og vil være til stor gene for transpersoner.

LGBT Danmark finder det yderst beklageligt, hvis Folketinget ikke efterlever de anbefalinger, Danmark har været med til at lave i Europarådets ministerkomité.

Persondataloven [2] Ifølge persondatalovens § 7 må der ikke behandles oplysninger om bl.a. seksuelle forhold.
LGBT Danmark påpeger, at kønsidentitet ikke er et seksuelt forhold, men i og med at kønsidentitet i dansk diskriminationslovgivning henføres under seksuel orientering, vil det være ulovligt efter Persondatalovens § 7 at anføre personnummeret på legitimationskortet, da en persons kønsidentitet dermed behandles og afsløres.

Ifølge persondatalovens § 8 må der ikke behandles oplysninger om “andre rent private forhold end de i § 7, stk. 1, nævnte, medmindre det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opgaver”.
LGBT Danmark påpeger, at i og med, at det ikke er nødvendigt, at personnummeret anføres på legitimationskortet, vil det være ulovligt efter persondatalovens § 8, hvis det sker.

Ifølge persondatalovens § 11, stk. 3 må der ikke ske offentliggørelse af personnummer uden udtrykkeligt samtykke.
LGBT Danmark påpeger, at hvis personnummeret anføres på et legitimationskort, så må det betegnes som en offentliggørelse af personnummeret, idet legitimationskortet jo netop er tænkt brugt over for både det offentlige og over for private.

LGBT Danmark vil også fremføre følgende forhold.

Identificering
Legitimationskortet skal gøre det muligt for en person at dokumentere sin identitet.
De væsentlige elementer dertil er, at kortet er udstedt af en offentlig myndighed, at fotoet svarer til personen, og at fødselsåret svarer til personens alder.
De sidste fire tal i personnummeret bidrager i sig selv ikke til identificering af en person og er derfor unødvendige.

I nogle situationer kan der være behov for også at dokumentere personnummeret. Det kan ske ved, at den pågældende legitimerer sig yderligere – f.eks. ved fremvisning af sit sundhedskort.
Kombinationen af legitimationskortet og f.eks. sundhedskortet dokumenterer personens personnummer.

I bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser anføres det til § 2:
Men hensyn til forslagets krav om, at legitimationskortet skal indeholde personnummer bemærkes, at det ikke er tilstrækkeligt, at der alene anføres ansøgerens fødselsdato.
Der er i bemærkningerne ikke anført nogen begrundelse for, at det ikke findes tilstrækkeligt alene at anføre fødselsdato.

I bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser anføres det til § 1:

Legitimationskortet skal således ikke kunne stå alene i enhver situation.

Karen Ellemann svarede på spørgsmål 3 til beslutningsforslag B 31, som danner baggrund for lovforslaget, bl.a.:
Det er min opfattelse, at legitimationskortet som minimum bør indeholde de oplysninger, som kræves i hvidvaskloven.
Erhvervs- og Vækstministeriet har i den forbindelse oplyst, at et legitimationskort, som indeholder både navn, adresse og cpr.nr., vil leve op til de basale krav i hvidvaskloven. Legitimation skal dog foretages ud fra en risikovurdering. Det kan derfor ikke udelukkes, at en person skal legitimere sig yderligere.
Henset til bemærkningerne til lovforslaget og oplysningerne fra Erhvervs- og Vækstministeriet kan der ikke være betænkeligheder ved at undlade personnummer på legitimationskortet. I de situationer, hvor det vurderes nødvendigt, kan yderligere legitimation som f.eks. sundhedskortet dokumentere en persons personnummer.

Identitetstyveri
Identitetstyveri er et stigende problem.
For at gennemføre et identitetstyveri er personnummeret et væsentligt element.
Da identitetstyveri ofte sker med baggrund i tyveri/afluring af legitimationspapirer, bør legitimationspapirer ikke være påført personnummer.

Legitimationskortet bør derfor ikke påføres personnummer.

Kortnummer
LGBT Danmark anbefaler, at legitimationskortet i stedet for personnummer påføres et kortnummer, som refererer til personen i CPR-registret.

Linda Thor Pedersen.
Transpolitisk talsperson.

Noter
  1. [Retur] CM/Rec(2010)5
    1. CM/Rec(2010)5 i Justitsministeriets danske oversættelse
      http://jm.schultzboghandel.dk/upload/microsites/jm/ebooks/andre_publ/ministerkomit%E9ens%20rekommandation.pdf
    2. CM/Rec(2010)5 i den originale engeske udgave hos Council of Europe
      https://search.coe.int/cm/Pages/result_details.aspx?ObjectID=09000016805cf40a
  2. [Retur] Persondataloven
    https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=828
    § 7. Der må ikke behandles oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold.
    § 8. For den offentlige forvaltning må der ikke behandles oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold end de i § 7, stk. 1, nævnte, medmindre det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opgaver.
    § 11. Offentlige myndigheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på en entydig identifikation eller som journalnummer.
    Stk. 2. Private må behandle oplysninger om personnummer, når
    1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov,
    2) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil eller
    3) behandlingen alene finder sted til videnskabelige eller statistiske formål, eller hvis der er tale om videregivelse af oplysninger om personnummer, når videregivelsen er et naturligt led i den normale drift af virksomheder m.v. af den pågældende art, og når videregivelsen er af afgørende betydning for at sikre en entydig identifikation af den registrerede eller videregivelsen kræves af en offentlig myndighed.
    Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 2, nr. 3, må der ikke ske offentliggørelse af personnummer uden udtrykkeligt samtykke.

[Indhold] Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 19/12-16 fra LGBT Danmark, jf. L 55 – bilag 4.

[Indhold] Svar
LGBT Danmark anfører i henvendelsen, at det er uheldigt og unødvendigt, at det foreslåede legitimationskort påføres indehaverens personnummer. Som årsag hertil anføres bl.a., at transpersoner vil få deres kønsidentitet afsløret og udstillet i et utal af dagligdagssituationer, hvor det er helt irrelevant.

Jeg forstår LGBT Danmarks bekymring, men jeg deler ikke opfattelsen af, at det er problematisk, at legitimationskortet påføres indehaverens personnummer. Det skal bl.a. ses i lyset af, at legitimationskortet er et tilbud og ikke en obligatorisk ordning.

Årsagen til, at det foreslåede legitimationskort skal indeholde indehaverens personnummer, er bl.a., at det fremgår af den såkaldte hvidvasklov (lovbekendtgørelse nr. 1022 af 13. august 2013 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme), at legitimation for en fysisk person bl.a. i forbindelse med oprettelse af et fast kundeforhold i et pengeinstitut, skal omfatte navn, adresse og personnummer eller anden lignende dokumentation, hvis den pågældende ikke har et personnummer.

Af samme årsag mener jeg ikke, at LGBT Danmarks forslag om, at legitimationskortet i stedet for indehaverens personnummer påføres et kortnummer, der henviser til personen i Det Centrale Personregister (CPR), er en anvendelig løsning.

I tilknytning hertil gør jeg opmærksom på, at indehaverens personnummer allerede i dag også findes på f.eks. sundhedskort og pas.

Med hensyn til LGBT Danmarks bekymring for risikoen for identitetstyveri kan jeg desuden oplyse, at Økonomi- og Indenrigsministeriet i særlige tilfælde efter skriftlig anmodning herom kan tildele nyt personnummer til en person, hvis personnummer indgår eller har indgået i forbindelse med misbrug af vedkommendes identitet, jf. § 3, stk. 7, i lov om Det Centrale Personregister.

Jeg kan i øvrigt henvise til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 2, stk. 2, hvor det er anført, at ministeren fastsætter nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav for, at ansøgerens identitet kan anses for godtgjort, og høringsnotatet, som den tidligere social- og indenrigsminister har oversendt til udvalget den 9. november 2016.

Med venlig hilsen
Simon Emil Ammitzbøll

* * *
Høringsskrivelsen i pdf-format.
Folketingets journal vedr. høringsskrivelsen.
Høringsskrivelsen i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

L 55. Referat af 1. behandlingen den 2. december 2016.

Vist 0 gange. Den 2. december 2016 havde Folketinget 1. behandling af lovforslag L 55 – Samling: 2015-16 – om forslag til lov om udstedelse af legitimationskort.

Kl. 1037
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Forhandlingen er åbnet. Det er hr. Magnus Heunicke, Socialdemokratiet. Værsgo.

Kl. 1037
Magnus Heunicke (S) (Ordfører):
Tak for det, fru formand. Det er jo egentlig takket være partiet SF, at vi har det her beslutningsforslag på dagsordenen. Det synes jeg vi skal starte med at anerkendte. Det er nemlig SF, som i starten af året kom med et beslutningsforslag, hvor man adresserede den problemstilling, at vi jo herindefra i større og større udstrækning kræver, at borgerne skal identificere sig, når de skal møde myndigheder, når de skal have et rejsekort, når de skal til Bornholm, når man skal købe en mobiltelefon. Man skal identificere sig alle mulige steder.

Sagen er den, at de id-muligheder, vi har, er et kørekort eller et pas. Et kørekort er af gode grund en dyr fornøjelse, og det er jo ikke alle, der har brug for et kørekort, lige så vel som at det ikke er alle, der kan få et kørekort. Det gælder f.eks., hvis man er synshandicappet, blind, så kan man ikke få kørekort. Så er der spørgsmålet med pas. Vi ved jo, at det kan være en dyr fornøjelse at få et pas, som i hvert fald krydser de 700 kr. Det vil sige, at der er brug for et id-kort, som man kan have i baglommen, og som ikke er så voldsomt dyrt at få fat i.

Hvad så med alle de id-kort, vi egentlig har? Vi har jo en del id-kort i Danmark. Vi har f.eks. vores sundhedskort, altså det gamle sygesikringsbevis. Problemet er der, at der ikke er foto på. Når jeg har læst i den her sag, er det, som om politikere har haft emnet på dagsordenen mange gange, og hver gang er der kommet et nyt kort op. Senest var det alkoholkortet, som det populært bliver kaldt. Det hedder det vist ikke reelt i lovgivningen. Det har unge mellem 16 og 18 år brugt til at kunne købe alkohol. Det er et nyt kort med billede på, man har opfundet. Det nye og kloge i det her lovforslag på baggrund af den problemstilling, som SF har rejst, er, at man indfører et nyt kort, men også fjerner et kort. Og det er altså det alkoholkort, som man fra regeringens side foreslår at fjerne og lave om til et generelt id-kort. Det synes jeg lyder fornuftigt og klogt. Det er et id-kort med billede og cpr-nummer, som kan være i baglommen, og med hvilket man meget billigere og nemmere end et pas og selvfølgelig langt, langt billigere og nemmere end et kørekort kan bevise sin identitet, når der er brug for det.

Derfor må jeg sige, at vi kan støtte det her forslag, ligesom vi støttede tankerne i SF’s forslag. Jeg synes kun, det er blevet bedre siden da, fordi man altså tager et eksisterende kort og laver om.

Så vil jeg sige noget til os alle sammen her. Nu har vi efterhånden så mange kort i Danmark. Var der ikke noget fornuftigt i, at vi på et tidspunkt får set på, hvor mange kort vi skal have? Jeg kan forstå, at der oven i købet er udnævnt en minister for offentlig innovation. Vi skal have to sygesikringskort, vi skal have et id-kort her, man skal have pas og kørekort, og man skal have digital signatur. Der er efterhånden så mange kort, og alle er vel lavet i den bedste mening. Kunne det ikke lade sig gøre at lave det her lidt smartere? Jeg tror, at næste gang, vi mødes om det her emne, bliver, når der kommer større pres på at få et elektronisk identifikationskort, eventuelt på forskellige mobiltelefoner og andet, så man bedre kan identificere sig på nettet, når man færdes der. Det vil sige, at den her debat slet ikke er slut. Jeg kan frygte, at vi næste gang skal have endnu et kort, endnu en ting i vores baglomme, så den bliver helt fyldt med forskellige id-kort. Jeg tror, at danskerne undrer sig lidt over det. Det kan godt være, at man ud fra en lidt gammeldags ministeriel silotankegang synes, at det kan være smartere end at løse det her problem. Men set fra borgernes synspunkt tror jeg, det kunne være lidt smartere frem for at have tre-fire-fem-seks kort til offentlige myndigheder, hvis man havde bare et, som så også havde et billede, som så også havde adresse, som så også havde cpr-nummer, og som også havde noget digital signatur indbygget. Det er ikke det, lovforslaget her handler om. Det er bare for at anmelde, at det er vores overordnede politiske linje på det her område. Det er et arbejde, vi meget gerne vil deltage i.

Det her lovforslag kan vi støtte.

Kl. 1042
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Tak for det. Fru Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Kl. 1042
Susanne Eilersen (DF) (Ordfører):
Tak for det, formand. Det, vi lige har hørt fra Socialdemokratiets ordfører, lyder jo meget lovende, så jeg tænker, at vi allerede nu kan lave et ændringsforslag og i den grad også få flertal for det, for man skulle sådan set tro, at ordføreren har været inde at kigge i min computer og læst min ordførertale. Dansk Folkeparti er fuldstændig enig i udsagnet om, hvad vi dog skal med alle de her kort.

Nu er det her godt nok et forslag, som udspringer af et beslutningsforslag, som vi også var positive over for den gang. Men vi har jo også før sagt, at man skal få et billede på det her sygesikringskort, som alle har, uanset om de er svagtseende, handicappede eller andre ting og ikke kan erhverve sig et kørekort. Alle har altså et sygesikringskort. Så jeg synes, vi skal kigge på at få lavet et kort for alle, også set i lyset af at flere og flere steder ønsker man at have billedlegitimation. Det gælder både ved henvendelse til banken, på rejsekort og med andre ting. Det skal også ses i lyset af den her terrorsituation, der er blevet mere og mere tilspidset over de senere år, hvidvaskningsloven og alt muligt andet, der gør, at man oftere og oftere skal vise legitimation, hvor der er et billede på.

I den forbindelse kan jeg som medlem af Dansk Folkeparti til det her knytte en bemærkning om, at problematikken med mangel på et forbud mod burkaer bliver større og større. Jeg kan undre mig lidt over, hvordan et billede på et kort med en kvinde, der bruger burka, skal se ud. Kan man få kvinden til at tage burkaen af, hvis hun har brug for at skulle legitimere sig nogle steder? Det er ikke en del af det her lovforslag, men det er i hvert fald en problematik, der vender tilbage, hver gang vi har sådan noget med billedlegitimation.

Men Dansk Folkeparti er også enig i, at det her kort er et skridt på vejen. Og så må vi måske tage det i to etaper, men det synes jeg da vi skal have en snak om, også set i lyset af at det har været et stort ønske fra mange handicaporganisationer, som jeg sagde før. Der er handicappede, der måske ikke kan erhverve sig et kørekort og skal gå rundt med deres pas. Et plastikkort har dog en bedre størrelse, der passer til en pung eller baglomme. Så Dansk Folkeparti er også enig i det, og vi er også glade for, at prisen på det her er fornuftig, så alle kan være med.

Så Dansk Folkeparti støtter også det her forslag.

Kl. 1045
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Så er det hr. Carl Holst, Venstre.

Kl. 1045
Carl Holst (V) (Ordfører):
Tak for det, formand. Jeg skulle hilse fra De Konservative og sige, at de kan støtte det her forslag. Det kan Venstre også.

Der er et praktisk problem for borgere uden pas og kørekort. Det er det, lovforslaget drejer sig om, og det støtter vi. Så har der været rigtige og velmenende bemærkninger om, hvorvidt vi i fremtiden skal have et samlet kort. Det er en interessant problemstilling, som vi jo skal arbejde på eventuelt som supplement til den digitaliseringsstrategi, som er blev lavet bredt og med kommunerne og regionerne løbende frem til 2020. Det er lidt en anden problemstilling. Men alt, der kan understøtte digitaliseringsdelen, skal vi selvfølgelig i en anden sammenhæng med et andet forslag være villige til at se på. Det vil Venstre også være. Tak.

Kl. 1046
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Tak for det. Fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Kl. 1046
Pernille Skipper (EL) (Ordfører):
Enhedslisten var rigtig glade, da SF fremsatte beslutningsforslaget. Det er noget, vi har hørt rigtig mange gange fra borgerne, nemlig at det er besværligt i hverdagen. Vi var rigtig glade, da SF fik det stemt igennem, og nu er vi rigtig glade for, at det er blevet fremsat. Så Enhedslisten stemmer for.

Kl. 1046
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Tak for det. Hr. Danny K. Malkowski, Liberal Alliance. Værsgo.

Kl. 1046
Danny K. Malkowski (LA) (Ordfører):
I Liberal Alliance synes vi, at det er fornuftigt, at man kan få et identifikationskort med foto fra det offentlige. I mange sammenhænge skal man bruge billede-id, og det er ikke optimalt, at alle danskere, som ikke har kørekort, skal slæbe rundt med deres pas. Når borgerne samtidig selv skal betale omkostningerne, har vi meget svært ved at se nogle negative konsekvenser ved det. Derfor synes jeg også, det er meget interessant at få en diskussion af, om vi skal prøve at koble digitalisering ind i den her form for identifikation, men det må vi tage på et senere tidspunkt.

Liberal Alliance støtter også lovforslaget.

Kl. 1047
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Kl. 1047
Torsten Gejl (ALT) (Ordfører):
Tak. I Alternativet synes vi, det er glædeligt, at man får et nyt identifikationskort, som gør det muligt at identificere sig i en lang række situationer uden at skulle tage sit pas med. Det betyder f.eks., at mennesker, der på grund af deres særlige behov ikke har kørekort, kan få lettere ved at tage et lån i banken eller købe en mobiltelefon. Vi er glade for, at SF har set behovet for et nyt identifikationskort og fundet flertal for det i Folketinget. Vi er også glade for de få gange, det er lykkedes oppositionen at få flertal for et forslaget til vedtagelse i Folketinget i de her år med en regering, der benytter sit flertal på et mandat til at føre en politik, der efter vores smag er utrolig ensidigt borgerlig-liberal.

Men mere om det en anden gang, for i dag glæder vi os over at stemme ja til det her lovforslag.

Kl. 1048
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Tak for det. Fru Marianne Jelved, Radikale Venstre.

Kl. 1048
Marianne Jelved (RV) (Ordfører):
Da vores ordfører, Andreas Steenberg, ikke kan være her, siger jeg et par ord om forslaget og indleder med at rose ministeren, fordi der her er en fin imødekommelse af et ønske, som et flertal i Folketinget har haft. Man laver et id-kort som alternativ til kørekort og pas. I Radikale Venstre er vi glade for, at regeringen tager initiativet, og vi synes, det er god parlamentarisk skik, at man kan finde løsninger sammen. Det er sådan noget, der kan glæde en gammel tilhænger af folkestyret.

Der findes personer, som på grund af alder eller handicap ikke har kørekort. Når man skal vise id med billede, eksempelvis når man rejser til og fra Bornholm eller Sverige, hvor der jo desværre er grænsekontrol, skal de mennesker have pas med. Det er ganske dyrt at skaffe sig et pas, især for at skulle tage til Bornholm. Det er lidt langt ude, at man skal vise pas for at rejse til en anden del af Danmark. Med loven her får ældre, unge og mennesker med handicap muligheden for at erhverve sig et id-kort til billigere penge, som de kan bruge, når de skal vise billede-id.

Det er vi stærke tilhængere af.

Kl. 1049
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Tak for det. Fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti.

Kl. 1049
Trine Torp (SF) (Ordfører):
Det er en god dag i dag. I SF hilser vi selvfølgelig det her lovforslag meget velkommen. Som flere ordførere har sagt, er det på baggrund af det beslutningsforslag, som vi i SF fremsatte for Folketinget sidste år, at vi nu i dag skal førstebehandle det her lovforslag, som handler om at tilpasse et eksisterende legitimationskort. Jeg er godt tilfreds med, at vores forslag nu er anledning til, at regeringen og Folketingets partier bakker op om, at der skal findes en løsning, så det bliver bare en lille smule lettere for borgere med handicap, hjemløse, ældre og andre medborgere at kunne legitimere sig. Derfor vil jeg gerne sige tak til både regeringen og udvalget for velvilligheden i forhold til beslutningsforslag– det er vi meget tilfredse med.

Som vores samfund har udviklet sig, står mange danskere ofte i en situation, hvor de skal kunne legitimere sig med billedlegitimation. Langt de fleste borgere løser det problem ved at fremvise et gyldigt førerbevis eller et pas. For nogle medborgere, f.eks. blinde, stærkt svagsynede og mennesker med epilepsi, er der ikke mulighed for det, da de ikke kan erhverve sig et kørekort på grund af deres handicap. Derfor har der allerede længe været udtrykt ønske fra Danske Handicaporganisationers side om, at man skal have mulighed for at anskaffe sig billig billedlegitimation. Som det også fremgår af høringssvarene, hilser både Danske Handicaporganisationer og Ældre Sagen lovforslaget velkommen. Det er jeg glad for, og det ser jeg som et udtryk for, at der har været et reelt behov for en tilpasning af legitimationskortet.

Som jeg også nævnte, da vi behandlede beslutningsforslaget i januar, havde vi i SF ikke nogen særlige formkrav til det nye legitimationskort. Den foreslåede løsning er en tilpasning af et allerede eksisterende legitimationskort, og det skal kunne anvendes som generel dokumentation for en bredere målgruppe og på et større anvendelsesområde. Det synes vi lyder som en fornuftig udformning. Det har også været et mål for os, at billedlegitimation kunne være billigere. I forbindelse med beslutningsforslaget erfarede vi i SF, at mange borgere efterlyste billigere billedlegitimation. Det handlede om hjemløse, der blev afkrævet legitimation, når de skulle afgive deres stemme, hæve penge i banken eller blot skulle oprette en konto, så de kunne få overført penge. Det handlede om borgere, især fra Bornholm, som i forbindelse med deres arbejde, besøg eller behandling på Rigshospitalet skulle passere svensk område, hvor man som følge af transportøransvaret skal legitimere sig. Derfor håber vi, og det læser jeg sådan set også af både lovforslag og høringssvar, fortsat, at det her nye legitimationskort vil være væsentlig billigere end f.eks. pas og kørekort.

Ud over at jeg selvfølgelig skal takke regeringen og Folketinget for deres velvillighed, skylder jeg også at sende en særlig hilsen til Jytte, som jeg blev kontaktet af, kort inden vi behandlede beslutningsforslaget for et lille års tid siden. Jytte er i midten af halvfjerdserne, og hun skrev, fordi hun var begejstret for forslaget. Hun fortalte mig, at hun hverken havde pas eller kørekort og heller ikke havde behov for det. Hun havde i flere situationer oplevet, at det nærmest var lovpligtigt at have et billed-id, og derfor havde hun forhørt sig om mulighederne hos borgerservice, hvor hun havde fået beskeden, at så kunne hun få et knallertkørekort. Og som hun selv skrev dengang: Jeg er altså midt i halvfjerdserne. Til dig, Jytte: Nu sker der noget, og vi får sikret, at du ikke behøver at få et knallertkørekort. Nu bliver der et ordentligt legitimationskort, et Jyttekort.

Nogle vil jo nok mene, at sådan et lovforslag her i det store billede kan virke som en meget lille sag, som ikke er af særlig stor betydning, men for de borgere, det berører, som f.eks. Jytte, har det stor betydning, at de rent faktisk kan erhverve sig et kort. Det synes jeg er vigtigt at huske, når vi i dag behandler det her lovforslag. På den baggrund kan det selvfølgelig ikke overraske nogen, at SF støtter op om lovforslaget.

Kl. 1053
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Tak til fru Trine Torp. Så har Venstre talt på vegne af De Konservative, og derfor er det økonomi- og indenrigsministeren. Tillykke med hvervet.

Kl. 1053
Økonomi- og indenrigsministeren (Simon Emil Ammitzbøll):
Tak for det. Jeg vil gerne starte med at takke for den brede opbakning til forslaget, som der har været her i Folketinget, til det, som SF’s ordfører kaldte Jyttekortet. Jeg synes jo, det er rart, at vi kan finde løsninger i bred enighed og fordragelighed, og jeg vil tilstræbe så vidt muligt at inddrage alle Folketingets partier i det lovarbejde, der er på mit ministerområde.

Jeg er helt overbevist om, at vi med det her forslag og med det her legitimationskort får en rigtig god løsning på det, som jo i virkeligheden er et praktisk problem for mange mennesker, som ikke har pas eller kørekort, men kommer i situationer, hvor de skal legitimere sig. Det er især bornholmerproblematikken, som der også har været talt om, hvor danske borgere skal tage fra en del af det danske rige til en anden del. Der er det i dag for nogles vedkommende sådan, at de er nødt til at have et pas. Jeg synes, det er en rigtig god ting, at de fremover kan nøjes med det her legitimationskort og kan få det til en billigere pris. Jeg synes også, det er værd at lægge mærke til det her spørgsmål om et kort ind og et kort ud. Det synes jeg egentlig er et rigtig fint princip, at man altså dermed sørger for, at bunken ikke bliver endnu større. Så på den måde får vi også gjort det på en rigtig fin måde.

Så er der en del, der nævner, at man kunne gå endnu videre: Kunne man forestille sig at bruge elektroniske løsninger? Kunne man samlet reducere antallet af kort i det offentlige? Der vil jeg bare sige, at det i hvert fald er noget, som jeg vil se utrolig positivt på og gå videre med for at se på, om man også fremadrettet kan forenkle endnu mere. Det kan jeg selvfølgelig ikke love på stående fod at man kan, men jeg vil i hvert fald gøre mit for, at vi får gennemført nogle af de ønsker, der kom fra ordførerne. Men jeg vil først og fremmest takke for den velvillige behandling og selvfølgelig især takke SF for at være dem, der tog initiativet. Lad det være en opfordring til at komme med initiativer, som vi også kan vedtage i fællesskab, hvis det er muligt at gøre det. Jeg har i hvert fald ikke lukket nogen dør for nogen.

Kl. 1056
Formanden (Pia Kjærsgaard):
Tak for det. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalg. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

* * *
Folketingets journal med referat af 1. behandlingen.

L 55. Tidsplan.

Vist 0 gange. Tidsplan for L 55
Forslag af 9. november 2016 til lov om udstedelse af legitimationskort.

Handling Dato Bemærkning
Fremsat 9. november 2016  
1. behandling 26. marts 2010 Henvist til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Frist for spørgsmål 12. januar 2017  
Frist for svar 24. januar 2017  
Frist for ændringsforslag 31. januar 2017  
1. udkast til betænkning 7. februar 2017 Bilag nr. 7. Indeholder ikke indstillinger eller politiske bemærkninger, da udkastet først behandles af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget den 9. februar 2017 jf. nedenstående.
Folketingets journal vedr. udkastet – bilag 7.
Udkastet i pdf-format hos Folketinget.
Politisk drøftelse 9. februar 2017
  1. Gennemgang af svar og politisk drøftelse over følgende lovforslag:
    1. L 55 (om udstedelse af legitimationskort), jf. L 55 – svar på spm. 12. Udkast til betænkning omdeles senere.
Frist for politiske bemærkninger 21. februar 2017  
Afgivelse af betænkning 23. februar 2017 Møde i Social-, Indenrigs- og Børneudvalget kl. 1200.
Dagsordenens pkt. 2 c: Eventuel afgivelse af betænkninger.
2. behandling 28. februar 2017  
3. behandling 2. marts 2017  

Tidsplanen hos Folketinget.

L 55. Forslag af 9. november 2016 til lov om udstedelse af legitimationskort.

Vist 0 gange. Social- og indenrigsminister, Karen Ellemann (V) fremsatte den 9. november 2016 lovforslag L 55 – samling 2016-17 – om udstedelse af legitimationskort.

Inden fremsættelse som lovforslag blev et udkast til forslag til lov om udstedelse af legitimationskort den 14. september 2016 sendt i høring på Høringsportalen.

Lovforslaget

Resumé
Lovforslaget skal sikre, at personer på 15 år og derover, som er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan få et legitimationskort med foto, fulde navn og personnummer. Med forslaget får børne- og socialministeren tilladelse til at fastsætte de nærmere regler for at udstede og udforme legitimationskortet.

Forslaget følger op på Folketingets Social- og Indenrigsudvalgs beretning fra den 3. marts 2016 over beslutningsforslag B 31 om indførelse af gyldig billedlegitimation ud over pas og kørekort. I beretningen opfordrer hele udvalget regeringen til at fremsætte lovforslag om at indføre et sådant gyldigt legitimationskort senest i efteråret 2016, så borgere uden pas eller kørekort kan legitimere sig ved gyldig billedlegitimation.

Loven skal træde i kraft den 1. juli 2017.

* * *
Fremsættelsestalen den 9. november 2016 af social- og indenrigsminister, Karen Ellemann (V).
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om udstedelse af legitimationskort
(Lovforslag nr. L 55)

Lovforslaget har til formål at sikre, at personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort med foto, fulde navn og personnummer. Lovforslaget giver en bemyndigelse til social- og indenrigsministeren til at fastsætte de nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav til, hvornår ansøgerens identitet kan anses for godtgjort samt regler om gebyrfastsættelse.

Lovforslaget indebærer en række tilpasninger af det eksisterende legitimationskort til personer på 16 år og derover (alkoholkort), således at legitimationskortet bl.a. får et nyt formål, en bredere målgruppe og et større anvendelsesområde.

Det foreslåede legitimationskort får en gyldighedsperiode på 10 år. Legitimationskortet skal i en række situationer kunne anvendes som generel legitimation, men der vil ikke blive knyttet rettigheder til legitimationskortet. Legitimationskortet giver således alene mulighed for at kunne dokumentere indehaverens identitet.

Den foreslåede ordning indebærer desuden, at de gældende regler om alkoholkort i sundhedslovgivningen ophæves, da formålet med alkoholkortet er indeholdt i det nye foreslåede legitimationskort.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

* * *
Lovforslaget

Forslag
til
Lov om udstedelse af legitimationskort

§ 1. Loven har til formål at sikre, at alle personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort.

§ 2. Personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort med foto, fulde navn og personnummer, der udstedes af den kommune, hvor ansøgeren er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR). Legitimationskortet udstedes med en gyldighedsperiode på 10 år.
Stk. 2. Social- og indenrigsministeren fastsætter nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav for, hvornår ansøgerens identitet kan anses for godtgjort.
Stk. 3. Social- og indenrigsministeren fastsætter regler om betaling af et gebyr for udstedelse af legitimationskortet, jf. stk. 1.

§ 3. I lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og ved § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013, foretages følgende ændring:

1. § 4 ophæves.

§ 4. Loven træder i kraft den 1. juli 2017.

§ 5. Legitimationskort, der ved ikrafttrædelsen af denne lov er udstedt efter § 4, stk. 1 i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og ved § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013, forbliver gyldige indtil udløbet af disse korts gyldighedsperiode.

§ 6. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse
  1. Indledning og baggrund
  2. Lovforslagets hovedindhold
    1. Gældende ret
      1. Legitimationskort til personer på 16 år og derover (alkoholkort)
      2. Pas
      3. Kørekort
      4. Sundhedskort
      5. Opholdskort til tredjelandsstatsborgere
    2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
      1. Behovet for tilpasninger af legitimationskortet til personer på 16 år og derover 2.2.2. Anvendelse af andre legitimationsformer
      2. Anvendelse af andre legitimationsformer
        1. Pas
        2. Kørekort
        3. Sundhedskort
        4. Opholdskort til tredjelandsstatsborgere
        5. Digital legitimation
      3. Tilvejebringelse af hjemmel til et nyt legitimationskort
      4. Adresseoplysninger
      5. Gyldighedsperiode
      6. Gebyrfastsættelse
      7. Ophævelse af lovgivning om legitimationskort til personer på 16 år og derover
    3. Den foreslåede ordning
  3. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
  4. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
  5. De administrative konsekvenser for borgerne
  6. De miljømæssige konsekvenser
  7. Forholdet til EU-retten
  8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
  9. Sammenfattende skema

[Indholdsfortegnelse] 1. Indledning og baggrund
Lovforslaget har til formål at sikre, at alle borgere over 15 år, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), har mulighed for at erhverve legitimation ud over pas og kørekort.

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg afgav den 3. marts 2016 beretning over forslag til folketingsbeslutning om indførelse af gyldig billedlegitimation udover pas og kørekort (B 31, Folketingstidende 2015-2016, 2. samling, A). Det fremgår af beretningen, at udvalget i sin helhed opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag herom senest i efteråret 2016, så det sikres, at borgere uden pas eller kørekort kan legitimere sig ved gyldig billedlegitimation. Legitimationen skal være udstedt af en offentlig myndighed og opfylde de nødvendige krav, herunder til datasikkerhed, så kortet godtages de steder, hvor man i dag ikke godtager andre typer af legitimation end pas og kørekort. Beslutningsforslaget blev ikke undergivet 2. behandling.

Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til B 31, at det som følge af skærpet lovgivning mod terrorisme og hvidvaskning af penge igennem de senere år er blevet nødvendigt at kunne legitimere sig med billedlegitimation. Forslagsstillerne anførte bl.a., at de fleste borgere løser dette ved at fremvise kørekort eller pas, men at det for nogle borgere, f.eks. synshandicappede, epileptikere m.fl., ikke er muligt at erhverve kørekort pga. deres handicap. Disse borgere skal i stedet f.eks. fremvise pas, hvilket forslagsstillerne mente, er uhensigtsmæssigt. Forslagsstillerne anførte bl.a. i forlængelse heraf, at alle borgere skal kunne erhverve billedlegitimation, der minder om et kørekort.

Under 1. behandlingen af beslutningsforslaget den 26. januar 2016 tilkendegav social- og indenrigsministeren, at regeringen var indstillet på at undersøge, om det eksisterende legitimationskort der udstedes med hjemmel i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 med senere ændringer og tilhørende bekendtgørelse om udstedelse af legitimationskort til personer på 16 år og derover, jf. bekendtgørelse nr. 532 af 13. juni 2004, kan anvendes som generelt legitimationskort med nogle tilpasninger.

[Indholdsfortegnelse] 2. Lovforslagets indhold
[Indholdsfortegnelse] 2.1. Gældende ret
I dag findes der ikke et offentligt udstedt legitimationskort, der alene har til formål at fungere som generel legitimation, og som ikke varetager andre formål, som f.eks. at tjene som bevis for en førerret eller som rejselegitimation.

[Indholdsfortegnelse] 2.1.1. Legitimationskort til personer på 16 år og derover (alkoholkort)
Der kan med hjemmel i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og ved § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013 udstedes et legitimationskort.

De nærmere regler om legitimationskortet er fastsat i bekendtgørelse om udstedelse af legitimationskort til personer på 16 år og derover, jf. bekendtgørelse nr. 532 af 13. juni 2004.

Legitimationskortet har primært haft til formål, at unge på 16 år og derover skal kunne legitimere sig ved køb af alkohol og tobak.

Legitimationskortet er imidlertid ikke begrænset til udelukkende at kunne udstedes til unge mellem 16 og 18 år, men kan efter bekendtgørelsens ordlyd udstedes til personer på 16 år og derover. Legitimationskortet er heller ikke begrænset til kun at kunne anvendes som legitimation i forbindelse med køb af tobak og alkohol.

Det følger af § 3 i bekendtgørelsen, at kortet påføres ansøgerens fulde navn, fødselsdato samt et vellignende foto. Endvidere påføres nummeret på den udstedende kommune. Kommunen kan opkræve et gebyr på højst 150 kr. for udstedelsen af kortet, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Det er kommunerne, som har ansvaret for at udstede legitimationskortet til personer på 16 år og derover i overensstemmelse med de betingelser, der følger af ovennævnte bekendtgørelse.

[Indholdsfortegnelse] 2.1.2. Pas
Reglerne om udstedelse af pas findes i lov om pas til danske statsborgere mv. (lovbekendtgørelse nr. 900 af 8. september 2008 med senere ændringer) og bekendtgørelse om pas mv. (bekendtgørelse nr. 1337 af 28. november 2013 med senere ændringer).

Formålet med passet er, at indehaveren skal kunne legitimere sig i forbindelse med rejser til og fra udlandet.

[Indholdsfortegnelse] 2.1.3. Kørekort
De gældende regler om kørekort, herunder vedrørende betingelserne for erhvervelse af kørekort, findes i kørekortbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 312 af 25. marts 2015 om kørekort med senere ændringer). Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013 med senere ændringer.

Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort med senere ændringer (3. kørekortdirektiv). Direktivet fastsætter bl.a. en række mindstekrav til udstedelse af kørekort og til udformningen af kørekortet. Direktivet forudsætter, at et kørekort giver førerret til én eller flere kategorier af motordrevne køretøjer, samt at indehaveren består en forudgående teoretisk og praktisk prøve.

Kørekortet har til formål at dokumentere førerret til et motordrevet køretøj. Ved 3. kørekortdirektiv er der bl.a. indført en enhedsmodel til kørekort i medlemslandene (EU-kreditkortmodellen). Formålet hermed er bl.a. at give mulighed for at forbedre beskyttelsen mod forfalskninger.

[Indholdsfortegnelse] 2.1.4. Sundhedskort
De gældende regler om udformningen af sundhedskortet findes i bekendtgørelse om valgfri indplacering i sikringsgrupper og udstedelse af sundhedskort mv. (bekendtgørelse nr. 566 af 29. april 2015). Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014.

Ifølge § 7 i ovennævnte bekendtgørelse skal sundhedskortet indeholde oplysninger om personnummer, navn og adresse, sikringsgruppe, for gruppe 1-sikrede den valgte læge (eller lægekompagniskab) og bopæls- eller opholdskommune

Formålet med sundhedskortet er at dokumentere retten til ydelser efter sundhedsloven, jf. sundhedslovens § 12, stk. 1, og kan ikke i sin nuværende form betragtes som et legitimationskort.

[Indholdsfortegnelse] 2.1.5. Opholdskort til tredjelandsstatsborgere
Enhver tredjelandsstatsborger, der meddeles opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens §§ 7-9 f, bortset fra udlændinge under 18 år, der har fast ophold hos forældremyndighedens indehaver, får udstedt opholdskort med biometriske kendetegn (fotografi og fingeraftryk). De biometriske kendetegn lagres på en chip i kortet. Opholdskortet er dokumentation for, at den pågældende har en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark.

En tredjelandsstatsborger skal under ophold her i landet til stadighed medføre dokumentation for sin opholdstilladelse, jf. bekendtgørelse nr. 1197 af 26. september 2016 (udlændingebekendtgørelsen) § 38.

Det følger af CPR-lovens § 17 (lovbekendtgørelse nr. 5 af 9. januar 2013 med senere ændringer), at udlændinge med opholdstilladelse eller -bevis registreres i Det Centrale Personregister (CPR).

En asylansøger har ikke opholdstilladelse i Danmark og får derfor heller ikke udstedt et opholdskort, ligesom en asylansøger heller ikke bopælsregistreres i CPR. En asylansøger modtager et asylansøgerkort som bevis på, at den pågældende har ret til at opholde sig i Danmark, mens sagen behandles. Hvis en asylansøger meddeles opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7 (asyl), modtager den pågældende et opholdskort.

[Indholdsfortegnelse] 2.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser
[Indholdsfortegnelse] 2.2.1. Behov for tilpasninger af legitimationskortet til personer på 16 år og derover
Legitimationskortet til personer på 16 år og derover har primært haft til formål, at unge på 16 år og derover skal kunne legitimere sig ved køb af alkohol og tobak. Selv om den nuværende lovgivning ikke udelukker, at kortet kan udstedes til andre end unge mellem 16 og 18 år, bør formålet med udstedelsen af legitimationskortet ændres til at omfatte en bredere personkreds.

Muligheden for anvendelse af kortet som generel legitimation vil endvidere kræve nogle ændringer af indholdet af det eksisterende legitimationskort. Social- og Indenrigsministeriet [1] har ved overvejelserne herom bl.a. taget udgangspunkt i de legitimationsoplysninger, som fremgår af lovbekendtgørelse nr. 1022 af 13. august 2013 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme (herefter benævnt hvidvaskloven).

§ 12, stk. 2, i hvidvaskloven fastsætter, at legitimation for en fysisk person bl.a. i forbindelse med oprettelse af et fast kundeforhold i et pengeinstitut, skal omfatte navn, adresse og personnummer eller anden lignende dokumentation, hvis den pågældende ikke har et personnummer.

Hvidvaskloven indeholder imidlertid ikke krav om billedlegitimation. Social- og Indenrigsministeriet har alligevel foreslået, at legitimationskortet skal indeholde et billede af indehaveren, jf. nærmere pkt. 57 i vejledning nr. 9184 af 24. april 2013 til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme (herefter benævnt hvidvaskvejledningen).

Social- og Indenrigsministeriet har imidlertid ikke foreslået at anføre indehaverens adresse på legitimationskortet, jf. nærmere nedenfor under 2.3.

På den baggrund er det Social- og Indenrigsministeriets vurdering, at legitimationskortet til unge i dets nuværende form ikke kan anvendes som generel legitimation, fordi kortet i dag kun indeholder indehaverens navn, fødselsdato og billede, men ikke personnummer.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.2. Anvendelse af andre legitimationsformer
[Indholdsfortegnelse] 2.2.2.1. Pas
Passet har til formål, at indehaveren skal kunne legitimere sig i forbindelse med rejser til og fra udlandet, jf. afsnit 2.1.2. Passet kan derfor ikke karakteriseres som et generelt legitimationskort i den forstand, at det har som sit hovedformål at fungere som generelt legitimationskort. Praktiske hensyn, såsom passets fysiske størrelse, taler desuden imod anvendelsen som generelt legitimationskort.

Efter en samlet vurdering er det således Social- og Indenrigsministeriets vurdering, at passet ikke er den bedst egnede legitimationsform til at fungere som generel legitimation.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.2.2 Kørekort
Som det fremgår af afsnit 2.1.3, har kørekortet til formål at dokumentere førerret til et motordrevet køretøj. Kørekortet har således heller ikke til hovedformål at fungere som et generelt legitimationskort.

Social- og Indenrigsministeriet vurderer desuden ikke, at det inden for rammerne af gældende ret er muligt at gennemføre det forslag, som fremkom under 1. behandlingen af B 31 (Folketingstidende 2015-2016, 2. samling, A), om at indføre et kørekort uden kategori i den forstand, at der udstedes et kørekort, der ikke giver ret til at køre bil, men som kun kan bruges til at identificere sig med. Baggrunden herfor er, at et kørekort som nævnt er knyttet til retten til at føre motordrevet køretøj og alene kan erhverves under visse betingelser.
Praktiske hensyn, herunder bl.a. risikoen for forveksling med kørekort med førerret, taler ligeledes imod en sådan ordning.

