Menneskerettighedsprisen 2016 fra Rådet for Menneskerettigheder går til flere end 20 transaktivister. 23. november 2016.

Vist 0 gange. Rådet for Menneskerettigheder oplyste den 23. november 2016, at Rådets Menneskerettighedspris i 2016 går til flere end 20 transaktivister fordi de har skabt synlighed og debat i Danmark – ikke kun om transkønnedes rettigheder, men også om kønsstereotyper og kønsroller.

I samarbejde med det danske civilsamfund har de været med til at få transkønnethed fjernet fra Sundhedsstyrelsens diagnosefortegnelse over psykiske sygdomme, så transpersoner i Danmark ikke længere skal have en psykiatrisk diagnose for at få adgang til hormoner og operationer.

Juryen bag Menneskerettighedsprisen har valgt at tildele prisen til følgende personer:
Niels Jansen, Laura Mølgaard Tams, Mark Nielsen, Elias Magnild, Elvin Axel Pedersen-Nielsen, Jonas Sebastian Heilmann, Sandy Lee Mondrup, Linda Thor Pedersen, Tanya Randstoft, Charlie Sigge Hedman, Nat Aske Pan Ravn, Nevan Solagna, Loui Jensen, Vibe Grevsen, Miki Kristiansen, Ro Hamrobot, Alice Minor, Marie Elisabeth Lind Thomsen, Nor Karim, Daniel Hansen, Malene Andreasen, David Zennaro og Lai Balsig samt andre,

der har valgt at stå frem.

Prismodtagerne har sat ansigt på problemet for de mange transkønnede, der har oplevet modstand i forhold til kønsskifte og behandlingstilbud og synliggjort de urimeligt lange udredningsforløb.

* * *
Den fulde meddelelse om pristildelingen hos Institut for Menneskerettigheder.

Menneskerettighedsprisen er en hæderspris, der gives til en person, gruppe eller en organisation, som har gjort en særlig indsats for menneskerettighederne i Danmark.

Det fremgår ikke af meddelelsen, men modtagerne har alle medvirket med bidrag til rapporten “Briefing: Transkønnedes adgang til sundhed i Danmark“.

Rådet for Menneskerettigheder består af repræsentanter for en række civilsamfundsorganisationer og myndigheder, der mødes for at drøfte Institut for Menneskerettigheders virke.

Hvordan tager jeg T

Vist 0 gange.
Hvordan tager jeg T

Hvordan tager jeg T

Titel Hvordan tager jeg T
Produceret af T-Lounge Society
Malene Andreasen
Ide, medvirken og foto David Zennaro
Video og klip Malene Andreasen
Premiere 5. august 2016
Spilletid 5 minutter 36 sekunder
Sprog Dansk

T-Lounge Society udsendte den 12. august 2016 den herunder gengivne pressemeddelse om filmen.

Pressemeddelelse
Ny Youtube-video på dansk viser, hvordan man selv tager testosteron

T-Lounge Society udgiver video for at vise, hvordan man tager testosteron selv. Den er henvendt til de transmænd, som enten ikke kan få eller vil vente på at få tilladelsen gennem Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.
[Fortsættes under filmen.]

“Der er stadig ‘unge’ transmænd, som vælger at gå andre veje end Sexologisk Klinik. Tidligere havde de mulighed for at gå til gynækologer uden for hospitalerne, men den mulighed er blevet lukket for et par år siden af Sundhedsstyrelsen. De udsendte dengang en vejledning, som gjorde den praksis ulovlig, med mindre man havde været i behandling i 2 år. Det har betydet, at de som enten ikke kan eller vil vente på Sexologisk Klinik, får det fra andre kanaler. Og vi vil gerne hjælpe dem med at tage testosteronen på en sikker måde.” udtaler David Zennaro, som i videoen demonstrerer på sig selv, hvordan man gør.

Tidligere blev mange afvist på Sexologisk Klinik, fordi kravene var meget strammere end de er i dag. Men der er stadig nogle som bliver afvist – normalt på grund af psykiske problemer:

Malene Andreasen, som er projektleder i T-Lounge Society fortæller at det har været vigtigt at øge sikkerheden, fordi: “Det er stadig ikke alle, som kan få tilladelsen gennem Sexologisk Klinik. Det kan for eksempel skyldes, at man har for mange psykiske problemer. Og ubehandlede transkønnede har mange psykiske problemer, for det er en stor belastning, så længe man ikke er i behandling. Det er en ond cirkel at havne i, og vi ser det desværre stadig jævnligt i vores rådgivning. Atter andre har bare ikke lyst til at komme ind i det offentlige system.”

Testosteron kaldes det mandlige kønshormon, men både mænd og kvinder har det, bare i forskellige niveauer. Det testosteron man sprøjter ind, er modificeret, så det kan holde mere end en enkelt dag. Der er flere forskellige præparater på markedet. Nogle tages hver 2.-3. uge, mens andre kan holde op til 3 måneder. Der findes også testosteron-præparater, som man smører ind på huden hver dag. Derimod kan man ikke behandle transmænd med piller, da man ikke kan få høj nok dosis på den måde.

Testosteron opfattes normalt som et doping-præparat, og alle har hørt om de farlige bivirkninger, som bodybuildere og andre mænd får, når de tager det. Desuden er det ikke et lægemiddel, som ret mange læger har kendskab til. Derfor er det svært at få læger til at udskrive det, og det var det også før den nye vejledning. Testosteron er farligt i for store doser, men kroppen har selv et forsvar mod det, i den omdanner det overskydende til østrogen. Men generelt får transmænd ikke højere niveauer af testosteron end cismænd, og bivirkninger derfor ret sjældne.

Det er ikke lovligt for læger at påbegynde en behandling med testosteron, men det er stadig lovligt at hjælpe patienter med at overvåge dem med blodprøver mm.
For yderligere oplysninger om emnet, henvendelse til David Zennaro, 2068 8068.

T-Lounge Society er en kulturel og social forening, som arbejder for at forbedre transkønnedes liv og rettigheder. Foreningen arrangerer kulturelle og sociale events og arbejder målrettet på at give transkønnede et ansigt i samfundet.

T-Lounges hjemmeside: http://www.tlounge.dk/
T-Lounge Society
Projektleder Malene Andreasen

Eila

Vist 0 gange.
Eila

Eila

Titel Eila
Produceret af Cecilie Krebs Nørgaard
Instruktør Cecilie Krebs Nørgaard
Medvirkende Eila Neergaard som sig selv
Premiere 19. maj 2016 ved ligestillingskonferencen
Women Deliver
Spilletid 13 minutter
Sprog Dansk med engelske undertekster

Filmen er et sanseligt, fagligt funderet, eksistentielt orienteret portræt af Eila – en nu 85-årig transkønnet og lesbisk kvinde, der ti år efter transitionen, stadig kæmper for at blive klogere på sig selv som kvinde – og på, at dén handling, der endelige gjorde hende hel, halverede andre. Eilas historie minder os om, at det aldrig er for sent at blive sig selv.

* * *
Omtale af filmen hos Cecilie Nørgaard.
Omtale af filmen hos Mix Copenhagen.

Gender-Pioneers og Tsjyden alias Erwin Maria Jöhnk skr. 20. august 2012 vedr. høringen om kønsidentitet og seksuel orientering den 18. september 2012.

Vist 114 gange. Den 20. august 2012 modtog Sundheds- og Forebyggelsesudvalget den herunder gengivne skrivelse – Alm. del 2011-12: Bilag 432 – fra Gender-Pioneers og Tsjyden alias Erwin Maria Jöhnk.
Som bilag til skrivelsen var vedhæftet en skrivelse med baggrundsoplysninger om, hvad det vil sige at være født i en forkert krop – Transseksualitet og psykisk sygdom?

Vivild den 20-08-2012

Til
Sundheds- og Forebyggelsesudvalget

Jeg tillader mig at sende lidt baggrundsmateriale til Høring om kønsidentitet og seksuel orientering i et LGBT-perspektiv den 18. september.
1 af punkterne på dagsorden under rettigheder holder Vibe Grevsen et oplæg om transområder i Danamrk og internationalt.
Da det er meget kort tale tid og meget som burde tages op sender jeg disse supplerende oplysninger, som jeg håber at alle lige vil tage sig tid til at læse det igennem.

Jeg ved mange ikke helt er klar over hvad det vil sige at være transkønnet og hvor svært det at tackle dagligdags problemer med et navn og et endetal i cpr nummeret, men ikke nok med det også de manglende rettigheder til en ordentlig behandling. Her i landet har dem der ønsker kønsskifte reelt ingen rettigheder til at få afklaret deres sag andre steder end kun Sexologisk Klinik.
Jeg har vedhæftet en fil med baggrundsoplysninger om hvad det vil sige at være født i en forkert krop. Hvad man kan komme ude for og der en oversigt over behandling i teori og i praksis skema. Og ikke mindst noget om transkønnede og børn det er uhyggelig historier om rettigheder af forældre myndighed og at være transkønnet.

Min viden på dette på område stammer fra mine ca 25 års arbejde med transkønnede i forbindelse med foreninger og andet og igennem min egen proces i perioden 1985 -1990.

Det fremsendte er en lille vigtig del af bogen ‘Transkønnet Informationer’ udgivet af Emj-forlaget

Jeg har tilmeldt mig til mødet og skulle der være nogen som vi vide mere fra min side af stiller jeg mig gerne til rådighed.

Mvh
Fra
Gender-Pioneers og
Tsjyden sexolog
Erwin Maria Jöhnk
Langgade 12 A st
Vivild
8961 Allngåbro
tlf: 39202650
mobil: 30202650 (træffes bedst på mobil)
e-mail: emj@erwin-joehnk.com

* * *
Folketingets journal vedrørende henvendelsen.
Henvendelsen i pdf-format hos folketinget.
Bilaget til skrivelsen i pdf-formt hos Folketinget (20 A-4 sider).

Endelig danser Eila som hun vil. 24. september 2011.

Vist 0 gange. Den 24. september 2011 skrev journalist Anders Haahr Rasmussen, Information en sin livsbekræftende artikel om den nu 81-årige Eila Neergaard.

Artiklen indledes således:
Endelig danser Eila som hun vil
I en alder af 71 år ville Eila Neergaard ikke vente længere. Hun ville svømme, hun ville danse, hun ville være sig selv – selv om de danske myndigheder insisterede på, at hun var en mand.

Eila Neergaard er 81 år, og hun danser.

* * *
Journalist Anders Haahr Rasmussen, Informations livsbekræftende artikel om Eila Neergaard

Klage af 14. januar 2011 fra Elizabeth Japsen til TV2 Østjylland. Svar samme dag.

Vist 132 gange. Dateret den 14. januar 2011 sendte Elizabeth Japsen en klage til redaktør/studievært Søren Ø. Jensen ved TV2 Østjylland i anledning af, at de fredag den 7. januar 2011 bragte et indslag om et "Nyt magasin for homoseksuelle", hvor studieværten, Søren Ø. Jensen bl.a. næsten konsekvent omtalte Betina Hvejsel, der er MtK transseksuel, som “han”.
Med tilladelse fra Elizabeth Japsen bringes hendes klage og svaret på klagen fra TV2 Østjylland.

Klagen fra Elizabeth Japsen
Fra: ejapsen@gmail.com [mailto:ejapsen@gmail.com] Sendt: 14. januar 2011 01:22
Til: Søren Ø. Jensen
Emne: klage

Jeg var, for at sige det pænt, forbløffet over den måde du omtalte en transkvinde i et tv-indslag for kort tid siden.
For det første kaldte du hende for ham, skønt du af din interview person blev rettet i dit sprogbrug.
For det andet, sammenkædede du artiklen om parret/transkvinden med begrebet freakshow.

Du omtaler på den måde en person, bosat i Århus, en person, med kone og barn, der har været modig nok til, at træde frem.
Har du overvejet hvilken betydning en sådan tv omtale har for hende og hendes families liv?

Jeg synes du på skærmen bør give personen og alle andre transkønnede en undskyldning.

Iflg en større undersøgelse findes der, antageligvis, lige så mange transkønnede som bøsser i dette land, men 2/3 af dem har aldrig talt med nogen om det.
Når der kommer tv-indslag som dit, forværrer det disse menneskers i forvejen tabuiserede liv.

Endelig vil jeg kraftigt opfordre jer til en seriøs debat om jeres journalistiske etik ifht dette tema på redaktionen.
I har både som alle andre individer, men så afgjort også som journalister et ansvar for ikke at sprede fordomme.

i håbet om et positivt svar

Elizabeth Japsen

Skrivelsen blev samme dag af Søren Ø. Jensen videresendt til nyhedschef, Eva Kvist
Fra: Søren Ø. Jensen
Sendt: 14. januar 2011 09:24
Til: Eva Kvist
Emne: VS: klage – een mere

Med venlig hilsen

Søren Ø. Jensen
Redaktør/studievært

Nyhedschef, Eva Kvist skrev samme dag følgende svar til Elizabeth Japsen
Fra: Eva Kvist [evkv@tv2oj.dk] Dato: 14. jan. 2011 15.04
Emne: SV: klage – een mere
Til: ejapsen@gmail.com
Cc: redaktion-svar@tv2oj.dk

Kære Elizabeth Japsen,

Tak for din mail og for kritikken.

Vi lytter naturligvis til dine indvendinger og tager dem med i vores interne evaluering af udsendelsen.

Når det er sagt, mener vi ikke, at vi skylder nogen undskyldning, da alle regler for god presseskik er overholdt. Tine Eriksen får lejlighed til på udtømmende vis at forklare, hvordan en transseksuel lever et lige så fint familieliv som alle mulige andre og ikke er i nærheden af at være hverken freak eller pervers. Hvad vi i øvrigt heller aldrig postulerer. Ved at give Tine modstand og præsentere hende for fordomme, misforståelser og spørgsmål, der findes i befolkningen, får hun lejlighed til at redegøre for sit nuancerede syn på sagen og jeg er ikke et sekund i tvivl om at interviewet samlet set bidrager til forståelsen og interessen for homoseksuelles livsvilkår generelt og transkønnede i særdeleshed. At enkelte føler sig trådt på, er vi naturligvis kede af, og det beklager vi, men vores hensyn er først og fremmest til seerne ude bag skærmen.

Med venlig hilsen

Eva Kvist
Nyhedschef

TV 2 | ØSTJYLLAND
evkv@tv2oj.dk

Fornyet spørgsmål fra Elizabeth Japsen den 15. januar 2011.
Fra: ejapsen@gmail.com
Sendt: 15. januar 2011 00:49
Til: Eva Kvist
Emne: klage – een mere

Kære Eva Kvist

Journalisten kalder gennem hele interviewet Betina for mand, ham, han.
Hvor gerne jeg end ville forstå indslaget i positivt lys, sådan som du fremstiller det, lader det sig ikke gøre, når journalisten således konsekvent fornærmer Betina ved at kalde hende for en mand.

Du skriver, at I selvvfølgelig er kede af det hvis der er enkelte der har følt sig stødt, eller hvordan din formulering er, men at jeres hensyn ligger hos dem ude bag skærmen.

Jeg er ikke et eneste sekund i tvivl om, og det vil ingen være, at I aldrig nogensinde ville interviewe en person fra Mellemøsten og sidde og kalde vedkommende perker.
Men når det drejer sig om en transkønnet kvinde finder du, at det ok, at kalde hende for en mand.

Hvori består den princielle forskel på de to eksempler?

Desuden er der på ingen måde tale om at enkelte er blevet stødt.
Jeres indslag er genstand for kritik i de medier der seriøst beskæftiger sig med såvel transkønnede som homosexuelle.

