Anmeldelse af Cecilie Rosdahls bog Pink den 20. august 2015 af Henriette Jørgensen.

Vist 0 gange. Henriette Jørgensen anmelder bogen Pink.

Martin er tandlæge og gift med Nete. Sammen har de børnene Victor og Malene. Martin har en hemmelighed, han er transvestit, og en dag opdager Nete sin mands hemmelighed, og Martin må flytte.

En uheldig episode i tandklinikken gør, at Martin havner på forsiden af Ekstra Bladet som “Tandtransen”.
Han er flyttet op i familiens sommerhus, og der tager han en beslutning, han må slå sin mandlige del ihjel, og blive til den kvinde, som han elsker at være.

Martin er begyndt at tage hormoner, så hans krop ændres, og han går til samtaler på Sexologisk Klinik og hos en privatpraktiserende psykolog med henblik på at få en kønsskifteoperation i Thailand.

Han må flytte fra sommerhuset, da hans kone, Nete, vil leje det ud, og han må leje et værelse i en ejendom på Frederiksberg. Desværre må han efter et stykke tid fraflytte værelset, da udlejeren opdager at Martin er “Tandtransen”, som har været på forsiden af Ekstra Bladet.

Under et besøg i Botanisk Have er Martin kommet i kontakt med Patricia, og han får lov til at flytte ind i hendes lejlighed. Martin og Patricia rejser til Thailand, hvor Martin skal have en operation på et hospital. Efter hjemkomsten opstår der komplikationer med infektion, og han må i behandling.
Martin beslutter, at han må gøre noget ved sit ansigt og kontakter en specialist i Thailand på The Doctor Supron Clinic. Hans transition mod kvinde skal fuldendes.

Jeg synes, at bogen er meget rørende og rammer transområdet meget præcis. Den har en lykkelig slutning, hvor vi oplever, at Martin tager det fulde skridt med genitaloperation og en brystoperation. Når vi ser på det virkelige liv, sker der desværre triste ting på transområdet.
Bogen fangede mig fra starten, og det er en roman, som jeg anbefaler meget varmt.

Cecilie Rosdahl har lavet et meget flot researcharbejde på området. Hun har fået hjælp fra en psykiater, og hun har overværet dragshow på Christiania. Hun har også fået hjælp fra medlemmer af LGBT Danmark. På forlagets hjemmeside læste jeg, at Cecilie Rosdahl fortæller, at hun har mødt mange transpersoner, både veluddannede og arbejdsløse, men at alle desværre ikke passerer testen hos Sexologisk Klinik for at få en godkendelse til en kønsskifteoperation.

Foreningen der forsvandt. Irene Haffner den 25. maj 2011.

Vist 280 gange. IreneHaffner_140311-t.jpg
Af Irene Haffner.
FORENINGEN DER FORSVANDT

Efter 3 år med Trans-Danmark og med et politisk lobbyarbejde i kølvandet har jeg valgt at træde ud af Trans-Danmarks bestyrelse og senere helt at forlade foreningen.

Det følgende er hverken et smædeskrift eller en personlig vendetta. Problemet er at jeg, og sikkert andre med mig, simpelthen ikke kan finde foreningen mere. Den er forsvundet syd for grænsen til det danske kongerige. Jeg har flere gange prøvet at opklare hvorhen og hvorfor den er forsvundet, men mødes blot af en rungende tavshed. Trans-Danmark er ikke eksisterende i Danmark som andet end en hjemmeside som udadtil er den synlige del af Trans-Danmark. Resten fortoner sig i de europæiske tåger med underforståede og til tider direkte bemærkninger om at det europæiske politiske arbejde er vigtigere end det danske. Som hovedaktør for en netop veloverstået Høring på Christiansborg den 14. marts kan jeg naturligvis ikke sidde en sådan holdning overhørig og da jeg langsomt er begyndt at forstå hvad der sker og er sket, er min beslutning altså at stå af inden foreningens situation, efter min mening, bliver for pinlig. Der er og har været meget forvirring om hvad der egentlig er sket og sandheden er svær at stykke sammen, men her er mit bud:

For tre år siden flyttede foreningens formand Karin Astrup og foreningens kasserer, Pia Nielsen til Tyskland og bosatte sig lidt syd for den danske grænse. De oprettede et firma med kontor i Flensborg. De var og er desuden begge 2 medlemmer af TGEU`s bestyrelse.

TGEU er en europæisk paraply organisation for de små europæiske foreninger, herunder foreningen Trans-Danmark. Det var der naturligvis en del der var stolte af på det tidspunkt, herunder jeg selv. Man skal lægge mærke til at medlemskabet af TGEU altså er et foreningsmedlemskab og derfor er det vigtigt for de 2 danske medlemmer at de havde den danske trans-forening i ryggen. Spørgsmålet er så om der med tiden er opstået en ligegyldighed overfor hvad den danske transforening præsterede i hjemlandet Danmark, og at den væsentligste faktor til at besidde henholdsvis formandsposten og kassererposten i netop Trans-Danmark var og er at disse poster bliver brugt som adgangs billet til bestyrelsesposterne i TGEU. Hvis dette er korrekt, hvilket jeg efterhånden er overbevist om, medvirker 2 danske medlemmer af TGEU`s bestyrelse altså til at en af de små nationale foreninger, som TGEU netop er skabt til at beskytte, forsvinder. Det er vel næppe TGEU`s hensigt? Tilbage i Danmark er et velfungerende politisk talerør ved at forsvinde af mangel på lederskab og engagement fra netop disse 2 tyske bestyrelsesmedlemmer. Trans-Danmark forsvinder lige så stille ned over grænsen og er i fare for at opløses af mangel på aktivitet og dermed medlemmer som finder foreningen attraktiv. Medlemstallet er faldet drastisk de sidste 3 år.

Foreningens høringssvar er ophørt, og blev i øvrigt slet ikke skrevet af foreningens formand, som jeg fejlagtigt troede i starten. Foreningens sociale aktiviteter er næsten døet ud. Vi var nogle bestyrelsesmedlemmer der råbte vagt i gevær og lavede et krisemøde for medlemmer i efteråret 2010 og fra Tyskland blev Pia Nielsen sendt til mødet. Her indtog hun med en fejende direktørstil ledelsen af mødet og inddrog taletid og punkter som slet ikke var planlagt endsige på dagsordenen.. Det hele gik ud på at vise nogle grafer der viste at det gik fremragende for foreningen, som havde mistet over halvdelen af sine medlemmer siden flytningen til Tyskland. Pia Nielsens optimistiske grafer beroede på at der netop var blevet indmeldt 2 nye medlemmer og det gav jo nogle drastiske udslag på kurverne. Jeg følte mig næsten hensat til et møde i Mærskkoncernen og måtte beklage at det ellers velmenende faresignal blev ignoreret og faktisk påtalt som noget vi ikke sådan skulle gå og sprede her i lille Danmark. De fremmødte medlemmer fik ikke meget ud af mødet, ud over de utallige opfordringer til at melde sig til nogle aktiviteter. Det var heller ikke første gang at Pia Nielsen tog sig taletid uden for nummer. Det samme gjorde hun ved høringen på Christiansborg da hun uden for nummer begyndte at tale om sin egen kæphest, arbejdsforhold for transkønnede, og ikke holdt sig til det emne der var til høring. Det var pinligt og uanstændigt, men direktører, uanset om de er nuværende eller tidligere, har jo som bekendt en status der hæver dem op over alle andre.

Forretningen i Tyskland gik, ifølge det vi først hørte, svimlende godt. Jeg hørte om millioner af EURO og Dollars og rejser i den ganske verden. TGEU hørte vi til gengæld meget lidt til. Igennem næsten 2 år har vi i Danmark presset og presset for at få rapporter om hvad de lavede i TGEU, hvad det handlede om og hvilke resultater der forekom på europæisk plan. Og med megen møje er det lykkedes at få 1 – EN lille rapport – om et enkelt møde i Bruxelles. Derudover ved resten af foreningen egentlig ikke noget om hvilket arbejde de 2 tysk bosatte bestyrelses medlemmer egentlig udretter i TGEU. Men det stod efterhånden klart at deres forretningseventyr gik skidt. Rigtig skidt og at millionerne måske ikke var nogen de tjente men nogen de skyldte og når vi i lange perioder ikke hørte fra dem var undskyldningen ofte at de havde travlt med at redde firmaet – meget travlt. Men at man har travlt bør vel ikke gå ud over de få betalende medlemmer som stadig putter 300 kr. i foreningens kasse hvert år. Det gør på nuværende tidspunkt ca. 33 medlemmer, hvoraf nogle stykker kom til efter den overståede høring. Sikkert i troen på at her var en forening som kæmpede de transkønnedes sag i Danmark. De kan gå hen og blive meget skuffede.

I bestyrelsen arbejder Ulla Rørvig ufortrødent med sin TS-kontakt, som i sin tid blev opslugt af Trans-Danmark. Det er en af de aktiviteter der har fungeret upåklageligt, men også helt uden kontakt med det øvrige Trans-Danmark. Ulla har utrætteligt lagt hjem til adskillige møder med op til 10 – 16 fremmødte. En aktivitet som ikke har den store anerkendelse. Men flot gået! Da foreningens mangeårige sociale dynamo, Signe Kruse trak sig i protest mod den måde Trans-Danmark udviklede sig på stoppede al øvrig social aktivitet, og et enkelt medlem i Århus (Michelle) forsøger så godt hun kan, at stable et arrangement på benene her i den kommende pinse. For de fleste sociale arrangementer her i Danmark siger det sig selv at de to tyske medlemmer meget sjældent møder op. Det kan have geografiske årsager, men mistanken om manglende interesse spøger da.

De sociale aktiviteter er naturligvis hæmmet meget af foreningens skrantende økonomi, og på generalforsamling i marts 2011 kom det så frem at ca. ¾ af foreningens penge var brugt på rejser rundt i Europa. Bestyrelsesarbejde skal naturligvis have dækning for transport, men her var der tale om TGEU møder og der var flere bekymrende bemærkninger om et så stort indhug i forenings økonomi var yderst betænkeligt, når der samtidig var stort behov for at gøre foreningen synlig og skabe sociale kontakter hvis foreningen skulle have en chance for at tiltrække flere medlemmer. Skulle vi her i Danmark sige til kommende medlemmer at det de fik for at melde sig ind og betale 300,- kr. var en masse bilag for rejser i TGEU regi.

Det tyske forretningseventyr og dets truende fallit gjorde at der umærkeligt skete et lederskift. Pia Nielsen optrådte mere og mere som leder af foreningen. Hun ledede møderne og satte dagsordenen. Jeg protesterede i en mail og mente ikke at man uden videre kunne skifte ledelse og hvis formanden var inhabil var det naturligt at posten gik til næstformanden. Næstformanden, Formanden og kassereren er nære venner og udgør til enhver tid et flertal i Trans-Danmarks bestyrelse, som består af 5 medlemmer. Så det er næsten umuligt at indføre ændringer i foreningen uden om dette flertal.
Jeg har haft et rigtigt godt samarbejde med næstformanden Tina Wyum som er en slider i foreningen, og netop hendes flid har jeg en stærk mistanke om at de 2 tyske medlemmer tager som en selvfølge og de regner med næstformandens opbakning som sikker og dermed har de ryggen fri til det der flere gange er kommet åbent frem: At bruge Trans-Danmark som adgang til TGEU og så i øvrigt lade den lille forening klare sig så godt den nu kan med næstformandens hiv og slip.

Foreningen – eller rettere landsforeningen Trans-Danmark – er i dag en skygge af sig selv og dens udsigter er desværre ikke for gode. Med manglende aktiviteter vil den hurtigt sygne hen og miste indflydelse. Chancen for at de resterende medlemmer skulle blive ramt af et transpolitisk forår er små, men ikke helt umulige. Det sørgelige i denne sammenhæng er, at os der har været aktive i det politiske system her i Danmark har oplevet et velrenommeret navn, og vi har nok med vilje slået på at vi var en landsforening og undladt at nævne de 33 medlemmer. Det har været en åbning ind til de politiske korridorer at nævne at man kom fra Trans-Danmark. Denne politiske døråbner er der så 2 tyske bestyrelsesmedlemmer der i den grad er ved at ødelægge. De underminerer fremtidige muligheder i Danmark og fratager andre i fremtiden at arbejde konstruktivt for forbedringer i Danmark. Jeg skal kort fremlægge følgende:

Trods påstanden om at det i sidste ende er EU ændringerne kommer fra, kan det ikke bortforklares at der ikke bliver lovgivet om transforhold i Danmark. Vi har set hvordan både Hammarberg-rapporten og EU’s øvrige henstillinger bliver ignoreret som det passer de siddende magthavere. Og det er vel netop det EU laver. Henstillinger og gode råd! Vi er stadig nødt til selv at tage teten i det danske politiske landskab hvis vi vil have ændringer og reformer. EU kan vel heller ikke skabe bedre forhold på sexologisk klinik. Der er forhold i Danmark som hører Danmark til, og sådan vil det vedblive med at være så længe vi har et nationalt parlament.

En siddende formand i en transforening og i øvrigt andre bestyrelsesmedlemmer forventes vel ind imellem at skrive artikler, læserbreve m.v. eller på anden måde være medvirkende til meningsdannelse i medierne. Dette blev overladt til mig og jeg har gjort mit bedste, men jeg finder de manglende skriverier helt i tråd med at de 2 tyske bestyrelsesmedlemmer ikke ønsker at bruge kræfter på arbejdet i Danmark og heller ikke føler sig engageret i det.

Konklusionen kan kun være som følger: Hvis disse 2 tyskbosatte medlemmer mener deres engagement i Europæisk transpolitik tjener det bestemt ikke til deres ære at de medvirker til at udpine og udmanøvrere en lille forening der engang havde en mission, men som nu blot er blevet en taburet man klamrer sig til for at fastholde sine europæiske ambitioner.

Det ville tjene både til foreningens og medlemmernes bedste at de 2 tyske medlemmer tilbagesendte foreningen så den igen kunne slå rod på dansk jord, hvor den hører til, og det ville især tjene 2 ellers veluddannede transpersoners ære at de erkendte at deres forsøg på at sidde på 2 – 3 taburetter på én gang er for meget.

Nedlæg Trans-Danmark eller giv plads til en ny styregruppe der har et fælles sigte for de reformer vi alle kæmper for. Især her i Danmark hvor situationen skriger på at der følges op på de positive åbninger i det politiske liv der er sket de sidste par år. Lige her og nu er der ikke brug for personlige ambitioner men om fælles fodslag i kampen for en hverdag der kan rumme alle os danske transpersoner.

Til slut, vil jeg gøre opmærksom på at jeg skriver dette fordi jeg synes at en transforening som Trans-Danmark ikke er en personlig ejendom man kan bruge til egne personlige ambitioner, men at det er vores fælles eje og at vi uanset fortidens skærmydsler alle bliver fattigere af, at et politisk værktøj tages fra os. Jeg skriver for at lægge sandheden som jeg opfatter den, efter 3 års forsøg på at dreje foreningen ind på den danske bane igen. Dette er omsonst med den nuværende bestyrelses sammensætning. Så enten siger vi farvel til Trans-Danmark og lader den forsvinde ned over grænsen eller så forlanger vi den tilbage på dansk jord og til gavn for de danske transpersoner der stadig har mod og energi til at kæmpe for fælles rettigheder.

Hilsen

Irene Haffner
Tidligere sekretær i Trans-Danmark.

TGEU. Menneskerettigheder i fokus! Af Irene Haffner. 2. – 4. maj 2008.

Vist 813 gange.
Schøneberg rådhus. Foto: Irene Haffner.

Schøneberg rådhus.
Foto: Irene Haffner.

Af Irene Haffner
Det 2. Transgender-møde i Berlin 2-4 maj 2008.
Helt korrekt: The second council in Transgender Europa. (TGEU).

For forståelsens skyld var det, det andet møde imellem alle de små trans-foreninger rundt om i Europa, og med deltagelse af observatører fra andre dele af verden.
Alt i alt ca. 200 deltagere fra 38 lande.
Mødet blev afholdt på Schøneberg Rådhus i Berlin fra fredag den 2. maj – søndag den 4. maj 2008.

‘Ich bin ein berliner!’ – sagde J. F. Kennedy fra balkonen på Schøneberg rådhus i det tidligere Vestberlin den 26. juni 1963.
45 år senere kunne det have lydt: ‘Ich bin ein trans!’
Schøneberg er kendt for sin frie og tolerante holdning til minioritetsgrupperne i samfundet, og er bosted for mange homoseksuelle, der har fundet et tolerant fristed i netop den kommune i Berlin.
Det var derfor måske meget naturligt, og i hvert fald meget symbolsk, at mødet fandt sted lige netop der.
Det smukke gamle rådhus med dets atmosfære og den smukke byrådssal hvor plenummøderne fandt sted var en perfekt ramme om en virkelighed som trods de fine titler, ikke lod sig skjule.
Det var transpersonernes møde. Alle former for transpersoner! Smukke, anonyme, androgyne, kvindemænd og mandekvinder, transseksuelle og transvestitter. Hele spektret af det vi forstår som trans, og interessant nok var en workshop netop koncentreret om hvad vi kalder denne mangfoldighed.

Og meget bevægende startede hele mødet med at en portugisisk deltager dedikerede mødet til minde om 2 transseksuelle som var blevet myrdet i Portugal. I 2006 var det en ung, fattig brasiliansk transseksuel, der måtte ernære sig som sexarbejder for at overleve, der blev tortureret af en gruppe unge katolske teenagere i 3 dage, for derefter at blive smidt i en grøft hvor hun døde. Og så i år, i februar 2008, skete der et mord mere på en transseksuel i Portugal.
Det var så hårene rejste sig, og tårerne stod frem i øjnene. Det her var virkelighed! Ikke bare et administrativt politisk møde. Det var et forsøg på at samle de små grupper rundt om i Europa, som i de fleste lande lå fra under 100 personer og op til 500 i de lidt større lande. Vi ER ikke mange. I hvert fald ikke mange der står frem, og overgreb og diskrimination er stadig virkelighed i dagens Europa.

TGEU (Transgender Europa) er endnu et forsøg på at enighed gør stærk. Det har vist sig ret nødvendigt for andre minoritetsgrupper, og nu har de meget små og tabubelagte transgrupper rundt om i Europa taget skridtet til at organisere sig og arbejde sammen.
Ikke helt uvedkommende var mødets overskrift: Make Humans Rights Work!
Og hvilke menneskerettigheder?
Jeg lyttede:
Menneskerettigheder starter i os selv!
Menneskerettigheder er at kunne gå på gaden uden frygt!
Menneskerettigheder er at have ret til at være den man er!
Menneskerettigheder er at vi kan gå hvor vi vil uden at blive arresteret eller lide overgreb!
Menneskerettigheder er at have ret til at leve sit liv som den man føler man er!
Menneskerettigheder er at have ret til at leve som det køn man føler sig knyttet til!
Jeg tænkte lidt og tilføjede:
Menneskerettigheder er ret til at leve uden vold, sladder og nedladenhed. Til gengæld har jeg pligt til at vise og leve ærligt, som mit liv byder mig!

Demokratiet er kendetegnet ved flertalsbeslutninger, men indeholder også et meget vigtigt ansvar for flertallet, til at beskytte sine små mindretal. Uden dette ansvar ville flertalsstyret blot være et Tyranni, som så mange andre igennem historien.
De små mindretal prøver at få indflydelse ved at læne sig op ad større grupper for at få indflydelse. Sådan har transgrupperinger her i Danmark og andre steder i Europa også lænet sig op af de succesfulde forbund for Bøsser og Lesbiske. Men alle vil jo gerne være sig selv. Spørgsmålet er så hvor meget man kan fragmentere små minoriteter før de er for små til at få nogen som helst indflydelse. Der er en tendens til at danne paraplyforeninger, så indflydelse og beskyttelse bliver bedre. I et samlet Europa har en lille national gruppe på 100 medlemmer ikke store chancer for at blive hørt.
Så det er altså det det hele går ud på. Troede jeg!

Og det gik da ud på at lave et større samlet arbejde i EU, for at påvirke de magtfulde politikere i Europa-parlamentet og dermed de nationale parlamenter. Altså at få udvirket bedre rettigheder og vilkår for os alle sammen.
Men jeg så også alle de dejlige umiddelbare personlige kontakter der fyldte en del. Mennesket er heldigvis andet end stemmer i et demokrati. De er også personligheder. Og når transpersoner fra det meste af verden begynder at få kontakt med hinanden opstår der venskab, kærlighed og frugtbare tanker, som måske er lige så meget værd.
Hvordan kommunikerer man så lige imellem så mange lande, kulturer og sprog, når man gerne vil stå sammen og fylde lidt mere i et samfund der globaliseres og metropoliseres?
Arbejdssproget er engelsk, og alt hvad der fremover skrives vil man forsøge at få ud i de enkelte lande og oversat til det pågældende sprog.
Man kan blive medlem af TGEU. Et medlemskab som i alle andre foreninger. 25 Euro gav jeg! Og trods min skepsis overfor store møder, tror jeg, jeg vil tage af sted igen til næste år.

Det var en meget varm oplevelse at møde:
De 2 kønnede
Androgyne
Smukke anonyme
I sarte tegnede konturer
Af både mand
Og kvinde
Ikke en pige
Ikke en dreng
Men lidt af dem begge!

De bløde profiler
Af en hende
Med et blik af ham
Men inderst inde
Vil du finde
Et menneske der
Kan rumme dem.. begge!

Der var travlt i de 3 dage på Schøneberg Rådhus. Berlin havde stablet nogle meget effektive arbejdsgrupper af unge på benene. Der blev optaget en dokumentarfilm og taget en masse dokumentarbilleder. Og da vi samledes 200 transpersoner på trappen uden for Rådhuset for at blive fotograferet, gik hele det lokale marked, som holdt til på pladsen foran rådhuset, i stå, og det blev lidt af et tilløbsstykke at se så mange smilende transer på en gang. Man havde jo nok set en eller nogle stykker i den frisindede by. Men hele 200 på en gang!

Det blev nævnt under det afsluttende møde at vi før havde tiet, men nu var vi begyndt at tale..!!!
Vi fra Danmark kunne være stolte over vores repræsentation, over vores tydelige nærvær i form af 2 medlemmer af bestyrelsen og andre der arbejdede som webmaster m.m..
Danmark kunne man regne med!

Jeg ved ikke om større er bedst. Men jeg ved at mødet og åbningen ud mod ligesindede i Europa er både en smuk og realistisk tanke hvis vi vil.
Og vores lille land der blot ligger 5 timers bilkørsel væk, virker utroligt fjernt, og småt, når man lige har mødt europæere der brænder for at gøre noget ved de manglende menneskerettigheder for transgender folket ude i virkeligheden. Her er et stykke meget nødvendigt og vedkommende arbejde at gøre. Så har du menneskerettigheder i dine tanker når du ser transpersoners vilkår, så støt TGEU med dit medlemskab eller gå ind på hjemmesiden som stadig er under udbygning.

Jeg Er et menneske!
.åh.mit køn?
Jeg har 2!
Et biologisk – og et mentalt!
Jeg er hanhun
Eller hunhan
Men bare rolig:
Jeg ER et menneske!
Og hvis jeg virkelig skal forklare hvorfor jeg har skiftet/skifter fra mand til kvinde eller omvendt jamen så giv mig lige 2-3 timer så skal jeg forklare det!
– Har du tid?

Det skal nævnes at en af Berlins hotte Trans-cabaretter havde lavet en speciel festaften for os alle lørdag aften. Showet var afholdt på delvis engelsk så vi alle kunne følge med, og vi blev vidne til et særdeles festligt og varmt show lavet af Berlinfolk, godt bakket op af et entusiastisk og festligt klædt publikum. Det var bare fantastisk at opleve!

Jeg kom med på et afbud og var fuldstændig grøn og nysgerrig. Jeg nåede også andet end at deltage på møderne, og jeg har skrevet en anden historie der hedder: Irene i Berlin!
Jeg fulgtes med Trans-Danmarks bestyrelse og siger tak fordi jeg fik tilbudet.
Og til jer andre: Det er sørme godt arbejde der laves derude i den store verden!

Irene Haffner
Medlem af Trans-Danmark
Og helt nyt medlem af TGEU
TGEUs hjemmeside.

Jasmia Henrika anmeldte den 15. april 2012 bogen: Through the door of life.

Vist 104 gange.
Jasmia Henrika

Jasmia Henrika

Af Jasmia Henrika den 15. april 2012.
For noget tid siden så jeg, at der var udgivet en bog af en jødisk kvinde Joy Ladin: Through the door of life.

Jeg har nu selv læst den og den er virkelig gribende. Den måde hun beskriver hele perioden hvor hun bogstaveligt talt begår vold på sig selv for at opretholde det billede af en mand som andre ser men hun ikke er og aldrig har haft lyst til at være er så godt beskrevet og selvom hendes dialog med gud måske er fremmede for mange af os, så kan man blot erstatte ordet gud med noget andet, for det giver et billede af en indre dialog jeg er sikker på mange kender.

Det er et hjerskærende farvel til hendes børn eller rettere et på gensyn og nok et meget realistisk billede på hvordan mange kvinder vil reagere den dag manden de elskede og stiftede familie med er nødt til at følge sit hjerte for ikke at dø selv. Den beskriver hvordan hun for sine børns skyld skifter mellem at være mand og far og under usle vilkår afprøver den spirrende kvinde hun er.

Den tegner intet idyllisk billede af at starte på hormoner og beskriver processen omkring det at blive accepteret i sit nye køn og ens egne frustrationer i forhold til udseende og ikke mindst stemmen.

Den beskriver hvordan hun ind i mellem ikke ser anden udvej end at tage sit eget liv. Men den beskriver også et håb og en hyldest til kærligheden og at der trods alt er lys og håb for enden af tunnelen.

Jasmia

Min vej til at blive kvinde. Jasmia Henrika den 13. november 2011.

Vist 0 gange.
Jasmia Henrika

Jasmia Henrika

Af Jasmia Henrika den 13. november 2011.
Jeg vil mest skrive om de sidste 4 år som er dem, hvor min udvikling har været mest markant og skelsættende.

Jeg kan ikke sige at jeg bevist har været klar over at jeg ikke trivedes i mit biologiske køn. Da jeg var barn lignede jeg dog ikke de andre drenge og tilbragte mest tid sammen med piger og forstod dem bedre, egentlig troede jeg bare at jeg var et fremmeligt barn som i en tidligere alder end andre var “interesseret” i det modsatte køn. I skolen spillede jeg engang pige i en teater forestilling hvilket var nemt og jeg følte mig godt tilpas i det tøj jeg havde på til anledningen.

Gennem hele mit voksne liv, har jeg eksperimenteret med at involvere kærester og ægtefælle i at de skulle give mig pigetøj på ind i mellem, det vil jeg ikke komme nærmere ind på, andet end at det medførte en dyb utilfredshed fordi uanset hvad, følte jeg at jeg manglede noget.

Det mest paradoksale i det, var den dobbelthed i at jeg på den ene side havde denne dybe trang til at klæde mig som kvinde og ofte tænkte på hvorfor jeg ikke var født som sådan fordi alt det tøj de gik i føltes bedre og mere rart for mig. Den anden side var skammen og angsten for at andre end mine nærmeste skulle opdage det. (Jeg har siden fået bekræftet at mine børn har vist det lang tid før jeg troede de gjorde det).

For ca. 4 år siden fik jeg den åbenbaring at jeg var nødt til at tage ansvaret for min kvindelige side selv og ikke håbe på at en kæreste ind i mellem ville klæde mig ud.

