Skr. fra Lisa Andersen den 17. maj 2017 om SST’s faglige begrundelse for behandlingsvejledning og kvaliteten af dens bidrag til ministres svar på spgsm. m.m.

Vist 0 gange. Lisa Andersen, professor emeritus har den 17. maj 2017 skrevet til Sundheds- og Ældreudvalget med kommentarer til Sundhedsstyrelsens udkast til Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling.
I skrivelsen krittiserer hun skarpt udkastet, Sundhedsstyrelsens fastholdelse af, at behandling af transpersoner er højt specialiseret, og kvaliteten af Sundhedsstyrelsens bidrag til ministres besvarelse af spørgsmål.

Skrivelsen gengives herunder.

København maj 2017

Lisa Andersen (Prof. Emer.)

Til Sundheds- og ældreudvalget

Kommentarer til Sundhedsstyrelsens svar på spørgsmål vedrørende faglige
begrundelser for behandlingsvejledningen for transkønnede og for at klassificere
behandlingen af disse som ’højt specialiseret’.

Sundhedsstyrelsen (SST) har, på vegne af Sundheds- og ældreministeren, besvaret et konkret spørgsmål stillet af Sundheds- og ældreudvalget ved Flemming Møller Mortensen, som anmoder ministeren om at oplyse, ”hvilken dokumentation Sundhedsstyrelsen lægger til grund for, at kønshormonbehandling af transpersoner betegnes som højt specialiseret” (spørgsmål nr. 622 med tilhørende svar).

Et lignende spørgsmål blev stillet i april 2016 vedr. den faglige baggrund for behandlingsvejledningen fra 2014 (spørgsmål nr. 490 med tilhørende svar).

I begge tilfælde er svarene indholdsmæssigt nærmeste enslydende og meget lidt konkrete:

Kønsmodificerende medicinsk behandling (kønshormonbehandling) kan have irreversible
effekter og potentielle skadevirkninger, og forudsætter derfor en grundig faglig vurdering af
indikation og evt. kontraindikationer.

Dette gælder vel stort set alt behandling – selv vitaminer kan man få for mange af. Men er ikke i sig selv begrundelse for at behandlingen anses for ’højt specialiseret’.

Sundhedsstyrelsen har i denne sammenhæng taget udgangspunkt i såvel videnskabelig
litteratur som gældende praksis i andre lande, vi sammenligner os med. Væsentligst at
nævne er den faglige retningslinje ’Standards of Care’ (SOC)
.

Så kan man selv læse videre og i øvrigt stole på SST udlægning af SOC [I] og selv finde argumenter i den videnskabelige litteratur.

Videre hedder det så, hvad også blev fremført i 2014, at ”øvelse gør mester”, hvilket må siges at være en temmelig triviel og ikke særligt velbegrundet argumentation – hvor mange års øvelser skal der mon til? Resten er hvad man sædvanligvis og populært betegner som ”varm luft”:
helhedsorienteret, omhu og samvittighedsfuldhed, hensyn og respekt for den transkønnede, team-arbejde og tværfaglighed i sundhedsregi, irreversibilitet og meget kompliceret behandling, potentielle skadevirkninger osv.

Behandlingen fastholdes som højt specialiseret uden nogen som helst faglig dokumentation, hverken i svar til ministeren og sundhedsudvalg, i deres eksisterende vejledning fra 2014 eller i udkastet til den nye vejledning (noget må være galt siden man allerede finder en ny vejledning nødvendig). Desværre gentager SST (og Sexologisk Klinik (SK)) naturligvis) ekkoagtigt deres egne indholdstomme svar i endnu en skrivelse til Sundheds- og ældreudvalget (af 16. maj 2017 [II]) som svar på en række spørgsmål stillet af LGBT. På spørgsmålet om at overføre behandlingen af transkønnede til de respektive specialer anføres rutineagtigt og helt uden faglige begrundelser, at ’man synes’ at

det væsentligste ifm med udredning og kønsmodificerende behandling, både medicinsk
og kirurgisk, er, at indsatsen forankres i et tværfagligt team med de nødvendige faglige
kompetencer, som inddrager både fysiske og psykosociale aspekter. Det betyder bl.a., at
der i teamet bør indgå speciallæger i gynækologi og psykiatri, psykologer m.v., og at
teamet – ved kirurgisk behandling – suppleres med speciallæge i plastikkirurgi
.”

Og sundhedsministeren (uafhængigt af parti) nikker også som sædvanligt. At man har fjernet transkønnethed fra de psykiatriske sygdomsklassifikationslister, betyder for psykiateren ikke at der ikke á priori er tale om psykiske patienter – den behandlingskultur omdanner man ikke med et pennestrøg, hvis man troede det.

Om man ikke vil eller ikke kan besvare spørgsmålene, må man i dag, som i 2016, gætte sig til.

Noget pragmatisk og lidet fagligt begrundet, anføres dog, at ”såfremt antallet af ny-henviste personer stiger, kan styrelsen…..nedgradere specialiseringsniveauet”. Der synes således ikke at være nogen tvingende faglige begrundelser for at behandlingen fastholdes som højtspecialiseret.

Problemstilling

Hvis man fagligt skal begrunde, at behandling af normale (ikke psykisk syge) transpersoner er så kompliceret, at den må kategoriseres som ’højt specialiseret’, altså det højeste specialiseringsniveau i Danmark, må det bero på:
  • At diagnosticeringen er meget kompliceret og omfatter flere fagområder
  • At behandlingen er meget risikabel og vanskelig
  • At den fortsatte monitorering er kompliceret og omfatter flere faglige specialer

Diagnose. Eftersom personen á priori ikke er psykisk syg eller i øvrigt lider af en sygdom ifølge SST egen fremstilling, er der ikke behov overhovedet for at stille en diagnose. Opgaven består i at undersøge om personen der henvender sig, skulle lide af en psykisk sygdom som kunne medføre ønsket om behandling rettet mod en ændring af den fysiske fremtoning – spørgsmålet om forekomsten af comorbiditet (upræcist eftersom transpersonen jo ikke er syg – hvorfor der ikke kan være tale om co-morbiditet).

Dette forekommer meget sjældent, og det er ikke et højtspecialiseret område indenfor sundhedsvidenskaberne, at afgrænse og afgøre om dette er tilfældet eller ej, men kan foretages af en psykiater eller en klinisk psykolog hvis der var mistanke herom.

Keine hexerei nur behändigskeit“.

Det ville dog være naivt at tro, at lægerne kan behandle transpersoner uden en diagnose, men da den er slettet i Danmark (populært sagt ved en folketingsbeslutning), må der i det skjulte tales om kønsdysfori (som er betegnelsen i den amerikanske sygdomsklassifikationsliste over psykiske sygdomme, DSM 5 ’Gender dysphoria in adolescents and adults’) [III], som forudsætning for behandling, hvilket fremgår af det udkast til behandlingsvejledning [IV] SST har frigivet.

Igangsættelse af kønsmodificerende medicinsk behandling af … skal sikre at følgende kriterier er opfyldt:
– At der er tale om veldokumenteret kønsdysfori, med ønske om kønsmodificerende medicinsk behandling (udkast til Vejledning 2017, si 6)

For at blive i den traditionelle terminologi, må det konstateres, at det ikke er vanskeligt at stille ’diagnosen’ – i dybeste forstand beror den på den transkønnedes egen oplevelse – der findes ikke diagnostiske redskaber der kan bestemme tilstanden, som er en subjektiv selvforståelse og erkendelse af, at den kønslige fremtoning ikke er kongruent med det subjektive køn. Støtter man sig videre til DSM 5 skal tilstanden være vedvarende og af mindst 6 måneders varighed (ikke seks år som er behandlingstiden på SK). [V]

Behandlingen er heller ikke hverken vanskelig at igangsætte eller monitorere når det gælder behandling med kønshormoner. Risici er efter eksisterende undersøgelser små og begrænsede (se Lisa Andersen: Notat. Om Sundhedsstyrelsens behandlingsvejledning for transkønnede og den praksis for behandling der foregår på Sexologisk Klinik. [VI]) Desuden er behandlingen reversibel indenfor mindst det første år, også i flg. SST, så der er god tid til at følge personen og undersøge om behandlingen understøtter personen i sit liv, hvilket vil gælde for langt de fleste der søger behandling. Øvre kirurgi er normal behandling, der også anvendes af ikke transpersoner og kan ikke beskrives som specialiseret på højt niveau. Dette gælder alene nedre kirurgi, hvor danske læger, ifølge udsagn fra mange transpersoner der søger operation i udlandet, ikke er på højt specialist niveau.

Forsats monitorering og efterfølgende behandling drejer sig først og fremmest om behandlingen med kønshormoner, men dette er så enkelt, at selv SST anfører at personens praktiserende læge kan varetage dette.

Det derfor vanskelig at forstå, at SST fortsat mener at behandlingen af transpersoner skal betragtes som højt specialiseret og kun kan foregå på to klinikker i landet.

Dette synspunkt kan, som anført nedenfor, heller ikke begrundes sundhedsfagligt udfra hverken den videnskabelige litteratur eller anerkendte behandlingsformer andre steder i verdenen.
Tværtimod ses en bevægelse væk fra centraliserede og specialiserede enheder i kontrast til den danske specialelægning og SST’s insisteren på, at kun ganske få sundhedsfaglige personer, samlet i et team, er i stand til at løse denne opgave.

Hertil kommer yderlig den anakronistiske bestemmelse i Sundhedsloven om, at kastration med henblik på kønsskifte skal godkendes af Sundhedsstyrelsen – hvilket naturligvis ikke er tilfældet ved andre indikationer herfor, selv om resultatet bliver det samme.

De nedenfor beskrevne udenlandske behandlinger tager i stedet udgangspunkt hos den transkønnedes egen læge og man kan ikke tale om ’højt specialiseret’ behandling som det gælder i de danske specialeplaner – højst som ’specialiseret’. Selv om de forskellige specialer inddrages efter behov, er der ikke tale om, at behandlingen kun kan gennemføres på en central klinik, og at ”Det samlede sundhedsfaglige tilbud … forudsætter et stærkt tværfagligt samarbejde” som det formuleres i udkast til den nye vejledning. Der er jo ingen der ønsker en dårlig behandling, men man kan insistere så meget på ”helhedsorientering …. og stærkt fagligt samarbejde” at det unødigt vanskeliggører og forlænger behandlingen for de fleste klienter, hvilket behandlingspraksissen på SK desværre er et alt for tydeligt eksempel på.

Desværre til skade for de transkønnede som unødvendigt udsættes for diskriminerende og årelange udrednings- og behandlingsforløb(-forsøg?).


UDDYBNING:  ALTERNATIVE  TILGANGE

IN  CANADA  AND  THE  US,  THERE  IS  INCREASING  RECOGNITION  THAT  TRANS  PEOPLE
CAN   BE  WELL-SERVED  IN  PRIMARY  CARE  SETTINGS  AND  THAT  WITH  SOME  ADDITIONAL
TRAINING  FAMILY  PHYSICIANS  AND  NURSE  PRACTITIONERS  CAN  PROVIDE  MANY
ASPECTS  OF  GENDER  AFFIRMING  CARE.

(VANCOUVER  COASTAL  HEALTH,  CANADA  2017)

It is important for mental health professionals to recognize that decisions about hormones are first and
foremost the client’s decisions. (SOC, si. 25)

I et notat [VII] fra sidste år, fremsendte jeg, med kopi til SST, en række uddybende kommentarer til Vejledningen til behandlingen af transkønnede fra 2014 – en vejledning som man allerede to år senere måtte igangsætte en revision af – den nye version er pt netop udsendt i et foreløbigt udkast og forventes færdig til sommer. At dømme efter dette udkast forbliver alt ved det samme.

En central del i mit notat var en sammenligning mellem Vejledningen fra 2014 og Standards of Care, som også dengang blev nævnt som eneste faglige rettesnor af SST. Resultatet heraf var bl.a., at vejledningen fra 2014, i lighed med tidligere vejledninger og åbenbart også den kommende, er meget mere restriktiv end det der anføres i SOC. Det konkluderedes således i notatet, at

”Hvor SOC ikke angiver særlig præcise tidshorisonter for udredning og behandling, synes forskellene dog klare, og SK kan ikke begrunde deres lange udrednings- og behandlingstider i SOC. Hertil kommer, at SOC henviser til mere konkrete udformninger af behandlingsprotokoller, som er i overensstemmelse med SOC, og betegnes som ”Informed Consent Model Protocols”, der beskrives som fleksible kliniske guidelines. Det anføres således, at ”In the Informed Consent Model, the focus is on obtaining informed consent as the threshold for the initiation of hormone therapy …” Som det fremgår af det foranstående, eksisterer der i dag valid videnskabelig dokumentation om såvel behandlingsformer som behandlingsresultater, der peger på at behandlingen af transkønnede kunne foregå langt mere smidigt og klientorienteret end tilfældet er i Danmark. Endvidere at udrednings- og behandlingstiden i overensstemmelse med internationale anvisninger kan reduceres betydeligt.”

Hvad angår den faglige begrundelse for at anse hormonbehandling af transkønnede som ’højt specialiseret’ kan man heller ikke finde begrundelser herfor i SOC – snarere tværtimod:

“Clinical training may occur within any discipline that prepares mental health professionals for clinical practice, such as psychology, psychiatry, social work, mental health counseling, marriage and family therapy, nursing, or family medicine with specific training in behavioral health and counseling” (side 22).
Hvad angår de faglige forudsætninger for behandleren anføres, at vedkommende skal have hvad der svarer til en kandidatgrad indenfor det sundhedsvidenskabelige område, fx læge eller psykolog i Danmark, som altså ville kunne henvise til en gynækolog for behandling med kønshormoner. Endvidere fremføres det, at udredning og behandling:

“instead [can] be conducted by another type of health professional who has appropriate training in behavioral health and is competent in the assessment of gender dysphoria ….
This professional may be the prescribing hormone therapy provider or a member of that provider’s health care team…… It is important for mental health professionals to recognize that decisions about hormones are first and foremost the client’s decisions …Clients should receive prompt and attentive evaluation, with the goal of alleviating their gender dysphoria and providing them with appropriate medical services.” (side 24-25).

I betragtning af, at alle faglige aktører på området, fra SST til SOC, ikke ser kønsinkongruens eller kønsdysfori som hverken en legemlig eller en psykisk sygdom, så er der tale om faglige forudsætninger enhver læge, gynækolog eller klinisk psykolog let kan erhverve sig med fx et kort supplerende kursus og/eller med støtte i kortfattede udrednings- og behandlingsprotokoller (se nedenfor) – hvis blot SST i samarbejde med Sexologisk Klinik udbød sådanne. Tilsvarende hvad angår iværksættelse af hormonbehandling– retningslinjerne for forundersøgelser, doseringer og monitorering findes tilgængeligt adskillige steder, bl.a. i SOC. Administrationen er ikke mere kompliceret end at en alment praktiserende læge, måske med en mindre faglig opdatering, kan varetage det – og er ikke mere kompliceret, eller potentiel skadelig, end behandling af kvinder i klimakteriet med hormoner eller udskrivning af p-piller.

Der er ikke begrundelser i SOC for at behandlingen er højt specialiseret således som SST anfører – og de fremfører ej heller andre videnskabelige resultater eller betragtninger som understøtter synspunktet.

Internationale vejledninger og behandlingsprotokoller

SST henviser til, at de har orienteret sig internationalt hvad angår praksisformer og behandlingsprotokoller, selv om de ikke anfører eksempler herpå. Ikke desto mindre findes der eksempler på alternative tilgange med baggrund i SOC som afviger betydeligt fra den tilgang SK hidtil, og fremover åbenbart med baggrund i den kommende bekendtgørelse, vil anvende.

Callen Lorde Community Health Center

Callen Lorde Community Health Center [VIII], fremhæves i SOC som et blandt flere eksempler på klinikker, der arbejder med meget enkle og korterevarende procedurer for udskrivning af hormoner til transkønnede, baseret på informeret samtykke. På baggrund af 2-3 møder udredes og undersøges transpersoner og der igangsættes hormonbehandling baseret på informeret samtykke – altså behandlingsprotokoller under SOC, men som i løbet af kort tid vil kunne udskrive hormoner – og hvis klienten allerede har brugt/bruger hormoner, fortsætte behandlingen samtidigt med udredningen.

Guidance for GPs, other clinicians and health professionals on the care of gender variant people (NHS 2008)

Allerede i 2008 udgav det engelske sundhedsministerium en vejledning [IX] om behandling af transkønnede personer rettet mod den alment praktiserende læge:
GPs are usually at the centre of treatment for trans people, often in a shared care arrangement with other clinicians. GPs may prescribe hormones and make referrals to other clinicians or services, depending on the needs of the particular service user.
Sometimes a GP has, or may develop, a special interest in gender treatment and may be able to initiate treatment, making such local referrals as necessary. Otherwise referrals may be made to a specialist Gender Identity Clinic (GIC) where there are multidisciplinary teams of professionals. Private treatment with a gender specialist may be preferred by the service user. (side 5, mine fremhævninger).

Som det fremgår, anses den privatpraktiserende læge som central I behandlingen og kan selv igangsætte behandling med kønshormoner. Det fremgår videre, at klinikker rettet mod behandling af transkønnede, med multifaglige teams fungerer fint for mange, man at de ikke passer alle, hvorfor mindre centraliserede tilbud er en mulighed:
GICs provide several services in-house… Many service users do very well under the GIC regimes, but others have found that these are too inflexible to meet their needs….It is, therefore, desirable that service users are offered the choice of a local service, …. Although severe gender discomfort raises some complex issues, most elements of the treatment are relatively straightforward and can be sourced locally. … It is not essential that all services are under one roof. This approach to treatment may be less traumatic for the service user since it usually results in more flexibility of treatments, less travelling to appointments, and shorter waiting times. ( side 8, mine fremhævelser).

Caring for Trans and Gender Diverse Clients in BC: A Primary Care Toolkit (2017)
Tilsvarende tilgange til behandling af kønsinkongruens ses også i en vejledning udgivet af Vancouver Coastal Health, Canada i 2017:
Transgender people are an underserved population who continue to face societal stigma and discrimination in many areas including health care settings. … As primary care providers, nurse practitioners (NPs) and family physicians (GPs) are uniquely well positioned to address these health disparities and increase access to gender affirming health care.

Samtidigt gøres op med den traditionelle psykiatriske tilgang til behandling af transkønnede, og som andre steder i verdenen har været på retur I de sidste årtier:
Historically, transgender care was provided in highly specialized gender clinics, but in the last decade there has been a shift toward distributed care models. In Canada and the US, there is increasing recognition that trans people can be well-served in primary care settings and that with some additional training family physicians and nurse practitioners can provide many aspects of gender affirming care.

Og man går imod den traditionelle behandlingsmodel, som så tydeligt har præget den danske psykiatri i 50 år og som SK og SST åbenbart ønsker at fortsætte I fremtiden.
Trans people have the right to respectful, dignified, gender affirming health care in their home communities, … this Primary Care Toolkit is intended to support GPs and NPs who are relatively new to providing care to trans people. It includes some basic information about gender-affirming treatment options and tools to assist with initiating and/or maintaining hormone therapy. … This toolkit has been informed by the collective clinical expertise of the members of our Primary Care Working group and by existing guidelines from Canada and the US. (side 1)

Her kunne SST lære noget.

Som det fremgår, er der internationalt flere eksempler på, at behandlingen af transpersoner med baggrund i SOC kan foregå lokalt og kan varetages af det almindelige eller let specialiseret sundhedspersonale. Med større vægt på patientens samtykke som tærskel for igangsættelse af behandlingen end på årelange udrednings- og observationstider, som er sædvanen på SK.

Konklusion

Havde SST set sig lidt mere omkring i verdenen ville de ikke kunne hævde, at behandlingen må anses som højt specialiseret med baggrund i internationale erfaringer, ligeså lidt som de kan begrunde det udfra SOC. Når SST således, uden faglige eller videnskabelige begrundelser, fastholder behandlingen som højt specialiseret, kan man alene tale om, at man ønsker at fastholde praksis uafhængigt af udviklingen i international praksis og videnskabelig dokumentation.

Informeret samtykke er blevet centralt i internationale behandlingsprotokoller og fremhæves også af interesseorganisationer i Danmark som forudsætning for behandling. Dette er også blevet klart for SST og SK, som anfører mange almindeligheder herom i deres nye udkast til behandlingsvejledning, men med den modsatte pointe end man sædvanligvis møder indenfor diskussioner af forudsætninger for behandling af transkønnede: patienten har ikke ret til behandling selv om vedkommende forstår konsekvenserne af behandlingen, den ret tilfalder alene psykiateren som stadig er den bestemmende person i SST og SK’s system. Informeret samtykke er altså at være enig med psykiateren om behandlingen, ifølge SST – psykiatrisk diagnose eller ej.

At SST gentagne gange besvarer Sundheds- og ældreudvalget og ministerens legitime spørgsmål som de gør, må skyldes enten ukendskab til eksisterende litteratur på området, eller at man ignorerer denne viden, hvilket bidrager til en forståelse af, hvorfor den kommende Vejledning til behandling af transkønnede tilsyneladende kun bliver omskrevet tekstligt, men ikke indholdsmæssigt.

So, if gender is a biological phenomenon, treating transgenderism medically rather than as a psychological issue represents the “best treatment option” and is “fabulously successful. [X]

Noter
  1. [Retur] World Professional Association for Transgender Health (WPATH): Standards of Care for the Health of Transsexual, Transgender, and Gender Nonconforming People. The World Professional Association for Transgender Health. 7th Version 2010.
    [www.wpath.org]
  2. [Retur] http://www.ft.dk/samling/20161/beslutningsforslag/b83/spm/1/svar/1407225/1757613.pdf
  3. [Retur] ”For a person to be diagnosed with gender dysphoria, there must be a marked difference between the individual’s expressed/experienced gender and the gender others would assign him or her, and it must continue for at least six months. Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM-5)
  4. [Retur] Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling. Udkast 06-03- 2017.
  5. [Retur] Lisa Andersen. Kommentarer til antallet af ansøgere til kønsskifteoperationer i Danmark henholdsvis Sverige, foranlediget af Sundhedsministerens svar til SUU af 26 november 2013.
    http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/SUU/bilag/167/index.htm
  6. [Retur] Lisa Andersen (juni 2016). Notat: Om Sundhedsstyrelsens behandlingsvejledning for transkønnede og den praksis for behandling der foregår på Sexologisk Klinik. København 2016/juni.
    http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/suu/bilag/570/1644881.pdf
  7. [Retur] Lisa Andersen (juni 2016). Notat: Om Sundhedsstyrelsens behandlingsvejledning for transkønnede og den praksis for behandling der foregår på Sexologisk Klinik. København 2016/juni.
    http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/suu/bilag/570/1644881.pdf
  8. [Retur] Protocols for providing hormone therapy.
    http://callen-lorde.org/transhealth/.
    Guidance for GPs and other clinicians on the treatment of gender variant people. London Department of Health: GIRES. 2008.
    www.dh.gov.uk/publications
  9. [Retur] Caring for Trans and Gender Diverse Clients in BC: A Primary Care Toolkit. Vancouver Coastal Health, Canada i 2017.
    http://www.vch.ca/public-health/health-topics-a-z/topics/lgbt2q+
  10. [Retur] Joshua Safer, MD, director of endocrinology education at Boston University School of Medicine, Massachusetts, speaking here at the recent Endocrine Society Hormones & Health Science Writers Conference – citeret efter:
    Medscape Medical News > Conference News
    Veronica Hackethal, MD: Paradigm Shift Occurring in Transgender Care. December 21, 2015
    http://www.medscape.com/viewarticle/856234.

* * *
Folketingets journal vedr. skrivelsen.
Skrivelsen i pdf-format hos Folketinget.

In between days. Aktion Børnehjælp viser filmen den 2. april 2017 kl. 1900 i Husets Biograf.

Vist 0 gange.
In between days

In between days

Aktion Børnehjælp afholder den 2. april 2017 kl. 1900 – 2100 Indian Movie Night i Husets Biograf, Rådhusstræde 13, 1466 København K. med visning af dokumentfilmen In between days. Filmen handler om de 16-årige Bubai og Chiranjit, 2 transkønnede barndomsvenner fra et fattigt kvarter i Kolkata, som begynder at prostituere sig for penge. Vi følger dem i modgang og medgang og får et indblik i livet som transkønnet i Indien.

Filmen bliver præsenteret af Aktion Børnehjælps ambassadør Manu Sareen og efter filmen er der Q&A med Linda Thor Pedersen fra LGBT Danmark. Overskuddet går til at give børn og unge en bedre og lysere fremtid.

* * *
Omtale af filmvisningen hos Aktion Børnebjælp.
Omtale af filmvisningen på Aktion Børnehjælps facebookside.
Omtale af filmvisningen hos Billetto med mulighed for at købe billet. Pris 65 kr. pr. billet.
Direkte link til køb af billet hos Billetto.

Menneskerettighedsprisen 2016 fra Rådet for Menneskerettigheder går til flere end 20 transaktivister. 23. november 2016.

Vist 0 gange. Rådet for Menneskerettigheder oplyste den 23. november 2016, at Rådets Menneskerettighedspris i 2016 går til flere end 20 transaktivister fordi de har skabt synlighed og debat i Danmark – ikke kun om transkønnedes rettigheder, men også om kønsstereotyper og kønsroller.

I samarbejde med det danske civilsamfund har de været med til at få transkønnethed fjernet fra Sundhedsstyrelsens diagnosefortegnelse over psykiske sygdomme, så transpersoner i Danmark ikke længere skal have en psykiatrisk diagnose for at få adgang til hormoner og operationer.

Juryen bag Menneskerettighedsprisen har valgt at tildele prisen til følgende personer:
Niels Jansen, Laura Mølgaard Tams, Mark Nielsen, Elias Magnild, Elvin Axel Pedersen-Nielsen, Jonas Sebastian Heilmann, Sandy Lee Mondrup, Linda Thor Pedersen, Tanya Randstoft, Charlie Sigge Hedman, Nat Aske Pan Ravn, Nevan Solagna, Loui Jensen, Vibe Grevsen, Miki Kristiansen, Ro Hamrobot, Alice Minor, Marie Elisabeth Lind Thomsen, Nor Karim, Daniel Hansen, Malene Andreasen, David Zennaro og Lai Balsig samt andre,

der har valgt at stå frem.

Prismodtagerne har sat ansigt på problemet for de mange transkønnede, der har oplevet modstand i forhold til kønsskifte og behandlingstilbud og synliggjort de urimeligt lange udredningsforløb.

* * *
Den fulde meddelelse om pristildelingen hos Institut for Menneskerettigheder.

Menneskerettighedsprisen er en hæderspris, der gives til en person, gruppe eller en organisation, som har gjort en særlig indsats for menneskerettighederne i Danmark.

Det fremgår ikke af meddelelsen, men modtagerne har alle medvirket med bidrag til rapporten “Briefing: Transkønnedes adgang til sundhed i Danmark“.

Rådet for Menneskerettigheder består af repræsentanter for en række civilsamfundsorganisationer og myndigheder, der mødes for at drøfte Institut for Menneskerettigheders virke.

Et forsvar for feminiteten. Lisa Andersen den 16. september 2016.

Vist 0 gange.
Whipping Girl

Whipping Girl

Vigtig bog om transkønnede med udgangspunkt i den transseksuelles særegne situation. Skrevet af en amerikansk kvinde med en ph.d. i biokemi og som med vægt og overbevisende argumenter placerer sig midt i mellem et biologisk og et socialt/socialkontruktivistisk perspektiv på kønnet.

Julia Serano
Whipping girl. A transsexual woman on sexism and the scapegoating of femininity. Seal Press. Berkeley, 2007.

Lisa Andersen

Dette er en vigtig og god bog, som jeg desværre først nu ved et tilfælde faldt over, flere år efter den blev udgivet i USA. Bogen er meget omfattende og diskuterer i dybden så at sige alle relevante temaer omkring transkønnede – i forhold til det omgivende samfund, i forhold til mediedækning og omtale af transkønnede, i forhold til kvindebevægelserne og her især de grene heraf der kraftigt fordømte (fordømmer?) og tog afstand til transkønnede. Men diskuterer også helt centrale forståelsesmæssige og teoretiske positioner til begribelse af transkønnede og de mange variationer her indenfor, diagnosesystemer, behandlingsformer og mangel på samme, hormoner og kønsbekræftende operationer.

Bogen er til dels en sammenskrivning af tidligere tekster og dette har betydet at bogen ikke kun er lang (390 sider) men også, især mod slutningen rummer nogen gentagelser og stilmæssigt svinger mellem den solide formidling af stoffet i et sprog rettet både mod den ’almindelige trans’ og den nysgerrige lægmand’, som er hoveddelen af bogen, og mere selvstændige og essayistiske indlæg. Men dette skal ikke ses som en væsentlig kritik, der er rigeligt med kød på hele vejen igennem og bogen er en fornøjelse af læse – ikke mindst af undertegnede, der i det store hele er helt enig med de positioner forfatteren indtager, der ligger på linje med de synspunkter jeg gennem årene har advokeret.

Diskriminering af kvinder, det feminine og transkvinden
Som en understrøm gennem bogen løber diskussionen om kønsmæssige fordomme, sexismen, i alle dens forskellige variationer: nedvurdering af det kvindelige, af feminiteten, af den transkønnede, af den transseksuelle osv. – derfor bogens titel: den transseksuelle som syndebuk: ”…for at understrege de måder hvorpå mennesker der er feminine, uanset om de er kvinder, mænd og/eller transkønnede, næsen universelt fordømmes og nedgøres sammenlignet med deres maskuline modparter” (si. 5).

Afsættet er traditionelt feministisk, der fremhæver at kvinder i al almindelighed tilskrives lavere værdi og at maskuline synspunkter og perspektiver er dominerende. Når kvinder derfor diskrimineres i sig selv, så gælder dette i dobbelt forstand transkvinden. En mand der vælger at leve som kvinde er vanskelig at forstå, og ses som en trussel mod de maskuline værdier: ”I et mandscentreret køns hierarki, hvor det antages at mænd er bedre end kvinder og at maskulinitet er femininitet overlegen, er der ingen større oplevet trussel end transkvinden, som til trods for at være født som mand og besiddende en mands privilegier, vælger at blive kvinde i stedet for” (si 15).

En følge af dette er ifølge Serano, at transkvinder næsten aldrig omtales blot og bar som ’kvinde’ på lige fod med andre kvinder. Typisk, især i massemedierne, drejer interessen for transkvinder sig især om transformationen: altid skal hele omklædnings- og make-up seancen beskrives og vises i alle detaljer og hvor transkvinden som regel fremstilles som hyperfeminin der alene er optaget af stereotypt og sexet kvindetøj og højhælede sko. Hele transformationsprocessen skal med, således at betragteren aldrig bliver i tvivl om at det er en mand – uanset hvor feminint det endelige resultat end er. Ofte antydes også det ’luderagtige’ hvorved de transkønnede fremstilles som sexfixerede der alene er ude på at bedrage mænd og måske ligefrem tjene penge på det. Alternativt ses transkvinden som en ynkelig stakkel der uanset hvad, aldring vil kunne ’komme til at ligne en rigtig kvinde’, men optræder som en mand i dametøj.

Mens transmænd kan blive diskrimineret fordi de bryder kønsnormerne, bliver de aldrig diskrimineret fordi de vælger at udtrykke sig maskulint, mens transkvinder diskrimineres dobbelt både som transperson og som feminin – transmisogyni.

En anden form for diskrimination udspringer af ciskønnedes manglende accept af en persons kønsidentitet som det centrale og vigtigere end de sekundære kønstræk: ”De formoder, at vi på en eller anden måde prøver at hævde, at vi ved hvordan andre kvinder føler, når det eneste vi siger er, at en kvindes identitet mest er i harmoni med vores oplevede køn. Men ved at insistere på, at vi transkvinder umuligt kan vide hvad det vil sige at føle som en kvinde, er det dem der er bedrevidende: både ved arrogant at antage, at andre kvinder oplever det kvindelige på samme måde som de selv gør og ved at hævde, at de ved hvordan transkvinder føler, så de kan hævde, at vi ikke med nogen ret kan opleve os selv som kvinder” (si 226-227). Serano anfører videre, at nok kan der remses en række kvinde specifikke forhold op: at være født og socialiseret som kvinde, oplevelse af menstruation og menopause, graviditet eller ej, ægtemand eller ej, social status, race osv. osv. alle er forhold der er med til at forme en som kvinde, men at det er naivt at hævde, at ethvert af disse forhold er en forudsætning for at kalde sig en kvinde. Desværre er dette synspunkt ikke reserveret de ciskønnede, også mange transkønnede giver udtryk for lignende meninger.

Teoretisk position
Gennem det meste af bogen, og som afsæt for dens analyser, er en forståelse af den transkønnede, og især den transseksuelle (se nedenfor), der bygger på en antagelse om, at der biologisk set er visse udtryk for femininitet og maskulinitet i hver enkelt person som udgør ’kønnet’, det førbevidste køn (subconscious sex) som Serano kalder det. Dette ’førbevidste’ køn kan beskrives som en tilbøjelighed, en trang eller drift, en følelsesmæssig tilknytning til og drift rettet mod et givet køns livsrum og udtryk. Modellen betegnes som en ”model for en indre drift” (intrinsic inclination model, si 99), hvis kerne er en biologisk betinget tilbøjelighed til at udtrykke sig feminint eller maskulint uafhængigt af opvækst, socialisering og tilforordnet køn, men farvet heraf.

Modellen antager (a) at det nævnte førbevidste køn, kønsudtryk/det sociale køn (gender expression) og seksuel orientering repræsenterer adskilte tilbøjeligheder hvis forekomster er bestemt uafhængig af hinanden. (b) Men de betragtes delvist som del af den biologiske bagage på et dybt førbevidst niveau, som er uafhængigt af personens socialisering og opvækst og (c) eftersom man ikke har fundet nogen enkel genetisk, anatomisk, hormonel, miljømæssig eller psykologisk årsagsfaktor der er i stand til at forklare disses forekomster, betragtes de som træk der er tilstede i varierende grader i det enkelte individ. Da de desuden samvarierer resulterer de ikke i kategoriske opdelinger (f.eks. enten ren maskulin eller ren feminin, heteroseksuel eller homoseksuel) men i uendeligt mange forskellige forekomster og variationer. Eftersom disse drivkræfter i de fleste tilfælde (d) groft sagt korrelerer med det fysiske køn resulterer det i to normalfordelte overlappende forekomster for hvert køn, ligesom det er tilfældet med andre kønsspecifikke forekomster som højde og vægt, men med en tydelig centrering i det feminine respektive det maskuline. Modellen forklarer således almindelige typiske kønsforekomster, men også, fordi de forskellige dimensioner varierer uafhængigt af hinanden, at nogle mennesker ikke passer ind i det traditionelle binære kønsbillede hvis f.eks. det førbevidste køn ikke er kongruent med det fysiske kønsudtryk: dvs. hvor det subjektive køn ikke modsvarer det fra fødslen tilskrevne køn, som jo er temaet for bogen.

Det centrale i teorien er, som jeg udlægger den, at det enkelte menneske, i bagagen rummer en kerne med en enten feminin eller maskulin overvægt eller centralisering, som vi fra fødslen orienterer os ud fra og hvorpå den kønsspecifike socialisering opbygges. Kønsidentiteten er altså ikke blot noget vi erhverver og socialiseres til gennem opvæksten, men er en identitet der bygger ovenpå en medfødt disponering.

Men da der netop er tale om grader og ikke kategorielle forskelle, betyder det også, at alle de forskellige kønsudtryk vi ser, er resultater af normale variationer, nogle mere sjældne end andre, der ikke kan betragtes som ’fejl’ eller en sygdom, endsige en psykisk afvigelse (som f.eks. ’kønsidentitetsforstyrrelse’).

Forskningsresultater peger i denne retning, men disse resultater er stadig ikke konklusive, men understøtter disse antagelser om det førbevidste køn, som Serano forsøger at gøre begribeligt ved at omtale sine egne erfaringer: ”…det synes, på et eller andet niveau, som om min hjerne forventer at min krop skal være en kvindes” (si 80).

Argumenterne herfor bygger som nævnt på egen oplevelse af hvorledes dette førbevidste køn trængte sig på, på trods af en helt traditionel opdragelse til dreng og en bevidsthed om at være dreng og siden mand. Men også på videnskabelig understøttelse fra hjerneforskning og fra kliniske eksempler med børn med usikkert køn (interkøn) ved fødslen eller som mistede penis ved omskæring, og som blev opereret og ’erklæret’ som pige – men som senere udvikler sig mod det oprindelige køn, til trods for, at al behandling og socialisering gennem årene havde understøttet det tildelte køn. Det førbevidste køn bygger således på en hjernemæssig disposition som er medfødt (”the brain-hardwirring hypothesis”, si. 81) som overtrumfer al socialisering, som det udtrykkes. Ciskønnede har samme disposition, men her er der ingen inkongruens med det fysiologiske. Spørger man ciskønnede om de ville skifte køn hvis de fik en million, som Serano har gjort, svarer stort ses alle, at det ’ville ikke føles rigtigt’ og lign. Og de afslår millionen!

Modellen er måske ikke særlig sofistikeret eller videnskabeligt underbygget, men modellers værdi skal prøves i forhold til, om de bedre end andre modeller kan forklare de forskelligartede forekomster vi ser inden for det transkønnede område. Modellens styrke er bl.a. at den bedre er i stand til forklare de mange forskelligartede transkønnede forekomster end f.eks. biologiske binære kønsmodeller eller socialkonstruktivistiske modeller der antager, at kønnet ikke eksisterer i sig selv, men er en social konstruktion. Ved at se transkønnethed som en normal, men sjældnere, variation kan det ikke betragte som en fejludvikling eller som en sygdom.

Teorien adskiller sig således fra en traditionel kønsstereotyp antagelse om, at det fysiologiske køn entydigt korresponderer med det psykologiske køn med en tilhørende enkel adskillelse mellem ’mænd’ og ’kvinder’ som har været den fremherskende forståelse af kønsforskelle i hundredvis af år. Ifølge denne forståelse er mennesker der afviger herfra ’unormale’ eller i sværere tilfælde lidende af en kønsidentitetsforstyrrelse. Denne opfattelse ligger bag den traditionelle lægevidenskab og kommer til udtryk i behandlingsanvisninger og behandling af transpersoner – i Danmark på Sexologisk Klinik med støtte fra Sundhedsstyrelsen. Helst skal man undgå at gribe ind i ’normale’ kroppe med hormoner eller skære i sundt væv, og først hvis personen, efter lange forløb, fastholder sin forstyrrelse behandler man nødtvunget.

Teorien adskiller sig også fra nyere socialkonstruktivistiske teorier der antager, at kønnet som biologisk konstruktion er uden betydning og at alene det socialiserede køn bestemmer kønsidentiteten. ’Kvinde er ikke noget man er, men noget man bliver’ som en berømt feminist engang udtrykte det. Denne tilgang har blot meget svært ved at forklare netop transpersoners trang til også fysisk at få en fremtoning der modsvarer deres kønsidentitet. Langt de fleste transpersoner er opvokset helt traditionelt i overensstemmelse med deres tildelte køn, alligevel er de ikke tilpasset dette køn, men insisterer på at tilhøre det andet køn og går gennem ild og vand for at realisere dette. Nogle manifesterer dette helt tidligt i opvæksten inden den traditionelle kønssocialisering er afsluttet, andre vokser op i det tildelte køn, men uden at kønssocialiseringen for alvor bliver ’indvendig’ – på et tidspunkt ’kræver’ den sande identitet at komme frem i lyset. [I]

Men at disse træk ses som fundamentalt biologisk baserede betyder ikke at de viser sig på en entydig måde uafhængig af tid og sted – det er her socialiseringen kommer ind og præger den måde det enkelte individ ’udlever’ og realiserer disse tilbøjeligheder og som forøger variationerne i det uendelige.

Det feminine
Det centrale omdrejningspunkt i boger er således antagelsen om en feminin respektive maskulin kerne. Det er bogens fortjeneste at trække dette vigtige punkt frem, eftersom det, som det fremgår af det ovenstående, er en forudsætning for modellens opbygning og dermed begribelse af fænomenet trans. Nu er bogens forfatter som nævnt en kvinde, og det er forfatterens egne erfaringer der danne baggrund for den forståelse der bygges op. Det vanskelige er at omkredse og fastholde substansen i denne antagelse om det feminine (respektive det mandlige). Det kan ikke enkelt defineres eller sættes på begreb, men er udtryk for en erfaring og individuel erkendelse og følelse af at være ’feminin’. Som citeret ovenfor anfører Serano, at det er ”… som om min hjerne forventer at min krop skal være en kvindes”. Derfor driften mod at ændre på kroppen og kroppens fremtoning. I sig selv vigtigt, men også i forhold til at færdes i det sociale rum – at klæde sig og opfører sig i overensstemmelse hermed og blive set som sådan af det omgivende samfund. Det at andre oplever en som tilhørende det køn der svarer til kønsidentiteten, bekræfter én selv samtidigt med at det realiserer personens totale identitet hvor krop, fremtoning og psyke er i overensstemmelse [II]. Hertil kommer en orientering i livet mod det man hverdagsagtigt betegner som feminine værdier: det emotionelle, empatiske, nærvær, modtagelighed osv. – der når de remses op let kan komme til at virke som stereotypier, hvad de i en vis forstand også er, men som de ikke kun er. De er også et livsrum for kvinder i al almindelighed og dermed også for transkvinder.

Transkønnede = forskellige grupper med forskellige egenskaber og behov
En af konsekvenserne at dette teoretiske udgangspunkt er, at forskellige grupper af transkønnede – hvor transkønnede her bruges som overordnet begreb – har forskellige forekomster af ’kønnet’ og derfor også forskellige behov. Hvis begrebet transkønnet gøres til overbegreb og samtidigt forklares på én måde fælles for alle, mister man de forskellige variationer under vejs. Hvis man f.eks. med afsæt i en antagelse om, at kønnet er socialt konstrueret, så kan alle mulige transkønnede problemer tilskrives, at samfundet i dag håndhæver en ciskønnet virkelighed uden hensyn til disse variationer. Hvis samfundet i stedet åbent rummede alle variationer, kunne alle være glade for netop deres ’trans-position’. Der var f.eks., ingen grund til at lave noget om med hormoner og operationer fordi samfundet rummede, at man kunne klæde sig som man ville og udtrykke sit eget køn som det passede én selv og ikke nogle samfundsskabte normer. Serano citerer Germaine Greer for at have skrevet, at ”Kønsændrende kirurgi er dybest set konservativt, idet skarpt kontrasterede kønsroller forstærkes fordi individet omformes således at det passer ind i disse” (si 150, Germaine Greer The Whole Woman, 1999).

Men da transpersonen, som Serano beskriver det, typisk føler at deres krop er forkert i forhold til deres køn, er netop hormoner og fysiske ændringer ofte nødvendige trin i denne persons selvrealisering – selv om de samme indgreb ville være helt irrelevante for en anden trans-variant. Derfor bruger Serano begrebet ’transsexual’ eller ’trans’ (her er brugt begrebet ’transperson’ – se nedenfor) om den gruppe af transkønnede der lever, eller er på vej mod, at leve som medlem af det modsatte køn af det tildelte (og det uanset hvilke, om nogle overhovedet, behandlinger der anvendes).

Således udskiller Serano de transseksuelle som en særlig undergruppe af de transkønnede, med deres specifikke behov – behandlingsmæssigt er det først og fremmest kønshormoner der hjælper personen til at realisere en vellykket ændring, eftersom disse hormoner resulterer i stort set samme ændringer i den voksne som hos den unge i puberteten. Kønshormonerne forårsager de afgørende kropslige og psykiske udviklinger hos den enkelte, de såkaldte sekundære kønskarakteristika, som er altafgørende for hvorledes vi i hverdagen bestemmer en persons køn– og ikke personens kromosomer eller forplantningsorganer. På den måde vil en trans-kvinde, hvis førbevidste køn opleves som det centrale – jeg er en kvinde – og som har taget hormoner f.eks. i et halvt år eller mere, med fuld ret kunne beskrives som kvinde på samme niveau som andre kvinder. At de primære kønskarakteristika er forskellige modsvarer til en vis grad, at dette også gælder for mange ’normale’ mennesker. I dag antages det således at ca. 1.7% af alle nyfødte er interkønnede med anderledes kromosomsammensætning og sekundære kønskarakteristika, så den transkønnede kan blot betragtes som endnu en variation. Og der er jo ingen der karakteriserer en interkønnet som lidende af en kønsidentitetsforstyrrelse ligesom deres behandling ikke foregår på en psykiatrisk klinik for seksuelle forstyrrelser, hvor årelange udredninger primært varetages af psykologer og psykiatere, fremfor almenmedicinske specialister !

Sprogforbistring
Det er ikke alene på dansk, at begrebet ’transgender’ – transkønnet – giver problemer. Som Serano skriver (si 26f), henviser ’gender’ til flere forskellige ting og bruges ofte synonymt med det angelsaksiske ’sex’ (som i transsexual) selv om ’gender’ ofte og især anvendes om kønsudtrykket, mens ’sex’ henviser til det fysiologiske køn. Transgender derimod blev i 1990’erne og frem i stigende grad, også i Danmark, brugt som et paraply-begreb, for alle de der ikke levede op til de sociale forventninger og formodninger der var rettet mod mandlighed og kvindelighed. Herunder de der levede i det modsatte køn af det tildelte (transseksuelle), interkønnede personer, ’genderqueer’ (hvis identitet ligger ud over mand/kvinde) samt alle de hvis kønsudtryk er forskelligt fra deres anatomiske eller oplevede køn (transvestitter, drag-performers, maskuline kvinder og feminine mænd). Hensigten var at samle alle disse forskellige undergrupper i en fælles ’protestbevægelse’ og ’transgender’ begrebet var først og fremmest en politisk term, som skulle bringe forskellige grupperinger sammen og kæmpe for fælles mål. Men dette giver samtidigt problemer på en anden måde; begrebets bredde ”kan i høj grad være problematisk fordi det ofte slører eller udsletter forskellene” (si. 26). Desuden kan nogle undergrupper ikke identificere sig med termen, dette gælder mange interkønnede personer og mange transseksuelle, som ikke ser sig selv som personer der først og fremmest ønsker overskride traditionelle kønsnormer, men netop i de fleste tilfælde alene ønsker at leve som ’almindeligt’ medlem af det modsatte af det ved fødslen tildelte køn.

Serano bruger her det traditionelle udtryk ’transsexual’ – transseksuel – som er kommet i vanry især i ikke-angelsaksiske lande på grund af dets associationer til ’-seksuel’, altså seksuel orientering. Men i de angelsaksiske sprogområder betegner ’sex’ primært det fysiologiske køn, genitalierne, mens ’gender’ betegner fremtrædelsen, de sekundære og tertiære træk – og derfor, anføres det, er begrebet ’trans-sexual’ retvisende, eftersom det subjektive køn er det oprindelige, kernen, mens det er det fysiologiske ’sex’ der skal laves om med hormoner og operationer. Som Serano også gør opmærksom på, er såvel kønsidentiteten som den seksuelle orientering uafhængige af hinanden ligesom hos andre mennesker, hvorfor nogle transseksuelle er hetero-, andre homoseksuelle og atter andre er noget midt imellem. Og da vi ikke på dansk har ord for henholdsvis ’gender’ og ’sex’, eller snarere kun har ét ord: ’køn’, har vi et sprogligt problem.

Men Serano bruger også det mere neutrale ord ’trans’ som betegnelse for de der på et eller andet niveau kæmper med en inkongruens mellem deres tildelte køn og deres ’rigtige’ køn og som typisk oplever en følelsesmæssig dissonans i form af en stærkere eller svagere følelsesmæssig smerte eller tristhed. Mange bruger ordet ’trans’ som en forkortelse for ’transkønnet’, så her bruges ’transperson’ synonymt med transseksuel, og mere snævert som udtryk for en person der ønsker at leve som medlem af det modsatte køn, typisk med ønske om at understøtte dette liv ved hjælp af større eller mindre indgreb – f.eks. hormoner, hårfjerning, brystfjernelse og/eller fuld operation.

Andre erklærer så at det er lige meget med alle disse kasser, men i virkeligheden afspejler de forskellige gruppering også forskellige varianter og, hvad der især er vigtigt, grupper med forskelligartede behov især i forholdet til det offentlige og sundhedssystemet. Det var måske derfor på tide atter at reetablere et mere snævert begreb for de transseksuelle. I forlængelse af Serano kunne man reservere ’transperson’ til betydningen beskrevet ovenfor: en person der lever/ønsker at leve som det modsatte køn end det tilskrevne og oftest med ønsker om større eller mindre kønskorrigerende behandling. Transkønnede kunne således forsat dække over hele bredden.

Psykisk sygdom og behandling
Det blev beskrevet ovenfor, at transkønnede personer må ses som naturlige variationer og ikke som en afvigelse eller psykisk sygdom. Men det er netop således moderne lægevidenskab har betragtet transseksuelle i nyere tid. Det anføres af Serano, at omfattende forskning vedrørende transseksuelle blev gennemført op gennem 1900’tallet, bl.a. baseret på den mængde data man fik i hånden når transkønnede blev nødsaget til at underkaste sig udredning og undersøgelser for at få behandling og eventuelt kønsskifte. Det anføres at Harry Benjamin, der var endokrinolog, oprindeligt især så på de lidelser den transkønnede person led under når han mødte dem, og så hormonel behandling som en væsentlig hjælp til ”følelsesmæssig forbedringer”.

