Flemming: Mit liv med Kitt.

Vist 315 gange.
Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Af Tina Thranesen den 23. marts 2002.

Kitts historie.
Mit navn er Flemming og, som det allerede fremgår, lever jeg sammen med Kitt, der er transseksuel. I dagligdagen har vi et liv som så mange andre unge, der lever sammen som mand og kone uden at være gift.
Jeg mødte Kitt den 2. oktober 2001 og har været sammen med hende lige siden. Vi faldt med et brag for hinanden. Måden vi fandt hinanden på? Det var på internettet. 🙂
Nogen vil måske sige, at det ikke kan lade sig gøre, men jeg kan bevidne, at det kan det.

Kitt fortalte mig selvfølgelig, at hun var transseksuel og stod over for en kommende operation.

Det ændrede ikke min opfattelse af hende. Jeg betragter jeg hende som 100 % kvinde – ikke som halvt mand. Og i dag seks måneder senere opfatter jeg stadig Kitt som en kvinde, selv om hun ikke er blevet opereret endnu.

Da vi fik at vide, at Sexologisk Klinik på Riget havde afslået at indstille Kitt til en kønsskifteoperation, blev vi begge er meget kede af det. Men vi er begge enige om at ikke give op.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Det har ikke været noget problem for mig at leve med, at Kitt har den lille ting mellem benene, men jeg ser da helst, at den forsvinder. Det er jo ikke så pænt på en kvinde med en penis eller skæg, som hun stadig har.
Kitt går til epilering for at få fjernet skægvæksten, men det er en langsommelig affære.
Det er heller ikke rart for Kitt; især ikke når vi skal ud. Og så kan det også stikke mig lidt, når vi kysser, og det er ikke så lækkert. Men det er noget, der forsvinder med tiden.

Rent sexuelt har vi det nogenlunde. Vi dyrker mest oralsex til min fordel. Men vi savner selvfølgelig et almindeligt samleje.

Flemming.

Lørdag den 23. marts 2002. Tina Thranesen.

Kitts drømme om fremtiden.

Vist 208 gange.
Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Af Tina Thranesen den 23. marts 2002.

Kitts historie.
Det jeg nok ser meste frem til er at komme i harmoni med en hvis del af min krop – altså at få en kønsskifteoperation.
Jeg siger ikke, at jeg lever et dårligt liv, men min situation lige nu hæmmer mig i at leve det liv, som jeg længes så meget efter.
Når jeg er blevet til den kvinde, som jeg af hele mit hjerte ønsker, kan jeg få ændret mit personnummer.
Uhh – hvor bliver det en stor dag.
Den dag vil mit hjerte smile til hele verden, og jeg glæder mig til at fortælle det til alle, jeg kender.
Jeg glæder mig til at se på min krop med glæde og varme i hjertet i stedet for den sørgmodighed, jeg i dag føler over min krop.

Og så ser frem til at komme af med de frygtelig stramme trusser, som jeg er nødsagede til at bruge for at skjule det, jeg har mellem benene. De stramme trusser er heller ikke gode for huden. De gnaver, og det kan også give udslæt.

Og så glæde jeg mig til at komme i en svømmehal. Det er noget, jeg savner meget. Og ligge på stranden i en bikini i stedet for at være pakket ind, så jeg er ved at dø af varme.

At stå hvid brud i en kirke er en drøm, som jeg inde i mig selv ved, vil gå i opfyldelse.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Jeg føler ikke, at jeg er så krævende i mine drømme. Det, jeg bare ønsker af hele mit hjerte, er at leve et stille og roligt liv sammen med min mand, og at vi sammen kan bestemme, hvad vi vil med vores liv.
Jeg ønsker en normal tilværelse fri for samtaler med forskellige læger og psykologer, “der ved, hvad der er bedst for mig”. Jeg ønsker fred og ro og at være i balance med et vist sted på min krop.

Min drøm er også at komme ind på Danmarks Designskole og blive uddannet som tekstildesigner og få min egen lille biks.

Og børn! Ja det er et meget stort ønske i mit liv. Jeg håber meget, at min mand og vil få lov til at adopterer et lille barn, som vi kan give vores kærlighed til. Jo, jeg drømmer om den lille kærnefamilie.

Ellers drømmer jeg om et normal liv; stille og roligt med fast arbejde og mand og børn.

Lørdag den 23. marts 2002. Tina Thranesen.

Kitts seksualitet.

Vist 255 gange.
Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Af Tina Thranesen den 23. marts 2002.

Kitts historie.
Seksuelt fungerer jeg ikke særligt godt.

