Kvinde maler kvinde. Om Arkens Gerda Wegener-udstillingen. Merle Baeré den 17. november 2015.

Vist 0 gange. Af Merle Baeré.
En sommerdag, 1927. Foto Morten Pors.

Maleriet En Sommerdag fra 1927 kan for tiden ses på Arken.
Foto Morten Pors.

ATLAS inviterede LGBT Danmarks transpolitiske talsperson med på Arken til en snak om den nye Gerda Wegener udstilling. En udstilling der går på tværs af køn og har en af verdens første transkønnede, som blev opereret, i hovedrollen som muse.

En kvinde ligger henslængt over en rokokoinspireret lænestol med rødt og grønt betræk. I højre hånd bærer hun en vifte, fødderne er dækket af et par højhælede sko. Ellers er hun nøgen. Kvinden. Mens hun vender ryggen til beskueren.

»Det er også derfor, jeg ikke har noget spejl på mit badeværelse. Så ser jeg ikke det. Der er en del af min krop, jeg ikke kigger på,« siger Linda Thor Pedersen da hun ser Gerda Wegeners billede Sommervarmen fra 1924.

Linda Thor Pedersen er transkønnet og transpolitisk talsperson for LGBT Danmark. Maleriet hun kigger på, forestiller Lili Elbe, som var verdens første transkønnede, der fik foretaget en kønsskifteoperation.
En kvinde der i øjeblikket kan opleves som muse og ægtefælde til kunstneren Gerda Wegener på Arken.

»Jeg kan forestille mig, det er noget, Lili gerne ville have, fordi det her billede er malet, før hun blev opereret, og der er noget foran, hun ikke har ønsket at udstille. Heller ikke en gang overfor Gerda, selvom Gerda formentlig har set det. Der er en del af Lili, der ikke bryder sig om den del af hendes krop – af hende,« tilføjer Linda
Thor Pedersen
, mens hun fortsat betragter maleriet.

Lili Elbe, som i sin mandlige form hed Einar Wegener, giftede sig med Gerda Wegener i 1904. Gerda var biseksuel og Lili transkønnet – en kombination der ikke blev set på med forstående øjne i Danmark i starten af 1900-tallet. Derfor flyttede parret til det mere frigjorte Paris i 1920, hvor Gerda blev elsket af franskmændene for sin kunst i den genkendelige art deco stil.

Der er ingen kunstmuseer i Danmark, der ejer Gerda Wegeners værker. Arken bliver dermed de første herhjemme til at udstille dem og vække kunstneren til live efter hendes død i 1940. Kurator Andrea Karberg Rygg kalder derfor selv udstillingen »en hyldest til tolerance og frihed.« Hun mener, at værkerne har fået en fornyet aktualitet i en tid, hvor den binære kønsopfattelse er til debat.

Et kvindeligt blik
Linda Thor Pedersen stopper op ved en af de pastelfarvede vægge, der udgør bagtæppet til Gerda Wegeners værker. Væggen, hendes øjne hviler på, er fyldt med tekst til højre og har et stort, grynet sort-hvid fotografi til venstre.

»Det første jeg tænker, det er ”transkvinde”, hvorfor ikke bare ”kvinde”? Men det er jo fordi, hun er kendt som trans. Men i virkeligheden så er det jo en kvinde. Jeg gad godt læse en indledning, hvor man starter med at kalde hende kvinde, og så kan man senere i teksten komme ind på, at hun er transkønnet. For det, der er epokegørende er jo, at en kvinde maler kvinder. Så den indledning havde jeg foretrukket,« siger hun konstaterende, så snart hun har læst teksten færdig.

Gerda Wegener var revolutionerende i den forstand, at hun som kvinde malede andre kvinder. I starten af 1900-tallet havde det mandlige køn domineret med malerpenslen i hånden, mens kvinderne var placeret som stilsiddende objekter. Men i Gerda Wegeners værker blev kvinderne gjort til medskabere. Andrea Karberg Rygg kalder hende for »en medsøster« til dem, hun malede. Det var også i særdeleshed tilfældet med Lili Elbe, som udover at være hendes ægtefælle også var hendes yndlingsmotiv.

