Frømand på høje hæle. Af Liv Christensen maj 2015.

Vist 0 gange.
Frømand

Frømand

Soldaten, der udgives af Forsvarets Kommunikationssektion bragte i bladets nr. 4, maj 2015 en artikel med Liv Christensen formet som et interview.
Med tilladelse fra Liv Christensen bringes artiklen herunder.

* * *
Hvordan startede din karriere i Forsvaret?
Jeg startede i 1987, 17 år gammel, i Dronningens Livregiment i Nørresundby. Jeg havde været ude at rejse efter folkeskolen, men havde altid gerne villet prøve kræfter med at være soldat. Jeg kom på tidlig session og fik lov at starte, jeg tror faktisk, at jeg havde en tilladelse med fra mine forældre.

Hvordan udviklede din karriere sig i Forsvaret?
Jeg blev taget til sergent og kom på sergentskole efter tre måneder. Da jeg var færdig på sergentskolen, kom jeg tilbage til Dronningens Livregiment og aftjente resten af værnepligten der, det tog sammenlagt to år den gang.
Da jeg var færdig med min værnepligt, ville jeg gerne fortsætte i Forsvaret og søgte derfor kontrakt. Den fik jeg, men jeg måtte til Bornholms Værn. her var jeg indtil 1994, hvor jeg blev optaget i Frømandskorpset. Jeg blev oversergent i 1992.

Hvor længe har du været aktiv i Forsvaret?
Jeg mener, at jeg afsluttede min kontrakt med i forsvaret i 2004, men jeg havde orlov i et par år, mens jeg prøvede andre ting af.

Hvorfor Frømandskorpset?
Det tror jeg, der er flere grunde til.
Dels var det den type soldat, jeg havde lyst til at være rent fagligt. Jeg syntes, de opgaver, jeg kunne se fandtes der, var meget spændende. Men som så mange andre deroppe var det også noget med at prøve sig selv af for alvor, finde ud til nogle af grænserne og se, om det hele kunne “holde”.
Frømandskorpset virkede som stedet, hvor det var muligt.

Hvilken forandring har du været igennem?
Igennem mit liv har der været mange forandringer. Jeg har “bøvlet” med det der køns-halløj gennem hele livet og prøvet mange metoder af til at “få styr på det” med, alene på den konto har jeg lavet nogle mere eller mindre bevidste sving derudad.
For mig har den store forandring nok været af mental karakter. Det er meget let som transkønnet at fokusere på de fysiske forandringer, men det har været vigtigt for mig at have mig selv med og ikke gå for hurtigt frem.
Desuden er det min opfattelse, at et godt liv består af mange ting. Et job, som er spændende og giver mig udfordringer, er en af de ting, jeg sætter stor pris på. Rigtig mange transkønnede falder gennem jobmarkedet og ender på dagpenge eller lignende.
Jeg har fire børn. Det har været afgørende for mig, at de kunne håndtere processen og forstå det, der foregik. At de forandringer, der skulle ske, foregik i en hastighed, som sikrede deres tryghed, har været altoverskyggende for mig. Men også at de ikke bliver eksempelvis drillet i skolen, fordi de har en far, som er meget anderledes, har været vigtigt. Der kan godt i folks opfattelse være et spring fra at være en far, som har været patruljefører i Frømandskorpset, til at være en transperson, som har fire børn. Jeg har forsøgt at bygge en bro mellem de to punkter.
For mig personligt rummer det ingen modsætninger.
Jeg kender flere transer, som har mistet alt i deres “spring ud-proces”.
Folk, som før har haft store uddannelser, velbetalte job og familie, som bagefter sidder alene tilbage med ingenting på et klubværelse. Det har været vigtigt for mig, at det ikke skete, så jeg har forsøgt at forberede mig på alle de situationer, jeg kunne forudse.
Indtil nu er det gået godt, alle mine fordomme (om alle jer “normale”) er blevet gjort til skamme, jeg er kun blevet mødt pænt og ordentligt. Mange af mine gamle soldaterkammerater har taget kontakt og været rigtig søde og fine, om noget har det at stå frem været en berigelse.

