Præster i folkekirken kan ikke nægte at vie en person begrundet i, at denne har fået juridisk kønsskifte. Samrådsspørgsmål A, Kirkeudvalget den 22. oktober 2014. Svar 16. februar 2015.

Vist 0 gange. Biskop over Københavns stift, Peter Skov-Jakobsen har i sin skrivelse af 4. februar 2015 til Kirkeministeriet anført, at en præst ikke kan nægte at vie en transkønnet, der har fået juridisk kønsskifte, såfremt 1) de pågældende, der ønsker at blive viet, (juridisk) er af modsatte køn, 2) de ikke er fraskilte, 3) de er medlem af folkekirken, og 4) mindst en af parterne er medlem af præstens menighed.

Skrivelsen er fremkommet på grundlag af efterfølgende.

Indhold
  1. Samrådsspørgsmål A om præsters pligt til at vie homoseksuelle og transseksuelle par
  2. Åbent samråd i Kirkeudvalget (KIU) om det stillede spørgsmål
  3. Kirkeminister, Marianne Jelveds supplerende skriftlige svar
  4. Biskop for Københavns stift, Peter Skov-Jakobsens skrivelse om forholdet

[Indhold] Samrådsspørgsmål A:
Christian Langballe (DF) stillede den 22. oktober 2014 samrådsspørgsmål A – Kirkeudvalget (KIU), Alm. del 2014-15 – til kirkeminister, Marianne Jelved om præsters pligt til at vie homoseksuelle og transseksuelle par.
Spørgsmålet
Ministeren bedes orientere udvalget i et kommende åbent samråd, om præsters pligt til at vie homoseksuelle og transseksuelle par, herunder også evt. pligt til at ægtevie par, hvor den ene person har gennemgået juridisk kønsskifte?

[Indhold] Åbent samråd
Kirkeudvalget (KIU) afholdt den 10. december 2014 åbent samråd, hvor det stillede spørgsmål blev drøftet.

[Indhold] Kirkeminister, Marianne Jelveds supplerende skriftlige svar
Kirkeminister, Marianne Jelved fremsendte dateret den 16. februar 2015 skrivelse til Kirkeudvalget (KIU) – Alm. del 2014-15: Bilag 23 – om forholdet mellem ændringen i CPR-loven (indførelse af juridisk kønsskifte) og den lovfæstede ret, som præster i folkekirken har til at undlade at vie par af samme køn.
I sin skrivelse henviste ministeren primært til skrivelsen af 4. februar 2014 fra biskop over Københavns stift, Peter Skov-Jakobsen, der på vegne af biskopperne har afgivet en tilkendegivelse, om en præst i folkekirken af religiøse grunde kan fritages for at foretage en sådan vielse.

Skrivelsen fra kirkeministeren i sin helhed
Kirkeministeriet
16. februar 2015
Dokumentnummer 15544/15

Til: Folketingets Kirkeudvalg

Ved samrådet i Folketingets Kirkeudvalg den 10. december 2014 ønskede udvalget en drøftelse af følgende spørgsmål:

“Ministeren bedes orientere udvalget i et kommende samråd, om præsters pligt til at vie homoseksuelle par og transseksuelle par, herunder også evt. pligt til at ægtevie par, hvor den ene person har gennemgået juridisk kønsskifte?”

Under samrådet den 10. december 2014 blev der rejst spørgsmål om forholdet mellem ændringen i CPR-loven og den lovfæstede ret, som præster i folkekirken har til at undlade at vie par af samme køn, og jeg gav tilsagn, om at ville bidrage til at undersøge forarbejderne til ændringen i CPR-loven.

