Et liv i det andet køns klæder. Radioudsendelse på DR P1 den 11. november 2013 kl. 1130.

Vist 0 gange.
Det i mandfolksklæder, bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck

Det i mandfolksklæder, bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck

Omtalen af radioudsendelsen indledes således:
“Hun kunne ikke få arbejde fordi hun var gift, hun måtte ikke rejse uden sin mands tilladelse og i det hele taget var der ikke mange muligheder for den unge tjenestepige Ellen Maria i 1780ernes København.

Hun drog derfor til Kiel og købte en mandsdragt, spændte brysterne ind, svøbte et skærf om taljen og på en mark fandt hun et kohorn, som gjorde det muligt at tisse stående som et mandfolk. Hun blev oplært som skræddersvend og så rejste hun ellers ud på eventyr i Europa sammen med de andre omvandrende håndværkersvende.”

* * *
Udsendelsens tilrettelæggelse og radiovært: Susanna Sommer.
I udsendelsen medvirker Kirsten Mols og seniorforsker ved Rigsarkivet, Tyge Krogh.

DR P1 den 11. november 2013 kl. 1130 om radioudsendelsen: Et liv i det andet køns klæder.
Direkte link til radioudsendelsen.

* * *
Udsendelsen handler om E. M. Stokkenbeck. Hun har beskrevet sit liv med hovedvægten på sin tid som omrejsende skræddersvend i en selvbiografisk fortælling – i et såkaldt skillingsskrift: Det i mandfolksklæder, vidt bereiste Fruentimmer.

Skillingsskriftet i en nudansk oversættelse på Vidensbanken.

Kort visende rejsen som E. M. Stokkenbeck foretog som skrædersvenden Gotfried Jacob Eichstedt

Vist 0 gange. E. M. Stokkenbecks rejserute som skrædersvenden Gotfried Jacob Eichstedt
Kortet refererer til skillingsskriftet i dansk oversættelse Det i mandfolksklæder, vidt bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck
Stokkenbeck rejserute

Stokkenbeck rejserute

Tallene refererer til de tilsvarende tal på kortet. Pilene angiver rejseretningen.

  1. Hamborg (Fødested)
  2. Ærø
  3. Kiel
  4. København
  5. Kiel
  6. Hamborg
  7. Wedel
  8. Yorch = Jork
  9. Bremen
  10. Frisa
  11. Amsterdam
  12. Til de spanske kyster
  13. Amsterdam
  14. Bremen
  15. Amsterdam
  16. Malaga
  17. Amsterdam
  18. Schelde
  19. Emen
  20. Bremen
  21. Frisak
  22. Wedel
  23. Oldesloh
  24. Kiel
  25. Elmshorn
  1. Hannover
  2. Lüneborg
  3. Brunsvig = Braunschweig
  4. Ludvigsslot = Ludwigslust
  5. Berlin
  6. Potzdam
  7. Jena i Sachsen
  8. Ludvigsslot = Ludwigslust
  9. Berlin
  10. Potzdam
  11. Jena i Sachsen
  12. Rudolfstad
  13. Ratewitz i Polen
  14. Stokbomen
  15. Gennem Tyskland og Bømen
  16. Schwarzborg
  17. Sachsen
  18. Berlin
  19. Pasvalk
  20. Ludvigsslot = Ludwigslust
  21. Lüneborg
  22. Hannover
  23. Hadeln = Hameln
  24. Altona
  25. Buxtehude
  1. Hambor
  2. Pinneberg
  3. Oldesloh
  4. Lütjenhorn
  5. Kiel
  6. Eckernførde
  7. Rendsborg
  8. Slesvig
  9. Flensborg
  10. Apenrade = Aapenraa
  11. Haderslev
  12. Christiansfeld
  13. Kolding
  14. Veile
  15. Horsens
  16. Veile
  17. Horsens
  18. Veil
  19. Fridericia
  20. Stribe
  21. Middelfart
  22. Odense
  23. Nyborg
  24. Odense
  25. Assens
  1. Aaroesund
  2. Haderslev
  3. Tønder
  4. Bredsted
  5. Husum
  6. Friderichstad
  7. Tønningen
  8. Heide
  9. Husum
  10. Flensbor
  11. Kappel
  12. Arnis
  13. Slesvig
  14. Lybek
  15. Itzehoe
  16. Neumünster
  17. Hamborg
  18. Lybek
  19. Eutin
  20. Pretz
  21. Kiel
  22. Kiøbenhavn

Skræddersvenden, E. M. Stokkenbecks mærkværdige rejse i nudansk oversættelse

Vist 796 gange.
Det i mandfolksklæder, bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck

Det i mandfolksklæder, bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck

Historien om E. M. Stokkenbeck er spændende, men ikke særlig godt belyst.
Det meste, som vides om hende, stammer fra hendes eget skrift – et såkaldt skillingsskrift: Det i mandfolksklæder, vidt bereiste Fruentimmer, E. M. Stokkenbeck. Det udkom første gang på tysk trykt i Haderslev i 1787.

Næste udgave kom på dansk trykt i Haderslev i 1806. Ligeledes i 1806 og udkom skillingsskriftet i uændret form trykt i København.
Disse to udgaver er tilføjet afskrifter af den kongelige bevilling, som hun i 1784 fik i København til at ernære sig som skræddermester og herunder at holde en svend. Den tysksprogede udgave fra 1787 slutter med en kort bemærkning om, at hun fik bevillingen.

Ribe Sygehus udgav til jul i 1990 en flot bog – Skræddersvenden Gotfried Eichstedt – forfattet af Lone Hvass. Indholdet i bogen er nærmest en redaktionel bearbejdning af indholdet fra skillingsskriftet. Lone Hvass tager udgangspunkt i E. M. Stokkenbecks ophold i Vejle og konstaterer herunder, at flere af de personer, som Stokkenbeck nævner i sin bog rent faktisk har eksisteret og anfører, at dette bestyrker rigtigheden i Stokkenbecks fortælling om sit liv.

Der er nogen usikkerhed og forvirring om Stokkenbecks navne.
Således anføres hun Engelbrecht Maria Stokkenbech, hvilket måske mere rigtigt skal være Ingel Maria Andreassen. Lone Hvass anfører bl.a., at Stokkenbeck gik i skole på Ærø og lære at skrive både dansk og tysk, uden at det anføres, hvorfra denne viden stammer.

Lone Hvass anfører i sin bog, at det af Sct. Petri Kirkebog i København fremgår:

“Montag d. 7i. Okt.
Verlobet Jenggesell ein Arbeitsmann Morten Christian Dalsgaard mit der Jungfrau Ingel Maria Andreassen”.

Der anføres desværre ikke noget årstal.

I skillingsskriftet beskriver Stokkenbeck nøje hvilke byer, hun har haft ophold i. Det er derfor muligt nøje at følge hendes færden, som strakte sig over flere år, hvorunder hun må have tilbagelagt adskillige tusinde kilometer. Det har foregået til fods – dog kan det tænkes, at hun lejlighedsvis har fået kørelejlighed over kortere strækninger af en bonde eller velstillet rejsende.

Hendes færden med alle byerne markeret på et kort med pile fra by til by og med en liste over alle byerne, hun besøgte.

