Kvindernes Blå Bog 2015

Vist 0 gange.
Kvindernes Blå Bog 2015

Kvindernes Blå Bog 2015

Titel Kvindernes Blå Bog 2015
Forfatter Forskellige
Udgivet af FIU-Ligestilling
Udgivet Efteråret 2015
Sprog Dansk
Antal sider 192

Kvindernes Blå Bog blev startet og kørte som projekt i årene 2007 – 2012, for at sætte fokus på og synliggøre kvinder, der har gjort noget betydningsfuldt.

FIU-Ligestilling besluttede at udgive en jubilæumsudgave (Kvindernes Blå Bog 2015) i forbindelse med 100 året for kvinders valgret.
Jubilæumsudgaven har et særligt fokus på at synliggøre fagligt aktive kvinder. Dog er det ikke et kriterium, at de nominerede er fagligt aktive.
I bogen er optaget 174 kvinder.

Bogen kan ikke købes og er trykt i begrænset oplag.

I Kvindernes Blå Bog 2015 er optaget en transkvinde – nemlig Kirsten Mols – med denne begrundelse:
Kirsten Mols

Kirsten Mols

Kirsten Mols (KM) har som en af de få transpersoner med en lederstilling i en stor dansk virksomhed sprunget ud på jobbet såvel som privat. KM optræder jævnligt i medierne med sin historie, og med sin åbenhed bidrager hun til at synliggøre transpersoner, og gøre opmærksom hvilke barrierer for ligestilling transpersoner møder.

Hun har tillige deltaget i aktivistiske tiltag, i regi af LGBT Danmark, i kampen for transkønnedes rettigheder, herunder kampen for retten til juridisk kønsskifte uden krav om kønskorrigerende operation og hormonbehandling. Kirsten kæmper for retten til at blive anerkendt, som den man er, uanset hvordan man ser ud eller klæder sig. F.eks. er det ikke hver dag, hun gider “klæde sig som en kvinde”. “Det gider kvinder ikke altid, og så går jeg på arbejde i noget afslappet tøj og uden paryk og måske bare med lidt eller ingen makeup”, siger Kirsten Mols i artikel i Information 20.4.2012. På den måde bidrager hun til den klassiske feministiske kamp for, at det er den enkelte kvinde, og ikke omgivelserne, der skal bestemme, hvad det er for hende at være kvinde.

KM er aktiv med foredrag og gæsteforelæsninger om at være transkønnet, at springe ud og leve som transkvinde. Hun har også arbejdet med LGBT-Danmarks rådgivning, og her har hun bl.a. af flere omgange rådgivet tillidsvalgte om inklusion af transkønnede på arbejdspladsen, ligesom KM har bidraget med sin viden om mangfoldighed og rummelighed til et seminar i 3F. Tilhørere til KM’s oplæg fortæller, at KM forklarer om transkønnethed på god og forståelig måde, og at hun skaber et trygt rum, hvor deltagerne får mulighed for at stille spørgsmål og blive klogere. KM gør således et vigtigt uddannelsesarbejde, som er utroligt værdifuldt i forhold til at bringe viden om og ligestilling for transkønnede ud på arbejdspladserne.

* * *
Omtale af bogen hos FIU.
Tidligere årgange af bogen kan læses online.

Nekrolog over Katja Tordrup, der døde den 9. april 2010.

Vist 1.902 gange.

Katja Tordrup

KorsSort

døde fredag eftermiddag den 9. april 2010

Katja Tordrup. 13. februar 2009.

Katja Tordrup.
13. februar 2009.

Pernille Feline, formand for TiD meddelte søndag den 11. april 2010 kl. 1434 følgende:

  Kære veninder i TiD

Det er med en stor klump i halsen jeg bliver nød til at viderebringe denne besked.
Jeg blev ringet op idag søndag af Kim som er søn til Ole eller Katja Tordrup.
Han fortalte mig at Katja efter sin vellykkede operation for prostatakræft, blev udskrevet i fredags og på vej ned til den ventende taxibil faldt Katja om og vågnede ikke op igen…..

Så kære veninder, vi har nu desværre pludseligt mistet en stor personlighed i transemiljøet.

Katja har været en stor drivkraft i TiD i en årerække, og været en rigtig god ven for mange af os. Hun har også været den første kontakt for hundredevis af transvestitter, og hjulpet dem på vej til at blive hele mennesker. Dette gælder ikke mindst mig selv, som Katja tog sig kærligt af, lige fra starten af for 5 år siden.
Katja har også været en rigtig god ambassadør i det offentlige, én af de få.
Så at Katja ikke er blandt os mere, bliver svært for mange af os at forstå.
Kim kendte ikke tidspunktet for bisættelsen, men han gav udtryk for at alle var velkomne til at komme til bisættelsen. Jeg vil holde kontakt til Kim, og viderebringe de nærmere detaljer.

Katja var jo en klog kone, og hun plejede at sige at Gud tager altid de bedste sidst. Jeg synes nu at ham/hende Gud har dummet sig her. Men vi skal jo videre med ligvognen som Katja også plejede at sige, så lad os ære Katja’s minde og fortsætte med at vise os ude på gader og stræder. Det er den bedste måde hvorpå vi kan gøre det lettere for alle vore medsøstre som har det svært med transvestismen. Dette vil glæde Katja.

Så op med humøret, og vel mødt ude på gader og stræder.

En MEGET ked af det
Pernille Feline
Formand for TiD, Transvestitforeningen i Danmark.

Tid og sted for Katja Tordrups bisættelse og mindeord for Katja.

Katja Tordrup. 13. februar 2009.

Katja Tordrup.
13. februar 2009.

Kære medlemmer i TiD, Trans-Danmark, veninder og venner til Katja Tordrup både i Sverige, Norge, Danmark og Brasilien.

Jeg tror, at I alle efterhånden har fået den sørglige besked om, at Katja Tordrup ikke er hos os mere.
I den forbindelse vil jeg hermed fortælle lidt om, hvad der kommer til at ske.

Familien givet udtryk for, at I er alle velkomne til at deltage i selve ceremonien ved Katjas bisættelse
Efter ceremonien trækker familien sig tilbage til et lokale, hvor de allernærmeste venner er inviteret til lidt kaffe og kage.
Hvis du ikke har fået personlig henvendelse per e-mail eller telefonisk om andet, så slutter ceremonien i kirken.

Vi er ved at finde ud af, om vi TV/TS‘er måske skal mødes allesammen efter ceremonien. Vi kunne jo for eksempel drikke en gravøl til Katja’s ære et sted.

Der er bestilt 100 gule roser og 100 røde roser, så alle dem af os, der kommer, får en gul og en rød rose hver. Lea fra Mølholt, der desværre ikke kan komme, har sørget for roserne.

Tid og sted for bisættelsen oplyses ved henvendelse til
Pernille Feline pr. e-mail pernille@transvestit.dk
eller telefonisk på
tlf. 22119658 eller 70229977. (Det er måske “Per” der tager telefonen).

Mindeord over Katja Tordrup

KorsSort

Af Pernille Feline
Katja Tordrup er ikke blandt os mere. En kær ven og en stor ressource er pludselig revet væk fra os.

Katja, du har været transvestit hele dit liv. Du meldte dig ind i Transvestitforeningen i Danmark, TiD i 1998. Hele dit liv har du levet og åndet for transvestismen. I TiD fik du ret hurtig en rolle som 1. suppleant under formand, Solveig Lerche i 1998. Derefter har du hjulpet til med at sætte dit præg på foreningen.
Du var redaktør for dit eget elektroniske blad Tranny Scandinavia, som udkom i transmiljøet fra 2002 til 2004.
Derefter kulminerede dit arbejde i TiD som formand fra februar 2004 til februar 2008. Du fik masser af ting ud af hænderne i din periode som formand for TiD. Jeg har helt sikkert glemt noget af alt det, du har lavet, men jeg vil trods alt gøre et forsøg.

Du introducerede mannequinshowet på vores kulturnatsarragement i Huset i Magstræde første gang i 2006. Du fik lavet en ny hjemmeside, efter at den gamle var gået i stå. Denne hjemmeside administrerede du alene i din tid som formand.
Du skrev en stor del af det materiale, som blev publiceret i vores Nyhedsbrev i din periode som formand. Du fik også oprettet foreningens elektroniske arkiv – TiD arkiverne – som vi stadig arbejder på at udbygge.

Du var ophavskvinde for den internationale Spring ud dag – the world transgender coming out day – som er blevet fejret i Danmark og i en stor del af vore nabolande den 30/5 siden 2006.
Du er blevet interviewet af et væld af interesserede sociologer, antropologer samt skolebørn og blade. Du har også holdt et stort antal foredrag rundt omkring i det danske land.

Du har også levet og åndet for Båstadtræffet, som jo har været et tilbagevendende arrangement to gange hvert år siden 1997. Du har underholdt os alle sammen deroppe med din musik og dine glade og sjove indfald og idéer.
Siden 2007 har du været primus motor i Båstadgruppen, som står for arrangementet. Du har ved et enormt arbejde arrangeret to gange High Heel Race for transvestitter deroppe, og du introducerede oveni et ekstra træf om vinteren for dem, der ikke havde tid eller råd til de store træf i maj og september måned.
Oppe i Båstad opstod idéen, at der skulle laves en film om selve Båstadtræffene. Du prøvede med ildhu at skrabe sponsorer hjem til denne film og var godt på vej. Siden har du været i kontakt med Maja Friis og Kristian Almblad fra Eyeworks i 2009, og da du blev filmet sammen med Bubber i hans udsendelsesrække “Verden ifølge Bubber”, opstod idéen, at der i stedet blev lavet en film om to danske transvestitters liv, deres besøg på Båstadtræffet, deres liv før og efter Båstadtræffet, samt deres inderste tanker om det at være transvestit.

Dokumentarfilmen – Mænd i høje hæle – blev vist første gang den 17. februar 2010 i DR 1 kl. 2000. Den er blevet rost til skyerne. Filmen står som et monument over din gøren og laden. Filmen er blevet genudsendt adskillige gange siden. Jeg er virkelig lykkelig over, at du nåede at fuldføre opgaven med filmen, Katja. Den har virkelig gjort indtryk på masser af danskere – og vil fortsætte med at gøre det i lang tid fremover.

I hele din periode som formand i TiD, var det dig, som tog telefonen, når der var en transvestit, som ringede til vores kontakt telefon. Personen kunne ringe adskillige gange, og du vejledte ufortrødent og gav gode råd til, hvordan de skulle håndtere deres vanskelige situation. På denne måde har mange af os, som har taget kontakt til transvestitforeningen fået kontakt til dig. Og det har hjulpet mange af os til at blive hele mennesker. Det gælder ikke mindst mig selv, som du så kærligt tog dig af i 2005, da jeg første gang turde dukke op på et møde. Siden dengang har vi fulgtes i vådt og tørt.

Jeg vil så længe, jeg lever have et tydeligt og meget lyst minde af dig, Katja. Især din evne til at få noget ud af hænderne, din utrættelige sjove humor, din store viden og dét, at du altid var der for dine venner. Hvis folk trængte til et godt råd, fik de det – døgnet rundt.

Din positive indgangsvinkel til alt, hvad du satte i gang, var umiskendelig.

Kære Katja! Du plejer at sige, at Gud tager de bedste sidst! Jeg synes hende Gud har dummet sig her. Din ildhu og dit glade sind er dybt savnet af os alle sammen.

Pernille Feline. Formand for Transvestitforeningen i Danmark.

Æret være Katja Tordrups minde!

Et liv i det andet køns klæder. Radioudsendelse på DR P1 den 11. november 2013 kl. 1130.

Vist 0 gange.
Det i mandfolksklæder, bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck

Det i mandfolksklæder, bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck

Omtalen af radioudsendelsen indledes således:
“Hun kunne ikke få arbejde fordi hun var gift, hun måtte ikke rejse uden sin mands tilladelse og i det hele taget var der ikke mange muligheder for den unge tjenestepige Ellen Maria i 1780ernes København.

Hun drog derfor til Kiel og købte en mandsdragt, spændte brysterne ind, svøbte et skærf om taljen og på en mark fandt hun et kohorn, som gjorde det muligt at tisse stående som et mandfolk. Hun blev oplært som skræddersvend og så rejste hun ellers ud på eventyr i Europa sammen med de andre omvandrende håndværkersvende.”

* * *
Udsendelsens tilrettelæggelse og radiovært: Susanna Sommer.
I udsendelsen medvirker Kirsten Mols og seniorforsker ved Rigsarkivet, Tyge Krogh.

DR P1 den 11. november 2013 kl. 1130 om radioudsendelsen: Et liv i det andet køns klæder.
Direkte link til radioudsendelsen.

* * *
Udsendelsen handler om E. M. Stokkenbeck. Hun har beskrevet sit liv med hovedvægten på sin tid som omrejsende skræddersvend i en selvbiografisk fortælling – i et såkaldt skillingsskrift: Det i mandfolksklæder, vidt bereiste Fruentimmer.

Skillingsskriftet i en nudansk oversættelse på Vidensbanken.

Det er kærligt ment

Vist 0 gange.
Det er kærligt ment

et er kærligt ment

Titel Det er kærligt ment
Forfatter Bjarne Henrik Lundis
Forlag Sidespejlet
Udgivet 1. juni 2013
Sprog Dansk
Antal sider 175
ISBN-13 9788799621897

Bøsser og lesbiske er gået fra at være usynlige over at blive accepteret til i dag at være en aktiv og vigtig del af samfundet. Det samme kæmper transkønnede og biseksuelle nu for. I historieskrivningen fylder de fire minoriteter dog fortsat meget lidt.

Det gør bogen “Det er kærligt ment” noget ved. Den handler netop om bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede. I daglig tale kaldet LGBT-miljøet.

24 personer i alderen 20 til 70 år fortæller om deres liv.
Vi møder den lesbiske frontkæmper, Susanne, som i 1970’erne var med til at stifte Lesbisk Bevægelse. Den unge bøsse, Kasper, som er politibetjent. Poul, som har skiftet navn til Kirsten Mols, og som lever åbent som transkønnet. Den 65-årige biseksuelle, Vivi Jelstrup, som i dag er formand for LGBT Danmark.

Bogen kommer ind på, hvordan det er at være lesbisk med anden etnisk baggrund end dansk, at være homoseksuel og kristen og om at være regnbuebarn, som er vokset op med homoseksuelle forældre. Og bogen har fokus på, hvorfor der er så få åbne homoseksuelle topchefer i dansk erhvervsliv og slet ingen i danske topfodbold, og om hvad HIV og AIDS har betydet for LGBT-miljøet osv.

Bogen er blevet til i samarbejde med LGBT-Historisk Værksted.

* * *
Omtale af bogen hos Saxo, hvor den også kan købes.
Omtale af bogen hos Arnold Busck, hvor den også kan købes.

Folkets nytårstale 2012 af Kirsten Mols den 26. december 2012.

