Foreningen der forsvandt. Irene Haffner den 25. maj 2011.

Vist 280 gange. IreneHaffner_140311-t.jpg
Af Irene Haffner.
FORENINGEN DER FORSVANDT

Efter 3 år med Trans-Danmark og med et politisk lobbyarbejde i kølvandet har jeg valgt at træde ud af Trans-Danmarks bestyrelse og senere helt at forlade foreningen.

Det følgende er hverken et smædeskrift eller en personlig vendetta. Problemet er at jeg, og sikkert andre med mig, simpelthen ikke kan finde foreningen mere. Den er forsvundet syd for grænsen til det danske kongerige. Jeg har flere gange prøvet at opklare hvorhen og hvorfor den er forsvundet, men mødes blot af en rungende tavshed. Trans-Danmark er ikke eksisterende i Danmark som andet end en hjemmeside som udadtil er den synlige del af Trans-Danmark. Resten fortoner sig i de europæiske tåger med underforståede og til tider direkte bemærkninger om at det europæiske politiske arbejde er vigtigere end det danske. Som hovedaktør for en netop veloverstået Høring på Christiansborg den 14. marts kan jeg naturligvis ikke sidde en sådan holdning overhørig og da jeg langsomt er begyndt at forstå hvad der sker og er sket, er min beslutning altså at stå af inden foreningens situation, efter min mening, bliver for pinlig. Der er og har været meget forvirring om hvad der egentlig er sket og sandheden er svær at stykke sammen, men her er mit bud:

For tre år siden flyttede foreningens formand Karin Astrup og foreningens kasserer, Pia Nielsen til Tyskland og bosatte sig lidt syd for den danske grænse. De oprettede et firma med kontor i Flensborg. De var og er desuden begge 2 medlemmer af TGEU`s bestyrelse.

TGEU er en europæisk paraply organisation for de små europæiske foreninger, herunder foreningen Trans-Danmark. Det var der naturligvis en del der var stolte af på det tidspunkt, herunder jeg selv. Man skal lægge mærke til at medlemskabet af TGEU altså er et foreningsmedlemskab og derfor er det vigtigt for de 2 danske medlemmer at de havde den danske trans-forening i ryggen. Spørgsmålet er så om der med tiden er opstået en ligegyldighed overfor hvad den danske transforening præsterede i hjemlandet Danmark, og at den væsentligste faktor til at besidde henholdsvis formandsposten og kassererposten i netop Trans-Danmark var og er at disse poster bliver brugt som adgangs billet til bestyrelsesposterne i TGEU. Hvis dette er korrekt, hvilket jeg efterhånden er overbevist om, medvirker 2 danske medlemmer af TGEU`s bestyrelse altså til at en af de små nationale foreninger, som TGEU netop er skabt til at beskytte, forsvinder. Det er vel næppe TGEU`s hensigt? Tilbage i Danmark er et velfungerende politisk talerør ved at forsvinde af mangel på lederskab og engagement fra netop disse 2 tyske bestyrelsesmedlemmer. Trans-Danmark forsvinder lige så stille ned over grænsen og er i fare for at opløses af mangel på aktivitet og dermed medlemmer som finder foreningen attraktiv. Medlemstallet er faldet drastisk de sidste 3 år.

Foreningens høringssvar er ophørt, og blev i øvrigt slet ikke skrevet af foreningens formand, som jeg fejlagtigt troede i starten. Foreningens sociale aktiviteter er næsten døet ud. Vi var nogle bestyrelsesmedlemmer der råbte vagt i gevær og lavede et krisemøde for medlemmer i efteråret 2010 og fra Tyskland blev Pia Nielsen sendt til mødet. Her indtog hun med en fejende direktørstil ledelsen af mødet og inddrog taletid og punkter som slet ikke var planlagt endsige på dagsordenen.. Det hele gik ud på at vise nogle grafer der viste at det gik fremragende for foreningen, som havde mistet over halvdelen af sine medlemmer siden flytningen til Tyskland. Pia Nielsens optimistiske grafer beroede på at der netop var blevet indmeldt 2 nye medlemmer og det gav jo nogle drastiske udslag på kurverne. Jeg følte mig næsten hensat til et møde i Mærskkoncernen og måtte beklage at det ellers velmenende faresignal blev ignoreret og faktisk påtalt som noget vi ikke sådan skulle gå og sprede her i lille Danmark. De fremmødte medlemmer fik ikke meget ud af mødet, ud over de utallige opfordringer til at melde sig til nogle aktiviteter. Det var heller ikke første gang at Pia Nielsen tog sig taletid uden for nummer. Det samme gjorde hun ved høringen på Christiansborg da hun uden for nummer begyndte at tale om sin egen kæphest, arbejdsforhold for transkønnede, og ikke holdt sig til det emne der var til høring. Det var pinligt og uanstændigt, men direktører, uanset om de er nuværende eller tidligere, har jo som bekendt en status der hæver dem op over alle andre.

Forretningen i Tyskland gik, ifølge det vi først hørte, svimlende godt. Jeg hørte om millioner af EURO og Dollars og rejser i den ganske verden. TGEU hørte vi til gengæld meget lidt til. Igennem næsten 2 år har vi i Danmark presset og presset for at få rapporter om hvad de lavede i TGEU, hvad det handlede om og hvilke resultater der forekom på europæisk plan. Og med megen møje er det lykkedes at få 1 – EN lille rapport – om et enkelt møde i Bruxelles. Derudover ved resten af foreningen egentlig ikke noget om hvilket arbejde de 2 tysk bosatte bestyrelses medlemmer egentlig udretter i TGEU. Men det stod efterhånden klart at deres forretningseventyr gik skidt. Rigtig skidt og at millionerne måske ikke var nogen de tjente men nogen de skyldte og når vi i lange perioder ikke hørte fra dem var undskyldningen ofte at de havde travlt med at redde firmaet – meget travlt. Men at man har travlt bør vel ikke gå ud over de få betalende medlemmer som stadig putter 300 kr. i foreningens kasse hvert år. Det gør på nuværende tidspunkt ca. 33 medlemmer, hvoraf nogle stykker kom til efter den overståede høring. Sikkert i troen på at her var en forening som kæmpede de transkønnedes sag i Danmark. De kan gå hen og blive meget skuffede.