»Gerda har forstået Lili, det har hun,« siger Linda Thor Pedersen, da vi går videre til endnu et portræt af Gerda Wegener. Hun pointerer Lilis relativt store bagdel, som er malet tydeligt frem i de fleste portrætter af hende.

»Mig bekendt fik Lili Elbe ikke hormonbehandling, og derfor har hun ikke kunnet udvikle de her former selv. Så jeg tror, Gerda Wegener har malet dem. Det er sådan Lili ser sig selv, og hun vil have Lilis opfattelse af sig selv frem i billederne.«

Linda Thor Pedersen tager sig til hofterne og fortsætter, »det er også en af de ting, der fylder rigtig meget hos os transkvinder. Nu har jeg været på hormoner i to år, og jeg kan godt mærke det, altså der er virkelig kommet noget.« Hun kigger ned på sine to hænder, der solidt er plantet på begge sider af hofterne og viser mig, at de tydeligt troner frem under kjolen.

»Det var ellers en af de ting, jeg var bekymret for ikke skulle komme,« afslutter hun.

I midten af det pastelfarvede rum hænger et stort maleri i en rektangulær form. Det er malet i 1927 og bærer titlen En sommerdag. Gerda Wegener har valgt at male Einar Wegener og Lili Elbe ind i et og samme billede, selvom de i virkeligheden er den samme person. Det minder om en leg med masker, som Andrea Karberg Rygg også understreger, og viser samtidig at Gerda Wegener var langt forud for sin tid i forhold til at performe køn.

»Det her, synes jeg, er ganske sjovt. Det er jo lidt som at sætte et før- og efterbillede ind sammen. Det har nok været et bevidst valg; at hun har ønsket at vise den diametrale modsætning og forskel. Man kan også se, hvordan lysstrålerne skiller billedet ad. De skærer det igennem, så man får en opfattelse af, at det er to billeder, der er klippet sammen,« siger Linda Thor Pedersen og fører hånden op fra højre hjørne og diagonalt ned for at vise det meget kraftige lysindfald i billedet, der nærmest skærer det midt over.

»Lige under rosen kan du se to negle. Det er helt tydeligt, hvordan de bliver trukket frem i billedet,« siger hun og peger på Lili Elbe midt i maleriet, der sidder med en rose. Neglene er tydeligt fremhævet, de er lange og dråbeformede. Linda Thor Pedersen stikker sine egne hænder frem og viser ti lakerede negle frem i en lilla farve. »Ligesom mine,« griner hun.

Tvivlen og paradokset
Einar og Gerda Wegener mødte hinanden på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor også Einar uddannede sig til kunstner. Han var landskabsmaler og har kun malet i det navn. Lili malede aldrig. Som en del af udstillingen kan man derfor også opleve et par af Einars malerier. Et interessant sted ses to portrætter af Gerda: et malet af hende selv og et malet af Einar.

Linda Thor Pedersen bider hurtigt mærke i den radikalt forskellige måde, den samme kvinde er portrætteret på. I Einars version af Gerda er hun meget androgyn; brystkassen er flad, og håret er gemt væk under en hat. I Gerdas egen version af sig selv er det helt omvendt.

Lili med fjervifte, 1920. Foto Morten Pors.

Lili med fjervifte, 1920.
Foto Morten Pors.

