Den Internationale Olympiske Komité vedtog i november 2015, at transkønnede kan deltage i sport uden operation.

Vist 0 gange.
OL

OL

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) vedtog i november 2015 at transmænd kan deltage i den mandlige kategori uden begrænsninger, at transkvinder kan deltage i den kvindelige kategori uden kirurgisk kønsskifte, såfremt de overholder et maksimalt testosteronniveau, og at kvinder med hyperandrogenisme bør kunne deltage enten i den kvindelige eller den mandlige kategori.

Den tidligere beslutning fra Den Internationale Olympiske Komité om at tillade transkønnede at deltage i De Olympiske Lege, såfremt de har gennemgået kirurgisk kønsskifte må derfor, selv om det ikke er anført i vedtagelsen, anses for forældet.

Herunder en dansk oversættelse af skrivelsen fra Den Internationale Oplympiske komité.
Der tages forbehold for oversættelsen. Ved brug som dokumentation henvises til den originale tekst.
Tina Thranesen.

IOC konsensusmøde om kønsskifte og hyperandrogenisme november 2015.

Deltagere

Prof Dr Uður Erdener
Chairman, IOC Medical & Scientific Commission
Prof Arne Ljungqvist
Former Chairman, IOC Medical Commission
Dr Stéphane Bermon
Monaco Institute of Sports Medicine & Surgery, IAAF Medical & Scientific Senior Consultant
Michael Beloff, QC
Barrister, Blackstone Chambers
Prof Gerard Conway
Professor of Clinical Medicine, University College London
Prof Myron Genel
Professor Emeritus of Pediatrics and Senior Research Scientist, Yale Child Health Research Center
Yale University School of Medicine
Ms Joanna Harper
Chief Medical Physicist, Radiation Oncology, Providence Portland Medical Center
Prof Angelica Linden Hirschberg
Department of Woman & Child Health, Division of Obstetrics & Gynecology, Karolinska Institutet
Prof Dr Maria Jose Martinez Patino
Faculty of Sport Sciences, University of Vigo
Prof Martin Ritzén
Professor Emeritus, Dept of Woman and Child Health
Karolinska Institutet
Dr Eric Vilain
Professor of Human Genetics, Pediatrics and Urology Director, Center for Gender-Based Biology Chief, Medical Genetics, Department of Pediatrics
Co-director, Clinical Genomic Center David Geffen School of Medicine at UCLA
Jonathan Taylor
Partner, Bird & Bird
Liz Riley
Barrister, Bird & Bird
Dr Robin Mitchell
Vice-Chair, IOC Medical & Scientific Commission
Dr Rania Elwani
Member, IOC Medical & Scientific Commission
Dr Vidya Mohamed-Ali
Member, IOC Medical & Scientific Commission
Prof Yannis Pitsiladis
Member, IOC Medical & Scientific Commission
Dr Richard Budgett
IOC Medical & Scientific Director
Dr Lars Engebretsen
IOC Head of Scientific Activities
Christian Thill
IOC Senior Legal Counsel

  1. Retningslinjer vedrørende transkønnede
    1. Siden Stockholm konsensus om kønsskifte i sports i 2003 har der været en voksende erkendelse af vigtigheden af kønsidentitets selvstændighed i samfundet, hvilket afspejles i lovgivningen i mange jurisdiktioner i hele verden.
    2. Der er dog også jurisdiktioner, hvor kønsidentitets selvstændighed i samfundet slet ikke er medtaget i lovgivningen.
    3. Det er så vidt, det er muligt, nødvendigt at sikre, at transatleter ikke udelukkes fra muligheden for at deltage i sportskonkurrencer.
    4. Det overordnede sportslige mål er og bliver en garanti for fair konkurrence. Begrænsninger i deltagelse er kun relevante i det omfang, de er nødvendige og står i rimeligt forhold til at nå dette mål.
    5. At kræve kirurgisk kønsskifte som en forudsætning for deltagelse er ikke nødvendigt at bevare fair konkurrence og kan være i modstrid med lovgivningsmæssige udviklinger og forestillinger om menneskerettigheder.
    6. Der er ikke noget i disse retningslinjer, som har til formål på nogen måde at underminere kravet om at overholde World Anti-Doping Code [1] og WADA International Standards [2].
    7. Disse retningslinjer er et “levende” dokument og vil blive revideret i lyset af den videnskabelige eller medicinske udvikling.
    I denne ånd har IOC’s konsensusmøde aftalt følgende retningslinjer, som idrætsorganisationer skal tage i betragtning, når de fastsætter vilkårene for deltagelse i mandlige og kvindelige konkurrencer:
    1. De, som transitionere fra kvinde til mand er berettiget til at konkurrere i den mandlige kategori uden begrænsninger.
    2. De, som transitionere fra mand til kvinde er berettiget til at konkurrere i den kvindelige kategori under følgende betingelser:
      1. Atleten har erklæret, at hendes kønsidentitet er kvindelig. Erklæringen kan ikke ændres af sportslige grunde i mindst fire år.
      2. Atleten skal dokumentere, at hendes samlede testosteronniveau i serum har været under 10 nmol/L i mindst 12 måneder forud for sin første konkurrence (ved krav om en længere periode, skal det baseres på en fortrolig sag til sag evaluering, hvor det overvejes, om 12 måneder er tilstrækkelig lang tid til at minimere enhver fordel i kvindernes konkurrence).
      3. Atletens samlede testosteronniveau i serum skal forblive under 10 nmol/L i hele den periode, atleten ønsker at være berettiget til at konkurrere i den kvindelige kategori.
      4. Overholdelsen af disse betingelser kan kontrolleres ved test. I tilfælde af manglende overholdelse, vil atletens berettigelse til deltagelse i kvindelige konkurrence blive suspenderet i 12 måneder.
  2. Hyperandrogenisme hos kvindelige atleter
    Som svar på den foreløbige afgørelse af 24. juli 2015 fra Chand mod AFI og IAAF CAS 2014/A/3759 [3], anbefalede IOC’s konsensusmøde:
    • Regler til beskyttelse af kvinder i sport og fremme af principperne om fair konkurrence bør være på plads.
    • IAAF [4] opfordrer med støtte fra andre internationale forbund, de nationale olympiske komitéer og andre idrætsorganisationer til at give meddelelse til CAS [5] med argumenter og beviser til støtte for genindførelse af sine regler vedrørende hyperandrogenisme.
    • For at undgå forskelsbehandling, bør atleten, hvis denne ikke er berettiget til at deltage i kvindelige konkurrencer, være berettiget til at deltage i mandlige konkurrencer.

* * *
IOC konsensusmøde om kønsskifte og hyperandrogenisme november 2015.
Artikel den 21. januar 2016 hos SB Nation Outsports om beslutningen.
Artikel den 22. januar 2016 hos Pink News om beslutningen.

Noter af Tina Thranesen.
  1. [Retur] The World Anti-Doping Code.
  2. [Retur] WADA International Standards.
  3. [Retur] Chand mod AFI og IAAF CAS 2014/A/3759.
  4. [Retur] IAAF (International Association of Athletics Federations).
  5. [Retur] CAS (Court of Arbitration for Sport).


Asyldirektivet. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011.

Vist 33 gange.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU [1] af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse.

Direktivet gælder ikke for Danmark.

Direktivet indleder med en længere række henvisninger, hvorefter følger 53 betragtninger, hvoraf alene følgende skal nævnes
  1. En af betingelserne for at kunne opnå flygtningestatus, jf. artikel 1, afsnit A, i Genèvekonventionen, er, at der er en årsagsforbindelse mellem grundene til forfølgelsen, dvs. race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe, og forfølgelsen eller det forhold, at der ikke ydes beskyttelse mod sådan forfølgelse.
  2. Det er ligeledes nødvendigt at indføre en fælles opfattelse af forfølgelsesgrunden “tilhørsforhold til en bestemt social gruppe”. Med henblik på afgrænsningen af en bestemt social gruppe bør der tages hensyn til faktorer i forbindelse med ansøgerens køn, herunder kønsidentitet og seksuel orientering, som kan være forbundet med visse retstraditioner og skikke, der f.eks. fører til genital lemlæstelse, tvangssterilisation eller tvungen abort, for så vidt som disse faktorer er forbundet med ansøgerens velbegrundede frygt for forfølgelse.
Herefter anføres selve direktivet, der indeholder 9 kapitler med 42 artikler.
Her skal alene nævnes
KAPITEL I
ALMINDELIGE BESTEMMELSER
Artikel 1
Formål
Formålet med dette direktiv er at fastsætte standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse.

Artikel 2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
  1. “flygtning” : en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse, eller en statsløs person, som opholder sig uden for det land, hvor han tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, af samme grunde som anført ovenfor, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil vende tilbage til dette land, og som ikke er omfattet af artikel 12
  2. “flygtningestatus” : en medlemsstats anerkendelse af en tredjelandsstatsborger eller statsløs som flygtning
  3. “person, der er berettiget til subsidiær beskyttelse” : en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der ikke anerkendes som flygtning, men for hvem der er alvorlig grund til at antage, at vedkommende, hvis han eller hun sendes tilbage til sit hjemland eller, for så vidt angår en statsløs, til det land, hvor han eller hun tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, vil løbe en reel risiko for at lide alvorlig overlast som defineret i artikel 15, og som ikke er omfattet af artikel 17, stk. 1 og 2, og som ikke kan eller, på grund af en sådan risiko, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse
Artikel 3
Gunstigere standarder
Medlemsstaterne kan indføre eller opretholde gunstigere standarder for fastsættelse af, hvem der kan anerkendes som flygtninge eller som personer, der er berettigede til subsidiær beskyttelse, og for fastsættelse af indholdet af international beskyttelse, for så vidt disse standarder er forenelige med dette direktiv.

Artikel 10
Grundene til forfølgelse
  1. en gruppe betragtes som udgørende en bestemt social gruppe, navnlig når:
    • medlemmerne af den pågældende gruppe har samme medfødte karakteristiske træk eller en fælles baggrund, der ikke kan ændres, eller er fælles om et karakteristisk træk eller en tro, der er så grundlæggende for deres identitet eller samvittighed, at ingen mennesker bør tvinges til at give afkald derpå, og
    • den pågældende gruppe har en særskilt identitet i det relevante land, fordi den opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund.
      Afhængigt af omstændighederne i hjemlandet kan en bestemt social gruppe omfatte en gruppe, hvis fælles karakteristiske træk er seksuel orientering. Seksuel orientering kan ikke forstås således, at det omfatter handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning. Der tages hensyn til kønsrelaterede aspekter, herunder kønsidentitet, ved afgørelsen af, om en person tilhører en bestemt social gruppe, og ved bestemmelsen af de karakteristiske træk ved en sådan gruppe
* * *
Forud for vedtagelsen af direktivet var forløbet en længere proces.
Den 21. oktober 2009.
Europa-Kommissionen vedtog den 21. oktober 2009 et forslag til direktiv.
Forslaget blev ad flere gange drøftet i Europa-Parlamentet og Rådet.

Den 19.januar 2011.
Det Økonomiske og Sociale Udvalg – EØSU – afgav en udtalelse, som er optaget i Den Europæiske Unions Tidende har den 19.januar 2011.

Fra udtalelsen skal alene nævnes følgende.
4.5 Tilhørsforhold til en bestemt social gruppe.
Udvalget bifalder inddragelsen af kønskriteriet i definitionen af sociale grupper, som potentielt er i farezonen. Derudover bør der for at sikre en bedre kortlægning af situationer, hvor kvinder er særligt udsatte, anvendes en tværgående tilgang ved fortolkningen af Geneve- konventionen. Udvalget ønsker også at fremhæve den kendsgerning, at seksuel orientering kan være en årsag til forfølgelse. I visse samfund er individers sikkerhed og velfærd forbundet med deres køn. Organisationer og institutioner med ekspertise på dette område bør inddrages i høringer om asylpolitik, idet sådanne aktører kan give et mere fuldstændigt billede af kønsrelaterede risici. Udvalget anbefaler ligeledes, at kønsaspektet anerkendes i det europæiske asylstøttekontors arbejde gennem etableringen af specialiserede strukturer.

Den 14. juli 2011.
Betænkning afgivet.
Fra betænkningen skal her alene nævnes, at det ovenfor fra direktivet gengivne også er anført i betænkningen. Betragtningerne nr. 29 og 30 i det endelige direktiv er dog i betænkningen anført som nr. 28 og 29, men med samme formulering.

I pdf-udgaven af betænkningen findes på side 38 og 39 et afsnit “Begrundelse”, som ikke er anført i ovennævnte.

Her skal alene gengives følgende fra nederst på side 38.
Der er også gjort fremskridt i spørgsmål vedrørende køn og kønsidentitet. Disse spørgsmål nævnes nu specifikt i artiklerne vedrørende sociale grupper, der risikerer at blive forfulgt.
Ligeledes er der i betragtningerne indføjet en henvisning til “retstraditioner og skikke”, som kan få skadelige følger, f.eks. genital lemlæstelse.

Den 27. oktober 2011.
Europa-Parlamentet vedtog en tekst – P7_TA(2011)0469 – om af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som berettigede til international beskyttelse – dvs. berettigede til asyl.
Den vedtagne tekst indeholder i sig selv ikke enkeltheder, men en række henvisninger efterfulgt af en godkendelse af de udarbejdede forarbejder. Den vedtagne tekst afsluttes med, at parlamentsformanden pålagdes at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

På denne baggrund blev Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU vedtaget den 13. december 2011 som indledningsvis anført.

* * *
Direktiv 2011/95/EU som vedtaget den 13. december 2011 på EUR-Lex.
Udtalelse af 19.januar 2011 fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg – EØSU -optaget i Den Europæiske Unions Tidende.
Betænkning af 14. juli 2011 – uden afsnittet “Begrundelse”.
Betænkningen – med afsnittet “Begrundelse”.
Vedtagne tekster af 27. oktober 2011 fra Europa-Parlamentet.
Meddelelse af 28. oktober 2011 fra Intergroup on LGBT Rights om, at Europa-Parlamentet havde vedtaget teksten, som reelt førte til selve direktivet.
Journal vedrørende direktivforslaget.

Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] Direktiv: Et direktiv er med hensyn til det tilsigtede mål bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder, at bestemme form og midler for gennemførelsen.


Resolution A/HRC/17/19 om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet vedtaget af FN’s Menneskerettighedsråd den 17. juni 2011.

Vist 72 gange. Resolution A/HRC/17/19 om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet vedtaget af FN’s Menneskerettighedsråd den 17. juni 2011. betragtes som banebrydende, da den er den første af sin slags.
Resolutionen, der blev foreslået af Sydafrika, anmoder FN’s højkommissær for menneskerettigheder om at udarbejde en undersøgelse om vold og discrmination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet. Resolutionen opfordrer også til en paneldiskussion, der skal afholdes i Menneskerettighedsrådet for at diskutere undersøgelsens konklusioner.

Resolutionen blev vedtaget med 23 lande for, 19 imod, 3 undlod at stemme og 2 var fraværende.

Resolution A/HRC/17/19 i sin helhed
De Forenede Nationer
A/HRC/17/L.9/Rev.1
Generalforsamling
Den 15. juni 2011

Menneskerettighedsrådets 17. møde, dagsordenens punkt 8

Opfølgning og gennemførelse af Wien-erklæringen og handlingsprogrammet

Grækenland, Irland, Frankrig, Norge, Slovenien, Sydafrika, Sverige, Schweiz:
Revideret udkast til resolution

17. Menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet

Menneskerettighedsrådet,

Minder om de universelle, indbyrdes afhængige, udelelige og indbyrdes forbundne menneskerettigheder som er nedfældet i Verdenserklæringen om menneskerettigheder og dermed uddybet i andre menneskerettighedsinstrumenter, såsom den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og andre relevante centrale menneskerettighedsinstrumenter,

Minder også om, at Verdenserklæringen om menneskerettigheder bekræfter, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder, og at enhver er berettiget til alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring uden forskelsbehandling af nogen art, så som, race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden status;

Minder yderligere om Generalforsamlingens resolution 60/251 af 15. marts 2006[1], hvor forsamlingen udtalte, at Menneskerettighedsrådet bør være ansvarlig for at fremme den universelle respekt for beskyttelse af alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder for alle uden forskelsbehandling af nogen art og på en fair og lige måde,

Udtrykker alvorlig bekymring over vold og diskrimination i alle regioner i verden begået mod personer på grund af deres seksuelle orientering og kønsidentitet.
  1. Anmoder Højkommissæren om at bestille en undersøgelse, som skal være færdig til december 2011 og dokumentere diskriminerende love og praksisser og voldshandlinger mod personer på baggrund af deres seksuelle orientering og kønsidentitet i alle regioner i verden, og beskrive hvordan den internationale menneskerettighedslovgivning kan bruges til at stoppe vold og relaterede krænkelser af menneskerettighederne på grund af seksuel orientering og kønsidentitet;
  2. Beslutter at indkalde til en paneldiskussion til afholdelse under det 19. møde i Menneskerettighedsrådet, som skal være orienteret om oplysningerne i undersøgelsen bestilt af Højkommissæren, for at have konstruktiv, informeret og åben dialog om spørgsmålet om diskriminerende love og praksisser og voldshandlinger mod personer på baggrund af deres seksuelle orientering og kønsidentitet;
  3. Beslutter også, at panelet også skal diskutere en passende opfølgning på anbefalingerne fra undersøgelsen bestilt af Højkommissæren;
  4. Beslutter at forblive optaget af denne sag.

Følgende lande stemte for resolutionen:
Argentina, Belgien, Brasilien, Chile, Cuba, Ecuador, Frankrig, Guatemala, Ungarn, Japan, Mauritius, Mexico, Norge, Polen, Republikken Korea, Slovakiet, Spanien, Schweiz, Ukraine, Thailand, England , USA, Uruguay.
Følgende lande stemte imod resolutionen: Angola, Bahrain, Bangladesh, Cameroun, Djibouti, Gabon, Ghana, Jordan, Malaysia, Maldiverne, Mauretanien, Nigeria, Pakistan, Qatar, Moldova, Rusland, Saudi-Arabien, Senegal, Uganda.
Følgende lande undlod at stemme: Burkina Faso, Kina, Zambia
Fraværende lande: Kirgisistan, Libyen (suspenderet)

Note

  1. [Retur] United Nations. http://www.undemocracy.com/A-RES-60-251.pdf Resolution adopted by the General Assembly. 15. marts 2006. A/RES/60/251.
    2. Beslutter, at Rådet er ansvarligt for at fremme universel respekt for beskyttelse af alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder for alle, uden forskelsbehandling af nogen art og på en fair og lige måde;

Der tages forbehold for oversættelsesfejl. Ved brug som dokumentation henvises til originalteksten. Tina Thranesen.

Resolutionen i pdf-format.
Omtale den 17. juni 2011 af resolutionen på EqualJus.

Konvention CM(2011)49 om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder. BKI nr. 11 af 1. august 2014.

Vist 54 gange. Ministerkommittéen i Europarådet vedtog den 7. april 2011 konvention – CM(2011)49 – om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet. Konventionen er den første juridisk bindende internationale aftale nogensinde, som omfatter seksuel orientering og kønsidentitet og bekræfter dermed, at lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og interkønnedeLGBTI – menneskers rettigheder udgør en integrerende del af de universelle menneskerettigheder.

Konventionen blev underskrevet på Europarådsmødet den 11. maj 2011 i Istanbul og træder i kraft, når den er ratificeret af ti medlemsstater.
Der er tale om en meget omfattende konvention – 81 artikler. Konventionen betegnes også som Istanbulkonventionen.

Konventionen er den første juridisk bindende internationale aftale nogensinde, som omfatter seksuel orientering og kønsidentitet og bekræfter dermed, at lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og interkønnedeLGBTI – personers rettigheder udgør en integrerende del af de universelle menneskerettigheder.

Se Justitsministeriets: Notat af 24. juni 2013 fra justitsministeren om de lovgivningsmæssige konsekvenser af Europarådets konvention CM(2011)49 til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet.

Danmark tiltrådte konventionen den 1. august 2014.
Bekendtgørelse – BKI nr. 11 af 1. august 2014
Af bekendtgørelsen, der blev underskrevet af udenrigsminister, Martin Lidegaard (RV) den 1. august 2014 fremgår, at Danmark den 11. oktober 2013 undertegnede konventionen og den 23. april 2014 deponerede sit godkendelsesinstrument hos Europarådets generalsekretær.
Det fremgår videre, at Danmark har taget forbehold vedrørende:
Artikel 36. Seksuel vold, herunder voldtægt.
Artikel 37. Tvangsægteskab.
Artikel 38. Skamfering af de kvindelige kønsdele.
Artikel 39. Tvangsabort og –sterilisation.
Bekendtgørelsen – BKI nr. 11 af 1. august 2014 på Retsinformation.

Bekendtgørelsen er resultatet af lovforslag L 76 af 20. november 2013 om ændring af straffeloven. (Gennemførelse af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet), som blev vedtaget af Folketinget den 18. februar 2014.

Der er i relation til transforhold især grund til at fremhæve følgende.

Kapitel I – Formål, definitioner, ligestilling og ikke-diskrimination, generelle forpligtelser
Artikel 3 – Definitioner
I denne konvention:
  1. skal udtrykket “vold mod kvinder” forstås som en overtrædelse af menneskerettighederne og en form for diskrimination af kvinder, og det omfatter alle former for kønsbetinget vold som medfører, eller som sandsynligvis medfører, fysisk, seksuel, psykisk eller økonomisk overlast eller lidelse for kvinder, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, hvad enten dette sker i den offentlige eller den private sfære,
  2. skal udtrykket “vold i hjemmet” forstås som alle former for fysisk, seksuel, psykologisk eller økonomisk vold som forekommer inden for familien eller i hjemmet eller mellem tidligere eller nuværende ægtefæller eller partnere, hvad enten gerningsmanden er offerets nuværende eller forhenværende sambo,
  3. skal udtrykket “køn” forstås som de socialt konstruerede roller, adfærdsmønstre, aktiviteter og egenskaber som et givent samfund anser for at være passende for kvinder og mænd,
  4. skal udtrykket “kønsbetinget vold mod kvinder” forstås som vold der forøves mod en kvinde i kraft af hendes køn, eller som rammer kvinder i uforholdsmæssig grad,
  5. skal udtrykket “offer” forstås som enhver fysisk person der udsættes for den adfærd, som er beskrevet i punkt a og b,
  6. dækker udtrykket “kvinder” også piger under 18 år.
Artikel 4 – Grundlæggende rettigheder, ligestilling og ikke-diskrimination
  1. Parternes implementering af denne konventions bestemmelser, især foranstaltningerne til beskyttelse af ofres rettigheder, skal sikres uden nogen form for diskrimination, det være sig på grund af biologisk køn, sociokulturelt køn, race, hudfarve, sprog, religion, politisk eller anden orientering, national eller social oprindelse, tilknytning til et nationalt mindretal, ejendom, fødsel, seksuel orientering, kønsidentitet, alder, sundhedstilstand, handicap, ægteskabelig status, indvandrer- eller flygtningestatus, eller anden status.
Kapitel III – Forebyggelse
Artikel 14 – Undervisning
  1. Parterne træffer i behørigt omfang de foranstaltninger der er nødvendige for at pensumlister og læseplaner på alle niveauer med støtte af undervisningsmateriale tilpasset det enkelte klassetrin behandler emner som f.eks. ligestilling mellem kvinder og mænd, ikke-stereotype kønsroller, gensidig respekt, ikke-voldelig løsning af konflikter mellem mennesker, kønsbetinget vold mod kvinder og retten til personlig integritet.

Kapitel- og artikeloversigt

Kapitel I – Formål, definitioner, ligestilling og ikke-diskrimination, generelle forpligtelser
Artikel 1 – Konventionens formål
Artikel 2 – Konventionens anvendelsesområde
Artikel 3 – Definitioner
Artikel 5 – Staternes forpligtelser og rettidig omhu
Artikel 6 – Politikker der tager hensyn til kønnenes forskellighed
Kapitel II – Integrerede politikker og dataindsamling
Artikel 7 – Omfattende og koordinerede politikker
Artikel 8 – Økonomiske ressourcer
Artikel 9 – Ikke-statslige organisationer og civilsamfundet
Artikel 10 – Koordinerende organ
Artikel 11 – Dataindsamling og forskning
Kapitel III – Forebyggelse
Artikel 12 – Generelle forpligtelser
Artikel 13 – Bevidstgørelse
Artikel 14 – Undervisning
Artikel 15 – Uddannelse af fagfolk
Artikel 16 – Forebyggende intervention og behandlingsprogrammer
Artikel 17 – Inddragelse af den private sektor og medierne
Kapitel IV – Beskyttelse og støtte
Artikel 18 – Generelle forpligtelser
Artikel 19 – Information
Artikel 20 – Generelle støttetilbud
Artikel 21 – Bistand til individuelle/kollektive klager
Artikel 22 – Særlige støttetilbud
Artikel 23 – Krisecentre
Artikel 24 – Telefonrådgivning
Artikel 25 – Støtte til ofre for seksuel vold
Artikel 26 – Beskyttelse af og støtte til børn, der været vidner
Artikel 27 – Anmeldelse
Artikel 28 – Anmeldelse fra fagfolk
Kapitel V – Materiel ret
Artikel 29 – Civilretlige søgsmål og retsmidler
Artikel 30 – Erstatning
Artikel 31 – Forældremyndighed, samkvemsret og sikkerhed
Artikel 32 – Civilretlige konsekvenser af tvangsægteskaber
Artikel 33 – Psykisk vold
Artikel 34 – Systematisk forfølgelse (stalking)
Artikel 35 – Fysisk vold
Artikel 36 – Seksuel vold, herunder voldtægt
Artikel 37 – Tvangsægteskab
Artikel 38 – Skamfering af de kvindelige kønsdele
Artikel 39 – Tvangsabort og –sterilisation
Artikel 40 – Seksuel chikane
Artikel 41 – Medvirken og forsøg
Artikel 42 – Uacceptabel retfærdiggørelse af kriminalitet, herunder kriminalitet der begås under henvisning til såkaldt “ære”
Artikel 43 – Status som strafbar handling
Artikel 44 – Jurisdiktion (straffemyndighed)
Artikel 45 – Sanktioner og foranstaltninger
Artikel 46 – Skærpende omstændigheder
Artikel 47 – Domme afsagt af en anden part
Artikel 48 – Forbud mod obligatorisk alternativ konfliktløsning eller domfældelse
Kapitel VI – Efterforskning, retsforfølgning, retspleje og beskyttelsesforanstaltninger
Artikel 49 – Generelle forpligtelser
Artikel 50 – Omgående reaktion, forebyggelse og beskyttelse
Artikel 51 – Risikovurdering og risikostyring
Artikel 52 – Øjeblikkelig bortvisning
Artikel 53 – Afgørelser om tilhold eller beskyttelse
Artikel 54 – Efterforskning og bevismateriale
Artikel 55 – Retsforfølgning ex parte (uden varsel) og ex officio (på eget initiativ)
Artikel 56 – Beskyttelsesforanstaltninger
Artikel 57 – Retshjælp
Artikel 58 – Forældelse
Kapitel VII – Ind- og udvandring og asyl
Artikel 59 – Opholdsstatus
Artikel 60 – Kønsbaserede asylansøgninger
Artikel 61 – Non-refoulement (forbud mod tilbagesendelse)
Kapitel VIII – Internationalt samarbejde
Artikel 62 – Generelle principper
Artikel 63 – Foranstaltninger vedrørende personer i fare
Artikel 64 – Information
Artikel 65 – Databeskyttelse
Kapitel IX – Overvågningsmekanisme
Artikel 66 – Ekspertgruppe for indsatsen mod vold mod kvinder og vold i hjemmet
Artikel 67 – Komitéen af kontraherende parter
Artikel 68 – Procedure
Artikel 69 – Generelle henstillinger
Artikel 70 – Inddragelse af parlamenterne i overvågningen
Kapitel X – Forholdet til andre internationale instrumenter
Artikel 71 – Forholdet til andre internationale instrumenter
Kapitel XI – Ændringer til konventionen
Artikel 72 – Ændringer
Kapitel XII – Afsluttende bestemmelser
Artikel 73 – Konventionens virkning
Artikel 74 – Konfliktløsning
Artikel 75 – Undertegnelse og ikrafttræden
Artikel 76 – Tiltrædelse af konventionen
Artikel 77 – Geografisk anvendelsesområde
Artikel 78 – Forbehold
Artikel 79 – Gyldighed og revision af forbehold
Artikel 80 – Opsigelse
Artikel 81 – Meddelelser
Udfærdiget i Istanbul d. 11. maj 2011 på engelsk og fransk, idet begge tekster har samme gyldighed, i ét enkelt eksemplar, der deponeres i Europarådets arkiver. Europarådets generalsekretær fremsender bekræftede genparter heraf til Europarådets medlemsstater, til de ikke-medlemsstater, der har deltaget i udarbejdelsen af konventionen, til den Europæiske Union samt til de stater, der er blevet opfordret til at tiltræde konventionen.
Bilag – Privilegier og immuniteter (artikel 66)

Konventionen på dansk i pdf-format.
Konventionen på engelsk som vedtaget den 7. april 2011.

Pressemeddelelse – 312(2011) af 8. april 2011 fra Europarådet om konventionen.

ILGA-Europe udtalte den 8. april 2011, at organisationen betragter det som et stort skridt fremad i kampen mod kønsbestemt vold og mod og fuld beskyttelse af kvinder i hele Europa mod vold i hjemmet og under andre omstændigheder, såsom vold på offentlige steder, tvangsægteskaber, voldtægt, æresforbrydelser og omskæring.

Lesbiske, biseksuelle og transkvinder er i øget risiko for kønsrelateret vold, især hadforbrydelser, hvilket er konstateret af myndighederne ved FN og Europarådet. Det er derfor særlig vigtigt, at konventionens artikel om forbud mod forskelsbehandling beskytter disse kvinder ved også at omfatte seksuel orientering og kønsidentitet.

ILGA-Europe bruger sin status som observatør i ekspertudvalget, der udarbejdede konventionen, til at argumentere for behovet for at dække seksuel orientering og kønsidentitet. Vi ser optagelsen af disse grunde, som af stor symbolsk betydning. Konventionen er den første juridisk bindende internationale aftale nogensinde, som omfatter seksuel orientering og kønsidentitet og bekræfter dermed, at lesbiske,
bøsser, biseksuelle, transkønnede og interkønnedeLGBTI – menneskers rettigheder udgør en integrerende del af de universelle menneskerettigheder.

Den 8. april 2011 omtale ILGA-Europe konventionen.

Den 11. maj 2011 meddelte Europarådet i en pressemeddelelse fra dets møde i Istanbul, Tyrkiet, at der nu var åbnet for, at medlemslandene kunne underskrive konventionen, og at følgende lande ved en ceremoni samme dag underskrev konventionen: Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Island, Luxembourg, Montenegro, Portugal, Slovakiet, Spanien, Sverige, Tyrkiet og Østrig.



EU værktøjskasse af 17. juni 2010 om LGBT menneskerettigheder.

Vist 112 gange. EU værktøjskasse om LGBT menneskerettigheder. (17. juni 2010)
I Rådet for Den Europæiske Union – EU’s ministeråd – har Menneskerettighedsgruppen den 8. juni 2010 vedtaget og derefter offentliggjort et værktøjssæt til fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle (LGBT-personer).

Det skal bemærkes, at der er en oversættelsesfejl i den danske udgave, som gengives herunder.
I det engelsksprogede originaldokument anvendes ordet transgender. I den danske oversættelse er det fejlagtigt oversat som transseksuelle, hvor det korrekte er transkønnede, transpersoner eller transkønnede personer. Det vil sige, at de i værktøjssættet anførte anbefalinger gælder for alle transpersoner uanset om der er tale om transvestitter eller transseksuelle. Tina Thranesen.

* * *
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION
Bruxelles, den 17. juni 2010 (29.06)
(OR. en)
11179/10
LIMITE
COHOM 162
PESC 804

NOTE
fra: Menneskerettighedsgruppen
til: Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité

Vedr.: Værktøjssæt til fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle (LGBT-personer)
  1. Den 8. juni 2010 vedtog Menneskerettighedsgruppen det værktøjssæt til fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle (LGBT-personer), der er gengivet i bilaget.
  2. PSC [a] anmodes om at notere sig LGBT-værktøjssættet. Dette dokument skal bistå EUinstitutionerne, EU-medlemsstaternes hovedstæder, EU-delegationerne, -repræsentationerne og -ambassaderne med at handle proaktivt i tilfælde af krænkelser af menneskerettighederne for LGBT-personer og sætte ind over for de strukturelle årsager til disse krænkelser.

