Stafetten. Jytte Witt den 30. oktober 2008. Tog udfordringen op.

Vist 579 gange.
Jytte Witt

Jytte Witt

Af Jytte Witt, der modtog stafetten fra Pia Nielsen.

Den 1. september gav Pia Nielsen stafetten videre til mig.
Desværre har jeg ikke fået gjort noget ved det siden. Det skyldes dels at den 1. september var 5 dage før min 70-års fødselsdag, som jeg havde travlt med at forberede, dels at jeg efterfølgende blev syg, idet jeg en uges tid efter min fødselsdag vågnede op en morgen og pludselig ikke kunne støtte på mine ben!

Problemet er nu, at ingen endnu har kunnet finde ud af, hvad der er i vejen, men stædig, som jeg er, er jeg nu kommet så langt at jeg kan gå – omend med stok. Tiden er derfor gået med undersøgelser hos læge og på sygehus og med gangtræning i skoven tæt herved.

Nu må jeg så tage udfordringen op og skrive om et eller andet. Jeg har valgt, at det skal handle om at være fuldtidstrans i et lille lokalsamfund. Det har jeg nu været i snart fire år, så der er da lidt erfaringer at trække på.

Det hele startede, da jeg blev enke(mand) i december 2004 efter 43 års ægteskab og skulle til at spekulere over, hvad der skulle ske med resten af mit liv. Jeg har været trans siden min barndom, men havde holdt det skjult for omverdenen, bortset fra min nærmeste familie, min kone og mine børn og nogle få venner. Jeg har altid færdedes ude, men aldrig i min hjemegn, når jeg var Jytte. Nu kunne jeg jo nemt indse, at hvis jeg gav los, ville der kun gå en begrænset tid, før en eller anden opdagede, at jeg kom ud af min dør i dametøj og kørte væk. Derfor besluttede jeg at foregribe situationen ved at fortælle mine naboer og bekendte, hvordan det forholdt sig. Det viste sig at være helt uproblematisk! Der var da en del forbavselse og nogen nysgerrighed, men absolut ingen afvisninger.

Egentlig havde jeg tænkt mig at fortsætte med at passe min hverdag som mand, men fandt hurtigt ud af, at det passede mig bedre, at gå helt over til at leve som kvinde og det har jeg gjort siden – og stadig uden problemer, måske bortset fra, at det er en almindelig kendt hemmelighed fra Bælum i øst til Skørping i vest, og fra Kongerslev i nord til Terndrup i syd, at den dame der hedder Jytte Witt oprindelig var en mand. Forleden da jeg humpede ind i Brugsen i Terndrup stod der 3 store drenge udenfor og idet jeg nærmede mig, fornemmede jeg, at den ene af dem – der så henimod mig – gav tegn til ham der stod overfor ham, at her kom der altså noget han skulle se. Han vendte sig og kastede et blik imod mig og så grinede og gloede de lidt. Så jeg sendte dem et venligt smil og et nådigt nik. Med det resultat at de alle tre hilste høfligt på mig med et venligt “dav”.
Når de fleste her omkring kender mig af udseende, har det en sammenhæng med, at jeg i perioden efter mit skifte fik en række opfordringer gennem mit netværk om at deltage i folkekoret i Bælum, hvor de savnede min bas! Noget sådant var naturligvis vanskeligt at stå imod for en forfængelig trans, så jeg gik over på ungdomsskolen i Bælum, en aften hvor jeg vidste, der var korprøve. Da jeg kom ind i gangen mødte jeg en af de ældre sopraner, der spurgte mig om det nu var en ny sopran eller alt, der kom. Jeg måtte straks forklare, at vi godt kendte hinanden og sidst vi sås sang jeg 2. bas. Det tog hun i stiv arm – med et smil og lidt forbavselse – og vi gik ind, hvor jeg henvendte mig til hele koret og sagde at vi godt kendte hinanden, men nu levede jeg altså som Jytte og nu ville jeg gå over til basserne. Hvis nogen havde problemer med det, måtte de henvende sig til bestyrelsen. Det betød en vældig latter, og siden har jeg bare altid følt mig velkommen ved sangaftenerne og til korets koncerter i omegnens kirker, på plejehjemmet og hvor vi ellers har deltaget. Da vores koropstilling er sådan, at basserne står lige bagved sopranerne er det let for mig at glide ubemærket ind i billedet.

3. september 2008 ved indvielsen af Lindholm Høje Museets udvidelse. Jytte Witt i samtale med udstillingens arkitekt Lars Haastrup (tv) og bygningens arkitekt Lars Fich (th) efter alle festtalerne, og mens H. M. Dronningen blev vist rundt.

3. september 2008 ved indvielsen af Lindholm Høje Museets udvidelse. Jytte Witt i samtale med udstillingens arkitekt Lars Haastrup (tv) og bygningens arkitekt Lars Fich (th) efter alle festtalerne, og mens H. M. Dronningen blev vist rundt.

En omstændighed ved korarbejdet er, at det foregår på en skole, hvor en flok unge mennesker også færdes og en aften sad en af de unge piger og holdt hof på trappen i forhallen, da jeg skulle udenfor i pausen. Hun hilste på mig og jeg hilste igen. Da jeg lidt efter kom tilbage og gik gennem gangen råbte hun efter mig: “Hej, ved du hvad klokken er?” Jeg tænkte: “det her er vist en stemmeprøve”. Vendte mig og svarede med lys kvindestemme: “tyve minutter over otte”. Da vi gik hjem ved halvtitiden sad hun der stadig og sagde nu “farvel og tak for i aften.” Det spekulerede jeg lidt over bagefter. Det kunne da være hun bare skulle vide hvad klokken var. Måske ville hun gøre sig lidt til overfor veninderne ved at vise hun turde henvende sig til et af de gamle spøgelser, der færdedes på skolen – eller måske havde hun fornemmet et eller andet ved mig. Disse tanker fremførte jeg overfor forstanderen den næste dag, idet jeg tilbød at komme på skolen og fortælle lidt om hvad en trans var. For hvis hun nu havde gennemskuet mig ville der alligevel blive talt om det mellem eleverne, uden de vidste, hvad det var de talte om. Skolen sagde ja tak til mit tilbud, som jeg indfriede kort tid efter med hele elevflokken (ca. 100) foruden hovedparten af lærerstaben. Det var en ualmindelig morsom oplevelse for alle parter. Jeg talte bare ca. 20 minutter, hvorefter jeg gav plads til at stille alle de spørgsmål de havde lyst til, idet jeg forsikrede, at jeg ikke var sart. Det tog de imod og spurgte fuldstændig frygtløst i tre kvarter, hvor vi kom gennem hele mit liv. Med stor vægt på hvordan jeg bar mig ad. De ville vide alt om mine attrapper, men også om mit følelsesliv. En replik jeg aldrig glemmer var den en af de store drenge sagde: “Har du aldrig lyst til at sidde en hel dag i underbukser med en kasse bajere og se voldsfilm?” Hvortil jeg ærligt kunne svare, at det var aldrig faldet mig ind. Pigen, der havde givet anledning til arrangementet var der også og det vidste sig, at hun ikke havde anet noget som helst. Dette besøg på ungdomsskolen har jeg nu gennemført med tre årgange og har i øvrigt udvidet min missionsvirksomhed også til damerne i Innerwheelklubberne i Aalborg og efter jul også i Brønderslev. (Disse klubber består af ægtefæller til Rotary-medlemmer.)

