Michelle Fridan

Det mest opreklamerede væsen der findes. Artikel om Michelle Fridan den 8. marts 2001.

Vist 302 gange.
Michelle Fridann ved TiD's 15-års fødselsdagsfest den 30. maj 2009

Michelle Fridann ved TiD’s 15-års fødselsdagsfest den 30. maj 2009

Af Karen Syberg den 8. marts 2001.
Det mest opreklamerede væsen der findes.
Med den styrke moderne kvinder har, bliver kvinder mere og mere attraktive som rollemodeller også for mænd, mener Michelle Fridan, der udelukkende går i kvindetøj

Den mandlige
Kvindekamp 90 år
Michelle Fridan er nummer fire ud af en søskendeflok på seks. Der var tre storesøstre og to mindre brødre og så en mor, der som – noget usædvanligt for dengang under krigen – smed manden ud og selv klarede forsørgelsen.
»Hun ventede, til de seks børn var selvhjulpne og kunne klare sig. Selv var jeg vel lige blevet konfirmeret,« siger Michelle og tilføjer, at det da nok har betydet noget for hendes – dengang hans – lyst til at prøve det kvindelige af, at han var omgivet at stærke kvinder.
»Jeg lånte mine søstres tøj, når jeg kunne komme af sted med det. Men det var nu ikke så nemt i en stor familie.«

Hvorfor er det så attraktivt at klæde sig i kvindetøj?
»Kvinden er jo det mest opreklamerede væsen, der findes! Det var hun også dengang. Og desuden syntes jeg, at jeg manglede noget i mit liv, ind imellem var jeg meget misundelig på mine søstre, pga. alle de muligheder de havde. Drengerollen, og hvad dermed fulgte, havde jeg ingen problemer med.«

50 år til hvert køn
»Mit liv falder i ti-års-perioder,« fortæller Michelle.
»Jeg var ti år i flyvevåbenet, ti år i Danmarks Radio, ti år som hjemmegående husmor og i ti år har jeg undervist på en kvindedaghøjskole i interviewteknik og lyd/dias. Det synes jeg har været toppen af min karriere. Da jeg fyldte 50, meddelte jeg familie og venner, at jeg nu ville leve de næste 50 som kvinde efter at have været mand i 50 år.«
Michelle meldte sig til flyvevåbenet i 50-erne som mat og blev uddannet radiotekniker.
»Jeg troede jo, at jeg skulle være soldat, og så kunne jeg lige så godt få en uddannelse, der interesserede mig. Jeg var tidligere blevet tilbudt en læreplads som slagter, men det syntes jeg ikke lige var mig,« smiler Michelle og byder af den hjemmelavede bønnepostej. Hun er vegetar.
Interessen for teknik stammer helt tilbage fra dengang, det var moderens vækkeur, det gik ud over. I dag har Michelle et lille urmagerværksted i hjemmet og reparerer ure for venner og naboer. Rigtige ure med tandhjul og fjeder.

Men du begyndte ikke først at gå i kvindetøj, da du var 50?
»Fra jeg fyldte 50 har jeg udelukkende gået i kvindetøj,« svarer Michelle og forsikrer, at hun ikke ejer så meget som en mandlig beklædningsdel. »Før da var det en fritidsfornøjelse.«

Kan du godt gå på stiletter?
»Jae. Det ser godt ud, det giver en flot gang og en anden rejsning. Selv om man klemmer tæerne en gang imellem…«
»Mens jeg var i flyvevåbnet lånte jeg tøjet af min kæreste. Det var helt i orden, men hun havde tre børn, og de måtte til gengæld ikke vide noget.«
»Men jeg har altid straks fortalt det til de kvinder, jeg kendte, at jeg ikke ville undvære den side i mit liv, da det betød meget for mig.«

Alligevel må det vel have krævet noget mod?
»Indtil 1967 var det ulovligt! Så indtil da var jeg kriminel. Efter ’67 er det nok blevet for vanskeligt at håndhæve et forbud – dels begyndte kvinder at gå i mandetøj, lange bukser, dels kom jo hele den seksuelle frigørelse.«

Hjemmegående
Det var i årene som projekteringstekniker på tv, at Michelle lærte sin kone at kende, med hvem hun har sønnen Francis. Konen var leder af en integreret institution, selv arbejde Michelle i DR, og de syntes, de havde for travlt og ikke behøvede så mange penge. Deres enighed om, at de hellere ville have mere tid end penge, førte til, at Michelle blev hjemmegående husmor og i halvandet år passede sønnen derhjemme.
»Det har jeg ikke fortrudt, det har jeg fået igen mange gange,« erklærer hun. Det var dog ikke sådan, at jeg lå på den lade side som hjemmegående. Det var for eksempel mig, der byggede Radio Rosa for LBL. (Landsforeningen for bøsser og lesbiske, red.). Så det er en heteroseksuel kvinde, der har finansieret, at en hjemmegående transvestit har bygget en bøsseradio!«
»Det var også under de 20 års ægteskab, at Michelle sprang offentligt ud som transvestit.
»Min kone sparkede mig i gang. Gå dog ud på gaden,« sagde hun, »og vær ligeglad med hvad folk siger og tænker.«