Jeg tilfredsstiller min mand seksuelt, men fysisk får jeg ikke selv ret meget ud af det. Alligevel kan jeg blive meget seksuelt ophidset, når vi er sammen. Jeg nyder at tilfredsstille ham. Imidlertid er jeg hæmmet i min udfoldelse, da jeg hele tiden både for ham og for mig selv forsøger at skjule, hvad jeg har mellem benene. Derfor glæder jeg mig enormt til, jeg har fået min operation.

Min mand og jeg snakker meget om det, og han forstår mig. Han nusser mig, kysser mig og kæler for mig. Han er kærlig mod mig, og så er han indforstået med, at jeg ikke kan give mig hen til ham, før jeg er blevet opereret.

Jeg er så glad for, at han kan vente, for vi har det så dejligt sammen.

Når jeg tænker tilbage, så husker jeg, at jeg omkring otte, ni års alderen følte mig tiltrukket af fyre.
Jeg elskede at være sammen med pigerne og lege med dem, men jeg følte mig som sådan ikke tiltrukket af dem.
Den gang var jeg slet ikke klar over hvorfor, jeg fandt fyrene tiltrækkende.
Det var svært at tale med nogen om det, og jeg fornemmede, at det ikke var helt rigtigt, at jeg havede det på den måde.
Jo for mig selv var det ok, men ikke hos andre.

Min første rigtige seksuelle oplevelse havde jeg, da jeg var tretten år. Det var med en fyr fra skolen.
Vi var så forelsket i hinanden. Vi tilbragte al den tid sammen, vi kunne komme til. Han var så sød ved mig.
En dag spurgte han mig, om vi skulle gå i seng sammen.
Det viste jeg ikke rigtig, om jeg havede lyst til det, men sagde til ham, at skulle vi i seng sammen, måtte han altså ikke se mig i skridtet.
Det kunne han ikke forstå, at han ikke måtte.
Jeg forklarede ham, så godt jeg kunne, at jeg følte mig som en pige og skammede mig over det, jeg havde mellem benene.
Han var sød og sagde: “Søde, det skal du ikke tænke på. For mig er du en pige – du er ikke en dreng”.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Det faldt jeg for. For første gang var der en, som så mig som en pige. Det var noget af det største, der var sket for mig.
Vi var sammen i godt to år.
Så var der desværre en anden fyr på skolen, som fandt ud af det.
Han fortalte det til alle de andre elever.
Fyren, som jeg havde været sammen med i to år, nægtede det og fortalte til alle, at det havde han ikke. Han tog afstand fra mig, og til sidst snakkede vi ikke sammen.
Det var rigtig hårdt. Det værste var næsten, at han ikke engang sagde “Hej” til mig, når vi mødtes. Og vi havde ellers haft det så godt sammen.

Et ordenligt sexliv har jeg aldrig haft. Jeg har også haft svært ved at have et forhold.
De, jeg har været sammen med, har efter et stykke tid sagt, at hvis jeg ikke kunne have et sexliv sammen med dem, så syntes de, at vi skulle holde op med at være sammen.
De kunne godt se mit problem, men de havde altså et behov.
Det forstod jeg godt, at de havde.
Men jeg kunne bare ikke. Det virkede forkert, og jeg havde det ikke godt med min krop og kunne ikke overvinde mig selv til at indlade mig i seksuelle forhold.

Jeg kan som sådan godt lide mig selv og min krop, men jeg væmmes hver gang, jer ser eller bliver mindet om det, som jeg har hængende mellem benene. Det er forkert og burde ikke være der.
Derfor har jeg svært ved at indlade mig i intime forhold, for jeg kan jo ikke skjule det helt.

Men hvor har jeg savnet det intime nærvær med en sød fyr.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Fra jeg var femten år til jeg var treogtyve, have jeg tre forhold. Det var alle kortvarige forhold. Det længste holdt i fire måneder.
Den fyr, jeg var sammen med i fire måneder, havde jeg sex med en enkelt gang, men jeg fik det enormt dårligt med mig selv, og forholdet ophørte.
Så sex og forhold er nærmest en by i Rusland for mig. – Lige til jeg mødte jordens dejligeste mand!

Vi mødte hinanden sidste år i oktober måned. Jeg elsker ham af hele mit hjerte. Og så er han så forstående. Han er jordens dejligste mand.

Jeg havde aldrig troet, at der var en fyr, som ville falde for mig – mig som ikke var noget værd og ikke havde noget at byde på.
Men det har jeg, siger han. Jeg har min kærlighed til ham. Og den har han fået – han har fået mit hjerte.