Men denne åbne holdning til de transkønnede blev hurtigt ændret, af de læger der argumenterede for en begrænsning af hormoner og operationer til at alene at være tilgængelige for personer der ville være i stand til – efter behandling – gnidningsløst at glide ind i samfundet som medlem af det modsatte køn. Disse blev betragtet som de ’ægte transseksuelle’: de skulle være i stand til at passere og de skulle give udtryk for en heteroseksuel orientering (efter transition) samt udtrykke traditionelle, køns specifikke værdier i forhold til det valgte køn. ”Sådanne kriterier sikrede at ciskønnede fordomme om foretrukne størrelser og former på kvinder og mænds kroppe ville blive den ultimative barrierer for om en trans person ville få lov til at transitionere eller ej” (si 122). Selve behandlingsforløbet blev i bedste fald bestemt af anvisningerne i Standards of Care, og de mange krav og observationsforløb var med til at forlænge og vanskeliggøre mulighederne for hjælp og bidrog til at forringe transpersoners psykiske velbefindende. I stedet for at se det som deres opgave som læger at hjælpe til at formindske deres smerte og ubehag, var man mere optaget af at begrænse tilgangen til behandling baseret på nogle udvendige kriterier – ”kontrolpersonernes (gatekeepers) villighed til at nægte transseksuelles behandling (til trods for deres viden om, hvor almindeligt det var for denne gruppe at blive deprimerede og suicidale når de ikke var i stand til at skifte køn) alene baseret på det overfladiske kriterium om hvorvidt de var i stand til at passere eller ej” (si. 123), ses som udtryk for gate-keepernes forsøg på at beskytte den ciskønnede verden mod de transkønnedes eksistens. Under dække af, kan man tilføje, af indgrebenes irreversibilitet, hvorfor transpersonen i årevis overfor det sundheds’faglige’ personale skulle demonstrere, at de virkeligt mente det.

Alt dette er desværre al for bekendt også i Danmark.

Nok er dette sat på spidsen, men også i Danmark har det gennem mange år været et krav, at den transseksuelle skulle tilhøre, det Sexologisk Klinik selv betegner som, en kernegruppe og som betragtes som de egentlig transseksuelle, mens resten, flertallet åbenbart, afgrænses til gruppen af “transvestitiske mænd” som afvises behandling med diagnosen “Fetichistisk transvestisme” (F65.1 i ICD-10, [III]). På den måde har man i årevis underbehandlet de transseksuelle baseret på en forældet klassifikation [IV]. Bemærkelsesvis fremgår det dog af ICD-10, at fetichistisk transvestismekan forekomme som en tidligere fase i udviklingen af transseksualisme“.

Sammenfatning
Som det fremgår, og gennemgangen og diskussionen på baggrund af bogen er langt fra udtømmende, er der tale om en bog, der kommer vidt omkring i det transkønnede univers. Med viden og indsigt og med en personlig erfaringsbaggrund teoretiseres og diskuteres helt centrale problemstillinger i forhold til ikke alene transpersoner, men i forhold til hele det transkønnede univers. Det er en af de få fremstillinger, der formår at kombinere en videnskabelig tilgang med en personlig på en så konstruktiv måde som tilfældet er her. Hvor forfatteren originalt byder ind med en seriøs forklaringsmodel for transpersoner og transkønnede i det hele taget, som er meget vigtig og læseværdig. Ikke kun indenfor en snæver samfundsmæssig gruppe af transkønnede, men også i forhold til hele behandlingssystemet.

Noter
  1. [Retur] Lisa Andersen (2016) Det transseksuelle blik – eller om ikke at kunne se skoven for bar træer.
    En kritisk kommentar til et socialkonstruktionistisk perspektiv på transseksuelle med udgangspunkt i en bacheloropgave præsenteret i Vidensbanken: Case Study: Caspian Drumm, kønnede praksisser og fællesskaber – af Anne Maabjerg Mikkelsen.
    http://www.thranesen.dk/det-transseksuelle-blik/
  2. [Retur] Lisa Andersen (2014). Gennem livets dør.
    Realiseringen af det indre køn går gennem en transformationsproces, i hvilken kønsidentiteten materialiseres ved at klæde sig som og agere i overensstemmelse med det indre køn – og at konfrontere dette ’selv’ med omverdenen.
    http://www.thranesen.dk/gennem-livets-doer/
  3. [Retur] ICD-10: http://apps.who.int/classifications/icd10/browse/2010/en#/F60-F69
  4. [Retur] Lisa Andersen. Kommentarer til antallet af ansøgere til kønsskifteoperationer i Danmark henholdsvis Sverige, foranlediget af Sundhedsministerens svar til SUU af 26 november 2013
    http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/SUU/bilag/167/index.htm
    Lisa Andersen (juni 2016). Notat: Om Sundhedsstyrelsens behandlingsvejledning for transkønnede og den praksis for behandling der foregår på Sexologisk Klinik. København 2016/juni.
    http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/suu/bilag/570/1644881.pdf

* * *
Anmeldelsen af bogen i pdf-format.

SUU bilag 570. Skrivelse af 9. juni 2016 fra Lisa Andersen til Sundheds- og Ældreudvalget vedr. behandling af transkønnede.

Vist 0 gange. Den 9. juni 2016 modtog Sundheds- og Ældreudvalget den herunder gengivne skrivelse – Alm. del 2015-16: Bilag 570 – fra prof. emeritus, Lisa Andersen om praksis på Sexologisk Klinik, Vejledning om udredning og behandling af transkønnede udstedt af Sundhedsstyrelsen mm.

Skrivelsen gengives herunder.

København juni 2016

Til Sundheds- og ældreudvalget

I en artikel på Medscape Medical News i 2015 anfører Joshua Safer, MD, (director of endocrinology education at Boston University School of Medicine), at der er sket et paradigmeskift I behandlingen af transpersoner. Han fremhæver, at “Gender identity, broadly speaking, is a durable biological phenomenon that even from birth we cannot change, So, if gender is a biological phenomenon, treating transgenderism medically rather than as a psychological issue represents the “best treatment option” and is “fabulously successful,” Det fremhæves at der er overbevisende biologisk evidens for kønidentiteten.

Dr. Safer er medlem af det amerikanske ’Endocrine Society’ som er i gang med at revidere retningslinjerne fra 2009 for den medicinske behandling af transkønnede

Et lignende paradigmeskift er også nødvendigt i Danmark, som det fremgår af vedlagte Notat ”Om Sundhedsstyrelsens behandlingsvejledning for transkønnede og den praksis for behandling der foregår på Sexologisk Klinik”, der påpeger, at behandlingen af transpersoner har stået i stampe i 75 år, indebærer invalide og ubegrundede behandlingsforløb på i gennemsnit 6 og 8 år og 34 interviews med medarbejdere på Sexologisk Klinik og med udtalt klientutilfredshed til følge. SundhedsstyrelsensVejledning for behandling af transkønnede” blev senest revideret i 2014, men fastholdt status quo.

Med baggrund i Sundheds- og ældreudvalgets beretning over beslutningsforslag B 7 – Samling: 2015-16 – ’om fjernelse af transseksualisme fra sygdomsliste’, indebærer at transkønnethed ikke betragtes som en sygdom, endsige en psykiatrisk sygdom. Derfor en helt ny vejledning påkrævet, der gør op med ’vanebehandlingen’ af transkønnedeSexologisk Klinik og baserer sig på princippet om informeret samtykke, hvorved området kan betragtes som et specialområde som så mange andre. Samtidigt bør § 115 i Sundhedsloven, (En person kan efter ansøgning få tilladelse til kastration som led i kønsskifte, hvis ansøgeren har fået stillet diagnosen transseksualitet, har et vedholdende ønske om kastration og kan overskue konsekvenserne heraf) fjernes som overflødig og yderligt begrænsende for den transkønnede.

Med venlig hilsen
Lisa Andersen
Prof. emeritus

* * *

Notat
Om Sundhedsstyrelsens behandlingsvejledning for
transkønnede
og den praksis for behandling der
foregår på Sexologisk Klinik
[Retur]

Lisa Andersen
Prof. Emer.
København juni 2016

Transpersoner: fra behandlingsmæssig umyndiggørelse til juridisk selvbestemmelse

So, if gender is a biological phenomenon, treating transgenderism medically rather
than as a psychological issue represents the “best treatment option” and is “fabulously
successful,” [I]

Med en bebudet fjernelse af transpersoner fra en indplacering blandt de psykiske sygdomme samt en udmelding fra politisk hold om, at transkønnede skal ”opleve et hensynsfuldt udredningsforløb og tilbydes en værdig og afklarende indsats”, må der samtidigt stilles krav til Sundhedsstyrelsen om at udarbejde en ny vejledning for behandling af transpersoner til erstatning for vejledningen fra 2014, der blot bekræftede status quo i behandlingen på Sexologisk Klinik. En ny vejledning må adskille hormon- og ekstern plastikkirurgisk behandling fra genitalkirurgi og samtidigt ’nedskrive’ området fra det højeste specialiseringsniveau og baseres på informeret samtykke. Eftersom alle nu er enige om, at transkønnethed ikke er en psykisk sygdom, skal en udredning alene tage stilling til, om behandlingsønsket er udtryk for personens kønsidentitet og ikke er forårsaget af en psykisk lidelse. En sådan udredning bør kunne foretages af kvalificeret sundhedspersonale (psykiater/psykolog) og behandling med hormoner foretages af speciallæger som gynækologer og endokrinologer som tilfældet er i andre lande. Desuden må behandlingsprotokoller forenkles og præciseres og bringes i overensstemmelse med principper anvendt i Standards of Care og beslægtede behandlingsvejledninger baseret på informeret samtykke, hvorved udrednings- og behandlingstiden kan reduceres betragteligt.

Indledning
I et netop udgivet Udkast til Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om fjernelse af transseksualisme fra sygdomsliste [II] (maj 2016) anføres det, at ”.. det også [er} udvalgets forventning, at man ikke som transkønnet i Danmark skal gennemgå et nedværdigende psykiatrisk udredningsforløb, men at man skal tilbydes værdige, afklarende og vejledende samtaler i forbindelse med et eventuelt kønsskifte.” Dette blev desværre modificeret i den endelige beretning til: ”På den baggrund er det også udvalgets forventning, at man som transkønnet i Danmark skal opleve et hensynsfuldt udredningsforløb og tilbydes en værdig og afklarende indsats i forbindelse med et eventuelt kønsskifte.” [III] Nu skal forløbet blot være ”værdigt og afklarende”, hvilket i sagens natur må være ganske indlysende, mens et politisk krav om at indskrænke den psykiatriske udredning til det nødvendige, nemlig at udgrænse psykiske sygdomme, ville give et kraftigere signal til Sundhedsstyrelsen. Men under alle omstændigheder må man vel sige, at det, at man fra udvalgets side overhovedet drager behandlingsmæssige konsekvenser, om end nok så beskedne, i sig selv er et signal til Sundhedsstyrelsen.

Med denne politiske udmelding kan der måske blive håb om, at Sundhedsstyrelsen og Sexologisk Klinik vil skifte spor efter mere end 75 års tilstand for henholdende behandling af transpersoner. At det faktisk forholder sig således, fremgår desværre med al tydelighed, når Sundhedsstyrelsen i april i år, på et spørgsmål om den faglige baggrund for deres behandlingsvejledning fra 2014 [IV], anfører følgende: ”Det faglige udgangspunkt for udarbejdelsen af Sundhedsstyrelsens vejledning var bl.a., at ’øvelse gør mester’, og at sundhedsfaglig udredning og behandling af transpersoner kræver særlig ekspertise og erfaring. I udarbejdelsen af vejledningen inddrog Sundhedsstyrelsen input fra hjemlige fagfolk på området, ligesom udenlandske erfaringer og internationale retningslinjer blev inddraget i arbejdet, herunder retningslinjer for kompetencer og tværfaglighed som beskrevet i ”Standards of Care” fra World Professional Association for Transgender Health.” (Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16 SUU Alm. del endeligt svar på spørgsmål 490, 25. april).

At den øverste sundhedsfaglige myndighed synes det er i orden at henvise til, ”at øvelse gør mester” taler for sig selv. Efter årtiers henholdende og uændret behandlingspraksis, massevis af kritik fra de transpersoner der er blevet holdt hen eller direkte afvist og en gennemsnitlig behandlingstid på seks til otte år (se nedenfor), er det patienterne der er ofre for de psykiatere der har varetaget den daglige ”behandling”. Implicit henviser Sundhedsstyrelsen i svaret til Sexologisk Klinik, der som eneste universitetsklinik i landet burde besidde den højeste videnskabelige viden på området og som selvsagt har bidraget til Sundhedsstyrelsens behandlingsvejledning. Som konsekvens heraf er vejledningen så tilpas uspecifik, at Sexologisk Klinik stort set har kunnet fortsætte som den altid har gjort. Det eneste validt faglige grundlag der anføres er Standards of Care, men som det skal dokumenteres nedenfor, lever man ikke op til disses behandlingsforslag.

Baggrund
Med den nye lov fra forrige år, der muliggør juridisk kønsskifte, blev vilkårene for transpersoner klart forbedrede. Ved at muliggøre at transpersoner kunne skifte juridisk køn, uden at skulle gennemgå lange observationsforløb og tvangsbehandling for at få anerkendt sin kønsidentitet socialt og samfundsmæssigt, lettedes levevilkårene betragteligt for mange – 3-400 personer er det blevet til. Altså en lille gruppe hvis levevilkår på denne måde, samfundsmæssigt og socialt, fik lige vilkår med andre borgere.

Omtrent samtidigt blev behandlingsformerne også taget op til vurdering af Sundhedsstyrelsen, og den nye vejledning der blev offentliggjort af Sundhedsstyrelsen med udgangen af december samme år, blev til gengæld et tilbageskridt i behandlingen af de transkønnede [V]. Ikke alene skærper man et behandlingsmonopol hos Sexologisk Klinik, men værre er, at selve diagnosticerings grundlaget, og dermed de årelange udredningstider og en høj afvisningsprocent, tilsyneladende fastholdes – om end der senest meldes om bedre planlægning og kortere forløb for folk der allerede er i behandling med hormoner.

Dette har resulteret i, at behandlingens varighed og mangelfulde kvalitet i det store og hele har kunnet fortsætte, hvilket afspejler sig i, at en lang række transpersoner har givet udtryk for utilfredshed med behandlingen og afvisningsbegrundelserne, ligesom mange giver udtryk for umyndiggørende og krænkende behandling af sundhedspersonalet.

Dette kommer klart til udtryk i en undersøgelse fra Statens institut for Folkesundhed [VI] (2015), der på opdrag fra Københavns Kommune, har undersøgt bl.a. transpersoners oplevelse af behandlingsmuligheder og indhold. I alt 171 transpersoner havde udfyldt et spørgeskema og denne population er vel den største der er undersøgt i Danmark.

Resultaterne viser bl.a., at 42% angiver at have fået/får behandling, men halvdelen af disse er ikke tilfreds med den behandling de får. Yderligere 37% svarer ja til at de gerne vil behandles, men har ikke opsøgt behandling begrundet i, at de oplever ikke at blive imødekommet af sundhedssystemet. Men dette til trods, tegnes et billede af en klientgruppe, der i udtalt grad er utilfreds med behandlingsvilkårene og –mulighederne. Dette indtryk underbygges af, at af de 72 personer der var i gang med behandling havde 7% fået behandling i udlandet og yderligere 35% i både udlandet og i Danmark. Der er vist ikke andre behandlingskrævende personer end transpersoner der i så udbredt grad har valgt behandling uden for landets grænser.

Dette billede suppleres til fulde af en rapport fra Amnesty International (2016) om Transkønnedes adgang til sundhed i Danmark. [VII] Undersøgelsen er en interviewundersøgelse af 21 personer der har været/er i behandling på Sexologisk Klinik. Datamaterialet kan ikke siges at være repræsentativt, men alligevel tegnes der på baggrund af disse personer et deprimerende billede af en behandlingsinstitution, der så åbenbart ikke har patienten i fokus for at sige det mildt. Det fremhæves sammenfattende bl.a., at man tvinger transkønnede igennem årelange og ydmygende udredningsforløb, krav om at voksne mennesker skal møde op sammen med deres forældre til samtale, uværdig og overdreven fokusering på seksuelle spørgsmål, herunder hvordan og hvor ofte personen onanerer, nedværdigende behandling (”du ligner jo ikke en kvinde”), manglende anerkendelse af personens køn ved anvendelse af forkerte personlige pronomener og navn. Flere angiver at have svaret usandt på spørgsmål ud fra en betragtning om, at der er en ’facitliste’ som fører til godkendelse i systemet. Der tegnes et billede af et behandlingssystem, der ikke opleves som værende til for patienterne skyld, men ses som kontrollerende instans der kun lader de udvalgte få slippe gennem nåleøjet. Mistro, mistillid, utilfredshed, frustration og følelser af at være blevet krænket og uværdigt behandlet er det billede der tegner sig.

Behandlingssystemet
Sundhedsstyrelsen betragter behandling af transpersoner som et højt specialiseret område, hvor kun Rigshospitalets Sexologiske Klinik har lov til at behandle transpersoner – hvilket eksempelvis vil sige, at vel kun 3-5 psykiatere i landet er kompetente til at diagnosticere en transperson og afklare comorbiditet! Sådan har det i princippet været altid, men inden for en årrække var en række især gynækologer begyndt at hormonbehandle transpersoner på baggrund af, hvad man kunne beskrive som informeret samtykke. Hvis personen, der ønskede behandling, fremstod som normal og uden umiddelbare legemlige eller psykiske problemer, undertiden bekræftet af en udtalelse fra en psykolog eller psykiater, fik vedkommende ordineret hormoner og monitoreret. Dette blev stoppet med den nye behandlingsvejledning. Hvorfor? – man mente ikke at de behandlende gynækologer udviste tilstrækkelig omhu. Som det fremgår af indledningen: ”Vejledningen præciserer den omhu og samvittighedsfuldhed, som en læge skal udvise ved udredning og behandling af transkønnede” – det er vist den eneste vejledning Sundhedsstyrelsen har udsendt der præciserer ”omhu og samvittighedsfuldhed” – et vel i sagens natur ganske selvindlysende krav man må stille til al behandling, hvorfor teksten tydeligvis har et politisk sigte mere end et egentligt behandlingsmæssigt. [VIII]

Så hvorfor skal transpersoner trækkes gennem årelange udrednings- og observationsforløb?

Behandlingstider og frasortering
En del af svaret ligger i, at det har man altid gjort på Sexologisk Klinik. En foreløbig første og nærmest enkeltstående videnskabelige undersøgelse blandt transseksuelle fra 2015 [IX], som denne universitets- og forskningsklinik nogensinde har fået offentliggjort, fremgår det med chokerende tydelighed, at behandlingstiderne blandt alle behandlede (108 personer) mellem 1978 og 2008 på SK har været utroligt lange, men uden nogen evidens for bedre prognoser og sikkerhed for fejlbehandling:

Deltagerne havde i gennemsnit 34 interviews (mellem 2 og 115) ved SK før de fik tilladelse til SRS. I gennemsnit tog evaluering og behandling 8.1 år fra den første henvisning til tilladelse til at gennemgå SRS for MtF og 5.9 år for FtM

Ikke så mærkeligt havde mere end halvdelen af MtF og en fjerdedel af FtM taget hormoner på eget initiativ inden behandling på SK.

Men ikke alene bruger man mange år og udredningssamtaler, men meget tyder også på, at man afviser flere end i andre lande. I et svar fra Sundhedsstyrelsen til Sundhedsministeren i 2013, hvor de var blevet bedt om at vurdere antallet af kønsskifteoperationer i Danmark i sammenligning med resten af Europa, fremgår det, at man over en årrække på otte år (2005-2013) har modtaget ialt 54 ansøgninger, hvoraf der er givet afslag til 7 (som alle vedrører MtK), eller 13 %. [X]

Hvad angår sammenligninger, kan man kun finde tal frem fra Sverige (perioden 2004-2007) hvor man i gennemsnit har modtaget 37 ansøgninger om året. Hvis man forsigtigt regner med dette gennemsnit, vil det sige, at man i Sverige i perioden på otte år, dækkende samme periode som de danske tal, skulle have modtaget minimum 296 ansøgninger. Afslag gives i gennemsnit kun i 2 % af tilfældende svarende til 6 personer.

Justeret for forskellene i befolkningsstørrelse, er tallene bemærkelsesværdige af to grunde: der er mere end tre gange så mange ansøgninger og godkendelser i Sverige sammenlignet med Danmark, der til gengæld giver afslag seks gange så ofte – og stort set alene til MtK.
Det mest enkle svar på disse forskelle er, at de diagnostiske udvælgelseskriterier er forskellige i de to lande. Danmark fører åbenbart en langt mere restriktiv sundhedspolitik på dette område end tilfældet er i Sverige (og mange andre lande) – hvilket til dels understøttes af de mange kritiske reaktioner og utilfredshed med Sexologisk Kliniks diagnosticerings-, behandlings- og afvisningspolitik i forhold til transpersoner, se ovenfor.

Årsagen til den lavere forekomst fremgår imidlertid direkte af Sexologisk Kliniks jubilæumsskrivelse fra 2010, hvor man anfører, at “I Sverige er der de seneste år blevet opereret en del flere transseksuelle patienter, idet man her har givet gruppen af tidligere transvestitiske mænd mulighed for operation” [XI] (Kristensen & Giraldi (2010, si. 78). Dette fordi Sexologisk Klinik deler de transseksuelle op i en kernegruppe, som de betragter som de egentlig transseksuelle, mens resten, flertallet åbenbart, tilsyneladende afgrænses til gruppen af “transvestitiske mænd” som afvises behandling med diagnosen “Fetichistisk transvestisme” (F65.1 i ICD-10).

På den måde har man i årevis underbehandlet de transseksuelle baseret på en forkert diagnostisk sondring. Således fremgår det af ICD-10, [XII] at fetichistisk transvestisme “kan forekomme som en tidligere fase i udviklingen af transseksualisme” – et forhold som man ikke tager med i sine betragtninger, når man skal adskille de der kan få behandling og de der ikke kan – men som andre moderne behandlingstilgange har blik for, jf. tallene fra Sverige. Sexologisk Kliniks kriterier er ubegrundede i forhold til gældende diagnosekriterier – og har været det i årevis.

Behandling: Sundhedsstyrelsens vejledning og praksis på SK

Ifølge den nyeste Vejledning vedr. behandling af transpersoner fremgår det, at man for at opnå behandling skal man have ovenfor nævnte diagnose transseksuel – men som det fremgår, burde det være forholdsvis enkelt at stille denne diagnose ud fra de angivne kriterier.

Men Sexologisk Klinik og Sundhedsstyrelsen opstiller et udredningsforløb der skal sikre mod at ’de irreversible ændringer’ af evt. behandling ikke fortrydes:

Gennemførelse af kønsmodificerende behandling er en proces med betydelige legemlige og psykiske ændringer og mulige sociale konsekvenser for den enkelte. De legemlige ændringer kan være reversible, delvist reversible eller irreversible. …. Det er derfor vigtigt med en grundig udredning, inden en eventuel behandling påbegyndes…”

En udredning inden behandling gennemføres primært for at sikre sig mod comorbiditet i forhold til andre psykiske sygdomme og sikre at patientens ønske er stabilt, således at vedkommende ikke senere vil fortryde indgrebet.

Men spørgsmålet er, om denne udredning behøver at tage så mange år som de selv dokumenterer det gør, og om man ikke hurtigere skulle kunne stille en diagnose om ”kønsidentitets forstyrrelse [XIII]”, men psykiaterne ved bedre end folk selv, hvorfor personen skal gennemleve flere års ”reflektionsperiode”. Man kunne jo med god grund spørge, om SK og Sundhedsstyrelsen har belæg herfor? Med en gennemsnitlig behandlingstid på seks til otte år og 34 interviews må man sige, at ’reflektionsperioden’ synes at være det væsentligste behandlingsinstrument.

Desuden må det anføres, at bestemmelsen af transseksualisme i følge ICD-10 alene forholder sig til, at “personen har et ønske om at leve og blive accepteret som et medlem af det modsatte køn, sædvanligvis ledsaget af en følelse af ubehag med eller af utilstrækkelighed med ens anatomiske køn, og et ønske om at få operation og hormon behandling for at gøre sin krop så kongruent som muligt med ens foretrukne køn” (F64.0). Tilsvarende anfører den amerikanske klassifikationsliste DSM-5, at ”For a person to be diagnosed with gender dysphoria, there must be a marked difference between the individual’s expressed/experienced gender and the gender others would assign him or her, and it must continue for at least six months.” [XIV].

Det er indlysende, at danske psykiatere nok kan stille en diagnose, baseret på en tilstand der mindst skal have varet i ½ år, og udelukke comorbiditet på kortere tid end 8 år – så bagved må ligge antagelser om, at personerne er psykisk syge, og derfor ikke kan forstå deres egne ønsker. Eller måske at personerne nok ikke mener det alvorligt, så hvis man blot trækker tiden ud, så fortryder de nok. Eller som et dagsfrisk Facebook opslag anfører: ”Det var bedst hvis vi ikke skulle behandle” – sagt til en transperson i behandling på SK. Eller skulle det være så svært at afgøre om der forekomme comorbiditet, at det skal tage mange år at afklare?

Man må derfor undre sig over, hvad Sexologisk Klinik haf haft som skjult dagsorden og tilsvarende stille spørgsmålet, om Sundhedsstyrelsen, der i årtier har haft tilsynspligt med behandlingen af transpersoner, mener at denne behandling har været udtryk for en ”højt specialiseret behandling” som lever op til kravene om ”omhu og samvittighedsfuldhed, som en læge skal udvise ved udredning og behandling af transkønnede”.

Konsekvenser af manglende behandling
Et væsentligt argument i Sundhedsstyrelsens vejledning synes at være, at fordi der er tale om til dels irreversible indgreb, er det vigtigt at personen skal (tvinges) til at tænke sig grundigt om inden behandling iværksættes. Dette kan måske også forklare noget af baggrunden for de lange behandlingstider.

Men det fremgår bl.a. af rapporten fra Amnesty (se ovenfor), at netop de lange ventetider, lange behandlingstider og usikkerhed om der overhovedet bliver nogen behandling, er stærkt psykisk belastende. Desuden bliver konsekvenserne, som det fremgår af begge de nævnte rapporter, at transpersonerne selvmedicinerer og søger behandling i udlandet.

Desuden viser internationale undersøgelser, at behandling med hormoner har en positiv helbredsmæssig effekt for transpersoner, således i en ny oversigtsartikel fra 2016 (baseret på 3 studier): ”. hormonal therapies given to individuals diagnosed with having Gender identity disorder (i.e., gender dysphoria) improve psychological functioning. However,… this review is unable to offer conclusive evidence regarding the effects of hormone therapy on quality of life for transgender individuals overall” –men alene for MtF. I same artikel omtales resultater af en anden oversigtsartikkel fra 2010 (baseret på 27 studier), der ser på effekterne af både hormonbehandling og kirurgisk behandling, og hvor resultaterne herfra sammenfattes således: “… the …review did find that the studies assessing sex reassignment surgery together with hormone therapy were strongly associated with improved psychological functioning.” [XV)

Ikke alene viser videnskabelige undersøgelser således en positiv behandlingseffekt, men også, at behandling nedsætter selvmords risikoen. At selvmords forekomsten er meget høj blandt transpersoner fremgår af en ny cannadisk undersøgelse fra 2015, der anfører, at “Studies in Canada, Europe, and the United States have reported suicide attempt prevalences within the trans population that range from 22 to 43 % over the lifetime and 9 to 10 % for the past year…In contrast, 3.7 % of all Canadians had seriously considered, and 0.6 % attempted, suicide in the past year.” Undersøgelsen ser på de modererende effekter, og konkluderer: “Our findings strongly suggest that interventions aimed at increasing social inclusion, reducing transphobic discrimination and violence, and facilitating access to medical transition should be considered as part of a comprehensive approach to suicide prevention in trans populations, and evaluated to assess effectiveness” [XVI]

Med de lange udrednings- og behandlingstider, udsættes transpersoner således for unødige lidelser som følge af manglende behandling. Det er derfor ikke rimeligt, at store grupper af transpersoner med behov for behandling der mindsker lidelserne, bliver brugt som ’gidsler’ for at undgå at nogle få behandlede efterfølgende skulle fortryde.

Dette ikke mindst set i lyset af, at kun få fortryder: Ifølge Dr. Safer: “The numbers who regret having made these interventions is tiny, less than for most of our medical interventions. And research backs this up,…. According to a Dutch study of 1285 individuals who changed their genders hormonally and/or surgically, 99% were satisfied with their decision (Arch Sex Behav. 1996;25:589-600).” [XVII]

Det forekommer at Sundhedsstyrelsen og SK i uforståelig høj grad søger at sikre de få på bekostning af de mange der afvises, eller tvinges til at gennemgå årelange udredningsforløb med de lidelser og risici der er forbundet hermed.

Hertil kommer, at når Sundhedsstyrelsen henviser til, at behandlingen irreversibel, så gælder dette kun delvist for behandling med kønshormoner, der af eksperter anses for reversibel indenfor de første 1-2 år, og derfor kan igangsættes umiddelbart uden større risiko. Behandlingen betragtes desuden forbundet med få risici ifølge videnskabelige undersøgelser.

Ifølge Dr. Asscheman har behandlingen kun få bivirkninger: “More than 2000 patients from 15 US and European centers participated in the retrospective study, called Comorbidity and Side Effects of Cross-Sex Hormone Treatment in Transsexual Subjects, and nearly 1600 received at least 1 year of follow-up, the authors reported. Our results are very reassuring…There are mostly minor side effects and no new [adverse events] observed in this large population.” [XVIII]

Tilsvarende konkluderer Dr. Safer: “All things considered, though, hormone therapy in humans is “pretty safe…We worry about clot risk with estrogen. It’s catastrophic, and we want to avoid it, but it really isn’t a common event…Possible heart disease with testosterone is still only a small degree [of risk], and if it’s otherwise an appropriate intervention, it’s not keeping me awake at night.”[XIX]

Sundhedsstyrelsens behandlings protokol sammenlignet med SOC
Som nævnt ovenfor henviser Sundhedsstyrelsen til, at de arbejder på baggrund af den vejledning, Standards of Care som er udarbejdet af The World Professional Association for Transgender Health7. edt.: Standards of Care for the Health of Transsexual, Transgender, and Gender Nonconforming People. (2010).

Men sammenlignes kravene herfra med Sundhedsstyrelsens behandlingsvejledning ses væsentlige forskelle. Der kan således ikke findes belæg for påstanden om, at behandling af transkønnede er højt specialiseret, SOC angiver således at en kandidatgrad indenfor ”clinical behavioral science field” som minimumskrav samt kendskab til transkønnede og vurdering heraf. Godkendelse til behandling med hormoner forudsætter henvisning fra én ekspert og operation fra to eksperter i modsætning til Sundhedsstyrelsens behandlingsteam ”med særlig ekspertise”.

Tidsforløb for såvel udredning som behandling forekommer også meget længere i det danske system, selv om klare tidsangivelser ikke angives. Men mindst et halvt års ’real-life’ angives som forudsætning ved SK, mens tilsvarende krav ikke findes i SOC. For operation angives i Danmark mindst to års samlet observation, 1 års real-life og 1 års hormonbehandling, mens SOC alene anviser 1 års hormonbehandling.

Der er således i SOC ingen krav om reflektionsperiode eller real life ved hormonbehandling. Ved kirurgisk behandling kræves alene et år med hormonbehandling. Samlet kan det anslås at et forløb ifølge SOC vil vare ca: Homonbehandling 1 måned, kirurgisk behandling: 1 år. Samlet varighed 1-1½ år i modsætning til en gennemsnitsbehandlingstid på mellem seks og otte år og 34 interviews ifølge SK’s egne opgivelser.

Hertil kommer yderligere et unødigt kontrollerende element, idet Sundhedsstyrelsen skal give tilladelse til kastration efter indstilling fra SK (§ 115 i Sundhedsloven), og hvor Giraldi & Gram anfører: ”Sundhedsstyrelsen giver som udgangspunkt ikke tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, medmindre ansøgeren i nogle år har gennemgået et observationsforløb på en af de afdelinger/klinikker, som ifølge specialeplanlægnings-vejledningen er tillagt kompetence til at varetage denne vurdering og behandlingsform.” Et krav som vist ikke forekommer mange andre steder i verdenen.

Sexologisk Klinik [XX] SOC [XXI]
Behandlingskompetence Behandlingskompetence
Udredning og behandling af voksne transkønnede kræver særlig ekspertise forankret i et fast multidisciplinært teamsamarbejde, som omfatter speciallæger i psykiatri, gynækologi/obstetrik og plastikkirurgi med særlig viden om transseksuelle. Endvidere indgår andet personale med indsigt og kompetence på området, herunder psykologer m.fl., typisk i det multidisciplinære teamsamarbejde.

Behandling af transkønnede betragtes som højt specialiseret og er pt kun godkendt på Sexologisk Klinik

1. A master’s degree or its equivalent in a clinical behavioral science field.
2. Competence in using the Diagnostic Statistical Manual of Mental Disorders and/or the International Classification of Diseases for diagnostic purposes.
3. Ability to recognize and diagnose co-existing mental health concerns and to distinguish these from gender dysphoria.
4. Documented supervised training and competence in psychotherapy or counseling.
5. Knowledgeable about gender nonconforming identities and expressions, and the assessment and treatment of gender dysphoria.
6. Continuing education in the assessment and treatment of gender dysphoria
Hormonbehandling og brystreducerende kirurgi: Criteria for Feminizing/Masculinizing Hormone Therapy (one referral or chart documentation of psychosocial assessment).
  • At patienten har levet et halvt ar som det modsatte køn, kan overskue konsekvenserne af behandlingen og giver sit informerede samtykke hertil
  • Ikke vasentlige forhold der taler imod (somatiske, sociale, psykiatriske)
1. Persistent, well-documented gender dysphoria;
2. Capacity to make a fully informed decision and to consent for treatment;
3. Age of majority in a given country (if younger, follow the SOC for children and adolescents);
4. If significant medical or mental concerns are present, they must be reasonably well-controlled.
Hormone therapy can be initiated with a referral from a qualified mental health professional.
Krav til kastration og kirurgi på genitalier Criteria for genital surgery (two referrals)
  • Tilladelse fra Sundhedsstyrelsen på baggrund af erklæring fra Sexologisk Klinik – normalt kræves mindst 2 års observationsforløb
  • 18 år
  • 12 måneders sammenhængende års real life og fulgt af den for forløbet ansvarlige speciallæge
  • 12 måneders kontinuerlig hormonbehandling med mindre der er kontraindikation
  • Samtale med speciallæge i kirurgi
1. Persistent, well documented gender dysphoria;
2. Capacity to make a fully informed decision and to consent for treatment;
3. Age of majority in a given country;
4.If significant medical or mental health concerns are present, they must be well controlled;
5. 12 continuous months of hormone therapy as appropriate to the patient’s gender goals (unless the patient has a medical contraindication or is otherwise unable or unwilling to take hormones).

Hvor SOC ikke angiver særlig præcise tidshorisonter for udredning og behandling, synes forskellene dog klare, og SK kan ikke begrunde deres lange udrednings- og behandlingstider i SOC. Hertil kommer, at SOC henviser til mere konkrete udformninger af behandlingsprotokoller, som er i overensstemmelse med SOC, og betegnes som ”Informed Consent Model Protocols”, der beskrives som fleksible kliniske guidelines.

Det anføres således, at ”The difference between the Informed Consent Model and SOC, Version 7 is that the SOC puts greater emphasis on the important role that mental health professionals can play in alleviating gender dysphoria and facilitating changes in gender role and psychosocial adjustment. … In the Informed Consent Model, the focus is on obtaining informed consent as the threshold for the initiation of hormone therapy in a multidisciplinary, harm-reduction environment. Less emphasis is placed on the provision of mental health care until the patient requests it, unless significant mental health concerns are identified that would need to be addressed before hormone prescription”.

Som eksempel kan nævnes at Callen Lorde Community Health Center [XXII] der på baggrund af 2-3 møder udreder og undersøger transpersoner og igangsætter hormonbehandling baseret på informeret samtykke – altså behandlingsprotokoller under SOC, men som i løbet af en måneds tid i normale tilfælde vil kunne udskrive hormoner – og hvis klienten allerede har brugt/bruger hormoner fortsættes behandlingen samtidigt med udredningen.

Sammenfatning
Det er slående, at Sundhedsstyrelsen allerede to år efter deres sidste behandlingsvejledning har planlagt en ny vejledning – hvilket kunne tyde på, at også de selv er klar over, at den eksisterende vejledning er utilstrækkelig og dårligt funderet. Som det fremgår af det foranstående, eksisterer ser i dag valid videnskabelig dokumentation om såvel behandlingsformer som behandlingsresultater, der peger på at behandlingen af transkønnede kunne foregå langt mere smidigt og klientorienteret end tilfældet er i Danmark. Endvidere at udrednings- og behandlingstiden i overensstemmelse med internationale anvisninger kan reduceres betydeligt, således at Sundhedsstyrelsens vejledning ikke behøver at basere sig på princippet, at ”øvelse gør mester”. Det er barokt, at Sundhedsstyrelsen, der igen og igen i Vejledningeng og i svar til Sundheds- og ældreudvalget har understreget behovet for at udvise ”omhu og samvittighedsfuldhed” kombineret med ”særlig ekspertise og erfaring” i sit eget arbejde ikke henviser til valid videnskabelig litteratur og man kan med rette spørge, om Sundhedsstyrelsen i sin seneste vejledning har levet op til disse krav. I forlængelse heraf kan man tvivle på, om Sundhedsstyrelsen og SK besidder de tilstrækkelige kvalifikationer til at varetage dette område, når man allerede efter et år ser sig nødsaget til at omarbejde en behandlingsvejledning.

Et paradigmeskift er påkrævet i behandlingen af danske transpersoner.

* * *
Noter
  1. [Retur] Joshua Safer, MD, director of endocrinology education at Boston University School of Medicine, Massachusetts, speaking here at the recent Endocrine Society Hormones & Health Science Writers Conference – citeret efter: Medscape Medical News > Conference News
    Veronica Hackethal, MD: Paradigm Shift Occurring in Transgender Care. December 21, 2015 http://www.medscape.com/viewarticle/856234.
  2. [Retur] Beretning afgivet af Sundheds- og Ældreudvalget den 0. maj 2016 Udkast til Beretning
  3. [Retur] Beretning afgivet af Sundheds- og Ældreudvalget den 26. maj 2016 Beretning over
    Forslag til folketingsbeslutning om fjernelse af transseksualisme fra sygdomsliste
  4. [Retur] Vejledning om udredning og behandling af transkønnede (VEJ nr 10353 af 19/12/2014)
    https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=167172
  5. [Retur] Vejledning om udredning og behandling af transkønnede, 2014.
  6. [Retur] Katrine Bindesbøl Holm Johansen, Bjarne Laursen & Knud Juel (2015).
    LGBT-sundhed: Helbred og trivsel blandt lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner. Statens institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.
  7. [Retur] Amnesty International (2016): Briefing: Transkønnede adgang til sundhed i Danmark – en opfølgning på Amnestys rapport fra 2014
  8. [Retur] Ser vi eksempelvis på ”Vejledende materiale til læger og p-pillebrugere om p-piller” (2015) fremhæves ”omhu og samvittighedsfuldhed” ikke, til trods for, at man nu kommer med en opfordring til lægerne om ”Som udgangspunkt bør 2. generations p-piller være første valg” – man fraråder altså brugen af 3. generationspiller som har endnu højere risiko for blodpropper end 2. generationspillerne.
    Altså risikoaspekter ved hormonbehandling af sunde kvinder, men hvor man ikke forbyder brugen af 3. generationspiller, som har været tilladt i årevis, til trods for kendt øget risiko, og uden løftet pegefinger. Transpersoner derimod, kan man ikke nøjes med at informere om øget risiko – som vel hverken er større eller mindre end ved brugen af p-piler – de skal udredes og testes og diagnosticeres som psykisk syge inden de får adgang til en for dem vigtigere behandling med hormoner end p-piler kan siges at være for kvinder.
  9. [Retur] Simonsen, R., Hald, G., Giraldi, A. & Kristensen, E. (2015). Sociodemographic study of danish individuals diagnosed with transsexualism. Sex. Med. 2015;3:109-117.
    (http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/sm2.48/full)
  10. [Retur] Lisa Andersen. Kommentarer til antallet af ansøgere til kønsskifteoperationer i Danmark henholdsvis Sverige, foranlediget af Sundhedsministerens svar til SUU af 26 november 2013
    http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/SUU/bilag/167/index.htm
  11. [Retur] Kristensen, E & Giraldi, A.: 25 år med Sexologisk Klinik. København 2010.
  12. [Retur] ICD-10: http://apps.who.int/classifications/icd10/browse/2010/en#/F60-F69
  13. [Retur] “Kønsidentitetsforstyrelse” (GID) er betegnelsen i ICD10 og var diagnosebetegnelsen i den amerikanske klassificering af psykiske sygdomme, men er nu fjernet til fordel for betegnelsen “gender dysphoria”. Betegnende nok for det danske sundhedsvæsen fastholder man denne diskriminerende betegnelse om identitetsforstyrrelse til trods for, at man pro forma anfører at ”Diagnosen er ikke udtryk for en somatisk eller psykiatrisk sygdomstilstand”.
    Hvad hjertet er fuld af, løber munden over med.
  14. [Retur] Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM-5)
  15. [Retur] White Hughto and Sara Reisner: A Systematic Review of the Effects of Hormone Therapy on Psychological Functioning and Quality of Life in Transgender Individuals; Transgender Health 2016, 1.1
    http://online.liebertpub.com/doi/10.1089/trgh.2015.0008
    og
    Murad MH, Elamin MB, Garcia MZ, et al. Hormonal therapy and sex reassignment: a systematic review and meta-analysis of quality of life and psychosocial outcomes. Clin Endocrinol (Oxf). 2010;72:214–231.
  16. [Retur] Greta R. Bauer; Ayden I. Scheim; Jake Pyne; Robb Travers; Rebecca Hammond: Intervenable Factors Associated With Suicide Risk in Transgender Persons: A Respondent Driven Sampling Study in Ontario, Canada. BMC Public Health. 2015;15(525)
  17. [Retur] Joshua Safer, MD, director of endocrinology education at Boston University School of Medicine, Massachusetts, speaking here at the recent Endocrine Society Hormones & Health Science Writers Conference – citeret efter: Medscape Medical News > Conference News Veronica Hackethal, MD: Paradigm Shift Occurring in Transgender Care. December 21, 2015
    http://www.medscape.com/viewarticle/856234.
  18. [Retur] Kathleen Louden (2014): Largest Study to Date: Transgender Hormone Treatment Safe.
    http://www.medscape.com/viewarticle/827713.
  19. [Retur] Joshua Safer, MD, director of endocrinology education at Boston University School of Medicine, Massachusetts, speaking here at the recent Endocrine Society Hormones & Health Science Writers Conference – citeret efter:
    Medscape Medical News > Conference News
    Veronica Hackethal, MD: Paradigm Shift Occurring in Transgender Care. December 21, 2015
    http://www.medscape.com/viewarticle/856234.
  20. [Retur] Baserett på Sundhedsstyrelsens vejledning og Sexologisk Kliniks oplæg ved Annamaria Giraldi, Professor, Overlæge, Ph.d & Eva Grahn, Psykolog: Transkønnede/transseksuelle i Danmark. Bilag 8. Sexologisk Kliniks præsentation ved det lukkede ekspertmøde den 26. april 2016 om B7.
  21. [Retur] World Professional Association for Transgender Health (WPATH): Standards of Care for the Health of Transsexual, Transgender, and Gender Nonconforming People. The World Professional Association for Transgender Health. 7th Version 2010. [ www.wpath.org]
  22. [Retur] Protocols for providing hormone therapy. http://callen-lorde.org/transhealth/

* * *
Folketingets journal vedrørende skrivelsen.
Skrivelsen i pdf-format hos Folketinget.

Det første transkønnede barn i Danmark startede behandling med stophormoner den 17. maj 2016. Linda Thor Pedersen, 25. august 2016.

Vist 0 gange. Af Linda Thor Pedersen, den 25. august 2016.
Det første transkønnede barn i Danmark startede behandling med stophormoner den 17. maj 2016.

Det første transkønnede barn i Danmark – en transpige – startede tirsdag den 17. maj 2016 på sin behandling med stophormoner. Det har sat hendes pubertet på pause, og når hun bliver 16 år, har hun mulighed for at få kvindelige kønshormoner, og den ønskede kvindelige pubertet vil begynde.

I LGBT Danmark har vi i flere år arbejdet for, at transkønnede børn og unge skal tilbydes behandling. Derfor var vi glade for, at SundhedsstyrelsensVejledning om udredning og behandling af transkønnede” af 19. december 2014 indeholdt et særskilt afsnit om behandling af transkønnede børn og unge.
Vejledningen var længe undervejs, så vi havde en forventning om, at behandlingen af de transkønnede børn og unge ville starte umiddelbart efter vedledningens ikrafttrædelse, men dér blev vi skuffede.

For et år siden blev jeg kontaktet af en mor, som var ulykkelig over sin datters desperation over de fysiske forandringer, der så småt var ved at komme på grund af datterens begyndende pubertet. Hendes datter var tildelt drengekøn ved fødslen, men var helt entydigt allerede fra helt lille en pige. Moren bad mig og foreningen om hjælp til at fremme behandlingen, så hendes datter ikke kom til at udvikle mandlige kønskarakteristika. Jeg besøgte familien, og jeg fik en fuldmagt fra forældrene til at handle på familiens vegne. (Uden en fuldmagt må sundhedspersonale ikke udtale sig om konkrete personer).

Jeg har siden talt mange gange med professor Annamaria Giraldi, der er leder af Sexologisk Kliniks behandling af transkønnede, om den unge transpige.
Det største problem var, at der ikke var afsat penge til behandling af transkønnede børn og unge.
Sundhedsstyrelsen burde i tide have informeret Region Hovedstaden, som er den eneste region, der reelt kunne byde på opgaven, så regionen kunne have indregnet behandlingen i budgettet for 2015. Regionen har kun modtaget et beskedent tilskud fra Sundhedsstyrelsen til udvikling og behandling i 2015. En anonym embedsmand i regionens administration har udtalt: “Sundhedsstyrelsen designer en Rolls Royce vel vidende, at vi kun har råd til en Mini”.

Da Region Hovedstaden reelt var den eneste region, som kunne byde på behandlingen, der af Sundhedsstyrelsen betegnes som højt specialiseret, måtte ansøgningsprocessen betragtes som en proformaproces. Først den 2. marts 2015 ansøgte Region Hovedstaden om specialefunktionen, og først den 1. juni 2015 modtog regionen Sundhedsstyrelsens godkendelse. Et halvt år spildt med bureaukrati, mens transkønnede børn og unge fortsat led.

Den 30. juni 2015 mødtes LGBT Danmark med Sundhedsstyrelsen. Vi udbad os dokumentation for baggrunden for vejledningens afsnit om behandlingen af transkønnede børn og unge. Den kunne ikke fremskaffes. I stedet fik vi en mundtlig forklaring: “Vi har talt med kollegaer i vores nabolande og læst en hollandsk rapport”. Rapporten kunne de ikke huske titlen på.

Efter mødet blev jeg hurtigt klar over, hvad det var for en rapport, idet jeg havde kendskab til, at Holland var langt fremme med behandling af transkønnede børn og unge. Rapporten var en videnskabelig artikel skrevet af blandt andet professor Peggy T. Cohen-Kettenis.

Jeg skrev til Peggy T. Cohen-Kettenis og bad om en kopi af artiklen og spurgte samtidig, om hun kunne anbefale andre artikler. To dage senere modtog jeg artiklen og 14 andre.

Med den viden, jeg fik gennem disse artikler, blev det klart for mig, at afsnittet i Sundhedsstyrelsens vejledning af 19. december 2014 om behandling af børn og unge er en gang makværk.
Samtidig var den manglende finansiering med til at forsinke etablering af et behandlingstilbud. Regionen mente Sundhedsstyrelsen burde finansiere opstarten, og Sundhedsstyrelsen mente det modsatte.

Den 11. august 2015 skrev jeg på vegne af LGBT Danmarks transpolitiske udvalg til sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde. Jeg fremhævede de gode erfaringer, de havde i Holland, som åbnede en specialiseret kønsidentitetsklinik for børn og unge i 1987. Brevet til ministeren sluttede med to spørgsmål:
“Hvilke tiltag vil ministeren iværksætte for at sikre, at der hurtigst muligt etableres et velfungerende behandlingstilbud for transbørn og -unge?
Vil ministeren sikre og i givet fald hvordan, at “den dybe tallerken” ikke skal genopfindes i Danmark, når der findes 3 årtiers forskning i behandling af transbørn og -unge?”

Ministeren svarede os den 9. november 2015. I sit svar skrev ministeren bl.a.: “Jeg er også enig i, at vi i Danmark bør lære af de erfaringer, man allerede har gjort sig i udlandet, fx i Holland. Derfor hæfter jeg mig positivt ved, at Region Hovedstaden har oplyst til Sundhedsstyrelsen, at Sexologisk Klinik fra september til december 2015 forventer at igangsætte internationalt samarbejde og læring på området, herunder fra Holland.”

LGBT Danmark har et tæt samarbejde med Sexologisk Klinik. Vi har medvirket til at kvalitetssikre behandling af transkønnede børn og unge. Regionen har etableret “Teamet for behandling af transkønnede børn og unge“, som består af Sexologisk Klinik, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Bispebjerg og Klinik for Vækst og Reproduktion, Rigshospitalet.

I november 2015 præsenterede “Teamet for behandling af transkønnede børn og unge” det planlagte behandlingstilbud. Den danske model for udredning og behandling af transkønnede børn og unge er baseret på den hollandske model. En model, som vi har arbejdet intenst på at få indført. Vi har en tæt dialog med teamet for at sikre, at modellen implementeres optimalt.

For børn med en kønsidentitet, der ikke svarer til det køn, de fik tildelt ved fødslen, er puberteten et mareridt.
I LGBT Danmark er vi derfor bekymrede over de rigide aldersgrænser, som Sundhedsstyrelsen har anført i vejledningen af 19. december 2014. Ifølge vejledningen må behandling med stophormoner tidligst anvendes, når den unge er fyldt 12 år. Mange af disse børn vil imidlertid være nået langt ind i puberteten inden de fylder 12 år. De får derfor uoprettelige skader eller skader, der kræver operationer at afhjælpe. Transmænd får bl.a. uønskede bryster, der skal fjernes operativt; brede hofter og lavere slut-højde i forhold til andre mænd. Transkvinder får bl.a. uønsket hår- og skægvækst, som kun delvist kan fjernes med laser og elektrolyse; adamsæble, som kan fjernes operativt; en dyb mandsstemme og højere slut-højde i forholde til andre kvinder.
Det er derfor utroligt vigtigt, at de transkønnede børn og unge har mulighed for en ordentlig og rettidig behandling.

