B 119. Spgsm. 1 den 9. maj 2017 om LGBT Danmarks skr. af 27. marts 2017 om familieretlige forhold for transmænd ifm. assisteret reproduktion. Svar 11. maj 2017.

Vist 0 gange. Ligestillingsudvalget stillede den 9. maj 2017 efter ønske fra Pernille Skipper (EL) spørgsmål 1 til beslutningsforslag B 119 – Samling: 2016-17 – om kommentarer til og besvarelse af en spørgsmål om LGBT Danmarks skrivelse af 27. marts 2017 til Sundhedsministeriet og Børne- og Socialministeriet med kopi til SOU og SUU om familieretlige forhold for transmænd ifm. assisteret reproduktion, herunder om en person, der har fået juridisk kønsskifte til mand, skal tillægges faderskab til et barn, som den kvinde, han er gift med føder, til børne- og socialminister, Mai Mercado (K), der svarede den 11. maj 2017.

Spørgsmålet
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 27. marts 2017 fra LGBT Danmark, jf. B 119 – bilag 1, og herunder specifikt svare på følgende tre spørgsmål:
  1. Er ministeriet enig i, at en person, der har gennemført juridisk kønsskifte til mand
    • som får et barn med en kvinde ved hjælp af donorsæd, og
    • har givet samtykke til fertilitetsbehandling, i og med, at han er mandlig juridisk partner til moderen vil skulle tillægges faderskab til barnet ved ægteskab, anerkendelse eller dom?
  2. Er ministeriet enig i, at i en situation,
    • hvor der ved en fertilitetsklinik er afgivet samtykke til behandling,
    • og hvor der er modtaget information og vejledning om familieretlige forhold på klinikken,
    • og hvor der anvendes donorsæd leveret gennem godkendt vævscenter, er betingelserne til stede for anvendelse af børnelovens bestemmelser om fastlæggelse af juridisk forældreskab ved ægteskab eller anerkendelse?
  3. Er ministeriet enig i, at Statsforvaltningen i forbindelse med registrering af forælderskab ikke har nogen retlig interesse i en forælders eventuelle tidligere juridiske køn?

Svaret
LGBT Danmark har den 27. marts 2017 skrevet til Børne- og Socialministeriet med kopi til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget samt Sundheds- og Ældreudvalget. Henvendelsen er sendt på baggrund af en sag, der har været omtalt i artikler i Informationen, hvor et par får et barn, men hvor manden ikke anerkendes som far, idet han biologisk er kvinde og har fået et juridisk kønsskifte til mand.

I henvendelsen redegør LGBT Danmark for baggrunden for de gældende regler i primært børneloven og i lov om assisteret reproduktion, som er relevante for foreningens medlemmer. Foreningen perspektiverer bl.a. dette i forhold til lovgivningens sprogbrug omkring køn og kønsrelaterede roller, som foreningen finder uklar. Foreningen stiller desuden en række opklarende spørgsmål til lovgivningen. Disse spørgsmål er gengivet af spørgeren i dette udvalgsspørgsmål.

Generelt skal jeg bemærke, at LGBT Danmark er en vigtig aktør på området, og at foreningen i høj grad er med til at sætte dagsorden på området bl.a. ved at rejse relevante problemstillinger i den løbende debat om, hvordan vi indretter vores lovgivning, sådan at den rummer mangfoldigheden og de mange familieformer vi har i dag.

Henset til, at udvalget ønsker spørgsmålet besvaret inden 1. behandlingen af beslutningsforslaget samt det forhold, at LGBT Danmarks generelle bemærkninger også er materialiseret ved de tre stillede konkrete spørgsmål, vil jeg herefter svare på disse:

1. I børneloven er det det biologiske køn, der er udslagsgivende for, hvornår der kan fastsættet et retligt moderskab, et retligt faderskab og et retligt medmoderskab.

En mulig forælders biologiske køn samt dennes relation til barnets mor er desuden bestemmende for, om vedkommende kan anses som part i en sag om faderskab eller i en sag om medmoderskab. Dette gælder i forhold til at få fastslået et faderskab eller medmoderskab, anfægte et registreret faderskab eller medmoderskab inden for de første 6 måneder efter barnets fødsel og i forhold til at få genoptaget en sag om faderskab eller medmoderskab. Hertil kommer, at der kan anvendes retsgenetiske undersøgelser i sager, hvor den mulige forælder er en mand – både til at fastslå et faderskab men også til at udelukke en faderskabsmulighed.

Børneloven har således i sin struktur afsæt i, at der skal anvendes kønsceller fra både en mand og en kvinde til undfangelsen af et barn, også når der anvendes assisteret reproduktion. Det køn, man bruger til at forplante sig med, er således udslagsgivende for det retlige forældreskab i loven. At en donor træder i stedet, eller at en forælder efterfølgende ændrer sit juridiske køn, får ikke betydning.

Derimod giver børneloven mulighed for, at en person, der ikke føder et barn, kan blive forælder som henholdsvis far eller medmor alt afhængig af personens biologiske køn.
Reglerne i børneloven er derfor ikke til hinder for, at en person, der har gennemført et juridisk kønsskifte, kan blive forælder, uanset om personen anvender egne kønsceller eller donerede kønsceller.

Jeg skal i øvrigt henvise til min besvarelse af LIU alm. del spørgsmål 75 (vedlagt).

2. Børneloven regulerer ikke, hvor behandlingen (inseminationen) kan finde sted, men alene at behandlingen skal foretages af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar, hvis børnelovens regler om faderskab og medmoderskab ved assisteret reproduktion skal finde anvendelse.

Hvis det ikke er muligt at anvende bestemmelserne i børnelovens kapitel 5 om faderskab, medmoderskab og moderskab ved assisteret reproduktion, vil det ikke være muligt, at fastsætte et medmoderskab. Derimod vil børnelovens øvrige faderskabsregler blive anvendt. Det betyder i udgangspunktet, at hvis moren er gift med en mand, så registreres ægtemanden som far til barnet. Er moren derimod ugift, kan hun sammen med en mand skriftligt erklære, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet, hvorefter manden kan registreres som far til barnet.

Jeg skal i øvrigt henvise til min besvarelse af SUU alm. del. spørgsmål 363 (vedlagt).

3. Som det fremgår indledningsvist af mit svar, så indeholder børneloven kønsbestemte regler, der tager udgangspunkt i det biologiske køn. Det vil derfor både kunne være legitimt og relevant, hvis myndighederne søger oplysninger, om en parts tidligere juridiske køn i forbindelse med behandlingen af en sag om faderskab eller medmoderskab.

Med venlig hilsen
Mai Mercado

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

Spgsm. 76 den 24. marts 2017 om det er ligestilling, når en transmand skal ansøge om forældreskab efter regler for medmoderskab. Svar 31. marts 2017.

Vist 0 gange. Ligestillingsudvalget stillede den 24. marts 2017 efter ønske fra Pernille Bendixen (DF) spørgsmål 76 – Alm. del Samling: 2016-17 – om der fuldt ud er ligestilling, når en transmand i henhold til Børnekonvention skal ansøge om forældreskab efter regler for medmoderskab, til børne- og socialminister, Mai Mercado (K), der svarede den 31. marts 2017.
Spørgsmålet blev den 12. april 2017 tilknyttet som bilag 2 til beslutningsforslag B 119 om anerkendelse af personers juridiske køn i børneloven.

Spørgsmål
Mener ministeren, at der fuldt ud er ligestilling, når en mand, der har fået juridisk kønsskifte, i henhold til Børnekonvention skal ansøge om forældreskab efter regler for medmoderskab? Der henvises til artiklen ”Juridisk er Jon en mand. Men for staten må han ikke være far for sin søn” bragt i Information den 23. marts 2017.

Svar
Der henvises til min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 75 (alm. del) til Folketingets Ligestillingsudvalg.

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

Spgsm. 75 den 24. marts 2017 om en transkønnet far er ligestillet med andre forældre i forhold til at blive anerkendt som far for sit barn. Svar 31. marts 2017.

Vist 0 gange. Ligestillingsudvalget stillede den 24. marts 2017 efter ønske fra Pernille Bendixen (DF) spørgsmål 75 – Alm. del Samling: 2016-17 – om en transkønnet far er ligestillet med andre forældre i forhold til at blive anerkendt som far for sit barn, til børne- og socialminister, Mai Mercado (K), der svarede den 31. marts 2017.
Spørgsmålet blev den 12. april 2017 tilknyttet som bilag 2 til beslutningsforslag B 119 om anerkendelse af personers juridiske køn i børneloven.

Spørgsmål
Mener ministeren, at den i artiklen omtalte transkønnede far er fuldt ud ligestillet med andre forældre i forhold til at blive anerkendt som far for sit barn? Der henvises til artiklen ”Juridisk er Jon en mand. Men for staten må han ikke være far for sin søn” bragt i Information den 23. marts 2017.

Svar
Indledningsvist kan jeg oplyse, at der forud for loven om juridisk kønsskifte, lov nr. 752 af 25. juni 2014 om ændring af lov om Det Centrale Personregister (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig om tilhørende det andet køn), var nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der afgav sin rapport den 27. februar 2014. I det tilhørende lovforslag, 2013/1 LF 182, henvises der i punkt 2 i de almindelige bemærkninger til denne rapport som baggrund for det fremsatte lovforslag.

Ifølge den tværministerielle arbejdsgruppes kommissorium, havde arbejdsgruppen bl.a. til opgave at opstille forskellige modeller for, at et kønsskifte kan anerkendes juridisk samt at beskrive og vurdere administrative og økonomiske konsekvenser af de enkelte modeller. Arbejdsgruppen havde også til at opgave at angive de etiske overvejelser, som de enkelte modeller efter arbejdsgruppens opfattelse måtte give anledning til.

Følgende fremgår af punkt 9.3.2. i rapporten fra den tværministerielle arbejdsgruppe om betydningen for børnelovens bestemmeler om faderskab, moderskab og medmoderskab:
”Uanset hvilken model for juridisk kønsskifte der vælges, vil personer, der vælger et juridisk kønsskifte, stadig være fertile eller kunne refertiliseres, hvorfor det er relevant at vurdere, om muligheden for juridisk kønsskifte vil få betydning for børnelovens bestemmelser om faderskab, moderskab og medmoderskab.

