Et rigtigt mandfolk. Om fruentimmeret Petrine Fengers forunderlige forvandling. Af Poul Duedahl, 2014.

Vist 0 gange.
Sæbefabrikant og kirkeejer Peter Emil Fenger (1817-77), født Petrine Fenger, fotograferet omkring 1870. Han var da en højt respekteret borger i Fredericia, medstifter af Fredericia Håndværkerforening og en lille håndværkerbank foruden Fredericia Tekniske Skole. Året efter hans død stiftede enken Det Fengerske Legat i hans minde. Museerne i Fredericia.

Sæbefabrikant og kirkeejer Peter Emil Fenger (1817-77), født Petrine Fenger, fotograferet omkring 1870. Han var da en højt respekteret borger i Fredericia, medstifter af Fredericia Håndværkerforening og en lille håndværkerbank foruden Fredericia Tekniske Skole. Året efter hans død stiftede enken Det Fengerske Legat i hans minde. Museerne i Fredericia.

Af Poul Duedahl, ph.d., professor (mso) ved Historiestudiet, Aalborg Universitet.

l 1844 sendte den 26-årige præstedatter Petrine Fenger en ansøgning til Christian 8. Hun ønskede sig brændende at være en mand. Læger undersøgte hende på kryds og på tværs, og på baggrund af deres erklæringer gav kongen Petrine lov til at skifte køn og hedde Peter Emil. Sagen var højst usædvanlig, men ikke enestående.

Kønsskiftets Danmarkshistorie
I den medicinhistoriske litteratur begynder kønsskiftets Danmarkshistorie som regel med den mordsigtede forstanderinde Vilhelmine Møller fra børnehjemmet Kana på Strandvejen i København. På baggrund aflægeundersøgelser foretaget i forbindelse med anholdelsen blev hun i december 1893 officielt en mand, tog navnet Vilhelmi Møller, blev klippet korthåret og iført bukser- og indsat blandt mandsfangerne.
Kendt er også historien om den danske kunstmaler Einar Wegener, der ofte iklædte sig kvindetøj, inden han i kølvandet på kirurgiske indgreb foretaget i Tyskland blev skilt fra sin kone og i december 1930 officielt skiftede køn og navn til Lili Ilse Elvenes – også kaldet Lili Elbe. I 1951-52 fandt den første kønsskifteoperation sted i Danmark, hvorved dansk-amerikaneren George William Jorgensen blev til Christine Jorgensen, og alene i løbet af 1950’erne behandlede Justitsministeriet mindst 13 sager om mænd, der ansøgte om at måtte gå i kvindeklæder.

Men faktisk rækker kønsskiftets Danmarkshistorie noget længere tilbage i tiden. Nye undersøgelser peger nemlig på, at kønsskifter fandt sted op gennem både 1700-tallet og 1800-tallet, mens der fra udlandet kendes endnu ældre eksempler. Sagerne er imidlertid ret forskelligartede. Dem fra 1700-tallet handler om danske kvinder, der besluttede sig for at være mænd, men blev afsløret, mens sagerne fra 1800-tallet primært handler om mænd, der ved fødslen blev registreret som kvinder og voksede op iført kvindetøj, inden de som voksne fik officiel godkendelse til at skifte køn.

Den indtil videre tidligst registrerede ansøgning om et egentligt, officielt kønsskifte blev således indsendt af en pige på Fyn i begyndelsen af 1800-tallet, men sagen nævnes kun i en randnote til en senere ansøgning, og hverken ansøgerens navn eller sagens indhold kendes derfor i detaljer. En lidt yngre sag, fra 1819-20, involverer den 24-årige gårdmandsdatter Johanne Cathrine Nielsdatter fra Hørby Sogn ved Hjørring. Hun var ved fødslen blevet forvekslet med en pige og fik nu kongens godkendelse til at skifte køn og tage navnet Johannes, idet hun dog – på trods af sit nye køn og formentlig også under indflydelse af, at faderen var sognets lægdsmand – slap for krigstjeneste. Den præcise årsag til kønsforvekslingen kendes ikke.

Myndighederne var i 1800-tallet i det hele taget optaget af at få mennesker indsat i de rette kønskategorier. Det ser man bl.a. i en sag fra Nørup ved Vejle, hvor det gamle almisselem, skrædder Liebenberg Petersen, i 1839 blev afsløret i at være en kvinde. Sagen førte til vedholdende rygter om, at skrædderens afdøde hustru, Mette Jensdatter Hassing, omvendt havde været mand. Derfor blev Mettes lig gravet op, og en kirurg kunne ganske rigtigt konstatere, at skelettet var fra en mandsperson. Tvekønnet eller et “dobbeltmenneske”, sådan som en af de første danskere, der officielt skiftede køn, karakteriserede sig, kunne man under ingen omstændigheder få tilladelse til at være. Betegnelserne passede nemlig ikke ind i de gængse klassifikationsbegreber, hankøn og hunkøn. Et menneske kunne kun have et sandt køn, og det fremgik af kirkebogen. Til gengæld viser dokumenterne, at det i hvert fald fra begyndelsen af 1800-tallet – som i tilfældet med Johanne, der blev til Johannes – faktisk var muligt at forhandle om, hvilket af de to køn man blev indskrevet som.

Det skal vi se nærmere på i denne artikel, der handler om en sag, som fandt sin afgørelse, da kong Christian 8. i juni 1844 gav pigen Petrine Fenger lov til at skifte køn “fra fruentimmer til mandfolk”. Sagen er speciel, fordi vi både ved en del om årsagen til kønsskiftet og noget om, hvordan det gik efterfølgende. Den rummer altså historien om en spektakulær menneskeskæbne, samtidig med at den siger en hel del om tidens kønsopfattelser.

Den teglbehængte og hvidkalkede Bredstrup Kirke, som den tog sig ud i 1866 på en tegning af landinspektør Hjalmar Hyller. Kirken er flankeret af landsbyens skole. Geodatastyrelsen.

Den teglbehængte og hvidkalkede Bredstrup Kirke, som den tog sig ud i 1866 på en tegning af landinspektør Hjalmar Hyller. Kirken er flankeret af landsbyens skole. Geodatastyrelsen.

Borgmesterens barnebarn
Sagen tager sin begyndelse i landsbyen Bredstrup ved Elbodalen nogle kilometer vest for Fredericia. l landsbyens stråtækte præstegård, som lå lige op mod kirkegårdsdiget, residerede sognepræst Poul Fenger (1775-1827) i begyndelsen af 1800-tallet. Han var ud af en velrenommeret præstefamilie og havde giftet sig godt. Hans højgravide hustru, Cathrine Dorthea Fenger født Buhl (1782-1846), var nemlig datter af borgmesteren i Fredericia, og i arv efter svigerfaderen havde Poul Fenger overtaget ejerskabet af et par af egnens kirker – herunder den, han selv var præst for.

Den 6. august 1817 blev han far til sit fjerde barn. Jordemoderen var en ældre, erfaren kone, der i årenes løb havde svøbt hundredvis af egnens børn. Hun konstaterede, at præstefamilien var blevet beriget med en pige.

Petrines morfar - afbildet her - var Hans Buhl, borgmester i Fredericia fra 1809 og frem til sin død i 1814. Han var samtidig ejer af Bredstrup Kirke, hvor Petrine blev døbt. Museerne i Fredericia.

Petrines morfar – afbildet her – var Hans Buhl, borgmester i Fredericia fra 1809 og frem til sin død i 1814. Han var samtidig ejer af Bredstrup Kirke, hvor Petrine blev døbt. Museerne i Fredericia.

Da sognepræsten foretog dåben af sin spæde datter ved døbefonten i Bredstrup Kirke, blev hun båret af sin tante, Madam Maren Buhl, gift med sognepræsten i nabosognet, og i kirken kundgjorde præstemadammen for Gud og hvermand – herunder det fornemme følge af faddere, som bl.a. inkluderede en københavnsk fysikprofessor – at barnet skulle bære navnet Petrine. Pigebarnet blev nemlig opkaldt efter sin navnkundige morbror, søofficeren Peter Buhl, der blot fem år forinden havde lidt heltedøden om bord på fregatten Najaden under en ildkamp med et engelsk linjeskib ud for Norges kyst.

Petrine blev ammet af sin mor, og hverken hun eller Petrines søskende bemærkede noget som helst usædvanligt. Derfor indgik Petrine i det hjemlige arbejde på fod med andre piger og sad på pigerækkerne i den lokale landsbyskole, når den lille mandsling, degn og skoleholder Jens Welling terpede katekismus. Og hvor Petrines bror Jochum blev optaget som landvæsenselev, så var forventningerne til hende, som til de fleste andre piger, nemlig at hun skulle aplæres til at være en god hustru og bortgiftes så fordelagtigt som mulig.

I det nordøstlige hjørne af Bredstrup Kirkegård ligger en rund mindehøj, der blev skabt i forbindelse med, at begravelser inde i kirken blev forbudt i 1805. Her er kirkens ejere gennem tiden begravet. Midt på højen står et stort empiremonument over familieoverhovedet, borgmester Hans Buhl i Fredericia. Denne noget mindre sten er sat over Petrines far, sognepræst Poul Fenger. Privatfoto.

I det nordøstlige hjørne af Bredstrup Kirkegård ligger en rund mindehøj, der blev skabt i forbindelse med, at begravelser inde i kirken blev forbudt i 1805. Her er kirkens ejere gennem tiden begravet. Midt på højen står et stort empiremonument over familieoverhovedet, borgmester Hans Buhl i Fredericia. Denne noget mindre sten er sat over Petrines far, sognepræst Poul Fenger. Privatfoto.

Kun en pige?
Men i en forholdsvis tidlig alder fornemmede Petrine, at der var noget galt. Hun følte sig anderledes end sine to søstre, og hun var fysisk stærk og udholdende som sin bror. Desuden var hun dygtig, klog og foretagsom, hvad der engang fik hendes far – sognepræsten – til at ytre, at det egentlig var bedre, hvis hun havde været en dreng. Det var ord, som prentede sig fast i hukommelsen.

Da Petrine var ni år gammel, og inden hun på nogen måde var blevet bevidst om, hvad problemet var, kom familien ud for en tragisk begivenhed. Petrines far døde i en alder af kun 52 år. Menigheden tog afsked med deres sognefader, som blev jordet på kirkegården, mens en ny præst overtog embedet og skubbede den efterladte enke og de fire børn ud af præstegården.

Nu gik turen til Fredericia, hvor familien fik bolig i Prinsessegade 31 lige i hjertet af byen. Petrines mor levede af sin enkepension og indtægten fra kirkerne, mens Petrine fortsatte sin skolegang på pigerækkerne og i 1833 blev konfirmeret sammen med sognets øvrige fruentimmere i Trinitatis Kirke. Både hvad angår kundskaber og opførsel, var skudsmålet et “meget godt”.

Det var i de år, Fredericia blev hovedkvarter for den nyskilte kronprins Frederik – senere kong Frederik 7. – hvis tilstedeværelse kastede glans over byen, og hvis finurlige påhit skabte grobund for et enestående forlystelsesliv. Men det var ikke den muntre side af tilværelsen, Petrine gennemlevede. Tværtimod. For mens de øvrige piger fik menstruation og bryster, blev Petrines stemme dyb og nærmest “grov”.
Mørke, stive hår viste sig på overlæben, hagen og kinderne, og selvom hun klippede hårene af, så snart de viste sig, var skægvæksten svær at skjule. Langsomt fik Petrine den tanke, at det hele måske var en fejltagelse, og at jordemoderen havde forvekslet hende med en pige, selvom hun i virkeligheden var en dreng.

Mistanken gjorde gennem ungdomsårene Petrine ulykkelig og nedtrykt, for hun anede ikke, hvordan man får sådan en fejltagelse rettet, hvis det overhovedet lod sig gøre. Desuden frygtede hun den opmærksomhed, der uvægerligt ville følge med, hvis hun bad om det. Efterhånden som hun blev ældre og fik stadig større smag for adspredelser forbeholdt mænd, blev Petrine dog overbevist om, at hun var en mand, og at fejlen skulle rettes. Den første, hun indviede i sine bekymringer, var familielægen gennem mange år, overlæge Nielsen fra 12. bataljon, som havde hovedkvarter i byen. Overlægen konstaterede, at der formentlig var noget om sagen, og tog Petrine med hen til den konstituerede stadslæge B. Friis, og sammen foretog de to mænd en undersøgelse af Petrines krop. Alt pegede i samme retning: Petrine var et rigtigt mandfolk!

"Til kongen" indleder Petrine Fenger i januar 1844 sin ansøgning. Rigsarkivet; Danske Kancelli, 5.(3.) Departement; Brevsager 1844; K20-1067; sag nr 2757.

“Til kongen” indleder Petrine Fenger i januar 1844 sin ansøgning. Rigsarkivet; Danske Kancelli, 5.(3.) Departement; Brevsager 1844; K20-1067; sag nr 2757.

Til kongen!
Nu var der ikke noget at betænke sig på. Petrine satte sig ned og skrev en ansøgning til kongen, hvori hun bad om “at måtte erkendes for et mandfolk og erholde de dermed forbundne rettigheder samt antage navnet Peter Emil Fenger.”

Når man dengang skrev til kongen, blev sagerne først taget op af kongens rådgivere i Danske Kancelli, der så havde til opgave at indhente alle nødvendige oplysninger og komme med en indstilling, som kongen så kunne underskrive eller forkaste. Og det første, kancelliet gjorde, var at få Det Kongelige Sundhedskollegium, som var et panel af landets fremmeste læger, til at udtale sig i sagen. Men lægerne var på ingen måde indstillet på at bestemme Petrines køn på baggrund af den noget upræcise lægeerklæring fra Fredericia. Så var det bedre, om Petrine rejste til København, så de selv kunne foretage en minutiøs eksamination af de hemmeligheder, hun måtte gå og gemme på.

Den store eksamination
Udsigten til at blive befamlet af fremmede mænd var noget, hverken Petrine eller hendes familie satte pris på. Petrine frygtede desuden ethvert skridt, der kunne gøre hendes ønske almindeligt kendt, for det ville ikke være godt, hvis sagen endte med at blive forkastet. Derfor fik hun sin farbror, embedsmanden Niels Amager Fenger fra Hof- og Stadsretten i København, til at tage affære. Han klagede over afgørelsen og bad stadslægen i Fredericia, der allerede havde vundet Petrines fortrolighed, om at foretage en ny, minutiøs undersøgelse, der fuldt ud levede op til alle sundhedskollegiets kriterier.

Af stadslægens noter får man da også et temmeligt præcist billede af, hvor maskulin Petrine tog sig ud i egne og andres øjne. Hun var 66 tommer – dvs. 168 cm – høj og var “mere mager end fed og fyldig”, og selvom hun ikke var specielt muskuløs, så var alle musklerne stærkt markerede. Hun havde en dyb mandlig stemme, havde mørk skægvækst, et fremstående adamsæble og et aldeles fladt bryst med små brystvorter og uden den mindste antydning af brystkirtler. Hun havde i det hele taget kropsbygning som en mand, med brede skuldre, smalt bækken og store hænder og lange fødder.

Fængselslægen og frenologen Carl Otto, der var medlem af Sundhedskollegiet, interesserede sig levende for Petrine Møller og skrev i 1844 en lille artikel om den usædvanlige sag i Bibliotek for Læger, som han var redaktør for. Det Kongelige Bibliotek.

Fængselslægen og frenologen Carl Otto, der var medlem af Sundhedskollegiet, interesserede sig levende for Petrine Møller og skrev i 1844 en lille artikel om den usædvanlige sag i Bibliotek for Læger, som han var redaktør for. Det Kongelige Bibliotek.

Men beskrivelsen af kroppens ydre former var ikke nok til at afgøre spørgsmålet om det rette køn, for der havde jo været en grund til, at både jordemoderen og familien i sin tid havde forvekslet hende med en pige. Og under kjolen bemærkede lægerne da også, at Petrine faktisk lignede en kvinde. Siden barndommen havde kroppen ganske vist udviklet sig en hel del, og derfor var det nu bl.a. muligt at se en fem centimeter lang penis. Men urinrøret løb ud på undersiden halvvejs oppe, og hvad der var nok så bemærkelsesværdigt: Fra urinrøret gik en dyb spalte, som havde udseende af en skedeformet revne, og som mundede ud i en lille fordybning mellem endetarmen og blæren. Den blinde gang var lige nøjagtig dyb nok til, at det yderste led af lægens pegefinger kunne være i den. Alt i alt kunne Petrines genitalier godt forveksles med en piges. Især i hendes barndom . Det forklarede, hvad der var sket den skæbnesvangre augustdag 26 år forinden.

Men end ikke tilstedeværelsen af en penis var nok til at bestemme kønsspørgsmålet, for det afgørende var, om Petrine havde testikler eller en livmoder. Og ved at trykke i endetarmen kunne lægen mærke en blære, men derimod ingen livmoder. Samtidig konstaterede han, at Petrine havde testikler, der sad på hver side af spalten, og som siden barndommen havde vokset sig så store som “dueæg”. Petrine kunne da også fortælle, at hun både havde erektioner og “pollutioner” – altså sædafgang.
Desuden havde hun ikke rigtig lyst til “det andet køn“, som jo stadig – indtil andet blev bestemt – var mænd.

Stadslæge Friis skrev derfor en erklæring, der på baggrund af underlivets udseende konkluderede, at Petrine led af et svært tilfælde af “hypospadi“- en lidelse, som menes at skyldes hormonforstyrrende stoffer. Petrine var altså ikke en kvinde, men en mand – ganske vist unormalt udviklet, men dog et rigtigt mandfolk. Derfor burde hun ifølge stadslægen også være mand i juridisk forstand og i offentlighedens øjne.

Det hjalp. Sundhedskollegiet accepterede uden indvendinger den nye lægeerklæring, og i juni fulgte Danske Kancelli og kongen trop og besluttede at gøre Petrine til en mand med ret til at bære navnet Peter Emil. Det eneste, der nu manglede, var at få ændringen indskrevet i kirkebogen.

"Ifølge kancelliskrivelse af 18. juni 1844 bliver Petrine Fenger et mandfolk og må bære navnet Peter Emil Fenger", har sognepræst A.J. Nielsen skrevet ud for Petrine Fengers navn under "fødte kvindekøn" i kirkebogen fra Bredstrup. Landsarkivet for Nørrejylland; Bredstrup Sogn; Hovedministerialbog 1814-1892.

"Ifølge kancelliskrivelse af 18. juni 1844 bliver Petrine Fenger et mandfolk og må bære navnet Peter Emil Fenger", har sognepræst A.J. Nielsen skrevet ud for Petrine Fengers navn under “fødte kvindekøn” i kirkebogen fra Bredstrup. Landsarkivet for Nørrejylland; Bredstrup Sogn; Hovedministerialbog 1814-1892.

Netop kirkebogsritualet var det afgørende i 1800-tallets sager om kønsskifter. Derfor blev der straks sendt bud til amtmanden i Vejle, der kontaktede sognepræsten i Bredstrup for at få ændret navn og køn i kirkebogen.
Amtet modtog herpå en ny dåbsattest, som den 21. juni 1844 blev sendt til borgmester Jakob Rahbek i Fredericia. Det blev derved hans opgave at overrække Petrine attesten og meddele hende kongens afgørelse. Dette skete formentlig allerede dagen efter. Petrine var dermed ikke bare biologisk, men også i juridisk og administrativ forstand blevet Peter Emil.

Forvandlingen
Var Peter Emil psykisk og socialt klar til at iføre sig bukser og vise sig i gadebilledet med kortklippet hår? Og ville han overhovedet være i stand til at overleve efter mange år som kvinde?

Der er ingen tvivl om, at Peter Emil følte sig som en mand, men også at han var nervøs over udsigten til det tidspunkt, hvor forvandlingen skulle finde sted. Han ønskede derfor at forlade Fredericia, så han undgik de nysgerrige blikke, når han tog mandeklæder på. Der er heller ingen tvivl om, at han personligt fandt det langt mere oplagt at beskæftige sig med typisk mandearbejde end huslige dyder, men også at han var bekymret for som nu 27-årig og helt uden en uddannelse at skulle træde ind i en mandeverden, hvor man forventedes at være den, der forsørgede familien. Faktisk var udsigtsløsheden lige så deprimerende som at være fanget i det forkerte køn. Det var dog lægernes indtryk, at Peter Emil besad “meget gode anlæg af naturen og en dannet forstand” og altså gode forudsætninger for at komme efter det forsømte. I det hele taget kunne hans personlighed bane vejen for ham, mente pastor Hans Christian Rørdam ved Michaelis Kirke i Fredericia, der karakteriserede Peter Emil som et “meget retskaffent og agtværdigt menneske, der ikke vil svigte den tillid, der måtte vises ham af nogen, som ville benytte hans arbejdskraft.”

Selv ønskede Peter Emil at rejse til København og komme i handelslære. Kongen bevilgede ham da også en lille starthjælp, og noget tyder på, at det lykkedes ham at føre sin plan ud i livet. I hvert fald boede han ikke længere hjemme hos sin mor og søskende, da staten nogle få måneder senere – i februar 1845 – gennemførte en landsdækkende folketælling.

Sæbekongen
Måske var Peter Emil blevet væk fra barndomsegnen for bestandigt, hvis ikke to markante begivenheder havde afgjort hans videre skæbne. Sagen var den, at storebroderen Jochum havde været svagelig gennem en årrække og kun med nød og næppe havde klaret posten som skriver på det lokale toldkontor. I juli 1846 døde han af brysttæring – dvs. lungetuberkulose – i en alder af kun 36 år. Få måneder senere, i september 1846, døde også hans mor, der gennem en årrække ligeledes havde været svagelig af lungetuberkulose og stort set konstant sengeliggende. Hun blev 64 år gammel.

Da Peter Emil, som engang havde været familiens yngste datter, vendte tilbage til hjemegnen for at begrave to af sine nærmeste familiemedlemmer, var det altså pludselig som den eneste tilbageværende søn og dermed som familiens patriark og hovedarving. Faktisk stod han pludselig som indehaver af hjemmet i Fredericia og barndomskirken i Bredstrup.

Hvordan Peter Emil præsenterede sig efter hjemkomsten, vides ikke. Det er dog et velkendt fænomen fra tilsvarende sager, at det gamle køn ikke sådan uden videre forsvinder som dug for solen. Om Vilhelmi Møller hedder det for eksempel, at han gennem resten af livet forblev en finurlig blanding af mand og kvinde. Når han skulle over gaden i regnvejr, kunne man f.eks. se ham beslutsomt løfte op i det ene bukseben ~ tilsyneladende i erindringen om de lange gammeldags kjoler, han tidligere havde båret.

Peter Emil Fengers ejendom. Prinsessegade 31 i Fredericia, set fra gårdsiden. Billedet er fra 1945 - altså omtrent 100 år efter, at Petrine blev til Peter Emil. Det er nu ikke fordi, meget ser ud til at have ændret sig i mellemtiden. Museerne i Fredericia.

Peter Emil Fengers ejendom. Prinsessegade 31 i Fredericia, set fra gårdsiden. Billedet er fra 1945 – altså omtrent 100 år efter, at Petrine blev til Peter Emil. Det er nu ikke fordi, meget ser ud til at have ændret sig i mellemtiden. Museerne i Fredericia.

Peter Emil gjorde et hæderligt forsøg på at leve op til mandsidealerne og fik den 9. september 1847 borgerskab i Fredericia som sæbesyder og indrettede en sæbefabrik i barndomshjemmet i Prinsessegade. Her producerede han grøn sæbe – en sæbe farvet af indigo og anvendt til vask og rengøring.

Ægteskab blev det også til, selvom det formentlig krævede lidt hjælp at få en pige til at gifte sig med en mand med den fortid. Hjælpen kom fra nærmeste hold. Søsteren Hansine Scholastica Fenger var nemlig gift med skolelærer Johannes Møller i Ørridslev Skole ved Skanderborg, og på et tidspunkt er Peter Emil blevet præsenteret for skolelærerens lillesøster, Silche Helene Møller. I september 1849 blev de to gift i Hansted Kirke på hendes hjemegn. Peter Emil var da 32 år, og Silche Helene 24 år. Forloverne var hendes to storebrødre.

Men det var netop ved sådanne begivenheder, at fortiden spøgte. For i forbindelse med vielsen skulle der forevises vaccinationsattester – og i Peter Emils attest stod der et pigenavn. Derfor måtte han i forvejen have besværet med at få udformet en ny og opdateret attest med et nyt navn og en ny kønsbetegnelse.

Det ser også ud til, at parret tidligt i ægteskabet indså, at de aldrig selv fik børn, for i 1852 oprettede de et testamente, der tilgodeså forskellige familiemedlemmer. Barnløsheden betød dog ikke, at de gik glip af et “normalt” familieliv, for i mere end et tiår havde de Silche Helenes niece, lærerdatteren Laura Sophie Amalie Bang, boende i huset. Ud over de tre bestod husstanden af en tjenestepige.

Testamentet og de forskellige rettelser, som de foretog op gennem årene, viser, at familiens økonomi var bundsolid. Produktionen af grøn sæbe kørte tilsyneladende stabilt – også selvom der i løbet af 1860’erne etableredes en konkurrerende fabrikation af grøn sæbe i byen, der snart overgik Fengers Sæbesyderi i størrelse. I 1871 havde Peter Emil tre arbejdere ansat i produktionen.

Dødsannonce for sæbefabrikant Peter Emil Fenger i Fredericia Avis i september 1877. Museerne i Fredericia.

Dødsannonce for sæbefabrikant Peter Emil Fenger i Fredericia Avis i september 1877. Museerne i Fredericia.

Gravsten over sæbefabrikant Peter Emil Fenger - der engang hed Petrine - og hustru på familiegravstedet på Bredstrup Kirkegård. Privatfoto.

Gravsten over sæbefabrikant Peter Emil Fenger – der engang hed Petrine – og hustru på familiegravstedet på Bredstrup Kirkegård. Privatfoto.

I sine sidste år ser det ud til, at Peter Emil blev mere bevidst om at sætte sig spor i tilværelsen, for i ændringerne af testamentet gjorde han og hustruen sig tanker om oprettelsen af Det Fengerske Legat, som skulle støtte værdigt trængende, ligesom en del af arven skulle uddeles som legatportioner til “de flittigste og sædeligste personer” på Teknisk Skole i Fredericia – måske med tanke på den tid, hvor han selv stod halvt henne i voksenlivet uden en uddannelse?

Den 3. september 1877 døde Peter Emil Fenger af et apoplektisk tilfælde i hjemmet i Prinsessegade i Fredericia. Han blev 60 år gammel.

Tak til Karin og Peter Ramskov Andersen, Mette Andersson, Peter Wodskou Christensen, Randi Frederiksen, Tyge Krogh, Ulf Skov Kyneb, Christian Larsen, Lars Nielsen, Karsten Merrald Sørensen, Asbjørn Thomsen og Karen Asta Arnfred Vallgårda.

LITTERATUR
Dag Heede: “At gøre kvinde“, Handicaphistorisk Tidsskrift, nr. 9, 2003, s. 17-38.
Tyge Krogh: “Kvinder i mandsklæder”, Historisk Tidsskrift, bd. 113, hft. l, 2013, s. 39-79.
Carl Otto: “Et Mandfolk, der indtil sit 26de Aar blev betragtet og opdraget som et Fruentimmer”, Bibliotek for Læger, ny række, bd. li, 1844, s. 344-349.
Karen A.A. Vallgårda: “På kanten af kønnet. Om Vilhelmine Møller og køn til forhandling”, Fortid og Nutid, marts 200S, s. 3-24.

KILDER
Danske Kancelli , S. (3.) Departement. Resolutionsprotokol, K33-24, sag nr. 3868, 1.12.1819, Rigsarkivet.
Danske Kancelli, S. (3.) Departement. Brevbog, K 18-36, sag nr. 21S7, 20.S.I820, Rigsarkivet.
Danske Kancelli, S. (3 .) Departement. Brevsager, K20-423, sag nr. 21S7, 20.S. I820, Rigsarkivet.
Danske Kancelli, S. (3.) Departement. Forestillinger 1844, l. halvår, K4-43 /232, sag nr. 179/1844, Rigsarkivet.
Danske Kancelli, S. (3.) Departement. Brevbog 1844, K 18-86, sag nr. 92S, Rigsarkivet.
Danske Kancelli, S. (3.) Departement. Brevsager 1844, K20-l 067, sag nr. 27S7, Rigsarkivet.
Vejle Amt. Jou rnal 1844, B7-636, Landsarkivet for Nørrejylland.
Freder icia B fo ed. Skifte rotokol 1877, B72-167, Landsarkivet for Nørrejylland.

* * *
Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt i tidsskriftet Siden Saxo, nr. 1, 2014.
Forfatteren, Poul Duedahl, og Martin Lindø Westergaard, Forlagsdirektør, Syddansk Universitetsforlag, der udgiver Siden Saxo, har venligst givet tilladelse til, at artiklen bringes her i Vidensbanken om kønsidentitet.

* * *
Skriftlig fremstilling om Petrine Fengers ansøgning om og tilladelse til at skifte køn“fra fruentimmer til mandfolk” og antage navnet Peter Emil Fenger transskriberet af Poul Duedahl.

Beretningen om verdens første kønsskifteoperation – et historisk snit. Søren Laursen den 1. november 1999.

Vist 0 gange.
Søren Laursen

Søren Laursen

I dag, den 30. maj 2016, ville Christine Jorgensen være fyldt 90 år. Hun døde den 3. maj 1989 af kræft i San Clemente, Californien.
Magasinet Zink nr. 5, der udkom den 1. november 1999, bragte en artikel af Søren Laursen om Christine Jorgensen. Magasinet Zink blev udgivet af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) – i dag LGBT Danmark – og udkom seks gange om året.
Herunder bringes artiklen på Christine Jorgensens 90-års fødselsdag med tilladelse fra Søren Laursen.

Christine Jorgensen. Foto: Det Kongelige Bibliotek/Fotografisk atelier

Christine Jorgensen.
Foto: Det Kongelige Bibliotek/Fotografisk atelier

Af Søren Laursen
Beretningen om verdens første kønsskifteoperation – et historisk snit.

Den 1. december 1952 blev Danmark placeret på verdenskortet af den udenlandske presse. Den dag bragtes i en amerikansk sensationsavis historien om, hvordan “landsbarnet” George Jorgensen rejste Danmark og fik taget en kønsskifteoperation for at blive Christine Jorgensen.
Christine blev genstand for både forargelse og·beundring. Hun ville siden hen tale om det frisindede Danmark, hvor seksuelle minoriteter kunne leve i fred og ro.
Et billede af 50’ernes Danmark, det er lidt svært at genkende med homobriller på.
SØREN LAURSEN har kigget nærmere på begivenhederne.

På trods af sine 86 år er Ellen i glimrende form. Hun er netop kommet hjem fra en Tivolitur, og står ret op og ned i køkkendøren og sludrer med os i 20 minutter før maden er færdig, og vi sætter os til bords. Dette finder sted hos Mulle, hendes datter, som hun er på besøg hos. Ellen er en vidt berejst dame og til daglig bor hun i Rom.
Når jeg har sat de to i stævne, er det fordi, de på nærmeste vis var involveret i Christine Jorgensens begivenhedsrige liv for snart so år siden.
Desværre er Ellen af den opfattelse, at der ikke er nogen grund til at tale om den sag så mange år efter. Og det er en skam, for ifølge Christine, spillede Ellen en afgørende rolle for udviklingen.
Det kan man læse om i Christines selvbiografi ‘Christine Jorgensen – a personal autobiography‘ fra 1967.

Kvinde i en mandekrop
George Jorgensen kom til verden i 1926 i New York.
Hans bedsteforældre var indvandret fra Danmark, og både de og hans forældre var meget aktive i det dansk-amerikanske samfund i byen.
George var en bleg og indadvendt dreng, der allerede som barn havde en feminin udstråling. Så udtalt, at hans storesøster skrev om det i en stil i skolen, hvilket han var temmelig fortørnet over.
George følte sig anderledes, og det viste sig da også, at forelskede sig i drenge. Han havde imidlertid svært ved at se sig i rollen som homoseksuel. Ja, han var nærmest panisk: Til en fest i den dansk-amerikanske forening, hviskede en sømand til ham: “Hvis jeg var en lille svans, så ville jeg lægge an på dig!” George blev dybt chokeret og følte en væmmelse, så han måtte flygte ud på kajen, hvor han kastede op!
For George blev det mere og mere klart, at han følte sig som en kvinde, der blot havde fået en mands krop.

[Billede: Christine fotograferer kvinde. Motivbillede, sort-hvid] Christine i sin oprindelige profession som fotograf. Her med Miss Danmark 1952 foran Christiansborg. Billedet er taget af Jens Juncker-Jensen.

[Billede: Christine fotograferer kvinde. Motivbillede, sort-hvid]Christine i sin oprindelige profession som fotograf.
Her med Miss Danmark 1952 foran Christiansborg. Billedet er taget af Jens Juncker-Jensen.

George interesserede sig for fotografi og tog også kurser i det. Han drømte om en karriere som filmfotograf. En veninde fra den danske forening, Jane, var blevet filmklipper i Hollywood, og på et tidspunkt rejste George over til hende for at prøve lykken selv. Han havde dog ikke held med sit forehavende.
Det er her, Ellen for første gang kommer ind i billedet. Ellen husker udmærket, hvordan hun første gang mødte George, på et besøg i Californien hos veninden Jane. Hun har ·imidlertid ikke noget nærmere at fortælle om mødet.
Det har George, for han følte, at de to var så åbensindede, at han kunne afsløre sig selv for dem.
De to blev således de første, han sprang ud over for.
I selvbiografien fortæller Christine, at de to piger hverken blev chokerede eller fordømmende.
George opgav at få job i Hollywood og tog tilbage til New York. En dag læste han i avisen om en endokrinolog, der foretog eksperimenter på dyr, som han behandlede med kønshormoner. George blev fascineret af disse videnskabelige studier og mente, at her muligvis var en løsning på hans problem. Han opsøgte lægen, som lyttede til sin nervøse gæsts forklaring om, at han følte sig som en kvinde, og mon ikke det kunne være en ubalance i kirtlerne? Lægens svar var kort, nemlig en henvisning til en psykiater. George besøgte psykiateren og blev hurtigt overbevist om, at de foreslåede behandlinger bort fra de feminine følelser ikke var løsningen på hans problemer.

BEHANDLINGEN
George havde nu fået øjnene op for hormoner, og han skaffede sig en bog om emnet, som overbeviste ham om, at dette var vejen frem. Han skaffede sig sågar nogle kønshormoner på pilleform, og begyndte at behandle sig selv. Han mødte siden en læge, som indvilligede i at tilse ham, og det var med ham, han diskuterede muligheden for at tage til Sverige, hvor der var sporadiske oplysninger om, at man behandlede den slags kønsforstyrrelser. George var fast indstillet på at opsøge denne mulighed, og uden fyldestgørende informationer, endsige aftaler, indløste han en enkeltbillet – han havde ikke råd til en retur – til ‘Stockholm’ og sejlede afsted mod byen af samme navn. Familien vidste ikke andet, end at han ville til Skandinavien for at fotografere.

Han nåede dog aldrig til den svenske hovedstad, for nu da han var på de kanter, ville han besøge Ellen. Hun tog imod ham på Langelinie den 10. maj 1950, og han blev installeret i hendes og hendes mands hjem. Det var Ellen, der fortalte George, at han da ikke behøvede at tage til Sverige, for hun havde læst i avisen, at danske læger også arbejdede med den slags behandlinger. Og dermed blev George ført frem til Christian Hamburger fra Statens Seruminstitut. Hamburger foretog sine eksperimenter på dyr, men George insisterede på at gå i behandling. Han indgik derfor en aftale med Hamburger: Han ville blive behandlet gratis under forudsætning af, at han stillede sig til rådighed for et videnskabeligt studie, hvilket i praksis betød, at han f.eks. skulle opsamle sin urin hver dag måned efter måned.

[Billede: Ellen og Christine i redningsveste. Sort-hvid snapshot] Ellen og Christine sejler hjem fra en rundrejse i Italien på ’Andrea Doria’. Redningsvestene skyldes formodentlig en sikkerhedsøvelse. Få måneder senere kolliderede ’Andrea Doria’ med ’Stockholm’ og sank med et stort tab af menneskeliv.

[Billede: Ellen og Christine i redningsveste. Sort-hvid snapshot]Ellen og Christine sejler hjem fra en rundrejse i Italien på ’Andrea Doria’. Redningsvestene skyldes formodentlig en sikkerhedsøvelse.
Få måneder senere kolliderede ’Andrea Doria’ med ’Stockholm’ og sank med et stort tab af menneskeliv.

EN KVINDE BLIVER TIL
Projektet skred glimrende fremad. Mulle kan huske, hvordan hans hår blev langt, og hvordan han i det hele taget opførte sig som en kvinde. Og hvordan han altid optog toilettet meget længe. l sin selvbiografi tegner Christine et billede af lutter idyl hos sin danske værtsfamilie, hvilket sikkert skyldtes, at hun holdt meget af Ellen. Men virkeligheden var nu ikke så rosenrød. Faktisk ragede George uklar med Ellens mand. Mulle fortæller om en episode, der var med til at anstrenge forholdet. Ellen og hendes mand drev en danseskole. En dag kom en pakke med damelingeri, og han troede det var noget, en af danselærerinderne havde bestilt, og tog det med på danseskolen. Det kendte de imidlertid ikke noget til, for det var George, der havde bestilt det. Det endte med, fortæller Mulle, at George flyttede ud til Ellens forældre, som havde en gård i Osted uden for Roskilde. Her var tale om en grundtvigiansk familie med hjertet på det rette sted, f.eks. var faderen med til at starte friskolen i Osted. Her boede George nogen tid, men det var temmelig besværligt, for han besøgte Seruminstituttet dagligt. Man kom ind til byen ved at tage rutebilen til Toftegårds Plads i Valby, og så videre derfra, så det har været en større rejseaktivitet George flyttede da også senere ind til Østerbro.

På et tidspunkt var behandlingen så fremskreden, at Hamburger fandt det betimeligt at foretage en kastration. Han ansøgte justitsministeriet om lov til at gennemføre en sådan, men fik afslag. En ansøgning skulle baseres på en psykiatrisk undersøgelse. På det tidspunkt kom Georg Stürup ind i billedet. Han var overlæge på Herstedvester. “Jeg havde”, fortæller han i et interview fra 1984 (Hertoft og Ritzau”, Paradiset er ikke til salg“, 1984), “mangeårig erfaring med kastration af seksualkriminelle, men ikke af andre typer af seksuelle afvigelser”. Han undersøgte Christine og fandt, at indgrebet var tilrådeligt, og sammen sendte de to læger en ny ansøgning. Denne gang kom den længere i systemet, men blev afvist, fordi der var tale om en amerikansk statsborger. Stürup var imidlertid på talefod med justitsministeren selv, Helga Pedersen. Hun tog affære, og tilladelsen blev givet. Operationen fandt sted i september 1951. Nogle måneder senere gik George på den amerikanske ambassade for at få et nyt pas. Han fik en aftale med ambassadøren selv, Mrs. Eugenie Andersson. Hun var meget forstående og pressede sagen igennem på få dage. Og navnet Christine blev valgt som en hyldest til Christian Hamburger, der var Georges læge. Først med sit nye pas i hånden var Christine blevet til. Før da havde hun altid kaldt sig George. Og sådan gik det til, at en uformuende amerikansk statsborger kom til Danmark og gennemgik en hidtil uset behandling, for siden at kunne vende tilbage til sit hjemland som et menneske med et nyt køn.

KARRIEREN SOM FOTOGRAF
Christine var fotograf, og allerede da hun rejste herover, havde hun planer om at forsøge at leve som sådan. Hun arbejdede med farvefilm, hvilket var nyt dengang og ukendt i Danmark. I København så hun sig om efter en fotograf, hvor hun kunne få arbejde, og hendes valg faldt på Jens Juncker-Jensen. Han var byens kendteste portrætfotograf.
Juncker-Jensen kunne ikke tilbyde Christine et arbejde, men lod hende benytte atelieret, hvis hun til gengæld ville undervise hans medarbejdere i farvefotografi. Det blev begyndelsen på et livslangt venskab mellem Christine og ham, og også med hans kone Edna. Det lykkedes efterhånden Christine at få fodfæste som fotograf, og hun fik solgt flere billeder til bladforsider. Efter operationen tog hun hul på et projekt, som hun havde haft i tankerne, siden hun kom til landet, en Danmarksfilm. Hun måtte have sine forældre til at sende farve-råfilm herover, da det ikke kunne købes i Danmark. Hun fik af Turistrådet mulighed for at rejse vederlagsfrit rundt i hele landet, og på den måde blev den første Danmarksfilm i farver til. Dette var i sommeren 1952, et halvt år efter operationen. På det samme tidspunkt sprang hun ud over for foræld rene, som indtil da ikke havde vidst noget om, at deres søn ville være kvinde, og slet ikke, at det var blevet ført ud i livet på den anden side af Atlanten. Det fortalte hun dem så i et udførligt brev, som også indeholdt nogle portrætter. De tog det ganske pænt, omend de stod uforstående over for fænomenet.

[George og Ellens familie. Sort-hvid snapshot] George omgivet af sin værtsfamilie i Vinterhaven på gården i Osted.

[George og Ellens familie. Sort-hvid snapshot] George omgivet af sin værtsfamilie i Vinterhaven på gården i Osted. Her tilbragte han i 1950 sin første jul i Danmark. Ellen sidder på gulvet forn sine forældre, og Mulle står bag ved bordet.

DET AFGØRENDE SNIT
Hen på efteråret besluttede Christine sammen med sine læger, at der skulle gennemføres en ny operation, hvor penis fjernedes. Mens hun lå på hospitalet i dagene efter operationen, tog hendes liv en overraskende og dramatisk drejning. En journalist havde fået nys om historien, uvist hvordan, og havde opsøgt forældrene. Det var Ellen – som var på besøg hos dem – der åbnede døren for ham den dag. Hun var alene hjemme, men blev af den aggressive journalist presset til at få fat i sine værter. Han truede dem med, at hvis de ikke samarbejdede, ville han skrive historien på sin egen måde, så de gav efter og gav ham både billederne og brevet fra Christine. Historien og billederne fyldte hele forsiden af Daily News den 1. december 1952. Og fra det øjeblik var verden ikke længere den samme. Telegrammerne væltede ind over Christines hospitalsseng med tilbud om højt honorerede interviews og ditto optræden i allehånde etablissementer. Fra da af blev hun uden ophold efterstræbt af en særdeles aggressiv presse, som bragte hvad som helst til torvs. Hun valgte at sige ja til et tilbud om at fortælle sin egen historie over fem artikler, hvilket hun fik 20.000 $ for. For de penge kunne hun bygge et hus til sig selv og sine forældre. Hun vendte tilbage til USA ved lanceringen af serien. Hvor hun end viste sig, stimlede folk sammen omkring hende for at få et kig, og enhver selskabsarrangør med respekt for sig selv inviterede Christine Jorgensen. Efter hjemkomsten til USA lod hun sig overtale til at gå ind i showbusiness og blive entertainer. Hun ville selv bestemme, hvad hun skulle optræde med, og da hun betragtede sig som fotograf, skulle hendes debut være en forevisning af Danmarksfilmen. Det blev på det kraftigste frarådet, men hun insisterede, og hun fik det som hun ville, skønt det var under forudsætning af, at hun klippede filmen ned fra to timer tit tyve minutter.
Debuten var en dundrende fiasko. Christine havde absolut ingen forudsætninger for at stå på en scene. Hun havde trods alt, indtil for nyligt levet et tilbagetrukket og indadvendt liv. Men hendes agent stolede på hende – hvad han i og for sig også sagtens kunne, hun var jo altid sikker på et stort og sensationslystent publikum. Hun blev sat sammen med en kendt komiker, og sammen lavede de en optræden, som levede op til dagens standard. Christine blev med tiden en anerkendt entertainer og fik også udmærket kritik for sine teaterroller.
Christine udgav i 1967 sine erindringer, “Christine jorgensen – a personel autobiography“, en aldeles velskrevet og charmerende bog. Den dannede i 1970 grundlag for en film, “The Christine Jorgensen Story“, som i filmkredse har et mindre flatterende ry.

FOREGANGSLANDET DANMARK
Et sted i sin selvbiografi fortæller Christine, at Ellen, efter hendes opfattelse, “afspejlede indstillingen i sit hjemland, Danmark, hvor ‘seksuelle problemer’ var accepterede som normalt for nogle mennesker, og ikke var genstand for juridisk og social forfølgelse.”

l det ovenfor omtalte interview siger Stürup: “Noget af det mest karakteristiske, jeg husker, var, da en af mine sønner, som havde åbnet døren for Chris Jorgensen, kom ind og sagde: ‘Der står et ungt menneske derude, hun ser højst mærkværdig ud. Og det må jeg give ham ret i, hun så virkelig mærkværdig ud. F.eks. når hun gik ned ad gaden, man kunne ikke undgå at se, at der kom en homoseksuel, som påkaldte sig folks opmærksomhed ved sin feminine fremtræden.”
Men Christines liv i Danmark formede sig anderledes end for bøsser i almindelighed. Redaktør Helmer Fogedgaard skrev i januarnummeret af Vennen, 1953: “En hermafrodit, der får det ene organ opereret bort (en misforståelse, den tvivlsomme pressedækning har givet anledning til) og får lov til at optræde med det køn, som vedkommende hele tiden har følt sig forankret i, gøres til en sensation og møder sympati fra alle sider. Det sidste kan vi ikke have noget imod. Men de homofile, som også føler sig anderledes end det, samfundet forlanger af dem, skal skam ikke vente nogen sympati – ja, ikke engang forståelse. Vi har jo ikke et organ for meget at få opereret af, fordi vor ‘hermafroditisme‘ er af åndelig natur. Vi skal derfor kanøfles og rubriceres efter et nævenyttigt samfunds forgodtbefindende. […] Vort eneste håb er, at lægevidenskaben klart og tydeligt vil gøre offentligheden opmærksom på, at samtlige mennesker psykisk set udgør mellemstadier mellem mand og kvinde.” Det er karakteristisk, at både Christine og Fogedgaard søger alliance med og forløsning hos lægevidenskaben. Det er videnskaben, der skal sikre den fredelige sameksistens. Christines beundring for sine læger er allestedsnærværende i hendes fortællinger.

[Portræt af Christine i profil. Sort-hvid] Det første billede af Christine, 1951. Portrættet, som er udført af Jens Juncker-Jensen, var på forsiden af avisen, da den første skandaleartikel blev bragt 1. december 1952.

[Portræt af Christine i profil. Sort-hvid]Det første billede af Christine, 1951.
Portrættet, som er udført af Jens Juncker-Jensen, var på forsiden af avisen, da den første skandaleartikel blev bragt 1. december 1952.

For Ellen er historien om Christine Jorgensen ikke noget, man taler om i dag. Det er pudsigt, for så vidt Christine bruger megen plads i sine erindringer på hendes meritter og beskriver hende som en vigtig figur i hele sagen. Og så måske alligevel ikke:

Ellen fortæller, at hun senere, mens hun var danselærer i Detroit, mødte Christine igen, og ved den lejlighed sagde Christine til hende. “Ih, altså Ellen, du ser verden gennem lyseråde briller.”
Men også Christine har et filter på, når hun fortæller. Hendes selvbiografi er god underholdning, men den er skrevet af et menneske, som har udviklet et kraftigt skjold om sig, som har været i stand til at modstå verdenspressens sensationshungrende sladder-journalistik af værste skuffe, som har kunnet håndtere afvisninger og fordømmelser i rigt mål – og beundringer ligeså.
Branchebladet Editor & Publisher kunne i foråret 1954 fortælle, at Christine Jorgensen-sagen var den historie, der havde fået størst pressedækning nogensinde. Hun blev årets kvinde i flere sammenhænge, men blev f.eks. også forbudt at optræde i Boston på grund af moralske forbehold.
Hun havde selv øje for, at hun var både freaskhow og foregangskvinde. Men sin status fik hun i kraft af sin usædvanlige personlighed. Hverken i USA eller i Skandinavien var samfundet i almindelighed åbent over for variationer i seksuel identitet.

Christine Jorgensen døde i 1989.

* * *
Artiklen i pdf-format.

Far, kan man godt tage sin tissemand af? Artikel den 2. april 2016 af Max Martinussen.

Vist 0 gange.
Svigermor kan skrige om kastration alt det, hun vil, men jeg tror, min datter er inden i min søn. Og hvis Jannik en dag vælger kniven, så har han sine fædres støtte

Svigermor kan skrige om kastration alt det, hun vil, men jeg tror, min datter er inden i min søn. Og hvis Jannik en dag vælger kniven, så har han sine fædres støtte

Af Max Martinussen den 1. april 2016.
maxmartinussen@gmail.com

Far, kan man godt tage sin tissemand af?
Min søn vil hellere klæde dukker på i stedet for af. Det har jeg betragtet ham gøre et par år nu. Det er okay, jeg kan for så vidt godt relatere.

Han vælger ofte dukkerne frem for actionlegetøjet, der hober sig op på hylderne og i skabet. Det er svigerfamilien, der leverer biler og Nerf i en lind strøm, de forstår det ikke.

De lader ikke til at lytte, når vi forklarer, at det ikke er hans forældre, der forsøger at præge ham, når der står pigede ting på ønskelisten. Det er hans egne ønsker: Vi spørger og respekterer og skriver gerne ’Elsa-ting’ i vores fælles ønsketråd på Facebook.

Jannik, min søn, fyldte fem i februar. Han har sin Frozen Elsa-rygsæk fra Disney på altid; tager den nærmest kun af for at kigge på den. Destroyer-robotten, der vist nok er noget fra Transformers-universet, har han ikke skænket en tanke.

Jeg tror, min søn kommer til at vokse op og kysse på drenge, og det har jeg det fint med, men jeg tror ikke, han er homoseksuel, som hans fædre er det. Jeg baserer mine overvejelser udelukkende på fornemmelser og små ting fra hverdagen.

Han kom hjem en dag og fortalte, at Stinna fra børnehaven havde fire kærester. Han fortsatte og remsede hele seks forskellige drengenavne op. Jeg spurgte, om han havde lyst til at være kærester med Stinna. Hans egne ord var således: »Nej. Stinna har for mange kærester. Anders har ikke nogen.«

Hvor kom nu ham Anders fra? Jeg spurgte, om han hellere ville være kærester med Anders. Jannik sagde ikke mere, men hans manglende protest sagde mig alt muligt, imens han fortsat makkede løs på en himmel, han havde besluttet at male blå med farveblyant.

Lyseblåt tylskørt
Det er måske meget naturligt, at det er let at forestille sig at være kærester med en af samme køn, hvis ens forældre begge er mænd. Jeg kan ikke være sikker, jeg er selv barn af to meget lykkelige heteroseksuelle mennesker.

Det til trods, så tror jeg egentlig ikke, det er hans seksualitet, der er til diskussion. Jeg tror snarere, det handler om hans køn. Han er ikke typisk drenget, jeg ville snarere kalde ham piget – på samme måde som en pige kan være en drengepige, så synes jeg mest af alt, at han minder mig om en pigedreng.

For ikke så forfærdelig længe siden stod jeg med ham i brusekabinen, og ud af det blå spørger han: »Far, kan man godt tage sin tissemand af?«

Jeg spurgte ham, hvorfor han ville tage sin tissemand af. Det vidste han ikke helt. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at spørgsmålet må springe af en overvejelse over, om det måske ikke ville være bedre uden den. Nok mest på et underbevidst plan af en art. Jeg har ikke styr på, hvad Freud sagde om den slags.

De største skænderier, vi har, er, når Jannik skal klædes på. Han vil allerhelst have sit lyseblå tylskørt på, et vi lavede til fastelavn, da han ville klædes ud som Elsa. Det er næsten en fast del af outfittet nu. Han bryder sig ikke meget om at trække i et par bukser.

»De er til drenge.«

»Jamen, du er jo en dreng.«

»Nej.«

Hvad der får en lille dreng til at benægte sit køn, ved jeg ikke. Hvad der får ham til at foretrække lyserøde legesager, kan der være mange årsager til.

Men jeg har observeret et hav af den slags små hverdagsfinurligheder, hvor han på en eller anden måde får påpeget, at der er noget, der er skævt inde i ham, til trods for at han nok ikke selv forstår det endnu. Jeg kunne slå det hen som et barns mærkeligheder, en fase, tilfældigheder … Det kan jeg spekulere længe over.

Min svigerfamilie, min svigermor især, har som sagt lidt svært ved at forstå. Hun har febrilsk forsøgt at overtale os til at sende den lille til en børnepsykolog. Hun har forsøgt at overtale os til KUN at købe drengelegetøj, hun vil gå så langt som at gå med til kønsneutralt legetøj (som i øvrigt er noget fjolleri).

Hun gik over stregen, da hun kontaktede Janniks surrogatmor i håbet om, at hun kunne tale os til fornuft. Hun undskyldte ikke, men blev ved at fastholde, at vi da måtte gøre noget – »uanset om de mener, han er homo eller ej, eller hvad i alverden, de nu mener, han fejler,« sagde hun.

Min svigermors måde at reagere på har gjort mig opmærksom på, at der desværre er mange, der vil se på Jannik på samme måde; at der er mange, der har svært ved at forstå både hans situation og vores måde at håndtere den på.

Pædagoger med store hjerter
Jeg har haft svært ved at forstå, at det er svært at forstå. Jeg tror, jeg er velsignet med et ret åbent sind. Det tror jeg, at jeg skylder mine forældre.

Min mor kendte til min seksualitet mange år før min far – troede jeg. For da jeg i sin tid flyttede til København og fik min første kæreste og var nødt til at springe ud over for den gamle, var han allerede udmærket klar over, at jeg var til fyre. Han bruger jo, som han selv sagde det, hvert et frit øjeblik, han har, på at betragte mig og forsikre sig, at jeg er glad og har det godt.

Når man betragter en, man elsker, med det for øje, lærer man en hel masse om det menneske, ofte før de selv gør det – man får i al fald nogle fornemmelser. Sådan ser jeg også mit forhold til min egen søn.

Min far forsikrede mig om, at havde jeg på noget tidspunkt rakt ud, så havde han grebet min hånd. Og derfor krævede det absolut intet for mig at relatere til Jannik, da jeg begyndte at overveje hans seksualitet og køn.

