Hvad er humanvidenskab? – Køn som analytisk kategori – af Anne Maabjerg Mikkelsen.

Vist 0 gange. Anne Maabjerg Mikkelsen, Aarhus Universitet.
Bachelorprojekt: “Derrida og Moderne Kønsteori” den 13. december 2013. Hun fik karakteren 12 for det samlede bachelorprojekt.

Hvad er humanvidenskab? – køn som analytisk kategori

Denne opgave vil centrere sig om følgende spørgsmål: Hvorfor er gender en vigtig kategori inden for humanvidenskaberne?

Dette vil ske med udgangspunkt i Joan Scotts udsagn om, at kønnet er kulturelt konstrueret. Omdrejningspunktet vil ydermere belyses ud fra teorier af Dorte Marie Søndergaard, Simone de Beauvoir, Raewyn Connell og Judith Butler. I denne opgave vil gender blive oversat til køn – vel og mærke det sociale, konstruerede køn.

Dorte Marie Søndergaard skriver i sit værk Tegnet på Kroppen følgende: ”… man kan ikke vælge ikke at blive forstået i forhold til køn i kulturer, hvor køn er gennemgående konstruktionselement i den sociale orden.” (Søndergaard 2000 : 35) Som individ er det umuligt at blive forstået uden sit køn. Det første spørgsmål, der stilles ved fødslen, er: ”Blev det en dreng eller en pige?”. Det sidste tal i vores CPR-nummer afhænger eksempelvis af, hvorvidt vi er mand eller kvinde. Idet humanvidenskaberne søger at studere mennesket som værende et historisk, kulturelt og skabende væsen, bliver kønnet – som værende et gennemgående konstruktionselement for individet – en brugbar kategori for analyse af menneskelige relationer og interaktioner. Joan Scott skriver følgende om kønnet som kategori i sin afhandling Gender: A Useful Category of Historical Analysis: ”Gender, then, provides a way to decode meaning and to understand the complex connections among various forms of human interaction.”. (Scott 1986 : 1070)

Gender-kategorien blev skabt blandt feminister, der ønskede at adskille det seksuelle, biologiske køn fra det socialt konstruerede. Det afgørende aspekt af denne kategori er dens afstandstagen til den biologiske determinisme, der traditionelt set har præget synet på kønsforskelle mellem mand og kvinde:

Its use explicitly rejects biological explanations, such as those that find a common denominator for diverse forms of female subordination in the facts that women have the capacity to give birth and men have greater muscular strength. Instead, gender becomes a way of denoting ”cultural contructions” – the entirely social creation of ideas about appropriate roles for women and men. (op.sit. : 1056)

Kønnet som værende en essens i individet er en myte, hvilket der gøres op med i dette konstruktivistiske syn. Simone de Beauvoir lægger allerede med citatet ”Man fødes ikke som kvinde – man bliver det.” (Beauvoir 1983 : II,13) fokus på det konstruktivistiske element i kønsidentiteten – hvordan man rent kulturelt påvirkes og dermed er et produkt af det samfund, man lever i. Beauvoirs berømte citat bygger i høj grad på teser fra eksistentialismen; eksistensen går forud for essensen. Beauvoir skriver følgende i Det Andet køn: ”Et menneske er ene og alene, hvad det gør. Det mulige når ikke ud over grænserne for det virkelige, essensen går ikke forud for eksistensen”. (op.sit. : I, 265) De handlinger og valg, man gør, former én til den, man er. Problematikken ligger ifølge Beauvoir i, at kvinden gennem historien har været begrænset af myter, fordomme og begrænsninger skabt i en mandsdomineret verden. På denne måde bliver kvinden et produkt af de forventninger og krav, der er til hende i det samfund og den kultur, hun lever i. Som Raewyn Connell skriver i Gender In World Perspective: ”Gender is also a topic on which there is a great deal of prejudice, myth and outright falsehood.” (Connell 2009 : 9) Connell præsenterer humanvidenskabernes opgave som værende den at skulle afsløre de falske fordomme og analysere kulturen og givne situationer, som de i virkeligheden er. (ibid.) Derfor bliver inddragelsen af kategorien køn essentielt for humanvidenskabens undersøgelsesfelt.

Judith Butler introducerer i sit værk Kønsballade teorien om, at kønnet er performativt: ”køn er den gentagne stilisering af kroppen, et sæt af gentagne handlinger inden for en meget rigid regulerende ramme, der over tid størkner og producerer en tilsynekommende substans, en slags naturlig væren.” (Butler 2008 : 82) På denne måde argumenterer hun for, at det er de kropslige handlinger, der udgør kønnet – altså igen gøres der op med tanken om en essens. Handlingerne bliver gentaget gang på gang, hvorfor de fremstår som en essens ved kønnet. Problematikken opstår for individet, når det overskrider de gængse grænser for normalitet. Ifølge Søndergaard er mennesket rent eksistentielt afhængigt af kulturel og samfundsmæssig integration. Der er tale om, at truslen om eksklusion er af afgørende karakter, hvorfor: ”… gøren og væren hele tiden forløber på grundlag af den helt fundamentale præmis, at et vist omfang af kulturel genkendelighed og accept udgør en nødvendig forudsætning for hans eller hendes samfundsmæssige og kulturelle integration.” (Søndergaard 2000 : 33) Afhængigheden af at blive integrereret i kulturen er en afgørende faktor for konstruktionen af kønsidentiteten, hvor da også Connell skriver, at gender er altafgørende for individets eksistens og overlevelse. (Connell 2009 : 9) For Butler er denne eksklusion – den kulturelle uigenkendelighed – central for samfundets snævre syn på kønnet. Transseksualitet er for Butler eksempelvis et tegn på, at det vi anser for værende naturligt, den indre essens og det egentlig virkelige principielt er foranderligt. (Butler 2008 : 24) I Connells case 5 Bending Gender præsenteres vi for Huey Brown – eller Harriet. Han er homoseksuel, i forhold med homoseksuelle samt en transkvinde, får opereret bryster og arbejder som ’drag’. Denne case illustrerer, hvorledes det er muligt at krydse de traditionelle grænser for køn. Connell skriver, at Harriet: ”… undermines any doctrine that there is a single, standard pattern of male sexuality.” (Connell 2009 : 21) Individer som Harriet sætter i høj grad forståelsen af kønsidentitet til forhandling, og det tydeliggøres, hvorledes det ikke er muligt at opstille et mekanisk system for kønsrelationer. (op.sit. : 23)

Derfor pointerer både Connell, Scott og Butler, at konstruktionen af kønsidentitet inddrager mange forskellige felter: Sprog, institutioner, politik mv.. I Kønsballade inddrager Butler teorier fra mange forskellige traditioner; bl.a. Lacan og Levi-Strauss. For Joan Scott lyder spørgsmålet i Gender: A Useful Category of Historical Analysis, hvordan teoretiseringen af køn som analytisk kategori skal foregå. Traditionelt set har feminismens forsøg på at teoretisere køn som analytisk kategori været for snæver. Scott nævner tre overordnede strømninger: Forklaringen af patriarkatets oprindelse, gender koblet med marxistisk tænkning og psykoanalytiske traditioner. (Scott 1986 : 1057ff) Scott skriver følgende: ”A review of these theories will expose their limits and make it possible to propose an alternative approach.” (op.sit. : 1056) Scotts definition af kønnet som analytisk kategori lyder, at det er et konstitutivt element af sociale forhold baseret på opfattede forskelle mellem kønnene. Ydermere skriver hun, at køn er en afgørende måde, hvorigennem magtrelationer konstitueres. (op.sit. : 1067) Hun introducerer ydermere fire aspekter af sin forståelse af, hvorledes kønnet er et konstitutivt element af de sociale forhold: Kulturelle symboler, begrebsliggørelse heraf, sociale institutioner og organiseringer samt den subjektive identitet. Disse fire aspekter interagerer med hinanden og bidrager alle til konstruktionen af køn. (op.sit. :1067-1069) Eksempelvis mener hun, at de lacanianske analyser – der hører under begrebsliggørelse – er for abstrakte, hvorfor også institutioner og politik skal inddrages. Følgende citat indikerer, hvor vigtig eksempelvis empiriske antagelser også er: ”Historians need instead to examine the ways in which gendered identities are substantively contructed and relate their findings to a range of activities, social organizations, and historically specific cultural representations.” (op.sit. : 1068) Der er tale om en vekselvirkning mellem teori og praksis – intet gives a priori. På denne måde er der tale om, at Scott i teksten placerer sig mellem hermeneutikken og strukturalismen, idet både det subjektive og det samfundsmæssige skal inddrages i overvejelserne omkring køn som en kategori: ”To pursue meaning, we need to deal with the individual subject as well as social organization…”. (op.sit. : 1067)

Konklusion
Kønsrelationer er ikke mulige at forklare ud fra et mekanisk system, idet de påvirkes af utallige felter i kultur og samfund samt det rent subjektive. Scott gør det klart, at teoretiseringen af køn som analytisk kategori skal ske ud fra flere aspekter, der skal arbejde sammen. Butler tilslutter sig på samme måde, at de mange traditioner alle bidrager til opfattelsen og konstruktionen af kønnet. Vigtigheden i at benytte sig af kønnet som analytisk kategori inden for humanvidenskaberne er netop, at idet humanvidenskabernes opgave er at analysere mennesket som kulturelt, historisk og skabende væsen, er det umuligt at komme uden om kønnet som kategori. Som Søndergaard skriver, er det et gennemgående konstruktionselement i vores samfund, idet vi ikke kan blive forstået uden det. På denne måde er køn en vigtig kategori at benytte sig af, da den analyserer og undersøger kønnets konstruerede karakter. På denne måde åbner det op for en åbenhed ift. synet på kønsidentitet – at man ikke er determineret af sit køn. Rent humanvidenskabeligt er det en vigtig kategori, men samtidig er det også en kategori, der er vigtig for det enkelte individ at have kendskab til.

Litteratur
Butler, Judith, ’Kønsballade’ [1990], Forlaget THP, 2010
Connell, Raewyn, ’Gender In World Perspective’, Polity, 2009
De Beauvoir, Simone ’Det Andet Køn’ [1949], Tiderne Skifter, 1983
Scott, Joan, ’Gender: A Useful Category on Historical Analysis’, Oxford Journals, 1986
Søndergaard, Dorte Marie, ’Tegnet på kroppen’, Museum Tusculanums Forlag, 2000

* * *
Opgaven i pdf-format.

Case Study: Caspian Drumm, kønnede praksisser og fællesskaber – af Anne Maabjerg Mikkelsen.

Vist 0 gange. Anne Maabjerg Mikkelsen, Aarhus Universitet.
Bachelorprojekt: “Derrida og Moderne Kønsteori” den 13. december 2013. Hun fik karakteren 12 for det samlede bachelorprojekt.

Case Study: Caspian Drumm, kønnede praksisser og fællesskaber

Delopgave 1: Præsentation af en transseksuel skæbne

Transseksuelle i Danmark har i de seneste år været i de danske mediers søgelys. Spørgsmålet om, hvorvidt et transseksuelt individ skal erklæres psykisk syg, om der skal indføres kønsneutrale pas, og hvorvidt privathospitaler må udføre indledende faser på kønsskifteoperationer på børn under 18 år er blandt andet tilfælde, der har stået til debat. Samfundet er i dag bygget op omkring de to køn. Gennem kønnet som kategori er det muligt for os som individer at aflæse hinanden. Til at underbygge denne tese er det muligt at inddrage Berger og Luckmanns Den samfundsskabte virkelighed – En videnssociologisk afhandling, hvor de skriver følgende: ”Hverdagens virkelighed indeholder skemaer over typer, ved hjælp af hvilke vi forstår og ”kan finde ud af”, når vi møder dem ansigt-til-ansigt.”. (Berger & Luckmann 2003 : 45) Der opstår ifølge både Judith Butler og Dorthe Søndergaard problemer, når aflæsningen af kønnet ikke længere er mulig – som eksempelvis i mødet med en transseksuel; vores tilgang til det andet menneske bliver problematisk. På denne måde har feltet Transseksualitet i høj grad både relevans på individuelt, kollektivt og samfundsmæssigt niveau, og det udgør derfor et interessant felt for både faget Moderne Identitet og mit grundfag Idéhistorie.