Behandlingsforløbet af transkønnede børn og unge består indledningsvis af fem samtaler på Sexologisk Klinik, to samtaler på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Bispebjerg og en undersøgelse på Klinik for Vækst og Reproduktion, Rigshospitalet. Behandlingsforløbet tilpasses individuelt til barnet/den unge.

Jeg har deltaget i to af samtalerne, som transpigen, der den 17. maj 2016 starter behandling med stophormoner, har haft på Sexologisk Klinik.
Overordnet finder jeg behandlingen god, men der er plads til forbedringer. Det kan heller ikke forventes, at behandlingen er perfekt for det første barn, der gennemgår behandlingsforløbet. Det glæder mig derfor, at personalet lytter til familiernes og LGBT Danmarks forslag og kritik af behandlingen og deres store velvilje til at forbedre behandlingen.

En kold decemberdag i 2015 blev jeg ringet op af Annamaria Giraldi, som fortalte mig, at indkaldelsen til den unge transpiges første samtale på Sexologisk Klinik var afsendt samme dag. Vi aftalte, at jeg skulle overbringe nyheden til moderen.
Det var en stor glæde at viderebringe den gode nyhed. Dagen efter modtog moderen brevet med indkaldelsen til samtale den 4. januar 2016. Datteren blev lykkelig. “Det er den bedste julegave, jeg kan få”, udbrød hun.

Tirsdag den 10. maj 2016 fik familien den næste gode nyhed. Datteren skulle have den første stophormonbehandling tirsdag den 17. maj 2016 kl. 12.00.
Behandlingen består i en indsprøjtning i låret med stophormoner, men da hun ikke bryder sig om nåle, var det med en hvis frygt, hun gik ind til behandlingen. Efter behandlingen udtalte hun: “Det kunne næsten ikke mærkes”. Siden har hun fået to behandlinger mere. Hun er forskånet for bivirkninger, og den eneste gene familien oplever, er, at blot fordi hun er transkønnet, skal de rejse til København for en simpel behandling, som andre børn modtager lokalt.

Linda Thor Pedersen
Transpolitisk talsperson
LGBT Danmark

* * *

Lili Elbes gravsted genskabt og indviet den 22. april 2016.

Vist 0 gange.
Lili Elbes genskabte gravsted. Foto: Steffi Eckold.

Lili Elbes genskabte gravsted.
Foto: Steffi Eckold.

Lili Elbes gravsted er blevet rekonstrueret ud fra historiske fotografier af det oprindelige gravsted.
Det nye gravsted blev indviet fredag den 22. april 2016 på Dresdner Trinitatisfriedhof (Dresden Treenigheds Kirkegård) præcis på det sted, hvor Lili Elbe blev bisat efter sin død den 13. september 1931.
Det oprindelige gravsted blev sløjfet på et ikke nærmere kendt tidspunkt i 1960’erne.

Indvielsen af det nye gravsted skete i overværelse af omkring 100 personer herunder den danske ambassadør i Berlin, Friis Arne Petersen; David Ebershoff, forfatter til den biografiske roman om Lili Elbe, Den danske pige fra 1999 og Lucinda Coxon, manuskriptforfatter til filmen The Danish Girl fra 2015, der bygger på David Ebershoffs bog.

Det er produktionsselskabet til filmen The Danish Girl, som har finansieret gravstedet. Gravstenen har inskriptionen: “Lili Elbe – Geboren in Dänemark – Gestorben in Dresden” (Lili Elbe – Født i Danmark – Død i Dresden) og over hendes navn en jugenstil-ornamentering. (Tysk stilart, der var fremherskende især i tiden omkring århundredeskiftet 1800 til 1900).

* * *
Artikel den 22. april 2016 hos Dresdner Neueste Nachrichten om indvielsen af det nye gravsted.

Det transseksuelle blik – eller om ikke at kunne se skoven for bar træer. Den 6. februar 2016 af Lisa Andersen.

Vist 0 gange. Lisa Andersen
En kritisk kommentar til et socialkonstruktionistisk perspektiv på Lisa Andersen med udgangspunkt i en bacheloropgave præsenteret i Vidensbanken: Case Study: Caspian Drumm, kønnede praksisser og fællesskaber – af Anne Maabjerg Mikkelsen.

Et traditionelt socialpsykologisk syn på hvorledes individet lever sit liv i en social kontekst, fik på et tidspunkt i slutningen af 1900-tallet sin særlige radikale udformning i den såkaldte ’socialkonstruktionisme’ som i mange tilfælde udarter sig til en særegen blindhed over for verdenens mangfoldighed, fordi alting skal ses som en social konstruktion, herunder ikke mindst synet på køn og transseksualitet. Det nævnte bac-studie er et fint eksempel herpå. Det var nok ikke umagen værd at beskæftige sig med dette ud over i eksamenslokalet, men dels er det bragt i Vidensbanken og dels kan man ofte i transkønnede kredse støde på forståelsesformer og – antagelser der har sin rod i dette syn på verdenen og den transkønnede, hvorfor det kunne være på sin plads at pege på nogle åbenbare blinde pletter i dette perspektiv.

Den store præstinde i dette verdenssyn er en amerikansk forsker Judith Butler, som også trækkes ind i denne eksamensopgave. Hendes formuleringer bliver som regel meget håndfast udlagt i stil med den måde Mikkelsen her gør det:

“Judith Butler mener, at kønnet er performativt, med hvilket hun mener følgende: ”… performative in the sense that the essence or identity that they otherwise purport to express are fabrications manufactured and sustained through corporeal signs and other discursive means.” …Butler ønsker med sin teori at gøre op med forståelsen af, at kønnet er essentielt og dermed årsag til vores handlinger. Det er derimod noget, der skabes gennem handlinger – vi gør vores køn. Handlingerne er en gentagen og citeret praksis, hvormed de fremstår som en essens.”

Kønnet er altså ikke noget personen iboende, det er ikke essentielt, men er noget vi skaber i vores sociale kontekst som en slags social praksis. Som eksempel på hvorledes vi skaber vores eget køn analyseres en transperson Caspian, født som pige, men som ifølge forfatteren skaber sit eget køn som dreng/mand:

Caspians profil, fremstår som en drejebog for, hvordan man kan ”blive” mand. Dette verificerer Butlers teori om kønnet som værende performativt. Caspian selv understreger mange gange, hvordan han træner sin krop, … og klæder sig som mand. Udseende, beklædning og herigennem selvfremstilling som mand er central.
For Caspian er der på ingen måde et problem i, at hans kønsorganer tilhører en kvindes krop, da kønnet for ham sidder i handlinger, opførsel og fremstilling frem for i kønsorganet: ”I am a man, and my equipment down there doesn’t change that.”.

Uden at gå ind i analysen af casepersonens liv som sådan, kan man dog helt naivt spørge, hvorfor Caspian dog skal skabe et nyt køn for sig selv? Hvis kønnet er en social konstruktion, så er det jo ikke den nyfødte der selv konstruerer sit eget køn, men at dette sker qua opvæksten, socialiseringen som det hedder, at kønnet ’skabes’ for den enkelte. Men hvis denne kønsidentitet alene er produktet af den sociale påvirkning og en afspejling af hvad barnet og senere den voksne forstår som sit køn i den sociale kontekst, hvorfor pokker er der så ikke overensstemmelse mellem det køn Caspian er blevet socialiseret til og det køn han føler han har? Udsagnet “I am a man” er jo et udtryk for, at den pige-socialisering og sociale konstruktion af Caspians køn som ’pige’ har slået fejl, og at Caspian har en drengs/mands kønsidentitet ’inderst inde’. Med Mikkelsen kunne man sige, at hvis kønnet er en performance som er erhvervet i socialiseringen, hvorfor performer Caspian ikke som pige, når han nu er opdraget hertil? Dette og lignende spørgsmål tages sjældent op indenfor socialkonstruktionismen.

Det er jo svært at se bort fra, at den transkønnede, og især den transseksuelle/transpersonen, netop har sit køn ’med i bagagen’ om jeg så må sige; at der er en medfødt konstitutionel faktor indbygget der styrer personen bort fra det – konstruerede og indsocialiserede – køn og hen mod et køn som er personen iboende.

Var kønnet ikke andet end en social konstruktion, en række handlinger og udtryk som afspejler den forhåndenværende sociale forståelse af kønnet, ville der vel slet ikke eksisterer transpersoner, eftersom vi alle stort set vokser op i en social kontekst der stærkt og ubønhørligt presser personens kønsidentitet i én bestemt retning hen mod det fra fødslen tildelte køn. Men at denne ’indre’ identitet, som også Caspian giver udtryk for, er så stærk, at mange må gå gennem, om jeg så må sige, ild og vand for at realisere sin ydre, samfundsmæssige, identitet i overensstemmelse med sit indre køn, mere end antyder at der er nogle endda stærke drivkræfter på spil. Hvilket ironisk nok klart nok illustreres i opgaven:

Caspian er et eksempel på et individ, der aldrig har følt sig som den pige, han blev født som. Siden tre-årsalderen har han benægtet sit biologiske køn, og han ønskede dengang at hedde Christoffer. .. Han har aldrig været feminin og har altid haft drengevenner. .. Han understreger, hvorledes han siden folkeskolen forsøgte at gøre som drengene: ”I tried to play really tough … and I wore a leather jacket.”. .. Her er der tale om en citation af drenge-adfærden, hvilket ifølge Butler afslører kønnets performative karakter… Hans største ønske er at blive accepteret af samfundet, som den mand, han føler sig som…”

Mikkelsens tolkning, i forlængelse af Butler, at kønnet er socialt, demonstrerer at begge er blinde for den realitet der udspiller sig for øjnene af dem, skoven kan ikke ses for bar træer. Citatet underbygger jo snarere det modsatte: at kønsidentiteten er iboende. Men da man er socialiseret til det modsatte køn, så nødsages transpersonen til at lære at spille en rolle, for at kunne realisere sit egentlige køn i det sociale rum. Kønnet har altså både en indre personlig kerne, kønsidentiteten, og en ydre performativ del for at bruge Butlers ordvalg, der til en given tid afspejler den rådende sociale kønsforståelse. Men i modsætning til Butler og Mikkelsen, er den indre side årsag til den ydre optræden, og derfor er netop det at kunne passere i det offentlige rum, en vigtig bekræftelse af transpersonens kønsidentitet, det indre køn.

Sædvanen tro indenfor denne forståelsesramme bliver der afslutningsvist peget på, at det er samfundets der er skyld i misseren:

”Hans største ønske er at blive accepteret af samfundet, som den mand, han føler sig som og dermed undgå den eksklusion i samfundet, der er forbundet med at blive stemplet ”freak”. Samfundet er struktureret omkring et binært, heteroseksuelt system, der kræver overensstemmelse mellem biologisk køn og kønsidentitet, og som opererer i to kategorier: Mand og kvinde.”

Men det er ikke bare samfundet der ’kræver overensstemmelse mellem biologisk køn og kønsidentitet’ som forfatteren skriver, det er også den transseksuelles største ønske, som det også fremgår af citaterne af Caspian. Men da det hele ifølge Mikkelsen er en social konstruktion, så er det denne konstruktion der skal laves om (man kan i mellemtiden undre sig over, hvorfor denne konstruktion er blevet som den er, her under hvorfor 95 % af befolkningen i alle lande og til alle tider finder sig godt tilrette med en binær kønsopdeling):

”Hvis kønnet er performativt og en virkning (frem for årsag), da kan vi ikke dømme nogen som værende forkerte eller sande køn, eftersom alt er processuelt. ..kønskategorierne skal åbnes op, og der skal være plads til den kvinde, der ønsker at leve som en mand – dette uden en operation. ” Hvis samfundet blot var mere pluralistisk ville der være plads til alle og den transseksuelle behøvede slet ikke at skulle gå gennem ild og vand for socialt at realisere sit indre køn. Og lidt patroniserende kan Mikkelsen konkludere, at:

”Den transseksuelle forsøger gennem kønsskifteoperationen at skabe en overensstemmelse mellem biologisk og socialt køn, hvilket reproducerer de allerede eksisterende normer. Den transseksuelles valg om kønsskifteoperation underbygger Butlers … tese om en for snæver kønsstruktur, hvilket … Caspian … også eksemplificerer. ”

Men det er faktisk ikke det hverken Caspian eller mange andre transpersoner giver udtryk for, når de så vidt muligt efterstræber en overensstemmelse mellem deres sociale/fysiske fremtræden og deres kønsidentitet. De identificerer sig som kvinde(mand) og ønsker at blive set som sådan i samfundet, præcist som Caspian har givet udtryk for. Derfor er hormoner og evt. operationer for den enkelte, for netop at opleve harmoni mellem krop og sjæl. Det er også derfor hormonerne i sig selv giver denne ’indre ro’ og tilfredsstillelse. Ikke af hensyn til de andre, men af hensyn til sig selv. [1]

Og selv om pluraliteten skulle blive så rummelig at man kan klæde sig og fremtræde som man vil i samfundet uden nogen løfter et øjenbryn, vil transpersonen alligevel søge at udtrykke sig som den person de oplever de er: mand eller kvinde og indgå i de sociale kontekster der er typiske herfor.

PS Transkønnethed er et paraplybegreb der dækker over mange forskellige former, så når der ovenfor er talt om transpersoner/transseksuelle så er dette den undergruppe af transkønnede som oplever, at deres kønsidentitet er inkongruent med deres fysiologiske køn og at dette så vidt muligt skal harmoniseres. Der findes andre former for transkønnede med mere flydende grænser som ikke er behandlet her.

Note
  1. [Retur] For en uddybning se Lisa Andersen: Gennem livets dør. 2014

* * *
Artiklen i pdf-format.

Da Lili blev en rigtig kvinde: Den sande historie bag “The Danish Girl”.

Vist 0 gange.
Da Lili blev en rigtig kvinde: Den sande historie bag "The Danish Girl".

Da Lili blev en rigtig kvinde: Den sande historie bag “The Danish Girl”.

Titel Da Lili blev en rigtig kvinde
Den sande historie
bag “The Danish Girl
Selskab Danmarks Radio
Webdokredaktør Hans Christian Kromann
Tekst og video Rikke Østergård og
Heidi Skibsted
Vist 4. februar 2016
Spilletid 5 videoindslag på:
1 minut 13 sekunder,
3 minutter 27 sekunder,
3 minutter 10 sekunder,
3 minutter 40 sekunder
og 3 minutter og 26 sekunder
Sprog Dansk og engelsk
med danske undertekster

Danmarks Radio har lavet et dokumentarportræt med informative tekster om Lili Elbe suppleret med videooptagelser fra de steder i København, Berlin, Paris og Dresden, hvor Lili Elbe færdedes, og afsluttende med optagelser fra udstillingen på Arken om ægtefællen, Gerda Wegener.
I videooptagelserne er der intereview med forskellige personer om Lili Elbe.

* * *
Artiklen med videooptagelserne hos Danmarks Radio.

Kønsskiftetilladelse meddeldt af Sundhedsstyrelsen til Linda Thor Pedersen den 29. januar 2016.

Vist 0 gange. Linda Thor Pedersen fik den 29. januar 2016 af Sundhedsstyrelsen tilladelse til kastration med benblik på kønsskifte fra mand til kvinde.

Skrivelsen gengives herunder.

Sundhedsstyrelsen

29. januar 2016.

Linda Thor Pedersen.

Tilladelse til kønsskifte

Sundhedsstyrelsen har nu på baggrund af erklæring af 8. december fra Sexologisk Klinik behandlet din ansøgning om tilladelse til kastration med benblik på kønsskifte fra mand til kvinde.

Sundhedsstyrelsen giver dig herved tilladelse til kastration som led i kønsskifte efter Sundhedsloven § 116, stk. 1, jf. § 115, stk. 1.

Indgrebet foretages på Rigshospitalet, og du bedes henvende dig til Sexologisk Klinik for at få en henvisning til indlæggelse.

Sexologisk Klinik modtager kopi af dette brev.

Hvis du ønsker at få erklæringen fra Sexologisk Klinik, kan du rette henvendelse herom til Sundhedsstyrelsen.

Med venlig hilsen

(Underskriften er udeladt i denne gengivelse).

* * *
Tilladelsen i pdf-format.

Kvinde maler kvinde. Om Arkens Gerda Wegener-udstillingen. Merle Baeré den 17. november 2015.

Vist 0 gange. Af Merle Baeré.
En sommerdag, 1927. Foto Morten Pors.

Maleriet En Sommerdag fra 1927 kan for tiden ses på Arken.
Foto Morten Pors.

ATLAS inviterede LGBT Danmarks transpolitiske talsperson med på Arken til en snak om den nye Gerda Wegener udstilling. En udstilling der går på tværs af køn og har en af verdens første transkønnede, som blev opereret, i hovedrollen som muse.

En kvinde ligger henslængt over en rokokoinspireret lænestol med rødt og grønt betræk. I højre hånd bærer hun en vifte, fødderne er dækket af et par højhælede sko. Ellers er hun nøgen. Kvinden. Mens hun vender ryggen til beskueren.

»Det er også derfor, jeg ikke har noget spejl på mit badeværelse. Så ser jeg ikke det. Der er en del af min krop, jeg ikke kigger på,« siger Linda Thor Pedersen da hun ser Gerda Wegeners billede Sommervarmen fra 1924.

Linda Thor Pedersen er transkønnet og transpolitisk talsperson for LGBT Danmark. Maleriet hun kigger på, forestiller Lili Elbe, som var verdens første transkønnede, der fik foretaget en kønsskifteoperation.
En kvinde der i øjeblikket kan opleves som muse og ægtefælde til kunstneren Gerda Wegener på Arken.

»Jeg kan forestille mig, det er noget, Lili gerne ville have, fordi det her billede er malet, før hun blev opereret, og der er noget foran, hun ikke har ønsket at udstille. Heller ikke en gang overfor Gerda, selvom Gerda formentlig har set det. Der er en del af Lili, der ikke bryder sig om den del af hendes krop – af hende,« tilføjer Linda
Thor Pedersen
, mens hun fortsat betragter maleriet.

Lili Elbe, som i sin mandlige form hed Einar Wegener, giftede sig med Gerda Wegener i 1904. Gerda var biseksuel og Lili transkønnet – en kombination der ikke blev set på med forstående øjne i Danmark i starten af 1900-tallet. Derfor flyttede parret til det mere frigjorte Paris i 1920, hvor Gerda blev elsket af franskmændene for sin kunst i den genkendelige art deco stil.

Der er ingen kunstmuseer i Danmark, der ejer Gerda Wegeners værker. Arken bliver dermed de første herhjemme til at udstille dem og vække kunstneren til live efter hendes død i 1940. Kurator Andrea Karberg Rygg kalder derfor selv udstillingen »en hyldest til tolerance og frihed.« Hun mener, at værkerne har fået en fornyet aktualitet i en tid, hvor den binære kønsopfattelse er til debat.

Et kvindeligt blik
Linda Thor Pedersen stopper op ved en af de pastelfarvede vægge, der udgør bagtæppet til Gerda Wegeners værker. Væggen, hendes øjne hviler på, er fyldt med tekst til højre og har et stort, grynet sort-hvid fotografi til venstre.

»Det første jeg tænker, det er ”transkvinde”, hvorfor ikke bare ”kvinde”? Men det er jo fordi, hun er kendt som trans. Men i virkeligheden så er det jo en kvinde. Jeg gad godt læse en indledning, hvor man starter med at kalde hende kvinde, og så kan man senere i teksten komme ind på, at hun er transkønnet. For det, der er epokegørende er jo, at en kvinde maler kvinder. Så den indledning havde jeg foretrukket,« siger hun konstaterende, så snart hun har læst teksten færdig.

Gerda Wegener var revolutionerende i den forstand, at hun som kvinde malede andre kvinder. I starten af 1900-tallet havde det mandlige køn domineret med malerpenslen i hånden, mens kvinderne var placeret som stilsiddende objekter. Men i Gerda Wegeners værker blev kvinderne gjort til medskabere. Andrea Karberg Rygg kalder hende for »en medsøster« til dem, hun malede. Det var også i særdeleshed tilfældet med Lili Elbe, som udover at være hendes ægtefælle også var hendes yndlingsmotiv.

»Gerda har forstået Lili, det har hun,« siger Linda Thor Pedersen, da vi går videre til endnu et portræt af Gerda Wegener. Hun pointerer Lilis relativt store bagdel, som er malet tydeligt frem i de fleste portrætter af hende.

»Mig bekendt fik Lili Elbe ikke hormonbehandling, og derfor har hun ikke kunnet udvikle de her former selv. Så jeg tror, Gerda Wegener har malet dem. Det er sådan Lili ser sig selv, og hun vil have Lilis opfattelse af sig selv frem i billederne.«

Linda Thor Pedersen tager sig til hofterne og fortsætter, »det er også en af de ting, der fylder rigtig meget hos os transkvinder. Nu har jeg været på hormoner i to år, og jeg kan godt mærke det, altså der er virkelig kommet noget.« Hun kigger ned på sine to hænder, der solidt er plantet på begge sider af hofterne og viser mig, at de tydeligt troner frem under kjolen.

»Det var ellers en af de ting, jeg var bekymret for ikke skulle komme,« afslutter hun.

I midten af det pastelfarvede rum hænger et stort maleri i en rektangulær form. Det er malet i 1927 og bærer titlen En sommerdag. Gerda Wegener har valgt at male Einar Wegener og Lili Elbe ind i et og samme billede, selvom de i virkeligheden er den samme person. Det minder om en leg med masker, som Andrea Karberg Rygg også understreger, og viser samtidig at Gerda Wegener var langt forud for sin tid i forhold til at performe køn.

»Det her, synes jeg, er ganske sjovt. Det er jo lidt som at sætte et før- og efterbillede ind sammen. Det har nok været et bevidst valg; at hun har ønsket at vise den diametrale modsætning og forskel. Man kan også se, hvordan lysstrålerne skiller billedet ad. De skærer det igennem, så man får en opfattelse af, at det er to billeder, der er klippet sammen,« siger Linda Thor Pedersen og fører hånden op fra højre hjørne og diagonalt ned for at vise det meget kraftige lysindfald i billedet, der nærmest skærer det midt over.

»Lige under rosen kan du se to negle. Det er helt tydeligt, hvordan de bliver trukket frem i billedet,« siger hun og peger på Lili Elbe midt i maleriet, der sidder med en rose. Neglene er tydeligt fremhævet, de er lange og dråbeformede. Linda Thor Pedersen stikker sine egne hænder frem og viser ti lakerede negle frem i en lilla farve. »Ligesom mine,« griner hun.

Tvivlen og paradokset
Einar og Gerda Wegener mødte hinanden på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor også Einar uddannede sig til kunstner. Han var landskabsmaler og har kun malet i det navn. Lili malede aldrig. Som en del af udstillingen kan man derfor også opleve et par af Einars malerier. Et interessant sted ses to portrætter af Gerda: et malet af hende selv og et malet af Einar.

Linda Thor Pedersen bider hurtigt mærke i den radikalt forskellige måde, den samme kvinde er portrætteret på. I Einars version af Gerda er hun meget androgyn; brystkassen er flad, og håret er gemt væk under en hat. I Gerdas egen version af sig selv er det helt omvendt.

Lili med fjervifte, 1920. Foto Morten Pors.

Lili med fjervifte, 1920.
Foto Morten Pors.

»Det er meget mere feminint end det andet. Det vil sige, hun ser sig selv meget mere feminin end måden, Lili ser hende. Det kan sige noget om, at Gerda har haft et mere afslappet forhold til sin seksualitet, end Lili har haft. Gerda har ikke noget problem med at portrættere sig selv som kvinde, mens det for Lili er vigtigt at fremhæve det maskuline i Gerda – for at gøre det lidt mere hetero

Vi befinder os i samme hjørne, da blikket falder på det eneste billede i udstillingen, hvor Gerda har malet Einar som Einar og ikke som Lili. Her ser vi et billede fra 1914, hvor Einar har bakkenbarter. Linda Thor Pedersen forklarer, at det kan være et spørgsmål om tvivl. Bakkenbarterne tager noget tid at gro ud, hvilket kan antyde, at Lili har valgt at leve som Einar lidt længere eller måske endda søgt tilbage til det.

»Det er den tvivl, vi nogle gange bliver ramt af – hvad har vi gang i? Det har jeg også oplevet selv. Den kan opstå helt spontant ud af ingenting. Jeg sad på en parkeringsplads på et tidspunkt og tænkte, er du nu sikker på, det er det her, du vil? Jeg tænkte, at jeg godt nok ville fortryde det, hvis det viste sig at være forkert.«

Linda Thor Pedersen fortæller om sine tanker omkring sin egen operation. Hun fortæller også, at det er blevet nemmere i takt med, at der er kommet mere synlighed på området. Hun nævner Caitlyn Jenner og Laverne Cox som forbilleder. Men der er også et indbygget paradoks. I udstillingskataloget har kønsforsker Tobias Raun skrevet et essay, hvori han betoner modsætningsforholdet i, at der er stadig større fokus på transkønnede i kulturen og i medier, men at vi samtidig har en række lovgivninger, der klassificerer transkønnethed som en psykisk lidelse.

Linda Thor Pedersen bruger ord som »umyndiggørende,« »rigidt« og »sygeliggørelse,« når hun taler om sundhedsvæsnets behandling af transkønnede. Derfor får hun også flere gange under udstillingen et trist udtryk, når hun tænker på Gerda og Lilis leveforhold i 1930erne.

»Jeg synes, billedet giver udtryk for, at der er mere i historien om Lili, end vi ved. Nogle gange bliver det fremstillet meget idyllisk, at hun valgte at leve som kvinde. Men det har nok også givet nogle udfordringer. Og der har været situationer, hvor det har været svært at tackle,« siger hun, da vi står overfor et billede af Lili Elbe i Rom, som er malet i akvarel.

Rundt om os på de pastelfarvede vægge er smukke kvinder i blomstrede, florlette kjoler, stærke farver og solstråler så tydelige, at man nærmest kan føle på dem. Dét virker idyllisk. Men under farvelaget stikker en lidt mere dyster historie frem om de to kvinders indviklede liv.

»Hun er trist på det her billede. Hendes øjne er mørke og måden hun tager hånden om til hjertet på, er der noget symbolik i,« hun kigger fortsat på billedet af Lili i Rom, som er et af de eneste billeder, hvor Lili ser afkræftet ud.

Efter et par timers sirligt studie af udstillingen, sætter vi os på en bænk midt i rummet. Linda Thor Pedersen fortæller, at hun også har brugt det meste af sit liv på at kæmpe en hård kamp, som hun til sidst opgav og dermed ”tabte” til sin sande kønsidentitet. En tabersag, der kun var til det bedre. Med klikkende hæle rejser hun sig og betræder trappen på vej op og væk fra udstillingen. Med et sidste blik på de farvestrålende malerstrøg siger hun, »jeg tror, jeg ser nogle ting i de her billeder, som andre ikke ser, fordi billederne reflekterer mine egne følelser.«

* * *
Artiklen bringes med tilladelse fra Merle Baeré.

Linda Thor Pedersen har den 1. november 2015 søgt om tilladelse til kastration som led i kønsskifte.

Vist 0 gange.
Linda T. Pedersen

Linda T. Pedersen

Dateret den 6. november 2015 har Sundhedsstyrelsen sendt en bekræftelse til Linda Thor Pedersen for modtagelse af hendes ansøgning.
Bekræftelsen gengives herunder.

Sundhedsstyrelsen
Danish Health and Medicines Authority

6. november 2015.

Linda Thor Pedersen

Vedr. din ansøgning om tilladelse til kastration som led i kønsskifte

Styrelsen for Patientsikkerhed har modtaget dit brev af l. november 2015 med ansøgning om tilladelse til kastration som led i kønsskifte fra mand til kvinde.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan oplyse, at tilladelse til kastration som led i kønsskifte kræver, at du har fået stillet diagnosen transseksualitet, har et vedholdende ønske om kastration og kan overskue konsekvenserne heraf. Disse krav fremgår af sundhedsloven § 115, stk. l og § 116 samt vejledning om udredning og behandling af transkønnede.

Til brug for behandling af din ansøgning indhenter vi nu en erklæring fra Sexologisk Klinik, Rigshospitalet. Nå den foreligger, vil vi tage stilling til, om du opfylder betingelserne for at få tilladelse til kastration som led i kønsskifte og meddele dig vores afgørelse.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan i tvivlstilfælde forelægge erklæringen fra Sexologisk Klinik for Retslægerådet til udtalelse. I givet fald vil vi – når Retslægerådets udtalelse foreligger – træffe afgørelse vedrørende din ansøgning og sende den til dig.

Vi vil samtidigt orientere Sexologisk Klinik om afgørelsen med henblik på dit videre behandlingsforløb og eventuelt Retslægerådet.

Hvis du ønsker aktindsigt i Sexologisk Kliniks erklæring – og i givet fald Retslægerådets udtalelse – kan du rette henvendelse dertil eller her til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Med venlig hilsen
Jette Vind Blichfeldt

* * *
Bekræftelsen i pdf-format.

Gerda Wegener. Udstillingskatalog.

Vist 0 gange.
Gerda Wegener. Udstillingskatalog

Gerda Wegener. Udstillingskatalog

Titel Gerda Wegener
Redaktion Christian Gether, Stine Høholt,
Andrea Rygg Karberg
Bidrag af Nicolaj Pors, Andrea Rygg Karberg,
Tobias Raun, Frank Claustrat og
Amalie Grubb Martinussen
Udgivet af Arken Museum for Moderne Kunst
Udgivet 7. november 2015
Sprog Dansk
Antal sider 90
ISBN-13 978-8-7787-5112-6

Katalog udgivet i forbindelse med Arkens udstilling den 7. november 2015 til den 16. maj 2016 af værker af Gerda Wegener.

Gerda Wegener er en unik skikkelse i dansk kunst. Hun skilte vandene i København og fik stor succes i Paris. Kokette pigebørn, elegante damer og sensuelle kvinder befolker hendes billeder. Som kvindelig kunstner skildrer hun kvinders skønhed med lige dele indlevelse, forståelse og fascination. Hun giftede sig med landskabsmaleren Einar Wegener, der i dag er kendt som transkvinden Lili Elbe. Lili blev Gerda Wegeners yndlingsmodel, og kunsten blev det frirum, hvor Lili kunne udvikle sin kvindelige identitet. Dette katalog stiller skarpt på på et kunstnerisk virke, der bryder med de traditionelle kønsrelationer mellem maler, muse og model.

Indhold

* * *
Kataloget kan købes hos Arken, Skovvej 100, 2635 Ishøj tlf. 43540222.

Transkvinden som model og medskaber. Om modstand og tilblivelse hos den rygvendte Lili Elbe. Arkens udstilling om Gerda Wegener. Tobias Raun den 6. november 2015.

Vist 0 gange.
Tobias Raun

Tobias Raun

Tobias Raun, født 1974.
Phd-stipendiat ved Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitet.
Han er magister i kunsthistorie og visuel kultur studier fra Aarhus Universitet, hvor han også har undervist i flere år.
Han forsker i repræsentationen af kropslige transformationer i reality tv og transkønnedes video blogs på YouTube.
Hans forskning fokuserer på nye medier, queer teori og transteori med henblik på at undersøge “trans-” i dets mange konfigurationer og betydninger.
Tobias Raun er adjunkt på Kommunikation ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier, RUC.

Artiklen bringes med venlig tilladelse af Tobias Raun.
Artiklen er den 6. november 2011 også bragt i:
peculiar.dk

Af Tobias Raun.
I dag den 5. november har kunstmuseet Arken fernisering på udstillingen om maleren Gerda Wegener. Gerda Wegener har i flere år været en overset kunstner i den danske kunsthistorie, og huskes måske hovedsagelig som transkvinden Lili Elbes kone.

Peculiar bringer i denne forbindelse en katalogtekst til udstillingen, skrevet af Tobias Raun. Vi takker Arken for at måtte bringe teksten (og billederne), så den kan komme ud til flere læsere – også dem, som ikke har mulighed for eller har råd til at købe kataloget. Vi opfordrer til at besøge udstillingen, som er en chance for at se, det Raun fremlæser som en usædvanligt bemyndiggørende repræsentation af transkvindelighed.

Portrætterne af Lili Elbe karakteriseres af Raun som et kollaborativt kunstnerisk projekt, som eksperimenterer med køn og seksualitet – og samtidig giver disse portrætter også Elbe mulighed for at manifestere sig som kvinde. Raun tager afsæt i de rygvendte portrætter af Elbe, der læses som en modstand mod det krav om den blotlæggelse af tanker, følelser og krop, som både psykologer, læger og mainstream medier ellers igennem årtier har fordret af transkønnede. Analysen indkredser således det affektive rum, som netop rygvendtheden måtte udspringe af og og indskrive sig i hos både model og beskuer.

Lili med fjervifte, 1920. Foto Morten Pors.

Lili med fjervifte, 1920.
Foto Morten Pors.

Gerda Wegeners ægtefælle og model, Lili Ilse Elvenes (bedre kendt som Lili Elbe), er i øjeblikket genstand for stor international opmærksomhed, da der netop her i 2015 er ved at blive indspillet en Hollywood portrætfilm med titlen The Danish Girl. Men det er ikke bare den historiske transkvinde (1) Lili, der har været i mediernes søgelys i den seneste tid, også Caitlyn Jenner (tidligere kendt som Bruce Jenner) har cirkuleret vidt og bredt, efter at hun stillede op til et interview på den amerikanske TV kanal ABC og senest var på forsiden af magasinet Vanity Fair.

I fiktionens verden myldrer det også frem med transkønnede karakterer, bl.a. i de populære serier Transparent (2014-) og Orange is the New Black (2013-), der henholdsvis har transkvinden Maura i hovedrollen, spillet af Jeffrey Tambor, og transkvinden Sophia, spillet af Laverne Cox, i en af de væsentlige biroller. Laverne Cox er efterfølgende blevet den første transkvinde, der har optrådt på forsiden af Time Magazine (maj 2014).

Verden er tilsyneladende ved at få øjnene op for transkønnede, hvis man skal tro den stigende eksponering, og der tales ligefrem om “et afgørende vendepunkt”, hvilket var overskriften på artiklen i Time med Cox. (2) Den øgede synlighed står i modsætning til en række lovgivninger verden over, der fortsat klassificerer transkønnethed under “psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser” og afkræver omfattende psykiatriske undersøgelser, førend eventuelle hormonelle, kirurgiske indgreb og juridisk kønsskifte tillades. Samtidig er transkønnede ofte genstand for overgreb og diskrimination, hvilket flere rapporter dokumenterer. (3)

Lili Elbe figurerer i dag som den første transkvinde, der fik foretaget kønsmodificerende indgreb, og dermed som en “moderfigur” for transpersoner og -bevægelser verden over. (4) Men allerede i 1910erne eksperimenterede man med kønsmodificerende operationer, ikke mindst i Tyskland. Her stadfæstede Magnus
Hirschfelds
Institut for Seksualvidenskab i Berlin sig i 1920erne som foregangssted. (5) Det var også her (og senere i Dresden), at Lili fra 1930 fik foretaget adskillige operationer, hvoraf den sidste førte til hendes død i 1931. (6)

Disse transformerende indgreb kom offentligheden for øje i 1931, hvor både danske og tyske aviser dækkede historien. (7) Lilis historie blev senere, efter hendes død, udgivet i en omdiskuteret (selv)biografi Fra mand til kvinde. Lili Elbes bekendelser (1931). Som påpeget af flere forskere er det uvist, hvem der har ført pennen, og der er således flere andre forfattere end Lili selv, der har konstrueret og fortalt historien. (8)

Sabine Meyers forskning i den danske presses dækning af Lilis operationer og historie viser, hvordan hun havde et begrænset tale-og handlingsrum. Bogen Fra mand til kvinde forelå allerede som manuskript, da Lili fortalte sin historie i et interview i Politiken 28. februar 1931. Dette manuskript skrevet på og af forskellige forfattere har dermed med al sandsynlighed virket handlingsanvisende i forhold til, hvordan Lili Elbe kunne fortælle sit liv og sin historie frem. Intervieweren Loulou Lassen havde selv en dobbeltrolle som skribent af artiklen og som kurator for bogen, ergo tjente det ofte citerede interview måske mest af alt til at markedsføre bogen.(9)

Det er således uvist, hvilken stemme Elbe taler med i bogen såvel som i interviewet. Men det måske vigtigste spørgsmål er: Hvad kan Lili sige i starten af 1930erne for at blive forstået og accepteret som (trans)kvinde? (10) Som den efterfølgende række af artikler i datidens danske aviser illustrerer, placeres magten til at definere Lilis transkønnede historie og identitet hovedsagelig hos medicinske og juridiske eksperter – hun patientliggøres og patologiseres. (11)

Som Meyer argumenterer for, danner mediedækningen af Lili præcedens for, hvordan den danske presse senere og frem til i dag rapporterer om transpersoner. Her er der overvejende fokus på transformationen fra én entydig kønsidentitet til en anden, typisk under overskriften “Manden, der blev kvinde.” Retten til at definere den transkønnedes sande identitet placeres hos lægevidenskabelige og juridiske eksperter. (12)

Men hvad sker der, hvis vi betragter Lilis historie gennem Gerda Wegeners malerier – tillades hun så et andet mulighedsrum for selvdefinition? Og hvad kan disse malerier fortælle os om Gerda og Lilis forhold, ikke mindst set fra et nutidigt perspektiv med nyere kønsteorier in mente? Denne artikel ser nærmere på disse spørgsmål med afsæt i to rygvendte portrætter af Lili, malet i starten af 1920erne. Man kunne i forlængelse heraf argumentere for, at det er tid til at tage malerierne alvorlige som mulige kilder til en forståelse af Lili – og af forholdet mellem Gerda og Lili. Fremfor at vende tilbage til Fra mand til kvinde som sandhedsvidnet – som om skriftsproget automatisk er sandt eller transparent – bør vi prøve at vende os mod billederne, som vi ved, at det udelukkende er Gerda (og Lili), der står bag.

Lilis tilblivelsesproces
Maleriet Lili med fjervifte, 1920 skildrer Lili Elbe med langt lyst, opsat hår, stående rygvendt iført strutskørt, tætsiddende bluse, halskæde og handsker (s. 40). Hendes krop er let drejet, og hun har den ene hånd placeret på hoften, mens den anden hånd holder en pompøs fjervifte, der folder sig ud bag hendes nakke og halvvejs falder i med det storblomstrede tapet i baggrunden. Hendes ansigt er sminket, halvt drejet mod beskueren, men blikket ser ned, skråt til venstre, forskudt for os.

Den kokette attitude antyder, at hun bevidst poserer for os, og dog kan hun også blot være fanget i en bevægelse. Det er uvist, om hun netop i dette øjeblik vender sig mod os eller væk fra os. Måske poserer hun slet ikke, måske anråbes hun – og responderer på tiltalen ved at vende sig. Hun fremstår både opmærksom og uopmærksom på vores tilstedeværelse – vendt halvt mod os, men uden at se på os. Hun virker tilnærmelig/utilnærmelig, inviterende/afvisende i én og samme bevægelse, som hun står der malet i let frøperspektiv. Armen i siden inviterer os til at lade blikket vandre rundt og rundt i den ornamentale form, som hendes krop danner.

Men den lukker også af for, at vi kan komme om på den anden side af Lili – vi tillades altså ikke ubegrænset adgang til hendes krop. Denne saboterede adgang understøttes også af hendes afmålte, næsten overlegne blik. Lili optrådte som kvindelig model for Gerda Wegener allerede fra 1904, kort efter indgåelsen af deres ægteskab. (13) Efter sigende var anledningen til dette en model, der ikke mødte op, hvorfor Lili tog hendes plads og dermed sikrede, at Gerda kunne arbejde på billedet alligevel. Lili skulle senere blive Gerdas ”Yndlingsmodel”, og i Fra mand til kvinde skrives Lili frem som “en moderne Kvindetype, skabt af en Kunstners Fantasi.” (14)

Som også litteraten Dag Heede skriver i sin analyse af bogen, antydes det, at Lili er ’et kunstprodukt’, skabt i kunstens billede og af kunstneren Gerda. Den maleriske skabelse af Lili er samtidig også ifølge Heede den konkrete forudsætning for Gerdas kunstneriske og materielle succes og for parrets flytning til Paris. (15)

Men Lili er næppe kun et produkt af en række tilfældigheder og af Gerdas maleriske talent og kunstneriske øje. Og det anes i portrættet. Lili har givetvis også selv budt muligheden for at posere som kvinde velkommen, og hun har måske endda selv plantet ideen i Gerda. I hvert fald blev rollen som modellen Lili
en mere og mere integreret del af hendes selvidentifikation og liv, hvorfor hun i slutningen af 1920erne opsøgte mulighederne for medicinsk/kirurgisk transition. (16) Det har været vanskeligt for Lili at få informationer om disse indgreb før da, og hun har med al sandsynlighed både manglet sprog og begreber for at kunne italesætte denne kvindelige selvidentifikation, hvorfor realiseringen heraf har fremstået som en umulighed.

Frembringelsen af Lili på lærredet er ikke kun resultatet af Gerdas maleriske talent, men også Lilis evne til at posere og agere som kvinde. Som beskrevet fremstår Lili selvbevidst om sin egen tiltrækningskraft som kvindeligt skueobjekt og billede. Hun synes bevidst at posere – og antyder dermed, at dét at gøre sig til et kvindeligt skueobjekt ikke kun er en passiv, men også en aktiv subjektiverende akt. (17) Det kan være en måde at få genkendelse og legitimitet som kvindeligt subjekt. Samtidig antyder den selvbevidste posering, at hun er klar over, at der må ’arbejdes’ for kvindeligheden.

Kvindelighed, ikke mindst en attråværdig af slagsen, er et ’skuespil’, der kræver visse rekvisitter og stiliseringer af kroppen. Kvindelighed kan således i kønsteoretiker Judith Butlers termer siges at være performativt indstiftet, fremmanet gennem ord, handlinger og symboler. (18) Dette gælder for os alle – ikke kun for transpersoner. Køn foreligger således som et historisk foranderligt manuskript, og det ledsages ofte af et socialt pres om at blive citeret. Skuespillet foreligger altså, før man selv træder frem på scenen – dvs. manuskriptet er der på forhånd og er allerede blevet ’øvet’ af andre, men der behøves kontinuerligt nye skuespillere, der kan legemliggøre det. (19)

Hver tid, kulturel og social sammenhæng har således sine idealer for, hvordan den kønnede krop bør bæres og arrangeres. Eller som psykoanalytiker Joan Riviere argumenterede tilbage i 1929: ”Læseren kunne nu spørge, hvordan jeg definerer kvindelighed, og hvor jeg trækker grænsen mellem ægte kvindelighed og ’maskerade’. Mit forslag er imidlertid, at der ingen forskel er.” (20) Feministiske teoretikere af forskellige generationer har således peget på i særdeleshed den kvindelige tilblivelse som en ’optræden’ og som en ’gøren’, bl.a. Joan Riviere i slutningen af 1920erne, Simone de Beauvoir i slutningen af 1940erne og Judith Butler fra slutningen af 1980erne.

En sommerdag, 1927. Foto Morten Pors.

En sommerdag, 1927.
Foto Morten Pors.

Som landskabsmaler og amatørskuespiller havde Lili måske en særlig sensibilitet i forhold til repræsentation (det at fremmane et særligt billede eller udtryk), der kom hende til gode i forhold til hendes egen æstetiske og fysiske transformation. (21) Der er sandsynligvis flere grunde til, at hun stoppede med at male, da hun officielt blev anerkendt som Lili, (22) men måske var en af grundene, at hun var sit eget største skaberværk, og da det blev realiseret, var der ingen grund til at fortsætte en kunstnerisk praksis. En sådan læsning lægges der også op til i maleriet En sommerdag, 1927, hvor Lili
både optræder som henslængt rygvendt kvindelig nøgenmodel og som kønsambivalent maler (s. 10-11). Her antydes det, at den, der agerer model, også er maler og medskaber.

Eftersom Lili står model allerede kort efter, at hun og Gerda er blevet gift, må man formode, at deres relation ikke har været stringent heteronormativ. Begrebet heteronormativitet betegner en forestilling om, at mænd og kvinder er to givne, entydige og væsensforskellige kategorier, der naturligt tiltrækkes af hinanden som plus- og minuspoler. (23) Deres forhold har måske fra begyndelsen involveret en mere tvetydig kønsrollefordeling. Sikkert er det dog, at karakteren Lili bliver en integreret del af Gerdas kunst, og at hun begynder at dukke op udenfor lærredet også til sociale sammenkomster. (24)

Deres forhold bliver således i stigende grad alt andet end et traditionelt heteroseksuelt forhold (hvis det nogensinde har været det), hvilket bl.a. billedet Melodi fra Capri, 1924 illustrerer. Her er Gerda og Lili portrætteret som to velklædte kvinder, der står tæt sammen. Relationen imellem dem er tydeligvis intim, omend det er uvist, om det er venskabelig ømhed eller flirtende begær, der gemmer sig i deres blikke. Maleriet er tvetydigt: Er de to kvinder veninder, elskende eller noget helt tredje?

Homosocialitet (venskabelige samkønnede relationer) og homoseksualitet folder sig ind og ud af hinanden i disse billeder, og grænsen imellem dem kan være svær at definere. Som queer-teoretikeren Eve Kosofsky Sedgwick påpeger, er seksuelle kategorier og prædikater ikke altid dækkende for de måder, hvorpå vi tænker os selv, vores seksuelle praksisser og relationer. At mennesker er forskellige er et selvindlysende faktum, og alligevel er det bemærkelsesværdigt, hvor indskrænkede muligheder vi sprogligt og begrebsmæssigt har for at italesætte dette faktum, ikke mindst når det drejer sig om køn og seksualitet. (25) Som Sedgwick husker os på:

”Selv identiske seksuelle handlinger betyder forskellige ting for forskellige mennesker […] Seksualitet er for nogle en stor del af deres selvoplevede identitet, mens det for andre er af mindre betydning […] For nogle mennesker er det vigtigt, at sex er ladet med betydning, fortællinger og har forbindelse til andre aspekter af deres liv. For andre er det vigtigt, at dette ikke er tilfældet, mens det igen for andre slet ikke falder dem ind, at det kunne være det.

For nogle mennesker har præferencen for et bestemt seksualobjekt, en handling, rolle, zone eller et scenarie varet ved og været praktiseret så længe, at det opleves som noget medfødt/naturligt. For andre opfattes det som noget, der kommer til senere, eller det føles tilfældigt eller som et tilvalg […] Nogle mennesker, homo-, hetero- og biseksuelle, oplever, at deres seksualitet er stærkt forbundet med normative kønsbetydninger og -forskelle. Andre af hver af disse seksualiteter gør ikke.” (26)

For nogle er det vigtigt, at partnerens krop ser ud på en helt bestemt måde – og at den seksuelle akt udspiller sig i forhold til et bestemt kønsskema, mens det for andre er de mere flydende roller, der vækker begæret. Enkelte kropsdele og kønsudtryk kan således have flere og ambivalente betydninger. Dette synes særligt relevant at have in mente i relation til Gerda og Lili. Deres kønslige og seksuelle samliv, ikke mindst som det fremtræder i utallige malerier, er sandsynligvis langt mere flertydigt og fluktuerende, end både de og vi har begreber for. At relationen mellem parret Wegener
ikke bare kan siges at være ’heteroseksuel’ for så senere at blive til et aseksuelt ’venindeforhold’ (som det ellers ofte antages), vidner Wegeners øvrige malerier om.

Her er der nemlig en kontinuerlig udfordring og udforskning af kønnets og seksualitetens grænser. Wegener har således tegnet flere eksplicit erotiske lesbiske scenerier (s. 74). Hendes billeder er også fulde af par, hvoraf den ene er skildret så kønsambivalent, at det kan være vanskeligt at afgøre, om det er to kvinder eller en kvinde og en mand. Hun har ligeledes malet adskillige portrætter, hvor kvinderne maskuliniseres og mændene feminiseres, hvorved et binært kønssystem (mand/kvinde) virker begrænsende og ufuldstændigt i forhold til at beskrive den polyfoni af kønnede individer, der optræder på lærrederne.

I sommervarmen,1924.

I sommervarmen,1924.

En transkønnet odalisk
Maleriet I sommervarmen, 1924, skildrer en afklædt Lili, igen rygvendt med ansigtet halvt drejet, så vi ser hende i profil (s. 51). Hun ligger henslængt på en stol, hvis ornamenterede armlæn hun næsten smyger sig ind i og ud af. Hun har lyst pagehår og er sminket med rød læbestift og rouge, der matcher stolens røde, blomstrede stof. Hun er iført højhælede slippers, som vi kender det fra Édouard Manets Olympia, 1863; et billede, der vakte skandale ved åbenlyst at portrættere en sexarbejder, nemlig den lesbiske Victorine Meurent. (27).

Modsat Olympia ser Lili dog ikke konfronterende på beskueren, i stedet ser hun fraværende, måske endda sørgmodigt på viften, som hun holder i hånden. I baggrunden ses tillukkede skodder, som vi kender det fra mange af Henri Matisses malerier. Som billedets titel antyder, er det varmt, hvilket delvist forklarer skodderne, viften og også Lilis nøgenhed, men samtidig refererer disse elementer også til markante kunsthistoriske motiver og temaer. Skildringen af den afklædte kvinde er et udbredt motiv i den vestlige kunsthistorie. Som den feministiske kunsthistoriker Lynda Nead skriver:

”Enhver, der undersøger den vestlige kunsthistorie, må forbløffes over antallet af billeder af den kvindelige krop. Den nøgne kvindekrop forbindes således med begrebet ”kunst” mere end noget andet motiv. Det indrammede billede af den kvindelige krop, ophængt på kunstmuseets væg, er selve billedet på kunst; det er et ikon på vestlig kultur, et symbol på civilisation og menneskets ypperste bedrifter.” (28)

Kunsthistorien er rig på kvindelige nøgenmodeller, der optræder som kunstobjekter par excellence. Repræsentationen af Lili lægger sig i forlængelse heraf. Men hun er samtidig iscenesat som en særlig form for afklædt kvinde, nemlig som odalisk; en kvindefigur, som var meget udbredt i den vestlige malerkunst i det 18., 19. og tidlige 20. århundrede, især i fransk kunst.