Det betød at jeg valgte at fortælle en meget god kollega og ven om hvordan jeg inderst inde var skruet sammen. Årsagen til at jeg fortalte ham det, var at jeg skændtes meget med min daværende kæreste om min “pige ting” som hun kaldte det og da jeg gentagne gange havde sagt til min ven at nu havde vi igen skændtes om “det” som jeg sagde, spurgte han mig hvad f….. “det” var?

Jeg var ved at dø da jeg skulle fortælle at den han kendte som en mand i virkeligheden ønskede at være kvinde. Det blev en rigtig god oplevelse og hans støtte og accept af mig, blev start signal til den person som jeg er nu.

I samme periode fortalte jeg også mine børn, hvordan jeg havde det og også her blev jeg mødt med meget forståelse og accept.

Det betyder ikke at det har været uproblematisk, men fordi vi har talt meget om det og de har fået lov til at stille alle de spørgsmål de ville, har det været en fin dialog hele vejen igennem.

Mit forhold til kæresten røg og efter hun flyttede begyndte mit liv som deltids kvinde så. Eller rettere, jeg skiftede faktisk alt mit mandetøj ud og fandt noget som var neutralt at have på når jeg var på arbejde. Samtidig lod jeg mit hår vokse, begyndte at gå med neglelak (meget lyse i starten).

På jobbet (jeg er leder der) er det klart at der begyndte at opstå en hvis undren hos mine ansatte og på et tidspunkt valgte jeg at fortælle samtlige om hvordan det forholdte sig med mig. Det blev faktisk også en rigtig god oplevelse og var helt klart med til at jeg kunne udvikle mig yderligere.

Angsten for at blive afsløret forsvandt og det gav mig en enorm frihed ikke at skulle være bekymret mere.

I foråret besluttede jeg mig for at ændre navn. Da jeg har kunne læse rigtig mange steder, hvilken procedure og efter min mening ressource spild det er at skulle gå igennem Sexologisk Klinik, valgte jeg at kigge på fælles listen og fandt Jasmia som fornavn og pigenavnet Henrika – (før hed jeg Henrik) som mellemnavn.

Det er nu omkring 7 måneder siden og de fleste har lært at sige Jasmia og hun om mig. Samtidig med mit navneskift besluttede jeg også at starte en hormonbehandling uden om Rigshospitalet og har været så heldig at finde en i mit område som vil hjælpe mig. Det er kun i 14 dage jeg har taget dem så det er ret nyt endnu.

At ændre navn og erklære sig som hun, har så medført nye problemer, eller skal vi sige udfordringer og her er en af grundene til at jeg vælger at skrive lidt om min proces, nemlig at få politikerne til at lave nogle tålelige vilkår for mig og ligesindet.

Altså, jeg kan da ikke hedde Jasmia Henrika og gå i kjole og der så står M i mit pas, jeg kan da ikke gå hen og stemme med et valgkort, hvor der står Hr. Jasmia Henrika på. Og lidt mere jordnært, må jeg bruge dame toilettet i det offentlige rum?

Jeg opfatter mig selv som en person som har gennemgået den her proces i et tempo jeg har, kunne være med i og som velovervejet handlinger.

Jeg har gået i egen terapi, har en terapeut uddannelse og er leder indenfor psykiatrien, jeg er stort set blevet mødt med accept og forståelse af samarbejds partner og øvrige omgivelser.

Men som systemet er nu er jeg “psykisk syg” og den behandling vi byder transkønnede her i landet er forældet og ude af trit med virkeligheden, for mange er det en rigtig svær proces med ofte store personlige omkostninger til følge, så det ville klæde politikerne at give os nogle basale rettigheder:

Retten til selv at definere sit køn i overensstemmelse med hvordan man lever uden at skulle bruge de sparsomme ressourcer på at skulle igennem 200 samtaler på Rigshospitalet. Næstbedst i det mindste retten til at få et X i sit pas via en erklæring hos borger service.

At få fjernet at det er en psykiatrisk diagnose at være transseksuel.

At kunne fravælge titlen Hr. de steder hvor man bruger cpr. Nr. til at identificere folk. Det er lykkes mig hos qxl og andre steder at ændre det til fr.

Det her er blot nogle få ting, men andre har beskrevet det bedre andetsteds og arbejder også for sagen ved jeg.

Håber denne lille beretning kan være brugbar og en inspiration til at andre kan få det liv de gerne vil have. Det har ikke været nogen dans på roser for mig og jeg slås da også med mange ting i forhold til mit udseende og min stemme etc. Men altså jeg er nu engang den kvinde jeg er på godt og ondt.

Åbent brev af 19. oktober 2011 fra hustruen til transmanden, Johs Villiams, og dennes videotale til ministeren.

Vist 0 gange.
Josh Villiams

Josh Villiams

Josh Villiams er en 31-årig transmand (pr. oktober 2011) fra USA, som er bosiddende i Danmark. I USA har han officielt fået juridisk kønsskifte fra kvinde til mand. Imidlertid opfylder han ikke de danske krav om godkendelse af kønsskifte og er derfor her i Danmark registreret som kvinde.

Herunder gengives et åbent brev til sundhedsminister, Astrid Krag fra Josh Villiams‘ danske hustru om transkønnedes problemer i Danmark med opfordring til at forbedre forholdene.

Efter det åbne brev følger en video, hvor Josh Villiams taler direkte til sundhedsminister, Astrid Krag.

* * *
Åbent brev af 19. oktober 2011 fra Josh Villiams hustru til sundhedsministeren.

Trans Rights in Denmark

Open Letter to the Sundhedsministeren om behov for revision af lovgivning og behandlingsmuligheder for transkønnede i Danmark

Sagen om den 15-årige transkønnede Caspian Drumm, der har fået fjernet sine bryster på et dansk privathospital har skabt voldsom debat om det etiske i at tilbyde kønsskifteoperationer for unge under 18 år. Debatten har dog mest drejet sig om, hvorvidt en umyndig person kan tage en så stor beslutning på et forholdsvist tidligt tidspunkt i sit liv. Det er positivt for de transkønnede som gruppe, at Caspians sag har givet anledning til at debattere et område, der stort set har været mørkelagt i den offentlige debat. Men debatten bør langtfra kun dreje sig om alder. Der er et akut behov for at vurdere behandlingsmulighederne for alle transkønnede i Danmark uanset alder og på den baggrund foretage revisioner af gældende lovgivning.

Baggrund for henvendelsen
Undertegnede er ikke transkønnet. Jeg er derimod gift og har en familie med en transmand (FtM) og har på den måde problematikken tæt inde på livet. Som pårørende har jeg fået øjnene op for de umenneskelige forhold, som transkønnede lider under i Danmark, og det er på denne baggrund at jeg henvender mig til Ministeren, da det er på høje tid at der sker ændringer. Som jeg vil skrive i notatet, er Danmark ude af trit med forskningen på området samt anbefalinger fra den Europæiske Menneskerettighedskommission [1]. Danmark var engang foregangsland for kønsskifteoperationer, i dag er behandlingsmulighederne monopoliserede og præget af fordømmelse og stigmatisering.

Opmærksomhedspunkter

I det følgende vil jeg gøre Ministeren opmærksom på en række forhold og anbefalinger, der bør indgå i en revision af gældende lovgivning for transkønnede, fordelt på følgende områder:

  1. Patologisering af transkønnede
  2. Forskning på området
  3. Offentlige behandlingsmuligheder: Sexologisk Klinik
  4. Private behandlingsmuligheder
  5. Juridiske problemstillinger
  6. Social accept

Patologisering af transkønnede
Transkønnethed har i mange år været klassificeret på WHOs liste over sygdomme under ICD-10, der omtales som en kønsidentitetsforstyrrelse. Dermed er der tale om en psykiatrisk diagnose. Det er dybt problematisk, at transkønnethed fortsat optræder på listen over psykiske sygdomme, da ny forskning viser, at der er tydelige fysiske forskelle i hjernen på transkønnede og ikke-transkønnede. Der er altså tale om en medfødt fysisk defekt, ikke en mental forstyrrelse og heller ikke et valg. Da det tager mange år at revidere WHOs liste, har denne nye forskning desværre endnu ikke bevirket, at transkønnethed anerkendes som fysisk betinget. Danmark kan dog vælge at anerkende forskningen på området og fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme herhjemme.

Det er ikke rimeligt, at transkønnede skal vente i mange år på at WHO ændrer denne liste på baggrund af forskning. Det er dybt nedværdigende for mennesker, der aldrig har haft et valg om at føle sig fanget i den forkerte krop, at skulle lade sig stemple med en psykiatrisk diagnose for at kunne få nogen form for hjælp herhjemme. Det er da også på denne baggrund, at mange fravælger forløbet på Sexologisk Klinik og i stedet søger hjælp i udlandet eller i det private danske behandlingssystem.

Det er værd at huske på, at homoseksualitet optrådte på samme liste helt indtil 1981. På dette område var Danmark i 1981 et foregangsland, da verdenssundhedsorganisationen WHO først ti år senere, i december 1991, ligeledes besluttede at fjerne homoseksualitet fra deres sygdomsliste. (Ændringen trådte dog først i kraft den 1. januar 1993!) Der er næppe nogen læger der i dag ville diagnosticere homoseksualitet som en psykiatrisk lidelse. Men transkønnede skal stadig kæmpe imod en stigmatisering, der kommer som følge af at blive diagnosticeret med en mental sygdom. Efterhånden som forskningen på området udvikler sig, bør man stoppe med den omfattende sygeliggørelse af transkønnede, der har været tale om både internationalt og i Danmark.

Der er tale om en gruppe mennesker, der har stærkt brug for at blive mødt med gode behandlingsmuligheder og empati frem for at blive mødt med en forventning om, at de er sindssyge og skal tales bort fra enhver form for operation. Transkønnede fremstår ofte “anderledes”, men ønsker ikke at fremstå som hverken transvestitter eller misfostre. De ønsker i stedet hjælp til at opnå et udseende, der i så høj grad som muligt kan afspejle deres indre kønsidentitet. For de transkønnede der ønsker en kønsskifteoperation, er der tale om en ligeså stærk følelse af egen kønsidentitet som for ikke-transkønnede mennesker. Det er de færreste biologisk fødte mænd, der lyst til at leve med bryster, menstruation og høj stemme, ligesom de færreste biologisk fødte kvinder ønsker at have en penis, dyb stemme og skægvækst. Problemet er dog, at omverdenen ikke fysisk kan “se” den person, der lever indeni den forkerte krop. Derfor er det ekstra vigtigt, at behandlingssystemet støtter op om patientens opfattede kønsidentitet, hvilket anbefales af WPATH (World Professional Association for Transgender Health, se s. 16 i Standards of Care). Men transkønnede bliver på Sexologisk Klinik mødt som deres biologiske køn og omtales derfor med det forkerte navn og pronomen. Sexologisk Klinik deltager desuden ikke i arbejdet i WPATH. Der er ikke noget at sige til, at mange transkønnede derfor oplever forløbet på Sexologisk Klinik som stærkt nedværdigende.

Internationalt opfordrer forskellige organisationer og brancheforeninger til at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme, bl.a. det internationale STP 2012 initiativ, Stop Trans Pathologization (http://www.stp2012.info/old/en). Europa-Parlamentet har i september 2011 opfordret WHO til det samme: http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?type=TA&reference=P7-TA-2011-0427&language=DA. De internationale Yogyakarta principper for menneskerettigheder peger også på, at behandlingen af transkønnede skal forbedres markant. Formanden for Europarådets menneskerettighedskommission [2], Thomas Hammarberg har desuden lavet en rapport om transkønnedes rettigheder i EU (Hammarberg 2009). Ud af rapportens 12 punkter opfylder Danmark kun et enkelt punkt. Hammarberg skriver bl.a. følgende:

  The human rights situation of transgender persons has long been ignored and neglected, although the problems they face are serious and often specific to this group alone. Transgender people experience a high degree of discrimination, intolerance and outright violence. Their basic human rights are violated, including the right to life, the right to physical integrity and the right to health.

Danmark skal have Europa-formandskabet i 2012, og tiden er nu mere end moden til at Danmark følger de internationale anbefalinger på dette område.

Anbefaling:
Ministeren opfordres til omgående at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme.

Forskning på området
Spritny forskning beviser på baggrund af MR-scanninger af nulevende transkønnede, som vel at mærke IKKE er under behandling, at der er fysiske forskelle i hjernens struktur på transkønnede og ikke-transkønnede. Det er dermed videnskabeligt bevist, at transkønnethed er en fysisk defekt í hjernen og ikke en psykisk sygdom. Forskningen konkluderer:

  Our results show that the white matter microstructure pattern in untreated FtM transsexuals is closer to the pattern of subjects who share their gender identity (males) than those who share their biological sex (females). Our results provide evidence for an inherent difference in the brain structure of FtM transsexuals. (Rametti et al 2011: 199).

Der er således videnskabeligt belæg for at konkludere, at transkønnethed er en tilstand, hvor hjernens struktur ligner det modsatte køns, deraf kønsidentitetskonflikten mellem hjernen og det biologiske medfødte køn. Transkønnethed burde i stedet falde ind under tvekønnethed, idet der er tale om enten en feminisering eller maskulinisering af hjernen.

Det er på denne baggrund ikke rimeligt at fastholde transkønnede i et psykiatrisk behandlingsfelt.
Det er værd at bemærke, at Sexologisk Klinik efter eget udsagn ikke har bedrevet forskning på området i flere årtier. I maj 2011 er der sat et forskningsprojekt i gang, der har til formål at beskrive gruppen af kønsskifteopererede transseksuelle pt fra 1978-2008, samt deres tilfredshed efter kønskifte:
http://forskning.regionh.dk/da/projects/transseksualitet-en-psykologiskpsykiatrisk-beskrivelse-samt-efterundersoegelse(a251fc23-502a-42d9-8a53-b901e957ff0f).html

Undersøgelsen er problematisk af flere årsager:
  1. Undersøgelsen ekskluderer de rigtig mange transkønnede, der har fået kønsskifte udenom Sexologisk Klinik. Disse kan være opererede i udlandet med bedre resultater til følge, når man sammenligner med operationer foretaget i Danmark. Det vil derfor skævvride tallene for de transkønnedes tilfredshed med operationer at ekskludere denne store gruppe.
  2. Undersøgelsen foretages af den samme instans, der giver tilladelse til kønsskifteoperationer [3]. Klinikken burde være inhabil i denne forbindelse, og der burde istedet foretages en uvildig undersøgelse af ALLE transkønnede, der har fået kønsskifteoperationer uanset om de har været igennem Sexologisk Klinik eller ej.

Anbefaling:
Ministeren opfordres til at udstikke retningslinjer for behandling af transkønnede, der anerkender den seneste internationale forskning på området.

Offentlige behandlingsmuligheder: Sexologisk Klinik
I Danmark kan diagnosen “transseksuel” kun gives af Sexologisk Klinik på Rigshospitalet. Der er derfor tale om et monopol på området. Hvis man efter sit samtaleforløb (der kan vare flere år) får afslag til kønsskifteoperation, kan man hverken klage eller søge om dispensation. transkønnede er derfor ikke ligestillet med andre patientgrupper if. til patientrettigheder.

Anbefaling:
Ministeren opfordres til at åbne op for bredere behandlingsmuligheder, således at praktiserende læger og speciallæger kan tilbyde transkønnede behandling. Ministeren opfordres endvidere til at indføre klage- og dispensationsmuligheder i behandlingstilbuddene til transkønnede.

Private behandlingsmuligheder
Mange transkønnede får hormoner privat og operationer i udlandet, da det er meget svært at komme igennem Sexologisk Kliniks nåleøje. Det er meget bekosteligt og kan løbe op i flere hundrede tusinde kroner med rejseomkostninger. De høje omkostninger er desuden med til at begrænse antallet af transkønnede, der har mulighed for at få foretaget et kønsskifte, idet denne gruppe er marginaliseret og ofte har problemer med deltagelse i uddannelse og jobsøgning. Mange transkønnede søger desuden behandling udenom de danske hospitaler, idet den faglige ekspertise er stærkt begrænset med ganske få operationer foretaget om året. Resultaterne er derfor ikke tilfredsstillende sammenlignet med udenlandske operationer.

Anbefaling:
Ministeren opfordres til, at transkønnede kan få offentligt tilskud til en kønsskifteoperation foretaget i udlandet, evt. i samarbejde med lande som Tyskland. Alternativt bør der gives tilladelse til et langt større antal kønsskifteoperationer om året i Danmark, således at der opbygges en faglig ekspertise der er på niveau med hospitaler i fx USA og Thailand.

Juridiske problemstillinger
Som reglerne er nu, kan man som transkønnet fårst opnå juridisk kønsskifte, når man har en diagnose fra Sexologisk Klinik samt en tilladelse til kastration/sterilisation. Kastrationsloven var oprindeligt tiltænkt sexforbrydere og psykisk syge, og det er betænkeligt at der ikke findes et specifikt lovsæt til transkønnede. Rigtig mange transkønnede ønsker ikke operation af kønsdelene, da det dels kan fjerne den seksuelle nydelse og dels er meget risikofyldt. Kastration har ingen kosmetisk effekt if. til omverdenen, så det kan undre, hvorfor staten kræver kastration. Er det for, at transkønnede ikke må få børn???? Der mangler ganske enkelt et medicinsk grundlag for, hvorfor det skal være et krav at blive kastreret.

Kastrationskravet rammer de mange, der ikke ønsker denne operation, idet de ikke kan skifte navn eller CPR-nummer til det ønskede. Det rammer desuden de herboende udlændinge, der har fået anerkendt kønsskifte i deres hjemland uden kastration og nu ikke kan få kønsskiftet anerkendt herhjemme. Problemerne der opstår som følge af at have et juridisk navn og køn, der ikke matcher udseendet er utallige og dækker stort set alle de situationer, hvor man i Danmark skal anvende et navn og/eller CPR-nummer. Det giver ikke alene mange praktiske problemer og forvirring if. til omverden og myndigheder, det giver også daglige ydmygelser og situationer, hvor man skal “forklare sig” og på den måde oute sig selv som transkønnet. Det er ikke rimeligt, at man giver mennesker valget mellem pest eller kolera: en operation, de ikke ønsker eller finder unødvendigt over for at leve en hverdag med et navn og køn, der ikke matcher identiteten.

Anbefaling:
Ministeren opfordres til omgående at fjerne kravet om kastration/sterilisation for at kunne opnå juridisk kønsskifte. Det bør i stedet være en behandlingsmulighed frem for et krav.

Social accept
Der er stor mangel på oplysning om transkønnethed i samfundet. Uvidenhed fører til fordomme, og fordomme fører til hatecrimes og forældede forestillinger om, hvad køn er og vhordan man kan definere sig selv. Når selv den daværende ligestillingsminister Lykke Friis kører en arbejdsmarkedskampagne under titlen ”Skift job – ikke køn”, er der noget galt med følsomheden overfor de problemer, transkønnede dagligt udfordres af.

Anbefaling:
Ministeren opfordres til i samarbejde med Sundhedsstyrelsen at sætte gang i informationskampagner, der skal afstigmatisere transkønnede i samfundet. Ligeledes bør medicinstuderende og praktiserende læger tilbydes information om behandling af transkønnede patienter.

Afslutning
Jeg håber inderligt, at Ministeren vil læse denne og andre henvendelser der måtte komme om emnet, med et åbent sind. Den historiske parallel til sygeliggørelsen af homoseksuelle er ganske relevant i den forbindelse, og jeg beder om at Danmark ikke skal fortsætte i den negative bane, som har været udstukket for transkønnede i alt for mange år. Det burde være enhvers ret til at identificere den, man er og bestemme over egen krop. Det kan ihvertfald ikke være statens opgave at sætte hindringer i vejen for den personlige lykke. Og husk også på, at det ikke kun er de transkønnede selv, der rammes af stigma og juridiske benspænd, det er også alle de mennesker der elsker dem. De har brug for hjælp i form af omgående ændringer, så de kan leve det liv, de fortjener. Alt andet vil være en skamplet for Danmark og det danske sundshedsvæsen, som vi burde være så stolte af.

Undertegnede og min familie stiller gerne op til en snak om transkønnedes vilkår, såfremt Ministeren har tid.

Med venlig hilsen

Wife of Josh

* * *
I denne video taler Josh Villiams direkte til sundhedsminister, Astrid Krag.

* * *
Trans Rights in Denmark – Hjemmeside for Josh Villiams.

* * *
Noter af Tina Thranesen
  1. [Retur] “den Europæiske Menneskerettighedskommission“.
    Der er i dag ikke noget, der hedder “den Europæiske Menneskerettighedskommission”.
    I 1954 blev der dannet en Europæisk Menneskerettighedskommission, men den blev i 1998 slået sammen med Menneskerettighedsdomstolen, der blev dannet i 1959, under det nye navn: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
  2. [Retur] “Formanden for Europarådets menneskerettighedskommission, Thomas Hammarberg“.
    Der er ikke noget, der hedder “Europarådets menneskerettighedskommission”.
    Thomas Hammarberg var derimod Europarådets menneskerettighedskommissær fra 2006 til 2012.
  3. [Retur] “Undersøgelsen foretages af den samme instans, der giver tilladelse til kønsskifteoperationer.
    Undersøgelsen foretages af Rikke Kildevæld Simonsen, der er ansat på Sexologisk Klinik.
    Det er imidlertid ikke Sexologisk Klinik, som giver tilladelse til eller afslag på tilladelse til kønsskifteoperation.
    Tilladelse eller afslag gives af Sundhedsstyrelsen.
    Sexologisk Klinik afgiver imidlertid en erklæring, hvis indhold har stor indflydelse, grænsende til bestemmende indflydelse på Sundhedsstyrelsens afgørelse.

Henvendelse fra IMR medio juli 2011 til LGBT Danmark om en amerikansk transmand bosiddende i Danmark.

Vist 34 gange.
LGBT Danmark

LGBT Danmark

Medio juli måned 2011 fik LGBT Danmark en henvendelse fra Institut for Menneskerettigheder (IMR) om følgende problemstilling:
En amerikansk statsborger har i USA fået anerkendt et juridisk kønsskifte fra kvinde til mand.
Nu er pågældende bosiddende her i Danmark, men er blevet registreret som kvinde, idet de danske myndigheder ikke vil anerkende kønsskiftet.
Pågældende har endvidere før kønsskiftet i USA som kvinde været bosiddende i Danmark og havde derfor i forvejen dansk personnummer – kvindeligt personnummer.
IMR var interesseret i, om LGBT Danmark med foreningens kendskab til transforhold, kunne bidrage med information om en sådan situation.

Tina Thranesen lavede følgende redegørelse, som foreningen sendte til IMR.

Det er en uheldig situation den amerikanske transmand er havnet i.
Vi har en bestemmelse om kønsskifte foretaget i udlandet i:
Vejledning om kastration med henblik på kønsskifte. (27. november 2006)

  Pkt 4. Anerkendelse af kønsskifte foretaget i udlandet
Ved anerkendelse af et juridisk kønsskifte fra kvinde til mand kan forholdene variere. Det er dog en forudsætning for kønsskiftet, at både livmoder og begge æggestokke er fjernet.
Der bør tillige foreligge oplysninger om den pågældendes hormonale status.

Han er derfor nød til at indsende en ansøgning med alle relevante informationer om sit kønsskifte til Sundhedsstyrelsen om anerkendelse af kønsskiftet foretaget i USA. Fremgår af vejledningens pkt. 3.

Nu har vi jo ikke oplysninger om omfanget af hans kønsskifte. Hvis han har fået kønsskiftet i en af de stater, der tillader kønsskifte alene på grundlag af behandling med kønshormoner, så står han ikke så godt.
Har han derimod fået fjernet livmoder og æggestokkene, bør han fremskaffe en fyldestgørende erklæring fra lægen, der har foretaget operationen, så kan ansøgningen behandles alene af Sundhedsstyrelsen.
Kan han ikke få en sådan erklæring, så henviser Sundhedsstyrelsen ham til Sexologisk Klinik, der foranlediger foretaget en lægelig undersøgelse om omfanget af det operative kønsskifte.

Der findes forskellige internationale aftaler om anerkendelse af retsafgørelser stater imellem. En international aftale stater imellem om anerkendelse af kønsskifteoperationer har jeg imidlertid ikke hørt om. Jeg tror ikke, at en sådan findes.

* * *
I oktober 2011 kom der navn på sagen, da Josh Villiams og hans hustru selv offentliggjorde “historien”.

Transhøringen den 14. marts 2011 på Christiansborg – af Irene Haffner den 22. marts 2011.

Vist 212 gange. Af Irene Haffner
Virkeligheden har det med at banke på når det er tid. Og nogle gange lykkes drømmene og andre gange ikke.

Så det var med spænding i kroppen at jeg stod på ekspresbussen 888 søndag morgen den 13. marts 2011 for at rejse til København og for at deltage i høringen om transkønnedes forhold i Danmark mandag den 14. marts 2011. Ville arrangementet lykkes? Ville alting klappe? Jeg fulgtes med min dejlige veninde Sheila Frik og vi indtog et par vindues pladser med et bord mellem os og nød en supermoderne bus der skulle fragte os til København fra Thisted. Vi sad ved vinduet og nød det danske landskab glide forbi og indeni boblede en uro der hele tiden tjekkede om alt nu var på plads. På den bærbare PC indgik stadig tilmeldinger til den høring om transkønnedes forhold der nu havde fyldt min dagligdag i snart 2 måneder. Jeg afviste pænt og kunne se at der nemt kunne have været 120 tilmeldinger. Men regler er jo regler og Christiansborg prioriterer sikkerheden højt, så tilmeldingerne var lukket efter listen var fremsendt.

Midt på en søndag rullede vi så med S-tog og bus frem til Nørrebro hvor vi skulle bo i en super mondæn lejlighed på 4. sal. Min veninde har kontakterne i orden! Vi fik indrettet os, pakket ud og fik et hvil på et par timer, før vi skulle af sted til et indledende møde i LGBT Danmarks lokaler i den indre by. Stadig ulmede denne spænding: Ville det hele klappe? Heldigvis var fremmødet som aftalt, og vi fik i den næste times tid aftalt og fordelt opgaverne inden vi tog hver til sit.

Mandag var så dagen. Vi sov længe, gav os god tid. Til sidst tog vi en vogn til Christiansborg, og ankom som de første. Jeg fik en snak med vagten og forberedte dem på hvad der skulle ske og afleverede den sidst opdaterede tilmeldingsliste. Samtidig havde DR1’s aftenshow meldt, at der ville ankomme en fotograf som ville optage en lille sekvens inden jeg som aftalt skulle i Aftenshowet efter høringen. Han skulle lige cleares og fik så adgang.

Susanne Selmer fik plads med sin PC og sad som en anden referent i en retssal.

Susanne Selmer fik plads med sin PC og sad som en anden referent i en retssal.

Efter en del af dem der havde praktiske opgaver var ankommet, og vi alle var igennem et tjek in, der på mange måder lignede det vi bliver udsat for i lufthavnene, kom jeg så frem til Fællessalen. Jeg var målløs. Det var bare så smuk en sal, og jeg blev på stedet enig med mig selv om at dette var det rette sted. Vagten havde ikke hørt om at vi havde bestilt projektor og mikrofoner, men det var ikke noget problem. Det blev lynhurtigt rigget til, og vi havde travlt i timen inden høringen startede, med at få alt på plads. Vi stillede et lille bord frem som sekretariat og bemandede det med Lisbeth Merethe. Vi fik den håndholdte mikrofon tændt og den var i gode hænder hos Sussi, der som Information skrev, sprintede let på tå når en tilhører ønskede ordet. Jeg havde medtaget en lille klokke og et minutur for at styre oplæggene, og jeg fik aftalt de sidste detaljer med Sebastian Svegaard som var min med-ordstyrer. Et dejligt bekendtskab. Sebastian var sikkerheden selv under den vanskelige opgave det var at styre forløbet. Susanne fik plads med sin PC og sad som en referent i en retssal, og panelmikrofoner og projektorskærme fungerede som de skulle. I allersidste øjeblik fik jeg en opringning om, at Sundhedsstyrelsen sendte en topchef. Jeg fik clearet med vagten og så var vi ellers klar.