Vist 91 gange.
Folkets nytårstale 2012.

Folkets nytårstale 2012.

I sin nytårstale harcelere Kirsten Mols over samfundets holdning til de lave kaster i det danske kastesystem og ønsker godt nytår til alle.

Kirsten Mols er transkvinde, produktionschef i Coop Danmark og meget åben om sin transkønnethed. Hun har medvirker i flere fjernsynsudsendelser, har holdt mange foredrag og har med sig selv som eksempel ydet et stort oplysningsbidrag om transkønnethed og dermed været med til at fremme forståelsen for transkønnede
i befolkningen – til gavn for alle transkønnede.

Mænd i høje hæle.

Vist 1.261 gange.
Mænd i høje hæle

Mænd i høje hæle

Titel Mænd i høje hæle
Selskab Danmarks Radio – DR
Tilrettelæggelse Kristian Almblad
Medvirkende Lea Sommer alias Leo Sommer
Katja Tordrup alias Ole Revald
og flere andre
Alle som sig selv
Premiere 17. februar 2010
Sprog Dansk

Forberedelserne til dokumentarfilmen Mænd i høje hæle startede i 2008. Filmen havde premiere i 2010.
Teksterne herunder har tidligere har været bragt hver for sig her i Vidensbanken, men bringes nu samlet.

Artikel hos DR den 17. februar 2010 kl. 2000: Mænd i høje hæle
Omtale af dokumentarfilmen om transvestitter med focus på Lea Sommer og Katja Tordrup: Mænd i høje hæle.
100 transvestitter fra Danmark og resten Norden mødes hvert år i den lille svenske by Båstad. Langt de fleste af dem lever et dobbeltliv med ensomhed og hemmeligheder, men i Båstad kan de stå ved, hvad de er og vise sig på gaden i dametøj med rank ryg. DR har som det første tv-hold nogensinde fået adgang til træffet i Båstad, hvor vi følger de to danske transvestitter Leo og Ole. Når Leo klæder om og “skifter stil”, kalder han sig Lea, men kun få i Leos nærmeste omgangskreds kender til Lea. Nu har Leo taget en beslutning. Han vil med til Båstadstræffet for første gang, og bagefter skal både hans naboer og familie kende den hemmelighed, han har båret rundt på i over 40 år.
Tilrettelæggelse: Kristian Almblad.
Genudsendes torsdag den 25. februar 2010 kl. 0900 og søndag den 14. marts 2010 kl. 2335.
Mandag den 15. febreuar 2010 kl. 1800 var der en optakt til filmen i DR 1’s Aftenshowet med deltagelse af Leo og Ole.
Leo og Ole, der medvirker i dokumentarfilmen, er identisk med Lea fra Bøvlingbjerg og Katja Tordrup, der er tidligere formand for TiD.

* * *
Dokumentarfilm planlægges om Båstadtræffene. (26. oktober 2008)
Hotel Riviera

Hotel Riviera

Katja Tordrup fortæller i nyhedsbrevet fra Transvestitforeningen i Danmark – TiD den 26. oktober 2008, at der planlægges at lave en professionel dokumentarfilm om Båstadtræffene instrueret af den danske dokumentarfilms-instruktør Maja Friis Kristensen.

Det er vigtigt for at få autentitet i en film om Båstadsträffen, at den optages inden hotelbygningen på Hotel Riviera rives ned, hvilket er planlagt til at foregå i løbet af sommeren 2009.

Rigtig mange danske transvestitter har deltaget i Båstadsträffen. Nogle en enkelt gang, andre flere gang og nogle få mange gange. Katja kommer med en hjertelig opfordring til alle – både gamle og nye – om at tage med nu til forårets Båstadstræf og give jeres bidrag til en spændende dokumentarfilm om transerne på Enehall og forholdet til Båstadsboerne.

Der skal bruge en masse statister. Og derskal bruges nogle, som kommer lidt tættere på kameraet. Der skal også bruges tre nøglepersoner – helst en fra Danmark, en fra Sverige og en fra Norge, som kan tåle at blive set både som mand og som transvestit.

Filmen optages fra tirsdag 28. april 2009 og ugen ud. Nogle af optagelserne kommer til at finde sted på Hotel Riviera, men ellers bliver det en dokumentarisk beretning om, hvordan vi lever i og med Båstad, og hvordan Båstad lever med os. Der varmes op med presse og aktiviteter, så hele byen er forberedt, når vi er der.

Det er et vældigt spænende og grænseoverskridende projekt, som kræver lyst, mod og en masse penge. Men det bliver også en film i en kvalitet, som vi regner med kan vises på filmfestivaler rundt om i Europa gennem resten af 2009 og hele 2010, og som forhåbentlig tager nogle priser undervejs, så TV-stationerne bliver interesserede i at købe den.

Båstadsträffen - the movie

Båstadsträffen – the movie

Hvis vi er heldige, når filmen at få premiere på Sveriges Lilla Film Festival, som finde sted i slutningen af juli i Båstad. Lilla Film festivalen er grundlagt af den kendte svenske instruktør Bo Wiederberg, som selv boede i Båstad.

Filmen fik sin egen hjemmeside, hvor forberedelserne kunne følges. Den bliver aktiv først i november 2008. Siden blev senere nedlagt.

Dokumentarfilmen om Båstadtræffenes grundkoncept er flere gange blevet ændret.
Den første arbejdstitel var Båstadsträffen – the movie.
Dokumentarfilmen kom i sidste ende til at hedde Mænd i høje hæle.
Dokumentarfilmen ændredes også fra at være en dokumentarfilm om Båstadtræffene til at være en dokumentarfilm, der følger Lea Sommer og Katja Tordrup i deres hjem og under deres deltagelse i et Båstadtræf. For Lea var det første gang. Katja havde deltaget mange gange.

Aktører søges til dokumentarfilm om Båstadstræffene. (7. december 2008)
Katja Nordrup oplyser, at der til den kommende film om Båstadstræffene søger 40 – 50 transkønnede, som kan og vil deltage i filmen. Det drejer sig om 3 hovedroller, omkring 20 biroller og ca. 20 statister. Filmen har fået arbejdstitlen Båstadsträffen: The Movie.

Der er lavet følgende beskrivelse af de forskellige typer af roller:
Type A: 1 transvestit som har været til Båstadstræf mange gange og som ikke er bange for at udstille sig selv lidt. Du er udegående og helt afklaret med dit transvestitliv. Måske kan du også tåle at blive set som mand i filmen.
Type B: 1 transvestit som er nyudsprungen og gerne første gang i Båstad. Eller i hvert fald kun få gange. Du er afklaret og klart til at krænge lidt af dig selv ud.
Type C: 1 transvestit som har været med tidligere men som nu har kone eller kæreste med for første gang.
Type D: Ca. 20 transvestitter som stiller op til lidt small talk og diskussioner på åbent forum. Helst åbne og afklarede.
Type E: Ca. 20 transvestitter som statister. De bliver filmet på afstand og skal fylde op hvor der mangler liv.

Lea Sommer deltog i et 14 minutters interview i DR P 4 Midt & Vests morgenradio den 15. februar 2010
Interviewet, der var opdelt i to dele på henholdsvis 9 minutter og 6 sekunder og 4 minutter og 55 sekunder, er desværre ikke mere tilgængeligt online.
Leo Sommer bor i Bøvlingbjerg – en mindre by i Vestjylland og medvirker i dokumentarfilmen Mænd i høje hæle. Det er visningen af dokumentarfilmen på DR 1 onsdag den 15. februar 2010 kl. 2000, hvor Lea er en af hovedpersonerne, der er anledningen til interviewet.
I interviewet fortæller Lea, der dog var i studiet som Leo, om hvordan hun har det som transvestit. Leo har et almindeligt job efter at have været selvstændig i mange år. Gennem de sidste omkring 12 år har Lea bevæget sig offentligt omkring uden at have haft problemer. Behovet for at klæde sig kvindetøj har Lea dog haft i omkring 45 år – ja lige fra omkring 7 – 8 alderen. Lea føler et velvære ved at være omklædt i kvindetøj.
Leos familie består kun af en søster, som først blev bekendt med Lea i forbindelse med indspilningen af dokumentarfilmen.

Lea Sommer og Katja Tordrup deltog i DR 1 Aftenshowet den 15. februar 2010.
I anledning af, at DR 1 onsdag den 17. februar 2010 kl. 2000 sender filmen – Mænd i høje hæle – om Båstadtræffene var Lea Sommer og Katja Tordrup gæster i Aftenshowet. Lea og Katja medvirker begge i filmen.
I programmet deltog som eksperter børnelæge Annebeth Rosenvinge og psykolog Camilla Holst, som begge kommenterer på indslaget med Lea og Katja. Både Annebeth Rosenvinge og Camilla Holst nåede at demonstrere deres manglende indsigt i transvestisme og transkønnethed.

Interview i BT den 17. februar 2010: Jeg er ikke klædt ud – Jeg er klædt om,
siger transvestitten Katja Tordrup

Interviewet med den tidligere formand for TiD, Katja Tordrup indledes således:
“Han har været gift to gange og har tre drenge. I starten anede ikke engang hans nærmeste familie, at han var transvestit.
Men i dag møder han B.T. helt offentligt i fuld krigsmaling på Café Vanilla midt på Køge Torv. Og egentlig er det måske forkert at betegne manden som en han. Måske ikke.
– Du kan godt kalde det kønsforvirring, smiler Katja, der foretrækker pigenavnet, når han er klædt om som kvinde.
Dog med i hvert fald én undtagelse. Onsdag aften viser DR dokumentarfilmen Mænd i høje hæle, med Katja/Ole i hovedrollen. Her møder Ole for første gang sin yngste søn Kim, iført sit alter ego, Katja.”
Interviewet var ledsaget af to videoklip.
Interviewet findes ikke længere hos BT.

Artikel i Folkebladet Lemvig den 17. februar 2010: Leo fra Bøvling springer ud som Lea på tv.

Folkebladet Lemvig bragte onsdag den 17. februar 2010 en mindre artikel om Leo Sommer, der er identisk med Lea Sommer, fra Bøvlingbjerg. Anledningen var aftenens udsendelse i DR 1 om dokumentarfilmen Mænd i høje hæle.
Artiklen indledes således:
Jeg håber, det gør det lettere for andre transvestitter, siger Leo Sommer før tv-udsendelsen i aften.
I aften springer Leo Sommer fra Bøvling ud som transvestitten Lea i tv-programmet Mænd i høje hæle.
Hidtil har Leo Sommer gemt denne hang til at gå i kvindetøj. Men nu har han valgt at stå åbent frem og vise den anden side af sig selv: Lea.
Artiklen var ledsaget af 14 billeder.
Artiklen er ikke mere tilgængelig.

Stafetten. Kirsten Poulsen (navneskiftet til Kirsten Mols) den 20. maj 2009. Det rammer mig som et kølleslag. Sender mig til tælling.

Vist 1.114 gange.
Kirsten Poulsen. Foto: Maud Frisenfeldt.

Kirsten Poulsen. Foto: Maud Frisenfeldt.

Af Kirsten Poulsen (navneskiftet til Kirsten Mols), der modtog stafetten fra Erik Hansen.

Det rammer mig som et kølleslag. Sender mig til tælling. Jeg kan ikke tænke. Sorg. Tomhed.
Det sker med mellemrum. Den dybe sorg, at jeg aldrig kan blive den, som jeg allerhelst vil være.
Men hvem vil jeg være? Kvinde, ja. Men hvilken kvinde? Smuk, flot og helt uden tvivl kvinde.
Hvordan kan jeg nogensinde blive det, når jeg er født mand? 180 cm høj, uden stiletter? Med for meget hår de forkerte steder, og for lidt hår de rigtige steder?

Skulle jeg ikke bare glemme det? Være tilfreds med livet som mand, ægtefælle og far? Er det ikke fuldstændig skørt og sindssygt, at ville ofre ægteskab, familie og måske materiel velstand?
Men jeg kan ikke glemme det. Kvinden i mig er stærk, og hun vil ud. Hun vil vise, at hun er der, og at hun kræver sin ret. Sin ret til at være. Sin ret til at leve det liv hun gerne vil. Med de mennesker omkring sig, som hun holder af og som holder af hende. Dem som kun kender kvinden, men også de som kender begge. Og de, som ikke kender kvinden endnu, men som forhåbentlig finder styrken til at acceptere hende – eller bare at acceptere hendes eksistens.

Beslutningen er truffet. Efter et liv på snart 52 år, med mange års kamp for at forstå hvem jeg er. Hvilke livsvilkår jeg har. At acceptere, at jeg kan føle mig som kvinde, trods anselig fysisk størrelse. At være ligeglad med, hvordan offentligheden opfatter mig. At færdes som kvinde når og hvor det passer mig. At opføre mig, som om min ret til at være her er soleklar og indiskutabel.
For det er den. Jeg HAR ret til at være den jeg er. Hvis nogen mener noget andet, er det dem, der er noget galt med. Ikke jeg. De må finde sig i mig, for jeg forsvinder ikke. Man kan tage meget fra mig. Men så længe min hjerne fungerer, kan man ikke tage min kønsidentitet og mine grundlæggende værdier fra mig.

Vejen til beslutningen har været lang og vanskelig. Jeg har gennemgået hele registret af følelser. I starten, som 5-årig, forvirring og usikkerhed. Hvad var det for noget med mig? Hvorfor kunne jeg ikke lade min vens søster sko være? Hvorfor gik jeg i min mors klædeskab og “lånte”. Hvorfor havde jeg små bryster (som desværre aldrig voksede sig helt store og flotte)? Hvorfor var jeg den eneste i hele verden som var sådan?
Som 11-årig, ved læsning af “Den lille Lyserøde”, en aha-oplevelse. Der var noget, som hed transvestitter! Nå. Det var det, jeg var. Senere gik det op for mig, at det ikke bare var det med tøj. Der var noget mere. Det ubehag, der var ved at opføre sig som manderollen påbød. Den eneste i familien, som ALDRIG klædte sig i jakkesæt og slips til fester. Som ikke ville give sin mor et billede af mig som soldat – det var bare for slemt. Hvorfor så være soldat? Det var min traditionelle opdragelse, som havde udstyret mig med den pligtfølelse, som gjorde, at jeg ikke kunne leve med at snyde mig fra den del. Men soldatertiden gav mig et skub til at bevæge mig yderligere væk fra manderollen. Så jeg kan faktisk ikke sige, at tiden var spildt. Jeg må se tilbage og konstatere, at det var en værdifuld oplevelse, som gav mig mere klarhed.
Skyldfølelse over at være utilfreds med mit fødte køn. Skyldfølelse over at have kæmpet mod mine inderste tilskyndelser. At have indgået ægteskab, sat børn i verden. Det ægteskab jeg nu ønsker at opløse. De børn, som jeg elsker, og som nu kommer til at se mig i et andet lys.
Angst for, at mine elskede børn vender mig ryggen.