Lørdag den 23. marts 2002. Tina Thranesen.

Kitts hormonbehandling.

Vist 339 gange.
Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Af Tina Thranesen den 23. marts 2002.

Kitts historie.
Det var en kamp, da jeg besluttede, at jeg ville begynde på kønshormoner. Det var ikke så let, som jeg troede. Det tog mig lidt over et år, før jeg fandt en læge, som ville sætte mig i hormon behandling.
Det gjorde han i godt tre måneder. Så meddelte han mig, at han ikke ville for sætte min hormon behandling. Efter hans mening skulle det være Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, som skulle forestod min behandling.
Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Endelig var jeg kommet i gang med kønshormonbehandlingen, og så kunne jeg pludselig ikke mere fortsætte.
Jeg havde ingen kontakt med Sexologisk Klinik på det tidspunkt.
Jeg vidste også, at tog jeg kontakt dem, ville det tage et års tid, inden de ville tage mig i behandling.
Men en af mine veninder, som selv er transseksuel, hjalp mig, så jeg kunne fortsætte min kønshormonbehandling.
I det følgende års tid skaffede hun mig hormonerne.
Så fik jeg endelig kontakt til en gynækolog, som godt ville hjælpe mig. Hun kunne ikke se nogen problemer i, at jeg gerne ville have hormoner, men spurgte alligevel hvorfor.
Jeg fortalte hende, at det var fordi, jeg ønskede at få fortaget en kønsskifteoperation.
Først da gik det op for hende, at jeg ikke var født kvinde. Jeg husker, at jeg var enormt stolt over, at hun ikke opdagede det med det samme.
Hun kørte derefter min hormonbehandling indtil “Riget” overtog den i år 2000. Det er stadig “Riget”, der kører min behandling, og de gennemfører tjek med blodprøver hver tredje måned, så de kan se, om alt er, som det skal være.

Jeg har nu været i hormonbehandling i godt fem år, og kan virkelig se gode resultater.
Hormonerne har gjort, at jeg har fået meget finere og blødere hud. Min talje er blev smallere, og jeg er blevet bredere om hofterne. Mine kindben blevet lidt mere fremtrædende.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Hormonbehandlingen har også haft betydning for mit hår. Jeg har nemlig ikke så høje tindinger som tidligere, og det er jeg meget glad for. Jeg var begyndt at blive bange for, at jeg ville blive skaldet. Men det har hormonerne gjort, at jeg ikke bliver.
Så er jeg også blevet mere rolig, og jeg tager tingene lidt mere afslappet end tidligere. Jeg kan også mærke, at jeg tænker mere over tingene end før. Der er ganske enkelt kommet mere ro i min sjæl.

Hormonbehandlingen har også fordelt fedtdepoterne anderledes, og det har også været et plus for mit udseende og dermed også mit velbefindende.
Men jeg har fundet ud af, at jeg skal passe på hvad og hvor meget, jeg spiser. Hormonerne giver nemlig en stor appetit.
Og så har jeg udviklet mine egne bryster. De er ikke så store, men de er der. Men det tager også seks til syv år, før man er færdig udviklet.
Man bliver også steril af hormonerne, og efter længer indtagelse bliver man impotent. Det har jeg også erfaret.

Det er lidt sjovt, men efter jeg er begyndt på hormoner, har jeg menses – altså psykisk.
I starten af måneden er jeg irretabel, har hovedepine, spiser meget mere, end jeg plejer, og slår ud i ansigtet med bumser.
Det er lidt sjovt at tænke på, at det kan lade sig gøre. Det går man jo ikke og tænker på.

Jeg får 8 mg østradiol og 2 mg dianemite.
Jeg har fundet ud af, er det for mig er meget vigtigt, at jeg tager hormonerne på samme tidspunkt hver dag. Hvis jeg glemmer det, kan jeg blive irritabel og få uro i kroppen.

Det er dejligt, jeg er nået så langt.

Nu håber jeg meget, at det lykkes for mig at få min kønsskifteoperation. Det glæder jeg mig så utroligt meget til.

Lørdag den 23. marts 2002. Tina Thranesen.

Kitts følelser og Sexologisk Klinik.

Vist 264 gange.
Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Af Tina Thranesen den 23. marts 2002.

Kitts historie.
Jeg har altid følt mig som en kvinde. Jeg er en kvinde. Jeg er bare fanget i en mandekrop.

At leve på denne måde er ikke til at klare. Det er noget af det sværeste, man kan forstille sig. Derfor tog jeg kontakt til Sexologisk Klinik i 1996 i håb om, at de kunne hjælpe mig.

