Kvinden inde i Kim. Artikel om Kim/Qvickie den 18. december 2003.

Vist 2.360 gange. Af Bo Østlund den 18. december 2003.
Jyllands-Posten Københavns julekalender er ikke en almindelig julekalender. Her er ingen nissetegninger eller chokolade. Men rigtige mennesker. Hver dag banker vi på en dør til en ejendom med et husnummer, der svarer nøjagtig til datoen. I løbet af december har læserne blandt andre kunnet møde en kinesisk akupunktør fra Frederiksberg, en modstandsmand fra Høsterkøb, en kvindelig bedemand fra Østerbro og hele Danmarks Keld og Hilda.

På en stille villavej i Hvidovre bor en ganske almindelig familie med far, mor og børn. Bortset fra at far kalder sig Qvickie og går i kjoler.

Det skulle blive en fødselsdag, de aldrig glemte.
Kim og hans kone Jeanette, som fyldte 40, havde skrevet “kom som I er” i indbydelsen til festen i festlokalet i Hvidovre. Det havde Kim nemlig tænkt sig at gøre.
Men blandt de 40 gæster var der kun en heks og en araber med turban. Resten kom i deres eget tøj. Jeanettes arbejdskolleger. Hendes familie. Kims familie. Hans far og mor, som er Jehovas Vidner.
Det var en novemberdag for fire år siden.
Klokken var 18.30.
Og pludselig holdt 40 mennesker op med at tale.
I døren stod sprængningseksperten Kim – sønnen, storebroderen, svogeren Kim – iført en lille sort, lårkort sag, sorte netstrømper, pink jakke og sko med 12 centimeter høje stilethæle.
Ansigtet var sminket, neglene lakerede, læberne skrigrøde – og Kim havde bryster.
Det var den aften, Kim sprang ud som transvestit.
Som Liselotte.
Flankeret af sine to transvestitveninder Jackie og Karina.
“Så gik jeg rundt, gav dem alle hånden og sagde, jeg var transvestit. De tog det pænt. Også far og mor. Men der blev nok talt en del i soveværelserne den aften, da folk kom hjem…”

Qvickie hjælper mig…
Fire år senere sidder vi i kalenderlysets skær i den lille stue på en stille villavej i Hvidovre.
Kim, hans kone Jeanette og deres lille seksårige søn.
En ganske almindelig familie med far, mor og børn. Ud over de tre medbringer Kim og Jeanette seks andre børn fra deres tidligere forhold.
En ganske almindelig familie med opture, nedture og hverdagsproblemer.
En ganske almindelig familien Danmark i et grønt hus.
Bortset fra at far går i dametøj, og far og mor har hver deres garderobe med kjoler og hver deres smykkeskrin og damecykel. Det har lille Jannick dog for længst vænnet sig til. Ligesom hans far har vænnet sig til, at det ikke nytter noget at bede sønnen om ikke at kalde ham for far, når de er i Netto at handle.
“Den holdt kun, lige indtil han kom hen og så legetøjet og begejstret råbte: “Seeee far. Nåh, nej. Nu gjorde jeg det forkert. Det må jeg jo ikke kalde dig”,” griner Kim – eller Qvickie, som han/hun vælger at kalde sig i dag i den rolle som kvinde, der fylder mere og mere.
Han – fordi Kim er en mand, når han tager dametøjet af om aftenen. En mand og ægtefælle, som har et normalt sexliv med sin kone. En mand, som lader sine vittigheder gå ud over kvinder. Og en mand, som ikke kunne tænke sig at blive opereret til kvinde. “For hvem gider have fjernet halvdelen af hjernen og få vred mund?”
Hun – fordi Qvickie er en stor del af Kim.
“Når jeg prioriterer mine livsværdier, så er døden det endelige. Men lige før den kommer transvestismen. Og først derefter så kærligheden, så sexlivet og så kvinden. Transvestismen er en stor del af min psyke. Jeg føler mig slet og ret bedre tilpas som Qvickie. Hun hjælper mig. Tidligere havde jeg f.eks. både sceneskræk og var bange for åbne pladser. Turde ikke gå over et torv. Men når Qvickie kan, så kan Kim også…”
Kim og Qvickie bor i samme krop.
“Jeg har i dag fundet min placering på den mandlige og kvindelige balancebom. Jeg tager det bedste fra begge verdener, og jeg ville føle mig halv, hvis jeg ikke kunne udleve min kvindelighed. Men jeg accepterer også, når Jeanette en gang imellem efterlyser mere Kim. Så snakker vi om det og når et kompromis. I det hele tager taler vi nok mere om tingene her end de fleste andre par.”

