Nekrolog over Madi Kruse Madsen, der døde den 25. februar 2015. Af Marianne Peuckert den 25. februar 2015.

Vist 0 gange.


Madi Kruse Madsen

KorsSort

døde den 25. februar 2015

Madi Kruse Madsen

Af Marianne Peuckert

TiD har mistet et af sine meget aktive medlemmer og en altid sød, empatisk veninde.

Madi Kruse Madsen er død af et pludseligt hjertestop natten til 25. februar 2015 i en alder af kun 55 år.
Madis kone, som hun ikke længere boede sammen med, var hos hende, da hun døde og forsøgte sammen med akutlæge og ambulancefolk at redde hende. Men forgæves.

Madi var transkønnet og levede 100 % som kvinde. Hun gennemlevede alle faser fra at være gift som mand, hvilket hun af praktiske årsager formelt stadig var ved sin død, og gennem sporadiske omklædninger til permanet at leve som kvinde, hvor hun blandt andet fik en brystoperation, men afstod fra en fuldt kønskorrigerende operation.

Madi kæmpede hele livet meget for anerkendelse af den person, hun var. Både på egne, men i mindst lige så høj grad for en anderkendelse af transpersoner på alle vore andres vegne. Først og fremmest anderkendelse på arbejdsmarkedet, hvor hun trods mange nederlag stædigt kom igen for at vise, at hun kunne gøre mindst lige så god fyldest, som alle andre. Madi var dygtig til at se udfordringerne i øjnene. Hun erkendte åbent, at kvinder ikke bliver modtaget med samme selvfølge og naturlighed på arbejdsmarkedet som mænd, men må kæmpe for hvert skridt. Hun erkendte også, at den disciplin i at gøre sig gældende som kvinde, har pigerne lært, fra de var ganske små og har øvet sig på i skolen og hele vejen i uddannelsessystemet. Men opvokset som dreng og som ung havde Madi havde aldrig lært at kæmpe sig frem, som kvinder behøver det.

Madi var dygtig til at bruge medierne til at fremme sin og vores sag. Hun har flere gange optrådt i TV for at synliggøre transpersoner som en naturlig del af den menneskelige mangfoldighed, og hun var blandt andet hovedperson i TV-debatserien, hvor et publikum over flere udsendelser skulle hjælpe hende med at tage den afgørende beslutning, om hun skulle få en fuld kønskorrigerende operation eller lade være.

Madi var politisk aktiv og blandede sig både i den almindelige samfundsdebat og henledte politikernes opmærksomhed på transkønnedes særlige problemstillinger. Således var hun i front blandt forkæmperne for det juridiske kønsskifte og opnåede den glæde, at se det vedtaget og effektueret.
Madi kærede sig meget for TiD og forsømte ingen lejlighed til at komme med konstruktiv kritik på den gode måde og samt ideer til udvikling af foreningen.

Jeg er glad for, at jeg personligt lærte Madi at kende. Både gennem TiD, fra foredrag og ikke mindst senest fra hendes nyligt etablerede skønhedsklinik, Body Beauty i Glostrup, som hun med stor ildhu og energi positionerede i branchen med ikke mindst unikke slankebehandlinger, og som både min kone og jeg frekventerede med stor fornøjelse, og derigennem fik et endnu tættere personligt forhold til Madi.

Vi i TiD vil savne Madis altid søde og lidt tænksomme smil, hendes humor og hendes altid velovervejede kloge bemærkninger og råd i enhver situation.

Æret være Madis minde.

Marianne Peuckert.
Formand for TiD

Teatertur til stykket “Jeg er min egen kone”. Af Madi Kruse Madsen den 20. januar 2011.

Vist 355 gange.
Jakob Højlev Jørgensen fortæller om sit arbejde med forestillingen.

Jakob Højlev Jørgensen fortæller om sit arbejde med forestillingen.

Af Madi Kruse Madsen.
Den 20. januar 2012 havde Tina Thranesen arrangeret en fælles teatertur til forestillingen “Jeg er min egen kone” på teatret Riddersalen på Frederiksberg, så denne fredag aften var vi 12 transkønnede, der viste flaget i en meget relevant sammenhæng på en fælles teatertur.