Denne portfolieopgave vil belyse transseksualitet med udgangspunktet i en konkret case. I Go’ Aften Danmark den 14. oktober 2011 præsenteres den danske befolkning for Caspian Drumm – en 15-årig pige, der tre måneder tidligere påbegyndte en hormonbehandling som indledende fase til en kønsskifteoperation, der skal gøre hende til den dreng, hun altid har følt sig som. Mandag d. 17. oktober skal Caspian have bortopereret sine bryster, hvilket bliver en operation foretaget på et privathospital uden for gældende regler. I Danmark kan man først få bevilliget en kønsskifteoperation, når man er fyldt 18 år, hvorfor Caspian-sagen har skabt debat landet over og draget megen opmærksomhed til transseksuelle individer som gruppe. I nu to år har debatten kørt i diverse medier, og Caspian har selv bidraget til denne debat gennem videoblogs på Youtube og et brev til de danske medier. Første del af casestudiet vil undersøge, hvorledes Caspian performer sig selv gennem sin videoblog og anden aktivitet. Hvordan åbner videobloggen op for en kønsforhandling? Og hvordan er det muligt at analysere Caspians skæbne ud fra begrebet performativitet, der er grundlæggende for teorien om moderne identitet?

Caspian er selv medlem af T-gruppen i Landsorganisationen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT), hvormed det er muligt at inddrage gruppe- og fællesskabshorisonten. Hvordan kommunikerer transseksuelle gennem de forskellige online-fællesskaber? Hvad bidrager disse fællesskaber til i forhold til den transseksuelles selvfølelse og tilværelse i dagens samfund?

Motivationen bag valget af dette felt ligger i en personlig interesse for kønnet som sådan. Både i forhold til, hvordan kønsstereotyper og kønsroller er konstrueret men også, hvorfor vi er så afhængige af dem for at forstå vores omverden og medmennesker. Gennem mit grundfag Idéhistorie har jeg kunnet bearbejde emnet ud fra filosofiske teorier omkring mennesket som værende et fornuftigt væsen med behov for at kunne rationalisere og definere ting. Derfor er det interessant for mig at lægge en sociologisk vinkel med udgangspunkt i teorier fra Moderne Identitet på det samme emne: Hvordan konstruerer vi kønnet, hvordan performer vi det, og hvordan er vi afhængige af det som kategori? Derfor vil opgaverne i høj grad tage udspring i Judith Butlers teorier om kønnet – såvel som identiteten – som værende performativt.

Empiri
Berger, Peter & Luckmann, Thomas, Den samfundsskabte virkelighedEn videnssociologisk afhandling, Lindhardt og Ringhof, 2003

Delopgave 2: Identitetsanalyse og fællesskaber

Del A) Performativ identitetsanalyse
Denne delopgave vil tage udgangspunkt i en identitetsanalyse af transkønnede Caspian Drumm med udgangspunkt i Judith Butlers performativitetsbegreb samt Dorte Søndergaards teori om forhandling, positionering og kulturel genkendelighed.

Caspian Drumm er født pige men har hele livet følt sig som en dreng. D. 19. juni 2011 fik han som 15-årig sit første skud nebido, og d. 5. juli 2011 fik han opereret sine bryster væk uden om det danske sundhedssystem. En lang transition tog start. Gennem de sidste to år har Caspian videoblogget om sin transition og livet som transkønnet på YouTube under navnet MrMisterDrumm.

Kønnet og performativitet
Judith Butler mener, at kønnet er performativt, med hvilket hun mener følgende: ”… performative in the sense that the essence or identity that they otherwise purport to express are fabrications manufactured and sustained through corporeal signs and other discursive means.” (Butler 1990 : 173) Butler ønsker med sin teori at gøre op med forståelsen af, at kønnet er essentielt og dermed årsag til vores handlinger. Det er derimod noget, der skabes gennem handlinger – vi gør vores køn. Handlingerne er en gentagen og citeret praksis, (Butler 1993 : 2) hvormed de fremstår som en essens. (Butler 1990 : 173) Caspian giver udtryk for, at han skal leve op til mandlige standarder for at føle sig tilpas i sin egen identitet. (How T changed me : (05.10)) Disse standarder, såsom eksempelvis at være maskulin og handlende, er altså ikke essentielle egenskaber tilknyttet det mandlige køn. Dette eksemplificerer Caspian, da han selv biologisk set er pige, der performer som en dreng – også før hormonbehandling.

Caspians profil, MrMisterDrumm, fremstår som en drejebog for, hvordan man kan ”blive” mand. Dette verificerer Butlers teori om kønnet som værende performativt. Caspian selv understreger mange gange, hvordan han træner sin krop, (FTM body Dysphoria/surgery (05.15)) og klæder sig som mand. (FTM passing tips + 8 months on T: (05.44)) Udseende, beklædning og herigennem selvfremstilling som mand er central. Marjorie Garber understreger, hvor afgørende noget så simpelt som beklædning er for menneskets forståelse af kønnet: ”… clothing constructs (and deconstructs) gender and gender differences.” (Garber 1992 : 3) For Caspian er der på ingen måde et problem i, at hans kønsorganer tilhører en kvindes krop, da kønnet for ham sidder i handlinger, opførsel og fremstilling frem for i kønsorganet: ”I am a man, and my equipment down there doesn’t change that.”. (FTM – Bottom Dysphoria/surgery : (09.30 + 10.20))

Mange af de praksisser, der er forbundet med kønslig praksis, og som fremstår som essentielle egenskaber ved henholdsvis mand og kvinde, er dybt integrerede i samfundet grundet repetition over mange år. Derfor foregår imitationen/citationen af disse praksisser ofte ubevidst. Disse stiliserede praksisser understøtter det heteroseksuelle, binære samfund, (Butler 1993 : 2) hvorfor barnet allerede fra fødslen – og især fra navngivningen – påvirkes i retning af det biologiske køn og den dertilhørende ”naturlige” seksualitet. (Ibid. : 7) I Go’ Morgen Danmark vises billeder af en ung Caspian. På billederne har hans mor forsøgt ”at gøre ham til pige”. ”The girling” af Caspian var dog ikke vellykket. (Butler 1993 : 7) Caspian er et eksempel på et individ, der aldrig har følt sig som den pige, han blev født som. Siden tre-års-alderen har han benægtet sit biologiske køn, og han ønskede dengang at hedde Christoffer. (finding my identity pt. 1 (02.40)) Han har aldrig været feminin og har altid haft drengevenner. Caspian siger, at han allerede i otte-års-alderen oplevede ikke at passe ind i kategorien pige: ”… I tried to fit into the girlie box, which I didn’t do too well…” (ibid. : (07.13)) Han understreger, hvorledes han siden folkeskolen forsøgte at gøre som drengene: ”I tried to play really tough … and I wore a leather jacket.”. (ibid. : 08.20)) Her er der tale om en citation af drenge-adfærden, hvilket ifølge Butler afslører kønnets performative karakter.

Kulturel genkendelighed, positionering og forhandling
Ifølge Dorte Søndergaard er mennesket dybt afhængigt af at blive integreret i kulturen, da det er i denne, det kan udfolde sig som menneske. (Søndergaard 2000 : 31) Integrationen har som forudsætning, at individet er kulturelt genkendeligt og dermed accepteret. Søndergaard skriver: ”Er individet ikke genkendeligt, er han eller hun for anderledes, for mærkelig inden for en given kulturel kontekst, så vil vedkommende blive mødt med ekskluderende, med ikke inkluderende, kræfter fra omgivelserne.” (Ibid. : 33) Grundlæggende for vores eksistens som mennesker er, at vi kan forstå og forudsige hinanden, hvilket sker vha. kategorisering. Berger & Luckmann skriver: ”Hverdagens virkelighed indeholder skemaer over typer, ved hjælp af hvilke vi forstår og ”kan finde ud af” andre, når vi møder dem ansigt-til-ansigt.” (Berger & Luckmann 2003 : 45) Når kønnet er den mest grundlæggende og stabile kategorisering i vores samfund, (Søndergaard 2000 : 35) opstår der et problem i mødet med den anden, hvis ikke kønnet er aflæseligt. Individet bliver for anderledes.

Caspian udtaler sig som følgende: ”I know people would find me wired, and I just really wanted to fit in. But still I couldn’t … ’cause I was unnatural at that age.” (finding my identity pt 2 : (00.40)) Det er vigtigt for Caspian at høre til et sted og blive accepteret i samfundet. Problematikken for den transkønnede opstår dog i, at han/hun ikke kan blive accepteret og anerkendt for det køn, han/hun føler sig som. I dagens heteroseksuelle, binære samfund er der tale om, at den transkønnede kategoriseres som ”the freak”, som noget ”for mærkeligt”, da han/hun ikke kan kategoriseres som værende mand eller kvinde. Caspian ønsker ikke at være freak men derimod at være mand. (13 months on T, starting school : (2.10))

Som redegjort for i forrige afsnit, er det tydeligt at se, hvorledes Caspian forsøger at ligne og handle som en mand, da han ønsker at passere [1] som mand og dermed blive kulturelt genkendeliggjort som mand. Frygten for at få afsløret sit biologiske køn er dominerende i den transkønnedes eksistens. Caspian mærker til denne frygt og udtaler sig som følgende i magasinet Euroman: “Der ligger meget identitet i stemmen. Hvis den er for lys, er du afsløret … Da jeg var blevet en mand, var jeg ekstremt hetero i starten. Jeg ville være normal på alle tænkelige måder.” (Mosbech 2012, Euroman) I videobloggene på YouTube er det tydeligt at mærke Caspians begejstring for, at hans stemme falder til et dybere leje: ”… and my voice is dropping a lot. It’s getting deeper and deeper, and I am pretty sure you can actually hear that. Hopefully you can…”. (3 months on T and television (04.40)) Brysterne er for ham den mest afslørende del af kroppen, og de skal fjernes. Caspians transitionen byder ydermere på kraftigere hårvækst, større muskler, højere hårgrænse og større sexlyst. Den resulterer i, at han får det bedre: ”I feel at home in my own body.”. (6 Months on T (07.30)) Han kan nu i højere grad passere og blive ”godtaget” for at være mand i sin hverdagslige færden. På videoerne er det tydeligt at mærke Caspians frustration over, at hans hårvækst ikke er synlig for andre YouTube-brugere, der ser hans video. Hans forhåbning om, at seerne kan se og høre forandringerne forbundet med hormonbehandlingen, skinner tydeligt igennem. Det er vigtigt for Caspian, at han på sin YouTube-profil og ved hjælp fra kameraet kan dokumentere sin udvikling til (og som) mand. (Raun 2011 : 21)

Gennem Caspians offentlighed omkring sin kønnede situation, positionerer han sig som en aktiv forhandler af kønsidentitet. Forhandlingen af køn foregår gennem brydningen mellem individers udtryk for køn. (Søndergaard 2000 : 34) Caspian sætter i høj grad til debat, hvad en ”rigtig” mand er. Caspian positionerer sig inden for denne kønsforhandling som ”freaken”, der i den heteroseksuelle matrix ikke er et fuldstændigt individ, da han mangler et køn; han er ulæselig. Individet forhandler dog ikke kun, hvis det positionerer sig selv ”uden for” normerne; det er umuligt ikke at udtrykke noget (Ibid. : 35) Individer, der følger de gængse forestillinger om køn, positionerer sig til gengæld sådan, at de reproducerer normerne og reglerne knyttet til kønnene. Hvorvidt Caspian overhovedet forhandler kønnet, når han forsøger at passe ind i de allerede gældende kønskategorier, vil blive diskuteret i delopgave 3.

Del B) Forskellige fællesskabsbegreber
Denne undersøgelse og diskussion af fællesskaber forbundet med transkønnede som marginaliseret gruppe i samfundet vil tage udgangspunkt i det online-fællesskab, der opstår omkring transkønnede videobloggere. Undersøgelsen vil hente inspiration fra Tobias Rauns undersøgelser af transkønnedes videoblogging på YouTube.[2] Jeg vil lægge afstand til Baumans diskvalifikation af online-fællesskaber, og i højere grad tilslutte mig Castells forståelse af online-fællesskaber som nogle, der også kan støtte os i at være mennesker og give os en følelse af at være del af noget. En accept af online-fællesskaber vil bidrage til en større forståelse af, hvordan vi som kulturelle, sociale væsener lever i det mediedominerede samfund, der i dag er en realitet. Denne del vil centrere sig om, hvorledes det transkønnede fællesskab på YouTube gør sig til et fællesskab med udgangspunkt i Maffesoli, Wenger og Tobias Raun. Gennem opgaven bruges Rauns udtryk vlog, når jeg omtaler video-bloggen samt betegnelsen TKF i stedet for det transkønnede fællesskab.