Nej til Jehovas Vidner
Kims mentale rejse har været lang. Forvandlingen fra usikker m/k startede allerede, da han begyndte at prøve sin ekskærestes tøj i 1988, da han boede i Sverige. Her havde Hvidovre-drengen Kim – som var blevet smidt ud hjemmefra, da han som den ældste af fire søskende nægtede at bekende sig til Jehovas Vidner – først arbejde som postbud. Senere blev han uddannet til sprængningsekspert med speciale i klipper, siloer, skorstene og andre store bygninger.
“Jeg gik hjem en aften og tog min kærestes tøj på. Hendes kjole og undertøj. Det var enormt spændende. Som om et eller andet trickede mig. Måske på grund af min opvækst som Jehovas Vidne med en masse fy og skam og skyldfølelse. I starten var det en gang om måneden. Senere blev det oftere og oftere,” fortæller Qvickie, som først fortalte sin kæreste om sin trang og sine dage foran spejlet i hendes tøj, da han forlod hende i 1990.
Til gengæld fortalte han sin næste kæreste om sin hang til at gå i kvindetøj, allerede da de mødtes. De blev gift i 1992. På det tidspunkt var han sprængningsekspert fra 8 til 16 og gik i kjole og bh i sin fritid.
“Min trang eskalerede. Det skulle bare ske en gang imellem. Ellers blev jeg sur og tvær. Og nu ville jeg også have sko, bryster og sminke. Jeg ville lære at gå og tale som en kvinde,” fortæller Qvickie, som øvede sig i at spadsere uden at vrikke. I at sætte sig ned på den rigtige måde. Med manerer.

Den første køretur
En mørk aften i 1995 kørte Kim sin første tur som Qvickie.
“Jeg listede ud i bilen uden at tænde lyset, så naboerne ikke så mig. Og så kørte jeg ind til Hovedbanegården og tilbage igen. Næste gang var jeg omkring Nyhavn. Og næste gang et stykke længere. Jeg udvidede hele tiden cirklen. Flyttede mine grænser. Skulle hele tiden have mere. Min største overvindelse var den dag, jeg turde gå en tur ned ad Istedgade. Og så den dag, da jeg var ude at spise med Jeanette på en restaurant for første gang, Jeg svedte. Kunne dårligt spise af bar nervøsitet. Men det overlevede jeg jo også.”
Kim skønner selv, at der i dag kun er én ud af hver tusind, der ser ham som mand, når han er ude som Qvickie, hvad han er stort set altid.
“Når jeg har stået den daglige halvanden time på badeværelset og har barberet mig og er sminket, kan du ikke se det. I starten blev jeg opdaget ofte af mændene. Det sker ikke mere. Og de, der opdager mig, er kvinder. Når jeg har lårkort på, kigger mændene jo efter mine ben. Det irriterede mig i starten, men i dag tænker jeg bare, at jeg jo må have lavet tingene godt nok. Det værste er faktisk, at jeg ikke selv kan gå og kigge efter kvinder. Og så vil min kone ikke holde mig i hånden. Hun er ikke lesbisk og vil derfor heller ikke opfattes sådan.”
Til gengæld blev intet skjult for Jeanettes døtre – som dengang var 11, 9 og halvandet år – da parret mødtes for syv år siden.

Ulykken
I dag er den 47-årige Qvickie/Kim førtidspensionist, efter at han i 1998 ved et uheld var impliceret i en arbejdsulykke, hvor han på Carlsberg gik igennem et tag og faldt syv meter ned og landede på et betongulv. Han brækkede ryggen syv steder. Og begge arme. En ulykke, der hæmmer ham meget i hverdagen.
“Jeg har ofte store smerter i ryggen, men Qvickie hjælper mig. Det er nemlig lettere for mig at tage mig sammen og komme ud ad døren som Qvickie. Det var jo Kim, der blev kvæstet. Desuden kan jeg gå længere i høje hæle uden at få smerter – og jeg kan gå med korset. Min kone har hjulpet mig meget på vej – men samtidig har jeg naturligvis også selv udviklet mig til at være den, jeg er. Nemlig fuldtids-transvestit. Men med plads til manden, faderen og elskeren. Jeg føler virkelig, at jeg hviler i mig selv.”
Jeanette hjælper Kim med at sammensætte Qvickies garderobe, med at sminke sig, med at sætte håret. For hende er det for længst blevet helt naturligt, at hendes mand også er hendes veninde.
“Jeg ser nok meget mere personligheden end transvestitten. Vi er så forskellige, Kim og jeg. Det er vores største styrke. Vi supplerer hinanden. At han så går i dametøj, kan jeg let leve med. Jeg har kun sagt, at min grænse går ved soveværelset. Derinde vil jeg kun have Kim. Men tøjmæssigt er han 90 procent Qvickie i dag.”