Men den ro, som min far besidder, ser jeg ikke meget til hos andre voksne – særligt ikke de med egne børn. I børnehaven er det mest bedrøvede smil, vi får – hvis vi overhovedet får smil. Jeg har sågar været nødt til at diskutere både rygsæk og jakkefarve en enkelt gang med en fremmed far.

Heldigvis er vi velsignet med en håndfuld pædagoger med store hjerter og med samme overbevisning som os: Børn skal have lov at være lige præcis dem, de har brug for at være, og så længe, de får den fornødne kærlighed og omsorg, så er de svære at ødelægge.

Oprejst pande
For mig handler det om, at Jannik skal være glad. Hvis han spørger, så har jeg i sinde at svare; hvis han har brug for hjælp, har jeg i sinde at hjælpe. Men Jannik er måske en pige inden i, lige så vel som jeg er en mand, og det er der ikke noget i vejen med.

Skulle han ønske at blive opereret en dag, så finder han måske selv ud af det, måske spørger han mig eller hans papa om råd, og så er vi der for ham.

Min mand og jeg har talt om det, og vi har besluttet at købe knægten nogle kjoler. Hvis det gør ham glad, så fred være med det. Mobning er så et problem, vi må tage senere, selv om jeg faktisk tror, han vil tage det med oprejst pande – han finder vel også ud af, at hunkøn kan være feminine i et par jeans.

Svigermor kan skrige om kastration alt det, hun vil, men sagen er, at vi faktisk har med et lille individ at gøre, der om en årrække muligvis selv vælger kniven, uden at nogen har nævnt den for ham. Jeg vil i al fald støtte ham og betragte ham i alle mine vågne øjeblikke og sikre mig, at han er glad uanset hans valg.

Næ, så jeg tror ikke, min søn vokser op som homoseksuel, selv om han muligvis vil gå i byen og kysse drenge. Jeg tror, min datter er inden i min søn.

Kvinde maler kvinde. Om Arkens Gerda Wegener-udstillingen. Merle Baeré den 17. november 2015.

Vist 0 gange. Af Merle Baeré.
En sommerdag, 1927. Foto Morten Pors.

Maleriet En Sommerdag fra 1927 kan for tiden ses på Arken.
Foto Morten Pors.

ATLAS inviterede LGBT Danmarks transpolitiske talsperson med på Arken til en snak om den nye Gerda Wegener udstilling. En udstilling der går på tværs af køn og har en af verdens første transkønnede, som blev opereret, i hovedrollen som muse.

En kvinde ligger henslængt over en rokokoinspireret lænestol med rødt og grønt betræk. I højre hånd bærer hun en vifte, fødderne er dækket af et par højhælede sko. Ellers er hun nøgen. Kvinden. Mens hun vender ryggen til beskueren.

»Det er også derfor, jeg ikke har noget spejl på mit badeværelse. Så ser jeg ikke det. Der er en del af min krop, jeg ikke kigger på,« siger Linda Thor Pedersen da hun ser Gerda Wegeners billede Sommervarmen fra 1924.

Linda Thor Pedersen er transkønnet og transpolitisk talsperson for LGBT Danmark. Maleriet hun kigger på, forestiller Lili Elbe, som var verdens første transkønnede, der fik foretaget en kønsskifteoperation.
En kvinde der i øjeblikket kan opleves som muse og ægtefælde til kunstneren Gerda Wegener på Arken.

»Jeg kan forestille mig, det er noget, Lili gerne ville have, fordi det her billede er malet, før hun blev opereret, og der er noget foran, hun ikke har ønsket at udstille. Heller ikke en gang overfor Gerda, selvom Gerda formentlig har set det. Der er en del af Lili, der ikke bryder sig om den del af hendes krop – af hende,« tilføjer Linda
Thor Pedersen
, mens hun fortsat betragter maleriet.

Lili Elbe, som i sin mandlige form hed Einar Wegener, giftede sig med Gerda Wegener i 1904. Gerda var biseksuel og Lili transkønnet – en kombination der ikke blev set på med forstående øjne i Danmark i starten af 1900-tallet. Derfor flyttede parret til det mere frigjorte Paris i 1920, hvor Gerda blev elsket af franskmændene for sin kunst i den genkendelige art deco stil.

Der er ingen kunstmuseer i Danmark, der ejer Gerda Wegeners værker. Arken bliver dermed de første herhjemme til at udstille dem og vække kunstneren til live efter hendes død i 1940. Kurator Andrea Karberg Rygg kalder derfor selv udstillingen »en hyldest til tolerance og frihed.« Hun mener, at værkerne har fået en fornyet aktualitet i en tid, hvor den binære kønsopfattelse er til debat.

Et kvindeligt blik
Linda Thor Pedersen stopper op ved en af de pastelfarvede vægge, der udgør bagtæppet til Gerda Wegeners værker. Væggen, hendes øjne hviler på, er fyldt med tekst til højre og har et stort, grynet sort-hvid fotografi til venstre.

»Det første jeg tænker, det er ”transkvinde”, hvorfor ikke bare ”kvinde”? Men det er jo fordi, hun er kendt som trans. Men i virkeligheden så er det jo en kvinde. Jeg gad godt læse en indledning, hvor man starter med at kalde hende kvinde, og så kan man senere i teksten komme ind på, at hun er transkønnet. For det, der er epokegørende er jo, at en kvinde maler kvinder. Så den indledning havde jeg foretrukket,« siger hun konstaterende, så snart hun har læst teksten færdig.

Gerda Wegener var revolutionerende i den forstand, at hun som kvinde malede andre kvinder. I starten af 1900-tallet havde det mandlige køn domineret med malerpenslen i hånden, mens kvinderne var placeret som stilsiddende objekter. Men i Gerda Wegeners værker blev kvinderne gjort til medskabere. Andrea Karberg Rygg kalder hende for »en medsøster« til dem, hun malede. Det var også i særdeleshed tilfældet med Lili Elbe, som udover at være hendes ægtefælle også var hendes yndlingsmotiv.

»Gerda har forstået Lili, det har hun,« siger Linda Thor Pedersen, da vi går videre til endnu et portræt af Gerda Wegener. Hun pointerer Lilis relativt store bagdel, som er malet tydeligt frem i de fleste portrætter af hende.

»Mig bekendt fik Lili Elbe ikke hormonbehandling, og derfor har hun ikke kunnet udvikle de her former selv. Så jeg tror, Gerda Wegener har malet dem. Det er sådan Lili ser sig selv, og hun vil have Lilis opfattelse af sig selv frem i billederne.«

Linda Thor Pedersen tager sig til hofterne og fortsætter, »det er også en af de ting, der fylder rigtig meget hos os transkvinder. Nu har jeg været på hormoner i to år, og jeg kan godt mærke det, altså der er virkelig kommet noget.« Hun kigger ned på sine to hænder, der solidt er plantet på begge sider af hofterne og viser mig, at de tydeligt troner frem under kjolen.

»Det var ellers en af de ting, jeg var bekymret for ikke skulle komme,« afslutter hun.

I midten af det pastelfarvede rum hænger et stort maleri i en rektangulær form. Det er malet i 1927 og bærer titlen En sommerdag. Gerda Wegener har valgt at male Einar Wegener og Lili Elbe ind i et og samme billede, selvom de i virkeligheden er den samme person. Det minder om en leg med masker, som Andrea Karberg Rygg også understreger, og viser samtidig at Gerda Wegener var langt forud for sin tid i forhold til at performe køn.

»Det her, synes jeg, er ganske sjovt. Det er jo lidt som at sætte et før- og efterbillede ind sammen. Det har nok været et bevidst valg; at hun har ønsket at vise den diametrale modsætning og forskel. Man kan også se, hvordan lysstrålerne skiller billedet ad. De skærer det igennem, så man får en opfattelse af, at det er to billeder, der er klippet sammen,« siger Linda Thor Pedersen og fører hånden op fra højre hjørne og diagonalt ned for at vise det meget kraftige lysindfald i billedet, der nærmest skærer det midt over.

»Lige under rosen kan du se to negle. Det er helt tydeligt, hvordan de bliver trukket frem i billedet,« siger hun og peger på Lili Elbe midt i maleriet, der sidder med en rose. Neglene er tydeligt fremhævet, de er lange og dråbeformede. Linda Thor Pedersen stikker sine egne hænder frem og viser ti lakerede negle frem i en lilla farve. »Ligesom mine,« griner hun.

Tvivlen og paradokset
Einar og Gerda Wegener mødte hinanden på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor også Einar uddannede sig til kunstner. Han var landskabsmaler og har kun malet i det navn. Lili malede aldrig. Som en del af udstillingen kan man derfor også opleve et par af Einars malerier. Et interessant sted ses to portrætter af Gerda: et malet af hende selv og et malet af Einar.

Linda Thor Pedersen bider hurtigt mærke i den radikalt forskellige måde, den samme kvinde er portrætteret på. I Einars version af Gerda er hun meget androgyn; brystkassen er flad, og håret er gemt væk under en hat. I Gerdas egen version af sig selv er det helt omvendt.

Lili med fjervifte, 1920. Foto Morten Pors.

Lili med fjervifte, 1920.
Foto Morten Pors.

»Det er meget mere feminint end det andet. Det vil sige, hun ser sig selv meget mere feminin end måden, Lili ser hende. Det kan sige noget om, at Gerda har haft et mere afslappet forhold til sin seksualitet, end Lili har haft. Gerda har ikke noget problem med at portrættere sig selv som kvinde, mens det for Lili er vigtigt at fremhæve det maskuline i Gerda – for at gøre det lidt mere hetero

Vi befinder os i samme hjørne, da blikket falder på det eneste billede i udstillingen, hvor Gerda har malet Einar som Einar og ikke som Lili. Her ser vi et billede fra 1914, hvor Einar har bakkenbarter. Linda Thor Pedersen forklarer, at det kan være et spørgsmål om tvivl. Bakkenbarterne tager noget tid at gro ud, hvilket kan antyde, at Lili har valgt at leve som Einar lidt længere eller måske endda søgt tilbage til det.

»Det er den tvivl, vi nogle gange bliver ramt af – hvad har vi gang i? Det har jeg også oplevet selv. Den kan opstå helt spontant ud af ingenting. Jeg sad på en parkeringsplads på et tidspunkt og tænkte, er du nu sikker på, det er det her, du vil? Jeg tænkte, at jeg godt nok ville fortryde det, hvis det viste sig at være forkert.«

Linda Thor Pedersen fortæller om sine tanker omkring sin egen operation. Hun fortæller også, at det er blevet nemmere i takt med, at der er kommet mere synlighed på området. Hun nævner Caitlyn Jenner og Laverne Cox som forbilleder. Men der er også et indbygget paradoks. I udstillingskataloget har kønsforsker Tobias Raun skrevet et essay, hvori han betoner modsætningsforholdet i, at der er stadig større fokus på transkønnede i kulturen og i medier, men at vi samtidig har en række lovgivninger, der klassificerer transkønnethed som en psykisk lidelse.

Linda Thor Pedersen bruger ord som »umyndiggørende,« »rigidt« og »sygeliggørelse,« når hun taler om sundhedsvæsnets behandling af transkønnede. Derfor får hun også flere gange under udstillingen et trist udtryk, når hun tænker på Gerda og Lilis leveforhold i 1930erne.

»Jeg synes, billedet giver udtryk for, at der er mere i historien om Lili, end vi ved. Nogle gange bliver det fremstillet meget idyllisk, at hun valgte at leve som kvinde. Men det har nok også givet nogle udfordringer. Og der har været situationer, hvor det har været svært at tackle,« siger hun, da vi står overfor et billede af Lili Elbe i Rom, som er malet i akvarel.

Rundt om os på de pastelfarvede vægge er smukke kvinder i blomstrede, florlette kjoler, stærke farver og solstråler så tydelige, at man nærmest kan føle på dem. Dét virker idyllisk. Men under farvelaget stikker en lidt mere dyster historie frem om de to kvinders indviklede liv.

»Hun er trist på det her billede. Hendes øjne er mørke og måden hun tager hånden om til hjertet på, er der noget symbolik i,« hun kigger fortsat på billedet af Lili i Rom, som er et af de eneste billeder, hvor Lili ser afkræftet ud.

Efter et par timers sirligt studie af udstillingen, sætter vi os på en bænk midt i rummet. Linda Thor Pedersen fortæller, at hun også har brugt det meste af sit liv på at kæmpe en hård kamp, som hun til sidst opgav og dermed ”tabte” til sin sande kønsidentitet. En tabersag, der kun var til det bedre. Med klikkende hæle rejser hun sig og betræder trappen på vej op og væk fra udstillingen. Med et sidste blik på de farvestrålende malerstrøg siger hun, »jeg tror, jeg ser nogle ting i de her billeder, som andre ikke ser, fordi billederne reflekterer mine egne følelser.«

* * *
Artiklen bringes med tilladelse fra Merle Baeré.

Gerda Wegener. Udstillingskatalog.

Vist 0 gange.
Gerda Wegener. Udstillingskatalog

Gerda Wegener. Udstillingskatalog

Titel Gerda Wegener
Redaktion Christian Gether, Stine Høholt,
Andrea Rygg Karberg
Bidrag af Nicolaj Pors, Andrea Rygg Karberg,
Tobias Raun, Frank Claustrat og
Amalie Grubb Martinussen
Udgivet af Arken Museum for Moderne Kunst
Udgivet 7. november 2015
Sprog Dansk
Antal sider 90
ISBN-13 978-8-7787-5112-6

Katalog udgivet i forbindelse med Arkens udstilling den 7. november 2015 til den 16. maj 2016 af værker af Gerda Wegener.

Gerda Wegener er en unik skikkelse i dansk kunst. Hun skilte vandene i København og fik stor succes i Paris. Kokette pigebørn, elegante damer og sensuelle kvinder befolker hendes billeder. Som kvindelig kunstner skildrer hun kvinders skønhed med lige dele indlevelse, forståelse og fascination. Hun giftede sig med landskabsmaleren Einar Wegener, der i dag er kendt som transkvinden Lili Elbe. Lili blev Gerda Wegeners yndlingsmodel, og kunsten blev det frirum, hvor Lili kunne udvikle sin kvindelige identitet. Dette katalog stiller skarpt på på et kunstnerisk virke, der bryder med de traditionelle kønsrelationer mellem maler, muse og model.

Indhold

* * *
Kataloget kan købes hos Arken, Skovvej 100, 2635 Ishøj tlf. 43540222.

Transkvinden som model og medskaber. Om modstand og tilblivelse hos den rygvendte Lili Elbe. Arkens udstilling om Gerda Wegener. Tobias Raun den 6. november 2015.

Vist 0 gange.
Tobias Raun

Tobias Raun

Tobias Raun, født 1974.
Phd-stipendiat ved Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitet.
Han er magister i kunsthistorie og visuel kultur studier fra Aarhus Universitet, hvor han også har undervist i flere år.
Han forsker i repræsentationen af kropslige transformationer i reality tv og transkønnedes video blogs på YouTube.
Hans forskning fokuserer på nye medier, queer teori og transteori med henblik på at undersøge “trans-” i dets mange konfigurationer og betydninger.
Tobias Raun er adjunkt på Kommunikation ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier, RUC.

Artiklen bringes med venlig tilladelse af Tobias Raun.
Artiklen er den 6. november 2011 også bragt i:
peculiar.dk

Af Tobias Raun.
I dag den 5. november har kunstmuseet Arken fernisering på udstillingen om maleren Gerda Wegener. Gerda Wegener har i flere år været en overset kunstner i den danske kunsthistorie, og huskes måske hovedsagelig som transkvinden Lili Elbes kone.

Peculiar bringer i denne forbindelse en katalogtekst til udstillingen, skrevet af Tobias Raun. Vi takker Arken for at måtte bringe teksten (og billederne), så den kan komme ud til flere læsere – også dem, som ikke har mulighed for eller har råd til at købe kataloget. Vi opfordrer til at besøge udstillingen, som er en chance for at se, det Raun fremlæser som en usædvanligt bemyndiggørende repræsentation af transkvindelighed.

Portrætterne af Lili Elbe karakteriseres af Raun som et kollaborativt kunstnerisk projekt, som eksperimenterer med køn og seksualitet – og samtidig giver disse portrætter også Elbe mulighed for at manifestere sig som kvinde. Raun tager afsæt i de rygvendte portrætter af Elbe, der læses som en modstand mod det krav om den blotlæggelse af tanker, følelser og krop, som både psykologer, læger og mainstream medier ellers igennem årtier har fordret af transkønnede. Analysen indkredser således det affektive rum, som netop rygvendtheden måtte udspringe af og og indskrive sig i hos både model og beskuer.

Lili med fjervifte, 1920. Foto Morten Pors.

Lili med fjervifte, 1920.
Foto Morten Pors.

Gerda Wegeners ægtefælle og model, Lili Ilse Elvenes (bedre kendt som Lili Elbe), er i øjeblikket genstand for stor international opmærksomhed, da der netop her i 2015 er ved at blive indspillet en Hollywood portrætfilm med titlen The Danish Girl. Men det er ikke bare den historiske transkvinde (1) Lili, der har været i mediernes søgelys i den seneste tid, også Caitlyn Jenner (tidligere kendt som Bruce Jenner) har cirkuleret vidt og bredt, efter at hun stillede op til et interview på den amerikanske TV kanal ABC og senest var på forsiden af magasinet Vanity Fair.

I fiktionens verden myldrer det også frem med transkønnede karakterer, bl.a. i de populære serier Transparent (2014-) og Orange is the New Black (2013-), der henholdsvis har transkvinden Maura i hovedrollen, spillet af Jeffrey Tambor, og transkvinden Sophia, spillet af Laverne Cox, i en af de væsentlige biroller. Laverne Cox er efterfølgende blevet den første transkvinde, der har optrådt på forsiden af Time Magazine (maj 2014).

Verden er tilsyneladende ved at få øjnene op for transkønnede, hvis man skal tro den stigende eksponering, og der tales ligefrem om “et afgørende vendepunkt”, hvilket var overskriften på artiklen i Time med Cox. (2) Den øgede synlighed står i modsætning til en række lovgivninger verden over, der fortsat klassificerer transkønnethed under “psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser” og afkræver omfattende psykiatriske undersøgelser, førend eventuelle hormonelle, kirurgiske indgreb og juridisk kønsskifte tillades. Samtidig er transkønnede ofte genstand for overgreb og diskrimination, hvilket flere rapporter dokumenterer. (3)

Lili Elbe figurerer i dag som den første transkvinde, der fik foretaget kønsmodificerende indgreb, og dermed som en “moderfigur” for transpersoner og -bevægelser verden over. (4) Men allerede i 1910erne eksperimenterede man med kønsmodificerende operationer, ikke mindst i Tyskland. Her stadfæstede Magnus
Hirschfelds
Institut for Seksualvidenskab i Berlin sig i 1920erne som foregangssted. (5) Det var også her (og senere i Dresden), at Lili fra 1930 fik foretaget adskillige operationer, hvoraf den sidste førte til hendes død i 1931. (6)

Disse transformerende indgreb kom offentligheden for øje i 1931, hvor både danske og tyske aviser dækkede historien. (7) Lilis historie blev senere, efter hendes død, udgivet i en omdiskuteret (selv)biografi Fra mand til kvinde. Lili Elbes bekendelser (1931). Som påpeget af flere forskere er det uvist, hvem der har ført pennen, og der er således flere andre forfattere end Lili selv, der har konstrueret og fortalt historien. (8)

Sabine Meyers forskning i den danske presses dækning af Lilis operationer og historie viser, hvordan hun havde et begrænset tale-og handlingsrum. Bogen Fra mand til kvinde forelå allerede som manuskript, da Lili fortalte sin historie i et interview i Politiken 28. februar 1931. Dette manuskript skrevet på og af forskellige forfattere har dermed med al sandsynlighed virket handlingsanvisende i forhold til, hvordan Lili Elbe kunne fortælle sit liv og sin historie frem. Intervieweren Loulou Lassen havde selv en dobbeltrolle som skribent af artiklen og som kurator for bogen, ergo tjente det ofte citerede interview måske mest af alt til at markedsføre bogen.(9)

Det er således uvist, hvilken stemme Elbe taler med i bogen såvel som i interviewet. Men det måske vigtigste spørgsmål er: Hvad kan Lili sige i starten af 1930erne for at blive forstået og accepteret som (trans)kvinde? (10) Som den efterfølgende række af artikler i datidens danske aviser illustrerer, placeres magten til at definere Lilis transkønnede historie og identitet hovedsagelig hos medicinske og juridiske eksperter – hun patientliggøres og patologiseres. (11)

Som Meyer argumenterer for, danner mediedækningen af Lili præcedens for, hvordan den danske presse senere og frem til i dag rapporterer om transpersoner. Her er der overvejende fokus på transformationen fra én entydig kønsidentitet til en anden, typisk under overskriften “Manden, der blev kvinde.” Retten til at definere den transkønnedes sande identitet placeres hos lægevidenskabelige og juridiske eksperter. (12)

Men hvad sker der, hvis vi betragter Lilis historie gennem Gerda Wegeners malerier – tillades hun så et andet mulighedsrum for selvdefinition? Og hvad kan disse malerier fortælle os om Gerda og Lilis forhold, ikke mindst set fra et nutidigt perspektiv med nyere kønsteorier in mente? Denne artikel ser nærmere på disse spørgsmål med afsæt i to rygvendte portrætter af Lili, malet i starten af 1920erne. Man kunne i forlængelse heraf argumentere for, at det er tid til at tage malerierne alvorlige som mulige kilder til en forståelse af Lili – og af forholdet mellem Gerda og Lili. Fremfor at vende tilbage til Fra mand til kvinde som sandhedsvidnet – som om skriftsproget automatisk er sandt eller transparent – bør vi prøve at vende os mod billederne, som vi ved, at det udelukkende er Gerda (og Lili), der står bag.

Lilis tilblivelsesproces
Maleriet Lili med fjervifte, 1920 skildrer Lili Elbe med langt lyst, opsat hår, stående rygvendt iført strutskørt, tætsiddende bluse, halskæde og handsker (s. 40). Hendes krop er let drejet, og hun har den ene hånd placeret på hoften, mens den anden hånd holder en pompøs fjervifte, der folder sig ud bag hendes nakke og halvvejs falder i med det storblomstrede tapet i baggrunden. Hendes ansigt er sminket, halvt drejet mod beskueren, men blikket ser ned, skråt til venstre, forskudt for os.

Den kokette attitude antyder, at hun bevidst poserer for os, og dog kan hun også blot være fanget i en bevægelse. Det er uvist, om hun netop i dette øjeblik vender sig mod os eller væk fra os. Måske poserer hun slet ikke, måske anråbes hun – og responderer på tiltalen ved at vende sig. Hun fremstår både opmærksom og uopmærksom på vores tilstedeværelse – vendt halvt mod os, men uden at se på os. Hun virker tilnærmelig/utilnærmelig, inviterende/afvisende i én og samme bevægelse, som hun står der malet i let frøperspektiv. Armen i siden inviterer os til at lade blikket vandre rundt og rundt i den ornamentale form, som hendes krop danner.

Men den lukker også af for, at vi kan komme om på den anden side af Lili – vi tillades altså ikke ubegrænset adgang til hendes krop. Denne saboterede adgang understøttes også af hendes afmålte, næsten overlegne blik. Lili optrådte som kvindelig model for Gerda Wegener allerede fra 1904, kort efter indgåelsen af deres ægteskab. (13) Efter sigende var anledningen til dette en model, der ikke mødte op, hvorfor Lili tog hendes plads og dermed sikrede, at Gerda kunne arbejde på billedet alligevel. Lili skulle senere blive Gerdas ”Yndlingsmodel”, og i Fra mand til kvinde skrives Lili frem som “en moderne Kvindetype, skabt af en Kunstners Fantasi.” (14)

Som også litteraten Dag Heede skriver i sin analyse af bogen, antydes det, at Lili er ’et kunstprodukt’, skabt i kunstens billede og af kunstneren Gerda. Den maleriske skabelse af Lili er samtidig også ifølge Heede den konkrete forudsætning for Gerdas kunstneriske og materielle succes og for parrets flytning til Paris. (15)

Men Lili er næppe kun et produkt af en række tilfældigheder og af Gerdas maleriske talent og kunstneriske øje. Og det anes i portrættet. Lili har givetvis også selv budt muligheden for at posere som kvinde velkommen, og hun har måske endda selv plantet ideen i Gerda. I hvert fald blev rollen som modellen Lili
en mere og mere integreret del af hendes selvidentifikation og liv, hvorfor hun i slutningen af 1920erne opsøgte mulighederne for medicinsk/kirurgisk transition. (16) Det har været vanskeligt for Lili at få informationer om disse indgreb før da, og hun har med al sandsynlighed både manglet sprog og begreber for at kunne italesætte denne kvindelige selvidentifikation, hvorfor realiseringen heraf har fremstået som en umulighed.

Frembringelsen af Lili på lærredet er ikke kun resultatet af Gerdas maleriske talent, men også Lilis evne til at posere og agere som kvinde. Som beskrevet fremstår Lili selvbevidst om sin egen tiltrækningskraft som kvindeligt skueobjekt og billede. Hun synes bevidst at posere – og antyder dermed, at dét at gøre sig til et kvindeligt skueobjekt ikke kun er en passiv, men også en aktiv subjektiverende akt. (17) Det kan være en måde at få genkendelse og legitimitet som kvindeligt subjekt. Samtidig antyder den selvbevidste posering, at hun er klar over, at der må ’arbejdes’ for kvindeligheden.

Kvindelighed, ikke mindst en attråværdig af slagsen, er et ’skuespil’, der kræver visse rekvisitter og stiliseringer af kroppen. Kvindelighed kan således i kønsteoretiker Judith Butlers termer siges at være performativt indstiftet, fremmanet gennem ord, handlinger og symboler. (18) Dette gælder for os alle – ikke kun for transpersoner. Køn foreligger således som et historisk foranderligt manuskript, og det ledsages ofte af et socialt pres om at blive citeret. Skuespillet foreligger altså, før man selv træder frem på scenen – dvs. manuskriptet er der på forhånd og er allerede blevet ’øvet’ af andre, men der behøves kontinuerligt nye skuespillere, der kan legemliggøre det. (19)

Hver tid, kulturel og social sammenhæng har således sine idealer for, hvordan den kønnede krop bør bæres og arrangeres. Eller som psykoanalytiker Joan Riviere argumenterede tilbage i 1929: ”Læseren kunne nu spørge, hvordan jeg definerer kvindelighed, og hvor jeg trækker grænsen mellem ægte kvindelighed og ’maskerade’. Mit forslag er imidlertid, at der ingen forskel er.” (20) Feministiske teoretikere af forskellige generationer har således peget på i særdeleshed den kvindelige tilblivelse som en ’optræden’ og som en ’gøren’, bl.a. Joan Riviere i slutningen af 1920erne, Simone de Beauvoir i slutningen af 1940erne og Judith Butler fra slutningen af 1980erne.

En sommerdag, 1927. Foto Morten Pors.

En sommerdag, 1927.
Foto Morten Pors.

Som landskabsmaler og amatørskuespiller havde Lili måske en særlig sensibilitet i forhold til repræsentation (det at fremmane et særligt billede eller udtryk), der kom hende til gode i forhold til hendes egen æstetiske og fysiske transformation. (21) Der er sandsynligvis flere grunde til, at hun stoppede med at male, da hun officielt blev anerkendt som Lili, (22) men måske var en af grundene, at hun var sit eget største skaberværk, og da det blev realiseret, var der ingen grund til at fortsætte en kunstnerisk praksis. En sådan læsning lægges der også op til i maleriet En sommerdag, 1927, hvor Lili
både optræder som henslængt rygvendt kvindelig nøgenmodel og som kønsambivalent maler (s. 10-11). Her antydes det, at den, der agerer model, også er maler og medskaber.

Eftersom Lili står model allerede kort efter, at hun og Gerda er blevet gift, må man formode, at deres relation ikke har været stringent heteronormativ. Begrebet heteronormativitet betegner en forestilling om, at mænd og kvinder er to givne, entydige og væsensforskellige kategorier, der naturligt tiltrækkes af hinanden som plus- og minuspoler. (23) Deres forhold har måske fra begyndelsen involveret en mere tvetydig kønsrollefordeling. Sikkert er det dog, at karakteren Lili bliver en integreret del af Gerdas kunst, og at hun begynder at dukke op udenfor lærredet også til sociale sammenkomster. (24)

Deres forhold bliver således i stigende grad alt andet end et traditionelt heteroseksuelt forhold (hvis det nogensinde har været det), hvilket bl.a. billedet Melodi fra Capri, 1924 illustrerer. Her er Gerda og Lili portrætteret som to velklædte kvinder, der står tæt sammen. Relationen imellem dem er tydeligvis intim, omend det er uvist, om det er venskabelig ømhed eller flirtende begær, der gemmer sig i deres blikke. Maleriet er tvetydigt: Er de to kvinder veninder, elskende eller noget helt tredje?

Homosocialitet (venskabelige samkønnede relationer) og homoseksualitet folder sig ind og ud af hinanden i disse billeder, og grænsen imellem dem kan være svær at definere. Som queer-teoretikeren Eve Kosofsky Sedgwick påpeger, er seksuelle kategorier og prædikater ikke altid dækkende for de måder, hvorpå vi tænker os selv, vores seksuelle praksisser og relationer. At mennesker er forskellige er et selvindlysende faktum, og alligevel er det bemærkelsesværdigt, hvor indskrænkede muligheder vi sprogligt og begrebsmæssigt har for at italesætte dette faktum, ikke mindst når det drejer sig om køn og seksualitet. (25) Som Sedgwick husker os på:

”Selv identiske seksuelle handlinger betyder forskellige ting for forskellige mennesker […] Seksualitet er for nogle en stor del af deres selvoplevede identitet, mens det for andre er af mindre betydning […] For nogle mennesker er det vigtigt, at sex er ladet med betydning, fortællinger og har forbindelse til andre aspekter af deres liv. For andre er det vigtigt, at dette ikke er tilfældet, mens det igen for andre slet ikke falder dem ind, at det kunne være det.

For nogle mennesker har præferencen for et bestemt seksualobjekt, en handling, rolle, zone eller et scenarie varet ved og været praktiseret så længe, at det opleves som noget medfødt/naturligt. For andre opfattes det som noget, der kommer til senere, eller det føles tilfældigt eller som et tilvalg […] Nogle mennesker, homo-, hetero- og biseksuelle, oplever, at deres seksualitet er stærkt forbundet med normative kønsbetydninger og -forskelle. Andre af hver af disse seksualiteter gør ikke.” (26)

For nogle er det vigtigt, at partnerens krop ser ud på en helt bestemt måde – og at den seksuelle akt udspiller sig i forhold til et bestemt kønsskema, mens det for andre er de mere flydende roller, der vækker begæret. Enkelte kropsdele og kønsudtryk kan således have flere og ambivalente betydninger. Dette synes særligt relevant at have in mente i relation til Gerda og Lili. Deres kønslige og seksuelle samliv, ikke mindst som det fremtræder i utallige malerier, er sandsynligvis langt mere flertydigt og fluktuerende, end både de og vi har begreber for. At relationen mellem parret Wegener
ikke bare kan siges at være ’heteroseksuel’ for så senere at blive til et aseksuelt ’venindeforhold’ (som det ellers ofte antages), vidner Wegeners øvrige malerier om.

Her er der nemlig en kontinuerlig udfordring og udforskning af kønnets og seksualitetens grænser. Wegener har således tegnet flere eksplicit erotiske lesbiske scenerier (s. 74). Hendes billeder er også fulde af par, hvoraf den ene er skildret så kønsambivalent, at det kan være vanskeligt at afgøre, om det er to kvinder eller en kvinde og en mand. Hun har ligeledes malet adskillige portrætter, hvor kvinderne maskuliniseres og mændene feminiseres, hvorved et binært kønssystem (mand/kvinde) virker begrænsende og ufuldstændigt i forhold til at beskrive den polyfoni af kønnede individer, der optræder på lærrederne.

I sommervarmen,1924.

I sommervarmen,1924.

En transkønnet odalisk
Maleriet I sommervarmen, 1924, skildrer en afklædt Lili, igen rygvendt med ansigtet halvt drejet, så vi ser hende i profil (s. 51). Hun ligger henslængt på en stol, hvis ornamenterede armlæn hun næsten smyger sig ind i og ud af. Hun har lyst pagehår og er sminket med rød læbestift og rouge, der matcher stolens røde, blomstrede stof. Hun er iført højhælede slippers, som vi kender det fra Édouard Manets Olympia, 1863; et billede, der vakte skandale ved åbenlyst at portrættere en sexarbejder, nemlig den lesbiske Victorine Meurent. (27).

Modsat Olympia ser Lili dog ikke konfronterende på beskueren, i stedet ser hun fraværende, måske endda sørgmodigt på viften, som hun holder i hånden. I baggrunden ses tillukkede skodder, som vi kender det fra mange af Henri Matisses malerier. Som billedets titel antyder, er det varmt, hvilket delvist forklarer skodderne, viften og også Lilis nøgenhed, men samtidig refererer disse elementer også til markante kunsthistoriske motiver og temaer. Skildringen af den afklædte kvinde er et udbredt motiv i den vestlige kunsthistorie. Som den feministiske kunsthistoriker Lynda Nead skriver:

”Enhver, der undersøger den vestlige kunsthistorie, må forbløffes over antallet af billeder af den kvindelige krop. Den nøgne kvindekrop forbindes således med begrebet ”kunst” mere end noget andet motiv. Det indrammede billede af den kvindelige krop, ophængt på kunstmuseets væg, er selve billedet på kunst; det er et ikon på vestlig kultur, et symbol på civilisation og menneskets ypperste bedrifter.” (28)

Kunsthistorien er rig på kvindelige nøgenmodeller, der optræder som kunstobjekter par excellence. Repræsentationen af Lili lægger sig i forlængelse heraf. Men hun er samtidig iscenesat som en særlig form for afklædt kvinde, nemlig som odalisk; en kvindefigur, som var meget udbredt i den vestlige malerkunst i det 18., 19. og tidlige 20. århundrede, især i fransk kunst.

Kvindetypen ses indenfor den såkaldte orientalisme, hos bl.a. Jean Auguste Dominique Ingres, Jean-Léon Gérôme og Eugène Delacroix, men også Matisse malede odalisker. Orientalismen er en malestil, der er forbundet med Europas kolonialistiske ekspansioner i 1700-tallet. (29) Som kunsthistoriker Linda Nochlin skriver om orientalismen, eksisterede Nærøsten for nogle malere “som et faktisk sted, der kunne indhylles i mystik ved brug af realistiske effekter, for andre kunstnere eksisterede det som en udløber af forestillingsevnen, et fantasisted eller en skærm, hvorpå stærke længsler ustraffet kunne projiceres – erotiske, sadistiske eller begge dele.” (30)

Gerdas billede af Lili bringer mindelser om Ingres’ La Grande Odalisque, 1814, der skildrer en liggende, halvvejs rygvendt kvinde, der ser ud mod beskueren med en vifte af påfuglefjer i hånden, omgivet af støvede blå draperier. Hos Wegener er divanen skiftet ud med en rokokostol, men posituren er den samme; det samme vrid i hoften, der skaber et schwung i rygsøjlen og et markeret hofteparti. Den kurvede krop fremstår i begge malerier både som et symbol på kvindelighed og som en abstrakt form i sig selv. Hos Ingres ser vi tydeligt det ene
bryst, der dog ligger halvt gemt bag den ene arm.

I portrættet af Lili er et eventuelt bryst kun antydet, i stedet synes bagpartiet at være særlig fremhævet som erotisk markør. Som hun ligger der, er ballerne og sprækken imellem dem blottet – tilgængelige for betragterens (begærlige) blik. Billedet af Lili refererer således til en orientalistisk tradition, hvor en afklædt/delvist afklædt kvinde iscenesættes som erotisk skueobjekt og gerne med såkaldte ’orientalske’ rekvisitter (som her viften), der inviterer til en implicit mandlig beskuers visuelle og imaginære taktile nydelse.

Store dele af kunsthistorien bygger på en klassisk rollefordeling imellem mand og kvinde: “Mænd handler, og kvinder optræder. Mænd betragter kvinder. Kvinder ser sig selv blive betragtet.” (31) Eller som Laura Mulvey argumenterede for i sin nu kanoniske tekst om kvinderepræsentationen i 1930ernes, 1940ernes og 1950ernes Hollywoodfilm: Kvinderne er skueobjekt og billede ”med et udseende, som er kodet til at have en så stærk visuel og erotisk virkning, at de kan siges at signalere ’to-be-looked-at-ness’.” (32)

At Lili portrætteres i overensstemmelse med en sådan kvinderepræsentation er, hvad der sikrer en læsning af hende som kvinde. Hun er i kropspositur og udtryk gengivet i overensstemmelse med kunsthistoriske koder for femininitet, og hun repræsenteres således som en del af og i forlængelse af nøgenmodeltraditionen. Ifølge kunsthistoriker Kenneth Clark er ’nøgenmodellen’ en idealiseret version af kropslighed, der igennem kunsthistorien er blevet inkarneret af både mænd og kvinder. (33) Og som Clark skriver: ”ingen nøgenmodel, uanset hvor abstrakt, må undgå at vække en vis form for erotisk følelse i beskueren.” (34)

Alligevel illustrerer en af datidens mandlige skribenters omtale af Gerdas Lili-portrætter, at det langt fra er ligegyldigt hvilken model, der vækker beskuerens begær: “Den Ting har saare mig bedrøvet og din er skylden, skønne Tegner! Tænk! Jeg har glædet mig ved Former, Der rim’ligvis har tilhørt Ejnar!” (35) Dette citat er sandsynligvis ment som et humoristisk indslag, men i humoren gemmer sig en alvor – en latterliggørelse af dels kunstneren Gerda Wegener, der lader sin ægtefælle posere for sig som kvinde, og dels af den transkønnede
akt, dvs. det at klæde sig og posere som kvinde, når man ikke er født med en genkendelig kvindekrop. De kvindelige former og den femininitet, som denne mandlige betragter efter sigende har glædet sig over, forkastes nu som falske og lutter blændværk. Han er med andre ord blevet ført bag lyset – han har ladet sig narre.

En sådan forståelse af den transkønnede bliver senere til én af de to arketyper for repræsentation af transkvinder i mainstream medier. Som transteoretiker Julia Serano argumenterer for, skildres transkvinder ofte som enten ’patetiske’ eller ’bedrageriske’ – som enten sølle, forfejlede udgaver af kvinder eller som fordækte personager, der ’bedrager’ andre til at tro, at de er kvinder. (36)

Den ’bedrageriske transkønnede’ er bl.a. en fremherskende forståelsesramme i filmen The Crying Game (1992) og i reality-serier som There’s Something About Miriam (2004) og Fristet – hvor langt vil du gå? (2011) med den transkønnede Maria Haaning. Her ses en række transkvinder, der lever og genkendes som kvinder, og som installeres som uventede plot twists. De positioneres som ’falske’ kvinder, hvis ’hemmelighed’ afsløres i et dramatisk øjeblik, ofte efter at de har forført heteroseksuelle mænd, der alle iscenesættes som uskyldige og/eller uvidende. (37)

Transkønnetheden bliver per se til en hemmelighed, og til en identitet, der ikke kan sameksistere med eller være en del af kvindeligheden. Man kan ikke både være kvinde og transkønnet, hvorfor det at gøre sig til et begærsobjekt for et mandligt blik bliver fortalt frem som en bedragerisk akt. Den transkønnede kvinde antages således grundlæggende set at være ’mand’, ligegyldig hvilke og hvor mange operationer hun har fået foretaget. I den citerede passage er det ikke Lilis kønslige fremtoning og ageren i maleriet, der lægger en dæmper på skribentens begærlige blik, men snarere hans begrænsede forestillinger om, hvad og hvem der kan agere disse.

Det rygvendte portræt inviterer til en læsning af Lili som kvinde, ikke mindst fordret af iscenesættelsen som odalisk, men det åbner også for, at kvinden på billedet måske ikke har (alle) de kropslige tegn, som man typisk forbinder med kvinder. Beskueren må således selv ’fuldende’ kroppen og forestille sig, hvordan hun ser ud forfra. Måske netop derfor er det rygvendte nøgenportræt en oplagt måde at repræsentere den her endnu ikke kirurgisk transitionerede Lili. Vi får nemlig ikke visuelt adgang til de kropstegn, som vi har en tendens til at gøre til sandheden om kønnet, upåagtet hvad resten af udtrykket måtte signalere, og hvad hendes egen selvopfattelse er.

Kunsten som mulighedsrum
I Gerda Wegeners malerier af Lili Elbe udgør kunsten et mulighedsrum. Her eksperimenteres der med kønnet, og samtidig bliver det også stedet, hvor kønnet får lov til at manifestere sig. Lili tillades således en fuldgyldig eksistens som kvinde, hvilket hun har haft svært ved få adgang til i sit øvrige liv. Kunstens rum bliver smeltedigel for nye og potentielt ambivalente køns- og seksualitetsrelationer mellem Gerda og Lili, hvad enten det er som kunstner og model eller som afbildede karakterer. Måske begynder Lili som et kollaborativt kunstnerisk projekt, eller måske har hun altid været en integreret del af Wegeners ægteskab, men har først senere manifesteret sig for offentligheden som model på lærredet. Dette kan vi kun gisne om.

De rygvendte portrætter af Lili er modernistiske formeksperimenter, hvor baggrunden udgøres af en vis ornamenteret fladhed, der får modellen til at træde frem. Lili har i begge tilfælde et knæk i hoften, hvilket gør hendes krop til en kurvet, svungen, ornamenteret form. Rygvendtheden synes både at invitere til, men også afholde os fra at få adgang til hendes krop. At vende ryggen til kan være en konkret fysisk måde at afvise nogen eller noget.

Men Lili vender kun delvist ryggen til os – hendes positur er dermed ikke en entydig afvisning, men måske snarere en måde at skærme eller beskytte sig. Det kan aflæses som en måde at kontrollere, hvad vi får adgang til – og dermed en måde at styre sit eget selvbillede. At det kan være nødvendigt at skærme eller beskytte sig, vidner historien os om, idet den transkønnedes krop og identitet har været og fortsat er defineret og kontrolleret af andre. Psykologer og læger kræver fuld adgang til den transkønnedes tanker, følelser og krop igennem årelange samtaler og undersøgelser.
Det er disse psykologer og læger, der har legitimitet og autoritet til at definere, hvorvidt den transkønnede kvalificerer sig til at få foretaget kønsmodificerende indgreb.

Også i mainstream medier forventes den transkønnede at fortælle intime historier om sin krop og seksualitet. Som transforsker Viviane Namaste argumenterer for, forventes den transkønnede at forklare sig for en evig nysgerrig ikketranskønnet interviewer. (38) Intervieweren efterspørger, at den transkønnede redegør for sin krops udseende, herunder om genitalierne er blevet modificerede kirurgisk eller ej. At blotlægge sig er således ikke kun noget, man afkræves for at få adgang til hormoner og operationer, men også for at få lov til at komme til orde – og for at blive forstået og accepteret i en bredere offentlighed. Set i det lys kan man læse Lilis halvt rygvendte positur som et selvbeskyttende værn og en modstandsstrategi – som en måde at sikre en vis ejerskab og magt over sin egen krop og identitet – og som en måde at signalere, at det ikke rager os, hvad der er på forsiden.

Noter
  1. [Retur] En transkvinde er en person, der ved fødslen er udpeget som dreng, men som identificerer sig og præsenterer sig som kvinde. Nogle transkvinder ønsker at benytte østrogen og/eller operative indgreb til kønsmodifikation/korrektion, begge dele for at ‘feminisere’ kroppen. En transkvinde bør altid omtales som ‘hun’, medmindre personen selv giver udtryk for andet (nogle ønsker eksempelvis at blive omtalt med det kønsneutrale pronomen ‘hen’) (Tobias Raun, Mons Bissenbakker Frederiksen, Michael Nebeling Petersen, ”Indledning” til temanummer om Trans, Kvinder, Køn & Forskning, 2011:9, Nr. 3-4, 3-13, og Anna Sofie Bach, ”Sprog og kønsneutralitet”, Friktion. Magasin for køn, krop og kultur, 1.3.2014).
  2. [Retur] Overskriften var ”A Transgender Tipping Point” (se også Tobias Raun, Out Online: Trans Self-Representation and Community Building on YouTube, Surrey: Ashgate, 2016).
  3. [Retur] Se bl.a. Amnesty International, The State Decides who I am. Lack of legal gender recognition for transgender people in Europe, 2014.
  4. [Retur] Lili Elbe omtales ofte som den første, der gennemgik kønsmodificerende indgreb, men det var sandsynligvis transmanden Alan Lucill Hart tilbage i 1917. Han blev efterfølgende kendt som en succesrig radiolog og forfatter (Joanne Meyerowitz, ”Sex Change and the Popular Press: Historical Notes on Transsexuality in the United States, 1930–1955”, GLQ: A Journal of Lesbian and Gay Studies 4.2 (1998), 161-162). En transmand er en person, der er udpeget som pige, men som identificerer og præsenterer sig som mand. Nogle transmænd ønsker at benytte testosteron og/eller operative indgreb til kønsmodifikation/korrektion, begge dele for at ‘maskulinisere’ kroppen. En transmand bør altid omtales som ‘han’, medmindre personen selv giver udtryk for andet (nogle ønsker eksempelvis at blive omtalt med det kønsneutrale pronomen ‘hen’) (Raun, Bissenbakker Frederiksen & Nebeling Petersen, Indledning, og Bach 2014).
  5. [Retur] Meyerowitz, 162.
  6. [Retur] Meyerowitz, 162-163.
  7. [Retur] Eliza Steinbock, ”The violence of the cut: transsexual homeopathy and cinematic aesthetics”, Gewalt und Handlungsmacht: Queer_Feministische Perspektiven, Frankfurt og New York: Campus Publication, 2012, 164.
  8. [Retur] Se Sabine Meyer, ”Mit dem Puppenwagen in die normative Weiblichkeit. Lili Elbe und die journalistische Inszenierung von Transsexualität in Dänemark”, Nordeuropaforum. 20, 2010, 33–6, Sabine Meyer, ’Wie Lili zu einen richtigen Mädchen wurde’. Lili Elbe: zur konstruktion von geschlecht und identität zwischen medialisierung, regulierung und subjektivierung, Transcript Verlag 2015 og Dag Heede, ”At gøre kvinde. Lili Elbe. Fra Mand til Kvinde”, Handicaphistorisk Tidsskrift, 2003:9, 17-38.
  9. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 40.
  10. [Retur] Se også Tobias Raun,“Trans as Contested Intelligibility. Interrogating how to Conduct Trans Analysis with Respectful Curiosity”, Lambda Nordica, 2014:1, 13-37.
  11. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 47-59.
  12. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 60.
  13. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 35.
  14. [Retur] Lili Elbe, Fra mand til kvinde. Lili Elbes bekendelser, København: Skippershoved, 1988 (2. udgave), 13.
  15. [Retur] Heede, 20.
  16. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 38. Fra lovgivningsmæssig side benyttes hovedsageligt begreber som ”kønsskifte” og ”kønsskifteoperation”, mens transforskere og -personer oftere taler om ”transition”, ”kønskorrigering”, ”kropsmodifikation” eller ”at blive synlig mand/kvinde”. Dette gør man bl.a., fordi begrebet kønsskifte antyder, at man som transperson befinder sig helt og holdent i den af samfundet tildelte kønskategori for derefter pludseligt (og alene pga. operation, hormonbehandling og navneskift) at skifte helt og holdent til en anden. Dette stemmer dog dårligt overens med mange transpersoners oftest årelange erfaringer med at leve som det køn, de identificerer sig som, forud for eventuelle officielle ‘skift’, ligesom transitionen for mange er en langvarig social og medicinsk/kirurgisk proces, hvor man langsomt skifter kønsligt udtryk og status (Raun, Bissenbakker Frederiksen & Nebeling Petersen, Indledning, 10).
  17. [Retur] Kunsthistoriker Amelia Jones læser bl.a. kunstneren Hannah Wilke på denne måde, se Amelia Jones, Body Art/Performing the Subject, Minneapolis: University of Minnesota Press, 1998, 151-195.
  18. [Retur] Judith Butler, Gender Trouble, New York og London: Routledge, 1990.
  19. [Retur] Judith Butler, ”Performative Acts and Gender Constitution: An Essay in Phenomenology and Feminist Theory”, Theatre journal,1988, 519-531.
  20. [Retur] Joan Riviere, “Kvindelighed som maskarade”, i Charlotte Engberg og Bodil Marie Thomsen (red.) Maskerade: teori, tekst, billeder, Århus: Århus Universitetsforlag, 1992, 194.
  21. [Retur] Steinbock, 155.
  22. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 41-42.
  23. [Retur] Se bl.a. Butler, Gender Trouble.
  24. [Retur] Heede, 19-20.
  25. [Retur] Eve Kosofsky Sedgwick, Epistemology of the Closet, Berkeley og Los Angeles: University of California Press, 1990, 22.
  26. [Retur] Sedgwick, 25-26.
  27. [Retur] Se T. J. Clark, ”Olympia’s Choice”, i The Painting of Modern Life. Paris and the Art of Manet and His Followers, London: Thames and Hudson, 1985, 79-146 og Lisa Moore, “Sexual agency in Manet’s Olympia”, Textual Practice 3.2.1989, 222-233.
  28. [Retur] Lynda Nead, The Female Nude. Art, Obscenity and Sexuality, London og New York: Routledge, 1992, 1.
  29. [Retur] Linda Nochlin, ”The Imaginary Orient”, i The Politics of Vision: Essays on Nineteenth-Century Art and Society, New York: Harper & Row, 1989, 33-34.
  30. [Retur] Nochlin, 41.
  31. [Retur] John Berger, At se på billeder, København: Christian Ejlers’ Forlag, 1984, 47.
  32. [Retur] Laura Mulvey, ”Skuelysten og den fortællende film”, Tryllelygten, 1991:1, 74.
  33. [Retur] Hos K. Clark benævnt som ”the nude” (modsat ”the naked”).
  34. [Retur] Kenneth Clark, The Nude: A Study in Ideal Form, Princeton, New Jersey: Princeton University Press, 1984, 8.
  35. [Retur] Viggo Afzelius, Ekstra Bladet, 4.3.1913, citeret i Meyer, Mit dem Puppenwagen, 36.
  36. [Retur] Julia Serano, Whipping Girl: A Transsexual Woman on Sexism and the Scapegoating of Femininity, Berkeley: Seal Press, 2007, 38-40.
  37. [Retur] Serano, 36-37.
  38. [Retur] Viviane Namaste, Sex Change, Social Change: Reflections on Identity, Institutions, and Imperialism, Toronto: Women’s Press 2005, 49.

The Girl King

Vist 0 gange.
The Girl King

The Girl King

Titel The Girl King
Produktionsselskab Marianna Films, Triptych Media,
Starhaus Filmproduktion
Instruktør Mika Kaurismäki
Medvirkende Malin Buska som dronning Christina
Lotus Tinat som Christina som 7 til 9-årig
Sarah Gadon som grevinde Ebba Sparre
Michael Nyqvist som greve og
rigskansler Axel Oxenstierna
Lucas Bryant som baron Johan Oxenstierna
Laura Birn som grevinde Erika Erksein
Hippolyte Girardot som
ambasadør Pierre Hector Chanut
Peter Lohmeyer som Stockholms biskop
François Arnaud som Karl Gustav Kasimir
Premiere 4. september 2015
Spilletid 106 minuter
Sprog Engelsk, fransk, tysk og latinsk

Krig, politik og religion er varme emner hos den svenske dronning Christina hof i det 17. århundrede.
Det er dog hendes spirende seksualitet og holdning om at forblive ugift, der forårsager størst bedrøvelse blandt hendes undersåtter og til sidst fører til hendes selvpålagte eksil.
Filmen er både et historisk drama om et lands spirende modernisering og religiøse forandring og en dybt personlig kærlighedshistorie mellem den unge og viljefaste dronning og hendes elskede hofdame, grevinde Ebba.

* * *
Omtale af filmen hos IMDb.Omtale af filmen hos IMDb.
Omtale af filmen hos Blockbuster, hvor den også kan købes og lejes.

The Danish Girl – film fra 2015 – Oscar-nomineret og Oscar-vinder

Vist 0 gange.
The Danish Girl

The Danish Girl

Titel The Danish Girl
Dansk titel Den danske pige
Baseret på bogen Den danske pige (The Danish girl)
af David Ebershoff
Selskab Universal
Instruktør Tom Hooper
Manuskriptforfatter Lucinda Coxon
Medvirkende Alicia Vikander som Gerda Wegener
Eddie Redmayne som Einar Wegener/Lili Elbe
Matthias Schoenaerts som Hans Axgil
(barndomsven til Einar
Og mange andre
Vist 5. september 2015 ved Venice Film Festival
12. september 2015 ved
Toronto International Film Festival
Premiere 27. november 2015
Dansk premiere 4. februar 2016 i Kino, København.
Spilletid 120 minutter
Sprog Engelsk med danske undertekster

I København i begyndelsen af 1920’erne beder kunstneren Gerda Wegener sin mand, Einar Wegener om at stå model for hende i stedet for en kvinde, som hun er ved at male et billede af. Det bliver vellykket og fører til, at Gerda bruger sin mand, Einar som kvindelig model til yderligere billeder. Einar bliver tiltrukket af sit kvindelige udseende og begynder at leve som kvinde og tager senere navnet Lili Elbe. Det fører til, at Lili Elbe bliver
den første, som får foretaget en mand til kvinde kønsskifteoperation.
Gerda støtter Lilis beslutning, selv om deres ægteskab bliver anstrengt, idet Gerda kommer til den erkendelse, at Lili er ikke længere den person, hun giftede sig med. En barndomven til Einar, Hans Axgil, dukker op og danner et følelsesladet trekantsdrama med parret.

Den danske pige

Den danske pige

En del af filmen blev optaget i København, så optagelserne foregår, hvor Gerda og Einar/Lili levede.
Scenerne fra hospitalet i Dresden, hvor Lili Elbe fik sin en af sine operationer, blev optaget på Frederiksberg og nogle scener, der skal forestille Paris ved nattetid, blev optaget i Bredegade i København.
Copenhagen Film Fund har skudt seks millioner kroner i filmen.

* * *
Artikel den 4. februar 2016 af Kristian Lindberg om bl.a. The Danish Girl.
Anmeldelse af filmen den 6. februar 2016 v/Malene Andreasen.

