Transkønnethed handler om mere end genitalier. Den 4. februar 2016 af Kristian Lindberg.

Vist 0 gange.
Kristian Lindberg er Berlingskes filmredaktør.
Artiklen bringes med tilladelse fra
Kristian Lindberg og blev oprindeligt bragt
den 4. februar 2016 i Berlingske.

Af Kristian Lindberg den 4. februar 2016.
»Transkønnethed handler om mere end genitalier«

Den biografaktuelle film “Den Danske Pige” hævder at vise sympati for de transkønnede, men ifølge transgender-forskeren Tobias Raun er filmen ikke anderledes end tidligere spillefilm, der beskriver transkvinder udefra – som tragiske skæbner og som en trussel for de ikke-transkønnede. Berlingskes filmredaktør Kristian Lindberg får afprøvet sin opfattelse af køn.

Det er nydelige billeder, der bruges i “Den Danske pige“, den biografaktuelle spillefilm, der handler om den danske landskabsmaler Einar Wegener, bedre kendt som Lili Elbe, som i 1931 blev en af de første transpersoner, der kirurgisk skiftede køn.

Datidens København fremstår som en kultiveret hovedstad med ballet og malerkunst, hvor Einars hustru, Gerda Wegener, får succes med at male sin mand i kvindetøj, det tøj, der i filmen portrætteres som det, der gradvist fører til Einars erkendelse af sin indre, sande natur som kvinde.

Einar optræder mere og mere i rollen som Lili for til slut at få sin kønsskifteoperation, og filmen slutter med en efterskrift, hvor Lili Elbe hyldes som en pionér for verdens transkønnede.

Ifølge den danske kønsforsker fra Roskilde Universitetscenter, Tobias Raun, er “Den Danske Pige” dog ikke et pionérarbejde, hvad angår en større forståelse for transkønnede. Tværtimod er filmen i hans øjne endnu et nedslående eksempel på, hvor svært mainstreamkulturen har det med at lave portrætter af transkønnede, der ikke blot skal bekræfte majoritetens fordomme.

Som filmanmelder har jeg indimellem overvejet, hvordan kønslige minoriteter selv forholder sig til såvel negative og som positive fremstillinger i Hollywood-film, og ifølge Tobias Raun er det snarere reglen end undtagelsen, at spillefilm om transkønnede går galt i byen, når de prøver at være mest fordomsfri.

Transkønnede som en andethed
Hvorfor er der så mange film om transkønnede – Google lister 70 spillefilm og 60 Tv-serier, der helt eller delvist handler om transkønnede?

Transkønnede er for mange en grænsefigur, der både fascinerer og skræmmer. Der er en lang tradition indenfor film for at skildre identitetstransformationer af forskellig art, og her virker kønstransition for mange som den ultimate forandring.

Men samtidig portrætteres den transkønnede ofte sådan, at man bekræfter, at kønnet netop ikke helt står til at forandre. Det anderledes – og ikke mindst det visuelt anderledes – er også noget, film dyrker, og her bliver de transkønnede ofte en form for andethed.”

Hvilken fejl laver Hollywood altid i film om transkønnede personer?

“Fejl er måske et drastisk ord, men skal man sammenfatte de mange, meget forskellige film, så er det mest påfaldende, at den person som publikum skal identificere sig med, aldrig er den transkønnede person.

»Men i »Transamerica« griner man for første gang med transkvinden og ikke ad hende,« siger Tobias Raun.Foto: Fra »Transamerica«

»Men i »Transamerica« griner man for første gang med transkvinden og ikke ad hende,« siger Tobias Raun. Foto: Fra »Transamerica«

Samtidig er der en meget skæv fordeling af transkønnede i spillefilm. Der er stort set altid tale om transkvinder (personer, der er født mænd, men som identificerer sig som kvinder, red.), hvilket formentlig skyldes, at transitionen fra mand til kvinde er mere krævende og mere spektakulær. Transkvinder er således ofte nødsaget til at tage hormoner i årevis og få forskellige kirurgiske indgreb (ex. ansigt, bryster, genitalier) for at blive fuld genkendelig som kvinde.

Desuden gør kvindetøj, smykker og make-up sig bare bedre filmisk som del af en transformationsproces. Og transitionen, altså rejsen fra det ene køn til det andet, er altid det, der dvæles ved, når transkønnede optræder i film. Transkønnede på film er sjældent nogen, der bare hviler i sig selv og deres kønslige udtryk. De portrætteres ofte i smerte – og på en kønsrejse.”

Portrætteres udefra
The Crying Game” (1992), “Transamerica” (2005) og “Den Danske Pige” (2015) – tre film, der i hvert sit årti skildrer transkønnede karakterer. Ser du en udvikling i de tre film, hvad angår den skildring?

The Crying Game rummer for så vidt et sympatiserende portræt af transkvinden, Dil, men det er ikke desto mindre en film, der følger en tvivlsom filmtradition med at skildre transkønnede som “fordækte”.

Da vi ser transkvindens mandlige genitalier, er det konstrueret som en afsløringsscene. Denne scene er central for hele filmens handling, og der ledes op til den som en chokscene, og dermed understreges skildringen af den transkønnede som en “ulv i fåreklæder”.

Det var en scene, man snakkede meget om i 1990erne…

“Ja, det skyldtes, at de fleste blev overrasket og chokeret på samme måde som filmens hovedperson. Men filmen skal have ros for at vise en transperson, der tilsyneladende ikke vil lave om på sig selv. Hvor det ikke handler om de operationer, hun vil have. Men også her ser vi kun den transkønnede udefra, gennem hovedpersonen blik.”

Det er på tide, at Hollywood kommer videre fra altid at skildre transkønnede som tragiske eller komiske, siger transgender-forsker Tobias Raun. Her er det »The Crying Game« fra 1992.Foto: Fra filmen.

Det er på tide, at Hollywood kommer videre fra altid at skildre transkønnede som tragiske eller komiske, siger transgender-forsker Tobias Raun. Her er det »The Crying Game« fra 1992. Foto: Fra filmen.

Hvordan er blikket på transkvinden i “Den Danske Pige” i forhold til i “The Crying Game“?

“Det er slående, at selv om “Den Danske Pige” giver sig ud for at handle om transkvinden Lili Elbe, så er det reelt hendes hustru Gerda Wegener, som publikum skal identificere sig med.

I begge film er det en anden, der betragter transkvinden udefra. Forskellen er, at “Den Danske Pige” handler om Lili Elbes kamp for at skifte køn, og hendes hustrus kvaler med at acceptere det skifte, mens kampen i “The Crying Game” udelukkende udspiller sig inde i IRA-manden, der skal finde ud af, om han fortsat kan have en relation til transkvinden.

Det spørgsmål afklares delvist, da de fortsætter med at have en relation til hinanden, hvorimod Lilis transition i “The Danish Girl” fremstilles som en trussel, og som noget, der ødelægger ægteskabet.”

Overhovedet ikke solidarisk
Den Danske Pige” ligner stedvist næsten en horrorfilm. Hver gang Einar nærmer sig sin kvindelige identitet ved for eksempel at tage en damesko på, hører man ildevarslende gyserfilmsvioliner…?

“Ja, og det skyldes netop, at det er Lilis hustru Gerda Wegeners blik, filmen adopterer, men i forhold til virkelighedens Gerda på en meget forsimplet måde. Virkelighedens Gerda Wegener lavede utallige malerier og tegninger af lesbiske og kønsambivalente par, og ikke mindst mange malerier af Lili Elbe, der afslører et udsyn og et blik for kønslige og seksuelle tvetydigheder.

Filmen kunne have udforsket dette komplekse forhold mellem maleren Gerda og modellen Lili meget mere, og de lesbiske antydninger som deres relation med al sandsynlighed også har haft.

Men i stedet vælger filmen ensporet at skildre Gerdas rene gru ved, at Lili optræder mere og mere som kvinde. Vi får en entydig fortælling om tabet af en mand, men i forhold til den historiske virkelighed er det tvivlsomt, om Gerda kun har været til mænd og om deres relation har været entydigt heteroseksuel.”

Så når filmen postulerer at være solidarisk med transkønnede, og at den skulle skildre Einar/Lili som en pionér for transkønnede, er det en hul påstand?

“Den er overhovedet ikke solidarisk, nej. I det hele taget repræsenterer de tre film, der over tredive år præsenterer tre forskellige billeder af transkvinder, slet ikke nogen udvikling mod et mere nuanceret billede. I alle tre tilfælde er den transkønnede noget, der holdes ud i strakt arm foran det “normale” publikums blik.

I tilfældet “Transamerica” er der i en henseende dog sket en form for udvikling. Tidligere var transkvinder hyppigt et komisk element i film, hvor man typisk brugte meget store mænd i kvindetøj, som for eksempel i “Hotel New Hampshire”. Men i “Transamerica” griner man for første gang med transkvinden og ikke ad hende. Man griner af Brees forstokkede forældre, og har sympati for hende.

Til gengæld er Bree en helt afseksualiseret karakter, og det aseksuelle bliver et greb, der skal forhindre, at vi som publikum skal føle os ukomfortable ved hendes seksuelle udstråling og ageren. Vi bliver dermed ikke sat i en situation, hvor vi skal forhandle med os selv om det begær, som en mere seksualiseret karakter kunne have vakt.”

Der dvæles ved operationen

Transamerica” har vel det til fælles med “Den Danske Pige“, at det er en meget lidelsesfuld transition for hovedkarakteren?

“Ja, og i det hele taget er fokus i begge film uddelukkende på transitionen, altså rejsen fra det ene til det andet køn, hvor endemålet er kønsskifteoperationen. Det er det, der dvæles ved, som om operationer er alt, hvad transkønnethed handler om. Generelt er der uforholdsmæssigt mange genitalier med i film om transkønnede.

Vi skal altid se pikken i film, der handler om transkvinder, hvilket kun for ganske nylig er ved at blive mere almindeligt i film om ikke-transkønnede, som i “Shame”. Men transkønnethed handler om mere end genitalier. Der er mange flere og meget mere komplekse problemstillinger forbundet med at blive genkendelig som mand/kvinde.

»Den Danske Pige« handler om landskabsmaleren Einar Wegener bedre kendt som Lili Elbe.Foto: Fra filmen.

»Den Danske Pige« handler om landskabsmaleren Einar Wegener bedre kendt som Lili Elbe. Foto: Fra filmen.

Der er også store dele af en transpersons liv, der handler om bare at leve et almindeligt liv men på nogle lidt andre præmisser end mange andre – og hvordan det er muligt i en verden, hvor transkønnethed fortsat er mærkeligt og uforståeligt for mange.”

Jeg kommer til at tænke på de ganske mange film fra tidligere tider, hvor homoseksuelle altid skildres som så ulykkelige, at de ender med at begå selvmord.

Den Danske Pige” skyder sig lige præcis ind i den sørgelige Hollywood-tradition. Selvfølgelig døde Lili Elbe også i virkeligheden, men da det nu engang er film, vi snakker om, kunne man have skåret den del af historien på 100 andre måder end den dybt tragiske. Man kunne have lavet en film, der betonede det frirum, som Lili Elbe opnår i kunstens rum som kvindelig model for Gerda, men i stedet er hele filmen en rejse ind i et mørkt sted, hvor døden venter,” siger Tobias Raun.

Publikum undervurderes

Men er det ikke ganske forventeligt, at Hollywoods film fokuserer på de transkønnedes kampe og konflikter, snarere end bruge de transkønnedes eget blik for så at sige at normalisere deres tilstand? For gør man det sidste, fjerner man også dramaet i historien?

“Ja, det er netop det argument som altid bruges, når Hollywood vil forklare, hvorfor man igen gør, som man altid har gjort. Men se så på de nye TV-serier, der indeholder stærke transkønnede karakterer, såsom “Transparent” og “Orange Is The New Black”.

Sidstnævnte serie om et kvindefængsel er en af de første TV-serier, der rent faktisk bruger en virkelig transkvinde til at spille en transkvinde, nemlig den Emmy-nominerede Laverne Cox.

Og kvinderne er netop ikke skildret på majoritetens præmisser som “lækre lesbiske“, der skal tilfredsstille et heteroseksuelt mandligt blik – de er i alle størrelser og former, og der er flere meget maskuline kvinder. Den serie har fået enorm omtale og stor seerudbredelse.”

Så en autentisk fremstilling af transkønnede behøver ikke stå i vejen for mainstream-udbredelse?

“Nej. Man undervurderer, hvad publikum vil have – som i “Den Danske Pige” trods alle dens gode intentioner. De mange seere til “Orange Is The New Black” tyder på, at folk er interesserede i at få nogle nye synsvinkler ind.”

»Den Danske Pige« havde premiere i danske biografer i går.

Judge & Jury: Når institutionen undersøger sig selv. Tobias Raun den 16. december 2015.