I den anledning kan jeg oplyse, at Justitsministeriet har oplyst, at det nævnte spørgsmål om forholdet mellem ændringen i CPR-loven og den lovfæstede ret, som præster i folkekirken har til at undlade at vie par af samme køn, ikke ses at have været drøftet i arbejdsgruppen, ikke er omtalt i rapporten fra arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte og heller ikke er nævnt i bemærkningerne til lovforslaget, der hører under Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Endvidere har jeg på baggrund af drøftelserne i samrådet bedt Københavns biskop om på vegne af biskopperne at tilkendegive, hvorvidt en præst i folkekirken, der mener ikke at kunne eller burde foretage en vielse af et par, hvor den ene har foretaget juridisk kønsskifte således, at de pågældendes personnumre viser, at der er tale om et par af forskelligt køn, med henvisning til religiøse grunde vil kunne forvente at blive fritaget for at foretage vielsen.

Til udvalgets orientering vedlægger jeg biskoppens svar af 4. februar 2015.

Hvis der som følge af ændringen i CPR-loven om juridisk kønsskifte skulle opstå konkrete problemer for par, der ønsker kirkelig vielse ved en præst i folkekirken, vil jeg drøfte sagen med biskopperne.

Med venlig hilsen

Marianne Jelved

[Indhold] Biskop for Københavns stift, Peter Skov-Jakobsens skrivelse om forholdet
Biskop for Københavns stift, Peter Skov-Jakobsen anførte afslutningsvis i sin skrivelse, at en præst ikke kan nægte at vie en person alene med begrundelsen, at pågældende har fået et juridisk kønsskifte.

Skrivelsen fra biskop over Københavns stift, Peter Skov-Jakobsen i sin helhed
Biskoppen over Københavns stift
Den 4. februar 2015
Løbenr. 3979/15

Til Kirkeministeriet

Kirkeministeriet

Ved brev af 18. december 2014 har Kirkeministeriet anmodet mig om, på biskoppernes vegne, at tilkendegive, hvorvidt en præst i folkekirken, der mener ikke at kunne eller burde foretage en vielse af et par, hvor den ene har foretaget juridisk kønsskifte således, at de pågældendes personnumre viser, at der er tale om et par af forskelligt køn, med henvisning til religiøse grunde vil kunne forvente at blive fritaget for at foretage vielsen.

Kirkeministeriet henvendelse har baggrund i en henvendelse fra en drøftelse i Folketingets Kirkeudvalg, foranlediget af et spørgsmål fra et folketingsmedlem, hvor Kirkeministeren blev bedt om at orientere Kirkeudvalget om præsters pligt til at vie homoseksuelle par og transseksuelle par, herunder også eventuel pligt til at ægtevie par, hvor den ene person har gennemgået juridisk kønsskifte.
Af ægteskabsloven, lov nr. 1096 2014, § 1, fremgår: ‘Loven finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af forskelligt køn og mellem to personer af samme køn.’

Af ægteskabsloven, § 17, stk.1 fremgår: ‘Kirkelig vielse inden for folkekirken foretages af dennes præster. Kirkeministeren fastsætter regler om, hvilke præster i folkekirken, der kan foretage vielser, og i hvilke tilfælde de har pligt hertil.’

Kirkeministeriet har ved bekendtgørelse nr. 547 1969 om vielse inden for folkekirken fastsat hvilke præster, der har beføjelser til at vie inden for folkekirken (§ 4), og i hvilke tilfælde en præst har pligt til at foretage vielse, jf. bekendtgørelsen § 2, stk. 5.

Af bekendtgørelsen § 2, stk. 5, 2. – 5. pkt. fremgår: ‘Præsten kan dog nægte at vie en fraskilt.
Mener han i øvrigt af religiøse grunde ikke at kunne eller burde foretage en vielse, skal han forelægge biskoppen sagen. Denne afgør da, om præsten bør fritages for at foretage vielsen.’

Af lovbekg. nr. 622 2012, om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning, § 6 følger: ‘Ethvert medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet hører, jf. § 5, hvoraf følger:
Folkekirkens medlemmer hører til menigheden i det sogn, hvori de har bopæl, medmindre de ved særlige bestemmelse er henvist til en anden menighed.
Af § 7a følger: ‘En præst kan undlade at vie to personer af køn.

Det følger således, at præster ikke har pligt til at vie to personer af samme køn, og at en præst kan nægte at vie en fraskilt.