Børnelovens udgangspunkt er, at den kvinde, der føder et barn, er barnets mor.
Hvem der er barnets far eller medmor fastsættes blandt andet ud fra deres relation til barnets mor i tiden omkring undfangelse og fødsel.

I børnelovens forstand har man det køn, som man bruger til at forplante sig med, hvorfor det ikke vil give anledning til fortolkningstvivl, at en eller begge forældre ved barnets undfangelse har et andet juridisk køn end deres biologiske køn, der afgør deres roller i børneloven som enten far, mor eller medmor. En person, der fødet et barn, vil – uanset om personen juridisk er en mand – være barnets mor i børnelovens forstand.

En ændring af udgangspunktet om, at forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse afgør deres betegnelse i børnelovens forstand, vil nødvendiggøre en gennemgribende ændring af særligt børneloven og forældreansvarsloven.

Blandt andet på baggrund af det meget begrænsede antal personer, der vil blive berørt at dette forhold, og den vidtgående ændring af børneloven og dertil relaterede lovgivning, der vil være påkrævet, er det arbejdsgruppens anbefaling, at man fastholder udgangspunktet om, at forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse afgør deres betegnelse i børnelovens forstand.
[…]”

Arbejdsgruppens anbefaling er fulgt, og der er således ikke foretaget ændringer i børneloven som konsekvens af muligheden for at opnå et juridisk kønsskifte.

En mulig forælders køn samt dennes relation til barnets mor er fortsat bestemmende for, om vedkommende kan anses som part i en sag om faderskab eller i en sag om medmoderskab. Dette gælder i forhold til at få fastslået et faderskab eller medmoderskab, anfægte et registreret faderskab eller medmoderskab inden for de første 6 måneder efter barnets fødsel og i forhold til at få genoptaget en sag om faderskab eller medmoderskab. Hertil kommer, at der kan anvendes retsgenetiske undersøgelser i sager, hvor den mulige forælder er en mand – både til at fastslå et faderskab men også til at udelukke en faderskabsmulighed.

Børneloven har således i sin struktur stadig afsæt i, at der skal anvendes både en sædcelle og et æg til at lave et barn, også når der anvendes assisteret reproduktion.
Det køn, man bruger til at forplante sig med, er således udslagsgivende for det retlige forældreskab i loven. At en donor træder i stedet, eller at en forælder efterfølgende ændrer sit juridiske køn, får ikke betydning.

Derimod giver børneloven mulighed for, at en mand og en kvinde, der ikke føder et barn, kan blive forælder som henholdsvis far og medmor. Reglerne i børneloven er derfor ikke til hinder for, at en person, der har gennemført et juridisk kønsskifte, kan blive forælder, uanset om personen anvender egne kønsceller eller donerede kønsceller.
Børneloven er således i vid udstrækning indrettet til at imødekomme forskellige familieformer, samtidig med at vi har et fast retligt afsæt.

Med venlig hilsen
Mai Mercado

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

Spgsm. 545 den 22. februar 2017 om transpersoners forældremyndighed efter et kønsskifte. Svar 13. marts 2017.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 22. februar 2017 efter ønske fra Pernille
Skipper (EL) spørgsmål nr. 545 – SUU Alm. del 2016-17 – om, hvilken betydning det får for en transpersons forældremyndighed, hvis personen får foretaget et komplet kønsskifte efter barnets fødsel, til børne- og socialminister, Mai Mercado, der svarede den 13. marts 2013.

Spørgsmål
Ministeren bedes i forlængelse af ministerens svar på SUU alm. del spørgsmål 362 og 363 oplyse, hvilken betydning det får for en transpersons forældremyndighed, hvis personen efter indstilling fra Sexologisk Klinik og via Sundhedsstyrelsen får foretaget et komplet kønsskifte efter barnets fødsel? Ministeren bedes herunder bl.a. oplyse, om personens forældreskab kan ændres fra medmoderskab til faderskab eller omvendt, samt om personen herefter kan tildeles forældremyndighed ifølge det køn, der er skiftet til, og ikke længere som ved juridisk kønsskifte via L 182 er tvunget til at påtage sig forældremyndighed i overensstemmelse med det medfødte/biologiske køn?

Svar
Jeg henviser til økonomi- og indenrigsministerens besvarelse af SUU alm. del spørgsmål nr. 362, som Børne- og Socialministeriet har afgivet bidrag til. Det fremgår bl.a. af besvarelsen, at det i børnelovens forstand er forældrenes biologiske køn ved barnets undfangelse, der bestemmer, om de i retlig henseende efter loven betegnes som far, mor eller medmor. En person, der føder et barn, vil således efter loven være barnets mor, og en person, der har gjort moren gravid på naturlig vis, vil efter loven være barnets far.

Dette betyder, at et kønsskifte ved kastration eller et juridisk kønsskifte ikke ændrer på, om man i børnelovens retlige forstand betragtes som mor eller far.

Har en forælder del i forældremyndigheden over et barn, ændrer et efterfølgende kønsskifte ikke herved. Etablering af forældremyndighed er således i sådanne tilfælde ikke afhængig af forældremyndighedsindehaverens køn.

Med venlig hilsen
Mai Mercado

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Spgsm. 383 den 18. januar 2017 om status på ændring af Sundhedsstyrelsens “Vejledning om udredning og behandling af transkønnede”. Svar 15. februar 2017.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 17. januar 2017 efter ønske fra Carolina Magdalene Maier (ALT) spørgsmål nr. 383 – SUU Alm. del 2016-17 – om SundhedsstyrelsensVejledning om udredning og behandling af transkønnede” som lovet er blevet ændret, hvad ændringerne i givet fald går ud på, og hvis ikke, hvornår det forventes at ske, til sundhedsminister, Ellen Trane Nørby, der svarede den 15. februar 2017.

Spørgsmål
Ministeren bedes oplyse, om de ændringer i SundhedsstyrelsensVejledning til udredning og behandling af transkønnede’, der blev lovet [1] i forbindelse med, at transkønnethed blev fjernet fra listen over psykiske diagnoser, er blevet foretaget? I givet fald bedes ministeren redegøre for de konkrete ændringer.
Hvis ændringerne ikke er blevet foretaget, bedes ministeren oplyse, hvornår det forventes at ske.

Svar
Med flytning af koderne for transkønnethed væk fra kapitlet med psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser markerede vi i Danmark, at det at være transkønnet ikke i sig selv er en medicinsk eller psykiatrisk tilstand og ikke skal behandles, helbredes eller undertrykkes.

Det blev i udvalgets beretning til B 7 (2015/2016) oplyst, at det er udvalgets forventning, at man som transkønnet i Danmark skal opleve et hensynsfuldt udredningsforløb og tilbydes en værdig og afklarende indsats i forbindelse med et eventuelt kønsskifte.

Dét er jeg selvfølgelig helt enig i. Derfor er det helt centralt, at vi sikrer en åben proces omkring de retningslinjer, der skal gælde på området. Det er vigtigt, at alle interessenter på området kommer til orde og får mulighed for at tilkendegive deres holdninger og erfaringer på området, ligesom det er vigtigt, at vi er åbne for at lære af de internationale erfaringer på området. Ønsket om en åben og dialogbaseret proces er også baggrunden for, at vejledningen endnu ikke er udsendt. Jeg har nemlig bedt Sundhedsstyrelsen om at sikre, at der i løbet af foråret skabes en proces, hvor sagen belyses både af organisationer og faglige selskaber, så vi åbent kan få belyst de mange nuancer, der er. Jeg forventer, at Sundhedsstyrelsen herefter kan udsende en ny vejledning medio 2017.

Herudover skal der tages hånd om de udfordringer, det skaber, at der kun er ét sted i landet, som varetager behandlingen. Jeg forventer, at der med den nye specialeplan sikres mulighed for, at transkønnede personer også kan få specialiseret behandling andre steder end i Region Hovedstaden.

Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] De nævnte løfter findes i:

Spgsm. 989 den 29. august 2016 om patienters egen import af medicin. Svar 26. september 2016.

Vist 0 gange. Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 29. august 2016 efter ønske fra Flemming Møller Mortensen (S) spørgsmål nr. 989 – SUU Alm. del 2015-16 – om reglerne for patienters egen import af medicin, til sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde, der svarede den 26. september 2016.

Spørgsmål
Ministeren bedes redegøre for lovgivningen mht. patienternes egen import af
medicin fra lande både inden og uden for EU og EØS.

Svar
Det fremgår af § 39, stk. 1, i lægemiddelloven (lovbekendtgørelse nr. 506 af 20. april 2013 med senere ændringer), at bl.a. indførsel af lægemidler kun må ske med tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen. Dog følger det af lovens § 39, stk. 3, at dette blandt andet ikke gælder private personers indførsel til eget forbrug af lægemidler til mennesker. Det fremgår desuden af lovens § 39, stk. 4, at der kan fastsættes regler for bl.a. privates håndtering af lægemidler efter stk. 3.

Disse regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 1224 af 7. december 2005 om privates indførsel af lægemidler. Det fremgår af § 3 i bekendtgørelsen, at privatpersoner ikke må indføre lægemidler, med mindre andet er bestemt i bekendtgørelsen.

I bekendtgørelsen sondres mellem indførsel her i landet ved indrejse eller ved forsendelse.

Ved indrejse fremgår det således af bekendtgørelsens § 4, at privatpersoner til personligt brug til sygdomsforebyggelse eller behandling kan medbringe lovligt indkøbte lægemidler bestemt til human anvendelse, dog således at der ved indrejse fra lande uden for EU eller EØS højst kan medbringes lægemidler til 3 måneders forbrug.

Er der tale om forsendelse af lægemidler her til landet, fremgår det af bekendtgørelsens § 5, at privatpersoner til personligt brug til sygdomsforebyggelse eller behandling kan indføre lovligt indkøbte lægemidler bestemt til human anvendelse pr. post, kurerforsendelse o.l. fra lande, som er medlem af EU eller EØS.

Jeg har i mit svar på SUU alm. del – spørgsmål 887 [1] nærmere redegjort for baggrunden for reglerne.