Men vi vender tilbage til korarbejdet. Forrige december var vi til en koncert i Terndrup Kirke. Der var stødfuldt – ikke på grund af os, men fordi de mindste skoleelever skulle holde Luciaoptog: Der var ingen der bemærkede noget før senere på aftenen, hvor menighedsrådets formand inviterede alle i kirken med til kaffe på kroen. En af de damer jeg kendte fra koret havde arrangeret et velgørenhedslotteri af en art, og da alle lodderne var solgt, begyndte hun at råbe de udtrukne op – med en meget lille stemme. Ingen kunne høre en brik. Jeg, der sad i nærheden af hende, men skjult i den tætpakkede sal, forsøgte nu at hjælpe hende ved at gentage numrene med kraftig tordenrøst. Da jeg havde gjort det et par gange sagde hun til mig: “Jytte nu må du komme herop og hjælpe mig”. Der kom et par meget forbløffede blikke fra folk, da man så en ældre nydelige dame rejse sig i sin fulde højde (179 cm) for at lade numrene gjalde i salen. Men munterheden bredte sig lige så hurtigt, som vi nu fik afviklet lotteriet. Herefter var der ikke mange af de Terndrupborgere, som havde været med i kirken, der ikke kendte Jytte og næste dag kom menighedsrådets kasserer hen til mig og takkede på hele byens vegne for min indsats. “Ellers havde vi siddet der endnu”, som han udtrykte det. Som man forstår har jeg placeret mig på en nydelig førsteplads som landsbyoriginal.

Men jeg har også fået meget personlige venner gennem min nyvundne åbenhed. Endnu inden jeg genindtrådte i koret var jeg som publikum med til en kirkekoncert i Bælum efter opfordring fra kirkens organist, der er en af mine naboer. Efter koncerten var der kaffe i sognegården, og da jeg var ude for at få en smøg kom en dame hen til mig. Hun skulle også ryge, men vist først og fremmest tale med en anden, der havde mistet én fornylig. Hendes mand var død en månedstid før af en galoperende kræft i en alder omkring de 55 år, og hun havde hørt, at jeg lige havde mistet min kone et par måneder før. Det snakkede vi så lidt om og blev enige om at ses en anden gang og det er blevet en varmt og varigt venskab. Siden har hun fortalt mig, at hvis jeg bare havde været en mand, havde hun aldrig henvendt sig!

Inden hendes mand døde havde han pålagt hende at sælge huset, der lå helt for sig selv ude på marken og ville komme til at volde hende problemer med vedligeholdelse og med at komme til og fra om vinteren. Jeg nåede dog, mens hun boede der, at træffe hele hendes venne- og bekendtskabskreds bl.a. ved en større fest, hvor jeg grillede en hel højrebssteg. Det var søde mennesker, der aldrig før havde truffet en trans og mange af dem har jeg mødt adskillige gange siden. De kender mig alle ved navn, mens jeg er lidt mere på den med nogle af dem. Der er jo forskel på at lære et navn og så at lære 20.

Nå, hun fik solgt huset og købte en grund ved en ny udstykning i Skørping og fik tegnet et hus hos en arkitekt hun havde samarbejdet med som grafiker. Men pengene skulle strækkes lidt for at få enderne til at nå sammen. Så i stedet for et samtalekøkken fra HTH til 75.000 kørte vi til IKEA i Århus og købte stumper for 15.000, som jeg lovede at bygge et køkken af for hende.

Inden håndværkerne var færdige med byggeriet, begyndte jeg at samle elementerne, sammen med hendes datters svigerforældre og derefter begyndte jeg at stille køkkenet op. En dag spurgte en af tømrerne hvor hun havde fået den køkkenmontør fra – og hun svarede “det er en af mine bedste veninder”.
Den tyggede han lidt på og sagde så “veninde?”. “Nå ja”, sagde hun “hun er trans“. (Han må jo have hørt min sav, der bruges med lange gennemgående strøg – eller måske havde han kigget). Og han svarede “nå ja en trans, det findes selvfølgelig, men her!”

Susanne, som min veninde hedder, havde i mellemtiden fået job som postbud og fortalte en dag grinende, hvordan hendes kollega, der passer ruten der hvor jeg bor, havde fortalt, at jeg var kommet ud for at modtage posten og til kollegerne sagde hun nu, at det var dog utroligt, som jeg lignede min bror. Susanne fortalte hende så, at det ikke var så mærkeligt eftersom den dame hun havde truffet, faktisk var den samme, som hun kendte som mand; men at jeg nu hed Jytte. Hertil svarede hun: “hun kunne da godt have fortalt, at vi er navnesøstre.”

Huset i Skørping er for længst færdigt og Susanne insisterede på at lave maden til min 70 årsdag og overtalte mig til overhovedet at holde den.
Så jeg lejede Store Brøndum forsamlingshus, der ligger ved siden af “Kulturkøbmanden” i samme by. Her har et af landets største online antikvariater til huse, sammen med et øludsalg med et udvalg på mere end 300 forskellige mikrobryggeriers produktion. Alt sammen drevet af en af alterne i koret – også en god veninde.

Til min fødselsdag inviterede jeg nu en god portion af mine mange nye venner, mine børn, svigerbørn og børnebørn, mine svogre og svigerinder, foruden min søster og hendes mand. Og endelig en del af mine gamle kolleger og bekendte fra min tid i museumsvæsenet – i alt omkring 60 mennesker. Til festen købte jeg på udsalget en kjole, der ikke skulle lade nogen i tvivl om hvem der var festens hovedperson. Så alt skulle være klappet og klart; men min kok – Susanne – brækkede sit ene ben et par uger før det hele skulle løbe af stabelen. Nu var gode råd dyre.

Efter et par dages overvejelser besøgte jeg Antonino Oliveti, der driver “Restaurante da Vinci” i Hadsund. Da jeg fortalte, at jeg skulle holde min 70 årsdag, viste han sig som en rigtig italiener og sagde indigneret: “Det passer ikke – så gammel kan du ikke være!” Men vi blev da enige om, at han skulle levere italienske småretter til 60 mennnesker.

Vin, øl og vand købte jeg i Superbrugsen i Terndrup. Et par af mine mandlige naboer hjalp med at sætte borde op og slæbe stole ind. Min nærmeste nabo til den anden side – en friser der hedder Gelfke – tilbød at sørge for blomster og bordpynt og hjalp den sidste dag med at dække bord. En tredje nabo – Annette – som jeg jævnligt drikker kaffe med for at udveksle egnens nyheder, som vi begge føler os ansvarlige for at viderebringe, leverede 2 døtre omkring de 20 år til at stå i køkkenet, klare opvasken og stille flasker og kaffe på bordene efterhånden. Min ældste søns kone Fie lovede at holde lidt øje med den side af sagen. Selv lavede jeg skipperlabscoves til min familie, der begyndte at ankomme fredag. De havde telte og campingvogn med og overnattede i haven.

Jytte Witt. Gaveudpakningen i forsamliingshuset.

Jytte Witt. Gaveudpakningen i forsamliingshuset.

Selve festen var en eftermiddagsforestilling fra 13 til 17 – og den blev festlig. En af mine naboer (jeg har rigtig mange!) – Uffe – som jeg skiftes til at at lave mad med, så vi begge får varm mad hver dag, havde jeg udnævnt til toastmaster, et hverv han passede med knasende tør humor. Endnu en nabo, Ian, der er solocellist ved Aalborg Symfoniorkester underholdt med et enkelt nummer på sin cello, mens min ældste søn Søren stod for afviklingen af fællessangene, Susanne holdt en smuk tale siddende i sin kørestol, og en af de gamle kollegers kone – Anna – fortalte om sin forbløffelse, da hun hørte at jeg var sprunget ud som kvinde og om sin glæde ved at have lært mig at kende fra den ny side.

Mine børn stillede op med en af mine gamle Halfdan Rasmussenviser. Søren og min datter Hanne tillige med en version af den almindelige fødselsdagssang, hvor de forskyder hver stavelse et slag i forhold til melodien. Jeg havde ikke hørt den siden deres gymnasietid. De påstod de ikke havde øvet sig siden.

Uffe fortalte, at der ved enhver fest var en kedelig tale, og at det var desværre som regel også den længste, og da han ikke kunne få flere til at ytre sig, ville han påtage sig denne opgave, hvorefter han holdt en kort og ustyrlig morsom tale om vores bekendtskab, der nu havde stået på i flere år og som havde været oplevet af ham som meget spændende og behageligt, omend det havde været som en lang kostumefest.