VÆRKTØJSSÆT TIL FREMME OG BESKYTTELSE AF ALLE
MENNESKERETTIGHEDER FOR LESBISKE, BØSSER, BI- OG TRANSSEKSUELLE
(LGBT-PERSONER)

I. Indledning og formål
Hensigten med dette dokument er at give medarbejderne i EU’s hovedkvarter, EU-medlemsstaternes hovedstæder, EU-delegationerne, -repræsentationerne og -ambassaderne et operationelt værktøjssæt, der kan benyttes i kontakterne med tredjelande samt med internationale organisationer og civilsamfundsorganisationer, for at fremme og beskytte LGBT-personers menneskerettigheder inden for rammerne af foranstaltningerne udadtil. Det skal sætte EU i stand til at handle proaktivt i tilfælde af krænkelser af menneskerettighederne for LGBT-personer og sætte ind over for de strukturelle årsager til disse krænkelser. Værktøjssættet skal på denne måde yderligere bidrage til at styrke og støtte EU’s menneskerettighedspolitik generelt.

Kønsidentitet og seksuel orientering benyttes stadig som begrundelse for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne rundt omkring i verden. Lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle (LGBTpersoner) er en sårbar gruppe, der stadig er offer for forfølgelse, diskrimination og mishandling, som ofte omfatter ekstreme former for vold. I flere lande anses frivillige seksuelle forhold mellem personer af samme køn over den seksuelle lavalder for en strafbar handling, som straffes med fængsel eller dødsstraf.

EU støtter kraftigt, at alle uden forskelsbehandling har ret til at være omfattet af samtlige menneskerettigheder. Fremme og beskyttelse af menneskerettigheder er en central målsætning for EU’s optræden udadtil. Ved hjælp af de forskellige værktøjer, EU har til rådighed i forbindelse med sin optræden udadtil, herunder de finansielle instrumenter, der er til rådighed via såvel EU-institutionerne som medlemsstaterne, vil det aktivt søge at fremme og beskytte menneskerettighederne for alle LGBT-personer.
Ifølge traktaten om Den Europæiske Union (TEU) bygger “Unionen […] på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, […] ligestilling […] og respekt for menneskerettighederne. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd” (artikel 2). I artikel 3 i TEU forpligter Unionen sig til at fremme disse værdier, bekæmpe social udstødelse og forskelsbehandling, fremme ligestilling mellem kvinder og mænd og forsvare og fremme sine værdier i forbindelserne med den øvrige verden. På samme måde udvider EU-traktaterne- efter Lissabontraktatens ikrafttræden – i væsentligt omfang EU’s bindende menneskerettighedsforpligtelser, både ved i artikel 6 i TEU at erklære, at Unionen anerkender de rettigheder, friheder og principper, der findes i chartret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder, herunder forbuddet mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering (chartrets artikel 21), og de åbner mulighed for, at EU kan tiltræde Den europæiske menneskerettighedskonvention. Ved udformningen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tilstræber Unionen at bekæmpe enhver form for forskelsbehandling på grund af bl.a. seksuel orientering (artikel 10 og 19 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde).

Dette dokument tager fuldt ud hensyn til EU’s retningslinjer vedrørende menneskerettighederne og den humanitære folkeret. Retningslinjerne vedrørende dødsstraf, tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, menneskerettighedsforkæmpere og vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem er navnlig relevante.

II. Alle menneskerettigheder for LGBT-personer
LGBT-personer har de samme menneskerettigheder som alle andre mennesker, hvilket omfatter retten til ikke at blive diskrimineret i forbindelse med disse rettigheder. Dette princip er nedfældet i en lang række internationale instrumenter, således at princippet har et bredt anvendelsesområde. På globalt plan kommer det specifikt til udtryk i artikel 26 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og artikel 2 i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (se bilag 1).

På De Forenede Nationers Generalforsamling (UNGA) i december 2008 støttede EU enstemmigt erklæringen om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet (1), der fik opbakning fra 68 lande fra fem verdensdele. Erklæringen bekræfter princippet om ikke-diskriminering, fordømmer henrettelser, vilkårlige anholdelser eller krænkelser af menneskerettighederne på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
Lesbiske og bøsser er homoseksuelle, dvs. personer, hvis seksuelle orientering er rettet mod personer af samme køn. Biseksuelle er personer, hvis seksuelle orientering er rettet mod begge køn. Transseksuelle har en “kønsidentitet” (egen identifikation som mand, kvinde, både mand og kvinde eller ingen af delene), der ikke svarer til det “tildelte køn” (andres identifikation som mand eller kvinde baseret på det fysiske køn). “Transseksualitet” indebærer ingen specifik form for seksuel orientering (2). Seksuel orientering (tiltrækning til andre, der kan indebære seksuel aktivitet, men som ikke nødvendigvis gør det) er ikke det samme som seksuel aktivitet.

En person får normalt tildelt sit køn ved fødslen, og det bliver herefter et socialt og juridisk faktum.
Nogle mennesker føler imidlertid ikke, at de har fået tildelt det rigtige køn ved fødslen. Dette kan også være tilfældet for intersexpersoner, hvis kroppe har aspekter af både den mandlige og den kvindelige fysiologi, og til tider af den genitale anatomi. For andre opstår der problemer, fordi deres selvopfattelse ikke svarer til det køn, de er født med. Disse personer betegnes som “transkønnede” eller “transseksuelle”. De omfatter også crossdressere, transvestitter og andre, der ikke passer ind i de snævre kategorier “mand” eller “kvinde” (3). Transkønnede udgør en særlig sårbar gruppe blandt LGBT-personer.

III. Prioriterede aktivitetsområder
For effektivt at fremme og beskytte LGBT-personers menneskerettigheder gennem EU’s optræden udadtil, bør EU fokusere på følgende områder:

1. Afkriminalisering
I dag er der ca. 80 stater, hvor frivillige seksuelle forhold mellem personer af samme køn over den seksuelle lavalder fortsat er strafbare, heriblandt syv, hvor de er behæftet med dødsstraf; vi anser dette for at være uforeneligt med den internationale menneskerettighedslovgivning. Desuden har en sådan kriminalisering negative virkninger på LGBT-personers øvrige menneskerettigheder, f.eks. retten til privatlivets fred og til sundhed samt forenings-, forsamlings- og ytringsfriheden. Endvidere medfører kriminalisering ofte andre krænkelser af menneskerettighederne, f.eks. tortur, grusom og umenneskelig behandling og krænkelse af retten til liv med fuldbyrdelse af dødsstraf eller øget tolerance over for såkaldte “æresdrab” på LGBT-personer og den efterfølgende straffrihed.
EU bør aktivt fordømme kriminaliseringen af frivillige seksuelle forhold mellem personer af samme køn over den seksuelle lavalder, navnlig dødsstraf, tortur eller mishandling i den forbindelse. EU bør arbejde for afskaffelse af sådan praksis over for alle mennesker, herunder LGBT-personer.
EU’s indsats på dette område bør foregå efter følgende retningslinjer:
  • Prioritering af arbejdet i de lande, hvor frivillige forhold mellem personer af samme køn over den seksuelle lavalder er strafbare, eller hvor der er initiativer med henblik på ændring af den eksisterende lovgivning (uanset i hvilken retning), drøftelse af spørgsmålet og tilskyndelse af staterne til at foretage ændringer af lovgivningen, der tager hensyn til menneskerettighederne.
  • Særlig vægt på situationer, hvor der er dødsstraf og/eller der anvendes tortur og mishandling, fordømmelse af denne praksis inden for rammerne af EU’s retningslinjer vedrørende dødsstraf og EU’s retningslinjer vedrørende tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

2. Lighed og ikke-diskrimination
Diskrimination er det mest almindelige problem, som LGBT-personer dagligt møder i de fleste lande på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet. Diskriminerende praksis kan finde sted på arbejdspladsen og i det offentlige rum, navnlig i forbindelse med adgang til sundhedsydelser og uddannelse.

En sådan praksis er i modstrid med retten til lighed og til ikke at blive diskrimineret i forbindelse med menneskerettigheder som fastsat i artikel 2 og 26 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og artikel 2 i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

EU bør i ethvert tilfælde fordømme alle former for diskrimination uden legitimt sigte, som er i strid med disse grundlæggende principper. I forbindelse med LGBT-personer omfatter EU-lovgivningen og -politikkerne ligestilling og ikke-forskelsbehandling på grund af seksuel orientering som nedfældet i artikel 10 og 19 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
Artikel 10 i TEUF
Ved udformningen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tilstræber Unionen at bekæmpe enhver form for forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
Artikel 19 i TEUF
1. Med forbehold af traktaternes øvrige bestemmelser og inden for rammerne af de beføjelser, som traktaterne tillægger Unionen, kan Rådet, der træffer afgørelse efter en særlig lovgivningsprocedure og efter Europa-Parlamentets godkendelse, træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
Artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder 1. Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt.

EU’s indsats på dette område bør foregå efter følgende retningslinjer:
  • Tilskyndelse af staterne til at fremme lighed og ikke-diskrimination i forbindelse med LGBTpersoners menneskerettigheder, herunder ved at indføre nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger og love til fremme af ligestilling og ikke-diskrimination på arbejdspladsen og på uddannelsesområdet, og bestræbelser på at afskaffe love, der diskriminerer LGBT-personer.
  • Identificering af situationer, hvor politisk og økonomisk støtte til statslige og ikke-statslige initiativer til fremme af ikke-diskrimination vil betyde en ekstra fordel i dette arbejde.

3. Støtte til og beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere
Alle stater bør respektere menneskerettighedsforkæmpere som fastsat i den internationale erklæring om individers, gruppers og samfundsorganers ret til og ansvar for at fremme og beskytte universelt anerkendte menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (vedtaget af UNGA i 1998).
På trods af dette er menneskerettighedsforkæmpere (journalister, aktivister, advokater, fagforeningsfolk etc.), som arbejder med fremme og beskyttelse af LGBT-personers menneskerettigheder, hyppigt mål for forfølgelse og krænkelser af menneskerettighederne. Dette gælder navnlig i lande, hvor regeringerne har nedlagt forbud mod offentlige diskussioner om seksuel orientering og begrænser forenings- og ytringsfriheden i forbindelse med disse spørgsmål.

Af hensyn til sammenhængen med de fremskridt, der er sket med gennemførelsen af EU’s retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, bør EU’s indsats på dette område foregå efter følgende retningslinjer:
  • Tilskyndelse af tredjelande til indføre en kultur præget af generel respekt for og anerkendelse af det arbejde, der udføres af menneskerettighedsforkæmpere, herunder dem, der beskæftiger sig med LGBT-personers menneskerettigheder.
  • Prioritering af arbejdet i lande, hvor der er dårlige resultater med hensyn til respekt for menneskerettighedsforkæmpere generelt og specifikt forkæmpere for LGBT-personers menneskerettigheder navnlig hvor ændringer i lovgivningen og indførelsen af strafferetlige sanktioner har haft negative virkninger på det arbejde, der udføres af menneskerettighedsforkæmpere i relation til LGBT-personers menneskerettigheder.
  • Reaktion på åbenbare krænkelser af menneskerettighedsforkæmperes rettigheder i tredjelande med vægt på EU’s holdning til dette spørgsmål og gennemførelse af arbejdet inden for rammerne af EU’s retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere.

IV. Generelle foranstaltninger
Rådets Menneskerettighedsgruppe skal ajourføre dette værktøjssæt mindst hvert tredje år efter vedtagelsen. Menneskerettighedsgruppen skal også fremme og føre tilsyn med den videre integration af LGBT-spørgsmål i EU’s optræden udadtil og aktivt formidle dette værktøjssæt og fremme EUmedlemsstaternes, EU-Udenrigstjenestens, Europa-Kommissionens og Europa-Parlamentets implementering heraf.
Menneskerettighedsgruppen skal udarbejde et kompendium over god praksis og indhøstede erfaringer med EU’s indsats til fremme og beskyttelse af LGBT-personers fulde menneskerettigheder for at fremme tværfaglig læring og politikkohærens.
Der vil navnlig blive lagt vægt på kønsaspekter, dvs. på hensynet til både mænds og kvinders rettigheder, under hensyn til at lesbiske, biseksuelle og transseksuelle kvinder udgør en betydelig del af LGBT-gruppen og er særligt sårbare over for kønsbaseret og seksuel vold. Desuden spiller kvinders civilsamfundsgrupper og -organisationer ofte en vigtig rolle til fremme og beskyttelse af LGBTpersoners menneskerettigheder, navnlig i lande, hvor LGBT-organisationer ikke er tilladt.

V. Operationelle værktøjer
Hovedkvarterer og EU-missioner i partnerlande har forskellige værktøjer og foranstaltninger til deres rådighed, bl.a. gennem anvendelse af eksisterende instrumenter og retningslinjer:

1. I partnerlandene

Overvågning af LGBT-rettigheder:
  • Anvendelse af analysen/checklisten i bilag 2 for at følge og overvåge menneskerettighedssituationen for LGBT-personer i det pågældende land for at identificere frem- eller tilbageskridt.
  • Løbende kontakt med de lokale myndigheder, regionale organisationer samt lokale og internationale civilsamfundsorganisationer for at indhente oplysninger, herunder om individuelle tilfælde af krænkelser af LGBT-personers menneskerettigheder.
Rapporter fra EU’s missionschefer (HoM):
  • Indsættelse i de regelmæssige rapporter af en analyse af situationen for LGBT-personer samt en redegørelse for tilfælde af krænkelser af LGBT-personers og menneskerettighedsforkæmperes menneskerettigheder.
  • Identifikation af individuelle tilfælde af åbenbare krænkelser af LGBT-personers menneskerettigheder.
  • Detaljerede foranstaltninger (f.eks. demarcher, drøftelse af spørgsmålet som led i den politiske dialog, finansiering), der er truffet eller planlægges for at bekæmpe påståede eller påviste krænkelser (der bør kun træffes foranstaltninger i individuelle tilfælde, hvis den berørte person giver sit samtykke).
Faktabladene om menneskerettigheder:
  • Behandling af situationen for LGBT-personer i faktabladene om menneskerettigheder, idet det særlig anføres, om der forekommer krænkelser af LGBT-personers menneskerettigheder.
Demarcher og offentlige erklæringer:
  • Forslag til og gennemførelse af demarcher og offentliggørelse af erklæringer vedrørende LGBTspørgsmål med særligt fokus på højrisikotilfælde og -situationer.
  • Reaktion på positive udviklingstendenser i forbindelse med fremme og beskyttelse af LGBTpersoners fulde menneskerettigheder i tredjelande.
Individuelle tilfælde:
  • Forslag til specifikke foranstaltninger, f.eks. demarcher, når der fremkommer veldokumenterede individuelle tilfælde af påståede eller påviste krænkelser af LGBT-personers menneskerettigheder (foranstaltninger i individuelle tilfælde bestemmes på baggrund af en konkret vurdering og kan være en del af en generel demarche eller erklæring).
Retsmøder og fængselsbesøg:
  • Overværelse af retsmøder og synlig støtte under retssager om krænkelse af LGBT-personers menneskerettigheder med særlig opmærksomhed omkring højrisikosager.
  • Kontakt til statsadvokaturen eller politimyndighederne for at få tilladelse til af besøge frihedsberøvede LGBT-personer.
Politiske dialoger:
  • Drøftelse af LGBT-personers menneskerettighedssituation i menneskerettighedskomponenten af de politiske og specialiserede dialoger (menneskerettighedsdialoger, konsultationer, underudvalg og dialoger i medfør af Cotonouaftalens artikel 8) med partnerlande og regionale organisationer.
  • Drøftelse af individuelle tilfælde af krænkelser af LGBT-personers menneskerettigheder med de pågældendes samtykke.
  • Tilskyndelse af partnerlande til at tage initiativ til lovændringer for at sikre lighed for loven for LGBT-personer.
  • Tilskyndelse af partnerlande til at undertegne og/eller ratificere relevante internationale instrumenter, navnlig den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og hæve eventuelle forbehold i forbindelse med disse instrumenter.
  • Tilskyndelse af partnerlande til at åbne mulighed for gennemførelse af landemissioner og tematiske missioner i medfør af de særlige procedurer under FN’s Menneskerettighedsråd, og til at acceptere deres henstillinger og iværksætte dem.
  • Støtte til de partnerlande, der går ind for fremme og beskyttelse af LGBT-personers menneskerettigheder, tilskyndelse til et tættere samarbejde i multilaterale fora og fremme af deres bestræbelser som eksempler på regionalt niveau
  • Tilskyndelse til udveksling af oplysninger om god praksis med partnerlande, der går ind for fremme og beskyttelse af LGBT-personers menneskerettigheder, for at forbedre og bidrage til EU’s foranstaltninger (indsættes i kompendiet over god praksis og indhøstede erfaringer).
Støtte til civilsamfundets indsats:
  • Politiske støttetilkendegivelser, når det anses for nyttigt.
  • Lettere adgang til oplysninger om de finansielle midler, der er til rådighed (f.eks. via EIDHR eller relevante instrumenter i EU’s medlemsstater).
  • Oplysninger om love og praksis i EU i forbindelse med LGBT-personer.
  • Eventuelt forøgelse af synligheden af lokale organisationer til fremme af LGBT-personers menneskerettigheder, f.eks. ved at være vært for debatter og seminarer om relevante emner med LGBT-aspekter og -talere; støtte til kulturelle arrangementer, konferencer eller sociale projekter.
  • Høring af civilsamfundsorganisationer om mulighederne for integration af LGBT-spørgsmål.
  • Tilskyndelse af civilsamfundsorganisationer til at fremme LGBT-rettigheder.
Internationale mekanismer:
  • Forslag om, at FN’s særlige rapportører, EU’s særlige repræsentanter og tilsvarende personer fra Europarådet, OSCE og andre regionale menneskerettighedsorganer under deres besøg møder de lokale ngo’er, der arbejder med fremme og beskyttelse af LGBT-personers menneskerettigheder.
  • Tilskyndelse af lokale grupper til i deres alternative rapporter til regionale menneskerettighedsmekanismer og FN-organer at medtage oplysninger om forholdene for LGBT-personer. Medtagelse af sådanne oplysninger i materiale til brug for mekanismen for universel regelmæssig gennemgang under FN’s Menneskerettighedsråd.
Besøg af delegationer fra EU og medlemsstaterne:
  • Tilføjelse af oplysninger om forholdene for LGBT-personer i briefingmateriale til delegationer fra EU og medlemsstaterne og tilskyndelse til, at de tager spørgsmålet op med tilsvarende lokale personer og mødes med menneskerettighedsforkæmpere, der arbejder med fremme og beskyttelse af LGBT-personers menneskerettigheder.

Der bør i hele dette forløb særligt tages hensyn til: højrisikotilfælde, herunder strafferetlige sanktioner, dødsstraf, tortur eller mishandling; påståede eller påviste krænkelser af menneskerettighedsforkæmpere, der arbejder for LGBT-rettigheder; god praksis med henblik på ændring af politik og lovgivning og af strukturelle restriktioner, herunder diskriminerende lovgivning og praksis samt straffrihed for krænkelse af LGBT-personers menneskerettigheder.

2. I multilaterale fora:

De Forenede Nationer
  • Påpegning af behovet for, at alle lande tilslutter sig og efterlever Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (1948), hvor princippet om menneskerettighedernes universalitet er nedfældet i artikel 1, hvor det hedder, at “alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder”.
  • Omtale af LGBT-forhold i erklæringer og forespørgsler under interaktive dialoger i FN som afspejling af, at EU er dybt bekymret over krænkelser af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet og særlig fordømmer anvendelsen af dødsstraf af denne grund, udenretlige, summariske eller vilkårlige henrettelser, anvendelsen af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, vilkårlig anholdelse eller tilbageholdelse og fratagelse af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
  • Tilskyndelse af staterne til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, navnlig lovgivningsmæssige eller administrative foranstaltninger, for at sikre, at seksuel orientering eller kønsidentitet ikke under nogen omstændigheder kan danne grundlag for strafferetlige sanktioner, navnlig ikke henrettelse, anholdelse eller tilbageholdelse; for at sikre, at disse krænkelser af menneskerettighederne efterforskes, og at gerningsmændene drages til ansvar og retsforfølges; og også for at sikre passende beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere og fjerne hindringer for udførelsen af deres arbejde.
  • Arbejde for øget støtte fra FN’s medlemsstater til og sikring af opfølgning af FN’s Generalforsamlings erklæring fra 2008 om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet og om muligt samarbejde på tværregionalt grundlag.
  • Tilskyndelse af staterne til at tage hensyn til anbefalingerne i rapporten fra verdenskongressen om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet, de blev afholdt i maj 2009 i Paris.
  • I relevante tilfælde anerkendelse af de hensyn, der er taget til disse spørgsmål i forbindelse med særlige procedurer i Menneskerettighedsrådet og traktatorganer, og tilskyndelse til, at de fortsat tager hensyn til krænkelser af menneskerettighederne på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet inden for rammerne af deres mandat på området.
  • I relevante tilfælde tilføjelse af LGBT-spørgsmål og -henstillinger til indlæg under processen med universel, regelmæssig gennemgang i Menneskerettighedsrådet i Genève.
OSCE:
  • I relevante tilfælde omtale af LGBT-forhold i nationale erklæringer og forespørgsler under de interaktive dialoger i OSCE.
  • Fortsat aktivt arbejde for at få indsat “seksuel orientering og kønsidentitet” som eksplicit anerkendte grunde til diskrimination i OSCE’s forpligtelser eller ministerrådsbeslutninger.
  • Indarbejdelse i overensstemmelse med OSCE’s deltagerstaters forpligtelse til at udveksle oplysninger om afskaffelse af dødsstraf og til at gøre disse oplysninger tilgængelige for offentligheden (Københavnsdokumentet) af oplysninger om afskaffelse af dødsstraf i forbindelse med LGBT-personer (foranstaltning i EU’s retningslinjer vedrørende dødsstraf) i EU-medlemsstaternes nationale erklæringer inden for OSCE’s menneskelige dimension.
Europarådet:
  • I relevante tilfælde omtale af LGBT-forhold i nationale erklæringer og forespørgsler under de interaktive dialoger i Europarådet.
  • Anerkendelse af positive resultater fra Europarådets ekspertkomité vedrørende diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet (DH.LGBT).
  • Tilføjelse af menneskerettigheder for LGBT-personer, når Europarådet udformer beskyttelse af menneskerettighederne, f.eks. udkastet til konvention om bekæmpelse af vold mod kvinder.
  • Hensyntagen til det arbejde, der er udført af højkommissæren for menneskerettigheder, som har prioriteret diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet som et af temaområderne for sit embede.
Andre mekanismer
  • Opfordring af andre relevante internationale organisationer til at tage passende skridt til at tilskynde stater til at ratificere og efterleve internationale normer og standarder vedrørende menneskerettigheder for LGBT-personer.
  • Omtale i passende omfang af LGBT-menneskerettighedsspørgsmål i erklæringer og spørgsmål i forbindelse med interaktive dialoger ved internationale mekanismer.
  • Tilskyndelse af tredjelande til at åbne mulighed for gennemførelse af landemissioner og tematiske missioner i medfør af forskellige internationale organisationers særlige procedurer, til at acceptere deres henstillinger og iværksætte dem.
  • Hvor det er muligt, bestræbelser på tværregionalt samarbejde om tilrettelæggelse af parallelle arrangementer for at fremme og beskytte menneskerettighederne for LGBT-personer, navnlig debatter om god praksis i forbindelse med LGBT-problematikker; hensyn til anbefalinger vedtaget af forskellige internationale organisationer, og tilskyndelse af stater til at tage hensyn hertil for at forbedre menneskerettighedssituationen for LGBT-personer lokalt.
  • Identificering af mulige ligesindede stater med henblik på at forbedre LGBT-personers ligestilling med hensyn til menneskerettighederne.
  • Tilskyndelse af Kontoret for FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder (OHCHR), andre FN-organer, Europarådet og OSCE’s lokale kontorer til at behandle LGBTmenneskerettighedsspørgsmål i deres arbejde.
  • Inddragelse af civilsamfundet i parallelle arrangementer i multilaterale fora med henblik på at fremme LGBT-menneskerettighedsspørgsmål.

Bilag:
Bilag 1. Internationale og regionale juridiske instrumenter, erklæringer, og andre standarder, der er til rådighed, til fremme og beskyttelse af LGBT-personers menneskerettigheder
Bilag 2. Elementer til analyse af/checkliste med hensyn til menneskerettighedssituationen for LGBT-personer

Bilag 1: [Retur] Internationale og regionale juridiske instrumenter, erklæringer, udredninger og andre standarder, der er til rådighed, til fremme og beskyttelse af LGBT-personers menneskerettigheder

Internationale juridiske instrumenter
  • Konvention om barnets rettigheder (CRC), 1989
    (artikel 2)
  • Konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, (CAT) 1984
    (artikel 1)
  • Konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW), 1979
    (artikel 2, 10, 11, 12 og 13)
  • International konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ICESCR), 1966
    (artikel 2, 3, 7, 12, 13 og 14)
  • International konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination (ICERD), 1965
  • International konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR), 1996
    (artikel 2, 3, 7, 9, 14, 17, 18, 19, 22, 24 og 26)
  • Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention nr. 111, 1958

Regionale juridiske instrumenter

a) Europa
b) Amerika
  • Den amerikanske menneskerettighedskonvention, 1978
  • Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder, 1959
c) Asien
  • ASEAN-charteret, 2007
d) Afrika
  • Det afrikanske charter om menneskerettigheder og befolkningers rettigheder, 1981
Erklæringer
  • Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, 1948
    (artikel 1, 2, 3, 5, 7, 12, 16, 18, 19, 20, 22 og 23)
  • FN’s erklæring om individers, gruppers og samfundsorganers ret til og ansvar for at fremme og beskytte universelt anerkendte menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, 1999
    (artikel 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 12 og 18)
Andre regionale dokumenter
  • Europarådets rekommandation om foranstaltninger til bekæmpelse af diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet, 2010
  • OAS’ resolution om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet, 2008
  • OAS’ resolution om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet i amerikanske lande, 2009
Erklæringer
  • UNGA-erklæring om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet, 2008

Bilag 2:

Elementer til analyse af/checkliste med hensyn til menneskerettighedssitutionen for LGBT-personer:
MenneskerettighedsspørgsmålIndikatorerKilder
1. Ret til livet
1.1. Bruges dødsstraffen til at sanktionere frivillige forhold mellem personer af samme køn over den seksuelle lavalder?Indeholder loven dødsstraf for frivillige forhold mellem personer af samme køn over den seksuelle lavalder? Håndhæves lovgivningen (politiefterforskninger og/eller domstolsafgørelser)?Straffeloven; avisreportager; kriminalitetsstatistikker; ngo'er, blogs og websteder
1.2 Foregår der udenretslige henrettelser af LGBT-personer på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet?Er der pålidelige forlydender om mord på eller mordtrusler mod LGBT-personer fra politiets eller andre sikkerhedsstyrkers side eller ved deres mellemkomst? Er sådanne sager i så fald blevet efterforsket og retsforfulgt?Vidneberetninger; avisreportager; ngo'er, blogs og websteder; rapporter fra FN's særlige rapportører eller andre repræsentanter for internationale organisationer
2. Ret til frihed for tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling
2.1 Udsættes LGBT-personer systematisk for tortur af politiet eller andre sikkerhedsstyrker?Er der pålidelige forlydender om LGBT-personer, der er blevet udsat for tortur af politiet eller andre sikkerhedsstyrker under efterforskning eller anholdelse? Er sådanne sager i så fald blevet efterforsket og retsforfulgt?Vidneberetninger; avisreportager; ngo'er, blogs og websteder; rapporter fra FN's særlige rapportører eller andre repræsentanter for internationale organisationer
2.2 Beskytter politiet og andre sikkerhedsstyrker i tilstrækkelig grad LGBT-personer?Efterforskes og retsforfølges voldelige overfald på LGBTpersoner?Vidneberetninger; avisreportager; kriminalitetsstatistikker; ngo'er, blogs og websteder
3. Ret til lighed for loven og til ikke-forskelsbehandling
3.1 Er der i loven reelt samme beskyttelse mod forskelsbehandling af LGBT-personer?Diskriminerer lovgivningen på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet? Dækker lovgivningen om ikke-forskelsbehandling seksuel orientering og kønsidentitet? Håndhæves lovgivningen af politiet og domstolene?Vidneberetninger; lovgivning om ikkeforskelsbehandling; lovgivningen generelt; juridiske foreninger; ngo'er, blogs og websteder
4. Ret til privatlivets fred
4.1 Bruges straffeloven til at sanktionere frivillige forhold mellem personer af samme køn over den seksuelle lavalder?Foretager politiet anholdelser på grundlag af formodninger om forhold mellem personer af samme køn? Retsforfølges og straffes folk for sådanne forhold?Vidneberetninger; straffeloven; avisreportager; kriminalitetsstatistikker; ngo'er, blogs og websteder
4.2 Bruges andre love om moral eller offentlig orden til at sanktionere forhold mellem personer af samme køn?Foretager myndighederne razzia hos privatpersoner eller forhindrer folk fra at søge partnere på internettet?Vidneberetninger; avisreportager; ngo'er; straffeloven; advokatsammenslutninger
4.3 Er der forskel på den seksuelle lavalder for heteroseksuelle og homoseksuelle? Håndhæves disse?Efterforskes/retsforfølges sådanne sager? Straffes unge under den seksuelle lavalder for forhold til personer af samme køn, selv om de ikke ville blive straffet for samme seksuelle handlinger med det modsatte køn?Vidneberetninger; avis- og internetreportager fra retssager; ngo'er; straffeloven; politirapporter
4.4. Kan transkønnede ændre deres kønsbetegnelse i officielle dokumenter?Er der i loven og/eller de administrative bestemmelser hjemmel herfor?Folkeregistre; LBGTngo'er
4.5 Har transkønnede alle de rettigheder, deres nye køn giver, herunder ret til at indgå ægteskab?Behandles transkønnede, der har skiftet køn, rent juridisk på samme måde som andre af samme køn?Juridiske foreninger; myndighedspersoner med tilladelse til at foretage vielser
5. Foreningsfrihed
5.1. Har LGBT-personer ret til at stifte foreninger, der repræsenterer deres interesser?Forbyder loven sådanne foreninger? Hvis dette ikke er tilfældet, forhindres deres eksistens da i praksis ved officiel chikane? Har medlemskab nogen negative konsekvenser for medlemmerne? Er foreningerne nødt til at skjule deres egentlige formål og foregive andre formål?Lovgivning om ngo'er/foreninger; websteder; rapporter fra ngo'er; fagforeninger
6. Forsamlingsfrihed
6.1 Har LGBT-foreninger lov til at organisere offentlige begivenheder, som f.eks. gay pride parader eller kulturelle og sociale arrangementer?Finder sådanne arrangementer sted uden for mange politiske hindringer? Sørger politiet for beskyttelse ved sådanne arrangementer, hvis der er offentlig modstand herimod? Lægges der pres på ejere, så de ikke udlejer lokaler til LGBT-arrangementer?Forsamlingsloven; nyhedsreportager; ngo-rapporter; lokale borgerrettighedsforeningers og LGBTgruppers websteder
7. Informations- og ytringsfrihed
7.1 Tillader loven aviser/websteder/radio-/tvprogrammer/film, der behandler LGBT-emner? Fungerer disse uden problemer?Sælges aviserne i frit salg? Kan radio, tv og film behandle aspekter af LGBT-personers liv? Er formålet med behandling af LGBTspørgsmål at informere eller provokere? Lægges der officielt pres på distributører og mediestationer for at afholde dem fra at tegne et positivt billede af LGBT-personer?Udbud i bladudsalg rundt om i landet; avis- og internetreportager; menneskerettigheds- og LBGTngo- rapporter; debatter med mediegrupper
8. Ret til arbejde
8.1. Udsættes erklærede eller formodede LGBT-personer for forskelsbehandling i forbindelse med retten til arbejde?Er LGBT-personer nødt til at skjule deres seksuelle orientering/kønsidentitet på arbejdspladsen eller i forbindelse med jobsøgning? Kan de lovligt afskediges, hvis deres LGBT-status opdages? Er der retsbeskyttelse mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet?Vidneberetninger; avis- og internetreportager; LGBTgrupper og -blogs; fagforeninger
9. Ret til sundhed
9.1 Har LGBT-personer samme adgang til sundhedsydelser i forbindelse med spørgsmål, der er relevante for dem?Har LGBT-personer adgang til fortrolige og tilstrækkelige sundhedsydelser? Findes der tilstrækkelig information om beskyttelse mod hiv/aids/seksuelt overførte sygdomme, der er målrettet dem? Findes der uhensigtsmæssige strafferetlige love, der hindrer eller vanskeliggør LGBT-personers adgang til sundhedsydelser? Nægtes LGBT-personer adgang til visse sundhedsydelser, har lesbiske f.eks. ikke adgang til fertilitetsbehandling?LBGT-grupper; lægeforeninger; sundhedsministeriet
9.2 Har transkønnede mulighed for sundhedsydelser, hvis sådanne findes, der er specielt rettet mod deres situation?Har psykiatere og læger lov til at bistå transkønnede i forbindelse med kønsskifte?Sundhedsministeriet; læge- og psykiaterforeninger; patientorganisationer; LBGTgrupper
10. Børns rettigheder
10.1 Diskriminerer lovgivningen børn på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet?Bliver børn forskelsbehandlet på grund af deres egen seksuelle orientering eller kønsidentitet? Har en LGBT-forælders seksuelle orientering eller kønsidentitet negative konsekvenser for hans/hendes børns status?Sundhedsministeriet; læge- og psykiaterforeninger; patientorganisationer; LBGTgrupper
Noter:
  1. [Retur] Den fulde tekst findes på http://www.droitslgbt2008.fr/documents/?mode=download&id=2 http://www.droitslgbt2008.fr/documents/?mode=download&id=2
  2. [Retur] De udtryk, der er anvendt i dette dokument, finder ikke almindelig anvendelse.
  3. [Retur] Definition fra Europarådets menneskerettighedskommissærs dokument “Issue Paper on Gender Identity”. Selv om definitionen af kønsidentitet i dokumentet ikke er juridisk bindende, giver den trods alt en værdifuld forpligtelse til at beskytte transkønnedes menneskerettigheder.