Vi havde sendt Sheila ned til indgangen for at byde velkommen og de havde vist nok at se til, og det viste sig at der sad 10 der ikke havde meldt sig til. Dem fik vi ind og jeg tror vi var over 100 da alle sad på deres pladser og vi kl. 12.30 kunne åbne høringen.

Flemming Møller Mortensen

Flemming Møller Mortensen

Der var ikke mange politikere tilstede, men en stor overraskelse var socialdemokratiets Flemming Møller Mortensen, der sammen med Kamal Qureshi deltog meget aktivt i høringen. Jeg var lidt skuffet over manglen på politikere fra blå blok. Jeg vidste jeg havde sendt dem en ekstra opfordring, men nej, de kom ikke. Til gengæld var det så betryggende, at der var deltagelse fra de måske nye regeringsordførere på området, og høringen sluttede faktisk med en lovning på at meget ville blive ændret hvis/når en ny regering kom til.

Der var stor talelyst, men der var ingen dialog med de relevante institutioner – Sexologisk Klinik og Sundhedsstyrelsen. Det stod hurtigt klart at de havde fået besked på ikke at udtale sig, men blot var til stede for at lytte. Jeg blev faktisk lidt rørt da en deltager fere gange pointerede at der mest af alt manglede nogen der ville lytte når man var i kønnenes grænseland og havde brug for at betro sig og have et forstående menneske at tale med. Kritikken haglede ned over Sexologisk Klinik så det næsten var pinligt, og i pausen gik jeg hen til deltagerne fra klinikken og sagde jeg var glad for at de var mødt op, selv om de måtte have vidst at de ville blive mødt med kritik. Det var de glade for og jeg hørte også en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen om at der var noget at tænke over. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet sagde lige ud at der var brug for en brugerundersøgelse på Sexologisk Klinik.

Jeg havde bestilt kage, kaffe og æblemost til 100 mennesker og da Sebastian og jeg samtidig var indstillet på at være hårde i filten og overholde tiderne kunne vi ringe til pause til tiden. Sikke en summen, og sikken en masse småmøder og snak. Jeg havde hørt at pauser var vigtige og der var ingen tvivl om at her blev der virkelig udvekslet informationer. Jeg selv nåede knap at holde pause. Berlingske havde en journalist med og der var bestilt en fotograf, så jeg måtte sidde “model” foran det store gruppebillede for enden af salen, og bagefter trække lidt afsides og give et interview til den søde unge kvindelige journalist. Der var også et par journaliststuderende der ville have et interview, og så var der fotografen fra Aftenshowet. Han forsvandt og jeg gik stadig rundt med mikrofon og sender. Nå – det måtte jeg tage med ind i Nyhavn når jeg skulle i Aftenshowet.

Transhøringen i Fællessalen.

Transhøringen i Fællessalen.

Første afdeling af høringen havde været koncentreret om kønsskifte, behandling og Danmarks forhold til Gender Pioneers og rapporter. Anden afdeling handlede mest om kønsregistrering, hadforbrydelser og i sidste ende om muligheden for det såkaldte civilretslige kønsskifte. Og til allersidst rundede høringen af med et forslag til nedsættelse af en transkommission. Et forslag der var udarbejdet i et fælles fodslag imellem LGBT Danmark og Videnbankens indehaver Tina Thranesen. Forslaget var godkendt af både LGBT Danmark og Trans-Danmark og jeg synes det var en flot afrunding, at vi kunne aflevere så professionelt et forslag til at kulegrave vores forhold i Danmark.

Høringen sluttede til tiden og både SF og S havde markeret at vi kunne forvente reformer når de kom til, og at de fastholdt deres samarbejde i oppositionen om at genfremsætte B 168, og i øvrigt ville de se velvilligt på en del af de reformkrav der var kommet frem på denne høring. Og det var netop den egentlige tanke med denne høring da ideen i sin tid spirede frem. At vi skulle markere os og holde fast og udbygge vores reformønsker. Det lykkedes til fulde og jeg blev glad da Flemming Møller Mortensen kom hen til mig og sagde at han havde været til mange høringer, men at denne bare havde været superprofessionelt tilrettelagt og afviklet.

Irene Haffner i DR1 Aftenshowet.

Irene Haffner i DR1 Aftenshowet.

Jeg havde ikke rigtig tid til at nyde succesen i Fællessalen, men måtte hurtigt samle mine ting og begive mig ud i byen. En gåtur mod Kongens Nytorv, ned ad Nyhavn og lige en hurtig pølse hos en pølsemand, derefter over broen og ned ad Havnegade, indtil jeg fandt Aftenshowet der hvor Sverigesbådene i sin tid lagde til. Det var en lille bygning og der var ualmindelig mange mennesker, da der var en slags finale om den bedste landsby i DK, og rummet var fyldt med forventningsfyldte landsbyrepræsentanter. Da jeg havde været en tur i sminkestolen var jeg inde og gennemgå forløbet med Sisse Fisker. Vi havde på forhånd aftalt tre emner: Navn, CPR nr. og kønsskifteoperationer. De kunne se jeg var lidt træt og jeg blev tilbudt et lille fredeligt rum ude bagved hvor jeg kunne sidde i fred og ro med et glas vand og hvile mig lidt. Så var det ellers på og jeg syntes jeg klarede mig nogenlunde selv om jeg godt vidste at makeup mm. var lidt udslidt. Bagefter fik jeg til en taxa og kørte ind i byen for at spise sammen med de andre der havde tilmeldt sig fællesspisningen på Il Ponto, her fik jeg fornøjelsen af at snakke med og lære Maria nærmere at kende. Ellers var det hjem i lejligheden og falde omkuld af træthed.

Næste dag sov jeg længe mens min veninde var på Sexologisk Klinik. (Vi havde spøgt lidt med, at hun skulle respektere det, hvis der hang et hvidt flag ud af vinduet). Kl. 13 begav vi os ud i det københavnske mylder og fik fanget ekspresbussen til Jylland i Valby. Sent tirsdag aften rullede vi som de sidste passagerer ind på en øde rutebilstation i Thisted og sjældent har jeg nydt min egen seng som jeg gjorde den aften.

Der var ikke megen tid til at lukrere på succesen. Jeg skulle lynhurtigt omstille mig da der ventede en forestilling med min cabaret på Ålborg teater forude. Så det var lige fra tilmeldingslister og oplæg til replikker og sangtekster.

Tilbage står et TAK. Et stort TAK!

Tak fordi tiden var med os og at det lykkedes.

Tak til Lisa fordi hun gav inspiration og formuleringer og mæglede da det så sortest ud.

Tak til det samarbejde der trods alle odds opstod imellem de to foreninger Trans-Danmark og LGBT Danmark.

Og tak til alle der aktivt hjalp til og medvirkede til at vi var synlige, levende og ikke til at komme udenom. Det var i sig selv en fantastisk markering – og så på Christiansborg!

Tak til Græsrodsfonden, der som de første lagde 3.000 kr. til støtte og gav mod og optimisme til at fortsætte.

Kamal Qureshi.

Kamal Qureshi.

Tak til SF, Kamal Qureshi, Allan og Søren der fra deres kontor hjalp og sørgede for forbindelserne til sal og kantine og gjorde deres på Christiansborg og andet steds for at udbrede kendskabet til vores høring..

Tak til alle jer der samlede ind. Der blev indsamlet 1.600,- kr. – tak! Det gjorde jo at vi kunne leje alt det der gav en professionel høring som alt i alt løb op i 14.000 kr. jeg havde budgetteret med 15.000,- kr. så det var ikke meget galt. Opstår der et overskud må vi se hvem der skal nyde godt af det. Men regnskabet er ikke afsluttet endnu.

Tak til LGBT Danmark som støttede os ekstra med 2.400,- kr. – Det var flot!

Og især en stor tak til TiD – Transvestitforeningen i Danmark – som sponsorerede os med hele 3.000,- kr. Jeg blev helt rørt da jeg fik det at vide. Jeg ved godt at TiD måske ikke har den helt store interesse i en politisk orienteret høring som denne, men det er mit håb at den markering i medier og i politiske kredse høring har bevirket, også på lang sigt vil komme TiD’s medlemmer til gode. TiD skal i hvert fald have tak for
den solidariske støtte de gav os.

Også en stor tak til Gender Pioneers, Sabaah og Blus for deres opbakning.

Tak til oplægsholderne, der alle var velforberedte og professionelle og tak fordi I så pænt fandt jer i os lidt hårdhændede ordstyrere. Det var en fornøjelse at medvirke til den professionelle indsigt vi viste vi havde – og at vi forstod at formidle den. Ikke alene var vi synlige, vi kunne også sige noget fornuftigt!

Tak til Sebastian Svegaard som viste sig at være et herligt bekendtskab og som med sikker hånd holdt styr på indlæg og selv nåede at holde et oplæg. Godt gået!

Ikke mindst tak til journalister, medier og enkeltpersoner der har hjulpet til med at oplyse om vore forhold og har skrevet fagligt og sobert om høringen og dens budskaber.

Jeg sidder tilbage med en fornemmelse, som jeg nok ikke er ene om. Nemlig flosklen om at enighed gør stærk, men også med en erkendelse af at vi i vores dagligdag er meget forskellige, men at vi er nødsaget til at tale med en samlet stemme hvis vi vil høres. Og det gjorde vi mandag den 14. marts 2011 fra kl. 12.30 – 17.00 på Christiansborg!

Tak for det til alle der har medvirket, har krydset fingre og støttet op!

Kærlig Hilsen
Irene Haffner.

Det er ganske vist. Der var sammenkomst i Odense den 1. februar 2011.

Vist 167 gange. Af Hanne Larsen den 1. februar 2011.
TiD har i 2010 fået adgang til at anvende nogle kommunale lokaler i Jens Bentzons gade i Odense, – lokaler som også anvendes af andre interesseorganisationer og grupper.
Det er nogle rigtige dejlige lokaler som stilles til rådighed i forbindelse med diverse sammenkomster, så vi transpiger har nu mulighed for at mødes under tvangfrie former.
Den første tirsdag i hver måned skulle være dagen hvor vi ville kunne komme og hygge os sammen.

Der er ikke noget som er godt, uden det også kan være skidt for noget andet.
Sammenkomsten tirsdag den 1. februar 2011 skulle flyttes. Stedet stedlige ledelse og bestyrelse havde valgt at afholde intern generalforsamling.

I behageligt samråd med den lokale bestyrelse på stedet, blev der enighed om at aflyse mødet.
Herunder mente bestyrelsen, at vi nok ville være et forstyrrende indslag i det samlede billede og at koncentrationen ville falde til under et nul punkt.
En vis nervøsitet var der også at spore hos bestyrelsen, da man mente, at det også ville være svært at hold snor i de fremmødte, og at fokus på det centrale ville falde betragteligt, når nu vi piger “sejlede” forbi mængden af de fremmødte.

Gode råd var dyre, – men snu som vi kvinder i almindelighed er, foreslog Mirell at hun gerne ville lægge lokaler til.
Mirell bor et dejligt hus på Nordvestfyn og det i nogle utrolig lækre og skønne omgivelser.
Hurtigt blev der taget en fælles beslutning, – næste møde skulle selvfølgelig afholdes hos Mirell.
Kreativiteten voksede ved udsigten til en hyggestund sammen med en flok dejlige veninder. Nu var rammerne sat og mange spændende kreative forslag blev sat for dagen og det endte da også med at vi blev enige om at spise sammen.
Mirell foreslog at vi kunne spise en gang æggekage og så få en enkelt lille til.

Cille fra Mors som er ekspert i kogekunstens snørklede korridorer blev kontaktet, og da hun hørte, at en så dejlig flok “tøser” ville hygge sig sammen, stillede hun straks sin kompetence til rådighed.

Tirsdag oprandt og stor var forventningens glæde.
Tre af vi piger havde valgt at følges ad, så der blev arrangeret kørelejlighed, opsamlingssteder blev plottet GPS’en justeret, og da vi – 7 transpiger samt Mirills hustru – endelig var blevet samlet, gik snakken samtidig med at kursen mod det nordvestfynske blev sat.
Som aftenen og stemningen gik op, – tre pandefulde æggekage af de store – blev der som sædvanligt hygget, sludret, talt og skålet.

Det var med et vist vemod at aftenen fik ende, store knus og ønske om snarlige gensyn blev strøet ud i rigelig mængde, endnu engang havde vi en rigtig dejlig aften med oplevelse af fællesskab og forankring af netværket.

Stemmebåndene og de store smil var brugt i rigelig mængde så hjemturen forløb stille og roligt.

Knus Hanne.

Det er ganske vist. Der var sammenkomst i Odense den 1. februar 2011. Af Hanne Larsen.

Vist 167 gange.
Aase på vej til indgangen til mødestedet i Odense.

Aase på vej til indgangen til mødestedet i Odense.

Af Hanne Larsen.
TiD har i 2010 fået adgang til at anvende nogle kommunale lokaler i Jens Bentzons gade i Odense, – lokaler som også anvendes af andre interesseorganisationer og grupper.
Det er nogle rigtige dejlige lokaler som stilles til rådighed i forbindelse med diverse sammenkomster, så vi transpiger har nu mulighed for at mødes under tvangfrie former.
Den første tirsdag i hver måned skulle være dagen hvor vi ville kunne komme og hygge os sammen.

Der er ikke noget som er godt, uden det også kan være skidt for noget andet.
Sammenkomsten tirsdag den 1. februar 2011 skulle flyttes. Stedet stedlige ledelse og bestyrelse havde valgt at afholde intern generalforsamling.

TiD's lokaler i Odense.

TiD’s lokaler i Odense.

I behageligt samråd med den lokale bestyrelse på stedet, blev der enighed om at aflyse mødet.
Herunder mente bestyrelsen, at vi nok ville være et forstyrrende indslag i det samlede billede og at koncentrationen ville falde til under et nul punkt.
En vis nervøsitet var der også at spore hos bestyrelsen, da man mente, at det også ville være svært at hold snor i de fremmødte, og at fokus på det centrale ville falde betragteligt, når nu vi piger “sejlede” forbi mængden af de fremmødte.

Gode råd var dyre, – men snu som vi kvinder i almindelighed er, foreslog Mirell at hun gerne ville lægge lokaler til.
Mirell bor et dejligt hus på Nordvestfyn og det i nogle utrolig lækre og skønne omgivelser.
Hurtigt blev der taget en fælles beslutning, – næste møde skulle selvfølgelig afholdes hos Mirell.
Kreativiteten voksede ved udsigten til en hyggestund sammen med en flok dejlige veninder. Nu var rammerne sat og mange spændende kreative forslag blev sat for dagen og det endte da også med at vi blev enige om at spise sammen.
Mirell foreslog at vi kunne spise en gang æggekage og så få en enkelt lille til.

Cille fra Mors som er ekspert i kogekunstens snørklede korridorer blev kontaktet, og da hun hørte, at en så dejlig flok “tøser” ville hygge sig sammen, stillede hun straks sin kompetence til rådighed.

Tirsdag oprandt og stor var forventningens glæde.
Tre af vi piger havde valgt at følges ad, så der blev arrangeret kørelejlighed, opsamlingssteder blev plottet GPS’en justeret, og da vi – 7 transpiger samt Mirills hustru – endelig var blevet samlet, gik snakken samtidig med at kursen mod det nordvestfynske blev sat.
Som aftenen og stemningen gik op, – tre pandefulde æggekage af de store – blev der som sædvanligt hygget, sludret, talt og skålet.

Det var med et vist vemod at aftenen fik ende, store knus og ønske om snarlige gensyn blev strøet ud i rigelig mængde, endnu engang havde vi en rigtig dejlig aften med oplevelse af fællesskab og forankring af netværket.

Stemmebåndene og de store smil var brugt i rigelig mængde så hjemturen forløb stille og roligt.

Knus Hanne.

Hanne Larsen til Nytårskur i TiD i Vejle den 21. januar 2011.

Vist 224 gange.
Transvestitforeningen i Danmark (TiD)

Transvestitforeningen i Danmark (TiD)

Af Hanne Larsen den 21. januar 2011.
Fyn er en af de smukkeste øer men, – 5 af de kønneste piger fra Fyn havde valgt at tage til Vejle for at deltage i TiD’s nytårskur med mottoet: Natten er vor egen.
I bevidstheden om at der var en lidt længere tur foran mig, og at det både kan være koldt og ensomt at sidde i en bil ensom og forladt besluttede jeg, at forene det nyttige med det behagelige og kontaktede 4 af de kønneste piger fra Fyn, – og vi blev så enige om at følges ad.

Til et så spændende arrangement vil der selvfølgelig være lidt logistik forbundet med at få alle pigerne samlet. Ikke mindst skulle selskabskjolen og makeuppen tilrettes, og der skulle findes en form for fælles kørsel.
Kabalen gik op og alt faldt på plads, nu var det så blot at få sat frisuren og lagt makeuppen.

I Odense fik vi samlet tre af pigerne op, og alt var nu sat i de rigtige folder, og turen gik mod det nordfynske hvor Mirell havde lovet at samle os alle i en bil.

Alle 5 piger blev efter en kort hyggestund og en kop kaffe placeret en og samme bil, hvilket var lidt af et kunststykke, da den fine robe og makeup ikke måtte lide skade.
Til stor glæde opdagede vi at turen ikke virkede lang, og vi fik hurtigt bugt med tiden.
Undervejs var der en rigtig hyggelig “tøsesludder” og ikke mindst kvitterede vi på, at der blev gjort alvor af et kommende varmt venskab og kontaktnetværk, som vi alle kan og vil drages nytte af fremover.

Stor var gælden da vi trådte op i Bygningen i Vejle. Astronomiske smil og en dejlig velkomst.
Alle var glade for at vi kom. At der kunne samles så mange i en fælles transport – super lød tilbagemeldingerne… “og så fra Fyn”.
Ikke mange minutter efter at de sidste var ankommet sprang champagne propperne, og der blev skålet og ønsket et rigtig godt nytår til os alle.

Bianca Alexio holdt en rigtig fin nytårstale i en erkendelse af, at vi ikke er alene, men en del af et fællesskab på godt og ondt, herunder det positive i at vi kan samle så mange og holde en god kontakt.

I løbet af aftenen blev der hygget, sludret, talt og skålet både på tværs af bordet samt i lokalet. Som aftenen skred frem tror jeg, de fleste af os var rundt og hilse på hverandre.

Alt i alt blev det en stor og dejlig aften, hvor oplevelsen af at der blev en knevret og snakket i kombination af fællesskab og idyl, Det var en en rigtig god feststemning som kom til at præge arrangementet.

Knus Hanne.

Kun for normale!

Vist 3.654 gange.
Kun for normale!

Kun for normale!

Titel Kun for normale!
Produktionsselskab Bellamour, Irene Haffner
Instruktør Irene Haffner
Medvirkende Irene Haffner
Premiere medio 2010
Spilletid 65 minutter
Sprog Dansk

Oplev normaliteten udsat for Lizzy Pedersens skarpe tunge i den lille one-woman cabaret med en skarp og morsom tekst, og sange, der ikke efterlader et øje tørt.
Cabaretten er ikke særlig pladskrævende, men kræver til gengæld godt med papirservietter.

Om cabaretten:
Tag med til generalforsamling i foreningen NormalDanmark.DK.
Den afholdes i Vester Møgby forsamlingshus, hvor formand(inden) Lizzy forestår årsberetningen og foreningens kasserer Ellinor optræder sammen med Leo i duoen: BELLAMOUR.
Ellinor har sin egen singleklub “HedRomantik” – og parret synger nogle smægtende kærlighedssange.
Leo er dog ikke synlig, da han har karantæne efter at være afsløret i sin kones undertøj. Han synger således bag et skærmbræt.

Irene Haffner kan kontaktes på tlf. 97997701 eller via e-mail haffner26@msn.com
Se omtalen i pdf-format.

Opførtes den 24. marts 2011 på Transformator i Aalborg.

En farverig aften i Teaterhjørnet. Hanne Larsen den 19. maj 2010.

Vist 797 gange.
Jane Wigh lægger makeup på Henriette, medens (Olivia) Marianne Peuckert med ryggen tilPernille Feline, TiD's formand interesserede ser til.

Jane Wigh lægger makeup på Henriette, medens (Olivia) Marianne Peuckert med ryggen til Pernille Feline, TiD’s formand interesserede ser til.

Af Hanne Larsen den 19. maj 2010.
Onsdag den 19. maj 2010 klokken 19 troppede 8 forventningsfulde og videbegærlige piger fra nær og fjern op til en spændende makeupaften i Teaterhjørnet, Vesterbrogade 175 i København.
TiD havde i samarbejde med Johanne og Laila fra butik Teaterhjørnet, arrangeret en makeupaften med den professionelle makeup artist, Jane Wigh alias klovnen Paliette, som er en af landets mest efterspurgte sminkeartister.
Arrangementet var annonceret på TiD’s hjemmeside og lød mægtig spændende, så jeg fik straks mobiltelefonen samlet op af tasken og tilmeldte mig hos Pernille Feline.

Da jeg er bosiddende i Odense, var der en lidt længere tur foran mig, – men hvad gør man ikke for skønheden.
Efter tilmeldingen kontaktede jeg Tina Thranesen for at høre, om hun skulle deltage. Og jo – Tina havde også valgt at tage til København, så følgeselskabet var hermed sikret.
På den lange tur på tværs af Sjælland fik vi hurtigt bugt med tiden. Snakken gik om mangt og meget, ikke mindst om vor fælles passion og interesser.

Aftenen forløb i en rigtig rar stemning, hvor Jane under sin kyndige anvisning satte os ind i mysteriet i at få lagt den rette makeup til den rette stemning.
Der var mulighed for både det festlige, den intime aften med plads til mange kys, men også det diskrete og klassiske look, som var ideelt, hvis blot besøget var henlagt til Netto eller en stille aften måske hjemme i de vante omgivelser.

Til trods for Janes mange rigtige gode råd og vejledninger, var der desværre kun afsat 3 timer, så for at ramme så bredt som muligt, valgte vi piger i samhørighed, at Jane introducerede til det “lette” hverdagslook – også set i lyset af, at tiden ofte er knap for os piger i en travl hverdag.

Jane greb opgaven og viste med en belærende vejledning, hvordan en makeup kan forandre og ændre image og udsende.
Henriette havde stillet sig til rådighed som “testpiloter”, og vi fugte forløbet med en betaget undren over, hvilken virkning en korrekt makeup kan påvirkede udseendet.
For at kunne følge forløbet og forandringen, valgte Jane kun at lægge makeup i den ene halvdel af Henriettes ansigt. Virkningen og forandringen var meget tydelig.

Efterfølgende fik Henriette færdiggjort sin makeup, og kom til alles store beundring til at ligne en “rigtig” modelpige – lige til ugebladssiderne. Rigtig flot.
Flere af os fik rigtig mange gode råd med på vejen, og andre fik under kyndig instruktion rettet den hjemmegjorte sminke, men vi vidste også godt, at der foran os lå et stykke arbejde, for at få helt styr på alle teknikkerne.

Aftenen sluttede af med mulighed for at handle i Teaterhjørnet, og her var der flere af os, der fik gjort nogle rigtig gode indkøb.
Med et stort farvel til alle pigerne og med tak for en dejlig aften, gik turen hjemover med lige så meget snak.

Tak for en rigtig belærende aften med håb om en gentagelse og opfølgning.

Knus
Hanne Larsen.

Fire transkønnede opstillet til valg ved kommunal- og regionalvalget den 17. november 2009.

Vist 792 gange. Anette Egelund opstillet for Liberal Alliance i København, Region Hovedstaden.
Hun var opstillet som nr. 7 på listen. Der var sideordnet opstillingsform.
Liberal Alliance fik 3.508 stemmer. Anette Egelund fik 117 personlige stemmer i hele regionen, deraf 60 i København. Hun blev ikke indvalgt.
Valgresultatet for hele regionen.
Valgresultatet for delvalget i Københavns Kommune, hvor Anette Egelund var opstillet.

Elizabeth Japsen opstillet for Enhedslisten – De Rød-Grønne i Århus Kommune.
Hun var opstillet som nr. 6 på listen. Der var partiliste opstillingsform.
Enhedslisten – De Rød-Grønne fik 5.718 stemmer. Elizabeth Japsen fik 45 personlige stemmer. Hun blev ikke indvalgt.
Valgresultatet Århus Kommune.

Erwin Maria Jöhnk opstillet for Socialdemokraterne i Nordjurs Kommune.
Han var opstillet som nr. 16 på listen. Der var sideordnet opstillingsform.
Socialdemokraterne fik 7.539 stemmer. Erwin Maria Jöhnk fik 8 personlige stemmer. Han blev ikke indvalgt.
Valgresultatet Norddjurs Kommune.

Irene Haffner opstillet for Socialistisk Folkeparti (SF) i Thisted Kommune.
Hun var opstillet som nr. 5 på listen.Ukendt opstillingsform, men formentlig
listeopstilling, hvilket SF sædvanligvis bruger.
Socialistisk Folkeparti fik 1.873 stemmer. Irene Haffner fik 34 personlige stemmer. Hun blev ikke indvalgt.
Valgresultatet Thisted Kommune.

Irene Haffner blev den 21. september 2009 udpeget som kontaktperson af Kvinderådet ifb. med dets kampagne op til kommunalvalget den 17. november 2009.

Vist 188 gange.
Irene Haffner

Irene Haffner

Irene Haffner, der er MtK transkønnet, stiller op for SF til valg til byrådet i Thisted. Hun blev af Kvinderådet den 21. september 2009 udpeget som Kvinderådets kontaktperson i Thisted Kommune i forbindelse med aktiviteter op til valget.

Kvinderådet

Kvinderådet

Kvinderådet har iværksat en kampagne under sloganet “Kommunalvalg 2009 – KVINDER TIL TOPS” for at få flere kvinder valgt ved kommunalvalget tirsdag den 17. november 2009 og har udnævnt lørdag den 7. november 2009 til dagen, hvor kvindelige kandidater til kommunal- og regionsråds valgene markerer sig samlet i landets kommuner.

Omtalen af valget af Irene Haffner som kontaktperson i Thisted Kommune findes ikke mere på Kvinderådet hjemmeside.

* * *
Kvinderådet blev oprettet i 1899 med det formål at koordinere de kvindepolitiske krav og påvirke den kønspolitiske udvikling nationalt og internationalt.
I dag er 45 organisationer medlemmer af Kvinderådet, og bag dem står mere end 1 million medlemmer. Det er bl.a. fagforbund, politiske partiers kvindeudvalg og humanitære foreninger, men også etniske minoritetskvindeforeninger, kønsforskere og faglige kvindegrupper er medlemmer.

* * *
Kvinderådet.

Take a Walk on the Wild Side. Forsommeren 2009.