I bestyrelsen arbejder Ulla Rørvig ufortrødent med sin TS-kontakt, som i sin tid blev opslugt af Trans-Danmark. Det er en af de aktiviteter der har fungeret upåklageligt, men også helt uden kontakt med det øvrige Trans-Danmark. Ulla har utrætteligt lagt hjem til adskillige møder med op til 10 – 16 fremmødte. En aktivitet som ikke har den store anerkendelse. Men flot gået! Da foreningens mangeårige sociale dynamo, Signe Kruse trak sig i protest mod den måde Trans-Danmark udviklede sig på stoppede al øvrig social aktivitet, og et enkelt medlem i Århus (Michelle) forsøger så godt hun kan, at stable et arrangement på benene her i den kommende pinse. For de fleste sociale arrangementer her i Danmark siger det sig selv at de to tyske medlemmer meget sjældent møder op. Det kan have geografiske årsager, men mistanken om manglende interesse spøger da.

De sociale aktiviteter er naturligvis hæmmet meget af foreningens skrantende økonomi, og på generalforsamling i marts 2011 kom det så frem at ca. ¾ af foreningens penge var brugt på rejser rundt i Europa. Bestyrelsesarbejde skal naturligvis have dækning for transport, men her var der tale om TGEU møder og der var flere bekymrende bemærkninger om et så stort indhug i forenings økonomi var yderst betænkeligt, når der samtidig var stort behov for at gøre foreningen synlig og skabe sociale kontakter hvis foreningen skulle have en chance for at tiltrække flere medlemmer. Skulle vi her i Danmark sige til kommende medlemmer at det de fik for at melde sig ind og betale 300,- kr. var en masse bilag for rejser i TGEU regi.

Det tyske forretningseventyr og dets truende fallit gjorde at der umærkeligt skete et lederskift. Pia Nielsen optrådte mere og mere som leder af foreningen. Hun ledede møderne og satte dagsordenen. Jeg protesterede i en mail og mente ikke at man uden videre kunne skifte ledelse og hvis formanden var inhabil var det naturligt at posten gik til næstformanden. Næstformanden, Formanden og kassereren er nære venner og udgør til enhver tid et flertal i Trans-Danmarks bestyrelse, som består af 5 medlemmer. Så det er næsten umuligt at indføre ændringer i foreningen uden om dette flertal.
Jeg har haft et rigtigt godt samarbejde med næstformanden Tina Wyum som er en slider i foreningen, og netop hendes flid har jeg en stærk mistanke om at de 2 tyske medlemmer tager som en selvfølge og de regner med næstformandens opbakning som sikker og dermed har de ryggen fri til det der flere gange er kommet åbent frem: At bruge Trans-Danmark som adgang til TGEU og så i øvrigt lade den lille forening klare sig så godt den nu kan med næstformandens hiv og slip.

Foreningen – eller rettere landsforeningen Trans-Danmark – er i dag en skygge af sig selv og dens udsigter er desværre ikke for gode. Med manglende aktiviteter vil den hurtigt sygne hen og miste indflydelse. Chancen for at de resterende medlemmer skulle blive ramt af et transpolitisk forår er små, men ikke helt umulige. Det sørgelige i denne sammenhæng er, at os der har været aktive i det politiske system her i Danmark har oplevet et velrenommeret navn, og vi har nok med vilje slået på at vi var en landsforening og undladt at nævne de 33 medlemmer. Det har været en åbning ind til de politiske korridorer at nævne at man kom fra Trans-Danmark. Denne politiske døråbner er der så 2 tyske bestyrelsesmedlemmer der i den grad er ved at ødelægge. De underminerer fremtidige muligheder i Danmark og fratager andre i fremtiden at arbejde konstruktivt for forbedringer i Danmark. Jeg skal kort fremlægge følgende:

Trods påstanden om at det i sidste ende er EU ændringerne kommer fra, kan det ikke bortforklares at der ikke bliver lovgivet om transforhold i Danmark. Vi har set hvordan både Hammarberg-rapporten og EU’s øvrige henstillinger bliver ignoreret som det passer de siddende magthavere. Og det er vel netop det EU laver. Henstillinger og gode råd! Vi er stadig nødt til selv at tage teten i det danske politiske landskab hvis vi vil have ændringer og reformer. EU kan vel heller ikke skabe bedre forhold på sexologisk klinik. Der er forhold i Danmark som hører Danmark til, og sådan vil det vedblive med at være så længe vi har et nationalt parlament.

En siddende formand i en transforening og i øvrigt andre bestyrelsesmedlemmer forventes vel ind imellem at skrive artikler, læserbreve m.v. eller på anden måde være medvirkende til meningsdannelse i medierne. Dette blev overladt til mig og jeg har gjort mit bedste, men jeg finder de manglende skriverier helt i tråd med at de 2 tyske bestyrelsesmedlemmer ikke ønsker at bruge kræfter på arbejdet i Danmark og heller ikke føler sig engageret i det.

Konklusionen kan kun være som følger: Hvis disse 2 tyskbosatte medlemmer mener deres engagement i Europæisk transpolitik tjener det bestemt ikke til deres ære at de medvirker til at udpine og udmanøvrere en lille forening der engang havde en mission, men som nu blot er blevet en taburet man klamrer sig til for at fastholde sine europæiske ambitioner.

Det ville tjene både til foreningens og medlemmernes bedste at de 2 tyske medlemmer tilbagesendte foreningen så den igen kunne slå rod på dansk jord, hvor den hører til, og det ville især tjene 2 ellers veluddannede transpersoners ære at de erkendte at deres forsøg på at sidde på 2 – 3 taburetter på én gang er for meget.

Nedlæg Trans-Danmark eller giv plads til en ny styregruppe der har et fælles sigte for de reformer vi alle kæmper for. Især her i Danmark hvor situationen skriger på at der følges op på de positive åbninger i det politiske liv der er sket de sidste par år. Lige her og nu er der ikke brug for personlige ambitioner men om fælles fodslag i kampen for en hverdag der kan rumme alle os danske transpersoner.

