Natascha Bosses skrivelse til velfærdsminister Karen Jespersen den 10. december 2007.

Vist 98 gange.
Natascha Bosse

Natascha Bosse

Taastrup den 10-12-2007

Karen Jespersen
Velfærdsministeriet
Christiansborg
1240 Kbh. K.

Kære Karen Jespersen.

Jeg skriver hermed et personligt brev til, som jeg selvfølgelig håber du vil læse og evt. komme med et svar på. Jeg har også skrevet til Lars Løkke Rasmussen, da han var sundhedsminister, men desværre uden held.

Mit navn er Natascha Bosse, jeg er 33 år og biologisk født mand, men lever som kvinde på fuldtid.

Den 30 Marts, blev der fremsat et forslag, B-142. Det var fremsat af Enhedslisten og indeholdt følgende:

om transseksuelles/transkønnedes rettigheder

Folketinget opfordrer regeringen til i næste folketingssamling at fremsætte et lovforslag, der kan sikre transseksuelles/transkønnedes rettigheder.
Forslaget skal sikre,
– at myndige mennesker selv kan bestemme deres fornavn uden hensyn til deres køn,
– at myndige mennesker selv kan bestemme, hvilken kønsidentitet deres cpr-nummer og pas skal udtrykke,
– at myndige mennesker – efter grundig vejledning og rådgivning om konsekvenserne – selv afgør, om de vil gennemgå en kønsskifteoperation, og at samfundet stiller denne mulighed til rådighed for borgerne, og
– at alle mennesker uanset køn og seksuel orientering skal have de samme muligheder, herunder muligheden for at adoptere børn.

Du har sikkert hørt om det og læst mange ting om det, men det er noget som kommer rigtigt mange mennesker ved, derfor vælger jeg at skrive til dig…

Vi er mange, som er født anderledes. Så anderledes at det for nogen, kræver en operation for at vi kan få et normalt liv. Men hvad er et normalt liv for os, tjaa det ved vi kun selv…

Det er utroligt svært at sætte sig ind i vores situation. De fleste personer jeg har mødt, har som regl slet ikke kunne forestille sig hvordan det måtte være ikke at ville have sin penis mere, eller hvordan det må være for kvinder der bare ønskede deres bryster ville forsvinde…

Og det er derfor jeg kontakter dig nu for det er noget der skal sættes fokus på!

Vi er rigtigt mange der ønsker at Enhedslistens lovforslag skal godkendes, uden ændringer. Det er et rigtigt godt forslag på mange områder. Blandt andet kræver det at at Sexologisk Klinik (SK) laver lidt om på strukturen af deres behandling af os, samt at de love og regler omkring navneskifte og Cpr.nr. bliver kigget dybt i krogene.
Jeg går pt. På Sexologisk Klinik igen. Efter godt 11 års fravær, kom jeg tilbage for at få hjælp og blev mødt med den største afsky overfor min person og det har resulteret i en klage til overlæge Ellids Kristensen. Denne fik jeg desværre ikke noget svar på, da hun ikke mente det var en klage…

Det skal også siges at jeg i starten var meget imod især dette punkt:
– at myndige mennesker selv kan bestemme, hvilken kønsidentitet deres cpr-nummer og pas skal udtrykke.

Jeg er nu blevet klogere og er enig i at folk selv skal have lov til at vælge hvad køn der skal stå i deres pas, på deres sygesikringsbevis og hvad vi nu ellers kan finde på. Jeg mener dog at Cpr.nr. ikke bør afskaffes, da navne i dag gør det praktisk talt umuligt at skelne imellem mænd og kvinder. Selv har jeg fået et kønsneutralt navn, da jeg af uransagelige årsager og lidt politik, ikke kan komme til at hedde Natascha fordi jeg rent fysisk, stadig er en mand, men hormonelt er jeg en kvinde!…
De seneste måneder har jeg igennem dialog med andre transseksuelle, fundet ud af at der er mange der ville kunne få gavn af at skifte Cpr.nr. og navn. Faktisk skulle alle transseksuelle have lov til det, for det er unægteligt svært at leve som kvinde, som SK foreskriver, når man har et mandligt Cpr.nr.

Vi er mange forskellige transseksuelle. Nogle behøver en operation, mens andre lever fint som den kvinde de er og fælles for os alle, er at vi bliver alle accepteret som de kvinder / mænd, vi er.
Der findes i dag, ikke nogen læger, overlæger eller psykiatere, som kan tage sig af os og give os den rigtige diagnose. Vi kan gå til en månedlig samtale på SK og efter en del måneder med bare snak, får man at vide at man er fetishistisk transvestit
Derfor er der mange i en situation som min, der søger deres egne veje. Vi giver os selv en diagnose eller finder en psykolog som kan give os den. Finder en gynækolog som kan udskrive hormoner til os og når tiden kommer. Får en psykolog til at lave de tests der skal til for at få en udtalelse omkring selve vores psyke, på både dansk og engelsk, samler de penge vi kan, tager en 14 dages tur til Thailand, får den korrigerende operation og bliver lykkelige over endelig at være blevet os selv. Derefter kan vi slappe af og stille og roligt og komme videre med vores liv…
Ovenstående er den situation jeg er i og jeg har valgt den af den simple grund, at jeg ikke har tiltro til at Sexologisk Klinik kan gøre det fornødne for at hjælpe mig og andre i min situation…

Ja hvis alt var rosenrødt, så ville det jo være fantastisk, men sådan, og det ved du jo sikkert allerede, er livet altså ikke. Der er mange ting man skal igennem for at blive den kvinde/mand, vi sådan set altid har været og det er en dyr affære, smertefuldt, både fysisk og psykisk. Ikke kun for os, men vores familie, venner og bekendte, arbejdskollegaer samt de evt. kunder vi har. Det er ikke kun os der skal igennem en stor omvæltning, men alle omkring os skal lære at leve med det…

Vi er, som sagt, mange typer af transseksuelle, størstedelen ønsker sig så brændende en operation, koste hvad det koste vil, mens andre har brug for et såkaldt “Juridisk Kønskifte“. Et ord som blev opfundet af 2 piger, som har skrevet afhandling om emnet. De har selv opfundet ordet, men det er meget rammende for vores situation, både før og efter en evt. operation!

Dette ord har stor magt på alle os transseksuelle. Der er mange som er på hormoner, men ikke ønsker en operation. Det siges at kønnet sidder mellem ørene og det er til dels korrekt. Men meget af kønnet er vores udseende, opførsel og vores handlemåde.
Desværre kom lovforslaget aldrig igennem. Det var dog til debat, og det var vi glade for. Men siden da har vi intet hørt, da der er sket så meget i folketinget, med valg, omrokeringer og andet, forhåbentligt godt.

Det er dog mit og andres store håb at lovforslaget kommer til overvejelse igen. Det er så vigtigt at vi kan få en ordentlig behandling!

Men som sagt har jeg lært en masse, de sidste mange måneder. Jeg haft kontakt til mange transseksuelle og fået deres historier. Mit formål med livet er at lære og blive klogere og det er jeg blevet!

Jeg beklager at brevet blev så langt, men du ved at når man har noget på hjertet, så flyder bægeret over.