Vist 0 gange.
Tobias Raun

Tobias Raun

Tobias Raun, født 1974.
Phd-stipendiat ved Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitet.
Han er magister i kunsthistorie og visuel kultur studier fra Aarhus Universitet, hvor han også har undervist i flere år.
Han forsker i repræsentationen af kropslige transformationer i reality tv og transkønnedes video blogs på YouTube.
Hans forskning fokuserer på nye medier, queer teori og transteori med henblik på at undersøge “trans-” i dets mange konfigurationer og betydninger.
Tobias Raun er adjunkt på Kommunikation ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier, RUC.

Artiklen bringes med venlig tilladelse af Tobias Raun.
Artiklen er den 13. december 2015 også bragt i
peculiar.dk

Tobias Raun den 16. december 2015.
Jeg fik i går en henvendelse fra journalist, der gerne ville have mig til at kommentere på to nye forskningsartikler omhandlende danske transkønnede. Dette blev anledningen til, at jeg satte mig ned og læste de udgivelser, der er kommet ud af forskningsprojektet ”Transseksualitet. En psykologisk/psykiatrisk beskrivelse samt efterundersøgelse”, der har forløbet fra 1. Januar 2010 til 1. December 2015.

Forskningen forestås af henholdsvis den tidligere leder af Sexologisk Klinik Ellids Kristensen og den nuværende leder Annamaria Giraldi samt psykolog på klinikken Rikke Kildevæld Simonsen. Derudover er Gert Martin Hald også forsker på projektet , udover at være vores alle sammens “Gift ved første blik”-psykolog, er han også den eneste, der ikke samtidig er ansat som fungerende psykolog/psykiater på Sexologisk Klinik.

Forskningsprojektets formålForskningsprojektets formål, der beskrives på hjemmesiden for regionens psykiatri, lyder således: ”At beskrive gruppen af kønsskifteopererede transseksuelle pt fra 1978-2008, samt deres tilfredshed efter kønsskifte”.

Forskningen er baseret på gennemgang af alle journaler, udtræk fra Sundhedsstyrelsens registre og lægemiddelregistret. Derudover har projektet udført en spørgeskemaundersøgelse med henblik på livskvalitet og generel tilfredshed med kastration, og kosmetisk kirurgi.

Det er der kommet to artikler ud af: ”Long-term follow-up of individuals undergoing sex reassignment surgery: Psychiatric morbidity and mortality”, som er udgivet i Sexual Medicine (Simonsen et al. 2015) og “Sociodemographic Study of Danish Individuals Diagnosed with Transsexualism”, som er udgivet i Nordic Journal of Psychiatry (Simonsen et al. 2014). Begge artikler indskriver sig således i en medicinsk og psykiatrisk forskningstradition, som længe havde patent på at producere viden om transkønnede – og hvis fokus ofte eksklusivt har været på diagnose, klassifikation og behandling.

Begge artikler peger på, at forskningen i transkønnethed inden for en dansk kontekst er sparsom, tenderende til ikke eksisterende. Der er således kun et andet studie, nemlig T. H. Sørensens fra 1981.

Denne mangel kan jeg kun bekræfte, og derfor er det vigtigt at få igangsat så meget og mangeartet forskning som muligt. Jeg kan også kun hilse velkommen, at artiklen “Sociodemographic Study of Danish Individuals Diagnosed with Transsexualism” erklærede formål er at få en større forståelse for transkønnede i forhold til socio-demografiske variabler som alder, seksuel orientering, ægteskab, forældreskab, skole, uddannelse og beskæftigelse.

At indsamle denne viden er for at kunne udvikle ”appropriate and effective treatment and intervention strategies for this group” (Simonsen et al. 2014: 109). Altså er det erklærede formål prisværdigt: at skaffe sig mere viden for at kunne forbedre behandlingsprocedurerne.

Men spørgsmålet er, om artiklen leverer tilstrækkelig viden om netop disse sociodemografiske variabler til reelt at kunne indrette behandlingen efter dem. Derudover glimrer Sexologisk Kliniks kriterier og procedurer for evaluering og behandling ved sit fravær. Klinikkens kriterier og procedurer er således the dark passenger eller the ghost in the machine, som aldrig direkte adresseres. Mere om det senere.

Transkønnet = psykisk syg
Men lad mig starte med artiklen ”Long-term follow-up of individuals undergoing sex reassignment surgery: Psychiatric morbidity and mortality”, der undersøger 98 procent af de transkønnede (dvs. 104 personer), som fra 1978 til 2010 gennem Sexologisk Klinik har gennemgået en omfattende evaluering. De er alle blevet godkendt til kønskorrigerende indgreb og har fået dem foretaget.<
Artiklen fokuserer på hvor mange af disse transkønnede, der havde psykiske sygdomme før og efter, de påbegyndte behandlingen. Hovedkonklusionen er, at der er en høj prævalens af psykiske sygdomme blandt transkønnede, både før (27,9 %) og efter (22,1 %) – dog med et lille fald efter kønskorrigerende indgreb (Simonsen et al. 2015: 5). Hovedparten af psykiske sygdomme udgøres her af angst, depression og neuroser (ibid.: 5). Det konkluderes også, at transmænd overordnet set har flere psykiatriske diagnoser end transkvinder (ibid.: 6).

Artiklen synes således at geninstallere forestillingen om, at transkønnede er psykisk syge. Her er det måske ikke transkønnethed i sig selv, der udpeges som en psykisk sygdom, men ikke desto mindre bliver transkønnethed og psykisk sygdom to nært forbundne størrelser.

Der diskuteres imidlertid på intet tidspunkt i artiklen, hvorfor transkønnede har en forholdsvis høj prævalens af psykiske problemer. Dermed forbliver psykisk sygdom en individualiseret størrelse, som sat på spidsen formodes at ligge i den transkønnedes DNA.

At konkludere noget sådan, uden at tage højde for eventuelle medvirkende faktorer og årsager, reproducerer i forskudt form den velkendte forestilling om transkønnethed som en anormal psykologi og en mental forstyrrelse.

Men det kræver ikke mere end et hurtigt tjek på nettet i eksempelvis statistikken over sundhed og sygdom i Danmark fra 1987-2010 for at se, at dårligt mentalt helbred er større blandt folk med forskellige former for socio-økonomiske problemer (Christensen et al. 2012: 49). Den større prævalens af psykiske sygdomme blandt transkønnede er måske ikke så mærkeligt taget i betragtning, at mange oplever massiv social og kulturel eksklusion og diskrimination (FRA 2010, FRA 2014, Amnesty 2014a).

Seksualitet som et springende punkt
At transkønnede er en diskrimineret gruppe, peger artiklen “Sociodemographic Study of Danish Individuals Diagnosed with Transsexualism” også på, om end utilsigtet. Det fremgår således af talene for gennemsnitlige ventetider, at systemet selv udøver en væsentlig diskrimination, uden at dette dog benævnes som sådan. Mere om det senere. Derudover er undersøgelsen i sig selv et eksempel på, hvordan transpersoners egne stemmer, erfaringer, ønsker og fortolkninger af egne identiteter ignoreret. Det sker fx når der i forhold til seksualitet konkluderes, at transmænd oftere lever i et stabilt forhold med en såkaldt ”same-sex” partner, og udtrykker en seksuel tiltrækning til ”same assigned sex” end transkvinder (Simonsen et al. 2014: 110). Denne rapporterede tiltrækning er steget for både transmænd og transkvinders vedkommende, når de når til godkendelse af kønskorrigerende indgreb (ibid.:113).

Jeg studser her over flere ting, men først og fremmest over begrebet ”same-sex” partner, der står ukommenteret . At transmænd overvejende har en ”same-sex” partner antyder, at de er i forhold med en af samme køn, ergo at de lever i et homoseksuelt forhold. Og omvendt, at transkvinder overvejende er sammen med folk af et andet køn, i et heteroseksuelt forhold. Men det statsligt tilskrevne køn er ikke på nogen måde nødvendigvis dækkende for, hvordan den kønslige og seksuelle relation er parterne imellem.

Ergo, produceres der ikke dybere viden om transkønnedes seksuelle orientering, som ellers er et erklæret formål, da noget sådant ville kræve, at de transkønnedes egne definitioner og erfaringer blev inkluderet. Artiklen giver således ikke et bredere indblik i transkønnedes seksuelle orienteringer, hvilket ellers kunne være anvendeligt i forhold til at kunne udøve støttende og anerkendende vejledning.

Denne omstændighed omtales dog ikke i artiklen, men der nævnes i en bisætning, at stigningen i tiltrækningen af samkønnede kan indikere et forsøg på at levere socialt accepterede svar (ibid.: 113). Transkønnede har dog længe givet udtryk for, at netop seksuel orientering virker til at være et springende punkt i forhold til, hvorvidt Sexologisk Klinik godkender en til kønskorrigerende indgreb eller ej.

Transkønnede har således i forløbet på Sexologisk Klinik skulle fortælle om ”deres seksuelle adfærd (om de var ‘seksuelt udfarende’ eller ‘passivt modtagende’) og om den seksuelle adfærd var typisk for det køn, som de mente, var det rigtige” (Amnesty 2014b).

Man kan således stærkt betvivle validiteten af forskningsresultaterne omkring transkønnedes seksuelle orientering, idet man undersøger noget, som man selv som institution har opmuntret til. Vi har altså at gøre med en institution som på én gang agerer dommer/gatekeeper og objektiv forsker, hvilket der er et fundamentalt validitets- og forskningsetisk problem med.

At forsvare og legitimere sig som institution
Generelt er det vanskeligt at læse disse to artikler uden at have den massive kritik af Sexologisk Klinik in mente, som både er kommet fra de transkønnede selv men også fra rettighedsorganisationer såsom Amnesty International.

Mest opsummerende er Amnestys rapport ”The State Decides who I am. Lack of legal gender recognition for transgender people in Europe” fra 2014. Rapporten kritiserer blandt andet kravet om, at den transkønnede skal tildeles en psykiatrisk diagnose før medicinsk behandling kan påbegyndes. Selve behandlingsprocedurerne på Sexologisk Klinik kritiseres for at være uigennemsigtige, langvarige, umyndiggørende og baseret på et forældet og stereotypt kønssyn. Denne rapport nævnes ikke i nogen af de to artikler.

Artiklen “Sociodemographic Study of Danish Individuals Diagnosed with Transsexualism” berører som nævnt spørgsmålet om lange ventetider og stadfæster (for første gang sort på hvidt), at den gennemsnitlige tidsramme fra henvisning til godkendelse af kønskorrigerende indgrebSexologisk Klinik er 8,1 år for transkvinders vedkommende og 5,9 år for transmænds vedkommende. Dette er gældende for tidsperioden 1978-2008 (Simonsen et al. 2014: 112). Forfatterne anfører, at dette er i strid med internationale anbefalinger, men forsikrer at dette ikke reflekterer den nuværende praksis på klinikken (ibid.: 115).

Derudover gives der udtryk for, at transkvinder måske i særlig grad har været underlagt restriktive krav for godkendelse, hvorfor det anbefales, at disse lempes, ikke mindst for at undgå, at de opsøger og får hormoner på egen hånd uden for Sexologisk Klinik (ibid.: 115).

Her bliver det eksplicit, at artiklen er skrevet af systemets egne repræsentanter, som på den ene side er pressede til at anerkende kritikken af de lange ventetider, men som på den anden side også forsøger at legitimere og fastholde sin egen eksistensberettigelse ved både at bekræfte og opfordre til en ændret praksis a’la ’sådan gør vi ikke mere’ og ’det må ændres’.

Men disse fortidige såvel som nuværende behandlingspraksisser og procedurer udfoldes eller diskuteres dog aldrig nærmere, hvilket virker mærkværdigt taget i betragtning, at det erklærede mål netop er at få ny viden for at kunne forbedre disse. At disse behandlingspraksisser og procedurer glimrer ved deres fravær er også med til at underspille, hvorledes Sexologisk Klinik selv er indskrevet i og medproducent af den viden om transkønnede, som forskningen foregiver objektivt at belyse.

Det er således interessant, at den ene artikel stadfæster, at transkønnede i gennemsnit har skulle vente i 6-8 år, før de fik godkendt kønskorrigerende indgreb, mens den anden peger på en høj frekvens af psykiske sygdomme blandt transkønnede både før og efter disse indgreb. En eventuel sammenhæng omtales aldrig, men det synes nærliggende at spørge til, om ikke månedlige samtaler i 8 år, der hver gang føles som at være til ”en mundtlig eksamen” (Amnesty 2014b), og hvor man holdes hen i uvished omkring tidshorisonten og kriterierne for en eventuel godkendelse, pålægger den enkelte et sådant følelsesmæssigt pres, at der kan komme psykiske følgesygdomme som effekt af selve forløbet.

I begge artikler problematiseres det, at transkønnedes opsøger hormoner på egen hånd uden for Sexologisk Klinik. Dette dæmoniseres som en farlig forteelse, upåagtet at flere af de gynækologer, der har forsynet transkønnede med hormoner, har omfattende og årelange erfaringer hermed. Man kan dermed spørge, om ikke artiklerne i høj grad også er et partindlæg, der skal sikre, at Sexologisk Klinik fortsat har monopol på behandlingen af transkønnede?