Til slut, vil jeg gøre opmærksom på at jeg skriver dette fordi jeg synes at en transforening som Trans-Danmark ikke er en personlig ejendom man kan bruge til egne personlige ambitioner, men at det er vores fælles eje og at vi uanset fortidens skærmydsler alle bliver fattigere af, at et politisk værktøj tages fra os. Jeg skriver for at lægge sandheden som jeg opfatter den, efter 3 års forsøg på at dreje foreningen ind på den danske bane igen. Dette er omsonst med den nuværende bestyrelses sammensætning. Så enten siger vi farvel til Trans-Danmark og lader den forsvinde ned over grænsen eller så forlanger vi den tilbage på dansk jord og til gavn for de danske transpersoner der stadig har mod og energi til at kæmpe for fælles rettigheder.

Hilsen

Irene Haffner
Tidligere sekretær i Trans-Danmark.

TGEU. Menneskerettigheder i fokus! Af Irene Haffner. 2. – 4. maj 2008.

Vist 813 gange.
Schøneberg rådhus. Foto: Irene Haffner.

Schøneberg rådhus.
Foto: Irene Haffner.

Af Irene Haffner
Det 2. Transgender-møde i Berlin 2-4 maj 2008.
Helt korrekt: The second council in Transgender Europa. (TGEU).

For forståelsens skyld var det, det andet møde imellem alle de små trans-foreninger rundt om i Europa, og med deltagelse af observatører fra andre dele af verden.
Alt i alt ca. 200 deltagere fra 38 lande.
Mødet blev afholdt på Schøneberg Rådhus i Berlin fra fredag den 2. maj – søndag den 4. maj 2008.

‘Ich bin ein berliner!’ – sagde J. F. Kennedy fra balkonen på Schøneberg rådhus i det tidligere Vestberlin den 26. juni 1963.
45 år senere kunne det have lydt: ‘Ich bin ein trans!’
Schøneberg er kendt for sin frie og tolerante holdning til minioritetsgrupperne i samfundet, og er bosted for mange homoseksuelle, der har fundet et tolerant fristed i netop den kommune i Berlin.
Det var derfor måske meget naturligt, og i hvert fald meget symbolsk, at mødet fandt sted lige netop der.
Det smukke gamle rådhus med dets atmosfære og den smukke byrådssal hvor plenummøderne fandt sted var en perfekt ramme om en virkelighed som trods de fine titler, ikke lod sig skjule.
Det var transpersonernes møde. Alle former for transpersoner! Smukke, anonyme, androgyne, kvindemænd og mandekvinder, transseksuelle og transvestitter. Hele spektret af det vi forstår som trans, og interessant nok var en workshop netop koncentreret om hvad vi kalder denne mangfoldighed.

Og meget bevægende startede hele mødet med at en portugisisk deltager dedikerede mødet til minde om 2 transseksuelle som var blevet myrdet i Portugal. I 2006 var det en ung, fattig brasiliansk transseksuel, der måtte ernære sig som sexarbejder for at overleve, der blev tortureret af en gruppe unge katolske teenagere i 3 dage, for derefter at blive smidt i en grøft hvor hun døde. Og så i år, i februar 2008, skete der et mord mere på en transseksuel i Portugal.
Det var så hårene rejste sig, og tårerne stod frem i øjnene. Det her var virkelighed! Ikke bare et administrativt politisk møde. Det var et forsøg på at samle de små grupper rundt om i Europa, som i de fleste lande lå fra under 100 personer og op til 500 i de lidt større lande. Vi ER ikke mange. I hvert fald ikke mange der står frem, og overgreb og diskrimination er stadig virkelighed i dagens Europa.

TGEU (Transgender Europa) er endnu et forsøg på at enighed gør stærk. Det har vist sig ret nødvendigt for andre minoritetsgrupper, og nu har de meget små og tabubelagte transgrupper rundt om i Europa taget skridtet til at organisere sig og arbejde sammen.
Ikke helt uvedkommende var mødets overskrift: Make Humans Rights Work!
Og hvilke menneskerettigheder?
Jeg lyttede:
Menneskerettigheder starter i os selv!
Menneskerettigheder er at kunne gå på gaden uden frygt!
Menneskerettigheder er at have ret til at være den man er!
Menneskerettigheder er at vi kan gå hvor vi vil uden at blive arresteret eller lide overgreb!
Menneskerettigheder er at have ret til at leve sit liv som den man føler man er!
Menneskerettigheder er at have ret til at leve som det køn man føler sig knyttet til!
Jeg tænkte lidt og tilføjede:
Menneskerettigheder er ret til at leve uden vold, sladder og nedladenhed. Til gengæld har jeg pligt til at vise og leve ærligt, som mit liv byder mig!

Demokratiet er kendetegnet ved flertalsbeslutninger, men indeholder også et meget vigtigt ansvar for flertallet, til at beskytte sine små mindretal. Uden dette ansvar ville flertalsstyret blot være et Tyranni, som så mange andre igennem historien.
De små mindretal prøver at få indflydelse ved at læne sig op ad større grupper for at få indflydelse. Sådan har transgrupperinger her i Danmark og andre steder i Europa også lænet sig op af de succesfulde forbund for Bøsser og Lesbiske. Men alle vil jo gerne være sig selv. Spørgsmålet er så hvor meget man kan fragmentere små minoriteter før de er for små til at få nogen som helst indflydelse. Der er en tendens til at danne paraplyforeninger, så indflydelse og beskyttelse bliver bedre. I et samlet Europa har en lille national gruppe på 100 medlemmer ikke store chancer for at blive hørt.
Så det er altså det det hele går ud på. Troede jeg!