Mener en præst, at han/hun af andre grunde end disse to, har religiøse grunde til ikke at kunne eller burde foretage en vielse, skal sagen forelægges biskoppen. Biskoppen afgør da, om præsten bør fritages for at foretage vielsen.

Vedrørende det konkrete emne, nyt personnummer til personer, der oplevet sig som tilhørende det andet køn, følger det af lov om De centrale Personregister, lovbekendtgørelse (CPR loven) nr. 5 2013, (ændret ved lov nr. 752 2014, § 3, stk. 6) at: ‘Økonomi- og Indenrigsministeriet tildeler efter skriftlig ansøgning nyt personnummer til en person, som oplever sig som tilhørende det andet køn.
Tildeling af nyt personnummer er betinget af, at den pågældende afgiver en skriftlig erklæring om, at ønsket om nyt personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, og at den pågældende efter en refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet skriftligt bekræfter sin ansøgning. Det er endvidere en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er fyldt 18 år.’

Denne nye bestemmelse gør det muligt for transkønnede at opnå juridisk kønsskifte i form af tildeling af nyt personnummer uden krav om kastration eller andre kirurgiske indgreb eller anden form for behandling, f.eks. hormonbehandling.

Af note 8 i Karnov til den pågældende bestemmelse fremgår:
‘Bestemmelsen indfører hjemmel til, at personer, som oplever sig som tilhørende det andet køn, kan tildeles nyt personnummer. Det er en betingelse, at der indgives en skriftlig ansøgning til ministeriet, hvoraf det fremgår, at ansøgningen er begrundet i oplevelsen af at tilhøre det andet køn. Det er også en betingelse, at den pågældende efter en refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet skriftligt bekræfter sin ansøgning. Det er endvidere en betingelse, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet er fyldt 18 år.

Ansøgningen må ikke være begrundet i andre forhold, så som et ønske om at skifte køn for sjov, som led i en aktion for større ligestilling mellem mænd og kvinder m.v., et forsøg på at sløre sin identitet eller for at opnå kønsrelaterede fordele.

Ansøgningen indgives til ministeriet, som – uden at inddrage andre myndigheder – tildeler ansøgeren et nyt personnummer svarende til det ønskede køn, såfremt ovennævnte betingelser er opfyldt.

Det er ikke muligt at foretage en egentlig efterprøvelse af, om ansøgningen vitterlig er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det modsatte køn. Hvis ministeriet senere bliver opmærksom på, at den afgivne erklæring er urigtig, kan tilladelsen til nyt personnummer ophæves efter de almindelige forvaltningsretlige regler. Konsekvensen heraf vil være, at den pågældende gentildeles det oprindelige personnummer. Urigtige oplysninger i den afgivne erklæring om begrundelsen for ansøgningen kan efter omstændighederne straffes efter strfl § 163.

Ved kravet om en refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet sikres, at ønsket om tildeling af nyt personnummer ikke er udtryk for en impulsiv beslutning.

Når den pågældende tidligst 6 måneder fra ansøgningstidspunktet skriftligt har bekræftet sin ansøgning, tildeler ministeriet den pågældende et nyt personnummer i overensstemmelse med det nye køn og orienterer vedkommende herom ved fremsendelse af en registerindsigt i de oplysninger, der er registreret om vedkommende i CPR, herunder såvel det tidligere tildelte personnummer som det nye personnummer.

Når der tildeles et nyt personnummer, vil det oprindelige personnummer blive stående i CPR med en henvisning til det nye nummer. Det gælder i alle tilfælde, hvor der tildeles et nyt personnummer. Det nye nummer vil ligeledes indeholde en henvisning til det oprindelige personnummer. Oplysningerne fra det oprindelige nummer vil blive overført til det nye personnummer, hvorpå nye oplysninger fremover vil blive registreret.’