Undervejs søgte jeg assistance på Sexologisk Klinik. Hjælp til at sortere mine tanker og følelser, til at få styr på mit liv. Det var blevet uoverskueligt. Det gik mig på, både fysisk og psykisk. Svimmelhed, tinnitus, rysteture, grådanfald. Og så alle tankerne om skyld.
Det startede med at blive værre. En psykolog, som begik overgreb. Optrådte konkluderende og fordømmende. “Det er en perversion, du kan få medicin til at tage toppen af lysten, og du må overveje hvor meget din egoisme skal ødelægge for andre.” Det var 3 sætninger som faldt under den første samtale. Jeg var nærmest apatisk og i chok.

Kirsten Poulsen. Foto: Maud Frisenfeldt.

Kirsten Poulsen. Foto: Maud Frisenfeldt.

Det som reddede mig var, at jeg altid holder aftaler. Og jeg havde en aftale med Malene lige efter samtalen. Malene som jeg skulle møde for første gang. Malene som havde kontaktet mig efter min præsentation i NGP Network. Hun ville gerne have mig til at stille op på et møde i sit kvindenetværk sammen med Erik Hansen. For at debattere køn.
Malene er, hvad de fleste vil kalde, en helt normal kvinde. For mig er hun et ganske særligt og vidtfavnende menneske, og mødet med hende blev på mange måder et vendepunkt i mit liv, som har åbnet døre til mange nye venskaber og bekendtskaber. Vi fattede umiddelbart sympati for hinanden, og vi var meget åbne overfor hinanden. Malene var rystet over min oplevelse, og gav mig psykisk førstehjælp. Det gav mig modet tilbage.
Jeg kontaktede psykologen telefonisk et par dage efter. Jeg bad hende lytte uden at afbryde mig, og fortalte hende stille og roligt, men tydeligt, hvordan jeg havde oplevet samtalen med hende. Derefter var der en meget lang pause. Samtalen sluttede med, at psykologen udtalte, at hun ville tage min kritik til sig. Ved næste samtale var der kommet ny behandler på sagen. Den samtale var noget anderledes end den første, selv om jeg stadig oplevede at klinikken var forudindtaget. Men de følgende samtaler blev gode og værdifulde oplevelser, som sammen med andre positive hændelser, har hjulpet mig til at træffe min beslutning.

Jeg har en fantastisk appetit på fremtiden. På at leve i overensstemmelse med min natur. At være der for mine venner. At være der for mine børn, måske på en ny måde. Som jeg tror er en bedre måde.
Jeg er også lidt stolt over at være nået frem til en beslutning. Beslutningen om at kvinden i mig skal fylde alt det hun vil. Ingen operation til mig. Nej tak. Jeg har ikke behov.
Med garanti for det perfekte resultat, så er tanken voldsomt tiltrækkende. Men jeg ved, at det rigtige for mig er at være kvinde med hjernen og i påklædning. Men rigtige bryster, nul hår de forkerte steder – jo tak! Så jeg ved godt, hvad en evt. lottogevinst skal bruges til.

Det er nogen tid siden at sorgen og tomheden har ramt mig. Det vil ske igen. Men jeg tror det vil ske sjældnere og sjældnere, og med lidt held ebbe ud.
Jeg glæder mig til at tage hul på resten af mit liv, og at møde jer alle sammen derude. Lad os gøre livet til en fest!

Stafetten er videregivet til Malene Sakskilde.

* * *
Oversigt over stafetartikler.

L 107. Bilag 4. Spgsm. 2, Kirsten Rostgaard Evalds henvendelse den 18. februar 2009 til Retsudvalget om revisionen af navneloven. Spgsm. den 20. februar 2009. Svar den 26. marts 2009.

Vist 99 gange. Kirsten Rostgaard Evald skrev den 18. februar 2009 til Retsudvalget vedrørende L 107 – Samling: 2008-09 – om revisionen af navneloven.
Den 20. februar 2009 stillede Retsudvalget spørgsmål nr. 2 om kommentar til henvendelsen af 18. februar 2009 – bilag 4 – fra Kirsten Rostgaard Evald, Risskov til justitsminister, Brian Mikkelsen, der svarede den 26. marts 2009.

Indhold
Henvendelsen
Spørgsmålet
Svaret
Kildehenvisning

[Til indhold] Henvendelsen

Efter lovforslaget omkring revision omkring navnelovens 1. behandling, vil jeg gerne kommentere behandlingen. Her tænker jeg specifikt på forslagets del omkring udvidelse af kredsen af folk, der kan blive godkendt til at påtage sig et navn fra den kønsspecifikke liste.

Jeg finder det aldeles mærkeligt, at DF der altid bryster sig af at beskytte danskheden og den danske kultur, vil tvinge danske statsborgere til at påtage sig alle mulige mærkelige klingende udenlandske kønsneutrale navne, som klinger bedst med det foretrukne kønsspecifikke navn, se lige den fællesliste af navne, som både kvinder og mænd må bære, såfremt man ikke lige kan godkendes af sexologisk klinik som transseksuel eller fuldtidstransvistit, som den nye navnelovgivning ligger op til for at beskytte princippet omkring navnets kulturelt bærende historie og dets identitetsbærende ditto, fordi et navn er blevet en givet af sine forældre.

Det er jo netop et navns kulturelt bærende historie og dets identitetsbærende historie, der er vigtigt for de forholdsvis få mennesker, det her er afgørende for. Netop det forhold, at nogle enkelt navne stadigvæk er forbundet med tilhørsforhold til et enkelt køn, men samtidigt også er identitetsbærende, er jo netop essensen i at nogle meget gerne vil have lov til at hedde noget meget bestemt. For folk, hvor det her er vigtigt, er navnet et navn, man netop har opbygget en kvindelig identitet eller en mandlig identitet op omkring gennem mange år, siden løbende med et officielt navn og en delvis tilværelse som det modsatte køn.

Derfor mener jeg, at man sagtens kan lave en meget lempeligere administration og væsentlig billigere administration af dette, ved at udlægge administrationen til navneregistreringsmyndigheden og ikke sexologisk klinik. Ved at udlægge det til navneregistreringsmyndigheden og pålægge dem at indhente relevante erklæringer f.eks fra sexologisk klinik, egen læge, videnserklæringer fra venner og bekendte til at bevidne at ønsket er reelt, vil man jo stadigvæk kunne opretholde den symbolske betydning af, at navne i det væsentligste er kønsspecifikke for det store flertal, og samtidigt tilgodese de få, for hvem dette er meget væsentligt, og spare nogle penge, som sexologisk klinik kan bruge på behandling
i stedet for.

For os, for hvem det her betyder noget, kan vi ikke se forskel på om det er mest til gene for os, om vi må hedde.

Kirsten Rostgaard Evald
(Kræver godkendelse udgift for statskassen pris 6000 til 8000 kr.)

Michele Kirsten Rostgaard Evald
Fuldstændigt frit indtægt kr. 160 til statskassen.

Begge løsninger er lige meget til gene for mig og det er jo det loven byder sexologiske klinik at tage stilling til.

Med venlig hilsen
Kirsten Rostgaard Evald
Officielt Claus Rostgaard Evald

* * *
[Til indhold] Spørgsmålet
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 18/2-09 fra Kirsten Rostgaard Evald, Risskov, jf. L 107 – bilag 4.

[Til indhold] Svaret
1. I den henvendelse, der omtales i spørgsmålet, kommenteres den med lovforslaget foreslåede udvidelse af den personkreds, som har adgang til at tage et fornavn, der betegner det modsatte køn.

Det anføres i henvendelsen bl.a., at der kan laves en lempeligere og billigere administration af sager, hvor en person ønsker et fornavn, der betegner det modsatte køn, hvis administrationen udlægges til navnemyndighederne og ikke til Sexologisk Klinik. Det foreslås, at navnemyndighederne i den forbindelse vil kunne pålægges at indhente relevante erklæringer fra f.eks. Sexologisk Klinik.

2. Justitsministeriet kan oplyse, at der i sager, hvor der ansøges om et navn, der betegner det modsatte køn, indhentes en erklæring fra Rigshospitalets Sexologiske Klinik. Der er således ikke tale om, at Rigshospitalets Sexologiske Klinik træffer afgørelse i sådanne sager.

Som det fremgår af afsnit 4.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, er det hensigten, at den administrative procedure for navneændring for personer, der ganske kan ligestilles med transseksuelle, skal tilrettelægges således, at proceduren kommer til at svare til den procedure, der anvendes i dag i forhold til transseksuelle.

Justitsministeriet har ved udformningen af lovforslaget fundet det mest hensigtsmæssigt, at Sexologisk Klinik fortsat inddrages som sagkyndig instans i disse sager.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 1 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende lovforslaget.

* * *
[Til indhold] Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende henvendelsen – bilag 4.
Henvendelsen fra Kirsten Rostgaard Evald i pdf-format – bilag 4.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet – spørgsmål nr. 2 – og svaret.
Udgivet i Kirsten Rostgaard Evald, L 107-2009-Navnelov | Tagget , , , , , , , ,

REU alm. del. bilag 252. Kirsten Rostgaard Evald har den 15. januar 2009 sendt bemærkninger om navnelovesudkastet til Retsudvalget.

Vist 70 gange. Til retsudvalget.

Jeg vil gerne give mit besyv med hensyn til ændring af navnelovgivningen den del der handler om navneændring for transseksuelle.

Jeg er transseksuel og finder det aldeles tåbeligt at vi har en lovgivning der giver mig ret til at tage et kønspecifikt fornavn som mellem navn og så skal vælge et fællesnavn til fornavn. Det administrative bøvl hermed er lige så stort som det ville være hvis man gav det frit men pålagde et navneskifte af en sådan karakter et så forholdsvis stort gebyr for at undgå at folk der ikke var tiltænkt at ændre navn ville gøre det i de få kriminelle tilfælde man kunne tænke sig det vil kunne udnyttes.

Med hensyn til ulempen for børn kunne en sådan navneændring uden det store besvær knyttes til myndighedsalderen og derved undgik man at børn ville blive udsat for mobning eller hvad man ellers kunne tænke sig af ulempe, men ellers gav det frit hvad folk vil hedde når de har nået myndighedsalderen.

Tilsvarende hvis jeg virkelig gik efter det dvs. få mit foretrukne kønsspecifike fornavn vil jeg kunne møde op på Rigshospitalet og bruge 3 til 4 konsultationer for at blive godkendt af sexologiske klinik til en pris af ca. 4000 kr. i alt og blive godkendt som transseksuel og få bevilliget ret til at ændre fornavn. Så økonomisk for statskassen ville det komme til at betyde en besparelse på disse timer samt evt. gebyr på et par tusinde kroner man vil gå glib af hvis man valgte at ændre lovgivningen som foreslået alt i alt en nettogevinst på ca. 6000 kr. går man glip af at opretholde en så tåbelig lovgivning.

Med venlig hilsen

Michelle (navn fra fælleslisten) Kirsten (Nyt mellemnavn, foretrukne fornavn) Rostgaard (gammelt mellemnavn) Evald (gammelt efternavn).

Jeg vil lige for en god ordens skyld nævne at jeg endnu har fået foretaget navneændringen officielt men det vil blive aktuelt.

* * *
Folketingets journal vedr. henvendelsen.
Henvendelsen i pdf-format hos Folketinget

Rigsadvokatens redegørelse – J.nr. RA-2006-120-0033 – af april 2008 om anvendelse af straffelovens § 81, nr. 6 og nr. 7, samt sager om overtrædelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.

Vist 0 gange. Rigsadvokaten følger udviklingen i anvendelsen af straffelovens § 81, nr. 6 og nr. 7, samt sager om overtrædelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.
I redegørelsen af april 2008 skal her alene omtales følgende, som vedrører den såkaldte Kjole-Ole sag.:

Pkt. 4.4.1. Sager, hvor der er rejst tiltale/endeligt afgjorte sager (Side 14 – 15)

I sagen havde en direktør, der samtidig var bestyrelsesmedlem i et aktieselskab, som drev en “Bang & Olufsen”- forretning, overtrådt lovens § 1, stk. 1, ved at have nægtet at betjene en mandlig transvestit, der indfandt sig i butikken iklædt kjole, på samme vilkår som andre, idet han oplyste prisen på en pladespiller til 10.000 kr. og bl.a. udtalte: “det er altså prisen, og så er du i øvrigt ikke velkommen i butikken, så lange du har det tøj på” og “hvis du går hjem og tager din mors tøj af, kan det være vi finder en bedre pris”. Direktøren har den 24. august 2007 vedtaget et bødeforelæg pa 2.000 kr. i anledning af overtrædelsen, og aktieselskabet har den 14. september 2007 vedtaget en bøde på 1.000 kr., jf. lovens § 3.

Rigsadvokatens redegørelse hos Anklagemyndigheden i pdf-format.

Bødeforlæg på 3.000 kr. den 23. juli 2007 sendt til B&O forhandler, Steffen Berg for ikke at ville betjene Kjole-Ole.

Vist 115 gange. Anklagemyndigheden ved Vestjyllands Politi i Viborg har tilsendt indehaveren af B&O forretningen i Viborg, Steffen Berg et bødeforlæg for forskelsbehandling på grund af race m.v. ved tirsdag den 14. november 2006 om formiddagen at have afvist at betjene Ole Steen Mortensen kendt som Kjole-Ole på samme vilkår som andre i sin forretning, fordi han var iført kjole.
Hvis Steffen Berg vælger at betale bøden, er sagen færdig. Vil han ikke betale den, kommer sagen for retten.
Trans-Danmark indgav den 25. november 2006 politianmeldelse til politiet i Viborg mod B&O-forretningsindehaver, Steffen Berg i Viborg i sagens anledning.

* * *
Artikel den 23. juli 2007 i Ekstra Bladet om bødeforlægget.
Artikel den 23. juli 2007 i Jyllands Posten om bødeforlægget.

Karin Astrup.

Vist 561 gange.
Karin Astrup

Karin Astrup

Af Karin Astrup, den 13. maj 2007.
Jeg blev født den 29. august 1955 i Sønderjylland.

Som 4-årig flyttede jeg til Kastrup på Amager, hvor jeg voksede op i lufthavnens umiddelbare nærhed. De fleste af mine legekammerater fandt jeg i det nærliggende etagebyggeri, hvor der boede betydelig flere børn end på den villavej jeg boede på.
Specielt om sommeren var der ofte slået telte op på en lille græsplæne, hvor vi så kunne lege far, mor og børn, og jeg var af en eller anden grund ofte mor.
Min karriere i den lokale folkeskole varede 7 dage, hvorefter mine forældre fik stillet det ultimatum, enten skulle jeg skifte skole, eller så skulle jeg flyttes op i 4. klasse. Resultatet blev at jeg kom på en privatskole i stedet.