* * *
Filmens hjemmeside.
Omtale af filmen hos IMDb.
Den 6. marts 2015 bragte Copenhagen Film Fund en artikel om filmprojektet.
Med deadline den 8. marts 2015 søgtes der via “Online Casting” statister til filmoptagelserne.
Den 23. marts 2015 bragte Politiken en artikel om forberedelserne til optagelser til filmen i København.

* * *
Filmen er nomineret til og har vundet flere priser.
Den fornemmeste pris er vel den amerikanske Academy Awards, Oscar.
Filmen fik tidligt i 2016 fire nomineringer:
Bedste hovedrolle: Eddie Redmayne.
Bedste birolle: Alicia Vikander.
Bedste kostumedesign.
Bedste produktionsdesign.

Alicia Vikander vandt den 28. februar 2016 en Oscar for bedste birolle som Gerda Wegener.
Oversigt over nomineringer og vundne priser hos IMDb.

Omtale den 29. februar 2016 hos The Mirror om, at Alicia Vikander vandt en Oscar for bedste birolle.
Omtale den 29. februar 2016 hos TV2 om, at Alicia Vikander vandt en Oscar for bedste birolle.
Omtale den 29. februar 2016 hos Pink News om, at Alicia Vikander vandt en Oscar for bedste birolle.

Ombudsmanden afviste den 12. juni 2015 at indlede undersøgelse vedr. klage over Sundhedsministeriets svar på spørgsmål om transkønnedes behandling.

Vist 0 gange. Folketingets Ombudsmand har den 12. juni 2015 meddelt Tonny P., at Ombudsmanden ikke vil indlede en undersøgelse vedr. hans klage til Ombudsmanden over Sundheds- og Forebyggelsesministeriets svar af 8. januar 2015 til ham om den behandling, der tilbydes transkønnede.

Ombudsmandens skrivelse gengives herunder.

Folketingets Ombudsmand
Gammeltorv 22
DK-1457 København K
12-06-2015
Dok.nr. 15/00376-5/cbw

Tonny P.

Din henvendelse til Folketingets Ombudsmand
Jeg har senest skrevet til dig den 23. april 2015. Jeg vender nu tilbage til sagen.

Du er utilfreds med Sundhedsministeriets svar af 8. januar 2015 på din henvendelse af 29. oktober 2014 til ministeriet. Som jeg har forstået din henvendelse af 29. oktober 2014 til Sundhedsministeriet, er du utilfreds med den behandling, der tilbydes transkønnede.
Du er bl.a. utilfreds med, at der kun tilbydes behandling på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, og at det er de samme psykologer/psykiatere, der i forbindelse med udredningen af personer med transseksualitet først fungerer som terapeuter og efterfølgende skal træffe afgørelse om, hvorvidt de pågældende kan få bevilget hormonbehandling og kønsskifteoperation. Du ønsker, at dette behandlings- og udredningsforløb skal ændres.

Sundhedsministeriet har i sit svar henholdt sig til en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, hvori styrelsen ifølge ministeriets svar bl.a. har henvist til sin vejledning om udredning og behandling af transkønnede (vejledning nr. 10353 af 19. december 2014). Det fremgår endvidere, at vejledningen er udstedt, efter at et udkast til vejledningen har været sendt i høring, hvor bl.a. du er fremkommet med bemærkninger.

Efter at jeg har gennemgået din klage med bilag, har jeg besluttet ikke at indlede en ombudsmandsundersøgelse. Jeg henviser til § 16, stk. 1, i lov om Folketingets Ombudsmand (lovbekendtgørelse nr. 349 af 22. marts 2013). Det fremgår af denne bestemmelse, at ombudsmanden selv afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

Jeg har lagt vægt på følgende:

Det fremgår af den nævnte vejledning fra Sundhedsstyrelsen, at udredningen og behandlingen af transkønnede “kræver særlig ekspertise forankret i et fast multidisciplinært team samarbejde”. Sammensætningen af teamet afhænger af, om der er tale om behandling af personer over eller under 18 år, men omfatter blandt andet speciallæger i psykiatri, gynækologi/obstetrik og plastikkirurgi. Sundhedsstyrelsen har på sin hjemmeside oplyst, at det fremgår af Sundhedsstyrelsens specialevejledninger, at sådanne patienter for nuværende kan henvises til Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.

Vurderingen af, hvorledes og hvor et bestemt udrednings- og behandlingsforløb foregår mest hensigtsmæssigt, bygger bl.a. på en særlig sundhedsfaglig viden.

Ifølge reglerne for ombudsmandens arbejde kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til forhold, der helt eller delvist bygger på en særlig fagkyndig viden – der kan f.eks. være tale om lægefaglig eller ingeniørmæssig viden. Det skyldes, at jeg som ombudsmand ikke har den fagkundskab, som er nødvendig for at kontrollere, om myndighedernes fagkyndige vurderinger er rigtige. Sundhedsstyrelsen bygger også i vidt omfang beslutninger om tilrettelæggelse af behandling på vurderinger og afvejninger af andre hensyn og omstændigheder, bl.a. af organisatorisk karakter. Som ombudsmand har jeg normalt ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end Sundhedsstyrelsen, der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Da jeg således ikke har mulighed for at hjælpe dig med at få ændret det udrednings- og behandlingsforløb, der bliver tilbudt transkønnede, har jeg besluttet ikke at indlede en undersøgelse i anledning af din henvendelse.

Jeg bemærker, at jeg ikke herved har taget stilling til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses svar af 8. januar 2015. Jeg har alene besluttet ikke at indlede en undersøgelse.

Jeg foretager mig ikke mere i sagen.

Med venlig hilsen

Jens Møller
Direktør

Kopi til orientering:
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse

* * *
Skrivelsen i pdf-format.

Tonny P. spurgte den 29. oktober 2014 sundhedsmin. om Sundhedsstyrelsen overholder sundhedsloven ved at kræve udredning af allerede diagnosticerede patienter. Svar den 13. januar 2015.

Vist 0 gange. Tonny P., der er praktiserende psykoterapeut, spurgte i en skriftlig henvendelse den 29. oktober 2014 til til Sundhedsudvalget og sundhedsminister, Nick Hækkerup, om ministeren mener, at Sundhedsstyrelsen overholder sundhedsloven, når den kræver, at diagnosticerede patienter skal have en ny udredning ved lægeskift.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse svarede Tonny P. den 13. januar 2015 i svaret på en anden skrivelse fra ham, hvortil der henvises.

Skrivelsen gengives herunder.

Til Sundhedsminister Nick Hækkerup
29.10.2014

Vil du venligst forklare om du mener at Sundhedsstyrelsen overholder den nye sundhedslov når den på sin hjemmeside redegør for følgende praksis med at forlange at allerede diagnosticerede psykiatriske patienter skal have foretaget en ny udredning ved skift af læge og ny henvisning?

Sundhedsstyrelsen skriver:
  Fortsat hormonbehandling til transkønnede
8. oktober 2014

Sundhedsstyrelsen er bekendt med, at en speciallæge, der hidtil har varetaget hormonbehandling af et antal transkønnede, nu er ophørt med dette. Det kan umiddelbart efterlade disse personer uden behandlingstilbud.

Sundhedsstyrelsen har opfordret Region Hovedstaden til at sikre, at transkønnede i hormonbehandling kan få en hurtig vurdering og relevant behandling”.
Kilde: http://sundhedsstyrelsen.dk/da/nyheder/2014/fortsat-hormonbehandling-til-transkoennede

Den nye sundhedslov:
”Patienter, som allerede har en klar diagnose, når de bliver henvist, skal ikke udredes yderligere, men visiteres direkte til behandling.”
Kilde: http://www.psykiatri-regionh.dk/menu/VEJLEDNING+OG+RETTIGHEDER/Udredningsogbehandlingsret/Udrednings-+og+behandlingsret+i+psykiatrien/

MVH Psykoterapeut
Tonny P.

* * *
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse svarede Tonny P. den 13. januar 2015 i svaret på en anden skrivelse fra ham, hvortil der henvises.

* * *
Skrivelsen til ministeren fra Tonny P. i pdf-format.
Svaret af 8. januar 2015 fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse til Tonny P. i pdf-format.

SUU bilag 72. Spgsm. 353. Tonny P. klage af 29. oktober 2014 til Sundhedsudv. og sundhedsmin. om, at sundhedsmin. ikke griber ind over for Sundhedsstyrelsens anvendelse af tvang i udredningsprocessen. Svar den 13. januar 2015.

Vist 0 gange. Tonny P., der er praktiserende psykoterapeut, har den 29. oktober 2014 sendt en klageskrivelse til Sundhedsudvalget og sundhedsminister, Nick Hækkerup om, at sundhedsministeren ikke griber ind over for Sundhedsstyrelsens anvendelse af tvang i udredningsprocessen af transkønnede.
Skrivelsen registreret hos Folketinget som SUU – Alm.del 2014-15 – bilag 72.
Sundheds- og Forebyggelsesudvalget stillede den 22. december 2014 på foranledning af Liselott Blixt (DF) spørgsmål 353 – Samling: 2014-15 – om skrivelsen, til sundheds- og forebyggelsesminister, Nick Hækkerup (S), der svarede den 13. januar 2015.

Indhold
[Til indhold] Skrivelsen gengives herunder.

Til sundhedsminister Nick Hækkerup

29.10.2014

Klage over at sundhedsministeren ikke griber ind over for Sundhedsstyrelsens anvendelse af tvang i udredningsprocessen om kønsskifte for transkønnede.

Behandlings TILBUD eller TVANG’s behandling!

1. Sundhedsstyrelsen modarbejder sundhedslovens formål om patienters selvbestemmelsesret ved at tvangshenvise til Sexologisk Klinik.
Sundhedsstyrelsen modarbejder sundhedslovens formål om “at sikre, at patienters værdighed, integritet og selvbestemmelsesret respekteres”. Sundhedsstyrelsen tvinger de transkønnede borgere til få deres udredning/hormonbehandling foretaget ved Sexologisk Klinik (SK). Der gives kun ret til ET enkelt behandlingstilbud/sted og således ikke mulighed for at vælge alternative behandlingssteder/læger.
Der er derfor tale om “et tilbud man ikke kan sige nej til” eller “frivillig tvang“.
Der er tale om tvangshenvisning!

Det kan konstateres at Sundhedsstyrelsen er velvidende om og har sanktioneret at en stor gruppe transkønnede borgere i en årerække har benyttet sig af deres selvbestemmelsesret ved at frekventere andre speciallæger bl.a. gynækolog Peter Bagger, for hormonbehandling, fordi de netop IKKE vil lade sig tvangshenvise/tvangsbehandle hos Sexologisk Klinik. Hos Peter Bagger har de derimod oplevet at blive behandlet med respekt, “værdighed, integritet”.

  Personer med transseksualitet skal have adgang til et sundhedsfagligt behandlingstilbud af høj kvalitet og behandling af transseksualisme,..”
Kilde: Behandling af transseksuelle 23. november 2012

2. Sundhedsstyrelsen udsætter de transkønnede borgere for tvangsbehandling og overgreb.
Når Sundhedsstyrelsen i sit såkaldte ” behandlingstilbud” ikke tillader/forbyder andre behandlingsmuligheder end Sk. og fordi hormonbehandling og kønsskifteoperation er livsnødvendig for de transkønnede borgere – så må der i sagens natur være tale om tvangsbehandling!

Sundhedsstyrelsens “Behandlingstilbud” italesættes hos SK. som “behandling”. Behandling kræver to deltagere: en behandler og en patient som skal udsættes for behandling.
Adskillige voksne, myndige transkønnede medborgere har hverken har lyst eller behov for behandling hos SK. De er allerede personligt afklaret og meget langt i deres udviklingsproces når de henvender sig for at få et kønsskifte. De er raske velfungerende mennesker som derfor kun kan opfatte Sundhedsstyrelsens såkaldte “behandlingstilbud” som tvangsbehandling og overgreb på deres personlige “værdighed, integritet”.

Fagligt overskrides det mest basale grundlag for AL terapi når den transkønnede borger – som ikke lider, ikke har ønsker om behandling og ikke ønsker at blive helbredt – tvinges til behandling hos SK.

  Den umiddelbare motor i terapien er patientens lidelse og det ønske om helbredelse, der udspringer af denne
Kilde: Sigmund Freud 1913. Steen Visholm: “Overflade og dybde”.

Psykoterapi tjener i hovedsagen to formål: 1. Behandling af psykisk lidelse“.
Kilde: “Psykoterapi” Jørgen Nystrup Psykiatri Fondens forlag redaktion Jes Gerlach

De transkønnede borgere har ikke nogen lidelse som de vil behandles/helbredes for!
De er tværtimod tilfredse med at de nu er som voksne har fået forståelse for deres egen kønsidentitet og er parate til de fysiske forandringer, som handler om hormonbehandling og kønsskifte i al sin enkelhed.

Det er uetisk at forlange en behandling som der ikke er brug for og som er uønsket. Det er et levn fra den tid hvor homoseksualitet også blev betegnet som en psykisk lidelse og havde en diagnose. Hvor man behandlede den lidelse som behandlere antog at de homoseksuelle led af!

Det er uforståeligt at sundhedsministeren/Sundhedsstyrelsen/SK. ikke har indsigt til at se at historien gentager sig! Dette på trods af blandt andre LGBT gør et stort stykke arbejde med netop at forsøge at oplyse om disse forhold!

Etisk råd udtaler:

  Anvendelse af tvang er et indgreb i en persons grundlæggende ret til selvbestemmelse over eget liv og legeme. Der skal derfor være meget tungtvejende grunde til, at samfundet griber til tvangsmæssige indgreb i denne rettighed.”

Citat: PSYKIATRI OG TVANG I EN JURIDISK KONTEKST – MAGT OG AFMAGT I PSYKIATRIEN

Etisk råd kritiserer Sundhedsstyrelsen i deres høringssvar:

  Patientens inddragelse
Rådet finder generelt, at patientens inddragelse i behandlingsplaner m.v. i højere grad bør fremgå af vejledningen.

Det anføres i indledningen af vejledningen, at udredning og eventuel behandling skal foretages med en åben, rummelig, værdig og respektfuld tilgang til patientens problemstilling og med inddragelse af patientens synspunkter og ønsker. Dette kan Rådet i høj grad tilslutte sig, men det er Rådets opfattelse, at denne tilgang ikke konkret kommer til udtryk i vejledningens retningslinjer.”

På Det Etiske Råds vegne Jacob Birkler Formand

Jeg vil tilføje at det virker som om ” inddragelse af patientens synspunkter og ønsker” overhovedet ikke er implementeret hos Sundhedsstyrelsen og SK.

Når der ikke er tale om frivillighed for den transkønnede borger må det i sagens natur være tvang og når en behandling således ikke er indgået frivilligt så forvandles det der skulle være en samtale sig til en forhørslignende situation!

  LGBT fortæller endvidere om de transkønnedes dilemma med hensyn til at der reelt ikke findes et frit og uafhængigt forløb et andet sted hen, fordi SK kan bede om at få journalindsigt, hvis de har modtaget behandlinger andre steder hen end på SK. Dette kan være med til at de transkønnede ikke kan føle at de kan dele frit og ærligt omkring sin situation, hvor de stadig ville prøve at fremstå mere i overensstemmelse med den herskende diskurs om køn og seksualitet. Denne vurderingsproces de transkønnede er i opleves som en overvågning, hvor alt hvad de siger, kan blive brugt mod dem til sidst.
Kilde: “En social konstruktivistisk undersøgelse af transkønnedes oplevelser af mødet med Sexologisk Klinik

3. Sundhedsstyrelsen udfører en form for “splitting” og “idealisering” når de påstår at personalet på SK. er de eneste kompetente fagfolk i Danmark som kan stå for udredning og hormonbehandling.
Ved splitting spaltes et objekt eller individ i “godt” og “ondt.” – ” Vi er de gode og de andre de onde” – Begrebet Idealisering giver vist sig selv!

Sundhedsstyrelsen benytter sig af rationelle forklaringer, selvretfærdiggørelse og fremsætter tilsyneladende logiske forklaringer og bruger argumentet: “fordi de andre også gør det” når Sundhedsstyrelsen forsøger at legitimere sin monopolisering af SK:

  På baggrund af medieomtale af aktuelle sager om behandling af transseksuelle ønsker Sundhedsstyrelsen at præcisere, at placeringen af behandlingen ét sted i landet er sket på linje med andre højt specialiserede funktioner indenfor det offentlige sygehusvæsen.

Det er sket ud fra en række kriterier, der blandt andet skal sikre, at sundhedsfagligt personale har særlig viden og kompetencer og et tilstrækkeligt patient- og erfaringsgrundlag
Kilde Behandling af transseksuelle 23. november 2012

Hvis det således, ifølge Sundhedsstyrelsen, kun er de ansatte på SK der kan stå for udredningen og hormonbehandling, hvad vil SK. så gøre når det nuværende personale efterhånden holder op og der er brug for nye psykologer/psykiatere?
SK. vil selvfølgelig søge medarbejdere uden for SK, – blandt de kollegaer som har særlig viden og kompetencer og hermed fuldt ud ligeså kvalificeret som de kollegaer der allerede arbejder i SK. Og så bliver de selvsamme kollegaer der før ikke var kompetente nok til at stå for en udredningsprocedure nu anerkendt som kompetente!

Selvom Sundhedsstyrelsen ihærdigt (!) forsøger at retfærdiggøre denne monopolisering ved at opremse disse kvalifikationer på medarbejderne ved SK,- ændrer det selvfølgelig heller ikke på de transkønnede medborgeres opfattelse af at blive udsat for tvangsbehandling og tvangstildeling af behandlere læs psykologer/psykiatere uanset, hvor højt Sundhedsstyrelsen roser deres kompetencer!

4. Sundhedsstyrelsen modarbejder sundhedslovens formål om at : “Understøtte tillids- og fortrolighedsforholdet mellem patienterne og sundhedsvæsenet og de forskellige personalegrupper, som patienterne møder i forbindelse med behandling.”

Når Sundhedsstyrelsen udvælger ET behandlingssted/Sexologisk Klinik fratager Sundhedsstyrelsen netop de transkønnede medborgere enhver mulighed for at kunne møde forskellige personalegrupper. De møder kun EN personalegruppe og det er den som er ansat på Sexologisk Klinik.

Sundhedsstyrelsen bærer ansvaret for at så mistillid hos de transkønnede borgere! Fordi det naturligvis må fremme en helt nødvendig mistillid hos de transkønnede borgere når samtlige øvrige psykologer/psykiatere i Danmark – som ikke er ansat på Sexologisk Klinik – herved er blevet fravalgt. De bliver (mere eller mindre) indirekte erklæret for inkompetente til at forestå udredningsproceduren med de transkønnede medborgere fordi Sundhedsstyrelsen nægter dem at forestå en udredning / hormonbehandling.

  Magtrelationen de transkønnede og SK er i, kommer bl.a.til udtryk i det at de transkønnede ikke kan gå andre steder hen end på SK. SK har en særlig magtposition inden for dette område grundet deres monopol.

SK’s magt er også defineret ved at de kan godkende eller benægte behandling, hvor SK vurderes samtidig af det øvrige sundhedssystem, som havende den nødvendige ekspertise inden for dette speciale.”
Kilde: “En social konstruktivistisk undersøgelse af transkønnedes oplevelser af mødet med Sexologisk Klinik

4 Sundhedsstyrelsen accepter at det mest elementære grundlag for terapeutisk behandling overtrædes af SK. ved tvangstildeling af behandler læs: psykolog/psykiater.
Når de transkønnede borgere er tvunget til at søge “behandling” hos SK for at få et kønskifte bliver det mest grundlæggende etiske princip for al terapeutisk behandling overtrådt idet SK. tvangstildeler en psykolog/psykiater.

Det er elementær viden på terapeutiske grunduddannelser at det personlige valg af terapeut/behandler på baggrund af tillid til vedkommende er alt afgørende for udfaldet af terapien.
Der er undersøgelser som viser at det er kemien mellem patient og behandler som er den mest betydningsfulde faktor i terapien – terapiens retning er af mindre betydning.

5. Sundhedsstyrelsen medvirker til stigmatisering af de transkønnede borgere
Jeg vil gerne vide hvordan sundhedsministeren vil forklare at en transkønnet borger skal kunne have tillid til at blive mødt med åbent og fordomsfrit sind af behandlere på Sexologisk Klinik?

En institution og behandlere som på forhånd har opsat rammer og færdige forklaringsmodeller og meget tydeligt har demonstreret en forudindtaget holdning til f.ek.s stereotype og forældede kønsopfattelser:

  Klinikken forsøger derfor blandt andet at indkredse den gruppe, hvor der er “betydelig sjælelig lidelse” forbundet med tilstanden, som ordlyden er i lovgivningen. Gruppen er i litteraturen beskrevet som primært transseksuelle, ægte transseksuelle eller kernegruppen af transseksuelle, og er beskrevet for både mænd og kvinder.

Mændene er i Thorkil Sørensens afhandling fra 1987 beskrevet som:
seksuelt tilbageholdende, med en passiv overfeminiseret karakter mens kvinderne er beskrevet som dominerende og med en seksuelt aktiv karakter
.”
Kilde: KAPITEL 10. TRANSSEKSUELLE I SEXOLOGISK KLINIK Rikke Kildevæld Simonsen & Ellids Kristensen

“Normalitet”
Ifølge talspersonen fra LGBT hersker der en heteronormativ kønsforståelse på SK. Gennem matgeriale fra SK giver LGBT udtryk for nogle af de posistioneringer, der er på spil i behandlingssystemet:

LGBT: (…) og der skriver de [SK] at… transkvinder skal helst være passive og overfeminiserede og lidt socialt tilbageholdende og transmænd må gerne være lidt dominerende og lidt seksuelt aktive og… man skal helst være,have haft et vedvarende stabilt ønske om og at leve som det køn man man, man ønsker at leve som siden man var lillebitte…(Bilag 2:linje 412-416).

Disse opfattelser af køn understøttes også af Laurits’ erfaringer med systemet, idet han oplevede, at der fra SK var et højnet fokus på at transkvinder skal være mere seksuelt passive, hvor transmænd helst skal være meget seksuelt aktive (Bilag 1:linje 993-996). Der kan herved siges at være nogle klare normative forventninger til hvordan køn bør gøres, og man bør derfor leve op til disse kendetegn hvis man vil opfattes som henholdsvis kvinde eller mand. i og med at SK er underlagt sådanne kønsnormer synes det være udfordrende og måske endda problematisk at skulle forholde sig til patienter, der bryder med de sædvanlige kønsnormer på flere områder. Transkønnethed synes
Kilde: “En social konstruktivistisk undersøgelse af transkønnedes oplevelser af mødet med Sexologisk Klinik

  Kønsskifteindstilling
Efter yderligere et observationsforløb, hvor patienten lever, som det ønskede køn, tager Sexologisk Klinik stilling til, om patienten skal indstilles til kønsskifte“.
http://www.rigshospitalet.dk/menu/AFDELINGER/Juliane+Marie+Centret/Klinikker/
Gynaekologisk+Klinik/Sygdom+og+behandling/Transseksualitet_og_koensidentitet/

Som det fremgår af ovenstående citat forlanger SK. / tvinger SK. den transkønnede medborger til at nedværdige sig til at udstille sig som et “observations – objekt” og bevise at de lever op til behandlernes forudindtagede forestillinger om, hvordan man lever/klæder sig som henholdsvis “rigtig” kvinde eller mand.

6. Sundhedsstyrelsen udsætter ved tvangsbehandlingen de transkønnede medborgere for at få traumatiske oplevelser og sandsynligheden for at de påføres et Stockholmsyndrom er til stede.
Sundhedsstyrelsen og SK. har i årevis blandet to funktioner sammen – SK’s psykologer/psykiatere har 2 kasketter på:
  • Psykologen/psykiater fungerer først som “lytter”, når den transkønnede i udredningsforløbet skal fortælle om sin meget personlige følelsesmæssige situation mm.
  • Den samme psykolog/psykiater fungerer bagefter som dommer idet den samme person skal være med til afgøre om den transkønnede medborger bliver godkendt til kønskifte.

Det giver psykologen/psykiateren en magtposition som både terapeutisk og moralsk set er helt uacceptabel og uetisk.
Når en transkønnet borger således tvinges til at lade sig behandle hos SK. har psykologen/psykiateren magten til at afgøre den transkønnedes skæbne og bliver derfor til aggressor og den transkønnede bliver offer. (“Transaktionsanalyse” af Eric Bernes).

  LGBT fortæller også om, hvordan de transkønnede kommer i klemme med hensyn til at klage over en igangværende behandling på SK, da en “klage kan … stille dem i et negativt lys over for de behandlere der skal vurdere deres sag” (Bilag 2: linje 54-55).”
Kilde: “En social konstruktivistisk undersøgelse af transkønnedes oplevelser af mødet med Sexologisk Klinik

Hvis den transkønnede medborger siger psykologen/psykiateren på SK. imod, ikke passer ind de på forhånd fastlagte kønsrollestereotyper mm. så risikerer vedkommende at få afslag på kønskifte.

  Hvis de transkønnedes udtalelser ikke opnår status som legitime, kan de nemt blive problematiseret og afsluttet på klinikken. SKs måde at møde de transkønnede på fortæller om deres definitionsmagt med hensyn til transkønnethed, hvor de transkønnede er afhængige af at modtage en psykiatrisk diagnose for at opnå en position som behandlingskrævende.

De er også afhængige af SKs vurdering af dem, idet det er SK der har monopol på at stille diagnosen og give dem behandling.”
Kilde: “En social konstruktivistisk undersøgelse af transkønnedes oplevelser af mødet med Sexologisk Klinik

7. Sundhedsstyrelsen udsætter de transkønnede medborgere for nedværdigende behandling og umyndiggørelse ved at sanktionere at SK. indkalder forældre og pårørende i udredningsprocessen.
Det er komplet uforståeligt hvilke faglige overvejelser der ligger bag at indkalde forældre, pårørende i en udredningsproces hos voksne og myndige personer?

  Der laves en somatisk undersøgelse, pårørendesamtale, samt yderligere psykologiske testninger.”
Kilde: KAPITEL 10. TRANSSEKSUELLE I SEXOLOGISK KLINIK Rikke Kildevæld Simonsen & Ellids Kristensen

Nu er der jo ikke ligefrem tale om famileterapi med mindreårige børn! Det forekommer som yderst grænseoverskridende, nedværdigende og som et overgreb at indkalde forældre, pårørende i det det hele taget, – når en voksen, myndig transkønnet medborger ønsker et kønskifte.

  LGBT Danmark finder det således helt utilstedeligt at kræve, at f.eks. en 45-årig transkønnets forældre skal inddrages i det være sig et udredningsforløb eller en forundersøgelse.”
Kilde. LGBT Danmarks høringssvar vedrørende Vejledning om udredning og behandling af transkønnede.

Det kan ALDRIG være faglig relevant for en psykolog/psykiater, hvad forældre til et transkønnet medborger måtte mene om denne anden voksens kønsidentitet!

Uanset hvilken barndom den transkønnede medborger har haft, uanset hvilke pige/drenge lege, der har været leget eller ikke leget og uanset hvilket kønsoplevelse barnet har oplevet/levet – så er det FORTID!
Forældre og deres forældrerolle er en del af denne fortid og deres meninger og holdninger er fuldstændig uvedkommende. Det er grotesk at det forekommer overhovedet!!
Forældrene bliver ikke indkaldt til samtale hvis en voksen kvinde vil have foretaget en brystforøgelse eller en voksen mand ønsker penisforlængelse. De bliver heller ikke indkaldt når et ægtepar går i parterapi! Osv…

Fagligt vil jeg antage at de såkaldte “kompetente behandlere” på SK. selv må bære rundt på nogle uforløste forældrebindinger siden de overfører disse til deres patienter.

Det er uforståeligt at dette etiske problem ikke er blevet påtalt i den supervision af personalet som forhåbentlig foregår hos SK? Såfremt personalet på SK.deltager rent faktisk modtager supervision må jeg desværre forholde mig skeptisk over den faglige standart? Forældrebindinger er noget af det første som studerende – på private psykoterapeut uddannelser – arbejder med og forholder sig til i deres egenterapi.

8. Sundhedsstyrelsen sanktionerer at SK. udnytter en magtposition til at provokere et mistillidsforhold frem hos de transkønnede medborgere.
Ved at indkalde forældrene til samtale provokerer psykologerne/psykiaterne ved SK.et mistillidsforhold frem hos de transkønnede borgere når disse IKKE ønsker forældrene indddraget! Psykologerne/psykiaterne benytter sig af deres behandlerposition til at bruge magt og således sætte de transkønnede medborgere i en afmagt / gidsel situation, fordi de transkønnede borgere ikke kan sige nej til dette uhyrlige overgreb.

  Sexologisk Klinik bliver de transkønnedes forældre blandt andet indkaldt til en samtale, hvor de skal redegøre for deres datters eller søns opvækst.
Og det er meget grænseoverskridende forklarer tre transkønnede, som DR har talt med
Kilde: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/02/04/000243.htm

2. Sundhedsstyrelsen udsætter de transkønnede borgere for stigmatisering ved at acceptere og bruge diagnosen/begrebet “transseksuel“.
Sundhedsstyrelsen har i en årrække har benyttet og bruger stadig begrebet “transseksuel” hvor de burde bruge “transkønnet” evt. “transkønnet person“. Hvad der mest passende kan Sundhedsstyrelsen rådføre sig med LGBT om.

  1.1.1 Udrednings- og observationsforløbets tre hovedformål
En vurdering af om patienten falder ind under diagnosen transseksuel og en afdækning af eventuel komorbiditet forud for behandling
Kilde: UDKAST Høringsversion Vejledning om udredning og behandling af transkønnede

Det er mangel på respekt at definere, omtale en gruppe borgere udfra deres seksualiet.
At være transkønnet har intet med seksuel orientering at gøre!
Der er tale om hele mennesker og det seksuelle aspekt er kun en del af deres og i øvrigt alle menneskers personlighed! Mange transkønnede borgere har et glimrende seksualliv!

Når vi som borgere har brug for sparring omkring vores personlighed, følelsliv, identitet opsøger vi en psykolog/psykoterapeut – som vi har tillid til – for at få støtte til den proces vi er i. Vi går da overhovedet IKKE til en sexolog!

Det er derfor fagligt stærkt betænkeligt at Sundhedsstyrelsen indtil nu har videreført den fejlagtige og forældede antagelse at transkønnede borgere skal udreddes på en “SEX-ologisk klinik” hvor seksuelle dysfunktioner er udgangspunkt for behandlingen!

  Sexologisk Klinik tilbyder behandling til dig, der har forskellige sexologiske problemer.”
Kilde: http://www.psykiatri-regionh.dk/menu/Centre/Psykiatriske+centre/Psykiatrisk+Center+Kobenhavn/Center/
Undersoegelse+og+behandling/Afdelinger+og+klinikker/Sexologisk+klinik/
  Noget af den kritik der ytres gennem disse medier er at sundhedssystemet patologiserer de transkønnede ved at definere transkønnethed som en psykisk lidelse. Transkønnethed går under diagnosen “kønsidentitetsforstyrrelse“, og herved indikeres at transkønnethed er en psykisk sygdom.”
Kilde: s. 4 Transkøn. En socialkonstruktivistisk undersøgelse af transkønnedes møde med Sexologisk Klinik

Efter de fleste transkønnedes mening er der ikke er tale om en “kønsidentitetsforstyrrelse“, men en diskrepans” ! Det at to ting eller forhold ikke stemmer overens eller passer sammen”. I de transkønnede medborgeres tilfælde stemmer den fysiske krop ikke sammen med den indre kønsidentitet.

Derfor er det fagligt ukorrekt og stigmatiserende når myndighederne insisterer på at kalde transkønnethed det for en “pykiatrisk lidelse”.
De transkønnede medborgeres problematik vedrører først og fremmest deres personlighed og identitet og det er ikke seksualiteten, men kønsidentiteten, der er det centrale når et kønskifte ønskes.

  Da behandlingen foregår på Sexologisk Klinik er seksualiteten i centrum.
Ligesom alle andre patienter på klinikken, der til forskel fra de transkønnede kommer til behandling pga. specifikke seksuelle problemer, skal transkønnede inden første visitationssamtale skriftligt svare på et udførligt, særdeles grænseoverskridende og stødende standardskema angående deres seksualitet
.”
citat Cand.psych. Simon Gjerløv
Kilde http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1433590/forstaa-dog-de-transkoennede/

12. Sundhedsstyrelsen har vedholdende undladt inddrage patientens synspunkter og ønsker.
Mange transkønnede borgere er forståeligt nok, “afskåret” fra selv at komme med kritik/kritiske spørgsmål til Sexologisk Klinik fordi den har monopol på udredningen. Det må undre at Sundhedsstyrelsen ikke har haft forståelse for den problematik at de transkønnede borgere “har haft mundkurv på”.

Det er foruroligende at Sundhedsstyrelsen IKKE har lyttet til og reageret aktivt på den kritik som transkønnede borgere via de sociale medier, aviser, Tv, L.G.B.T og Amnesty vedholdende har fremført gennem mange år.

Der er selvfølgelig en væsentlig grund til at Sundhedsstyrelsen netop HAR fået HÅRD kritik på 57 punkter.

Det tyder i høj grad på manglende faglig selvindsigt og supervision når der uddeles en så graverende kritik!

I anledning af Sexologisk Kliniks 25 år jubilæum udkom et jubilæumsskrift med følgende indledning i kap 10, skrevet af bl.a. Ellids Kristensen, overlæge på Rigshospitalets sexologiske klinik:

  Kønsidentitet er den følelse det enkelte menneske har af sig selv som kvinde eller mand.
Hvis kønsidentiteten ikke er i overensstemmelse med det genitale køn, kan der opstå kønsidentitetsproblemer.”
KAPITEL 10. TRANSSEKSUELLE I SEXOLOGISK KLINIK Rikke Kildevæld Simonsen & Ellids Kristensen

Jeg mener at SK. bruger en forkert definition på kønsidentitet. Kønsidentitet er den opfattelse, som et menneske har af sit eget køn og ikke en følelse. Der er knyttet en intellektuel forståelse, bevidsthed til identitet. Der er den fundamentale forskel på følelser og bevidsthed at følelser opstår spontant og forsvinder igen – kønsidentiteten hører til bevidstheden.
Følelse defineres i som:

  et menneskes øjeblikkelige psykiske tilstand, bestemt af personens vilkår, humør eller forhold til andre mennesker fx raseri, begejstring, frygt, kærlighed, misundelse eller selvtillid
Kilde: nudansk ordbog

1) Personen har en identitet i betydningen en række egenskaber og færdigheder, der alle tilsammen definerer personen som forskellig fra andre.
2) Personen oplever at være sig selv, at være den samme på tværs af sin livshistoriske udvikling og som værende i stand til at reflektere over sin udvikling, sin fortid og fremtid. Dette kaldes ofte selvidentitet.
Kilde: http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Menneskets_grundvilk%C3%A5r/identitet

Når jeg tager i betragtning at Ellids Kristensen, er overlæge på Rigshospitalets sexologiske klinik, med al den kompetence og erfaring som hun måtte formodes at have, – undrer jeg mig over hendes vage udsagn: “Hvis kønsidentiteten ikke er i overensstemmelse med det genitale køn, KAN der opstå kønsidentitetsproblemer.

Jeg kan ikke forestille mig nogen som helst der ikke HAR kønsidentitetsproblemer med denne diskrepans!

  BESKRIVELSE AF DEN TRANSSEKSUELLE GRUPPE
Gennem årene har et stigende antal personer ønsket helt eller delvis kønsskifte. I dag er adgangen til internettet og den øgede kontakt mellem patienter en faktor, som påvirker den enkelte patient, og til tider gør det vanskeligt at få et klart billede af det enkelte menneske, som ønsker behandling
.”

 
  • Her “forskyder” Ellids Kristensen, overlæge på Rigshospitalets sexologiske klinik (fralægger sig sit eget ansvar – skyder skylden over på andre populært sagt) sit eget problem med at få et klart billede af det enkelte menneske som ønsker behandling. Hun lægger ansvaret over på Internettet og det at patienter har kontakt med hinanden.
  • En kompetent terapeut tager selv ansvar for om vedkommende er i stand til at få et klart billede af sine patienter – det kan ALDRIG være andres skyld/ansvar hvis terapeuten har et uklart billede.

Hun forsætter:

  En del personer har sider af både det ene og det andet køn i sig, og er derfor i en position, hvor de aldrig vil blive virkelig tilfredse.”

Det at være kompetent indebærer faglig nysgerrighed, omstillingsparathed og åbenhed overfor andre opfattelser af den menneskelige psyke. Carl G. Jung som var samarbejdspartner med Freud har for mange år siden skabt den analytiske psykologi – hvor han bruger begreberne Anima og Animus for henholdsvis mandens indre billede af en kvinde og kvindens indre billede af en mand. Det betyder at ALLE mennesker bærer det modsatte køn i sig.

Jeg vil mene at det som leder af Sexologisk Klinik nærmest måtte være umuligt ikke at have hørt om Jung’s personlighedmodel! MEN det er så min forestilling!

Uanset hvad… er der tale om at Ellids her forestiller sig at det kun er nogle mennesker der har denne inde oplevelse. Jeg kender mange som arbejder udfra CG. Jungs personlighedmodel og de accepterer at have det ene køns identitet og samtidig være i aldeles glimrende kontakt med det indre modsatrettede køn. Disse er ALLE virkelig tilfredse med deres tilværelse. Jeg ved at der World wide er mange psykoterapeuter der arbejder ud fra CG.Jungs personlighedsmodel.

Ole Vedfeldt skriver i “Manden og hans indre kvinder”:

  Bogens overordnede synspunkt er netop, at alle mennesker også rummer de egenskaber, som de tillægger det andet køn, de bruges blot ikke så intenst og bevidst som de kønsspecifikke egenskaber.”

Ole Vedfeldt er uddannet jungiansk psykoanalytiker i København og Zürich. Han var medstifter af C.G. Jung-Instituttet i København, er godkendt som supervisor af Dansk Psykologforening.

Det kunne da måske ligefrem være at Ellids Kristensen kunne have glæde af at få supervision af Ole Vedfeldt!

  • Jeg vil slutte af med at forslå at ministeren nedsætter et fordomsfrit udvalg bestående af medlemmer fra LGBT, transkønnede borgere og kvalificerede fagfolk uden for SK.
    Udvalget skal belyse hvordan sundhedstyrelsen kan være mest mulig behjælpelig for de transkønnede borgere når de ønsker hormonbehandling og kønsskifte. Således at Sundhedsstyrelsen bliver til et serviceorgan for de transkønnede medborgere og ikke en modspiller!

"Du er vejet på vægten og fundet for let". Daniel i løvekulen

“Du er vejet på vægten og fundet for let”. Daniel i løvekulen

Vi har en god lang tradition for patientindflydelse og græsrodsarbejde i Danmark lad os i holde fast i det!

Med venlige hilsener
Psykoterapeut Tonny P.

* * *
[Til indhold] Spørgsmål nr. 353
Vil ministeren sende udvalget ministerens svar på henvendelsen af 29. oktober 2014 fra Tonny P., jf. SUU alm. del – bilag 72.

[Til indhold] Svar fra ministeriet
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
Den 8. januar 2015.

Tonny P.
Særløsevej 7
4330 Hvalsø

Kære Tonny P.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har modtaget dine henvendelser af 29. oktober 2014.

Den ene henvendelse vedrører en klage over, at sundhedsministeren ikke griber ind over for Sundhedsstyrelsens anvendelse af tvang i udredningsprocessen om kønsskifte for transkønnede. I den anden henvendelse efterlyses en forklaring på, om sundhedsministeren mener, at Sundhedsstyrelsens overholder den nye sundhedslov, når Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside redegør for praksis med at forlange, at allerede diagnosticerede psykiatriske patienter skal have foretaget en ny udredning ved skift af læge og ny henvisning. Den anden henvendelse indeholder endvidere en lang række holdninger til og opfattelser af udredningen og behandlingen af transkønnede.

Til brug for besvarelsen af dine henvendelser har Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse anmodet Sundhedsstyrelsen om en udtalelse.

Sundhedsstyrelsen har generelt henvist til styrelsens netop udsendte Vejledning om udredning om udredning og behandling af transkønnede (vejledning nr. 10353 af 19. december 2014), som kan findes på Retsinformation via dette link: vejledning om udredning og behandling af transkønnede.

Sundhedsstyrelsen har endvidere udtalt følgende:

”Mange interesseorganisationer, foreninger, myndigheder og enkeltpersoner m.fl., herunder Tonny P., har afgivet detaljerede høringssvar til udkastet til vejledning om udredning og behandling af transkønnede. I nogle tilfælde er der tale om modsatrettede høringssvar og synspunkter.

Sundhedsstyrelsen har på baggrund af høringssvarene præciseret, udbygget og ændret vejledningen på en række punkter.

Eksempelvis er det nu præciseret i vejledningen, at diagnosen transeksualitet ikke er udtryk for en somatisk eller psykiatrisk sygdomstilstand. Det er endvidere præciseret, at der i udrednings- og observationsforløbet med patientens samtykke eventuelt kan inddrages pårørende eller andre, som er tæt knyttede til patienten, og som har kendt patienten gennemlængere tid.

Det er fastlagt, at patienter skal have tilbud om støttende og rådgivende samtaler, hvis de efter endt udredning og observation ikke ønsker behandling eller ikke vurderes egnede til det.

Det er klarificeret, at voksne patienter, der efter udredning kommer i hormonbehandling, kan følges og kontrolleres på en gynækologisk afdeling, hos praktiserende speciallæge eller hos egen læge. Det er endvidere præciseret, at når patienter allerede ved henvisningen, gennem nogen tid har været i kønshormonbehandling, skal der i starten af udredningsforløbet tages stilling til, om denne behandling umiddelbart skal fortsættes, ændres eller ophøre.

Nogle af disse præciseringer og ændringer omhandler også problemstillinger, som Tonny P. rejser.

Helt overordnet og generelt skal Sundhedsstyrelsen fastslå, at udredning og kønsmodificerende behandling kun kan iværksættes efter ønske fra og i tæt dialog med patienten og under iagttagelse af de skærpede krav til information og samtykke.

Sundhedsstyrelsen skal særligt bemærke, at vejledningen præciserer, at den sundhedsfaglige udredning af personer med kønsidentitetsproblemer alene er relevant, når den transkønnede har et ønske om kønsmodificerende behandling i form af hormonbehandling og kirurgi, herunder kastration.

Det er endvidere helt grundlæggende understreget i vejledningen, at udredning og eventuel behandling skal tage udgangspunkt i patientens aktuelle situation og foretages med en åben, rummelig, værdig og respektfuld tilgang til patientens problemstilling og med inddragelse af patientens synspunkter og ønsker.

Det fremgår også af vejledningen, at hvis patienten allerede helt eller delvist har fået foretaget en udredning, eventuelt i udlandet, skal det vurderes, om denne kan indgå som en del af udredningen og eventuelt supplere eller erstatte elementer i det samlede udrednings- og observationsforløb.

Endvidere fremgår, at såfremt patienter allerede ved henvisningen, gennem nogen tid har været i kønshormonbehandling, skal der i starten af udredningsforløbet tages stilling til, om denne behandling umiddelbart skal fortsættes, ændres eller ophøre. Ophør af kønshormonbehandling skal som hovedregel kun ske, når behandlingen vurderes at væres kontraindiceret på baggrund af psykiatriske, somatiske eller sociale forhold. Det beror på en konkret lægefaglig vurdering i det multidisciplinære team, om der foreligger omstændigheder, som begrunder, at en patient kan tilbydes et forkortet udredningsforløb.

Vejledningen har til formål at præcisere dels den omhu og samvittighedsfuldhed, som en læge skal udvise ifølge autorisationsloven ved udredning og behandling af transkønnede, som ønsker kønsmodificerende behandling og dels at fastlægge ansvarsfordelingen mellem de involverede sundhedspersoner. Vejledningen knytter sig endvidere til sundhedslovens bestemmelser om kastration som led i kønsskifte.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning for sygehusvæsenet, hvor udredning og behandling af transkønnede for offentlig betaling kan foregå.

Endelig fremhæver vejledningen, at den for forløbet ansvarlige speciallæge i psykiatri skal sikre, at den transseksuelle, som har gennemgået kønsmodificerende behandling som led i kønsskifte, tilbydes at blive fulgt i det multidisciplinære team i mindst et år efter, at indgrebet er gennemført.

Efter det første år kan opfølgningen, inklusiv den vedligeholdende hormonbehandling, efter aftale med patienten eventuelt foregå på en gynækologisk sygehusafdeling, hos en speciallæge i gynækologi, eller hos egen læge efter konkret aftale med det multidisciplinære team, herunder dettes speciallæge i gynækologi.

Vejledningen præciserer, at voksne patienter, der efter udredning kommer i hormonbehandling, kan følges og kontrolleres på en gynækologisk afdeling, hos praktiserende speciallæge eller hos egen læge.”

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse kan henholde sig til Sundhedsstyrelsens udtalelse.

Det sene svar på dine henvendelser beklages.

Med venlig hilsen
Kirstine F. Hindsberger

* * *
[Til indhold] Henvisninger
Skrivelsen i pdf-format.
Folketingets journal vedr. skrivelsen fra Tonny P., SUU bilag 72.
Skrivelsen hos Folketinget i pdf-format.
Folketingets journal vedr. spgsm. 353.
Svaret af 8. januar 2015 fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse til Tonny P. i pdf-format.

Sundhedsstyrelsens præcicering af regler for behandling af transkønnede fortsat gældende den 1. oktober 2014.

Vist 0 gange. Tonny P. har fået afklaret den seneste tids usikkerhed om, hvorvidt transpersoner kunne fortsætte deres behandling med kønshormoner hos den læge eller gynækolog, hvor de var i behandling ved at skrive derom til Sundhedsstyrelsen, der svarede den 1. oktober 2014.

Af svaret fremgår, at Sundhedsstyrelsens præcicering af 23. november 2012 af reglerne for behandling af transkønnede fortsat gældende og vil være gældende indtil Sundhedsstyrelsen nye vejledning om udredning og behandling af transkønnede foreligger. Vejledningen foreligger pt. som udkast.
Det fremgår videre i svaret, at Sundhedsstyrelsen ikke har givet nogen speciallæge i gynækologi – således heller ikke speciallæge i gynækologi Peter Bagger – pålæg om, at de ikke længere må behandle transkønnede med hormoner. Behandlingen skal blot ske inden for rammerne af Sundhedsstyrelsens udmelding af november 2012.

Sundhedsstyrelsens svar af 1. oktober 2014 gengives i sin helhed herunder.

Sundhedsstyrelsen
Den 1. oktober 2014

Kære Tonny P.

Du har rettet henvendelse til Sundhedsstyrelsen med spørgsmål om tilsynet med gynækolog Peter Bagger og hormonbehandling af transkønnede.
Sundhedsstyrelsen har forstået din henvendelse således, at du spørger om transkønnede patienters mulighed for fortsat behandling med hormoner.

Jeg kan oplyse, at Sundhedsstyrelsen udmelding i november 2012 om behandling af transseksuelle fortsat er gældende. Udmeldingen vedrører behandlingen indtil Sundhedsstyrelsen nye vejledning om udredning og behandling af transkønnede foreligger. Udmeldingen kan læses på hjemmesiden: (https://sundhedsstyrelsen.dk/da/nyheder/2012/behandling-aftransseksuelle).

I den gældende udmelding er der anført:
Sundhedsstyrelsen er bekendt med, at der i dag er en del transpersoner, der får hormonbehandling udenfor det højtspecialiserede behandlingstilbud. De læger, der i dag har myndige transseksuelle i behandling, kan indtil videre fortsætte med de patienter, de allerede behandler”
og
“Er du transperson over 18 år og allerede i hormonbehandling, kan du indtil videre fortsætte hos den læge, der allerede behandler dig”

Hvis en læge ikke vil fortsætte en behandling af en transkønnet patient med hormoner, kan lægen henvise patienten til den højtspecialiserede teamfunktion ved Sexologisk Klinik, der bl.a. omfatter gynækologi, og som kan vurdere behovet for hormonbehandling, således at patienter som hidtil har været i hormonbehandling hos praktiserende speciallæge i givet fald, kan få hurtig vurdering og et relevant behandlingstilbud ved den højtspecialiserede teamfunktion.

Patienten må selv kontakte sin praktiserende læge for at få en henvisning hertil.

Sundhedsstyrelsen har ikke mulighed for at pålægge en læge at forestå nogens behandling med hormoner, således heller ikke speciallæge i gynækologi Peter Bagger.

Jeg skal videre understrege, at Sundhedsstyrelsen ikke har givet nogen speciallæge i gynækologi – således heller ikke speciallæge i gynækologi Peter Bagger – pålæg om, at de ikke længere må behandle transkønnede med hormoner. Behandlingen skal blot ske inden for rammerne af Sundhedsstyrelsens udmelding af november 2012.

Jeg håber dette er tilstrækkeligt oplysende for dig.

Venlig hilsen
Ivar Gøthgen
Afdelingslæge, dr.med.

* * *
Svaret fra Sundhedsstyrelsen i pdf-format.

Bilag 5. Alle har lige ret. Skr. 16. september 2014 fra Tonny P. til Sundhedsministeren og Sundhedsudvalget.

Vist 0 gange. Tonny P., der er praktiserende psykoterapeut, har den 16. september 2014 skrevet til sundhedsminister Nick Hækkerup med kopi til Sundhedsudvalget og kritiseret udredningen og behandlingen af transkønnedeSexologisk klinik.

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget har registreret henvendelsen den 3. oktober 2014 som bilag 5 – Samling: 2014-15.

Indhold
Henvendelsen
Kildehenvisning

Til indhold] Henvendelsen fra Tonny P. gengives herunder i sin helhed

Til sundhedsminister Nick Hækkerup
16.09.2014

Alle har lige ret, men nogle har mere lige ret til frit lægevalg end andre?

Vedr.: Sexologisk klinik og dens monopol på at behandle/udrede transkønnede borgere trods sundhedslovens ord: “Alle borgere har ret til frit lægevalg”.

Jeg har i kraft af min uddannelse og praksis som psykoterapeut mødt meget hård kritik og undren over den monopol som sundhedsministeren har tildelt SK (Sexologisk klinik) bekymrer mig over sundhedsministerens og sundhedstyrelsens manglende tilsyn/indsats i forhold til lovens ånd, bogstav og de faglige helt urimelige vilkår de transkønnede medborgere udsættes for i SK, ifølge den i gennem årene fremsatte kritik.

./   Jeg vedhæfter en undersøgelse fra RUC der understøtter denne kritik.

Den grundlæggende præmis hvormed SK har monopol på at behandle/udrede de transkønnede strider imod det fakta alle borgere har ret til frit lægevælg – og man fra myndighedernes side hermed fratager dem deres ret til frit lægevalg. Jeg vil gerne pointere at det er ikke er korrekt at påstå at personalet på SK er de eneste fagfolk der kan samarbejde om en udredningsproces med de transkønnede medborgere – det vil være at nedvurdere temmelig mange andre fagfolk udenfor SK!!

Der bliver tilsidesat nogle helt elementære psykoterapeutiske og kommunikationsmæssige principper ved denne tvangs tildeling af behandlere:

1.
De transkønnede borgere/patienter nægtes eget frie valg af behandler til udredningen. Der er evidens for at en vellykket udredning/psykologisk samtale er afhængig af at patienten selv har valg sin behandler/udredder og ikke under tvang, at klienten/patienten selv kan afbryde samtalen/erne hvis man ikke har tillid til behandleren. Samt efterfølgende have ret til at vælge en anden behandler.

Hvis de transkønnede medborgere ikke er enig med SK’s faglige tilgang og SK’s generelle opfattelser af hvorledes de transkønnede borgere bør opfattes sig selv og leve som hhv. kvinde eller mand og deres valg af livvstil i det køn de vælger at leve som – så har de transkønnede borgere IKKE andre alternativer end at slutte behandlingen/udredningen såfremt de insisterer på at leve deres liv efter egne præmisser. Herefter er det så kun muligt at gennemføre deres kønsskifte via egen medicinering og kønsskifteoperation i udlandet.

2.
Umyndiggørelse af den transkønnede borger.
Når SK har monopol på udredning/behandling/afgørelse og som sådan styrer forløbet/fastlægger rammerne – har SK fra starten taget en magtposition og en styring som er en umyndiggørelse af den transkønnede medborger!

Overlæge Jørgen Nystrup, Amtssygehuset Fjorden, Roskilde skriver i “Psykoterapi” som er udgivet under redaktion af Psykiatrifonden ved Jes Gerlach:
  Samtalens start er af meget stor betydning. Hvis terapeuten fra starten styrer samtalen, kommer samtalens indhold i høj grad til at foregå på terapeutens præmisser – går ud fra (bekræfter eller modsiger) terapeutens model af verden.

3.
Stockholmsyndromet
Både i følge den ofte rejste kritik af SK og rent fagligt er den på forhånd fastlagte procedure helt uacceptabel hvor det er de samme fagfolk som styrer udredningsproceduren og som på baggrund af denne efterfølgende skal dømme om hvorvidt den transkønnede borger skal have ret til kønsskifteoperation.

De ansvarlige myndigheder tvinger en vurderingsproces ned over de transkønnede medborgere hvor der er mulighed for at fagfolk på SK pådrage de transkønnede en form for Stockholm-syndrom! De transkønnede borgere kender proceduren/magtfordelingen på forhånd idet SK b.l.a. via hjemmeside har gjort rede for fordelingen af roller som forhandlingsledere, beslutningstagere og dommere:

“Patientforløbet
Når en patient har ønske om kønsskifte, henvises han/hun i første omgang til Sexologisk Klinik, som står for udredning og observation.
Efter observationsforløbet, henvises patienten til behandling med hormoner på Gynækologisk Klinik.

Kønsskifteindstilling
Efter yderligere et observationsforløb, hvor patienten lever, som det ønskede køn, tager Sexologisk Klinik stilling til, om patienten skal indstilles til kønsskifte.

Indstillingen sendes til Sundhedstyrelsen, hvor patienten også selv skal ansøge om tilladelse.
Når patienten har fået tilladelse fra Sundhedstyrelsen, kan kønsskifteoperationen planlægges.”
Redaktør Overlæge Dorthe Hartwell Gynækologisk Klinik Rigshospitalet”

Når funktionen som dommer således er givet kan psykologen/psykiateren der står for udredningen rent fagligt ikke opfattes som andet end en slags “gidseltager” og den transkønnede borger som en slags”gidsel”. Den transkønnede er underlagt den magt som disse fagfolk har til at dømme om den transkønnede skæbne og videre forløb i behandlingen.

