Transpersoners møde med sundhedsvæsnet. Nyhed udsendt af Sundhedsstyrelsen den 15. februar 2017.

Vist 0 gange. Nyheden vedrørende revisionen af Vejledning om udredning og behandling af transkønnede udsendt af Sundhedsstyrelsen den 15. februar 2017 kl. 0929.
Revisionen startede den 14. juni 2016 med, at Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm under et møde den 14. juni 2016 mellem Sundhedsstyrelsen og LGBT Danmark gav tilsagn om at Vejledning om udredning og behandling af transkønnede ville blive revideret. Se nærmere om mødet i mødereferatet. Tilsagnet er anført under pkt. 7.
Som følge af tilsagnet og som bidrag til revisionen fremsendte LGBT Danmark den 29. juni 2016 foreningens forslag til en ny vejledning betegnet “Vejledning om kønsmodificerende behandlinger” til Sundhedsstyrelsen.

* * *
Nyheden fra Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen

Transpersoners møde med sundhedsvæsnet.
Når en transkønnet har brug for hjælp til at afklare sin kønsidentitet, er det en sundhedsfaglig opgave at tilbyde både rådgivning og afklaring. Sundhedsstyrelsen planlægger i april at sende en helt ny vejledning i høring, som handler om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling.

”Vores nye vejledning skal sikre både høj kvalitet og lige adgang. Samtidig skal de transkønnede have mere differentierede sundhedsfaglige tilbud på tværs af landet” siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, der samtidig fremhæver, at styrelsen regner med i starten af marts at udmelde den nye specialeplan, som åbner op for at transpersoner også kan få specialiseret behandling på Ålborg Universitetshospital.

”Vi ser at flere og flere søger sundhedsfaglig hjælp for kønsidentitetsforhold. Det skal sundhedsvæsenet imødekomme, og det duer ikke, at der kun er et sted i landet, som har de særlige tværfaglige kompetencer på området. Der har været for lange ventetider, og vi vil derfor følge området tæt sammen med regionerne, for at se om der på sigt er behov for flere behandlingssteder”, siger Søren Brostrøm.

Med den nye vejledning vil Sundhedsstyrelsen samtidig sætte nogle meget klare rammer for sundhedsvæsenets møde med transpersoner, både når de søger hjælp til kønsmodificerende behandling, men også helt generelt.

”Det sundhedsfaglige personale skal respektere den enkeltes situation og præferencer, og sundhedsvæsenet skal bidrage til at fjerne stigmatisering. De sundhedsfaglige indsatser skal bygge på lydhørhed, rummelighed og fleksibilitet” siger Søren Brostrøm.

Sundhedsstyrelsens direktør understreger at ’nedre’ kønsskiftekirurgi samt behandlingen af transpersoner under 18 fastholdes i København, mens bl.a. opstart af hormonbehandling og brystkirurgi når den nye specialeplan træder i kraft fremover vil varetages i både København og Ålborg.

Før Sundhedsstyrelsen lægger sidste hånd på vejledningen afholdes en konference, hvor både transpolitiske organisationer samt danske og udenlandske fagfolk deltager.

Alle er velkomne til at deltage i konferencen, både borgere, interesseorganisationer, fagpersoner, politikere og journalister.

Arrangementet finder sted d. 28. marts 2017 kl. 12.00-16.30 på Scandic Copenhagen, Vester Søgade 6, København. Deltagelse er gratis. Program og link til tilmelding følger snarest her på siden. [1]

Sundhedsstyrelsen regner med at sende den nye vejledning i høring i april måned, så vejledningen kan træde i kraft før sommerferien.

* * *
Nyheden hos Sundhedsstyrelsen.

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] Med “her på siden” menes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, men programmet og link til tilmelding vil også blive bragt her i Vidensbanken.

Love og administrative bestemmelser, som regulerer kønsmodificerende behandling. Tina Thranesen den 27. juni 2016.

Vist 0 gange. Af Tina Thranesen den 27. juni 2016.
Love og administrative bestemmelser, som regulerer kønsmodificerende behandling.
Redegørelse om hvilke love og administrative bestemmelser, som regulerer kønsmodificerende behandling.
Redegørelsen er bl.a. nyttig i forbindelse med udarbejdelse af høringsskrivelser til beslutningsforslag og/eller lovforslag om kønsmodificerende behandling og drøftelse med myndigheder om vilkårene for kønsmodificerende behandling, da er det vigtigt, ja nødvendigt, at have kendskab til de relevante love og administrative bestemmelser på området for at kunne lave velbegrundede høringsskrivelser og argumentere for forbedringer af vilkårene.

Indhold
Bekendtgørelsen om sterilisation og kastration
Udredning
  Vejledning om udredning og behandling af transkønnede
  Faglig vejledning om behandling af transkønnede
Diagnoser
  Sundhedsvæsenets Klassifikations System (SKS)
  Flytning af transrelaterede diagnoser
Hvem kan iværksætte en behandling
Undtagelser, der kræver særlig tilladelse
Informeret samtykke
Specialeplanlægning – Hvor må en behandling foregå
  Hovedfunktionsniveau
  Specialfunktionsniveau
  Regionsfunktion
  Højt specialiseret funktion
  Højt specialiseret behandling i udlandet
  Placeringen af specialfunktionerne
    Specialevejledning for psykiatri
    Specialevejledning for gynækologi og obstetrik
    Specialevejledning for plastikkirurgi
Ventetidsgaranti for udredning og behandling
Sexologisk Klinik
Sundhedsstyrelsen
Retslægerådet
Konklusion
  Erklæring fra Sexologisk Klinik
  Sundhedsstyrelsens administrative skærpelse
  Særlig tilladelse
  Udredning i det psykiatriske system
  Informeret samtykke
  Samlet om udredning i det psykiatriske system og informeret samtykke
  Lovændring eller administrativ ændring
  Flytningen af transdiagnoserne
  Samlet kan det konstateres
Oversigt over love og administrative bestemmelser

[Til indhold] Sundhedsloven
§ 115. En person kan efter ansøgning få tilladelse til kastration som led i kønsskifte, hvis ansøgeren har fået stillet diagnosen transseksualitet, har et vedholdende ønske om kastration og kan overskue konsekvenserne heraf.
Stk. 3. Kastration af personer under 18 år må ikke tillades.
§ 116. Tilladelse til kastration gives af Sundhedsstyrelsen.

[Til indhold] Bekendtgørelse om sterilisation og kastration
§ 7. Anmodning om kastration, herunder som led i kønsskifte, jf. sundhedslovens § 115 indgives til Sundhedsstyrelsen.
Derudover indeholder bekendtgørelsen ikke noget vedrørende transforhold. Bekendtgørelsen, nr. 957 af 28. august 2014 er udstedt af Sundheds- og Forebyggelsesministeriet (i dag Sundheds- og Ældreministeriet).

[Til indhold] Udredning
Når en person ønsker eller har behov for behandling i sundhedsvæsenet, så er det nødvendigt, at pågældendes ønsker eller behov bliver klarlagt, så den rigtige behandling kan gives. En sådan klarlægning af ønsket eller behovet betegnes som en udredning.
Indgangsvinkling erpersonens egen alment praktiserende læge. Der er enkelte undtagelser såsom tandlæger og øjenlæger, som kan konsulteres uden henvisning.
Den alment praktiserende læge kan afhængig af personens ønsker eller behov og under iagttagelse af “Specialeplan for lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet med tilhørende specialeplaner” vælge selv at behandle personen, henvise personen til supplerende undersøgelser hos en speciallæge/hospital eller henvise personen til en speciallæge/hospital for behandling af ønsket eller behovet.

[Til indhold] Vejledning om udredning og behandling af transkønnede
Denne vejledning regulerer yderst detaljeret vilkårene for hjælp til og kønsmodificerende behandling af transpersoner. Vejledningen er udstedt af Sundhedsstyrelsen. Den er netop påbegyndt revideret.

[Til indhold] Faglig vejledning om behandling af transkønnede
Vejledningen er udstedt den 19. januar 2015 af Sundhedsstyrelsen og præciserer den omhu og samvittighedsfuldhed, som en læge skal udvise ved udredning og behandling af transkønnede, som ønsker kønsmodificerende behandling, og fastlægger ansvarsfordelingen mellem de involverede sundhedspersoner.

[Til indhold] Diagnoser
Den alment praktiserende læge, speciallægen eller hospitalet undersøger personen (laver en udredning) og stiller en diagnose inden behandlingen gennemføres.

[Til indhold] Sundhedsvæsenets Klassifikations System (SKS)
SKS indeholder og beskriver diagnoserne, og indeholder bl.a. den danske version af WHO’s The International Classification of Diseases (pt. ICD-10) og administreres af Sundhedsdatastyrelsen.
De transrelaterede diagnoser er placeret i “Kapitel V. Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser“.

[Til indhold] Flytning af transrelaterede diagnoser
Sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde har imidlertid i besvarelsen af spørgsmål 13 om at kommentere LGBT Danmarks skrivelse af 18. april 2016 til Sundheds- og Ældreudvalget under behandling af beslutningsforslag B 7 (Samling: 2015/16) oplyst, at det er “Sundhedsdatastyrelsens vurdering, at der allerede i indeværende år vil blive vedtaget kodeændringer i WHO-regi, der er i overensstemmelse med kodeønskerne fra LGBT Danmark” og at hun vil “tage initiativ til at flytte diagnosekoden for transseksualitet med effekt den 1. januar 2017. Det er min forventning, at denne flytning kan gennemføres i overensstemmelse med WHO’s klassifikationssystem. Såfremt kodeændringen, mod forventning, ikke vedtages i WHO til oktober, vil Danmark etablere en særskilt national løsning for diagnosekoden for transseksualisme pr. 1. januar 2017″.

Ministerens meddelelse indebærer, at det ikke alene er diagnosekoden for transseksualitet, men alle transrelaterede diagnosekoder, som bliver flyttet, samt at de skal have nye betegnelser, hvilket fremgår af Sundheds- og Ældreudvalgets beretning til beslutningsforslag B 7 (Samling: 2015/16), hvori der bl.a. anføres “Udvalget konstaterer med tilfredshed, at diagnosekoderne vedrørende transkønnethed nu vil blive flyttet til et andet eller et nyt kapitel, hvor diagnosen ikke opfattes som en sygdom, lidelse eller seksuel tilstand.”

[Til indhold] Hvem kan iværksætte en behandling
En persons ønsker eller behov kan være begrundet i en opstået sygdom, en tilskadekomst (ulykke) eller en medfødt tilstand eller lidelse.
Uanset årsagen, så kan behandlingen, når der er stillet en diagnose, iværksættes af enten den alment praktiserende læge, speciallægen eller hospitalet under iagttagelse af “Specialeplan for lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet med tilhørende specialeplaner”.

Der skal med få undtagelser ikke indhentes tilladelse fra en højere myndighed.

[Til indhold] Undtagelser, der kræver særlig tilladelse
  1. Hvis en gravid person ønsker svangerskabsafbrydelse eller at få reduceret antallet af fostre efter 12. svangerskabsuge, skal der indhentes tilladelse dertil hos et regionalt samråd og ankenævn for svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion.
    Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en gravid uden særlig tilladelse få sit svangerskab afbrudt eller få reduceret antallet af fostre, hvis det f.eks. er nødvendigt for at afværge fare for dennes liv eller for en alvorlig forringelse af dennes legemlige eller sjælelige helbred og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægefagligt begrundet. (sundhedslovens kapitel 25 og 26).
  2. Ønsker en person at blive steriliseret, så skal personen (med enkelte undtagelser) være fyldt 18 år. (sundhedslovens afsnit VIII).
  3. Ønsker en person at blive kastreret skal personen (sundhedslovens kapitel 33 (§§ 115 – 117))
    1. have stillet diagnosen transseksualitet,
    2. have et vedholdende ønske om kastration,
    3. kunne overskue konsekvenserne heraf,
    4. være fyldt 18 år og
    5. have ansøgt derom og fået tilladelse dertil fra Sundhedsstyrelsen.
    En person kan også få tilladelse til kastration,
    1. hvis ansøgerens kønsdrift udsætter denne for at begå forbrydelser.
  4. Ved “eksperimentelle” behandlinger skal der indhentes tilladelse fra ministeren, inden behandlingen iværksættes. (Sundhedslovens kapitel 72 (§ 233)).

[Til indhold] Informeret samtykke
Som hovedregel må ingen behandling i sundhedsvæsenet påbegyndes uden, at personen, der skal modtage behandlingen, har givet sit informerede samtykke. (Bekendtgørelse nr. 665 af 14. september1998 jf. sundhedslovens § 15). Udstedt af Sundheds- og Forebyggelsesministeriet (i dag Sundheds- og Ældreministeriet).
Et informeret samtykke består af en række elementer:
  1. Fyldestgørende information herunder om mulige komplikationer og bivirkninger skal gives den pågældende af en sundhedsperson.
  2. Patienten skal kunne overskue konsekvenserne.
  3. Samtykket skal være frivilligt.
  4. Samtykket skal være udtrykkeligt.
  5. Samtykket kan være mundtligt og/eller skriftligt.
  6. Samtykket skal gives til konkret behandling i forbindelse med den aktuelle situation.
  7. Kommer der nye oplysninger, eller der sker ændringer i behandlingsplanen, skal der indhentes fornyet samtykke.
  8. Samtykket kan på ethvert tidspunkt tilbagekaldes.
  9. Ansvaret for, at der foreligger det nødvendige informerede samtykke til behandling og til videregivelse af helbredsoplysninger mv., påhviler den for behandlingen ansvarlige sundhedsperson.

[Til indhold] Specialeplanlægning – Hvor må en behandling foregå
Sundhedsstyrelsen bestemmer, hvor en behandling i sundhedsvæsenet må foregå, idet det er Sundhedsstyrelsen, som fastsætter krav til lands- og landsdelsfunktioner, herunder til placeringen af lands- og landsdelsfunktioner på regionale og private sygehuse, efter høring af det rådgivende udvalg for specialeplanlægning. (sundhedslovens kapitel 64 (§§ 207 – 209) og Specialeplan for lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet med tilhørende specialeplaner).

Specialeplanen opererer med følgende begreber, der afgør hvor en given behandling må foregå.
[Til indhold]
  1. Hovedfunktionsniveau
    På hovedfunktionsniveauet varetages opgaver af begrænset kompleksitet. Dvs. hos den alment praktiserende læge.
  2. Specialfunktionsniveau
    På specialfunktionsniveauet varetages de opgaver, der er fastsat som henholdsvis regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner.
  3. Regionsfunktion
    En regionsfunktion omfatter opgaver, der er af nogen kompleksitet, hvor sygdommen eller sundhedsvæsenets ydelser er relativt sjældent forekommende, og/eller hvor ressourceforbruget giver anledning til en vis samling af ydelserne. En regionsfunktion etableres typisk i hver region 1-3 steder.
  4. Højt specialiseret funktion
    De højt specialiserede funktioner omfatter opgaver
    1. af betydelig kompleksitet og
    2. forudsætter tilstedeværelsen af mange tværgående funktioner/samarbejdspartnere,
    3. hvor sygdommen eller sundhedsvæsenets ydelser er meget sjældent forekommende og derfor skaber behov for samling af viden, rutine og erfaring, og/eller
    4. hvor ressourceforbruget er betydeligt.
    5. Samlingen på bestemte sygehuse skal medvirke til at udnytte synergien, ved at den enkelte funktion kan understøttes og samarbejde med andre funktioner og andre specialer på samme niveau.
    6. Dette gælder også for forskning og udvikling samt uddannelse, hvor tilstedeværelsen af mange forskellige funktioner skaber et bedre grundlag for at etablere og udvikle disse områder.
    7. Der forudsættes et samarbejde mellem sygehuse på landsplan, der er godkendt til varetagelse af samme højt specialiserede funktion.
    8. En højt specialiseret funktion etableres typisk på sygehuse 1-3 steder i landet.
  5. Højt specialiseret behandling i udlandet
    Nogle funktioner er af så stor kompleksitet, så sjældent forekommende eller kræver så mange ressourcer, at behandlingen ikke kan etableres selvstændigt i Danmark på et passende niveau. I sådanne tilfælde bør patienterne af højeste indenlandske specialkundskab på området indstilles til højt specialiseret behandling i udlandet.
  6. Placeringen af specialfunktionerne
    Specialevejledningerne for de enkelte specialer fastlægger, hvor de forskellige behandlinger må udføres.

[Til indhold] Specialevejledning for psykiatri (1. juli 2015)
Fastsætter, at “Vurdering af indikation for kønsskifteoperation” er en højt specialiserer funktion, som skal foregå på “Psykiatrisk Center København (Rigshospitalet)”.
Denne beskrivelse har været uændret siden første specialeplan blev lavet.

[Til indhold] Specialevejledning for gynækologi og obstetrik (14. april 2016)
Fastsætter, at “transseksualisme og intersex tilstande” er højt specialiseret og skal foregå på “Rigshospitalet (Transseksualisme i samarbejde med Sexologisk Klinik)”.
Transseksualisme blev først anført i specialeplanen i 2008.

[Til indhold] Specialevejledning for plastikkirurgi (30. marts 2016)
Fastsætter, at “Kønsskifteoperation” er højt specialiseret, der efter visitation fra Sexologisk Klinik varetages af Rigshospitalet – phallo-plastik i samarbejde med udenlandsk center.

De øvrige specialevejledninger indeholder ikke noget om kønsmodificerende behandlinger.

Specialeplanen for lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet og de tilhørende specialevejledninger begyndte at blive udformet i midten af 1990’erne.
Sundhedsstyrelsen anfører, at “et grundlæggende udgangspunkt for specialeplanlægningen er, at “øvelse gør mester”; dvs. at kvaliteten bliver bedre, hvis den sundhedsfaglige erfaring og antallet af behandlinger samles”.

Den Regionale Baggrundsgruppe for Specialeplanlægning har til opgave at sikre at tværfaglige, ressourcemæssige og organisatoriske konsekvenser af forskellige forslag og løsninger i den nationale specialeplanlægning vurderes og derigennem bidrager til at forankre den nationale specialeplanlægning regionalt.
Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning rådgiver Sundhedsstyrelsen i spørgsmål om specialeplanlægning.
For hvert speciale er der nedsat en faglig arbejdsgruppe med fagfolk fra regionerne og fra de faglige selskaber for læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, jordemødre m.v. til at rådgive Sundhedsstyrelsen.

Hverken de to udvalg eller de tilknyttede sagkyndige rådgivere har afgivet rapporter, redegørelser eller lignende om transforhold.

Sundhedsstyrelsen bestemmer i sidste ende udformningen.
Ingen af de fast tilknyttede sagkyndige rådgivere har særlig ekspertise i transforhold.

[Til indhold] Ventetidsgaranti for udredning og behandling
Kønsskifteoperation er specifikt undtaget fra “ventetidsgarantien” på 1 måned på udredning og 2 måneder på behandling. (Bekendtgørelse nr. 469 af 23. maj 2016 om ret til sygehusbehandling m.v. § 21).
Bekendtgørelsen er udstedt af Sundheds- og Ældreministeriet.
Bestemmelsen har fået en alvorligere betydning, idet Sundhedsstyrelsen siden efteråret 2012 har defineret “kønsskifteoperation” som enhver form for behandling af transpersoner, der er begrundet i deres kønsidentitet“, som værende et led i en kønsskifteoperation. Dette fremgår ikke skriftligt, men er de facto forholdet.

[Til indhold] Sexologisk Klinik
Sexologisk Klinik blev oprettet som en del af det psykiatriske system på Rigshospitalet den 1. april 1986.
Samtidig bestemtes det, at Sexologisk Klinik skulle være det eneste sted i landet, hvor udredning og behandling af transpersoner skulle foregå, og at selve kønsskifteoperationen kun skulle foregå på Rigshospitalet.
I dag hører Sexologisk Klinik under Region Hovedstadens Psykiatri og er jf. specialeplanen for lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet stadig det eneste sted i landet, hvor udredning og behandling af transpersoner må foregå.

[Til indhold] Sundhedsstyrelsen
Sundhedsstyrelsen er den øverste lægefaglige myndighed i Danmark. Sundhedsstyrelsen udfærdiger en lang række vejledninger om lægelige forhold, herunder også om kønsmodificerende behandlinger.
Sundhedsstyrelsen er også tilsynsmyndighed – dvs., at Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med, om læger, klinikker og hospitaler følger de regler, som er fastsat i love og administrative bestemmelser.
Det er også Sundhedsstyrelsen, der jf. sundhedslovens § 116 giver tilladelse til kønsskifteoperationen, eller som det er betegnet i sundhedslovenkastration som led i kønsskifte“.
Når en person ansøger Sundhedsstyrelsen om en sådan tilladelse, rekvirerer Sundhedsstyrelsen en udtalelse fra Sexologisk Klinik, inden de træffer afgørelse.

[Til indhold] Retslægerådet
Retslægerådet afgiver lægevidenskabelige skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold.
Sundhedsstyrelsen kan, hvis erklæringen fra Sexologisk Klinik giver anledning til tvivl, om der er grundlag for at give ansøgeren tilladelse til kastration som led i kønsskifte, indhente en udtalelse fra Retslægerådet, inden der træffes afgørelse.

[Til indhold] Konklusion

[Til indhold] Erklæring fra Sexologisk Klinik
Erklæringen, som Sundhedsstyrelsen rekvirerer hos Sexologisk Klinik, er af afgørende betydning for, om Sundhedsstyrelsen giver tilladelsen eller giver afslag på en ansøgning om kønsskifteoperationen, eller som det er betegnet i sundhedslovenkastration som led i kønsskifte“.
Her skal det bemærkes, at Sexologisk Klinik i erklæringen aldrig udtrykker støtte til ansøgerens ønske om en kønsskifteoperation. Sexologisk Klinik kan derimod godt i erklæringen udtrykke, at ansøgerens ønske ikke kan støttes – altså reelt fraråde, at der gives tilladelse til kønsskifteoperationen.
Hvis erklæringen ikke kan støtte ansøgerens ønske, så er det så godt som sikkert, at Sundhedsstyrelsen giver afslag på ønsket om kønsskifteoperation.

[Til indhold] Sundhedsstyrelsens administrative skærpelse
Sundhedsstyrelsen udsendte den 23. november 2012 en præcisering om, at al kønsmodificerende behandling af transpersoner var højt specialiseret og derfor kun måtte foregå hos/efter henvisning fra Sexologisk Klinik.

Kønshormonbehandling, indsættelse af brystimplantater, fjernelse af bryster og feminiseringskirurgi af/på transpersoner var i årtier i stor udstrækning foregået hos privatpraktiserende gynækologer og kirurger uden klager fra dem, der modtog behandlingerne. Dette satte Sundhedsstyrelsens præcisering en stopper for.

Præciseringen var en stramning, som må betegnes som gående langt ud over, hvad der oprindeligt var tiltænkt og beskrevet i specialevejledningerne for psykiatri og plastikkirurgi.

Specialevejledningen for psykiatri har fra den første version blev udfærdiget indeholdt “Vurdering for kønsskifteoperation“.
Præciseringen fra Sundhedsstyrelsen gjorde, at al kønskorrigerende behandling blev betragtet som et led i en “kønsskifteoperation” og derfor var højt specialiseret.
Det er en overfortolkning af begrebet “kønsskifteoperation“.
Kønsskifteoperation” var oprindeligt – både i specialevejledningen og i almindelig brug – betegnelsen for den nedre operation. Det vil sige operativ ændring af kønsorganerne ved fjernelse af penis og testikler og tildannelse af en vagina for MtK og fjernelse af æggestokke og livmoder og eventuelt tildannelse af en penis for KtM.
Der er ikke udfærdiget rapporter eller andet fra hverken “Den Regionale Baggrundsgruppe for Specialeplanlægning”, “Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning” eller fra “en faglig arbejdsgruppe”, som ændrer på denne oprindelige betydning af begrebet “kønsskifteoperation“.

Det kan dermed konstateres, at Sundhedsstyrelsen af egen drift og uden rådgivning lavede en meget omfattende og indgribende opstramning af transpersoners mulighed for at få kønsmodificerende behandling.

[Til indhold] Særlig tilladelse
Kønsskifteoperation – forstået som nedre operation – er den eneste behandling, som kræver Sundhedsstyrelsens tilladelse. Det er lovbestemt jf. sundhedslovens § 116.
Nedre operation, det vil sige operativ ændring af kønsorganerne ved fjernelse af penis og testikler og tildannelse af en vagina for MtK og fjernelse af æggestokke og livmoder og eventuelt tildannelse af en penis for KtM medfører jo en kastration.

Her er det værd at erindre, at siden 1929 har kastration krævet en særlig tilladelse. Oprindeligt fra justitsministeren i dag fra Sundhedsstyrelsen.
I 2005 blev vilkårene for tilladelse til kastration blev overført til den nye sundhedslov og loven om sterilisation og kastration blev ophævet.
At kastration oprindeligt blev lovreguleret var begrundet i racehygiejne (ønsket om at åndsvage ikke skulle få børn) og for at forhindre voldtægtsforbrydere i at begå nye voldtægter.
Da sundhedsloven blev indført, blev fysisk kastration udelukkende anvendt i forbindelse med kønsskifteoperationer.
Det gjorde også, at formuleringen af betingelserne for at få tilladelse til kastration blev ændret, således at tilladelse kunne gives til personer,
  • som led i “deres kønsskifte” og
  • hvis ansøgerens “kønsdrift udsætter denne for at begå forbrydelser”.

Her skal ikke konkluderes om spørgsmålet om rimeligheden i, at det kræver Sundhedsstyrelsens tilladelse til kastration begrundet i “hvis ansøgerens kønsdrift udsætter denne for at begå forbrydelser”.

Derimod bør det revurderes, om der er et sagligt behov for at kastration som led i en persons kønsskifte behøver en særlig tilladelse fra Sundhedsstyrelsen.
Det skal i den forbindelse erindres, at der foretages adskillige sundhedsbetingede kastrationer (som ikke kræver en sådan tilladelse), som f.eks. i forbindelse med testikelkræft, livmoderkræft eller uheld, hvor testiklerne er beskadiget.

[Til indhold] Udredning i det psykiatriske system
Gentagne gange har såvel Sexologisk Klinik, Sundhedsstyrelsen og politikere tilkendegivet, at transkønnethed hverken er en somatisk eller psykiatrisk sygdom.
Desuagtet er kønsmodificerende behandling af transpersoner den eneste ikke-psykiatriske behandling, der kræver en udredning i det psykiatriske system – hos Sexologisk Klinik, der er en del af Region Hovedstadens Psykiatri.
Det er en følge af sundhedslovens §§ 115 – 117 og Sundhedsstyrelsens Specialeplan for lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet med tilhørende specialeplaner.

[Til indhold] Informeret samtykke
Enhver behandling i sundhedssystemet er funderet på informeret samtykke. I langt de fleste tilfælde mundtligt og ofte uden, at det overhovedet bliver bragt på bane, men betragtes som givet i og med, at personen har opsøgt en læge for behandling af et problem, en lidelse, en sygdom.
Informeret samtykke er derfor allerede i dag naturligt i forbindelse med kønskorrigerende behandling.

Informeret samtykke anvendes som eneste betingelse ved meget alvorlige behandlinger i sundhedsvæsenet, hvor der kan være alvorlige bivirkninger ved en behandling og endog risiko for, at patienten ikke overlever behandlingen.

Det er derfor vanskeligt at se begrundelsen for, at kønsmodificerende behandlinger ikke også kan foretages alene på grundlag af informeret samtykke.
Det er vanskeligt at se begrundelsen for, at behandlinger som ikke-transpersoner (også betegnet som ciskønnede, ciskvinder, cismænd) kan få efter henvisning fra egen læge og alene på baggrund af informeret samtykke, ikke også kan tillades transpersoner alene på baggrund af informeret samtykke.

Som eksempler kan næves, at ciskvinder kan få reduceret, ja endog fjernet deres bryster, få indsat brystimplantater, få fjernet uønsket hårvækst alene med baggrund i informeret samtykke og uden en særlig udredning i det psykiatriske system.
Det er svært at se begrundelsen for, at tilsvarende behandlinger af transpersoner ud over informeret samtykke er betinget af en udredning i det psykiatriske system og efterfølgende særlig tilladelse.

En kønsskifteoperation (nedre operation) er en alvorlig ting. Derfor er det også rimeligt, at personen, som ønsker en sådan behandling har et “vedholdende ønske om kastration” og kan overskue konsekvenserne heraf, som det er anført i sundhedslovens § 115.
At kunne overskue konsekvenserne er indeholdt i informeret samtykke.

Dét, at det ikke er specifikt nævnt i informeret samtykke, om en person “har et vedholdende ønske om kastration“, er en svag begrundelse for en langvarig udredning i det psykiatriske system.
For det første er begrebet “vedholdende ønske” meget upræcist og svært at definere. Det er reelt kun den pågældende person selv, som kan afgøre, om pågældende har et sådant vedholdende ønske.
For det andet, kan det gøres meget enklere og lige så sikkert ved f.eks. at anføre det i en administrativ bekendtgørelse eller vejledning.