Som nævnt er transkønnede ikke en lille gruppe – det er en lige så stor gruppe som bøsser – men, som nævnt, har kun 2/3 af dem nogensinde nævnt dette for nogen.

At sidde og se en transkønnet kvinde blive kaldt for mand, får kun den transkønnede til at gemme sig bort for verden.

Med venlig hilsen
Elizabeth Japsen

Fire transkønnede opstillet til valg ved kommunal- og regionalvalget den 17. november 2009.

Vist 792 gange. Anette Egelund opstillet for Liberal Alliance i København, Region Hovedstaden.
Hun var opstillet som nr. 7 på listen. Der var sideordnet opstillingsform.
Liberal Alliance fik 3.508 stemmer. Anette Egelund fik 117 personlige stemmer i hele regionen, deraf 60 i København. Hun blev ikke indvalgt.
Valgresultatet for hele regionen.
Valgresultatet for delvalget i Københavns Kommune, hvor Anette Egelund var opstillet.

Elizabeth Japsen opstillet for Enhedslisten – De Rød-Grønne i Århus Kommune.
Hun var opstillet som nr. 6 på listen. Der var partiliste opstillingsform.
Enhedslisten – De Rød-Grønne fik 5.718 stemmer. Elizabeth Japsen fik 45 personlige stemmer. Hun blev ikke indvalgt.
Valgresultatet Århus Kommune.

Erwin Maria Jöhnk opstillet for Socialdemokraterne i Nordjurs Kommune.
Han var opstillet som nr. 16 på listen. Der var sideordnet opstillingsform.
Socialdemokraterne fik 7.539 stemmer. Erwin Maria Jöhnk fik 8 personlige stemmer. Han blev ikke indvalgt.
Valgresultatet Norddjurs Kommune.

Irene Haffner opstillet for Socialistisk Folkeparti (SF) i Thisted Kommune.
Hun var opstillet som nr. 5 på listen.Ukendt opstillingsform, men formentlig
listeopstilling, hvilket SF sædvanligvis bruger.
Socialistisk Folkeparti fik 1.873 stemmer. Irene Haffner fik 34 personlige stemmer. Hun blev ikke indvalgt.
Valgresultatet Thisted Kommune.

Nobody Passes Perfectly

Vist 393 gange.
Nobody Passes Perfectly

Nobody Passes Perfectly

Titel Nobody Passes Perfectly
Produktionsselskab Bullitt Film
Instruktør Saskia Bisp
Medvirkende Erik Hansen
Tomka Weiss
Premiere 18. oktober 2009
Spilletid 43 minutter
Sprog Dansk, Engelsk og Tysk

Dansk dokumentarfilm, hvor Saskia Bisp på fordomsfri og innovativ manér skildrer, hvordan køn kan redefineres.
Gennem en række tableauer, der fokuserer på to forskellige personer, deres køn og tilværelser, undersøger filmen, hvordan det er muligt at indgå i et inderligt parforhold og samtidig selv definere sit køn.
Filmen nærmer sig kønsforskelle fra mange vinkler – som fysisk fængsel eller fristende leg, der får gnister til at flyve. I sidste ende fejrer den muligheden for at “gøre køn”, præcis som man har lyst.

Filmen fik danmarkspræmiere under Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival i 2009 i Cinemateket søndag 18. oktober 2009 kl. 1845.
Filmen vistes endvidere i Cinemateket:
Søndag den 18. oktober 2009 kl.1900.
Onsdag den 21. oktober 2009 kl.1845.
Lørdag den 24. oktober 2009 kl.1845.
Søndag den 25. oktober 2009 kl.2115.

Erik Hansen i Nobody Passes Perfectly

Erik Hansen i Nobody Passes Perfectly

Tobias Raun skrev den 7. april 2010 en analyserende artikel Er Danmark de transkønnedes paradis? Fortællinger og forhandlinger af maskulinitet i dokumentarfilmen Nobody Passes Perfectly med udgangspunkt i filmen.

Omtale af filmen hos Filmkontakt Nord.
Omtale af filmen hos Det Danske Filminstitut.
Omtale af filmen hos Imdb.

Stafetten. Erik Hansen den 26. marts 2009. Transformationen gør dig ikke til en mand eller kvinde – den gør dig til dig selv!

Vist 405 gange.
Erik Hansen

Erik Hansen

Af Erik Hansen, der modtog stafetten fra Elizabeth Japsen.

Hvordan føles det være transkønnet?
Det er ikke blot et ønske om at bære det modsatte køns klædedragt.
At være transkønnet, enten kvinde eller mand, er en følelse af at være fanget i den forkerte krop – at være helt anderledes end andre af det samme køn.
Et liv, som oftest er præget af en massiv identitetskamp og splittelse.

I mit eget tilfælde opdagede jeg meget tidligt fornemmelsen af at være anderledes.
Da jeg var omkring 5 år gammel havde jeg en legekammerat, en dreng som var ensom og ilde set som jeg. Vi plejede at gemme os i buskadset i hans forældres baghave og bytte tøj. Uden at vide hvad det egentlig handlede om, opdagede vi gennem disse lege, at vi begge følte os forkerte, men havde ikke ord for hvad der skete med os.

Jeg voksede op med en følelse af at være hverken fugl eller fisk. Da jeg er født og opvokset i et meget klassisk heteronormativt middelklasseliv, prøvede jeg at passe ind så godt jeg kunne, at udfylde min rolle som pige og senere som voksen kvinde. Fik endda børn. Og slæbte mig igennem tilværelsen, altid stemplet som en smule “underlig”.
I 1996 faldt ti-øren så endelig. At mit liv ikke nødvendigvis behøvede at være sådan.
Jeg mødte en kvinde, som instinktivt kunne fornemme den mand i mig, jeg så indædt prøvede at undertrykke. Og så kom han ud! Med et brøl og en masse ballade.
Jeg opsøgte Sexologisk Klinik i 1997 første gang. Det blev et kort besøg. Angsten for alle konsekvenserne ved et kønsskifte blev for massiv og jeg flygtede i desperation tilbage til mit “kvindeliv”. Min stædige klyngen til dette halmstrå kastede mig ud i en depression, der skulle vare i ti lange år.

For 3 år siden traf jeg den endelige beslutning og startede i behandling på Sexologisk Klinik. Det første år var meget tungt og opslidende for mig, indtil jeg forstod at jeg selv måtte være ansvarlig for min transformation.
Jeg startede i hormonbehandling hos en privat gynækolog efter ca. 1 år. Dette bragte mig hurtigt nærmere til den manddom jeg eftertragtede, min stemme forandrede sig hurtigt og hår begyndte at gro frem de mest absurde steder.
Min krop blev hurtigt firskåren og senet. I 2008 forærede jeg mig selv en tur hos plastic-kirurgen som betød, at jeg i dag har en flot mande-torso (og skylder i banken).

I dag er jeg nået til et radikalt punkt i mit liv. Min transformation fra kvinde til mand har ikke været smertefri, men det har givet mit liv kvalitet og indhold.
Jeg nyder at leve!! Jeg har en kæreste, jeg er aktiv kønspolitisk og er blevet lidt af en festabe.
At kunne gå gaden som mand og blive betragtet som mand, er den største og bedste oplevelse i mit liv. Forhåbentlig bliver der plads til mange flere.

Jeg går stadig på Sexologisk Klinik.

Stafetten er videregivet til Kirsten Poulsen (navneskiftet til Kirsten Mols), der er besøgsven i LBL og aktiv i NGP-netværket.

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Erik Hansen om oprettelse af en T-gruppe i et interview den 4. marts 2009 af Karen M. Larsen

Vist 142 gange. Intet menneske er statisk
Erik Hansen fortæller i dette interview af Karen M. Larsen den 4. marts 2009 om T-gruppen, et tilbud til transpersoner i LBL-regi, og giver sit bud på en transpolitisk opdate.

Du og Malene Andreasen er i gang med at lave en gruppe for transpersoner i LBL-regi, som I foreløbig kalder for T-gruppen. Hvorfor laver I sådan en gruppe?
T-gruppen er et nyt initiativ, der skal fungere som et samlende forum for alle, der relaterer sig til trans-miljøet.

Hvilke aktiviteter regner I med at T-gruppen skal arrangere og hvem er velkomne til at deltage?
Vores intentioner er at udveksle viden og erfaringer gennem hhv. debatoplæg, filmaftner og sociale/ kulturelle aktiviteter og arrangementer. Gruppen er åben for alle, der har en anderledes kønsorientering.

Hvordan ser du på LBL’s hidtidige indsats for transpersoner?
LBL´s indsats for transpersoner har været af begrænset omfang, da vi først for nylig er blevet inkluderet i foreningen. Den manglende indsats skyldes i høj grad mangel på viden om emnet i LBL samt det faktum, at mange transpersoner har valgt at organisere sig andre steder.

Hvad kan og hvad bør LBL, efter din mening, gøre for transpersoner?
Først og fremmest ser vi gerne LBL som en del af vores organisatoriske bagland. Set i det perspektiv at det bliver en tovejs udveksling. Vi skal dele erfaringer og viden om kønspolitik således at begge parter kan drage nytte af det.

Hvordan ser du på at nogle transpersoner omtaler transvestitter og transseksuelle som personer der her en kønsidentitetsforstyrrede?
Personligt anser jeg det som en fejlagtig opfattelse at anse transpersoner for kønsidentitetsforstyrrede. Udtrykket bruges oftest af psykologer og sexologer i et forsøg på at lave en kategorisering af en gruppe mennesker som man har svært ved at forstå og forholde sig til.

Det er ikke tegn på sygdom, at man erkender sin anderledeshed og lever den ud. Derimod er det et menneskeligt og alment faktum, at man kan blive syg af at undertrykke sin identitet for at leve op til normen.

Er du enig i påstanden om at kønsidentitet og seksuel identitet er to meget forskellige forhold?
Kønsidentitet og seksuel identitet er to vidt forskellige begreber. Det er jo ikke givet, at man har en specifik seksuel identitet fordi man er transperson. Heldigvis! Hvorfor skulle man låses fast på en seksuel præference blot fordi man har en alternativ kønsopfattelse?

Mener du at queer-teorierne er nyttige mht. at opnå en bedre forståelse af alternative køns– og seksuel identitet?
Queer-teorierne kan være nyttige arbejdsredskaber i forhold til en forståelse af alternative kønsidentiteter. Ud fra mit synspunkt er det dog kun en del af vejen. Selverkendelse er det primære arbejdsgrundlag – selvom man skal grave dybt og det kan være smertefuldt. I den situation er det altid godt at have alternative rollemodeller.

Hvilke fordomme vurderer du at der er i de homoseksuelle miljøer mht. transpersoner? Hvilke fordomme vurderer du at der er i transmiljøerne mht. homoseksuelle og biseksuelle?
Desværre eksisterer der fordomme også blandt homoseksuelle og transpersoner. At der nogle gange bliver kastet sten fra begge glashuse er beklageligt, men også et symptom på at vi altså kun er mennesker, der begrænses af mangel på viden. Og det er jo en opgave som lader sig løse gennem synlighed og oplysning.

Hvad har homoseksuelle, biseksuelle transpersoner tilfælles? Hvad kan vi lære af hinanden?
Vi har alle det til fælles at vi træder udenfor normen. Det at vi er meget forskellige mennesker giver til gengæld mulighed for en dynamik, som alle kan lære meget af. Det primære i den forbindelse, synes jeg, er erkendelsen af at intet menneske er statisk og at vi derfor hele tiden må forholde os åbent til forandringer – både som organisation og som enkeltpersoner.

* * *
Interviewet bringes med venlig tilladelse af 4. marts 2009 fra Karen M. Larsen.

Stafetten. Elizabeth Japsen den 25. december 2008. En ung søster på bare 18 år er netop blevet opereret.

Vist 456 gange. Af Elizabeth Japsen, der modtog stafetten fra Karen M. Larsen.

Hej alle sammen

Jeg fik den dejligste og mest lykkelige hilsen længe på Facebook i dag. En ung søster på bare 18 år er netop blevet opereret, og det har hun klaret super. Hun har en dejlig kæreste, der er rejst med hende og har været hos hende under hele forløbet.
Det er så skønt med de unge, der så tidligt i livet gør det der er rigtigt for dem. Gør det og har et helt liv foran dem, hvor de bare kan være dem de er.
Søster – det er udtryk jeg lærte af en arabisk-pakistansk søster – altså transkønnet. Udtrykket er jo osse meget brugt blandt såvel muslimer i Vesten som blandt afroamerikanere, for at understrege fællesskabet, slægtskabet.
Jeg har osse også følt et slægtskab med dem, jeg har lært at kende. Jeg har forstået mig selv bedre gennem kontakten med dem, fået en mere klar identitet. Identitet betyder samme som, samme som sig selv, samme som andre. Et smukt udtryk for den dybe indsigt i menneskets dialektiske karakter. Vi er noget gennem vores kommunikation med andre som os. Kun gennem andres anerkendelse af vores egenart, samfundsmæssigt gennem rettigheder og på det alment menneskelige plan, gennem kærligheden, kan vi blive hele mennesker, altså få en sund og stærk identitet.
Gennem det kan man løfte blikket og se udover sin egen navle og påtage sig et ansvar for sin tid og for sine nære.
I disse juledage har paven atter bevist hvordan dogmatik og fastlåste forestillinger overskygger næstekærligheden, som han i sin egen optik repræsenterer. Paven har netop ligestillet transkønnede med nedbrydningen af regnskovene, af økologien. Han er hermed på linje med de hjemlige dogmatikere, der påstår de er liberale, men end ikke vil give mennesker ret til noget så selvfølgeligt som selv at bestemme deres eget navn, deres eget køn, evt. gennem operation.
Karen har, i stafetten før mig, beskrevet en anden form for dogmatik, den blandt svenske feminister. Hvordan de smed en transkønnet ud, og det blev til slåskamp. Tænk at være så forblændet i sin egen fordomsfuldhed, at man finder på at gribe til vold mod et andet menneske.
Vi må alle underkaste os selvransagelse. Tænke over hvorfor vi handlede som vi gjorde.
Alle religioner har det samme bud: Du skal behandle din næste, som du selv gerne vil behandles.
Og sådan må vi stræbe efter at indrette verden. Men det kræver mod og personlig – styrke – sådan som hende jeg nævnte i indledning har vist. Tro ikke, at hun ikke er blevet mødt med massiv fordomsfuldhed…

Stafetten er videregivet til Erik Hansen.

Elizabeth.

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Erwin Maria Jöhnk fortæller om sig selv i interview den 24. marts 2008 af Karen M. Larsen.

Vist 207 gange.
Karen M. Larsen

Karen M. Larsen

Erwin Maria Jöhnk

Erwin Maria Jöhnk

I interviewet af Karen M. Larsen fortæller Erwin Maria Jöhnk om sin coming out som transseksuel,
sit nye liv og om sit syn på bl.a. LBL.

Hvad vil det for dig sige, at være transseksuel?
At man er uvenner med sin krops kønskarakterdistika. At man er frustreret over, at man føler sig som en mand, men oplever en kvinde eller omvendt.

Hvornår fandt du ud af, at du er transseksuel?
Ret sent. Pga. af manglende viden og oplysning omkring emnet var jeg ca. 25, da jeg fik de første spor at gå efter.

Hvordan var din reaktion herpå dengang?
Da jeg var 28 fandt jeg for alvor ud af at kvinder også kunne laves om til mænd. Indtil da prøvede jeg at leve som lesbisk, men det var dybt frustrerende. De pigekærester jeg kom sammen med skred. De ville have en pige og ikke mand. Udad til var jeg kvinde, så ud som en kvinde med alt tilbehør, men inderst inde var jeg en mand.