»Det er meget mere feminint end det andet. Det vil sige, hun ser sig selv meget mere feminin end måden, Lili ser hende. Det kan sige noget om, at Gerda har haft et mere afslappet forhold til sin seksualitet, end Lili har haft. Gerda har ikke noget problem med at portrættere sig selv som kvinde, mens det for Lili er vigtigt at fremhæve det maskuline i Gerda – for at gøre det lidt mere hetero

Vi befinder os i samme hjørne, da blikket falder på det eneste billede i udstillingen, hvor Gerda har malet Einar som Einar og ikke som Lili. Her ser vi et billede fra 1914, hvor Einar har bakkenbarter. Linda Thor Pedersen forklarer, at det kan være et spørgsmål om tvivl. Bakkenbarterne tager noget tid at gro ud, hvilket kan antyde, at Lili har valgt at leve som Einar lidt længere eller måske endda søgt tilbage til det.

»Det er den tvivl, vi nogle gange bliver ramt af – hvad har vi gang i? Det har jeg også oplevet selv. Den kan opstå helt spontant ud af ingenting. Jeg sad på en parkeringsplads på et tidspunkt og tænkte, er du nu sikker på, det er det her, du vil? Jeg tænkte, at jeg godt nok ville fortryde det, hvis det viste sig at være forkert.«

Linda Thor Pedersen fortæller om sine tanker omkring sin egen operation. Hun fortæller også, at det er blevet nemmere i takt med, at der er kommet mere synlighed på området. Hun nævner Caitlyn Jenner og Laverne Cox som forbilleder. Men der er også et indbygget paradoks. I udstillingskataloget har kønsforsker Tobias Raun skrevet et essay, hvori han betoner modsætningsforholdet i, at der er stadig større fokus på transkønnede i kulturen og i medier, men at vi samtidig har en række lovgivninger, der klassificerer transkønnethed som en psykisk lidelse.

Linda Thor Pedersen bruger ord som »umyndiggørende,« »rigidt« og »sygeliggørelse,« når hun taler om sundhedsvæsnets behandling af transkønnede. Derfor får hun også flere gange under udstillingen et trist udtryk, når hun tænker på Gerda og Lilis leveforhold i 1930erne.

»Jeg synes, billedet giver udtryk for, at der er mere i historien om Lili, end vi ved. Nogle gange bliver det fremstillet meget idyllisk, at hun valgte at leve som kvinde. Men det har nok også givet nogle udfordringer. Og der har været situationer, hvor det har været svært at tackle,« siger hun, da vi står overfor et billede af Lili Elbe i Rom, som er malet i akvarel.

Rundt om os på de pastelfarvede vægge er smukke kvinder i blomstrede, florlette kjoler, stærke farver og solstråler så tydelige, at man nærmest kan føle på dem. Dét virker idyllisk. Men under farvelaget stikker en lidt mere dyster historie frem om de to kvinders indviklede liv.

»Hun er trist på det her billede. Hendes øjne er mørke og måden hun tager hånden om til hjertet på, er der noget symbolik i,« hun kigger fortsat på billedet af Lili i Rom, som er et af de eneste billeder, hvor Lili ser afkræftet ud.

Efter et par timers sirligt studie af udstillingen, sætter vi os på en bænk midt i rummet. Linda Thor Pedersen fortæller, at hun også har brugt det meste af sit liv på at kæmpe en hård kamp, som hun til sidst opgav og dermed ”tabte” til sin sande kønsidentitet. En tabersag, der kun var til det bedre. Med klikkende hæle rejser hun sig og betræder trappen på vej op og væk fra udstillingen. Med et sidste blik på de farvestrålende malerstrøg siger hun, »jeg tror, jeg ser nogle ting i de her billeder, som andre ikke ser, fordi billederne reflekterer mine egne følelser.«

* * *
Artiklen bringes med tilladelse fra Merle Baeré.

Gerda Wegener. Udstillingskatalog.

Vist 0 gange.
Gerda Wegener. Udstillingskatalog

Gerda Wegener. Udstillingskatalog

Titel Gerda Wegener
Redaktion Christian Gether, Stine Høholt,
Andrea Rygg Karberg
Bidrag af Nicolaj Pors, Andrea Rygg Karberg,
Tobias Raun, Frank Claustrat og
Amalie Grubb Martinussen
Udgivet af Arken Museum for Moderne Kunst
Udgivet 7. november 2015
Sprog Dansk
Antal sider 90
ISBN-13 978-8-7787-5112-6

Katalog udgivet i forbindelse med Arkens udstilling den 7. november 2015 til den 16. maj 2016 af værker af Gerda Wegener.