Transområdet beskrives af Sundhedsstyrelsen som et højt specialiseret område, hvilket har været begrundelsen for, at styrelsen i de senere år har indskærpet, at det kun er Sexologisk Klinik, der må udrede transpersoner.

Dermed er transkønnede endnu mere afhængige af Sexologisk Klinik end tidligere, da alternative muligheder er lukket ned og derudover er ventetiderne for bare en indledende udredningssamtale steget fra to til ni måneder (Amnesty 2015).

Med disse artikler fremviser Sexologisk Klinik, at institutionen bedriver forskning i transkønnethed, hvilket både tilbageviser den kritik, der har været af, at institutionen netop ikke havde lavet noget nævneværdig forskning på området siden 1981, og samtidig bliver det en legitimering af, at Sundhedsstyrelsen vedbliver at tildele Sexologisk Klinik en magtfuld position på transområdet.

Nu er jeg skolet for meget i feministisk teori til at tro på, at forskning kan være helt neutral og uafhængig af egen situerethed, men man kan spørge, om ikke det er problematisk, at forskerne har så stærke aktier i at legitimere egen position? I hvert fald når samme legitimation går gennem en påstand om objektivitet og uafhængighed.

Er det ikke forskningsetisk problematisk, at den eneste omfattende forskning i danske transkønnedes sociodemografi udøves af folk fra den institution, som har fået massiv kritik for at være uforstående over for netop transkønnedes livserfaringer, selvopfattelser og behov? Og er det ikke forskningsmetodisk problematisk, at forskningen bedrives af folk, som i høj grad har bidraget til at producere de udsagn og subjektspositioner, som de undersøger?

Litteratur

Gerda Wegener. Udstillingskatalog.

Vist 0 gange.
Gerda Wegener. Udstillingskatalog

Gerda Wegener. Udstillingskatalog

Titel Gerda Wegener
Redaktion Christian Gether, Stine Høholt,
Andrea Rygg Karberg
Bidrag af Nicolaj Pors, Andrea Rygg Karberg,
Tobias Raun, Frank Claustrat og
Amalie Grubb Martinussen
Udgivet af Arken Museum for Moderne Kunst
Udgivet 7. november 2015
Sprog Dansk
Antal sider 90
ISBN-13 978-8-7787-5112-6

Katalog udgivet i forbindelse med Arkens udstilling den 7. november 2015 til den 16. maj 2016 af værker af Gerda Wegener.

Gerda Wegener er en unik skikkelse i dansk kunst. Hun skilte vandene i København og fik stor succes i Paris. Kokette pigebørn, elegante damer og sensuelle kvinder befolker hendes billeder. Som kvindelig kunstner skildrer hun kvinders skønhed med lige dele indlevelse, forståelse og fascination. Hun giftede sig med landskabsmaleren Einar Wegener, der i dag er kendt som transkvinden Lili Elbe. Lili blev Gerda Wegeners yndlingsmodel, og kunsten blev det frirum, hvor Lili kunne udvikle sin kvindelige identitet. Dette katalog stiller skarpt på på et kunstnerisk virke, der bryder med de traditionelle kønsrelationer mellem maler, muse og model.

Indhold

* * *
Kataloget kan købes hos Arken, Skovvej 100, 2635 Ishøj tlf. 43540222.

Transkvinden som model og medskaber. Om modstand og tilblivelse hos den rygvendte Lili Elbe. Arkens udstilling om Gerda Wegener. Tobias Raun den 6. november 2015.

Vist 0 gange.
Tobias Raun

Tobias Raun

Tobias Raun, født 1974.
Phd-stipendiat ved Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitet.
Han er magister i kunsthistorie og visuel kultur studier fra Aarhus Universitet, hvor han også har undervist i flere år.
Han forsker i repræsentationen af kropslige transformationer i reality tv og transkønnedes video blogs på YouTube.
Hans forskning fokuserer på nye medier, queer teori og transteori med henblik på at undersøge “trans-” i dets mange konfigurationer og betydninger.
Tobias Raun er adjunkt på Kommunikation ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier, RUC.

Artiklen bringes med venlig tilladelse af Tobias Raun.
Artiklen er den 6. november 2011 også bragt i:
peculiar.dk

Af Tobias Raun.
I dag den 5. november har kunstmuseet Arken fernisering på udstillingen om maleren Gerda Wegener. Gerda Wegener har i flere år været en overset kunstner i den danske kunsthistorie, og huskes måske hovedsagelig som transkvinden Lili Elbes kone.

Peculiar bringer i denne forbindelse en katalogtekst til udstillingen, skrevet af Tobias Raun. Vi takker Arken for at måtte bringe teksten (og billederne), så den kan komme ud til flere læsere – også dem, som ikke har mulighed for eller har råd til at købe kataloget. Vi opfordrer til at besøge udstillingen, som er en chance for at se, det Raun fremlæser som en usædvanligt bemyndiggørende repræsentation af transkvindelighed.

Portrætterne af Lili Elbe karakteriseres af Raun som et kollaborativt kunstnerisk projekt, som eksperimenterer med køn og seksualitet – og samtidig giver disse portrætter også Elbe mulighed for at manifestere sig som kvinde. Raun tager afsæt i de rygvendte portrætter af Elbe, der læses som en modstand mod det krav om den blotlæggelse af tanker, følelser og krop, som både psykologer, læger og mainstream medier ellers igennem årtier har fordret af transkønnede. Analysen indkredser således det affektive rum, som netop rygvendtheden måtte udspringe af og og indskrive sig i hos både model og beskuer.

Lili med fjervifte, 1920. Foto Morten Pors.

Lili med fjervifte, 1920.
Foto Morten Pors.

Gerda Wegeners ægtefælle og model, Lili Ilse Elvenes (bedre kendt som Lili Elbe), er i øjeblikket genstand for stor international opmærksomhed, da der netop her i 2015 er ved at blive indspillet en Hollywood portrætfilm med titlen The Danish Girl. Men det er ikke bare den historiske transkvinde (1) Lili, der har været i mediernes søgelys i den seneste tid, også Caitlyn Jenner (tidligere kendt som Bruce Jenner) har cirkuleret vidt og bredt, efter at hun stillede op til et interview på den amerikanske TV kanal ABC og senest var på forsiden af magasinet Vanity Fair.

I fiktionens verden myldrer det også frem med transkønnede karakterer, bl.a. i de populære serier Transparent (2014-) og Orange is the New Black (2013-), der henholdsvis har transkvinden Maura i hovedrollen, spillet af Jeffrey Tambor, og transkvinden Sophia, spillet af Laverne Cox, i en af de væsentlige biroller. Laverne Cox er efterfølgende blevet den første transkvinde, der har optrådt på forsiden af Time Magazine (maj 2014).

Verden er tilsyneladende ved at få øjnene op for transkønnede, hvis man skal tro den stigende eksponering, og der tales ligefrem om “et afgørende vendepunkt”, hvilket var overskriften på artiklen i Time med Cox. (2) Den øgede synlighed står i modsætning til en række lovgivninger verden over, der fortsat klassificerer transkønnethed under “psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser” og afkræver omfattende psykiatriske undersøgelser, førend eventuelle hormonelle, kirurgiske indgreb og juridisk kønsskifte tillades. Samtidig er transkønnede ofte genstand for overgreb og diskrimination, hvilket flere rapporter dokumenterer. (3)

Lili Elbe figurerer i dag som den første transkvinde, der fik foretaget kønsmodificerende indgreb, og dermed som en “moderfigur” for transpersoner og -bevægelser verden over. (4) Men allerede i 1910erne eksperimenterede man med kønsmodificerende operationer, ikke mindst i Tyskland. Her stadfæstede Magnus
Hirschfelds
Institut for Seksualvidenskab i Berlin sig i 1920erne som foregangssted. (5) Det var også her (og senere i Dresden), at Lili fra 1930 fik foretaget adskillige operationer, hvoraf den sidste førte til hendes død i 1931. (6)

Disse transformerende indgreb kom offentligheden for øje i 1931, hvor både danske og tyske aviser dækkede historien. (7) Lilis historie blev senere, efter hendes død, udgivet i en omdiskuteret (selv)biografi Fra mand til kvinde. Lili Elbes bekendelser (1931). Som påpeget af flere forskere er det uvist, hvem der har ført pennen, og der er således flere andre forfattere end Lili selv, der har konstrueret og fortalt historien. (8)

Sabine Meyers forskning i den danske presses dækning af Lilis operationer og historie viser, hvordan hun havde et begrænset tale-og handlingsrum. Bogen Fra mand til kvinde forelå allerede som manuskript, da Lili fortalte sin historie i et interview i Politiken 28. februar 1931. Dette manuskript skrevet på og af forskellige forfattere har dermed med al sandsynlighed virket handlingsanvisende i forhold til, hvordan Lili Elbe kunne fortælle sit liv og sin historie frem. Intervieweren Loulou Lassen havde selv en dobbeltrolle som skribent af artiklen og som kurator for bogen, ergo tjente det ofte citerede interview måske mest af alt til at markedsføre bogen.(9)

Det er således uvist, hvilken stemme Elbe taler med i bogen såvel som i interviewet. Men det måske vigtigste spørgsmål er: Hvad kan Lili sige i starten af 1930erne for at blive forstået og accepteret som (trans)kvinde? (10) Som den efterfølgende række af artikler i datidens danske aviser illustrerer, placeres magten til at definere Lilis transkønnede historie og identitet hovedsagelig hos medicinske og juridiske eksperter – hun patientliggøres og patologiseres. (11)

Som Meyer argumenterer for, danner mediedækningen af Lili præcedens for, hvordan den danske presse senere og frem til i dag rapporterer om transpersoner. Her er der overvejende fokus på transformationen fra én entydig kønsidentitet til en anden, typisk under overskriften “Manden, der blev kvinde.” Retten til at definere den transkønnedes sande identitet placeres hos lægevidenskabelige og juridiske eksperter. (12)

Men hvad sker der, hvis vi betragter Lilis historie gennem Gerda Wegeners malerier – tillades hun så et andet mulighedsrum for selvdefinition? Og hvad kan disse malerier fortælle os om Gerda og Lilis forhold, ikke mindst set fra et nutidigt perspektiv med nyere kønsteorier in mente? Denne artikel ser nærmere på disse spørgsmål med afsæt i to rygvendte portrætter af Lili, malet i starten af 1920erne. Man kunne i forlængelse heraf argumentere for, at det er tid til at tage malerierne alvorlige som mulige kilder til en forståelse af Lili – og af forholdet mellem Gerda og Lili. Fremfor at vende tilbage til Fra mand til kvinde som sandhedsvidnet – som om skriftsproget automatisk er sandt eller transparent – bør vi prøve at vende os mod billederne, som vi ved, at det udelukkende er Gerda (og Lili), der står bag.

Lilis tilblivelsesproces
Maleriet Lili med fjervifte, 1920 skildrer Lili Elbe med langt lyst, opsat hår, stående rygvendt iført strutskørt, tætsiddende bluse, halskæde og handsker (s. 40). Hendes krop er let drejet, og hun har den ene hånd placeret på hoften, mens den anden hånd holder en pompøs fjervifte, der folder sig ud bag hendes nakke og halvvejs falder i med det storblomstrede tapet i baggrunden. Hendes ansigt er sminket, halvt drejet mod beskueren, men blikket ser ned, skråt til venstre, forskudt for os.

Den kokette attitude antyder, at hun bevidst poserer for os, og dog kan hun også blot være fanget i en bevægelse. Det er uvist, om hun netop i dette øjeblik vender sig mod os eller væk fra os. Måske poserer hun slet ikke, måske anråbes hun – og responderer på tiltalen ved at vende sig. Hun fremstår både opmærksom og uopmærksom på vores tilstedeværelse – vendt halvt mod os, men uden at se på os. Hun virker tilnærmelig/utilnærmelig, inviterende/afvisende i én og samme bevægelse, som hun står der malet i let frøperspektiv. Armen i siden inviterer os til at lade blikket vandre rundt og rundt i den ornamentale form, som hendes krop danner.