Hvordan har du det med at være transseksuel i dag?
Jeg er opereret og en mand i dag, men for at bidrage med oplysning og udbrede viden om emnet, så kan jeg godt betragte mig som en postoperativ transseksuel. Når det kommer til stykket er jeg det rent faktisk. Jeg har det fint med det.

Hvordan har din familie, venner og evt. arbejdskollegaer reageret på, at du er transseksuel?
Positivt. Det kommer an på hvordan man fremlægger det. Og jeg tror, at jeg som en født kvinde som vil være en mand, bliver mere accepteret end omvendt.

Har du oplevet diskrimination fordi du er transseksuel?
Nej, tværtimod. Jeg har oplevet at nogle unge fyre engang forsøgte at køre mig ned. De troede jeg var bøsse. Efter den episode stod jeg frem for første gang i pressen og fortalte om hvad det hele drejede sig om. De unge fyre kom og undskyldte efter det og jeg blev behandlet og tiltalt på en ordentlig måde i de forretninger, som jeg boede i nærheden af.

I 1992, nogle år efter mit skifte, blev jeg slået ned. Min først tanke var at det var fordi de vidste, at jeg er en ‘trans‘ pga. diverse artikler og tv-udsendelser. Men her tog jeg fejl. Det var bare et almindeligt groft røveriforsøg. Diskrimination har jeg kun oplevet i egne rækker fra nogle ganske få såkaldte transer.

Hvorfor har du valgt at være åben om, at du er transseksuel?
Jeg savnede viden og oplysninger om dette her dengang da jeg forsøgte at finde mig selv, dvs. finde ud af hvad jeg var og hvem jeg var. Det var i 70’erne og starten af 80’erne.

Jeg indsamler viden og erfaringer fra rundt omkring, så andre kan få glæde og udbytte af det.

Hvordan vurderer du de transseksuelles situation i dagens Danmark? Hvilke muligheder og hvilke problemer ser du?
Det største problem som jeg ser her i landet er selve behandlingen, den er umenneskelig.

Ser jeg på hvordan transseksuelle bliver behandlet i de andre lande omkring os, så ser det dog ikke så galt ud som nogle enkelte vil gøre det til. Et andet problem som jeg kan se er navnelovgivningen. At en kvinde ikke må bruge et mandenavn og omvendt uden først at skulle diagnosticeres som transseksuel.

Hvordan vurderer du de transseksuelle miljøer i dagens Danmark? Hvilke muligheder og hvilke problemer ser du?
Det transseksuelle miljø her i Danmark er domineret af nogle få personer og flertallet tør ikke sige dem imod. Det er rigtig træls. Det er et stort problem, som jeg arbejder for at få ændret. Hvordan ved jeg ikke lige nu, men der skal være mere samarbejde imellem de forskellige grupperinger, foreninger og LBL. Ikke sammenslutning men samarbejde. Det største problem i transmiljøet er at få folk væk fra computerskærmen og få dem til at komme ud og møde andre ligesindede. Dette arbejder vi på i Gender Pioneers. Her forsøger vi at hjælpe skabstranser til at springe ud.

Hvordan ser du på, at LBL nu også organiserer transpersoner? Og hvordan ser du på det ord? Hvad kan og skal LBL gøre for de transseksuelle?
Jeg er ikke den store tilhænger af at LBL organiserer transpersoner. Men lad os få det bedste ud af det. På den anden side er der en del transpersoner, som er biseksuelle, bøsser eller lesbiske. Samarbejde om fælles oplysning og nedbrydning af interne
fordomme i miljøet overfor transer og homoer ville være gavnligt.

Jeg har ikke noget imod begrebet transpersoner, det dækker ikke kun transseksuelle, det dækker en bred vifte af transer.

Har du nogen gode råd til andre transseksuelle?
Lad dig ikke underkue af dig selv eller andre. Find din egen vej at gå. Søg, lyt, læs og tænk over det du får at vide. Fornem om det er noget du kan bruge. Slug ikke alting råt og lad være med at tro, at den første og bedste trans, som giver dig et råd, er alvidende og din guru. I dag kan du via nettet finde mange informationer. Føl efter om det er noget for dig. Stir dig ikke blind på et endetal, kig på dit liv. Find dig selv, vær sin egen guru. Fortæl det til dine familie og venner, for dem får du brug for. Mange vil smutte, men nogle af dem vil vende tilbage, når de har fordøjet tanken. Prøv så vidt muligt at finde dig selv. Vær ærlig overfor dig selv og dine omgivelser. Lad være med at være for frembrusende og provokerende. Og til sidst, tro ikke på at det vil gå stille af. Bered dig på en del negativitet, så bliver du glædelig overrasket, når det ikke sker.

* * *
Interviewet bringes med venlig tilladelse fra Karen M. Larsen.

B 142. Bilag 4. Spgsm. 27. Erwin Maria Jöhnks notat af 11. juni 2007 om Standards of Care. Spgsm. den 11. juni 2007 til ministeren. Svar den 29. juni 2007.

Vist 0 gange. Erwin Maria Jöhnk fremsendte den 11. juni 2007 en skrivelse med dansk oversættelse af Standards of Care i anledning af beslutningsforslag B 142 – Samling: årstal-årstal – til Sundhedsudvalget, der den 11. juni 2007 i spgsm. nr. 27 bad indenrigs- og sundhedsministeren, Lars Løkke Rasmussen om at kommentere henvendelsen, hvilket skete i svar af 27. september 2007.

Notatet med oversættelsen gengives ikke her. I stedet henvises til den danske oversættelse af Standards of Care i Vidensbanken eller notatet hos Folketinget.

Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere notat modtaget af Erwin Maria Jöhnk om kønsidentitets problemer, jf. B 142– bilag 4.

Svar
Det materiale, som Erwin Maria Jöhnk har sendt til Folketingets Sundhedsudvalg, er en oversættelse af et sæt standarder for behandlingen af kønsidentitetsforstyrrelser udarbejdet af ”The Harry Bejamin International Gender Dysphoria Association”. Standarderne indeholder også en gengivelse af ICD-10 diagnosekriterierne.

Jeg har ingen bemærkninger til materialet, men jeg kan henvise til, at Rigshospitalet til brug for besvarelsen af spørgsmål nr. 11 (alm. del – B 142) har oplyst, at klinikken vurderer patienterne ud fra ICD-10 diagnosekriterierne og henholder sig til de internationale Harry Benjaminkriterier ved vurderingen af, om der er kontraindikationer, der gør, at man må gå mod en patients ønske om kønsmodficerende indgreb.

* * *
Folketingets journal vedrørende henvendelsen – bilag 4.
Henvendelsen i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

B 142. Bilag 3. Spgsm. 26. Erwin Maria Jöhnks skr. 29. maj 2007 til Sundhedsudvalget. Spgsm. til min. 11. juni 2007. Svar 27. september 2007.

Vist 171 gange. Erwin Maria Jöhnk sendte mig tirsdag den 29. maj 2007 den herunder gengivne skrivelse, som han oplyste, at han havde sendt til, at hun har sendt nedenstående til Sundhedsudvalget og Lissa Mathisen (S), som følge af min opfordring om at kontakte Sundhedsudvalget i anledning af det fremsatte beslutningsforslag – B 142 – om transseksuelles/transkønnedes rettigheder.
Tina Thranesen.

Sundhedsudvalget bad den 11. juni 2007 i spørgsmål nr. 26 til indenrigs- og sundhedsministeren, Lars Løkke Rasmussen, denne om at kommentere henvendelsen, hvilket skete i svar af 27. september 2007.

Indhold
Henvendelsen fra Erwin Maria Jöhnk i sin helhed
Spørgsmål nr. 26 af 31. juni 2007 til indenrigs- og sundhedsministeren
var den 27. september 20074 fra ministeren på spgsm. nr. 26
Kildehenvisninger

* * *
[Til top] Til Sundhedsudvalget og Lissa Mathisen (S)

Vivild den 29. maj 2007

Kommentar til B 142 med henblik på transseksuelles/transkønnedes rettigheder med hensyn til navneskift til det modsatte køn end det man er født med.
Det er meget betænkeligt, at det kun er med baggrund i sexologisk kliniks diagnose som transseksuel at transkønnede kan få lov til at skifte navn.

Sexologisk klinik (SK) stiller kun en diagnose, når ansøgeren ønsker hele operationsforløbet. SK stiller ingen diagnose på transseksualitet, da de mener at så har man sagt at de egnet til en operation.

Der går, transkønnede til samtaler i ca. 2½ år med ca. 22 samtaler uden at der blevet stilet en diagnose eller behandling plan for den enkelte. Dette undrer mig meget når jeg dengang i 1985 da jeg selv startede på kønsskifte proces kunne den behandlende læge godt vurdere mig til at være transseksuel og at et kønsskifte ville være det rigtige for mig efter 3 samtaler.

I dag kan man ikke eller vil ikke stille en diagnose eller behandlingsplan efter 2½ år. Derfor mener jeg det er urealistisk at foreslå at SK skal vurdere om en person er transseksuel og gerne må skifte fornavnet ud så det svare til ansøgerens fremtræden og levevis uden at ansøgeren indirekte bliver tvunget til at få fortaget operationerne. Jeg har kun hørt om nogle ganske få sager hvor SK er gået med til et fornavns skifte og erklæret som transseksuel primært pga af en høj alder.

Jeg vil mene at det bedste ville, at droppe formynderiet overfor voksne myndige mennesker. Der findes i alt 11.981 navne som er fordelt på følgende måde: 4882 drenge- og 7029 pigenavne imellem dem er de 112 navne som er næsten kønsneutrale 112 navne som findes på både pige og drenge listen og staves nøjagtig ens. Lad disse navne være til for forælder som skal navngive deres børn.

Men voksne myndige menneske må have ret til at vælge og kalde sig hvad de vil, det bliver deres problem hvis de vælger et for fantasi fuldt navn.

Jeg mener at man burde kalde sig med et fornavn som man vil og have en enkelt fortrydelse mod mindre gebyr, skulle der være nogle få som ønsker at skifte fornavn op til flere gange må de betale ved kasse 1 et betydeligt større beløb.

Lad dog fornuften råde her og ikke formynderiet, uvidenheden og berøringsangsten.

Kommentar til B 142… at myndige mennesker – efter grundig vejledning og rådgivning om konsekvenserne – selv afgør, om de vil gennemgå en kønsskifteoperation, og at samfundet stiller denne mulighed til rådighed for borgerne.
Med hensyn til at selv at bestemme operationer eller ej kommer først på tale efter en længere tids samtaler med relevante behandlere og hormonbehandling, det må aldrig være sådan som man kan opfatte det i dag at når diagnosen er stillet som transseksuel at så skal man også gennemføre det operative indgreb en form for “tvang”, efter min personlige mening. Mange vil kunne få et godt liv et liv i harmoni med sig selv blot ved at få lov til at have et navn som tilhører til modsatte køn og hormonbehandling og lever som det det køn man føler sig som. For en del af dem vil en operation nok kommer på tale på et meget senere tidspunkt, først og fremmest drejer det sig om at få et godt liv og hav en god livskvalitet.

Et lille uddrag af The Harry Benjamin International Gender Dysphoria Association’s (HBIGDA) som I dag hedder World Professional Association for Transgender Health (WPATH) Standards of Care (SOC) Citaterne er fra den danske oversatte udgave som følger med som pdf fil:

Behandlingens overordnede målsætning
Den generelle målsætning med psykoterapeutisk, endokrin, eller kirurgisk behandling af personer med kønsidentitets problemer er at maksimere personens psykiske velvære og muligheder for selvrealisation.” fra SOC februar 2001

Ønsker man at tage til udlandet for at blive opereret der, kræves der fra læger en i udlandet en lægelig erklæring om hvorvidt man er egnet til det sådan et indgreb

Der stilles følgende krav for at kunne behandle transkønnede: uddrag af SOC

Behandlernes 10 opgaver
De tilbagevendende opgaver for de behandlere som beskæftiger sig med patienter med kønsidentitets problemer vil være:
  1. At stille en præcis diagnose over patientens kønsidentitets problemer.
  2. At stille en præcis diagnose over patientens psykiske følgelidelse og sørge for disses nødvendige behandling.
  3. At rådgive patienten om behandlings-muligheder og disses følgevirkninger.
  4. At involvere sig i psykoterapi
  5. At sikre sig patientens egnethed og parathed for hormonel og kirurgisk terapi
  6. At foretage formelle indstillinger til medicinske og kirurgiske kolleger.
  7. At dokumentere patientens relevante historie i en skriftlig indstilling.
  8. At indgå kollegialt i en professionel behandlergruppe
  9. At vejlede omverdenen om kønsidentitets problemer
  10. At lave opfølgende arbejde for tidligere patienter med kønsidentitets problemer.

Voksen specialisten
Den professionelle behandler som beskæftiger sig med kønsidentitets problemer hos voksne må som grundlag have almindelig lægelig kompetence indenfor diagnosticering og behandling af mentale og emotionelle uregelmæssigheder.

Klinisk erfaring kan forekomme indenfor alle relevante discipliner, f. eks. psykologi, psykiatri, socialt arbejde rådgivning eller pleje. Følgende anbefales som minimums krav til special kompetence indenfor området kønsidentitets problemer:
  1. Doktorgrad eller tilsvarende i adfærds videnskab. [Oversætters bemærkning: Den oprindelige tekst tager sit udgangspunkt i amerikanske forhold. Direkte oversættelse vil være meningsforstyrrende og er derfor udeladt, hvorfor tilnærmelse til danske forhold er foretaget]
  2. Særlig uddannelse og kompetence indenfor DSM-4/ICD-10 kønsidentitets problemer på avanceret niveau.
  3. Dokumenteret uddannelse og praktisk erfaring i psykoterapi
  4. Løbende uddannelse i behandlingen af kønsidentitets problemer. Denne skal inkludere deltagelse i professionelle konferencer, arbejdsgrupper, seminarer og deltagelse i forskning relateret til emner omkring kønsidentitetsproblemer”

Jeg mener derfor der mange flere der har kompetence til at vurdere hvorvidt en person er transseksuel eller ej. Udredningen og hjælp til transkønnede burde kunne foregå flere steder i landet i ikke kun på Sexologisk klinik i HS, dog selve de operative indgreb må fortages et sted eller et andet sted hvor ekspertisen på det operative område er bedre.

Kommentar til B 142 :..at myndige mennesker selv kan bestemme, hvilken kønsidentitet deres cpr-nummer og pas skal udtrykke
Der findes faktisk i dag mulighed for at tilføje en tredje rubrik i passet i forbindelse med kønsangivelse, men den bliver ikke brugt, hvorfor ikke det?

Ang. cpr-nummer så burde man i det mindste sløjfe Hr. Fru. Frk. i skrivelser fra det offentlige det ville lette en hel del.

Hvordan har man kunnet skelne mellem en mand og kvinde til indkaldes til militæret før 1969?

Med venlig hilsen

Erwin Maria Jöhnk
Gender Pioneer – konsulent i transgender
WPATH member http://wpath.org

Erwin Maria Jöhnk
Langgade 23
Vivild
8961 Allingåbro
tlf: +45 30202650

* * *
[Til top] Spørgsmål nr. 26
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 29. maj 2007 fra Erwin Maria Jönck, jf. B 142– bilag 3.

