Lovforslag L 27 af 23. februar 2005 til navnelov. Vedtaget.

Vist 22 gange. Den 23. februar 2005 fremsatte familie- og forbrugerminister, Lars Barfoed (KF) L 27 – Samling 2004-05 (2. samling) – forslag til navnelov.
Lovforslaget blev vedtaget den 17. juni 2006.
Lovforslaget er en genfremsættelse af L 152, hvor der er flere dokumenter, som ikke findes under dette lovforslag.

Resumé
Det er med lovforslaget, der bygger på Navnelovsudvalgets betænkning nr. 1446/2004, hensigten at liberaliserer og moderniserer reglerne om personnavne, ligesom sagsgangen ved myndighederne bliver søgt forenklet for borgeren og bringe den danske navnelovgivning i bedre overensstemmelse med de andre nordiske landes regler.

Fra lovforslaget skal nævnes følgende af særlig interesse for transkønnede personer:

Om efternavn
§ 4. Et navn kan tages som efternavn, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:
Stk. 1 nr. 6) Navnet er et efternavn, som ansøgeren har ret til efter de øvrige bestemmelser i dette kapitel, med ændring af en kønsbestemt endelse af dette efternavn, hvis navnet har tradition i en kultur, som tillader dette.
Stk. 4. Et navn kan endvidere ikke tages i medfør af stk. 1, nr. 6, hvis det betegner det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte regler, der for transseksuelle personer gør undtagelse fra bestemmelsen i 1. pkt.

Om mellemnavne
§ 11. Som mellemnavn kan tages:
Stk. 1, pkt. 4) Et navn, der kan tages som fornavn efter § 13, stk. 1, uanset hvilket køn det pågældende navn betegner.

Om fornavne
§ 12. Enhver skal have mindst et fornavn.
Stk. 2. De eller den, der har forældremyndigheden over et barn, skal senest 6 måneder efter barnets fødsel give barnet et fornavn, som barnet er berettiget til efter §§ 13 og 14.
§ 13. Som fornavn kan tages et navn, der er optaget på den liste, der er nævnt i § 14, stk. 1, eller som er godkendt efter § 14, stk. 3.
Stk. 2. Et fornavn må ikke betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte regler, der for transseksuelle personer gør undtagelse fra bestemmelsen i 1. pkt.
§ 14. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender offentliggør en liste over drenge- og pigenavne, der kan tages uden godkendelse efter stk. 3.
Stk. 2. På den i stk. 1 nævnte liste optages navne, der er eller har været almindeligt udbredt her i landet, samt navne, der er godkendt efter stk. 3.
Stk. 3. Efter ansøgning godkendes et navn, der
1) er et egentligt fornavn,
2) ikke er uegnet til at blive anvendt som fornavn her i landet og
3) ikke er upassende eller kan vække anstød.
Stk. 4. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte nærmere regler om offentliggørelse og udformning af den liste, der er nævnt i stk. 1, og om de forhold, der er nævnt i stk. 2 og 3.

Bemærkninger til lovforslaget
4.4. Transvestitters og transseksuelles navne
4.4.1. Gældende ret
Efter den gældende navnelov kan en dreng/mand ikke tillægges et pige-/kvindenavn eller omvendt.

Ved en transseksuel person forstås en person, som har en forstyrrelse af sin kønsidentitet, der opleves som et udtalt misforhold mellem det biologiske køn og det psykiske kønstilhørsforhold. En transseksuel person ønsker endvidere ofte denne konflikt løst gennem en kønsskifteoperation, jf. Niels Holm-Nielsen (red.). Klinisk Ordbog, 15. udgave 2003.

En transseksuel person kan som udgangspunkt kun ændre fornavn til et navn, der betegner det ønskede køn, efter at have gennemgået en kønsskifteoperation. Civilretsdirektoratet (nu Familiestyrelsen) har dog iværksat en forsøgsordning, hvorefter transseksuelle, der går i et observationsforløb på Sexologisk Klinik med henblik på senere at søge tilladelse til kønsskifte, og som er blevet henvist til kønshormonbehandling med hormoner fra det ønskede køn, kan få tilladelse til at tage et fornavn, der betegner det modsatte køn. Herudover giver forsøgsordningen adgang til, at transseksuelle, der gennem længere tid har levet fuldtids som det andet køn, men ikke ønsker at gennemgå kønsskifte, kan få en sådan tilladelse, hvis ønsket om at leve som det andet køn er stabilt, og ansøgerens livskvalitet skønnes at blive væsentligt forbedret ved et fornavn, der svarer til den kønslige fremtoning. Forsøgsordningen er nærmere beskrevet i betænkningen, side 59-60.

Transvestitter er mænd, der har en trang til at iføre sig kvindetøj og i det ydre illudere som kvinde, men uden ønske om kønsskifte, jf. Niels Holm-Nielsen (red.) Klinisk Ordbog, 15. udgave 2003.

