Kvindernes Blå Bog 2015

Vist 0 gange.
Kvindernes Blå Bog 2015

Kvindernes Blå Bog 2015

Titel Kvindernes Blå Bog 2015
Forfatter Forskellige
Udgivet af FIU-Ligestilling
Udgivet Efteråret 2015
Sprog Dansk
Antal sider 192

Kvindernes Blå Bog blev startet og kørte som projekt i årene 2007 – 2012, for at sætte fokus på og synliggøre kvinder, der har gjort noget betydningsfuldt.

FIU-Ligestilling besluttede at udgive en jubilæumsudgave (Kvindernes Blå Bog 2015) i forbindelse med 100 året for kvinders valgret.
Jubilæumsudgaven har et særligt fokus på at synliggøre fagligt aktive kvinder. Dog er det ikke et kriterium, at de nominerede er fagligt aktive.
I bogen er optaget 174 kvinder.

Bogen kan ikke købes og er trykt i begrænset oplag.

I Kvindernes Blå Bog 2015 er optaget en transkvinde – nemlig Kirsten Mols – med denne begrundelse:
Kirsten Mols

Kirsten Mols

Kirsten Mols (KM) har som en af de få transpersoner med en lederstilling i en stor dansk virksomhed sprunget ud på jobbet såvel som privat. KM optræder jævnligt i medierne med sin historie, og med sin åbenhed bidrager hun til at synliggøre transpersoner, og gøre opmærksom hvilke barrierer for ligestilling transpersoner møder.

Hun har tillige deltaget i aktivistiske tiltag, i regi af LGBT Danmark, i kampen for transkønnedes rettigheder, herunder kampen for retten til juridisk kønsskifte uden krav om kønskorrigerende operation og hormonbehandling. Kirsten kæmper for retten til at blive anerkendt, som den man er, uanset hvordan man ser ud eller klæder sig. F.eks. er det ikke hver dag, hun gider “klæde sig som en kvinde”. “Det gider kvinder ikke altid, og så går jeg på arbejde i noget afslappet tøj og uden paryk og måske bare med lidt eller ingen makeup”, siger Kirsten Mols i artikel i Information 20.4.2012. På den måde bidrager hun til den klassiske feministiske kamp for, at det er den enkelte kvinde, og ikke omgivelserne, der skal bestemme, hvad det er for hende at være kvinde.

KM er aktiv med foredrag og gæsteforelæsninger om at være transkønnet, at springe ud og leve som transkvinde. Hun har også arbejdet med LGBT-Danmarks rådgivning, og her har hun bl.a. af flere omgange rådgivet tillidsvalgte om inklusion af transkønnede på arbejdspladsen, ligesom KM har bidraget med sin viden om mangfoldighed og rummelighed til et seminar i 3F. Tilhørere til KM’s oplæg fortæller, at KM forklarer om transkønnethed på god og forståelig måde, og at hun skaber et trygt rum, hvor deltagerne får mulighed for at stille spørgsmål og blive klogere. KM gør således et vigtigt uddannelsesarbejde, som er utroligt værdifuldt i forhold til at bringe viden om og ligestilling for transkønnede ud på arbejdspladserne.

* * *
Omtale af bogen hos FIU.
Tidligere årgange af bogen kan læses online.

Et liv i det andet køns klæder. Radioudsendelse på DR P1 den 11. november 2013 kl. 1130.

Vist 0 gange.
Det i mandfolksklæder, bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck

Det i mandfolksklæder, bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck

Omtalen af radioudsendelsen indledes således:
“Hun kunne ikke få arbejde fordi hun var gift, hun måtte ikke rejse uden sin mands tilladelse og i det hele taget var der ikke mange muligheder for den unge tjenestepige Ellen Maria i 1780ernes København.

Hun drog derfor til Kiel og købte en mandsdragt, spændte brysterne ind, svøbte et skærf om taljen og på en mark fandt hun et kohorn, som gjorde det muligt at tisse stående som et mandfolk. Hun blev oplært som skræddersvend og så rejste hun ellers ud på eventyr i Europa sammen med de andre omvandrende håndværkersvende.”

* * *
Udsendelsens tilrettelæggelse og radiovært: Susanna Sommer.
I udsendelsen medvirker Kirsten Mols og seniorforsker ved Rigsarkivet, Tyge Krogh.

DR P1 den 11. november 2013 kl. 1130 om radioudsendelsen: Et liv i det andet køns klæder.
Direkte link til radioudsendelsen.

* * *
Udsendelsen handler om E. M. Stokkenbeck. Hun har beskrevet sit liv med hovedvægten på sin tid som omrejsende skræddersvend i en selvbiografisk fortælling – i et såkaldt skillingsskrift: Det i mandfolksklæder, vidt bereiste Fruentimmer.

Skillingsskriftet i en nudansk oversættelse på Vidensbanken.