Jeg gik derinde i to måneder, hvorefter jeg stoppede, da jeg følte, at det ikke førte til noget. De ville ikke snakke om operation. “Det er nok noget som går over“, sagde de.

Så jeg valgte at stoppe og tænkte, at jeg nok skulle finde på noget, som kunne hjælpe mig videre mod mit mål – en kønsskifteoperation.

Jeg henvendte mig til et hav af læger i håb om, at de ville hjælpe mig med at komme i hormonbehandling. Ja det tog mig over et år, før der var en læge, som ville hjælpe mig med det.

I april 1997 kom jeg i hormonbehandling. Endelig et skridt den rigtige vej. Det var et stort øjeblik for mig.

Men efter tre måneder ville lægen ikke hjælpe mig mere. Han var blevet helt sikker på, at det var “Riget”, som skulle give mig mine kønshormoner. Så stod jeg på bar bund igen og anede ikke, hvad jeg skulle gøre.

Men en veninde trådte hjælpende til og skaffede hormonpiller til mig. Hun “kørte” min hormonbehandling i mere end et år.

Så fandt jeg endelig en læge, som ville overtage min hormonbehandling.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Den 28. februar 2002 var en mærkedag for mig. Dels var det min fødselsdag, men det var også dagen, hvor jeg havde levet som kvinde i syv år. Det var nemlig på min fødselsdag i 1995, at jeg fortalte min familie, at jeg havde valgt at få foretaget en kønsskifteoperation og ønskede at leve som kvinde.

Familien tog det generelt pænt. De eneste, som tog afstand fra det, var min søster og min far. Og det gør de stadig, men det tager jeg mig ikke så meget af. Det er jo mit liv, ikke deres.

I december 1998 fik jeg et tilbud om at være med i en fjernsynsudsendelse “Pernilles univers”. Jeg greb chancen, da jeg fik at vide, at de ville lave en indsamling til hjælp for mig, og at de ville støtte med resten, så jeg kunne komme til Thailand og få foretaget min kønsskifteoperation.

Da jeg havde været med i programmet, blev jeg fejet væk på en ret ond måde med en lille check på 200 kroner. Så der blev ikke nogen tur til Thailand. Jeg havde bestilt billet til Thailand, og det kostede mig dyrt at annullere billetten.

Efter dette nederlag startede jeg i januar 1999 igen på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet i håb om, at der var sket ændringer derinde.

Jeg håbede, at deres behandling af transseksuelle, der ønskede kønsskifteoperation, var blevet bedre siden jeg var der i 1996.
Sexologisk Klinik har ikke det bedste ry, men jeg valgte at tro, at de ville hjælpe mig, hvis jeg startede igen.

Jeg var klar over, at det i hvert fald ville tage lidt over to år, og at der ville blive mange samtaler og undersøgelser. Det var også helt fint. De skal jo lære os at kende.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Det første år ville de observer mig og tage stilling til, om de ville overtage min hormonbehandling. Derefter var planen, at jeg skulle til kontrol på gynækologisk afdeling, hvor der skulle tages blodprøver, så de kunne se, om det hele var, som det skulle være. Herefter ville de beslutte, om de vil indstille mig til operation.

Det var derfor med et stort håb om et positivt forløb, at jeg startede på “Riget”. Der var ganske rigtigt mange samtaler.

Men jeg følte mig ikke tryg over for dem, jeg var til samtale med.

Jeg husker en bestemt samtale med afdelingslæge Rikke Simonsen. Under samtalen med hende sagde hun til mig, at “en succesbehandling for hende ville være, hvis hun kunne få mig til at leve som mand“.

“Det er der overhovedet ingen chance for”, sagde jeg til hende.

Så sagde hun ydermere, at de var meget imod at give lov til operationer, men de kunne jo ikke forhindre nogen, som absolut ville have fortaget operationen, i at få det“.

Som nævnt, så følte jeg mig ikke godt tilpas ved forløbet eller tryg under samtalerne på “Riget”. De var så kolde og stive i det, og jeg brød mig heller ikke om de kolde og sterile lokaler samtalerne foregik i. Og da jeg ikke var tryg, så åbnede jeg mig ikke rigtigt op over for dem under samtalerne og fortalte dem kun det, som jeg synes, at de skulle vide om mig.

Jeg spekulerede også på, hvad de var der for, hvis de ikke bakkede op om ønsket om en operation. Ja – jeg vil godt vide, hvad de egentlig tænker derinde, men det er nok kun guderne, der ved det.