Det følger således af bemærkninger til loven, at ansøgningen ikke må være begrundet i andre forhold, så som et ønske om at skifte køn for sjov, som led i en aktion for større ligestilling mellem mænd og kvinder m.v., et forsøg på at sløre sin identitet eller for at opnå kønsrelaterede fordele.

Det er således biskoppernes opfattelse, at har man fået myndighedens godkendelse til at skifte personnummer, da er den pågældende at betragte som tilhørende det tilsvarende køn.

Om præsten derefter har mulighed for at nægte at vie den pågældende afhænger således herefter alene af, om den pågældende person er fraskilt, om en person, efter ‘juridisk kønsskifte‘ ønsker at gifte sig med en person tilhørende det samme køn, om den pågældende og dennes kommende ægtefælle er medlem af folkekirken, og at mindst den ene af personerne er medlem af præstens menighed.

Et såkaldt juridisk kønsskifte falder således efter biskoppernes opfattelse, ikke ind under det område, hvor en præst kan have sådanne religiøse anfægtelser ved at skulle foretage en vielse, at biskoppen skal tage stilling til om præsten bør fritages fra at forestå vielsen.

Med venlig hilsen
Peter Skov-Jakobsen
Biskop over Københavns stift

* * *
Folketingets journal vedrørende samrådsspørgsmål A – Kirkeudvalget (KIU), Alm. del 2014-15.
Samrådsspørgsmålet i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende kirkeministerens skrivelse af 16. februar 2015.
Skrivelsen af 16. februar 2015 fra kirkeministeren i pdf-format hos Folketinget.
Skrivelsen af 4. februar 2015 fra biskop over Københavns stift, Peter Skov-Jakobsen.

§ 20-spgsm. S 2042 af 22. august 2011 om at kalde homoseksuelle for ægtepar. Svar 2. september 2011.

Vist 106 gange. Den 22. august 2011 stillede Ørum Jørgensen (KD) § 20-spørgsmål S 2042 – Samling: 2010-11 – om at kalde homoseksuelle for ægtepar, til justitsminister, Lars Barfoed (KF), der den 2. september 2011 svarede, at grundet det udskrevne folketingsvalg ikke fandt det rigtigt at besvare spørgsmålet.

Spørgsmålet
Er ministeren enig med ligestillingsministeren i, at »Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan få lov til at kalde homoseksuelle for ægtepar. Det må vi lave om.«, jf. ministerens udtalelser til Ritzau herom?

Svar
Da der er udskrevet valg til Folketinget, finder jeg, at det er rigtigst at være tilbageholdende med som minister at besvare folketingsspørgsmål om min politiske holdning.

Jeg finder i overensstemmelse hermed, at det er rigtigst ikke at besvare spørgsmålet.

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

* * *
Lykke Friis

Lykke Friis

Information.dk bragte den 20. august 2011 artikel med udtalelse er fra ligestillingsminister Lykke Friis (V), der indledes:

Lykke Friis er utilfreds med loven om homovielser, fordi homoseksuelle ikke må kalde sig ægtefolk.
Homoseksuelle par skal have lov til at kalde sig for rette ægtefolk på lige fod med heteroseksuelle, hvis de bliver gift. Det er meldingen fra ligestillingsminister Lykke Friis (V), der nu kaster sig ind i striden om homovielser, inden regeringen officielt har meldt ud.
– Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan få lov til at kalde homoseksuelle for ægtepar. Det må vi lave om, siger Lykke Friis.

Artiklen hos Information.

Spgsm. 584 af 3. februar 2011 om ligestilling mellem personer, der har indgået registreret partnerskab og ægteskab. Svar den 1. marts 2011.

Vist 67 gange. Den 3. februar 2011 stillede Retsudvalget på foranledning af Bente Dahl (RV) spørgsmål nr. 584 – REU, Alm. del 2010-11 – om, hvilke lovmæssige ændringer der skal gennemføres for at opnå total ligestilling mellem personer, såvel kvinder som mænd, der har indgået registreret partnerskab og ægteskab, til justitsminister, Lars Barfoed, der svarede den 1. marts 2011.

