Er køn et livsvilkår? Artikel den 3. december 2011 af Susanne Selmer i Damefrokosten.com.

Vist 681 gange.
Susanne Selmer

Susanne Selmer

Er køn et livsvilkår? Artikel den 3. december 2011 af Susanne Selmer i Damefrokosten.com

Damefrokosten.com bragte lørdag den 3. december 2011 i deres tema om homoseksuelle og transseksuelle en artikel af Susanne Selmer, formand for Trans-Danmark.

Artiklen indledes således

  Bordet fanger. Der er intet at gøre. Når først jordemoderen med højrøstet begejstring har forkyndt, at “Det blev en dreng!” eller “Det blev en pige!”, er det sådan, det er. Det kan der ikke laves om på.

Og hermed er barnets fremtidige adfærdsmønster, dets holdninger og dets tankegang én gang for alle bestemt.

Er det en dreng, er muligheden for at kunne lide farven lyserød for evigt frataget ham. Han er berøvet muligheden for at kunne lide at lege med dukker, at gå i lange støvler og at have langt hår, som er sat op i en fiks frisure.

Hvis det blev en pige, vil hun i al fremtid sikkert ikke kunne lege med biler eller spille fodbold, hun vil ikke kunne interessere sig for at reparere maskiner, og en fremtid som tømrer vil nok ikke vække den helt store begejstring hos forældrene.

Artiklen i sin helhed hos Damefrokosten.com.

Udtalelse/erklæring den 5. september 2011 fra Susanne Selmer til medlemmer af Trans-Danmark om, hvad der kan forventes af en ny bestyrelse.

Vist 189 gange.
Susanne Selmer

Susanne Selmer

Den 5. september 2011 har Susanne Selmer, der kandiderer til at overtage formandsposten i Trans-Danmark på den ekstraordinære generalforsamling den 15. september 2011, udsendt følgende udtalelse/erklæring.

* * *
Kære medlem af Trans-Danmark

Som du sikkert er bekendt med, afholdes der ekstraordinær generalforsamling den 15. september d.å. kl. 1900 i Bylderup-Bov i Sønderjylland. Generalforsamlingen har tre hovedformål:
  1. At debattere og eventuelt fastsætte et nyt navn til foreningen.
  2. At tage stilling til et mistillidsvotum mod den nuværende bestyrelse og – hvis dette mistillidsvotum vedtages – gennemføre valg til en ny bestyrelse.
  3. At tage stilling til udelukkelsen af Irene Haffner og GNOEQA [1].

Hvis du hører til blandt de medlemmer, som mener, at den nuværende bestyrelse ikke har levet op til rimelige forventninger og derfor bør træde tilbage og give plads til nye og friske kræfter, er det af overordentlig stor vigtighed, at du møder op til generalforsamlingen for at afgive din stemme.
Du opfordres derfor til at give en forhåndsmelding om dit fremmøde til undertegnede,
ruinen@paradis.dk

Det kan du forvente af en ny bestyrelse:
  1. En bestyrelse, som viser større åbenhed og gennemsigtighed i bestyrelsens arbejde for foreningens medlemmer, end tilfældet har været hidtil.
  2. En bestyrelse, som har fokus på medlemmernes interesser og på deres særlige situation.
  3. En bestyrelse, som giver større mulighed for at øve indflydelse på bestyrelsens arbejde.
  4. En bestyrelse, som arbejder for reformer og forbedringer i forhold til transkønnedes vilkår i overensstemmelse med medlemmernes behov og ønsker.
  5. En bestyrelse, som vil arbejde for, at medlemmernes indbyrdes sociale relationer styrkes, og at vort kendskab til hverandre øges.
  6. En bestyrelse, som vil søge samarbejde med andre interesseorganisationer med det formål at opnå bred enighed i hele transmiljøet.
  7. En bestyrelse, som vil arbejde for et debatforum, hvor der er plads til meninger og holdninger og til alle slags mennesker.

Bestyrelse
Vi har tilsagn fra et tilstrækkeligt antal medlemmer til, at der kan vælges en ny bestyrelse, og selv stiller jeg op til formandsposten.