Det transkønnede fællesskab
På trods af at Caspian hverken hører til i drenge- eller pigekategorien, har han dog som alle mennesker behov for at være en del af noget større end blot ham selv. (How T changed me : (06.00)) Gennem sin aktive deltagelse i transmiljøet og sit medlemskab i T-gruppen i LGBT[3] opnår han en følelse af at høre til: ”I am part of the Trans Group in Denmark which is really awesome. To get to know other trans people”. (Ftm intro. : (05.10)) Caspian ytrer dog i en senere vlog, at T’et i LGBT synes glemt til fordel for et stort fokus på homoseksuelle. Han kritiserer den danske X-factor vinder Sarah for at have forårsaget, at han nu igen bliver betragtet som en butch-lebbe og ikke en transmand: ”So I don’t think it [Sarahs sejr I X-factor] has exactly helped the society of Denmark […] to really face the realities of the LGBT community. Maybe they have found the L but they definitely have not find the T […]” (X-factor destroyed my identity : (05.10)) Denne problemstilling belyser Tobias Raun også i artiklen Mand nok? – Om kropsliggørelser og maskulinitetsfortællinger i transkønnede video blogs på YouTube. (Raun 2011 : 26) Han undersøger i sin Ph.d.-afhandling transkønnedes vlogging på YouTube, hvilket Caspian er et eksempel på.

MrMisterDrumm er blot én ud af mange transkønnede vloggere. Tobias Raun skriver: ”Mange transkønnede bruger YouTube som platform til at få skærm- og taletid. Gennem video blogs (vlogs) dokumenterer og diskuterer transmænd egne kropslige transformationer og psykosociale forestillinger om køn.” (Raun 2011 : 20) På trods af eksklusionen i det heteroseksuelle, binære samfund og dette samfunds dom af den transkønnede som værende ”freaken”, har den transkønnede gruppe formået at opbygge deres eget fællesskab i kampen om retten til accept. Eksklusion fra et fællesskab er ikke ensbetydende med eksklusion fra alle fællesskaber. (Søndergaard 2000 : 34) På grund af udelukkelsen fra ét fællesskab, er der tale om, at de ekskluderede finder sammen i et nyt fællesskab. Det at føle sig glemt i LGBT betyder ikke, at de transkønnede ikke har formået at få deres eget særprægede fællesskab stablet på benene. Vloggen bliver et medium, der formår at placere Caspian i TKF, hvor han bliver accepteret og kulturelt integreret. Vloggen bliver en form for selvterapi, hvorigennem han kan give slip for frustrationer velvidende om, at nogle lytter. Kommentarerne til Caspians vlogs spænder fra kritik til støttende ord. Responsen på hans vlogs er hovedsageligt positiv og rosende og bidrager dermed til en accept af Caspian som værende mand. Eksempelvis skriver rafiiskfelix: ”Leonardo DICAPRIO :)” (1st shot of nebido), og Jerry Nguyen skriver: ”You look fantastic man, real impressive body.” (FTM – 2 years post-op)

Vloggen rækker også ud til andre og bliver en social aktivitet i et online-fællesskab. (Raun 2011 : 24) Raun præsenterer læseren for tre forskellige transmænd i sin artikel. De vlogger alle på YouTube om deres eksistens og transition ligesom Caspian. Rauns karakter James er som Caspian ivrig efter at dele ud af viden og information omkring livet som transkønnet. (Raun 2011 : 22) Tony udtrykker flere gange en taknemmelighed for det transkønnede online-fællesskab, hvorigennem han kan søge råd og genkende sig selv i andre transmænds transitioner. (Raun 2011 : 25) Caspian søger eksempelvis også råd i sine vlogs: ”If any of you guys have any experience with what’s good and not good to do when you come out in High School, please let me now, because I am getting more and more frustrated about this […] So if you can help me out, please do.” (Coming out in high school : (4.11)) Relevant i forhold til dette er denne genkendelighed, som er så vigtigt for at kunne indgå i et fællesskab.

Praksisfællesskab
Spørgsmålet lyder hernæst på, hvilken type fællesskab TKF på YouTube er. Maffesoli skriver, at fællesskaber er flygtige og ikke behøver at vare over længere tid. Det er ikke så meget, hvad fællesskabet er men nærmere, at vi deler en følelse i et givent øjeblik på et givent sted. Denne komponent af delte følelser, er det grundlæggende for fællesskabet. (Maffesoli 1995 : 16) Denne kollektive følelse er med hans egne ord en følelse af delt kraft og energi, puissance, og denne findes alle steder, hvor selskabelighed og kommunikation er mulig. (ibid., : 24ff) Det er muligt at argumentere for vigtigheden af den delte følelse af fælles puissance samt vigtigheden af den samhørighed, der opstår i den ”sigen-ja-til-hinanden”, der er gældende for de affektive fællesskaber. Jeg vil dog tillade mig at hævde, at det i højere grad er relevant at betegne TKF på YouTube som et praksisfællesskab.

Étienne Wenger argumenterer for, at det er det gensidige engagement, der definerer praksisfælleskaber. Der er modsat Maffesoli ikke blot tale om, at fællesskabet defineres ved en samling af mennesker men derimod ved, hvad de gør. (Wenger 2004 : 91) Der er et fælles mål, hvoromkring fællesskabets medlemmer arbejder. Det er tydeligt for TKF, at der er et fælles mål i den forstand, at alle ønsker at blive accepteret som det køn, de føler sig som. Uden dette fælles mål – dette gensidige engagement for at nå det – ville der slet intet fællesskab være. TKF ville ikke opstå uafhængigt af motivation, hvilket Maffesoli anser de affektive fællesskaber for at gøre. I praksisfællesskabet er der intet krav om homogenitet – tværtimod. Medlemmerne er forskellige, hvormed de komplementerer hinanden. Wenger skriver følgende om medlemmerne i et praksisfællesskab: ”[…] de taler med hinanden, udveksler informationer og påvirker hinandens forståelse rutinemæssigt.”. (Wenger, 93) Det er blevet tydeligt gennem undersøgelse af TKF, at der sker en udveksling af informationer mellem medlemmerne; i dette fællesskab kan man knytte relationer til nogle, der ved noget, man ikke selv ved. (Wenger 2004 : 93) Enighed er ikke en nødvendighed, hvilket Raun også understreger: ”[…] der [er] indenfor transbevægelser/fællesskaber (herunder også på YouTube) mange forskellige og til tider konkurrende opfattelser af, hvad det vil sige at være (trans)mand.” (Raun 2011 : 21) På Caspians profil kan man også erfare uenighed, da han responderer på The Dirt From Dirt’s video om, hvorfor transition ikke er positivt. (Re: FTM Transition Facts YOU didnt want to know!) The Dirt From Dirt er selv transkønnet men har ikke gennemgået transition.

I praksisfællesskaber er der et fælles repertoire: ”Et praksisfællesskabs repertoire omfatter rutiner, ord, værktøjer, måder at gøre ting på, historier, gestus, symboler, genrer, handlinger eller begreber, som fællesskabet har produceret eller indoptaget i løbet af sin eksistens, […]” (Wenger 2004 : 101) Interessant i forhold til dette citat er, at Raun argumenterer for, at kameraet og bloggen er et redskab til at blive mand, (Raun 2011 : 20) både for den transkønnede vlogger og for andre transkønnede, der søger hjælp og vejledning. YouTube som medium er let overskueligt, og det kræver ikke andet end at søge på trans gender. Søgningen vil resultere i drejebøger og vejledninger til, hvordan man bliver mand. Vloggeren – i dette tilfælde Caspian Drumm – bliver en metode, et værktøj i praksisfællesskabet. Han er en model for, hvordan andre kan passere. Eksempelvis er en af Caspians vlogs kaldt følgende: Ftm – get the V shape! Han har lavet en blog, som handler om, hvordan han er kommet til at se ud, som han gør. Dette skyldes, at han får mange spørgsmål omkring dette, hvilket understreger praksisfællesskabets udveksling af informationer.

Afsluttende opsummering
Caspian Drumm er transmand og har de seneste to år gennemgået hormonbehandling og brystoperation for at ligne en mand. Før dette performede han sit køn som mand, hvilket netop afslørede kønnets performative karakter. Hans største ønske er at blive accepteret af samfundet, som den mand, han føler sig som og dermed undgå den eksklusion i samfundet, der er forbundet med at blive stemplet ”freak”. Samfundet er struktureret omkring et binært, heteroseksuelt system, der kræver overensstemmelse mellem biologisk køn og kønsidentitet, og som opererer i to kategorier: Mand og kvinde; hvor kategorierne vel og mærket er afgørende for vores forståelse af verden og hinanden. At man ekskluderes fra én del af samfundet er ikke ens betydning med at blive det fra alle steder, hvorfor Caspian har positioneret sig som aktiv kønsforhandler i rollen som ”freaken”, der kræver accept. Gennem mediet YouTube bliver det muligt for de transkønnede at oprette et fællesskab baseret på udveksling af informationer, hjælp og rådgivning. Vloggene bliver et redskab i det online transkønnede fællesskab, hvorfor Caspian fremstår som model og bliver et redskab for andre i fællesskabet. Dermed er det muligt at argumentere for, at det transkønnede fællesskab på Youtube er et praksisfællesskab.

Empiri:
Case: MrMisterDrumm: Jeg har set og analyseret alle videoerne og henvist i opgaven til de enkelte videoer, jeg har draget oplysninger fra.
http://www.youtube.com/user/MrMisterDrumm/videos?sort=dd&shelf_index=0&view=0

Litteratur
Berger, Peter L & Luckmann, Thomas (2003), Den samfundsskabte virkelighed – En videnssociologisk afhandling, Lindhardt og Ringhof

Butler, Judith (1990), Gender Trouble, New York: Routledge
Butler, Judith (1993), Bodies that matter, New York: Routledge

Garber, Marjorie (1992), Vested Interests – Cross-dressing & cultural anxiety, New York: Routledge

Maffesoli, Michel (1996). The Time of the Tribes: The Decline of Individualism in Mass Society. London: Sage Publications

Mosbech, Hakon (11. december 2012), fortalt af Caspian Drumm, Sådan føles det at blive en mand (når man er født som kvinde), Euroman

Raun, Tobias (2011), Mand nok? – Om kropsliggørelser og maskulinitetsfortællinger i transkønnede video blogs på YouTube, Københavns Universitet: Kvinder, Køn og Forskning
https://tidsskrift.dk/index.php/KKF/article/view/44372

Søndergaard (2000), Tegnet på kroppen, Københavns Universitet: Museum Tusculanums Forlag

Wenger, Étienne (2004), Praksisfællesskaber. Læring, mening og identitet, København: Hans Reitzels Forlag

Delopgave 3: Kønnede praksisser

Problemstilling:
Opgaven vil som de to forrige portfolieopgave centrere sig om Caspian Drumm: En 18-årig transperson, der om 15-årig fik opereret sine bryster væk uden om det danske sygevæsen. For Caspian var brysterne den største årsag til at blive afsløret som pige. Gennem sine videoblogs (vlogs) på profilen MrMisterDrumm, hvor størstedelen af empirien er hentet fra, indgår Caspian i det voksende fællesskab for tranpersoner, der er at finde på YouTube. De forskellige vloggere beretter om deres transitioner til det køn, de føler sig som; om måden hvorpå de på troværdig vis kan passere[4] i det sociale felt.

Med udgangspunkt i Niall Richardsons distinktion mellem transgender og transsexual vil denne temaopgave undersøge, hvorvidt den transseksuelle kan betragtes som queer. Det gennemgående spørgsmål, opgaven søger at besvare, lyder som følgende: Underbygger Caspian Drumm den binære samfundsstruktur, kritiseret af Butler, eller er han queer? Opgaven vil præsentere Butlers forståelse af det heteroseksuelle, binære samfund for dernæst at præsentere og eksemplificere transpersonens behov for at passere som det køn, han/hun føler sig som. Sidste del af opgaven vil diskutere, hvorledes Caspian Drumm underbygger eller rykker ved de binære kønsstrukturer.

