Nanna Nielsen – en [god] historie. 13. august 2005.

Vist 474 gange.
Nanna Nielsen.

Nanna Nielsen.

Af Nanna Nielsen den 13. august 2005.
Jeg vil gerne fortælle jer en historie. En historie om et menneske og en udvikling. En historie fra det meget virkelige liv. En historie om mig selv.

Jeg er i dag 55 år gammel, så denne historie begynder altså for 55 år siden. For nemheds skyld vil det være bedre, at vi begynder der, hvor jeg første gang oplevede, at jeg blev bevidst om mig selv. Indtil da havde jeg på en måde bare været til. Sådan som de allerfleste børn er. En tilværelse med leg, skolegang, forældre, søskende, venner, fjender og en hel masse andre ingredienser, som tilsammen udgør barndommen.

Jeg var en meget spinkel og lille dreng, men da vi alle (jeg har to brødre) var på samme måde, så jeg slet ikke noget underligt i det. Men som lille og spinkel i starten af 50-erne var jeg (man fristes til at sige naturligvis) udsat for en del mobning og en del kampe for at blive accepteret. Alle børn er i større eller mindre grad udsat for den slags og alle børn udvikler nogle mekanismer, som de kan bruge for at komme ud over problemerne. Personligt brugte jeg mit hoved. Jeg læste, jeg øvede og jeg tænkte. På den måde kunne jeg opleve sejrene i kraft af intellektet, hvilket faktisk senere har vist sig at være en udmærket måde.

På et eller andet tidspunkt vågner der jo en seksuel fornemmelse op i enhver. For mit eget vedkommende var det sådan i omegnen af 12-13 års alderen. Jeg opdagede pludselig, at jeg begyndte at tænke på både piger og drenge på en anden – adskilt – måde. Indtil da havde de jo alle bare været børn på min egen alder. Alle, der var ældre var jo store og derfor anderledes, og dem, der var mindre var bare irriterende. Jeg var den mindste af os tre brødre, så jeg havde jo følt den der med at være irriterende fra dem begge to. Jeg var enten i vejen, for lille (grunden til at man kun kunne se film, der var tilladt for børn) eller bare den, der bare rendte rundt og var en lille møgunge. Det er den mindstes lod i en flok. Det var ikke ondt ment.

I vores familie optrådte også en pige, som var 10-14 år ældre end os. En flot pige. Rigtig 50-er pige, sådan som man skulle se ud som pige dengang. Hestehale, slank og klædt i bluse og nederdel eller i kjole. Ikke noget med lange bukser der. Senere kom der jo slacks og piratbukser til, men det var først senere. Det var min storesøster, eller min halvsøster, som den slags kaldes, når ens far har haft en fortid. Jeg var forelsket i hende. Ikke på en seksuel måde, men på en underlig magnetisk facon. Forelsket i hendes billede. På samme måde, som jeg var forelsket i naboens Kirsten, i alle pigerne fra de større klasser, i en lærerinde, i pigen i bagerforretningen og i alle de andre smukke piger. Min halvsøster skulle senere komme til at spille en fremtrædende rolle i mit liv. Indtil da havde jeg travlt.

Mine øjne sugede til sig. Det er underligt, at de ikke blev slidt op. Jeg kiggede på dem helt uhæmmet, og jeg er temmelig sikker på, at der var mange, der undrede sig over den der lille, spinkle og insisterende dreng. Men et eller andet fastholdt mig som beskuer. Jeg kunne ikke dengang forklare det. Først flere år senere gik det op for mig, hvad det var, jeg sådan var draget imod.

Lige siden den tid har jeg så fortsat med at kigge på piger, kvinder, damer, sild, babes eller hvad man nu foretrækker at kalde dem. I alle former, farver og udstyrsvarianter. Lidt på samme måde, som mine kønsfæller kiggede og kigger på biler.

I mellemtiden skete der dog også noget. Jeg hopper elegant tilbage til min tid som spinkel teenager. 13 år og aldrig kysset. Jeg begyndte at føle en hel masse ting, hvilket ikke var så usædvanligt. Og de allerfleste ting var af en art, som jeg havde læst mig til var normale. Men der var også nogle ting, som jeg aldrig var stødt på. Hverken i bøger, blade eller seksualundervisningen med vores noget fyldige klasselærerinde. Jeg begyndte umærkeligt at føle en slags misundelse blandet med nysgerrighed efter at føle, hvordan det ville være at være pige. Jeg begyndte at mærke en lyst til ikke blot at se på det smukke tøj, men også selv have det på. Jeg ved ikke, om min spinkle krop i spejlet var medvirkende til at forstærke denne lyst, men den blev hurtigt så stor, at jeg ikke kunne modstå den.

Nu havde jeg to kvinder – eller rettere en kvinde og en pige – indenfor rækkevidde. Min mor og min halvsøster. Begge var slanke – nærmest spinkle – og da jeg nåede til det tidspunkt, hvor jeg bare var nødt til at gå fra drøm til virkelighed, så var der flere vidunderlige muligheder indenfor husets fire vægge.

Jeg erindrer med skærende klarhed den allerførste gang jeg stod foran min mors skuffer og skabe. Jeg havde både den gode engel og den lille djævel siddende på mine skuldre. Jeg føler det i dag som om jeg stod der i flere timer, men i virkeligheden skete det hele meget hurtigt. Strømper – dengang var strømpebukserne ikke så almindelige – strømpeholder, trusser og en kjole. Jeg styrtede ind på mit værelse, som jeg delte med en af mine brødre. Jeg kæmpede med at få strømper og strømpeholder til at samarbejde. Og endelig kunne jeg trække kjolen over hovedet. Jeg var ikke større, end at jeg kunne tage den på uden at lyne den op i ryggen, og jeg har sikkert været et meget mystisk syn, men mit hjerte hamrede i mit bryst. Jeg er garanteret blevet meget ophidset af fornemmelsen og frygten for at blive opdaget, men et eller andet sted følte jeg også en dyb og varm tilfredsstillelse.