Hvis det skulle have din interesse at stille op som kandidat til en bestyrelsespost, så skriv endelig til mig, så bringer jeg gerne dit navn i forslag. Jeg håber, du med dit fremmøde og din stemme vil medvirke til at skabe et nyt Trans-Danmark.

Med venlig hilsen
Susanne Selmer
ruinen@paradis.dk

Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] GNOEQA er indsat i stedet for pågældendes navn, hvilket dog er mig bekendt. Tina Thranesen.

Grilfest på Als hos Jeanette den 4. juni 2005 fortalt af Susanne.

Vist 543 gange.
Jeanette Herniksen

Jeanette Herniksen

Grillfest på Als den 4. juni 2005 hos Jeanette Henriksen.
En skøn blanding af transvestitter og transseksuelle havde en skøn sammenkomst hos Jeanette Herniksen på Als. Vi havde planlagt at grille og håbede på rigtigt godt vejr. Det var imidlertidig noget køligt, så vi var kun ude på den overdækkede terrasse for at passe grillen. Men vi blev mætte – ikke alene af mad, men også af snak om både alvorlige og hyggelige emner. Det var en sammenkomst med et forløb, som får én til at glæde sig til næste sammenkomst.
Susanne Selmer har skrevet artiklen herunder.
Artiklen er krydret med billeder taget af Tina Thranesen.

* * *

Susanne Selmer.

Susanne Selmer.

Af Susanne Selmer den 5 juni 2005.
Jeg vågnede lørdag klokken kvart i fem. Om natten, altså. “Hvad var det nu…?” Nåh, jo, det var jo i dag, jeg skulle til eksamen. Mødes med mine ligesindede hos Jeanette nede på Als. “Gu ve, hvad det er for nogen…” Så lagde jeg mig til at sove igen.
Det er den dér angst. Angsten for, hvilke konsekvenser det kan få, hvis man offentligt tilstår at være anderledes. Én ting er at gå rundt i kjole og højhælede derhjemme, men noget ganske andet er den onde lyneme at maje sig ud, så ens egen familie ikke vil kunne genkende mig, og så træde ud i “samfundet”. Men i dag skulle det altså være, koste hvad det ville.

Tina Thranesen.

Tina Thranesen.

Jeg har været bevidst om mit “problem” i en eller anden grad siden jeg var 12 år gammel. Men der var jo et pres fra omverdenen: “Du skal vel finde en sød pige, blive gift og få børn.” Så det gør man. Men den går bare ikke i længden, med mindre konen og omgivelserne er på det rene med, at man skal leve sin kvindelige side ud. Så efter en skilsmisse for fire år siden har jeg i meget af min fritid gået derhjemme som kvinde. Jeg har været til ét møde med ligesindede i Randers og jeg har to gange handlet i den lokale brugs som kvinde. Og der var ingen, der sagde noget!! Og så tror jeg, at de fleste i det område, hvor jeg bor, efterhånden er klar over, hvordan jeg er. Jeg er efterhånden også lidt ligeglad med, hvad folk sladrer om.
Jeg stod op klokken halv ni, spiste morgenmad og gik så i gang med forberedelserne. Barberede hoved, ben og skridt, satte hår (jeg har langt hår, der til hverdag sidder i en hestehale), pakkede sengetøj, nattøj og skiftetøj og alle de ting, jeg skulle have med. Jeg havde oven i købet taget højde for den situation, at bilen skulle brække ned, for jeg havde ikke lyst til at blive hentet af Falck i fuld krigsmaling. Så gik jeg på nettet og fik lavet en kørselsvejledning. Og så kom det første klimaks: Jeg iførte mig en G-streng (lyserød!), et par supersmarte læderbukser, en sød bluse med broderier, nylonstrømper og spidse højhælede lange støvler. Så brugte jeg laaaaang tid på at få min make-up til at sidde helt rigtigt. Pludseligt var klokken 1245. Mødetiden var sat til 1500. På Als!! Jeg havde nok mindst to timers kørsel derned, så jeg fik mine smykker på, fik smidt de sidste ting i bilen og tog af sted.

Samlet ved kaffebordet.

Samlet ved kaffebordet. Fra venstre og højre runder: Jane Johansen, Susanne Selmer, Signe Kruse, Erwin Maria Jöhnk, Jeanete Henriksen og Pia Nielsen.