Spørgsmål
Ministeren bedes oplyse, hvilke lovmæssige ændringer der skal gennemføres for at opnå total ligestilling mellem personer, såvel kvinder som mænd, der har indgået registreret partnerskab og ægteskab.

Svar
Der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 583 fra Folketingets Retsudvalg.

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

Spgsm. 583 af 3. februar 2011 om de juridiske forskelle på personer, der har indgået ægteskab henhv. registreret partnerskab. Svar 1. marts 2011.

Vist 38 gange. Den 3. februar 2011 stillede Retsudvalget på foranledning af Bente Dahl (RV) spørgsmål nr. 583 – REU, Alm. del 2010-11 – om oversendelse af en oversigt over de juridiske forskelle på personer, kvinder og mænd, der har indgået ægteskab og personer, kvinder såvel som mænd, der har indgået et registreret partnerskab, til justitsminister, Lars Barfoed, der svarede den 1. marts 2011.

Spørgsmål
Ministeren bedes oversende en oversigt over de juridiske forskelle på personer, kvinder og mænd, der har indgået ægteskab og personer, kvinder såvel som mænd, der har indgået et registreret partnerskab.

Svar
Justitsministeriet kan oplyse, at et registreret partnerskab med få undtagelser har samme retsvirkninger som et ægteskab.

Undtagelserne er følgende:
1) Bestemmelser i dansk lovgivning, der indeholder særlige regler om den ene part i et ægteskab bestemt ved dennes køn, finder ikke anvendelse på det registrerede partnerskab.

På det familieretlige område omfatter det følgende bestemmelser:
§ 11, stk. 1, 2. pkt., i lov nr. 37 af 5. januar 1995 om ægteskabets retsvirkninger med senere ændringer (retsvirkningsloven), indeholder en bestemmelse om hustruens ret til at indgå retshandler ‘til fyldestgørelse af sit særlige behov’ på begge ægtefællers ansvar.

§ 53, stk. 1, i retsvirkningsloven, indeholder endvidere en bestemmelse om, at loven finder anvendelse på en ægtepagt indgået i udlandet, hvis ægtemanden har bopæl i Danmark.

Lov nr. 102 af 14. marts 1941 om bevarelse af enkepensionsret ved separation og skilsmisse finder fortsat anvendelse på fraseparerede og fraskilte hustruer, der har bevaret ret til enkepension på grundlag af en separation eller skilsmisse meddelt før 1. januar 2007, jf. § 15, stk. 1, og § 16 i lov nr. 484 af 7. juni 2006 om bevarelse af ret til ægtefællepension ved separation og skilsmisse med senere ændringer.

§ 1, stk. 1, i børneloven, jf. lov nr. 460 af 7. juni 2001 med senere ændringer, indeholder en bestemmelse om, at ægtemanden som udgangspunkt anses for at være far til et barn, der fødes af en gift kvinde (den såkaldte pater-est-regel). Børneloven er i øvrigt kendetegnet ved regler, som bygger på, at undfangelse af et barn biologisk set nødvendiggør en kvinde og en mand. Lovens regler drejer sig således i vidt omfang om fastlæggelse af faderskabet til et barn (der vil kun sjældent være tvivl om moderskabet til et barn).

Justitsministeriet har den 3. februar 2011 anmodet samtlige ministerier om at oplyse, om der på ministeriernes områder findes regler, som indeholder bestemmelse om den ene part i et ægteskab bestemt ved dennes køn, og som derfor ikke finder anvendelse på det registrerede partnerskab. Hvis svarene fra de andre ministeriet giver anledning hertil, vil Justitsministeriet vende tilbage over for Folketingets Retsudvalg.

2) Bestemmelser om ægteskaber i internationale traktater finder som udgangspunkt ikke anvendelse på det registrerede partnerskab, medmindre de andre stater, der har tiltrådt aftalen, tilslutter sig dette.

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

Spgsm. 824 af 18. marts 2010 om reglerne for anerkendelse af partnerskab og ægteskab. Svar den 27. april 2010.