Vist 1.301 gange.
Jane Sørensen

Jane Sørensen

Af Jane Sørensen.
At rejse er at leve skrev H.C. Andersen engang og kan det kombineres med shopping så er det noget nær den ultimative lykke for en trans. Derfor var jeg i strålende humør da jeg under en rejse til Toronto i Canada fik mulighed for at tage ud i byen. Det lokale Eaton Center var fyldt med lækre tøj- og skobutikker og jeg havde købt T-shirts i Armani-Exchange og i Tall Girl Store og var egentlig tilfreds med udbyttet; men en e-mail fra Bianca Bianca Alexio skabte et nyt behov. Hun havde nemlig besøgt butikken Take a Walk on the Wildside som sælger alt det udstyr en trans kan ønske sig.

Samtalehjørne.

Samtalehjørne.

Jeg fandt adressen på internettet vha. Biancas link og tog så undergrundstoget ud i den ende af byen hvor butikken ligger. Ejeren Paddy og hendes eksmand – transen Foxy-Roxy tog imod i butikken, og da jeg forklarede at jeg var en trans fra Danmark der gerne ville skrive en lille artikel om stedet fik jeg den helt store guidede tur.
Først fortalte Paddy om sit liv hvor hun havde været kunst og dramastuderende på Ryerson University i begyndelsen af firserne.

Dette fik hende i kontakt med transmiljøet og hun startede med at lægge makeup på transer. Det gav kontakt til de butikker der solgte til transer i USA. Bl.a. Tiffany Club ved JoAnn Roberts. Paddy fik derfor ideen at starte sin egen butik i Toronto, Canada, hvor hun i 1987 havde købt hus. Der startede hun butikken Take a Walk on the Wildside, navngivet efter Lou Reed-sangen Take a Walk on the Wild Side.

Paddy (th) med kunde.

Paddy (th) med kunde.

Take a Walk on the Wildside.

Take a Walk on the Wildside.

Efter interviewet med Paddy viste Foxy-Roxy rundt i huset der var fyldt med memorabilia.
På første salen var der en lille trans-lejlighed som kunne benyttes af de lokale transer der var medlem af husets klub. Lejligheden var passende indrettet med mange spejle, en lille scene til foto og møbler i lyse pastelfarver.
På 2. etagen var der omklædning med skabe som lokale transer kunne bruge til opbevaring. Der var spejle og sminke borde til makeover.
Tilbage i butikken viste Foxy-Roxy sortimentet med alt i undertøj, strømper, sko, parykker, proteser, sminke osv. Butikken var beboet af katten Kitty som sorgløst spankulerede rundt imellem varer og på bordene. En kunde kom ind og Fory-Roxy spurgte “so what do you need – new tits” – “already got tits – i need a garter belt”, svarede kunden – jo tonen var meget fri. Smiley

Foxy-Roxy med Kitty.

Foxy-Roxy med Kitty.

Kitty vogter Janes nye sko.

Kitty vogter Janes nye sko.

Imens fik jeg lejlighed til at kigge på varerne i butikken og som læseren måske ved har jeg en svaghed for sko og der stod sørme et par sorte pumps med mellemhøj hæl. Pasformen var perfekt og de kunne bruges både til kjole og jeans så dem måtte jeg eje.

Min taske lå på skranken og der må være noget der er tiltrækkende i en transtaske (måske katteurt) fordi Kitty havde kastet sin kærlighed på den og havde lagt sig som en spindende sort pelsklump oven på. Det var en oplagt fotomulighed: transtaske, kat og sko i samme billede.

Foxy-Roxys telefon.

Foxy-Roxys telefon.

Kitty måtte dog modvilligt flyttes for at jeg kunne finde mit kamera; men hun indtog straks pladsen på min taske igen og slog ud efter mig med kløerne fremme i poten – Grrrr – en rigtig artsfælle. Smiley

Nå jeg fik betalt for skoene ved siden af Foxy-Roxys lyserøde pelsbetrukne telefon og kunne nu drage hjem til Danmark en oplevelse rigere.
Er du tilfældigvis i Toronto kan et besøg bestemt anbefales.

Kærligst
Jane Sørensen.

Båstad Fashion Show den 29. april 2009.

Vist 395 gange.
Båstad Fashion Show

Båstad Fashion Show

Af Jane Sørensen den 29. april 2009.
Mandag den 27. april 2009 var det atter tid til at drage til forårets store begivenhed – Båstad træffet. Jeg pakkede min lille bronzefarvede Ford Focus med det mest nødvendige – 4 kuffeter med sko og dametøj samt to beautybokse og to proppede håndtasker – “traveling light” er vist et ukendt begreb for transpiger. Smiley

Vel ankommet i Båstad blev jeg modtaget af Julia der var ved at pakke hendes kosmetikbutik ud til ugens begivenheder. Snart stødte Katja Tordrup til og vi fik en hyggelig aften med kvidder over mere end et glas rødvin.
Dagen efter var det træningslejer for modellerne til Båstad Fashion Show som skulle foregå om onsdagen på diskotek Madison i Båstad. Det var en stort anlagt begivenhed hvor piger af alle køn skulle vise dame mode fra 8 butikker i Båstad. Vi trænede i de højhælede sko under instruktion af Francesca som er prof model og natklub entertainer i Malmö. Det gik uden forstuvede ankler til høj musik og med mange grin og kommentarer – piger og transer i en skøn sammenblanding.

Samantha - Sam prøver tøj i Rabalder.

Samantha – Sam prøver tøj i Rabalder.

Onsdag formiddag skulle jeg sammen med 4 transpiger til tøjprøvning hos indehaveren af Rabalder modebutikken. Ikke overraskende tog det 3 timer inden vi under instruktion af indehaveren havde udvalgt de 3 sæt vi skulle vise på catwalken. Kedeligt var det bestemt ikke at strippe til bh og trusser i samlet flok midt i en dametøjsbutik mens vi prøvede alt fra jeans, kjoler, nederdele, toppe og cardigans. Jeg fik valgt to hverdagssæt og en sort festkjole der nok skulle få et par damer til at løfte øjenbrynene. Smiley
Videre derfra gik turen til Frisk & Skönhet hvor de unge kosmetolog-damer lagde makeuppen på modellerne.
Så tilbage til diskotek Madisons for at indstudere koreografien til showet på catwalken som nu var stillet op med pink løber – pyha livet som model er hårdt.

Jane på catwalken.

Jane på catwalken.

Nu oprandt den store show aften – og det myldrede ind med publikummer – flere hundrede og lokalet omkring catwalken var proppet, ja et TV hold var der også udover flere fotografer. Vores to dejlige konferencier, Tina og Bertzy introducerede showet som forløb med 4 modeller fra hver af de 8 butikker i tre runder så vi havde tid til tøjbytte. I kælderen under catwalken løb vi rundt mellem tøjstativerne og hjalp hinanden med at være klar til hver runde.
Så op på catwalken, nakken bagover, frem med smilet og med rul på hofterne skred vi som supermodeller der aldrig havde lavet andet frem over den lyserøde catwalk. Det blev en total succes med hujen, piften og muntre kommentarer fra det begejstrede publikum. Efter showet var der dans på catwalken til de små timer.

Flere billeder fra begivenheden.

Fra torsdagen startede Båstad træffet for fuld styrke med transpiger fra alle skandinaviske lande og to film hold fra hhv. Danmark og Norge, der skulle lave dokumentar om træffet. Det var 3 muntre dage med mode, makeup og gode veninder. Solen fra Båstad kan stadig ses i mit smil.

Kærligst
Jane Sørensen.

Freja Nordam sendte den 22. december 2008 bemærkninger til Familiestyrelsen om navneændringsudkastet.

Vist 107 gange. Familiestyrelsen
Kristineberg 6,
2100 København Ø
att. fuldmægtig Merethe Johansen

Viborg, den 22. december 2008

Revision af navneloven
Justitsministeren fremsatte den 12. december 2008 forslag til revision af navneloven. Forslaget tager bl.a. sigte på transpersoner der ikke ønsker operation. Dermed er jeg selv med i målgruppen for de skitserede ændringer.

Som udgangspunkt, kan man undre sig over at Justitsministeren i en borgerlig/liberal regering finder det nødvendigt at lovgive om myndige personers ret til at vælge det navn, den enkelte finder passende.

Denne undren skal dog ikke afholde mig fra at forholde mig pragmatisk til forslaget. Jeg vil derfor tillade mig at udtrykke mine forbehold til forslaget som følger:

1. Det kan undre at Sexologisk Klinik på Rigshospitalet (RHSK) skal involveres. Jeg vil foreslå at ansøgningen om navneændring vedlægges en erklæring fra ansøgerens egen læge. Det må formodes at denne kender ansøgeren betydeligt bedre end en forholdsvis tilfældig person fra RHSK.

2. Såfremt Retsudvalget og dermed Folketinget fastholder kravet om konsultation hos RHSK, bør det fastlægges hvor mange konsultationer der maksimalt kan være tale om, før en afgørelse træffes. Umiddelbart burde ét besøg være tilstrækkeligt.

3. Såfremt ansøgning om navneskift afvises, bør ansøgeren have en klar beskrivelse af sin klageadgang.

Ad. 1. Af ministerens overvejelser fremgår det at man formoder at der umiddelbart efter lovens ikrafttrædelse vil være et forøget antal ansøgninger om navneskifte. For at undgå for stor belastning af systemet, kan man overveje en lempelse for de personer der allerede nu (jvnfr. seneste revision af navneloven ) har fået et ikke kønsspecifikt mellemnavn, og at disse efter ansøgning kan få deres tillagte mellemnavn som fornavn
Denne lempelse kunne være en erklæring fra enten kordegn eller egen læge. Erklæringen skulle i givet fald bevidne at ansøgeren fremtræder i det køn, som det ønskede navn antyder.

Med venlig hilsen
Freja Nordam
Vestervangsvej 69, dør 118
8800 Viborg
fre-ja@mail.dk

Stafetten. Freja Nordam den 30. november 2008. Som barn var jeg ikke god til stafet.

Vist 950 gange. Af Freja Nordam, der modtog stafetten fra Tina Vyum

Som barn var jeg ikke god til stafet. Særlig atletisk har jeg nemlig aldrig været. At denne stafet er beregnet til at skrive sig ud af, gør at jeg godt tør tage udfordringen jeg modtog fra Tina Vyum op.
På denne tid af året er der traditioner for at man gør status over årets gang, og hvordan det har formet sig. Det vil jeg tillade mig at gøre, men som bekendt er bakspejle mindre end vindspejle, derfor vil jeg bruge mest energi på nogle visioner for næste år.

Den absolut største og mest betydningsfulde begivenhed i 2008, var at jeg den 6. oktober blev bedste til lille August. Det er helt vidunderligt, og kan ikke beskrives. Samtidig er jeg også “tante af reserven” til Lukas fra Viby, der så småt er begyndt at gå. Glæden og fornemmelsen ved at have en af disse små på armen er ubeskrivelig.
Tidligt på året blev jeg tilkendt førtidspension. Jeg vælger at betragte det som en positiv udvikling i mit liv. Nu har jeg ro til at finde mig selv igen, efter en række meget turbulente år. Hvad det dækker over er meget privat, men jeg vil gøre en enkelt bemærkning: Jeg fejrede titlen som førtidspensionist med at anskaffe mig en spritny cykel. Det er klart den bedste gave jeg har givet mig selv i rigtig mange år. Forsynet med kurve både foran og bag er der plads til at tage til byen og gå på shopping.

Trans-Danmark har gennem det forgangne år afholdt mange gode arrangementer. Jeg har deltaget i den del jeg har kunnet overskue, og ikke mindst – det som økonomien har kunnet række til. Det har været dejligt på den måde at udbygge og fastholde tilknytningen til andre i vores lille minoritet. Det har også været herligt at træffe nye transpersoner, der har mod på at opleve livet, borte fra PC-skærmene.
Desværre har der på nettet været nogle debatter hvor man ikke har ønsket at være progressiv og positiv. Det er ærgerligt, og hvorfor det opstår, vil jeg ikke gå ind i en analyse af. Først og fremmest fordi det er så trættende at beskæftige sig med negative energier, men også fordi vi næppe slipper af med personer, der ikke formår at elske sig selv. (I mangel på personlig succes, er andres fiasko ikke at kimse af).

Medierne er i denne tid tykke af svulstige slogans, “Change can happen” er et af dem og baseret på valget af Obama, og med ham trækkes der tråde tilbage til John F. Kennedy, der i sin tiltrædelsestale 20. januar 1961 blandt andet sagde: “Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, spørg hvad du kan gøre for dit land.”
Hvis vi nu alle udskifter land med Trans-Danmark, så bliver vi virkelig en slagkraftig styrke af kreative transkønnede, der kan forbedre livsvilkår og rettigheder for vores gruppe.

Det stof mine drømme, håb og visioner er gjort af, handler først og fremmest om at de tre elementer i B 65 bliver gennemført.
Det vil sige – at vi får en ret til at bære et ikke kønsbestemt fornavn, at vi kan få lov til at skifte CPR nummer således at det modsvarer det køn vi ønsker at udtrykke, og endeligt at der foretages en vurdering af det forløb, personer der ønsker kønsskifteoperation, gennemgår på RHSK.
Drømmen er også at Trans-Danmark kan fastholde sin gennemslagskraft i medierne. Naturligvis på en sober måde, og på baggrund af relevante spørgsmål, på samme måde som det har været tilfældet i efteråret 2008.

Håbet er at 2009 kan blive året hvor fraktioner og enkeltpersoner vælger at slutte op om Trans-Danmark, på trods af at det vil betyde at nogle kameler skal sluges. Konstante nålestik ind i foreningen fører ikke til noget som helst, andet end den enkelte isoleres mere og mere fra et udviklende fællesskab.

Visionen er at vi vil være flere der indgår direkte i den politiske debat, således at vi kan blive synlige blandt de virkelige beslutningstagere. Debatter på nettet kan være meget underholdende, men batter de noget? Jeg er overbevist om at det direkte møde med politikere kan være en stærkt medvirkende årsag til at få vore drømme og håb til at blive virkelighed. Irene Haffner har på det seneste skrevet om sine positive erfaringer ved at melde sig ind i et parti som transkønnet, og også om den positive modtagelse hun så efterfølgende har fået. I skrivende stund er partierne ved at forberede næste års valgkamp om pladserne i kommunalbestyrelsen. Således også i mit parti, men mit navn kommer ikke til at fremgå af nogen liste. Det må jeg erkende at min psyke ikke er stærk nok til: Men derfor vil jeg alligevel søge at gøre min indflydelse gældende, i valgkampen.
Jeg håber at andre som Irene Haffner og jeg vil slutte op om partier der aktivt viser at de støtter kampen for transkønnedes rettigheder.
Jeg har den overbevisning at der ikke findes nogen større sag at kæmpe for, end kampen for sine rettigheder.

I sommer blev der pjattet en del om en Tour de Transer. Den ide vil jeg gerne arbejde videre med, således at det kan blive til en konkret begivenhed til sommer. Jeg forestiller mig en hyggelig cykeltur i og omkring Viborg, hvor vi kan nyde hinanden og naturen. Doping i form af kaffe eller the vil være obligatorisk under turen, der kan føre os gennem skove, hedelandskaber og hvad det midtjyske morænelandskab ellers kan byde på. Jeg tror at vi på den måde kan få en mulighed dels for at eksponere vores gruppe på en positiv måde, samtidig med at vi udvikler vores fællesskab.
I det lidt længere perspektiv har Irene Haffner søsat ideen om en sommerhøjskole. Jeg glæder mig meget til at følge udviklingen af dette projekt, og håber det kan blive en realitet allerede i 2010. Igen et tiltag der kan føre os videre.

Med disse ord vil jeg sende stafetten videre til Karen M. Larsen, der er kendt som en ganske ivrig debattør af rettighederne for alle grupper der hører under “Regnbuefamiliens” paraply.

Kærlig hilsen. Freja

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Stafetten. Jytte Witt den 30. oktober 2008. Tog udfordringen op.

Vist 579 gange.
Jytte Witt

Jytte Witt

Af Jytte Witt, der modtog stafetten fra Pia Nielsen.

Den 1. september gav Pia Nielsen stafetten videre til mig.
Desværre har jeg ikke fået gjort noget ved det siden. Det skyldes dels at den 1. september var 5 dage før min 70-års fødselsdag, som jeg havde travlt med at forberede, dels at jeg efterfølgende blev syg, idet jeg en uges tid efter min fødselsdag vågnede op en morgen og pludselig ikke kunne støtte på mine ben!

Problemet er nu, at ingen endnu har kunnet finde ud af, hvad der er i vejen, men stædig, som jeg er, er jeg nu kommet så langt at jeg kan gå – omend med stok. Tiden er derfor gået med undersøgelser hos læge og på sygehus og med gangtræning i skoven tæt herved.

Nu må jeg så tage udfordringen op og skrive om et eller andet. Jeg har valgt, at det skal handle om at være fuldtidstrans i et lille lokalsamfund. Det har jeg nu været i snart fire år, så der er da lidt erfaringer at trække på.

Det hele startede, da jeg blev enke(mand) i december 2004 efter 43 års ægteskab og skulle til at spekulere over, hvad der skulle ske med resten af mit liv. Jeg har været trans siden min barndom, men havde holdt det skjult for omverdenen, bortset fra min nærmeste familie, min kone og mine børn og nogle få venner. Jeg har altid færdedes ude, men aldrig i min hjemegn, når jeg var Jytte. Nu kunne jeg jo nemt indse, at hvis jeg gav los, ville der kun gå en begrænset tid, før en eller anden opdagede, at jeg kom ud af min dør i dametøj og kørte væk. Derfor besluttede jeg at foregribe situationen ved at fortælle mine naboer og bekendte, hvordan det forholdt sig. Det viste sig at være helt uproblematisk! Der var da en del forbavselse og nogen nysgerrighed, men absolut ingen afvisninger.

Egentlig havde jeg tænkt mig at fortsætte med at passe min hverdag som mand, men fandt hurtigt ud af, at det passede mig bedre, at gå helt over til at leve som kvinde og det har jeg gjort siden – og stadig uden problemer, måske bortset fra, at det er en almindelig kendt hemmelighed fra Bælum i øst til Skørping i vest, og fra Kongerslev i nord til Terndrup i syd, at den dame der hedder Jytte Witt oprindelig var en mand. Forleden da jeg humpede ind i Brugsen i Terndrup stod der 3 store drenge udenfor og idet jeg nærmede mig, fornemmede jeg, at den ene af dem – der så henimod mig – gav tegn til ham der stod overfor ham, at her kom der altså noget han skulle se. Han vendte sig og kastede et blik imod mig og så grinede og gloede de lidt. Så jeg sendte dem et venligt smil og et nådigt nik. Med det resultat at de alle tre hilste høfligt på mig med et venligt “dav”.
Når de fleste her omkring kender mig af udseende, har det en sammenhæng med, at jeg i perioden efter mit skifte fik en række opfordringer gennem mit netværk om at deltage i folkekoret i Bælum, hvor de savnede min bas! Noget sådant var naturligvis vanskeligt at stå imod for en forfængelig trans, så jeg gik over på ungdomsskolen i Bælum, en aften hvor jeg vidste, der var korprøve. Da jeg kom ind i gangen mødte jeg en af de ældre sopraner, der spurgte mig om det nu var en ny sopran eller alt, der kom. Jeg måtte straks forklare, at vi godt kendte hinanden og sidst vi sås sang jeg 2. bas. Det tog hun i stiv arm – med et smil og lidt forbavselse – og vi gik ind, hvor jeg henvendte mig til hele koret og sagde at vi godt kendte hinanden, men nu levede jeg altså som Jytte og nu ville jeg gå over til basserne. Hvis nogen havde problemer med det, måtte de henvende sig til bestyrelsen. Det betød en vældig latter, og siden har jeg bare altid følt mig velkommen ved sangaftenerne og til korets koncerter i omegnens kirker, på plejehjemmet og hvor vi ellers har deltaget. Da vores koropstilling er sådan, at basserne står lige bagved sopranerne er det let for mig at glide ubemærket ind i billedet.

3. september 2008 ved indvielsen af Lindholm Høje Museets udvidelse. Jytte Witt i samtale med udstillingens arkitekt Lars Haastrup (tv) og bygningens arkitekt Lars Fich (th) efter alle festtalerne, og mens H. M. Dronningen blev vist rundt.

3. september 2008 ved indvielsen af Lindholm Høje Museets udvidelse. Jytte Witt i samtale med udstillingens arkitekt Lars Haastrup (tv) og bygningens arkitekt Lars Fich (th) efter alle festtalerne, og mens H. M. Dronningen blev vist rundt.

En omstændighed ved korarbejdet er, at det foregår på en skole, hvor en flok unge mennesker også færdes og en aften sad en af de unge piger og holdt hof på trappen i forhallen, da jeg skulle udenfor i pausen. Hun hilste på mig og jeg hilste igen. Da jeg lidt efter kom tilbage og gik gennem gangen råbte hun efter mig: “Hej, ved du hvad klokken er?” Jeg tænkte: “det her er vist en stemmeprøve”. Vendte mig og svarede med lys kvindestemme: “tyve minutter over otte”. Da vi gik hjem ved halvtitiden sad hun der stadig og sagde nu “farvel og tak for i aften.” Det spekulerede jeg lidt over bagefter. Det kunne da være hun bare skulle vide hvad klokken var. Måske ville hun gøre sig lidt til overfor veninderne ved at vise hun turde henvende sig til et af de gamle spøgelser, der færdedes på skolen – eller måske havde hun fornemmet et eller andet ved mig. Disse tanker fremførte jeg overfor forstanderen den næste dag, idet jeg tilbød at komme på skolen og fortælle lidt om hvad en trans var. For hvis hun nu havde gennemskuet mig ville der alligevel blive talt om det mellem eleverne, uden de vidste, hvad det var de talte om. Skolen sagde ja tak til mit tilbud, som jeg indfriede kort tid efter med hele elevflokken (ca. 100) foruden hovedparten af lærerstaben. Det var en ualmindelig morsom oplevelse for alle parter. Jeg talte bare ca. 20 minutter, hvorefter jeg gav plads til at stille alle de spørgsmål de havde lyst til, idet jeg forsikrede, at jeg ikke var sart. Det tog de imod og spurgte fuldstændig frygtløst i tre kvarter, hvor vi kom gennem hele mit liv. Med stor vægt på hvordan jeg bar mig ad. De ville vide alt om mine attrapper, men også om mit følelsesliv. En replik jeg aldrig glemmer var den en af de store drenge sagde: “Har du aldrig lyst til at sidde en hel dag i underbukser med en kasse bajere og se voldsfilm?” Hvortil jeg ærligt kunne svare, at det var aldrig faldet mig ind. Pigen, der havde givet anledning til arrangementet var der også og det vidste sig, at hun ikke havde anet noget som helst. Dette besøg på ungdomsskolen har jeg nu gennemført med tre årgange og har i øvrigt udvidet min missionsvirksomhed også til damerne i Innerwheelklubberne i Aalborg og efter jul også i Brønderslev. (Disse klubber består af ægtefæller til Rotary-medlemmer.)

Men vi vender tilbage til korarbejdet. Forrige december var vi til en koncert i Terndrup Kirke. Der var stødfuldt – ikke på grund af os, men fordi de mindste skoleelever skulle holde Luciaoptog: Der var ingen der bemærkede noget før senere på aftenen, hvor menighedsrådets formand inviterede alle i kirken med til kaffe på kroen. En af de damer jeg kendte fra koret havde arrangeret et velgørenhedslotteri af en art, og da alle lodderne var solgt, begyndte hun at råbe de udtrukne op – med en meget lille stemme. Ingen kunne høre en brik. Jeg, der sad i nærheden af hende, men skjult i den tætpakkede sal, forsøgte nu at hjælpe hende ved at gentage numrene med kraftig tordenrøst. Da jeg havde gjort det et par gange sagde hun til mig: “Jytte nu må du komme herop og hjælpe mig”. Der kom et par meget forbløffede blikke fra folk, da man så en ældre nydelige dame rejse sig i sin fulde højde (179 cm) for at lade numrene gjalde i salen. Men munterheden bredte sig lige så hurtigt, som vi nu fik afviklet lotteriet. Herefter var der ikke mange af de Terndrupborgere, som havde været med i kirken, der ikke kendte Jytte og næste dag kom menighedsrådets kasserer hen til mig og takkede på hele byens vegne for min indsats. “Ellers havde vi siddet der endnu”, som han udtrykte det. Som man forstår har jeg placeret mig på en nydelig førsteplads som landsbyoriginal.

Men jeg har også fået meget personlige venner gennem min nyvundne åbenhed. Endnu inden jeg genindtrådte i koret var jeg som publikum med til en kirkekoncert i Bælum efter opfordring fra kirkens organist, der er en af mine naboer. Efter koncerten var der kaffe i sognegården, og da jeg var ude for at få en smøg kom en dame hen til mig. Hun skulle også ryge, men vist først og fremmest tale med en anden, der havde mistet én fornylig. Hendes mand var død en månedstid før af en galoperende kræft i en alder omkring de 55 år, og hun havde hørt, at jeg lige havde mistet min kone et par måneder før. Det snakkede vi så lidt om og blev enige om at ses en anden gang og det er blevet en varmt og varigt venskab. Siden har hun fortalt mig, at hvis jeg bare havde været en mand, havde hun aldrig henvendt sig!

Inden hendes mand døde havde han pålagt hende at sælge huset, der lå helt for sig selv ude på marken og ville komme til at volde hende problemer med vedligeholdelse og med at komme til og fra om vinteren. Jeg nåede dog, mens hun boede der, at træffe hele hendes venne- og bekendtskabskreds bl.a. ved en større fest, hvor jeg grillede en hel højrebssteg. Det var søde mennesker, der aldrig før havde truffet en trans og mange af dem har jeg mødt adskillige gange siden. De kender mig alle ved navn, mens jeg er lidt mere på den med nogle af dem. Der er jo forskel på at lære et navn og så at lære 20.

Nå, hun fik solgt huset og købte en grund ved en ny udstykning i Skørping og fik tegnet et hus hos en arkitekt hun havde samarbejdet med som grafiker. Men pengene skulle strækkes lidt for at få enderne til at nå sammen. Så i stedet for et samtalekøkken fra HTH til 75.000 kørte vi til IKEA i Århus og købte stumper for 15.000, som jeg lovede at bygge et køkken af for hende.

Inden håndværkerne var færdige med byggeriet, begyndte jeg at samle elementerne, sammen med hendes datters svigerforældre og derefter begyndte jeg at stille køkkenet op. En dag spurgte en af tømrerne hvor hun havde fået den køkkenmontør fra – og hun svarede “det er en af mine bedste veninder”.
Den tyggede han lidt på og sagde så “veninde?”. “Nå ja”, sagde hun “hun er trans“. (Han må jo have hørt min sav, der bruges med lange gennemgående strøg – eller måske havde han kigget). Og han svarede “nå ja en trans, det findes selvfølgelig, men her!”

Susanne, som min veninde hedder, havde i mellemtiden fået job som postbud og fortalte en dag grinende, hvordan hendes kollega, der passer ruten der hvor jeg bor, havde fortalt, at jeg var kommet ud for at modtage posten og til kollegerne sagde hun nu, at det var dog utroligt, som jeg lignede min bror. Susanne fortalte hende så, at det ikke var så mærkeligt eftersom den dame hun havde truffet, faktisk var den samme, som hun kendte som mand; men at jeg nu hed Jytte. Hertil svarede hun: “hun kunne da godt have fortalt, at vi er navnesøstre.”

Huset i Skørping er for længst færdigt og Susanne insisterede på at lave maden til min 70 årsdag og overtalte mig til overhovedet at holde den.
Så jeg lejede Store Brøndum forsamlingshus, der ligger ved siden af “Kulturkøbmanden” i samme by. Her har et af landets største online antikvariater til huse, sammen med et øludsalg med et udvalg på mere end 300 forskellige mikrobryggeriers produktion. Alt sammen drevet af en af alterne i koret – også en god veninde.