Mænd med nylonstrømper
Siden 1998 har Qvickie gjort så meget som muligt for at hjælpe andre transvestitter med at komme videre.
Han har arrangeret fester og hjulpet andre med informationer og tips på nettet.
“Jeg startede sammen med et par andre et samarbejde, hvor vi kaldte os “Netstrømperne” – som så i juli blev til trans-danmark.dk, hvor jeg blev webmisstres og hjalp med posten som kasserer. Jeg er nu i gang med at udvikle en nordisk hjemmeside, som skal hjælpe alle pårørende til transvestitter,” siger Qvickie.
Foreningens primære formål er at aflive en række fordomme. Ikke mindst folks frygt for at stå ved deres opfattelse af sig selv. Men foreningen er i øvrigt også for transseksuelle, som føler, de er født i en forkert krop – og som derfor ønsker en kønsskifteoperation.
Det skønnes, at fem procent af alle danske mænd er transvestitter i højere eller mindre grad. Altså 150.000 danske mænd.
“Mange af dem er som jeg, mænd med typiske mandejob. Der er f.eks. mange politibetjente og mange soldater, og på landets kontorer sidder der flere mænd i silketrusser og nylonstrømper, end du tror,” siger Qvickie, som selv kender omkring 500 transvestitter.
Men selv om han i dag føler sig som et helt menneske, har rejsen været lang og hård.
“Så hvis vi nu antager, at der fandtes en pille, som man før det hele startede kunne tage for at undgå at blive transvestit, så ville jeg have taget den,” fastslår han.
For alting har sin pris.

Citat: “Jeg har i dag fundet min placering på den mandlige og kvindelige balancebom. Jeg tager det bedste fra begge verdener, og jeg ville føle mig halv, hvis jeg ikke kunne udleve min kvindelighed”. Qvickie/Kim.

* * *
Torsdag den 18. december 2003 bragte Jyllands-Posten artiklen i avisens specielle julekalender.
Kim/Qvickie og journalist Bo Østlund/Jyllands-Posten har givet tilladelse til, at artiklen bringes i Vidensbanken.
Tina Thranesen.

Qvickie og Tina Thranesen deltog i kursus den 24. februar 2001.

Vist 555 gange.
Museluna/Mitte.

Museluna
/Mitte.

Lørdag den 24. februar 2001 deltog Liselotte og jeg i et kursus arrangeret af Museluna/Mitte – en dejlig 45 årig kvinde, der havde tilrettelagt et kursus for transvestitter.

Oplægget til kurset var:
1. Hvordan gebærder “rigtige” kvinder sig?
2. Hvilke signaler sender de til hinanden?
3. Hvad betyder signalerne?
4. Hvordan rejser man sig og sætter sig på en stol uden at virke klodset?
5. Hvordan lægger man ansigtet i “rette” folder?
6. Hvor gør man af armene?
7. Hvordan går man naturligt med de høje stiletter uden at virke krukket?

Mitte havde fået hjælp af Karina, der er kgl. baletdanser og instruktør.

Herunder beskriver Mitte, jeg selv og Liselotte, hvorledes vi oplevede kurset.
Liselotte har senere skiftet navn til Qvickie.

Mitte oplevelse af kurset
Museluna/Mitte.

Museluna
/Mitte.

Museluna eller Mitte, som hun hedder, fortæller her hvordan, hun oplevede afviklingen af sit transvestitkursus.

Igennem et halvt år havde jeg planlagt mit kursus, haft kontakt til over hundrede mulige deltagere, og lørdag den 24. februar 2001 var jeg på vej til skolen, hvor kurset skulle gennemføres for de to (ja det er rigtig skrevet 2), som havde vist interesse og havde meldt sig.

Jeg må indrømme, at jeg havde lidt ondt i maven af spænding og forventning.
Karina (instruktøren og koreografen) var lige så spændt, som jeg.

Karine.

Karine.