[Til indhold] Samlet om udredning i det psykiatriske system og informeret samtykke
Der ses ikke at være saglige endsige videnskabeligt belæg for at kræve en udredning i det psykiatriske system for at tillade kønsmodificerende behandling.
Betingelserne i informeret samtykke synes at være alt tilstrækkelige som betingelse for at udføre kønsmodificerende behandlinger.
Der er derfor heller ikke grundlag for at bibeholde sundhedslovens bestemmelser om “kastration som led i kønsskifte“, hvorfor sundhedsloven bør ændres.

[Til indhold] Lovændring eller administrativ ændring
Det kan hermed konstateres, at sundhedsloven er den eneste lov, som indeholder bestemmelser om kønsmodificerende behandling. Alle andre bestemmelser derom er administrativt fastsat.

Det kan endvidere konstateres, at de væsentligste administrative bestemmelser
er udstedt af Sundhedsstyrelsen.

[Til indhold] Flytningen af transdiagnoserne
Sundheds- og ældreminister, Sophie Løhdes bebudede flytning af transdiagnoserne kan gennemføres administrativt.
For at blive i overensstemmelse med Sundheds- og Ældreudvalgets beretning til beslutningsforslag B 7 (SUU. Bilag 10. Samling: 2015-16) er det nødvendigt, at transdiagnoserne udover at blive flyttet også skal have nye betegnelser og beskrivelser, så diagnoserne ikke opfattes som en sygdom, lidelse eller seksuel tilstand.

Flytningen og tildelingen af nye betegnelser må nødvendigvis medføre ændringer i Specialeplan for lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet og de tilhørende specialevejledninger.
Det kan gøres administrativt.

Nye betegnelser kan afhængig af hvilke betegnelser, der vælges, føre til, at sundhedslovens § 115, der indeholder diagnosebetegnelsen “transseksualitet“, må ændres.
Det kræver en lovændring.

[Til indhold] Samlet kan det konstateres, at langt de fleste forbedringer af kønsmodificerende behandling af transpersoner i sundssystemet kan gennemføres administrativt. Det er kun et spørgsmål, om viljen dertil er til stede.

[Til indhold] Oversigt over love og administrative bestemmelser
Oversigten er opstillet efter hvem, der har udstedt lovene og de administrative bestemmelser og dermed også kan ændre dem.

Folketinget
Kan ændres af Folketinget ved vedtagelse af en ændringslov.

Sundheds- og Ældreministeriet
Kan ændres administrativt af ministeren.

Sundhedsstyrelsen
Kan ændres administrativt af Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsdatastyrelsen
Kan ændres administrativt af Sundhedsdatastyrelsen.

[Til indhold]

* * *
Redegørelsen i pdf-format.

Kærligheden glæder sig ikke over uoverensstemmelsen! En kritisk rapport om juridisk kønsskifte og de samfundsmæssige og kirkelige konsekvenser. 20. oktober 2015.

Vist 0 gange. I rapportens sammenfatning skrives bl.a.: “Bag loven ligger en ideologisk overbevisning, som indebærer en radikal ændring af en række fundamentale værdier. Er kønspolaritet og de identitetsdannede ord i vores kultur, mor og far, dreng og pige, mand og hustru osv. bærer af gode relationelle værdier, som der må værnes om? Eller er det politikere og lovgiveres opgave at fremme et kønsneutralt menneskesyn og reducere forståelsen af menneskets køn til et valg, der helt kan løsrives fra biologi og fysik?”

Og:
“Udgangspunktet for menneskets forvaltning af sit køn og sin seksuelle orientering er ikke blot det enkelte menneskets personlige valg eller oplevelse af køn. Ifølge det bibelske menneskesyn er mennesket en uløselig helhed af krop og personlighed, og derfor kan man ikke gøre kønnet til individets personlige valg ud fra dets oplevelse og løsrevet fra biologi, kromosomer og kønsorganer.
Dette grundsyn ligger også bag en teologisk vurdering af transseksuelles ret til kirkelig vielse.
Bibelens menneskesyn og etiske vejledning indebærer ikke en legitimering af, at mennesker, der er diagnosticeret transseksuelle, får foretaget juridisk eller biologisk kønsskifte. I sagens natur vil det af teologiske grunde være utænkeligt at anbefale eller medvirke ved en vielse eller velsignelse af to, som biologisk set er af samme køn, men hvor den ene juridisk har fået ændret sit køn. Her bør efter vort syn være samme lovfæstede frihed for præsten til at sige nej, som der er til at vie fraskilte eller vie to af samme køn.”

Og slutter med:
“Der er vægtige grunde til at opfordre Folketinget og en ny regering til at gennemtænke loven om juridisk kønsskifte [1] igen. Hermed opfordres biskopperne og folkekirken til ikke med sin vejledning eller vielsespraksis at legitimere et menneskesyn, hvor menneskers kønsidentitet reduceres til oplevet køn og løsrives fra den grundlæggende biologiske struktur og de grundlæggende sociale relationer.
Hvis et nyt Folketing vil fastholde lovgivningen, opfordres biskopperne hermed til en grundig høringsfase i kirken og i den forbindelse at sikre i forlængelse af den kirkelige frihedslovgivning, så ingen præst tvinges til at vie eller velsigne i strid med sin samvittighed. Der er brug for at præcisere i vielsesritualet, at præster alene har vielsespligt for par bestående af en biologisk mand og en biologisk kvinde, uden at nogen af dem har foretaget juridisk kønsskifte. Præster, der af samvittighedsgrunde fastholder det kønspolære menneskesyn, bør være fritaget for at foretage vielser af andre kønskombinationer.”
Rapporten er skrevet af cand.theol., ph.d., lektor Carsten Elmelund Petersen, Dansk Bibel-Institut, som også er ordineret præst i Den danske Folkekirke. Dansk Bibel-Institut har bevilget arbejdstid til udarbejdelsen af rapporten.
Rapporten er blevet til i dialog med en række kirkelige organisationer.

Rapporten i pdf-format hos Forlagsgruppen Lohse.
Sammenfatning af rapporten i pdf-format hos Forlagsgruppen Lohse.
Omtale af rapporten hos Forlagsgruppen Lohse med mulighed for at downloade den.

* * *
Artikel om rapporten i Kristeligt Dagblad den 4. november 2015. Artiklen indlede på følgende måde: “Repræsentanter for kirkens højrefløj er klar med kritisk rapport om juridisk kønsskifte. Venstres kirkeordfører Carl Holst er åben for at lade præster sige nej til at vie personer, der har ændret køn“.

Omtale af rapporten hos Dansk Bibel-Institut (DBI), hvori Børge Haahr Andersen, rektor på Dansk Bibil-Institut bl.a. anfører: “Når Dansk Bibel-Institut har stillet resurser til rådighed for en kulegravning af de etiske og værdimæssige principper bag loven om juridisk kønsskifte, så er det, fordi vi er overbevist om, at Danmark har fået en lov, der gør børn fortræd. Loven om juridisk kønsskifte [2] og assisteret reproduktion er bevidst formuleret sådan, at en biologisk mand kan skifte køn til kvinde, men blive ved med at avle børn. Han kan endda få foretaget fysisk kønsskifte, men få nedfrosset sæd, sådan at han fremover kan blive biologisk far til børn, som han i juridisk forstand er mor til. De samme muligheder har en kvinde, som skifter juridisk køn til mand. Hun kan fortsat blive mor til børn, hun i juridisk forstand er far til. Denne opløsning af indholdet i den mest centrale relation i et barns liv, far/mor-relationen, er den pris, børn skal betale, fordi de voksne ønsker at eksperimentere med deres køn og opløse indholdet i ordene far og mor.”

Omtale af rapporten hos Evangelisk Luthersk Mission (ELM).

* * *
Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur til 1] [ Retur til 2] “loven om juridisk kønsskifte”.
    Der er ikke nogen lov om juridisk kønsskifte.
    Den 30. april 2014 fremsatte Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (RV) lovforslag L 182 – Samling: 2013-14 – om ændring af lov om Det Centrale Personregister (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn).
    Lovforslaget blev vedtaget den 11. juni 2014.

Udredningsgarantien nedsættes den 1. september 2015 til 1 måned.

Vist 0 gange. Til orientering
Fra den 1. september 2015 bliver fristen for udredning nedsat fra 2 måneder til 1 måned. Det gælder også for udredning på Sexologisk Klinik.
Såfremt det ikke er muligt at foretage udredningen inden for 1 måned, skal der inden for den samme måned i stedet udarbejdes en plan for det videre udredningsforløb, der som minimum skal indeholde oplysning om, hvornår næste undersøgelse skal finde sted.

Dette fremgår af § 82 b i sundhedsloven og bemærkningerne dertil.
Se også:
Folketingsspørgsmål nr. 77 af 22. oktober 2014 (og svaret) om Sexologisk Klinik har kapacitet til at overholde den udredningsgarantien.
Spørgsmål den 6. januar 2015 (og svaret) fra LGBT Danmark til Sundhedsministeren og Sundhedsudvalget – SSU bilag 171 – om Sexologisk Klinik overholder udredningsgarantien.

CPR-kontorets dokumentationsskrivelse vedrørende tildeling af nyt personnummer. 15. april 2015.

Vist 0 gange. CPR-kontoret udsendte en uheldigt formuleret dokumentationsskrivelse til personer, der i forbindelse med juridisk kønsskifte havde fået nyt personnummer, således at de over for andre myndigheder, arbejdsgiver, private og offentlige institutioner og andre kunne dokumentere, at de havde fået nyt personnummer.
Dokumentationsskrivelsen indeholdt imidlertid oplysning om, at tildelingen af det nye personnummer skyldes en oplevelse af at tilhøre det andet køn. Det var en oplysning, som LGBT Danmark fandt irrelevant og meget uheldig.

Dokumentationsskrivelsen fra CPR-kontoret vedrørende tildeling af nyt personnummer bliver derfor efter anmodning fra LGBT Danmark denne formulering:
Økonomi- og Indenrigsministeriet skal hermed bekræfte, at [Navn], den [dato] blev tildelt nyt personnummer.
[Navn] fik tildelt følgende personnummer: [personnummeret].
Det tidligere personnummer var: [personnummeret].

* * *
Korrespondancen vedrørende dokumentationsskrivelsen
CPR-kontoret meddelte den 6. marts 2015 til LGBT Danmark, at borgere, der har fået nyt personnummer efter anmodning kan få udstedt en dokumentation for det det nye personnummer.

Dokumentationsskrivelsen, som CPR-kontoret udstedte fik efter LGBT Danmarks mening en uheldig formulering, idet den også oplyste, at det nye personnummer var begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn.

Dokumentationsskrivelsen fra CPR-kontoret, som LGBT Danmark fandt uheldt formuleret
Økonomi- og
i ndenrigsministeriet

IT og CPR
Finsensvej 15
2000 Frederiksberg
Telefon 72 28 24 00
cpr@cpr.dk
www.cpr.dk
[Navn] Sagsnr. [sagsnr] Doknr. [doknr] Dato: [Dato] Økonomi- og Indenrigsministeriet skal hermed bekræfte, at du den [dato] blev tildelt et nyt personnummer begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, jf. CPR-lovens § 3, stk. 6.

Du fik således tildelt følgende personnummer: [personnummeret] Dit tidligere personnummer var: [personnummeret]

Du modtog ved tildelingen af din nye personnummer en registerindsigt i de oplysninger, der er registreret i CPR om dig, herunder både det tidligere tildelte personnummer, som bliver stående i CPR som historisk, og det nye personnummer, hvorunder nye oplysninger i CPR fremover vil blive registreret.

Med venlig hilsen.

* * *
LGBT Danmark fandt ikke, at det ikke var relevant at oplyse, at tildelingen af det nye personnummer var begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn.
LGBT Danmark skrev derfor til CPR-kontoret med forslag til en anden formulering af dokumentationsskrivelsen.

CPR-kontoret meddelte den 15. april 2015, at CPR-kontoret vil ændre dokumentationsskrivelsen, så den får et indhold, som foreslået af LGBT Danmark.

* * *
LGBT Danmarks skrivelse til CPR-kontoret
Fra: Linda Thor Pedersen [mailto:linda@lgbt.dk] Sendt: 30. marts 2015 10:37
Til: Grethe Kongstad
Emne: Sv: Juridisk kønsskifte

Vedrørende: Dokumentationsskrivelse om tildeling af nyt personnummer

CPR-kontoret meddelte den 6. marts 2015 LGBT Danmark:
CPR-kontoret har forståelse for, at borgere, der allerede har fået nyt personnummer kan have behov for dokumentation for det nye personnummer såvel som det tidligere tildelte personnummer på anden vis end i den medsendte registerindsigt. CPR-kontoret finder, at det for sådanne borgere skal være muligt, at rette henvendelse til CPR-kontoret og få udstedt dokumentation i form af et brev fra CPR-kontoret, hvor det bekræftes, at den pågældende borger er tildelt nyt personnummer fra en given dato med angivelse af såvel det nye som det tidligere tildelte personnummer.

LGBT Danmark har fra undertegnede modtaget kopi af en sådan dokumentationsskrivelse fra CPR-kontoret.

LGBT Danmark er meget glad med CPR-kontorets hurtige reaktion. Imidlertid finder vi, at dokumentationsskrivelsen er uheldigt formuleret.
LGBT Danmark ser gerne, at skrivelsen får en udformning, så den er udformet, så den er direkte anvendelig som dokumentation over for myndigheder, arbejdsgivere, banker, forsikringsselskaber m.v.
Skrivelsen bør derfor ikke indeholde oplysning om, at personnummerændringen er begrundet i oplevelsen af at tilhøre det andet køn. Det er ikke relevant. Det er heller ikke relevant at anføre, at pågældende person har modtaget en registerindsigt.

LGBT Danmark foreslår derfor, at CPR-kontoret anvender følgende formulering af sådanne skrivelser.
Økonomi- og Indenrigsministeriet skal hermed bekræfte, at [Navn], den [dato] blev tildelt nyt personnummer.
[Navn] fik tildelt følgende personnummer: [personnummeret].
Det tidligere personnummer var: [personnummeret].

Med venlig hilsen
Linda Thor Pedersen

* * *
CPR-kontorets svar
Fra: Grethe Kongstad [gk@cpr.dk] Sendt: 15. april 2015 10:29
Til: Linda Thor Pedersen
Cc: Lea Marie Mannov
Emne: SV: Juridisk kønsskifte

Kære Linda Thor Pedersen

I anledning af din henvendelse kan det oplyses, at CPR-kontoret kan efterkomme LGBT´s ønske om, at den omtalte dokumentationsskrivelse får et indhold, som foreslået af LGBT.

CPR-kontoret vil snarest på CPR-kontorets hjemmeside ændre den allerede foreliggende information om muligheden for at modtage dokumentation for personnummertildelingen i overensstemmelse hermed.

CPR-kontoret vil ligeledes drage omsorg for, at du modtager en dokumentationsskrivelse med et ændret indhold.

Med venlig hilsen

Grete Kongstad
Chefkonsulent

ØKONOMI- OG INDENRIGSMINISTERIET
IT- og CPR

Sundhedsstyrelsens præcicering af regler for behandling af transkønnede fortsat gældende den 1. oktober 2014.

Vist 0 gange. Tonny P. har fået afklaret den seneste tids usikkerhed om, hvorvidt transpersoner kunne fortsætte deres behandling med kønshormoner hos den læge eller gynækolog, hvor de var i behandling ved at skrive derom til Sundhedsstyrelsen, der svarede den 1. oktober 2014.

Af svaret fremgår, at Sundhedsstyrelsens præcicering af 23. november 2012 af reglerne for behandling af transkønnede fortsat gældende og vil være gældende indtil Sundhedsstyrelsen nye vejledning om udredning og behandling af transkønnede foreligger. Vejledningen foreligger pt. som udkast.
Det fremgår videre i svaret, at Sundhedsstyrelsen ikke har givet nogen speciallæge i gynækologi – således heller ikke speciallæge i gynækologi Peter Bagger – pålæg om, at de ikke længere må behandle transkønnede med hormoner. Behandlingen skal blot ske inden for rammerne af Sundhedsstyrelsens udmelding af november 2012.

Sundhedsstyrelsens svar af 1. oktober 2014 gengives i sin helhed herunder.

Sundhedsstyrelsen
Den 1. oktober 2014

Kære Tonny P.

Du har rettet henvendelse til Sundhedsstyrelsen med spørgsmål om tilsynet med gynækolog Peter Bagger og hormonbehandling af transkønnede.
Sundhedsstyrelsen har forstået din henvendelse således, at du spørger om transkønnede patienters mulighed for fortsat behandling med hormoner.

Jeg kan oplyse, at Sundhedsstyrelsen udmelding i november 2012 om behandling af transseksuelle fortsat er gældende. Udmeldingen vedrører behandlingen indtil Sundhedsstyrelsen nye vejledning om udredning og behandling af transkønnede foreligger. Udmeldingen kan læses på hjemmesiden: (https://sundhedsstyrelsen.dk/da/nyheder/2012/behandling-aftransseksuelle).

I den gældende udmelding er der anført:
Sundhedsstyrelsen er bekendt med, at der i dag er en del transpersoner, der får hormonbehandling udenfor det højtspecialiserede behandlingstilbud. De læger, der i dag har myndige transseksuelle i behandling, kan indtil videre fortsætte med de patienter, de allerede behandler”
og
“Er du transperson over 18 år og allerede i hormonbehandling, kan du indtil videre fortsætte hos den læge, der allerede behandler dig”

Hvis en læge ikke vil fortsætte en behandling af en transkønnet patient med hormoner, kan lægen henvise patienten til den højtspecialiserede teamfunktion ved Sexologisk Klinik, der bl.a. omfatter gynækologi, og som kan vurdere behovet for hormonbehandling, således at patienter som hidtil har været i hormonbehandling hos praktiserende speciallæge i givet fald, kan få hurtig vurdering og et relevant behandlingstilbud ved den højtspecialiserede teamfunktion.

Patienten må selv kontakte sin praktiserende læge for at få en henvisning hertil.

Sundhedsstyrelsen har ikke mulighed for at pålægge en læge at forestå nogens behandling med hormoner, således heller ikke speciallæge i gynækologi Peter Bagger.

Jeg skal videre understrege, at Sundhedsstyrelsen ikke har givet nogen speciallæge i gynækologi – således heller ikke speciallæge i gynækologi Peter Bagger – pålæg om, at de ikke længere må behandle transkønnede med hormoner. Behandlingen skal blot ske inden for rammerne af Sundhedsstyrelsens udmelding af november 2012.

Jeg håber dette er tilstrækkeligt oplysende for dig.

Venlig hilsen
Ivar Gøthgen
Afdelingslæge, dr.med.

* * *
Svaret fra Sundhedsstyrelsen i pdf-format.

Oversigt over “beskyttelsesloves” og straffelovens anvendelse af ordene “køn” og “seksuel orientering” pr. 25. maj 2013.

Vist 0 gange.
Ordene “køn” og “seksuel orientering” er for tydelighedens skyld markeret med fed, rød skrift.
Oversigten er udarbejdet af Tina Thranesen den 25. maj 2013.

  1. Forskelsbehandling på arbejdsmarkedet
    § 1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.
    1. Vidensbankens omtale af loven
    2. Loven på Retsinformation
  2. Forskelsbehandling på grund af race m.v.
    § 1. Den, som inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed på grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering nægter at betjene den pågældende på samme vilkår som andre, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.
    1. Vidensbankens omtale af loven
    2. Loven på Retsinformation
  3. Ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v.
    § 1. Ved ligebehandling af mænd og kvinder forstås i denne lov, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn. Dette gælder både direkte forskelsbehandling og indirekte forskelsbehandling, navnlig under henvisning til graviditet eller til ægteskabelig eller familiemæssig stilling.
    1. Vidensbankens omtale af loven
    2. Loven på Retsinformation
  4. Ligebehandlingsnævnet
    § 1. Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse, jf. stk. 2-5.
    1. Vidensbankens omtale af loven
    2. Loven på Retsinformation
  5. Ligestilling af kvinder og mænd
    § 2. Ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. En instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af køn betragtes som forskelsbehandling.
    1. Vidensbankens omtale af loven
    2. Loven på Retsinformation
  6. Løn til mænd og kvinder
    § 1. Der må ikke på grund af køn finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med denne lov. Dette gælder både direkte forskelsbehandling og indirekte forskelsbehandling.
    1. Vidensbankens omtale af loven
    2. Loven på Retsinformation
  7. Straffeloven
    § 81, stk. 1. Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som skærpende omstændighed,
    Pkt. 6) at gerningen har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende.
    § 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
    1. Vidensbankens omtale af loven
    2. Loven på Retsinformation

Oversigten i pdf-format.

Ministres betegnelse af kønsidentitet som seksuel orientering, og at transkønnede derfor allerede er omfattet af strafskærpelsesbestemmelsen i straffelovens § 81, nr. 6 og ligestillingsloven. 13. maj 2013. Tina Thranesen.

Vist 167 gange. Af Tina Thranesen.
13. maj 2013.
Ministres betegnelse af kønsidentitet som seksuel orientering,
og at transkønnede derfor allerede er omfattet
af strafskærpelsesbestemmelsen i straffelovens § 81, nr. 6
og ligestillingsloven

  1. 18. januar 2013. 1. behandlingen af B 28. Ligestillings- og kirkeminister, Manu Sareen
    Under 1. behandlingen den 18. januar 2013 af B 28 – Forslag til folketingsbeslutning om indføjelse af kategorien kønsidentitet i al ligestillingslovgivning og antidiskriminatorisk lovgivning – (Samling: 2012-13) udtalte ligestillings- og kirkeminister, Manu Sareen ifølge det officielle referat bl.a.:
    Punkt 2 – start kl. 1141 – afsnit 3:
    Ligebehandlingsnævnet har i tre forskellige sager afgjort, at kønsidentitet er omfattet af begrebet køn i ligestillingsloven [1]. Så sent som i november kom en ny afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet, hvor kønsidentitet ansås for at være beskyttet på samme måde som køn. Desuden har EU-Domstolen i to sager afgjort, at personer, som har taget skridt til kønsskifte, er beskyttet af begrebet køn i ligebehandlingslovgivningen [2]. Også straffelovens bestemmelser om hadforbrydelser og racismeparagraffen beskytter transpersoner. Det fremgår af bemærkningerne til straffeloven [3a]. Kønsidentitet er derfor fuldt ud omfattet af den gældende lovgivning. Indførelse af kønsidentitet som selvstændig beskyttelseskategori er derfor ud fra en beskyttelsesmæssig betragtning ikke nødvendigt.
    Ministeren fremførte med lidt andre ord det samme i et senere indlæg – punkt 6 – start kl. 1144.

    Efter debatten blev beslutningsforslaget henvist til behandling i Ligestillingsudvalget.
    Folketingets officielle referat hos Folketinget.

  2. 26. januar 2009. 1. behandling af B 50. Samling: 2009-10. Justitsminister, Brian Mikkelsen
    Under 1. behandlingen den 26. januar 2009 af B 50 – Forslag til folketingsbeslutning om en styrket indsats over for forbrydelser motiveret af offerets seksualitet, etnicitet m.v. (hadforbrydelser) – (Samling: 2009-10) udtalte justitsminister, Brian Mikkelsen ifølge det officielle referat bl.a.:
    Punkt 2 – start kl. 1850 – afsnit 14:
    Regeringen pålægges også at fremsætte et lovforslag, så offerets køn, alder og handicap tilføjes til straffelovens § 81, nr. 6 om forhold, som i almindelighed skal tillægges skærpet vægt ved strafudmålingen. For så vidt angår forslaget om at tilføje køn, er det anført i bemærkningerne til forslaget, at der hermed sigtes til at medtage forbrydelser rettet mod transkønnede. Hertil skal jeg bemærke, at straffelovens § 81, nr. 6 allerede henviser til forurettedes seksuelle orientering som en strafskærpende omstændighed.
    Det skal således allerede i dag indgå i skærpende retning, at en forbrydelse er motiveret i, at ofret er transkønnet eller transseksuel. Så der er altså ikke nogen merværdi på det her punkt i forslaget. […]

    Folketingets officielle referat hos Folketinget.

  3. 28. januar 2010. B 50. Bilag 3. Trans-Danmark
    Trans-Danmark udtrykte den 28. januar 2010 i sin skrivelse til Retsudvalget beklagelse over, at justitsministeren betegnede kønsidentitet som en seksuel orientering. Folketingets journal vedr B 50, Bilag 3 hos Folketinget.
    Skrivelsen i pdf-format hos Folketinget.

  4. 19. februar 2010. Justitsministerens svar på spørgsmål 2 og 3 under B 50
    Spørgsmål 2 vedrører bilag 2, høringsskrivelse fra LGBT Danmark af 10. januar 2012 til beslutningsforslaget.
    Spørgsmål 3 vedrører bilag 3, henvendelse fra Trans-Danmark med beklagelse over, at justitsministeren betegnede kønsidentitet som en seksuel orientering.

    I sit svar på spørgsmål 3 henviste ministeren til sit svar på spørgsmål 2, hvori ministeren bl.a. skrev:

    Pkt. 3.
    Jeg kan i den forbindelse oplyse, at det efter straffelovens § 81, nr. 6, i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed ved straffens fastsættelse, at gerningen har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende.
    Opregningen er ikke udtømmende, jf. ordene “eller lignende”.

    Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at anvendelsesområdet skal forstås i overensstemmelse med anvendelsesområdet for straffelovens § 266 b. Bestemmelsen er imidlertid ikke begrænset til bestemte forbrydelsestyper eller tilfælde, hvor gerningsmandens motiv har været at true, forhåne eller nedværdige.

    Efter straffelovens § 266 b, stk. 1, straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Straffen er bøde eller fængsel indtil 2 år. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed, jf. § 266 b, stk. 2.

    Med “seksuelle orientering” menes ifølge forarbejderne til § 266 b ikke blot homoseksualitet, men også andre former for seksuel orientering. Som eksempel på en sådan anden form for seksuel orientering er nævnt “transvestitisme”.

    Det må på den baggrund antages, at ’seksuel orientering’, således som dette udtryk må forstås med hensyn til anvendelsesområdet for straffelovens § 266 b – og dermed også for § 81, nr. 6, jf. ovenfor – også omfatter “kønsidentitet”.

    Dette er også baggrunden for, at jeg under 1. behandlingen af B 50 med henvisning til straffelovens § 81, nr. 6, gav udtryk for, at lovgivningen allerede i dag fastslår, at det i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, at en forbrydelse er motiveret af, at den forurettede er transkønnet/transperson.

    Folketingets journal vedr B 50, bilag 3, skrivelsen fra Trans-Danmark af 28. januar 2010 til Retsudvalget med beklagelse over, at justitsministeren betegnede kønsidentitet som en seksuel orientering.
    Skrivelsen fra Trans-Danmark af 28. januar 2010 i pdf-format hos Folketinget.
    Folketingets journal vedr. B 50 spørgsmål 3 vedr. skrivelsen fra Trans-Danmark af 28. januar 2010 til Retsudvalget.
    Spørgsmål 3 og svaret i pdf-format hos folketinget.
    Folketingets journal vedr. B 50, bilag 2, høringsskrivelse fra LGBT Danmark af 10. januar 2010 vedrørende beslutningsforslaget hos Folketinget.
    Høringsskrivelsen fra LGBT Danmark af 10. januar 1010 i pdf-format hos Folketinget.
    Folketingets journal vedr. B 50, spørgsmål 2 vedr. høringsskrivelsen fra LGBT Danmark af 10. januar 2010 hos Folketinget.
    Spørgsmål 2 og svaret i pdf-format hos Folketinget.

  5. 11. marts 2010. Justitsministeriets svar til Tina Thranesen med baggrundsmateriale for justitsminister, Brian Mikkelsens bemærkninger under 1. behandlingen og svaret på spørgsmål 2 og 3.
    Foranlediget af Justitsministerens bemærkning rettede Tina Thranesen den 23. februar 2010 henvendelse til Justitsministeriet og bad om henvisning til/kopi af relevant materiale til belysning af udtalelsen.

    Justitsministeriet svarede [3], at
    1. forarbejderne til straffelovens § 81, stk. 1 nr. 6, findes i LOV nr 218 af 31/03/2004 – Historisk – på Retsinformation.
    2. og det tilhørende lovforslag på Retsinformation.
      (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse m.v.). 2003/1 LF 99.
    3. straffelovens § 266 b blev udvidet ved lov nr. 357 af 3. juni 1987 om ændring af borgerlig straffelov og lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv. til også at omfatte seksuel orientering – på Retsinformation.
    4. de tilhørende lovforarbejder – herunder lovforslag nr. 196, som fremsat den 12. februar 1987, hvoraf bl.a. følgende anføres:
      Også andre former for “seksuel orientering” end den homoseksuelle, f.eks. transvestitisme, vil efter udkastet blive beskyttet mod diskrimination og forskelsbehandling. [4]

      Det fremgår af lovforslaget, at den anførte tekst hidhører fra Betænkning nr. 1127 om homoseksuelles vilkår. [5] Justitsministeriets svar af 11. marts 2010 om lovforarbejderne.
      Lovforslaget i pdf-format.