Og det gik da ud på at lave et større samlet arbejde i EU, for at påvirke de magtfulde politikere i Europa-parlamentet og dermed de nationale parlamenter. Altså at få udvirket bedre rettigheder og vilkår for os alle sammen.
Men jeg så også alle de dejlige umiddelbare personlige kontakter der fyldte en del. Mennesket er heldigvis andet end stemmer i et demokrati. De er også personligheder. Og når transpersoner fra det meste af verden begynder at få kontakt med hinanden opstår der venskab, kærlighed og frugtbare tanker, som måske er lige så meget værd.
Hvordan kommunikerer man så lige imellem så mange lande, kulturer og sprog, når man gerne vil stå sammen og fylde lidt mere i et samfund der globaliseres og metropoliseres?
Arbejdssproget er engelsk, og alt hvad der fremover skrives vil man forsøge at få ud i de enkelte lande og oversat til det pågældende sprog.
Man kan blive medlem af TGEU. Et medlemskab som i alle andre foreninger. 25 Euro gav jeg! Og trods min skepsis overfor store møder, tror jeg, jeg vil tage af sted igen til næste år.

Det var en meget varm oplevelse at møde:
De 2 kønnede
Androgyne
Smukke anonyme
I sarte tegnede konturer
Af både mand
Og kvinde
Ikke en pige
Ikke en dreng
Men lidt af dem begge!

De bløde profiler
Af en hende
Med et blik af ham
Men inderst inde
Vil du finde
Et menneske der
Kan rumme dem.. begge!

Der var travlt i de 3 dage på Schøneberg Rådhus. Berlin havde stablet nogle meget effektive arbejdsgrupper af unge på benene. Der blev optaget en dokumentarfilm og taget en masse dokumentarbilleder. Og da vi samledes 200 transpersoner på trappen uden for Rådhuset for at blive fotograferet, gik hele det lokale marked, som holdt til på pladsen foran rådhuset, i stå, og det blev lidt af et tilløbsstykke at se så mange smilende transer på en gang. Man havde jo nok set en eller nogle stykker i den frisindede by. Men hele 200 på en gang!

Det blev nævnt under det afsluttende møde at vi før havde tiet, men nu var vi begyndt at tale..!!!
Vi fra Danmark kunne være stolte over vores repræsentation, over vores tydelige nærvær i form af 2 medlemmer af bestyrelsen og andre der arbejdede som webmaster m.m..
Danmark kunne man regne med!

Jeg ved ikke om større er bedst. Men jeg ved at mødet og åbningen ud mod ligesindede i Europa er både en smuk og realistisk tanke hvis vi vil.
Og vores lille land der blot ligger 5 timers bilkørsel væk, virker utroligt fjernt, og småt, når man lige har mødt europæere der brænder for at gøre noget ved de manglende menneskerettigheder for transgender folket ude i virkeligheden. Her er et stykke meget nødvendigt og vedkommende arbejde at gøre. Så har du menneskerettigheder i dine tanker når du ser transpersoners vilkår, så støt TGEU med dit medlemskab eller gå ind på hjemmesiden som stadig er under udbygning.

Jeg Er et menneske!
.åh.mit køn?
Jeg har 2!
Et biologisk – og et mentalt!
Jeg er hanhun
Eller hunhan
Men bare rolig:
Jeg ER et menneske!
Og hvis jeg virkelig skal forklare hvorfor jeg har skiftet/skifter fra mand til kvinde eller omvendt jamen så giv mig lige 2-3 timer så skal jeg forklare det!
– Har du tid?

Det skal nævnes at en af Berlins hotte Trans-cabaretter havde lavet en speciel festaften for os alle lørdag aften. Showet var afholdt på delvis engelsk så vi alle kunne følge med, og vi blev vidne til et særdeles festligt og varmt show lavet af Berlinfolk, godt bakket op af et entusiastisk og festligt klædt publikum. Det var bare fantastisk at opleve!

Jeg kom med på et afbud og var fuldstændig grøn og nysgerrig. Jeg nåede også andet end at deltage på møderne, og jeg har skrevet en anden historie der hedder: Irene i Berlin!
Jeg fulgtes med Trans-Danmarks bestyrelse og siger tak fordi jeg fik tilbudet.
Og til jer andre: Det er sørme godt arbejde der laves derude i den store verden!

Irene Haffner
Medlem af Trans-Danmark
Og helt nyt medlem af TGEU
TGEUs hjemmeside.

Transhøringen den 14. marts 2011 på Christiansborg – af Irene Haffner den 22. marts 2011.

Vist 212 gange. Af Irene Haffner
Virkeligheden har det med at banke på når det er tid. Og nogle gange lykkes drømmene og andre gange ikke.

Så det var med spænding i kroppen at jeg stod på ekspresbussen 888 søndag morgen den 13. marts 2011 for at rejse til København og for at deltage i høringen om transkønnedes forhold i Danmark mandag den 14. marts 2011. Ville arrangementet lykkes? Ville alting klappe? Jeg fulgtes med min dejlige veninde Sheila Frik og vi indtog et par vindues pladser med et bord mellem os og nød en supermoderne bus der skulle fragte os til København fra Thisted. Vi sad ved vinduet og nød det danske landskab glide forbi og indeni boblede en uro der hele tiden tjekkede om alt nu var på plads. På den bærbare PC indgik stadig tilmeldinger til den høring om transkønnedes forhold der nu havde fyldt min dagligdag i snart 2 måneder. Jeg afviste pænt og kunne se at der nemt kunne have været 120 tilmeldinger. Men regler er jo regler og Christiansborg prioriterer sikkerheden højt, så tilmeldingerne var lukket efter listen var fremsendt.

Midt på en søndag rullede vi så med S-tog og bus frem til Nørrebro hvor vi skulle bo i en super mondæn lejlighed på 4. sal. Min veninde har kontakterne i orden! Vi fik indrettet os, pakket ud og fik et hvil på et par timer, før vi skulle af sted til et indledende møde i LGBT Danmarks lokaler i den indre by. Stadig ulmede denne spænding: Ville det hele klappe? Heldigvis var fremmødet som aftalt, og vi fik i den næste times tid aftalt og fordelt opgaverne inden vi tog hver til sit.