* * *
Noter fra Tina Thranesen
  1. [Retur] PSC = Political and Security Committee – på dansk: Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité.

Dansk oversættelse i pdf-format.
Originaldokumentet på engelsk i pdf-format.

Thomas Hammarbergs rapport – Issue Paper – af 29. juli 2009 med 12 anbefalinger, som bør være gældende for alle transpersoner i Europa.

Vist 347 gange. Europarådets menneskerettighedskommissær, Thomas Hammarberg præsenteret den 29. juli 2009 sin rapport – Issue Paper: Human Rights and Gender Identity.
Rapporten beskæftiger sig med menneskerettighedsforholdende for transpersoner i Europa og indeholder bl.a. 12 anbefalinger, som alle medlemsstater af Europarådet bør sørge for bliver gældende for alle transpersoner i Europa.

Strasbourg, 29 July 2009
CommDH/IssuePaper(2009)2
Original version

Human Rights and Gender Identity
Issue Paper by Thomas Hammarberg, Council of Europe Commissioner for Human Rights
Table of Contents

I.Introduction
II.International Human Rights Law
III Specific human rights issues
3.1 Gender identity as a discrimination ground in Council of Europe member states
3.2 Legal recognition of the preferred gender
3.2.1 Conditions for the change of sex and name
3.2.2 Consequences for family
3.3 Access to health care
3.4 Access to the labour market
3.5 Transphobia and violence against transgender persons
3.6 Transgender refugees and migrants
IV.Good practices
V.Recommendations to Council of Europe member states
(Kommentarer af formanden for Trans-Danmark, Karin Astrup om i hvilken udstrækning Danmark opfylder de 12 anbefalinger).
Commissioner’s Issue Papers
Issue Papers are
commissioned and published by the Commissioner for Human Rights for the purpose of contributing to debate or further reflection on a current and important human rights matter. All opinions in these expert papers do not necessarily reflect the position of the Commissioner. The Issue Papers are available on the Commissioner’s web-site.

[Retur til menu] I. Introduction
Gender identity is one of the most fundamental aspects of life. The sex of a person is usually assigned at birth and becomes a social and legal fact from there on. However, a relatively small number of people experience problems with being a member of the sex recorded at birth. This can also be so for intersex persons whose bodies incorporate both or certain aspects of both male and female physiology, and at times their genital anatomy. For others, problems arise because their innate perception of themselves is not in conformity with the sex assigned to them at birth. These persons are referred to as “transgender” or “transsexual” persons, and the current paper relates to this group of people.

The human rights situation of transgender persons has long been ignored and neglected, although the problems they face are serious and often specific to this group alone. Transgender people experience a high degree of discrimination, intolerance and outright violence. Their basic human rights are violated, including the right to life, the right to physical integrity and the right to health.

Although the number of transgender persons is small, it should be pointed out that the transgender community is very diverse. It includes pre-operative and post-operative transsexual persons, but also persons who do not choose to undergo or do not have access to operations. They may identify as female-to-male (FTM) or male-to-female (MTF) transgender persons, and may or may not have undergone surgery or hormonal therapy. The community also includes cross-dressers, transvestites and other people who do not fit the narrow categories of “male” or “female”. Many legal frameworks only seem to refer to transsexual persons, leaving out a decisive part of the community.

In order to understand the concept of gender identity, it is important to distinguish between the notions of “sex” and “gender”. While “sex” primarily refers to the biological difference between women and men, “gender” also includes the social aspect of the difference between genders in addition to the biological element.

The notion of “gender identity” offers the opportunity to understand that the sex assigned to an infant at birth might not correspond with the innate gender identity the child develops when he or she grows up. It refers to each person’s deeply felt internal and individual experience of gender, which may or may not correspond with the sex assigned at birth, and includes the personal sense of the body and other expressions of gender (i.e. “gender expression”) such as dress, speech and mannerisms.[1] Most people legally defined as man or woman will correspondingly have a male or female gender identity. Transgender persons, however, do not develop that corresponding gender identity and may wish to change their legal, social, and physical status – or parts thereof – to correspond with their gender identity. Modification of bodily appearance or function by dress, medical, surgical or other means is often part of the personal experience of gender by transgender people.

Both the notion of gender identity and the forms of gender expression used in everyday life are important elements for understanding the human rights problems faced by transgender persons. Some legal frameworks in Council of Europe member states, unfortunately, categorise gender identity under “sexual orientation”, which is not accurate since gender identity and sexual orientation are two different concepts. Sexual orientation should be understood as each person’s capacity for profound emotional, affectional and sexual attraction to, and intimate and sexual relations with, individuals of a different gender or the same gender or more than one gender (heterosexuality, homosexuality and bisexuality).[2] In addition, many international and national medical classifications impose the diagnosis of mental disorder on transgender persons. Such a diagnosis may become an obstacle to the full enjoyment of human rights by transgender people especially when it is applied in a way to restrict the legal capacity or choice for medical treatment.

The challenge of protecting the human rights of everyone is to apply a consistent human rights approach and not to exclude any group of people. It is clear that many transgender persons do not fully enjoy their fundamental rights both at the level of legal guarantees and that of everyday life. Therefore, there is a need to take a closer look at their situation. This Issue Paper is intended to continue the debate on transgender human rights issues and make the problems encountered by transgender people known more widely.[3] The paper outlines the international human rights framework that should be applied to protect the rights of transgender persons. In the following section, it describes the key human rights concerns regarding transgender persons, including discrimination, intolerance and violence experienced by them. The paper concludes with examples of good practice and a set of recommendations to member states of the Council of Europe.

One obstacle in the drafting of this paper was the lack of data, research and reports on the theme. The limited information available often refers to countries that are member states of the European Union. The lack of data on other countries demonstrates the need for further research and information gathering. The Office of the Commissioner for Human Rights has therefore launched a comparative study on the situation concerning homophobia, transphobia and discrimination on grounds of sexual orientation and gender identity in all Council of Europe member states, including those countries which are not members of the European Union. Nevertheless, the currently available research already points at a bleak situation and calls for urgent measures to be taken to address the concerns identified.

[Retur til menu] II. International Human Rights Law
In principle, international human rights instruments protect everybody without discrimination. Despite the fact that gender identity as a discrimination ground, along with sexual orientation, is often not explicitly mentioned in international human rights treaties, these treaties do apply to all persons through their open-ended discrimination clauses. As for the UN Covenant on Economic, Social and Cultural Rights, this was recently confirmed by the UN Committee on Economic, Social and Cultural Rights which stated that “gender identity is recognized as among the prohibited grounds of discrimination; for example, persons who are transgender, transsexual or intersex often face serious human rights violations, such as harassment in schools or in the work place”.[4] The European Court of Human Rights (ECtHR) has applied the European Convention on Human Rights in significant judgments ruling that states should provide transgender persons the possibility to undergo surgery leading to full gender reassignment and that this surgery should be covered by insurance plans as “medically necessary” treatment.[5] The Court has also ruled that states should recognise the change of sex in identity documents.[6]

Other instruments, such as the EU Directives implementing the principle of equal treatment between men and women in the access to and supply of goods and services, have closed lists of discrimination grounds and do not include gender identity specifically.[7] However, the European Court of Justice (ECJ) has explicitly ruled that “discrimination arising (…) from the gender reassignment of the person” is considered as discrimination on the ground of sex in the watershed case P v S and Cornwall County Council. This has been confirmed and extended in later case law of the ECJ.[8]

As the specific wording of the ECJ judgment shows, “sex discrimination” is, however, restricted to transgender persons “intending to undergo, undergoing or having undergone gender reassigment” whose sex change should be legally recognised by states as a result of rulings by the European Court of Human Rights.[9] “Sex discrimination” does not cover non-operative transgender people. The latter group may not undergo gender reassignment because of their free choice, their health needs, or the denial of access to any treatment, which is common in many Council of Europe member states.[10] A recent report of the European Union Agency for Fundamental Rights (FRA) states in this regard: “there is no reason not to extend the protection from discrimination beyond these persons, to cover “cross dressers, and transvestites, people who live permanently in the gender “opposite” to that on their birth certificate without any medical intervention and all those people who simply wish to present their gender differently”.[11] In order to overcome this limitation in coverage of all transgender persons, there is an opportunity to include “gender identity” explicitly as a discrimination ground in future EU Directives through the review of the EU Gender Directives in 2010.[12]

The recognition of gender identity as one of the universally protected discrimination grounds has also been voiced by the UN High Commissioner for Human Rights: “Neither the existence of national laws, nor the prevalence of custom can ever justify the abuse, attacks, torture and indeed killings that gay, lesbian, bisexual, and transgender persons are subjected to because of who they are or are perceived to be. Because of the stigma attached to issues surrounding sexual orientation and gender identity, violence against LGBT persons is frequently unreported, undocumented and goes ultimately unpunished. Rarely does it provoke public debate and outrage. This shameful silence is the ultimate rejection of the fundamental principle of universality of rights”.[13]

UN Special Procedures and treaty bodies have also applied this approach in their work. The UN Special Rapporteur on extrajudicial, summary or arbitrary executions has highlighted several cases of killings of transgender persons and the Special Rapporteur on torture has reported serious abuses against transgender individuals in various country reports. The UN Committee against Torture has specifically addressed the issue of abuses against transgender activists. Moreover, the UN High Commissioner for Refugees has addressed problems transgender persons encounter when applying for asylum or being recognised as a refugee, for example on occasions where a transgender individual is asked by the authorities to produce identity documents and his or her physical appearance does not correspond to the sex indicated in the documents.[14]

The Parliamentary Assemblyof the Council of Europe adopted a Recommendation on the Condition of Transsexuals in 1989.[15] Currently a report is under preparation within the Assembly’s Committee on Legal Affairs and Human Rights which will cover, inter alia, discrimination based on gender identity. The Committee of Ministers of the Council of Europe has in several replies to questions from members of the Parliamentary Assembly recalled the principle of equal enjoyment of human rights regardless of any grounds such as gender identity. Furthermore, on 2 July 2008, the Committee of Ministers decided to step up action to combat discrimination on grounds of sexual orientation and gender identity. This resulted in the setting up of an intergovernmental Expert Group, which has been tasked to prepare a Recommendation for the 47 Council of Europe member states. The European Parliament issued a Resolution on Discrimination Against Transsexuals in 1989.[16] The Resolution calls on EU Member States to take steps for the protection of transsexual persons and to pass legislation to further this end. In more general Resolutions in 2006 and 2007, the situation of transgender persons has also been paid attention to by the European Parliament.[17]

In a large scale international effort to promote international standards on sexual orientation and gender identity, a group of distinguished experts in international human rights law published in 2007 the Yogyakarta Principles on the Application of Human Rights Law in Relation to Sexual Orientation and Gender Identity. While not adopted as an international standard, the principles are already cited by UN bodies, national courts, and many governments have made them a guiding tool for defining their policies in the matter. The Commissioner for Human Rights has endorsed the Yogyakarta Principles and considers them as an important tool for identifying the obligations of states to respect, protect and fulfill the human rights of all persons, regardless of their gender identity.

Of particular relevance is Yogyakarta Principle number 3: “Everyone has the right to recognition everywhere as a person before the law. Persons of diverse sexual orientations and gender identities shall enjoy legal capacity in all aspects of life. Each person’s self-defined sexual orientation and gender identity is integral to their personality and is one of the most basic aspects of self-determination, dignity and freedom. No one shall be forced to undergo medical procedures, including sex reassignment surgery, sterilisation or hormonal therapy, as a requirement for legal recognition of their gender identity. No status, such as marriage or parenthood, may be invoked as such to prevent the legal recognition of a person’s gender identity. No one shall be subjected to pressure to conceal, suppress or deny their sexual orientation or gender identity”.[18] [Retur til menu] III. Specific human rights issues
[Retur til menu] 3.1 Gender identity as a discrimination ground in Council of Europe member states
Discrimination based on gender identity is not explicitly covered in legal frameworks in a large majority of Council of Europe member states.[19] The European Union Agency for Fundamental Rights reports that 13 EU Member States treat discrimination on the ground of gender identity as a form of sex discrimination, 2 Member States consider it inaccurately as sexual orientation discrimination and in 11 Member States it is treated neither as sex discrimination nor as sexual orientation discrimination.[20] This results not only in a situation of legal uncertainty as to the precise protection of transgender persons from discrimination, but also in a much lower level of protection of transgender persons. For the other 20 Council of Europe member states this information is not yet researched systematically, though one may assume, based on reports received by the Commissioner, that gender identity is not explicitly defined as a discrimination ground in any of these countries.

The absence of explicit recognition of gender identity in non-discrimination legislation also has an impact on its inclusion in the work of equality bodies and National Human Rights Structures (NHRSs). Only very few equality bodies and NHRSs actually incorporate discrimination based on gender identity in their mandates or tasks. In addition, these organisations often lack the knowledge and competence to deal with gender identity discrimination, and would therefore require training before embarking on this work.

[Retur til menu] 3.2 Legal recognition of the preferred gender
Article 8 of the European Convention states that “”everyone has the right to respect for his private and family life, his home and his correspondence””. The European Court of Human Rights has ruled that failure of a state to alter the birth certificate of a person to the preferred gender constitutes a violation of Article 8 of the Convention.[21] Member states are thus required to legally recognise the gender change of transsexual persons.

A common feature of most gender recognition procedures, if in place at all, is the combination of cumbersome legal and medical requirements, the borderlines of which are often blurred. Lengthy processes of psychological, psychiatric and physical tests are characteristic features of such procedures. Some, like genital examinations by psychiatrists, amount to non-respect of the physical integrity of the person. Often transgender people choose not to enter the official procedures at all due to discriminatory medical processes and inappropriate treatment, or due to the fact that only one course of treatment is available. They are then, in turn, denied legal recognition of their preferred gender and name, or gender reassignment treatment that fits their own wishes and personal health needs. Despite ample case law from the European Court of Human Rights in favour of recognition, legal recognition remains a challenging process for many transgender persons in the Council of Europe member states.

[Retur til menu] 3.2.1 Conditions for the change of sex and name
Access to procedures to change one’s sex and one’s first name in identity documents is vital for a transgender person to live in accordance with one’s preferred gender identity. Indeed, the ability to live in the preferred gender and be legally recognised as such is preconditioned by identity papers that are used to conduct everyday life, for example when using a health insurance card, a driving licence or an educational certificate during a job application process. The often lengthy and bureaucratic processes for the recognition of sex and name change result in the inability to travel with valid documents, even to visit relatives in a neighbouring country for a weekend. It could also lead to restrictions on participation in education or employment wherever birth certificates are necessary or sex is indicated on national identity cards. It can mean that transgender people without the correct documentation are effectively hindered from meaningful participation in the labour market, leading to unemployment.

There is a need to distinguish between procedures for the change of first name and those for the change of sex. However, both processes frequently require that the individual concerned must first be considered eligible for the procedure by the medical profession.

It should be stressed that the eligibility conditions for the change of sex in documents vary widely across Europe. It is possible to roughly distinguish three categories of countries. In the first category, no provision at all is made for official recognition. As pointed out above, this is in clear breach of established jurisprudence of the ECtHR.[22] In the second and smaller category of countries, there is no requirement to undergo hormonal treatment or surgery of any kind in order to obtain official recognition of the preferred gender. Legal gender recognition is possible by bringing evidence of gender dysphoria[23] before a competent authority, such as experts from the Ministry of Health (in Hungary), the Gender Reassignment Panel (in the UK) or a doctor or clinical psychologist. In the third category of countries, comprising most Council of Europe member states, the individual has to demonstrate:

  1. that (s)he has followed a medically supervised process of gender reassignment – often restricted to certain state appointed doctors or institutions;
  2. that (s)he has been rendered surgically irreversibly infertile (sterilisation), and/or
  3. that (s)he has undergone other medical procedures, such as hormonal treatment.[24]

Such requirements clearly run counter to the respect for the physical integrity of the person. To require sterilisation or other surgery as a prerequisite to enjoy legal recognition of one’s preferred gender ignores the fact that while such operations are often desired by transgender persons, this is not always the case. Moreover, surgery of this type is not always medically possible, available, or affordable without health insurance funding. The treatment may not be in accordance with the wishes and needs of the patient, nor prescribed by his/her medical specialist. Yet the legal recognition of the person’s preferred gender identity is rendered impossible without these treatments, putting the transgender person in a limbo without any apparent exit. It is of great concern that transgender people appear to be the only group in Europe subject to legally prescribed, state-enforced sterilisation.

It needs to be noted that many transgender people, and probably most transsexual persons among them, choose to undergo this treatment, often including the elimination of procreative organs. The treatment is often desired as a basic necessity by this group. However, medical treatment must always be administered in the best interests of the individual and adjusted to her/his specific needs and situation. It is disproportionate for the state to prescribe treatment in a “one size fits all” manner. The basic human rights concern here is to what extent such a strong interference by the state in the private lives of individuals can be justified and whether sterilisation or other medical interventions are required to classify someone as being of the one sex or the other.

Two important national court rulings support this view. On 27 February 2009, the Austrian Administrative High Court ruled that mandatory surgery was not a prerequisite for gender (and name) change.[25] A transgender woman, who underwent all changes apart from the genital surgery and lived as a woman in all social relations, could establish to the court that her particular employment situation would not be conducive to the several months” sick leave needed for the operation and that she could not leave her family financially uncared for. This led the court to point out that the legislator had to abolish the original requirement since the court was not able to establish any need for this specific requirement pertaining to transsexual women. In Germany, the Federal Supreme Court has indicated in a judgment that “an operative intervention as a precondition for the change of gender is increasingly regarded as problematic or no longer tenable among experts”.[26]

The key point here is that there is no inherent need to enforce one set of specific surgical measures for the classification of an individual to be eligible for changing sex. Similar reasoning lies behind the Spanish Ley de Identidad de Género and the British Gender Recognition Act.[27] Both laws have recognised that the protection of the majority’s assumed unease with the procreation of transgender people – which is, due to hormonal treatment and the wishes of most concerned individuals, extremely rare – does not justify a state’s disregard of their obligation to safeguard every individual’s physical integrity. States which impose intrusive physical procedures on transgender persons effectively undermine their right to found a family.

Regarding conditions to be eligible for the change of first name, there is a similar pattern to some of the procedures for change of gender described above. The process can be easy or require lengthy and/or costly procedures and medical interventions, or it can be denied entirely. In some countries names can only be changed upon medical testimony that the (full) gender reassignment has taken place, including genital surgeries which are not accessible or wished for by persons for a number of different reasons. In other countries such proof is not necessary but instead, or in addition, people need to have a gender dysphoria diagnosis and two years of hormonal treatment to qualify for the name change. As a consequence, transgender people are, for a long period in their lives, effectively barred from meaningful and full participation in society, education or employment as they may face continuous problems with “justifying” who they are. The Commissioner’s Office has received numerous individual reports of transgender persons who, as a result of lack of proper documents, report discrimination and exclusion to a worrying extent. It’s also crucial to note that, even when a person has obtained a legal recognition of the new gender, the person may still face practical problems within institutional settings such as hospitals, police stations and prisons.

[Retur til menu]3.2.2 Consequences for family
In some countries there is a legal obligation that a transgender person who is legally married to his or her different-sex partner has to divorcebefore his or her new gender can be recognised. This is particularly problematic in states which do not recognise same-sex marriage, where the change of gender would effectively lead to a same-sex marriage. As same-sex marriage is only possible in five member states of the Council of Europe,[28] married transgender persons find themselves forced to divorce prior to their new gender being officially recognised. In numerous cases, forced divorce is against the explicit will of the married couple, who wish to remain a legally recognised family unit, especially if they have children in their care.

Indeed, forced divorce may have a negative impact on the children in the marriage. In several countries the parent who has undergone the gender change will lose custody rights of the children. In other states ambiguous legislation is in place and hardly any attention is given to the best interests of the child.[29] This can lead to hardship as in the case where both spouses wished to remain married so that the non-transsexual male partner would not loose custody of the child and could continue to receive state benefits in addition to his part-time work, in order to support his disabled, and now transsexual, spouse in providing care for the joint child.[30]

The Austrian Constitutional Court has granted a transsexual woman the right to change her sex to female while remaining married to her wife. The court ruled that “changing a sex entry in a birth certificate cannot be hindered by marriage.” The German Constitutional Court has ruled similarly, legally obliging the German Government to change the law before the end of August 2009.[31] Both rulings call on the state to accept that protecting all individuals without exception from state-forced divorce has to be considered of higher importance than the very few instances in which this leads to same-sex marriages. This approach is to be welcomed as it ends forced divorce for married couples in which one of the partners is transgender.

[Retur til menu] 3.3 Access to health care
The right to the highest attainable standard of health is guaranteed by several treaties, including the International Covenant on Economic, Social and Cultural Rights and the European Social Charter. However, transgender persons suffer from several problems in achieving this standard. The Transgender EuroStudy sheds an alarming light on the experiences of transgender people in relation to inequality and discrimination in accessing healthcare in Europe.[32
] The first aspect in discussing health care for transgender persons is the existence of international and national medical classifications defining transsexuality as a http://en.wikipedia.org/wiki/Mental_illness mental disorder. There are currently two established international systems for classifying mental illnesses: the Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM) which includes the term “gender identity disorder” as a mental health disorder and uses it to describe persons who experience significant gender dysphoria, i.e. discontent with the biological sex they are born with.[33] Secondly, the WHO International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems (ICD) lists transsexualism as a mental and behavioural disorder.[34] It is important to stress that transgender persons are thus labelled as having a mental disorder. As the DSM and ICD systems are often reflected in national medical classifications in Europe, they are frequently applied to diagnose transgender persons in Council of Europe member states.

These classifications are in turn problematic and increasingly questioned by civil society actors[35] and health care professionals.[36] Such classifications may become an obstacle to the full enjoyment of human rights by transgender people, especially when they are applied in a way to restrict the legal capacity or choice for medical treatment. It needs to be noted though that this question is a significant dividing line within the transgender movement itself.Many transgender people feel threatened by a possible change in the classification systems, since they fear it could result in further restrictions in accessing transgender health care. They consider that because health care systems require a diagnosis to “justify” medical or psychological treatment, it is essential to retain a diagnosis to ensure access to care. Others, however, argue that being diagnosed as having a mental disorder stigmatises individuals in society and makes them objects of medicine, rather than subjects who are responsible for expressing their own health needs. Alternative classifications should be explored in close consultation with transgender persons and their organisations.[37] From a human rights and health care perspective no mental disorder needs to be diagnosed in order to give access to treatment for a condition in need of medical care.

The second aspect in discussing health care is access to gender reassignment therapy, which is usually available after a person has reached 18 years of age. However, in some countries, like the Netherlands, transgender youth may begin treatment to offset puberty and receive counselling, so as to allow them to make informed decisions about their future gender identity. Then at the age of 18 they can proceed with gender reassignment treatments, if they still wish to. Recently, some other countries, for example Belgium and Germany, have started to provide similar treatment for youth under 18.

The European Court of Human Rights has established as a positive duty that states provide for the possibility of undergoing surgery leading to full gender-reassignment. Depending on an individual transgender person’s wishes and needs, the person thus has to have access to hormone treatment, gender reassignment surgery or other medical interventions, such as lasting hair removal and voice training. It is important to recognise that for most people concerned treatment is a medical necessity to make meaningful life possible. Treatment must be adapted to the individual’s needs in order to have successful results.

The case law of the European Court of Human Rights clearly requires states not only to provide for the possibility to undergo surgery leading to full gender-reassignment, but also that insurance plans should cover “medically necessary” treatment in general, which gender reassignment surgery is part of.[38] The ruling of the Court has been successfully referred to by transgender people in several countries, such as Lithuania and Belgium, to extend the coverage of their health insurance. This standard should be implemented in all Council of Europe member states. However, the Transgender EuroStudy surveying the healthcare experience of transgender persons in the EU found that 80% of transgender people in the EU are refused state funding for hormone treatments, and 86% of transgender persons in the EU are refused state funding for surgery to change their sex. As a result, over 50% of transgender persons undergoing surgery to change their birth sex pay entirely for the procedures on their own. There is a lack of information about the situation in non-EU Council of Europe member states. However, it seems that most of them do not provide publicly-funded gender reassignment treatment or only offer it partially. This is clearly against the standards set by the European Court of Human Rights.

Experiences of transgender persons with the healthcare system are often negative, with healthcare professionals being uninformed, biased and sometimes overtly rude with their clients, for example referring to the client in the not-preferred gender.[39] The above-cited study found that only 30% of respondents, when seeking help or a referral for gender reassignment procedures, experienced what the survey defined as the minimum acceptable level of assistance – a practitioner wanting to help, but lacking information about transgender health care. One third reported that they were refused treatment because a medical practitioner did not approve of gender reassignment.[40]

Some countries only allow one clinic in the whole country to provide treatment, sometimes hampering new research and, potentially, the quality of care. The right to access gender reassignment treatment should include a reasonable choice of available treatment centres and treatment expenses should be reimbursed according to the national health care rules. The quality of transgender-related treatment often does not even come close to the “highest attainable standard of health”, sometimes resulting in life-long bodily harm. Many transgender persons who opt for gender reassignment surgery are forced to go abroad, facing great difficulty in reimbursing their expenses. Overall, the situation creates inequalities in access to healthcare within a country and between countries.

In addition, access to gender reassignment surgery is further complicated or conditioned by so-called “protocols” and conditions regarding childhood, sexual orientation, or clothing tastes, which are highly questionable. There are accounts of transgender people having to undergo genital examinations by psychiatrists, having to tell a set story of their childhood which is the only acceptable one; sometimes their claims are only considered genuine if they have at least one proven suicide attempt. Other transgender persons are being forced to stereotype themselves to the extreme in their preferred gender to fit eligibility criteria, leading to ridicule in daily life. The examples are too numerous to list, but it is safe to state that the majority of tests and processes conducted in most countries will usually include aspects that can at best be called incomprehensible.

A third aspect concerns access to general non-transgender related healthcare. The European Union Agency for Fundamental Rights (FRA) reports that “‘a quarter of the respondents in the EuroStudy reported adverse treatment by healthcare professionals because they were transgender. A fifth reported that being a transgender person affected the way they access healthcare. As a result many transgender people report avoiding doctors” visits as much as possible for fear of inappropriate behaviour”‘.[41] The FRA report also refers to the Engendered Penalties Study which found that 29% of respondents felt that being transgender adversely affected the way they were treated by healthcare professionals.[42]

The results of the problems transgender persons encounter in accessing their right to health care are reflected in health statistics. Several studies referenced in the FRA study show that a quarter to one third of transgender people surveyed had attempted suicide. In research carried out in Ireland 26% of transgender persons had attempted suicide at least once[43] and half of the transgender respondents in a large-scale study into the health situation for LGBT people in Sweden had at one point or another in their lives considered taking their own life – 21% had actually tried to do this.[44] [Retur til menu] 3.4 Access to the labour market
The right to work is part of the European Social Charter, and includes the right to safe and healthy working conditions. Transgender persons face a number of problems in accessing and maintaining this right.

Employment, and thus financial means, is crucial for transgender people to access health care. Having a job implies, in many Council of Europe member states, having a health insurance which should facilitate reimbursement of expenses related to transgender health care. However, since hormone treatments or surgery for transgender persons are not always covered by health insurance schemes, the income from employment is sometimes the only way for transgender people to pay for their specific health care in practice.

Unemployment is a major concern for transgender persons. The Engendered Penalties study shows that only 31% of the respondents are in full-time employment. The exact figure for transgender women is 40% and for transgender men 36%, while among the non-transgender population these figures are 57% for women and 72% for men. Spanish research into unemployment amongst transgender people showed that 54% of the respondents were unemployed.[45] Some jobless transgender persons, particularly transgender women, are unable to find employment, and see no other option but to work in the sex industry.

When employed, many transgender people face problems at the workplace, in particular continuous bullying by colleagues or being refused use of the preferred toilet. Some people are pushed to resign after being put under pressure, teasing, and insults. The lengthy and time-consuming legal requirements to be recognised by the law force transgender people to lead a double life or to inform the employer and colleagues about their intention to change gender earlier than is convenient. There are many practical problems which have an impact on being able to continue working. For example, a work contract might state “male”, while the legal requirements for accessing gender reassignment surgery state that a transgender woman present herself in female attire at work. This means that the person concerned cannot decide herself when she deems it appropriate to inform her colleagues and employer about her gender identity.

Post-operative transgender people are often accidentally referred to in their “old” gender through numbers on social security cards or mistakes by human resource departments. There is very little recourse available if the effects of this accidental revelation are negative and harassment at the work place becomes unbearable. The Commissioner’s office has received individual reports on consistent and degrading workplace discrimination, which go clearly against the right to safe and healthy working conditions and freedom from discrimination in the workplace.

Research is still quite limited, but the statistics available show a bleak situation. The Engendered Penalties study found that 23% of the respondents felt the need to change their jobs because of discrimination experienced on grounds of their gender identity. Only about 30% were treated with dignity by co-workers; 10% experienced verbal abuse and 6% were physically assaulted. Forty-two percent of respondents not living in their preferred gender role did so because they were afraid of losing their jobs.[46] In a Scottish study, 37% of the respondents were on unemployment benefits.[47] Research from Finland[48] showed similar findings. Seventy-seven percent of transgender employees did not tell their employers about their gender identity, and about 50% of the respondents found this to be stressful.

The need for national non-discrimination legislation in all Council of Europe member states, which includes gender identity as a ground for discrimination in the labour market is thus evident. It is particularly important that changes to non-discrimination laws are also accompanied by awareness-raising campaigns for employers and employees so that the size and the seriousness of the problem is understood. Employers should be better aware of the situation of transgender people to guarantee a safe work environment for all. Special transitional measures may be needed to amend existing work rules, such as dress codes or the use of restroom facilities. Another important aspect is that educational institutions should have the duty to change retroactively the name and sex of a transgender person in degree certificates. This would ensure that transgender persons can continue to benefit from their vocational and academic training and enables them to apply for work appropriate to their professional qualifications rather than pretending they never had any training.

A final problem related to employment is the inequality in receiving pensions. In some countries, the age for state pension entitlement for men is 65 and for women 60. Prior to legal recognition transgender women who have reached 60, may be refused pensions that they would normally receive if born female. Yet many older transgender women find that they have to leave their jobs, in order to prevent disclosure of their identity by virtue of the fact that they do not qualify for a pension. Then, even after legal recognition, these women are refused backdated pensions for the period in which they had to rely on their own income and savings. In spite of overwhelming legal arguments they have so far been denied pension rights that other women in the country (born female) enjoy without question, despite rulings of the European Court of Justice to this effect.[49] In other countries, where a couple has had to divorce, because the transgender partner is required to in order to receive gender reassignment treatments, or to enjoy legal recognition, surviving spouses of transgender people are barred from receiving their survivor’s pension. A woman who has been a homemaker all her life will find herself without access to her spouse’s pension because they have had to get divorced, against their explicit will, in order to enable her spouse’s gender change.