Efter en samlet vurdering er det Social- og Indenrigsministeriets opfattelse, at kørekortet ikke egner sig som generelt legitimationskort.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.2.3 Sundhedskort
Som anført i afsnit 2.1.4, er formålet med sundhedskortet at dokumentere retten til ydelser efter sundhedsloven, jf. sundhedslovens § 12, stk. 1. Der er således ikke tale om et legitimationskort. Da sundhedskortet som følge af sit formål ikke kan betegnes som et legitimationskort, vurderer Social- og Indenrigsministeriet heller ikke, at det i denne sammenhæng kunne være en hensigtsmæssig løsning at sætte et foto af indehaveren på sundhedskortet for derved at skabe et generelt legitimationskort.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.2.4. Opholdskort til tredjelandsstatsborgere
Henset til den begrænsede målgruppe for opholdskortet til tredjelandsstatsborgere egner det sig ikke som generelt legitimationskort, der kan anvendes af alle.

Når en tredjelandsstatsborger meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens §§ 7-9 f, udstedes et opholdskort med biometri (fotografi og fingeraftryk) lagret på en chip. Opholdskortet er dokumentation for, at udlændingen har opholdstilladelse i Danmark og tjener samtidig som identifikation. Denne persongruppe er i kraft af bopælsregistreringen i CPR omfattet af den persongruppe, der kan få udstedt det foreslåede legitimationskort.

En opholdstilladelse udstedes for en tidsbegrænset periode, indtil tredjelandsstatsborgeren evt. søger og opfylder betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse. Opholdskortet udstedes for en periode, der svarer til tilladelsens gyldighed, jf. udlændingebekendtgørelsens § 16. Eksempelvis vil en udlænding, som er familiesammenført med en herboende ægtefælle, blive meddelt opholdstilladelse for højst 2 år ad gangen, efter 2 år for højst 4 år og efter 6 år for højst 6 år ad gangen, jf. udlændingebekendtgørelsens § 16, stk. 2. Legitimationskortet foreslås derimod udstedt for en periode på 10 år.

For at undgå usikkerhed om afgrænsningen mellem et legitimationskort og et opholdskort til en tredjelandsstatsborger skal det ved fastsættelsen af de nærmere regler for udformningen af legitimationskortet i medfør af lovforslagets § 2, stk. 2, sikres, at det på alle udstedte legitimationskort tydeligt fremgår, at legitimationskortet ikke dokumenterer opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 2, stk. 2.

Asylansøgere, der ikke er bopælsregistreret i CPR, jf. afsnit 2.1.5., er ikke omfattet af den persongruppe, der kan få udstedt det foreslåede legitimationskort. Denne persongruppe har heller ikke behov for at kunne få udstedt et generelt legitimationskort, da disse personer i stedet har et asylansøgerkort til brug for legitimation og som bevis på ret til at opholde sig i Danmark, mens sagen behandles.

Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 2, stk. 2.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.2.5. Digital legitimation
Lovforslaget om udstedelse af legitimationskort har som formål at sikre, at alle personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort. Lovforslaget vil dermed bl.a. løse et praktisk problem ved at gøre det muligt for borgere, der hverken har kørekort eller pas, at erhverve billedlegitimation, der størrelsesmæssigt minder om et kørekort.

På den baggrund ligger det uden for rammerne af dette lovforslag at udvikle en ny digital legitimationsform.

Regeringen, KL og Danske Regioner har vedtaget Den Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi 2016-2020. Strategien indeholder en række initiativer, der skal udvikle den offentlige digitalisering.

Digitaliseringsstyrelsen er ansvarlig for gennemførelsen af Digitaliseringsstrategien, der bl.a. indeholder initiativer vedrørende digitale identiteter og rettighedsstyring, bedre sikkerhed på ID-løsninger målrettet børn og unge samt udvikling af nye generationer af NemID, NemLog-in og Digital Post.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.3. Tilvejebringelse af hjemmel til et nyt legitimationskort
Der eksisterer ikke på nuværende tidspunkt et offentligt udstedt legitimationskort, der har som sit hovedformål at fungere som generel legitimation.

Som anført under afsnit 2.2.1, er der behov for tilpasninger af det eksisterende legitimationskort til personer på 16 år og derover, og som det fremgår af afsnit 2.2.2, er der ikke andre eksisterende offentligt udstedte legitimationsformer, der bør anvendes som generelt legitimationskort.

Der bør således tilvejebringes en hjemmel til udstedelsen af legitimationskortet, da hjemmelsgrundlaget i dag administreres af Sundheds- og Ældreministeriet [2] og er givet med henblik på et afgrænset formål, nemlig med henblik på håndhævelse af forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. ovenfor pkt. 2.1.1.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.4. Adresseoplysninger
Social- og Indenrigsministeriet har overvejet, om legitimationskortet også bør indeholde oplysninger om indehaverens adresse, således at legitimationskortet indeholder alle de ovennævnte legitimationsoplysninger.

Efter en samlet vurdering finder Social- og Indenrigsministeriet imidlertid, at dette er uhensigtsmæssigt.

Social- og Indenrigsministeriet har ved vurderingen heraf bl.a. lagt vægt på, at det fremgår af pkt. 55 i hvidvaskvejledningen, at hvor meget og hvilken type legitimation, der skal indhentes, afhænger af en konkret risikovurdering. Det kan således ikke udelukkes, at der i en konkret situation skal fremvises yderligere legitimation, selvom der af legitimationskortet også fremgår adresseoplysninger. Der henvises til social- og indenrigsministerens besvarelse af 1. marts 2016 af Social- og Indenrigsudvalgets spørgsmål 3 ad B31 (Folketingstidende 2015-2016, 2. samling, A).

Social- og Indenrigsministeriet har desuden lagt vægt på, at hverken pas eller kørekort indeholder adresseoplysninger.
Disse dokumenter vil således i en række situationer også skulle fremvises i kombination med et andet dokument, der indeholder adresseoplysninger, f.eks. et sundhedskort.

Social- og Indenrigsministeriet har yderligere lagt vægt på, at såfremt legitimationskortet også skulle indeholde indehaverens adresse, ville dette medføre, at legitimationskortet ville skulle udskiftes, hver gang indehaveren får ny adresse.

Hensynet til, at legitimationskortet i et vist omfang også må antages at skulle udstedes til personer uden fast adresse, er tillige indgået i Social- og Indenrigsministeriets overvejelser. I disse tilfælde nævner hvidvaskvejledningen, at det kan accepteres, at kundeforholdet oprettes, selvom adresseoplysninger ikke foreligger. Kunden kan i stedet indhente dokumentation fra kommunen, som bekræfter, at kunden er hjemløs.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.5. Gyldighedsperiode
Legitimationskortets gyldighedsperiode bør ikke være længere, end at det er sikret mod eksempelvis forfalskning i hele gyldighedsperioden. Rigspolitiet har i den forbindelse oplyst, at et billedlegitimationskort med en gyldighedsperiode på 10 år og med et sikkerhedsniveau svarende til et kørekort vil være tilstrækkeligt sikret mod forfalskning i gyldighedsperioden.

Til sammenligning udstedes et kørekort til kategori B (almindelig bil) med en gyldighedsperiode på 15 år, dog højst til indehaverens fyldte 75. år, jf. bekendtgørelse nr. 312 af 23. marts 2015 om kørekort med senere ændringer. Pas har for personer over 18 år normalt en gyldighedstid på 10 år og for personer mellem 2 og 18 år normalt en gyldighedstid på 5 år, jf. § 20 i bekendtgørelse nr. 1337 af 28. november 2013 om pas m.v.

På denne baggrund er det Social- og Indenrigsministeriets vurdering, at det foreslåede nye legitimationskort bør kunne udstedes med en gyldighedsperiode på 10 år.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.6. Gebyrfastsættelse
Det er Social- og Indenrigsministeriets vurdering, at der ud fra et princip om, at udstedelsen af legitimationskortet skal holdes udgiftsneutralt, skal være hjemmel til at fastsætte et gebyr om betaling for udstedelsen af legitimationskortet.

Gebyret skal fastsættes ud fra et princip om, at det skal være omkostningsdækkende. Gebyrets størrelse vil blive fastsat som et maksimalt beløb i bekendtgørelsen i overensstemmelse med reglerne i Finansministeriets til enhver tid gældende budgetvejledning og Økonomisk-Administrative Vejledning (ØAV). Den enkelte kommune fastsætter prisen for udstedelse af legitimationskortet inden for rammerne af det beløb, som ministeren fastsætter som det maksimale.

I medfør af den gældende budgetvejledning indebærer dette, at gebyret fastsættes således, at der opnås fuld dækning for de forbundne omkostninger inkl. administrationsomkostninger, således at der tilstræbes balance over en løbende 4-årig periode fra og med regnskabsåret. Mindst en gang årligt vurderes det, om omkostningerne skal reduceres, eller gebyrsatsen justeres for at sikre balance. Dette indebærer, at ministeren kan regulere det maksimale gebyr i opadgående- eller nedadgående retning, såfremt omkostningsniveauet forbundet med udstedelsen af legitimationskortet ændres. På baggrund af disse principper fastsætter de enkelte kommuner selv den konkrete pris for udstedelsen af legitimationskortet.

Legitimationskortet, som efter forslaget indeholder indehaverens fulde navn, foto og personnummer, vil kunne anvendes i en række hverdagsdagssituationer som legitimation.
For enkelte kommuner vil det efter Social- og Indenrigsministeriets opfattelse kunne medføre en forenklet sagsgang i forhold til i dag, hvor kommunerne ikke kan udstede et generelt legitimationskort med personnummer og derfor i nogle tilfælde skal anvende ressourcer på at medvirke til, at borgere uden pas og/eller kørekort kan identificere sig ved f.eks. bankforretninger mv.

Da gebyret som nævnt ikke må overstige de omkostninger, som den udstedende kommune har i forbindelse med udstedelsen af legitimationskortet, er der således ikke tale om et fiskalt gebyr.

Det er Social- og Indenrigsministeriets forventning, at gebyret kan fastsættes lavere end det, som opkræves for udstedelse af pas og kørekort.

Der henvises desuden til bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 3.

[Indholdsfortegnelse] 2.2.7. Ophævelse af lovgivning om legitimationskort til personer på 16 år og derover
Social- og Indenrigsministeriet vurderer, at det specielle formål med og oplysningerne i legitimationskortet til personer på 16 år og derover vil kunne rummes i det foreslåede legitimationskorts generelle formål og de oplysninger, som kortet efter forslaget skal indeholde. På denne baggrund vil der således ikke fremover være behov for de eksisterende regler om legitimationskort til personer over 16 år.

[Indholdsfortegnelse] 2.3. Den foreslåede ordning
Lovforslaget har til hensigt, at personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort med foto, fulde navn og personnummer. Lovforslaget giver en bemyndigelse til social- og indenrigsministeren til at fastsætte de nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav til, hvornår ansøgerens identitet kan anses for godtgjort samt regler om gebyrfastsættelse, jf. lovforslagets bemærkninger til § 2. Betingelserne for udstedelse af legitimationskortet foreslås fastsat ved lov, hvorfor der i bekendtgørelsen bliver tale om regler af teknisk karakter.

Lovforslaget indebærer en række tilpasninger af det eksisterende legitimationskort til personer på 16 år og derover, således at legitimationskortet bl.a. får et nyt formål, en bredere målgruppe og et større anvendelsesområde.

Endvidere afstemmes minimumsalderen for udstedelse af legitimationskortet med minimumsalderen for udstedelse af NemID (15 år). Herved vurderes legitimationskortet at kunne få bredere anvendelse og større effekt, f.eks. vil kortet kunne indgå som supplerende legitimation i forbindelse med udstedelse af NemID til borgere, som ikke har (og for de unges vedkommende ikke kan få) kørekort.

Lovforslaget tager således udgangspunkt i et eksisterende legitimationskort til personer på 16 år og derover – det såkaldte alkoholkort – der udstedes med hjemmel i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og lov nr. 327 af 23. marts 2013 med tilhørende bekendtgørelse om udstedelse af legitimationskort til personer på 16 år og derover, jf. bekendtgørelse nr. 532 af 13. juni 2004.

Med lovforslagets § 2, stk. 1, foreslås det, at personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort med foto, fulde navn og personnummer, der udstedes af den kommune, hvor ansøgeren er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), med en gyldighedsperiode på 10 år.
Legitimationskortet skal i en række situationer kunne anvendes som generel legitimation, men der vil ikke blive knyttet rettigheder til legitimationskortet, som det f.eks., er tilfældet med sundhedskortet, der dokumenterer retten til ydelser efter sundhedsloven, jf. afsnit 2.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Legitimationskortet giver således alene mulighed for at kunne dokumentere indehaverens identitet.

Social- og Indenrigsministeriet foreslår således, at der sker en tilpasning af legitimationskortet til personer på 16 år og derover, der indebærer, at det fortsat er kommunerne, som har ansvar for og administrerer udstedelsen af legitimationskortet. Herved kan man i vidt omfang tage udgangspunkt i det eksisterende decentrale system i kommunerne til produktion og administration heraf.

Efter en samlet vurdering er det Social- og Indenrigsministeriets opfattelse, at det foreslåede legitimationskort, som indeholder indehaverens fulde navn, foto og person nummer, vil kunne anvendes i en række hverdagsdagssituationer som legitimation, ligesom pas og kørekort også i dag anvendes som legitimation i andre situationer end ved rejse og kørsel.
Kortet vil efter ministeriets opfattelse også kunne anvendes som tilstrækkelig legitimation som følge af de svenske midlertidige kontrolforanstaltninger i forbindelse med indrejse i Sverige.

Med lovforslagets § 2, stk. 2, foreslås det, at social- og indenrigsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav til, hvornår ansøgerens identitet kan anses for godtgjort.

Den foreslåede bemyndigelsesmodel er begrundet i, at indholdet af de nærmere regler om legitimationskortet, herunder regler om udstedelsen og udformningen af legitimationskortet og kravene til godtgørelse af ansøgerens identitet, bør have et så detaljeret og teknisk præg, at de mest hensigtsmæssigt kan fastsættes ved bekendtgørelse. Ved at fastsætte disse regler ved bekendtgørelse opnås desuden en smidig mulighed for løbende at evaluere et eventuelt behov for at ændre på f.eks. sikkerhedsmæssige elementer som følge af den teknologiske udvikling.

Med lovforslagets § 2, stk. 3, foreslås det, at social- og indenrigsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om betaling af et gebyr for udstedelse af legitimationskortet. Forslaget om, at social- og indenrigsministeren fastsætter regler om betaling af et gebyr for udstedelsen af legitimationskortet, har til formål at holde udstedelsen af legitimationskortet udgiftsneutralt. Social- og Indenrigsministeriet vurderer, at bl.a. hensynet til løbende overvejelser om justering af gebyrsatsen medfører, at reglerne mest hensigtsmæssigt fastsættes ved bekendtgørelse.

Den foreslåede ordning indebærer desuden, at det eksisterende hjemmelsgrundlag på Sundheds- og Ældreministeriets område om udstedelse af legitimationskort til personer på 16 år og derover, som beskrevet i afsnit 2.1.1, kan ophæves, da det foreslåede legitimationskort kan erhverves af personer på 15 år og derover.

Lovforslagets § 4 indeholder således en bestemmelse, der ophæver § 4 i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og ved § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 3.

[Indholdsfortegnelse] 3. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Udstedelsesprocessen vil minde om den eksisterende for udstedelse af alkoholkort og vurderes således ikke at indebære indførelse af nye procedurer eller systemer.

Hertil kommer, at kortet fuldt ud skal brugerfinansieres.

Samlet set vurderer Social- og Indenrigsministeriet, at lovforslaget ikke vil have økonomiske konsekvenser for kommunerne.

Lovforslaget vil heller ikke medføre merudgifter for staten og regionerne.

[Indholdsfortegnelse] 4. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

[Indholdsfortegnelse] 5. De administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget medfører, at borgerne får flere muligheder for at kunne legitimere sig med generel billedlegitimation i en række hverdagssituationer. Borgerne vil f.eks. med lovforslaget få bedre muligheder for at opfylde legitimationskrav i anden lovgivning, herunder hvidvaskloven.

Lovforslaget vurderes således samlet at have positive administrative konsekvenser for borgerne.

[Indholdsfortegnelse] 6. De miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

[Indholdsfortegnelse] 7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

[Indholdsfortegnelse] 8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 7. september 2016 til den 5. oktober 2016 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, BDO Kommunernes Revision A/S, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv, Dansk Handicapforbund, Dansk Industri, Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner, Danske Ældreråd, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, DESA Dansk Erhvervssammenslutning, Det Centrale Handicapråd, Digitaliseringsstyrelsen, Domstolsstyrelsen, DSB, Finanstilsynet, Folketingets Ombudsmand, Forbrugerrådet Tænk, Foreningen af Rejsearrangører i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Institut for Menneskerettigheder, KL, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Landsforeningen Ældresagen, Landsorganisationen i Danmark (LO), Politiforbundet, Rigspolitiet, Rådet for Socialt Udsatte, SAND (De hjemløses landsorganisation), Statsforvaltningen, Stats- og Kommunalt Ansattes Forhandlingsfællesskab, Trafikselskaberne i Danmark, Vestre Landsret, Østre Landsret og Ældreforum.

[Indholdsfortegnelse] 9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Flere muligheder for at kunne legitimere sig med generel billedlegitimation i en række hverdagssituationer. Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter
Overimplementering af EU-retlige minimumsforpligtelser (sæt X) JA NEJ
X

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1

Lovforslagets § 1 er en formålsbestemmelse, der har til formål at sikre, at alle personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort.

Lovforslaget har til hensigt at tilbyde borgerne et supplement eller alternativ til øvrige offentligt udstedte dokumenter, der indeholder legitimationsoplysninger, f.eks. pas og kørekort.

Det er ikke hensigten, at legitimationskortet skal kunne anvendes som fyldestgørende legitimation i alle tilfælde, hvor borgerne kan blive mødt med krav om legitimation, enten som følge af krav i lovgivningen eller som følge af private virksomheders retningslinjer. Legitimationskortet skal således ikke kunne stå alene i enhver situation.

Det er imidlertid Social- og Indenrigsministeriets vurdering, at det foreslåede legitimationskort i vidt omfang i praksis vil kunne anvendes som legitimation på samme måde, som mange anvender f.eks. et kørekort, jf. også afsnit 2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Efter den foreslåede § 2, stk. 1, kan personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), erhverve et legitimationskort med foto, fulde navn og personnummer, der udstedes af den kommune, hvor ansøgeren er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR). Legitimationskortet udstedes med en gyldighedsperiode på 10 år.

Den pågældende persongruppe har ret til at få udstedt det i bestemmelsen nævnte legitimationskort under de betingelser, som social- og indenrigsministeren får bemyndigelse til at fastsætte, jf. lovforslagets § 2, stk. 2.

Det er alene den persongruppe, som er nævnt i lovforslagets § 2, stk. 1, dvs. personer der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), der har mulighed for at få udstedt et legitimationskort. Udlændinge, herunder asylansøgere, der ikke er bopælsregistreret i CPR, kan således ikke få udstedt et legitimationskort i medfør af de foreslåede regler.

Begrebet ”bopælsregistreret” skal forstås i overensstemmelse CPR-lovens principper for bopælsregistrering. Det følger således af CPR-lovens § 6, stk.1, (lovbekendtgørelse nr. 5 af 9. januar 2013 med senere ændringer), at kommunalbestyrelsen skal registrere enhver i CPR på dennes bopæl i kommunen, hvis vedkommende efter lovens kapitel 4-6 skal være registreret her i landet. Efter CPR-lovens § 6, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen registrere den, der ingen bopæl har, på vedkommendes faste opholdssted i kommunen uanset dettes karakter. For at opholdsstedet kan anses for fast, skal opholdet have en vis varighed, hvorunder opholdsstedet ikke bevæges, jf. CPR-lovens § 9.

Efter CPR-lovens § 6, stk. 4, skal den hidtidige bopælskommune fortsat have registreret den, der intet fast opholdssted har, men kommunalbestyrelsen skal registrere den pågældende som fraflyttet den tidligere adresse.

Med hensyn til forslaget om, at legitimationskortet skal indeholde et foto af ansøgeren bemærkes, at der i bekendtgørelsen fastsættes regler om, at der skal være tale om et portrætbillede uden hovedbeklædning. Kommunen kan, i lighed med hvad der gælder for pas og kørekort, tillade, at ansøgeren bærer hovedbeklædning på det nævnte fotografi, såfremt ansøgeren af religiøse grunde fremsætter begæring herom.
De nærmere krav til fotografiets størrelse mv. fastsættes i bekendtgørelsen i medfør af de foreslåede regler. Det er hensigten, at der skal stilles samme krav til fotografiet, som der gælder for fotografier på kørekort, jf. bekendtgørelse nr. 312 af 25. marts 2015 med senere ændring (kørekortbekendtgørelsen).

Legitimationskortet skal påføres ansøgerens fulde navn efter navnelovgivningen i det omfang dette er teknisk muligt, jf. CPR-lovens § 5, stk. 1. Kun mellem- og efternavne, som ansøgeren er berettiget til at føre efter navneloven, kan anføres på legitimationskortet.

Men hensyn til forslagets krav om, at legitimationskortet skal indeholde personnummer bemærkes, at det ikke er tilstrækkeligt, at der alene anføres ansøgerens fødselsdato. Der vil således kun kunne udstedes et legitimationskort i medfør af disse regler, hvis ansøgeren har et dansk personnummer, jf. CPR-lovens § 3, stk. 1 og stk. 6.

Det fremgår af den foreslåede § 2, stk. 2, at social- og indenrigsministeren i bekendtgørelsen fastsætter nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav for, at ansøgerens identitet kan anses for godtgjort. Bemyndigelsen vil blive udmøntet i regler, der omhandler hvilken form for dokumentation, der efter en konkret vurdering er tilstrækkelig til udstedelse af legitimationskortet. Tilstrækkelig dokumentation kan f.eks. være at ansøgeren ved personligt fremmøde fremviser original dåbsnavne- eller fødselsattest, pas, kørekort eller sundhedskort.

Bekendtgørelsen vil ligeledes indeholde nærmere regulering af udformningen af kortet, herunder f.eks. størrelsesmæssige krav til det foto, som kortet skal indeholde. Der kan tillige indgå regulering af forhold, der skal sikre et ensartet udseende af legitimationskortet i alle landets kommuner. Det skal f.eks. sikres, at det på alle udstedte legitimationskort tydeligt fremgår, at legitimationskortet ikke dokumenterer opholdseller arbejdstilladelse i Danmark, jf. afsnit 2.2.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede § 2, stk. 3, fastsætter social- og indenrigsministeren regler om betaling af et gebyr for udstedelse af legitimationskortet. Gebyrets størrelse vil blive fastsat som et maksimalt beløb i bekendtgørelsen i overensstemmelse med reglerne i Finansministeriets til enhver tid gældende budgetvejledning og Økonomisk-Administrative Vejledning (ØAV). Den enkelte kommune fastsætter prisen for udstedelse af legitimationskortet indenfor rammerne af det beløb, som ministeren fastsætter som det maksimale. Den udstedende kommune opkræver gebyret. Det forudsættes, at gebyret dækker de faktiske omkostninger ved udstedelsen af kortet.

Social- og indenrigsministeren kan f.eks. også efter bemyndigelsen fastsætte regler om frister for betaling af gebyret og eventuelle konsekvenser af manglende betaling.

Der henvises til Social- og Indenrigsministeriets overvejelser om gebyrfastsættelse i afsnit 2.2.6. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 3

Efter den foreslåede § 3 ophæves § 4 i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008, som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og ved § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013.

Formålet med og oplysningerne i legitimationskortet udstedt efter lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og lov nr. 327 af 23. marts 2013 med tilhørende bekendtgørelse om udstedelse af legitimationskort til personer på 16 år og derover, jf. bekendtgørelse nr. 532 af 13. juni 2004, vil fremover kunne rummes i det foreslåede legitimationskort.

Hvis en person på 16 år eller derover ønsker at legitimere sig med det foreslåede legitimationskort i forbindelse med køb af tobak eller alkohol, kan kortet således også anvendes til dette formål.

Der vil på den baggrund ikke fremover være behov for at udstede legitimationskort med hjemmel i lov om forbud mod salg af tobak til personer under 18 år og af alkohol til personer under 16 år.

Forslaget medfører, at der efter lovens ikrafttrædelse, jf. § 4, ikke kan udstedes nye legitimationskort med hjemmel i ovennævnte lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år. Der henvises til afsnit 2.2. om ophævelse af lovgivning i lovforslagets almindelige bemærkninger.

For så vidt angår legitimationskort, der allerede måtte være udstedt på lovens ikrafttrædelsestidspunkt, henvises til lovforslagets § 5, hvorefter legitimationskort, der ved ikrafttrædelsen af denne lov er udstedt med hjemmel i lov om forbud mod salg af tobak til personer under 18 år og af alkohol til personer under 16 år, jf. lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008, som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og ved § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013 forbliver gyldige indtil udløbet af disse korts gyldighedsperiode.

Til § 4

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2017.

Til § 5

Efter den foreslåede § 5 bevarer legitimationskort, der ved lovens ikrafttrædelse er udstedt i medfør af lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og ved § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013, deres gyldighed indtil udløbet af disse korts gyldighedsperiode.

Bestemmelsen er foreslået for at lette overgangen, således at borgerne ikke oplever vanskeligheder, der kan være forbundet med, at et allerede udstedt og betalt legitimationskort til unge, ikke længere anses som gyldig legitimation.

Til § 6

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

* * *
Folketingets journal vedrørende lovforslaget.
Fremsættelsestalen i pdf-format i Folketingstidende A.
Lovforslaget i pdf-format i Folketingstidende A.

  1. [Retur] Lovforslaget er overgået til Økonomi- og Indenrigsministeriet ved regeringsændringen den 28. november 2016.
  2. [Retur] Sundheds- og Ældreministeriet blev ved regeringsændringen den 28. november 2016 opdelt til henholdsvis Sundhedsministeriet og Ældreministeriet.

L 28. 3. behandling og vedtagelse den 10. december 2015 af lov om ændring af lov om ligebehandlingsnævnet.

Vist 0 gange. Den 10. december 2015 havde Folketinget 3. behandling af lovforslag L 28 – Samling: 2015-16 – forslag til lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet.

Lovforslaget blev vedtaget med 101 stemmer for forslaget, 0 stemte imod forslaget og 0 stemte hverken for eller imod forslaget.

Punkt 7) 3. behandling af lovforslag nr. L 28 – Forslag til lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet. (Indførelse af krav om retlig interesse, formandsafgørelser samt mulighed for, at Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution kan indbringe visse sager for Ligebehandlingsnævnet m.v.).

Kl.1021. Den fg. formand (Karen J. Klint):
Der er ikke stillet ændringsforslag. Er der nogen, der ønsker at udtale sig?
Det er ikke tilfældet.
Der kan stemmes.
Er der flere, der ønsker at afgive stemme?
Det er ikke tilfældet, så jeg slutter afstemningen.
For stemte 101 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.
Lovforslaget vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.
Den vedtagne lov har fået betegnelsen LOV nr. 1570 af 15. december 2015.

* * *
Referat af 3. behandlingen hos Folketinget.
Lovforslaget som vedtaget i pdf-format hos Folketinget.
LOV nr. 1570 af 15. december 2015 på Retsinformation.

L 28. Forslag af 7. oktober 2015 til lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet.

Vist 0 gange. Beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard Larsen (V) fremsatte den 7. oktober 2015 forslag til Lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet – Indførelse af krav om retlig interesse, formandsafgørelser samt mulighed for at Institut for Menneskerettigheder kan indbringe visse sager for Ligebehandlingsnævnet m.v. – L 28. Samling: 2015-16.

Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag L 197 af 29. april 2015, som bortfaldt på grund af udskrevet folketingsvalg, men som blev udarbejdet på grundlag af et forslag til lovændringen fra Beskæftigelsesministeriet den 17. marts 2015.

* * *
Herunder gengives først fremsættelsestalen og derefter lovforslaget.

Herunder gengives fremsættelsestalen.

Skriftlig fremsættelse (7. oktober 2015)

Beskæftigelsesministeren (Jørn Neergaard Larsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet (Indførelse af krav om retlig interesse, formandsafgørelser samt mulighed for at Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution kan indbringe visse sager for Ligebehandlingsnævnet m.v.)
(Lovforslag nr. L 28)

Alle Folketingets partier indgik i marts 2015 en aftale om at målrette Ligebehandlingsnævnets arbejde. Aftalen blev udmøntet i et lovforslag, der bortfaldt, da det ikke var færdigbehandlet på tidspunktet for folketingsvalgets udskrivelse. Derfor har regeringen taget initiativ til at få bekræftet aftalen, og alle partier har nu tilkendegivet deres fortsatte opbakning til aftalen, som Alternativet også har tilsluttet sig.

Lovforslaget er dermed en genfremsættelse af det lovforslag, der blev fremsat og behandlet første gang i foråret 2015.

Formålet med lovforslaget er at sikre, at Ligebehandlingsnævnet har mulighed for i højere grad end i dag at fokusere på reelle ligestillingsmæssige problemstillinger.

Det foreslås, at Ligebehandlingsnævnet fremover alene skal kunne behandle en klage, hvis den person, der klager, har en individuel og aktuel interesse i en konkret sag. En klager skal ikke kunne få sin sag behandlet af Ligebehandlingsnævnet, hvis vedkommende alene tilhører den gruppe af personer, som muligvis er blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling.

Det foreslås endvidere, at det fremover skal være muligt for Ligebehandlingsnævnet at prioritere sine ressourcer i forhold til sagernes kompleksitet, således at der anvendes flest ressourcer på de mest komplicerede sager. Dette skal ske ved, at der indføres en mulighed for, at et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab kan træffe afgørelser alene i sager, hvor der er etableret en fast praksis.

Det foreslås endelig, at Institut for Menneskerettigheder tillægges kompetence til at indbringe sager af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse om ulovlig forskelsbehandling for Ligebehandlingsnævnet, selv om ingen borger har indbragt sagen for nævnet. Intentionen hermed er at tage højde for, at der kan være sager, som det kan være vigtigt at få prøvet ved Ligebehandlingsnævnet, selvom ingen klager har indbragt denne for Ligebehandlingsnævnet.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

* * *
Herunder gengives lovforslaget.

Forslag
til
Lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet
(Indførelse af krav om retlig interesse, formandsafgørelser samt mulighed for
at Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution
kan indbringe visse sager for Ligebehandlingsnævnet m.v.)

§ 1

I lov om Ligebehandlingsnævnet, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 3. september 2012, foretages følgende ændringer:

1. I § 1 indsættes som stk. 6 og 7:
»Stk. 6. En klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen.
Stk. 7. Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution kan indbringe sager af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet

2. I § 2 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. I en sag, der er indbragt for nævnet af Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution, kan nævnet træffe afgørelse om, at der er sket ulovlig forskelsbehandling, jf. § 1, stk. 2-4.«

3. I § 6 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Skønnes en sag at kunne afgøres i overensstemmelse med fast rets- eller nævnspraksis, kan afgørelsen træffes af et medlem af formandskabet alene.«

4. I § 8 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Nævnet kan afvise at behandle klagen, hvis klageren ikke har retlig interesse i sagen.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

5. I § 8, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og stk. 2« til:
»stk. 1-3«

6. § 12 affattes således:
»§ 12. Når nævnet har truffet afgørelse i en sag, orienterer sekretariatet parterne om afgørelsen og om muligheden for at indbringe sagen for domstolene.
Stk. 2. Hvis nævnets afgørelser og forlig, som er indgået for nævnet, ikke efterleves, skal nævnet på vegne af klageren eller instituttet indbringe sagen for domstolene, hvis klageren eller instituttet anmoder herom.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2015.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på klager indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning
Regeringen og partierne i Folketinget er enige om, at ulovlig forskelsbehandling er helt uacceptabel, og at Ligebehandlingsnævnet bidrager til at bekæmpe dette i Danmark.
Ligebehandlingsnævnet er et uafhængigt og domstolslignende organ, der behandler klager over påstået ulovlig forskelsbehandling inden for og uden for arbejdsmarkedet. Det er gratis at klage til nævnet, der yder fagkompetent og hurtig behandling af sager om forskelsbehandling.

Regeringen og partierne i Folketinget ønsker at forstærke indsatsen mod forskelsbehandling og har derfor den 2. marts 2015 indgået en politisk aftale med henblik på at effektivisere og målrette Ligebehandlingsnævnets arbejde og give nævnet mulighed for i højere grad end i dag at fokusere på reelle ligestillingsproblemer.

Aftalen bygger på den tidligere aftale indgået mellem den daværende regering og Folketingets partier den 2. marts 2015.

Aftalen indebærer, at Ligebehandlingsnævnet fremover alene skal kunne behandle en klage, hvis den person, der klager, har en individuel og aktuel interesse i en konkret sag.
En klager skal således ikke kunne få en sag behandlet af Ligebehandlingsnævnet, blot fordi vedkommende tilhører den gruppe af personer, som kan være blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling (f.eks. på grund af sin etnicitet eller sit køn).

Samtidig fremgår det af den indgåede politiske aftale, at Ligebehandlingsnævnet fremover skal prioritere sine ressourcer i forhold til sagernes kompleksitet, således at der anvendes flest ressourcer på de mest komplicerede sager. Derfor indføres der en mulighed for, at et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab kan træffe afgørelser alene i sager, hvor der er etableret en fast praksis.

Endelig fremgår det af den politiske aftale, at der fremover skal tages højde for, at der kan være sager af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse om ulovlig forskelsbehandling, som det kan være vigtigt at få prøvet ved Ligebehandlingsnævnet, selv om ingen borger har indbragt sagen for nævnet. Institut for Menneskerettigheder skal derfor tillægges kompetence til at indbringe sådanne sager for Ligebehandlingsnævnet. Det forudsættes, at Institut for Menneskerettigheder løfter opgaven inden for sin eksisterende bevilling til at behandle ligebehandlingsspørgsmål, og at ordningen skal evalueres, når den har fungeret i to år.

2. Lovforslagets indhold
2.1. Krav om retlig interesse
2.1.1. Gældende ret
Ifølge Ligebehandlingsnævnets nuværende praksis er en person klageberettiget og kan få sin sag behandlet, hvis vedkommende er direkte berørt af den mulige forskelsbehandling eller tilhører den gruppe, som bliver forskelsbehandlet.

F.eks. kan en mand få behandlet en klage over, at en natklub opkræver en lavere entrépris fra kvinder, selvom manden ikke selv har været til stede på pågældende bar og dermed ikke selv har oplevet at blive opkrævet en højere pris på grund af sit køn.

2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Regeringen og partierne i Folketinget ønsker at forstærke indsatsen mod forskelsbehandling og har derfor indgået en politisk aftale med henblik på at effektivisere og målrette Ligebehandlingsnævnets arbejde og give nævnet mulighed for i højere grad end i dag at fokusere på reelle ligestillingsproblemer.

Lovforslaget indebærer, at der fremover stilles krav om, at en klager skal have retlig interesse for at kunne indbringe en klagesag for Ligebehandlingsnævnet. ”Retlig interesse” skal forstås som en individuel og aktuel interesse i den konkrete sag. Der er herved tale om et princip, som bl.a. kendes fra den civile retspleje, hvor det er en betingelse, at f.eks. en sagsøger har en retlig interesse (forstået som en individuel og aktuel interesse i sagens behandling) for at kunne indbringe en sag for domstolene. Gennemføres forslaget, skabes der således på det punkt parallelitet mellem adgangen til at få behandlet en sag ved Ligebehandlingsnævnet og adgangen til at få behandlet en civil sag ved de almindelige domstole.

Formålet med denne del af lovforslaget er, at Ligebehandlingsnævnet alene skal behandle en klage, hvis klager selv har været udsat for en handling eller en undladelse, som efter den pågældendes opfattelse udgør ulovlig forskelsbehandling. Hvis klager ikke har en sådan individuel og aktuel interesse i at få sagen prøvet ved Ligebehandlingsnævnet, skal sagen efter forslaget afvises af nævnet. Det vil således ikke længere være tilstrækkeligt til, at en person kan få behandlet en sag for Ligebehandlingsnævnet, at vedkommende alene har hørt eller læst om en handling eller undladelse, der angiveligt udgør ulovlig forskelsbehandling.

2.2. Formandsafgørelser
2.2.1. Gældende ret
I dag deltager der altid mindst 3 medlemmer i en afgørelse, hvoraf det ene medlem skal være formanden eller næstformanden. Det følger af Ligebehandlingsnævnets forretningsorden, jf. § 21, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 220 af 1. marts 2013 om forretningsorden for Ligebehandlingsnævnet. Dette gælder dog ikke sager, der afvises af sekretariatet, fordi de ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet, eller fordi det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen, jf. § 10 i Ligebehandlingsnævnets forretningsorden.

Når Ligebehandlingsnævnets sekretariat modtager en klage, påser sekretariatet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at nævnet kan træffe en afgørelse. Er dette tilfældet, udarbejder sekretariatet et udkast til en afgørelse, som sekretariatet forelægger det medlem af formandskabet, der deltager i sagens behandling, til godkendelse. Det godkendte udkast sendes sammen med alle sagens øvrige oplysninger og bilag til deltagerne på det efterfølgende nævnsmøde.

En sag afgøres på nævnsmødet på grundlag af de skriftlige oplysninger i sagen. Hverken klager, indklagede eller nogen repræsentanter for disse har adgang til nævnsmødet, og nævnets møder er ikke åbne for offentligheden.

Der deltager som nævnt altid mindst 3 medlemmer i sagens behandling. Heraf skal det ene medlem være formanden eller en næstformand. Nævnet er beslutningsdygtigt, når alle 3 medlemmer er til stede. Afgørelserne træffes ved stemmeflertal.

2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Regeringen og partierne i Folketinget ønsker at forstærke indsatsen mod forskelsbehandling og har derfor indgået en politisk aftale med henblik på at effektivisere og målrette Ligebehandlingsnævnets arbejde og give nævnet mulighed for i højere grad end i dag at fokusere på reelle ligestillingsproblemer.

Lovforslaget giver mulighed for, at et medlem af formandskabet kan træffe afgørelse i visse sager, der er indbragt for nævnet uden deltagelse af andre nævnsmedlemmer, hvis der i den pågældende sagstype er etableret en fast praksis enten ved domstolene eller ved nævnet, som f.eks. tidligere har truffet afgørelser i et større antal sager af tilsvarende karakter.

For at et medlem af formandskabet kan afgøre sagen alene, er det en betingelse, at sagens faktum er tilstrækkeligt klart, således at der ikke foreligger bevistvivl, der i givet fald kan munde ud i, at sagen skal afvises.

Det følger således af § 8, stk. 1, i lov om Ligebehandlingsnævnet (som ikke foreslås ændret), at nævnet kan afvise at behandle en klage, som ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet, f.eks. fordi det kræver parts- eller vidneforklaringer, der ikke kan ske ved nævnet, men kun ved domstolene, jf. ovenfor.

Der er imidlertid intet til hinder for, at et medlem af formandskabet kan foranledige, at en sag, der er tildelt den pågældende med henblik på at træffe afgørelsen alene, undergives sædvanlig nævnsbehandling, hvis medlemmet måtte mene, at sagen ikke egner sig til en formandsafgørelse, f.eks. fordi sagen indeholder principielle aspekter.

En gennemførelse af forslaget om, at et medlem af formandskabet kan træffe afgørelse alene, hvis der i den pågældende kategori af sager er etableret en fast praksis, vil frigøre ressourcer og således gøre det muligt for nævnet at koncentrere sin indsats omkring de vanskelige og mere principielle sager.

Indførelse af formandsafgørelser med henblik på at bruge færrest mulige ressourcer på de mindst komplicerede sager vurderes at være retssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dels fordi det forudsættes, at der alene vil være tale om sager, hvor praksis er klar, og hvor sagen heller ikke i øvrigt har et indhold, der gør nævnsbehandling nødvendigt. Dels er det i § 3, stk. 2, 1. og 2. pkt., bestemt, at formanden for nævnet skal være landsdommer eller præsident eller vicepræsident for Sø- og Handelsretten, og næstformændene skal være byretsdommere. Det sikres dermed, at en formandsafgørelse altid vil blive truffet af en person, der har erfaring med at træffe afgørelser og begrunde sådanne konkrete sager. Formandsafgørelser vil desuden kunne indbringes for domstolene på samme måde som afgørelser, jf. § 12.

2.3. Institut for Menneskerettigheder får kompetence til at indbringe sager af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet

2.3.1. Gældende ret
Instituttet kan ikke i dag indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet.

2.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Ligebehandlingsnævnet kan ikke tage ligestillingsspørgsmål op af egen drift, idet nævnet modsat f.eks. Folketingets Ombudsmand kun kan behandle klager, der er indbragt for nævnet. Dette svarer til, at domstolene kun træder i funktion i civile sager, når nogen anlægger en sag.

Institut for Menneskerettigheder kan heller ikke i dag indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet, selv om instituttet i sit arbejde som ligebehandlingsorgan måtte blive opmærksom på principielle problemstillinger på området eller sager af almindelig offentlig interesse. Dette forhold indebærer, at der kan forekomme krænkelser af ligestillingslovgivningen, der ikke når frem til nævnet, fordi der ikke er nogen, der indgiver en klage til nævnet over forholdet.

Det foreslås derfor, at der gives Institut for Menneskerettigheder adgang til at indbringe principielle sager eller sager af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet, der falder inden for nævnets mandat. Det er i den forbindelse ikke en betingelse, at der kan identificeres en navngiven person, der har været udsat for ulovlig forskelsbehandling eller tilhører den gruppe, som bliver forskelsbehandlet.

Med sager af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse menes sager, som f.eks. rejser hidtil uafklarede lovfortolkningsspørgsmål, eller som vurderes at være indgribende i forhold til en større gruppe af personer. Det er Institut for Menneskerettigheder, der alene vurderer, om en sag er af en sådan karakter, at det er hensigtsmæssigt at indbringe den for Ligebehandlingsnævnet.

Efter § 2, stk. 2, i lov om Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution (lov nr. 553 af 18. juni 2012, som ændret ved lov nr. 656 af 12. juni 2013) hører det til instituttets opgaver at fremme ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, herunder ved at bistå ofre for forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder. Det ligger således inden for instituttets naturlige opgaver at fremme ligestilling og overvåge spørgsmål om krænkelser
af ligestillingslovene af samfundsmæssig interesse.