Hvornår og hvordan startede det?
Jeg har altid vidst, at jeg var anderledes på den her måde, selv før jeg kunne sætte ord på det. Første gang, jeg kan huske at have tænkt over det bevidst, var til min 5-års-fødselsdag. Der er mange teorier om, hvordan “det opstår”, men der er vist ikke rigtig nogen, som har påvist det ordentligt.
Men der har, som jeg opfatter det, altid og i alle kulturer været nogen, som ikke passer ind i de standardiserede kønskasser. Der er bare meget stor forskel på, hvordan det bliver behandlet i de forskellige kulturer.

Hvilke tanker har du haft om det, mens du var ansat i Forsvaret?
Jeg har det altid med, og da jeg var yngre, var jeg meget af den opfattelse, at det kunne bremse mig i nogle af de mål, jeg havde i livet, hvis det slap ud. Nu er Forsvaret jo på mange måder et meget maskulint miljø, og jeg var ikke af den opfattelse, at det ligefrem ville fremme min karriere, så jeg gik meget stille med det.

Som sagt er de fleste af mine fordomme gjort til skamme,
efter at jeg er blevet åben om at være transkønnet.

Har du været personlig begrænset under din tid i Forsvaret?
Ikke i forhold til det med kønnet, jeg valgte jo ikke at prøve det af, men det var mit valg. Som sagt er de fleste af mine fordomme gjort til skamme, efter at jeg er blevet åben om at være transkønnet.
Når det er sagt, har der jo også været en grund til, at jeg valgte, som jeg gjorde. Retorikken i Forsvaret, da jeg var der, gjorde ikke, at man tænkte: “Det skal sgu nok gå”. Men der er rigtig meget, man kunne snakke om der, også i samfundet generelt. Helt banalt er der jo stor forskel i værdiladningen i at være en drengepige og en tøsedreng.

Kan du mærke, om andres syn på dig er blevet anderledes efter din udvikling?
Det er det nok, men jeg er ikke blevet ramt af noget negativt. Det er min opfattelse, at jeg bliver opfattet mere nuanceret, og der er flere, som ligefrem har givet udtryk for, at de har syntes, det var sejt, jeg turde stå frem.

Hvordan har familie, venner og soldaterkammerater taget det?
Mine børn er meget åbne om det og giver udtryk for, at de synes, det er lidt sejt.
Min anden familie har reageret lidt forskelligt, nogle har bare sagt, at det da var helt o.k., mens andre lige skulle gå lidt med det, men alle har virket meget accepterende og o.k. Det samme gælder mine venner. De allerfleste har dog efter kort tid nærmest ikke bemærket det, og livet er ligesom bare gået videre.
Jeg har haft kontakt til flere gamle soldaterkammerater, som alle har reageret positivt.
Alle har dog haft en periode, kort eller lang, hvor de har haft nogle spørgsmål. Så længe jeg har stillet mig til rådighed for det, er alt gået godt.

Har du altid vidst, at du gerne ville være en kvinde?
Som sagt har jeg vidst altid, at jeg var anderledes. Hvis man sammenligner kønnene med stole, kan man sige, at der i de flestes opfattelse, kun eksisterer to slags: mand eller kvinde. Vi får udleveret stolen ved fødslen, og i de flestes opfattelse er der rimeligt langt mellem de to stole.