[Til top] Svar på spørgsmål nr. 26
Erwin Maria Jönck giver i henvendelsen udtryk for sin støtte til, at myndige mennesker frit skal kunne vælge fornavn og rejser spørgsmål om, hvorfor der ikke er mulighed for at benytte en kønsneutral betegnelse i pas. Jeg kan om regeringens holdning hertil henvise til min tale ved 1. behandlingen af beslutningsforslag nr. B 142.

Erwin Maria Jönck mener endvidere bl.a., at de operative indgreb i forbindelse med kønsskifteoperationer bør foretages steder med en højere ekspertise. Jeg kan i den forbindelse henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 29 (alm. del – B 142), hvortil Sundhedsstyrelsen har oplyst, at spørgsmålet om den fremtidige tilrettelæggelse heraf vil indgå i Sundhedsstyrelsens overvejelser vedrørende specialeplanlægning på området, idet Sundhedsstyrelsen
finder, at samarbejdet mellem landsfunktionerne og et højt specialiseret internationalt center vil være en naturlig del af en sådan funktion.

Erwin Maria Jönck giver desuden udtryk for, at en person, der er meddelt tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, kan opleve at være tvunget til at gennemgå de operative indgreb. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at det følger af sundhedslovens regler, at ingen behandling må indledes uden patientens samtykke, og at patienten på ethvert tidspunkt under behandlingen kan tilbagekalde sit samtykke. Disse regler gælder naturligvis også for patienter, der har fået tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte.

Lars Løkke Rasmussen.

* * *
[Til top] Kildehenvisninger
Folketingets journal vedrørende henvendelsen – bilag 3.
Henvendelsen i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Erwin Maria Jöhnk blev den 11. januar 2005 valgt som folketingskandidat for CD.

Vist 131 gange. Tirsdag den 11. januar 2005 blev Erwin Maria Jöhnk, der har fået en KtM kønsskifteoperation, valgt som folketingskandidat for CD (Centrum Demokraterne) i Randers-kredsen.
Han interesserer sig især for social- og sundhedsområdet og kikelige forhold.
Ved folketingsvalget den 8. februar 2005 opnåede Erwin dog ikke at blive indvalgt i Folketinget.
Efterfølgende har Erwin forladt Centrum Demokraterne.

Eva blev fri. Af Nikolaj Lange den 9. juli 2003 om Erwin Maria Jöhnk.

Vist 345 gange. Eva blev fri
Dette er historien om, hvordan Eva først måtte opdage, hvem hun selv var, inden hun kunne blive, den hun selv var.
Det er også en historie om, når det ydre hylster ikke passer til det menneske, der er indeni.
Nikolaj Lange, der er artiklens forfatter, har venligst givet tilladelse til at artiklen må bringes i Vidensbanken.
Eva, som artiklen fortæller om, er identisk med Erwin Maria Jöhnk.
Lørdag den 9. august 2003. Tina Thranesen.

* * *
Af Nikolaj Lange.

Da Eva Maria Koschke bliver født i Nordtyskland i 1957, har forældrene allerede bestemt sig for et drengenavn. I forvejen har de tre piger, og nu ønsker de sig en dreng. Et år senere bliver forældrene skilt. Eva og hendes tre søstre bliver hos moderen. Fire år senere flytter de til Sønderjylland, hvor moderen gifter sig med en dansk mand.
Evas stedfar er handelsrejsende, så familien flytter en del omkring i starten. Eva har svært ved at få venner og holder sig mest for sig selv. Hun går lange ture i skoven med sine to hunde. Her føler hun, at hun kan være fri.

Da Eva starter i skole, går hun kun i bukser og drengetøj.
Hun bliver indskrevet på en tysk privatskole i Sønderjylland. Skolens to lærere kontrollerer hver morgen, at børnene har rene negle og lommetørklæder. De bryder sig ikke om Evas tøj, og de giver hende anmærkninger og breve med hjem. Forældrene tager sig ikke af det.
Da Eva er starter i fjerde klasse, beslutter en af lærerne at tage Eva med til den nærmeste by. Eva skal have en ny kjole. Hun bliver sur, men følger tavs med.
I en tøjforretning, som læreren vælger, har Eva pænt at prøve de kjoler, som bliver vist frem. Læreren vælger en ærmeløs kjole i frotte. Den har et spraglet mønster med en masse farvede trekanter. Eva kan ikke lide den. Hun synes mest, den ligner et abstrakt maleri.
Et par dage senere skal Eva til tandlægen. Hun får den nye kjole på. Men pludselig får hun det så dårligt, at hun kaster op. Kjolen er ikke til at redde, og den ryger ud med det samme.
Det første forhold til en mand, har Eva, da hun er 18. Han er elektriker, og hun har fundet ham i en kontaktannonce. Han er også med i en walkie-talkie klub, og da der er Haderslev march, kører Eva med ham rundt i hans bil med og drikke til rastepladserne. De har det sjovt, og næste dag går Eva selv med i marchen.
En dag beslutter de, at Eva skal overnatte hos ham. I soveværelset skynder hun sig ind under dynen, da hun har fået tøjet af. De er begge usikre. Han kommer op til hende, og hun ser væk og rykker ind mod væggen. Hun er helt stiv.
De taler lidt sammen, og han fortæller, at han heller ikke har prøvet det før. Efter et stykke tid forsøger han at trænge op i hende. Det gør ondt, men Eva bider det i sig.
Han forsøger flere gange, og til sidst lykkes det. Eva kan ikke længere holde tårerne tilbage. Han fortsætter lidt endnu, men stopper så. Eva har meget ondt. Han spørger, om hun vil hjælpe ham til at få udløsning.
Hun svarer nej.
Det virker som om, han bliver sur over hendes reaktion.
Forholdet varer cirka et halvt år. Eva har efterfølgende et par andre forhold til mænd. Ingen af dem varer mere end et par uger.

I 1980 tager Eva på kvindehøjskole. Her møder hun Anette, som er lesbisk. Eva falder for den lille buttede pige og hendes udstråling.
I weekenderne tager de blandt andet på ture til København og Århus. Et af formålene med turene er, at Eva vil finde ud af, hvor hun skal slå sig ned efter højskolen. Hun tænker, at hvis hun skal leve som lesbisk, bliver det nødt til at være i en større by.
Forholdet til Anette varer ikke mere end et par måneder. I december begynder Eva at føle, at Anette lægger afstand til hende. Anette føler ikke længere, at hun har et forhold til en kvinde. Selvom Eva har en kvindes krop, er hun i Anettes øjne mere og mere en mand.

I det homoseksuelle miljø i Århus får Eva en ny ven.
Hun møder først Francois på Pan. Hans tøj er farvestrålende og minder Eva om de tre musketerer. Desuden går han ofte i dametøj. De begynder at snakke og bliver hurtigt venner.
Francois har det med at provokere folk. En dag da de er i en tur i City Vest, sidder der en flok piger og griner. Francios bliver sur og kaster en cola i hovedet på dem, mens han råber efter dem. Eva går videre, og lader som om hun ikke kender ham. Hun er slet ikke sikker på, at det overhovedet var ham, de grinede af.
Når Eva og Francois er alene, begynder de at snakke om et nyt emne, der interesserer Eva meget.
Francois mener nemlig, at han er transseksuel. Han viser Eva nogle blade med artikler, der handler om transseksuelle og om at skifte køn.
Endelig forstår Eva, hvad der er galt med hende. Hun er en fejlproduktion fra naturens side. Hendes forældre havde virkelig fået en dreng, som de havde ønsket. Han var bare blevet født i en pigekrop.

Der går flere år, før Eva tør fortælle sin læge om sit problem.
På grund af en hjertefejl har hun fået tilkendt førtidspension. Alligevel står hun op om natten for at køre med aviser og holder opsyn på et offentligt toilet om dagen. Bare for at have noget andet at tænke på.
Flere gange går hun til lægen med andre problemer. Hver gang siger hun til sig selv, at nu vil hun fortælle lægen om sit virkelige problem. Men hver gang bliver hun bange, og det lykkes ikke.

I foråret 1985 ringer Eva igen til lægen. Uden at blive konkret fortæller hun i telefonen, at det, hun vil tale om, handler om hendes køn og hendes krop.
Eva er bange. Hun er nervøs for, hvad der kommer til at ske med hende, og på om lægen mon overhovedet vil tro på hende.
Turen til lægen føles som en evighed. Busturen, der tager 15 minutter, føles som flere timer. Turen op ad trapperne til første sal føles, som om hun skal op på tiende.
Lægen tror på Eva. De snakker om hendes problem, og Eva fortæller, at det, hun har det værst med, er hendes store bryster.
Eva tror knapt sine egne ører, da hun får en henvisning til plastikkirurgisk afdeling.
Da hun går ned at trapperne fra lægens kontor, føler hun sig som jordens lykkeligste menneske. Nu vil der snart ske noget.
Senere går Eva ned på Folkeregisteret i Århus. Her udfylder hun en blanket, der gør, at hendes fornavn officielt forkortes til E. Men navnet, som bliver brugt, er fra nu af Erwin.

Tiden går. Først efter et halvt år får Eva en tid til en samtale på plastikkirurgisk afdeling.
Selvom hun passer sine to jobs, kan hun ikke holde de mange tanker væk. Hun ved ikke, om hun kan leve med blot at få fjernet sine bryster. Hun vil jo stadig have sin menstruation, og indeni vil hendes krop stadig være kvindelig.
Den 2. august kl. 9.15 ankommer hun til plastikkirurgisk afdeling. Hun har besluttet, at der skal mere til. Hun vil gå hele vejen
Lægen støtter hendes beslutning. Men for at det kan lade sig gøre, må Eva videre. Han henviser hende i stedet til Psykiatrisk Hospital i Risskov. Der skal hun tale med en psykiater.
Det gør Eva nervøs. Hun er bange for, at de vil stemple hende som sindssyg eller fylde hende med medicin og håbe på, at hun kommer på bedre tanker.
Men hvis hun vil videre, er der ikke andet at gøre. Hun får en aftale kort tid efter. Hun skal møde klokken ni om morgenen.

Aftenen før aftalen med psykiateren er Eva i byen med Francois og et par andre venner. Eva bliver meget fuld, og de går fra den ene værtshus til det næste. Hun kommer ikke hjem før klokken fire om natten.
Efter en kort nats søvn er hun på vej til Risskov med tunge skridt og en krop fuld af alkohol.
Psykiateren er en lille, tør og grå mand i stiv jakke og slips. Han stiller en masse spørgsmål og sidder ellers bare stille og lytter.
Eva føler sig enormt ædru, da hun sidder over for ham. Alligevel slår hendes tunge knuder. Hun synes at ordene, der kommer ud, lyder som noget værre vrøvl. Manden overfor bliver bare siddende.
Endelig fortæller han noget.
Afdelingen, der tog sig af kønsskifter i Århus, er nedlagt et halvt år før.
Et øjeblik er Eva ved at opgive alt håb.
Psykiateren holder en pause. Så fortsætter han. Eva kan nemlig blive henvist til Rigshospitalet, hvor de også tager sig af folk, der vil skifte køn.
Eva er målløs. Nu kan hun slappe af. Hun føler resterne af nattens brandert vende tilbage til overfladen.
Nede på gaden, er fortovet ikke bredt nok til hende, og hun må beherske sig for ikke at begynde at synge højt på vej hjem i bussen for at sove branderten ud.
Men overførslen til Rigshospitalet betyder ikke, at Evas kamp er slut. Den er først lige begyndt.

I november 1985 er Eva første gang til samtale på Rigshospitalets Psykiatriske Poliklinik.
Mod slutningen af samtalen rejser den kvindelige læge sig fra sin stol bag det store vinkelformede skrivebord. Hun skal lige ud og aflevere nogle papirer. Da hun passerer bag om Eva på vej mod døren, taber hun hele bunken, der hvirvler ud over gulvet.
Eva rejser sig straks for at hjælpe lægen med at samle papirerne sammen. Først mange år senere finder hun ud af, at scenen bare var et trick. De skulle se, om hun reagerede som en mand og kom kvinden til hjælp.
Det bliver til tre samtaler på Psykiatrisk Poliklinik. Så får Eva besked, om at hun skal starte forfra på Sexologisk Klinik, som er bliver oprettet i april 1986.

I alt tretten gange kommer Eva til at tage færgen fra Århus for at se sin nye læge Bente Spanager.
Flere gange følges hun med en af sine homoseksuelle venner fra Århus. En af dem er Jes, der bor sammen med sin kæreste i samme bygning som Eva.
Jes er syg. De tror, at det er HIV. Men han er ikke blevet testet. Uvidenheden er stadig så stor, at selv sygeplejerskerne er bange for at komme i nærheden af ham.
Eva har hjulpet ham flere gange, og de to taler meget og godt sammen.

Efterhånden som tiden går og turene til København bliver stadig flere, begynder Eva at blive utålmodig.
16. marts 1987 er Eva alene i København. Hun fortæller Bente Spanager, at hun føler sig i en evig venten.
Eva er mødt op til samtalen i tweedjakke, mørke herrebukser, lys skjorte med slips og manchetknapper, og hendes mørke hår er nu klippet i tydelig herrefrisure.
Hun føler sin krop som et helt forkert hylster, og hun føler sig ydmyget og nedgjort over at skulle skjule sig, fortæller hun.
De taler om operationen. Eva har ikke tænkt sig at ville have en kunstig penis. Bente Spanager gør opmærksom på, at hun ikke bliver en mand alene af at få fjernet brysterne.
Eva svarer, at det vigtigste for hende er hendes egen fornemmele af at få en maskulin fremtoning.
Senere på dagen står hun på Hovedbanegården og venter på toget mod Kalundborg. En arabisk fyr spørger hende, om han kan låne en kuglepen. Det kan han selvfølgelig godt.
Eva føler, at den fremmede bliver nærgående. Han begynder at spørge hende om hjælp til enkelte ord. Hun svarer. Imens bliver han stadig mere nærgående.
Hun spørger ham, hvad han tror, hun er, en dreng eller en pige?
Han svarer, at hun er pige, men meget specielt påklædt.
Eva kan ikke sove den nat. Uanset hvad hun gør, vil hun hverken blive set som rigtig mand eller rigtig kvinde. Hun er blot et underligt væsen.
En kvinde i herretøj.

I august 1987 starter Eva på en behandling med mandlige hormoner.
Bente Spanager har forklaret, at hormonerne vil få hendes seksuelle lyst til at stige.
Næste gang, de mødes, er i november. Evas stemme er blevet dybere, og den første skægvækst er begyndt.
De taler om alt fra Evas arbejde, over at hun har meldt sig ind i civilforsvaret og fået en mandeuniform, til at hun samtidig er ved at flytte til en større lejlighed på samme vej.
Det eneste emne, Eva ikke vil tale om, er sin seksualitet. Hun svarer bare hurtigt, at det ikke interesser hende. Desuden har hendes seksualitet ikke noget at gøre med hendes ønske om at skifte køn.
Men det er ikke rigtigt. Hormonerne har fået hendes lyst til at stige. Men hvis de hører, at hun er i stand til at have et sexliv som kvinde, vil de ikke lade hende skifte køn. Så hun undviger.
Eva fortæller om Jes. Han er blevet mere syg. Han er nu indlagt på Marselisborg Hospital, hvor hun besøger ham meget.
Bente Spanager spørger, om de har haft seksuel kontakt.
Eva bliver oprørt. Hun minder om, at det er ti år siden, hun har haft sex med en mand.

I december 1987 skriver Eva et brev til Familieretsdirektoratet.
Hun ansøger om at få lov til at skifte sit køn. Men hun får at vide, at der ikke kan tages stilling, før hun har været på hormonbehandling i et år.
Først den 29. september 1988 sender Bente Spanager den nødvendige erklæring, hvor hun på ni sider fremstiller Evas sag. Hun anbefaler, at Eva får lov til at skifte køn.

