Helle Bundgaard. Nekrolog. Død den 27. november 2012.

Vist 76 gange.

Helle Bundgaard

KorsSort

Født den 9. april 1941 – død tirsdag 27. november 2012

Helle Bundgaard

Af Charlotte Isabella.
Vi har desværre erfaret, at en af grundpillerne i de danske transvestitforeninger døde den 27. november 2012 efter længere tids sygdom.

Helle Bundgaard var tidligt medlem af og i en periode også formand for FPE-NE, som var den første transvestitforening i Danmark. Efter mange medlemmers alvorlige uoverensstemmelser med FPE’s bestyrelse var Helle en af de 7 entusiastiske piger, som stiftede TiD i maj 1994.
Helle erklærede sig ofte som livsvarigt medlem af TiD, og hun engagerede sig meget aktivt i foreningslivet i mange år.

Helle var bl.a. foreningens første kasserer og påtog sig fra august 1996 det store arbejde som redaktør af medlemsbladet TiD’s, som dengang udkom 4 gange om året. Helle nåede sammen med Rebecca Holm at lave 20 fyldige numre i en flot, fantasifuld og varieret opsætning. Det skal bemærkes, at redaktionsarbejdet dengang foregik med saks og lim på spisebordet!

Helle holdt meget af den nøgleposition, hun som redaktør havde i TiD, men da tiden i 2001 var moden til digitalisering af arbejdet, sagde Helle fra, fordi, som hun sagde, hun ville savne det hyggelige samarbejde i redaktionen.

Og det var netop så karakteristisk for Helle, at hun elskede samværet med os i foreningen, hvor hun var en trofast gæst til møderne, indtil helbredet begyndte at gøre det vanskeligt for hende at være med. Helle havde stor indsigt i mange af livets forhold og deltog gerne i diskussioner om mange emner.

I det hele taget var Helle et meget synligt medlem i TiD, og også ved nogle af de tidlige fester var Helle en af de (få) modige, som gav et bidrag til underholdningen. Helle holdt meget af dans og var med i TiD’s lanciersgruppe, så længe den eksisterede.

I 1997 blev Helle valgt som årets transvestit.

Vi husker Helle som en livsglad veninde, som altid var i godt humør, og som gerne hjalp nytilkomne medlemmer med råd og dåd.

Bisættelsen fandt sted i Mørdrup Kirke den 4. december 2012.

Æret være Helles minde.

Charlotte Isabella.

Nicole Crisial. Nekrolog. Død den 12. marts 2012.

Vist 118 gange.

Nicole Crisial

KorsSort

den 12. marts 2012 – 65 år gammel

Nicole Crisial

Nicole Crisial – En god og kærlig veninde er her desværre ikke mere. Efter længere tids kamp mod en alvorlig sygdom måtte Nicole opgive kampen i en alder af kun 65 år.
Ellen og jeg lærte Nicole at kende som et fantastisk hjælpsomt og optimistisk menneske, og hun havde til det sidste troen på, at hun skulle fortsætte arbejdet i den fantastiske, parklignende have, som hun har anlagt sammen med sin elskede hustru i de senere år på trods af sin svære sygdom.
Nicole fik sin ilddåb i TiD som dirigent på generalforsamlingen i 1999 på sit allerførste møde i foreningen! Nicole vil vi bevare i vor erindring med glæde over det, hun gav, og med sorg over det, vi mistede. Bisættelsen fandt sted i Jelling Kirke i uge 12.
Charlotte Isabella.