Der er fastsat særlige regler om tilskud til medicin købt i et andet EU/EØS-land i bekendtgørelse nr. 470 af 23. maj 2016 om tilskud til sundhedsydelser uden for sygehusvæsenet købt i eller leveret fra andre EU/EØS-lande, som har hjemmel i sundhedslovens § 168, stk. 1, 3 og 4.

Betingelserne for, at en patient kan få tilskud til medicin købt i et andet EU/EØS-land, er de samme, som hvis patienten køber sin medicin i Danmark. Hvis patienten ikke har ret til tilskud i Danmark, kan patienten heller ikke få tilskud til medicinen, hvis det er købt i et andet EU/EØS-land.

For at få udbetalt tilskud til medicin købt i et andet EU/EØS-land, skal patienten søge om det i Lægemiddelstyrelsen. Tilskuddet beregnes som udgangspunkt på samme måde, som hvis patienten havde købt sin medicin på et dansk apotek.

Med venlig hilsen
Sophie Løhde

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] SUU alm. del – spørgsmål 887
    Spørgsmål den 29. august 2016 – Alm. del 2015-16 – om, hvilke forhold der taler hhv. for og imod at lovliggøre,
    at danske patienter på egen hånd over internettet kan købe eksempelvis medicin
    mod hepatitis C i lande uden for EU/EØS, til sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde, der svarede den 26. september 2016.
    Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
    Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Spgsm. 200 fra Retsudvalget den 14. januar 2016 om at sikre, at flygtninge er bekendt med danske spilleregler vedrørende seksualitet og kønsforståelse.

Vist 0 gange. Retsudvalget stillede den 14. januar 2016 spørgsmål nr. 200– Samling: 2015-16 – efter ønske fra Trine Bramsen (S) om at sikre, at flygtninge er bekendt med danske spilleregler vedrørende seksualitet og kønsforståelse til justitsminister, Søren Pind.

Spørgsmål
Hvilke initiativer har regeringen taget i forhold til at sikre, at flygtninge er bekendt med danske spilleregler (normer og lovgivning) vedrørende seksualitet og kønsforståelse, og hvilke initiativer agter ministeren at tage for at sikre, at danske normer og dansk lovgivning vedrørende seksualitet og kønsforståelse overholdes af flygtninge?

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet.
Spørgsmålet i pdf-format hos Folketinget.

Spgsm. 633 den 7. april 2015 om hvilke EU-lande, der pålægger bogere at bære et ID-kort.

Vist 0 gange. Retsudvalget stillede den 7. april 2015 efter ønske fra Peter Skaarup (DF) spørgsmål 633 – Samling: 2014-15 – om om hvilke lande i EU, der pålægger bogere at bære et ID-kort, til justitsminister, Mette Frederiksen (S).

Spørgsmålet
Vil ministeren redegøre for, hvilke lande i EU der ved lov pålægger deres myndige borgere at bære et identitetskort, i hvilke situationer identitetskortet på forlangende skal kunne fremvises (til myndigheder såsom politi, ved køb af f.eks. alkohol, adgangskontrol til steder hvor en vis minimumsalder er påkrævet osv.), og hvilke straffe kan de, der ikke har identitetskortet på sig, idømmes?

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet.
Spørgsmålet hos Folketinget i pdf-format.

Spgsm. 564 den 16. marts 2015 om hvilke muligheder for billedlegitimation der er for personer, der hverken har kørekort eller pas. Svar 7. april 2015.

Vist 0 gange. Retsudvalget stillede den 16. marts 2015 efter ønske fra Pernille Skipper (EL) spørgsmål 564 – Samling: 2014-15 – om hvilke muligheder for billedlegitimation der er for personer, der hverken har kørekort eller pas, til justitsminister, Mette Frederiksen (S), der svarede 7. april 2015.

Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for, hvilke muligheder for billedlegitimation der er for personer, der hverken har kørekort eller pas, samt hvorvidt sådanne alternativer generelt accepteres f.eks. hos banker og pengeinstitutter til lånoptagelse?

Svar
Der er ikke på Justitsministeriets område lovgivning, der regulerer, hvilke identifikationspapirer der kan anvendes, hvis en person ikke er i besiddelse af billedlegitimation i form af et kørekort eller et pas f.eks. i forbindelse med låneoptagelse hos pengeinstitutter eller banker.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Erhvervs- og Vækstministeriet om, hvorvidt banker og pengeinstitutter generelt accepterer andre former for identifikation end kørekort eller pas. Erhvervs- og Vækstministeriet har i den forbindelse oplyst følgende:

”Det er et grundlæggende krav i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven), at de forpligtede virksomheder – herunder pengeinstitutter – skal have kendskab til deres kunder. Dette betyder, at pengeinstitutter i forbindelse med oprettelse af et kundeforhold skal identificere kunden og kræve legitimation.

For fysiske personer gælder, at legitimationen skal omfatte navn, adresse og CPR-nr. eller anden lignende identifikation, hvis den pågældende ikke har et sådant nummer. Hverken hvidvaskloven eller vejledningen til loven indeholder en udtømmende liste over den type af legitimation, som skal eller kan fremvises i forbindelse med etableringen af kundeforholdet. Legitimationen skal dog stamme fra en pålidelig og uafhængig kilde, hvilket typisk vil betyde, at den skal være udstedt af eller stamme fra en offentlig myndighed.

Der er derfor heller ikke i loven krav om forevisning af billedlegitimation, men i de situationer, hvor kundeforholdet etableres ved kundens fysiske fremmøde, anbefales det i vejledningen, at der forevises billedlegitimation som f.eks. pas eller kørekort.

Hvis kunden ikke har billedlegitimation, kan der som legitimation i stedet anvendes dansk sundhedskort, dåbs-, navne- eller vielsesattest mv. Da der ikke foreligger den samme sikkerhed 3 som ved billedlegitimation, bør virksomheden foretage yderli-gere legitimationshandlinger, hvilket fremgår af vejledningen.

Det er op til det enkelte pengeinstitut, på grundlag af en risiko-vurdering, at fastlægge sin legitimationsprocedure, herunder om der kræves yderligere dokumentation.

Som det fremgår, er der derfor flere alternativer, der kan an-vendes ved oprettelse af kundeforhold med personer, der ikke har billedlegitimation.”

Der henvises i øvrigt til Økonomi- og Indenrigsministerens besvarelse af 11. marts 2015 af spørgsmål nr. S 811 fra medlem af Folketinget Pernille Vigsø Bagge (SF) vedrørende overvejelser om at indføre et nyt nationalt id-kort, borgerkort eller lignende.

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

Spgsm. S 811 den 3. marts 2015 om billedlegitimation. Svar den 13. marts 2015.

Vist 0 gange. Pernille Vigsø Bagge (SF) stillede den 3. marts 2015 spørgsmål S 811 – Samling: 2014-15 – om kommentar til henvendelsen fra Danske Handicaporganisationers formand, Thorkil Olsen, af 27. februar 2015 vedrørende billedlegitimation, til Økonomi- og indenrigsminister, Morten Østergaard, der svarede den 13. marts 2015.

Spørgsmål
Hvad er ministerens kommentar til henvendelsen fra Danske Handicaporganisationernes formand, Thorkil Olsen, af 27. februar 2015 vedrørende billedlegitimation, og hvad påtænker regeringen helt konkret at gøre for at afhjælpe legitimeringsproblemerne for døvblinde, blinde, stærkt svagsynede, epileptikere m.fl.?

Svar
Det har tidligere været overvejet at indføre en eller anden form for id-kort eller borgerkort. Skiftende regeringer har således undersøgt fordele og ulemper ved et sådant kort, men har indtil videre ikke fundet grundlag for at gå videre.

Jeg kan oplyse, at der ikke i medfør af regeringsgrundlaget er planer om at indføre et nyt nationalt id-kort eller borgerkort i Danmark. Indførelsen af et sådant kort vil indebære betydelige omkostninger, som jeg ikke synes kan forsvares – især når der i dag allerede findes løsninger på området.

Som formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkil Olsen, selv peger på i sin henvendelse af 27. februar 2015, er det i dag muligt også som handicappet at erhverve billedlegitimation i form af et pas.

I brevet fra Thorkil Olsen foreslås det, at man som borger får mulighed for at få billede på sit sundhedskort henholdsvis mulighed for at anskaffe sig billedlegitimation, der ligner et kørekort. Jeg har ikke mulighed for at fremkomme med mere specifikke kommentarer til disse forslag, eftersom de ikke hører under mit område.

Med venlig hilsen
Morten Østergaard

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.
Henvendelsen af 27. februar 2015 fra Thorkild Olesen hos Danske Handicaporganisationer.

Udenrigsudvalgets spgsm. 144 af 12. marts 2014 om retningslinjer for dansk støtte til lande med forbud eller begrænsninger i rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Svar den 2. april 2014.

Vist 0 gange. Udenrigsudvalget stillede den 12. marts 2014 spørgsmål 144 – Alm. del 2013-14 – om retningslinjer for dansk støtte til lande med forbud eller begrænsninger i rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, til Udenrigsministeriet, der svarede den 2. april 2014.

Spørgsmål
om, hvilke retningslinjer der er udarbejdet for dansk støtte til lande med forbud eller begrænsninger i rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner?

Svar
Danmark følger EU’s retningslinjer for fremme og beskyttelse af LGBTI-personers menneskerettigheder, vedtaget af EU’s udenrigsministre i juni 2013 [1]. EU’s retningslinjer fastslår bl.a., at overgreb på LGBTI-personer er en krænkelse af fundamentale menneskerettigheder, og opstiller en række anvisninger på, hvorledes EU’s medlemslande bør reagere i tilfælde, hvor LGBTI-personers
rettigheder krænkes, herunder at man fra EU’s side bør arbejde aktivt for at fremme afkriminalisering af homoseksualitet.

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret hos Udenrigsudvalget.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Note af Tina Thranesen
  1. [Retur] EU’s retningslinjer om overgreb på LGBTI-personer
    Guidelines to Promote and Protect the THE enjoyment of all Human Rights ny Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender and Intersex (LGBTI) Persons.
    Foreign Affairs Council meeting Luxembourg, 24 June 2013. (EU’s udenrigsministermøde den 24. juni 2013).