Det heteroseksuelle binære samfund: Butler
Gender Trouble siges at være det værk, der virkelig har sat skub i queer-teorien. Dorte Søndergaard underbygger i Tegnet på kroppen, at kønnet er et gennemgående konstruktionselement i dagens samfund. (Søndergaard 2000 : 35) Også Marjorie Garber tilslutter sig kønnets vigtighed gennem følgende Freud-citat: ”When you meet a human being, the first distinction you make is ”male or female?” and you are accustomed to make the distinction with unhesitating certainty.” (Garber 1992 : 1) For Butler etablerer kønsnormerne, hvad der vil og ikke vil være menneskeligt forståeligt; om et individ skal betegnes han eller hun er afgørende i mødet med det andet menneske. I vores hverdag er det gennem kategorier og generaliseringer, vi opnår mening og forståelse af verden. Berger og Luckmann skriver: ”Hverdagens virkelighed indeholder skemaer over typer, ved hjælp af hvilke vi forstår og ”og kan finde ud af” andre, når vi møder dem ansigt-til-ansigt.” (Berger 2003 : 45) Gennem vores forforståelse af et andet individ, har vi en tilgangsvinkel og en forventning, hvormed vi kan lokalisere og behandle dette individ på den ”rigtige” måde. (Ibid. : 57) I kategorierne mand og kvinde ligger ifølge Butler en forventning om en overensstemmelse mellem socialt og biologisk køn, hvormed det sociale køn er begrænset af det biologiske køn. (Butler 2010 : 45) Det er kun igennem et sådant udtryk, at individet er læseligt, kulturelt genkendeligt og dermed får tillagt betydning. Individet vil altid gå med frygten for at være for anderledes og blive ekskluderet, hvis ikke det i en forstand er kulturelt genkendeligt. (Søndergaard 2000 : 33) Butler beskriver opsummerende det binære, heteroseksuelle samfund som følgende:

[…] en hegemonisk diskursiv/epistemisk model for forståelighed af køn, som antager, at kroppe kun giver mening som sammenhængende, når der et stabilt biologisk køn, der udtrykker sig gennem et stabilt socialt køn (det maskuline udtrykker mand, det feminine udtrykker kvinde), som er defineret i modsætning til hinanden og hierarkisk gennem heteroseksualitetens obligatoriske praksis. (Butler 2010 : 251)

Distinktionen mellem socialt og biologisk køn er for Butler underordnet, da vi ingen tilgang har til det prædiskursive køn, hvorfor vi kun kan tale om det kulturelle (sociale) køn. (Ibid. : 46) Det sociale køn kan dog begrænses til to, idet kønnet betragtes som en forudgiven og naturlig essens; kønnet antages for at være årsag. Butler mener, at kønnet er performativt; at det er virkning frem for årsag. Et individs essens er en illusion; identitet er processuel, skabt i konstant interaktion med andre. Hermed kan man aldrig nå til en endelig betydning, en endelig substans:

Hvis der er noget rigtigt i Beauvoirs påstand om, at man ikke er født, men snarere bliver en kvinde, følger det, at kvinde selv er et processuelt begreb, en vorden, en konstruering, der med rette ikke kan siges at have en oprindelse eller afslutning. Som en igangværende diskursiv praksis, er den åben for intervention og genbetegnelse. (Ibid. : 82)

Butler advokerer for, at det binære kønssystem indsnævrer virkeligheden. Hun ønsker at åbne op og udvide den, idet denne struktur ikke er en fast størrelse. For Butler eksemplificerer transpersoner, butch– og femme-identiteter, drags m.fl. forskellige nye måder, hvorpå køn bliver til: (Ibid. : xi) ”Drag er et eksempel, der er beregnet til at etablere, at ”virkeligheden” ikke er så fast, som vi normalt anser den for at være” (Ibid. : xxv) Butler tilslutter sig i denne forstand til poststrukturalismens og Derridas brud med Saussure; det er ikke muligt at finde en endelig struktur: ”Det poststrukturalistiske brud med Saussure […] afviser påstandene om totalitet og universalitet, og antagelsen om binære strukturelle modsætninger, som implicit arbejder på at undertrykke lingvistiske og kulturelle betydningers vedholdende tvetydighed og åbenhed.” (Ibid. : 91) For Derrida vil en struktur altid bryde sammen indefra, idet der altid vil være systemer, der ikke passer ind i strukturen. Derrida ønsker at gøre op med den logocentriske tilgang til verden; at søge efter et centrum, en essens. Det er ikke mulig at finde sådant, da enhver signifié altid vil være signifiant for noget andet. På denne måde er sproget uendeligt, og betydning er aldrig statisk og endelig. (Dahlerup 1991 : 33ff) Dette gælder også på individplan: Identitet er performativt, flydende, processuelt. I Gender Trouble beskrives, hvorledes alternative kønnede individer – som eksempelvis Caspian Drumm – underkendes og ekskluderes i det binære, heteroseksuelle samfund men samtidig også er medvirkende til strukturens sammenbrud. Butler advokerer for, at vi forstår virkeligheden som foranderlig og reviderbar, hvorfor kønskategorierne skal mangfoldiggøres hinsides den binære ramme. (Butler 2010 : xxiv) Halberstam tilslutter sig denne mangfoldiggørelse og åbning af kategorierne; eksempelvis er de kategorier, der er tilgængelige for kvinder, inadækvate. (Halberstam 1998 : 7)

Caspian Drumm: At passere
Følelsen af ikke at blive betragtet som en ”rigtig” mand, og dermed ikke at blive kulturelt genkendt som mand er et vilkår for Caspian Drumms færden i det sociale. Et eksempel på en sådan situation er at finde på YouTube. The Dirt from dirt uploadede d. 23.6.11 klippet FTM transition facts you didn’t know, som er en argumentation mod kønsskifte: At man aldrig kan undslippe sin biologiske krop. Caspian responderer på følgende vis: ”I will never be male in your eyes” (Re: FTM transition facts YOU didn’t want to know : (2.10)) Caspians hverdag er præget af frygten for at blive afsløret som værende biologisk pige. Han kommer i sine vlogs med forskellige eksempler på, hvorledes denne afsløring kan manifestere sig.

Én af de afsløringsfaktorer, Caspian beskriver i sine vlogs, er udseendet – specifikt betegnet hans bryster. Det er tydeligt, at han glæder sig til at få fjernet disse:

[…] I’m starting High School next year. Therefore it’s a huge relief that I have […] I’m gonna get my top surgery before starting in High School. Because everybody now that people usually seem to have a tendency to think that what they see is what they get. (Coming out in high school : 0.35)

Uden bryster er der ifølge Caspian større chance for at blive behandlet som en dreng, da brysterne i høj grad afslører et individ i at være pige/kvinde. Kroppen er logisk nok den ultimative afsløring Caspian udtaler: ”Før blev jeg tvunget til at gå i bad med de andre piger, og det var jeg meget utilfreds med. Det var den ultimative afsløring og konfrontation.” (Ostrynski : 2011) Hormonbehandlingen og dermed formningen af kroppen medfører øget hårvækst, skægvækst, større muskler, dybere stemme m.m.. Alle disse faktorer er medårsag til, at det bliver lettere at passere som mand. Caspian beskriver, hvorledes han er blevet mere udadvendt og snakkende, idet han bliver accepteret som det køn, han føler sig som. Tidligere forsøgte han altid at holde lav profil, så folk ikke bemærkede, at noget ved ham var anderledes. (How T changes me : (1.24))

Den anden måde, hvorpå Caspian kan blive ”afsløret”, er i forbindelse med sit navn og cprnummer. Disse identifikationsmetoder har alle rod i et binært struktureret kønssystem. Hvad gælder CPR-nummeret afslører det sidste tal, hvorvidt man er mand eller kvinde. I Danmark er navne delt op i drenge- og pigenavne, der er afgjort af, hvilket biologisk køn barnet har. Caspian udtrykker selv, hvorledes samfundet identificerer ham som kvinde på baggrund af hans biologiske køn. Derfor har hans pigenavn voldt ham problemer op gennem opvæksten. Caspian udtrykker sig som følgende i en artikel:

Jeg kunne ikke holde mit gamle navn ud. Jeg troede først, at det var selve navnet. Fordi det var feminint og afslørede, hvad jeg var. Men det var lige så meget, hvad det symboliserede. Jeg hader at blive spurgt om, hvad jeg hed før. Det holder jeg for mig selv. Når jeg siger navnet, bygger folk en ny identitet op omkring mig, og det vil jeg gerne undgå. Det er en evig påmindelse om, hvad jeg var. (Ostrynski : 2011)

Judith Halberstam skriver følgende, som indikerer samme problemstilling, som den, Caspian introducerer os for: “Frankie thinks that naming represents the power of definition, and name changing confers the power to reimagine identity, place, relation, and even gender.” (Halberstam 1998 : 8) For transseksuelle ligger en stor del af deres følelse af manglende anerkendelse og accept i stedordene han og hun. Caspian skriver følgende: “Lad mig slå fast at jeg som transkønnet omtales som “en dreng”, “han” […] Der er bred enighed om at dette er minimum af anstændighed overfor en i forvejen stærkt diskrimineret gruppe.” (Drumm : 2012)

Er Caspian queer?
Det at være for anderledes og at være ukategoriserbar er svært at leve med. For at opnå den kulturelle genkendelse og værdighed, Søndergaard beskriver, tyder noget på, at mange transpersoner finder kønsskifteoperationen som vejen ud af deres pinsel. (Søndergaard 2000 : 34) Spørgsmålet lyder dog, at hvis kønnet er performativt og dermed ikke er begrænset til to, hvorledes kan vi så dømme, at individer gør deres køn forkert? Er en kønsforhandling da ikke nødvendig, (Ibid. : 35) så samfundet kan inddrage alle de individer, der føler sig ekskluderet på et illusorisk grundlag? Butler skriver følgende: ”… if a true gender is a fantasy instituted and inscribed on the surface of bodies, then it seems that genders can either be true nor false…” (Butler 1990 : 174).

Når transpersonen vælger at gennemføre en kønsskifteoperation, er der ifølge Niall Richardson ikke tale om, at den binære kønsstruktur forhandles[5] (som den gør i queer-aktivismen). Derfor skelner han klart mellem transseksualitet og transkønnethed. For både den transkønnede og den transseksuelle er det at passere afgørende; de gør dog dette på forskellige måder. Den transkønnede performer det modsatte køn uden kirurgiske indgreb, hvorimod den transseksuelle skifter køn rent kirurgisk. (Richardson 2010 : 122) Den transseksuelle er derfor ikke queer, da han/hun positionerer sig inden for den allerede eksisterende kønsstruktur:

While ´queer studies has made the transgender subject, the subject who crosses gender boundaries, a key queer trope´(Prosser 1998 : 5), the transsexed body does not appeal to queer theory in the same way […] The transsexual’s body has been re-shaped so that it conforms to that of the opposite sex (passes). (Ibid. : 127)

Det er interessant at undersøge, hvor Caspian positionerer sig inden for dette felt; er han transkønnet eller transseksuel? Han har på den ene side fået foretaget kirurgisk indgreb i forbindelse med brystoperationen men ytrer på den anden side, at han ikke ønsker at få en fuld kønsskifteoperation. Han har fortsat kønsorganer, der tilhører en kvinde. Han står i en vis forstand midt i mellem Richardsons to kategorier. Jeg vil dog argumentere for, at Caspian Drumm på trods af sin brystoperation kan anses for at være queer. Han eksemplificerer for mig at se i høj grad kønnets performativitet. Han søger ikke at opnå overensstemmelse mellem biologisk og socialt køn, da han er tilpas i sin krop, som den er: ”I am perfectly satisfied with the body parts that I have […]” (FTM – Bottom Dysphoria/surgery : (09.30) Ydermere ytrer han følgene: ”I am a man, and my equipment down there doesn’t change that.”. (Ibid. : (10.20)) Om dette er et fast ståsted eller blot skyldes hans unge alder, vil kun fremtiden vise.