Mandag var så dagen. Vi sov længe, gav os god tid. Til sidst tog vi en vogn til Christiansborg, og ankom som de første. Jeg fik en snak med vagten og forberedte dem på hvad der skulle ske og afleverede den sidst opdaterede tilmeldingsliste. Samtidig havde DR1’s aftenshow meldt, at der ville ankomme en fotograf som ville optage en lille sekvens inden jeg som aftalt skulle i Aftenshowet efter høringen. Han skulle lige cleares og fik så adgang.

Susanne Selmer fik plads med sin PC og sad som en anden referent i en retssal.

Susanne Selmer fik plads med sin PC og sad som en anden referent i en retssal.

Efter en del af dem der havde praktiske opgaver var ankommet, og vi alle var igennem et tjek in, der på mange måder lignede det vi bliver udsat for i lufthavnene, kom jeg så frem til Fællessalen. Jeg var målløs. Det var bare så smuk en sal, og jeg blev på stedet enig med mig selv om at dette var det rette sted. Vagten havde ikke hørt om at vi havde bestilt projektor og mikrofoner, men det var ikke noget problem. Det blev lynhurtigt rigget til, og vi havde travlt i timen inden høringen startede, med at få alt på plads. Vi stillede et lille bord frem som sekretariat og bemandede det med Lisbeth Merethe. Vi fik den håndholdte mikrofon tændt og den var i gode hænder hos Sussi, der som Information skrev, sprintede let på tå når en tilhører ønskede ordet. Jeg havde medtaget en lille klokke og et minutur for at styre oplæggene, og jeg fik aftalt de sidste detaljer med Sebastian Svegaard som var min med-ordstyrer. Et dejligt bekendtskab. Sebastian var sikkerheden selv under den vanskelige opgave det var at styre forløbet. Susanne fik plads med sin PC og sad som en referent i en retssal, og panelmikrofoner og projektorskærme fungerede som de skulle. I allersidste øjeblik fik jeg en opringning om, at Sundhedsstyrelsen sendte en topchef. Jeg fik clearet med vagten og så var vi ellers klar.

Vi havde sendt Sheila ned til indgangen for at byde velkommen og de havde vist nok at se til, og det viste sig at der sad 10 der ikke havde meldt sig til. Dem fik vi ind og jeg tror vi var over 100 da alle sad på deres pladser og vi kl. 12.30 kunne åbne høringen.

Flemming Møller Mortensen

Flemming Møller Mortensen

Der var ikke mange politikere tilstede, men en stor overraskelse var socialdemokratiets Flemming Møller Mortensen, der sammen med Kamal Qureshi deltog meget aktivt i høringen. Jeg var lidt skuffet over manglen på politikere fra blå blok. Jeg vidste jeg havde sendt dem en ekstra opfordring, men nej, de kom ikke. Til gengæld var det så betryggende, at der var deltagelse fra de måske nye regeringsordførere på området, og høringen sluttede faktisk med en lovning på at meget ville blive ændret hvis/når en ny regering kom til.

Der var stor talelyst, men der var ingen dialog med de relevante institutioner – Sexologisk Klinik og Sundhedsstyrelsen. Det stod hurtigt klart at de havde fået besked på ikke at udtale sig, men blot var til stede for at lytte. Jeg blev faktisk lidt rørt da en deltager fere gange pointerede at der mest af alt manglede nogen der ville lytte når man var i kønnenes grænseland og havde brug for at betro sig og have et forstående menneske at tale med. Kritikken haglede ned over Sexologisk Klinik så det næsten var pinligt, og i pausen gik jeg hen til deltagerne fra klinikken og sagde jeg var glad for at de var mødt op, selv om de måtte have vidst at de ville blive mødt med kritik. Det var de glade for og jeg hørte også en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen om at der var noget at tænke over. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet sagde lige ud at der var brug for en brugerundersøgelse på Sexologisk Klinik.

Jeg havde bestilt kage, kaffe og æblemost til 100 mennesker og da Sebastian og jeg samtidig var indstillet på at være hårde i filten og overholde tiderne kunne vi ringe til pause til tiden. Sikke en summen, og sikken en masse småmøder og snak. Jeg havde hørt at pauser var vigtige og der var ingen tvivl om at her blev der virkelig udvekslet informationer. Jeg selv nåede knap at holde pause. Berlingske havde en journalist med og der var bestilt en fotograf, så jeg måtte sidde “model” foran det store gruppebillede for enden af salen, og bagefter trække lidt afsides og give et interview til den søde unge kvindelige journalist. Der var også et par journaliststuderende der ville have et interview, og så var der fotografen fra Aftenshowet. Han forsvandt og jeg gik stadig rundt med mikrofon og sender. Nå – det måtte jeg tage med ind i Nyhavn når jeg skulle i Aftenshowet.

Transhøringen i Fællessalen.

Transhøringen i Fællessalen.

Første afdeling af høringen havde været koncentreret om kønsskifte, behandling og Danmarks forhold til Gender Pioneers og rapporter. Anden afdeling handlede mest om kønsregistrering, hadforbrydelser og i sidste ende om muligheden for det såkaldte civilretslige kønsskifte. Og til allersidst rundede høringen af med et forslag til nedsættelse af en transkommission. Et forslag der var udarbejdet i et fælles fodslag imellem LGBT Danmark og Videnbankens indehaver Tina Thranesen. Forslaget var godkendt af både LGBT Danmark og Trans-Danmark og jeg synes det var en flot afrunding, at vi kunne aflevere så professionelt et forslag til at kulegrave vores forhold i Danmark.

Høringen sluttede til tiden og både SF og S havde markeret at vi kunne forvente reformer når de kom til, og at de fastholdt deres samarbejde i oppositionen om at genfremsætte B 168, og i øvrigt ville de se velvilligt på en del af de reformkrav der var kommet frem på denne høring. Og det var netop den egentlige tanke med denne høring da ideen i sin tid spirede frem. At vi skulle markere os og holde fast og udbygge vores reformønsker. Det lykkedes til fulde og jeg blev glad da Flemming Møller Mortensen kom hen til mig og sagde at han havde været til mange høringer, men at denne bare havde været superprofessionelt tilrettelagt og afviklet.