Udenrigsudvalgets spgsm. 143 af 12. marts 2014 om hvilke lande, hvori Danmark har ambassader, der har forbud eller begrænsninger i rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Svar den 2. april 2014.

Vist 0 gange. Udenrigsudvalget stillede den 12. marts 2014 spørgsmål 143 – Alm. del 2013-14 – om hvilke lande, hvori Danmark har ambassader, der har forbud eller begrænsninger i rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, til Udenrigsministeriet, der svarede den 2. april 2014.

Spørgsmål
Hvilke af de lande, hvori Danmark har ambassader, har forbud eller begrænsninger i rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner?

Svar
Der henvises til en rapport udarbejdet af ”The International Lesbian, Gay, Bisexual, Trans and Intersex Association” (ILGA) fra maj 2013 ”State-Sponsored Homophobia – a world survey of Laws: Criminalisation, protection and recognition of same-sex love”, der indeholder detaljerede oplysninger om enkeltlandes lovgivning på området.
(http://old.ilga.org/Statehomophobia/ILGA_State_Sponsored_Homophobia_2013.pdf).

Vedlagte kort, ligeledes udarbejdet af ILGA i maj 2013, giver den seneste status på området.

I forhold til det vedlagte kort har Indien siden offentliggørelsen heraf i maj 2013 besluttet at genintroducere lovgivning, der kriminaliserer seksuelle forhold mellem personer af samme køn.

Herudover henvises til rapport fra FN’s højkommissær for menneskerettigheder fra november 2011 om ”Discriminatory laws and practices and acts of violence against individuals based on their sexual orientation and gender identity”.
http://www.ohchr.org/Documents/Issues/Discrimination/A.HRC.19.41_English.pdf

Rapporten, der blev udarbejdet som opfølgning på vedtagelsen i FN’s menneskerettighedsråd af resolution om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet (HRC/RES/17/19 vedtaget juni 2011), fremhæver bl.a. vedrørende spørgsmålet om diskriminerende lovgivning, at der er stor variation i, hvorledes denne håndhæves i forskellige lande.

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret hos Udenrigsudvalget.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.
Kortet over lgbt-rettigheder i verden fra ILGA-International i pdf-format hos folketinget.

Svaret findes også hos Ligestillingsudvalget.
Folketingets journal vedrørende svaret hos Ligestillingsudvalget – bilag 46.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Udenrigsudvalgets spgsm. 142 af 12. marts 2014 om i hvilke lande Danmark placerer nye ambassader, der har forbud eller begrænsninger i rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Svar den 2. april 2014.

Vist 0 gange. Udenrigsudvalget stillede den 12. marts 2014 spørgsmål 142 – Alm. del 2013-14 – om, hvilke af de lande, hvor Danmark placerer nye ambassader, der har forbud eller begrænsninger i rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, til Udenrigsministeriet, der svarede den 2. april 2014.

Spørgsmål
Hvilke af de lande, hvor Danmark placerer nye ambassader, har forbud eller begrænsninger i rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner?

Svar
I løbet af 2014 ændres repræsentationsstrukturen således, at der åbnes danske ambassader i Nigeria, Colombia og Filippinerne. Det danske repræsentationskontor i Yangon opgraderes samtidig til en ambassade.

Nedenstående gennemgang af situationen for LGBTI-personer i disse lande er baseret på en rapport udarbejdet af ”The International Lesbian, Gay, Bisexual, Trans and Intersex Association” (ILGA) ”State-Sponsored Homophobia – a world survey of laws: Criminalisation, protection and recognition of same-sex love”.
(http://old.ilga.org/Statehomophobia/ILGA_State_Sponsored_Homophobia_2013.pdf).

Det kan imidlertid variere meget, hvorledes lovgivning konkret håndhæves i forskellige lande.

Colombia: Forhold mellem personer af samme køn anerkendes, og homoseksuelle kan indgå registreret partnerskab, der bl.a. sikrer arveret. Colombia har desuden indført lovgivning med henblik på at forhindre diskrimination baseret på seksuel orientering.

Filippinerne: Forhold mellem personer af samme køn er ikke forbudt. Filippinerne har ingen specifik lovgivning vedr. seksuel orientering og kønsidentitet.

Myanmar: Homoseksuelle forhold er ikke tilladt og kan straffes med bøde og/eller fængsel i op til 10 år.

Nigeria: Homoseksuelle forhold er ikke tilladt og kan straffes med op til 14 års fængsel. Den lov, der blev vedtaget af Nigerias parlament i december 2013 og tiltrådt af præsidenten i januar 2014, indeholder desuden en paragraf, der kan medføre op til 10 års fængsel til personer, der bistår eller bevidner et ægteskab mellem to personer af samme køn. En række delstater i det nordlige Nigeria har indført islamisk lov (Sharia), og her kan homoseksuelle forhold straffes med døden.

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret hos Udenrigsudvalget.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Svaret findes også hos Ligestillingsudvalget.
Folketingets journal vedrørende svaret hos Ligestillingsudvalget – bilag 46.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Spgsm. 5 af 28. november 2013 om status for arbejdet i Arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte til justitsministeren. Svar 18. december 2013.

Vist 0 gange.
Christiansborg


Christiansborg

Ligestillingsudvalget,
LIU har den 28. november 2013 stillet spørgsmål 5 – Alm. del 2013-14 – om status
for arbejdet i Arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte til justitsministeren. Justitsminister, Karen Hækkerup svarede den 12. december 2013. Svaret offentliggjort den 18. december 2013.

Spørgsmål:
Vil ministeren redegøre for status for arbejdet i Arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte, og vil ministeren i forlængelse heraf oplyse baggrunden for, at Institut for Menneskerettigheder ikke er inddraget i arbejdsgruppens arbejde?

Svar:
Ifølge arbejdsgruppens kommissorium skal arbejdsgruppen afslutte sit arbejde inden udgangen af 2013. Det forventes, at arbejdsgruppen kan overholde denne tidsfrist.

Arbejdsgruppen er i overensstemmelse med kommissoriet sammensat af repræsentanter fra Justitsministeriet, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Ministeriet for Ligestilling og Kirke, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Social-, Børne- og Integrationsministeriet. Det fremgår videre af kommissoriet, at arbejdsgruppen kan inddrage ekspertise i sit arbejde. Arbejdsgruppen har ikke fundet anledning til at inddrage Institut for Menneskerettigheder i arbejdet.

Folketingets journal vedrørende spørgsmålet.
Svaret i pdf-format.

Spgsm. 149 af 21. januar 2013 om man er i gang med at revurdere WHO´s diagnosesystem, til beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen. Svar den 7. februar 2013.

Vist 45 gange. Den 21. januar 2013 stillede Beskæftigelsesudvalget på foranledning af Jørgen Arbo-Bæhr (EL) spørgsmål nr. 149 – Alm. del 2012-13 – om man er i gang med at revurdere WHO´s diagnosesystem – ICD-10 – til beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen. Spørgsmålet ønskedes besvaret senest den 31. januar 2013. Beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen svarede den 7. februar 2013.

Spørgsmål
Kan ministeren bekræfte, at man er i gang med at revurdere WHO´s diagnosesystem? I bekræftende fald ønskes oplyst, hvornår skal arbejdet være færdig?

Svar
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har jeg indhentet bidrag fra Sundhedsministeriet, som oplyser følgende:

”Det kan bekræftes, at WHO i 2011 påbegyndte en revidering af WHO’s diagnosesystem (”International Statistical Classification of Diseases and Rellated Health Problems”, ICD-10) med henblik på udvikling af den 11. udgave af systemet (ICD-11). Resultatet af revisionen forventes præsenteret til Verdenssundhedsforsamlingen i maj 2015.

For yderligere information kan henvises til WHO’s hjemmeside, jf. http://www.who.int/classifications/icd/revision/icd11faq/en/index.html.”

Jeg kan henholde mig til Sundhedsministeriets oplysninger.

Venlig hilsen
Mette Frederiksen

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

§ 20 spgsm. S 462 af 14. november 2012 om den enkelte selv kan afgøre, om vedkommende er transkønnet til Sundhedsministeren. Svar den 22. november 2012.

Vist 111 gange. Den 14. november 2012 stillede Stine Brix (EL) § 20 spgsm. S 462 – Samling 2012-13 – om et er den enkelte person, som kan afgøre, om vedkommende er transkønnet, eller at det skal afgøres af læger, til sundheds- og forebyggelseminister,
Astrid Krag (SF), der svarede den 22. november 2012.

Spørgsmål
Mener ministeren, at det er den enkelte person, som kan afgøre, om vedkommende er transkønnet, eller at det skal afgøres af læger?

Svar
Det er kun den enkelte person, der kan forholde sig til spørgsmålet om egen kønsidentitet. Herunder om vedkommende identificerer sig med sit biologiske køn eller ej, og hvorvidt og i hvilken grad vedkommende ønsker at fremtræde og leve som det køn, som vedkommende identificerer sig med.

Heraf følger ikke, at den enkelte selv kan vælge, hvilken medicinsk eller anden kirurgisk behandling vedkommende skal have. Kønsmodificerende behandling kan have en række bivirkninger, og er ofte irreversibel. Som for anden behandling forudsætter det en lægefaglig vurdering at ordinere en sådan behandling. Af hensyn til de pågældende selv er det derfor vigtigt, at kønsmodificerende behandling tilrettelægges på et sundhedsfagligt forsvarligt grundlag under respekt respekt for den enkeltes overbevisning.

Jeg er bekendt med, at Sundhedsstyrelsen netop nu er i dialog med de private behandlingstilbud om, hvordan hensynet til kvalitet i behandlingen tilgodeses ikke blot på Sexologisk Klinik, men også i praksissektoren. Styrelsen vil endvidere revidere sin vejledning, så den bliver mere anvendelig også for praksissektoren. For en god ordens skyld skal jeg pointere, at styrelsen har oplyst, at den ikke har nedlagt generelt forbud mod, at transkønnede modtager hormonbehandling i praksissektoren.