Til min fødselsdag inviterede jeg nu en god portion af mine mange nye venner, mine børn, svigerbørn og børnebørn, mine svogre og svigerinder, foruden min søster og hendes mand. Og endelig en del af mine gamle kolleger og bekendte fra min tid i museumsvæsenet – i alt omkring 60 mennesker. Til festen købte jeg på udsalget en kjole, der ikke skulle lade nogen i tvivl om hvem der var festens hovedperson. Så alt skulle være klappet og klart; men min kok – Susanne – brækkede sit ene ben et par uger før det hele skulle løbe af stabelen. Nu var gode råd dyre.

Efter et par dages overvejelser besøgte jeg Antonino Oliveti, der driver “Restaurante da Vinci” i Hadsund. Da jeg fortalte, at jeg skulle holde min 70 årsdag, viste han sig som en rigtig italiener og sagde indigneret: “Det passer ikke – så gammel kan du ikke være!” Men vi blev da enige om, at han skulle levere italienske småretter til 60 mennnesker.

Vin, øl og vand købte jeg i Superbrugsen i Terndrup. Et par af mine mandlige naboer hjalp med at sætte borde op og slæbe stole ind. Min nærmeste nabo til den anden side – en friser der hedder Gelfke – tilbød at sørge for blomster og bordpynt og hjalp den sidste dag med at dække bord. En tredje nabo – Annette – som jeg jævnligt drikker kaffe med for at udveksle egnens nyheder, som vi begge føler os ansvarlige for at viderebringe, leverede 2 døtre omkring de 20 år til at stå i køkkenet, klare opvasken og stille flasker og kaffe på bordene efterhånden. Min ældste søns kone Fie lovede at holde lidt øje med den side af sagen. Selv lavede jeg skipperlabscoves til min familie, der begyndte at ankomme fredag. De havde telte og campingvogn med og overnattede i haven.

Jytte Witt. Gaveudpakningen i forsamliingshuset.

Jytte Witt. Gaveudpakningen i forsamliingshuset.

Selve festen var en eftermiddagsforestilling fra 13 til 17 – og den blev festlig. En af mine naboer (jeg har rigtig mange!) – Uffe – som jeg skiftes til at at lave mad med, så vi begge får varm mad hver dag, havde jeg udnævnt til toastmaster, et hverv han passede med knasende tør humor. Endnu en nabo, Ian, der er solocellist ved Aalborg Symfoniorkester underholdt med et enkelt nummer på sin cello, mens min ældste søn Søren stod for afviklingen af fællessangene, Susanne holdt en smuk tale siddende i sin kørestol, og en af de gamle kollegers kone – Anna – fortalte om sin forbløffelse, da hun hørte at jeg var sprunget ud som kvinde og om sin glæde ved at have lært mig at kende fra den ny side.

Mine børn stillede op med en af mine gamle Halfdan Rasmussenviser. Søren og min datter Hanne tillige med en version af den almindelige fødselsdagssang, hvor de forskyder hver stavelse et slag i forhold til melodien. Jeg havde ikke hørt den siden deres gymnasietid. De påstod de ikke havde øvet sig siden.

Uffe fortalte, at der ved enhver fest var en kedelig tale, og at det var desværre som regel også den længste, og da han ikke kunne få flere til at ytre sig, ville han påtage sig denne opgave, hvorefter han holdt en kort og ustyrlig morsom tale om vores bekendtskab, der nu havde stået på i flere år og som havde været oplevet af ham som meget spændende og behageligt, omend det havde været som en lang kostumefest.

Gæsterne insisterede på offentlig udpakning af gavebordet. En skik jeg ikke var fortrolig med, men det var overvældende.

Min største bekymring havde nok været oprydningen, når vi var færdige, men venner og familie tog fat og efter en halv time var alt på plads og salen svabret, bilerne pakket, pigerne næsten igennem opvasken. Hele familien tog med hjem og spiste rester og larmede til sent ude i campingvognen. Om søndagen tog alle afsted efter at min yngste søn – Peter – havde klippet hækkene, som min svoger var begyndt på før festen. Mandag rejste min søster og svoger tilbage til USA via Island.

Selv lå jeg brak hele mandagen, men fik ordnet alle detaljer med tak for gaverne, betalinger hist og her osv. i løbet af ugen. Den følgende mandag slog systemet fra og min karriere som invalid tog sin begyndelse.

Alle disse ord blot for at fortælle, at det behøver ikke altid at være problematisk at være fuldtidstrans – heller ikke ude på landet. Forestillingen om alle fordommene ligger i os selv og i langt mindre grad i vore medmennesker, selvom vores erhvervslivs organisationer og vores demokratiske institutioner ikke helt har fattet, hvad der skal til, for at alle kan trives.

Jeg har overdraget stafetten til Tina Vyum.

Mvh. Jytte Witt.

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Efterårsfest i Trans-Danmark den 25. oktober 2008 i Den Gamle Kro i Hornslet.

Vist 695 gange.
Den Gamle Kro Hornslet

Den Gamle Kro Hornslet

Af Freja Nordam
Lørdag, den 25. oktober 2008 havde 15 – 20 festklædte kvinder sat hinanden stævne på Hornslet Gamle Kro på Djursland for at nye hinandens selskab og en typisk dansk kro-menu: Gammeldags oksesteg og isdessert. Maden var virkelig veltillavet og serveringen var perfekt. På den baggrund kan det ikke undre at snakken gik lystigt hen over bordet – der var dækket op og pyntet, som om vi var til fødselsdag.

En af de tilstedeværende kvinder var psykoterapeut Sarah Alice Thorsen. Hun havde indvilliget i at holde et oplæg om hvordan man gennem psykoterapi kan opnå større forståelse af sig selv.
Sarahs hjertevarme udstråling betog vist os alle. Særlig da hun loyalt og kærligt fortalte hvorledes hendes søn, for nogle år siden sprang ud som transvestit. Anna er nu en fast bestanddel i families liv.

Sarah Alice Thorsen

Sarah Alice Thorsen

Sarah havde mange gode hint til os alle om hvordan vi kan arbejde med vores eget jeg. Det blev vel også lysende klart for alle de tilstedeværende, hvordan en person “udefra” kan være med til at skabe klarhed over vores liv.
Da Sarah gennem en times tid, havde vandret frem og tilbage i lokalet og fortalt om “overjeget” om kønsroller i indianerstammer og meget mere, blev der tid til at stille spørgsmål og diskutere. Lysten til at deltage var stor, men Signe styrede begivenhederne med kærlig og kyndig hånd, således alle fik lejlighed til at komme til orde.
Ikke uventet handlede en del af spørgsmålene om det nære miljø. Om at kunne forholde sig til familien og jobbet. Sarah kunne ikke give konkrete svar, men pege på nogle retninger og løsningsmodeller.

Sammenkomst i Trans-Danmark

Sammenkomst i Trans-Danmark

Hornslet Gamle Kro er et fantastisk sted at besøge. Her kan man virkelig få sig en kulinarisk oplevelse, der står mål med hvad andre gode madsteder kan byde på. Samtidig er det lokale, der stilles os til rådighed, hyggeligt og rart og beliggende så diskret, at de der ikke er rutinerede i at færdes åbent, kan føle sig trygge.

Jeg vil hermed sende de varmeste hilsner til alle der deltog, med særlig tak til Ulla (Ulva), og Signe.
Men en ganske særlig hilsen skal gå til Sarah og Sheila, der vist har haft en finger med i spillet ved at engager Sarah.

Kærlig hilsen
Freja

Irene Haffner i Berlin den 2. til 4. maj 2008.

Vist 309 gange.
Irene Haffner

Irene Haffner

Af Irene Haffner
6. maj 2008

Jeg mindes da jeg første gang gik ud af min dør som Irene. Bævrende og noget angst, men også fast besluttet på at jeg ville ud.
Der har været mange skridt at tage, og mange gange hvor jeg bare skulle gøre det uden at tænke for meget.
Det blev efterhånden mere og mere naturligt at bevæge sig ude og langsomt fik jeg et hverdagsliv som Irene. Byture i de lidt større byer heromkring, tur til Båstad og ture ud i landet. Til koncert i Aalborg og mere dagligdags ting som at gå på biblioteket, handle ind osv.

Nu er jeg lige kommet hjem fra Berlin og er lykkelig og nærmest beruset af nogle dages intense oplevelser.
Jeg har fulgtes med en lille gruppe til Transgender Europa møde i Berlin, og udover mødet var jeg fast besluttet på at prøve livet som transvestit i en storby. Helt alene!
Bare det at booke ind på et hotel og skrive: Irene Haffner i ind-bookingen. Dejligt!
Jeg havde mit eget værelse på Holiday Inn, og der fulgte 4 dage på full time som pige. Det har jeg prøvet før, og jeg er jo transvestit, ikke transseksuel, så normalt har jeg jo altid en mulighed for at skifte tilbage til mand. Men jeg havde selvfølgelig kun kvindetøj med. Og sikke et cirkus da jeg skulle pakke sent onsdag aften efter at have fået et tilbud om at tage med! Jeg må til at lære det!
Men det gik nogenlunde.

Den første dag var jeg i jeans, lille bluse, højhælede støvler og sort skindjakke. Og efter åbningsmødet på Scøneberg Rådhus var jeg på vej ud i den store millionby. Jeg spadserede og opdagede hurtigt at højhælede støvler ikke lige er det bedste at gå langt i.
Jeg sad på små fortovscafeer, og spadserede på Unter den Linden, og da det begyndte at små-dryppe var jeg en tur på Berlins Historiske Museum. Det blev også til en tur på en lille hyggelig italiensk restaurant, hvor en smilende sød ung servitrice betjente mig med udsøgt elegance og høflighed!
Tværs over Alexanderplads, og op i toget hvor jeg for første gang kom til at stå i et tæt mylder af folk. Jeg holdt bare godt fast og tænkte at det gik nok. Der faldt da et blik i ny og næ, men mon ikke de har set transer før, de berlinere. Jeg havde da gjort mig virkelig umage for at se både almindelig og elegant ud. Langt om længe tyndede det ud, og jeg fik mig en plads at sidde på, og da vi nåede endestationen fik jeg fat i en taxi, og så hjem og hvile.

Næste morgen var det ned i hotellets restaurant og spise morgen mad. En smilende og venlig betjening, og i det hele taget imødekommende og venlige mennesker. Jeg opnåede endda at blive tiltalt mrs. Haffner! Hi.!
Jeg fik prøvet at være ude i den store by på alle leder og kanter. Det krævede at jeg virkelig gjorde mig umage om morgenen og fik lavet både en barbering og en make-up der kunne holde omkring de 12 timer, og hele tiden have med i planlægningen at jeg skulle hjem på hotellet og bade, barbere og lægge ny make-up til om aftenen. Det giver jo noget træning.
Jeg valgte nu et godt princip, skulle det vise sig. Jeg begyndte at gå i nederdel, og bruge bluser og skjortebluser som jeg kunne kombinere på kryds og tværs. Og det vil jeg huske til en anden gang, fordi man så på en let måde kan skifte tøj uden at have knap så meget med som jeg havde. Og så er det altså ud og finde nogle bløde flade sko. En storby kan hurtigt tage livet af et par trans-fødder med høje hæle!
Det blev hurtigt en helt almindelig følelse at færdes overalt. Gå i forretninger, restauranter, tage toget, køre i taxi osv. Det var en ualmindelig dejlig følelse, som bare forstærker lysten til at fortsætte ens udvikling. Det ER bare vidunderligt at være den pige man gerne vil være, og så opleve at hun kan færdes frit og være til som alle andre. Bevægelserne, måden at gå på, stemmen, ja alt ændredes langsomt, og her nogle dage efter, kan jeg slet ikke vende tilbage til ham der også lever her i huset.
Jeg oplevede ikke den mindste antydning af nedladenhed eller overgreb, men jeg fandt dog ud af at man skal tænke sig om.

Lørdag aften tog jeg fra hotellet ind til byen for at se trans-cabaret. Alene!
Da jeg kom til stationen så jeg der stod 2 sikkerhedsfolk. Jeg tænkte ikke nærmere over det og gik ind i toget. Dørene smækkede lige efter og toget satte i gang. Jeg opdagede hvorfor der var sikkerhedsfolk. Det var lørdag aften. Klokken var 20, og ungdommen var på vej ud for at feste. Toget blev hurtigt fyldt med drikkende, larmende unge. Og der sad lille mig! Jeg sad bare lige så stille og kiggede ud af vinduet. Jeg ved ikke om de opdagede mig. Men da toget langt om længe nåede ind til byen og holdt hvor jeg skulle af, ventede jeg til toget stoppede, og trippede hurtigt ud i mine fine sorte nylonstrømper og små sorte laksko.
Ude på gaderne ved stationen var der lige så mange grupper af unge. Der var virkelig gang i den, og til sidst fangede jeg en taxi midt ude på gaden og hoppede ind i den. Og sådan ankom jeg så til et forrygende transshow midt i det lidt dekadente Berlin. Og sikke en behandling jeg fik. Jeg var jo en noget ældre dame i forhold til de mange unge, og min påklædning var jo ikke hverken punket eller kitchet, næ den var elegant og klassisk. Det var en succes, og inden jeg fik set mig om havde jeg en hel flok tilhængere rundt om mig der ville vide hvem jeg var og hvor jeg kom fra. Hi… fantastisk følelse at være populær!!
Og jeg vidste bare at jeg ikke skulle hjem med toget kl. 3 om natten i Berlin. Heldigvis fandt jeg mine veninder fra hotellet og kørte med dem!

Det var ubeskriveligt dejligt. Og meget befriende at kunne færdes så åbent og naturligt som man kan i sådan en storby. Jeg ville elske at bo sådan et sted.
Jeg har sådan en dejlig følelse af fuldbyrdelse indeni. Og udover at være vidne til TGEU mødet på Schøneberg Rådhus (Transgender Europa), var oplevelsen som alene pige ude i en storby, en virkelig skøn oplevelse.
Det er ikke sidste gang!

Knus
Irene Haffner

* * *
Irene har også skrevet artiklen Menneskerettigheder i fokus! om sin tur til Berlin.

På tur til Båstad med Jane den 10. til 13. april 2008.

Vist 564 gange.
Jane Sørensen

Jane Sørensen

Af Jane Sørensen den 1. maj 2008.
De to helt store begivenheder på året for transer er Båstadtræffene i april/maj og september. Vi glæder os alle usigeligt til disse møder hvor man kan mødes med veninderne fra hele Skandinavien over 3 dage med “Alt for Damerne” samt gode middage og fest. Jane havde over vinteren shoppet tøj og nu var alle “outfits” gjort klar. Der var indkøbt festkjoler i USA og nye sko fra Skowolter, så damen var bare helt klar til at indtage Båstad. Jane havde arrangeret at køre sammen med Faye.
Jane Sørensen i grå jeans.

Jane Sørensen i grå jeans.

Faye har en stor bil, og det er jo nødvendigt når to transer skal af sted. Vi havde hver to store kufferter spændt til bristepunktet med det dejligste tøj og de fineste sko. Herudover medbragte vi et par dragt poser, beautyboxe og flere dametasker. Fru Jane var allerede ved afrejsen tonet frem i stramme jeans, Wolford bluse og læderjakke, mens Faye stadig var noget rustik at se på.
Som et ægtepar drog vi således af sted. Turen gik over 5 broer ned gennem Jylland, over Fyn og Sjælland til det forjættede Sverige med Båstad beliggende i al sin pragt ved vandet bag Hallandsåsen.
Vi ankom om torsdagen d.10. april kl. 15 og det passede med at vi kørte direkte ud til Åsa og Bengt som bor på Borapsvägen på Hallandsåsen bag golfbanen med udsigt over vandet. Åsa og Bengt holdt nemlig velkomst reception for alle transpigerne. Der var gensynsglæde, knus og kram til Åsa og Bengt og veninderne. Der blev nydt vin og spist hotdogs og solen skinnede som den altid gør når transerne kommer til Båstad.

Enehal.

Enehal.

Åsa og Bengt var ejere af Hotel Riviera hvor alle transetræf i de sidste 10 år hidtil var foregået. Men ak Riviera var nu solgt til ombygning og vi var nu alle spændte på det nye sted Enehal.
Vi ankom der til ca. kl. 17 og blev indkvarteret i et af husene til Enehal der ligger op ad skrænten på Jernvägsvägen i Båstad. Vi var heldige og fik værelser på 1. etage med balkon og udsigt over Båstad og vandet.
Det var nu tid til dagens 2. overhaling for festtøjet skulle frem til middagen. Fru Jane tonede frem i lyserødt og fru Faye var nu et skønt skue i hvidkniplingskjole.
Middagen foregik i Enehals “matsal” hvor stemningen var høj og der blev senere danset til 60´er musik leveret af Stephanie. Efter afsminkning gik damerne til køjs ca. kl. 0100.

Jane Sørensen i leopard.

Jane Sørensen i leopard.

Om morgenen d. 11. april sprang Jane ud af sengen og af sted på jogging tur ud af Båstad og ned til vandet og retur forbi Riviera, der nu ensomt lå der ved vandet. Hjemme igen på Enehal var det tid til dagens første makeover. I dag var det leoparddag havde Jane bestemt, så på med en lårkort leopardkjole med leopardstrømper og leopardsko – Grrrrrrr – vilddyret var klart til at indtage Båstad igen.
Fru Faye stødte til selskabet nu klædt i blåhvid pastel kjole og sammen gik vi til Enehals lækre veldækkede brunchbuffet.
Faye i blåt.

Faye i blåt.

Dér mødte vi Katja Tordrup, som med et kyndigt almoderligt blik målte Jane og sagde: “har du tænkt dig at gå i byen i det der?”.
Yeps, det havde Jane tænkt sig; men bestemt ikke i en forventning om at gå rundt ubemærket.
Efter brunchen var det af sted til Båstad med Faye, Camilla og Lea for at se på alt det en kvinde ikke kan undvære. Vi startede i Hälsa & Skönhet Parfumeri på Köpmansgatan hvor damerne købte cremer, pudre og bijouteri. Jane fandt en dejlig halskæde med mønter der skulle på samme aften. Videre forbi Rutigt & Randigt, Second Hand Shop hvor der altid er ting at finde. Derefter gik turen til CATSUIT, Exclusiva Damkläder och skor, Köpmansgatan 30. Dér skete miraklet – Jane fandt en leopardtaske som hun med en hurtig kattebevægelse kloede og købte. Ekspedienten som betjente Jane målte hende også og sagde tørt: “Jeg ser du gillar leopard”. Ja, kunne junglekatten Jane kun svare, for det var jo sandt.

Jane Sørensen på catwalk.

Jane Sørensen på catwalk.

Tilbage på Enehal var der samvær, snak, grin og latter med veninderne i Katjas parykbutik, A&J kosmetik og 6-feet-4 dametøj. Lisa Tulin solgte sin DVD – Gå över gränsen – med egne tegnefilm som er både søde og sjove, og som har vundet flere internationale filmpriser. Det var simpelthen en dejlig solskinsdag med veninderne i Båstad!

Fredag aften var der først “mingel” i baren og dernæst middag med underholdning i form af en Catwalk arrangeret af modelmamma Rebecca Quist.
Jane havde på forhånd tilmeldt sig showet og gik model i sine festkjoler fra USA. Vi var i alt 8 piger der gik model i alle de mest vidunderlige outfits. Jane fik overtalt sin veninde Sussi til at gå med. Hun er en lille fiks størrelse 38 der kunne passe flere af Rebeccas silkekjoler – det var bare en succes.

Pepes bodega.

Pepes bodega.

Efter catwalk, dessert og kaffe var alle klar til den store dicsodansetur til Pepes Bodega, Stranden i Båstad. Det er blevet en tradition at der er transnight på Pepes om fredagen og folk fra Båstad og omegn flokkes der for at feste med transerne. Og hold da op hvor vi trykkede den af på dansegulvet og i barerne. Der blev snakket, grinet, danset og drukket. Klokken blev 0230 før “rocktjejen” Jane var brugt og sengeklar.

Jane Sørensen på Pepes.

Jane Sørensen på Pepes.

Lørdag – “same procedure as usual” – joggingtur; men Jane havde en fornemmelse af at morgensolen var usædvanligt skarp og at fuglene trampede rundt med tunge fødder i træerne. To Panodil og et brusebad, så var fru Jane, nu med et par solbriller, klar til dagen i sin nye pepitaternede dragt.
Fru Faye var i blå denim og således gik turen atter ind til Båstad til nye indkøb.
Om eftermiddagen havde Sussi bedt Jane om hjælp til forberedelse af sit indiske Bollywood danseshow. Sussi havde trænet Bollywood dans hver uge i 2 år og mente at hun nu var klar til at: “face the crowd” som amerikanerne siger.
Jane tog del i opvarmningen og opdagede indtil flere ukendte muskelgrupper i løbet af Sussis program – av.
Sussi trænede to danse og var så klar til aftenen. men manglede blomsterhårpynt. Så af sted i Sussis store Mercedes ind til Hälsa & Skönhet hvor vi fandt lyserøde og hvide blomster med hårelastik til Sussis sorte hår.

Susi - Bollywood.

Susi – Bollywood.

Så oprandt aftenen for gallamiddagen og alle var i deres pæneste festkjoler. Jane i sort pels og derudover solbriller som taget ud af et af Henrik Lemkes billeder. Alle stillede op på Jernvägsvägen foran elven til det traditionelle store gruppefoto. Derefter var det tid til Bollywood danseshow med Sussi. Jane var konferencier og introducerede Sussis to danse der som tema havde tvangsægteskab og frigørelse herfra, samt Indien under det engelske koloniherredømme. Et indslag heri var det Indiske Bollywood hit: “Main Vari Vari”. Sussi var henrivende i orange sari med silkeapplikationer, indiske smykker og blomster i det lange sorte hår. Der var lange ovationer efterfølgende.

Dessert.

Dessert.

Middagen var sublim med laks, kalv og dejlig dessert med tilhørende vine. Under middagen blev Enehals ejer, Patrick hyldet af hele selskabet for 3 fantastiske dage og Katja Tordrup kunne overrække et blommetræ fra os alle. Som Katja sagde til selskabet så sendte hun to ikke alt for kloge danske piger (Jane og Faye) af sted efter “blommor” til Patrick. Og hvad køber de to høns så: “Et blommetræ” – SUK det er ikke altid helt nemt med skandinaviske ord med dobbeltbetydning.
Efter gallamiddagen var der total fest med transdans. Åsa og Bengt deltog i festlighederne med alle pigerne og igen blev klokken ca. 0200 før damerne kunne lægge sig berigede på alle sanser med uforglemmelige indtryk.

Søndag stod Janes og Fayes brødre tidligt op og fik Enehals dejlige morgenbuffet kl. 0830 hvorefter turen gik hjemad til Århus over de 5 broer i en bil der sjovt nok var pakket med mængder af dametøj, sko, smykker og kosmetik.

Ja som Katja Tordrup skriver “Båstad er livet“!!

Den 1. maj 2008.
Jane Sørensen.

B 65. Bilag 4. Spgsm. 3. Freja Nordams henvendelse den 16. april 2008 til Sundhedsudvalget. Spgsm. den 22. april 2008 til ministeren. Svar den. 22. maj 2008.

Vist 124 gange. Freja Nordam fremsendte dateret den 16. april 2008 en skrivelse til Sundhedsudvalget med bemærkninger til beslutningsforslag B 65 – Samling: 2007-08 (2. samling).
Den 22. april 2008 stillede Sundhedsudvalget spørgsmål nr. 3 om kommentar til henvendelse af 16. april 2008 fra Freja Nordam – bilag 4 – til sundheds- og forebyggelsesminister, Jakob Axel Nielsen, der svarede den 22. maj 2008.

* * *
Indholdsfortegnelse
Freja Nordams skrivelse af 16. april 2008
Spørgsmålet til ministeren
Ministerens svar på spørgsmålet
Kildehenvisninger

* * *
[Til indholdsfortegnelsen] Freja Nordams skrivelse af 16. april 2008.

Til: Folketingets Sundhedsudvalg

Vedr. B 65, Forslag til folketingsbeslutning om transseksuelles/transkønnedes rettigheder.

Med stor interesse fulgte jeg med i transmissionen af Folketingets 1. behandling af beslutningsforslag B 65, fremsat af Enhedslisten, den 26. februar 2008.

Af debatten fremgik det at ingen af ordførerne har tætte relationer til transseksuelle. Jeg er selv diagnosticeret F 65, Transseksuel iht. ICD 10, og lever nu på 3 år som non-opereret MtK TS. På den baggrund føler jeg mig i stand til at kommentere 1. behandlingen af forslaget.

Forslaget består som bekendt af 3 områder.

Første område handler om retten til frit at vælge navn.

Det frie navnevalg, som VKO blokken beskrev under 1. behandlingen af forslaget er ikke så frit endda.
Frit er det at tage et ikke kønsspecifikt mellemnavn. Den mulighed har været tilgængelig siden den reviderede navnelov trådte i kraft i foråret 2006. Den særlige regel for transseksuelle, som fremgår af Bekendtgørelse nr. 438 af 11. maj 2007 beskrives i kapitel 4 § 13:

For personer, som ikke har gennemgået et kønsskifte, men som af Rigshospitalets Sexologiske Klinik vurderes at være transseksuelle, kan der gøres undtagelse fra kravet om, at et navn ikke må betegne det modsatte køn, jf. navnelovens § 4, stk. 4, § 7, stk. 2 og § 13, stk. 2. Stk. 2. Hvis vurderingen fra Rigshospitalets Sexologiske Klinik giver anledning til tvivl om, hvorvidt en person er transseksuel, kan der indhentes supplerende udtalelse fra Retslægerådet.
Stk. 3. Sager om undtagelse fra kravet om, at et navn ikke må betegne det modsatte køn, jf. stk. 1, behandles af statsforvaltningen.

Det kan undre at det er nødvendigt at besøge Sexologisk Klinik i sådan en sag. En smidigere løsning kunne være at den enkeltes læge udfærdigede en erklæring som blev bilagt ansøgningen til den lokale kirkebogsfører.

Under 1. behandlingen kom ordføreren fra Det Radikale Venstre ind på at der allerede nu findes mange “nye” navne i det danske samfund, der ikke entydigt afslører personens køn.

Sophie Løhde fra Venstre, gav udtryk for: Vi har fundet en god balance med den nuværende navnelovgivning, som den er i sin udformning i dag. Man kan sige, at hvis der var fuldstændig frit valg, kan jeg den ene dag kalde mig for Oskar og den næste dag for Lisette,

Den bemærkning fandt jeg hverken morsom, eller passende. Først og fremmest er det en ganske alvorlig sag at erkende sig som transseksuel. Det indebærer mange svære overvejelser og spekulationer. Når man så har fået sig betroet til sine nærmeste, og er sprunget ud, så opstår der naturligt et behov for at få et passende navn. Navnet er ikke noget man bare leger med. dertil kommer at et navneskifte udløser et gebyr, samt krav om nyt pas og kørekort.

Andet område handler om hvilken kønsidentitet transseksuelles cpr-nummer og pas skal udtrykke

Folketinget har ingen problemer med at personer der gennemgår en såkaldt kønsmodificerende operation får et nyt cpr.nummer. For mig rejser det en filosofisk diskussion:

Hvad er udslagsgivende for den transseksuelles opfattelse af sit køn.?
Med de regler vi til dato er underlagt, betragter samfundet åbenbart kønet som en fysisk tilstand. Reelt kan en ændring af kønnet ikke foretages. Det eneste en såkaldt kønsskifteoperation kan ændre, er alene kønsorganernes udseende. Organer der tilhører biologiske kvinders fysiologi, kan ikke tilføres en født mand, og det samme gør sig gældende for fødte kvinder, der ønsker at fremstå som mænd.
Samtlige ordførere udtrykt forståelse for at denne type af operationer er forbundet med store risici, og er irreversibel. Det kan derfor undre at man alligevel kræver at transseksuelle skal gennemgå en operation, der medfører kasteration og sterilisation, før man kan få ændret sin kønsmæssige status.