Mvh

Natascha Bosse
Taastrupgårdsvej 13.2th
2630 Taastrup
Tlf: 4399-9993
Mobil: 4041-9993

B 142. SUU Bilag 44. Sascha Natascha Bosses skrivelse af 10. oktober 2007 til Sundhedsudvalget om Trans-Danmark skrivelse af 25. september 2007.

Vist 40 gange. Sascha Natascha Bosse fremsendte tirsdag den 10. oktober 2007 en skrivelse til Folketingets Sundhedsudvalg.
Skrivelsen blev registreret hos Folketinget den 17. oktober 2007. Dermed var et nyt folketingsår begyndt. Det betød samtidig, at det fremsatte beslutningsforslag B 142 var bortfaldet.
Henvendelsen blev derfor ikke registreret sammen med beslutningsforslagets øvrige bilag (Alm. del Samling: 2006-07 – B 142), men som et bilag hos Sundhedsudvalget – SUU alm. del 2007-08 (1. samling) bilag 4.
Ministeren er heller ikke bedt om at kommentere henvendelsen.

Sascha Natascha Bosse anfører i sin skrivelse, at henvendelsen fra Trans-Danmark af 25. september 2007 indeholder nogle fejl.

* * *
Til sundhedsudvalger
Christiansborg
1240 Kbh. K.

Må gerne offentliggøres.

Vedr. Trans-Danmarks skrivelse af den 25/09-2007

Til medlemmerne af Sundhedsudvalger.

Jeg bliver desværre nød til at gøre opmærksom på nogle fejl i den skrivelse som Trans-Danmark har sendt til jer.
Trans-Danmark, og jeg citerer:
Bemærkninger til de af Patientforeningen for Transseksuelle – PfT – indsendte bemærkninger. (Udvalgets bilag 1) og de indsendte bemærkninger fra Sascha Natascha Bosse, der overordnet set gentager og støtter de af PfT anførte synspunkter, men som desuden indeholder temmelig følelsesladede og fordomsfulde betragtninger om transvestitter.

Trans-Danmark tager afstand fra Sascha Natascha Bosse’s bemærkninger og finder ikke grundlag for at kommentere disse yderligere.

1: Som jeg skrev i mit brev, var det et personligt brev, fri for foreninger og andres holdninger, at mine holdninger på mange punkter ligner PfT’s, kan jeg jo ikke gøre for, jeg havde de holdninger før jeg kom i kontakt med PfT.

2: Jeg vil på ingen måde lægge skjul på at jeg stadig holder fast ved at jeg ikke mener at fuldtidstransvestitter skal have lov til at skifte CPR.Nr og fornavn, af den simple grund at det, rent juridisk, bliver fuldstændigt forvirrende at kunne finde hoved og hale i, og derfor mener Trans-Danmark at jeg er fordomsfuld overfor transvestitter, det vil jeg gerne påpege at jeg bestemt ikke er, i kan blandt andet se her: http://makeup.natascha-b.dk/OmMia.html, nederst på siden.
Tværtimod tilbyder jeg min ekspertise til dem der ønsker det.

Ja jeg er bestyrelsesmedlem af PfT, men det betyder ikke at jeg behever være enig med mine medbestvrelsesmedlemmer i alle de punkter som Trans-Danmark har skrevet om, jeg har flere gange sagt at transseksuelle kommer i mange former og størrelser, og vi klare alle dagligdagen så godt som vi kan, der er rigtigt mange transseksuelle som ikke kan blive opereret eller ønsker at blive opereret, men de får dog hormoner og lever som kvinde i deres dagligdag, de skal da have lov til at skifte navn og CPR.Nr. hvis de altså er l behandling på SK, hvis SK altså vil have dem som patienter.

Jeg har været medlem af Trans-Danmark, men i meget kort tid, jeg følte ikke at en forening som både varetager transvestitters og transseksuelles interesser, kan kun specialicerer sig indenfor en gruppe af mennesker, for deres vedkommende er det transvestitter, der nyder godt af Trans-Danmark.

PfT er de transseksuelles forening, alle bestyrelsesmedlemmer er enten transseksuelle eller pårørendetil en, 2 er endda blevet opereret og lever godt i dag som kvinder.
I PfT ved man hvordan transseksuelle skal tackles og de problemer som vi kan komme ud for, der er en rigtig god kontakt til politikere, journalister og andre med tilhørsforhold til netop transseksualisme.

Med venlig hilsen

Sascha Natascha Bosse
Taastrupgårdsvej 13.2th
2630 Taastrup
Tlf: 4041-9993

* * *
Folketingets journal vedrørende henvendelsen.
Henvendelsen i pdf-format hos Folketinget.

B 142. Bilag nr. 9. Spgsm. nr. 41. Sascha Natascha Bosses henvendelse af 23. juli 2007 til Sundhedsudvalget. Spørgsmål 41 derom til ministeren. Svar den 27. september 2007.

Vist 203 gange. Sascha Natascha Bosse fremsendte den 23. juli 2007 i anledning af beslutningsforslag B 142 en skrivelse vedhæftet to bilag til Sundhedsudvalget, der den 26. juli 2007 i spgsm. nr. 41 bad indenrigs- og sundhedsministeren, Lars Løkke Rasmussen, om at kommentere henvendelsen, hvilket skete i svar af 27. september 2007.

Indhold
Henvendelsen fra Sascha Natascha Bosse i sin helhed
Spørgsmål nr. 41 af 26. juli 2007 til indenrigs- og sundhedsministeren
Svar den 27. september 20074 fra ministeren på spgsm. nr. 41
Kildehenvisninger

[Til top] Henvendelsen i sin helhed.
Henvendelsen
Bilag 1
Bilag 2

* * *
[Til top] Henvendelsen

Sundhedsudvalget
Christiansborg
1240 København K Taastrup den 23. juli 2007
Må gerne offentliggøres!
Vedr. lovforslag B 142: Transseksuelles rettigheder
Kære medlemmer af sundhedsudvalget. Jeg vælger at skrive til jer på denne personlige måde, da jeg mener det vil gavne min fremtid som den person jeg er indeni, ikke udenpå. I mit åbne brev til jer, vil jeg komme med en forklaring på min situation, min omgangskreds, mine arbejdskollegaer samt den situation som jeg står i på nuværende tidspunkt og den situation jeg frygter vil komme ud i, hvis specielt en del af forslaget vil blive godkendt.

Min nuværende situation:
Først lidt om mig. Jeg er født dreng, men har altid følt mig mere anderledes end hvad godt er.
Lige fra jeg var omkring de 4-5 år, har jeg vidst der var noget “galt”. Jeg tænker som en kvinde, handler som en kvinde og er en kvinde! Derfor er der kun en mulighed for mig, det er en kønskorrigerende operation som jeg forventer skal foregå inden jeg bliver 35, altså indenfor de næste 2 år.
Min dagligdag er fyldt at frustrationer samt en kamp for at blive accepteret som den person jeg er indvendig. Men jeg har store problemer med mit ydre som gør mig ude af stand til at leve fuldtid som Natascha, som jeg gerne vil.
Jeg har en kraftig behåring, og kraftig skægvækst som jeg skal have væk, ud af mit system da de ikke passer til mig. Jeg føler mig ikke tilpas når jeg ser mig i spejlet og ser skægstubbe.
Skægget betaler jeg selv for at få fjernet, det koster mig 600 kr hver 5-6 uge og det lyder ikke af så meget, men tro mig, det er mange penge når man ikke har så mange i forvejen.