Hele seancen har sikkert ikke varet meget mere end et kvarters tid inden jeg fik lagt og hængt tingene på plads igen. Lysten afløstes hurtigt af en skamfølelse. En komplet mangel på forståelse af mig selv og mine handlinger og lyster.
Det var altså min debut. Ikke at jeg var klar over, at det på nogen måde var skelsættende for mig allerede dengang, men alligevel en oplevelse og en erfaring, som jeg nu – så mange år efter – ser tilbage på med stor morskab. Jeg vil ikke trætte læseren med en kronologisk gennemgang af alle de omklædnings-seancer, som fulgte herefter. Det ville trods alt føre for vidt. Men jeg kan bare konstatere, at den nærmest elektriske fornemmelse, jeg fik i kroppen den første gang var stærk nok til at trække mig tilbage og vedholdende nok til at fastholde mig i min lyst. Stadigvæk var jeg slet ikke klar over, hvad det var, hvad det hed, hvad det betød, men jeg var helt klar over, at det nok var et eller andet, som var specielt for mig. Måske endda så specielt for mig, at jeg nogle gange var overbevist om, at jeg var den eneste i hele verden, der følte denne lyst. Det betød naturligvis, at skammen var med mig hele tiden.

Heldigvis var jeg altså en type person, som ikke bare stillede mig tilfreds med at leve med denne skam/lyst-blanding. Jeg ville vide, hvad det var. Jeg ville kende mig selv. Så jeg begyndte at opholde mig meget på hovedbiblioteket i Lyngby, hvor jeg boede dengang. Jeg støvede bøger igennem, men det var egentlig et tilfælde, da jeg endelig fandt, hvad jeg søgte efter. I forbindelse med en skoleopgave var jeg på jagt efter nogle statistikker over homoseksualitet. Midt i min søgen fandt jeg et afsnit om transvestisme. Defineret som en seksuel tiltrækning af det modsatte køns tøj! Intet mindre!

Jeg læste det afsnit en million gange. Det beskrev transvestisme – som det altså kaldtes – som en sygelig, psykisk betinget tiltrækning af seksuel karakter. En sygdom altså! Noget, man skulle gå til lægen med. Men noget indeni mig fortalte mig, at det ikke kunne passe. Nu kendte jeg ordet, så jeg ledte videre, og fik efterhånden klart for mig, at vi (!) var mange. Nogle steder stod der, at op til 3-5 % af alle mænd var transvestitter, hvilket jo var en stor lettelse for mig. Det betød jo, at der alene på min skole, Stengård Skole, som var en af Københavns største skoler, måtte være i hvert fald mellem 25 og 40 andre transvestitter. Og det var da en del. En meget beroligende opdagelse.

Jeg var på dette tidspunkt blevet omkring 16 år gammel. Som sent pubertetsbarn var jeg først nu begyndt at føle egentlig seksuel tiltrækning mod pigerne. Indtil da havde de nok mere været studieobjekter og derudover nogle utilnærmelige væsener, som jeg bare gerne ville være venner med. Men alt det begyndte altså at ændre sig. Vi befinder os nu i midten af 60erne. En tid, hvor man oplevede det første lille kim til et ungdomsoprør. Rockmusik og folkemusik kæmpede om pladserne hos de unge. Moden var meget ungdomspræget med de nok så kendte mini-skørter, hotpants, små bluser, lange støvler med hæle, makeup, langt hår. Vi drenge kunne også have langt hår, og selvom det vil være svært at tro, hvis man ser min hårgrænse i dag, så havde jeg på denne tid hår ned til skuldrene. Som naturligt krøllet var det lange hår blødt bølget, det var tykt og kraftigt og smadderflot. Det gav mine omklædninger et ekstra element, fordi jeg nu også så småt var begyndt at lege lidt med makeup. Meget ubehjælpsomt, men med stor energi.

Kærester var der egentlig ikke nogen af endnu. Jeg var da bestemt interesseret, og i flere tilfælde endda meget interesseret, men af mange årsager blev det aldrig til mere. Men som altid var der jo en udvikling i gang, og min bestod i, at jeg kom i gymnasiet. En helt ny verden. Her var man jo næsten voksen. Jeg havde den store lykke at komme på et gymnasium, hvor jeg var den eneste fra min skole og dermed var fri for alle de lig, lasten var fyldt med fra folkeskolen. En mulighed for at blomstre op, for at udvikle mig i alle retninger. Og jeg skal love for, at jeg tog for mig af retterne.

For første gang blev jeg forelsket. Rigtig forelsket. I hver en fiber af kroppen.
Den udkårne hed Lene. Var en høj, slank, feminin ung kvinde. Altid i nederdel og bluse. Jeg tror aldrig, jeg så Lene i et par lange bukser. Hun havde det lange, mørke hår, som for mig er det mest fortryllende. Hun havde et smil og et væsen, som kunne smelte ethvert mandehjerte. Hun smilede med øjnene. Hun smilede med hele kroppen. Jeg var hårdt ramt. Kunne sidde og stirre på hende, når hun ikke bemærkede det. Bare indprente mig alle detaljerne. Uden at vide det, så lærte Lene mig mere om kvinder og kvindelighed i de år, end nogen anden kvinde har lært mig siden. Jeg er hende uendelig taknemmelig for at have eksisteret og – ja – jeg indrømmer gladelig, at jeg stadig elsker hende højt.

Jeg fik sådan ca. midt i 1. G taget mig sammen til at fortælle Lene, hvordan jeg følte, og det var utroligt! Hun kunne også lide mig! Det var næsten religiøst smukt. Jeg svævede. Men der er jo altid en slange i Paradis. Min slange var min transvestisme, som jeg nu næsten havde forliget mig med. Og så kommer forelskelsen og skubber til fundamentet. Hvordan i alverden skulle jeg dog kunne forene de to ting. Det var umuligt. Umuligt som 17-årig at skabe den bro, den forbindelse. Helt umuligt. Så jeg forsøgte naturligvis at fornægte og undertrykke transvestismen til fordel for kærligheden. En situation, som vel de allerfleste transvestitter har oplevet, måske endda flere gange. Det skal jeg nok vende tilbage til.

Gymnasietiden var for mig nok den skønneste tid. En metamorfose. En genfødsel. Måske lyder det en anelse højtravende, men jeg sværger. Det er den eneste reelle måde at beskrive det på. Jeg kom i gang med mit liv. Men transvestismen blev aggressivt skubbet så langt bagud, som jeg magtede. Jeg kastede mig ud i lange intellektuelle debatter. Om litteratur. Filosofi. Politik. Mytologi. Ungdomsoprøret blev meget personligt. Demonstrerede for frihed, lighed og broderskab. Skrev følsomme digte og lagde dem ned i skuffen. Brugte alle facetter af livet helt hæmningsløst og vågnede op til virkeligheden med kortere eller længere mellemrum. Min egen lille personlige slange i Paradis sneg sig gentagne gange ind på mig. Jeg erindrer specielt en tur med klassen til Sønderjylland.
Vi var 2. Gere. Store børn, teenagere og voksne på samme tid. Vi boede på et vandrehjem i Aabenrå. Det var oktober men alligevel ville vi en aften ned og bade. Ingen af os havde badetøj med, men det betød ingenting. Vi smed bare tøjet og pjattede rundt i vandet, som sandsynligvis var koldt, men det mærkede vi ikke. Bagefter skulle vi hjem til vandrehjemmet. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men alle pigerne besluttede på samme tid, at de ikke behøvede at tage undertøjet på, og af grunde, som aldrig bliver opklaret, så blev det min opgave at bære det hjem i min taske. Jeg glemmer aldrig den fornemmelse, jeg havde i kroppen. Vidste de noget? Var det grunden? Men sammen med den lille angst bag i munden var jeg også pirret. Alt det feminine. Alt det vidunderligt smukke og tiltrækkende der i min taske. En lille dum historie, men den står alligevel som en stærkt lysende flamme i min erindring.