[Retur til menu] 3.5 Transphobia and violence against transgender persons
Articles 2 and 5 of the ECHR guarantee the right to life and security for every person. In spite of this, many transgender people live in fear and face violence in the course of their lives. This violence ranges from harassment, bullying, verbal abuse, physical violence and sexual assault, to hate crimes resulting in murder. Transphobia – understood as the irrational fear of, and/or hostility towards, people who are transgender or who otherwise transgress traditional gender norms – can be considered as one of the main causes of violence and intolerance that many transgender persons face. Some people seem to have a problem with the mere existence of human beings whose outer expression of their inner gender identity is not the same as their gender determined at birth. Aggression against transgender people cannot, however, be excused as resulting from ignorance or lack of education.

The Engendered Penalties study found that 72% of respondents experienced some form of harassment in public. Forty-six percent stated that they had experienced harassment in their neighbourhoods and 21% stated that they avoid going out. The EuroStudy found that 79% of respondents had experienced verbal abuse, threatening behaviour, physical or sexual abuse while out in public.

At school and in the family environment, transgender children and young adults often face an unsafe environment with bullying at school and even expulsion from the family. Forty-one percent of female-to-male and 16% of male-to-female teenagers experienced serious insults by their family, to the point that 20% of female-to-male people were disinherited and cut off from their family entirely.[50] When people notice at an early age that they identify more closely with the opposite gender and express the wish to become a girl or boy, there is very little proper counselling and few support networks available for these transgender youth and their parents. Transgender children and youth, therefore, face problems in seeking information, support or treatment. It is in the best interest of the child to receive such information and support, since silence and ignoring their problems only leads to exclusion, self-hatred, bullying, failure in school and exceptionally high suicide rates among transgender youth. In France, research shows that 34% of transgender youth attempted suicide before having access to information and treatment. Under international human rights law transgender children have the right to access appropriate information, support and necessary protection. This was confirmed by the Committee on the rights of the Child which recommended states provide “adequate information and support to (…) transsexual young people (…)”.[51]

Transgender men and women have a high risk of becoming victims of a hate crime or a hate-motivated incident.[52] An authoritative OSCE report states that: “Homophobic hate crimes and incidents often show a high degree of cruelty and brutality. They often involve severe beatings, torture, mutilation, castration, even sexual assault. They are also very likely to result in death. Transgender people seem to be even more vulnerable within this category”.[53] Despite these findings, gender identity as a possible bias ground for hate crimes is not explicitly recognised in the legislation of most Council of Europe member states. One of the very few exceptions is the recently adopted Scottish hate crime bill which explicitly mentions transphobic hate crime. It is also not clear whether states, alternatively, include “gender identity” under the category of “gender” or “sex” in their hate crime legislation.

As a result, transphobia is usually not considered an aggravating factor for hate crimes committed against transgender persons, as shown by the sentences for perpetrators of hate motivated killings in for example Portugal and Turkey.[54] Therefore one can only conclude that transgender people are effectively in most countries excluded from specific legal protection, despite their high risk of falling victim to hate crimes. The OSCE has stressed in this regard: “By explicitly condemning bias motives, they send a message to offenders that a just and humane society will not tolerate such behaviour. By recognizing the harm done to victims, they convey to individual victims and to their communities the understanding that the criminal justice system serves to protect them”.[55]

Moreover, most states do not record or monitor hate crimes or hate motivated incidents of a transphobic nature. These crimes normally go unreported by the police. This was also noted by the OSCE report which observed that transphobic hate-motivated incidents are among the most under-reported and under-documented. One of the few exceptions is the UK, which has a policy of documenting the number of hates crimes committed against transgender people. The Crime Prosecution Service in England and Wales has developed a policy and practice to ensure that all transphobic crime is investigated[56] and in Northern Ireland transphobic hate crimes are reported as part of the annual crime statistics.[57]

In practice, transgender people are often afforded little protection by law enforcement officials in the event of a transphobic hate crime or incident. In many cases transgender people who turn to law enforcement agencies for protection are often ridiculed, harassed or just ignored, despite the positive obligation of states under the European Convention of Human Rights to investigate these crimes and bring the perpetrators to justice.

[Retur til menu] 3.6 Transgender refugees and migrants
The UNHCR has confirmed that asylum claims relating to gender identity may be recognised under the 1951 United Nations Convention Relating to the Status of Refugees provided the criteria in the refugee definition are met.[58] Transgender persons are considered under the Convention to be members of a “particular social group”. However, in most Council of Europe member states transgender persons are not explicitly defined as a distinctive “social group”, while other countries, such as France and Austria, have done so. In Sweden transgender people are considered legally to be covered by the category “gender”. It would be an important step forward if member states cite gender identity explicitly as a possible ground for persecution requiring international protection. It can also be argued that “gender-specific acts of persecution”, the term used in the EU Qualification Directive, can be understood as including serious human rights violations and other kinds of severe harm experienced by transgender persons.

There is a need for practical instructions as to how asylum claims are processed from persons who are persecuted because of their gender identity. Such instructions should give guidance to asylum officers how to conduct interviews in a “transgender sensitive” way. Such guidance is also needed for situations in which a transgender person arrives with an identity document which does not indicate the preferred gender.

Transgender persons who have applied for asylum sometimes face problems in detention and reception centres from fellow asylum seekers (often from their home country) and there is a serious risk of re-traumatisation for transgender asylum-seekers.[59] Sometimes transgender persons are not placed in the men’s/women’s living quarters they wish to be in, leading to potentially dangerous situations, including heightened risk of sexual violence, harassment and other ill-treatment. There is a need to create an environment in such centres to avoid harassment of transgender persons. Another problem is the lack of access to health care which can lead to an interruption of the continuous hormonal treatment some transgender persons need.[60]

Besides asylum, migration and travel is another problem for transgender people. The problems faced in obtaining new identity documents with the appropriate name and sex change can prevent transgender people from travelling to a neighbouring country, even on a simple family weekend visit. There is the fear of abuse by border control guards when their physical appearance does not correspond with the name or sex indicated on their identity papers. Freedom of movement can, thus, be severely hampered.

Problems may also arise in the field of family reunification. The country of citizenship sometimes forces the transgender person to divorce after gender reassignment, which can become an obstacle to family reunification and the possibility to go on living with the former spouse in another country. This has a detrimental impact on the children involved in the household as well. Finally, recognition of the change of gender is not necessarily accepted in the country that a transgender person migrates to.

[Retur til menu] IV. Good practices
The human rights situation of transgender people in Europe is not positive. However, some of the problems have been acknowledged and “good practices” are increasing. In the legal field we have recently seen constitutional courts acknowledging that national laws violate the human rights of transgender persons. In the UK the Gender Recognition Bill can, to a large extent, and excepting the divorce requirement, be considered an example of good practice. It was drafted with the participation of transgender people and led to a viable format, circumventing violations like forced sterilisation, medical treatment conditions, or exaggerated procedures.

In the field of employment, some trade unions have developed guidelines for employers on protecting transgender people at work, such as the Dutch ABVAKABO and the UK trade union UNISON. In the Italian city of Torino a programme has been set up to reintegrate transgender people in employment after their gender reassignment surgery.[61] It consists of a distinct investigation of the needs and skills of the transgender person and gives options for temporary jobs in a number of companies, with the possibility of further permanent employment.

A few countries have developed high quality medical centres providing supportive care without resort to excessive psychiatric assessment procedures and giving health insurance coverage that includes all available forms of gender reassignment surgery and hormone treatment.

In the UK, Germany and the Netherlands there are support groups for children, teenagers and their parents who have questions around gender identity. Their work is crucial. However, there are not enough of these services available and the public funding for those that do exist is scarce, most are under constant threat of closure.

A few local school and university boards across Europe have acknowledged the need to address the high instances of bullying and exclusion experienced by transgender youth. For example, the UK Government Department for Children, Schools and Families is working with the major transgender support groups in the UK to produce guidance for schools on transphobic bullying. Moreover, the Centre for Excellence in Leadership has worked with a transgender rights group to publish a self-study course on transgender issues for senior staff and managers in colleges and other higher educational institutions.[62] Regarding the issue of university degrees and papers with the new name and sex of a transgender person, the University of Torino issues student identity cards with the chosen name before the legal name change has occurred in order to facilitate matters for transgender students.

In 2008 and 2009 European-wide research projects started on human rights of transgender persons. Some Council of Europe member states have started nationwide research on the situation of transgender people. The European Commission is planning to publish in 2009 a report on transgender discrimination in EC law, which is being drafted by the EU Network of Legal Experts on Non-discrimination”. And the year 2010 will hopefully lead to solid recommendations by the Council of Europe Committee of Ministers that should include, for the first time, gender identity-specific human rights concerns.

What is now needed in particular is promotion of a human rights approach to the challenges transgender people face. To help with this, educational campaigns promoting respect and mutual understanding are needed. The information deficit on the specific problems of transgender persons and the bullying and ridiculing they receive need to be addressed. The Commissioner’s Office has launched a comparative study on the situation of LGBT persons in Council of Europe member states, and gender identity discrimination will have a prominent role in this research. The results are expected in autumn 2010.

It is important that gender identity discrimination be addressed by NHRSs and
Equality Bodies. A good example of this is the 2006 New Zealand Human Rights Commission’s
report on discrimination experienced by transgender people.[63] In 2008, the Belgian Institute for Equality between Women and Men also launched
a study on the situation of transgender persons in Belgium. The results are expected
in 2009.

Support for civil society organisations promoting human rights of transgender persons, on the national and European level, is crucial for their ability to conduct lobby and advocacy activities. Only a handful of governments, such as the Netherlands, Norway and Scotland, have so far provided funding to transgender NGOs. The city councils of both Vienna and Berlin financially supported the first two European Transgender Councils in 2005 and 2008, which is currently the only specific forum for transgender people on a European level.

Finally, discussions are also needed to link the human rights of transgender persons to a variety of other debates and topics: violence against women, domestic violence, multiple discrimination, economic, cultural and social rights. A good example of this is the UK Public Sector Gender Equality Duty which requires all public authorities in the UK to eliminate unlawful discrimination and harassment on the grounds of sex and to promote equality of opportunity between women and men “including transsexuals of both genders”.[64] [Retur til menu] V. Recommendations to Council of Europe member states
Member states of the Council of Europe should:

  1. Implement international human rights standards without discrimination, and prohibit explicitly discrimination on the ground of gender identity in national non-discrimination legislation. The Yogyakarta Principles on the Application of International Human Rights Law in relation to Sexual Orientation and Gender Identity should be used to provide guidance for national implementation in this field;
  2. Enact hate crime legislation which affords specific protection for transgender persons against transphobic crimes and incidents;
  3. Develop expeditious and transparent procedures for changing the name and sex of a transgender person on birth certificates, identity cards, passports, educational certificates and other similar documents;
  4. Abolish sterilisation and other compulsory medical treatment as a necessary legal requirement to recognise a person’s gender identity in laws regulating the process for name and sex change;
  5. Make gender reassignment procedures, such as hormone treatment, surgery and psychological support, accessible for transgender persons, and ensure that they are reimbursed by public health insurance schemes;
  6. Remove any restrictions on the right of transgender persons to remain in an existing marriage following a recognised change of gender;
  7. Prepare and implement policies to combat discrimination and exclusion faced by transgender persons on the labour market, in education and health care;
  8. Involve and consult transgender persons and their organisations when developing and implementing policy and legal measures which concern them;
  9. Address the human rights of transgender persons and discrimination based on gender identity through human rights education and training programmes, as well as awareness-raising campaigns;
  10. Provide training to health service professionals, including psychologists, psychiatrists and general practitioners, with regard to the needs and rights of transgender persons and the requirement to respect their dignity;
  11. Include the human rights concerns of transgender persons in the scope of activities of equality bodies and national human rights structures;
  12. Develop research projects to collect and analyse data on the human rights situation of transgender persons including the discrimination and intolerance they encounter with due regard to the right to privacy of the persons concerned.
[Retur til menu]
  1. [Retur] Definition as used in the Yogyakarta Principles on the Application of International Human Rights Law in relation to Sexual Orientation and Gender Identity, available at www.yogyakartaprinciples.org.
  2. [Retur] Ibid.
  3. [Retur] See also the Commissioner’s Viewpoint
    http://www.coe.int/t/commissioner/Viewpoints/090105_en.asp Discrimination against transgender persons must no longer be tolerated ” published on 5 January 2009.
  4. [Retur] UN Committee on Economic, Social and Cultural Rights, General Comment No 20 on Non-Discrimination.
  5. [Retur] ECtHR, van Kück v. Germany, judgment of 12 June 2003.
  6. [Retur] ECtHR, B. v. France, judgment of 25 March 1992 and Christine Goodwin v. U.K., judgment of 11 July 2002.
  7. [Retur] Sex discrimination has for long been included in relevant European Community legislation. Since 1957, the EEC Treaty has contained a provision prohibiting unequal pay for men and women, which has been revised in the Treaty of Amsterdam. From 1975, the EU has issued several directives on sex discrimination
  8. [Retur] ECJ, Case C-13/94, P. v. S. and Cornwall City Council judgment of 30 April 1996, ECR [1996] I-2143, ECJ, Case C-117/01, K.B. v. National Health Service Pensions Agency, Secretary of State for Health, judgment of 7 January 2004, ECJ, Case C-423/04, Sarah Margaret Richards v Secretary of State for Work and Pensions, judgment of 27.4.2006. See for an explanation of the progressive nature of the Judgements, European Union Agency for Fundamental Rights, Homophobia and Discrimination on the grounds of sexual orientation in the EU Member States, Part I Legal Analysis, p.124.
  9. [Retur] ECtHR, B. v. France judgment of 25 March 1992 (Series A no. 232-C) (distinguishing the Rees and Cossey judgments); Sheffield and Horsham v. the United Kingdom judgment of 30 July 1998; Christine Goodwin v. the United Kingdom, Appl. no. 28957/95, judgment of 11 July 2002; Grant v. the United Kingdom, Appl. no. 32570/03, judgment of 23 May 2006.
  10. [Retur] It is assessed that only 10% of all transgender persons actually choose, have access to or to are able to undergo gender reassignment surgery.
  11. [Retur] European Union Agency for Fundamental Rights, Homophobia and Discrimination on the grounds of sexual orientation in the EU Member States, Part I Legal Analysis, p.126.
  12. [Retur] See Council Directive 2004/113/EC of 13 December 2004 implementing the principle of equal treatment between men and women in the access to and supply of goods and services, OJ L 373, 21.12.2004, p.37; and Directive 2006/54/EC of the European Parliament and of the Council of 5 July 2006 on the implementation of the principle of equal opportunities and equal treatment of men and women in matters of employment and occupation (recast), OJ L 204 of 26.7.2006, p. 23 (Recast Gender Directive).
  13. [Retur] Statement of the Office of the UN High Commissioner for Human Rights to the International Conference on LGBT human rights, Montreal 26 July 2006, available at www.unhchr.ch/huricane/huricane.nsf/0/B91AE52651D33F0DC12571BE002F172C?opendocument.
  14. [Retur] UN High Commissioner for Refugees, UNHCR Guidance Note on Refugee Claims Relating to Sexual Orientation and Gender Identity, 21 November 2008, available at: http://www.unhcr.org/refworld/docid/48abd5660.html
  15. [Retur] Recommendation 1117 (1989) on the condition of transsexuals available at http://assembly.coe.int/main.asp?Link=/documents/adoptedtext/ta89/erec1117.htm
  16. [Retur] Resolution on discrimination against transsexuals, Official Journal of the European Communities, C 256 , 09/10/1989, p 0033
  17. [Retur] http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?type=TA&language=EN&reference=P6-TA-2006-0018 European Parliament resolution on homophobia in Europe (2006) ; http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-//EP//TEXT+TA+P6-TA-2007-0167+0+DOC+XML+V0//EN European Parliament resolution on homophobia in Europe (2007)
  18. [Retur] Yogyakarta Principles on the Application of International Human Rights Law in relation to Sexual Orientation and Gender Identity, p. 11-12.
  19. [Retur] Sweden prohibits discrimination on the ground of a person’s “transgender identity or expression” in the new Discrimination Act that entered into force on 1 January 2009.
  20. [Retur] European Union Agency for Fundamental Rights, Homophobia and Discrimination on the grounds of sexual orientation in the EU Member States, Part I – Legal Analysis, p. 20.
  21. [Retur] See Eur. Ct. HR, B. v. France judgment of 25 March 1992 (Series A no. 232-C) (distinguishing the Rees and Cossey judgments), Eur. Ct. HR, Sheffield and Horsham v. the United Kingdom judgment of 30 July 1998, Eur. Ct. HR, Christine Goodwin v. the United Kingdom, Appl. no. 28957/95, judgment of 11 July 2002. Eur. Ct. HR (4th sect.), Grant v. the United Kingdom, Appl. no. 32570/03, judgment of 23 May 2006.
  22. [Retur] See European Union Agency for Fundamental Rights (FRA), Homophobia and Discrimination on the grounds of sexual orientation in the EU Member States, Part I Legal Analysis, p. 131-133.
  23. [Retur] 23 This is the phenomenon pointing to the discontent persons feel with the biological sex they were born with. See paragraph 3.3 for a more detailed explanation.
  24. [Retur] Additionally, people may also have to demonstrate that they have lived for a long period of time in the new gender – the so called “real life experience”. The “real life experience” preceding hormonal treatment and sex reassignment surgeries forms the three elements of the “triadic therapy” often in place in member states as a requirement for recognition of the new gender.
  25. [Retur] After the constitutional court ruled against the case (VfGH 29.09.2008, B 411/08, B 412/08), the Administrative High Court made the legal change possible in 2009 (VwGH 27.2. 2009).
  26. [Retur] BVerfG, 1 BvL 3/03 (6 December 2005).
  27. [Retur] More on the Spanish law, see Raquel Platero, Open Forum on Spain: Outstanding challenges in a post-equality era: The same-sex marriage and gender identity laws in Spain, University of Madrid (2008); on the UK law, see. http://www.opsi.gov.uk/acts/acts2004/ukpga_20040007_en_1
  28. [Retur] Belgium, Netherlands, Spain, Norway, Sweden.
  29. [Retur] Prof Stephen Whittle OBE, Dr Lewis Turner, Ryan Combs, Stephenne Rhodes – Transgender EuroStudy: Legal Survey and Focus on The Transgender Experience of Health Care – 2008 — Transgender Europe and ILGA-Europe, pages 22-23.
  30. [Retur] In the country concerned custody is usually awarded to the mother and the transsexual law specifies that the relationship with previously born children remains that of the former registered sex.
  31. [Retur] Austrian Constitutional Court, BverfG, 1 BvL 1/04 (18 July 2006); German Constitutional Court, BVerfG, 1BvL 10/05 (27 May 2008).
  32. [Retur] Prof Stephen Whittle OBE, Dr Lewis Turner, Ryan Combs, Stephenne Rhodes – Transgender EuroStudy: Legal Survey and Focus on The Transgender Experience of Health Care – 2008 – Transgender Europe and ILGA-Europe.
  33. [Retur] The Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, 4th Edition (DSM-IV-TR) lists “gender identity disorders in adolescents and adults” (category 302.85) under the chapter “sexual and gender identity disorder” and “gender identity disorder in children” (category 302.6). See www.icd9data.com/2009/Volume1/290-319/300-316/302/302.85.htm.
  34. [Retur] The ICD can be found at http://www.who.int/classifications/icd/en/. Transsexuality is listed under chapter 5 (Mental and Behavioural Disorders), category F64.
  35. [Retur] Statement on the Reform to the DSM, Transgender Europe (TGEU), 2 November 2008. TGEU is the European network of transgender groups and individuals.
  36. [Retur] Many specialised health care professionals point out that the treatment consists primarily of physical modifications to bring the body into harmony with one’s perception of mental (psychological, emotional) gender identity, rather than vice versa. This line is maintained by WPATH, the World Professional Association for Transgender Health. However, WPATH has not yet updated its Standards of Care from 2001 and still includes transsexualism as mental disorder yet changes are currently under discussion.
  37. [Retur] There is now an opportunity to change this position as the DSM catalogue is currently reviewed. A working group will revise the DSM and this will result in the DSM-V scheduled to be published in 2012. See also the joint statement of 28 May 2008 issued by the American organizations National Center for Transgender Equality (NCTE), the Transgender Law and Policy Institute (TLPI), the Transgender Law Center (TLC) and the Transgender Youth Family Allies (TYFA).
  38. [Retur] van Kück v. Germany (Application no. 35968/97) – paragraphs 47, 73 and 82 and L. v. Lithuania (Application no. 27527/03) – paragraphs 59 and 74.
  39. [Retur] Another example is when a transsexual man enters hospital to have his internal female organs removed, but is placed on a female ward.
  40. [Retur] Transgender EuroStudy loc. Cit. p.55 and 58. See also the report of Bence Solymár (2005), The situation of Transgender People in the Hungarian Social and Health Care System, in: Takács J. (ed.): A léöek mütétei (Surgery of the Soul), Budapest: Új Mandátum Kiadó.
  41. [Retur] European Union Agency for Fundamental Rights, Homophobia and Discrimination on the grounds of sexual orientation and gender identity in the EU Member States: Part II – The social situation, p.122.
  42. [Retur] Stephen Whittle, Lewis Turner, Maryam Al-Alami, Engendered Penalties: Transgender and Transsexual People’s Experiences of Inequality and Discrimination available at http://www.pfc.org.uk/files/EngenderedPenalties.pdf and as referenced in., as referenced in European Union Agency for Fundamental Rights, Homophobia and Discrimination on the grounds of sexual orientation and gender identity in the EU Member States: Part II – The social situation
    Note den 8. oktober 2012 af Tina Thranesen.
    Rapporten ikke mere tilgængelig hos PFC, men kan i stedet læses her.
  43. [Retur] French research was conducted by HES and leMAG-Young LGBT Mvt, see
    www.mag-paris.fr. The Irish research, Supporting LGBT Lives: A Study of the Mental Health of Lesbian, Gay, Bisexual and Transgender People, was published in 2009. Information on suicide among transgender persons can be found on page 95.
  44. [Retur] Statens Folkshälsoinstitut (2005) Homosexuellas, bisexuellas och transpersoners hälsosituation, Återrapportering av regeringsuppdrag att undersöka och analysera hälsosituationen bland hbt-personer, Östersund: FHI, p. 21.
  45. [Retur] Data, as referenced in European Union Agency for Fundamental Rights, Homophobia and Discrimination on the grounds of sexual orientation and gender identity in the EU Member States: Part II – The social situation and Esteva, I et al. (2001) Social Inequalities: Demographic Characteristics of Patients Treated at the First Gender Identity Disorder Unit in Spain, Paper presented at the XVII Harry Benjamin International Gender Dysphoria Association Symposium, Galveston, Texas.
  46. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Al-Alami M (2007) Engendered Penalties: Transgender and Transsexual People’s Experiences of Inequality and Discrimination, Wetherby: The Equalities Review.
  47. [Retur] Scottish Transgender Alliance (2008) Transgender Experiences in Scotland – Research Summary, Edinburgh: Equality Network, p. 14
  48. [Retur] Lehtonen, J, Mustola, K (2004) “Straight People don’t tell, do they…?” Negotiating the boundaries of sexuality and gender at work, Helsinki: Ministry of Labour
  49. [Retur] Case C-423/04, Sarah Margaret Richards v Secretary of State for Work and Pensions, judgment of 27 April 2007.
  50. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Al-Alami M (2007) Engendered Penalties: Transgender and Transsexual People’s Experiences of Inequality and Discrimination, Wetherby: The Equalities Review.
  51. [Retur] Concluding observations on United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland, CRC/C/15/Add.188, October 9, 2002.
  52. [Retur] See for example Basaran, Y, Aybasti, I and Cakmak, S (2009) Problems of Transgender Women: A Survey Conducted in Istanbul ( forthcoming publication) and European Commission’s Turkey 2008 Progress Report, p. 23.
  53. [Retur] OSCE/ODIHR (2007) Hate Crimes in the OSCE Region: Incidents and Responses; Annual report for 2006; Warsaw: OSCE/ODIHR, p. 53f.
  54. [Retur] Human Rights Watch, We need a law for liberation – Gender, sexuality, and human rights in a changing Turkey. OSCE/ODIHR (2007) Hate Crimes in the OSCE Region: Incidents and Responses; Annual report for 2006; Warsaw: OSCE/ODIHR, p. 54.
  55. [Retur] Hate Crime Laws: A Practical Guide, p.7 available at
    http://www.osce.org/odihr/36426?download=true.
  56. [Retur] http://www.cps.gov.uk/Publications/prosecution/homophobia.html (26.10.08).
  57. [Retur] PSNI Statistics (2008) Annual Statistical Report, Statistical Report No. 3; Hate Incidents & Crimes; 1st April 2007 – 31st March 2008; Belfast: PSNI; 2008.
  58. [Retur] UN High Commissioner for Refugees, UNHCR Guidance Note on Refugee Claims Relating to Sexual Orientation and Gender Identity, 21 November 2008. This Guidance Note supplements UNHCR’s earlier Guidelines on International Protection No. 1: Gender-Related Persecution Within the Context of Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or its 1967 Protocol Relating to the Status of Refugees from May 2002. Both guidelines are relevant for the assessment of asylum claims made by transgender individuals.
  59. [Retur] See for example research conducted by the Helsinki Citizens Assembly and the Organisation for Refugee, Asylum & Migration (ORAM): Unsafe haven – the security challenges facing lesbian, gay, bisexual and transgender asylum seekers and refugees in Turkey (2009).
  60. [Retur] Similar problems are faced by transgender people in prison who may face periods of time without hormone therapy. This may result in a long time without treatment and may cause serious health problems, such as the development of osteoporosis in transsexual men, and irreversible physiological changes to take place such as the development of baldness in transsexual women. Transsexual people will frequently face difficulties in accessing assessment, hormone therapies, or surgery as many prisons or prison systems feel they do not have the facilities to manage transsexual prisoners, or in some cases they are seen forging their right to such treatments because of their conviction.
  61. [Retur] This is an initiative in which NGOs, job agencies and the city council work together.
  62. [Retur] Whittle, S; Turner, L (2007) Leading Trans Equality: A Toolkit for Colleges, Lancaster: The Centre for Excellence in Leadership, available at http://lancslgbt.org.uk/web/wp-content/uploads/2013/03/Trans-FE-colleges.pdf.
  63. [Retur] To be who I am. Report of the Inquiry into Discrimination faced by transgender people, available at www.hrc.co.nz/hrc_new/hrc/cms/files/documents/21-Jan-2008_19-03-12_Transgender_Final_2.pdf.
  64. [Retur] Equality and Human Rights Commission (2008) Overview of the gender equality duty, Guidance for public bodies working in England, Wales and Scotland, available at www.equalityhumanrights.com
[Retur til menu]

* * *
[Retur til menu] Karin Astrup kommenterede i en pressemeddelelse, som Trans-Danmark udsendte den 29. juli 2009 i forbindelse med udgivelsen af rapporten i hvilken udstrækning Danmark opfylder de 12 anbefalinger.

Kommissæren for Menneskerettigheder, Thomas Hammarbergs 12 anbefalinger:

  1. Har Danmark implementeret Yogyakarta principperne i lovgivningen?
    Svaret er nej
  2. Har Danmark en særskilt Hate Crime lovgivning?
    Nej, er svaret da det henfalder under almindelige bestemmelser i straffeloven, ligeledes har man ikke ført registreringer af disse.
  3. Findes der en hurtig og transparent procedure for at få ændret dokumenter?
    Nej, der findes ingen faste procedurer til at få ændret dokumenter
  4. Stop sterilisation og tvungne medicinske krav
    Danmark kræver at man gennemgår en operation før man kan blive anerkendt i det ønskede køn, så her følger vi heller ikke anbefalingen.
  5. Det offentlige sundhedsvæsen dækker omkostningerne til behandling og operation
    Danmark lever delvis op til denne anbefaling, men det er stadig en brøkdel af de transkønnede personer der frekventerer sygehusvæsenet, årligt opereres ca. 5 ud af de omkring 70 transkønnede der er i systemet.
  6. Kan den transkønnede forblive i ægteskabet efter en operation?
    igen er svaret nej og det er imod anbefalingen
  7. Har Danmark antidiskriminations lovgivning som kan gøre det lettere for transkønnede på arbejdsmarkedet, i uddannelsessektoren og sygehusvæsenet?
    Nej, selv om Trans-Danmark ved flere lejligheder har gjort regeringen og de politiske partier opmærksom herpå, så har vi ikke nogen form for antidiskriminations lovgivning på området, man nævner ofte seksuel orientering, men det er kønsidentitet vi taler om og det nævnes ikke.
  8. Trans-organisationerne skal involveres i og konsulteres i forbindelse med udvikling og im-plementering af politiker og lovgivning der vedrører dem.
    Trans-Danmark har været indkaldt til møder i forskellige udvalg; men man har kun i et meget beskedent udstrækning fulgt Trans-Danmarks anbefalinger.
  9. At gøre samfundet opmærksom på transkønnedes menneskerettigheder og diskrimination, gennem uddannelse og kendskabsskabende kampagner.
    Trans-Danmark har flere gange foreslået dette; men har altid fået afslag.
  10. Give uddannelse til sundhedsvæsenets medarbejdere
    Nej, er svaret; men Trans-Danmark har tilbudt at arrangere sådanne kurser og stadig kan tilbyde disse.
  11. Inkludere transkønnedes menneskerettigheds bekymringer i ligestillings og nationale men-neskerettighedsstrukturer.
    I enkelte områder omtales “seksuel orientering” men der bør tilføjes begrebet “kønsidenti-tetsopfattelse”
  12. Stille forskningsmidler til rådighed for området.
    I Danmark er det Rigshospitalets Sexologisk Klinik, der har forskningsforpligtelsen indenfor området. Siden klinikkens oprettelse i 1989 har denne imidlertid ikke foretaget nogen forskning indenfor transrelaterede områder.

[Retur til menu]

Rapporten på Europarådets hjemmeside.
Rapporten som tryksag i pdf-format.

Erklæring – A/63/65 – om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet fremsat og drøftet den 22. december 2008 på FN’s generalforsamling.

Vist 55 gange. En stærk menneskerettighedserklæring om seksuel orientering og kønsidentitet – A/63/65 – blev den 22. december 2008 fremsat og drøftet under afholdelse af FN’s generalforsamling.
60 år tidligere – den 10. december 1948 blev FN’s menneskerettighedserklæring vedtaget af af De forenede Nationers Generalforsamling.

Erklæringen – A/63/65 – den 18. december 2008 blev fremsat på vegne af 66 nationer fra fem kontinenter – heriblandt Danmark og de øvrige EU-lande.
Erklæringen blev oplæst af Argentinas repræsentant.

Spring direkte ned til den danske oversættelse af erklæringen

Der var imidlertid også lande og organisationer, som protesterede mod erklæringen.
Den syriske repræsentant oplæste en erklæring på vegne af The Islamic Conference, som afviste ideen om, at seksuel orientering har noget med genetisk kodning at gøre, at den fremsatte erklæring truede med at underminere de internationale rammer for menneskerettigheder, og at det, som den fremsatte erklæring omhandler, alene hører under de enkelte nationers hjemlige retsvæsen.
Denne “mod-erklæring” fik støtte fra 57 nationer[1].

Vatikanets repræsentant, ærkebiskop Migliore udtalte, at Pavestolen værdsatte erklæringens indhold om menneskerettigheder, som fordømmer alle former for vold mod homoseksuelle og transpersoner og opfordrede alle stater til at træffe de nødvendige forsnstaltninger for at sætte en stopper for alle strafferetlige sanktioner mod dem.
Men samtidig udtrykte han, at Pavestolen fandt, at ordlyden i erklæringen rakte ud over de omhandlede persongrupper og de fælles hensigter, og at begreberne “seksuel orientering” og “kønsidentitet” ikke var anerkendt eller klart defineret i international ret.

Den fremsatte erklæring

United Nations
A/63/635
General Assembly
Distr.: General
22 December 2008
Original: English

Sixty-third session
Agenda item 64 (b)

Promotion and protection of human rights: human rights questions, including alternative approaches for improving the effective enjoyment of human rights and fundamental freedoms

Letter dated 18 December 2008 from the Permanent Representatives of Argentina, Brazil, Croatia, France, Gabon, Japan, the Netherlands and Norway to the United Nations addressed to the President of the General Assembly

We have the pleasure of transmitting a statement on human rights, sexual orientation and gender identity (see annex), signed by Albania, Andorra, Argentina, Armenia, Australia, Austria, Belgium, Bolivia, Bosnia and Herzegovina, Brazil, Bulgaria, Canada, Cape Verde, Central African Republic, Chile, Colombia, Croatia, Cuba, Cyprus, Czech Republic, Denmark, Ecuador, Estonia, Finland, France, Gabon, Georgia, Germany, Greece, Guinea-Bissau, Hungary, Iceland, Ireland, Israel, Italy, Japan, Latvia, Liechtenstein, Lithuania, Luxembourg, Malta, Mauritius, Mexico, Montenegro, Nepal, Netherlands, New Zealand, Nicaragua, Norway, Paraguay, Poland, Portugal, Romania, San Marino, Sao Tome and Principe, Serbia, Slovakia, Slovenia, Spain, Sweden, Switzerland, the former Yugoslav Republic of Macedonia, Timor-Leste, United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland, Uruguay and Venezuela.