Der er ingen “redder” som normalt i denne typiske udgave af bøddel/offer/redder – trekant (“Hvad er det vi leger” af Eric Bernes,- om transaktionsanalyse).

Den transkønnede ved således på forhånd at det gælder om at “tale psykologen/psykiateren efter munden” – at vise sympati med “aggressor” – for uenighed med behandlerens synspunkter kan medføre at målet med udredningen vil blive afslået såfremt den transkønnede ikke findes egnet af behandlere.

Hvis man i behandlingssystemet ændrede proces – som jeg vil forerslå – og ændrer udgangspunkt radikalt ville resultatet være kendt på forhånd af begge parter: Den transkønnede borger modtager sin operation når den transkønnede og dennes proces viser at vedkommende er klar!

Det skal så være fagfolks opgave at vejlede og guide den transkønnede borger bedst muligt igennem processen og ikke agere domstol som tilfældet er nu! Når processen er slut orienteres sundhedstyrelsen som herefter læser procesbeskrivelsen igennem før den transkønnede visteres til kønsskifteoperation.

Uetisk og særdeles uhyrlig praksis i vurderingen af de transkønnede
  • Det i dag er praksis at inddrage pårørende
  • Det i dag er praksis at der indhentes: Gamle patient-, skole- og kommunale journaler

At inddrage pårørende som f.eks. forældre “mor og far” til voksne og personligt myndige transkønnede i den transkønnedes proces er fagligt uetisk og fuldkommen uacceptabelt.

Det er i enhver terapeutisk proces klientens egen opfattelse og oplevelse af sin person som er afgørende og da absolut slet ikke hvordan andre og slet ikke mor og fars oplevelse af personens kønsopfattelse.

Når det er således er tydeligt at sundhedstyrelsen tilsyn med SK ikke har fungeret godt nok bør sundhedsmninisteren efter min mening være lydhør overfor den massive kritik og selv tage initiativ til en undersøgelse og ændring af praksis således at sundhedsloven også kommer til at gælde for de transkønnede medborgere hvad anbgår frit valg af læge.

Jeg sender nogle udvalgte citater fra den vedhæftede undersøgelse som understøtter min kritik:

En social konstruktivistisk undersøgelse af transkønnedes oplevelser af mødet med Sexologisk Klinik“:

“Magtrelationen de transkønnede og SK er i, kommer bl.a.til udtryk i det at de transkønnede ikke kan gå andre steder hen end på SK. SK har en særlig magtposition inden for dette område grundet deres monopol. SK’s magt er også defineret ved at de kan godkende eller benægte behandling, hvor SK vurderes samtidig af det øvrige sundhedssystem, som havende den nødvendige ekspertise inden for dette speciale.

Dette tyder på at det kan være svært for en transkønnet at sætte sig imod den herskende diskurs om køn på SK, hvor de tilbageholder informationer fra SK af frygt for at det bliver brugt til at benægte dem et behandlingsforløb. SKs formål ser ud til at være at vurdere legitimiteten af de transkønnedes udtalelser om sig selv som transkønnede.

Hvis de transkønnedes udtalelser ikke opnår status som legitime, kan de nemt blive problematiseret og afsluttet på klinikken. SKs måde at møde de transkønnede på fortæller om deres definitionsmagt med hensyn til transkønnethed, hvor de transkønnede er afhængige af at modtage en psykiatrisk diagnose for at opnå en position som behandlingskrævende. De er også afhængige af SKs vurdering af dem, idet det er SK der har monopol på at stille diagnosen og give dem behandling.”

LGBT fortæller også om, hvordan de transkønnede kommer i klemme med hensyn til at klage over en igangværende behandling på SK, da en “klage kan … stille dem i et negativt lys over for de behandlere der skal vurdere deres sag” (Bilag 2: linje 54-55).

LGBT fortæller endvidere om de transkønnedes dilemma med hensyn til at der reelt ikke findes et frit og uafhængigt forløb et andet sted hen, fordi SK kan bede om at få journalindsigt, hvis de har modtaget behandlinger andre steder hen end på SK. Dette kan være med til at de transkønnede ikke kan føle at de kan dele frit og ærligt omkring sin situation, hvor de stadig ville prøve at fremstå mere i overensstemmelse med den herskende diskurs om køn og seksualitet. Denne vurderingsproces de transkønnede er i opleves som en overvågning, hvor alt hvad de siger, kan blive brugt mod dem til sidst.”

Med venlige hilsener

Psykoterapeut
Tonny P.

* * *
[Til indhold] Kildehenvisning
Skrivelsen fra Tonny P. i pdf-format.
Folketingets journal vedrørende henvendelsen fra Tonny P. – bilag nr. 5.
Henvendelsen fra Tonny P. – bilag nr. 5. – i pdf-format hos Folketinget.
RapportenEn social konstruktivistisk undersøgelse af transkønnedes oplevelser af mødet med Sexologisk Klinik – medsendt fra Tonny P. som bilag hos Folketinget i pdf-format.

Edward Kynaston

Vist 208 gange.
Edward Kynaston

Edward Kynaston

Edward Kynaston (ca. 1640 – januar 1706) også kendt som Ned Kynaston var en engelsk succesfuld skuespiller i midten af 1600-tallet.

Siden begyndelsen af 1600-tallet var det forbudt kvinder at optræde på teatre.
Til at spille kvinderoller anvendes derfor mænd eller drenge.
Drengene blev skuespillerelever hos mandlige skuespillere og øvet i at spille kvinderoller indtil de nåede puberteten.

Kynaston var en af de skuespillere, der fra drengeårene var blevet opøvet i at spille kvinderoller.
I modsætning til de fleste drenge, så fortsatte Kynaston med stor succes med at spille kvinderoller, da han blev voksen.

En af Kynastons store kvinderoller var som Desdemona i Shakespeares Othello. Han opnåede også at spille en mandlig rolle i samme stykke.
En del af Kynastons udstråling skyldes sikkert hans dobbelttydige seksualitet, og der var forlydender om, at han var the Duke of Buckinham, Ben Chaplins elsker.

Kenyastons sidste kvinderolle var i Beaumont og Fletche’s Maid’s Tragedy med Killigrews skuespilkorps i 1661.
Herefter fik Kynaston en succesfuld karrriere i mandlige roller og blev især berømmet for sit spil i Shakespeares Henry IV.
Han blev gift og fik børn.
Kenyaston sluttede som skuespiller i 1699.

Samuel Pepys var en engelsk embedsmand, som omhyggeligt skrev dagbog herunder øjenvidneberetnnger om begivenheder i London i 1600-tallet. Hans dagbøger er bevaret og også oversat til dansk.
Pepys spiste middag med Kynaston den 18. august 1660 efter opførelsen af stykket The Loyal Subjectog omtalte efterfølgende Kynaston som “den mest henrivende kvinde, jeg har set i mit liv”, men “hendes stemme var ikke særlig god”.

I 1660 blev Charles II indsat som konge i England.

I de forudgående atten år var det puritanerne, som havde haft den dominerende politiske rolle i England.
Puritianere var tilhængere af en engelsk sekt, der blev dannet i 1500-tallet, og som krævede renhed i troslæren og gudstjenesten renset for katolske ceromonier.
De fik også indført forbud mod, at kvinder optrådte på teatre, og var generelt imod den løssluppenhed, som de mente teatrene var udtryk for.

Med indsættelsen af Charles II som konge gik teatrene bedre tider imøde. Således ophævede kongen i 1662 loven, som forbød kvinder at optræde på teatrene.

I 2004 fik filmen Stage Beauty præmiere. Det er delvist en biografisk film om Edward Kynaston og om teatrenes forhold på hans tid.

Hvad er humanvidenskab? – Køn som analytisk kategori – af Anne Maabjerg Mikkelsen.

Vist 0 gange. Anne Maabjerg Mikkelsen, Aarhus Universitet.
Bachelorprojekt: “Derrida og Moderne Kønsteori” den 13. december 2013. Hun fik karakteren 12 for det samlede bachelorprojekt.

Hvad er humanvidenskab? – køn som analytisk kategori

Denne opgave vil centrere sig om følgende spørgsmål: Hvorfor er gender en vigtig kategori inden for humanvidenskaberne?

Dette vil ske med udgangspunkt i Joan Scotts udsagn om, at kønnet er kulturelt konstrueret. Omdrejningspunktet vil ydermere belyses ud fra teorier af Dorte Marie Søndergaard, Simone de Beauvoir, Raewyn Connell og Judith Butler. I denne opgave vil gender blive oversat til køn – vel og mærke det sociale, konstruerede køn.

Dorte Marie Søndergaard skriver i sit værk Tegnet på Kroppen følgende: ”… man kan ikke vælge ikke at blive forstået i forhold til køn i kulturer, hvor køn er gennemgående konstruktionselement i den sociale orden.” (Søndergaard 2000 : 35) Som individ er det umuligt at blive forstået uden sit køn. Det første spørgsmål, der stilles ved fødslen, er: ”Blev det en dreng eller en pige?”. Det sidste tal i vores CPR-nummer afhænger eksempelvis af, hvorvidt vi er mand eller kvinde. Idet humanvidenskaberne søger at studere mennesket som værende et historisk, kulturelt og skabende væsen, bliver kønnet – som værende et gennemgående konstruktionselement for individet – en brugbar kategori for analyse af menneskelige relationer og interaktioner. Joan Scott skriver følgende om kønnet som kategori i sin afhandling Gender: A Useful Category of Historical Analysis: ”Gender, then, provides a way to decode meaning and to understand the complex connections among various forms of human interaction.”. (Scott 1986 : 1070)

Gender-kategorien blev skabt blandt feminister, der ønskede at adskille det seksuelle, biologiske køn fra det socialt konstruerede. Det afgørende aspekt af denne kategori er dens afstandstagen til den biologiske determinisme, der traditionelt set har præget synet på kønsforskelle mellem mand og kvinde:

Its use explicitly rejects biological explanations, such as those that find a common denominator for diverse forms of female subordination in the facts that women have the capacity to give birth and men have greater muscular strength. Instead, gender becomes a way of denoting ”cultural contructions” – the entirely social creation of ideas about appropriate roles for women and men. (op.sit. : 1056)

Kønnet som værende en essens i individet er en myte, hvilket der gøres op med i dette konstruktivistiske syn. Simone de Beauvoir lægger allerede med citatet ”Man fødes ikke som kvinde – man bliver det.” (Beauvoir 1983 : II,13) fokus på det konstruktivistiske element i kønsidentiteten – hvordan man rent kulturelt påvirkes og dermed er et produkt af det samfund, man lever i. Beauvoirs berømte citat bygger i høj grad på teser fra eksistentialismen; eksistensen går forud for essensen. Beauvoir skriver følgende i Det Andet køn: ”Et menneske er ene og alene, hvad det gør. Det mulige når ikke ud over grænserne for det virkelige, essensen går ikke forud for eksistensen”. (op.sit. : I, 265) De handlinger og valg, man gør, former én til den, man er. Problematikken ligger ifølge Beauvoir i, at kvinden gennem historien har været begrænset af myter, fordomme og begrænsninger skabt i en mandsdomineret verden. På denne måde bliver kvinden et produkt af de forventninger og krav, der er til hende i det samfund og den kultur, hun lever i. Som Raewyn Connell skriver i Gender In World Perspective: ”Gender is also a topic on which there is a great deal of prejudice, myth and outright falsehood.” (Connell 2009 : 9) Connell præsenterer humanvidenskabernes opgave som værende den at skulle afsløre de falske fordomme og analysere kulturen og givne situationer, som de i virkeligheden er. (ibid.) Derfor bliver inddragelsen af kategorien køn essentielt for humanvidenskabens undersøgelsesfelt.

Judith Butler introducerer i sit værk Kønsballade teorien om, at kønnet er performativt: ”køn er den gentagne stilisering af kroppen, et sæt af gentagne handlinger inden for en meget rigid regulerende ramme, der over tid størkner og producerer en tilsynekommende substans, en slags naturlig væren.” (Butler 2008 : 82) På denne måde argumenterer hun for, at det er de kropslige handlinger, der udgør kønnet – altså igen gøres der op med tanken om en essens. Handlingerne bliver gentaget gang på gang, hvorfor de fremstår som en essens ved kønnet. Problematikken opstår for individet, når det overskrider de gængse grænser for normalitet. Ifølge Søndergaard er mennesket rent eksistentielt afhængigt af kulturel og samfundsmæssig integration. Der er tale om, at truslen om eksklusion er af afgørende karakter, hvorfor: ”… gøren og væren hele tiden forløber på grundlag af den helt fundamentale præmis, at et vist omfang af kulturel genkendelighed og accept udgør en nødvendig forudsætning for hans eller hendes samfundsmæssige og kulturelle integration.” (Søndergaard 2000 : 33) Afhængigheden af at blive integrereret i kulturen er en afgørende faktor for konstruktionen af kønsidentiteten, hvor da også Connell skriver, at gender er altafgørende for individets eksistens og overlevelse. (Connell 2009 : 9) For Butler er denne eksklusion – den kulturelle uigenkendelighed – central for samfundets snævre syn på kønnet. Transseksualitet er for Butler eksempelvis et tegn på, at det vi anser for værende naturligt, den indre essens og det egentlig virkelige principielt er foranderligt. (Butler 2008 : 24) I Connells case 5 Bending Gender præsenteres vi for Huey Brown – eller Harriet. Han er homoseksuel, i forhold med homoseksuelle samt en transkvinde, får opereret bryster og arbejder som ’drag’. Denne case illustrerer, hvorledes det er muligt at krydse de traditionelle grænser for køn. Connell skriver, at Harriet: ”… undermines any doctrine that there is a single, standard pattern of male sexuality.” (Connell 2009 : 21) Individer som Harriet sætter i høj grad forståelsen af kønsidentitet til forhandling, og det tydeliggøres, hvorledes det ikke er muligt at opstille et mekanisk system for kønsrelationer. (op.sit. : 23)

Derfor pointerer både Connell, Scott og Butler, at konstruktionen af kønsidentitet inddrager mange forskellige felter: Sprog, institutioner, politik mv.. I Kønsballade inddrager Butler teorier fra mange forskellige traditioner; bl.a. Lacan og Levi-Strauss. For Joan Scott lyder spørgsmålet i Gender: A Useful Category of Historical Analysis, hvordan teoretiseringen af køn som analytisk kategori skal foregå. Traditionelt set har feminismens forsøg på at teoretisere køn som analytisk kategori været for snæver. Scott nævner tre overordnede strømninger: Forklaringen af patriarkatets oprindelse, gender koblet med marxistisk tænkning og psykoanalytiske traditioner. (Scott 1986 : 1057ff) Scott skriver følgende: ”A review of these theories will expose their limits and make it possible to propose an alternative approach.” (op.sit. : 1056) Scotts definition af kønnet som analytisk kategori lyder, at det er et konstitutivt element af sociale forhold baseret på opfattede forskelle mellem kønnene. Ydermere skriver hun, at køn er en afgørende måde, hvorigennem magtrelationer konstitueres. (op.sit. : 1067) Hun introducerer ydermere fire aspekter af sin forståelse af, hvorledes kønnet er et konstitutivt element af de sociale forhold: Kulturelle symboler, begrebsliggørelse heraf, sociale institutioner og organiseringer samt den subjektive identitet. Disse fire aspekter interagerer med hinanden og bidrager alle til konstruktionen af køn. (op.sit. :1067-1069) Eksempelvis mener hun, at de lacanianske analyser – der hører under begrebsliggørelse – er for abstrakte, hvorfor også institutioner og politik skal inddrages. Følgende citat indikerer, hvor vigtig eksempelvis empiriske antagelser også er: ”Historians need instead to examine the ways in which gendered identities are substantively contructed and relate their findings to a range of activities, social organizations, and historically specific cultural representations.” (op.sit. : 1068) Der er tale om en vekselvirkning mellem teori og praksis – intet gives a priori. På denne måde er der tale om, at Scott i teksten placerer sig mellem hermeneutikken og strukturalismen, idet både det subjektive og det samfundsmæssige skal inddrages i overvejelserne omkring køn som en kategori: ”To pursue meaning, we need to deal with the individual subject as well as social organization…”. (op.sit. : 1067)

Konklusion
Kønsrelationer er ikke mulige at forklare ud fra et mekanisk system, idet de påvirkes af utallige felter i kultur og samfund samt det rent subjektive. Scott gør det klart, at teoretiseringen af køn som analytisk kategori skal ske ud fra flere aspekter, der skal arbejde sammen. Butler tilslutter sig på samme måde, at de mange traditioner alle bidrager til opfattelsen og konstruktionen af kønnet. Vigtigheden i at benytte sig af kønnet som analytisk kategori inden for humanvidenskaberne er netop, at idet humanvidenskabernes opgave er at analysere mennesket som kulturelt, historisk og skabende væsen, er det umuligt at komme uden om kønnet som kategori. Som Søndergaard skriver, er det et gennemgående konstruktionselement i vores samfund, idet vi ikke kan blive forstået uden det. På denne måde er køn en vigtig kategori at benytte sig af, da den analyserer og undersøger kønnets konstruerede karakter. På denne måde åbner det op for en åbenhed ift. synet på kønsidentitet – at man ikke er determineret af sit køn. Rent humanvidenskabeligt er det en vigtig kategori, men samtidig er det også en kategori, der er vigtig for det enkelte individ at have kendskab til.

Litteratur
Butler, Judith, ’Kønsballade’ [1990], Forlaget THP, 2010
Connell, Raewyn, ’Gender In World Perspective’, Polity, 2009
De Beauvoir, Simone ’Det Andet Køn’ [1949], Tiderne Skifter, 1983
Scott, Joan, ’Gender: A Useful Category on Historical Analysis’, Oxford Journals, 1986
Søndergaard, Dorte Marie, ’Tegnet på kroppen’, Museum Tusculanums Forlag, 2000

* * *
Opgaven i pdf-format.

Case Study: Caspian Drumm, kønnede praksisser og fællesskaber – af Anne Maabjerg Mikkelsen.

Vist 0 gange. Anne Maabjerg Mikkelsen, Aarhus Universitet.
Bachelorprojekt: “Derrida og Moderne Kønsteori” den 13. december 2013. Hun fik karakteren 12 for det samlede bachelorprojekt.

Case Study: Caspian Drumm, kønnede praksisser og fællesskaber

Delopgave 1: Præsentation af en transseksuel skæbne

Transseksuelle i Danmark har i de seneste år været i de danske mediers søgelys. Spørgsmålet om, hvorvidt et transseksuelt individ skal erklæres psykisk syg, om der skal indføres kønsneutrale pas, og hvorvidt privathospitaler må udføre indledende faser på kønsskifteoperationer på børn under 18 år er blandt andet tilfælde, der har stået til debat. Samfundet er i dag bygget op omkring de to køn. Gennem kønnet som kategori er det muligt for os som individer at aflæse hinanden. Til at underbygge denne tese er det muligt at inddrage Berger og Luckmanns Den samfundsskabte virkelighed – En videnssociologisk afhandling, hvor de skriver følgende: ”Hverdagens virkelighed indeholder skemaer over typer, ved hjælp af hvilke vi forstår og ”kan finde ud af”, når vi møder dem ansigt-til-ansigt.”. (Berger & Luckmann 2003 : 45) Der opstår ifølge både Judith Butler og Dorthe Søndergaard problemer, når aflæsningen af kønnet ikke længere er mulig – som eksempelvis i mødet med en transseksuel; vores tilgang til det andet menneske bliver problematisk. På denne måde har feltet Transseksualitet i høj grad både relevans på individuelt, kollektivt og samfundsmæssigt niveau, og det udgør derfor et interessant felt for både faget Moderne Identitet og mit grundfag Idéhistorie.

Denne portfolieopgave vil belyse transseksualitet med udgangspunktet i en konkret case. I Go’ Aften Danmark den 14. oktober 2011 præsenteres den danske befolkning for Caspian Drumm – en 15-årig pige, der tre måneder tidligere påbegyndte en hormonbehandling som indledende fase til en kønsskifteoperation, der skal gøre hende til den dreng, hun altid har følt sig som. Mandag d. 17. oktober skal Caspian have bortopereret sine bryster, hvilket bliver en operation foretaget på et privathospital uden for gældende regler. I Danmark kan man først få bevilliget en kønsskifteoperation, når man er fyldt 18 år, hvorfor Caspian-sagen har skabt debat landet over og draget megen opmærksomhed til transseksuelle individer som gruppe. I nu to år har debatten kørt i diverse medier, og Caspian har selv bidraget til denne debat gennem videoblogs på Youtube og et brev til de danske medier. Første del af casestudiet vil undersøge, hvorledes Caspian performer sig selv gennem sin videoblog og anden aktivitet. Hvordan åbner videobloggen op for en kønsforhandling? Og hvordan er det muligt at analysere Caspians skæbne ud fra begrebet performativitet, der er grundlæggende for teorien om moderne identitet?

Caspian er selv medlem af T-gruppen i Landsorganisationen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT), hvormed det er muligt at inddrage gruppe- og fællesskabshorisonten. Hvordan kommunikerer transseksuelle gennem de forskellige online-fællesskaber? Hvad bidrager disse fællesskaber til i forhold til den transseksuelles selvfølelse og tilværelse i dagens samfund?

Motivationen bag valget af dette felt ligger i en personlig interesse for kønnet som sådan. Både i forhold til, hvordan kønsstereotyper og kønsroller er konstrueret men også, hvorfor vi er så afhængige af dem for at forstå vores omverden og medmennesker. Gennem mit grundfag Idéhistorie har jeg kunnet bearbejde emnet ud fra filosofiske teorier omkring mennesket som værende et fornuftigt væsen med behov for at kunne rationalisere og definere ting. Derfor er det interessant for mig at lægge en sociologisk vinkel med udgangspunkt i teorier fra Moderne Identitet på det samme emne: Hvordan konstruerer vi kønnet, hvordan performer vi det, og hvordan er vi afhængige af det som kategori? Derfor vil opgaverne i høj grad tage udspring i Judith Butlers teorier om kønnet – såvel som identiteten – som værende performativt.

Empiri
Berger, Peter & Luckmann, Thomas, Den samfundsskabte virkelighedEn videnssociologisk afhandling, Lindhardt og Ringhof, 2003

Delopgave 2: Identitetsanalyse og fællesskaber

Del A) Performativ identitetsanalyse
Denne delopgave vil tage udgangspunkt i en identitetsanalyse af transkønnede Caspian Drumm med udgangspunkt i Judith Butlers performativitetsbegreb samt Dorte Søndergaards teori om forhandling, positionering og kulturel genkendelighed.

Caspian Drumm er født pige men har hele livet følt sig som en dreng. D. 19. juni 2011 fik han som 15-årig sit første skud nebido, og d. 5. juli 2011 fik han opereret sine bryster væk uden om det danske sundhedssystem. En lang transition tog start. Gennem de sidste to år har Caspian videoblogget om sin transition og livet som transkønnet på YouTube under navnet MrMisterDrumm.

Kønnet og performativitet
Judith Butler mener, at kønnet er performativt, med hvilket hun mener følgende: ”… performative in the sense that the essence or identity that they otherwise purport to express are fabrications manufactured and sustained through corporeal signs and other discursive means.” (Butler 1990 : 173) Butler ønsker med sin teori at gøre op med forståelsen af, at kønnet er essentielt og dermed årsag til vores handlinger. Det er derimod noget, der skabes gennem handlinger – vi gør vores køn. Handlingerne er en gentagen og citeret praksis, (Butler 1993 : 2) hvormed de fremstår som en essens. (Butler 1990 : 173) Caspian giver udtryk for, at han skal leve op til mandlige standarder for at føle sig tilpas i sin egen identitet. (How T changed me : (05.10)) Disse standarder, såsom eksempelvis at være maskulin og handlende, er altså ikke essentielle egenskaber tilknyttet det mandlige køn. Dette eksemplificerer Caspian, da han selv biologisk set er pige, der performer som en dreng – også før hormonbehandling.

Caspians profil, MrMisterDrumm, fremstår som en drejebog for, hvordan man kan ”blive” mand. Dette verificerer Butlers teori om kønnet som værende performativt. Caspian selv understreger mange gange, hvordan han træner sin krop, (FTM body Dysphoria/surgery (05.15)) og klæder sig som mand. (FTM passing tips + 8 months on T: (05.44)) Udseende, beklædning og herigennem selvfremstilling som mand er central. Marjorie Garber understreger, hvor afgørende noget så simpelt som beklædning er for menneskets forståelse af kønnet: ”… clothing constructs (and deconstructs) gender and gender differences.” (Garber 1992 : 3) For Caspian er der på ingen måde et problem i, at hans kønsorganer tilhører en kvindes krop, da kønnet for ham sidder i handlinger, opførsel og fremstilling frem for i kønsorganet: ”I am a man, and my equipment down there doesn’t change that.”. (FTM – Bottom Dysphoria/surgery : (09.30 + 10.20))

Mange af de praksisser, der er forbundet med kønslig praksis, og som fremstår som essentielle egenskaber ved henholdsvis mand og kvinde, er dybt integrerede i samfundet grundet repetition over mange år. Derfor foregår imitationen/citationen af disse praksisser ofte ubevidst. Disse stiliserede praksisser understøtter det heteroseksuelle, binære samfund, (Butler 1993 : 2) hvorfor barnet allerede fra fødslen – og især fra navngivningen – påvirkes i retning af det biologiske køn og den dertilhørende ”naturlige” seksualitet. (Ibid. : 7) I Go’ Morgen Danmark vises billeder af en ung Caspian. På billederne har hans mor forsøgt ”at gøre ham til pige”. ”The girling” af Caspian var dog ikke vellykket. (Butler 1993 : 7) Caspian er et eksempel på et individ, der aldrig har følt sig som den pige, han blev født som. Siden tre-års-alderen har han benægtet sit biologiske køn, og han ønskede dengang at hedde Christoffer. (finding my identity pt. 1 (02.40)) Han har aldrig været feminin og har altid haft drengevenner. Caspian siger, at han allerede i otte-års-alderen oplevede ikke at passe ind i kategorien pige: ”… I tried to fit into the girlie box, which I didn’t do too well…” (ibid. : (07.13)) Han understreger, hvorledes han siden folkeskolen forsøgte at gøre som drengene: ”I tried to play really tough … and I wore a leather jacket.”. (ibid. : 08.20)) Her er der tale om en citation af drenge-adfærden, hvilket ifølge Butler afslører kønnets performative karakter.

Kulturel genkendelighed, positionering og forhandling
Ifølge Dorte Søndergaard er mennesket dybt afhængigt af at blive integreret i kulturen, da det er i denne, det kan udfolde sig som menneske. (Søndergaard 2000 : 31) Integrationen har som forudsætning, at individet er kulturelt genkendeligt og dermed accepteret. Søndergaard skriver: ”Er individet ikke genkendeligt, er han eller hun for anderledes, for mærkelig inden for en given kulturel kontekst, så vil vedkommende blive mødt med ekskluderende, med ikke inkluderende, kræfter fra omgivelserne.” (Ibid. : 33) Grundlæggende for vores eksistens som mennesker er, at vi kan forstå og forudsige hinanden, hvilket sker vha. kategorisering. Berger & Luckmann skriver: ”Hverdagens virkelighed indeholder skemaer over typer, ved hjælp af hvilke vi forstår og ”kan finde ud af” andre, når vi møder dem ansigt-til-ansigt.” (Berger & Luckmann 2003 : 45) Når kønnet er den mest grundlæggende og stabile kategorisering i vores samfund, (Søndergaard 2000 : 35) opstår der et problem i mødet med den anden, hvis ikke kønnet er aflæseligt. Individet bliver for anderledes.

Caspian udtaler sig som følgende: ”I know people would find me wired, and I just really wanted to fit in. But still I couldn’t … ’cause I was unnatural at that age.” (finding my identity pt 2 : (00.40)) Det er vigtigt for Caspian at høre til et sted og blive accepteret i samfundet. Problematikken for den transkønnede opstår dog i, at han/hun ikke kan blive accepteret og anerkendt for det køn, han/hun føler sig som. I dagens heteroseksuelle, binære samfund er der tale om, at den transkønnede kategoriseres som ”the freak”, som noget ”for mærkeligt”, da han/hun ikke kan kategoriseres som værende mand eller kvinde. Caspian ønsker ikke at være freak men derimod at være mand. (13 months on T, starting school : (2.10))

Som redegjort for i forrige afsnit, er det tydeligt at se, hvorledes Caspian forsøger at ligne og handle som en mand, da han ønsker at passere [1] som mand og dermed blive kulturelt genkendeliggjort som mand. Frygten for at få afsløret sit biologiske køn er dominerende i den transkønnedes eksistens. Caspian mærker til denne frygt og udtaler sig som følgende i magasinet Euroman: “Der ligger meget identitet i stemmen. Hvis den er for lys, er du afsløret … Da jeg var blevet en mand, var jeg ekstremt hetero i starten. Jeg ville være normal på alle tænkelige måder.” (Mosbech 2012, Euroman) I videobloggene på YouTube er det tydeligt at mærke Caspians begejstring for, at hans stemme falder til et dybere leje: ”… and my voice is dropping a lot. It’s getting deeper and deeper, and I am pretty sure you can actually hear that. Hopefully you can…”. (3 months on T and television (04.40)) Brysterne er for ham den mest afslørende del af kroppen, og de skal fjernes. Caspians transitionen byder ydermere på kraftigere hårvækst, større muskler, højere hårgrænse og større sexlyst. Den resulterer i, at han får det bedre: ”I feel at home in my own body.”. (6 Months on T (07.30)) Han kan nu i højere grad passere og blive ”godtaget” for at være mand i sin hverdagslige færden. På videoerne er det tydeligt at mærke Caspians frustration over, at hans hårvækst ikke er synlig for andre YouTube-brugere, der ser hans video. Hans forhåbning om, at seerne kan se og høre forandringerne forbundet med hormonbehandlingen, skinner tydeligt igennem. Det er vigtigt for Caspian, at han på sin YouTube-profil og ved hjælp fra kameraet kan dokumentere sin udvikling til (og som) mand. (Raun 2011 : 21)

Gennem Caspians offentlighed omkring sin kønnede situation, positionerer han sig som en aktiv forhandler af kønsidentitet. Forhandlingen af køn foregår gennem brydningen mellem individers udtryk for køn. (Søndergaard 2000 : 34) Caspian sætter i høj grad til debat, hvad en ”rigtig” mand er. Caspian positionerer sig inden for denne kønsforhandling som ”freaken”, der i den heteroseksuelle matrix ikke er et fuldstændigt individ, da han mangler et køn; han er ulæselig. Individet forhandler dog ikke kun, hvis det positionerer sig selv ”uden for” normerne; det er umuligt ikke at udtrykke noget (Ibid. : 35) Individer, der følger de gængse forestillinger om køn, positionerer sig til gengæld sådan, at de reproducerer normerne og reglerne knyttet til kønnene. Hvorvidt Caspian overhovedet forhandler kønnet, når han forsøger at passe ind i de allerede gældende kønskategorier, vil blive diskuteret i delopgave 3.

Del B) Forskellige fællesskabsbegreber
Denne undersøgelse og diskussion af fællesskaber forbundet med transkønnede som marginaliseret gruppe i samfundet vil tage udgangspunkt i det online-fællesskab, der opstår omkring transkønnede videobloggere. Undersøgelsen vil hente inspiration fra Tobias Rauns undersøgelser af transkønnedes videoblogging på YouTube.[2] Jeg vil lægge afstand til Baumans diskvalifikation af online-fællesskaber, og i højere grad tilslutte mig Castells forståelse af online-fællesskaber som nogle, der også kan støtte os i at være mennesker og give os en følelse af at være del af noget. En accept af online-fællesskaber vil bidrage til en større forståelse af, hvordan vi som kulturelle, sociale væsener lever i det mediedominerede samfund, der i dag er en realitet. Denne del vil centrere sig om, hvorledes det transkønnede fællesskab på YouTube gør sig til et fællesskab med udgangspunkt i Maffesoli, Wenger og Tobias Raun. Gennem opgaven bruges Rauns udtryk vlog, når jeg omtaler video-bloggen samt betegnelsen TKF i stedet for det transkønnede fællesskab.

Det transkønnede fællesskab
På trods af at Caspian hverken hører til i drenge- eller pigekategorien, har han dog som alle mennesker behov for at være en del af noget større end blot ham selv. (How T changed me : (06.00)) Gennem sin aktive deltagelse i transmiljøet og sit medlemskab i T-gruppen i LGBT[3] opnår han en følelse af at høre til: ”I am part of the Trans Group in Denmark which is really awesome. To get to know other trans people”. (Ftm intro. : (05.10)) Caspian ytrer dog i en senere vlog, at T’et i LGBT synes glemt til fordel for et stort fokus på homoseksuelle. Han kritiserer den danske X-factor vinder Sarah for at have forårsaget, at han nu igen bliver betragtet som en butch-lebbe og ikke en transmand: ”So I don’t think it [Sarahs sejr I X-factor] has exactly helped the society of Denmark […] to really face the realities of the LGBT community. Maybe they have found the L but they definitely have not find the T […]” (X-factor destroyed my identity : (05.10)) Denne problemstilling belyser Tobias Raun også i artiklen Mand nok? – Om kropsliggørelser og maskulinitetsfortællinger i transkønnede video blogs på YouTube. (Raun 2011 : 26) Han undersøger i sin Ph.d.-afhandling transkønnedes vlogging på YouTube, hvilket Caspian er et eksempel på.

MrMisterDrumm er blot én ud af mange transkønnede vloggere. Tobias Raun skriver: ”Mange transkønnede bruger YouTube som platform til at få skærm- og taletid. Gennem video blogs (vlogs) dokumenterer og diskuterer transmænd egne kropslige transformationer og psykosociale forestillinger om køn.” (Raun 2011 : 20) På trods af eksklusionen i det heteroseksuelle, binære samfund og dette samfunds dom af den transkønnede som værende ”freaken”, har den transkønnede gruppe formået at opbygge deres eget fællesskab i kampen om retten til accept. Eksklusion fra et fællesskab er ikke ensbetydende med eksklusion fra alle fællesskaber. (Søndergaard 2000 : 34) På grund af udelukkelsen fra ét fællesskab, er der tale om, at de ekskluderede finder sammen i et nyt fællesskab. Det at føle sig glemt i LGBT betyder ikke, at de transkønnede ikke har formået at få deres eget særprægede fællesskab stablet på benene. Vloggen bliver et medium, der formår at placere Caspian i TKF, hvor han bliver accepteret og kulturelt integreret. Vloggen bliver en form for selvterapi, hvorigennem han kan give slip for frustrationer velvidende om, at nogle lytter. Kommentarerne til Caspians vlogs spænder fra kritik til støttende ord. Responsen på hans vlogs er hovedsageligt positiv og rosende og bidrager dermed til en accept af Caspian som værende mand. Eksempelvis skriver rafiiskfelix: ”Leonardo DICAPRIO :)” (1st shot of nebido), og Jerry Nguyen skriver: ”You look fantastic man, real impressive body.” (FTM – 2 years post-op)

Vloggen rækker også ud til andre og bliver en social aktivitet i et online-fællesskab. (Raun 2011 : 24) Raun præsenterer læseren for tre forskellige transmænd i sin artikel. De vlogger alle på YouTube om deres eksistens og transition ligesom Caspian. Rauns karakter James er som Caspian ivrig efter at dele ud af viden og information omkring livet som transkønnet. (Raun 2011 : 22) Tony udtrykker flere gange en taknemmelighed for det transkønnede online-fællesskab, hvorigennem han kan søge råd og genkende sig selv i andre transmænds transitioner. (Raun 2011 : 25) Caspian søger eksempelvis også råd i sine vlogs: ”If any of you guys have any experience with what’s good and not good to do when you come out in High School, please let me now, because I am getting more and more frustrated about this […] So if you can help me out, please do.” (Coming out in high school : (4.11)) Relevant i forhold til dette er denne genkendelighed, som er så vigtigt for at kunne indgå i et fællesskab.

Praksisfællesskab
Spørgsmålet lyder hernæst på, hvilken type fællesskab TKF på YouTube er. Maffesoli skriver, at fællesskaber er flygtige og ikke behøver at vare over længere tid. Det er ikke så meget, hvad fællesskabet er men nærmere, at vi deler en følelse i et givent øjeblik på et givent sted. Denne komponent af delte følelser, er det grundlæggende for fællesskabet. (Maffesoli 1995 : 16) Denne kollektive følelse er med hans egne ord en følelse af delt kraft og energi, puissance, og denne findes alle steder, hvor selskabelighed og kommunikation er mulig. (ibid., : 24ff) Det er muligt at argumentere for vigtigheden af den delte følelse af fælles puissance samt vigtigheden af den samhørighed, der opstår i den ”sigen-ja-til-hinanden”, der er gældende for de affektive fællesskaber. Jeg vil dog tillade mig at hævde, at det i højere grad er relevant at betegne TKF på YouTube som et praksisfællesskab.

Étienne Wenger argumenterer for, at det er det gensidige engagement, der definerer praksisfælleskaber. Der er modsat Maffesoli ikke blot tale om, at fællesskabet defineres ved en samling af mennesker men derimod ved, hvad de gør. (Wenger 2004 : 91) Der er et fælles mål, hvoromkring fællesskabets medlemmer arbejder. Det er tydeligt for TKF, at der er et fælles mål i den forstand, at alle ønsker at blive accepteret som det køn, de føler sig som. Uden dette fælles mål – dette gensidige engagement for at nå det – ville der slet intet fællesskab være. TKF ville ikke opstå uafhængigt af motivation, hvilket Maffesoli anser de affektive fællesskaber for at gøre. I praksisfællesskabet er der intet krav om homogenitet – tværtimod. Medlemmerne er forskellige, hvormed de komplementerer hinanden. Wenger skriver følgende om medlemmerne i et praksisfællesskab: ”[…] de taler med hinanden, udveksler informationer og påvirker hinandens forståelse rutinemæssigt.”. (Wenger, 93) Det er blevet tydeligt gennem undersøgelse af TKF, at der sker en udveksling af informationer mellem medlemmerne; i dette fællesskab kan man knytte relationer til nogle, der ved noget, man ikke selv ved. (Wenger 2004 : 93) Enighed er ikke en nødvendighed, hvilket Raun også understreger: ”[…] der [er] indenfor transbevægelser/fællesskaber (herunder også på YouTube) mange forskellige og til tider konkurrende opfattelser af, hvad det vil sige at være (trans)mand.” (Raun 2011 : 21) På Caspians profil kan man også erfare uenighed, da han responderer på The Dirt From Dirt’s video om, hvorfor transition ikke er positivt. (Re: FTM Transition Facts YOU didnt want to know!) The Dirt From Dirt er selv transkønnet men har ikke gennemgået transition.

I praksisfællesskaber er der et fælles repertoire: ”Et praksisfællesskabs repertoire omfatter rutiner, ord, værktøjer, måder at gøre ting på, historier, gestus, symboler, genrer, handlinger eller begreber, som fællesskabet har produceret eller indoptaget i løbet af sin eksistens, […]” (Wenger 2004 : 101) Interessant i forhold til dette citat er, at Raun argumenterer for, at kameraet og bloggen er et redskab til at blive mand, (Raun 2011 : 20) både for den transkønnede vlogger og for andre transkønnede, der søger hjælp og vejledning. YouTube som medium er let overskueligt, og det kræver ikke andet end at søge på trans gender. Søgningen vil resultere i drejebøger og vejledninger til, hvordan man bliver mand. Vloggeren – i dette tilfælde Caspian Drumm – bliver en metode, et værktøj i praksisfællesskabet. Han er en model for, hvordan andre kan passere. Eksempelvis er en af Caspians vlogs kaldt følgende: Ftm – get the V shape! Han har lavet en blog, som handler om, hvordan han er kommet til at se ud, som han gør. Dette skyldes, at han får mange spørgsmål omkring dette, hvilket understreger praksisfællesskabets udveksling af informationer.

Afsluttende opsummering
Caspian Drumm er transmand og har de seneste to år gennemgået hormonbehandling og brystoperation for at ligne en mand. Før dette performede han sit køn som mand, hvilket netop afslørede kønnets performative karakter. Hans største ønske er at blive accepteret af samfundet, som den mand, han føler sig som og dermed undgå den eksklusion i samfundet, der er forbundet med at blive stemplet ”freak”. Samfundet er struktureret omkring et binært, heteroseksuelt system, der kræver overensstemmelse mellem biologisk køn og kønsidentitet, og som opererer i to kategorier: Mand og kvinde; hvor kategorierne vel og mærket er afgørende for vores forståelse af verden og hinanden. At man ekskluderes fra én del af samfundet er ikke ens betydning med at blive det fra alle steder, hvorfor Caspian har positioneret sig som aktiv kønsforhandler i rollen som ”freaken”, der kræver accept. Gennem mediet YouTube bliver det muligt for de transkønnede at oprette et fællesskab baseret på udveksling af informationer, hjælp og rådgivning. Vloggene bliver et redskab i det online transkønnede fællesskab, hvorfor Caspian fremstår som model og bliver et redskab for andre i fællesskabet. Dermed er det muligt at argumentere for, at det transkønnede fællesskab på Youtube er et praksisfællesskab.

Empiri:
Case: MrMisterDrumm: Jeg har set og analyseret alle videoerne og henvist i opgaven til de enkelte videoer, jeg har draget oplysninger fra.
http://www.youtube.com/user/MrMisterDrumm/videos?sort=dd&shelf_index=0&view=0

Litteratur
Berger, Peter L & Luckmann, Thomas (2003), Den samfundsskabte virkelighed – En videnssociologisk afhandling, Lindhardt og Ringhof

Butler, Judith (1990), Gender Trouble, New York: Routledge
Butler, Judith (1993), Bodies that matter, New York: Routledge

Garber, Marjorie (1992), Vested Interests – Cross-dressing & cultural anxiety, New York: Routledge

Maffesoli, Michel (1996). The Time of the Tribes: The Decline of Individualism in Mass Society. London: Sage Publications

Mosbech, Hakon (11. december 2012), fortalt af Caspian Drumm, Sådan føles det at blive en mand (når man er født som kvinde), Euroman

Raun, Tobias (2011), Mand nok? – Om kropsliggørelser og maskulinitetsfortællinger i transkønnede video blogs på YouTube, Københavns Universitet: Kvinder, Køn og Forskning
https://tidsskrift.dk/index.php/KKF/article/view/44372

Søndergaard (2000), Tegnet på kroppen, Københavns Universitet: Museum Tusculanums Forlag

Wenger, Étienne (2004), Praksisfællesskaber. Læring, mening og identitet, København: Hans Reitzels Forlag

Delopgave 3: Kønnede praksisser

Problemstilling:
Opgaven vil som de to forrige portfolieopgave centrere sig om Caspian Drumm: En 18-årig transperson, der om 15-årig fik opereret sine bryster væk uden om det danske sygevæsen. For Caspian var brysterne den største årsag til at blive afsløret som pige. Gennem sine videoblogs (vlogs) på profilen MrMisterDrumm, hvor størstedelen af empirien er hentet fra, indgår Caspian i det voksende fællesskab for tranpersoner, der er at finde på YouTube. De forskellige vloggere beretter om deres transitioner til det køn, de føler sig som; om måden hvorpå de på troværdig vis kan passere[4] i det sociale felt.

Med udgangspunkt i Niall Richardsons distinktion mellem transgender og transsexual vil denne temaopgave undersøge, hvorvidt den transseksuelle kan betragtes som queer. Det gennemgående spørgsmål, opgaven søger at besvare, lyder som følgende: Underbygger Caspian Drumm den binære samfundsstruktur, kritiseret af Butler, eller er han queer? Opgaven vil præsentere Butlers forståelse af det heteroseksuelle, binære samfund for dernæst at præsentere og eksemplificere transpersonens behov for at passere som det køn, han/hun føler sig som. Sidste del af opgaven vil diskutere, hvorledes Caspian Drumm underbygger eller rykker ved de binære kønsstrukturer.

Det heteroseksuelle binære samfund: Butler
Gender Trouble siges at være det værk, der virkelig har sat skub i queer-teorien. Dorte Søndergaard underbygger i Tegnet på kroppen, at kønnet er et gennemgående konstruktionselement i dagens samfund. (Søndergaard 2000 : 35) Også Marjorie Garber tilslutter sig kønnets vigtighed gennem følgende Freud-citat: ”When you meet a human being, the first distinction you make is ”male or female?” and you are accustomed to make the distinction with unhesitating certainty.” (Garber 1992 : 1) For Butler etablerer kønsnormerne, hvad der vil og ikke vil være menneskeligt forståeligt; om et individ skal betegnes han eller hun er afgørende i mødet med det andet menneske. I vores hverdag er det gennem kategorier og generaliseringer, vi opnår mening og forståelse af verden. Berger og Luckmann skriver: ”Hverdagens virkelighed indeholder skemaer over typer, ved hjælp af hvilke vi forstår og ”og kan finde ud af” andre, når vi møder dem ansigt-til-ansigt.” (Berger 2003 : 45) Gennem vores forforståelse af et andet individ, har vi en tilgangsvinkel og en forventning, hvormed vi kan lokalisere og behandle dette individ på den ”rigtige” måde. (Ibid. : 57) I kategorierne mand og kvinde ligger ifølge Butler en forventning om en overensstemmelse mellem socialt og biologisk køn, hvormed det sociale køn er begrænset af det biologiske køn. (Butler 2010 : 45) Det er kun igennem et sådant udtryk, at individet er læseligt, kulturelt genkendeligt og dermed får tillagt betydning. Individet vil altid gå med frygten for at være for anderledes og blive ekskluderet, hvis ikke det i en forstand er kulturelt genkendeligt. (Søndergaard 2000 : 33) Butler beskriver opsummerende det binære, heteroseksuelle samfund som følgende:

[…] en hegemonisk diskursiv/epistemisk model for forståelighed af køn, som antager, at kroppe kun giver mening som sammenhængende, når der et stabilt biologisk køn, der udtrykker sig gennem et stabilt socialt køn (det maskuline udtrykker mand, det feminine udtrykker kvinde), som er defineret i modsætning til hinanden og hierarkisk gennem heteroseksualitetens obligatoriske praksis. (Butler 2010 : 251)

Distinktionen mellem socialt og biologisk køn er for Butler underordnet, da vi ingen tilgang har til det prædiskursive køn, hvorfor vi kun kan tale om det kulturelle (sociale) køn. (Ibid. : 46) Det sociale køn kan dog begrænses til to, idet kønnet betragtes som en forudgiven og naturlig essens; kønnet antages for at være årsag. Butler mener, at kønnet er performativt; at det er virkning frem for årsag. Et individs essens er en illusion; identitet er processuel, skabt i konstant interaktion med andre. Hermed kan man aldrig nå til en endelig betydning, en endelig substans:

Hvis der er noget rigtigt i Beauvoirs påstand om, at man ikke er født, men snarere bliver en kvinde, følger det, at kvinde selv er et processuelt begreb, en vorden, en konstruering, der med rette ikke kan siges at have en oprindelse eller afslutning. Som en igangværende diskursiv praksis, er den åben for intervention og genbetegnelse. (Ibid. : 82)

Butler advokerer for, at det binære kønssystem indsnævrer virkeligheden. Hun ønsker at åbne op og udvide den, idet denne struktur ikke er en fast størrelse. For Butler eksemplificerer transpersoner, butch– og femme-identiteter, drags m.fl. forskellige nye måder, hvorpå køn bliver til: (Ibid. : xi) ”Drag er et eksempel, der er beregnet til at etablere, at ”virkeligheden” ikke er så fast, som vi normalt anser den for at være” (Ibid. : xxv) Butler tilslutter sig i denne forstand til poststrukturalismens og Derridas brud med Saussure; det er ikke muligt at finde en endelig struktur: ”Det poststrukturalistiske brud med Saussure […] afviser påstandene om totalitet og universalitet, og antagelsen om binære strukturelle modsætninger, som implicit arbejder på at undertrykke lingvistiske og kulturelle betydningers vedholdende tvetydighed og åbenhed.” (Ibid. : 91) For Derrida vil en struktur altid bryde sammen indefra, idet der altid vil være systemer, der ikke passer ind i strukturen. Derrida ønsker at gøre op med den logocentriske tilgang til verden; at søge efter et centrum, en essens. Det er ikke mulig at finde sådant, da enhver signifié altid vil være signifiant for noget andet. På denne måde er sproget uendeligt, og betydning er aldrig statisk og endelig. (Dahlerup 1991 : 33ff) Dette gælder også på individplan: Identitet er performativt, flydende, processuelt. I Gender Trouble beskrives, hvorledes alternative kønnede individer – som eksempelvis Caspian Drumm – underkendes og ekskluderes i det binære, heteroseksuelle samfund men samtidig også er medvirkende til strukturens sammenbrud. Butler advokerer for, at vi forstår virkeligheden som foranderlig og reviderbar, hvorfor kønskategorierne skal mangfoldiggøres hinsides den binære ramme. (Butler 2010 : xxiv) Halberstam tilslutter sig denne mangfoldiggørelse og åbning af kategorierne; eksempelvis er de kategorier, der er tilgængelige for kvinder, inadækvate. (Halberstam 1998 : 7)

Caspian Drumm: At passere
Følelsen af ikke at blive betragtet som en ”rigtig” mand, og dermed ikke at blive kulturelt genkendt som mand er et vilkår for Caspian Drumms færden i det sociale. Et eksempel på en sådan situation er at finde på YouTube. The Dirt from dirt uploadede d. 23.6.11 klippet FTM transition facts you didn’t know, som er en argumentation mod kønsskifte: At man aldrig kan undslippe sin biologiske krop. Caspian responderer på følgende vis: ”I will never be male in your eyes” (Re: FTM transition facts YOU didn’t want to know : (2.10)) Caspians hverdag er præget af frygten for at blive afsløret som værende biologisk pige. Han kommer i sine vlogs med forskellige eksempler på, hvorledes denne afsløring kan manifestere sig.

Én af de afsløringsfaktorer, Caspian beskriver i sine vlogs, er udseendet – specifikt betegnet hans bryster. Det er tydeligt, at han glæder sig til at få fjernet disse:

[…] I’m starting High School next year. Therefore it’s a huge relief that I have […] I’m gonna get my top surgery before starting in High School. Because everybody now that people usually seem to have a tendency to think that what they see is what they get. (Coming out in high school : 0.35)

Uden bryster er der ifølge Caspian større chance for at blive behandlet som en dreng, da brysterne i høj grad afslører et individ i at være pige/kvinde. Kroppen er logisk nok den ultimative afsløring Caspian udtaler: ”Før blev jeg tvunget til at gå i bad med de andre piger, og det var jeg meget utilfreds med. Det var den ultimative afsløring og konfrontation.” (Ostrynski : 2011) Hormonbehandlingen og dermed formningen af kroppen medfører øget hårvækst, skægvækst, større muskler, dybere stemme m.m.. Alle disse faktorer er medårsag til, at det bliver lettere at passere som mand. Caspian beskriver, hvorledes han er blevet mere udadvendt og snakkende, idet han bliver accepteret som det køn, han føler sig som. Tidligere forsøgte han altid at holde lav profil, så folk ikke bemærkede, at noget ved ham var anderledes. (How T changes me : (1.24))

Den anden måde, hvorpå Caspian kan blive ”afsløret”, er i forbindelse med sit navn og cprnummer. Disse identifikationsmetoder har alle rod i et binært struktureret kønssystem. Hvad gælder CPR-nummeret afslører det sidste tal, hvorvidt man er mand eller kvinde. I Danmark er navne delt op i drenge- og pigenavne, der er afgjort af, hvilket biologisk køn barnet har. Caspian udtrykker selv, hvorledes samfundet identificerer ham som kvinde på baggrund af hans biologiske køn. Derfor har hans pigenavn voldt ham problemer op gennem opvæksten. Caspian udtrykker sig som følgende i en artikel:

Jeg kunne ikke holde mit gamle navn ud. Jeg troede først, at det var selve navnet. Fordi det var feminint og afslørede, hvad jeg var. Men det var lige så meget, hvad det symboliserede. Jeg hader at blive spurgt om, hvad jeg hed før. Det holder jeg for mig selv. Når jeg siger navnet, bygger folk en ny identitet op omkring mig, og det vil jeg gerne undgå. Det er en evig påmindelse om, hvad jeg var. (Ostrynski : 2011)

Judith Halberstam skriver følgende, som indikerer samme problemstilling, som den, Caspian introducerer os for: “Frankie thinks that naming represents the power of definition, and name changing confers the power to reimagine identity, place, relation, and even gender.” (Halberstam 1998 : 8) For transseksuelle ligger en stor del af deres følelse af manglende anerkendelse og accept i stedordene han og hun. Caspian skriver følgende: “Lad mig slå fast at jeg som transkønnet omtales som “en dreng”, “han” […] Der er bred enighed om at dette er minimum af anstændighed overfor en i forvejen stærkt diskrimineret gruppe.” (Drumm : 2012)

Er Caspian queer?
Det at være for anderledes og at være ukategoriserbar er svært at leve med. For at opnå den kulturelle genkendelse og værdighed, Søndergaard beskriver, tyder noget på, at mange transpersoner finder kønsskifteoperationen som vejen ud af deres pinsel. (Søndergaard 2000 : 34) Spørgsmålet lyder dog, at hvis kønnet er performativt og dermed ikke er begrænset til to, hvorledes kan vi så dømme, at individer gør deres køn forkert? Er en kønsforhandling da ikke nødvendig, (Ibid. : 35) så samfundet kan inddrage alle de individer, der føler sig ekskluderet på et illusorisk grundlag? Butler skriver følgende: ”… if a true gender is a fantasy instituted and inscribed on the surface of bodies, then it seems that genders can either be true nor false…” (Butler 1990 : 174).