Den nævnte forsøgsordning giver ikke mulighed for, at transvestitter kan få tilladelse til at tage et kønsukorrekt fornavn.

Der findes i dag et begrænset antal fornavne, der kan tages af begge køn. Kun få af disse navne er optaget på Kirkeministeriets navnelister, men ifølge Kirkeministeriets fortegnelser er der for 103 fornavnes vedkommende i konkrete tilfælde givet tilladelse til brug af navnet som både drengenavn og pigenavn. Der vil derfor skulle søges om en særlig tilladelse til at tage et sådant navn.

4.4.2. Navnelovsudvalgets overvejelser
Som nævnt under pkt. 4.1.1.2. har udvalget ikke fundet at kunne støtte en generel ophævelse af kravet om fornavnes kønskorrekthed.

Som anført under pkt. 3.3.2. har udvalget dog foreslået, at det skal være muligt for enhver at tage et kønsukorrekt fornavn som mellemnavn.

Udvalget har herudover foreslået en udvidelse af adgangen til at godkende fornavne, der kan tages af begge køn, jf. pkt. 4.1.1.2. En sådan ordning vil i vid udstrækning gøre det muligt for både transvestitter og transseksuelle at tage et kønsneutralt fornavn.

Udvalget har overvejet, om der herudover bør fastsættes særlige regler for transseksuelle.

For transseksuelle kan det efter udvalgets opfattelse være særligt krænkende, at de i det daglige bliver nødt til at afsløre deres transseksualitet som følge af, at danske fornavne er kønsspecifikke, og at der i en lang række dagligdags sammenhænge skal forevises legitimationsbevis med navn.

Som nævnt ovenfor vil de pågældende efter en kønsskifteoperation kunne tage et navn, der svarer til det erhvervede køn. For transseksuelle er spørgsmålet om særregler således i dansk sammenhæng alene relevant for personer, der ønsker at gennemgå, men endnu ikke har gennemgået en kønsskifteoperation, eller som på trods af deres transseksualitet ikke ønsker at gennemgå en sådan operation.

Dette hensyn må efter udvalgets opfattelse afvejes over for de hensyn, som kravet om kønskorrekthed varetager. Det drejer sig navnlig om hensynet til kommunikation og den praktiske håndtering af situationer, hvor viden om en persons køn er af betydning, jf. pkt. 4.1.1.2.

Det bemærkes i den forbindelse, at der på baggrund af erfaringerne med den eksisterende forsøgsordning må antages at være tale om en ganske lille persongruppe. En videreførelse af denne ordning kan derfor ikke antages generelt at bringe danske fornavnes kønsspecificitet i fare.

Dertil kommer, at konstatering af den transseksuelles biologiske køn i de tilfælde, hvor dette måtte være af afgørende betydning, vil kunne ske ved kontrol af legitimation, der viser den pågældendes CPR-nummer. Det bemærkes herved, at kun personer, der har gennemgået et fuldstændigt kønsskifte, vil kunne få et nyt CPR-nummer.

Herudover har Civilretsdirektoratet (nu Familiestyrelsen) oplyst, at det er direktoratets opfattelse, at den eksisterende forsøgsordning ikke har givet anledning til praktiske problemer, og at den i vidt omfang imødekommer det eksisterende behov for navneændringer for transseksuelle personer, se betænkningen side 60.

Udvalget har på den baggrund fundet, at der bør gives en udtrykkelig hjemmel i navneloven til at fastsætte regler om transseksuelle personer, således at den eksisterende forsøgsordning kan videreføres.

Udvalget har derimod af lovtekniske grunde ikke fundet, at ordningen bør indskrives i selve loven. Det skyldes, at den generelle opfattelse af transseksuelles forhold i samfundet må anses for at være under stadig udvikling, og at der derfor kan være behov for administrativt at justere reglerne om transseksuelles adgang til at tage et kønsukorrekt fornavn i takt med denne udvikling. Udvalget foreslår derfor, at justitsministeren (nu ministeren for familie- og forbrugeranliggender) bemyndiges til at fastsætte regler, der for transseksuelle gør undtagelse fra kravet om fornavnes kønskorrekthed.

På opfordring fra foreningen trans-danmark har udvalget overvejet, om den nævnte ordning også bør gælde for transvestitter der på fuld tid eller den overvejende del af tiden går klædt som personer af det modsatte køn, samt om en begrænsning af myndighedernes krav til dokumentation for, at en person opfylder betingelserne for at indgå i forsøgsordningen. Til støtte for det sidste synspunkt har foreningen trans-danmark navnlig anført, at de efter den nuværende forsøgsordning foretagne undersøgelsesskridt må anses for unødvendigt langvarige og bureaukratiske, og at en ansøgning om et kønsukorrekt fornavn sker efter “store overvejelser og et dybtfølt ønske”.

Udvalget har fundet, at en ordning som den norske, hvor det overlades til den enkelte at afgive en erklæring om, at vedkommende har en “transgender identitet”, på den ene side væsentligt vil lette sagsbehandlingen af og sagsbehandlingstiden for disse sager og som følge heraf også ventetiden for dem, der måtte ønske et kønsukorrekt fornavn.