Lene forlod mig! Hun forlod mig under et af vore studentergilder. Hun forlod mig til fordel for en fra en parallelklasse. Hun blev to år senere gift med ham. Fik 5 børn og parcelhus i Nordsjælland. Måske det bedste. Så kan jeg da stadig drømme om hende, og jeg fik aldrig behov for at risikere min kærlighed på sandhedens alter. Drømmen lever og forbliver en drøm.

Nu fulgte et år, som var helt umuligt. Jeg gik direkte fra studentergilderne til Livgarden. 16. august 1979 stillede jeg i Sandholmlejren medbringende toiletgrejer og et par sorte sko. 12 måneder senere gik jeg ud af porten “trådt af som civil” og med en brændende trang hamrende i brystet. En trang til endelig at kunne være det menneske, jeg vidste jeg var. Mine forpligtelser var nu klaret. Jeg havde opfyldt både mine forældres og samfundets krav. Nu var det min tur.

Egentlig var det min plan at starte på universitetet, men trangen til at kunne være selvstændig gjorde, at jeg var nødt til at tjene nogle penge. Så jeg kom ind på et reklamebureau. Dengang i 60erne og 70erne var reklamebranchen det absolut mest hotte. Her var der muligheder for at tjene rigtig mange penge uanset kvalifikationer. Det eneste, der gjaldt, var, at man forstod at spille spillet.

Som 20-årig var det naturligvis svært at give afkald på. Den slags vænner man sig uhyggeligt hurtigt til, så da tiden kom til at melde sig tilbage i undervisnings-systemet lod jeg som om jeg ikke var “hjemme” og fortsatte min karriere.

At jeg tjente penge og ikke mere boede hjemme var jo nemlig også fundamentet for, at jeg kunne genetablere min kontakt med min “isme”. Jeg havde for første gang i mit liv alle muligheder for at udleve transvestismen. For første gang oplevede jeg, hvordan det kunne være at være Nanna. Jeg fandt navnet i en bog om en ung kvinde i 1850ernes England. En kvinde, som ved skæbnens ugunst mistede sit tilhørsforhold til den klasse, hun var født ind i. En kvinde, som var tvunget til at undertrykke uforståelige elementer i sig selv. Historien blev senere til en lystspilfilm med Goldie Hawn i hovedrollen.

I denne periode købte jeg mit første eget kvindetøj. Købte min egen makeup. Købte sko og tingeltangel. Og så er vi tilbage ved et emne, som alle transvestitter kender til. Garderober, der kommer og går som bygerne i den danske sommer. Det er meget dyrt at være transvestit. Især i de første år. Især fordi man endnu ikke har fundet sin stil. Man har betragtet tusindvis af kvinder. Man har drømt og man har kigget billeder i blade. Men man har endnu ikke det mod, der skal til for at prøve tøjet inden man køber. Man river det bare ned af hylderne og bøjlerne. Skynder sig at få det pakket ind “som gave” og hurtigt ud på gaden igen. Og så kommer man hjem med det og finder ud af om det passer. Hvad det ind imellem gør, men for det meste ikke.

I den fase er det meget dyrt at være transvestit. Der er ingen linie i det man køber. Der er alt fra superkorte nederdele til lange flagrende gevandter. Man har endnu ikke helt opdaget, at kvinders talje sidder noget højere oppe end mænds, så intet passer. Fra meget farverige bluser til striktrøjer, der slet ikke er bygget til ens krop. Undertøjet er nok det, man hurtigst finder ud af. Der er trods alt ikke hele verden til forskel på et par herretrusser og et par dame ditto. Mysterierne begrænser sig her til mærkelige mål på alt det, der skal spændes omkring forskellige steder på kroppen. Især en BH er en mærkelig ting at komme overens med. Ikke nok med at den skal kunne nå rundt, den skal også sidde i den rigtige højde. Og hvor er det nu lige det er?
Og hvad skal man så fylde i den? Forslagene er mange og meget forskellige. De første gange er man såmænd tilfreds med nogle sammenrullede tennis-sokker, senere går man skridtet videre til poser med ris, balloner med vand, jeg har såmænd også brugt poser med frugtgele, som ikke “skvulpede” så meget. Det kan jeg for resten anbefale. Eventuelt kan man selv lave en kraftig gele med masser af gelatine og så selv fylde på efter behov.

Og ind imellem smider man så hele garderoben ud. Bluser, nederdele, kjoler, undertøj, strømper og sko. Alt ender i den nærmeste container, for nu kan det altså også være det samme! Nu MÅ man da kunne stoppe med alt det “pjat”. Det er alt for besværligt at skulle gemme det væk, bare der kommer et menneske på besøg. Det er alt for besværligt, når man prøver at klæde om, lægge makeup, lakere negle og det hele. Bruger timevis på det hele, og så skal man til og i seng! For man skal i hvert fald ikke nogen steder uden for en dør. Det er alt, alt for farligt. Der kan ske de mest forfærdelige ting. Og det er i hvert fald helt givet, at man møder samtlige bekendte indenfor den første halve time, og de får alle sammen øje på en, og der er ingen ende på fortrædelighederne.