Når transpersonen vælger at gennemføre en kønsskifteoperation, er der ifølge Niall Richardson ikke tale om, at den binære kønsstruktur forhandles[5] (som den gør i queer-aktivismen). Derfor skelner han klart mellem transseksualitet og transkønnethed. For både den transkønnede og den transseksuelle er det at passere afgørende; de gør dog dette på forskellige måder. Den transkønnede performer det modsatte køn uden kirurgiske indgreb, hvorimod den transseksuelle skifter køn rent kirurgisk. (Richardson 2010 : 122) Den transseksuelle er derfor ikke queer, da han/hun positionerer sig inden for den allerede eksisterende kønsstruktur:

While ´queer studies has made the transgender subject, the subject who crosses gender boundaries, a key queer trope´(Prosser 1998 : 5), the transsexed body does not appeal to queer theory in the same way […] The transsexual’s body has been re-shaped so that it conforms to that of the opposite sex (passes). (Ibid. : 127)

Det er interessant at undersøge, hvor Caspian positionerer sig inden for dette felt; er han transkønnet eller transseksuel? Han har på den ene side fået foretaget kirurgisk indgreb i forbindelse med brystoperationen men ytrer på den anden side, at han ikke ønsker at få en fuld kønsskifteoperation. Han har fortsat kønsorganer, der tilhører en kvinde. Han står i en vis forstand midt i mellem Richardsons to kategorier. Jeg vil dog argumentere for, at Caspian Drumm på trods af sin brystoperation kan anses for at være queer. Han eksemplificerer for mig at se i høj grad kønnets performativitet. Han søger ikke at opnå overensstemmelse mellem biologisk og socialt køn, da han er tilpas i sin krop, som den er: ”I am perfectly satisfied with the body parts that I have […]” (FTM – Bottom Dysphoria/surgery : (09.30) Ydermere ytrer han følgene: ”I am a man, and my equipment down there doesn’t change that.”. (Ibid. : (10.20)) Om dette er et fast ståsted eller blot skyldes hans unge alder, vil kun fremtiden vise.

Der er adskillelige teorier om, hvorfor en person bliver transseksuel; både biologiske, psykologiske, sociologiske strømninger. Hanne Vibeke Holst forsøger i bogen Da Per blev til Pia at undersøge baggrunden for transkvinden Pias kønsskifteoperation. Efter mange, lange interviews når Holst og Pia i fællesskab frem til, at baggrunden for Pias kønsskifteoperation er, at hun gennem hele sit liv har fået at vide, at hun ikke var ”rigtig” dreng/mand. Derfor flygtede Pia til kvinderne. (Holst 2000 : 234) På samme måde beskriver Caspian, at han aldrig har passet i ”pige-boxen”. (finding my identity pt. 1 : (07.13)) Ud fra Richardsons forståelse af den transseksuelle er det muligt, at bekræfte Butlers teori om, at kravet om overensstemmelse mellem biologisk og socialt køn stadig er afgørende og dominerende for individets kulturelle genkendelighed og værdighed. Dette understøtter Butlers og queer-teoriens efterspørgsel på en mangfoldiggørelse og åbning af kønskategorierne. Per/Pia følte sig så forkert i sit biologiske køn, at han/hun fra barns ben følte sig som det andet køn: Hvis jeg ikke er ”rigtig” dreng, må jeg være pige. Med andre ord, er der ikke plads til, at eksempelvis den meget maskuline kvinde passer ind i kategorien kvinde. Som Halberstam skriver, er eksempelvis maskulinitet traditionelt set knyttet til den hvide mand. (Halberstam 1998 : 16) Individet har som tidligere nævnt behov for kulturel genkendelighed. Da kønnene er grundlæggende kategoriseringsmidler, og kategorisering er nødvendig for andres forståelse af én, må man tilslutte sig én af de to køn på det binære, heteroseksuelle samfunds præmisser. Man må være enten/eller.

Til videre arbejde kunne det være interessant at undersøge, hvorledes det binære samfund pga. dets binære strukturer er medvirkende til at presse transkønnede ud i kønsskifteoperationen. CPRnumre og navneforandringer er ikke som sådan noget, man bare får gennemført; disse må kun ændres, hvis den transkønnede gennemgår en fuld kønsskifteoperation. Hermed efterlever transpersonerne i en eller anden forstand den binære strukturs krav. Kønsskifteoperationen er altså nødvendig for, at den transkønnede også kan opnå juridisk anerkendelse og accept som det køn, han/hun føler sig som.

Konklusion
Alle individer har brug for og søger kulturel genkendelighed for at opnå kulturel værdighed; hermed kan individet ikke bliver for anderledes. Det at passere er afgørende for både den transkønnede og den transseksuelle. Dette sker dog på forskellige måder: Med eller uden operation. Den transkønnede – som jeg har valgt at betegne Caspian som – underbygger ikke det binære, heteroseksuelle samfunds normer. Butler gør klart at dette samfund bygger på kravet om en overensstemmelse mellem biologisk og socialt køn, hvilket det ikke kan siges, at Caspian lever op til, da han ikke udviser interesse for at få ændret sine kønsorganer fra kvindelige til mandlige. Den transseksuelle derimod forsøger gennem kønsskifteoperationen at skabe en overensstemmelse mellem biologisk og socialt køn, hvilket reproducerer de allerede eksisterende normer. Den transseksuelles valg om kønsskifteoperation underbygger Butlers og Halberstams tese om en for snæver kønsstruktur, hvilket både Caspian og Pia fra Da Per blev til Pia også eksemplificerer. Hvis kønnet er performativt og en virkning (frem for årsag), da kan vi ikke dømme nogen som værende forkerte eller sande køn, eftersom alt er processuelt. kønskategorierne skal åbnes op, og der skal være plads til den kvinde, der ønsker at leve som en mand – dette uden en operation.

Empiri
Case:
MrMisterDrumm: Jeg har set og analyseret alle videoerne og henvist i opgaven til de enkelte videoer, jeg har draget oplysninger fra.
http://www.youtube.com/user/MrMisterDrumm/videos?sort=dd&shelf_index=0&view=0

Litteratur
Berger, Peter L & Luckmann, Thomas (2003), Den samfundsskabte virkelighed – En videnssociologisk afhandling, Lindhardt og Ringhof

Butler, Judith (2010), Kønsballade, København: Forlaget THP

Dahlerup, Pil (1991), Dekonstruktion – 90’ernes litteraturteori, København: Nordisk Forlag A.S.

Drumm, Caspian (16. november 2012), Til den danske presse, Modkraft
http://modkraft.dk/artikel/til-den-danske-presse

Garber, Marjorie (1992), Vested Interests – Cross-dressing & cultural anxiety, New York: Routledge

Halberstam, Judith (1998): Female Masculinity, United States: Duke University Press

Holst, Hanne-Vibeke (2000), Ned til kvinderne – da Per blev til Pia, Gyldendal

Ostrynski, Nathalie (28. juni 2011), Caspian Drumm, 15 år, går i niende klasse, Berlingske Nationalt
http://www.b.dk/nationalt/caspian-drumm-15-aar-gaar-i-niende-klasse


Richardson, Niall (2010), Transgressive Bodies – Representation in Film and Popular Culture, Ashgate Publishing

Søndergaard (2000), Tegnet på kroppen, Københavns Universitet: Museum Tusculanums Forlag

Noter
  1. [Retur] Oversat fra det engelske ”to pass”, altså at ”gå for” at være det køn, man føler sig som.
  2. [Retur] Tobias Raun: Forsker på RUC, Ph.d.-afhandling: Trans Self-Representation and Community Building on YouTube
  3. [Retur] T-gruppen er den sociale gruppe i LGBT (Landsorganisationen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner) for alle former for transpersoner.
  4. [Retur] Oversat fra ”to pass”. Omtaler det, at kunne ”gå for” det ønskede køn.
  5. [Retur] Alle forhandler altid. (Søndergaard 35) Her menes dog, at den transseksuelle ikke bidrager til en
    forskydning af de allerede gældende normer.

* * *
Opgaven i pdf-format.

* * *
Den 6. februar 2016: “Det transseksuelle blik – eller om ikke at kunne se skoven for bar træer” af Lisa Andersen: “En kritisk kommentar til et socialkonstruktionistisk perspektiv på transseksuelle med udgangspunkt i en bacheloropgave præsenteret i Vidensbanken: Case Study: Caspian Drumm, kønnede praksisser og fællesskaber – af Anne Maabjerg Mikkelsen.”

Derrida og moderne kønsteori – af Anne Maabjerg Mikkelsen.

Vist 0 gange. Anne Maabjerg Mikkelsen, Aarhus Universitet.
Bachelorprojekt: “Derrida og Moderne Kønsteori” den 13. december 2013. Hun fik karakteren 12 for det samlede bachelorprojekt.

[Til top] Indledning
I 2011 udkom romanen Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet[1], skrevet af Bjørn Rasmussen. I Information skrives: ”Bjørn Rasmussens lille debutroman sprænger alt, den kommer i nærheden af: kroppen, kønnet, skriften, fortællingen”. (Nexø 10.11.11, egen fremhævning) Romanen betegnes som queerlitteratur og spiller ukontroversielt ind i en voldsom forhandling af, hvad kønnet er, og hvor det sidder. Judith Butlers værk Gender Trouble fra 1990 revolutionerede forståelsen af kønnet som en indre essens, der determinerer personen til den biologisk kønnede krop. Kønnet bliver – i forlængelse af poststrukturalistisk tradition – processuelt, og der findes ikke en endelig betydning af at være mand eller kvinde, hvormed Butler advokerer for en åbning af kønskategorierne. HEHL springer alle grænser for, hvad der traditionelt forstås med betydning på to parallelniveauer, tekst og identitet, da hverken teksten eller fortælleren er mulige at sætte på struktur.

Denne opgave søger at belyse, hvorledes Butler i sin kønsteori tager udgangspunkt i Jacques Derridas sprogteori om betydning som værende konstant udsat. Ydermere vil den transkønnedes manglende position i sproget diskuteres i en undersøgelse af, hvorfor sprogteorien er afgørende i det danske samfunds kønsforhandling. Problemformuleringen lyder: På hvilke måder er Derridas sprogteori en forudsætning for Butlers moderne kønsteori? Opgaven er ikke en Derrida-eksegese men en læsning med henblik på kønsteori. Metodisk og opbygningsmæssigt vil opgaven strukturere sig om HEHL for anskueliggørelsens skyld.

[Til top] Jacques Derrida: Opgøret med bogens logocentriske struktur
HEHL er på alle måder udiagnosticerbar, hvormed det ikke er muligt at give et resumé eller en spændingskurve. Bjørn Rasmussen udtrykker følgende: ”Skrift er noget meget organisk for mig […]”. (dr.dk 10.11.13, egen fremhævning)

[Til top] Forskellenes uendelige spil: Différance
Derrida ønsker at gøre op med vestlig tænknings logocentrisme. Den logocentriske struktur arbejder med ét centrum, det transcendentale signifié, hvor betydning skal være absolut: ”Et transcendentalt signifié er nødvendigt for at forskellen mellem signifié og signifiant ét sted kan være absolut og ureducerbar.”. (Derrida 1970 : 67) For at denne struktur skal kunne opretholdes, må den udgrænse de elementer, der ikke passer ind. (Dahlerup 1991 : 33)

Derridas teori udspringer af Saussures teori om tegnets todeling: Signifié og signifiant. Forholdet mellem de to er arbitrære, og betydningen af signifié er udelukkende et produkt af forskellen mellem to signifiants; der er et entydigt forhold mellem signifié og signifiant inden for et totalt og lukket system. (Butler 2010 : 91) Den underliggende struktur søger Strukturalismen at udlægge. Derrida forholder sig kritisk til dette entydige forhold og understreger, at betydningen opstår i forskellen mellem mange signifiants. Han introducerer begrebet différance, en sammenblanding af adjektiverne different (forskellig) og différe (udsat, opsat, udskudt). Différe indikerer, at betydning altid vil være udskudt. Eksempelvis:

Lad os tage bogstaverne k-a-t som det betegnende [signifiant]. Lad os sige, at vi ikke ved, hvad det betyder, og derfor slår ordet op i et leksikon. Der får vi så at vide, at ”kat” er et dyr. Hvis vi heller ikke ved, hvad ”dyr” betyder, må vi slå det op, osv. I denne proces har ”dyr” skiftet plads. Først var det det betegnede [signifié] til kat, så blev det selv betegnende [signifiant] til den næste betydning. (Dahlerup 1990 : 34)

Et signifié vil derfor altid være et signifiant for noget andet, og a’et frem for e’et i différance gør ordet til et verbum, hvormed der tale om en uafsluttelig bevægelse. Derrida beskriver différance som et spil: ”[…] every concept is inscribed in a chain or in a system within which it refers to the other, to other concepts, by means of the systematic play of differences.”. (Derrida 1991 : 63)

Det er umuligt at tale om et centrum, hvor forholdet mellem de to dele er absolut, (Derrida 1972 : 249) da centrummet ikke selv kan undslippe forskellenes spil. Opgøret med det transcendentale signifié udvider mulighederne for betydning ad infinitum. (op.sit. : 249) Da mennesket søger og begærer et centrum i verden, som muliggør kohærens, er det problematisk at gøre op med centrummet. I indledningen til Of Grammatology skriver Gayatri Spivak: ”Humankind’s common desire is for a stable center, and for the assurance of mastery […]”. (Spivak 1997 : 10) Centrummets funktion sætter stopper for den uendelige henvisning fra tegn til tegn og usikkerheden, der er knyttet til relativitet. (Derrida 1970 : 114) Det lukker for det ubegrænsede spil af betydning: ”The function of this center was not only to orient, balance, and organize the structure […] but above all to make sure that the organizing principle of the structure would limit what we might call the free-play of the structure.”. (Derrida 1972 : 247ff) Menneskets ønske om at binde spillet er ikke muligt at holde tilbage. (Derrida 1970 : 131)

[Til top] Den lineære skrifts ophør er bogens ophør
Logocentrismen omhandler ikke kun metafysiske spørgsmål, hvorfor Spivak videre skriver: “[…] a book, with its ponderable shape and its beginning, middle, and end, stands to satisfy that desire.”. (Spivak 1997 : 10) Bogens struktur er i sig selv logocentrisk, da den forhindrer skriftens eksplosion. (Derrida 1970 : 64) Vores instrumentaliserede tilgang til teksten underkender de modsigende elementer, der altid vil være i en tekst, idet betydning aldrig ligger fast. Det vestlige samfund præsenterer mennesket for analyseværktøjer og læsemetoder, der ifølge Derrida alle er opstået i logocentriske interesser. (op.sit. : 110) Vores tilgang til teksten er præget af behovet for at finde ind til et centrum, hvilket ikke er muligt: ”The text has no stable identity, no stable origin, no stable end.”. (Spivak 1997 : 11) Teksten er aldrig kun signifiant for ét signifié.

Romanen HEHL er for den skolede læser en udfordring med dens poetiske leg med ord og betydninger. I den traditionelle romananalyse er spørgsmål som ”hvad er fortællerteknikken”, ”hvad er hovedbudskabet” og ”hvordan er spændingskurven” uundgåelige. Ingen af disse spørgsmål synes mulige at besvare. Utallige emner ligger og ulmer i teksten: homoseksualitet, prostitution, transvestisme, transkønnethed, far/søn-forhold, sadomasochisme m.fl.. Den springer i tid, stjæler sætninger fra andre bøger, skifter fortælleform og –køn, gentager episoder og inddrager autobiografiske elementer; hovedpersonen hedder selv Bjørn. Forfatteren Bjørn Rasmussen lader ord og vendinger gå om igen i nye sammenhænge, så de får nye betydninger, hvilket illustrerer det mangfoldige forhold mellem signifié og signifiant og forskellenes konstante spil. Ordet avocado indgår flere gange i romanen. Én gang bliver den et symbol på noget, der besidder en kerne, hvilket fortælleren selv begærer. (Rasmussen 2011 : 30) Her læser vi mere i ordet, og det får en anden betydning, end hvad vi normalt tillægger det. Et andet sted indgår avocadoen som det, den i daglig tale er: mad. (op.sit. : 78) Bogen er ikke traditionelt struktureret med en start og slut, da det er muligt at læse det bagerste af bogen først. Forskellige læsninger er altid mulige. Læseren efterlades i en frustreret og forvirret sindstilstand, da ingen traditionelle analytiske spørgsmål kan besvares. Bogen kan ikke sættes på struktur; det er ikke muligt at finde ét centrum.

Tekstens frie, organiske spil demonstrerer Derridas udsagn om betydning som værende aldrig endelig. Romanen afsluttes med en sides blogbogstaver uden punktummer. Den lange ytring slutter midt i en sætning, hvilket igen underbygger tesen om et aldrig afsluttet spil af forskelle og betydninger: ”[…] DER SØNDERDELES I LYS OG REGENERERER I MØRKE SOM ROLIGHED OG INGEN MODSTAND OG”. (op.sit. : 93) HEHL gør op med et lineært handlingsforløb. Derrida skriver: ”Den lineære skrifts ophør er netop bogens ophør […]”. (Derrida 1970 : 181) Romanen eksemplificerer, hvordan et ikke-lineært og ikke-kohærent handlingsforløb medfører, at vi ikke kan finde ét centrum. Denne måde at skrive på er et opgør med den logocentriske tankegang.

[Til top] Delkonklusion
Den logocentriske tilgang til en tekst udformer sig som bogens struktur og den lineære skrift. Vestlig tænkning er domineret af en søgning efter centrum, hvor betydningen er absolut. Ønsket om at begrænse forskellenes spil er ikke muligt at undgå, da mennesket begærer kohærens og centrum, da det sætter grænser for usikkerheden ved relativitet. Logocentrismens bagside er, at den udgrænser alle modsigende elementer, der ikke passer i strukturen. Disse elementer viser, at én endelig struktur ikke er mulig. HEHL eksemplificerer den manglende evne til at skabe en struktur, idet en tekst altid vil have et utal af læsninger og betydninger. Alle signifiés vil være signifiants, og sproget henviser til sig selv i det uendelige i kraft af différance, hvormed man aldrig kan nå til en absolut forståelse og endelig betydning, som centrummet gør krav på.

[Til top] Judith Butler: Den heteronormative struktur
HEHL gør op med den logocentriske, lineære skrift, bogens struktur og den dertilhørende søgen efter det centrum og den kohærens, mennesket begærer. Værd at bemærke er, at dette opgør udspiller sig på to niveauer: Tekst og identitet.

[Til top] Den kohærente, entydige identitet
Den konstante udskydelse af betydning i romanen illustrerer fortælleren Bjørns konstante søgen efter en kerne i sig selv. Samfundet har ifølge ham forventning om, at den lykkelige person er det kønnede, det kernede, det hele, jegede jeg: (Rasmussen 2011 : 30) ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg bilder mig ind, at jeg skal være sammenhængende […]”. (Ibid. : 69) Ifølge den poststrukturalistiske kønsteoretiker Judith Butler gælder der i samfundet[2] en forventning om, at identitet er selvidentisk, vedvarende, enhedslig og internt kohærent. (Butler 2010 : 58)

John Storey skriver om den poststrukturalistiske identitetsforståelse, som Butler også tilslutter sig: ”[…] identity, not as something fixed and coherent, but as something constructed and always in process of becoming, but never complete […]”. (Storey 2003 : 79, egen fremhævning) En kohærent og entydig identitet er umulig, da identitet er en uendelig produktion. Vores selvforståelse vil aldrig blive endelig eller entydig. Bjørn fortæller i romanen: ”Mit livs historie eksisterer ikke. Dette ved jeg nu. Tidligere bildte jeg mig selv ind, at den lå et sted og vibrerede, min historie, at jeg kunne nærme mig den gennem skriften”. (Rasmussen 2011 : 9) I et interview udtaler Bjørn Rasmussen: ”[…] det [er] altid et umuligt erindringsprojekt at ville forsøge at stykke sin livshistorie sammen. For så snart noget bliver italesat som værende erfaret eller sandt, så kommer en modsat erfaring og gør krav på sandheden.”. (Sørensen 14.01.12) Ligesom teksten vil en identitet altid indeholde et uendelig antal af muligheder, og en kohærens er ikke mulig. Samfundet har dog en interesse i at sætte personen på en struktur, hvormed det, der modarbejder det kohærente og centrummet, udgrænses. Samfundets struktur bygges op omkring kønnet, som er det gennemgående konstruktionselement. (Søndergaard 2010 : 35)

En tematisering i HEHL er, hvorledes karakteren Bjørn er vildfaret i kønskategorierne. Når fortælleren optræder som jeg-person, præsenteres læseren for tegn, der antyder, at fortælleren både kan være hun- og hankøn: ”Jeg får min første menstruation ved siden af mor, jeg får min første sædafgang ved siden af mor […] og er hund nok, mand nok, kvinde nok, Bjørn nok til mor […]”. (Rasmussen 2011 : 45)

[Til top] Biologisk køn, socialt køn og begær: ”Kønskernen”
Butler argumenterer for, at vi ikke kan tale om identitet uden først at tale om kønsidentitet. Identitetens kohærens er afgjort af, hvorvidt personen formår at udtrykke kohærens i sin kønsidentitet, idet det er gennem kønnet, personen bliver forstået. (Butler 2010 : 59) Samfundet er struktureret om et heteroseksuelt, binært forhold mellem kønnene. Dette udgør en regulerende ramme, der afgør, hvilke individer, der er forståelige: Den heteronormative struktur. Det forståelige køn fastholder relationer af kohærens mellem biologisk køn, socialt køn og begær (op.sit. : 60) og udtrykker et mimetisk forhold mellem socialt og biologisk køn. (op.sit. : 45) Hvis personen er biologisk mand, skal han føle sig som mand og begære kvinder. Kohærensen mellem de tre attributter fremstår som personens naturlige kønskerne eller substans. (Butler 2010 : 70) Denne forventning om kohærens mellem de tre kønsattributter kommer til udtryk i romanen:

Er der bund i ham, er hun naturlig. Hvis man er mand i Lemvig og befamler en anden mands lem i Lemvig eller berører det med mund eller anus, må de tilstødende værtshusgæster fremtræde med en tyk fæces, som den opsætsige herefter må nedsvælge. (Rasmussen 2011 : 67)

Det naturlige fremstår som overensstemmelsen mellem biologisk køn, socialt køn og begær.

[Til top] Kønnets performativitet: Personens becoming
Butler søger at vise, hvorledes kønskernen er en illusion skabt gennem heteroseksualitetens regulerende praksisser. Hendes pointe er, at vores becoming – identitetens konstante tilbliven – ikke skal begrænses af illusoriske forestillinger om kønnet som en urokkelig kerne. Det biologiske køns prædiskursive status fastholder kønnet i et binært forhold, (Butler 2010 : 46) hvorfor Butler først må gøre op med den traditionelle skelnen mellem biologisk køn og socialt køn. Dorte Marie Søndergaard skriver:

Der findes ingen akulturel eller rent biologisk adgang, ingen hverken præ-diskursiv eller præpraksisformidlet adgang til det kropslige, til det vi kalder natur. Vi møder det kropslige, det biologiske, naturen gennem vore diskurser og handlesammenhænge. (Søndergaard 2000 : 42)

Det er kun relevant at diskutere socialt køn, (Butler 2010 : 193) der ikke bør begrænses til to. (op.sit. : 4) Butler tager udgangspunkt i begrebet performativitet: ”At den socialt kønnede krop er performativ, antyder, at den ikke har nogen ontologisk status bortset fra de forskellige handlinger, som konstituerer dens realitet.”. (op.sit. : 227) Den heteronormative strukturs begreb om kønskernen er selv en produktion, og der er ingen kønsidentitet bag udtrykkene for køn. (op.sit. : 71) Kønskernen er en illusion, (op.sit. : 227) og substansontologien er overflødig. (op.sit. : 70) Kønskohærensen fremstår som kønskernen, da relationerne mellem de tre kønsattributter er størknet over tid gennem en gentagen stilisering af kroppen, hvorved de producerer en tilsynekommende substans eller en naturlig væren. (op.sit. : 82) Kønnet er en gentagen imitation og citation af en falsk original. (op.sit. : 229) Det er aldrig muligt endeligt at blive mand/kvinde, da identitet og køn er en konstant tilbliven. Performativitetsbegrebet betegner, at vi ikke har en entydig, kohærent identitet, på samme måde som différance betegner, hvorledes betydning grundet forskellenes bevægelse aldrig er endelig: Intet er forudgivet. Bjørn skriver: ”Jeg er et åbent hylster, modtagelig for hvad som helst […] hullet til benzin på bilen, jeg påfyldes ustandseligt […]”. (Rasmussen 2011 : 17)

[Til top] Strukturen bryder sammen: De ulæselige ekskluderede
Butler mener, at på trods af disse poststrukturalistiske strømninger, er den kønsessentialistiske tilgang til personen stadig gennemgående i samfundet. Det er en overlevelsesstrategi at forsøge at passe ind i sit køn så godt som muligt, da det får konsekvenser ikke at gøre kønnet ”rigtigt”: ”Vi straffer faktisk jævnligt dem, der ikke gør deres køn rigtigt.”. (Butler 2010 : 232) Søndergaard tilslutter sig:

Er individet ikke genkendeligt, er han eller hun for anderledes, for mærkelig inden for en given kulturel kontekst, så vil vedkommende blive mødt med ekskluderende, med ikke inkluderende, kræfter fra omgivelserne. (Søndergaard 2000 : 33)

Personens færden i det sociale felt er styret af et fundamentalt præmis: kulturel genkendelig/forståelighed. Butler beskriver de ekskluderede personer med følgende ord: ”umulige”, ”ulæselige”, ”urealiserbar”, ”uvirkelige” og ”illegitime”. (Butler 2010 : VIII)

Den heteronormative struktur indskrænker virkeligheden, da personers handlingsmuligheder begrænses af deres kønnede krop. HEHL problematiserer dette: ”Kan Bjørn forlige sig med at have et ubestemt sind i en bestemt krop?”. (Rasmussen 2011 : 34) Kan Bjørn leve i et samfund uden et tilhørssted i Kønnene? (op.sit. : 24) Bjørns søgen efter en kerne synes at mislykkedes. På butleriansk vis er det muligt at argumentere for, at Bjørn ikke kan finde sin kerne, kønnet, og dermed ikke kan være sammenhængende, som samfundet kræver af ham, da kønnet er det centrum, samfundet struktureres om. Bjørn fremstår ulæselig. De personer, der svæver mellem kønnene og ikke kan finde sig til rette i samfundets krav til forståelighed, illustrerer, hvordan virkeligheden er foranderlig. De nye udtryk for køntranspersoner, butch– og femme-identiteter, drags m.fl. – ændrer idéen om, at virkeligheden er en fast størrelse: ”Drag er et eksempel, der er beregnet til at etablere, at ”virkeligheden” ikke er så fast, som vi normalt anser den for at være”. (Butler, XXV) Butler advokerer for, at vi forstår virkeligheden som reviderbar, og at vi skal gentænke kønskategorierne. (op.sit. : XXIV) De nye kønnede udtryk afslører kønskernen som værende en illusion, hvormed der intet belæg er for at dømme folk som ”rigtige” kvinder og mænd. Der er intet sandt eller falsk køn, da kønnet er, hvad man gør, og muligheden for handling er mangfoldig: ”køn kan hverken være sande eller falske, hverken virkelige eller tilsyneladende, hverken originale eller afledte.” (op.sit. : 235) Idet kønnet ikke er en kerne og dermed ikke har en forudgående natur, er kønskohærensen ikke noget, personen er låst til og af.

Butler søger som Derrida at vise, hvordan den altdominerende struktur ikke er adækvat. I Derrida-termer gælder, at de ekskluderede med alternative kønsudtryk er modsigende elementer, som den heteronormative struktur forsøger at udgrænse. I realiteten undergraver disse selve strukturen, da de viser, at strukturen ikke rummer alt. Kønnets performative og mangfoldige karakter bryder den binære tingsliggørelse af køn, (op.sit. : 212) og afslører strukturen med kønnet i centrum som værende inadækvat. Butler skriver selv følgende om Derridas brud med Saussure:

Det poststrukturalistiske brud med Saussure […] afviser påstandene om totalitet og universalitet, og antagelsen om binære strukturelle modsætninger, som implicit arbejder på at undertrykke lingvistiske og kulturelle betydningers vedholdende tvetydighed og åbenhed. (op.sit. : 91)

De ekskluderede giver os en forståelse af strukturens kompleksitet. Der findes tvetydighed, hvormed disse kønsudtryk positionerer sig inden for en forhandling af, hvad køn overhovedet er, og hvor det sidder. Forhandlingen foregår gennem en brydning mellem personers forskellige kønsudtryk, (Søndergaard 2000 : 34) hvormed de nye kønnede udtryk bringer et ukonventionelt bidrag til forhandlingen.[3] Butlers bidrag til den moderne kønsteori har haft afgørende betydning for den aktuelle kønsforhandling, da queerteori og –aktivisme udsprang af Butlers værk Gender Trouble. Queeraktivisterne er aktive forhandlere af en omstyrtelse af det heteronormative samfund gennem en fremhævelse af de modsigende elementer, der afslører strukturen som inadækvat.

[Til top] Delkonklusion
HEHL drager paralleller mellem Derridas sprogteori og Butlers teori om køn. Bjørns vildfarelse i kønskategorierne medfører, at han ikke kan finde sin kerne og ikke kan leve op til samfundets forventninger om en kohærent og entydig identitet. Identitet og køn er dog performative; en endelig betydning er umulig, og kønnet er ikke en kerne. Grundet et manglende køn er fortællerens karakter umulig at sætte på struktur ligesom selve teksten, og både fortæller og tekst fremstår ulæselige. En person bliver ulæselig, hvis han/hun ikke passer ind i den heteronormative struktur. Den ulæselige gør dog klart, at samfundets denne struktur er inadækvat og bør dekonstrueres. De modsigende elementer nedbryder strukturen gennem en forhandling af, hvor kønnet sidder.

[Til top] Retten til selvidentifikation: En forhandling gennem sproget
Mærkbart ved det danske samfunds kønsforhandling er, at den i stor grad udspiller sig på det sproglige niveau, hvorfor det er interessant at diskutere, hvordan sproget er afgørende for personens færden i det sociale felt. Heri ligger muligvis en forklaring på, hvorfor Butler trækker på Derridas dekonstruktion. Diskussionen vil tage udgangspunkt i den ekskluderede eksemplificeret ved den transkønnede [4]. SF-politikeren Morten Norman ytrer: ”I øjeblikket er jeg mest optaget af transpersoners rettigheder. Vi er kommet langt med kampen for homorettigheder, men har en tendens til at glemme T’et i LGBT-betegnelsen.”. (Holm 11.09.13)

[Til top] Den transkønnedes aktuelle situation
En af de afgørende omstændigheder for den transkønnede er vilkåret for juridisk kønsskifte[5]: Heri ligger, at den transkønnede kan få lov til at kalde sig det, han/hun føler sig som, selvom det ikke er i overensstemmelse med det biologiske køn. Det danske juridiske system er struktureret om to køn. I følge Navnelovgivningen skal en person have et navn svarende til det biologiske køn, (Thranesen 2013 : 8) og i CPR-nummeret er det sidste tal lige for kvinder og ulige for mænd. (retsinformation.dk (1)) Det juridiske kønsskifte er ikke muligt uden kirurgisk kønsskifte, (justitsministeriet.dk : 1) hvormed kønnet betragtes som værende afgjort af personens biologi:

Personer, der har gennemgået en kønsskifteoperation, får først tildelt et nyt personnummer, når Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-kontor fra Sundhedsstyrelsen har fået meddelelse om, at kønsskiftet er helt afsluttet, uanset om behandlingen har fundet sted i Danmark eller udlandet. (retsinformation.dk (2), egen fremhævning)

En ”rigtig” mand eller kvinde er ham/hende, der formår at imødegå en kohærens mellem socialt og biologisk køn [6]. De juridiske strukturer er selv med til at fastfryse og naturalisere de to kønskategorier, så de fremstår som essenser, (Butler 2010 : 43) hvorfor især den transkønnede har svært ved at færdes i alle administrative og offentlige systemer. (Raun 2012 : 71) Systemets tilgang til den transkønnede afslører samfundets essentialistiske tilgang til kønnet. Kønsskiftet skal være helt afsluttet; personen skal have en biologi tilnærmelsesvis lig det køn, han/hun ønsker at passere til. Først da vil samfundet tillade den transkønnede at indtræde i det andet køns domæne og betegnelsesmuligheder.

[Til top] Anerkendelse gennem sproget
Den transkønnede forhandler om en plads i sproget; om retten til selvidentifikation. Butler skriver: ”[…] frygten for at miste ens plads i kønnet […] konstituerer en ontologisk krise, oplevet både på seksualitetens og sprogets niveau.”. (Butler 2010 : XI, egen fremhævning) Den transkønnede står i en gråzone i det sociale som en konsekvens af at befinde sig i en gråzone i sproget. At vores indgang i det sociale felt gennem sproget er struktureret omkring en enten/eller-optik er tydeligt, hvis vi betragter noget så simpelt som de uundværlige stedord han og hun. En transkvinde udtaler: “For me it’s really important that on a gender level that she is used … her.”. (youtube.com : (15.50)) Gennem sproget bliver hun anerkendt og accepteret som den kvinde, hun føler sig som.

Den transkønnedes problemer opstår grundet et entydigt og fastlåst forhold mellem signifiant og signifié. Grundlæggende for vores færden i samfundet er de kategorier, vi placerer hinanden i: ”Hverdagens virkelighed indeholder skemaer over typer, ved hjælp af hvilke vi forstår og ”kan finde ud af” andre, når vi møder dem ansigt-til-ansigt.”. (Berger & Luckmann 1972 : 45) Kønnet er gennemgående element i samfundet og dermed gennemgående kategoriseringsmiddel i vores møde med andre. (Raun 2012 : 70) Gældende for den transkønnede er ifølge Butler: ”[…] selv det at ”se” kroppen kan ikke besvare spørgsmålet: ”Med hvilke kategorier ser man? […] Når der stilles spørgsmålstegn ved sådanne kategorier, kommer kønnets realitet også i krise […]”. (Butler 2010 : XXIV) Det, vi ser, er ikke det, vi får, og vi ved ikke, hvordan vi skal gå til personen. Kategorien kvinde rummer ikke kvinden, der biologisk er en mand, hvormed den transkønnede kvinde bliver ulæselig. Det, der gør en tekst ulæselig jf. Derrida, er den manglende mulighed for at sætte på struktur, som HEHL eksemplificerer. Den transkønnede bliver ulæselig, da han/hun ikke kan sættes på struktur. Kønskernen er ikke mulig at finde, da den transkønnede ikke lever op til kohærensen. Vores signifianter mand og kvinde passer ikke på den transkønnede, idet han/hun ikke svarer til vores signifiéer mand og kvinde. Den transkønnedes positionering i dagens kønsforhandling gør krav på en anden betydning af begreberne mand og kvinde såvel som han og hun. Signifianterne skal kunne dække personer, der ikke lever op til kønskohærensen. Igennem en sådan forhandling kan de naturaliserede kønskategorier forskydes. (op.sit. : 83) Butler abonnerer i høj grad på Derrida, når hun skriver følgende: ”Diskrepansen mellem betegnende [signifiant] og betegnede [signifié] bliver som et resultat sprogets operative og grænseløse différance, der gør alt referentialitet til en potentiel grænseløs forskydning.”. (op.sit. : 91) Begreber er processuelle (op.sit. : 82) og åbne for intervention, hvormed betydningen af begrebet aldrig er endeligt. Den transkønnede er i Butlers teori en subversiv karakter, der afslører kønnets imitative karakter.

[Til top] Kritisk blik: Den transkønnede som teoretisk pointe
Den aktuelle debat om transkønnede viser to poler: Den transkønnede som subversiv, som hos Butler, og den transkønnede som normativ. (Raun 2012 : 98) Den normative opfattelse er eksempelvis at finde hos Niall Richardson: “[…] the transsexed body does not appeal to queer theory […] The transsexual’s body has been re-shaped so that it conforms to that of the opposite sex (passes).”. (Richardson 2010 : 127) I denne teori reproducerer den transkønnede normerne og bør ikke betegnes som queer. Tobias Raun, kønsforsker på RUC, mener, at den transkønnede i de kønsteorietiske positioner har som formål at indgå som en teoretisk pointe ud fra et analytisk projekt, hvilket han problematiserer. (Raun 2012 : 379) Han skriver, at tendensen ”[…] results in an instrumentalized and truncated reading of trans. The stories are not allowed to breathe […]”. (op.sit. : 99) Transpersonen reduceres, og Raun ønsker at holde fast i flertydigheden, flerstemmigheden og ambivalensen, som den transkønnede indeholder. Han kritiserer Butler for at få den transkønnede til at passe i sin egen struktur for at kan underbygge sin egen pointe om det performative køn. Selvom Butler formår at tænke nyt for at gøre op med en altdominerende, teologiseret heteronormativ struktur, formår hun i bund og grund ikke selv at gøre sig fri af den tilgang til virkeligheden, hun kritiserer. Denne beskrevne tendens understøtter Derridas vigtige hævdelse om, at menneskets ønske om at begrænse spillet aldrig kan fjernes. En person er altid allerede en del af en struktur, af en virkelighed, foruden hvilken, han/hun ikke ville kunne forholde sig til noget. Fælles for poststrukturalisterne er ønsket om at overskride og sætte sig fri af strukturen. En måde, hvorpå man kan omvælte strukturen og forskyde den, selv værende i strukturen er, som denne diskussion har belyst, at bruge det gældende sprog i en forhandling af virkeligheden. Når Butler tilråder en mere åben struktur i samfundet, der ikke indskrænker virkeligheden til to essentielle køn, advokerer hun derfor for en åbning i sproget.

[Til top] Sprogets forhandlende muligheder
Denne åbning op i sproget tilslutter Spivak i indledning til Of Grammatology. Hun argumenterer for, hvordan menneskets trang til at lukke cirklen i højeste grad kommer til udtryk i sproget, hvorfor det er i sproget, cirklen skal åbnes. (Spivak 1976 : 18) Det poetiske sprog bliver for Derrida centralt: “The poet […] is the man of metaphor: while the philosopher is interested only in the truth of meaning, beyond even signs and names, and the sophist manipulates empty signs […] the poet plays on the multiplicity of signifieds.”. (goodreads.com)

Poststrukturalisten Julia Kristeva mener, at poesi og kunst udvider virkeligheden. Hun opdeler the signifying process i det semiotiske og det symbolske, hvor det semiotiske er drifternes, følelsernes og instinkternes materialisation i form af stemme og rytme. (Kristeva 1984 : 26) Det symbolske er præget af grammatik, logik og overensstemmelse mellem signifié og signifiant, hvilket ligger til grund for, at mennesket kan gøre sig forståeligt og indgå i det sociale felt. (op.sit. : 49) Overensstemmelsen optræder som en social censur. Kristeva advokerer som Butler og Derrida for, at forholdet mellem signifiant og signifié er for entydigt grundet det symbolskes dominans. Det poetiske sprog formår at lade det semiotiske strømme ind i det symbolske, hvormed sproget åbnes op for betydning. (op.sit. : 64) Gennem det poetiske sprog forskydes den symbolske orden, og gennem den større mangfoldighed bliver den sociale censur formildnet. Med det poetiske sprog, den ikke-lineære tekst, forhandles hvad, der er kulturelt acceptabelt.

Ikke mærkeligt at queeraktivister benytter sig af poetisk litteratur og kunst i kampen for rettigheder, da det er ekstremt effektivt i en forhandling af virkeligheden. HEHL betegnes som queerlitteratur og er et udspil på denne bane, hvorfor romanen har været relevant i denne opgave. Med parallellerne mellem Derridas opgør med den lineære skrift og Butlers opgør med den essentielle kønsforståelse formår HEHL at anskueliggøre, hvordan Derridas sprogfilosofi er en af forudsætningerne for Butlers moderne kønsteori baseret på begrebet performativitet. Romanen demonstrerer, hvordan sproget bliver et afgørende, ukonventionelt middel i den aktuelle kønsforhandling. I poesiens konstante udskydning af betydning og udefinerbare aspekter formår den at illustrere både Derridas og Butlers pointe med, at betydning aldrig er endelig. Det poetiske og legende spil i HEHL understøtter det grundlæggende argument i Butlers moderne kønsteori om, at man aldrig kan blive ”rigtig” kvinde eller mand, hvorfor det ikke er muligt at dømme nogle som forkerte og ulæselige – heller ikke den transkønnede. Med en sådan forskydning af forståelsen af begreberne mand og kvinde, kan det være, at den transkønnede kan favnes: ”[…] mand og maskulint [kunne] lige så let betegne en kvindekrop som en mandekrop, og kvinde og feminint [kunne] lige så let betegne en mandekrop som en kvindekrop.”. (Butler 2010 : 45)

[Til top] Konklusion
Derrida søger gennem sit opgør med logocentrismen at vise, hvordan et selvidentisk centrum med absolut betydning ikke er muligt, da sproget henviser til sig selv i det uendelige. Vi kan aldrig få adgang til fuld betydning grundet forskellenes spil, différance. Dette eksemplificeres i hans opgør med bogens logocentriske struktur. Det er ikke muligt blot at finde én enkel struktur i en tekst, da der altid vil være modsigende elementer, der vil bidrage til en ny læsning, hvormed strukturen dekonstrueres. HEHL eksemplificerer den konstante udskydelse af betydning med sin manglende diagnosticerbarhed, hvormed læseren efterlades frustreret og forvirret grundet manglende centrum og struktur; romanen fremstår som ulæselig.

Romanens konstante forskydning og udsættelse af betydning illustrerer fortælleren Bjørns konstante søgning efter sin egen kerne. I samfundet gælder, at den forståelige og sammenhængende person har en intern struktur som kohærens mellem socialt køn, biologisk køn og begær. Denne fremstår som en kønskerne, da den er gentaget og stiliseret over tid. Bjørns manglende evne til at være sammenhængende, hel og jeg’et skyldes, at han ikke kan finde sig selv til rette i Kønnene. I dagens samfund kan man ikke forstå identitet forud for kønsidentitet, da samfundet er bygget op på en heteronormativ struktur med kønnet i centrum. De personer, der modsiger identitetsstrukturen og dermed også samfundsstrukturen udgrænses/ekskluderes, da de ikke lever op til forventningen om, hvad en mand og kvinde er. Den transkønnede bliver på denne måde ulæselig, idet han/hun ikke kan sættes på struktur og dermed ikke går ind under kategorien mand/kvinde, som vi forstår den. Ifølge Butler er der intet forudgivet ved kønnet: det er udelukkende performativt og dermed processuelt, hvormed forventningen om kønskohærensen indskrænker virkeligheden og underkender individets mangfoldighed. Identitet er konstant becoming, Det er ikke muligt at dømme nogle som rigtige eller forkerte mænd/kvinder, idet det aldrig er muligt at opnå en endelig betydning af mand/kvinde, da betydning altid udskydes. Dagens nye kønnede udtryk, som den transkønnede, underbygger Butlers tese og viser den heteronormative struktur som inadækvat; de modsigende elementer nedbryder strukturen.

Med ordet ulæselig er der kobling mellem sprog og kønsteori: Den manglende struktur både hos teksten og personen resulterer i en usikkerhed og frustration, da man ikke kan betegne, hvad man står overfor. Kønsforhandlingen i dagens samfund udspilles derfor bl.a. på sprogligt niveau, hvilket den transkønnede eksemplificerer i sin kamp for retten til selvidentifikation. Den transkønnede oplever en diskrimination i det sociale felt som resultat af ikke at passe ind i en sproglig kategori. Den transkønnede kræver derfor anerkendelse gennem sproget, hvormed et for snævert sprog bliver problematisk. Det er sproget, vi skal åbne op for at åbne virkeligheden og forskyde den. Queer-romanen HEHL illustrerer den sproglige kønsforhandling, da den er et indspil i en højtbrusende kønsdebat om, hvad køn er, og hvor det sidder. Romanen eksemplificerer, hvorfor Derridas sprogteori om betydning som værende aldrig endelig og strukturens manglende øje for kompleksitet er en vigtig forudsætning for Butlers moderne kønsteori. Derrida understreger poesiens afgørende rolle i en åbning af sproget, hvilket Julia Kristeva tilslutter sig: Kunsten og det poetiske sprog – opgøret med den lineære skrift – formår at springe rammer, udvide sproget og gøre mulighederne for betydning mangfoldig, hvormed forholdet mellem signifié og signifiant ændres og flertydiggøres. HEHL eksemplificerer som et udspil i kønsforhandlingen, hvorfor sprogteorien er vigtig i inklusionen af tidligere ulæselige individer, da det er i sproget, vi kan udvide betydningerne af mand og kvinde, så de favner flere. Sproget er afgørende for vores færden i det sociale, og dermed er Derridas sprogteori en vigtig forudsætning for Butlers moderne kønsteori.

Kan vi på noget tidspunkt komme ud over strukturen? Tobias Rauns kritik af Butlers subversive forståelse af den transkønnede eksemplificerer, hvordan Butler selv forsøger at få den transkønnede til at passe ind i en struktur og teoretisk pointe, hvormed den transkønnede reduceres. På samme måde forsøger jeg selv i denne opgave at sætte struktur og analyse på en roman, hvis pointe og formål det er at være udiagnosticerbar. Derrida lader til at have ret i, at menneskets ønske om at begrænse spillet aldrig kan undgås.

[Til top] Litteraturliste
Litteratur:
Berger, Peter L & Luckmann, Thomas (1972) [1966], Den samfundsskabte virkelighed – En videnssociologisk afhandling, Lindhardt og Ringhof, Kbh

Butler, Judith (2010) [1990], Kønsballade, Forlaget THP, Kbh.

Dahlerup, Pil (1991), Dekonstruktion – 90’ernes litteraturteori, Nordisk Forlag A.S., Kbh.

Derrida, Jacques (1991 )[1972], ”Différance” i A Derrida reader (1991), Columbia University Press USA, s. 61

Derrida, Jacques (1970) [1967], Om Grammatologi, Universel Trykkeriet A/S, Kbh.

Derrida, Jacques (1972) [1967], ”Structure, Sign and Play in the Discourse of Human Sciences” i The Structuralist Controversy (1972), John Hopkins Press, London, s. 218

Kristeva, Julia (1984) [1974]: Revolution in Poetic Language in Roudiez, Leon S., Colombia University Press, New York

Rasmussen, Bjørn (2011), Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, Gyldendal, Gylling

Raun, Tobias (2012), Out Online: Trans Self Representation and Community Building on YouTube, PhD Dissertation, Roskilde Universitet, Roskilde

Richardson, Niall (2010), Transgressive Bodies – Representation in Film and Popular Culture, Ashgate Publishing, UK

Spivak, Gayatri Chakravorty, (1997), “Translater’s Preface” i Of Grammatology, Derrida, Jacques (1997) [1967], Hopkins University Press, Baltimore & London, s. 1.
Kan hentes på:
http://www.mohamedrabeea.com/books/book1_3997.pdf

Storey, John (2003), Inventing Popular Culture: from folklore to globalization, Blackwell Publishing, UK

Søndergaard, Dorte (2000), Tegnet på kroppen, Københavns Universitet: Museum Tusculanums Forlag, Kbh.

Hjemmesider:
dr.dk – Læsegrupper: Bjørn Rasmussen: Jeg skriver på lyd og stoflighed. Available:
Siden findes ikke mere.
[2013, 10.11.13]

goodreads.com – Jacques Derrida – Quotes. Available:
http://www.goodreads.com/author/quotes/4132.Jacques_Derrida)
[2013, 15.11.13] [Retur] justitsministeriet.dk – Kommisorium for tværministeriel arbejdsgruppe om udmøntning af regeringsgrundlagets afsnit om kønskifte. Available:
http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Arbejdsomraader/Ministeriet/Raad/K%C3%B8nsskifte%20Kommissorium%20-%20JM.pdf
[2013, 15.11.13] [Retur] retsinformation.dk (1) – Bekendtgørelsen om folkeregistrering mv., kapitel 1, stk. 2. Available:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=10751#K1
[2013, 28.11.13] [Retur] retsinformation.dk (2) – Vejledning om folkeregistrering følgende, stk. 2.1.3. Avalable:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=10811
[2013, 28.11.13]

youtube.com -, Transgender Basics – Gender Identity Project (GIP), 10.08.2009. Available:
http://www.youtube.com/watch?v=UXI9w0PbBXY [2009, 03.12.13]

Artikler:
Holm, Frank (11.09.13), ”Mød en LGBT-kandidat: Morten Norman (SF) Lyngby-Taarbæk”, Out & About [Online Artikel] Kan hentes på:
http://www.out-and-about.dk/visnyhed.asp?id=4613#.Up24BpFheJw

Nexø, Tue Andersen (10.11.11), ”Et benhårdt og muterende køn”, Information, (20.11.11) [Online Artikel] Kan hentes på:
http://www.information.dk/279656

Sørensen, Rasmus Bo (14.01.12), ”Et ubestemt sind – i en helt bestemt krop”, Information, (14.01.12) [Online Artikel] Kan hentes på:
http://www.information.dk/290431

Thranesen, Tina (24.02.13), Love, bekendtgørelser mv., som i dag regulerer transkønnedes forhold, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, København K
Kan hentes på:
URl’en ændret til:
http://lgbt.dk/wp-content/uploads/Love_mv_beroert_af_LGBT_Danmarks_transpolitik_20130224.pdf

Noter
  1. [Retur] Romanen gennemgående blive betegnet som HEHL
  2. [Retur] Når Butler taler om samfundet, sigter hun til moderne vestlige højindkomst samfund med kernefamiliestruktur. I min brug af hendes teori: Det danske samfund.
  3. [Retur] Et konventionelt kønsudtryk vil også altid bidrage til forhandlingen af køn. Man kan ikke vælge ikke at udtrykke og forhandle sit køn. (Søndergaard 2000 : 35)
  4. [Retur] Denne opgaver bruger betegnelsen transkønnet frem for transseksuel, idet der er fokus på kønsidentiteten.
  5. [Retur] Ændring af navn og CPR-nummer
  6. [Retur] Begæret er ift. den transkønnede ikke så centralt, da følelsen af at være det forkerte køn omhandler kønsidentiteten og ikke seksualiteten.

* * *
Opgaven i pdf-format.

Et liv i det andet køns klæder. Radioudsendelse på DR P1 den 11. november 2013 kl. 1130.

Vist 0 gange.
Det i mandfolksklæder, bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck

Det i mandfolksklæder, bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck

Omtalen af radioudsendelsen indledes således:
“Hun kunne ikke få arbejde fordi hun var gift, hun måtte ikke rejse uden sin mands tilladelse og i det hele taget var der ikke mange muligheder for den unge tjenestepige Ellen Maria i 1780ernes København.

Hun drog derfor til Kiel og købte en mandsdragt, spændte brysterne ind, svøbte et skærf om taljen og på en mark fandt hun et kohorn, som gjorde det muligt at tisse stående som et mandfolk. Hun blev oplært som skræddersvend og så rejste hun ellers ud på eventyr i Europa sammen med de andre omvandrende håndværkersvende.”

* * *
Udsendelsens tilrettelæggelse og radiovært: Susanna Sommer.
I udsendelsen medvirker Kirsten Mols og seniorforsker ved Rigsarkivet, Tyge Krogh.

DR P1 den 11. november 2013 kl. 1130 om radioudsendelsen: Et liv i det andet køns klæder.
Direkte link til radioudsendelsen.

* * *
Udsendelsen handler om E. M. Stokkenbeck. Hun har beskrevet sit liv med hovedvægten på sin tid som omrejsende skræddersvend i en selvbiografisk fortælling – i et såkaldt skillingsskrift: Det i mandfolksklæder, vidt bereiste Fruentimmer.

Skillingsskriftet i en nudansk oversættelse på Vidensbanken.

Kønsskifteoperationer for unge. Karen M. Larsen den 28. oktober 2011.

Karen M. Larsen

Karen M. Larsen

Af Karen M. Larsen den 28. oktober 2011.
Det har skabt et bemærkelsesværdigt røre i medierne at en 15-årig transkønnet dreng, Caspian, med sine forældres opbakning, har fået fjernet sine bryster på et privathospital.
Nu er det i mine øjne etisk problematisk at diskutere en sådan sag, der vedrører en navngiven person. Dem der mener, at det er helt utilstedeligt at foretage en sådan operation på en 15-årig må i hvert fald forholde sig til, at den berørte dreng selv har fremhævet, at han er meget glad for operationen og gerne vil have sig frabedt at andre blander sig i hans livsvalg. Men nu er debatten her – og så kan vi nok også lige så godt tage den.

Jeg er nødt til at lægge ud med, at jeg ikke er glad for kønsskifteoperationer og andre kirurgiske indgreb for transkønnede. Som socialkonstruktivist ser jeg ikke kønnet som noget, der bestemmes af vores krop – og jeg ville rigtigt meget ønske, at vi levede i et samfund, hvor man kunne have den kønsidentitet man nu har uden at skulle kunne fremvise en bestemt type krop for at blive ”anerkendt som autentisk” i forhold til sit køn. Men desværre lever vi ikke i en perfekt verden. Vi lever i en verden hvor vi bliver bedømt, bliver anerkendt eller nægtes anerkendelse pga. vores kroppe. Og vi lever i en verden, hvor ganske mange transkønnede får forhøjet deres livskvalitet væsentligt ved at få en kønsskifteoperation eller sommetider er også kun dele heraf, som f.eks. at få fjernet brysterne, nok. Og selvom teorier og visioner for fremtiden er vigtige hvis man gerne vil arbejde for en bedre verden, så er det altid en meget god ide at have begge ben solidt placeret i virkelighedens verden. Og til den hører altså at man, hvis man nægter en transkønnet de operationer som denne er overbevist om at han/hun har brug for, så nægter man også vedkommende at få et godt liv.

Nu kunne man jo så sige, at det måske er rigtigt nok, men med 15 år er man alt for ung til at kunne tage så afgørende en beslutning. Men hvad nu hvis Caspian havde været en 15-årig biologisk dreng, der havde udviklet markante bryster. Ville man så være forarget over, at han fik dem bortopereret? Ville man da have sagt: ”Ved du hvad, du kan ikke vide, om du med 25 udvikler en identitet som kvinde og derfor vil fortryde bittert, at du som 15-årig fik fjernet dine bryster”? Hvordan kan det være, at det altid er dem, hvis identitet afviger fra majoritetens, der bliver bedt om at vente – og om at overveje om de nu virkelig er det som de nu tror, at de er, mens majoriteten aldrig bliver bedt om at genoverveje deres identitet og de deraf afledte behov?

Anmeldelse af bogen Becoming Two-Spirit: Gay Identity and Social Acceptance in Indian Country. Karen M. Larsen.

Vist 29 gange.
Karen M. Larsen

Karen M. Larsen

Karen M. Larsen anmeldte den 5. april 2011 bogen: Becoming Two-Spirit: Gay Identity and Social Acceptance in Indian Country.