Gæsterne insisterede på offentlig udpakning af gavebordet. En skik jeg ikke var fortrolig med, men det var overvældende.

Min største bekymring havde nok været oprydningen, når vi var færdige, men venner og familie tog fat og efter en halv time var alt på plads og salen svabret, bilerne pakket, pigerne næsten igennem opvasken. Hele familien tog med hjem og spiste rester og larmede til sent ude i campingvognen. Om søndagen tog alle afsted efter at min yngste søn – Peter – havde klippet hækkene, som min svoger var begyndt på før festen. Mandag rejste min søster og svoger tilbage til USA via Island.

Selv lå jeg brak hele mandagen, men fik ordnet alle detaljer med tak for gaverne, betalinger hist og her osv. i løbet af ugen. Den følgende mandag slog systemet fra og min karriere som invalid tog sin begyndelse.

Alle disse ord blot for at fortælle, at det behøver ikke altid at være problematisk at være fuldtidstrans – heller ikke ude på landet. Forestillingen om alle fordommene ligger i os selv og i langt mindre grad i vore medmennesker, selvom vores erhvervslivs organisationer og vores demokratiske institutioner ikke helt har fattet, hvad der skal til, for at alle kan trives.

Jeg har overdraget stafetten til Tina Vyum.

Mvh. Jytte Witt.

* * *
Oversigt over stafetartikler.

B 142. Jytte Witt og Elisabeth Japsen i foretræde for Sundhedsudvalget den 14. september 2007.

Vist 283 gange.
Jytte Witt

Jytte Witt

Sundhedsudvalget dagsorden den 14. september 2007 punkt:
1. Modtagelse af deputationer:
a. Elisabeth Japsen og Jytte Witt vedr. B 142 (transseksuelles rettigheder), jf. B 142bilag 5.

* * *
Af Jytte Witt.
En lille rapport om et besøg hos Sundhedsudvalget
I fredags d. 14. september 2007 var Elizabeth Japsen og jeg inviteret til at besøge Sundhedsudvalget. Jeg rejste med toget i 5 timer derover om torsdagen og overnattede hos gode venner, der bor tæt ved Meyers Deli på Gammel Kongevej, så vi fik et udmærket sent måltid med skalddyrssuppe, brød, pålæg og ost. Og selvfølgelig en kølig hvidvin.

Næste formiddag mødte jeg Elizabeth inde i byen. Vi gik på café og drøftede hvad vi skulle sige til udvalget. Ved et sådant besøg har man i alt 15 minutter. De første fem anbefales disponeret som et indlæg, resten af tiden kan udvalgsmedlemmerne stille spørgsmål.

Ved halv et tiden gik vi ind i “borgen” og præsenterede os for de tilstedeværende folketingsbetjente. Meget venlige folk, der fortalte, at beredskabsniveauet denne dag var højt, fordi der skulle være samråd med ministeren. Derfor var de nødt til at køre os igennem et sikkerhedscheck. Vi gik ud i forhallen hvor der stod et anlæg svarende til det man møder i lufthavnen. Vi tog alt vores metalskrammel af og lagde taskerne op i en bakke, der blev kørt gennem røntgenapparaturet. Herved blev det konstateret at jeg går med kniv! Det er ganske vist ikke en kriminel model, men en ganske almindelig gildekniv til kastration af smågrise. Den ville de gerne have lov til at opbevare mens vi var på besøg. Heldigvis havde jeg ikke bøjle-BH på, så den elektroniske portal gav ikke udslag.

Vi var i god tid og købte en kop kaffe i caféen udenfor snapstinget, og ved ét tiden fik vi at vide, hvor vi skulle henvende os. Der var selvfølgelig en anden delegation som lige skulle ind først, men 13.17 var man klar til at tage imod os i værelse 202.

Det var et stort rum – vistnok større end de man plejede at have møder i, fordi man skulle have det omtalte samråd med ministeren. Det var faktisk så stort at vi fik anvist plads ca. 8 meter fra udvalgets formand. Det 16 mand store udvalg var repræsenteret af 5 medlemmer: Birgitte Josefsen (V), Marion Pedersen (V), Birthe Skaarup (DF) (formand), Joan Erlandsen (V) og Helle Sjelle (KF). De sad alle tæt sammen lige ved siden af formanden, der nu bød os velkommen, og gav os lejlighed til at fremlægge vores sag.

Jeg startede med en meget koncentreret version af mit skriftlige indlæg, som udvalget havde fået tilsendt sidst i juni, hvorefter Elizabeth fortalte om sine oplevelser af, at emnet transkønnethed i hendes tid var blevet mere og mere acceptabelt, og dokumenterede det med 2 henvisninger til den sidste uges aviser, hvor både Politiken og Berlingske Tidende havde haft omfattende artikler om fænomenet. Pointen var, at det måske var på tide at man fornyede sig i samfundets holdning til sagen og reviderede den administrative praksis. Vi havde nu brugt de første 7 minutter af vores kvarter og stillede os til rådighed for spørgsmål.

Hertil svarede formanden, at de ingen spørgsmål havde! Idet ministeren endnu ikke havde kommenteret vores henvendelse. Vi samlede vores underkæber og øvrige ejendele op og forlod salen, der i mellemtiden fik besøg af flere af udvalgets medlemmer!

Bortset fra den gang, ved en lokal sommerfest, hvor en fulderik ville gramse på min brystproteser, er det den mest respektløse og uforskammede behandling jeg har været ude for i den tid, jeg har færdedes som Jytte. Jeg tror nu ikke der var tale om diskrimination. Jeg er derimod bange for, at hele foretrædeinstitutionen er en gang blålys, og at en hvilken som helst borger, kunne være kommet ud for noget tilsvarende.

Vi gik en lang tur for at svale af og fik lidt mad og begav os derefter tilbage til Jylland. Det var en hyggelig togtur, hvor vi faldt i snak med andre rejsende og kl. 22 – efter ca. 30 timers fravær – var jeg hjemme igen og opdagede at de nydelige – lidt stilige – sko, jeg havde købt for at se ordentlig ud (for 699 kr.), allerede var gået op i limningen.

Den 18. september 2007. Jytte Witt.

B 142. Bilag 5. Spgsm. 31. Jytte Witts henvendelse den 25. juni 2007 til Sundhedsudvalget. Spgsm. til ministeren den 29. juni 2007. Svar den 27. september 2007.

Vist 114 gange.
Jytte Witt

Jytte Witt

I Folketingets journal over bilag til beslutningsforslag B 142 er bilag 5 anført som “Internt – ikke offentligt tilgængeligt dokument”.
Det fremgår imidlertid af Sundhedsudvalgets spørgsmål 31 til Indenrigs- og Sundhedsministeren, at bilag 5 er fra E.J. og J.W.
Det kan dermed fastslås, at bilag 5 er fra Elisabeth Japsen og Jytte Witt, hvilket i øvrigt er alment kendt.
Jytte Witt har venligst givet tilladelse til, at hendes del af henvendelsen offentliggøres her.
Tina Thranesen.

Sundhedsudvalget har den 29. juni 2007 som spørgsmål nr. 31 bedt indenrigs- og sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen om at kommentere henvendelsen, hvilket skete den 27. september 2007.

Indhold
Følgeskrivelsen fra Elisabeth Japsen og Jytte Witt
Henvendelsen fra Jytte Witt
Spørgsmål nr. 31 til ministeren
Ministerens svar på spørgsmålet
Kildehenvisninger
* * *
[Til indhold] Følgeskrivelsen fra Elisabeth Japsen og Jytte Witt

Sundhedsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K.

dato

Henvendelse vedr.: Beslutningsforslag B 142

Tillad os undertegnede, at henvende os dels med 2 individuelle historier, dels med en anmodning om foretræde for udvalget.