Stykket bygger på den autentiske historie om den (øst)tyske transvestit Lothar Berfelde (1928-2002) og hvordan hun klarede sig igennem både perioden med nazisme og den efterfølgende periode med kommunisme i Østtyskland. Tilværelsen som transvestit var ikke nem under hverken nazister eller kommunister, men Lothar lykkedes alligevel både at overleve og skabe sig en tilværelse som “kvinde” under navnet Charlotte von Mahlsdorf.

Efter den tyske genforening fattede den amerikanske journalist Doug Wright interesse for den usædvanlige person og nedskrev hele hendes livshistorie. Den dramatiseret han så efterfølgende til stykket “Jeg er min egen kone” – et udsagn fra Charlotte selv, der levede hele sit liv uden partnere – måske fordi hun opfattede sig selv som lige meget mand og kvinde. Stykket er med stor succes opført i mere end 20 lande. Hun var selv meget specifik omkring at hun var transvestit – ikke transseksuel.

I den danske version af stykket spilles alle de ca. 30 roller af samme skuespiller – Jakob Højlev Jørgensen – der med en imponerede og sikker teknik formår at gengive alle de forskellige personer, uden at man på noget tidspunkt er i tvivl om hvilken person der “er på” lige nu. Derfor er Jakob også den eneste skuespiller på scenen hele stykket igennem – en fantastisk præstation at være solo på scenen i et helt stykke.

Foyeren i Riddersalen.

Foyeren i Riddersalen.

Selve historien om Lothar/Charlotte er både opløftende og trist – hun har klaret sig som transvestit under meget vanskelige forhold, men hun har nok ikke haft et særligt lykkeligt liv. Det lykkedes for hende at etablere et museum for genstande fra perioden 1890 – 1900 – især møbler og gamle valsegrammofoner – og efter genforeningen fik hun en fornem tysk fortjenstmedalje, for at have bevaret meget af den tyske kulturarv under nazisme og kommunisme. Da man begyndte at grave í Stasi-arkiverne kom der desværre så negative historier frem, at Charlotte valgte at flytte til Sverige resten af sit liv, indtil hun døde under et besøg på sit gamle museum i Berlin.

Information skriver i sin anmeldelse af stykket at “Jakob Højlev Jørgensen er så eminent i sin underspillede møbelfryd og sin usentimentale eksistens-smerte, at man har svært ved at forestille sig en mere raffineret fortolkning. Eller en mere medrivende. For tilskueren græder ikke larmetårer. Nej, de pibler lige så stille inden i én, akkurat som de må have gjort det hos dette jagede menneske.”

Så at arrangere en fælles tur til dette stykke var en super ide – og den blev kun endnu bedre af, at vi bagefter fik lejlighed til en fælles snak med Jakob, hvor han kunne fortælle hvor meget dette stykke betyder for ham selv og hvordan han selv føler for hovedpersonen.

Storm P.-toilettet.

Storm P.-toilettet.

Herefter fik vi så yderligere en super oplevelse i form af en rundtur på teatret – der har en lang og traditionsrig historie – bl.a. som morskabsteater i mange årtier. På rundturen så vi også det berømte Storm P.-toilet – et toilet hvor alle vægge er tæt dækket med originale tegninger og sjove bemærkning fra Storm P.

Desuden kunne vi se forberedelserne til teatrets næste stykke “Kærlighed uden strømper” og det propfyldte kustymelager med kostymer fra de sidste mange års forestillinger.

Så stykket er bestemt anbefalelsesværdigt at se – men det efterlader mig alligevel med en trist følelse indeni. Jeg er ked af at se transvestitter fremstillet som tragiske figurer – og også ked af det underforståede budskab der ligge i titlen – at man som transvestit så lever et ensomt liv som mand og kvinde samtidigt.

Her er en udfordring for os alle sammen – lad os holde fast i et det er OK at være som vi er – og at vi hver især har lige så meget ret til meningsfulde og berigende parforhold som alle andre mennesker!