  6. 22. september 2008. Beskæftigelsesministeren fastslog, at transkønnede er omfattet af antidiskriminationslovene [6]
    Daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen oplyste den 22. september 2008 i en skrivelse til Trans-Danmark,
    1. at der i ligebehandlingsloven, ligelønsloven og forskelsbehandlingsloven, der alle havde en EU-retslig baggrund, allerede var forbud mod at forskelsbehandle personer på grund af køn og seksuel orientering på det danske arbejdsmarked,
    2. at EF-Domstolen havde fastslået, at personer, der har gennemgået et kønsskifte var omfattet af ligebehandlingsprincippet, og
    3. at diskrimination af en person på grund af dennes køn eller kønsskifte vil være omfattet af den delte bevisbyrde.

    Vedrørende transvestitter, oplyste Ministeren, at ham bekendt, var der ikke faldet afgørelser om transvestitter, men der er ingen tvivl var om, at også transvestitter var omfattet forbuddet mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Noter
  1. [Retur] Ligebehandlingsnævnet har i tre forskellige sager afgjort, at kønsidentitet er omfattet af begrebet køn i ligestillingsloven
    Ligestillingsnævnet har behandlet ikke tre, men fire klager fra transkønnede personer. I tre af dem er der klar henvisning til ligestillingsloven, medens der i en enkelt ikke er nogen lovhenvisning anført. Sagens karakter er dog, så også denne sag må henføres til ligestillingsloven.

    Det må derfor lægges til grund, at uagtet det ikke direkte er nævnt i loven for Ligebehandlingsnævnet, at de kan behandle klager vedrørende kønsidentitet, så behandler nævnet sådanne sager.

    1. Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at personalet på et hospital havde fremsat nedsættende udtalelser over for en patient i forbindelse med, at denne gennemgik en kønsskifteoperation.
      21. november 2001
      Afgørelse nr. 23/2001

      Ikke tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at personalet på hospital havde fremsat nedsættende udtalelser over for en patient i forbindelse med, at denne gennemgik en kønsskifteoperation.

      Klageren klagede over nedsættende udtalelser fremsat af personalet på et hospital i forbindelse med en kønsskifteoperation. Indklagede anførte, at ingen kunne genkende de udtalelser, som refereres i klagen. Ligestillingsnævnet bemærkede, at klagen, som den var formuleret, var omfattet af Ligestillingsnævnets kompetence, men nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at ligestillingslovgivningen var overtrådt af hospitalets personale i det foreliggende tilfælde. Ligestillingsnævnet tog derfor ikke klagen til følge.

      Ligestillingsnævnet fandt sagen omfattet af nævnets kompetence jf. EF-Domstolens dom i sag C-13/94
      C-13/94:
      P mod S. og Cornwall County Council

      EF-Domstolen fastslog, at en mand til kvinde kønsskifteopereret fra England var berettiget til pension fra kvinders pensionsalder. (27. april 2006).
      Sammendrag:
      Når henses til formålet med direktiv 76/207 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, er direktivets artikel 5, stk. 1, til hinder for afskedigelse af en transseksuel på grund af dennes kønsskifte. Da det er en af menneskets grundlæggende rettigheder ikke at blive udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn, kan direktivets anvendelsesområde ikke skulle indskrænkes til blot at omfatte den forskelsbehandling, som følger af, at den pågældende tilhører det ene eller det andet køn. Direktivet finder også anvendelse på den forskelsbehandling, der udspringer af den pågældendes kønsskifte, idet en sådan forskelsbehandling væsentligst, hvis ikke udelukkende, finder sted på grundlag af den pågældendes køn, idet afskedigelse af en sådan person med den begrundelse, at den pågældende har til hensigt at gennemgå eller har gennemgået et kønsskifte udsætter vedkommende
      for en behandling, som er mindre gunstig set i forhold til personer af det køn, som vedkommende ansås at tilhøre før operationen.

      EUR-Lex med sagen på dansk.

      Ligebehandlingsnævnet – resume.
      Ligebehandlingsnævnet – afgørelse.

    2. Ligestillingsnævnet fandt ikke, at det var godtgjort, at en teaterskoles henstilling til en elev om at overveje det videre forløb på skolen skyldtes klagerens seksualitet.
      25. januar 2006
      Afgørelse nr. 32/2005

      Klageren, der var transseksuel, blev optaget på en teaterskole fra den 30. august 2004. Efter færdiggørelsen af første år på skolen anbefalede skolen klageren at tage orlov for at overveje sin fremtid på skolen. Klageren anførte, at henstillingen skyldtes klagerens seksualitet. Skolen bestred dette og anførte, at klageren ikke havde opnået de færdigheder, der var en forudsætning for et videregående kursus på skolen.
      Nævnet fandt ikke, at klageren havde sandsynliggjort, at henstillingen fra indklagede om at overveje det videre forløb på skolen skyldtes klagerens seksualitet, hvorfor klagen ikke blev taget til følge.

      Ligebehandlingsnævnet – resume.
      Ligebehandlingsnævnet – afgørelsen.

    3. Ligestillingsnævnet gav ikke en transseksuel med mandligt personnummer medhold i hendes klage over ubehagelig behandling hos en kommunal forvaltning, der ifølge klageren tiltalte hende som “han”
      11. november 2011
      Afgørelse nr. 166/2011

      Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af kønsidentitet i forbindelse med en kommunes behandling af klager, som var transseksuel. Nævnet fandt, at indklagede ikke havde handlet i strid med ligebehandlingsloven. Nævnet lagde til grund, at klager oplevede mødet med forvaltningen som ubehageligt. Nævnet fandt det dog ikke godtgjort, at klagers kønsidentitet havde haft indflydelse på indklagedes sagsbehandling. Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.

      * * *
      Det skal bemærkes, at klageren var transkvinde med et mandligt personnummer, og at hendes klage drejede sig om, at hun derfor blev tiltalt som “han”. Disse forhold ses ikke beskrevet i nævnets vurdering og afgørelse.

      Ligebehandlingsnævnet behandlede sagen med henvisning til Lov om ligestilling af mænd og kvinder.

      Ligebehandlingsnævnet – resume.
      Ligebehandlingsnævnet – afgørelsen.

    4. Ligestillingsnævnet gav ikke medhold til en transseksuel, som klagede over at havde været udsat for cikane fra andre beboere i et ejendomskompleks, og at boligselskabet ikke gjorde nok ved problemerne
      21. november 2012
      Afgørelse nr. 418/2012

      Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af kønsidentitet i forbindelse med indklagedes håndtering af klager over chikane. Nævnet fandt, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager havde været udsat for forskelsbehandling på grund af kønsidentitet. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var noget, der tydede på, at klagers kønsidentitet var blevet tillagt betydning i forbindelse med indklagedes sagsbehandling af klagers henvendelser om påstået chikane. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

      * * *
      Det skal yderligere bemærkes, at sagen vedrører, at en transkvinde følte sig cikaneret af andre beboere i ejendomskomplekset pga. sin kønsidentitet, og at boligselskabet ikke gjorde nok ved problemerne.

      Ligebehandlingsnævnet behandlede sagen med henvisning til Lov om ligestilling af mænd og kvinder.

      Sagen er specifikt LGBT Danmark bekendt.
      Ligebehandlingsnævnet – resume.
      Ligebehandlingsnævnet – afgørelsen.

  2. [Retur]Desuden har EU-Domstolen i to sager afgjort, at personer, som har taget skridt til kønsskifte, er beskyttet af begrebet køn i ligebehandlingslovgivningen

    De to sager fra EU-Domstolen kan ikke bruges til at konkludere, at transkønnede personer generelt er omfattet af beskyttelsen mod diskrimination.
    Herunder kort omtale af de to domme med link.

    1. C-13/94.
      EF-Domstolen fastslog, at en mand til kvinde kønsskifteopereret fra England var berettiget til pension fra kvinders pensionsalder. (27. april 2006)
      Se nærmere beskrivelse af sagen under note 1.1.

      EUR-Lex med omtale af dommen og link til dokumenter om sagen.
      Curia viser dommen af 30. april 1996 i sin helhed i pdf-format.
      Curia viser forslag til afgørelse af 14. december 1995.

    2. C-117/01.
      Sagen drejede sig om hvorvidt K.B., der har fået foretaget kønsskifte kunne oppebære efterladtepension fra sin samlever.

      Artikel 141 EF er i princippet til hinder for en lovgivning, der i strid med den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, hindrer et par som K.B. og R i at opfylde den nødvendige betingelse om ægteskab for, at den ene kan nyde godt af en del af den andens løn. Det påhviler den nationale ret at efterprøve, om en person i K.B.’s situation i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede kan støtte ret på Artikel 141 EF med henblik på at opnå, at dennes partner får tillagt ret til efterladtepension.

      EUR-Lex med dommen på dansk.
      Curia med omtale af dommen.

    3. C-423/04.
      Sagen drejer sig om Sarah Margaret Richards, der havde gennemgået en kønsskifteoperation fra mand til kvinde, havde ret til at få udbetalt alderspension fra det fyldte 60. år.
      I England kan (kunne) kvinder født før den 6. april 1950 få alderspension som 60 årige og mænd som 65 årige.
      Domstolens afgørelse
      1. Artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning, som nægter alderspension til en person, som i overensstemmelse med de i national ret opstillede betingelser har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.
      2. Det er ufornødent at begrænse denne doms tidsmæssige virkning.

      EUR-Lex med dommen på dansk.
      Curia med dommen på dansk.

      I sagen C-13/94 skal det bemærkes, at personen havde til hensigt at gennemgå en kønsskifteoperation og allerede havde gennemgået flere mindre operationer.
      I sagen C-117/01 skal det bemærkes, at personen havde gennemgået kønsskifteoperation.
      I sagen C-423/04 skal det bemærkes, at personen havde gennemgået kønsskifteoperation.

      Det skal også tages i betragtning, at dommene er fra henholdsvis 1994, 2001 og 2004, hvor begrebet kønsskifte entydigt var forbundet med, at der var sket eller ville blive foretaget en kønsskifteoperation, og først derefter skete en juridisk anerkendelse og ændring af pågældendes civilretslige status (kønsbetegnelse) – det såkaldte juridiske kønsskifte.

      I dag betragtes en kønsskifteoperation og det juridiske kønsskifte som selvstændige og af hinanden uafhængige forhold.
      Der er i dag således ganske mange, som ikke ønsker kønsskifteoperationen, men alene det juridiske kønsskifte.

      Det skal også erindres, at førende menneskerettighedseksperter fastslår, at krav om medicinske eller operative indgreb som betingelse for et juridisk kønsskifte er en overtrædelse af elementære menneskerettigheder.

      De to domme kan derfor ikke umiddelbart bruges som retsgrundlag for, at alle transkønnede personer – dvs. alle transseksuelle og transvestitter er omfattet af lovgivningen mod diskrimination.

      Det skal yderligere bemærkes, at personen nævnt i C-117/01 i Danmark i dag på alle måder ville være at betragte som en person af det nye køn, jf. Vejledning om kastration med henblik på kønsskifte, og at personen i C-13/94 ville blive det, når den tiltænkte kønsskifteoperation var gennemført.
      Retsinformation.

  3. [Retur] Justitsministeriets svar af 11. marts 2010 til Tina Thranesen:
    Civil- og Politiafdelingen
    Kontor:
    Sagsbeh:
    Sagsnr.:
    Dok.:
    Politikontoret
    Søs Carstensen
    2010-955-4282
    SSC40021
    Slotsholmsgade 10
    1216 København K.
    Telefon 7226 8400
    Telefax 3393 3510

    JUSTITSMINISTERIET
    Dato: 11. marts 2010

    Tina Thranesen
    tina@thranesen.dk

    Justitsministeriet har modtaget Deres e-mail af 31. januar 2010 om svar på spørgsmål nr. 2 (B 50) fra Folketingets Retsudvalg om en styrket indsats over for forbrydelser motiveret af offerets seksualitet, etnicitet mv. (hadforbrydelser).

    I Deres e-mail beder De om en henvisning til et sted, hvor forarbejderne til straffelovens § 81, stk. 1, nr. 6, samt forarbejderne til straffelovens § 266 b findes online.

    Justitsministeriet kan i den anledning oplyse, at forarbejderne til straffelovens § 81, stk. 1 nr. 6, er tilgængelige via www.retsinfoffilation.dk ved at søge på lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse m.v.), og det dertil hørende lovforslag nr. 99, som blev fremsat den 26. november 2003.

    For så vidt angår straffelovens § 266 b kan Justitsministeriet oplyse, at den eksisterende antidiskriminationslovgivning blev udvidet ved lov nr. 357 af 3. juni 1987 om ændring af borgerlig straffelov og lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv. til også at omfatte seksuel orientering. De tilhørende lovforarbejder – herunder lovforslag nr. 196, som fremsat den 12. februar 1987 – findes ikke umiddelbart på hverken rets information eller Folketingets hjemmeside. Der vedlægges derfor en kopi til Deres orientering.

    Med venlig hilsen
    Thomas Klyver
    Civil- og Politiafdelingen

    www.justitsministeriet.dk
    jm@jm.dk

  4. (3a) [Retur 3a] [Retur 4] “de tilhørende lovforarbejder – herunder lovforslag nr. 196, som fremsat den 12. februar 1987″
    I lovforslag nr. 196 fremsat den 12. februar 1987 gengives konklusionen af Betænkning nr. 1127 om homoseksuelles vilkår, (se note 5) hvori bl.a. står:
    Også andre former for “seksuel orientering” end den homoseksuelle, f.eks. transvestitisme, vil efter udkastet blive beskyttet mod diskrimination og forskelsbehandling.

    Det skal bemærkes, at lovforslaget blev fremsat inden offentliggørelsen af af Betænkning nr. 1127 om homoseksuelles vilkår (se note 5), hvilket kan være årsagen til, at der i lovforslaget bruges betegnelsen “konklussion”, hvor der i betænkningen anvendes “overvejelser”, ligesom der i betænkningen anføres “heteroseksuel transvestisme”, hvilket i lovforslagets gengivelse af “konklussionen” er reducderet til “transvestisme”, idet ordet “heteroseksuel” ikke er med.

    Herunder den fulde “konklussion”, som den er gengivet i lovforslaget:
    Forslag til Lov om ændring af borgerlig straffelov og lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.
    (Forbud mod diskrimination på grund af seksuel orientering). LFF 1986-1987.1.196.
    Fremsat den 12. februar 1987.

    KOMMISSIONENS KONKLUSION
    Nærværende lovforslag er identisk med det, der anbefales af et klart flertal fra den danske kommisson.

    Kommissionens konklusion har følgende ordlyd:
    “Det betimelige i overhovedet at indføre straffebestemmelser om diskrimination og forskelsbehandling af homoseksuelle må først overvejes. Udgangspunktet er imidlertid, at der allerede eksisterer diskriminationsregler i straffelovens § 266 b og i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. Den generelle diskussion om det rimelige i at indføre strafsanktionerede regler mod diskrimination og forskelsbehandling af minoritetsgrupper har kommissionen derfor ikke fundet anledning til at rejse på ny.

    Under drøftelserne er fremhævet det uheldige i, at det fra opregningen i de gældende diskriminationsregler kan sluttes, at homoseksuelle ikke er omfattet. Deres behov for beskyttelse er måske større end behovene hos nogle af de minoritetsgrupper, der allerede er omfattet af bestemmelserne. Dette taler for, at der bør lovgives mod diskrimination og forskelsbehandling af homoseksuelle. I den forbindelse henvises til, at der er en om end sparsom retspraksis vedrørende nugældende regler.

    Dernæst har det været overvejet, om indførelse afbestemmelser om homoseksuelle skal ske ved en udvidelse af de gældende antidiskriminationsregler eller ved særskilt lovgivning. Det er fremhævet, at det forekommer mest naturligt at samle lovgivningen på området i så få bestemmelser som muligt. Rent lovteknisk vil det være ganske enkelt at udvide de gældende regler til også at omfatte diskrimination og forskelsbehandling, f.eks. på grund af seksuel eller homoseksuel orientering.

    Til støtte for at indføre særskilte bestemmelser om homoseksuelle kan det anføres, at de gældende antidiskriminationsbestemmelser har en speciel baggrund, nemlig at skabe mulighed for ratifikation af den ovenfor … omtalte FN-konvention. Endvidere vil særskilt lovgivning antagelig indebære, at man bliver mindre bundet af den praksis, der har udviklet sig omkring de gældende bestemmelser, end hvis disse udvides til at omfatte homoseksuelle.

    Efter drøftelse er der i kommissionen enighed om, at lovgivning på området i givet fald bør ske ved en udvidelse af de nugældende bestemmelser.
    . . .
    Forslagene indebærer, at der i opregningen af forhold, som ikke må danne grundlag for diskrimination, indsættes “seksuel orientering”.
    Om baggrunden herfor henviser flertallet først til de synspunkter, der er fremsat af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske over for kommissionen, og som gengives ovenfor … Hertil kommer, at den politiske og psykologiske effekt af lovændringerne vejer tungere end den indskrænkning af den åbne debat, en ændret lovgivning medfører.
    Med en vedtagelse i Folketinget af, at der ikke må gøres forskel på grund af “seksuel orientering”, vil de homoseksuelle få samfundets accept af deres livsform. Dette vil være af stor betydning for dem, for holdningen hos andre og tor ligestillingen. Selvom udvidelsen af antidiskriminationsreglerne vil have en positiv betydning i sig selv, vil det være naturligt, at lovændringerne følges op af oplysning over for befolkningen.

    Om ordene “seksuel orientering” bemærkes, at i de tilsvarende norske bestemmelser,jf. ovenfor … , anvendes formuleringen “homotillegning, leve form eller orientering”, hvor begrebet “legning” må oversættes med det danske ord “anlæg”. Kommissionen har ikke fundet det hensigtsmæssigt at medtage sådanne begreber i de danske bestemmelser, idet man finder, at “orientering” er dækkende.
    Også andre former for “seksuel orientering” end den homoseksuelle, f.eks. transvestitisme, vil efter udkastet blive beskyttet mod diskrimination og forskelsbehandling. Heri ligger ikke, at ulovlige former for seksuel adfærd, som f.eks. seksuel omgang med personer under den seksuelle lavalder, anerkendes.”

    Det skal tilføjes, at to medlemmer af kommissinen ikke har givet tilslutning til denne konklusion og det foreslåede lovforslag. Det ene medlem har ikke ønsket at tage stilling til den foreslåede udvidelse af de nugældende antidiskriminationsbestemmelser. Det andet medlem har betvivlet værdien af lovbestemmelser som de foreslåede, “idet de næppe vil påvirke den faktiske diskrimination af homoseksuelle, men alene har karakter af moralske vurderinger, som, hvor enig man end kan være i dem, ikke naturligt hører hjemme i lovbestemmelser”.

    Forslagsstillerne kan imidlertid tilslutte sig kommissionens overvejende flertal og betragter forslaget som værende afvæsentlig holdningsmæssig og psykologisk betydning. I betragtning heraf og i betragtning af den formentlig begrænsede praktiske anvendelse tinder man det endvidere ubetænkeligt at foretage en udvidelse af antidiskriminationsbestemmelserne som de foreslåede.

    Lovforslaget i pdf-format i Vidensbanken.

  5. [Retur] Betænkning nr. 1127 om homoseksuelles vilkår
    I betænkningen, der blev afgivet den 25. januar 1988 om fremgår bl.a. følgende:
    “Kapitel 4”. “Afsnit 4.6. Kommissionens overvejelser”. Side 42.
    lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. § 1, stk. 1, vil få følgende formulering:

    § 1, stk. 1: Den, som inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed på grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering nægter at betjene den pågældende på samme vilkår som andre, straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 6 måneder.

    Side 43.
    Også andre former for “seksuel orientering” end homoseksualitet, f.eks. heteroseksuel transvestitisme, vil efter udkastet blive beskyttet mod diskrimination og forskelsbehandling. Heri ligger ikke, at ulovlige former for seksuel adfærd, som f.eks. seksuel omgang med personer under den seksuelle lavalder, anerkendes.

    Betænkningen i sin helhed på statensnet.dk

  6. [Retur] 22. september 2008. Beskæftigelsesministeren fastslog, at transkønnede er omfattet af antidiskriminationslovene
    Daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksens skrivelse af 22. september 2008 til Trans-Danmark i sin helhed.

    Beskæftigelsesministeriet
    22. september 2008

    Trans-Danmark
    Landsforeningen af Transvestitter og Transseksuelle
    Fousbjergvej 20
    7100 Vejle

    Sagsnr.: 2008-0000898

    Kære Pia Nielsen

    Jeg takker for Trans-Danmarks henvendelse om den retlige beskyttelse af transvestitter og transseksuelle på arbejdsmarkedet. Bl.a. peger I på nogle tilpasninger og mulige forbedringer i Beskæftigelsesministeriets lovgivning.

    Som l selv er inde på, gælder der allerede et forbud mod at forskelsbehandle personer på grund af køn og seksuel orientering på det danske arbejdsmarked. Det gælder i kraft af ligebehandlingsloven, ligelønsloven og forskelsbehandlingsloven.

    Alle disse love har en EU-retlig baggrund, og det er gennem EF-Domstolens praksis fastslået, at fx. personer, der har gennemgået et kønsskifte, er omfattet af ligebehandlingsprincippet. Dette indgår altså allerede i forståelsen af kriteriet “køn”.
    Diskrimineres en person på grund af sit køn/kønsskifte, vil denne fx være omfattet af den delte bevisbyrde, der gælder i kønsdiskrimineringssager.

    Endnu er der ikke mig bekendt faldet afgørelser om transvestitter, men der er ingen tvivl om, at også transvestitter er omfattet af forbuddet mod at blive forskelsbehandlet på arbejdsmarkedet.

    De danske love følger de underliggende EU-direktivers sprogbrug og skal selvfølgelig forstås i overensstemmelse med EF-Domstolens praksis. Jeg ser på den baggrund ikke behov for at ændre i lovgivningen. Tværtimod kunne det ligefrem skabe en uklarhed på området, som ikke er heldig.

    Til jeres bemærkninger om høje og mærkbare erstatninger vil jeg bemærke, at der i dag ikke er lofter for godtgørelsens størrelse i diskrimineringssagerne. De retlige instanser udmåler godtgørelsen under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

    Samtidig vil jeg særligt pege på, at jeg har taget initiativ til, at der med virkning fra 1. januar 2009 etableres et nyt ligebehandlingsnævn, som kan behandle klagesager efter såvel ligebehandlingsloven, ligelønsloven som forskelsbehandlingsloven. Der indføres altså en ny gratis administrativ klagevej på området og ikke mindst en forbedret beskyttelse i de sager, hvor flere diskrimineringskriterier indgår, fx køn og seksuel orientering. Jeg er interesseret i at få bekæmpet diskrimination inden for alle de beskyttede kriterier i lovgivningen.

    Da jeg for øjeblikket ikke har planer om ændre i de nævnte love og heller ikke finder behov herfor, ser jeg ikke for nuværende det fornødne grundlag for et møde med Trans-Danmark, men I skal være meget velkomne til at skrive til ministeriet, hvis I har yderligere forslag, som I ønsker skal indgå i ministeriets overvejelser.

    Venlig hilsen
    Claus Hjort Frederiksen

    Skrivelsen i pdf-format i Vidensbanken.

Notatet i pdf-format.

Love, bekendtgørelser mv., som 24. februar 2013 regulerer transkønnedes forhold.

Vist 47 gange. Af Tina Thransen den 24. februar 2013.
For LGBT Danmark har jeg udarbejdet en oversigt over love, bekendtgørelser mv., som pr. 24. februar 2013 regulerer transkønnedes forhold.

Gennemgangen tager udgangspunkt i nugældende love, bekendtgørelser m.v. og er struktureret med baggrund i LGBT Danmarks transpolitik af 3. marts 2013. (Tranpolitikken er den 23. september 2015 afløst af en ajourført version.)

Fernanda Milán fra Guatemala anerkendt som FN-flygtning. LGBT Danmark har spillet en ikke uvæsentlig rolle i afgørelsen. 3. januar 2013.

Vist 10 gange.
Fernanda Milán

Fernanda Milán

Den 3. januar 2013 bragte Politiken en artikel under overskriften: “Transkønnet anerkendt som FN-flygtning. Fernanda Milán er den første transperson på flugt, der får beskyttelse i Danmark.

Artiklen indledes således:
Først skulle den transkønnede menneskeretsaktivist Fernanda Milán fra Guatemala sidste år forlade Danmark efter afslag på asyl.
Men nu har Flygtningenævnet ombestemt sig. Det er første gang, en transkønnet på flugt opnår beskyttelse her i landet. Fernanda Milán har endda fået status som ‘ægte’ flygtning efter FN’s flygtningekonvention.

Stor principiel betydning
Asylrådgiver i organisationen LGBT Danmark (Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner) Søren Laursen er ikke i tvivl om, at afgørelsen er af stor principiel betydning.

»Nu er det fastslået, at mennesker, der er forfulgt i hjemlandet på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet, kan have et lige så stort beskyttelsesbehov som andre grupper«, siger Søren Laursen.

Artiklen afsluttes således:
Afgørelsen i Fernanda Miláns sag faldt allerede i november, men støttegruppen har først offentliggjort den nu, fordi Fernanda ikke havde det godt dengang. Til Politiken fortæller hun, at hun har været udmattet efter alle sine trængsler.
»Men nu skal jeg til at skabe mig en fremtid og finde job. Og så vil jeg fortsat arbejde for retfærdighed for transkønnede og andre, hvis menneskerettigheder ikke bliver anerkendt«.

Artiklen i sin helhed hos Politiken.

* * *
At den langvarige sag endte, med at Fernanda Milán har fået lov at blive i Danmark, skyldes i ikke uvæsentlig grad det engagement, som Søren Laursen, retspolitisk talsperson i LGBT Danmark har udvist i sagen.

Den 23. september 2012 skrev Søren Laursen, retspolitisk talsperson i LGBT Danmark følgende:

Fernandas asylsag genåbnet
Vigtig beslutning fra Flygtningenævnets side.

I januar 2012 blev Fernanda Miláns asylsag afgjort i Flygtningenævnet. Forud var gået en lang proces, som havde ført til afslag i Udlændingestyrelsen, et afslag som automatisk ankes til Flygtningenævnet.

LGBT Danmark har fulgt sagen meget længe og også lavet indlæg i sagen. “Jeg var højst overrasket over afslaget i nævnet,” forklarer Søren Laursen, asylrådgiver i LGBT Danmark. “Jeg mener sagen var velbelyst og at det er indlysende, at Fernanda er i fare og har brug for det internationale samfunds beskyttelse. Jeg synes nævnet har afvist sagen med en meget ‘asylteknisk’ forklaring, og at man overser eller tilsidesætter nogle væsentlige grundvilkår.”

Flygtningenævnet er den instans i Danmark, der træffer den endelige afgørelse i asylsager, og afgørelserne kan derfor ikke ankes. Den eneste måde at komme videre på er at få sagen genåbnet, men det er i almindelighed nærmest umuligt. Det kræver, at der fremkommer væsentlige substantielt nye oplysninger i sagen.

“Det er et problem,” forklarer Søren Laursen, “for jeg synes jo grundlæggende, man traf en forkert beslutning i nævnet, og at sagen på de foreliggende oplysninger skulle have givet asyl. Men når den er afvist, skal man have nye oplysninger, og nye oplysninger vil typisk være mere af det samme og dermed ikke substantielt nye – det er jo Kafkask. Derfor har vi sammen med Fernanda siden januar forsøgt at skaffe oplysninger fra kilder i Guatemala, som har kunnet uddybe den konkrete risiko, som Fernanda er udsat for. Først for nylig er der kommet svar.”

I den seneste måneds tid har Fernandas sag været genstand for en offentligt eksponering i dagspressen, ligesom der er ført kampagner og lavet demonstrationer.

Flere af landets dygtigste asyleksperter har gennemgået sagen med henblik på at vurdere muligheden for en genoptagelse, men disse har været skeptiske. “Hvis man kender lidt til området, så ved man, at genoptagelse generelt er nærmest umuligt, og at afvisninger om genoptagelser normalt begrundes ret sporadisk. Man skal derfor have rigtigt gode kort på hånden for at komme nogen vegne,” uddyber Søren Laursen. “Jeg forstår helt og holdent den skepsis der er kommet til udtryk og begrundelsen for den. Jeg kender også udmærket systemet, og man skal jo ikke stikke en asylansøger blår i øjnene, hvis det alligevel er udsigtsløst – det ville være dårlig rådgivning. Det er dog som sagt min opfattelse, at Fernanda vitterligt har brug for beskyttelse, og derfor har jeg insisteret på at der skulle gøres et forsøg. Derfor indsendte jeg, efter aftale med advokaten og på vegne af Fernanda, en begæring om genoptagelse.

Flygtningenævnet har fået adskillige henvendelser i sagen, blandt andet fra ILGA-Europe, og de har nu valgt at genåbne den.

“Det er en glædelig beslutning, og den eneste rigtige beslutning,” mener Søren Laursen. “Det er min opfattelse, at Fernanda hele vejen gennem sagen er blevet forkert behandlet. I mine øjne ser det ud som om, at man ikke forstår transpersoners vilkår rundt om i verden – og heller ikke herhjemme. Det er et fundamentalt problem. Jeg var den danske landeekspert i et stort, tværeuropæisk forskningsprojekt om LGBT-asylansøgere i Europe, og selv i dette forum, var der meget lidt fokus på transkønnede ansøgere.
Det betyder, det er forfølgelsesmønstre og asylbegrundelser for LGB-personer, der tegner billedet, desuagtet der er grundlæggende forskel på LGB-sager på den ene side og T-sager på den anden side.”