Signe Kruse.

Signe Kruse.

Under hele forløbet om morgenen og under køreturen var der en lille orm, der gnavede. “Man kan vel få et mavetilfælde som undskyldning for at vende om..” Men jeg fortsatte. “så for #&¤!/?…”. Jeg havde glemt at få min deodorant med, og jeg lugtede som en kulminearbejder lige før fyraften. Hvad gør en klog mand – nåh, nej – kvinde nu? “Du må jo finde en diskret kiosk, eller noget i den stil”, tænkte jeg. Men jeg blev ved med at udskyde det, hver gang jeg passerede noget, der kunne tænkes at have en deodorant til salg. Indtil jeg kom til et supermarked, hvor pladsen foran var næsten tom. Og der var heller ikke denne gang en eneste, der kiggede skævt eller sagde noget. Det var i øvrigt sidste udkald, for der var ikke flere butikker før destinationen. Hvor heldig kan man være? Så jeg landede foran Jeanettes hus klokken 1515.

Jane Johansen.

Jane Johansen.

Erwin Maria Jöhnk.

Erwin Maria Jöhnk.

“Hej”, sagde Jeanette, da hun åbnede døren med et varmt og hjerteligt smil. Hun var en ganske køn og sød pige, og der gik et øjeblik, før jeg indså, at hun ikke var født sådan. Jeg trådte ind i en stue, hvor to andre piger sad i en sofa. “Dav, og velkommen”,
sagde den ene. Hun var tydeligvis den udfarende kraft i selskabet og den, jeg kendte som Tina Thranesen fra hendes hjemmeside. Så var der Pia Nielsen, en smilende, lidt tilbageholdende pige. Hende havde jeg mødt i Randers for tre år siden. Efter ca. fem minutter faldt min puls fra 180 til næsten normal. Det skyldes nok min glimrende kondition. Eller måske det faktum, at der her ikke var nogen fordomme overfor noget som helst.

Så ankom Erwin Maria Jöhnk, Jane Johansen og Signe Kruse. Jane kendte jeg også fra Randers, og af en eller anden grund huskede jeg hende ganske udmærket. Hun er en meget livlig pige med fut i. Selv siger hun, at hun er stille og tilbageholdende, men det har vi andre nu ikke mærket noget til. Erwin havde jeg hørt om, og han er en stille, rolig og behagelig person. Signe kendte jeg ikke, men hun viste sig at være underfundig og morsom. Jeg var
kommet i godt selskab, og jeg har sjældent følt mig så velkommen, som tilfældet var her. “Forhåndsaccepteret” ville være et passende udtryk.

Jeanette Henriksen.

Jeanette Henriksen.

Oplægget til dette arrangement var ganske enkelt: Ankomst fra klokken 1500, grill fra 1830 – ? Der er den risiko ved den slags, at hvis man ikke kender hinanden så godt, kan man komme til at sidde i hvert sit hjørne (hvis der er hjørner nok) og sige ingenting. Men der var snak, sjov og ballade fra vi satte os til et veldækket kaffebord til de sidste gik i seng omkring klokken tre. Og snakken gik på alt fra visse offentlige myndigheders mangel på forståelse for vores situation til intime detaljer om privatliv og lyst til partnere. Og det er ellers ikke noget, jeg lukker ud for hvem som helst.

Vi havde selv medbragt drikkevarer og kød til grillen, og Jeanette fik et symbolsk beløb for tilbehør og kaffe. At dømme efter kaffemaskinens snorken var beløbet i underkanten. Så økonomisk er sådan et arrangement til at overse. Og da grillen kom i gang og rødvinen på bordet var det, som om vi havde kendt hinanden i mange år. Det var et vellykket selskab med en behagelig atmosfære. Og da man kan ankomme som man er født og klæde om på stedet er der egentligt ikke nogen undskyldning for at blive væk.

Nadja Nielsen.

Nadja Nielsen.

Jeg har lært en vigtig ting: Hvis man er i godt selskab med mennesker, man kan stole på og føler sig tryg ved, glemmer man faktisk, at man er “anderledes” Hvor er det skønt og befriende at kunne være sammen med andre i det tøj man har mest lyst til og med det udtryk, man til dagligt går og gemmer på inde bag facaden.