Det er med lovforslaget lagt til grund, at Institut for Menneskerettigheders beslutning om at indbringe henholdsvis ikke at indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet ikke vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1, da beslutningen ikke i sig selv indebærer retsvirkninger for konkrete personer. Det bemærkes i den forbindelse, at personer, der har retlig interesse i sagen, selv vil kunne indbringe denne for Ligebehandlingsnævnet.

Det er en forudsætning, at den af instituttet indbragte sag er egnet til at blive behandlet ved Ligebehandlingsnævnet, jf. § 8, stk. 1, i lov om Ligebehandlingsnævnet, som ikke foreslås ændret.

3. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Lovforslaget er kønsneutralt i sin udformning og vurderes ikke at have kønsligestillingsmæssige konsekvenser.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

7. Forslagets miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 16. marts til den 1. april 2015 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.: Advokatrådet, Akademikerne (AC), Amnesty International, Beskæftigelsesrådet (BER), Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Handicapforbund, Dansk Kvindesamfund, Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Røde Kors, Dansk Socialrådgiverforening, Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination, Danske Advokater, Danske Regioner, Den Danske Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, Det Faglige Hus, Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Flygtningenævnet, Frie Funktionærer, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Gartneri-, Land-
og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A), Håndværksrådet, Institut for Menneskerettigheder (IMR), Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO), KL, Koordinationen for Kønsforskning, Kristelig Arbejdsgiverforening (KA), Kristelig Fagbevægelse (KRIFA), Kvinderådet, KVINFO, Landsforeningen af bøsser og lesbiske, Landsorganisationen i Danmark (LO), Lederne, Ligebehandlingsnævnet, Netværk for Forskning om mænd, Rådet for Etniske Minoriteter, Ældresagen.

10. Sammenfattende skema

  Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1

Til nr. 1
Det foreslås, at en klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i at få sagen behandlet, hvilket skal forstås som en individuel og aktuel interesse i den konkrete sag. Princippet kendes fra den civile retspleje, hvor det er en betingelse, at f.eks. en sagsøger har en retlig interesse (forstået som en individuel og aktuel interesse i sagens behandling) for at kunne indbringe en sag for domstolene.

En konsekvens af denne del af lovforslaget er, at Ligebehandlingsnævnet fremover alene vil kunne behandle en sag, der indbringes af en person, der er direkte berørt af forskelsbehandlingen. Hvis klager ikke har en sådan individuel og aktuel interesse i at få sagen prøvet ved Ligebehandlingsnævnet, skal sagen efter forslaget afvises af nævnet. Det vil således ikke længere være tilstrækkeligt til, at en person kan få behandlet en sag for Ligebehandlingsnævnet, at vedkommende alene har hørt eller læst om en handling eller undladelse, der angiveligt udgør ulovlig forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet har i dag mulighed for at afvise sager, der kun kan afgøres, hvis der f.eks. foranstaltes bevisførelse i form af parts- eller vidneforklaringer, der kun kan ske ved domstolene, eller det er åbenbart, at der ikke kan gives klager medhold. Med kravet om retlig interesse vil nævnet også kunne afvise klager fra en person, der ikke selv har en individuel og aktuel interesse i sagen.

Ligebehandlingsnævnets sekretariats nuværende praksis om at besvare generelle forespørgsler fra offentlige myndigheder og andre interessenter, ændres ikke ved indførelse af et krav om, at der i en konkret sag skal foreligge en individuel og aktuel interesse hos klager, førend Ligebehandlingsnævnet kan behandle sagen.

Adgangen til som klager at lade sig repræsentere af en partsrepræsentant under en sags behandling i Ligebehandlingsnævnet ændres ligeledes ikke ved, at der indføres et krav om retlig interesse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.

Det foreslås endvidere, at Institut for Menneskerettigheder fremover skal kunne indbringe sager af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet. Det er herved ikke et krav, at der kan identificeres en navngiven person, der påstår at have været udsat for ulovlig forskelsbehandling. Med sager af principiel karakter menes, at sagen rejser hidtil uafklarede lovfortolkningsspørgsmål eller vurderes at være indgribende i forhold til en større gruppe af personer.

Hvis Institut for Menneskerettigheder er blevet opmærksom på en sag, som kan udgøre en generel problemstilling på ligebehandlingsområdet, kan instituttet indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet. Det kan også være, at instituttet modtager en henvendelse fra en borger eller en forening/organisation. I instituttets vurdering af, om en sag er af principiel karakter og skal indbringes for Ligebehandlingsnævnet, kan det indgå, at retsstillingen på den pågældende del af ligebehandlingsområdet er uafklaret.

Institut for Menneskerettigheder er i dag hverken tillagt kompetence til at indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet eller givet særlig kompetence til at indbringe sager for domstolene i henhold til ligebehandlingslovgivningen. Institut for Menneskerettigheder kan tage sager op af egen drift og behandle disse gennem uafhængige undersøgelser, offentliggøre uafhængige rapporter og fremsætte henstillinger vedrørende forskelsbehandling. Instituttet kan endvidere bistå mulige ofre for forskelsbehandling med at få deres klage behandlet.

Muligheden for at indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet foreslås at skulle gælde i forlængelse af alle de områder, som instituttet i dag har kompetence inden for. Det gælder både på områder, hvor instituttet er udpeget som nationalt overvågningsorgan og på områder, hvor instituttet kan tage sager op af egen drift.

Der henvises i øvrigt til de generelle bemærkninger pkt. 2.3.

Til nr. 2
Det foreslås, at Institut for Menneskerettigheder kan indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet, hvis instituttet vurderer, at sagen er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, selvom der ikke kan identificeres en navngiven person, der påstår at have været udsat for ulovlig forskelsbehandling.

Det følger af lovforslaget, at Ligebehandlingsnævnet kan afgøre, om der i en sag, som Institut for Menneskerettigheder har indbragt for nævnet, er sket ulovlig forskelsbehandling. Ligebehandlingsnævnet kan i disse sager tage stilling til spørgsmål om anvendelse og fortolkning af den lovgivning m.v., som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde. Disse love skal fortolkes EU-konformt, ligesom Ligebehandlingsnævnet
EU-regulerede områder skal anvende direkte anvendelige EU-regler, der gælder inden for disse loves anvendelsesområde.

Til nr. 3
Det foreslås, at et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab kan træffe afgørelse i sager uden medvirken af andre medlemmer, hvor der er etableret en fast praksis. Den faste praksis kan f.eks. være etableret ved, at nævnet tidligere har truffet afgørelse i et stort antal sager af tilsvarende karakter. Hermed sikres det, at nævnet kan koncentrere sin indsats omkring de vanskelige og mere principielle sager. I vurderingen af, om en sag kan afgøres af et medlem af formandskabet alene, kan også indgå, om en bestemt praksis i Ligebehandlingsnævnet er bekræftet i retspraksis.

Hvis formanden under sin behandling af en sag, som sekretariat har indstillet til formandsafgørelse, vurderer, at sagen bør afgøres af nævnet, sender formanden sagen til nævnsbehandling.

I dag behandler nævnet alle sager ved fysiske møder, hvor formandskabet og medlemmer fra nævnet er til stede. Ved brug af formandsafgørelser vil sekretariatet fortsat skulle oplyse en sag, men alene forelægge den for et medlem af formandskabet på skrift. Nævnet vil således ikke skulle forberede sig på og drøfte sager, hvor praksis er tilstrækkeligt klar.

Indførelse af formandsafgørelser med henblik på at bruge færrest mulige ressourcer på de mindst komplicerede sager vurderes at være retssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dels fordi det forudsættes, at der alene vil være tale om sager, hvor praksis er klar, og hvor sagen heller ikke i øvrigt har et indhold, der gør nævnsbehandling nødvendigt. Dels er det i § 3, stk. 2, 1. og 2. pkt., bestemt, at formanden for nævnet skal være landsdommer eller præsident eller vicepræsident for Sø- og Handelsretten, og næstformændene skal være byretsdommere. Det sikres dermed, at en formandsafgørelse altid vil blive truffet af en person, der har erfaring med at træffe afgørelser og begrunde sådanne konkrete sager. Formandsafgørelser vil desuden kunne indbringes for domstolene på samme måde som afgørelser, der er truffet under medvirken af flere nævnsmedlemmer.

Der henvises i øvrigt til de generelle bemærkninger pkt. 2.2.

Til nr. 4
Det foreslås, at Ligebehandlingsnævnet afviser en klage, hvis Ligebehandlingsnævnet vurderer, at klageren ikke har retlig interesse i at få sin sag behandlet ved nævnet.

Det forudsættes, at Ligebehandlingsnævnet i forbindelse med afvisningen gør klageren bekendt med, at Institut for Menneskerettigheder har mulighed for at indbringe en sag af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse. Det forudsættes endvidere, at Ligebehandlingsnævnet samtidig orienterer Institut for Menneskerettigheder om afgørelsen.
Det er alene Institut for Menneskerettigheder, der vurderer, om en sag er af en sådan karakter, at det er hensigtsmæssigt at indbringe den for Ligebehandlingsnævnet.

Det er med lovforslaget lagt til grund, at Institut for Menneskerettigheders beslutning om at indbringe henholdsvis ikke at indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet ikke vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, jf. forvaltningslovens § 2, stk.1.

Der henvises i øvrigt til de generelle bemærkninger pkt. 2.3.2.

Til nr. 5
Det foreslås, at Ligebehandlingsnævnets sekretariat fremover kan træffe afgørelse om at afvise en sag, hvis klager ikke har en retlig interesse i at få sagen prøvet. Der er tale om en ny bestemmelse i forhold til den nugældende lovgivning.

Til nr. 6
Det foreslås, at sekretariatet som hidtil skal orientere sagens parter om sagens afgørelse, og om muligheden for at indbringe sagen for domstolene. Denne del af forslaget indebærer ikke ændringer i forhold til, hvad der gælder i dag.

Det foreslås som noget nyt i stk. 1, at sekretariatet fremover også skal orientere Institut for Menneskerettigheder, når nævnet har truffet afgørelse i en sag, der er indbragt for Ligebehandlingsnævnet af instituttet.

Den foreslåede stk. 2, indebærer, at hvis en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet ikke efterleves, skal Ligebehandlingsnævnet indbringe sagen for domstolene, hvis klageren anmoder om det. Hensigten med bestemmelsen er at sikre en effektiv gennemførelse af Ligebehandlingsnævnets afgørelser. Klageren skal efter forslaget henvende sig til Ligebehandlingsnævnet og anmode om, at sagen indbringes for domstolene. Bestemmelsen er en videreførelse af den nugældende § 12, stk. 2.

Det foreslås som noget nyt, at sager, som har været indbragt for nævnet af Institut for Menneskerettigheder, ligeledes kan indbringes for domstolene. Hvis en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet således ikke efterleves f.eks ved, at den tilstand, der udgør den ulovlige forskelsbehandling, opretholdes eller gentages, skal Ligebehandlingsnævnet i de sager, der er indbragt for nævnet af Institut for Menneskerettigheder, indbringe sagen for domstolene, hvis instituttet anmoder om det. Ligebehandlingsnævnet kan ikke af egen drift indbringe en sag for domstolene.

Hvis en afgørelse, der er truffet af Ligebehandlingsnævnet, indbringes for domstolene, sker der en helt ny prøvelse af sagens faktiske og retlige forhold, uafhængigt af Ligebehandlingsnævnets afgørelse, hvor der eventuelt også vil kunne fremlægges nye oplysninger.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2015.

Klager, der er indbragt for Ligebehandlingsnævnet før den 1. juli 2015, skal således ikke opfylde kravet om retlig interesse.

Gældende formulering
Lovforslaget
 
§ 1

I lov om Ligebehandlingsnævnet, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 3. september 2012, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, indsættes som stk. 6 og 7:
»Stk. 6. En klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen.
Stk. 7. Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution kan indbringe sager af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet.

2. I § 2 indsættes som
stk. 2:
»Stk. 2. I en sag, der er indbragt for nævnet af Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution, kan nævnet træffe afgørelse om, at der er sket ulovlig forskelsbehandling, jf. § 1, stk. 2-4.«

3. I § 6 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Skønnes en sag at kunne afgøres i overensstemmelse med fast rets- eller nævnspraksis, kan afgørelsen træffes af et medlem af formandskabet alene.«

§ 8. Nævnet kan afvise at behandle en klage, som ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet. 4. I § 8 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
Stk. 2. Nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen. »Stk. 3. Nævnet kan afvise at behandle klagen, hvis klageren ikke har retlig interesse i sagen.«
Stk. 3. Nævnet kan delegere sin kompetence efter stk. 1 og stk. 2 til sekretariatet. Nærmere regler herom fastsættes i nævnets forretningsorden. Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
  5. I § 8, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og stk. 2« til: »stk. 1-3«
  6. § 12 affattes således:
§ 12. Når nævnet har truffet afgørelse i en klagesag, underretter sekretariatet parterne om muligheden for at indbringe sagen for domstolene.
Stk. 2. Hvis nævnets afgørelser og forlig, som er indgået for nævnet, ikke efterleves, skal nævnet på klagerens anmodning og på dennes vegne indbringe sagen for domstolene.
»§ 12. Når nævnet har truffet afgørelse i en sag, orienterer sekretariatet parterne om afgørelsen og om muligheden for at indbringe sagen for domstolene.
Stk. 2. Hvis nævnets afgørelser og forlig, som er indgået for nævnet, ikke efterleves, skal nævnet på vegne af klageren eller instituttet indbringe sagen for domstolene, hvis klageren eller instituttet anmoder herom.«

 
§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2016.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på klager indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

* * *
Folketingets journal vedrørende lovforslaget.
Fremsættelsestalen i pdf-format i Folketingstidende A.
Lovforslaget i pdf-format i Folketingstidende A.

L 28. Bilag 2. Tidsplan.

Vist 0 gange. Tidsplan for L 28 – for forslag til Lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet

Handling Dato Bemærkning
Fremsat 7. oktober 2015  
Ligestillingsudvalget 23. oktober 2015 Fastsættelse af tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget.
1. behandling 30. oktober 2015 Henvist til Ligestillingsudvalget.
Frist for spørgsmål 6. november 2015  
Frist for svar 13. november 2015  
Frist for ændringsforslag 16. november 2015  
Politisk drøftelse og betænkningsafgivelse 18. november 2015 Betænkningen hos Folketinget i pdf-format.
Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse.
2. behandling 8. december 2015 Ingen ændringsforslag. Ingen ønskede ordet. Direkte til 3. behandling.
3. behandling 10. december 2015 Vedtaget.

Tidsplanen hos Folketinget.

L 197. Forslag af 29. april 2015 til lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet.

Vist 0 gange. Beskæftigelsesminister, Henrik Dam Kristensen fremsatte den 29. april 2015 forslag til Lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet – Indførelse af krav om retlig interesse, formandsafgørelser samt mulighed for at Institut for Menneskerettigheder kan indbringe visse sager for Ligebehandlingsnævnet m.v. – L 197. Samling: 2014-15.

Lovforslaget er udarbejdet på grundlag af et forslag til lovændringen fra Beskæftigelsesministeriet den 17. marts 2015.

* * *
Herunder gengives først fremsættelsestalen og derefter lovforslaget.

Herunder gengives fremsættelsestalen.

Skriftlig fremsættelse (29. april 2015)

Beskæftigelsesministeren (Henrik Dam Kristensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet (Indførelse af krav om retlig interesse, formandsafgørelser samt mulighed for at Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution kan indbringe visse sager for Ligebehandlingsnævnet m.v.)
(Lovforslag nr. L 197)

Lovforslaget er en udmøntning af den politiske aftale, der blev indgået i marts 2015 mellem regeringen og Folketingets partier om at målrette Ligebehandlingsnævnets arbejde, så det sikres, at Ligebehandlingsnævnet har mulighed for at fokusere på reelle ligestillingsmæssige problemstillinger. Det foreslås, at Ligebehandlingsnævnet fremover alene skal kunne behandle en klage, hvis den person, der klager, har en individuel og aktuel interesse i en konkret sag. En klager skal ikke kunne få sin sag behandlet af Ligebehandlingsnævnet, hvis vedkommende alene tilhører den gruppe af personer, som muligvis er blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling.

Det foreslås endvidere, at det fremover skal være muligt for Ligebehandlingsnævnet at prioritere sine ressourcer i forhold til sagernes kompleksitet, således at der anvendes flest ressourcer på de mest komplicerede sager. Dette skal ske ved, at der indføres en mulighed for, at et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab kan træffe afgørelser alene i sager, hvor der er etableret en fast praksis.

Det foreslås endelig, at Institut for Menneskerettigheder tillægges kompetence til at indbringe sager af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse om ulovlig forskelsbehandling for Ligebehandlingsnævnet, selv om ingen borger har indbragt sagen for nævnet. Intentionen hermed er at tage højde for, at der kan være sager, som det kan være vigtigt at få prøvet ved Ligebehandlingsnævnet, selvom ingen klager har indbragt denne for Ligebehandlingsnævnet.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

* * *
Herunder gengives lovforslaget.

Forslag
til
Lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet
(Indførelse af krav om retlig interesse, formandsafgørelser samt mulighed for
at Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution
kan indbringe visse sager for Ligebehandlingsnævnet m.v.)

§ 1

I lov om Ligebehandlingsnævnet, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 3. september 2012, foretages følgende ændringer:

1. I § 1 indsættes som stk. 6 og 7:
»Stk. 6. En klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen.
Stk. 7. Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution kan indbringe sager af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet

2. I § 2 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. I en sag, der er indbragt for nævnet af Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution, kan nævnet træffe afgørelse om, at der er sket ulovlig forskelsbehandling, jf. § 1, stk. 2-4.«

3. I § 6 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Skønnes en sag at kunne afgøres i overensstemmelse med fast rets- eller nævnspraksis, kan afgørelsen træffes af et medlem af formandskabet alene.«

4. I § 8 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Nævnet kan afvise at behandle klagen, hvis klageren ikke har retlig interesse i sagen.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

5. I § 8, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og stk. 2« til:
»stk. 1-3«

6. § 12 affattes således:
»§ 12. Når nævnet har truffet afgørelse i en sag, orienterer sekretariatet parterne om afgørelsen og om muligheden for at indbringe sagen for domstolene.
Stk. 2. Hvis nævnets afgørelser og forlig, som er indgået for nævnet, ikke efterleves, skal nævnet på vegne af klageren eller instituttet indbringe sagen for domstolene, hvis klageren eller instituttet anmoder herom.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2015.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på klager indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning
Regeringen og partierne i Folketinget er enige om, at ulovlig forskelsbehandling er helt uacceptabel, og at Ligebehandlingsnævnet bidrager til at bekæmpe dette i Danmark.
Ligebehandlingsnævnet er et uafhængigt og domstolslignende organ, der behandler klager over påstået ulovlig forskelsbehandling inden for og uden for arbejdsmarkedet. Det er gratis at klage til nævnet, der yder fagkompetent og hurtig behandling af sager om forskelsbehandling.

Regeringen og partierne i Folketinget ønsker at forstærke indsatsen mod forskelsbehandling og har derfor den 2. marts 2015 indgået en politisk aftale med henblik på at effektivisere og målrette Ligebehandlingsnævnets arbejde og give nævnet mulighed for i højere grad end i dag at fokusere på reelle ligestillingsproblemer.

Aftalen indebærer, at Ligebehandlingsnævnet fremover alene skal kunne behandle en klage, hvis den person, der klager, har en individuel og aktuel interesse i en konkret sag.
En klager skal således ikke kunne få en sag behandlet af Ligebehandlingsnævnet, blot fordi vedkommende tilhører den gruppe af personer, som kan være blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling (f.eks. på grund af sin etnicitet eller sit køn).

Samtidig fremgår det af den indgåede politiske aftale, at Ligebehandlingsnævnet fremover skal prioritere sine ressourcer i forhold til sagernes kompleksitet, således at der anvendes flest ressourcer på de mest komplicerede sager. Derfor indføres der en mulighed for, at et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab kan træffe afgørelser alene i sager, hvor der er etableret en fast praksis.

Endelig fremgår det af den politiske aftale, at der fremover skal tages højde for, at der kan være sager af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse om ulovlig forskelsbehandling, som det kan være vigtigt at få prøvet ved Ligebehandlingsnævnet, selv om ingen borger har indbragt sagen for nævnet. Institut for Menneskerettigheder skal derfor tillægges kompetence til at indbringe sådanne sager for Ligebehandlingsnævnet. Det forudsættes, at Institut for Menneskerettigheder løfter opgaven inden for sin eksisterende bevilling til at behandle ligebehandlingsspørgsmål, og at ordningen skal evalueres, når den har fungeret i to år.

2. Lovforslagets indhold
2.1. Krav om retlig interesse
2.1.1. Gældende ret
Ifølge Ligebehandlingsnævnets nuværende praksis er en person klageberettiget og kan få sin sag behandlet, hvis vedkommende er direkte berørt af den mulige forskelsbehandling eller tilhører den gruppe, som bliver forskelsbehandlet.

F.eks. kan en mand få behandlet en klage over, at en natklub opkræver en lavere entrépris fra kvinder, selvom manden ikke selv har været til stede på pågældende bar og dermed ikke selv har oplevet at blive opkrævet en højere pris på grund af sit køn.

2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Regeringen og partierne i Folketinget ønsker at forstærke indsatsen mod forskelsbehandling og har derfor indgået en politisk aftale med henblik på at effektivisere og målrette Ligebehandlingsnævnets arbejde og give nævnet mulighed for i højere grad end i dag at fokusere på reelle ligestillingsproblemer.

Lovforslaget indebærer, at der fremover stilles krav om, at en klager skal have retlig interesse for at kunne indbringe en klagesag for Ligebehandlingsnævnet. ”Retlig interesse” skal forstås som en individuel og aktuel interesse i den konkrete sag. Der er herved tale om et princip, som bl.a. kendes fra den civile retspleje, hvor det er en betingelse, at f.eks. en sagsøger har en retlig interesse (forstået som en individuel og aktuel interesse i sagens behandling) for at kunne indbringe en sag for domstolene. Gennemføres forslaget, skabes der således på det punkt parallelitet mellem adgangen til at få behandlet en sag ved Ligebehandlingsnævnet og adgangen til at få behandlet en civil sag ved de almindelige domstole.

Formålet med denne del af lovforslaget er, at Ligebehandlingsnævnet alene skal behandle en klage, hvis klager selv har været udsat for en handling eller en undladelse, som efter den pågældendes opfattelse udgør ulovlig forskelsbehandling. Hvis klager ikke har en sådan individuel og aktuel interesse i at få sagen prøvet ved Ligebehandlingsnævnet, skal sagen efter forslaget afvises af nævnet. Det vil således ikke længere være tilstrækkeligt til, at en person kan få behandlet en sag for Ligebehandlingsnævnet, at vedkommende alene har hørt eller læst om en handling eller undladelse, der angiveligt udgør ulovlig forskelsbehandling.

2.2. Formandsafgørelser
2.2.1. Gældende ret
I dag deltager der altid mindst 3 medlemmer i en afgørelse, hvoraf det ene medlem skal være formanden eller næstformanden. Det følger af Ligebehandlingsnævnets forretningsorden, jf. § 21, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 220 af 1. marts 2013 om forretningsorden for Ligebehandlingsnævnet. Dette gælder dog ikke sager, der afvises af sekretariatet, fordi de ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet, eller fordi det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen, jf. § 10 i Ligebehandlingsnævnets forretningsorden.

Når Ligebehandlingsnævnets sekretariat modtager en klage, påser sekretariatet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at nævnet kan træffe en afgørelse. Er dette tilfældet, udarbejder sekretariatet et udkast til en afgørelse, som sekretariatet forelægger det medlem af formandskabet, der deltager i sagens behandling, til godkendelse. Det godkendte udkast sendes sammen med alle sagens øvrige oplysninger og bilag til deltagerne på det efterfølgende nævnsmøde.

En sag afgøres på nævnsmødet på grundlag af de skriftlige oplysninger i sagen. Hverken klager, indklagede eller nogen repræsentanter for disse har adgang til nævnsmødet, og nævnets møder er ikke åbne for offentligheden.

Der deltager som nævnt altid mindst 3 medlemmer i sagens behandling. Heraf skal det ene medlem være formanden eller en næstformand. Nævnet er beslutningsdygtigt, når alle 3 medlemmer er til stede. Afgørelserne træffes ved stemmeflertal.

2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Regeringen og partierne i Folketinget ønsker at forstærke indsatsen mod forskelsbehandling og har derfor indgået en politisk aftale med henblik på at effektivisere og målrette Ligebehandlingsnævnets arbejde og give nævnet mulighed for i højere grad end i dag at fokusere på reelle ligestillingsproblemer.

Lovforslaget giver mulighed for, at et medlem af formandskabet kan træffe afgørelse i visse sager, der er indbragt for nævnet uden deltagelse af andre nævnsmedlemmer, hvis der i den pågældende sagstype er etableret en fast praksis enten ved domstolene eller ved nævnet, som f.eks. tidligere har truffet afgørelser i et større antal sager af tilsvarende karakter.

For at et medlem af formandskabet kan afgøre sagen alene, er det en betingelse, at sagens faktum er tilstrækkeligt klart, således at der ikke foreligger bevistvivl, der i givet fald kan munde ud i, at sagen skal afvises.

Det følger således af § 8, stk. 1, i lov om Ligebehandlingsnævnet (som ikke foreslås ændret), at nævnet kan afvise at behandle en klage, som ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet, f.eks. fordi det kræver parts- eller vidneforklaringer, der ikke kan ske ved nævnet, men kun ved domstolene, jf. ovenfor.

Der er imidlertid intet til hinder for, at et medlem af formandskabet kan foranledige, at en sag, der er tildelt den pågældende med henblik på at træffe afgørelsen alene, undergives sædvanlig nævnsbehandling, hvis medlemmet måtte mene, at sagen ikke egner sig til en formandsafgørelse, f.eks. fordi sagen indeholder principielle aspekter.

En gennemførelse af forslaget om, at et medlem af formandskabet kan træffe afgørelse alene, hvis der i den pågældende kategori af sager er etableret en fast praksis, vil frigøre ressourcer og således gøre det muligt for nævnet at koncentrere sin indsats omkring de vanskelige og mere principielle sager.

Indførelse af formandsafgørelser med henblik på at bruge færrest mulige ressourcer på de mindst komplicerede sager vurderes at være retssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dels fordi det forudsættes, at der alene vil være tale om sager, hvor praksis er klar, og hvor sagen heller ikke i øvrigt har et indhold, der gør nævnsbehandling nødvendigt. Dels er det i § 3, stk. 2, 1. og 2. pkt., bestemt, at formanden for nævnet skal være landsdommer eller præsident eller vicepræsident for Sø- og Handelsretten, og næstformændene skal være byretsdommere. Det sikres dermed, at en formandsafgørelse altid vil blive truffet af en person, der har erfaring med at træffe afgørelser og begrunde sådanne konkrete sager. Formandsafgørelser vil desuden kunne indbringes for domstolene på samme måde som afgørelser, jf. § 12.

2.3. Institut for Menneskerettigheder får kompetence til at indbringe sager af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet

2.3.1. Gældende ret
Instituttet kan ikke i dag indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet.

2.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Ligebehandlingsnævnet kan ikke tage ligestillingsspørgsmål op af egen drift, idet nævnet modsat f.eks. Folketingets Ombudsmand kun kan behandle klager, der er indbragt for nævnet. Dette svarer til, at domstolene kun træder i funktion i civile sager, når nogen anlægger en sag.

Institut for Menneskerettigheder kan heller ikke i dag indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet, selv om instituttet i sit arbejde som ligebehandlingsorgan måtte blive opmærksom på principielle problemstillinger på området eller sager af almindelig offentlig interesse. Dette forhold indebærer, at der kan forekomme krænkelser af ligestillingslovgivningen, der ikke når frem til nævnet, fordi der ikke er nogen, der indgiver en klage til nævnet over forholdet.

Det foreslås derfor, at der gives Institut for Menneskerettigheder adgang til at indbringe principielle sager eller sager af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet, der falder inden for nævnets mandat. Det er i den forbindelse ikke en betingelse, at der kan identificeres en navngiven person, der har været udsat for ulovlig forskelsbehandling eller tilhører den gruppe, som bliver forskelsbehandlet.

Med sager af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse menes sager, som f.eks. rejser hidtil uafklarede lovfortolkningsspørgsmål, eller som vurderes at være indgribende i forhold til en større gruppe af personer. Det er Institut for Menneskerettigheder, der alene vurderer, om en sag er af en sådan karakter, at det er hensigtsmæssigt at indbringe den for Ligebehandlingsnævnet.

Efter § 2, stk. 2, i lov om Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution (lov nr. 553 af 18. juni 2012, som ændret ved lov nr. 656 af 12. juni 2013) hører det til instituttets opgaver at fremme ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, herunder ved at bistå ofre for forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder. Det ligger således inden for instituttets naturlige opgaver at fremme ligestilling og overvåge spørgsmål om krænkelser
af ligestillingslovene af samfundsmæssig interesse.

Det er med lovforslaget lagt til grund, at Institut for Menneskerettigheders beslutning om at indbringe henholdsvis ikke at indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet ikke vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1, da beslutningen ikke i sig selv indebærer retsvirkninger for konkrete personer. Det bemærkes i den forbindelse, at personer, der har retlig interesse i sagen, selv vil kunne indbringe denne for Ligebehandlingsnævnet.

Det er en forudsætning, at den af instituttet indbragte sag er egnet til at blive behandlet ved Ligebehandlingsnævnet, jf. § 8, stk. 1, i lov om Ligebehandlingsnævnet, som ikke foreslås ændret.

3. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Lovforslaget er kønsneutralt i sin udformning og vurderes ikke at have kønsligestillingsmæssige konsekvenser.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

7. Forslagets miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 16. marts til den 1. april 2015 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.: Advokatrådet, Akademikerne (AC), Amnesty International, Beskæftigelsesrådet (BER), Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Handicapforbund, Dansk Kvindesamfund, Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Røde Kors, Dansk Socialrådgiverforening, Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination, Danske Advokater, Danske Regioner, Den Danske Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, Det Faglige Hus, Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Flygtningenævnet, Frie Funktionærer, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Gartneri-, Land-
og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A), Håndværksrådet, Institut for Menneskerettigheder (IMR), Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO), KL, Koordinationen for Kønsforskning, Kristelig Arbejdsgiverforening (KA), Kristelig Fagbevægelse (KRIFA), Kvinderådet, KVINFO, Landsforeningen af bøsser og lesbiske, Landsorganisationen i Danmark (LO), Lederne, Ligebehandlingsnævnet, Netværk for Forskning om mænd, Rådet for Etniske Minoriteter, Ældresagen.

10. Sammenfattende skema

  Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1

Til nr. 1
Det foreslås, at en klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i at få sagen behandlet, hvilket skal forstås som en individuel og aktuel interesse i den konkrete sag. Princippet kendes fra den civile retspleje, hvor det er en betingelse, at f.eks. en sagsøger har en retlig interesse (forstået som en individuel og aktuel interesse i sagens behandling) for at kunne indbringe en sag for domstolene.

En konsekvens af denne del af lovforslaget er, at Ligebehandlingsnævnet fremover alene vil kunne behandle en sag, der indbringes af en person, der er direkte berørt af forskelsbehandlingen. Hvis klager ikke har en sådan individuel og aktuel interesse i at få sagen prøvet ved Ligebehandlingsnævnet, skal sagen efter forslaget afvises af nævnet. Det vil således ikke længere være tilstrækkeligt til, at en person kan få behandlet en sag for Ligebehandlingsnævnet, at vedkommende alene har hørt eller læst om en handling eller undladelse, der angiveligt udgør ulovlig forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet har i dag mulighed for at afvise sager, der kun kan afgøres, hvis der f.eks. foranstaltes bevisførelse i form af parts- eller vidneforklaringer, der kun kan ske ved domstolene, eller det er åbenbart, at der ikke kan gives klager medhold. Med kravet om retlig interesse vil nævnet også kunne afvise klager fra en person, der ikke selv har en individuel og aktuel interesse i sagen.

Ligebehandlingsnævnets sekretariats nuværende praksis om at besvare generelle forespørgsler fra offentlige myndigheder og andre interessenter, ændres ikke ved indførelse af et krav om, at der i en konkret sag skal foreligge en individuel og aktuel interesse hos klager, førend Ligebehandlingsnævnet kan behandle sagen.

Adgangen til som klager at lade sig repræsentere af en partsrepræsentant under en sags behandling i Ligebehandlingsnævnet ændres ligeledes ikke ved, at der indføres et krav om retlig interesse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.

Det foreslås endvidere, at Institut for Menneskerettigheder fremover skal kunne indbringe sager af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet. Det er herved ikke et krav, at der kan identificeres en navngiven person, der påstår at have været udsat for ulovlig forskelsbehandling. Med sager af principiel karakter menes, at sagen rejser hidtil uafklarede lovfortolkningsspørgsmål eller vurderes at være indgribende i forhold til en større gruppe af personer.

Hvis Institut for Menneskerettigheder er blevet opmærksom på en sag, som kan udgøre en generel problemstilling på ligebehandlingsområdet, kan instituttet indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet. Det kan også være, at instituttet modtager en henvendelse fra en borger eller en forening/organisation. I instituttets vurdering af, om en sag er af principiel karakter og skal indbringes for Ligebehandlingsnævnet, kan det indgå, at retsstillingen på den pågældende del af ligebehandlingsområdet er uafklaret.

Institut for Menneskerettigheder er i dag hverken tillagt kompetence til at indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet eller givet særlig kompetence til at indbringe sager for domstolene i henhold til ligebehandlingslovgivningen. Institut for Menneskerettigheder kan tage sager op af egen drift og behandle disse gennem uafhængige undersøgelser, offentliggøre uafhængige rapporter og fremsætte henstillinger vedrørende forskelsbehandling. Instituttet kan endvidere bistå mulige ofre for forskelsbehandling med at få deres klage behandlet.

Muligheden for at indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet foreslås at skulle gælde i forlængelse af alle de områder, som instituttet i dag har kompetence inden for. Det gælder både på områder, hvor instituttet er udpeget som nationalt overvågningsorgan og på områder, hvor instituttet kan tage sager op af egen drift.

Der henvises i øvrigt til de generelle bemærkninger pkt. 2.3.

Til nr. 2
Det foreslås, at Institut for Menneskerettigheder kan indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet, hvis instituttet vurderer, at sagen er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, selvom der ikke kan identificeres en navngiven person, der påstår at have været udsat for ulovlig forskelsbehandling.

Det følger af lovforslaget, at Ligebehandlingsnævnet kan afgøre, om der i en sag, som Institut for Menneskerettigheder har indbragt for nævnet, er sket ulovlig forskelsbehandling. Ligebehandlingsnævnet kan i disse sager tage stilling til spørgsmål om anvendelse og fortolkning af den lovgivning m.v., som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde. Disse love skal fortolkes EU-konformt, ligesom Ligebehandlingsnævnet
EU-regulerede områder skal anvende direkte anvendelige EU-regler, der gælder inden for disse loves anvendelsesområde.

Til nr. 3
Det foreslås, at et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab kan træffe afgørelse i sager uden medvirken af andre medlemmer, hvor der er etableret en fast praksis. Den faste praksis kan f.eks. være etableret ved, at nævnet tidligere har truffet afgørelse i et stort antal sager af tilsvarende karakter. Hermed sikres det, at nævnet kan koncentrere sin indsats omkring de vanskelige og mere principielle sager. I vurderingen af, om en sag kan afgøres af et medlem af formandskabet alene, kan også indgå, om en bestemt praksis i Ligebehandlingsnævnet er bekræftet i retspraksis.

Hvis formanden under sin behandling af en sag, som sekretariat har indstillet til formandsafgørelse, vurderer, at sagen bør afgøres af nævnet, sender formanden sagen til nævnsbehandling.

I dag behandler nævnet alle sager ved fysiske møder, hvor formandskabet og medlemmer fra nævnet er til stede. Ved brug af formandsafgørelser vil sekretariatet fortsat skulle oplyse en sag, men alene forelægge den for et medlem af formandskabet på skrift. Nævnet vil således ikke skulle forberede sig på og drøfte sager, hvor praksis er tilstrækkeligt klar.

Indførelse af formandsafgørelser med henblik på at bruge færrest mulige ressourcer på de mindst komplicerede sager vurderes at være retssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dels fordi det forudsættes, at der alene vil være tale om sager, hvor praksis er klar, og hvor sagen heller ikke i øvrigt har et indhold, der gør nævnsbehandling nødvendigt. Dels er det i § 3, stk. 2, 1. og 2. pkt., bestemt, at formanden for nævnet skal være landsdommer eller præsident eller vicepræsident for Sø- og Handelsretten, og næstformændene skal være byretsdommere. Det sikres dermed, at en formandsafgørelse altid vil blive truffet af en person, der har erfaring med at træffe afgørelser og begrunde sådanne konkrete sager. Formandsafgørelser vil desuden kunne indbringes for domstolene på samme måde som afgørelser, der er truffet under medvirken af flere nævnsmedlemmer.

Der henvises i øvrigt til de generelle bemærkninger pkt. 2.2.

Til nr. 4
Det foreslås, at Ligebehandlingsnævnet afviser en klage, hvis Ligebehandlingsnævnet vurderer, at klageren ikke har retlig interesse i at få sin sag behandlet ved nævnet.

Det forudsættes, at Ligebehandlingsnævnet i forbindelse med afvisningen gør klageren bekendt med, at Institut for Menneskerettigheder har mulighed for at indbringe en sag af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse. Det forudsættes endvidere, at Ligebehandlingsnævnet samtidig orienterer Institut for Menneskerettigheder om afgørelsen. Det er alene Institut for Menneskerettigheder, der vurderer, om en sag er af en sådan karakter, at det er hensigtsmæssigt at indbringe den for Ligebehandlingsnævnet.

Det er med lovforslaget lagt til grund, at Institut for Menneskerettigheders beslutning om at indbringe henholdsvis ikke at indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet ikke vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, jf. forvaltningslovens § 2, stk.1.

Der henvises i øvrigt til de generelle bemærkninger pkt. 2.3.2.

Til nr. 5
Det foreslås, at Ligebehandlingsnævnets sekretariat fremover kan træffe afgørelse om at afvise en sag, hvis klager ikke har en retlig interesse i at få sagen prøvet. Der er tale om en ny bestemmelse i forhold til den nugældende lovgivning.

Til nr. 6
Det foreslås, at sekretariatet som hidtil skal orientere sagens parter om sagens afgørelse, og om muligheden for at indbringe sagen for domstolene. Denne del af forslaget indebærer ikke ændringer i forhold til, hvad der gælder i dag.

Det foreslås som noget nyt i stk. 1, at sekretariatet fremover også skal orientere Institut for Menneskerettigheder, når nævnet har truffet afgørelse i en sag, der er indbragt for Ligebehandlingsnævnet af instituttet.

Den foreslåede stk. 2, indebærer, at hvis en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet ikke efterleves, skal Ligebehandlingsnævnet indbringe sagen for domstolene, hvis klageren anmoder om det. Hensigten med bestemmelsen er at sikre en effektiv gennemførelse af Ligebehandlingsnævnets afgørelser. Klageren skal efter forslaget henvende sig til Ligebehandlingsnævnet og anmode om, at sagen indbringes for domstolene. Bestemmelsen er en videreførelse af den nugældende § 12, stk. 2.

Det foreslås som noget nyt, at sager, som har været indbragt for nævnet af Institut for Menneskerettigheder, ligeledes kan indbringes for domstolene. Hvis en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet således ikke efterleves f.eks ved, at den tilstand, der udgør den ulovlige forskelsbehandling, opretholdes eller gentages, skal Ligebehandlingsnævnet i de sager, der er indbragt for nævnet af Institut for Menneskerettigheder, indbringe sagen for domstolene, hvis instituttet anmoder om det. Ligebehandlingsnævnet kan ikke af egen drift indbringe en sag for domstolene.

Hvis en afgørelse, der er truffet af Ligebehandlingsnævnet, indbringes for domstolene, sker der en helt ny prøvelse af sagens faktiske og retlige forhold, uafhængigt af Ligebehandlingsnævnets afgørelse, hvor der eventuelt også vil kunne fremlægges nye oplysninger.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2015.

Klager, der er indbragt for Ligebehandlingsnævnet før den 1. juli 2015, skal således ikke opfylde kravet om retlig interesse.

 
§ 1

I lov om Ligebehandlingsnævnet, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 3. september 2012, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, indsættes som stk. 6 og 7:
»Stk. 6. En klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen.
Stk. 7. Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution kan indbringe sager af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet.

2. I § 2 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. I en sag, der er indbragt for nævnet af Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution, kan nævnet træffe afgørelse om, at der er sket ulovlig forskelsbehandling, jf. § 1, stk. 2-4.«

3. I § 6 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Skønnes en sag at kunne afgøres i overensstemmelse med fast rets- eller nævnspraksis, kan afgørelsen træffes af et medlem af formandskabet alene.«

§ 8. Nævnet kan afvise at behandle en klage, som ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.
Stk. 2. Nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen.
 
Stk. 3. Nævnet kan delegere sin kompetence efter stk. 1 og stk. 2 til sekretariatet. Nærmere regler herom fastsættes i nævnets forretningsorden. 4. I § 8 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Nævnet kan afvise at behandle klagen, hvis klageren ikke har retlig interesse i sagen.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

5. I § 8, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og stk. 2« til: »stk. 1-3«

§ 12. Når nævnet har truffet afgørelse i en klagesag, underretter sekretariatet parterne om muligheden for at indbringe sagen for domstolene.
Stk. 2. Hvis nævnets afgørelser og forlig, som er indgået for nævnet, ikke efterleves, skal nævnet på klagerens anmodning og på dennes vegne indbringe sagen for domstolene.
6. § 12 affattes således:
»§ 12. Når nævnet har truffet afgørelse i en sag, orienterer sekretariatet parterne om afgørelsen og om muligheden for at indbringe sagen for domstolene.
Stk. 2. Hvis nævnets afgørelser og forlig, som er indgået for nævnet, ikke efterleves, skal nævnet på vegne af klageren eller instituttet indbringe sagen for domstolene, hvis klageren eller instituttet anmoder herom.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2015.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på klager indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

* * *
Folketingets journal vedrørende lovforslaget.
Fremsættelsestalen i pdf-format i Folketingstidende A.
Lovforslaget i pdf-format i Folketingstidende A.

Høringsskr. af 1. april 2015 fra LGBT Danmark med anbefaling om, at kønsidentitet inkluderes som beskyttelsesgrund i loven.