Gerda Wegener er en unik skikkelse i dansk kunst. Hun skilte vandene i København og fik stor succes i Paris. Kokette pigebørn, elegante damer og sensuelle kvinder befolker hendes billeder. Som kvindelig kunstner skildrer hun kvinders skønhed med lige dele indlevelse, forståelse og fascination. Hun giftede sig med landskabsmaleren Einar Wegener, der i dag er kendt som transkvinden Lili Elbe. Lili blev Gerda Wegeners yndlingsmodel, og kunsten blev det frirum, hvor Lili kunne udvikle sin kvindelige identitet. Dette katalog stiller skarpt på på et kunstnerisk virke, der bryder med de traditionelle kønsrelationer mellem maler, muse og model.

Indhold

* * *
Kataloget kan købes hos Arken, Skovvej 100, 2635 Ishøj tlf. 43540222.

Transkvinden som model og medskaber. Om modstand og tilblivelse hos den rygvendte Lili Elbe. Arkens udstilling om Gerda Wegener. Tobias Raun den 6. november 2015.

Vist 0 gange.
Tobias Raun

Tobias Raun

Tobias Raun, født 1974.
Phd-stipendiat ved Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitet.
Han er magister i kunsthistorie og visuel kultur studier fra Aarhus Universitet, hvor han også har undervist i flere år.
Han forsker i repræsentationen af kropslige transformationer i reality tv og transkønnedes video blogs på YouTube.
Hans forskning fokuserer på nye medier, queer teori og transteori med henblik på at undersøge “trans-” i dets mange konfigurationer og betydninger.
Tobias Raun er adjunkt på Kommunikation ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier, RUC.

Artiklen bringes med venlig tilladelse af Tobias Raun.
Artiklen er den 6. november 2011 også bragt i:
peculiar.dk

Af Tobias Raun.
I dag den 5. november har kunstmuseet Arken fernisering på udstillingen om maleren Gerda Wegener. Gerda Wegener har i flere år været en overset kunstner i den danske kunsthistorie, og huskes måske hovedsagelig som transkvinden Lili Elbes kone.

Peculiar bringer i denne forbindelse en katalogtekst til udstillingen, skrevet af Tobias Raun. Vi takker Arken for at måtte bringe teksten (og billederne), så den kan komme ud til flere læsere – også dem, som ikke har mulighed for eller har råd til at købe kataloget. Vi opfordrer til at besøge udstillingen, som er en chance for at se, det Raun fremlæser som en usædvanligt bemyndiggørende repræsentation af transkvindelighed.

Portrætterne af Lili Elbe karakteriseres af Raun som et kollaborativt kunstnerisk projekt, som eksperimenterer med køn og seksualitet – og samtidig giver disse portrætter også Elbe mulighed for at manifestere sig som kvinde. Raun tager afsæt i de rygvendte portrætter af Elbe, der læses som en modstand mod det krav om den blotlæggelse af tanker, følelser og krop, som både psykologer, læger og mainstream medier ellers igennem årtier har fordret af transkønnede. Analysen indkredser således det affektive rum, som netop rygvendtheden måtte udspringe af og og indskrive sig i hos både model og beskuer.

Lili med fjervifte, 1920. Foto Morten Pors.

Lili med fjervifte, 1920.
Foto Morten Pors.