Tak til de øvrige deltagere for en uforglemmelig weekend. Og en stor tak til Jeanette, som lagde hus til. Og så en opfordring til de, der læser det her, og som har lysten, men mangler modet: Kom ud af skabet og med til selskab. Det er trygt, hyggeligt og morsomt!

Søndag den 5. juni 2005.
Kærlig hilsen. Susanne.

Susanne Selmer. Biografisk artikel.

Vist 539 gange.
Susanne Selmer

Susanne Selmer

Af Susanne Selmer den 5. juni 2011.
Hvem er Susanne Selmer?
En stor del af det, vi kalder “transverdenen” består i realiteten i, at vi hver især sidder bag computerskærmen og skriver indlæg på et forum og på den måde kommunikerer med hinanden. Og kun de færreste af os kender hinanden på et mere socialt plan. Derfor kan der være behov for, at vi fortæller lidt mere om os selv for, at vi på den måde kan lære hinanden bedre at kende. I cyberspace, ganske vist, men alligevel.

Tillad mig derfor at præsentere mig selv
Mit navn er – efter otte måneders tovtrækkeri med det danske bureaukratiske system – Susanne Jespersen Selmer.
Jeg er uddannet kørelærer til små og store biler og vogntog, faglærer i transportuddannelserne, uddannet køreprøvesagkyndig og har en pædagogisk uddannelse som voksenunderviser. Desuden har jeg en fortid som linjeofficer i Forsvaret med titel af premierløjtnant.

"Ruinen" fra 1884 set fra indkørslen.

“Ruinen” fra 1884 set fra indkørslen.

Jeg hører til på en nedlagt landejendom lidt nordøst for Varde i Vestjylland, hvor jeg bruger en stor del af min fritid på at vedligeholde og modernisere bygningerne og på at passe min lille have på 25.810 kvadratmeter. Mit hjem repræsenterer nogle af de værdier i livet, som jeg sætter overordentlig stor pris på. Der er ro og fred, kun afbrudt af fuglenes kvidren, og jeg nyder øjeblikket, når et rådyr adstadigt spankulerer tværs over græsplænen lige uden for vinduet. At så bæstet – uden at spørge om lov – æder den issalat, jeg skulle have haft på mit middagsbord, er der nok ikke så meget at gøre ved.

Min gamle Fordson Major Diesel fra ca. 1954. Den ligner noget, der er løgn, men den er rigtig stærk.

Min gamle Fordson Major Diesel fra ca. 1954. Den ligner noget, der er løgn, men den er rigtig stærk.

I forbindelse med renovering af ejendommen er der nogle overleveringer fra min fortid, som jeg nok aldrig slipper helt af med: Jeg er min egen tømrer og murer og ret fiks på fingrene. Jeg er kreativ og har evnen til at se det færdige resultat af et projekt for mit indre blik allerede inden, jeg går i gang. Og så er jeg meget glad for min gamle Fordson Major, som dels er uundværlig på en bondegård, dels – indrømmet – et herligt stykke legetøj.

Trampolinholdet fra NUIF i 2011 med Vins.

Trampolinholdet fra NUIF i 2011 med Vins.

Jeg er desuden meget optaget af min helt store lidenskab, fra jeg var ni år gammel: Stortrampolin. Det er den sjoveste sport, der findes. Jeg har i 1976 – 78 været danmarksmester i trampolinspring, og jeg kan altså fortsat – i en alder af 49 år – springe seks meter i vejret i en trampolin. Jeg er nu træner for tre hold trampolinspringere i Outrup og Nordenskov nær Varde og har i den forbindelse sammen med “mine unger” deltaget i adskillige opvisninger under DGI og i lokalforeningerne. Vi høster stor anerkendelse for vores program, hvor jeg – udstyret med headsæt – fortæller tilskuerne, hvad trampolinspring går ud på samtidigt med, at jeg tager imod springerne i trampolinen. Jeg bliver nok aldrig for gammel til at lege, og jeg har på trampolinholdene introduceret kænguruen Vins, som ungerne elsker, og som bare SKAL med, når vi tager til opvisning.

Modtagning til baglæns salto.

Modtagning til baglæns salto.