De 2 historier dækker tilsammen de grupper, der er tænkt på i forslaget, idet Elizabeth Japsen har erfaringer med at kæmpe sig frem gennem systemet, men i dag er en kvinde med en transseksuel fortid, mens Jytte Witt er en biologisk mand, der nu på 3. år lever som en kvinde, uden at have nogen ambitioner om hormonbehandlinger eller operationer, idet hun snart bliver 69 år.

Vi er enige om, at det foreliggende forslag vil give store muligheder for de kvinder og mænd, der har problemer med at komme til at leve som de helst vil – nemlig som medlemmer af det modsatte køn af det, de fik tilskrevet ved fødslen på grundlag af deres biologi.

Vi finder at forslagets formuleringer på bedste måde imødegår den patalogisering af transkønnede personer, der er en del af selve problemet for de, der oplever fænomenet som en del af deres personlighed.

Ved første behandling synes alle at have givet udtryk for, at man ønskede en grundig og seriøs diskussion af forslaget. Lene Hansen udtrykte det således: “Jeg håber vi i dag starter en åben og fordomsfri debat, hvor især de berørte selv vil deltage”.

Denne bemærkning har vi opfattet som en opfordring, som vi hermed tager imod.

Med venlig hilsen

Elizabeth Japsen og Jytte Witt

* * *
[Til indhold] Henvendelsen fra Jytte Witt

Til Sundhedsudvalget vedr.: Beslutningsforslag B 142 – kommentar fra Jytte Witt

Hvem er så jeg?
Jeg blev født i 1938 og døbt Torben Witt, men har fra min tidligste barndom haft en ekstra identitet som Jytte. Hurtigt blev jeg dog belært om, at jeg ikke var en sød pige, men en rask dreng. En belæring – eller måske en realitetssans hos mig – der har ført mig gennem livet uden synderlige sår, idet jeg netop blev “eksperten i mit eget liv”, for hvem kunne jeg ellers henvende mig til gennem min barndom og ungdom, hvor optagetheden af min anden identitet til stadighed var til stede?

I 1965 blev jeg mag.art. i europæisk etnologi fra KU og har siden arbejdet i museumsvæsenet. Først som Køge Museums første professionelle leder, og fra 1970 til 2002 som direktør for Aalborg Historiske Museum. Med udgangen af 2001 måtte jeg gå på pension for at passe min kone, der var alvorligt syg af KOL, i konstant iltbehandling og dertil multiallergisk, hvorfor vi ikke kunne tage imod den hjælp, det offentlige kunne tilbyde. I slutningen af 2004 døde hun efter et år med 4-5 indlæggelser, en tur i respiratoren og et hav af lungebetændelser.

I vort 43 år lange ægteskab blev min anden identitet som Jytte jævnligt praktiseret og var en accepteret kendsgerning af de nærmeste venner og min familie; men udadtil en hemmelighed af hensyn til risikoen for at miste anseelse og job, og for at undgå at vores børn skulle blive mobbet.

I 2005 skulle jeg så til at forholde mig til, hvad jeg skulle bruge resten af mit liv til. Det stod mig hurtigt klart, at Jytte ville komme til at spille en væsentlig rolle. Og at jeg ikke længere behøvede at fastholde hemmelighedsfuldheden. Men jeg ville ikke give afkald på det liv, jeg havde levet indtil da. Og det er da også lykkedes mig, stille og roligt, at blive accepteret i min nye rolle. Først af de nærmeste naboer, på landet hvor jeg bor. Dernæst i det lidt større lokalområde og senere i mit gamle miljø i den danske museumsverden og på min gamle arbejdsplads. Endelig, i oktober 2006, gik jeg med til et interview i Nordjyske Stiftstidende, hvor man kunne læse, at tidligere museumsdirektør Torben Witt nu levede som en kvinde, der hed Jytte og rent faktisk – med den nye navnelov i hånden – var kommet til at hedde Torin Jytte Witt, men brugte sit mellemnavn, som var det et fornavn.
Jeg har i dag 3 voksne børn og fire børnebørn. De sidste kalder mig bedstefar Jytte – de første far!

Alt dette skriver jeg til udvalget, fordi det var mit indtryk, da jeg læste referatet af første behandlingen af det aktuelle forslag, at det var meget begrænset, hvad deltagerne i diskussionen egentlig havde af indsigt i dette fænomen, som det altså er muligt at holde skjult for omverdenen – i mit tilfælde i 65 år. Netop det, at jeg følte det var nødvendigt at holde det skjult – som så mange andre med mig – er nok det, der kan gøre det svært at forholde sig til fænomenet, også for en selv. Det skulle vise sig at være en helt anden virkelighed, jeg kom ud i nu – end dengang i 1950’erne, hvor jeg havde min debut ude blandt andre mennesker i København. Der var det dengang forbudt efter politivedtægten, at færdes offentligt i det modsatte køns dragt. Nu, i de godt 2 år jeg har færdedes lokalt, i Aalborg, i andre byer, i teatre, på restaurationer, til koncerter, i tog og med fly så langt som til USA, har jeg ikke været ude for nogen form for disrespekt
eller diskrimination.

Derfor er det min beslutning, fortsat – og på fuld tid – at være den jeg er, en grænsebryder henover kønsgrænsen, og at forsøge, at få andre til at vise den samme åbenhed, således at offentligheden får øje på, at vi er der, og at vi ikke spiser små børn eller er seriemordere, som man kan få indtryk af, hvis man ser for mange amerikanske fjernsynsserier.
Når jeg tillader mig det, er det selvfølgelig fordi, der ikke længere er nogen, der er afhængige af om mit omdømme lider skade; men først og fremmest fordi jeg har lyst til at være den Jytte, jeg altid har følt, at jeg også var.

Beslutningsforslag B 142
Forud for forslagets fremsættelse har der været 2 spørgsmål til ministrene, som jeg har hæftet mig ved. Først spørgsmål 2618 fra Lone Møller: “Vil ministeren oplyse, hvordan man i de nordiske lande forholder sig til transseksuelle, som ikke har fået foretaget et kønsmodificerende indgreb, men en medicinsk kastration – i forbindelse med ændring af sygesikringsbevis og pas?” Det andet spørgsmål 285 fra Anne Baastrup: “Vil ministrene med henvisning til vedlagte artikel overveje, hvad man kan gøre for at lette transseksuelles muligheder for at få en nemmere tilværelse?”

De 2 spørgsmål blev stort set besvaret ens, nemlig med en redegørelse for de nuværende regler. Hvilket dybest set blot er en afvisning af spørgsmålet. I det første tilfælde dog med en oplysning om, at man havde bedt Udenrigsministeriet, om de derfra vil bede nabolandene om, at bidrage til besvarelsen. Når [hvis?] disse svar indkommer, vil de blive sendt direkte til spørgeren.

Ministerens indlæg ved første behandling var ikke meget forskelligt fra de to besvarelser: Her er reglerne, som jeg synes er udmærkede. Jeg, der selv er temmelig systemkonform, har fra tid til anden brugt metoden, ligesom jeg har været udsat for, at den blev brugt mod mig. Men nu var jeg jo bare kommunal tjenestemand.

Folketingets Sundhedsudvalg er noget andet. Det, man her er i gang med, er så grundigt som muligt at vurdere, om de gældende regler er tilstrækkelige, og hvad man i givet fald kan blive nødt til at lave om på, hvis man ønsker en forbedring for den aktuelle minoritetsgruppe, som jo øjensynligt er ganske utilfreds med tingenes tilstand.