Der er adskillelige teorier om, hvorfor en person bliver transseksuel; både biologiske, psykologiske, sociologiske strømninger. Hanne Vibeke Holst forsøger i bogen Da Per blev til Pia at undersøge baggrunden for transkvinden Pias kønsskifteoperation. Efter mange, lange interviews når Holst og Pia i fællesskab frem til, at baggrunden for Pias kønsskifteoperation er, at hun gennem hele sit liv har fået at vide, at hun ikke var ”rigtig” dreng/mand. Derfor flygtede Pia til kvinderne. (Holst 2000 : 234) På samme måde beskriver Caspian, at han aldrig har passet i ”pige-boxen”. (finding my identity pt. 1 : (07.13)) Ud fra Richardsons forståelse af den transseksuelle er det muligt, at bekræfte Butlers teori om, at kravet om overensstemmelse mellem biologisk og socialt køn stadig er afgørende og dominerende for individets kulturelle genkendelighed og værdighed. Dette understøtter Butlers og queer-teoriens efterspørgsel på en mangfoldiggørelse og åbning af kønskategorierne. Per/Pia følte sig så forkert i sit biologiske køn, at han/hun fra barns ben følte sig som det andet køn: Hvis jeg ikke er ”rigtig” dreng, må jeg være pige. Med andre ord, er der ikke plads til, at eksempelvis den meget maskuline kvinde passer ind i kategorien kvinde. Som Halberstam skriver, er eksempelvis maskulinitet traditionelt set knyttet til den hvide mand. (Halberstam 1998 : 16) Individet har som tidligere nævnt behov for kulturel genkendelighed. Da kønnene er grundlæggende kategoriseringsmidler, og kategorisering er nødvendig for andres forståelse af én, må man tilslutte sig én af de to køn på det binære, heteroseksuelle samfunds præmisser. Man må være enten/eller.

Til videre arbejde kunne det være interessant at undersøge, hvorledes det binære samfund pga. dets binære strukturer er medvirkende til at presse transkønnede ud i kønsskifteoperationen. CPRnumre og navneforandringer er ikke som sådan noget, man bare får gennemført; disse må kun ændres, hvis den transkønnede gennemgår en fuld kønsskifteoperation. Hermed efterlever transpersonerne i en eller anden forstand den binære strukturs krav. Kønsskifteoperationen er altså nødvendig for, at den transkønnede også kan opnå juridisk anerkendelse og accept som det køn, han/hun føler sig som.

Konklusion
Alle individer har brug for og søger kulturel genkendelighed for at opnå kulturel værdighed; hermed kan individet ikke bliver for anderledes. Det at passere er afgørende for både den transkønnede og den transseksuelle. Dette sker dog på forskellige måder: Med eller uden operation. Den transkønnede – som jeg har valgt at betegne Caspian som – underbygger ikke det binære, heteroseksuelle samfunds normer. Butler gør klart at dette samfund bygger på kravet om en overensstemmelse mellem biologisk og socialt køn, hvilket det ikke kan siges, at Caspian lever op til, da han ikke udviser interesse for at få ændret sine kønsorganer fra kvindelige til mandlige. Den transseksuelle derimod forsøger gennem kønsskifteoperationen at skabe en overensstemmelse mellem biologisk og socialt køn, hvilket reproducerer de allerede eksisterende normer. Den transseksuelles valg om kønsskifteoperation underbygger Butlers og Halberstams tese om en for snæver kønsstruktur, hvilket både Caspian og Pia fra Da Per blev til Pia også eksemplificerer. Hvis kønnet er performativt og en virkning (frem for årsag), da kan vi ikke dømme nogen som værende forkerte eller sande køn, eftersom alt er processuelt. kønskategorierne skal åbnes op, og der skal være plads til den kvinde, der ønsker at leve som en mand – dette uden en operation.

Empiri
Case:
MrMisterDrumm: Jeg har set og analyseret alle videoerne og henvist i opgaven til de enkelte videoer, jeg har draget oplysninger fra.
http://www.youtube.com/user/MrMisterDrumm/videos?sort=dd&shelf_index=0&view=0

Litteratur
Berger, Peter L & Luckmann, Thomas (2003), Den samfundsskabte virkelighed – En videnssociologisk afhandling, Lindhardt og Ringhof

Butler, Judith (2010), Kønsballade, København: Forlaget THP

Dahlerup, Pil (1991), Dekonstruktion – 90’ernes litteraturteori, København: Nordisk Forlag A.S.

Drumm, Caspian (16. november 2012), Til den danske presse, Modkraft
http://modkraft.dk/artikel/til-den-danske-presse

Garber, Marjorie (1992), Vested Interests – Cross-dressing & cultural anxiety, New York: Routledge

Halberstam, Judith (1998): Female Masculinity, United States: Duke University Press

Holst, Hanne-Vibeke (2000), Ned til kvinderne – da Per blev til Pia, Gyldendal

Ostrynski, Nathalie (28. juni 2011), Caspian Drumm, 15 år, går i niende klasse, Berlingske Nationalt
http://www.b.dk/nationalt/caspian-drumm-15-aar-gaar-i-niende-klasse


Richardson, Niall (2010), Transgressive Bodies – Representation in Film and Popular Culture, Ashgate Publishing

Søndergaard (2000), Tegnet på kroppen, Københavns Universitet: Museum Tusculanums Forlag

Noter
  1. [Retur] Oversat fra det engelske ”to pass”, altså at ”gå for” at være det køn, man føler sig som.
  2. [Retur] Tobias Raun: Forsker på RUC, Ph.d.-afhandling: Trans Self-Representation and Community Building on YouTube
  3. [Retur] T-gruppen er den sociale gruppe i LGBT (Landsorganisationen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner) for alle former for transpersoner.
  4. [Retur] Oversat fra ”to pass”. Omtaler det, at kunne ”gå for” det ønskede køn.
  5. [Retur] Alle forhandler altid. (Søndergaard 35) Her menes dog, at den transseksuelle ikke bidrager til en
    forskydning af de allerede gældende normer.

* * *
Opgaven i pdf-format.

* * *
Den 6. februar 2016: “Det transseksuelle blik – eller om ikke at kunne se skoven for bar træer” af Lisa Andersen: “En kritisk kommentar til et socialkonstruktionistisk perspektiv på transseksuelle med udgangspunkt i en bacheloropgave præsenteret i Vidensbanken: Case Study: Caspian Drumm, kønnede praksisser og fællesskaber – af Anne Maabjerg Mikkelsen.”

Derrida og moderne kønsteori – af Anne Maabjerg Mikkelsen.

Vist 0 gange. Anne Maabjerg Mikkelsen, Aarhus Universitet.
Bachelorprojekt: “Derrida og Moderne Kønsteori” den 13. december 2013. Hun fik karakteren 12 for det samlede bachelorprojekt.

[Til top] Indledning
I 2011 udkom romanen Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet[1], skrevet af Bjørn Rasmussen. I Information skrives: ”Bjørn Rasmussens lille debutroman sprænger alt, den kommer i nærheden af: kroppen, kønnet, skriften, fortællingen”. (Nexø 10.11.11, egen fremhævning) Romanen betegnes som queerlitteratur og spiller ukontroversielt ind i en voldsom forhandling af, hvad kønnet er, og hvor det sidder. Judith Butlers værk Gender Trouble fra 1990 revolutionerede forståelsen af kønnet som en indre essens, der determinerer personen til den biologisk kønnede krop. Kønnet bliver – i forlængelse af poststrukturalistisk tradition – processuelt, og der findes ikke en endelig betydning af at være mand eller kvinde, hvormed Butler advokerer for en åbning af kønskategorierne. HEHL springer alle grænser for, hvad der traditionelt forstås med betydning på to parallelniveauer, tekst og identitet, da hverken teksten eller fortælleren er mulige at sætte på struktur.

Denne opgave søger at belyse, hvorledes Butler i sin kønsteori tager udgangspunkt i Jacques Derridas sprogteori om betydning som værende konstant udsat. Ydermere vil den transkønnedes manglende position i sproget diskuteres i en undersøgelse af, hvorfor sprogteorien er afgørende i det danske samfunds kønsforhandling. Problemformuleringen lyder: På hvilke måder er Derridas sprogteori en forudsætning for Butlers moderne kønsteori? Opgaven er ikke en Derrida-eksegese men en læsning med henblik på kønsteori. Metodisk og opbygningsmæssigt vil opgaven strukturere sig om HEHL for anskueliggørelsens skyld.

[Til top] Jacques Derrida: Opgøret med bogens logocentriske struktur
HEHL er på alle måder udiagnosticerbar, hvormed det ikke er muligt at give et resumé eller en spændingskurve. Bjørn Rasmussen udtrykker følgende: ”Skrift er noget meget organisk for mig […]”. (dr.dk 10.11.13, egen fremhævning)

[Til top] Forskellenes uendelige spil: Différance
Derrida ønsker at gøre op med vestlig tænknings logocentrisme. Den logocentriske struktur arbejder med ét centrum, det transcendentale signifié, hvor betydning skal være absolut: ”Et transcendentalt signifié er nødvendigt for at forskellen mellem signifié og signifiant ét sted kan være absolut og ureducerbar.”. (Derrida 1970 : 67) For at denne struktur skal kunne opretholdes, må den udgrænse de elementer, der ikke passer ind. (Dahlerup 1991 : 33)

Derridas teori udspringer af Saussures teori om tegnets todeling: Signifié og signifiant. Forholdet mellem de to er arbitrære, og betydningen af signifié er udelukkende et produkt af forskellen mellem to signifiants; der er et entydigt forhold mellem signifié og signifiant inden for et totalt og lukket system. (Butler 2010 : 91) Den underliggende struktur søger Strukturalismen at udlægge. Derrida forholder sig kritisk til dette entydige forhold og understreger, at betydningen opstår i forskellen mellem mange signifiants. Han introducerer begrebet différance, en sammenblanding af adjektiverne different (forskellig) og différe (udsat, opsat, udskudt). Différe indikerer, at betydning altid vil være udskudt. Eksempelvis:

Lad os tage bogstaverne k-a-t som det betegnende [signifiant]. Lad os sige, at vi ikke ved, hvad det betyder, og derfor slår ordet op i et leksikon. Der får vi så at vide, at ”kat” er et dyr. Hvis vi heller ikke ved, hvad ”dyr” betyder, må vi slå det op, osv. I denne proces har ”dyr” skiftet plads. Først var det det betegnede [signifié] til kat, så blev det selv betegnende [signifiant] til den næste betydning. (Dahlerup 1990 : 34)

Et signifié vil derfor altid være et signifiant for noget andet, og a’et frem for e’et i différance gør ordet til et verbum, hvormed der tale om en uafsluttelig bevægelse. Derrida beskriver différance som et spil: ”[…] every concept is inscribed in a chain or in a system within which it refers to the other, to other concepts, by means of the systematic play of differences.”. (Derrida 1991 : 63)

Det er umuligt at tale om et centrum, hvor forholdet mellem de to dele er absolut, (Derrida 1972 : 249) da centrummet ikke selv kan undslippe forskellenes spil. Opgøret med det transcendentale signifié udvider mulighederne for betydning ad infinitum. (op.sit. : 249) Da mennesket søger og begærer et centrum i verden, som muliggør kohærens, er det problematisk at gøre op med centrummet. I indledningen til Of Grammatology skriver Gayatri Spivak: ”Humankind’s common desire is for a stable center, and for the assurance of mastery […]”. (Spivak 1997 : 10) Centrummets funktion sætter stopper for den uendelige henvisning fra tegn til tegn og usikkerheden, der er knyttet til relativitet. (Derrida 1970 : 114) Det lukker for det ubegrænsede spil af betydning: ”The function of this center was not only to orient, balance, and organize the structure […] but above all to make sure that the organizing principle of the structure would limit what we might call the free-play of the structure.”. (Derrida 1972 : 247ff) Menneskets ønske om at binde spillet er ikke muligt at holde tilbage. (Derrida 1970 : 131)

[Til top] Den lineære skrifts ophør er bogens ophør
Logocentrismen omhandler ikke kun metafysiske spørgsmål, hvorfor Spivak videre skriver: “[…] a book, with its ponderable shape and its beginning, middle, and end, stands to satisfy that desire.”. (Spivak 1997 : 10) Bogens struktur er i sig selv logocentrisk, da den forhindrer skriftens eksplosion. (Derrida 1970 : 64) Vores instrumentaliserede tilgang til teksten underkender de modsigende elementer, der altid vil være i en tekst, idet betydning aldrig ligger fast. Det vestlige samfund præsenterer mennesket for analyseværktøjer og læsemetoder, der ifølge Derrida alle er opstået i logocentriske interesser. (op.sit. : 110) Vores tilgang til teksten er præget af behovet for at finde ind til et centrum, hvilket ikke er muligt: ”The text has no stable identity, no stable origin, no stable end.”. (Spivak 1997 : 11) Teksten er aldrig kun signifiant for ét signifié.