We would appreciate it if the statement, which was read out in plenary meeting today, would be circulated as a document of the sixty-third session of the General Assembly, under agenda item 64 (b).

(Signed) Jorge Argüello, Permanent Representative of Argentina to the United Nations
(Signed) Maria Luiza Ribeiro Viotti, Permanent Representative of Brazil to the United Nations
(Signed) Neven Jurica, Permanent Representative of Croatia to the United Nations
(Signed) Jean-Maurice Ripert, Permanent Representative of France to the United Nations
(Signed) Emanuel Issoze-Ngondet, Permanent Representative of Gabon to the United Nations
(Signed) Yukio Takasu, Permanent Representative of Japan to the United Nations
(Signed) Frank Majoor, Permanent Representative of the Netherlands to the United Nations
(Signed) Morten Wetland, Permanent Representative of Norway to the United Nations

Annex to the letter dated 18 December 2008 from the Permanent Representatives of Argentina, Brazil, Croatia, France, Gabon, Japan, the Netherlands and Norway to the United Nations addressed to the President of the General Assembly

[Original: English, French and Spanish]
We have the honour to make this statement on human rights and sexual orientation and gender identity on behalf of […].
  1. We reaffirm the principle of universality of human rights, as enshrined in the Universal Declaration of Human Rights, and article 2 of the International Covenant on Civil and Political Rights, and the International Covenant on Economic, Social and Cultural Rights, as well as in article 26 of the International Covenant on Civil and Political Rights.
  2. We reaffirm the principle of non-discrimination, which requires that human rights apply equally to every human being regardless of sexual orientation or gender identity.
  3. We are deeply concerned by violations of human rights and fundamental freedoms based on sexual orientation or gender identity.
  4. We are also disturbed that violence, harassment, discrimination, exclusion, stigmatization and prejudice are directed against persons in all countries in the world because of sexual orientation or gender identity, and that these practices undermine the integrity and dignity of those subjected to these abuses.
  5. We condemn the human rights violations based on sexual orientation or gender identity wherever they occur, in particular the use of the death penalty on this ground, extrajudicial, summary or arbitrary executions, the practice of torture and other cruel, inhuman and degrading treatment or punishment, arbitrary arrest or detention and deprivation of economic, social and cultural rights, including the right to health.
  6. We recall the statement in 2006 before the Human Rights Council by fifty-four countries requesting the President of the Council to provide an opportunity, at an appropriate future session of the Council, to discuss these violations.
  7. We commend the attention paid to these issues by special procedures of the Human Rights Council and treaty bodies and encourage them to continue to integrate consideration of human rights violations based on sexual orientation or gender identity within their relevant mandates.
  8. We welcome the adoption of resolution AG/RES. 2435 (XXXVIII-O/08) entitled “Human Rights, Sexual Orientation, and Gender Identity” by the General Assembly of the Organization of American States during its thirty-eighth session, on 3 June 2008.
  9. We call upon all States and relevant international human rights mechanisms to commit to promote and protect the human rights of all persons, regardless of sexual orientation or gender identity.
  10. We urge States to take all the necessary measures, in particular legislative or administrative, to ensure that sexual orientation or gender identity may under no circumstances be the basis for criminal penalties, in particular executions, arrests or detention.
  11. We urge States to ensure that human rights violations based on sexual orientation or gender identity are investigated and perpetrators held accountable and brought to justice.
  12. We urge States to ensure adequate protection of human rights defenders, and remove obstacles which prevent them from carrying out their work on issues of human rights and sexual orientation and gender identity

Dansk oversættelse af de 13 punkter. Der tages forbehold over for oversættelsens korrekthed. Ved brug som dokumentation henvises til den originale tekst. Tina Thranesen.
[Retur]

Vi har den ære at fremsætte denne erklæring om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet på vegne af […].
  1. Vi bekræfter princippet om universelle menneskerettigheder, som er nedfældet i Verdenserklæringen om menneskerettigheder, hvis 60. jubilæum fejres dette år, artikel 1, som fastslår, at “alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder”.
  2. Vi bekræfter, at enhver er berettiget til at nyde godt af menneskerettighederne uden forskelsbehandling af nogen art, f. eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling, som fastsat i artikel 2 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder, og artikel 2 i den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder og den Internationale Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder, samt i artikel 26 i Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder.
  3. Vi bekræfter princippet om ikke-diskrimination, som kræver, at menneskerettigheder gælder for alle mennesker uanset seksuel orientering eller kønsidentitet.
  4. Vi er dybt berørt af krænkelser af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
  5. Vi er også foruroliget over, at vold, chikane, diskrimination, udstødelse, stigmatisering og fordomme er rettet mod personer i alle lande i verden på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, da denne praksis underminerer integriteten og værdigheden hos dem, som udsættes for disse overgreb.
  6. Vi fordømmer krænkelser af menneskerettighederne på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, uanset hvor de forekommer, især anvendelsen af dødsstraf, udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser, af tortur og anden grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf, vilkårlig anholdelse eller frihedsberøvelse og fratagelse af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, herunder retten til sundhed.
  7. Vi erindrer om erklæringen i 2006 fremsat over for Menneskerettighedsrådet af fire og halvtreds lande, der anmoder formanden for Rådet til at give en mulighed for, på en passende kommende samling i Rådet, til at drøfte disse krænkelser.
  8. Vi anbefaler opmærksomhed på disse spørgsmål ved særlige procedurer i Menneskerettighedsråd og traktatfæstede organer og opfordre dem til at fortsætte med at integrere behandling af krænkelser af menneskerettighederne på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet inden for deres relevante mandater.
  9. Vi glæder os over vedtagelsen af resolution AG /RES. 2435 (XXXVIII-O/08) med titlen “Menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet” ved the General Assembly of the Organization of American States ved dens 38. session den 3. juni 2008.
  10. Vi opfordrer alle stater og relevante internationale menneskerettighedsorganisationer til at forpligte sig til at fremme og beskytte menneskerettighederne for alle personer, uanset seksuel orientering eller kønsidentitet.
  11. Vi opfordrer staterne til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, navnlig lovgivningsmæssige eller administrative for at sikre, at seksuel orientering eller kønsidentitet kan under nogen omstændighed kan være grundlag for strafferetlige sanktioner, navnlig henrettelser, anholdelser eller tilbageholdelse.
  12. Vi opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at krænkelser af menneskerettighederne på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet bliver undersøgt, og at gerningsmændene stilles til ansvar og retsforfulgt.
  13. Vi opfordrer medlemsstaterne til at sikre en tilstrækkelig beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere, og fjerne hindringer, der forhindrer dem i at udføre deres arbejde med spørgsmål om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet.
[Retur]

Erklæringen på FN’s hjemmeside.
Præsentation af deklarationsteksten i pdf-format.
Omtale af erklæringen hos ILGA.
Frankrigs udenrigsministerium har denne specielle hjemmeside om erklæringen med video fra General Assembly (generalforsamlingen) med forskellige taleres indlæg om erklæringen samt udtalelser fra forskellige andre.
Frankrigs udenrigsministerium Tryksag fra det franske udenrigsministerium med erklæringen på fransk, engelsk og spansk, der kan downloades i pdf-format.
Omtale af erklæringen på Wikipedia.
CNA Catholic News Agency med artikel den 19. december 2008, der omtaler Vatikanets kritiske holdning til erklæringen.

Note
  1. [Retur] Africa, Algeria, Benin, Cameroon, Chad, Comoros, Côte d’Ivoire, Djibouti, Egypt, Eritrea, Ethiopia, Gambia, Guinea, Kenya, Libya, Malawi, Mali, Mauritania, Morocco, Niger, Nigeria, Rwanda, Senegal, Sierra Leone, Somalia, Sudan, Swaziland, Tanzania, Togo, Tunisia, Uganda, Zimbabwe, Americas, Saint Lucia, Asia, Afghanistan, Bahrain, Bangladesh, Brunei, Indonesia, Iran, Iraq, Jordan, Kazakhstan, Kuwait, Lebanon, Malaysia, Maldives, North Korea, Oman, Pakistan, Qatar, Saudi Arabia, Syria, Tajikistan, Turkmenistan, United Arab Emirates, Yemen, Oceania, Fiji og Solomon Islands.


Internationale standarder for hospitaler

Vist 33 gange.
Internationale standarder for hospitaler

Internationale standarder for hospitaler

TitelInternationale standarder for hospitaler
3. udgave, 1. oplag
Udgivet afRegion Hovedstaden
Enhed for Udvikling og Kvalitet
OversættelseRegion Hovedstaden efter
Joint Commission International Accreditation
UdgivetOktober 2007
SprogDansk
Antal sider257
ISBN87-92195-02-4
Internationale standarder for hospitaler, som Regionsrådet for Region Hovedstaden har bestemt skal gælde for regionens hospitaler og dermed f.eks. også Sexologisk Klinik.

Standarderne er i bogstaveligste forstand internationale i deres afsæt og revision. Processen med at udvikle standarderne sker med aktiv deltagelse af et internationalt ekspertudvalg med repræsentanter fra alle kontinenter.

Standarderne er endvidere evalueret af enkeltpersoner over hele verden gennem en internetbaseret vurderingsproces samt af JCI’s regionale rådgivningsudvalg i Asien og Stillehavsområdet, Europa og Mellemøsten og af forskellige andre eksperter i sundhedssektoren.

Joint Commision International – JCI – blev etableret i 1998 som den internationale gren af The Joint Commission (USA), og denne nye udgave af standarderne afspejler JCI’s målsætning om at forbedre patientsikkerheden og kvaliteten i patientbehandlingen over hele verden.

Udvalgte citater fra standarden

Afsnit RE – Patient- og pårørenderettigheder – side 63 til 80
Patienternes udbytte af behandlingen øges når de og – når det er hensigtsmæssigt – deres pårørende eller andre som træffer beslutninger på patientens vegne, inddrages i beslutningerne om behandlingen på en måde der svarer til deres kulturelle forventninger.
RE.2.1
Hospitalet oplyser patienter og de pårørende om hvordan de informeres om medicinske forhold og enhver bekræftet diagnose, hvordan de informeres om planlagte behandlinger, og om hvordan de, i det omfang de ønsker det, vil blive inddraget i beslutninger om behandlingsforløbet.
RE.2
Hospitalet understøtter patienters og pårørendes ret til at deltage i behandlingsforløbet.
RE.2.1
Hospitalet oplyser patienter og de pårørende om hvordan de informeres om medicinske forhold og enhver bekræftet diagnose, hvordan de informeres om planlagte behandlinger, og om hvordan de, i det omfang de ønsker det, vil blive inddraget i beslutninger om behandlingsforløbet.
Formålet med RE.2.1
For at patienter og pårørende kan deltage i beslutninger om behandlingen må de have grundlæggende information om den vurderede tilstand, herunder eventuelle verificerede diagnoser, og den foreslåede behandling.
Patienter og pårørende skal vide hvornår der gives informationer og hvem der har ansvaret for det. Patienter og pårørende skal vide hvilke typer af beslutninger der skal træffes, og hvordan de selv kan være med til at træffe dem.
RE.2.1.1
Hospitalet oplyser patienter og de pårørende om hvordan de informeres om resultatet af behandlingen, herunder uforudsete resultater, og hvem der informerer dem.
Formålet med RE.2.1.1
Under behandlingsforløbet har patienter og, når det er hensigtmæssigt, deres pårørende ret til at blive informeret om resultatet af den planlagte behandling. Det er også vigtigt at de informeres om eventuelle uforudsete resultater af behandlingen, fx uforudsete hændelser under kirurgiske indgreb eller i forbindelse med ordinerede lægemidler eller anden behandling. Det bør være klart for patienten hvordan de bliver informeret og hvem der vil informere dem om det forventede resultat og eventuelle uforudsete resultater.

Afsnit BE – Behandling af patienter – side 107 til 117
BE.2
Hospitalet har en proces for at integrere og koordinere den behandling som hver patient får.
BE.2.1
Den enkelte patients behandling er planlagt og dokumenteret i patientjournalen.
Formålet med BE.2.1
For at opnå et optimalt resultat planlægges behandlingen af patienten omhyggeligt.
Planlægningsprocessen bygger på data fra den indledende vurdering og regelmæssige revurderinger for at identificere og prioritere behandlinger, procedurer, sygepleje osv. for at imødekomme patientens behov.
Patienten og de pårørende inddrages i planlægningsprocessen. Planen er dokumenteret i patientjournalen.
BE.2.3
Udførte procedurer skrives i patientjournalen.
Formålet med BE.2.3
Udførte procedurer og resultatet af disse dokumenteres i patientjournalen.
BE.2.4
Patienter og de pårørende informeres om resultatet af behandlingen, herunder uforudsete resultater.
Formålet med BE.2.4
Behandlingsforløbet er en kontinuerlig proces af vurderinger og revurderinger, planlægning og udførelse af behandlingen samt vurdering af resultatet. Patienterne og deres pårørende informeres om resultaterne af vurderinger og den planlagte behandling og involveres i beslutninger herom. Herudover skal patienter informeres om resultater af behandlingen. Dette inkluderer ethvert uforudset resultat af behandlingen.

Standarden i sin helhed i pdf-format.
The Joint Commission

Yogyakarta principperne om seksuel orientering og kønsidentitet i dansk oversættelse.

Vist 84 gange. Yogyakarta principperne, der er udviklet af en gruppe af menneskerettighedseksperter, blev præsenteret den 26. marts 2007 i Geneve i forlængelse af FN’s Menneskerettighedsrådsmøde. Principperne opstiller en række menneskerettighedsprincipper, som også bør gælde i relation til personers seksuelle orientering og kønsidentitet.
Yogyakarta principperne
Dansk version

Denne danske oversættelse af principperne er foretaget af Tina Thranesen og er ikke en officiel oversættelse.
Der tages forbehold for oversættelsens korrekthed. Ved brug som dokumentation henvises til den originale engelske version.

Princippernes hjemmeside.
De originale principper på engelsk i pdf-format.

Principperne er udviklet af en gruppe af menneskerettighedseksperter fra forskellige regioner og med forskellige baggrunde herunder dommere, akademikere, en tidligere FN højkommissær for menneskerettigheder, FN særlige procedurer, medlemmer af traktatfæstede organer, NGO’er og andre.

Principperne blev enstemmigt vedtaget under et internationalt seminar ved Gadjah Mada University i Yogyakarta, Indonesien den 6. – 9. november 2006 af 29 fremtrædende eksperter fra 25 lande med forskellig relevant baggrund og ekspertise vedrørende forhold om menneskerettighedslove, seksuel orientering og kønsidentitet. Den 26. marts 2007 blev principperne præsenteret i Geneve i forlængelse af FN’s Menneskerettighedsrådsmøde.

Denne danske oversættelse i pdf-format.

Den 6. januar 2013.
Tina Thranesen.

Yogyakarta principperne

Principper om anvendelsen af international menneskerettighedslovgivning i forbindelse med seksuel orientering og kønsidentitet.

Den engelske version er den autoritative tekst. Officielle oversættelser er tilgængelige på arabisk, kinesisk, fransk, russisk og spansk.
Marts 2007

Indholdsfortegnelse
Introduktion til Yogyakarta-principperne
Forord
Princip 1.Retten til at nyde godt af de universelle menneskerettigheder
Princip 2.Retten til lighed og ikke-diskrimination
Princip 3.Retten til anerkendelse for loven
Princip 4.Retten til liv
Princip 5.Retten til personlig sikkerhed
Princip 6.Retten til privatlivets fred
Princip 7.Retten til frihed mod vilkårlig frihedsberøvelse
Princip 8.Retten til en retfærdig rettergang
Princip 9.Retten til behandling med menneskeheden under tilbageholdelsen
Princip 10.Retten til frihed for tortur og grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
Princip 11.Retten til beskyttelse mod alle former for udnyttelse og menneskehandel
Princip 12.Retten til arbejde
Princip 13.Retten til social sikkerhed og andre sociale beskyttelsesforanstaltninger
Princip 14.Retten til en tilstrækkelig levestandard
Princip 15.Retten til en passende bolig
Princip 16.Retten til uddannelse
Princip 17.Retten til den højest opnåelige sundhedstilstand
Princip 18.Retten til beskyttelse mod medicinsk misbrug
Princip 19.Retten til menings- og ytringsfrihed
Princip 20.Retten til fri fredelige forsamlinger og foreningsfrihed
Princip 21.Retten til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed
Princip 22.Retten til fri bevægelighed
Princip 23.Retten til at søge asyl
Princip 24.Retten til at stifte familie
Princip 25.Retten til at deltage i det offentlige liv
Princip 26.Retten til at deltage i kulturlivet
Princip 27.Retten at fremme menneskerettighederne
Princip 28.Retten til en effektiv retsmidler og erstatningsmuligheder
Princip 29.Ansvarlighed
Yderligere anbefalinger
Bilag
Noter - kun note nr. 1 og 2 hører til de originale principper
Introduktion til Yogyakarta-principperne
[Til indholdsfortegnelsen] Alle mennesker er født frie og lige i værdighed med samme rettigheder. Alle menneskerettigheder er universelle, indbyrdes afhængige, udelelige og indbyrdes forbundne. Seksuel orientering [1] og kønsidentitet [2] er integreret i enhver persons værdighed og menneskelighed og må ikke være årsag til diskrimination eller overgreb.

Mange landvindinger er opnået i retning af at sikre, at folk af alle seksuelle orienteringer og kønsidentiteter kan leve med lige værdighed og respekt, som alle personer har ret. Mange stater har nu love og forfatninger, der sikrer retten til lighed og ikke-diskrimination uden forskel på grund af køn, seksuel orientering eller kønsidentitet.

Ikke desto mindre, så er der grund til alvorlig bekymring og en styrket og koordineret indsats mod menneskerettighedskrænkelser rettet mod personer på grund af deres reelle eller oplevede seksuelle orientering eller kønsidentitet. Krænkelserne omfatter udenretslige drab, tortur og mishandling, seksuelle overgreb og voldtægt, krænkelse af privatlivets fred, vilkårlig tilbageholdelse, nægtelse af beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder, og grov forskelsbehandling i forhold til at få det fulde udbytte af andre menneskerettigheder. Disse krænkelser forstærkes ofte af oplevelsen af andre former for vold, had, diskrimination og udstødelse, såsom dem baseret på race, alder, religion, handicap, eller økonomisk, social eller anden status.

Mange stater og samfund forsøger ved hjælp af skikke, love og vold at tvinge enkeltpersoner til bestemte normer for køn og seksuel orientering og at kontrollere, hvordan de oplever personlige relationer og identificerer sig selv.

Politiets holdning til seksualitet er stadig en betydelig årsag til den fortsatte kønsbaserede vold og kønsdiskrimination.

Det internationale system har gjort store fremskridt i retning af ligestilling mellem kønnene og beskyttelse mod vold i samfundet og i familien. Desuden har de vigtigste menneskerettighedsinstrumenter i FN bekræftet staternes forpligtelse til at sikre en effektiv beskyttelse af alle personer mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet. Imidlertid har den internationale reaktion på menneskerettighedskrænkelser på grund af seksuel orientering og kønsidentitet været spredte og usammenhængende.

For at afhjælpe disse mangler er det nødvendigt med en sammenhængende forståelse af det samlede system af international menneskerettighedslovgivning og dets anvendelse i relation til seksuel orientering og kønsidentitet. Det er afgørende at samle og tydeliggøre statslige forpligtelser i henhold til eksisterende international menneskerettighedslovgivning med henblik på at fremme og beskytte alle menneskerettigheder for alle personer på grundlag af lighed og uden forskelsbehandling.

The International Commission of Jurists [3] og the International Service for Human Rights [4], har på vegne af en koalition af menneskerettighedsorganisationer gennemført et projekt med udvikling af et sæt internationale retsprincipper om anvendelse af folkeretten ved krænkelser af menneskerettighederne på grund af seksuel orientering og kønsidentitet for at skabe større klarhed og sammenhæng i staternes menneskeretlige forpligtelser.

En gruppe af menneskerettighedseksperter har udarbejdet, udviklet, drøftet og præciseret disse principper. Efter et ekspertmøde afholdt på Gadjah Mada University i Yogyakarta, Indonesien den 6. – 9. november 2006 har 29 fremtrædende eksperter fra 25 lande med forskellig relevant baggrund og ekspertise vedrørende forhold om menneskerettighedslove enstemmigt vedtaget Yogyakarta-principperne om anvendelse af international menneskerettighedslove i forbindelse med seksuel orientering og kønsidentitet.

Ordføreren ved mødet, professor Michael O’Flaherty har leveret store bidrag til udarbejdelse og revision af Yogyakarta-principperne. Hans engagement og utrættelige indsats har været afgørende for et vellykket resultat af processen.

Yogyakarta-principperne anviser en bred vifte af menneskerettighedsstandarder og deres anvendelse ved spørgsmål om seksuel orientering og kønsidentitet. Principperne bekræfter den primære forpligtelse til at gennemføre menneskerettighederne. Hvert princip ledsages af detaljerede henstillinger til stater. Eksperterne understreger også, at alle aktører har et ansvar for at fremme og beskytte menneskerettighederne. Yderligere anbefalinger er stilet til andre aktører, herunder FN’s menneskerettighedssystem, nationale menneskerettighedsinstitutioner, medierne, ikke-statslige organisationer og bidragydere.

Eksperterne er enige om, at Yogyakarta-principperne afspejler den eksisterende tilstand af international lovgivning i relation til menneskerettigheder i forbindelse med spørgsmål om seksuel orientering og kønsidentitet. De erkender også, at staterne kan blive pålagt yderligere forpligtelser i takt med udviklingen af menneskerettighedslovgivningen.
Yogyakarta-principperne bekræfter bindende internationale juridiske standarder, som alle stater skal overholde. De lover en anderledes fremtid, hvor alle mennesker er født frie og lige i værdighed med ret til at få opfyldt denne værdifulde fødselsret.

Sonia Onufer Correa
Medforperson

Vitit Muntarbhorn
Medforperson

Vi, det internationale panel af eksperter i international menneskerettighedslovgivning og i seksuel orientering og kønsidentitet

FORORD
[Til indholdsfortegnelsen] MINDER OM, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed med samme rettigheder, og at enhver er berettiget til at få det fulde udbytte af menneskerettighederne uden forskelsbehandling af nogen art, så som, race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden status.

ER FORUROLIGET OVER, at vold, chikane, diskrimination, udstødelse, stigmatisering og fordomme er rettet mod personer i alle regioner i verden på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, at disse overgreb forstærkes af forskelsbehandling på grund, herunder køn, race, alder, religion, handicap, sundhed og økonomisk status, og at en sådan vold, chikane, diskrimination, udstødelse, stigmatisering og fordomme underminere integriteten og værdigheden hos dem, der udsættes for disse overgreb, kan svække deres følelse af selvværd og af at tilhøre deres samfund, og føre til, at mange skjuler eller undertrykker deres identitet og lever i frygt og usynlighed.

ER KLAR OVER at historisk set, har mennesker oplevet sådanne menneskerettighedskrænkelser, fordi de er eller formodes at være lesbiske, bøsser eller biseksuelle, på grund af deres samtykkende seksuelle samliv med personer af samme køn, eller fordi de er eller formodes at være transkønnede eller interkønnede eller tilhører sociale grupper, der i bestemte samfund identificeres ved deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.

FORSTåR, at seksuel orientering henviser til den enkelte persons evne til dyb, følelsesmæssig og seksuel tiltrækning til og intime og seksuelle relationer til personer af et andet eller samme køn eller til mere end ét køn.

FORSTåR, at “kønsidentitet henviser til den enkelte persons individuelle og dybtfølte indre forståelse af sit køn – som måske, måske ikke stemmer overens med det ved fødslen tildelte køn – herunder af den personlige opfattelse af kroppen (som eventuelt – hvis det er frivilligt – kan involvere ændringer af kroppens udseende eller funktion ad medicinsk, kirurgisk eller anden vej) og af andre måder, kønnet kommer til udtryk på, herunder påklædning, tale og manerer.

OBSERVERER, at international menneskerettighedslovgivning bekræfter, at alle personer uanset seksuel orientering eller kønsidentitet har ret til at få det fulde udbytte af alle menneskerettigheder, at anvendelsen af de eksisterende menneskerettigheder bør tage hensyn til de særlige situationer og oplevelser af menneskers forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter, og at barnets tarv skal komme i første række i alle foranstaltninger vedrørende børn, og at et barn, der er i stand til at danne personlige synspunkter har ret til frit at udtrykke disse, idet sådanne synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med barnets alder og modenhed.

KONSTATERER, at den internationale menneskerettighedslovgivning pålægger et absolut forbud mod forskelsbehandling med hensyn til at få det fulde udbytte af alle civile, kulturelle, økonomiske, politiske og sociale menneskerettigheder, at respekten for seksuelle rettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet er en integreret del af realiseringen af ligestilling mellem mænd og kvinder, og at staterne skal træffe foranstaltninger til at forsøge at fjerne fordomme og sædvaner baseret på idéen om det ene køns underlegenhed eller overlegenhed eller om stereotypiske roller for mænd og kvinder, og bemærker endvidere, at det internationale samfund har anerkendt personers ret til uden tvang, diskrimination og vold frit og ansvarligt at træffe beslutninger vedrørende deres seksualitet herunder seksuel og reproduktiv sundhed.

ANERKENDER, at der er en betydelig værdi ved systematisk at formulere international menneskerettighedslovgivning, som er relevante for personer af forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteters liv og oplevelser.

ERKENDER, at denne formuleringen afhænger af den aktuelle status for den internationale menneskerettighedslovgivning og kræver en regelmæssig revision for at tage hensyn til udviklingen i lovgivningen og dens anvendelse over tid og i forskellige regioner og lande i forhold til personer af forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteters liv og oplevelser.

HAR EFTER EKSPERTERNES MøDE I YOGYAKARTA, INDONESIEN FRA DEN 6. TIL 9. NOVEMBER 2006 VEDTAGET DISSE PRINCIPPER:

Princip 1. Retten til at nyde godt af de universelle menneskerettigheder
[Til indholdsfortegnelsen]
Alle mennesker er født frie og lige i værdighed med lige rettigheder. Mennesker af alle seksuelle orienteringer og kønsidentiteter er berettiget til at få det fulde udbytte af alle menneskerettigheder.
Staterne skal:
  1. Inkludere principper i alle de universelle, indbyrdes forbundne, indbyrdes afhængige og udelelige menneskerettigheder i deres nationale forfatninger eller anden relevant lovgivning og sikre den praktiske gennemførelse af det universelle udbytte af alle menneskerettigheder.
  2. ændre enhver lovgivning, herunder straffeloven, for at sikre dens overensstemmelse med det universelle udbytte af alle menneskerettigheder.
  3. Gennemføre programmer for undervisning og folkeoplysning for at fremme og styrke alle personers fulde udbytte af alle menneskerettigheder for, uanset deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.
  4. Integrere en pluralistisk tilgang i statens politik og beslutningstagning, der anerkender og bekræfter forbundenheden og udeleligheden af alle aspekter af den menneskelige identitet, herunder seksuel orientering og kønsidentitet.

Princip 2. Retten til lighed og ikke-diskrimination
[Til indholdsfortegnelsen]
Alle har ret til det fulde udbytte af alle menneskerettigheder uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet. Alle har ret til lighed for loven og lige beskyttelse af loven uden en sådan forskelsbehandling uanset om et andet menneskes ret påvirkes derved. Lovgivningen skal forbyde enhver sådan forskelsbehandling og garantere alle en lige og effektiv beskyttelse mod enhver forskelsbehandling.

Forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet inkluderer enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag af seksuel orientering eller kønsidentitet, som har til formål eller virker til at ophæve eller svække lighed for loven eller lige beskyttelse af loven, eller anerkendelse, udbytte eller virke lige vilkår i forhold til alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.
Forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet kan være og bliver ofte forstærket af forskelsbehandling af andre grunde, herunder på grund af køn, race, alder, religion, handicap, sundhed og økonomisk status.

Staterne skal:
  1. Inkludere principperne om lighed og ikke-diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet i deres nationale forfatninger eller anden relevant lovgivning, hvis det endnu ikke er sket, bl.a. ved hjælp af ændringsforslag og fortolkning, og sikre en effektiv gennemførelse af disse principper.
  2. Ophæve strafferetlige og andre lovbestemmelser, der forbyder, eller har den virkning, at ansatte forbydes samtykkende seksuel aktivitet blandt personer af samme køn, der er over den seksuelle lavalder, og sikre samme seksuelle lavalder for seksuel aktivitet mellem personer af samme køn og af forskelligt køn.
  3. Vedtager relevante lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger for at forbyde og afskaffe diskrimination i den offentlige og private sfære på grundlag af seksuel orientering og kønsidentitet.
  4. Træffe passende foranstaltninger for at sikre tilstrækkelig forfremmelse af personer af forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter, som måtte være nødvendige for at sikre sådanne grupper eller enkeltpersoner lige udbytte eller udøvelse af menneskerettigheder. Sådanne foranstaltninger må ikke anses for at være diskriminerende.
  5. I alle deres svar på diskrimination på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, skal der tages hensyn til den måde, hvorpå en sådan diskrimination kan krydses med andre former for diskrimination.
  6. Træffe alle passende forholdsregler, herunder programmer for uddannelse, med henblik på at afskaffe skadelige eller diskriminerende holdninger eller adfærd, som er relateret til idéen om underlegenhed eller overlegenhed af enhver seksuel orientering eller kønsidentitet eller kønsudtryk.

Princip 3. Retten til anerkendelse for loven
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret til overalt at blive anerkendt som en person for loven. Personer med forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter skal nyde rets- og handleevne [5] i alle aspekter af livet. Enhver persons selvdefinerede seksuelle orientering og kønsidentitet er en integreret del af deres personlighed og et af de mest grundlæggende aspekter af selvbestemmelse, værdighed og frihed. Ingen skal tvinges til at gennemgå medicinske behandling, herunder kønsskifteoperation, sterilisering eller hormonbehandling, som et krav for juridisk anerkendelse af deres kønsidentitet. Ingen status, såsom ægteskab eller forældreskab, kan påberåbes for at forhindre den juridiske anerkendelse af en persons kønsidentitet. Ingen må underkastes pres for at skjule, undertrykke eller benægte deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.
Staterne skal:
  1. Sikre, at alle personer indrømmes retsevne [6]i civile sager uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, og mulighed for at gøre brug af denne evne, herunder lige ret til at indgå kontrakter og til at administrere, eje, erhverve (herunder gennem arv), administrere, nyde og råde over ejendom.
  2. Træffe alle fornødne lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger til fuldt ud at respektere og juridisk anerkende hver enkelt persons selvdefinerede kønsidentitet.
  3. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre, at der findes fremgangsmåder, hvorved alle statsligt udstedte identitetspapirer, som angiver en persons køn – herunder fødselsattester, pas, valgkort og andre dokumenter – afspejler personens dybfølte, selvdefinerede kønsidentitet.
  4. Sikre, at sådanne procedurer er effektive, retfærdige og ikke-diskriminerende, og respekterer den pågældende persons værdighed og privatliv.
  5. Sikre, at ændringer i identitetsdokumenter anerkendes i alle sammenhænge, hvor identifikation eller opdeling af personer efter køn er påkrævet ved lov eller politik.
  6. Iværksætte målrettede programmer for at yde social støtte til alle personer, der gennemgår kønsskifte.

Princip 4. Retten til liv
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret til livet. Ingen må vilkårligt berøves livet, ej heller med henvisning til hensynet til seksuel orientering eller kønsidentitet. Dødsstraffen må ikke idømmes nogen person på grundlag af samtykket seksuel aktivitet blandt personer, der er over den seksuelle lavalder, eller på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
Staterne skal:
  1. Ophæve alle former for kriminalisering, der har til formål eller til følge at forbyde samtykket seksuel aktivitet blandt personer af samme køn, der er over den seksuelle lavalder, og indtil sådanne bestemmelser ophæves, aldrig anvende dødsstraf mod nogen person dømt efter dem.
  2. Ophæve dødsdomme og løslade dem, der afventer henrettelse for forbrydelser i forbindelse med samtykket seksuel aktivitet blandt personer, der er over den seksuelle lavalder.
  3. Standse alle statsstøttede eller statsligt tolererede angreb på mennesker på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, og sikre, at alle sådanne angreb, uanset om de forøves af embedsmænd, enkeltpersoner eller grupper, bliver grundigt undersøgt, og at de ansvarlige, når relevant bevismateriale er fundet, retsforfølges og straffes behørigt.