Irene Haffner i DR1 Aftenshowet.

Irene Haffner i DR1 Aftenshowet.

Jeg havde ikke rigtig tid til at nyde succesen i Fællessalen, men måtte hurtigt samle mine ting og begive mig ud i byen. En gåtur mod Kongens Nytorv, ned ad Nyhavn og lige en hurtig pølse hos en pølsemand, derefter over broen og ned ad Havnegade, indtil jeg fandt Aftenshowet der hvor Sverigesbådene i sin tid lagde til. Det var en lille bygning og der var ualmindelig mange mennesker, da der var en slags finale om den bedste landsby i DK, og rummet var fyldt med forventningsfyldte landsbyrepræsentanter. Da jeg havde været en tur i sminkestolen var jeg inde og gennemgå forløbet med Sisse Fisker. Vi havde på forhånd aftalt tre emner: Navn, CPR nr. og kønsskifteoperationer. De kunne se jeg var lidt træt og jeg blev tilbudt et lille fredeligt rum ude bagved hvor jeg kunne sidde i fred og ro med et glas vand og hvile mig lidt. Så var det ellers på og jeg syntes jeg klarede mig nogenlunde selv om jeg godt vidste at makeup mm. var lidt udslidt. Bagefter fik jeg til en taxa og kørte ind i byen for at spise sammen med de andre der havde tilmeldt sig fællesspisningen på Il Ponto, her fik jeg fornøjelsen af at snakke med og lære Maria nærmere at kende. Ellers var det hjem i lejligheden og falde omkuld af træthed.

Næste dag sov jeg længe mens min veninde var på Sexologisk Klinik. (Vi havde spøgt lidt med, at hun skulle respektere det, hvis der hang et hvidt flag ud af vinduet). Kl. 13 begav vi os ud i det københavnske mylder og fik fanget ekspresbussen til Jylland i Valby. Sent tirsdag aften rullede vi som de sidste passagerer ind på en øde rutebilstation i Thisted og sjældent har jeg nydt min egen seng som jeg gjorde den aften.

Der var ikke megen tid til at lukrere på succesen. Jeg skulle lynhurtigt omstille mig da der ventede en forestilling med min cabaret på Ålborg teater forude. Så det var lige fra tilmeldingslister og oplæg til replikker og sangtekster.

Tilbage står et TAK. Et stort TAK!

Tak fordi tiden var med os og at det lykkedes.

Tak til Lisa fordi hun gav inspiration og formuleringer og mæglede da det så sortest ud.

Tak til det samarbejde der trods alle odds opstod imellem de to foreninger Trans-Danmark og LGBT Danmark.

Og tak til alle der aktivt hjalp til og medvirkede til at vi var synlige, levende og ikke til at komme udenom. Det var i sig selv en fantastisk markering – og så på Christiansborg!

Tak til Græsrodsfonden, der som de første lagde 3.000 kr. til støtte og gav mod og optimisme til at fortsætte.

Kamal Qureshi.

Kamal Qureshi.

Tak til SF, Kamal Qureshi, Allan og Søren der fra deres kontor hjalp og sørgede for forbindelserne til sal og kantine og gjorde deres på Christiansborg og andet steds for at udbrede kendskabet til vores høring..

Tak til alle jer der samlede ind. Der blev indsamlet 1.600,- kr. – tak! Det gjorde jo at vi kunne leje alt det der gav en professionel høring som alt i alt løb op i 14.000 kr. jeg havde budgetteret med 15.000,- kr. så det var ikke meget galt. Opstår der et overskud må vi se hvem der skal nyde godt af det. Men regnskabet er ikke afsluttet endnu.

Tak til LGBT Danmark som støttede os ekstra med 2.400,- kr. – Det var flot!

Og især en stor tak til TiD – Transvestitforeningen i Danmark – som sponsorerede os med hele 3.000,- kr. Jeg blev helt rørt da jeg fik det at vide. Jeg ved godt at TiD måske ikke har den helt store interesse i en politisk orienteret høring som denne, men det er mit håb at den markering i medier og i politiske kredse høring har bevirket, også på lang sigt vil komme TiD’s medlemmer til gode. TiD skal i hvert fald have tak for
den solidariske støtte de gav os.

Også en stor tak til Gender Pioneers, Sabaah og Blus for deres opbakning.

Tak til oplægsholderne, der alle var velforberedte og professionelle og tak fordi I så pænt fandt jer i os lidt hårdhændede ordstyrere. Det var en fornøjelse at medvirke til den professionelle indsigt vi viste vi havde – og at vi forstod at formidle den. Ikke alene var vi synlige, vi kunne også sige noget fornuftigt!

Tak til Sebastian Svegaard som viste sig at være et herligt bekendtskab og som med sikker hånd holdt styr på indlæg og selv nåede at holde et oplæg. Godt gået!

Ikke mindst tak til journalister, medier og enkeltpersoner der har hjulpet til med at oplyse om vore forhold og har skrevet fagligt og sobert om høringen og dens budskaber.

Jeg sidder tilbage med en fornemmelse, som jeg nok ikke er ene om. Nemlig flosklen om at enighed gør stærk, men også med en erkendelse af at vi i vores dagligdag er meget forskellige, men at vi er nødsaget til at tale med en samlet stemme hvis vi vil høres. Og det gjorde vi mandag den 14. marts 2011 fra kl. 12.30 – 17.00 på Christiansborg!

Tak for det til alle der har medvirket, har krydset fingre og støttet op!

Kærlig Hilsen
Irene Haffner.

Kun for normale!

Vist 3.654 gange.
Kun for normale!

Kun for normale!

Titel Kun for normale!
Produktionsselskab Bellamour, Irene Haffner
Instruktør Irene Haffner
Medvirkende Irene Haffner
Premiere medio 2010
Spilletid 65 minutter
Sprog Dansk

Oplev normaliteten udsat for Lizzy Pedersens skarpe tunge i den lille one-woman cabaret med en skarp og morsom tekst, og sange, der ikke efterlader et øje tørt.
Cabaretten er ikke særlig pladskrævende, men kræver til gengæld godt med papirservietter.