Endelig skete der noget. I august 2000 blev jeg henvist til Plastikkirurgisk Afdeling på Rigshospitalet. Jeg blev så lykkelig. Endelig skete der noget godt.

Jeg så meget frem til at talt med kirurg, Søren Partoft.

Under konsultationen hos ham, sad vi afslappet og snakkede om, hvordan det hele ville forgå. Han viste mig billeder af nogle af dem, som han havde opereret, og jeg må sige, at det var flotte resultater.
Han viste mig også de forskellige ting, der skulle bruge efter operationen, blandt andet en slags dildo. Den skulle jeg efter operationen føre ind i min nye skede, dels så den kunne udvide sig, og dels forhindre, at skedevæggene groede sammen.

Til sidst sagde han, at han ville skrive mig op til operationen, men at der ville nok gå et til to år på grund af den lange venteliste.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Det var lykken. Endelig udsigt til at få den operation, som jeg havde ønsket mig lige så lang tid tilbage, jeg kunne huske. Så gjorde ikke noget, at der var et til to års ventetid. De ville jo gå hurtigt.

Bare det, at jeg var kommet så langt, at jeg var skrevet op til operationen, var det eneste, jeg tænkte på.

Jeg nærmet svævede på en lyserød sky, da jeg gik fra mødet med Søren Partoft.
Jeg gik fortsat til samtaler på Sexologisk Klinik.

Når jeg var til disse samtaler, fik jeg hver gang en følelse af, at det var meget vigtigt, at jeg ikke sagde noget forkert. For tænkt, hvis det ville skade mig.

Det var ikke rart at have sådanne følelser, for det bedste ville jo være, hvis jeg følte mig tryg og godt tilpas under samtalerne, men det gjorde jeg ikke. Dem, jeg var til samtaler hos, evnende ikke at skabe tryghed omkring sig.

Det undrede mig også, at det var afdelingslæger, som jeg var til samtale hos. Jeg havde forventet, at det var psykologer med speciale i sexologiske forhold, men det var det altså ikke.

Så blev jeg sendt til en halslæge på Bispebjerg Hospital. Jeg skulle have målt mit stemmebånd med henblik på, at jeg skulle gå til taleundervisning.

Halslægen fortalte, at en normal kvindestemme lå mellem 165 og 195.

Han målte min til 171 – altså lige midt i området og sagde, at jeg havde en flot pigestemme.

Det gjorde mig så glad, så glad, da han fortalte mig det, og endnu mere, da han fortsatte med at sige, at der ikke var nogen grund til, at jeg skulle have taleundervisning.

Jeg var altså enormt glad, og det passede mig så fint, at jeg ikke skulle gå til taleundervisning. Jeg var og er nemlig glad for min stemme. Den er ikke for mørk. Min stemme er en pigestemme, som er lidt hæs, og det kan jeg godt lide.

Jeg kan i det hele taget godt li’ mig selv, min stemme og mit udseende. Det eneste, jeg ikke under nogen omstændigheder bryder mig om, er den ting, jeg har mellem mine ben. Den væmmes jeg virkelig ved.

Lægerne var under samtalerne mest interesseret i, hvordan jeg havde det med min familie og hvordan min barndom havde været.

Lægerne virkede ikke særligt seriøse eller kompetente.

På dette tidspunkt var mit forhold til familien ret anspændt. Det fortalte jeg dem om, og også om, at jeg havde haft en hård barndom og ungdom.

Det fortolkede lægerne helt forkert. De havde slet ikke forståelse for min situation.

De gav udtryk for, at dette havde resulteret i, at “der var et lille barn inde i mig, som ville ud. Og at det jeg havde oplevet som barn og som ung, var grunden til, at “jeg” havde levet mig inde i den identitet, jeg har i dag“.

De glemte blot eller ville ikke forstå, at jeg altid i hele min sjæl har været en pige, og at det ikke var noget, som var kommet som resultat af min opvækst.

Men det vidner jo netop om, hvor meget eller nærmere hvor lidt, de har lyttet til mig, og hvor lidt de har forstået mig.

Mange gang har jeg banket i bordet inde på klinikken og sagt til dem, at jeg ikke ville holdes for nar. Og som tiden gik følte jeg, at de kun trak tiden unødigt ud. Jeg har også flere gange sagt til dem, at jeg gerne snart ville se nogle resultater.

Men de fortalte mig blot, at jeg “bare skulle tage det helt roligt, for det hele skulle nok gå“.

Og det får det til at gøre ekstra ondt i mig, at det efter deres mening vil være det bedst for mig at jeg ikke bliver opereret.