Vist 0 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

Beskæftigelsesministeriet
Sagsstyringsenheden

1. april 2015

Høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet (BM ID: 861704)

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, takker for inddragelse i høringen over udkast til forslag til lov om ændring af Lov om Ligebehandlingsnævnet. For Landsforeningen er Ligebehandlingsnævnet en vigtig konstruktion i sikringen af ligebehandling i Danmark.

Landsforeningen finder ingen problemer ved forslaget. Når foreningen har været involveret i sager ved nævnet, har det været gennem at assistere et medlem i at indbringe sin sag for nævnet, hvilket også fortsat vil være muligt.

Dog finder Landsforeningen anledning til at påpege nødvendigheden af at præcisere beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af kønsidentitet og anbefaler, at kønsidentitet inkluderes som beskyttelsesgrund i Lov om Ligebehandlingsnævnet i forbindelse med lovens revision.

Foreningen henviser til sine høringsskrivelser i forbindelse med lovens sidste revision i 2011/2012 [1]. Disse vedlægges.

Med venlig hilsen
LGBT Danmark
Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner

Søren Laursen
Forperson

* * *
Høringssvaret i pdf-format.

  1. [Retur] Høringsskrivelser fra LGBT Danmark i 2011/2012.
    1. Høringsskrivelse af 10. juni 2011.
    2. Høringssvar af 29. februar 2012

Forslag fra Beskæftigelsesministeriet af 17. marts 2015 til Lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet.

Vist 0 gange. Beskæftigelsesministeriet sendte den 17. marts 2015 udkast til Lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet i høring.
Bemærkningerne bedes sendt til bm@bm.dk, mll@bm.dk og ksw@bm.dk og være Beskæftigelsesministeriet i hænde senest onsdag den 1. april 2015.

Udkastets ordlyd

Fremsat den xx. april 2015 af beskæftigelsesministeren (Henrik Dam Kristensen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet.
(Indbringelse af sager for Ligebehandlingsnævnet samt formandsafgørelser m.v.)

§ 1

I lov om Ligebehandlingsnævnet, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 3. september 2012, foretages følgende ændringer:

1. I § 1 indsættes efter stk. 5:
»Stk. 6. En klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen.

Stk. 7. Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution kan indbringe sager af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet

2. I § 2 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. I en sag, der er indbragt for nævnet af Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution, kan nævnet træffe afgørelse om, at der er sket ulovlig forskelsbehandling, jf. § 1, stk. 2-4.«

3. I § 6 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Hvis en sag skønnes at kunne afgøres i overensstemmelse med fast rets- eller nævnspraksis, kan afgørelsen træffes af et medlem af formandskabet alene.«

4. I § 8 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Nævnet kan afvise klagen, hvis klageren ikke har retlig interesse i sagen.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

5. I § 8, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og stk. 2« til: »stk. 1-3.«

6. § 12 affattes således:
»§ 12. Når nævnet har truffet afgørelse i en sag, orienterer sekretariat parterne om afgørelsen og om muligheden for at indbringe sagen for domstolene. Hvis sagen er indbragt for nævnet af Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution, orienterer sekretariatet også instituttet.
Stk. 2. Hvis nævnets afgørelser og forlig, som er indgået for nævnet, ikke efterleves, skal nævnet på vegne af klageren eller instituttet indbringe sagen for domstolene, hvis klageren eller instituttet anmoder herom.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2015.

Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger

1. Indledning
1.1. Indledning og baggrund for lovforslaget
Regeringen og partierne i Folketinget er enige om, at ulovlig forskelsbehandling er helt uacceptabel og at Ligebehandlingsnævnet bidrager til at bekæmpe dette i Danmark. Ligebehandlingsnævnet er et uafhængigt og domstolslignende organ, der behandler klager over påstået ulovlig forskelsbehandling inden for og uden for arbejdsmarkedet. Det er gratis at klage til nævnet, der yder fagkompetent og hurtig behandling af sager om forskelsbehandling.

Regeringen og partierne i Folketinget ønsker at forstærke indsatsen mod forskelsbehandling og har derfor den 2. marts 2015 indgået en politisk aftale med henblik på at effektivisere og målrette Ligebehandlingsnævnets arbejde og give nævnet mulighed for i højere grad end i dag at fokusere på reelle ligestillingsproblemer.

Aftalen indebærer, at Ligebehandlingsnævnet fremover alene skal kunne behandle en klage, hvis den person, der klager, har en individuel og aktuel interesse i en konkret sag. En klager skal således ikke kunne få en sag behandlet af Ligebehandlingsnævnet, blot fordi vedkommende tilhører den gruppe af personer, som muligvis er blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling (f.eks. på grund af sin etnicitet eller sit køn).

Samtidig fremgår det af den indgåede politiske aftale, at Ligebehandlingsnævnet fremover skal prioritere sine ressourcer i forhold til sagernes kompleksitet, således at der anvendes flest ressourcer på de mest komplicerede sager. Derfor indføres der en mulighed for, at et medlem af Ligestillingsnævnets formandskab kan træffe afgørelser alene i sager, hvor der er etableret en fast praksis.

Endelig fremgår det af den politiske aftale, at der fremover skal tages højde for, at der kan være sager af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse om ulovlig forskelsbehandling, som det kan være vigtigt at få prøvet ved Ligebehandlingsnævnet, selv om ingen borger har indbragt sagen for nævnet. Institut for Menneskerettigheder skal derfor tillægges kompetence til at indbringe sådanne sager for Ligebehandlingsnævnet.
Det forudsættes, at Institut for Menneskerettigheder løfter opgaven inden for sin eksisterende bevilling til at behandle ligebehandlingsspørgsmål, og at ordningen skal evalueres, når den har fungeret i to år.

2. Lovforslagets indhold
2.1. Krav om retlig interesse
2.1.1. Gældende ret
I dag kan en person klage til Ligebehandlingsnævnet, hvis personen selv er direkte berørt af den mulige forskelsbehandling eller tilhører den gruppe, som bliver forskelsbehandlet. F.eks. kan en mand få behandlet en klage over, at mænd skal betale en højere entrépris til en natklub end kvinder, selv om han ikke selv personligt har været udsat for en sådan forskelsbehandling, men blot har hørt eller læst om det.

2.1.2. Forslagets indhold
Lovforslaget indebærer, at der fremover stilles krav om, at en klager skal have retlig interesse for at kunne indbringe en klagesag for Ligebehandlingsnævnet. ”Retlig interesse” skal forstås som en individuel og aktuel interesse i den konkrete sag. Der er herved tale om et princip, som bl.a. kendes fra den civile retspleje, hvor det er en betingelse, at f.eks. en sagsøger har en retlig interesse (forstået som en individuel og aktuel interesse i sagens behandling) for at kunne indbringe en sag for domstolene. Gennemføres forslaget, skabes der således på det punkt parallelitet mellem adgangen til at få behandlet en sag ved Ligebehandlingsnævnet og adgangen til at få behandlet en civil sag ved de almindelige domstole.

Formålet med denne del af lovforslaget er, at Ligebehandlingsnævnet alene skal behandle en klage, hvis klager selv har været udsat for en handling eller en undladelse, som efter den pågældendes opfattelse udgør ulovlig forskelsbehandling. Hvis klager ikke har en sådan individuel og aktuel interesse i at få sagen prøvet ved Ligebehandlingsnævnet, skal sagen efter forslaget afvises af nævnet. Det vil således ikke længere være tilstrækkeligt til, at en person kan få behandlet en sag for Ligebehandlingsnævnet, at vedkommende alene har hørt eller læst om en handling eller undladelse, der angiveligt udgør ulovlig forskelsbehandling.

2.2. Formandsafgørelser
2.2.1. Gældende ret
I dag behandles alle sager i Ligebehandlingsnævnet af et medlem af formandskabet og to øvrige nævnsmedlemmer, bortset fra de sager, der kan afvises af sekretariatet, fordi de ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet, eller fordi det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen.

Når Ligebehandlingsnævnets sekretariat modtager en klage, påser sekretariatet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at nævnet kan træffe en afgørelse. Er dette tilfældet, udarbejder sekretariatet et udkast til en afgørelse, som sekretariatet forelægger det medlem af formandskabet, der deltager i sagens behandling, til godkendelse. Det godkendte udkast sendes sammen med alle sagens øvrige oplysninger og bilag til deltagerne på det efterfølgende nævnsmøde.

En sag afgøres på nævnsmødet på grundlag af de skriftlige oplysninger i sagerne. Hverken klager, indklagede eller nogen repræsentanter for disse har adgang til nævnsmødet, og nævnets møder er ikke åbne for offentligheden.

Der deltager som nævnt altid mindst 3 medlemmer i sagens behandling. Heraf skal det ene medlem være formanden eller en næstformand. Nævnet er beslutningsdygtigt, når alle 3 medlemmer er til stede. Afgørelserne træffes som nævnt ved stemmeflertal.

2.2.2. Forslagets indhold
Lovforslaget giver mulighed for, at et medlem af formandskabet kan træffe afgørelse i visse sager, der er indbragt for nævnet uden deltagelse af andre nævnsmedlemmer, hvis der i den pågældende kategori af sager er etableret en fast praksis enten ved domstolene eller ved nævnet, som f.eks. tidligere har truffet afgørelser i et større antal sager af tilsvarende karakter.

For at et medlem af formandskabet kan afgøre sagen alene, er det en betingelse, at sagens faktum er tilstrækkeligt klart, således at der ikke foreligger bevistvivl, der i givet fald kan munde ud i, at sagen skal afvises. Det følger således af § 8, stk. 1, i lov om Ligebehandlingsnævnet (som ikke foreslås ændret), at nævnet kan afvise at behandle en klage, som ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet, f.eks. fordi det kræver parts- eller vidneforklaringer, der ikke kan ske ved nævnet, men kun ved domstolene, jf. ovenfor. Såfremt det ligger klart, hvilket faktum, der skal lægges til grund for sagens afgørelse (evt. efter anvendelse af lovbestemte bevisbyrderegler), og der foreligger en fast praksis for, hvorledes en evt. godtgørelse skal udmåles, vil sagen således efter forslaget kunne afgøres af et medlem af formandskabet alene. Kan det f.eks. lægges til grund, at en arbejdsgiver i en sag om uberettiget afskedigelse af en gravid kvinde ikke har løftet sin bevisbyrde for, at afskedigelsen ikke havde noget med graviditeten at gøre, vil sagen således fremover kunne afgøres af et medlem af formandskabet alene, forudsat der foreligger en fast praksis for udmålingen af en evt. godtgørelse.

Der er imidlertid intet til hinder for, at et medlem af formandskabet kan foranledige, at en sag, der er tildelt den pågældende med henblik på at træffe afgørelsen alene, undergives sædvanlig nævnsbehandling, hvis medlemmet måtte mene, at sagen ikke egner sig til en formandsafgørelse, f.eks. fordi sagen indeholder principielle aspekter.

En gennemførelse af forslaget om, at et medlem af formandskabet kan træffe afgørelse alene, hvis der i den pågældende kategori af sager er etableret en fast praksis, vil frigøre ressourcer og således gøre det muligt for nævnet at koncentrere sin indsats omkring de vanskelige og mere principielle sager.

Indførelse af formandsafgørelser med henblik på at bruge færrest mulige ressourcer på de mindst komplicerede sager vurderes at være retssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dels fordi det forudsættes, at der alene vil være tale om sager, hvor praksis er klar, og hvor sagen heller ikke i øvrigt har et indhold, der gør nævnsbehandling nødvendigt. Dels er det i § 3, stk. 2, 1. og 2. pkt., bestemt, at formanden for nævnet skal være landsdommer eller præsident eller vicepræsident for Sø- og Handelsretten, og næstformændene skal være byretsdommere. Det sikres dermed, at en formandsafgørelse altid vil blive truffet af en person, der har erfaring med at træffe afgørelser og begrunde sådanne konkrete sager. Formandsafgørelser vil desuden kunne indbringes for domstolene på samme måde som afgørelser, der er truffet under medvirken af flere nævnsmedlemmer.

2.3. Institut for Menneskerettigheder får kompetence til at indbringe sager af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet
2.3.1. Gældende ret
Ligebehandlingsnævnet kan ikke tage ligestillingsspørgsmål op af egen drift, idet nævnet modsat f. eks. Folketingets Ombudsmand kun kan behandle klager, der er indbragt for nævnet. Dette svarer til, at domstolene kun træder i funktion i civile sager, når nogen anlægger en sag.

Institut for Menneskerettigheder kan heller ikke i dag indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet, selv om instituttet i sit arbejde som ligebehandlingsorgan måtte blive opmærksom på principielle problemstillinger på området eller sager af almindelig offentlig interesse. Dette forhold indebærer, at der kan forekomme krænkelser af ligestillingslovgivningen, der ikke når frem til nævnet, fordi der ikke er nogen, der indgiver en klage til nævnet over forholdet.

2.3.2. Forslagets indhold
Det foreslås, at der gives Institut for Menneskerettigheder adgang til at indbringe principielle sager eller sager af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet, der falder inden for nævnets mandat. Det i er i den forbindelse ikke en betingelse, at der kan identificeres en navngiven person, der har været udsat for ulovlig forskelsbehandling eller tilhører den gruppe, som bliver forskelsbehandlet.

Med sager af sager af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse menes sager, som f.eks. rejser hidtil uafklarede lovfortolkningsspørgsmål, eller som vurderes at være indgribende i forhold til en større gruppe af personer. Det er Institut for Menneskerettigheder, der alene vurderer, om en sag er af en sådan karakter, at det er hensigtsmæssigt at indbringe den for Ligebehandlingsnævnet. Institut for Menneskerettigheder har ikke pligt til at begrunde, hvorfor instituttet ikke indbringer en given sag for Ligebehandlingsnævnet.

Efter § 2, stk. 2, i lov om Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettigheds-institution (lov nr. 553 af 18. juni 2012, som ændret ved lov nr. 656 af 12. juni 2013) hører det til instituttets opgaver at fremme ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, herunder ved at bistå ofre for forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder. Det ligger således inden for instituttets naturlige opgaver at fremme ligestilling og overvåge spørgsmål om krænkelser af ligestillingslovene af samfundsmæssig interesse.

Det er en forudsætning, at den af instituttet indbragte sag er egnet til at blive behandlet ved Ligebehandlingsnævnet, jf. § 8, stk. 1, i lov om Ligebehandlingsnævnet, som ikke foreslås ændret.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Forslagets miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Høring af hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden 16. marts til 1. april 2015 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.: Advokatrådet, Akademikerne (AC), Amnesty International, Beskæftigelsesrådet (BER), Centralorganisationernes Fællesudvalg, (CFU), Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Handicapforbund, Dansk Kvindesamfund, Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Røde Kors, Dansk Socialrådgiverforening, Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination, Danske Advokater, Danske Regioner, Den Danske Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, Det Faglige Hus, Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Flygtningenævnet, Frie Funktionærer, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A), Håndværksrådet, Institut for Menneskerettigheder (IMR),
Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO), KL, Koordinationen for Kønsforskning, Kristelig Arbejdsgiverforening (KA), Kristelig Fagbevægelse (KRIFA), Kvinderådet, KVINFO, Landsforeningen af bøsser og lesbiske, Landsorganisationen i Danmark (LO), Lederne, Ligebehandlingsnævnet, Netværk for Forskning om mænd, Rådet for Etniske Minoriteter, Ældresagen.

9. Sammenfattende skema

  Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1

Til nr. 1
Det foreslås, at en klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i at få sagen behandlet.

En konsekvens af denne del af lovforslaget er, at Ligebehandlingsnævnet fremover alene vil kunne behandle en sag, der indbringes af en person, der er direkte berørt af forskelsbehandlingen.

Ligebehandlingsnævnet har i dag mulighed for at afvise sager, der kun kan afgøres, hvis der f.eks. foranstaltes bevisførelse i form af parts- eller vidneforklaringer, der kun kan ske ved domstolene, eller det er åbenbart, at der ikke kan gives klager medhold. Med kravet om retlig interesse vil nævnet også kunne afvise klager fra en person, der ikke selv har en individuel og aktuel interesse i sagen. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.

Det foreslås endvidere, at Institut for Menneskerettigheder fremover skal kunne indbringe sager af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet. Det er herved ikke et krav, at der kan identificeres en navngiven person, der påstår at have været udsat for ulovlig forskelsbehandling. Med sager af principiel karakter menes, at sagen rejser hidtil uafklarede lovfortolkningsspørgsmål eller vurderes at være indgribende i forhold til en større gruppe af personer.

Hvis Institut for Menneskerettigheder er blevet opmærksom på en sag, som kan udgøre en generel problemstilling på ligebehandlingsområdet, kan instituttet indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet. Det kan også være, at instituttet modtager en henvendelse fra en borger eller en forening/organisation. I instituttets vurdering af, om en sag er af principiel karakter og skal indbringes for Ligebehandlingsnævnet, kan det indgå, at retsstillingen på den pågældende del af ligebehandlingsområdet er uafklaret.

Institut for Menneskerettigheder er i dag hverken tillagt kompetence til at indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet eller givet særlig kompetence til at indbringe sager for domstolene i henhold til ligebehandlingslovgivningen. Institut for Menneskerettigheder kan tage sager op af egen drift og behandle disse gennem uafhængige undersøgelser, offentliggøre uafhængige rapporter og fremsætte henstillinger vedrørende forskelsbehandling. Instituttet kan endvidere bistå mulige ofre for forskelsbehandling med at få deres klage behandlet.

Muligheden for at indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet foreslås at skulle gælde i forlængelse af alle de områder, som instituttet i dag har kompetence inden for. Det gælder både på områder, hvor instituttet er udpeget som nationalt overvågningsorgan og på områder, hvor instituttet kan tage sager op af egen drift.

Det bemærkes, at forslaget om, at en person skal have en retlig interesse for at få sin sag behandlet ved Ligebehandlingsnævnet, ikke berøres af, at Ligebehandlingsnævnet får kompetence til at behandle principielle sager eller sager af almindelig offentlig interesse indbragt af Institut for Menneskerettigheder.

Der henvises i øvrigt til de generelle bemærkninger pkt. 2.3.

Til nr. 2
Lovforslaget indebærer, at Ligebehandlingsnævnet kan afgøre, om der i en sag, som Institut for Menneskerettigheder har indbragt for nævnet, er sket ulovlig forskelsbehandling.

Til nr. 3
Lovforslaget indebærer, at et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab kan træffe afgørelse i sager uden medvirken af andre medlemmer, hvor der er etableret en fast praksis. Den faste praksis kan f.eks. være etableret ved, at nævnet tidligere har truffet afgørelse i et stort antal sager af tilsvarende karakter. Hermed sikres det, at nævnet kan koncentrere sin indsats omkring de vanskelige og mere principielle sager.
Hvis formanden under sin behandling af en sag, som sekretariat har indstillet til formandsafgørelse, vurderer, at sagen bør afgøres af nævnet, sender formanden sagen til nævnsbehandling.

I dag behandler nævnet alle sager ved fysiske møder, hvor formandskabet og medlemmer fra nævnet er til stede. Ved brug af formandsafgørelser vil sekretariatet fortsat skulle oplyse en sag, men alene forelægge den for et medlem af formandskabet på skrift. Nævnet vil således ikke skulle forberede sig på og drøfte sager, hvor praksis er tilstrækkeligt klar.

Indførelse af formandsafgørelser med henblik på at bruge færrest mulige ressourcer på de mindst komplicerede sager vurderes at være retssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dels fordi det forudsættes, at der alene vil være tale om sager, hvor praksis er klar, og hvor sagen heller ikke i øvrigt har et indhold, der gør nævnsbehandling nødvendigt. Dels er det i § 3, stk. 2, 1. og 2. pkt., bestemt, at formanden for nævnet skal være landsdommer eller præsident eller vicepræsident for Sø- og Handelsretten, og næstformændene skal være byretsdommere. Det sikres dermed, at en formandsafgørelse altid vil blive truffet af en person, der har erfaring med at træffe afgørelser og begrunde sådanne konkrete sager. Formandsafgørelser vil desuden kunne indbringes for domstolene på samme måde som afgørelser, der er truffet under medvirken af flere nævnsmedlemmer.

Der henvises i øvrigt til de generelle bemærkninger pkt. 2.2.

Til nr. 4
I de sager, hvor Ligebehandlingsnævnet vurderer, at klageren ikke har retlig interesse i at få sin sag behandlet ved nævnet, afviser Ligebehandlingsnævnet klagen.

Det forudsættes, at Ligestillingsnævnet i forbindelse med afvisningen gør klageren bekendt med, at Institut for Menneskerettigheder har mulighed for at indbringe en sag af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse. Det forudsættes endvidere, at Ligebehandlingsnævnet samtidig orienterer Institut for Menneskerettigheder om afgørelsen. Det er alene Institut for Menneskerettigheder, der vurderer, om en sag er af en sådan karakter, at det er hensigtsmæssigt at indbringe den for Ligebehandlingsnævnet. Institut for Menneskerettigheder skal ikke begrunde, hvorfor instituttet ikke indbringer en given sag for Ligebehandlingsnævnet.

Til nr. 5
Der er tale om en ny bestemmelse, som medfører, at Ligebehandlingsnævnets sekretariat fremover kan træffe afgørelse om afvisning på grund af manglende retlig interesse.

Til nr. 6
Forslaget indebærer, at sekretariatet som hidtil skal orientere sagens parter om sagens afgørelse, og om muligheden for at indbringe sagen for domstolene. Nævnsafgørelsen af administrativt endelig, og hvis sagen indbringes for domstolene, sker der en ny prøvelse af sagens faktiske og retlige forhold uafhængigt af Ligebehandlingsnævnets afgørelse, og hvor der eventuelt vil kunne fremlægges nye oplysninger. Denne del af forslaget indebærer ikke ændringer i forhold til, hvad der gælder i dag.

Hvis en sag er indbragt for nævnet af Institut for Menneskerettigheder, skal sekretariatet fremover også orientere instituttet, når der foreligger en afgørelse.

I sager, som har været indbragt for nævnet af Institut for Menneskerettigheder, kan sagen ligeledes indbringes for domstolene, hvorved der sker en ny prøvelse af sagens faktiske og retlige forhold, uafhængigt af Ligebehandlingsnævnets afgørelse, og hvor der eventuelt vil kunne fremlægges nye oplysninger. Nævnets sekretariat skal underrette Institut for Menneskerettigheder og sagens andre parter om muligheden for at indbringe sagen for domstolene.

Hvis en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet ikke efterleves f.eks ved, at den tilstand, der udgør den ulovlige forskelsbehandling, opretholdes eller gentages, skal Ligebehandlingsnævnet i de sager, der er indbragt for nævnet af Institut for Menneskerettigheder, indbringe sagen for domstolene, hvis instituttet anmoder om det.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2015.

Klager, der er indbragt for Ligebehandlingsnævnet før den 1. juli 2015, skal således ikke opfylde kravet om retlig interesse.

* * *
Lovudkastet med bemærkninger på Høringsportalen i pdf-format.
Høringsbrev på Høringsportalen i pdf-format.
Høringsliste på Høringsportalen i pdf-format.

Politisk flertalsaftale af 3. marts 2015 om en målretning af Ligebehandlingsnævnets arbejde.

Vist 0 gange. Pressemeddelelse udsendt af Beskæftigelsesministeriet den 3. marts 2015: Alle partier i Folketinget enige om at målrette Ligebehandlingsnævnets arbejde.

Pressemeddelelsen
Ligebehandlingsnævnets arbejde skal nu fokuseres, så de mere kuriøse sager ikke skygger for arbejdet med at modvirke forskelsbehandling og diskrimination. Alle partier i Folketinget står bag aftalen.

Det skal være nemmere for Ligebehandlingsnævnet at fokusere mere på reelle ligebehandlingsproblemer. Samtidig skal Ligebehandlingsnævnet have mulighed for at behandle principielle problemstillinger på området. Det mener et flertal bestående af regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, der derfor er enige om at ændre reglerne for, hvornår man kan klage til Ligebehandlingsnævnet.

– Man skal selvfølgelig ikke kunne fyres, fordi man er gravid, eller diskrimineres på grund af sin etnicitet. Det vil vi ikke acceptere, og derfor er det vigtigt, at vi har Ligebehandlingsnævnet. Det er samtidig vigtigt, at nævnet bruger kræfterne rigtigt og ikke spilder tid på de mere bagatelagtige sager. Derfor er jeg glad for, at alle partier i Folketinget er blevet enige om at målrette nævnets opgaver, så vi får endnu mere fokus på reel diskrimination, siger beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen.

Aftalepartierne er enige om, at Ligebehandlingsnævnet fremover alene skal kunne behandle en klage, hvis den person, der klager, har en individuel, aktuel og konkret interesse i sagen. Man kan fremover ikke få en sag behandlet, hvis man alene tilhører den gruppe af personer, som muligvis er blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling. Det kan for eksempel være på grund af ens etnicitet eller køn.

Aftalen kommer efter en debat om afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet. Det drejer sig blandt andet om de sager, hvor personer har klaget til nævnet alene på baggrund af noget, de for eksempel har læst på en hjemmeside.

– Det er utrolig vigtigt, at vi har et nævn, som tager sig af de alvorlige sager, hvor borgere ikke bliver behandlet lige. Men nævnet har altså også brugt kræfter på sager, der opleves som – rent ud sagt – useriøse. Derfor skærper vi nu kravene til, hvem der kan klage. Fremover skal nævnet alene bruge tid på dem, der rent faktisk har været udsat for forskelsbehandling i stedet for at skulle forholde sig til kuriøse sager som for eksempel et arrangement på det lokale bibliotek, der udelukkende er for mænd. Samtidig sikrer vi, at ingen sager falder igennem eller ikke bliver rejst, fordi Institut for Menneskerettigheder nu kan rejse principielle sager, som har almen interesse, siger socialminister Manu Sareen.

Partierne bag aftalen er enige om, at der kan være sager af for eksempel principiel karakter, der kan være vigtige at få prøvet ved Ligebehandlingsnævnet, selvom ingen borger har indbragt sagen. Det indebærer, at Institut for Menneskerettigheder fremover har mulighed for at indbringe en sag, som har principiel karakter eller er af almindelig offentlig interesse.

Desuden er det blevet aftalt, at formanden for Ligebehandlingsnævnet selv kan træffe afgørelser i de sager, hvor der er etableret en fast praksis. I dag skal alle klager behandles på møder i nævnet.

Forslaget kræver lovændring og forventes at træde i kraft den 1. juli i år.

Pressemeddelelsen fra Beskæftigelsesministeriet den 3. marts 2015 om at målrette Ligebehandlingsnævnets arbejde.

* * *
Den i pressemeddelelsen nævnte aftale

Aftale om en målretning af Ligebehandlingsnævnets arbejde

2. marts 2015
Aftale mellem Regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Aftale om en målretning af Ligebehandlingsnævnets arbejde

Regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, So-cialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er enige om, at ulovlig forskelsbehandling er helt uacceptabelt, og at Ligebehandlings-nævnet bidrager til at bekæmpe dette i Danmark.

Ligebehandlingsnævnet er et uafhængigt og domstolslignende organ, der behandler klager over påstået ulovlig forskelsbehandling inden for og uden for arbejdsmarkedet. Det er gratis at klage til nævnet, der yder fagkompetent og hurtig behandling af sager om forskelsbehandling.

Aftalepartierne er enige om, at der er grund til at målrette Ligebehandlingsnævnets arbejde. Det er for aftalepartierne vigtigt, at Ligebehandlingsnævnet fokuserer på reelle ligestillingsmæssige problemstillinger frem for sager af mere bagatelagtig eller kuriøs karakter.

Aftalepartierne er derfor enige om, at Ligebehandlingsnævnet fremover alene skal kunne behandle en klage, hvis den person, der klager, har en individuel, aktuel og konkret interesse heri. En klager skal ikke kunne få en sag behandlet af Ligebehand-lingsnævnet, hvis vedkommende alene tilhører den gruppe af personer, som muligvis er blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling (fx på grund af sin etnicitet eller sit køn).

Aftalepartierne er dog enige om, at der skal tages højde for, at der kan være sager af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse om ulovlig forskelsbehandling, som kan være vigtige at få prøvet ved Ligebehandlingsnævnet, selvom ingen borger indbringer sagen herfor. Aftalepartierne er derfor enige om, at Institut for Menneskerettigheder fremover skal have kompetence til at indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet. Institut for Menneskerettigheder løfter opgaven inden for sin eksisterende ligebehandlingsbevilling. Ordningen evalueres to år efter ikrafttræden.

Aftalepartierne er endelig enige om, at Ligebehandlingsnævnet skal prioritere sine ressourcer i forhold til en sags kompleksitet, således at de væsentlige ressourcer anvendes på de mest komplicerede sager. Derfor er aftalepartierne enige om, at der skal indføres formandsafgørelser i sager, hvor der er etableret en fast praksis.

Forslaget kræver lovændring, og en sådan vil kunne træde i kraft den 1. juli 2015.

* * *
Aftalen i pdf-format hos Beskæftigelsesministeriet.

LGBT Danmarks skrivelse af 26. august 2014 til CPR-kontoret om vejl. og ansøgningsformular til juridisk kønsskifte.

Vist 0 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

LGBT Danmark sendte den 26. august 2014 en skrivelse til CPR-kontoret med kopi til to ministre og to folketingsudvalg om CPR-kontorets vejledning og ansøgningsformular til ansøgning om juridisk kønsskifte (nyt personnummer begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn), som blev offetliggjort den 25. august 2014.

LGBT Danmark finder, at proceduren er for besværlig for især ansøgerne, men også for det offentlige. Foreningen har derfor skrevet til CPR-kontoret med ønske om og forslag til ændring af proceduren.

Ligestillingsudvalget har den 26. august 2014 registreret henvendelsen som: Alm. del 2013-14: Bilag 65.

Skrivelsen gengives i sin helhed herunder.

Tirsdag den 26. august 2014.
Til:
CPR-kontoret

Kopi til:
Børne-, ligestillings-, integrations- og socialminister, Manu Sareen
Økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager
Ligestillingsudvalget
Retsudvalget

Vedrørende CPR-kontorets vejledning om og ansøgningsformular til ansøgning om nyt personnummer begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn

CPR-kontoret offentliggjorde i går – mandag den 25. august 2014 – vejledningen og ansøgningsformularen til brug for ansøgning om nyt personnummer ved juridisk kønsskifte.

LGBT Danmark fremsendte den 24. august 2014 en skrivelse om uheldige og besværlige forhold i forbindelse med tildeling af nyt personnummer og ændring af fornavn til et kønskorrekt fornavn, som CPR-kontoret modtog i kopi.

Foreningen må desværre konstatere, at CPR-kontorets procedure vedrørende tildelingen af nyt personnummer ikke tager højde for de forhold, som blev påpeget.

Foreningen ønsker med sin henvendelse at bidrage til, at ansøgningsproceduren ved juridisk kønsskifte og eventuelt fornavneskift bliver så let som muligt for de transkønnede og samtidig giver det offentlige en enkel procedure.

Bemærkninger til vejledningen

Om: 1. Nye regler gør det muligt at ansøge om nyt personnummer
Der anføres bl.a.
  Ansøgning om nyt personnummer skal indgives skriftligt til Økonomi- og Indenrigsministeriets CPR-kontor. Det anbefales, at ansøgning indgives via digital post ved brug af NemID eller som et almindeligt brev.
Bemærkning:
Det havde været hensigtsmæssigt at anføre adressen til CPR-kontoret. Den fremgår ikke i hverken vejledningen eller i ansøgningsformularen.

Om: 2. Hvad skal ansøgningen indeholde?
Bemærkning:
Der nævnes intet om,
  1. at det kan være nødvendigt med et fornavneskift, hvis ansøgerens fornavn ikke er kønskorrekt i forhold til det nye køn, eller om,
  2. at fornavneskift ikke er nødvendigt, hvis ansøgeren i forvejen har et fornavn, der er godkendt til begge køn, eller der allerede er meddelt navneændring efter navnelovens §13 stk. 3.
Foreningen er klar over, at det er to forskellige instanser, som behandler henholdsvis ændring af personnummer og ændring af fornavn, men finder det hensigtsmæssigt, at der kan ansøges om begge dele på én gang, og at CPR-kontoret koordinerer begge ændringer.
Det må ubetinget være en administrativ fordel for det offentlige og helt sikkert en lettere procedure for ansøgeren.

Om: 3. Hvad sker der, når jeg har indgivet ansøgning?
Der anføres bl.a.
  Den skriftlige bekræftelse vil indeholde nærmere vejledning om konsekvenserne af at få tildelt nyt personnummer tilhørende det andet køn, bl.a. vejledning om adgangen til udstedelse af nye personlige dokumenter og deltagelse i kønsspecifikke screenings-undersøgelser. Disse oplysninger kan indgå i dine overvejelser om det juridiske kønsskifte i refleksionsperioden.
Bemærkning:
LGBT Danmark finder, at “vejledningen om konsekvenserne af at få tildelt nyt personnummer” skal indsættes i den offentliggjorte vejledning i stedet for først at blive tilsendt ansøgeren sammen med bekræftelsen på CPR-kontorets modtagelse af ansøgningen.
Det må afgjort være en fordel, at en ansøger kan læse disse informationer, inden ansøgningen indgives, da de i nogle tilfælde kan tænkes at have indflydelse på, om en person ønsker at ansøge om juridisk kønsskifte. Det vil også lette ekspeditionen i de tilfælde, der er omfattet af overgangsordningen i ændringslovens § 2 stk. 2, da det muliggør samtidig ansøgning og bekræftelse for disse.
Endelig vil det gøre det muligt for foreningen som led i sin rådgivningsvirksomhed at kunne henvise dertil.

Om: 4. Du skal skriftligt bekræfte din ansøgning efter udløbet af refleksionsperioden
Der anføres:
  Refleksionsperioden er normalt 6 måneder fra ansøgningstidspunktet
Bemærkning:
I det vedtagne lovforslag L 182 anføres, at reflektionsperioden er 6 måneder. Der er ikke anført noget om, at den kan være kortere eller længere.
LGBT Danmark anbefaler derfor, at ordet “normalt” slettes, da vi ikke formoder, at CPR-kontoret kan dispensere fra reglen.

Om: 5. CPR-kontoret giver dig meddelelse om det nye personnummer
Bemærkning:
LGBT Danmark finder det uheldigt, at der ikke oplyses, at den pågældende automatisk modtager et nyt sundhedskort, hvilket klart fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 182 under “1. Indledning”.

Foreningen påpeger, at skal en person have fornavneskift til et kønskorrekt fornavn i forhold til det nye køn, så vil det, som foreningen anførte i sin skrivelse af 24. august 2014, betyde, at CPR-kontoret i første omgang kommer til at udstede et sundhedskort med et ikke-kønskorrekt fornavn, hvilket ikke er i overensstemmelse med navneloven. Og, når fornavneskiftet derefter er foretaget, igen (for anden gang) udstede et nyt sundhedskort – denne gang med et kønskorrekt fornavn.

Foreningen henviser endvidere til sine bemærkningerne til “2. Hvad skal ansøgningen indeholde?” vedrørende problemerne, når en person skal have fornavneskift til et kønskorrekt fornavn i forhold til det nye køn.

Om: Ansøgningsformularen
LGBT Danmark har ud over manglen på adresse til CPR-kontoret ikke bemærkninger til ansøgningsformularen set i lyset af den procedure, som CPR-kontoret har besluttet.
Såfremt ansøgningsproceduren ændres, vil det selvfølgelig betyde en ændring af ansøgningsformularen.

Afsluttende bemærkninger
LGBT Danmark håber med disse bemærkninger, at det bliver muligt at ansøge om nyt personnummer og et eventuelt kønskorrekte fornavn på én gang, og at CPR-kontoret koordinerer en eventuel navneændring med personregisterføreren.
Det vil betyde en let ansøgningsprocedure for ansøgeren og en enkel procedure for det offentlig.

LGBT Danmark anmoder om at få tilsendt den i vejledningen under pkt. 3 nævnte “nærmere vejledning om konsekvenserne af at få tildelt nyt personnummer tilhørende det andet køn, bl.a. vejledning om adgangen til udstedelse af nye personlige dokumenter og deltagelse i kønsspecifikke screenings-undersøgelser”.

LGBT Danmark anmoder endvidere om at få tilsendt en forhåbentligt ændret vejledning og ansøgningsformular til udtalelse inden offentliggørelse.

Med venlig hilsen

Vibe Grevsen
Transpolitisk talsperson
Søren Laursen
Forperson

LGBT Danmark
Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner

* * *
Skrivelsen i pdf-format.
Folketingets journal vedrørende henvendelsens registrering hos Ligestillingsudvalget
Skrivelsen i pdf-format hos Ligestillingsudvalget

LGBT Danmarks skrivelse af 24. august 2014 til ministre og udvalg om procedure ved juridisk kønsskifte.

Vist 0 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

LGBT Danmark sendte den 24. august 2014 skrivelse til to ministre med kopi til CPR kontoret og to folketingsudvalg om proceduren ved juridisk kønsskifte, der endnu er uafklaret og efter lovteksten uheldig og besværlig.

Retsudvalget har den 25. august 2014 registreret skrivelsen som: Alm. del 2013-14: Bilag 350.
Ligestillingsudvalget har den 25. august 2014 registreret skrivelsen som: Alm. del 2013-14: Bilag 64.

Skrivelsen gengives i sin helhed herunder.

Søndag den 24. august 2014.
Til:
Børne-, ligestillings-, integrations- og socialminister, Manu Saren
Økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager

Kopi til:
CPR kontoret
Ligestillingsudvalget
Retsudvalget

Procedure ved juridisk kønsskifte – tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn – og samtidig ændring af fornavn

LGBT Danmark gør hermed opmærksom på et ansøgningsmæssigt og sagsbehandlingsmæssigt uheldigt og besværligt forhold i forbindelse med juridisk kønsskifte og samtidig ændring af fornavn, så det er kønskorrekt i forhold til det nye køn.

Den 1. september 2014 træder ændringen af CPR loven om juridisk kønsskifte i kraft.
I bemærkningerne til lovforslaget anføres under “1. Indledning”:
  Når nyt personnummer er tildelt, vil den pågældende automatisk modtage nyt sundhedskort med oplysning om det nye personnummer. Det nye personnummer giver endvidere adgang til udstedelse af nye personlige dokumenter som f.eks. pas, kørekort og fødselsattest i overensstemmelse med det nye køn. Den pågældendes fornavn skal om nødvendigt ændres, så det bliver kønskorrekt i forhold til det nye køn, jf. § 13, stk. 2, i navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 392 af 1. maj 2012 med senere ændringer.

Ansøgning om tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn (juridisk kønsskifte) skal ifølge CPR loven indgives til Økonomi- og Indenrigsministeriet – ifølge oplysning fra CPR kontoret skal ansøgningen i praksis indgives til CPR kontoret.

CPR kontoret oplyste på sin hjemmeside den 12. juni 2014:
  CPR kontoret vil inden længe på hjemmesiden offentliggøre nærmere oplysninger om proceduren ved indgivelse af ansøgning, om den vejledning, CPR kontoret vil fremsende til ansøgere om konsekvenserne af tildeling af nyt personnummer, og om kravene til den erklæring, der skal afgives.

De nævnte nærmere oplysninger er på nuværende tidspunkt, en uge før lovens ikrafttrædelse, endnu ikke offentliggjort.

Ansøgning om fornavneændring skal ifølge navneloven indgives til personregisterføreren i det sogn, hvor ansøgeren har bopæl.

Tildeling af nyt personnummer og ændring af fornavn foretages altså af to forskellige instanser til trods for, at det juridiske kønsskifte i nogle tilfælde medfører et krav om ændring af fornavn.

Da hverken navneloven, navnebekendtgørelsen eller navnevejledningen er ændret som følge af indførelse af det juridiske kønsskifte, betyder det en besværlig ansøgningsprocedure og unødig administration, idet:
  1. Der indgives ansøgning om juridisk kønsskifte til CPR kontoret.
  2. Et kønskorrekt fornavn i forhold til det nye køn først kan tildeles, når det juridisk kønsskifte – udstedelse af nyt sundhedskort – er gennemført.
  3. CPR kontoret vil være nødt til at udstede et sundhedskort med et ikke-kønskorrekt fornavn, hvilket ikke er i overensstemmelse med navneloven.
  4. Der skal herefter indgives ansøgning om nyt kønskorrekt fornavn i forhold til det nye køn til personregisterføreren.
  5. CPR kontoret skal igen (for anden gang) udstede et nyt sundhedskort – denne gang med et kønskorrekt fornavn.

LGBT Danmark anbefaler derfor, at det i forbindelse med ansøgning om juridisk kønsskifte bliver muligt at anføre hvilket kønskorrekte fornavn, ansøgeren ønsker at skifte til i forbindelse med det juridiske kønsskifte, og at CPR kontoret koordinerer en eventuel navneændring med personregisterføreren.

Det vil betyde en let ansøgningsprocedure for ansøgeren og en forenklet sagsbehandling, idet CPR kontoret kun skal lave ændringer én gang og dermed heller ikke er nødsaget til i strid med navneloven at udskrive et sundhedskort med et ikke-kønskorrekt fornavn.

Det skal bemærkes, at bærer ansøgeren om juridisk kønsskifte et fornavn, der er godkendt til begge køn, eller er der allerede meddelt navneændring efter navnelovens§ 13 stk. 3, så er fornavneskift selvfølgelig unødvendigt.

Med venlig hilsen

Vibe Grevsen
Transpolitisk talsperson
Søren Laursen
Forperson

LGBT Danmark
Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner

* * *
Skrivelsen i pdf-format.
Folketingets journal vedrørende skrivelsen hos Retsudvalget – Alm. del 2013-14: Bilag 350.
Skrivelsen hos Folketinget – Retsudvalget i pdf-format.
Folketingets journal vedrørende skrivelsen hos Ligestillingsudvalget – Alm. del 2013-14: Bilag 64.
Skrivelsen hos Folketinget – Ligestillingsudvalget i pdf-format.

L 182. Pressemeddelelse af 11. juni 2014 om vedtagelse af juridisk kønsskifte fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Vist 0 gange. Den 11. juni 2014 om aftenen udsendte Økonomi- og Indenrigsministeriet en pressemeddelelse om vedtagelsen af lovforslag L 182 – Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister. (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn) (Juridisk kønsskifte).
I pressemeddelelsen er der udtalelse fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.

Pressemeddelelsen gengives herunder

Økonomi- og Indenrigsministeriet

Pressemeddelelse
11. juni 2014.