Min behandling:
Lige pt går jeg ikke på Sexsologisk Klinik, som er den eneste klinik i DK hvor man kan gå i “terapi”, få en diagnose (som regl efter første gang hvor man bliver klassificeret som transvestitisk fetishist).
Jeg går hos en gynækolog som tager sig af mine hormoner, en psykiater som tager sig af min depression og det er faktisk det eneste, for jeg har, som så mange andre, valgt Sexologisk Klinik fra, da jeg mener deres behandlingsmetoder er langt fra gode og det er lidt svært at tage en klinik seriøst som både behandler seksualforbrydere og transseksuelle på samme tid.
(se bilag 1: Klage til SK)

Min arbejdssituation:
Pt. arbejder jeg for DSB i en Kort og Godt butik. Jeg har forklaret min leder om min situation og som hun selv har sagt det, så er hun lidt ligeglad, bare jeg udfører mit job godt nok. Jeg har sendt en mail ud til mine kollegaer, (se bilag 2: Mail til mine kollegaer), der er kommet rigtig god respons fra de fleste, mange har jeg slet ikke hørt noget fra, så det tager jeg som det kommer. Vi har dog lavet en plan B i tilfælde af at mine kollegaer ikke vil kunne klare den omvæltning der ligger ude i fremtiden, den handler ganske enkelt om at jeg kan blive flyttet til vores kundeservice.
Der er der så mange af mine kollegaer der håber jeg bliver, de accepterer mig som jeg er og synes jeg er en fantastisk person, men lige nu er min fornemmelse for min arbejdsplads lidt blandet, desværre, så jeg vil se tiden an og lade min situation komme an på en prøve.

Om situationen generelt:
Der er, som jeg indenfor det seneste par måneder har fundet ud af, 2 former for transseksuelle og forskellige behandlingsformer for disse og for lige at forklare hvordan det er sat op, så er vi delt i 2!
1 gruppe:
Transvestitter/transseksuelle, på hormoner, der ikke ønsker/har behov for en korrigerende operation.
2 gruppe:
Transseksuelle hvor der ikke er nogen anden udvej end en operation.

Fælles for begge grupper er at de gerne vil leve som kvinder og blive respekteret som kvinder, nogle transvestitter bliver seksuelt ophidset af at have det modsatte køns tøj på, det gør transseksuelle ikke!
Nogle af de træk som vi absolut ikke har tilfælles, er at komme i hormonbehandling, få ændret navn og CPR-nr. så det matcher den person vi er udaftil og så ønsket om en korrigerende operation som er det største ønske vi har. Og det skal man tage i betragtning, inden man ser på vores situation og evt. godkender et lovforslag omkring os, for jeg kan kun forestille mig hvor svært det må være for jer at sætte jer ind i en situation hvor en person ønsker at få korrigeret sit nuværende køn. Det hører jeg fra mange af mine venner og bekendte som hører om mig.

Transseksuelle er nok mere egoistiske på det punkt, det er en nødvendighed, vi skal tænke på meget mere end den normale dansker. Vi skal til at finde os selv for anden gang i vores liv. Vi skal/er i gang med vores andet teenage år, og vi bliver nød til at se i øjnene at det ikke er nemt i Danmark. Men det er fordi vi ser hvordan tingene står til ude i verden og ærgre os over at vi bor her i Danmark, hvor man ikke engang kan få den nødvendige og meget elementære hjælp. Der er ikke noget at sige til de fleste af os går uden om systemet, får vores egen gynækolog, tager til Thailand og bliver opereret da kirugerne er 1000 gange mere kompetente end i Danmark.

Og vi skal have lov til at være egoistiske! Det er vores liv der hænger i laser. Mange af os kan ikke få vores dagligdag til at fungere, forholdet til konen/manden krakelerer, der er evt. skilsmisse i luften, hvad siger børnene?, hvad med vores kollegaer? Er de åbne overfor os som Kvinde/Mand?, kan vi beholde vores job eller skal vi søge et nyt, bare for at blive accepteret?

Fremtiden:
Lovforslaget handler om at transseksuelle, der ikke vil/kan opereres skal have lov til at skifte navn og CPR-nr. Jeg tror man skal passe på, det næste bliver vel også at transvestitter også skal have lov til at skifte navn og CPR-nr på ligefod med os der brændende ønsker os en operation og som er vores eneste udvej for at vi kan leve vores liv fuldt ud lykkeligt?

Nej, jeg mener at transvestitter eller mænd der selv vælger at leve som kvinder, stadig må leve med deres kønsneutralenavn og mandlige CPR-nr. De er mænd til den dag de dør. Jeg ved godt mange siger at kønnet ikke sidder mellem benene, men mellem ørene og ja det er til dels rigtigt, men for os transseksuelle som brændende ønsker at blive den kvinde vi er indvendigt, så er kønnet mellem benene utroligt vigtigt. Faktisk er det den eneste udvej for at leve et anstændigt liv med den mand eller kvinde som vi nu ønsker det.
Mange påstår at de er tilfredse med det køn de er født med, at de er kvinder mellem ørene. I mine øjne er de mere transvestitiske end de er transseksuelle, der er selvfølgelig undtagelser, blandt andet transseksuelle der af den ene eller anden enten medicinske/aldersmæssige eller anden årsag, ikke kan/ønsker at blive opereret.

Jeg håber udvalget vil tænke sig rigtigt godt om inden forslaget bliver sat til godkendelse. Jeg håber at vores forskellige historier, vil få jer til at se på hver vores situation. Her tænker jeg transvestitter contra transseksuelle. Jeg er sikker på at begge grupper vil kunne få noget ud af forslaget, men desværre må jeg indrømme, at hvis forslaget bliver godkendt, så er det ikke de transseksuelles gode der tages hensyn til, men transvestitternes og det er noget hø!

Vi er ikke og kommer aldrig i samme gruppe som transvestitter, dette er en meget vigtig faktor i vores liv. Vi transseksuelle er i en evig krig med vores biologiske køn, indtil vi får vores korrigerende operation, det er Transvestitter ikke. Derfor mener jeg ikke at følgende bør godkendes:

-at myndige mennesker selv kan bestemme, hvilken kønsidentitet deres cpr-nummer og pas skal udtrykke

Mine bange anelser går på myndige mennesker, der ikke er ved deres fulde fem. I disse situationer er jeg meget bange for at det vil gå galt. Jeg mener heller ikke at transvestitter samt fetishistiske transvestitter skal have denne mulighed. Som skrevet tidligere, de er født mænd og vil være mænd til den dag de dør!…

Jeg har selvfølgelig snakket med mange af mine medsøstre om denne meget firkantede måde at se på tingene på. Vi er ikke altid enige og det er måske lidt tyndt et grundlag for en holdning, men det er nu min holdning omkring emnet…

Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel for os transseksuelle, derfor er jeg trådt ind i PFT´s (Patientforeningen For Transseksuelle) bestyrelse, som jeg tror 100% på og igennem her er jeg kommet i kontakt med en masse mennesker der kan se hvor dårligt vores behandler system fungerer og hvorfor så mange tager til Thailand og bliver opereret…

Min holdning:
Der burde komme en ny overlæge på Sexologisk Klinik. En overlæge der rent faktisk ved hvad vedkommende snakker om og er åben overfor den tilstand som vi er i og har en god portion empati overfor os.
Eller osse skal man gøre som i Norge, lave en såkaldt GID klinik. En klinik som kun varetager transseksuelles interesser, med eksperter på området, vejledere i form af kvinder/mænd som har været turen igennem, som kan rådgive og vejlede i samråd med en psykolog, omkring ens tilstand, arbejde, familie og venner. Det er der mange der har brug for og derfor vil PFT være en god sparringspartner omkring dette emne.