Kvindetypen ses indenfor den såkaldte orientalisme, hos bl.a. Jean Auguste Dominique Ingres, Jean-Léon Gérôme og Eugène Delacroix, men også Matisse malede odalisker. Orientalismen er en malestil, der er forbundet med Europas kolonialistiske ekspansioner i 1700-tallet. (29) Som kunsthistoriker Linda Nochlin skriver om orientalismen, eksisterede Nærøsten for nogle malere “som et faktisk sted, der kunne indhylles i mystik ved brug af realistiske effekter, for andre kunstnere eksisterede det som en udløber af forestillingsevnen, et fantasisted eller en skærm, hvorpå stærke længsler ustraffet kunne projiceres – erotiske, sadistiske eller begge dele.” (30)

Gerdas billede af Lili bringer mindelser om Ingres’ La Grande Odalisque, 1814, der skildrer en liggende, halvvejs rygvendt kvinde, der ser ud mod beskueren med en vifte af påfuglefjer i hånden, omgivet af støvede blå draperier. Hos Wegener er divanen skiftet ud med en rokokostol, men posituren er den samme; det samme vrid i hoften, der skaber et schwung i rygsøjlen og et markeret hofteparti. Den kurvede krop fremstår i begge malerier både som et symbol på kvindelighed og som en abstrakt form i sig selv. Hos Ingres ser vi tydeligt det ene
bryst, der dog ligger halvt gemt bag den ene arm.

I portrættet af Lili er et eventuelt bryst kun antydet, i stedet synes bagpartiet at være særlig fremhævet som erotisk markør. Som hun ligger der, er ballerne og sprækken imellem dem blottet – tilgængelige for betragterens (begærlige) blik. Billedet af Lili refererer således til en orientalistisk tradition, hvor en afklædt/delvist afklædt kvinde iscenesættes som erotisk skueobjekt og gerne med såkaldte ’orientalske’ rekvisitter (som her viften), der inviterer til en implicit mandlig beskuers visuelle og imaginære taktile nydelse.

Store dele af kunsthistorien bygger på en klassisk rollefordeling imellem mand og kvinde: “Mænd handler, og kvinder optræder. Mænd betragter kvinder. Kvinder ser sig selv blive betragtet.” (31) Eller som Laura Mulvey argumenterede for i sin nu kanoniske tekst om kvinderepræsentationen i 1930ernes, 1940ernes og 1950ernes Hollywoodfilm: Kvinderne er skueobjekt og billede ”med et udseende, som er kodet til at have en så stærk visuel og erotisk virkning, at de kan siges at signalere ’to-be-looked-at-ness’.” (32)

At Lili portrætteres i overensstemmelse med en sådan kvinderepræsentation er, hvad der sikrer en læsning af hende som kvinde. Hun er i kropspositur og udtryk gengivet i overensstemmelse med kunsthistoriske koder for femininitet, og hun repræsenteres således som en del af og i forlængelse af nøgenmodeltraditionen. Ifølge kunsthistoriker Kenneth Clark er ’nøgenmodellen’ en idealiseret version af kropslighed, der igennem kunsthistorien er blevet inkarneret af både mænd og kvinder. (33) Og som Clark skriver: ”ingen nøgenmodel, uanset hvor abstrakt, må undgå at vække en vis form for erotisk følelse i beskueren.” (34)

Alligevel illustrerer en af datidens mandlige skribenters omtale af Gerdas Lili-portrætter, at det langt fra er ligegyldigt hvilken model, der vækker beskuerens begær: “Den Ting har saare mig bedrøvet og din er skylden, skønne Tegner! Tænk! Jeg har glædet mig ved Former, Der rim’ligvis har tilhørt Ejnar!” (35) Dette citat er sandsynligvis ment som et humoristisk indslag, men i humoren gemmer sig en alvor – en latterliggørelse af dels kunstneren Gerda Wegener, der lader sin ægtefælle posere for sig som kvinde, og dels af den transkønnede
akt, dvs. det at klæde sig og posere som kvinde, når man ikke er født med en genkendelig kvindekrop. De kvindelige former og den femininitet, som denne mandlige betragter efter sigende har glædet sig over, forkastes nu som falske og lutter blændværk. Han er med andre ord blevet ført bag lyset – han har ladet sig narre.

En sådan forståelse af den transkønnede bliver senere til én af de to arketyper for repræsentation af transkvinder i mainstream medier. Som transteoretiker Julia Serano argumenterer for, skildres transkvinder ofte som enten ’patetiske’ eller ’bedrageriske’ – som enten sølle, forfejlede udgaver af kvinder eller som fordækte personager, der ’bedrager’ andre til at tro, at de er kvinder. (36)

Den ’bedrageriske transkønnede’ er bl.a. en fremherskende forståelsesramme i filmen The Crying Game (1992) og i reality-serier som There’s Something About Miriam (2004) og Fristet – hvor langt vil du gå? (2011) med den transkønnede Maria Haaning. Her ses en række transkvinder, der lever og genkendes som kvinder, og som installeres som uventede plot twists. De positioneres som ’falske’ kvinder, hvis ’hemmelighed’ afsløres i et dramatisk øjeblik, ofte efter at de har forført heteroseksuelle mænd, der alle iscenesættes som uskyldige og/eller uvidende. (37)

Transkønnetheden bliver per se til en hemmelighed, og til en identitet, der ikke kan sameksistere med eller være en del af kvindeligheden. Man kan ikke både være kvinde og transkønnet, hvorfor det at gøre sig til et begærsobjekt for et mandligt blik bliver fortalt frem som en bedragerisk akt. Den transkønnede kvinde antages således grundlæggende set at være ’mand’, ligegyldig hvilke og hvor mange operationer hun har fået foretaget. I den citerede passage er det ikke Lilis kønslige fremtoning og ageren i maleriet, der lægger en dæmper på skribentens begærlige blik, men snarere hans begrænsede forestillinger om, hvad og hvem der kan agere disse.

Det rygvendte portræt inviterer til en læsning af Lili som kvinde, ikke mindst fordret af iscenesættelsen som odalisk, men det åbner også for, at kvinden på billedet måske ikke har (alle) de kropslige tegn, som man typisk forbinder med kvinder. Beskueren må således selv ’fuldende’ kroppen og forestille sig, hvordan hun ser ud forfra. Måske netop derfor er det rygvendte nøgenportræt en oplagt måde at repræsentere den her endnu ikke kirurgisk transitionerede Lili. Vi får nemlig ikke visuelt adgang til de kropstegn, som vi har en tendens til at gøre til sandheden om kønnet, upåagtet hvad resten af udtrykket måtte signalere, og hvad hendes egen selvopfattelse er.

Kunsten som mulighedsrum
I Gerda Wegeners malerier af Lili Elbe udgør kunsten et mulighedsrum. Her eksperimenteres der med kønnet, og samtidig bliver det også stedet, hvor kønnet får lov til at manifestere sig. Lili tillades således en fuldgyldig eksistens som kvinde, hvilket hun har haft svært ved få adgang til i sit øvrige liv. Kunstens rum bliver smeltedigel for nye og potentielt ambivalente køns- og seksualitetsrelationer mellem Gerda og Lili, hvad enten det er som kunstner og model eller som afbildede karakterer. Måske begynder Lili som et kollaborativt kunstnerisk projekt, eller måske har hun altid været en integreret del af Wegeners ægteskab, men har først senere manifesteret sig for offentligheden som model på lærredet. Dette kan vi kun gisne om.

De rygvendte portrætter af Lili er modernistiske formeksperimenter, hvor baggrunden udgøres af en vis ornamenteret fladhed, der får modellen til at træde frem. Lili har i begge tilfælde et knæk i hoften, hvilket gør hendes krop til en kurvet, svungen, ornamenteret form. Rygvendtheden synes både at invitere til, men også afholde os fra at få adgang til hendes krop. At vende ryggen til kan være en konkret fysisk måde at afvise nogen eller noget.

Men Lili vender kun delvist ryggen til os – hendes positur er dermed ikke en entydig afvisning, men måske snarere en måde at skærme eller beskytte sig. Det kan aflæses som en måde at kontrollere, hvad vi får adgang til – og dermed en måde at styre sit eget selvbillede. At det kan være nødvendigt at skærme eller beskytte sig, vidner historien os om, idet den transkønnedes krop og identitet har været og fortsat er defineret og kontrolleret af andre. Psykologer og læger kræver fuld adgang til den transkønnedes tanker, følelser og krop igennem årelange samtaler og undersøgelser.
Det er disse psykologer og læger, der har legitimitet og autoritet til at definere, hvorvidt den transkønnede kvalificerer sig til at få foretaget kønsmodificerende indgreb.

Også i mainstream medier forventes den transkønnede at fortælle intime historier om sin krop og seksualitet. Som transforsker Viviane Namaste argumenterer for, forventes den transkønnede at forklare sig for en evig nysgerrig ikketranskønnet interviewer. (38) Intervieweren efterspørger, at den transkønnede redegør for sin krops udseende, herunder om genitalierne er blevet modificerede kirurgisk eller ej. At blotlægge sig er således ikke kun noget, man afkræves for at få adgang til hormoner og operationer, men også for at få lov til at komme til orde – og for at blive forstået og accepteret i en bredere offentlighed. Set i det lys kan man læse Lilis halvt rygvendte positur som et selvbeskyttende værn og en modstandsstrategi – som en måde at sikre en vis ejerskab og magt over sin egen krop og identitet – og som en måde at signalere, at det ikke rager os, hvad der er på forsiden.

Noter
  1. [Retur] En transkvinde er en person, der ved fødslen er udpeget som dreng, men som identificerer sig og præsenterer sig som kvinde. Nogle transkvinder ønsker at benytte østrogen og/eller operative indgreb til kønsmodifikation/korrektion, begge dele for at ‘feminisere’ kroppen. En transkvinde bør altid omtales som ‘hun’, medmindre personen selv giver udtryk for andet (nogle ønsker eksempelvis at blive omtalt med det kønsneutrale pronomen ‘hen’) (Tobias Raun, Mons Bissenbakker Frederiksen, Michael Nebeling Petersen, ”Indledning” til temanummer om Trans, Kvinder, Køn & Forskning, 2011:9, Nr. 3-4, 3-13, og Anna Sofie Bach, ”Sprog og kønsneutralitet”, Friktion. Magasin for køn, krop og kultur, 1.3.2014).
  2. [Retur] Overskriften var ”A Transgender Tipping Point” (se også Tobias Raun, Out Online: Trans Self-Representation and Community Building on YouTube, Surrey: Ashgate, 2016).
  3. [Retur] Se bl.a. Amnesty International, The State Decides who I am. Lack of legal gender recognition for transgender people in Europe, 2014.
  4. [Retur] Lili Elbe omtales ofte som den første, der gennemgik kønsmodificerende indgreb, men det var sandsynligvis transmanden Alan Lucill Hart tilbage i 1917. Han blev efterfølgende kendt som en succesrig radiolog og forfatter (Joanne Meyerowitz, ”Sex Change and the Popular Press: Historical Notes on Transsexuality in the United States, 1930–1955”, GLQ: A Journal of Lesbian and Gay Studies 4.2 (1998), 161-162). En transmand er en person, der er udpeget som pige, men som identificerer og præsenterer sig som mand. Nogle transmænd ønsker at benytte testosteron og/eller operative indgreb til kønsmodifikation/korrektion, begge dele for at ‘maskulinisere’ kroppen. En transmand bør altid omtales som ‘han’, medmindre personen selv giver udtryk for andet (nogle ønsker eksempelvis at blive omtalt med det kønsneutrale pronomen ‘hen’) (Raun, Bissenbakker Frederiksen & Nebeling Petersen, Indledning, og Bach 2014).
  5. [Retur] Meyerowitz, 162.
  6. [Retur] Meyerowitz, 162-163.
  7. [Retur] Eliza Steinbock, ”The violence of the cut: transsexual homeopathy and cinematic aesthetics”, Gewalt und Handlungsmacht: Queer_Feministische Perspektiven, Frankfurt og New York: Campus Publication, 2012, 164.
  8. [Retur] Se Sabine Meyer, ”Mit dem Puppenwagen in die normative Weiblichkeit. Lili Elbe und die journalistische Inszenierung von Transsexualität in Dänemark”, Nordeuropaforum. 20, 2010, 33–6, Sabine Meyer, ’Wie Lili zu einen richtigen Mädchen wurde’. Lili Elbe: zur konstruktion von geschlecht und identität zwischen medialisierung, regulierung und subjektivierung, Transcript Verlag 2015 og Dag Heede, ”At gøre kvinde. Lili Elbe. Fra Mand til Kvinde”, Handicaphistorisk Tidsskrift, 2003:9, 17-38.
  9. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 40.
  10. [Retur] Se også Tobias Raun,“Trans as Contested Intelligibility. Interrogating how to Conduct Trans Analysis with Respectful Curiosity”, Lambda Nordica, 2014:1, 13-37.
  11. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 47-59.
  12. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 60.
  13. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 35.
  14. [Retur] Lili Elbe, Fra mand til kvinde. Lili Elbes bekendelser, København: Skippershoved, 1988 (2. udgave), 13.
  15. [Retur] Heede, 20.
  16. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 38. Fra lovgivningsmæssig side benyttes hovedsageligt begreber som ”kønsskifte” og ”kønsskifteoperation”, mens transforskere og -personer oftere taler om ”transition”, ”kønskorrigering”, ”kropsmodifikation” eller ”at blive synlig mand/kvinde”. Dette gør man bl.a., fordi begrebet kønsskifte antyder, at man som transperson befinder sig helt og holdent i den af samfundet tildelte kønskategori for derefter pludseligt (og alene pga. operation, hormonbehandling og navneskift) at skifte helt og holdent til en anden. Dette stemmer dog dårligt overens med mange transpersoners oftest årelange erfaringer med at leve som det køn, de identificerer sig som, forud for eventuelle officielle ‘skift’, ligesom transitionen for mange er en langvarig social og medicinsk/kirurgisk proces, hvor man langsomt skifter kønsligt udtryk og status (Raun, Bissenbakker Frederiksen & Nebeling Petersen, Indledning, 10).
  17. [Retur] Kunsthistoriker Amelia Jones læser bl.a. kunstneren Hannah Wilke på denne måde, se Amelia Jones, Body Art/Performing the Subject, Minneapolis: University of Minnesota Press, 1998, 151-195.
  18. [Retur] Judith Butler, Gender Trouble, New York og London: Routledge, 1990.
  19. [Retur] Judith Butler, ”Performative Acts and Gender Constitution: An Essay in Phenomenology and Feminist Theory”, Theatre journal,1988, 519-531.
  20. [Retur] Joan Riviere, “Kvindelighed som maskarade”, i Charlotte Engberg og Bodil Marie Thomsen (red.) Maskerade: teori, tekst, billeder, Århus: Århus Universitetsforlag, 1992, 194.
  21. [Retur] Steinbock, 155.
  22. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 41-42.
  23. [Retur] Se bl.a. Butler, Gender Trouble.
  24. [Retur] Heede, 19-20.
  25. [Retur] Eve Kosofsky Sedgwick, Epistemology of the Closet, Berkeley og Los Angeles: University of California Press, 1990, 22.
  26. [Retur] Sedgwick, 25-26.
  27. [Retur] Se T. J. Clark, ”Olympia’s Choice”, i The Painting of Modern Life. Paris and the Art of Manet and His Followers, London: Thames and Hudson, 1985, 79-146 og Lisa Moore, “Sexual agency in Manet’s Olympia”, Textual Practice 3.2.1989, 222-233.
  28. [Retur] Lynda Nead, The Female Nude. Art, Obscenity and Sexuality, London og New York: Routledge, 1992, 1.
  29. [Retur] Linda Nochlin, ”The Imaginary Orient”, i The Politics of Vision: Essays on Nineteenth-Century Art and Society, New York: Harper & Row, 1989, 33-34.
  30. [Retur] Nochlin, 41.
  31. [Retur] John Berger, At se på billeder, København: Christian Ejlers’ Forlag, 1984, 47.
  32. [Retur] Laura Mulvey, ”Skuelysten og den fortællende film”, Tryllelygten, 1991:1, 74.
  33. [Retur] Hos K. Clark benævnt som ”the nude” (modsat ”the naked”).
  34. [Retur] Kenneth Clark, The Nude: A Study in Ideal Form, Princeton, New Jersey: Princeton University Press, 1984, 8.
  35. [Retur] Viggo Afzelius, Ekstra Bladet, 4.3.1913, citeret i Meyer, Mit dem Puppenwagen, 36.
  36. [Retur] Julia Serano, Whipping Girl: A Transsexual Woman on Sexism and the Scapegoating of Femininity, Berkeley: Seal Press, 2007, 38-40.
  37. [Retur] Serano, 36-37.
  38. [Retur] Viviane Namaste, Sex Change, Social Change: Reflections on Identity, Institutions, and Imperialism, Toronto: Women’s Press 2005, 49.

The Danish Girl – film fra 2015 – Oscar-nomineret og Oscar-vinder

Vist 0 gange.
The Danish Girl

The Danish Girl

Titel The Danish Girl
Dansk titel Den danske pige
Baseret på bogen Den danske pige (The Danish girl)
af David Ebershoff
Selskab Universal
Instruktør Tom Hooper
Manuskriptforfatter Lucinda Coxon
Medvirkende Alicia Vikander som Gerda Wegener
Eddie Redmayne som Einar Wegener/Lili Elbe
Matthias Schoenaerts som Hans Axgil
(barndomsven til Einar
Og mange andre
Vist 5. september 2015 ved Venice Film Festival
12. september 2015 ved
Toronto International Film Festival
Premiere 27. november 2015
Dansk premiere 4. februar 2016 i Kino, København.
Spilletid 120 minutter
Sprog Engelsk med danske undertekster

I København i begyndelsen af 1920’erne beder kunstneren Gerda Wegener sin mand, Einar Wegener om at stå model for hende i stedet for en kvinde, som hun er ved at male et billede af. Det bliver vellykket og fører til, at Gerda bruger sin mand, Einar som kvindelig model til yderligere billeder. Einar bliver tiltrukket af sit kvindelige udseende og begynder at leve som kvinde og tager senere navnet Lili Elbe. Det fører til, at Lili Elbe bliver
den første, som får foretaget en mand til kvinde kønsskifteoperation.
Gerda støtter Lilis beslutning, selv om deres ægteskab bliver anstrengt, idet Gerda kommer til den erkendelse, at Lili er ikke længere den person, hun giftede sig med. En barndomven til Einar, Hans Axgil, dukker op og danner et følelsesladet trekantsdrama med parret.

Den danske pige

Den danske pige

En del af filmen blev optaget i København, så optagelserne foregår, hvor Gerda og Einar/Lili levede.
Scenerne fra hospitalet i Dresden, hvor Lili Elbe fik sin en af sine operationer, blev optaget på Frederiksberg og nogle scener, der skal forestille Paris ved nattetid, blev optaget i Bredegade i København.
Copenhagen Film Fund har skudt seks millioner kroner i filmen.

* * *
Artikel den 4. februar 2016 af Kristian Lindberg om bl.a. The Danish Girl.
Anmeldelse af filmen den 6. februar 2016 v/Malene Andreasen.

* * *
Filmens hjemmeside.
Omtale af filmen hos IMDb.
Den 6. marts 2015 bragte Copenhagen Film Fund en artikel om filmprojektet.
Med deadline den 8. marts 2015 søgtes der via “Online Casting” statister til filmoptagelserne.
Den 23. marts 2015 bragte Politiken en artikel om forberedelserne til optagelser til filmen i København.

* * *
Filmen er nomineret til og har vundet flere priser.
Den fornemmeste pris er vel den amerikanske Academy Awards, Oscar.
Filmen fik tidligt i 2016 fire nomineringer:
Bedste hovedrolle: Eddie Redmayne.
Bedste birolle: Alicia Vikander.
Bedste kostumedesign.
Bedste produktionsdesign.

Alicia Vikander vandt den 28. februar 2016 en Oscar for bedste birolle som Gerda Wegener.
Oversigt over nomineringer og vundne priser hos IMDb.

Omtale den 29. februar 2016 hos The Mirror om, at Alicia Vikander vandt en Oscar for bedste birolle.
Omtale den 29. februar 2016 hos TV2 om, at Alicia Vikander vandt en Oscar for bedste birolle.
Omtale den 29. februar 2016 hos Pink News om, at Alicia Vikander vandt en Oscar for bedste birolle.

Inklusion af transkønnede på arbejdspladsen

Vist 0 gange.
Inklusion af transkønnede på arbejdspladsen

Inklusion af transkønnede på arbejdspladsen

Titel Inklusion af transkønnede
på arbejdspladsen
Udfærdiget af FIU-Ligestilling
i samarbejde med LGBT Danmark
Medvirkende Linda Thor Pedersen
Tina Vyum
Annemarie, tillidsrepræsentant
Rune Asmussen
Offentliggjort 19. august 2015
Spilletid 4 minutter 56 sekunder
Sprog Dansk

FIU-Ligestilling har i samarbejde med LGBT Danmark lavet en lille film om, hvordan tillidsvalgte kan bidrage til ligestilling af deres trans-kollegaer på arbejdspladsen.

FIU står for: Fagbevægelsens Interne Uddannelser.
Linda Thor Pedersen er er MtK og transpolitisk talsperson i LGBT Danmark.
Tina Vyum er MtK og var i adskillige år aktiv i transforeninger.
Rune Asmussen er advokat (H) i 3F. Han førte sagen for Michelle Holst-Fischer og 3F, hvor Retten i Aarhus den 9. juni 2015 fastslog, at det var ulovligt at fyre en transperson på grund af dennes kønsudtryk.

I tilslutning til filmen har FIU-Ligestilling udarbejdet en folder: LGBT-Ligestilling på arbejdspladsen.

Transpersoner har fået en stemme i amerikansk popkultur. DR 1 tirsdag den 28. juli 2015. Linda Thor Pedersen medvirker.

Vist 0 gange.
Linda T. Pedersen

Linda T. Pedersen

“I Am Cait” (Kate), “Becoming Us” og “I am Jazz” er tre forskellige dokumentarserier med en transperson i hovedrollen, der alle har haft premiere i USA indenfor den seneste måned. Og det er ikke kun i dokumentarserier, at transpersoner bliver portrætteret – også i fiktionen har transkønnede fået en plads. Forgangskvinderne er for eksempel Lavern Cox i “Orange is The New Black” og i den helt nye Netflix-serie Sense8 er en af hovedkaraktererne spillet af Jamie Clayton, som er transkønnet i både serien og i sit borgerlige liv.

Medvirkende: Linda Thor Pedersen, transpolitisk talsperson fra LGBT Danmark og Thomas Westergaard, reporter DR.

Indslaget med Linda Thor Pedersen varer 11 minutter.

* * *
Hør udsendelsen.

Kvindestemmer. Linda Thor Pedersen: Har 100 år med stemmeret givet kvinder ligeret?

Vist 0 gange.
Kvindestemmer

Kvindestemmer

“Kvindestemmer” er en dokumentarserie, hvor danske kvinder taler ud om bryster, oprør, karriere, vold, kærlighed, abort, sexchikane, amning, porno, moderskab – og mænd.
“Kvindestemmer” fejrer 100 års jubilæet for kvinders stemmeret ved at stille skarpt på spørgsmålet: Har 100 år med stemmeret givet ligeret?

Den 5. juni (grundlovsdagen) 2015 var det 100 år siden kvinder fik stemmeret i Danmark. I den forbindelse har produktionsselskabet Copenhagen Film & Tv Aps for for fjernsynsstationen, dk4 lavet dokumentarserien “Kvindestemmer”, der består af 30 portrætter. Hvert enkelt portræt sætter fokus på kvinders status – her og nu i 2015. For har stemmerret også givet ligeret?
Portrætterne sendes på dk4 tirsdage og fredage.

Jeg fik en henvendelse fra Copenhagen Film & Tv Aps om, at de gerne ville have en kvinde, der var født som mand, med blandt de 30 portrætter i dokumentarserien “Kvindestemmer” i anledning af 100-året for kvindernes stemmeret.
Portrættet skulle være cirka tre minutter langt, og jeg måtte selv bestemme indholdet.

Optagelserne varede 4½ time. Sekvenserne blev optaget igen og igen til produceren var tilfreds. Han drillede mig mellem klippene, da han mente det gjorde mig mere levende. Han var ret streng, men jeg drillede tilbage. Vi fik nogle gode grin.

Da jeg kom hjem, var jeg så udmattet af anstrengelserne, at jeg gik i seng kl. 20. Nu, hvor jeg har set portrættet, synes jeg bestemt, det har været besværet værd.

Linda Thor Pedersen

“Kvindestemmer” med Linda Thor Pedersen

dk4’s præsentation af portrætserien “Kvindestemmer”

* * *
Omtale af “Kvindestemmer” hos dk4.

Frømand på høje hæle. Af Liv Christensen maj 2015.

Vist 0 gange.
Frømand

Frømand

Soldaten, der udgives af Forsvarets Kommunikationssektion bragte i bladets nr. 4, maj 2015 en artikel med Liv Christensen formet som et interview.
Med tilladelse fra Liv Christensen bringes artiklen herunder.

* * *
Hvordan startede din karriere i Forsvaret?
Jeg startede i 1987, 17 år gammel, i Dronningens Livregiment i Nørresundby. Jeg havde været ude at rejse efter folkeskolen, men havde altid gerne villet prøve kræfter med at være soldat. Jeg kom på tidlig session og fik lov at starte, jeg tror faktisk, at jeg havde en tilladelse med fra mine forældre.

Hvordan udviklede din karriere sig i Forsvaret?
Jeg blev taget til sergent og kom på sergentskole efter tre måneder. Da jeg var færdig på sergentskolen, kom jeg tilbage til Dronningens Livregiment og aftjente resten af værnepligten der, det tog sammenlagt to år den gang.
Da jeg var færdig med min værnepligt, ville jeg gerne fortsætte i Forsvaret og søgte derfor kontrakt. Den fik jeg, men jeg måtte til Bornholms Værn. her var jeg indtil 1994, hvor jeg blev optaget i Frømandskorpset. Jeg blev oversergent i 1992.

Hvor længe har du været aktiv i Forsvaret?
Jeg mener, at jeg afsluttede min kontrakt med i forsvaret i 2004, men jeg havde orlov i et par år, mens jeg prøvede andre ting af.

Hvorfor Frømandskorpset?
Det tror jeg, der er flere grunde til.
Dels var det den type soldat, jeg havde lyst til at være rent fagligt. Jeg syntes, de opgaver, jeg kunne se fandtes der, var meget spændende. Men som så mange andre deroppe var det også noget med at prøve sig selv af for alvor, finde ud til nogle af grænserne og se, om det hele kunne “holde”.
Frømandskorpset virkede som stedet, hvor det var muligt.

Hvilken forandring har du været igennem?
Igennem mit liv har der været mange forandringer. Jeg har “bøvlet” med det der køns-halløj gennem hele livet og prøvet mange metoder af til at “få styr på det” med, alene på den konto har jeg lavet nogle mere eller mindre bevidste sving derudad.
For mig har den store forandring nok været af mental karakter. Det er meget let som transkønnet at fokusere på de fysiske forandringer, men det har været vigtigt for mig at have mig selv med og ikke gå for hurtigt frem.
Desuden er det min opfattelse, at et godt liv består af mange ting. Et job, som er spændende og giver mig udfordringer, er en af de ting, jeg sætter stor pris på. Rigtig mange transkønnede falder gennem jobmarkedet og ender på dagpenge eller lignende.
Jeg har fire børn. Det har været afgørende for mig, at de kunne håndtere processen og forstå det, der foregik. At de forandringer, der skulle ske, foregik i en hastighed, som sikrede deres tryghed, har været altoverskyggende for mig. Men også at de ikke bliver eksempelvis drillet i skolen, fordi de har en far, som er meget anderledes, har været vigtigt. Der kan godt i folks opfattelse være et spring fra at være en far, som har været patruljefører i Frømandskorpset, til at være en transperson, som har fire børn. Jeg har forsøgt at bygge en bro mellem de to punkter.
For mig personligt rummer det ingen modsætninger.
Jeg kender flere transer, som har mistet alt i deres “spring ud-proces”.
Folk, som før har haft store uddannelser, velbetalte job og familie, som bagefter sidder alene tilbage med ingenting på et klubværelse. Det har været vigtigt for mig, at det ikke skete, så jeg har forsøgt at forberede mig på alle de situationer, jeg kunne forudse.
Indtil nu er det gået godt, alle mine fordomme (om alle jer “normale”) er blevet gjort til skamme, jeg er kun blevet mødt pænt og ordentligt. Mange af mine gamle soldaterkammerater har taget kontakt og været rigtig søde og fine, om noget har det at stå frem været en berigelse.

Hvornår og hvordan startede det?
Jeg har altid vidst, at jeg var anderledes på den her måde, selv før jeg kunne sætte ord på det. Første gang, jeg kan huske at have tænkt over det bevidst, var til min 5-års-fødselsdag. Der er mange teorier om, hvordan “det opstår”, men der er vist ikke rigtig nogen, som har påvist det ordentligt.
Men der har, som jeg opfatter det, altid og i alle kulturer været nogen, som ikke passer ind i de standardiserede kønskasser. Der er bare meget stor forskel på, hvordan det bliver behandlet i de forskellige kulturer.

Hvilke tanker har du haft om det, mens du var ansat i Forsvaret?
Jeg har det altid med, og da jeg var yngre, var jeg meget af den opfattelse, at det kunne bremse mig i nogle af de mål, jeg havde i livet, hvis det slap ud. Nu er Forsvaret jo på mange måder et meget maskulint miljø, og jeg var ikke af den opfattelse, at det ligefrem ville fremme min karriere, så jeg gik meget stille med det.

Som sagt er de fleste af mine fordomme gjort til skamme,
efter at jeg er blevet åben om at være transkønnet.

Har du været personlig begrænset under din tid i Forsvaret?
Ikke i forhold til det med kønnet, jeg valgte jo ikke at prøve det af, men det var mit valg. Som sagt er de fleste af mine fordomme gjort til skamme, efter at jeg er blevet åben om at være transkønnet.
Når det er sagt, har der jo også været en grund til, at jeg valgte, som jeg gjorde. Retorikken i Forsvaret, da jeg var der, gjorde ikke, at man tænkte: “Det skal sgu nok gå”. Men der er rigtig meget, man kunne snakke om der, også i samfundet generelt. Helt banalt er der jo stor forskel i værdiladningen i at være en drengepige og en tøsedreng.

Kan du mærke, om andres syn på dig er blevet anderledes efter din udvikling?
Det er det nok, men jeg er ikke blevet ramt af noget negativt. Det er min opfattelse, at jeg bliver opfattet mere nuanceret, og der er flere, som ligefrem har givet udtryk for, at de har syntes, det var sejt, jeg turde stå frem.

Hvordan har familie, venner og soldaterkammerater taget det?
Mine børn er meget åbne om det og giver udtryk for, at de synes, det er lidt sejt.
Min anden familie har reageret lidt forskelligt, nogle har bare sagt, at det da var helt o.k., mens andre lige skulle gå lidt med det, men alle har virket meget accepterende og o.k. Det samme gælder mine venner. De allerfleste har dog efter kort tid nærmest ikke bemærket det, og livet er ligesom bare gået videre.
Jeg har haft kontakt til flere gamle soldaterkammerater, som alle har reageret positivt.
Alle har dog haft en periode, kort eller lang, hvor de har haft nogle spørgsmål. Så længe jeg har stillet mig til rådighed for det, er alt gået godt.

Har du altid vidst, at du gerne ville være en kvinde?
Som sagt har jeg vidst altid, at jeg var anderledes. Hvis man sammenligner kønnene med stole, kan man sige, at der i de flestes opfattelse, kun eksisterer to slags: mand eller kvinde. Vi får udleveret stolen ved fødslen, og i de flestes opfattelse er der rimeligt langt mellem de to stole.

Det er svært at give gode råd til nogen, man ikke kender.
Jeg kunne jo fyre noget af som:
“Hold hovedet varmt og fødderne tørre”, men…

Jeg har været med til fire fødsler, og fordelingen går stærkt, under et minut efter at barnet er kommet ud, er det sket. “Det er en dreng” eller “det er en pige”. For nogle af os virker den fordeling bare ikke.
Det har været vigtigt for mig, da jeg lettede mig fra min “mandestol”, ikke at få sat mig på en ny stol, jeg heller ikke gad sidde på. Så man kan sige, at jeg har bygget en bænk, hvor jeg kan skifte lidt stilling og plads og se lidt på udsigten. Det virker for mig.

Liv Christensen

Liv Christensen

Hvad har dine tanker været om kønsskifte?
Hvornår kan man sige, at man har skiftet køn? Er det, når man har skiftet juridisk køn? Eller fået en kønsskifteoperation?
Hvad vil det sige at leve som kvinde – er det, når man går med makeup og kjole? Jeg kender mange kvinder, som ikke går med hverken makeup eller kjole, ligesom jeg kender mange kvinder, som er nærmest karseklippede. Guderne skal vide, at jeg elsker makeup og har en decideret svaghed for sko, men gør det mig til kvinde?
Kan man nogensinde skifte køn, vil man altid være ham der, som gerne ville være en hende der. Vil det nogensinde være muligt at blive accepteret på lige vilkår som “almindelige kvinder”, og vil jeg i så fald være interesseret i det?
Jeg kender flere transkønnede, som gerne vil have lavet eksamensbeviser og andre dokumenter om, når de har “skiftet køn”. Mit problem er bare, at jeg har det o.k. med min fortid og historie og er stolt af flere ting i den. Jeg ønsker for fuld kraft at stå ved, hvem jeg er. Jeg tror også, at vi er, hvem vi er i kraft af vores historie. Vores køn er “kun” en af de ting, vi er. For os transkønnede fylder den ene ting bare meget. Det har været vigtigt for mig at blive accepteret som hele mig,
ikke bare som den ene ting, jeg også er.
Spørgsmålet rejser utroligt mange andre spørgsmål, og for at svare fyldestgørende bliver det en meget lang snak, som er for nuanceret til skrift (for mig).
For mig er det nemmere at sige: Jeg er mig, på godt og ondt.

Har du et par gode råd til de værnepligtige?
Det er svært at give gode råd til nogen, man ikke kender. Jeg kunne jo fyre noget af som: “Hold hovedet varmt og fødderne tørre”, men… Jeg vil da stille mig til rådighed, hvis der er nogen som kan bruge mig til noget. Jeg kan findes på facebook: www.facebook.com/liv.christensen.31

CPR-kontoret har den 23. april 2015 udstedt bekræftelse til Linda Thor Pedersen om hendes nye personnummer.

Vist 0 gange.
Dokumentationsskrivelse for personnummerskift.

Dokumentationsskrivelse for personnummerskift.

CPR-kontoret har den 23. april 2015 udstedt en bekræftelse til Linda Thor Pedersen om, at hun den 7. november 2014 er tildelt nyt personnummer.

Lige fra de første fik juridisk kønsskifte efter det blev muligt den 1. september 2014 har CPR-kontoret udstedt en dokumentationsskrivelse. Den oprindelige skrivelse indeholdt imidlertid oplysning om, at tildelingen af det nye personnummer skyldes en oplevelse af at tilhøre det andet køn.
Det var en oplysning, som LGBT Danmark fandt irrelevant og meget uheldig og sendte en skrivelse derom til CPR-kontoret med forslag til en anden formulering af dokumentationsskrivelsen.
Den 15. april 2015 meddelte CPR-kontoret, at de ville følge forslaget fra LGBT Danmarks .

Dateret den 23. april 2015 modtog Linda Thor Pedersen en dokumentationsskrivelse om sit personnummerskift fra CPR-kontoret, der formuleringsmæssigt svarer til forslaget fra LGBT Danmarks forslag. Skrivelsen indeholder dermed kun oplysninger om Linda Thor Pedersen og er dermed velegnet som dokumentation
over for myndigheder, arbejdsgivere, forsikringsselskaber mv.

Dokumentationsskrivelsen gengives herunder.

Linda Thor Pedersen Økonomi og
Indenrigsministeriet

IT og CPR
Finsensvej 15
2000 Frederiksberg
Telefon 72 28 24 00
cpr@cpr.dk
www.cpr.dk

Sagsnr.
2014- 20689

Doknr.
227001

Dato
23-04-2015

Økonomi- og Indenrigsministeriet skal hermed bekræfte, at Linda Thor Pedersen den 7. november 2014 er tildelt nyt personnummer.

Linda Thor Pedersen har fået tildelt følgende personnummer: xxxxxx-xxxx

Linda Thor Pedersens tidligere personnummer var: xxxxxx-xxxx

Med venlig hilsen

Underskrift.

* * *
Dokumentationsskrivelsen i pdf-format.

Indkaldelse den 21. januar 2015 af Linda Thor Pedersen til forundersøgelse ifb. med henvisning til behandling med kønshormoner.

Vist 0 gange. Foranlediget af, at Sexologisk Klinik har sendt en henvisningfor Linda Thor Pedersen til Gynækologisk Ambulatorium på Rigshospitalet mhp. på kønshormonbehandling, har Gynækologisk Ambulatorium den 21. janur 2015 indkaldt hende til forundersøgelse.

Indkaldelsen gengives herunder uden hendes CPR-nummer og adresse, der er fjernet af diskretionshensyn.

* * *

Rigshospitalet
Blegdamsvej 9
2100 København ø

Pedersen, Linda Thor
(Adresen slettet)

Center: Juliane Marie Centret
Afdeling: Gynækologisk Klinik
Afsnit: 4004Y9
Telefon: 35 45 44 86
Dato: 21.01.15
Cpr.: (Slettet)

kære Linda Thor Pedersen

Vi har den 19.01.2015 modtaget en henvisning fra
REGION HOVEDSTADEN PSYKIATRI og indkalder dig derfor til forundersøgelse
i Gynækologisk Ambulatorium, afsnit 4004Y9, Rigshospitalet.

Dato: Tirsdag 05.05.2015
Tidspunkt: Kl.09.40
Sted: 4004Y9, opgang 4, stuen

Undersøgelsen er en del af din udredning.

Hvis du er forhindret i at møde til aftalte tid, skal du ringe afbud.
På den måde kan en anden patient få gavn af tiden.

Telefonnummer ved afbud/ændring af tid: 35 45 44 86.
Hverdage mellem kl. 08.30-12.00.

Da du er henvist til højt specialiseret udredning/behandling, som er samlet på Rigshospitalet, er der desværre ikke mulighed for udredning/behandling et andet sted med kortere ventetid.
Vi arbejder løbende på at få ventetiden bragt ned.

Såfremt du ikke har mulighed for at printe oplysningsskemaet samt samtykkeerklæringen ud hjemmefra, er du velkommen til at møde et kvarter før din planlagte tid og få dem udleveret til udfyldelse her.
Disse er væsentlige for din konsultation.

Med venlig hilsen
På klinikledelsens vegne
GITTE BULOW
SYGEPLEJERSKE

* * *
Skrivelsen i pdf-format.

Linda Thor Pedersen i TV Lorry tirsdag den 16. december 2014.

Vist 0 gange.
Foto: TV Lorry. Cecilie Rosdah og Linda Thor Pedersen.

Foto: TV Lorry.
Cecilie Rosdah og Linda Thor Pedersen.

Foto: TV Lorry. Stine Sylvestersen, Cecilie Rosdah og Linda Thor Pedersen.

Foto: TV Lorry.
Stine Sylvestersen, Cecilie Rosdah og Linda Thor Pedersen.

Linda Thor Pedersen deltog tirsdag den 16. december 2014 kl. 1130 i TV Lorrys udsendelse Lounge.
Udsendelsen var en samtale mellem studieværten, Stine Sylvestersen, Cecilie Rosdahl, der er forfatter af bogen Pink, og Linda Thor Pedersen, der er landsledelsesmedlem og transpolitisk talsperson i LGBT Danmark samt kasserer i TiD.
Samtalen tog udgangspunkt i bogen Pink og drejede sig om transpersoner i bred forstand.

Inklusiv programindledningen varer samtalen 10 minutter.

* * *
Udsendelsen hos TV Lorry.

Linda T. Pedersen blev den 2. november 2014 indvalgt i LGBT Danmarks landsledelse.

Vist 0 gange.
Linda Thor Pedersen ved en af hovedindgangene til DTU

Linda Thor Pedersen ved en af hovedindgangene til DTU

Linda T. Pedersen, der er MtK transseksuel, blev den 2. november 2014 indvalgt i LGBT Danmarks landsledelse under foreningens landsmøde, som fandt sted lørdag den 1. til søndag den 2. november 2014.

Tina Thranesen.

Gennem livets dør. Af Lisa Andersen (professor emeritus) den 31. oktober 2014.

Vist 0 gange.
Tøjet giver os indsigt i kulturen og dens ønsker, og i individer og deres begær. Mere end hvad du er, artikulerer tøjet hvad du ønsker at være. (Siri Hustvedt)

Gennem livets dør
Fælles for transkønnede er, at realiseringen af det indre køn går gennem en transformationsproces, i hvilken kønsidentiteten materialiseres konkret og fysisk ved at klæde sig som og agere i overensstemmelse med det indre køn – og at konfrontere dette ’selv’ med omverdenen. Det afgørende er netop at ’blive set’ som den man er, altså at ens subjektive køn umiddelbart registreres af andre i det sociale felt. Men hvorfor er det så nødvendigt, at blive set og accepteret i denne den ’rigtige’ kønsrolle?

Lisa Andersen

Når et menneske vælger at skifte køn, for nu blot at bruge den udslidte betegnelse, er det naturligt at spørge sig om hvorfor og hvordan? Spørgsmålet er rejst igen og igen af både den transkønnede og af de pårørende, men der er ikke noget enkelt svar.

For den transkønnede selv er forklaringerne ofte mange og forskelligartede. De cirkler typisk omkring temaet ”at blive sig selv” som udtryk for det massive ønske om at overskride inkongruensen mellem krop og sjæl. Man føler sig som et køn, mens ens krop viser det modsatte køn, det køn som også omverdenen har bestemt som det primære og som er en af de akser hvorom livet drejer sig. Denne inkongruens sætter sig igennem som en stærk trang til at realisere det indre, oplevede køn på trods af det ydre og etablerede køn, som man ikke ønsker sig og ikke vil tilhøre.

Inden for psykologien taler man om jeg-oplevelse eller selv-opfattelse som udtryk for det fænomen, at personen oplever og ser sig selv som en enhed og som havende en fast identitet gennem tid. Med en stabil personlighedskerne med en række egenskaber: viden, kunnen, følelser, reaktionsmønstre osv. – der også registreres af andre, nære som fjernere bekendte, som derfor netop kan udtrykke, at ”de kender personen”. Centralt i denne selvopfattelse er det at tilhøre et køn, typisk et af de to køn som vi normalt opdeler menneskene i og som det nyfødte barn på basis af fysiologiske kønsegenskaber tilordnes fra fødslen af. Dette betyder efterfølgende, at barnet også socialt gennem opvæksten typisk kommer til at tilhøre det tilforordnede køn og derved af omverdenen mødes som et medlem af dette køn. Barnet lærer at agere som det køn det er tilordnet, man taler om, at det ’kønssocialiseres’ hvormed menes, at barnet lærer at blive et medlem af den subkultur og senere, bredere, det samfund det vokser op i, herunder de typiske kønsbestemte tanke- og adfærdsformer. Barnet udvikler en kønsidentitet, en viden om sig selv som tilhørende et bestemt køn i en given kulturel kontekst, en udvikling der også influeres af den kønsspecifikke biologiske udvikling under påvirkning bl.a. af den hormonelle udvikling, som er forskellig for de to køn og som medfører udviklingen af de sekundære kønskarakteristika.

Det ligger i sagens natur, at der er et stort spillerum for både det biologiske, fysiologiske og det psykologiske, således at mange forskellige blandingsformer forekommer; hvor variationerne kan gå på både det psykologiske og på fremtoningen. I de fleste tilfælde er udseende og adfærdsformer ret så kønstypiske. Men nogle drenge kan forveksles med piger på udseende alene, nogle piger er ”drenge-piger”, og atter mange ligner lidt af hver, er androgyne, og hvor tøjet er den eneste måde at se hvilket køn personen tilhører.

I langt de fleste tilfælde er der overensstemmelse mellem det fysiologiske køn og det subjektive, oplevede køn. Men i sjældnere tilfælde sker der det, at barnet og senere den voksne, udvikler en kønsidentitet der er det modsatte af det fysiologiske køn. Kønsidentiteten er altså ikke givet i og med den fysiologiske udrustning alene, men er en psykologisk kerne der udvikles under opvæksten – den nyfødte har ingen bevidsthed om sig selv som væsen, det er en bevidsthed der udvikles i takt med den fysiologiske og psykologiske udvikling. Personligheden dannes og personen udvikler en bevidsthed om sig selv om person adskilt fra andre personer. Hos de fleste børn og senere voksne er der som sagt intet misforhold mellem det fysiologiske og det psykologiske, men nogle børn giver meget tidligt udtryk for, at deres kønstilhørighed er det modsatte af det fysiologiske og tilskrevne køn, andre gør det senere, men det er typisk for transkønnede, at oplevelsen af ikke rigtig at høre til i det tilforordnede køn optræder i barndommen og for mange bliver mere markant i puberteten og frem. Årsagerne hertil er ikke klarlagte, i mange år mente man at især psykologiske og socialiseringsvilkår var afgørende, men i dag vil de fleste mene, at genetiske og kromosonelle forhold har en langt større rolle end tidligere antaget.

Men grundlæggende er identiteten således en subjektivt erhvervet indsigt i ’hvem jeg er’ og dermed er kønsidentiteten ligeledes udtryk for hvorledes personen oplever sit køn. At opleve at ens kønsidentitet er forskellig fra det kropslige, er udtryk for en uoverensstemmelse eller inkongruens, som betegnes som transkønnethed. Hvor det kropslige køn som regel let lader sig bestemme som enten dreng/pige, mand eller kvinde, så er kønsidentiteten personens egen vurdering og oplevelse af sig selv som kønsligt væsen til en given tid og i en given social kontekst. Man kunne tale om det subjektive køn, men det implicerer, at det subjektiv køn skal ses i forhold til det mere ’rigtige’ objektive køn, som let forstås som det egentlige og korrekte. Men forholdet er snarere omvendt, kønsidentiteten er i sagens natur det egentlige køn et menneske besidder. I modsætning til dyrene har vi en bevidsthed om os selv som menneske og dermed som tilhørende et køn, der således er mere central for personen og derfor har forrang for det fysiologiske køn. Dette implicerer, at det kun er personen selv der kan bestemme sit køn.

Men uanset årsagerne, vil den transkønnede opleve denne inkongruens, og afhængig af hvor stærk trangen er til at realisere ’det indre køn’ vil personen afprøve sig selv i den modsatte kønsrolle. De subjektive begrundelser herfor er mangfoldige. For nogle er der tale om, at der er en kvindelig respektive mandlig side af personligheden som skal realiseres, for andre er der mere radikalt tale om, at det subjektive køn er det eneste køn man har og at kroppen og de sekundære kønstræk er forkerte, et udtryk for et (fysisk) handicap som om muligt må rettes til og forandres så det bringes i overensstemmelse med det subjektive køn.

Men fælles er det, at realiseringen af det indre køn går gennem en ydre transformationsproces i hvilken kønsidentiteten materialiserer sig konkret og fysisk ved at klæde sig som og agere i overensstemmelse med det indre køn – og at konfrontere dette selv med omverdenen for helst at blive accepteret i denne nye, i betydningen manifesterede, kønsrolle. Det afgørende er netop at ’blive set’ som den man er, altså at ens subjektive køn umiddelbart registreres af andre i det sociale felt; og ikke blot en social accept af, at man er anderledes, at man ligner det ene køn, men hævder at tilhøre det modsatte.

Man taler om at ’passere’, et møde med andre mennesker som ikke kræver forklaringer på noget misforhold eller skaber nogen tvivl hos den ’anden’, at den anden ser en som man oplever sig selv, og helst også som man ønsker at blive set. Først da føler den transkønnede sig bekræftet som den han/hun er. Mens et møde der resulterer i, at den anden ser mig som tilhørende det ’forkerte’ køn i forhold til mit subjektive køn og ser mig som en der har klædt sig ud, som ikke passerer, opleves som et psykologisk nederlag og en personlig fiasko.

Denne beskrivelse er dækkende for den store gruppe af transkønnede der oplever at kønnet i det store og hele er todelt – at man oplever sig som tilhørende det modsatte køn af det man fysiologisk er blevet identificeret som. Andre transkønnede identificerer sig ikke så kategorisk inden for et af de traditionelle køn – mand – kvinde – men oplever sig som, i vekslende grad, at rumme træk fra begge køn og derfor også i sin fremtræden ønsker at afspejle dette mere blandede kønsudtryk – eller helt at ophæve de etablerede kønsnormer. Det følgende dækker primært personer der oplever en mere todelt kønsopfattelse.

Utallige selvbiografiske beskrivelser af livet som transkønnet kredser om denne problematik. Utallige er beskrivelserne af hvorledes den transkønnede i starten af sin løbebane som trans, sniger sig ud af hjemmet – i starten når mørket har sænket sig, senere og modigere også i dagslys – klædt som det modsatte køn, og forsigtigt, uhyre forsigtigt, prøver at nærme sig andre tilfældige forbipasserende og med alle sanser vakt forsøger at registrere om den ’fremmede’ har set en som den man gerne vil ses som – eller omvendt, at den anden åbenbart har iagttaget at der er noget mærkeligt, at ’der er vist tale om en mand i dametøj’ [1]. Går det godt oplever den transkønnede stor glæde og lykke, mens omvendt, at blive ’set’ og gennemskuet fremkalder tristesse og nedtrykthed.