Her blev en af pigerne meget hurtigt min bedste veninde, og vi var tit sammen efter skole hvor vi legede sammen. Med tiden syntes Monika at jeg skulle prøve noget af hendes tøj og det udviklede sig henover årene til at jeg lånte hendes tøj, hvis vi var sammen en weekend, så vi kunne tilbringe tiden sammen som piger.
Nu skal dette ikke opfattes som om jeg kun opførte mig som en pige; jeg spillede nemlig fodbold fra jeg var 4 år gammel og var slet ikke så ringe til det.

Monika og jeg blev konfirmeret sammen i 1969 og blå mandag blev en rigtig tøse dag; hvor vi havde besluttet at jeg skulle købe en egen garderobe. På dette tidspunkt var mit hår allerede langt så Monika fik det krøllet op og efter at hun havde beundret sit værk; sagde hun: “Nu ligner du en Karin” og det har været mit kalde navn lige siden. Så Karin gik på shopping med Monika, og fik købt en garderobe med både nederdele, bluser og undertøj, samt et par sko.

En dag i 1971 havde Monika og jeg besluttet os for at gå i biografen og se filmen “Love Story” med Ali McCraw og Ryan O’Neil og på dette tidspunkt havde jeg fået min garderobe hjem fra Monika, så da min far var på forretningsrejse og min moder og lillebror var taget i sommerhus, kunne jeg jo klæde om hjemme. Så Monika fik sat min frisure og jeg havde taget en sort nederdel og en mønstret bluse på, samt et par højhælede sko. Da skete det uundgåelige, min moder og min lillebror kom hjem en dag for tidligt.
Min mor kiggede overrasket på Monika og jeg. Monika kunne være kravlet i et musehul, hvis der havde været et; men min moder håndterede situationen således:
“Hvor skal de to frøkener hen?” Monika fik fremstammet at vi skulle i biografen, hvorefter min moder sendte os af sted, med bemærkningen at hun og jeg skulle tale sammen når jeg kom hjem. Turen fra Rådhuspladsen til Kastrup er den længste jeg har kørt i mit liv.

Resultatet blev at jeg blev sendt til egen læge, hvorefter jeg røg på Rigshospitalet, som kom frem med en diagnose “Transseksuel“. Desværre var det kutyme på dette tidspunkt ikke at behandle nogen før de var passeret 25-30 år, og det er en lang tidshorisont når man lige er fyldt 15.

Diagnosen betød, at jeg fik lov til at gå klædt som pige når det passede mig; og i denne periode kom moden mig i møde, i det unisex var in. Ligesom resten af familien fik forklaret hvordan jeg havde det, så når der blev inviteret til familiekomsammen, blev jeg spurgt om jeg kom som dreng eller pige af hensyn til borddækningen.

Dog havde jeg en begrænsning, når jeg er Karin kan jeg ikke benytte mit eget efternavn af hensyn til min faders familie, prøjsisk adel skal man respektere.

Når man nu kommer i en situation, hvor en “behandling” ikke ville komme på tale før man var omkring de 30, ja så fik jeg jo en uddannelse og begyndte en karriere, hvor jeg levede som mand på arbejde og som Karin i fritiden.

I 1990’erne meldte jeg mig ind i TiD og var i denne forening sammen med Solveig Lerche en af forkæmperne for at få deres formålsparagraf ændret til at også at omfatte transseksuelle, men dette blev nedstemt hver gang det var oppe.

I 2001 fik jeg kontakt med Netstrømperne, som var en gruppe af mennesker der debatterede trans problemer på nettet, og især var det Solveig Lerches kamp for at få ret til et kønsspecifikt fornavn modsat hendes biologiske køn. For at få bedre struktur på tingene og se om man kunne samle støtte til Solveig, tog Tina Larsen derfor, i begyndelsen af december 2001 initiativ til at sikre, at disse debatter blev fulgt op og fik samlet en gruppe bestående af
Tina Larsen Karin Astrup Tina Thranesen
Anna Jonna Armannsdottir Charlotte Nielsen Anja
Annette Bjerre Solveig Lerche Qvickie
Sort Rose Rebecca Holm  

Efter megen diskussion på nettet besluttede vi at holde et møde, som fandt sted lørdag den 22. december 2001 hos Charlotte Nielsen.

På mødet deltog Charlotte Nielsen, Annette Bjerre, Solveig Lerche, Tina Thranesen og jeg.

Det var et meget frugtbart møde, og der blev sat struktur på alle ideerne. Der var enighed om, at Netstrømperne ikke skal være en ny forening, men derimod en initiativgruppe, som vil være med til at fremme forståelsen og accepten af transvestitters og transseksuelles særlige forhold i befolkningen og blandt politikerne og sætte projekter i værk til gavn for transpersoner i Danmark.

En lille håndfuld af transpersoner, som på baggrund af Navnesagen, dannede Netstrømperne, hvilket skete lige omkring årsskiftet 2001/2002, og som efterfølgende udviklede sig med mange andre emner på programmet. Der blev således udarbejdet en programerklæring og et handlingsprogram, som blev tilstillet bestyrelsen i TiD, idet
Netstrømperne ønskede dem indfældet i TiD’s handlingsprogram (hvis et sådant fandtes?). Der blev dannet en arbejdsgruppe, som på behørig vis meldte sig ind i TiD, og derfor også mødte op på TiD’s ordinære generalforsamling, for her at fortælle forsamlingen om initiativet. Desværre gik det ikke helt som ønsket og forventet – TiD
og de fremmødte medlemmer var ganske enkelt ikke interesseret. Netstrømperne opgav ikke sådan umiddelbart, hvorfor der blev indkaldt til endnu et medlemsmøde den 12. april 2002 i TiD, hvor også Netstrømperne var inviteret. Vi mødte med fire (Jeanette, Tina Thranesen, Solveig og mig selv) fra Netstrømperne,
i håbet om at dette sidste forsøg på et samarbejde måtte bære frugt.

Det blev desværre til et afslag fra TiD’s side, idet man ikke var indstillet på at gøre fælles sag med de transseksuelle og deres behov, som i nogen grad prægede vores handlingsprogram. Vi blev opfordret til at danne vores egen forening.

Allerede inden vi havde haft møderne med TiD, var vi aktive med at støtte Solveig i “Navnesagen” Omkring årsskiftet 2001/2002 udarbejdede gruppen således en protestskrivelse (e-mail), som alle kunne gå ind og underskrive på følgende hjemmesider: Tina Thranesen, Charlotte Nielsen, Qvickie, Sort Rose og Solveig. Det var således etableret, at de der underskrev protestskrivelsen og trykkede på “Send”, umiddelbart sendte protestskrivelsen til henholdsvis
Justitsministeriet og Civilretsdirektoratet. I løbet af januar og februar måneder blev de to instanser tæppebombet med omkring 121 protest e-mails vedrørende “Solveigs Navnesag”. Denne aktivitet har givetvis gjort indtryk på de to nævnte institutioner, og har dermed også været medvirkende årsag til at Civilretsdirektoratet den 8. maj 2002 indførte den nævnte forsøgsordning. Meget apropos den løbende debat omkring foreninger m.v., så var det bemærkelsesværdigt, at over 80 % af dem der underskrev protest e-mailen var fra personer der ikke er tv’er eller ts’ere.

Trans-Danmark.dk blev stiftet lørdag den 29. juni 2002 som en naturlig fortsættelse af en mindre gruppe transvestitter og transseksuelle, der gennem et lille års tid på internettet havde drøftet forholdene for transvestitter og transseksuelle.
Denne gruppe blev kendt som Netstrømperne.
Som Netstrømperne udarbejdede gruppen en hensigtserklæring og et program med en masse punkter, der alt havde til formål at fremme forståelsen for transvestisme og transseksualitet.
Som tingene udviklede sig blev den naturlige konsekvens af “Netstrømpernes” virke at indkalde til en stiftende generalforsamling med det formål at danne en forening, der kunne fremme de tanker og ideer, som Netstrømperne havde fostret.

Denne forening blev trans-danmark.dk, der som medlemmer optager transvestitter, transseksuelle, foreninger, virksomheder og andre, der kan tilslutte sig foreningens formål. Navnet er efterfølgende blev ændret til “trans-danmark.dk, Landsforeningen for Transvestitter og Transseksuelle” og senest til “Trans-Danmark, Landsforeningen for Transvestitter og Transseksuelle“.

Jeg fik det ærefulde hverv at blive foreningens første og hidtil eneste formand.

Umiddelbart efter stiftelsen af trans-danmark.dk fik vi en fantastisk respons fra medierne. Vi fik forsiden af Berlingske Tidende, samt en hel side inde i avisen, Solveig måtte møde op i “Go’ morgen Danmark” på TV2, Jeanette og Qvickie blev portrætteret af TV2 Lorry, Kitt kom i “Go ‘aften Danmark”. Der blev skrevet om os i Ekstra Bladet og i flere lokalaviser, samt at både tekst tv på DR, samt JydskeVestkysten og de 3 Stifttidender skrev om den manglende retssikkerhed for transseksuelle og transvestitter
i Danmark.

Siden da er der sket meget i Trans-Danmark:

Trans-Danmark vil søge at blive paraplyorganisation for de mange grupperinger af transvestitter og transseksuelle, som findes rundt om i landet, hvilket til dato har medført at to foreninger nu virker under vores paraply.

Trans-Danmark er den eneste forening for denne interessegruppe, som er høringsberettiget overfor de offentlige myndigheder, hvilket blandt andet har medført at foreningen har sat sit fingeraftryk på den nye navnelov, og senest har sundhedsstyrelsen i store træk anvendt vores udkast til vejledning om kastration i forbindelse med kønsskifte i den gældende vejledning.

Jeg er desuden aktivt medlem af TGEU Steering Committee, hvor vi arbejder på at skabe en fælles europæisk transgender organisation.

Dette arbejde blev sat i værk efter den første europæiske transgender konference i Wien, hvor Trans-Danmark var repræsenteret af Erwin Jöhnk. Konferencen havde 123 deltagere fra 23 lande, ligesom 12 andre lande havde vist interesse for deltagelsen; men ikke kunne afse tid til deltagelse.

I 2006 har en arbejdsgruppe kaldet steering committee arbejdet på at udarbejde vedtægter for en europæisk organisation for transseksuelle og transvestitter, hvor man har afholdt møder i Geneve, Manchester og Torino. Trans-Danmark har deltaget i disse møder som den eneste danske forening.

Målet for TGEU er at skabe en europæisk NGO, som arbejder med at forbedre forholdene for transgender i Europa gennem påvirkning af EU parlamentet og EU’s øvrige institutioner. For de foreninger som kommer fra lande der ikke er medlem af EU, vil TGEU være dem behjælpelig med at skabe de rammer der er nødvendig for at kunne arbejde politisk i deres hjemlande.

Jeg er blevet opfordret til at stille op til formandsposten i TGEU ved det næste European Transgender Council i 2007; og jeg har besluttet at jeg vil opstille til valget af medlemmer til Steering Committee.

Karup den 13. maj 2007. Karin Astrup

B&O forhandler i Viborg den 25. november 2006 politianmeldt af Trans-Danmark for ulovlig forskelsbehandling af Kjole-Ole.

Vist 128 gange. Tirsdag formiddag den 14. november blev Kjole-Ole afvist i B&O forretning i Viborg.

Den 25. november 2006 indgav Trans-Danmark, Landsforeningen for Transvestitter og Transseksuelle politianmeldelse mod Steffen Berg, indehaver af B&O forretningen, Sankt Mathias Gade 30, 8800 Viborg til politimesteren i Viborg for overtrædelse af Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.

28. november 2006.
Foreningens kasserer, Jane Johansen har været i kontakt med Kjole-Ole og oplyser følgende om kontakten:
“Det var en rigtig hyggelig samtale, hvor det er mit indtryk, at Kjole-Ole nærmest var benovet over, at vi som forening havde reageret på den lovovertrædelse, han er blevet udsat for.”
I samtalen fremgik det også, at Kjole-Ole ønsker radioforhandleren, der har forulempet ham, straffet, og at en undskyldning fra B&O ikke er fyldestgørende. Kjole-Ole savner også en personlig undskyldning fra radioforhandleren.
Kjole-Ole oplyste også, at han pga. sygdom ikke magter at føre sagen videre og er, som det også fremgår af ovenstående, glad for at Trans-Danmark har indgivet politianmeldelse.

Herunder gengives politianmeldelsen.

Politimesteren i Viborg
Rødevej 1,
8800 Viborg.

Lørdag den 25. november 2006

Politianmeldelse

På vegne af foreningen Trans-Danmark, Landsforeningen for Transvestitter og Transseksuelle indgiver jeg hermed politianmeldelse mod

Steffen Berg,
indehaver af B&O-forretningen,
Sankt Mathias Gade 30, 8800 Viborg,

for overtrædelse af “Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.” ved tirsdag den 14. november 2006 om formiddagen at have afvist at betjene Ole Steen Mortensen kendt som Kjole-Ole på samme vilkår som andre i sin forretning med ordene “Jeg synes, du skal gå hjem og tage din mors tøj af. Så er du velkommen i butikken”.

Til underbygning af anmeldelsen henvises til sagens omtale på
1)
Viborg Stifts Folkeblad’s hjemmeside den 15. november 2006 på adressen:
[Artiklen findes ikke mere. /Tina Thranesen.] hvor blandt andet følgende udtalelse ses anført:

“Jeg synes, du skal gå hjem og tage din mors tøj af. Så er du velkommen i butikken. Sådan vedgår Steffen Berg, at han i går afviste Ole Steen Mortensen som kunde i B&O-forretningen på hjørnet af Sct. Mathias Gade og Dumpen tirsdag formiddag.”

2)
Hjemmesiden “Com on” den 17. november 2006 på adressen http://www.comon.dk/nyheder/B-O-forhandler-Kjole-Ole-valgte-selv-at-ga-1.149359.html hvor blandt andet følgende udtalelse ses anført:
“Jeg sagde det faktisk for at hjælpe ham lidt. Jeg opfatter det som om, han har nogle indestængte behov. Han vil ud og vise verden, at han godt tør at gå iklædt dametøj, denne gang var det et lyserødt miniskørt, så han kan fremvise hans behårede ben. Personligt så støder det mig. Jeg synes det er ulækkert og perverst. Han forsøger at trække sin perverse seksualitet ned over hovedet på mig”.

3)
Viborg Stifts Folkeblad’s hjemmeside den 25. november 2006 på adressen:
[Artiklen findes ikke mere. /Tina Thranesen.] hvoraf blandt andet fremgår, at Bang & Olufsen i Struer, har sendt Ole Steen Mortensen en skriftlig uforbeholden beklagelse, der ligner en meget stor undskyldning for den ulovlige forskelsbehandling.

4)
Viborg Stifts Folkeblad’s hjemmeside den 25. november 2006 på adressen:
[Artiklen findes ikke mere. /Tina Thranesen.] hvoraf blandt andet fremgår, at indehaveren af forretningen – Steffen Berg – af Bang & Olufsen har fået en kraftig reprimande på grund af sagen.