Samme efterår er Eva med Jes og hans kæreste til fest.
Jes er stadig syg. Han har fundet ud af, at han i virkeligheden lider af sclerose. Sygdommen går ham på, og han har flere gange forsøgt selvmord.
Til festen er Jes blevet meget fuld. Da de er kommet hjem, ringer hans kæreste til Eva. Han fortæller, at han er bange for, at Jes vil forøge at tage sit liv igen.
Han springer nu, siger han pludselig.
Eva styrter ned på gaden. Der ligger han. Han er sprunget fra fjerde sal og er hårdt kvæstet. Der bliver tilkaldt en ambulance.
Jes dør på vej til hospitalet.
Under begravelsen sidder Eva på kirkebænken og kæmper en kamp med sig selv.
Hormonerne virker stadig kraftigere, og selv under sin vens begravelse, kan hun ikke holde lysten væk.

Eva prøver at indrykke et par kontaktannoncer i avisen.
Hun søger både efter kvinder og mænd. Men det er kun mænd, der henvender sig.
Hun mødes med et par stykker. De er indforståede med hendes situation. Selvom de siger, at de ikke kan forstå, hvorfor hun vil skifte køn.
Hun ser dem aldrig mere end en gang.

I november ringer Eva til Familieretsdirektoratet. Hun vil vide, hvornår de har taget stilling til hendes ansøgning og Bente Spanagers anbefaling.
De svarer, at det vil gå tre til fire uger.
I januar 1989 er det Bente Spanager, der rykker for en afgørelse. Hun får at vide, at sagen befinder sig hos Retslægerådet.
Da hun ringer til dem, undskylder de med, at flere af sekretærerne har været syge.
En uge senere skriver Retslægerådet tilbage, men ikke med en afgørelse. Der mangler oplysninger i sagen, mener de.

Bente Spanager skriver de manglende oplysninger, og til en samtale den 15. marts godkender Eva dem.
Eva fortæller om sin voksende seksuelle lyst. Hun kommer også til at nævne, at hun har haft sex med mænd.

Sidst i april ringer Eva til Bente Spanager. Hun forstår ikke, hvorfor Retslægerådet stadig ikke har fået de sidste oplysninger.
Hun får at vide, at oplysningerne er blevet tilbageholdt, så hun kan få ekstra tid til at få afklaret sin seksualitet.
Da Eva igen er til samtale, gentager hun, at hendes seksualitet intet har at gøre med hendes ønske om at skifte køn.
Alligevel vil de sidste oplysninger blive tilbageholdt yderligere en måned. Bare så hun er helt sikker på ikke at gøre noget forkert.
Eva siger, at det er grinagtigt, men accepterer.

Eva sidder og strikker, da Bente Spanager, dukker op i venteværelset. Hun undrer sig noget.
Det er 30. november, og Familieretsdirektoratet har tre uger tidligere fortalt, at tilladelsen til kønsskiftet er givet. De mangler bare at formulere det i et brev, før det bliver officielt.
Eva forklarer strikkeriet, med at hun har fået et lille birolle i en Tv-udgave af Blichers Hosekræmmeren. Hun skal til optagelse næste dag.

I april 1990 sker det endeligt. Kuverten med brevet fra Familieretsdirektoratet kommer.
Eva er ikke rigtig nervøs for resultatet. Alligevel har hun tænkt meget over, hvordan hun ville reagere, når hun så kuverten.
Først ville hun sidde et øjeblik med den uåbnede kuvert. Så ville hun flå den op og skynde sig at finde sidste side og læse konklusionen.
Der stod det så. Nu var det officielt. Eva havde fået tilladelse til at blive opereret og officielt skifte personnummer og navn.

En måned senere kommer brevet, om at Eva skal møde til samtale på plastikkirurgisk af Århus Kommune Hospital den 22. juni kl. 11.
Det bliver besluttet, at hun allerede den. 21. august kan blive opereret første gang. Da vil hun få fjernet livmor, æggestokke og æggeledere på gynækologisk afdeling.
Senere på året vil hun blive indlagt på plastikkirurgisk afdeling og få opereret brysterne væk.
Hun får også at vide, at hun skal stoppe med at tage hormoner tre uger før operationen.

Det regner, da Eva går op ad flisegangen mod gynækologisk afdeling.
Den blå cowboyjakke er trukket godt op om nakken, mens de lyse bukser ikke helt dækker de hvide sokker i de mørke sko.
På trods af regnen er hun glad. Den drøm, hun har kæmpet for så længe, er ved at gå i opfyldelse.

Da Erwin vågner efter operationen, er vejret slået om. Sensommervarmen hænger både ude og inde.
Erwin sveder voldsomt. Hans hormoner er helt ude af balance.
Han spørger overlægen, om han kan tage sine hormoner igen.
Lægen ved det ikke.
Erwin bliver rasende, og råber at han skal finde ud af det i stedet for at stå og glo dumt.
Lidt efter kommer den kvindelige læge, der opererede ham, ind på stuen og siger, at han roligt kan starte med hormonerne igen.
På trods af svedeturene og humørsvingningerne har Erwin det fantastisk.
Udenpå han man ikke rigtig se forskellen endnu. Men Erwin kan tydelig mærke det.
Det var som om han hele sit liv havde slæbt rundt på noget tungt, han ikke kunne slippe af med.
Nu var der tomt.
Nu var han endelig fri.

Han og Hun, hvor Han får et ønske opfyldt. Eila Neergaard den 16. august 2002.

Vist 218 gange. Af Eila Neergaard den 16. august 2002.
Han og Hun, hvor Han får et ønske opfyldt. Et eventyr om “Han og Hun”.
Eva og Tony holdt meget af hinanden. Eva studerede, Tony arbejdede i en bank og var glad for sit arbejde. Når noget var gået skævt for en af dem, kunne de altid få trøst og varme hos den anden, dels ved at tale sammen og dels i sengen, og den næste dag var verden meget lysere igen.
En gang imellem var Tony ikke rigtigt sig selv, så blev han tungsindig, og det arbejde, som han ellers havde let ved, blev næsten ikke til at klare.

Eva spurgte : “Hvad er du ked af?”
“Det ved jeg ikke,” sagde han først.
Men Eva spurgte igen : “Ved du slet ikke noget om, hvad det har at gøre med?”
“Nej, – jo måske lidt; men det er helt tåbeligt.”
“Sig det bare til mig!” sagde Eva venligt og tog fat i Tonys hænder.
Tony tøvede: “… det har at gøre med, at jeg altid har ønsket og indeni stadig ønsker at være en pige.”
“Du er da ellers helt rigtig, som du er ! – jeg kan så godt lide dig sådan.” sagde Eva.
“Holder du meget af mig?” sagde Tony.
“Jeg elsker dig!” sagde Eva.
“Det at du holder af mig – er det et spørgsmål om, hvad for en frisure jeg har?” spurgte Tony.
“Nej da, – sikke et dumt spørgsmål!”
“Ja, men – er det da slet ikke et spørgsmål om, hvordan jeg ser ud? – og at jeg f.eks. ikke har bryster som en pige?”
“Forstår du da ikke, at alt det ydre er ligegyldigt? – jeg har hverken giftet mig med en frisure eller nogle brede skuldre eller en pik.. – Du har meget misforstået, hvis du tror det er det centrale i min tilværelse! – og for øvrigt ved du, at jeg meget lettere får orgasme, når du bruger tungen, end når du bruger din pik. Det er mennesket bagved facaden, – og ikke alle de ydre træk – jeg holder af!”
“Dejlige pige!” sagde Tony, og så kyssede de hinanden.

I den følgende tid kunne Tony dårligt koncentrere sig. Ønsket om at være en pige dukkede op igen og igen. Han havde altid været meget tiltrukket af piger; nu måtte han indrømme for sig selv, at han også var misundelig på dem. Han blev opmærksom på, at han undgik at se sig i spejle og mærkede nu det hidtil vel undertrykte had til den krop, han aldrig nogen sinde havde følt sig hjemme i. En tidlig morgen stod han ud af sengen, standsede foran spejlet, og fortvivlelsen var ikke mere til at standse: “Kære Gud, jeg er jo en pige indeni, hvorfor skal jeg have en han-krop? – lad mig få en piges krop, for jeg har en piges sjæl!” Mens Eva stadig sov, gik han i den tidlige morgen ned ad gaden, ud af byen, langt ud på landet. Et sted var der et hus, hvor en ældre dame passede en have fuld af dejlige blomster. Hun så, at Tony var forfærdelig træt og ked af det og bad ham ind i haven at hvile sig. Da han havde hvilet sig, spurgte hun : “Hvad er du så ked af?” Han græd og fortalte om sit inderlige ønske om at være en pige. Kvinden så på ham og sagde: “Hvis du ønsker stærkt nok, vil dit ønske opfyldes!”

Det var sen aften, da Tony meget lykkelig nåede hjem til Eva. De omfavnede hinanden i døren. “Det er godt, du er hjemme igen – jeg var bange, der var sket dig noget..”
“Jeg er så lykkelig!” hviskede Tony.
Tony tog anorakken af, og langt smukt hår faldt ned over skuldrene. Eva var fuldstændig målløs; så gik hun et par skridt baglæns og gispede: “.. jamen Tony… ! !”
Og Tony sagde: “det har jeg ønsket, og det er sket, og det er mig!” og fortsatte: “Jeg er så glad for endelig en gang at kunne være mig selv.”
Tony tog blusen af, og Eva stirrede forstenet på de nøgne pigebryster. Lidt efter fremstammede Eva: “… Du.. vil ikke sige, at…”
“Jo !” sagde Tony og tog bukserne af: “Nu er jeg mig selv.”
Eva gispede og sank om på sengen. Da hun rejste sig, var hun hvid i ansigtet og sagde: “Lad mig være – – rør mig ikke.”
Den nat græd Eva i sengen og Tony på sofaen i stuen; men Tony var også så glad for endelig at kunne føle sig hjemme i sin krop og tænkte, at Eva naturligvis måtte have tid at vænne sig til det, så Tony sov snart.

Om morgenen var Eva tavs, indtil hun usikkert sagde: “Hvordan,… hvordan går du på arbejde?”
“Sådan!” sagde Tony og tog sit vanlige jakkesæt på og gik til banken. Men Tonys hår fik de ellers stilfærdige bankfunktionærer til at gispe, et par af dem skreg. Lidt efter blev Tony kaldt ind til personalechefen, som ophidset udtrykte: “.. en funktionær i denne bank kan ikke pludselig komme på arbejde med en frisure, som i den grad er et brud på skik og brug! – forsvind omgående, og når De møder i morgen, er det med et anderledes harmonisk udseende!”
Tony sagde ikke noget, og på vej ud af banken holdt kammeraterne sig i nogle skridts afstand.
Vejen gik ikke til nogen frisør, men til afdelingerne for kjoler, strømper og sko i det nærmeste stormagasin. Og så til Eva. Men Eva blev nu ikke chokeret over, hvad Tony havde med hjem, og Eva tænkte: “Han er ikke blot glad for sin krop, men med sit nye tøj får han en balance, han aldrig har haft.. ” “…han aldrig…” ordene ekkoede i Evas hoved: “han” “… men han er jo en kvinde nu…. hvem er han? er han.. er hun stadig min elskede Tony – ? ?”

Tony kunne se Evas forvirrede tanker og kom ganske stille hen og tog hendes hænder, mens deres øjne mødtes. Helt blidt tog Tony om Eva – og Eva var ikke i tvivl om, at det var Tony, den Tony hun elskede, men med en indre ro og glæde, som var ny. De havde en dejlig nat sammen, og om morgenen gik Tony til sin bank, og de nye sko og kjolen var lige ved at danse hen ad gaden.
Der var kun kommet een af de andre, da Tony kom. Han så undrende på Tony, som om han aldrig havde set Tony før; men i næste sekund røg han et par meter baglæns og stod med stirrende øjne som klistret op ad væggen. Få minutter efter at personalechefen var mødt, hentede han personligt Tony ind på sit kontor, hvor han gav Tony en konvolut med et års løn og sagde: “Det her er simpelthen for meget. Gå og kom ikke igen!” Tony var godt nok parat til lidt af hvert, men syntes det var for groft og sagde: “Men banken har da masser af andre kvindelige funktionærer, og jeg lover, jeg er bedre til at passe mit job end nogensinde før…”
Personalechefens ansigtsfarve skiftede til en ny nuance, og stemmen lystrede ikke helt, men Tony var ikke i tvivl om, at ordene var: “Ud – – ! – – nu!”

Tony gik ud i byen og satte sig på en bænk ved et anlæg. Oplevelsen i banken vibrerede længe i hovedet, men så begyndte nærværelsen i nuet at vende tilbage: småfuglene, buskene med nye blade, mennesker som passerede. “De ser jo ud omtrent som ellers, som de går der, men deres blik, når de kigger på mig i forbifarten, er alligevel helt anderledes. Det er vel det samme, som jeg selv ser anderledes på en pige end på en fyr. Ham der, han kan åbenbart godt lide at se på mig; men de der fyre – – jeg ville gerne undvære det anstrøg af begær, som lyser ud af øjnene. Og pigerne – – hvor er den varme, som ellers er i mange pigers øjne? ! Nå, der er Hanne, hun er altid så venlig, mon hun ikke skulle have tid at snakke, bare et øjeblik? – Nu har hun fået øje på mig, – hun ser ganske distræt ud – nu kan hun genkende mit blik – – – men hvad er det, der sker med hende – ? – og nu vender hun pludselig bort og går, – – så hurtigt at hun er lige ved at falde over sine egne ben… Det var pokkers ! – er det sådan mit liv skal være: de mennesker jeg kender, vil slet ikke se mig, – – de fyre, jeg ikke bryder mig om, bliver tiltrukket af mig, og de piger jeg så gerne vil have kontakt med, er ikke interesseret? ! – – det er godt, jeg har Eva!”

Da Tony kom hjem, var Eva ikke hjemme, men lidt efter faldt Tonys blik på et brev, som lå på bordet:
“Kære Tony!
– jeg kan slet ikke klare det her, jeg er ved at blive vanvittig. Jeg har altid levet regulært og haft et rigtigt og normalt kønsliv. Jeg har aldrig været lesbisk, og jeg vil under ingen omstændigheder blive det. Jeg kommer ikke tilbage – og du skal ikke prøve at opspore mig. Eva.”
Det blev grådens og fortvivlelsens nat. “Åh Gud, – Du har opfyldt mit inderligste ønske, men knust min verden! – – – jeg følte han-kroppen som en forbandelse, og jeg løb fra den – – nu ser jeg, at det var en udfordring, jeg var bange for at tage op. – -“
Pludselig dukkede en erindring frem: “Hvis du ønsker stærkt nok, vil dit ønske opfyldes.”
Tony rejste sig op: “Jeg prøver igen!”.

Eila Neergaard.

72 år af et liv. Træk af en biografi af EN. 14. august 2002.

Vist 84 gange. “EN” er signaturen for den 72-årige Eila Neergaard. Hendes artikel er spændende og tankevækkende læsning. Mange svære år med en næsten eventyrlig udvikling.