Heroverfor står på den anden side efter udvalgets opfattelse hensynet til at sikre, at anvendelsen af kønsukorrekte fornavne kun sker i de tilfælde, hvor der er tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at fravige kravet om kønskorrekthed. Transvestitter føler sig på grundlag af definitionen af dette begreb anført ovenfor ikke som personer af det modsatte køn. Et navn, der svarer til deres biologiske køn, er således ikke i strid med deres kønsidentitet, men alene i strid med deres trang til at illudere som det modsatte køn. Hensynet til transvestitter synes således efter udvalgets opfattelse at måtte anses som mindre tungtvejende end hensynet til transseksuelle personer.

Som nævnt har udvalget i sit lovudkast foreslået en ganske vid adgang for ministeren for familie- og forbrugeranliggender til at fastsætte regler om transseksuelles navneforhold i lyset af de til enhver tid eksisterende forhold. Der vil i den forbindelse bl.a. kunne fastsættes regler om, hvilket krav til dokumentation der bør stilles for at være omfattet af de særlige regler om transseksuelle, herunder om der fortsat bør stilles krav om en udtalelse fra Sexologisk Klinik og evt. Retslægerådet, eller om det bør være tilstrækkeligt med en erklæring fra ansøgeren. Udvalget er i den forbindelse opmærksom på, at sondringen mellem transvestitter og transseksuelle i praksis i særlige tilfælde kan give anledning til betydelig tvivl, også for den pågældende selv. Det gælder navnlig i forholdet mellem transseksuelle, der ikke ønsker en kønsskifteoperation, og transvestitter, der overvejende eller udelukkende klæder sig som personer af det modsatte køn.

Udvalget, der ikke er i besiddelse af særlig (lægefaglig) sagkundskab på dette område, har herudover ikke fundet, at det bør fremkomme med nærmere anbefalinger på dette punkt.

Som anført under pkt. 2 har udvalget foreslået, at det i en række sammenhænge skal være muligt at tage et kønsbestemt efternavn. Det drejer sig dels om patronymnavne, jf. pkt. 2.8.2.2., dels om kønsbøjede efternavne, jf. pkt. 2.8.4.2.

Efter udvalgets opfattelse gør de ovennævnte hensyn vedrørende fornavne sig tilsvarende gældende for efternavne.

Udvalget har derfor forslået, at der på samme måde som for fornavne bør gives justitsministeren (nu ministeren for familie- og forbrugeranliggender) mulighed for at fastsætte regler om transseksuelles adgang til at tage et kønsspecifikt efternavn.

4.4.3. Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders overvejelser
Ministeren for familie- og forbrugeranliggender er enig med Navnelovsudvalget i, at der bør fastsættes en regel, hvorefter der gives ministeren for familie- og forbrugeranliggender mulighed for at fastsætte regler om transseksuelles navneforhold.

Ministeriet er således enig med udvalget i, at der ikke bør fastsættes særlige regler for transvestitter, da et navn, der svarer til deres biologiske køn, som anført af udvalget ikke er i strid med deres kønsidentitet, men alene i strid med deres trang til at illudere som det modsatte køn.

Foreningen trans-danmark har i dets høringssvar anført, at foreningen finder, at den eksisterende ordning for transseksuelle er yderst bureaukratisk, og at mange på forhånd opgiver at søge navneskift efter ordningen. Det er foreningens opfattelse, at ordningen også bør gælde for transvestitter, og at ansøgning om at tage et navn, der betegner det modsatte køn, bør imødekommes alene på baggrund af en erklæring fra den pågældende om at være transseksuel eller transvestit.

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender er af den opfattelse, at den eksisterende forsøgsordning fungerer tilfredsstillende, og at denne ordning på tilfredsstillende vis imødekommer hensynet til transseksuelle personers behov for at erhverve et fornavn, der betegner det ønskede køn, samtidig med at den helt klare hovedregel om krav om fornavnes kønskorrekthed beskyttes på tilfredsstillende vis. Ministeriet finder således ikke, at muligheden for at tage et fornavn, der betegner det modsatte køn, på nuværende tidspunkt bør udvides yderligere. Derimod finder Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, at ordningen bør udvides til også at omfatte adgang til at tage et kønsspecifikt efternavn.

Det bemærkes, at der i de nye fornavnslister udarbejdet i medfør af lovforslagets § 14, vil kunne optages en række navne på både pige- og drengefornavnslisten, f.eks. Kim, Michell, Eli og Noa(h).

* * *
Folketingets journal vedrørende lovforslaget.

Lovforslaget blev vedtaget af Folketinget ved 3. behandlingen den 17. juni 2005.
Lovforslaget som vedtaget.

Det vedtagne lovforslag trådte i kraft den 1. april 2006 som LOV nr. 524 af 24. juni 2005. (Historisk – ikke gældende.