Men den lukker også af for, at vi kan komme om på den anden side af Lili – vi tillades altså ikke ubegrænset adgang til hendes krop. Denne saboterede adgang understøttes også af hendes afmålte, næsten overlegne blik. Lili optrådte som kvindelig model for Gerda Wegener allerede fra 1904, kort efter indgåelsen af deres ægteskab. (13) Efter sigende var anledningen til dette en model, der ikke mødte op, hvorfor Lili tog hendes plads og dermed sikrede, at Gerda kunne arbejde på billedet alligevel. Lili skulle senere blive Gerdas ”Yndlingsmodel”, og i Fra mand til kvinde skrives Lili frem som “en moderne Kvindetype, skabt af en Kunstners Fantasi.” (14)

Som også litteraten Dag Heede skriver i sin analyse af bogen, antydes det, at Lili er ’et kunstprodukt’, skabt i kunstens billede og af kunstneren Gerda. Den maleriske skabelse af Lili er samtidig også ifølge Heede den konkrete forudsætning for Gerdas kunstneriske og materielle succes og for parrets flytning til Paris. (15)

Men Lili er næppe kun et produkt af en række tilfældigheder og af Gerdas maleriske talent og kunstneriske øje. Og det anes i portrættet. Lili har givetvis også selv budt muligheden for at posere som kvinde velkommen, og hun har måske endda selv plantet ideen i Gerda. I hvert fald blev rollen som modellen Lili
en mere og mere integreret del af hendes selvidentifikation og liv, hvorfor hun i slutningen af 1920erne opsøgte mulighederne for medicinsk/kirurgisk transition. (16) Det har været vanskeligt for Lili at få informationer om disse indgreb før da, og hun har med al sandsynlighed både manglet sprog og begreber for at kunne italesætte denne kvindelige selvidentifikation, hvorfor realiseringen heraf har fremstået som en umulighed.

Frembringelsen af Lili på lærredet er ikke kun resultatet af Gerdas maleriske talent, men også Lilis evne til at posere og agere som kvinde. Som beskrevet fremstår Lili selvbevidst om sin egen tiltrækningskraft som kvindeligt skueobjekt og billede. Hun synes bevidst at posere – og antyder dermed, at dét at gøre sig til et kvindeligt skueobjekt ikke kun er en passiv, men også en aktiv subjektiverende akt. (17) Det kan være en måde at få genkendelse og legitimitet som kvindeligt subjekt. Samtidig antyder den selvbevidste posering, at hun er klar over, at der må ’arbejdes’ for kvindeligheden.

Kvindelighed, ikke mindst en attråværdig af slagsen, er et ’skuespil’, der kræver visse rekvisitter og stiliseringer af kroppen. Kvindelighed kan således i kønsteoretiker Judith Butlers termer siges at være performativt indstiftet, fremmanet gennem ord, handlinger og symboler. (18) Dette gælder for os alle – ikke kun for transpersoner. Køn foreligger således som et historisk foranderligt manuskript, og det ledsages ofte af et socialt pres om at blive citeret. Skuespillet foreligger altså, før man selv træder frem på scenen – dvs. manuskriptet er der på forhånd og er allerede blevet ’øvet’ af andre, men der behøves kontinuerligt nye skuespillere, der kan legemliggøre det. (19)

Hver tid, kulturel og social sammenhæng har således sine idealer for, hvordan den kønnede krop bør bæres og arrangeres. Eller som psykoanalytiker Joan Riviere argumenterede tilbage i 1929: ”Læseren kunne nu spørge, hvordan jeg definerer kvindelighed, og hvor jeg trækker grænsen mellem ægte kvindelighed og ’maskerade’. Mit forslag er imidlertid, at der ingen forskel er.” (20) Feministiske teoretikere af forskellige generationer har således peget på i særdeleshed den kvindelige tilblivelse som en ’optræden’ og som en ’gøren’, bl.a. Joan Riviere i slutningen af 1920erne, Simone de Beauvoir i slutningen af 1940erne og Judith Butler fra slutningen af 1980erne.

En sommerdag, 1927. Foto Morten Pors.

En sommerdag, 1927.
Foto Morten Pors.

Som landskabsmaler og amatørskuespiller havde Lili måske en særlig sensibilitet i forhold til repræsentation (det at fremmane et særligt billede eller udtryk), der kom hende til gode i forhold til hendes egen æstetiske og fysiske transformation. (21) Der er sandsynligvis flere grunde til, at hun stoppede med at male, da hun officielt blev anerkendt som Lili, (22) men måske var en af grundene, at hun var sit eget største skaberværk, og da det blev realiseret, var der ingen grund til at fortsætte en kunstnerisk praksis. En sådan læsning lægges der også op til i maleriet En sommerdag, 1927, hvor Lili
både optræder som henslængt rygvendt kvindelig nøgenmodel og som kønsambivalent maler (s. 10-11). Her antydes det, at den, der agerer model, også er maler og medskaber.

Eftersom Lili står model allerede kort efter, at hun og Gerda er blevet gift, må man formode, at deres relation ikke har været stringent heteronormativ. Begrebet heteronormativitet betegner en forestilling om, at mænd og kvinder er to givne, entydige og væsensforskellige kategorier, der naturligt tiltrækkes af hinanden som plus- og minuspoler. (23) Deres forhold har måske fra begyndelsen involveret en mere tvetydig kønsrollefordeling. Sikkert er det dog, at karakteren Lili bliver en integreret del af Gerdas kunst, og at hun begynder at dukke op udenfor lærredet også til sociale sammenkomster. (24)

Deres forhold bliver således i stigende grad alt andet end et traditionelt heteroseksuelt forhold (hvis det nogensinde har været det), hvilket bl.a. billedet Melodi fra Capri, 1924 illustrerer. Her er Gerda og Lili portrætteret som to velklædte kvinder, der står tæt sammen. Relationen imellem dem er tydeligvis intim, omend det er uvist, om det er venskabelig ømhed eller flirtende begær, der gemmer sig i deres blikke. Maleriet er tvetydigt: Er de to kvinder veninder, elskende eller noget helt tredje?

Homosocialitet (venskabelige samkønnede relationer) og homoseksualitet folder sig ind og ud af hinanden i disse billeder, og grænsen imellem dem kan være svær at definere. Som queer-teoretikeren Eve Kosofsky Sedgwick påpeger, er seksuelle kategorier og prædikater ikke altid dækkende for de måder, hvorpå vi tænker os selv, vores seksuelle praksisser og relationer. At mennesker er forskellige er et selvindlysende faktum, og alligevel er det bemærkelsesværdigt, hvor indskrænkede muligheder vi sprogligt og begrebsmæssigt har for at italesætte dette faktum, ikke mindst når det drejer sig om køn og seksualitet. (25) Som Sedgwick husker os på:

”Selv identiske seksuelle handlinger betyder forskellige ting for forskellige mennesker […] Seksualitet er for nogle en stor del af deres selvoplevede identitet, mens det for andre er af mindre betydning […] For nogle mennesker er det vigtigt, at sex er ladet med betydning, fortællinger og har forbindelse til andre aspekter af deres liv. For andre er det vigtigt, at dette ikke er tilfældet, mens det igen for andre slet ikke falder dem ind, at det kunne være det.

For nogle mennesker har præferencen for et bestemt seksualobjekt, en handling, rolle, zone eller et scenarie varet ved og været praktiseret så længe, at det opleves som noget medfødt/naturligt. For andre opfattes det som noget, der kommer til senere, eller det føles tilfældigt eller som et tilvalg […] Nogle mennesker, homo-, hetero- og biseksuelle, oplever, at deres seksualitet er stærkt forbundet med normative kønsbetydninger og -forskelle. Andre af hver af disse seksualiteter gør ikke.” (26)

For nogle er det vigtigt, at partnerens krop ser ud på en helt bestemt måde – og at den seksuelle akt udspiller sig i forhold til et bestemt kønsskema, mens det for andre er de mere flydende roller, der vækker begæret. Enkelte kropsdele og kønsudtryk kan således have flere og ambivalente betydninger. Dette synes særligt relevant at have in mente i relation til Gerda og Lili. Deres kønslige og seksuelle samliv, ikke mindst som det fremtræder i utallige malerier, er sandsynligvis langt mere flertydigt og fluktuerende, end både de og vi har begreber for. At relationen mellem parret Wegener
ikke bare kan siges at være ’heteroseksuel’ for så senere at blive til et aseksuelt ’venindeforhold’ (som det ellers ofte antages), vidner Wegeners øvrige malerier om.

Her er der nemlig en kontinuerlig udfordring og udforskning af kønnets og seksualitetens grænser. Wegener har således tegnet flere eksplicit erotiske lesbiske scenerier (s. 74). Hendes billeder er også fulde af par, hvoraf den ene er skildret så kønsambivalent, at det kan være vanskeligt at afgøre, om det er to kvinder eller en kvinde og en mand. Hun har ligeledes malet adskillige portrætter, hvor kvinderne maskuliniseres og mændene feminiseres, hvorved et binært kønssystem (mand/kvinde) virker begrænsende og ufuldstændigt i forhold til at beskrive den polyfoni af kønnede individer, der optræder på lærrederne.

I sommervarmen,1924.

I sommervarmen,1924.

En transkønnet odalisk
Maleriet I sommervarmen, 1924, skildrer en afklædt Lili, igen rygvendt med ansigtet halvt drejet, så vi ser hende i profil (s. 51). Hun ligger henslængt på en stol, hvis ornamenterede armlæn hun næsten smyger sig ind i og ud af. Hun har lyst pagehår og er sminket med rød læbestift og rouge, der matcher stolens røde, blomstrede stof. Hun er iført højhælede slippers, som vi kender det fra Édouard Manets Olympia, 1863; et billede, der vakte skandale ved åbenlyst at portrættere en sexarbejder, nemlig den lesbiske Victorine Meurent. (27).

Modsat Olympia ser Lili dog ikke konfronterende på beskueren, i stedet ser hun fraværende, måske endda sørgmodigt på viften, som hun holder i hånden. I baggrunden ses tillukkede skodder, som vi kender det fra mange af Henri Matisses malerier. Som billedets titel antyder, er det varmt, hvilket delvist forklarer skodderne, viften og også Lilis nøgenhed, men samtidig refererer disse elementer også til markante kunsthistoriske motiver og temaer. Skildringen af den afklædte kvinde er et udbredt motiv i den vestlige kunsthistorie. Som den feministiske kunsthistoriker Lynda Nead skriver:

”Enhver, der undersøger den vestlige kunsthistorie, må forbløffes over antallet af billeder af den kvindelige krop. Den nøgne kvindekrop forbindes således med begrebet ”kunst” mere end noget andet motiv. Det indrammede billede af den kvindelige krop, ophængt på kunstmuseets væg, er selve billedet på kunst; det er et ikon på vestlig kultur, et symbol på civilisation og menneskets ypperste bedrifter.” (28)

Kunsthistorien er rig på kvindelige nøgenmodeller, der optræder som kunstobjekter par excellence. Repræsentationen af Lili lægger sig i forlængelse heraf. Men hun er samtidig iscenesat som en særlig form for afklædt kvinde, nemlig som odalisk; en kvindefigur, som var meget udbredt i den vestlige malerkunst i det 18., 19. og tidlige 20. århundrede, især i fransk kunst.

Kvindetypen ses indenfor den såkaldte orientalisme, hos bl.a. Jean Auguste Dominique Ingres, Jean-Léon Gérôme og Eugène Delacroix, men også Matisse malede odalisker. Orientalismen er en malestil, der er forbundet med Europas kolonialistiske ekspansioner i 1700-tallet. (29) Som kunsthistoriker Linda Nochlin skriver om orientalismen, eksisterede Nærøsten for nogle malere “som et faktisk sted, der kunne indhylles i mystik ved brug af realistiske effekter, for andre kunstnere eksisterede det som en udløber af forestillingsevnen, et fantasisted eller en skærm, hvorpå stærke længsler ustraffet kunne projiceres – erotiske, sadistiske eller begge dele.” (30)

Gerdas billede af Lili bringer mindelser om Ingres’ La Grande Odalisque, 1814, der skildrer en liggende, halvvejs rygvendt kvinde, der ser ud mod beskueren med en vifte af påfuglefjer i hånden, omgivet af støvede blå draperier. Hos Wegener er divanen skiftet ud med en rokokostol, men posituren er den samme; det samme vrid i hoften, der skaber et schwung i rygsøjlen og et markeret hofteparti. Den kurvede krop fremstår i begge malerier både som et symbol på kvindelighed og som en abstrakt form i sig selv. Hos Ingres ser vi tydeligt det ene
bryst, der dog ligger halvt gemt bag den ene arm.

I portrættet af Lili er et eventuelt bryst kun antydet, i stedet synes bagpartiet at være særlig fremhævet som erotisk markør. Som hun ligger der, er ballerne og sprækken imellem dem blottet – tilgængelige for betragterens (begærlige) blik. Billedet af Lili refererer således til en orientalistisk tradition, hvor en afklædt/delvist afklædt kvinde iscenesættes som erotisk skueobjekt og gerne med såkaldte ’orientalske’ rekvisitter (som her viften), der inviterer til en implicit mandlig beskuers visuelle og imaginære taktile nydelse.