* * *
Af EN.
MtK postop og alder 72. Men jeg er ikke ganske affældig, selv om jeg hører lidt ringere og ikke kan løbe længe; men jeg er mere rørig end de fleste på 72 og dyrker callanetics med stor fornøjelse.
Jeg har været TS så langt tilbage, som jeg husker, men dengang havde jeg ikke mulighed for at leve noget af den side, bl.a. fordi jeg var meget bange for min mors vrede. Så jeg var bare en håbløs tøsedreng. Men ca. da jeg var 16 kunne jeg mærke, at jeg ville blive psykotisk af mit ønske om at være en pige, så jeg tvang mig til at fortrænge det ønske og flytte al energi over i drengenes verden – så jeg blev cand. polyt. (elektroingeniør) og jeg giftede mig og fik tre børn, men da jeg var 40 kunne jeg ikke holde til presset af det fortrængte ønske og skaffede mig bogen “The Transsexual Phenomenon” af Harry Benjamin. Da jeg åbnede den, håbede jeg at se, at det intet havde med mig at gøre, så jeg fik et chok ved at se, at det var mig han skrev om. Så familien skiltes, og jeg gik ind i en meget tung periode, hvor jeg for at overleve gav mig lov at klæde mig i kvindelig beklædning, men hverken kjoler eller hæle eller make-up eller udstopning; jeg forsøgte at nøjes med det, som jeg 100 % kunne føle jeg havde baggrund for. Og så fik jeg jo min omverdens reaktioner og blev anset for mærkelig, måske pervers, måske halvpsykotisk? så jeg måtte bruge alt for at overleve, især min humoristiske sans.

Og jeg måtte opgive mit arbejde på Universitetet og begyndte som free lance fotograf.
Efter en årrække på den måde tænkte jeg, at jeg måske havde lært nok til, at jeg nu evnede at leve mere “normalt” som mand, så det forsøgte jeg – men så udviklede jeg en voldsom thyreotoxicose (d.v.s. at skjoldbruskkirtlen lavede alt for meget stofskiftehormon) så jeg følte en stor nervøsitet, rystede på hænderne (og det er ikke godt, når man fotograferer) svedte og fik uregelmæssig puls etc. jeg blev indlagt i 1982 og fik medicin, som normaliserede stofskiftet og som meget langsomt er trappet ned til nu en meget lav dosis.

I 1986 mødte jeg en kvinde, som jeg på dybt plan havde en helt usædvanlig kontakt med, så vi giftede os, selv om hun meget vel vidste om min TS situation; men hun og jeg troede begge, at jeg kunne fortsætte med at undertrykke min kvindelige side. Men i 1995 kom jeg ind i en krise med meget voldsomme emotioner som mindreværd, angst, skam, usikkerhed etc. og den førte til, at jeg med en behjertet venindes hjælp fik øje på, at alle emotionerne skyldtes, at jeg undertrykte min kvindelige identitet. Så besluttede jeg i stedet for at drukne mig, som jeg ellers havde forberedt mig på, at jeg ville gå efter mit livslange ønske om en kvindelig krop til min kvindelige identitet. Og så gik det andet ægteskab i stykker. Og jeg begyndte at gå hos Preben HertoftSexologisk
Klinik
RH.

Efter 14 måneder skrev jeg ansøgning til Civilretsdirektoratet om kønsskifte – som du ved man skal her i DK; og et års tid senere fik jeg afslag – på ganske forvrængede præmisser. – Så jeg blev vred og klagede til direktøren for Civilretsdirektoratet og Justitsministeren og Sundhedsministeren og formanden for Lægeforeningen og Etisk Råd og Ombudsmanden; men ingen kunne/ville gøre noget. Så gik jeg ned i et sort hul i nogle måneder. Og efter at Preben Hertoft nu var pensioneret, foreslog min nye sexolog, at jeg skrev en ny ansøgning, så det gjorde jeg – med meget stor omhu; og jeg fik endda to nye understøttende erklæringer fra Sexologisk
Klinik
. Men sidste år fik jeg så endelig igen et nej og med identisk de samme falske begrundelser. Så da jeg havde spurgt en jurist og blev frarådet at gå til menneskeretsdomstolen besluttede jeg, at jeg helt ville opgive at forsøge at få, hvad jeg følte, var min ret, for ikke at bruge hele mit liv i bitterhed og strid.

I stedet satte jeg mig hen og bad min gode ven Jesus, om Han ville hjælpe mig. Og kort efter, 23/6-2001 fik jeg en e-mail fra min TS veninde i Californien; hun var netop så vidt i sin egen skilsmisse, at hun kunne bestemme over egne penge uden andres indblanding, så det første hun gjorde var at tilbyde mig at betale for min operation hos den anerkendte Thailandske læge, som jeg havde haft kontakt med – men uden at have penge til en operation. Så jeg skrev og fik straks en dato for SRS 17/10-2001 – og jeg fik billetter og papirer og alt fungerede perfekt og jeg tog derned, og det var det nærmeste jeg har været Paradis: jeg blev hentet og bragt af lægens chauffør, jeg fik fremragende og omhyggelig behandling, nul smerter, nul komplikationer, og et stykke topklasse kirurgi, så jeg har efter egen
vurdering perfekte kvindelige organer, og det fik jeg bekræftet også af Overlæge Axel Forman på gynækologisk afd. Skejby Sygehus ved min første gynækologiske undersøgelse.

Og så pludselig kunne Civilretsdirektoratet hurtigt og venligt skaffe mig navn og CPR-nr., som passede til mig.
Og jeg har fået en fremragende lille lejlighed iblandt mennesker, som bare accepterer mig helt som kvinde.

Jeg tillader mig at slappe mest og dybest muligt af ind i det at være mig selv. Og så har jeg erfaret, at min omverden til min store glæde oplever mig som kvinde. Det er det, som bedst viser mig selv, at jeg er transseksuel, at min identitet er kvindelig. Og det er det, som skal bære i livet fremover. Det er et af resultaterne af, at jeg er ophørt med at bekæmpe mig selv. Diverse kampe i mit liv kostede meget, men førte mig til dette, og det er det hele værd.

EN.

Sexologisk Klinik afholdt orienteringsmøde onsdag den 29. maj 2002 kl. 1500 til 1600.

Vist 290 gange. Sexologisk Klinik på Rigshospitalet har lands- og landsdelsfunktion i behandlingen af flere patientgrupper og er det eneste sted i Danmark, hvor transseksuelle kan blive fulgt intensivt forud for en eventuel kønsskifteoperation.

Herunder kan du læse nogle uofficielle referater og bemærkninger om det orienteringsmøde, som Sexologisk Klinik afholdt den 29. maj 2002 fra kl. 1500 til kl. 1600 og om problemstillingen omkring transseksualitet, Sexologisk Klinik, Civilretsdirektoratet og Retslægerådet.

Alle “referater”, bemærkninger og kommentarer blev udsendt via postlisten “Transgender DK” og alle bidragsydere har givet mig tilladelse til at bringe deres indlæg.
Jeg overværede selv mødet.
Tina Thranesen.

* * *
Sophie Schröder får ordineret kvindelige kønshormoner, men frekventerer ikke Sexologisk Klinik.
Uofficielt referat fra mødet fra Sophie, der deltog i mødet
.

Det var en /meget/ tynd “kop te”. Der kom ikke ret meget nyt frem.
Ellids Kristensen, ledende overlæge ved klinikken, startede på behandlings teamets vegne, med en præsentation af teamet. Hun lagde ikke skjul på at mødet ville vare fra 15:00 til 16:00 som annonceret. Det varede dog 5 minutter længere.
Der var ingen tvivl om at det var temmelig overraskende for dem, at der var mødt SÅ mange frem.

Vi var 4 fremmødte fra Transvestitforeningen i Danmark (TiD) Formandinden, Kassereren, og 2 bestyrelsesmedlemmer. (Tony og undertegnede).

Solveig Lerche brugte temmelig meget tid på at fremføre sin egen sag, delvis støttet af 2 jurister fra Århus universitet.

Derudover brugte foreningen Kaineus (Kvinde til Mand transseksuelle) tid på at profilere sig selv, og de undrede sig over at deres pjece ikke måtte lægges frem i venteværelset.

De 2 jurister, fremførte også at der jo stadig ikke findes nogen reel lovgivning på området, hverken omkring navnesager eller omkring kønsmodificerende operationer. Omkring navnesagerne anvender man stadig cirkulærer og hidtidig praksis, som grundlag for nye afgørelser. Hvad de kønsmodificerende operationer angår, anvendes stadig den forældede “Kastrationslov” fra begyndelsen af trediverne.

Foreningen Kaineus hævdede at der pt. intet samarbejde var mellem Sexologisk Klinik og Civilretsdirektoratet omkring navnesager, hvorimod Ellids Kristensen hævdede det modsatte.
Det kom blandt andet frem, at der intet var i vejen for at folks normale læge, sagtens kunne indlede en hormonbehandling men at dette var op til den enkelte læge, selv om man helst så at det foregik i klinikkens regi, da de jo er eksperterne.

Der blev også spurgt om et evt. afslag på operation også var endeligt. Dette benægtede Ellids Kristensen, idet man kunne gå videre til Retslægerådet med en evt. klage. Retslægerådet ville så høre eksperterne om det forsvarlige i at en sådan blev gennemført. Eksperterne er, ikke overraskende, teamet på Sexologisk Klinik. Så man kan vel med rette diskutere om en sådan anke vil føre til noget.

Ud over det herover anførte, kom der ikke noget egentligt nyt frem. Men det lå ligesom i “luften” at der nok ville blive flere møder. Så kan man da kun håbe at de vil bliver arrangeret og organiseret noget bedre. Man kunne forestille sig at det f.eks. blev muligt at stille en væsentlig del af spørgsmålene skriftligt, inden mødet, så det bliver muligt at opstille en egentlig dagsorden.
De stillede spørgsmål burde så fremgå af en til møde deltagerne fremsendt invitation sammen med denne dagsorden. Vi kan kun håbe på, at evt. fremtidige møder vil blive af lidt længere varighed og forhåbentlig på et tidspunkt der passer lidt bedre til folks arbejdstid.

Mødet sluttede klokken 16:05, uden at der var kommet alt det frem, som jeg er sikker på at en stor del af tilhørerne havde på hjerte.

Jeg håber på, at jeg har fået alt det væsentlige med her, idet der mig bekendt ikke blev taget noget egentligt referat. Derfor er dette udelukkende efter min hukommelse.

Den 6. maj 2002. Kærlig hilsen, Sophie

* * *
Solveig Lerche, der lever fuldtids som kvinde.
Uofficielt referat fra mødet af Solveig Lerche, der deltog i mødet.

Kære allesammen.
Jeg skal hermed imødekomme Susie’s ønske af 5. maj, om et referat fra mødet på Rigshospitalets Sexologiske Klinik mandag den 29.04.2002.

Referatet er udført så godt som jeg nu husker selve mødet. Havde jeg været indstillet på at skulle iagttage rollen som referent, så havde jeg nok gjort mig nogle notater.

Endvidere har jeg måttet tage skyldigt hensyn til anonymitets begrebet, hvorfor enkelt navne og enkelte debat indlæg med vilje ikke er medtaget. Det er mit håb, at referatet alligevel må have en vis gyldighed, og at nogle vil finde referatet tilstrækkelig informativt. Det må tages med, at mødet var fastsat til at vare én time, hvilket man strengt overholdte – så også af denne årsag var det begrænset, hvor meget dette møde bibragte til en gensidig forståelse.

Kærlig hilsen. Solveig

Paneldeltagere:
Overlæge Ellids Kristensen Sexologisk Klinik
Overlæge Søren Partoft Plastikkirurgisk afdeling S
Gynækolog Dorthe Hartwell Gynækologisk afdeling Y
Afdelingslæge Bo Hou Øre-næse-halsafdelingen

Mødet blev indledt af Ellids Kristensen, som udtrykte overraskelse over det store fremmøde, og bød hele forsamlingen velkommen. Hun gjorde kort rede for idéen bag dette møde, og hun udpegede afdelingslæge Bo Hou som mødets ordstyrer.

Herefter overtog ordstyreren ledelsen af mødet, og første mødedeltager der fik ordet var Solveig Lerche, som erklærede at hun dels spurgte på egne vegne, men at hun også repræsenterede en nystartet interesseorganisation ved navn trans-danmark.dk.
Solveig beklagede for det første at Civilretsdirektoratet ikke var repræsenteret, og dernæst beklagede hun også at der kun var afsat én time til dette møde, idet flere af mødedeltagerne kom helt over fra Jylland med en relativ lang rejse frem og tilbage. Dernæst kom Solveig ind på problematikken omkring juridisk kønsskifte (ændring af civilretslig status) uden et kønsmodificerende plastikkirurgisk indgreb, og her pegede hun specielt på det forhold, at ændring af fornavn ikke er tilstrækkeligt, men at skift af cpr.nr.
er lige så vigtig, idet det er cpr.nr. der udløser et “F” eller “M” i passet. Solveig påpegede at hverken forholdet omkring navneskift og skift af cpr.nr. er omhandlet i loven. Hun unde-stregede at sædvanlig praksis som den i dag bliver udøvet af Civilretsdirektoratet og Rigshospitalets Sexologisk Klinik savner støtte i lovgivningen. Solveig pointerede at hun havde fundet støtte i dette synspunkt hos forskningsadjunkt ved juridisk fakultet på Århus Universitet cand.jur., ph.d. Marianne Holdgaard og hos tidligere minister og dommer ved Menneskerettighedsdomstolen professor dr.jur. Isi Foighel. Endelig kunne Solveig meddele at hun pt. forsøger at få etableret et personligt møde med justitsminister Lene Espersen, med henblik på at få ændret sædvanlig praksis. Der var ingen i panelet der ønskede at tage til genmæle, vel også fordi indlægget reelt var rettet til Civilretsdirektoratet.

Næste debattør var netop ovennævnte cand.jur.,ph.d. Marianne Holdgaard, som var mødt frem sammen med cand.jur. Christina Ladefoged. De to jurister vil nok være kendt af de fleste af de transseksuelle, som autor til afhandlingen Når navnet bliver et problem, om transseksuelles ret til navneændring. Marianne Holdgaard kunne kun bekræfte forrige debattørs indlæg. Hun opfordrede derfor meget kraftigt til at man ændrede sædvanlig praksis. Men også Marianne Holdgaard måtte affinde sig med et manglende svar fra panelet, igen fordi problematikken hovedsageligt ligger i Civilretsdirektoratets
regi.

Der blev rejst nogle spørgsmål fra salen, som panelet igen vægrede sig ved at svare på, idet det drejede sig om konkrete sager, og sådanne sager ville man ikke kommentere på.

Solveig bad atter om ordet, og hun refererede til en båndet radio udsendelse med journalist Morten K. Thomsen som producer. I denne udsendelse blev overlæge Søren Partoft stillet spørgsmålet om de faktiske udførte såkaldte kønsskifteoperationer. Søren Partoft kunne bekræfte sine udtalelser om at de omtalte operationer ikke er uden risiko, og at de er smertefulde, samt at det ikke er alle operationer der er vellykkede. Men hvad der i denne sammenhæng er nok så interessant, så udtalte Søren Partoft i det omtalte radio interveiw, at en betragtelig del af patienterne rent faktisk ikke ønsker operationen, men alene underkaster sig kirurgisk behandling med henblik på at tilfredsstille myndighedernes krav om dokumenteret foretaget kønsskifteoperation
før man kan opnå ændring af civilretslig status. Som nævnt, så ønskede Søren Partoft ikke at tilbagekalde eller kommentere sine tidligere udtalelser.