Jeg havde dækket op med kaffe, fastelavnsboller, sodavand, øl, kildevand, bolsjer og frugt og en god portion humor.

Karina, Liselotte og Mitte.

Karina, Liselotte og Mitte.

En time før kursets start (“det forlangte deltagerne”) kom to flotte fyre gående op ad trappen og blev vist til omklædningsrummet.

Kurset blev afholdt på en skole, hvor vi rådede over et kæmpe rum med spejle på hele den ene endevæg, så hvad vi end gjorde, kunne vi se det og rette det, der skulle rettes, efter instruktørens smilende, rolige og muntre vejledning.

Da kurset startede kom Tina og Liselotte ud af omklædningsrummet – to smukke og glade “kvinder”. Sikken en positiv overraskelse.

Karina var kommet dertil på sin scooter og for at kunne måle sig med de smukke “kvinder”, som hun sagde, satte hun sit lange hår pænt op, og tog også sine høje hæle på.

Liselotte.

Liselotte.

Efter introduktionen, fulgte et lille foredrag om, hvad der indvirker på vores adfærd, hvad vi skal være opmærksom på, og hvordan vi kan få vores tale til at matche med vores kropssprog.
Tina Thranesen.

Tina Thranesen.

Tina og Liselotte var dog meget interesseret i at “komme rigtig” igang. Karina viste, hvordan man skulle gøre for at være bløde i bevægelserne både i arme og hofter, og hvordan anklerne kunne styrkes for at holde til at gå i de høje sko.

Derefter gennemgik vi nogle cases, hvor der både skulle gåes og løbes, hvor man skulle rejse sig og sætte sig både fra en stol og fra gulvet (som her illuderede en skovbund). Tina og Liselotte fik deres sag for og sved på panden, så vi måtte lige åbne et par vinduer. Der blev tid til ryge og kaffepause (ikke så meget) og pludselig var tiden gået.

En journalist fra bladet VIRUS kom og fik en plads på gulvet og en god snak og nogle billeder, som kommer i bladet i maj måned.

Karina, Liselotte og Mitte.

Karina, Liselotte og Mitte.

Vi sluttede af med en god frokost, hvor vi fik snakket en hel del igennem, og vi var alle enige om, at det havde været en dejlig oplevelse, og at det var både synd og skam, at ikke flere havde turde melde sig til kurset.

Jeg skal iøvrigt lige bemærke, at Karina, da vi var færdige, lagde mærke til, at en mand havde sneget sig ind i lokalerne. Da jeg let henkastet sagde, at det skam var Tina, tabte hun både ansigt og mælet. Så stor var forvandlingen, at selv hun blev snydt.

Jeg siger hjertelig tak til jer to “tøser”, som viste, at I troede på mig og havde mod og lyst til at deltage.

Kærligst Museluna/Mitte.

Tina på transvestitkursus
Museluna/Mitte.

Museluna
/Mitte.

Søndag aften den 10. december 2000 kl. 2338 indledte jeg på Scor en chat med ordene:
“God aften. Er fra flere sider blevet gjort opmærksom på din profil”.

Det var Jackie(tv) og Liselotte(tv), der uafhængig af hinanden havde gjort mig opmærksom på, at der på Scor fandtes en profil, der hed “Transkursus”, og at de var i chat med en kvinde, der ville lave et kursus for transvestitter.

Det blev en lang chat, som først sluttede over midnat – mere præcist mandag den 11. december kl. 0046.

Det var starten på mit bekendtskab med Museluna, som egentlig hedder Mitte.
Chatten resulterede i, at jeg her på min hjemmeside oprettede en omtale af hendes transvestitkursus med mulighed for at kontakte hende via E-mail.

Frem til lørdag den 24. februar 2001, hvor kurset blev afholdt, blev siden besøgt 1.300 gange. Ganske pænt på 11 uger.
I løbet af denne tid havde Mitte kontakt med rigtig mange transvestitter, der viste interesse for hendes kursus. Selv har jeg også “talt” med mange transvestitter, og alle gav udtryk for, at det var en god ide med sådan et kursus.

Selv syntes jeg også, at kurset var en god ide, og jeg fortalte hurtigt Mitte, at hun godt kunne regne med min deltagelse.
Derfor blev jeg også noget overrasket over, at kun Liselotte og jeg havde meldt os til kurset.

Karina.

Karina.

Så kom endelig dagen – lørdag den 24. februar 2001 – kursusdagen. Jeg var noget spændt på, hvordan det hele ville forløbe.