Jeg var nu blevet 25-26 år gammel. Jeg var nu ret fortrolig med, at jeg var transvestit. Jeg havde efterhånden fået læst ret så meget om emnet. Det var jo før Internettets tidsalder, så det var gennem bøger og blade. Jeg arbejdede, tjente masser af penge, havde ingen forpligtelser udover mig selv, og det var ganske godt. Og så begyndte ulykkerne at vælte ind over mig. Det hele endte med, at jeg blev gift. En gedigen fejltagelse, men det var ligesom det, man gjorde dengang, så det skulle jeg da også. Ud røg garderoben igen, for i henhold til de borgerlige dyder, så harmonerer transvestisme ikke med ægteskab, bil, rækkehus og søndagsmiddag hos svigerfamilien. Til mit held blev fejltagelsen hurtigt til en direkte katastrofe, så næste stop var skilsmisse, hussalg, skænderier og økonomisk ruin. Men det var trods alt til at lære at leve med i modsætning til min hustru. Derefter stod den på ejerlejlighed, brugt bil og alenetilværelse. Så der kom hastigt gang i shoppingen igen. Nu skulle drømmene for alvor leves ud. Men mens jeg et øjeblik kiggede den anden vej, så skete der selvfølgelig noget, som ikke var planlagt. Jeg mødte naturligvis en dejlig pige, som jeg faldt pladask for. Hvad ellers.

Ejerlejligheden blev solgt og jeg flyttede ind sammen med hende og hendes 7-årige søn. Vi havde det rigtig dejligt sammen, men ind imellem var der et lille uhyre, der stak sit grimme hoved frem. Min skilsmisse havde været endog meget dyr. Jeg var blevet taget i r.. af en advokat og en revisor, som ikke havde høje nok etiske principper, hvilket betød, at jeg i denne periode ikke altid var en jævnbyrdig partner. Men vi gjorde det, som tusindvis af par i den situation har forsøgt, nemlig at købe og investere os ud af det følelsesmæssige dødvande. Efter 3 år købte vi hus sammen, og efter yderligere 10 måneder fik vi en datter sammen. Tag nu ikke fejl. Jeg er lykkelig for min datter. Hun er vidunderlig, besværlig, skøn, umulig, intelligent og snotdum. Men hun er min datter, og jeg ville sælge både arme og ben, hvis det kunne hjælpe hende. Den opmærksomme læser har garanteret allerede gættet, at vi naturligvis ikke kunne blive sammen. Forskellene blev mere og mere markerede. Jeg begyndte at lade egoismen tage over. Ikke at jeg bevidst styrede imod et brud, men jeg gjorde heller ikke noget for at forhindre det. Inde i mit hoved og dybt i min sjæl længtes jeg nok allermest efter at blive mig selv. Kunne leve for mig i stedet for alle mulige andre. Jeg flyttede, da min datter var 6 måneder gammel. Min ex og jeg har haft et formidabelt forhold siden, et forhold, som jeg slet ikke kunne forestille mig, at vi ville have haft sammen. Jeg elsker hende stadig, som den dejlige kvinde hun er. Men det ville ikke have været muligt for mig at undertrykke mig selv i et fast forhold med prioriteter, havearbejde og svigerfamilie.

Jeg var blevet 37 år gammel nu. Jeg har aldrig været ked af at være Nils, slet ikke, men den anden halvdel manglede. Hidtil var det blevet til noget rodet og uskønt. Det føltes som om jeg selv trak transvestismen ned på et næsten smudsigt plan, som noget, der skulle gemmes væk, noget snavset og måske endda perverst. På trods af alt, hvad jeg havde læst. Det, der nu skete var, at jeg begyndte at anlægge et intellektuelt syn på transvestismen i stedet for et moralsk/socialt.

For første gang fik Nanna noget, der kunne minde om et rigtigt og struktureret liv. Jeg fik ro og frihed til at finde den kvindestil, som er min. Nanna var lige på trapperne. Gennem Politikens “kom frit frem”-annoncer fandt jeg pludselig en dag frem til en forening, som hed noget så mundret som FPE-NE. Jeg gik med den lille annoncestump i min pung i flere måneder, og fik endelig modet til at ringe til det nummer, der stod i den. Jeg talte med en pige, der hed Michelle og efter at have snakket frem og tilbage en lille times tid fik jeg spurgt, om det var muligt at komme og besøge hende, og det var det naturligvis. På den aftalte dag mødte jeg op på hendes adresse med hjertet stikkende i halsen. Jeg havde nu været bevidst om min egen transvestisme
i næsten 17 år, men jeg havde – så vidt jeg selv vidste – aldrig mødt en anden transvestit. Igen skal man her huske på, at vi stadig kun er i 1983. Internettet var stadig kun en lille løs ide i en eller anden IT-nørds hjerne, så alle de muligheder, der i dag findes for både at chatte, camme og sende billeder til hinanden fandtes slet ikke.

Vi gik ind i hendes meget hyggelige og rare stue. Langsomt begyndte jeg igen at trække vejret og over 10 kopper te fik vi for alvor talt om transvestisme. Jeg fik stillet en bunke spørgsmål. Nogle af dem kendte jeg allerede svaret på, men det var alligevel vigtigt at høre svarene fra en andens mund. Bekræftelse var utrolig vigtig. Michelle var vanvittig sød og meget tålmodig. Jeg vidste jo ikke dengang, at hun havde den slags samtaler næsten ugentligt. Jeg var jo stadig – på trods af alle fakta – noget meget specielt.

Denne samtale blev det virkelige vendepunkt i mit liv. I både Nilss og Nannas liv. Jeg fik nogle hæfter og en lille bog med hjem, som foreningen havde udgivet. Heri kunne jeg atter få bekræftet, at alene i Danmark er der – alt efter hvilket kriterium man anlægger – mellem 40.000 og 50.000 mandlige transvestitter. Der er ikke noget reelt skøn over kvindelige transvestitter, idet det jo er alment godkendt, at kvinder kan klæde sig i alle mandens klædedragter uden nogen som helst problemer.

Foreningen havde på dette tidspunkt ca. 70 medlemmer, og jeg studsede allerede dengang over dette absurde misforhold. Og denne forening var den eneste direkte transvestit-forening. Der var sikkert transvestitter i både Smil og i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske ( LBL) men alligevel var det vel tilsammen maksimalt 2 promille af transvestitterne i landet. Jeg meldte mig naturligvis ind i FPE-NE.
Det forekom mig den mest naturlige ting. Jeg måtte have nogen at støtte mig til på min fortsatte færd imod et virkeligt tosidet liv, hvor jeg kunne bruge begge sider af min personlighed optimalt. Jeg var nemlig allerede på dette tidlige stadie klar over, at jeg ikke var transseksuel. Jeg havde og har intet ønske om at skifte eller rette mit køn. Nils er en formidabel fyr. Han har en masse af Nanna i sig, men hvis jeg blot kunne få udviklet Nanna til en hel person, så ville jeg kunne hjælpe mig selv meget langt i min udvikling.