Store dele af kunsthistorien bygger på en klassisk rollefordeling imellem mand og kvinde: “Mænd handler, og kvinder optræder. Mænd betragter kvinder. Kvinder ser sig selv blive betragtet.” (31) Eller som Laura Mulvey argumenterede for i sin nu kanoniske tekst om kvinderepræsentationen i 1930ernes, 1940ernes og 1950ernes Hollywoodfilm: Kvinderne er skueobjekt og billede ”med et udseende, som er kodet til at have en så stærk visuel og erotisk virkning, at de kan siges at signalere ’to-be-looked-at-ness’.” (32)

At Lili portrætteres i overensstemmelse med en sådan kvinderepræsentation er, hvad der sikrer en læsning af hende som kvinde. Hun er i kropspositur og udtryk gengivet i overensstemmelse med kunsthistoriske koder for femininitet, og hun repræsenteres således som en del af og i forlængelse af nøgenmodeltraditionen. Ifølge kunsthistoriker Kenneth Clark er ’nøgenmodellen’ en idealiseret version af kropslighed, der igennem kunsthistorien er blevet inkarneret af både mænd og kvinder. (33) Og som Clark skriver: ”ingen nøgenmodel, uanset hvor abstrakt, må undgå at vække en vis form for erotisk følelse i beskueren.” (34)

Alligevel illustrerer en af datidens mandlige skribenters omtale af Gerdas Lili-portrætter, at det langt fra er ligegyldigt hvilken model, der vækker beskuerens begær: “Den Ting har saare mig bedrøvet og din er skylden, skønne Tegner! Tænk! Jeg har glædet mig ved Former, Der rim’ligvis har tilhørt Ejnar!” (35) Dette citat er sandsynligvis ment som et humoristisk indslag, men i humoren gemmer sig en alvor – en latterliggørelse af dels kunstneren Gerda Wegener, der lader sin ægtefælle posere for sig som kvinde, og dels af den transkønnede
akt, dvs. det at klæde sig og posere som kvinde, når man ikke er født med en genkendelig kvindekrop. De kvindelige former og den femininitet, som denne mandlige betragter efter sigende har glædet sig over, forkastes nu som falske og lutter blændværk. Han er med andre ord blevet ført bag lyset – han har ladet sig narre.

En sådan forståelse af den transkønnede bliver senere til én af de to arketyper for repræsentation af transkvinder i mainstream medier. Som transteoretiker Julia Serano argumenterer for, skildres transkvinder ofte som enten ’patetiske’ eller ’bedrageriske’ – som enten sølle, forfejlede udgaver af kvinder eller som fordækte personager, der ’bedrager’ andre til at tro, at de er kvinder. (36)

Den ’bedrageriske transkønnede’ er bl.a. en fremherskende forståelsesramme i filmen The Crying Game (1992) og i reality-serier som There’s Something About Miriam (2004) og Fristet – hvor langt vil du gå? (2011) med den transkønnede Maria Haaning. Her ses en række transkvinder, der lever og genkendes som kvinder, og som installeres som uventede plot twists. De positioneres som ’falske’ kvinder, hvis ’hemmelighed’ afsløres i et dramatisk øjeblik, ofte efter at de har forført heteroseksuelle mænd, der alle iscenesættes som uskyldige og/eller uvidende. (37)

Transkønnetheden bliver per se til en hemmelighed, og til en identitet, der ikke kan sameksistere med eller være en del af kvindeligheden. Man kan ikke både være kvinde og transkønnet, hvorfor det at gøre sig til et begærsobjekt for et mandligt blik bliver fortalt frem som en bedragerisk akt. Den transkønnede kvinde antages således grundlæggende set at være ’mand’, ligegyldig hvilke og hvor mange operationer hun har fået foretaget. I den citerede passage er det ikke Lilis kønslige fremtoning og ageren i maleriet, der lægger en dæmper på skribentens begærlige blik, men snarere hans begrænsede forestillinger om, hvad og hvem der kan agere disse.

Det rygvendte portræt inviterer til en læsning af Lili som kvinde, ikke mindst fordret af iscenesættelsen som odalisk, men det åbner også for, at kvinden på billedet måske ikke har (alle) de kropslige tegn, som man typisk forbinder med kvinder. Beskueren må således selv ’fuldende’ kroppen og forestille sig, hvordan hun ser ud forfra. Måske netop derfor er det rygvendte nøgenportræt en oplagt måde at repræsentere den her endnu ikke kirurgisk transitionerede Lili. Vi får nemlig ikke visuelt adgang til de kropstegn, som vi har en tendens til at gøre til sandheden om kønnet, upåagtet hvad resten af udtrykket måtte signalere, og hvad hendes egen selvopfattelse er.

Kunsten som mulighedsrum
I Gerda Wegeners malerier af Lili Elbe udgør kunsten et mulighedsrum. Her eksperimenteres der med kønnet, og samtidig bliver det også stedet, hvor kønnet får lov til at manifestere sig. Lili tillades således en fuldgyldig eksistens som kvinde, hvilket hun har haft svært ved få adgang til i sit øvrige liv. Kunstens rum bliver smeltedigel for nye og potentielt ambivalente køns- og seksualitetsrelationer mellem Gerda og Lili, hvad enten det er som kunstner og model eller som afbildede karakterer. Måske begynder Lili som et kollaborativt kunstnerisk projekt, eller måske har hun altid været en integreret del af Wegeners ægteskab, men har først senere manifesteret sig for offentligheden som model på lærredet. Dette kan vi kun gisne om.

De rygvendte portrætter af Lili er modernistiske formeksperimenter, hvor baggrunden udgøres af en vis ornamenteret fladhed, der får modellen til at træde frem. Lili har i begge tilfælde et knæk i hoften, hvilket gør hendes krop til en kurvet, svungen, ornamenteret form. Rygvendtheden synes både at invitere til, men også afholde os fra at få adgang til hendes krop. At vende ryggen til kan være en konkret fysisk måde at afvise nogen eller noget.

Men Lili vender kun delvist ryggen til os – hendes positur er dermed ikke en entydig afvisning, men måske snarere en måde at skærme eller beskytte sig. Det kan aflæses som en måde at kontrollere, hvad vi får adgang til – og dermed en måde at styre sit eget selvbillede. At det kan være nødvendigt at skærme eller beskytte sig, vidner historien os om, idet den transkønnedes krop og identitet har været og fortsat er defineret og kontrolleret af andre. Psykologer og læger kræver fuld adgang til den transkønnedes tanker, følelser og krop igennem årelange samtaler og undersøgelser.
Det er disse psykologer og læger, der har legitimitet og autoritet til at definere, hvorvidt den transkønnede kvalificerer sig til at få foretaget kønsmodificerende indgreb.

Også i mainstream medier forventes den transkønnede at fortælle intime historier om sin krop og seksualitet. Som transforsker Viviane Namaste argumenterer for, forventes den transkønnede at forklare sig for en evig nysgerrig ikketranskønnet interviewer. (38) Intervieweren efterspørger, at den transkønnede redegør for sin krops udseende, herunder om genitalierne er blevet modificerede kirurgisk eller ej. At blotlægge sig er således ikke kun noget, man afkræves for at få adgang til hormoner og operationer, men også for at få lov til at komme til orde – og for at blive forstået og accepteret i en bredere offentlighed. Set i det lys kan man læse Lilis halvt rygvendte positur som et selvbeskyttende værn og en modstandsstrategi – som en måde at sikre en vis ejerskab og magt over sin egen krop og identitet – og som en måde at signalere, at det ikke rager os, hvad der er på forsiden.

Noter
  1. [Retur] En transkvinde er en person, der ved fødslen er udpeget som dreng, men som identificerer sig og præsenterer sig som kvinde. Nogle transkvinder ønsker at benytte østrogen og/eller operative indgreb til kønsmodifikation/korrektion, begge dele for at ‘feminisere’ kroppen. En transkvinde bør altid omtales som ‘hun’, medmindre personen selv giver udtryk for andet (nogle ønsker eksempelvis at blive omtalt med det kønsneutrale pronomen ‘hen’) (Tobias Raun, Mons Bissenbakker Frederiksen, Michael Nebeling Petersen, ”Indledning” til temanummer om Trans, Kvinder, Køn & Forskning, 2011:9, Nr. 3-4, 3-13, og Anna Sofie Bach, ”Sprog og kønsneutralitet”, Friktion. Magasin for køn, krop og kultur, 1.3.2014).
  2. [Retur] Overskriften var ”A Transgender Tipping Point” (se også Tobias Raun, Out Online: Trans Self-Representation and Community Building on YouTube, Surrey: Ashgate, 2016).
  3. [Retur] Se bl.a. Amnesty International, The State Decides who I am. Lack of legal gender recognition for transgender people in Europe, 2014.
  4. [Retur] Lili Elbe omtales ofte som den første, der gennemgik kønsmodificerende indgreb, men det var sandsynligvis transmanden Alan Lucill Hart tilbage i 1917. Han blev efterfølgende kendt som en succesrig radiolog og forfatter (Joanne Meyerowitz, ”Sex Change and the Popular Press: Historical Notes on Transsexuality in the United States, 1930–1955”, GLQ: A Journal of Lesbian and Gay Studies 4.2 (1998), 161-162). En transmand er en person, der er udpeget som pige, men som identificerer og præsenterer sig som mand. Nogle transmænd ønsker at benytte testosteron og/eller operative indgreb til kønsmodifikation/korrektion, begge dele for at ‘maskulinisere’ kroppen. En transmand bør altid omtales som ‘han’, medmindre personen selv giver udtryk for andet (nogle ønsker eksempelvis at blive omtalt med det kønsneutrale pronomen ‘hen’) (Raun, Bissenbakker Frederiksen & Nebeling Petersen, Indledning, og Bach 2014).
  5. [Retur] Meyerowitz, 162.
  6. [Retur] Meyerowitz, 162-163.
  7. [Retur] Eliza Steinbock, ”The violence of the cut: transsexual homeopathy and cinematic aesthetics”, Gewalt und Handlungsmacht: Queer_Feministische Perspektiven, Frankfurt og New York: Campus Publication, 2012, 164.
  8. [Retur] Se Sabine Meyer, ”Mit dem Puppenwagen in die normative Weiblichkeit. Lili Elbe und die journalistische Inszenierung von Transsexualität in Dänemark”, Nordeuropaforum. 20, 2010, 33–6, Sabine Meyer, ’Wie Lili zu einen richtigen Mädchen wurde’. Lili Elbe: zur konstruktion von geschlecht und identität zwischen medialisierung, regulierung und subjektivierung, Transcript Verlag 2015 og Dag Heede, ”At gøre kvinde. Lili Elbe. Fra Mand til Kvinde”, Handicaphistorisk Tidsskrift, 2003:9, 17-38.
  9. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 40.
  10. [Retur] Se også Tobias Raun,“Trans as Contested Intelligibility. Interrogating how to Conduct Trans Analysis with Respectful Curiosity”, Lambda Nordica, 2014:1, 13-37.
  11. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 47-59.
  12. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 60.
  13. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 35.
  14. [Retur] Lili Elbe, Fra mand til kvinde. Lili Elbes bekendelser, København: Skippershoved, 1988 (2. udgave), 13.
  15. [Retur] Heede, 20.
  16. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 38. Fra lovgivningsmæssig side benyttes hovedsageligt begreber som ”kønsskifte” og ”kønsskifteoperation”, mens transforskere og -personer oftere taler om ”transition”, ”kønskorrigering”, ”kropsmodifikation” eller ”at blive synlig mand/kvinde”. Dette gør man bl.a., fordi begrebet kønsskifte antyder, at man som transperson befinder sig helt og holdent i den af samfundet tildelte kønskategori for derefter pludseligt (og alene pga. operation, hormonbehandling og navneskift) at skifte helt og holdent til en anden. Dette stemmer dog dårligt overens med mange transpersoners oftest årelange erfaringer med at leve som det køn, de identificerer sig som, forud for eventuelle officielle ‘skift’, ligesom transitionen for mange er en langvarig social og medicinsk/kirurgisk proces, hvor man langsomt skifter kønsligt udtryk og status (Raun, Bissenbakker Frederiksen & Nebeling Petersen, Indledning, 10).
  17. [Retur] Kunsthistoriker Amelia Jones læser bl.a. kunstneren Hannah Wilke på denne måde, se Amelia Jones, Body Art/Performing the Subject, Minneapolis: University of Minnesota Press, 1998, 151-195.
  18. [Retur] Judith Butler, Gender Trouble, New York og London: Routledge, 1990.
  19. [Retur] Judith Butler, ”Performative Acts and Gender Constitution: An Essay in Phenomenology and Feminist Theory”, Theatre journal,1988, 519-531.
  20. [Retur] Joan Riviere, “Kvindelighed som maskarade”, i Charlotte Engberg og Bodil Marie Thomsen (red.) Maskerade: teori, tekst, billeder, Århus: Århus Universitetsforlag, 1992, 194.
  21. [Retur] Steinbock, 155.
  22. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 41-42.
  23. [Retur] Se bl.a. Butler, Gender Trouble.
  24. [Retur] Heede, 19-20.
  25. [Retur] Eve Kosofsky Sedgwick, Epistemology of the Closet, Berkeley og Los Angeles: University of California Press, 1990, 22.
  26. [Retur] Sedgwick, 25-26.
  27. [Retur] Se T. J. Clark, ”Olympia’s Choice”, i The Painting of Modern Life. Paris and the Art of Manet and His Followers, London: Thames and Hudson, 1985, 79-146 og Lisa Moore, “Sexual agency in Manet’s Olympia”, Textual Practice 3.2.1989, 222-233.
  28. [Retur] Lynda Nead, The Female Nude. Art, Obscenity and Sexuality, London og New York: Routledge, 1992, 1.
  29. [Retur] Linda Nochlin, ”The Imaginary Orient”, i The Politics of Vision: Essays on Nineteenth-Century Art and Society, New York: Harper & Row, 1989, 33-34.
  30. [Retur] Nochlin, 41.
  31. [Retur] John Berger, At se på billeder, København: Christian Ejlers’ Forlag, 1984, 47.
  32. [Retur] Laura Mulvey, ”Skuelysten og den fortællende film”, Tryllelygten, 1991:1, 74.
  33. [Retur] Hos K. Clark benævnt som ”the nude” (modsat ”the naked”).
  34. [Retur] Kenneth Clark, The Nude: A Study in Ideal Form, Princeton, New Jersey: Princeton University Press, 1984, 8.
  35. [Retur] Viggo Afzelius, Ekstra Bladet, 4.3.1913, citeret i Meyer, Mit dem Puppenwagen, 36.
  36. [Retur] Julia Serano, Whipping Girl: A Transsexual Woman on Sexism and the Scapegoating of Femininity, Berkeley: Seal Press, 2007, 38-40.
  37. [Retur] Serano, 36-37.
  38. [Retur] Viviane Namaste, Sex Change, Social Change: Reflections on Identity, Institutions, and Imperialism, Toronto: Women’s Press 2005, 49.