Princip 5. Retten til personlig sikkerhed
[Til indholdsfortegnelsen]
Alle, uanset seksuel orientering eller kønsidentitet, har ret til personlig sikkerhed og til statens beskyttelse mod vold eller legemsbeskadigelse, uanset om den forøves af embedsmænd, enkeltpersoner eller grupper.
Staterne skal:
  1. Iværksætte alle nødvendige politiindsatser og andre foranstaltninger til forebyggelse og beskyttelse mod alle former for vold og chikane relateret til seksuel orientering og kønsidentitet.
  2. Træffer alle nødvendige lovgivningsmæssige foranstaltninger til at indføre passende strafferetlige sanktioner for vold, trusler om vold, opfordring til vold og relateret chikane baseret på seksuel orientering eller kønsidentitet mod en person eller gruppe af personer i alle livets forhold, herunder familie.
  3. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre, at offerets seksuelle orientering eller kønsidentitet må fremføres som begrundelse for, undskyldning eller formildnende omstændighed for sådan vold.
  4. Sikre, at sådanne voldshandlinger bliver kraftigt efterforsket, og at de ansvarlige retsforfølges og straffes behørigt, når eventuelt bevismateriale er fundet, og at ofrene sikres passende retsmidler og klagemuligheder, herunder kompensation.
  5. Iværksætte oplysningskampagner rettet mod den brede offentlighed samt aktuelle og potentielle voldsmænd for at bekæmpe de fordomme, der ligger til grund for vold i relation til seksuel orientering og kønsidentitet.

Princip 6. Retten til privatlivets fred
[Til indholdsfortegnelsen]
Alle, uanset seksuel orientering eller kønsidentitet, har ret til at nyde privatlivets fred uden vilkårlig eller ulovlig indblanding, herunder også hensynet til deres familie, hjem eller korrespondance samt til beskyttelse mod ulovlig angreb på deres ære og omdømme. Retten til privatlivets fred omfatter sædvanligvis også valget om at videregive eller ikke at videregive oplysninger om ens seksuelle orientering eller kønsidentitet, samt beslutninger og valg både hvad angår ens egen krop og samtykket seksuelle og andre relationer med andre.
Staterne skal:
  1. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre enhver person retten til at nyde den private sfære, intime beslutninger og menneskelige relationer, herunder samtykket seksuel aktivitet blandt personer, der er over seksuelle lavalder, uanset deres seksuelle orientering eller kønsidentitet og uden vilkårlig indblanding.
  2. Ophæve alle love, som kriminaliserer samtykket seksuel aktivitet blandt personer af samme køn, der er over den seksuelle lavalder, og sikre samme seksuelle lavalder for seksuel aktivitet mellem personer af samme køn og af forskelligt køn.
  3. Sikre, at straffelov og andre retsforskrifter i ikke anvendes de facto til at kriminalisere samtykket seksuel aktivitet blandt personer af samme køn, der er over den seksuelle lavalder.
  4. Ophæve enhver lov, der forbyder eller kriminaliserer personers kønsudtryk, herunder deres påklædning, tale eller manerer, eller som nægter at personer mulighed for at ændre deres krop som et middel til at udtrykke deres kønsidentitet.
  5. Løslade alle, der er varetægtsfængslede eller fængslet på grundlag af en straffedom, hvis deres fængslingen er relateret til samtykket6 seksuel aktivitet blandt personer, der er over den seksuelle lavalder, eller er relateret til kønsidentitet.
  6. Sikre retten for alle personer til frit at vælge, hvornår, til hvem og hvordan disse vil videregive oplysninger vedrørende deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, og beskytte alle personer mod vilkårlig eller uønsket afsløring eller trussel om offentliggørelse af sådanne oplysninger af andre.

Princip 7. Retten til frihed mod vilkårlig frihedsberøvelse
[Til indholdsfortegnelsen]
Ingen må underkastes vilkårlig anholdelse eller tilbageholdelse. Anholdelse eller anden frihedsberøvelse på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, hvad enten det er i henhold til en retskendelse eller anden måde, er vilkårlig. Alle frihedsberøvede personer har på grundlag af lighed, uanset deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, ret til at blive gjort bekendt med grunden til frihedsberøvelsen og arten af eventuel sigtelse, og skal ufortøvet stilles for en dommer for at afgøre lovligheden af frihedsberøvelsen, uanset om de tiltales for en lovovertrædelse eller ej.
Staterne skal:
  1. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre, at seksuel orientering eller kønsidentitet under ingen omstændigheder kan danne grundlag for anholdelse eller fængsling, herunder afskaffelse af vagt formulerede strafferetlige bestemmelser, der indbyder til diskriminerende anvendelse eller på anden måde giver mulighed for fængsling baseret på fordomme.
  2. Træffe alle fornødne lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre, at alle anholdte personer, uanset deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, har ret til på grundlag af lighed, at blive underrettet om grundene til anholdelsen og arten af enhver sigtelse mod dem, og uanset om de sigtes eller ej, ufortøvet at blive stillet for en dommer for at afgøre lovligheden af anholdelsen.
  3. Gennemføre programmer for uddannelse og bevidstgørende undervisning af politi og andet retshåndhævende personale om vilkårlig anholdelse og tilbageholdelse baseret på en persons seksuelle orientering eller kønsidentitet.
  4. Vedligeholde præcise og ajourførte fortegnelser over alle anholdelser og fængslinger med angivelse af dato, sted og årsagen til tilbageholdelsen, og sikre et uafhængigt tilsyn med alle afsoningssteder af personer, der har tilstrækkeligt mandat og er udrustet til at identificere anholdelser og fængslinger, der kan være motiveret af seksuel orientering eller kønsidentitet.

Princip 8. Retten til en retfærdig rettergang
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang ved en kompetent, uafhængig og upartisk domstol oprettet ved lov, og fastsættelsen af deres rettigheder og forpligtelser i en samling af love, og at enhver kriminel sigtelse mod dem sker uden fordomme eller diskrimination på grundlag af seksuel orientering eller kønsidentitet.
Staterne skal:
  1. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at forbyde og eliminere skadelig behandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet i alle faser af den retslige proces, civile sager og straffesager og alle andre retlige og administrative procedurer, som fastsætter rettigheder og forpligtelser, for at sikre, at ingen parter, vidner, advokater eller beslutningstageres troværdighed eller karakter er forudindtaget på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.
  2. Træffe alle nødvendige og rimelige foranstaltninger til at beskytte personer mod retsforfølgning eller civile retssager, der er motiveret helt eller delvist af fordomme vedrørende seksuel orientering eller kønsidentitet.
  3. Gennemføre programmer for uddannelse og bevidstgørende undervisning af dommere, retspersonale, anklagere, advokater og andre vedrørende internationale menneskerettighedsstandarder og principper om lighed og ikke-forskelsbehandling, herunder i relation til seksuel orientering og kønsidentitet.

Princip 9. Retten til human behandling under tilbageholdelse
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver, der er berøvet friheden, skal behandles menneskeligt og med respekt for menneskets naturlige værdighed. Seksuel orientering og kønsidentitet er en integreret del af enhver persons værdighed.
Staterne skal:
  1. Sikre, at tilbageholdte personer ikke marginaliseres yderligere på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet eller udsættes for risiko for vold, mishandling eller fysisk, psykisk eller seksuelt misbrug.
  2. Sørg for tilstrækkelig adgang til lægehjælp og rådgivning hensigtsmæssigt at behovene hos dem i forvaring, anerkender nogen særlige behov hos personer på grundlag af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, herunder med hensyn til reproduktiv sundhed, adgang til hiv/aids-oplysning og terapi og adgang til hormonel eller anden behandling samt kønsskiftebehandlinger, hvor ønskede.
  3. Sikre, at alle indsatte så vidt muligt deltager i beslutninger om stedet for anbringelsen passer til deres seksuelle orientering og kønsidentitet.
  4. Sørge for, at beskyttelsesforanstaltninger for alle indsatte, der er sårbare over for vold eller misbrug på grund af deres seksuelle orientering, kønsidentitet eller kønsudtryk, er på plads, og, så vidt det er praktisk muligt, sikre, at disse beskyttelsesforanstaltninger ikke indebærer større indskrænkning af deres rettigheder, end for de øvrige indsatte i fængsler.
  5. Sikre, at ægteskabelige besøg, hvor det er tilladt, tildeles på lige fod til alle fængslede og tilbageholdte, uanset kønnet på deres partner.
  6. Sørg for uafhængig overvågning af fængsler fra staten såvel som ikke-statslige organisationer, herunder organisationer, der arbejder på områderne seksuel orientering og kønsidentitet.
  7. Gennemføre programmer for uddannelse og bevidstgørelse af fængselspersonale og alle andre embedsmænd i den offentlige og private sektor, som er beskæftiget i fængsler, angående internationale menneskerettighedsstandarder og principperne om lighed og ikke-forskelsbehandling, herunder i relation til seksuel orientering og kønsidentitet.

Princip 10. Retten til frihed for tortur og grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret til at være fri for tortur og grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, herunder af grunde relateret til seksuel orientering eller kønsidentitet.
Staterne skal:
  1. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger til forebyggelse og beskyttelse mod tortur og grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som begået af grunde relateret til offerets seksuelle orientering eller kønsidentitet, og tilskynde til sådanne retsakter.
  2. Træffe alle rimelige foranstaltninger for at identificere ofre for tortur og grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, der blev begået af grunde relateret til seksuel orientering eller kønsidentitet, og tilbyde passende retsmidler herunder klagemuligheder og erstatning, og, hvor det er relevant, medicinsk og psykologisk støtte.
  3. Gennemføre programmer for uddannelse og bevidstgørelse af politi, fængselspersonale og alle andre embedsmænd i den offentlige og private sektor, som er i stand til at begå eller for at forhindre sådanne handlinger.

Princip 11. Retten til beskyttelse mod alle former for udnyttelse og menneskehandel
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret til beskyttelse mod menneskehandel og alle former for udnyttelse, herunder men ikke begrænset til seksuel udnyttelse på grund af faktisk eller opfattet seksuel orientering eller kønsidentitet. Foranstaltninger til at forhindre menneskehandel skal omfatte de faktorer, der øger sårbarheden, herunder forskellige former for ulighed og diskrimination på grund af faktisk eller opfattet seksuel orientering eller kønsidentitet, eller måden disse eller andre identiteter udtrykkes på. Disse foranstaltninger må ikke være i strid med menneskerettighederne for personer i risiko for at blive ofre for menneskehandel.
Staterne skal:
  1. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger af forebyggende og beskyttende karakter vedrørende handel med og alle former for udnyttelse af mennesker, herunder men ikke begrænset til seksuel udnyttelse på grund af faktisk eller opfattet seksuel orientering eller køn identitet.
  2. Sikre, at sådan lovgivning eller foranstaltning ikke kriminaliserer den stigmatiserende adfærd eller på anden måde forværrer situationen for dem, som er sårbare over for sådan praksis.
  3. Indføre retsprincipper, uddannelsesmæssige og sociale foranstaltninger, tjenester og programmer som kan modvirke faktorer, der øger sårbarheden over for menneskehandel og alle former for udnyttelse herunder, men ikke begrænset til seksuel udnyttelse på grund af faktisk eller opfattet seksuelle orientering eller kønsidentitet, inklusiv faktorer som social udstødelse, diskrimination, afvisning af familier eller kulturelle fællesskaber, mangel på økonomisk uafhængighed, hjemløshed, diskriminerende sociale holdninger, der fører til lavt selvværd og manglende beskyttelse mod forskelsbehandling i adgangen til bolig, beskæftigelse og sociale ydelser.

Princip 12. Retten til arbejde
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret til et anstændigt og produktivt arbejde, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
Staterne skal:
  1. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at fjerne og forbyde diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet i offentlig og privat beskæftigelse herunder i forbindelse med erhvervsuddannelse, ansættelse, forfremmelse, afskedigelse, ansættelsesvilkår og aflønning.
  2. Fjerne enhver forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet for at sikre lige beskæftigelse og avancementsmuligheder på alle områder i det offentlige, herunder tjeneste i politiet og militæret, og sørge for passende programmer for uddannelse og bevidstgørelse til at imødegå diskriminerende holdninger.

Princip 13. Retten til social sikkerhed og andre sociale beskyttelsesforanstaltninger
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret til social tryghed og andre sociale beskyttelsesforanstaltninger uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
Staterne skal:
  1. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre lige adgang uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, til social sikring og andre sociale beskyttelsesforanstaltninger, herunder pensionsydelser, forældreorlov, arbejdsløshedsunderstøttelse, sygesikring eller pleje eller ydelser (herunder kropsændringer relaterende til kønsidentitet), anden social forsikring, familieydelser, begravelseshjælp, pensioner og hjælp og støtte i forbindelse med tab af ægtefælle eller partner som følge af sygdom eller død.
  2. Sikre, at børn ikke udsættes for nogen form for forskelsbehandling inden for det sociale sikringssystem eller i levering af sociale ydelser eller sundhedsydelser på grund af deres eller et medlem af deres families seksuelle orientering eller kønsidentitet,
  3. Tage alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre adgang til strategier og programmer vedrørende reduktion af fattigdom uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.

Princip 14. Retten til en tilstrækkelig levestandard
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret til en tilstrækkelig levestandard, herunder tilstrækkelig mad, rent drikkevand, hygiejne og tøj og til løbende forbedring af deres levevilkår uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
Staterne skal:
  1. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre lige adgang til tilstrækkelig mad, rent drikkevand, hygiejne og tøj uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.

Princip 15. Retten til en passende bolig
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret til en passende bolig, herunder beskyttelse mod udsættelse uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
Staterne skal:
  1. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre garanti mod opsigelse og adgang til overkommelig, beboelig, tilgængelig, kulturelt passende og sikker bolig, herunder herberger og andre indkvarteringsmuligheder i nødsituationer uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, kønsidentitet eller ægteskabelig eller familiemæssig status.
  2. Træffe alle fornødne lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at forbyde udsættelser, der ikke er i overensstemmelse med deres internationale menneskerettighedsforpligtelser og sikre, at der findes tilstrækkelige og effektive juridiske eller andre passende retsmidler tilgængelige for enhver person, der anmelder sig udsat for ulovlig udsættelse eller er i fare for at blive det, herunder ret til genhusning, som omfatter ret til andet jordareal af bedre eller samme kvalitet og passende bolig, uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, kønsidentitet eller ægteskabelig eller familiemæssig stilling.
  3. Sikre lige rettigheder til at eje og arve jord og bolig uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
  4. Etablere sociale programmer herunder støtteprogrammer til at tage sig af forhold, der vedrører seksuel orientering og kønsidentitet, som øger risikoen for hjemløshed, især for børn og unge, herunder social udstødelse, vold i hjemmet og andre former for vold, diskrimination, manglende økonomisk uafhængighed, og afvisning af familier eller kulturelle fællesskaber, samt at fremme ordninger til støtte og sikkerhed i nabolaget.
  5. Tilbyde uddannelse- og bevidstgørelsesprogrammer til at sikre, at alle relevante organer er særlig opmærksomme på behovene hos dem, der risikere at miste deres hjem eller social forringelse som følge af seksuel orientering eller kønsidentitet.

Princip 16. Retten til uddannelse
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret til uddannelse uden forskelsbehandling på grundlag af og med hensyntagen til deres seksuelle orientering og kønsidentitet.
Staterne skal:
  1. Træffer alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre lige adgang til uddannelse og ligebehandling af studerende, medarbejdere og lærere inden for uddannelsessystemet, uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
  2. Sikre, at undervisningen er tilpasset udviklingen af de enkelte studerendes personlighed, evner og psykiske og fysiske formåen for udnyttelse af deres fulde potentiale, og imødekommer behovene hos de studerende af alle seksuelle orienteringer og kønsidentiteter.
  3. Sikre, at undervisningen følger udviklingen med respekt for menneskerettighederne og det enkelte barns forældre og familiemedlemmer, kulturel identitet, sprog og værdier i en ånd af forståelse, fred, tolerance og lighed under hensyntagen til og respekt for forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter.
  4. Sikre, at undervisningsmetoder, læseplaner og ressourcer tjener til at øge forståelsen for og respekt for bl.a. diverse seksuelle orienteringer og kønsidentiteter, herunder de særlige behov hos elever, deres forældre og familiemedlemmer i forbindelse med disse grunde.
  5. Sikre, at love og politikker giver tilstrækkelig beskyttelse til studerende, administrative medarbejdere og lærere med forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter mod alle former for social udstødelse og vold inden for skolens miljø, herunder mobning og chikane.
  6. Sikre, at studerende, der udsættes for en sådan udstødelse eller vold, ikke marginaliseres eller isoleres i bestræbelse på beskyttelse, og at deres interesser bliver identificeret og respekteret med en demokratisk tilgang.
  7. Tage alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger til at sikre, at disciplinen i uddannelsesinstitutioner administreres i overensstemmelse med menneskelig værdighed uden diskrimination eller straf på grundlag af en elevs seksuelle orientering eller kønsidentitet eller måde at udtrykke dem på.
  8. Sikre, at alle har adgang til muligheder og ressourcer til livslang læring uden diskrimination på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, herunder også voksne, der allerede har lidt sådanne former for diskrimination i uddannelsessystemet.

Princip 17. Ret til den højest opnåelige sundhedstilstand
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret til den højest opnåelige standard for fysisk og mental sundhed uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet. Seksuel og reproduktiv sundhed er et grundlæggende aspekt af denne ret.
Staterne skal:
  1. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre nydelse af retten til den højest opnåelige sundhedstilstand uden diskrimination på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
  2. Træffe alle fornødne lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre, at alle personer har adgang til sundhedsfaciliteter, varer og tjenesteydelser, herunder i relation til seksuel og reproduktiv sundhed og til deres egne journaler uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
  3. Sikre, at sundhedsfaciliteter, varer og tjenesteydelser er designet til at forbedre sundhedstilstanden for og reagere på behovene hos alle personer uden forskelsbehandling på grund af og under hensyntagen til seksuel orientering og kønsidentitet, og at journalerne i denne henseende behandles med fortrolighed.
  4. Udvikle og gennemføre programmer til at bekæmpe forskelsbehandling, fordomme og andre sociale faktorer, der underminerer sundheden for personer på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.
  5. Sikre, at alle personer er informeret og bemyndiget til at træffe deres egne beslutninger om medicinsk behandling og pleje på grundlag af reelt informeret samtykke uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
  6. Sørge for, at alle behandlingsprogrammer og tjenester vedrørende seksuel og reproduktiv sundhed, uddannelse, forebyggelse, pleje og respekt for mangfoldigheden af seksuelle orienteringer og kønsidentiteter er tilgængelige på samme vilkår for alle og uden forskelsbehandling.
  7. Lette adgangen til kompetent, ikke-diskriminerende behandling, pleje og støtte for dem, der søger kropsmodificeringer i relation til kønsskifte.
  8. Sikre, at alle udbydere af sundhedstjenester behandler klienter og deres partnere uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet herunder med hensyn til at anerkende dem som pårørende.
  9. Vedtage de politikker og programmer for uddannelse og undervisning, der er nødvendige for at gøre det muligt for personer, der arbejder i sundhedssektoren at levere de højest opnåelige sundhedsydelser til alle personer med fuld respekt for hver enkelt persons seksuelle orientering og kønsidentitet.

Princip 18. Beskyttelse af medicinsk misbrug
[Til indholdsfortegnelsen]
Ingen person må tvinges til at underkaste sig nogen form for medicinsk eller psykologisk behandling, procedure, testning eller fratages nogen behandling på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet. Uanset eventuelle klassificeringer til det modsatte, er en persons seksuelle orientering og kønsidentitet ikke i sig selv medicinsk betinget, og skal ikke behandles, helbredes eller undertrykkes.
Staterne skal:
  1. Træffer alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre fuld beskyttelse mod skadelige medicinske behandlinger baseret på seksuel orientering eller kønsidentitet herunder på grundlag af stereotyper, uanset om de er kulturelt bestemte eller af anden årsag, vedrørende adfærd, fysisk fremtoning eller opfattede kønsnormer.
  2. Træffe alle fornødne lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre, at ingen børn udsættes for irreversibel ændring af deres krop ved medicinske behandlinger i forsøg på at gennemtvinge en kønsidentitet uden fuldt, frit og informeret samtykke fra barnet under hensyn til dets alder og modenhed og styret af princippet om, at der i alle forhold vedrørende børn, skal barnets tarv komme i første række.
  3. Etablering af mekanismer til beskyttelse af børn, så ingen børn risikerer eller udsættes for medicinsk mishandling.
  4. Sikre beskyttelsen af personer af forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter mod uetiske eller ufrivillige medicinske behandlinger eller forsøg, herunder i relation til vacciner, behandlinger eller microbicider [7] til HIV/AIDS eller andre sygdomme.
  5. Gennemgå og ændre eventuelle sundhedsbaserede bestemmelser og programmer, herunder dem af udviklingsbistandsprogrammer, som kan fremme, lette eller på anden måde gøre sådanne misbrug mulige.
  6. Sørge for, at enhver medicinsk eller psykologisk behandling eller rådgivning ikke eksplicit eller implicit behandler seksuel orientering og kønsidentitet som medicinske tilstande, som skal behandles, helbredes eller undertrykkes.

Princip 19. Retten til menings- og ytringsfrihed
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed uanset seksuel orientering eller kønsidentitet. Dette omfatter at give udtryk for sin identitet eller personlighed gennem tale, adfærd, påklædning, kropslige karakteristika, valg af navn og enhver anden måde, samt frihed til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker af enhver art herunder i relation til menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet via ethvert medie og uanset landegrænser.
Staterne skal:
  1. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre det fulde udbytte af menings- og ytringsfriheden med samtidig respekt for andres rettigheder og friheder og uden diskrimination på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, herunder modtagelse og formidling af information og ideer om seksuel orientering og kønsidentitet og relateret fortalervirksomhed for juridiske rettigheder, udgivelse af materialer, radioudsendelser, afholdelse af eller deltagelse i konferencer og formidling af og adgang til sikker-sex information.
  2. Sikre, at produktion og organiseringen af stats-regulerede medier er pluralistisk og ikke-diskriminerende med respekt for forhold vedrørende seksuel orientering og kønsidentitet, og at personalerekruttering og reklamering af politik fra sådanne organisationer ikke diskriminerer på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
  3. Tage alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre det fulde udbytte af retten til at give udtryk for sin identitet eller personlighed gennem tale, adfærd, påklædning, kropslige karakteristika, valg af navn og enhver anden måde.
  4. Sikre, at begreberne den offentlige orden, den offentlige sædelighed, den offentlige sundhed og den offentlige sikkerhed ikke anvendes til at begrænse på en diskriminerende måde over for retten til menings- og ytringsfrihed i relation til forskellige seksuelle orienteringer eller kønsidentiteter.
  5. Sikre, at udøvelsen af retten til fri menings- og ytringsfrihed ikke krænker rettigheder og friheder for personer af forskellige seksuelle orienteringer og køn identiteter.
  6. Sørge for, at alle personer, uanset seksuel orientering eller kønsidentitet har lige adgang til information og ideer og til at deltage i den offentlige debat.

Princip 20. Retten til fri fredelige forsamlinger og foreningsfrihed
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og foreningsfrihed, herunder med henblik på fredelige demonstrationer, uanset seksuel orientering eller kønsidentitet. Personer skal uden forskelsbehandling kunne stifte og få erkendt foreninger vedrørende seksuel orientering eller kønsidentitet, og foreninger, der formidler information til eller om personer med forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter, skal have let adgang til at kommunikere indbyrdes og advokere for disse personers rettigheder.
Staterne skal:
  1. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre retten til fredeligt at organisere, forene, samle og advokadere vedrørende forhold om seksuel orientering og kønsidentitet, og til at få sådanne sammenslutninger og grupper juridisk anerkendelse uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
  2. Især sikre, at begreberne den offentlige orden, den offentlige sædelighed, den offentlige sundhed og den offentlige sikkerhed ikke anvendes til at begrænse retten til fredelige forsamlinger og foreningsfrihed udelukkende på grund af afvisning af forskellige seksuelle orienteringer eller kønsidentiteter.
  3. Under ingen omstændigheder hindre udøvelsen af retten til fredelige forsamlinger og foreningsfrihed med grunde relateret til seksuel orientering eller kønsidentitet, og sikre en tilstrækkelig politimæssig og anden fysisk beskyttelse mod vold eller chikane ydes til personer, der udøver disse rettigheder.
  4. Tilbyde uddannelse og bevidstgørende programmer til retshåndhævende myndigheder og andre relevante embedsmænd for at sætte dem i stand til at yde en sådan beskyttelse.
  5. Sikre, at regler, der oplyser informationer om frivillige foreninger og grupper, ikke i praksis har diskriminerende virkninger for foreninger og grupper som vedrører forhold om seksuel orientering eller kønsidentitet eller for deres medlemmer.

Princip 21. Retten til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed uanset seksuel orientering eller kønsidentitet. Disse rettigheder kan ikke påberåbes af staten til at retfærdiggøre love, politikker eller praksis, som ikke giver lige beskyttelse af loven, eller som forskelsbehandler på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
Staterne skal:
  1. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre personer uanset deres seksuelle orientering eller kønsidentitet retten til alene eller i forening med andre at have og praktisere religiøse og ikke-religiøse overbevisninger, at være fri for indblanding i deres tro og at være fri for tvungen indførelse i eller pålæggelse af tro.
  2. Sørge for, at det at udtrykke, praktisere og fremme forskellige meninger, overbevisninger og tro med relation til forhold af seksuel orientering eller kønsidentitet ikke sker på en måde, der er uforenelig med menneskerettighederne.

Princip 22. Retten til fri bevægelighed
[Til indholdsfortegnelsen]
Alle, der opholder sig lovligt i en stat har ret til fri bevægelighed og ophold inden for statens grænser, uanset seksuel orientering eller kønsidentitet. Seksuel orientering og kønsidentitet kan aldrig påberåbes for at begrænse eller forhindre en persons indrejse, udrejse fra eller at vende tilbage til eller fra nogen stat herunder den pågældendes egen stat.
Staterne skal:
  1. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre, at retten til fri bevægelighed og ophold er sikret uanset seksuel orientering eller kønsidentitet.

Princip 23. Retten til at søge asyl
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret til at søge og få asyl i andre lande mod forfølgelse herunder forfølgelse i forbindelse med seksuel orientering eller kønsidentitet. En stat kan ikke afvise, udvise eller udlevere en person til en stat, hvor denne person kan stå over for en velbegrundet frygt for tortur, forfølgelse eller enhver anden form for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
Staterne skal:
  1. Gennemgå, ændre og vedtage lovgivning for at sikre, at en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet er accepteret som en begrundelse for anerkendelse af flygtningestatus og asyl.
  2. Sikre, at ingen politik eller praksis diskriminerer asylansøgere på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
  3. Sikre, at ingen personer afvises, udvises eller udleveres til en stat, hvor denne person kan stå over for en velbegrundet frygt for tortur, forfølgelse eller enhver anden form for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf på grundlag af den pågældende persons seksuel orientering eller kønsidentitet.

Princip 24. Retten til at stifte familie
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret til at stifte familie uanset seksuel orientering eller kønsidentitet. Familier findes i forskellige former. Ingen familie må udsættes for diskrimination på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet af nogen af sine familiemedlemmer.
Staterne skal:
  1. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre retten til at stifte familie, herunder gennem adgang til adoption eller kunstig befrugtning (herunder donorinsemination) uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
  2. Sikre, at love og politikker anerkender mangfoldigheden af familieformer, herunder dem der ikke er defineret gennem afstamning eller ægteskab, og træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre, at ingen familie bliver udsat for diskrimination på grundlag af seksuel orientering eller kønsidentitet af et af dets medlemmer inklusiv med hensyn til familierelateret social velfærd og andre offentlige ydelser, beskæftigelse og indvandring.
  3. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre, at i alle handlinger eller beslutninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal der udvises særlig hensynet til barnets tarv, og barnets, et familiemedlems eller en anden persons seksuelle orientering eller kønsidentitet må ikke betragtes som uforenelig med sådanne interesser.
  4. I alle handlinger eller beslutninger vedrørende børn, skal det sikres, at et barn, der er i stand til at danne personlige synspunkter, får lov til at udøve retten til frit at udtrykke disse synspunkter, og at sådanne synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med barnets alder og modenhed.
  5. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre, at i de stater, der anerkender homoseksuelle ægteskaber eller registrerede partnerskaber, skal rettigheder, privilegier, forpligtelse eller fordele, der er til rådighed for gifte af forskellige køn eller registrerede partnerskaber også er tilgængelige for gifte af samme køn eller registrerede partnerskaber.
  6. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre, at enhver forpligtelse, ret, privilegium eller fordel, der er til rådighed for ugifte partnere af forskellige køn også er tilgængelige for ugifte partnere af samme køn.
  7. Sikre, at ægteskaber og andre retligt anerkendte partnerskaber kun kan indgås med det frie og fulde samtykke fra de kommende ægtefæller eller partnere.

Princip 25. Retten til at deltage i det offentlige liv
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver borger har ret til at deltage i varetagelsen af offentlige anliggender herunder ret til at stille op til valg, deltage i formuleringen af politikker, der påvirker deres velfærd, ret til lige adgang til alle niveauer af den offentlige service og til ansættelse i det offentlige funktioner herunder gøre tjeneste i politiet og militæret uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
Staterne skal:
  1. Gennemgå, ændre og vedtage lovgivning for at sikre det fulde udbytte af retten til at deltage i det offentlige og politiske liv og forhold på alle niveauer af det offentlige og have beskæftigelse i offentlige funktioner herunder tjeneste i politiet og militæret uden forskelsbehandling på grund af og med fuld respekt for enhver persons seksuelle orientering og kønsidentitet.
  2. Træffe alle passende foranstaltninger for at fjerne stereotyper og fordomme om seksuel orientering og kønsidentitet, som forhindrer eller begrænser deltagelse i det offentlige liv.
  3. Sørge, at enhver person har ret til at deltage i udformningen af politikker, der påvirker deres velfærd uden forskelsbehandling på grund af og med fuld respekt for deres seksuelle orientering og kønsidentitet.

Princip 26. Retten til at deltage i kulturlivet
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret til frit at deltage i det kulturelle liv uanset seksuel orientering eller kønsidentitet, og gennem deltagelse i kulturelle aktiviteter at give udtryk for mangfoldigheden af seksuel orientering og kønsidentitet.
Staterne skal:
  1. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre alle personer mulighed for deltagelse i det kulturelle liv uanset og med fuld respekt for deres seksuelle orienteringer og køn identiteter.
  2. Fremme dialog og gensidig respekt mellem fortalere for de forskellige kulturelle grupper, som findes inden for staten, herunder blandt grupper der har forskellige synspunkter om forhold vedrørende seksuel orientering og kønsidentitet i overensstemmelse med og respekt for menneskerettighederne, der refereres til i disse principper.

Princip 27. Retten at fremme menneskerettighederne
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver har ret, individuelt og i fællesskab med andre, for at fremme beskyttelsen og gennemførelse af menneskerettigheder på nationalt og internationalt plan uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet. Det omfatter aktiviteter rettet mod at fremme og beskytte rettighederne for personer af forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter og ret til at udvikle og diskutere nye menneskerettighedsnormer og advokadere for deres accept.
Staterne skal:
  1. Træffe alle nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger for at sikre et gunstigt miljø for aktiviteter rettet mod at fremme, beskytte og gennemføre menneskerettigheder herunder rettigheder, der er relevante i forhold til seksuel orientering og kønsidentitet.
  2. Træffe alle passende foranstaltninger til bekæmpelse af handlinger eller kampagner rettet mod menneskerettighedsforkæmpere, der arbejder forhold vedrørende seksuel orientering og kønsidentitet, og mod dem, der angriber menneskerettighedsforkæmpere for forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter.
  3. Sikre, at menneskerettighedsforkæmpere, uanset deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, og uanset de menneskerettighedsspørgsmål, de advokaderer for, nyder ikke-diskriminerende adgang til at deltage i og kommunikere med nationale og internationale menneskerettighedsorganisationer og organer.
  4. Sikre beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere, der arbejder med forhold vedrørende seksuel orientering og kønsidentitet, mod vold, trusler, gengældelse, reel eller juridisk diskrimination, pression eller andre vilkårlige handling begået af staten eller af ikke-statslige aktører, som reaktion på deres aktiviteter på menneskerettighedsområdet. Den samme beskyttelse bør menneskerettighedsforkæmpere sikres, uanset deres arbejdsområde, mod en sådan behandling begrundet i deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.
  5. Støtte anerkendelse og akkreditering af organisationer, der fremmer og beskytter menneskerettighederne for personer af forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter på nationalt og internationalt plan.