Der skete hastigt flere ting. Nanna var nu nødt til at indstille sig på, at den skjulte tid havde en synlig ende. SÅ nu skulle fremtoningen på plads. Jeg fik at vide, at Amica Parykker på Vesterbrogade havde en indehaver, som både forstod, accepterede og respekterede transvestitter. Så jeg ringede til Annette og fik aftalt en tid. Allerede i min stadig unge alder som 33-årig havde mit eget hår indledt et hastigt tilbagetog, så der var ikke gode muligheder for at fremelske fordums hårpragt. Der måtte andre og anderledes rabiate midler i brug. Nanna skulle have hår. Langt hår – jeg havde nær sagt “naturligvis”. Jeg tro, at langt over 75 % af alle transvestitter køber en langhåret paryk første gang. Det forekommer helt meningsløst at ofre penge på en dyr paryk og så anskaffe en korthåret. På den tid var det langhårede look hos mænd forsvundet. Man skulle være pænt klippet i en mandefrisure. Så tanken om at købe en korthåret paryk og trække den ned over en korthåret frisure var helt forkert. Der skulle længde på. Valget faldt på en skøn, blødt krøllet, skulderlang paryk. Mit “country-girl”-hår. Den holder stadig, hvilket bare bekræfter, at man skal købe en ordentlig paryk og lære at passe på den.

Med mit nyvundne mod fik jeg spurgt Annette i parykforretningen om hun ikke kendte et godt sted at købe makeup. Og det gjorde hun da. Hun gav mig en utrolig bunke gode råd. Råd om det allervigtigste, nemlig en god foundation og sendte mig af sted til den forretning, hvor hun handlede. Jeg købte og købte. Slæbte hjem af de mest vidunderlige ting. Jeg er fra naturens side så heldig, at jeg kun bruger en størrelse 41 i sko, så heller ikke skokøb var et problem. Jeg var dog ikke kommet så langt endnu, at jeg prøvede tingene inden jeg købte dem. Rom blev jo ikke bygget på en dag. Men jeg havde efterhånden lært at tage mine egne mål, og der blev længere og længere mellem fejlkøbene. Væsentligst fordi jeg som sagt havde brugt rigtig meget tid på at få fastslået, hvilken stil, der var min. Jeg havde kigget på tusindvis af kvinder i min egen alder. Luret dem hemmelighederne af. Så jeg var temmelig godt rustet til det næste skridt. Det store!

Som medlem af foreningen fik jeg naturligvis også forskellige informationer, som jeg læste med stor nysgerrighed, og på et tidspunkt kom så en meddelelse om, at der skulle afholdes medlemsaften i nogle selskabslokaler i Silkeborggade på Østerbro. Nu fik jeg pludselig fart i de der tanker om, at Nanna jo også burde møde verden derude. Så jeg meldte mig til! Oh skræk, oh rædsel. Det betød jo, at jeg ikke bare skulle ud af min hoveddør, men jeg skulle også køre i bil helt igennem København. Jeg skulle ydermere stige ud af bilen på offentlig vej og gå det sidste stykke.

Aftenen oprandt. Jeg havde forberedt mig det meste af eftermiddagen. Havde lagt makeup to gange. Prøvet alt mit tøj og alle mine sko (begge par), og endelig kom tidspunktet, hvor jeg var nødt til at tage af sted. Hjertet op i halsen, et fast tag i tasken og døren op. Jeg boede på 2. sal og skulle altså ned af 4 trapper for at komme ud på gaden. Jeg syntes mine hæle nærmest tordnede i opgangen og jeg var helt overbevist om, at alle de andre beboere stod med øjnene fast klistrede til dørspionerne. For ih hvor er det interessant, at en transvestit går ned af trapperne. Udenfor stod regnen ned i stænger, hvilket var både godt og ondt. Godt fordi der så ikke var så meget trafik hverken på fortovet eller på gaden, og skidt fordi mit flotte hår så blev vådt.

Turen var naturligvis helt uden problemer, og de 200 meter fra den nærmeste ledige parkeringsplads til selskabslokalerne ligeså. Og så blev døren åbnet. Pludselig befandt jeg mig i et lokale sammen med 15 andre transvestitter. Jeg holdt lige vejret et stykke tid og kunne dårligt nok bevæge mig. Jeg var meget bevidst om, hvordan jeg så ud, og jeg var helt sikker på, at de alle sammen kiggede på mig og vurderede mig. Hvad de naturligvis også gjorde, men så var der en af dem, der rejste sig og kom over til mig. Hun tog min hånd, sagde “hej, jeg hedder Monica”, og så var jeg i stand til at trække vejret nogenlunde normalt igen.

Aftenen som sådan var ikke noget specielt. Der blev snakket, drukket kaffe og spist småkager. I virkeligheden temmelig kedeligt, men naturligvis var det voldsomt at opleve det kedelige sammen med så mange andre af “samme slags”. Mødet varede i 3 timer og alt i alt var jeg udenfor hjemmets fire sikre vægge i 5 timer tilsammen. Disse 5 timer fik betydning for alt, hvad der skete senere.

Der skal ikke følge en detaljeret fortælling om alle de møder, jeg var med til, men hen på foråret blev der indkaldt til generalforsamling. Jeg har altid haft problemer med at tie stille, hvis der er noget, der interesserer mig, og på daværende tidspunkt var jeg blevet meget interesseret i forholdene for transvestitter og transseksuelle i Danmark. Monica, som havde taget så sødt imod mig, var blevet en god veninde, som jeg ofte talte med i telefonen. Vi havde også besøgt hinanden flere gange, og på generalforsamlingen opstod så et gigantisk skænderi mellem den siddende bestyrelse og en form for opposition. I henhold til min natur kastede jeg mit skålpund kød ind på vægten, og Monica fulgte ganske godt med. Inden aftenen var slut var vi begge indvalgt i den nye bestyrelse. Bordet havde fanget!

Nu sad jeg altså der i bestyrelsen for den eneste fungerende forening for transvestitter og transseksuelle i Danmark. Jeg havde i flere omgange arbejdet meget med markedsføring, tryk, grafisk arbejde og den slags, så det var kun naturligt, at jeg blev bedt om at stå for den mere udadvendte del af foreningen. Lidt af en forandring fra ganske få måneder tidligere. Men en frisk udfordring, som jeg naturligvis ikke kunne sige nej til.