“Jeg håber, en fornyet nævnsbehandling af Fernandas sag vil føre til en forståelse af den risiko hun står overfor og behovet for beskyttelse.
Hvis det sker, vil det være en succes for de aktivister, der har gjort en stor indsats for at få transpersoner som asylansøgere på lystavlen,” slutter Søren Laursen.

* * *
LGBT Danmark rådgiver LGBT-asylansøgere i Danmark, ligesom man arbejder politisk nationalt og internationalt med emnet.
Søren Laursen er retspolitisk talsperson og asylrådgiver i LGBT Danmark og tidligere medlem af Flygtningenævnet.

LGBT-flygtninge kan fra den 26. oktober 2012 anerkendes som konventionsflygtning i Danmark.

Vist 29 gange. Flygtningenævnet medelte den 26. oktober 2012 til LGBT Danmark, at LGBT-personer vil kunne anerkendes som omfattet af Flygtningekonventionen.

Den 23. september 2012 rettede LGBT Danmark henvendelse til Flygtningenævnet og redegjorde for, hvorfor nævnet bør ændre praksis og give flygtninge, der er forfulgt på grund af kønsidentitet eller seksuel orientering, flygtningestatus i stedet for som i dag beskyttelsesstatus.

Den 26. oktober 2012 meddelte Flygtningenævnet som svar, at LGBT-personer vil efter nævnets opfattelse kunne anerkendes som tilhørende en særlig social gruppe og dermed som omfattet af Flygtningekonventionen, hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldt.

LGBT Danmark har i mange år uden held plæderet for at LGBT-flygtninge skulle kunne få konventionsstatus. I de asylsager foreningen har været involveret i, er der som regel krævet konventionsstatus, men der er kun givet sekundær status (beskyttelsesstatus/de facto-status). Det er således en lang tradition, der nu gøres op med. Som det fremgår af LGBT Danmarks henvendelse, har Danmark ligget på et lavere niveau end fx. standarden i resten af EU.

Skrivelsen fra LGBT Danmark i sin helhed

Flygtningenævnet
Koordinationsudvalget
23. september 2012

Seksuel orientering og kønsidentitet i forhold til særlig social gruppe
LGBT-flygtninge [1], det vil sige personer, der er flygtet som følge af forfølgelse på grund af deres kønsidentitet eller seksuelle orientering, får i Danmark beskyttelsesstatus snarere end konventionsstatus. Dette fremgår blandt andet af et studie udført af LGBT Danmark og Dansk Flygtningehjælp i 2009 [2]. Heraf fremgår, at der på det tidspunkt i Flygtningenævnet alene var en enkelt afgørelse fra 1995, hvor der var givet konventionsstatus, mens andre sager før og siden har ført til de facto- eller beskyttelsesstatus. LGBT Danmark har kendskab til en række sager siden 2009, som ligeledes har resulteret i beskyttelsesstatus.

UNHCR har i deres Guidance Note [3] om temaet konkluderet, at national og international retspraksis viser, at LGBT-personer kan anses for at tilhøre en særlig social gruppe i flygtningekonventionens betydning.

Af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse [4] fremgår

(30) Det er ligeledes nødvendigt at indføre en fælles opfattelse af forfølgelsesgrunden “tilhørsforhold til en bestemt social gruppe”. Med henblik på afgrænsningen af en bestemt social gruppe bør der tages hensyn til faktorer i forbindelse med ansøgerens køn, herunder kønsidentitet og seksuel orientering, som kan være forbundet med visse retstraditioner og skikke, der f.eks. fører til genital lemlæstelse, tvangssterilisation eller tvungen abort, for så vidt som disse faktorer er forbundet med ansøgerens velbegrundede frygt for forfølgelse.

Artikel 10 Grundene til forfølgelse
Afhængigt af omstændighederne i hjemlandet kan en bestemt social gruppe omfatte en gruppe, hvis fælles karakteristiske træk er seksuel orientering. Seksuel orientering kan ikke forstås således, at det omfatter handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning. Der tages hensyn til kønsrelaterede aspekter, herunder kønsidentitet, ved afgørelsen af, om en person tilhører en bestemt social gruppe, og ved bestemmelsen af de karakteristiske træk ved en sådan gruppe

Det skal bemærkes, at sætningen “Afhængigt af omstændighederne i hjemlandet kan en bestemt social gruppe omfatte en gruppe, hvis fælles karakteristiske træk er seksuel orientering” allerede findes i 2004 direktivet [5]. Således har andre EU-medlemsstater siden 2004 betragtet seksuel orientering som konventionsgrund, mens kønsidentitet først kom med i 2011.

Af Europarådets rapport om diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet i Europa fremgår [6]

Twenty-six member states have explicitly recognised in their national legislation that sexual orientation is included in the notion of “membership of a particular social group” (Austria, Belgium, Bulgaria, Croatia, Cyprus, the Czech Republic, Finland, France, Germany, Hungary, Iceland, Ireland, Italy, Latvia, Lithuania, Luxembourg, Malta, Moldova, the Netherlands, Poland, Portugal, Romania, Slovakia, Slovenia, Spain and Sweden).

Samme kilde beskriver, hvorledes også kønsidentitet af forskellige medlemsstater er blevet tolket ind under særlig social gruppe, ligesom ICJ SOGI Case Book [7] nævner eksempler herpå.

En ekspertgruppe under UNHCR, IARLJ og ELENA nævner, at omkring 40 lande anerkender forfølgelse på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet som konventionsgrund og anfører [8]

Today, however, there is acceptance not only that gay men can constitute a particular social group but also that lesbian, bisexual, transgender and intersex individuals can be considered as protected groups under the 1951 Convention.
Analysis has evolved from considering sexual orientation and gender identity as innate and immutable characteristics to regarding them as fundamental parts of human identity, which should be protected in the same way as, for example, political opinion or religion.

Det kan heraf konkluderes, at Flygtningenævnet opererer med en ringere standard end den, der foreskrives af EU-direktivet og den retspraksis, der udledes af UNHCR og andre.

LGBT Danmark skal på den baggrund opfordre Flygtningenævnet til at ændre praksis og bringe den danske tilstand på niveau med EU og andre stater, der anerkender forfølgelse på grund af kønsidentitet eller seksuel orientering som konventionsgrund.

Med venlig hilsen

LGBT Danmark
Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner

Søren Laursen
Retspolitisk talsperson

Noter

  1. [Retur] LGBT: Lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner (Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender), en forkortelse, der anvendes internationalt.
  2. [Retur] Disturbing Knowledge, Decisions from asylum cases as documentation of persecution of LGBT-persons (2009), Søren Laursen, LGBT Danmark (dengang LBL), Mary Lisa Jayaseelan, Dansk Flygtningehjælp,
    http://panbloggen.files.wordpress.com/2012/07/disturbingknowledge-pa-01.pdf
  3. [Retur] UNHCR Guidance Note on Refugee Claims Relating to Sexual Orientation and Gender Identitety (2008), UNHCR,
    http://www.unhcr.org/refworld/docid/48abd5660.html
  4. [Retur] http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2011:337:0009:0026:DA:PDF
  5. [Retur] http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2004:304:0012:0023:DA:PDF
  6. [Retur] Discrimination on grounds of sexual orientation and gender identity in Europe, 2nd edition (2011), Council of Europe (p. 65),
    http://www.coe.int/t/Commissioner/Source/LGBT/LGBTStudy2011_en.pdf
  7. [Retur] Sexual Orientation, Gender Identity, and Justice: A Comparative Law Casebook (2011) International Commission of Jurists,
    http://www.icj.org/sogi-casebook-introduction/chapter-twelve-asylum-and-integration/
  8. [Retur] UN High Commissioner for Refugees, Summary Report, Informal Meeting of Experts on Refugee Claims relating to Sexual Orientation and Gender Identity, 10 September 2011,
    http://www.unhcr.org/refworld/docid/4fa910f92.html
Skrivelsen fra Flygtningenævnet i sin helhed
Flygtningenævnet
LGBT Danmark
Nygade 7
Postboks l 023
1007 København K
Att. Søren Laursen

Dato: 26. okt. 2012
J.nr.: 09/04638
Sagsbehandler: CLG

De har ved brev af 23. september 2012 rettet henvendelse til Flygtningenævnet om nævnets praksis i sager vedrørende asylansøgere, der som asylmotiv har henvist til deres seksuelle orientering eller kønsidentitet (LGBT -personer).

Deres brev har været drøftet på møder i Flygtningenævnets formandskab og Koordinationsudvalg.

Flygtningenævnet kan i den anledning oplyse følgende:

Flygtningenævnet træffer afgørelse på baggrund af en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt den pågældende asylansøger opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. l, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. I denne vurdering indgår blandt andet ansøgerens forklaring sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, herunder det baggrundsmateriale, som Flygtningenævnet er i besiddelse af vedrørende ansøgerens hjemland.

Statusvalget i en asylsag sker således efter en konkret vurdering, og LGBT-personer vil efter nævnets opfattelse kunne anerkendes som tilhørende en særlig social gruppe og dermed som omfattet af Flygtningekonventionen, hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldt.

P.N.V.
B. O. Jespersen

* * *
Skrivelsen af 23. september 2012 fra LGBT Danmark til Flygtningenævnet i pdf-format.
Skrivelsen af 26. oktober 2012 fra Flygtningenævnet til LGBT Danmark i pdf-format.
Omtale af skrivelserne i Panblokken.

Regeringsgrundlaget af 3. oktober 2011 for den nye regering vedrørende ligestilling, seksuel orientering, kønsskifte og etnisk ligestilling.

Vist 95 gange.
Regeringsgrundlag af 3. oktober 2011

Regeringsgrundlag af 3. oktober 2011

Regeringsgrundlaget af 3. oktober 2011 for den nye regering vedrørende ligestilling, seksuel orientering, kønsskifte og etnisk ligestilling.

Den nye regering, der blev præsenteret den 3. oktober 2011, og som består af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radeikale Venstre, offentliggjorde deres regeringsgrundlag under overskriften “Et Danmark, der står sammen”.

I afsnittet underafsnittet “Seksuel ligestilling” i afsnittet “Ligestilling og mangfoldighed” omtales transkønnede indirekte under begrebet “andre grupper” i teksten:
Regeringen vil styrke indsatsen med at registrere, opklare og forebygge
hate-crimes mod homoseksuelle og andre grupper.

I samme afsnit omtales anføres følgende om kønsskifte:
Regeringen vil undersøge reglerne om kønskorrigerende behandling, herunder mulighederne for at foretage juridisk kønsskifte uden krav om kirurgiske indgreb.

* * *
Regeringsgrundlaget side 65 og 66 gengives herunder.
Ligestilling og mangfoldighed
Gør Danmark stærkt
Det danske samfund bygger på, at alle mennesker er både lige og forskellige. Ingen mennesker er ens. Men alle mennesker er lige meget værd. Mangfoldighed giver nye ideer og nye løsninger. Mangfoldighed skaber trygge rammer for kreativitet og dialog.

Regeringen ønsker at fremme et Danmark, hvor mennesker bliver bedømt på, hvad de gør og ikke, hvordan de ser ud, eller hvor de kommer fra.

Regeringen ønsker at fremme et Danmark, hvor den enkeltes muligheder og rettigheder udvides og ikke indskrænkes.

Et mangfoldigt Danmark er et moderne Danmark.

Derfor vil regeringen sikre lige muligheder og lige rettigheder for alle danske borgere.
Diskrimination af enhver form er uacceptabelt, uanset om det sker på baggrund af køn, seksuel orientering, etnicitet, religion eller handikap.

Derfor vil regeringen tage skridt til at ratificere tillægsprotokollen til FNs handicapkonvention og give Ligebehandlingsnævnet mulighed for at tage sager op af egen drift.

Ligestilling mellem mænd og kvinder
Danmark er et af de lande i verden, hvor kvinderne har den højeste erhvervsfrekvens. Uden kvinderne på arbejdsmarkedet ville vores velstand være markant mindre.

Sammenlignet med andre lande har Danmark opnået en forholdsvis høj grad af ligestilling.
Men desværre er det gået den forkerte vej de seneste år. Og der er langt fra fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i det danske samfund, når det handler om løn og indflydelse.
Danmark har et meget kønsopdelt arbejdsmarked. Det skaber ligestillingsmæssige udfordringer.

Regeringen vil indlede en dialog med erhvervslivet med henblik på at sikre flere kvindelige medlemmer af bestyrelserne for de børsnoterede virksomheder, og herunder vurdere forslag om kvoter på baggrund af køn.

Regeringen vil øremærke op til tre måneder af den betalte barselsperiode til manden.

Regeringen vil undersøge mulighederne for at udbygge kønsopdelt lønstatistik.

Regeringen vil etablere en barselsfond for selvstændige.

Regeringen vil sikre at frivilligt enlige mødre sidestilles med andre enlige forsørgere i forhold til blandt andet det særlige børnetilskud.

Regeringen vil gennemføre en helhedsindsats for udsatte drenge, som i dag har en markant større frafald og deraf følgende lavere uddannelsesgrad end piger. Indsatsen skal blandt andet omfatte diskrimination på baggrund af køn og etnicitet i forbindelse med praktikpladser.

Danmark skal være et land, hvor piger og drenge, kvinder og mænd reelt har lige muligheder.

Seksuel ligestilling
Regeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering. Regeringen vil derfor fjerne forbuddet mod vielser af homoseksuelle i folkekirken og i øvrigt undersøge yderligere tiltag i retningen af en kønsneutral ægteskabslovgivning.

Regeringen vil styrke indsatsen med at registrere, opklare og forebygge hate-crimes mod homoseksuelle og andre grupper.
Regeringen vil sikre at medmødre til børn undfanget ved kunstig befrugtning omfattes af børneloven på lige fod med fædre.

Regeringen vil undersøge reglerne om kønskorrigerende behandling, herunder mulighederne for at foretage juridisk kønsskifte uden krav om kirurgiske indgreb.

Etnisk ligestilling
Diskrimination og social udstødning af nydanskere er uacceptabelt og en selvstændig barriere for integration. Derfor vil regeringen oprette en national antidiskriminationsenhed.

Enheden skal kortlægge omfanget og typerne af diskrimination på arbejdsmarkedet og i samfundslivet Enheden skal endvidere gennemføre offentligt finansierede antidiskrimineringskampagner, koordinere tværkommunale tiltag imod diskrimination og understøtte virksomheder, der ønsker at bekæmpe diskrimination på arbejdspladsen.

* * *
Regeringsgrundlaget i sin helhed på Statsministeriets hjemmeside i pdf-format.

Hadforbrydelser i Danmark – vejen til en effektiv beskyttelse. Udredning nr. 8 af 7. februar 2011 fra Institut for Menneskerettigheder (IMR).

Vist 30 gange.
Hadforbrydelser i Danmark

Hadforbrydelser i Danmark

Titel Hadforbrydelser i Danmark
– vejen til en effektiv beskyttelse
Udredning nr. 8
Redaktion Lisbeth Garly Andersen og Susanne Nour
Tilrettelæggelse Lisbeth Garly Andersen
Cecilia Decara
Mette Foldager
Bjørn Dilou Jacobsen
Stéphanie Lagoutte
Suzanne Rosenkilde Nielsen
Mandana Zarrehparvar
Forlagsredaktør Klaus Slavensky
Forlag Institut for Menneskerettigheder (IMR)
Udgivet 7. februar 2011
Sprog Dansk
Antal sider 111
ISBN-13 978-87-91836-39-8

Rapporten belyser, hvordan hadforbrydelser håndteres i Danmark og indeholder vurderinger af om de procedurer, der er udviklet hos politi, anklagemyndighed og domstole, sikrer en effektiv beskyttelse mod hadforbrydelser.

Udredningen indeholder desuden en gennemgang af dansk lov og retspraksis samt relevante EU-retlige og menneskeretlige forpligtelser.

Herudover indeholder udredningen en beskrivelse af politiets og anklagemyndighedens håndtering af hadforbrydelser, og NGO‘ers og forurettedes opfattelse af denne håndtering.

Udredningen er bl.a. bygget på kvalitative interviews med politi og anklagemyndighed på forskellige niveauer i to politikredse, samt interviews med en række frivillige organisationer.

Institut for Menneskerettigheders udredning om hadforbrydelser, indeholder afslutningsvis en opsummering af de problemfelter, der gør sig gældende, og en række forslag til hvordan håndtering af hadforbrydelser kan styrkes i Danmark.

Omtale af rapporten hos Institut for Menneskerettigheder.
Hadforbrydelser i Danmark – vejen til en effektiv beskyttelse. Udredning nr. 8 i pdf-format hos Institut for Menneskerettigheder.

Gennemgang af Europarådets anbefaling CM/Rec(2010)5 af 31. marts 2010 om bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet. Tina Thranesen den 7. april 2010.

Vist 0 gange. Af Tina Thranesen.

Gennemgang af
Europarådets anbefaling CM/Rec(2010)5 af 31. marts 2010
om bekæmpelse af forskelsbehandling
på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet
med kommentarer om
i hvor stor udstrækning Danmark lever op til anbefalingerne

Kommentarerne følger med indrykket venstre margin efter hvert enkelt punkt.

Anbefalingerne i dansk uautoriseret oversættelse og link til den originae engelske tekst findes på denne adresse:
http://www.thranesen.dk/anbefaling-cm-rec-2010-5/

Pkt. 1. gennemgår eksisterende lovgivning og andre foranstaltninger, holde dem under opsyn, og indsamler og analyserer relevante data med henblik på at overvåge og afhjælpe enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet;
Punktet består af to dele: 1) gennemgang og 2) afhjælpning.
  1. Der er mig bekendt ikke foretaget en sådan gennemgang af det offentlige.
    Den eneste sådanne gennemgang af dansk lovgivning mm. er foretaget af mig til brug for Trans-Danmark.
  2. I og med, at transkønnethed/kønsidentitet med få undtagelser ikke er nævnt i dansk lovgivning, foregår der lovgivningsmæssigt en i hvert fald indirekte forskelsbehandling.

Pkt. 2. sikre, at lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger vedtages og gennemføres effektivt for at bekæmpe forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, for at sikre respekten for menneskerettighederne for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede
personer og at fremme tolerance over for dem;
Med henvisning til ovenstående pkt. 1.2. må det siges, at de lovgivningsmæssige foranstaltninger ikke er gennemført effektivt.

Pkt. 3. sikre, at ofre for forskelsbehandling er bekendt med og har adgang til effektive retsmidler
ved en national myndighed, og at foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling, når det er
hensigtsmæssigt, indbefatter sanktioner ved overtrædelser og tildeling af en passende erstatning til
ofre for forskelsbehandling;
Danmark lever op til teksten.

Pkt. 4. tilse, at deres lovgivning, politikker og praksis følger de principper og foranstaltninger, der
er indeholdt i tillægget til denne henstilling;
Se efterfølgende herunder.

Pkt. 5. sikrer, at denne henstilling, herunder dens bilag, er oversat og formidles så bredt som muligt.
Der findes pt. mig bekendt endnu ikke nogen dansk oversættelse, og der er ikke sket nogen
formidling af den fra det offentliges side.
Der findes alene en uautoriseret dansk oversættelse foretaget af mig og vist på denne adresse: http://www.thranesen.dk/anbefaling-cm-rec-2010-5/

Tillæggets/bilagets henstillinger

I. Ret til livet, sikkerhed og beskyttelse mod vold
A. Hadforbrydelser og andre hadmotiverede hændelser

1. Medlemsstaterne bør sikre en effektiv, hurtig og upartisk efterforskning af påståede tilfælde af forbrydelser og andre hændelser, hvor det er rimeligt at formode, at offerets seksuelle orientering eller kønsidentitet har været motiv for gerningsmanden, de bør endvidere sikre, at der lægges særlig vægt på at undersøge sådanne forbrydelser og hændelser, når de angiveligt er begået af retshåndhævende embedsmænd eller andre personer, der handler i embeds medfør, og at de ansvarlige for disse handlinger retsforfølges.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet. Dette synspunkt dækkes næppe fuldt ud af f.eks. LGBT Danmark.

2. Medlemsstaterne bør ved fastsættelse af sanktioner i sager, hvor motivet er begrundet i seksuel orientering eller kønsidentitet, sikre, at det betragtes som en skærpende omstændighed.
Der er i Danmark lovhjemmel for at skærpe straffen i sådanne sager. Det er imidlertid nærmest umuligt at konstatere, hvorvidt det sker.

3. Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger for at sikre, at ofre og vidner til hadforbrydelser relateret til seksuel orientering eller kønsidentitet og andre hadmotiverede hændelser tilskyndes til at anmelde disse forbrydelser og hændelser, og til dette formål, bør medlemsstaterne træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de retshåndhævende myndigheder, herunder retsvæsenet, har den nødvendige viden og færdigheder til at identificere sådanne kriminelle handlinger og hændelser og yde passende bistand og støtte til ofre og vidner.
Punktet består af to dele: 1) En opfordring til at ofre og vidner anmelder og 2) At myndighederne har den nødvendige viden.
  1. Der kommer jævnligt i medierne opfordring om at anmelde forbrydelser, men jeg har ikke set nogen målrettet opfordring om at anmelde hadforbrydelser.
  2. Generelt er der ingen forskel i politiets efterforskning og domstolens behandling af sager, hvor der foreligger et hadmotiv.
    Det må dog anses som tvivlsomt, om politiet, anklagemyndigheden, domstolen og forsvarsadvokaterne besidder nævneværdig grundlæggende viden om især transkønnethed og transkønnedes forhold.

4. Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger for at sikre sikkerhed og værdighed for alle personer i fængsel eller som på andre måder berøves deres frihed, herunder lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede personer, og navnlig træffe beskyttelsesforanstaltninger mod fysiske overgreb, voldtægt og andre former af seksuel misbrug, uanset om det begås af andre indsatte eller personale, og der bør træffes foranstaltninger, så de reelt beskytter og respekterer transkønnede personers kønsidentitet.
  1. Det må anses som tvivlsomt, om Kriminalforsorgen og dermed fængsler og arresthuse i nævneværdig grad lever op til dette punkt. Især er det tvivlsomt, om de besidder nævneværdig grundlæggende viden om især transkønnethed og transkønnedes forhold.
  2. Der foreligger mig bekendt ikke regler eller retningslinjer for anbringelse af transkønnede.
5. Medlemsstaterne bør sikre, at relevante data er indsamlet og analyseret for forekomsten og karakteren af forskelsbehandling og intolerance på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, og især vedrørende hadforbrydelser og hadmotiverede hændelser i forbindelse med seksuel orientering eller kønsidentitet.
Mig bekendt er der ikke indsamlet sådanne data og dermed heller ikke foretaget nogen analyse.

B. Hadefuld tale

6. Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger til at bekæmpe alle former for ytringer, herunder i medierne og på internettet, som med rimelighed kan opfattes som eller forventes at øge effekten af at anstifte, sprede eller fremme had eller andre former for diskrimination mod lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede personer. Sådan hadefuld tale bør forbydes og offentligt bekæmpes,
når det foregår. Alle foranstaltninger bør respektere den grundlæggende ret til ytringsfrihed i overensstemmelse med artikel 10 i konventionen og retspraksis fra Domstolen.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

7. Medlemsstaterne bør øge bevidstheden hos offentlige myndigheder og offentlige institutioner på alle niveauer om deres ansvar for at afholde sig fra at fremsætte udtalelser, især til medierne, som med rimelighed kan opfattes som legitimerende af sådan hadefuld tale eller diskrimination.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

8. Offentligt ansatte og andre offentlige repræsentanter bør tilskyndes til at fremme tolerance og respekt for menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede personer, når de indleder en dialog med betydningsfulde personer i samfundet, herunder i medier og idrætsorganisationer, politiske organisationer og religiøse samfund.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

II. Foreningsfrihed
9. Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger til i overensstemmelse med artikel 11 i konventionen at sikre retten til foreningsfrihed uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet; især bør diskriminerende administrative instanser, herunder overdrevne formaliteter for registrering og praktisk funktion af foreninger, forhindres og fjernes; foranstaltninger bør også træffes for at forhindre misbrug af juridiske og administrative bestemmelser, såsom dem, der vedrører begrænsninger baseret på den offentlige sundhed, den offentlige sædelighed og offentlig orden.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

10. Adgang til offentlige midler til rådighed for ikke-statslige organisationer bør sikres uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
Formelt lever Danmark op til punktet. Imidlertid kan det være svært for især små foreninger at få offentlige driftstilskud, hvilket hæmmer disses aktivitetsniveau.

11. Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger til effektivt at beskytte lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle personer, der arbejder for fremme af menneskerettigheder, mod fjendtlighed og aggression, herunder også, når sådant begås af repræsentanter for statsmagten, for at sætte dem i stand til frit at udføre deres aktiviteter i overensstemmelse med erklæringen fra Europarådets Ministerkomité om Europarådets indsats for at forbedre beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmpere og fremme deres aktiviteter.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

12. Medlemsstaterne bør sikre, at ikke-statslige organisationer, der forsvarer menneskerettighederne for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede personer er behørigt konsulteret om vedtagelsen og gennemførelsen af foranstaltninger, der kan have en indvirkning på menneskerettighederne for disse personer.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

10. Adgang til offentlige midler til rådighed for ikke-statslige organisationer bør sikres uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
Formelt lever Danmark op til punktet. Imidlertid kan det være svært for især små foreninger at få offentlige driftstilskud, hvilket hæmmer disses aktivitetsniveau.

III. Ytringsfrihed og forsamlingsfrihed
13. Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger for i overensstemmelse med artikel 10 i konventionen at sikre retten til ytringsfrihed uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, herunder frihed til at modtage og videregive oplysninger om emner, der beskæftiger sig med seksuel orientering eller kønsidentitet.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

14. Medlemsstaterne bør på nationalt, regionalt og lokalt plan træffe passende foranstaltninger til at sikre retten til frihed og fredelig forsamling, som nedfældet i artikel 11 i konventionen, uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

15. Medlemsstaterne bør sikre, at de retshåndhævende myndigheder træffe passende foranstaltninger til at beskytte deltagerne i fredelige demonstrationer til fordel for menneskerettighederne for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede personer fra ethvert forsøg på ulovligt at forstyrre eller hæmme den effektive udøvelse af deres ytringsfrihed og til fredelig forsamling.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

16. Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger mod begrænsninger af retten til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed gennem misbrug af juridiske eller administrative bestemmelser, for eksempel hensynet til den offentlige sundhed, den offentlige sædelighed og offentlig orden.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

17. Offentlige myndigheder på alle niveauer bør tilskyndes til offentligt at fordømme, især i medierne, eventuelle ulovlige handlinger rettet mod enkeltpersoners og gruppers ret til at udøve deres ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, især relateret til menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede personer.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

IV. Ret til respekt for privat- og familieliv
18. Medlemsstaterne bør sikre, at enhver diskriminerende eller kriminaliserende lovgivning af seksuel handlinger mellem samtykkende voksne af samme køn, herunder eventuelle forskelle i den seksuel lavalder mellem personer af samme køn og heteroseksuelle personer, ophæves, og de bør også træffe passende foranstaltninger for at sikre, at strafferetlige bestemmelser, som på grund af deres ordlyd, kan føre til en diskriminerende anvendelse enten er ophævet, ændret eller anvendes på en måde, der er forenelig med princippet om ikke-diskrimination.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet, selv om det kan diskuteres, om formuleringerne med hensyn til de seksuelle forhold mellem henholdsvis personer af forskellige køn og personer af samme køn bør ændres til en kønsneutral tekst.

19. Medlemsstaterne bør sikre, at personlige data, der henviser til en persons seksuelle orientering eller kønsidentitet ikke indsamles, lagres eller på anden måde bruges af offentlige institutioner, herunder særligt i håndhævende forbindelse, medmindre dette er nødvendigt for udførelsen af specifikke, lovlige og legitime formål; eksisterende data, som ikke overholder disse principper bør destrueres.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

20. Tidligere fastsatte krav, herunder ændringer af fysisk karakter for retlig anerkendelse af et kønsskifte, bør revideres regelmæssigt for at fjerne urimelige krav.
Her lever Danmark absolut ikke op til punktet. Trans-Danmark har flere gange påpeget ønske om ændringer. Der henvises til de af Trans-Danmark ved flere lejligheder fremsatte ønsker.
Der henvises også til skriftet “Fem punkter til forbedring af transkønnedes forhold“, der kan læses på denne adresse:
http://www.thranesen.dk/fem-punkter/

21. Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger til at sikre fuld juridisk anerkendelse af en persons kønsskifte på alle livets områder, navnlig ved at gøre det muligt at ændre navn og køn i officielle dokumenter på en hurtig, gennemsigtig og tilgængelig måde; medlemsstaterne bør også sikre en tilsvarende anerkendelse og ændringer af ikke-statslige aktører med hensyn til centrale dokumenter, såsom eksamensbeviser eller uddannelsescertifikater.
Punktet består af to dele: 1) Det offentliges forpligtigelse, og 2) Det privates forpligtigelse.
  1. Det er min opfattelse, at Danmark i det store og hele lever op til punktet, idet der efter et stedfundet kønsskifte sker udstedelse af nyt personnummer og kønsbestemt fornavn efter eget valg. Med hensyn til nyudstedelse af eksamensbeviser mm. med den nye identitet anført foreligger ingen regler.
  2. Der foreligger ingen regler om privates nyudstedelser med den nye identitet anført, hvorfor det i hvert enkelt tilfælde er op til den privates velvillighed.

22. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med punkt 20 og 21 træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre transkønnede personers ret til at gifte sig med en person af det modsatte køn, når deres kønsskifte er gennemført og juridisk anerkendt.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

23. Når den nationale lovgivning giver rettigheder og forpligtelser for ugifte par, bør medlemsstaterne sikre, at den finder anvendelse på en ikke-diskriminerende måde for både heteroseksuelle og homoseksuelle par, herunder med hensyn til efterladte-pension og lejebolig.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

24. Når den nationale lovgivning anerkender registreret partnerskaber, bør medlemsstaterne forsøge at sikre, at deres juridiske status og deres rettigheder og pligter svarende til heteroseksuelle par i en tilsvarende situation.
Danmark lever kun delvist op til punktet. Der er pt. politiske forhandlinger i gang med hensyn til mulig ændring af ægteskabslovgivningen, så der sker fuld ligestilling.
L 123 Lovforslag Ægteskabslov: Lovforslag om ændring af ægteskabsloven så heteroseksuelle og homoseksuelle par ligestilles.
B 123 Vielse af homoseksuelle: Forslag til folketingsbeslutning om at give trossamfund mulighed for at vie homoseksuelle par.
B 122 Kønsneutralt ægteskab: Beslutningsforslag om at indføre kønsneutralt ægteskab.

25. Hvor den nationale lovgivning ikke anerkender eller giver rettigheder eller forpligtelser til personer i registreret partnerskaber og ugifte par, opfordres medlemsstaterne til at overveje muligheden for – uden forskelsbehandling af nogen art, herunder mod heteroseksuelle par, homoseksuelle par – med juridiske eller andre midler at løse de praktiske problemer i forbindelse med den sociale virkelighed, hvori de lever.
Dansk lovgivning anerkender både registreret partnerskab og samlevende ugifte par. Der er dog visse lovgivningsmæssige forskelle i forhold til heteroseksuelle ægtepar som anført ovenfor under pkt. 24.

23. Når den nationale lovgivning giver rettigheder og forpligtelser for ugifte par, bør medlemsstaterne sikre, at den finder anvendelse på en ikke-diskriminerende måde for både heteroseksuelle og homoseksuelle par, herunder med hensyn til efterladte-pension og lejebolig.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

26. Under hensyntagen til, at barnets tarv bør være det primære hensyn i afgørelser vedrørende forældremyndighed til et barn, bør medlemsstaterne sikre, at sådanne afgørelser træffes uden forskelsbehandling baseret på seksuel orientering eller kønsidentitet.
Det er min opfattelse, at Danmark formelt lever op til punktet. Imidlertid er det meget svært at konstatere, hvorvidt der sker en reel efterlevelse af punktet.

27. Under hensyntagen til, at barnets tarv bør være det primære hensyn i afgørelser om adoption af et barn, bør medlemsstater, hvis nationale lovgivning tillader enlige at adoptere børn, sikre, at loven anvendes uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
Danmark lever ikke fuldt ud op til punktet, idet adoptionslovgivningen ikke ligestiller homoseksuelle adoptanter med heteroseksuelle.

28. Når den nationale lovgivning tillader kunstig befrugtning af enlige kvinder, bør medlemsstaterne søge at sikre adgang til en sådan behandling uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering.
Her kan jeg ikke uden nærmere undersøgelse komme med kommentarer. Der har gennem de senere år været megen debat om kunstig befrugtning, og der er sket en del ændringer, men jeg har ikke fulgt dette så tæt, at jeg kan kommentere det nærmere.

V. Beskæftigelse
29. Medlemsstaterne bør sikre indførelse og gennemførelse af passende foranstaltninger, som sikrer effektiv beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet ved beskæftigelse og udøvelse af erhverv i den offentlige såvel som i den private sektor. Disse foranstaltninger bør omfatte betingelserne for adgang til beskæftigelse og forfremmelse, afskedigelse, løn og øvrige arbejdsvilkår, herunder forebyggelse, bekæmpelse og straf for chikane og andre former for repressalier.
Formelt overholder Danmark punktet.
Reelt må det konstateres, at især transkønnede har det svært ved at forblive på arbejdsmarkedet.
Trans-Danmark har påpeget dette ved flere lejligheder over for både ministre, folketingsudvalg og politikere.

30. Opmærksomheden bør især rettes mod en effektiv beskyttelse af retten til privatlivets fred for transkønnede personer i forbindelse med beskæftigelse, især med hensyn til jobansøgninger, for at undgå irrelevant offentliggørelse af deres tidligere køn eller deres tidligere navn til arbejdsgiveren og øvrige medarbejdere.
Der foreligger ingen formaliseret beskyttelse som nævnt i punktet.

VI. Uddannelse
31. Under behørigt hensyn til altoverskyggende varetager barnets tarv, bør medlemsstaterne tage passende lovgivningsmæssige og andre initiativer, rettet mod undervisere og elever, for at sikre, at retten til uddannelse, effektivt kan nydes uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, hvilket navnlig omfatter sikring af børn og unges ret til uddannelse i et sikkert miljø, uden vold, mobning, social udelukkelse eller andre former for diskriminerende og nedværdigende behandling i forbindelse med seksuel orientering eller kønsidentitet.
Formelt overholder Danmark nok punktet.
Imidlertid kan der ikke være tvivl om, at der mangler information på alle niveauer i uddannelsessystemet.
Et eksempel herpå kan findes i rapporten:
Flere end to slags børn – en rapport om køn og ligestilling i børnehaven af 7. marts 2008 fra Ligestillingsministeriet, som kan ses omtalt med link til rapporten på denne adresse:
http://www.thranesen.dk/flere-end-to-slags-boern/
Rapporten beskæftiger sig meget med børns køn og kønslige udvikling, men nævner intet om transkønnethed.

32. Under behørigt hensyn til altoverskyggende varetager barnets tarv, bør der træffes passende foranstaltninger på alle niveauer for at fremme gensidig tolerance og respekt i skolerne uanset seksuel orientering eller kønsidentitet. Dette bør omfatte objektive oplysninger om seksuel orientering og kønsidentitet, f.eks. i skolernes undervisningsplaner og undervisningsmaterialer, og ved at give elever og studerende de nødvendige oplysninger og den nødvendige beskyttelse og støtte, som sætter dem i stand til at leve i overensstemmelse med deres seksuelle orientering og kønsidentitet. Desuden kan medlemsstaterne udarbejde og gennemføre skolens ligheds- og sikkerhedspolitik og handlingsplaner og sikre adgang til tilstrækkelig anti-diskriminationsuddannelse eller støtte- og undervisningsmateriale. Sådanne foranstaltninger bør tage hensyn til forældres rettigheder vedrørende undervisning af deres børn.
Her lever Danmark ikke op til punktet.
Mig bekendt er der ikke i undervisningsplaner noget om seksuel orientering og kønsidentitet.
Der er seksualundervisning i folkeskolen, men undervisningen om homoseksualitet og biseksualitet er de fleste steder nok nærmest ikke eksisterende.
Vedrørende kønsidentitet, så foregår der generelt ingen undervisning.
Det vides dog, at der rundt i landet er elever, som af egen drift skriver projektopgaver om kønsidentitet, transvestisme og transseksualisme, hvilket ses i form af henvendelse fra elever fra folkeskolens 8., 9. og 10. klasser til dels foreningerne og dels til enkeltpersoner – selv får jeg omkring ti sådanne henvendelser om året.

VII. Sundhed
33. Medlemsstaterne bør træffe passende lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger til at sikre den højest opnåelige sundhedstilstand uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet; især bør de tage hensyn til de særlige behov hos lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede personer i udviklingen af de nationale sundhedsplaner, herunder forebyggelse af selvmord, sundhedsundersøgelser, medicinske læseplaner, kurser og materialer, og overvåge og evaluere kvaliteten af sundhedstjenester.
Det er min vurdering, at Danmark i det store og hele lever op til punktet.
Dog er der næppe tvivl om, at kendskabet til transkønnethed er begrænset inden for sundhedsvæsenet, og at der ikke undervises deri.

34. Passende forholdsregler bør tages for i overensstemmelse med standarderne i World Health Organisation at undgå klassificeringen af homoseksualitet som en sygdom.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

35. Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger for at sikre, at transkønnede personer har effektiv adgang til passende kønsskiftebehandling, herunder psykologiske, endokrinologiske og kirurgisk ekspertise inden for sundhedsvæsenets behandling af transkønnede, uden at være underlagt urimelige krav; ingen skal udsættes for kønsskiftebehandling uden hans eller hendes samtykke. Punktet indeholder to forhold: 1) adgang til behandling, og 2) uden at være underlagt urimelige krav.
  1. Formelt lever Danmark op til punktet gennem behandlingen på Sexologisk Klinik.
  2. Imidlertid er der urimelige krav – eller måske mere præcist betegnet, så er det en urimelig behandling, som foregår på Sexologisk Klinik, ligesom det er urimeligt, at Sexologisk Klinik er eneste behandlingstilbud er utilfredsstillende. Her skal jeg ikke komme med detaljer, men henvise til de mange skrivelser og drøftelser, som har fundet sted gennem de senere år.

36. Medlemsstaterne bør træffe passende lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger til at sikre, at enhver beslutning, der begrænser omkostningerne, der er omfattet af sygeforsikring for kønsskiftebehandling er lovlig, objektiv og rimelig.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

VIII. Boliger
37. Der bør træffes foranstaltninger til at sikre alle personer en effektiv og lige adgang til en passende bolig uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet; sådanne foranstaltninger bør navnlig søge at yde beskyttelse mod forskelsbehandling ved udsættelse af boligen, og at sikre lige rettigheder at optjene og bevare ejerskab af jord og anden ejendom.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

38. Der bør lægges særlig vægt på risikoen for hjemløshed for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede personer, herunder unge og børn, der kan være særligt udsatte for social udstødelse, herunder fra deres egne familier; i denne forbindelse bør hjælp fra de relevante sociale myndigheder gives på grundlag af en objektiv vurdering af den enkeltes behov og uden forskelsbehandling.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.

IX. Sports
39. Homofobi, transfobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet i idræt er, ligesom racisme og andre former for forskelsbehandling, uacceptabel og bør bekæmpes.
Overordnet set, leves der nok op til punktet, men i hvor stor udstrækning der gør det i de enkelte idrætsforeninger, er det svært at vurdere.

40. Sportsaktiviteter og -faciliteter bør være åbne for alle uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet; især bør der træffes effektive foranstaltninger til at forebygge, modvirke og straffe brug af diskriminerende fornærmelser med henvisning til seksuel orientering eller kønsidentitet under og i forbindelse med sportsbegivenheder.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.
Som nævnt under pkt. 39 er det imidlertid svært at vurdere i hvor stor udstrækning, der leves op til punktet i de enkelte foreninger og faciliteter, er det svært at vurdere.
Det er imidlertid kendt, at transkønnede, der lever fuldtid som deres følte køn udtrykker betænkeligheder især omkring omklædningsmuligheder og brug af svømmehaller.
Det må derfor siges, at der er behov for information til idrætsforeninger og idrætsfaciliteterne om transkønnethed og transkønnedes særlige forhold.

41. Medlemsstaterne bør tilskynde til en dialog med og støtte sportsforeninger og fanklubber med at udvikle oplysningsaktiviteter om forskelsbehandling af lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede personer i sporten, og at fordømme tilkendegivelser af intolerance over for dem.
Her lader nok noget tilbage at ønske.

X. Retten til at søge asyl
42. I tilfælde, hvor medlemsstaterne har internationale forpligtelser i denne henseende, bør de erkende, at en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet kan være en gyldig begrundelse for tildeling af flygtningestatus og asyl i henhold til national lovgivning.
Det er min opfattelse, at Danmark formelt lever op til punktet. Det er i Danmark ikke muligt at opnå asyl på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, men Danmark udviser ikke personer til lande, hvor de risikerer, dødsstraf, risikerer tortur mm., hvorfor det er muligt for disse personer at få asyl, hvis sådanne forhold gør sig gældende.

43. Medlemsstaterne bør sikre, at især asylansøgere ikke sendes til et land, hvor deres liv eller frihed vil være truet eller de risikerer tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
Se bemærkningerne ovenover under pkt. 42.

44. Asylansøgere skal beskyttes mod enhver diskriminerende politik eller praksis på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet; især bør der træffes passende foranstaltninger for at forebygge risiko for fysisk vold, herunder seksuel misbrug, sproglige overgreb eller andre former for chikane mod asylansøgere eller frihedsberøvelse af dem, og for at sikre deres adgang til oplysninger om deres særlige situation.
Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet, selv om jeg erkender, at der er kredse, der er af en anden opfattelse.

XI. Nationale menneskerettighedsinstitutioner strukturer
45. Medlemsstaterne bør sikre, at nationale menneskerettighedsorganisationer har et klart mandat til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet; i særdeleshed bør de kunne komme med anbefalinger om lovgivning og politikker, øge kendskabet blandt den brede offentlighed, samt – så vidt national lovgivning tillader det – at undersøge individuelle klager vedrørende både i den private og den offentlige sektor og igangsætte eller deltage i retssager.
Punktet består overordnet af to dele: 1) Organisationernes mandat til at bekæmpe forskelsbehandling, komme med anbefalinger og udbrede kendskab til offentligheden, og 2) Formel adgang til at undersøge klager og igangsætte eller deltage i retssager.
  1. Det er min opfattelse, at Danmark lever op til punktet.
  2. Dansk lovgivning giver ikke organisationer en sådan adgang, hvorfor det er min opfattelse, at Danmark også på dette område lever op til punktet.
XII. Forskelsbehandling af forskellige grunde
46. Medlemsstaterne tilskyndes til at træffe foranstaltninger til at sikre, at juridiske bestemmelser i national lovgivning, der forbyder eller forhindrer diskrimination, også beskytter mod forskelsbehandling af flere forskellige grunde, herunder på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet; nationale menneskerettighedsorganisationer bør have forhold, der sætter dem i stand til at tackle sådanne forhold.
Formelt overholder Danmark punktet.
Imidlertid er det utilfredsstillende, at transkønnethed/transkønnede ikke nævnes specifikt i forskellige love, men skal søge beskyttelsen under begrebet seksuel orientering, hvilket også er omtalt øverst under pkt. 1 i selve anbefalingen.

Tina Thranesen.

* * *
Gennemgangen i pdf-format.

Fem punkter til forbedring af transkønnedes forhold. 23. november 2009.

Vist 318 gange. Bemærkninger af Tina Thranesen om tilblivelsen af de fem punkter
De fem punkter, der er udarbejdet af Irene Haffner, GNOEQA og Tina Thranesen, vil, hvis de bliver fulgt op og vedtaget i Folketinget, på markante områder forbedre forholdene for transkønnede personer – både transvestitter og transseksuelle.
[Direkte til indholdsfortegnelsen] Udarbejdelsen af de fem punkter tog sin begyndelse ved, at Irene Haffner fik en henvendelse fra SF’s retspolitiske ordfører, Karina Lorentzen Dehenhardt som opfølgning på et møde Irene havde den 19. marts 2009 med SF’s homonetværk på Christiansborg og et møde, som Irene Haffner og GNOEQA havde med Karina Lorentzen Dehenhardt i maj måned 2009, og et møde som Irene og GNOEQA havde den 10. september 2009 med Per Clausen (Enhedslisten) og Lone Dybkjær (Radikale Venstre).
I henvendelsen spurgte Karina Lorentzen Dehenhardt efter fem væsentlige og konkrete punkter til forbedring af transkønnedes forhold, som hun gerne ville arbejde for at fremme i Folketinget.
Det medførte en indledende skriftlig korrespondance mellem Irene, GNOEQA og Tina fulgt op af et møde hos Irene den 13. oktober 2009 og afsluttet med yderlig skriftlig kommunikation.

Resultatet blev et skrift med frem punkter, som blev sendt til Trans-Danmark, TiD og LBL med anbefaling om, at de tilsluttede sig punkterne.
Fra Søren Laursen, LBL modtog vi retur nogle bemærkninger og ændringsforslag, som vi indarbejdede i skriftet.
Det endelige skrift med de fem punkter blev herefter tiltrådt af Trans-Danmark og LBL.

Skriftet med de fem punkter i dets endelige udformning blev herefter af Irene Haffner sendt til Karina Lorentzen Dehenhardt , Lone Dybkær (Radikale Venstre), Per Clausen (Enhedslisten) og Mogens Jensen (Socialdemokraterne).

Indholdsfortegnelse
Bemærkninger af Tina Thranesen om tilblivelsen af de fem punkter

Fem punkter til forbedring af transkønnedes forhold
Punkt 1) “Beskyttelseslovene”
Korte bemærkninger til punkt 1
Bilag til punkt 1
Punkt 2) Navneloven
Korte bemærkninger til punkt 2
Bilag til punkt 2
Punkt 3) Legitimation
Korte bemærkninger til punkt 3
Bilag til punkt 3
Punkt 4) Behandlingssted og valgmuligheder
Korte bemærkninger til punkt 3
Bilag til punkt 4
Punkt 5) Ønske om permanent kønsskifte
Korte bemærkninger til punkt 5
Bilag til punkt 5
Trans-Danmark og LBL’s tiltrædelse af skriftet

De fem punkter med bemærkninger og bilag i pdf-format
Links, som ikke mere fungerer er ikke slettet eller rettet i pdf-versionen.

* * *

Fem punkter til forbedring af transkønnedes forhold

[Retur til indholdsfortegnelsen] 1) “Beskyttelseslovene”
I love der påbyder ligebehandling og forbyder forskelsbehandling og diskrimination ønsker vi at blive specifikt nævnt ved indførelse af ordene/begreberne kønsidentitet og transkønnethed de steder i lovene, hvor ordene køn og/eller seksuel orientering er nævnt.

[Retur til indholdsfortegnelsen] Bemærkninger
Der er mange love, der indeholder ordene/begreberne “køn” og/eller “seksuel orientering”, hvoraf her blot skal nævnes lov om lige løn til mænd og kvinder, lov om ligebehandlingsnævnet, lov om forskelsbehandling på arbejdsmarked, lov om forskelsbehandling pga. race, mv.
I disse love er transkønnede ikke eksplicit nævnt, men formentlig tænkt hørende til enten under køn eller seksuel orientering beroende på, hvad den enkelte lov omhandler og fortolkning i enkelte sager.
Vi mener, at der i love, hvor ordet “køn” indgår, bør tilføjes ordet “kønsidentitet”, hvorved vi kommer ud over fortolkningsmuligheder. Tilsvarende bør der, i love hvor begrebet “seksuel orientering” indgår, tilføjes “transkønnede/transkønnethed”, hvorved det kommer i overensstemmelse med, at det ikke er en minoritet med en seksuel orientering, men selvstændig minoritetsgruppe med en entydig betegnelse.
Uddybning med eksempler se bilag 1.

[Retur til indholdsfortegnelsen] 2) Navneloven
Navneloven ændres således, at reglerne om kønsbestemt fornavn alene gælder ved tildeling af fornavn til nyfødte.

Bemærkninger [Retur til indholdsfortegnelsen] Navneloven omhandler bl.a. forhold vedrørende kønsbestemte fornavne.
Det findes rimeligt, at der er regler om, at nyfødte skal have kønsbestemte navne, men myndige, voksne mennesker skal selv kunne vælge deres fornavne. Det er overdrevent formynderi at nægte dem selv at bestemme, hvilket fornavn, de ønsker.
Alternativt ønskes reglerne om transseksuelles fornavneskift ændret til, at transkønnede mod behørig dokumentation kan få tilladelse til at skifte til det ønskede fornavn.
Uddybning se bilag 2.

[Retur til indholdsfortegnelsen] 3) Legitimation
Transkønnede bør gives mulighed for ved offentlig dokumentation at kunne dokumentere deres identitet uafhængig af deres aktuelle fysiske/kønslige fremtræden.

[Retur til indholdsfortegnelsen] Bemærkninger
Transkønnede kommer med mellemrum ud for situationer, hvor det køn de fremtræder som, ikke er i overensstemmelse med deres identifikationspapirer herunder pas og kørekort. Det forekommer ved dagligdags foreteelser lige fra afhentning af pakker på postkontorer over kontakt til politimyndigheder til indchekning i lufthavne. Med øget behov for generelt skærpede sikkerhedsforanstaltninger må behovet for sikker identitet også forventes øget.
Uddybning se bilag 3.

[Retur til indholdsfortegnelsen] 4) Behandlingssted og valgmuligheder
Transkønnede bør gives mulighed for at blive vurderet mhp. kønsskifteoperation på mere end ét behandlingssted/behandlingsinstitution.
Samtidig bør personer, der allerede er diagnosticeret som transseksuelle eller har levet stabilt og offentligt som det modsatte køn i en nærmere fastsat periode, ved fremlæggelse af dokumentation for foranstående og ved en enkel sagsbehandling have retskrav på kønsskifteoperation.

[Retur til indholdsfortegnelsen] Bemærkninger
Vi finder, at Sexologisk Kliniks monopolagtige status er uheldig og ikke sikrer transkønnede tilstrækkelig grad af retssikkerhed i behandlingssystemet. Vi finder samtidig, at vurderingen af, om en person er transseksuel og i så fald opfylder kriterierne for kønsskifteoperation, er en udredning, der kan foregå fuldt betryggende blandt en større kreds af læger end alene lægerne ansat på Sexologisk Klinik. Endelig finder vi det uheldigt, at der blandt SKs målgruppe af transkønnede findes så mange erfaringer, hvor mødet med klinikken er oplevet som intimiderende og krænkende.
Uddybning se bilag 4.

[Retur til indholdsfortegnelsen] 5) Ønske om permanent kønsskifte
Kravene til omfanget af en kønsskifteoperation for at opnå officiel anerkendelse af skift til det modsatte køn bør revurderes, dels så kravene er sammenlignelige kønnene imellem, og dels så kravene tilpasses samfundsudviklingen.
Der skal udarbejdes en behandlings- og tidsplan for transkønnedes behandling, når der ønskes et kønsskifte.
Der skal være en ankemulighed for transkønnede, som har fået afslag på en kønsskifteoperation.

[Retur til indholdsfortegnelsen] Bemærkninger
Transkønnedes egenopfattelse af deres køn bør som udgangspunkt være gældende. Vi erkender, at der kan være etiske problemstillinger, der dog næppe er statiske, men som kan inddrages i kravene til permanent kønsskifte.
Det bør være naturligt, at en person, der går i behandling, ved, hvad der skal foregå, og ved, hvor længe forløbet skal være. En forlængelse af behandlingen ud over den oprindelige tidsplan skal begrundes og en ny behandlings- og tidsplan skal udarbejdes.
I dag er der ingen mulighed for at klage over et afslag på kønsskifte/-operation. det er en retssikkerhedsmæssig mangel, som ikke er rimelig i et retssamfund.
Se i øvrigt vedlagte bilag 5

Den 6. november 2009.

Irene Haffner
Sekretær i Trans-Danmark
Tina Thranesen
Vidensbanken
om kønsidentitet
GNOEQA[1]
Den 11. november 2009.
Irene Haffner, sekretær i Trans-Danmark meddelte, at bestyrelsen for Trans-Danmark havde tiltrådt skriftet.

Den 17. november 2009.
Søren Laursen, retspolitisk talsmand for LBL
meddelte, at LBL’s retspolitiske udvalg og H. C. Seidelin, formand for LBL
havde tiltrådt skriftet.
[Retur til indholdsfortegnelsen]

Bilag til de fem punkter til forbedring af transkønnedes forhold

[Retur til indholdsfortegnelsen] [Retur til punkt 1] Bilag 1

Lovforhold
Teksten i flere love kan siges i sig selv, i deres formulering at være diskriminerende. Det gør sig gældende i love, som samlet kan betegnes som beskyttelseslove – dvs. love, der forbyder forskelsbehandling eller diskrimination af forskellige nærmere anført grunde over for nærmere beskrevne persongrupper. I disse love er kønsidentitet og transkønnede ikke nævnt. Beskyttelsen af transkønnede skal imidlertid findes under begreberne “køn” og “seksuel orientering”.
Begrebet “køn”
Det kan umiddelbart opfattes som en god ting, at transkønnede skal finde lovmæssig beskyttelse under begrebet “køn”. Det er imidlertid ikke så enkelt, idet det kan give anledning til fortolkninger og tvivl om, hvorvidt transkønnede er omfattet af lovene, og om hvilket køn en transkønnet skal opfattes som.
Begrebet “seksuel orientering”
Det må efterhånden være gået op for alle, at kønsidentitet ikke har noget med seksuel orientering at gøre. Der er derfor nærmest tale om diskrimination, når transkønnede skal søge lovmæssig beskyttelse under begrebet “seksuel orientering”.

Lovændringer
Det må derfor være et højt prioriteret ønske at få ændret ordlyden i disse love ved, at “kønsidentitet” og “transkønnede” indsættes på lige fod med de andre grunde og persongrupper.
Det vil have stor værdi, at der så ikke vil være grundlag for fortolkninger eller tvivl om, hvorvidt transkønnede i den ene eller anden situation er omfattet af disse loves bestemmelser.

Som eksempel kan nævnes den såkaldte Kjole-Ole sag. Rigsadvokaten omtaler Kjole-Ole sagen i sin redegørelse den 29. april 2008 på denne måde:
4.4. Sager om overtrædelse af Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.
Kun én sag, der har været forelagt for rigsadvokaturen i indberetningsperioden, er endeligt afgjort.
I sagen havde en direktør, der samtidig var bestyrelsesmedlem i et aktieselskab, som drev en “Bang & Olufsen”-forretning, overtrådt lovens § 1, stk. 1, ved at have nægtet at betjene en mandlig transvestit, der indfandt sig i butikken iklædt kjole, på samme vilkår som andre, idet han oplyste prisen på en pladespiller til 10.000 kr. og bl.a. udtalte: “det er altså prisen, og så er du i øvrigt ikke velkommen i butikken, så længe du har det tøj på” og “hvis du går hjem og tager din mors tøj af, kan det være vi finder en bedre pris”. Direktøren har den 24. august 2007 vedtaget et bødeforlæg på 2.000 kr. i anledning af overtrædelsen, og aktieselskabet har den 14. september 2007 vedtaget en bøde på 1.000 kr., jf. lovens § 3.

§ 1. Den, som inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed på grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering nægter at betjene den pågældende på samme vilkår som andre, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

Rigsadvokaten har ikke anført hvilken af grundene, der henvises til. Det er heller ikke sædvane. Men det må konkluderes, at det ikke var på grund af Kjole-Oles race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro. Tilbage er derfor kun “seksuelle orientering”.
Det betyder, at det rent lovmæssigt lægges til grund, at Kjole-Ole har været udsat for en forskelsbehandling på grund af sin seksuelle orientering. Og det er jo reelt noget vrøvl i og med, at det er Kjole-Oles kønsidentitet, der gør, at han færdes iført kjole.
Det er stærkt utilfredsstillende, at en gruppe, der er en af de mest diskriminationsudsatte i det danske samfund, ikke er direkte beskyttet af de love, der er skabt til at imødegå diskrimination og forskelsbehandling.

Transkønnede er omfattet af beskyttelseslovene
Det fremgår tydeligt i daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksens skrivelse til Trans-Danmark den 22. september 2008, at transkønnede er omfattet af de omtalte love.
Ministeren bemærkede, at med ligebehandlingsloven, ligelønsloven og forskelsbehandlingsloven havde den danske lovgivning allerede forbud mod at forskelsbehandle personer på grund af køn og seksuel orientering på det danske arbejdsmarked, og henviste til, at de EU-retslige forhold, og at det via EF-Domstolen er fastslået, at personer, der har gennemgået et kønsskifte er omfattet af ligebehandlingsprincippet, og at diskrimination af en person på grund af dennes køn eller kønsskifte vil være omfattet af den delte bevisbyrde.
Vedrørende transvestitter, oplyste Ministeren, at ham bekendt, var der ikke faldet afgørelser om transvestitter, men der er ingen tvivl var om, at også transvestitter er omfattet forbuddet mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Det er ikke rimeligt, at den lovmæssige beskyttelse af transkønnede skal findes i henholdsvis ordene/begreberne “køn” og “seksuel orientering”. At transkønnede kan tolkes ind under den gældende lovgivning i visse sager, bør ikke stå til hinder for, at ordene/begreberne “kønsidentitet” og “transkønnede/transkønnethed” indskrives direkte i de relevante love.