Betegnelser og begreber
Jeg bemærkede ved førstebehandlingen, at de fleste brugte betegnelsen “transseksuelle” om den gruppe, man mente dette forslag var rettet imod. I forslaget står der transseksuelle/transkønnede. Det første udtryk stammer fra den psykiatriske diagnostik. Det andet er noget som en del af de personer, der undertiden – eller til stadighed – færdes, som om de tilhørte de modsatte køn, mere eller mindre er blevet enige om at kalde sig selv. Personligt foretrækker jeg, at kalde mig trans, hvilket er parallelt til de mandlige homofiles afvæbning af et tidligere
skældsord, ved selv at kalde sig bøsser. Jeg har ingen diagnose og har heller ikke brug for nogen. Jeg har ingen planer om hormonbehandling eller såkaldt kønsskifte; men jeg har besluttet, at leve resten af min tid, som om jeg er en kvinde. Og jeg har et betydeligt socialt engagement, i forhold til de mange personer jeg har truffet i de senere år, hvor jeg har blandet mig med det miljø, jeg må indse, jeg er en del af.

Navne
Det fremgår, at jeg allerede har klaret mit navneproblem via den nye navnelovs mulighed for at tage et mellemnavn fra enhver af de 2 lister over godkendte navne, som er blevet udarbejdet. Fornavnet skal findes i den liste, der gælder for det biologiske køn. Der er imidlertid 112 navne, der er godkendt til begge køn. Torin hører dog ikke til blandt disse 112; men findes kun på “hankønslisten”. Det blev valgt fordi det undrede mig, at det kun var et mandsnavn. På mig virkede det lidt tvetydigt – og så har det fire bogstaver med fra mit gamle navn, og det er vel ikke så mærkeligt, at man har et specielt forhold til sit navn gennem 67år, selv når man indser, at det ikke længere kan anvendes. I betragtning af de muligheder, der allerede ligger i den nuværende fællesliste, kan jeg ikke se, at der skulle være den mindste smule i vejen for at åbne for begge lister, således som Enhedslisten foreslår. Det kunne ved myndige personers navneskift gøre det muligt, at få den løsning man synes bedst om, frem for kun at skulle vælge mellem de 112 navne. Der kan jo sagtens være en kvinde et sted derude, der hedder Tora, men som altid har længtes efter at hedde Torben, når nu hun faktisk lever som en mand. Samtidig er der næppe nogen udenfor minoritetsgruppen, der vil påtage sig et navn, der svarer til et køn, de ikke tilhører!

CPRnr.
For mit eget vedkommende har det ingen særlig betydning, at mit CPR-nummer ender med et 9-tal, selvom det da principielt indeholder en overflødig oplysning for personalet i min bank, på biblioteket, hos SKAT, ja, på alle offentlige kontorer og andre steder, hvor man skal identificere sig. Hvis karakteren af mine intime kropsdele skal afsløres, foretrækker jeg, at det er mig, der gør det! Imidlertid kan enhver, som er opmærksom, og skal have mit personnummer at vide, sige sig selv, at den kvinde de står overfor, er en mand. (Men så har de måske fået dagens oplevelse?)

Det forslag, der ligger på bordet, kan på ingen måde korrumpere registret, idet ethvert nummer, der bliver ændret, bliver bevaret i registret med link frem og tilbage mellem det gamle og det nye. Det skulle således ikke være noget særligt problem at udskille de unge mænd, der skal indkaldes til soldat. (Havde jeg i 1956 haft mod til at fortælle, hvordan jeg opfattede mig selv, ville jeg være blevet kasseret og havde sparet 2 års tjenestetid. Ikke på grund af manglende forsvarsvilje, men fordi jeg var for aparte).

Registeret skal, som ministeren gjorde opmærksom på, indeholde korrekte grunddata. Derfor kan man aldrig skifte identitet – men måske nok personnummer? Når det sidste ciffer er kønsspecifikt skyldes det administrative vedtagelser fra det tidspunkt, hvor registret blev grundlagt og hvor den begrænsede kapacitet af datidens maskiner gjorde det nærliggende, at lade numre være informationsbærende. Det ville man næppe finde på i vore dage. Men det valg, man dengang traf, skyldes selvfølgelig også en anden ting, nemlig at langt de fleste mennesker mener, som ministeren, at “køn er… en medfødt omstændighed”. Og det er det da også i de fleste tilfælde – men altså ikke altid helt så klart, som vi forestiller os.

Så vidt jeg har forstået, registreres det biologiske køn også længere inde i registret med et enkelt tegn M eller K. Tilføjede man et ekstra felt, på blot ét tegn, ville man kunne skelne mellem det biologiske køn og det køn personen giver udtryk for. Det man kalder kønsrollen. Det behøver man jo kun at udfylde, der hvor disse ikke falder sammen. Mht. rent teknisk at finde frem til, hvem der skal screenes for det ene eller det andet, er det næppe i Det Centrale Personregister, man leder. Sundhedsvæsenet har vel deres egne parallelle registre over folks lidelser og behandlinger, og skulle nogen, der ikke har en livmoder, blive indkaldt, er det vel
frivilligt om de vil dukke op. Men nogle biologiske kvinder ville måske blive lidt stødt hvis myndigheder, der selv havde fjernet deres livmoder, f.eks. i forbindelse med en kræftsygdom, også indkaldte dem. Mammografiscreeninger har de transkønnede (MtF), der får hormonbehandling, i øvrigt også brug for, ligesom de efter en eventuel operation stadig har deres prostata, som man måske også en dag finder anledning til at lave folkeundersøgelser af.

Jeg har forstået, at Det Centrale Personregister planlægger en række ændringer af CPR-systemet, idet man er ved at få mangel på numre, og allerede har opgivet nogle af de oplysninger, der var båret af cifre i nummeret, og har ført dem dybere ned i databasen. Hvis man helt opgav de informationsbærende numre ville man med de fire slutcifre, dagligt have 9.999 numre til rådighed. Det kan nok holde en tid, og kunne løse problemet omkring et kønsopdelt personnummersystem. Det er jo ikke indstiftet i himlen, men i Danmark i 1968.

PAS
I de danske pas udfyldes kønsrubrikken med et M eller et F, ligesom personnummeret er anført. Det man følger, er en standard, der er udarbejdet af en fælles organisation for flyselskaber ICAO, med hjemsted i Canada. I denne – administrativt indførte – standard står der, at kønnet i passet, kan markeres med M for mænd, F for kvinder og evt. X for uspecificeret. Der er ikke udstedt pas med X i Danmark. Begrundelsen herfor er iflg. svaret på spørgsmål 285: “Det er i denne forbindelse Rigspolitiets opfattelse, at kønsangivelsen på datasiden i et pas skal tjene som identifikation for det biologiske køn, og at dette gælder, uanset om pasindehaveren fremtræder som det modsate køn.
Efter Rigspolitiets opfattelse vil det endvidere kunne give anledning til problemer ved paskontrollen, hvis pasindehaverens køn ikke er i overensstemmelse med kønsangivelsen i passet.”

Min egen erfaring med at rejse med mit nye pas, hvor billedet er et “vellignende” billede af passets indehaver, og som i øvrigt er korrekt udfyldt af paspolitiet med et M og mit CPR-nummer, var – i forbindelse med min sidste rejse til USA, hvor jeg havde bestilt billetten til Mr. Torin Jytte Witt for at undgå vrøvl – at USA’s sikkerhedsrepræsentant, der skulle udspørge mig i Amsterdam, sammenlignede pas og billet og sagde med høj stemme, så alle i lokalet kunne høre det: “Good morning – Sir!!” Jeg sendte ham mit venligste smil og sagde “Good morning to you”. En ung transseksuel med sit gamle personnummer, og som lige var begyndt på Rigshospitalet, med udsigt til at leve i det ønskede køns rolle endnu i mindst 2 år, før stillingtagen til en operation overhovedet kunne komme på tale, var nok løbet skrigende bort eller havde i alle tilfælde været nær ved at gå i chok. Behøver jeg at sige, at jeg ikke mener, man af administrative grunde skal udsætte nogle af sine mest usikre borgere for den slags oplevelser, hvis det kan undgås ved lidt smidighed.