En af mødedeltagerne, som for nylig havde modtaget afslag på ønsket kønsskifteoperation ville gerne have oplyst om der var mulighed for at anke en sådan afgørelse. Igen var panelet ikke særlig villig til at kommentere konkrete sager, men man kunne mere generelt udtale, at Rigshospitalet Sexologisk Klinik ikke afslår kønsmodificerende operationer til nogen. Det man udtaler sig om er, om man fra såkaldt sagkyndig side skønner at et kønsmodificerende operativt indgreb vil virke til gavn for patienten eller ej. Så er det efterfølgende op til Retslægerådet
og Civilretsdirektoratet at afgøre om man vil indstille patienten til en operation. I forlængelse heraf oplyste gynækolog Dorthe Hartwell at hvad angik udskrivelse af recept til hormonpiller, så var man fra Rigshospitalets side kun indstillet på at udskrive recepter i forbindelse med en godkendelse af operativt indgreb. Men hun føjede til, at hun var vidende om at et stigende antal praktiserende læger i dag ikke er så uvillige til at udskrive recepter på hormonpræparater til transseksuelle.
Her føjede Solveig til, at den såkaldte Real life test under de nugældende forhold ikke er en mulighed, idet patienten ikke kan udleve det daglige liv som det køn man ønsker at leve som, når man ikke kan foretage sig helt naturlige ting som at rejse til udlandet, når man er udstyret med et “forkert” pas, ligesom deltagelse i valg til kommuner, amt og folketinget samt deltagelse i folkeafstemninger kun er mulig i forbindelse med meget store vanskeligheder og personlig ydmygelse. Her kunne panelet heller ikke kommentere, idet indlægget i alt væsentlighed vedrørte Civilretsdirektoratet.

En af mødedeltagerne, som angiveligt er transseksuel pre-op (altså med forestående ønsket kønsskifteoperation). Vedkommende er lovformelig gift med en kvinde, og ved en kønsskifteoperation vil det omtalte ægteskab blive tvangsopløst. De hertil relaterede spørgsmål var af juridisk karakter, og kunne derfor ikke besvares af panelet.

Simon som har gennemgået en kvinde til mand kønsskifteoperation, var med til mødet i sin egenskab som repræsenterende en patientforening, og havde et spørgsmål omkring en af patientforeningen udarbejdet informationsfolder, som man gerne ville have skulle ligge fremme tilgængelig på Rigshospitalets Sexologiske Klinik. Man havde ikke haft held til at få den fremlagt, hvilket man nærmest betragtede som en knægtelse af ytringsfriheden.
Svaret fra panelet var, at den omtalte informationsfolder ikke tydeligt nok angav hvem der stod som udgiver, og derfor kunne opfattes som Rigshospitalets informationsfolder. Dette havde man skønnet var en hindring for at fremlægge den omtalte folder.

Efter nogle bløde kommentarer fra salen, så konstaterede ordstyreren, afdelingslæge Bo Hou at klokken var 16.00 og at mødet hermed sluttede.

Referentens kommentarer:
Det må hilses med tilfredshed at Rigshospitalets Sexologiske Klinik har fulgt opfordringen til at arrangere et møde som dette. Men samtidig må det konstateres, dels at panelet også skulle have haft en repræsentant fra Civilretsdirektoratet og dels at én time til at debattere disse meget alvorlige problemer er alt for lidt.

Til det ovennævnte refererede møde var pressen mødt op, repræsenteret ved tre journalister. Da to af de tre journalister (radio journalister) startede en båndoptager, fandt overlæge Ellids Kristensen ikke dette for passende, og da én af de øvrige mødedeltager delte hendes opfattelse, blev det henstillet til de to journalister at de skulle slukke for båndoptageren. Umiddelbart finder jeg det lidt dårligt at undsige pressen, idet vi vil stå os langt bedre i kampen mod myndighederne hvis vi har pressens bevågenhed.

Det er at håbe på, at man vil gentage et sådant mødearrangement. Men næste gang med et udvidet panel som ovenfor skitseret.

Farum den 6. maj 2002. Solveig Lerche

* * *
Susie er transseksuel og frekventerer Sexologisk Klinik med henblik på at få en “kønsskifteoperation“.
Indlæg fra Susie, der ikke selv deltog i mødet.
Susie bad mig nævne følgende:
Jeg vil gerne have, at du understreger, at jeg er meget tilfreds med min behandling på Sexologisk Klinik. Det er ikke noget, jeg siger for glæde SK. Jeg mener det!

Kære alle sammen
Som en form for opfølgning på mit opfordring på et referat fra mødet på Sexologisk Klinik, vil jeg gerne komme med nogle af mine kommentarer.

Jeg havde regnet med at et sådant møde mere havde omhandlet behandlingen af transseksuelle på RH. Som udgangspunkt vil jeg tage min egen behandling på SK. Det sværeste for mig har egentlig været, at man ligesom skal passe ind i en plan, som ikke lige er den måde/rækkefølge jeg selv ville foretrække at det skulle foregå for mig. Det har betydet, at det har taget mig en del længere tid, at komme dertil, hvor jeg er i dag. Jeg har været i en situation, hvor jeg samtidig med, at jeg skulle have startet min RLT, også skulle etablere mig i et job, som nyuddannet. Lykkeligvis har jeg været utrolig heldig med mit job, og har mødt en fuldstændig forståelse fra alle mine kollegaer,
der alle støtter mig, og er nu i fuld gang med RLT. Jeg kunne forstille mig, at man lavede en form for “handlingsplan” i starten af behandlingen, for at tilpasse den til den enkelte person, sådan at man kan tage mere hensyn til den enkelte persons situation og muligheder, jeg kan ikke lide at putte folk i kasser.

Jeg har og er meget tilfreds med SK og deres behandling af mig, men har nogle gange fået indtryk, at dette ikke er noget jeg har tilfælles med en del mennesker, derfor vil jeg gerne høre om jeg står alene med dette synspunkt. Under hele min behandling har jeg betragtet SK, som en medspiller og ikke en modstander, og jeg har fået den forståelse, hjælp og støtte, som jeg har haft brug for. De har hele tiden fortalt mig, at det er mig der bestemmer, og de vil hjælpe mig med at nå mine ønsker. Selvfølgelig har de ikke lagt skjul på, at de kommer med en indstilling/vurdering af en eventuel operation, og at den har stor indflydelse på om jeg får den.

Misforstå mig ikke, det er vigtigt, at få de rigtige papirer, men jeg mener problematikken her er en der bør tages op med Civilretsdirektoratet. Jeg er sikker på at SK er helt enige i, at det burde være muligt at få sine papirer ændret uden at have fået en operation.

Den 7. maj 2002. Kh Susie

* * *
Erwin Jöhnk har fået foretaget KtM kønsskifteoperation.
Indlæg fra Erwin Jöhnk, der ikke selv deltog i mødet.

Erwin Jöhnk, TS-kontakt.
Det er dejligt at læse nogle positive meldinger. Især din Claudia, hvor du skriver at du har fået tilbudt navne ændring i dec 2001. Dette er for mig store fremskridt, mens andre vil ryste på hovedet og sige det kan vi ikke bruge til noget.

Jeg har ikke udtalt mig før om min mening om SK for jeg tænkte, nå det er åbenbart kun mig der fornemmer de positive toner. Af gode grunde oplever jeg dem ikke selv. Jeg hører kun om hvad der sker fra jer af, som går der. Der har jeg faktisk kun hørt negative ting. Derfor er det en stor glæde, at høre noget positivt om SK.

Jeg har fulgt med i udviklingen fra SK start for mange år siden. Der er sket forbedringer på det område, der vil fortsat ske ændringer, men de kommer ikke fra dag til dag. Det sker over en længere periode.

Vi skal have en lovgivning på området, nok som det svenske eller det tyske eller en kombination af tingene.

For mig at se er det nu heller ikke CRD der skal skydes så meget på men det gumpetunge uvidende del af systemet som hedder Retslægerådet. En levn fra stenalderen, næsten da. Ingen andre lande omkring os har noget der hedder retslæge rådet!

Der indhenter man udefra nogle eksperter om de områder der skal kigges efter. Disse eksperter ser og taler med de personer sagen drejer sig om. Retssikkerheden herhjemme på det område er rmeget tvivlsomt, når der er en flok, der hver enkelt læse en sagerne igennem og af giver deres individuelle kommentar, uden at se eller tale med personen som det drejer sig.

Det er her den største forhindring er, og et stivnakket kirke ministerium med hensyn til navneændring. Brug kræfter på dem.

Tilbage til OP oplevelser. En kedelig ting er komplikationer ved operationer. Dette vil vi nok opleve mere af i fremtiden, desværre. Og NEJ det er ikke altid kirurgen der har skyld i det. Det er vores total ødelagte sygehus system. Det er ikke kun TS der vil opleve flere komplikationer, de opstår på grund af fejlbehandling af plejen, for hurtig udskrivning, for der skal skaffes mere plads og ikke mindst dårlig kost og rengøring. Ja kan være der sidder nogle og griner over dette her, men de har så ikke selv prøvet, at være indlagt på en afdeling, hvor det er så galt. På Rigets plast er den helt gal. Selvom nogle fra personalet gør deres bedste.

Hov jeg må ikke glemme et stort knus til Claudia *SS* og til Susie som jeg ikke kender. tak for de i gad skrive om jeres oplevelser Det give rmig mod og kræfter igen til at arbejde videre på bedre forhold for TS‘er.

Den 8. maj 2002. Med venlig hilsen Erwin TS-kontakt.

* * *
Claudia M. Nielsen har netop fået foretaget sin kønsskifteoperation.
Indlæg fra Claudia, der ikke selv deltog i mødet.

Hej alle sammen
For det første vil jeg bare lige sige, at jeg er kommet godt igennem min operation, som ikke forløb uden komplikationer – men når jeg ser bort fra disse komplikationer er jeg næsten 100% frisk igen.

Så til mødet på SK.

Da dette møde blev afholdt lå jeg desværre stadigvæk ovre på 10. sal på 2104, men jeg fik ca. 1 time efter det var slut et meget lang referat herfra.

Som jeg ser det, var det en mega stor bommert at CRD ikke var med til dette møde. For det er hos CRD at de fleste af vores problemer ligger, når dette er sagt vil jeg også have lov til at sige følgende.

For mig personligt har det største problem været mit navn, men dette problem fik jeg gjort meget mindre ved at tage navneforandring til et navn som lå utrolig meget tæt på Claudia, nemlig Claudi.

Med hensyn til mit CPR nr. har jeg aldrig haft noget problem, for dette er jo bare et nummer og ikke andet for mig.

Jeg kan ikke forstå problematikken vedrørende stemme ret, rejse uden for de danske grænser – jeg har et arbejde hvor jeg rejser meget rundt i hele EU, jeg har et pas hvor mit navn Claudi Nielsen, mit CPR nr. og et flueben i M for sex samt et billede af en kvinde, mig, dette har ALDRIG givet mig problemer, selv ikke på rejse til USA.

Jeg har på samme måde som dig Susie følt at SK og mig ikke var modspillere med vi var medspillere. Jeg har fået meget støtte inde på SK, især fra Ellids som var min faste samtalepartner.

Jeg har ikke følt at SK prøvede på at putte min ned i en kasse, men det kan måske være pga. at jeg lige fra dag 1 viste hvad det var jeg ville bruge SK til. Dette har jeg aldrig lagt skjul på overfor SK tværdigmod, har jeg hele tiden spillede med åbne kort overfor Ellids og det samme har hun gjort overfor mig – det har så medført at der er med tiden kommet nogle sandheder op på bordet som har gjort ondt på både på Ellids og mig.

Hvilket så har medført at hele min proces hos SK, CRD, Retslægerådet og operation kun har taget 31 måneder.

Forresten fik jeg tilbud om at skifte navn fra Claudi til Claudia i begyndelsen af December 2001, men jeg takkede nej hertil da jeg kunne se at både mit navn og CPR nr. ville være rettet til inden Juni 2002.

Jeg håber på at SK vil igen måske til efteråret indkalde til et nyt møde, måske et halvdags seminar hvor både SK, Gyn, Plastik og CRD vil være tilstede, og jeg vil opfordre til at dem som ikke har læst den svenske lovgivning der gælder transseksuelle i Sverige om at læse den, for det må være det som vi her i Danmark skal prøve på at opnå med tiden.

Den 8. maj 2002. KH Claudia

* * *
Birthe Hansen – “Bibse”, er født kvinde. Hun kender mange transvestitter og transseksuelle og har fulgt adskillige frem til gennemført operation.
Indlæg fra Birthe, der ikke selv deltog i mødet.

Kære alle.
Nu har jeg fulgt de forskellige meningsudvekslinger på listen, og vil gerne have lov til at komme med (et lille besyv) min mening.

Allerførst vil jeg dog sige hjertelig tillykke til Claudia med en vel overerstået operation, dejligt at vide du kom godt igennem og har fået et godt arb. hvor dine arbejdskollegaer støtter og accepterer dig. Hvor er det dejligt at læse.

Jeg håber for både Claudia og Susie I må få et dejligt og godt liv ud af alt jeres møje og besvær.

Om der skal være papirer eller operation, eller begge dele, ja det er op til den enkelte hvad de ønsker med deres liv. Jeg har personligt fulgt 7 mennesker “til dørs” fra mand til kvinde, nogle er blevet bedre end andre, men for alle har der været et dybt ønske om og blive opereret, og de er alle blevet mere lykkelige og helstøbte af det og det må vel være, den bedste grund til og blive opereret.

I ved jo nok allesammen, at Tina Sandie Nielsen og jeg er blevet valgt familie, noget vi begge to har særdeles stor glæde af, da vi har så lidt familie.
Da jeg i sin tid traf Tina, var hun ikke helt bevidst om, at hun var TS‘er men kunne ikke forstå alle de forskellige følelser, der var I hende. Jeg blev den, der gjorde hende opmærksom på hun nok ikke var TV‘er men TS‘er, at hun skulle prøve virkelig at gå ind i sig selv og sine egne følelser, og finde ud af hvem hun virkelig var. Det var så det hun gjorde, og Tina er en af dem jeg har fulgt hele vejen frem til i dag.

For andre der f.eks. ikke kan komme igennem en operation, kan der være glæde ved og få papirerne i orden, så de i hvert fald udadtil, har papirer på de er kvinde og ikke mand. Jeg kender da nogen, der ikke får tilladelsen til operation måske fordi, de er blevet for gamle, men glæden ved at få papirerne er meget stor, så hvordan man hver især lever sit liv, synes jeg er op til den enkelte selv, så længe man blot har glæden inden i selv selv derved.

Så held og lykke allesammen, hvad I end beslutter jer til. Lige et sidste ord med på vejen. Er I usikre og bange fortæller I også de mennesker I møder og får kontakt med, at I ikke helt forstår jer selv.

Frem med brystet piger og så derudaf selv om det kan være svært.

9. maj 2002. De kærligste hilsner Birthe.

Noter især til transseksuelles familie og pårørende. Om transsexualitet og forholdet til familie og pårørende, Eila Neergaard. 7. marts 2002.

Vist 214 gange. Af Eila Neergaard.
Langt de fleste mennesker føler sig tilhørende det køn, som svarer til udseendet af kønsorganerne. Derfor er der mange, som tror, at sådan er det nødvendigvis for alle mennesker.
Men for knap 1:10 000 af alle mennesker er der total uoverensstemmelse: det handler om børn og voksne, der har normale kønsorganer af det ene køn, men slet ikke kan identificere sig med det køn. De føler sig derimod tilhørende det modsatte køn. (Og det handler ikke om sexuel præference som homosexualitet, men om følelse af kønsidentitet, om hvilket køn, man føler sig tilhørende).
Hvorfor er det et problem? Kan de mennesker ikke bare leve efter, hvordan tilhør og tilbøjeligheder nu er?
Dette er kernen i det problemfyldte fænomen, vi i dag kalder transsexualitet: Kan – eller vil? – den transseksuelles familie og venner og samfundet som helhed acceptere det menneske, som vedkender sig at være transseksuel, og som derfor giver sig til at leve i overensstemmelse med det køn, som vedkommende føler at tilhøre, uanset at kønsorganerne ikke ser tilsvarende ud?