Med venlig hilsen
Astrid Krag

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgemålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

Spgsm. 250 af 9. november 2012 om regeringen vil ratificere Europarådets konvention – CM(2011)49 – om vold mod kvinder og vold i hjemmet. Svar 061212.

Vist 0 gange. Den 9. november 2012 stillede Retsudvalget spørgsmål 250 – Alm. del 2012-13 – om det er regeringens hensigt at ratificere Europarådets konvention – CM(2011)49 – om vold mod kvinder og vold i hjemmet, til justitsminister Morten Bødskov, der svarede den 6. oktober 2012.

Spørgsmål
Er det regeringens hensigt at ratificere Europarådets konvention om vold mod kvinder og vold i hjemmet, og hvornår forventer regeringen i bekræftende fald, at det nødvendige forberedende arbejde i form af skrivning af notater og lignende er afsluttet, og hvornår forventer regeringen, at en ratificering faktisk kan finde sted?

Svar
Justitsministeriet er i færd med at undersøge, i hvilket omfang det vil være nødvendigt at ændre dansk lovgivning, for at Danmark kan leve op til forpligtelserne i henhold til Europarådets konvention om vold mod kvinder og vold i hjemmet, såfremt Danmark ratificerer konventionen.

Undersøgelsen, der bl.a. omfatter lovgivning inden for flere forskellige ministerområder, sker til brug for regeringens beslutning om en eventuel dansk undertegnelse af konventionen med henblik på efterfølgende ratificering. Der er således ikke på nuværende tidspunkt truffet beslutning herom.

Jeg forventer i 1. halvår 2013 at kunne orientere Folketingets Retsudvalg om udfaldet af undersøgelsen.

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.

EU direktiv 2012/29/EU (Offerdirektivet) af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse.

Vist 0 gange. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU (også betegnet som “Offerdirektivet”) af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA

* * *
Direktivet indledes med en række henvisninger og 72 højtidelige betragtninger, som ikke gengives her.
Det skal bemærkes, at direktivet ikke gælder for Danmark grundet de danske forbehold.
Det skal også bemærkes, at direktivet blev fravalgt, det vil sige, at det ikke var blandt de retsakter, der blev stemt om skulle erstatte retsforbeholdet ved folkeafstemningen den 3. december 2015.
Folketinget og direktivet. [1] Tina Thranesen.

* * *
Den vedtagne tekst.

Kapitel 1
Indledende bestemmelser
Artikel 1
Formål
1. Formålet med dette direktiv er at sikre, at ofre for kriminalitet får passende information, støtte og beskyttelse og kan deltage i straffesagen.

Medlemsstaterne sikrer, at ofrene modtager anerkendelse og behandles på en respektfuld, forstående, velegnet, professionel og ikkediskriminerende måde i forbindelse med enhver kontakt med støttetjenester for ofre, eller tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed eller en kompetent myndighed, der medvirker i forbindelse med en straffesag. De rettigheder, der er fastsat i dette direktiv, gælder for ofre på en ikkediskriminerende måde, herunder hvad angår deres opholdsstatus.

2. Når offeret er et barn, sikrer medlemsstaterne, at der ved anvendelsen af dette direktiv først og fremmest tages hensyn til barnets tarv, og at der foretages en individuel vurdering heraf. Der anlægges en tilgang, der er særligt tilpasset børns behov, og som tager behørigt hensyn til barnets alder, modenhedsniveau, synspunkter, behov og ønsker. Barnet og indehaveren af forældremyndigheden eller en eventuelt anden juridiske repræsentant holdes underrettet om alle foranstaltninger eller rettigheder, der specifikt fokuserer på barnet.

Artikel 2
Definitioner
1. I dette direktiv forstås ved:

a) “offer”:
I. en fysisk person, som har lidt skade, herunder fysisk, psykisk eller følelsesmæssig skade eller økonomisk tab, som direkte er forvoldt ved en forbrydelse

II. familiemedlemmer til en person, hvis død direkte blev forvoldt ved en forbrydelse, og som har lidt skade som følge af personens død

b) “familiemedlemmer”: offerets ægtefælle, den person, der lever sammen med offeret i et fast nært forhold i en fælles husstand og på et stabilt og varigt grundlag, slægtning? i direkte linje, søskende samt personer, som offeret har forsørgerpligt over for

c) “barn”: en person under atten år.

d) “genoprettende retfærdighed”: enhver proces, hvorved offeret og gerningsmanden ved frivilligt samtykke sættes i stand til at deltage aktivt i afgørelsen af spørgsmål, der opstår i forbindelse med forbrydelsen, med hjælp fra en upartisk tredjepart.

2. Medlemsstaterne kan indføre procedurer:

a) til at begrænse antallet af familiemedlemmer, som kan være omfattet af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv, idet der tages hensyn til de specifikke omstændigheder i hver sag, og

b) i forbindelse med stk. 1, litra a), nr. II), for at afgøre, hvilke familiemedlemmer der har prioritet med hensyn til udøvelsen af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv.

Kapitel 2
Information og støtte
Artikel 3
Retten til at forstå og blive forstået
1. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at hjælpe ofrene fra første kontakt og under enhver yderligere nødvendig kontakt, de har med en kompetent myndighed i forbindelse med en straffesag, til at forstå og blive forstået, herunder når myndigheden giver information.

2. Medlemsstaterne sikrer, at kommunikationen med ofrene foregår på et enkelt og letforståeligt sprog, mundtligt eller skriftligt. Kommunikationen skal tage hensyn til offerets personlige karakteristika, herunder et eventuelt handicap, der kan berøre dets evne til at forstå eller blive forstået.

3. Medmindre det ikke er i offerets interesse, eller medmindre det ville berøre sagens forløb, tillader medlemsstaterne ofrene at være ledsaget af en person, som de selv har valgt, ved den første kontakt med en kompetent myndighed, hvis offeret som følge af forbrydelsens konsekvenser har behov for bistand til at forstå eller for at blive forstået.

Artikel 4
Ret til at modtage information fra den første kontakt med en kompetent myndighed
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre uden unødig forsinkelse tilbydes følgende information fra deres første kontakt med en kompetent myndighed, så de bliver i stand til at udøve de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv:

a) hvilken form for støtte de kan få og af hvem, herunder, hvor det er relevant, grundlæggende information om adgangen til lægehjælp, enhver specialisthjælp, herunder psykologhjælp, og alternativ indkvartering

b) procedurerne for indgivelse af en anmeldelse vedrørende en forbrydelse og ofres rolle i forbindelse med disse procedurer

c) hvordan og på hvilke betingelser ofre kan opnå beskyttelse, herunder beskyttelsesforanstaltninger

d) hvordan og på hvilke betingelser ofre kan få adgang til juridisk rådgivning, retshjælp og enhver anden form for rådgivning

e) hvordan og på hvilke betingelser ofre kan få adgang til erstatning

f) hvordan og på hvilke betingelser ofre er berettigede til tolkning og oversættelse

g) hvis de har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor forbrydelsen blev begået, hvilke særlige foranstaltninger, procedurer eller faciliteter, der findes til at beskytte ofrenes interesser i den medlemsstat, hvor der først tages kontakt med den kompetente myndighed,

h) procedurer for indgivelse af klage, der er til rådighed, hvis ofrenes rettigheder tilsidesættes af den kompetente myndighed, der medvirker i forbindelse med en straffesag

i) kontaktoplysninger med henblik på kommunikation om deres sag

j) tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed, der står til rådighed

k) hvordan og på hvilke betingelser ofre kan få godtgjort de udgifter, de har haft i forbindelse med deres deltagelse i straffesagen.

2. Omfanget af eller detaljerne vedrørende de informationer, der er omhandlet i stk. 1, kan variere afhængigt af offerets særlige behov og personlige omstændigheder samt forbrydelsens art eller type. Der kan også gives yderligere information på et senere tidspunkt afhængigt af offerets behov og informationens relevans for hvert af sagens stadier.

Artikel 5
Rettigheder for ofre, der anmelder en forbrydelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre får en skriftlig bekræftelse på deres formelle anmeldelse, som de har indgivet til den kompetente myndighed i en medlemsstat, der angiver den pågældende forbrydelses hovedelementer.

2. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der ønsker at anmelde en forbrydelse, og som ikke forstår eller taler den kompetente myndigheds sprog, sættes i stand til at foretage anmeldelsen på et sprog, som de forstår, eller ved at modtage den nødvendige sproglige hjælp.

3. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der ikke forstår eller taler den kompetente myndigheds sprog, vederlagsfrit får en oversættelse af den skriftlige bekræftelse af deres anmeldelse, som er omhandlet i stk. 1, på et sprog de forstår, hvis de anmoder herom.

Artikel 6
Offerets ret til at få information om sin sag
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre uden unødig forsinkelse får meddelelse om deres ret til at få følgende informationer om den straffesag, der er indledt som følge af anmeldelsen af en forbrydelse, som offeret har været udsat for, og at de modtager denne information, såfremt de anmoder herom:

a) enhver afgørelse om at afslutte eller ikke at fortsætte en efterforskning, eller om ikke at retsforfølge gerningsmanden

b) hvor og hvornår retssagen finder sted, samt karakteren af tiltalen mod gerningsmanden.

2. Medlemsstaterne sikrer, at ofre i overensstemmelse med deres rolle i det pågældende strafferetlige system uden unødig forsinkelse får meddelelse om deres ret til at få følgende informationer om den straffesag, der er indledt som følge af anmeldelsen af en forbrydelse, som offeret har været udsat for, og at de modtager denne information, såfremt de anmoder herom:

a) enhver endelig dom i en retssag

b) information, der sætter offeret i stand til at forstå, hvor langt straffesagen er kommet, medmindre en sådan meddelelse under særlige omstændigheder vil kunne være til skade for sagens behandling.

3. Information som omhandlet i stk. 1, litra a), og stk. 2, litra a), skal omfatte begrundelsen eller et kort sammendrag af begrundelsen for afgørelsen, medmindre der er tale om en nævningeafgørelse eller en afgørelse, hvor begrundelsen er fortrolig, i hvilket tilfælde der ikke gives en begrundelse som følge af national ret.