Gerda Wegeners ægtefælle og model, Lili Ilse Elvenes (bedre kendt som Lili Elbe), er i øjeblikket genstand for stor international opmærksomhed, da der netop her i 2015 er ved at blive indspillet en Hollywood portrætfilm med titlen The Danish Girl. Men det er ikke bare den historiske transkvinde (1) Lili, der har været i mediernes søgelys i den seneste tid, også Caitlyn Jenner (tidligere kendt som Bruce Jenner) har cirkuleret vidt og bredt, efter at hun stillede op til et interview på den amerikanske TV kanal ABC og senest var på forsiden af magasinet Vanity Fair.

I fiktionens verden myldrer det også frem med transkønnede karakterer, bl.a. i de populære serier Transparent (2014-) og Orange is the New Black (2013-), der henholdsvis har transkvinden Maura i hovedrollen, spillet af Jeffrey Tambor, og transkvinden Sophia, spillet af Laverne Cox, i en af de væsentlige biroller. Laverne Cox er efterfølgende blevet den første transkvinde, der har optrådt på forsiden af Time Magazine (maj 2014).

Verden er tilsyneladende ved at få øjnene op for transkønnede, hvis man skal tro den stigende eksponering, og der tales ligefrem om “et afgørende vendepunkt”, hvilket var overskriften på artiklen i Time med Cox. (2) Den øgede synlighed står i modsætning til en række lovgivninger verden over, der fortsat klassificerer transkønnethed under “psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser” og afkræver omfattende psykiatriske undersøgelser, førend eventuelle hormonelle, kirurgiske indgreb og juridisk kønsskifte tillades. Samtidig er transkønnede ofte genstand for overgreb og diskrimination, hvilket flere rapporter dokumenterer. (3)

Lili Elbe figurerer i dag som den første transkvinde, der fik foretaget kønsmodificerende indgreb, og dermed som en “moderfigur” for transpersoner og -bevægelser verden over. (4) Men allerede i 1910erne eksperimenterede man med kønsmodificerende operationer, ikke mindst i Tyskland. Her stadfæstede Magnus
Hirschfelds
Institut for Seksualvidenskab i Berlin sig i 1920erne som foregangssted. (5) Det var også her (og senere i Dresden), at Lili fra 1930 fik foretaget adskillige operationer, hvoraf den sidste førte til hendes død i 1931. (6)

Disse transformerende indgreb kom offentligheden for øje i 1931, hvor både danske og tyske aviser dækkede historien. (7) Lilis historie blev senere, efter hendes død, udgivet i en omdiskuteret (selv)biografi Fra mand til kvinde. Lili Elbes bekendelser (1931). Som påpeget af flere forskere er det uvist, hvem der har ført pennen, og der er således flere andre forfattere end Lili selv, der har konstrueret og fortalt historien. (8)

Sabine Meyers forskning i den danske presses dækning af Lilis operationer og historie viser, hvordan hun havde et begrænset tale-og handlingsrum. Bogen Fra mand til kvinde forelå allerede som manuskript, da Lili fortalte sin historie i et interview i Politiken 28. februar 1931. Dette manuskript skrevet på og af forskellige forfattere har dermed med al sandsynlighed virket handlingsanvisende i forhold til, hvordan Lili Elbe kunne fortælle sit liv og sin historie frem. Intervieweren Loulou Lassen havde selv en dobbeltrolle som skribent af artiklen og som kurator for bogen, ergo tjente det ofte citerede interview måske mest af alt til at markedsføre bogen.(9)

Det er således uvist, hvilken stemme Elbe taler med i bogen såvel som i interviewet. Men det måske vigtigste spørgsmål er: Hvad kan Lili sige i starten af 1930erne for at blive forstået og accepteret som (trans)kvinde? (10) Som den efterfølgende række af artikler i datidens danske aviser illustrerer, placeres magten til at definere Lilis transkønnede historie og identitet hovedsagelig hos medicinske og juridiske eksperter – hun patientliggøres og patologiseres. (11)