* * *
Herunder gengives Stokkenbecks egen beretning:


Det
i mandfolksklæder, vidt bereiste
Fruentimmer,
E. M.Stokkenbeck,
som skrædersvend,
Gotfried Jacob Eichstedt,
mærkværdige
Begivenheder
paa
hendes Reiser til Lands og Vands,
i
Danmark, Holland, Tyskland, Bøhmen [1],
Polen og Spanien,
indtil
hendes sidste Ankomst til Kiøbenhavn,
hvor hendes Kjøn blev røbet.
Udgivet af hende selv.
Trykt i Haderslev 18o6.

Til læseren.
Denne Fortælling om mit Levned, mine Rejser og Tildragelser, som jeg herved har villet forelægge Publikum vil endog, uden min Erindring, forefalde enhver besynderlig nok. – Et Fruentimmer uden Penge, hvorledes vil hun vel have vandret i fremmede Lande i Mandfolkenes Selskab? Dette Spørgsmål venter jeg af mange mine læsere. Disse vil jeg kun sige: At endogsaa et Fruentimmer, naar hun har Resolution, kan i disse omstændigheder slaa sig igjennem. Dog raader jeg ingen, at følge mit Exempel, og haaber ikke heller, at mit Levneds Beskrivelse skal bringe nogen til det Forsæt.

Jeg, Engelbrecht Stokkenbeck, er barnfød i Hamborg i Aaret 1759. Min Fader hedte Johan Bielfeld Stokkenbeck, guldsmed, og min Moder Anna Maria Stokkenbeck. Jeg var den yngste af ti Børn, som alle uden mig vare Sønner, og alle ere døde, undtagen en Broder, ved Navn Rasmus Hansen Stokkenbeck, som boer i Byen Uk [2] mellem Apenrade [3] og Flensborg. Da jeg var et Aar gammel, døde min Fader, hvorpaa min Moder tog mig med sig til Ærøe, hvor hun arvede sin afdøde Broder. Efter min Moders død kom jeg i mit 12te Aar til Kiel, hvor jeg tjente paa det fornemmeste Vertshuus, Ballhuset, indtil jeg var femten Aar; da jeg efter Skipper Sandbyes Recommendation, af S. T. Hr. Kammerraad Westermann blev forskrevet til Kjøbenhavn. Hos ham tjente jeg i fem Fierdingaar, men blev paa det sidste syg i min Tjeneste, og kom derpaa i Hospitalet. Efterat jeg var bleven frisk og kom ud deraf, tog jeg, indtil jeg kunde faae mig en anden Tjeneste, mit Logement hos en Kone i Gottersgade, hvor jeg samme Fredag, da jeg var kommen fra Hospitalet, paa følgende Maade blev bekjendt med den, som jeg siden fik til Mand. Om Aftenen, da jeg sad og syede, kom en Bryggerkarl ind, som var bekjendt i Huset, og satte sig ned for at forbedre en trøje. Jeg sagde: at det var Skam, at et Mandfolk foretog sig sligt Fruentimmer-Arbeide; tog Trøjen fra ham, og satte den i stand. Da den var færdig, spurgte han mig “Lille Pige: vil hun ikke have mig til Mand?” Jeg svarede strax : “Lige saa gierne ham, som en anden” (hvorvel det aldrig var kommet mig i Hiertet.) Herpaa ville han kysse mig, hvilket jeg ikke vilde tillade ham; men han gik ud af Døren, og bestillede vores Trolovelse, først ved Holmens Kirke, hvor det ikke lod sig giøre, siden ved St. Petri Kirke, hvor trolovelsen blev holdt Mandagen derefter.

Aldrig var det faldet mig ind, at tage dette Menneske til Mand, hvorfor jeg giorde megen Modstand; men lod mig endelig af min Vertinde overtale til, at tage ham, da hun bildte mig ind, at han ejede 700 Rigsdaler, hvilket jeg, som ukyndig i sligt, ogsaa troede, da han viiste mig sit Frihedspas fra sit Herskab med Seil og Underskrivt.

Efter Brylluppet gik det mig meget ilde hos den endnu levende, forhenværende Bryggersvend, Morten Christensen Dalsgaard, som min Mand. Han søgte, saa snart vi vare komne tilsammen, daglig at tilsætte al vor Ejendom ved Drukkenskab og Vidtløftighed, som gik saa vidt, at han ikke engang sparede mine Klæder; hvilket drev mig til, at fatte den sælsomme Beslutning, som jeg og iværksatte, og længere havde vedblevet, hvis jeg ikke siden her i Staden paa en underlig Maade var bleven røbet.

Sure Uger levede jeg hos min Mand. Men da jeg ikke længere kunde være hos ham, indlejede jeg mig hos en Gibser i Skolemestergaden, indtil jeg kunde ophøre mig en Tieneste; hvilket jeg nær havde faaet som Vaskerpige hos frue Grevinde Danneskiold; men da hun fik at vide, at jeg var givt, blev der intet af.

Skipper Johan Rok, som jeg siden reiste bort med, overtalede imidlertid min Mand til at lade mig reise, i Haab, at jeg skulde bringe ham min Medgift, og maaskee en Arvepart.
Deels vilde jeg under. Kierlighedens Kaabe skiule alt, hvad jeg kunde klage paa min Mand; deels var og virkelig min Fattigdom saa stor, at jeg skammede mig ved at blive her. Jeg reiste altsaa med bemeldte Skipper til Kiel, for der at conditionere. Men ogsaa der var det allerede bekiendt, at jeg var bleven givt, og altsaa kunde jeg ingen Tieneste faae. Jeg indlogerede mig da hos en dansk Mand, Navnlig [4] Mein, og var hos ham i fire Uger. Imidlertid solgte jeg mine Fruentimmerklæder, og anskaffede mig igien Mandsklæder paa følgende maade: Efterat jeg havde kiøbt mig brunt Klæde til en Klædning, fik jeg en skræderdreng paa min Størrelse overtalt at lade tage Maal af sig til en Klædning hos sin Mester, indbildende ham, at jeg havde en Broder i Hamborg, til hvilken jeg vilde sende disse Klæder. Det gik og lykkelig for sig, saa at jeg uden Mistanke bekom en complet Mandsklædning. Af mine Skoe tog jeg mål med en Pind,og bestilte mig derefter Mandsskoe, kiøbte mig en Hat, Stok og andet, som jeg kunde bruge. Jeg lod min Kiste med mine daglige Fruentimmerklæder forblive der, og begav mig en Aften Klokk. 10 hen til Hamborg, hvor jeg udgav mig for Skrædersvend. Jeg fik strax Arbeide hos Mester Jacobsen paa Gaasetorvet, hvor jeg arbeidede i 8 Uger. Mit første Arbeide var et par Buxer, som faldt mig meget vanskelig at sye, hvorfor jeg ogsaa blev udleet af de andre Svenne. Min Mester var derimod saa artig at tilbyde mig, siden han saae, at jeg var en ung Bursch [5], og dertil Fruentimmerskræder, at han vilde hielpe mig tilrette, ifald jeg selv havde Lyst til at lære noget. Jeg tog imod dette høflige Tilbud, fik hver Dag min Dagløn med 28 [6] Dansk som en anden Svend, og lærte i de otte Uger, jeg var hos ham, alt, hvad en Mandsskræder bør at vide, saa jeg efter den tid ej allene er sluppet fra at blive udleet, men endog erholdet stor Berømmelse for mit Arbeide. Som Skrædersvend, gav jeg mig her det Navn, Gotfried Jacob Eichstedt og intet Menneske, hverken her eller andetsteds, hvor jeg siden var, havde mindste Mistanke om, at jeg var et Fruentimmer. Min Fruentimmertaille fordulgte jeg med et syet Skierf, som to til tre gange blev viklet om Livet, og mine Fruentimmersager med fodside Skiorter og fyldte Underbuxer. – Da jeg nu var fyrrig fra denne Mester, og intet Arbejde havde, besluttede jeg at reise videre, men var i stor Forlegenhed for at faa mig et Kundskab [7].