Det, de gør, er ondt. De nægter mig det, som jeg ønsker af hele mit hjerte.

De kan ikke have taget mig særlig seriøs på Sexologisk Klinik, når de har truffet beslutning om, at jeg vil have bedst ved ikke at blive opereret, men at leve som en mand.

Jeg var jo nået så langt. Tre år varede det. I tre år håbede og troede jeg, at de på Sexologisk Klinik ville indstille mig til den operation, jeg ønsker højest af alt.

Kitt marts 2002

Kitt marts 2002

Jeg skal love for, at jeg bare skulle tage det roligt. Det eneste jeg fik ud af det var et “NEJ“. Og så med den begrundelse, at jeg “var usikker og ikke var i balance og ville have bedst af at leve som en mand“.

Hvor kunne de give mig afslag? Det er da ikke let at være i “ingen-mands-land”, og leve i en krop som piner én hver dag.

Jeg føler ikke, at de har lyttet til mig eller gjort noget for at sætte sig ind i min situation og mit inderste ønske. Men jeg er jo også bare en lille pige, hvis største ønske er at være kvinde.

Jeg har brugt mange år på at få opfyldt mit inderligste ønske og vil gøre ALT for, at det skal gå i opfyldelse.

Det er efterhånden mange år, jeg har brugt på det, og så ender det med, at Sexologisk Klinik ikke vil indstille mig til operationen.

Men om nødvendigt bruger jeg lige så mange år igen.

Sexologisk Klinik vil de nok sige, at jeg ikke er seriøs. Men hvordan fanden kan de komme til den konklusion, at jeg ikke er seriøs nok. Det kan jeg ikke forstå i min lille hjerne. Men det skal jeg nok heller ikke, hvis det står til dem inde på Sexologisk Klinik.

Mit mod, mit håb og min viljefasthed har jeg stadig, og jeg tror stadig, at det til sidst lykkes for mig at få den operation, som vil gøre mig til den kvinde, jeg fra lille pige altid ønsket at være.

Lørdag den 23. marts 2002.
Tina Thranesen.

Kitt som barn og ung.

Vist 347 gange.
Kitt

Kitt

Af Tina Thranesen den 23. marts 2002.

Kitts historie.
Når jeg sidder her og tænker tilbage på, hvordan jeg var som lille, så undrer det mig, at der ikke var nogen i min familie, som kunne se, at det bedste for mig ville være, hvis jeg var født som pige.

Jeg husker mig selv som en meget åben lille dreng/pige, som havde smag for livet. Vi var fire søskende – tre drenge og en pige. Mine to mindste brødre var tæt knyttet til hinanden, og på samme måde var min søster og jeg meget tæt knyttet til hinanden.
Det var meget sjældent, at jeg legede med mine brødre. Det sagde mig ikke rigtig noget.
Jeg ville heller lege med pigerne. Det var mere naturligt for mig, for jeg opfattede mig selv som en pige og bestemt ikke som en dreng.
Jeg legede med dukker og legede teselskab, satte hår og sminkede de andre.
Kunne jeg komme til det, rendte jeg altid i pigetøj. Lige så langt tilbage, jeg kan huske, har jeg altid følt, at der var et eller andet i vejen. Noget, der ikke var, som det skulle være. Jeg kunne ikke forstå, at der blev snakket med store bogstaver til mig, når jeg havde pigetøj på. “DET ER IKKE NORMALT”, sagde mine forældre.

Kitt

Kitt

Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke måtte gå i pigetøj, når min søster måtte. Jeg var jo også en pige.
Senere fandt jeg ud af, at jeg var ikke var født som en pige, men havde en drengekrop.
Det meste af min skolegang var et helvede. Jeg blev kaldt de mest frygteligste navne; navne, som jeg end ikke i dag kan få mig selv til at sige. Jeg blev banket i frikvartererne, spyttet på og låst inde i skabe på skolen. En gang var der et par drenge, som trykkede mit hoved ned i en wc-kumme, hvor der ikke var skyllet ud.
Jeg blev bange for at gå i skole, for jeg viste aldrig, om jeg ville få tæv, eller hvad de ellers kunne finde på at gøre ved mig.
Min søster var i skoletiden en stor støtte for mig. Altid hjalp hun mig og reddede mig for mange ubehageligheder, men hun kunne jo ikke altid være der og redde mig.
Jeg begyndte derfor at slå fra mig, men det gav også problemer, for lige pludselig blev jeg stemplet som vanskelig og voldelig.