Det er foreningens opfattelse, at Ole Steen Mortensen kendt som “Kjole-Ole” har været udsat for forskelsbehandling alene på grund af, at han var iført kvindetøj.
Dette synspunkt synes Bang & Olufsen i Struer også at dele jf. deres skriftlige beklagelse til Ole Steen Mortensen og reprimanden over for Steffen Berg.

Uagtet det måske af artiklen i Viborg Stifts Folkeblad af 25. november 2006 (nr. 3) kan synes, at Ole Steen Mortensen ikke ønsker videre foretaget, så er det foreningens opfattelse, at der bør rejses tiltale mod Steffen Berg, idet det er væsentligt for alle transvestitter og transseksuelle, at en adfærd som Steffen Berg, har udvist bliver påtalt og straffet og dermed også for at modvirke, at Steffen Bergs holdning og handlemåde af andre erhvervsmæssige eller almennyttige virksomhed bliver opfattet som lovlige.

Foreningen har forståelse for, at Ole Steen Mortensen måske ikke ønsker videre foretaget, men i og med, at han er stået offentligt frem med fulde navn og billede i Viborg Stifts Folkeblad, er det foreningens opfattelse, at han må tåle de ulemper, som en straffesag mod Steffen Berg eventuelt må give ham.
Hensynet til “almenheden” primært forstået som alle transvestitter og transseksuelle i landet må i den sammenhæng vægtes højere.

De nævnte hjemmesider vises i kopi.

Med venlig hilsen.
Torben Tina Schuldt, næstformand i Trans-Danmark

* * *
Anmeldelsen i pdf-format.

Karen-Lis Andersen. Nekrolog. Død den 5. august 2004.

Vist 167 gange.

Karen-Lis Andersen

KorsSort

døde den 5. august 2004

Karen-Lis Andersen blev født i 1949.

Det er i stor sorg og med dyb beklagelse, at jeg må meddele at foreningen trans-danmark.dk’s kasserer, Karen-Lis Andersen efter en lang kamp mod
kræften er sovet ind.

Karen-Lis blev valgt som foreningens nye kasserer på generalforsamlingen i marts 2004, men i april måned blev hun indlagt på sygehuset.
Desværre tabte hun kampen mod kræftsygdommen.
Karen-Lis alt for tidlige bortgang er et stort tab for hendes familie, for vores minoritetsgruppe og for foreningen.

Karen-Lis havde set frem til at bidrage til en bedre forståelse for transpersoner på arbejdsmarkedet, et projekt som hun og undertegnede så frem til at søsætte, og selv under hendes sygdom, kom hun med bidrag til projektet.

Æret være hendes minde.

I ærbødighed.
Karin Astrup. Formand for trans-danmark.dk, Landsforeningen for Transvestitter og Transseksuelle.
Den 5. august 2004.

* * *
Karen-Lis Andersen lærte jeg at kende som et utroligt behageligt og hjælpsomt menneske.
Hun var meget vidende og havde selv sin meget omfattende hjemmeside om transvestisme gennem adskillige år. Den findes i sagens natur ikke mere.
Endvidere hjalp hun mig med oversættelse af flere artikler fra engelsk til dansk.

Æret være Karen-Lis Andersens minde.

Tina Thranesen.
Den 5. august 2004.

Forældremyndigheds- og samkvemsproblemer for transforældre. Gianna E. Israel, 1999.

Vist 57 gange.
Gianna E. Israel

Gianna E. Israel

Copyright 1999 Gianna E. Israel.
Oversat af Karen-Lis Andersen 4. august 2003.
Artiklen bringes med tilladelse af 28. april 2003 fra Gianna E. Israel.

Gianna E. Israel, psykoterapeut, San Francisco, USA, har siden 1988 beskæftiget sig med de psykologiske forhold hos transvestitter og transseksuelle og deres familier over hele USA. Hun har haft forbindelse med mere end 2.300 transpersoner af begge køn, er medlem af Harry Benjamin International Gender Dysphoria Associationder og har skrevet flere bøger og et stort antal artikler.

* * *
Af alle de meningsløse prøvelser, en forælder kan blive udsat for, er ingen så katastrofal som det at blive afskåret fra at udøve omsorg for hans eller hendes barn. Transforældre – hvilket inkluder transseksuelle og transvestitter – samt andre involveret i kampen om forældremyndighed bliver jævnligt konfronteret med udsigten til, at en tidligere ægtefælle eller domstol i væsentligt omfang griber ind i eller hindrer vedkommendes muligheder for at udøve forældreomsorg.

I årerne løb har jeg bemærket, at der findes meget lidt tilgængelig information for transforældre, der står foran en sag om forældremyndighed og samkvem, og hvor kønsidentiteten er blevet et hovedspørgsmål i sagen. En af årsagerne til dette tomrum er, at emnet er uhyre complext. Selv om du ikke har børn, så tag dig tid til at læse denne artikel langsomt og omhyggeligt. Mange af de principper, der gennemgås her, svarer til de, der anvendes i forbindelse med en fuldt gennemarbejdet præsentation af transforhold for domstole, arbejdsgivere og andre bureaukratier. Dette gælder i særdeleshed, hvis du alvorligt ønsker at få en rimelig behandling uanset din kønsidentitet
eller dit behov for transvestisme.

Der er flere forskellige faktorer, der træder åbenlyst frem, når transgender spørgsmål optræder i forbindelse med sager om forældremyndighed. For eksempel er den mest ødelæggende påstand en tidligere ægtefælle, domstol eller psykiater kan stille en transperson overfor, at erklære vedkommende psykisk ustabil og uegnet til at udøve forældremyndighed, med kønsidentiteten som begrundelse. Desuden er det nødvendigt at erkende, at når sagen drejer sig om børn, træffer domstolene afgørelse om forældremyndighed af hensyn til børnene – ikke de voksne. Endelig har vore dages domstole, advokater og psykiatere, der udtaler sig til brug for domstolene, alt for ofte meget ringe viden om og erfaring med transforhold. Når disse forhold lægges sammen, burde det være indlysende, at enhver transforælder, der står over for en sag om forældremyndighed, må være forberedt på en vanskelig proces. Før jeg forsætter med artiklen, vil jeg stærkt anbefale, at enkeltpersoner søger advokatråd og -repræsentation i juridiske anliggender.

I forbindelse med pådømmelse af spørgsmål om forældremyndig er det domstolenes ansvar ikke at sætte barnet i en situation, hvor det udsættes for mulig skade. Eksempler herpå omfatter situationer, hvor en forælder har udvist pligtforsømmelse eller vist sig ude af stand til at drage omsorg for sit barn. En blandt mange grunde til, at en forælders evne til at drage omsorg for sit barn kan blive afbrudt, kan være en psykisk lidelse med ubehandlede symptomer. Under sagsforløbet kan en eller begge forældre blive anmodet om at underkaste sig psykologiske prøver eller psykiatrisk vurdering af en psykolog eller psykiater. En transforælder skal lige så lidt som sin ikke-transkønnede modpart lade sig afskære fra denne proces, hvis retten skal kunne opnå en sikker vurdering af en forælders evner. Hvis imidlertid en domstol eller en domstolsudpeget psykiater ikke er bekendt med, at et betydeligt antal transpersoner er gode forældre både som enlige forældre og i parforhold, så kan dette give alvorlige problemer. Det foregående gælder i særdeleshed, hvis forelæggelsen af kønsidentitetsfaktoren ikke styres professionelt under retssagen om forældremyndighed, så vel som under psykologiske eller psykiatriske undersøgelser foretaget på rettens foranledning.

Gennem de sidste ti år af min praksis med speciale i kønsrelaterede mentale sundhedsforhold har jeg arbejdet med over 1.600 klienter, hvoraf størsteparten er voksne, der fungerer som forældre for mindreårige børn. Som følge heraf har jeg observeret, at transpersoner er i stand til at fungere som gode forældre på lige fod med deres ikke-transkønnede modparter. Ved anvendelse af den kliniske database, der blev indsamlet i forbindelse med udgivelsen af bogen “Trangender Care” (Temple University Press/1997), konkluderede min medforfatter, Donald Tarver M.D. og jeg, at “tusinder af transpersoner lever en veltilpasset tilværelse som produktive og lovlydige medlemmer af samfundet.” Min kollega, Mildred Brown, Ph.D., nåede i forbindelse med sin bog “True Selves”, (Jossey Bass Publishers/1996) frem til lignende konklusioner. Hun beskriver også den alvorlige overlast som børn udsættes for, når barn-forælder forholdet afbrydes.

“Der er ingen logisk begrundelse for, at nogen, der lever i det modsatte køns rolle, skal adskilles fra sit afkom. Et kønsskifte nedsætter ikke på nogen måde forælderens kærlighed til barnet, lige så lidt som det påvirker evnen til at være en god forælder.
Omkring et dusin af mine transseksuelle patienter har været eneindehavere af forældremyndigheden over deres børn, og deres børn er vokset op som glade, veltilpassede og seksuelt tillidsfulde voksne uden køns-konflikter.
Faktisk viste en undersøgelse foretaget af Dr. Richard Green i 1978, at børn, der voksede op i transseksuelle hjem, udviklede en konfliktløs kønsidentitet, heteroseksuel orientering og ikke adskilte sig fra børn opvokset i mere traditionelle hjem”.
True Selves – side 188.

Transvestitter risikerer på samme måde som transseksuelle at blive udsat for slagsmål om forældremyndigheden. Dette sker selv om barnet ikke ved, at hans eller hendes forælder (undertiden) klæder sig som det modsatte køn. Dette rejser et interessant spørgsmål, som domstolene ofte stiller. Hvor gamle skal børn være for intellektuelt at fatte betydningen af de faktuelle omstændigheder, der omgiver kønsidentitet? I forbindelse med min research til en tidligere artikel med titlen “Indflydelsen på børn af at have en transvestit
eller transseksuel forælder”, blev dette spørgsmål besvaret, da jeg interviewede Barbara Anderson Ph.D. – en San Francisco familieterapeut og klinisk sexolog med over 30 års erfaring. I den sammenhæng fastslog hun, at børn ved fireårsalderen er i stand til at differentiere køn. Forståelse af kønsidentitet er vigtigt, hvis barnet skal forstå, hvad det betyder at have en forælder, der er transseksuel eller transvestit. Ifølge
Dr. Anderson er det “at anerkende og bearbejde opfattelser og fordomme en vigtig del af at lære at fungere sammen med andre”. Hendes iagttagelser giver grund til at tro på mine egne iagttagelse af, at et barn med en forælder, der er transvestit eller transseksuel, ofte er bedre rustet til at håndtere vigtige sociale forhold.

Der er andre forælder-barn dynamikker, der nødvendigvis må behandles under forløbet af sager om forældremyndighed eller dertil knyttede undersøgelser. F. eks. accepterer et barn generelt en forælders adfærd så vel som identitet uden mange spørgsmål i løbet af barndommen. Det foregående giver imidlertid ikke en forælder frie hænder til at se bort fra barnets behov på noget tidspunkt, herunder i forbindelse med separation eller skilsmisse. Forældre bør minde deres børn om, at de er elsket. Voksne må også optræde ansvarligt og vise hvordan mennesker, der engang elskede hinanden, håndterer en separation. Gensidig ansvarlighed er kritisk i enhver separation eller skilsmisse.

En nøglefaktor, der typisk er åbenlys i forbindelse med mange separationer og skilsmisser er, at de to voksne ikke længere opfylder inandens behov. I nogle tilfælde kan en persons frembrydende kønsidentitet ændre karakteren af parrets forhold. Imidlertid er der mere hyppigt tale om et sammenfald af flere omstændigheder, som forårsagede separationen eller skilsmissen. Uanset hvad der forårsagede separationen eller skilsmissen mellem to voksne, er de begge stadig ansvarlige for at opdrage deres børn på en ordentlig måde, der ikke undergraver nogen af forældrenes pligter. Det bemærkes, at de fleste børn af en transforælder tilpasser sig lige så godt til forældremyndighed og samværsarrangement, som børn uden en transforælder.

Mange domstole og domstolsudpegede psykologer og psykiatere erkender nu i stigende grad, at en transfjendtlig ægtefælle vil misbruge kønsidentitets– eller transaspektet. Dette gælder i særdeleshed, når ikke-transægtefællen og dennes advokat er løbet tør for gyldige argumenter for pligtforsømmelse eller inkompetence. Desuden har det vist sig, at når velvalgte fremstillinger af kønsidentitets spørgsmålet fremlægges for retten eller anvendes til oplysning for domstolsudpegede psykologer eller psykiatere, så erkender disse nu, at transseksuel identitet eller behov for transvestisme
hos en forælder ikke har nogen negativ indflydelse på hans eller hendes evne til at påtage sig forældrerollen. For at fremkalde en præcis såvel som positiv synsvinkel på spørgsmålet om kønsidentitet, så må transforælderen først sørge for, at hans eller hendes egen advokat ved, hvad det handler om. Han eller hun må derefter give advokaten råderum til at rådgive og til at fremstille sagen. Advokater har typisk gode fremstillings- og kommunikationsevner. Deres uddannelse gør dem også meget fortrolige med, hvilken, hvordan og hvornår information skal fremlægges for retten eller den af retten udpegede psykolog eller psykiatere.

Det foregående er faktisk særdeles gode fremskridt for enhver transforælder. Det stiller imidlertid krav om svar på et særdeles vigtigt spørgsmål. Præcist hvilken information bør en transperson give hans eller hendes advokat? Er det realistisk at spørge advokaten, hvad denne synes er nyttigt, når der skal fremlægges transinformation. De fleste advokater er imidlertid som regel ikke bekendt med kønsspørgsmålet overhovedet, og transforældrene er dermed henvist til selv at vurdere hvilke oplysninger, der vil være mest værdifulde i den konkrete sag. Kortfattethed og relevans er efter min erfaring de mest
vigtige faktorer ved udvælgelse af hvilket materiale, der er relevant for retssager og sagkyndige udtalelser om forældremyndighed. Ingen advokat, dommer eller sagkyndig psykoterapist ønsker at blive druknet i information. At fremlægge for megen relevant information kan få en forælder til at virke manipulerende. Derfor må fremlagt materiale være omhyggeligt udvalgt, kort og letforståeligt. Det bedste materiale angår direkte de foreliggende juridiske spørgsmål. Stiller transkønnetheden sig hindrende i vejen for en forælders evne til økonomisk at forsørge eller på anden måde drage omsorg for sit barn? Desuden, er den pågældende forælder psykisk stabil?