* * *
Af Karen M. Larsen.
Et af de mange fascinerende træk ved de nordamerikanske indianeres kulturer var deres fleksibilitet i forhold til kønsoverskridende mennesker hhv. mennesker med seksuel interesse i deres eget køn. De fleste, hvis ikke alle stammer, kendte til biologiske mænd, der ikke kunne identificere sig med manderollen og som i stedet fik lov til at leve og virke som et tredje køn, hvor mandlige og kvindelige træk kunne kombineres. (Muligvis har der også været samme mulighed for biologiske kvinder, men vores viden herom er desværre meget begrænset) De enkelte stammer havde forskellige ord for disse mennesker, men i dag kaldes de typisk for two-spirit people, dvs. to-ånds mennesker.

Two-spirits blev hos de nordamerikanske stammer holdt højt i ære. De indtog vigtige sociale og rituelle roller – og ingen havde noget problem med at de levede sammen med eller var gift med personer af deres eget biologiske køn. Men for de europæiske erobrede og deres missionærer var two-spirits noget af det mest vederstyggelige ved de indfødtes kulturer. Ja, for de spanske koloniherrer var deres eksistens den bedst tænkelige begrundelse for spaniernes brutale politik overfor indianerne. De hvide førte en hård udryddelsespolitik overfor two-spirits fænomenet som derfor efterhånden forsvandt fra de nordamerikanske indianeres kultur og bevidsthed.

I de sidste 20 år er homoseksuelle og transpersoner med en indiansk baggrund imidlertid begyndt at genopdage og udforske two-spirit rollen og identiteten, et forhold som Brian Joseph Gilley beskriver indgående i bogen Becoming Two-Spirit: Gay Identity and Social Acceptance in Indian Country.

Generelt er det nemlig i dag alt andet lige meget vanskeligt at være homoseksuel eller transperson og så indianer. De indianske samfund er meget præget af homofobi – og mange er overbevist om at livet som homoseksuel er i modstrid med de indianske værdier og et udtryk for en dekadent vestlig storbykultur. Den homoseksuelle subkultur i Nordamerikas storbyer er til gengæld præget af racisme og manglende forståelse for homoseksuelle, der ikke har en hvid baggrund.

Two-spirit identiteten kan ses som de berørtes forsøg på at navigere i dette vanskelige farvand. Two-spirits personer er, i henhold til Brian Joseph Gilley, meget optaget af at de er indianere, af ønsket om at bevare den indianske kultur og praktisere dens spiritualitet. De ønsker at reintroducere two-spirit rollen i de indianske samfund, ikke blot for deres egen skyld men også fordi de mener, at den kan bidrage til at hele de mange sår og brud som de nordamerikanske indianer kulturer i dag lider under pga. den europæiske kolonisering.

I denne forbindelse er, igen i henhold til Brian Joseph Gilley, mange two-spirits ret trætte af new ages religiøse bøsser og lesbiske, der frygteligt gerne vil være med i deres kreds selvom de ikke har nogen indiansk baggrund. For new ages’ vestligt prægede romantisering af indianer kulturerne har ikke særligt meget at gøre med den selvopfattelse og den kulturelle/religiøse selvforståelse som de fleste indianere med et dybere kendskab til deres folks traditioner har.

Two-spirit fænomenet er i mine øjne spændende fordi det, i sin oprindelige version, var udtryk for et alternativt syn på køn og seksualitet i forhold til det syn, der præger den vestlige verden. I stedet for kun at operere med to køn anerkendte de nordamerikanske indianere eksistensen af tre eller flere køn. Det betyder så også, at de oprindelige two-spirits næppe kan betegnes som hverken homoseksuelle eller transpersoner. For homoseksualitet er jo, ligesom heteroseksualitet og biseksualitet, en seksuel identitet der tager udgangspunkt i at der kun er to køn. Man er i det system så enten tiltrukket af “det modsatte”, “ens eget” eller “begge” køn. Det system giver ikke mening, hvis man opererer med tre eller flere køn. Og trans identitet er typisk bundet op på den kulturelle forventning om at ens kønsidentitet skal hænge sammen med den krop man har. Er man så uheldig, at dette ikke er tilfældet, ja så er man transkønnet og har måske brug for en eller anden grad af hormonbehandling eller kirurgiske indgreb for at korrigere dette misforhold. Et sådant problem har man ikke i en kultur, hvor der ikke er nogen forventning om at krop og køn behøver at skulle hænge sammen. Two-spirits blev jo oprindeligt ikke set som en afvigelse fra normen men som en berigelse af samfundet.

Men sådan er det desværre ikke længere. I dag er det rigtigt meget op ad bakke at være two-spirits, hvis kamp til dels kan sammenlignes med den situation som f.eks. jødiske, kristne og muslimske lgbt-personer befinder sig i. Men man kan håbe, at de indianske samfund efterhånden vil acceptere two-spirits af i dag som levende eksempler på en stolt og smuk indiansk tradition.

CPR-nummeret undertrykker transpersoner. Karen M. Larsen den 31. marts 2011.

Vist 49 gange.
Karen M. Larsen

Karen M. Larsen

Af Karen M. Larsen den 31. marts 2011.
Et kendetegn ved den danske velfærdsstatsmodel er ønsket om at samfundet skal have adgang til en stor mængde informationer om den enkelte borger. Og for at det skal være let for myndighederne at registrere og få adgang til disse informationer har man siden 1968 brugt de såkaldte personnumre (CPR-numre). Det sidste ciffer i borgerens CPR-nummer viser, om vedkommende er registreret som mand eller som kvinde. Hvilke konsekvenser har denne praksis for transpersoner – og hvorfor mener myndighederne, at det er nødvendigt, at CPR-nummeret siger noget om borgerens kkønøn? Ja, det ser Beate Sløk-Andersen nærmere på i et universitetsspeciale med titlen “Køn som infrastruktur” afleveret i oktober 2010.

Der kan ikke være nogen tvivl om at kravet om de kønnede personnumre er med til at gøre livet besværligt for mange transpersoner. Hvis ens CPR-nummer siger, at man er en mand, så giver det mulighed for mange forviklinger f.eks. i forbindelse med kontakt til de offentlige myndigheder, hvis man identificerer sig som kvinde og går klædt som sådan – og omvendt. Forviklinger som transpersoner oplever som ydmygende og nedværdigende. Derfor er der da også i folketinget blevet rejst forslag om enten helt at fjerne kønsangivelsen i personnumrene eller i det mindste at gøre det lettere at få et andet personnummer end det, som man blev tildelt ved fødslen.

Men på trods af at en del politikere godt har kunnet se, at den nuværende ordning medfører store ulemper for transpersoner, har flertallet i folketinget ikke været til at hugge eller stikke i. Problemet er nemlig at det kønnede CPR-nummer trækker på en forestilling om, at der kun findes to køn og at borgeren kun kan tilhøre et af disse. En indstilling der bl.a. giver sig udslag i, at det ikke er muligt at give et nyfødt barn et personnummer hvis dets kønsorganer ikke entydigt kan kategoriseres som enten dreng eller pige.

Beate Sløk-Andersen prøver at forklare systemets mangel på vilje til at tilpasse sig de transkønnedes (og interkønnedes) behov vha. en inddragelse af en række teorier omkring forståelsen af f.eks. køn og seksualitet.

Susan Leigh Star har sammen med Geoffrey C. Bowker formuleret en teori om det de kalder for samfundets infrastruktur. Ideen er, at de forskellige kategorier som et samfund opdeler dets borgere i, så som f.eks. køn, udgør en infrastruktur i samfundet, der skal sikre, at vi kan håndtere virkeligheden på en nem og uproblematisk måde. Kategorierne fremstår som selvfølgeligheder i den grad, at de færreste i det hele taget tænker på dem i deres dagligdag. Denne infrastruktur er imidlertid kun uproblematisk for dem som den passer til. Dem der befinder sig i grænselandet, dem som kategorierne ikke passer til, bliver gjort tavse og må lide for at flertallet kan have det nemt.

Michel Foucault har en teori om at vor tids fokusering på ideen om at man enten er en biologisk mand eller en biologisk kvinde først “opfindelses”, dvs. bliver til en del af samfundets forståelse af mennesket, da lægevidenskaben i løbet af 1800-tallet kommer til at blive den instans der har magten til at definere hvad det vil sige, at være menneske. Lægevidenskabens fokus på biologien skaber et behov for at kunne fastslå ethvert menneskes sande køn, der hævdes at være det samme som dets biologiske køn, så dets rolle i reproduktionen kan fastlægges og sikres.

Judith Butler har formuleret teorien om den såkaldte heteroseksuelle matrix. Ideen er at der af biologiske mænd forventes, at de optræder entydigt maskulint og at deres seksuelle begær er rettet mod biologiske kvinder. Af biologiske kvinder forventes det, at de optræder entydigt feminint og at deres seksuelle begær er rettet mod biologiske mænd. Matrixen opretholdes ved, at det enkelte individ via sin påklædning, valg af job og interesser, måde at tale på etc. konkret omsætter denne forventning. Dem der ikke lever op til matrixen, f.eks. lgbt-personer, bliver mødt med en række sanktioner. Det koster hvis man ikke kan eller ikke vil leve op til de forventninger som den heteroseksuelle matrix afspejler.

Judith Halberstam har udviklet den teori, at kroppens biologi sådan set ikke betyder så meget. Det der er afgørende er kroppens overflade, dvs. hvordan vi klæder os og generelt gebærder os. Hvis man på baggrund heraf bliver genkendt som værende af det køn, som man oplever som sit eget, så opnår man hermed også anerkendelse for at være den, som man mener, at man er. På den måde kan man “snyde” biologien hhv. bryde med den biologiske tolkning af køn. Dog udgør de kønnede CPR-numre her et stort problem. For hvis personnumret “afslører” at en persons biologiske køn ikke er identisk med den måde som vedkommende fremtræder på så kan det let blive ubehageligt for den berørte.

Hvad kan man så bruge al denne, unægteligt småtunge, teori til?

Ja, for det første kan man blive klogere på hvorfor tingene fungerer som de gør lige for tiden. F.eks. kan Foucaults teori hjælpe med til at forstå hvorfor det er så svært at få lov til at få et andet personnummer i Danmark. I dag skal man være kønsskifteopereret – hvad bl.a. indbefatter kastration – for at kunne få lov til at skifte det sidste ciffer i CPR-nummeret. Det er tydeligt, at systemet frygter at skulle stå overfor en gravid mand eller overfor en kvinde, der er blevet far. Kønnenes biologiske roller i reproduktionen må ikke blive udfordret!

På samme måde kan Judith Butler (og Foucault) hjælpe os til at forstå hvorfor samfundet så gerne vil bruge CPR-numret til at verificere en persons køn. Vores samfund er dybt præget af den tanke, at man skal kende en persons “sande”, dvs. biologiske køn, så at man kan kategorisere denne entydigt. Flertydighed truer systemet. Og afvigelser fra den heteroseksuelle matrix skal kunne sanktioneres!

Og Judith Halberstam kan gøre os klogere på hvordan man som transperson kan forsøge, at undslippe det som mange tror er biologiens diktat – men også på hvordan den nuværende CPR-nummer ordning vanskeliggør denne undergravning af systemet.

For det andet, og det er måske sågar endnu vigtigere, så viser Susan Leigh Stars og Geoffrey C. Bowkers teori at den nuværende kønsinfrastruktur bygger på, at vi tager forholdene for givne og at det antages, at systemet er godt for alle. Ved at påvise, at tingene lige præcist ikke er givet af naturen – men er menneskeskabte forhold der faktisk er med til at ødelægge livet for nogle mennesker, kan vi bryde tavsheden og tage kampen op mod marginaliseringen.

Transaktivister har taget kampen op, og hvis oppositionen holder de løfter som den kom med i forbindelse med den nyligt afholdte høring på Christiansborg om transpersoners situation så vil vi, hvis vi får en ny regering, kunne regne med tiltag, der bl.a. vil gøre det lettere for transpersoner at skifte personnummer.

Transfobi og homofobi ikke bare ligner hinanden, de er også vævet tæt sammen. Karen M. Larsen den 13. marts 2011.

Vist 47 gange.
Karen M. Larsen

Karen M. Larsen

Af Karen M. Larsen den 13. marts 2011.
Der har i den senere tid været en vis opmærksomhed omkring fænomenet transfobi, som f.eks. da en tv-vært udtalte sig nedsættende om en transkvinde, i forbindelse med en lidet gennemtænkt ministeriel kampagne, der skulle få flere mænd til at vælge “kvinde jobs”, og her på det allerseneste i sammenhæng med en anti-sexkøbskonference, hvor to af hovedtalerne er kendte for at have udtalt sig stærkt nedsættende om transpersoner.

Men hvad er transfobi, hvad skyldes den og hvilke følger har den for transpersoner?

Transfobi bruges på samme måde som homofobi som en betegnelse for frygt, had, afsky eller ubehag hhv. for, til eller overfor transpersoner. Fobi skal her altså ikke ses som en sygdom men som en i bedste fald nedladende, i værste fald direkte aggressiv indstilling overfor transpersoner. Man er altså ikke syg, hvis man kalder transpersoner for syge, men det er udtryk for transfobi, at man ser transpersoner som syge.

Transfobi kan, ligesom homofobi, have mange forskellige årsager. Faktisk bliver transpersoner sommetider mødt med aggression fordi de bliver “læst” som homoseksuelle. På samme måde kan både transpersoner og homoseksuelle blive mødt med frygt og afvisning fordi de bliver set som en trussel mod de Guds givne eller naturgivne kønsroller – og normer. Men transfobi handler grundlæggende set ofte om at nogle mennesker bliver først usikre og så aggressive når de møder mennesker, som de kønsmæssigt set ikke rigtigt kan placere. Samtidigt hermed er denne aggression rettet mod transpersoner et vigtigt element i opretholdelsen af en norm omkring køn, der presser alle mennesker til at prøve på at fremstå som entydige mænd eller kvinder. Ikke mindst homoseksuelle, der ikke kan eller vil være entydige i deres kønsudtryk, bliver ramt af dette krav til kønsmæssig entydighed.

Transfobi kan give sig udslag i en række negative konsekvenser for transpersoner: Drab, vold, chikane og diskrimination f.eks. mht. job hører med til følgerne af transfobi. Her ligner transfobi igen homofobi – og ligesom homofobi kan transfobi ikke “blot” føre til fysisk vold og tabt arbejdsfortjeneste men også til forringet selvværd, depression ja sågar selvmord hos transpersoner.

Sidst men ikke mindst er transfobi, igen ligesom homofobi, ikke kun noget man kan finde hos enkeltpersoner – den er også et vigtigt element i den måde, som selve samfundet forholder sig til transpersoner på. At transseksualitet f.eks. officielt defineres som en psykisk lidelse er en form for statsmæssig blåstempling af transfobi.

Transfobi og homofobi ikke bare ligner hinanden, de er også vævet tæt sammen. Kampen mod den ene kan derfor ikke føres uden kampen mod den anden.

Transfober i panelet den 7. og 8. maj 2011 på anti-købesex konferencen. Karen M. Larsen den 5. marts 2011.

Vist 57 gange.
Karen M. Larsen

Karen M. Larsen

Af Karen M. Larsen den 5. marts 2011.
8. marts-initiativet har sammen med en række andre forbund og grupperinger samt politikere fra bl.a. Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten stablet en større anti-sexkøbslovs konference på benene. “Grosse Freiheit?“, som arrangementet kaldes, vil slå et stort slag i kampen for en kriminalisering af køb af seksuelle ydelser. Lad mig hellere spille åbent ud: Jeg personligt går ikke ind for et forbud mod køb af seksuelle ydelser. Jeg er f.eks. bange for, at man i stedet for at hjælpe dem, der sælger sex, sådan som intentionen med et forbud vel er, faktisk risikerer at forværre sexarbejdernes situation. Sexbranchen er i mine øjne langt fra at være et uproblematisk fænomen, men de problemer der er løser man ikke ved et sexkøbsforbud. Med andre ord, “Grosse Freiheit?” er ikke min kop te.
At jeg imidlertid ikke kan nøjes med at ryste på hovedet over denne konference – og at jeg mener, at LGBT Danmark faktisk er nødt til at tage afstand fra den, skyldes ikke dens i mine øjne forfejlede mål men i stedet, at man har valgt at invitere to notoriske transfober til konferencen, nemlig Julie Bindel og Janice G. Raymond. Især den sidste har opnået nærmest berømthed for sin transfobi, fordi hun har skrevet bogen The Transsexual Empire: The Making of the She-Male, der er intet mindre end et hadeskrift rettet mod transkvinder.

Jeg har selv kæmpet mig gennem dette værk og må indrømme, at det er mere end svært at gøre rede for indholdet, da der mest er tale om en ophobning af rablende anklager og absurde påstande rettet mod transkvinder. (Transmænd er i hendes øjne blot nogle stakkels ofre, der ikke ved hvad de gør, så dem bruger hun ikke særligt meget plads på at skrive om). Så meget er i hvert fald sikkert, ikke nok med at Janice G. Raymond mener, at kønsskifte er en umulighed og at transkvinder altså fortsat er mænd – og sådanne er i hendes øjne i sig selv nogle værre bæster – nej, hun mener faktisk, at transkvinder er mænd der bevidst går efter at bekæmpe kvindefrigørelsen og at de dermed udgør en dødelig trussel mod kvindesagen. Det er derfor bogen i den grad oser af had til transkvinder.

Radikalfeminismen, som Julie Bindel og Janice G. Raymond er repræsentanter for, har historisk set desværre haft det svært mht. accept for ikke tale om inklusion af transpersoner, om end der heldigvis i de senere år er sket en markant forandring i synet på transpersoner blandt yngre radikalfeminister. Julie Bindel og Janice G. Raymond er dermed mest røster fra fortiden – men der er intet der tyder på, at de har ændret holdning selvom deres fokus nu synes at være kampen mod prostitution.

Malene Andreasen fra LGBT Danmarks Transpolitiske Udvalg har kontaktet arrangørerne bag “Grosse Freiheit?” og gjort dem opmærksom på problematikken, men de mener, at det ikke er noget problem at lade transfober deltage som talere. Og det er simpelthen uacceptabelt og uholdbart! Arrangørernes argument om at konferencen ikke handler om transpersoner holder ikke, for blandt sexarbejderne er der jo også transkvinder. Og i øvrigt ville man jo forhåbentlig heller ikke lade kendte racister optræde som talere blot fordi konferencen officielt ikke handler om racisme.

Derfor vil jeg opfordre Magnus Heunicke (S), Astrid Krag (SF) og Line Barfod (EL), der har sagt ja til at optræde som moderatorer ved konferencen, til at trække sig fra denne opgave – ligesom jeg hermed vil opfordre de involverede partier og grupper til at lægge afstand fra arrangementet. Sidst men ikke mindst bør LGBT Danmark gå ud og sige fra. Jeg er ikke sikker på, at LGBT Danmark skal have en officiel holdning til en sexkøbsforbuds lov, men vi er nødt til at have den holdning, at transfobi ikke er acceptabel.

* * *
Konferencehjemmeside for Grosse Freiheit?

* * *
Tilføjelse af Tina Thranesen den 19. april 2011.
LGBT Danmark udsendte den 19. april 2011 en pressemeddelelse, hvori der tages afstand fra Julia Bindel og Janice G. Raymond og med en opfordring til, at talere og ordstyrer, politikerer og organisationer til at overveje deres deltagelse i konferencen.

Islam og transpersoner. Af Karen M. Larsen den 1. marts 2011.

Vist 73 gange.
Karen M. Larsen

Karen M. Larsen

Af Karen M. Larsen, der er cand. mag. i historie og religion.
Der har i de senere år været en del fokus på islam og homoseksualitet, og emnet diskuteres ofte heftigt i medierne. Som mht. så mange andre problemstillinger, der berører transpersoner, har der imidlertid ikke været nogen nævneværdig interesse for islam og transpersoner.

Scott Siraj al-Haqq Kugle tager heldigvis denne problemstilling op i sin bog Homosexuality in Islam: Critical Reflection on Gay, Lesbian, and Transgender Muslims. Som titlen antyder handler bogen godt nok hovedsageligt om homoseksualitet og islam – men Scott Siraj al-Haqq Kugle skriver også om trans-problemstillinger.

Ifølge Scott Siraj al-Haqq Kugle er det ofte ikke let at være transperson og muslim, ja faktisk mener han, at transpersoner ofte har større vanskeligheder end homoseksuelle i en muslimsk sammenhæng, fordi de ikke som de sidstnævnte kan skjule, at de afviger fra normen.

Scott Siraj al-Haqq Kugle er overbevist om, at det er i modstrid med islam, når muslimer behandler transpersoner med afvisning, foragt og sommetider direkte forfølgelse. Ifølge ham er transpersoner nemlig, ligesom homoseksuelle, skabt af Gud med den identitet de nu har, og han gør opmærksom på, at Koranen opfordrer muslimer til at iagttage, opdage og værdsætte naturens og menneskehedens mangfoldighed. Koranen indeholder i øvrigt ikke noget direkte forbud mod at iføre sig “det andet køns” tøj etc.

Nu tager de fleste muslimer imidlertid ikke udelukkende udgangspunkt i Koranen. For ganske mange muslimer er de såkaldte hadith, dvs. fortællinger om hvad Muhammed sagde og gjorde, næsten lige så vigtige som kilder til Guds vilje som Koranen. Og der findes hadither om, at Muhammed skulle have taget afstand fra en konkret mukhannath, dvs. en biologisk mand, der klæder og opfører sig som en kvinde. Scott Siraj al-Haqq Kugle gør opmærksom på, at disse hadither, som alle kan føres tilbage til en grundfortælling, imidlertid er blevet fejltolket af de muslimske teologer og retslærde. Kigger man nemlig grundfortællingen efter i sømmene kan man se, at der på ingen måde er tale om, at Muhammed generelt afviste kønsoverskridere. Faktisk havde han sågar givet den pågældende mukhannath lov til at være sammen med hans koner uden opsyn, dvs. Muhammed havde i praksis accepteret vedkommende som kvinde. Da Muhammed imidlertid overhører pågældende person lovprise en kvindes seksuelle
potentialer til en mand, beslutter han at vedkommende skal forvises fra det muslimske samfund. Måske fordi Muhammed frygtede, at der i dette tilfælde var tale om en almindelig mand, der blot udgav sig som kvinde for at få seksuel adgang til kvinder – eller fordi han opfattede vedkommendes adfærd som et brud på den tillid pågældende var blevet mødt med. At udlede, at transpersoner lever i modstrid med islams normer på baggrund af denne historie er, i henhold til Scott Siraj al-Haqq Kugle, derfor en seriøs fejlfortolkning.

I Medina, den muslimske hovedby ved siden af Mekka, var mukhannather i de første 100 år efter Muhammeds død, i henhold til Scott Siraj al-Haqq Kugle, et kendt og accepteret fænomen. De arbejdede f.eks. som sangere og musikere, jobs som blev anset som upassende for mænd, og som kunstnere havde de en vis “narrefrihed” mht. at kritisere byens magthavere. Måske var det så også grunden til, at magthaverne i 700-tallet begyndte at forfølge dem. Dertil kom, at den fremvoksende klasse af muslimske retslærde begynde at se mukhannather som feminine mænd, der indtog den passive part i forbindelse med analsex mellem mænd. Og da en del retslærde i samme tid blev optaget af at bekæmpe analsex mellem mænd betød det, at mukhannather blev permanent forfulgte og at fænomenet generelt i den ligeledes fremvoksende muslimske lovgivning, den såkaldte sharia, blev negativt bedømt.

Dog har islam i Sydøst Asien, dvs. Indien, Pakistan og Bangladesh, haft en tradition for at tolerere de såkaldte hijras, biologiske mænd der føler sig som kvinder og som efter en kastration også lever som kvinder. Dog kommer Scott Siraj al-Haqq Kugle ikke nærmere ind på denne problemstilling.

Scott Siraj al-Haqq Kugle gør opmærksom på, at der imidlertid er ved at ske noget. F.eks. har sheik al-Tantawi, Egyptens stormufti og den højeste juridiske autoritet ved det prestigefyldte sunni muslimske universitet al-Azhar, udstedt en fatwa om, at det er forkert at give en person adgang til en kønsskifteoperation blot fordi vedkommende føler, at han eller hun er født i en forkert krop. Men på den anden side er det en pligt at foretage en operativ undersøgelse, hvis der er tvivl om hvorvidt en persons ydre kønsorganer svarer til hvad der egentligt er vedkommendes indre og ægte kønsorganer. Er der uoverensstemmelse her skal en operation sikre, at det køn vedkommende er skabt med også fremgår af de ydre kønsorganer. Usikkerhed om en person rette køn kan nemlig ikke accepteres. Umiddelbart har denne afgørelse ikke bragt forbedringer for transpersoner i Egypten, men måske kan den ses som det første spæde skridt i den rigtige retning.

Noget længere er man faktisk nået i det shia muslimske Iran. Her henvendte sig en transkvinde, Maryam Khatoon Molkara, sig i 1987 til ayattolah Khomeini med en bøn om at få lov til at skifte køn fra mand til kvinde. Efter blot en halv times samtale afgjorde han, at hun skulle have lov til at få foretaget en kønsskifteoperation.

I dag er det ret så nemt at få bevilliget en kønsskifteoperation i Iran. Irans ledende kønsskiftekirurg, dr. Mirjalali, hævder således, at han har foretaget 320 kønsskifteoperationer i de sidste 12 år i Iran, hvad er langt mere end hvad nogen europæisk kønsskiftekirurg kan prale af. Dog er situationen for transpersoner i Iran langt fra ideel. Transpersoner, der ikke er og ikke vil være entydige i deres kønsudtryk og som ikke ønsker en kønsskifteoperation,
bliver fortsat forfulgt. På samme måde kan homoseksuelle opleve, at myndighederne forsøger, at presse dem til en kønsskifteoperation, en operation de i sagens natur ikke er interesseret i.

Det er altså fortsat op ad bakke at være transperson og muslim – men Scott Siraj al-Haqq Kugles bog kan være en inspiration til dem, der ikke vil opgive hverken deres identitet som troende muslimer eller deres kønsidentitet.

* * *
Artiklen bringes med venlig tilladelse af Karen M. Larsen.

Jeg er, hvad jeg er. Karen M. Larsen den 15. januar 2011.

Vist 57 gange.
Karen M. Larsen

Karen M. Larsen

Af Karen M. Larsen den 15. januar 2011.

Her i sommerferien fik jeg endelig taget mig sammen til at læse Preben Hertofts og Teit Ritzaus bog, Paradiset er ikke til salg: Trangen til at være begge køn. Bogen, der udkom i 1984, og som i øvrigt blev suppleret med en tv-udsendelse, giver et godt indblik i, hvordan selv velmenende heteroseksuelle cis-kønnede, dvs. ikke transpersoner, dengang så på transseksuelle og transvestitter. (Ordet transperson var endnu ikke opfundet.)

Når jeg skriver “velmenende”, så mener jeg det. Forfatterne appellerer nemlig helt klart til, at majoritetsbefolkningen skal tolerere transseksuelle og transvestitter, og det i ordets egentlige forstand. Flertallet skal lære at leve med en lille harmløs gruppe af “afvigere” ud fra den logik, der hedder, at “I behøver ikke at forstå dem – bare I lader være med at slå dem”.

Men ikke nok med det. Forfatterne lægger nemlig slet ikke skjul på, at de grundlæggende set heller ikke selv vil se verden med trans-øjne, hvad fx fremgår af følgende citat:
  Hvis man er født som mand, men ønsker at blive kvinde – eller er kvinde og ønsker at blive mand – så vil man noget umuligt. Men nu til dags er det ikke noget sjældent ønske. Mennesker, der har det sådan, kalder vi for transseksuelle eller vi taler om at de vil “skifte køn“. Men man skifter ikke køn som man skifter tøj og ordet kønsskifte er et forførende ord, der lover noget som ikke kan holdes. (s. 8.)

Her forsøger man at slå fast, at man har det køn, som man blev født med hhv. blev tillagt, da man blev født. Den transseksuelle vil altså i dette perspektiv skifte sit “sande” køn med et drømmekøn, og lige præcis det kan, i henhold til forfatterne, grundlæggende set ikke lade sig gøre.

Sådan! Medfølelsen og tolerancen blokerer nærmest for de to forfatteres evne eller vilje til at se verden ud fra de berørte menneskers eget perspektiv. Sandheden om en persons køn ejes af repræsentanterne fra majoriteten og ikke af den berørte selv.

Nu ved jeg ikke, hvordan datidens transpersoner reagerede på Preben Hertofts og Teit Ritzaus bog og tv-udsendelse. Det kan meget vel være, at de fleste var glade for, at der var nogen, der i det hele taget tog problematikken op. Helt sikkert er det imidlertid, at der er sket meget siden 1984 – og det fremgår ikke mindst af den vrede og den protest, det har udløst blandt transpersoner i Danmark, at en transkvinde i et indslag på TV 2 Østjylland blev nævnt i samme åndedrag som ordet “freakshow”, og at studieværten konsekvent omtalte hende som “han”.

For mig at se er det en glædelig udvikling, at transmiljøet i dag har fået så meget selvtillid og selvrespekt, at man ikke længere vil finde sig i, at man må nøjes med de opmærksomhedskrummer fra majoritetens bord, som man kan få, lige meget hvor mugne de så end er. Så længe man finder sig i at blive trådt på, kommer man nemlig ikke ud af rollen som dørmåtte.

Men selv om det kan være krævende for den enkelte – og enhver må naturligvis afgøre med sig selv, hvor meget man orker – så er det afgørende, at transpersoner og dem af os, der føler sig solidariske med dem, bliver ved og ved med at forklare og argumentere. Hvis vi skal have ændret den nuværende lovgivning, der på så mange måder er utilfredsstillende for transpersoner, er der nemlig lige et folketingsflertal, der skal vindes for sagen. Og det vindes kun, hvis vi formår at skaffe opmærksomhed og ikke mindst ægte og oprigtig accept!

* * *
Artiklen bringes med venlig tilladelse fra Karen M. Larsen og kan også læses på hendes hjemmeside under titlen I am what I am.

Søren Laursen

Vist 154 gange.
Søren Laursen

Søren Laursen

Af Søren Laursen.
13. december 2009.
Jeg er en mand, der forsøger at få orden på sammensatte ting. Det er min intention med alt hvad jeg laver, at det skal bringe forandring mod noget enkelt og sammenhængende uden hensyntagen til traditioner og vanetænkning.

Jeg er født i 1964 og er opvokset i Fredericia. Allerede her vidste jeg selvfølgelig, jeg var bøsse, men kunne ikke finde ud af at springe ud. Efter gymnasiet flyttede jeg til Lyngby for at læse til ingeniør. Det var et lykkeligt valg for mig. Jeg holder meget af mit fag og endte da også med at hænge ved og tage en Ph.D. (i teoretisk og eksperimentel fysisk kemi). Jeg er endt som en temmelig nørdet ingeniør med en forkærlighed for 1800-tallet.

Jeg tog min Ph.D. i 1991, hvor det stod sløjt til med mulighederne for universitetsansættelser, så jeg levede nogle år med kortvarige projektansættelser på DTU.

I slutningen af 80-erne var jeg begyndt at komme i Landsforeningen for bøsser og lesbiske, LBL. Jeg kom hurtigt med på både Panbladet og Radio Rosa, som jeg var dybt involveret i gennem flere år. I 1994 kom foreningen i store økonomiske vanskeligheder og gik i betalingsstandsning. Jeg valgte på det tidspunkt at gå ind i en midlertidig bestyrelse for at få foreningen gennem skærene. Det blev et meget hårdt men også meget givende år. Det lykkedes, og undervejs – i efteråret 1994 – blev jeg også landsformand for foreningen, en post jeg havde i fire år.

Jeg havde egentligt forestillet mig, jeg skulle være en overgangsfigur, da jeg i vid udstrækning så foreningen som en politisk organisation, og jeg absolut intet kendte til politik. Nu ville skæbnen så, at Det Etiske Råd på det tidspunkt udsendte en redegørelse om kunstig befrugtning med en anbefaling om at forbyde kunstig befrugtning til lesbiske og enlige. Da det var meget svært at få pressedækning af vores kritik, fik jeg den idé at lave en demonstration, hvor jeg giftede mig med den lesbiske næstformand for at illustrere, hvor let det ville være at omgå et krav om ægteskab for adgang til kunstig befrugtning. Ufornuftsægteskabet fandt sted på Københavns rådhus og fik mere dækning, end vi havde kunnet drømme om. Det blev starten på snart 15 års arbejde for at holde lovgivningen fri for diskrimination i forhold til børnefamilier med forældre af samme køn og andre regnbuefamilier. Og det blev altså starten på en politisk løbebane, hvor jeg siden har været centralt placeret i foreningens lobbyarbejde og har fungeret som retspolitisk talsperson.

På jobsiden måtte jeg efterhånden opgive de kortvarige projektansættelser på DTU. Med en ballast som nørdet ingeniør og hard-core homoaktivist valgte jeg at skifte spor – og blev managementkonsulent hos PricewaterhouseCoopers. Her var jeg tre år, men den verden var nu lidt for blå til mig. Så jeg rykkede over i et lille konsulenthus med fokus på håndtering af store komplekse datasamlinger (datawarehousing). Efter ti år her har jeg skiftet konsulenttilværelsen ud med en ansættelse hos DONG Energy, stadig med datahåndtering.

I LBL kom jeg også til at beskæftige mig med asylområdet. Vi var blevet medlemsorganisation i Dansk Flygtningehjælp, hvor jeg repræsenterede LBL i udvalgsarbejde. Det førte til, at Flygtningehjælpen indstillede mig til Flygtningenævnet, den domstolslignende instans, der træffer endelige afgørelser i asylsager. Jeg nåede at være medlem i to år, indtil den nyvalgte borgerlige regering smed Flygtningehjælpen ud af nævnet i 2002. Jeg har været med til at træffe afgørelse i omkring 100 asylsager – dog ingen LGBT-sager, da jeg her typisk var inhabil, idet jeg rådgav disse ansøgere. Jeg er i dag medlem af Flygtningehjælpens forretningsudvalg og formand for Asyludvalget.

LBL blev medlem af Rådet for Menneskerettigheder ved Institut for Menneskerettigheder. Det er en stor forsamling, som mødes sjældent, men på det tidspunkt, vi blev medlem, havde den netop nedsat et Ligebehandlingsudvalg, hvor organisationer indenfor alle områder omfattet af Amsterdam-traktatens artikel 13 – dvs. alder, handicap, køn, race og etnicitet, tro og religion, samt seksuel orientering – er samlet. Her arbejder vi på at udvikle en horisontal tilgang til ligebehandling og altså lave politikker på tværs af alle områderne. Det arbejde er jeg meget engageret i og har da også været mødeleder for udvalget gennem en del år.

Jeg har gennem årene været en af de aktive fortalere for at inkludere transområdet i landsforeningens mandat. Det var i lang tid noget op ad bakke, og det trak ud i en meget langvarig proces. Men sådan er det: Forandringer kommer ikke af sig selv. I 2008 lykkedes det endelig at få gennemført den nødvendige vedtægtsændring. Det betød selvfølgelig, at vi måtte til at reformulere vores politik og også finde på et nyt navn til foreningen. Faktisk havde de biseksuelle været med i foreningens mandat i adskillige år, men det var aldrig lykkedes at gennemføre arbejdet med at skrive nyt program og finde nyt navn. Men denne gang er det lykkedes. Ved det nys overståede landsmøde skiftede foreningen navn til LGBT Danmark – Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, og et nyt principprogram blev vedtaget. Jeg har haft en ret fed finger med i spillet om udformningen af dette, som er blevet til på den måde, at vi har vasket tavlen ren og startet på en frisk. Det er nu formuleret ud fra to ligeværdige dimensioner: Kønsidentitet og seksuel orientering. Det tog mange år at nå hertil, men det var nu umagen værd.

Jeg er endt med at bruge store ressourcer på at bekæmpe biologistiske tilgange til samfundsforståelsen: At få opfattelsen af forælderskab væk fra tanken om biologiske forældre til tanken om sociale forældre, og opfattelsen af køn væk fra tanken om det biologiske køn til tanken om det sociale køn. Mit drive er gammeldags indignation – jeg har ingen intentioner om selv at få børn, og jeg er helt trivielt ciskønnet.

Jeg er ukuelig optimist men også realist. Jeg ved, at for hver ti skibe man sætter i søen, er der måske ét, der sejler. Så man skal sørge for at sætte mange skibe i søen, glæde sig over de få sødygtige og lade være med at ærgre sig over dem, der synker. Og så skal man altid gå efter bolden. Der er rigeligt af problemer, der skal løses – der er ingen grund til at opfinde nogen selv. Jeg plejer at sige, at jeg er en stor idealist, men en endnu større pragmatiker. Gennem de efterhånden mange år i LGBT Danmark, har jeg lært, at med en konstruktiv tilgang, er der næsten ingen grænser for, hvad vi kan. Og det har været mig en udelt glæde at samarbejde med et stort antal meget dygtige og engagerede medaktivister – det er fantastisk at stå sammen om at skabe forandring.

Den lille grønne om LGBT: Om kønsidentitet og seksuel orientering

Vist 134 gange.
Den lille grønne om LGBT: Om kønsidentitet og seksuel orientering

Den lille grønne om LGBT: Om kønsidentitet og seksuel orientering

Titel Den lille grønne om LGBT
Om kønsidentitet og seksuel orientering
Forfatter Søren Laursen
Forlag LBL – senere navneskiftet til LGBT Danmark
Udgivet november 2009
Sprog Dansk
Antal sider 32

I korte tekster, tegninger og diagrammer forklares om de grundliggende forhold om kønsidentitet, seksuel orientering og ligebehandling.

Den lille grønne i pdf-format hos LGBT Danmark.
Den lille grønne som Power Point præsentation hos LGBT Danmark.

Stafetten. João Lobo (L-O-B-O) den 3. oktober 2009. Scenekunst og kønsidentitet.

Vist 482 gange.
L-O-B-O Foto: Per Morten Abrahamsen.

L-O-B-O Foto: Per Morten Abrahamsen.

Af João Lobo (L-O-B-O), der modtog stafetten fra Malene Sakskilde.

Siden mine dage på universitetet i Lissabon, min fødeby – hvor jeg læste kulturantropologi i starten af 90’erne, at jeg har beskæftiget mig med – og fordybet mig i – køn og identitetsemner i mit arbejde som scenekunstner.
Denne on & off proces blev mere intens da jeg flyttede til Danmark.
Jeg har altid været heldig for at møde rigtig mange søde transkønnede mennesker i de skandinaviske lande som altid har været meget behjælpsomme og villige til at hjælpe mig med at finde nye måde til at formidle enten detaljer af deres livshistorier eller problematikkerne i deres vigtigste livsbeslutninger i mine værker.

Et af de projekter som krævede den største fordybelse i mit liv som kunstner og individ, var nemlig multimedia forestillingen ‘THE CUT'(’03), som i dag turnerer i Danmark og i udland som et langt videoværk/instalation under navnet ‘unCUT ‘ (08/09 – 11/12).

Foto: L-O-B-O.

Foto: L-O-B-O.

I løbet af arbejdsprocessen til dette projekt, føler jeg at jeg voksede stærkt op som menneske.
Jeg opnåede en endnu større respekt for livet og for mit medmenneske, jeg forståede hvor vigtigt absolut respekt for det anderledes er, og hvor uhyrlig vigtigt det er at forsvare mangfoldighed og medmenneskelighed som to af de vigtigste værdier for menneskeheden. Hvor vigtigt det er at aldrig fordømme men altid prøve på at forstår nye mennesker og nye livsbehov på trods af hvor fjerne de må ligge fra min egen personlige forståelse af verdenen.

For nylig, i et langt interview, spurgte et portugisiske blog mig om ‘hvornår ville køn stoppe med at være et problem i vores samfund”.
Mit svar endte med at måske være det mest ideologiske og kønspolitiske jeg nogensinde har givet.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.

Jeg svarede at køn ville en dag stoppe med at være et problem når denne apartheid af køn, identitet og seksualitet vi stadigvæk lever i – og ikke rigtigt snakker klart og dybt nok om endnu, en dag begynder at forsvinde. Når vi en dag er klar som samfund til at bevæge os helt væk fra fastlåste generaliseringer og stereotyper om køn. Når vi – en gang for alle – en dag accepterer, at det er biologi der dikterer reglerne og ikke kunstige, kategoriske moralske værdier om rigtigt eller forkert. Når forældede arrogante/autoritære ideologier ikke længere har indflydelse på, hvad der burde være acceptabelt omkring køn og seksuel identitet for hver enkel individ. Når vi en dag beslutter os for at acceptere, at i virkeligheden, vores identitet ikke skulle dogmatisk defineres af vores genitalier men af den kønsidentitet vi føler vi har.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.

Jeg svarede også at vi alle sammen ville sikkert blive lykkeligere, denne dag vi undlod at indføre køns-korsetter på folk og besluttede os for de klare beviser for, at vi er alle placeret forskellige steder i et kontinuum af køn og seksuel identitet.

Når vi lærer at acceptere, at for mange kvinder og mænd i vores samfund, at være mand eller kvinde – eller blot et menneske, at have en penis eller en vagina er ikke afgørende. At det mest afgørende og vigtigste ikke er det som burde være en streng, absolut ret til enhvers privacitet (det man har i bukserne eller under en nederdel), men den identitet et individ overbevisende og lidenskabeligt føler at have eller har valgt at leve i, trods biologiens umiddelbare fysiske ‘drillerier’.

unCUT Foto: Annet Van Der Voort.

unCUT Foto: Annet Van Der Voort.

Det hovedsageligt er en persons social og intellektuel kompetens i det samfund vi lever i, og denne måde vi giver videre kærneværdier som kammeratskab, forståelse, frihed, retfærdighed, værdighed, tolerance, kærlighed til vores medmennesker. Og ikke vores kønsdele.

Når vi accepterer, at køn, identitet og seksualidentitet kan være lige så varierende som vores fingeraftryk, og at vi i meget høj grad alle sammen egentlig er ”mutanter” og transkønnede på forskellig vis, så ja… Så tror jeg at vi vil være på den rigtige vej for, at problematikken og fordommen om køn som vi kender den i dag kunne stoppe med at være et problem.

At indføre ordet “køn” i paragraf 2 i Human Rights Act vil være en udmærket begyndelse.

Mvh.
L-O-B-O
(João Lobo)

Den 20. oktober 2009 oplyste João Lobo, at stafetten var videregivet til Jens Pedersen, der kendes for sit engagement med udstillingen Som jeg er. HOMO – BI – TRANS i København på Københavns Bymuseum i sommeren 2009.

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Transseksuelle fik ikke asyl i Danmark. Disturbing knowledge: Decisions from asylum cases as documentation of persecution of LGBT-persons. 2001 og 2009.

Vist 52 gange.
Disturbing knowledge

Disturbing knowledge

Denne udvidede undersøgelse af 28. juli 2009 er udført som supplement til en undersøgelse fra 2001 om krænkelse af LGBT asylansøgeres menneskerettigheder, som blev udført efter anmodning fra FN’s menneskerettighedskommissær.

Undersøgelserne er udført af Søren Laursen (LGBT Danmark) og Mary Lisa Jayaseelan (Dansk Flygtningehjælp), der havde fået adgang til Dansk Flygtningehjælps database over afgørelser om anmodning om asyl i Danmark, hvor seksuel orientering og/eller transkønnethed var begrundelsen eller en del af begrundelsen for asylansøgningen.

I databasen fandtes 94 sager i perioden 1990 – 2001, hvor seksuel orientering har været berørt – herunder de tre sager vedrørende transseksuelle, som kort omtales herunder. I alle tre sager blev der givet afslag på asyl.

Rusland – 2003. Side 16 i rapporten.
En transkvinde startede på en landbrugsskole i 1994, men stoppede på grund af konstant verbal chikane og nedværdigende behandling.
Under militærtjeneste hun blev dagligt ydmyget, slået og seksuelt misbrugt herunder voldtaget. Hun turde ikke anmelde det til myndighederne.
I 1998 fik hun indsat brystimplantater af en medicinstuderende.
Siden 1997 er hun flere gange blevet tilbageholdt og hendes identitet kontrolleret – nogle gange flere gange om dagen. På forskellige politistationer blev hun chikaneret, ydmyget og seksuelt misbrugt – herunder voldtaget to gange.
Hun er også blevet udsat for overfald af unge i bygningen, hvor hun boede.

Flygtningenævnet fandt på grundlag af baggrundsoplysningerne, at der ikke var grund forventer systematiske forfølgelse af transpersoner i Rusland – hverken fra privatpersoner eller fra myndighederne.
Flygtningenævnet henviste således ansøgeren til at søge beskyttelse af højere myndigheder i Rusland og foreslog, at hun flytte til en større by, hvor det kunne forventes, at der ville være en mulighed for at finde et fællesskab af personer med hendes seksuelle orientering, og hvor det er mindre sandsynligt ansøgeren være offer for ulovlig misbrug af politiet.

Slovakiet – 1999. Side 19 nederst og 20 øverst i rapporten.
Ansøgeren er transseksuel. I den kommunistiske tid fik hun sin fødselsattest ændret fra mandligt til kvindeligt køn.
Hun og hendes partner bor i en lille by. I otte år blev de mobbet og ydmyget af politiet.
Chikanen blev intensiveret i 1998-1999. Flere gange blev sagsøgerens og hendes partner tvunget til at klæde sig på offentlige steder eller på politistation. En gang blev partneren lænket til radiatoren under tilbageholdelsen. I et tilfælde blev ansøgeren afklædt og beordret til at løbe rundt om et bord på politistationen, mens politifolk prikkede til hende og slog hende på kønsdelene med en stok, som efterfølgende blev tvunget ind i hendes endetarm.
I et anden tilfælde fik angsøgeren slået to fortænder ud af politiet.
De forsøgte at anmelde hændelserne til chefen for politiet, men det gjorde blot chikanerne værre.

Flygtningenævnet afviste ansøgningen, og angsøgeren blev henvist til at søge beskyttelse hos højere myndigheder i sit hjemland.

Tyrkiet – 2000. Side 23 i rapporten.
Sagen vedrørte en transseksuel. Hun ønsker en MtK kønsskifteoperation. Ansøgeren ønsker ikke at gøre militærtjeneste. Ifølge angsøgeren bliver transseksuelle og homoseksuelle forfulgt og sendt til turbulente områder i det sydøstlige Tyrkiet for at blive dræbt.
Mange af ansøgerens venner havde gjort militærtjeneste og herunder været udsat for voldtægt og sexchikane.
Hun har oplevet mange vilkårlige tilbageholdelser.
Hun boede hos transseksuelle i Tyrkiet, som var alle prostituerede.
I 1996 blev angsøgeren anholdt af tre politifolk, der tog hende til et øde område og voldtog hende i næsten en time. I 1998, mens ansøgeren boede hos en transseksuel ven, kom to politibetjente ind i lejligheden og voldtog dem begge. Det var almindelig adfærd for politiet i det område, der husede mange transseksuelle.

Flygtningenævnet afviste ansøgningen, og angsøgeren blev henvist til at søge beskyttelse hos højere myndigheder i sit hjemland.

* * *
Undersøgelsen fra 2009 Panbloggen – LGBT Danmarks websted til dokumentation og kommentarer.

Stafetten. Malene Sakskilde den 26. juni 2009. Om at komme i kontakt til det transkønnede miljø.

Vist 343 gange.
Malene Sakskilde

Malene Sakskilde

Af Malene Sakskilde, der modtog stafetten fra Kirsten Poulsen (navneskiftet til Kirsten Mols).

Jeg er fået stafetten trods min status som ganske almindelig heteroseksuel. Jeg har fået tildelt taletid i et medie som ellers er forbeholdt monoriteteter. Et privilegie, må jeg sige.

Jeg lærte Kirsten at kende for mindre end et år siden, da jeg gerne ville sætte rammerne for en kønsdebat i et fagligt kvindenetværk ved navn FIX. Jeg havde læst om Erik Hansen’s liv som mand, mor til 2 – i Information.
Jeg ville også gerne møde en transseksuel med modsat fortegn. Jeg fik et tip af en ven og scenekunstner, João Lobo, som har arbejdet med temaerne i flere af sine forestillinger.

Kontaktede da NGP Network, som lovede at sende min mail videre til den oplægsholder, jeg havde hørt om. og fik prombte svar tilbage fra Kirsten Poulsen, som var på. Vi aftalte at mødes på Probs på Nørrebro og tale om rammerne for debatten. Men virkeligheden ville at dette blev starten på et venskab.

Min intention med at lave en kønsdebat i et forum af kvinder, handlede om at ville udfordre vores forestillinger om hvilke roller, dyder og værdier mænd og kvinder har traditionelt set. Hvor kommer forestillingerne fra? Er vi kodede? Kan man lave forestillingerne om? Og hvad sker der så, når vi opdrager vores børn – med biler og dukker?

Selve dagen for debatten oprang og Kirsten og Erik tog plads i den røde sofa, mens cirka 20 kvinder var mødt frem. Begge fortalte åbenhjerteligt deres livshistorier. Bagefer kunne man stille spørgsmål.

Et af de spørgsmål som blev allermest centrale, blev for mig det om børn og vores kodede opdragelserne af dem. Både Kirsten og Erik har børn. Erik to drenge og Kirsten har en af hvert køn.

I mødet med Kirsten blev det endnu mere klart for mig at man har begge sider i sig. En feminine og makulin side som gerne ikke skulle være to konkurrenter, men leve side om side i et gensidigt og respektfuldt “kærlighedsforhold”. De fleste af af os er fra barndommen blevet opdraget, eller kodet, til at leve “single-liv” med den ene del – givet det køn vi er født med.

Hvad ville der være sket hvis min far var transseksuel og havde udfyldt en del af en moderrolle i stedet for far-rolle? Hvilke kønskoder, ville jeg da have fået med mig? Hvordan ville jeg opleve dette mix af køn i min forælder?

Eller var der allerede vendt op og ned på kønsrollerne i og med at det var min mor som forsørgede familien? Har mine to indre køn et godt forhold? Jeg tror både menneskeligt og eksistentielt set, at det er i mødet med den anden (uanset køn) at man får udviklet sine to halvdele og kan blive et helt menneske.

Jeg håber, at Kirsten og andre som leve på kanten af det køn de inderst inde ville ønske de havde valgt selv, får mulighed for i det mindste må blive gode venner med sin indre “bedre halvdel”.

Måske har transseksuelle en større sansynlighed for at finde balancen mellem manden og kvinden i sig selv end os andre “normaler”, der blot lever som kodet! Måske netop ved at stille spørgsmål ved det køn man er givet ved fødslen, kan man få brugt sit hele jeg – dvs. Sit indre ægteskab?

Jeg selv – kodet eller ej – har et barn på vej. Mit første. En dreng, som jeg har et ansvar for at opdrage til at kunne forholde sig til begge sider af sig selv. Og forhåbentlig “kode” til at bruge og elske begge køn i sig. Stor opgave – ønsk mig held & lykke…

Stafetten er videregivet til scenekunstneren João Lobo.

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Levevilkårsundersøgelsen – en kritisk analyse. Karen M. Larsen den 23. juni 2009.

Vist 57 gange.
Karen M. Larsen

Karen M. Larsen

Karen M. Larsen.
I de sidste ti års tid er det i den vestlige verden blevet moderne, at undersøge homoseksuelles og efterhånden også biseksuelles og transseksuelles levevilkår. Det kan derfor heller ikke undre, at vi nu i også her i Danmark er blevet præsenteret for en undersøgelse om disse gruppers levevilkår. Undersøgelsen hedder “Lige og ulige? – Homoseksuelle, biseksuelle og transkønnedes levevilkår“. Den er udgivet af firmaet CASA, forfattet af Leyla Gransell og Henning Hansen og den udkom i juni 2009.

Undersøgelsen er blevet bestilt af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL), men den er finansieret af Trygfonden, Københavns Kommune og Det Kriminalpræventive Råd.

Lige og ulige?” bygger hovedsageligt på 946 spørgeskemabesvarelser foretaget via internettet af personer tilknyttet Catinét, som skulle have tilgang til et for den danske befolkning repræsentativt sammensat panel. Med udgangspunkt i Catinéts spørgepanel har man så også lavet en kontrol undersøgelse blandt heteroseksuelle, som bygger på 512 besvarelser, ligesom man supplerer med henvisninger til homoseksuelle af den almindelige danske befolkning foretaget i de senere år. Man har også mere målrettet gået efter at hverve homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede til levevilkårsundersøgelsen via en række bannerreklamer på relevante hjemmesider. Her fik man 2416 besvarelser. Men som Leyla Gransell og Henning Hansen skriver på s. 8 i “Lige og ulige?” “det har dog vist sig, at bannerundersøgelsens svar adskiller sig på mange punkter i forhold til den repræsentative surveyundersøgelse, at (sic!) vi har valgt at sætte vores lid til surveyundersøgelsens resultater“. I praksis inddrages dog ofte resultater også fra denne undersøgelse som en art krydderi der, hvor det synes at have passet ind i det billede, som Leyla Gransell og Henning Hansen vil tegne, men det er klart, at fundamentet for “Lige og ulige?” er de 946 besvarelser fra den såkaldte surveyundersøgelse.

Du sidder nu med Danmarks første repræsentative levevilkårsundersøgelse af homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede (HBT) i hånden.” Sådan lægger Leyla Gransell og Henning Hansen ud i “Lige og ulige?“’s indledning. (s. 5) Hermed lægger man op til at det billede, som “Lige og ulige?” tegner af disse seksuelle og kønsmæssige minoriteter er velfunderet og derfor kan danne fundament for de næste års debat om og politiske beslutninger relateret til homoseksuelles, biseksuelles og transkønnedes levevilkår. Denne antagelse er imidlertid efter min mening problematisk. Jeg vil i det følgende forsøge, at påvise, hvilke alvorlige problemer der er med “Lige og ulige?“. Overordnet set handler problemerne om undersøgelsens påståede repræsentativitet, de spørgsmål som der blev stillet og ikke blev stillet, den måde, som respondenternes svar er blevet tolket af Leyla Gransell og Henning Hansen og så en række fodfejl af teknisk karakter.

Den påståede repræsentativitet
At ville undersøge seksuelle og kønsmæssige minoriteter er i sig selv en vanskelig sag, da sådanne undersøgelser har det med, bevidst eller ubevidst, at tage udgangspunkt i at identitet er noget fast og uforanderligt hos individet og uundgåelig er forbundet med en bestemt adfærd hos den enkelte, en antagelse der ofte ikke passer til virkelighedens verden. Og hvilke identiteter og selvbetegnelser skal man tage med i en sådan undersøgelse og hvem skal man undlade? De valg man træffer her er af stor betydning for hvad man faktisk får undersøgt og hvad man ikke får kigget på. Jeg vil i det følgende først se på “Lige og ulige?“’s brug af seksuelle kategorier og dernæst på undersøgelsens brug af kønsmæssige kategorier.