Slut med krav om kastration ved juridisk kønsskifte

Folketinget har i dag vedtaget en ændring af CPR-loven, der giver transkønnede mulighed for at få nyt personnummer uden, at myndighederne stiller krav om kastration eller anden kønskorrigerende behandling. Danmark tager på den baggrund del i en international udvikling, der går i retning af at lempe betingelserne for juridisk kønsskifte.

Fremover skal transkønnede kunne få tildelt nyt personnummer alene ved at erklære, at han eller hun oplever at tilhøre det andet køn. Det er resultatet af ændringen af CPR-loven i dag. Det er dog en betingelse, at den transkønnede efter en refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet bekræfter sin ansøgning. Det nye personnummer giver adgang til udstedelse af nye personlige dokumenter, som f.eks. fødselsattest, pas og kørekort.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:
  “Jeg er stolt over, at vi i dag fjerner kravet om kastration, når transkønnede ønsker nyt personnummer som led i et juridisk kønsskifte. Fremover vil transkønnede kunne få juridisk kønsskifte med udgangspunkt i deres egen oplevelse af at tilhøre det andet køn. Det betyder, at sundhedsmyndighederne ikke skal inddrages. Det vil gøre hverdagen lettere og mere værdig for den enkelte. F.eks. når man bliver bedt om legitimation i butikker, men også når man skal afgive sin stemme ved valg – og der er overensstemmelse mellem personnummer og den enkeltes fremtræden. Jeg er glad for, at vi nu gør op med en urimelig indskrænkning af retten til at bestemme over sit eget liv og sin egen krop – og samtidig efterkommer et ønske, de transkønnede har haft i mange år.”
— Margrethe Vestager

Vedtagelsen af loven er en opfølgning på arbejdet fra en tværministeriel arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen har opstillet og vurderet modeller for, at et kønsskifte kan anerkendes juridisk, uden at der stilles krav om kastration. Lovforslaget har sammenhæng med lov om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v., som ligeledes er vedtaget af Folketinget i dag.

* * *
Pressemeddelelsen hos Økonomi- og Indenrigsministerie.
Pressemeddelelsen hos Økonomi- og Indenrigsministeriet i pdf-format.

LGBT Danmarks reception på Christiansborg den 11. juni 2014 i anledning af vedtagelsen af L 182 og L 189 om juridisk kønsskifte mv.

Vist 0 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

LGBT Danmark holdt den 11. juni 2014 kl. 1130 til 1330 en reception på Christiansborg i anledning af vedtagelse af lovforslagene 182 og L 189juridisk kønsskifte og følgeændringer i Sundhedsloven mv.

Ved receptionen deltog godt 20 medlemmer af LGBT Danmark og enkelte politikere – Karen J. Klint (S), Flemming Møller Mortensen (S), Rasmus Horn Langhoff (S), Stine Brix (EL), Liv Holm Andersen (RV), Lone Loklindt (RV), Mogens Jensen (S), Mette Gjerskov (S).

Karen Klint (S) lagde for med talerne og gav LGBT Danmark en lille gave fra socialdemokraterne.
Derefter holdt Søren Laursen (forperson for LGBT Danmark) tale efterfulgt af Flemming Møller Mortensen (S) og Vibe Grevsen (transpolitisk talsperson for LGBT Danmark).

* * *
Tale af Søren Laursen

Mit navn er Søren Laursen. Jeg er forperson for LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Og jeg er en glad mand i dag.

I Danmark bryster vi os ofte af at være foregangsland på LGBT-området, altså i forhold, der vedrører seksuel orientering og kønsidentitet. For 25 år siden – i 1989 – var vi det første land i verden, der gjorde det muligt for et par af samme køn at få papir på hinanden, nemlig gennem indførelsen af det registrerede partnerskab. I 1999 var vi det første land i verden til at gøre det muligt for et barn at have to juridiske forældre af samme køn, nemlig ved indførelsen af stedbarnsadoption i det registrerede partnerskab. Men så gik tingene i stå, og i slutningen af 2011 var Danmark sakket håbløst bagud i forhold til andre mere progressive lande.

Med regeringsskiftet i 2011 kom en nyskabelse: Regeringsgrundlaget indeholdt, for første gang, et LGBT-afsnit. Det var bredt, men det var også malet med brede penselstrøg, der var rigeligt rum til fortolkning. Man ville se på ægteskab og kirkelig vielse, man ville se på børneloven og man ville se på kønsskifte. Men hvordan ville man udmønte det fine program? Nu, tre folketingssamlinger senere, ved vi det. Man kunne have valgt en minimalløsning – men dét gjorde man ikke.

Det startede med Karen Hækkerup, der som Socialminister gav os den kønsneutrale ægteskabslov. Det var ingen nyskabelse, tvært imod. Danmark var sakket pinligt bagud siden Holland som de første indførte det i 2001. Lande som Norge, Sverige og Island, men også fx Spanien, Sydafrika og Argentina kom før os. Så det var på høje tid, Danmark kom på niveau.

Med lovændringen fik trossamfund adgang til at vie par af samme køn. Manu Sareen fulgte som kirkeminister op og så til, at vore ubetinget største trossamfund, Folkekirken, kom til at benytte den nye mulighed, således par af samme køn nu kan blive viet i Folkekirken. Så i forhold til indgåelse af ægteskab valgte regeringen altså den fulde ligestilling.

Som det næste kom Karen Hækkerup igen på banen og gav os verdens bedste børnelov for regnbuefamilier. Regeringsgrundlaget havde ikke lovet meget, kun noget i forhold til medmødre i lesbiske par. Men man endte med et meget mere ambitiøst resultat, hvor man har taget udgangspunkt i den større kompleksitet, der er i mange regnbuefamilier med flere voksne involveret i barnet. Det var der ingen, der havde gjort før, her satte vi – igen, som i 1989 og 1999 – en ny standard.

Det bringer os frem til i dag, hvor I har ændret lovgivningen vedrørende kønsskifte. Bestemmelserne om juridisk kønsskifte er i verdensklasse og matches kun af to andre lande, Argentina og Uruguay. Den eksisterende lov er dybt forældet. Jeg var aldrig i tvivl om, at kastrationskravet ville falde bort – det er allerede antydet i regeringsgrundlaget. Men hvad ville man sætte i stedet – der er mange modeller.

De to love, I har vedtaget i dag, har været noget af det sværeste. De har grebet ind over adskillige ressortområder. Det er Margrethe Vestager, der med sit CPR-ressort har fremsat 182 om juridisk kønsskifte, og Nick Hækkerup, der med sit sundhedsressort har fremsat L 189 mv., men også Karen Hækkerup, nu som justitsminister, og Manu Sareen med sit ligestillingsressort, har været med i udviklingen af regeringsforslagene.

Der har siddet en tværministeriel arbejdsgruppe og arbejdet i halvandet år. Jeg ved, de har været ude på en lang rejse. For de fleste var området kønsidentitet i begyndelsen ukendt, og det ér komplekst. Og her viste embedsværket sig fra sin mest formidable side. Man satte sig ind i området, lyttede opmærksomt, overvejede grundigt, og afgav en rapport til regeringen, hvor man opridsede tre løsningsmodeller. Ræsonnementerne i rapporten er hele vejen rettighedsbaserede – væk med systemtankegangen, væk med sygeliggørelsen, væk med formynderiet. Det er alt andet end trivielt, det er et grundlæggende andet udgangspunkt for lovgivning om juridisk kønsskifte. Og regeringen tøvede ikke: Man valgte prompte den mest progressive model, den der giver den største frihed til den enkelte. Den, der siger: Din kønsidentitet er din egen, du bestemmer.

Denne lovgivning er blevet til i ministerierne, men den er ikke udsprunget af ministerierne. Den er udsprunget i dette hus, hvor mange af jer utrætteligt gennem mange år har arbejdet med LGBT-området. Det er kun gennem dette arbejde der opnås den viden og den forståelse der skal til, det er kun gennem dette arbejde temaet holdes på lystavlen. Så da det gjaldt, var I parate. I har leveret tankegods, I har forhandlet. Den indsats er uvurderlig.

Det er vigtigt for mig at understrege, at det her ikke er signallovgivning. For os som LGBT-personer handler det om at løse konkrete problemer i dagligdagen. Og så handler det helt grundlæggende om at være en del af vores samfund. Jeg siger med vilje vores: Det samfund vi udvikler sammen og til hinanden.

Hvor er jeg stolt af, og glad for, at leve i et land, hvor lovgiverne – embedsværket, regeringen og Folketinget – har evne, og ikke mindst vilje til at skabe disse lovforslag. Hvor er jeg stolt af og glad for, at vi har et Folketing, der kan mønstre et flertal for at gøre disse forslag til lov. Embedsværket har leveret. Regeringen har leveret. Folketinget har leveret. Til alle jer vil jeg sige: I dag skal I ranke ryggen og glæde jer over jeres værk. På blot tre folketingssamlinger har I formået at vende billedet fuldstændigt – flyttet os fra at være fodslæbere til at være frontløbere: Nu er det os, de andre kigger på, når de skal vide, hvilken vej udviklingen går.

Og vi andre, vi har, som borgere i almindelighed og som LGBT-personer i særdeleshed, kun ét at sige: TAK!

* * *
Talen af Søren Laursen på Panbloggen – LGBT Danmarks websted til dokumentation og kommentarer.

Motion to amend the Act on the Central Office (L 182 – legal sex change) as adopted by the Danish Parliament June 11, 2014.

Vist 0 gange.
Adopted by the parliament [Danish] on 11. June 2014
Motion
to
amend the Act on the [Danish] Civil Registration System

(Granting a new social security number to people
who experience themselves as belonging to the opposite gender)

Article 1
The Act on the Civil Registration System cf. the consolidation Act no. 5 of 9 January 2013, as amended by article 15, of Act no. 552 of 2 Juni 2014, is amended as folloows:

1. In article 3, a new paragraph is added after paragraph 5:
Paragraph 6. After a written application, The Economy and Domestic Ministry will allocate a new social serurity number to persons who experience themselves as belonging to the opposite gender. Allocation of a new social security number is conditioned by submission of a written declaration stating that the application is based on a sense of belonging to the opposite gender. After a reflection period of 6 months from the application date, the applicant has to confirm the application in writing.
It is furthermore a condition that the applicant is 18 years old at the time of the submission of the application."

The current paragraph 6 and 7 are renumbered to paragraph 7 and 8.

2. In article 26, paragraph 4 “Article 3, pragraph 6” is amended to “Article 3, paragraph 8”.

Article 2

Paragraph 1. The Act enters into force on 1 September 2014.
Paragraph 2. For people who, before this act entered into force, applied for permission to carry a name that denotes the opposite gender, permission to change gender designation in the passsport to X or permission to be castrated in preparation for gender change, the period mentioned in Act of the Civil Registration System, article 3, paragraph 6, point 2 as introduced in thes acts article 1, nr. 1, counts frem the time of the submission of the application. If somone applied for several of the mentioned permissions, the mentioned period counts frem the date of the first submitted application.

Article 3

This act does not apply for the Faroe Islands or Greenland, but it can by royal decree come into force in Greenland, with amendments which the conditions of Greenland require.

The parliament, on 11 June 2014

Mogens Lykketoft

* * *
The Act at TGEU.
The Act (L 182) in Danish at the Danish Parliament.
The proces of the Act (L 182) from the beginning to the adoption in Danish in "Vidensbanken om kønsidentitet” (this website).

Mention of the Act on the [Danish] Civil Registration System in Danish in "Vidensbanken om kønsidentitet” (this website).
The Act on the [Danish] Civil Registration System in Danish in the Danish Law Register (Retsinformation).

L 189. Referat af 3. behandling den 11. juni 2014.

Vist 0 gange.
Christiansborg


Christiansborg

Den 11. juni 2014 havde Folketinget 3. behandling af lovforslag L 189 – om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.).
Forhandlingerne startede kl. 0923 og sluttede kl. 0931.

Lovforslaget blev vedtaget med stemmetallene: For 62. Imod 47. Hverken for eller imod 0.

Herunder vises Folketingets videooptagelse af forhandlingerne og forhandlingerne
i skriftlig form.

Punkt 20) 3. behandling af lovforslag L 189 – om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.).

Kl. 0923. Formanden, Mogens Lykketoft:
Hr. Flemming Møller Mortensen som socialdemokratisk ordfører.

Kl. 0923. Flemming Møller Mortensen (S). Ordfører:
Mange tak. Det her er et væsentligt lovforslag, som fortjener en markering også her ved tredjebehandlingen. Jeg plejer meget ofte at sige, at et lands demokratis dybde kendes på måden, hvorpå man behandler landets minoriteter. Transkønnede har haltet bagefter, når det gælder rettigheder og vilkår her i vores samfund. Derfor glæder det mig rigtig meget som socialdemokrat, at det blev indskrevet i regeringsgrundlaget, og at der nu bliver handlet i forhold til transkønnedes rettigheder og vilkår her i Danmark. Det er en lovændring, som opleves særdeles markant og værdig af gruppen af transkønnede.
Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, hvem der er flertallet bag det her lovforslag i dag.

Kl. 0924. Formanden, Mogens Lykketoft:
Fru Özlem Sara Cekic som ordfører. (Özlem Sara Cekic (SF) siger noget fra sin plads uden mikrofon) . Var det en kort bemærkning og ikke en ordførertale? Det kunne jeg ikke regne ud, så henter vi den socialdemokratiske ordfører igen. En kort bemærkning til fru Özlem Sara Cekic.

Kl. 0925. Özlem Sara Cekic (SF):
Jeg vil gerne starte med at sige tillykke til den røde fløj her i Folketinget, der i den grad kommer til at sikre ligestilling af mennesker, som er transkønnede. Det er den optimale frihed, man kan give mennesker, at sige, at den måde, de definerer sig selv på, faktisk også er det, der afspejles i cpr-nummeret. Derfor: stort tillykke.

Vi har jo fra SF’s side stillet et ændringsforslag, for vi mener ikke, transkønnethed er en psykisk sygdom, ligesom man for 30 år siden tog det væk, at homoseksualitet var en psykisk sygdom. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre: Mener regeringen heller ikke, at transkønnethed er en psykisk sygdom, og vil derfor stemme for SF’s ændringsforslag?

Kl. 0925. Formanden, Mogens Lykketoft:
Ordføreren

Kl. 0925. Flemming Møller Mortensen (S). Ordfører:
Transkønnethed er ikke nogen sygdom.

Kl. 0926. Formanden, Mogens Lykketoft:
Fru Özlem Sara Cekic.

Kl. 0926. Özlem Sara Cekic (SF):
Så undrer det mig, hvorfor regeringen ikke har imødekommet ønsket om, at man skulle fjerne det fra diagnoselisten, altså den psykiatriske diagnoseliste. Vi har ikke haft et problem med, at man kunne give det en eller anden kode, når man skal ind i sundhedsvæsenet og have f.eks. hormonbehandling. Stort set alle har en kode, når man skal have en ydelse i sundhedsvæsenet, det gælder også ved fødsler. Men vi kan ikke forstå, hvorfor regeringen insisterer på, at de ikke vil flytte det fra diagnoselisten under psykiske lidelser.

Kl. 0925. Formanden, Mogens Lykketoft:
Ordføreren

Kl. 0926. Flemming Møller Mortensen (S). Ordfører:
Det er fuldstændig korrekt, som ordføreren siger, at diagnoser og diagnosekoder er givet, for at man kan lave en registrering i sundhedsvæsenet, uanset hvad det er man bliver behandlet med og for i sundhedsvæsenet. Men det er sådan, at diagnoselisterne også er bundet op på WHO, altså FN’s kategorisering i forhold til at registrere sygdomme, og der arbejdes markant i det regi på at ændre, og jeg har slået det fast med syvtommersøm, at transkønnethed ikke er nogen sygdom.

Kl. 0927. Formanden, Mogens Lykketoft:
Vil fru Jane Heitmann have en kort bemærkning her? Ja.

Kl. 0927. Jane Heitmann (V):
Tak for det. Jeg vil da sige til ordføreren, at et langt stykke hen ad vejen deler Venstre sådan set regeringens opfattelse omkring et juridisk kønsskifte, som vi på alle måder principielt kan bakke op. Det, som vi ikke kan bakke op, er, at regeringen har valgt at lave en ren ansøgningsmodel via nettet. Det synes vi er for vidtgående. Jeg vil egentlig gerne spørge ordføreren: Vi har fra Venstres side peget på, at vi gerne vil have en lægefaglig vurdering, som også skal lægges til grund, inden et juridisk kønsskifte kan træde i kraft. Det er sådan set et synspunkt, som Foreningen af Transkønnede deler med Venstre. Hvad er ordførerens svar på, at man har valgt at sidde det ønske fra foreningen overhørig?

Kl. 0927. Formanden, Mogens Lykketoft:
Ordføreren

Kl. 0927. Flemming Møller Mortensen (S). Ordfører:
Nu er der forskellige grupperinger af transkønnede, og den gruppe, som ordføreren nævner, er blot en af grupperne. Og årsagen til, at vi som regeringspartier ikke ønsker at lave andet, end at man skal erklære, at man ønsker et juridisk kønsskifte, er, at vi lige nøjagtig ønsker at give den enkelte friheden og ikke gøre det til et spørgsmål om, at det skal vurderes fagligt af andre. Det kan den enkelte gøre. Vi har også lagt en evaluering ind af det her, så vi er sikre på, at lovgivningen ikke endnu bare sættes i søen, men også evalueres som værende en god lov, også når der er gået nogle år.

Kl. 0927. Formanden, Mogens Lykketoft:
Fru Jane Heitmann.

Kl. 0928. Jane Heitmann (V):
Nu er fakta jo, at det ikke bare er Foreningen af Transkønnede, det er jo sådan set også den arbejdsgruppe, som har lavet hele det grundlag, som lovgivningen hviler på. Det er faktisk også den arbejdsgruppe, der peger på, at det kan være hensigtsmæssigt med en lægefaglig vurdering.

Men jeg kan forstå, at ordføreren her sådan gør sig til smagsdommer i forhold til, at den ene forening skulle være bedre end den anden. Jeg hører ordføreren sige, at der er forskellige grupperinger. Hvad er det så, der har vægtet den forening, som regeringen har valgt at lytte til, hvad er det, der gør den forening bedre eller mere troværdig, eller hvad er det for nogle parametre, regeringen lægger til grund, når den skal vælge, hvilke foreninger den vælger at lytte til?

Kl. 0929. Formanden, Mogens Lykketoft:
Ordføreren

Kl. 0929. Flemming Møller Mortensen (S). Ordfører:
Den diskussion synes jeg slet ikke er egnet til Folketingssalen. Vi har haft diskussionen under første og andenbehandlingen, og jeg synes ikke, at Venstre eller den borgerlige flok som helhed har kastet sig konstruktivt ind i at finde en løsning. Det tolker jeg ene og alene på den måde, at det her med at ville kæmpe for den enkeltes frihed til at leve, som man vil, er ganske begrænset i den borgerlige flok.

Kl. 0929. Formanden, Mogens Lykketoft:
Så har fru Özlem Sara Cekic bedt om ordet som ordfører.

Kl. 0929. Özlem Sara Cekic (SF). Ordfører:
I dag behandler vi to lovforslag fra regeringen, som alt i alt går ud på, at mennesker, som er transkønnede, får ligestilling. Det vil sige, at man ændrer deres cpr-nummer til det, der svarer til det køn, som de føler sig som. Det synes jeg værdipolitisk er en kæmpe sejr, og derfor vil jeg også gerne takke regeringen herfra for, at man faktisk lige præcis på det punkt har valgt at leve op til regeringsgrundlaget.

Grunden til, at jeg tager ordet, er, at vi ikke mener, det alene er nok – når man nu egentlig mener, at der skal være ligestilling af mennesker, som er transkønnede – at ordføreren for Socialdemokraterne står her på talerstolen og afgiver en hensigtserklæring om, at man ikke mener, at det at være transkønnet er en psykisk sygdom, men at man faktisk også skulle sætte lidt handling bag ordene. Derfor har vi i SF i årevis kæmpet for, at transkønnethed skulle væk fra diagnoselisten over psykiske sygdomme, så man på den måde gik ind og sagde: Vi betragter ikke mennesker, som har en transkønnethed, som psykisk syge. Argumentet er, at det arbejdes der for i WHO-regi. Men hvorfor udelukker det ene det andet?

Hvorfor er det sådan, at Danmark ikke kan være et foregangsland, ligesom man har været i forhold til homoseksuelle, og sikret den fulde ligestilling, har været en kæmpe rollemodel for omverdenen, samtidig med at man har kæmpet for, at man i WHO-regi også kunne lave det om, så transkønnethed ikke blev betragtet som en psykisk sygdom. Det er mig stadig væk uafklaret, hvorfor regeringen har valgt ikke at gå hele vejen. Derfor vil jeg gerne også herfra benytte lejligheden til at sige stort tillykke til de transkønnede, som jeg ved har ventet på det her i årevis: Diskriminationen af jer stopper nu.

Kl. 0929. Formanden, Mogens Lykketoft:
Der er ikke flere, der har bedt om ordet.

Vi går til afstemning om lovforslagets endelige vedtagelse.
Jeg slutter afstemningen.

For stemte 62 (S, RV, SF, EL og LA), imod stemte 45 (V, DF og KF), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

* * *
Afstemningen
Parti For Imod Hverken for
eller imod
Fraværende
Socialdemokratiet (S) 31 0 0 16
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 0 29 0 18
Dansk Folkeparti (DF) 0 13 0 9
Det Radikale Venstre (RV) 10 0 0 7
Enhedslisten (EL) 8 0 0 4
Socialistisk Folkeparti (SF) 8 0 0 4
Liberal Alliance (LA) 5 0 0 4
Det Konservative Folkeparti (KF) 0 5 0 3
Inuit Ataqatigiit (IA) 0 0 0 1
Javnaðarflokkurin (JF) 0 0 0 1
Siumut (SIU) 0 0 0 1
Sambandsflokkurin (SP) 0 0 0 1
Uden for folketingsgrupperne (UFG) 0 0 0 1

* * *
Folketingets journal med forhandlingen.
Folketingets journal vedrørende lovforslaget som vedtaget.
Det vedtagne lovforslag som vedtaget i Folketingstidende C.
Folketingets journal vedrørende afstemningsresultatet.
Afstemningsresultatet fordelt på de enkelte partier og de enkelte folketingsmedlemmer.

L 182. Referat af 3. behandling den 11. juni 2014 og lovforslaget som vedtaget.

Vist 0 gange.
Christiansborg


Christiansborg

Den 11. juni 2014 havde Folketinget 3. behandling af lovforslag
L 182 – Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister. (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn) (Juridisk kønsskifte).

Lovforslaget blev vedtaget med stemmetallene: For 59. Imod 52. Hverken for eller imod 0.

Herunder vises Folketingets videooptagelse af forhandlingerne og forhandlingerne i skriftlig form.



Punkt 6) 3. behandling af lovforslag L 182 – Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister. (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn) (Juridisk kønsskifte).

Kl. 0909. Formanden, Mogens Lykketoft:
Der er ikke stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig?
Det er ikke tilfældet, og vi går til afstemning.
Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 59 (S, RV, SF og EL), imod stemte 52 (V, DF, LA og KF), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

* * *
Afstemningen
Parti For Imod Hverken for
eller imod
Fraværende
Socialdemokratiet (S) 33 0 0 14
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 0 29 0 18
Dansk Folkeparti (DF) 0 13 0 9
Det Radikale Venstre (RV) 10 0 0 7
Enhedslisten (EL) 8 0 0 4
Socialistisk Folkeparti (SF) 8 0 0 4
Liberal Alliance (LA) 0 5 0 4
Det Konservative Folkeparti (KF) 0 5 0 3
Inuit Ataqatigiit (IA) 0 0 0 1
Javnaðarflokkurin (JF) 0 0 0 1
Siumut (SIU) 0 0 0 1
Sambandsflokkurin (SP) 0 0 0 1
Uden for folketingsgrupperne (UFG) 0 0 0 1

* * *
Folketingets journal med forhandlingen.
Folketingets journal vedrørende lovforslaget som vedtaget.
Det vedtagne lovforslag som vedtaget i Folketingstidende C.
Folketingets journal vedrørende afstemningsresultatet.
Afstemningsresultatet fordelt på de enkelte partier og de enkelte folketingsmedlemmer.

L 189. Tredjebehandling den 11. juni 2014. Referat af Tina Thranesen.

Vist 0 gange.
Christiansborg

Christiansborg

Den 11. juni 2014 havde Folketinget 3. behandling af lovforslag L 189 – om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.).
Forhandlingerne startede kl. 0923 og sluttede kl. 0931.

Lovforslaget var anført som pkt. 20 på dagsordenen for Folketinget.

Lovforslaget blev vedtaget med stemmetallene: For 62. Imod 47. Hverken for eller imod 0.

Folketingets officielle referat med de fremførte bemærkninger og afstemningsresultatet fordelt på de enkelte partier og de enkelte folketingsmedlemmer.

L 182. Tredjebehandling den 11. juni 2014. Referat af Tina Thranesen.

Vist 0 gange.
Christiansborg

Christiansborg

Den 11. juni 2014 havde Folketinget 3. behandling af lovforslag L 182 – Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister. (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn) (Juridisk kønsskifte).
Forhandlingerne startede kl. 0909 og sluttede kl. 0909.

Lovforslaget blev vedtaget med stemmetallene: For 59. Imod 52. Hverken for eller
imod 0.
Der var ikke nogen, som ønskede at udtale sig.

Folketingets officielle referat med afstemningsresultatet fordelt på de enkelte partier og de enkelte folketingsmedlemmer.

L 189. Lovforslaget efter 2. behandlingen den 4. juni 2014 om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion. (Ændringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.).

Vist 0 gange.
Christiansborg

Christiansborg

Den 4. juni 2014 havde Folketinget 2. behandling af lovforslag L 189 – om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.).
Forhandlingerne startede kl. 1343 og sluttede kl. 1345.

Herunder gengives lovforslaget, som det ser ud efter afstemning om ændringsforslag ved 2. behandlingen den 4. juni 2014.

Forslag
til
Lov om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v.
(Ændrede kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.)

§ 1

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 653 af 12. juni 2013 og senest ved § 1 i lov nr. 519 af 26. maj 2014, foretages følgende ændringer:

1. I § 61, stk. 1, ændres »kvinder ved graviditet.« til: »gravide.«.

2. I § 85, stk. 1, affattes således:
»Personer mellem 50 og 69 år, der har kvindeligt brystvæv, har ret til brystundersøgelse hvert andet år i bopælsregionen, jf. § 277, stk. 9.«.

3. I § 92 ændres »kvinde« til: »gravid«, og »kvinden« ændres til: »den gravide«.

4. I § 93 ændres »kvinde« til: »gravid«, og to steder ændres »hendes« ændres til: »dennes«.

5. I § 94, stk. 1, ændres »kvinde« til: »gravid«.

6. I § 94, stk. 1, nr. 1, ændres »kvindens« til: »den gravides«, og »hendes« ændres til: »dennes«.

7. I § 94, stk. 1, nr. 4 og 5 og to steder i nr. 6, ændres »kvinden« til: »den gravide«

8. I § 94, stk. 1, nr. 6, ændres »kvindens« til: »den gravides«.

9. I § 94, stk. 2, ændres »kvinden« til: »den gravide«.

10. I § 95, stk. 1, ændres »kvinde« til: »person«, »kvinden« ændres til: »den gravide«, og to steder ændres »kvindens« til: »den gravides«.

11. I 95§ , stk. 2 og 3, ændres: »kvinde« til: »gravid«.

12. I § 96 ændres »kvinde« til: »gravid«, og to steder ændres »hendes« til: »dennes«.

13. I § 98, stk. 1 og stk. 2, 1. og 3. pkt., ændres »kvinden« til: »den gravide«.

14. I § 99, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3, 2. pkt., ændres »kvinden« til: »den gravide«, og i stk. 1 ændres »hun« til: »denne«.

15. I § 100, stk. 2, ændres to steder »kvinden« til: »den gravide«, og to steder ændres »hun« ændres til: »denne«.

16. I § 100, stk. 3, ændres Kkvinden« til: »Den gravide«.

17. I § 100, stk. 5 og 6, ændres »kvinden« til: »den gravide«.

18. I § 106, affattes således:
»§ 106. En person med livmoder kan steriliseres, hvis det er nødvendigt at forebygge svangerskab for at afværge fare for personens liv eller for alvorlig og varig forringelse af dennes legemlige eller sjælelige helbred og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er lægefagligt begrundet.
Stk. 2. Hvis betingelserne i stk. 1 er opfyldt, kan personens ægtefælle eller samlever i stedet få tilladelse til sterilisation, jf. dog § 107, stk. 3.«

19. § 115, stk. 1, affattes således:
”En person kan efter ansøgning få tilladelse til kastration som led i kønsskifte, hvis ansøgeren har fået stillet diagnosen transseksualitet, har et vedholdende ønske om kastration og kan overskue konsekvenserne heraf.”

20. § 115, stk. 3, ændres »21 år« til: »18 år«, og », medmindre ganske særlige grunde taler derfor« udgår.

21. I § 116 ændres »ministeren for sundhed og forebyggelse« til: »Sundhedsstyrelsen«.

§ 2

I lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 923 af 4. september 2006, som ændret ved § 1 i lov nr. 1546 af 21. december 2010, § 47 i lov nr. 593 af 14. juni 2011, § 1 i lov nr. 602 af 18. juni 2012 og § 1 i lov nr. 1313 af 27. november 2013, foretages følgende ændringer:

1. Overskriften til kapitel 1 affattes således:

»Kapitel 1
Anvendelsesområde m.v.«

2. I § 1 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. I denne lov forstås ved:
1) Kvinde: En person med livmoder eller æggestoksvæv.
2) Mand: En person med mindst en testikel.«

§ 3

I lov nr. 653 af 12. juni 2013 om ændring af sundhedsloven og vævsloven (Aktindsigt, levende donors samtykke til donation, sterilisation samt definitionspræciseringer i vævsloven) foretages følgende ændring:

1. § 1, nr. 8, ophæves.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 2014, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 3 træder i kraft den 31. august 2014.

§ 5

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 1, og § 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

* * *
Kildehenvisninger
Folketingets journal vedrørende lovforslaget efter 2. behandlingen.
Lovforslaget efter 2. behandlingen hos Folketinget i pdf-format.

L 189. Referat af 2. behandlingen den 4. juni 2014.

Vist 0 gange.
Christiansborg

Christiansborg

Den 4. juni 2014 havde Folketinget 2. behandling af lovforslag L 189 – om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.).
Forhandlingerne startede kl. 1343 og sluttede kl. 1345.

Kl. 1343. Formanden (Mogens Lykketoft):
Ønsker nogen her at udtale sig?
Det er ikke tilfældet. Vi går til afstemning.

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 1-4, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af Venstre)?
De er vedtaget.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 5 af et mindretal (SF), tiltrådt af et andet mindretal (Enhedslisten), og der kan stemmes nu.
Jeg slutter afstemningen.
For stemte 15 (SF og EL), imod stemte 90 (V, S, DF, RV, LA og KF), hverken for eller imod stemte 0.
Ændringsforslaget er forkastet.

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 6, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af Venstre), eller om ændringsforslag nr. 7, tiltrådt af udvalget?
De er vedtaget.

Jeg foreslår derefter, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

* * *
Kildehenvisning
Folketingets journal med referat af 2. behandlingen.

L 189. Andenbehandling den 4. juni 2014. kort referat af Tina Thranesen.

Vist 0 gange.
Christiansborg

Christiansborg

Den 4. juni 2014 havde Folketinget 2. behandling af lovforslag L 189 – om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.).
Forhandlingerne startede kl. 1343 og sluttede kl. 1345.

Der var ingen, der ønskede at udtale sig.

Behandling af ændringsforslag til lovforslaget

Ændringsforslag (vedrørende sundhedsloven)
Af ministeren for sundhed og forebyggelse, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af V):
Ændringsforslag 1
Efter nr. 8 i lovforslaget indsættes som et nyt nummer:
I § 94, stk. 2, ændres »kvinden« til: »den gravide«.
Ændringsforslag 2
Nr. 14 affattes således:
I § 100, stk. 2, ændres to steder »kvinden« til: »den gravide«, og to steder ændres »hun« til: »denne«.
Ændringsforslag 3
Efter nr. 14 indsættes som et nyt nummer:
I § 100, stk. 3, ændres »Kvinden« til: »Den gravide«.
Ændringsforslag 4
Nr. 15 affattes således:
»I § 100, stk. 5 og 6, ændres »kvinden« til: »den gravide«.
Ændringsforslag 1 – 4 vedtaget uden afstemning.

Af et mindretal (SF), tiltrådt af af et mindretal (EL):
Ændringsforslag 5:
Efter nr. 18 indsættes som et nyt nummer:
Efter § 115 indsættes:
»§ 115 a. En person, der ønsker tilladelse til kastration som led i kønsskifte, skal tilbydes tværfaglig rådgivning herom.«
Afstemning:
For: 15. Imod: 90. Hverken for eller imod: 0.
Forkastet.

Ændringsforslag (vedrørende lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v.)
Af ministeren for sundhed og forebyggelse, tiltrådt af af et flertal (udvalget med undtagelse af V):
Ændringsforslag 6:
I det under nr. 2 forslåede § 1, stk. 3, indsættes i nr. 1 efter »livmoder«: »eller æggestoksvæv«.
Vedtaget uden afstemning.

Lovforslaget gik herefter direkte til 3. behandling uden yderlig udvalgsbehandling.

L 189. Bilag 10. Betænkning af 3. juni 2014.

Vist 0 gange.
Christiansborg

Christiansborg

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget afgav den 3. juni 2014 betænkning over L 189 – Samling: 2013-14 – lov om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v.

(Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.)

Betænkning
over
lov om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.)
[af ministeren for sundhed og forebyggelse (Nick Hækkerup)]

1. Ændringsforslag
Der er stillet 7 ændringsforslag til lovforslaget. Ministeren for sundhed og forebyggelse har stillet ændringsforslag nr. 1-4, 6 og 7. Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 5.

2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 30. april 2014 og var til 1. behandling den 20. maj 2014. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget.

Dispensation fra § 8 a, stk. 2, i Folketingets forretningsorden
Udvalget anmoder om, at Folketinget dispenserer fra reglen i forretningsordenen om, at 2. behandling af lovforslaget ikke må finde sted før 2 dage efter, at offentliggørelsen af betænkningen har fundet sted.

Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og ministeren for sundhed og forebyggelse sendte den 3. marts 2014 dette udkast til udvalget, jf. SUU alm. del – bilag 297. Den 30. april 2014 sendte ministeren for sundhed og forebyggelse de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra LGBT Danmark.
Ministeren for sundhed og forebyggelse har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.

Lukket ekspertmøde
Sundheds- og Forebyggelsesudvalget afholdt den 15. maj 2014 et lukket ekspertmøde om transkønnedes vilkår i Danmark. Programmet for ekspertmødet er omdelt som bilag 2.

Spørgsmål
Udvalget har stillet 23 spørgsmål til ministeren for sundhed og forebyggelse til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et mindretal i udvalget (S, RV og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod det af SF stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (V) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det under nr. 7 stillede ændringsforslag og imod de under nr. 1-6 stillede ændringsforslag.

Venstres medlemmer af udvalget konstaterer, at regeringen med lovforslagene L 189 og L 182 ønsker at indføre mulighed for juridisk kønsskifte uden behandling i sundhedsvæsenet. V finder, at de to lovforslag i vid udtrækning hænger sammen og skal ses i en sammenhæng, da L 189 følger op på lovforslaget om ændring af lov om Det Centrale Personregister. På den baggrund havde V gerne set, at regeringen ikke havde delt lovforslagene mellem to ministerier.

Den personlige frihed og dermed også retten til at bestemme over eget liv og egen krop, er for V fuldstændig afgørende. Alle mennesker skal have ret til at leve sit liv i frihed, gå sine egne veje og frit vælge livsform. Venstre finder, at uanset hvilket køn, hvilken kønsidentitet eller hvilken seksuel orientering man har, skal man behandles med respekt.

På den baggrund kan V også grundlæggende støtte, at der bliver bedre mulighed for personer – som oplever et misforhold mellem det biologiske køn og det køn, som de pågældende oplever at tilhøre og identificerer sig med – til at opnå juridisk kønsskifte og dermed få tildelt et nyt personnummer uden krav om kastration eller andre kirurgiske indgreb ved at indgive ansøgning herom. V finder dog, at foruden at der i ansøgningen skal vedlægges en erklæring om, at ansøgningen er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, skal der også vedlægges en lægefaglig udtalelse fra egen læge. En sådan udtalelse skal sikre, at ønsket om juridisk kønsskifte alene skyldes transseksualitet, og ikke andre årsager, herunder ubehandlet psykisk sygdom. V deler regeringens opfattelse af, at der er behov for at etablere et mere retvisende kriterium for kastration i forbindelse med kønsskifte og kan således støtte, at der med lovforslaget foreslås ændrede kriterier for kastration som led i kønsskifte.

V konstaterer, at regeringen foreslår en række sproglige ændringer i sundhedsloven for at tilgodese det faktum, at med de foreslåede lovændringer i lovforslaget kan biologisk fødte kvinder i fremtiden føde børn som juridisk kønsskiftede mænd. V finder, at ændringer af den karakter er helt unødvendige fordi den »gravide« pr. definition altid vil være en kvinde. Dette argument henholder regeringen sig i øvrigt til i forhold til Børneloven, som ikke ændres.

Regeringen foreslår, at personer der har foretaget juridisk kønsskifte til mænd mister retten til automatisk indkaldelse til screenings- og vaccinationstilbud. V er enig med regeringen i, at anerkendelse af juridisk kønsskifte bør indebære, at personer med juridisk kønsskifte udelukkende fremstår som det køn, de har skiftet til, og herefter ikke længere vil modtage de kønsspecifikke screenings- og vaccinetilbud, der relaterer sig til deres biologiske køn. V kan også støtte, at personer efter juridisk kønsskifte fra kvinde til mand, selvfølgelig fortsat har ret til sundhedsydelser som f.eks. gynækologiske undersøgelser m.v., uanset at den enkelte har gennemført et juridisk kønsskifte.

V konstaterer, at regeringen foreslår, at en person, der juridisk har skiftet køn til mand og samtidig har bevaret livmoderen, med lovforslaget har krav på gratis at modtage assisteret reproduktion i offentligt og privat regi, inden for bestemmelserne herfor. Dette er V ikke enig i. V finder eksempelvis ikke, at det er en væsentlig offentlig opgave at finansiere gratis behandling med doneret sæd til en person, der juridisk har skiftet køn til mand og samtidig har bevaret livmoderen.

Et tredje mindretal i udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget kan støtte lovforslaget, men det sker med en klar forventning om, at regeringen fortsætter arbejdet for at få flyttet transkønnethed væk fra listen over psykiatriske diagnoser, både i Danmark og internationalt. SF og EL er kritisk over for, at transkønnede fortsat skal diagnosticeres med en psykiatrisk lidelse for at kunne få foretaget en kastration.

Det er positivt, at sundhedsloven med lovforslaget ændres, så den er i overensstemmelse med loven om juridisk kønsskifte. Det er også positivt, at transkønnede sikres rettigheder i forhold til deres sundhed, selv om deres juridiske køn ændres. Og endelig er den nye formulering vedrørende kastration bedre end den nuværende. Derfor støtter SF og EL lovforslaget.

SF og EL beklager dog, at man ikke er åben over for at gøre op med Sexologisk Kliniks monopol, så den geografiske ulighed kunne reduceres – ligesom man kunne ønske større åbenhed i forhold til internationalt samarbejde omkring udførelsen af kastrationer.

SF har stillet ændringsforslag nr. 5, som EL størrer, med henblik på at sikre, at transkønnede efter eget ønske derom, tilbydes kvalificeret vejledning og støtte i udlevelsen af deres nye køn og i håndteringen af de udfordringer, dette medfører.
Som Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har udformet ændringsforslaget, giver det i første omgang kun den ret til mennesker, der søger om kastration, men forslagsstillerne har desuden et ønske om, at en lignende mulighed for sundhedsfaglig støtte også gives til transkønnede, der søger om juridisk kønsskifte.

Et fjerde mindretal i udvalget (DF og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de af ministeren stillede ændringsforslag og imod det af SF stillede ændringsforslag.

Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget ønsker et åbent og tolerant samfund, hvor transkønnede såvel som alle andre kan føle sig, klæde sig og opføre sig som de vil, så længe de ikke er til skade for andre.

DF og KF finder derimod ikke, at det er til nogens gavn at forsøge at lovgive sig ud af det biologiske faktum, som vores køn er. Uanset om vi er glade for eller kede af vores biologiske køn, så er det et faktum, som kun kan ændre ved en kønsskifteoperation.

Med de to lovforslag (L 182 om nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn og dette) opstår der en række dilemmaer, hvor mennesker fanges i juridisk ingenmandsland. DF og KF noterer sig, at indenrigs- og økonomiministeren ikke under udvalgsbehandlingen af L 182 har kunnet give svar på, hvordan transpersoners juridiske stilling vil være i en række situationer, f.eks. i forbindelse med valg af omklædningsfaciliteter, indlæggelse på flersengsstuer, indkvartering under værnepligt etc. Ministeren giver udtryk for, at disse ting skal klares ved dialog. Og det vil også være det bedste. Men DF og KF finder det aldeles uhensigtsmæssigt, at der ikke findes klare retningslinjer, hvis der skulle opstå tvister. Hermed efterlades gruppen af transkønnede i juridisk ingenmandsland.

DF og KF finder det endvidere uhensigtsmæssigt, at transkønnede ikke vil have lige adgang til sundhedsydelser, men selv aktivt skal opsøge de tilbud, som vi ved har livreddende effekt, hvis man får indkaldelser.

DF og KF finder det desuden ganske usympatisk, at sundhedsloven fremover skal definere mennesker som henholdsvis »en person med livmoder« og »en person med mindst en testikel«. DF og KF finder, at køn er væsentlig for mange mennesker, uanset om de er transkønnede eller ej.
Derfor finder partierne det ikke hensigtsmæssigt at tage alle som gidsler i dette forsøg på at definere sig ud af begreberne kvinde/mand. Samtidig stiller det personer, der af sygdomsmæssige årsager f.eks. har mistet livmoderenen i den situation, at de ikke længere i sundhedsloven er defineret som kvinder. Ligesom et kønsskifte ikke kan rette op på, at man er født uden livmoder, hvorfor en mand, der juridisk og fysisk skifter køn til kvinde, derfor heller ikke vil være kvinde i sundhedslovens forstand. Dermed finder DF og KF, at de to lovforslag tilsammen alene er udtryk for et søgt forsøg på at kalde biologien noget andet – og med et ret uheldigt udfald.