Udviklingen medførte så også, at jeg nu nærmest var tvunget til at være mere åben omkring min transvestisme. Min tidligere omtalte halvsøster blev den første, som fik kendskab til det. Naturligvis – havde jeg nær sagt – tog hun det stille og roligt. Det gør de allerfleste mennesker har jeg senere erfaret. Flere og flere af mine venner og bekendte fik det at vide. De fleste på mit initiativ, men der har da også været nogle ganske underholdende episoder ind imellem. F.eks. ventede jeg en dag besøg – som Nanna – og gik rundt og gjorde klar. Ca. ved den tid, hvor mine gæster skulle ankomme ringede det på min dørtelefon, og ganske uden at tænke nærmere over noget som helst tog jeg dørtelefonen og trykkede døren åben. Jeg åbnede min entredør, og op af trappen kom tre af de venner, som jeg dyrkede faldskærms-udspring med. Ja, jeg er gammel “skydiver”. Unægtelig lidt af en overraskelse – for alle parter, men der var jo ligesom ikke rigtig nogen måde at komme uden om det på, så jeg bad dem naturligvis om at komme indenfor. Jeg forklarede dem, at jeg ventede gæster, og bad dem så gå ind i stuen og sætte sig. De havde medbragt en kasse øl, så jeg hentede oplukkeren og nogle glas, som jeg satte mellem de kaffekopper, som allerede var sat frem. De to af fyrene var ved at falde over hinanden med deres spørgsmål. Men den tredje! Han sad med korslagte arme og fjerne øjne under hele deres besøg. Han talte først til mig nogle måneder senere. Ca. et kvartes tid senere ankom så de transvestitveninder, som jeg havde ventet på, og bortset altså lige fra “den tredje mand”, så havde vi alle en dejlig eftermiddag og aften.

Jeg kunne fortælle en masse af lignende historier, men essensen af det hele er, at 95-98% af alle mennesker tager det med ophøjet ligegyldighed, at de møder en transvestit. Naturligvis bliver man da “spottet”, som det kaldes. Alene af den grund, at jeg er 2 meter høj i selv de mest tilbageholdende hæle gør, at jeg bliver spottet, men i de allerfleste tilfælde kan et smil og en frisk bemærkning afvæbne selv de mest overraskede. De få procent, som ikke kan klare chokket, og derfor føler sig berettiget til at kommentere, hvad de ser, dem må man klare på anden vis. Der er tåber alle vegne. Dem kan man ikke undgå. Men hvis man som transvestit (og som transseksuel) husker på at klæde sig efter tid, sted og (med forbehold) alder, så sker det ikke så tit, at det bliver direkte ubehageligt. Der er også steder, hvor jeg ikke ville spadsere alene som Nils, og så ville det jo være en kende idiotisk at begive sig lige præcis derhen omklædt og i superhøje hæle. Her i landet er graden af oplysning temmelig høj, men det betyder jo ikke, at den ikke kunne trænge til at blive højnet. Så tilbage til foreningen.

Foreningens formålsparagraf talte om, at vi skulle “arbejde for at forbedre vilkårene for såvel transvestitter som transseksuelle i Danmark”. Det var en opgave, som jeg tog rimeligt alvorligt. Som den eneste forening følte jeg, at der hvilede et stort ansvar på os. Det var noget af det, jeg følte, at vi virkelig både kunne og skulle forvalte meget seriøst. Det var på det område, at vi især ville kunne gøre en forskel. Så det snakkede vi meget om.

Men der var nogle alvorlige hang-ups i foreningen. Det var som om de allerfleste – både medlemmer og bestyrelsesmedlemmer – var vældig godt tilfredse med at holde møder i et kælderlokale på Østerbro med nedrullede gardiner, diskutere forskellige makeup-mærkers fortrinligheder, drikke kaffe og spise småkager og udveksle venligheder.

Men det var ikke nok for mig. Det var heller ikke nok for Monica og et par stykker andre, så vi begyndte i det små at bryde muren til det omgivende samfund lidt ned. Begyndte at møde op til forskellige arrangementer, bogudgivelser, filmpremierer o.s.v. På dette tidspunkt kom der en person ind i mit lille univers, som skulle vise sig at få pæn stor betydning. Regitze Falk. En meget udadvendt transvestit/transseksuel fra Helsingør, som virkelig havde både mod og “mands”-hjerte til at stå frem og sige – eller nærmest råbe – til folk: “så kig dog på mig og hør efter, hvad jeg fortæller!”.

Regitze havde skrevet en bog om sig selv og sit liv. En farverig og levende og meget medrivende fortælling om retten til at være sig selv, retten til at bryde forældede konventioner og især om den forpligtelse, man har overfor sig selv. En spændende person, som jeg helt naturligt følte mig meget tiltrukket af. Hun havde samtidig et enormt “drive”, og det krævede lige en smule tilvænning, når man var vant til det mere moderate tempo i FPE-NE.

På et tidspunkt kom Regitze med en blændende ide! Hun – og mange af os andre – havde længe undret os over, at Danmark fulgte WHOs sygdomsliste og dermed definerede transvestisme som en behandlingsegnet psykisk sygdom. Det følte vi os naturligvis ikke enige i. På denne tid var landets sundhedsminister ingen anden end Torben Lund, som vi jo vidste, havde et sundt og godt syn på minoriteternes forhold her i landet i kraft af selv at tilhøre en minoritet. Så Regitze – og Regitzes kone – foreslog, at vi skulle henvende os til Torben Lund med et ønske/krav om, at transvestismen blev fjernet fra denne liste. Listen
er indrettet på den måde, at ethvert land frit kan fjerne dele af den, mens der kræves enighed om at sætte ting på listen. Så Danmark ville meget enkelt kunne fjerne transvestismen og dermed bedre leve op til det frisind og det livssyn og verdensbillede, som vi ellers altid brystede os af.

Jeg fik fornøjelsen at skrive til Torben Lund. Et lille manifest, kan man kalde det. Vi troede jo – med vores samlede erfaring med henvendelser til ministre i baghovedet – at der ville gå meget lang tid inden vi ville modtage et eller andet intetsigende brev fra en ministersekretær. Men stor var vores “skuffelse” da vi efter forbavsende kort tid modtog en indbydelse til at komme ind og drøfte sagen direkte.

Virkeligheden tog nu fat i os. Vi havde selv startet processen, så nu var det jo bare om at komme videre. Og snip, snap, snude, så var det en kendsgerning. Torben Lund var lige præcis så målrettet og indlysende forstående, som vi havde regnet med, og inden vi så os om, så var der indkaldt til pressemøde med dette ene punkt på dagsordenen. Med en velrettet og præcis aktiv indsats var der reelt skabt helt nye vilkår for transvestitter og transseksuelle. Nu var der ikke længere basis for at betragte os som psykisk syge. Nu kunne myndigheder og organisationer ikke længere søge i ly bag denne definition. Nu var man nødt til at i hvert fald prøve at forstå, hvad transvestisme og transseksualitet egentlig handler om. Man var med et slag blevet nødt til at tage os alvorligt.