De seksuelle kategorier
Vi vil starte med at præsentere nogle historiske milepæle i den homoseksuelle historie, som er værd at bide mærke i, og nogen af de tidligere undersøgelser, der er lavet for at afdække området.”, står der i “Lige og ulige?“’s indledning. (s. 5) Hermed lægger man op til, at levevilkårsundersøgelsens hovedfokus vil være at studere de homoseksuelles forhold, hvad nok også er det, som den typiske læser af undersøgelsen forventer. Det er også sådan, at undersøgelsen hovedsageligt er blevet forstået i pressen. Leyla Gransell og Henning Hansen har imidlertid også inddraget kategorierne “biseksuelle” såvel som kategorierne “homoseksuel med heteroseksuelle anstrøg” og “heteroseksuel med homoseksuelole anstrøg” i deres undersøgelse. De to sidste kategorier er ikke alment brugte og det virker nærmest som om Leyla Gransell og Henning Hansen har opfundet dem i dagens anledning. Deres begrundelse for at bruge lige netop disse kategorier, og ikke f.eks. den rimeligt kendte kategori “queer“, er i øvrigt modsigelsesfuld. På s. 14 skriver de at “biseksualitet er en identitet, som af nogen kan opleves at være for provokerende og mere seksuelt fokuseret end de andre identiteter. Her kan en antagelse være, at det giver bedre status at placere sig som værende enten homo- eller heteroseksuel med anstrøg eller omvendt i stedet for i en mere flydende kategori, som biseksualitet nogen gange bliver set som“. På s. 15 skriver de imidlertid, at “det er vigtigt for os at få fat i de personer, som ikke kun så sig tilhøre en fast seksuel kategori, men som havende en mere flydende seksuel orientering. På en måde kan man sige, at vi har lænet os op ad Kinseys skala, når vi har taget anstrøgsgrupperne med. (.) Gennem at åbne op for en mere åben og flydende seksuel orientering mener vi, at vi har fået fat i personer, der ellers normalt ikke bliver inkluderet i undersøgelser af seksuel orientering eller kønsidentitet.”
Med andre ord, “anstrøgsgruppen” er på s. 14 til for at dem, der skræmmes af den “flydende” kategori biseksuel og som ønsker at få del i den status, der er forbundet med at tilhøre en “fast” seksuel kategori som homoseksuel eller heteroseksuel, mens denne gruppe på s. 15 lige netop antages at dække dem, hvis identitet er flydende. Ser man altså reelt set “anstrøgsgruppen” som en art skabsbiseksuelle, der ikke tør stå ved deres seksualitet? Under alle omstændigheder fastholder “Lige og ulige?” forestillingen om, at seksuel identitet er defineret af modpolerne “homoseksuel” og “heteroseksuel“, hvad vel ikke er særligt “flydende”.

Det er i mine øjne et seriøst problem, at Leyla Gransell og Henning Hansen i deres præsentation af levevilkårsundersøgelsens resultater slår kategorierne “homoseksuel med heteroseksuelle anstrøg” og “heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg” sammen til en gruppe som de så igen uden videre henregner til HBT-gruppen. At henregne kategorien “homoseksuel med heteroseksuelle anstrøg” til HBT-gruppen er nemlig ligeså oplagt som det er problematisk, at henregne “heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg” til den. For denne sidstnævnte selvlavede kategori lægger jo tydeligvis op til, at den der henregner sig til den ser sig som hovedsagelig heteroseksuel. Mener Leyla Gransell og Henning Hansen måske, at alle der ikke er 100 % ensrettede i deres heteroseksuelle orientering automatisk tilhører HBT-gruppen? Under alle omstændigheder så er det jo sigende, at de tilregner kategorien “heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg” til HBT-gruppen i hele undersøgelsen undtagen i kapitel 5, der handler om “åbenhed”. Her kan man på side 38 læse, at “det er kun de homoseksuelle, de biseksuelle, de homoseksuelle med heteroseksuelle anstrøg og de transkønnede, som har fået spørgsmål om åbenhed“. Dem der har krydset af ved kategorien “heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg” er altså ikke blevet spurgt om deres åbenhed, hvad jo giver mening al den stund, at de som heteroseksuelle per definition er åbne om deres seksualitet, da de ikke tilhører en seksuel minoritetsgruppe, “som har været omgærdet af mange tabuer og fortielser“, for nu at bruge et udtryk fra “Lige og ulige?” (s. 37) Set i det lys må det så godt nok undre, at Leyla Gransell og Henning Hansen på s. 113 beskriver de heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg som “en gruppe der talte mindre åbent om deres seksuelle orientering“. For ikke nok med, at en kategori som er blevet opfundet til lejligheden næppe kan opfattes som en seksuel orientering som folk identificer sig med i deres dagligdag, så ved Leyla Gransell og Henning Hansen jo ikke noget om denne nyskabte kategoris åbenhed al den stund, at de efter eget udsagn ikke har spurgt efter den.

Inklusionen af kategorien “heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg” i HBT-gruppen er særlig problematisk fordi denne kategori ifølge “Lige og ulige?” s. 113 udgør den største kategori i surveyundersøgelsen. Hvor stor får vi så godt nok ikke at vide, både fordi den jo i “Lige og ulige?” blandes sammen med kategorien “homoseksuel med heteroseksuelle anstrøg” og fordi vi generelt ikke får at vide, hvor mange procent de enkelte seksuelle kategorier indenfor HBT-gruppen udgør blandt de 946 besvarelser som udgør denne undersøgelse. Imidlertid finder man i tabel 3. 1 og tabel 3.2 (s. 19-20), der handler om hvilket køn respondenterne føler sig tiltrukket af og hvilket køn, deres seksuelle partnere har haft, en opgørelse af hvor mange personer der indenfor de enkelte kategorier har besvaret undersøgelsens spørgsmål til disse forhold. Uheldigvis har ikke alle 946 besvaret disse spørgsmål eller også er ikke alle besvarelser blevet taget med. Tallet er i stedet 881 for tabel 3.1 og 909 for tabel 3.2. I begge tabeller har 487 tilhørende kategorien “med anstrøg” besvaret spørgsmålene. Hvis vi tager udgangspunkt i det højeste tal for besvarelser, nemlig 909, udgør “anstrøgskategorien” 54 % af deltagerne i survejundersøgelsen. Nu er det naturligvis ikke godt at vide, hvor mange “homoseksuel med heteroseksuelle anstrøg” som befinder sig i anstrøgskategorien, men det kan meget vel være, at tæt på halvdelen af de besvarelser, som “Lige og ulige?” bygger på, tilhører en kategori hvis tilhørsforhold til HBT-gruppen er tvivlsom.

Og hermed bliver “Lige og ulige?” repræsentativitet for HBT-gruppen selv noget tvivlsom, ikke mindst fordi de andre identitetskategorier faktisk er ret så små. Hvis vi igen ser på tabel 3.2 er der tale om i alt 191 homoseksuelle, fordelt på 124 mænd og 67 kvinder, 145 biseksuelle, fordelt på 64 mænd og 81 kvinder samt 86 transkønnede, fordelt på 59 mænd og 27 kvinder. (Den samme talfordeling kan man også finde i tabel 12.2 s. 106) Efter min mening er dette talgrundlag for spinkelt til at man kan komme med repræsentative udsagn om f.eks. homoseksuelle kvinders, biseksuelle mænds og kvindelige transpersoners levevilkår, sådan som “Lige og ulige” faktisk gør det.

Kønskategorierne
Lige så få valgmuligheder mht. seksuel orientering hhv. præferencer, som “Lige og ulige?” har givet dem der deltog i levevilkårsundersøgelsenundersøgelsen, ligeså mange muligheder har de givet mht. transidentitet. Hele 10 forskellige kategorier under transpersonsparaplyen har man kunnet vælge imellem, herunder det ret så fleksible “Andet transbegreb”. Og i modsætning til den hemmeligholdte fordeling indenfor seksualitetskategorierne får vi faktisk i tabel 2.1 på s. 16 også en talmæssig fordeling af de enkelte underkategorier. Ved en sammenregning af disse tal når vi frem til at antallet af transpersoner, der deltog i survejundersøgelsen, er 102, dvs. 11 %.

I øvrigt har Leyla Gransell og Henning Hansen både spurgt alle deltagerne i levevilkårsundersøgelsen om deres biologiske køn såvel som om deres kønsidentitet og har i forhold til sidstnævnte givet folk mulighed for at vælge mellem kategorierne “mand”, “kvinde” og “andet køn”. (s. 15) Denne sidste svarmulighed har ifølge “Lige og ulige?” s. 114 “hele 4 %” valgt, og det så vidt jeg kan forstå uden, at de tilregnede sig til “transpersonskategorien”. Det drejer sig om 37 personer.

Da jeg læste “Lige og ulige” var jeg længe usikker på hvilket køn Leyla Gransell og Henning Hansen har tildelt de enkelte transpersonskategorier, det fremgår dog af s. 114, at de har “lyttet til den enkeltes oplevelse af sit køn“. Derimod optræder kategorien “andet køn” kun meget sjældent i “Lige og uliges” tabeller, der meget ofte er opdelt i kønnene “mand” og “kvinde”. Hvor man altså har placeret de 37 personer med “andet køn” eller om de er udeladt fra disse traditionelt kønsopdelte tabeller må stå åbent hen.

Hvad blev der spurgt til, hvad blev der ikke spurgt til – og hvilke svar får vi lov til at se
Indenfor de sidste ti år har man indenfor køns– og seksualitetsforskningen set en voksende bevidsthed om det fænomen, der kaldes for intersektionalitet. Med intersektionalitet mener man det på en gang banale og dog så centrale forhold, at ting hænger sammen. Mht. forskellige sociale gruppers levevilkår betyder det, at det er problematisk kun at se på f.eks. seksuel orientering uden at inddrage andre forhold, der kan have væsentlig betydning for individet, så som f.eks. køn, etnisk tilhørsforhold og klassebaggrund.

Det er altså væsentligt, om Leyla Gransell og Henning Hansen har forsøgt at give et så nuanceret billede som muligt af de forskellige faktorer, der må formodes at påvirke de personer, som tilregner sig hhv. tilregnes HBT-gruppen.

Nu er der det problem, at Leyla Gransell og Henning Hansen har valgt ikke at vedlægge det spørgeskema, som ligger til grund for levevilkårsundersøgelsen. Hvad der er blevet spurgt om kan man altså kun udlede af de tabeller og figurer med svar, som man kan finde i “Lige og ulige?” såvel som de hentydninger til anden baggrundsviden om respondenterne, som Leyla Gransell og Henning Hansen sommetider krydrer deres behandling af de bragte tabeller og figurer med.

Lige og ulige?” indeholder ingen informationer om deltagernes etniske baggrund eller indkomstniveau. Og det er først i tabel 12.3 på s. 107, at vi får informationer om i hvilken region deltagerne bor, hvilken type uddannelse de har og hvilken tilknytning til arbejdsmarkedet de har. Disse oplysninger er dog for hele HBT-gruppen og er altså ikke delt op på de enkelte underkategorier. Her viser det sig i øvrigt igen, at der har været problemer med at få svar fra alle de 946 personer, som surveygruppen siges at bygge på. Således viser en sammentælling, at kun 904 personer har angivet oplysninger om deres uddannelsesbaggrund.

Til gengæld får vi en masse oplysninger, der dækker forhold relateret til respondenternes fysiske og psykiske sundhed. Vi får f.eks. at vide, om de er under-, normal- eller overvægtige, om de motionerer og om de, hvis de er biologiske kvinder, har fået foretaget en celleundersøgelse af livmoderen. Til gengæld er der øjensynligt ikke blevet spurgt til om respondenterne dyrker sikker sex.

Alt i alt har “Lige og ulige?” altså et meget snævert fokus, der tydeligvis er rettet mod spørgsmål vedrørende diskrimination, psykisk og fysisk sundhed, sociale relationer og vold, mens væsentlige forhold som f.eks. etnicitet, økonomi og tilknytning til arbejdsmarkedet enten slet ikke behandles eller underbelyses. Min anke er, at Leyla Gransell og Henning Hansen med deres prioriteringer placerer sig i den tradition, der ser ikke mindst homoseksualitet som en sygdom eller i hvert fald som noget, der er forbundet med lidelse.

Leyla Gransells og Henning Hansens præsentation og tolkning af deres materiale
Et kendt bonmot indenfor samfundsvidenskab er, at der findes løgne, forbandede løgne og så statistik. Med andre ord, statistisk materiale bør altid behandles med forsigtighed – og man bør være meget kritisk, når man ser det præsenteret. Dette gælder i høj grad for “Lige og ulige“. Jeg vil i det følgende komme ind på hvordan Leyla Gransell og Henning Hansen præsenterer deres materiale mht. spørgsmålene vedrørende hvor hyppigt de adspurgte har sex, om de lider af nedsat sexlyst, om deres motionsvaner og om de har forsøgt selvmord. Dette er kun et udvalg, man kunne komme ind på meget andet af det, som vi præsenteres for i “Lige og ulige?“, men det ville gøre denne artikel alt for lang.

Hyppigheden af sex
Det fremgår af afsnittet 3.2.1 “Seksuelt samvær” på s. 21-22, at der ikke er nævneværdige forskelle mellem hvor hyppigt HBT-personerne har sex i forhold til hvor hyppigt de heteroseksuelle har det. Denne påstand bygger på det talmateriale der præsenteres i tabel 3.3 på s. 22. Problemet er imidlertid, at man her præsenteres for en sammenligning mellem hele HBT-gruppen, altså f.eks. inklusive de heteroseksuel med homoseksuelt anstrøg og så den heteroseksuelle kontrol gruppe. I figur 3.1 får vi så en procentvis opdeling af besvarelser fordelt på respondenternes køn, alder og identitetskategori, men sammenligningen er udelukkende internt i HBT-gruppen – der er ingen sammenligning med de heteroseksuelle, og da de heteroseksuelles svar i tabel 3.3 ikke er delt op på køn eller alder kan man altså ikke reelt set se, om der er forskelle mellem hvor hyppigt f.eks. homoseksuelle mænd og heteroseksuelle mænd har sex.

Nedsat sexlyst
Afsnit 3.3 handler om hvordan respondenterne har besvaret spørgsmål vedrørende nedsat sexlyst. Hvor ofte de oplever noget sådant fremgår af tabel 3.5 s. 25. Leyla Gransells og Henning Hansens konklusion på denne tabel er, at “Det (sic!) er flere heteroseksuelle personer der aldrig har oplevet nedsat sexlyst i forhold til HBT-personer“. Det er for så vidt rigtigt nok al den stund, at 27 % af HBT-personerne fra surveyundersøgelsen, 35 % fra bannerundersøgelsen og 40 % fra den heteroseksuelle surveyundersøgelse, har svaret “nej, aldrig” til spørgsmålet om de har oplevet manglende sexlyst. Hvis man ser på hele tabellen fremgår det imidlertid, at det kun er i forbindelse med svarmuligheden “ja, men sjældent”, at der er nogle nævneværdige forskelle mellem de to HBT-undersøgelser og så den seksuelle undersøgelse. (hhv. 29, 30 og 19 % har her svaret ja). Med andre ord, alt tyder på, at de adspurgte HBT-personer ikke oplever manglende sexlyst i et nævneværdigt større omfang end de adspurgte heteroseksuelle gør det.

Motion
HBT-personer i survey havde en tendens til mere stillesiddende fritid end resten af befolkningen” kan man læse i “Lige og ulige?” s. 74. Påstanden gentages på s. 118 i afsnit 13.4 “Kort sammenfatning af undersøgelsens emner”. Denne påstand bygger på respondenternes besvarelse af spørgsmålet “hvis vi ser på det sidste år, hvad ville du så sige passer bedst som beskrivelse af din aktivitet i fritiden?“. Besvarelsen af dette spørgsmål gengives i tabel 8.3 på s. 73. Svarende oplistes under kategorierne “Survey”, Bannerundersøgelse, Heteroseksuel undersøgelse og SUSY 2005 (Sundheds- og Sygelighedsundersøgelserne fra 2005). Svarmuligheden “stillesiddende” er blevet valgt af hhv. 22, 20, 25 og 13 % indenfor de førnævnte undersøgelser. Det vil med andre ord sige, at både HBT-personerne fra surveyundersøgelsen såvel som dem fra bannerundersøgelsen er mindre stillesiddende end de heteroseksuelle fra kontrolundersøgelsen. Da både surveyundersøgelsen og den heteroseksuelle kontrolundersøgelse har hentet sine deltagere fra Catinét er de som udgangspunkt sammenlignelige og her falder sammenlignelsen altså ud til HBT-gruppens fordel. Men det hæfter Leyla Gransell og Henning Hansen sig ikke ved. I stedet gør de opmærksom på, at det muligvis forholder sig sådan, at deltagerne fra Catinét nok generelt er meget stillesiddende end resten af befolkningen, siden deres svar afviger med 12 % i forhold til SUSY 2005. Det kan meget vel være rigtigt, men i så tilfælde må vi jo også antage, at HBT-gruppen fra survey heller ikke er repræsentative i forhold til gruppen som sådan. Denne konklusion træffer Leyla Gransell og Henning Hansen imidlertid ikke. I stedet bygger de enten på tallene fra bannerundersøgelsen, som de jo ellers ikke vil sætte deres lid til, eller også så glemmer de problemet med Catinéts panelets repræsentativitet mht. motionsvaner når de laver opsamlingen på hhv. s. 74 og s. 118.

Selvmord
Til den klassiske fortælling om den ulykkelige homoseksuelle, i særdeleshed den ulykkelige unge homoseksuelle, hører historien om selvmord og selvmordsforsøg. Der er god grund til at være kritisk overfor denne fortælling, ikke mindst for at undgå, at unge homoseksuelle kommer til at føle, at selvmordstanker, ja selvmordsforsøg er noget, der hører med til at være en rigtig homoseksuel. Siri Lindstad kommer f.eks. i Lambda Nordica nr 1, 2009 med en rammende kritik af påstanden om, at 25 % af alle unge homoseksuelle har forsøgt selvmord. En påstand der bygger på den norske levevilkårsundersøgelse fra 1999.

Med andre ord bør man gå til denne tematik med stor forsigtig – men det er lige præcist det som Leyla Gransell og Henning Hansen ikke gør. I stedet fylder selvmordsproblematikken rigtigt meget i “Lige og ulige“, et forhold, der igen har præget mediernes dækning af undersøgelsen. Tabel 9.4 på s. 80 opsummerer hvor mange der har svaret hhv. “nej”, “ja, indenfor det sidste år”, “ja, tidligere” og “ønsker ikke at svar (sic!)” til spørgsmålet “har du nogensinde forsøgt, at tage dit eget liv“. I alt svarer 12 % fra Survey, 13 % fra bannerundersøgelsen, 6 % fra den heteroseksuelle undersøgelse og 3 % fra SUSY 2005 ja til spørgsmålet om de har forsøgt selvmord. Det er tydeligt, at HBT-gruppen har en større andel af personer med selvmordsforsøgserfaringer end heterogruppen – men jeg savner en fremhævelse af, at det store flertal også indenfor HBT-gruppen, nemlig 87 % i surveyundersøgelsen og 85 % i bannerundersøgelsen, IKKE har forsøgt selvmord. Selvmordsforsøg er altså ikke normalt, heller ikke for HBT-personer, og det budskab burde Leyla Gransell og Henning Hansen i mine øjne have understreget.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Leyla Gransell og Henning Hansen på s. 105 bringer en tabel over “levevilkårsproblemer”, hvor svarene fra spørgsmålene om selvmordstanker og selvmordsforsøg er blevet slået sammen til en kategori “selvmord”, hvorefter man angiver hvor mange procent indenfor de enkelte kategorier indenfor hhv. surveyundersøgelsen og den heteroseksuelle undersøgelse der har problemer med dette fænomen. Her fremgår det, at 15 % af de homoseksuelle, 25 % af dem med “anstrøg”, 32 % af de biseksuelle, 13 % af de transkønnede og 16 % af de heteroseksuelle har levevilkårsproblemet “selvmord”. Med andre ord, homoseksuelle og transseksuelle klarer sig her lidt bedre end de heteroseksuelle. Det er de biseksuelle og den problematiske anstrøgskategori, der har seriøse problemer med selvmord i forhold til de heteroseksuelle.

I øvrigt henviser Leyla Gransell og Henning Hansen flere gange (s. 82, s. 83, s. 115 og s.118) til at unge HBT-personer i aldersgruppen 4-12 år har forsøgt selvmord. Konkret angives det at det skulle være tilfældet for 6-9 % af selvmordsforsøgende. Af figur 9.4.1 fremgår det, at de 6 % er fra surveyundersøgelsen og de 9 % er fra bannerundersøgelsen. Før man nu går helt i sort skal man dog være opmærksom på, at et greb til lommeregneren viser, at der for surveyundersøgelsen er tale om 7 personer og for bannerundersøgelsen 28. 7 personer er så lidt, at man reelt set i mine øjne ikke kan bruge tallet til noget som helst – de 28 personer er naturligvis nogle flere, men vi ved jo ikke, hvad der fik dem til at forsøge, at begå selvmord, hvor alvorligt selvmordsforsøget var og hvor de befandt sig i alderskategorien 4-12 år. I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at Leyla Gransell og Henning Hansen mht. de helt unges selvmordsforsøg synes at mene, at man problemløst kan stole på bannerundersøgelsen, hvad de jo ellers ikke mener.

Alt i alt er “Lige og ulige” i bekymrende grad præget af et ønske om at fremstille HBT-gruppen som så lidende som muligt. Hvad i øvrigt også understreges af, at man på s. 108-111 simpelthen opdeler HBT-gruppen i fire undergrupper, med betegnelserne “de ensomme”, “de fysisk svage”, “de udadvendte” og “de inaktive”. Kendetegnede for alle disse grupper er, at de beskrives som havende en række problemer. Leyla Gransell og Henning Hansen har med andre ord ikke fundet, at der findes grupper af HBT-personer, der faktisk har det og klarer sig godt og det på trods af, at deres eget talmateriale klart peger i en anden retning!

Fodfejl af teknisk karakter
Selvom jeg sikkert risikerer anklager for flueknepperi vil jeg afslutningsvis gøre opmærksom på, at “Lige og ulige” i mine øjne i høj grad er præget af sjusk. Det virker som om Leyla Gransell og Henning Hansen ikke har haft tid eller overblik til at forhindre, at levevilkårsundersøgelsen præges af klare tolkningsfejl, som må skyldes, at man har rodet med tallene eller ikke læst nok korrektur eller begge dele.

F.eks. henviser Leyla Gransell og Henning Hansen på s. 10, s. 21, s. 37, s. 44, s. 59, s. 61, s. 63, s. 69 og s. 108 til bilag hhv. bilagstabeller som slet ikke findes i “Lige og ulige“! De henviser også på s. 60 til “den lange rapport”. Formodentligt mener de hermed til “den længere version af rapporten” som omtales på [1]. Men det eneste sted hvor Leyla Gransell og Henning Hansen ellers henviser til denne rapport er i note 12 på s. 11, hvor man kan læse, at “citater fra fokusgruppe interviews kan læses i den store rapport som ligger tilgængelig på internettet“. Naturligvis, fristes jeg til at skrive, får vi ikke noget link al den stund, at denne rapport slet ikke er udgivet endnu.

Leyla Gransell og Henning Hansen skriver på s. 12, at “i kapitel 3 om baggrundsvariable har vi analyseret datamaterialet nærmere på en række baggrundsvariable som køn, alder, bopæl og uddannelse“. Men kapitel 3 i “Lige og ulige” handler om “Seksualliv” og præsenterer ingen baggrundsvariabler.

Leyla Gransell og Henning Hansen skriver s. 28, at “ved salg af sex er der blandt HBT-personer ingen kønsforskel“. Det fremgår imidlertid klart af figur 3.4 på s. 26, at der er markante kønsforskelle. F.eks. har 14 % af de homoseksuelle mænd i surveyundersøgelsen solgt sex mens kun 2 % af de homoseksuelle kvinder i samme undersøgelse har solgt sex.

I en kommentar til figur 4.1 på s. 31, der omhandler de adspurgte kategoriers, inklusive de heteroseksuelles, samlivssituation hedder det at “man kan også konstatere, at flertallet i alle grupper bor sammen med en partner og det er mest udbredt blandt transkønnede“. Det fremgår imidlertid af figuren, at 1 % flere heteroseksuelle bor sammen med en partner.

På s. 46 skriver Leyla Gransell og Henning Hansen, at “de transkønnede i bannerundersøgelsen havde i højere grad overvejet deres kønsidentitet senere i livet, end hvad de transkønnede i survey havde gjort“. Figur 5. 2 på s. 38 viser imidlertid tydeligt, at der forholder sig omvendt. 19 % af surveyundersøgelsens transpersoner havde overvejet om de var transkønnede mens de befandt sig i alderskategorien 0-14 år, mens tallet for bannerundersøgelsen er 47 %.

På s. 72 hedder det, at “blandt mændene er det kun i alderen 16-24 år, at HBT-mændene ryger mere hash end resten af befolkningen“. Af figur 8.6 s. 72 fremgår det imidlertid, at også HBT-mændene i alderskategorierne 25-44 år og 45-64 ryger mere hash end det er rapporteret om hele befolkningen i SUSY 2005.

På s. 78 skriver Leyla Gransell og Henning Hansen, at “i øvrigt er det et klart mønster, at procentdelen, der har haft selvmordstanker, falder med stigende alder både blandt HBT-personer og heteroseksuelle“. Af figur 9.2 på samme side fremgår det imidlertid, at dette kun er rigtigt for kvindernes vedkommende, mens selvmordstanketallene for HBT-mændenes vedkommende er 16 % for både alderskategorien 16-29 år og 30-44 år, mens procentdelen for heteromændene i alderskategorien 30-44 år er 4 % mens den er 5 % for alderskategorien 45 +.

I tabel 11.2 på side 100 kan man se hvor mange HBT-personer fra surveyundersøgelsen som har angivet om de de seneste 12 måneder har været udsat for hhv. “både vold og trusler”, “kun vold” og “kun trusler”. Tallene er hhv. 2, 1 og 9 %. Dette regnes i tabellen sammen til at give 11 % ! Og det er også det tal, som anvendes i en kommentar ovenover tabellen. På s. 104, hvor der er en sammenfatning af kapitel 11, angiver man så det rigtige tal, nemlig 12 %.

* * *
Artiklen bringes med tilladelse af Karen M. Larsen, der er cand. mag. i historie og religion.

  1. [Retur] “den længere version af rapporten”
    Linket, som var anført til “den længere version af rapporten” virker ikke mere. (12. december 2015).
    “den længere version af rapporten” omtales imidlertid i Vidensbankes omtale af rapporten, hvor der også er link til “den længere version af rapporten”, der betegnes som: Den udvidede levevilkårsundersøgelse.

Karen M. Larsens interview den 8. april 2009 med Alexandra P. om at være kristen og transseksuel.

Vist 238 gange. At være kristen er en del af min identitet
I interviewet af Karen M. Larsen fortæller Alexandra P. om, hvordan det for hende er at være kristen og transseksuel.

Hvilken rolle spiller den kristne tro i dit liv? Hvilke aspekter ved troen er mest vigtige for dig?
Min tro spiller en mere og mere central rolle i mit liv. Det at være kristen er en del af min identitet og påvirker både min dagligdag og min verdensanskuelse. Jeg synes, at alle aspekter ved kristendommen er vigtige: Både den uvurderlige rolle den har spillet for den vestlige civilisations udvikling gennem historien, men selvfølgelig også, på det mere intime plan, dens budskab om tro, håb og kærlighed, som alle mennesker har brug for.

Er du åben transseksuel i kristne sammenhænge og har du fundet en menighed som accepterer dig som den du er?
Jeg er oprindeligt døbt i den ortodokse tro, men allerede som meget ung begyndte jeg at sympatisere med den romersk-katolske kirke. Indtil for nylig gik jeg til messe i den katolske kirke dog uden at kunne modtage nadveren dér, da ortodokse og katolikker ikke må deltage i eukaristien hos hinanden. Ingen i kirken kendte til min fortid. Lige nu går jeg i den anglikanske kirke, hvor jeg fra starten valgte at være åben omkring min fortid overfor præsten. Jeg ønsker at tilhøre en menighed, som bygger på de oprindelige trosbekendelser og de traditionelle sakramenter, og som ikke benægter Jomfru Marias guddommelige natur og helgenerne. Alt det kan man finde hos anglikanerne, som i øvrigt er meget internationale, og hvor alle kristne kan modtage nadveren uden at konvertere. Af og til overværer jeg dog stadig gudstjenester i såvel den ortodokse som den katolske kirke.

Har din tro hjulpet dig eller hæmmet dig mht. din selverkendelse og coming out som transseksuel?
Min tro har på intet tidspunkt været med i mine overvejelser under min beslutningstagen og min coming out. Min selverkendelse som transseksuel kom ikke lige pludselig. Den har været der hele tiden (det er bare ikke altid man tør tage det første skridt), og det har ikke forhindret mig i at være praktiserende kristen. Da min coming out endelig fandt sted, kom det som en eksplosion, der overskyggede alt. Pludselig turde jeg være ærlig overfor mig selv, og jeg ville aldrig lade familien, vennerne, samfundet, kirken eller nogle andre fortælle mig, hvad jeg måtte og ikke måtte gøre.

Oplever du at dit forhold til Gud har forandret sig siden du erkendte, at du er en kvinde?
Det gør jeg ikke. Men det havde jeg faktisk forventet, at det ville gøre. Da jeg kom i gang med skiftet, fyldte det rigtig meget i mit liv. Alt handlede om at blive bekræftet som kvinde. I den periode fjernede jeg mig faktisk fra Gud. Jeg begyndte at føre en udsvævende og promiskuøs tilværelse, der primært handlede om overfladiske ting som penge, udseende, byture, mænd osv. Og jeg var faktisk overbevist om, at nu hvor jeg endelig var mig selv, havde jeg ikke brug for min tro mere. Men dér tog jeg fejl. Denne udsvævende periode varede ikke længe, før jeg indså, at mit væsen stadig var det samme og at jeg hungrede efter at få Gud ind i mit liv igen.

Hvordan forklarer du at en del kristne mener, at det er forkert, at leve som transseksuel/transperson?
Jeg tror, at mange mennesker har en generel tendens til at dæmonisere ting de ikke forstår. Jeg har skrevet en artikel om Biblen og transkønnede, som også blev bragt på religion.dk for et par måneder siden. I en kommentar til artiklen skrev en meget forarget herre, at transseksualitet skyldtes en dæmonbesættelse. Nu ved jeg ikke, hvilken religiøs gruppe denne mand tilhører, men i de etablerede kirker har besatte nogle helt konkrete, umiskendelige symptomer, og ingen af de symptomer peger i retning af, at den besatte ønsker at leve i det modsatte køns rolle. Sagen er den, at det er meget nemmere at se dæmoner overalt, i stedet for at sætte sig
ind i en ny situation og prøve at forstå den.

Har du oplevet diskrimination i kristne sammenhænge?
Nej, jeg har ikke oplevet noget diskriminerende i kristne sammenhænge. Men som sagt har jeg aldrig ført mig frem som trans i en kirkelig kontekst. Når jeg går i kirke, så er det ikke for at bekræfte mit nye køn, men for at lovprise Gud i fællesskab med andre. Og generelt tror jeg heller ikke, at man som transperson vil opleve noget åbenlyst fjendtligt, hvis man bare overværer gudstjenester. Derimod ville jeg uden tvivl opleve modvilje og forargelse, hvis jeg fx insisterede på at aflægge nonneløfter. Sådan er det i hvert fald i mange af de gamle, etablerede kirker. Det er dog min oplevelse, at det er på diverse ‘kristne’ fora på nettet, at man kan finde de mest intolerante udtalelser. Virkeligheden er ikke så slem.

Har du oplevet, at transseksuelle eller andre transpersoner har behandlet dig dårligt pga. din tro?
Selvom jeg oplever, at nogen smågriner ad mig, når jeg fx afslår en invitation til en bytur lørdag aften, fordi jeg skal i kirke søndag morgen, er jeg ikke direkte blevet behandlet dårligt af andre transpersoner pga. min tro. Jeg har haft en mindre konfrontation med nogle af mine homoseksuelle bekendte, der nærmest sammenlignede mig med en folkefjende, fordi jeg som trans støttede en religion, der er så intolerant overfor vores minoritetsgrupper. Fordomme florerer desværre i begge lejre.

Har du et eller flere gode råd til kristne transseksuelle og andre transpersoner?
Til de transpersoner, som oplever en indre konflikt mellem deres tro og kønsidentitet, vil jeg gerne sige, at man kan være kristen og trans på samme tid. Gud er kærlighed, og han elsker alle sine børn, også de transkønnede. Det ville være useriøst at påstå andet. Jeg ved, at det til tider føles som om man er den eneste person i hele verden, som er i den situation. Sådan er det ikke. Jeg synes derfor, at det ville være spændende og meget nyttigt, hvis flere kristne transpersoner fortalte deres historie.

Kort visende rejsen som E. M. Stokkenbeck foretog som skrædersvenden Gotfried Jacob Eichstedt

Vist 0 gange. E. M. Stokkenbecks rejserute som skrædersvenden Gotfried Jacob Eichstedt
Kortet refererer til skillingsskriftet i dansk oversættelse Det i mandfolksklæder, vidt bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck
Stokkenbeck rejserute

Stokkenbeck rejserute

Tallene refererer til de tilsvarende tal på kortet. Pilene angiver rejseretningen.

  1. Hamborg (Fødested)
  2. Ærø
  3. Kiel
  4. København
  5. Kiel
  6. Hamborg
  7. Wedel
  8. Yorch = Jork
  9. Bremen
  10. Frisa
  11. Amsterdam
  12. Til de spanske kyster
  13. Amsterdam
  14. Bremen
  15. Amsterdam
  16. Malaga
  17. Amsterdam
  18. Schelde
  19. Emen
  20. Bremen
  21. Frisak
  22. Wedel
  23. Oldesloh
  24. Kiel
  25. Elmshorn
  1. Hannover
  2. Lüneborg
  3. Brunsvig = Braunschweig
  4. Ludvigsslot = Ludwigslust
  5. Berlin
  6. Potzdam
  7. Jena i Sachsen
  8. Ludvigsslot = Ludwigslust
  9. Berlin
  10. Potzdam
  11. Jena i Sachsen
  12. Rudolfstad
  13. Ratewitz i Polen
  14. Stokbomen
  15. Gennem Tyskland og Bømen
  16. Schwarzborg
  17. Sachsen
  18. Berlin
  19. Pasvalk
  20. Ludvigsslot = Ludwigslust
  21. Lüneborg
  22. Hannover
  23. Hadeln = Hameln
  24. Altona
  25. Buxtehude
  1. Hambor
  2. Pinneberg
  3. Oldesloh
  4. Lütjenhorn
  5. Kiel
  6. Eckernførde
  7. Rendsborg
  8. Slesvig
  9. Flensborg
  10. Apenrade = Aapenraa
  11. Haderslev
  12. Christiansfeld
  13. Kolding
  14. Veile
  15. Horsens
  16. Veile
  17. Horsens
  18. Veil
  19. Fridericia
  20. Stribe
  21. Middelfart
  22. Odense
  23. Nyborg
  24. Odense
  25. Assens
  1. Aaroesund
  2. Haderslev
  3. Tønder
  4. Bredsted
  5. Husum
  6. Friderichstad
  7. Tønningen
  8. Heide
  9. Husum
  10. Flensbor
  11. Kappel
  12. Arnis
  13. Slesvig
  14. Lybek
  15. Itzehoe
  16. Neumünster
  17. Hamborg
  18. Lybek
  19. Eutin
  20. Pretz
  21. Kiel
  22. Kiøbenhavn

Skræddersvenden, E. M. Stokkenbecks mærkværdige rejse i nudansk oversættelse

Vist 796 gange.
Det i mandfolksklæder, bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck

Det i mandfolksklæder, bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck

Historien om E. M. Stokkenbeck er spændende, men ikke særlig godt belyst.
Det meste, som vides om hende, stammer fra hendes eget skrift – et såkaldt skillingsskrift: Det i mandfolksklæder, vidt bereiste Fruentimmer, E. M. Stokkenbeck. Det udkom første gang på tysk trykt i Haderslev i 1787.

Næste udgave kom på dansk trykt i Haderslev i 1806. Ligeledes i 1806 og udkom skillingsskriftet i uændret form trykt i København.
Disse to udgaver er tilføjet afskrifter af den kongelige bevilling, som hun i 1784 fik i København til at ernære sig som skræddermester og herunder at holde en svend. Den tysksprogede udgave fra 1787 slutter med en kort bemærkning om, at hun fik bevillingen.

Ribe Sygehus udgav til jul i 1990 en flot bog – Skræddersvenden Gotfried Eichstedt – forfattet af Lone Hvass. Indholdet i bogen er nærmest en redaktionel bearbejdning af indholdet fra skillingsskriftet. Lone Hvass tager udgangspunkt i E. M. Stokkenbecks ophold i Vejle og konstaterer herunder, at flere af de personer, som Stokkenbeck nævner i sin bog rent faktisk har eksisteret og anfører, at dette bestyrker rigtigheden i Stokkenbecks fortælling om sit liv.

Der er nogen usikkerhed og forvirring om Stokkenbecks navne.
Således anføres hun Engelbrecht Maria Stokkenbech, hvilket måske mere rigtigt skal være Ingel Maria Andreassen. Lone Hvass anfører bl.a., at Stokkenbeck gik i skole på Ærø og lære at skrive både dansk og tysk, uden at det anføres, hvorfra denne viden stammer.

Lone Hvass anfører i sin bog, at det af Sct. Petri Kirkebog i København fremgår:

“Montag d. 7i. Okt.
Verlobet Jenggesell ein Arbeitsmann Morten Christian Dalsgaard mit der Jungfrau Ingel Maria Andreassen”.

Der anføres desværre ikke noget årstal.

I skillingsskriftet beskriver Stokkenbeck nøje hvilke byer, hun har haft ophold i. Det er derfor muligt nøje at følge hendes færden, som strakte sig over flere år, hvorunder hun må have tilbagelagt adskillige tusinde kilometer. Det har foregået til fods – dog kan det tænkes, at hun lejlighedsvis har fået kørelejlighed over kortere strækninger af en bonde eller velstillet rejsende.

Hendes færden med alle byerne markeret på et kort med pile fra by til by og med en liste over alle byerne, hun besøgte.

* * *
Herunder gengives Stokkenbecks egen beretning:


Det
i mandfolksklæder, vidt bereiste
Fruentimmer,
E. M.Stokkenbeck,
som skrædersvend,
Gotfried Jacob Eichstedt,
mærkværdige
Begivenheder
paa
hendes Reiser til Lands og Vands,
i
Danmark, Holland, Tyskland, Bøhmen [1],
Polen og Spanien,
indtil
hendes sidste Ankomst til Kiøbenhavn,
hvor hendes Kjøn blev røbet.
Udgivet af hende selv.
Trykt i Haderslev 18o6.

Til læseren.
Denne Fortælling om mit Levned, mine Rejser og Tildragelser, som jeg herved har villet forelægge Publikum vil endog, uden min Erindring, forefalde enhver besynderlig nok. – Et Fruentimmer uden Penge, hvorledes vil hun vel have vandret i fremmede Lande i Mandfolkenes Selskab? Dette Spørgsmål venter jeg af mange mine læsere. Disse vil jeg kun sige: At endogsaa et Fruentimmer, naar hun har Resolution, kan i disse omstændigheder slaa sig igjennem. Dog raader jeg ingen, at følge mit Exempel, og haaber ikke heller, at mit Levneds Beskrivelse skal bringe nogen til det Forsæt.

Jeg, Engelbrecht Stokkenbeck, er barnfød i Hamborg i Aaret 1759. Min Fader hedte Johan Bielfeld Stokkenbeck, guldsmed, og min Moder Anna Maria Stokkenbeck. Jeg var den yngste af ti Børn, som alle uden mig vare Sønner, og alle ere døde, undtagen en Broder, ved Navn Rasmus Hansen Stokkenbeck, som boer i Byen Uk [2] mellem Apenrade [3] og Flensborg. Da jeg var et Aar gammel, døde min Fader, hvorpaa min Moder tog mig med sig til Ærøe, hvor hun arvede sin afdøde Broder. Efter min Moders død kom jeg i mit 12te Aar til Kiel, hvor jeg tjente paa det fornemmeste Vertshuus, Ballhuset, indtil jeg var femten Aar; da jeg efter Skipper Sandbyes Recommendation, af S. T. Hr. Kammerraad Westermann blev forskrevet til Kjøbenhavn. Hos ham tjente jeg i fem Fierdingaar, men blev paa det sidste syg i min Tjeneste, og kom derpaa i Hospitalet. Efterat jeg var bleven frisk og kom ud deraf, tog jeg, indtil jeg kunde faae mig en anden Tjeneste, mit Logement hos en Kone i Gottersgade, hvor jeg samme Fredag, da jeg var kommen fra Hospitalet, paa følgende Maade blev bekjendt med den, som jeg siden fik til Mand. Om Aftenen, da jeg sad og syede, kom en Bryggerkarl ind, som var bekjendt i Huset, og satte sig ned for at forbedre en trøje. Jeg sagde: at det var Skam, at et Mandfolk foretog sig sligt Fruentimmer-Arbeide; tog Trøjen fra ham, og satte den i stand. Da den var færdig, spurgte han mig “Lille Pige: vil hun ikke have mig til Mand?” Jeg svarede strax : “Lige saa gierne ham, som en anden” (hvorvel det aldrig var kommet mig i Hiertet.) Herpaa ville han kysse mig, hvilket jeg ikke vilde tillade ham; men han gik ud af Døren, og bestillede vores Trolovelse, først ved Holmens Kirke, hvor det ikke lod sig giøre, siden ved St. Petri Kirke, hvor trolovelsen blev holdt Mandagen derefter.

Aldrig var det faldet mig ind, at tage dette Menneske til Mand, hvorfor jeg giorde megen Modstand; men lod mig endelig af min Vertinde overtale til, at tage ham, da hun bildte mig ind, at han ejede 700 Rigsdaler, hvilket jeg, som ukyndig i sligt, ogsaa troede, da han viiste mig sit Frihedspas fra sit Herskab med Seil og Underskrivt.

Efter Brylluppet gik det mig meget ilde hos den endnu levende, forhenværende Bryggersvend, Morten Christensen Dalsgaard, som min Mand. Han søgte, saa snart vi vare komne tilsammen, daglig at tilsætte al vor Ejendom ved Drukkenskab og Vidtløftighed, som gik saa vidt, at han ikke engang sparede mine Klæder; hvilket drev mig til, at fatte den sælsomme Beslutning, som jeg og iværksatte, og længere havde vedblevet, hvis jeg ikke siden her i Staden paa en underlig Maade var bleven røbet.

Sure Uger levede jeg hos min Mand. Men da jeg ikke længere kunde være hos ham, indlejede jeg mig hos en Gibser i Skolemestergaden, indtil jeg kunde ophøre mig en Tieneste; hvilket jeg nær havde faaet som Vaskerpige hos frue Grevinde Danneskiold; men da hun fik at vide, at jeg var givt, blev der intet af.

Skipper Johan Rok, som jeg siden reiste bort med, overtalede imidlertid min Mand til at lade mig reise, i Haab, at jeg skulde bringe ham min Medgift, og maaskee en Arvepart.
Deels vilde jeg under. Kierlighedens Kaabe skiule alt, hvad jeg kunde klage paa min Mand; deels var og virkelig min Fattigdom saa stor, at jeg skammede mig ved at blive her. Jeg reiste altsaa med bemeldte Skipper til Kiel, for der at conditionere. Men ogsaa der var det allerede bekiendt, at jeg var bleven givt, og altsaa kunde jeg ingen Tieneste faae. Jeg indlogerede mig da hos en dansk Mand, Navnlig [4] Mein, og var hos ham i fire Uger. Imidlertid solgte jeg mine Fruentimmerklæder, og anskaffede mig igien Mandsklæder paa følgende maade: Efterat jeg havde kiøbt mig brunt Klæde til en Klædning, fik jeg en skræderdreng paa min Størrelse overtalt at lade tage Maal af sig til en Klædning hos sin Mester, indbildende ham, at jeg havde en Broder i Hamborg, til hvilken jeg vilde sende disse Klæder. Det gik og lykkelig for sig, saa at jeg uden Mistanke bekom en complet Mandsklædning. Af mine Skoe tog jeg mål med en Pind,og bestilte mig derefter Mandsskoe, kiøbte mig en Hat, Stok og andet, som jeg kunde bruge. Jeg lod min Kiste med mine daglige Fruentimmerklæder forblive der, og begav mig en Aften Klokk. 10 hen til Hamborg, hvor jeg udgav mig for Skrædersvend. Jeg fik strax Arbeide hos Mester Jacobsen paa Gaasetorvet, hvor jeg arbeidede i 8 Uger. Mit første Arbeide var et par Buxer, som faldt mig meget vanskelig at sye, hvorfor jeg ogsaa blev udleet af de andre Svenne. Min Mester var derimod saa artig at tilbyde mig, siden han saae, at jeg var en ung Bursch [5], og dertil Fruentimmerskræder, at han vilde hielpe mig tilrette, ifald jeg selv havde Lyst til at lære noget. Jeg tog imod dette høflige Tilbud, fik hver Dag min Dagløn med 28 [6] Dansk som en anden Svend, og lærte i de otte Uger, jeg var hos ham, alt, hvad en Mandsskræder bør at vide, saa jeg efter den tid ej allene er sluppet fra at blive udleet, men endog erholdet stor Berømmelse for mit Arbeide. Som Skrædersvend, gav jeg mig her det Navn, Gotfried Jacob Eichstedt og intet Menneske, hverken her eller andetsteds, hvor jeg siden var, havde mindste Mistanke om, at jeg var et Fruentimmer. Min Fruentimmertaille fordulgte jeg med et syet Skierf, som to til tre gange blev viklet om Livet, og mine Fruentimmersager med fodside Skiorter og fyldte Underbuxer. – Da jeg nu var fyrrig fra denne Mester, og intet Arbejde havde, besluttede jeg at reise videre, men var i stor Forlegenhed for at faa mig et Kundskab [7].

Paa Kroen kom jeg i Tale med en Svend fra Schwarzborg, for hvilken jeg beklagede mig, at have tabt mit Kundskab. Da han hørte, at jeg temmelig godt talede tydsk, ynkedes han over mig, og som jeg gav mig ud for en Tydsker saa vilde han hielpe mig med et af sine gamle Kundskabe, naar jeg vilde paatage mig hans Navn Gotfried Jacob Strumer, fra Schwarzborg. Med Glæde tog jeg imod dette hans Tilbud, som jeg maatte betale med en Skjorte og et brunt Silke-Tørklæde.
Da jeg nu saaledes var blevet forsynet med dette Kundskab, rejste jeg glædeligen fra Hamborg til Wedel, hvor jeg intet Arbeide kunde faae.

Jeg lod mig da sætte over Vandet [8] til det Hanoverske, og kom først til en liden Flekke, som kaldes Yorch [9]. Der bekom jeg heller intet Arbeide, og gik endelig til Bremen. Underveis fandt jeg et Horn, som jeg selv tilskiar og dannede saaledes, at jeg, uden mindste Mistanke om mit Kiøn, kunde endog i Selskab med andre lade mit Vand igjennem det; hvilket jeg siden bestandig giemte i min ene Buxelomme, af Frygt for at det skulle blive forstoppet. I Bremen kom jeg i Arbejde hos Mester Hoppe i Pilzengaden, hvor jeg arbejdede i fire Uger: efter hvis Forløb jeg, formedelst en Stridighed i Amtet, tog min Afskeed og rejste til Frisak, som ligger to Mile derfra. Her fik jeg igien Arbeide i 4 Uger; men da Lønnen kun var meget slet, tog jeg Afsked fra min derværende Mester.

Søen stod mig nu an, og ved Søfarten troede jeg engang vist at kunde gjøre min Lykke. Jeg anskaffede mig altsaa i Hast endeel Matroseklæder, og gik til Kapitain Karsten, med hvilken jeg tilbød mig at fare som helvbefaren.

Han befandt mig ikke dygtig dertil, men antog mig dog som Koksmat, for at giøre en Reise fra Bremen Amsterdam med Kapitain Møller fra Kiøbenhavn, førende en tomaster Brique, kaldet Surite. Hos denne Skipper fik jeg maanedlig til Gage 7 hollandske Gylden, og to Maaneders Hyre forud. I Amsterdam indtog vi vor Ladning, og seilede derfra til de spanske Kyster, hvor vi lossede, og rejste derpaa tilbage til Amsterdam.

Her faldt jeg ved Arbejdet, og brækkede min venstre Arm, som dog efter stor Smerte i 6 Uger igien blev kureret. Efter denne Tids forløb gik Skibet og jeg med igien til Bremen, for at vente en ny Hyre. Fra Bremen gik jeg igien som Koksmat med Kapitain Reepschlager til Amsterdam, hvor jeg af Kapitainen blev antaget som Kok, for at giøre en Rejse med ham til Malaga. Efter 5 Maaneders Forløb kom vi hiem til Amsterdam, hvor Kapitainen endelig vilde, at jeg skulde paatage mig endnu en Reise med ham som Matros; men dertil havde jeg ingen Lyst, da Søfarten nu for mig havde tabt det meste af sin Behagelighed. Jeg forlod altsaa Amsterdam, og gik til Schelde, og derfra til Emen, hvor jeg paa en Lystjagt tog til Bremen med Kapitain Karsten, som just paa den tid befandt sig i Emen.

Da jeg kom til Bremen, havde jeg aldeles tabt min Lyst til Søen, og vilde igien begive mig til Skræderhaandværket, som nu stod mig langt bedre an; men mig fattedes til al Uhæld mit Kundskab, som var bleven borte på Søen, saa at jeg ikke kunde antages paa noget Værksted, med mindre at jeg vilde lade mig straffe, hvilket jeg slet ikke vilde, og maatte altsaa, uden Arbeide, begive mig herfra. I Frisak fik jeg igien Arbeide hos min forrige Mester, Navnlig Thorsen, og her bekom jeg igien et Kundskab.

Efter nogen Tids Forløb begav jeg mig herfra igien. Paa Vejen til Wedel kom jeg i Selskab med nogle Husarer, som med Magt underkastede mig deres Villie, og bragte mig i fuld Mondur [10] fra Wedel til Oldesloh [11] til. Hr. Oberste Späth, hvor jeg strax blev maalt.

Jeg bad Obersten instændig om min Afskeed; forestillede ham, at jeg var tvunget til at iføre mig Monduren, og at jeg slet ingen Lyst havde til Tienesten, men imod min Villie var bleven nødt dertil, da jeg just var paa Vejen at besøge min i Holsteen boende Broder. Obersten var saa god at lade mig blive hos sig, indtil han reiste i Besøg til sin Kones Søster Frue Statsraadinde Schriver i Kiel, hvorhen han tog mig med sig. Her gav han mig fem Rigsdaler i Penge, samt Tilladelse at besøge min Broder, hvilket jeg dog ikke giorde. Istedet derfor reiste jeg til Elmshorn, hvor jeg intet Arbeide fik; derfra til Hannover, hvor jeg kom i Arbeide hos Mester Wilhelm. Hos ham var jeg i 9 Uger, og gik derpaa til Lüneborg og Brunsvig [12], hvor jeg arbeidede i 14 Dage. Ni Haandværkersvenne i Følge, gik vi herfra til Ludvigsslot, og siden til. Berlin, hvor vi alle kom i Arbeide, og jeg hos Mester Elversen, hos hvilken jeg var i 15 Uger. Jeg med 4 andre reiste herfra formedelst en Stridighed som opkom mellem os paa Værkstedet, og begav os til Potzdam, hvorfra vi, af Mangel paa Arbeide, reiste til Jena i Sachsen, hvor vi allesammen bleve forsynede. Her havde jeg gjort en af ovenmeldte mine fire ‘Reisekammerater, som var en Kiøbenhavner, det Løvte, at jeg vilde reise bort med ham, naar han vilde forlade Jena; jeg blev altsaa her kun i 4 Uger; og reiste derefter med ham til Rudolfstad i det Schwarzborgske. Neppe havde jeg været her i 14 Dage, førend min Reisekammerat blev syg, og døde; men jeg forblev her i 21 Uger, og havde bestandig Arbeide. Derefter reiste jeg til Polen, hvor jeg i en Stad, kaldet Ratewitz, kom Arbeide hos en Enke, som saa vel kunde lide mig, at hun havde isinde at givte sig med mig, hvorfor jeg og ønskede at være et Mandfolk. Hun gav mig sin salig Mands Klæder og alt, hvad jeg ellers forlangte. Men paa det sidste kunde jeg aldeles ikke begaae hende og hendes Kierligheds Fordringer, hvilke jeg ikke var istand at tilfredsstille; altsaa var jeg nødt til, for ikke at aabenbare mit Kiøn, hemmelig at forlade dette mig saa behagelige Sted, og en Lykke, som vist havde været min, hvis Gud havde mig ladet fødes et Mandfolk.

Fra Ratewitz reiste jeg igiennem Polen til Stokbomen [13], paa hvilken Vei jeg intet Arbejde antog. Her kom jeg i Selskab med syv rejsende Haandværkersvenne, med hvilke jeg reiste giennem Tydskland og Bømen [14] til det Schwarzborgske [15], og derfra til Sachsen [16]; paa hvilken Rejse vi lidte meget Ondt i den haarde Vinter, og maatte betle os igiennem hos Bønderne, som selv undertiden kun havde lidt at give af. Underveis, da vi just kom fra de Bømiske Grændser, mødte vi de Hannoverske Tropper, som skulde gaae til Amerika; hvilke allerede havde faaet øje paa os, ligesom vi og allerede længe havde hørt dem. Vi bleve herover, som man læt kan forestille sig, meget forskrækket, løb hver sin Vei ind i Skoven, og skiulte os, det bedste vi kunde, i de hist og her opsatte smaa Hytter, hvor Vildtet fik sit Foer. Der maatte vi mere end 24 Timer opholde os uden Mad og Drikke, førend vi igien torde komme frem, hvilket var temmelig hart for sultne Maver midt i den haarde Vinter.