Endelig er der spørgsmålet om at lade juridiske mænd få hjælp til assisteret reproduktion. Dette forslag synes at virke stik imod hensigten. Hvis man netop har bedt om at blive betragtet som en mand, er det vel næppe for at blive gravid.
DF og KF stiller sig derfor undrende over for, hvilken persongruppe denne ændring skal laves for.

Endelig er DF og KF bekymret for, om lovforslagene kan have negative konsekvenser for vores fælles frihed og for sikkerheden i f.eks. lufthavne.

DF og KF noterer sig i den sammenhæng, at ministeren for sundhed og forebyggelse, tidligere forsvarsminister, Nick Hækkerup under 1. behandling af lovforslaget sagde følgende, da han blev adspurgt om muligheden for at ændre sin faktiske højde i passet: »… netop det der med at skulle give et pas, ville jo være at give frihed på bekostning af nogle andre, nemlig på bekostning af flysikkerheden og på bekostning af folks mulighed for at færdes sikkert. Derfor er vi her nået dertil, at kæden knækker. Hvis man giver den frihed, tager man friheden fra nogle andre, nemlig os alle sammen i fællesskab«.

Når ministeren for sundhed og forebyggelse har denne bekymring omkring ændret højde i passet, er DF og KF blevet bekræftet i, at en sådan sikkerhedsrisiko formentlig også vil være forbundet med ændret cpr-nummer i passet. DF og KF noterer sig desuden, at det i dag er ganske svært at skifte cpr-nummer i forbindelse med identitetstyveri netop af sikkerheds- og identifikationsmæssige årsager. DF og KF forestiller sig, at de samme problemstillinger må være gældende i forbindelse med skift af cpr-nummer af andre årsager.

DF og KF kan på den baggrund ikke støtte lovforslagene, men finder i stedet, at et grundigt arbejde for mere social accept af transkønnedes valg af levevis, påklædning og andet vil være langt mere hjælpsomt og brugbart end dette uheldige forsøg på at fjerne koblingen mellem biologi og cpr-nummer.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Æ n d r i n g s f o r s l a g
Til § 1

Af ministeren for sundhed og forebyggelse, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af V):

1) Efter nr. 8 indsættes som et nyt nummer:
»01. I § 94, stk. 2, ændres »kvinden« til: »den gravide«.«
[Korrektion]

2) Nr. 14 affattes således:
»14. I § 100, stk. 2, ændres to steder »kvinden« til: »den gravide«, og to steder ændres »hun« til: »denne«.«
[Korrektion]

3) Efter nr. 14 indsættes som et nyt nummer:
»02. I § 100, stk. 3, ændres »Kvinden« til: »Den gravide«.«
[Korrektion]

4) Nr. 15 affattes således:
»15. I § 100, stk. 5 og 6, ændres »kvinden« til: »den gravide«.«
[Korrektion som følge af nyt nummer vedr. § 100, stk. 3]

Af et mindretal (SF), tiltrådt af af et mindretal (EL):
5) Efter nr. 18 indsættes som et nyt nummer:
»03. Efter § 115 indsættes:
»§ 115 a. En person, der ønsker tilladelse til kastration som led i kønsskifte, skal tilbydes tværfaglig rådgivning herom.««
[Rådgivning til transkønnede]

Af ministeren for sundhed og forebyggelse, tiltrådt af af et flertal (udvalget med undtagelse af V):

Til § 2

6) I det under nr. 2 forslåede § 1, stk. 3, indsættes i nr. 1 efter »livmoder«: »eller æggestoksvæv«.
[Præcisering af definitionsbestemmelse]

Af ministeren for sundhed og forebyggelse, tiltrådt af udvalget:

Til § 4

7) Paragraffen affattes således:

Ȥ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 2014, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 3 træder i kraft den 31. august 2014.«
[Korrektion]

B e m æ r k n i n g e r
Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensrettelse, således at kvinden også i § 94, stk. 2, benævnes den gravide.

Til nr. 2

Idet § 102, stk. 2, alene indeholder to punktummer, foreslås § 1, nr. 14, ændret således, at det blot fremgår, at kvinden to steder i § 102, stk. 2, ændres til den gravide, og hun to steder i § 102, stk. 2, ændres til denne. Der er således tale om ændringer af teknisk karakter.

Til nr. 3

Idet ordet Kvinden i § 100, stk. 3, er angivet med stort bogstav, foreslås betegnelse ændret til »Den gravide« ligeledes med stort begyndelsesbogstav. Der er tale om en ændring af teknisk karakter.

Til nr. 4

Som en konsekvens af det nye nummer vedrørende § 100, stk. 3, jf. ændringsforslagets nr. 3, foreslås det, at justeringen af § 100, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 15, udgår.

Til nr. 5

Med den nye bestemmelsen foreslås det, at en person, der ønsker tilladelse til kastration som led i kønsskifte, skal tilbydes rådgivning herom.

Rådgivningen skal støtte i udforskningen og udlevelsen af deres nye køn og i håndteringen af de udfordringer dette medfører. Rådgivningen må ikke have indflydelse på muligheden for at modtage kønskorrigerende behandling.

Til nr. 6

Med den foreslåede ændring af lovforslagets § 2, nr. 2, præciseres det, at også personer, der har æggestoksvæv, er omfattet af den foreslåede definition af kvinder i lovens forstand. Præciseringen foreslås, idet personer, som ikke har en livmoder, men som stadig har æggestokke eller æggestoksvæv i princippet kan fungere som ægdonorer, hvorfor disse tillige bør omfattes af lovens bestemmelser. Det bemærkes samtidig for god ordens skyld, at den foreslåede definition af køn i lovens forstand alene har til formål at sikre, at personer, der har skiftet juridisk, men ikke biologisk køn, og som ønsker behandling med assisteret reproduktion, har mulighed herfor.

Til nr. 7

Idet 1. september 2014 er ikrafttrædelsesdato for § 1, nr. 8, i lov nr. 653 af 12. juni 2013, der justerer sundhedslovens § 106, og 1. september 2014 desuden er ikrafttrædelsesdatoen for nærværende lovforslag L 189, hvori der også foreslås ændringer af § 106, foreslås det med henblik på at sikre klarhed over ordlyden af sundhedslovens § 106, at lovforslagets § 3, der indeholder de vedtagne, men ikke ikrafttrådte ændringer af § 106, træder i kraft den 31. august 2014.

* * *
Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende bilag 10 – Betænkningen.
Betænkningen i Folketingstidende B i pdf-format.

L 182. Referat af 2. behandlingen og afstemning om ændringsforslag den 3. juni 2014.

Vist 0 gange.
Christiansborg

Christiansborg

Den 3. juni 2014 havde Folketinget 2. behandling af lovforslag L 182 – Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister. (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn) (Juridisk kønsskifte). Forhandlingerne startede kl. 1435 og sluttede kl. 1439.

* * *
Referat af forhandlingerne af L 182

Kl. 1435. Den fg. formand (Bent Bøgsted)
Ønsker nogen at udtale sig?
Det gør fru Jane Heitmann som ordfører for Venstre

Kl. 1435. Jane Heitmann (V)
(Ordfører)
Tak for det. Venstre har til lovforslag L 182 om juridisk kønsskifte stillet et ændringsforslag, som jeg gerne her vil give et par ord med på vejen.

Som det blev nævnt fra talerstolen under førstebehandlingen, støtter Venstre intentionerne bag regeringens forslag, nemlig at fjerne kravet om kastration, således at kønsskifte kan foretages juridisk. Men vi mener, at lovforslaget, som regeringen har fremsat, er for vidtgående. Derfor foreslår vi, at lovforslaget suppleres med et krav om, at der i tilknytning til ansøgningen vedlægges en lægefaglig udtalelse fra egen læge. Venstre mener, at en sådan udtalelse vil være med til at sikre, at ønsket om juridisk kønsskifte alene skyldes transseksualisme. Desuden sikrer sådan en lægefaglig udtalelse, at ansøgeren er fuldt bevidst om sit valg og f.eks. ikke lider af en ubehandlet psykisk lidelse, eller at der er andre sundhedsfaglige aspekter, som kan forværres ved et juridisk kønsskifte, som rapporten fra arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte også peger på.

Kl. 1437. Den fg. formand (Bent Bøgsted):
Tak til ordføreren.
Ønsker flere at udtale sig?
Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Afstemning
Der stemmes om ændringsforslag nr. 1 af et mindretal (V).
Teknikken driller, det passer ikke helt sammen med diverse ting, der foregår på formandsstolen lige nu, men det kommer det til.

Så kan der stemmes.
Afstemningen slutter.
For stemte 26 (V), imod stemte 80 (S, DF, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 2, tiltrådt af udvalget?
Det er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Det er supergodt, at der er nogle, der holder øje med, at teknikken fungerer, som den skal, når formanden ikke lige er vågen nok til at registrere det. Så tak for det.

* * *
Afstemningen
For: 26.
Imod: 80.
Hverken for/imod: 0.
Fraværende: 73.

Parti For Imod Hverken for
eller imod
Fraværende
Socialdemokratiet (S) 0 31 0 16
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 26 0 0 21
Dansk Folkeparti (DF) 0 13 0 9
Det Radikale Venstre (RV) 0 10 0 7
Enhedslisten (EL) 0 8 0 4
Socialistisk Folkeparti (SF) 0 8 0 4
Liberal Alliance (LA) 0 5 0 4
Det Konservative Folkeparti (KF) 0 4 0 4
Inuit Ataqatigiit (IA) 0 0 0 1
Siumut (SIU) 0 0 0 1
Sambandsflokkurin (SP) 0 0 0 1
Tjóðveldisflokkurin (TF) 0 0 0 1
Uden for folketingsgrupperne (UFG) 0 1 0 0

* * *
Kildehenvisninger.
Referat af 2. behandlingen hos Folketinget.
Folketingets journal med afstemningen om ændringsforslag til L 182.

L 182. Lovforslaget efter 2. behandlingen den 3. juni 2014.

Vist 0 gange.
Christiansborg

Christiansborg

Den 30. april 2014 fremsatte Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (RV) lovforslag L 182 – Samling: 2013-14 – om ændring af lov om Det Centrale Personregister (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet kønjuridisk kønsskifte).

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 3. juni 2014

Forslag
til
Lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister
(Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn)

§ 1

I lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 9. januar 2013, som ændret ved § 10 i lov nr. 494 af 21. maj 2013, § 1 i lov nr. 622 af 12. juni 2013 og lov nr. 311 af 29. marts 2014, foretages følgende ændringer:

1. I § 3 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
»Stk. 6. Økonomi- og Indenrigsministeriet tildeler efter skriftlig ansøgning nyt personnummer til en person, som oplever sig som tilhørende det andet køn. Tildeling af nyt personnummer er betinget af, at den pågældende afgiver en skriftlig erklæring om, at ønsket om nyt personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, og at den pågældende efter en refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet skriftligt bekræfter sin ansøgning.
Det er endvidere en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er fyldt 18 år.«
Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 7 og 8.

2. I § 26, stk. 4, ændres »§ 3, stk. 6« til: »§ 3, stk. 8«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 2014.
Stk. 2. For personer, som inden lovens ikrafttræden efter de hidtil gældende regler har ansøgt om tilladelse til at bære et fornavn, der betegner det modsatte køn, om tilladelse til at få kønsbetegnelsen X i passet eller om tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, regnes den periode, der er nævnt i § 3, stk. 6, 2. pkt., i lov om Det Centrale Personregister som indsat ved denne lovs § 1, nr. 1, fra tidspunktet for indgivelse af ansøgning herom. Har en person indgivet ansøgning om flere af de nævnte tilladelser, regnes den nævnte periode fra tidspunktet for den først indgivne ansøgning.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

* * *
Folketingets journal vedrørende lovforslaget optrykt efter 2. behandlingen.
Lovforslaget optrykt efter 2. behandlingen i Folketingstidende H i pdf-format.

L 182. Andenbehandling den 3. juni 2014. Referat af Tina Thranesen.

Vist 0 gange.
Christiansborg

Christiansborg

Den 3. juni 2014 havde Folketinget 2. behandling af lovforslag L 182 – Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister. (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn) (Juridisk kønsskifte). Forhandlingerne startede kl. 1435 og sluttede kl. 1439.

Jane Heitmann (V) var det eneste folketingsmedlem, som ønskede ordet.
Hun fremført, at Venstre støttede intentionerne i lovforslaget, men fandt det for vidtgående, hvorfor Venstre havde stillet ændringsforslag nr. 1 om, at ansøgningen om juridisk kønsskifte skulle vedlægges en udtalelse fra egen læge.
Hun undrede sig også over, at ministeren ikke ville være med til at lade loven evaluere efter to år.

Ændringsforslag nr. 1 fremsat af Venstre sat til afstemning.
Ændringsforslaget lyder:

  I det under nr. 1 foreslåede § 3, stk. 6, affattes 2. pkt. således:

Tildeling af nyt personnummer er betinget af, at den pågældende afgiver en skriftlig erklæring om, at ønsket om nyt personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, at den pågældende vedlægger en udtalelse fra egen læge, hvoraf det fremgår, at lægen vurderer, at ønsket om juridisk kønsskifte skyldes en oplevelse af at tilhøre det andet køn, og at den pågældende efter en refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet skriftligt bekræfter sin ansøgning. Det er endvidere
en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er fyldt 18 år.

Afstemningsresultat:
For ændringsforslaget: 26.
Imod ændringsforslaget: 80.
Hverken for eller imod: 0.
Ændringsforslaget forkastet.

* * *
Ændringsforslag nr. 2
Ingen ønskede ordet.

Ændringsforslag nr. 2 fremsat af økonomi- og indenrigsministeren sat til afstemning
Ændringsforslaget lyder:

  Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. I § 26, stk. 4, ændres »§ 3, stk. 6« til: »§ 3, stk. 8«.«
[Lovteknisk begrundet konsekvensændring]

Der ønskedes ikke afstemning.
Ændringsforslaget vedtaget.

* * *
Lovforslaget gik herefter direkte til 3. behandling den 11. juni 2014.

Udkast af 2. juni 2014 fra Sundhedsstyrelsen til: Vejledning om udredning og behandling af transkønnede.

Vist 0 gange. Vejledningen præciserer den omhu og samvittighedsfuldhed, som en læge skal udvise ifølge autorisationsloven ved udredning og behandling af transkønnede, som ønsker kønsmodificerende behandling, og fastlægger ansvarsfordelingen mellem de involverede sundhedspersoner.

Vejledningen knytter sig også til sundhedslovens bestemmelser om kastration som led i kønsskifte, jf. L189 om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v.
(Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.), der indeholder ændrede kriterier for tilladelse til varig kastration med henblik på kønsskifte.

Vejledningsudkastet er sendt i høring til de på vedlagte høringsliste anførte myndigheder og organisationer m.v. Materialet bliver også offentliggjort på Høringsportalen.

Spørgsmål til vejledningsudkastet kan rettes til undertegnede på jevb@sst.dk eller på 72 22 7514.

Sundhedsstyrelsen skal anmode om at modtage eventuelle bemærkninger til vejledningsudkastet snarest belejligt og senest den 1. juli 2014. Høringssvarene bedes sendt pr. e-mail til jevb@sst.dk.

Med venlig hilsen
Jette Vind Blichfeldt

* * *
Sundhedsstyrelsen
Dato 2. juni 2014
Sagsnr. 5-1010-230/1

UDKAST – Høringsversion

Vejledning om udredning og behandling af transkønnede

Vejledningen præciserer den omhu og samvittighedsfuldhed, som en læge skal udvise ifølge autorisationsloven [1] ved udredning og behandling af transkønnede patienter, som ønsker kønsmodificerende behandling og fastlægger ansvarsfordelingen mellem de involverede sundhedspersoner. Vejledningen knytter sig også til Sundhedslovens bestemmelser om kastration som led i kønsskifte [2].

Ved kønsidentitetsproblemer forstås i denne vejledning en uoverensstemmelse mellem den oplevede kønsidentitet og det biologiske køn.

Den sundhedsfaglige udredning af kønsidentitetsproblemer er alene relevant, når der er et ønske om kønsmodificerende behandling i form af hormonbehandling og kirurgi, herunder kastration. Udredning og eventuel behandling skal foretages med en åben, rummelig, værdig og respektfuld tilgang til patientens problemstilling og med inddragelse af patientens synspunkter og ønsker.

Formålet med udredningen er at afklare, om der foreligger indikation for kønsmodificerende behandling i form af en transseksuel tilstand, samt afklare eventuelle samtidige legemlige eller psykiske lidelser (komorbiditet), herunder også misbrug og sociale problemer, der kan kontraindicere behandlingen.

Gennemførelse af et kønsskifte er en proces med betydelige legemlige og psykiske ændringer og mulige sociale konsekvenser for den enkelte. De legemlige ændringer kan være reversible, delvist reversible eller irreversible. I et forløb med kønsskifte skal processen altid starte med de ændringer, som er reversible, inden for denne vejlednings rammer. Det er derfor vigtigt med en grundig udredning, inden en eventuel behandling påbegyndes. Kønsskiftet kan ske til den grad, som den transseksuelle ønsker, når betingelser og forudsætninger herfor i øvrigt er opfyldt.

Vejledningens afsnit 1-3 indeholder en beskrivelse af udrednings- og observationsforløb og behandling af voksne, udredning og behandling af børn og unge under 18 år og tilladelse til kastration som led i kønsskifte.

1 Udrednings og observationsforløb, henvisning til behandling og behandling af voksne over 18 år samt opfølgning
Udredning og behandling af voksne transkønnede kræver særlig ekspertise forankret i et fast multidisciplinært team, som består af speciallæger i psykiatri, gynækologi og plastikkirurgi med særlig viden om transseksuelle. Det er væsentligt for, at der kan være en kontinuerlig koordineret indsats omkring patienten. En psykiater i teamet skal have ansvaret for patientens forløb. Det drejer sig om den indledende udredning, observationsforløbet og koordineringen af den øvrige udredning og behandling samt efterforløb i form af opfølgning på behandlingen, som er beskrevet i nedenstående.

1.1 Det psykiatriske udrednings- og observationsforløb
Den psykiatriske udredning omfatter en indledende udredning og et eventuelt observationsforløb, eventuel behandling og eventuel viderehenvisning af transseksuelle, som ønsker kønsmodificerende indgreb.

Hvis patienten helt eller delvis har fået foretaget en udredning, eventuelt i udlandet, skal det vurderes, om den kan indgå som en del af udredningen og eventuelt supplere eller erstatte elementer i det samlede udrednings- og observationsforløb.

1.1.1 Udrednings- og observationsforløbets tre hovedformål
  • En vurdering af om patienten falder ind under diagnosen transseksuel og en afdækning af eventuel komorbiditet forud for behandling
  • At patienten gives mulighed for refleksion med henblik på, om vedkommende har et vedholdende ønske om kønsmodificerende behandling
  • En vurdering af om patienten kan overskue konsekvenserne af de ønskede forandringer.
1.1.2 Udrednings- og observationsforløb
Efter en eventuel visitation skal den for behandlingsforløbet ansvarlige psykiater i udrednings- og observationsforløbet sikre:
  • En psykosocial vurdering af patientens kønsidentitetsproblem med henblik på baggrund og svarhedsgrad, herunder en psykologisk vurdering og inddragelse af pårørende eller andre som er tæt knyttede til patienten, som har kendt patienten gennem længere tid
  • En vurdering af om der foreligger en psykisk eller legemlig lidelse, og en vurdering af om lidelsen let i givet fald kontraindicerer kønsmodificerende behandling
  • En somatisk undersøgelse af patienten, kromosomanalyse, måling af kønshormonniveau m.v.
  • At patienten ved første konsultation bliver informeret om det forventede forløb
  • At patienten får information om mulighederne for hormonbehandling og kirurgi
  • En tentativ behandlingsplan med et udredningsforløb samt oplysning om hvornår i forløbet de enkelte beslutninger forventes taget.
1.1.3 Status for udrednings- og observationsforløb forud for kønsmodificerende behandling
Den for behandlingen ansvarlige psykiater skal sikre, at der afholdes et statusmøde mellem de involverede speciallæger, og at der foreligger en status over udrednings- og observationsforløbet, når dette er gennemført, som skal indeholde følgende elementer:
  • Resultaterne af den psykosociale vurdering, herunder eventuelle diagnoser
  • Varigheden af den behandlende læges kendskab til patienten, herunder oplysning om hvilken type evaluering og terapi/rådgivning lægen har gennemført
  • En vurdering af om patientens ønske om kønsskifte er vedholdende, og om patienten kan overskue konsekvenserne heraf
  • En beskrivelse af patientens “real life experience
  • At kriterierne for at iværksætte hormonbehandling/kirurgi er opfyldt, herunder en kort beskrivelse af indikationen for at understøtte patientens anmodning om hormonbehandling/kirurgi

Der er skærpede krav til informationen forud for samtykket og den givne information og samtykket skal fremgå af status. Forud for operative indgreb som led i kønsskifte skal der ydereligere foreligge en aktuel og fornyet status i henvisningen, som indeholder de samme elementer som ved start af hormonbehandling. Status kan udarbejdes som referat af statusmøde i det multidisciplinære team.

Patienter – som efter endt udredning og observation, ikke ønsker yderligere medicinsk eller kirurgisk behandling, eller som ikke vurderes egnede til medicinsk eller kirurgisk behandling, fordi de ikke er diagnosticeret transseksuelle eller på grund af kontraindikationer til behandlingen – skal have tilbud om støttende og rådgivende samtaler.

Den videre gynækologiske og/eller plastikkirurgiske behandling forudsætter, at der er gennemført et observationsforløb, og at den for observationsforløbet ansvarlige psykiater i en status vurderer:
  • At patienten har levet et halvt år som det modsatte køn, kan overskue konsekvenserne af behandlingen og giver sit informerede samtykke hertil. Lægen kan herefter også henvise patienten til gynækolog med henblik på hormonbehandling
  • At patienten vurderes at være egnet til kønsskiftekirurgi, har et vedholdende ønske om kønsskifte, kan overskue konsekvenserne af behandlingen og give sit informerede samtykke hertil
  • At det multidisciplinære team er enigt i behandlingstilbuddet.

Det er hensigtsmassigt, at patienten i udrednings- og observationsforløbet indgår i et psykoterapeutisk forløb som hjælp til udvikling af eget kønsidentitetsudtryk.

For at modtage kønshormonbehandling er det ikke et krav, at patienten har udtrykt ønske om at gennemgå et fuldt kønsskifte med kastration.

Patienter, der kun ønsker hormonbehandling og/eller ikke opfylder kriterier for transseksualitet eller “real life” kriteriet, kan efter endt udredning henvises til videre gynækologisk hormonbehandling forudsat, at den for udredningsforløbet ansvarlige psykiater i en status vurderer:
  • At patienten har et vedholdende ønske om hormonbehandling, kan overskue konsekvenserne af behandlingen og giver sit informerede samtykke hertil
  • At der ikke er væsentlige faktorer (somatiske, psykiatriske, sociale mv.), der taler imod hormonbehandling
  • At det multidiciplinare team er enigt i behandlingstilbuddet.

1.2 Hormonbehandling
En speciallæge med erfaring i behandling af transseksuelle i gynækologi fra det multidisciplinære team varetager start og kontrol af kønshormonbehandling.

Gynækologen skal inden behandling med kønshormoner sikre sig, at der foreligger en status i henhold til afsnit 1.1.3. gynækologen skal foretage en vurdering af patientens forventninger til kønsskiftet, vurdere patientens sygehistorie, foretage en somatisk undersøgelse, en risikovurdering og relevante laboratorieundersøgelser.

Endelig skal gynækologen orientere patienten om de forventede effekter af feminiserende/maskuliniserende kønshormonbehandling, bivirkninger og mulige sundhedsskadelige virkninger, herunder at forandringerne kan være irreversible samt, at der kan opstå en reduktion i fertiliteten og de reproduktive muligheder.

Gynækologen skal efter opstart af behandling:
  • Foretage en opfølgning på behandlingens virkning, bivirkninger og eventuelle komplikationer, herunder relevante regelmæssige somatiske- og parakliniske undersøgelser
  • Fortsætte samarbejdet med det multidisciplinære team og eventuelt patientens egen læge, hvor der er behov for dette.

Hvis gynækologen vurderer, at der ikke er komplicerende faktorer, kan gynækologen lade vedligeholdelsesbehandlingen med kønshormoner varetage på et lokalt sygehus, hos en praktiserende gynækolog, eller hos egen læge, efter konkret aftale lægerne imellem om shared care.

1.3 Behandling af adamsæble, stemmelæber m.v.
Der kan ved behov foretages henvisning til indgreb på adamsæble, stemmelæber, stemme- og kommunikationsterapi samt epilering af hårvakst. Endvidere kan der foretages henvisning til deponering og nedfrysning af sædceller med henblik på senere assisteret reproduktion af en kvinde. Der kan kun deponeres ægceller, hvis det er muligt at lægge disse tilbage til samme kvinde på et senere tidspunkt [3].

1.4 Den kirurgiske behandling
Sundhedsstyrelsen skal i henhold til sundhedsloven godkende kastration som led i kønsskifte, det vil sige fjernelse af æggestokke og livmoder hos kvinder og fjernelse af testikler hos mænd.

De gynækologiske og plastikkirurgiske indgreb på genitalier forudsætter indgående specialisterfaring med kirurgiske indgrebtransseksuelle.

Den for det kirurgiske indgreb ansvarlige læge skal forud for indgreb på genitalier deltage i et møde med det mulitdisciplinare team og sikre, at:
  • Der foreligger tilladelse til kastration fra Sundhedsstyrelsen, jf. afsnit 3 vedrørende betingelser og fremgangsmåde.
  • Der foreligger en status i henhold til afsnit 1.1.3.

Forud for fjernelse af livmoder og æggestokke (kvinde til mand) og for fjernelse af testikler (mand til kvinde), skal lægen desuden sikre, at der er gennemført 12 måneders kontinuerlig kønshormonbehandling målrettet det ønskede køn (medmindre der foreligger en kontraindikation herfor). Målet med hormonbehandling forud for kastrationen er primært at indføre en periode med mulighed for delvis reversibel hormonbehandling, før patienten gennemgår det irreversible kirurgiske indgreb.

Den for det kirurgiske indgreb ansvarlige læge skal forud for indgreb på mammae/thorax sikre, at
  • Der foreligger en aktuel opdateret status i henhold til afsnit 3.1.3.
Inden tildannelse af neopenis (kvinde til mand) og tildannelse af neovagina (mand til kvinde) skal plastikkirurgen desuden:
  • Sikre, at der er gennemført en kastration, eller såfremt operation planlægges i et forløb, at der foreligger tilladelse til kastration fra Sundhedsstyrelsen
  • Sikre, at der er gennemført 12 måneders kontinuerlig kønshormonbehandling målrettet det ønskede køn, medmindre der foreligger en medicinsk kontraindikation eller anden årsag
  • Vurdere, at patienten i 12 sammenhængende måneder har levet som det ønskede køn, “real life experience“, hvor patienten har haft mulighed for at opleve og socialt justere sin ønskede kønsrolle, og som i perioden er fulgt af den for behandlingen ansvarlige psykiater.

1.4.1 Den gynækologiske kirurgiske behandling
Den kønsmodificerende kirurgiske behandling af kvinde til mand omfatter fjernelse af livmoder, æggeledere, æggestokke og vagina.

1.4.2 Den plastikkirurgiske behandling
Som led i den kønsmodificerende behandling af kvinde til mand, kan patienten få udført en fjernelse af brysterne og genplacering af brystvorterne.

Patienten kan også tilbydes samtale og vurdering af mulighederne for tildannelse af mandligt udseende kønsorganer, enten som tildannelse af neopenis eller tildannelse af neopenis fra klitoris og tildannelse af pung. Den kønsmodificerende kirurgiske behandling af mand til kvinde omfatter fjernelse af testikler, penisamputation og tildannelse af kvindeligt udseende kønsorganer.

Ved kønsmodificerende behandling af mand til kvinde kan lægen vurdere, at der er indikation for operation med indlæggelse af brystimplantater, hvis hormonbehandling ikke eller i ringe grad har medvirket til udvikling af kvindelig brystform.

1.5 Opfølgning efter kønsmodificerende behandling
Den behandlingsansvarlige læge skal tilbyde, at den transseksuelle, som har gennemgået kønsmodificerende behandling som led i kønsskifte, følges i det multidisciplinære team i mindst et år efter, at indgrebet er gennemført.

Efter det første år kan opfølgningen efter aftale med patienten, foregå på lokal gynækologisk sygehusafdeling, hos en speciallæge i gynækologi, eller hos egen læge efter konkret aftale med det mulitdisciplinære teams gynækolog. Den læge der er ansvarlig for den videre behandling af den transseksuelle, skal sikre en forebyggende indsats for den transseksuelle, som har gennemført et kønsskifte, og er i kontinuerlig hormonbehandling. Den forebyggende indsats skal have fokus på særlige risikoområder, bl.a. de øgede kardiovaskulære risikofaktorer, knogleskørhed og visse kræftformer (bryst-, livmoderhals, æggestokke, livmoder og prostata), hvor kontrol og forebyggende tiltag skal tilpasses den enkelte patient.

2 Rådgivning, udredning, observation, henvisning til behandling og behandling af unge under 18 år
Udredning og behandling af transseksuelle unge under 18 år kræver særlig ekspertise forankret i et fast multidisciplinært team, som består af både speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri og speciallæger i psykiatri med særlig viden om transseksualitet samt speciallæger i pædiatri (pædiatrisk endokrinologi), gynækologi og plastikkirurgi med særlig viden om transseksuelle børn og unge. Det er væsentligt for, at der kan være en kontinuerlig koordineret indsats omkring den unge. En psykiater eller børneungdomspsykiater i teamet skal have det samlede ansvar for den unges forløb; det drejer sig om den indledende udredning, observationsforløbet, og koordineringen af den øvrige udredning og eventuel behandling samt efterforløb i form af opfølgning på behandlingen, som er beskrevet i nedenstående. Udredning og behandling af transseksuelle unge med kønsidentitetsproblemer kræver særlig fokus på den unges vækst og udvikling samt familie og sociale forhold.

Unge under 18 år med kønsidentitetsproblemer og deres forældre skal have tilbud om rådgivende og støttende samtaler, indtil de eventuelt kan på begynde et udrednings, observations- og behandlingsforløb. Hvornår den unge kan indgå i et udrednings- og observationsforløb, beror på en individuel lægelig vurdering, men inden opstart af supprimerende hormonterapi, skal et udrednings- og observationsforløb være gennemført, og det multidisciplinære team skal lave en indstilling herom, der ligger som en status i journalen.

Den medicinske behandling af unge transeksuelle omfatter reversibel behandling med supprimerende hormonterapi og delvist reversibel behandling med kønshormoner.

2.1 Den psykiatriske udredning
2.1.1 Udrednings- og observationsforløbets to hovedformål
Den for behandlingsforløbet ansvarlige psykiater eller børne- og ungdomspsykiater skal sikre, at den unge udredes i et multidisciplinært team, herunder får vurderet eventuel samtidig legemlig eller psykisk lidelse. Forud for behandling skal det multidisciplinære team afklare, om der er indikation for behandling. Det er den for behandlingsforløbet ansvarlige børne- og ungdomspsykiater, som skal sikre, at der udarbejdes en status før start af medicinsk behandling. Børne- og ungdomspsykiateren skal desuden sikre, at den unge får mulighed for refleksion med henblik på, om der er et vedholdende ønske om kønsskifte, og om den unge kan overskue konsekvenserne heraf. Det refleksive formål er særligt vigtigt hos unge i observationsforløb.

2.1.2 Udrednings- og observationsforløb
Den for behandlingsforløbet ansvarlige psykiater eller børne- og ungdomspsykiater, skal tilpasse udrednings- og observationsforløbet til den unges alder. Det har fire hovedformål:

Specifikt for den unge skal den for behandlingsforløbet ansvarlige psykiater eller børne- og ungdomspsykiater sikre familierådgivning og støttende psykoterapi, henvisning til støttegruppe efter behov og en vurdering af de sociale forhold.

Den for behandlingen ansvarlige psykiater eller børne- og ungdomspsykiater skal i udrednings/observationsforløbet sikre:
  • En grundig psykosocial vurdering af patienten indeholdende en børne- og ungdomspsykiatrisk udredning
  • En vurdering af patientens kønsidentitetsproblem med henblik på baggrund og svarhedsgrad, herunder inddragelse af forældre (værge)
  • En somatisk undersøgelse indeholdende kromosomanalyse og måling af kønshormonniveauer mv.
  • En vurdering af om der foreligger en psykisk eller legemlig lidelse, eller sociale forhold, der taler imod kønsmodificerende behandling
  • At patienten og forældre (værge) efter reglerne i sundhedsloven ved første konsultation informeres om det forventede forløb
  • At der udarbejdes en tentativ behandlingsplan efter de første konsultationer, der skal omfatte detaljerne i udredningen, oplysninger om det skønnede tidsforløb samt oplysning om hvornår de enkelte beslutninger i forløbet forventes taget
  • Vurdering af om der er behov for støtte eller yderligere information til familie og sociale netvark.
2.1.3 Status over udrednings- og observationsforløbet forud for kønsmodificerende behandling
Den for behandlingsforløbet ansvarlige psykiater eller børne- og ungdomspsykiater skal sikre, at det multidisciplinære team udarbejder en status over udrednings- og observationsforløbet, når dette er gennemført, som skal indeholde følgende:
  • Udrednings- og observationsforløbets statuspunkter for voksnes udredning, jf. afsnit 1.1.3
  • At kriterierne for at iværksætte behandling med supprimerende hormon/kønshormon er opfyldt, som under 1.1.3
  • Det informerede samtykke skal fremgå af status og skal i øvrigt tilpasses patientens alder under iagttagelse af lovgivningens skærpede krav herom [4]. Informationen forud for samtykket, skal omfatte oplysninger om følgerne af behandlingen, som infertilitet og problemer med senere kirurgi på genitalier. Lægen skal også informere om, at behandlingen er ny og kendskabet til virkninger og bivirkninger er begrænset. Den givne information skal fremgå af status.

Den pædiatriske endokrinologiske behandling forudsætter, at der er gennemført et udrednings- og observationsforløb – herunder at de nodvendige somatiske undersøgelser er udført og, at den for forløbet ansvarlige psykiater eller børne- og ungdomspsykiater i den unges status vurderer:

For så vidt angår supprimerende hormonterapi:
  • At den unge er eller anses efter overvejende sandsynlighed at være transseksuel
  • At den unge er egnet til behandlingen og har et vedholdende ønske herom
  • At den unge og dennes forældre eller eventuel værge kan overskue konsekvenserne af behandlingen, herunder kan give samtykke til behandlingen. Lægen kan henvise til pædiatrisk endokrinolog (vækst og reproduktion)
  • At der ikke er somatiske, psykiatriske eller sociale forhold, der taler imod.
For så vidt angår kønshormonbehandling:
  • At den unge er transseksuel
  • At den unge er egnet til behandlingen og har et vedholdende ønske herom, herunder at den pågældende har levet mindst et år som det modsatte køn
  • At den unge kan overskue konsekvenserne af behandlingen og give sit informerede samtykke hertil. (Lægen kan herefter henvise til børneendokrinolog)
  • At der ikke er somatiske, psykiatriske eller sociale forhold, der taler imod.

2.2 Den padiatriske endokrinologiske behandling
Den pædiatriske endokrinolog skal sikre formålet med hormonsuppressionsbehandlingen som er, at stoppe den unges udvikling af kønskarakteristika for at give den unge tid til refleksion og til at udforske sin kønsidentitet.

Behandling med supprimerende hormonterapi skal almindeligvis ikke anvendes, for den unge har nået Tanner stadie 2-4.

For start med supprimerende hormonterapi skal dette behandlingstrin være besluttet af det multidisciplinære team og den pædiatriske endokrinolog skal sikre, at der foreligger en status i henhold til afsnit 1.1.3, og at patienten har veldokumenteret ønske om at være det andet køn.

Under behandling med supprimerende hormonterapi skal den unges fysiske udvikling følges nøje af den pædiatriske endokrinolog (vækst og reproduktion), og de behandlingsmassige tilbud til den unge skal tilpasses den unges udviklingsmassige forandringer igennem puberteten.

Ved behandling af unge med kønshormoner skal kriterierne for behandling af unge med supprimerende hormonterapi være opfyldt.

3 Tilladelse til kastration som led i kønsskifte
Kastration som led i kønsskifte må ikke foretages uden Sundhedsstyrelsens tilladelse hertil, jf. sundhedsloven [5].

Ved kastration forstås efter loven indgreb, hvorved kønskirtlerne (testikler eller æggestokke og livmoder) fjernes, eller behandlinger, hvorved de varigt sattes ud af funktion, jf. sundhedsloven [6].

Efter sundhedsloven kan en ansøger, der er fyldt 18 år, få tilladelse af Sundhedsstyrelsen til kastration som led i kønsskifte, hvis vedkommende har fået stillet diagnosen transseksuel, har et vedholdende ønske herom og kan overskue konsekvenserne.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens gældende specialevejledning, hvilke højt specialiserede sygehusafdelinger der er godkendt til at varetage behandlingen indenfor det offentlige sygehusvæsen.

3.1 Fremgangsmåden ved ansøgning om kastration som led i kønsskifte
Ansøgning om kastration som led i kønsskifte, skal sendes til Sundhedsstyrelsen, Tilsyn og Patientsikkerhed, Axel Heides Gade 1, 2300 København S.

Ansøgningen skal være dateret og underskrevet og indeholde følgende oplysninger:

3.2 Sundhedsstyrelsens behandling af ansøgningen
Når Sundhedsstyrelsen har modtaget en ansøgning, indhenter styrelsen en erklæring vedrørende ansøgeren fra den afdeling, hvor ansøgeren har været i et udrednings- og observationsforløb. Erklæringen skal indeholde en redegørelse for udrednings- og observationsforløbet og angive, om der efter afdelingens opfattelse er grundlag for at gå i mod ansøgningen. Hvis erklæringen giver anledning til tvivl herom, forelægger Sundhedsstyrelsen den for Retslægerådet

Herefter tager Sundhedsstyrelsen stilling til ansøgningen. Hvis Sundhedsstyrelsen vurderer, at ansøgeren opfylder betingelserne for at opnå kastration som led i kønsskifte, giver Sundhedsstyrelsen ansøgeren en tilladelse til kastration og meddeler det samtidigt til den afdeling, som har udarbejdet erklæringen. Vurderer Sundhedsstyrelsen,
at betingelserne ikke er opfyldt, partshører Sundhedsstyrelsen ansøgeren, inden styrelsen træffer endelig afgørelse.

3.2.1 Erklæring fra afdelingen, som har foretaget udrednings- og observationsforløbet
Erklæringen fra den afdeling, hvor udrednings- og observationsforløbet er foretaget, skal indeholde oplysninger om:
  • Navnet på den for udrednings- og observationsforløbet ansvarlige læge og på de andre behandlere i det multidisciplinære team og varigheden af ansøgerens kontakt med disse
  • Ansøgerens kontakt med andre sygehusafdelinger og andre relevante behandlere
  • Ansøgerens sociale forhold
  • Ansøgerens legemlige sygdomme, herunder om den objektive legemlige undersøgelse
  • Ansøgerens seksuelle udvikling
  • Ansøgerens psykiske og fysiske reaktion på kønshormonbehandling
  • Den objektive psykiske undersøgelse, herunder oplysning om ansøgerens tidligere og nuværende psykiske tilstand samt forbrug af medicin, alkohol og eventuelt stofmisbrug
  • De psykologiske undersøgelser af ansøgeren, herunder det testpsykologiske og kliniske indtryk, med kommentarer og konklusion
  • Hvad der taler for og imod kastration som led i kønsskifte, og hvorledes ansøgeren vil klare en eventuel kønsmodificerende behandling eller afslag herpå, herunder ansøgerens mentale ressourcer

Erklæringen skal indeholde et resume af disse oplysninger og en samlet konklusion på udrednings- og observationsforløbet med indstilling om, hvorvidt der efter afdelingens vurdering er grundlag for at gå mod ansøgerens ønske om kastration som led i kønsskifte.

4 Ophævelse
Denne vejledning ophæver Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 10077 af 27. november 2006 om kastration med henblik på kønsskifte.

Sundhedsstyrelsen, den xx. 2014

Noter
  1. [Retur] Bekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011 af lov om autorisation af sundhedspatienter og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
  2. [Retur] Sundhedsloven, lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010, jf. lov nr. xxx om ændring af sundhedsloven, kapitel 33 om kastration som led i kønsskifte
  3. [Retur] Jf. § 13 i lov om assisteret reproduktion.
  4. [Retur] Sundhedsloven § 17 om patienters medinddragelse i beslutninger – mindreårige
  5. [Retur] Sundhedsloven § 116
  6. [Retur] Sundhedsloven § 104 og §§ 115 ff.

* * *
Kildehenvisninger
Høringsportalens journal vedrørende vejledningsudkastet.
Vejledningsudkastet hos Høringsportalen i pdf-format.
Høringsbrev om høringen hos Høringsportalen i pdf-format.
Høringsliste hos Høringsportalen i pdf-format.

Folketingets journal vedrørende vejledningsudkastet – bilag 8 til lovforslag L 189.
Vejledningsudkastet hos Folketinget i pdf-format.
Høringsbrev om høringen hos Folketinget i pdf-format – bilag 8 til lovforslag L 189.

Folketingets journal vedrørende vejledningsudkastet – bilag 442 hos Sundhedsudvalget.
Vejledningsudkastet hos Folketinget i pdf-format – bilag 442 hos Sundhedsudvalget.
Høringsbrev om høringen hos Folketinget i pdf-format – bilag 442 hos Sundhedsudvalget.

L 189. Bilag 9. 2. udkast til betænkning den 2. juni 2014.

Vist 0 gange.
Christiansborg

Christiansborg

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget afgav den 2. juni 2014 andet udkast til beretning over L 189 – Samling: 2013-14 – lov om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v.

(Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.)

Udkast
til
Betænkning
over
lov om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.)
[af ministeren for sundhed og forebyggelse (Nick Hækkerup)]

1. Ændringsforslag
Der er stillet 7 ændringsforslag til lovforslaget. Ministeren for sundhed og forebyggelse har stillet ændringsforslag nr. 1-4, 6 og 7. Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 5.

2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 30. april 2014 og var til 1. behandling den 20. maj 2014. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget.