4. Den kompetente myndighed er forpligtet af ofrenes ønske om at blive informeret eller ikke at blive informeret, medmindre informationen skal gives af hensyn til offerets ret at deltage aktivt i straffesagen. Medlemsstaterne tillader ofrene at omgøre deres ønske når som helst, og skal da tage hensyn hertil.

5. Medlemsstaterne sikrer, at ofrene har mulighed for uden unødig forsinkelse at få meddelelse om, hvornår den person, der er varetægtsfængslet, retsforfølges eller er blevet dømt for forbrydelser, der vedrører dem, løslades eller er flygtet fra fængslet. Medlemsstaterne sikrer endvidere, at ofrene informeres om enhver relevant foranstaltning, der træffes for at beskytte dem i tilfælde af gerningsmandens løsladelse eller flugt.

6. Ofre modtager efter anmodning den i stk. 5 omhandlede information, i det mindste i tilfælde, hvor der er fare eller identificeret risiko for skade for dem, medmindre der er en identificeret risiko for skade for gerningsmanden som følge af en sådan meddelelse.

Artikel 7
Ret til tolkning og oversættelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes under den pågældende straffesag, efter anmodning får stillet tolkning til rådighed vederlagsfrit i overensstemmelse med deres rolle i det relevante strafferetlige system, i det mindste under alle afhøringer eller udspørgninger under straffesagen, hos de myndigheder, der forestår efterforskningen, og hos de retslige myndigheder, herunder under politiets udspørgning, og tolkning under alle retsmøder og alle nødvendige forberedende retsmøder, de deltager aktivt i.

2. Uden at det berører retten til et forsvar og i overensstemmelse med reglerne om domstolenes skøn kan der efter omstændighederne anvendes kommunikationsteknologier, såsom videokonferencer, telefon eller internettet, medmindre tolkens fysiske tilstedeværelse er nødvendig for, at offeret i fuldt omfang kan udøve sine rettigheder eller forstå sagens gang.

3. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes under den pågældende straffesag, i overensstemmelse med deres rolle i det relevante strafferetlige system i straffesager, efter anmodning, vederlagsfrit får stillet oversættelse til rådighed på et sprog, de forstår, af information, der er af afgørende betydning for udøvelsen af deres rettigheder under straffesagen, i det omfang denne information videregives til ofrene. Oversættelse af sådan information skal, i det mindste omfatte enhver afgørelse, der afslutter straffesagen vedrørende den forbrydelse, som offeret har været udsat for, og efter offerets anmodning, en begrundelse eller et kort sammendrag af begrundelsen for afgørelsen, medmindre der er tale om en nævningeafgørelse eller en afgørelse, hvor begrundelsen er fortrolig, i hvilket tilfælde der ikke gives en begrundelse i henhold til national ret.

4. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der har ret til information om, hvor og hvornår retssagen finder sted, jf. artikel 6, stk. 1, litra b), og som ikke forstår den kompetente myndigheds sprog, efter anmodning får en oversættelse af den information, som de har krav på, stillet til rådighed.

5. Ofre kan indgive en begrundet anmodning om, at et dokument betragtes som væsentligt. Der stilles ikke krav om, at passager i væsentlige dokumenter, som ikke er relevante for, at ofre kan deltage aktivt i straffesagen, bliver oversat.

6. Uanset stk. 1 og 3 kan der gives en mundtlig oversættelse eller et mundtligt sammendrag af væsentlige dokumenter i stedet for en skriftlig oversættelse, forudsat at en sådan mundtlig oversættelse eller et sådant mundtligt sammendrag ikke vanskeliggør en retfærdig rettergang.

7. Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndighed foretager en vurdering af, om ofrene har behov for tolkning eller oversættelse, jf. stk. 1 og 3. Ofrene kan anke en afgørelse om ikke at tilbyde tolkning eller oversættelse. Procedurereglerne for en sådan prøvelse fastlægges i national ret.

8. Tolkning og oversættelse, samt enhver overvejelse om at anke en afgørelse om ikke at tilbyde tolkning eller oversættelse i medfør af denne artikel, må ikke forsinke straffesagen unødigt.

Artikel 8
Ret til adgang til støttetjenester for ofre
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, i overensstemmelse med deres behov, har adgang til vederlagsfrie og fortrolige støttetjenester for ofre, der varetager ofrenes interesser, før, under og i et passende tidsrum efter straffesagen. Familiemedlemmer har adgang til støttetjenester for ofre i overensstemmelse med deres behov og graden af den skade, de har lidt som følge af den forbrydelse, der er begået mod offeret.

2. Medlemsstaterne fremmer henvisninger af ofre fra den kompetente myndighed, der modtog anmeldelsen, og andre relevante organer til støttetjenester for ofre.

3. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at etablere vederlagsfrie og fortrolige specialiserede støttetjenester ud over, eller som en integrerende del af, almindelige støttetjenester for ofre eller til at gøre det muligt for støtteorganisationer for ofre at henvende sig til eksisterende specialiserede organer, der tilbyder sådan specialiseret støtte. Ofre har i overensstemmelse med deres særlige behov adgang til sådanne tjenester, og familiemedlemmer har adgang i overensstemmelse med deres særlige behov og den skade, de har lidt som følge af den forbrydelse, der er begået mod offeret.

4. Støttetjenester for ofre og eventuelle specialiserede støttetjenester kan etableres som offentlige eller ikkestatslige organisationer og organiseres på professionelt eller frivilligt grundlag.

5. Medlemsstaterne sikrer, at adgang til eventuelle støttetjenester for ofre ikke er afhængig af, at ofrene formelt anmelder en forbrydelse til en kompetent myndighed.

Artikel 9
Støtte fra støttetjenester for ofre
1. Støttetjenester for ofre som omhandlet i artikel 8, stk. 1, skal som minimum omfatte:

a) information, rådgivning og støtte, der er relevant for ofrenes udøvelse af rettigheder, herunder om adgang til nationale ordninger til opnåelse af erstatning for skade forvoldt ved forbrydelser, og om deres rolle i straffesager, herunder forberedelse til deltagelse i retssagen

b) information om eller direkte henvisning til eventuelle relevante specialiserede støttetjenester, som tilbydes

c) følelsesmæssig og så vidt muligt psykologisk bistand

d) rådgivning om økonomiske og praktiske spørgsmål, der opstår som følge af forbrydelsen

e) rådgivning vedrørende risikoen for og forhindring af sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse, medmindre andet er fastsat af andre offentlige eller private tjenester.

2. Medlemsstaterne tilskynder støttetjenesterne for ofre til at tage særligt hensyn til de særlige behov hos ofre, der har lidt stor skade som følge af forbrydelsens alvor.

3. Medmindre andet er fastsat af andre offentlige eller private tjenester, skal de specialiserede støttetjenester, der er omhandlet i artikel 8, stk. 3, som minimum tilvejebringe og tilbyde:

a) herberg eller enhver anden form for passende midlertidig indkvartering for ofre, der har behov for et sikkert opholdssted på grund af en overhængende risiko for sekundær og gentagen viktimisering, for intimidering og for gengældelse

b) målrettet og integreret hjælp til ofre med særlige behov såsom ofre for seksuel vold, ofre for kønsbaseret vold og ofre for vold i nære forhold, herunder traumestøtte og traumerådgivning.

Kapitel 3
Deltagelse i straffesager
Artikel 10
Retten til at blive hørt
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre har mulighed for at blive hørt under straffesagen og kan fremlægge beviser. Når et børneoffer skal høres, tages der behørigt hensyn til barnets alder og modenhed.

2. De procedureregler, efter hvilke ofre har mulighed for at blive hørt under straffesagen og kan fremlægge beviser, fastlægges i national ret.

Artikel 11
Rettigheder i forbindelse med afgørelser om ikke at rejse tiltale
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, i overensstemmelse med deres rolle i det relevante strafferetlige system, har ret til prøvelse af en afgørelse om ikke at rejse tiltale. Procedurereglerne for en sådan prøvelse fastlægges i national ret.

2. Fastlægges offerets rolle i det relevante strafferetlige system i overensstemmelse med national ret først, når der er truffet afgørelse om at retsforfølge gerningsmanden, sikrer medlemsstaterne, at i det mindste ofre for alvorlige forbrydelser har ret til prøvelse af en afgørelse om ikke at rejse tiltale. Procedurereglerne for en sådan prøvelse fastlægges i national ret.

3. Medlemsstaterne sikrer, at ofre uden unødig forsinkelse får meddelelse om deres ret til at få, og at de efter anmodning får tilstrækkelige informationer til at beslutte, om de skal anmode om prøvelse af en afgørelse om ikke at rejse tiltale.

4. Når afgørelsen om ikke at rejse tiltale træffes af den øverste anklagemyndighed, og det ikke er muligt at foretage en prøvelse af denne afgørelse i henhold til national ret, kan retten til prøvelse foretages af den samme myndighed.

5. Stk. 1, 3 og 4 finder ikke anvendelse på anklagerens afgørelse om ikke at rejse tiltale, hvis en sådan afgørelse medfører en tvistløsning uden for domstolene, i det omfang den nationale ret indeholder bestemmelser om en sådan mulighed.

Artikel 12
Ret til garantier i forbindelse med genoprettende retfærdighed
1. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at sikre offeret mod sekundær og gentagen viktimisering, mod intimidering og mod gengældelse, som skal anvendes, når der ydes enhver form for tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed. Disse foranstaltninger sikrer, at ofre, der vælger at deltage i en proces med genoprettende retfærdighed, har adgang til sikre og kompetente former for tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed under iagttagelse af mindst følgende betingelser:

a) Tjenesterne vedrørende genoprettende retfærdighed anvendes kun, hvis det med forbehold af alle sikkerhedshensyn er i offerets interesse, og offeret frit har givet sit informerede samtykke, som til enhver tid kan tilbagekaldes.

b) Inden offeret samtykker i at deltage i processen med genoprettende retfærdighed, skal den pågældende have fuldstændige og objektive oplysninger om nævnte proces og om de mulige resultater heraf samt oplysninger om procedurerne for kontrol med opfyldelsen af en eventuel overenskomst.

c) Gerningsmanden skal have erkendt de grundlæggende fakta i sagen.

d) Enhver overenskomst indgås frivilligt og kan tages i betragtning under eventuelle yderligere skridt i straffesagen.

e) Drøftelser i forbindelse med genoprettende retfærdighed, som ikke føres offentligt, er fortrolige og offentliggøres ikke efterfølgende, medmindre parterne indvilliger heri, eller det kræves i henhold til national ret på grund af en tungtvejende offentlig interesse.