I forbindelse med mit virke som instruktør er jeg for nyligt kommet ind som medlem af et gymnastikudvalg som sekretær og jeg sidder i bestyrelsen for Jysk Trampolin Sammenslutning, ligeledes som sekretær.

Mit lille "lydstudie". Yamaha DGX 630 og 250 W Behringer forstærkeranlæg.

Mit lille “lydstudie”. Yamaha DGX 630 og 250 W Behringer forstærkeranlæg.

Endeligt dyrker jeg min anden store passion, som jeg har haft, fra jeg var otte år: Jeg spiller klaver og keyboards og er i den forbindelse pianist i koret “Gospell By Choice”, som er en del af Baptistkirken i Esbjerg. Dette kor har været mig til stor hjælp i min udvikling de seneste par år, jeg skylder medlemmerne i koret en stor tak for deres støtte. Jeg har i mine unge dage været “udfarende musiker” til fester, hvor jeg spillede “suppe-steg-og-is-musik”. Det kunne jeg såmænd også gøre i dag, men der er ikke rigtigt nogen i nærområdet, som har opdaget den side af mig endnu.

Udspring – uden sikkerhedsudstyr
Jeg har – som så mange andre – i den første del af mit liv forsøgt af al magt at leve op til de forventninger, man stiller til en person, som af en jordemoder er udnævnt til dreng. Jeg har forsøgt mig som den lykkelige familiefar og har i den forbindelse de to dejligste unger i verden. Som – i parentes bemærket – lykkeligvis har accepteret deres far i ny indpakning.
Men efterhånden, som tiden skred frem, blev jeg mere og mere indadvendt, uomgængelig og måske ligefrem lidt aggressiv, og i 2002 måtte der ske et brud med den fortid, som jeg alligevel ikke havde haft det godt med. Da gik det op for mig, at jeg i virkeligheden altid har haft en kvinde indeni, som er blevet holdt tilbage af hensyn til alle andre end mig. Hvem sagde kvindeundertrykkelse?
Jeg havde en lang periode, hvor den kvinde, som nu ubetinget ville ud af sit livslange fængsel, kæmpede med skammen og skyldfølelsen og med frygten for omverdenens fordømmelse, men efter godt to år måtte fornuften give fortabt til længslen efter et bedre liv.
Susanne var en realitet. Jeg gik af egen drift i gang med en hormonbehandling, ordineret og kontrolleret af en gynækolog i Østjylland. Og jeg gik i gang med grundige studier af den kvindelige adfærd sådan, at jeg, når jeg en dag skulle tage mig sammen til at gå ud i verden, kunne optræde overbevisende som kvinde. Det var faktisk ikke så svært, mine kvindelige sider har jo altid været der. Det svære bestod i at give omgivelserne tid til at vænne sig til Susanne.
Og miraklet skete! På mindre end et år blev jeg i nærmiljøet, hos familien og på arbejdspladsen accepteret og tilgået som den kvinde, jeg er. Jeg har fået et vidunderligt liv, hvor jeg nyder respekt, forståelse og fortrolighed fra alle sider. Jeg har – med undtagelse af én enkelt person – aldrig oplevet væsentlig modstand eller afstandtagen. Det kan have noget at gøre med, at jeg er meget åben omkring mig selv og min situation – og så har jeg også fået lidt hjælp fra Jyske Vestkysten via et par artikler om Susanne. Herovre vestpå kommer vi nemlig hinanden ved.

Besøg på en skole, interview med 8. klasse, skoleprojekt "køn". Susanne i midten.

Besøg på en skole, interview med 8. klasse, skoleprojekt “køn”. Susanne i midten.

Og i løbet af dette ene år har jeg oplevet, at jeg af personer, som ikke kender mig i forvejen, uden forbehold bliver opfattet som kvinde. Jeg har oplevet, at jeg under et besøg på en nærliggende skole i anledning af det landsdækkende projekt “køn”, af en skolelærer blev spurgt, om jeg var Kathrines mor. Det måtte jeg jo svare nej til. Jeg ville faktisk gerne have set hendes ansigt, når den rette sammenhæng gik op for hende. Og jeg har oplevet en herre i en butik, som var mere end almindeligt interesseret i min ægteskabelige status. Det KAN lade sig gøre. Og jeg må indrømme, at jeg også gennem det seneste års tid er begyndt at se på hankøn med helt andre briller.