Paa Kroen kom jeg i Tale med en Svend fra Schwarzborg, for hvilken jeg beklagede mig, at have tabt mit Kundskab. Da han hørte, at jeg temmelig godt talede tydsk, ynkedes han over mig, og som jeg gav mig ud for en Tydsker saa vilde han hielpe mig med et af sine gamle Kundskabe, naar jeg vilde paatage mig hans Navn Gotfried Jacob Strumer, fra Schwarzborg. Med Glæde tog jeg imod dette hans Tilbud, som jeg maatte betale med en Skjorte og et brunt Silke-Tørklæde.
Da jeg nu saaledes var blevet forsynet med dette Kundskab, rejste jeg glædeligen fra Hamborg til Wedel, hvor jeg intet Arbeide kunde faae.

Jeg lod mig da sætte over Vandet [8] til det Hanoverske, og kom først til en liden Flekke, som kaldes Yorch [9]. Der bekom jeg heller intet Arbeide, og gik endelig til Bremen. Underveis fandt jeg et Horn, som jeg selv tilskiar og dannede saaledes, at jeg, uden mindste Mistanke om mit Kiøn, kunde endog i Selskab med andre lade mit Vand igjennem det; hvilket jeg siden bestandig giemte i min ene Buxelomme, af Frygt for at det skulle blive forstoppet. I Bremen kom jeg i Arbejde hos Mester Hoppe i Pilzengaden, hvor jeg arbejdede i fire Uger: efter hvis Forløb jeg, formedelst en Stridighed i Amtet, tog min Afskeed og rejste til Frisak, som ligger to Mile derfra. Her fik jeg igien Arbeide i 4 Uger; men da Lønnen kun var meget slet, tog jeg Afsked fra min derværende Mester.

Søen stod mig nu an, og ved Søfarten troede jeg engang vist at kunde gjøre min Lykke. Jeg anskaffede mig altsaa i Hast endeel Matroseklæder, og gik til Kapitain Karsten, med hvilken jeg tilbød mig at fare som helvbefaren.

Han befandt mig ikke dygtig dertil, men antog mig dog som Koksmat, for at giøre en Reise fra Bremen Amsterdam med Kapitain Møller fra Kiøbenhavn, førende en tomaster Brique, kaldet Surite. Hos denne Skipper fik jeg maanedlig til Gage 7 hollandske Gylden, og to Maaneders Hyre forud. I Amsterdam indtog vi vor Ladning, og seilede derfra til de spanske Kyster, hvor vi lossede, og rejste derpaa tilbage til Amsterdam.

Her faldt jeg ved Arbejdet, og brækkede min venstre Arm, som dog efter stor Smerte i 6 Uger igien blev kureret. Efter denne Tids forløb gik Skibet og jeg med igien til Bremen, for at vente en ny Hyre. Fra Bremen gik jeg igien som Koksmat med Kapitain Reepschlager til Amsterdam, hvor jeg af Kapitainen blev antaget som Kok, for at giøre en Rejse med ham til Malaga. Efter 5 Maaneders Forløb kom vi hiem til Amsterdam, hvor Kapitainen endelig vilde, at jeg skulde paatage mig endnu en Reise med ham som Matros; men dertil havde jeg ingen Lyst, da Søfarten nu for mig havde tabt det meste af sin Behagelighed. Jeg forlod altsaa Amsterdam, og gik til Schelde, og derfra til Emen, hvor jeg paa en Lystjagt tog til Bremen med Kapitain Karsten, som just paa den tid befandt sig i Emen.

Da jeg kom til Bremen, havde jeg aldeles tabt min Lyst til Søen, og vilde igien begive mig til Skræderhaandværket, som nu stod mig langt bedre an; men mig fattedes til al Uhæld mit Kundskab, som var bleven borte på Søen, saa at jeg ikke kunde antages paa noget Værksted, med mindre at jeg vilde lade mig straffe, hvilket jeg slet ikke vilde, og maatte altsaa, uden Arbeide, begive mig herfra. I Frisak fik jeg igien Arbeide hos min forrige Mester, Navnlig Thorsen, og her bekom jeg igien et Kundskab.

Efter nogen Tids Forløb begav jeg mig herfra igien. Paa Vejen til Wedel kom jeg i Selskab med nogle Husarer, som med Magt underkastede mig deres Villie, og bragte mig i fuld Mondur [10] fra Wedel til Oldesloh [11] til. Hr. Oberste Späth, hvor jeg strax blev maalt.

Jeg bad Obersten instændig om min Afskeed; forestillede ham, at jeg var tvunget til at iføre mig Monduren, og at jeg slet ingen Lyst havde til Tienesten, men imod min Villie var bleven nødt dertil, da jeg just var paa Vejen at besøge min i Holsteen boende Broder. Obersten var saa god at lade mig blive hos sig, indtil han reiste i Besøg til sin Kones Søster Frue Statsraadinde Schriver i Kiel, hvorhen han tog mig med sig. Her gav han mig fem Rigsdaler i Penge, samt Tilladelse at besøge min Broder, hvilket jeg dog ikke giorde. Istedet derfor reiste jeg til Elmshorn, hvor jeg intet Arbeide fik; derfra til Hannover, hvor jeg kom i Arbeide hos Mester Wilhelm. Hos ham var jeg i 9 Uger, og gik derpaa til Lüneborg og Brunsvig [12], hvor jeg arbeidede i 14 Dage. Ni Haandværkersvenne i Følge, gik vi herfra til Ludvigsslot, og siden til. Berlin, hvor vi alle kom i Arbeide, og jeg hos Mester Elversen, hos hvilken jeg var i 15 Uger. Jeg med 4 andre reiste herfra formedelst en Stridighed som opkom mellem os paa Værkstedet, og begav os til Potzdam, hvorfra vi, af Mangel paa Arbeide, reiste til Jena i Sachsen, hvor vi allesammen bleve forsynede. Her havde jeg gjort en af ovenmeldte mine fire ‘Reisekammerater, som var en Kiøbenhavner, det Løvte, at jeg vilde reise bort med ham, naar han vilde forlade Jena; jeg blev altsaa her kun i 4 Uger; og reiste derefter med ham til Rudolfstad i det Schwarzborgske. Neppe havde jeg været her i 14 Dage, førend min Reisekammerat blev syg, og døde; men jeg forblev her i 21 Uger, og havde bestandig Arbeide. Derefter reiste jeg til Polen, hvor jeg i en Stad, kaldet Ratewitz, kom Arbeide hos en Enke, som saa vel kunde lide mig, at hun havde isinde at givte sig med mig, hvorfor jeg og ønskede at være et Mandfolk. Hun gav mig sin salig Mands Klæder og alt, hvad jeg ellers forlangte. Men paa det sidste kunde jeg aldeles ikke begaae hende og hendes Kierligheds Fordringer, hvilke jeg ikke var istand at tilfredsstille; altsaa var jeg nødt til, for ikke at aabenbare mit Kiøn, hemmelig at forlade dette mig saa behagelige Sted, og en Lykke, som vist havde været min, hvis Gud havde mig ladet fødes et Mandfolk.