Det er svært at give gode råd til nogen, man ikke kender.
Jeg kunne jo fyre noget af som:
“Hold hovedet varmt og fødderne tørre”, men…

Jeg har været med til fire fødsler, og fordelingen går stærkt, under et minut efter at barnet er kommet ud, er det sket. “Det er en dreng” eller “det er en pige”. For nogle af os virker den fordeling bare ikke.
Det har været vigtigt for mig, da jeg lettede mig fra min “mandestol”, ikke at få sat mig på en ny stol, jeg heller ikke gad sidde på. Så man kan sige, at jeg har bygget en bænk, hvor jeg kan skifte lidt stilling og plads og se lidt på udsigten. Det virker for mig.

Liv Christensen

Liv Christensen

Hvad har dine tanker været om kønsskifte?
Hvornår kan man sige, at man har skiftet køn? Er det, når man har skiftet juridisk køn? Eller fået en kønsskifteoperation?
Hvad vil det sige at leve som kvinde – er det, når man går med makeup og kjole? Jeg kender mange kvinder, som ikke går med hverken makeup eller kjole, ligesom jeg kender mange kvinder, som er nærmest karseklippede. Guderne skal vide, at jeg elsker makeup og har en decideret svaghed for sko, men gør det mig til kvinde?
Kan man nogensinde skifte køn, vil man altid være ham der, som gerne ville være en hende der. Vil det nogensinde være muligt at blive accepteret på lige vilkår som “almindelige kvinder”, og vil jeg i så fald være interesseret i det?
Jeg kender flere transkønnede, som gerne vil have lavet eksamensbeviser og andre dokumenter om, når de har “skiftet køn”. Mit problem er bare, at jeg har det o.k. med min fortid og historie og er stolt af flere ting i den. Jeg ønsker for fuld kraft at stå ved, hvem jeg er. Jeg tror også, at vi er, hvem vi er i kraft af vores historie. Vores køn er “kun” en af de ting, vi er. For os transkønnede fylder den ene ting bare meget. Det har været vigtigt for mig at blive accepteret som hele mig,
ikke bare som den ene ting, jeg også er.
Spørgsmålet rejser utroligt mange andre spørgsmål, og for at svare fyldestgørende bliver det en meget lang snak, som er for nuanceret til skrift (for mig).
For mig er det nemmere at sige: Jeg er mig, på godt og ondt.

Har du et par gode råd til de værnepligtige?
Det er svært at give gode råd til nogen, man ikke kender. Jeg kunne jo fyre noget af som: “Hold hovedet varmt og fødderne tørre”, men… Jeg vil da stille mig til rådighed, hvis der er nogen som kan bruge mig til noget. Jeg kan findes på facebook: www.facebook.com/liv.christensen.31

Liv til julefrokost i TiD den 4. december 2010.

Vist 240 gange.
Marianne Peuckert byder velkommen.

Marianne Peuckert byder velkommen.

Af Liv Christensen.
Den første gang jeg vovede mig ud, men det bliver ikke sidste.

For en god orden skyld vil jeg starte med at præsentere mig. Jeg hedder Liv (en gang i mellem).
Jeg traf en stor beslutning i sensommeren. Jeg besluttede at lukke en pige ud, jeg eller havde gemt langt væk i 40 år. Umiddelbart efter denne beslutning traf jeg 2 andre. Jeg kontaktede Pernille Feline og meldte mig ind i TiD, og jeg bestilte tid hos nogle mennesker i London, der kunne lærer mig om makeup. Herefter var det bare fremad. Jeg turde ikke vise mig ude, dels endnu af hensyn til min familie, men også fordi jeg ikke syntes jeg var klar. Men jeg tilbragte mange mange timer foran spejlet og øvede mig.

Charlotte Isabella reciterer juledigt.

Charlotte Isabella reciterer juledigt.

Foran spejlet oplever jeg en nærmest meditativ tilstand og jeg kan hurtigt bruge 3 timer på, at sidde og eksperimenterer.
Jeg blev dog hurtigt opmærksom på, at livet bag de nedrullede gardiner er meget ensomt. Hvorfor det var tydeligt, at jeg var nødt til at komme ud og møde andre mennesker.
Jeg fik kikket i TiD’s program og blev enig med mig selv om, at julefrokosten i BeboerBrugsen nok var en passende start på en ny og mere fri tilgang til livet som Liv.