Det er kærligt ment

Vist 0 gange.
Det er kærligt ment

et er kærligt ment

Titel Det er kærligt ment
Forfatter Bjarne Henrik Lundis
Forlag Sidespejlet
Udgivet 1. juni 2013
Sprog Dansk
Antal sider 175
ISBN-13 9788799621897

Bøsser og lesbiske er gået fra at være usynlige over at blive accepteret til i dag at være en aktiv og vigtig del af samfundet. Det samme kæmper transkønnede og biseksuelle nu for. I historieskrivningen fylder de fire minoriteter dog fortsat meget lidt.

Det gør bogen “Det er kærligt ment” noget ved. Den handler netop om bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede. I daglig tale kaldet LGBT-miljøet.

24 personer i alderen 20 til 70 år fortæller om deres liv.
Vi møder den lesbiske frontkæmper, Susanne, som i 1970’erne var med til at stifte Lesbisk Bevægelse. Den unge bøsse, Kasper, som er politibetjent. Poul, som har skiftet navn til Kirsten Mols, og som lever åbent som transkønnet. Den 65-årige biseksuelle, Vivi Jelstrup, som i dag er formand for LGBT Danmark.

Bogen kommer ind på, hvordan det er at være lesbisk med anden etnisk baggrund end dansk, at være homoseksuel og kristen og om at være regnbuebarn, som er vokset op med homoseksuelle forældre. Og bogen har fokus på, hvorfor der er så få åbne homoseksuelle topchefer i dansk erhvervsliv og slet ingen i danske topfodbold, og om hvad HIV og AIDS har betydet for LGBT-miljøet osv.

Bogen er blevet til i samarbejde med LGBT-Historisk Værksted.

* * *
Omtale af bogen hos Saxo, hvor den også kan købes.
Omtale af bogen hos Arnold Busck, hvor den også kan købes.

Folkets nytårstale 2012 af Kirsten Mols den 26. december 2012.

Vist 91 gange.
Folkets nytårstale 2012.

Folkets nytårstale 2012.

I sin nytårstale harcelere Kirsten Mols over samfundets holdning til de lave kaster i det danske kastesystem og ønsker godt nytår til alle.

Kirsten Mols er transkvinde, produktionschef i Coop Danmark og meget åben om sin transkønnethed. Hun har medvirker i flere fjernsynsudsendelser, har holdt mange foredrag og har med sig selv som eksempel ydet et stort oplysningsbidrag om transkønnethed og dermed været med til at fremme forståelsen for transkønnede
i befolkningen – til gavn for alle transkønnede.

Stafetten. Kirsten Poulsen (navneskiftet til Kirsten Mols) den 20. maj 2009. Det rammer mig som et kølleslag. Sender mig til tælling.

Vist 1.114 gange.
Kirsten Poulsen. Foto: Maud Frisenfeldt.

Kirsten Poulsen. Foto: Maud Frisenfeldt.

Af Kirsten Poulsen (navneskiftet til Kirsten Mols), der modtog stafetten fra Erik Hansen.

Det rammer mig som et kølleslag. Sender mig til tælling. Jeg kan ikke tænke. Sorg. Tomhed.
Det sker med mellemrum. Den dybe sorg, at jeg aldrig kan blive den, som jeg allerhelst vil være.
Men hvem vil jeg være? Kvinde, ja. Men hvilken kvinde? Smuk, flot og helt uden tvivl kvinde.
Hvordan kan jeg nogensinde blive det, når jeg er født mand? 180 cm høj, uden stiletter? Med for meget hår de forkerte steder, og for lidt hår de rigtige steder?

Skulle jeg ikke bare glemme det? Være tilfreds med livet som mand, ægtefælle og far? Er det ikke fuldstændig skørt og sindssygt, at ville ofre ægteskab, familie og måske materiel velstand?
Men jeg kan ikke glemme det. Kvinden i mig er stærk, og hun vil ud. Hun vil vise, at hun er der, og at hun kræver sin ret. Sin ret til at være. Sin ret til at leve det liv hun gerne vil. Med de mennesker omkring sig, som hun holder af og som holder af hende. Dem som kun kender kvinden, men også de som kender begge. Og de, som ikke kender kvinden endnu, men som forhåbentlig finder styrken til at acceptere hende – eller bare at acceptere hendes eksistens.

Beslutningen er truffet. Efter et liv på snart 52 år, med mange års kamp for at forstå hvem jeg er. Hvilke livsvilkår jeg har. At acceptere, at jeg kan føle mig som kvinde, trods anselig fysisk størrelse. At være ligeglad med, hvordan offentligheden opfatter mig. At færdes som kvinde når og hvor det passer mig. At opføre mig, som om min ret til at være her er soleklar og indiskutabel.
For det er den. Jeg HAR ret til at være den jeg er. Hvis nogen mener noget andet, er det dem, der er noget galt med. Ikke jeg. De må finde sig i mig, for jeg forsvinder ikke. Man kan tage meget fra mig. Men så længe min hjerne fungerer, kan man ikke tage min kønsidentitet og mine grundlæggende værdier fra mig.