Fra Ratewitz reiste jeg igiennem Polen til Stokbomen [13], paa hvilken Vei jeg intet Arbejde antog. Her kom jeg i Selskab med syv rejsende Haandværkersvenne, med hvilke jeg reiste giennem Tydskland og Bømen [14] til det Schwarzborgske [15], og derfra til Sachsen [16]; paa hvilken Rejse vi lidte meget Ondt i den haarde Vinter, og maatte betle os igiennem hos Bønderne, som selv undertiden kun havde lidt at give af. Underveis, da vi just kom fra de Bømiske Grændser, mødte vi de Hannoverske Tropper, som skulde gaae til Amerika; hvilke allerede havde faaet øje paa os, ligesom vi og allerede længe havde hørt dem. Vi bleve herover, som man læt kan forestille sig, meget forskrækket, løb hver sin Vei ind i Skoven, og skiulte os, det bedste vi kunde, i de hist og her opsatte smaa Hytter, hvor Vildtet fik sit Foer. Der maatte vi mere end 24 Timer opholde os uden Mad og Drikke, førend vi igien torde komme frem, hvilket var temmelig hart for sultne Maver midt i den haarde Vinter.

Denne gang tabte vi al vor Reiselyst, og takkede Gud, at vi kunde blive, hvor vi vare.
Mine Medreisende vare hver af sin Proffession, og ingen af os fik Arbeide førend i Berlin, hvor vi alle hver kom til sin Mester. En Søndag mødte mig her en besynderlig Hendelse. Jeg vilde gaae ud af Porten, for at spadsere, og foreviiste derfor Officeren mit Kundskab, som det er brugeligt, hvorved han blev vaer, at mit Haar oven paa Hovedet var afklippet, ligesom paa soldaterne, hvilket i Berlin er høiligen forbudet. Jeg blev altsaa mistænkt, for at være en Deserteur, og blev arresteret i Vagten, hvorfra jeg med en Soldat fik Bud til den Mester, som jeg arbeidede hos. Strax gik nogle af Svennene hen paa Herberget, hvor de fandt andre, som de toge med sig, begave sig saa samtligen hen til Vagten, og vilde med magt sætte mig i Frihed. Endelig blev Officeren overbeviist om, at jeg var en Skrædersvend, som stod i Arbejde i Byen, og ikke var engageret i Militairtienesten, samt at jeg ikke havde nogen Kundskab om Forbudet paa Forhaarets Afklippelse, hvorfor jeg og samme Dag blev løsladt af min Arrest.

Da jeg fik Afskeed fra denne Mester, reiste jeg fra Berlin til Pasvalk i Preussen, hvor jeg i 14 Dage fik Arbeide. Her blev jeg syg, og laae i 11 Uger paa Sengen, saa at jeg i denne tid tilsatte mine Klæder; og hvad jeg ellers ejede, og havde liidt stor Nød, hvis Broderskabet ei havde hjulpet mig med det, som mig fattedes. Fra Pasvalk reiste jeg igiennem det Brandenborgske til Ludvigsslot, hvor jeg arbejdede i 6 Uger, for at fortiene mig fornødne Reisepenge. Derefter gik jeg til Lüneborg, Hannover og Hadeln, og derfra til Altona [17]; på hvilket sidste Sted jeg fik Arbeide hos en Jøde, som snart derefter døde, og derover fik min Afskeed. Jeg reiste altsaa til Buxtehude, hvor intet Arbeide forefaldt, Herfra begav jeg mig til Hamborg, Pinneberg, Oldesloh, Lütjenhorn, Kiel, Eckernførde, Rendsborg, Slesvig, og Flensborg; hvorfra jeg gik i Følge med 2 andre til Apenrade [18], paa hvilken Vei jeg havde min Broder boende, som holdt Vertshuus i Byen Uk [19]. Vi kom for. hans Dør at bede om Almisse, men blev afviist med grove Ord, og fik intet.

Da jeg saae min Broder, kiendte jeg ham strax, men han kiendte mig ikke. Jeg fik altsaa en i Apenrade til at skrive mig en Billet [20] til ham, hvori han vel fik at vide, at det var mig, som havde været for hans Dør, men mit Opholdssted fordulgte jeg ham, hvilket han ikke heller siden har erfaret. Kort førend min sidste Ankomst til Kiøbenhavn skal han have været her, men vi have ikke siden seet hverandre. Vi gik derpå til Haderslev, hvor en af mine Reisekammerater fik Arbeide. Men jeg og en Schwarzborger gik til Christiansfeld, hvor vi maatte betle os frem. En Snedkers Enke ynkedes der over mig, at jeg, som var ung, skulde søge mit Brød ved Bettelstaven, og tilbød mig i den Anledning, at gaae ind i deres Selskab, da jeg ingen Mangel skulde lide. Dette undslog jeg mig ved, da jeg havde forbundet mig til at følge med min Reisekammerat. Hun gav mig derpaa fire Styver og et Stykke Brød, og begierte, at jeg skulle bringe hende Efterretning, om jeg var sindet at følge hendes Raad, men siden kom jeg ikke mere til hende.
Fra Christiansfeld rejste vi til Kolding, hvor min Kammerat fik Arbejde; men jeg blev i 8te Dage liggende paa Kroen, og fortiente min Føde med at spinde, hvilket jeg indbildte Konen at have lært i Tydskland, hvor det paa sine Steder er meget almindeligt blandt Mandfolkene.

Derfra reiste jeg til Veile, hvor jeg arbejdede i 5 Uger hos Mester Søren Nielsen. Foruden mig var der kun 1 Skrædersvend i Byen, som jeg ikke kunde søge meget Selskab med, hvilket jeg altsaa søgte med Skomagersvenne.

En. Søndags Aften var jeg i Selskab med 9 af dem, hvoraf den ene, Navnlig Falk, en Svensk, var i Krigstieneste, hvilket jeg ikke vidste. Jeg kom i Strid med ham, og de andre fik mig til at give ham et Ørefigen, hvorover vi kom i Slaagsmaal sammen; men jeg overvandt ham paa det sidste, saa at han fik en Mængde Hug, og neppe kunde see ud af øinene. Hans Kammerater fik ham derpaa i Bryggerhuset og toede [21] hans Ansigt med Ædike og Brændeviin. Men da han i det samme sagde, at det var en Skielm, der havde flaaet ham; blev jeg vred i Hovedet, fik atter fat paa ham, og kastede ham ned i Bryggerkarret.