2. Medlemsstaterne fremmer henvisning af sager, der er relevante, til tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed, herunder gennem udfærdigelse af procedurer eller retningslinjer om betingelserne for en sådan henvisning.

Artikel 13
Ret til retshjælp
Medlemsstaterne sikrer, at ofre har adgang til retshjælp, når de er part i en straffesag. Betingelserne eller procedurereglerne for, at ofre kan få adgang til retshjælp, fastlægges i national ret.

Artikel 14
Ret til godtgørelse af udgifter
Medlemsstaterne skal give ofre, som deltager i straffesager, mulighed for at få godtgjort de udgifter, de har haft i forbindelse med deres aktive deltagelse i straffesagen, i overensstemmelse med deres rolle i det relevante strafferetlige system. Betingelserne for eller procedurereglerne efter hvilke ofre kan få adgang til godtgørelse, fastlægges i national ret.

Artikel 15
Ret til at få ejendele igen
Medlemsstaterne sikrer, at ejendele, der er blevet beslaglagt under en straffesag, og som kan tilbageleveres, på grundlag af en afgørelse truffet af en kompetent myndighed straks leveres tilbage til ofrene, medmindre ejendelene er nødvendige til brug under straffesagen. Betingelserne eller procedurereglerne for tilbagelevering af sådanne ejendele til ofrene fastlægges i national ret.

Artikel 16
Ret til en afgørelse om erstatning fra gerningsmanden under en straffesag
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre har krav på, som led i straffesagen, at få en afgørelse om erstatning fra gerningsmanden inden en rimelig frist, medmindre national ret indeholder bestemmelser om, at sådanne afgørelser skal træffes i forbindelse med anden retsforfølgning.

2. Medlemsstaterne fremmer foranstaltninger til at tilskynde gerningsmanden til at yde passende erstatning til offeret.

Artikel 17
Rettigheder for ofre med bopæl i en anden medlemsstat
1. Medlemsstaterne sikrer, at deres kompetente myndigheder er i stand til at træffe de nødvendige foranstaltninger til i videst muligt omfang at begrænse de vanskeligheder, som opstår, når offeret har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor forbrydelsen blev begået, især med hensyn til sagens tilrettelæggelse. Med henblik herpå skal myndighederne i den medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået, især have mulighed for:

a) at optage forklaring fra offeret umiddelbart efter anmeldelsen af forbrydelsen til den kompetente myndighed

b) i videst muligt omfang at gøre brug af bestemmelserne om video- og telefonkonference i konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af 29. maj 2000 (17) med henblik på afhøring af ofre, som har bopæl i en anden medlemsstat.

2. Medlemsstaterne sikrer, at ofre for en forbrydelse, der er begået i en anden medlemsstat end den, hvor de har bopæl, kan anmelde forbrydelsen til de kompetente myndigheder i bopælsstaten, hvis de ikke har mulighed for at gøre det i den medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået, eller, når der er tale om en alvorlig forbrydelse i henhold til national ret i den pågældende medlemsstat, hvis de ikke ønsker at gøre det.

3. Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndighed, som offeret indgiver sin anmeldelse til, straks videresender den til den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået, hvis kompetencen til at indlede retsforfølgning ikke er blevet udøvet af den medlemsstat, hvori anmeldelsen blev indgivet.

Kapitel 4
Beskyttelse af ofre og anerkendelse af ofre med særlige beskyttelsesbehov
Artikel 18
Ret til beskyttelse
Uden at dette indebærer en begrænsning i retten til et forsvar, sikrer medlemsstaterne, at der kan træffes foranstaltninger til at beskytte ofrenes og deres familiemedlemmer mod sekundær og gentagen viktimisering, mod intimidering og mod gengældelse, herunder mod risikoen for følelsesmæssigt eller psykologisk overgreb, og til at beskytte ofrenes værdighed under afhøring og ved afgivelse af vidneforklaring. Om nødvendigt skal sådanne foranstaltninger også omfatte procedurer, der er fastlagt i henhold til national ret, med henblik på fysisk beskyttelse af ofre og deres familiemedlemmer.

Artikel 19
Ret til at undgå kontakt mellem offeret og gerningsmanden
1. Medlemsstaterne skaber de nødvendige betingelser for, at kontakt mellem ofre, og om nødvendigt deres familiemedlemmer, og gerningsmanden undgås i lokaler, hvor straffesagen finder sted, medmindre straffesagen gør en sådan kontakt nødvendig.

2. Medlemsstaterne sikrer, at nye retsbygninger har særskilte venteområder for ofre.

Artikel 20
Ofres ret til beskyttelse under efterforskningen af forbrydelser

Uden at det berører retten til et forsvar og i overensstemmelse med reglerne om rettens skøn, sikrer medlemsstaterne under efterforskningen af forbrydelser, at:

a) afhøring af ofre finder sted uden unødigt ophold, efter at der er anmeldt en forbrydelse til den kompetente myndighed

b) antallet af afhøringer af ofre begrænses mest muligt, og at afhøring kun foretages, hvis det er strengt nødvendigt af hensyn til den strafferetlige efterforskning

c) ofre kan ledsages af deres juridiske repræsentant og en person, de selv har valgt, medmindre der er truffet en begrundet afgørelse om det modsatte

d) lægeundersøgelser begrænses mest muligt og kun foretages, hvis det er strengt nødvendigt af hensyn til straffesagen.

Artikel 21
Ret til beskyttelse af privatlivet
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder under straffesagen kan træffe egnede foranstaltninger til at beskytte ofres og deres familiemedlemmers privatliv, herunder offerets personlige egenskaber, der tages hensyn til ved den i artikel 22 omtalte individuelle vurdering, og billedgengivelser af de pågældende. Endvidere sikrer medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder kan træffe alle lovlige foranstaltninger for at hindre, at offentligheden får kendskab til oplysninger, der kan gøre det muligt at identificere børneofre.

2. For at beskytte ofrenes privatliv, personlige integritet og personoplysninger tilskynder medlemsstaterne under hensyntagen til ytringsfriheden og mediernes ret til information, mediefrihed og mediernes pluralisme medierne til at træffe selvregulerende foranstaltninger.

Artikel 22
Individuel vurdering af ofre for at identificere særlige beskyttelsesbehov
1. Medlemsstaterne sikrer, at ofre i tide bliver individuelt vurderet efter de nationale procedurer med henblik på at identificere særlige beskyttelsesbehov og for at afgøre, om og i hvilken udstrækning de vil kunne nyde godt af særlige foranstaltninger under en straffesag, jf. artikel 23 og 24, under hensyntagen til deres særlige modtagelighed over for sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse.

2. Den individuelle vurdering tager særligt hensyn til:

a) offerets personlige karakteristika

b) forbrydelsens art eller type, og

c) omstændighederne ved forbrydelsen.

3. I forbindelse med den individuelle vurdering, vises særlig opmærksomhed over for ofre, der har lidt betydelig overlast som følge af forbrydelsens alvor; ofre, der har været udsat for en forbrydelse, der blev begået på grund af fordomme eller ud fra et diskriminatorisk motiv, der især kan have forbindelse med ofrenes personlige karakteristika; ofre, hvis forhold til og afhængighed af gerningsmanden gør dem særligt sårbare. I den forbindelse skal der tages behørigt hensyn til ofre for terrorisme, organiseret kriminalitet, menneskehandel, kønsbaseret vold, vold i et nært forhold, seksuel vold, udnyttelses- eller hadforbrydelser samt ofre med handicap.

4. Ved anvendelsen af dette direktiv lægges til grund, at børneofre har særlige beskyttelsesbehov på grund af deres sårbarhed over for sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse. For at afgøre om og i hvilket omfang de ville drage nytte af særlige foranstaltninger som omhandlet i artikel 23 og 24, underlægges børneofre en individuel vurdering som omhandlet i nærværende artikels stk. 1.

5. Den individuelle vurderings omfang kan tilpasses forbrydelsens grovhed og den grad af skade, offeret efter det oplyste har lidt.

6. Individuelle vurderinger gennemføres under tæt inddragelse af ofrene og tager hensyn til deres ønsker, også hvis de ikke ønsker, at der træffes særlige foranstaltninger, jf. artikel 23 og 24.

7. Hvis de elementer, der ligger til grund for den individuelle vurdering, har ændret sig væsentligt, sikrer medlemsstaterne, at den holdes opdateret under hele straffesagens forløb.

Artikel 23
Ret til beskyttelse under straffesager for ofre med særlige beskyttelsesbehov
1. Uden at det berører retten til et forsvar og i overensstemmelse med reglerne om domstolenes skøn sikrer medlemsstaterne, at ofre med særlige beskyttelsesbehov, for hvem der træffes særlige foranstaltninger, der er identificeret som følge af en individuel vurdering som omhandlet i artikel 22, stk. 1, kan nyde godt af de foranstaltninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 2 og 3. En særlig foranstaltning som følge af den individuelle vurdering undlades, hvis operationelle eller praktiske begrænsninger gør det umuligt at benytte den, eller hvis der er et presserende behov for at afhøre offeret, og undladelse heraf kan skade offeret eller en anden person eller kan berøre selve sagens forløb.