Meget kan opnås ved at samarbejde med en advokat med hensyn til spørgsmålet om psykisk stabilitet. Hvis en transforælder går til psykoterapi eller konsulterer en psykiater, så kan denne efter al sandsynlighed udstede en vurdering eller erklæring, der kan fremlægges vedrørende hans eller hendes mentale situation. Det foregående er almindeligt brugt af advokater i forbindelse med deres fremtræden for retten på vegne af klienten. Hvis der er et eller flere spørgsmål vedrørende sundhed, der ikke er tilfredsstillende besvaret, så er det almindeligt for domstolene at udpege en retsudpeget psykolog eller psykiater til at undersøge den ene eller begge parter. Sandsynligvis er de vigtigste ting at vide om psykologer eller psykiatere udpeget af retten, at disse personer ikke er interesseret i at tage nogen af parternes parti. Deres eneste pligt er sagligt at vurdere en forælders egnethed til at tage vare på barnets tarv og fremsætte en anbefaling overfor retten på grundlag af denne vurdering. Den psykolog eller psykiater, som retten har udpeget, kan være høflig, hvilket imidlertid som regel også er, hvor grænsen for deres venlighed går. En part bør anmode sin advokat om hjælp, hvis der optræder stridspørgsmål eller usikkerhed med hensyn til en psykolog eller psykiater udpeget af retten. Endelig bør man være opmærksom på, at psykologer eller psykiatere udpeget af retten sædvanligvis ikke vil være i besiddelse af nyere viden vedrørende kønsspørgsmål.

Det tidspunkt, hvor en forælders psykiske stabilitet er genstand for vurdering, er ofte et passende tidspunkt for en advokat til at fremlægge korte og relevante oplysninger for retten vedrørende transspørgsmål. Samme information bør efter al sandsynlighed fremlægges for den af retten udpegede psykolog eller psykiater på det tidspunkt, hvor spørgsmålet om kønsidentitet eller transvestisme/transseksualisme bringes op under vurderingsforløbet. Eksempler på materiale, der kan levere information om kønsidentitet
omfatter fotokopier af bogafsnit, professionelle artikler, og brochurer. (En advokat eller kønsekspert kan indstrege eller indramme de afsnit, der omhandler det foreliggende spørgsmål). Transpersonen må også være indstillet på at besvare spørgsmål om sin kønsidentitet, og jeg anbefaler meget, at han eller hun drøfter præsentation af sig selv med en erfaren rådgiver i kønsspørgsmål før dette sker. Det foregående er i særdeleshed vigtigt for enhver, der ikke har adskillige års erfaring i at betro sig til både professionelle og fremmede.

Et af de vægtigste dokumenter en transforælder kan fremlægge til støtte for fremstillingen af kønsspørgsmålet er en “Kønsspecialiseret Mental Helbreds Erklæring”. Af hensyn til kortheden vil jeg kalde den for en “Kønsekspert Erklæring”. En attest er et dokument udfærdiget af en ekspert på sit område, som så er godkendt af nogen med erfaring i at udfærdige juridiske dokumenter. Som kønsekspert med juridisk erfaring har jeg udfærdiget mange af disse dokumenter i forbindelse med sager. Det er min erfaring, at domstolene værdsætter erklæringerne, fordi de giver en relevant gennemgang af den foreliggende situation og er skrevet i et format og et sprog, der gør dem let tilgængelige for retten.

Erklæringen attesterer typisk kønsekspertens egen baggrund, giver et overblik over relevante oplysninger og indeholder henvisninger til akademisk litteratur til støtte for ekspertens iagttagelser. Som det tidligere er nævnt i denne artikel, er fremstilling af spørgsmål omkring kønsidentitet ikke hverdagskost for ret mange advokater. Nogle advokater vil af sig selv søge at fremlægge en fremstilling af kønsidentitet eller transvestisme/transseksualisme direkte sammen med sagens forelæggelse for retten, mens andre bør spørges, hvorvidt et sådant dokument er relevant i den foreliggende sag. Det er min erfaring, at i de fleste sager
er en Kønsekspert Erklæring nyttig, hvis der hersker stor usikkerhed angående spørgsmål om kønsidentitet og transvestisme/transseksualisme.

Undertiden vil både advokater og kønseksperter være usikre på, hvorvidt almindelig information eller bedømmelses information, eller begge skal medtages i kønsekspertens erklæring. Mit råd til advokater er, at en erklæring bør indeholde flere henvisninger til støtte for vurderinger, efterhånden som kønsspørgsmålet voksende betydning bliver åbenlys. Imidlertid er det normalt i de fleste sager, at en generel erklæring vedrørende kønsanliggender er tilstrækkelig, når en erklæring anvendes som baggrund og information alene. Kønseksperter uden juridisk erfaring anbefales at søge bistand hos en advokat, hvis de ikke selv forstår, hvornår og hvordan man formidler information gennem en erklæring.

Jeg har i årenes løb i min egenskab af kønsekspert forestået udfærdigelsen af forskellige erklæringer til retsligt brug. Det er min erfaring, at en grundigt udarbejdet og udformet erklæring i rimeligt omfang vil besvare de spørgsmål, som retten måtte have vedrørende en transgender persons egnethed til at besidde forældremyndigheden. Med mindre retten er usædvanligt forudindtaget, anerkender de fleste dommere, at en forælders kønsidentitet og transvestisme/transseksualisme på linie med en række andre menneskelige betingelser ikke påvirker barnets tarv, når forældrene udøver en samordnet indsats for at varetage barnets tarv. Retsudpegede psykologer og psykiatere kan også synes at mene, at kønsidentitet
og transvestisme/transseksualisme er en hindring for barnets velfærd, men det er imidlertid deres opgave at give retten deres anbefaling vedrørende potentielle problemer. Uanset baggrund vil forældre måske synes, at psykologers og psykiateres anbefalinger til retten er upersonlige eller endog unødigt stærke i ordvalget, men de tjener det alvorlige formål at beskytte børn.

For at mande sig op til at fremlægge kønsekspert information for retten og retsudpegede psykologer og advokater, vil en forælder måske ønske at have en vurdering af sig selv, der specielt evaluerer kønsaspektet. Det gælder især, hvis der er en risiko for, at den tidligere ægtefælle eller dennes rådgiver vil puste kønsspørgsmålet op. En særlig bedømmelse af kønsaspektet kombineret med en almindelig psykologisk bedømmelse kan forhindre fortsat udnyttelse af transpersonen. Hvorvidt og hvornår fremlæggelse af en sådan bedømmelse skal ske, må omhyggeligt besluttes i enighed mellem transforælderen og dennes advokat. I nogle tilfælde, i særdeleshed hvis en transperson aldrig er blevet undersøgt af en kønsspecialist, kan en særlig undersøgelse af kønsaspektet give transpersonen detaljerede iagttagelser og anbefalinger med hensyn til hans eller hendes kønssituation.

Skønt det forekommer yderst sjældent – og det er også dyrt – kan man indkalde en kønsekspert til at udtale sig under et retsmøde. Herved kan den pågældende ekspert udtale sig om kønsspørgsmål i almindelighed, eller fremlægge information om sin vurdering af transforælderen. Enhver førelse af en kønsekspert må nødvendigvis ske i overensstemmelse med en advokats råd. I almindelighed er mit råd til advokater, at førelse af en sagkyndig ekspert kan undgås ved omhyggeligt at fremlægge en ekspert erklæring og andet relevant materiale på et tidligt tidspunkt i sagsforløbet angående forældremyndighed, hvor en oppustning af kønsspørgsmålet forekommer sandsynlig.

Det mest frustrerende, forvirrende og frygtfyldte aspekt ved at være en forælder indblandet i en sag om forældremyndighed er at kommunikere med advokater, domstole, og psykologer og psykiatere udpeget af retten. Jeg har oplevet mange klienter, der er kommet på mit kontor dybt foruroliget, fordi de ikke følte, at deres situation blev forstået, eller at telefonopringninger ikke blev besvaret tilstrækkeligt hurtigt af rådgivere. Andre fastslog, at de ikke rigtigt forstod sagen om forældremyndigheds forløb og mekanisme. Folk føler sig også krænket, når deres kvalifikationer som forældre drages i tvivl. Endelig kan de finansielle omkostninger til advokater og retsudpegede undersøgelser øge alarm niveauet efterhånden som sagen skrider frem mod en afgørelse af forældremyndighedsspørgsmålet. Sådanne følelser er almindelige, når en person kommer i kontakt med det retslige system. Jeg nerkender dette, da jeg har erfaring i både civile sager, straffesager og familieretssager. Som terapeut med regelmæssig forbindelse til den juridiske profession er der en mængde indsigt, jeg har samlet, som en transforældre måske kan have glæde af.

Det er yderst vigtigt at forstå, at den juridiske proces tager sin tid. Til tider virker det, som det varer evigt, alt imens en person prøver at få styr på sit liv. Det anbefales kraftigt at bruge en kalender, så aftaler med psykologer og jurister kan styres så effektivt som muligt. At bruge en kalender giver også folk bedre mulighed for at udnytte fritiden og derved forhindre, at man brænder ud følelsesmæssigt og fysisk. At tage velorganiserede notater under samtaler med andre parter eller rådgivere involveret i sagen anbefales kraftigt. Det vil skabe forbindelse til ting, der blev sagt, men som nemt glemmes i den forvirring en juridisk sag skaber. At lave en liste over spørgsmål, der kan stilles de relevante parter, er også vigtigt, da det kan forhindre væsentlige spørgsmål i at forblive ubesvarede. Endelig, hvis man forsøger at samle materiale til en fremlæggelse for retten, er det uanset materialets karakter på sin plads at huske, at den der fremlægger det bedst organiserede og mest
relevante materiale sædvanligvis slipper bedst fra sagen.

Flemming: Mit liv med Kitt.

Vist 315 gange.
Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Af Tina Thranesen den 23. marts 2002.

Kitts historie.
Mit navn er Flemming og, som det allerede fremgår, lever jeg sammen med Kitt, der er transseksuel. I dagligdagen har vi et liv som så mange andre unge, der lever sammen som mand og kone uden at være gift.
Jeg mødte Kitt den 2. oktober 2001 og har været sammen med hende lige siden. Vi faldt med et brag for hinanden. Måden vi fandt hinanden på? Det var på internettet. 🙂
Nogen vil måske sige, at det ikke kan lade sig gøre, men jeg kan bevidne, at det kan det.

Kitt fortalte mig selvfølgelig, at hun var transseksuel og stod over for en kommende operation.

Det ændrede ikke min opfattelse af hende. Jeg betragter jeg hende som 100 % kvinde – ikke som halvt mand. Og i dag seks måneder senere opfatter jeg stadig Kitt som en kvinde, selv om hun ikke er blevet opereret endnu.

Da vi fik at vide, at Sexologisk Klinik på Riget havde afslået at indstille Kitt til en kønsskifteoperation, blev vi begge er meget kede af det. Men vi er begge enige om at ikke give op.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Det har ikke været noget problem for mig at leve med, at Kitt har den lille ting mellem benene, men jeg ser da helst, at den forsvinder. Det er jo ikke så pænt på en kvinde med en penis eller skæg, som hun stadig har.
Kitt går til epilering for at få fjernet skægvæksten, men det er en langsommelig affære.
Det er heller ikke rart for Kitt; især ikke når vi skal ud. Og så kan det også stikke mig lidt, når vi kysser, og det er ikke så lækkert. Men det er noget, der forsvinder med tiden.

Rent sexuelt har vi det nogenlunde. Vi dyrker mest oralsex til min fordel. Men vi savner selvfølgelig et almindeligt samleje.

Flemming.

Lørdag den 23. marts 2002. Tina Thranesen.

Kitts drømme om fremtiden.

Vist 208 gange.
Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Af Tina Thranesen den 23. marts 2002.

Kitts historie.
Det jeg nok ser meste frem til er at komme i harmoni med en hvis del af min krop – altså at få en kønsskifteoperation.
Jeg siger ikke, at jeg lever et dårligt liv, men min situation lige nu hæmmer mig i at leve det liv, som jeg længes så meget efter.
Når jeg er blevet til den kvinde, som jeg af hele mit hjerte ønsker, kan jeg få ændret mit personnummer.
Uhh – hvor bliver det en stor dag.
Den dag vil mit hjerte smile til hele verden, og jeg glæder mig til at fortælle det til alle, jeg kender.
Jeg glæder mig til at se på min krop med glæde og varme i hjertet i stedet for den sørgmodighed, jeg i dag føler over min krop.

Og så ser frem til at komme af med de frygtelig stramme trusser, som jeg er nødsagede til at bruge for at skjule det, jeg har mellem benene. De stramme trusser er heller ikke gode for huden. De gnaver, og det kan også give udslæt.

Og så glæde jeg mig til at komme i en svømmehal. Det er noget, jeg savner meget. Og ligge på stranden i en bikini i stedet for at være pakket ind, så jeg er ved at dø af varme.

At stå hvid brud i en kirke er en drøm, som jeg inde i mig selv ved, vil gå i opfyldelse.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Jeg føler ikke, at jeg er så krævende i mine drømme. Det, jeg bare ønsker af hele mit hjerte, er at leve et stille og roligt liv sammen med min mand, og at vi sammen kan bestemme, hvad vi vil med vores liv.
Jeg ønsker en normal tilværelse fri for samtaler med forskellige læger og psykologer, “der ved, hvad der er bedst for mig”. Jeg ønsker fred og ro og at være i balance med et vist sted på min krop.

Min drøm er også at komme ind på Danmarks Designskole og blive uddannet som tekstildesigner og få min egen lille biks.

Og børn! Ja det er et meget stort ønske i mit liv. Jeg håber meget, at min mand og vil få lov til at adopterer et lille barn, som vi kan give vores kærlighed til. Jo, jeg drømmer om den lille kærnefamilie.

Ellers drømmer jeg om et normal liv; stille og roligt med fast arbejde og mand og børn.

Lørdag den 23. marts 2002. Tina Thranesen.

Kitts seksualitet.

Vist 255 gange.
Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Af Tina Thranesen den 23. marts 2002.

Kitts historie.
Seksuelt fungerer jeg ikke særligt godt.

Jeg tilfredsstiller min mand seksuelt, men fysisk får jeg ikke selv ret meget ud af det. Alligevel kan jeg blive meget seksuelt ophidset, når vi er sammen. Jeg nyder at tilfredsstille ham. Imidlertid er jeg hæmmet i min udfoldelse, da jeg hele tiden både for ham og for mig selv forsøger at skjule, hvad jeg har mellem benene. Derfor glæder jeg mig enormt til, jeg har fået min operation.

Min mand og jeg snakker meget om det, og han forstår mig. Han nusser mig, kysser mig og kæler for mig. Han er kærlig mod mig, og så er han indforstået med, at jeg ikke kan give mig hen til ham, før jeg er blevet opereret.

Jeg er så glad for, at han kan vente, for vi har det så dejligt sammen.

Når jeg tænker tilbage, så husker jeg, at jeg omkring otte, ni års alderen følte mig tiltrukket af fyre.
Jeg elskede at være sammen med pigerne og lege med dem, men jeg følte mig som sådan ikke tiltrukket af dem.
Den gang var jeg slet ikke klar over hvorfor, jeg fandt fyrene tiltrækkende.
Det var svært at tale med nogen om det, og jeg fornemmede, at det ikke var helt rigtigt, at jeg havede det på den måde.
Jo for mig selv var det ok, men ikke hos andre.