Kvinder, Køn & Forskning nr. 3-4 år 2011 Trans*

Vist 283 gange.
Kvinder Køn & Forskning nr. 3-4 år 2011 Trans*

Kvinder Køn & Forskning nr. 3-4 år 2011 Trans*

Titel Kvinder, Køn & Forskning nr. 3-4 år 2011 Trans*
Forfatter Jan Wickman, Tobias Raun, Ulrica Engdahl,
Tobias Hübinette, Beate Sløk-Andersen,
Sabine Meyer, Susan Stryker, Kirsten Hastrup,
Marie Bruvik Heinskou, Susanne V. Knudsen,
Momin Rahmann og Stevi Jackson,
Richard Cleminson og Francisco Vázques
Forlag Foreningen for kønsforskning i Danmark
Udgivet November 2011
Sprog Dansk
Antal sider 111
ISSN 0907-6182

Dette temanummer sætter fokus på transforskning, som den bedrives i eller med fokus på Skandinavien netop nu.
Temanummeret præsenterer en række arbejder, som på forskellig vis relaterer sig til transteori i Skandinavien.
Som anden feministisk og aktivistisk forskning er transforskningen vokset frem, udviklet og drevet af social indignation og i samspil med aktivistiske og politiske bevægelser.
Det er hensigten, at temanummeret skal medvirke til at synliggøre disse udviklinger og nuancere de problematikker og temaer, som gør sig gældende på transområdet i og uden for den akademiske verden.

Indholdsfortegnelse
Bidragsyder Artikelnavn Side
Tobias Raun,
Maja Bissenbakker Frederiksen og
Michael Nebeling Petersen
Indledning 3
Jan Wickman Trans i queerdebatt – Revolutionen som uteblev? 14
Tobias Raun Mand nok? – Om kropsliggørelser og maskulinitetsfortællinger i transkønnedes video blogs på YouTube 24
Ulrica Engdahl Fel kropp-berättelsen: vad er fel med den? 39
Tobias Hübinette Att överskrida ras: En introduktion till begreppet transrasialitet speglad genom tranrasiala erfarenheter och fantasier 49
Beate Sløk-Andersen Den uintenderede kønskontrol
Artiklen ligger i forlængelse af artiklen: Køn som infrastruktur
63
Sabine Meyer Divine Interventions (Re)Birth and Creation Narratives in: Fra Mand til Kvinde – Lili Elbes Bekendelser 73
Susan Stryker My Words to Victor Frankenstein Above the Village of Chamounix – Performing Transgender Rage 83
Kirsten Hastrup Vinterens hjerte. Knud Rasmussen og hans tid (Karen Sjørup) 97
Marie Bruvik Heinskou En kompleks affære. Anmeldte voldtægter i Danmark (Marlene Spanger-Münster) 99
Susanne V. Knudsen Køn i skolen (Dorthe Staunæs) 101
Momin Rahman og
Stevi Jackson
Gender & Sexuality: Sociological Approaches (Christian Groes-Green) 103
Richard Cleminson og
Francisco Vázques Garcia
Hermaphroditism, Medical Science and Sexual Identity in Spain (Dag Heede) 105

* * *
Kvinder Køn & Forskning er et tværvidenskabeligt tidsskrift, der bringer artikler, som afspejler mangfoldigheden inden for dansk kønsforskning. Tidsskriftet har en bred vifte af videnskabeligt interesserede læsere og tilstræber, at artiklerne skal kunne læses af andre end de fagligt indviede forskere. Artiklerne er overvejende skrevet af danske forskere.

* * *
Omtale af magasinet hos Koordinationen for Kønsforskning.
Omtale af magasinet hos Syddansk Universitetsforslag, hvor den også kan købes.

Er Danmark de transkønnedes paradis? Fortællinger og forhandlinger af maskulinitet i dokumentarfilmen Nobody Passes Perfectly. 7. april 2010.

Vist 543 gange.
Tobias Raun

Tobias Raun

Tobias Raun, født 1974.
Phd-stipendiat ved Institut for Kultur
og Identitet, Roskilde Universitet.
Han er magister i kunsthistorie og
visuel kultur studier fra Aarhus
Universitet, hvor han også har
undervist i flere år.
Han forsker i repræsentationen af kropslige
transformationer i reality tv og transkønnedes
video blogs på YouTube.
Hans forskning fokuserer på nye medier, queer teori og
transteori med henblik på at undersøge “trans-” i dets
mange konfigurationer og betydninger.
Weblog: www.tobiasraun.dk

Artiklen bringes med venlig tilladelse af Tobias Raun.
Artiklen har også været bragt i:
Trikster – Nordic Queer Journal #4 på engelsk,
og i Modkraft på dansk.

Af Tobias Raun.
Når jeg taler med venner eller bekendte fra USA eller England, tror de, altid at Danmark er et mekka for transkønnede. De tror, at transkønnede har ubegrænset adgang til medicinsk og juridisk hjælp, at der anvendes den nyeste teknologi til de operative indgreb og at hele herligheden er gratis.

Jeg formoder, at denne opfattelse beror på en general opfattelse af Danmark som frisindets land, eftersom Danmark var det første land i verden, der legaliserede pornografiske tekster og billedpornografien i henholdsvis 1967 og 1969, såvel som det første land i verden, der tillod registreret partnerskab for homoseksuelle i 1989.

Forestillingen om Danmark som de transkønnedes paradis hænger sandsynligvis også sammen med den rolle Danmark har spillet i forhold til historiske kønsskifteoperationer. Det var nemlig en dansker, kunstneren Einar Wegener / Lili Elbe, der blev kendt som en af de første, der gennemgik en kønsskifteoperation. Operationerne blev foretaget i starten af 1930erne på The Institute of Sexual Science in Berlin under ledelse af Dr Magnus Hirschfeld. Den kommende film The Danish Girl med Nicole Kidman og Gwyneth Paltrow sætter netop fokus på denne skelsættende historie.

Da Christine Jorgensen i 1952 gennemgik sin kønsskifteoperation vakte det stor opmærksomhed i hendes hjemland.

Da Christine Jorgensen i 1952 gennemgik sin kønsskifteoperation vakte det stor opmærksomhed i hendes hjemland.

Adskillige år senere spillede Danmark igen en vigtig rolle, nemlig da den første offentlig kendte kønsskifteoperation blev foretaget. Det var i 1952, da Christine
Jorgensen
blev en mediesensation og var på forsiden af New York Daily News under overskriften »Ex-GI Becomes Blonde Beauty«. Overskriften refererede til Jorgensens kønsskifteoperation i Danmark, der ifølge avisen var den første af sin slags. Dette var ikke helt sandt, men noget var dog nyt i Jorgensens tilfælde, nemlig den tilføjede ordination af hormon.

Danmark har dog ikke videreført sin historiske position som et progressivt land i forhold til trans-relaterede spørgsmål. Danmark er altså langt fra at være et paradis for transkønnede. Denne artikel sætter fokus på transkønnethed i Danmark med afsæt i dokumentarfilmen Nobody Passes Perfectly af Saskia Bisp, der blev vist på Copenhagen
Gay and Lesbian Film Festival
samt Copenhagen Dox 2009. Filmen omhandler i særdeleshed transmænd – et emne og en gruppe som er uudforsket i en dansk kontekst. Men før jeg bevæger mig ind i en nærmere undersøgelse af filmen, er det nødvendigt at kontekstualisere filmen i forhold til transkønnedes aktuelle politiske situation i Danmark.

Hvor er de transkønnedes menneskerettigheder?
Transkønnedes manglende menneskerettigheder blev manifesteret sidste sommer, da kommissæren for menneskerettigheder, Thomas Hammarberg, besøgte København i forbindelse med World Outgames’ konference om menneskerettigheder. Kommisæren præsenterede 12 menneskerettigheder, der bør være gældende for alle transkønnede i Europa (1). Danmark lever ikke op til ni af disse punkter, og de tre sidste lever man kun delvist op til (2). Det mest graverende punkt er den tvungne kastration, som transkønnede må gennemgå for at kvalificere til at få ændret sit juridiske køn. For en transmands vedkommende betyder dette, at han kan have været på hormon i adskillige år samt have fået diverse operationer, således at han er »genkendelig« som mand. Men i rødbedepasset og på det gule sygesikringskort kan han ikke få lov til at stå anført som mand, før han fratages muligheden for at reproducere sig. Dette indgreb gør ham selvsagt ikke mere synlig som mand, lige som det heller ikke tjener et direkte sundhedsmæssigt hensyn for den transkønnede.

Den danske stat har udpeget Sexologisk Klinik som den instans, der skal foretage den psykologiske evaluering af transkønnede, tilbyde og monitorere hormoner og operationer samt anbefale hvem, der kvalificerer til et navneskifte og et juridisk kønsskifte. Det påhviler ligeledes Sexologisk Klinik at udvikle og indhente forskning om transkønnethed. Klinikken har imidlertid ikke iværksat eller publiseret forskning i emnet siden dens oprettelse i 1989. Desuden er det et fåtal af personer, der ifølge klinikken kvalificerer sig til at kunne få de hormoner og operationer, som de har ansøgt om.

Sammenlignet med andre skandinaviske lande fører Danmark en yderst restriktiv politik på området. En statistisk sammenligning fra 1996 til 2005 viser, at Sverige tillod 91% af ansøgerne at få en kønsskifteoperation, mens Danmark kun tillod 37% det samme (Hvejsel 2009). Der er endvidere en lang behandlingsproces på Sexologisk Klinik, idet man er forpligtet på månedlige samtaler, der måske eller måske ikke kvalificerer til tildeling af hormoner (dog tidligst efter et år) og operationer (dog tidligst efter to år). De restriktive krav samt vægringen mod at blive patologiseret får mange til at søge hjælp andre steder (Ringkøbing 2006), dvs. skaffe hormonerne på anden vis og/eller få operationer i lande, der ikke kræver en psykologisk henvisning fra Sexologisk Klinik.

I Danmark er det ikke kun Sexologisk Klinik, der ikke forsker i trans-relaterede emner, men også den øvrige forskningsverden. Dette peger på og medvirker til transkønnedes generelle usynlighed i Danmark. Det er heller ikke mere end et par måneder siden (d. 21 november 2009), at foreningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner inkluderede et T i deres navn LGBT Danmark og dermed for alvor inkluderede transkønnede i deres politiske formålserklæring.

At sætte ord og billede på en minoritet
Det er på grund af denne usynlighed og de manglende rettigheder for transkønnede, at Saskia Bisps dokumentarfilm Nobody Passes Perfectly er så vigtig. Den 45-minutter lange film følger to transmænd – Tomka og Erik – og dermed fokuserer den på en gruppe mennesker, der ikke bare udgør en minoritet i en LGBT sammenhæng, men også inden for transkønnethed som sådan.

Når og hvis transkønnede får tale- og sendetid er det overvejende transkvinder, hvilket bl.a. er tilfældet i film som Normal (2003) og Transamerica (2005) samt i reality shows som Americas Next Top Model (med Isis) og There is something about Miriam (et dating program med den mexicanske model Miriam). Det er dog aldrig en transkønnet, der selv står bag kameraet eller manuskriptet, hvorfor repræsentationen ofte har en tendens til at blive sensationel og spektakulær. Dette er heldigvis ikke tilfældet i Nobody Passes Perfectly, der fokuserer på, hvordan de to transmænd oplever sig selv og deres (hverdags)liv.