Tredje område handler om en friere tilgang til kønsskifteoperationer.

Med undtagelse af Enhedslistens Per Clausen, var alle ordførere skeptiske overfor at gøre en kønsskifteoperation til den enkelte transseksuelles ansvar. Jeg deler den samme skepsis. Dog er der en del områder som man kunne gøre smidigere. F. eks. forstår jeg ikke at egen læge ikke kan få lov til at bidrage til det udredningsarbejde, som efter min mening bør gå forud for en afgørelse. Jeg er enig med såvel Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet og Karl H. Bornhøft, Socialistisk Folkeparti.

Mine personlige betragtninger:

Jeg har været bekendt med min transseksualisme siden min tidligste barndom. (Jeg er født i 1954. ) Mit hjem var præget af Indre Mission, så dette område var ikke naturligt at tale om.
Mine teenageår var et rent helvede, men jeg fornægtede tankerne om min anderledes kønsopfattelse. Fik en uddannelse, blev gift og fik børn. Levede et liv der på overfladen var lykkeligt og succesfuldt, men måtte i en moden alder indse at jeg ikke længere kunne leve på “en løgn”.

Gennem min læge er jeg blevet henvist til et gynækolog, der har taget mig i behandling med Østradiol (østrogen) samt Androcur. (anti testosteron) Som følge heraf er mit udseende ændret meget i feminin retning.

Transseksuelle ønsker ikke at vække opsigt. Derfor er det vigtigt for os at samfundet finder et måde at hjælpe os. Det er ubehageligt at skulle afsløre sig selv som mand – når man i mange sammenhænge bruger sit gule sygesikringsbevis. Hvad enten det er på apoteket, ved henvendelser til det kommunale system, eller man bare skal låne en bog på biblioteket.
På samme måde vækker det nogen undren når jeg afleverer mit valgkort, der er udstedt til Hr Xxxxxx Freja Nordam.

Antallet af transseksuelle i Danmark er ukendt. Men det drejer sig sikkert om promiller af befolkningen. Derfor vil en ændring af Cpr systemet, så det kan imødekomme de intentioner som ligger i B 65, ikke betyde at der kommer uorden i statistikkerne.

Når man betragter CPR området, så skal man jo tænke over at dette ikke er indstiftet af en himmelsk urkraft – men af danske embedsmænd i slutningen af 1960erne. Dengang var det stadigt forbudt at færdes offentligt i det modsatte køns tøj. (Jvn.fr. Københavns politivedtægt, 1967) Samtidig var regnekraften i datidens “datamaskiner” stærkt begrænset, og hvert enkelt ciffer var derfor informationsbærende.

Det er mit håb at Udvalget vil tillægge min skrivelse betydning, ved det fortsatte arbejde med B65

Med venlig hilsen
Freja Nordam
Vestervangsvej 69 dør 118
8800 Viborg
86 67 48 33

* * *
[Til indholdsfortegnelsen] Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 16. april 2008 fra Freja Nordam, jf. B 65 – bilag 4.

[Til indholdsfortegnelsen] Svar
I henvendelsen har Freja Nordam dels redegjort for sine personlige oplevelser som transseksuel, dels for sine synspunkter på de forslag, der er fremsat med beslutningsforslag nr. B 65.

Jeg har ingen bemærkninger hertil.

Jeg kan om regeringens synspunkter på forslagene henvise til min tale ved 1. behandlingen af beslutningsforslaget.

* * *
[Til indholdsfortegnelsen] Kildehenvisninger
Folketingets journal vedrørende henvendelsen.
Henvendelsen i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Interview af Henrik Wolter og skokøb hos Skowolter den 9. april 2008.

Vist 535 gange.
Jane Sørensen.

Jane Sørensen.

Af Jane Sørensen den 9. april 2008.
Som læserene har erfaret, så har Jane en passion for festkjoler, og helt galt gik det, da hun besøgte Sophisticated Lady Store ved San Diego og kom hjem med ikke mindre end fire festkjoler. Jane har dog endnu en tilståelse at gøre – hun er helt vild med sko – pumps, sandaler, ballerinaer og støvler – jo mere feminint des bedre. Udfordringen for mange af os transpiger er dog, at vanlige damestørrelser stopper ved størrelse 41/42, og med Janes levefod på 42/43 er der ikke meget udvalg i almindelige skobutikker. Lykkelige er de, der har en lille fod! Nå, men det findes råd for, idet der findes en del specialbutikker for store skostørrelser. En af de helt store butikker er Skowolter, som primært sælger
på internettet; men som også lejlighedsvist afholder lagersalg. Da Jane i december måned 2007 var på besøg hos Skowolter for at købe vinterstøvler, aftalte hun med indehaveren, Henrik Wolter, at hun skulle komme til foråret for at skrive en artikel til TiD’s nyhedsbrev om butikken. Det skulle selvfølgelig kombineres med køb af et par sko – eller det var i hvert fald, hvad Jane planlagde. Da Jane er besat af sko, valgte hun meget passende onsdag den 9. april 2008 til besøget hos Skowolter. Håret blev sat, på med jeans og vinterstøvler samt en Eva & Claudi trøje, og så var Jane klar til shop-amok ekspeditionen til Skowolter.

Stråtag og bindingsværk i Borum.

Stråtag og bindingsværk i Borum.

Turen gik over Skanderborg via den idylliske bindingsværkslandsby – Borum, forbi Øm Kloster til Gl. Rye og Skowolter, hvor Henrik Wolter og hans salgsassistent, Gurli tog gæstfrit og elskværdigt imod. Godt nok sælger de mange damesko til mænd; men det er ikke hver dag, at en af transpigerne møder personligt op for at prøve sko, så de havde glædet sig lige så meget til mødet som Jane.
Henrik var i færd med at få leveret brænde, så Jane fik en snak med Gurli og tid til at se sig lidt rundt i butikken eller lageret, som vist er en bedre betegnelse.

Vinduet med miniaturesko.

Vinduet med miniaturesko.

Det lille hyggelige lager er pakket med skoæsker fra gulv til loft – et rent slaraffenland for en transpige.

Henrik har en passion for sko og skodesign og har i et af staldvinduerne lavet en lille udstilling af miniaturesko – alle damesko selvfølgelig – for det er jo uanset hvad de mest spændende, så Jane tog straks et foto af udstillingen.
Da Henrik efter 15 minutter var færdig med at læsse brændet af, gik vi i gang med at diskutere sko og interviewe.

Henriks fornemmelse for sko.

Henriks fornemmelse for sko.

Henrik Wolter er 49 år. Han er tidligere ejer af Skowolter butikken i Ryesgade i Århus, som flyttede til Gl. Rye i 1998. Der er en enkelt ansat – salgsassistenten Gurli.
Skowolter er nu stort set udelukkende en internetbutik, der har specialiseret sig i små og store skostørrelser til damer og herrer. Butikken har dog lejlighedsvist åbent for lagersalg.

Butikken er placeret i et tidligere gård med lageret i den gamle staldbygning.
Henrik Wolter beretter en sød historie om, at han fik besøg af en ældre herre, der fortalte, at han tjente på gården under krigen og havde “seng” i høet i stalden. I dag står der skoæsker over det hele, og der er en velduft af læder.

Ægte tæppe og røde ballerinaer.

Ægte tæppe og røde ballerinaer.

Henrik Wolter beretter, at han udover sko i de små og store størrelser også sælger Dr. Martens og mange “andefødder”. Henrik deltager i de store skosalgsmesser i Milano og Düsseldorf. Han samarbejder med tre spanske fabrikker, der producerer sko til ham efter hans eget design. Henrik kombinerer i sine design et stort antal læster med hæle, lædertyper, spænder osv. Skulle man skrive en biografi om Henrik, ville bogtitlen være “Henrik Wolters fornemmelse for sko”, for han er passioneret og begejstret, når han taler om sine sko og sine design. Derudover har han også en rigtig fin fornemmelse for at kombinere sko med tøj og kommer med forslag og kommentarer, når man prøver sko.

Jane med byttet.

Jane med byttet.

Jane havde som sagt tænkt sig at erhverve et par lyserøde pumps sko, men så kom Henrik også med et par røde ballerina sko, som Jane havde set på nettet.

Med to par sko nedlagt tog “skocenteret” i Janes hjerne fuldstændig kontrollen over alle rationelle handlinger, og der blev fundet et par sølvsandaler til næste Båstadtræf.

Janes skokøb.

Janes skokøb.

Henrik var dog ikke til at stoppe, for han havde jo lige et par superfeminine sko, der også skulle ses – beige lærreds sling back med høj hæl og to pastelgrønne læderremme løbende langs siderne. Jane var solgt, og det var skoene også.
Der blev grinet og prøvet sko i 45 minutter. En pæn sum fattigere forlod Jane butikken belæsset med fire skoæsker med de mest vidunderlige damesko.
Henrik fulgte – som en gentleman – Jane ud til bilen, og vi fik læsset sko og sagt pænt farvel. Ja – det er bestemt ikke sidste gang, at Jane besøger Skowolter, for det var en oplevelse udover det sædvanlige – med varige souvenirs til at tage på fødderne.

Skowolter sælger til hele Skandinavien, men mest til Danmark og Norge. Der lagerføres 8.000 par sko, så der er rigeligt at vælge imellem, og transpiger er, som I kan forstå, meget velkomne.

Jane Sørensen.

B 142. Jytte Witt og Elisabeth Japsen i foretræde for Sundhedsudvalget den 14. september 2007.

Vist 283 gange.
Jytte Witt

Jytte Witt

Sundhedsudvalget dagsorden den 14. september 2007 punkt:
1. Modtagelse af deputationer:
a. Elisabeth Japsen og Jytte Witt vedr. B 142 (transseksuelles rettigheder), jf. B 142bilag 5.

* * *
Af Jytte Witt.
En lille rapport om et besøg hos Sundhedsudvalget
I fredags d. 14. september 2007 var Elizabeth Japsen og jeg inviteret til at besøge Sundhedsudvalget. Jeg rejste med toget i 5 timer derover om torsdagen og overnattede hos gode venner, der bor tæt ved Meyers Deli på Gammel Kongevej, så vi fik et udmærket sent måltid med skalddyrssuppe, brød, pålæg og ost. Og selvfølgelig en kølig hvidvin.

Næste formiddag mødte jeg Elizabeth inde i byen. Vi gik på café og drøftede hvad vi skulle sige til udvalget. Ved et sådant besøg har man i alt 15 minutter. De første fem anbefales disponeret som et indlæg, resten af tiden kan udvalgsmedlemmerne stille spørgsmål.

Ved halv et tiden gik vi ind i “borgen” og præsenterede os for de tilstedeværende folketingsbetjente. Meget venlige folk, der fortalte, at beredskabsniveauet denne dag var højt, fordi der skulle være samråd med ministeren. Derfor var de nødt til at køre os igennem et sikkerhedscheck. Vi gik ud i forhallen hvor der stod et anlæg svarende til det man møder i lufthavnen. Vi tog alt vores metalskrammel af og lagde taskerne op i en bakke, der blev kørt gennem røntgenapparaturet. Herved blev det konstateret at jeg går med kniv! Det er ganske vist ikke en kriminel model, men en ganske almindelig gildekniv til kastration af smågrise. Den ville de gerne have lov til at opbevare mens vi var på besøg. Heldigvis havde jeg ikke bøjle-BH på, så den elektroniske portal gav ikke udslag.

Vi var i god tid og købte en kop kaffe i caféen udenfor snapstinget, og ved ét tiden fik vi at vide, hvor vi skulle henvende os. Der var selvfølgelig en anden delegation som lige skulle ind først, men 13.17 var man klar til at tage imod os i værelse 202.

Det var et stort rum – vistnok større end de man plejede at have møder i, fordi man skulle have det omtalte samråd med ministeren. Det var faktisk så stort at vi fik anvist plads ca. 8 meter fra udvalgets formand. Det 16 mand store udvalg var repræsenteret af 5 medlemmer: Birgitte Josefsen (V), Marion Pedersen (V), Birthe Skaarup (DF) (formand), Joan Erlandsen (V) og Helle Sjelle (KF). De sad alle tæt sammen lige ved siden af formanden, der nu bød os velkommen, og gav os lejlighed til at fremlægge vores sag.

Jeg startede med en meget koncentreret version af mit skriftlige indlæg, som udvalget havde fået tilsendt sidst i juni, hvorefter Elizabeth fortalte om sine oplevelser af, at emnet transkønnethed i hendes tid var blevet mere og mere acceptabelt, og dokumenterede det med 2 henvisninger til den sidste uges aviser, hvor både Politiken og Berlingske Tidende havde haft omfattende artikler om fænomenet. Pointen var, at det måske var på tide at man fornyede sig i samfundets holdning til sagen og reviderede den administrative praksis. Vi havde nu brugt de første 7 minutter af vores kvarter og stillede os til rådighed for spørgsmål.

Hertil svarede formanden, at de ingen spørgsmål havde! Idet ministeren endnu ikke havde kommenteret vores henvendelse. Vi samlede vores underkæber og øvrige ejendele op og forlod salen, der i mellemtiden fik besøg af flere af udvalgets medlemmer!

Bortset fra den gang, ved en lokal sommerfest, hvor en fulderik ville gramse på min brystproteser, er det den mest respektløse og uforskammede behandling jeg har været ude for i den tid, jeg har færdedes som Jytte. Jeg tror nu ikke der var tale om diskrimination. Jeg er derimod bange for, at hele foretrædeinstitutionen er en gang blålys, og at en hvilken som helst borger, kunne være kommet ud for noget tilsvarende.

Vi gik en lang tur for at svale af og fik lidt mad og begav os derefter tilbage til Jylland. Det var en hyggelig togtur, hvor vi faldt i snak med andre rejsende og kl. 22 – efter ca. 30 timers fravær – var jeg hjemme igen og opdagede at de nydelige – lidt stilige – sko, jeg havde købt for at se ordentlig ud (for 699 kr.), allerede var gået op i limningen.

Den 18. september 2007. Jytte Witt.

B 142. Bilag l7. Spgsm. 39. Freja Nordams henvendelse af 16. juli 2007 til Sundhedsudvalget. Spørgsmål 39 derom til ministeren. Svar den 27. september 2007.

Vist 91 gange. Freja Nordam fremsendte den 16. juli 2007 i anledning af beslutningsforslag B 142 en skrivelse til Sundhedsudvalget, der den 19. juli 2007 i spgsm. nr. 39 bad indenrigs- og sundhedsministeren, Lars Løkke Rasmussen, om at kommentere henvendelsen, hvilket skete i svar af 27. september 2007.

Indhold
Henvendelsen fra Freja Nordam i sin helhed
Spørgsmål nr. 39 af 19. juli 2007 til indenrigs- og sundhedsministeren
Svar den 27. september 20074 fra ministeren på spgsm. nr. 39 Kildehenvisninger

[Til top] Henvendelsen i sin helhed.

Emne: Forslag B 142 angående Transseksuelles forhold

Til udvalget

Som et af de mennesker som føler sig omfattet af forslaget tillader mig hermed at fremsende mine synspunkter på det fremlagte forslag.
Det er mit håb at udvalget vil finde anledning at tage mine tanker i betragtning, ved forslagets fremtidige behandling.

Jeg er naturligvis til jeres rådighed, såfremt der er elementer i min skrivelse som i ønsker at få belyst yderligere.

Med venlig hilsen
Freja Nordam
Vestervangsvej 69/118
8800 Viborg

* * *
Til Sundhedsudvalget
Christiansborg,
1240 København K.

Viborg, den 16. juli 2007

Kommentarer til forslag B142

Forslaget er udtryk for et meget visionært livssyn, og består som bekendt af fire hovedelementer. Som en af de personer, der i høj grad ville kunne få sit liv påvirket af de intentioner, der udtrykkes i forslaget, tillader jeg mig hermed at kommentere på de enkelte delelementer i forslaget, nemlig:
– at myndige mennesker selv kan bestemme deres fornavn uden hensyn til deres køn,
– at myndige mennesker selv kan bestemme, hvilken kønsidentitet deres cpr-nummer og pas skal udtrykke,
– at myndige mennesker – efter grundig vejledning og rådgivning om konsekvenserne – selv afgør, om de vil gennemgå en kønsskifteoperation, og at samfundet stiller denne mulighed til rådighed for borgerne, og
– at alle mennesker uanset køn og seksuel orientering skal have de samme muligheder, herunder muligheden for at adoptere børn.

Jeg lever i dag på fuld tid som en kvinde. Det har øget min livskvalitet ganske betydeligt. Jeg bestræber mig i høj grad på at falde i et med mine omgivelser. Det betyder at jeg opfører og klæder mig som enhver anden kvinde på min alder. Derfor vækker jeg heller ikke opsigt.

Jeg blev født i 1954. Siden min tidligste barndom har jeg følt at der var noget der ikke var rigtigt hos mig, og ikke var som hos andre drenge! I min barndom/ungdom var der ikke nogen særlig stor viden omkring transvestisme og transseksualitet. Selv den dag i dag er der meget begrænset viden om dette område.
Jeg lagde dengang låg på disse tanker, for det kunne jo ikke nytte noget. Fysisk var jeg mand, og måtte agere i overensstemmelse med dette. Tog en uddannelse, blev gift og fik børn. Jeg har en lang karriere bag mig med teknisk projektsalg, nationalt som internationalt. Som det fremgår har jeg dog ikke kunnet holde min feminine side indespærret.
Det har haft store personlige omkostninger at “komme ud af skabet” i 2001. Disse omkostninger har været skilsmisse, et problematisk forhold til det ene af mine to børn, samt tab af karriere.

Samfundet er indtil dato indrettet efter det forhold at der kun findes 2 biologiske køn. Desværre er vi nogle få, der ikke passer helt ind i disse kasser. Alt efter temperament benævner vi os selv som transvestitter, transseksuelle, transkønnede, eller slet og ret transer.
Nogle få ændringer fra det officielle Danmark ville gøre vores hverdag nemmere, og desuden være medvirkende til en større accept i samfundet.
Det er også vigtigt at forholde sig til at vi som gruppe er meget få, og derfor kan vi være meget udsatte. Når vi ikke engang selv, til fulde, ved hvorfor vi agerer som vi gør, hvordan skal man så kunne forvente at omgivelserne kan forstå os? Derfor er det meget vigtigt at lovgivning og administrative regler lettes, således at vi kan blive en mere naturlig del i samfundet.

– at myndige mennesker selv kan bestemme deres fornavn uden hensyn til deres køn,
Da den reviderede navnelov sidste år trådte i kraft, benyttede jeg lejligheden til at tilføje Freja Nordam til mit navn. Desværre er Freja ikke på den liste over navne som både kan anvendes af mænd og kvinder.
Navnet har stor symbolværdi i ens selvopfattelse. Derfor er det for mig ikke nogen løsning at tilføje et kønsneutralt navn foran det navn, jeg har valgt. Det er næppe tænkeligt at myndighederne ville påtvinge andre persongrupper i samfundet at deres ret til frit at vælge navn, skulle reduceres. Jeg accepterer naturligvis at der overordnet set kan være navne som virker anstødelige, og derfor er problematiske at anvende. Det er dog næppe den slags navne målgruppen for B 142 ville vælge, såfremt navneloven blev lempet.

– at myndige mennesker selv kan bestemme, hvilken kønsidentitet deres cpr-nummer og pas skal udtrykke,
Såvel navn som den påhæftede kønsidentitet, har stor betydning for ens selvværd. For mig virker det paradoksalt at de østrogenpiller som jeg indtager, udskrives til den mand, som jeg engang var, men som jeg kun har min fortid til fælles med. Det er også ydmygende at jeg ved alle de henvendelser som jeg har til det officielle Danmark er nød til, billedligt talt, at afsløre indholdet i mine trusser. Det krænker min blufærdighed.
Virksomheder, jeg er i kontakt med, har ikke haft noget problem med at foretage de administrative ændringer så deres databaser er i overensstemmelse med den person som er kunde hos dem. Det er eksempelvis tilfældet hos TDC, FDM og Falck. Optagelsen i diverse telefonbøger stemmer også overens med det navn, som jeg i dag identificeres med.

– at myndige mennesker – efter grundig vejledning og rådgivning om konsekvenserne – selv afgør, om de vil gennemgå en kønsskifteoperation, og at samfundet stiller denne mulighed til rådighed for borgerne.
I sommeren 2006 henvendte jeg mig til min læge, og forelagde ham det forhold at jeg følte en uoverensstemmelse mellem min psyke og min fysiske fremtoning. Jeg fik derpå en henvisning til en gynækolog, der har erfaring i at behandle transseksuelle med det kvindelige kønshormon østrogen (Østradiol DLF 2 mg, 2 x 2 mg. dagligt). Den udvikling som jeg siden opnået, har haft en stor positiv værdi for mig, legemligt som psykisk.

På det personlige plan, er jeg afklaret med at en “kosmetisk operation” i mit skridt ikke vil gøre mig mere kvindelig. Denne operation vil ikke ændre andet end nogle få ting på min krop. Kvindelighed er så meget andet og mere, end et kønsorgan. Som lovgivningen og reglerne er i dag, er jeg imidlertid nød til at frekventere Rigshospitalet gennem flere år, og evt. undergå en meget omfattende operation, for at opnå samfundets accept af at jeg er kvindelig. Jeg finder dette forhold uforståeligt, og jeg vil tillade mig at sige at det er spild af samfundsmæssige ressourcer. Både økonomisk og menneskeligt.

Med til billedet hører naturligvis også at det begrænsede antal såkaldte kønsskifteoperationer i Danmark, betyder at kompetencen på dette område ikke er så stor som den er for mange andre operationstyper. Mange transseksuelle har derfor følt det nødvendigt at betale for deres operation, på et privathospital i Thailand.

I de fleste sammenhænge vil danske statsborgere foretrække at få foretaget deres indgreb inden for landets grænser.
Jeg tror derfor godt man kan få en fornemmelse af den desperation der dybest set ligger bag de mennesker, der hvert år vælger at rejse ud af landet, for at gennemføre en operation.

Jeg har kendskab til en del personer for hvem et “administrativt kønsskifte” ville være tilstrækkeligt til at øge den personlige livskvalitet. Mig selv inklusive. Jeg kunne derfor forestille mig at en smidig løsning kunne være at ens lokale læge ville skrive en erklæring til Civilretsdirektoratet, der kunne danne basis for såvel en navneændring, som en ændring af personnummeret.

– at alle mennesker uanset køn og seksuel orientering skal have de samme muligheder, herunder muligheden for at adoptere børn.
Diskussionen om retten til at adoptere børn bliver ført fra mange sider. Jeg har personligt ikke nogen yderligere ord at tilføre netop den del af forslaget. Derfor vil jeg på dette punkt alene tilslutte mig de synspunkter som LBL (Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske) har.

Som jeg tidligere har nævnt har det officielle Danmarks love og regler stor betydning for den enkelte borgers opfattelse af minoritetsgrupper. Til at belyse dette vil jeg gerne fremdrage loven om registreret partnerskab fra 1989. Denne lov har haft en stor betydning for samfundets opfattelse af homoseksuelle.
Antallet i den målgruppe, som B-142 retter sig imod er ukendt. Mit eget skøn er at det næppe er mere end nogle få hundrede. Med dette indlæg håber jeg at have belyst at de forhold vi, i målgruppen, er underlagt med få midler ændres drastisk i positiv retning. En stor del af os er desværre blevet marginaliseret, pga. af vores medfødte opfattelse af vores køns-id..

Jeg håber derfor at Sundhedsudvalget vil se med stor velvilje på B-142.

Med venlig hilsen
Freja Nordam
Vestervangsvej 69/118
8800 Viborg
86 67 48 33

* * *
[Til top] Spørgsmål nr. 39
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 16. juli 2007 fra Freja Nordam, jf. B 142 – bilag 7.

[Til top] Svar på spørgsmål nr. 39
Freja Nordam redegør i henvendelsen for sine personlige oplevelser som en biologisk mand, der lever som kvinde, og giver udtryk for sin støtte til de forslag, Enhedslisten fremsatte i beslutningsforslag nr. B 142.

Jeg har ikke bemærkninger hertil.

* * *
[Til top] Kildehenvisninger
Folketingets journal vedrørende henvendelsen – bilag 7.
Henvendelsen i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Jane Sørensen på shopping i Sophisticated Lady i det sydlige Californien i 2007.

Vist 570 gange.
Jane Sørensen.

Jane Sørensen.

Af Jane Sørensen.
En af Janes, og helt sikkert også de fleste af læsers passioner, er kjoler, og er det festkjoler og store rober, så er det bare endnu bedre.

Ved en simpel Google søgning på internettet efter festkjoler kommer der mange websteder frem. Søger man på party dresses, kommer der endnu flere, og således fandt Jane forretningen Sophisticated Lady Store, som har en hjemmeside, der er et overflødighedshorn af festkjoler, cocktailkjoler, brudekjoler, og “prom dresses” – det er veritabel slikbutik for en trans.

Sophisticated Lady Store. Hjemmeside.

Sophisticated Lady Store. Hjemmeside.

Butikken sælger over internettet, men billeder kan være taknemmelige, og da lejligheden bød sig, at Janes alterego skulle på en konference i San Diego, var der ikke langt til beslutningen om at besøge Sophisticated Lady butikken, som ligger i Escondido ca. 30 km fra San Diego.

Sophisticated Lady Store.

Sophisticated Lady Store.

Der blev lejet en bil, da offentlig transport i USA er mildt sagt sparsom, og i den kørte Jane så en formiddag af sted. Netop i den periode havde der været store skovbrande i det sydlige Californien, og San Diegos omegn var da heller ingen undtagelse. Omkring Miramar US Airfrorce base (kendt fra Top Gun) var der store afsvedne områder. Heldigvis var brandene slukket og røgen væk; men trist så det ud.

Sophisticated Lady Store.

Sophisticated Lady Store.

Butikken åbnede kl. 10, og Jane kom lidt tidligt og fik en Starbucks kaffe i ventetiden. Så åbnede dørene til den forjættede butik. Jane havde skrevet i forvejen og spurgt, om der måtte komme en kjoleglad mand og handle i butikken. Ejeren – Linda skrev tilbage. “we will be glad to serve you”, så ingen problemer der. Butiksassistenten Michelle var også fantastisk sød og hjalp med at finde alle de kjoler, som Jane havde funder på hjemmesiden og medbragt udprints af.

Sophisticated Lady Store.

Sophisticated Lady Store.

Butikken var feminint indrettet med bløde sofaer og spejle foran omklædnings rummene, og så var der selvfølgelig KJOLERNE!! De var der i alle dessiner, farver og størrelser, og det var en drøm at gå rundt og vælge ud hjulpet af Michelle. Nå – men der blev fundet 10 kjoler og Jane ind i et omklædnings rum og af med jakke og bukser. Michelle fandt et par højhælede sandaler til låns, så Jane bedre kunne vurdere kjolerne.

Janes vilde indkøb.

Janes vilde indkøb.