Endnu værre havde det sikkert været for den unge transseksuelle, at komme til lufthavnen i Boston, hvor der udspandt sig følgende: Her sidder immigrationsofficererne 2 og 2 i glasbure, med en gang på hver side. Ham jeg kom hen til, var øjensynligt under uddannelse af makkeren i den anden ende af buret. Han tog nu mine fingeraftryk af begge pegefingre og et billede af mit ansigt og mit ene øjes iris, kørte mit pas gennem læseren på sin computer – og vips var der 2 billeder på skærmen. Det ene af en mand, fra sidst jeg besøgte min søster, det andet det han lige havde taget.
Kollegaen sad allerede og smågrinede. Han, der ekspederede mig, tabte fuldstændig snøvsen indtil jeg sagde: ja, jeg så lidt anderledes ud sidst jeg var her, men ellers er resten vel i orden. Jo da, sagde han let rystet. Kollegaen storgrinede nu. Nybegynderen gik i panik, fordi hans klipsemaskine var løbet tør. Den skulle han bruge for at sætte en indrejseseddel fast i passet. Mens han forfjamsket ledte efter nye klips, spurgte jeg kollegaen om vi ikke lige kunne låne hans klipsemaskine et øjeblik. No way, svarede han med et grin. Den unge havde nu fundet sine klips og gjorde sig færdig. Så smilede og lo vi alle 3 og jeg trådte ind i USA.

Bagefter tænkte jeg på, hvorfor ICAO mon havde lavet en tredje kategori “X unspecified” Kunne det være fordi der, andre steder end i Danmark, findes i tusindvis af mennesker, der er på vej gennem en forandring af deres kønslige status? Rigspolitiets argument om, at manglende overensstemmelse mellem pasindehaverens køn og kønsangivelsen i passet, ville give problemer, ville vel falde fra hinanden, hvis man benyttede X for uspecificeret i pas for folk, der var undervejs i det langsommelige behandlingssystem. Måske skulle man spørge ICAO, hvad meningen er!
På hjemvejen – efter paskontrol – hylede den elektroniske portal både i Boston og i Amsterdam. Det var den såkaldte bøjle-BH-effekt. Begge gange tilkaldte man en ung dame, der, mens jeg stod med spredte ben og armene ud til siden, befamlede mig over det hele, uden at jeg fik afsløret mit biologiske køn.

Antal
Der er blevet udtrykt forskellige betænkeligheder bl.a. i forbindelse med kommende sundhedsstatistikker. Her vil jeg gøre opmærksom på, at det er et meget beskedent antal personer alt dette vedrører. Der er som nævnt ingen der kan få dobbeltidentitet i CPR-systemet, idet det oprindelige CPR-nummer altid vil være linket til det nye. De, der ville benytte sig af muligheden for et nummer, der indikerer et andet køn end det medfødte, vil derfor altid kunne findes i systemet, og de må jo nødvendigvis leve i det valgte køn, hvis de skal have glæde af skiftet. Sådanne personer – som jeg er et eksempel på – er meget sjældne (pt. langt under 100).
Vender vi os mod de opererede er der indtil 2004 i alt registreret omkring 350, hvoraf ca. 100 er opereret i Danmark. I perioden 1993 til 2003 blev 24 mænd og 19 kvinder godkendt til kønsskifte, godt 4 pr. år. Det maksimale antal af opererede i Danmark er følgelig under 400. I alt drejer det sig altså pt. om færre end 500 personer (0,1%). En del af de opererede er formentlig i mellemtiden døde. Dette antal har ingensomhelst statistisk signifikans i forhold til befolkningsundersøgelser for de store folkesygdomme. Alle der har fået ændret personnummer fra lige til ulige eller omvendt kan i øvrigt, som sagt, findes ved en simpel søgning i CPR.

Operationer
Hvis muligheden for at opnå anden kønslig status – uden operation – bliver gennemført, vil mange problemer være løst for de, der ønsker operation, idet processen for øjeblikket er meget langsommelig. Men her er det så heldigt, at min samarbejdspartner EJ har alle de erfaringer, der skal til. Så dette punkt vil jeg ikke kommentere yderligere.

Afsluttende bemærkning
Min erfaring med at leve som kvinde siden februar 2005 er, at langt hovedparten af befolkningen ser betydeligt mere afslappet på fænomenet transkønnethed end det politiske system. Jeg synger stadig 2. bas i Bælum Folkekor, jeg bliver inviteret med til sociale begivenheder, private såvel som receptioner på min gamle institution og andre steder. Jeg modtager rosende bemærkninger fra mange, for mit udseende og for mit mod – de dadlende kun på anden hånd, hvor en lokal sagde til en af mine venner: “Det er godt nok noget mærkeligt noget – men han har flotte ben”. Folk hilser på mig i Brugsen eller kommer hen til mig og siger tak for sidst, det var vel nok en fin koncert, I gav i kirken osv. osv. Måske er det tid for en revision. Københavns Politivedtægts bestemmelse om transkønnedes forstyrrelse af den offentlige orden er jo da forsvundet.

Med venlig hilsen

T. Jytte Witt
Svanfolkvej 19,
9293 Kongerslev
98 33 18 88

* * *
[Til indhold] Spørgsmål nr. 31
Ministeren bedes kommentere den interne henvendelse af 26. juni 2007 fra E.J. og J.W., jf. B 142 – bilag 5.

[Til indhold] Svar den 27. september 2007
I henvendelsen gør en mand, der lever som kvinde, og en kvinde, der har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, rede for deres personlige oplevelser og giver i den forbindelse med en nærmere begrundelse udtryk for støtte til de forslag, der blev fremsat af Enhedslisten i B 142.
Jeg har ikke bemærkninger hertil.

Lars Løkke Rasmussen

* * *
[Til indhold] Kildehenvisninger
Folketingets journal vedrørende henvendelsen – bilag 5 – Internt.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Lea og Jytte Witt uddelte gule roser på Lille Torv i Århus på “Spring ud dag” den 30. maj 2007.

Vist 0 gange.
Lea og Jytte Witt uddeler gule roser på lille Torv i Århus

Lea og Jytte Witt uddeler gule roser på lille Torv i Århus

Den 30. maj 2007 var den første internationale "Spring ud dag" for transvestitter og transseksuelle. Spring ud dagen – den 30. maj – er indstiftet af Katja Tordrup, formand for TiD.

Af Jytte Witt.
Jeg havde sagt ja til at stille op i Århus på Lille Torv for der at uddele roser (gule – hvilket er jalousiens farve) til de forbipasserende og fortælle dem, hvad det drejede sig om – og give dem en lille folder, der fortalte lidt om, hvad trans* er for noget. Det var en fin og udmærket lille tryksag – igen Katjas værk. Projektet har været nævnt flere steder på nettet og tillige publiceret direkte til TiD’s medlemmer.

Hvorfor er jeg så skuffet. Fordi det kun i praksis havde været muligt at få 6 (skriver seks) personer til at stille op, 3 i København og 3 i Århus. De 600 langstilkede roser var importeret fra Holland og sponsoreret af Lea, der foruden at være nordjyde, tillige er medlem af TiD.

Vi tre, der i Århus delte roser og brochurer ud i 3 timer, fik os længere eller kortere samtaler med de forbipasserende OG HAVDE INGEN NEGATIVE OPLEVELSER. En del havde hørt om projektet i regionalradioen samme morgen, nogle blev lidt forundrede over, at man ville forære dem en rose og fik en forklaring. Nogle kom af sig selv hen til en af os og spurgte om yderligere information. En enkelt overklassemokke veg et skridt baglæns, som om hun havde set den onde selv. Nogle fik blot folderen fordi de var på indkøbsraid og ikke kunne overskue at slæbe rundt på en tornet rose resten af eftermiddagen. Mange “voksne” kvinder kommenterede: “godt gået” eller “det var da også på tide”.
Og sidst på dagen kom en muskuløs tatoveret yngre mand med armene godt ud til siden hen og spurgte mig om jeg var en mand eller en dame. Jeg sagde – jeg synger 2. bas. Godt, sagde han, går du lige med hen til pølsemanden – vi har et væddemål. Han skal lige høre din stemme. Så jeg gik med hen til ham, der havde kunnet se os fare rundt i flere timer, men som havde væddet med muskelmanden om der var to transer og en dame eller 3 transer. Muskelmanden vandt og fik en ekstra ristet med det hele.