[Retur til indholdsfortegnelsen] [Retur til punkt 2] Bilag 2

Navneloven ændres, således at reglerne om kønsbestemt fornavn alene gælder ved tildeling af fornavn til nyfødte. Der kan være mange grunde til at have en beskyttelse af nyfødte ved valg af fornavn.
Over for voksne myndige personer er der imidlertid ikke tale om beskyttelse, men overdrevent formynderi at nægte dem selv at bestemme, hvilket fornavn, de ønsker.
Transkønnnede bør respekteres som personer der fuldt ud er i stand til selv træffe beslutninger ud fra hvilket køn de hovedsagelig fremtræder som.
Såfremt der forsat ønskes restriktioner ved valg af kønsbestemt fornavn også for voksne myndige personer bør proceduren for transkønnede ved at påtage sig navn af det ønskede køn som et minimum lempes i betydelig grad til evt. supplerende udtalelse fra egen læge eller relevant speciallæge, evt. alene ved stilling med 2 vidner.
Vi finder det både ydmygende og nedværdigende at transkønnede skal vurderes af Sexologisk Klinik om forhold, de fuldt ud selv er i stand til at bedømme og tage konsekvenserne af.
I øvrigt henviser vi til eksempler på lovgivning i andre lande (Sverige og USA).

[Retur til indholdsfortegnelsen] [Retur til punkt 3] Bilag 3

Vi tænker her på dels gruppen af transkønnede, der er i behandlingsforløb mhp. permanent kønsskifte men også på gruppen af transkønnede der lever som begge køn i varierende grad.
Selvom mere sofistikerede identifikationsmetoder formegentlig er fremtiden, må man forvente
at den umiddelbare fysiske fremtræden fortsat vil udgøre den første og i mange tilfælde tilstrækkelige identifikation, også selvom vi forventer gradvis skærpet sikkerhedskrav i fremtiden.
Vi er bekendt med at pas loven er under snarlig revision og har som ønske at transkønnedes særlige behov for legitimation tænkes ind i den fremtidige udformning af loven, ligesom andre identifikationspapirer så som kørekort og sundhedskort kunne indeholde mulighed for at identificere sig som transkønnet.
I en overgangsfase eller som et mere blivende dokument kunne et selvstændigt kort med officiel status være løsningen.

FN’s særlige undersøger, Martin Scheinin har den 3. august 2009 udfærdiget en rapport – A/64/211, som bl.a. beskæftiger sig med transkønnedes kønsidentitet og legitimation se i relation til terrorbemæmpelsesforanstaltninger.
http://www.refworld.org/cgi-bin/texis/vtx/rwmain?docid=4aae4eea0

[Retur til indholdsfortegnelsen] [Retur til punkt 4] Bilag 4

Ifølge Sundhedslovens § 208 fastsætter Sundhedsstyrelsen krav til lands- og landsdelsfunktioner på hospitalerne.
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=114054#Kap64
Dette udmøntes gennem “Specialeplanlægning og lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet
http://www.sst.dk/publ/Publ2002/Specialeplanlaegning/INDEX.HTML

Af specialeplanlægningen fremgår følgende.
Psykiatri

Lands- og landsdelsfunktioner (Side 127)
Svære sexologiske lidelser, herunder transseksuelle mhp. eventuel kønsskiftevurdering: H:S (Rigshospitalet, sexologisk klinik) (50).

Plastikkirurgi

Lands- og landsdelsfunktioner (Side 76)
Transseksualisme, operation efter visitation fra Sexologisk Klinik finder vi vedblivende skal betegnes som højst specialiseret og derfor kun bør foregå ét sted i landet.

Sundhedsstyrelsen har bestemt, at behandling af transkønnede, der ønsker en kønsskifteoperation kun kan foregå på Sexologisk Klinik og at selve kønsskifteoperationen kun kan foregå på Rigshospitalet.

Vores kommentarer
Vi anerkender at vurdering mhp. et så vidtrækkende indgreb som en kønsskifteoperation er en specialistfunktion, men vi mener samtidig, der er generelle forhold og også specifikke forhold, der taler for at ekspertisen bør spredes over flere behandlingssteder eller behandlingsinstitutioner.
Vi mener også, at det er vigtigt at gøre opmærksom på, at de transkønnede er dem, der står nærmest til at vide, hvordan de har det med deres transkønnethed.
Vi anerkender imidlertid det vigtige i, at en lægefaglig vurdering så vidt muligt “fanger” personer, der ikke er transkønnede, men evt. lider af psykisk sygdom der kan udvise samme ønske.
Der er i vid udstrækning tale om et område, hvor den enkelte behandler kan gøre sig bekendt med behandlingsprincipper og undersøgelsesmetoder gennem litteraturstudier, deltagelse i konferencer mm. Personlig erfaring med transkønnede er derfor ikke den eneste kvalifikationsgrund. Der findes allerede en større gruppe af læger, der har haft en del af deres uddannelse på Sexologisk Klinik og som aktuelt har transkønnede i behandling – dog uden at kunne indstille dem til operation.
Der er i behandlingen af transkønnede i væsentligt omfang tale om en vurdering, der bygger på interpersonel kontakt mellem behandler og patient, hvor man kan risikere, at en dårlig kommunikation (“dårlig kemi”) kan have indflydelse på udfaldet. Ligeså vil en klage over behandlingen næppe kunne undgå at påvirke forholdet mellem behandler og patienten, da en fortsat behandling alene vil kunne foregå under den institution, der er klaget over.

Specifikke forhold netop omkring Sexologisk Klinik er der ikke lavet undersøgelser over, men det er en udbredt opfattelse i det transkønnede miljø at behandlingen både er arrogant, overfladisk, i mange tilfælde uprofessionel, og at holdningen som udgangspunkt er skeptisk over for transkønnede, der søger vurdering og hjælp.
Der foreligger flere beretninger fra transkønnede, som har opgivet at få hjælp
pga. de nævnte forhold. De følelser, der udtrykkes i beretningerne, siger mere
end ordene, hvad vi er oppe imod.

Endelig er det værd at hæfte sig ved to væsentlige forhold.
Til trods for, at Sexologisk Klinik siden 1986 har været eneste behandlingsinstitution for transkønnede, er der ikke udkommet en eneste publikation om transkønnede fra institutionens side.
Der er senest i 2009 stillet en række spørgsmål til Sexologisk Klinik. Det findes påfaldende, at besvarelserne ikke har karakter af seriøs imødekommenhed og afklarende svar, men i uhyggelig grad er intetsigende fraser om at “følge internationale behandlingsprincipper” og tilsvarende reelt indholdsløse udtalelser.

Vi er ikke i tvivl om, at flere læger rundt i landet, både speciallæger i primærsektoren og på andre klinikker, der behandler sexologiske problemstillinger, vil kunne løfte opgaven fuldt på højde med hvad der foregår på Sexologisk Klinik, og at man derved kan sikre transkønnedes retsstilling i behandlingen mhp. kønsskifteoperation og Sexologisk Klinik vil næppe blive et dårligere sted af at få seriøs sparring fra andre behandlere.

[Retur til indholdsfortegnelsen] [Retur til punkt 5] Bilag 5

Omfang af en kønsskifteoperation – ligestilling mellem kønnene.
I dag kræves der for at få ændret sin civilretslige kønsstatus – kønsbetegnelse, fornavn og personnummer (endetallet), at en kønsskifteoperation opfylder betingelserne fastsat af Sundhedsstyrelsen i Vejledning om kastration med henblik på kønsskifte
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=11017
Af punkt 4 – Anerkendelse af kønsskifte foretaget i udlandet – som også gør sig gældende i relation til kønsskifteoperationer i Danmark fremgår det, at
Det er en forudsætning for at anerkende et juridisk kønsskifte fra mand til kvinde, at følgende er opfyldt:

  1. Kønskirtlerne er fjernet (orchidektomi),
  2. penis er fjernet (penektomi)
  3. og sædvanligvis at vaginoplastik og tildannelse af kønslæber er foretaget.

Der bør endvidere foreligge oplysninger om den pågældendes hormonale status.
Ved anerkendelse af et juridisk kønsskifte fra kvinde til mand kan forholdene variere. Det er dog en forudsætning for kønsskiftet, at både livmoder og begge æggestokke er fjernet.
Der bør tillige foreligge oplysninger om den pågældendes hormonale status

Der er altså forskel på omganget på kønsskifteoperation henholdsvis fra mand til kvinde og fra kvinde til mand, hvor kravene er mindre ved kvinde til mand.

Der er i dag flere transkønnede, der af forskellige grunde som f.eks. alder eller helbred ikke ønsker at gennemgå en så omfattende operation, som der kræves i dag.
Af denne grund og for at skabe ligestilling foreslås derfor, at kravene til omfanget af en kønsskifteoperation som minimum ændres således:
Et kønsskifte består af:
Et kirurgisk indgreb i form af en kastration og eventuelt tildannelse af kønsorganer svarende til det køns, der skiftes til.
Kriterier for mand til kvinde kønsskifte
Fjernelse af kønskirtlerne (kastration), eventuelt fjernelse af penis og eventuel tildannelse af skede og kønslæber.
Kriterier for kvinde til mand kønsskifte
Fjernelse af livmoder og begge æggestokke, og eventuel fjernelse af bryster og tildannelse af en penis.

Der skal være mulighed for dispensation pga. alder, helbred eller andre særlige forhold.

Behandlings- og tidsplan
Der udarbejdes i dag ingen behandlings- eller tidsplan over behandlingsforløbet af transkønnede på Sexologisk Klinik.
Transkønnede i behandling på klinikken kender derfor reelt intet til, hvad der skal foregå eller hvor lang tidshorisonten er, før de får afklaret, om deres ønske om et kønsskifte bliver imødekommet eller ej.
Sexologisk Klinik er meget tilbageholdende med at oplyse noget konkret om den reelle længde af et behandlingsforløb. De oplyser gerne, som f.eks. i svaret på spørgsmål nr. 858 stillet af Retsudvalget på foranledning af Karina Lorentzen Dehnhardt SF) den 4. juni 2009:
Kontakten mellem Sexologisk Klinik og en patient, der ender med kønskorrektion, vil derfor minimum være 2 år og 4 måneder

Det er imidlertid en kendsgerning, at adskillige transkønnede har været i behandling på Sexologisk Klinik i betydelig længere tid – ja mere end fire (4) år uden at de er kommet en afklaring nærmere. Og det uanset, at de samme har levet i mindst lige så mange år fuldtids som deres ønskede køn.

Det er uacceptabelt, at personer kan være i behandling i årevis uden kendskab til længden af forløbet.

Det foreslås derfor, at der udarbejdes en behandlings- og tidsplan for transkønnede, der kommer i behandling med henblik på et eventuelt kønsskifte.
Behandlings- og tidsplanen bør indeholde oplysninger om, hvad der skal fremskaffes af relevant dokumentation til belysning af personens kønsidentitet, hvilke behandlinger og undersøgelser den pågældende skal igennem samt den tidsmæssige horisont for gennemførelse af behandlingen.
Den samlede behandlingsperiode bør som udgangspunkt ikke vare mere end to år.
Hvis behandlings- og tidsplanen ikke kan overholdes, skal dette begrundes af behandleren, og en revideret plan udarbejdes.

Ankemulighed
Det er i dag reelt ikke muligt at klage over et afslag på tilladelse til en kønsskifteoperation. Ifølge Sundhedsloven er det ministeren, der kan give tilladelse til kønsskifteoperationen, men kompetencen er videregivet til Sundhedsstyrelsen, der samtidig er højeste klageinstans.
Der kan selvfølgelig altid klages til ministeren eller anlægges en civilretslig sag ved domstolen, men i og med, at Sexologisk Klinik er tillagt den højeste kompetence på området, må det formodes, at uanset hvilke vidneudsagn, der støtter klagerens ønske om en kønsskifteoperation, vil de blive “overtrumfet” af erklæringer/vidneudsagn fra Sexologisk Klinik.
Det er en retssikkerhedsmæssig brist, som ikke er værdig for et retssamfund.
[Retur til indholdsfortegnelsen] [Retur til punkt 5]

* * *
Note af Tina Thranesen
  1. [Retur] GNOEQA er indsat i stedet for pågældendes navn, hvilket dog er mig bekendt. Tina Thranesen.

Den 17. oktober 2013.
Nogle links er fjernet, da de ikke mere fungerer, og andre er rettet. Tina Thranesen.

Irene Haffner
Sekretær i Trans-Danmark
Tina Thranesen
Den danske videnbank om
kønsidentitet, transvestisme
og transseksualisme
GNOEQA[1]

Flerdimensional diskrimineringspolitik i Norden. Rapport af 29. oktober 2008.

Vist 63 gange.
Flerdimensional diskrimineringspolitik i Norden

Flerdimensional diskrimineringspolitik i Norden

Titel Flerdimensional
diskrimineringspolitik
i Norden – en oversigt
Forfatter Rikke Randorff Hegnhøj
Forlag NIKK – Nordisk institutt for
kunnskap om kjønn
Udgivet 29. oktober 2008
Sprog Skandinavisk og engelsk
Antal sider 258
ISBN-13 978-82-7864-023-8

Det finske formandskab i Nordisk Ministerråd har givet Nordisk Institutt for kunnskap om kjønn (NIKK) til opgave at udføre en udredning af aktuelle politiske tiltag for en flerdimensional diskrimineringspolitik i de nordiske lande.

I de seneste år er der i Norden foregået en diskussion om behovet for at samordne eller sammenlægge forskellige enheder, der arbejder med diskrimination.
I Danmark har regeringen fremsat et lovforslag om oprettelse af et samlet klagenævn for ligebehandling (februar 2007).
I Finland er der nedsat en arbejdsgruppe under justitsministeriet, som skal kortlægge behovet for en flerdimensional diskrimineringspolitik.
I Norge sammenlagdes Likestillingsombudet, Likestillingssenteret og Senter mot etnisk diskriminering i 2006 til Likestillings- og diskrimineringsombudet.
I Sverige oprettedes Delegationen för mänskliga rättigheter i 2006 som et resultat af regeringens nationale handlingsplan for menneskerettigheder.

Delegationen skal virke frem til den 31. marts 2010.
Formålet med dette projekt er at give et samlet overblik over de nordiske landes tiltag med hensyn til flerdimensional diskrimineringspolitik.
Udredningen skal:
  1. Præsentere udgangspunkterne for diskussionen om en flerdimensional diskrimineringspolitik i de nordiske lande (bl.a. politisk-ideologisk, juridisk og praktisk-administrativt).
  2. Diskutere de konkrete forslag som er blevet præsenteret i de enkelte lande og hvad de har resulteret i.
  3. I første omgang er tyngdepunktet på Norden, men paralleller til øvrige landes (især EU) skal indgå. Projektet kan evt. senere udvides til en mere systematisk oversigt over situationen i EU med Norden som region.
Udredningen fokuserer på:
  1. Offentlige partsindlæg fra interesseorganisationer.
  2. Offentlig debat generelt.
  3. Dokumenter (fx lovforslag, betænkninger etc.).

* * *
I rapporten er transkønnedes forhold omtalt i følgende omfang:

I omtalen er der flere steder noter. De er for medtaget her i omtalen og anført i umiddelbar forlængelse det sted, hvor de forekommer.

På side 11 om anti-diskrimineringspolitik i EU anføres bl.a.:
“I 1997 vedtog medlemslandene Amsterdamtraktatens artikel 13, der introducerer en bredere anti-diskrimineringsregel. Her slås det fast, at: “…the European Parliament, may take appropriate action to combat discrimination based on sex, racial or ethnic origin, religion or belief, disability, age or sexual orientation.[10]”

[10] The concept of sexual orientation covers homosexuality, bisexuality and heterosexuality. Transsexuals are therefore referred to the Equal Opportunities Ombudsman as it is estimated as discrimination based on gender (and the way they express it) rather than based on sexual orientation (Annual report of the Ombudsman against Discrimination on grounds of Sexual Orientation 2006)

På side 12 om forholdene i Storbritannien anføres bl.a.:
“Det har længe været den nuværende regerings ønske at samle lovgivningen i en mere moderne, konsistent og effektiv lovgivning.[18] I juni 2008 fremlagde regeringen derfor et forslag til en samlet lovgivning.”

[18] Trans person is a concept covering all persons who through their gender expressions and/or gender identity differ greatly from a binary gender norm or interpret their biological gender in an unconventional way. Often includes transvestites, transgenderists, drags, transsexuals, intergender and intersexuals.(SOU 2006:22)

På side 45 i rapportens indledende opsumering anføres, at:
“i Sverige har man valgt at tilføje”kønsoverskridende identitet eller udtryk” til listen, hvilket skyldes at man ønsker at give bedre beskyttelse til gruppen af transpersoner”.

På side 64 til 84 i den danske del på dansk (skandinavisk) og i engelsksproget udgave på side 85 til 107:
gennemgås den historiske udvikling af ligestillings- og antidiskriminationslovgivningen i Danmark og de etablerede klagenævn. Videre gennemgås forarbejdet til Lov om Ligebehandlingsnævnet og etablering af det i loven omtalte Ligebehandlingsnævnet, der skal starte sin virksomhed den 1. januar 2009 samtidig med at loven træder ikraft.

På side 110 i den finske omtale anføres det, at:
under de nugældende forhold er transseksuelle formentlig omfattet af diskriminationslovgivningen om kønsdiskrimination – om ikke andet, så grundet EU-lovgivningen, medens det findes uklart hvorvidt transvestitter er omfattet.

På side 196 anføres det under nuværende svensk lovgivning:
“I forbindelse med vedtagelse af de tre diskriminationslove i 1999 blev det også vedtaget, at indrette en Ombudsmand mod diskrimination på grund af seksuel orientering.[57]”.

[57] Begrebet seksuel orientering dækker homo-, bi- og heteroseksualitet. Transseksuelle henvises derfor til JämO, idet det vurderes at de i højere grad diskrimineres på grund af deres køn (og den måde de udtrykker det på) en på grund af deres seksuelle orientering (HomO årsrapport 2006).

(1. Juli 1980 blev Jämställdhetsombudsmannen (JämO) åbnet som institution, der skulle føre tilsyn med loven og tage imod anmeldelser om kønsdiskriminering, sexchikane og chikane på grund af klager over kønsdiskrimination i arbejdslivet og på videregående uddannelser.)

På side 202 anføres under omtale af kommende svensk lovgivning:
“I lovforslaget foreslås endvidere en forøgelse af beskyttede kategorier idet diskrimination skal være forbud på grund af køn, kønsidentitet, etnisk tilhørsforhold, religion eller anden trosopfattelse, funktionsnedsættelse, seksuel orientering og alder. Således foreslås beskyttelsen med tilføjelsen af kategorien “kønsidentitet” ekspanderet til også at omfatte alle former for transpersoner.[65]”.

[65] Transperson er et samlingsbegreb for personer der gennem sine kønsudtryk og/eller kønsidentitet afviger fra en binær kønsnorm eller fortolker sine biologiske køn på en ikke-konventionel måde. Oftest indregnes transvestitter, transgenderister, drag-personer, transseksuelle, intergender og intersexuelle i begrebet. (SOU 2006:22).

På side 207 anføres under omtale af svenske forhold:
“Med den nye Regering (fra september 2006) omorganiseredes arbejdet mod diskrimination på departementalt niveau idet ligestillings- og integrationsministeriet blev slået sammen til et fælles departement, som også har ansvaret for HBT-spørgsmål.[71]”.

[71] HBT = Homo-, Bi- og Transpersoner.

* * *
Rapporten i pdf-format hos NIKK.
Omtale af rapporten hos NIKK, hvorfra den også kan hentes.
Omtale af rapporten den 26. maj 2008 hos Norden.

Transpersoner er omfattet af antidiskriminationslovene, fastslog beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen den 22. september 2008.

Vist 115 gange.
Claus Hjort Frederiksen

Claus Hjort Frederiksen

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen svarede den 22. september 2008 på henvendelsen af 21. juli 2008 fra Trans-Danmark, hvor foreningens kasserer, Pia Nielsen redegjorde for de transkønnedes forhold på arbejdsmarkedet og anmodede om et møde med ministeren.

Ministeren bemærkede i sit svar, at med ligebehandlingsloven, ligelønsloven og forskelsbehandlingsloven havde den danske lovgivning allerede forbud mod at forskelsbehandle personer på grund af køn og seksuel
orientering
på det danske arbejdsmarked, og henviste til, at de EU-retslige forhold, og at det via EF-Domstolen er fastslået, at personer, der har gennemgået et kønsskifte er omfattet af ligebehandlingsprincippet, og at diskrimination af en person på grund af dennes køn eller kønsskifte vil være omfattet af den delte bevisbyrde.

Vedrørende transvestitter, oplyste ministeren, at ham bekendt, var der ikke faldet afgørelser om transvestitter, men der er ingen tvivl var om, at også transvestitter er omfattet forbuddet mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Ministeren fandt derfor ikke behov for et møde med foreningen og havde ikke planer om at ændre i de omtalte love.

Herunder gengives ministerens svar i sin helhed.

  Beskæftigelsesministeriet
22. september 2008

Trans-Danmark
Landsforeningen af Transvestitter og Transeksuelle

Fousbjergvej 20
7100 Vejle

Kære Pia Nielsen

Jeg takker for Trans-Danmarks henvendelse om den retlige beskyttelse af transvestitter og transseksuelle på arbejdsmarkedet. Bl.a. peger I på nogle tilpasninger og mulige forbedringer i Beskæftigelsesministeriets lovgivning.

Som l selv er inde på, gælder der allerede et forbud mod at forskelsbehandle personer på grund af køn og seksuel orientering på det danske arbejdsmarked. Det gælder i kraft af ligebehandlingsloven, ligelønsloven og forskelsbehandlingsloven.

Alle disse love har en EU-retlig baggrund, og det er gennem EF-Domstolens praksis fastslået, at fx. personer, der har gennemgået et kønsskifte, er omfattet af ligebehandlingsprincippet. Dette indgår altså allerede i forståelsen af kriteriet “køn“. Diskrimineres en person på grund af sit køn/kønsskifte, vil denne fx være omfattet af den delte bevisbyrde, der gælder i kønsdiskrimineringssager.

Endnu er der ikke mig bekendt faldet afgørelser om transvestitter, men der er ingen tvivl om, at også transvestitter er omfattet af forbuddet mod at blive forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

De danske love følger de underliggende EU-direktivers sprogbrug og skal selvfølgelig
forstås i overensstemmelse med EF-Domstolens praksis. Jeg ser på den baggrund ikke behov for at ændre i lovgivningen. Tværtimod kunne det ligefrem skabe en uklarhed på området, som ikke er heldig.

Til jeres bemærkninger om høje og mærkbare erstatninger vil jeg bemærke, at der i dag ikke er lofter for godtgørelsens størrelse i diskrimineringssageme. De retlige instanser udmåler godtgørelsen under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

Samtidig vil jeg særligt pege på, at jeg har taget initiativ til, at der med virkning fra 1. januar 2009 etableres et nyt ligebehandlingsnævn, som kan behandle klagesager efter såvel ligebehandlingsloven, ligelønsloven og forskelsbehandlingsloven. Der indføres altså en ny gratis administrativ klagevej på området og ikke mindst en forbedret beskyttelse i de sager, hvor flere diskrimineringskriterier
indgår, fx køn ogøseksuel orientering. Jeg er interesseret i at få bekæmpet diskrimination inden for alle de beskyttede kriterier i lovgivningen.

Da jeg for øjeblikket ikke har planer om ændre i de nævnte love og heller ikke finder behov herfor, ser jeg ikke for nuværende det fornødne grundlag for et møde med Trans-Danmark, men I skal være meget velkomne til at skrive til ministeriet, hvis I har yderligere forslag, som I ønsker skal indgå i ministeriets overvejelser.

Venlig hilsen
Claus Hjort Frederiksen

* * *
Ministerens svar om, at transpersoner er omfattet af diskriminationslovene i pdf-format.

Skilsmisse er ifølge Justitsministeriet og Familiestyrelsen ikke et krav for, at en gift transseksuel kan få tilladelse til kønsskifte. 28. maj 2008.

Vist 336 gange. Dateret den 28. maj 2008 har Justitsministeriet udarbejdet et notat, hvoraf det fremgår, at det ikke er et krav, at en gift transseksuel skal lade sig skille for at få tilladelse til kønsskifte. Det havde været fast praksis fra Civilretsstyrelsen at kræve, at en gift transseksuel som en af betingelserne for tilladelse til kønsskifteoperation skulle lade sig skille.
Notatet blev udarbejdet i forbindelse justitsminister, Lene Espersens besvarelse af spørgsmål nr. 3 om at kommentere Trans-Danmarks høringsskrivelse – Bilag 3 til lovforslag L 67 om ændring af ægteskabsloven m.fl. – Samling: 2007-08 (2. samling) – fra Retsudvalget.

Justitsministeriets notat af 28. maj 2008 gengives herunder.

Justitsministeriet
Lovafdelingen
Dato: 28. maj 2008
Kontor: Lovteknikkontoret
Sagsnr.: 2008-7701-0009
Dok.: CMQ40717

N O T A T
om
opretholdelse af et ægteskab/registreret partnerskab
når den ene ægtefælle/partner har fået foretaget kønsskifte


1. Problemstilling
Under Folketingets behandling af lovforslag L 67 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love samt ophævelse af lov om registreret partnerskab (ægteskab mellem to personer af samme køn) er problemstillingen om opretholdelse af et ægteskab/registreret partnerskab, når en af ægtefællerne/partnerne har fået foretaget kønsskifte, blevet rejst.

Denne problemstilling behandles i dette notat.

2. Definitionen på ægteskab
Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 1 og 3 til beslutningsforslag B 76 af 16. januar 2007 om at indføre en ægteskabslovgivning, som ligestiller homoseksuelle med heteroseksuelle, er et ægteskab i Danmark defineret som en retlig forbindelse mellem en mand og en kvinde, der stiftes ved en offentlig akt – en vielse.

I 1989 blev der indført mulighed for at indgå registreret partnerskab i Danmark. Et partnerskab har stort set de samme retsvirkninger som et ægteskab. Et partnerskab kan efter partnerskabsloven kun indgås mellem to personer af samme køn.

Indførelsen af registreret partnerskab har ikke medført ændringer i antagelsen om, at et ægteskab i Danmark kun kan indgås mellem to personer af forskelligt køn. Samtidig antages det, at et partnerskab indgået mellem to personer af forskelligt køn er ugyldigt.

3. Kønsskifte
Det anerkendes i dansk ret, at en person kan skifte køn ved at få foretaget kastration og kønsmodificerende indgreb.

Reglerne om kønsskifte i Danmark findes i sundhedslovens kapitel 33. Endvidere anerkendes efter dansk ret et kønsskifte, der er foretaget i udlandet, forudsat at kønsskiftet kan sidestilles med et kønsskifte i Danmark.

Efter et kønsskifte betragtes den kønsskiftede som tilhørende det nye køn, bl.a. i relation til registrering i Det Centrale Personregister, CPR-nummer, fornavn m.v. Kønsskiftet indebærer også, at den kønsskiftede kan indgå ægteskab med en person af sit tidligere køn.

4. Opretholdelse af et ægteskab/registreret partnerskab, når en af ægtefællerne/partnerne har fået foretaget kønsskifte
4.1. Den juridiske litteratur
I den juridiske litteratur er det anført, at et gyldigt indgået ægteskab eller partnerskab formentlig bliver ugyldigt, når den ene ægtefælle eller partner skifter køn [1]. Denne antagelse bygger hovedsageligt på en byretsdom fra 1955, jf. pkt. 4.2.

4.2. Retspraksis
Ved en byretsdom af 24. juni 1955 ansås et ægteskab ikke længere som bestående, da manden efter et kønsskifte ifølge Retslægerådet var et kønsløst og seksuelt neutralt individ [2].

En byretsdom fra 2002 er nået til følgende resultat:
To mænd havde i Danmark indgået registreret partnerskab. Den ene mand havde efterfølgende undergået kønsskifte fra mand til kvinde. Under henvisning til, at de efterfølgende havde levet adskilt i mere end 2 år, ønskede parterne at blive skilt ved bevilling. Statsamtet forelagde sagen for Civilretsdirektoratet (nu: Familiestyrelsen), der udtalte, at det var uafklaret, om et registreret partnerskab blev ugyldigt som følge af, at den ene part havde undergået kønsskifte. Parterne blev henvist til at søge partnerskabet opløst ved dom.

Ved en byretsdom blev det registrerede partnerskab opløst ved skilsmisse i 2002. Ved dommen lagde retten til grund, at partnerskabet var gyldigt indgået, og at det derfor kunne opløses efter reglerne i lov om registreret partnerskab.

4.3. Administrativ praksis
Som det fremgår, har man i byretsdommen fra 2002 fundet, at de almindelige regler om opløsning af et registreret partnerskab kan anvendes også i et tilfælde, hvor den ene af partnerne efter indgåelsen af partnerskabet har fået foretaget et kønsskifte.

På baggrund af ovennævnte byretsdom fra 2002 lægger Familiestyrelsen i sin administrative praksis til grund, at det er de almindelige regler om opløsning af et ægteskab/registreret partnerskab, der finder anvendelse også i tilfælde, hvor spørgsmålet om opløsning af ægteskabet/partnerskabet opstår efter, at den ene ægtefælle/partner har fået foretaget kønsskifte.
  1. [Retur] “Familieret”, Marianne Højgaard Pedersen, 1996, s. 167, note 4; “Familieretten”, Jesper Vorstrup Rasmussen, 1. udg., s. 27, “Familieretten”, Linda Nielsen m.fl., 3. udg., s. 47.
  2. [Retur] Dommen er refereret i “Kommenteret ægteskabslov”, s. 87.