Dispensation fra § 8 a, stk. 2, i Folketingets forretningsorden
Udvalget anmoder om, at Folketinget dispenserer fra reglen i forretningsordenen om, at 2. behandling af lovforslaget ikke må finde sted før 2 dage efter, at offentliggørelsen af betænkningen har fundet sted.

Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i <> møder.

Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og ministeren for sundhed og forebyggelse sendte den 3. marts 2014 dette udkast til udvalget, jf. SUU alm. del – bilag 297. Den 30. april 2014 sendte ministeren for sundhed og forebyggelse de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra LGBT Danmark.
Ministeren for sundhed og forebyggelse har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.

Lukket ekspertmøde
Sundheds- og Forebyggelsesudvalget afholdt den 15. maj 2014 et lukket ekspertmøde om transkønnedes vilkår i Danmark. Programmet for ekspertmødet er omdelt som bilag 2.

Spørgsmål
Udvalget har stillet 23 spørgsmål til ministeren for sundhed og forebyggelse til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger
<>
Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget kan støtte lovforslaget, men det sker med en klar forventning om, at regeringen fortsætter arbejdet for at få flyttet transkønnethed væk fra listen over psykiatriske diagnoser, både i Danmark og internationalt. SF og EL er kritisk over for, at transkønnede fortsat skal diagnosticeres med en psykiatrisk lidelse for at kunne få foretaget en kastration.

Det er positivt, at sundhedsloven med lovforslaget ændres, så den er i overensstemmelse med loven om juridisk kønsskifte. Det er også positivt, at transkønnede sikres rettigheder i forhold til deres sundhed, selv om deres juridiske køn ændres. Og endelig er den nye formulering vedrørende kastration bedre end den nuværende. Derfor støtter SF og EL lovforslaget.

SF og EL beklager dog, at man ikke er åben over for at gøre op med Sexologisk Kliniks monopol, så den geografiske ulighed kunne reduceres – ligesom man kunne ønske større åbenhed i forhold til internationalt samarbejde omkring udførelsen af kastrationer.

Men SF har stillet ændringsforslag nr. 5, som EL størrer, med henblik på at sikre, at transkønnede efter eget ønske derom, tilbydes kvalificeret vejledning og støtte i udlevelsen af deres nye køn og i håndteringen af de udfordringer, dette medfører.
Som Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har udformet ændringsforslaget, giver det i første omgang kun den ret til mennesker, der søger om kastration, men forslagsstillerne har desuden et ønske om, at en lignende mulighed for sundhedsfaglig støtte også gives til transkønnede, der søger om juridisk kønsskifte.

Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget ønsker et åbent og tolerant samfund, hvor transkønnede såvel som alle andre kan føle sig, klæde sig og opføre sig som de vil, så længe de ikke er til skade for andre.

DF og KF finder derimod ikke, at det er til nogens gavn at forsøge at lovgive sig ud af det biologiske faktum, som vores køn er. Uanset om vi er glade for eller kede af vores biologiske køn, så er det et faktum, som kun kan ændre ved en kønsskifteoperation.

Venstres medlemmer af udvalget konstaterer, at regeringen med lovforslagene L 189 og L 182 ønsker at indføre mulighed for juridisk kønsskifte uden behandling i sundhedsvæsenet. V finder, at de to lovforslag i vid udtrækning hænger sammen og skal ses i en sammenhæng, da L 189 følger op på lovforslaget om ændring af lov om Det Centrale Personregister. På den baggrund havde V gerne set, at regeringen ikke havde delt lovforslagene mellem to ministerier.

Den personlige frihed og dermed også retten til at bestemme over eget liv og egen krop, er for V fuldstændig afgørende. Alle mennesker skal have ret til at leve sit liv i frihed, gå sine egne veje og frit vælge livsform. Venstre finder, at uanset hvilket køn, hvilken kønsidentitet eller hvilken seksuel orientering man har, skal man behandles med respekt.

På den baggrund kan V også grundlæggende støtte, at der bliver bedre mulighed for personer – som oplever et misforhold mellem det biologiske køn og det køn, som de pågældende oplever at tilhøre og identificerer sig med – til at opnå juridisk kønsskifte og dermed få tildelt et nyt personnummer uden krav om kastration eller andre kirurgiske indgreb ved at indgive ansøgning herom. V finder dog, at foruden at der i ansøgningen skal vedlægges en erklæring om, at ansøgningen er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, skal der også vedlægges en lægefaglig udtalelse fra egen læge. En sådan udtalelse skal sikre, at ønsket om juridisk kønsskifte alene skyldes transseksualitet, og ikke andre årsager, herunder ubehandlet psykisk sygdom. V deler regeringens opfattelse af, at der er behov for at etablere et mere retvisende kriterium for kastration i forbindelse med kønsskifte
og kan således støtte, at der med lovforslaget foreslås ændrede kriterier for kastration som led i kønsskifte.

V konstaterer, at regeringen foreslår en række sproglige ændringer i sundhedsloven for at tilgodese det faktum, at med de foreslåede lovændringer i lovforslaget kan biologisk fødte kvinder i fremtiden føde børn som juridisk kønsskiftede mænd. V finder, at ændringer af den karakter er helt unødvendige fordi den »gravide« pr. definition altid vil være en kvinde. Dette argument henholder regeringen sig i øvrigt til i forhold til Børneloven, som ikke ændres.

Regeringen foreslår, at personer der har foretaget juridisk kønsskifte til mænd mister retten til automatisk indkaldelse til screenings- og vaccinationstilbud. V er enig med regeringen i, at anerkendelse af juridisk kønsskifte bør indebære, at personer med juridisk kønsskifte udelukkende fremstår som det køn, de har skiftet til, og herefter ikke længere vil modtage de kønsspecifikke screenings- og vaccinetilbud, der relaterer sig til deres biologiske
køn
. V kan også støtte, at personer efter juridisk kønsskifte fra kvinde til mand, selvfølgelig fortsat har ret til sundhedsydelser som f.eks. gynækologiske undersøgelser m.v., uanset at den enkelte har gennemført et juridisk kønsskifte.

V konstaterer, at regeringen foreslår, at en person, der juridisk har skiftet køn til mand og samtidig har bevaret livmoderen, med lovforslaget har krav på gratis at modtage assisteret reproduktion i offentligt og privat regi, inden for bestemmelserne herfor. Dette er V ikke enig i. V finder eksempelvis ikke, at det er en væsentlig offentlig opgave at finansiere gratis behandling med doneret sæd til en person, der juridisk har skiftet køn til mand og samtidig har bevaret livmoderen.

Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget ønsker et åbent og tolerant samfund, hvor transkønnede såvel som alle andre kan føle sig, klæde sig og opføre sig som de vil, så længe de ikke er til skade for andre.

DF og KF finder derimod ikke, at det er til nogens gavn at forsøge at lovgive sig ud af det biologiske faktum, som vores køn er. Uanset om vi er glade for eller kede af vores biologiske køn, så er det et faktum, som kun kan ændre ved en kønsskifteoperation.

Med de to lovforslag (L 182 om nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn og dette) opstår der en række dilemmaer, hvor mennesker fanges i juridisk ingenmandsland. DF og KF noterer sig, at indenrigs- og økonomiministeren ikke under udvalgsbehandlingen af L 182 har kunnet give svar på, hvordan transpersoners juridiske stilling vil være i en række situationer, f.eks. i forbindelse med valg af omklædningsfaciliteter, indlæggelse på flersengsstuer, indkvartering under værnepligt etc. Ministeren giver udtryk for, at disse ting skal klares ved dialog.
Og det vil også være det bedste. Men DF og KF finder det aldeles uhensigtsmæssigt, at der ikke findes klare retningslinjer, hvis der skulle opstå tvister. Hermed efterlades gruppen af transkønnede i juridisk ingenmandsland.

DF og KF finder det endvidere uhensigtsmæssigt, at transkønnede ikke vil have lige adgang til sundhedsydelser, men selv aktivt skal opsøge de tilbud, som vi ved har livreddende effekt, hvis man får indkaldelser.

DF og KF finder det desuden ganske usympatisk, at sundhedsloven fremover skal definere mennesker som henholdsvis »en person med livmoder« og »en person med mindst en testikel«. DF og KF finder, at køn er væsentlig for mange mennesker, uanset om de er transkønnede eller ej.
Derfor finder partierne det ikke hensigtsmæssigt at tage alle som gidsler i dette forsøg på at definere sig ud af kvinde/mand. Samtidig stiller det personer, der af sygdomsmæssige årsager f.eks. har mistet livmoderenen i den situation, at de ikke længere i sundhedsloven er defineret som kvinder. Ligesom et kønsskifte ikke kan rette op på, at man er født uden livmoder, hvorfor en mand, der juridisk og fysisk skifter køn til kvinde, derfor heller ikke vil være kvinde i sundhedslovens forstand. Dermed finder DF og KF, at de to lovforslag tilsammen alene er udtryk for et søgt forsøg på at kalde biologien noget andet – og med et ret uheldigt udfald.

Endelig er der spørgsmålet om at lade juridiske mænd få hjælp til assisteret reproduktion. Dette forslag synes at virke stik imod hensigten. Hvis man netop har bedt om at blive betragtet som en mand, er det vel næppe for at blive gravid.
DF og KF stiller sig derfor undrende over for, hvilken persongruppe denne ændring skal laves for.

Endelig er DF og KF bekymret for, om lovforslagene kan have negative konsekvenser for vores fælles frihed og for sikkerheden i f.eks. lufthavne.

DF og KF noterer sig i den sammenhæng, at ministeren for sundhed og forebyggelse, tidligere forsvarsminister, Nick Hækkerup under 1. behandling af lovforslaget sagde følgende, da han blev adspurgt om muligheden for at ændre sin faktiske højde i passet: »netop det der med at skulle give et pas, ville jo være at give frihed på bekostning af nogle andre, nemlig på bekostning af flysikkerheden og på bekostning af folks mulighed for at færdes sikkert. Derfor er vi her nået dertil, at kæden knækker. Hvis man giver den frihed, tager man friheden fra nogle andre, nemlig os alle sammen i fællesskab«.

Når ministeren for sundhed og forebyggelse har denne bekymring omkring ændret højde i passet, er DF og KF blevet bekræftet i, at en sådan sikkerhedsrisiko formentlig også vil være forbundet med ændret cpr-nummer i passet. DF og KF noterer sig desuden, at det i dag er ganske svært at skifte cpr-nummer i forbindelse med identitetstyveri netop af sikkerheds- og identifikationsmæssige årsager. DF og KF forestiller sig, at de samme problemstillinger må være gældende i forbindelse med skift af cpr-nummer af andre årsager.

DF og KF kan på den baggrund ikke støtte lovforslagene, men finder i stedet, at et grundigt arbejde for mere social accept af transkønnedes valg af levevis, påklædning og andet vil være langt mere hjælpsomt og brugbart end dette uheldige forsøg på at fjerne koblingen mellem biologi og cpr-nummer.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Æ n d r i n g s f o r s l a g
Til § 1

Af ministeren for sundhed og forebyggelse, tiltrådt af <>:

1) Efter nr. 8 indsættes som et nyt nummer:
»01. I § 94, stk. 2, ændres »kvinden« til: »den gravide«.«
[Korrektion]

2) Nr. 14 affattes således:
»14. I § 100, stk. 2, ændres to steder »kvinden« til: »den gravide«, og to steder ændres »hun« til: »denne«.«
[Korrektion]

3) Efter nr. 14 indsættes som et nyt nummer:
»02. I § 100, stk. 3, ændres »Kvinden« til: »Den gravide«.«
[Korrektion]

4) Nr. 15 affattes således:
»15. I § 100, stk. 5 og 6, ændres »kvinden« til: »den gravide«.«
[Korrektion som følge af nyt nummer vedr. § 100, stk. 3]

Af et mindretal (SF), tiltrådt af <>:
5) Efter nr. 18 indsættes som et nyt nummer:
»03. Efter § 115 indsættes som ny paragraf:
»§ 115 a. En person, der ønsker tilladelse til kastration som led i kønsskifte, skal tilbydes tværfaglig rådgivning herom.««
[Rådgivning til transkønnede]

Af ministeren for sundhed og forebyggelse, tiltrådt af <>:

Til § 2

6) I det under nr. 2 forslåede § 1, stk. 3, indsættes i nr. 1 efter »livmoder«: »eller æggestoksvæv«.
[Præcisering af definitionsbestemmelse]

Til § 4

7) Paragraffen affattes således:

Ȥ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 2014, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 3 træder i kraft den 31. august 2014.«
[Korrektion]

B e m æ r k n i n g e r
Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensrettelse, således at kvinden også i § 94, stk. 2, benævnes den gravide.

Til nr. 2

Idet § 102, stk. 2, alene indeholder to punktummer, foreslås § 1, nr. 14, ændret således, at det blot fremgår, at kvinden to steder i § 102, stk. 2, ændres til den gravide, og hun to steder i § 102, stk. 2, ændres til denne. Der er således tale om ændringer af teknisk karakter.

Til nr. 3

Idet ordet Kvinden i § 100, stk. 3, er angivet med stort bogstav, foreslås betegnelse ændret til Den gravide ligeledes med stort begyndelsesbogstav. Der er tale om en ændring af teknisk karakter.

Til nr. 4

Som en konsekvens af det nye nummer vedr. § 100, stk. 3, jf. ændringsforslagets nr. 3, foreslås det, at justeringen af § 100, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 15, udgår.

Til nr. 5

Med den nye bestemmelsen foreslås det, at en person, der ønsker tilladelse til kastration som led i kønsskifte, skal tilbydes rådgivning herom.

Rådgivningen skal støtte i udforskningen og udlevelsen af deres nye køn og i håndteringen af de udfordringer dette medfører. Rådgivningen må ikke have indflydelse på muligheden for at modtage kønskorrigerende behandling.

Til nr. 6

Med den foreslåede ændring af lovforslagets § 2, nr. 2, præciseres det, at også personer, der har æggestoksvæv, er omfattet af den foreslåede definition af kvinder i lovens forstand. Præciseringen foreslås, idet personer, som ikke har en livmoder, men som stadig har æggestokke eller æggestoksvæv i princippet kan fungere som ægdonorer, hvorfor disse tillige bør omfattes af lovens bestemmelser. Det bemærkes samtidig for god ordens skyld, at den foreslåede definition af køn i lovens forstand alene har til formål at sikre, at personer, der har skiftet juridisk, men ikke biologisk køn, og som ønsker behandling med assisteret reproduktion, har mulighed herfor.

Til nr. 7

Idet 1. september 2014 er ikrafttrædelsesdato for § 1, nr. 8, i lov nr. 653 af 12. juni 2013, der justerer sundhedslovens § 106, og 1. september 2014 desuden er ikrafttrædelsesdatoen for nærværende lovforslag L 189, hvori der også foreslås ændringer af § 106, foreslås det med henblik på at sikre klarhed over ordlyden af sundhedslovens § 106, at lovforslagets § 3, der indeholder de vedtagne, men ikke ikrafttrådte ændringer af § 106, træder i kraft den 31. august 2014.

* * *
Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende bilag 9 – 2. betænkningsudkast.
2. betænkningsudkast i Folketingstidende B i pdf-format.

L 189. Bilag 7. 1. udkast til betænkning den 2. juni 2014.

Vist 0 gange.
Christiansborg

Christiansborg

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget afgav den 2. juni 2014 første udkast til beretning over L 189 – Samling: 2013-14 – lov om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v.

(Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.)

Udkast
til
Betænkning
over
lov om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.)
[af ministeren for sundhed og forebyggelse (Nick Hækkerup)]

1. Ændringsforslag
Der er stillet 7 ændringsforslag til lovforslaget. Ministeren for sundhed og forebyggelse har stillet ændringsforslag nr. 1-4, 6 og 7. Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 5.

2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 30. april 2014 og var til 1. behandling den 20. maj 2014. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget.

Dispensation fra § 8 a, stk. 2, i Folketingets forretningsorden
Udvalget anmoder om, at Folketinget dispenserer fra reglen i forretningsordenen om, at 2. behandling af lovforslaget ikke må finde sted før 2 dage efter, at offentliggørelsen af betænkningen har fundet sted.

Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i <> møder.

Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og ministeren for sundhed og forebyggelse sendte den 3. marts 2014 dette udkast til udvalget, jf. SUU alm. del – bilag 297. Den 30. april 2014 sendte ministeren for sundhed og forebyggelse de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra LGBT Danmark.
[Ministeren for sundhed og forebyggelse har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget. ]

Lukket ekspertmøde
Sundheds- og Forebyggelsesudvalget afholdt den 15. maj 2014 et lukket ekspertmøde om transkønnedes vilkår i Danmark. Programmet for ekspertmødet er omdelt som bilag 2.

Spørgsmål
Udvalget har stillet 23 spørgsmål til ministeren for sundhed og forebyggelse til skriftlig besvarelse, [som denne har besvaret.]

3. Indstillinger og politiske bemærkninger
<>
Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget kan støtte lovforslaget, men det sker med en klar forventning om, at regeringen fortsætter arbejdet for at få flyttet transkønnethed væk fra listen over psykiatriske diagnoser, både i Danmark og internationalt. SF er kritisk over for, at transkønnede fortsat skal diagnosticeres med en psykiatrisk lidelse for at kunne få foretaget en kastration.

Det er positivt, at sundhedsloven med lovforslaget ændres, så den er i overensstemmelse med loven om juridisk kønsskifte. Det er også positivt, at transkønnede sikres rettigheder i forhold til deres sundhed, selv om deres juridiske køn ændres. Og endelig er den nye formulering vedrørende kastration bedre end den nuværende. Derfor støtter SF lovforslaget.

SF beklager dog, at man ikke er åben over for at gøre op med Sexologisk kliniks monopol, så den geografiske ulighed kunne reduceres – ligesom man kunne ønske større åbenhed i forhold til internationalt samarbejde omkring udførelsen af kastrationer.

Men SF har stillet ændringsforslag nr. 5 med henblik på at sikre, at transkønnede efter eget ønske derom, tilbydes kvalificeret vejledning og støtte i udlevelsen af deres nye køn og i håndteringen af de udfordringer, dette medfører.
Som Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har udformet ændringsforslaget, giver det i første omgang kun den ret til mennesker, der søger om kastration, men forslagsstillerne har desuden et ønske om, at en lignende mulighed for sundhedsfaglig støtte også gives til transkønnede, der søger om juridisk kønsskifte.

Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget ønsker et åbent og tolerant samfund, hvor transkønnede såvel som alle andre kan føle sig, klæde sig og opføre sig som de vil, så længe de ikke er til skade for andre.

DF og KF finder derimod ikke, at det er til nogens gavn at forsøge at lovgive sig ud af det biologiske faktum, som vores køn er. Uanset om vi er glade for eller kede af vores biologiske køn, så er det et faktum, som kun kan ændre ved en kønsskifteoperation.

Med de to lovforslag (L 182 om nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn og dette) opstår der en række dilemmaer, hvor mennesker fanges i juridisk ingenmandsland. DF og KF noterer sig, at indenrigs- og økonomiministeren ikke under udvalgsbehandlingen af L 182 har kunnet give svar på, hvordan transpersoners juridiske stilling vil være i en række situationer, f.eks. i forbindelse med valg af omklædningsfaciliteter, indlæggelse på flersengsstuer, indkvartering under værnepligt etc. Ministeren giver udtryk for, at disse ting skal klares ved dialog.
Og det vil også være det bedste. Men DF og KF finder det aldeles uhensigtsmæssigt, at der ikke findes klare retningslinjer, hvis der skulle opstå tvister. Hermed efterlades gruppen af transkønnede i juridisk ingenmandsland.

DF og KF finder det endvidere uhensigtsmæssigt, at transkønnede ikke vil have lige adgang til sundhedsydelser, men selv aktivt skal opsøge de tilbud, som vi ved har livreddende effekt, hvis man får indkaldelser.

DF og KF finder det desuden ganske usympatisk, at sundhedsloven fremover skal definere mennesker som henholdsvis »en person med livmoder« og »en person med mindst en testikel«. DF og KF finder, at køn er væsentlig for mange mennesker, uanset om de er transkønnede eller ej.
Derfor finder partierne det ikke hensigtsmæssigt at tage alle som gidsler i dette forsøg på at definere sig ud af kvinde/mand. Samtidig stiller det personer, der af sygdomsmæssige årsager f.eks. har mistet livmoderen i den situation, at de ikke længere i sundhedsloven er defineret som kvinder. Ligesom et kønsskifte ikke kan rette op på, at man er født uden livmoder, hvorfor en mand, der juridisk og fysisk skifter køn til kvinde, derfor heller ikke vil
være kvinde i sundhedslovens forstand. Dermed finder DF og KF, at de to lovforslag tilsammen alene er udtryk for et søgt forsøg på at kalde biologien noget andet – og med et ret uheldigt udfald.

Endelig er der spørgsmålet om at lade juridiske mænd få hjælp til assisteret reproduktion. Dette forslag synes at virke stik imod hensigten. Hvis man netop har bedt om at blive betragtet som en mand, er det vel næppe for at blive gravid.
DF og KF stiller sig derfor undrende over for, hvilken persongruppe denne ændring skal laves for.

Endelig er DF og KF bekymret for, om lovforslagene kan have negative konsekvenser for vores fælles frihed og for sikkerheden i f.eks. lufthavne.

DF og KF noterer sig i den sammenhæng, at ministeren for sundhed og forebyggelse, tidligere forsvarsminister, Nick Hækkerup under 1. behandling af lovforslaget sagde følgende, da han blev adspurgt om muligheden for at ændre sin faktiske højde i passet: »netop det der med at skulle give et pas, ville jo være at give frihed på bekostning af nogle andre, nemlig på bekostning af flysikkerheden og på bekostning af folks mulighed for at færdes sikkert. Derfor er vi her nået dertil, at kæden knækker. Hvis man giver den frihed, tager man friheden fra nogle andre, nemlig os alle sammen i fællesskab«.

Når ministeren for sundhed og forebyggelse har denne bekymring omkring ændret højde i passet, er DF og KF blevet bekræftet i, at en sådan sikkerhedsrisiko formentlig også vil være forbundet med ændret cpr-nummer i passet. DF og KF noterer sig desuden, at det i dag er ganske svært at skifte cpr-nummer i forbindelse med identitetstyveri netop af sikkerheds- og identifikationsmæssige årsager. DF og KF forestiller sig, at de samme problemstillinger må være gældende i forbindelse med skift af cpr-nummer af andre årsager.

DF og KF kan på den baggrund ikke støtte lovforslagene, men finder i stedet, at et grundigt arbejde for mere social accept af transkønnedes valg af levevis, påklædning og andet vil være langt mere hjælpsomt og brugbart end dette uheldige forsøg på at fjerne koblingen mellem biologi og cpr-nummer.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Æ n d r i n g s f o r s l a g
Til § 1

Af ministeren for sundhed og forebyggelse, tiltrådt af <>:

1) Efter nr. 8 indsættes som et nyt nummer:
»01. I § 94, stk. 2, ændres »kvinden« til: »den gravide«.«
[Korrektion]

2) Nr. 14 affattes således:
»14. I § 100, stk. 2, ændres to steder »kvinden« til: »den gravide«, og to steder ændres »hun« til: »denne«.«
[Korrektion]

3) Efter nr. 14 indsættes som et nyt nummer:
»02. I § 100, stk. 3, ændres »Kvinden« til: »Den gravide«.«
[Korrektion]

4) Nr. 15 affattes således:
»15. I § 100, stk. 5 og 6, ændres »kvinden« til: »den gravide«.«
[Korrektion som følge af nyt nummer vedr. § 100, stk. 3]

Af et mindretal (SF), tiltrådt af <>:
5) Efter nr. 18 indsættes som et nyt nummer:
»01. Efter § 115 indsættes som ny paragraf:
»§ 115 a. En person, der ønsker tilladelse til kastration som led i kønsskifte, skal tilbydes tværfaglig rådgivning herom.««
[Rådgivning til transkønnede]

Af ministeren for sundhed og forebyggelse, tiltrådt af <>:

Til § 2

6) Nr. 2 affattes således:
»2. I § 1 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. I denne lov forstås ved:
1) Kvinde: En person med livmoder eller æggestoksvæv.
2) Mand: En person med mindst en testikel.««
[Præcisering af definitionsbestemmelse]

Til § 4

7) Paragraffen affattes således:

Ȥ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 2014, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 3 træder i kraft den 31. august 2014.«
[Korrektion]

B e m æ r k n i n g e r
Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensrettelse, således at kvinden også i § 94, stk. 2, benævnes den gravide.

Til nr. 2

Idet § 102, stk. 2, alene indeholder to punktummer, foreslås § 1, nr. 14, ændret således, at det blot fremgår, at kvinden to steder i § 102, stk. 2, ændres til den gravide, og hun to steder i § 102, stk. 2, ændres til denne. Der er således tale om ændringer af teknisk karakter.

Til nr. 3

Idet ordet Kvinden i § 100, stk. 3, er angivet med stort bogstav, foreslås betegnelse ændret til Den gravide ligeledes med stort begyndelsesbogstav. Der er tale om en ændring af teknisk karakter.

Til nr. 4

Som en konsekvens af det nye nummer vedr. § 100, stk. 3, jf. ændringsforslagets nr. 3 til § 1, foreslås det, at justeringen af § 100, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 15, udgår.

Til nr. 5

Med den nye bestemmelsen foreslås det, at en person, der ønsker tilladelse til kastration som led i kønsskifte, skal tilbydes rådgivning herom.

Rådgivningen skal støtte i udforskningen og udlevelsen af deres nye køn og i håndteringen af de udfordringer dette medfører. Rådgivningen må ikke have indflydelse på muligheden for at modtage kønskorrigerende behandling.

Til nr. 6

Med den foreslåede ændring af lovforslagets § 2, nr. 5, præciseres det, at også personer, der har æggestoksvæv, er omfattet af den foreslåede definition af kvinder i lovens forstand. Præciseringen foreslås, idet personer, som ikke har en livmoder, men som stadig har æggestokke eller æggestoksvæv i princippet kan fungere som ægdonorer, hvorfor disse tillige bør omfattes af lovens bestemmelser. Det bemærkes samtidig for god ordens skyld, at den foreslåede definition af køn i lovens forstand alene har til formål at sikre, at personer, der har skiftet juridisk, men ikke biologisk køn, og som ønsker behandling med assisteret reproduktion, har mulighed herfor.

Til nr. 7

Idet 1. september 2014 er ikrafttrædelsesdato for § 1, nr. 8, i lov nr. 653 af 12. juni 2013, der justerer sundhedslovens § 106, og 1. september 2014 desuden er ikrafttrædelsesdatoen for nærværende lovforslag L 189, hvori der også foreslås ændringer af § 106, foreslås det med henblik på at sikre klarhed over ordlyden af sundhedslovens § 106, at lovforslagets § 3, der indeholder de vedtagne, men ikke ikrafttrådte ændringer af § 106, træder i kraft den 31. august 2014.

* * *
Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende bilag 7 – betænkningsudkastet.
Betænkningsudkast i Folketingstidende B i pdf-format.

L 189. Bilag 6. Ændringsforslag af den 1. juni 2014 fra Sundheds- og Forebyggelsesministeren.

Vist 0 gange.
Ændringsforslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.)

Af ministeren for sundhed og forebyggelse, tiltrådt af …:

Til § 1

1) Efter nr. 8 indsættes som et nyt nummer:
01. I § 94, stk. 2, ændres ”kvinden” til: ”den gravide”.”
[Korrektion]

2) Nr. 14 affattes således:
14. I § 100, stk. 2, ændres to steder »kvinden« til: »den gravide«, og to steder ændres »hun« til: »denne«.”
[Korrektion]

3) Efter nr. 14 indsættes som et nyt nummer:
02. I § 100, stk. 3, ændres ”Kvinden” til: ”Den gravide”.”
[Korrektion]

4) Nr. 15 affattes således:
15. I § 100, stk. 5 og 6, ændres »kvinden« til: »den gravide«.”
[Korrektion som følge af nyt nummer vedr. § 100, stk. 3]

Til § 2

5) Nr. 2 affattes således:
2. I § 1 indsættes som stk. 3: »Stk. 3. I denne lov
forstås ved: 1) Kvinde: En person med livmoder eller æggestoksvæv.
2) Mand: En person med mindst en testikel.«”
[Præcisering af definitionsbestemmelse]

Til § 4

6) Paragraffen affattes således:
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 2014, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 3 træder i kraft den 31. august 2014.”
[Korrektion]

Bemærkninger

Til § 1
Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensrettelse, således at kvinden også i § 94, stk. 2, benævnes den gravide.

Til nr. 2

Idet § 102, stk. 2, alene indeholder to punktummer, foreslås § 1, nr. 14, ændret således, at det blot fremgår, at kvinden to steder i § 102, stk. 2, ændres til den gravide, og hun to steder i § 102, stk. 2, ændres til denne. Der er således tale om ændringer af tekniske karakter.

Til nr. 3

Idet ordet Kvinden i § 100, stk. 3, er angivet med stort bogstav, foreslås betegnelse ændret til Den gravide ligeledes med stort begyndelsesbogstav. Der er tale om en ændring af teknisk karakter.

Til nr. 4

Som en konsekvens af det nye nummer vedr. § 100, stk. 3, jf. ændringsforslagets nr. 3 til § 1, foreslås det, at justeringen af § 100, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 15, udgår.

Til § 2
Til nr. 5

Med den foreslåede ændring af lovforslagets § 2, nr. 5, præciseres det, at også personer, der har æggestoksvæv, er omfattet af den foreslåede definition af kvinder i lovens forstand. Præciseringen foreslås, idet personer, som ikke har en livmoder, men som stadig har æggestokke eller æggestoksvæv i princippet kan fungere som ægdonorer, hvorfor disse tillige bør omfattes af lovens bestemmelser. Det bemærkes samtidig for god ordens skyld, at den foreslåede definition af køn i lovens forstand alene har til formål at sikre, at personer, der har skiftet juridisk, men ikke biologisk køn, og som ønsker behandling med assisteret reproduktion, har mulighed herfor.

Til § 4
Til nr. 6

Idet 1. september 2014 er ikrafttrædelsesdato for § 1, nr. 8, i lov nr. 653 af 12. juni 2013, der justerer sundhedslovens § 106, og 1. september 2014 desuden er ikrafttrædelsesdatoen for nærværende lovforslag L 189, hvori der også foreslås ændringer af § 106, foreslås det med henblik på at sikre klarhed over ordlyden af sundhedslovens § 106, at lovforslagets § 3, der indeholder de vedtagne, men ikke ikrafttrådte ændringer af § 106, træder i kraft den 31. august 2014.

* * *
Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende ændringsforslaget.
Ændringsforslaget hos Folketinget i pdf-format.

L 182. Bilag 6. Betænkning afgivet den 28. maj 2014.

Vist 0 gange.
Christiansborg

Christiansborg

Ligestillingsudvalget afgav den 28. maj 2014 1. udkast til beretning over L 182 – Samling: 2013-14 – Forslag til Lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister
(Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn).

Betænkning afgivet af Ligestillingsudvalget den 28. maj 2014
over
Forslag til Lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister
(Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn)
[af økonomi- og indenrigsministeren (Margrethe Vestager)]

1. Ændringsforslag
Der er stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget. Økonomi- og indenrigsministeren har stillet ændringsforslag nr. 2.
Venstres medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1.

2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 30. april 2014 og var til 1. behandling den 20. maj 2014. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Ligestillingsudvalget.

Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 1møde.

Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og økonomi- og indenrigsministeren sendte den 28. februar 2014 dette udkast til udvalget, jf. LIU alm. del – bilag 47. Den 1. maj 2014 sendte økonomi- og indenrigsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra LGBT Danmark – Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Økonomi- og indenrigsministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse.

Spørgsmål
Udvalget har stillet 21 spørgsmål til økonomi- og indenrigsministeren til skriftlig besvarelse, [som denne har besvaret].

3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af økonomi- og indenrigsministeren stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod det af Venstre stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (V, DF, LA og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det af økonomi- og indenrigsministeren stillede ændringsforslag.

Venstres medlemmer af udvalget finder lovforslaget om juridisk kønsskifte sympatisk og kan støtte intentionerne bag, nemlig at fjerne kravet om kastration. Venstre mener, at vi i en moderne verden bør acceptere folk, som de er, og som de føler sig.

Venstre finder dog lovforslaget for vidtgående. Årsagen er, at forslaget ikke tilgodeser de personer, der ikke kan overskue konsekvenserne af et juridisk kønsskifte. Venstre forslår derfor, at lovforslaget suppleres med et krav om, at der i ansøgningen skal vedlægges en lægefaglig udtalelse fra egen læge. Venstre mener, at en sådan udtalelse vil være med til at sikre, at ønsket om juridisk kønsskifte skyldes transseksualisme, og sikre at ansøgeren er fuldt bevidst om sit valg og ikke lider af en ubehandlet psykisk lidelse. Venstres ændringsforslag vil imødekomme de bekymringer omkring regeringens valgte erklæringsmodel, som blandt andet er påpeget af Arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte samt af Foreningen Af transkønnede i Danmark.

Venstre er ærgerlige over, at et vigtigt lovforslag som L 182 bliver hastet igennem Folketingsbehandlingen. Lovforslaget er utroligt vigtigt for mange mennesker, og Danmark vil med lovforslaget være et forgangsland for accept og anerkendelse af transpersoner. Derfor bør lovforslaget også behandles på en ordentlig og respektfuld måde med en grundig politisk debat uden hast og jag, sådan at Folketinget kan vedtage den bedst mulige løsning, der tager hånd om de mange aspekter og hensyn, der skal tages i dette lovforslag.

Venstre står undrende over for, hvorfor regeringen ikke vil være med at til at sikre, at loven evalueres efter en toårig periode, sådan som det er forslået af Venstre i spørgsmål 11 til lovforslaget. En evaluering vil kunne be- eller afkræfte de bekymringer, der er omkring misbrug af muligheden for juridisk kønsskifte samt belyse, hvor mange der har benyttet sig af muligheden i perioden.

Et andet mindretal i udvalget (DF, LA og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme imod det af Venstre stillede ændringsforslag, men vil stemme for det af økonomi- og indenrigsministeren stillede ændringsforslag.

Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget ønsker et åbent og tolerant samfund, hvor transkønnede såvel som alle andre kan føle sig, klæde sig og opføre sig som de vil, så længe de ikke er til skade for andre.

DF og KF finder derimod ikke, at det er til nogens gavn at forsøge at lovgive sig ud af det biologiske fakta, som vores køn er. Uanset om vi er glade for eller kede af vores biologiske køn, så er det et faktum, som kun kan ændres ved en kønsskifteoperation.

Med L 182 og L 189 opstår der en række dilemmaer, hvor mennesker fanges i juridisk ingenmandsland. DF og KF noterer sig, at økonomi- og indenrigsministeren ikke under udvalgsbehandlingen har kunnet give svar på, hvordan transpersoners juridiske stilling vil være i en række situationer, f.eks. i forbindelse med valg af omklædningsfaciliteter, indlæggelse på flersengsstuer, indkvartering under værnepligt etc.
Ministeren giver udtryk for, at disse ting skal afklares gennem dialog. Og det vil også være det bedste.
Men DF og KF finder det aldeles uhensigtsmæssigt, at der ikke findes klare retningslinjer, hvis der skulle opstå tvister. Hermed efterlades gruppen af transkønnede i juridisk ingenmandsland.

DF og KF finder det endvidere uhensigtsmæssigt, at transkønnede ikke vil have lige adgang til sundhedsydelser, men selv aktivt skal opsøge de tilbud, som vi ved, har livredende effekt, hvis man får indkaldelser.

DF og KF finder det desuden ganske usympatisk, at sundhedsloven fremover skal definere mennesker som henholdsvis »en person med livmoder« og »en person med mindst en testikel«. DF og KF finder, at køn er væsentlig for mange mennesker uanset om de er transkønnede eller ej. Derfor finder mindretallet det ikke hensigtsmæssigt at tage alle som gidsler i dette forsøg på at definere sig ud af kvinde/mand.
Samtidig stiller det personer, der af sygdomsmæssige årsager f.eks. har mistet livmoderen, i den situation, at de ikke længere i sundhedsloven er defineret som kvinder, ligesom et kønsskifte ikke kan rette op på, at man er født uden livmoder, hvorfor en mand, der juridisk og fysisk skifter køn til kvinde, derfor heller ikke vil være kvinde i sundhedslovens forstand. Dermed finder DF og KF, at de to lovforslag til sammen alene er udtryk for et søgt forsøg på at kalde biologien noget andet – og med et ret uheldigt udfald.

Endelig er der spørgsmålet om at lade juridiske mænd få hjælp til kunstig befrugtning. Dette forslag synes at virke stik imod hensigten. Hvis man netop har bedt om at blive betragtet som en mand, er det vel næppe for at blive gravid. DF og KF stiller sig derfor undrende overfor, hvilken persongruppe denne ændring skal laves for.

Endelig er DF og KF bekymret for, om lovforslagene kan have negative konsekvenser for vores fælles frihed og for sikkerheden i f.eks. lufthavne. DF og KF noterer sig i den sammenhæng, at minister for sundhed og forebyggelse, tidligere forsvarsminister, Nick Hækkerup under 1. behandlingen af L 189 sagde følgende, da han blev adspurgt om muligheden for at ændre sin faktiske højde i passet: » … netop det der med at skulle give et pas, ville jo være at give frihed på bekostning af nogle andre, nemlig på bekostning af flysikkerheden og på bekostning af folks mulighed for at færdes sikkert. Derfor er vi her nået dertil, at kæden knækker. Hvis man giver den frihed, tager man friheden fra nogle andre, nemlig os alle sammen i fællesskab.«

Når ministeren for sundhed og forebyggelse har denne bekymring omkring ændret højde i passet, er DF og KF blevet bekræftet i, at en sådan sikkerhedsrisiko formentlig også vil være forbundet med ændret CPR-nummer i passet. DF og KF noterer sig desuden, at det i dag er ganske svært at skifte CPR-nummer i forbindelse med identitetstyveri netop af sikkerheds- og identifikationsmæssige årsager. DF og KF forestiller sig, at de samme problemstillinger må være gældende i forbindelse med skift af CPR-nummer af andre årsager.

DF og KF kan på den baggrund ikke støtte lovforslaget, men finder i stedet at et grundigt arbejde for mere social accept af transkønnedes valg af levevis, påklædning og andet vil være langt mere hjælpsomt og brugbart end dette uheldige forsøg på at fjerne koblingen mellem biologi og CPR-nummer.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Æ n d r i n g s f o r s l a g
Til § 1

Af et mindretal (V):
1) I det under nr. 1 foreslåede § 3, stk. 6, affattes 2. pkt. således:

»Tildeling af nyt personnummer er betinget af, at den pågældende afgiver en skriftlig erklæring om, at ønsket om nyt personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, at den pågældende vedlægger en udtalelse fra egen læge, hvoraf det fremgår, at lægen vurderer, at ønsket om juridisk kønsskifte skyldes en oplevelse af at tilhøre det andet køn, og at den pågældende efter en refleksionsperiode på 6 måneder fra an-søgningstidspunktet skriftligt bekræfter sin ansøgning. Det er endvidere en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er fyldt 18 år.«

[Krav om udtalelse fra egen læge, der understøtter ønsket om et nyt personnummer]

Af økonomi- og indenrigsministeren, tiltrådt af udvalget:
2) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 26, stk. 4, ændres »§ 3, stk. 6« til: »§ 3, stk. 8«.«

[Lovteknisk begrundet konsekvensændring]
B e m æ r k n i n g e r
Til nr. 1

Med bestemmelsen foreslås det, at tildeling af nyt personnummer, udover en skriftlig erklæring fra vedkommende selv om, at ønsket om et nyt personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet samt en refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet, tillige er betinget af, at der vedlægges en udtalelse fra egen læge.

Af udtalelsen fra egen læge skal det fremgå, at lægen vurderer, at ønsket om et nyt personnummer skyldes en oplevelse af at tilhøre det andet køn og ikke andre årsager, herunder ubehandlet sygdom.

Til nr. 2

Lovens § 26, stk. 4, om retten til at få registreret en eventuel kontaktadresse her i landet eller i udlandet, hvortil offentlige myndigheder og private kan sende vedkommendes post, indeholder en henvisning til § 3, stk. 6.

Ved § 1, nr. 1, i lov nr. 311 af 29. marts 2014, hvorved der blev indført et nyt stk. 6 i § 3, blev § 3, stk. 6, til § 3, stk. 7. Ved en fejl blev henvisningen i § 26, stk. 4, til § 3, stk. 6, ikke konsekvensrettet til § 3, stk. 7.

Ved nærværende lovforslag foreslås der indført et nyt stk. 6 i § 3, og stk. 7 bliver herefter stk. 8.
Ændringsforslaget indebærer som konsekvens af disse forhold, at der i lovens § 26, stk. 4, retteligt henvises til § 3, stk. 8.

* * *
Folketingets journal vedrørende betænkningen – bilag 6.
Betænkningen bilag 6 hos Folketinget.

L 182. Bilag 5. 1. udkast til betænkning den 28. maj 2014.

Vist 0 gange.
Christiansborg


Christiansborg

Ligestillingsudvalget afgav den 28. maj 2014 1. udkast til beretning over L 182 – Samling: 2013-14 – Forslag til Lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn).

1. udkast
til
Betænkning
over
Forslag til Lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister
(Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn)
[af økonomi- og indenrigsministeren (Margrethe Vestager)]

1. Ændringsforslag
Der er stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget. Økonomi- og indenrigsministeren har stillet ændringsforslag nr. 2.
Venstres medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1.

2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 30. april 2014 og var til 1. behandling den 20. maj 2014. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Ligestillingsudvalget.

Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i < > møder.

Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og økonomi- og indenrigsministeren sendte den 28. februar 2014 dette udkast til udvalget, jf. LIU alm. del – bilag 47. Den 2. maj 2014 sendte økonomi- og indenrigsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål
Udvalget har stillet 20 spørgsmål til økonomi- og indenrigsministeren til skriftlig besvarelse, [som denne har besvaret].

3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af økonomi- og indenrigsministeren stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod det af Venstre stillede ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (V, DF, LA og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det af økonomi- og indenrigsministeren stillede ændringsforslag.

Venstres medlemmer af udvalget finder lovforslaget om juridisk kønsskifte sympatisk og kan støtte intentionerne bag, nemlig at fjerne kravet om kastration. Venstre mener, at vi i en moderne verden bør acceptere folk, som de er, og som de føler sig.