Som sagt, jeg er skuffet. Det ligner ikke noget at gå og brokke sig over, hvor ond verdenen er overfor transer, når noget som dette kan lade sig gøre uden den mindste vanskelighed.

Bedste hilsner
Jytte

En ny kvinde. Interview med Jytte Witt i Nordjyske Stiftstidende den 8. oktober 2006.

Vist 941 gange.
Jytte Witt

Jytte Witt

En ny kvinde. Intervie med Jytte Witt i Nordjyske Stiftstidende søndag den 8. oktober 2006.

Når interviewet overhovedet kom i stand skyldes det, at Jørn Larsen genkendte mig ved et tilfældigt møde for et års tid siden, på min gamle arbejdsplads.
Siden har vi drøftet det flere gange, men først nu – efter i ca. 1 ½ år at have levet offentligt som Jytte – følte jeg mig sikker nok til at kaste mig ud i det.
Når jeg sagde ja, ville jeg selvfølgelig miste en del af min anonymitet, når jeg færdes som Jytte, men på den anden side har jeg fundet det rigtigt at stå frem, så andre transpersoner kan se, at det kan lade sig gøre, og at de forestillinger om fordomme og fordømmelser, vi har, nok først og fremmest findes inde i vores egne hoveder.
Interviewet er velvilligst stillet til rådighed af avisen.

Jytte Witt.

* * *
En ny kvinde
Af Jørn Larsen
joern.larsen@nordjyske.dk
Er du en mand eller er du en kvinde. Et enkelt spørgsmål, som de fleste har nemt ved at svare på. Men ikke alle. En af dem, der har det svært med lige præcis det spørgsmål, bor på et husmandssted i Himmerland mellem Bælum og Kongerslev.
I det meste af sit liv har hun levet som mand. Godt gift og med tre i dag voksne børn, og med et spændende og prestigefyldt job som direktør for Aalborg Historiske Museum bag sig. Dengang hed han Torben Witt – i dag hedder hun Jytte.
Jytte lukker døren op og byder velkommen med et let, feminint håndtryk.
Hun er en høj dame med kraftigt gråt hår. Den sorte Mazai T-shirt med den åbne hals har trekvartlange ærmer. Og under den sorte og grå knælange nederdel har hun sorte langstribede, hæklede strømper – efterårets modehit. I halvandet år har Jytte Witt levet som kvinde på fuld tid. Hustruen gennem 43 år døde i december 2004 – og nu skulle han pludselig til at beslutte sig for hvad han selv ville med resten af sit liv.

Det bløde punkt
– Jeg har altid været transvestit, fortæller Jytte, mens hun skænker kaffen. Bruger du sukker?
– Ifølge min søster begyndte det, da jeg var to år. Hun havde en dukke, der hed Jytte, hendes yndlingsdukke, og den havde knækket hovedet. Så var der ikke andet at gøre end at tage lillebror, proppe ham i noget pigetøj, og så op i dukkevognen med ham.
– Jeg kan ikke selv huske episoden, men jeg kan huske lignende episoder fra 3-4 års alderen – og jeg nød det. Så det har jeg altid haft et eller andet blødt punkt med.
Torben Witt gik på pension i 2002 for at passe sin hustru, der var alvorligt syg. En opgave der fyldte hans liv i næsten tre år. Og en opgave der ikke faldt ham svær. Selvom han som direktør på Aalborg Historiske Museum var “en rigtig mand”, så var der en kvindelig side i ham, som fik mulighed for at udfolde sig i løbet af hustruens lange sygdom.
– Bagefter var jeg i en situation, hvor jeg ikke havde noget job, jeg kunne miste, eller havde en familie jeg skulle vise særlige hensyn – og mine børn de vidste det jo i forvejen Så jeg tænkte, at nu ville jeg prøve det, for hvis jeg fortsat skulle holde det hemmeligt, så ville det være besværligt. Man skal ikke forvirre sit publikum, og hvis de hver anden dag ser den gamle figur og hver anden dag den nye så tænker de: hvad er det, der foregår.
Jytte hoster lidt hæst og tænder en Prince, inden hun fortæller om de første skridt, nemlig at få det fortalt til naboerne.
– Jeg foretrak at opsøge mine naboer – eller invitere dem hjem til et måltid mad, og så snakkede vi om det. Det var der ingen, der tog anstød af – om end de var lidt forundrede.
Jytte har ikke fået nogen negativ respons overhovedet.
– Det har også noget at gøre med, at her er ikke nogen, der har noget i klemme. Der er ikke nogen, der har noget forhold til mig, som gør at de føler sig svigtede.
Men dengang Jytte stadig hed Torben, var det ikke noget han reklamerede med.
– Jeg har gået rundt som kvinde i mange år, men det var i andre byer. Hvis jeg var af sted til et eller andet, så tog jeg under tiden en ekstra dag, hvor jeg kunne lufte nederdelen. Jeg har aldrig færdedes i Aalborg. Der var jo hensynet til familien, til status og sådan nogle ting – og der var jo også muligheden for at miste sit arbejde.
– Jeg kunne jo ikke sige det til bestyrelsen for museet, da jeg kom i 1970: Venner nu skal I lige høre… Det gik altså ikke. Ikke på det tidspunkt. Det er i hvert fald min fordom.