Personligheden Susanne
Jeg vil tillade mig at beskrive mig selv som en udadvendt og velafbalanceret personlighed med et udpræget humoristisk livssyn. Jeg har bevaret evnen til at servere en kvik bemærkning, og jeg vil gerne give og modtage lidt godmodigt drilleri. Livet er for kort til surmuleri.

Susannes første juleaften med familien.

Susannes første juleaften med familien.

Men min personlighed har ændret sig meget. Mine nære venner giver udtryk for, at jeg er blevet meget omgængelig, i balance med mig selv, og min lidt aggressive adfærd er nu helt forsvundet. Jeg har oplevet mange konfliktsituationer i forbindelse med mit arbejde, og er blevet klar over, at jeg nu reagerer helt anderledes roligt og besindigt, set i forhold til for blot fem år siden.
Jeg kan dog godt skære igennem og i meget klart sprog give udtryk for min holdning til et emne, men så har jeg i givet fald gjort “hjemmearbejdet” i forvejen. Jeg har helt klare holdninger til de fleste af livets problemstillinger, men er også i besiddelse af visse diplomatiske evner, sandsynligvis som følge af mine erfaringer fra fagskolerne.
Jeg er målrettet i forhold til de opgaver, jeg får tildelt, og tænker som regel over mulige løsninger, før jeg handler. Jeg ser mig selv som en dygtig planlægger og er forudseende i mine løsninger af opgaverne. Endeligt kan jeg godt overskue flere opgaver samtidigt.

Curriculum vitae
Jeg afsluttede min skoletid med en studentereksamen i Haslev på Sjælland i 1981, hvorefter jeg søgte optagelse på reserveofficersuddannelsen i Forsvaret.
Denne uddannelse og den efterfølgende praktik gennemførte jeg i perioden 1982 til 1984 i Sønderborg, i Varde og sidst ved det, der dengang hed Nørrejyske Artilleriregiment i Skive, hvorefter jeg blev optaget på Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot.
1984 til 1987 gennemførte jeg Forsvarets lederuddannelse, som blandt andet indeholder en pædagogisk og en psykologisk uddannelse, og kunne herefter kalde mig premierløjtnant. Som sådan virkede jeg frem til 1992 ved det daværende Sønderjyske Artilleriregiment i Varde.
I min tid som officer i Forsvaret har jeg sprunget faldskærm, gennemført et patruljekursus ved Forsvarets Jægerkorps i Aalborg, gennemført sprængningsuddannelse ved Ingeniørkorpset i Farum og deltaget i adskillige udmattende feltøvelser. Jeg har været presset til kanten af min psykiske ydeevne og kender dermed mig selv bedre end de fleste, og gennem den psykologiske uddannelse har jeg lagt grunden til et rigtig godt menneskekendskab.
Sideløbende med mit virke som officer gennemførte jeg i 1990 til 1992 en uddannelse som kørelærer, og efter bestået eksamen fik jeg orlov fra Forsvaret og havde frem til 1995 min egen køreskole som selvstændig. I denne periode var jeg medstifter af og formand for en Erhvervsforening, som efterhånden talte 43 små og store virksomheder.
Af flere grunde nedlagde jeg i 1995 køreskolen og blev ansat som kørelærer på Forsvarets Køreskole i Varde, hvor jeg havde 10 rigtigt gode år, indtil køreskolen i 2005 måtte nedlægges som følge af nedskæringer.
Efter nogle korte perioder som murer- og tømrermedhjælper og som kranchauffør ved et kran- og baksefirma i Esbjerg blev jeg ansat som chaufførfaglærer, først ved EUC Lillebælt og senere ved Uddannelsescenter Holstebro. Arbejdet som faglærer har givet mig mange gode kompetencer, herunder en rigtig god kontakt til unge mennesker.

Vil du vide mere?
Med denne lille selvbiografi håber jeg, at du som læser har lært mig lidt bedre at kende. Og har du lyst til at læse mere om mig og mine tanker, kan du hoppe over på min hjemmeside www.susselmer.dk

Susanne.