Nobody Passes Perfectly består af en række løseligt forbundne scener, hvor vi henholdsvis følger Tomka, en transmand i starten af trediverne og den lidt ældre transmand Erik, der er i slutningen af fyrrene.

Det er en dokumentarfilm, der har en (minoritets)politisk dagorden men vælger at formidle den i et visuelt æstetisk formsprog. De valgte »locations« er alle steder, hvor kønnede og seksuelle identiteter konstrueres og kontrolleres. Vi befinder os i en svømmehal, et fitness center, et badeværelse, en seng, et diskotek, en bar og en restaurant. Mange af disse rum kræver, at du er »readable at a glance« og hvis du ikke er, så vil du blive opfattet som »gender deviant«, som kulturteoretikeren Judith Halberstam skriver (1998; s. 21 + 23).

Nobody Passes Perfectly udspiller sig pålocations, fx i en svømmehal, hvor kønsidentitet normalt opretholdes og kontrolleres.

Nobody Passes Perfectly udspiller sig pålocations, fx i en svømmehal, hvor kønsidentitet normalt opretholdes og kontrolleres.

Filmen formår at integrere et æstetisk interessant formsprog med substantielle dialoger, der yder hovedpersonerne ret. Der er ikke en klassisk, fremadskridende fortælling, og dermed adskiller filmen sig fra et ellers velkendt trans-narrativ, hvor man følger hovedpersonens transition fra aflæselig kvinde til aflæselig mand. Det velkendte trans-narrativ har således fokus på erkendelsen af at være trans og senere den kropslige transformation. Denne plotstruktur er fremherskende i både litterære trans-selvbiografier (Prosser 1998), trans-dokumentarfilm og ikke mindst i de mange transkønnedes videoblogs på YouTube.

Nobody Passes Perfectly undersøger derimod transkønnethed som en følelse eller en opfattelse af sig selv, mere end som en række transformative fysiske manifestationer. Publikum indvies derfor heller ikke i de medicinske procedurer, og hvordan disse forandrer kroppen. Kun implicit får vi fortalt, at begge hovedpersoner, Tomka og Erik, tager testosteron og at Erik har fået opereret overkroppen. Filmen har tydeligvis ikke som sit ærinde at være en faktuel trans-guide, ligesom den heller ikke leverer en eksplicit kritik af transkønnedes vilkår i Danmark.

Dens afsæt er i stedet af mere personlig eller psykologisk karakter, nemlig instruktørens egen undring over, hvorfor og hvordan nogle vælger at blive mænd – og hvad denne transition betyder for et kærlighedsforhold, som tidligere blev aflæst som lesbisk (3). Undersøgelsen er ligefrem og rørende, og Saskia Bisp lader os komme helt tæt på personerne på skærmen gennem de lange uklippede scener, der indeholder mange close-ups af nøgne eller halv-nøgne kroppe og private samtaler.

Nogle gange virker filmen næsten lidt for intim, hvorfor jeg som beskuer får en lettere klaustrofobisk følelse. Jeg overvældes af scenernes og samtalernes tilsyneladende private karakter, der giver mig følelsen af, at jeg overværer noget, som det ikke var meningen, at jeg skulle overvære. Følelsen af at invadere andres private rum er selvfølgelig paradoksal eftersom scenerne åbenlyst er iscenesatte og æstetiserede, men måske netop derfor virker de så intime og ærlige.

Kønballade i medierne
Pressedækningen af Nobody Passes Perfectly vidner om en generel usynlighed og uvidenhed om transkønnethed i Danmark. To velrenomerede filmeksperter har tydeligvis misforstået filmens tema i deres ellers åbenlyst positive anmeldelser.

Filmkritiker Michael Bo skriver, »Et ungt par ligger i sengen, en langhåret, feminin kvinde og en korthåret, maskulin trans, som er på vej til at blive kvinde, men rent teknisk stadig er mand« (Bo, 2009). Michael Bo refererer til hovedpersonen Tomka (»korthåret, maskulin trans, som er på vej til at blive kvinde, men rent teknisk stadig er mand«) og kæresten Lotte (»langhåret, feminin kvinde«). Men Tomka er ikke født med et mandligt kropstegn og derfor er hele filmens omdrejningspunkt netop, hvordan han kan påtage sig prædikatet »mand«, når det ikke er ham givet i dåbsgave.

Citatet vidner om, at mange mennesker forbinder transkategorien med transkvinder, transmænd er således en usynlig og næsten utænkelig gruppe af mennesker. Fejllæsningen bekræfter dog også noget andet, nemlig at mange FtMs (Female to Male), i modsætning til mange MtFs (Male to Female), »passerer« som det ønskede køn efter blot nogle få måneder på hormon.

I en anden anmeldelse skriver professor i filmvidenskab Ib Bondebjerg følgende: »Kroppe er der også i Saskia Bisps intense udforskning af homoseksuelle identiteter i Nobody Passes Perfectly. Her er vi blandt almindelige mennesker og par, som bakser med kønslig identitet og kropslige problemer, der knytter sig til at overskride sit biologiske køn« (Bondebjerg, 2009). Filmen handler altså ifølge Bondebjerg hovedsagelig om »homoseksuelle identiteter«, hvilket ikke helt er korrekt. Citatet peger således ikke bare på trans-kategoriens utænkelighed, men også på dens sammenblanding med homoseksualitet.

Dette skyldes sandsynligvis den ofte anvendte kliniske betegnelse transseksualitet. Men en transkønnet person har ikke én bestemt seksuel observans, vedkommende kan som alle andre definere sig som homoseksuel, heteroseksuel, biseksuel, panseksuel m.m. Trans betegner således snarere end kønslig identitet end en seksuel observans.

Seksuelle prædikater er dog et spørgsmål, der tages op i filmen, idet der spørges til, hvilke kategoriseringer et par falder ind under, når den ene går i transition. Som da Tomka spørger, »What are the categories for it?«, hvorefter han målretter spørgsmålet til Lotte, »What categories fit for you – lesbian?« Lotte identificerer sig tilsyneladende som lesbisk, men hun er, som Tomka påpeger, »together with a man«.

Spørgsmålet er, hvorvidt lesbisk er den rette kategorisering af parret nu eller tidligere for den sags skyld, samtidig som heteroseksuel måske heller ikke giver mening for dem. For Lotte er det springende punkt ikke, om Tomka identificerer sig som mand eller ikke. Det vil ikke ændre hendes følelser eller deres forhold, men hun frygter, at de som par vil blive aflæst anderledes. Tomkas transition vil, som hun påpeger, utydeliggøre parrets »queerness«, og dermed vil hendes position forandre sig. Hun vil blive aflæst anderledes, når hun er sammen med en kæreste, der passerer som mand, end når hun er sammen med en, der passerer som kvinde. Som hun siger, vil hun nu blive opfattet som »en kvinde«.

Dette udsagn illustrerer en følelse af at blive kvindeliggjort i andres øjne, når hun er sammen med en, der aflæses som mand, som om mandighed installerer og forstærker kvindelighed. Det er tydeligvis ikke mandighed eller maskulinitet per se, der er problemet for Lotte, men snarere den rolle hun tilskrives, i det øjeblik hun aflæses som heteroseksuel.

Kan man være lesbisk sammen med en transmand? Filmen viser hvordan seksuel orientering og kønslig identitet er komplekse konstruktioner, der ikke uden videre lader sig reducere til homo/hetero/bi eller mand/kvinde.

Kan man være lesbisk sammen med en transmand? Filmen viser hvordan seksuel orientering og kønslig identitet er komplekse konstruktioner, der ikke uden videre lader sig reducere til homo/hetero/bi eller mand/kvinde.

Lotte synes at abonnere på lesbisk mere som en identitetskategori end som en seksuel orientering. Tomka og Lottes diskussion peger dog på, hvordan seksuelle kategorier er ufuldstændige og til tider direkte misvisende i deres karakteristik af et pars kønslige identitet og seksuelle praksis. Seksuel orientering og kønslig identitet er komplekse konstruktioner, der ikke uden videre lader sig reducere til homo/hetero/bi eller mand/kvinde. Transkønnede illustrerer i særdeleshed, hvor utilstrækkeligt det er at antage eller udlede en persons seksuelle orientering ud fra det køn, hans/hendes partner tilskrives.

Sproget kommer til kort og er ude af stand til at benævne det, der ikke er mand eller kvinde, lige så vel som sproget ikke kan fange en transkønnets bevægelse mellem kønslige positioner over tid.

Transmaskulinitet og feministiske teorier
Nobody Passes Perfectly udfordrer på flere måder en binær opfattelse af kønnet. Der peges således på, at ikke-transmænd ikke har ejerskab over maskulinitet eller mandighed. På et kropsligt plan aspirer filmens transmænd ikke entydigt til mandighed, i stedet favner de på forskellig vis trans-kroppen som et signifikant og anderledes kropsligt udtryk. Der er måske netop tale om en »queering« af maskulinitet, en mangfoldiggørelse og recirkulering
af kategorien »mand« uden at den nødvendigvis behøver være knyttet til en krop med en aflæselig penis.

En positiv udlægning af trans-maskulinitet har dog ikke været særlig fremherskende i feministiske kredse. Janice Raymond har været en af de mest kritiske stemmer, der betragter transmænd som forræderiske kvinder i bogen The Transsexual Empire fra 1979. Selv i den genoptrykte udgave, udgivet seksten år senere fastholder hun sit standpunkt. Sheila Jeffreys har støttet Raymonds fordømmelser, idet hun betragter transmænd som en moderne opfindelse, ganske enkelt et produkt af en kvindehadende kultur, hvor lesbiske portrætteres som monstre.

Nobody Passes Perfectly er både et forsøg på at tegne et mere positivt og realistisk billede af, hvad trans handler om for de involverede samtidig med, at filmen viser forbindelseslinierne mellem lesbiske, queer og trans subkulturer.

Der er i særdeleshed en scene i filmen, hvor disse overlap eksplicit diskuteres. Denne scene foregår på en bar i Tyskland, hvor Tomka taler med nogle venner. Han husker et par år tilbage, hvor han var modstander af at tage hormon, da tænkte han at »one should put up with having an ambiguous appearance«. Men, som Tomka nu gør klart, »I just can’t stand it anymore«. At tage testosteron gør, at hans krop og stemme forandrer sig, hvilket får ham til at føle sig bedre tilpas i sin egen krop og også letter hans selskab med andre. Det afholder ham fra at blive chikaneret, hvilket var tilfældet før, hvor stemmen »afslørede« ham. Som han siger: »I’m sick of getting into trouble«.

At gøre maskulinitet eller være maskulin uden at blive aflæst som mand kan være farligt og afføde ballade. Men som Tomkas ven siger i filmen: »there is always a new problem«. Som transmand er man altid i fare for at fejle som mand, enten fordi man ikke tager testosteron, ikke har fået mastectomi (fjernelse af bryster), ikke har fået phalloplasty ((re)konstruering af penis) eller bare pga. ens historie. Dette gør adskillige hverdagslige aktiviteter vanskeligt for transmænd, ikke mindst sport, der oftest dyrkes på kønssegregerede hold og hvor man skal klæde sig af eller bade sammen med andre.

En anden ven tilføjer: »You won’t fit the norm as a man, but it has changed a lot for me«. Han fortsætter: »For me it wasn’t the ambiguity that I couldn’t handle. It was being pressed into the female mould. Testosterone has helped me get out of it. It’s a relief not being a woman no matter how people perceive me«. Det binære kønssystem er altomfattende og ikke lige til at omstyrte, hvilket gør det vanskeligt, hvis ikke umuligt at befinde sig imellem disse kategorier. Ligegyldig hvilken kønslig selvrepræsentation du har, vil du altid blive kategoriseret efter, hvad andre opfatter som dit biologisk køn. Dette er en blandt flere motiverende faktorer, der gør, at mange transpersoner vælger at tage hormon eller få foretaget operative indgreb.

Stillbillede fra Nobody Passes Perfectly.

Stillbillede fra Nobody Passes Perfectly.

En af vennerne på baren siger, at han nu passerer som mand på arbejde, hvilket han er glad for, da han befinder sig bedst med mandekategorien, men som han siger: »there is still a very big part of me that isn’t seen. Then I either choose to talk about it or not. But lots of people do not understand what it means to be transgender. But in a way it’s easier, and it makes everyday life easier. But still…«

Det binære kønssystem synes også efter transitionen at være utilstrækkeligt, da det usynliggør og samtidig umuliggør trans-positionen. Den påtvungne assimilation i et rigidt binært kønssystem gør trans til en ambivalent og vanskelig position. Det virker som om, at disse fyre gerne vil betragtes som mænd, men ikke ønsker, at dette indebærer, at de skal fortie eller hemmeligholde deres tidligere kønslige tilskrivning.