Transseksuelle/transseksualitet, ordene betyder mange ting i nogens øjne og burde ikke eksisterer, da det i mange tilfælde har en forkert klang og misbruges af personer som misforstår ordet…

Transseksuel:
Personer der mener de er kvinder, tager hormoner og lever 85% som kvinde, disse personer kalder sig transseksuele, men ønsker ikke at få deres køn korrigeret, ergo, så kan de umuligt være transseksuelle!

Transseksualisme/transexuality:
Kvinder/mænd som helt fra barnsben har følt at de er født i den forkerte krop, vi vokser op med en indre kamp. Den fortæller os en ting, men vi gør noget andet, for det siger normen vi skal.

Mit forslag til vores diagnose må derfor være at ægte transseksuelle får diagnosen transseksualisme og får en ordentlig behandling derefter!

Med venlig hilsen

Sascha Natascha Bosse
Taastrupgårdsvej 13, 2th
2630 Taastrup

Tlf: 2613-2774

* * *
[Til top] [Retur til henvendelsen] Bilag 1
Hej med jer alle 🙂

Jeg har haft en rigtig god samtale med XxxX og den vil jeg gerne have lov til at dele med jer 🙂

Kommer der til at ske lidt ændringer med mig over de næste par år og jeg ville gerne selv prøve at forklare hvad der kommer til at ske 🙂

Jeg lider af noget der hedder HBS, det står for Harry Benjamin Syndrome, det betyder i alt sin enkelhed at jeg har et kvindesind og er født i den forkerte krop.

Lige nu er jeg på kvindelige hormoner og min krop er i store forandringer.

1: min stemme bliver lysere.

2: mit hår vokser og vil blive farvet.

3: jeg skal tabe mig.

4: jeg skal gennemgå en såkaldt kønsbekræftende operation om ca. 1½ til 2 år, men det kommer an på hvor hurtigt jeg taber mig.

I samtalen med XxxX, har vi selvfølgelig snakket om de konsekvenser det vil få for jer, som mine kollegaer, jeg er åben for spørgsmål og har fuld respekt for at det er en stor mundfuld at sluge for jer.
Derfor er jeg åben for alle spørgsmål og jeg vil på et senere tidspunkt inviterer dem der har lyst, til en aften hvor en af mine veninder som er opereret, vil kunne svare på en masse spørgsmål, jeg vil selvfølgelig sørge for mad og drikke til os.

I mellemtiden kan du, hvis du har lyst, besøge min hjemmeside http://natascha-b.dk

Med venlig hilsen

Sascha Bosse
Tlf: 2613-2774

* * *
[Til top] [Retur til henvendelsen] Bilag 2
Taastrup den 19-04-2007

Att. Ellids Kristensen
Sexologisk Klinik
Rigshospitalet
Afsnit 7411
Blegdamsvej 9
2100 København Ø

Lige nu er jeg vred, skuffet og ked af det på samme tid, det er en følelse som jeg sjældent har, men når den endelig kommer frem, så tordner det ud!!

Vred: vred over at have fået den henvisning, jeg skulle have lyttet til mit indre omkring SK, de er stadig nogle paddehatte derinde.
Skuffet: skuffet fordi det er den eneste instans i DK som kan hjælpe med et navneskifte før en evt. Operation, jeg ved hvor jeg skal hen, jeg ved hvordan jeg kommer derhen, men lige nu er der kun omveje.

Ked af det: fordi hende den såkaldte psykolog jeg snakkede med ikke engagerede sig i samtalen, det tog nøjagtig 37 min. Så havde hun spurgt hvor tit jeg dyrker sex, hvordan jeg dyrker sex og om jeg var blevet seksuelt overfaldet eller voldtaget!!

HVAD FANDEN HAR DET MED MIG OG MIN SAG AT GØRE!?!?!?!?!?

Jeg var til samtale hos Rikke Kildevæld på Sexologisk Klinik Rigshospitalet, og aldrig i mit liv har jeg følt mig så nedværdiget.

Jeg blev hentet i venteværelset, Rikke sagde bare Bosse da hun godt kunne se jeg ikke ligefrem lignede en mand! Jeg sagde ja og rejste mig og gik med hende.

Da jeg kommer op på første sal, står der en pige som er psykologistuderende, hun skal være med til samtalen får jeg at vide..

Samtalen starter med: hvorfor vil du gå herinde, jeg sidder med flot make-up, lys paryk, pæne højhælede sko, dyr frakke til 12000 kr og en gucci taske over skulderen, på papiret står der Nick Bosse og jeg ligner en kvinde, så kommer spørgsmålet, hvorfor vil du gå herinde?

Så kiggede hun i et stykke tid efter en consentform som de skulle bruge til at indhente oplysninger fra min gynækolog og min psykiater, så sendte hun den psykologistuderende ned til sekretæren for at hente den.

Jeg blev lige lovligt kæk og sagde, er det ikke åbenlyst?, det skal lige siges at man i den personprofil man sender ind skal skrive hvad problemet er og en evt. Løsning på det.

Samtalen går i gang og jeg får stillet forskellige spørgsmål, som jeg rent faktisk har svaret på 1 gang på papir, hun stiller nogle meget nærgående spørgsmål omkring min seksualitet, jeg siger at jeg har en kæreste, mandlig og hun siger så, så du er bøsse!, nej jeg er en hetroseksuel kvinde, jeg forklare at jeg har haft 2 forhold og det nuværende er mit andet og at vi har været sammen i 5½ år (her kommer så ingen spørgsmål omkring hvordan han tager det, det manglede faktisk)

Hun spørger hvor mange sexpartnere jeg har haft igennem tiden, hun spørger hvor tit jeg har erektion, hvor tit jeg onanere og hvor tit og hvordan jeg dyrker sex med min nuværende kæreste, ting jeg ikke rigtigt kan finde relevante for den situation jeg er i nu, spørgsmål som for mig var meget personlige og de gik mere i dybden end de egentlig burde.

Hun spørger også om jeg har været udsat for incest, vold eller seksuelt overfald, jeg bliver lidt irreteret og siger definér spørgsmålet, så siger hun bare, det er bare noget vi skal spørge om!!, jeg svare så nej!

Hun spørger også på et tidspunkt ind til at jeg i den profil jeg har vedlagt, ang. Den nye medicin jeg får, jeg forklarer at de papirer har jeg liggende i min taske og hun skal nok få dem, 3 gange spørger hun til den nye medcin, som jeg også forklarer hende hvad er, at papirene ligger i min taske og hun skal nok få dem udleveret da det har relevans for min sag.