Som Meyer argumenterer for, danner mediedækningen af Lili præcedens for, hvordan den danske presse senere og frem til i dag rapporterer om transpersoner. Her er der overvejende fokus på transformationen fra én entydig kønsidentitet til en anden, typisk under overskriften “Manden, der blev kvinde.” Retten til at definere den transkønnedes sande identitet placeres hos lægevidenskabelige og juridiske eksperter. (12)

Men hvad sker der, hvis vi betragter Lilis historie gennem Gerda Wegeners malerier – tillades hun så et andet mulighedsrum for selvdefinition? Og hvad kan disse malerier fortælle os om Gerda og Lilis forhold, ikke mindst set fra et nutidigt perspektiv med nyere kønsteorier in mente? Denne artikel ser nærmere på disse spørgsmål med afsæt i to rygvendte portrætter af Lili, malet i starten af 1920erne. Man kunne i forlængelse heraf argumentere for, at det er tid til at tage malerierne alvorlige som mulige kilder til en forståelse af Lili – og af forholdet mellem Gerda og Lili. Fremfor at vende tilbage til Fra mand til kvinde som sandhedsvidnet – som om skriftsproget automatisk er sandt eller transparent – bør vi prøve at vende os mod billederne, som vi ved, at det udelukkende er Gerda (og Lili), der står bag.

Lilis tilblivelsesproces
Maleriet Lili med fjervifte, 1920 skildrer Lili Elbe med langt lyst, opsat hår, stående rygvendt iført strutskørt, tætsiddende bluse, halskæde og handsker (s. 40). Hendes krop er let drejet, og hun har den ene hånd placeret på hoften, mens den anden hånd holder en pompøs fjervifte, der folder sig ud bag hendes nakke og halvvejs falder i med det storblomstrede tapet i baggrunden. Hendes ansigt er sminket, halvt drejet mod beskueren, men blikket ser ned, skråt til venstre, forskudt for os.

Den kokette attitude antyder, at hun bevidst poserer for os, og dog kan hun også blot være fanget i en bevægelse. Det er uvist, om hun netop i dette øjeblik vender sig mod os eller væk fra os. Måske poserer hun slet ikke, måske anråbes hun – og responderer på tiltalen ved at vende sig. Hun fremstår både opmærksom og uopmærksom på vores tilstedeværelse – vendt halvt mod os, men uden at se på os. Hun virker tilnærmelig/utilnærmelig, inviterende/afvisende i én og samme bevægelse, som hun står der malet i let frøperspektiv. Armen i siden inviterer os til at lade blikket vandre rundt og rundt i den ornamentale form, som hendes krop danner.

Men den lukker også af for, at vi kan komme om på den anden side af Lili – vi tillades altså ikke ubegrænset adgang til hendes krop. Denne saboterede adgang understøttes også af hendes afmålte, næsten overlegne blik. Lili optrådte som kvindelig model for Gerda Wegener allerede fra 1904, kort efter indgåelsen af deres ægteskab. (13) Efter sigende var anledningen til dette en model, der ikke mødte op, hvorfor Lili tog hendes plads og dermed sikrede, at Gerda kunne arbejde på billedet alligevel. Lili skulle senere blive Gerdas ”Yndlingsmodel”, og i Fra mand til kvinde skrives Lili frem som “en moderne Kvindetype, skabt af en Kunstners Fantasi.” (14)

Som også litteraten Dag Heede skriver i sin analyse af bogen, antydes det, at Lili er ’et kunstprodukt’, skabt i kunstens billede og af kunstneren Gerda. Den maleriske skabelse af Lili er samtidig også ifølge Heede den konkrete forudsætning for Gerdas kunstneriske og materielle succes og for parrets flytning til Paris. (15)

Men Lili er næppe kun et produkt af en række tilfældigheder og af Gerdas maleriske talent og kunstneriske øje. Og det anes i portrættet. Lili har givetvis også selv budt muligheden for at posere som kvinde velkommen, og hun har måske endda selv plantet ideen i Gerda. I hvert fald blev rollen som modellen Lili
en mere og mere integreret del af hendes selvidentifikation og liv, hvorfor hun i slutningen af 1920erne opsøgte mulighederne for medicinsk/kirurgisk transition. (16) Det har været vanskeligt for Lili at få informationer om disse indgreb før da, og hun har med al sandsynlighed både manglet sprog og begreber for at kunne italesætte denne kvindelige selvidentifikation, hvorfor realiseringen heraf har fremstået som en umulighed.