2. Følgende foranstaltninger skal være til rådighed for ofre med særlige beskyttelsesbehov, der er identificeret i overensstemmelse med artikel 22, stk. 1, under efterforskningen af forbrydelsen:

a) afhøring af offeret udføres i lokaler, der er indrettet til eller tilpasset dette formål

b) afhøring af offeret foretages af eller gennem personer, som er professionelt uddannede heri.

c) afhøring af offeret foretages altid af de samme personer, medmindre en forsvarlig retspleje er til hinder herfor

d) enhver afhøring af ofre for seksuel vold, kønsbaseret vold eller vold i nære forhold foretages af en person af samme køn som offeret, hvis offeret ønsker det, under forudsætning af, at det ikke griber ind i straffesagens gang, medmindre afhøringen foretages af en anklager eller en dommer

3. Følgende foranstaltninger skal være til rådighed for ofre med særlige beskyttelsesbehov, der er identificeret i overensstemmelse med artikel 22, stk. 1, under retssagen:

a) foranstaltninger til at undgå visuel kontakt mellem ofre og gerningsmænd, herunder under vidneforklaringerne, ved hjælp af egnede midler, herunder brug af kommunikationsteknologi

b) foranstaltninger til at sikre, at offeret kan afhøres i retslokalet uden at være til stede, især ved hjælp af dertil egnet kommunikationsteknologi

c) foranstaltninger til at undgå unødvendig afhøring om offerets privatliv, der ikke er relevant for forbrydelsen, og

d) foranstaltninger, så retsmødet kan finde sted uden offentlighedens tilstedeværelse.

Artikel 24
Børneofres ret til beskyttelse under straffesager
1. Ud over foranstaltningerne i artikel 23 sikrer medlemsstaterne, når offeret er et barn, at:

a) alle afhøringer af børneofferet kan videooptages under den strafferetlige efterforskning af forbrydelsen, og at disse optagelser af afhøringer kan bruges som bevis under straffesagen

b) de kompetente myndigheder i forbindelse med efterforskning af forbrydelser og under retssagen, i overensstemmelse med ofres rolle i det relevante strafferetlige system, udpeger en særlig repræsentant for børneofre, når indehaverne af forældremyndigheden i henhold til national ret er udelukket fra at repræsentere børneofferet som følge af en interessekonflikt mellem dem og børneofferet, eller når børneofferet er uledsaget eller adskilt fra familien

c) han eller hun, når børneofferet har ret til en advokat, har ret til sin egen juridiske rådgiver og repræsentant i sit eget navn i sager, hvor der er, eller der kunne opstå en interessekonflikt mellem barneofferet og indehaveren af forældremyndigheden.

Procedurereglerne for de i første afsnit, litra a), omhandlede videooptagelser og anvendelsen heraf fastlægges i national ret.

2. Såfremt der hersker usikkerhed om et offers alder, og der er grund til at formode, at offeret er et barn, forudsættes offeret i forbindelse med dette direktiv at være et barn.

Kapitel 5
Almindelige bestemmelser
Artikel 25
Uddannelse af fagfolk
1. Medlemsstaterne sikrer, at offentligt ansatte embedsmænd, som vil kunne komme i kontakt med ofre, f.eks. politifolk og personalet ved retterne får både generel og specialiseret uddannelse på et niveau svarende til den kontakt, de har med ofrene, for at øge deres opmærksomhed på ofres behov og for at sætte dem i stand til at behandle ofre på en uvildig, respektfuld, og professionel måde.

2. Med forbehold af retsvæsenets uafhængighed og forskelle i opbygningen af retssystemerne i Unionen anmoder medlemsstaterne om, at de ansvarlige for uddannelse af dommere og anklagere, der er involveret i straffesager, giver adgang til både generel og specialiseret uddannelse for at øge dommeres og anklageres opmærksomhed på ofres behov.

3. Uden at det berører domstolenes uafhængighed anbefaler medlemsstaterne, at de ansvarlige for juristernes uddannelse giver dem adgang til både generel og specialiseret uddannelse for at øge juristers opmærksomhed på ofres behov.

4. Medlemsstaterne tilskynder gennem deres offentlige tjenester eller ved støttemidler til støtteorganisationer for ofre initiativer, der sikrer, at de, der tilbyder en støttetjeneste for ofre eller tilbyder tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed, får den nødvendige uddannelse på et niveau svarende til den kontakt, de har med ofrene, og overholder de faglige standarder, så det sikres, at disse tjenesteydelser udføres på en uvildig, respektfuld og professionel måde.

5. Under hensyn til de arbejdsopgaver, der udføres, og arten og omfanget at den kontakt, fagfolkene har med ofre, tilsigter uddannelsen at sætte de pågældende i stand til at give ofre anerkendelse og behandle dem på en respektfuld, professionel og ikkediskriminerende måde.

Artikel 26
Samarbejde og koordinering
1. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at lette samarbejdet mellem medlemsstaterne og forbedre ofres udøvelse af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv og national ret. Et sådant samarbejde har mindst til formål at:

a) udveksle bedste praksis

b) foretage høringer i individuelle tilfælde, og

c) yde assistance til europæiske netværk, der arbejder med sager af direkte relevans for ofres rettigheder.

2. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger, herunder via internettet, med henblik på at øge bevidstheden om de i dette direktiv omhandlede rettigheder til begrænsning af risikoen for viktimisering og minimering af de negative konsekvenser af forbrydelsen og risikoen for sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse, navnlig ved målretning mod grupper såsom børn, ofre for kønsbaseret vold og ofre for vold i nære forhold. Sådanne foranstaltninger kan omfatte oplysnings- og bevidstgørelseskampagner og forsknings- og uddannelsesprogrammer, om nødvendigt i samarbejde med relevante civilsamfundsorganisationer og andre aktører.

Kapitel 6
Afsluttende bestemmelser
Artikel 27
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 16. november 2015.

2. Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 28
Indsendelse af data og statistikker
Medlemsstaterne meddeler senest 16. november 2017 og derefter hvert tredje år Europa-Kommissionen tilgængelige data, der viser, hvordan og i hvilken udstrækning ofrene har udøvet de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv.

Artikel 29
Rapport
Kommissionen fremsender senest 16. november 2017 en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet med en vurdering af, i hvilket omfang medlemsstaterne har truffet de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme dette direktiv, herunder en beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 8, artikel 9 og artikel 23, om nødvendigt ledsaget af lovgivningsforslag.

Artikel 30
Erstatning af rammeafgørelse 2001/220/RIA
Rammeafgørelse 2001/220/RIA erstattes herved for så vidt angår de medlemsstater, der deltager i vedtagelsen af dette direktiv, idet dette dog ikke berører medlemsstaternes forpligtelser for så vidt angår fristerne for gennemførelse i national ret.

For så vidt angår de medlemsstater, der deltager i vedtagelsen af dette direktiv, gælder henvisninger til rammeafgørelsen som henvisninger til nærværende direktiv.

Artikel 31
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 32
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 25. oktober 2012.

Europa-Parlamentet vegne
M. Schulz
Formand
Rådets vegne
A.D. Mavroyiannis
Formand

* * *
Direktivet hos EUR-Lex.
Direktivet hos EUR-Lex.

* * *
Noter
  1. [Retur] “video- og telefonkonference i konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af 29. maj 2000”.
    EFT C 197 af 12.7.2000, s. 3.
    De Europæiske Fællesskabers Tidende den 12. juli 2000, C 197/1.
    Rådets retsakt af 29. maj 2000 om udarbejdelse i henhold til artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Union af konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater.
    Artikel 10: Afhøring ved hjælp af videokonference.
    Artikel 11: Afhøring af vidner og sagkyndige ved hjælp af telefonkonference.
    Retsakten i pdf-format i De Europæiske Fællesskabers Tidende hos EUR-Lex.

  1. [Retur] Folketinget og direktivet.
    1. Retsudvalget stillede den 21. marts 20136 på foranledning af Karsten Lauritzen (V) spgsm. 690 – Alm. del 2012-13 – om, hvilke ændringer af lovgivningen direktiv 2012/29/EU af 25. oktober vil medføre, hvis Danmark beslutter at blive omfattet af direktivet, til justitsminister, Morten Bødskov, der svarede den 9. april 2013.

      Spørgsmål
      Ministeren bedes redegøre for, hvilke ændringer af lovgivningen direktiv 2012/29/EU af 25. oktober vil medføre, hvis Danmark beslutter at blive omfattet af direktivet.

      Svar
      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU [2] af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA indeholder en række forpligtelser for medlemsstaterne til bl.a. at sikre ofres ret til information, rådgivning, tolkebistand og oversættelse, ofres deltagelse i straffesager og klageadgang samt regler vedrørende beskyttelse af ofre, herunder beskyttelse af ofre med særlige behov.

      Direktivet er vedtaget med hjemmel i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, tredje del, afsnit V, nærmere bestemt artikel 82, stk. 2, og er dermed omfattet af det danske retsforbehold. Danmark deltog således ikke i vedtagelsen af forslaget, og direktivets bestemmelser er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark. Retsforbeholdet er dog ikke til hinder for, at Danmark opretholder og/eller indfører regler, som er i overensstemmelse med direktivets bestemmelser.

      De medlemsstater, som direktivet retter sig til, vil skulle gennemføre direktivet senest den 16. november 2015. Justitsministeriet har ikke på nuværende tidspunkt vurderet, om der bør ske gennemførelse af direktivet i dansk ret, herunder i hvilket omfang en sådan gennemførelse vil kræve ændringer af eksisterende lovgivning.

      * * *
      [Retur] Direktiv 2012/27/EU
      I svaret herover (på spgsm. 690) anføres direktiv 2012/27/EU. Det må være en fejlskrivning. Direktiv 2012/27/EU vedrører forhold om energieffektivitet. Spørgsmålet vedrører direktiv 2012/29/EU, og det er også dette direktiv, svaret i øvrigt vedrører.

      * * *
      Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
      Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

    2. Folkeafstemningen om “Retsforbeholdet” den 3. december 2015.

      Lovforslag L 129 – Samling 2015-16 – om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning er lovforslaget, der dannede baggrund for folkeafstemningen.
      Direktiv 2012/29/EU blev fravalgt, det vil sige, at det ikke var blandt de retsakter, der blev stemt om skulle erstatte retsforbeholdet ved folkeafstemningen.

      * * *
      Folketingets journal vedr. lovforslaget.
      Lovforslaget hos Folketinget i pdf-format, hvor “Offerdirektivet” omtales i bilag 4, side 26.
      Omtale af offerdirektivet, direktiv 2012/29/EU i relation til Folkeafstemningen hos Folketingets EU-Oplysningens særlige hjemmeside om folkeafstemningen den 3. december 2015 om det danske retsforbehold.