Hun spørger hvad jeg laver i min fritid, jeg forklarer hende at jeg stiller op til bestyrelsen i PFT og jeg har meldt mig ind i Socialdemokratiet da jeg tror på at jeg kan være med til at gøre en forskel, jeg kigger hende dybt i øjnene og fortæller hende på en hård, men kærlig måde at det på ingen måde er sjov at være TS/HBS person i DK i dag, der er alt for mange gamle og forældede love, som praktisk gør det umuligt for en HBS person at leve et nogenlunde normalt liv, som jeg siger til hende, der er nogen der har for meget magt!

Hun spørger så hvad mit formål med at gå på SK vil være, jeg forklarer hende at mit formål er at få lov til at skifte navn, jeg er ligeglad med om der står M el. F i mit pas indtil videre, men mit navn vil jeg gerne have ændret, også når jeg skal ud og have nyt job, så er det ikke så fedt man står i dametøj og når man giver sit skattekort, så står der et mandenavn, nej det er ikke fedt, og som en spydig bemærkning nævner jeg at jeg ville ønske jeg boede i Spanien med den nye lov der lige er vedtaget.
Hun siger at man først kan komme i betragtning til nyt navn når man har gået derinde i 1 år, så er det dem der skal tage stilling til om man er “egnet” til at få skiftet navn.

Hun påpeger at de ikke kan give mig hormoner eller indstille mig til operation da jeg er for tyk, jeg påpeger overfor hende at jeg er på hormoner som jeg har fået igennem min gynækolog og at jeg ikke ønsker at blive opereret i DK da kirugerne ikke er dygtige nok!
Efter jeg har gjort det klart for hende at jeg ikke ønsker disse ting, så gentager hun endnu engang at de (SK) ikke kan give mig hormoner eller indstille mig til operation, da jeg er for tyk! Atter engang skal jeg forklare hende, denne gang med en lidt mere hård tone, at jeg er på hormoner, at jeg ikke ønsker at blive
opereret i DK da kirugerne ikke er dygtige nok!

På et tidspunkt siger hun at hun ikke har mere at spørge om, jeg giver hende en mulighed for at stille spørgsmål som hun evt. Måtte have, hun har ingen, hun spørger den studerende om hun har noget der skal snakkes om, men det har hun så heller ikke, så er vi vist færdig, hun rejser sig og åbner døren, jeg pakker mine ting sammen og føler næsten jeg bliver smidt ud af værelset, jeg siger pænt farvel til hende og den studerende og går ud til bilen!
Jeg sidder i bilen i ca. 5 min, jeg er så rystet over oplevelsen at jeg ikke kan køre, hele vejen hjem i bilen kan jeg mærke min vrede!

Om hende:
Under hele samtalen virker hun åndsfraværende og ikke til stede, hun virker ikke oprigtig i den måde hun skal “analysere” mig, hun gentager sig selv flere gange, og spørgsmålene omkring voldtægt er helt ude i torvene, hun er ikke spor personlig, og man har slet ikke lyst til at svare på hendes spørgsmål.
De spørgsmål jeg havde troet der ville komme glimrede med deres fravær, spørgsmål om min konkrete situation og hvordan vi skal kunne håndtere den.
Jeg føler mig trådt på, ikke taget seriøst og som en udstillingsdukke, jeg havde ikke bedt om at der måtte komme en studerende med ind i samtalen, en samtale jeg troede var for at guide mig den rette vej ind til den rette psykolog/psykiater derinde, det kan ikke være rigtigt at man skal udstilles på den måde for at få
hjælp!
Det jeg savnede var en god omgang empati, den var ikke eksisterende, hverken i forhold til mig eller den studerende, der var ingen spørgsmål om min person, men alt handlede om sex, seksualitet og hvad dertil hører.
Jeg savnede en fremgangsmåde for HBS personer, hun spurgte til højre og venstre, men ramte aldrig
plet.

Om Rikke kan jeg kun sige, hun burde ikke arbejde med Transseksuelle!

Jeg har også hørt fra flere andre personer at hun er meget utilfredstillende at være i “behandling” hos.

Den 30-04-07 skal jeg ind til samtale hos Hanne Horsbøl, jeg håber virkelig at hun er bedre til at have med Transseksuelle at gøre, jeg havde spurgt pænt om det var muligt at komme til at tale med Eva Grahn, men den mulighed har jeg ikke fået, desværre, da jeg kun har hørt hende blive rost til skyerne..

Hvis der er noget du vil have uddybet, så kan jeg kontaktes på tlf. 4041-9993 eller på tlf: 4399-9993
Med Venlig hilsen
Sascha Natascha Bosse
Taastrupgårdsvej 13,2th.
2630 Taastrup

* * *
[Til top] Spørgsmål nr. 41
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 23. juli 2007 fra Sascha Natascha Bosse, jf. B 142 – bilag 9.

[Til top] Svar på spørgsmål nr. 41
I henvendelsen redegør Sascha Natascha Bosse for sine personlige oplevelser som en biologisk mand, der på nuværende tidspunkt lever som kvinde og forventer om nogle år at gennemgå et kønsskifte.

Sascha Natascha Bosse redegør endvidere for sine synspunkter på de forslag, Enhedslisten fremsatte i beslutningsforslag B 142.

Jeg har ikke bemærkninger hertil. Jeg har dog noteret mig, at Sascha Natascha Bosse ikke støtter forslaget om fri adgang til at vælge fornavn og CPR-nummer, idet Sascha Natascha Bosse udtrykker bekymring for, at dette forslag vil ligestille transvestitter, der ikke ønsker et kønsskifte, med transseksuelle,
der ønsker at gennemgå et kønsskifte.

* * *
[Til top] Kildehenvisninger
Folketingets jorunal vedrørende henvendelsen – bilag 9.
Henvendelsen hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Natascha Bosses klage over Sexologisk Klinik den 19. april 2007.

Vist 601 gange.
Natascha Bosse

Natascha Bosse

Taastrup den 19-04-2007

Att. Ellids Kristensen
Sexologisk Klinik
Rigshospitalet
Afsnit 7411
Blegdamsvej 9
2100 København Ø

Lige nu er jeg vred, skuffet og ked af det på samme tid, det er en følelse som jeg sjældent har, men når den endelig kommer frem, så tordner det ud!!

Vred: vred over at have fået den henvisning, jeg skulle have lyttet til mit indre omkring SK, de er stadig nogle paddehatte derinde.

Skuffet: skuffet fordi det er den eneste instans i DK som kan hjælpe med et navneskifte før en evt. Operation, jeg ved hvor jeg skal hen, jeg ved hvordan jeg kommer derhen, men lige nu er der kun omveje.

Ked af det: fordi hende den såkaldte psykolog jeg snakkede med ikke engagerede sig i samtalen, det tog nøjagtig 37 min. Så havde hun spurgt hvor tit jeg dyrker sex, hvordan jeg dyrker sex og om jeg var blevet seksuelt overfaldet eller voldtaget!!

HVAD FANDEN HAR DET MED MIG OG MIN SAG AT GØRE!?!?!?!?!?

Jeg var til samtale hos Rikke Kildevæld på Sexologisk Klinik Rigshospitalet, og aldrig i mit liv har jeg følt mig så nedværdiget.