Han skreg derpaa elendig, at hans Ryg var itu, og begierte, at Vagtmesteren og Gemene [22] skulde skulde hentes fra Vagten, hvilket skeete. Disse Folk befalede Verten, at holde mig i sikker Forvaring indtil om Morgenen, da jeg blev afhentet til Hr. Kammerherre Juel i Veile, som nøje udspurgte mig, hvorledes alle Ting var tilganget. Jeg beraabte mig paa min Uskyldighed, og forsikrede høit og dyrt, at det var mig aldeles ubekiendt, at denne Karl stod i Krigstienesten. Men her hjalp ingen Snak; Karlen var fordærvet, og jeg maatte altsaa gaae i hans Tieneste. Kammerherren beholdt mit Kundskab, og lod mig transportere til Horsens, hvor Hr. Oberste Leuenbach ved Cavalleriet spurgte mig: hvor gammel jeg var? og om jeg havde Lyst at blive i Horsens paa min Profession, indtil der kom Bud fra Majoren? Jeg svarede hertil Ja, og blev der i 4 Uger. Derefter kom jeg i Lære hos Trompeter Schwarzborg, for at lære hans Konst.

Hos ham skulde jeg daglig 2 Timer lære Noder, hvortil jeg ingen Lyst havde, og for at undgaa dette, stillede mig dum an, hvilket frugtede saa meget, at jeg slap for denne Information., og blev altsaa herfra frie. Nu hendte det sig, da Officeren rosede mig som en smuk ung Bursch [23], og nødig vilde miste mig, at Kammerherren tog mig til Forrider, hvilket jeg var i 4 Uger, og maatte i denne tid, medens Kammerherren reiste til Randers, oppasse 12 Heste og en Hingst, samt skiære Hakkelse til dem, hvorved jeg forstrakte min høire Arm. For at lære at ride, lidte jeg meget Ondt, og fik mange Slag. Da Kammerherren igien kom hiem og saae, at jeg ikke duede til at være Forrider, vilde han dog nødig miste mig af sin Tieneste, og gjorde mig til sin Løber, hvilket jeg var i tre Fierdingaar.

Jeg havde her ikke meget godt, og ønskede inderlig at kunne slippe derfra. Jeg førte her et temmelig vidtløftigt Levnet, i den Tanke, at Kammerherren skulle blive kied af mig, og give mig Afskeed; men jeg fik gierne Prygel, naar jeg havde fortient dem. Min Frihed var ikke at tænke paa. Endeligen, da Kammerherren erfarede, at jeg langt heller ønskede, at reise paa min Proffesion, end at være hos ham, forsøgte han mig med denne List: Først tilbød han mig et Huus paa et Gods, og lovede, at skaffe mig en smuk Pige til Kone. Men dette Tilbud kunde jeg ikke tage imod. Siden lovede han ogsaa, at give mig min Frihed, naar jeg derfor betalte 24 Rigsdaler, hvilken Summe han meente, var mig umuligt at forskaffe.

Men i Horsens, hvor jeg tide kom og svirede Natten igiennem, var der en Jomfru, ved Navn B…, som var inderlig forelsket i mig; hende fortalte jeg min Herres Tilbud, hvilket havde den Virkning hos hende, at hun gav mig de 24 Rigsdaler til at kiøbe min Frihed for.

Af Glæde herover forsvirede jeg endnu samme Aften med de andre Skrædersvenne 4 Rdlr. og var altsaa nødt til, at sælge mit Tombaks Uhr for 7 Rigsdaler, for at kunne faae den forlangte Sum samlet igien. Jeg betalte den derpaa til min Herre, fik af ham min Afskeed som Løber paa stemplet Papir, og forlod derpaa med Glæde dette Sted, som slet intet stod mig an.

Jeg reiste da strax tilbage til Horsens, og tog mit Logement hos en Vertshuusmand, Navnlig Peder Knub. Hos ham kom jeg endnu samme Aften i Slagsmaal med Sadelmageren fra Kammerherrens Gods og Trompeter Schanderborg, som begge negtede, at min Afskeed var rigtig. Den blev altsaa taget fra mig og sendt til Kammerherren, men om anden Dagen mig igien tilstillet. Her var jeg i 8 Dage uden Arbeide; men da Jomfru M.. ofte stial sig af sine Forældres Huus, og besøgte mig, var jeg bange for, at denne Kierlighedshistorie skulde af hendes Forældre blive opdaget, og reiste altsaa derfra til Veile. Her blev jeg anholdt af Hr. Ritmester Bechman, som ogsaa tvivlede om min Afskeedes Rigtighed, men blev omsider overbeviist derom. Jeg tog derefter Arbeide hos min forrige Mester, og var hos ham i 4 Uger; hvorefter jeg med 2 tilrejsende Svenne begav mig til Fridericia.

Herfra lod vi os oversætte til Stribe, og gik derpaa til Middelfart, hvor intet Arbejde for os var at bekomme. Til Odense ankom jeg 14 Dage for Juul, fik der Arbejde hos Mester Mathias Schmidt, hvor jeg blev et par Ugers Tid; men da vi ikke kunde blive enige om Lønnen, gik jeg derfra til Nyborg, hvor jeg intet Arbejde fik. Jeg vendte altsaa tilbage til Odense, og begav mig herfra til Assens. Underveis mødte mig en Transport Rekruter, som med Magt vilde tvinge mig til at følge med dem, og, da jeg ikke vilde, jammerligen pryglede mig, ja, ikke fornøjede hermed, røvede endog mit Spanskrør [24] og mit sølv Hattespænde. I Assens fik jeg intet Arbeide, men Broderskabet hjalp mig med Penge, saa at jeg kom over Vandet [25] til Aaroesund.

Just da jeg kom fra Aaroesund paa en Søndags Morgen til Haderslev, mødte mig uden for Porten en Slagtersvend, som lod mig vide, at der i Byen var intet Arbejde at bekomme. Jeg gik altsaa ikke ind i Byen, men fulgte med ham til Tønder, endskiønt mit første Forsæt var at gaae til Ribe. I Tønder fik jeg Arbejde hos Mester Andreas Christiansen, hvor der vankede meget godt Mad; men derimod var denne Mand noget knap paa Brændet. Engang skieldte han os paa Værkstedet for forfrossene Hunde, hvorover jeg anlagde Proses mod ham for Amtet, og fik Ret over ham. Jeg var her i 5 Uger, og gik derfra til Bredsted, hvor intet Arbejde var at faae. I Husum fik jeg paa en kort tid Arbejde hos Mester Klink, og begav mig derfra til Friderichstad og Tønningen, saa over Heide tilbage til Husum, og endelig til Flensborg. Her fik jeg Arbejde hos Mester Morobotter i 14 Dage. Fra Flensborg reiste jeg til Slesvig, hvor jeg fik Arbejde hos Mester Klink, Broder til Klink i Husum, og var der Oldgesell i 3 Fierdingaer.