Lisbeth Nielsen - vores alle sammens "madmor".

Lisbeth Nielsen – vores alle sammens “madmor”.

Derfor befandt jeg mig d. 4. december 2010 igen foran mit elskede spejl. Jeg hyggede mig storslået og vupti var der gået 3 timer. Jeg fik tøjet på og bestilte en taxa. Der går mellem 0 og 10 minutter sagde de. Det var med en let kilderen i maven, jeg listede ned på gaden og ventede. Endelig kom taxaen, han ikke så meget som kikkede da jeg satte mig ind og sagde adressen. Måske var det ikke så farligt, det her. Jeg slappede lidt af og nød turen. Chaufføren satte mig af med et: “ha en god aften” og jeg forlod den trygge bil og begav mig de sidste meter til hoveddøren.

Ude fra så det rigtigt nok ud. Der var et juletræ, og der var pyntet fint op. Jeg åbnede døren og kikkede forsigtigt ind. Igen et lille stik af panik, de første mennesker jeg fik øje på så ikke særligt “pigeagtige” ud. Det gik hurtigt over, jeg blev pænt mødt af Lisbeth Nielsen, Olivia Marianne Puckert og Jette C., og en helt masse andre, jeg må indrømme, at navnene smuttede for mig, der var mange indtryk at suge ind.

Rebecca Holm og Charlotte Lyngquist får sig en rigtig julehyggesnak.

Rebecca Holm og Charlotte Lyngquist får sig en rigtig julehyggesnak.

Da jeg havde været i London havde jeg været et smut i byen i Soho (det kan jeg godt anbefale) jeg kan huske, at jeg blev meget forbløffet over hvor forskelligt man bliver ramt af og dyrker sin kvindelighed. Sådan var det også her. Alle var meget søde og alle var fine i tøjet, men man kan roligt sige at et bredt udsnit af den danske befolkning var repræsenteret i lokalet. Jeg sugede indtryk til mig.

Jeg må sige, at medlemmerne af TiD forstår at tage godt i mod nytilkomne, man bliver mødt med en imødekommenhed og venlighed der er enestående. Og nerverne begyndte stille og roligt at lægge sig.

Conny Crabbe og Olivia Marianne Peuckert får luftet pelsene.

Conny Crabbe og Olivia Marianne Peuckert får luftet pelsene.

Vi satte os til bords, og fik noget at spise. Aftenen gik hurtigt, og inden jeg fik set mig om begyndte folk, at sive hjem. (ikke at de gik specielt tidligt, men jeg hyggede mig bare) Jeg besluttede at presse citronen for det sidste og blev til døren nærmest blev lukket bag mig.

Nervøsiteten meldte sig stille og roligt igen, ud på gaden og praje en taxa. Igen var det overhovedet ikke nogen problemer. Jeg skulle ud på Amager og bad om at blive sat af, så jeg kunne gå det sidste stykke ned af Amagerbrogade, igen en lille kildren i maven. Men igen ikke noget at blive nervøs over, folk gik bare forbi.
Vel ankommet hjemme skulle jeg til det triste: Af med hår og makeup. Det gik hurtigt og så på hovedet i seng. Jeg var længe om at falde i søvn, der var mange indtryk at fordøje.

Jeg havde haft en dejlig aften ude sammen med de andre medlemmer fra TiD og fået en ordentlig en på opleveren. Samtidigt havde jeg også skabt et behov for mere. Det bliver helt sikkert ikke sidste gang jeg begiver mig ud.
Til slut en tak til arrangørerne fra TiD, tak for en dejlig aften jeg vil huske længe. Og en tak til alle deltagerne for at tage så godt imod mig.
Vi ses derude.

Knus
Liv.