Jeg blev hentet i venteværelset, Rikke sagde bare Bosse da hun godt kunne se jeg ikke ligefrem lignede en mand! Jeg sagde ja og rejste mig og gik med hende.

Da jeg kommer op på første sal, står der en pige som er psykologistuderende, hun skal være med til samtalen får jeg at vide..

Samtalen starter med: hvorfor vil du gå herinde, jeg sidder med flot make-up, lys paryk, pæne højhælede sko, dyr frakke til 12000 kr og en gucci taske over skulderen, på papiret står der Nick Bosse og jeg ligner en kvinde, så kommer spørgsmålet, hvorfor vil du gå herinde?

Så kiggede hun i et stykke tid efter en consentform som de skulle bruge til at indhente oplysninger fra min gynækolog og min psykiater, så sendte hun den psykologistuderende ned til sekretæren for at hente den.

Jeg blev lige lovligt kæk og sagde, er det ikke åbenlyst?, det skal lige siges at man i den personprofil man sender ind skal skrive hvad problemet er og en evt. Løsning på det.

Samtalen går i gang og jeg får stillet forskellige spørgsmål, som jeg rent faktisk har svaret på 1 gang på papir, hun stiller nogle meget nærgående spørgsmål omkring min seksualitet, jeg siger at jeg har en kæreste, mandlig og hun siger så, så du er bøsse!, nej jeg er en heteroseksuel kvinde, jeg forklare at jeg har haft 2 forhold og det nuværende er mit andet og at vi har været sammen i 5½ år (her kommer så ingen spørgsmål omkring hvordan han tager det, det manglede faktisk)

Hun spørger hvor mange sexpartnere jeg har haft igennem tiden, hun spørger hvor tit jeg har erektion, hvor tit jeg onanere og hvor tit og hvordan jeg dyrker sex med min nuværende kæreste, ting jeg ikke rigtigt kan finde relevante for den situation jeg er i nu, spørgsmål som for mig var meget personlige og de gik mere i dybden end de egentlig burde.

Hun spørger også om jeg har været udsat for incest, vold eller seksuelt overfald, jeg bliver lidt irreteret og siger definér spørgsmålet, så siger hun bare, det er bare noget vi skal spørge om!!, jeg svare så nej!

Hun spørger også på et tidspunkt ind til at jeg i den profil jeg har vedlagt, ang. den nye medicin jeg får, jeg forklarer at de papirer har jeg liggende i min taske og hun skal nok få dem, 3 gange spørger hun til den nye medcin, som jeg også forklarer hende hvad er, at papirene ligger i min taske og hun skal nok få dem udleveret da det har relevans for min sag.

Hun spørger hvad jeg laver i min fritid, jeg forklarer hende at jeg stiller op til bestyrelsen i PFT og jeg har meldt mig ind i Socialdemokratiet da jeg tror på at jeg kan være med til at gøre en forskel, jeg kigger hende dybt i øjnene og fortæller hende på en hård, men kærlig måde at det på ingen måde er sjov at være TS/HBS person i DK i dag, der er alt for mange gamle og forældede love, som praktisk gør det umuligt for en HBS person at leve et nogenlunde normalt liv, som jeg siger til hende, der er nogen der har for meget magt!

Hun spørger så hvad mit formål med at gå på SK vil være, jeg forklarer hende at mit formål er at få lov til at skifte navn, jeg er ligeglad med om der står M el. F i mit pas indtil videre, men mit navn vil jeg gerne have ændret, også når jeg skal ud og have nyt job, så er det ikke så fedt man står i dametøj og når man giver sit skattekort, så står der et mandenavn, nej det er ikke fedt, og som en spydig bemærkning nævner jeg at jeg ville ønske jeg boede i Spanien med den nye lov der lige er vedtaget.
Hun siger at man først kan komme i betragtning til nyt navn når man har gået derinde i 1 år, så er det dem der skal tage stilling til om man er “egnet” til at få skiftet navn.

Hun påpeger at de ikke kan give mig hormoner eller indstille mig til operation da jeg er for tyk, jeg påpeger overfor hende at jeg er på hormoner som jeg har fået igennem min gynækolog og at jeg ikke ønsker at blive opereret i DK da kirugerne ikke er dygtige nok!
Efter jeg har gjort det klart for hende at jeg ikke ønsker disse ting, så gentager hun endnu engang at de (SK) ikke kan give mig hormoner eller indstille mig til operation, da jeg er for tyk! Atter engang skal jeg forklare hende, denne gang med en lidt mere hård tone, at jeg er på hormoner, at jeg ikke ønsker at blive opereret i DK da kirugerne ikke er dygtige nok!

På et tidspunkt siger hun at hun ikke har mere at spørge om, jeg giver hende en mulighed for at stille spørgsmål som hun evt. måtte have, hun har ingen, hun spørger den studerende om hun har noget der skal snakkes om, men det har hun så heller ikke, så er vi vist færdig, hun rejser sig og åbner døren, jeg pakker mine ting sammen og føler næsten jeg bliver smidt ud af værelset, jeg siger pænt farvel til hende og den studerende og går ud til bilen!
Jeg sidder i bilen i ca. 5 min, jeg er så rystet over oplevelsen at jeg ikke kan køre, hele vejen hjem i bilen kan jeg mærke min vrede!

Om hende:
Under hele samtalen virker hun åndsfraværende og ikke til stede, hun virker ikke oprigtig i den måde hun skal “analysere” mig, hun gentager sig selv flere gange, og spørgsmålene omkring voldtægt er helt ude i torvene, hun er ikke spor personlig, og man har slet ikke lyst til at svare på hendes spørgsmål.
De spørgsmål jeg havde troet der ville komme glimrede med deres fravær, spørgsmål om min konkrete situation og hvordan vi skal kunne håndtere den.
Jeg føler mig trådt på, ikke taget seriøst og som en udstillingsdukke, jeg havde ikke bedt om at der måtte komme en studerende med ind i samtalen, en samtale jeg troede var for at guide mig den rette vej ind til den rette psykolog/psykiater derinde, det kan ikke være rigtigt at man skal udstilles på den måde for at få hjælp!
Det jeg savnede var en god omgang empati, den var ikke eksisterende, hverken i forhold til mig eller den studerende, der var ingen spørgsmål om min person, men alt handlede om sex, seksualitet og hvad dertil hører.
Jeg savnede en fremgangsmåde for HBS personer, hun spurgte til højre og venstre, men ramte aldrig plet.

Om Rikke kan jeg kun sige, hun burde ikke arbejde med Transseksuelle!

Jeg har også hørt fra flere andre personer at hun er meget utilfredstillende at være i “behandling” hos.

Den 30-04-07 skal jeg ind til samtale hos Hanne Horsbøl, jeg håber virkelig at hun er bedre til at have med Transseksuelle at gøre, jeg havde spurgt pænt om det var muligt at komme til at tale med Eva Grahn, men den mulighed har jeg ikke fået, desværre, da jeg kun har hørt hende blive rost til skyerne..

Hvis der er noget du vil have uddybet, så kan jeg kontaktes på tlf. 4041-9993 eller på tlf: 4399-9993

Med Venlig hilsen

Natascha Bosse
Taastrupgårdsvej 13,2th.
2630 Taastrup

Natascha Bosse. Biografi.