Fra Slesvig gik jeg til Kappel i Angeln, og siden til Arnis, hvor jeg kom i Arbeide hos Mester Kork; der var jeg i 8 Uger, fra Juul til efter Fastelavn, og spandt for Konen, naar vi intet Arbeide havde. Imidlertid jeg var hos ham, havde hans Datter Bryllup. Men just paa Bryluppet kom jeg i Klammerie med Svigersønnen og hans Broder, som giorde sig al Umage for at beskiemme mig som en Løgner. Jeg adspurgte ham høflig, hvorfor han giorde det? Men han blev ei allene ved sin Beskyldning, men slog mig endog for Brystet, og truede at giver mig saa meget, at jeg skulle tænke derpaa min hele Levetid. Jeg indgav altsaa en Klage over ham til Hr. Kammerherre Rumohr paa Roest. Men da jeg kom tilbage fra ham, oppassede begge disse onde Mennesker mig paa Veien, sloge og traadte mig, ja, behandlede mig i alle Maader meget ilde, og kastede mig endeligen i en Grøvt. Jeg maatte altsaa antage en Feltskiær, under hvis haand jeg længe laae, og i 10 Dage spøttede Blod. Men uagtet min Sygdom varede længe, og næsten mit hele Legeme var forslaaet og fortraadt, vidste jeg dog saa vel at skiule mit Kiøn for Feltskiæren, at han aldrig havde mindste Mistanke om at jeg var et Fruentimmer. Efterat jeg var kommet mig nogenledes, blev jeg paa Roest saaledes forligt med disse Folk, at de til mig maatte betale 77 Rdlr. i Penge, og give mig følgende Æres=Erklæring, som jeg i Original kan fremvise:

“Vi begge Brødre, Jacob Petersen paa Arnis, og Claus Petersen i Kappel, have idag forligt os med Skrædersvennen, Gottfried Jacob Eichstedt, som har staaet i Arbeide hos Skrædermester Kork paa Arnis, paa følgende Maadd: At alle de Stridigheder, som hidindtil have været os imellem, aldeles skulle ophøre og ophæves, da vi intet vide at kunne sige over ham, end alt Ærligt og Godt. Vi have altsaa, i de dertil budne Venners Overværelse, offentligen og kristeligen afbedet ham de af os mod ham udstødte grove Skieldsord, samt vores videre Grovhed, Dette tilstaae vi med dette Brev.
Arnis og Kappel, den 8de Febr.l784
Jacob Petersen.
Claus Petersen.

Johan Bendix Pape. ?
Christ. Fridr. Petersen. ?
Jurgen Birck. ? som Vidner.
Hans Henrich Jepsen ?

Af de 77 Rdlr. jeg fik af dem, maatte jeg betale 41 Rdlr. til Feltskiæren og Medikamenter. For de øvrige 36 Rdlr. anskaffede jeg mig en smuk Mandsklædning, og en Tobakspibe, som kostede 32 Mark Danske.

Men da jeg var bange, at disse 2 Brødre af Ægrelse, saavel over Pengene, som over Afbigten, skulde endvidere efterstræbe mig, forlod jeg det lidet Land Arnis, og gik til Slesvig. Derfra reiste jeg uden Arbeide til Lybek, Itzehoe, Neumünster og Hamborg, hvor jeg fik Arbeide hos Mester Heilborn paa, Domkirkegaarden. Jeg var hos ham i 6 Uger, og kom der paa Værkstedet i Strid med en Svend, Navnlig Koch, som jeg efter Haandværksbrug udfordrede til Ludewiesen [26], da det ei var tilladt at slaaes i Byen. Men han torde ikke møde mig, hvorfor vi siden af vore andre Kammerater bleve forligte paa Kroen. Derefter kom jeg i Arbejde hos Mester Prestien paa, Heilliggeistes Kirkegaard., hvor jeg var indtil 1ste Pinsedag, da jeg med nogle af mine Kammerater var bleven eenig om at reise til Kiøbenhavn. Jeg begav mig altsaa med 2 andre Svenne: til Lybek, hvor vi traf en liden Polak, som jeg før havde tient i Ratewitz, hvilken vi tog med i vort Selskab paa min Bekostning. Da her nu ingen Skibslejlighed fandtes, gik vi fra Lybek til Eutin, Pretz og Kiel, hvor vi ankom Klokken 8. Klokken 9 gik vi om Bord til Kiøbenhavn, vare 8te Dage underveis, og kom dertil kort før Sancthansdag 1784. Min Tanke var ellers dengang at give mig til Husarerne.

I Kiøbenhavn anmeldte vi os strax paa Herberget hos Kroefader Søren Weile, som affordrede mit Kundskab, hvilket han ogsaa fik. Tre Dage derefter fik jeg Arbeide hos Mester Wellerup i Myntergaden, hvor jeg dog ikke fik Lov til at blive længere end 1 Uge, ved hvilken Leilighed mit Forsæt, at give mig til Husarerne, ogsaa blev forpurret.

Om Løverdags Aften, da jeg havde bekommet min fortjente Ugeløn af min Mester, fik jeg det Indfald, for at forslaae tiden, (thi fra den tid jeg kom i Land her i Kiøbenhavn, var jeg stedse uroelig,) at gaae paa Kroen, hvor jeg gav mig i Spil med mine Kammerater. Jeg spillede hele Natten igiennem, men var saa uheldig, at tabe ikke allene min Ugeløn, men endog flere Penge. Om Morgenen derpaa fik jeg en inderlig Lyst efter at vide, om min Mand endnu var i Live, og gik i den Henseende til Strømpevæver Andreas Bötcher i Pederhvidtfeldstræde, der havde været min Forlover, og som nu tillige holdt Vertshuus. Om Morgenen Klokken Fem traadte jeg ind i Stuen, og for at faae Leilighed at udspørge ham, bragte jeg ham en Hilsen fra en Snedkersvend i Hamborg. Efter adskillig Samtale spurgte han mig, hvem jeg var? Hvorpaa jeg svarede, at jeg stod i preussisk Krigstieneste, og var Tiener hos en preusisk Herre. Jeg fik derpaa Leilighed at spørge ham, om han ikke kiendte eller havde kiendt et Fruentimmer, ved Navn Engelbrecht Maria? hvortil han svarede jo. Paa mit Spørgsmaal om hendes Mand endnu var i Live, gav han mig den Efterretning, at han endnu levede, og tillige var artig at love mig, at vise mig hen til ham.

Medens jeg endnu talede med Manden, stod Konen op af Sengen, og kom ind i Stuen. Saa snart hun saae mig, kiendte hun mig strax, og, endskiønt jeg ikke vilde vedgaae det, bekræftede hun det bestandigt med mange Eder og Bander. Her var jeg i Forlegenhed, og søgte at hielpe mig ud deraf, ved at foregive, at dette Fruentimmer levede frisk og vel i Flensborg, og et jeg var hendes Broder. Hun troede mig dog ikke, og uagtet at hendes Mand, som samme tid var i Stuen, tøssede paa hende, alt hvad han kunde, hjalp det dog intet; men hun blev stedse ved at bande paa, at jeg var Engelbrecht Maria. Imidlertid lovede Strømpevæveren mig, at han ville følge mig hen til min foregivne Svoger, som efter hans Fortælling boede i store Kongensgade; men jeg undskyldte mig, at jeg ikke havde tid at gaae derhen nu strax, da jeg først maatte hiem, for at accomodere min Herre, og bringe ham Thee. Jeg gik altsaa derfra hen paa Kroen, drak Kaffe, og tog en graae Frakke paa.