Om cabaretten:
Tag med til generalforsamling i foreningen NormalDanmark.DK.
Den afholdes i Vester Møgby forsamlingshus, hvor formand(inden) Lizzy forestår årsberetningen og foreningens kasserer Ellinor optræder sammen med Leo i duoen: BELLAMOUR.
Ellinor har sin egen singleklub “HedRomantik” – og parret synger nogle smægtende kærlighedssange.
Leo er dog ikke synlig, da han har karantæne efter at være afsløret i sin kones undertøj. Han synger således bag et skærmbræt.

Irene Haffner kan kontaktes på tlf. 97997701 eller via e-mail haffner26@msn.com
Se omtalen i pdf-format.

Opførtes den 24. marts 2011 på Transformator i Aalborg.

Fire transkønnede opstillet til valg ved kommunal- og regionalvalget den 17. november 2009.

Vist 792 gange. Anette Egelund opstillet for Liberal Alliance i København, Region Hovedstaden.
Hun var opstillet som nr. 7 på listen. Der var sideordnet opstillingsform.
Liberal Alliance fik 3.508 stemmer. Anette Egelund fik 117 personlige stemmer i hele regionen, deraf 60 i København. Hun blev ikke indvalgt.
Valgresultatet for hele regionen.
Valgresultatet for delvalget i Københavns Kommune, hvor Anette Egelund var opstillet.

Elizabeth Japsen opstillet for Enhedslisten – De Rød-Grønne i Århus Kommune.
Hun var opstillet som nr. 6 på listen. Der var partiliste opstillingsform.
Enhedslisten – De Rød-Grønne fik 5.718 stemmer. Elizabeth Japsen fik 45 personlige stemmer. Hun blev ikke indvalgt.
Valgresultatet Århus Kommune.

Erwin Maria Jöhnk opstillet for Socialdemokraterne i Nordjurs Kommune.
Han var opstillet som nr. 16 på listen. Der var sideordnet opstillingsform.
Socialdemokraterne fik 7.539 stemmer. Erwin Maria Jöhnk fik 8 personlige stemmer. Han blev ikke indvalgt.
Valgresultatet Norddjurs Kommune.

Irene Haffner opstillet for Socialistisk Folkeparti (SF) i Thisted Kommune.
Hun var opstillet som nr. 5 på listen.Ukendt opstillingsform, men formentlig
listeopstilling, hvilket SF sædvanligvis bruger.
Socialistisk Folkeparti fik 1.873 stemmer. Irene Haffner fik 34 personlige stemmer. Hun blev ikke indvalgt.
Valgresultatet Thisted Kommune.

Irene Haffner blev den 21. september 2009 udpeget som kontaktperson af Kvinderådet ifb. med dets kampagne op til kommunalvalget den 17. november 2009.

Vist 188 gange.
Irene Haffner

Irene Haffner

Irene Haffner, der er MtK transkønnet, stiller op for SF til valg til byrådet i Thisted. Hun blev af Kvinderådet den 21. september 2009 udpeget som Kvinderådets kontaktperson i Thisted Kommune i forbindelse med aktiviteter op til valget.

Kvinderådet

Kvinderådet

Kvinderådet har iværksat en kampagne under sloganet “Kommunalvalg 2009 – KVINDER TIL TOPS” for at få flere kvinder valgt ved kommunalvalget tirsdag den 17. november 2009 og har udnævnt lørdag den 7. november 2009 til dagen, hvor kvindelige kandidater til kommunal- og regionsråds valgene markerer sig samlet i landets kommuner.

Omtalen af valget af Irene Haffner som kontaktperson i Thisted Kommune findes ikke mere på Kvinderådet hjemmeside.

* * *
Kvinderådet blev oprettet i 1899 med det formål at koordinere de kvindepolitiske krav og påvirke den kønspolitiske udvikling nationalt og internationalt.
I dag er 45 organisationer medlemmer af Kvinderådet, og bag dem står mere end 1 million medlemmer. Det er bl.a. fagforbund, politiske partiers kvindeudvalg og humanitære foreninger, men også etniske minoritetskvindeforeninger, kønsforskere og faglige kvindegrupper er medlemmer.

* * *
Kvinderådet.

Irene Haffner i Berlin den 2. til 4. maj 2008.

Vist 309 gange.
Irene Haffner

Irene Haffner

Af Irene Haffner
6. maj 2008

Jeg mindes da jeg første gang gik ud af min dør som Irene. Bævrende og noget angst, men også fast besluttet på at jeg ville ud.
Der har været mange skridt at tage, og mange gange hvor jeg bare skulle gøre det uden at tænke for meget.
Det blev efterhånden mere og mere naturligt at bevæge sig ude og langsomt fik jeg et hverdagsliv som Irene. Byture i de lidt større byer heromkring, tur til Båstad og ture ud i landet. Til koncert i Aalborg og mere dagligdags ting som at gå på biblioteket, handle ind osv.

Nu er jeg lige kommet hjem fra Berlin og er lykkelig og nærmest beruset af nogle dages intense oplevelser.
Jeg har fulgtes med en lille gruppe til Transgender Europa møde i Berlin, og udover mødet var jeg fast besluttet på at prøve livet som transvestit i en storby. Helt alene!
Bare det at booke ind på et hotel og skrive: Irene Haffner i ind-bookingen. Dejligt!
Jeg havde mit eget værelse på Holiday Inn, og der fulgte 4 dage på full time som pige. Det har jeg prøvet før, og jeg er jo transvestit, ikke transseksuel, så normalt har jeg jo altid en mulighed for at skifte tilbage til mand. Men jeg havde selvfølgelig kun kvindetøj med. Og sikke et cirkus da jeg skulle pakke sent onsdag aften efter at have fået et tilbud om at tage med! Jeg må til at lære det!
Men det gik nogenlunde.