Vejen til beslutningen har været lang og vanskelig. Jeg har gennemgået hele registret af følelser. I starten, som 5-årig, forvirring og usikkerhed. Hvad var det for noget med mig? Hvorfor kunne jeg ikke lade min vens søster sko være? Hvorfor gik jeg i min mors klædeskab og “lånte”. Hvorfor havde jeg små bryster (som desværre aldrig voksede sig helt store og flotte)? Hvorfor var jeg den eneste i hele verden som var sådan?
Som 11-årig, ved læsning af “Den lille Lyserøde”, en aha-oplevelse. Der var noget, som hed transvestitter! Nå. Det var det, jeg var. Senere gik det op for mig, at det ikke bare var det med tøj. Der var noget mere. Det ubehag, der var ved at opføre sig som manderollen påbød. Den eneste i familien, som ALDRIG klædte sig i jakkesæt og slips til fester. Som ikke ville give sin mor et billede af mig som soldat – det var bare for slemt. Hvorfor så være soldat? Det var min traditionelle opdragelse, som havde udstyret mig med den pligtfølelse, som gjorde, at jeg ikke kunne leve med at snyde mig fra den del. Men soldatertiden gav mig et skub til at bevæge mig yderligere væk fra manderollen. Så jeg kan faktisk ikke sige, at tiden var spildt. Jeg må se tilbage og konstatere, at det var en værdifuld oplevelse, som gav mig mere klarhed.
Skyldfølelse over at være utilfreds med mit fødte køn. Skyldfølelse over at have kæmpet mod mine inderste tilskyndelser. At have indgået ægteskab, sat børn i verden. Det ægteskab jeg nu ønsker at opløse. De børn, som jeg elsker, og som nu kommer til at se mig i et andet lys.
Angst for, at mine elskede børn vender mig ryggen.

Undervejs søgte jeg assistance på Sexologisk Klinik. Hjælp til at sortere mine tanker og følelser, til at få styr på mit liv. Det var blevet uoverskueligt. Det gik mig på, både fysisk og psykisk. Svimmelhed, tinnitus, rysteture, grådanfald. Og så alle tankerne om skyld.
Det startede med at blive værre. En psykolog, som begik overgreb. Optrådte konkluderende og fordømmende. “Det er en perversion, du kan få medicin til at tage toppen af lysten, og du må overveje hvor meget din egoisme skal ødelægge for andre.” Det var 3 sætninger som faldt under den første samtale. Jeg var nærmest apatisk og i chok.

Kirsten Poulsen. Foto: Maud Frisenfeldt.

Kirsten Poulsen. Foto: Maud Frisenfeldt.

Det som reddede mig var, at jeg altid holder aftaler. Og jeg havde en aftale med Malene lige efter samtalen. Malene som jeg skulle møde for første gang. Malene som havde kontaktet mig efter min præsentation i NGP Network. Hun ville gerne have mig til at stille op på et møde i sit kvindenetværk sammen med Erik Hansen. For at debattere køn.
Malene er, hvad de fleste vil kalde, en helt normal kvinde. For mig er hun et ganske særligt og vidtfavnende menneske, og mødet med hende blev på mange måder et vendepunkt i mit liv, som har åbnet døre til mange nye venskaber og bekendtskaber. Vi fattede umiddelbart sympati for hinanden, og vi var meget åbne overfor hinanden. Malene var rystet over min oplevelse, og gav mig psykisk førstehjælp. Det gav mig modet tilbage.
Jeg kontaktede psykologen telefonisk et par dage efter. Jeg bad hende lytte uden at afbryde mig, og fortalte hende stille og roligt, men tydeligt, hvordan jeg havde oplevet samtalen med hende. Derefter var der en meget lang pause. Samtalen sluttede med, at psykologen udtalte, at hun ville tage min kritik til sig. Ved næste samtale var der kommet ny behandler på sagen. Den samtale var noget anderledes end den første, selv om jeg stadig oplevede at klinikken var forudindtaget. Men de følgende samtaler blev gode og værdifulde oplevelser, som sammen med andre positive hændelser, har hjulpet mig til at træffe min beslutning.

Jeg har en fantastisk appetit på fremtiden. På at leve i overensstemmelse med min natur. At være der for mine venner. At være der for mine børn, måske på en ny måde. Som jeg tror er en bedre måde.
Jeg er også lidt stolt over at være nået frem til en beslutning. Beslutningen om at kvinden i mig skal fylde alt det hun vil. Ingen operation til mig. Nej tak. Jeg har ikke behov.
Med garanti for det perfekte resultat, så er tanken voldsomt tiltrækkende. Men jeg ved, at det rigtige for mig er at være kvinde med hjernen og i påklædning. Men rigtige bryster, nul hår de forkerte steder – jo tak! Så jeg ved godt, hvad en evt. lottogevinst skal bruges til.

Det er nogen tid siden at sorgen og tomheden har ramt mig. Det vil ske igen. Men jeg tror det vil ske sjældnere og sjældnere, og med lidt held ebbe ud.
Jeg glæder mig til at tage hul på resten af mit liv, og at møde jer alle sammen derude. Lad os gøre livet til en fest!

Stafetten er videregivet til Malene Sakskilde.

* * *
Oversigt over stafetartikler.