Frembringelsen af Lili på lærredet er ikke kun resultatet af Gerdas maleriske talent, men også Lilis evne til at posere og agere som kvinde. Som beskrevet fremstår Lili selvbevidst om sin egen tiltrækningskraft som kvindeligt skueobjekt og billede. Hun synes bevidst at posere – og antyder dermed, at dét at gøre sig til et kvindeligt skueobjekt ikke kun er en passiv, men også en aktiv subjektiverende akt. (17) Det kan være en måde at få genkendelse og legitimitet som kvindeligt subjekt. Samtidig antyder den selvbevidste posering, at hun er klar over, at der må ’arbejdes’ for kvindeligheden.

Kvindelighed, ikke mindst en attråværdig af slagsen, er et ’skuespil’, der kræver visse rekvisitter og stiliseringer af kroppen. Kvindelighed kan således i kønsteoretiker Judith Butlers termer siges at være performativt indstiftet, fremmanet gennem ord, handlinger og symboler. (18) Dette gælder for os alle – ikke kun for transpersoner. Køn foreligger således som et historisk foranderligt manuskript, og det ledsages ofte af et socialt pres om at blive citeret. Skuespillet foreligger altså, før man selv træder frem på scenen – dvs. manuskriptet er der på forhånd og er allerede blevet ’øvet’ af andre, men der behøves kontinuerligt nye skuespillere, der kan legemliggøre det. (19)

Hver tid, kulturel og social sammenhæng har således sine idealer for, hvordan den kønnede krop bør bæres og arrangeres. Eller som psykoanalytiker Joan Riviere argumenterede tilbage i 1929: ”Læseren kunne nu spørge, hvordan jeg definerer kvindelighed, og hvor jeg trækker grænsen mellem ægte kvindelighed og ’maskerade’. Mit forslag er imidlertid, at der ingen forskel er.” (20) Feministiske teoretikere af forskellige generationer har således peget på i særdeleshed den kvindelige tilblivelse som en ’optræden’ og som en ’gøren’, bl.a. Joan Riviere i slutningen af 1920erne, Simone de Beauvoir i slutningen af 1940erne og Judith Butler fra slutningen af 1980erne.

En sommerdag, 1927. Foto Morten Pors.

En sommerdag, 1927.
Foto Morten Pors.

Som landskabsmaler og amatørskuespiller havde Lili måske en særlig sensibilitet i forhold til repræsentation (det at fremmane et særligt billede eller udtryk), der kom hende til gode i forhold til hendes egen æstetiske og fysiske transformation. (21) Der er sandsynligvis flere grunde til, at hun stoppede med at male, da hun officielt blev anerkendt som Lili, (22) men måske var en af grundene, at hun var sit eget største skaberværk, og da det blev realiseret, var der ingen grund til at fortsætte en kunstnerisk praksis. En sådan læsning lægges der også op til i maleriet En sommerdag, 1927, hvor Lili
både optræder som henslængt rygvendt kvindelig nøgenmodel og som kønsambivalent maler (s. 10-11). Her antydes det, at den, der agerer model, også er maler og medskaber.