Princip 28. Retten til effektive retsmidler og erstatningsmuligheder
[Til indholdsfortegnelsen]
Hvert offer for en krænkelse af menneskerettighederne, herunder af en overtrædelse på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, har retten til en effektiv, tilstrækkelig og relevant retsmidler. Foranstaltninger, der træffes med henblik på at yde erstatning til eller sikrer tilstrækkelig fremme af, personer af forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter er en integreret retten til effektive retsmidler og klagemuligheder.
Staterne skal:
  1. Etablere de nødvendige juridiske procedurer, herunder gennem en revision af lovgivning og politikker, for at sikre, at ofre for menneskerettighedskrænkelser på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet har adgang til fuld erstatning gennem tilbagegivelse, erstatning, rehabilitering, tilfredshed, garanti for ikke-gentagelse, og/eller på en hvilken som helst anden relevant måde..
  2. Sikre, at retsmidler håndhæves og gennemføres rettidigt.
  3. Sikre, at effektive institutioner og standarder for levering af retsmidler og klagemuligheder er etableret, og at alt personale er uddannet i spørgsmål om krænkelser af menneskerettighederne på grund af seksuel orientering og kønsidentitet.
  4. Sikre, at alle personer har adgang til alle nødvendige oplysninger om de processer for at søge retsmidler og klagemuligheder.
  5. Sikre, at den finansielle støtte ydes til dem, der ikke har råd til omkostningerne ved at sikre klageadgang, og at alle andre hindringer for sikring sådan erstatning, økonomisk eller på anden måde, er fjernet.
  6. Sikre uddannelse og bevidstgørelse programmer, herunder foranstaltninger med henblik på lærere og studerende på alle niveauer af offentlig uddannelse, på faglige organer, og mod potentielle overtrædere af menneskerettighederne, at fremme respekten for og tilslutning til internationale menneskerettighedsstandarder i overensstemmelse med disse principper, samt at imødegå diskriminerende holdninger på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.

Princip 29. Ansvarlighed
[Til indholdsfortegnelsen]
Enhver, hvis menneskerettigheder krænkes, herunder de i disse principper omhandlede, har ret til at få de direkte eller indirekte ansvarlige for overtrædelsen, uanset om de er embedsmænd eller ej, draget til ansvar for deres handlinger på en måde, som er afpasset efter alvorligheden i overtrædelsen. Der bør ikke være straffrihed for gerningsmænd til menneskerettighedskrænkelser med relation til seksuel orientering eller kønsidentitet.
Staterne skal:
  1. Etablere passende, tilgængelige og effektive strafferetlige, civilretlige, administrative og andre procedurer samt overvågningsmekanismer til at sikre, at de skyldige i menneskerettighedskrænkelser relateret til seksuel orientering eller kønsidentitet drages til ansvar.
  2. Sikre, at alle beskyldninger om forbrydelser begået på baggrund af offerets faktiske eller formodede seksuelle orientering eller kønsidentitet, herunder forbrydelser beskrevet i disse principper, omgående undersøges grundigt, og at de ansvarlige, når der er fremskaffet behørig dokumentation, retsforfølges og straffes behørigt.
  3. Etablere uafhængige og effektive institutioner og procedurer til at overvåge formulering og håndhævelse af love og politikker til at sikre afskaffelse af diskrimination relateret til seksuel orientering eller kønsidentitet.
  4. Fjerne enhver forhindring, som modvirker, at ansvarlige for krænkelser af menneskerettighederne baseret på seksuel orientering eller kønsidentitet bliver holdt ansvarlig.

Yderligere anbefalinger
[Til indholdsfortegnelsen]
Alle medlemmer af samfundet og af det internationale samfund har et medansvar for gennemførelse af menneskerettighederne. Vi anbefaler derfor, at:
  1. De Forenede Nationers Højkommissær for Menneskerettigheder støtter disse principper, fremmer deres gennemførelse på verdensplan, og integrerer dem i arbejdet i Kontoret for Højkommissær for Menneskerettigheder, herunder på feltniveau.
  2. De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd tilslutter sig disse principper og realitetsbehandler krænkelser af menneskerettighederne på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, med henblik på at fremme staters overholdelse af disse principper.
  3. De Forenede Nationers Menneskerettighedskommission særlige procedurer er behørigt opmærksomme på menneskerettighedskrænkelser på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, og integrerer disse principper i gennemførelsen af deres respektive mandater.
  4. De Forenede Nationers økonomiske og Sociale Råd anerkender og akkreditere ikke-statslige organisationer, hvis mål er at fremme og beskytte menneskerettighederne for personer af forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter, i overensstemmelse med sin resolution 1996/31.
  5. De Forenede Nationers Menneskerettighedskommission og traktatorganer integrerer effektivt og kraftfuldt disse principper i gennemførelsen af deres respektive mandater, herunder deres retspraksis og gennemgangen af nationale rapporter, og i givet fald, vedtager generelle kommentarer eller andre forklarende tekster om anvendelsen af menneskerettighedslove i relation til personer af forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter.
  6. Verdenssundhedsorganisationen – WHO – og UNAIDS udarbejder retningslinjer for tilvejebringelse af passende sundhedsservice og pleje, der svarer til de sundhedsmæssige behov, som personer i forbindelse med deres seksuelle orientering eller kønsidentitet behøver med fuld respekt for deres menneskerettigheder og værdighed.
  7. FN højkommissær for flygtninge integrerer disse principper i indsatsen for at beskytte personer, som oplever, eller har en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, og sikrer, at ingen person diskrimineres på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet i forhold til modtagelsen af humanitær bistand eller andre tjenester eller bestemmelse af flygtningestatus.
  8. Regionale og subregionale mellemstatslige organisationer med en forpligtelse over for menneskerettigheder, samt regionale traktatfæstede menneskerettighedsorganer, sikrer, at fremme af disse principper er en integreret del af gennemførelsen af de mandater og deres forskellige menneskerettighedsmekanismer, procedurer og andre arrangementer og initiativer.
  9. Regionale menneskerettighedsdomstole integrerer effektivt og kraftfuldt de principper, der er relevante for de menneskerettighedstraktater de fortolker i deres udvikling af retspraksis vedrørende seksuel orientering og kønsidentitet.
  10. Ikke-statslige organisationer, der arbejder for menneskerettigheder på nationalt, regionalt og internationalt plan, fremmer respekt for disse principper inden for rammerne af deres særlige mandater.
  11. Humanitære organisationer integrerer disse principper i eventuelle humanitære eller hjælpeoperationer, og afstår fra at diskriminere personer på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet i leveringen af bistand og andre tjenester.
  12. Nationale menneskerettighedsinstitutioner fremmer respekt for disse principper hos statslige og ikke-statslige aktører, og integrerer i deres arbejde fremme og beskyttelse af menneskerettighederne for personer af forskellige seksuelle orienteringer eller kønsidentiteter.
  13. Faglige organisationer, herunder på det medicinske, strafferetlige eller civilretlige område og uddannelsessektorer reviderer deres praksis og retningslinjer for at sikre, at de kraftigt fremmer gennemførelsen af disse principper.
  14. Kommercielle organisationer anerkender og reagerer på den vigtige rolle, de har i både at sikre respekt for disse principper med hensyn til deres egne arbejdsstyrker og fremme disse principper nationalt og internationalt.
  15. Massemedierne undgår brug af stereotyper i forhold til seksuel orientering og kønsidentitet, fremmer tolerance og accept af forskelligheden af menneskers seksuelle orientering og kønsidentitet og øger bevidstheden omkring disse spørgsmål.
  16. Statslige og private bidragsydere yder økonomisk bistand til ikke-statslige og andre organisationer for at fremme og beskytte menneskerettighederne for personer af forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter.
    Disse principper og anbefalinger afspejler anvendelsen af internationale menneskerettighedslove i forhold til personers liv og deres oplevelser af forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter, og intet heri bør fortolkes som en begrænsning eller på nogen måde begrænse rettigheder og friheder for sådanne personer, som anerkendes i international, regional eller national lov eller standarder.

BILAG
[Til indholdsfortegnelsen] Underskrivere af Yogyakarta-principperne

Philip Alston (Australien), FN’s særlige rapportør vedrørende udenretslige, summariske og vilkårlige henrettelser og professor i retsvidenskab, New York University School of Law, USA
Maksim Anmeghichean (Moldova), European Region of the International Lesbian and Gay Association
Mauro Cabral (Argentina), forsker Universidad Nacional de Córdoba, Argentina, International Gay and Lesbian Human Rights Commission
Edwin Cameron (Sydafrika), dommer ved Supreme Court of Appeal, Bloemfontein, Sydafrika
Sonia Onufer Correa (Brasilien), forsker ved Associate at the Brazilian Interdisciplinary AIDS Association (Abia) og medforperson for Sexuality Policy Watch (Medforperson for eksperternes møde)
Yakin Ertürk (Tyrkiet), FN’s særlige rapportør vedrørende vold mod kvinder, professor ved Department of Sociology, Middle East Technical University, Ankara, Tyrkiet
Elizabeth Evatt (Australien), Tidligere medlem og forperson for FN-komitéen om afskaffelse af diskrimination mod kvinder, tidligere medlem af FN Menneskerettighedskommission og EU-kommissær for Den Internationale Kommission af Jurister
Paul Hunt (New Zealand), FN’s særlige rapportør vedrørende retten til den højest opnåelige sundhedstilstand og professor, Department of Law, University of Essex, England
Asma Jahangir (Pakistan), forperson, Human Rights Commission i Pakistan
Maina Kiai (Kenya), forperson, Kenya National Commission on Human Rights
Miloon Kothari (Indien), FN’s særlige rapportør vedrørende retten til en passende bolig
Judith Mesquita (Storbritannien), Senior Research Officer, Human Rights Centre, University of Essex, England
Alice M. Miller (USA), adjunkt, Institut for Folkesundhed, Assistant Professor, School of Public Health, Co-Director, Human Rights Program, Columbia University, USA
Sanji Mmasenono Monageng (Botswana), dommer ved High Court (Republikken Gambia), kommissær for Den Afrikanske Kommission for menneskerettigheder og folks rettigheder, forperson for Follow Up Committee on the implementation of the Robben Island Guidelines on prohibition and prevention of Torture and other Cruel, Inhuman or Degrading Treatment (African Commission on Human and Peoples’ Rights)
Vitit Muntarbhorn (Thailand), FN’s særlige rapportør vedrørende menneskerettighedssituationen i Den Demokratiske Folkerepublik Korea og professor i jura ved Chulalongkorn University, Thailand (medforperson for eksperternes møde)
Lawrence Mute (Kenya), Commissioner with the Kenya National Commission on Human Rights
Manfred Nowak (østrig), FN’s særlige rapportør vedrørende tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, medlem af Den Internationale Kommission af Jurister, professor i menneskerettigheder ved Vienna University, østrig og direktør for Ludwig Boltzmann Institut of Human Rights
Ana Elena Obando Mendoza (Costa Rica), feministisk advokat, kvindemenneskerettighedsaktivist, og international konsulent
Michael O’Flaherty (Irland), medlem af FN’s Menneskerettighedskommission og professor i menneskerettigheder og med-direktør for Human Rights Law Centre ved University of Nottingham, Storbritannien (ordfører for udvikling af Yogyakarta-principperne)
Sunil Pant (Nepal), forperson for Blue Diamond Society, Nepal
Dimitrina Petrova (Bulgarien), administrerende direktør, Equal Rights Trust
Rudi Mohammed Rizki (Indonesien), FN’s særlige rapportør vedrørende international solidaritet og lektor og prodekan for Academic Affairs of the Faculty of Law at the University of Padjadjaran, Indonesien
Mary Robinson (Irland), grundlægger af Realizing Rights: The Ethical Globalization Initiative og tidligere præsident for Irland og tidligere FN højkommissær for menneskerettigheder
Nevena Vuckovic Sahovic (Serbien), medlem af FN-udvalget vedrørende børns rettigheder og forperson for Child Rights Centre, Beograd, Serbien
Martin Scheinin (Finland), FN’s særlige rapportør vedrørende menneskerettigheder og terrorbekæmpelse, professor i statsret og folkeret og direktør for Institut for Menneskerettigheder, åbo Akademi, Finland
Wan Yanhai (Kina), grundlægger af AIZHI Action Project og leder af Beijing AIZHIXING Institute of Health Education
Stephen Whittle (Storbritannien), professor i Equalities Law at Manchester Metropolitan University, Storbritannien
Roman Wieruszewski (Polen), medlem af FN’s Menneskerettighedskommission og leder af Poznan center for menneskerettigheder, Polen
Robert Wintemute (Canada og Storbritannien), professor i Human Rights Law, School of Law, Kings College i London, England.

Noter – kun note nr. 1 og 2 hører til de originale principper.
[Til indholdsfortegnelsen]
  1. [Retur] Kønsidentitet
    Kønsidentitet henviser til den enkelte persons individuelle og dybtfølte indre forståelse af sit køn – som måske, måske ikke stemmer overens med det ved fødslen tildelte køn – herunder af den personlige opfattelse af kroppen (som eventuelt – hvis det er frivilligt – kan involvere ændringer af kroppens udseende eller funktion ad medicinsk, kirurgisk eller anden vej) og af andre måder, kønnet kommer til udtryk på, herunder påklædning, tale og manerer.
  2. [Retur] Seksuel orientering
    Seksuel orientering henviser til den enkelte persons evne til dyb følelsesmæssig og seksuel tiltrækning til og intime og seksuelle relationer med personer af et andet eller samme køn eller mere end ét køn.
  3. [Retur] The International Commission of Jurists – ICJ
    The International Commission of Jurists består af op til 60 jurister (der omfatter dommere, advokater og akademikere) dedikeret til at sikre respekt for internationale menneskerettigheder via lovgivningen.
    ICJ’s internationale sekretariat har hovedsæde i Geneve, hvorfra det daglige arbejde udføres og koordineres i et samarbejde med en række selvstændige, nationale sektioner på alle beboede kontinenter.
    http://www.icj.org/
    ICJ Danmark er den danske repræsentation af The International Commission of Jurists.
    http://icj.dk/
  4. [Retur] The International Service for Human Rights – ISHR
    En international NGO, der understøtter menneskerettighedsforkæmpere i deres arbejde ved at give dem uddannelse, information og strategisk rådgivning.
    www.ishr.ch
  5. [Retur] Handleevne
    Umyndige personer har ikke handleevne, hvilket vil sige, at de ikke kan handle på egen hånd i retssager. Det kræver en vis modenhed og et vist intelligensniveau, hvilket sædvanligvis betragtes opnået ved den lovbestemte myndighedsalder.
    Mindreårige og umyndiggjorte har derfor en værge, som kan handle for dem.
  6. [Retur] Retsevne
    Alle personer har retsevne, hvilket vil sige, at alle personer uanset deres handleevne, kan være parter i et retsforhold. Retsevnen starter ved fødslen og ophører først ved døden. F.eks. kan en mindreårig sagsøges og dømmes erstatningspligtig for skadevoldende adfærd, og en toårig kan anlægge retssag om et testamentes ryldighed i forbindelse med en arvesag.
  7. [Retur] Mikrobicider
    Microbicider er stoffer, som forhindrer HIV i at trænge igennem slimhinden i skeden, så kvinden ikke bliver smittet. Forskerne arbejder på at lave gele, skum eller en vaginalring, som frigiver stoffet.
    Biocider er kemiske og mikrobiologiske stoffer og produkter, der har det til fælles, at de er beregnet til at slå levende organismer ihjel.
[Til indholdsfortegnelsen]

Ligebehandlingsdirektiv 2006/54/EF fra Europa-Parlamentet og Rådet af 5. juli 2006.

Vist 35 gange.
EU

EU

Ligebehandlingsdirektiv 2006/54/EF [1] er en sammenskrivning af direktivet om ligebehandling fra 1976 (76/207/EØF), direktivet om ligebehandling for de sociale sikringsordninger fra 1986 (86/278/EØF), direktivet om ligeløn fra 1975 (75/117/EØF) og direktivet om bevisbyrde fra 1997 (97/80/EF). Direktivet er et forsøg på at skabe klarhed ved at samle bestemmelserne i én tekst, samtidig med at det opdateres som følge af EF-Domstolens retspraksis.

Direktivet er meget omfattende, hvorfor der herunder kun gengives pkt. 2 og 3.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF
af 5. juli 2006
om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder
i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning)

  1. Ligestilling mellem mænd og kvinder er et grundlæggende princip i fællesskabsretten i henhold til traktatens artikel 2 og artikel 3, stk. 2, og Domstolens retspraksis. Disse traktatbestemmelser gør ligestilling mellem mænd og kvinder til en opgave for Fællesskabet og noget, det tilstræber, og pålægger Fællesskabet en positiv forpligtelse til i alle sine aktiviteter at fremme denne ligestilling.
  2. Ifølge Domstolen kan anvendelsesområdet for princippet om ligebehandling af mænd og kvinder ikke indskrænkes til at omfatte forbud mod den forskelsbehandling, som følger af, at den pågældende tilhører det ene eller det andet køn.
    Som følge af hensigten med princippet og arten af de rettigheder, det søger at sikre, finder det også anvendelse på den forskelsbehandling, der udspringer af den pågældendes kønsskifte.

Direktivets journal på EUR-Lex
Direktivet i sin helhed på dansk i pdf-format på Den Europæiske Unions Tidendes hjemmeside.

Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] Direktiv: Et direktiv er med hensyn til det tilsigtede mål bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder, at bestemme form og midler for gennemførelsen.

ILGA-Europe udgav i december 2010 en rapport om implementering af direktivet.

ICAO-standarden om maskinlæsbare rejsedokumenter og pas. (2015).

Vist 97 gange.
ICAO-standarden. 2015

ICAO-standarden. 2015

Titel Machine Readable
Travel Documents
Seventh Edition, 2015
Undertitel Part 4: Specifications for
Machine Readable Passports
(MRPs) and other
TD3 Size MRTDs
Udfærdiget
og udgivet af
International Civil Aviation
Organization (ICAO)
Udgivet 2015
Sprog Engelsk
ISBN13 978-92-9249-793-4

ICAO-standarden om maskinlæsbare rejsedokumenter og pas

Afsnit 4.1.1. (Data element directory), pkt. 11/II indeholder bestemmelse om, at et pas skal være forsynet med oplysning om pasindehaverens køn bestående af et enkelt stort bogstav i form af F (female (kvinde)), M (male (mand)) eller X (unspecified (uspecificeret)).

Den engelske originaltekst gengives her:
Sex of the holder, to be specified by use of the single initial commonly used in the language of the State where the document is issued and, if translation into English, French or Spanish is necessary, followed by an oblique and the capital letter F for female, M for male, or X for unspecified.

ICAO – Organisationen for International Civil Luftfart – er en FN-særorganisation oprettet i 1944, der udfærdiger og ajourfører standarder og anbefalinger om flysikkerhed. En af standarderne indeholder detaljerede informationer om, hvad et pas skal indeholde af informationer om pasindehaveren, og om, hvorledes passet skal være udformet.

* * *
EU’s ministerråds forordning (EF) nr. 2252/2004 af 13. december 2004 omhandler standarder for sikkerhedselementer og biometriske identifikatorer i pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder.

Pasloven indeholder ikke bestemmelse om, at pas skal være forsynet med kønsbetegnelse.
Det gør det imidlertid i pasbekendtgørelsen § 5, stk. 4 og 5.
§ 5, stk. 4. Den i stk. 2 nævnte pasblanket skal indeholde oplysning om pasindehaverens køn bestemt ud fra personens cpr-nummer. For personer med lige endetal anføres F, og for personer med ulige endetal anføres M, jf. dog stk. 5.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan tillade, at kønnet betegnes X, hvis en pasansøger, der er fyldt 18 år, afgiver en skriftlig erklæring om, at ønsket om kønsbetegnelsen X er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, eller den pågældende dokumenterer tidligere at være blevet tildelt nyt personnummer efter § 3, stk. 6, i lov om Det Centrale Personregister.

Ligebehandling af mænd og kvinder. EU direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om.

Vist 20 gange. Formålet med direktiv 2004/113/EF [1] er at fastlægge en ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser.


RÅDETS[1] DIREKTIV 2004/113/EF
af 13. december 2004
om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder
i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser.


Direktivet indledes med en længere række henvisninger (29 punkter, som ikke gengives her), hvorpå direktivet bygger.

KAPITEL I
GENERELLE BESTEMMELSER
Artikel 1
Formål

Formålet med dette direktiv er at fastlægge en ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser med henblik på gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder.

Artikel 2
Definitioner

I dette direktiv forstås ved:
  1. »direkte forskelsbehandling«: det forhold at en person på grund af køn behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation
  2. »indirekte forskelsbehandling«: en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis, der vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige
  3. »chikane«: en uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima
  4. »sexchikane«: enhver uønsket form for adfærd med seksuelle undertoner, verbal, ikke-verbal eller fysisk, med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Artikel 3
Anvendelsesområde

  1. Inden for rammerne af de beføjelser, traktaten tillægger Fællesskabet, finder dette direktiv anvendelse på alle personer, som leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden, både inden for den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, og som tilbydes uden for privat- og familielivet, samt transaktioner i den forbindelse.
  2. Dette direktiv berører ikke enkeltpersoners frie valg af aftalepartner, for så vidt enkeltpersoners valg af aftalepartner ikke er baseret på dennes køn.
  3. Direktivet finder hverken anvendelse på medieindhold, reklame eller på uddannelse.
  4. Direktivet finder ikke anvendelse i forbindelse med beskæftigelse og erhverv. Direktivet finder ikke anvendelse i forbindelse med selvstændig erhvervsvirksomhed, for så vidt denne er omfattet af andre EF-retsakter.

Artikel 4
Princippet om ligebehandling

  1. Når der i dette direktiv henvises til princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, betyder det, at
    1. der ikke må finde nogen direkte forskelsbehandling sted på grund af køn, herunder ringere behandling af kvinder på grund af graviditet og moderskab
    2. der ikke må finde nogen indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn.
  2. Dette direktiv berører ikke gunstigere bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab.
  3. Chikane og sexchikane som defineret i dette direktiv betragtes som forskelsbehandling på grund af køn og er derfor forbudt. En persons afvisning eller accept af en sådan adfærd må ikke anvendes som grundlag for en beslutning, der vedrører den pågældende.
  4. Instrukser om direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn betragtes som forskelsbehandling i henhold til dette direktiv.
  5. Dette direktiv udelukker ikke forskelsbehandling, hvis leveringen af varer og tjenesteydelser udelukkende eller først og fremmest til personer af det ene køn er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Artikel 5
Aktuarmæssige faktorer

  1. Medlemsstaterne skal sikre, at anvendelse af køn som en faktor ved beregning af præmier og ydelser i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser i alle nye kontrakter, der senest er indgået efter den 21. december 2007, ikke fører til forskelle i enkeltpersoners præmier og ydelser.
  2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne inden den 21. december 2007 beslutte at tillade forholdsmæssigt afpassede forskelle i enkeltpersoners præmier og ydelser, hvis anvendelsen af køn er en afgørende faktor ved risikovurderingen, der er baseret på relevante og nøjagtige aktuarmæssige og statistiske data. De pågældende medlemsstater underretter Kommissionen og sikrer, at de nøjagtige data, der er relevante for anvendelse af køn som en afgørende aktuarmæssig faktor, indsamles, offentliggøres og ajourføres regelmæssigt. Disse medlemsstater tager deres beslutning op til revision fem år efter den 21. december 2007 på baggrund af den rapport fra Kommissionen, der er nævnt i artikel 16, og forelægger Kommissionen resultatet af denne fornyede gennemgang.
  3. Under alle omstændigheder må omkostninger i forbindelse med graviditet og moderskab ikke føre til forskelle i
    enkeltpersoners præmier og ydelser.
    Medlemsstaterne kan udskyde gennemførelsen af de foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme denne bestemmelse, til senest to år efter den 21. december 2007. I så fald underretter de berørte medlemsstater straks Kommissionen herom.

Artikel 6
Positiv særbehandling

For at sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i praksis må princippet om ligebehandling ikke afholde nogen medlemsstat fra at opretholde eller vedtage særlige foranstaltninger for at forebygge eller kompensere for ulemper på grund af køn.

Artikel 7
Mindstekrav

  1. Medlemsstaterne kan indføre eller opretholde bestemmelser, som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om
  2. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger under ingen omstændigheder til at forringe det i medlemsstaterne eksisterende niveau for beskyttelse mod forskelsbehandling på de områder, der er omfattet af dette direktiv.

KAPITEL II
RETSMIDLER OG HÅNDHÆVELSE
Artikel 8
Klageadgang

  1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser, herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, også selv om det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.
  2. Medlemsstaterne indfører i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser for at sikre en reel og effektiv erstatning eller godtgørelse efter medlemsstatens afgørelse for tab og skader, der er påført en person som følge af forskelsbehandling som defineret i dette direktiv, således at det har en præventiv virkning og står i et rimeligt forhold til det tab, den pågældende har lidt. Forudgående fastsættelse af et maksimum må ikke begrænse en sådan erstatning eller godtgørelse.
  3. Medlemsstaterne sikrer, at foreninger, organisationer og andre juridiske personer, der efter kriterierne i deres nationale ret har en legitim interesse i at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes, er berettigede til – enten på vegne af eller til støtte for klageren med dennes godkendelse – at indtræde som part i klagen til retslige og/eller administrative instanser med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i dette direktiv.
  4. Stk. 1 og 3 berører ikke nationale regler om tidsfrister for anlæggelse af sager vedrørende princippet om ligebehandling.

Artikel 9
Bevisbyrde

  1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale retssystemer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det påhviler den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat, hvis personer, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til de pågældende, over for en domstol eller en anden kompetent myndighed, fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.
  2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne indfører regler for bevisførelse, som er gunstigere for klageren.
  3. Stk. 1 finder ikke anvendelse i straffesager.
  4. Stk. 1, 2 og 3 finder også anvendelse på sager som omhandlet i artikel 8, stk. 3.
  5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1 på sager, hvor det er domstolen eller en anden kompetent myndighed, der skal undersøge sagens faktiske omstændigheder.

Artikel 10
Viktimisering

Medlemsstaterne indfører i deres retsorden de nødvendige foranstaltninger til at beskytte enkeltpersoner mod ugunstig behandling eller ugunstige følger som reaktion på en klage eller enhver form for retsforfølgning med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.

Artikel 11
Dialog med relevante interessenter

Med henblik på at fremme princippet om ligebehandling tilskynder medlemsstaterne til en dialog med relevante interessenter, som i overensstemmelse med national lovgivning og praksis har en legitim interesse i at bidrage til bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser.

KAPITEL III
ORGANER TIL FREMME AF LIGEBEHANDLING
Artikel 12

  1. Medlemsstaterne udpeger et eller flere organer til fremme, evaluering og overvågning af samt til støtte for ligebehandling af kvinder og mænd uden forskelsbehandling på grund af køn.
    Sådanne organer kan indgå som en del af institutioner, der på nationalt plan har til opgave at forsvare menneskerettighederne eller beskytte enkeltpersoners rettigheder eller gennemføre princippet om ligebehandling.
  2. Medlemsstaterne sikrer, at de i stk. 1 omhandlede organer også har kompetence til at:
    1. give ofre for forskelsbehandling uvildig bistand til at få behandlet deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder, jf. artikel 8, stk. 3
    2. foretage uvildige undersøgelser af forskelsbehandling
    3. offentliggøre uvildige rapporter og fremsætte henstillinger om ethvert spørgsmål vedrørende forskelsbehandling.

KAPITEL IV
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 13

Overholdelse af direktivet
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at princippet om ligebehandling overholdes i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser inden for rammerne af dette direktiv, og navnlig at:

  1. alle love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, ophæves
  2. alle aftaleretlige bestemmelser, virksomheders interne reglementer og vedtægter for foreninger med eller uden lukrativt formål, der strider imod princippet om ligebehandling, erklæres eller kan erklæres ugyldige eller ændres.

Artikel 14
Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter de sanktioner, der skal anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, og træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sanktionerne bliver anvendt.
De iværksatte sanktioner, der kan omfatte udbetaling af erstatning til ofret, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen disse bestemmelser senest den 21. december 2007 og meddeler hurtigst muligt eventuelle efterfølgende ændringer.

Artikel 15
Formidling af information

Medlemsstaterne påser, at de bestemmelser, der vedtages i medfør af dette direktiv, og de relevante bestemmelser, der allerede finder anvendelse, på hele deres område bringes til de berørte personers kendskab ved hjælp af alle egnede midler.

Artikel 16
Rapporter

  1. Medlemsstaterne meddeler senest den 21. december 2009 og herefter hvert femte år Kommissionen alle tilgængelige oplysninger om gennemførelsen af dette direktiv.
    Kommissionen udarbejder en sammenfattende rapport, som omfatter en revision af medlemsstaternes nuværende praksis vedrørende artikel 5 med hensyn til anvendelse af køn som en faktor ved beregningen af præmier og ydelser. Den forelægger rapporten for Europa-Parlamentet og Rådet senest den 21. december 2010. Kommissionen skal om nødvendigt vedlægge sin rapport forslag til ændring af direktivet.
  2. Kommissionens rapport skal tage hensyn til relevante interessenters synspunkter.

Artikel 17
Gennemførelse

  1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 21. december 2007. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse bestemmelser.
    Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
  2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på de
    områder, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 18
Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 19
Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. december 2004.
Rådets vegne
B. R. BOT
Formand

Noter
  1. [Retur] Rådet for Den Europæiske Union kaldes ofte for “Ministerrådet” eller blot “Rådet“. Rådet er sammen med Europa-Parlamentet de lovgivende institutioner i EU.
    Information om Rådet og EU’s øvrige institutioner og disses virke hos EU-oplysningen.

Journal over direktivet.
Direktivet i sin helhed i pdf-format i Den Europæiske Unions Tidende den 21. december 2004 – L 373/37.
Direktivet hos EU-oplysningen.

  1. [Retur] Direktiv: Et direktiv er med hensyn til det tilsigtede mål bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder, at bestemme form og midler for gennemførelsen.

Pasforordning fra EU af 13. december 2004 om sikkerhedselementer og biometriske identifikatorer i pas og rejsedokumenter.