Vist 996 gange.
Natascha Bosse

Natascha Bosse

Af Natascha Bosse den 22. januar 2008.
Natascha: Hvem er jeg egentlig?
Jeg er en sød og sjov pige født i en drengekrop. Siden jeg var helt lille har jeg vidst at jeg ikke var som de andre, men jeg vidste ikke helt hvad der var galt.

Dåb.

Dåb.

Jeg er født på Grønland den 17. august 1974, men mine forældre flyttede til Herlev, da jeg var ca. seks måneder gammel. Jeg gik anden klasse i Herlev.
Skoletiden var svær for mig, jeg passede ikke ind, jeg led af hæmorider og kunne ikke sidde stille på min stol, jeg blev dømt adfærdsvanskelig.

Så flyttede vi til Gundsømagle, en by der ligger tæt på ingenting. Jeg startede i skole, men allerede den første dag gik det galt, jeg var anderledes, ingen tvivl om det, jeg snakkede mest med piger, dem havde jeg mest tilfælles med, jeg kunne ikke gå i bad med de andre drenge når vi havde haft gymnastik, jeg blev kaldt underlig, mærkelig andre sjove navne.

Dreng.

Dreng.

Jeg var den første i klassen der fik “hår på den”, det gjorde den endnu værre og jeg blev endnu mere flov over min krop, så begyndte jeg at spise, nej, jeg åd!! Jeg begyndte at trøstespise og det blev værre og værre, jeg kom til skolepsykolog og blev sat i en specialklasse.
Når jeg kom hjem fra skole, var huset tomt og mørkt, jeg skulle underholde mig selv, indtil mine forældre kom hjem. Vi havde to store boxere, verdens bedste hund, som jeg hyggede mig med, ellers spillede jeg computer, legede med Barbie, så film eller legede med Lego.

Natascha/Nick.

Natascha/Nick.

Jeg havde mange lægelige problemer, led af mange åndssvage ting som gjorde, at jeg blev mere distanceret fra mine venner og blev mere og mere ensom. Jeg var enebarn og blev forkælet, fik Barbie dukker og He-man dukker, havde altid det sidste nye indenfor teknik. Det gjorde så også, at den eneste grund til, at mine klassekammerater ville snakke med mig, var fordi jeg havde noget, de ikke havde.

Efter en del snakken frem og tilbage mellem skolen og mine forældre, blev det besluttet, at jeg skulle væk fra skolen og på et behandlingssted, der hedder Gruberholm. Jeg boede og gik i skole dér i seks måneder. Da nyheden, om at det skulle lukke, kom frem. Jeg kom tilbage på skolen og kom i en ny klasse, da de ikke mente, det var en god ide, jeg kom tilbage i den gamle klasse.
Her lærte jeg min allerbedste ven, Troels at kende. Han har været den bedste ven, jeg nogensinde har haft. Desværre mistede vi kontakten, vi voksede fra hinanden, jeg gik den ene vej, han skulle den anden vej.
Mens jeg gik i klassen, havde jeg en lærer der virkelig tog sig af mig, han lærte mig matematik for første gang i mit liv. Han kunne godt se, at den var gal med mig. Man kan vel sige, at jeg havde en del problemer med indlæringen, men de kreative fag som skolekor, hjemkundskab, sløjd og håndværk, var lige mig, der var jeg i mit es.

Natascha.

Natascha.

Glæden varede kun kort. Jeg blev sendt på en dagskole, hvor jeg virkelig havde det ad helvede til. Dem, jeg gik i skole sammen med, var de værste bøller, man kunne opdrive i Gundsømagle. Det var et helvede for mig, og jeg gik ned med flaget. Jeg passede ikke ind, blev kaldt endnu flere øgenavne, blev truet med bank, og hvis jeg kiggede på drengene, blev jeg kaldt bøsserøv!
En dag fik jeg nok! Jeg var blevet generet én gang for meget, og jeg tuede. Til sidst tog jeg mod til mig og begyndte at løbe, jeg har senere fået at vide, at jeg sprang som en gazelle over en jernstang for at komme væk. Jeg løb hele vejen hjem.
Det var så sidste gang, jeg så den skole! I hele ottende klasse var jeg i praktik, jeg gik slet ikke i skole på det tidspunkt. Der var ingen, der vidste, hvad de skulle gøre med mig. Jeg var ude på et plejehjem i køkkenet, i en fætter BR, en isenkræmmer og i mine forældres kiosk.

Det blev besluttet, at jeg ikke kunne blive ved med det, så jeg blev sendt på Slimminge skolehjem, det var en sjov oplevelse og gjorde, at jeg blev stærkere. Jeg lærte utroligt meget om mig selv – også omkring min seksualitet. Jeg vidste, at jeg – desværre – ikke var en pige.
Der var en fyr dernede, som jeg forelskede mig i. Desværre – kan man sige. Han var rigtig sød og en “rigtig” mand med hår på brystet og det hele – meget veludviklet af sin alder. En aften bad han mig om at sutte den af på ham. Det gjorde jeg. Jeg følte, at jeg gjorde det rigtige. Jeg var jo forelsket i ham. Han kunne bare ikke holde sin kæft over for pædagogerne, og der blev sat konsekvenser for mig, og jeg blev resten af min skolegang anset for at være homoseksuel. Det troede jeg så på. Jeg var jo ikke pige, men jeg var heller ikke en dreng.

Wall of Horrors.

Wall of Horrors.

Jeg blev forment adgang til alles værelser – også pigernes.
Jeg udforskede mig selv, på alle måder, jeg elskede horrorfilm, så jeg havde plakater på værelset med Freddy, Jason, Pinhead og Michael Myers.

Jeg begyndte at klæde mig ud på værelset, købte billig makeup og skejede ud, jeg følte mig tilpas.
Og dog alligevel ikke.
Jeg tog min handelsskole HG1 på Køge Handelsskole årgang 90/91 samtidigt med, at jeg boede på skolehjemmet. Jeg var feminin, og alle mente, jeg var bøsse – også alle dem, der gik på handelsskolen. Interessant år. Jeg pjækkede meget, arbejdede i mine forældres kiosk i Taastrup i weekenderne og boede på skolehjemmet, det var også en svær tid, hvor jeg prøvede at finde mig selv, men det lykkedes alligevel ikke helt.
Jeg vidste ikke bedre, så jeg hoppede med på vognen.

Natascha/Nick.

Natascha/Nick.

Natascha/Nick.

Natascha/Nick.

Natascha/Nick.

Natascha/Nick.

Min far havde en lejlighed på Nørrebro. Den flyttede jeg ind i, jeg købte en kjole, sagde det var en gave til min mor, købte mere billig makeup og udforskede min kvindelige side, og som en lille sidegevinst, så var der intet seksuelt idet, det var en dejlig følelse at lave mad, gøre rent og hygge sig med kjole og makeup på. Jeg var igen meget indelukket og alene.

Mens jeg arbejde i kiosken, så jeg en dag en annonce for en Make-Up Artist uddannelse i Kolding. Den hoppede jeg på, og det blev et stort vendepunkt i mit liv. Her blev jeg for første gang accepteret, som den jeg var, og folk kunne lide mig for mig!!

Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig. Jeg lærte voksne mennesker at kende, vi havde en fælles interesse, og jeg var som en fisk i vandet, fuld af spræl og spilopper.
Jeg legede med farver, jeg kunne klæde mig mærkeligt ud, og ingen løftede en pegefinger. Da vi havde vores afgangsshow, havde min far sagt: Nu har “han” fået ro.

Natascha/Nick som dragqueen.

Natascha/Nick som dragqueen.

Natascha/Nick ansigtsmalet.

Natascha/Nick ansigtsmalet.

Da jeg kom hjem fra makeup skolen, havde jeg en masse projekter i gang, det var rigtigt spændende. Desværre løb det lidt ud i sandet, som ting nu gør. Jeg mistede kontakten til nogen af de venner, jeg havde haft på makeup skolen, hvilket jeg den dag i dag er meget ked af.
Medens jeg var på skolen, havde jeg nogle halvhjertede forsøg med kontaktannoncer i Panbladet, men det var sværere end som så for en fed fyr at få kontakt med nogen, som ville have en som kæreste, men da jeg kom hjem, mødtes jeg med en. Selve besøget var meget sørgeligt, jeg havde egentlig ikke lyst til noget med ham, jeg gav ham et blowjob, og det var så det.
Så jeg gik i frivilligt cølibat igen.

Jeg kunne ikke forstå det, hvis jeg ikke var homoseksuel, hvad var jeg så?

Natascha/Nick med hår og briller.

Natascha/Nick med hår og briller.

Det spørgsmål satte dybe rynker i panden på mig, og det gjorde ondt. Jeg gik på biblioteket og fandt en masse bøger om seksualitet, som jeg læste igennem. I en af bøgerne var der en reference til Paradiset er ikke til salg af Preben Hertoft. Jeg læste med stor iver om Christine Jorgensen, men da det kom til indlægget om transvestisme, kunne jeg ikke “se mig selv”, så jeg gik tilbage til ordet transseksuel – man var født/fanget i den forkerte krop. Jeg læste om emnet og kunne mærke, at det var noget, jeg kunne forholde mig til. Jeg kom i kontakt med en pige, der hedder
Marjorie – jeg havde set et af Synnøves programmer, hvor hun var med, og jeg ringede til TV3 og fik hendes nummer.
Jeg kom til samtaler hos hende samtidigt med, at jeg fik en henvisning til Sexologisk Klinik på Rigshospitalet. Marjorie fortalte hvilke hormoner, jeg skulle tage og hvor mange. Hun sagde også til mig, at jeg kunne blive opereret indenfor et år efter, at jeg var begyndt på dem, Hun inviterede mig og en anden pige med til New Castle, hvor Northern Gender Dysphoria Association skulle holde en konference. Jeg tog mine hormoner, desværre i de forkerte doser, og jeg var ked af det uden grund. jeg tog hormoner i cirka to år og stoppede på Sexologisk Klinik.

Jeg var forvirret. Hvis jeg ikke var transseksuel, hvad var jeg så? Heteroseksuel, homoseksuel? Jeg havde endnu engang nogle forsøg med en kontaktannonce og mistede min “mødom”, da jeg var 24.
Jeg arbejde stadig mine forældres kiosk. Her kunne jeg være mig selv og tjene penge. En dag var der en gut fra Jylland, som svarede på min annonce. Vi aftalte at mødes, han gav mig et guldarmbånd, jeg blev temmelig overrasket, det var ikke lige det jeg var vant til. Vi snakkede godt sammen, men pludselig ville han forloves, giftes og flytte sammen i Jylland. Det var jeg slet ikke parat til, det var et mareridt. Jeg fandt senere ud af, at han havde ringet til mine forældre for at spørge, om det var i orden, jeg giftede mig med ham. Han sendte blomster til mig på jobbet, det var meget overvældende, og jeg brød forholdet.

Natascha fødselsdag.

Natascha fødselsdag.

Mine forældre solgte kiosken, jeg blev arbejdsløs og kom på et kursuscenter, hvor jeg skulle lære at sy. Her lærte jeg min dejlige veninde Sandra at kende. Under forløbet, bestemte jeg mig for at gå på teknisk skole i Ishøj. Jeg tog skoleåret om tre gange, men bukkede under for presset til hver eksamen, så jeg måtte opgive – desværre. Det gjorde ondt helt ind i sjælen. Mens jeg gik der, havde jeg min første kæreste – eller man nu skal kalde ham, men han var et svin, så vi slog op pr. SMS.

I 2001 mødte jeg den dejligste mand, som jeg er sammen med den dag i dag. Vi mødtes på en chatside for homoseksuelle. Vi mødtes første gang den 28. september og begyndte at komme sammen den 13. oktober. Vi skulle mødes foran Palads, men jeg havde sagt til ham, at han bare skulle gå forbi, hvis han ikke kunne lide dét, han så. Det gjorde han heldigvis ikke. Vi spiste en dejlig middag på en skøn restaurant og gik en tur på Langelinie, hvor vi kyssede. Så tog vi hjem!
Ganske tidligt i forløbet fortalt jeg ham om mit ønske om et kønsskifte. Jeg ville være ærlig overfor ham, og han tog det til sig.

Natascha/Nick.

Natascha/Nick.

Natascha/Nick.

Natascha/Nick.

I 2006 gik jeg ordentligt ned med flaget. Jeg fik den største depression, jeg nogensinde har haft, og jeg havde det skidt. Jeg fik den rigtige medicin, på de forkerte tidspunkter, og mit liv blev vendt op og ned og på vrangen.

Der skete mange ting på kort tid, og det var et helvede for mig bare at leve normalt. Jeg mistede mit job, fik et nyt ti dage efter, blev bedt om at flytte med tre dages varsel og meget andet.
I december 2006 faldt jeg over en side på nettet, den omhandlede transseksualisme. Jeg blev pludselig klar over, hvilken situation jeg stod i. Jeg var splittet mellem min dejlige kæreste og at blive den person, som jeg var indvendig.

Natascha/Nick.

Natascha/Nick.

Jeg sagde en aften til min kæreste, at hvad nu, hvis det var en større ting, der havde gjort, jeg var blevet syg – hvad nu, hvis det var en kønsskifteoperation, der skulle til?
Han sagde meget selvsikkert, at det var det ikke, men jeg læste videre og sendte artikler til min kæreste. Jeg havde brug for hjælp og gik til min læge. Jeg måtte have en henvisning til Sexologisk Klinik igen, jeg ville have klarhed!
Jeg kom i kontakt med en dame på et fora, og jeg kom inde på Trans-Portalen og fik en masse nye input. Jeg snakkede med min kæreste om det, og den 26. februar 2007 startede jeg på hormoner og mit liv har været i bedring siden da!

Natascha.

Natascha.

Jeg har snakket med min kæreste om det, og vi er blevet enige om at blive sammen. Han respekterer mit valg og elsker mig og støtter mig.

I dag lever jeg det liv, jeg skulle være startet på for tolv år tilbage. Når jeg ser mig tilbage, ser jeg et liv fyldt med personer, som har gjort mig stærkere. Jeg gjorde, hvad folk sagde til mig. Det gør jeg ikke mere. Jeg lytter til mit eget hjerte, og det gør mig endnu mere stærk.

Den 22. januar 2008. Natascha Bosse.