Romanen HEHL er for den skolede læser en udfordring med dens poetiske leg med ord og betydninger. I den traditionelle romananalyse er spørgsmål som ”hvad er fortællerteknikken”, ”hvad er hovedbudskabet” og ”hvordan er spændingskurven” uundgåelige. Ingen af disse spørgsmål synes mulige at besvare. Utallige emner ligger og ulmer i teksten: homoseksualitet, prostitution, transvestisme, transkønnethed, far/søn-forhold, sadomasochisme m.fl.. Den springer i tid, stjæler sætninger fra andre bøger, skifter fortælleform og –køn, gentager episoder og inddrager autobiografiske elementer; hovedpersonen hedder selv Bjørn. Forfatteren Bjørn Rasmussen lader ord og vendinger gå om igen i nye sammenhænge, så de får nye betydninger, hvilket illustrerer det mangfoldige forhold mellem signifié og signifiant og forskellenes konstante spil. Ordet avocado indgår flere gange i romanen. Én gang bliver den et symbol på noget, der besidder en kerne, hvilket fortælleren selv begærer. (Rasmussen 2011 : 30) Her læser vi mere i ordet, og det får en anden betydning, end hvad vi normalt tillægger det. Et andet sted indgår avocadoen som det, den i daglig tale er: mad. (op.sit. : 78) Bogen er ikke traditionelt struktureret med en start og slut, da det er muligt at læse det bagerste af bogen først. Forskellige læsninger er altid mulige. Læseren efterlades i en frustreret og forvirret sindstilstand, da ingen traditionelle analytiske spørgsmål kan besvares. Bogen kan ikke sættes på struktur; det er ikke muligt at finde ét centrum.

Tekstens frie, organiske spil demonstrerer Derridas udsagn om betydning som værende aldrig endelig. Romanen afsluttes med en sides blogbogstaver uden punktummer. Den lange ytring slutter midt i en sætning, hvilket igen underbygger tesen om et aldrig afsluttet spil af forskelle og betydninger: ”[…] DER SØNDERDELES I LYS OG REGENERERER I MØRKE SOM ROLIGHED OG INGEN MODSTAND OG”. (op.sit. : 93) HEHL gør op med et lineært handlingsforløb. Derrida skriver: ”Den lineære skrifts ophør er netop bogens ophør […]”. (Derrida 1970 : 181) Romanen eksemplificerer, hvordan et ikke-lineært og ikke-kohærent handlingsforløb medfører, at vi ikke kan finde ét centrum. Denne måde at skrive på er et opgør med den logocentriske tankegang.

[Til top] Delkonklusion
Den logocentriske tilgang til en tekst udformer sig som bogens struktur og den lineære skrift. Vestlig tænkning er domineret af en søgning efter centrum, hvor betydningen er absolut. Ønsket om at begrænse forskellenes spil er ikke muligt at undgå, da mennesket begærer kohærens og centrum, da det sætter grænser for usikkerheden ved relativitet. Logocentrismens bagside er, at den udgrænser alle modsigende elementer, der ikke passer i strukturen. Disse elementer viser, at én endelig struktur ikke er mulig. HEHL eksemplificerer den manglende evne til at skabe en struktur, idet en tekst altid vil have et utal af læsninger og betydninger. Alle signifiés vil være signifiants, og sproget henviser til sig selv i det uendelige i kraft af différance, hvormed man aldrig kan nå til en absolut forståelse og endelig betydning, som centrummet gør krav på.

[Til top] Judith Butler: Den heteronormative struktur
HEHL gør op med den logocentriske, lineære skrift, bogens struktur og den dertilhørende søgen efter det centrum og den kohærens, mennesket begærer. Værd at bemærke er, at dette opgør udspiller sig på to niveauer: Tekst og identitet.

[Til top] Den kohærente, entydige identitet
Den konstante udskydelse af betydning i romanen illustrerer fortælleren Bjørns konstante søgen efter en kerne i sig selv. Samfundet har ifølge ham forventning om, at den lykkelige person er det kønnede, det kernede, det hele, jegede jeg: (Rasmussen 2011 : 30) ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg bilder mig ind, at jeg skal være sammenhængende […]”. (Ibid. : 69) Ifølge den poststrukturalistiske kønsteoretiker Judith Butler gælder der i samfundet[2] en forventning om, at identitet er selvidentisk, vedvarende, enhedslig og internt kohærent. (Butler 2010 : 58)

John Storey skriver om den poststrukturalistiske identitetsforståelse, som Butler også tilslutter sig: ”[…] identity, not as something fixed and coherent, but as something constructed and always in process of becoming, but never complete […]”. (Storey 2003 : 79, egen fremhævning) En kohærent og entydig identitet er umulig, da identitet er en uendelig produktion. Vores selvforståelse vil aldrig blive endelig eller entydig. Bjørn fortæller i romanen: ”Mit livs historie eksisterer ikke. Dette ved jeg nu. Tidligere bildte jeg mig selv ind, at den lå et sted og vibrerede, min historie, at jeg kunne nærme mig den gennem skriften”. (Rasmussen 2011 : 9) I et interview udtaler Bjørn Rasmussen: ”[…] det [er] altid et umuligt erindringsprojekt at ville forsøge at stykke sin livshistorie sammen. For så snart noget bliver italesat som værende erfaret eller sandt, så kommer en modsat erfaring og gør krav på sandheden.”. (Sørensen 14.01.12) Ligesom teksten vil en identitet altid indeholde et uendelig antal af muligheder, og en kohærens er ikke mulig. Samfundet har dog en interesse i at sætte personen på en struktur, hvormed det, der modarbejder det kohærente og centrummet, udgrænses. Samfundets struktur bygges op omkring kønnet, som er det gennemgående konstruktionselement. (Søndergaard 2010 : 35)

En tematisering i HEHL er, hvorledes karakteren Bjørn er vildfaret i kønskategorierne. Når fortælleren optræder som jeg-person, præsenteres læseren for tegn, der antyder, at fortælleren både kan være hun- og hankøn: ”Jeg får min første menstruation ved siden af mor, jeg får min første sædafgang ved siden af mor […] og er hund nok, mand nok, kvinde nok, Bjørn nok til mor […]”. (Rasmussen 2011 : 45)

[Til top] Biologisk køn, socialt køn og begær: ”Kønskernen”
Butler argumenterer for, at vi ikke kan tale om identitet uden først at tale om kønsidentitet. Identitetens kohærens er afgjort af, hvorvidt personen formår at udtrykke kohærens i sin kønsidentitet, idet det er gennem kønnet, personen bliver forstået. (Butler 2010 : 59) Samfundet er struktureret om et heteroseksuelt, binært forhold mellem kønnene. Dette udgør en regulerende ramme, der afgør, hvilke individer, der er forståelige: Den heteronormative struktur. Det forståelige køn fastholder relationer af kohærens mellem biologisk køn, socialt køn og begær (op.sit. : 60) og udtrykker et mimetisk forhold mellem socialt og biologisk køn. (op.sit. : 45) Hvis personen er biologisk mand, skal han føle sig som mand og begære kvinder. Kohærensen mellem de tre attributter fremstår som personens naturlige kønskerne eller substans. (Butler 2010 : 70) Denne forventning om kohærens mellem de tre kønsattributter kommer til udtryk i romanen:

Er der bund i ham, er hun naturlig. Hvis man er mand i Lemvig og befamler en anden mands lem i Lemvig eller berører det med mund eller anus, må de tilstødende værtshusgæster fremtræde med en tyk fæces, som den opsætsige herefter må nedsvælge. (Rasmussen 2011 : 67)

Det naturlige fremstår som overensstemmelsen mellem biologisk køn, socialt køn og begær.

[Til top] Kønnets performativitet: Personens becoming
Butler søger at vise, hvorledes kønskernen er en illusion skabt gennem heteroseksualitetens regulerende praksisser. Hendes pointe er, at vores becoming – identitetens konstante tilbliven – ikke skal begrænses af illusoriske forestillinger om kønnet som en urokkelig kerne. Det biologiske køns prædiskursive status fastholder kønnet i et binært forhold, (Butler 2010 : 46) hvorfor Butler først må gøre op med den traditionelle skelnen mellem biologisk køn og socialt køn. Dorte Marie Søndergaard skriver:

Der findes ingen akulturel eller rent biologisk adgang, ingen hverken præ-diskursiv eller præpraksisformidlet adgang til det kropslige, til det vi kalder natur. Vi møder det kropslige, det biologiske, naturen gennem vore diskurser og handlesammenhænge. (Søndergaard 2000 : 42)

Det er kun relevant at diskutere socialt køn, (Butler 2010 : 193) der ikke bør begrænses til to. (op.sit. : 4) Butler tager udgangspunkt i begrebet performativitet: ”At den socialt kønnede krop er performativ, antyder, at den ikke har nogen ontologisk status bortset fra de forskellige handlinger, som konstituerer dens realitet.”. (op.sit. : 227) Den heteronormative strukturs begreb om kønskernen er selv en produktion, og der er ingen kønsidentitet bag udtrykkene for køn. (op.sit. : 71) Kønskernen er en illusion, (op.sit. : 227) og substansontologien er overflødig. (op.sit. : 70) Kønskohærensen fremstår som kønskernen, da relationerne mellem de tre kønsattributter er størknet over tid gennem en gentagen stilisering af kroppen, hvorved de producerer en tilsynekommende substans eller en naturlig væren. (op.sit. : 82) Kønnet er en gentagen imitation og citation af en falsk original. (op.sit. : 229) Det er aldrig muligt endeligt at blive mand/kvinde, da identitet og køn er en konstant tilbliven. Performativitetsbegrebet betegner, at vi ikke har en entydig, kohærent identitet, på samme måde som différance betegner, hvorledes betydning grundet forskellenes bevægelse aldrig er endelig: Intet er forudgivet. Bjørn skriver: ”Jeg er et åbent hylster, modtagelig for hvad som helst […] hullet til benzin på bilen, jeg påfyldes ustandseligt […]”. (Rasmussen 2011 : 17)

[Til top] Strukturen bryder sammen: De ulæselige ekskluderede
Butler mener, at på trods af disse poststrukturalistiske strømninger, er den kønsessentialistiske tilgang til personen stadig gennemgående i samfundet. Det er en overlevelsesstrategi at forsøge at passe ind i sit køn så godt som muligt, da det får konsekvenser ikke at gøre kønnet ”rigtigt”: ”Vi straffer faktisk jævnligt dem, der ikke gør deres køn rigtigt.”. (Butler 2010 : 232) Søndergaard tilslutter sig:

Er individet ikke genkendeligt, er han eller hun for anderledes, for mærkelig inden for en given kulturel kontekst, så vil vedkommende blive mødt med ekskluderende, med ikke inkluderende, kræfter fra omgivelserne. (Søndergaard 2000 : 33)

Personens færden i det sociale felt er styret af et fundamentalt præmis: kulturel genkendelig/forståelighed. Butler beskriver de ekskluderede personer med følgende ord: ”umulige”, ”ulæselige”, ”urealiserbar”, ”uvirkelige” og ”illegitime”. (Butler 2010 : VIII)

Den heteronormative struktur indskrænker virkeligheden, da personers handlingsmuligheder begrænses af deres kønnede krop. HEHL problematiserer dette: ”Kan Bjørn forlige sig med at have et ubestemt sind i en bestemt krop?”. (Rasmussen 2011 : 34) Kan Bjørn leve i et samfund uden et tilhørssted i Kønnene? (op.sit. : 24) Bjørns søgen efter en kerne synes at mislykkedes. På butleriansk vis er det muligt at argumentere for, at Bjørn ikke kan finde sin kerne, kønnet, og dermed ikke kan være sammenhængende, som samfundet kræver af ham, da kønnet er det centrum, samfundet struktureres om. Bjørn fremstår ulæselig. De personer, der svæver mellem kønnene og ikke kan finde sig til rette i samfundets krav til forståelighed, illustrerer, hvordan virkeligheden er foranderlig. De nye udtryk for køntranspersoner, butch– og femme-identiteter, drags m.fl. – ændrer idéen om, at virkeligheden er en fast størrelse: ”Drag er et eksempel, der er beregnet til at etablere, at ”virkeligheden” ikke er så fast, som vi normalt anser den for at være”. (Butler, XXV) Butler advokerer for, at vi forstår virkeligheden som reviderbar, og at vi skal gentænke kønskategorierne. (op.sit. : XXIV) De nye kønnede udtryk afslører kønskernen som værende en illusion, hvormed der intet belæg er for at dømme folk som ”rigtige” kvinder og mænd. Der er intet sandt eller falsk køn, da kønnet er, hvad man gør, og muligheden for handling er mangfoldig: ”køn kan hverken være sande eller falske, hverken virkelige eller tilsyneladende, hverken originale eller afledte.” (op.sit. : 235) Idet kønnet ikke er en kerne og dermed ikke har en forudgående natur, er kønskohærensen ikke noget, personen er låst til og af.