Vist 41 gange. Rådets forordning (EF) nr. 2252/2004 af 13. december 2004 om standarder for sikkerhedselementer og biometriske identifikatorer i pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder
EU-Tidende nr. L 385 af 29/12/2004 s. 0001 – 0006

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 62, nr. 2), litra a),
under henvisning til forslag fra Kommissionen [1],
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [2], og
ud fra følgende betragtninger:
  1. Det Europæiske Råd i Thessaloniki den 19. og 20. juni 2004 bekræftede, at der er brug for en sammenhængende strategi i Den Europæiske Union med hensyn til biometriske identifikatorer eller biometriske data for så vidt angår tredjelandsstatsborgeres rejsedokumenter, EU-borgeres pas og informationssystemerne (VIS og SIS II).
  2. Der er blevet indført minimumssikkerhedsstandarder for pas ved en resolution vedtaget af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet den 17. oktober 2000 [3]. Denne resolution bør nu opgraderes ved en fællesskabsforanstaltning, så der kan skabes bedre harmoniserede sikkerhedsstandarder for pas og rejsedokumenter til beskyttelse mod forfalskning. Samtidig bør der integreres biometriske identifikatorer i passet og rejsedokumentet, så der etableres en pålidelig forbindelse mellem dokumentet og dets rette indehaver.
  3. Harmonisering af sikkerhedselementerne og integrering af biometriske identifikatorer er et vigtigt skridt hen imod anvendelsen af nye elementer med henblik på den fremtidige udvikling på EU-plan, for at gøre rejsedokumentet sikrere og etablere en mere pålidelig forbindelse mellem indehaveren på den ene side og passet og rejsedokumentet på den anden side og dermed bidrage væsentligt til at sikre, at det beskyttes mod svigagtig brug. Der bør tages hensyn til specifikationerne fra Den Internationale Organisation for Civil Luftfart og især de specifikationer, som er fastsat i dokument 9303 om maskinlæsbare rejsedokumenter.
  4. Denne forordning omfatter kun harmonisering af sikkerhedselementer, herunder biometriske identifikatorer, til brug i medlemsstaternes pas og rejsedokumenter. De myndigheder og organer, der bemyndiges til at få adgang til oplysningerne på lagringsmediet, bør udpeges i henhold til national lovgivning, medmindre andet er fastsat i EF- eller EU-retten eller i internationale aftaler.
  5. Denne forordning bør kun fastsætte specifikationer, der ikke er hemmelige. Disse specifikationer skal suppleres med specifikationer, der kan hemmeligholdes for at modvirke efterligning og forfalskning. Sådanne yderligere tekniske specifikationer bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen [4].
  6. Kommissionen bør bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 1683/95 af 29. maj 1995 om ensartet udformning af visa [5].
  7. For at sikre, at de omhandlede oplysninger ikke bliver tilgængelige for flere personer end nødvendigt, er det også vigtigt, at hver medlemsstat kun udpeger ét organ som ansvarligt for fremstilling af pas og rejsedokumenter, idet medlemsstaterne dog om nødvendigt kan vælge i stedet at udpege et andet organ. Af sikkerhedshensyn skal hver medlemsstat meddele Kommissionen og de andre medlemsstater navnet på det udpegede organ.
  8. Med hensyn til de personoplysninger, der behandles i forbindelse med pas og rejsedokumenter, finder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger [6] anvendelse. Det skal sikres, at der ikke lagres andre oplysninger i passet end dem, der er foreskrevet i denne forordning eller i bilaget hertil, eller som fremgår af det relevante rejsedokument.
  9. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet er det med henblik på at nå det grundlæggende mål om at indføre fælles sikkerhedsstandarder og interoperable biometriske identifikatorer nødvendigt og hensigtsmæssigt at fastlægge regler for alle de medlemsstater, der anvender konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 [7]. Denne forordning er ikke mere vidtgående, end hvad der er nødvendigt for at nå de tilstræbte mål, jf. traktatens artikel 5, stk. 3.
  10. I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter at Rådet har truffet afgørelse om denne forordning til udbygning af Schengen-reglerne efter bestemmelserne i afsnit IV i tredje del af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne forordning i sin nationale lovgivning, jf. artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling.
  11. Denne forordning er et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne [8]. Det Forenede Kongerige deltager ikke i vedtagelsen af denne forordning, som derfor ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.
  12. Denne forordning er et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne [9]. Irland deltager ikke i vedtagelsen af denne forordning, som derfor ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.
  13. For Islands og Norges vedkommende er denne forordning et led i udviklingen af bestemmelserne i Schengen-reglerne på det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til den aftale [10], som Rådet for Den Europæiske Union har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne [11].
  14. For så vidt angår Schweiz udgør denne forordning et led i udviklingen af bestemmelserne i Schengen-reglerne som omhandlet i den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union og Det Europæiske Fællesskab har indgået med Det Schweiziske Forbund om denne stats associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-reglerne [12], som falder ind under det område, der er omhandlet i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelse af 25. oktober 2004 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og på Det Europæiske Fællesskabs vegne af og midlertidig anvendelse af visse bestemmelser i den pågældende aftale [13]
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:
Artikel 1
  1. De pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder, skal overholde de minimumssikkerhedsstandarder, der er fastsat i bilaget.
  2. Pas og rejsedokumenter skal omfatte et lagringsmedium, der indeholder et ansigtsbillede. Medlemsstaterne skal også indsætte fingeraftryk i interoperable formater. Oplysningerne skal sikres, og lagringsmediet skal have tilstrækkelig kapacitet og være i stand til at sikre oplysningernes integritet, ægthed og fortrolige karakter.
  3. Denne forordning finder anvendelse på pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder. Den finder ikke anvendelse på identitetskort, som medlemsstaterne udsteder til deres statsborgere eller på midlertidige pas eller rejsedokumenter med en gyldighed på højst 12 måneder.
Artikel 2
Der udarbejdes efter proceduren i artikel 5, stk. 2, yderligere tekniske specifikationer for passet for så vidt angår:
  1. yderligere sikkerhedselementer og -krav, herunder bedre standarder til sikring mod efterligning og forfalskning
  2. tekniske specifikationer for lagringsmediet for de biometriske oplysninger og sikring heraf, herunder forebyggelse af uautoriseret adgang
  3. kvalitetskrav og fælles standarder for ansigtsbilledet og fingeraftrykkene.
Artikel 3
  1. I overensstemmelse med proceduren i artikel 5, stk. 2, kan det besluttes, at de i artikel 2 omhandlede specifikationer er hemmelige og ikke må offentliggøres. I så fald meddeles de kun til de organer, der udpeges af medlemsstaterne til at forestå trykningen, og til personer, der er behørigt bemyndiget af en medlemsstat eller af Kommissionen.
  2. Hver medlemsstat udpeger ét enkelt organ som ansvarligt for trykning af pas og rejsedokumenter. Medlemsstaten meddeler Kommissionen og de andre medlemsstater navnet på dette organ. Et og samme organ kan udpeges af to eller flere medlemsstater. Hver medlemsstat har ret til i stedet at udpege et andet organ. Den underretter i så fald Kommissionen og de andre medlemsstater herom.
Artikel 4
  1. Medmindre andet følger af bestemmelserne om databeskyttelse har den person, til hvem passet eller rejsedokumentet er udstedt, ret til at kontrollere de personoplysninger, som er indført i passet eller rejsedokumentet, og til om fornødent at anmode om at få dem berigtiget eller slettet.
  2. Pas og rejsedokumenter må ikke indeholde maskinlæsbare oplysninger, medmindre det er foreskrevet i denne forordning eller i bilaget hertil, eller de er indført i passet af den udstedende medlemsstat ifølge dens nationale lovgivning.
  3. Ved anvendelsen af denne forordning må biometriske oplysninger i pas og rejsedokumenter kun anvendes for at kontrollere
    1. dokumentets ægthed
    2. indehaverens identitet ved hjælp af umiddelbart tilgængelige, sammenlignelige oplysninger, når forevisning af pas eller andre rejsedokumenter er lovpligtig.
Artikel 5
  1. Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 6, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1683/95.
  2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF.
    Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til to måneder.
  3. 3. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.
Artikel 6
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Medlemsstaterne anvender denne forordning
  1. for så vidt angår ansigtsbilledet: senest 18 måneder
  2. for så vidt angår fingeraftryk: senest 36 måneder
efter vedtagelsen af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 2. Gyldigheden af allerede udstedte pas og rejsedokumenter berøres dog ikke.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.
Udfærdiget i Bruxelles, den 13. december 2004.

På Rådets vegne
B. R. Bot
Formand

BILAG
MINIMUMSSIKKERHEDSSTANDARDER I PAS OG REJSEDOKUMENTER, SOM MEDLEMSSTATERNE UDSTEDER

Indledning
I dette bilag fastlægges det sikkerhedsniveau, medlemsstaternes pas og rejsedokumenter som et minimum skal opfylde. Bilagets bestemmelser vedrører navnlig persondatasiden. De almindelige sikkerhedsfeatures gælder også de øvrige dele af pas og rejsedokumenter.

Persondatasiden kan indeholde forskelligt generelt materiale. I dette bilag defineres det sikkerhedsniveau, der som et minimum skal være opfyldt med hensyn til det mere specielle materiale, der anvendes.

1. Materiale
Det papir, der benyttes til de dele af pas og rejsedokumenter, der indeholder personoplysninger eller andre oplysninger, skal opfylde følgende minimumskrav:
  • ingen optiske blegemidler
  • totonede vandmærker
  • sikkerhedsreagenser til beskyttelse mod forsøg på kemisk radering
  • farvede fibre (både delvis synlige og delvis fluorescerende i UV-lys eller usynlige og fluorescerende i mindst to farver)
  • UV-fluorescerende planchetter anbefales (og er obligatoriske for selvklæbende mærkater)
  • sikkerhedstråd anbefales.

Hvis persondatasiden har form af en selvklæbende mærkat, behøver papiret til denne side ikke at indeholde vandmærke. Papiret til forsatsen behøver heller ikke at indeholde vandmærke. Sikkerhedsreagenser er kun nødvendige på forsatsen, hvis der anbringes oplysninger dér.

Hæftetråd bør beskyttes mod udskiftning.

Hvis et persondatakort, der skal indsættes i passet, udelukkende er fremstillet af et syntetisk materiale, kan de kendetegn til konstatering af ægthed, der anvendes i paspapir, sædvanligvis ikke benyttes. Ved selvklæbende mærkater og persondatakort skal der kompenseres for de manglende kendetegn i materialerne ved anvendelse af sikkerhedstryk, brug af et middel til sikring imod kopiering eller ved anvendelse af en udfærdigelsesteknik i henhold til afsnit 3, 4 og 5, der er mere vidtgående end nedenstående minimumsstandarder.

2. Persondatasiden
Passet skal indeholde en maskinlæsbar persondataside, der overholder de specifikationer, som er anført i ICAO-dokument 9303 om maskinlæsbare pas (del 1), og udfærdigelsesprocedurerne skal overholde de specifikationer for maskinlæsbare pas, som er fastsat i nævnte dokument.

Billedet af indehaverens ansigt skal også anbringes på denne side og må ikke indsættes, men skal integreres i materialet til persondatasiden ved hjælp af de udfærdigelsesteknikker, der er omhandlet i afsnit 5 i dette bilag.

Personoplysningerne indføres på passets første side efter titelsiden. Under alle omstændigheder må personoplysninger fremover ikke anbringes på forsatsarket.

Persondatasiden skal have et layout, der gør det muligt at skelne den fra de øvrige sider.

3. Trykteknikker
Følgende trykteknikker anvendes:
A. Bundtryk:
  • tofarvet guillochetryk eller tilsvarende struktur
  • iristryk, så vidt muligt fluorescerende
  • UV-fluorescerende tryk
  • motiver til effektiv sikring mod efterligning og forfalskning (specielt på persondatasiden) eventuelt også med mikroskrift
  • der skal på papirpassider og selvklæbende mærkater anvendes reagensfarver
  • hvis paspapiret er godt beskyttet mod forsøg på forfalskning, er brugen af reagensfarver valgfri.

B. Fortrykt tekst:
med integreret mikroskrift (hvis det ikke allerede findes i bundtrykket).

C. Nummerering:
På alle sider i passet bør passets individuelle nummer være trykt (helst med særlige tal- eller skrifttyper og med UV-fluorescerende farve), perforeret eller i persondatakort integreret med den samme teknik som den, der anvendes til personoplysningerne. Ved persondatakort anbefales det, at passets nummer er synligt på begge sider af kortet. Hvis personoplysningerne er anført på en selvklæbende mærkat, trykkes passets nummer med fluorescerende farve og særlige tal- eller skrifttyper.

Hvis personoplysningerne er anført på en selvklæbende mærkat eller på en ikke-lamineret papirside i passet, skal der tillige anvendes dybtryk med kipeffekt (»latent image«), mikroskrift og optisk variabel trykfarve samt DOVID (Diffractive Optically Variable Image Device). Til persondatakort, som udelukkende består af et syntetisk materiale, skal der ligeledes anvendes yderligere optisk variable anordninger, i det mindste ved brug af DOVID eller tilsvarende foranstaltninger.

4. Beskyttelse mod kopiering
En optisk variabel anordning (OVD) eller et tilsvarende sikkerhedselement, som giver det samme identifikations- og sikkerhedsniveau som det sikkerhedselement, der på nuværende tidspunkt anvendes i det ensartet udformede visum, skal anvendes på persondatasiden og have form af diffraktive strukturer, der varierer, når de ses fra forskellige vinkler (DOVID), integreret i varmlaminatet eller et tilsvarende laminat (der skal være så tyndt som muligt) eller anbragt som OVD-film, eller på selvklæbende mærkater eller en ikke-lamineret papirside i passet påført som metalliseret eller delvis demetalliseret OVD (med dybtryk) eller tilsvarende sikkerhedselementer.

OVD-sikkerhedselementerne bør integreres i dokumentet som en del af de forskellige lag, der effektivt sikrer mod efterligning og forfalskning. I dokumenter, der er fremstillet af papir, skal de integreres over så stor en overflade som muligt som et element i varmlaminatet eller et tilsvarende laminat (der skal være så tyndt som muligt) eller sikkerhedsfilmen som beskrevet i afsnit 5. I dokumenter, der er fremstillet af et syntetisk materiale, bør de integreres i kortlaget over så stor en overflade som muligt.

Hvis et persondatakort, der er fremstillet af et syntetisk materiale, personaliseres ved hjælp af lasergravering, og et optisk variabelt lasermærke (MLI/CLI) integreres heri, skal der anvendes en diffraktiv OVD, i det mindste i form af en påført metalliseret eller transparent DOVID, for at opnå øget beskyttelse mod kopiering.

Hvis en persondataside er fremstillet af et syntetisk materiale med papirkerne, anvendes en diffraktiv OVD, i det mindste i form af en påført metalliseret eller transparent DOVID, for at opnå øget beskyttelse mod kopiering.

5. Teknikker i forbindelse med udstedelse
For at beskytte pasoplysningerne tilstrækkeligt mod forsøg på efterligning og forfalskning, skal personoplysningerne, herunder pasindehaverens foto og dennes underskrift samt de vigtigste oplysninger i forbindelse med udstedelsen, fremover integreres i dokumentmaterialet. Der må ikke længere anvendes konventionelle metoder til fastgørelse af fotografiet.
Følgende teknikker kan anvendes:
  • laserprint
  • termoprint
  • inkjet-print
  • fotografisk tryk
  • lasergravering, som effektivt trænger ind i kortlagene.

For at sikre personoplysninger og udstedelsesdata tilstrækkeligt mod forsøg på forfalskning er varmlaminering eller tilsvarende laminering (der skal være så tynd som muligt) med en sikkerhedsfeature til forhindring af kopiering obligatorisk, hvis der anvendes laserprint, termoprint eller fotografisk tryk.

Rejsedokumenter skal udstedes i maskinlæsbar form. Persondatasidens layout skal overholde de specifikationer, som er anført i ICAO-dokument 9303, del 1, og udfærdigelsesprocedurerne skal overholde de specifikationer, som er fastsat i nævnte dokument for maskinlæsbare dokumenter.

Noter
  1. [Retur] EUT C 98 af 23.4.2004, s. 39.
  2. [Retur] Europa-Parlamentets udtalelse af 2.12.2004 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
  3. [Retur] EFT C 310 af 28.10.2000, s. 1.
  4. [Retur] EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
  5. [Retur] EFT L 164 af 14.7.1995, s. 1. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.
  6. [Retur] EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).
  7. [Retur] EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 871/2004 (EUT L 162 af 30.4.2004, s. 29).
  8. [Retur] EFT L 131 af 1.6.2000, s. 43.
  9. [Retur] EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20.
  10. [Retur] EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31.
  11. [Retur] EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36.
  12. [Retur] Rådets dok. 13054/04
  13. [Retur] Rådets dok. 13464/04 og 13466/04

Pasforordningen på EUR Lex.

Ladies European Tour – Kvindeligt golfforbund – ændrede den 31. august 2004 deres regler, så transkvinder kan deltage i deres turneringer.

Vist 42 gange. Det kvindelige europæiske golfforbund Ladies European Tour (LET) ændrede den 31. august 2004 vedtægt.

På foranledning af Mianne Bagger, danskfødt kvindelig golfspiller, der har fået foretaget kønsskifte (MtK), har LET ændret deres vedtægt.
Den 31. august 2004 meddelte LET, at nu kan personer, der har skiftet køn fra mand til kvinde, og som opfylder de specifikationer, som the Den Olympiske Komité har fastsat, blive medlem og dermed få lov til at deltage i LET’s turneringer.

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder af 7. december 2000.

Vist 39 gange. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder blev underskrevet og proklameret af formændene for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommission på Det Europæiske Råds møde i Nice den 7. december 2000.

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samler for første gang i euroæisk historie i én tekst de Europæiske borgeres samlede borgerlige, politiske, økonomiske og sociale rettigheder og ligeledes rettighederne for alle personer, der opholder sig inden for Unionens grænser.

Rettighederne er opdelt i seks kapitler og et syvende med forskellige almindelige bestemmelser.
  • Værdighed
  • Friheder
  • Ligestilling
  • Solidaritet
  • Borgerne i unionens medlemsstater
  • Retfærdighed i retssystemet
  • Almindelige bestemmelser
De er navnlig baseret på de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der er anerkendt i Den Europæiske menneskerettighedskonvention, Den Europæiske Unions medlemslandes forfatningstraditioner, Europarådets Europæiske socialpagt og fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, og ligeledes i andre internationale konventioner, som Den Europæiske Union eller dens medlemsstater har tilsluttet sig.

Af speciel interesse for transkønnede kan nævnes følgende. Kapitel III, Artikel 21 – Ikke-forskelsbehandling 1. Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt. Kønsidentitet er ikke specifikt nævnt. I medfør af andre EU-bestemmelser og meddelelsen den 22. september 2008 fra daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen til Trans-Danmark om, at transkønnede også er omfattet af forskelsbehandlingslovene, ligger det fast, at kønsidentitet og dermed transkønnede også er omfattet af chartrets indhold.

* * *

Omtale af chartret og dets tilblivelse på Europa-Parlamentets hjemmeside.
Chartret i sin helhed i pdf-format på Europa-Parlamentets hjemmeside.

Flygtningekonventionen * FN-konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling.

Vist 33 gange. Flygtningekonventionen fastsætter de minimumsregler, som de tilsluttende stater er forpligtigede til at følge. De må dermed godt have regler, der yder en bedre beskyttelse af flygtninge, end nævnt i konventionen.
Herunder nævnes kun et enkelt punkt – nemlig definitonen på af udtrykket “flygtning”, som er væsentligt bl.a. for forståelsen af hvem, der kan få asyl.
Som det ses, så skal der ud over de nævnte grunde være en velbegrundet frygt for forfølgelse. Det er dermed ikke tilstrækkeligt, at en person fremfører at være forfulgt. En person kan altså ikke få asyl på grund af kriminalitet. Der kan heller ikke gives asyl, hvis den pågældende kan opnå beskyttelse i sit hjemland i forbindelse med f.eks. forfølgelse fra enkeltpersoner eller grupper i sit hjemland.

Bekendtgørelse – BKI nr. 55 af 24. november 1954 – om Danmarks ratifikation af den i Geneve den 28. juli 1951 undertegnede konvention om flygtninges retsstilling. Konventionen henhører under Udenrigsministeriet.
Konventionen blev vedtaget i Geneve den 28. juli 1951 under en særlig FN-konference om flygtninges retsstilling.

Uddrag af konventionen

Kapitel I.
Almindelige bestemmelser.
Artikel 1.
Bestemmelse af udtrykket “flygtning”.

A.2.
For nærværende konventions formål skal udtrykket “flygtning” finde anvendelse på enhver person, der:
på grund af begivenheder, indtrådt inden den 1. januar 1951, og som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse; eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig udenfor det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil.

Punkt C – F angiver en række årsager til, at beskyttelsen som nævnt i konventionen ikke finder anvendelse eller ikke længere finder anvendelse.

Resten af konventionen indeholder en lang række forhold, som overordnet og generelt kan siges at anføre, at en flygtning i vidst muligt omfang skal behandles som statens egne borgere.

Afslutningsvis citeres fra konventionen:
Udfærdiget i Geneve den otteogtyvende juli 1951 i et enkelt eksemplar, hvis engelske og franske tekster skal have samme gyldighed, og som skal forblive deponeret i De Forenede Nationers arkiv, og hvoraf bekræftede kopier skal tilstilles alle medlemmer af De Forenede Nationer og de i artikel 39 omhandlede ikke-medlemsstater.

Samme dag – den 28. juli 1951 – underskrev Danmark konventionen, den 17. november 1952 ratificerede Folketinget konventionen og den 4. december 1952 blev tiltrædelsesdokumentet deponeret hos FN.

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den i Geneve den 28. juli 1951 undertegnede konvention om flygtninges retsstilling – BKI nr. 55 af 24. november 1954 – på Retsinformation.
Protokol om ændring af konventionen. Bekendtgørelse – BKI nr. 21 af 12. februar 1968 – af protokol af 31. januar 1967 vedrørende flygtninges retsstilling hos Retsinformation. Består af nogle ajourførende ændringer af flygtningekonventionen. De indledningsvis nævnte punkter er ikke ændret.
FN-konventionen i sin helhed hos Institut for MenneskerettighederIMR.
Informationer om konventionen hos FN.

Udlændingeloven indeholder bestemmelser om bl.a. flygtningeforhold, asylregler, udvisning og afvisning.
* * *
Fra den 26. oktober 2012 er det muligt for LGBT-personer, der flygter fra deres hjemland på grund af deres kønsidentiet eller seksuelle orientering at opnå opholdstilladelse i Danmark med status som konventionsflygtning.

Se nærmere om baggrunden i artiklen LGBT-flygtninge kan fra den 26. oktober 2012 få asyl i Danmark om skrivelse fra Flygtningenævnet til LGBT Danmark.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 4. november 1950.

Vist 80 gange. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) blev vedtaget den 4. november 1950 af Europarådets dengang 13 medlemsstater. Konventionen indeholder centrale borgerlige og politiske rettigheder som f.eks. retten til ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, religionsfrihed, frie valg, retfærdig rettergang osv. Desuden indeholder Konventionen bestemmelser om klagesystemet.
Der er en domstol – Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – knyttet til konventionen for at sikre, at menneskerettighederne er en realitet.

Artikel 1 – 14 indeholder grundlæggende borgerlige og politiske rettigheder og friheder.
Artikel 15 – 18 vedrører nogle begrænsninger i menneskerettighederne, som staterne kan foretage under særlige omstændigheder.
Artikel 19 – 51 gennemgår klagesystemet, der er knyttet til konventionen.

* * *
Europarådet blev oprettet i 1949 og består i dag af 47 stater, der samarbejder om næsten alle forhold bortset fra militært forsvar. En central del af samarbejdet gælder menneskerettigheder.
Europarådet vedtog i 1950 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der indeholder fundamentale borgerlige og politiske rettigheder. Tillægsprotokoller til konventionen har gennem årene tilføjet flere menneskerettigheder.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol modtager klager fra borgere i medlemsstaterne, som mener, at staten har overtrådt en eller flere af de menneskerettigheder, som de har ifølge konventionen.

Menuside vedrørende konventionen på Council of Europes hjemmeside.
Retsinformation med lovbekendtgørelse nr. 750 af 19. oktober 1998 af lov nr. 285 af 29. april 1992 om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er inkorporeringsloven, dvs. den danske lov, som gør indholdet af konventionen til gældende dansk ret.
Bekendtgørelse nr. 749 af 19. oktober 1998 på Retsinformation. Bekendtgørelsen er historisk dvs., at den ikke mere er gældende. Der linkes til den, idet den som bilag indeholder selve konventionen og tillægsprotokoller nr. 4, 6, 7 og 11 på dansk.
Konventionen på dansk hos Institut for Menneskerettigheder – IMR.

FN’s menneskerettighedserklæring af 10. december 1948 – også betegnet Verdenserklæringen om Menneskerettigheder.

FN’s menneskerettighedserklæring af 10. december 1948 – også betegnet Verdenserklæringen om Menneskerettigheder.

Vist 127 gange. Den 10. december 1948 vedtog og offentliggjorde FN’s tredie generalforsamling Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Erklæringen blev vedtaget med 48 landes ja-stemmer. Ingen lande stemte imod. 8 lande afstod.

Umiddelbart efter denne historiske begivenhed henstillede generalforsamlingen til alle medlemslande, at de offentliggjorde erklæringens fulde tekst. De skulle desuden “foranstalte, at den blev omdelt, fremlagt, læst og forklaret i særdeleshed i skoler og andre undervisningsinstitutioner uden hensyn til de forskellige landes og områders politiske forhold”.

Erklæringens officielle tekst findes på FN’s seks officielle sprog: arabisk, engelsk, fransk, kinesisk, russisk og spansk. Endvidere har en lang række af FN’s medlemslande fulgt generalforsamlingens opfordring og oversat erklæringen til det nationale sprog. Den danske oversættelse, der vises herunder, er udarbejdet af udenrigsministeriet.

Vedrørende transpersoner i relation til FN’s menneskerettighedserklæring skal nævnes artikel 2 om, at enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i erklæringen, uden forskelsbehandling af nogen art f. eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling, og artikel 16, pkt 1 om retten til at indgå ægteskab.

* * *
Herunder gengives menneskerettighedserklæringen i sin helhed.

VERDENSERKLÆRINGEN

OM

MENNESKERETTIGHEDERNE

Vedtaget og offentliggjort den 10. december 1948 af De forenede Nationers Generalforsamling
INDLEDNING
Da anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie er grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden,

da tilsidesættelse af og foragt for menneskerettighederne har ført til barbariske handlinger, der har oprørt menneskehedens samvittighed, og da skabelsen af en verden, hvor menneskene nyder tale- og trosfrihed og frihed for frygt og nød, er blevet forkyndt som folkenes højeste mål,

da det er af afgørende betydning, at menneskerettighederne beskyttes af loven, hvis ikke mennesket som en sidste udvej skal tvinges til at gøre oprør mod tyranni og undertrykkelse,

da det er af afgørende betydning at fremme udviklingen af venskabelige forhold mellem nationerne,

da De forenede Nationers folk i pagten påny har bekræftet deres tro på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets værdighed og værd og på lige rettigheder for mænd og kvinder, og har besluttet at fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed,

da medlemsstaterne har forpligtet sig til i samarbejde med De forenede Nationer at arbejde for fremme af almindelig respekt for og overholdelse af menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder,

da en fælles forståelse af disse rettigheder og friheder er af den største betydning for den fulde virkeliggørelse af denne forpligtelse,

proklamerer

PLENARFORSAMLINGEN

derfor nu denne VERDENSERKLÆRING OM MENNESKERETTIGHEDERNE som et fælles mål for alle folk og alle nationer med det formål, at ethvert menneske og ethvert samfundsorgan stedse med denne erklæring for øje skal stræbe efter gennem undervisning og opdragelse at fremme respekt for disse rettigheder og friheder og gennem fremadskridende nationale og internationale foranstaltninger at sikre, at de anerkendes og overholdes overalt og effektivt, både blandt befolkningerne i medlemsstaterne og blandt befolkningerne i de områder, der befinder sig under deres styre.

Artikel 1.
Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Artikel 2. [Retur]
Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f. eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.

Der skal heller ikke gøres nogen forskel på grund af det lands eller områdes jurisdiktionsforhold eller politiske eller internationale stilling, til hvilket en person hører, hvadenten dette område er uafhængigt, under formynderskab eller er et ikke selvstyrende område, eller dets suverænitet på anden måde er begrænset.

Artikel 3.
Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.

Artikel 4.
Ingen må holdes i slaveri eller trældom ; slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt.

Artikel 5.
Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.

Artikel 6.
Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt.

Artikel 7.
Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse. Alle har ret til lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling i strid mod denne erklæring og mod enhver tilskyndelse til en sådan forskelsbehandling.

Artikel 8.
Enhver har ret til en fyldestgørende oprejsning ved de kompetente nationale domstole for handlinger, der krænker de fundamentale rettigheder, som forfatningen eller loven giver vedkommende.

Artikel 9.
Ingen må underkastes vilkårlig anholdelse, tilbageholdelse eller landsforvisning.

Artikel 10.
Enhver har under fuld ligeberettigelse krav på en retfærdig og offentlig behandling ved en uafhængig og upartisk domstol, når der skal træffes en afgørelse med hensyn til hans rettigheder og forpligtelser og med hensyn til en hvilken som helst mod ham rettet strafferetslig anklage.

Artikel 11.
1. Enhver, der anklages for et strafbart forhold, har ret til at blive anset for uskyldig, indtil hans skyld er godtgjort i henhold til lov ved en offentlig retshandling, hvorunder han har fået alle de garantier, der er fornødne for hans forsvar.
2. Ingen må anses for skyldig i noget strafbart forhold på grund af nogen handling eller undladelse, der ikke i henhold til national eller international ret var strafbar på det tidspunkt, da den blev begået. Der skal heller ikke kunne idømmes strengere straf end fastsat på den tid, da det strafbare forhold blev begået.

Artikel 12.
Ingen må være genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance, ej heller for angreb på ære og omdømme. Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb.

Artikel 13.
1. Enhver har ret til at bevæge sig frit og til frit at vælge opholdssted indenfor hver stats grænser.
2. Enhver har ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sig eget, og til at vende tilbage til sit eget land.

Artikel 14.
1. Enhver har ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse.
2. Denne ret må ikke påberåbes ved anklager, der virkelig hidrører fra ikke-politiske forbrydelser eller fra handlinger i strid med De forenede Nationers formål og principper.

Artikel 15.
1. Enhver har ret til en nationalitet.
2. Ingen må vilkårligt berøves sin nationalitet eller nægtes ret til at skifte nationalitet.

Artikel 16. [Retur]
1. Uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde har mænd og kvinder, der har nået myndighedsalderen, ret til at gifte sig og stifte familie. De har krav på lige rettigheder med hensyn til indgåelse af ægteskab, under ægteskabet og ved dettes opløsning.
2. Ægteskab skal kun kunne indgås med begge parters frie og fulde samtykke.
3. Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

Artikel 17.
1. Enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællig med andre.
2. Ingen må vilkårligt berøves sin ejendom.

Artikel 18.
Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.

Artikel 19.
Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

Artikel 20.
1. Alle har ret til under fredelige former frit at forsamles og danne foreninger.
2. Ingen kan tvinges til at være medlem af en forening.

Artikel 21.
1. Enhver har ret til at deltage i sit lands styre enten direkte eller gennem frit valgte repræsentanter.
2. Enhver har ret til lige adgang til offentlige embeder og hverv i sit land.
3. Folkets vilje skal være grundlaget for regeringens myndighed; denne vilje skal tilkendegives gennem periodiske og virkelige valg med almindelig og lige valgret og skal udøves gennem hemmelig afstemning eller tilsvarende frie afstemningsmåder.

Artikel 22.
Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder.

Artikel 23.
1. Enhver har ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed.
2. Enhver har uden forskel ret til lige løn for lige arbejde.
3. Enhver, der arbejder, har ret til et retfærdigt og gunstigt vederlag, der sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse, og om fornødent tillige til andre sociale beskyttelsesforanstaltninger.
4. Enhver har ret til at danne og indtræde i fagforeninger til beskyttelse af sine interesser.

Artikel 24.
Enhver har ret til hvile og fritid, herunder en rimelig begrænsning af arbejdstiden, og til periodisk ferie med løn.

Artikel 25.
1. Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenstmulighed under omstændigheder, der ikke er selvforskyldt.
2. Mødre og børn har krav på særlig omsorg og hjælp. Alle børn skal, hvadenten de er født i eller udenfor ægteskab, have den samme sociale beskyttelse.

Artikel 26.
1. Enhver har ret til undervisning. Undervisningen skal være gratis, i det mindste på de elementære og grundlæggende trin. Elementær undervisning skal være obligatorisk. Teknisk og faglig uddannelse skal gøres almindelig tilgængelig for alle, og på grundlag af evner skal der være lige adgang for alle til højere undervisning.
2. Undervisningen skal tage sigte på den menneskelige personligheds fulde udvikling og på at styrke respekten for menneskerettigheder og grundlæggende friheder. Den skal fremme forståelse, tolerance og venskab mellem alle nationer og racemæssige og religiøse grupper, og den skal fremme De forenede Nationers arbejde til fredens bevarelse.
3. Forældre har førsteret til at vælge den form for undervisning, som deres børn skal have.

Artikel 27.
1. Enhver har ret til frit at deltage i samfundets kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder.
2. Enhver har ret til beskyttelse af de moralske og materielle interesser, der hidrører fra en hvilken som helst videnskabelig, litterær eller kunstnerisk frembringelse, som vedkommende har skabt.

Artikel 28.
Enhver har krav på en social og international orden, i hvilken de i denne erklæring nævnte rettigheder og friheder fuldtud kan virkeliggøres.

Artikel 29.
1. Enhver har pligter overfor samfundet, der alene muliggør personlighedens frie og fulde udvikling.
2. Under udøvelsen af sine rettigheder og friheder er enhver kun underkastet de begrænsninger, der er fastsat i loven alene med det formål at sikre skyldig anerkendelse af og hensyntagen til andres rettigheder og friheder og med det formål at opfylde de retfærdige krav, som moralen, den offentlige orden og det almene vel stiller i et demokratisk samfund.
3. Disse rettigheder og friheder må i intet tilfælde udøves i strid med De forenede Nationers formål og principper.

Artikel 30.
Intet i denne erklæring må fortolkes som givende nogen stat, gruppe eller enkeltperson hjemmel til at indlade sig på nogen virksomhed eller foretage nogen handling, der tilsigter at nedbryde nogen af de heri opregnede rettigheder og friheder.

* * *
Forenede Nationer i Danmark.