Der har været kulturer – og måske findes rester endnu – hvor børn fra fødslen blev behandlet ens, uanset hvordan kønsorganerne så ud, og de fik et neutralt navn som f.eks. “Lille Sky”. På et tidspunkt gav barnet selv udtryk for tiltrækning til f.eks. at lege med køkkentøj eller bue og pil og valgte tilhør til kvindernes eller mændenes gruppe. I sådanne kulturer var alle respekteret, som det de var, og med deres tilbøjeligheder og livsform. Der var også transseksuelle, som der tilsyneladende er i alle kulturer, og de blev oftest givet specielt krævende og ærefulde hverv, som f.eks. shaman, ud fra den klare forståelse, at de havde adgang til oplevelser og indsigter som sjældent blev andre til del.
I de moderne vestlige kulturer hersker nogle antagelser: den, at alle mennesker er enten mænd eller kvinder, og den, at alle menneskers oplevelse af kønsidentitet stemmer overens med, hvordan kønsorganerne ser ud. Læger og biologer kan bevidne, at begge antagelser er falske. De fleste mennesker er enten mænd eller kvinder. Og der er mange, som ikke er: de transseksuelle og de intersexuelle. Men de er lige så værdifulde mennesker. (I DK er der formodentlig ca. 400 transseksuelle).
Alle mennesker har brug for som børn at føle kærlighed: den kærlighed som accepterer mennesket helt, som det er. Det vil sige også vedkommendes følelse af køn. Og det samme behov har voksne også.
Den kærlighed oplever transseksuelle ofte slet ikke. De oplever den måske engang sent i livet, og f.eks. har jeg selv først oplevet accept som den pige/kvinde, jeg er – og altid følte jeg var – efter at være fyldt 50. Det har været lykken at opleve den accept. Den giver en følelse af at være menneske. Det var en ensom vej at leve uden.
Den transseksuelle som placeres i rollen som dreng uanset, at hun selv oplever at være en pige, møder en endeløs række af forventninger og ønsker og direkte tvang i retning af at leve i modstrid med sin egen følelse. Det kan være en grov belastning at vokse op og føle sig som pige, men blive forceret til at forsøge leve som en dreng – og opleve en uendelig række nederlag i sociale forhold, der lægger op til betegnelsen “tøsedreng” eller et foragtende øgenavn som “Frøken”.
Dette er den transseksuelles betingelser fra barndommen.
Hvordan bliver opvæksten for et barn, der mangler accepten af sin følelse af kønstilhør? Ingen, som virkelig kender baggrunden, kan undre sig over, hvorfor barnet øjensynligt trives dårligt. Men situationen er oftest, at forældre og lærere og kammerater blot ser et barn, der ikke trives, og som opfører sig underligt: en adfærd, som kan virke forstyrrende på de nærmeste. Måske kommer en dag en psykolog ind i billedet; og meget muligt en psykiater. Og enhver der har en adfærd, som er anderledes, har en meget stor risiko for at få en diagnose – og evt. også en behandling.
Nu er den transseksuelle gjort til en “patient”. Og vejen for den patient kan være lang og svær.
Men hvis vi tænker på, hvad grunden var til den mærkelige adfærd, behøver vi måske ikke være psykologer for at forstå, at vi har stillet situationen helt på hovedet: den transseksuelles mærkelige adfærd er aldeles naturlig for et menneske i den situation af mangel på accept og forståelse og af altid at blive placeret i sammenhænge, hvor vedkommende føler sig helt forkert. Skulle vi sige noget om, hvad der kunne være mening i, ville det f.eks. være for de pårørende at komme til accept – og måske forståelse – af det faktum, at her er et menneske, som føler sig tilhørende det ene køn, uanset at kønsorganerne synes at tilhøre det andet. Det er ikke nogen sygdom mere end det er en sygdom at være rødhåret.
Ved hjælp af systemets vanlige mekanismer kan vi sygeliggøre de transseksuelle, mens vi snarere kunne have brug for at fortælle forældre og søskende og lærere og kammerater, at det er et fint og dejligt menneske, som bare føler tilhør til et andet køn end det lægen skrev på fødselsattesten.
I mange år troede psykiatere, at man kunne “kurere” transseksuelle: give dem en behandling, så de ville komme til at føle som det køn, lægen ved fødslen havde stemplet dem med. Men alle forsøg, inclusive elektro-chock-behandling, psykofarmaka og adfærdsterapi synes at have slået fejl.
Når det, som er skævt, er mangelen på accept fra familie og skole, er det ikke meningsfuldt primært at lave psykoterapi på den transseksuelle. Der er ganske enkelt brug for, at den transseksuelles pårørende kommer til at forstå, at det er hos dem, der har været en mangel: mangelen på accept af en, der blot er lidt anderledes. Lige som en rødhåret.

Livet for en transseksuel fører ofte til en krise, hvor fortsat liv kun bliver muligt ved at opgive forsøgene på at leve i det køn, som man slet ikke føler tilhør til, og give sig selv lov til at leve i det køn, som altid føltes som den sande identitet.
Og den omstilling at ændre sin ydre fremtoning og adfærd fra at passe til det ene køn til at passe til det andet, ofte betegnet transition, er en betydelig udfordring for den transseksuelle, men heller ikke altid let for de nære relationer. Det er ikke alle pårørende, som roligt og med accept kan – eller vil – støtte en transseksuel til at omlægge sit liv til at leve i det andet køn.

Der er ofte brug for professionel støtte til den transseksuelle for at kunne holde til den modstand, som familie, venner og arbejdssted og autoriteter giver. Det er grove oplevelser, hvis familiemedlemmer udtrykker, at man er en egoist og en forræder, og helst havde set, at man havde druknet sig, og arbejdsstedet fyrer en, og systemet afviser at give den hjælp, som er relevant. Men det er realiteter for mange transseksuelle; nogle rejser til et menneskevenligere land, nogle begår selvmord; der er også nogle, som klarer sig igennem den besværlige fase, som transitionen er, til et liv uden etiketten “transseksuel” – som kvinde blandt kvinder – eller mand blandt mænd.
Transition er en meget vanskelig situation for den transseksuelle; og pårørende, som føler den transseksuelles adfærd forstyrrende, kan i høj grad også opleve transitionen som en svær tid. En af de tanker, som kan plage familien, kan være: “Hvad mon naboen dog vil tænke??!”

Den transseksuelle møder mange vanskeligheder, bl.a. er det ganske svært for en transseksuel med en mands biologi at finde accept som kvinde alene p.g.a. de anatomiske og fysiologiske forskelle mellem mænd og kvinder. Men i vore dage kan læger hjælpe de transseksuelle med tilskud af hormoner, som kan understøtte livet i det valgte køn. Desuden kan kirurger også ændre kønsorganernes udformning til i nogen grad at tilnærmes det andet køn. Nogle af disse skridt foregår måske relativt let, andre ofte meget, meget vanskeligt eller slet ikke. Og transseksuelle må også indstille sig på, at offentlig administration ikke er gearet til at tilgodese transseksuelles behov.
Foruden disse omstillinger møder den transseksuelle MtK (mand-til-kvinde) omverdenens reaktion på, at nu er den, der før så ud til at være en mand, i stedet en kvinde. (Praksis viser, at i mange tilfælde vil FtM (kvinde-til-mand) transseksuelle tilsyneladende have en lettere transition).

Men det menneske, som i mange år levede som en mand, og som almindeligt blev antaget for at være en mand, var kun overfladisk en mand: vedkommendes egen identitetsoplevelse var hele tiden kvindelig. Transitionen bringer derfor den transseksuelle til en ny og hidtil aldrig oplevet overensstemmelse mellem indre føling af identitet og ydre udtryk. Den overensstemmelse er et stort skridt hen imod at kunne leve et harmonisk liv, et liv uden permanente indre kampe. Og det kan være meget svært for andre at forstå, fordi de har altid haft den overensstemmelse og anser den for en selvfølge. Men de kan ofte konstatere, at ethvert skridt i retning af at kunne leve i det ønskede køn kan give den transseksuelle en betydelig bedring af psykisk balance.

Problemerne omkring en transseksuel er altså dels den transseksuelles vanskeligheder, dels vanskelighederne som de pårørende oplever. Nogle pårørende føler sig måske truet, ganske vist ikke fysisk, men ved at de føler, deres verdensbillede slår revner. Det sker også, at nogle pårørende kan føle sig narret. Det kan være grove oplevelser. Men det kan i visse tilfælde også handle om, at pårørende føler sig skamfulde over, at de slet ikke fattede for længe siden, hvilket køn det menneske virkelig var og er.

Det som kan gøres for at afhjælpe vanskelighederne for den transseksuelle, er dels hjælp til en tilpasning i det valgte køn. Og det viser sig at bedre livssituationen for de fleste transseksuelle meget. Dels kan det hjælpe meget, hvis de pårørende kan få en forståelse af den transseksuelles oprindelige situation og deres egen mulige andel i vanskelighederne og en accept af den transseksuelles nye situation, d.v.s. inclusive brug af det nye navn og ombytningen af ordene “han” og “hun”.

Det som kan gøres for at afhjælpe vanskelighederne for de pårørende, f.eks. en tidligere partner, børn, forældre og søskende til den transseksuelle, er primært at hjælpe dem til at forstå den transseksuelles situation og ikke mindst fatte deres egen og andre pårørendes eventuelle andel i, hvordan det menneskes kvaler opstod: manglende accept fra medmennesker; manglende accept af det menneskes identitet i henseende til køn.
En rådgiver for transseksuelle og pårørende udtalte, at de fleste familier havde potentiale til at acceptere, hvis et medlem var en rovmorder; men ikke hvis et medlem var transseksuel.
Nogle af de mest voldsomme følelsesladede situationer mellem mennesker kan forekomme mellem en transseksuel og vedkommendes nærmeste pårørende.

En af grundene til, at transseksuelle møder så meget modstand, er, at pårørende kan have svært ved at tage dem alvorligt. Og der kan være grunde til, at transseksuelle ofte ikke tages alvorligt. En grund kan være overfladiske artikler i magasiner eller vildledende TV-programmer, som f.eks. sammenblander transseksuelle med transvestitter. Medens der i DK er omkring 400 transseksuelle findes antagelig 60.000 transvestitter, og iblandt disse findes nogle, for hvem det er en leg at skifte imellem to identiteter. Hele trans-området er uhyre righoldigt: alle kombinationer af alle tænkelige menneskelige egenskaber synes at eksistere, og det er endda ikke alle, der har samme identitetsstruktur livet igennem.

Når vi ser en mand med cowboybukser og T-shirt og en stor motorcykel, og så kommer nærmere og opdager, at det er ikke en mand, det er en kvinde, så skifter vi perspektiv aldeles omgående, eller med andre ord, vi ombytter vore “køns-briller” til det andet køn. Vi har vanligt to køns-briller, det ene bruger vi over for en person, vi antager er en mand, det andet over for dem, vi anser for kvinder. Den som lever sit liv i små gradvise skridt igennem det “forbudte” område, landet imellem “han” og “hun”, møder virkningen af køns-brillerne, og kommer til at føle, at ansvaret for at bruge dem ligger hos enhver, som bruger dem. At se på de brillers virkning kan være lærerigt for enhver, der ønsker forståelse af “han” og “hun”, og nogle spørgsmål til overvejelse kan måske hjælpe forståelsen:
Er jeg klar over, hvornår og hvordan jeg bruger mine køns-briller?
Hvad er mit formål med at bruge dem?
Hvilken virkning har brillerne for mig selv? – og for den jeg ser på?
Er brillerne overhovedet nødvendige? Hvordan ville jeg leve uden?
Hvordan påvirker mine briller min relation til den pågældende?
Hvordan ville det være at skifte briller over for en bestemt person?
Hvad har brillerne evt. at gøre med min respekt for den pågældende?
Hvordan ville jeg reagere på en henstilling om at ombytte mine briller?
Hvilke forandringer i en person kunne få mig til at skifte briller?

Forståelsen af hele området omfattende “hun” og “han” er kompliceret, og ofte er det aldeles ikke indlysende hvilket pronomen, der forekommer relevant for en udenforstående; og måske er det ikke let at få til at harmonere med vedkommendes egen opfattelse og ønske. Det er i vores kultur en ulykke at tilhøre et mindretal, hvis natur ikke er i overensstemmelse med dansk vanetænkning.

Den proces en transseksuel oplever i sine relationer til alle pårørende, er oftest svær, men indeholder måske i samme grad mulighed for større menneskeforståelse og udvikling af relationerne for enhver, der er involveret og åben for at lære.

* * *
Den 24. september 2011.
Journalist Anders Haahr Rasmussen, Information har skrevet en lang livsbekræftende artikel om den nu 81-årige Eila Neergaard under overskriften: Endelig danser Eila som hun vil.

* * *
Læs også artiklen: 72 år af et liv. Træk af en biografi af EN. 14. august 2002.

Spgsm. 85 af 26. januar 1999 om KtM kønsskifteoperation på KAS i Herlev. Udateret svar.

Vist 0 gange. Simon Blesnet og Erwin Farengut (senere navneskiftet til: Erwin Maria Jöhnk) skrev den 10. og 18. december 1998 til Sundhedsudvalget om at få foretaget en opfølgende operation på KAS i Herlev i stedet for på Rigshospitalet.
Skrivelsen er ikke tilgængelig på Folketingets hjemmeside.
Sundhedsudvalget stillede den 26. januar 1999 spørgsmål 82 – Samling 1998-99. SUU. Alm. del – bilag 546 – om at kommentere henvendelsen til sundhedsminister, Carsten Koch, hvis svar er udateret.

Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelserne af henholdsvis 10. og 18. december 1998 fra Simon Blesnet og Erwin Farengut, vedrørende ventetid på kønsskifteoperation, jf. alm. del – bilag 249.

Svar
De to henvendelser drejer sig om transseksuelle, der har fået foretaget kønsskifteoperation fra kvinde til mand. Efterfølgende skal disse patienter have foretaget en opfølgende operation på en plastikkirurgisk afdeling. Af Sundhedsstyrelsens vejledning om specialeplanlægning og lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet fremgår det, at operation i forbindelse med transseksualisme udelukkende foretages på Rigshospitalet efter indstilling fra Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.

De pågældende har ikke ønsket at få foretaget deres operationer på Rigshospitalet, og har derfor selv henvendt sig til plastikkirurgisk afdeling på KAS Herlev. Herfra har man indvilget i at foretage operationerne, idet man har forklaret de pågældende, at det ikke er operationer, afdelingen normalt udfører. Afdelingen beskæftiger sig primært med operation af misdannelser, rekonstruktiv operation af misdannelser efter canceroperationer, op eration efter brandskader, m.v. De pågældende operationer ville derfor ikke blive prioriteret højt på afdelingens venteliste. De er tværtimod prioriteret meget lavt, og dermed opstår den lange ventetid.

Rigshospitalet har oplyst, at der ikke er ventetid for disse operationer. Har hospitalet indledt en kønsskifteoperation, fuldføres processen med den naturlige ventetid, der forekommer for arvæv til at hele m.v. På denne baggrund finder jeg ikke anledning til at kritisere ventetiden på KAS Herlev til en operation, som afdelingen ikke normalt udbyder.

* * *
Folketingets arkiv med spørgsmålet og svaret.