Vist 40 gange. Den 18. marts 2010 stillede Retsudvalget på foranledning af Mogens Jensen (S) spørgsmål nr. 824 – Alm. del 2009-10 – om en samlet redegørelse for anerkendelse af partnerskab og ægteskab til justitsminister, Lars Barfoed, der svarede den 27. april 2010.

Spørgsmål
I forlængelse af ministeren besvarelse af REU samrådsspørgsmål AG og AH bedes ministeren give en samlet redegørelse for reglerne for anerkendelse af partnerskab og ægteskab, herunder en sammenligning af forskelle og lighedermellem reglerne for anerkendelse af partnerskab contra ægteskab.

Svar
1. Justitsministeriet kan oplyse, at dansk ret ikke indeholder lovregler om anerkendelse af udenlandske vielser. Den praksis, som domstolene ogadministrative myndigheder følger ved anerkendelse af udenlandske vielser, er imidlertid beskrevet i vejledning nr. 9246 af 20. maj 2009 om anerkendelse af udenlandske vielser.

Af vejledningen fremgår bl.a., at et ægteskab, der er indgået i udlandet,normalt anerkendes i Danmark, hvis følgende betingelser er opfyldt:
  • Vielsen er foretaget af en myndighed eller person, der i det land,hvor vielsen blev foretaget, var bemyndiget til at foretage vielsen.
  • Vielsen opfylder de formkrav, der stilles i det land, hvor vielsen blev foretaget.
  • Vielsen er ikke ugyldig i det land, hvor den blev foretaget.
  • Vielsen strider ikke mod grundlæggende danske retsprincipper(ordre public), hvilket betyder, at navnlig følgende to betingelserer opfyldt:
    1. Begge parter har været til stede ved vielsen.
    2. Begge parter var fyldt 15 år på vielsestidspunktet.
  • Den myndighed, der skal tage stilling til anerkendelse af en udenlandsk vielse, skal have forelagt forskellige dokumenter og oplysninger, herunder det originale vielsesdokument og dokumentation for registrering af vielsen, hvis registrering er en gyldighedsbetingelse i det pågældende land. Myndigheden skal sikre sig, at vielsesdokumentet er ægte gennem legalisering eller apostille påtegning.

    Hvis myndigheden er i tvivl om, hvorvidt en udenlandsk vielse kan anerkendes i Danmark, kan myndigheden forelægge sagen for Familiestyrelsen. Den endelige afgørelse af spørgsmålet om anerkendelse af en udenlandsk vielse henhører under domstolene.

    Ægteskaber indgået i de andre nordiske lande anerkendes umiddelbart i Danmark uden yderligere undersøgelser.

    2. For anerkendelse i Danmark af udenlandske registrerede partnerskaber gælder som udgangspunkt de samme betingelser som for anerkendelse af udenlandske vielser.

    For at kunne tage stilling til, hvorvidt udenlandske registrerede partnerskaber kan anerkendes i Danmark, er det imidlertid også nødvendigt at foretage en tilbundsgående undersøgelse af det pågældende lands lovgivning med henblik på at vurdere, om der er tale om en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske. Hermed sikres det, at der i Danmark alene sker anerkendelse af et registreret partnerskab indgået i udlandet, der har tilsvarende retsvirkninger som et registreret partnerskab indgået i Danmark.

    Selv om et lands lovgivning umiddelbart virker sammenlignelig med den danske lovgivning om registreret partnerskab, er det ikke givet, at det ved en nærmere betragtning også vil være tilfældet.

    Registrerede partnerskab er indgået i Sverige, Norge, Finland, Island, Holland, Belgien og Spanien kan umiddelbart anerkendes i Danmark, hvis de betingelser, der er nævnt ovenfor under pkt. 1 vedrørende udenlandske ægteskaber, er opfyldt. Det skyldes, at lovgivningen i disse lande har været undersøgt nærmere til brug for vurderingen af, om statsborgerskab og bopæl i de pågældende lande kan sidestilles med dansk statsborgerskab og bopæl i Danmark, således at personer med statsborgerskab og bopæl i disse lande kan indgå et registreret partnerskab her i landet, jf. §2, stk. 3, 1. pkt., i lov om registreret partnerskab og indgåelsesbekendtgørelsens § 25.