På dette tidspunkt i min overgang til kvinde, hvor hele min kvindelighed kan være i en håndtaske, er jeg rystende klar over, at min succes eller fiasko for at blive mig selv er i hænderne på fremmede. Når de accepterer mig som en kvinde, bliver jeg, for et øjeblik, en kvinde”.

Således beskrives denne problematik i en nyere bog af Joy Ladin: Through the door of life, fra 2012. [2] Hun beskriver denne udvikling i detaljer, fra de første spæde skridt snart som mand, snart som kvinde til et fuldt realiseret liv som kvinde, den første transkønnede professor på et jødisk-ortodokst universitet i USA.

Der er tale om et studie i alle disse forskellige faser mellem mand og kvinde, beskrevet med en nøgen åbenhed som er overbevisende, ærlig og rørende. Beskrevet med en følsomhed, som ikke prøver at overbevise nogen, endsige sig selv, om at dette er en let proces. Tværtimod om et smertefuldt og livnødvendigt udviklingsforløb hvor hun igen og igen skuffes, men hvor episoder hvor det lykkes at passere bliver flere og flere, ligesom sikkerheden og ’rutinen’ stiger. Den første gang, omklædt på et hotelværelse, beskrives således: ”Det tog lang tid at få mod til at åbne døren. Der var en kvinde udenfor med en rengøringsvogn. Jeg smilede nervøst til hende og skyndte mig til elevatordøren i sko der allerede var begyndt at klemme mine fødder. Lobbyen var fyldt med mennesker og mørk, således som jeg netop havde ønsket det. Med skuldrene trukket op sneg jeg mig gennem turisterne som stimlede sammen ved hotelindgangen og trådte ud på fortovet i en ny verden. Det var en klar, lys San Francisco dag, himlen dybt blå. Jeg havde gjort det. Jeg var ude. Jeg var fri. Jeg følte det som om mumificerende bandager var blevet skåret væk, efterladende min hud, sårbar, men taknemmeligt udsat for den uvante luft. Det var ikke en drøm, men noget var endelig blevet sandt.”

Det sande er, at personen bliver til i fuldt dagslys og ses som den kvinde hun er, af de forbipasserende på fortovet, i butikker, restauranter osv. osv.

Derfor er det en nedtur, når der skal ’klædes tilbage’, her efter en biltur som kvinde, der imidlertid må afbrydes når målet nås: ”den hårde tid begynder: at afvikle, ophæve det selv jeg netop havde koblet sammen. Mens min veninde bevidst sludre videre om andre ting, tager jeg mine ørenringe af, så mit ur, så tørrer jeg ubønhørligt min makeup af indtil min ansigt forsvinder. Mine bryster er de sidste som jeg fjerner. Jeg tøver, ikke fordi jeg ikke er bevidst om følelsen af fuglefrø i nylonposer mod mit bryst, men fordi jeg ønsker at have endnu et øjeblik hvor jeg ser brystets svulmen som på mystisk vis, men unægteligt får mig til at føle, at jeg har en krop som passer med min hjerne – som udtrykker mit virkelige jeg. Hverken min hjerne eller min krop narres af dette kunstige bryst, men det at fjerne de små poser med fuglefrø føles ligesom at skænde sig selv. Min flade bluse ser ud som ikke-værende – ikke-værende efter at have eksisteret. Når jeg trækker min fleecetrøje over hovedet og ser i spejlet, så er det ansigt jeg ser en mand jeg aldrig virkelig genkender. Han ser hård, og bedrøvet og vred ud.”

Det kan være svært at forstå, at blot det udseende der skabes ved hjælp af tøj, sko, make-up, smykker osv. men især mødet med og accepten af de fremmede er det der i starten giver oplevelsen af identitet. En side af bekræftelsen er neutral, forstået således, at hvis folk ”ikke reagerer med at stirre, råbe op om ’en trans’, øretæver eller skriger når man går ind på dametoilettet”, så er det nok fordi de ikke har registreret noget. Positiv bekræftelse fås nå en fremmed ligegyldigt titulerer en som ”Frue” – ”jeg følte en varme i flere timer efter at være blevet tiltalt om Frue af en fremmed hotelportier, mekaniker…” Men ikke altid går det godt: ”På en mørk vej, kalder en drukkenbolt efter mig på tyve mesters afstand, ”Frøken? Undskyld mig – er du en mand eller en kvinde? Kom tilbage skat, det betyder ikke noget for mig…Men det betyder noget for mig tænker jeg og snøfter.”

Hele tiden observerer Ladin sig selv og sin udvikling med en præcision og omhyggelighed som er sjælden at møde. ”Nu når sløret er blevet revet bort, hvem er så den person jeg ønsker at alle skal se?… Èn der er taknemmelig, sårbar, alt for gammel og knap nok født, tilstede og regnet med.” Og senere: ”Den følelse af hvem jeg virkelig er, er ikke tilstrækkelig mere. Mit sande selv behøver et ansigt, en stemme, en krop, behøver at være. Og det at være mit sande selv betyder at handle som en eller anden – som en kvinde – som jeg aldrig har været.

At blive til som kvinde, for at tage afsæt i Ladins beskrivelse, vil således betyde, at det fysiske – kroppen, stemmen, ansigtet – også viser en kvinde, og at denne kvinde mødes som kvinde af andre mennesker. At blive den kvinde ”som jeg aldrig har været ….og knap nok født, tilstede og regnet med” er en tilblivelsesproces hvor den transkønnede ofte forceret må gennemløbe den normale socialiseringsproces som almindelige børn og unge gennemlever i deres opvækst, assisteret og rettet til af menneskene i den subkultur de opvokser i. Her bruges de andre i høj grad til at finjustere det kønslige udtryk, ligesom den transkønnede på samme måde afprøver sig selv i forhold til ’de andre’ og håber på at passere. Barnet etablerer en nogenlunde fast kønsidentitet tidligt, vel omkring 3-5 år, og bruger den videre udvikling til at afstemme og vælge sin måde at præsentere sit køn på, den unge og senere voksne udvikler sin kønsrolle over lang tid med baggrund i den forståelse personen har for det kønstypiske. Man kan være kvinde eller mand på mange forskellige måder og den enkelte udformer sin egen måde.

I modsætning hertil er det typisk for den transkønnede at indse, at identiteten ikke blot kan udleves frit, fordi kønnet på forhånd og af andre er bestemt til det modsatte af hvad personen føler. Spillerummet for at udleve sit køn er således bestemt af det tilforordnede køn og dermed i konflikt med det personen føler. Derfor bliver det ofte meget senere i livet at den unge, måske voksne, på trods og i konflikt med normerne, begynder at realisere og harmonisere kønsidentiteten med fremtrædelsesformerne. Som en del af den almindelige kønsudvikling bliver en lang række af de mere eller mindre bevidste tilpasningsprocesser gennemført over længere tid, og med en række nære såvel som fjernere rollemodeller som spejlingspunkter – mens det for den transkønnede oftest sker over langt kortere tid og med langt færre muligheder for korrektioner og anvisninger fra andre personer. Processen bliver derfor også langt mere ’alvorlig’ og skræmmende for den transkønnede, som ofte på egen hånd træder ud i verdenen – gennem livets dør. Men processen er lige vigtig og i virkeligheden står der meget mere på spil for den transkønnede, hvis hele identitet på sæt og vis bliver bundet op på den ydre accept, som Ladin beskriver det så træffende.

Der er noget appellerende ved transformationer og klæder er den hurtigste vej til at springe ud af sin eget liv og ind i en andens. Det fiskebenskorset jeg bar i otte dage katapulterede mig ind i en anden tid og en anden æstetik…og jeg kunne lide det.” (Siri Hustvedt [3])
Den norsk-amerikanske forfatterinde Siri Hustvedt beskriver i et essay hvorledes tøjet ændre ikke alene hendes oplevelse af sig selv, men også oplevelsen af at leve i en anden tid. Som statist i en film der foregår i 1800’tallet bliver hun i otte dage klædt i et fiskebenskorset, krinolineskørter, slangekrøller og oplever sig selv som ’en anden’ i den tid – tøjet gør noget ved hende, hun oplever sig selv og omverdenen anderledes i den periode – og kan lide det. Hun føler sig mere kvindelig: ”korsettet forstærker forskellen mellem mænd og kvinder og kører den helt ud. Det indvendige svaj i en kvindes talje bliver ekstrem og spændingen af snøringen i taljen skubber brysterne op…”. Det er på samme måde den transkønnede oplever tøjet som en forstærkning, som her, af det kvindelige, og da den transkønnede ikke gennem opvæksten i forhold til andre har en ’realiseret’ kønsidentitet, bliver tøjet, smykkerne, make-up’en osv. det centrale omdrejningspunkt for realiseringen af kønnet. Og bliver også vejen til bekræftelse af sig selv i og med, at andre, på grund af tøjet, ser en som tilhørende det ønskede køn. Der udover har tøjet en ikke ubetydelig indflydelse på den måde vi bevæger os på og oplever os selv på. Senere skriver Hustvedt: ”For år tilbage gik jeg til et karneval som mand. I et lånt jakkesæt, ansigtet uden make-up og håret skjult under en hat. Jeg så på mig selv i et spejl og var ikke forberedt på forandringen. Kvinder flirter med mænds tøj hele tiden, men når du går hele vejen er resultatet slående. Jeg følte mig som en mand. Mine skridt blev længere. Mine manerer blev forandrede.” For den transkønnede sker det samme, tøjet forandre og gør transformationen også i andres øjne virkelig og reel. Det er derfor det er så vigtigt, og mere vigtigt end for ’normale’ mennesker som Siri Hustvedt, at blive set af andre og få deres reaktioner til forstærkning af deres egen oplevelse af at tilhøre det andet, eller snarere det rette køn.

Hvor om alting er, at tage tøj på er en forestillingens handling, en opfindelse af sig selv, en fiktion. (Siri Hustvedt)
I en tid som den vi lever i nu, kunne man sige, at man jo blot kan klæde sig i bukser og trøje, ligesom tusindvis af mænd og kvinder gør i forvejen, så hvorfor alt det postyr? Hvis kønnet er noget subjektivt kunne man jo være tilfreds med at opleve sig som sådan, uden at det behøvede at materialisere sig i klædedragt og i det offentlige rum. Men for den transkønnede er dette ikke nok, som det fremgår ovenfor. Derfor er det så vigtigt at afprøve sig selv i forhold til andre mennesker, fordi personens autenticitet består af en kongruens mellem det fysiske, kropslige og det sjælelige. Det er ikke nok at vide ’at man er kvinde/mand inderst inde’, kønnet må udtrykkes i det sociale rum for at blive autentisk for en selv og for de andre.

Noter
  1. [Retur] Det er først og fremmest mænd der klæder sig som kvinder der bliver latterliggjort og værre, forfulgt og overfaldet hvis de bliver læst. Kvinder der klæder sig som mænd, men som læses og ses som kvinde vil sjældnere blive genstand for latter og diskrimination, endsige vold, sikkert fordi det er langt mere almindeligt at se kvinder klæde sig i alle variationer fra det maskuline til det ultra feminine.
  2. [Retur] Joy Ladin: Through the door of life. A Jewish journey between genders. Wisconsin: The University of Wisconsin Press. 2012. Indsigtsfuld og vigtig bog om det at være transkønnet, om skismaet mellem at vælge sig selv eller at miste sine kæreste – hvorunder selvmordet bliver en løsning der fravælges. Bogen rummer langt flere problematikker end de der er nævnt her. Særlig værdigfuld er beskrivelsen og analysen af hvorledes adskillelsen fra kone og børn gennemleves, hvor især forholdet til børnene beskrives hudløst og gribende. Desuden beskrivelser af forholdet til det kvinde-universitet Ladin er ansat på og hvilke problemer det giver der at ’springe ud’. Som ortodoks jøde diskuterer Ladin indgående sit forhold til religionen og hvorledes denne og dens repræsentanter forholder sig til transkønnethed samt den betydning det har for Ladin selv.
  3. [Retur] Siri Hustvedt. Eight days in a corset. I: A plea for Eros. London: Septre 2006.

* * *
Artiklen i pdf-format.

Studiestart og transseksuel. Den 10. oktober 2014.

Vist 0 gange.
Linda Thor Pedersen ved DTU

Linda Thor Pedersen ved DTU

Af Linda Thor Pedersen den 10. oktober 2014.
I 2001 fik jeg en svær depression, måtte slutte min ansættelse hos DSB, hvor jeg havde været ansat i 17 år, og blev førtidspensioneret i 2003. I dag er jeg rask og vil gerne tilbage til arbejdsmarkedet. Det virkede dog urealistisk, da mine kvalifikationer fra DSB ikke var brugbare. Jeg var derfor nødt til at få opgraderet/ajourført min uddannelse. Jeg følte mig studieegnet, men for at afklare det, meldte jeg mig til et 3-ugers adgangskursus i august 2013. Kurset forløb godt, og jeg søgte optagelse på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

På det tidspunkt havde jeg levet to år som transvestit og behovet for at leve som kvinde var blevet stort. I september 2013 valgte jeg i første omgang at leve som kvinde i 2 – 3 måneder for at finde ud af, om det var det, jeg ville, og om jeg kunne magte de udfordringer, det ville give. Jeg følte også, at skiftet fra mand til kvinde, ville være lettere før studiestart.

Efter 1½ måned var jeg ikke i tvivl. Jeg fik en henvisning til Sexologisk Klinik med henblik på godkendelse af Linda som fornavn og kønshormonbehandling. I følge navneloven kan “personer, der er transseksuelle eller ganske må ligestilles hermed” få tilladelse til at anvende et fornavn, der tilhører det modsatte køn.

Jeg ansøgte om optagelse på diplom-elektro vinterstart 2014 på DTU og blev optaget. Jeg fik en velkomstpakke og meldte mig til rusturen. På min brugerprofil på DTU var der et feminint billede og et mandligt fornavn, hvilket forvirrede mange.

Et par dage før rusturen fik jeg en sms fra en vektor (en ældre studerende, der er vejleder for nye studerende):
  Hej! 🙂
Jeg skriver til dig, fordi vi har modtaget dine oplysninger i forbindelse med rusturen på Klinteborg her i weekenden.
Med al respekt spørger jeg nu, for vi vil meget gerne tage hensyn 🙂 Vil du kaldes “han” eller “hun”, og skal der på dit navnebadge skrives “Linda”?
Jeg håber, du forstår, at jeg ikke spørger af mangel på respekt – vi vil bare sikre os, at vi ikke støder nogen 🙂
Med venlig hilsen
SmølfLee,
vektor på DTUs vinterrustur ’14

Jeg blev meget glad, da jeg modtog den sms, især de forsigtige formuleringer for at undgå at støde mig, hvilket de absolut ikke gjorde. Samtidig blev jeg klar over, at det måske ville blive mere indviklet, end jeg havde forestillet mig. For at gøre det lettere for de andre deltagere på rusturen, valgte jeg at skrive en meddelelse på Facebook:
  Kære medstuderende

Når I ser mit navn og mit profilbillede, gør I jer måske nogle tanker. Der er måske nogle spørgsmål, I gerne vil have besvaret, som I dog er for høflige til at stille.

Jeg er transseksuel. Jeg bruger Linda som kaldenavn og foretrækker at blive omtalt som “hun”. Siden september 2013 har jeg levet som kvinde. Hvis I ønsker at vide mere om, hvad det vil sige at være transseksuel, må I gerne spørge mig.

Kærlig hilsen
Linda

Mere information:
Vidensbanken om kønsidentitet
Mine artikler

Fra LGBT Danmarks ordbog:
Transseksuel:
Person, hvis kønsidentitet adskiller sig fra det køn, pågældende blev tildelt ved fødslen, og som derfor ønsker at leve og blive anerkendt som tilhørende det modsatte køn.
Nogle, men ikke alle, ønsker behandling med kønshormoner og/eller kirurgiske indgreb.
Begrebet vedrører således kønsidentitet, og har ikke noget med seksuel orientering at gøre.
Latinsk oprindelse afledt af trans og sexus.
Trans er en forstavelse til andre ord med betydningen: over til, modsat. Sexus refererer til køn og ikke til seksualitet.

Linda Thor Pedersen ved en af hovedindgangene til DTU

Linda Thor Pedersen ved en af hovedindgangene til DTU

På rusturen blev jeg godt modtaget. Langt de fleste spurgte mig om, hvordan det er at være transseksuel, hvorfor jeg har valgt at leve offentligt med det, og om jeg har oplevet diskrimination. For mange var det grænseoverskridende at spørge, og der var flest spørgsmål om aftenen.

Jeg glemte, at give mine undervisere og hjælpelærer samme tilbud om at spørge, som jeg gav mine medstuderende. Måske var jeg træt af at tale om mig selv på det tidspunkt.
Jeg er blevet godt behandlet, og hvis der er nogle, der har fordomme, har de skjult det godt.

Det eneste, der har generet mig, er at skulle skrive fulde navn på afleveringsopgaver og til eksamen. Jeg er dog sikker på, at havde jeg forelagt problemet for DTU eller lærerne, var der blevet fundet en løsning. Da jeg helst ikke ville være til besvær, undlod jeg det. Samtidig følte jeg, at det kun var et midlertidigt problem.

Der er mange, der har undret sig over, at jeg ikke bare har taget “Linda” som fornavn. Navneloven foreskriver imidlertid, at et fornavn skal svare overens med det biologiske køn. Der kan dog dispenseres, hvis man fra Sexologisk Klinik får en erklæring, der fastslår, at man er “transseksuel eller ganske må ligestilles hermed”. Jeg fik en sådan erklæring i juni i år og hedder nu “Linda Thor Pedersen”.
Den 11. juni i år blev der vedtaget en lov om “Juridisk skønsskifte”. Man skal indsende en ansøgning og efter en refleksionsperiode på 6 måneder, skal man bekræfte ansøgningen. Herefter modtager man et nyt cpr-nr.
Jeg søger selvfølgelig om juridisk kønsskifte.

Linda Thor Pedersen.

Lisa Andersen, professor emeritus, skrev 1. juli 2014 til SUU, bilag 509 om SST’s udkast til vejledning om udredning og behandling af transkønnede.

Vist 0 gange. Lisa Andersen, professor emeritus, skrev 1. juni 2014 til Sundhedsudvalget med bemærkninget til det af Sundhedsstyrelsen den 2. juni 2014 i høring udsendte udkast til vejledning om udredning og behandling af transkønnede.

Lisa Andersens skrivelse gengives i sin helhed herunder.

Til Sundhedsudvalget
Lisa Andersen, Prof. Emer.
Juni 2014

Som del af denne henvendelse er bagerst en række bemærkninger til Sundhedsstyrelsens udkast til Vejledning om udredning og behandling af transkønnede, fremsat til høring 2. juni 2014. Bemærkningerne er også fremsendt til Sundhedsstyrelsen.

Bemærkningerne til udkastet tager afsæt i en sammenligning mellem dette og internationale vejledninger, først og fremmest sammenlignes med den af alle eksperter anerkendte organisation World Professional Association for Transgender Health (WPATH) der gennem en længere årrække har udgivet et sæt standarder for behandling (SOC) af personer med kønsdysfori, den seneste i 2010 [1].

Når specielt denne trækkes frem, er det fordi den som nævnt er internationalt anerkendt som standard for behandling, men også fordi både Sexologisk Klinik og Sundhedsstyrelsen i flere tilfælde har henvist til, at de anerkender denne som standard for deres udredning og behandling af transkønnede. Samt at Sundhedsstyrelsen i flere tilfælde i forbindelse med denne nye vejledning har erklæret, at de ønskede at præcisere kravene til omhu og samvittighedsfuldhed i relation til lægelig behandling af transkønnede.

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at udkastet til vejledning i flere tilfælde afviger markant for SOC, som det fremgår af bemærkningerne, se nedenfor.

Det konkluderes her, at:

Selv om det kan være vanskeligt at sammenlige forskellige tilgange når talen uspecificeret drejer sig om ’udredning’, ’observation’, ’diagnostiske kriterier’, så står det indtryk dog tilbage, at den danske vejledning sammenlignet med internationale vejledninger og især SOC, dels gør den kønsdysforiske problematik mere kompliceret end den egentlig er, og dels at man derfor mener at udredning og behandling kræver meget specialiserede kompetencer sammenlignet med SOC, at man stiller krav om diagnosen, ’transseksualitet’, hvor SOC primært anvender betegnelsen ’kønsdysfori’ og ikke betragter tilstanden som en psykiatrisk tilstand. Dette afspejler sig også i, at der f.eks. stilles ydmygende krav om at ’patienten’ (den psykiatriske patient som pr. definition åbenbart er umyndig og uden personligt ansvar) skal medbringe sine forældre til samtale under udredningsforløbet. Et krav der er meget lidt foreneligt med de åbenbart tomme indledende bemærkninger om ”åben, rummelig, værdig og respektfuld tilgang til patientens problemstilling….” (si. 1).

Dette indtryk fås også af kravene om, at kastration skal godkendes af Sundhedsstyrelsen og i visse tilfælde Retslægerådet.

I modsætning til SOC foretages der ikke en klar sondring mellem hormonbehandling og operativ behandling, selv om udredningskravene hertil klart er forskellige som det fremgår af SOC’s anvisninger.

Udrednings- og observationstiderne er forskellige – for hormonbehandling kræves ½ års real life erfaring før hormoner. For operative indgreb ½ års real life før hormoner plus 1 år med hormoner. I SOC stilles der ikke krav om real life inden hormonbehandling og 1 år som forudsætning for
operativ behandling.

Den danske vejledning kræver et behandlingsteam, som gennem forløbet skal være enige, bestående af en psykiater, en gynækolog og en plastikkirurg. SOC stiller krav om én sagkyndig udtalelse ved behandling med hormoner og to ved operative indgreb.

Alt i alt får man det indtryk, at denne reviderede vejledning fra Sundhedsstyrelsen mere tager afsæt i en dansk udrednings- og behandlingspraksis der ikke har skiftet nævneværdig karakter i mere end 50 år, end i en moderne, international tilgang og forståelse af den kønsdysforiske persons situation og behov. En vejledning der ubegrundet sygeliggør den transkønnede og behandler ham/hende derefter som en umyndig person som andre – sundhedsvæsenet – nok skal tage sig af.

Sundhedsstyrelsen er for nylig blevet vurderet af den Europæiske Tilsynssammenslutning, EPSO der peger på flere problemer og kommer med forslag til forbedringer af Sundhedsstyrelsens tilsyn med sundhedspersoner. [a] Spørgsmålet er, om det ikke også i forhold til transkønnede er nødvendigt, at en international organisation undersøger og rådgiver Sundhedsstyrelsen inden for det transkønnede område, eftersom dette udkast til vejledning om udredning og behandling er ude af trit med moderne, internationale behandlingsprotokoller.

Bemærkninger til Udkast til Vejledning om udredning og behandling af transkønnede.
Fremsat af Sundhedsstyrelsen 2. juni 2014

Lisa Andersen Prof. Emer.
Juni 2014

Når man gennemlæser Udkast til Vejledning om udredning og behandling af transkønnede (VUT) falder det i øjnene, at der ikke noget steds henvises til internationale vejledninger, ikke mindst i betragtning af, at Sundhedsstyrelsen (ST) og Sexologisk Klinik, Rigshospitalet (SK) gentagne gange i de sidste år har henvist især til Standards of Care (SOC) der internationalt anses for at være den institution der samler viden og erfaringer mht. behandling af transkønnede [2]. Bemærkelsesværdigt også fordi VUT på afgørende punkter adskiller sig herfra og tilsyneladende fastholder en udrednings- og behandlingstradition der havde afsæt i den nu omsider fjernede § 115 i Sundhedsloven – hvilket skete på politisk initiativ og ikke på et sundhedsfagligt. Men som så ofte før, betyder en ændring af lovgivning og bestemmelser ikke nødvendigvis en ændring af praksis, hvilket alt tyder på også vil være tilfældet i dette tilfælde.

Det karakteristiske for VUT er, at tager udgangspunkt i et formål om ”at afklare, om der foreligger indikation for kønsmodificerende behandling i form af en transseksuel tilstand, samt afklare evt. samtidige legemlige eller psykiske lidelser…der kan kontraindicere behandlingen” (si. 1).

Denne udredning foretages efterfølgende uanset hvilke behov patienten kommer med, og består i en vurdering af om personen kan diagnosticeres som transseksuel, med afdækning af evt. komorbiditet, at patienten gives tid til refleksion og kan overskue konsekvenserne. Udredning og observation omfatter bl.a. en psykosocial vurdering af kønsidentitetsproblemet, historie og udvikling samt inddragelse af forældre eller andre tæt tilknyttede personer, en vurdering af evt. andre psykiske eller legemlig lidelser, en somatisk undersøgelse, kromosomanalyse, måling af kønshormonniveau m.v. (si. 2). Hertil kommer tilsyneladende krav om ’real life experience’ (fremgår af 1.1.3), men uden specifikation af varighed.

Desuden må det undre, at udredningen skal være så omfattende og langvarig. Sammenholdt med de diagnostiske kriterier for transseksualisme, er der i følge ICD-10 alene tale om, at “personen har et ønske om at leve og blive accepteret som et medlem af det modsatte køn, sædvanligvis ledsaget af en følelse af ubehag med eller af utilstrækkelighed med ens anatomiske køn, og et ønske om at få operation og hormon behandling for at gøre sin krop så kongruent som muligt med ens foretrukne køn” (F64.0) [3]. At det skulle kræve et så omfattende udredningsforløb at stille denne diagnose kan undre. SOC taler således alene om et veldokumenteret forekomst af kønsdysfori uden nærmere diagnostiske kriterier, se nedenfor.

Standards of Care
Sammenholdes dette forløb med internationale retningslinjer ses nogle væsentlige forskelle. I SOC og andre steder skelnes således mellem udredning i forbindelse med hormonbehandling og udredning i forbindelse med kønsmodificerende operationelle indgreb.

Denne sondring er væsentlig først og fremmest fordi graderne af irreversibilitet er meget forskellige, hvilket også andetsteds fremgår af VUT. Hormonbehandling hjælper klienten til at kunne passere bedre i en real life situation, og virkningerne vil være reversible første til andet år efter igangsat behandling, ligesom risici i øvrigt er minimale. Det er derfor rimeligt at stille helt andre udredningskrav hertil end til øvrige kønsmodificerende indgreb.

Hormonbehandling
Det anføres i SOC, at “Hormone therapy must be individualized based on a patient’s goals, the risk/benefit ratio of medications, the presence of other medical conditions, and consideration of social and economic issues. Hormone therapy can provide significant comfort to patients who do not wish to make a social gender role transition or undergo surgery, or who are unable to do so. (SOC, p 33.)

Dette fremgår da også klart af SOC, der som kriterier for behandling med kønshormoner stiller langt mindre krav til udredningen end det fremgår af VUT:
1. Persistent, well-documented gender dysphoria;
2. Capacity to make a fully informed decision and to consent for treatment;
3. Age of majority in a given country (if younger, follow the SOC for children and adolescents);
4. If significant medical or mental concerns are present, they must be reasonably well-controlled. (p. 34)

Det understreges at hormonbehandling først og fremmest er klientens valg og afgørelse: “It is important for mental health professionals to recognize that decisions about hormones are first and foremost the client’s decisions … mental health professionals have a responsibility to encourage, guide, and assist clients with making fully informed decisions and becoming adequately prepared.” (p. 25).
Det fremgår endvidere, at “Hormone therapy can be initiated with a referral from a qualified mental health professional. Alternatively, a health professional who is appropriately trained in behavioral health and competent in the assessment of gender dysphoria may assess eligibility, prepare, and refer the patient for hormone therapy, particularly in the absence of significant co-existing mental health concerns and when working in the context of a multidisciplinary specialty team. The referring health professional provides documentation – in the chart and/or referral letter – of the patient’s personal and treatment history, progress, and eligibility.” (p.26).

Endvidere kan hormonbehandling vedligeholdes og monitoreres i visse specielle tilfælde som når personen allerede bruger hormoner fra ’det sorte marked’ eller er veletableret i det nye køn med anvendelse af hormoner: In selected circumstances, it can be acceptable practice to provide hormones to patients who have not fulfilled these criteria. Examples include facilitating the provision of monitored therapy using hormones of known quality as an alternative to illicit or unsupervised hormone use or to patients who have already established themselves in their affirmed gender and who have a history of prior hormone use. (p. 34)

Sammenfattende stiles der således ikke krav om en diagnosticering efter de psykiatriske diagnoselister, krav om refleksion er ikke specificeret som en forudsætning, dybtgående undersøgelser af klientens psykoseksuelle udvikling siden barndommen ses ikke som nødvendig, inddragelse af forældre eller andre pårørende er ikke noget krav lige så lidt som omfattende medicinske, kromosonelle eller hormonelle undersøgelser.

Der er dog i den danske vejledning en uklar passus om, at personer ”der kun ønsker hormonbehandling og/eller ikke opfylder kriterier for transseksualitet eller ” real life” kriteriet, kan efter end udredning henvises til videre gynækologisk hormonbehandling” (si. 3).

Dette kunne jo tolkes som en anden vej til hormonbehandling, hvor der ikke stilles krav til diagnosticering eller krav om ½ års real life erfaring, en tilgang der ligger nærmere SOC’s krav til hormonbehandling, og altså også en opdeling hvad angår udredning og vurdering mellem hormonbehandling og operative indgreb. Hvis dette er tilfældet ville det være ønskeligt at dette blev formuleret langt klarere end tilfældet er, og at man konsekvent, som i SOC, gennemførte en sondring mellem hormonbehandling og kønsbekræftende operative indgreb. Herunder en mere præcis angivelse af de udrednings- og observationsmæssige forskelle.

Faglige kvalifikationer for at behandle transkønnede
Det er i den forbindelse også bemærkelsesværdigt, at VUT taler om, at udredning og behandling kræver ”særlig ekspertise” forankret i et multidisciplinært team med en psykiater som leder bistået af gynækolog og plastikkirurg (si. 2). I modsætning hertil taler SOC mere bredt om at den ”mental health professional” som skal arbejde med kønsdysforiske voksne skal have generel klinisk kompetence i vurdering, diagnose og behandling af psykiske problemer (mental health concerns) – og kan have en kandidatgrad indenfor psykologi, psykiatri, socialt arbejde, mental sundhedsrådgivning, ægteskabs- og familie terapi, sygepleje eller familie medicin. Der er ikke tale om ”højt specialiseret niveau” som kun kan varetages et sted i landet, ej heller at kastration skal over Sundhedsstyrelsen og i visse tilfælde Retslægerådet og ikke kan afgøres af de behandlende læger og den transkønnede selv.

Operation
“Surgery – particularly genital surgery – is often the last and the most considered step in the treatment process for gender dysphoria. While many transsexual, transgender, and gender nonconforming individuals find comfort with their gender identity, role, and expression without surgery, for many others surgery is essential and medically necessary to alleviate their gender dysphoria” (p. 54)

Kravene I VUT
Kravene til operation i VUT indledes som nævnt med samme udrednings- og observationsforløb som gælder for hormonbehandlingen, og forudsætter dernæst ”at patienten har levet et halvt år som det modsatte køn, kan overskue konsekvenserne af behandlingen …og lægen kan herefter også henvise patienten til gynækolog med henblik på hormonbehandling. At patienten vurderes at være egnet til kønsskiftekirurgi, har et vedholdende ønske om kønsskifte og kan overskue konsekvenserne og give informerer samtykke….At det multidisciplinære team er enigt i behandlingstilbuddet” (si. 3). Desuden stilles krav om, at lægen skal ”sikre, at der er gennemført 12 måneders kontinuerlig kørnshormonbehandling ….Målet med hormonbehandling forud for kastrationen er primært at indføre en periode med mulighed for delvis reversibel hormonbehandling, før patienten gennemgår det irreversible kirurgiske indgreb” (si. 5).

Bortset fra ventetider, skal klienten således gennemleve en real life periode på ½ år, hvorefter man vil tildele hormonbehandling, som efterfølgende skal gennemføres i yderligere 1 år inden evt. operation.

Kravene i SOC
Kravene til genital kirurgi i SOC er:
1. Persistent, well documented gender dysphoria;
2. Capacity to make a fully informed decision and to consent for treatment;
3. Age of majority in a given country;
4. If significant medical or mental health concerns are present, they must be well controlled.
5. 12 continuous months of hormone therapy as appropriate to the patient’s gender goals (un- less the patient has a medical contraindication or is otherwise unable or unwilling to take hormones).

The aim of hormone therapy prior to gonadectomy is primarily to introduce a period of reversible estrogen or testosterone suppression, before the patient undergoes irreversible surgical intervention. (p. 60).

Kravene i SOC er således de samme som i forbindelse med hormonterapi med den væsentlige forskel, at personen skal leve 12 måneder med hormonterapi og i overensstemmelse med det ønskede køn – en periode til at ”this experience provides ample opportunity for patients to experience and socially adjust in their desired gender role, before undergoing irreversible surgery.” (p. 61). Desuden kræves der en positiv vurdering fra to sagkyndige som forudsætning for kirurgiske indgreb.

Men igen fremgår det, at kravene er mindre kategoriske end i den danske vejledning, som kræver 1½ års real life erfaring ligesom den diagnostiske udredning forekommer langt mere omfattende end tilfældet er i SOC.

Sammenfatning
Selv om det kan være vanskeligt at sammenlige forskellige tilgange når talen uspecificeret drejer sig om ’udredning’, ’observation’, ’diagnostiske kriterier’, så står det indtryk dog tilbage, at den danske vejledning sammenlignet med internationale vejledninger og især SOC, dels gør den kønsdysforiske problematik mere kompliceret end den egentlig er, og dels at man derfor mener at udredning og behandling kræver meget specialiserede kompetencer sammenlignet med SOC, at man stiller krav om diagnosen, ’transseksualitet’, hvor SOC primært anvender betegnelsen ’kønsdysfori’ og ikke betragter tilstanden som en psykiatrisk tilstand. Dette afspejler sig også i, at der f.eks. stilles ydmygende krav om at ’patienten’ (den psykiatriske patient som pr. definition åbenbart er umyndig og uden personligt ansvar) skal medbringe sine forældre til samtale under udredningsforløbet. Et krav der er meget lidt foreneligt med de åbenbart tomme indledende bemærkninger om ”åben, rummelig, værdig og respektfuld tilgang til patientens problemstilling….” (si. 1).

Dette indtryk fås også af kravene om, at kastration skal godkendes af Sundhedsstyrelsen og i visse tilfælde Retslægerådet.

I modsætning til SOC foretages der ikke en klar sondring mellem hormonbehandling og operativ behandling, selv om udredningskravene hertil klart er forskellige som det fremgår af SOC’s anvisninger.

Udrednings- og observationstiderne er forskellige – for hormonbehandling kræves ½ års life erfaring før hormoner. For operative indgreb ½ års real life før hormoner plus 1 år med hormoner. I SOC stilles der ikke krav om real life inden hormonbehandling og 1 år som forudsætning for operativ behandling.

Den danske vejledning kræver et behandlingsteam, som gennem forløbet skal være enige, bestående af en psykiater, en gynækolog og en plastikkirurg. SOC stiller krav om én sagkyndig udtalelse ved behandling med hormoner og to ved operative indgreb.

Alt i alt får man det indtryk, at denne reviderede vejledning fra Sundhedsstyrelsen mere tager afsæt i en dansk udrednings- og behandlingspraksis der ikke har skiftet nævneværdig karakter i mere end 50 år, end i en moderne, international tilgang og forståelse af den kønsdysforiske persons situation og behov. En vejledning der ubegrundet sygeliggør den transkønnede og behandler ham/hende derefter som en umyndig person som andre – sundhedsvæsenet – nok skal tage sig af.

Noter
  1. [Retur] World Professional Association for Transgender Health (WPATH): Standards of Care for the Health of Transsexual, Transgender, and Gender Nonconforming People. The World Professional Association for Transgender Health. 7th Version 2010. [www.wpath.org]
  2. [Retur] World Professional Association for Transgender Health (WPATH): Standards of Care for the Health of Transsexual, Transgender, and Gender Nonconforming People. The World Professional Association for Transgender Health. 7th Version 2010. [www.wpath.org]
  3. [Retur] Lisa Andersen. Kommentarer til antallet af ansøgere til kønsskifteoperationer i Danmark henholdsvis Sverige, foranlediget af Sundhedsministerens svar til SUU af 26 november 2013
    http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/SUU/bilag/167/index.htm

* * *
Folketingets journal vedrørende skrivelsen.
Skrivelsen hos Folketinget i pdf-format.

Noter af Tina Thranesen
  1. [Retur] Rapporten fra den Europæiske Tilsynssammenslutning, EPSO.
    Rapporten – Report of a peer evaluation of the Danish Health and Medicines Authority Sundhesstyrelsen – af 13. juni 2014 kan hentes hos EPSO i pdf-format.
    Omtale af rapporten hos EPSO.

Nytårsstatus 2014 af Lisa Andersen den 4. januar 2014.

Vist 0 gange. Lisa Andersen.

2014

Som vanligt blev det gamle år afsluttet med Dronningens Nytårstale og det nye år indledt med Statsministerens tale. Det var Statsministerens tredje tale, og heller ikke denne gang blev de transkønnede omtalt, selv om deres sag var en del af regeringsgrundlaget. Nå, men det havde vel heller ingen forventet, og endnu mindre i lyset af de mange brudte valgløfter med større tyngde. Desuden var sagen nok mere en ide stammende fra SF end fra de andre regeringspartier, men eftersom SF har rettet ind i større sager end denne, forstår man jo udmærket at temaet ikke berøres i Statsministerens tale, der fokuserede på at hente nogle af de mange stemmer hjem til folden igen – og set i det lys er de transkønnede en dråbe i havet.

Til gengæld kan man måske hente hjælp hos Dronningen, der for tiden så absolut har sit på det tørre hvad angår opbakning fra befolkningen, når hun talte om, at Danmark nok var et lille land, men derfor ikke behøvede at være småligt.

Smålig, det kan man med rette sige om den holdning og indstilling der er til de transkønnede i såvel politiske, administrative som i behandlingsmæssige kredse. Ingen har keret sig om at reformere en for længst forældet sundhedslovgivning på området (fra 1935), den famøse § 115 i Sundhedsloven, som er i strid med menneskerettigheder og moderne sygdoms klassifikation ved at fastslå, at “En person kan få tilladelse til kastration, herunder med henblik på kønsskifte, hvis ansøgerens kønsdrift medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse.” Sammenholdt med den internationale sygdomsklassifikation ICD-10, så tales der ikke her om patientens kønsdrift, som man i dag ved ikke har noget med transseksualitet at gøre, lige så lidt som der tales om “betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse”, men alene om ” et ønske om at leve og blive accepteret som et medlem af det modsatte køn, sædvanligvis ledsaget af en følelse af ubehag med eller af utilstrækkelighed med ens anatomiske køn“. Sædvanligvis ledsaget af en følelse af ubehag, men altså ikke altid, og slet ikke betydelige sjælelige lidelser. Denne indsigt ser ud til at vinde fodfæste internationalt, idet den nye version af den amerikanske psykiatriorganisations klassifikation, DSM 5, ændre formuleringen til “dysfori” som udtryk for de sjælelige lidelser der berettiger, at de transseksuelle også fremover skal være med i listen over mentale lidelser.

Forbudsstyrelsen, som nogle ynder at betegne Sundhedsstyrelsen, havde jo meget travlt med at komme efter læger der udskrev hormoner og foretog plastiske operationer på umyndige personer, har tilsyneladende ikke haft tilsvarende travlt med at komme efter Sexologisk Klinik. Som højeste behandlingsinstans inden for det transseksuelle område, er de langt bag efter gældende internationale standarder på området – og man kunne med disciplinærudvalget, der udtalte sig om plastikkirurgen, sige, at de “… har handlet væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard…”. 1

Men alt dette skulle der gøres noget ved, ifølge regeringsgrundlaget. Nu godt to år efter er der ikke sket meget. Man startede efter et års tid med at nedsætte en tværministerielle kommission og så kunne der jo gå lidt tid med det. Desuden var det bekvemt, for så kunne man uden problemer syntes man, stemme nej til et forslag om at fjerne transseksualitet fra sygdomslisterne med henvisning til, at kommissionen arbejdede! Lyder det bekendt?

Desuden henviste man til, at ændringer i sygdomsklassifikationslisterne bør foregå internationalt, og den overfor Sundhedsstyrelsen endda meget lydhøre, næsten selvudslettende, sundhedsminister, kunne da også give udtryk for, at hun personligt ikke mente at de transseksuelle var psykisk syge, men nu måtte man jo afvente…Hvorefter hun indtil nu har sagt ja og ammen til samme styrelses samtlige skrivelser om transkønnede og om at fagligheden skal være i højsædet. Hvad ingen er uenige i – derimod kan man som sagt med rette være uenig med den såkaldte faglighed.

Hvad kan vi så forvente os på den front? Nogle politikere henviser fromt og naivt (mere kynisk kunne man tale om at trække tiden ud) til den kommende revision af ICD-10 og antyder, at hvis de transseksuelle skal fjernes fra listerne så skal det ske dér. Men ser man på hvad der er sket i forbindelsen med udgivelsen i år af den nye version af DSM 5 2, så er det i hvert tilfælde ikke sket der.

Hvor man tidligere talte om ‘kønsidentitetsforstyrrelse‘ (GID -Gender Identity Disorder), bruger man nu betegnelsen ‘kønsdysfori‘ der betegner en tilstand af følelsesmæssig nedtrykthed og ulyst betinget af forskellen mellem det fysiologiske og det oplevede køn. Dog er symptomerne blevet mindre patologiske, har ikke præg af “betydelig sjælelig lidelse“, men af ønsker om tilhøre det andet køn. Igen en ændring der signalerer andre toner end man finder i den danske § 115 – samt det ikke uvigtige, at dysforien forsvinder når kønsskiftet er gennemført.

Undervejs har der været forslag om helt at fjerne transseksuelle fra sygdomslisten, om at bruge det klinisk mere neutrale ‘kønsinkongruens‘, der beskriver misforholdet mellem det biologiske og det oplevede køn, men undlader at tage stilling til eventuelle følgetilstande. Men ikke engang dette kunne man nå til enighed om. Karakteristisk for de diagnostiske kriterier i dag er, og har været, at transkønnethed er ledsaget af lidelse og ubehag som kvalificerer til en placering under de psykiske sygdomme, og det skulle undre om medlemmerne af WHO skulle kunne blive enige om at ændre på dette i en kommende revision. De vil, bakket op af danske psykiatere kan man forvente, fastholde stigmatiserende diagnoser i stil med ændringerne i DSM 5. Det vil være naivt at tro, at man fra det hold får støtte til politisk at ændre på den urimelige sygeliggørelse af de transseksuelle. Kan man forestille sig at danske politikere og en fagligt set ukvalificeret sundhedsminister vil gå imod dette? Jeg kan ikke.

Med klassifikationslisterne i hånden vil det tilsvarende blive svært at få ændret på vilkårene for det juridiske kønsskifte. Som det er i dag, skal det juridiske kønsskifte forud gås af kastration (ikke kun sterilisation, som er et langt mindre indgreb, som nogle fejlagtigt fremfører), inden den civilretslige status, navn, pas osv. kan ændres. Som jeg har argumenteret for gennem flere år 3, er det vigtigt at betragte det juridiske kønsskifte som det egentlige kønsskifte og at de kropsmodificerende indgreb er dette uafhængigt – et synspunkt som transpolitisk nu ser ud til at trængt igennem de fleste steder, men som får vanskeligere ved at trænge igennem politisk er jeg bange for, selv om den nedsatte kommission med udgangen af 2013 skal undersøge: “mulighederne for juridisk kønsskifte uden krav om, at kønskirtlerne skal være fjernet kirurgisk. Der er i den forbindelse behov for at kortlægge de eksisterende behandlingstilbud….”

Der er to vigtige aspekter i dette. Det første vedrører om man vil fjerne kravene om kastration/sterilisation eller ej. Meget taler for dette kravs bortfald som det er sket i flere lande, senest Tyskland, Sverige og Holland. Kravet om kastration og eventuel anvendelse af hormoner kan betragtes som tvangsbehandling, som man politisk i alle andre sammenhænge forsværger anvendelsen af – selv i forhold til psykiske sygdomme med potentielt farlige symptomer (pædofili f.eks.). Hertil kommer at kravene klart er i konflikt med alle nationale såvel som internationale menneskerettighedsdeklarationer. Igen noget regeringspartierne ellers helhjertet går ind for.

Det andet vedrører hvor og hvorledes et juridisk kønsskifte kan gennemføres, hvis der ikke stilles krav om kropsmodificerende indgreb. I de ovenfor nævnte lande stilles der i alle tilfælde krav om en eller anden form for sundhedsfaglig, her lægefaglig/psykiatrisk vurdering. Selv har jeg foreslået at det eneste krav der skal stilles er, at personen kan dokumentere at have levet som det modsatte køn i mindst et år. Alle de andre eksisterende procedurer rummer som sagt yderligere en sundhedsfaglig vurdering – og det samme vil jo desværre også blive tilfældet i Danmark, er jeg sikker på. Det sandsynlige udfald bliver, at Sexologisk Klinik bibeholder sin enestatus på området – alle udtalelser fra Sundhedsstyrelsen i de forgangne år, samt sundhedsministerens tilslutning til hvad de ellers har sagt tyder på dette. Når sundhedsministeren bare for et år siden i et svar til Sundhedsudvalget bl.a. kunne skrive: “Sundhedsstyrelsen forventer i øvrigt at præcisere kravene til omhu og samvittighedsfuldhed i relation til lægelig behandling af transkønnede ved en kommende revision af Sundhedsstyrelsens vejledning om kønsskifte. Jeg kan fuldt ud støtte Sundhedsstyrelsens fokus på … en yderligere præcisering af kravene til omhu og samvittighedsfuldhed. Det er min forventning, at det vil styrke kvaliteten i behandlingstilbuddene og endvidere give både sundhedspersoner og transkønnede bedre overblik over mulighederne for behandling.”

Når Sundhedsstyrelsen og ministeren desuden i samme periode igen og igen har understreget nødvendigheden af, at behandlingen af transseksuelle er højt specialiseret, og derfor centraliseret, er det vanskeligt at forestille sig at dette ændres over nat – hvorfor en forudgående vurdering inden det juridiske kønsskifte ifølge samme optik må ske samme sted som i dag: Sexologisk Klinik, Rigshospitalet.

En del af problemet er, at man i årevis har betragtet kønsskifte som usædvanligt og kompliceret, som en dybtgående psykisk lidelse der skulle behandles med kirurgiske og irreversible indgreb i en ellers ’sund’ krop. I dag er det langt mere almindeligt og især synligt, man har langt flere erfaringer at trække på internationalt og området betragtes derfor ikke som specielt kompliceret. Også andre behandlere end en lille snæver ekspertgruppe kan tage sig af det – dette kan læses ud af mange nyere behandlingsvejledninger, se f.eks. SOC 4, men det er som om dette ikke rigtigt er gået op for behandlerne på SK og i Sundhedsstyrelsen, hvor man fastholder at der er tale om højt specialiseret behandling. Hvor dette gælder selve de operative indgreb, gælder det ikke den psykologiske side af problemet; i mange tilfælde ville man kunne komme behandlingsmæssigt langt ved hjælp af vejledning, hormonbehandling og med mindre eller slet ingen operative indgreb. Og med tillid til, at de fleste transkønnede er mennesker der ellers fungerer fint i samfundet og selv kan tage vare på deres liv og identitet med lidt hjælp. Den kategoriske tilgang til behandling som et enten – eller der har karakteriseret den danske – behandling kan man ikke rigtig kalde det – håndtering af transseksuelle, har ikke alene skabt mange menneskelige problemer, men er også sundhedspolitisk dårlig økonomi og under normen for almindelig anerkendt international faglig standard.

Ved års skiftet er det populært at gætte på fremtiden. Så lad mig slutte af med i kort form at give mine bud:
  • Den tværministerielle kommission vil barsle med en anbefaling af, at man fjerner §115 i sundhedsloven og giver mulighed for juridisk kønsskifte uden krav om operative eller hormonelle indgreb.
  • De vil pege på en model (hvilket de er blevet bedt om) der rummer et tidsperspektiv på 1 – 2 år samt en lægefaglig vurdering som kræver højeste faglige sagkundskab, dvs. Riget og Sexologisk Klinik.
  • Dette skal omformes til et lovforslag som også skal se på hvorledes denne ændring kan implementeres i eksisterende lovgivning, det afsættes der et halvt til et helt år til – således at der vil gå så lang tid, at et nyt folketingsvalg måske er rullet i gang.
  • Loven når måske at blive vedtaget.
  • Sundhedsstyrelsen vil på den baggrund fremsætte nye behandlingsplaner med afsæt i SOC, og hvor såvel hormonbehandling, operation, juridisk kønsskifte vil indgå i en samlet pakke.
    Et halvt til et helt år vil SK og Sundhedsstyrelsen nok også påberåbe sig. Måske vil de endda begynde at rådgive… 5
  • Transseksualitet vil ikke blive fjernet fra sygdomslisterne. WHO vil formulere sig om de transseksuelle i stil med det der er sket i DSM 5.
Godt nytår
Noter
  1. Retur Kommentarer til antallet af ansøgere til kønsskifteoperationer i Danmark henholdsvis Sverige, foranlediget af Sundhedsministerens svar til SUU af 26 november 2013
    http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/SUU/bilag/167/index.htm
  2. Retur American Psychiatric Association. (APA) 2013. DSM-5 Development: Gender Dysphoria in Adolescents or adults. DSM-5 er den seneste udgave af Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM-5) fra 2013.
  3. Retur Lisa Andersen Notat om transkønnedes forhold: Sygeliggørelse, diagnostisering og behandling,juridisk kønsskifte samt afledte civilretsligekonsekvenser. Folketinget 2012.
    http://www.ft.dk/samling/20111/almdel/SUU/bilag/417/1147452/index.htm
  4. Retur World Professional Association for Transgender Health (WPATH): SOC for the Health of Transsexual, Transgender, and Gender Nonconforming People. The World Professional Association for Transgender Health. 7th Version 2010. [www.wpath.org]
  5. Retur Se note iv

Hvor sidder kønnet? Lisa Andersen den 20. december 2013. SUU bilag 417.