Hvad siger folk?
»De siger ikke noget, naboerne kigger lidt de første gange! Men de vænner sig til det. Det er da rimeligt at snakken går, når der flytter en transvestit ind ved siden af, men når så alle har snakket om det, er man jo bare naboen, og de kommer og får lavet deres småting, som de altid har gjort. Verden falder ikke sammen, fordi man springer ud som transvestit, den visdom prøver jeg også at give andre transvestitter

Stille insisteren
Personligt har jeg utroligt svært ved ikke at opfatte dig som kvinde!
»Det kompliment har jeg tit fået. Mens jeg underviste på højskolen var der også nogle, der besluttede at omtale mig som hun, mens andre opfattede mig som en han. Men det var noget af en provokation, da jeg blev hjemmegående. Selv har jeg dog aldrig villet provokere. Jeg har blot med min stille insisteren villet leve det liv, der gav mig mest glæde.«

Du har aldrig gået rundt og lignet Marylin Monroe?
»Meget af min kamp i Transvestitforeningen har gået på at få de to roller til at smelte sammen til en helhed i stedet for, at kvinde- og manderollen skulle være en kontrast. Jeg tror imidlertid, at der er masser af transvestitter, der lever, som jeg gør, altså lever stille og roligt som kvinder, uden at have problemer med det.«
»De transvestitter, der kommer i foreningen, har mange gange store problemer. Nogle kommer én gang om måneden med en kuffert uden konens viden, og det er det eneste tidspunkt, hvor de kan klæde sig om. De første kejtede førsøg er ikke altid lige vellykkede, men øvelse gør mester.«

Tror du transvestitisme er et produkt af det gammeldags, stive kønsrollemønster, eller er der også helt unge transvestitter?
»Den kvindelige side bliver for mange drenge undertrykt i opvæksten, men jeg tror, at med den styrke, moderne kvinder har, bliver kvinder mere og mere attraktive som rollemodeller. Derfor er der også en tendens til, at jo yngre mændene er, jo lettere har de ved at lege kvinder. Det opfatter jeg som en kompliment til det kvindelige og som et tegn på, at ligeværdigheden breder sig. Jeg kan også godt lide at kalde vores gruppe for mandlige rødstrømper. Men vi går jo ikke på barrikaderne, for det ligger ikke til den kvindelighed, vi gerne vil i kontakt med hos os selv!«
»I virkeligheden synes jeg, at det mest fantastiske er, at tilpasningen er så stor, at så mange både kvinder og mænd opfører sig, som de skal. Men ligesom kvinder har fået stemmeret og bliver mere og mere ligestillet på arbejdsmarkedet, så er der også masser af mænd, der altid har haft lyst til at erfare kvinders verden. Tøjet har to funktioner, det signalerer til omverden, hvad man har lyst til, og psykisk giver det en lov til at være den, man har lyst til at være. Men jeg tror, det kræver en vis modenhed. Jeg er glad for, at jeg har taget mig lov til at leve det liv, jeg har haft lyst til at leve.«
»Der er et enormt prestigetab for en mand ikke at leve op til manderollen; at være “en rigtig mand”. Da jeg blev hjemmegående blev jeg altid spurgt om, hvad jeg så lavede. Det tog mig lang tid at få folk til at forstå, at det at passe hus og barn faktisk var et job, der krævede sin “mand”.«

Nysgerrigheden
Er der slet ikke noget negativt ved at være transvestit?
»Livet er vist lige problemfyldt og besværligt for begge køn. Men det er ikke sådan, at jeg har haft svært ved manderollen. Jeg var god til fodbold, jeg havde ug i sløjd osv. Men mand kan enhver idiot jo være! Det er sværere at få den kvindelige side med. Det er det, mange mænd kæmper med. Men jeg vil ikke dø nysgerrig.«

Nysgerrigheden stopper vel et sted. Transvestitter er jo ikke bøsser, det er ikke sådan, at man føler sig som kvinde seksueltseksuelt?
»Ti procent af den mandlige befolkning er homoseksuelle. Så er ti procent af transvestitterne det også.«

Hvordan med vennerne. Har du flest venner eller veninder?
»Som en positiv sidegevinst er de fleste af mine venner veninder, men jeg har da stadig god kontakt til mænd.«

* * *
Michelle Fridan var medstifter af og den første formand for Transvestitforeningen i Danmark (TiD).

Artiklen om Michelle Fridan blev bragt i Information den 8. marts 2001.
Journalist Karen Syberg har venligst den 5. juni 2009 givet tilladelse til, at artiklen bringes i Vidensbanken.

Udgivet i: Michelle Fridan.
Søgeord: , , , , , , , , , , , , , .