Liselotte og jeg havde aftalt, at vi ville komme sammen, så jeg kørte rundt om hendes bopæl og samlede hende op. Ja det vil sige, på det tidspunkt var hun jo ikke Liselotte, og jeg var ikke Tina. Men pyt med det.

Der var mulighed for at komme op til en time før kurset start kl. 1030, så vi havde rimelig tid til omklædning og til at få lagt lidt make-up.
Vel ankommet til skolen mødte vi Mitte ved indgangen og fik forevist lokalerne, hvor kurset skulle afvikles.

Mitte er en dejlig kvinde. Nem at være sammen med og let at tale og sludre med. Såvel Liselotte som jeg følte os straks på bølgelængde med hende.
Ikke så snart var Liselotte og jeg færdige med at klæde om og lægge en let make-up, før Karina ankom.
Hun så lidt betænkelig ud. Jeg kan forestille mig, at hun nok har tænkt: “Hvad er det, jeg har indladt mig på?”.

Så gik vi i gang. Liselotte og jeg sad pænt på hver sin stol med front mod spejlvæggen.
Foran os var Mitte og Karina og så spejlbilledet af os selv.
Det varede ikke længe, inden der var en dejlig og afslappet stemning godt krydret med Liselottes sprælske påfund.

Mitte forklarede og demonstrerede sammen med Karina hvordan talen og kropssproget supplerer hinanden. Viste, hvordan det med hænder og arme – ja med hele kroppen – var muligt at understrege, hvad hun sagde.
Et af eksemplerne viste to kvinder, der mødte hinanden og hilste på hinanden. Her viste Mitte og Karina tydeligt, hvordan de med deres kropssprog kunne understrege glæden ved at se den anden, men så sandelig også på trods af søde ord formåede at udtrykke “dumme kælling, hvorfor skulle jeg også lige løbe på dig”.
Så tog Karina føringen.
Madrasser ud på gulvet og ned at ligge. Tipetansk musik ud af højttalerne.

Musikken var ikke ligefrem en fryd for mine øren.
Men med Karinas instruktioner om at slappe af, løfte og dreje arme og hænder i takt til musikken, kunne jeg godt fornemme, at det passede godt sammen. Meget afslappende.
Det fik det dog ikke lov til at blive ved med at være.
Karina demonstrerede og fik os til at bruge andre muskler i kroppen. Muskler i mave, lår, lægge, nakke og skulder – ja jeg kunne nævne flere endu. Ikke hårde øvelser, men øvelser med det formål at smiddiggøre og blødgøre vore bevægelser.

Tina øver i gang foran spejlvæggen.

Tina øver i gang foran spejlvæggen.

Men så var det også slut med at ligge og “drive”.
De næste øvelser gik på at bevæge hofterne.

Frem og tilbage gik fint. Syntes faktisk, at det gik endog særdeles fint.

Sværere blev det, da hofterne skulle bevæges fra side til side og i cirkler. Men næsten umuligt blev det, da hun ville have os til at bevæge hofterne i et ottetalsmønster. Og alt sammen uden at bevæge fødder og overkrop. Det var svært, men ingen tvivl om, at de øvelser vil kunne lære os at give et yderst femminint vrik med numsen.

At Karina er balletdanser sås tydeligt under disse øvelser. Hun havde ganske enkelt fuld kontrol over sin krops bevægelser. Imponerende, hvordan hun kunne bevæge sin spinkle, slanke og veltrænede krop.

Efter en kort pause fortsatte vi med mere praktiske øvelser i at gå, småløbe, sætte sig og rejse sig. øvelser i at gå sludrende med en veninde, se sig naturligt omkring, standse for at se på forretningsvinduer og meget mere.

Hele tiden kunne vi se os selv i spejlvæggen.
Mitte og Karina kommenterede flittigt og lod os gentage øvelserne. I spejlet kunne jeg også se, at det, som de påpegede var rigtigt, og at gentagelserne hjalp på min måde at gå og bevæge mig på.

Efter disse grundlæggende øvelser blev disse kombineret i små dagligdags situationer. Situationer, som vi alle kender fra hverdagen – uanset om man er mand eller kvinde.

Det var øvelser som:
“Bussen holder ved stoppestedet. Skynd dig, at den ikke kører fra dig. Undervejs åbner du din taske og finder penge/buskort frem”.

“Gå hen til busstoppestedet. Undervejs åbner du din taske og fisker din læbestift og spejl frem og kommer frisk læbestift på. Husk at åbne og skrue læbestiften frem med een hånd”.