Kitt

Kitt

Så jeg blev sendt på kostskole i et år. Det var jeg ikke glad for. Jeg var kun 10 år.
Jeg husker, at der var en elev, som ikke kunne lide mig. Jeg var efter hans mening alt for piget. En dag, da jeg lå inde på mit værelse, kom han ind til mig og begyndte at banke mig i hovedet med en sko samtidig med, at han sagde, at hvis jeg var en tøs, så ville jeg græde. I omkring tyve minutter slog han mig i hovedet med skoen. Men jeg græd ikke. Den glæde skulle han ikke have. Men fuck hvor havde jeg ondt i hovedet flere dage efter.
Jeg var på kostskolen i lidt over et år, hvorefter jeg kom på en ungdomsskole. Først troede jeg, at det hele ville blive bedre. Men “nej”. Det var stadig ikke særlig sjovt at være mig.
På ungdomsskolen var mopperiet også slemt. Der var da gode stunder, om end der ikke var så mange.

Efterhånden var jeg blevet moppet så meget, at jeg lukkede mig inde i mig selv. Der var ikke nogen, som kunne komme ind på livet af mig, Jeg var blevet en mur og var opsat på, at der aldrig mere skulle være nogen, som kunne såre mig.
Selvfølgelig kunne de såre mig og gjorde det også, men ikke på samme måde som tidligere. Jeg fik det sådan, at blev der sagt noget sødt eller pænt til mig, så tvivlede jeg på, at det kunne være ærligt ment, og stolede ikke på, hvad de sagde. Hvorfor skulle jeg gøre det? De fleste kunne jo ikke lide mig.
Værre var det også, at jeg selv begyndte mene, at jeg var et meget dårligt menneske, som ikke kunne finde ud af noget som helst, og at det måtte være min egen skyld, at de var så onde mod mig.
Min mor forsøgte altid at hjælpe og støtte mig. Det gjorde min far ikke så tit. Han drak meget, og det gik ud over min mor og os børn. Han slog ofte vores mor,
og når vi ville hjælpe hende, fik vi os en lampen.
På min fars side af familien blev der drukket ret meget. På min mors side var alkohol derimod noget, som man kun nød til festlige lejligheder.
Det var ikke let at vokse op i min familie. Vi havde problemer derhjemme, fordi min far drak meget, og fordi jeg havde problemer i skolen.

Kitt

Kitt

Da jeg var tolv år, prøvede jeg at tage mit eget liv. Det hele blev for meget for mig. Jeg kunne ikke holde til det pres, jeg var udsat for ved hele tiden at blive mobbet og gjort til grin.
Det er noget af det sværeste, jeg nogen sinde har oplevet, og jeg ønsker det ikke for nogen – ikke engang for dem, som jeg ikke bryder mig om.
Men det har gjort mig til den stærke person, som jeg er i dag. Men jeg er stadig meget indelukket. Der er ikke særligt mange, som kommer helt ind til mig.
Medens jeg skriver dette, dukker en erindring frem. Det var to fyre fra skolen, som absolut ikke kunne lide mig. De tvang engang min søster og mig med ud på en mark ved stranden, hvor fiskerne tjærede deres garn. Den ene holdt min søster, medens den anden sparkede og slog mig. Til sidst lå jeg blot grædende på jorden. Så tog han en stor tjæretønde, som han trillede hen over mig, så jeg troede, at jeg blev mast helt i stykker.
Min søster måtte bære mig hjem. Mine forældre kontaktede drengenes forældre, men de sagde bare, at det kunne deres drenge ikke finde på, og at det var mig, som var fuld af løgn.

Jeg har altid følt mig som pige og gør det stadig. Jeg er en pige. En kvinde fanget i en mandekrop.

Lørdag den 23. marts 2002. Tina Thranesen.

Forord til artikelserie om Kitt.

Vist 498 gange.
Kitt

Kitt

Af Tina Thranesen den 23. marts 2002.

Foran mig sidder en køn ung kvinde. Selv om hun har cowboybukser på, udstråler hun femininitet.
Den unge kvinde er Kitt. Men hendes ydre fortæller ikke hele sandheden om hende.
Det er netop grunden til, at jeg er på besøg hos hende og hendes kæreste, Flemming, som hun lever og bor sammen med.

Da Kitt for 27 år siden blev født spillede højere magter falsk. Et uægte kort blev smidt på bordet. Kitt opdagede hurtigt falskspillet og hendes familie og bekendtskabskreds har også opdaget, at der blev spillet falsk.
Men der er stadig nogen, som nægter at indse, at der blev spillet med falske kort, da Kitt blev født, selv om falskspillet er indlysende.