Vist 46 gange. Af Lisa Andersen
Transseksualisme betragtes som en psykisk sygdom hvor en person oplever en konflikt mellem krop og det oplevede køn – og er nok den eneste mentale forstyrrelse hvori ‘helbredelsen’ består i at imødekomme personens såkaldte vrangforestillinger.

Efter sigende skal den transseksuelle Lili Elbe’s selvbiografi filmatiseres med Nicole Kidman i hovedrollen. Lili Elbe var en af de første transseksuelle der blev opereret i 1930’erne, en begavet Københavnsk kunstmaler der oplevede sig som en splittet person, en ‘han’ og en ‘hun’, og som hos en tysk læge blev opereret, således at kvinden kunne komme til udtryk, men som tragisk nok døde efter nogle efterfølgende operationer.
Selv om alle samfund til alle tider har kendt til transkønnede, så har karakteren heraf aldrig været nærmere undersøgt før fra begyndelsen af forrige århundrede, hvor den videnskabelige udvikling dels berigede vores sprog med kliniske betegnelser som ‘transvestit‘ og ‘transseksuel‘ (fremfor de mere folkelige ‘tvetulle’ og ‘tvekiøn’), dels førte til kønsmodificerende operationer og hormonterapi.
Christine Jorgensen var næste berømte eksempel fra 1952 – i København.

Siden er der sket en kraftig stigning i antallet af transseksuelle og kønsskifteoperationer overalt i verden, selv om det er vanskeligt at sætte præcise tal på antallet. For godt 50 år siden angav Wålinder, en svensk forsker, således at 1 af 100.000 mænd og 1 af 400.000 kvinder var transseksuelle – svarende til ca. 35 personer i Danmark. I dag angives det, at forekomsten af i Danmark skønsvis kan ansættes til mindst 350 personer. [1]

Denne tidobling i antallet af transseksuelle afspejler nok ikke, at det faktiske antal er steget, men at en række sociale og samfundsmæssige forhold har ændret sig, med større tolerance, åbenhed og frihed i kølvandet. Men stigningen er også en konsekvens af de forbedrede behandlingsmuligheder:
kønshormoner er blevet bredt tilgængelig og bevirker, at fremtoningspræget ændres i den ønskede retning, således at personer autentisk er i stand til at skifte køn.

Kønsskifte?
Det biologiske køn kan forholdsvis enkelt bestemmes udfra den fysiologiske/sociale fremtrædelsesform og adfærd, men mere præcist kan det biologiske køn bestemmes ved hjælp af kromosombestemmelser. En kønsskifteoperation med tilhørende hormonbehandling ændrer imidlertid ikke på disse forhold og for mange har det biologiske forrang, således at udsagnet ‘man kan ikke skifte køn‘ stadig er vidt udbredt. Den tidligere overlæge ved Sexologisk Klinik Preben Hertoft skrev (sammen med Teit Ritzau i 1984) således en bog om transkønnede med den betegnende titel Paradis er ikke til salg med det klare budskab til den transseksuelle, at kønnet kunne man ikke ændre på.
På den anden side oplever den transseksuelle, at ‘han har en kvinde inden i.’ og oplever sit køn som værende det modsatte af det biologiske og tilskrevne køn. Et udsagn om, at kønnet primært er psykologisk og kommer til udtryk i personens kønsidentitet. For den transkønnede er det kroppen der er ude af trit med sjælen og ikke omvendt.

Men denne betragtning er ikke faldet i lige god jord indenfor den medicinske videnskab. I begyndelsen af 1900-hundrede tallet blev som nævnt de moderne begreber ‘transvestit‘ og ‘transseksuel‘ brugt som sygdomsdefinitioner og siden har diagnoserne indtaget deres pladser i listerne over psykiske sygdomme. Det var ‘unormalt’ at en person ikke var tilfreds med at leve sit liv som tilhørende det biologiske køn, men i stedet ‘vedholdende gav udtryk for et ønske om at blive, eller en insisteren på, at han eller hun tilhører det modsatte køn
som det bl.a. formuleres i den aktuelle amerikanske diagnose. Eftersom det biologiske havde og har forrang udfra denne forståelse, må forstyrrelsen følgelig betragtes som mental, personen lider af en ‘kønsidentitetsforstyrrelse‘. Som sådan optræder tilstanden i de to centrale sygdomsklassifikationssystemer (DSM-4 og ICD-10). I disse år er en revision af Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders af det Amerikanske Psykistriske Selskab under udarbejdelse – hvilket har rejst diskussioner, blandt såvel lægfolk som professionelle, om hvorvidt kønsidentitetsforstyrrelse
(Gender-Identity-Disorder; GID) fortsat skal betragtes som en psykiatrisk lidelse.

Et afgørende argument for at fjerne transkønnede fra listen over mentale sygdomme er, som det er fremført i forarbejder, at flere undersøgelser har påvist, at transkønnethed i sig selv ikke nødvendigvis er ledsaget af psykisk lidelse og stress: ‘selv om der gives udtryk for stress og ubehag blandt voksne føropererede transkønnede, er forekomsten i høj grad variabel, og når ikke nødvendigvis et klinisk relevant niveau… Derfor er en universel betegnelse, der involvere en henvisning til følelsesmæssig stress og ubehag som f.eks. ‘kønsdysfori‘ ikke korrekt‘ (Meyer-Bahlburg, 2009. Forfatteren er med i revisionsgruppen i APA vedrørende afsnittende om transkønnede [2]).

Det Amerikanske Psykologforbund anfører tilsvarende, at en psykologisk tilstand kun betragtes som en mental sygdom (mental disorder) hvis den forårsager signifikant ubehag, lidelse eller manglende muligheder for at fungere i samfundet: ‘Mange transkønnede oplever ikke deres kønsidentitet som stressende eller funktionsnedsættende, hvilket indebærer, at det at være transkønnet ikke udgør en mental sygdom‘. Det samme gives der udtryk for i de såkaldte ‘Standards of Care‘ (2010) som udgives af en international organisation af eksperter indenfor behandling af transkønnede. De anfører, at det udtrykke en anden kønsidentitet end den ved fødslen tillagte er almindeligt i alle kulturer, og er et ‘menneskeligt fænomen, som ikke skal vurderes som i sig selv patologisk eller negativt‘.

Det kan derfor ikke undre, at også førende menneskerettighedseksperter klart taler mod en sygeliggørelse af transkønnede. I Yogyakarta-principperne, udarbejdet af en gruppe menneskerettighedsskesperter i 2007, fremhæves at: ‘en persons seksuelle orientering og kønsidentitet er ikke, og ikke i sig selv, en medicinsk tilstand og skal ikke behandles, kureres eller undertrykkes‘ (Princip 18). Af de rapporter der er udarbejdet af EU menneskerettighedskommisær fremhæves det tilsvarende, at staterne ‘skal gennemgå ethvert krav om diagnostisering af en mental sygdom, som forudsætning for at tilbyde sundhedsbehandling til den transkønnede.’.
[3]

Med baggrund i at homoseksualitet blev fjernet af sygdomsklassifikationslisterne for 30 år siden, har transkønnede tilsvarende hævdet, at transkønnethed ikke i sig selv er en psykisk sygdom, men at det drejer sig om en normal variation. Man har kunnet hævde dette med desto større gennemslagskraft i takt med, at antallet af transkønnede indenfor alle social- og erhvervsgrupper er steget og er blevet meget mere synlige i samfundet.

Sygdom og behandling
I og med at en sygdomsbetragtning blev lagt ned over fænomenet, blev også forestillinger om behandling og ‘normalisering’, helbredelse, udviklet. Dette sidste havde og har man dog langt mindre succes med end evnen til at klassificere – og når man ikke kan ‘helbrede’, dvs ændre personens kønsidentitet, så den svarer til det biologiske køn, måtte man søge at hjælpe disse mennesker til et bedre liv ved ordination af hormoner og operationer – nok et af de eneste områder indenfor psykiatrien, hvor sundhedsvæsenet hjælper og ‘behandler’ den syge til at realisere sin ‘vrangforestilling’.

Men sygeliggørelsen har en række omkostninger og ulemper for transkønnede. Først og fremmest er der tale om, at den frie selvbestemmelsesret over eget liv tages fra den transkønnede og administreres af et officielt sygdomsvæsen, der alt overvejende ser personen som psykisk syg. Den syge kan ikke tage vare på sig selv, hvorfor man ikke umiddelbart kan regne med, at personen, uanset om denne i øvrigt er psykisk og socialt/samfundsmæssigt velfungerende, har tilstrækkelig indsigt i og forståelse af sit eget liv. Med hævd i at man vil beskytte personen, iværsættes i Danmark omfattende og årelange observationsforløb – 4-5 år minimum, ofte mere – for at sikre sig, at der er tale om et reelt, ægte og vedvarende behov, hvortil kommer omfattende psykologiske og fysiologiske undersøgelser. Et forløb hvori personens hele liv minutiøt kortlægges men en uhørt nidkærhed: ‘Pårørende (helst forældre og/eller søskende, der har kendt patienten siden barndommen-endvidere helst evt. samlever) skal have givet oplysninger nogenlunde samstemmende med patientens oplysninger‘, således som det (2004) fremgik af Sexologisk Kliniks undersøgelsesprotokol – og vi taler ikke om børn, men om voksne, selvstændige mennesker hvis dømmekraft mistænkeliggøres og som fratages retten til at forvalte deres eget liv [4].

De fleste transseksuelle ønsker sig en krop der svarer til det oplevede køn, men ikke alle ser dette som en nødvendighed for at leve et tilfredsstillende liv som tilhørende det modsatte køn. Ønsker personen, for at skabe overensstemmelse mellem fremtoningspræg og identitetspapirer (pas, sygesikringsbevis osv.), at skifte køn juridisk set, er dette dog ikke muligt. Uanset at personen med succes lever sit daglige liv som tilhørende det modsatte køn, kan et kønsskifte først accepteres – juridisk og civilretsligt – når personen har gennemgået en række operationer. Ifølge Sundhedsstyrelsens Vejledning vedrørende kastration med henblik på kønsskifte [5] fremgår det, at ‘Det er en forudsætning for at anerkende et juridisk kønsskifte fra mand til kvinde, at følgende er opfyldt: Kønskirtlerne er fjernet (orchidektomi), penis er fjernet (penektomi), vaginoplastik og tildannelse af kønslæber er foretaget.’

Kastrationskravet kunne begrundes, men ikke accepteres, med henvisning til det rod det vil være hvis en trans-kvinde bliver far eller en trans-mand bliver mor – men dette vil være mere sjældent end nålen i høstakken. Var der tale om et behandlingstilbud var det fint, men hvordan disse ‘tilbud’ kan blive juridiske krav og ‘betaling’ for at samfundet vil anerkende den transkønnede er uforståeligt. Kravene er undertrykkende og umyndiggørende, og kan kun begribes i lyset af den sygeliggørelse der er lagt ned over den transkønnede. Selv i en tid med en nærmest uendelig række af seksuelle overgreb på børn, taler ingen af humanitære grunde om genindførelse af kastration, selv om indgrebet er effektivt i forhold til tilbagefald, mens man, uden blusel, stiller dette krav som modydelse fra den transkønnede, hvis denne ønsker at skifte navn og personnummer!. I flere lande, bl.a. Italien og Tyskland er disse krav om fysiske indgreb angivet som værende i strid med deres forfatning, og Sverige overvejer at fjerne krav om sterilisation som betingelse for kønsskifte.

Disse krav tjener ikke den transkønnedes tarv, som tvinges ind i et rigidt behandlingsforløb, et ‘enten eller’ som heller ikke er i samfundets interesse, hverken hvad angår behandlingsøkonomi eller ud fra et menneskerettighedsperspektiv. Som det udtrykkes af Menneskerettighedskommissær Hammarberg:
Det er bekymrende, at transkønnede mennesker synes at være den eneste gruppe i Europa som er genstand for legalt ordineret, statspåbudt sterilisation.Det er ude af proportioner, at en stat bestemmer en behandling i form afén størrelse passer alle‘. Der stilles spørgsmålstegn ved om det kan retfærdiggøres,’ at staten griber så stærkt ind i individers private liv. for at klassificere nogen som tilhørende det ene eller det andet køn.’ Tilsvarende bestemmelser er tiltrådt af EU’s ministerråd i 2010: Forudgående krav, inklusive ændringer af fysisk karakter, for legal anerkendelse af kønsændring (gender reassignment) bør jævnligt gennemses med henblik på at ændre krænkende krav.

Vælger man i Danmark at følge de principper der er lagt frem af menneskerettighedseksperter, vil det få store konsekvenser for de transkønnede. Juridisk kønsskifte betyder at navn og personnummer kommer til at stemme overens med kønsidentiteten, hvorved det juridiske kønsskifte bliver det centrale i den transkønnedes forhold til det offentlige og samfundet i øvrigt, mens eventuelle kønsmodificerende behandlinger kan udføres i samråd med den transkønnede og dennes behov.

Paradis er altså til salg – der mangler kun, at samfundet opfylder sine humanitære forpligtigelser fremfor nidkært at fastholde et forældet og forkert sygdomssyn med tilhørende behandlingstvang for transkønnede.

Noter
  1. [Retur] Wålinder, J. (1968). Transsexualism: Definition, prevalence and sex distribution. Acta Psychiatrica Scandinavica, 43(S203), 255-257. Dette var forekomster det amerikanske psykologforbund (APA) tidligere fremsatte, idag angiver de, at der mangler undersøgelser som præcist kan sige noget om forekomsten. http://www.apa.org/topics/lgbt/transgender.aspx.
  2. [Retur] Mayer-Bahlburg, H.F.L. From Mental Disorder to Iatrogenic Hypogonadism: Dilemmas in Conceptualizing Gender Identity Variants as psychiatric Conditions. Arch Sex Behav, 2009.
  3. [Retur] Council of Europe. Commissioner for Human Rights/ Thomas Hammarberg: Human rights and Gender Identity. Strasbourg 2009.
    Combating discrimination on grounds of sexual orientation or gender identity. Council of Europe standards. Europarådet 2011.
  4. [Retur] Undersøgelses- og behandlingsprocedure vedrørende patienter, der søger Rigshospitalets Sexologiske Klinik med ønske om kønsskifte, afsnit III,6. København Rigshospitalet 2004. Papiret er ikke længere offentligt tilgængeligt, men proceduren fastholdes tilsyneladende, hvilket bl.a. fremgår af beretninger om folk der ønsker af få et ‘X’ i deres pas.
  5. [Retur] Sundhedsstyrelsen VEJ nr. Af 2006: Vejledning om kastration med henblik på kønsskifte. Tilsvarende findes for ‘kvinde-til-mand’.

* * *
Kronikken i pdf-format.
Kronikken hos Folketinget som bilag 417 – Samling 2011-12 – i pdf-format.

Henvendelse af 28. november 2013 fra Lisa Andersen, SUU Bilag 167, vedr. sundheds- og forebyggelsesminister, Astrid Krags svar på spørgsmål 96 om antallet af ansøgere til kønsskifteoperationer.

Vist 0 gange. Dateret november 2013 har Lisa Andersen fremsendt en skrivelse til Sundhedsudvalget med kommentarer til sundheds- og forebyggelsesminister, Astrid Krags svar på spørgsmål 96 – Alm. del 2013-14 – om antallet af ansøgere til kønsskifteoperationer sammenlignet med resten af Europa.
Skrivelsen modtaget og journaliseret – SUU, Alm. del 2013-14: Bilag 167 – den 28. november 2013.

* * *
Til Sundhedsudvalget

Lisa Andersen
November 2013

Kommentarer til antallet af ansøgere til kønsskifteoperationer i Danmark henholdsvis Sverige, foranlediget af Sundhedsministerens svar til SUU af 26 november 2013

SUU har til Sundhedsministeren forespurgt om antallet af kønsskifteoperationer i Danmark og i sammenligning med resten af Europa, og ministeren fremsender og tiltræder svaret fra Sundhedsstyrelsen.[1]

Heraf fremgår det, at de data Sundhedsstyrelsen råder over omfatter sidste halvår af 2005 frem til godt og vel første halvår af 2013. I denne otte års periode har man modtaget ialt 54 ansøgninger, hvoraf der er givet afslag til 7 (som alle vedrører MtK), eller 13 %.

Hvad angår sammenligninger med Europa har Sundhedsstyrelsen åbenbart taget let på opgaven, og har alene anført let tilgængelige tal stammende fra Sverige, og endda tal som er temmelig summariske.

Alligevel har hverken Sundhedsstyrelsen eller ministeriet besværet sig med en forsøgsvis sammenligning. Man nøjes med at konstatere, at antallet af ansøgninger i Sverige er stigende – uden at konstatere at det samme ikke umiddelbart kan iagttages i de danske tal. Selv om man undre sig over denne stigning i Sverige, undre man sig ikke over den fraværende stigning i Danmark – hvorfor er forholdene så anderledes end i Sverige og andre lande?

Det fremgår imidlertid af de svenske tal, at man i perioden 2004-2007 i gennemsnit om året har modtaget 37 ansøgninger, og man må kunne forvente, at dette tal vil stige yderligere, således som tendensen i de svenske forekomster er. Men hvis vi forsigtigt regner med dette gennemsnit, vil det sige, at man i Sverige i perioden på otte år, dækkende samme periode som de danske tal, skulle have modtaget minimum 8 x 37 ansøgninger svarende til ialt 296 ansøgninger. Afslag gives i gennemsnit i 2 % af tilfældende svarende til 6 personer.

Perioden 2005 – 2013
8 år
Ansøgninger godkendt Ansøgninger afvist Ansøgninger i alt Afvist i procent Ansøgninger korrigeret i forhold til størrelse* Ansøgninger relativt
Danmark 47 7 54 13 % 92 1
Sverige 290 6 296 2 % 296 3,2

* Mens Dk har ca. 5.5 mill. indbyggere har Sverige 9.4, dvs 1,7 gange større: 54 x 1,7=92

Justeret for forskellene i befolknigsstørrelse er tallene bemærkelsesværdige af to grunde: der forekommer mere end tre gange så mange ansøgninger og godkendelser i Sverige sammenlignet med Danmark, der til gengæld giver afslag seks gange så ofte – og stort set alene til MtK.

Det mest enkle svar på disse forskelle, og på den åbenbart lavere stigning i tilgangen i Dk, er, at de diagnostiske udvælgelseskriterier er forskellige i de to lande. Danmark fører åbenbart en langt mere restiktiv sundhedspolitik på dette område end tilfældet er i Sverige – hvilket til dels undertøttes af de mange kritiske reaktioner og utilfredshed med Sexologisk Kliniks diagnostiserings-, behandlings- og afvisningspolitik i forhold til transseksuelle.

Årsagen til den lavere forekomst fremgår imidlertid direkte af Kristensen. E & Giraldi, A.: Sexologisk Kliniks jubilæumsskrivelse fra 2010, hvor man anfører, at “I Sverige er der de seneste år blevet opereret en del flere transseksuelle patienter, idet man her har givet gruppen af tidligere transvestitiske mænd mulighed for operation” (Kristensen & Giraldi (2010) [2] 25 år med Sexologisk Klinik, kap. 10, si. 78). At karakterisere transseksuelle som “tidligere transvestitiske mænd” er både nedladende og fornærmende i forhold til denne gruppe, men afspejler måske den tilgang Sexologisk Klinik i det hele taget har til de transseksuelle.

Det fremgår andre steder i skriftet, at Sexologisk Klinik deler de transseksuelle op i en kernegruppe som de betragter som de egentlig transseksuelle, mens resten, flertallet åbenbart, afgrænses til gruppen af “transvestitiske mænd” som afvises behandling med diagnosen “Fetichistisk transvestisme” (F65.1 i ICD-10, [3]). Bemærkelsesvis fremgår det dog af ICD-10, at fetichistisk transvestisme “kan forekomme som en tidligere fase i udviklingen af transseksualisme” – et forhold som man måske ikke tager med i sine betragtninger når en diagnose skal stilles – men som åbenbart svenskerne og andre moderne behandlingstilgange har blik for.

Desuden må det siges, at bestemmelsen af transseksualisme i følge ICD-10 alene forholder sig til, at “personen har et ønske om at leve og blive accepteret som et medlem af det modsatte køn, sædvanligvis ledsaget af en følelse af ubehag med eller af utilstrækkelighed med ens anatomiske køn, og et ønske om at få operation og hormon behandling for at gøre sin krop så kongruent som muligt med ens foretrukne køn” (F64.0). Om personen tidligere har kunnet diagnostiseres som transvestit med eller uden fetichistiske tendenser spiller altså ingen rolle for diagnosen, og Sexologisk Kliniks kriterier synes at være ubegrundede i forhold til gældende diagnosekriterier – og har været det i årevis! Interesserede henvises til at sammenligne tidligere versioner af sygdomsklassifikationerne og vil opdage at de skal rigtig mange år tilbage for at finde noget der tilsvarer den danske praksis.

Sexologisk Klinik henviser til den bedagede paragraf i sundhedsloven. Efter gældende lovgivning er kønsskifte reguleret i Sundhedslovens Kapitel 33, hvori det i § 115. anføres: ”En person kan få tilladelse til kastration, herunder med henblik på kønsskifte, hvis ansøgerens kønsdrift medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse.” Bemærk venligst misforholdet mellem denne forældede formulering og formuleringen i ICD-10, som for det første ikke taler om patientens kønsdrift, som man i dag ved ikke har noget med transseksualitet at gøre, for det andet omhandler de moderne diagnostiske kriterier ikke et aspekt som “betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse”, men taler alene om ” et ønske om at leve og blive accepteret som et medlem af det modsatte køn, sædvanligvis ledsaget af en følelse af ubehag med eller af utilstrækkelighed med ens anatomiske køn“. Sædvanligvis ledsaget af en følelse af ubehag, men altså ikke altid, og slet ikke betydelige sjælelige lidelser. Den forældede danske sundhedslov er så åbenbart ude af trit med moderne diagnostiske kriterier, at man burde spørge Sundhedsstyrelsen og Sexologisk Klinik om hvorfor de ikke for mange år siden har gjort Sundhedsministeren opmærksom på dette misforhold, men i stedet har fastholdt forkerte diagnostiske kriterier og dermed fejlbehandling og manglende behandling af mange transseksuelle i årevis.

Loven om kastration med henblik på kønsskifte stammer fra kastrationsloven fra 1935, og er stort set ikke ændret siden (Kristensen & Giraldi (2010) – hvilket som sagt må siges at være bemærkelsesværdigt. Men desuden, for det første, set i lyset af den den aktuelle videnskabelige litteratur, der ser transseksualitet som en almindelig, om end sjælden, variation indenfor normalområdet, se f.eks. World Professional Association for Transgender Health (WPATH) 2010 [4a], som Sexologisk Klinik og Sundhedsstyrelsen ellers henviser til, men åbenbart ikke har taget til efterretning. For det andet fordi behandlingsmulighederne er ændrede og forbedrede, ikke mindst ved den mere almindelige brug af kønshormoner med ingen til begrænsede bivirkninger. For det tredje sigter moderne behandling på at afpasse denne til den transseksuelles behov og kan derfor omfatte færre eller flere trin fra hormoner til måske operation og kastration, mens den danske kønsskiftelov alene accepterer et kønsskifte når personen er kastreret – et krav der åbenlyst er i konflikt med Europakonventionen og menneskerettighedserklæringer 5. For det fjede, fordi hele samfundssynet på transkønnede har ændret sig, bl.a. i takt med, at antallet af transkønnede er stærkt stigende i behandlingssystemet og i samfundet i det hele taget.

Det må derfor siges at være på tide, at også Danmark, som var blandt de første til behandling af transkønnede, følger op med en moderne lovgivning der ikke stigmatiserer transkønnede som à priori psykisk syge, men ser den transkønnede som et selvstændigt og normalt medlem af samfundet. En gruppe der i de fleste tilfælde alene, ved hjælp af moderne medicinsk behandling, har brug for at det kropslige udtryk kommer i overensstemmelse med det subjektive køn samt en civilretslig anerkendelse af det subjektive køn i overensstemmelse med menneskerettighedserklæringer og Europakonventionen. En gruppe der ikke bør afvises rådgivning og behandling med baggrund i en forældet lovgivning, som tilfældet er i Danmark. Man burde orientere sig mod Sverige, som har en lovgivning der ikke kræver kastration som forudsætning for kønsskifte og som åbenbart også har en behandlingspraksis, der er i overensstemmelse med moderne ‘Standards of Care’ i forhold til transkønnede (se note 4b).

Noter
  1. [Retur] http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/suu/spm/96/svar/1091982/index.htm
  2. [Retur] Kristensen. E & Giraldi, A.: 25 år med Sexologisk Klinik. København 2010.
  3. [Retur] ICD-10: http://apps.who.int/classifications/icd10/browse/2010/en#/F60-F69
  4. [Retur 4a] [Retur 4b] World Professional Association for Transgender Health (WPATH): Standards of Care for the Health of Transsexual, Transgender, and Gender Nonconforming People. The World Professional Association for Transgender Health. 7th Version 2010. [www.wpath.org]
  5. [Retur] Lisa Andersen
    Notat om transkønnedes forhold: Sygeliggørelse, diagnostisering og behandling,juridisk kønsskifte samt afledte civilretsligekonsekvenser. Folketinget 2012.
    http://www.ft.dk/samling/20111/almdel/SUU/bilag/417/1147452/index.htm?/samling/20111/almdel/SUU/
    bilag/417/1147452/index.htm

Folketingets journal vedrørende henvendelsen fra Lisa Andersen.
Henvendelsen fra Lisa Andersen i pdf-format hos Folketinget.

Det hemmelig ‘X’ …eller ganske ligestillet hermed. Lisa Andersen den 16. november 2013.

Vist 0 gange. Af Lisa Andersen
På baggrund af et nyligt stillet spørgsmål til justitsministeren om hvor mange der har søgt og fået et ‘X’ i deres pas blev svaret, at 22 har søgt og at 20 har fået imødekommet deres ansøgning efter en omstændig, urimelig omstændig, procedure med så vidt vides 5-6 konsultationer på Sexologisk Klinik. Hvis en person permanent lever som det modsatte køn, kan det undre at SK skal bruge så mange konsultationer for at konstaterer at det faktisk forholder sig sådan.

Ingen andre end personer der biologisk fremstår som det ene køn, men psykologisk oplever sig som tilhørende det modsatte køn og som socialt og samfundsmæssigt fungerer i overensstemmelse hermed, kunne man vel forestille sig ville ønske et ‘X’ i passet. Et ‘X’ i passet fortæller at kønnet er uoplyst. Et ‘X’ er en information til myndigheder – typisk paskontrol – om at være ekstra opmærksom på om personen, der foreviser passset, er den rigtige person, selv om den uoplyste kønsbetegnelse er godkendt af den udstedende pasmyndighed. At personen umiddelbart ‘ikke er den han/hun udgiver sig for at være’, men at denne dobbelthed er godkendt af den udstedende pasmyndighed. Kan man ikke få lov til at få en angivelse i passet af at man tilhører det køn men ligner (eller prøver at ligne) kan ‘X’ ‘forklare’ betjenten ved skranken, at den er god nok.

Gennem snart flere år har jeg imidlertid undret mig over hvorfor nogle egentlig ønsker at få et ‘X’ i passet og hvad det skal bruges til?

Psykologisk kan man naturligvis opfatte det som en ‘blåstempling’ af, at man er en ikke opereret transseksuel – og det kan måske være en tilfredsstillelse i sig selv for nogle.

I praksis har jeg til gengæld svært ved at se, hvornår det er nogen fordel med et ‘X’ i passet, tværtimod er der en række umiddelbare ulemper.

Nu har jeg i årevis rejst som kvinde med et ‘M’ i passet, og har sandt at sige ingen problemer haft i den anledning. Rejser har altid været til lande hvor det er lovligt at færdes som transkønnet – hvis dette ikke er tilfældet eller hvis der er risiko for chikane osv. så hjælper et ‘X’ i passet alligevel ingenting. Det forudsætter naturligvis også, at man får et pasbillede der ligner en i det køn man fremtræder som – hvis ikke har jeg oplevet nogle få problemer eller snarere krydderier på rejsen. For mange år siden, inden jeg fik et pas med et ‘kvindebillede’, var der en skrankeperson i lufthavnen der højlydt spurgte om jeg virkelig var personen på passet og billeten (med mit mandenavn), en anden opfordrede kraftigt til at jeg fik et tilsvarende pasbillede og et nyt pas. Et par år senere, da pasbilledet lignede en kvinde, men hvor jeg rejste som mand, udbrød en stewardesse smilende ‘at du har vist fået din kones pas med’. I alle tilfælde har misforståelserne kun givet anledning til smil og venlige bemærkninger.

I langt de fleste tilfælde her jeg imidlertid ikke observeret, at nogen har registreret at der stod et ‘M’ i stedet for et ‘F’. Dette forudsætter måske nok at man passerer så nogenlunde 100 %. Men hvis man ikke gør det, gør ‘X’ jo hverken fra eller til – om man selv erklærer sig for trans og/eller det også fremgår af passet gør jo i virkeligheden ingen forskel. Det samme gælder på de hoteller i lande hvor man ved lov skal fremvise billeddokumentation ved indchekning (det gælder fx Italien) har jeg ikke oplevet, at nogen har registreret denne lille uoverensstemmelse.

Problemerne er således få og ubetydelige efter min mening. Men hertil kommer, at et ‘X’ i passet vil give en række andre problemer, ikke mindst hvis man bestiller flyblillet på internettet og især hvis man vil rejse til USA. Jeg var afsted her i efteråret og med de skærpede sikkerhedsbestemmelser skal der udfyldes en række papirer.

Først skal der ansøges om indrejse til USA – det kan gøres på nettet hvis man er borger i EU, men på den blanket man udfylder (EFTA) er det vigtigt, som der står, at oplysningerne nøje svarer til det der står i passet. Da rubrikken for køn skal udfyldes elektronisk og der kun er to muligheder ‘M’ eller ‘F’, så har man altså et problem med ‘X’ . Det samme gælder for køb af flybillet og for de oplysninger man skal give til flyselskabet som igen nøje skal svare til pasoplysningerne, når man rejser til USA – med et ‘X’ i passet kan man ikke udfylde disse felter. Med et ‘M’ eller ‘F’ i passet er der naturligvis ingen problemer. Det er altså muligt at få et ‘X’ i passet, men det er ikke indarbejdet i noget elektronisk registreringssytem hvor kønnet skal afkrydses som enten ‘M’ eller ‘K’ – hvad man så gør ved jeg ikke, men man skal vel en vej omkring den amerikanske ambasade og få et visa og en skranke ved flyselskabet?

Men hvad så når man chekker ind i lufthavnen? og når man møder den amerikanske paskontrol?

Her skal man huske, at formålet med passet er at identificerer personens identitet og at denne modsvarer pasoplysningerne. Her har politiet en række informationer der sikre det, og endnu mere med biometriske pas. Men først og fremmest: svarer personen til billedet? – hertil kommer alder, højde, køn osv. Men i praksis tror jeg, at den umiddelbare overensstemmelse med billedet er langt den vigtigste, og er passet ikke i sig selv suspekt, vil det række. Jeg kom sammen med min kone hen til paskontrollen i New York, og han spurgte om vi var søskende – vel pga samme efternavn. Vi svarerede som sandt var, at vi var gift, og så var den pot ikke længere (hvad man forøvrigt også kan være som to kvinder i flere lande). Høflig og korrekt, det samme da vi kom til tolden, hvor man har udfyldt endnu et papir, og hvor der blev spurgt om hvordan vi var i familie (en familie kan nøjes med at udfylde én erklæring i stedet for én pr. person), og det var det. Om de har registreret at der var tale om en trans ved jeg sandt at sige ikke, men jeg fik ikke indtryk af det. Men måske er de bare vant til maser af transer!

Ingen har nogen sinde spurgt om noget ved indchekning i lufthavnen eller i sikkerhedskontrollen, og jeg har heller ikke registreret at de har lagt mærke til noget.
Paskontrollen er ikke en kønskontrol – det har vi Sexologisk Klinik til med Folketingets velsignelse!

Et ‘X’ i mit pas havde således kun givet mig problemer og ingen fordele overhovedet. Og så er der jo ingen grund til selv at pege på man er trans, hvis der ellers ikke er noget der peger i den retning. At muligheden eksisterer er fint nok for dem der vil, selv kunne jeg ikke tænke mig det.

* * *
Skrivelsen i pdf-format.

Copenhagen Trans Fashion Show, fredag den 11. oktober 2013. Kulturnat 2013.

Vist 0 gange.
TiD_20131011-116-Show

Fra venstre mod højre:
Eva Erikson , Joanna, Pernille Feline, Jessie Isaksen, Jane Sørensen.
Foto: Henriette Jørgensen

Af Linda T. Pedersen.
Jeg havde en aftale hos Carina, Salon Diablond, om sminkning. Da jeg var meget usikker på hvilken kjole og hvilke smykker, jeg skulle bære, havde jeg forinden luftet mit dilemma over for Carina Hun foreslog, at jeg tog et udvalg med. Derfor blev den sportstaske, som jeg har fået gratis fra ellos.com (Hvis de kendte mig bedre, ville de aldrig givet noget sporty.) pakket med kjoler, bælter og smykker.

Før besøget hos Carina fik jeg ordnet negle. Denne gang fik jeg lagt gelish neglelak. Den skal være ekstra robust, har jeg ladet mig fortælle. Den holder endnu, så jeg har intet at udsætte på holdbarheden. Da negle vokser med ca. 0,1 mm pr. dag, er spørgsmålet, om de stadig er pæne efter tre uger. Personligt synes jeg ikke, de er så pæne de sidste dage.

Hos Carina fik jeg lagt en flot makeup. Hun vurderede ved samme lejlighed mit hår, og dommen var, at jeg nok vil kunne få en kvindelig frisure om to år og en frisure der svarer til mine ønsker, om tre – fire år. Det er en lang tidshorisont, men bare det, at det er muligt, glæder mig meget.

Trans Fashion Show 2013

Fra venstre mod højre:
Madi Kruse Madsen, Marianne Peuckert.
Foto: Henriette Jørgensen

Det kom lidt bag på Carina, at jeg ikke var skulle være mannequin ved Copenhagen Trans Fashion Show. Jeg forklarede, at det kunne jeg ikke finde ud af. Det, syntes hun, var noget sludder; og det har hun ret i. Ind imellem tager jeg nogle sider af min mandlige identitet over i min kvindelige uden grund. Nu tænker jeg mere på, hvad jeg skal have på, end om jeg skal være mannequin.

Min ekskone, min stedsøn (Peter) og hans kammerat kom og så den første af de tre opvisninger af Copenhagen Trans Fashion Show.

Det var første gang jeg som kvinde mødte min stedsøn. Hans ubetingede accept af mig som kvinde var en vidunderlig oplevelse.

Det første show så jeg sammen med mine tre gæster på første række. (Jeg havde været så fræk at reservere pladser). Aftenens konferencier, TiD’s formand, Marianne Peuckert, fortalte blandt andet, at transvestitter godt kan have familie, uden at det nødvendigvis er et problem. Da Pernille Feline, tidligere formand for TiD, kom ind på catwalken med hustru og søn, blev publikum overbevist om rigtigheden af Mariannes ord og de var meget bejstrede. En stor tak til Pernilles hustru.

Efter det første show spurgte Peter, om vi skulle mødes et sted i byen efter det sidste show. Sidste år spiste vi en bid natmad efter showet, og det ville være dejligt, hvis Peter mødtes med os. Efter det sidste show ringede jeg til Peter, men det lykkedes ikke at finde et egnet sted. Det blev derfor pludseligt til en bytur på Peters præmisser.

Trans Fashion Show 2013

Eva Erikson .
Foto: Henriette Jørgensen

På et diskotek, hvor jeg skulle på toilettet, stod fire unge kvinder i kø. Når man skiller sig ud fra det normale klientel, må man være forberedt på spørgsmål. Jeg fik spørgsmålet: Må jeg spørge dig om noget? Jeg svarede selvfølgelig: Ja, det må du da. Spørgsmålet kom lidt bag på mig. Hun spurgte: “Hvor gammel er du?”

Mange af dem, vi mødte, spurgte, hvad vi havde lavet på Kulturnatten, og jeg fortalte om Trans Fashion Show. Jeg fik flere spørgsmål om, hvordan det er at være transvestit. De øvrige berørte ikke emnet.

Det var en dejlig dag med mange gode oplevelser. Jeg er særdeles glad for de unge menneskers tollerance over for transpersoner. Jeg glæder mig til næste års Kulturnat.

TV Bella optog aftenens første show, som kan ses på deres hjemmeside. Søg efter “Transvestitter på Cat Walk”. For at se programmet, skal man oprette sig som bruger.

Linda T. Pedersen.

Da to fjer blev til ni høns. 8. september 2013.

Vist 0 gange.
Linda T. Pedersen til Båstadtræf.

Linda T. Pedersen til Båstadtræf.

Af Linda T. Pedersen.
Forhistorie.
I ugerne op til Båstadtræffet 2013 knækkede seks af mine negle, to af dem helt ind til kødet. For hver negl der knækkede faldt mit humør da jeg gerne ville se præsentabel ud på træffet. Dagen før jeg skulle til Båstad havde jeg en aftale med Carina hos Salon Diablond, da min paryk skulle trimmes. Efter klipning fortalte jeg om mit negleproblem og hun anbefalede mig, at tale med en negleklinik længere oppe ad gaden.

Gruppebillede fra Båstadtræffet forår 2013.

Gruppebillede fra Båstadtræffet forår 2013.

Da jeg stod udenfor negleforretningen tog jeg en dyb indånding og gik ind. Mit førstehånds indtryk var at mandlige kunder var en sjældenhed. Jeg var heldig at de havde en ledig tid med de samme. Seks negle blev repareret med acryl.

Da forskellen på de behandlede negle og de ubehandlede var for stor uden neglelak valgte jeg at få de sidste fire lavet efter jeg kom hjem fra Båstad. Neglene skal behandles hver tredje uge.

Onsdag den 12. juni 2013
Jeg havde tid hos neglespecialisten. Vi havde aftalt at ud over acrylbehandling skulle neglene også lakeres. Jeg har åbenbart en enestående evne til at kvaje mig! Jeg burde have spurgt om det var i orden at jeg kom som kvinde, men det havde jeg glemt, så jeg mødte op som mand. Turen hjem med bussen med knald røde negle som mand var en surrealistisk oplevelse.

Linda T. Pedersen hos Venus og Mars.

Linda T. Pedersen hos Venus og Mars.

Torsdag den 13. juni
TiD’s arrangement hos Venus og Mars bød på en udfordring. Da jeg har buskort (med et billede af mig som mand) og jeg har en modvilje mod at betale for den samme vare to gange tog jeg bussen som kvinde for første gang. Chaufføren så på mit kort og på mig, og så fik jeg et usædvanligt stort smil fra ham. Jeg håber at han syntes jeg så bedre ud end på billedet, men det var nok fordi han var glad for den ærlighed jeg udviste ved så tydeligt at indrømme at jeg er transvestit.

Hos Venus og Mars blev vi budt velkommen af indehaveren og personalet. Vi fik tip om makeup og valg af tøj. Jeg prøvede fire kjoler, fandt tre af dem meget lækre og købte en.

Fredag den 14. juni
Fest i TiD i Vanløse. Det var en perfekt anledning til at besøge Femme-Fatale på vejen og prøve et nyt korset. Jeg fandt et korset jeg kunne lide men var i tvivl om farven, overvejede at købe et hvidt så jeg også kunne bruge hvide kjoler. Det er godt at have et netværk og i Vanløse spurgte jeg om erfaringer med farve og fik det samme svar fra alle: Spørg hos Femme-Fatale.

Midsommersammenkomst i TiD.

Midsommersammenkomst i TiD.

Lørdag den 15. juni
Planen var at fjerne neglelakken. I stedet blev det en kjole og indkøb Kvickly, dvs. da jeg havde taget bussen til Buddinge kom jeg i tanke om den eyeliner som Cecilie fra Venus og Mars havde anbefalet. Bus videre til Lyngby. I Magasin købte jeg eyelineren og sagde “Nu håber jeg, at jeg kan lære det”, uagtet at det afslørede mig som transvestit.

Søndag den 16. juni
Dagen startede fredeligt. Jeg fik en sms fra en veninde der ville på shoppingtur tirsdag. Senere fik jeg en mail fra Marianne Peukert med tilbud om transport til arrangement i Vejle fredag. Turen tirsdag sagde jeg ja til, men turen fredag var jeg lidt mere betænkelig ved, da det ville indebære fem dage mere som kvinde.

Mandag den 17. juni
Det blev til en indkøbstur med bussen, jeg nyder min nyvundne frihed. Udfordringer er til for at blive overvundet så jeg valgte at maile til Marianne at jeg gerne ville med til Vejle.

Linda T. Pedersen på havnen i Korsør.

Linda T. Pedersen på havnen i Korsør.

Tirsdag den 18. juni
Min veninde kom på besøg hos mig og klædte om. Da vi var færdige (1 ½ time senere end planlagt) kørte vi ind til København og hentede Henriette Jørgensen. Derefter satte vi kursen mod Korsør hvor Boutique Isabel nu holder til. Bagefter gik vi en tur på gågaden og fik en kop kaffe/ the på en restaurant. Efter en tur langs havnen vendte vi tilbage restauranten og spiste middag.

Onsdag den 19. juni
Da jeg ikke havde behov for at handle eller på nogen anden bevæge mig ud, blev jeg hjemme og filosoferede over mine oplevelser. Spørgsmålene hober sig op:

Kan jeg leve som kvinde fuldtid?
Vil jeg betale prisen for det?
Hormoner? Ja hvis jeg vil leve fuldtid som kvinde.
Kirurgi? Nogle billige behandling kan komme på tale, men langt de fleste er udelukket af økonomiske årsager.

Torsdag den. 20. juni
Da jeg skulle ud og handle overvejede jeg meget hvor meget makeup jeg skulle lægge. Valget faldt på en tæt barbering, mascara og læbestift. Jeg har helt sikkert brugt for meget makeup tidligere i forhold til hvad kvinder bruger, men det var alligevel udfordrende at bruge så lidt.

Fredag den 21. juni
Marianne og jeg havde aftalt at mødes på Københavns Hovedbanegård. Lisa fra Sverige kørte også med fra Hovedbanegården. Vores næste mål var at samle Alice op og derefter satte vi kursen mod Jylland.

Temaet for aftenen var at give hinanden gode råd. Bianca fortalte om hudpleje med vægt på ansigtspleje. De af rådene som jeg kendte i forvejen kan jeg kun sige er rigtige. Selv bruger jeg skintonic to gange dagligt henholdsvis før jeg bruger dagcreme og natcreme. Ca. en gang om ugen bruger jeg en peel-off maske. Barbering er ikke længere det store problem da de fleste hår er fjernet med laser.

Lørdag den 22. juni
Omkring 2-3 tiden var jeg hjemme igen. Syv otte timer senere, hen på formiddagen om lørdagen skulle jeg imidlertid en tur til Sverige som mand, så jeg måtte fjerne neglelakken. Det føltes lidt brutalt at sige farvel til min kvindelige identitet efter ni dage, men hvem ved hvad der sker næste gang, jeg er kvinde?

Linda T. Pedersen.

In between days

Vist 0 gange.
In between days

In between days

Titel In between days
Original titel Dui Dhuranir Golpo
Produktionsselskab Moromiya Pictures
Instruktør Sankha Sankhajit Biswas
Medvirkende Bubai og Chiranjit som sig selv
Premiere 6. november 2012
Spilletid 58 minutter
Sprog Bengali

Dokumentarfilm, der viser historien om de 16-årige transkønnede barndomsvenner, Chiranjit og Bubai fra Kolkata (tidligere Calcutta, der er hovedstaden i den indiske stat Vestbengalen i det østlige Indien). De kommer fra fattige og uuddannede familier. De blev udsat for seksuelle overgreb i en tidlig alder og begynder at prostituere sig for penge.
Bubai, der ofte blev mishandlet i sin familie, søger kærlighed og omsorg udenfor familien. Han forelsker sig i en dreng kun at blive dumpet til en “rigtig” pige.
Chiranjit er enebarn og relativt accepteret af sine forældre. Han ønsker sig et godt arbejde. Men ingen ønsker en feminin dreng i deres firma.
I 2009 sluttede de sig Manas Bangla, en non-profit organisation, der arbejder med LGBT og HIV forhold.
Dagene går. Bubai får en ny kæreste. Han er glad. Chiranjit bliver forfremmet i Manas Bangla og bliver Bubai foresatte. Men succes har en pris. Snart stoppet de med at tale til hinanden.

* * *
Aktion Børnehjælp afholder den 2. april 2017 kl. 1900 – 2100 Indian Movie Night i Husets Biograf, Rådhusstræde 13, 1466 København K. med visning af dokumentfilmen. Filmen præsenteres af Aktion Børnehjælps ambassadør, Manu Sareen. Efter filmen er der Q&A med Linda Thor Pedersen fra LGBT Danmark.

* * *
Omtale af filmen hos IMDb.

SUU bilag 417. Skrivelse af 13. august 2012 fra Lisa Andersen til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget om navneskift, personnumre diagnoser mm.

Vist 196 gange. Den 13. august 2012 modtog Sundheds- og Forebyggelsesudvalget den herunder gengivne skrivelse – Alm. del 2011-12: Bilag 417 – fra prof. emeritus, Lisa Andersen.
Som bilag til skrivelsen var vedhæftet: 1) et kronikudkast “Hvor sidder kønnet?” og 2) Notat om transkønnedes forhold “Sygeliggørelse, diagnostisering og behandling, juridisk kønsskifte samt afledte civilretslige konsekvenser”.

Skrivelsen gengives herunder.

Fra: Lisa Andersen [mailto:lisechrist@hotmail.com]

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget ved Julie Skovsby

Foranlediget af De Radikales forslag (dd Politiken) om at lempe reglerne for navneskift og personnummer for transkønnede og den debat der er opstået på denne baggrund, tillader jeg mig herved at fremsende dels et kronikudkast dels et Notat om transkønnedes forhold i det danske samfund.

Det er min klare opfattelse, at disse spørgsmål ikke burde være ideologiske spørgsmål, som det f.eks. fremhæves af formanden for Kristendemokraterne Per Ørum, men et spørgsmål om at ajourføre reglerne i et demokratisk samfund.

Der pågår netop nu en omfattende diskussion verden over, om hvorvidt diagnosen for transseksuelle skal fjernes fra sygdomsklassifikationslisterne, således som det skete for homoseksuelle for mange år siden. Samtidigt rejser førende menneskerettighedsekssperter, herunder også indenfor EU, kritik af de lovmæssige betingelser samfundet byder de transseksuelle og hvor det påpeges, at bestemmelserne i de fleste lande, herunder Danmark, er i strid med centrale menneskerettighedsbestemmelser.

At gøre op med forældede psykiatriske diagnoser og deres følgevirkninger, burde ikke være et partipolitisk og ideologisk spørgsmål, men alene et forhold som viden og ønsket om oprettelse af ligeværdighed på tværs af ideologiske forskelle kunne rette op på.

Da det er mit indtryk, at der savnes information om disse relativt set begrænsede problemstillinger, tillader jeg mig som sagt at uddybe ovennævnte sagsforhold ved at vedhæfte et kronikudkast og et mere grundigt Notat om transkønnedes forhold til jeres orientering, og ville naturligvis være glad for, at disse synspunkter kunne gøres tilgængelige for udvalgenes medlemmer.

Med venlig hilsen

Lisa Andersen
Prof. emeritus

* * *
Folketingets journal vedrørende henvendelsen.
Henvendelsen hos Folketinget i pdf-format.
Kronikudkastet “Hvor sidder kønnet?” hos Folketinget i pdf-format.
Notat om transkønnedes forhold hos Folketinget i pdf-formt.

Notat af 13. august 2012 om transkønnedes forhold. Lisa Andersen.

Vist 86 gange. Notat om transkønnedes forhold
Sygeliggørelse, diagnostisering og behandling, juridisk kønsskifte samt afledte civilretslige konsekvenser

Lisa Andersen
København 2012

Sammenfattende peges på, at den lille gruppe af transkønnede, der traditionelt i Danmark betegnes som transeksuelle, og som er karakteriseret ved, at deres kønsidentitet er forskellig fra det ved fødslen erhvervede køn, ifølge førende menneskerettighedseksperter behandles krænkende i de fleste vestlige samfund, herunder Danmark. Den transkønnede kan ikke frit vælge at leve sit liv som transkønnet, fordi samfundet ikke accepterer et juridisk kønsskifte uden diagnostisering og dybtgående operative indgreb. Ifølge flere eksperter indenfor forskning og behandling af transkønnede, er det ikke rimeligt at betragte transkønnethed i sig selv som en psykisk sygdom, hvorfor det bør fjernes fra sygdomsklassifikationslister. I forlængelse heraf kan der ikke stilles krav om, at en person skal lade sig underkaste behandlingsmæssige krav som forudsætning for et juridisk kønsskifte. Der peges på, at samfundet bør anerkende det juridiske kønsskifte som det centrale og at en person i denne forstand kan skifte køn alene på baggrund af, at have dokumenteret og realiseret sin kønsidentitet i et fastlagt mindste tidsrum. Behandlinger, herunder hormoner og operative kønskorrigerende indgreb, gennemføres i overensstemmelse med den transkønnede og i det omfang det findes betimeligt.
~

Dette notat har til formål at belyse en række aktuelle forhold for transkønnede i dagens Danmark, herunder hvorvidt transkønnethed skal betragtes som en psykisk sygdom, som i dag, eller om transkønnethed, i lighed med homoseksualitet, skal betragtes som en normal variation; om de civilretslige vilkår og muligheder (eller mangel på samme) for at indgå i samfundet som transkønnet på lige vilkår med befolkningen i øvrigt. Desuden forhold vedrørende vejledning, rådgivning og behandling af transkønnede, der ønsker hjælp til hormon- og anden behandling, der skal øge mulighederne for at leve et normalt liv som det ønskede køn og bidrage til personens psykiske velbefindende og livskvalitet i det hele taget.
Skrivelsen tager sit udgangspunkt i en række tiltag, der i disse år på afgørende vis er med til at præge vores forståelse af hvad transkønnethed er og hvorledes de transkønnedes vilkår er i samfundet i dag.