De første 10 blev prøvet og to sorte cocktail kjoler valgt ud; men Michelle havde i mellemtiden dynget 10 mere op over døren til omklædningen, så Jane fortsatte og fandt to kjoler mere – en lang rød med plisse og en sort kjole med røde polkaprikker og strutskørt – SUK – Jane måtte eje dem. Så var det tid til at se på accessories, og Jane fandt to par lange opera handsker samt en gel bra. De sølvsandaler, der var på lager, var for små til Janes str. 43 fod – øv.

Regningen lød på 476 USD, og med den lave dollar kurs var det trods alt et kup.

Sophisticated Lady Store.

Sophisticated Lady Store.

Sophisticated Lady kan findes på adressen: www.sophisticatedlady.us

De sender også kjoler oversøisk, og selvom portoen er noget dyr, så er det trods alt billigere end en rejse til USA. Vil man ikke købe, kan der fås mange gode ideer til festpåklædningen på Sophisticated Lady’s hjemmeside, og der kan tilbringes mange hyggestunder med at se på kjoler på nettet. – god fornøjelse

Kærlig hilsen.
Jane.

B 142. Bilag 5. Spgsm. 31. Jytte Witts henvendelse den 25. juni 2007 til Sundhedsudvalget. Spgsm. til ministeren den 29. juni 2007. Svar den 27. september 2007.

Vist 114 gange.
Jytte Witt

Jytte Witt

I Folketingets journal over bilag til beslutningsforslag B 142 er bilag 5 anført som “Internt – ikke offentligt tilgængeligt dokument”.
Det fremgår imidlertid af Sundhedsudvalgets spørgsmål 31 til Indenrigs- og Sundhedsministeren, at bilag 5 er fra E.J. og J.W.
Det kan dermed fastslås, at bilag 5 er fra Elisabeth Japsen og Jytte Witt, hvilket i øvrigt er alment kendt.
Jytte Witt har venligst givet tilladelse til, at hendes del af henvendelsen offentliggøres her.
Tina Thranesen.

Sundhedsudvalget har den 29. juni 2007 som spørgsmål nr. 31 bedt indenrigs- og sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen om at kommentere henvendelsen, hvilket skete den 27. september 2007.

Indhold
Følgeskrivelsen fra Elisabeth Japsen og Jytte Witt
Henvendelsen fra Jytte Witt
Spørgsmål nr. 31 til ministeren
Ministerens svar på spørgsmålet
Kildehenvisninger
* * *
[Til indhold] Følgeskrivelsen fra Elisabeth Japsen og Jytte Witt

Sundhedsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K.

dato

Henvendelse vedr.: Beslutningsforslag B 142

Tillad os undertegnede, at henvende os dels med 2 individuelle historier, dels med en anmodning om foretræde for udvalget.

De 2 historier dækker tilsammen de grupper, der er tænkt på i forslaget, idet Elizabeth Japsen har erfaringer med at kæmpe sig frem gennem systemet, men i dag er en kvinde med en transseksuel fortid, mens Jytte Witt er en biologisk mand, der nu på 3. år lever som en kvinde, uden at have nogen ambitioner om hormonbehandlinger eller operationer, idet hun snart bliver 69 år.

Vi er enige om, at det foreliggende forslag vil give store muligheder for de kvinder og mænd, der har problemer med at komme til at leve som de helst vil – nemlig som medlemmer af det modsatte køn af det, de fik tilskrevet ved fødslen på grundlag af deres biologi.

Vi finder at forslagets formuleringer på bedste måde imødegår den patalogisering af transkønnede personer, der er en del af selve problemet for de, der oplever fænomenet som en del af deres personlighed.

Ved første behandling synes alle at have givet udtryk for, at man ønskede en grundig og seriøs diskussion af forslaget. Lene Hansen udtrykte det således: “Jeg håber vi i dag starter en åben og fordomsfri debat, hvor især de berørte selv vil deltage”.

Denne bemærkning har vi opfattet som en opfordring, som vi hermed tager imod.

Med venlig hilsen

Elizabeth Japsen og Jytte Witt

* * *
[Til indhold] Henvendelsen fra Jytte Witt

Til Sundhedsudvalget vedr.: Beslutningsforslag B 142 – kommentar fra Jytte Witt

Hvem er så jeg?
Jeg blev født i 1938 og døbt Torben Witt, men har fra min tidligste barndom haft en ekstra identitet som Jytte. Hurtigt blev jeg dog belært om, at jeg ikke var en sød pige, men en rask dreng. En belæring – eller måske en realitetssans hos mig – der har ført mig gennem livet uden synderlige sår, idet jeg netop blev “eksperten i mit eget liv”, for hvem kunne jeg ellers henvende mig til gennem min barndom og ungdom, hvor optagetheden af min anden identitet til stadighed var til stede?

I 1965 blev jeg mag.art. i europæisk etnologi fra KU og har siden arbejdet i museumsvæsenet. Først som Køge Museums første professionelle leder, og fra 1970 til 2002 som direktør for Aalborg Historiske Museum. Med udgangen af 2001 måtte jeg gå på pension for at passe min kone, der var alvorligt syg af KOL, i konstant iltbehandling og dertil multiallergisk, hvorfor vi ikke kunne tage imod den hjælp, det offentlige kunne tilbyde. I slutningen af 2004 døde hun efter et år med 4-5 indlæggelser, en tur i respiratoren og et hav af lungebetændelser.

I vort 43 år lange ægteskab blev min anden identitet som Jytte jævnligt praktiseret og var en accepteret kendsgerning af de nærmeste venner og min familie; men udadtil en hemmelighed af hensyn til risikoen for at miste anseelse og job, og for at undgå at vores børn skulle blive mobbet.

I 2005 skulle jeg så til at forholde mig til, hvad jeg skulle bruge resten af mit liv til. Det stod mig hurtigt klart, at Jytte ville komme til at spille en væsentlig rolle. Og at jeg ikke længere behøvede at fastholde hemmelighedsfuldheden. Men jeg ville ikke give afkald på det liv, jeg havde levet indtil da. Og det er da også lykkedes mig, stille og roligt, at blive accepteret i min nye rolle. Først af de nærmeste naboer, på landet hvor jeg bor. Dernæst i det lidt større lokalområde og senere i mit gamle miljø i den danske museumsverden og på min gamle arbejdsplads. Endelig, i oktober 2006, gik jeg med til et interview i Nordjyske Stiftstidende, hvor man kunne læse, at tidligere museumsdirektør Torben Witt nu levede som en kvinde, der hed Jytte og rent faktisk – med den nye navnelov i hånden – var kommet til at hedde Torin Jytte Witt, men brugte sit mellemnavn, som var det et fornavn.
Jeg har i dag 3 voksne børn og fire børnebørn. De sidste kalder mig bedstefar Jytte – de første far!

Alt dette skriver jeg til udvalget, fordi det var mit indtryk, da jeg læste referatet af første behandlingen af det aktuelle forslag, at det var meget begrænset, hvad deltagerne i diskussionen egentlig havde af indsigt i dette fænomen, som det altså er muligt at holde skjult for omverdenen – i mit tilfælde i 65 år. Netop det, at jeg følte det var nødvendigt at holde det skjult – som så mange andre med mig – er nok det, der kan gøre det svært at forholde sig til fænomenet, også for en selv. Det skulle vise sig at være en helt anden virkelighed, jeg kom ud i nu – end dengang i 1950’erne, hvor jeg havde min debut ude blandt andre mennesker i København. Der var det dengang forbudt efter politivedtægten, at færdes offentligt i det modsatte køns dragt. Nu, i de godt 2 år jeg har færdedes lokalt, i Aalborg, i andre byer, i teatre, på restaurationer, til koncerter, i tog og med fly så langt som til USA, har jeg ikke været ude for nogen form for disrespekt
eller diskrimination.

Derfor er det min beslutning, fortsat – og på fuld tid – at være den jeg er, en grænsebryder henover kønsgrænsen, og at forsøge, at få andre til at vise den samme åbenhed, således at offentligheden får øje på, at vi er der, og at vi ikke spiser små børn eller er seriemordere, som man kan få indtryk af, hvis man ser for mange amerikanske fjernsynsserier.
Når jeg tillader mig det, er det selvfølgelig fordi, der ikke længere er nogen, der er afhængige af om mit omdømme lider skade; men først og fremmest fordi jeg har lyst til at være den Jytte, jeg altid har følt, at jeg også var.

Beslutningsforslag B 142
Forud for forslagets fremsættelse har der været 2 spørgsmål til ministrene, som jeg har hæftet mig ved. Først spørgsmål 2618 fra Lone Møller: “Vil ministeren oplyse, hvordan man i de nordiske lande forholder sig til transseksuelle, som ikke har fået foretaget et kønsmodificerende indgreb, men en medicinsk kastration – i forbindelse med ændring af sygesikringsbevis og pas?” Det andet spørgsmål 285 fra Anne Baastrup: “Vil ministrene med henvisning til vedlagte artikel overveje, hvad man kan gøre for at lette transseksuelles muligheder for at få en nemmere tilværelse?”

De 2 spørgsmål blev stort set besvaret ens, nemlig med en redegørelse for de nuværende regler. Hvilket dybest set blot er en afvisning af spørgsmålet. I det første tilfælde dog med en oplysning om, at man havde bedt Udenrigsministeriet, om de derfra vil bede nabolandene om, at bidrage til besvarelsen. Når [hvis?] disse svar indkommer, vil de blive sendt direkte til spørgeren.

Ministerens indlæg ved første behandling var ikke meget forskelligt fra de to besvarelser: Her er reglerne, som jeg synes er udmærkede. Jeg, der selv er temmelig systemkonform, har fra tid til anden brugt metoden, ligesom jeg har været udsat for, at den blev brugt mod mig. Men nu var jeg jo bare kommunal tjenestemand.

Folketingets Sundhedsudvalg er noget andet. Det, man her er i gang med, er så grundigt som muligt at vurdere, om de gældende regler er tilstrækkelige, og hvad man i givet fald kan blive nødt til at lave om på, hvis man ønsker en forbedring for den aktuelle minoritetsgruppe, som jo øjensynligt er ganske utilfreds med tingenes tilstand.

Betegnelser og begreber
Jeg bemærkede ved førstebehandlingen, at de fleste brugte betegnelsen “transseksuelle” om den gruppe, man mente dette forslag var rettet imod. I forslaget står der transseksuelle/transkønnede. Det første udtryk stammer fra den psykiatriske diagnostik. Det andet er noget som en del af de personer, der undertiden – eller til stadighed – færdes, som om de tilhørte de modsatte køn, mere eller mindre er blevet enige om at kalde sig selv. Personligt foretrækker jeg, at kalde mig trans, hvilket er parallelt til de mandlige homofiles afvæbning af et tidligere
skældsord, ved selv at kalde sig bøsser. Jeg har ingen diagnose og har heller ikke brug for nogen. Jeg har ingen planer om hormonbehandling eller såkaldt kønsskifte; men jeg har besluttet, at leve resten af min tid, som om jeg er en kvinde. Og jeg har et betydeligt socialt engagement, i forhold til de mange personer jeg har truffet i de senere år, hvor jeg har blandet mig med det miljø, jeg må indse, jeg er en del af.

Navne
Det fremgår, at jeg allerede har klaret mit navneproblem via den nye navnelovs mulighed for at tage et mellemnavn fra enhver af de 2 lister over godkendte navne, som er blevet udarbejdet. Fornavnet skal findes i den liste, der gælder for det biologiske køn. Der er imidlertid 112 navne, der er godkendt til begge køn. Torin hører dog ikke til blandt disse 112; men findes kun på “hankønslisten”. Det blev valgt fordi det undrede mig, at det kun var et mandsnavn. På mig virkede det lidt tvetydigt – og så har det fire bogstaver med fra mit gamle navn, og det er vel ikke så mærkeligt, at man har et specielt forhold til sit navn gennem 67år, selv når man indser, at det ikke længere kan anvendes. I betragtning af de muligheder, der allerede ligger i den nuværende fællesliste, kan jeg ikke se, at der skulle være den mindste smule i vejen for at åbne for begge lister, således som Enhedslisten foreslår. Det kunne ved myndige personers navneskift gøre det muligt, at få den løsning man synes bedst om, frem for kun at skulle vælge mellem de 112 navne. Der kan jo sagtens være en kvinde et sted derude, der hedder Tora, men som altid har længtes efter at hedde Torben, når nu hun faktisk lever som en mand. Samtidig er der næppe nogen udenfor minoritetsgruppen, der vil påtage sig et navn, der svarer til et køn, de ikke tilhører!

CPRnr.
For mit eget vedkommende har det ingen særlig betydning, at mit CPR-nummer ender med et 9-tal, selvom det da principielt indeholder en overflødig oplysning for personalet i min bank, på biblioteket, hos SKAT, ja, på alle offentlige kontorer og andre steder, hvor man skal identificere sig. Hvis karakteren af mine intime kropsdele skal afsløres, foretrækker jeg, at det er mig, der gør det! Imidlertid kan enhver, som er opmærksom, og skal have mit personnummer at vide, sige sig selv, at den kvinde de står overfor, er en mand. (Men så har de måske fået dagens oplevelse?)

Det forslag, der ligger på bordet, kan på ingen måde korrumpere registret, idet ethvert nummer, der bliver ændret, bliver bevaret i registret med link frem og tilbage mellem det gamle og det nye. Det skulle således ikke være noget særligt problem at udskille de unge mænd, der skal indkaldes til soldat. (Havde jeg i 1956 haft mod til at fortælle, hvordan jeg opfattede mig selv, ville jeg være blevet kasseret og havde sparet 2 års tjenestetid. Ikke på grund af manglende forsvarsvilje, men fordi jeg var for aparte).

Registeret skal, som ministeren gjorde opmærksom på, indeholde korrekte grunddata. Derfor kan man aldrig skifte identitet – men måske nok personnummer? Når det sidste ciffer er kønsspecifikt skyldes det administrative vedtagelser fra det tidspunkt, hvor registret blev grundlagt og hvor den begrænsede kapacitet af datidens maskiner gjorde det nærliggende, at lade numre være informationsbærende. Det ville man næppe finde på i vore dage. Men det valg, man dengang traf, skyldes selvfølgelig også en anden ting, nemlig at langt de fleste mennesker mener, som ministeren, at “køn er… en medfødt omstændighed”. Og det er det da også i de fleste tilfælde – men altså ikke altid helt så klart, som vi forestiller os.

Så vidt jeg har forstået, registreres det biologiske køn også længere inde i registret med et enkelt tegn M eller K. Tilføjede man et ekstra felt, på blot ét tegn, ville man kunne skelne mellem det biologiske køn og det køn personen giver udtryk for. Det man kalder kønsrollen. Det behøver man jo kun at udfylde, der hvor disse ikke falder sammen. Mht. rent teknisk at finde frem til, hvem der skal screenes for det ene eller det andet, er det næppe i Det Centrale Personregister, man leder. Sundhedsvæsenet har vel deres egne parallelle registre over folks lidelser og behandlinger, og skulle nogen, der ikke har en livmoder, blive indkaldt, er det vel
frivilligt om de vil dukke op. Men nogle biologiske kvinder ville måske blive lidt stødt hvis myndigheder, der selv havde fjernet deres livmoder, f.eks. i forbindelse med en kræftsygdom, også indkaldte dem. Mammografiscreeninger har de transkønnede (MtF), der får hormonbehandling, i øvrigt også brug for, ligesom de efter en eventuel operation stadig har deres prostata, som man måske også en dag finder anledning til at lave folkeundersøgelser af.

Jeg har forstået, at Det Centrale Personregister planlægger en række ændringer af CPR-systemet, idet man er ved at få mangel på numre, og allerede har opgivet nogle af de oplysninger, der var båret af cifre i nummeret, og har ført dem dybere ned i databasen. Hvis man helt opgav de informationsbærende numre ville man med de fire slutcifre, dagligt have 9.999 numre til rådighed. Det kan nok holde en tid, og kunne løse problemet omkring et kønsopdelt personnummersystem. Det er jo ikke indstiftet i himlen, men i Danmark i 1968.

PAS
I de danske pas udfyldes kønsrubrikken med et M eller et F, ligesom personnummeret er anført. Det man følger, er en standard, der er udarbejdet af en fælles organisation for flyselskaber ICAO, med hjemsted i Canada. I denne – administrativt indførte – standard står der, at kønnet i passet, kan markeres med M for mænd, F for kvinder og evt. X for uspecificeret. Der er ikke udstedt pas med X i Danmark. Begrundelsen herfor er iflg. svaret på spørgsmål 285: “Det er i denne forbindelse Rigspolitiets opfattelse, at kønsangivelsen på datasiden i et pas skal tjene som identifikation for det biologiske køn, og at dette gælder, uanset om pasindehaveren fremtræder som det modsate køn.
Efter Rigspolitiets opfattelse vil det endvidere kunne give anledning til problemer ved paskontrollen, hvis pasindehaverens køn ikke er i overensstemmelse med kønsangivelsen i passet.”

Min egen erfaring med at rejse med mit nye pas, hvor billedet er et “vellignende” billede af passets indehaver, og som i øvrigt er korrekt udfyldt af paspolitiet med et M og mit CPR-nummer, var – i forbindelse med min sidste rejse til USA, hvor jeg havde bestilt billetten til Mr. Torin Jytte Witt for at undgå vrøvl – at USA’s sikkerhedsrepræsentant, der skulle udspørge mig i Amsterdam, sammenlignede pas og billet og sagde med høj stemme, så alle i lokalet kunne høre det: “Good morning – Sir!!” Jeg sendte ham mit venligste smil og sagde “Good morning to you”. En ung transseksuel med sit gamle personnummer, og som lige var begyndt på Rigshospitalet, med udsigt til at leve i det ønskede køns rolle endnu i mindst 2 år, før stillingtagen til en operation overhovedet kunne komme på tale, var nok løbet skrigende bort eller havde i alle tilfælde været nær ved at gå i chok. Behøver jeg at sige, at jeg ikke mener, man af administrative grunde skal udsætte nogle af sine mest usikre borgere for den slags oplevelser, hvis det kan undgås ved lidt smidighed.

Endnu værre havde det sikkert været for den unge transseksuelle, at komme til lufthavnen i Boston, hvor der udspandt sig følgende: Her sidder immigrationsofficererne 2 og 2 i glasbure, med en gang på hver side. Ham jeg kom hen til, var øjensynligt under uddannelse af makkeren i den anden ende af buret. Han tog nu mine fingeraftryk af begge pegefingre og et billede af mit ansigt og mit ene øjes iris, kørte mit pas gennem læseren på sin computer – og vips var der 2 billeder på skærmen. Det ene af en mand, fra sidst jeg besøgte min søster, det andet det han lige havde taget.
Kollegaen sad allerede og smågrinede. Han, der ekspederede mig, tabte fuldstændig snøvsen indtil jeg sagde: ja, jeg så lidt anderledes ud sidst jeg var her, men ellers er resten vel i orden. Jo da, sagde han let rystet. Kollegaen storgrinede nu. Nybegynderen gik i panik, fordi hans klipsemaskine var løbet tør. Den skulle han bruge for at sætte en indrejseseddel fast i passet. Mens han forfjamsket ledte efter nye klips, spurgte jeg kollegaen om vi ikke lige kunne låne hans klipsemaskine et øjeblik. No way, svarede han med et grin. Den unge havde nu fundet sine klips og gjorde sig færdig. Så smilede og lo vi alle 3 og jeg trådte ind i USA.

Bagefter tænkte jeg på, hvorfor ICAO mon havde lavet en tredje kategori “X unspecified” Kunne det være fordi der, andre steder end i Danmark, findes i tusindvis af mennesker, der er på vej gennem en forandring af deres kønslige status? Rigspolitiets argument om, at manglende overensstemmelse mellem pasindehaverens køn og kønsangivelsen i passet, ville give problemer, ville vel falde fra hinanden, hvis man benyttede X for uspecificeret i pas for folk, der var undervejs i det langsommelige behandlingssystem. Måske skulle man spørge ICAO, hvad meningen er!
På hjemvejen – efter paskontrol – hylede den elektroniske portal både i Boston og i Amsterdam. Det var den såkaldte bøjle-BH-effekt. Begge gange tilkaldte man en ung dame, der, mens jeg stod med spredte ben og armene ud til siden, befamlede mig over det hele, uden at jeg fik afsløret mit biologiske køn.

Antal
Der er blevet udtrykt forskellige betænkeligheder bl.a. i forbindelse med kommende sundhedsstatistikker. Her vil jeg gøre opmærksom på, at det er et meget beskedent antal personer alt dette vedrører. Der er som nævnt ingen der kan få dobbeltidentitet i CPR-systemet, idet det oprindelige CPR-nummer altid vil være linket til det nye. De, der ville benytte sig af muligheden for et nummer, der indikerer et andet køn end det medfødte, vil derfor altid kunne findes i systemet, og de må jo nødvendigvis leve i det valgte køn, hvis de skal have glæde af skiftet. Sådanne personer – som jeg er et eksempel på – er meget sjældne (pt. langt under 100).
Vender vi os mod de opererede er der indtil 2004 i alt registreret omkring 350, hvoraf ca. 100 er opereret i Danmark. I perioden 1993 til 2003 blev 24 mænd og 19 kvinder godkendt til kønsskifte, godt 4 pr. år. Det maksimale antal af opererede i Danmark er følgelig under 400. I alt drejer det sig altså pt. om færre end 500 personer (0,1%). En del af de opererede er formentlig i mellemtiden døde. Dette antal har ingensomhelst statistisk signifikans i forhold til befolkningsundersøgelser for de store folkesygdomme. Alle der har fået ændret personnummer fra lige til ulige eller omvendt kan i øvrigt, som sagt, findes ved en simpel søgning i CPR.

Operationer
Hvis muligheden for at opnå anden kønslig status – uden operation – bliver gennemført, vil mange problemer være løst for de, der ønsker operation, idet processen for øjeblikket er meget langsommelig. Men her er det så heldigt, at min samarbejdspartner EJ har alle de erfaringer, der skal til. Så dette punkt vil jeg ikke kommentere yderligere.

Afsluttende bemærkning
Min erfaring med at leve som kvinde siden februar 2005 er, at langt hovedparten af befolkningen ser betydeligt mere afslappet på fænomenet transkønnethed end det politiske system. Jeg synger stadig 2. bas i Bælum Folkekor, jeg bliver inviteret med til sociale begivenheder, private såvel som receptioner på min gamle institution og andre steder. Jeg modtager rosende bemærkninger fra mange, for mit udseende og for mit mod – de dadlende kun på anden hånd, hvor en lokal sagde til en af mine venner: “Det er godt nok noget mærkeligt noget – men han har flotte ben”. Folk hilser på mig i Brugsen eller kommer hen til mig og siger tak for sidst, det var vel nok en fin koncert, I gav i kirken osv. osv. Måske er det tid for en revision. Københavns Politivedtægts bestemmelse om transkønnedes forstyrrelse af den offentlige orden er jo da forsvundet.

Med venlig hilsen

T. Jytte Witt
Svanfolkvej 19,
9293 Kongerslev
98 33 18 88

* * *
[Til indhold] Spørgsmål nr. 31
Ministeren bedes kommentere den interne henvendelse af 26. juni 2007 fra E.J. og J.W., jf. B 142 – bilag 5.

[Til indhold] Svar den 27. september 2007
I henvendelsen gør en mand, der lever som kvinde, og en kvinde, der har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, rede for deres personlige oplevelser og giver i den forbindelse med en nærmere begrundelse udtryk for støtte til de forslag, der blev fremsat af Enhedslisten i B 142.
Jeg har ikke bemærkninger hertil.

Lars Løkke Rasmussen

* * *
[Til indhold] Kildehenvisninger
Folketingets journal vedrørende henvendelsen – bilag 5 – Internt.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Lea og Jytte Witt uddelte gule roser på Lille Torv i Århus på “Spring ud dag” den 30. maj 2007.

Vist 0 gange.
Lea og Jytte Witt uddeler gule roser på lille Torv i Århus

Lea og Jytte Witt uddeler gule roser på lille Torv i Århus

Den 30. maj 2007 var den første internationale "Spring ud dag" for transvestitter og transseksuelle. Spring ud dagen – den 30. maj – er indstiftet af Katja Tordrup, formand for TiD.

Af Jytte Witt.
Jeg havde sagt ja til at stille op i Århus på Lille Torv for der at uddele roser (gule – hvilket er jalousiens farve) til de forbipasserende og fortælle dem, hvad det drejede sig om – og give dem en lille folder, der fortalte lidt om, hvad trans* er for noget. Det var en fin og udmærket lille tryksag – igen Katjas værk. Projektet har været nævnt flere steder på nettet og tillige publiceret direkte til TiD’s medlemmer.

Hvorfor er jeg så skuffet. Fordi det kun i praksis havde været muligt at få 6 (skriver seks) personer til at stille op, 3 i København og 3 i Århus. De 600 langstilkede roser var importeret fra Holland og sponsoreret af Lea, der foruden at være nordjyde, tillige er medlem af TiD.

Vi tre, der i Århus delte roser og brochurer ud i 3 timer, fik os længere eller kortere samtaler med de forbipasserende OG HAVDE INGEN NEGATIVE OPLEVELSER. En del havde hørt om projektet i regionalradioen samme morgen, nogle blev lidt forundrede over, at man ville forære dem en rose og fik en forklaring. Nogle kom af sig selv hen til en af os og spurgte om yderligere information. En enkelt overklassemokke veg et skridt baglæns, som om hun havde set den onde selv. Nogle fik blot folderen fordi de var på indkøbsraid og ikke kunne overskue at slæbe rundt på en tornet rose resten af eftermiddagen. Mange “voksne” kvinder kommenterede: “godt gået” eller “det var da også på tide”.
Og sidst på dagen kom en muskuløs tatoveret yngre mand med armene godt ud til siden hen og spurgte mig om jeg var en mand eller en dame. Jeg sagde – jeg synger 2. bas. Godt, sagde han, går du lige med hen til pølsemanden – vi har et væddemål. Han skal lige høre din stemme. Så jeg gik med hen til ham, der havde kunnet se os fare rundt i flere timer, men som havde væddet med muskelmanden om der var to transer og en dame eller 3 transer. Muskelmanden vandt og fik en ekstra ristet med det hele.

Som sagt, jeg er skuffet. Det ligner ikke noget at gå og brokke sig over, hvor ond verdenen er overfor transer, når noget som dette kan lade sig gøre uden den mindste vanskelighed.

Bedste hilsner
Jytte

Nekrolog over Birthe Hultin Rasmussen, der døde den 8. maj 2007 – 69 år gammel

Vist 221 gange.

Birthe Hultin Rasmussen

KorsSort

døde den 8. maj 2007 – 69 år gammel
af kræft på Thisted Sygehus.

Birthe vil af mange i transvestitkredse være kendt for sin store gæstfrihed og hjælpsomhed.
Hun boede i mange år udenfor Haderslev, og hendes hjem var et yndet sted for mange transvestitter igennem tiderne. Hun hjalp med sin store garderobe og sit indgående kendskab til sminke og outfit.
Hun deltog i transvestitternes årsfester og var for en generation “mor” for mangen en nyudsprunget transvestit.
Hun var også igennem sit liv med til at udvikle et sobert SM-liv i Danmark, og var på mange måder en foregangskvinde når det galdt transvestit og sm-livet i Danmark!
Hun flyttede senere til Mors, men bevarede til sin død kontakten med en del transvestitter, som nød godt af hendes store erfaring og hjælpsomhed!
Vi er mange der vil savne hende!

Æret være hendes/hans minde!

Irene Haffner, transvestit.

En ny kvinde. Interview med Jytte Witt i Nordjyske Stiftstidende den 8. oktober 2006.