Da jeg igien kom til Strømpevæveren, lovede han at følge med mig, naar han først havde bragt et par bestilte Strømper til en Snedkersvend. Men istedet for at gaae derhen, gik han til Politimesteren, Hr. Konferentsraad Fædder, gav mig an som for en Spion, og udvirkede med denne sin urimelige Angivelse, at Konferentsraaden gav ham to Politibetiente med sig, med den Ordre, at arrestere mig, saa vidt skee kunde, uden Opsigt. Ved sin Tilbagekomst svor han falskeligen paa, at han ikke mere ville gaae til den Snedkersvend, som skulde have Strømperne, da han saa mange gange havde holdt ham for Nar. Han spurgte: om det nu var mig beleiligt at gaae til min Svoger? Jeg svarede Ja, og vi gik saa tilsammen. Da vi vare komne ud i Gothersgaden, lige uden for Konferentsraadens Port, kom begge Politibetjente bag paa mig, tog mig hver under sin Arm, og bad mig meget høflig, at gaae med til Konferentsraaden, som gierne vilde tale med mig. Strømpevæveren stillede sig herved ganske fremmed, og spurgte: Om det var Ret at arrestere eller saaledes opholde skikkelige Folk paa Gaden, naar de gik i deres retmæssige Ærende, og ingen Larm eller Uroelighed Giorde? Han tilbød sig endog selv at gaae med, og var saa artig at følge mig ind i Porten, endskiønt jeg ikke holdt mig for, at være tient dermed.

Imidlertid kom adskillige af Konferentsraadens Betiente ud, for at see paa mig, hvorover jeg ogsaa blev hidsig, og skielte Strømpevæveren for en Forræder. Da jeg kom ind til Konferentsraaden selv, spurgte han mig straks i Døren: Hvad er du for en? Jeg vil gierne sige det, svarede jeg, men nødig vilde jeg, at min Forræder skulde høre det. Herpaa kaldte han mig ind i Salen, og spurgte: Om jeg ikke var et Fruentimmer? Jeg tilstod det strax, fortalte ham i Korthed mit Levnetsløb beraabte mig paa min Kundskab, som laae paa Kroen, og paa de Svenne, som jeg var reist herhid med, og hos hvilke jeg om Natten havde sovet. Jeg sagde hertil, at jeg ikke forlangte at blive frie for Straf, hvis noget Strafværdigt kunde blive mig overbeviist, hvilket jeg var saa fri for, at ei engang nogen af mine Sovekammerater havde havt mit Kiøn mistænkt. Til Mester Wellerup gik der strax Bud, og han erklærede, at han, formedelst mit Arbejdes Godhed, ei kunde troe, at jeg var et Fruentirnmer. Han tilstod end ydermere, at han baade paa Tydsk og paa Dansk havde bedet mig om, at komme igien den paafølgende Mandag, da han meget nødig vilde miste mig fra sit Arbeide.

Fra Konferentsraaden blev jeg bragt op paa. Raadhuset, hvor jeg indtil Middagen blev arresteret hos 4 lystige Fruentimmer, der ikke vidste andet, end at jeg var et Mandfolk, og i Hiertet glædede sig derover. Om Middagen spiste jeg hos Vagtmesteren, og fik om Eftermiddagen, efter min Begiering, en Arrest for mig selv. Dagen derpaa kom jeg i mit første Forhør, og forblev derpaa i Arresten indtil Torsdagen, da jeg igien erholdt min Frihed. Imidlertid blev min Mand opkaldet for Retten, som jeg ogsaa talede med, men i Betragtning af hans forrige Opførsel imod mig, fik jeg Tilladelse at være for mig selv, hvis jeg saa vilde, hvilket jeg og med Taksigelse imodtog. I disse Dage maatte jeg ogsaa aflægge mine Mandsklæder og igien paatage mig Fruentimmerklæder.

Om Fredagen, efter at jeg var kommen ud af Arresten, fik jeg Arbeide hos Mester Jæchel i Ulkegaden, hvor jeg, som Fruentimmer, arbejdede i 3 Uger.

Efter den tid har jeg allerunderdanigst anholdt om Frihed selv at maatte holde Verksted og Svenne, da jeg i den lange tid, jeg haver været Skrædersvend, havde, efter alle deres Vidnesbyrd, som jeg havde Omgang med, forholdt mig upaaklageligt, og forstod alt hvad dertil hører. Hans Majestæt har ogsaa allernaadigst tilladt mig denne Begiering, ved følgende Bevilgning.

copie.
CHRISTIANUS SEPTIMUS &c.

Vor synderlige Gunst tilforn! Os er allerunderdanigst bleven referet en fra Ellenbrecht Maria Staachenbech af vores Kongelige Residenhze=Stad Kjøbenhavn :indkommen Ansøgning, hvori hun haver andraget, at hun har været givt med en Bryggersvend ved Navn Morten Christensen Dalsgaard, men formedelst hans slette Forhold imod hende flyttede hun fra ham, og lærte sig selv Skrædder Haandværk, hvorefter hun for at være frie for Mandens Overløb, skal være retst til. Vor Stad Kiel, hvor hun skal have anskaffet sig Mandfolke=Klæder, og siden arbeidet som Skrædder=Svend adskillige Stæder udenlands, og tilsidst i Slesvig, hvor hun har været Oldgesell; derfra hun igien er kommen her til Staden, men da hun, ved at spørge efter Manden, blev kiendt af en Kone, som angav det for vores Politimester, er hun bleven arresteret og taget i Forhør, hvor hendes Mand have erklæret, at han ikke vilde vide mere af hende at sige, hvorfor hun; da hun ey heller vil tage til ham igien, derhos allerunderdanigst haver anholdet, at maatte tillades at ernære sig af at sye Mendfolke=Klæder, og dertil at holde en Svend til Hielp; Thi give Vi Eder hermed tilkiende, at Vi, efter saadan herom allerunderdanigst giorte Ansøgning og de derved forekomne Omstændigheder, allernaadigst vilde have bevilget, at bemeldte Ellenbrecht Maria Staachenbech maae ernære sig af Skræder=Haandværk, og sye Mandfolke=Klæder, samt dertil holde en Svend til Hielp; Derefter I Eder alferunderdanigst have at rette, og Vedkommende sligt til Efterretning at til kiendegive; Befalende Eder Gud! Skrevet paa Vort Slot Christansborg udi Vores Kongelige Residentz=Stad Kjøbenhavn den 29de Octobris 1780.
Under Vor Kongelige Haand og Signet
Chrstian R.

____________
Schack Rathlou,

_________________
Luxdorph. P. Aagaard

Til
Kiøbenhavns Magistrat, at Ellenbrecht Maria Staachenbech af Kiøbenhavn maae sammesteds ernære sig af Skrædder=Haandværk, samt derpaa holde en Svend til Hielp.