Dette først og fremmest i lyset af de anbefalinger førende menneskerettighedseksperter har fremsat gennem de seneste år. Men også i lyset af den debat, blandt såvel lægfolk som specialister, om hvorvidt transkønnethed skal betragtes som en sygdom – psykisk og/eller fysisk – eller ej. Denne diskussion er yderligere aktualiseret af det pågående revisionsarbejde af den amerikanske klassifikation af mentale sygdomme (DSM [1]), hvor det bl.a. diskuteres om transkønnede overhovedet skal indgå i den kommende udgave [2].

En række af de følgende argumenter er fremsat med baggrund i Yogyakarta-principperne, udarbejdet af en gruppe menneskerettighedskesperter i 2007 [3], og i de rapporter der er udarbejdet af menneskerettighedskommisær i EU Thomas Hammarberg i 2009 og 2011 (Hammarbergrapporterne [4] ) og i de overvejelser der er fremlagt i forbindelse med revisionen af sygdomsklassifikationssystemet for mentale sygdomme af det Amerikanske Psykiatriforbund (APA) og tilhørende litteratur.

Gennemgående bruges i det følgende begrebet “transkønnet” som samlebetegnelse for de forskellige varianter at mennesker der vælger, i større eller mindre grad, at leve deres liv som tilhørende det modsatte af deres biologiske eller det fra fødslen tilskrevne køn.

De officielle betegnelser er under stadig revision, i den gældende amerikanske sygdomsklassifikation taler man om “kønsidentitetsforstyrrelse” (GID -Gender Identity Disorder), i WHO’s ICD (International Classification of Diseases) [5], og i Danmark, bruges betegnelsen “transeksualisme” og i den kommende version af DSM, er der forslag om betegnelsen “kønsdysfori” der betegner en tilstand af følelsesmæssig nedtrykthed og ulyst betinget af forskellen mellem det fysiologiske og det oplevede køn. Endelig har der været forslag om det mere klinisk neutrale “kønsinkongruens“, der beskriver misforholdet mellem det biologiske og det oplevede køn, men undlader at tage stilling til eventuelle følgetilstande. Karakteristisk for de diagnostiske kriterier er, at transkønnethed er ledsaget af lidelse og ubehag. Kønsidentitet anvendes bredt om det oplevede køn.

Indledningsvis skal også fremhæves, at vilkårene for kønsskifte i Danmark aktuelt er, at personen skal gennem en lang psykiatrisk vurdering (typisk 4-8 år) inden der gives tilladelse til et operativt indgreb, der omfatter kastration og tildannelse af ydre kønsorganer for det ønskede køn, hvorefter personen civilretsligt kan skifte køn – det såkaldte juridiske kønsskifte – med navn, cpr-nr. osv. Det er vigtigt her at hæfte sig ved, at der ifølge Sundhedsstyrelsen stilles omfattende krav om operative indgreb inden det juridiske kønsskifte kan godkendes [6].

Antallet af transkønnede er ifølge flere eksperter stigende, men det er vanskeligt med et skøn pga de mange transkønnede der ikke søger offentlig hjælp. I følge det Amerikanske Psykologforbund har man skønnet antallet til ca. 2-3% af befolkningen vilket vil svare til omkring 100.000-150.000 danske transkønnede. Antallet der ønsker et fuldstændigt kønsskifte med operation som nævnt ovenfor, er derimod mindre og angives at udgøre 1 ud af 10.000 mænd og 1 af 30.000 kvinder – i Danmark altså omkring 250 mænd (mtk) og 100 kvinder (ktm), skønsvis 350 personer. Men med de stigende behandlingsmuligheder indenfor hormonel og plastikkirurgi er tallet stigende [7].

Skrivelsen er bygget op over to hovedtemaer: I Sygdom og kønsskifte og II Juridisk kønsskifte og socialpolitisk spørgsmål. I et afsluttende tredje afsnit diskuteres en række afledte konsekvenser af gennemførelsen af de foreslåede ændringer baseret primært på ratificeringer af de nævnte menneskerettighedskrav og nogle etiske spørgsmål tages op.

I Sygdom og kønsskifte
Som omtalt er det amerikanske system til diagnosticering af psykiske sygdomme (DSM) under revision og i den forbindelse er der blandt sundhedssagkyndige, transpolitiske og andre organisationer, rejst debat om hvorvidt transkønnede, herunder “kønsidentitetsforstyrrelse” fortsat skal betragtes som en psykisk sygdom, eller fjernes fra diagnosesystemerne. Et afgørende argument for at fjerne transkønnede fra listen over mentale sygdomme er, som det er fremført også af det Amerikanske psykiatriforbund (APA), at flere undersøgelser har påvist, at transkønnethed i sig selv ikke nødvendigvis er ledsaget af psykisk lidelse og stress. Tilsvarende udtrykkes af af Meyer-Bahlburg, at “selv om der gives udtryk for stress og ubehag blandt voksne før-opererede transkønnede med GIV (Kønsidentitets-variation) der nærmer sig eller er i gang med det somatiske og legale kønsskifte, er forekomsten i høj grad variabel og når ikke nødvendigvis et klinisk relevant niveau for følelsesmæssigt ubehag og stress. Derfor er en universel betegnelse der involvere en henvisning til følelsesmæssig stress og ubehag som f.eks. “køns-dysfori” ikke korrekt” (Meyer-Bahlburg 2009 si. 12. Forfatteren er med i revisionsgruppen i APA for afsnittende om transkønnede [8]).

Hvis sygdom betegner en psykisk, fysisk og/eller social tilstand af lidelse og/eller ubehag, så er det klart dokumenteret, at dette langt fra altid karakteriserer transkønnede – hvorfor det er urimeligt at transkønnede kategoriseres som psykisk syge. Forskning har endvidere påvist, at en betragtelig del af den lidelse og belastning som transkønnede oplever, kan tilskrives diskriminering og konflikter med at harmonere samfund og det valgte køn (Meyer-Bahlburg 2009).
Det Amerikanske Psykologforbund anfører, at en “psykologisk tilstand betragtes kun som en mental sygdom (mental disorder) hvis den forårsager signifikant ubehag eller funktionsnedsættelse (disability). Mange transkønnede oplever ikke at deres kønsidentitet som stressende eller funktionsnedsættende, hvilket indebærer, at det at være transkønnet ikke udgør en mental sygdom” [9]

Det samme gives der udtryk for i de såkaldte “Standards of Care” som udgives af en international organisation af eksperter indenfor behandling af transkønnede og hvis vejledning lægges til grund for behandling af transkønnede overalt i verden. I deres seneste anbefalinger (SOC version 7 fra 2010, si. 4 [10]) anføres, at det at give “udtryk for kønskarakteristika, inklusive identiteter, der ikke stereotypisk er forbundet med ens tillagte køn ved føldslen, er et almindeligt og kulturafhængigt menneskeligt fænomen, som ikke skal vurderes som i sig selv patalogisk eller negativt“.

Tilsvarende med homoseksualitet: selv om nogle homoseksuelle lider under deres tilstand på et eller andet tidspunkt af deres liv, er dette ikke tilstrækkeligt til at erklære alle homoseksuelle som psykisk syge – således som det i dag sker med transkønnede.

Dette modsvares af formuleringer af de ovennævnte menneskerettighedseksperter. Således fremhæves det i Princip 18 i Yogyakarti-principperne, at: “ingen person må tvinges til at underkaste sig nogen som helst form for medicinsk eller psykologisk behandling, procedure, testning.en persons seksuelle orientering og kønsidentitet er ikke, og ikke i sig selv, en medicinsk tilstand og skal ikke behandles, kureres eller undertrykkes“.

I den seneste Hammarberg-rapport (2011) fremhæves det i anbefaling 6.2, at staterne “skal gennemgå ethvert krav om en diagnose af mentale sygdomme som forudsætning for at tilbyde sundhedsbehandling med henblik på at fjerne enhver forhindring for at den transkønnede kan nyde godt af rettighederne til selvbestemmelse og den højest opnåelige standard for sundhed“.

Senest har EU’s Ministerråd og Parlamentet udsendt en rapport hvori ovenstående principper tiltrædes og som skal tjene som reference for regeringer, internationale organisationer osv. [11]

På denne baggrund anbefales det, at transkønnethed, uanset den aktuelle diagnostiske betegnelse, fjernes fra sygdomsklassifikationslister.

Vurdering af den transkønnede som forudsætnng for kønsskifte
Ud fra den betragtning, at transkønnethed ikke i sig selv er en psykisk sygdom, rejser sig naturligt spørgsmålet om hvorvidt en psykiatrisk udredning er nødvendig, ud over at konstatere, at personen ikke samtidigt lider af en psykisk sygdom. På denne baggrund kunne den transkønnede selv tage vare på sit eget liv og sit kønsskifte og omfanget heraf.

En vurdering af den transkønnede skal derfor alene bestå i en dokumentation for, at personen alvorligt og velovervejet har truffet sit valg om kønskifte. Det offentlige har en legitim interesse i at sikre sig, at den person der ønsker at skifte køn, mener det seriøst og at ønsket er udtryk for et vedvarende behov hos personen. Den mest enkle måde at sikre sig dette på, er at stille krav om, at personen dokumenteret har levet som medlem af det modsatte køn i en periode på eksempelvis et år. Der er ikke tale om krav til diagnostisering eller behandling i forløbet, selv om det selvsagt ville være relevant for mange, at modtage rådgivning og evt. behandling med hormoner i perioden, hvis dette ikke er sket tidligere. Denne dokumentation kunne udarbejdes af personens læge, af anden sundhedsfaglig person eller af studie- eller arbejdsplads.

Hvor der er tale om operative og irreversible indgreb i forbindelse med kønsskiftet bør overvejes at foretage en dyberegående vurdering af om personen psykisk såvel som fysisk samlet set ville kunne få udbytte af indgrebet og i den forbindelse vurdere hvilke indgreb der vil være relevante og ønskede.

Dette skal ikke diskuteres i detaljer her, men der kan henvises til Standards of Care (2011) [12], hvor man har opstillet følgende kriterier: a) at personens kønsdysfori er vedvarende og veldokumenteret; b) er istand til at foretage fuldt informeret samtykke; c) er myndig; d) at eventuel forekomst af væsentlige medicinske- eller mentale sundhedsproblemer skal være velkontrollerede; e) 12 måneders kontinuerlig hormonterapi og f) 12 måneders “real-life” erfaring (side 60f.). For en uddybende diskussison henvises til Standards of Care.

For unge, ikke myndige, transkønnede der ønsker fysiologiske kønskorrektioner, kan igen henvises til SOC, der, så længe personen ikke er myndig, anbefaler brug af medicin til at stoppe/undertrykke udviklingen af de fysiologiske virkninger af kønshormonerne (østrogen og testoteron) og dermed udviklingen af de sekundære kønstræk i puberteten. Denne behandling er reversibel, men kan, hvis den unge fortsat ønsker kønskorrektion, fortsættes traditionelt når personen er myndig og med bedre resultat end hvis der ikke var medicineret. [13]

Alt dette vil stille krav om bedre rådgivningsmuligheder og færre kontrolinstanser end i dag, hvor Sexologisk Klinik, RH betragtes som højeste vidensinstans indenfor området, men hvor behandlingen af transkønnede mere består af en vurdering og udredning af om personen lever op til de diagnostiske kriterier og mindre af rådgivning og hjælp til processen.

I forlængelse heraf bør det overvejes, om rådgivningen af transkønnede med henblik på kønsskifteoperation kun skal være samlet et enkelt sted – eller om denne kunne decentraliseres.

På denne baggrund anbefales det, at enhver diagnostisering af transkønnede i traditionel forstand erstattes af dokumentation for, at personen i et år har levet som medlem af det modsatte køn, som forudsætning for det juridiske kønsskifte (se nedenfor). Behandling, rådgivning og vejledning samt hjælp til gennemførelse af en eventuel fysisk kønsskifteprocessen tilbydes efter den transkønnedes eget valg, under hensyntagen til reglerne om informeret samtykke. Ved irreversible operationelle indgreb følges retningslinierne fra Standards of Care.

II Kønsskifte: juridiske og socialpolitisk spørgsmål
Som det er i dag skelnes der ofte mellem det såkaldt fysiske kønsskifte og det juridiske. Det juridiske kønsskifte vil sige at personen får ret til at skifte til et kønsbestemt fornavn svarende til det nyerhvervede køn, til at skifte personnummer og få pas, kørekort osv. i overensstemmelse hermed.
Dette forudsætter imidlertid, at personen har gennemgået det fysiske kønsskifte hvor Sundhedsstyrelsen har opstillet en række betingelser om kastration m.m. Heraf fremgår ifølge Sundhedsstyrelsens Vejledning om kastration med henblik på kønsskifte, at “Det er en forudsætning for at anerkende et juridisk kønsskifte fra mand til kvinde, at følgende er opfyldt: Kønskirtlerne er fjernet (orchidektomi), penis er fjernet (penektomi), vaginoplastik og tildannelse af kønslæber er foretaget.” [14] Man må spørge om hvis interesser det er Sundhedsstyrelsen varetager her, når det er veldokumenteret, at mange transkønnede først og fremmest ønsker det juridiske kønsskifte, og de der ønsker et kønsskifte understøttet af operative ændringer selv burde kunne være medbestemmende om hvor omfattende disse skal være.

I de tidligere nævnte meneskerettighedsprincipper er disse betingelser blevet kritiseret som værende i strid med grundlæggende borgerrettigheder, og flere lande, bl.a. Italien og Tyskland har erklæret disse krav om fysiske indgreb som værende i strid med deres lovgivning, og tilsvarende har Sverige planer om at fjerne krav om sterilisation som betingelse for kønsskifte.

Principperne er klart udtryk i Yogyakarta-principperne i Princip 18, citeret ovenfor.

Yderligere fremgår det af Princip 3, at

Enhver persons selvdefinerede seksuelle orientering og kønsidentitet er en integreret del af deres personlighed og er af et af de mest basale aspekter ved selvbestemmelse, værdighed og frihed.
Ingen må tvinges til at underkaste sig medicinske procedurer, incl. kønsmodificerende operationer, sterilisationer eller hormon terapi, som et krav om en legal anerkendelse af deres kønsidentitet
.”

Selvsamme formuleringer stort set anvendes af Europarådet i 2009 [15]:

Sådanne krav er klart i konflikt med respekten for personens fysiske integritet. At kræve sterilisation eller andre kirurgiske indgreb som forudsætning for legal anerkendelse af ens foretrukne køn ser bort fra den kensgerning, at mens sådanne operationer ofte ønskes af den transkønnede person, så er dette ikke altid er tilfældet. Desuden er operationer af denne type ikke altid medicinsk mulige, tilgængelige eller.behandlingen er ikke i overensstemmelse med de ønsker og behov patienten har.Men den legale anerkendelse af personens foretrukne kønsidentitet
gøres umulig uden disse behandlinger og anbringer således personen i et limbo uden nogen tilgængelig udgang. Det er bekymrende, at transkønnede mennesker synes at være den eneste gruppe i Europa som er genstand for legalt ordineret statspåbudt sterilisation, medicinsk behandling må altid administreres efter individets bedste interesser og må tilpasses til hans/endes specielle behov og situation. Det er ude af proportioner. at en stat bestemmer en behandling i form af “en størrelse passer alle”. De basale bekymringer over menneskerettighederne her vedrører om hvorvidt en så stærk interferens af staten i individers private liv kan retfærdiggøres. for at klassificere nogen som tilhørende det ene eller det andet køn.

Tilsvarende rekommanderes det af Hammarberg i seneste rapport (2011), at staterne skal:

Ophæv krav om sterilisation og andre tvangsmæssige medicinske behandlinger som i alvorlig grad kan forringe individets autonomi, sundhed eller velbefindende, som nødvendige krav for en legal anerkendelse af den transkønnede persons foretrukne køn“. (Discrimination on grounds of sexual orientation and gender identity in Europe. 2011, si. 13).

Tilsvarende bestemmelser er tiltrådt af EU’s Ministerråd i 2010, hvor man i kapitlet vedrørende respekt for privat- og familieliv anfører (si.11):

20. Forudgående krav, inklusive ændringer af fysisk karakter, for legal anerkendelse af kønsændring (gender reassignment) bør jævnligt gennemses med henblik på at ændre krænkende krav. [16]

Fra brugerside er tilsvarende synspunkter selvsagt fremhævet også af den europæiske organisation af transkønnede, TGEU. I deres Centrale krav, formuleret i 2005, pkt. 2 fremgår det, at transkønnede har “Ret til at ændre sit juridisk registrerede køn (gender/sex) i alle dokumenter til den foretrukne kønsrolle. Denne ret må ikke være ledsaget af nogle som helst krav om f.eks. krævet eller påtvunget psykologisk, psykoterapeutisk eller psykiatrisk vurdering eller behandling, af noget krav om medicinsk-psykologisk diagnose af “køns-dysfori”, “kønsidentitets afvigelse” eller “transseksualisme“; hormonbehandling, invasiv eller ikke-invasiv kønsmodificerende kirurgi; sterilisation eller barnløshed; eller noget som helst krav om at være ugift eller “aldrig-gift” eller skilsmisse”. [17]

Vælger man i Danmark at følge de principper der er lagt frem af de nævnte menneskerettighedseksperter, vil det få store konsekvenser for de transkønnede. Sondringen mellem “fysiologisk” kønsskifte og “juridisk” kønsskifte bliver mindre interessant, fordi menneskerettighedsprincipperne betyder, at det juridiske køn blive det centrale i transkønnedes
forhold til det offentlige og samfundet i øvrigt
.

Det juridiske kønsskifte er som nævnt en anerkendelse af personens psykologiske eller selvvurderede kønkønsidentitet – som indebærer at navn, personnummer, pas osv rettes til i overensstemmelse med det valgte køn. Dette bliver altså det egentlige kønsskifte af betydning for den transkønnedes forhold til samfundet. Om der skal foretages noget fysiologisk eller ej bliver op til den enkelte at vælge, idet samfundet bør anerkende at den fysiske del af kønsskiftet for mange kan have afgørende betydning for personens fremtidige trivsel og helbred.

Når man ikke kan stille nævnte behandlingsmæssige krav, bortfalder selvsagt Sundhedsstyrelsens krav til et kønsskifte (kastration osv. osv.), og det juridiske bliver det egentlige.

Gennemføres dette krav vil det have afledte konsekvenser for en lang række af de efterfølgende krav der kan opstilles til navn, pas, personnummer osv.

Det anbefales på denne baggrund at man i Regering og Folketing tiltræder og implementer menneskerettighedsprincipperne som de er fremstillet i Yogyakarta-principperne, af EU kommissær Hammarberg og af Europaparlamentet og indfører juridisk kønsskifte på baggrund af konstateret vedholdende motivation hos den transkønnede som beskrevet ovenfor.

III Afledte konsekvenser civilretsligt
Som det er fremgået, er centrale civilretslige ændringer betinget af diagnostisering og et operativt indgreb hvilket fratager den transkønnede retten til selv at forvalte sit liv som transkønnet.

Ved implementering af tidssvarende meneskerettigheder, som præsenteret i Yogyakarta principperne og Europarådets nyligt publicerede rapporter, betyder det samtidigt, at når personen skifter køn, med eller uden behandling og operative indgreb, træder de rettigheder som eksisterer i dag automatisk i kraft: retten til at skifte fornavn, personnummer og ændring af dokumenter som pas, kørekort og sygesikringsbevis.

Dette indebærer følgende ændringsforslag til eksisterende love og regler:
Kønsidentitet” anvendes som ikke-diagnostisk betegnelsen for transkønnede i officielle dokumenter, love, bestemmelser osv. i overensstemmelse med brugen i de nævnte menneskerettighedserklæringer.

Navn: Ret til selv at vælge fornavn. Dette kunne ledsages af en ret til selv at vælge fornavn for alle myndige personer (en ændring af navneloven).

Personnummer: personen får ændret sit personnummer. Alternativt kunne man overveje at ændre personnumre så eventuel kønsidentifikation ikke er del af personnummeret.

Pas, sygesikring og kørekort: ændringer heri i overenstemmelse med ovenstående. Mulighed for at få indskrevet en “intetkøns”- betegnelse – et X – i passet.

Navneændring i offentlige papirer regelsættes (eksamenspapirer o.a.). I dag findes ingen samlede regler på området.

Rådgivning og differentierede behandlingstilbud får en central rolle på Sexologisk Klinik og det overvejes hvorledes dette kan etableres på flere niveauer og decentralt. Det anbefales at Sundhedsstyrelsen udarbejder en Rådgivnings- og behandlingsvejledning for behandlere med henblik på en væsentlig styrkelse af den transkønnedes muligheder for at få relevant rådgivning og behandling i nærmiljøet.

IV Etiske og praktiske overvejelser
Gennemføres de ovennævnte forslag vil det have en række implikationmer for såvel familiemedlemmer til den transkønnede som i forhold til personer den transkønnede har og får kontakt med i det “offentlige rum”. Uden at gå ind i en diskussion af hvad der skal forstås ved etik og moral, kan man med en mere dagligdags tilgang tale om, at etiske overvejelser er på sin plads når private handlinger har eller kan have negative konsekvenser for andre.

For den transkønnede drejer dette sig især om de tilfælde, hvor den transkønnede ved sit kønsskifte kommer i konflikt med hvad evt. ægtefælle og børn legitimt har kunnet forvente sig.

Har den transkønnede på et tidspunkt engageret sig i et forhold til en anden person og efter et stykke tid springer ud med ønsker om tidvis eller mere permanet at skifte køn, så bliver hun også nødt til at forhold sig til det brud på legitime forventninger partneren har haft da forholdet blev indledt. Der er da også eksempler på, at dette brud har ført til egentlige opbrud i forholdet, og den transkønnede må selvsagt forholde sig til sit ansvar og svigt og tage det på sig. Dette indebærer ikke, at man ikke kan blive nødt til at foretage dette brud, og i og for sig er det ikke så meget anerledes end utroskab eller at man blot “er vokset fra hinanden” som det så smukt hedder i dag.

Det andet forhold er til eventuelle børn. Også her er der eksempler på, at udspringet som trans har ført til alvorlige og langvarige brud, sorg og ulykke osv. Der er dog nok ligeså mange eksempler på at det er gået godt. Men den transkønnede kommer ikke uden om at forholde sig moralsk til denne situation og overveje sit ansvar overfor børnene og søge at håndtere situationen så smertefrit som muligt.

Samfundet
Men i begge tilfælde behøver samfundet ikke at blive inddraget. Regler og lovgivning tager allerede i dag stilling til skilsmisser og brud, både i forhold til ægtefælle og til børn, og samfundet er allerede fuldt indstillet på at disse brud forekommer – om årsagen så er den ene eller den anden gør ikke samfundet noget.

Man kunne her desuden nævne en række mere specielle situationer der kan opstå i kølvandet på en eventuel gennemførelse af det juridiske kønsskifte, som f.eks. anvendelse af idrætsanlæg, svømmehaller, hospitalsindlæggelse, fængsling. Disse situationer implicerer en vis skønsomhed fra alle parter, nogle kan nok blive provokeret og føle sig generet, men etiske konsekvenser kan man ikke med rimelighed tale om. Disse mere dagligdags eksempler drejer sig snarere om hvad man bør og kan i dette samfund: At man som ikke-opereret går ind på det modsatte køns badeafsnit vil nogle måske mene er en moralsk forargeligt, men hvor det ville være mere korrekt at betragte det som et brud på nogle samfærdselsregler i samfundet. Men brud herpå vil sjældent betyde andet, end at nogle føler sig forudrettede – men igen, dette sker i mange forskellige situationer for nogle, i andre situationer for andre osv. således at man ikke med rimelighed kan betragte det som overtrædelser af etiske foreskrifter.

Mere ekstreme tilfælde omfatter risikoen for, at en transkønnet kvinde bliver “far” eller omvendt en transkønnet “mand” føder et barn. I disse tilfælde kan der være større eller mindre praktiske problemer og konsekvenser, som dog ikke indebærer etiske eller moralske overvejelser, ud over forholdet til de evt. børn med to “mødre” eller to “fædre”. Men for det første er det noget som meget sjældent vil finde sted i praksis, hvorfor det er vanskeligt at opstille samfundsmæssige regler til at styre dette. For det andet, hvis det etiske ligger i, at vores handlinger er til skade for andre, så gælder det næppe disse sammenhænge. At en transemand føder et barn, kan jo ikke være til skade for andre end personen selv og hans forhold til barnet – det er måske ikke ideelt, men er til at leve med ud fra et samfundsmæssigt perspektiv. Omvendt er omkostningerne for de transkønnede som gruppe meget store hvis man ikke vil tillade juridisk kønsskifte med henvisning til sådanne enkeltstående tilfælde.

Sammenfattende behøver samfundet ikke at rejse nogen pegefinger i forhold til det juridiske kønsskifte. Der vil være nogle praktiske situationer og foranstaltninger som man må indrette sig på hen ad vejen, men som ikke er tilstrækkelige til at man ikke implementere menneskerettighedserklæringerne indenfor det transkønnede område. Der hvor det etiske kommer i spil – ægtefælle og børn – kan regler alligevel ikke forhindre brud, og samfundet har de nødvendige redskaber til at håndtere disse. Omvendt kan man, som menneskerettighedseksperterne gør det, pege på, at samfundet forskelsbehandler de transkønnede ved ikke at acceptere deres ret til at leve deres liv, når denne ret ikke skader andre.

Noter og referencer
  1. [Retur] American Psychiatric Association. (APA) 2011. DSM-5 Development: Gender Dysphoria in Adolescents or adults. DSM-5 er den kommende udgave af Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM-5) som skal offentliggøres i maj 2013.
  2. [Retur] Se note 1.
  3. [Retur] The Yogyakarta Principles. 2007. The Application of International Human Rights Law in relation to Sexual Orientation and Gender Identity.[http://www.yogyakartaprinciples.org/]. Udarbejdet af en international kommision på vegne af en koalition af Human rights Organisations.
  4. [Retur] Hammarberg, T. Discrimination on grounds of sexual orientation and gender identity in Europe. Council of Europe: Strasbourg Cedex. 2011. [http://www.coe.int/t/Commissioner/Source/LGBT/LGBTStudy2011_en.pdf].
  5. [Retur] International Statistical Classification of diseases and related Health Problems, ICD-10 2010. Kapitel V Mental and behavioural disorders anføres som F64 Gender identity disorders herunder F64.0 Transsexualism.
    [http://apps.who.int/classifications/icd10/browse/2010/en#/F64.0].
  6. [Retur] Sundhedsstyrelsen VEJ nr. Af 2006: Vejledning om kastration med henblik på kønsskifte.
  7. [Retur] Dette var forekomster APA tidligere fremsatte, mens de idag angiver, at der mangler undersøgelser som siger noget sikkert om forekomsten. Standards of Care (se note 7) angiver stor usikkerhed om tallene, fx for mænds vedkommende fra 1-11.900 til 1-45.000. [www.apa.org/topics/transgender.html]. For godt 50 år siden angav en svensk forsker Wålinder, at 1 af 100.000 mænd og 1 af 400.000 kvinder var transseksuelle – svarende til ca. 35 personer i Danmark (Walinder, J. (1968). Transsexualism: Definition, prevalence and sex distribution. Acta Psychiatrica Scandinavica, 43(S203), 255-257.)
  8. [Retur] Mayer-Bahlburg, H.F.L. From Mental Disorder to Iatrogenic Hypogonadism: Dilemmas in Conceptualizing Gender Identity Variants as psychiatric Conditions. Arch Sex Behav, 2009.
    [Det anførte link var dødt. I stedet er indsat nyt link. 25. juli 2014. Tina Thranesen: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/19851856]
  9. [Retur] “Answers to your Questions about Transgender People, Gender Identity, and Gender Expression.”
    [http://www.apa.org/topics/lgbt/transgender.aspx].
  10. [Retur] World Professional Association for Transgender Health (WPATH): Standards of Care for the Health of Transsexual, Transgender, and Gender Nonconforming People. The World Professional Association for Transgender Health. 7th Version 2010. [www.wpath.org]
  11. [Retur] Combating discrimination on grounds of sexual orientation or gender identity. Council of Europe standards.
    Europarådet 2011.
  12. [Retur] Se forgående note.
  13. [Retur] SOC, 7th version 2010, si. 10 ff.
  14. [Retur] Sundhedsstyrelsen VEJ nr. Af 2006: Vejledning om kastration med henblik på kønsskifte.
  15. [Retur] Council of Europe. Commissioner for Human Rights/Thomas Hammerberg: Human rights and Gender Identity.
    Strasbourg 2009.
  16. [Retur] Combating discrimination on grounds of sexual orientation or gender identity. Council of Europe, June
    2011.
  17. [Retur] TransGender Europe (TGEU) 2005: Mission Statement, pkt. 2 (2005). [http://tgeu.org/missionstatement].

* * *
Notatet i pdf-format.
Notatet hos Folketinget, Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2011-12, SUU alm. del. Bilag 417 i pdf-format.

Røde Mølle. TiD sommerweekend 15. – 17. juni 2012.

Vist 1.544 gange.
Linda T. Pedersen.

Linda T. Pedersen.

Af Linda T. Pedersen.
Jeg meldte mig til arrangementet sidst i april og har forberedt mig siden. Sommertøj var noget af det, jeg manglede. Efter en del søgen på nettet fandt jeg frem til nogle kjoler. Et par af dem var uden ærmer. Hvis jeg købte dem, ville jeg være nødt til at barbere armhulerne. Ti minutter senere var der ingen hår under armene, og kjolerne blev bestilt.

På min sidste tur til pinsefesten i Trans-Danmark fandt jeg ud af, at nylonstrømper kan være meget varme. Mine studier af kvinder de sidste uger viste, at enten har de leggings på, eller også har de bare ben på denne årstid. Jeg har ikke prøvet leggings, men jeg tror, de ville være for varme. Derfor faldt valget på bare ben. Benene blev først epileret og dernæst barberet. Jeg ville være sikker på at alle hår var væk.

Fredag morgen kom min veninde hjem til mig. Vi spiste morgenmad og gik så i gang med omklædningen. Når man, som jeg, er meget usikker på makeup, er det dejligt at have at spørge undervejs. Symmetrien omkring øjenmakeup er noget, jeg frygter meget. Jeg vil helst ikke ligne en kikset teenager.

Efter frokost kørte vi ind til København og samlede en veninde op. Turen kan gøres på to timer, vi brugte fire. Første stop var Ringsted, hvor vi drak kaffe og the. Min venindes korset sad for højt, og hun havde brug for hjælp til at rette det.

Marianne Peuckert. Formand for TiD.

Marianne Peuckert. Formand for TiD.

Der var herre, dame og handicaptoilet. Jeg foreslog handicaptoilettet, da det er størst. Korsettet blev rettet, og min veninde skulle også bruge toilettet alene. I mellemtiden var en far gået ind i gangen med sin søn og datter. Han sagde til datteren, at hun skulle gå ind på dametoilettet, men hun ville hellere vente i gangen, da hun ikke skulle tisse. Jeg forlod toilettet i håb om, at de ikke lagde mærke til mig.

I Svendborg blev det også til nogle butiksbesøg. I Glitterbutik købte jeg en taskeholder. Den er fin, hvis man sidder ved bordenden, men ellers ubrugelig

Vi ankom meget sent til Røde Mølle. Laila Jørgensen tog imod og bød os velkommen. Vi var 15 kvinder fredag aften, og Bianca Alexio og Laila Jørgensen havde sørget for en god middag til os.

Lørdag morgen trængte jeg til en kop the, før jeg lagde makeup. Jeg iførte mig min røde morgenkåbe med flæser og gik ud i køkkenet. Det var en underlig oplevelse at se nogle af de kvinder, jeg havde lært at kende, som mænd. Da det var formiddag, valgte jeg at lægge en diskret makeup.

Stiletter og bare fødder ikke går ustraffet hen. Det blev til en vabel på begge fødder. Min veninde og jeg tog til Svendborg og besøgte Matas. De har to slags compeed til hælene – den almindelige til 55 kr. og model Caroline Wozniacki til 65 kr. Jeg valgte den sidste, da jeg følte den var mest feminin.

Carina fra Salon Diablond.

Carina fra Salon Diablond.

Da vi kom tilbage til Røde Mølle, var Carina fra Salon Diablond og hendes mand ankommet. Hun klippede min paryk, så jeg fik pandehår i stedet for skilning. Jeg var spændt på, hvad de andre damer syntes om min nye frisure. Alle var enige i, at det var pænere end før, jeg blev klippet. Jeg ved nu, at det første man skal gøre efter man har købt en paryk, er at få den klippet.

Gode råd? Skal vi give dem opfordret? Nej! Jeg har begået en stor fejl. Jeg burde have benyttet mig af mit nye netværk til at få hjælp med makeup, tøj og paryk. Det er nok frygten for et negativt svar, der afholder os fra at spørge. Når vi spørger om hjælp, tror jeg det bedst at afgrænse ens spørgsmål til f. eks. “Hvad synes du om min øjenskygge, og hvordan kan jeg forbedre den?” Generelle spørgsmål som “Hvad kan jeg gøre bedre?”, kan give flere svar end man kan håndtere.

Marianne Peuckert fortalte mig, hvordan hun selv lægger makeup. Set i bakspejlet kan det opfattes lige fra “Det er totalt kikset, hvad du gør” til “Du gør det godt, og det her kan hjælpe dig til at gøre det bedre”. Af hensyn til min selvtillid valgte jeg den sidste fortolkning.

Inden middagen blev makeuppen peppet op. Kjolen blev skiftet til en lidt mere festlig model. Det var første gang, jeg prøvede at øge makeuppen i løbet af dagen. Jeg indrømmer, at det var planlagt, men samtidig føltes det rigtigt.

Før Linda T. Pedersen blev klippet.

Før Linda T. Pedersen blev klippet.

Klipningen gav et mere naturligt udsende.

Klipningen gav et mere naturligt udsende.

Middagen var fremragende. Laila Jørgensen og Bianca Alexio havde sørget for en seks retters menu – to forretter, to hovedretter og to deserter. Vi hyggede os og talte om alt muligt. En stor del af emnerne vi talte om, var hvad man typisk vil opfatte som mandesnak. Det er naturligt, da de fleste af os er opdraget som drenge/mænd. Den tyske racerkører Sabrina ved nok mere om biler end de fleste af os, og hun er født kvinde.

I løbet af aftenen blev jeg spurgt, om jeg kom til Båstad træffet. Båstad koster det samme som en tur til London, Berlin eller Paris.

Min oprindelige plan var at tage til London i løbet ad efteråret. Det er en stor by med mange transbutikker. Der ville jeg med stor sandsynlighed kunne finde sko, jeg kunne passe, til en fornuftig pris. Efter at have prøvet sko fra Mia Man vil jeg afvente deres vinterkollektion, før jeg køber flere sko.

Båstad eller London? Efter Røde Mølle tror jeg at det bliver Båstad. Jeg har lært meget i denne weekend, og jeg tror jeg kan lære mere på Båstad træffet.

Søndag formiddag var mere surrealistisk end lørdag. Nogle var klædt som mænd, og jeg kunne ikke kende dem. Min veninde, som jeg havde kørt samen med på udturen, var blevet til min ven. Selvom hun nu var mand, var den indre kvinde meget tydelig i samtalen på turen hjem.

Linda T. Pedersen.

Tvivl. Den 9. juni 2012.

Vist 475 gange.
Linda T. Pedersen.

Linda T. Pedersen.

Af Linda T. Pedersen.
Jeg troede, at jeg var afklaret om mig selv, jeg havde fundet ud af, hvad jeg var. Den seneste tids debat om, hvad de forskellige ord betyder bringer mig i tvivl. I virkeligheden var jeg nok ikke afklaret, men havde bare sendt mine overvejelser til hjørne.

Er jeg transvestit eller transseksuel? Jeg ville ønske, at jeg vidste det. Hidtil har jeg kun bevæget mig ud som kvinde i forbindelse med arrangementer. Jeg opfatter mig selv mest som en “socialtrans”, som en af Rebekka Holms venner engang kaldte det.

Hver gang jeg har været ude, har det været i forbindelse med et arrangement, hvor andre har kunnet bekræfte mig. To gange har jeg taget turen til Dalbyneder, begge gange har jeg kørt sammen med Tina Thranesen fra Korsør. Turen mellem Bagsværd og Korsør tager ca. 2 timer, så lidt virkelighed har jeg oplevet undervejs.

Under vores sidste tur spurgte Tina, om jeg var afklaret om min situation. Ja, jeg er socialtrans, den efterfølgende snak afslørede, at jeg er bestemt ikke afklaret.

Det sociale betyder meget for mig, men følelsen af at blive opfattet som kvinde, når jeg er alene betyder nok mere.

Den seneste togtur til Korsør var noget af en oplevelse. Jeg havde købt nye sko. Der var ingen siddepladser i toget, og jeg måtte stå op i en time; mine fødder blev mere og mere ømme. Der var en kvinde med en barnevogn og en skrigende baby. Hun sendte mig et smil, underforstået at jeg som kvinde har forståelse for babyer nogle gange græder. Det blev til mange smil også fra mig

På Korsør station spurgte en mormor mig, om jeg vidste noget “togdriften”. Det bekvemme svar ville være “nej”. Efter at have arbejdet 18 år i DSB ville det være en løgn. Stemmelejet blev løftet en oktav, og jeg svarede “ja”. Det er første gang, at jeg har oplevet at tale med en anden uden at blive afsløret (her tæller personale i butikker ikke med, de har en pligt til at lade som ingenting).

Hvordan finder jeg ud af, hvad jeg er? Jeg vil prøve at leve som kvinde i to – tre dage. Min største frygt lige nu er, om jeg kan lide det. Det vil i så fald betyde en voldsom ændring af mit liv, som jeg har svært ved at overskue lige nu.

Linda T. Pedersen.

Vi, som lever på en stor fod. Den 27. marts 2012.

Vist 1.094 gange.
Linda med nye øreringe.

Linda med nye øreringe.

Af Linda T. Pedersen.
Jeg var klar til at prøve rigtige øreringe for første gang. Da jeg var bange for, at jeg ikke kunne få dem i uden hjælp, besøgte jeg min ekskone, så hun kunne hjælpe mig, hvis det gik galt. Først blev et par øreringe med vedhæng og tilhørende halskæde prøvet. Der sad jeg med smykker, da min yngste datter kom ind af døren. Hun blev meget overrasket og glad. Jeg kunne ikke så godt tage hjem med store øreringe, så jeg skiftede til ørestikker. Efter at have fumlet i tyve minutter sad de på plads.

Fredag den 30. marts 2012 var der sammenkomst i BeboerBrugsen. Vi havde besøg af Line og Thomas fra Mia Man, som laver og sælger sko i størrelse 41 – 44.

Jeg har hidtil været meget forsigtig med min makeup, da jeg er nervøs for at overdrive. En mulighed var at få lagt makeup hos en frisør, men jeg er lidt for nærig. I stedet har jeg valgt at hyre min ældste datter – så bliver pengene i det mindste i familien.

Vi mødtes kl. to i Matas, og hun valgte en brunlig farvekombination til min øjenskygge. De blå nuancer, som jeg har købt i Magasin, kan hun ikke lide.

Marianne Peuckert byder velkommen.

Marianne Peuckert byder velkommen.

Først lakerede hun mine negle. Derefter lagde jeg selv concealer og foundation. Så gik hun ellers i gang med at jævne foundation ud. Derefter pudder, øjenbryn, mascara, øjenskygge og læbestift. Jeg klædte om og tog min paryk på. Min datter rettede mit hår og satte øreringene i mine øre.

Jeg var i god tid, troede jeg indtil jeg opdagede, at mit dameur stadig gik på vintertid. Min datter er den første i min familie, som har set mig som kvinde. Jeg var klædt i det tøj, som hun har sammensat.

Jeg ankom til BeboerBrugsen ti minutter før, vi skulle spise. Næste gang begynder jeg noget tidligere. Jeg tror, vi var omkring tyve fremmødte inklusiv vores to gæster. Vi spiste en hyggelig middag.

Marianne Peuckert, Thomas Willemoes Høyer og Line Rebecca Rumhult til højre.

Marianne Peuckert kigger på strømper. Thomas Willemoes Høyer i midten. Line Rebecca Rumhult til højre.

Da vi havde spist, fortalte Thomas om deres baggrund, om ideen til firmaet og alle de problemer, de havde med at få produceret sko i en ordentlig kvalitet. De havde brugt meget tid i Kina, men forgæves. Efter finanskrisen var de europæiske skofabrikker blevet mere interesserede i at fremstille sko i mindre serier, og de fandt en fabrik i Østeuropa, som de har et godt samarbejde med.

Det særlige ved deres sko er, at de fra start er designet til størrelse 42. Når en sko, der er designet til størrelse 37 bliver fremstillet i størrelse 44, bliver proportionerne i skoen forvredet. Det gør, at mange store sko ser klodsede ud, og får samtidig foden til at virke større. Deres sko er derimod designet til at få foden til at virke mindre.

Thomas Willemoes Høyer.

Thomas Willemoes Høyer fortalte om deres firma.

Line Rebecca Rumhult.

Line Rebecca Rumhult fortalte om styling.

Line fortalte os om styling. Hun forklarede, hvordan hun havde valgt sit tøj, sko og hvorfor, hun havde sat sit hår op. Det er vigtigt at der er et samspil mellem de forskellige delelementer.

Vi blev spurgt om hvor mange af os, der havde tænkt over vores påklædning, det havde alle. Hvor mange, der havde planlagt i flere dage, næsten alle. Hvor mange, der havde talt med en stylist, ingen. Hemmeligheden bag de kendte kvinders flotte påklædning er, at de alle bruger en stylist.

Linda prøver røde sandaler.

Linda prøver røde sandaler.

Efter foredraget blev skokollektionen stillet frem. Jeg kikkede lidt på dem uden særlig interesse, da jeg bruger størrelse 45 og derfor ikke ville kunne passe dem. Der var et par lækre røde sandaler og efter lidt tid tænkte jeg, der sker jo ikke noget ved at prøve dem. De passede perfekt.

Pludseligt blev det meget mere spændende. Først prøvede jeg et par røde sandaler – de var utrolig lækre. Derefter et par sorte sandaler. De var for store i størrelse 44, men størrelse 43 passede perfekt. Jeg havde aldrig troet, at en størrelse 44 ville være for stor. Det åbner en ny verden af muligheder. De sko, jeg gerne ville have, var desværre udsolgt i min størrelse.

Da jeg kom hjem, skulle de store øreringe ud, da de ikke er egnet til at sove med. Jeg var træt og havde ikke lyst til at bruge tyve minutter på at putte de små ørestikker i ørene. Nå, men man kan jo altid prøve. Efter et halvt minut sad de på plads.

Linda T. Pedersen.

Mine første ture i det fri som kvinde. Den 24. marts 2012.

Vist 640 gange.
Linda T. Pedersen i Dalbyneder Forsamlingshus

Linda T. Pedersen i Dalbyneder Forsamlingshus

Af Linda T. Pedersen.
Lørdag d 25. februar 2012 var der generalforsamling i Transvestitforeningen i Danmark og fest bagefter. Det måtte jeg melde mig til, da jeg havde så gode oplevelser den første aften i TiD. Jeg syntes, det var besværligt at medbringe en stor taske og klæde om i BeboerBrugsen, så jeg besluttede, at jeg ville tage hjemmefra som kvinde. Det betød, at jeg måtte orientere min nærmeste familie om, at jeg er transvestit. Jeg kunne ikke bære risikoen for, at de fandt ud af det på en uheldig måde.

Gradvis gik konsekvenserne af min beslutning op for mig. Jeg skulle bruge en dametaske og undersøgte mulighederne på ellos.dk. Da der var for lang leveringstid, måtte jeg finde på en anden løsning. Jeg fandt en genbrugsbutik i København og fandt en taske til 48 kr. Den var ubrugt, og samme taske kostede 600 kr. på ellos.dk. Desværre havde de ikke en pæn pung, men jeg fandt en jeg kunne lide i Magasin.

Næste problem var valg af tøj. Jeg havde købt to kjoler, men har det bedst med nederdele. Til det første arrangement i TiD havde jeg en hvid skjorte, sort nederdel og blazer på. Der var én, der konstaterede, at jeg nok var forretningskvinde i mit valg af tøj. Som mand har jeg altid valgt kedeligt tøj, og jeg følte ikke, der var grund til at gentage den fejl som kvinde. Valget faldt på en rød nederdel og en hvid top med lidt gennemsigtigt mønster. Begge dele godskendt af min ekskone.

Linda ved mindestenen på Ejer Baunehøj.

Linda ved mindestenen for genforeningen med Sønderjylland på Ejer Baunehøj med tårnet i baggrunden.

Ugen inden dagen blev brugt til at teste de forskellige trin i omklædning, og alt gik godt. Selve dagen gik alting galt. Jeg var så nervøs, at alt tog den dobbelte tid. Mit billige dameur rev hul i mine strømper, og jeg fik en flænge på knæet. Ingen reservestrømper med denne dag (Nu har jeg et reservepar) og plaster på knæet, men til sidst så jeg nogenlunde ud og bestilte en taxi. (Jeg var meget sent på den). For at undgå en akavet situation, valgte jeg at fortælle chaufføren, at jeg var transvestit. Vi havde en behagelig samtale under turen.

Bon for frokost.

Bon for frokost på Moncarch motorvejscafeteriaet ved Ejer Baunehøj.

Jeg ankom et kvarter før generalforsamlingen begyndte. Den varede kun en time. Jeg sad skråt overfor Tine Petersen, som jeg havde snakket godt med på min teatertur. Efter at have sikret mig, at det var Tine, spurgte jeg hende, om hun kunne kende mig. Selvfølgelig kunne hun ikke det, men hun blev meget glad for at se mig igen. Tine og jeg havde talt om, hvordan man fortæller det til sin familie, og jeg har lyttet til hendes råd. Hun var derfor meget glad for, at det gik så godt for mig.

Da plastret på mit knæ var faldet af og knæet pludseligt begyndte at bløde igen, måtte jeg finde en løsning. Det eneste, vi havde, var en serviet og klisterbånd. Ikke særligt behageligt.

På vej hjem, fandt jeg ud af hvor korte skridt, man kan tage, med en pencil-nederdel. Jeg var på stationen 19 minutter før næste tog. I S-toget satte jeg mig i stillekupeen, og ingen lagde mærke til mig Efter et par stationer satte en kvinde sig overfor mig. Hun gloede lidt på mine ben, men i februar måned uden strømper, med klisterbånd og serviet på knæet? Hvem vil ikke glo en ekstra gang?

Da jeg kom hjem fjernede jeg min makeup. Min ekskone har rådet mig til at gøre det inden, jeg går i seng. Siden har jeg erfaret, at det er vigtigt. De næste to dage gik med at bearbejde alle de følelser og indtryk, jeg oplevede.

To uger senere var der sammenkomst i BeboerBrugsen igen. For at undgå problemer med uret (Et af den slags man får som gave, når man køber hos Yves-Rocher) købte jeg et dameur i en forretning. Jeg følte ikke, det var nødvendigt, at forklare at jeg er transvestit, når jeg bare skulle købe et ur. Uret blev valgt. “Skal det pakkes ind som gave?” “Nej tak.” “Du ved godt, det er et dameur?” Så måtte jeg forklare, at jeg er transvestit, så fremover siger jeg det hellere en gang for meget end for lidt.

Sammen med min ældste datter havde jeg valgt det tøj, jeg skulle have på. Desværre var der forsinkelse i leveringen af tøjet, så jeg måtte finde en nødløsning. Det blev en kjole. Hun har også valgt en deodorant til mig.

Dalbyneder Forsamlingshus

Dalbyneder Forsamlingshus

Jeg klædte om i god tid uden problemer og var klar to timer før, jeg skulle af sted. Det var anden gang, jeg forlod min lejlighed som kvinde, Da jeg havde god tid, var jeg ikke stresset, men derimod god tid til at blive nervøs. Med nerverne på højkant forlod jeg min lejlighed og gik ned på gaden. Det var koldt og blæste, så efter 30 sekunder var det kulden, der fyldte mest i mine tanker.

I BeboerBrugsen havde Jette C. lavet koteletter i fad, og jeg tænkte: Åh nej. Min ekskone laver den ret rigtigt godt, og det er en ret jeg holder meget af. Hvordan ville denne her smage? Mine bekymringer blev gjort til skamme. Jettes er mindst lige så god. Det vil sige fremragende.

Da jeg kom hjem, var jeg træt. Jeg sad et par timer og tænkte over dagens oplevelser og gik i seng uden at fjerne makeup! Det var dumt! Dagen efter havde jeg meget ømme øjne. Jeg håber, at jeg har lært det nu, men jeg tvivler.

Trans-Danmarks bestyrelse valgt på generalforsamlingen den 17. marts 2017.

Bestyrelsen for Trans-Danmark valgt på generalforsamlingen den 17. marts 2017.
Fra venstre: Irene Haffner, Ulla Rørvig, Camilla Voss, Michelle Holst-Fischer, Gry Victoria Simonsen, Tina Vyum og Patricia Larsen.

Ugen efter var der generalforsamling i Trans-Danmark. Jeg tog klædt som kvinde toget til Korsør station, hvor Tina Thranesen samlede mig op. Vi kørte mod Dalbyneder. Undervejs gjorde vi ophold ved Ejer Baunehøj og var oppe i tårnet, der er rejst i 1923 som minde om genforeningen med Sønderjylland i 1920. Derefter spiste vi en let frokost på motorvejscafeteriaet ved Ejer Baunehøj. Da vi gik ind på cafeteriaet, tænkte jeg ikke over, at jeg er transvestit. Mine største bekymringer var priserne på drikkevarer og mad.

Efter generalforsamlingen havde vi en hyggelig aften. Da både Tina og jeg havde aftaler søndag, var vi nødt til at tage tidligt hjem, så vi forlod festen kl. 22.30 – et kvarter senere end planlagt. Linda kagler for meget.

Efter at have set billederne fra generalforsamlingen var der ingen tvivl. Jeg skulle have et par damebriller. Jeg tog hen til min optiker og fortalte, at jeg er transvestit, Jeg mødte i forretningen som mand. Servicen var i top. Kan det være en fordel at være transvestit?