Den første dag var jeg i jeans, lille bluse, højhælede støvler og sort skindjakke. Og efter åbningsmødet på Scøneberg Rådhus var jeg på vej ud i den store millionby. Jeg spadserede og opdagede hurtigt at højhælede støvler ikke lige er det bedste at gå langt i.
Jeg sad på små fortovscafeer, og spadserede på Unter den Linden, og da det begyndte at små-dryppe var jeg en tur på Berlins Historiske Museum. Det blev også til en tur på en lille hyggelig italiensk restaurant, hvor en smilende sød ung servitrice betjente mig med udsøgt elegance og høflighed!
Tværs over Alexanderplads, og op i toget hvor jeg for første gang kom til at stå i et tæt mylder af folk. Jeg holdt bare godt fast og tænkte at det gik nok. Der faldt da et blik i ny og næ, men mon ikke de har set transer før, de berlinere. Jeg havde da gjort mig virkelig umage for at se både almindelig og elegant ud. Langt om længe tyndede det ud, og jeg fik mig en plads at sidde på, og da vi nåede endestationen fik jeg fat i en taxi, og så hjem og hvile.

Næste morgen var det ned i hotellets restaurant og spise morgen mad. En smilende og venlig betjening, og i det hele taget imødekommende og venlige mennesker. Jeg opnåede endda at blive tiltalt mrs. Haffner! Hi.!
Jeg fik prøvet at være ude i den store by på alle leder og kanter. Det krævede at jeg virkelig gjorde mig umage om morgenen og fik lavet både en barbering og en make-up der kunne holde omkring de 12 timer, og hele tiden have med i planlægningen at jeg skulle hjem på hotellet og bade, barbere og lægge ny make-up til om aftenen. Det giver jo noget træning.
Jeg valgte nu et godt princip, skulle det vise sig. Jeg begyndte at gå i nederdel, og bruge bluser og skjortebluser som jeg kunne kombinere på kryds og tværs. Og det vil jeg huske til en anden gang, fordi man så på en let måde kan skifte tøj uden at have knap så meget med som jeg havde. Og så er det altså ud og finde nogle bløde flade sko. En storby kan hurtigt tage livet af et par trans-fødder med høje hæle!
Det blev hurtigt en helt almindelig følelse at færdes overalt. Gå i forretninger, restauranter, tage toget, køre i taxi osv. Det var en ualmindelig dejlig følelse, som bare forstærker lysten til at fortsætte ens udvikling. Det ER bare vidunderligt at være den pige man gerne vil være, og så opleve at hun kan færdes frit og være til som alle andre. Bevægelserne, måden at gå på, stemmen, ja alt ændredes langsomt, og her nogle dage efter, kan jeg slet ikke vende tilbage til ham der også lever her i huset.
Jeg oplevede ikke den mindste antydning af nedladenhed eller overgreb, men jeg fandt dog ud af at man skal tænke sig om.

Lørdag aften tog jeg fra hotellet ind til byen for at se trans-cabaret. Alene!
Da jeg kom til stationen så jeg der stod 2 sikkerhedsfolk. Jeg tænkte ikke nærmere over det og gik ind i toget. Dørene smækkede lige efter og toget satte i gang. Jeg opdagede hvorfor der var sikkerhedsfolk. Det var lørdag aften. Klokken var 20, og ungdommen var på vej ud for at feste. Toget blev hurtigt fyldt med drikkende, larmende unge. Og der sad lille mig! Jeg sad bare lige så stille og kiggede ud af vinduet. Jeg ved ikke om de opdagede mig. Men da toget langt om længe nåede ind til byen og holdt hvor jeg skulle af, ventede jeg til toget stoppede, og trippede hurtigt ud i mine fine sorte nylonstrømper og små sorte laksko.
Ude på gaderne ved stationen var der lige så mange grupper af unge. Der var virkelig gang i den, og til sidst fangede jeg en taxi midt ude på gaden og hoppede ind i den. Og sådan ankom jeg så til et forrygende transshow midt i det lidt dekadente Berlin. Og sikke en behandling jeg fik. Jeg var jo en noget ældre dame i forhold til de mange unge, og min påklædning var jo ikke hverken punket eller kitchet, næ den var elegant og klassisk. Det var en succes, og inden jeg fik set mig om havde jeg en hel flok tilhængere rundt om mig der ville vide hvem jeg var og hvor jeg kom fra. Hi… fantastisk følelse at være populær!!
Og jeg vidste bare at jeg ikke skulle hjem med toget kl. 3 om natten i Berlin. Heldigvis fandt jeg mine veninder fra hotellet og kørte med dem!

Det var ubeskriveligt dejligt. Og meget befriende at kunne færdes så åbent og naturligt som man kan i sådan en storby. Jeg ville elske at bo sådan et sted.
Jeg har sådan en dejlig følelse af fuldbyrdelse indeni. Og udover at være vidne til TGEU mødet på Schøneberg Rådhus (Transgender Europa), var oplevelsen som alene pige ude i en storby, en virkelig skøn oplevelse.
Det er ikke sidste gang!

Knus
Irene Haffner

* * *
Irene har også skrevet artiklen Menneskerettigheder i fokus! om sin tur til Berlin.

Nekrolog over Birthe Hultin Rasmussen, der døde den 8. maj 2007 – 69 år gammel

Vist 221 gange.

Birthe Hultin Rasmussen

KorsSort

døde den 8. maj 2007 – 69 år gammel
af kræft på Thisted Sygehus.

Birthe vil af mange i transvestitkredse være kendt for sin store gæstfrihed og hjælpsomhed.
Hun boede i mange år udenfor Haderslev, og hendes hjem var et yndet sted for mange transvestitter igennem tiderne. Hun hjalp med sin store garderobe og sit indgående kendskab til sminke og outfit.
Hun deltog i transvestitternes årsfester og var for en generation “mor” for mangen en nyudsprunget transvestit.
Hun var også igennem sit liv med til at udvikle et sobert SM-liv i Danmark, og var på mange måder en foregangskvinde når det galdt transvestit og sm-livet i Danmark!
Hun flyttede senere til Mors, men bevarede til sin død kontakten med en del transvestitter, som nød godt af hendes store erfaring og hjælpsomhed!
Vi er mange der vil savne hende!

Æret være hendes/hans minde!

Irene Haffner, transvestit.