    Familiestyrelsen foretager løbende undersøgelser af, om statsborgerskab og bopæl i andre lande kan sidestilles med statsborgerskab og bopæl i Danmark i relation til indgåelse her i landet af registreret partnerskab. Hvis disse undersøgelser medfører, at et land sidestilles med Danmark, vil registrerede partnerskaber indgået i det pågældende land fremadrettet kunne anerkendes i Danmark på samme måde som ægteskaber indgået i det pågældende land. Om Familiestyrelsens undersøgelser henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 823 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

    * * *
    Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
    Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

    Spgsm. 823 af 18. marts 2010 til Retsudvalget om anerkendelse af partnerskab indgået i udlandet. Svar den 27. april 2010.

    Vist 24 gange. Den 18. marts 2010 stillede Retsudvalget på foranledning af Mogens Jensen (S) spørgsmål nr. 823 – Alm. del 2009- 10 – om andre landes regler for anerkendelse af partnerskab til justitsminister, Lars Barfoed, der svarede den 27. april 2010.

    Spørgsmål
    Ministeren bedes oplyse, hvilke landes regelfastsættelse ministeren i øjeblikket er i gang med at undersøge med henblik på at anerkende partnerskab for disse lande. I den forbindelse bedes ministeren oplyse, hvilke lande ministeren forventer at kunne godkende i indeværende kalenderår, samt hvornår undersøgelserne forventes at være afsluttet for hver af de resterende lande.

    Svar
    Det fremgår af § 2, stk. 2, i lov om registreret partnerskab, at registrering af partnerskab her i landet kun kan ske, hvis en af partnerne har bopæl i Danmark og dansk statsborgerskab, eller begge parter har haft bopæl i Danmark de sidste to år før registreringen.

    Lovens § 2, stk. 3, 1. pkt., sidestiller dog statsborgerskab og bopæl i deandre nordiske lande (Finland, Island, Norge og Sverige) med dansk statsborgerskab og bopæl her i landet i relation til registrering af partnerskab. I medfør af lovens § 2, stk. 3, 2. pkt., kan justitsministeren endvidere bestemme, at statsborgerskab og bopæl i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, skal sidestilles med dansk statsborgerskab og bopæl her i landet.

    Om der er tale om en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, beror på en samlet vurdering af det pågældende lands lovgivning.

    Med hjemmel i lovens § 2, stk. 3, 2. pkt., er udstedt bekendtgørelse nr. 1285 af 8. december 2006 om indgåelse af ægteskab med senere ændringer, hvorefter statsborgerskab og bopæl i Holland, Belgien og Spanien sidestilles med dansk statsborgerskab og bopæl i Danmark.

    Familiestyrelsen er for øjeblikket ved at undersøge lovgivningen i Portugal, Storbritannien, Tjekkiet og Tyskland med henblik på en vurdering af, om bekendtgørelsen kan udvides med disse lande. Undersøgelsen afdisse lande forventes afsluttet i 2010. Familiestyrelsen forventer også i 2010 at kunne iværksætte undersøgelser af yderligere lande.

    Det bemærkes, at det kræver tilbundsgående undersøgelser af de enkelte landes lovgivning for at få samtlige problemstillinger belyst. Det indebærer blandt andet, at myndighederne i de pågældende lande inddrages, hvilket erfaringsmæssigt kan være meget ressource- og tidskrævende.

    På denne baggrund kan Justitsministeriet ikke, før undersøgelsen af de pågældende landes lovgivning er tilendebragt, udtale sig om, hvorvidt statsborgerskab og bopæl i de pågældende lande vil kunne sidestilles med dansk statsborgerskab og bopæl i relation til indgåelse af registreret partnerskab.