Fredagen ugen senere var jeg sammen med to veninder i Hillerød. Vi shoppede og gik en tur på gågaden. En kvinde råbte “I ser godt ud piger”. Jeg vendte mig om og sagde “Tak”. Ud fra tonefaldet kunne jeg høre, at det var ment som et kompliment. Hun havde gennemskuet, at vi var transvestitter. Og gør det noget? Hendes kompliment varmede meget.
Er min måde at takle min udvikling fornuftig? Næppe, men den virkede fint for mig. Husk, udviklingsforløbet er individuelt. Det der var godt for mig kan, være uheldigt for andre. Jeg var heldig med mine valg.

Uanset hvad andre må tænke om mig, så er en retur til skabet udelukket. Jeg vil nyde livet fremover.

Linda T. Pedersen.

Da jeg fortalte min familie, at jeg er transvestit. (16. marts 2012)

Linda T. PedersenVist 620 gange. Af Linda T. Pedersen.
Efter min første aften i BeboerBrugsen grublede jeg meget over hvad der ville ske, hvis min familie fandt ud af at jeg er transvestit. Jeg tror, de ville være forstående, men at det vil være svært for dem at vide det uden at kunne tale med mig om det. De eneste løsninger jeg kunne finde var enten at gemme mig i skabet eller fortælle dem det.

Som det fremgår af artiklen er jeg skilt, og jeg vil gerne understrege at skilsmissen intet har at gøre med min transvestisme.

Mandag den 6. februar 2012
Jeg ringede og fortalte min ekskone, at jeg er transvestit. Vi talte om min bekymring, hvis mine døtre skulle finde ud af det på en dårlig måde. Vi blev enige om, at det bedste var, at jeg fortalte det til dem.
Da min ældste datter og hendes kæreste boede i England, måtte jeg vente til de flyttede til Danmark. Hun skulle egentlig allerede have været i Danmark, men hun har købt en kat i England, og den er ikke let at få til Danmark. Min ekskone havde forgæves forsøgt at hjælpe min datter, men havde ikke haft held. Vi aftalte, at jeg skulle prøve at undersøge mulighederne, da jeg er bedre til engelsk.

Jeg undersøgte flere forskellige flyselskabers betingelser for transport af katte fra England. Lavprisselskaberne tillader ikke dyr i deres fly. Hos SAS skulle den sendes i forvejen som fragt. Efter en række opkald til SAS i England viste det sig imidlertid, at det ikke kunne lade sig gøre. Det næste selskab, jeg undersøgte, var Lufthansa, og de skrev, at dyr kan medbringes til alle EU-lande undtagen Danmark og Østrig. Da transportkassen ikke var for stor, kunne de medbringe den i kabinen. Dagen efter fik de bestilt flybilletter til Hamburg og togbilletter videre til København.

Som tiden gik voksede min frygt for, hvordan mine døtre vil reagere. De er meget tolerante, men tolerance kan godt blive sat på en prøve, når det er så ens egen familie.

Tirsdag den 21. februar 2012
Jeg hentede min datter og hendes kæreste på Hovedbanegården og fulgte dem hjem til min ekskone. De var trætte og havde meget at bære på, så de var glade for at jeg hjalp dem.
Vi havde aftalt, at jeg skulle besøge min ekskone klokken seks, så vi kunne fortælle det sammen. Jeg ankom med en god portion nerver. Mine døtre viste godt, at jeg ville fortælle noget vigtigt, og at det ikke havde noget med mit helbred at gøre. Ellers havde de måske tænkt, at jeg var alvorlig syg. Kæresten blev bortført af min stedsøn. Min yngste datter spurgte, om hun var adopteret, om jeg var hendes far, om jeg skulle flytte til udlandet og til sidst: Hvad er der så? Med en klump i halsen svarede jeg: “Jeg er transvestit”.
De var meget positive og stillede et hav af spørgsmål, som jeg svarede på. De ville også gerne vide, hvordan jeg så ud, så jeg viste dem fire billeder. Det var slet ikke meningen, at de skulle se dem. Jeg havde kun taget dem med, så min stedsøn kunne se dem. De blev vildt begejstrede. Deres storebror fik at vide, at de ikke længere behøvede gå tur med hunden.
Da han kom tilbage, viste mine døtre billederne til ham. Han spurgte, hvem det var, og de svarede: “Det er min far”. Som forventet var han positiv. Han var den eneste, jeg var sikker på. Lige som mine døtre kunne han ikke forstå, hvordan jeg havde kunnet holde det skjult; mest hvordan jeg har kunnet gemme tøjet, uden at de havde fundet det.
Vi spiste middag sammen, så min ekskone har nok forventet, at det ville gå godt. Vi snakkede om tøj og makeup. Det var en fantastisk aften.

Torsdag den 23. februar 2012
Jeg spiste frokost med mine forældre. Da vi havde talt sammen et par timer, fortalte jeg dem, at jeg var transvestit. De reagerede, som jeg havde ventet, ikke fordømmende, men de skal have tid til at tænke over det. Det er min fornemmelse, at de har vænnet sig til tanken nu.

Mandag den 27. februar 2012
Min ældste datter og hendes kæreste besøgte mig. Vi talte om tøjstil, og hun hjalp mig med at finde tøj, der passer til min blomstrede nederdel. Senere på dagen mødtes vi igen og gik over til guldsmeden. Det var hos den samme guldsmed, begge mine døtre fik deres første hul i ørene. Nu var det min tur, og jeg var glad for, at hun var med. Hun syntes ikke de første markeringer sad rigtigt. Jeg var selv i tvivl. Prikkerne blev rettet, og boltpistolen blev affyret to gange. Der er lidt poetisk retfærdighed over, at hun var med.

Linda T. Pedersen.

Kærlighedshistorier. 11 kærlighedshistorier, hvor den fjerde omhandler parret Gerda Wegener og Lili Elbe.

Vist 0 gange.
Kærlighedshistorier

Kærlighedshistorier

Titel Kærlighedshistorier
Forfatter Maria Helleberg
Forlag Lindhardt og Ringhof
Udgivet 14. februar 2012
Sprog Dansk
Antal sider 272
ISBN-10 8711407085
ISBN-13 978-87-11-40708-0

Bogen indeholder 11 kærlighedshistorier. Den fjerde kærlighedshistorie “Kønnet” fra side 66 til side 88 omhandler parret Gerda Wegener og Lili Elbe.

Vores opfattelse af kærlighed bygger på historien. En lang række kærlighedspar har i tidens løb spillet en stor rolle for dannelsen af den myte, som vi i dag bygger vores kærlighedsopfattelse på. Kærlighedshistorierne fungerer som en slags forbilleder eller skabeloner for os i dag.
Maria Helleberg tager os med på en hæsblæsende og underholdende tur tilbage i tiden og giver undervejs sin personlige fortolkning af en række kærlighedshistorier fra Saxos sagn over guldalderen og frem til moderne tid.
Undervejs hører vi blandt andet om Signe og Hagbard, Liden Kirsten og Buris, Elsebe Gyldenstjerne og Stygge Krumpen, Marie Grubbe og Søren Møller, Caroline Mathilde og Struensee, Juliane Marie Ottesen og Nicolai Abildgaard, Regine Olsen og Søren Kierkegaard, Grevinde Danner og Frederik den Syvende, Elvira Madigan og Sixten Sparre, Gerda Wegener og Lili Elbe, Helle Virkner og Jens Otto Krag, Tove Ditlevsen og Victor Andreasen.
Vi har alle lært af personerne i denne bog. Kærligheden findes og blomstrer – og falmer måske.

Indhold:
Berømmelsen: Tove Ditlevsen & Victor Andreasen.
Politikeren: Helle Virkner & Jens Otto Krag.
Kønnet: Gerda Wegener & Lili Elbe
Selvmordet: Elvira Madigan & Sixten Sparre
Paradoksen: Grevinde Danner & Frederik den Syvende
Forlovensen: Regine Olsen & Søren Kierkegaard
Familien: Caroline Mathilde & J.F. Struense
Skandalen: Marie Grubbe & Søren Møller
Frillerne og fruerne: Elsebe Gyldenstjerne & Stygge Krumpen
Folkevisen: Liden Kirsten & Buris
Nøgenhed: Signe & Hagbard

* * *
Forfatteren, Maria Helleberg, der er født i 1956, er mag.art. i dansk og teatervidenskab. Hun har skrevet noveller, børnebøger, rejsebøger, skuespil samt mange historiske romanbiografier.

* * *
Omtale af bogen hos Saxo (dansk), hvor den også kan købes.
Omtale af bogen hos CDON (dansk), hvor den også kan købes.
Omtale af bogen hos Amazon, hvor den også kan købes.

Linda som fotomodel den 1. februar 2012.

Vist 1.417 gange.
En lang lilla festkjole med fjerboa og handsker.

En lang lilla festkjole
med fjerboa og handsker.

Af Linda T. Pedersen.
Efter min tur i teatret – Riddersalen – hvor jeg så forestillingen: Jeg er min egen kone, fik jeg lyst til at prøve at være fotomodel. Jeg ville finde ud af, hvordan jeg så ud med paryk og makeup. Desuden skulle jeg have en paryk og tænkte, at det var en god måde at finde den rigtige på.

Selvfølgelig er jeg ikke en fotomodel, men Salon Isabel tilbyder en service, så man kan få sig en oplevelse som fotomodel. Nu har jeg grublet over, om jeg tør, og hvilken pakke jeg skal vælge. Valget faldt på guldpakken.

Guldpakken består af tre forskellige outfits, det eneste man behøver at medbringe er en badekåbe, et par sorte og et par hvide trusser. Jeg har valgt, at det ene outfit kun må indeholde ting jeg selv ejer. Nogle ting vil blive købt på dagen.

Onsdag den 25. januar 2012.
Jeg ringede til Isabel og fik fremstammet mine ønsker.
Det ene outfit, mit eget, er en sort blazer, sort nederdel, hvid skorte, et tørklæde om halsen, lingeri, lidt smykker og et par stiletter. Hvorfor er netop det outfit så vigtigt? Fordi det var det første, jeg valgte, efter at jeg forstod at transvestisme ikke er sygt. Jeg følte mig som født på ny, og derfor har netop det tøj stor betydning for mig.
Isabel mente at min stil var Classic Woman, hvilket passer med over 90 % af mine indkøb. Hun spurgte til de to andre outfit. Mine ønsker var, at jeg ikke var for sexet og ikke kom til at lignede en teenager. Vi aftalte næste onsdag.

Lilla bluse, sorte gamacher og sort lakkorset.

Lilla bluse, sorte gamacher og sort lakkorset.
Jeg synes korsettet giver en flot talje.

Ti minutter sener ringede jeg igen til hende. Vi aftalte, at hvis vejret tillod det, blev det Covergirl i stedet, som er det samme som guldpakken med et outfit udendørs. Hun spurgte, om det skulle være et øde sted, et sted med få mennesker eller et befærdet sted. Dum som jeg er, valgte jeg et sted, hvor der ikke er for mange mennesker. (Det kan jeg stadig ændre). Steder, hvor der er mange mennesker, ser stort set ingen hinanden. Steder, hvor der er få mennesker, ser man alle.

Det er mit eget tøj

Det er mit eget tøj og mine egne sko med den paryk, jeg købte.
Til arrangementet i TiD havde jeg støvler på i stedet.

“Er jeg en kylling, eller holder jeg fast i mit første valg? Jeg er lidt i tvivl, om jeg skal ønske godt eller dårligt vejr. Jeg tror, jeg håber på godt vejr, så jeg kan lufte min flotte hvide frakke. Min sorte dunfrakke er lidt for ungdommelig efter min smag”.

Dagene imellem
Torsdag: Så ud til at blive godt vejr på onsdag, men koldt.
Fredag: Vask af morgenkåbe, godt vejr onsdag.
Lørdag: Dårligt vejr onsdag.
Søndag: Vask af sort tøj. Godt vejr onsdag.
Mandag: Måske godt vejr onsdag.
Tirsdag: Stryge tøj og pakke, lidt sne onsdag.

Tirsdag den 31. januar 2011.
“Det er i morgen, jeg skal være model”. Sommerfuglene i maven var blevet til kongeørne. Det at stryge tøj er faktisk utroligt beroligende. Jeg har tænkt på at købe en mindre taske, da den jeg har, er på 110 liter, og jeg følte den er lidt for stor til formålet. Efter at have pakket indså jeg, at min taske ikke var for stor.

Onsdag den 1. februar 2012.
Tidligt op, i bad og tæt barbering. I toget grublede jeg meget over, hvad jeg havde rodet mig ud i. Nerverne var på højkant. Jeg mødte Isabel, og hurtigt følte jeg mig helt tryg. Hun viste mig forslag til outfit. Jeg ville ikke selv have fundet på dem, men syntes de var gode.
Der sad jeg så med min røde morgenkåbe med lingeri og brystproteser under. Jeg fik lagt makeup inklusiv kunstige vipper, fik en paryk på og håret blev sat med indtil flere hårnåle. Makeup er en større videnskab, end jeg troede. Til sidst fik jeg en lilla selskabskjole, sorte handsker, smykker, fjerboa og højhælede sko på.
Nu var tiden kommet til at se sig selv i spejlet. Jeg forventede at se en mand i dametøj, men det, jeg så, var en kvinde. Selv synes jeg, at jeg er kønnere som kvinde end mand.

Udendørs som Linda for første gang i mit liv - og jeg nød det. Det er min egen frakke og de støvler, jeg købte.

Udendørs som Linda for første gang i mit liv – og jeg nød det.
Det er min egen frakke og de støvler, jeg købte.

Nå – nu var den sværeste del overstået, troede jeg. Når man er model, bliver man kostet rundt af fotografen, sid/stå/lig, sådan, kik op, kik ned. Jeg lærte, hvordan jeg skulle side, og hvordan, jeg skulle placere mine hænder. Efter 100 billeder skiftede jeg til det andet outfit, og Isabel snørede korsettet. Sikke en talje jeg fik. Parykken blev også skiftet. Flere billeder. Til sidst var det mit eget tøj og en ny paryk. Efter endnu flere billeder, spurgte Isabel, om jeg ville have nogle udendørs billeder. Jeg var ikke helt sikker på, om jeg turde, men tænkte, at det var nu eller aldrig.

Vi gik ned af gågade til et torv foran en lille kirke. Jeg blev overrasket over, at der ikke var nogen, der gloede underligt på mig. Under min teatertur, havde jeg fået at vide, at det ikke var noget problem. Men jeg var ikke helt sikker på, at det også gjaldt mig.

Tilbage hos Isabel blev makeuppen fjernet, da jeg stadig levede skjult med min transvestisme. Jeg købte de støvler, jeg havde på udenfor, lidt tøj og en paryk.

Da jeg kom hjem, var jeg træt. Jeg er ikke vant til at stå op kl. 4.00, så jeg tog en lur. De næste par timer blev brugt på at kikke billeder. Der var over 600. Efter dagens oplevelse var min selvtillid helt i top, og jeg er blevet mere sikker i min erkendelse af, at jeg er transvestit.

Fredag den 3. februar 2012.
Der var arrangement i TiD i København. Jeg ankom med min store taske kl. 18.00. Der var en time til arrangementet begyndte, så jeg havde god tid til at klæde om og lægge makeup. Efter tre kvarter kaldte jeg på Pernille Feline, som havde lovet mig at hjælpe med parykken. Håret blev sat, og jeg gik ud i gangen, hvor den første jeg mødte Tina Thranesen. Hun spurgte “Er det..?” Jeg pippede forsigtigt “ja”. Så sagde Tina, at hun var meget usikker på, om det var den mand, hun havde mødt og talt med i Riddersalen, og at det næsten ikke var til at forstå, at det var tilfældet, og at jeg var en flot kvinde.
Det var dejligt, at hun blev glad for at se mig. Det var en hyggelig aften, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg deltager i en af de sammenkomster, som TiD laver.

Linda T. Pedersen.

Teatertur, men først en forhistorie. Den 24. januar 2012.

Vist 479 gange.
Henriette Jørgensen i midten i samtale med Jakob Højløv Jørgensen. Rebecca Holm (bagerst tv.). Eva (bagerst th.).

Henriette Jørgensen i midten i samtale med Jakob Højløv Jørgensen. Rebecca Holm (bagerst tv.). Eva (bagerst th.).

Af Linda T. Pedersen.
Forhistorie.
Jeg er 47 år og har været transvestit i mere end 30 år. For to måneder siden opdagede jeg, at det at være transvestit er naturligt og ikke perverst. Jeg besluttede, at det tøj jeg havde, ville jeg ikke bruge mere. Der var for mange dårlige minder og følelser af skam tilknyttet det.

Næste skridt blev bestilling af lidt dametøj hos Ellos, en blazer, to nederdele og en skjorte, alt sammen i stilen Classic Woman. Mit valg af tøj er inspireret af et forsidebillede af en kvinde, som jeg synes er utrolig flot og feminin. Da jeg skulle hente pakken i postbutikken, var jeg utrolig nervøs. Lynhurtigt ud og pakken med det samme ned i rygsækken. Efter mit syvende besøg i postbutikken i løbet af ligeså mange uger er det blevet rutine.

Da jeg ikke kunne finde strømper hos Ellos, tænkte jeg, at dem kunne jeg købe i supermarkedet, det kunne vel ikke være noget problem! Jeg har tidlige købt lingeri til min ekskone. Af sted med toget til den nærmeste Kvickly, da jeg ikke havde lyst til at bruge mit lokale supermarked. Så let skulle det ikke gå. Da jeg kom hen til dametøjet, blev jeg bange. Hvad ville andre mon ikke tænke? Ingen strømper den dag.

Indkøb af makeup gik let. Jeg havde fundet de vare, jeg ville have, hjemmefra på matas.dk og skrevet en indkøbsliste. Da det er svært at vurdere farver på nettet, var jeg nødt til at besøge en forretning. Jeg havde gjort op med mig selv, at jeg ville indrømme, at jeg er transvestit, hvilket ikke blev aktuelt. Den søde dame i forretningen hjalp mig med at finde de ting, jeg gerne ville have, og sørgede for at farverne matchede. Hun sagde “Jeg håber, hun bliver glad for makeuppen” og jeg svarede “Det er jeg sikker på”.

Kvinder har bryster, så det måtte jeg også have, men hvor store skulle de være? Efter en del overvejelser kom jeg frem til, at en stor C-skål eller lille D-skål ville passe bedst til min kropsbygning. Måltagning med en muresnor og en tommestok kan ikke anbefales, men det lykkedes. Jeg har siden købt et centimetermål. Jeg bestilte et par brystproteser hos Boutique Isabel. Da det var en bestillingsvare, var der to ugers leveringstid. Det var for mig 14 meget lange dage. Tankerne fløj rundt i mit hoved; er størrelsen nu rigtig; hvordan vil det føles? I mellemtiden havde jeg købt to bøjle-bh’er – en C-skål og en D-skål. Pakken kom, og den blev straks åbnet. Da jeg så, hvor store proteserne var, blev jeg forskrækket. Nu har jeg igen bestilt forkert igen. Skuffelsen var stor, og pakken blev stillet væk. Otte timer senere prøvede jeg dem alligevel. De passede perfekt. En stor C-skål passer godt til min kropsbygning. Når jeg ser tilbage, er det faktisk ganske lidt, jeg har bestilt i forkert størrelse.

Riddersalens scene.

Riddersalens scene.

Det er ikke let at købe sko, når man bruger størrelse 46. Et par stiletter blev bestilt hos Boutique Isabel. Da jeg havde misforstået størrelsen, passede de ikke. I stedet for at gøre som jeg plejer (smide fejlkøb ud), besluttede jeg mig for at bytte dem. Jeg ringede til Isabel, og vi aftalte, at jeg kom forbi hendes butik næste dag. Det var første gang, at jeg viste mig overfor en fremmed, som vidste, at jeg var transvestit. Fem par blev prøvet, og jeg fik et par, der passer godt. Jeg prøvede et rigtigt snørekorset for første gang i mit liv – sikke en figur man kan få.

Bestillingen
Jeg så på thranesen.dk, at man kunne tilmelde sig til en teatertur i Riddersalen til forestillingen: Jeg er min egen kone. En bestilling blev det ikke til, da jeg ikke havde det godt med at være transvestit på det tidspunkt. Dagen forinden havde jeg læst et indlæg på en debat, hvor én mente, at gamle grimme mænd, der klæder sig ud som damer, er med til at skabe fordomme om transkønnede i befolkningen. Det tog mig ikke mange sekunder at beslutte mig for at leve resten af livet i skabet.

Efter en uge blev jeg lidt i tvivl, om det nu også var rigtigt at leve i skabet. Endnu en uge senere ringede jeg til Pernille Feline fra TiD, og vi havde en dejlig samtale, som styrkede mit selvværd. Ved samme lejlighed meldte jeg mig ind i foreningen.

Kunstnerisk leder af Riddersalen, Signe Birkbøll fortæller om teatrets historie. Rebecca Holm sidder og lytter.

Kunstnerisk leder af Riddersalen, Signe Birkbøll fortæller om teatrets historie. Rebecca Holm sidder og lytter.

Den femte januar fik jeg en mail fra foreningen om teaterstykket. Jeg skrev til Tina Thranesen, at jeg gerne ville se stykket, og dagen efter fik jeg bestilt min billet. I mailen brugte jeg mit pigenavn, og ved bestillingen brugte jeg mit drengenavn. Derfor kunne Tina ikke få listerne til at gå op, hun kunne ikke se min bestilling. Jeg skrev tilbage, at jeg ikke var klar til at vise mig som kvinde endnu. Det var i orden, at jeg kom som mand.

Dagen
Eftermiddagen gik med at se fjernsyn iklædt min røde morgenkåbe med flæser. Jeg blev mere og mere nervøs. Det var første gang, at jeg skulle møde andre transvestitter. Hvordan ville jeg reagere efter at have følt skam over min egen transvestisme i 30 år? Mest af alt havde jeg lyst til at blive hjemme, men det følte jeg ikke, jeg kunne være bekendt. Jeg tog mig sammen og kom ud af døren.

Riddersalen
Jeg ankom kl. 18.45. Jeg havde fået at vide, at der ville være én fra TiD fra kl. 19.00. Efter at have købt billet blev nerverne dulmet af en cigaret. Der sad et par damer, og efter jeg havde genkendt et par navne, sagde jeg pænt goddag. Jeg blev modtaget meget venligt, og efter et par minutter følte jeg mig tryg i deres selskab. Der var ingen af de andre teatergæster, som kikkede mærkeligt i vores retning. Det glædede mig.

Selve stykket var fantastisk. Replikken, hvor Charlotte von Mahlsdorf læser op af Magnus Hirschfelds bog, kunne jeg genkende i mig selv. Jeg kan ikke huske den ordret, men jeg gengiver, hvad jeg kan huske: “Alle mennesker har en maskulin og en feminin side i sig. Hos de fleste er den ene side stærkt dominerende. Det hænder, at sindet ikke svarer overens med det biologiske køn. Disse mennesker kaldes transvestitter”.

Efter stykket talte vi længe med Jakob Højlev Jørgensen. Vi fik en rundvisning på teatret af Signe Birkbøll, som har arbejdet i 35 år på teatret. Det var spændende at høre om Riddersalens historie. Da vi kom til kostumelageret, var der mange, der udtrykte ønske om at have en så stor garderobe. Nogle tog hjem og andre ville en tur på Cafe Intime.

Cafe Intime.

Cafe Intime.

Cafe Intime
Vi ankom kl. 22.30. Der var godt nok mange mennesker, og det var svært at komme ind. Underligt nok var der tre ledige stole ved et bord. Tine Petersen fandt en plads, og jeg satte mig ved siden af hende, lidt efter satte Henriette Jørgensen sig på den anden side af mig. Over for os sad to mænd. Vi snakkede først lidt om stykket, men hurtigt gled samtalen hen på det at være transvestit. Jeg havde det så godt i selskab med damerne, at jeg turde tale åbent om min transvestisme, selvom fremmede kunne høre mig.

Kvart i tolv tog Henriette hjem, og et kvarter senere gik Tine og jeg også. Udenfor snakkede jeg lidt mere med Tine. Og, som hun sagde, “Man er sin egen største fjende”, når man skal springe ud som transvestit. En ting er sikkert – Jeg glæder mig som en lille pige til mit første besøg i BeboerBrugsen.

Tak for en uforglemmelig oplevelse – faktisk to! Den ene var teaterstykket og rundvisningen bagefter, den anden var at møde ligesindede for første gang i mit liv.

Linda

Liv til julefrokost i TiD den 4. december 2010.

Vist 240 gange.
Marianne Peuckert byder velkommen.

Marianne Peuckert byder velkommen.

Af Liv Christensen.
Den første gang jeg vovede mig ud, men det bliver ikke sidste.

For en god orden skyld vil jeg starte med at præsentere mig. Jeg hedder Liv (en gang i mellem).
Jeg traf en stor beslutning i sensommeren. Jeg besluttede at lukke en pige ud, jeg eller havde gemt langt væk i 40 år. Umiddelbart efter denne beslutning traf jeg 2 andre. Jeg kontaktede Pernille Feline og meldte mig ind i TiD, og jeg bestilte tid hos nogle mennesker i London, der kunne lærer mig om makeup. Herefter var det bare fremad. Jeg turde ikke vise mig ude, dels endnu af hensyn til min familie, men også fordi jeg ikke syntes jeg var klar. Men jeg tilbragte mange mange timer foran spejlet og øvede mig.

Charlotte Isabella reciterer juledigt.

Charlotte Isabella reciterer juledigt.

Foran spejlet oplever jeg en nærmest meditativ tilstand og jeg kan hurtigt bruge 3 timer på, at sidde og eksperimenterer.
Jeg blev dog hurtigt opmærksom på, at livet bag de nedrullede gardiner er meget ensomt. Hvorfor det var tydeligt, at jeg var nødt til at komme ud og møde andre mennesker.
Jeg fik kikket i TiD’s program og blev enig med mig selv om, at julefrokosten i BeboerBrugsen nok var en passende start på en ny og mere fri tilgang til livet som Liv.

Lisbeth Nielsen - vores alle sammens "madmor".

Lisbeth Nielsen – vores alle sammens “madmor”.

Derfor befandt jeg mig d. 4. december 2010 igen foran mit elskede spejl. Jeg hyggede mig storslået og vupti var der gået 3 timer. Jeg fik tøjet på og bestilte en taxa. Der går mellem 0 og 10 minutter sagde de. Det var med en let kilderen i maven, jeg listede ned på gaden og ventede. Endelig kom taxaen, han ikke så meget som kikkede da jeg satte mig ind og sagde adressen. Måske var det ikke så farligt, det her. Jeg slappede lidt af og nød turen. Chaufføren satte mig af med et: “ha en god aften” og jeg forlod den trygge bil og begav mig de sidste meter til hoveddøren.

Ude fra så det rigtigt nok ud. Der var et juletræ, og der var pyntet fint op. Jeg åbnede døren og kikkede forsigtigt ind. Igen et lille stik af panik, de første mennesker jeg fik øje på så ikke særligt “pigeagtige” ud. Det gik hurtigt over, jeg blev pænt mødt af Lisbeth Nielsen, Olivia Marianne Puckert og Jette C., og en helt masse andre, jeg må indrømme, at navnene smuttede for mig, der var mange indtryk at suge ind.

Rebecca Holm og Charlotte Lyngquist får sig en rigtig julehyggesnak.

Rebecca Holm og Charlotte Lyngquist får sig en rigtig julehyggesnak.

Da jeg havde været i London havde jeg været et smut i byen i Soho (det kan jeg godt anbefale) jeg kan huske, at jeg blev meget forbløffet over hvor forskelligt man bliver ramt af og dyrker sin kvindelighed. Sådan var det også her. Alle var meget søde og alle var fine i tøjet, men man kan roligt sige at et bredt udsnit af den danske befolkning var repræsenteret i lokalet. Jeg sugede indtryk til mig.

Jeg må sige, at medlemmerne af TiD forstår at tage godt i mod nytilkomne, man bliver mødt med en imødekommenhed og venlighed der er enestående. Og nerverne begyndte stille og roligt at lægge sig.

Conny Crabbe og Olivia Marianne Peuckert får luftet pelsene.

Conny Crabbe og Olivia Marianne Peuckert får luftet pelsene.

Vi satte os til bords, og fik noget at spise. Aftenen gik hurtigt, og inden jeg fik set mig om begyndte folk, at sive hjem. (ikke at de gik specielt tidligt, men jeg hyggede mig bare) Jeg besluttede at presse citronen for det sidste og blev til døren nærmest blev lukket bag mig.

Nervøsiteten meldte sig stille og roligt igen, ud på gaden og praje en taxa. Igen var det overhovedet ikke nogen problemer. Jeg skulle ud på Amager og bad om at blive sat af, så jeg kunne gå det sidste stykke ned af Amagerbrogade, igen en lille kildren i maven. Men igen ikke noget at blive nervøs over, folk gik bare forbi.
Vel ankommet hjemme skulle jeg til det triste: Af med hår og makeup. Det gik hurtigt og så på hovedet i seng. Jeg var længe om at falde i søvn, der var mange indtryk at fordøje.

Jeg havde haft en dejlig aften ude sammen med de andre medlemmer fra TiD og fået en ordentlig en på opleveren. Samtidigt havde jeg også skabt et behov for mere. Det bliver helt sikkert ikke sidste gang jeg begiver mig ud.
Til slut en tak til arrangørerne fra TiD, tak for en dejlig aften jeg vil huske længe. Og en tak til alle deltagerne for at tage så godt imod mig.
Vi ses derude.

Knus
Liv.

B 142. Lisa Andersens artikel den 3. august 2007 om Informations artikel af 27. juli 2007: Hvor sidder kønnet?

Vist 115 gange. Lisa Andersen har skrevet denne artikel som reaktion på Informations artikel den 27. juli 2007: Hvor sidder kønnet?
Artiklen er skrevet, som et bidrag til en debat om beslutningsforslag B 142 – Alm. del Samling: 2006-07 – på Trans-Portalen, og gengives her med tilladelse fra Lisa.
Tina Thranesen.

* * *
Af Lisa Andersen
…Mig og andre korrekt kønnede væsener…

Ja, sådan skriver en journalist i Information i en artikel som flere her på siden har rost til skyerne. Bortset fra den er dårligt skrevet, er den også baseret på en kønsopfattelse der dybest set er ligeså enøjet som indenrigsministerens og statsministerens opfattelse eller mere.

Hvis vi tager det fra begyndelsen, så er verden af ganske fornuftige grunde stort set delt op i to køn, hvilket bl.a. har den fordel, at menneskeheden stadig overlever på denne planet. Uden to køn ingen forplantning – indtil videre er det stadig sådan. Uanset hvilket samfund man betragter op gennem historien har dette faktum været bærende for samfundets indretning og funktionsform, og at mene at dette ikke forholder sig sådan fordi et par promiller har det anderledes, er en ideologisk kortslutning. Indenrigsministeren har således ret i, at verden faktisk er baseret på denne opdeling og det synes alle andre jo også stort set, også den dansende journalist. Det er ikke “en liberal minister [der] insisterer på at underlægge hele befolkningen en bestemt medicinsk opfattelse af køn“, men den selv samme befolkning der har præcis denne opfattelse og at en lille, lille minoritet gør sig til smagsdommer over hvad befolkningen skal mene eller ikke mene om køn. De fleste ville nemlig forbarme sig ligesom journalisten over ikke at vide hvilket køn den dansende person har – endda så meget at journalisten bliver usikker på sig selv og sit eget køn – han hører måske med her på siden?

Så er der en lille gruppe, som læserne på denne portal tilhører, der ikke kan finde ud af om de tilhører det ene eller det andet eller begge køn. Det skyldes ikke at køn er en social konstruktion som disse mennesker synes det er sjovt svinge rundt i, som det indirekte fremgår af lovforslaget og Enhedslistens formuleringer omkring det, men fordi der er dybtliggende psykologiske og fysiologiske forhold der gør at de/vi ikke kan lade være. Der er da heller ikke nogen der anfægter vores ret til at definere vores egen kønsidentitet og ofte er det vores “indbyggede kønskorrekthed” der er den største hindring for at udleve denne anderledes kønsidentitet. Hertil kommer en række samfundsmæssige forhold som gør det mere besværligt end godt er hvis man er der, hvor man ønsker på fuldtid at leve som medlem af det modsatte køn.

Men læg mærke til dette udtryk som vi ofte bruger: vi ønsker at tilhøre “det modsatte køn” med alt hvad dette indebærer og ofte mere end sædvanligt blandt “almindelige” mennesker tilhørende det attråede køn. En gennemsnitskvinde/mand i en dansk provinsby ligger langt fra det kvinde/mandebillede de fleste transkønnede går rundt med inde i hovedet. Så vores kønsopfattelse er i det store og hele ligeså firkantet som Løkke Rasmussens! Hvem er det der insisterer på højhælede, skørter, make-up osv.?

Hvis vi lige klapper hesten, så må vi jo indrømme, at vi er kommet meget langt de sidste 20-30 år. For alle er det stort set muligt at færdes offentligt de fleste steder uden at blive udsat for spot og spe også selv om den enkelte ikke passerer 100%. Kjole-Ole sagen ender med sagsanlæg mod forretningsindehaveren, hvor det for ikke så mange år siden var endt omvendt, at Kjole-Ole havde fået en bøde for at forstyrre ro og orden efter politivedtægten – andre steder i verdenen tager man endnu hårdere fat selv i dag.

For de transseksuelle er der mulighed for operation og behandling på det offentliges regning (at dette måske ikke administreres tilfredsstillende ud fra mange transseksuelles mening ændre jo ikke på den grundlæggende ret til behandling). At det offentlige ønsker sig at sikre, at de der gennemgår denne irreversible operation er ved deres fulde fem er jo ikke mærkeligt – også af hensyn af de der ville blive opereret på forkert grundlag og efterfølgende fortryde det. Et par timers rådgivning slår ikke til her i de fleste tilfælde.

Så er der den gruppe der lever som transseksuel, men som ikke ønsker en operation. Når journalisten retorisk konstaterer, at “..at der går kuk i ‘kønskorrektheden, hvis folk selv får lov at vælge… hvis vi derimod kastrerer dem først, er der tilsyneladende ingen problemer” vender han tingene på hovedet og vrøvler. Sagen er jo, at de fleste transseksuelle gerne vil gå “hele vejen” og så har de også efterfølgende rettigheder i forhold til navn og Cpr-nummer. Det var jo i første omgang en sejr at få indført retten til operation osv.

At det så efterfølgende har vist sig, at en gruppe foretrækker at leve som transseksuel uden operation, stiller så samfundet overfor problemet med anatomisk køn i forhold til juridisk køn. Med lidt smidighed kan dette løses som det er anført af flere og som Transdanmarks skrivelse anviser hvorledes kan lade sig gøre. Der er dog en lang række følgevirkninger som der skal tages højde for: session og evt. værnepligt? indlæggelse på hvilken hospitalsafdeling/plejehjemsafdeling? fængsling? forvaring? fremmede landes krav til overensstemmelse mellem juridisk
køn
og anatomisk køn i pas osv. – alle spørgsmål og konsekvenser en indenrigsminister også må forholde sig til. Men hvis indenrigsministeren får at vide at han kan spare dyre hospitalssenge ved at spare på operationerne, vil han nok ikke være utilfreds med det.

Der er jo også i dag adgang til navneskift uden operation (hvad journalisten er uvidende om åbenbart), og denne procedure kunne lempes og smidiggøres. Men der er nogle grænser der skal krydses og hvor samfundet ønsker kontrol med hvem der kommer igennem og hvem ikke – det er her lobbyarbejdet skal gøres i forhold til politikerne.

At disse ting stikker dybere end som så afslører journalisten til sidst i sin artikel, hvor han rosenrødt tale om at stoppe stigmatiseringen hvilket kunne “ende med, at mig og andre korrekt kønnede væsener…” – KORREKT KØNNEDE VÆSENER, læg lige mærke til den bemærkning, det er ligesom om den ikke harmonerer med al den tidligere kønspolitiske korrekthed! (det er ikke kun højrefløjen der er politisk korrekte på deres måde, det gælder så sandelig også for venstrefløjen som denne artikel til fulde demonstrerer).

Med venlig hilsen fra et ukorrekt kønnet væsen, Lisa.

* * *
Artiklen: Hvor sidder kønnet? af 18. februar 2006 hos Information.

En formiddag i byen – ned af mindernes sti. Af Layla Nielsen den 13. oktober 2005.

Vist 213 gange. Af Layla Nielsen den 13. oktober 2005.
Layla har besluttet sig for at tage til København til Kulturnat. TiD har i flere år haft et vellykket arrangement, og nu vil hun prøve at være med i det.

Hun har bestilt pladsbillet til toget, og torsdag morgen klæder hun om for at tage i byen. Hun venter til den værste morgen myldretid er ovre, før hun går ned til bussen. Der er mest kvinder med bussen i dag, men de skal vel også en tur i byen, eller måske arbejder de i byen. Layla studerer kvindernes påklædning. Blandt de unge kvinder er moden stramme jeans og lange støvler uden på bukserne. Blandt de modne er der flere med skørter, men de fleste har bare kedeligt unisex-tøj. En kvinde skiller sig ud med en nederdel og nogle meget farvestrålende strømper med vandrette striber i stærke farver. Layla er i sort 3/4 lang nederdel og med sorte nylonstrømper. Desuden har hun nogle lave støvler. Der er heldigvis en del andre kvinder, der har valgt samme påklædning denne flotte efterårsdag.

Fra bussen kan Layla se de smukke efterårsfarver på træerne, der stadig er overvejende grønne, men det kan vist ikke vare længe. Første stop er banegården. Layla har tænkt at hente pladsbilletten i en af de nye automater med touch-screen. Efter fire forsøg med fire forskellige automater er det stadig ikke lykkedes. I baggrunden lyder DSB’s højtaler, at togene igen er forsinkede. Endnu en skidt dag for DSB. Fredag har hun heldigvis god tid, når hun skal med toget, så det går jo nok.

Efter de mislykkede forsøg på at trække pladsbillet i en automat, må Layla så gå ind i billetsalget og trække et nummer. Der er heldigvis ikke særlig lang ventetid. Nu er det Laylas tur, men en aggressiv ung mand træder ind foran, da hans nummer lige er blevet sprunget over. DSB-manden er lidt forvirret, men siger at han “lige vil tage den dame der først”. Jeg kigger mig omkring, men kan ikke se nogen dame. Så det må jo være mig.

Fra banegården går turen til Sahve, hvor Layla før har købt BH, men så vidt hun husker aldrig som pige. I butikken bliver hun ekspederet af en ung kvinde. Layla siger med sagte røst, at hun før har købt BH, uden bøjle, med lommer, størrelse 85C. Ekspedienten går væk et stykke tid og komme tilbage med en BH: “Det var uden lommer, ikke?”. Nej, det er med lommer. Laylas egne bryster kan ikke udfylde en C-skål, men tak for komplimentet, tænker Layla.

Fra Sahve går turen ned ad strøget, hvor der igen er rig lejlighed til at studere kvindernes påklædning. Der er også voksmannequinerne i butikkernes vinduer. Der er i hvert fald et par ideer til jul. Fra strøget går turen ind i Latinerkvarteret. Her passerer Layla butikken Dyrberg & Kern, der sælger meget flotte smykker. Hun tænker tilbage til nogle år før, da hun (han) var arbejdsløs. Dengang sendte Layla en jobansøgning til butikken, der søgte en ekspedient. Det kom der nu ikke noget ud af.

Nu er Layla fremme ved Parykmagasinet, men butikken er endnu ikke åbnet. Det har til gengæld frisøren ved siden af, hvor hun før er blevet klippet. Den unge kvindelige frisør er vant til mænd, der gerne vil klippes kort, så de grå hår ikke stikker ud under parykken. I dag er Layla kommet som kvinde med paryk, men Amal er meget venlig, så Layla smider parykken og sætter sig i stolen. Der er ikke andre i butikken, men Layla skeler jævnligt til butiksdøren. Det er en almindelig frisørbutik med dør ud til gaden. Og så sker det: En yngre kvinde kommer ind i butikken. Hun kender Amal og vil gerne have lavet striber. De småsnakker lidt, mens Layla dukker hovedet og ser væk. Den nye kunde sætter sig på stolen lige bag Layla og snakker videre med Amal. Layla er lidt nervøs, for her sidder hun, klædt som kvinde med makeup, men uden paryk. Hun overlever dog.

Før den nye kunde kom ind, havde Layla og Amal en hyggelig snak. Amal fortalte, at hun jævnligt lægger meget feminin makeup på mænd, der gerne ville være kvinder. Layla mindes de to gange, hun har været til arrangementer i Parykmagasinet ved siden af. Første gang var en succes med ca. 10 deltagere, mens anden gang var en fiasko med ganske få deltagere, herunder et par kvinder, som bare var med i solidaritet. Kunne der måske være en mulighed for at lave et nyt dobbeltarrangement med “Parykker og makeup”? Amal er meget positiv, så Layla vil gå videre med ideen. Den vigtigste forudsætning er, at der er interesse. Der skulle gerne komme ca. 10, ellers er det for pinligt.

Nyklippet under parykken fortsætter Layla ind i Parykmagasinet for at købe oil conditioner og shampoo. Layla har flere gange været i butikken, når ejeren eller hendes fast afløser var der. Men i dag er det en helt tredje, ret stram kvinde. Layla skynder sig at betale og går igen. Efter ca. tre timer er hun hjemme igen.

Man into Woman: The First Sex Change

Vist 831 gange.
Man into Woman. 2004

Man into Woman. 2004

Titel Man into Woman: The First Sex Change
Forfatter Lili Elbe
Redigeret af Niels Hoyer
Oversat af James Stenning (fra tysk til engelsk)
Forlag Blue Boat Books
Udgivet 31. marts 2004
Første udgave på tysk: 1930
Første udgave på engelsk: 1933
Sprog Engelsk
Antal sider 272
ISBN-10 0954707206
ISBN-13 978-0954707200

Lili Elbe skrev sin selvbiografiske bog i perioden mellem sin første operation, der fandt sted i 1930, og den anden, der fandt sted i 1931, kun et par måneder før hun døde, som en form for selvterapi.

Bogen udkom på dansk i 1931 under titlen: Fra mand til kvinde: Lili Elbes bekendelser.
Hendes gode ven Niels Hoyer foretog redigeringen af bogen ud fra hendes manuskript og efterladte papirer. Bogen udkom kort efter i tysk oversættelse og i 1933 i engelsk oversættelse.
I 2004 blev bogen genudgivet i denne udgave.

Navnet Niels Hoyer var et pseudonym for Ernest Ludwig Harthorn Jacobsen, der formentlig var identisk med Ernst Ludwig Harthern-Jakobsen (7. september 1884 til 18. juni 1969, der var tyskfødt jøde, forfatter og bosat i Danmark).
Lili Elbe gav for det meste sine venner pseudonymer for at sløre deres identitet i sin bog. Sin hustru Gerda Wegener har i bogen fået fornavnet Grete, og sit eget fødenavn Einar Wegener blev i bogen til Andreas Sparre.

Man into Woman. 1933

Man into Woman. 1933

Som det ikke var usædvanligt dengang, var bogens titel meget lang – Man into Woman: An Authentic Record of a Change of Sex. The true story of the miraculous transformation of the Danish painter Einar Wegener (Andreas Sparre).

I den engelske udgave fra 1933 skrev Norman Haire – 21. januar 1892 i Australien til 11. september 1952 i London, læge og sexolog – forord til bogen i sin lægepraksis på Harley Street i London.
Norman Haire var en af den tids førende sexologer – måske den mest berømte efter Henry Havelock Ellis, hvis tidlige arbejder havde ansporet Norman Haire at beskæftige sig med sexologi.
Henry Havelock Ellis introducerede Norman Haire til Magnus Hirschfeld, sexologen som Lili Elbe konsulterede i Berlin før sin første operation, og som arrangerede operationen for hende gennem sit Institut füer Sexualwissenschaft.

* * *
Omtale af bogen hos Amazon, hvor den også kan købes.
Omtale af bogen hos Alibris, hvor den også kan købes.

En søndag i december på cafeteria i Føtex. Af Layla Nielsen den 15. december 2003.

Vist 196 gange. Af Layla Nielsen den 15. december 2003.
Efter en hektisk uge er det weekend, og Layla kan igen komme frem. Det sker i sommerhuset.

Søndag middag er Layla pænt klædt på med makeup og det hele. Så det er hende, der tager hjem. Men der er god tid, så først skal Layla lige have en lille sandwich og et glas rødvin i cafeteriet på den lokale Føtex. Desværre har de ikke rødvin, så det bliver en lille fadøl.

Der er kun et ledigt bord i det fjerneste hjørne. En lille familie, med far, mor og lille pige har placeret sig strategisk, så det ikke er til at komme frem til det ledige bord. Nu sker katastrofen: Ølglasset ryger på gulvet og smadres.
Layla får sig placeret ved det ledige bord, mens alle stirrer på denne mærkelige pige.

Efter en bid af den fine sandwich, går Layla op til betjeningen, og bestiller en ny lille fadøl. Det koster heldigvis ikke noget at få denne erstatning.

Ca. 5 minutter senere kommer så en ung mand, der skal rydde op. I mellemtiden er den lille familie flyttet til et andet bord, så de ikke skal sidde i ølsøen. Layla må hjælpe den unge mand med at finde gerningsstedet.

Der går endnu 5 minutter, og nu er der ryddet op.
Layla skal skynde sig for at nå bussen. Hun styrter ud i det blæsende vejr. Der er sus i skørterne denne søndag i december.

Julefrokost i Trans-Danmark. Af Layla Nielsen den 7. december 2003.

Vist 325 gange. Af Layla Nielsen den 7. december 2003.
Lørdag den 6.december havde Trans-Danmark premiere på julefrokost hos Jane Johansen. Tina Thranesen var desværre blevet forhindret pga. stormen, der lukkede Storebæltsbroen, så vi var 4 piger, der mødtes hos Jane til frokost. I øvrigt en dejlig frisk lørdag efter lang tids trist gråt vejr.

Jane havde forberedt en fremragende julefrokost. Jeg var vildt sulten kl. 12, så jeg tyvstartede, men ca. kl. 13 måtte jeg give op. Jeg kunne ikke mere.

Vi fik snakket om masser af ting, ikke mindst diverse oplevelser fra USA fik meget fokus. Pia var f.eks. blevet berøvet to gange på samme dag. Karin og jeg har boet i USA og har mange gode minder.

Selvfølgelig gik snakken lystigt. Bl.a. om hvordan vi skal få markedsført de nye Århusmøder i LBL’s lokaler midt i Århus. Som bekendt starter vi onsdag den 14. januar 2004, fortsætter onsdag den 28. januar og fredag den 6. februar. Det bliver tre gange om måneden hele første halvår 2004. Alle er velkommen, uanset hvilke foreninger, de ikke er medlem af.

Om eftermiddagen fik jeg lov til at tage testen Combined Gender Identity and Transsexuality Inventory (COGIATI) på nettet, så nu ved jeg lige præcis, hvem jeg er. Jeg fik resultatet 85, og jeg er derfor puttet ind i kasse tre, androgyn, både mandlig og kvindelig. Men da jeg har det fint med at være transvestit på deltid, er det vist meget godt ramt.

Karin havde i øvrigt en interessant oplysning. Der er åbenbart en lille dims inde i hjernen, der kan være med til at bestemme, om man er transvestit eller transseksuel. Denne dims er forskellig, afhængig af om man er mand eller kvinde, og vi TV‘er og TS‘er ligger så et eller andet sted midt imellem. Det er da meget rart at vide, at vi altså ikke selv kan gøre for det, men bare kan nyde vores nye køn. Som transvestit
på deltid vil jeg da også gerne reklamere lidt: Det er da meget rart, at man selv kan vælge, om man vil være mand eller kvinde. Denne weekend har stået i Laylas tegn, men i morgen er det hverdag igen.

Forslag til et nyt trans-info-projekt. Layla Nielsen 5. november 2003.

Vist 29 gange. Af Layla Nielsen.
Den 13. oktober meldte jeg mig på transgender-listen som aktiv deltager i et projekt til formidling af information om og til transseksuelle og transvestitter. Der har været en del formodninger om, hvad jeg egentlig ville. Derfor præsenterer jeg dette forslag.

* * *
Forslag til et nyt trans-info-projekt
Af Layla Nielsen, transvestit på deltid

Den 13. oktober 2003 havde jeg stor lyst til at være aktiv, gerne sammen med andre. Det skrev jeg om til transgender-listen. Jeg foreslog et projekt, der skal formidle information om og til transseksuelle og transvestitter.

Det mest nærliggende mål er at udarbejde en ny informationspjece. Hvis vi tager udgangspunkt i TiD’s pjece fra ca. 1999, kan vi beskrive nogle ligheder og forskelle i forhold til den pjece vi vil lave.

TiD’s pjece handler om Transvestisme (det er titlen). I pjecen findes denne sætning: “Hvis man ønsker kønsskifte, er man ikke transvestit, men transseksuel“, men ellers ingen yderligere omtale af transseksuelle. Vores pjece skal omhandle både transseksuelle og transvestitter. Et stykke af vejen har vi fælles problemer, og f.eks. er TiD’s pjece i høj grad også relevant for transseksuelle, men vi vil tage direkte fat på de særlige problemer den transseksuelle står over for, f.eks. ønsket om at arbejde som det valgte køn.

TiD’s pjece skriver også “de fleste af os er mænd, men nogle er kvinder”. Vi vil adressere både MtF og FtM, selv om der også i denne forbindelse er mange fælles problemstillinger, men også forskelle, f.eks. interesserer den kvindelige transvestit (FtM) sig sjældent for make-up og parykker.

Målgrupper
TiD’s pjece indeholder: “Uanset om du selv er transvestit, lever sammen med en transvestit eller blot er interesseret i at få mere at vide.”. Her har vi i hvert fald tre målgrupper. I vores tilfælde vil transvestitter og transseksuelle (både MtF og FtM) være en målgruppe, især dem der ikke er noget så langt og måske går alene med problem