Min første rigtige seksuelle oplevelse havde jeg, da jeg var tretten år. Det var med en fyr fra skolen.
Vi var så forelsket i hinanden. Vi tilbragte al den tid sammen, vi kunne komme til. Han var så sød ved mig.
En dag spurgte han mig, om vi skulle gå i seng sammen.
Det viste jeg ikke rigtig, om jeg havede lyst til det, men sagde til ham, at skulle vi i seng sammen, måtte han altså ikke se mig i skridtet.
Det kunne han ikke forstå, at han ikke måtte.
Jeg forklarede ham, så godt jeg kunne, at jeg følte mig som en pige og skammede mig over det, jeg havde mellem benene.
Han var sød og sagde: “Søde, det skal du ikke tænke på. For mig er du en pige – du er ikke en dreng”.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Det faldt jeg for. For første gang var der en, som så mig som en pige. Det var noget af det største, der var sket for mig.
Vi var sammen i godt to år.
Så var der desværre en anden fyr på skolen, som fandt ud af det.
Han fortalte det til alle de andre elever.
Fyren, som jeg havde været sammen med i to år, nægtede det og fortalte til alle, at det havde han ikke. Han tog afstand fra mig, og til sidst snakkede vi ikke sammen.
Det var rigtig hårdt. Det værste var næsten, at han ikke engang sagde “Hej” til mig, når vi mødtes. Og vi havde ellers haft det så godt sammen.

Et ordenligt sexliv har jeg aldrig haft. Jeg har også haft svært ved at have et forhold.
De, jeg har været sammen med, har efter et stykke tid sagt, at hvis jeg ikke kunne have et sexliv sammen med dem, så syntes de, at vi skulle holde op med at være sammen.
De kunne godt se mit problem, men de havde altså et behov.
Det forstod jeg godt, at de havde.
Men jeg kunne bare ikke. Det virkede forkert, og jeg havde det ikke godt med min krop og kunne ikke overvinde mig selv til at indlade mig i seksuelle forhold.

Jeg kan som sådan godt lide mig selv og min krop, men jeg væmmes hver gang, jer ser eller bliver mindet om det, som jeg har hængende mellem benene. Det er forkert og burde ikke være der.
Derfor har jeg svært ved at indlade mig i intime forhold, for jeg kan jo ikke skjule det helt.

Men hvor har jeg savnet det intime nærvær med en sød fyr.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Fra jeg var femten år til jeg var treogtyve, have jeg tre forhold. Det var alle kortvarige forhold. Det længste holdt i fire måneder.
Den fyr, jeg var sammen med i fire måneder, havde jeg sex med en enkelt gang, men jeg fik det enormt dårligt med mig selv, og forholdet ophørte.
Så sex og forhold er nærmest en by i Rusland for mig. – Lige til jeg mødte jordens dejligeste mand!

Vi mødte hinanden sidste år i oktober måned. Jeg elsker ham af hele mit hjerte. Og så er han så forstående. Han er jordens dejligste mand.

Jeg havde aldrig troet, at der var en fyr, som ville falde for mig – mig som ikke var noget værd og ikke havde noget at byde på.
Men det har jeg, siger han. Jeg har min kærlighed til ham. Og den har han fået – han har fået mit hjerte.

Lørdag den 23. marts 2002. Tina Thranesen.

Kitts hormonbehandling.

Vist 339 gange.
Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Af Tina Thranesen den 23. marts 2002.

Kitts historie.
Det var en kamp, da jeg besluttede, at jeg ville begynde på kønshormoner. Det var ikke så let, som jeg troede. Det tog mig lidt over et år, før jeg fandt en læge, som ville sætte mig i hormon behandling.
Det gjorde han i godt tre måneder. Så meddelte han mig, at han ikke ville for sætte min hormon behandling. Efter hans mening skulle det være Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, som skulle forestod min behandling.
Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Endelig var jeg kommet i gang med kønshormonbehandlingen, og så kunne jeg pludselig ikke mere fortsætte.
Jeg havde ingen kontakt med Sexologisk Klinik på det tidspunkt.
Jeg vidste også, at tog jeg kontakt dem, ville det tage et års tid, inden de ville tage mig i behandling.
Men en af mine veninder, som selv er transseksuel, hjalp mig, så jeg kunne fortsætte min kønshormonbehandling.
I det følgende års tid skaffede hun mig hormonerne.
Så fik jeg endelig kontakt til en gynækolog, som godt ville hjælpe mig. Hun kunne ikke se nogen problemer i, at jeg gerne ville have hormoner, men spurgte alligevel hvorfor.
Jeg fortalte hende, at det var fordi, jeg ønskede at få fortaget en kønsskifteoperation.
Først da gik det op for hende, at jeg ikke var født kvinde. Jeg husker, at jeg var enormt stolt over, at hun ikke opdagede det med det samme.
Hun kørte derefter min hormonbehandling indtil “Riget” overtog den i år 2000. Det er stadig “Riget”, der kører min behandling, og de gennemfører tjek med blodprøver hver tredje måned, så de kan se, om alt er, som det skal være.

Jeg har nu været i hormonbehandling i godt fem år, og kan virkelig se gode resultater.
Hormonerne har gjort, at jeg har fået meget finere og blødere hud. Min talje er blev smallere, og jeg er blevet bredere om hofterne. Mine kindben blevet lidt mere fremtrædende.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Hormonbehandlingen har også haft betydning for mit hår. Jeg har nemlig ikke så høje tindinger som tidligere, og det er jeg meget glad for. Jeg var begyndt at blive bange for, at jeg ville blive skaldet. Men det har hormonerne gjort, at jeg ikke bliver.
Så er jeg også blevet mere rolig, og jeg tager tingene lidt mere afslappet end tidligere. Jeg kan også mærke, at jeg tænker mere over tingene end før. Der er ganske enkelt kommet mere ro i min sjæl.

Hormonbehandlingen har også fordelt fedtdepoterne anderledes, og det har også været et plus for mit udseende og dermed også mit velbefindende.
Men jeg har fundet ud af, at jeg skal passe på hvad og hvor meget, jeg spiser. Hormonerne giver nemlig en stor appetit.
Og så har jeg udviklet mine egne bryster. De er ikke så store, men de er der. Men det tager også seks til syv år, før man er færdig udviklet.
Man bliver også steril af hormonerne, og efter længer indtagelse bliver man impotent. Det har jeg også erfaret.

Det er lidt sjovt, men efter jeg er begyndt på hormoner, har jeg menses – altså psykisk.
I starten af måneden er jeg irretabel, har hovedepine, spiser meget mere, end jeg plejer, og slår ud i ansigtet med bumser.
Det er lidt sjovt at tænke på, at det kan lade sig gøre. Det går man jo ikke og tænker på.

Jeg får 8 mg østradiol og 2 mg dianemite.
Jeg har fundet ud af, er det for mig er meget vigtigt, at jeg tager hormonerne på samme tidspunkt hver dag. Hvis jeg glemmer det, kan jeg blive irritabel og få uro i kroppen.

Det er dejligt, jeg er nået så langt.

Nu håber jeg meget, at det lykkes for mig at få min kønsskifteoperation. Det glæder jeg mig så utroligt meget til.

Lørdag den 23. marts 2002. Tina Thranesen.

Kitts følelser og Sexologisk Klinik.

Vist 264 gange.
Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Af Tina Thranesen den 23. marts 2002.

Kitts historie.
Jeg har altid følt mig som en kvinde. Jeg er en kvinde. Jeg er bare fanget i en mandekrop.

At leve på denne måde er ikke til at klare. Det er noget af det sværeste, man kan forstille sig. Derfor tog jeg kontakt til Sexologisk Klinik i 1996 i håb om, at de kunne hjælpe mig.

Jeg gik derinde i to måneder, hvorefter jeg stoppede, da jeg følte, at det ikke førte til noget. De ville ikke snakke om operation. “Det er nok noget som går over“, sagde de.

Så jeg valgte at stoppe og tænkte, at jeg nok skulle finde på noget, som kunne hjælpe mig videre mod mit mål – en kønsskifteoperation.

Jeg henvendte mig til et hav af læger i håb om, at de ville hjælpe mig med at komme i hormonbehandling. Ja det tog mig over et år, før der var en læge, som ville hjælpe mig med det.

I april 1997 kom jeg i hormonbehandling. Endelig et skridt den rigtige vej. Det var et stort øjeblik for mig.

Men efter tre måneder ville lægen ikke hjælpe mig mere. Han var blevet helt sikker på, at det var “Riget”, som skulle give mig mine kønshormoner. Så stod jeg på bar bund igen og anede ikke, hvad jeg skulle gøre.

Men en veninde trådte hjælpende til og skaffede hormonpiller til mig. Hun “kørte” min hormonbehandling i mere end et år.

Så fandt jeg endelig en læge, som ville overtage min hormonbehandling.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Den 28. februar 2002 var en mærkedag for mig. Dels var det min fødselsdag, men det var også dagen, hvor jeg havde levet som kvinde i syv år. Det var nemlig på min fødselsdag i 1995, at jeg fortalte min familie, at jeg havde valgt at få foretaget en kønsskifteoperation og ønskede at leve som kvinde.

Familien tog det generelt pænt. De eneste, som tog afstand fra det, var min søster og min far. Og det gør de stadig, men det tager jeg mig ikke så meget af. Det er jo mit liv, ikke deres.

I december 1998 fik jeg et tilbud om at være med i en fjernsynsudsendelse “Pernilles univers”. Jeg greb chancen, da jeg fik at vide, at de ville lave en indsamling til hjælp for mig, og at de ville støtte med resten, så jeg kunne komme til Thailand og få foretaget min kønsskifteoperation.

Da jeg havde været med i programmet, blev jeg fejet væk på en ret ond måde med en lille check på 200 kroner. Så der blev ikke nogen tur til Thailand. Jeg havde bestilt billet til Thailand, og det kostede mig dyrt at annullere billetten.

Efter dette nederlag startede jeg i januar 1999 igen på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet i håb om, at der var sket ændringer derinde.

Jeg håbede, at deres behandling af transseksuelle, der ønskede kønsskifteoperation, var blevet bedre siden jeg var der i 1996.
Sexologisk Klinik har ikke det bedste ry, men jeg valgte at tro, at de ville hjælpe mig, hvis jeg startede igen.

Jeg var klar over, at det i hvert fald ville tage lidt over to år, og at der ville blive mange samtaler og undersøgelser. Det var også helt fint. De skal jo lære os at kende.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Det første år ville de observer mig og tage stilling til, om de ville overtage min hormonbehandling. Derefter var planen, at jeg skulle til kontrol på gynækologisk afdeling, hvor der skulle tages blodprøver, så de kunne se, om det hele var, som det skulle være. Herefter ville de beslutte, om de vil indstille mig til operation.

Det var derfor med et stort håb om et positivt forløb, at jeg startede på “Riget”. Der var ganske rigtigt mange samtaler.

Men jeg følte mig ikke tryg over for dem, jeg var til samtale med.

Jeg husker en bestemt samtale med afdelingslæge Rikke Simonsen. Under samtalen med hende sagde hun til mig, at “en succesbehandling for hende ville være, hvis hun kunne få mig til at leve som mand“.

“Det er der overhovedet ingen chance for”, sagde jeg til hende.

Så sagde hun ydermere, at de var meget imod at give lov til operationer, men de kunne jo ikke forhindre nogen, som absolut ville have fortaget operationen, i at få det“.

Som nævnt, så følte jeg mig ikke godt tilpas ved forløbet eller tryg under samtalerne på “Riget”. De var så kolde og stive i det, og jeg brød mig heller ikke om de kolde og sterile lokaler samtalerne foregik i. Og da jeg ikke var tryg, så åbnede jeg mig ikke rigtigt op over for dem under samtalerne og fortalte dem kun det, som jeg synes, at de skulle vide om mig.

Jeg spekulerede også på, hvad de var der for, hvis de ikke bakkede op om ønsket om en operation. Ja – jeg vil godt vide, hvad de egentlig tænker derinde, men det er nok kun guderne, der ved det.

Endelig skete der noget. I august 2000 blev jeg henvist til Plastikkirurgisk Afdeling på Rigshospitalet. Jeg blev så lykkelig. Endelig skete der noget godt.

Jeg så meget frem til at talt med kirurg, Søren Partoft.

Under konsultationen hos ham, sad vi afslappet og snakkede om, hvordan det hele ville forgå. Han viste mig billeder af nogle af dem, som han havde opereret, og jeg må sige, at det var flotte resultater.
Han viste mig også de forskellige ting, der skulle bruge efter operationen, blandt andet en slags dildo. Den skulle jeg efter operationen føre ind i min nye skede, dels så den kunne udvide sig, og dels forhindre, at skedevæggene groede sammen.

Til sidst sagde han, at han ville skrive mig op til operationen, men at der ville nok gå et til to år på grund af den lange venteliste.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Det var lykken. Endelig udsigt til at få den operation, som jeg havde ønsket mig lige så lang tid tilbage, jeg kunne huske. Så gjorde ikke noget, at der var et til to års ventetid. De ville jo gå hurtigt.

Bare det, at jeg var kommet så langt, at jeg var skrevet op til operationen, var det eneste, jeg tænkte på.

Jeg nærmet svævede på en lyserød sky, da jeg gik fra mødet med Søren Partoft.
Jeg gik fortsat til samtaler på Sexologisk Klinik.

Når jeg var til disse samtaler, fik jeg hver gang en følelse af, at det var meget vigtigt, at jeg ikke sagde noget forkert. For tænkt, hvis det ville skade mig.

Det var ikke rart at have sådanne følelser, for det bedste ville jo være, hvis jeg følte mig tryg og godt tilpas under samtalerne, men det gjorde jeg ikke. Dem, jeg var til samtaler hos, evnende ikke at skabe tryghed omkring sig.

Det undrede mig også, at det var afdelingslæger, som jeg var til samtale hos. Jeg havde forventet, at det var psykologer med speciale i sexologiske forhold, men det var det altså ikke.

Så blev jeg sendt til en halslæge på Bispebjerg Hospital. Jeg skulle have målt mit stemmebånd med henblik på, at jeg skulle gå til taleundervisning.

Halslægen fortalte, at en normal kvindestemme lå mellem 165 og 195.

Han målte min til 171 – altså lige midt i området og sagde, at jeg havde en flot pigestemme.

Det gjorde mig så glad, så glad, da han fortalte mig det, og endnu mere, da han fortsatte med at sige, at der ikke var nogen grund til, at jeg skulle have taleundervisning.

Jeg var altså enormt glad, og det passede mig så fint, at jeg ikke skulle gå til taleundervisning. Jeg var og er nemlig glad for min stemme. Den er ikke for mørk. Min stemme er en pigestemme, som er lidt hæs, og det kan jeg godt lide.