Vist 941 gange.
Jytte Witt

Jytte Witt

En ny kvinde. Intervie med Jytte Witt i Nordjyske Stiftstidende søndag den 8. oktober 2006.

Når interviewet overhovedet kom i stand skyldes det, at Jørn Larsen genkendte mig ved et tilfældigt møde for et års tid siden, på min gamle arbejdsplads.
Siden har vi drøftet det flere gange, men først nu – efter i ca. 1 ½ år at have levet offentligt som Jytte – følte jeg mig sikker nok til at kaste mig ud i det.
Når jeg sagde ja, ville jeg selvfølgelig miste en del af min anonymitet, når jeg færdes som Jytte, men på den anden side har jeg fundet det rigtigt at stå frem, så andre transpersoner kan se, at det kan lade sig gøre, og at de forestillinger om fordomme og fordømmelser, vi har, nok først og fremmest findes inde i vores egne hoveder.
Interviewet er velvilligst stillet til rådighed af avisen.

Jytte Witt.

* * *
En ny kvinde
Af Jørn Larsen
joern.larsen@nordjyske.dk
Er du en mand eller er du en kvinde. Et enkelt spørgsmål, som de fleste har nemt ved at svare på. Men ikke alle. En af dem, der har det svært med lige præcis det spørgsmål, bor på et husmandssted i Himmerland mellem Bælum og Kongerslev.
I det meste af sit liv har hun levet som mand. Godt gift og med tre i dag voksne børn, og med et spændende og prestigefyldt job som direktør for Aalborg Historiske Museum bag sig. Dengang hed han Torben Witt – i dag hedder hun Jytte.
Jytte lukker døren op og byder velkommen med et let, feminint håndtryk.
Hun er en høj dame med kraftigt gråt hår. Den sorte Mazai T-shirt med den åbne hals har trekvartlange ærmer. Og under den sorte og grå knælange nederdel har hun sorte langstribede, hæklede strømper – efterårets modehit. I halvandet år har Jytte Witt levet som kvinde på fuld tid. Hustruen gennem 43 år døde i december 2004 – og nu skulle han pludselig til at beslutte sig for hvad han selv ville med resten af sit liv.

Det bløde punkt
– Jeg har altid været transvestit, fortæller Jytte, mens hun skænker kaffen. Bruger du sukker?
– Ifølge min søster begyndte det, da jeg var to år. Hun havde en dukke, der hed Jytte, hendes yndlingsdukke, og den havde knækket hovedet. Så var der ikke andet at gøre end at tage lillebror, proppe ham i noget pigetøj, og så op i dukkevognen med ham.
– Jeg kan ikke selv huske episoden, men jeg kan huske lignende episoder fra 3-4 års alderen – og jeg nød det. Så det har jeg altid haft et eller andet blødt punkt med.
Torben Witt gik på pension i 2002 for at passe sin hustru, der var alvorligt syg. En opgave der fyldte hans liv i næsten tre år. Og en opgave der ikke faldt ham svær. Selvom han som direktør på Aalborg Historiske Museum var “en rigtig mand”, så var der en kvindelig side i ham, som fik mulighed for at udfolde sig i løbet af hustruens lange sygdom.
– Bagefter var jeg i en situation, hvor jeg ikke havde noget job, jeg kunne miste, eller havde en familie jeg skulle vise særlige hensyn – og mine børn de vidste det jo i forvejen Så jeg tænkte, at nu ville jeg prøve det, for hvis jeg fortsat skulle holde det hemmeligt, så ville det være besværligt. Man skal ikke forvirre sit publikum, og hvis de hver anden dag ser den gamle figur og hver anden dag den nye så tænker de: hvad er det, der foregår.
Jytte hoster lidt hæst og tænder en Prince, inden hun fortæller om de første skridt, nemlig at få det fortalt til naboerne.
– Jeg foretrak at opsøge mine naboer – eller invitere dem hjem til et måltid mad, og så snakkede vi om det. Det var der ingen, der tog anstød af – om end de var lidt forundrede.
Jytte har ikke fået nogen negativ respons overhovedet.
– Det har også noget at gøre med, at her er ikke nogen, der har noget i klemme. Der er ikke nogen, der har noget forhold til mig, som gør at de føler sig svigtede.
Men dengang Jytte stadig hed Torben, var det ikke noget han reklamerede med.
– Jeg har gået rundt som kvinde i mange år, men det var i andre byer. Hvis jeg var af sted til et eller andet, så tog jeg under tiden en ekstra dag, hvor jeg kunne lufte nederdelen. Jeg har aldrig færdedes i Aalborg. Der var jo hensynet til familien, til status og sådan nogle ting – og der var jo også muligheden for at miste sit arbejde.
– Jeg kunne jo ikke sige det til bestyrelsen for museet, da jeg kom i 1970: Venner nu skal I lige høre… Det gik altså ikke. Ikke på det tidspunkt. Det er i hvert fald min fordom.

Macho duer ikke
Men hvad er det, der får en mand til inderligt at ønske at gå i dametøj. Det er et spørgsmål, Jytte har fået mange gange.
– Jeg kan da ikke give nogen fornuftig forklaring på det. Det er der ikke nogen, der kan, siger hun.
– Men det hænger nok sammen med, at jeg ikke er særlig veltilpas i machorollen. Jeg kan da godt spille den, jeg har jo øvet mig i mange år. Men jeg tror, det har noget at gøre med tilpasheden i mandsrollen. Det kan også have noget at gøre med, hvor entusiasmen ligger – forstået på den måde, at jeg havde to meget varme punkter i mit liv. Den ene var min storesøster, den anden var min mormor. Min mor hun var ikke særlig varm, men hun var stærk det ville jeg også gerne være, og min far – det var ham der eksekverede afstraffelsen, når han kom hjem, hvis jeg havde været uartig. Jeg tror at sådanne konstellationer i ens opvækst kan betyde noget.
En anden forklaring kan være, at det der er forbudt, ofte kommer til at fremstå som meget fristende.
– Man prøver at holde op, men man gør det igen i det skjulte. Der kan godt være noget tiltrækkende ved hemmelighedsfuldhed. Der kan sådan blive lidt James Bond-logistik i at kunne gennemføre hele hemmelighedskræmmeriet.
Jytte rejser sig og henter en ny pakke cigaretter – endnu en pakke ti-styks Prince. Bevægelserne er feminine. Hun slentrer, når hun går gennem stuen.
– Jeg har altid haft to måder at gå på, forklarer hun.
– Der er temmelig stor forskel på, hvordan mænd og kvinder de går. Kvinder har et lavere tyngdepunkt i kraft af et kraftigt understel i forhold til en spinkel overkrop. Hos en mand er gang nærmest et afbrudt fald – for ikke at snuble, så stikker manden benet frem. Hos kvinder er det i højere grad en muskulær ting – at man flytter benene frem i stedet for det der afbrudte fald.
For de fleste transvestitter sker der det, at de på et tidspunkt bliver forelskede i en kvinde, og de bliver gift.
– Så siger de, nu er du ude af alt det der pjat. Der går et stykke tid, og så opdager de, at det ikke er slut, for trangen melder sig hele tiden, siger Jytte.
– Der er folk, der mange gange har sagt: NEJ – nu skal det være slut, og så smider de det hele væk. Så går der fjorten dage, så køber de nyt – eller også går der et halvt år – men det kommer igen. Det er den indsigt, jeg har erhvervet.
Selv var Jytte Witt så heldig at være gift med en kvinde, der accepterede at det at gå i dametøj var en del af hendes mand.
– Det var da ikke hendes livret, men det var da i orden, siger Jytte og griner lidt.
Når hun ser tilbage, så har det ikke været uden omkostninger at leve det dobbeltliv, hun har gjort.
– Det har kostet noget ikke at kunne vise sig i sit fulde omfang. At der altid har været noget, man holdt hemmeligt overfor alle andre. Selvfølgelig er der nogle af mine gode venner, der har vidst det, men der er mange, jeg har kendt, som ikke har anet noget. De vidste ikke, hvad jeg indeholdt. Jeg har omhyggeligt undgået alt, hvad der ville kunne røbe mig. Sådan noget som at fjerne øjensminke, det kan godt være et stort stykke arbejde, siger hun og ler sin dybe latter, – så der ikke er nogen der kan se noget, når du møder på arbejde om mandagen.
Jytte er sminket i dag. Ikke noget overvældende bare en markering af øjenomgivelserne, lidt læbestift og en let foundation. Der er ingen spor af skægvækst i ansigtet. En epilator er hemmeligheden. For de uindviede er en epilator en lille elektrisk maskine, der trækker hårene ud.
– Jeg tager epilatoren og kører hele ansigtet over hver morgen, fortæller hun.
– Den første gang gør det lidt ondt. Man skal lade skægget stå i et døgn og så tage fat. Man skal ikke gøre det på en gang. Jeg lavede det hen over en uge. Og nu er det bare noget pjask der kommer ud – sådan nogle små tynde hår.
Og så har arme, ben og brystparti i øvrigt jævnligt fået samme behandling med epilatoren.
Men selvom Jytte har fjernet skægget og går feminint klædt, så kan nok så meget dametøj ikke skjule, at hun er udstyret med en endog meget dyb og mandig stemme.
– Jeg kan godt gøre stemmen lysere. Det gør jeg, hvis jeg f.eks. er inde på en cafe eller handler i butikker, siger hun og taler med en lidt lysere stemme.
Men hendes dybe stemme er populær i det lokale kor, hvor Jytte – dengang hun hed Torben – sang 2. bas.
– Jeg var egentlig holdt op, men så fik jeg flere meldinger om, at de savnede mig. Og så gik jeg derover som Jytte, fortæller hun.
– Et af de gamle medlemmer stod lige udenfor øvelokalet, og hun spurgte, om jeg var en ny alt eller sopran. Nej, svarede jeg. Sidst jeg var her sang jeg bas. Du skulle have set hendes øjne rotere.
– Jeg gik ind og gik hen til klaveret og sagde, at jeg lige ville sige et par ord. Så startede jeg oppe i den lyse stemme og sagde, at nu kunne det godt ske, at der var nogen, der troede, at der var kommet en ny, men det var der altså ikke, jeg havde været her før. Og dengang sang jeg bas, fortæller Jytte Witt – og nu med sin dybe stemme.
– Nu vil jeg gå over til basserne, og er der nogen der har problemer med det, så må de henvende sig til bestyrelsen, fortsatte hun til den forbløffede forsamling.
– De grinede alle sammen, og så var den afmonteret. Nu står jeg ovre på fløjen ved basserne – og rager et hoved op over sopranerne. Men der er ingen, der har taget anstød af det, siger Jytte.
Hun fortæller om en anden oplevelse fra korverdenen. Hun var til sangundervisning for kor inde i Aalborg – og her var hun igen eneste dame i basgruppen.
– I en af pauserne, kom et par damer hen, og sagde, at de havde godt hørt, at ældre kvinders stemmer kunne synke meget langt, men så dybt, det havde de nu ikke troet, fortæller Jytte med et grin.
– Så kunne jeg ikke dy mig for at sige, at min alt lyder forfærdelig, og nu er jeg altså heller ikke nogen almindelig dame. Så snakkede vi ikke mere om det, men om den dygtige instruktør og arrangementet.
I lokalsamfundet er Jytte Witt efterhånden blevet accepteret som Jytte. Folk har vænnet sig til hende.
– Jeg kommer stadig oppe hos tømmerhandlen. En dag kunne jeg se, at de sad inde på kontoret og grinede. Jeg gik indenfor og spurgte, om de ikke var færdige med at grine endnu, og om folk snakkede meget om det.
– Hvad tror du selv… i Kongerslev, vi snakker ikke om andet, lød svaret.
Jytte har været helt åben om sin forvandling – også i Brugsen hvor hun handler. Her har hun fået personalet til i personalestuen at hænge en forklaring op på, hvad der er sket.
– Derefter begyndte de ansatte at hilse på mig. Og så har det ligesom bredt sig. Folk kiggede lidt underligt på mig. Som om de havde hørt et eller andet… og Gud der er hun jo. Det stod på nogle måneder, og så begyndte folk at smile til mig. I begyndelsen lidt fedtet, men efterhånden meget venligt. Og i dag – hvis jeg går på parkeringspladsen, så kan der sagtens være en der råber: Hej Jytte, tværs over pladsen. På en eller anden måde er folk blevet færdige med at snakke om det, fortæller hun.
Nu vover Jytte mere. For nyligt var hun inviteret til et islænderheste-stævne på Lindholm Høje, som kommentator. Jytte Witt har i masser af år avlet islandske heste og været meget aktiv indenfor sporten.

– Da jeg stod deroppe på højene, kunne de godt fornemme, at der var en vis uoverensstemmelse mellem mit udseende og min stemme, siger hun.
Derfor forklarede Jytte den undrende forsamling, at uoverensstemmelsen skyldtes at hun mistede sin kone for nogle år siden.
– Og da indså jeg ret hurtigt, at jeg ikke kunne undvære en kvinde i huset, og at jeg nok ikke kunne få en af samme gode kvalitet, som hende jeg havde været gift med i 43 år – og så har jeg altid haft lyst til at prøve det selv, og så blev det sådan.
– Så grinede de bare, og det var det. Jeg fik lutter smil resten af dagen fra dem, der havde hørt forklaringen. Men en del af de gæster, der kom senere, de blev fuldstændig stive i blikket, når de så mig.
Når Jytte her udelukkende bliver omtalt som Jytte, så er det ikke for at være høflig. Hendes fulde navne er i dag Torin Jytte Witt. Med den nye navnelov er det blevet muligt for mænd at tage et pigenavn, som mellemnavn. Og på listen over drengenavne er der mange, der både er pige- og drengenavne. Eksempelvis må Gry bruges til både piger og drenge.
– Men jeg syntes ikke, at jeg er nogen Gry. Og med Torin bevarer jeg fire bogstaver fra mit gamle navn, fortæller Jytte Witt, som bruger sit mellemnavn som fornavn.
Og hvordan ser hun på sig selv i dag. Som en mand eller som en kvinde.

– Vel nærmest ingen af delene, men et sted midt imellem, hvor jeg prøver at bruge det bedste fra begge sider af mig selv.
– Det er vel så tæt på et kønsskifte, som det kan være uden nogen former for hormonbehandlinger eller operationer. Det er heller ikke noget, jeg agter at kaste mig ud i, sådan har jeg egentlig aldrig haft det. Egentlig er der nok mere skuespiller i mig. Jeg synes, det er morsomt at spille rollen – og det falder mig mere og mere naturligt. Og så føler jeg at jeg bliver klogere, både på hvem jeg selv er og på hvad mennesket er for en størrelse.

“Blå bog.”
Jytte Witt blev født som Torben Witt på Frederiksberg i 1938.
Student 1957 fra Frederiksberg Gymnasium, 1957-59 Værnepligt, 1965 mag. art. fra Københavns Universitet, (etnolog). 1966 ansat som første professionelle leder på Køge Museum.
Torben Witt var fra juli 1970 og til udgangen af 2001 direktør for Aalborg Historiske Museum.
I 2006 skiftede han navn fra Torben Witt til Torin Jytte Witt.

Transamerica. Oplevelsen og anmeldelse af filmen Transamerica. Af Hanne Larsen den 16. februar 2006.

Vist 1.911 gange. Af Hanne Larsen.

Tirsdag aften (den 14. februar 2006) tog min hustru og jeg ind for at se filmen Transamerica.
Med spænding, forventning, og ikke mindst en pirrende fornemmelse satte vi os for at få en god oplevelse.
Rollerne som Bree og trækkerdrengen Toby spilles af Felicity Huffman og Kevin Zegers. To vidt forskellige mennesker, der med hver deres baggrund og livssyn fortager en rejse tværs over USA. Undervejs fortæller disse to mennesker, at man kan blive klogere både på livet men ikke mindst på sig selv.
Kevin Zegers og Felicity Huffman yder en så overbevisende skuespilpræstation, at historien og sceneriet opleves tillokkende og forjættende, ikke mindst oplevelserne i binding til deres kontakt med de mennesker der krydser deres vej virker fortryllende og livsnær.
Mange følelser og tanker popper op undervejs, ikke mindst i tilknytning til egne omgivelser, det set i lyset af at Bree, der med sin hemmelighed og håb til livet virker ærlig og stærk.
Over for Tobys verden reagerer de følelsesmæssige drømmebilleder og bindinger tæt og ærlige, bl.a. over for hvordan man som individ prøver at forstå de følelsesmæssige forskelligheder.
Handlingen virker spinkelt, men med et følgeskab af to mennesker, der hver for sig er individualister, og alligevel så tæt på hinanden, oplevede vi filmen som en fortryllende fortælling om livets små skævheder.

Mange kærlige hilsner
Hanne.

En rejsehistorie fra januar 2004. Af Layla Nielsen den 3. februar 2004.

Vist 151 gange. Af Layla Nielsen den 3. februar 2004.
I starten af november 2003 så jeg på Tina Thranesens hjemmeside et link til et luksus TV Hotel i Wales. Jeg var netop ved at tænke på vinterferie, og gerne noget lidt anderledes. Selv om det var et dyrt hotel, besluttede jeg at prøve at få tre nætter allerede inden jul. Jeg reserverede værelse via Internet, men jeg fik den tilbagemelding, at jeg tidligst kunne komme den 18. januar. Ok, så havde jeg da god tid til at arrangere rejsen. Det endte med at blive en hel uge: Tre nætter på hotellet i Wales og fire på Philbeach Hotel i London. Det er et bøssehotel, der er velkendt for at være venligsindet over for TV‘er og TS‘er. Det er flere år siden jeg læste en rejseberetning fra Tina Thranesen og et par stykker mere, der netop havde boet på dette hotel.

Ankomsten til hotellet i Wales
Søndag den 18. januar var en flot dag. Jeg rejste mere end tolv timer som mand, og ankom til hotellet i Wales omkring 19:30. Jeg var træt og havde småspist hele dagen, så jeg skippede middag. Et par timer senere var det så Layla, der gik ned i den smukke bar for at hilse på de andre piger. I alt var vi fem midaldrende piger denne aften. De fire andre havde indtaget en fremragende middag i restauranten, og det skulle jeg også opleve de næste to aftener.

De fire andre var engelske TV‘er. To af dem ganske overbevisende og to af dem knap så overbevisende. Men dette er jo også et beskyttet hotel langt ude på landet i det smukke nord Wales, så de to sidstnævnte kunne både få hjælp til omklædning og især makeup, og samtidig var vi isoleret fra alt for mange nysgerrige blikke.

Hjemmefra havde jeg forestillet mig, at vi ville få en sød, midaldrende, hvid kvinde som vores guide. Men her blev jeg (og de andre) overrasket. For vores guide disse tre dage var Mark, en yngre sort mand, der arbejdede for Transformation, det store engelske foretagende, grundlagt af Stephanie Anne Lloyd. Transformation ejer hotellet i Wales, en række butikker i UK og har også omfattende postorder- og e-handel. Stephanie er i øvrigt i dag post-op TS, gift, men stadig ganske kendt i England.

Vores vært på hotellet, Mark, er til daglig leder af Transformation butikken i Bristol, men flytter i februar til London for at overtage den store Transformation butik her (den besøgte jeg senere på ugen). Mark er i øvrigt bøsse, men han har heldigvis en god humoristisk sans, både i forhold til at være bøsse og i forhold til os TV-piger, så vi fik et fint ophold.

Mandag
Mandag morgen styrtregnede det, og det blev ved de næste to dage. Jeg var Layla allerede til morgenmaden, hvor jeg mødte de andre piger og Mark. Selv i regnvejr var der en fantastisk udsigt til søer og bakker. Denne første dag skulle vi se nogle videoer og besøge den lille intermistiske butik på hotellet, der solgte makeup, parykker, smykker, tøj mv. Stort set alt sammen produceret af Transformation.

Vi så bl.a. en Deportment video fra Transformation. “Deportment” betyder “adfærd” eller “opførsel”, og den viste, hvordan en kvinde skulle gå, stå, sidde osv. Efter videoen var vi piger dog enige om, at det vist kun var til finere lejligheder, vi skulle opføre os sådan. F.eks. at vi skulle huske at stritte med lillefingeren, når vi drak te af en kop. Videoen startede med nogle optagelser af en kvinde der sad, stod og gik “ukvindeligt”. Vi var dog enige om, at det var lige præcis sådan, unge kvinder i dag optræder. På den anden side vil jeg da sige, at som uerfaren kvinde kan det da være meget godt med nogle håndfaste råd, bare det ikke bliver for kunstigt. Mange af rådene var ok.

Vi så også en video med makeup råd. Igen var det meget firkantede råd. Jeg har personligt set videoer og læst artikler og bøger, der anbefalede mange andre fremgangsmåder. Videoen anbefalede vi øver os, men jeg vil nu tilføje, som andre også har gjort det, at vi også skal eksperimentere, når vi først har fået lidt erfaring.

Men vi hyggede os gevaldigt på det dejlige hotel. Der er 10 værelser, og i hvert fald, når der er TV‘er, er der max. 10 gæster. Jeg fandt i øvrigt ud af, at for tiden er det kun tre dage hver måned, at hotellet er åbent for TV‘er, nemlig fra søndag eftermiddag til onsdag formiddag, omkring den 20. i måneden. Så det forklarer nok, hvor svært det var at få en reservation i starten af november. Det meste af tiden er det lille hotel et almindeligt hotel med selskabslokaler, bl.a. gør de meget ud af bryllupsarrangementer.

Om aftenen fik vi en fremragende middag serveret af vores meget engelske butler Bob. I øvrigt var der selvfølgelig andre ansatte på hotellet, også kvinder. Desuden kom der jævnligt håndværkere, postbud osv. Men de var vel vant til damerne på hotellet.

Tirsdag
Tirsdag var meget lig mandag. Den store udfordring var en tur på en lokal pub om aftenen. Heather og Stef var betænkelige. De havde ikke før været ude, og de var vel heller ikke alt for passable, trods hjælp. Sue og jeg var helt med på ideen. Paula, der var ganske passable, var nervøs. Hun havde kun været ude om aftenen, og hun betroede mig, at hun var mest nervøs for, at Heather og Stef kunne afsløre os. Om eftermiddagen fik vi endnu en gæst. En ung mand der til aften var blevet en smuk ung pige, meget passabel. Efter endnu en dejlig middag tog vi alle sammen, dvs. 6 TV-piger og Mark på en lokal pub. Her serverede Sandra, som tidligere havde arbejdet på hotellet. Sue var den eneste, der tidligere havde været gæst på hotellet, og hun kendte godt Sandra. Hun var den søde, midaldrende, hvide kvinde, jeg nok havde forestillet mig som vores guide. Denne tirsdag aften var meget stille, og Sandra havde god tid til at snakke med os.

Der var andre gæster på pubben. Mærkeligt nok forsvandt alle de andre gæster fra de nærtliggende borde hurtigt, men det var vel bare en tilfældighed. Vi havde i hvert fald en hyggelig aften, og ingen blev generet. For flere af de andre var det en stor oplevelse. Jeg hyggede mig bare, da jeg før har været på bar.

Jeg nød de tre dage på hotellet i Wales. Selvfølgelig var det beskyttede omgivelser, så udfordringen var ikke så stor (for to år siden ville den have været det, men da havde jeg nok ikke turdet). Men det var da dejligt at være Layla fra morgen til aften på et fint engelsk landsted. Jeg kunne godt finde på at vende tilbage et par nætter, måske sidst på sommeren, når det ikke er for varmt.

London
Onsdag tog jeg til London som mand. Jeg syntes bare, det var for meget at rejse som pige, med tung bagage, mange mennesker, mange transportskift osv. Jeg er efterhånden blevet meget afklaret med at være deltids transvestit. Det er nu dejligt at have valget mellem at være mand eller kvinde, selv om det nogen gange nok er omgivelserne, der bestemmer, at jeg skal være mand. F.eks. kunne jeg ikke drømme om at gå gennem paskontrol som kvinde med et mandligt pas. I disse teroristtider ville det bare være alt for farligt.

Jeg nåede sikkert frem til London onsdag eftermiddag og checkede ind på Philbeach Hotel. Receptionisten så lidt bekymret ud, da han ledte efter mit navn, men så smilede han “You are a woman”. Ja, det var jeg jo, noget af tiden. Jeg havde reserveret værelset som Layla, men dog inkluderet mit drengenavn i parantes. Jeg fik min nøgle og kunne gå op til mit lille værelse, der vel kun var en femtedel af det flotte luksuriøse værelse i Wales, men ok til formålet.

Til aften gik jeg ned i den Thailandske restaurant på hotellet som Layla. Den søde værtinde var meget snakkesaglig, og vi fik en lang snak. Hun sad ved det næste bord og lagde makeup, mens jeg spiste en dejlig thailandsk anderet. Senere var jeg en tur i baren. Ikke særlig begivenhedsrig denne onsdag aften. Mest bøsser. Men så kom der tre “piger”.
Den ene var nu nok almindelig kvinde, i almindeligt tøj. Men de to andre var bemærkelsesværdige modne TV-piger. Den ene var i superkort læderkjole med lange støvler. Den anden var i guld bikini. Dvs. guld BH, bar mave, guld miniskørt og meget højhælede sko. Jeg tror ikke, de boede på hotellet, men de var vel på tur i byen med den pæne dame som guide.

Torsdag
De næste morgener var jeg Layla fra morgenstunden. Jeg var den første til morgenmad kl. 8. Der var ingen, der sagde noget specielt, bare “Good morning” osv. Fredag morgen var jeg dog ude for en påtrængende bøsse, der var nummer to til morgenmad. Han satte sig tæt på mit bord. Først spurgte han mig, om jeg blev længe på hotellet. Jo, til søndag. Så hvor jeg kom fra. Jo, Danmark. Så, om jeg ville med ham og en gruppe i byen lørdag aften, de skulle ud til flere klubber (bøsse– formoder jeg). Jeg sagde pænt nej tak, da jeg skulle i teater (det kom jeg rent faktisk også, men det var først næste dag, det blev arrangeret). Inden jeg forlod restauranten fik min påtrængende ven fortalt mig, at jeg så fantastisk godt ud.

Jeg gik ud i London som pige. Bl.a. handlede jeg i Harrods. Og selv om det var sindsygt dyrt med de fine designervarer, så lykkedes det mig at finde en pæn sort top, der “kun” kostede £40 på udsalg (over 400 kr.). Men nu har jeg da handlet i Harrods som kvinde. Jeg gik også i supermarked, på pubber, cafeer mv. Jeg havde heldigvis ingen problemer.

Fredag formiddag tog jeg undergrundsbanen til Euston som pige. Togene var ekstremt overfyldte, og selv om jeg efterhånden har fået en vis rutine og selvtillid, når jeg færdes som kvinde, var det ikke så rart. Nær Euston station besøgte jeg så den store Transformation butik i London. Der var ikke mange kunder, men flere søde unge (fødte) kvinder, og de var ganske smarte. Jeg blev hurtigt vartet op af en af dem, der gerne ville hjælpe. Jeg fortalte, det var første gang, jeg besøgt butikken. Så fik jeg den store behandling, med kaffe i sofaen og en længere salgstale. Jeg kunne f.eks. få fire timers transformation med tøj og makeup i kælderen til en temmelig dyr pris. Nu var jeg jo klædt som kvinde, så det var jo ikke aktuelt, men måske en anden gang. Gennemgående var det hele selvfølgelig meget dyrt. Jeg endte med at købe et par uskyldige blade, deriblandt Transformations flotte reklamekatalog, der kostede £ 10 (over 100 kr.). Jeg meldte mig dog også ind i Transformation Select Customer
Club, som er helt gratis, så nu får jeg et nyhedsbrev med posten ca. hver tredje måned.