* * *
Notatet af 28. maj 2008 fra Justitsministeriet.

* * *
Justitsminister, Lene Espersen præciserede det yderligere i sit svar på spgsm. nr. 3 fra Retsudvalget.

Svar af 29. maj 2008
1. Trans-danmark.dk har i henvendelsen bl.a. anført, at det er en betingelse for at få tilladelse til et kønsskifte, at et eventuelt ægteskab er opløst, inden tilladelsen gives. Justitsministeriet kan oplyse, at reglerne om kastration findes i Sundhedsloven, der hører under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har oplyst følgende om betingelserne for kastration med henblik på kønsskifte:

Efter Sundhedslovens § 115 kan en person få tilladelse til kastration, herunder med henblik på kønsskifte, hvis ansøgerens kønsdrift medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse. Ved bekendtgørelse nr. 14 af 10. januar 2006 er der fastsat nærmere regler om bl.a. kastration med henblik på kønsskifte.

Det er ikke efter de nævnte regler eller øvrige regler i sundhedslovgivningen en betingelse for tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, at ansøgeren er ugift, eller at ansøgerens ægteskab eller registrerede partnerskab opløses, forinden tilladelse meddeles.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse kan i den forbindelse oplyse, at Sundhedsstyrelsen har meddelt tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte til gifte ansøgere.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse kan tilføje, at retsvirkningerne af et kønsskifte i relation til ægteskab eller partnerskab følger af den familieretlige lovgivning, som henhører under Justitsministerietss ressort.

2. Trans-Danmark har i henvendelsen til udvalget foreslået, at der i lovgivningen gives mulighed for at opretholde et ægteskab, selv om den ene part får foretaget et kønsskifte.

Justitsministeriet kan i den forbindelse henvise til det vedlagte notat, hvoraf bl.a. fremgår, at Familiestyrelsen i sin administrative praksis lægger til grund, at det er de almindelige regler om opløsning af et ægteskab/registreret partnerskab, der finder anvendelse også i tilfælde, hvor spørgsmålet om opløsning af ægteskabet/partnerskabet opstår efter, at den ene ægtefælle/partner har fået foretaget kønsskifte.

Justitsministeriet kan afslutningsvis oplyse, at den ene ægtefælles kønsskifte efter ægteskabsloven ikke er en skilsmissegrund. Hvis kønsskiftet giver én af ægtefællerne anledning til at søge ægteskabet opløst, kan den pågældende søge om separation. ægteskabslovens § 31 giver herefter ret til skilsmisse efter 1 års separation, eller efter 6 måneders separation hvis begge ægtefæller er enige om skilsmisse.

* * *
Folketingets journal vedrørende høringsskrivelsen fra Trans-Danmark.
Skrivelsen af 10. april 2008 og skrivelsen af 4. oktober 2007 vedr. B 76 fra Trans-Danmark i pdf-format på Folketingets hjemmeside.
Folketingets journal vedrørende spørgsmål nr. 3 om henvendelsen og ministerens svar.
Svaret i pdf-format på Folketingets hjemmeside.
Notatet af 28. maj 2008 fra Justitsministeriet om opretholdelse af et ægteskab/registreret partnerskab, når den ene ægtefælle/partner har fået foretaget kønsskifte, i pdf-format på Folketingets hjemmeside.

Rigsadvokatens redegørelse – J.nr. RA-2006-120-0033 – af april 2008 om anvendelse af straffelovens § 81, nr. 6 og nr. 7, samt sager om overtrædelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.

Vist 0 gange. Rigsadvokaten følger udviklingen i anvendelsen af straffelovens § 81, nr. 6 og nr. 7, samt sager om overtrædelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.
I redegørelsen af april 2008 skal her alene omtales følgende, som vedrører den såkaldte Kjole-Ole sag.:

Pkt. 4.4.1. Sager, hvor der er rejst tiltale/endeligt afgjorte sager (Side 14 – 15)

I sagen havde en direktør, der samtidig var bestyrelsesmedlem i et aktieselskab, som drev en “Bang & Olufsen”- forretning, overtrådt lovens § 1, stk. 1, ved at have nægtet at betjene en mandlig transvestit, der indfandt sig i butikken iklædt kjole, på samme vilkår som andre, idet han oplyste prisen på en pladespiller til 10.000 kr. og bl.a. udtalte: “det er altså prisen, og så er du i øvrigt ikke velkommen i butikken, så lange du har det tøj på” og “hvis du går hjem og tager din mors tøj af, kan det være vi finder en bedre pris”. Direktøren har den 24. august 2007 vedtaget et bødeforelæg pa 2.000 kr. i anledning af overtrædelsen, og aktieselskabet har den 14. september 2007 vedtaget en bøde på 1.000 kr., jf. lovens § 3.

Rigsadvokatens redegørelse hos Anklagemyndigheden i pdf-format.

FRA’s juridiske analyserapport af februar 2008 om homofobi, transfobi og diskrimination pga. seksuel orientering og kønsidentitet i Danmark.

Vist 103 gange. Rapporten, der er på engelsk (Legal Study on Homophobia and Discrimination on Grounds of Sexual Orientation – Denmark), er udarbejdet februar 2008 af Birgitte Kofod Olsen, der er vicedirektør i Institut for Menneskerettigheder. Rapporten er det danske bidrag til den samlede rapport Homophobia and Discrimination on Grounds of Sexual Orientation in the EU Member States. Part I – Legal Analysis, der blev udgivet juni 2008.

I det danske bidrag gennemgås og kommenteres den danske lovgivning i relation til beskyttelse af lesbiske, bøsser og transkønnede.

I rapporten omtales Ligestillingsnævnet og herunder, at dette har behandlet to sager om diskrimination af transkønnede.
Sagen fra 25. januar 2006, hvor Ligestillingsnævnet afviste en klage om en teaterskoles behandling af en transseksuel elev, og sagen fra 21. november 2001, hvor Ligestillingsnævnet afviste en transseksuels klage over udtalelser i forbindelse med en kønsskifteoperation.

Rapporten omtaler ikke Lov om forskelsbehandling på grund af race m.v. uagtet det var denne lov, der var det retslige grundlag for, at en B&O-forhandler i efteråret 2007 betalte et bødeforlæg for at have forskelsbehandlet Kjole-Ole. Kjole-Ole sagen er ikke omtalt i rapporten, selv om den var afgjort inden rapporten blev udarbejdet.

Birgitte Kofod Olsen er lic.jur, Ph.d. og blev i 2008 vicedirektør i Institut for Menneskerettigheder efter at have været afdelingsleder samme sted fra 2003 til 2008.

Rapporten i pdf-format – kun på engelsk.
Landerapporter – adgang til rapporter fra andre EU-lande.
Hovedrapporten – Homophobia and Discrimination on Grounds of Sexual Orientation in the EU Member States Part I – Legal Analysis.

En lovs tilblivelse. 4. december 2007. Opdateret 24. oktober 2013.

Vist 58 gange. Af Tina Thranesen.
Der er en række formelle regler om udformningen og behandlingen af lovforslag og beslutningsforslag. Disse regler fremgår af Folketingets forretningsorden.
Med denne artikel vil jeg i korte træk forklare, hvorledes en lov bliver til her i Danmark.

Indhold
[Til indhold] Lovforslag
Det mest almindelige er, at det er en minister, der på vegne af den siddende regering fremsætter et lovforslag. Men ethvert folketingsmedlem kan fremsætte et lovforslag jf. Grundlovens § 41, stk. 1.
Et lovforslag skal behandles 3 gange i Folketinget jf. Grundlovens § 41 stk. 2.

[Til indhold] 1. behandling
Ved 1. behandlingen drøftes lovforslaget ud fra principielle synspunkter uden nærmere gennemgang af enkeltheder. Der kan ikke stilles ændringsforslag.
Som afslutning på 1. behandlingen bestemmes, om forslaget skal henvises til et udvalg.

[Til indhold] 2. behandling
Ved 2. behandlingen kan der fremsættes udtalelser såvel om lovforslaget i almindelighed som om de enkelte paragraffer og om foreliggende ændringsforslag
Som afslutning på 2. behandlingen bestemmes, om forslaget skal henvises til fornyet behandling i et udvalg.

[Til indhold] 3. behandling
Ved 3. behandlingen kan der fremsættes ændringsforslag.
Der stemmes først om ændringsforslag.
Efter denne afstemning kan behandlingen indstilles, og forslaget kan henvises til fornyet behandling i et udvalg.
Ved genoptagelse af 3. behandlingen kan der på ny stilles ændringsforslag.
Igen stemmes først om ændringsforslag.
Når der er stemt om alle ændringsforslag, kan der ske drøftelse af lovforslaget i sin helhed, hvorefter der stemmes om det.
Det endeligt vedtagne lovforslag underskrives af formanden og af en tingsekretær og sendes til statsministeren.
Sluttelig bringer statsministeren det vedtagne lovforslag til dronningen til underskrift.
Det endeligt vedtagne lovforslag underskrives af formanden og af en tingsekretær
og sendes til statsministeren.
Sluttelig bringer statsministeren det vedtagne lovforslag til dronningen til underskrift.

[Til indhold] Ikrafttrædelse
I loven vil der være en bestemmelse om, hvornår den træder i kraft. Det kan enten være en bestemt dato, eller en bemærkning om, at loven træder i kraft efter offentliggørelse i Lovtidende.
Der vil også ofte være en bestemmelse om ophævelse af gamle love, som den nye erstatter.

[Til indhold] Bemærkninger
Til et lovforslag er der tilknyttet nogle bemærkninger, der begrunder og uddyber forslaget og – i hvert fald for regeringsforslags vedkommende – angiver konsekvenser af vedtagelsen af forslaget.

[Til indhold] Beslutningsforslag
Beslutningsforslag fremsættes typisk af medlemmer af oppositionspartierne, det vil sige de partier, der ikke er med i regeringen, men kan også fremsættes af andre folketingsmedlemmer og af en minister.
Et beslutningsforslag indeholder sædvanligvis en henstilling til regeringen om at udarbejde et lovforslag efter nærmere angivne retningslinjer.
Beslutningsforslag behandles kun to gange i Folketingssalen svarende til 1. og 3. behandlingen af et lovforslag.
Forslag fra en minister kaldes “regeringsforslag”, andre forslag “private forslag”.

[Til indhold] 1. behandling
Ved 1. behandlingen drøftes beslutningsforslaget ud fra principielle synspunkter uden nærmere gennemgang af enkeltheder. Der kan ikke stilles ændringsforslag.
Som afslutning på 1. behandlingen bliver beslutningsforslaget sædvanligvis
sendt til et udvalg til nærmere behandling.

[Til indhold] 2. behandling
Ved 2. behandlingen kan der fremsættes ændringsforslag.
Der stemmes først om ændringsforslag.
Efter denne afstemning kan behandlingen indstilles, og forslaget kan henvises
til fornyet behandling i et udvalg.
Ved genoptagelse af 2. behandlingen kan der på ny stilles ændringsforslag.
Igen stemmes først om ændringsforslag.
Når der er stemt om alle ændringsforslag kan der ske drøftelse af beslutningsforslaget i sin helhed, hvorefter der stemmes om det.
Bliver et beslutningsforslag vedtaget, udarbejder regeringen et eller flere lovforslag i overensstemmelse med beslutningsforslaget.
Sådanne lovforslag undergives herefter normal behandling for lovforslag.

[Til indhold] Udvalgsbehandling
Under udvalgsbehandlingen af et beslutningsforslag gennemgår udvalget forslagets indhold,indkomne høringssvar og det, som fremkommer under foretræder, og vurderer lovforslagets/beslutningsforslagets konsekvenser.
Udvalget afslutter sit udvalgsarbejde med en skriftlig betænkning.
Det sker, at udvalget ikke er enigt. I så fald vil der ofte være mindretalsudtalelser i betænkningen.

[Til indhold] Fravalg af 1. behandling af beslutningsforslag
Med virkning fra 1. oktober 2013 kan 1. behandlingen undlades [1], idet Folketingets formand med forslagsstillerens/forslagsstillernes samtykke kan bestemme, at et beslutningsforslag henvises direkte til behandling i et udvalg.
Det er derefter op til udvalget at fastsætte, hvorledes forslaget skal behandles i udvalget.
Afgiver udvalget betænkning undergives forslaget alene én behandling i Folketingssalen svarende til 3. behandlingen af et lovforslag.

[Til indhold] Foretræde
Organisationer, foreninger og enkeltpersoner vil ofte bede om foretræde for udvalget for mundtligt at uddybe deres holdninger til et beslutningsforslag. Et foretræde varer typisk 15 minutter.
Sædvanligvis vil udvalget bede den relevante minister om at kommentere de henvendelser, som udvalget modtager.

[Til indhold] Høring
Et ministerium sender ofte et kommende lovforslag i høring hos andre ministerier, organisationer og foreninger m.fl. inden lovforslaget fremsættes for Folketinget.
Formålet med høringen er, at interesserede kan fremsætte deres kommentarer til forslaget.
Organisationer, foreninger og enkeltpersoner vil ofte fremsætte bemærkninger til udvalget om deres holdning og ønsker.
De indkomne høringssvar vil ofte resultere i ændring af lovforslaget.

[Til indhold] Tilbagetagelse af lov- eller beslutningsforslag
Et forslag kan på ethvert trin af behandlingen tages tilbage af forslagsstilleren. Når tilbagetagelsen er anmeldt i Folketinget, spørger Folketingets formand, om forslaget ønskes optaget af en anden. I bekræftende fald anføres forslaget herefter som optaget af pågældende folketingsmedlem(mer)/minister.

[Til indhold] Bortfald af lov- og beslutningsforslag
Et lov- eller beslutningsforslag, der ikke er færdigbehandlet i Folketinget inden Folketingsårets eller Folketingssamlingens udløb, bortfalder.

[Til indhold] Lovforberedende udvalg
Det sker, at en eller flere love lidt efter lidt kommer ud af trit med den almindelige samfundsudvikling og derfor bør justeres.
Det kan ske ved fremsættelse af et lovændringsforslag i Folketinget. Det behandles som alle andre lovforslag.
Men der kan også være behov for en dybere analyse af, hvordan en lov bør være udformet for at være i overensstemmelse med samfundsudviklingen.
I sådanne tilfælde nedsættes et specielt udvalg, som får en nærmere beskrivelse af omfanget af deres opgave.
Udvalget sammensættes af sagkyndige inden for det område, som emnet vedrører. Det sker også ofte, at organisationer og foreninger bliver repræsenteret i et sådant udvalg.
Udvalget kan under deres arbejde indkalde eksperter til belysning af forhold, der kan holdes offentlige høringer og indkaldes høringssvar fra interesserede.
Udvalget afslutter sit arbejde med udfærdigelse af en betænkning.
En sådan betænkning vil sædvanligvis resultere i, at det relevante ministerium udarbejder lovforslag i overensstemmelse med betænkningen.

[Til indhold] Henvisninger
Folketingets forretningsorden
Indeholder detaljerede regler for Folketingets arbejde.
Folketingets leksikon
Et online leksikon med informationer om ord og vendinger fra Folketingets arbejdsområde
Lovprocesguiden
Et elektronisk værktøj til ansatte, der i centraladministrationen har ansvar for at udarbejde lovforslag. Indeholder bl.a. detaljerede beskrivelser om lovarbejdet og en ordbog med forklaringer.

[Til indhold]

Note
  1. [Retur] Beslutningsforslag – fravalg af 1. behandling – direkte til udvalgsbehandling uden 1. behandling.
    Muligheden blev indført den 1. oktober 2013 og fremgår af Folketingets forretningsorden 2013 § 17, stk. 2:
    • Uanset stk. 1, 3. pkt., kan Folketingets formand med forslagsstillerens eller forslagsstillernes samtykke bestemme, at et forslag til folketingsbeslutning, som ikke er fremkommet som indstilling fra et udvalg, umiddelbart ved anmeldelsen henvises til behandling i et udvalg. Tinget beslutter da, til hvilket udvalg forslaget skal henvises. Afgiver udvalget betænkning over forslaget, undergives dette herefter alene én behandling efter tilsvarende regler, som gælder for lovforslags 3. behandling.

    Folketingets forretningsorden

    Folketingets udvalgssekretariat udsendte den 24. oktober 2013 et notat om den nye behandlingsform af beslutningsforslag til Folketingets stående udvalg.
    • Notatet indledes således:
      samtykke bestemme, at et forslag til folketingsbeslutning, som ikke er fremkommet som indstilling fra et udvalg, umiddelbart ved anmeldelsen henvises til behandling i et udvalg. Tinget beslutter da, til hvilket udvalg forslaget skal henvises. Afgiver udvalget betænkning over forslaget, undergives dette herefter alene én behandling efter tilsvarende regler, som gælder for lovforslags 3. behandling.
      […]

    Notatet af 24. oktober 2013 i sin helhed i pdf-format

[Til indhold]

Fornavn som mellemnavn. Tina er mellemnavn – Torben Tina Schuldt er det fulde navn – Tina Schuldt er det anvendte navn. 19. juni 2006.

Vist 262 gange. Fornavn som mellemnavn – mellemnavn som fornavn.

Tina Schuldt er født som mand og døbt Torben, men lever i dag fuldtids som kvinde.

Da den nye navnelov trådte i kraft den 1. april 2006, søgte “Tina” straks om tilladelse til at få pigenavnet “Tina” som mellemnavn. Efter navnelovs § 11, stk. 1, pkt. 4 er det nemlig muligt at få et fornavn, der betegner det modsatte køn, som mellemnavn.

Ansøgningen blev imødekommet, så Tinas fulde navn er nu Torben Tina Schuldt.
I hende bank er de bekendt med, at Tina lever fuldtids som kvinde.
Da Tina fortalte banken om navneændringen, imødekom de hendes ansøgning om et nyt Visa-dankort lydende på navnet Tina Schuldt.

I mange situationer kan Tina anvende sit Visa-dankort som legitimation, hvorved Tina kan undgå mange pinlige situationer, da der nu er overensstemmelse mellem hendes kvindelige udseende og navnet på Visa-dankortet.

Det er dog ikke muligt at få udstedt kørekort, pas eller sygesikringsbevis alene lydende på mellemnavn og efternavn.

Tina Schuldt er antageligvis den første transseksuelle, som har anvendt denne mulighed for at få så stor overensstemmelse mellem sit indre køn, sit kønsudtryk og sit navn.
Tina Schuldt foretrækker at anvende ordet transkønnet i stedet for transseksuel. Ordet transkønnet blev indført af den norske forening Landsforeningen for transkjønnete (LFTS) den 23. april 2005).

Tina Schuldt har siden skiftet navn til Tina Vyum.

Skøn under regel. Forvaltningsretsligt grundsætning. 10. juni 2003.

Vist 415 gange. Der er skrevet meget om forståelse af af begrebet “Skøn under regel”.
En klar og overskuelig gennemgang af begrebet findes i en juraopgave af 10. juni 2003 på 16 sider. Fra opgaven citeres indledningen, der fortæller om indholdet i opgaven og afsnit 4, der opsummerer indholdet og rækkevidden af det pligtmæssige skøn.

Indledning
I det følgende vil den forvaltningsretlige grundsætning om forvaltningens pligtmæssige skøn blive behandlet nærmere. Efter en gennemgang af teoriens syn på grundsætningen, vil praksis fra såvel domstolene som fra Folketingets Ombudsmand blive belyst. Resultatet heraf tilsigtes at blive en fyldestgørende gennemgang af indholdet og rækkevidden af den nævnte grundsætning.

4. Indholdet og rækkevidden af det pligtmæssige skøn
Sammenfattende kan indholdet af grundsætningen om det pligtmæssige skøn formuleres således; at forvaltningen som udgangspunkt har pligt til at skønne konkret og individuelt, i tilfælde hvor den er tillagt en skønsmæssig beføjelse. Dette indebærer, at alle relevante omstændigheder skal inddrages i afvejningen. Forvaltningen kan som udgangspunkt ikke selv opstille en fast regel og følge den i alle tilfælde, ligesom en internt udviklet praksis ej heller må følges ufravigeligt.
En vejledende hovedregel må imidlertid gerne opstilles, men det er et krav, at denne hovedregel ikke må administreres således at skønnet reelt afskæres. Forvaltningen skal således altid have for øje, at der kan være omstændigheder, der skal lede til et andet resultat end den opstillede hovedregels resultat. Såfremt denne betingelse overholdes er vejledende retningslinier ikke i strid med pligten til at skønne individuelt. På områder med særligt behov for ensartethed i administrationen, kan vejledende retningslinier næsten være påkrævet.
Grundsætningen om det pligtmæssige skøn er som udgangspunkt gældende for alle dele af den offentlige forvaltning. Der gælder dog en modifikation til dette udgangspunkt, således at den administrerende myndighed i enkelte tilfælde alligevel kan opstille regler, der er ufravigelige. Muligheden for at udforme faste, ufravigelige regler findes således på områder, hvor såvel administrative hensyn som hensynet til forudsigelighed og ligebehandling af borgerne taler for det. Dette vil primært være aktuelt på områder hvor forvaltningen administrerer eller afgør forhold mellem indbyrdes konkurrerende borgere, således som det sker når forvaltningen skal fordele et antal bevillinger mellem et større antal ansøgere.
Det må endvidere antages, at hvor sidstnævnte hensyn til forudsigelighed og ligebehandling er tilstrækkeligt vægtigt, vil dette være nok til at legitimere ufravigelige retningslinier, også selvom hensynet til administrativ konveniens ikke kan tillægges særlig vægt. Modsat må det være tvivlsomt om administrative hensyn alene vil kunne bære en ufravigelig regel.

* * *
Opgaven i sin helhed i Word-format.

Vestsjællands Amt besluttede den 1. marts 2000 at yde kaution (betaling) til skægvækstbehandling af en MtK transseksuel.

Vist 0 gange. Vestsjællands Amts Sundhedsudvalg godkendte på sit møde den 1. marts 2000 Visitationsudvalgets indstilling om at yde kaution (betaling) for behandling af en MtK transseksuels uønskede skægvækst (epilering), da denne var i behandling i det offentlige sundhedsvæsen. Derimod gav de afslag til en anden, der ønskede kønsskifteoperation uden for det offentlige sundhedsvæsen.

Af mødereferatet fremgår følgende:

Orientering om behandling af hirsutisme i forbindelse med kønsskifteoperationer (SU)

Resumé
Udfra lægefaglige kriterier henvises enkelte patienter til højt specialiseret behandling på Rigshospitalet, med henblik på kønsskifteoperation.
I et flerårigt behandlingsforløb på Rigshospitalets psykiatriske afdeling gennemgår patienten det første år samtaleterapi, i det andet år hormonbehandling og behandling af skægvækst og i det 3. år foretages evt. kønsskifteoperation. Visitationsudvalget har indenfor det sidste halve år behandlet 2 anmodninger om kaution til behandling af uønsket skægvækst hos disse mandlige patienter, som ønsker at blive kvinder.
Visitationsudvalget vurderer at såfremt man har givet kaution til kønsskifteoperation vil skægvækstbehandlingen være en del heraf hvorfor, der også skal gives kaution til denne behandling.
En anden patient, som ønskede kønsskifteoperation uden for det offentlige sundhedsvæsens regi fandt Visitationsudvalget derimod ikke grundlag for at gå ind i behandlingen.

Indstilling:
Administrationen indstiller
– at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning:
Tiltrådt.

* * *
Referatet har været tilgængeligt på Vestsjællands Amts hjemmeside. Men da amterne i forbindelse med strukturreformen i 2004 med ikrafttrædelse den 1. januar 2007 blev erstattet af regionerne, blev hjemmesiden nedlagt.
Referatet kan imidlertid ses i pdf-format i Vidensbanken.

Når navnet bliver et problem – om transseksuelles ret til navneændring. Juristen nr. 2 – februar 2000.

Vist 61 gange. Artikel af cand. jur., ph.d., Marianne Holdgaard Bukh og cand. jur. Christina Ladefoged offentliggjort i Juristen nr. 2 – februar 2000 side 58 – 75.

Artiklen behandler juridiske problemer, der relaterer sig til perioden under kønsskiftet. Først vurderes det, om den danske retstilstand for så vidt angår det juridiske kønsskifte er i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, dernæst vurderes det, om konsekvenserne af retstilstanden er forenelig med kravene i artikel 8 i Den europæiske Menneskeretskonvention.

Konklusion

Den administrative praksis i forhold til transseksuelles juridiske kønsskifte, dvs. ændring af navn og CPR-nummer, findes at være meget betænkelig. Civilretsdirektoratets administrative praksis på dette område synes at indebære, at NL [1] § 10
anvendes i umiddelbar modstrid med, hvad der ville følge af formålet og en naturlig sproglig fortolkning af ordlyden. Praksis synes derfor betænkelig set i forhold til legalitetsprincippet.
Derudover synes den af Civilretsdirektoratet anvendte objektiverede fortolkning af ulempebegrebet i NL i forhold til transseksuelle under kønsskifte desuden konkret at måtte anses for betænkelig, idet skønnet sættes under regel. En i 1995 foretaget generel ændring i administrativ praksis forekommer at være betænkelig set i forhold til almindelige forvaltningsretlige principper herom.
Det synes – set i lyset af de momenter, det er muligt at udlede af domme fra Domstolen [2] – at være tvivlsomt, om den danske retstilstand i forhold til transseksuelle under kønsskifte er forenelig med EMRK [3] art. 8. Det skyldes de praktiske konsekvenser, det har for transseksuelle under kønsskifte, at der i administrativ praksis opstilles krav om, at fysisk kønsskifte skal være gennemført, førend juridiske kønsskifte tillades. Det anbefales derfor, at de administrative myndigheder ændrer deres praksis, således at den bliver i overensstemmelse med den foran angivne kritik.

* * *
Noter af Tina Thranesen.
  1. [Retur] NL = Navneloven
  2. [Retur] Domstolen = Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (eller Menneskerettighedsdomstolen)
  3. [Retur] EMRK = Den europæiske Menneskeretskonvention

Klinisk sexologis fremtidige placering i psykiatrien. 7. april 1997.

Vist 0 gange. De gule markeringer er indsat af mig for at fremhæve de steder, hvor transforhold omtales.
Tina Thranesen.

* * *
Klinisk sexologis fremtidige placering i psykiatrien
Redegørelse fra ad hoc udvalg nedsat af Dansk Psykiatrisk Selskab den 7. april 1997

Udvalgets sammensætning
Ellids Kristensen, Trine Arngrim, Bent Kawa og Thorkil Sørensen.

Kommissorium for udvalget
  1. At beskrive det nuværende sexologiske behandlingstilbud indenfor det psykiatriske
    behandlingssystem.
  2. At angive en plan for, hvorledes sexologien skal placeres indenfor psykiatrien. Hvilke
    delområder kan bedst integreres i det almene psykiatriske behandlingstilbud, og hvilke
    delområder varetages bedst af en eller flere sexologiske specialafdelinger.
  3. At angive det omfang den sexologiske undervisning/uddannelse af psykiatere bør have.
  4. At vurdere, hvordan og hvornår denne undervisning bedst placeres i uddannelsesforløbet.

Indledning
I WHO’s “Sundhed for alle år 2000” [1], som Danmark har tilsluttet sig, er et delmål etablering af nødvendige rådgivnings- og behandlingsmuligheder overfor personer med seksuelle problemer. Seksuel sundhed blev i 1975 defineret af WHO som: “The integration of the somatic, emotional, intellectual and social aspects of sexual being in ways that are positively enriching and enhance personality, communication and love” (WHO 1975).
Lægeforeningens hygiejnekommité nedsatte i 1982 en arbejdsgruppe vedr. klinisk sexologi.
Arbejdsgruppen moderniserede begrebet seksualhygiejne til: “Seksualhygiejne er samfundets bestræbelser for at sikre den enkeltes seksuelle sundhed, således som dette begreb er skitseret i WHO’s definition. Herunder at forebygge seksuelle problemers opståen og igennem behandling af seksuelle problemer at forebygge, at disse får betydning for individets almene sundhed. Endelig må det være en seksualhygiejnisk bestræbelse at øge forståelsen af og respekten for seksuallivets forskellige manifestationer, således at diskrimination af seksuelle minoriteter imødegås” (Jensen 1984).

Den kliniske sexologi vedrører seksuelle samlivsproblemer, seksuelle dysfunktioner (erektiv dysfunktion, orgastisk dysfunktion, ejaculatio praecox eller retardata, vaginisme, dyspareuni, nedsat lyst), seksuelle udviklingsforstyrrelser og misdannelser, seksuelle problemer ved sygdom, handicap og medicinindtagelse, seksuelle identitetskonflikter, kønsskifteproblematik, seksualkriminalitet (f.eks. incestkrænkere) og seksuelle afvigelser. En del af de nævnte tilstande kan medføre social stigmatisering og/eller overtrædelse af straffeloven (voyeurisme, ekshibitionisme, pædofili, transvestisme m.m.)
For mange medfører en seksuel dysfunktion mentalt stress og påvirker interaktionen med familie og andre.