Butler søger som Derrida at vise, hvordan den altdominerende struktur ikke er adækvat. I Derrida-termer gælder, at de ekskluderede med alternative kønsudtryk er modsigende elementer, som den heteronormative struktur forsøger at udgrænse. I realiteten undergraver disse selve strukturen, da de viser, at strukturen ikke rummer alt. Kønnets performative og mangfoldige karakter bryder den binære tingsliggørelse af køn, (op.sit. : 212) og afslører strukturen med kønnet i centrum som værende inadækvat. Butler skriver selv følgende om Derridas brud med Saussure:

Det poststrukturalistiske brud med Saussure […] afviser påstandene om totalitet og universalitet, og antagelsen om binære strukturelle modsætninger, som implicit arbejder på at undertrykke lingvistiske og kulturelle betydningers vedholdende tvetydighed og åbenhed. (op.sit. : 91)

De ekskluderede giver os en forståelse af strukturens kompleksitet. Der findes tvetydighed, hvormed disse kønsudtryk positionerer sig inden for en forhandling af, hvad køn overhovedet er, og hvor det sidder. Forhandlingen foregår gennem en brydning mellem personers forskellige kønsudtryk, (Søndergaard 2000 : 34) hvormed de nye kønnede udtryk bringer et ukonventionelt bidrag til forhandlingen.[3] Butlers bidrag til den moderne kønsteori har haft afgørende betydning for den aktuelle kønsforhandling, da queerteori og –aktivisme udsprang af Butlers værk Gender Trouble. Queeraktivisterne er aktive forhandlere af en omstyrtelse af det heteronormative samfund gennem en fremhævelse af de modsigende elementer, der afslører strukturen som inadækvat.

[Til top] Delkonklusion
HEHL drager paralleller mellem Derridas sprogteori og Butlers teori om køn. Bjørns vildfarelse i kønskategorierne medfører, at han ikke kan finde sin kerne og ikke kan leve op til samfundets forventninger om en kohærent og entydig identitet. Identitet og køn er dog performative; en endelig betydning er umulig, og kønnet er ikke en kerne. Grundet et manglende køn er fortællerens karakter umulig at sætte på struktur ligesom selve teksten, og både fortæller og tekst fremstår ulæselige. En person bliver ulæselig, hvis han/hun ikke passer ind i den heteronormative struktur. Den ulæselige gør dog klart, at samfundets denne struktur er inadækvat og bør dekonstrueres. De modsigende elementer nedbryder strukturen gennem en forhandling af, hvor kønnet sidder.

[Til top] Retten til selvidentifikation: En forhandling gennem sproget
Mærkbart ved det danske samfunds kønsforhandling er, at den i stor grad udspiller sig på det sproglige niveau, hvorfor det er interessant at diskutere, hvordan sproget er afgørende for personens færden i det sociale felt. Heri ligger muligvis en forklaring på, hvorfor Butler trækker på Derridas dekonstruktion. Diskussionen vil tage udgangspunkt i den ekskluderede eksemplificeret ved den transkønnede [4]. SF-politikeren Morten Norman ytrer: ”I øjeblikket er jeg mest optaget af transpersoners rettigheder. Vi er kommet langt med kampen for homorettigheder, men har en tendens til at glemme T’et i LGBT-betegnelsen.”. (Holm 11.09.13)

[Til top] Den transkønnedes aktuelle situation
En af de afgørende omstændigheder for den transkønnede er vilkåret for juridisk kønsskifte[5]: Heri ligger, at den transkønnede kan få lov til at kalde sig det, han/hun føler sig som, selvom det ikke er i overensstemmelse med det biologiske køn. Det danske juridiske system er struktureret om to køn. I følge Navnelovgivningen skal en person have et navn svarende til det biologiske køn, (Thranesen 2013 : 8) og i CPR-nummeret er det sidste tal lige for kvinder og ulige for mænd. (retsinformation.dk (1)) Det juridiske kønsskifte er ikke muligt uden kirurgisk kønsskifte, (justitsministeriet.dk : 1) hvormed kønnet betragtes som værende afgjort af personens biologi:

Personer, der har gennemgået en kønsskifteoperation, får først tildelt et nyt personnummer, når Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-kontor fra Sundhedsstyrelsen har fået meddelelse om, at kønsskiftet er helt afsluttet, uanset om behandlingen har fundet sted i Danmark eller udlandet. (retsinformation.dk (2), egen fremhævning)

En ”rigtig” mand eller kvinde er ham/hende, der formår at imødegå en kohærens mellem socialt og biologisk køn [6]. De juridiske strukturer er selv med til at fastfryse og naturalisere de to kønskategorier, så de fremstår som essenser, (Butler 2010 : 43) hvorfor især den transkønnede har svært ved at færdes i alle administrative og offentlige systemer. (Raun 2012 : 71) Systemets tilgang til den transkønnede afslører samfundets essentialistiske tilgang til kønnet. Kønsskiftet skal være helt afsluttet; personen skal have en biologi tilnærmelsesvis lig det køn, han/hun ønsker at passere til. Først da vil samfundet tillade den transkønnede at indtræde i det andet køns domæne og betegnelsesmuligheder.

[Til top] Anerkendelse gennem sproget
Den transkønnede forhandler om en plads i sproget; om retten til selvidentifikation. Butler skriver: ”[…] frygten for at miste ens plads i kønnet […] konstituerer en ontologisk krise, oplevet både på seksualitetens og sprogets niveau.”. (Butler 2010 : XI, egen fremhævning) Den transkønnede står i en gråzone i det sociale som en konsekvens af at befinde sig i en gråzone i sproget. At vores indgang i det sociale felt gennem sproget er struktureret omkring en enten/eller-optik er tydeligt, hvis vi betragter noget så simpelt som de uundværlige stedord han og hun. En transkvinde udtaler: “For me it’s really important that on a gender level that she is used … her.”. (youtube.com : (15.50)) Gennem sproget bliver hun anerkendt og accepteret som den kvinde, hun føler sig som.

Den transkønnedes problemer opstår grundet et entydigt og fastlåst forhold mellem signifiant og signifié. Grundlæggende for vores færden i samfundet er de kategorier, vi placerer hinanden i: ”Hverdagens virkelighed indeholder skemaer over typer, ved hjælp af hvilke vi forstår og ”kan finde ud af” andre, når vi møder dem ansigt-til-ansigt.”. (Berger & Luckmann 1972 : 45) Kønnet er gennemgående element i samfundet og dermed gennemgående kategoriseringsmiddel i vores møde med andre. (Raun 2012 : 70) Gældende for den transkønnede er ifølge Butler: ”[…] selv det at ”se” kroppen kan ikke besvare spørgsmålet: ”Med hvilke kategorier ser man? […] Når der stilles spørgsmålstegn ved sådanne kategorier, kommer kønnets realitet også i krise […]”. (Butler 2010 : XXIV) Det, vi ser, er ikke det, vi får, og vi ved ikke, hvordan vi skal gå til personen. Kategorien kvinde rummer ikke kvinden, der biologisk er en mand, hvormed den transkønnede kvinde bliver ulæselig. Det, der gør en tekst ulæselig jf. Derrida, er den manglende mulighed for at sætte på struktur, som HEHL eksemplificerer. Den transkønnede bliver ulæselig, da han/hun ikke kan sættes på struktur. Kønskernen er ikke mulig at finde, da den transkønnede ikke lever op til kohærensen. Vores signifianter mand og kvinde passer ikke på den transkønnede, idet han/hun ikke svarer til vores signifiéer mand og kvinde. Den transkønnedes positionering i dagens kønsforhandling gør krav på en anden betydning af begreberne mand og kvinde såvel som han og hun. Signifianterne skal kunne dække personer, der ikke lever op til kønskohærensen. Igennem en sådan forhandling kan de naturaliserede kønskategorier forskydes. (op.sit. : 83) Butler abonnerer i høj grad på Derrida, når hun skriver følgende: ”Diskrepansen mellem betegnende [signifiant] og betegnede [signifié] bliver som et resultat sprogets operative og grænseløse différance, der gør alt referentialitet til en potentiel grænseløs forskydning.”. (op.sit. : 91) Begreber er processuelle (op.sit. : 82) og åbne for intervention, hvormed betydningen af begrebet aldrig er endeligt. Den transkønnede er i Butlers teori en subversiv karakter, der afslører kønnets imitative karakter.

[Til top] Kritisk blik: Den transkønnede som teoretisk pointe
Den aktuelle debat om transkønnede viser to poler: Den transkønnede som subversiv, som hos Butler, og den transkønnede som normativ. (Raun 2012 : 98) Den normative opfattelse er eksempelvis at finde hos Niall Richardson: “[…] the transsexed body does not appeal to queer theory […] The transsexual’s body has been re-shaped so that it conforms to that of the opposite sex (passes).”. (Richardson 2010 : 127) I denne teori reproducerer den transkønnede normerne og bør ikke betegnes som queer. Tobias Raun, kønsforsker på RUC, mener, at den transkønnede i de kønsteorietiske positioner har som formål at indgå som en teoretisk pointe ud fra et analytisk projekt, hvilket han problematiserer. (Raun 2012 : 379) Han skriver, at tendensen ”[…] results in an instrumentalized and truncated reading of trans. The stories are not allowed to breathe […]”. (op.sit. : 99) Transpersonen reduceres, og Raun ønsker at holde fast i flertydigheden, flerstemmigheden og ambivalensen, som den transkønnede indeholder. Han kritiserer Butler for at få den transkønnede til at passe i sin egen struktur for at kan underbygge sin egen pointe om det performative køn. Selvom Butler formår at tænke nyt for at gøre op med en altdominerende, teologiseret heteronormativ struktur, formår hun i bund og grund ikke selv at gøre sig fri af den tilgang til virkeligheden, hun kritiserer. Denne beskrevne tendens understøtter Derridas vigtige hævdelse om, at menneskets ønske om at begrænse spillet aldrig kan fjernes. En person er altid allerede en del af en struktur, af en virkelighed, foruden hvilken, han/hun ikke ville kunne forholde sig til noget. Fælles for poststrukturalisterne er ønsket om at overskride og sætte sig fri af strukturen. En måde, hvorpå man kan omvælte strukturen og forskyde den, selv værende i strukturen er, som denne diskussion har belyst, at bruge det gældende sprog i en forhandling af virkeligheden. Når Butler tilråder en mere åben struktur i samfundet, der ikke indskrænker virkeligheden til to essentielle køn, advokerer hun derfor for en åbning i sproget.