Tina ved bussen.

Tina ved bussen.

“Gå op i bussen, vis dit buskort, gå ned gennem bussen, find en plads og sæt dig. Læg eventuelt benene over kors og placer din taske i skødet”.

“Du går hen ad fortovet, stopper ved et vindue og kigger lidt på udstillingen, inden du fortsætter”.

Derefter fulgte en lidt mere afslappende øvelse, hvor måtterne på gulvet igen kom i brug.
Vi skulle på skovtur.
Øvelsen gik ud på at sætte sig på et tæppe eller på gulvet. At sætte sig og rejse sig og sidde femminint. Det gav også mulighed for at få en kop kaffe.

Under denne øvelse kom en journalist. Det var aftalt på forhånd, og såvel Liselotte som jeg havde accepteret at tale med journalisten, samt at der måtte tages billeder. For mit vedkommende dog ikke, så ansigtet blev vist. Journalistens artikel vil blive bragt i tidsskriftet “Virus”. Det bliver spændende at læse artiklen og se billederne.

Men så var tiden også så fremskreden, at det var tid at slutte.
Efter omklædningen mødte jeg Karina i gangen ved toilettet og omklædningsrummet. Hun virkede noget overrasket.

Afslutningsvis samledes vi alle fire og spiste et let pastaanretning. Herunder gik snakken livligt om kurset og transvestisme. Karina fortalte også, at hun var blevet noget overrasket over at møde en mand i gangen. Hun havde ikke genkendt mig.
Det er jeg selvfølgelig glad for at opleve og få fortalt.

Alt i alt et kursus, som både var en dejlig oplevelse og lærerigt.
Tak til Karina og Mitte.

Mitte fortalte, at hun har planer om at gentage kurset, og at hun har planer om flere aktiviteter for transvestitter.
Næste kursus og andre aktiviteter vil jeg omtale her på min hjemmeside i takt med, at de finder sted.

Den 1. marts 2001. Tina Thranesen.

Liselotte på transvestitkursus

En lille notits om transvestitkurset!

Tina, Liselotte, Karina på "skovtur".

Tina, Liselotte, Karina på “skovtur”.

Det var slet ikke så ringe endda at få afprøvet sine kundskaber og slippe for pc’en en dags tid for dagen efter, kunne jeg godt mærke, at det er ikke hver dag, jeg træner de muskler. 🙂

Jeg var simpelthen øm alle vegne; og nu i dag den 27./2. -2001 kan jeg så læne mig tilbage og sidde og tænke efter:

“Hvad gav det kursus mig?”

Jeg kom uden en anelse om, hvad det kursus ville give mig, men med en ide om hvad jeg gerne ville lære, for der er da mange ting, jeg gerne vil kunne klare ligeså godt, som en kvinde gør.

Jeg vil lige fortælle lidt om mit syn på kvinder; det gør det nok lidt lettere at forstå, hvad de to kvinder – Mitte og Karina – stod op imod!

Kineserne f.eks. mener at lige netop deres land er universets midtpunkt; og andre lande mener selvfølgelig, at lige netop deres land der er midtpunktet.

Jeg mener, at kvinden er midtpunktet, og alt andet må betragtes ud fra det. Når jeg så selv gerne vil være midtpunktet (hvilket selvfølgelig er umuligt), så er det en ret høj piedistal, jeg skal op på.
Jeg er da også glad for at komme ned igen, for jeg ikke er født kvinde og føler, “at en mand, det er jeg”. Og det kan jeg ikke ændre.
Men alligevel er det en rar fornemmelse at være deroppe og afprøve sine kvindelige kundskaber. Og det er slet ikke dårligt at vide så meget som muligt om kvinden, da jeg som mand også har glæde af det.

Tilbage til kurset. Hvad gav det mig så? For ikke at gå ind i alle detaljerne, kan jeg med få ord sige:

“Der blev gennemgået meget på de tre timer”.

De to – Mitte og Karina – kan godt fortsætte deres kursus og lave fortsættelser og lignende. Og jeg håber da også, at flere tilmelder sig, for de kommer med garanti til at lære noget mere, end de allerede ved.

Så tusind tak til både Mitte og Karina: “Det var virkelig pengene værd!”

Jeg var også glad for vores lille skovtur. (Fik jo lov til at slappe lidt af ). *GG* Der kom da også en fotograf forbi. *SS*

Liselotte.