Macho duer ikke
Men hvad er det, der får en mand til inderligt at ønske at gå i dametøj. Det er et spørgsmål, Jytte har fået mange gange.
– Jeg kan da ikke give nogen fornuftig forklaring på det. Det er der ikke nogen, der kan, siger hun.
– Men det hænger nok sammen med, at jeg ikke er særlig veltilpas i machorollen. Jeg kan da godt spille den, jeg har jo øvet mig i mange år. Men jeg tror, det har noget at gøre med tilpasheden i mandsrollen. Det kan også have noget at gøre med, hvor entusiasmen ligger – forstået på den måde, at jeg havde to meget varme punkter i mit liv. Den ene var min storesøster, den anden var min mormor. Min mor hun var ikke særlig varm, men hun var stærk det ville jeg også gerne være, og min far – det var ham der eksekverede afstraffelsen, når han kom hjem, hvis jeg havde været uartig. Jeg tror at sådanne konstellationer i ens opvækst kan betyde noget.
En anden forklaring kan være, at det der er forbudt, ofte kommer til at fremstå som meget fristende.
– Man prøver at holde op, men man gør det igen i det skjulte. Der kan godt være noget tiltrækkende ved hemmelighedsfuldhed. Der kan sådan blive lidt James Bond-logistik i at kunne gennemføre hele hemmelighedskræmmeriet.
Jytte rejser sig og henter en ny pakke cigaretter – endnu en pakke ti-styks Prince. Bevægelserne er feminine. Hun slentrer, når hun går gennem stuen.
– Jeg har altid haft to måder at gå på, forklarer hun.
– Der er temmelig stor forskel på, hvordan mænd og kvinder de går. Kvinder har et lavere tyngdepunkt i kraft af et kraftigt understel i forhold til en spinkel overkrop. Hos en mand er gang nærmest et afbrudt fald – for ikke at snuble, så stikker manden benet frem. Hos kvinder er det i højere grad en muskulær ting – at man flytter benene frem i stedet for det der afbrudte fald.
For de fleste transvestitter sker der det, at de på et tidspunkt bliver forelskede i en kvinde, og de bliver gift.
– Så siger de, nu er du ude af alt det der pjat. Der går et stykke tid, og så opdager de, at det ikke er slut, for trangen melder sig hele tiden, siger Jytte.
– Der er folk, der mange gange har sagt: NEJ – nu skal det være slut, og så smider de det hele væk. Så går der fjorten dage, så køber de nyt – eller også går der et halvt år – men det kommer igen. Det er den indsigt, jeg har erhvervet.
Selv var Jytte Witt så heldig at være gift med en kvinde, der accepterede at det at gå i dametøj var en del af hendes mand.
– Det var da ikke hendes livret, men det var da i orden, siger Jytte og griner lidt.
Når hun ser tilbage, så har det ikke været uden omkostninger at leve det dobbeltliv, hun har gjort.
– Det har kostet noget ikke at kunne vise sig i sit fulde omfang. At der altid har været noget, man holdt hemmeligt overfor alle andre. Selvfølgelig er der nogle af mine gode venner, der har vidst det, men der er mange, jeg har kendt, som ikke har anet noget. De vidste ikke, hvad jeg indeholdt. Jeg har omhyggeligt undgået alt, hvad der ville kunne røbe mig. Sådan noget som at fjerne øjensminke, det kan godt være et stort stykke arbejde, siger hun og ler sin dybe latter, – så der ikke er nogen der kan se noget, når du møder på arbejde om mandagen.
Jytte er sminket i dag. Ikke noget overvældende bare en markering af øjenomgivelserne, lidt læbestift og en let foundation. Der er ingen spor af skægvækst i ansigtet. En epilator er hemmeligheden. For de uindviede er en epilator en lille elektrisk maskine, der trækker hårene ud.
– Jeg tager epilatoren og kører hele ansigtet over hver morgen, fortæller hun.
– Den første gang gør det lidt ondt. Man skal lade skægget stå i et døgn og så tage fat. Man skal ikke gøre det på en gang. Jeg lavede det hen over en uge. Og nu er det bare noget pjask der kommer ud – sådan nogle små tynde hår.
Og så har arme, ben og brystparti i øvrigt jævnligt fået samme behandling med epilatoren.
Men selvom Jytte har fjernet skægget og går feminint klædt, så kan nok så meget dametøj ikke skjule, at hun er udstyret med en endog meget dyb og mandig stemme.
– Jeg kan godt gøre stemmen lysere. Det gør jeg, hvis jeg f.eks. er inde på en cafe eller handler i butikker, siger hun og taler med en lidt lysere stemme.
Men hendes dybe stemme er populær i det lokale kor, hvor Jytte – dengang hun hed Torben – sang 2. bas.
– Jeg var egentlig holdt op, men så fik jeg flere meldinger om, at de savnede mig. Og så gik jeg derover som Jytte, fortæller hun.
– Et af de gamle medlemmer stod lige udenfor øvelokalet, og hun spurgte, om jeg var en ny alt eller sopran. Nej, svarede jeg. Sidst jeg var her sang jeg bas. Du skulle have set hendes øjne rotere.
– Jeg gik ind og gik hen til klaveret og sagde, at jeg lige ville sige et par ord. Så startede jeg oppe i den lyse stemme og sagde, at nu kunne det godt ske, at der var nogen, der troede, at der var kommet en ny, men det var der altså ikke, jeg havde været her før. Og dengang sang jeg bas, fortæller Jytte Witt – og nu med sin dybe stemme.
– Nu vil jeg gå over til basserne, og er der nogen der har problemer med det, så må de henvende sig til bestyrelsen, fortsatte hun til den forbløffede forsamling.
– De grinede alle sammen, og så var den afmonteret. Nu står jeg ovre på fløjen ved basserne – og rager et hoved op over sopranerne. Men der er ingen, der har taget anstød af det, siger Jytte.
Hun fortæller om en anden oplevelse fra korverdenen. Hun var til sangundervisning for kor inde i Aalborg – og her var hun igen eneste dame i basgruppen.
– I en af pauserne, kom et par damer hen, og sagde, at de havde godt hørt, at ældre kvinders stemmer kunne synke meget langt, men så dybt, det havde de nu ikke troet, fortæller Jytte med et grin.
– Så kunne jeg ikke dy mig for at sige, at min alt lyder forfærdelig, og nu er jeg altså heller ikke nogen almindelig dame. Så snakkede vi ikke mere om det, men om den dygtige instruktør og arrangementet.
I lokalsamfundet er Jytte Witt efterhånden blevet accepteret som Jytte. Folk har vænnet sig til hende.
– Jeg kommer stadig oppe hos tømmerhandlen. En dag kunne jeg se, at de sad inde på kontoret og grinede. Jeg gik indenfor og spurgte, om de ikke var færdige med at grine endnu, og om folk snakkede meget om det.
– Hvad tror du selv… i Kongerslev, vi snakker ikke om andet, lød svaret.
Jytte har været helt åben om sin forvandling – også i Brugsen hvor hun handler. Her har hun fået personalet til i personalestuen at hænge en forklaring op på, hvad der er sket.
– Derefter begyndte de ansatte at hilse på mig. Og så har det ligesom bredt sig. Folk kiggede lidt underligt på mig. Som om de havde hørt et eller andet… og Gud der er hun jo. Det stod på nogle måneder, og så begyndte folk at smile til mig. I begyndelsen lidt fedtet, men efterhånden meget venligt. Og i dag – hvis jeg går på parkeringspladsen, så kan der sagtens være en der råber: Hej Jytte, tværs over pladsen. På en eller anden måde er folk blevet færdige med at snakke om det, fortæller hun.
Nu vover Jytte mere. For nyligt var hun inviteret til et islænderheste-stævne på Lindholm Høje, som kommentator. Jytte Witt har i masser af år avlet islandske heste og været meget aktiv indenfor sporten.

– Da jeg stod deroppe på højene, kunne de godt fornemme, at der var en vis uoverensstemmelse mellem mit udseende og min stemme, siger hun.
Derfor forklarede Jytte den undrende forsamling, at uoverensstemmelsen skyldtes at hun mistede sin kone for nogle år siden.
– Og da indså jeg ret hurtigt, at jeg ikke kunne undvære en kvinde i huset, og at jeg nok ikke kunne få en af samme gode kvalitet, som hende jeg havde været gift med i 43 år – og så har jeg altid haft lyst til at prøve det selv, og så blev det sådan.
– Så grinede de bare, og det var det. Jeg fik lutter smil resten af dagen fra dem, der havde hørt forklaringen. Men en del af de gæster, der kom senere, de blev fuldstændig stive i blikket, når de så mig.
Når Jytte her udelukkende bliver omtalt som Jytte, så er det ikke for at være høflig. Hendes fulde navne er i dag Torin Jytte Witt. Med den nye navnelov er det blevet muligt for mænd at tage et pigenavn, som mellemnavn. Og på listen over drengenavne er der mange, der både er pige- og drengenavne. Eksempelvis må Gry bruges til både piger og drenge.
– Men jeg syntes ikke, at jeg er nogen Gry. Og med Torin bevarer jeg fire bogstaver fra mit gamle navn, fortæller Jytte Witt, som bruger sit mellemnavn som fornavn.
Og hvordan ser hun på sig selv i dag. Som en mand eller som en kvinde.

– Vel nærmest ingen af delene, men et sted midt imellem, hvor jeg prøver at bruge det bedste fra begge sider af mig selv.
– Det er vel så tæt på et kønsskifte, som det kan være uden nogen former for hormonbehandlinger eller operationer. Det er heller ikke noget, jeg agter at kaste mig ud i, sådan har jeg egentlig aldrig haft det. Egentlig er der nok mere skuespiller i mig. Jeg synes, det er morsomt at spille rollen – og det falder mig mere og mere naturligt. Og så føler jeg at jeg bliver klogere, både på hvem jeg selv er og på hvad mennesket er for en størrelse.

“Blå bog.”
Jytte Witt blev født som Torben Witt på Frederiksberg i 1938.
Student 1957 fra Frederiksberg Gymnasium, 1957-59 Værnepligt, 1965 mag. art. fra Københavns Universitet, (etnolog). 1966 ansat som første professionelle leder på Køge Museum.
Torben Witt var fra juli 1970 og til udgangen af 2001 direktør for Aalborg Historiske Museum.
I 2006 skiftede han navn fra Torben Witt til Torin Jytte Witt.