[Til top] Sprogets forhandlende muligheder
Denne åbning op i sproget tilslutter Spivak i indledning til Of Grammatology. Hun argumenterer for, hvordan menneskets trang til at lukke cirklen i højeste grad kommer til udtryk i sproget, hvorfor det er i sproget, cirklen skal åbnes. (Spivak 1976 : 18) Det poetiske sprog bliver for Derrida centralt: “The poet […] is the man of metaphor: while the philosopher is interested only in the truth of meaning, beyond even signs and names, and the sophist manipulates empty signs […] the poet plays on the multiplicity of signifieds.”. (goodreads.com)

Poststrukturalisten Julia Kristeva mener, at poesi og kunst udvider virkeligheden. Hun opdeler the signifying process i det semiotiske og det symbolske, hvor det semiotiske er drifternes, følelsernes og instinkternes materialisation i form af stemme og rytme. (Kristeva 1984 : 26) Det symbolske er præget af grammatik, logik og overensstemmelse mellem signifié og signifiant, hvilket ligger til grund for, at mennesket kan gøre sig forståeligt og indgå i det sociale felt. (op.sit. : 49) Overensstemmelsen optræder som en social censur. Kristeva advokerer som Butler og Derrida for, at forholdet mellem signifiant og signifié er for entydigt grundet det symbolskes dominans. Det poetiske sprog formår at lade det semiotiske strømme ind i det symbolske, hvormed sproget åbnes op for betydning. (op.sit. : 64) Gennem det poetiske sprog forskydes den symbolske orden, og gennem den større mangfoldighed bliver den sociale censur formildnet. Med det poetiske sprog, den ikke-lineære tekst, forhandles hvad, der er kulturelt acceptabelt.

Ikke mærkeligt at queeraktivister benytter sig af poetisk litteratur og kunst i kampen for rettigheder, da det er ekstremt effektivt i en forhandling af virkeligheden. HEHL betegnes som queerlitteratur og er et udspil på denne bane, hvorfor romanen har været relevant i denne opgave. Med parallellerne mellem Derridas opgør med den lineære skrift og Butlers opgør med den essentielle kønsforståelse formår HEHL at anskueliggøre, hvordan Derridas sprogfilosofi er en af forudsætningerne for Butlers moderne kønsteori baseret på begrebet performativitet. Romanen demonstrerer, hvordan sproget bliver et afgørende, ukonventionelt middel i den aktuelle kønsforhandling. I poesiens konstante udskydning af betydning og udefinerbare aspekter formår den at illustrere både Derridas og Butlers pointe med, at betydning aldrig er endelig. Det poetiske og legende spil i HEHL understøtter det grundlæggende argument i Butlers moderne kønsteori om, at man aldrig kan blive ”rigtig” kvinde eller mand, hvorfor det ikke er muligt at dømme nogle som forkerte og ulæselige – heller ikke den transkønnede. Med en sådan forskydning af forståelsen af begreberne mand og kvinde, kan det være, at den transkønnede kan favnes: ”[…] mand og maskulint [kunne] lige så let betegne en kvindekrop som en mandekrop, og kvinde og feminint [kunne] lige så let betegne en mandekrop som en kvindekrop.”. (Butler 2010 : 45)

[Til top] Konklusion
Derrida søger gennem sit opgør med logocentrismen at vise, hvordan et selvidentisk centrum med absolut betydning ikke er muligt, da sproget henviser til sig selv i det uendelige. Vi kan aldrig få adgang til fuld betydning grundet forskellenes spil, différance. Dette eksemplificeres i hans opgør med bogens logocentriske struktur. Det er ikke muligt blot at finde én enkel struktur i en tekst, da der altid vil være modsigende elementer, der vil bidrage til en ny læsning, hvormed strukturen dekonstrueres. HEHL eksemplificerer den konstante udskydelse af betydning med sin manglende diagnosticerbarhed, hvormed læseren efterlades frustreret og forvirret grundet manglende centrum og struktur; romanen fremstår som ulæselig.

Romanens konstante forskydning og udsættelse af betydning illustrerer fortælleren Bjørns konstante søgning efter sin egen kerne. I samfundet gælder, at den forståelige og sammenhængende person har en intern struktur som kohærens mellem socialt køn, biologisk køn og begær. Denne fremstår som en kønskerne, da den er gentaget og stiliseret over tid. Bjørns manglende evne til at være sammenhængende, hel og jeg’et skyldes, at han ikke kan finde sig selv til rette i Kønnene. I dagens samfund kan man ikke forstå identitet forud for kønsidentitet, da samfundet er bygget op på en heteronormativ struktur med kønnet i centrum. De personer, der modsiger identitetsstrukturen og dermed også samfundsstrukturen udgrænses/ekskluderes, da de ikke lever op til forventningen om, hvad en mand og kvinde er. Den transkønnede bliver på denne måde ulæselig, idet han/hun ikke kan sættes på struktur og dermed ikke går ind under kategorien mand/kvinde, som vi forstår den. Ifølge Butler er der intet forudgivet ved kønnet: det er udelukkende performativt og dermed processuelt, hvormed forventningen om kønskohærensen indskrænker virkeligheden og underkender individets mangfoldighed. Identitet er konstant becoming, Det er ikke muligt at dømme nogle som rigtige eller forkerte mænd/kvinder, idet det aldrig er muligt at opnå en endelig betydning af mand/kvinde, da betydning altid udskydes. Dagens nye kønnede udtryk, som den transkønnede, underbygger Butlers tese og viser den heteronormative struktur som inadækvat; de modsigende elementer nedbryder strukturen.

Med ordet ulæselig er der kobling mellem sprog og kønsteori: Den manglende struktur både hos teksten og personen resulterer i en usikkerhed og frustration, da man ikke kan betegne, hvad man står overfor. Kønsforhandlingen i dagens samfund udspilles derfor bl.a. på sprogligt niveau, hvilket den transkønnede eksemplificerer i sin kamp for retten til selvidentifikation. Den transkønnede oplever en diskrimination i det sociale felt som resultat af ikke at passe ind i en sproglig kategori. Den transkønnede kræver derfor anerkendelse gennem sproget, hvormed et for snævert sprog bliver problematisk. Det er sproget, vi skal åbne op for at åbne virkeligheden og forskyde den. Queer-romanen HEHL illustrerer den sproglige kønsforhandling, da den er et indspil i en højtbrusende kønsdebat om, hvad køn er, og hvor det sidder. Romanen eksemplificerer, hvorfor Derridas sprogteori om betydning som værende aldrig endelig og strukturens manglende øje for kompleksitet er en vigtig forudsætning for Butlers moderne kønsteori. Derrida understreger poesiens afgørende rolle i en åbning af sproget, hvilket Julia Kristeva tilslutter sig: Kunsten og det poetiske sprog – opgøret med den lineære skrift – formår at springe rammer, udvide sproget og gøre mulighederne for betydning mangfoldig, hvormed forholdet mellem signifié og signifiant ændres og flertydiggøres. HEHL eksemplificerer som et udspil i kønsforhandlingen, hvorfor sprogteorien er vigtig i inklusionen af tidligere ulæselige individer, da det er i sproget, vi kan udvide betydningerne af mand og kvinde, så de favner flere. Sproget er afgørende for vores færden i det sociale, og dermed er Derridas sprogteori en vigtig forudsætning for Butlers moderne kønsteori.

Kan vi på noget tidspunkt komme ud over strukturen? Tobias Rauns kritik af Butlers subversive forståelse af den transkønnede eksemplificerer, hvordan Butler selv forsøger at få den transkønnede til at passe ind i en struktur og teoretisk pointe, hvormed den transkønnede reduceres. På samme måde forsøger jeg selv i denne opgave at sætte struktur og analyse på en roman, hvis pointe og formål det er at være udiagnosticerbar. Derrida lader til at have ret i, at menneskets ønske om at begrænse spillet aldrig kan undgås.

[Til top] Litteraturliste
Litteratur:
Berger, Peter L & Luckmann, Thomas (1972) [1966], Den samfundsskabte virkelighed – En videnssociologisk afhandling, Lindhardt og Ringhof, Kbh

Butler, Judith (2010) [1990], Kønsballade, Forlaget THP, Kbh.

Dahlerup, Pil (1991), Dekonstruktion – 90’ernes litteraturteori, Nordisk Forlag A.S., Kbh.

Derrida, Jacques (1991 )[1972], ”Différance” i A Derrida reader (1991), Columbia University Press USA, s. 61

Derrida, Jacques (1970) [1967], Om Grammatologi, Universel Trykkeriet A/S, Kbh.

Derrida, Jacques (1972) [1967], ”Structure, Sign and Play in the Discourse of Human Sciences” i The Structuralist Controversy (1972), John Hopkins Press, London, s. 218

Kristeva, Julia (1984) [1974]: Revolution in Poetic Language in Roudiez, Leon S., Colombia University Press, New York

Rasmussen, Bjørn (2011), Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, Gyldendal, Gylling

Raun, Tobias (2012), Out Online: Trans Self Representation and Community Building on YouTube, PhD Dissertation, Roskilde Universitet, Roskilde

Richardson, Niall (2010), Transgressive Bodies – Representation in Film and Popular Culture, Ashgate Publishing, UK

Spivak, Gayatri Chakravorty, (1997), “Translater’s Preface” i Of Grammatology, Derrida, Jacques (1997) [1967], Hopkins University Press, Baltimore & London, s. 1.
Kan hentes på:
http://www.mohamedrabeea.com/books/book1_3997.pdf

Storey, John (2003), Inventing Popular Culture: from folklore to globalization, Blackwell Publishing, UK

Søndergaard, Dorte (2000), Tegnet på kroppen, Københavns Universitet: Museum Tusculanums Forlag, Kbh.

Hjemmesider:
dr.dk – Læsegrupper: Bjørn Rasmussen: Jeg skriver på lyd og stoflighed. Available:
Siden findes ikke mere.
[2013, 10.11.13]

goodreads.com – Jacques Derrida – Quotes. Available:
http://www.goodreads.com/author/quotes/4132.Jacques_Derrida)
[2013, 15.11.13] [Retur] justitsministeriet.dk – Kommisorium for tværministeriel arbejdsgruppe om udmøntning af regeringsgrundlagets afsnit om kønskifte. Available:
http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Arbejdsomraader/Ministeriet/Raad/K%C3%B8nsskifte%20Kommissorium%20-%20JM.pdf
[2013, 15.11.13] [Retur] retsinformation.dk (1) – Bekendtgørelsen om folkeregistrering mv., kapitel 1, stk. 2. Available:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=10751#K1
[2013, 28.11.13] [Retur] retsinformation.dk (2) – Vejledning om folkeregistrering følgende, stk. 2.1.3. Avalable:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=10811
[2013, 28.11.13]

youtube.com -, Transgender Basics – Gender Identity Project (GIP), 10.08.2009. Available:
http://www.youtube.com/watch?v=UXI9w0PbBXY [2009, 03.12.13]

Artikler:
Holm, Frank (11.09.13), ”Mød en LGBT-kandidat: Morten Norman (SF) Lyngby-Taarbæk”, Out & About [Online Artikel] Kan hentes på:
http://www.out-and-about.dk/visnyhed.asp?id=4613#.Up24BpFheJw

Nexø, Tue Andersen (10.11.11), ”Et benhårdt og muterende køn”, Information, (20.11.11) [Online Artikel] Kan hentes på:
http://www.information.dk/279656

Sørensen, Rasmus Bo (14.01.12), ”Et ubestemt sind – i en helt bestemt krop”, Information, (14.01.12) [Online Artikel] Kan hentes på:
http://www.information.dk/290431

Thranesen, Tina (24.02.13), Love, bekendtgørelser mv., som i dag regulerer transkønnedes forhold, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, København K
Kan hentes på:
URl’en ændret til:
http://lgbt.dk/wp-content/uploads/Love_mv_beroert_af_LGBT_Danmarks_transpolitik_20130224.pdf

Noter
  1. [Retur] Romanen gennemgående blive betegnet som HEHL
  2. [Retur] Når Butler taler om samfundet, sigter hun til moderne vestlige højindkomst samfund med kernefamiliestruktur. I min brug af hendes teori: Det danske samfund.
  3. [Retur] Et konventionelt kønsudtryk vil også altid bidrage til forhandlingen af køn. Man kan ikke vælge ikke at udtrykke og forhandle sit køn. (Søndergaard 2000 : 35)
  4. [Retur] Denne opgaver bruger betegnelsen transkønnet frem for transseksuel, idet der er fokus på kønsidentiteten.
  5. [Retur] Ændring af navn og CPR-nummer
  6. [Retur] Begæret er ift. den transkønnede ikke så centralt, da følelsen af at være det forkerte køn omhandler kønsidentiteten og ikke seksualiteten.

* * *
Opgaven i pdf-format.