Venstre finder dog lovforslaget for vidtgående. Årsagen er, at forslaget ikke tilgodeser de personer, der ikke kan overskue konsekvenserne af et juridisk kønsskifte. Venstre forslår derfor, at lovforslaget suppleres med et krav om, at der i ansøgningen skal vedlægges en lægefaglig udtalelse fra egen læge. Venstre mener, at en sådan udtalelse vil være med til at sikre, at ønsket om juridisk kønsskifte skyldes transseksualisme, og sikre at ansøgeren er fuldt bevidst om sit valg og ikke lider af en ubehandlet psykisk lidelse. Venstres ændringsforslag vil imødekomme de bekymringer omkring regeringens valgte erklæringsmodel, som blandt andet er påpeget af Arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte samt af Foreningen Af transkønnede i Danmark.

Venstre er ærgerlige over, at et vigtigt lovforslag som L 182 bliver hastet igennem Folketingsbehandlingen. Lovforslaget er utroligt vigtigt for mange mennesker, og Danmark vil med lovforslaget være et forgangsland for accept og anerkendelse af transpersoner. Derfor bør lovforslaget også behandles på en ordentlig og respektfuld måde med en grundig politisk debat uden hast og jag, sådan at Folketinget kan vedtage den bedst mulige løsning, der tager hånd om de mange aspekter og hensyn, der skal tages i dette lovforslag.

Venstre står undrende over for, hvorfor regeringen ikke vil være med at til at sikre, at loven evalueres efter en toårig periode, sådan som det er forslået af Venstre i spørgsmål 11 til lovforslaget. En evaluering vil kunne be- eller afkræfte de bekymringer, der er omkring misbrug af muligheden for juridisk kønsskifte samt belyse, hvor mange der har benyttet sig af muligheden i perioden.

Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget ønsker et åbent og tolerant samfund, hvor transkønnede såvel som alle andre kan føle sig, klæde sig og opføre sig som de vil, så længe de ikke er til skade for andre.

DF og KF finder derimod ikke, at det er til nogens gavn at forsøge at lovgive sig ud af det biologiske fakta, som vores køn er. Uanset om vi er glade for eller kede af vores biologiske køn, så er det et faktum, som kun kan ændres ved en kønsskifteoperation.

Med L 182 og L 189 opstår der en række dilemmaer, hvor mennesker fanges i juridisk ingenmandsland. DF og KF noterer sig, at økonomi- og indenrigsministeren ikke under udvalgsbehandlingen har kunnet give svar på, hvordan transpersoners juridiske stilling vil være i en række situationer, f.eks. i forbindelse med valg af omklædningsfaciliteter, indlæggelse på flersengsstuer, indkvartering under værnepligt etc. Ministeren giver udtryk for, at disse ting skal afklares gennem dialog. Og det vil også være det bedste.
Men DF og KF finder det aldeles uhensigtsmæssigt, at der ikke findes klare retningslinjer, hvis der skulle opstå tvister. Hermed efterlades gruppen af transkønnede i juridisk ingenmandsland.

DF og KF finder det endvidere uhensigtsmæssigt, at transkønnede ikke vil have lige adgang til sundhedsydelser, men selv aktivt skal opsøge de tilbud, som vi ved, har livredende effekt, hvis man får indkaldelser.
DF og KF finder det desuden ganske usympatisk, at sundhedsloven fremover skal definere mennesker som henholdsvis »en person med livmoder« og »en person med mindst en testikel«. DF og KF finder, at køn er væsentlig for mange mennesker uanset om de er transkønnede eller ej.
Derfor finder mindretallet det ikke hensigtsmæssigt at tage alle som gidsler i dette forsøg på at definere sig ud af kvinde/mand. Samtidig stiller det personer, der af sygdomsmæssige årsager f.eks. har mistet livmoderen, i den situation, at de ikke længere i sundhedsloven er defineret som kvinder.
Ligesom et kønsskifte ikke kan rette op på, at man er født uden livmoder, hvorfor en mand, der juridisk og fysisk skifter køn til kvinder, derfor heller ikke vil være kvinde i sundhedslovens forstand. Dermed finder DF og KF, at de to lovforslag til sammen alene er udtryk for et søgt forsøg på at kalde biologien noget andet – og med et ret uheldigt udfald.
Endelig er der spørgsmålet om at lade juridiske mænd få hjælp til kunstig befrugtning. Dette forslag synes at virke stik imod hensigten. Hvis man netop har bedt om at blive betragtet som en mand, er det vel næppe for at blive gravid.
DF og KF stiller sig derfor undrende overfor, hvilken persongruppe denne ændring skal laves for.

Endelig er DF og KF bekymret for, om lovforslagene kan have negative konsekvenser for vores fælles frihed og for sikkerheden i f.eks. lufthavne. DF og KF noterer sig i den sammenhæng, at minister for sundhed og forebyggelse, tidligere forsvarsminister, Nick Hækkerup under 1. behandlingen af L 189 sagde følgende, da han blev adspurgt om muligheden for at ændre sin faktiske højde i passet: »netop det der med at skulle give et pas, ville jo være at give frihed på bekostning af nogle andre, nemlig på bekostning af flysikkerheden og på bekostning af folks mulighed for at færdes sikkert. Derfor er vi her nået dertil, at kæden knækker. Hvis man giver den frihed, tager man friheden fra nogle andre, nemlig os alle sammen i fællesskab.«

Når ministeren for sundhed og forebyggelse har denne bekymring omkring ændret højde i passet, er DF og KF blevet bekræftet i, at en sådan sikkerhedsrisiko formentlig også vil være forbundet med ændret CPR-nummer i passet. Mindretallet noterer sig desuden, at det i dag er ganske svært at skifte CPR-nummer i forbindelse med identitetstyveri netop af sikkerheds- og identifikationsmæssige årsager. DF og KF forestiller sig, at de samme problemstillinger må være gældende i forbindelse med skift af CPR-nummer af andre årsager.

Mindretallet kan på den baggrund ikke støtte lovforslaget, men finder i stedet at et grundigt arbejde for mere social accept af transkønnedes valg af levevis, påklædning og andet vil være langt mere hjælpsomt og brugbart end dette uheldige forsøg på at fjerne koblingen mellem biologi og CPR-nummer.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Æ n d r i n g s f o r s l a g
Til § 1

Af et mindretal (V), tiltrådt af < >:
1) I det under nr. 1 foreslåede § 3, stk. 6, affattes 2. pkt. således:

»Tildeling af nyt personnummer er betinget af, at den pågældende afgiver en skriftlig erklæring om, at ønsket om nyt personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, at den pågældende vedlægger en udtalelse fra egen læge, hvoraf det fremgår, at lægen vurderer, at ønsket om juridisk kønsskifte skyldes en oplevelse af at tilhøre det andet køn, og at den pågældende efter en refleksionsperiode på 6 måneder fra an-søgningstidspunktet skriftligt bekræfter sin ansøgning. Det er endvidere en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er fyldt 18 år.«

[Krav om udtalelse fra egen læge, der understøtter ønsket om et nyt personnummer] Af økonomi- og indenrigsministeren, tiltrådt af < >:
2) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. I § 26, stk. 4, ændres »§ 3, stk. 6« til: »§ 3, stk. 8«.«
[Lovteknisk begrundet konsekvensændring]
B e m æ r k n i n g e r
Til nr. 1

Med bestemmelsen foreslås det, at tildeling af nyt personnummer, udover en skriftlig erklæring fra vedkommende selv om, at ønsket om et nyt personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet samt en refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet, tillige er betinget af, at der vedlægges en udtalelse fra egen læge.

Af udtalelsen fra egen læge skal det fremgå, at lægen vurderer, at ønsket om et nyt personnummer skyldes en oplevelse af at tilhøre det andet køn og ikke andre årsager, herunder ubehandlet sygdom.

Til nr. 2

Lovens § 26, stk. 4, om retten til at få registreret en eventuel kontaktadresse her i landet eller i udlandet, hvortil offentlige myndigheder og private kan sende vedkommendes post, indeholder en henvisning til § 3, stk. 6.

Ved § 1, nr. 1, i lov nr. 311 af 29. marts 2014, hvorved der blev indført et nyt stk. 6 i § 3, blev § 3, stk. 6, til § 3, stk. 7. Ved en fejl blev henvisningen i § 26, stk. 4, til § 3, stk. 6, ikke konsekvensrettet til § 3, stk. 7.

Ved nærværende lovforslag foreslås der indført et nyt stk. 6 i § 3, og stk. 7 bliver herefter stk. 8.
Ændringsforslaget indebærer som konsekvens af disse forhold, at der i lovens § 26, stk. 4, retteligt henvises til § 3, stk. 8.

* * *
Folketingets journal vedrørende bilag 5 – betænkningsudkastet.
1. betænkningsudkast i Folketingstidende B i pdf-format.

L 182. Spgsm. 22 af 28. maj 2014 om LGBT Danmarks forslag om transpersoner i fængsler. Svar 28. maj 2014.

Vist 0 gange.
Christiansborg

Christiansborg

Ligestillingsudvalget stillede den 26. maj 2014 på foranledning af Charlotte Dyremose (KF) spørgsmål 22 – L 182 Samling: 2013-14 – om LGBT Danmarks forslag om transpersoner i fængsler til økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager, der svarede den 28. maj 2014.

Spørgsmål
Vil ministeren i forlængelse af sit svar på spørgsmål 21 kommentere LGBT´s 5 konkrete forslag til behandling af transpersoner i fængsler, herunder i særdeleshed forslag 3 om at en juridisk kønsskiftet person skal anbringes i en afdeling svarende til den pågældendes juridisk kønsskifte, jf. L 182bilag 4?

Svar
Som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål 3, skaber lovforslaget ikke nye problemer. Der findes allerede i dag transkønnede, som ikke ønsker eller ikke kan få foretaget et fysisk kønsskifte. Disse personer skal allerede i dag håndtere f.eks. svømmehalsbesøg, besøg i fitnesscentre, hospitalsindlæggelser osv.

Der er ikke i dag regler for, hvordan sådanne praktiske problemer løses, og lovforslaget ændrer ikke ved, at disse problemer – som i dag – må løses i mindelighed. Jeg mener heller ikke, at forholdet er egnet til at blive reguleret ved lov. Jeg tror på, at såvel de personer, der vil benytte sig af muligheden for at få juridisk kønsskifte, som omverdenen, har en forståelse for, at fællesskabet skal fungere under hensyntagen til hinanden.

Som det også fremgår af min besvarelse af spørgsmål 3, er det er min opfattelse, at det – som tilfældet er i dag – i den enkelte situation må vurderes, hvordan man bedst muligt tager hensyn til den transkønnede og andre personer. I min besvarelse af spørgsmål 3 fremgår det også, at det samme gør sig gældende i forhold til afsoning af frihedsstraf i danske fængsler, hvor der også her må findes en mindelig løsning under hensyntagen til både den transkønnede
og de øvrige indsatte samt de særlige forhold, der gælder inden for dette område.

Jeg vil foreslå, at de spørgsmål, som LGBT rejser, adresseres nærmere i en dialog med Kriminalforsorgen.

Med venlig hilsen
Margrethe Vestager

* * *
Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

L 189. Spgsm. 23. Bilag 5. LGBT Danmarks skrivelse af 27. maj 2014 med kommentarer til lovforslaget. Spgsm. den 28. maj 2014. Svar den 2. juni 2014.

Vist 0 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

LGBT Danmark skrev den 27. maj 2014 til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget med kopi direkte til samtlige udvalgsmedlemmer med bemærkninger til lovforslag – L 189 Samling: 2013-14.
Sundheds- og Forebyggelsesudvalget stillede den 28. maj 2014 spørgsmål 23 om henvendelsen til sundheds- og forebyggelsesminister, Nick Hækkerup, der svarede den 2. juni 2014.

Indhold
Henvendelsen
Spørgsmåletden 2. juni 2014
Kildehenvisning

[Til indhold] Henvendelsen fra LGBT Danmark

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget

Den 27. maj 2014

Vedrørende lovforslag L 189 om ændring af Sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion. (Ændringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.).

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, glæder sig over fremsættelsen af lovforslaget og har med interesse læst de indkomne høringsskrivelser, fulgt 1. behandlingen af lovforslaget og de stillede spørgsmål til ministeren.
På den baggrund vil landsforeningen fremføre følgende bemærkninger.

Oplysninger, der taler imod en kønsskifteoperation
Landsforeningen finder ikke grund til at følge de af Dansk Psykiatrisk Selskab og Danske Regioner foreslåede tydeliggørelser af Sundhedslovens § 115.
Psykiatriske, sociale eller somatiske grunde kan ikke i sig selv begrunde et afslag på tilladelse til en kønsskifteoperation.
Der kan tværtimod være gode grunde til at en persons psykiatriske, sociale eller somatiske problemer vil kunne forbedres ved at bringe overensstemmelse mellem en person indre kønsidentitet og ydre fysiske kønsfremtoning.

Typer af kønsskifte
Landsforeningen er bekendt med, at der rent lovteknisk ikke er behov for at bruge betegnelsen “operativt kønsskifte” i Sundhedsloven.
Da der imidlertid i lovforslaget om ændring af lov om Det Centrale Personregister anvendes begrebet “juridisk kønsskifte“, finder landsforeningen alligevel, at det for tydelighedens skyld og for at undgå misforståelser vil være en fordel at bruge betegnelsen “operativt kønsskifte” i Sundhedsloven.

Diagnosticering
Landsforeningen er enig i, at det er krænkende og sygeliggørende for transpersoner, at de skal gennem en psykiatrisk vurdering for at få den diagnose, som er nødvendig for, at de kan få tilladelse til en kønsskifteoperation og/eller anden kønsmodificerende behandling.

Landsforeningen skal bemærke, at ved den nuværende praksis, så strækker udredningsforløbet sig ikke “over omkring 2 år”, men typisk over adskillige år, hvilket landsforeningen adskillige gange har påpeget.

Overordnet finder landsforeningen det unødvendigt med et udredningsforløb med henblik på at konstatere, om en person er transseksuel. Det er alene personen selv, som kan afgøre det.

Vejledning
I stedet for et udredningsforløb ønsker landsforeningen, at der tilbydes transkønnede støtte og vejledning.
Vejledningen skal ikke udmunde i nogen erklæring, men alene have til formål at informere om tilgængelige behandlingsmuligheder og virkningen heraf således, at den transkønnede kan træffe beslutning om eventuel behandling på et informeret grundlag.
Transkønnede skal derudover efter eget ønske derom, tilbydes kvalificeret vejledning og støtte i udforskningen og udlevelsen af deres kønsidentitet og i håndteringen af de udfordringer, dette medfører.
Vejledningen må ikke være en betingelse for eller have indflydelse på muligheden for at modtage kønskorrigerende behandling.
Denne adskillelse er afgørende vigtig, idet danske såvel som internationale erfaringer viser, at de dynamikker, der opstår, når de professionelle har magt til at afgøre, om den transkønnede tilbydes behandling, gør det endog særdeles vanskeligt at opnå en fri og uafhængig refleksion og vanskeliggør transkønnedes erkendelses- og udviklingsprocesser.

Ord og begreber
Landsforeningen må påpege, at brugen af ordene “transkønnet” og “transseksuel” i umiddelbar sammenhæng, som det er tilfældet i lovforslaget, skaber uklarhed om ordenes betydning.

Landsforeningen finder det væsentligt for forståelse og fortolkning af lovgivningen, for behandling i sundhedsvæsenet, for forskning og for den almene forståelse, at ord/begreber er klart forståelige og anvendes ensartet med samme betydning.
Landsforeningen vil derfor henstille til, at der i loven laves en tilføjelse, som definerer betydningen af de anvendte ord.
Landsforeningen er enig med ministeren for sundhed og forebyggelse som anført i høringsnotatet af 7. april 2014 (L 189 bilag 1, side 7), at begrebet transkønnet vedrører en bredere målgruppe end begrebet transseksuel.
(http://www.ft.dk/samling/20131/lovforslag/l189/bilag/1/1363528.pdf)
Landsforeningen opfordrer derfor til, at begreberne transkønnet og transseksuel fastholdes i lovforslaget.

Ændringsforslag
Hvis ændringsforslaget, der lægges op til med spørgsmål 1 under L 189, om at ændre ordene “transseksuel” og “transseksualitet” til “transkønnet” og “transkønnethed” bliver vedtaget, indebærer det, at § 115, stk. 1 får følgende formulering ”En person kan efter ansøgning få tilladelse til kastration som led i kønsskifte, hvis ansøgeren
har fået stillet diagnosen transkønnethed, har et vedholdende ønske om kastration og kan overskue konsekvenserne heraf.”
Landsforeningen ønsker ved en sådan eventuel ændring at få bekræftet, at anden form for kønskorrigerende behandling vil være til rådighed for transkønnede, som oplever et udtalt misforhold mellem deres biologiske køn og det oplevede køn, uden diagnosen transkønnethed, således at der ikke sker nogen indskrænkelse i adgangen til anden form for kønskorrigerende behandling.

WHO’s sygdomsklassifikation
Landsforeningen anerkender, at der selvfølgelig skal være en diagnose i forbindelse med behandling ved kønsskifteoperationer og anden kønsmodificerende behandling.
Landsforeningen har ved tidligere lejligheder påpeget, at transkønnede ikke behøver at være klassificeret i afsnittet ”psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser” i sygdomsfortegnelsen. Der eksisterer allerede somatiske betegnelser for behandlinger tilsvarende dem, som transkønnede gennemgår, og disse betegnelser kan udmærket anvendes i behandlingen af transkønnede.
Landsforeningen vil også påpege, at Danmark ikke er mere bundet af WHO’s sygdomsklassifikation, end at Danmark kan lave afvigelser fra den. Det er der adskillige eksempler på allerede er sket.

Specialeplanlægning
Landsforeningen kan tilslutte sig det hensigtsmæssige i en specialeplanlægning.
Landsforeningen finder imidlertid ikke, at udredning for transseksualitet kan betegnes som et højt specialiseret område, da der ikke findes belæg for at kræve gynækologiske og kirurgiske kompetencer til stede i umiddelbar nærhed af de personer, der varetager en evt. udredning.
Landsforeningen finder det heller ikke hensigtsmæssigt, at udredning for transseksualitet kun kan foretaget et sted i landet, men heller ikke hensigtsmæssigt at oprette flere klinikker rundt om i landet.

Såfremt det fastholdes, at der skal laves et udredningsforløb for at vurdere, om en person er transseksuel, så henstilles det, at udredningen kan foregå både i offentligt og privat regi.
Der findes rundt om i landet adskillige læger både i offentligt og privat regi, som har mindst lige så gode kvalifikationer, som på Sexologisk Klinik.

Biologisk køn
Under førstebehandlingen blev der flere gange henvist til det biologiske køn som ‘det rigtige’, et absolut køn. Men dette er forkert: Ved operativt kønsskifte fjernes kønskirtlerne og de ydre kropslige kønstegn justeres. Det er derfor ukorrekt at tale om et absolut, biologisk køn.

Afsluttende bemærkninger
Der er flere grunde til at ønske juridisk kønsskifte. Dels for at opnå anerkendelsen af sit køn, altså at bringe overensstemmelse mellem ens oplevede køn og det køn, samfundet anser man har; dels at bringe overensstemmelse mellem ens udtrykte køn og det køn, samfundet anser, man har. Man må spørge, hvilken gevinst samfundet har af at anse en person for et andet køn, end hvad vedkommende føler og udtrykker.

Med venlig hilsen

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner

Vibe Grevsen
Transpolitisk talsperson
Søren Laursen
Forperson

* * *
[Til indhold] Spørgsmålet
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 27. maj 2014 fra LGBT Danmark, jf. L L 189 – bilag 5.

[Til indhold] Svaret
Indledningsvis bemærkes det, at LGBT Danmark i skrivelsen udtrykker glæde over fremsættelsen af L 189. Dét, synes jeg, i sig selv er værd at fremhæve, idet lovforslaget netop har til formål at forbedre transkønnede vilkår i Danmark.

Ift. de nærmere bemærkninger kan jeg bemærke følgende:

Oplysninger, der taler imod kastration som led i kønsskifte, jf. § 115, stk. 1
LGBT Danmark anfører, at psykiatriske, sociale eller somatiske grunde ikke i sig selv bør kunne begrunde et afslag på tilladelse til en kønsskifteoperation, idet foreningen finder, at der kan være gode grunde til at en persons psykiatriske, sociale eller somatiske problemer vil kunne forbedres ved at bringe overensstemmelse mellem en person indre kønsidentitet og ydre fysiske kønsfremtoning.

Hertil bemærkes det, at Sundhedsstyrelsen – på samme vis som i dag – vil påse, at der ikke foreligger øvrige oplysninger, der taler imod kastration. Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger kan der eksempelvis være tale om situationer, hvor det grundet patientens øvrige sundhedstilstand ikke er tilrådeligt at gennemføre en kastration af sundhedsfaglige årsager. Dette skal ses i lyset af, at en patient på dette område – som ved alle andre behandlinger efter sundhedsloven – ikke har ret til en ydelse i sundhedsvæsenet, hvis der er omstændigheder, der gør behandlingen lægefagligt uegnet eller uforsvarlig. Der henvises i den forbindelse til autorisationslovens § 17, hvorefter læger skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Af dette følger, at der sædvanligvis ikke udføres behandling, der er lægefagligt kontraindiceret.

Juridisk kønsskifte og kastration som led i kønsskifte
LGBT Danmark foreslår, at betegnelsen operativt kønsskifte anvendes i sundhedsloven, så dette tydelig udsondres fra det juridiske kønsskifte.

I den forbindelse kan der henvises til høringsnotatet s. 6, hvor det fremgår, at der ved kastration forstås indgreb, hvorved kønskirtlerne fjernes, eller behandling, hvorved de varigt sættes ud af funktion, jf. sundhedslovens § 104.

Diagnosticering, vejledning og ændringsforslag
LGBT Danmark finder det krænkende og sygeliggørende for transpersoner, at de skal gennem en psykiatrisk vurdering for at få den diagnose, som er nødvendig for, at de kan få tilladelse til en kønsskifteoperation og/eller anden kønsmodificerende behandling. Foreningen finder det unødvendigt med et udredningsforløb med henblik på at konstatere, om en person er transseksuel.
Det er alene personen selv, som kan afgøre det. Foreningen foreslår desuden, at man i stedet for et udredningsforløb tilbyder transkønnede støtte og vejledning med det formål at informere om tilgængelige behandlingsmuligheder og virkningen heraf således, at den transkønnede kan træffe beslutning om eventuel behandling på et informeret grundlag.

Endvidere foreslår foreningen, at der stilles ændringsforslag, så det både fremgår tydeligt, at man alene skal være transkønnet uden diagnose for at kunne modtage kastration som led i kønsskifte. Foreningen foreslår desuden, at det bekræftes, at anden form for kønskorrigerende behandling vil være til rådighed for transkønnede, som oplever et udtalt misforhold mellem deres biologiske køn og det oplevede køn, uden diagnosen transkønnethed, således at der ikke sker nogen indskrænkelse i adgangen til anden form for kønskorrigerende behandling.

Hertil skal det bemærkes, at det kun er den enkelte person, der kan forholde sig til spørgsmålet om egen kønsidentitet. Herunder om vedkommende identificerer sig med sit biologiske køn eller ej, og hvorvidt og i hvilken grad vedkommende ønsker at fremtræde og leve som det køn, som vedkommende identificerer sig med.

Heraf følger ikke, at den enkelte selv kan vælge, hvilken medicinsk eller anden kirurgisk behandling vedkommende skal have. Kønsmodificerende behandling kan have en række bivirkninger, og er ofte irreversibel. Som for anden behandling forudsætter det en lægefaglig vurdering at ordinere en sådan behandling. Af hensyn til de pågældende selv er det derfor vigtigt, at kønsmodificerende behandling tilrettelægges på et sundhedsfagligt forsvarligt grundlag under respekt for den enkeltes overbevisning.

For så vidt angår selve indholdet af udredningen for transseksualitet bemærkes det i øvrigt, at L 189 og de foreslåede ændringer af sundhedslovens § 115 ikke vedrører selve det sundhedsfaglige indhold af udredning og behandling af personer, der ønsker kønsmodificerende behandling. Jeg vil dog gerne bemærke, at jeg er uforstående over for, at det efter LGBT Danmarks opfattelse er krænkende for personer, der søger kønsmodificerende behandling, at man påser, hvorvidt der samtidig foreligger psykiatriske lidelser. Jeg tager afstand fra den stigmatisering, det indebærer af psykisk sygdom.

Begreber
LGBT Danmark påpeger, at brugen af ordene “transkønnet” og “transseksuel” i umiddelbar sammenhæng skaber uklarhed om ordenes betydning. Landsforeningen foreslår derfor, at der i lovforslaget indsættes en tilføjelse, som definerer betydningen af de anvendte ord. Landsforeningen udtrykker desuden enighed i høringsnotatets tilkendegivelse om, at begrebet transkønnet vedrører en bredere målgruppe end begrebet transseksuel.

Hertil skal det bemærkes, at det ikke vurderes nødvendigt eller hensigtsmæssigt at introducere en nærmere definition af transkønnet i sundhedsloven, idet begrebet ikke anvendes i loven. Der henvises i øvrigt til høringsnotatets s. 7.

WHO’s sygdomsklassifikation
LGBT Danmark anerkender, at der skal være en diagnose i forbindelse med behandling ved kønsskifteoperationer og anden kønsmodificerende behandling, men finder at diagnosekode ikke behøver at være klassificeret i afsnittet ”psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser”, og henviser til, at foreningen har foreslået andre mulige registreringsmåder.

For så vidt angår LGBT Danmarks betragtninger om WHO’s sygdomsklassifikation henvises til høringsnotatets side 11-12, idet det samtidig bemærkes, at der er opmærksomhed på området ifm. den pågående revision af WHO’s klassifikationssystem.

Specialeplanlægning
LGBT Danmark udtrykker opbakning til det hensigtsmæssige i en specialeplanlægning, men finder ikke, at udredning for transseksualitet kan betegnes som et højt specialiseret område, da der ikke findes belæg for at kræve gynækologiske og kirurgiske kompetencer til stede i umiddelbar nærhed af de personer, der varetager en evt. udredning. Landsforeningen finder det heller ikke hensigtsmæssigt, at udredning for transseksualitet kun kan foretages et sted i landet, men heller ikke hensigtsmæssigt at oprette flere klinikker rundt om i landet. Foreningen foreslår, at såfremt det fastholdes, at der skal laves et udredningsforløb for at vurdere, om en person er transseksuel, så bør udredningen både kunne foregå både i offentligt og privat regi.

For så vidt angår betragtninger om Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning i forhold til området for udredning og behandling af kønsidentitetsproblemer henvises til høringsnotatets side 10 og 11.

I forhold til foreningens betragtninger om behandling i privat regi bemærkes det, at det følger af sundhedslovens § 208 at Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning omfatter de offentligt finansierede opgaver på sygehusområdet, og således vedrører varetagelsen af patientbehandling for offentlige midler i såvel offentligt som privat regi.

Måtte et privat sygehus have ønske om at tilbyde udredning eller behandling af transseksualitet mod egenbetaling fra en patient – dvs. helt uden om det offentlige sygehusvæsen – vil dette ikke være omfattet af sundhedslovens § 208. Det tilbud, som et privat sygehus eventuelt måtte ønske at tilbyde, vil dog fortsat skulle være i overensstemmelse med autorisationslovens regler om omhu og samvittighedsfuldhed og desuden være i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens vejledning på området, bl.a. ift. sikring af grundig udredning og inddragelse af tværfaglige specialiserede lægefaglige kompetencer.

Biologisk køn mv.
LGBT Danmark bemærker, at der under førstebehandlingen blev henvist til det biologiske køn som ‘det rigtige’, et absolut køn. Foreningen anfører, at dette er forkert, idet man ved et operativt kønsskifte fjerner kønskirtler og de ydre kropslige kønstegn justeres. Foreningen finder det således ukorrekt at tale om et absolut, biologisk køn. Endvidere bemærker foreningen, at der er flere grunde til at ønske juridisk kønsskifte, og at man må spørge om, hvilken gevinst samfundet har af at anse en person for et andet køn, end hvad vedkommende føler og udtrykker.

Hertil kan jeg bemærke, at jeg deler foreningens synspunkter i den henseende, at jeg bestemt også er uforstående over for, hvilken gevinst samfundet har af at anse en person for en andet køn, end hvad vedkommende føler og udtrykker sig som.

Med venlig hilsen
Nick Hækkerup

* * *
[Til indhold] Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende henvendelsen fra LGBT Danmark – bilag nr. 5.
Henvendelsen fra LGBT Danmark i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

L 182. Spgsm. 21. Bilag 4. LGBT Danmarks skrivelse af 27. maj 2014 med kommentarer til lovforslaget. Spgsm. den 28. maj 2014. Svar den 28. maj 2014.

Vist 0 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

LGBT Danmark skrev den 27. maj 2014 til Ligestillingsudvalget med kopi direkte til samtlige udvalgsmedlemmer med bemærkninger til lovforslag – L 182 Samling: 2013-14.
Ligestillingsudvalget stillede den 28. maj 2014 spørgsmål 21 om henvendelsen til Økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager (RV) , der svarede samme dag (den 28. maj 2014).

Indhold
Henvendelsen
Spørgsmålet
Svaret
Kildehenvisning

[Til indhold] Henvendelsen fra LGBT Danmark

Ligestillingsudvalget

Den 27. maj 2014.

Vedrørende lovforslag L 182 om ændring af Det Centrale Personregister (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn)

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, glæder sig over fremsættelsen af lovforslaget og har med interesse læst de indkomne hørinssskrivelser, fulgt 1. behandlingen af lovforslaget og de stillede spørgsmål til ministeren.
På den baggrund vil landsforeningen fremføre følgende bemærkninger.

Hospitalsindlæggelse
Landsforeningen vil påpege, at patienterne på de danske sygehuse afspejler mangfoldigheden i samfundet, og vi har tillid til, at sundhedsvæsenet forstår at levere sundhedsydelser uden at ty til forskelsbehandling og under værdige forhold for både transkønnede og andre patienter.

Benyttelse af svømmehaller, svømmehaller, fitness-centre, offentlige toiletter mm.
Landsforeningen anser det ikke for at være et reelt problem. Endvidere vil det i praksis ikke ændre noget i forhold til, hvordan situationen er i dag, hvor mange transkønnede anvender nævnte faciliteter uden, at det landsforeningen bekendt har givet anledning til klager fra andre brugere.
Langt de fleste steder har mulighed for separate kabiner til omklædning, og de steder, hvor dette ikke er tilfældet, vil den transkønnede og personalet let kunne finde en tilfredsstillende løsning, så ingen føler sig krænket.

  1. Sundhedslovens § 115, stk. 1 – såfremt øvrige forhold taler afgørende imod
    Landsforeningen ser ingen grund til at indføje en sådan bestemmelse.
    Landsforeningen ønsker en lettere – ikke en vanskeligere – adgang til at få tilladelse til en kønsskifteoperation.
  2. Tilladelse til brystfjernelse alene eller brystimplantater alene uden genitalier berøres.
    Landsforeningen tilslutter sig Danske Regioners bemærkning om, at det vil være en klar fordel for transkønnede, at der i det offentlige regi tilbydes brystfjernelse og indsættelse af brystimplantater.
    Da det ikke berører den transkønnedes genitalier, bør det kunne ske alene efter henvisning fra egen alment praktiserende læge.
  3. Indkaldelse til kønsspecifikke screeningsundersøgelser
    Landsforeningen er helt bevidst om, at der efter lovforslaget ikke vil ske automatisk indkaldelse til kønsspecifikke screeningsundersøgelser, men anser det for at være et mindre problem set i forhold til den gevinst, som transkønnede opnår ved vedtagelse af lovforslaget.
    Landsforeningen ser dog gerne, at der vil blive arbejdet på at ændre systemerne, således at der senere vil kunne ske indkaldelse til kønsspecifikke screeningsundersøgelser af personer, som har fået juridisk kønsskifte.
  4. Fortrydelse af kirurgisk kastration
    Landsforeningen deler ikke Danske Regioners bekymring for, at vedtagelsen af lovforslaget vil kunne medføre en stigning af antallet af personer, der efterfølgende fortryder de foretagne indgreb.
    Lovforslaget ændrer i sig selv ikke ved vilkårene for at få tilladelse til en kønsskifteoperation.
    Der er i dag kun ganske få, om nogen, som fortryder en kønsskifteoperation.
    Skulle der fremadrettet blive flere, som får tilladelse til kønsskifteoperation, og skulle vilkårene blive lempet, så er det Landsforeningens vurdering, at det kun vil være yderst få, om nogen, som vil fortryde operationen.
    Der er gennem årene ganske mange, som har fået foretaget kønsskifteoperation i udlandet og dermed uden den meget langvarige og omstændelige procedure, som i dag finder sted via Sexologisk Klinik.
    Landsforeningen bekendt, har ingen af dem, som har fået foretaget kønsskifteoperation i udlandet fortrudt deres operation.
    Derudover er der landsforeningen bekendt aldrig fremlagt dokumentation for, at et udredningsforløb som det, der foretages på Sexologisk Klinik medfører øget tilfredshed med behandlingen hos de transkønnede.
    Landsforeningen bemærker endvidere, at WPATH har henstillet, at det gøres muligt at opnå juridisk anerkendelse uden krav om forudgående kirurgiske indgreb.
    Der kan derfor ikke fremføres seriøse argumentationer for, at der fremadrettet vil være en stigning af antallet af personer, der efterfølgende fortryder de foretagne indgreb.

Transkønnethed er ikke en sygdom
Landsforeningen ønsker at gøre opmærksom på, at transkønnethed ikke er en sygdom. Derfor vil det være forkert at kræve en vurdering og erklæring fra en læge som betingelse for et juridisk kønsskifte.
Det er i øvrigt ikke muligt for andre end den transkønnede selv at afgøre personens kønsidentitet, da denne er subjektiv, og da transkønnede lever og udtrykker deres køn forskelligt. I denne forbindelse bemærker landsforeningen, at der efter de gældende regler om tilladelse, til at kønnet angives med betegnelsen X i pas, er meddelt tilladelse i 20 ud af 21 behandlede sager, og at Psykolognævnet har fundet uhensigtsmæssige forhold omkring udredningen i den sidste sag.
Det er endvidere landsforeningens opfattelse, at de transkønnede, som vil søge om juridisk kønsskifte, er fuldt afklarede om deres kønsidentitet og konsekvenserne ved et juridisk kønsskifte.
Endelig fremgår det, at der vil blive udarbejdet en vejledning, som yderligere vil sikre, at de transkønnede, der ønsker juridisk kønsskifte, er bekendt med konsekvenserne inden, de efter refleksionsperioden på 6 måneder bekræfter deres ansøgning.
Dertil skal tilføjes, at det jo altid er muligt af egen drift at konsultere sin læge.
Et krav om lægeerklæring må derfor anses for overflødigt bureaukrati.

Foreninger
Landsforeningen skal erindre om, at der er flere organisationer, som repræsenterer transpersoner i Danmark, og at landsforeningen er helt enig i lovforslaget og finder et krav om en lægevurdering fuldstændig usaglig og et indgreb i den personlige frihed og autonomi.

Juridisk kønsskifte henholdsvis fornavneskift
Landsforeningen er enig i, at lovforslaget vil gøre det lettere at få et juridisk kønsskifte end at skifte fornavn.
I stedet for at vanskeliggøre det juridiske kønsskifte, finder landsforeningen det mere hensigtsmæssigt at ændre navneloven, så det bliver lettere at skifte fornavn.
At lovforslaget vil gøre det lettere at få et juridisk kønsskifte end at skifte fornavn, må ikke bruges som argumentation for at gøre det vanskeligere at få juridisk kønsskifte.

CPR-registret
Landsforeningen anerkende regeringens beslutning om ikke at revidere CPR-systemet, og finder, at lovforslaget ud over at give mulighed for juridisk kønsskifte også løser de transkønnedes problemer med, at personnummeret afslører deres fysiske køn.

Fængsler og arresthuse
Landsforeningen vil bemærke, at det heldigvis er meget sjældent og måske end ikke forekommet i Danmark, at en transperson, der lever som det modsatte køn, er kommet i fængsel. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at det vil ske i fremtiden.
Landsforeningen er derfor også allerede i kontakt med kriminalforsorgen med henblik på at udarbejde regler derom.
Landsforeningen vil pege på, at følgende forhold bør være gældende, hvis en juridisk kønsskiftet person kommer i fængsel:
  1. Der skal udvises almindelig anstændighed og høflig adfærd med respekt for den transkønnede.
  2. Ved visitation skal der tages behørigt hensyn til pågældende.
    Er der tvivl om pågældende ønsker at blive visiteret af en mand eller en kvinde, bør den transkønnede spørges derom, og ønsket så vidt muligt efterkommet.
  3. En juridisk kønsskiftet person skal anbringes i en afdeling svarende til pågældendes juridiske køn.
  4. Der skal udvises diskretion omkring den pågældendes køn, således at kønnet ikke kommer til uvedkommendes kendskab.
  5. Oplysninger om pågældendes køn bør kun fremgå i skriftligt materiale i den udstrækning, det er relevant.

Med venlig hilsen

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner

Vibe Grevsen
Transpolitisk talsperson
Søren Laursen
Forperson

* * *
[Til indhold] Spørgsmålet
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 27/5-14 fra LGBT Danmark Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, jf. L 182– bilag 4.

[Til indhold] Svaret
Jeg er blevet bedt om at kommentere en henvendelse af 27. maj 2014 fra LGBT vedrørende L 182.

Helt overordnet er jeg glad for LGBT´s positive holdning til L 182.

Henvendelsen indeholder en række betragtninger om de situationer, som transkønnede i dag skal håndtere i forbindelse med f.eks. svømmehalsbesøg, hospitalsindlæggelser osv. Som det fremgår af mit svar på spm. 3 (L 182) er jeg med enig med LGBT i, at disse situationer både kan og må løses i mindelighed.

Henvendelsen indeholder endvidere betragtninger om, at det ikke er hensigtsmæssigt, at et juridisk kønsskifte skal kræve en forudgående lægeerklæring. Som det fremgår af mit svar på spm. 16 (L 182), er jeg enig i denne betragtning.

De øvrige betragtninger i henvendelsen ses at vedrøre L 189.

Med venlig hilsen
Margrethe Vestager

* * *
[Til indhold] Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende henvendelsen fra LGBT Danmark – bilag nr. 4.
Henvendelsen fra LGBT Danmark i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

L 189. Spgsm. 22 af 26. maj 2014 om hvorfor Danmark har haltet bagefter andre lande i behandlingen af transseksuelle. Svar 28. maj 2014.

Vist 0 gange.
Christiansborg

Christiansborg

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget stillede den 26. maj 2014 på foranledning af Jane Heitmann (V) spørgsmål 22 – L 189 Samling: 2013-14 – om hvorfor Danmark har haltet bagefter andre lande i behandlingen af transseksuelle
til sundheds- og forebyggelsesminister Nick Hækkerup, der svarede den 28. maj 2014.

Spørgsmålet
Vil ministeren oplyse, hvorfor Danmark lovgivningsmæssigt har haltet bagefter andre lande i forhold til behandlingen af transseksuelle, og oplyse hvordan Danmark konkret med lovforslagene L 182 og L 189 evt. nærmer sig de lande, som vi normalt sammenligner os med?

Svar
Ift. sammenligninger med andre lande skal jeg henvise til min besvarelse af SUU spørgsmål nr. 6 vedr. L 189.

Om baggrunden for, at Danmark har haltet bagefter lovgivningsmæssigt, kan jeg oplyse, at regeringen tog sagen op i regeringsgrundlaget fra 2011 og nedsatte den arbejdsgruppe, hvis rapport er grundlag for lovforslagene. Det er udtryk for, at regeringen har prioriteret området, og jeg vil gerne understrege, at tiden efter min opfattelse er moden til en revision af reglerne som foreslået.
Det er således min opfattelse, at der ikke bør lægges unødige hindringer i vejen for juridisk kønsskifte for personer, som oplever et misforhold mellem deres biologiske køn og det køn, som de oplever at tilhøre og identificerer sig med.

At der ikke skete noget på dette område i de forudgående ti år, da holdningerne gradvist ændredes i andre lande, finder jeg må være den tidligere regerings ansvar.

Med venlig hilsen
Nick Hækkerup

* * *
Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

L 189. Spgsm. 21 af 26. maj 2014 om regionerne vil modtage ekstra midler via DUT. Svar 28. maj 2014.

Vist 0 gange.
Christiansborg

Christiansborg

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget stillede den 26. maj 2014 på foranledning af Jane Heitmann (V) spørgsmål 21 – L 189 Samling: 2013-14 – om regionerne vil modtage ekstra midler via DUT til sundheds- og forebyggelsesminister Nick Hækkerup, der svarede den 28. maj 2014.

Spørgsmålet
Ministeren bedes oplyse, om regionerne modtager ekstra midler via det udvidede totalbalanceprincip (DUT) når lovforslaget er gennemført?

Svar
Jeg henviser til min besvarelse af SUU spørgsmål nr. 7 vedr. L 189.

Med venlig hilsen
Nick Hækkerup

* * *
Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Note af Tina Thranesen
  1. [Retur] DUT – Det Udvidede Totalbalanceprincip
    Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT) indebærer, at staten kompenserer kommuner og regioner for kommunale og regionale udgiftsændringer som følge af blandt andet ny lovgivning. Det sker ved, at det samlede statstilskud forhøjes eller reduceres, når kommunerne eller regionerne bliver pålagt eller frataget opgaver.
    Yderligere informtion om DUT hos Finansministeriet.

L 189. Spgsm. 20 af 26. maj 2014 om udredning mv. for unge under 18 år. Svar 28. maj 2014.

Vist 0 gange.
Christiansborg

Christiansborg

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget stillede den 26. maj 2014 på foranledning af Jane Heitmann (V) spørgsmål 20 – L 189 Samling: 2013-14 – omudredning mv. for unge under 18 år til sundheds- og forebyggelsesminister Nick Hækkerup, der svarede den 28. maj 2014.

Spørgsmålet
Planlægger ministeren initiativer for så vidt angår udredning, rådgivning og behandling af unge transpersoner under 18 år?

Svar
L 189 om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion mv. omhandler justeringer som følge af følge af indførelse af juridisk kønsskifte og omformulerede kriterier for kastration. Lovforslaget vedrører således ikke selve det sundhedsfaglige indhold af undersøgelse og behandling af personer, der ønsker kønsmodificerende behandling.

Sundhedsstyrelsens kommende vejledning om udredning og behandling af kønsidentitetsproblemer vil også omhandle personer under 18 år. Der henvises i øvrigt til min besvarelse af spørgsmål nr. 3 vedr. L 189.

Med venlig hilsen
Nick Hækkerup

* * *
Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og sv