Denne gang tabte vi al vor Reiselyst, og takkede Gud, at vi kunde blive, hvor vi vare.
Mine Medreisende vare hver af sin Proffession, og ingen af os fik Arbeide førend i Berlin, hvor vi alle hver kom til sin Mester. En Søndag mødte mig her en besynderlig Hendelse. Jeg vilde gaae ud af Porten, for at spadsere, og foreviiste derfor Officeren mit Kundskab, som det er brugeligt, hvorved han blev vaer, at mit Haar oven paa Hovedet var afklippet, ligesom paa soldaterne, hvilket i Berlin er høiligen forbudet. Jeg blev altsaa mistænkt, for at være en Deserteur, og blev arresteret i Vagten, hvorfra jeg med en Soldat fik Bud til den Mester, som jeg arbeidede hos. Strax gik nogle af Svennene hen paa Herberget, hvor de fandt andre, som de toge med sig, begave sig saa samtligen hen til Vagten, og vilde med magt sætte mig i Frihed. Endelig blev Officeren overbeviist om, at jeg var en Skrædersvend, som stod i Arbejde i Byen, og ikke var engageret i Militairtienesten, samt at jeg ikke havde nogen Kundskab om Forbudet paa Forhaarets Afklippelse, hvorfor jeg og samme Dag blev løsladt af min Arrest.

Da jeg fik Afskeed fra denne Mester, reiste jeg fra Berlin til Pasvalk i Preussen, hvor jeg i 14 Dage fik Arbeide. Her blev jeg syg, og laae i 11 Uger paa Sengen, saa at jeg i denne tid tilsatte mine Klæder; og hvad jeg ellers ejede, og havde liidt stor Nød, hvis Broderskabet ei havde hjulpet mig med det, som mig fattedes. Fra Pasvalk reiste jeg igiennem det Brandenborgske til Ludvigsslot, hvor jeg arbejdede i 6 Uger, for at fortiene mig fornødne Reisepenge. Derefter gik jeg til Lüneborg, Hannover og Hadeln, og derfra til Altona [17]; på hvilket sidste Sted jeg fik Arbeide hos en Jøde, som snart derefter døde, og derover fik min Afskeed. Jeg reiste altsaa til Buxtehude, hvor intet Arbeide forefaldt, Herfra begav jeg mig til Hamborg, Pinneberg, Oldesloh, Lütjenhorn, Kiel, Eckernførde, Rendsborg, Slesvig, og Flensborg; hvorfra jeg gik i Følge med 2 andre til Apenrade [18], paa hvilken Vei jeg havde min Broder boende, som holdt Vertshuus i Byen Uk [19]. Vi kom for. hans Dør at bede om Almisse, men blev afviist med grove Ord, og fik intet.

Da jeg saae min Broder, kiendte jeg ham strax, men han kiendte mig ikke. Jeg fik altsaa en i Apenrade til at skrive mig en Billet [20] til ham, hvori han vel fik at vide, at det var mig, som havde været for hans Dør, men mit Opholdssted fordulgte jeg ham, hvilket han ikke heller siden har erfaret. Kort førend min sidste Ankomst til Kiøbenhavn skal han have været her, men vi have ikke siden seet hverandre. Vi gik derpå til Haderslev, hvor en af mine Reisekammerater fik Arbeide. Men jeg og en Schwarzborger gik til Christiansfeld, hvor vi maatte betle os frem. En Snedkers Enke ynkedes der over mig, at jeg, som var ung, skulde søge mit Brød ved Bettelstaven, og tilbød mig i den Anledning, at gaae ind i deres Selskab, da jeg ingen Mangel skulde lide. Dette undslog jeg mig ved, da jeg havde forbundet mig til at følge med min Reisekammerat. Hun gav mig derpaa fire Styver og et Stykke Brød, og begierte, at jeg skulle bringe hende Efterretning, om jeg var sindet at følge hendes Raad, men siden kom jeg ikke mere til hende.
Fra Christiansfeld rejste vi til Kolding, hvor min Kammerat fik Arbejde; men jeg blev i 8te Dage liggende paa Kroen, og fortiente min Føde med at spinde, hvilket jeg indbildte Konen at have lært i Tydskland, hvor det paa sine Steder er meget almindeligt blandt Mandfolkene.

Derfra reiste jeg til Veile, hvor jeg arbejdede i 5 Uger hos Mester Søren Nielsen. Foruden mig var der kun 1 Skrædersvend i Byen, som jeg ikke kunde søge meget Selskab med, hvilket jeg altsaa søgte med Skomagersvenne.

En. Søndags Aften var jeg i Selskab med 9 af dem, hvoraf den ene, Navnlig Falk, en Svensk, var i Krigstieneste, hvilket jeg ikke vidste. Jeg kom i Strid med ham, og de andre fik mig til at give ham et Ørefigen, hvorover vi kom i Slaagsmaal sammen; men jeg overvandt ham paa det sidste, saa at han fik en Mængde Hug, og neppe kunde see ud af øinene. Hans Kammerater fik ham derpaa i Bryggerhuset og toede [21] hans Ansigt med Ædike og Brændeviin. Men da han i det samme sagde, at det var en Skielm, der havde flaaet ham; blev jeg vred i Hovedet, fik atter fat paa ham, og kastede ham ned i Bryggerkarret.

Han skreg derpaa elendig, at hans Ryg var itu, og begierte, at Vagtmesteren og Gemene [22] skulde skulde hentes fra Vagten, hvilket skeete. Disse Folk befalede Verten, at holde mig i sikker Forvaring indtil om Morgenen, da jeg blev afhentet til Hr. Kammerherre Juel i Veile, som nøje udspurgte mig, hvorledes alle Ting var tilganget. Jeg beraabte mig paa min Uskyldighed, og forsikrede høit og dyrt, at det var mig aldeles ubekiendt, at denne Karl stod i Krigstienesten. Men her hjalp ingen Snak; Karlen var fordærvet, og jeg maatte altsaa gaae i hans Tieneste. Kammerherren beholdt mit Kundskab, og lod mig transportere til Horsens, hvor Hr. Oberste Leuenbach ved Cavalleriet spurgte mig: hvor gammel jeg var? og om jeg havde Lyst at blive i Horsens paa min Profession, indtil der kom Bud fra Majoren? Jeg svarede hertil Ja, og blev der i 4 Uger. Derefter kom jeg i Lære hos Trompeter Schwarzborg, for at lære hans Konst.

Hos ham skulde jeg daglig 2 Timer lære Noder, hvortil jeg ingen Lyst havde, og for at undgaa dette, stillede mig dum an, hvilket frugtede saa meget, at jeg slap for denne Information., og blev altsaa herfra frie. Nu hendte det sig, da Officeren rosede mig som en smuk ung Bursch [23], og nødig vilde miste mig, at Kammerherren tog mig til Forrider, hvilket jeg var i 4 Uger, og maatte i denne tid, medens Kammerherren reiste til Randers, oppasse 12 Heste og en Hingst, samt skiære Hakkelse til dem, hvorved jeg forstrakte min høire Arm. For at lære at ride, lidte jeg meget Ondt, og fik mange Slag. Da Kammerherren igien kom hiem og saae, at jeg ikke duede til at være Forrider, vilde han dog nødig miste mig af sin Tieneste, og gjorde mig til sin Løber, hvilket jeg var i tre Fierdingaar.

Jeg havde her ikke meget godt, og ønskede inderlig at kunne slippe derfra. Jeg førte her et temmelig vidtløftigt Levnet, i den Tanke, at Kammerherren skulle blive kied af mig, og give mig Afskeed; men jeg fik gierne Prygel, naar jeg havde fortient dem. Min Frihed var ikke at tænke paa. Endeligen, da Kammerherren erfarede, at jeg langt heller ønskede, at reise paa min Proffesion, end at være hos ham, forsøgte han mig med denne List: Først tilbød han mig et Huus paa et Gods, og lovede, at skaffe mig en smuk Pige til Kone. Men dette Tilbud kunde jeg ikke tage imod. Siden lovede han ogsaa, at give mig min Frihed, naar jeg derfor betalte 24 Rigsdaler, hvilken Summe han meente, var mig umuligt at forskaffe.

Men i Horsens, hvor jeg tide kom og svirede Natten igiennem, var der en Jomfru, ved Navn B…, som var inderlig forelsket i mig; hende fortalte jeg min Herres Tilbud, hvilket havde den Virkning hos hende, at hun gav mig de 24 Rigsdaler til at kiøbe min Frihed for.

Af Glæde herover forsvirede jeg endnu samme Aften med de andre Skrædersvenne 4 Rdlr. og var altsaa nødt til, at sælge mit Tombaks Uhr for 7 Rigsdaler, for at kunne faae den forlangte Sum samlet igien. Jeg betalte den derpaa til min Herre, fik af ham min Afskeed som Løber paa stemplet Papir, og forlod derpaa med Glæde dette Sted, som slet intet stod mig an.

Jeg reiste da strax tilbage til Horsens, og tog mit Logement hos en Vertshuusmand, Navnlig Peder Knub. Hos ham kom jeg endnu samme Aften i Slagsmaal med Sadelmageren fra Kammerherrens Gods og Trompeter Schanderborg, som begge negtede, at min Afskeed var rigtig. Den blev altsaa taget fra mig og sendt til Kammerherren, men om anden Dagen mig igien tilstillet. Her var jeg i 8 Dage uden Arbeide; men da Jomfru M.. ofte stial sig af sine Forældres Huus, og besøgte mig, var jeg bange for, at denne Kierlighedshistorie skulde af hendes Forældre blive opdaget, og reiste altsaa derfra til Veile. Her blev jeg anholdt af Hr. Ritmester Bechman, som ogsaa tvivlede om min Afskeedes Rigtighed, men blev omsider overbeviist derom. Jeg tog derefter Arbeide hos min forrige Mester, og var hos ham i 4 Uger; hvorefter jeg med 2 tilrejsende Svenne begav mig til Fridericia.

Herfra lod vi os oversætte til Stribe, og gik derpaa til Middelfart, hvor intet Arbejde for os var at bekomme. Til Odense ankom jeg 14 Dage for Juul, fik der Arbejde hos Mester Mathias Schmidt, hvor jeg blev et par Ugers Tid; men da vi ikke kunde blive enige om Lønnen, gik jeg derfra til Nyborg, hvor jeg intet Arbejde fik. Jeg vendte altsaa tilbage til Odense, og begav mig herfra til Assens. Underveis mødte mig en Transport Rekruter, som med Magt vilde tvinge mig til at følge med dem, og, da jeg ikke vilde, jammerligen pryglede mig, ja, ikke fornøjede hermed, røvede endog mit Spanskrør [24] og mit sølv Hattespænde. I Assens fik jeg intet Arbeide, men Broderskabet hjalp mig med Penge, saa at jeg kom over Vandet [25] til Aaroesund.

Just da jeg kom fra Aaroesund paa en Søndags Morgen til Haderslev, mødte mig uden for Porten en Slagtersvend, som lod mig vide, at der i Byen var intet Arbejde at bekomme. Jeg gik altsaa ikke ind i Byen, men fulgte med ham til Tønder, endskiønt mit første Forsæt var at gaae til Ribe. I Tønder fik jeg Arbejde hos Mester Andreas Christiansen, hvor der vankede meget godt Mad; men derimod var denne Mand noget knap paa Brændet. Engang skieldte han os paa Værkstedet for forfrossene Hunde, hvorover jeg anlagde Proses mod ham for Amtet, og fik Ret over ham. Jeg var her i 5 Uger, og gik derfra til Bredsted, hvor intet Arbejde var at faae. I Husum fik jeg paa en kort tid Arbejde hos Mester Klink, og begav mig derfra til Friderichstad og Tønningen, saa over Heide tilbage til Husum, og endelig til Flensborg. Her fik jeg Arbejde hos Mester Morobotter i 14 Dage. Fra Flensborg reiste jeg til Slesvig, hvor jeg fik Arbejde hos Mester Klink, Broder til Klink i Husum, og var der Oldgesell i 3 Fierdingaer.

Fra Slesvig gik jeg til Kappel i Angeln, og siden til Arnis, hvor jeg kom i Arbeide hos Mester Kork; der var jeg i 8 Uger, fra Juul til efter Fastelavn, og spandt for Konen, naar vi intet Arbeide havde. Imidlertid jeg var hos ham, havde hans Datter Bryllup. Men just paa Bryluppet kom jeg i Klammerie med Svigersønnen og hans Broder, som giorde sig al Umage for at beskiemme mig som en Løgner. Jeg adspurgte ham høflig, hvorfor han giorde det? Men han blev ei allene ved sin Beskyldning, men slog mig endog for Brystet, og truede at giver mig saa meget, at jeg skulle tænke derpaa min hele Levetid. Jeg indgav altsaa en Klage over ham til Hr. Kammerherre Rumohr paa Roest. Men da jeg kom tilbage fra ham, oppassede begge disse onde Mennesker mig paa Veien, sloge og traadte mig, ja, behandlede mig i alle Maader meget ilde, og kastede mig endeligen i en Grøvt. Jeg maatte altsaa antage en Feltskiær, under hvis haand jeg længe laae, og i 10 Dage spøttede Blod. Men uagtet min Sygdom varede længe, og næsten mit hele Legeme var forslaaet og fortraadt, vidste jeg dog saa vel at skiule mit Kiøn for Feltskiæren, at han aldrig havde mindste Mistanke om at jeg var et Fruentimmer. Efterat jeg var kommet mig nogenledes, blev jeg paa Roest saaledes forligt med disse Folk, at de til mig maatte betale 77 Rdlr. i Penge, og give mig følgende Æres=Erklæring, som jeg i Original kan fremvise:

“Vi begge Brødre, Jacob Petersen paa Arnis, og Claus Petersen i Kappel, have idag forligt os med Skrædersvennen, Gottfried Jacob Eichstedt, som har staaet i Arbeide hos Skrædermester Kork paa Arnis, paa følgende Maadd: At alle de Stridigheder, som hidindtil have været os imellem, aldeles skulle ophøre og ophæves, da vi intet vide at kunne sige over ham, end alt Ærligt og Godt. Vi have altsaa, i de dertil budne Venners Overværelse, offentligen og kristeligen afbedet ham de af os mod ham udstødte grove Skieldsord, samt vores videre Grovhed, Dette tilstaae vi med dette Brev.
Arnis og Kappel, den 8de Febr.l784
Jacob Petersen.
Claus Petersen.

Johan Bendix Pape. ?
Christ. Fridr. Petersen. ?
Jurgen Birck. ? som Vidner.
Hans Henrich Jepsen ?

Af de 77 Rdlr. jeg fik af dem, maatte jeg betale 41 Rdlr. til Feltskiæren og Medikamenter. For de øvrige 36 Rdlr. anskaffede jeg mig en smuk Mandsklædning, og en Tobakspibe, som kostede 32 Mark Danske.

Men da jeg var bange, at disse 2 Brødre af Ægrelse, saavel over Pengene, som over Afbigten, skulde endvidere efterstræbe mig, forlod jeg det lidet Land Arnis, og gik til Slesvig. Derfra reiste jeg uden Arbeide til Lybek, Itzehoe, Neumünster og Hamborg, hvor jeg fik Arbeide hos Mester Heilborn paa, Domkirkegaarden. Jeg var hos ham i 6 Uger, og kom der paa Værkstedet i Strid med en Svend, Navnlig Koch, som jeg efter Haandværksbrug udfordrede til Ludewiesen [26], da det ei var tilladt at slaaes i Byen. Men han torde ikke møde mig, hvorfor vi siden af vore andre Kammerater bleve forligte paa Kroen. Derefter kom jeg i Arbejde hos Mester Prestien paa, Heilliggeistes Kirkegaard., hvor jeg var indtil 1ste Pinsedag, da jeg med nogle af mine Kammerater var bleven eenig om at reise til Kiøbenhavn. Jeg begav mig altsaa med 2 andre Svenne: til Lybek, hvor vi traf en liden Polak, som jeg før havde tient i Ratewitz, hvilken vi tog med i vort Selskab paa min Bekostning. Da her nu ingen Skibslejlighed fandtes, gik vi fra Lybek til Eutin, Pretz og Kiel, hvor vi ankom Klokken 8. Klokken 9 gik vi om Bord til Kiøbenhavn, vare 8te Dage underveis, og kom dertil kort før Sancthansdag 1784. Min Tanke var ellers dengang at give mig til Husarerne.

I Kiøbenhavn anmeldte vi os strax paa Herberget hos Kroefader Søren Weile, som affordrede mit Kundskab, hvilket han ogsaa fik. Tre Dage derefter fik jeg Arbeide hos Mester Wellerup i Myntergaden, hvor jeg dog ikke fik Lov til at blive længere end 1 Uge, ved hvilken Leilighed mit Forsæt, at give mig til Husarerne, ogsaa blev forpurret.

Om Løverdags Aften, da jeg havde bekommet min fortjente Ugeløn af min Mester, fik jeg det Indfald, for at forslaae tiden, (thi fra den tid jeg kom i Land her i Kiøbenhavn, var jeg stedse uroelig,) at gaae paa Kroen, hvor jeg gav mig i Spil med mine Kammerater. Jeg spillede hele Natten igiennem, men var saa uheldig, at tabe ikke allene min Ugeløn, men endog flere Penge. Om Morgenen derpaa fik jeg en inderlig Lyst efter at vide, om min Mand endnu var i Live, og gik i den Henseende til Strømpevæver Andreas Bötcher i Pederhvidtfeldstræde, der havde været min Forlover, og som nu tillige holdt Vertshuus. Om Morgenen Klokken Fem traadte jeg ind i Stuen, og for at faae Leilighed at udspørge ham, bragte jeg ham en Hilsen fra en Snedkersvend i Hamborg. Efter adskillig Samtale spurgte han mig, hvem jeg var? Hvorpaa jeg svarede, at jeg stod i preussisk Krigstieneste, og var Tiener hos en preusisk Herre. Jeg fik derpaa Leilighed at spørge ham, om han ikke kiendte eller havde kiendt et Fruentimmer, ved Navn Engelbrecht Maria? hvortil han svarede jo. Paa mit Spørgsmaal om hendes Mand endnu var i Live, gav han mig den Efterretning, at han endnu levede, og tillige var artig at love mig, at vise mig hen til ham.

Medens jeg endnu talede med Manden, stod Konen op af Sengen, og kom ind i Stuen. Saa snart hun saae mig, kiendte hun mig strax, og, endskiønt jeg ikke vilde vedgaae det, bekræftede hun det bestandigt med mange Eder og Bander. Her var jeg i Forlegenhed, og søgte at hielpe mig ud deraf, ved at foregive, at dette Fruentimmer levede frisk og vel i Flensborg, og et jeg var hendes Broder. Hun troede mig dog ikke, og uagtet at hendes Mand, som samme tid var i Stuen, tøssede paa hende, alt hvad han kunde, hjalp det dog intet; men hun blev stedse ved at bande paa, at jeg var Engelbrecht Maria. Imidlertid lovede Strømpevæveren mig, at han ville følge mig hen til min foregivne Svoger, som efter hans Fortælling boede i store Kongensgade; men jeg undskyldte mig, at jeg ikke havde tid at gaae derhen nu strax, da jeg først maatte hiem, for at accomodere min Herre, og bringe ham Thee. Jeg gik altsaa derfra hen paa Kroen, drak Kaffe, og tog en graae Frakke paa.

Da jeg igien kom til Strømpevæveren, lovede han at følge med mig, naar han først havde bragt et par bestilte Strømper til en Snedkersvend. Men istedet for at gaae derhen, gik han til Politimesteren, Hr. Konferentsraad Fædder, gav mig an som for en Spion, og udvirkede med denne sin urimelige Angivelse, at Konferentsraaden gav ham to Politibetiente med sig, med den Ordre, at arrestere mig, saa vidt skee kunde, uden Opsigt. Ved sin Tilbagekomst svor han falskeligen paa, at han ikke mere ville gaae til den Snedkersvend, som skulde have Strømperne, da han saa mange gange havde holdt ham for Nar. Han spurgte: om det nu var mig beleiligt at gaae til min Svoger? Jeg svarede Ja, og vi gik saa tilsammen. Da vi vare komne ud i Gothersgaden, lige uden for Konferentsraadens Port, kom begge Politibetjente bag paa mig, tog mig hver under sin Arm, og bad mig meget høflig, at gaae med til Konferentsraaden, som gierne vilde tale med mig. Strømpevæveren stillede sig herved ganske fremmed, og spurgte: Om det var Ret at arrestere eller saaledes opholde skikkelige Folk paa Gaden, naar de gik i deres retmæssige Ærende, og ingen Larm eller Uroelighed Giorde? Han tilbød sig endog selv at gaae med, og var saa artig at følge mig ind i Porten, endskiønt jeg ikke holdt mig for, at være tient dermed.

Imidlertid kom adskillige af Konferentsraadens Betiente ud, for at see paa mig, hvorover jeg ogsaa blev hidsig, og skielte Strømpevæveren for en Forræder. Da jeg kom ind til Konferentsraaden selv, spurgte han mig straks i Døren: Hvad er du for en? Jeg vil gierne sige det, svarede jeg, men nødig vilde jeg, at min Forræder skulde høre det. Herpaa kaldte han mig ind i Salen, og spurgte: Om jeg ikke var et Fruentimmer? Jeg tilstod det strax, fortalte ham i Korthed mit Levnetsløb beraabte mig paa min Kundskab, som laae paa Kroen, og paa de Svenne, som jeg var reist herhid med, og hos hvilke jeg om Natten havde sovet. Jeg sagde hertil, at jeg ikke forlangte at blive frie for Straf, hvis noget Strafværdigt kunde blive mig overbeviist, hvilket jeg var saa fri for, at ei engang nogen af mine Sovekammerater havde havt mit Kiøn mistænkt. Til Mester Wellerup gik der strax Bud, og han erklærede, at han, formedelst mit Arbejdes Godhed, ei kunde troe, at jeg var et Fruentirnmer. Han tilstod end ydermere, at han baade paa Tydsk og paa Dansk havde bedet mig om, at komme igien den paafølgende Mandag, da han meget nødig vilde miste mig fra sit Arbeide.

Fra Konferentsraaden blev jeg bragt op paa. Raadhuset, hvor jeg indtil Middagen blev arresteret hos 4 lystige Fruentimmer, der ikke vidste andet, end at jeg var et Mandfolk, og i Hiertet glædede sig derover. Om Middagen spiste jeg hos Vagtmesteren, og fik om Eftermiddagen, efter min Begiering, en Arrest for mig selv. Dagen derpaa kom jeg i mit første Forhør, og forblev derpaa i Arresten indtil Torsdagen, da jeg igien erholdt min Frihed. Imidlertid blev min Mand opkaldet for Retten, som jeg ogsaa talede med, men i Betragtning af hans forrige Opførsel imod mig, fik jeg Tilladelse at være for mig selv, hvis jeg saa vilde, hvilket jeg og med Taksigelse imodtog. I disse Dage maatte jeg ogsaa aflægge mine Mandsklæder og igien paatage mig Fruentimmerklæder.

Om Fredagen, efter at jeg var kommen ud af Arresten, fik jeg Arbeide hos Mester Jæchel i Ulkegaden, hvor jeg, som Fruentimmer, arbejdede i 3 Uger.

Efter den tid har jeg allerunderdanigst anholdt om Frihed selv at maatte holde Verksted og Svenne, da jeg i den lange tid, jeg haver været Skrædersvend, havde, efter alle deres Vidnesbyrd, som jeg havde Omgang med, forholdt mig upaaklageligt, og forstod alt hvad dertil hører. Hans Majestæt har ogsaa allernaadigst tilladt mig denne Begiering, ved følgende Bevilgning.

copie.
CHRISTIANUS SEPTIMUS &c.

Vor synderlige Gunst tilforn! Os er allerunderdanigst bleven referet en fra Ellenbrecht Maria Staachenbech af vores Kongelige Residenhze=Stad Kjøbenhavn :indkommen Ansøgning, hvori hun haver andraget, at hun har været givt med en Bryggersvend ved Navn Morten Christensen Dalsgaard, men formedelst hans slette Forhold imod hende flyttede hun fra ham, og lærte sig selv Skrædder Haandværk, hvorefter hun for at være frie for Mandens Overløb, skal være retst til. Vor Stad Kiel, hvor hun skal have anskaffet sig Mandfolke=Klæder, og siden arbeidet som Skrædder=Svend adskillige Stæder udenlands, og tilsidst i Slesvig, hvor hun har været Oldgesell; derfra hun igien er kommen her til Staden, men da hun, ved at spørge efter Manden, blev kiendt af en Kone, som angav det for vores Politimester, er hun bleven arresteret og taget i Forhør, hvor hendes Mand have erklæret, at han ikke vilde vide mere af hende at sige, hvorfor hun; da hun ey heller vil tage til ham igien, derhos allerunderdanigst haver anholdet, at maatte tillades at ernære sig af at sye Mendfolke=Klæder, og dertil at holde en Svend til Hielp; Thi give Vi Eder hermed tilkiende, at Vi, efter saadan herom allerunderdanigst giorte Ansøgning og de derved forekomne Omstændigheder, allernaadigst vilde have bevilget, at bemeldte Ellenbrecht Maria Staachenbech maae ernære sig af Skræder=Haandværk, og sye Mandfolke=Klæder, samt dertil holde en Svend til Hielp; Derefter I Eder alferunderdanigst have at rette, og Vedkommende sligt til Efterretning at til kiendegive; Befalende Eder Gud! Skrevet paa Vort Slot Christansborg udi Vores Kongelige Residentz=Stad Kjøbenhavn den 29de Octobris 1780.
Under Vor Kongelige Haand og Signet
Chrstian R.

____________
Schack Rathlou,

_________________
Luxdorph. P. Aagaard

Til
Kiøbenhavns Magistrat, at Ellenbrecht Maria Staachenbech af Kiøbenhavn maae sammesteds ernære sig af Skrædder=Haandværk, samt derpaa holde en Svend til Hielp.

Gienpartens Rigtighed bevidnet

S. Lange.

* * *
Noter af Tina Thranesen
  1. [Retur] Bøhmen.
    På tysk Böhmen. En historisk region i Centraleuropa, der oprindeligt var et eget kongerige underlagt det tysk-romerske rige. Da det kom under habsburgerne, blev det en del af deres rige, som for nemheds skyld kaldtes Østrig. I dag udgør det sammen med det noget mindre Mæhren (Moravia, Morava) staten Tjekkiet. Hovedstaden er Prag (Praha). Bøhmen grænser i nord til Schlesien (i dag i Polen), i øst mod Mæhren, i syd mod Østrig og i vest og nordvest mod Tyskland.
  2. [Retur] Uk – Byen kan ikke identificeres.
  3. [Retur] Apenrade = Aabenraa.
  4. [Retur] en dansk Mand, Navnlig Mein, = en dansk mand ved navn Mein.
  5. [Retur] Bursch = svend, håndværkersvend.
  6. [Retur] Der må være tale om en møntenhed, men det kan ikke tydes.
  7. [Retur] Kundskab = svendebrev.
  8. [Retur] Floden Elben.
  9. [Retur] Yorch = Jork.
  10. [Retur] Mondur = udrustning (af fransk monture = at montere, at udstyre).
  11. [Retur] Oldesloh ligger ca. 50 km nordøst for Hamborg.
  12. [Retur] Brunsvig er det muværende Braunschweig.
  13. [Retur] Stokbomen – Kan ikke stedfæstes.
  14. [Retur] Bømen – Det må være Bøhmen henset til, at der på forsiden står Bøhmen. Se note 0.
  15. [Retur] Det Schwarzburske – Schwarzburg-Sondershausen var indtil 1697 en selvstændig stat. Herefter underlagt forskellige statsdannelser indtil 1920, hvor det blev en del af Thüringen i Tyskland. Af større byer kann nævnes Arnstad.
  16. [Retur] Sachsen er en tysk delstat. Dresden er delstatshovedstad.
  17. [Retur] Alktona – det vestlige Hamborg nord for floden Elben.
  18. [Retur] Apenrade = Aabenraa.
  19. [Retur] Uk -Byen kan ikke identificeres.
  20. [Retur] Billet = Kortfattet brev.
  21. [Retur] toede = vaskede.
  22. [Retur] Gemene – noget usikker på betydningen, men formentlig betyder det Svendene.
  23. [Retur] Bursch = svend, håndværkersvend.
  24. [Retur] Spanskrør betyder i denne forbindelse Stok.
  25. [Retur] Lillebælt.
  26. [Retur] Ludewiesen – det er uvist, hvad ordet betyder.

Erik Hansen om oprettelse af en T-gruppe i et interview den 4. marts 2009 af Karen M. Larsen

Vist 142 gange. Intet menneske er statisk
Erik Hansen fortæller i dette interview af Karen M. Larsen den 4. marts 2009 om T-gruppen, et tilbud til transpersoner i LBL-regi, og giver sit bud på en transpolitisk opdate.

Du og Malene Andreasen er i gang med at lave en gruppe for transpersoner i LBL-regi, som I foreløbig kalder for T-gruppen. Hvorfor laver I sådan en gruppe?
T-gruppen er et nyt initiativ, der skal fungere som et samlende forum for alle, der relaterer sig til trans-miljøet.

Hvilke aktiviteter regner I med at T-gruppen skal arrangere og hvem er velkomne til at deltage?
Vores intentioner er at udveksle viden og erfaringer gennem hhv. debatoplæg, filmaftner og sociale/ kulturelle aktiviteter og arrangementer. Gruppen er åben for alle, der har en anderledes kønsorientering.

Hvordan ser du på LBL’s hidtidige indsats for transpersoner?
LBL´s indsats for transpersoner har været af begrænset omfang, da vi først for nylig er blevet inkluderet i foreningen. Den manglende indsats skyldes i høj grad mangel på viden om emnet i LBL samt det faktum, at mange transpersoner har valgt at organisere sig andre steder.

Hvad kan og hvad bør LBL, efter din mening, gøre for transpersoner?
Først og fremmest ser vi gerne LBL som en del af vores organisatoriske bagland. Set i det perspektiv at det bliver en tovejs udveksling. Vi skal dele erfaringer og viden om kønspolitik således at begge parter kan drage nytte af det.

Hvordan ser du på at nogle transpersoner omtaler transvestitter og transseksuelle som personer der her en kønsidentitetsforstyrrede?
Personligt anser jeg det som en fejlagtig opfattelse at anse transpersoner for kønsidentitetsforstyrrede. Udtrykket bruges oftest af psykologer og sexologer i et forsøg på at lave en kategorisering af en gruppe mennesker som man har svært ved at forstå og forholde sig til.

Det er ikke tegn på sygdom, at man erkender sin anderledeshed og lever den ud. Derimod er det et menneskeligt og alment faktum, at man kan blive syg af at undertrykke sin identitet for at leve op til normen.

Er du enig i påstanden om at kønsidentitet og seksuel identitet er to meget forskellige forhold?
Kønsidentitet og seksuel identitet er to vidt forskellige begreber. Det er jo ikke givet, at man har en specifik seksuel identitet fordi man er transperson. Heldigvis! Hvorfor skulle man låses fast på en seksuel præference blot fordi man har en alternativ kønsopfattelse?

Mener du at queer-teorierne er nyttige mht. at opnå en bedre forståelse af alternative køns– og seksuel identitet?
Queer-teorierne kan være nyttige arbejdsredskaber i forhold til en forståelse af alternative kønsidentiteter. Ud fra mit synspunkt er det dog kun en del af vejen. Selverkendelse er det primære arbejdsgrundlag – selvom man skal grave dybt og det kan være smertefuldt. I den situation er det altid godt at have alternative rollemodeller.

Hvilke fordomme vurderer du at der er i de homoseksuelle miljøer mht. transpersoner? Hvilke fordomme vurderer du at der er i transmiljøerne mht. homoseksuelle og biseksuelle?
Desværre eksisterer der fordomme også blandt homoseksuelle og transpersoner. At der nogle gange bliver kastet sten fra begge glashuse er beklageligt, men også et symptom på at vi altså kun er mennesker, der begrænses af mangel på viden. Og det er jo en opgave som lader sig løse gennem synlighed og oplysning.

Hvad har homoseksuelle, biseksuelle transpersoner tilfælles? Hvad kan vi lære af hinanden?
Vi har alle det til fælles at vi træder udenfor normen. Det at vi er meget forskellige mennesker giver til gengæld mulighed for en dynamik, som alle kan lære meget af. Det primære i den forbindelse, synes jeg, er erkendelsen af at intet menneske er statisk og at vi derfor hele tiden må forholde os åbent til forandringer – både som organisation og som enkeltpersoner.

* * *
Interviewet bringes med venlig tilladelse af 4. marts 2009 fra Karen M. Larsen.

Interview den 7. februar 2009 af Karen M. Larsen med Jens Pedersen om Københavns Bymuseeums udstilling om homo-, bi- og transliv.

Vist 193 gange. Jens Pedersen, der er projektmedarbejder for Københavns Bymuseum, fortæller i dette interview af Karen M. Larsen om museets udstilling om homo-, bi– og trans-liv i København, der åbner den 3. juli 2009.

Hvorfor laver Københavns Bymuseum en udstilling om homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle i København?
For det første fordi det er på høje tid. Homo/bi/transer er i den grad underbelyst i dansk historieformidling – faktisk er det første gang et dansk museum beskæftiger sig med emnet.
For det andet fordi vi ser World Outgames som en oplagt anledning til at gøre københavnerne opmærksomme på byens homo/bi/transer-historie – som faktisk er langt mere interessant og farverig end man måske umiddelbart forestiller sig.

Hvilke sider af den danske homo-, bi– og trans-historie vil I gerne fortælle om?
Det er vigtigt for os at vise, hvordan begreberne er opstået og har ændret sig over tid. For 200 år siden kunne man jo slet ikke være homoseksuel, for begrebet var slet ikke opfundet endnu! Man kunne måske nok have sex med en af sit eget køn, men det var noget man gjorde, ikke noget, man var. Siden hen blev det opfattet som en nervesygdom og nu taler vi om gay pride. Den udvikling synes jeg er enormt spændende.
Vi har valgt at lave udstillingen i to dele:
Den første er en række nedslag i vores faste udstillinger. Her gennemgås byens historie kronologisk og vi hægter os så på med hbt-relevante oplysninger. I starten er der meget lidt at vise andet end lovtekster og dokumenter fra retssager, men efterhånden som vi bevæger os gennem tiden dukker vi jo op noget oftere.
Den anden og største del er en tematisk udstilling, hvor vi belyser forskellige aspekter af livet som homo/bi/trans. Her handler det blandt andet om familieformer og stereotyper, seksualpolitik og fordomme, fest og farver og mange andre ting.
Disse temaer har jo ikke kun betydning for homo/bi/transer, men for alle mennesker.
I praksis kommer udstillingen på en måde også til at handle om hvordan vi alle sammen definerer begreber som familie, køn og seksualitet gennem vores måde at leve, tale og skabe mening i verden på.
Vi håber at udstillingen vil være med til at gøre nogle skel og grænser lidt blødere og mere udflydende. Vi har jo mere til fælles end mange lader til at tro.

Hvad har I at udstille?
Som alle museer, har vi jo kun de ting, vores forgængere syntes, det var vigtig at bevare for eftertiden. Så ved første øjekast kan det godt se lidt sløjt ud med genstande. Men så må vi jo tænke os om.
En soldateruniform kan nok være indsamlet med henblik på at fortælle om et bestemt slag, men den kan jo lige så godt bruges til at illustrere den omfattende soldaterprostitution, som vore drenge i trøjen gav sig af med.
Og et Emilie Mundt-maleri forestillende hendes livsledsagerske Marie Luplau siddende blandt ungerne på et børneasyl, siger mindst lige så meget om de to kvinders nære forhold, som det siger om asylet.
Man kan sige, at genstandene svarer på de spørgsmål, vi stiller dem.
Det samme gælder for billeder: selvom vi ikke kan slå “Homoseksualisme” eller hvad ved jeg op i vores billedarkiv, så kan vi jo kigge under “Kvindeliv”, “Soldaterliv” eller “Forlystelser” – og så er der faktisk lidt her og der. For eksempel ligger der en meget eksplicit serie pornografiske billeder (forestillende to unge mænd og en kvinde i alle tænkelige kombinationer) i den mappe, som hedder “Diverse indendørs”.
Desuden er vi i gang med et ret omfattende indsamlingsarbejde. Vi søger genstande, billeder og gode historier, som på en eller anden måde kan fortælle om livet som homo/bi/trans i København.
Noget må vi få, og det bliver så registreret, så eftertiden også kan få glæde af det. Andet må vi låne, og det bliver så kun en del af den aktuelle udstilling.
Vi har regnbueflag, kjoler og uniformer. En motorcykel og et skillingstryk fra 1806 om en kvinde, der levede i årevis forklædt som mand. Vi har masser af plakater, blade, fotografier, breve og andet på papir. Og vi har fået lovning på at låne et oliemaleri af Gerda Wegener forestillende hendes mand, Einar Wegener, klædt som ung pige. Kort efter billedet blev malet undergik han verdens første kønsskifteoperation og blev til Lili Elbe.
Men vi har brug for meget mere!

Hvis man gerne vil bidrage til jeres udstilling, hvad skal man så gøre?
Man kan sende en mail til mig på jens01@kff.kk.dk.
Det er nemmest, hvis man lige skriver lidt om, hvad det er for nogle ting, og hvorfor man synes de er relevante for homo/bi/trans-historien.

* * *
Interviewet bringes med venlig tilladelse fra Karen M. Larsen.

En transpolitisk opdate. Karen M. Larsens interview af Tina Thranesen den 18. februar 2009.

Vist 91 gange.
Tina Thranesen.

Tina Thranesen.

Den 4. februar 2009 modtog jeg en e-mail fra Karen M. Larsen med følgende indhold:

Kære Tina
Har du lyst til at lade dig interviewe til Panbladet?
I så tilfælde skal du blot besvare nedenstående spørgsmål 🙂
Kh Karen

I e-mailen var der indsat en række spørgsmål til besvarelse. Det svarede jeg selvfølgelig ja til og sendte den 17. februar 2009 mine svar på spørgsmålene.
Interviewet, der bringes i Panbladet den 19. februar 2009, gengives herunder:

* * *
En transpolitisk opdate
Tina Thranesen, der bestyrer Danmarks største vidensbank om kønsidentitet, transvestisme og transseksualisme (www.thranesen.dk), fortæller i dette interview om den aktuelle situation i de danske trans-miljøer, lovgivningssituationen og meget mere.

Hvordan vurderer du den aktuelle situation i de danske trans-miljøer? Går udviklingen i retning af en forsat fragmentering i små grupper eller i retning af en voksende interesse for sammenhold og samarbejde?
Udviklingen vil helt givet gå i retning af mere sammenhold og samarbejde, selv om der i de nærmeste år næppe vil ske de store ændringer i forhold til de nuværende.

Det skal erindres, at de transkønnedes dvs. transvestitters og transseksuelles muligheder for at få kontakt til ligesindede i det væsentligste startede med udbredelsen af internettet.

Transkønnede er personer, der i deres indre i større eller mindre grad føler sig som værende det modsatte køn i forhold til det biologiske køn, som de er født som. Den korrekte betegnelse for det er kønsidentitetsforstyrrelse.
Transkønnethed – altså kønsidentitetsforstyrrelse – forekommer i mange grader, der overlapper hinanden, og det kan være svært entydigt at identificere graden af den enkeltes transkønnethed.
De overordnede grader af transkønnethed er fetichistisk transvestisme, transvestisme og transseksualisme, hvor alene fetichistisk transvestisme har noget med sex at gøre.

Da transkønnethed ikke fordrer en seksuel partner, er det muligt for de fleste transkønnede at leve et liv igennem uden at indvie andre i deres indre transkønnethed.
På det punkt adskiller transkønnede sig væsentligt fra bøsser og lesbiske. Hvis bøsser og lesbiske vil have et sexliv, er de nødsaget til at have en partner – og er altså nødsaget til at finde ligesindede.
Det har også gjort, at der alle dage har været væsentligt lettere for bøsser og lesbiske at finde ligesindede, end det har været for transkønnede.

For nogle transkønnede – de med den største grad af kønsidentitetsforstyrrelse, altså transseksuelle – er situationen noget anderledes. Deres indre konflikt med deres biologiske køn kan være så stor, at de vælger at leve i overensstemmelse med deres indre kønsidentitet, og mange af dem ønsker også at få foretaget en kønsskifteoperation.
For dem er situationen anderledes – de kan ikke leve i det skjulte. De er nødsaget til både at springe ud og at kontakte sundhedsvæsenet.

Internettets udbredelse og den lette adgang til at få information og at knytte kontakt til ligesindede medførte, at flere fik kendskab til eksistensen af transforeningerne, men også, at det blev let at få kontakt med ligesindede og evt. lave aftale om at mødes. I dag er der derfor en del, som mener, at de ikke har behov for en forening.

Foreningsarbejde er betinget af ildsjæle. Det er sædvanligvis personer, som har resurser til at beskæftige sig med mere end deres egen situation, ligesom de gerne er velorienterede om forholdene, kan se begrænsningerne og manglerne og har visioner om, hvordan de gerne ser udviklingen forme sig.

De to foreninger – TiD (Transvestitforeningen i Danmark) og Trans-Danmark – supplerer hinanden ganske godt – både geografisk og med hensyn til, hvad de hver især lægger mest vægt på at beskæftige sig med.
Samtidig er der via personlige kontakter og forskellige debatfora flere mindre grupperinger, som ikke alle ser helt ens på, hvorledes arbejdet med forbedring af forholdene for transkønnede bedst fremmes. Der er hos flere en tendens til at lave skel mellem transvestitter og transseksuelle. Ikke, at de ikke kan være i stue sammen, for når transvestitter og transseksuelle mødes ved sammenkomster af forskellig art, så har de det generelt godt i hinandens selskab.
Der er også mange, hvis kontakt til andre alene sker via internettet. De har også deres meninger og holdninger og giver udtryk for dem, hvilket kun er godt. Det er med til at gøre opmærksom på den store forskellighed, der er blandt transkønnede og på, hvorledes problemerne opfattes. Samtidig er det også med til at holde de foreningsaktive til ilden – selv om det nogle gange kan være ret så belastende for lysten til “at gøre noget”, når disse holdninger ofte udtrykkes som negativ kritik.
Der hersker desværre hos nogle en manglende forståelse for, at det, som foreningerne gør for transseksuelle også kommer transvestitter til gode og omvendt.

Det er min fornemmelse, at der hos flere medlemmer i de to foreninger – TiD og Trans-Danmark – er interesse for en sammenlægning af foreningerne.
Der er også meget, som taler til fordel for en sammenlægning, og der vil kunne spares meget administrativt arbejde. Men som tidligere nævnt, så supplerer foreningerne hinanden godt, så en sammenlægning ligger næppe lige for.

Flere og flere bliver mere og mere åbne om deres transkønnethed. Det er stadig svært for den enkelte at overvinde sig selv til at springe mere eller mindre ud, men flere og flere gør det – flest ved at mødes med andre ved private sammenkomster eller i foreningsregi. Færre, men dog stadig flere og flere springer også ud over for deres familie og over for offentligheden. Det er dog en stor overvindelse for den enkelte, der måske i 10, 20, 30 år eller endnu længere tid har levet i det skjulte med sin transkønnethed. Heldigvis er der mange unge og yngre, for hvem det ikke er så svært.

Fremtiden vil helt givet byde på bedre forhold for transkønnede i form af større accept i befolkningen og positive ændringer af love og administrative bestemmelser.
Det er derfor min vurdering, at fremtiden vil føre til større for sammenhold og samarbejde.

Har det forhold, at LBL nu også er åben for transpersoner, medført voksende interesse for LBL blandt transpersoner?
LBL er helt givet blevet mere interessant for transkønnede, efter de inkluderede transpersoner i deres formålsparagraf. Dog tror jeg ikke, at LBL skal forvente en stor tilstrømning af transkønnede medlemmer. Interessen for at være medlem af en forening er ikke udpræget stor.
Der er hos mange transkønnede nok en vis skepsis om, hvor alvorligt LBL mener det med hensyn til at varetage de transkønnedes interesser, og om hvordan de vil blive modtaget af LBL’s øvrige medlemmer.
Desværre tyder forskellige indlæg i debatfora på, at en del homofile lider af transfobi og en del transkønnede af homofobi. Der er ikke tale om en alvorlig fobi fra hverken den ene eller anden gruppe, og virker mere som udtryk for manglende forståelse for og accept af hinanden.
Udtryk a la “Hvad skal de transer hos os?” og “Jeg er i hvert fald ikke bøsse” er således udtryk, som ikke så sjældent ses, og som vidner om manglende forståelse for hinandens forhold og dermed også om manglende accept af hinanden.
Imidlertid tror jeg, at fremtiden vil vise, at det var rigtigt af LBL at inkludere transkønnede. Homofile og transkønnede har mange fælles ting at kæmpe for. Lad mig blot nævne diskrimination, ægteskab, forældremyndighed, adoption og den generelle accept i samfundet.
Jo større enighed, des større gennemslagskraft.

Har LBL’s udmelding om at man vil arbejde for transpersoner i dine øjne haft nogle konkrete resultater?
Isoleret og konkret har LBL ikke præsteret nogen konkrete resultater, der har betydning for transkønnede. Det skal dog erindres, at det var på LBL’s generalforsamling den 16. februar 2008 – altså for kun et år siden, at transpersoner blev inkluderet i vedtægterne.

Imidlertid var det positivt, at LBL i april 2008 ved Folketingets behandling af “lovforslag L 67 om ægteskab mellem to personer af samme køn” i sit høringssvar havde et fint afsnit om transseksuelles
ægteskabelige situation i forbindelse med kønsskifte, og i juni 2008 indgav høringssvar til støtte for transkønnedes forhold, da Folketinget behandlede “beslutningsforslag B 65 om transkønnedes rettigheder”.

Det vil imidlertid være i de kommende år, at LBL skal dokumentere, at beslutningen var mere end en tom gestus, selv om signalværdien i sig selv ikke skal forklejnes.

Hvor er vi henne mht. forsøget på at ændre den lovgivning der berører transpersoner?
Gennem mange år har foreningerne arbejdet for ændring i love og administrative bestemmelser, der har betydning for transkønnede. Det er imidlertid et langsommeligt arbejde at få gennemført ændringer i love.
Love, der berører transkønnedes forhold såvel som homofiles forhold er meget følelsesbetonede – ja nærmest at etisk karakter.
Ændring af sådanne love tager tid og ændres gerne som følge af et vedholdende pres fra befolkningen (fra foreninger) og i sjældnere grad som følge af fremsynede og liberalt indstillede politikeres virke.

Love, som berører homofile, er gennem årene ændret meget til fordel for de homofile. Ændring af love, der berører de transkønnede, går det noget langsommere med. Det skal dog erindres, at de transkønnede først for alvor kom i gang med at påvirke politikerne på et væsentligt senere tidspunkt.

År 2005 kan godt betegnes som et skelsættende år vedrørende lovgivning, som vedrører transkønnede. Det var året, hvor både sundhedsloven og navneloven blev ændret. For første gang i dansk lovgivning blev der indføjet særlige bestemmelser om transseksuelle og for første gang blev ordet “transseksuel” anvendt i danske love.
Foreningen Trans-Danmark fik sat meget synlige aftryk i disse to loves indhold. Dermed ikke sagt, at lovene fuldt ud opfylder ønskerne, men det var et skridt i den rigtige retning.

Der er imidlertid fortsat ganske mange love og administrative bestemmelser med relation til transkønnede, som trænger til fornyelse.
Eksempelvis er det rent ud sagt diskriminerende, at lovene, der indeholder forbud mod diskrimination, ikke indeholder forbud mod diskrimination på grund af en persons kønsidentitet. Ikke, at transkønnede ikke er omfattet af lovene, for det er de. Det diskriminerende består i, at de skal søge deres beskyttelse under “seksuel orientering“, som ikke har noget med kønsidentitet at gøre.

Der er også problemer med hensyn til transkønnedes fornavne, deres personnummer, kønsbetegnelse i pas og tiltaleformerne “hr, fru” på breve til transkønnede.

Aktuelt er navneloven til revision. Udkastet til lovændringen giver en smule imødekommenhed til transkønnede, men ikke meget. Det er svært at forstå, at det offentlige har nogen interesse i at bestemme hvilket fornavn en transkønnet må og ikke må bære. Og det er svært at se det rimelige i, at Sexologisk Klinik skal afgive erklæring, for at en transkønnet kan få tilladelse til fornavneskift.

Også bekendtgørelsen om pas er aktuelt til revision. Ændringsforslaget går på, at transseksuelle får mulighed for at få kønsbetegnelsen X (for uspecificeret) i stedet for enten et M (mand) eller et F (kvinde) anført i passet. Men igen kun, hvis Sexologisk Klinik afgiver erklæring om, at pågældende er transseksuel. Det bør ikke være nødvendigt at indblande Sexologisk Klinik.
Det er svært at forestille sig, at en mand, der hele vejen igennem er mand og hvis kønsidentitet helt entydigt er mand, vil skifte til et pigefornavn, vil ønske sig et kvindeligt personnummer eller have anført kønsbetegnelsen F (kvinde) i sit pas.
Når transkønnede ønsker disse ting, så er det fordi, det svarer til deres kønsidentitet og vil medføre en lettelse i deres dagligdag. For den entydige mand, vil det tværtimod betyde vanskeligheder. Der er derfor tale om helt unødvendigt formynderi.

Der er også et stort ønske om at få ændret proceduren vedr. ansøgning om kønsskifte. I dag er det faktuelt Sexologisk Klinik, der bestemmer, om en transkønnet kan få tilladelse til at få foretaget et kønsskifte.
Formelt er det godt nok Familiestyrelsen, der træffer afgørelse, men det sker på grundlag af en erklæring fra Sexologisk Klinik. Og støtter Sexologisk Klinik ikke den transseksuelles ønske, så gives tilladelsen ikke.
Det er meget svært at forstå, at en transkønnet, der har levet i adskillige år som kvinde – helt i overensstemmelse med sin indre kønsidentitet, ikke kan få tilladelse til et kønsskifte.

Som det nok kan ses af det foranstående, så har Sexologisk Klinik en stor indflydelse på transseksuelles liv. En indflydelse, som er for stor. Ikke mindst fordi det ikke er muligt at indbringe afgørelser for højere myndigheder til prøvelse.

Der er sket fremskridt, og der sker fortsat fremskridt, men der mangler meget. Men ting tager tid, og politik tager dobbelt så lang tid.

Har Enhedslistens politiske udspil i Folketinget båret nogen frugt?
Enhedslisten fremsatte i foråret 2007 forslag til folketingsbeslutning – B 142 om transkønnedes rettigheder – og genfremsatte forslaget – B 65 – i foråret 2008 i en noget reduceret form.
Ingen af forslagene blev andenbehandlet i Folketinget og bortfaldt derfor ved folketingsårenes afslutning, som det er bestemt i Folketingets forretningsorden.
Forslagene har derfor ikke ført til noget konkret.

Når dette helt nøgternt er konstateret, så er der ingen tvivl om, at de to beslutningsforslag har haft deres betydning. To gange er transkønnedes forhold blevet debatteret i folketingssalen og to gange har Folketingets Sundhedsudvalg behandlet transkønnedes forhold.
Det resulterede også i, at flere ministre måtte svare på spørgsmål fra Sundhedsudvalget – i stort omfang som følge af indsendte høringssvar fra foreninger og enkeltpersoner.
Beslutningsforslagene skabte dermed opmærksomhed om transkønnedes forhold, og adskillige politikere er blevet opmærksomme på at indholdet i flere love trænger til ændring.

Det havde dog været ønskeligt, om Enhedslisten, inden de indgav deres beslutningsforslag, havde konsulteret transforeningerne.

I de queere miljøer finder man en stor fascination af transpersoner, der ofte defineres som kønsballademagere og lignende. Vurderer du, at man i trans-miljøerne i tilsvarende grad er interesseret i queer-teorierne?
Selv har jeg kun lille kontakt til queere miljøerne og har en fornemmelse af, at det samme gælder mange andre transkønnede.
En stor del af queer-teorierne finder jeg i øvrigt så absurde i deres holdning og substans, at jeg ikke finder nogen grund til at fordybe mig i dem.

Hvilke forventninger har du til levevilkårsundersøgelsens resultater mht. transpersoner?
Resultatet af levevilkårsundersøgelsens afventer jeg med stor spænding. Det er den første undersøgelse af sin art, som også omhandler transkønnede.
Robin Svegaard fra LBL gjorde mig tidligt opmærksom på undersøgelsen, og jeg fik derfor tidligt kontakt til Leyla Gransell, der står for gennemførelsen af undersøgelsen og udarbejdelse af undersøgelsesrapporten.
Det gav mig kendskab til de spørgsmål, der var udarbejdet. Desværre måtte jeg konstatere, at den transrelaterede del af undersøgelsen var temmelig sparsom og vidnede om manglende kendskab til transforhold hos dem, der havde arbejdet med udarbejdelsen af spørgsmålene.
Med stor velvillighed fra Leyla Gransell blev en lang række af de forhold, jeg kunne tænke mig belyst i en sådan undersøgelse, indarbejdet i spørgeskemaet.

Det er mit håb, at mange transkønnede har besvaret spørgeskemaet, da det er afgørende for undersøgelsens værdi i relation til transkønnede.
Spørgeskemaet indeholder en række spørgsmål, som ved besvarelse vil give os informationer, som vi ikke tidligere har haft kendskab til. Det drejer sig f.eks. om, hvor lang tid transkønnede er i behandling på Sexologisk Klinik, og om deres behandling endte med en kønsskifteoperation eller et afslag.
Da der internationalt er øget interesse i forskning i kønsidentitetsforhold vil levevilkårsundersøgelsen uanset dens resultat kunne bruges som grundlag for en ny undersøgelse på et senere tidspunkt – gerne en undersøgelse, der er mere målrettet transkønnedes forhold.

Anmeldelse af tidsskriftet Lambda Nordicas nummer Kungar och Drottningar. Karen M. Larsen 12. december 2008.

Vist 117 gange.
Karen M. Larsen

Karen M. Larsen

Karen M. Larsen anmelder Kungar och Drottningar – Tidsskrift nr. 1-2 fra 2008 udgivet af Lamda Nordica.

Af Karen M. Larsen
I disse queere tider har Lambda Nordica, et tidsskrift der oprindeligt var viet til homoforskningen i Norden, åbnet op for nye emner og en ny stil, og det er der kommet et godt produkt ud af.