Men der er jo altid en slange i Paradis. I denne situation var slangen den øvrige bestyrelse i FPE-NE. Da sagen hurtigt udviklede sig, fik man kolde fødder i bestyrelsen. Jeg skal ikke kunne sige, om man havde håbet på den sædvanlige langsommelige sagsbehandling, men i hvert fald trak man sig i fuld fart tilbage fra sagen. Man ville ikke være med “som forening” og Monica og jeg fik at vide, at vi kun skulle deltage som privatpersoner. Problemet var jo bare, at jeg havde henvendt mig til Torben Lund som “medlem af bestyrelsen i FPE-NE“! Dette var tilsyneladende et meget stort problem. Bestyrelsen bad mig afslutte al kommunikation med Regitze. Jeg hævdede, at vi jo netop nu var i gang med at følge vores egen formålsparagraf, men jeg fik at vide, at jeg risikerede eksklusion fra foreningen, hvis kontakten fortsatte. Nu var det jo bare sådan, at vores indsats var blevet bemærket rundt omkring. På skoler, ungdomsskoler, højskoler, i kulturforeninger o.s.v. Så der kom indbydelser til at holde foredrag og være paneldeltagere flere steder fra. Et af disse arrangementer var i Helsingør i forbindelse med nogle kulturdage. Denne aften resulterede i, at Københavns Radio bad mig komme i studiet næste morgen, hvilket jeg sagde ja til. Og så var målet fuldt!

Altså måtte jeg udtræde af foreningen, for mine principper og mine ideer om, hvad der tjener sagen bedst kunne jeg jo ikke ændre på, og det har jeg da heller ikke gjort siden. Jeg har så ikke været medlem af nogen forening, før jeg her i sommer meldte mig ind i trans-danmark.dk. Jeg havde med stor glæde og interesse fulgt foreningens arbejde med at få indflydelse på ændringerne i den nye navnelov. En række ændringer, som vil få utrolig stor indflydelse på dagliglivet for en masse transvestitter men især transseksuelle. Om ikke andet, så måtte
jeg belønne denne fremragende indsats med et medlemskab for at vise støtte.

De sidste 5 år har været præget af efterveerne fra et voldsomt trafikuheld, hvor jeg kom temmelig slemt til skade. Det har kostet både operationer og store varige men, som sluttelig resulterede i en førtidspensionering som 54-årig. Alt for tidligt, men desværre nok det eneste rigtige i min situation. Uanset at jeg helst ville fortsætte med at arbejde, så kan det ikke nytte noget at kæmpe så hårdt for at vende tilbage, at helbredet yderligere belastes. Jeg er blevet smertepatient og fungerer kun i kraft af daglig brug af morfin, så tilværelsen har ændret sig fra at være meget aktiv til at være meget stille. Jeg håber dog, at jeg med tiden måske kunne blive i stand til at igen tage ud og holde nogle af de foredrag, som jeg har været så glad for.

Min transvestisme har det godt, lever og bor i Brøndby. Jeg må indrømme, at midt i alle trængslerne, så har Nanna jo fået nogle muligheder for at eksistere på bedre vilkår, end det tidligere har været muligt. Jeg har nu – i modsætning til tidligere – mulighed for at følge mit hjerte og klæde om betydeligt oftere end før, og det gør jeg da også. Men uanset dette, så er jeg jo altid transvestit. Jeg har lært gennem alle de år, at det er en velsignelse og ikke et problem at være transvestit. Man er transvestit med hovedet, og det betyder for mig, at jeg i dag – i 2005 – er kommet i stadig og stigende berøring med min kvindelige side. Jeg nyder at kunne hvile i mig selv, kunne lade de kvindelige/feminine sider blomstre. Jeg skal jo ikke længere fungere i et mandsdomineret erhverv 8-10 timer dagligt. Jeg mærker efter indeni og lader tingene ske. Jeg følger følelserne. Derfor kan det da godt være, at jeg nogle dage render rundt i et forslidt joggingsæt og er langskægget, men det ændrer, som jeg ser det, ikke på, at Nanna hele tiden er her.

Til alle jer, der har gidet læse denne beretning – både dem, der er transvestitter, transseksuelle eller ingen af delene – kan jeg blot sige. Nyd at være den I er. Hvis I ikke tillader jer at være loyale mod jer selv, så bygger I en indre modstand op, som ingen andre mennesker kan bryde ned. Vær glade for det liv og den spændvidde I har fået som mennesker og nyd livet. Jeg er sikker på, at der er et liv efter dette, men hvis jeg skulle tage fejl, så ville det være ærgerligt at have misbrugt chancen for at få det bedste ud af dette.

Kærlig hilsen Nanna.

Genet bag transseksualitet muligvis fundet. 11. maj 2005.

Vist 188 gange. Det populærvidenskabelige netmagasin World Science bragte den 11. maj 2005 artiklen “Genes behind transsexualism possibly found”, i hvilken videnskabsmænd hævder, at de muligvis har fundet gener, som kan medvirke til at forklare, hvorfor en lille procentdel af mænd ser sig selv som kvinder, der er fanget i den forkerte krop.
World Scince har givet tilladelse til, at artiklen bringes i dansk oversættelse i Vidensbanken.
Nanna Nielsen har lavet oversættelsen.
Tina Thranesen.

* * *
Oversættelse: Nanna Nielsen

Af Susanne Henningsson m.fl., World Science
Videnskabsmænd hævder, at de muligvis har fundet gener, som kan medvirke til at forklare hvorfor en lille procentdel af mænd ser sig selv som kvinder, der er fanget i den forkerte krop.

Forskerne gør opmærksom på, at resultaterne er meget foreløbige, og at de skal fortolkes “med den yderste forsigtighed”, idet der er tale om en meget lille gruppe, som er undersøgt.

Ikke desto mindre fastholder de, at resultaterne kaster en smule lys over den sjældent forekommende transseksualitet. Transseksualitet menes at berøre 1 ud af 30.000 mænd, hvoraf en del tager konsekvensen af deres følelser omkring deres rette køn og får foretaget en kønsskifteoperation.

Set i et bredere perspektiv er det muligt, at undersøgelsen kan medvirke til at forklare et af de mest bevidsthedsmæssige og dårligt forklarede spørgsmål indenfor biologien, nemlig: Hvad er det, der skaber kønsidentiteten, – den opfattelse de allerfleste mennesker har af, om de er kvinder eller mænd?