    * * *
    Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
    Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

    Spgsm. 26 af 30. november 2007 om dokumentation for at ægteskab er en institution mellem en mand og en kvinde. Svar 18. december 2007.

    Vist 70 gange. Lone Dybkjær (RV) stillede den 30. november 2007 spørgsmål 26 – Retsudvalget, Alm. del Samling: 2007-08 (2. samling) – om dokumentation til svaret på spørgsmål S 108, til justitsminister, Lene Espersen, der svarede den 18. december 2007.

    Spørgsmål
    Den tidligere minister på området udtaler i svaret på spørgsmål S 108, 2007-08, 1. samling, at et ægteskab er en institution mellem to personer af forskelligt køn. Hvilken dokumentation for påstanden kan ministeren henvise til?

    Svar:
    Som dokumentation for, at ægteskab i Danmark er en institution mellem to personer af forskelligt køn, kan jeg bl.a. henvise til den tidligere ministers besvarelse af Folketingets Retsudvalgsspørgsmål nr. 1 og 3 (ad B 76).

    Herudover fremgår af bestemmelserne i lov om ægteskabets retsvirkninger, at der er tale om to personer af forskelligt køn. Der henvises til §§ 1, 2 og 11 i lov om ægteskabets retsvirkninger, hvor der nævnes “manden og hustruen”.

    * * *
    Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
    Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

    § 20 spgsm. S 108 af 9. oktober 2007 om ministerens holdning til forskelsbehandling i ægteskabs- og partnerskabsloven. Svar 17. oktober 2007.

    Vist 57 gange. Lone Dybkjær (RV) stillede den 9. oktober 2007 § 20 spørgsmål S 108 – Samling: 2007-08 (1. samling) – om ministeren vil redegøre for sin holdning til den forskelsbehandling, der gøres på hetero- og homoseksuelle gennem hhv. ægteskabsloven og lov om registreret partnerskab, til familie- og forbrugerministeren, Carina Christensen (KF), der svarede den 18. oktober 2007.

    Spørgsmål
    Vil ministeren redegøre for sin holdning til den forskelsbehandling, der gøres på hetero- og homoseksuelle gennem hhv. ægteskabslovgivningen og loven om registreret partnerskab?

    Skriftlig begrundelse:
    I dag foreskriver den danske lovgivning, at det kun er en mand og en kvinde, der kan indgå ægteskab, mens to personer af samme køn indgår registreret partnerskab. I de to lovgivninger ligger der en tydelig forskelsbehandling, som ikke er sagligt begrundet. Registrerede partnere har ikke mulighed for at blive gift i en kirke, der er strengere statsborger- og opholdkrav, hvis den ene partner er fra udlandet og endvidere fratages registrerede
    partnere
    muligheden for at stifte familie gennem adoption, og endelig stilles der krav i forældremyndighedssager, som er forskellige fra de krav, der stilles for ægtefolk.

    Svar:
    Jeg kan som udgangspunkt henvise til mine bemærkninger under 1. behandlingen af B 76 (folketingssamlingen 2006-07) om at indføre en ægteskabslovgivning, som ligestiller homoseksuelle med heteroseksuelle.

    Et ægteskab er en institution mellem to personer af forskelligt køn, og det skal det efter min opfattelse blive ved med at være. Dermed har jeg også sagt, at jeg synes, at de eksisterende forskelle på ægteskabslovgivningen og den lovgivning, der gælder for registrerede partnere, som udgangspunkt har en fornuftig begrundelse og bør bevares.

    Siden Lov om registreret partnerskab blev vedtaget i 1989 har der løbende været ændringer, der sikrer en forbedring af retsstillingen for de registrerede partnere. Senest blev partnerskabsloven ændret i 2004, sådan at alle ægteskabslovens regler om indgåelse af registreret partnerskab – bortset fra muligheden for
    kirkelig vielse – nu gælder ved indgåelse af registreret partnerskab. De fleste af reglerne om retsvirkningerne af ægteskab gælder tilsvarende for de registrerede partnere.

    Carina Christensen.

    * * *
    Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
    Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.