Jeg kan i det hele taget godt li’ mig selv, min stemme og mit udseende. Det eneste, jeg ikke under nogen omstændigheder bryder mig om, er den ting, jeg har mellem mine ben. Den væmmes jeg virkelig ved.

Lægerne var under samtalerne mest interesseret i, hvordan jeg havde det med min familie og hvordan min barndom havde været.

Lægerne virkede ikke særligt seriøse eller kompetente.

På dette tidspunkt var mit forhold til familien ret anspændt. Det fortalte jeg dem om, og også om, at jeg havde haft en hård barndom og ungdom.

Det fortolkede lægerne helt forkert. De havde slet ikke forståelse for min situation.

De gav udtryk for, at dette havde resulteret i, at “der var et lille barn inde i mig, som ville ud. Og at det jeg havde oplevet som barn og som ung, var grunden til, at “jeg” havde levet mig inde i den identitet, jeg har i dag“.

De glemte blot eller ville ikke forstå, at jeg altid i hele min sjæl har været en pige, og at det ikke var noget, som var kommet som resultat af min opvækst.

Men det vidner jo netop om, hvor meget eller nærmere hvor lidt, de har lyttet til mig, og hvor lidt de har forstået mig.

Mange gang har jeg banket i bordet inde på klinikken og sagt til dem, at jeg ikke ville holdes for nar. Og som tiden gik følte jeg, at de kun trak tiden unødigt ud. Jeg har også flere gange sagt til dem, at jeg gerne snart ville se nogle resultater.

Men de fortalte mig blot, at jeg “bare skulle tage det helt roligt, for det hele skulle nok gå“.

Og det får det til at gøre ekstra ondt i mig, at det efter deres mening vil være det bedst for mig at jeg ikke bliver opereret.

Det, de gør, er ondt. De nægter mig det, som jeg ønsker af hele mit hjerte.

De kan ikke have taget mig særlig seriøs på Sexologisk Klinik, når de har truffet beslutning om, at jeg vil have bedst ved ikke at blive opereret, men at leve som en mand.

Jeg var jo nået så langt. Tre år varede det. I tre år håbede og troede jeg, at de på Sexologisk Klinik ville indstille mig til den operation, jeg ønsker højest af alt.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Jeg skal love for, at jeg bare skulle tage det roligt. Det eneste jeg fik ud af det var et “NEJ“. Og så med den begrundelse, at jeg “var usikker og ikke var i balance og ville have bedst af at leve som en mand“.

Hvor kunne de give mig afslag? Det er da ikke let at være i “ingen-mands-land”, og leve i en krop som piner én hver dag.

Jeg føler ikke, at de har lyttet til mig eller gjort noget for at sætte sig ind i min situation og mit inderste ønske. Men jeg er jo også bare en lille pige, hvis største ønske er at være kvinde.

Jeg har brugt mange år på at få opfyldt mit inderligste ønske og vil gøre ALT for, at det skal gå i opfyldelse.

Det er efterhånden mange år, jeg har brugt på det, og så ender det med, at Sexologisk Klinik ikke vil indstille mig til operationen.

Men om nødvendigt bruger jeg lige så mange år igen.

Sexologisk Klinik vil de nok sige, at jeg ikke er seriøs. Men hvordan fanden kan de komme til den konklusion, at jeg ikke er seriøs nok. Det kan jeg ikke forstå i min lille hjerne. Men det skal jeg nok heller ikke, hvis det står til dem inde på Sexologisk Klinik.

Mit mod, mit håb og min viljefasthed har jeg stadig, og jeg tror stadig, at det til sidst lykkes for mig at få den operation, som vil gøre mig til den kvinde, jeg fra lille pige altid ønsket at være.

Lørdag den 23. marts 2002.
Tina Thranesen.

Kitt som barn og ung.

Vist 347 gange.
Kitt

Kitt

Af Tina Thranesen den 23. marts 2002.

Kitts historie.
Når jeg sidder her og tænker tilbage på, hvordan jeg var som lille, så undrer det mig, at der ikke var nogen i min familie, som kunne se, at det bedste for mig ville være, hvis jeg var født som pige.

Jeg husker mig selv som en meget åben lille dreng/pige, som havde smag for livet. Vi var fire søskende – tre drenge og en pige. Mine to mindste brødre var tæt knyttet til hinanden, og på samme måde var min søster og jeg meget tæt knyttet til hinanden.
Det var meget sjældent, at jeg legede med mine brødre. Det sagde mig ikke rigtig noget.
Jeg ville heller lege med pigerne. Det var mere naturligt for mig, for jeg opfattede mig selv som en pige og bestemt ikke som en dreng.
Jeg legede med dukker og legede teselskab, satte hår og sminkede de andre.
Kunne jeg komme til det, rendte jeg altid i pigetøj. Lige så langt tilbage, jeg kan huske, har jeg altid følt, at der var et eller andet i vejen. Noget, der ikke var, som det skulle være. Jeg kunne ikke forstå, at der blev snakket med store bogstaver til mig, når jeg havde pigetøj på. “DET ER IKKE NORMALT”, sagde mine forældre.

Kitt

Kitt

Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke måtte gå i pigetøj, når min søster måtte. Jeg var jo også en pige.
Senere fandt jeg ud af, at jeg var ikke var født som en pige, men havde en drengekrop.
Det meste af min skolegang var et helvede. Jeg blev kaldt de mest frygteligste navne; navne, som jeg end ikke i dag kan få mig selv til at sige. Jeg blev banket i frikvartererne, spyttet på og låst inde i skabe på skolen. En gang var der et par drenge, som trykkede mit hoved ned i en wc-kumme, hvor der ikke var skyllet ud.
Jeg blev bange for at gå i skole, for jeg viste aldrig, om jeg ville få tæv, eller hvad de ellers kunne finde på at gøre ved mig.
Min søster var i skoletiden en stor støtte for mig. Altid hjalp hun mig og reddede mig for mange ubehageligheder, men hun kunne jo ikke altid være der og redde mig.
Jeg begyndte derfor at slå fra mig, men det gav også problemer, for lige pludselig blev jeg stemplet som vanskelig og voldelig.

Kitt

Kitt

Så jeg blev sendt på kostskole i et år. Det var jeg ikke glad for. Jeg var kun 10 år.
Jeg husker, at der var en elev, som ikke kunne lide mig. Jeg var efter hans mening alt for piget. En dag, da jeg lå inde på mit værelse, kom han ind til mig og begyndte at banke mig i hovedet med en sko samtidig med, at han sagde, at hvis jeg var en tøs, så ville jeg græde. I omkring tyve minutter slog han mig i hovedet med skoen. Men jeg græd ikke. Den glæde skulle han ikke have. Men fuck hvor havde jeg ondt i hovedet flere dage efter.
Jeg var på kostskolen i lidt over et år, hvorefter jeg kom på en ungdomsskole. Først troede jeg, at det hele ville blive bedre. Men “nej”. Det var stadig ikke særlig sjovt at være mig.
På ungdomsskolen var mopperiet også slemt. Der var da gode stunder, om end der ikke var så mange.

Efterhånden var jeg blevet moppet så meget, at jeg lukkede mig inde i mig selv. Der var ikke nogen, som kunne komme ind på livet af mig, Jeg var blevet en mur og var opsat på, at der aldrig mere skulle være nogen, som kunne såre mig.
Selvfølgelig kunne de såre mig og gjorde det også, men ikke på samme måde som tidligere. Jeg fik det sådan, at blev der sagt noget sødt eller pænt til mig, så tvivlede jeg på, at det kunne være ærligt ment, og stolede ikke på, hvad de sagde. Hvorfor skulle jeg gøre det? De fleste kunne jo ikke lide mig.
Værre var det også, at jeg selv begyndte mene, at jeg var et meget dårligt menneske, som ikke kunne finde ud af noget som helst, og at det måtte være min egen skyld, at de var så onde mod mig.
Min mor forsøgte altid at hjælpe og støtte mig. Det gjorde min far ikke så tit. Han drak meget, og det gik ud over min mor og os børn. Han slog ofte vores mor,
og når vi ville hjælpe hende, fik vi os en lampen.
På min fars side af familien blev der drukket ret meget. På min mors side var alkohol derimod noget, som man kun nød til festlige lejligheder.
Det var ikke let at vokse op i min familie. Vi havde problemer derhjemme, fordi min far drak meget, og fordi jeg havde problemer i skolen.

Kitt

Kitt

Da jeg var tolv år, prøvede jeg at tage mit eget liv. Det hele blev for meget for mig. Jeg kunne ikke holde til det pres, jeg var udsat for ved hele tiden at blive mobbet og gjort til grin.
Det er noget af det sværeste, jeg nogen sinde har oplevet, og jeg ønsker det ikke for nogen – ikke engang for dem, som jeg ikke bryder mig om.
Men det har gjort mig til den stærke person, som jeg er i dag. Men jeg er stadig meget indelukket. Der er ikke særligt mange, som kommer helt ind til mig.
Medens jeg skriver dette, dukker en erindring frem. Det var to fyre fra skolen, som absolut ikke kunne lide mig. De tvang engang min søster og mig med ud på en mark ved stranden, hvor fiskerne tjærede deres garn. Den ene holdt min søster, medens den anden sparkede og slog mig. Til sidst lå jeg blot grædende på jorden. Så tog han en stor tjæretønde, som han trillede hen over mig, så jeg troede, at jeg blev mast helt i stykker.
Min søster måtte bære mig hjem. Mine forældre kontaktede drengenes forældre, men de sagde bare, at det kunne deres drenge ikke finde på, og at det var mig, som var fuld af løgn.

Jeg har altid følt mig som pige og gør det stadig. Jeg er en pige. En kvinde fanget i en mandekrop.

Lørdag den 23. marts 2002. Tina Thranesen.

Forord til artikelserie om Kitt.

Vist 498 gange.
Kitt

Kitt

Af Tina Thranesen den 23. marts 2002.

Foran mig sidder en køn ung kvinde. Selv om hun har cowboybukser på, udstråler hun femininitet.
Den unge kvinde er Kitt. Men hendes ydre fortæller ikke hele sandheden om hende.
Det er netop grunden til, at jeg er på besøg hos hende og hendes kæreste, Flemming, som hun lever og bor sammen med.

Da Kitt for 27 år siden blev født spillede højere magter falsk. Et uægte kort blev smidt på bordet. Kitt opdagede hurtigt falskspillet og hendes familie og bekendtskabskreds har også opdaget, at der blev spillet falsk.
Men der er stadig nogen, som nægter at indse, at der blev spillet med falske kort, da Kitt blev født, selv om falskspillet er indlysende.

Kitt’s fulde navn er Kelli Kitt Skotte. Hun er oprindeligt døbt med et traditionelt drengefornavn, men fik for nogle år siden navneskift til det kønsneutrale Kelli, der må bæres af både drenge og piger.

Kitt rejser sig og begynder at lave kaffe. Som hun går omkring i det lille køkken, får jeg rig mulighed for at se hende fra flere vinkler – forfra, fra siden og bagfra.
Hun er slank, omkring 170 cm. høj og har en velformet kvindelig krop med lidt små bryster. Håret er kortklippet. Hendes hænder er smalle og hendes fødder er omkring størrelse 39.
Kitt sludrer lystigt, medens hun får gang i kaffemaskinen. Hendes stemme er behagelig at høre på med en charmerende lille hæs klang, der kun gør det mere interessant at lytte til hende.
Kitt er en pige, som enhver mand vil dreje hovedet af led og kigge efter, hvis han møder hende på gaden; og som store drenge vil pifte efter.

Men som jeg nævnte, så blev der spillet falsk, da Kitt blev født – hun blev nemlig født i en drengs krop.
Når jeg kigger nærmere efter, kan jeg godt se, at Kitt har nogle træk i ansigtet, som er lidt maskuline, ligesom jeg kan ane en svag mørk skygge i huden på hendes kæbeparti, der vidner om, at hun er nødt til at barbere sig. Og jeg må erkende, at hendes stemmes hæshed og dybde skyldes, at hun er fanget i en ung mands krop.
Men det er alligevel svært at forlige sig med denne kendsgerning, når den samlede fremtoning så tydelig er en ung kvindes og stemmen trods sin dybde og hæshed alligevel lys som en kvindestemme.
Skulle jeg, hvad der faktisk er umuligt, se på Kitt som en ung mand, vil jeg betegne fremtoningen som lille og spinkel, ja nærmest kvindelig.

Da vi har sludret et par timer klæder går Kitt ind i sit soveværelse og kommer kort efter tilbage iført en flot kort kjole, der klæber til hendes slanke velformede og yderst kvindelige krop. Hun har selv syet den.
Det giver mig også mulighed for at se, at hun har pæne, velformede ben.
Iført nylonstrømper og kjole og med et par sko med stilethæle bliver hun endnu mere feminin at skue.

Kitt

Kitt

Som aftenen skrider frem fortæller Kitt mig sin livshistorie.
Hun har ikke haft en udpræget lykkelig opvækst. Alligevel eller måske netop derfor får jeg indtryk af, at hun er meget afklaret omkring sin specielle situation. Det er helt tydeligt, at hun opfatter sig selv som en pige. Ja faktisk vil det virke underligt, hvis hun ikke gjorde det. Derfor er hendes ønske om at få foretaget sin kønsskifteoperation også forståelig.
Kitt fortæller også om, hvordan hun kom i gang med at tage kvindelige kønshormoner og om, hvordan hun oplevede sine konsultationer på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.

To dage før denne samtale fandt sted havde Kitt på Sexologisk Klinik fået besked om, at de ikke ville indstille hende til den operation, som skulle rette op på det falskspil, som naturen spillede, da hun blev født.
Skuffelsen og fortvivlelsen lyser ud af Kitt, men samtidig udviser hun en fast beslutsomhed om, at det sidste ord ikke er sagt.
Kan de ikke på Sexologisk Klinik indse, at de ikke har fattet spor og overhovedet ikke har forstået hende, så vil hun søge andre udveje!
Det betyder en operation i udlandet – formentlig i Thailand, hvor de sidder inde med nok verdens største ekspertise på området.

En operation i udlandet er dyrt – omkring 75.000 kroner, og så mange penge har Kitt ikke.

Det blev et langt besøg med en lang samtale, hvorunder Kitt fortalte mig sin livshistorie. Det var midt på natten, inden jeg brød op og kørte hjem.
Men da var min beslutning også klar.
Der er i mit sind ingen tvivl om, at Sexologisk Klinik har taget gruelig fejl.

Kitt og jeg besluttede os for at fortælle hendes livshistorie og hendes kamp for at få sin kønsskifteoperation.
Vi aftalte, at hun skulle nedskrive alt, hun kunne huske om sig selv, og at jeg skulle redigere det og skrive historien om hendes liv og hendes livs kamp.

Når du har læst artiklerne om Kitts historie og set billederne af hende, vil du være klar over, at Sexologisk Klinik har taget fejl

Lørdag den 23. marts 2002.
Tina Thranesen.