Denne fornemmelse er normalt ret dybtliggende. Folk behøver ikke undersøge deres kroppe for at bekræfte deres opfattelse. Følelsen menes også at være klart adskilt fra spørgsmålet om, hvem en person føler seksuel tiltrækning imod.
Spørgsmålet er langt mere hvordan gener, kultur eller begge dele samspiller om at skabe en kønsidentitet.

Transseksualitet “rejser vigtige spørgsmål vedrørende den måde, hvorpå kønsidentiteten dannes hos mennesker”, skriver forskerne, som blandt andet var Susanne Henningsson fra Göteborgs Universitet og Michael Landén fra Karolinska Instituttet i Göteborg og Stockholm.
De beskriver deres forskning i August-udgaven af det videnskabelige magasin “Psychoneuroendocrinology”.

Hvis deres resultater er korrekte, så kan risikoen for at blive transseksuel delvis bero på længden af visse segmenter af DNA, hvor koden så at sige “stammer”. Dvs. at ganske få “bogstaver” i Dna-koden gentager sig selv i den samme rækkefølge mange gange.
Som noget særligt bemærkelsesværdigt opdagede forskerne i en undersøgelse fra december 2004, at disse gentagelser måske er sædet for nogle af de mest almindelige genetiske mutationer, og at de derfor ligger bag nogle af de hurtigste udviklingsmæssige forandringer i historien om livet. Udviklingsteorien formoder, at mutationer skaber udvikling, fordi mutationer, som indebærer fordele spredes i befolkningen og ændrer deres karakteristika. Med tiden vil der således dannes nye arter.

I undersøgelsen fra 2004 fandt forskerne for eksempel, at længden på snuden hos hunde var bestemt af længden af en af disse gentagelser.

I studiet af transseksualitet undersøgte forskerne en gentagelsessekvens i hvert af de tre gener, som man ved styrer udviklingen af hjernen. De håbede derigennem, at kunne kaste lys over transseksualiteten. De studerede adskillige kendte varianter, som bestemmer længden af disse gentagelser hos forskellige mennesker.

Disse varianter er “langt mere almindelige end transseksualitet“, skrev de. Derfor var målet med undersøgelserne ikke så meget at finde den primære årsag til transseksualitet, men nok så meget at være medvirkende til at finde et svar på, om de undersøgte gener fremmer eller hindrer transseksualitet.

En særlig variant forekom at være specielt knyttet til hyppigheden af transseksualitet. Denne specielle variant blev fundet i et gen, som er ansvarlig for dannelsen af et molekyle, som kaldes ER-Beta. ER-Beta fungerer som en slags adgangsventil, som kontrollerer strømmen af hormonet østrogen gennem hjernen under fostrets udvikling.

Østrogen antages at være anvarligt for, at hjernen udvikles maskulint inden fødslen. Dette uanset at hormonet pudsigt nok er bedre kendt som det kvindelige kønshormon. Dette skyldes, at det – efter fødslen – har indflydelse på udviklingen af kvindelige kønskarakteristika.

Genet, som producerer ER-Beta molekylet indeholder en sekvens, som kaldes CA-sekvensen. Dette navn skyldes, at de to bogstaver “C” og “A”, to af bogstaverne i den genetiske kode, netop her gentages mange gange i træk.

Forskerne kom frem til, at jo længere gentagelsen af CA var, jo større var hyppigheden for transseksualitet i den undersøgte gruppe, som omfattede 29 MtK transseksuelle og 229 normale mænd.

Det er usikkert hvor meget denne ændring af ER-Beta-genet medvirker til transseksualitet, skriver forskerne. Genet kan tænkes at udvikle forskellige varianter af den molekylære ventil, men det er ikke kendt om en eller flere af disse er baggrunden for denne effekt eller om grunden er en anden.
Herudover fandt forskerne, at to andre gener også så ud til at have indflydelse på risikoen for at blive transseksuel. Men ingen af disse gener kunne alene forklare denne risiko. I stedet er der tegn på, at specifikke samtidige kombinationer af alle tre varianter er hyppigere blandt transseksuelle.
De to yderligere gener, som blev undersøgt var de gener, som koder de molekyler, som kaldes aromastase og androgen receptor. Disse gener menes at have betydning for, i hvor høj grad hjernen maskuliniseres.

I denne sammenhæng betyder “mere maskulin” at visse hjernestrukturer er relativt større eller mindre hos mænd end hos kvinder, og at de derved afspejler disse hjernestruktrers betydning for hvert køn for sig.

Forskningen har vist, at dele af den forreste hjernelap, hvor en stor del af tankevirksomheden finder sted, og den limbriske cortex, som er indblandet i følelserne, er større end i forhold til andre af hjernens områder hos kvinder end hos mænd. Dele af tindingelapperne, som har med opfattelsen af rumlighed at gøre, og amygdala, som reagerer på følelsesmæssig ophidsende information, er større hos mænd. En del af hypothalamus, som er den del af hjernen, der regulerer trangen til at formere sig, forekommer også større hos mænd.

I det mindste en del af hjernen – også her en del af hypothalamus – er konstateret forskellig hos henholdsvis heteroseksuelle og homoseksuelle mænd. Ny forskning har endvidere vist, at der hos henholdsvis homoseksuelle og heteroseksuelle mænd er en forskel på, hvordan hjernen reagerer på duften af mandlig sved.

Forskerne ved dog ikke, om homoseksualitet og transseksualitet har noget til fælles – ud over at de af nogle mennesker opfattes som afvigende, og ud over at de nu begge ser ud til at være genetisk begrundet.

Ideen om, at der er genetiske forhold bag transseksualitet, i hvert fald blandt de mænd, som ønsker at være kvinder, har fået øget tilslutning via undersøgelser af tvillingesøskende og ikke-tvillingesøskende, som begge “havde denne meget sjældne lidelse og fra undersøgelse af familier med mere end et transseksuelt medlem” skriver Henningsson og kollegerne.

Kønsidentiteten etableres typisk mellem 18 og 24-måneders alderen, når “drenge bliver bevidste om at de er drenge og piger om at de er piger” (citat The Merck Manual of Diagnosis and Therapy, 17. udgave).

Visse mennesker optræder på en måde, som anses for at være mere naturlig for det andet køn, men dette gør dem ikke til transseksuelle så længe de stadig er tilfredse med deres biologiske køn. Transseksuelle opfatter sig derimod “som offer for en biologisk ulykke, og at de på den værst tænkelige måde er fanget i en krop, som er uforenelig med deres kønsidentitet“.

Originalartiklen i World Science.