Gienpartens Rigtighed bevidnet

S. Lange.

* * *
Noter af Tina Thranesen
  1. [Retur] Bøhmen.
    På tysk Böhmen. En historisk region i Centraleuropa, der oprindeligt var et eget kongerige underlagt det tysk-romerske rige. Da det kom under habsburgerne, blev det en del af deres rige, som for nemheds skyld kaldtes Østrig. I dag udgør det sammen med det noget mindre Mæhren (Moravia, Morava) staten Tjekkiet. Hovedstaden er Prag (Praha). Bøhmen grænser i nord til Schlesien (i dag i Polen), i øst mod Mæhren, i syd mod Østrig og i vest og nordvest mod Tyskland.
  2. [Retur] Uk – Byen kan ikke identificeres.
  3. [Retur] Apenrade = Aabenraa.
  4. [Retur] en dansk Mand, Navnlig Mein, = en dansk mand ved navn Mein.
  5. [Retur] Bursch = svend, håndværkersvend.
  6. [Retur] Der må være tale om en møntenhed, men det kan ikke tydes.
  7. [Retur] Kundskab = svendebrev.
  8. [Retur] Floden Elben.
  9. [Retur] Yorch = Jork.
  10. [Retur] Mondur = udrustning (af fransk monture = at montere, at udstyre).
  11. [Retur] Oldesloh ligger ca. 50 km nordøst for Hamborg.
  12. [Retur] Brunsvig er det muværende Braunschweig.
  13. [Retur] Stokbomen – Kan ikke stedfæstes.
  14. [Retur] Bømen – Det må være Bøhmen henset til, at der på forsiden står Bøhmen. Se note 0.
  15. [Retur] Det Schwarzburske – Schwarzburg-Sondershausen var indtil 1697 en selvstændig stat. Herefter underlagt forskellige statsdannelser indtil 1920, hvor det blev en del af Thüringen i Tyskland. Af større byer kann nævnes Arnstad.
  16. [Retur] Sachsen er en tysk delstat. Dresden er delstatshovedstad.
  17. [Retur] Alktona – det vestlige Hamborg nord for floden Elben.
  18. [Retur] Apenrade = Aabenraa.
  19. [Retur] Uk -Byen kan ikke identificeres.
  20. [Retur] Billet = Kortfattet brev.
  21. [Retur] toede = vaskede.
  22. [Retur] Gemene – noget usikker på betydningen, men formentlig betyder det Svendene.
  23. [Retur] Bursch = svend, håndværkersvend.
  24. [Retur] Spanskrør betyder i denne forbindelse Stok.
  25. [Retur] Lillebælt.
  26. [Retur] Ludewiesen – det er uvist, hvad ordet betyder.

Skræddersvenden Gotfried Eichstedt

Vist 66 gange.
Skræddersvenden Gotfried Eichstedt

Skræddersvenden Gotfried Eichstedt

Titel Skræddersvenden Gotfried Eichstedt
Forfatter Lone Hvass
Illustreret af Albert Bertelsen
Udgivet af Vejle sygehus
Udgivet Julen 1990
Sprog Dansk
Antal sider 24

I bogen fortælles om Det i mandfolksklæder, vidt bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck, som skræddersvend, Gotfried Jacob Eichstedt, mærkværdige Begivenheder paa hendes Reiser til Lands og Vands, i Danmark, Holland, Tyskland, Bøhmen, Polen og Spanien, indtil hendes sidste Ankomst til Kiøbenhavn, hvor hendes Kjøn blev røbet.
Fortællingen tager udgangspunkt i skræddersvenden Gotfried Jacob Eichsteds ophold i Vejle.
I bogen refereres primært fra E. M. Stokkenbecks eget skillingeskrift om sit liv.

Bogen er forsynet med illustrationer i træsnit skåret og signerede af Albert Bertelsen, og trykt fra den originale stok.

Det i mandfolksklæder, vidt bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck

Vist 109 gange.
Det i mandfolksklæder, bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck

Det i mandfolksklæder, bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck

Titel Det i mandfolksklæder, vidt bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck
Forfatter E. M. Stokkenbeck
Forlag Udgivet af hende selv
Udgivet 1784 og 1806
Sprog Dansk
Antal sider 32

Den fulde titel på forsiden er noget længere:
Det i mandfolksklæder, vidt bereiste Fruentimmer, E.M.Stokkenbeck, som skræddersvend, Gotfried Jacob Eichstedt, mærkværdige Begivenheder paa hendes Reiser til Lands og Vands, i Danmark, Holland, Tyskland, Bøhmen, Polen og Spanien, indtil hendes sidste Ankomst til Kiøbenhavn, hvor hendes Kjøn blev røbet.

Det er en spændende selvbiografisk fortælling om en ung kvinde – et såkaldt skillingsskrift.
Skillingsskriftet i nudansk oversættelse.

E. M. Stokkenbeck blev født i 1759 i Hamburg.
Hendes fulde navn er Engelbrecht Maria Stokkenbeck.

Da hun var et år gammel flyttede hun med sin moder til Ærø, idet faderen var død. Som tolv årig blev hun tjenestepige på et værtshus i Kiel og som femten årig blev hun tjenestepige i København. Nogle få år senere formentlig i 1780 blev hun gift. Det var dog ikke noget godt ægteskab.

Hun forlod derfor sin mand og rejste til Kiel. I Kiel forklædte sig som mand og tog navnet Gotfried Jacob Eichstedt og udgav sig for at være skræddersvend.
I de følgende år indtil 1784 var hun på valsen, det vil sige vandrede fra sted til sted og fik kortvarigt arbejde som skræddersvend i de forskellige byer hun kom til. Hun fik en tid også hyre på et skib og kom bl.a. til Malaga.
Det er primært denne vandring hun beskriver.

Hun var ganske afgjort en selvstændig person, der begik sig godt sammen med andre farende svende selv om hun flere gange kom i vanskeligheder. Hun gik ikke af vejen for et godt slagsmål og drak, røg og spillede kort med dem hun færdedes sammen med.
I 1784 vendte hun tilbage til København, hvor det blev afsløret, at hun rettelig var en mand, hvilket førte til, at hun blev arresteret, men løsladt uden straf.
Herefter ansøgte hun om og fik den 29. oktober 1784 kongelig bevilling til at ernære sig som skræddermester og ret til at ansætte en svend.

* * *
Det er et såkaldt skillingstryk, et mindre hæfte. Det er trykt med gotiske bogstaver også kaldet krøllede bogstaver, der var den officielle skrifttype indtil 1875.

Det er første gang trykt hos en bogtrykker i Haderslev i 1787, derefter igen i Haderslev i 1806 hos samme bogtrykker og ligeledes i 1806 også hos en bogtrykker i København.
Der er mindre forskelle i de tre udgaver.

Udgaven trykt i Haderslev i 1787 slutter således med at beskrive, at hun kom ud af arresten og derefter fik tilladelse til at drive værksted og holde svende.

Udgaven trykt i Haderslev i 1806 har en anden afslutning, idet beskrivelsen af, at hun fik tilladelse til at drive værksted og ansætte en svend er ændret til en beskrivelse af, at hun ansøgte om og fik kongelig tilladelse til at ernære sig ved skrædderhåndværk og ansætte en svend efterfulgt af en afskrift af den kongelige bevilling, som er dateret den 29. oktober 1780.

Udgaven trykt i Fiolstræde i København i 1806 er næsten identisk med den samtidige udgave fra Haderslev, idet dateringen af den kongelige bevilling er anført som værende den 29. oktober 1784, hvilket må antages at være den korrekte dato i og med, at hun kom til København kort før Sankthans i 1784.

* * *
Vejle Sygehus udsendte i julen 1990 bogen Skræddersvenden Gotfried Eichstedt af Lone Hvass. Bogen tager udgangspunkt i Gotfried Jacob Eichstedts ophold i Vejle og er forsynet med flotte tegnede illustrationer.

DR P1 bragte den 11. november 2013 kl. 1130 en radioudsendelsen om E.M. Stokkenbeck: Et liv i det andet køns klæder.
Udsendelsens tilrettelæggelse og radiovært: Susanna Sommer. Medvirkende: Kirsten Mols og seniorforsker ved Rigsarkivet, Tyge Krogh.