Hvem skal forklare sig?
Som Tomka siger i begyndelsen af dokumentaren, kan det være vanskeligt at forklare, hvorfor man føler sig mere som det ene køn end det andet:

»Sometimes it might take a really long time to find out [.] But it seems like it was totally clear that I was bound to do that [.] But I find it really hard to explain sometimes [.] I don’t know. It seems like it’s so obvious and clear [.] That’s how it is. And that’s how I’m making myself happy.«

De fleste mennesker vil sikkert genkende Tomkas beskrivelser af, hvor vanskeligt det er at forklare det, som blot føles så selvfølgeligt og sikkert – det, der gør en så glad. Mange afkræves dog heller ikke en forklaring på deres køn eller hvorfra følelsen af at tilhøre et bestemt køn stammer.

Det gør transkønnede. Det er nemlig påkrævet af staten, at den transkønnede skal forklare sig for en statslig udpeget psykolog, som efterfølgende vurderer, om den transkønnedes forklaring kvalificerer til den psykiatriske diagnose: kønsforstyrrelseGender Identity Disorder«), der er forudsætningen for de medicinske og kirurgiske indgreb. De transkønnedes forklaringer skal leve op til kriterier, der antyder, at kønsnormer er faste og stabile størrelser, hvor det bare handler om at finde den rigtige kategori (The American Psychiatric Association’s Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM, nu i sin fjerde udgave) og The International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems (ICD, nu i sin tiende udgave). Desuden antages det, at ubehaget og bekymringerne skyldes den transkønnedes mentale tilstand og ikke kønsnormer, som betragtes som ubøjelige (Butler 2004; s. 95).

I det officielle system afkræves transpersoner historier og forklaringer på deres kønsidentitet.

I det officielle system afkræves transpersoner historier og forklaringer på deres kønsidentitet.

En sammenhængende historie afkræves ikke blot af psykologen, men ofte også af familie og venner. Der synes at være to valgmuligheder: Enten fortæller den transkønnede historien om livslang selvhad og frustration, udløst af at være født i den forkerte krop (hvilket muliggør deres forståelse og sympati, men forudsætter en vis selvpatologisering). Eller også afstår den transkønnede fra at fortælle om selvhad for i stedet at forklare det som et valg (hvilket etablerer fornemmelsen af, at den transkønnede har sin fornuft og sin myndighed i behold, men hvor risikoen er, at folk ikke forstår eller accepterer det for dem dramatiske skifte).
I Nobody Passes Perfectly berører Tomka dette problem, idet han spørger: »What should I explain about it? […] I just want to do what I want to do«. Tomka lægger således op til, at køn også kan være et eksistentielt valg, der ikke kræver nærmere forklaring udover, at det er et dybfølt ønske. Eller som Christine Overall foreslår: »aspirations for sex/gender transition are not necessarily different in kind from other deeply felt and long-held aspirations« (Overall 2009; s. 23).

Fremtiden for transkønnede i Danmark
Nobody Passes Perfectly er yderst vigtig film, ikke mindst fordi den giver tale-og billedtid til en stærkt underrepræsenteret gruppe, nemlig transkønnede og ikke mindst transmænd. Filmen formår desuden at formidle transkønnethed som andet og mere end det velkendte narrativ om »en mand fanget i en kvindes krop«. Personerne i filmen har selvfølgelig en følelse af, at deres kroppe ikke stemmer overens med deres kønsidentitet, men de patologiserer ikke deres ønsker og lyster.

Dermed bidrager filmen til at stille spørgsmålstegn ved, om transkønnethed fortsat bør anses for at være en psykiatrisk diagnose. Man kan i forlængelse heraf spørge til, om transkønnede ikke skal have en større magt over deres egen krop end det er tilfældet nu. Bør man ikke åbne for, at flere får adgang til medicinsk og juridisk kønsskifte? Hvad er begrundelsen for den danske stats kontrol med og overvågning af befolkningens køn

Links
Læs om Trans-Danmark [Det anførte link defekt. Tina Thranesen] Læs om Enhedslistens Queerudvalg

Filmen fokuserer på at tegne et sympatisk portræt af sine to transkønnede, hvilket er et skridt på vejen mod at få skabt opmærksomhed omkring de livssituationer og diskriminationer, som rammer transkønnede. De mere realpolitiske spørgsmål omkring patologiseringen af transkønnede, patologiseringskriterier, navnelov, adgang til hormoner og den tvungne kastration forfølges ikke i filmen, dem må man selv tage efterfølgende. Disse spørgsmål er på identitetspolitisk vis blevet rejst af »Trans-Danmark« og på anti-identitetspolitisk vis af »Enhedslistens Queerudvalg«.

Links
Læs om LGBT Danmark Læs om LGBT Danmark
Læs Den lille grønne om LGBT
Læs mere om LGBT Danmarks politik [Det anførte link defekt. Tina Thranesen] Læs mere om LGBT Danmarks undergrupper [Det anførte link defekt. Tina Thranesen]

Endnu et oplagt sted at rejse disse diskussioner er i det nye LGBT Danmark, der netop har som nyerklæret mål at arbejde for »lesbiskes, bøssers, biseksuelles og transpersoners politiske, sociale, kulturelle og arbejdsmarkedsmæssige ligestilling på alle niveauer i samfundet«. Foreningen har efter navneskiftet udgivet »Den lille grønne om LGBT« (2009), der i pixibogsform både fortæller om kønslig identitet og seksuel orientering.

Men desværre synes dette at være et af de få konkrete initiativer, foldere, rapporter m.m., der tilgodeser og fokuserer på transkønnede. Flere steder virker det som om, at ordet »transpersoner« kun sporadisk er blevet tilføjet, hvorfor det flere steder er blevet glemt. Eksempelvis nævnes de ikke noget sted under rubrikken »Politik«.

Man skal ligeledes lede en ekstra gang, hvis man vil finde T-Gruppen (for transvestitter og transseksuelle) på LGBT Danmarks hjemmeside – den står nemlig ikke side om side med grupperne for »Bøsser«, »Lesbiske« og »Biseksuelle« men er at finde som en undergruppe under »Blandede grupper«. Dette kan dog være vanskeligt at gætte, da de »Blandede grupper« karakteriseres som »For etniske minoriteter, for dig der vil gå ud og hjælpe eller oplyse, for dig der ønsker at blive mor eller far, for dig hvor religion er vigtigt, for udenlandske LGBT‘ere og selvfølgelig vores gruppe for homoseksuelle der bruger tegnsprog«. Altså ikke et ord om transkønnede.

Links
Læs om Warehouse9
Læs om Kvindehuset

I det Københavnske gå-ud-miljø er der også kommet et par trans-inklusive steder, bl.a. »Warehouse 9«, der markerer sig med kulturelle events og clubbing for et queer/trans publikum. Stedet har bl.a. den månedligt tilbagevenden »T-Lounge«, der er forbeholdt »T-boys, T-girls and everything inbetween«.

Visse dele af den feministiske/lesbiske scene er også så småt begyndt indtænke og åbne for transkønnede, sandsynligvis i erkendelsen af, at nogle lesbiske ikke identificerer sig som kvinder, at der er lesbiske MtFs, at nogle lesbiske bliver FtMs og at nogle lesbiske er kærester med transmænd.

»Kvindehuset« er et af disse steder, der nu er åben for »alle kvinder, translesbiske, MtF og FtM‘ere m.fl., der føler tilknytning til et lesbisk og feministisk miljø«. Men det er dog fortsat et diskussionspunkt i »Kvindehuset«, hvor og hvordan grænserne for det (køns-)separatiske udgangspunkt defineres.

Alle disse initiativer peger på en begyndende opmærksomhed og synlighed, men der er fortsat lang vej, før Danmark bliver de transkønnedes paradis.

Noter
  1. [Retur] Member states of the Council of Europe should:
    1. Implement international human rights standards without discrimination, and prohibit explicitly discrimination on the ground of gender identity in national non-discrimination legislation. The Yogyakarta Principles on the Application of International Human Rights Law in relation to Sexual Orientation and Gender Identity should be used to provide guidance for national implementation in this field;
    2. Enact hate crime legislation which affords specific protection for transgender persons against transphobic crimes and incidents;
    3. Develop expeditious and transparent procedures for changing the name and sex of a transgender person on birth certificates, identity cards, passports, educational certificates and other similar documents;
    4. Abolish sterilisation and other compulsory medical treatment as a necessary legal requirement to recognise a person’s gender identity in laws regulating the process for name and sex change;
    5. Make gender reassignment procedures, such as hormone treatment, surgery and psychological support, accessible for transgender persons, and ensure that they are reimbursed by public health insurance schemes;
    6. Remove any restrictions on the right of transgender persons to remain in an existing marriage following a recognised change of gender;
    7. Prepare and implement policies to combat discrimination and exclusion faced by transgender persons on the labour market, in education and health care;
    8. Involve and consult transgender persons and their organisations when developing and implementing policy and legal measures which concern them;
    9. Address the human rights of transgender persons and discrimination based on gender identity through human rights education and training programmes, as well as awareness-raising campaigns;
    10. Provide training to health service professionals, including psychologists, psychiatrists and general practitioners, with regard to the needs and rights of transgender persons and the requirement to respect their dignity;
    11. Include the human rights concerns of transgender persons in the scope of activities of equality bodies and national human rights structures;
    12. Develop research projects to collect and analyse data on the human rights situation of transgender persons including the discrimination and intolerance they encounter with due regard to the right to privacy of the persons concerned.
      Se mere på https://wcd.coe.int/wcd/ViewDoc.jsp?id=1476365 Issue Paper by Thomas Hammarberg, Council of Europe Commissioner for Human Rights.[Retur]
  2. [Retur] For yderligere oplysninger se pressemeddelelsen fra Trans-Danmark den 29. juli 2009: Menneskerettighedskommissærens anbefalinger
  3. [Retur] Ifølge Saskia Bisp til Q&A efter visningen af Nobody Passes PerfectlyCopenhagen Gay and Lesbian Film Festival, Oktober 2009.

Litteratur
  1. Bo, Michael (2009): “Guide: Filmfestival bryder store tabuer’, Politiken, 15. okt. (“iByen’).
  2. Bondebjerg, Ib (2009): “Talenter med globale fortællinger’, Filmmagasinet Ekko, 6. nov.
  3. Bornstein, Kate (1994): Gender Outlaw: On Men, Women, and the Rest of Us, Routledge, New York.
  4. Butler, Judith (1990): Gender Trouble. Feminism and the Subversion of Identity, Routledge, New York and London.
  5. Butler, Judith (1993): Bodies that Matter. On the Discursive Limits of “Sex’ , Routledge, New York and London.
  6. Butler, Judith (2004): Undoing Gender, Routledge, New York and London.
  7. Commissioner for Human Rights (2009): https://wcd.coe.int/wcd/ViewDoc.jsp?id=1476365 Human Rights and Gender Identity, 29 July, 2009
  8. Green, Jamison (2004): Becoming A Visible Man, Vanderbilt University Press, USA.
  9. Green, Jamison (2006): “Look! No, don’t! The Visibility Dilemma for Transsexual Men’, in Stryker, Susan & Whittle, Stephen (ed.): The Transgender Studies Reader, Routledge New York.
  10. Feinberg, Leslie (1999): Trans Liberation: Beyond Pink or Blue, Beacon Press, USA.
  11. Halberstam, Judith (1998): Female masculinity, Duke University Press, USA.
  12. Hall, Jacob (2009): “Tracing a Ghostly Memory in My Throat: Reflections on FtM Feminist Voice and Agency”, in You’ve Changed: Sex Reassignment and Personal Identity, ed. Shrage, Laurie J., Oxford University Press Inc., New York.
  13. Hausman, Bernice L. (1995): Changing Sex: Transsexualism, Technology, and the Idea of Gender, Durham, N.C.: Duke University Press.
  14. Hines, Sally (2002): Absent Subjects: Feminist Discourse and Trans Masculinities, paper at Gendys Conference.
  15. Hvejsel, Betina (2009): En kritisk analyse af det danske sundhedsvæsens behandling af transseksuelle [Det anførte link defekt. Tina Thranesen]
  16. Overall, Christine: “Sex/Gender Transitions and Life-Changing Aspirations’, in You’ve Changed: Sex Reassignment and Personal Identity, ed. Shrage, Laurie J., Oxford University Press Inc., New York.
  17. Philips, John (2006): Transgender on Screen, Palgrave Macmillan, New York.
  18. Prosser, Jay (1998): Second skins: the body narratives of transsexuality, New York, N.Y. : Columbia University Press.
  19. Raymond, Janice G. (1994): The Transsexual Empire: The Making of the She-Male, New York: Teachers College.
  20. Shrage, Laurie J. (2009): “Introduction’, in You’ve Changed: Sex Reassignment and Personal Identity, ed. Shrage, Laurie J., Oxford University Press Inc., New York.
  21. Stryker, Susan (2008): Transgender History, Seal Press, USA.
  22. Ringkøbing, Jeannette (2006): “Danskere skifter køn i udlandet’, in Politiken 26. marts.
  23. Wittig, Monique (1992): The Straight Mind and Other Essays, Beacon Press, USA.