Kitt’s fulde navn er Kelli Kitt Skotte. Hun er oprindeligt døbt med et traditionelt drengefornavn, men fik for nogle år siden navneskift til det kønsneutrale Kelli, der må bæres af både drenge og piger.

Kitt rejser sig og begynder at lave kaffe. Som hun går omkring i det lille køkken, får jeg rig mulighed for at se hende fra flere vinkler – forfra, fra siden og bagfra.
Hun er slank, omkring 170 cm. høj og har en velformet kvindelig krop med lidt små bryster. Håret er kortklippet. Hendes hænder er smalle og hendes fødder er omkring størrelse 39.
Kitt sludrer lystigt, medens hun får gang i kaffemaskinen. Hendes stemme er behagelig at høre på med en charmerende lille hæs klang, der kun gør det mere interessant at lytte til hende.
Kitt er en pige, som enhver mand vil dreje hovedet af led og kigge efter, hvis han møder hende på gaden; og som store drenge vil pifte efter.

Men som jeg nævnte, så blev der spillet falsk, da Kitt blev født – hun blev nemlig født i en drengs krop.
Når jeg kigger nærmere efter, kan jeg godt se, at Kitt har nogle træk i ansigtet, som er lidt maskuline, ligesom jeg kan ane en svag mørk skygge i huden på hendes kæbeparti, der vidner om, at hun er nødt til at barbere sig. Og jeg må erkende, at hendes stemmes hæshed og dybde skyldes, at hun er fanget i en ung mands krop.
Men det er alligevel svært at forlige sig med denne kendsgerning, når den samlede fremtoning så tydelig er en ung kvindes og stemmen trods sin dybde og hæshed alligevel lys som en kvindestemme.
Skulle jeg, hvad der faktisk er umuligt, se på Kitt som en ung mand, vil jeg betegne fremtoningen som lille og spinkel, ja nærmest kvindelig.

Da vi har sludret et par timer klæder går Kitt ind i sit soveværelse og kommer kort efter tilbage iført en flot kort kjole, der klæber til hendes slanke velformede og yderst kvindelige krop. Hun har selv syet den.
Det giver mig også mulighed for at se, at hun har pæne, velformede ben.
Iført nylonstrømper og kjole og med et par sko med stilethæle bliver hun endnu mere feminin at skue.

Kitt

Kitt

Som aftenen skrider frem fortæller Kitt mig sin livshistorie.
Hun har ikke haft en udpræget lykkelig opvækst. Alligevel eller måske netop derfor får jeg indtryk af, at hun er meget afklaret omkring sin specielle situation. Det er helt tydeligt, at hun opfatter sig selv som en pige. Ja faktisk vil det virke underligt, hvis hun ikke gjorde det. Derfor er hendes ønske om at få foretaget sin kønsskifteoperation også forståelig.
Kitt fortæller også om, hvordan hun kom i gang med at tage kvindelige kønshormoner og om, hvordan hun oplevede sine konsultationer på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.

To dage før denne samtale fandt sted havde Kitt på Sexologisk Klinik fået besked om, at de ikke ville indstille hende til den operation, som skulle rette op på det falskspil, som naturen spillede, da hun blev født.
Skuffelsen og fortvivlelsen lyser ud af Kitt, men samtidig udviser hun en fast beslutsomhed om, at det sidste ord ikke er sagt.
Kan de ikke på Sexologisk Klinik indse, at de ikke har fattet spor og overhovedet ikke har forstået hende, så vil hun søge andre udveje!
Det betyder en operation i udlandet – formentlig i Thailand, hvor de sidder inde med nok verdens største ekspertise på området.

En operation i udlandet er dyrt – omkring 75.000 kroner, og så mange penge har Kitt ikke.

Det blev et langt besøg med en lang samtale, hvorunder Kitt fortalte mig sin livshistorie. Det var midt på natten, inden jeg brød op og kørte hjem.
Men da var min beslutning også klar.
Der er i mit sind ingen tvivl om, at Sexologisk Klinik har taget gruelig fejl.

Kitt og jeg besluttede os for at fortælle hendes livshistorie og hendes kamp for at få sin kønsskifteoperation.
Vi aftalte, at hun skulle nedskrive alt, hun kunne huske om sig selv, og at jeg skulle redigere det og skrive historien om hendes liv og hendes livs kamp.

Når du har læst artiklerne om Kitts historie og set billederne af hende, vil du være klar over, at Sexologisk Klinik har taget fejl

Lørdag den 23. marts 2002.
Tina Thranesen.