Hovedopgaverne i den klinisk sexologi er den sexologiske udredning, diagnosticering og den sexologiske behandling, herunder psykoterapi og samlivsterapi. Samlivsterapi forudsætter erfaring med psykoterapi, og indeholder behandlingselementer fra flere terapiformer: korttidsterapi baseret på psykodynamisk teori, kognitiv terapi, psykoedukation, sensualitetstræning, adfærdsterapi og analytisk terapi. I Danmark har den kliniske sexologi hovedsagelig været varetaget i psykiatrisk regi. Den eneste etablerede afdeling har været psykiatrisk ledet siden oprettelsen i 1986.

Hvis ikke psykiatrien påtager sig behandlingsansvaret indenfor området klinisk sexologi, vil patienter, der hører til i denne behandlingskategori, være nødsaget til at søge andre former for behandling. Denne vil ofte være af en ensidig somatisk art, og vil i et vist omfang blive varetaget af personer uden sexologisk uddannelse, såvel indenfor lægekredse som paramedicinske eller alternative behandlere.

Udvalget finder, at den kliniske sexologi først og fremmest hører til som et ekspertområde indenfor psykiatrien. Det er et psykosomatisk område, der indeholder både biologiske og psykodynamiske elementer, hvorfor det tværfaglige samarbejde er af stor betydning.

Forholdene i andre lande – EU, Norden og USA
EU-plan har man endnu ikke taget skridt til at forholde sig til sexologiens placering i behandlingssystemet. Det samme er tilfældet med psykosomatik.

Indenfor de Nordiske lande er der endnu ikke udarbejdet regler, hverken indenfor de enkelte lande eller fælles. Nordic Association for Clinical Sexology, som er en paraplyforening for fem nationale nordiske sexologiske foreninger (i Danmark: Dansk Forening for Klinisk Sexologi), har efteråret 1997 nedsat en arbejdsgruppe, med det formål at udarbejde fælles regler for uddannelseskrav til sexolog.
Arbejdet bliver støttet økonomisk af Nordisk Råd.
I Norden er der udkommet sexologiske lærebøger på alle sprog (Hertoft 1987 [2], Lundberg 1994, Langfelt 1993, Almås et al. 1997, Gudmundsson 1990, Hovatta 1995).

I Tyskland har Deutche Gesellschaft für Sexualforschung og Akademie für Sexualmedizin på opfordring fra den tyske lægeforening i fællesskab udarbejdet et curriculum for en “sexualterapeutischer/sexualmedizinischer” videreuddannelse. Man har i forbindelse med planlægningen af den tyske uddannelse bl.a. set på indholdet i den danske treårige terapeutuddannelse, Sexologisk Workshop V. Den tyske videreuddannelse kan tages af læger, psykologer og andre paramedicinsk uddannede. For at kunne indgå i uddannelsen, kræves enten 3 års dagligt arbejde indenfor psykosomatik eller en afsluttet psykoterapeutisk videreuddannelse på et videnskabeligt niveau. Selve den sexologiske uddannelse består af teoretisk uddannelse, tematiseret egenudvikling, superviserede evalueringer og 2-4 seksualterapeutiske behandlingsforløb, som skal være superviseret mindst i forholdet 4:1. I alt ca. 400 timer.
Selskaberne arbejder på at opnå en offentlig godkendelse, så den lægelige videreuddannelse kan indeholde titlen “Sexualmedizin/Sexualtherapie”. Grunden til dette udtryk er en erkendelse af, at det er nødvendigt med en afklaring af mulige somatiske medvirkende årsager til seksuelle forstyrrelser.

I USA certificerer “American Board of Sexology” sundhedspersonale, undervisere og forskere som beskæftiger sig med human sexologi. Forudsætningerne for certifikationen inkluderer minimumstandarder for uddannelse, normalt medicinsk eller afsluttet grad i et passende felt, dokumenteret kompetence og etisk professionalisme i arbejdet, og demonstreret forståelse for et bredt område af emner indenfor human sexologi, verificeret både ved skriftlig og mundtlig eksamination. Selve den sexologiske uddannelse omhandler 220 timers undervisning, og desuden 50 timers supervision. Her er forhold.

I Danmark har Dansk Forening for Klinisk Sexologi siden 1982 afholdt “Sexologisk Workshop”, som er en sexologisk terapeutuddannelse. Uddannelsen er undergået ændringer undervejs. Den sidst afsluttede, Sexologisk Workshop V, var treårig og indeholdt 100 timers analytisk orienteret gruppeterapi, 100 timers supervision og 120 timers teoretisk undervisning. Den var tilpasset de krav Dansk Psykologforening og Dansk psykiatrisk Selskab stiller til psykoterapeutuddannelser (godkendt som bifag i psykoterapeutuddannelsen i Dansk psykiatrisk Selskab).

Der er også i Danmark et behov for en anerkendt klinisk sexologisk autorisation, og det er naturligt at finde sammen med de øvrige nordiske lande om dette. Sundhedsvæsen og sundhedsuddannelse er anderledes organiseret i USA, hvilket gør sammenligningerne dermed mindre relevante. Tyskland er det land i EU, der har det mest udbyggede sexologiske behandlingssystem, de af os bekendte klinikker i Tyskland er lægeligt ledede af psykiatere, det samme er overvejende tilfældet i England og Holland.

Tidligere danske undersøgelser
10-15 % af patienterne i almen praksis frembyder seksuelle problemer i en sådan grad, at kvalificeret rådgivning og/eller behandling er påkrævet. En undersøgelse af almen praksis viste, at der blev talt om seksualitet i 15 % af konsultationerne (Jensen 1984). I slutningen af 1980’erne blev der foretaget en enquete undersøgelse med henblik på en beskrivelse af det sexologiske behandlingstilbud i offentligt regi i de forskellige amter (Rosenkvist 1989). Undersøgelsen viste, at der ud over Rigshospitalets Sexologiske Klinik kun var ansat personale i hospitalsvæsnet til varetagelse af sexologiske spørgsmål i tre amter (Københavns Amt, Århus Amt og Ribe Amt). På det private område samt hos alment praktiserende læger og speciallæger, var der tale om et jævnt voksende behandlingstilbud om end omfanget var vidt forskelligt fra amt til amt. Veldefinerede behandlingstilbud i privat regi fandtes i 10 ud af 14 amter. I tre amter (Bornholms Amt, Vejle Amt og Viborg Amt) savnedes kontaktpersoner i offentligt regi. Rosenkvist foreslog et samarbejde imellem Rigshospitalets Sexologiske Klinik og de enkelte amtskommunale sexologiske visitations- og behandlingsinstanser i offentligt regi.

Prævalens – og incidenstal
I en stor amerikansk normalbefolkningsundersøgelse er hyppigheden af forskellige seksuelle dysfunktioner følgende: anorgasme ses hos 9 % af mænd og 14 % af kvinder, nedsat seksuel lyst ses hos 33 % af kvinder og 16 % af mænd. 10 % af mændene er ikke i stand til at bevare en erektion og næsten 20 % af kvinderne har lubrikationsproblemer. Knap 30 % af mænd har ejaculatio præcox.
Smerter i forbindelse med seksuel aktivitet ses hos 15 % af kvinder og knap 5 % af mænd (Michael 1994).
I Sverige gennemførte man i 1996 en større befolkningsundersøgelse hvor man dels ved interview og dels ved spørgeskema, fik besvaret spørgsmål vedrørende seksuallivet (Lewin 1997). Kategorierne er lidt anderledes end de ovenfor nævnte. Man fandt i denne undersøgelse følgende hyppigheder af seksuelle dysfunktioner: aldrig eller sjældent seksuel lyst 4 % af mænd og 15 % af kvinder, nedsat seksuel interesse 16 % af mænd og 32 % af kvinder, 5 % af mændene havde svigtende erektion og 12 % af kvinderne har svigtende lubrikation. 22 % af kvinder har besvær med at få orgasme, 7 % af mændene har for tidlig sædafgang og 3 % forsinket sædafgang. 6 % af kvinder og 1 % af mænd havde genitalsmerte i forbindelse med samleje. Af de, der angiver at have et seksuelt problem, er mellem en tredjedel og halvdelen utilfredse med seksuallivet.
Prævalensen af mænd med erektiv dysfunktion vil afhænge af alder og definitionen – partiel eller total dysfunktion. I National Institute of Health’s konsensus rapport fra 1993, angives den til 5 % ved 40 år og 15-25 % ved 65 år og derover.
I Glostrupundersøgelsen, der beskrev 40-årige kvinders seksualliv, fandt man at hyppigheden af seksuelle problemer var 35 % (Garde 1982).

l forbindelse med psykiatrisk sygdom og den medikamentelle behandling heraf, ses en del seksuelle problemer (Kristensen 1997, Møhl 1997). Også mange legemlige sygdomme og deres behandling medfører forstyrrelser i seksualfunktionen (Graugaard 1997).

Prævalensen af transseksualitet er ca. 1,5 pr. 100.000 indbyggere. Der er gennem årene set en stigning i incidensen der i 1970`erne blev opgjort til 0,21 pr. 100.000 pr. år (Sørensen 1984). Herudover findes en gruppe patienter med kønsidentitetsproblerner, uden et ønske om kønsmodificerende indgreb, men hvor der er behov for psykoterapeutisk behandling.

Incidensen af seksuelle overgreb er svær at angive. Hyppigheden af seksuelle overgreb i barndommen angives i forskellige undersøgelser til mellem et par og over 20 % (Kutchinsky 1992). En ny dansk opgørelse angiver at der årligt anmeldes omkring 80 tilfælde af vold/voldtægtsforsøg i Københavns og Frederiksberg kommune (Worm 1998). Ofrene, vil for den største gruppes vedkommende, have brug for professionel hjælp til at få etableret/reetableret deres seksuelle funktionsevne. Indenfor de senere år, har man i stigende omfang behandlet seksualkriminelle idømt betingede domme og kortere frihedsstraf. Tidligere behandlede man hovedsagelig de sværere lovovertrædere. I 1997 vedtog folketinget Lov nr. 274 af 15. april 1997, der omhandler en 3 årig forsøgsordning, med mulighed for at idømme seksualkriminelle behandling i kombination med/alternativ til frihedsstraf. Behandlingen foretages på retspsykiatrisk afdeling i Risskov, retspsykiatrisk afdeling Middelfart i samarbejde med psykoterapeutisk afdeling Odense, på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet og Kriminalforsorgens anstalt i Herstedvester.

Incidensen af seksuelle afvigelser er vanskelig at angive. En del vil aldrig nå frem til behandlingssystemet. Nogle når kun frem fordi deres handlinger (ekshibitionisme, voyeurisme m.m.) kan bringe dem i konflikt med loven. En del kommer i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem pga. anden psykisk lidelse som f.eks. personlighedsafvigelse. Man ser også at de henvender sig med en partner, idet den seksuelle afvigelse giver problemer i parrets fælles seksualitet (f.eks. sadomasochisme og fetichisme).

Ad kommissoriets pkt. 1
At beskrive det nuværende sexologiske behandlingstilbud indenfor det psykiatriske behandlingssystem

Udvalget har forsøgt at kortlægge den behandling, der på nuværende tidspunkt tilbydes, primært indenfor det psykiatriske behandlingssystem, til patienter med sexologiske problematikker.
Oplysningerne er indsamlet på følgende fire måder:

a) Spørgeskema til praktiserende psykiatere
40 % af de praktiserende psykiatere, der har svaret, angiver at have en speciel interesse indenfor sexologi, hovedparten af disse har praksis i eller omkring universitetsbyerne. I de øvrige amter er der ingen eller en enkelt med sexologisk interesse.
Antallet af patienter, hvor hovedproblemet er seksuelt, som de praktiserende psykiatere henholdsvis har behandlet og viderehenvist varierer meget. Der behandles flest patienter i amterne omkring universitetsbyerne, og ingen eller kun ganske få i de øvrige amter. Det samme gør sig gældende for viderehenvisningerne, idet det er fra de amter, hvor der behandles flest, der også viderehenvises flest.
Patienterne viderehenvises til lokale behandlere, der er sexologisk interesserede, lokale psykiatriske afdelinger og Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.

b) Brev med fire spørgsmål til administrerende/uddannelsesansvarlige overlæger på landets psykiatriske afdelinger
Der er indkommet svar fra næsten alle landets psykiatriske behandlingssteder. Hovedparten giver udtryk for at man i den daglige klinik har brug for en sexologisk ekspertise. I forbindelse hermed ønsker man undervisning og uddannelse, og gerne supervision i afdelingerne. Der er brug for at der bliver taget fat på dette, også for at man i højere grad bliver opmærksom på disse problemer hos patienterne. I amter, hvor der ikke er praktiserende psykiatere, der ser patienter med sexologiske problemer, ser man heller ikke disse patienter i sygehuspsykiatrien. Nogle er dog af den opfattelse, at man ville få henvist patienter, hvis der var et behandlingstilbud. Dette svarer til de erfaringer man har fra Ålborg, hvor der kom talrige henvisninger, da man på et tidspunkt havde en udadrettet kampagne om sexologisk behandlingstilbud. I enkelte amter behandler man lokalt patienter med seksuelle dysfunktioner. Børne- og ungdomspsykiatrien giver udtryk for et behov for supervision og henvisningsmulighed specielt i forbindelse med usikker kønsoplevelse, forældre med seksuelle problemer og unge med særlige seksuelle vanskeligheder. Desuden et behov for samarbejde med sexologisk specialkyndig psykiater omkring behandling af familier, hvor børn og unge har været udsat for seksuelle overgreb.
Samstemmende finder man det vigtigt at bevare Sexologisk Klinik som et videnscenter og en central henvisningsmulighed.

I Odense, Ålborg og Århus gives der udtryk for et ønske om lokal ekspertise og flere yderamter giver samstemmende udtryk for et ønske om en henvisningsmulighed nærmere end København.
Generelt er der et behov for at kunne viderehenvise transseksuelle, patienter med somatiske lidelser, der forudsætter en særlig ekspertise, endvidere personer hvis udadrettede seksuelle aktivitet, så som ekshibitionisme eller pædofili, indebærer lovovertrædelser. I Århus foretager man dog i et vist omfang behandling af transseksuelle, specielt hvor operativt kønsmodificerende indgreb ikke er aktuelt. I Århus blev der i 1996 nedsat et udvalg til at vurdere sexologiens placering i Århus Amt. Udvalgsarbejdet forventes afsluttet i slutningen af 1999.

I Hillerød har man gennem en årrække haft sexologisk specialkyndige psykiatere på de tre voksenpsykiatri afdelinger. Her skønnes behovet for psykiatere med særlig sexologisk interesse til at være 2 per 100.000 m.h.p. varetagelse af 1) Visitation og vejledning omkring sexologiske problemstillinger – herunder stillingtagen til evt. viderehenvisning. 2) Videreformidling af sexologisk viden til øvrige personale på de psykiatriske afdelinger m.h.p. integration af sexologisk viden i den psykiatriske personalegruppe. 3) I et vist omfang påtage sig behandlingsopgaver med sexologiske problemstillinger. 4) På konsultativ basis være ansvarlig for videreformidling af sexologisk viden omkring psykiatrisk tilsynsvirksomhed på somatiske afdelinger. Man har fundet at behovet for viderehenvisning er 12-15 sager pr. 100.000 indbyggere pr. år til sexologisk lands/landsdelsfunktion (svarende til 600-750 henvisninger på landsplan).

c) Spørgsmål til personer som arbejder med sexologisk behandling også udenfor det psykiatriske behandlingssystem
En del somatiske afdelinger – gynækologi, urologi, endokrinologi, infektionsmedicin – giver udtryk for et behov for samarbejde med psykiatrien omkring sexologiske og psykosomatiske problemstillinger. Der er fra visse afdelinger et stort behov for at kunne henvise. Desuden er der ønske om og behov for uddannelse i sexologi.

d) Telefonisk henvendelse til overlæger der lokalt i amterne administrerer kautioner til Sexologisk Klinik på Rigshospitalet
I 1996 blev der i alt behandlet 476 patienter (heraf 71 med diagnosen transseksualitet eller seksualkriminalitet) på Sexologisk Klinik. Af disse kom 321 fra HS (Københavns og Frederiksberg kommune), 49 fra Københavns amt, 25 fra Frederiksborg amt, 18 fra Vestsjællands amt, 12 fra Fyns amt, 11 fra Storstøms amt, 8 fra hver af amterne Roskilde og Bornholm, 7 fra Nordjyllands amt, 5 fra hver af amterne Århus og Ringkøbing, 4 fra Vejle amt, 2 fra Viborg amt, 1 fra Ribe amt og ingen fra Sønderjyllands amt. Alle visitatorer på Sjælland fortæller, at der bliver givet kaution til alle transseksuelle og alle med kriminelle seksuelle problematikker. Endvidere kautioneres i mange tilfælde for patienter, der har seksuelle dysfunktioner som følge af somatisk lidelse. I Vestsjællands Amt kautioneres desuden for patienter med seksuelle dysfunktioner, der med manglende effekt er forsøgt behandlet i primærsektorer.
Enkelte amter på sjælland, varetages behandlingen af sexuelle dysfunktioner lokalt i det omfang, der er ressourcer til det. Visse steder på Sjælland behandles psykiatriske patienter med seksuelle dysfunktioner altid lokalt, andre steder kautionerer man også for denne patientgruppe. I Københavns Amt er der på gynækologisk afdeling på Herlev amtssygehus, to behandlere tilknyttet (specialister i almen medicin) der – 11 timer ugentligt – tager sig af almene sexologiske problemstillinger. Fra Jyllandsområdet er der kun få kautioner til Sexologisk Klinik. Visitatorerne oplyser at dette ikke skyldes manglende vilje til at bevilge kaution, men der bliver simpelthen ikke anmodet om flere kautioner. Flere medicinske og gynækologiske overlæger angiver dog at de oplever et betydeligt større behov for sexologisk behandling i deres afdelinger, f.eks. blandt diabetespatienter og efter fødsler, men på grund af manglende lokal ekspertise varetages behovet ikke. Der er stor mangel på lokale henvisningsmuligheder, både indenfor og udenfor hospitalsvæsnet. Der er enkelte psykiatere, gynækologer og socialrådgivere lokalt placerede, som der i et vist omfang kan henvises til. En del af disse er med i terapeutfortegnelsen udsendt af Dansk Forening for Klinisk Sexologi (DACS 1999).

Personer med seksuelle problemer henvendte sig ikke tidligere til det offentlige sundhedssystem, fordi der ikke var noget behandlingstilbud. Dette er stadigt tilfældet i amter uden sexologisk behandlingstilbud. Er der ikke er et behandlingstilbud, ser man ikke de seksuelle problemer, der kommer ingen henvendelser, men når et behandlingstilbud fremkommer, vil antallet af henvendelser stige til et vist niveau. Henvisningsantallet fra Københavns kommune til Sexologisk Klinik, har efter klinikkens oprettelse, været nogenlunde konstant. Dette svarer til hvad man har fundet i en befolkningsundersøgelse, hvor man tilbød fri adgang til psykoterapi. Man så ikke en eksplosion i henvisninger, men derimod et begrænset forbrug af ydelserne (Manning 1986). For en del amter er henvisningernes antal begrænset af de økonomiske ressourcer, de henvisende myndigheder har afsat til formålet, og er næppe udtryk for det faktiske rådgivnings/behandlingsbehov.

Ad kommissoriets pkt. 2
At angive en plan for, hvorledes sexologien skal placeres indenfor psykiatrien. Hvilke delområder kan bedst integreres i det almene psykiatriske behandlingstilbud, og hvilke delområder varetages bedst af en eller flere sexologiske specialafdelinger

Det sexologiske behandlingstilbud går i disse år fra pionerfasen til institutionsfasen. Der findes en stor specialviden indenfor området, som er blevet opbygget gennem en årrække. Opgaven er nu at få denne viden spredt, så det bliver muligt for behandlere i det almene psykiatriske behandlingssystem at forholde sig til seksuelle problemer.

Den sexologiske behandling ligger i det almene psykiatriske behandlingstilbud. Dette starter generelt hos den alment praktiserende læge, derefter speciallæge i psykiatri eller henvisning til distriktspsykiatri eller sygehus og sluttelig henvisning til specialafdeling. Sexologien er en del af liaison psykiatrien. I forbindelse hermed findes det naturligt, at undervisning m.m. har rod i psykiatrien, idet det er her, man behersker den psykodynamiske tankegang, og det er her, de svære sexologiske problemer ses, eksempelvis transseksualitet og seksualkriminalitet.

Man må antage, at de sexologiske problemer skal behandles på forskellige niveauer, afhængig af sværhedsgraden.

Niveau 1. Et pædagogisk edukativt niveau, med specifikke indgreb f.eks. mod seksuelle bivirkninger af medicin, som enhver praktiserende læge skulle kunne tilbyde. Til dette niveau hører også almindelig oplysning og profylakse i forhold til seksuelle følgevirkninger i forbindelse med graviditet, fødsel, sygdom og livsomstændigheder i øvrigt.

Niveau 2. Et alment sexologisk behandlingsniveau, som skulle kunne varetages af alle psykiatere, som i speciallægeuddannelsen har modtaget en obligatorisk sexologisk uddannelse. Det er f.eks. vigtigt at have kendskab til seksuelle problemer hos skizofrene og manio-depressive. Disse problemer kan være medvirkende til forværring i sygdommen og usikker kompliance. Rådgivning og terapi med enkeltpersoner eller par, der har fået problemer som følge af de ovenfor skitserede livsomstændigheder, må man også forvente at mange psykiatere kan varetage.

Niveau 3. En del af den sexologiske behandling hører til i sexologiske centre . Danmark bør der være minimum 3 centre placeret i tilknytning til lægeuddannelserne. Det er af betydning for varetagelsen af mere specielle seksuelle problemer, at rådgivning/behandling sker ud fra en viden/erfaring om forekomsten af almene seksuelle problemer, herunder seksuelle dysfunktioner.
Centrene kan behandle dysfunktioner af sværere grad. Endvidere mere specielle tilstande som kønsidentitetsforstyrrelser, seksuelle afvigelser, seksualkriminalitet, incestproblemer og modningsforstyrrelser af mere indgribende karakter. Endvidere indledende observation og efterbehandling af transseksuelle tilstande. Der skal dog som minimum ske en vurdering, herunder psykologisk testning, på hovedcentret med landsfunktion.

Niveau 4. Et af centrene skal være et hovedcenter med landsfunktion placeret ved Rigshospitalet. Hovedvægten for landsfunktionen skal være på sværere og mere specielle og/eller komplicerede behandlinger og koordinationsopgaver, hvor tilstanden på landsbasis repræsenteres af et forholdsvis lille antal patienter, herunder følgevirkninger af sværere somatiske sygdomme, perversioner, kønsidentitetsforstyrrelser samt den endelige vurdering af transseksuelle patienter.

Centerfunktionerne, svarende til hver af de medicinske uddannelsessteder, skulle ideelt være fuldt bemandede centre, men i overgangsperioden til dette blev muligt, kunne man forestille sig et “murstensløst center”, som det f.eks. ses ved anoreksi-behandlingen i Odense. Tværfagligheden er essentiel, og der skal tages udgangspunkt i psykiatrisk/psykosomatisk tænkning. Centrene skulle ud over psykiatere have repræsentanter (konsulenter) fra eksempelvis gynækologi og urologi/andrologi.
Derudover er der behov for repræsentanter fra, eller samarbejde med læger i almen praksis, psykologer, socialrådgivere og fysioterapeuter. Der skulle være faste møder, hvor blandt andet visitationssager kunne drøftes. Ønskeligt skulle der være fuldtidsansatte ved hvert af disse universitetscentre. Centrene kunne indgå i et netværk hvor et bedre normeret center som den nuværende Sexologiske Klinik på Rigshospitalet med flere fuldtidsansættelser kunne fungere som koordinerende videns- og uddannelsescenter. Centrene ses i høj grad som videnscentre svarende til f.eks. diabetescentre, hvor andre kan henvende sig, få råd, vejledning m.m., således at centrene dels fungerer med konsulentfunktion, ved at hjælpe andre med at udføre arbejdet, dels som tidligere nævnt varetager behandling af komplicerede tilstande.

Ad kommissoriets pkt. 3
At angive det omfang den sexologiske undervisning/uddannelse af psykiatere bør have

Det er primært i amterne med tæt tilknytning til universitetsbyerne, at vi ved vores undersøgelse fandt psykiatere, der angav at have et behov for undervisning, supervision eller konferencer omkring sexologi. Dette er måske et udtryk for, hvad man mener der er realistisk muligt at gennemføre. Det må sikres, at psykiatere får en basal sexologisk viden. Det vil sige at de kan diagnosticere, i et vist omfang rådgive og behandle samt foretage relevante viderehenvisninger. Enhver psykiater bør kunne behandle mere almene sexologiske problemstillinger, så som følgevirkninger af psykisk sygdom og deres behandling, normal seksuel livscyklus og reaktion på almene livsbegivenheder, så som barnefødsler og alder.
En del af undervisning kan med fordel være tværfaglig, jævnfør de gode erfaringer med sundhedsstyrelses kurserne og Sexologisk Workshop.

Ad kommissoriets pkt. 4
Vurdering af hvordan og hvornår denne undervisning bedst placeres i uddannelsesforløbet

Sundhedsstyrelsen har i perioden 1981-1997 afholdt et årligt 2×3 dage varende tværfagligt internatkursus (U-kursus) som led i speciallægeuddannelsen af gynækologer, kirurger, almen medicinere, børne- og voksenpsykiatere. Disse kurser er nu ophørt som følge af omlægningen af speciallægeuddannelsen, så flest mulige af kurserne afholdes af de enkelte specialers selskaber.
Undervisning og uddannelse i klinisk sexologi bør integreres i den lægelige uddannelse, uddannelsen til speciallæge i psykiatri og i efteruddannelsen. I den lægelige uddannelse og uddannelsen af psykiatere, må undervisningen i sexologi indgå på alle niveauer.

  • Der bør allerede på medicinstudiet være en præklinisk og klinisk undervisning, som det er ønskeligt at alle studerende får.
  • På introduktionskurserne i psykiatri introduceres anamneseoptagning og basal udspørgningsteknik vedrørende sexologiske emner.
  • På uddannelseskurserne undervises i farmakologiske seksuelle bivirkninger, seksualfunktionen hos manio-depressive og skizofrene, seksuelle afvigelser og i retspsykiatrien i seksualkriminalitet.
    Seksuelle problemer kan være medvirkende faktorer ved sygdomsforværringer eller vanskeligheder med at styre sygdommen. I psykoterapikurset undervises i den specielle sexologiske samlivsterapi.
  • Efteruddannelseskurser, afholdt med jævne mellemrum, kan stå for opdatering af viden.

Konklusion
  1. Der er et markant behov for øget sexologisk ekspertise både undervisnings- og behandlingsmæssigt. Sexologisk behandling bør være en naturlig del af det psykiatriske behandlingstilbud. Afhængig af type og sværhedsgrad placeres dele af behandlingen i almen praksis, hos praktiserende psykiatere, i distrikts- og almenpsykiatrien og på specialiserede behandlingsklinikker.
  2. Den kliniske sexologi ses som et psykiatrisk ekspertområde, der forudsætter tæt samarbejde med andre lægelige specialer, idet der er tale om et psykosomatisk specialområde, ofte med egentlige somatiske komponenter. Rådgivningsniveauet, som også kan dækkes af andre behandlergrupper, skal kunne tilbydes af alle psykiatere. Egentlig sexologisk terapi forudsætter en specifik sexologisk uddannelse.
  3. Uddannelse i sexologi i psykiatrien skal styrkes. Som led i denne plan foreslås det, at den generelle viden hos alle psykiatere bør sikres gennem undervisning i forbindelse med introduktionskurser, speciallægeuddannelsen og ved efteruddannelseskurser.
  4. Tilknyttet lægeuddannelsesstederne bør der oprettes minimum tre sexologiske behandlingssteder. Et af centrene skal have præg af et videnscenter.

Litteratur
[Udeladt i gengivelsen, men findes i pdf-versionen.]

* * *
Redegørelsen i pdf-format.

* * *
Noter af Tina Thranesen
  1. [Retur] Sundhed for alle år 2000.
    I september 1984 underskrev daværende indenrigsminister Britta Schall Holberg på Danmarks vegne WHO’s sundhedspolitiske målsætning “Sundhed for alle år 2000”.
  2. [Retur] Hertoft.
    Klinisk sexologi af Preben Hertoft.

Indikationer for ikke at støtte ønske om kønsskifteoperation. Preben Hertoft 1976.

Vist 60 gange. I sin bog Klinisk sexologi fra 1976 skrev Preben Hertoft på side 216 om vilkår, som gjorde, at en patients ønske om kønsskifteoperation ikke kunne støttes:

Som absolutte kontraindikationer nævnes psykotiske og grænsepsykotiske tilstande, som relative kontraindikationer, at patienten er eller har været gift og har været i stand til at fungere under samleje med erektion og orgasme eller på anden måde har oplevet genital lystfølelse som voksen.

Preben Hertoft var blandt initiativtagerne til oprettelsen af Sexologisk Klinik ved Rigshospitalet i 1986 og var leder af klinikken indtil sin pensioneringen i januar 1998.