Eftersom Lili står model allerede kort efter, at hun og Gerda er blevet gift, må man formode, at deres relation ikke har været stringent heteronormativ. Begrebet heteronormativitet betegner en forestilling om, at mænd og kvinder er to givne, entydige og væsensforskellige kategorier, der naturligt tiltrækkes af hinanden som plus- og minuspoler. (23) Deres forhold har måske fra begyndelsen involveret en mere tvetydig kønsrollefordeling. Sikkert er det dog, at karakteren Lili bliver en integreret del af Gerdas kunst, og at hun begynder at dukke op udenfor lærredet også til sociale sammenkomster. (24)

Deres forhold bliver således i stigende grad alt andet end et traditionelt heteroseksuelt forhold (hvis det nogensinde har været det), hvilket bl.a. billedet Melodi fra Capri, 1924 illustrerer. Her er Gerda og Lili portrætteret som to velklædte kvinder, der står tæt sammen. Relationen imellem dem er tydeligvis intim, omend det er uvist, om det er venskabelig ømhed eller flirtende begær, der gemmer sig i deres blikke. Maleriet er tvetydigt: Er de to kvinder veninder, elskende eller noget helt tredje?

Homosocialitet (venskabelige samkønnede relationer) og homoseksualitet folder sig ind og ud af hinanden i disse billeder, og grænsen imellem dem kan være svær at definere. Som queer-teoretikeren Eve Kosofsky Sedgwick påpeger, er seksuelle kategorier og prædikater ikke altid dækkende for de måder, hvorpå vi tænker os selv, vores seksuelle praksisser og relationer. At mennesker er forskellige er et selvindlysende faktum, og alligevel er det bemærkelsesværdigt, hvor indskrænkede muligheder vi sprogligt og begrebsmæssigt har for at italesætte dette faktum, ikke mindst når det drejer sig om køn og seksualitet. (25) Som Sedgwick husker os på:

”Selv identiske seksuelle handlinger betyder forskellige ting for forskellige mennesker […] Seksualitet er for nogle en stor del af deres selvoplevede identitet, mens det for andre er af mindre betydning […] For nogle mennesker er det vigtigt, at sex er ladet med betydning, fortællinger og har forbindelse til andre aspekter af deres liv. For andre er det vigtigt, at dette ikke er tilfældet, mens det igen for andre slet ikke falder dem ind, at det kunne være det.

For nogle mennesker har præferencen for et bestemt seksualobjekt, en handling, rolle, zone eller et scenarie varet ved og været praktiseret så længe, at det opleves som noget medfødt/naturligt. For andre opfattes det som noget, der kommer til senere, eller det føles tilfældigt eller som et tilvalg […] Nogle mennesker, homo-, hetero- og biseksuelle, oplever, at deres seksualitet er stærkt forbundet med normative kønsbetydninger og -forskelle. Andre af hver af disse seksualiteter gør ikke.” (26)

For nogle er det vigtigt, at partnerens krop ser ud på en helt bestemt måde – og at den seksuelle akt udspiller sig i forhold til et bestemt kønsskema, mens det for andre er de mere flydende roller, der vækker begæret. Enkelte kropsdele og kønsudtryk kan således have flere og ambivalente betydninger. Dette synes særligt relevant at have in mente i relation til Gerda og Lili. Deres kønslige og seksuelle samliv, ikke mindst som det fremtræder i utallige malerier, er sandsynligvis langt mere flertydigt og fluktuerende, end både de og vi har begreber for. At relationen mellem parret Wegener
ikke bare kan siges at være ’heteroseksuel’ for så senere at blive til et aseksuelt ’venindeforhold’ (som det ellers ofte antages), vidner Wegeners øvrige malerier om.

Her er der nemlig en kontinuerlig udfordring og udforskning af kønnets og seksualitetens grænser. Wegener har således tegnet flere eksplicit erotiske lesbiske scenerier (s. 74). Hendes billeder er også fulde af par, hvoraf den ene er skildret så kønsambivalent, at det kan være vanskeligt at afgøre, om det er to kvinder eller en kvinde og en mand. Hun har ligeledes malet adskillige portrætter, hvor kvinderne maskuliniseres og mændene feminiseres, hvorved et binært kønssystem (mand/kvinde) virker begrænsende og ufuldstændigt i forhold til at beskrive den polyfoni af kønnede individer, der optræder på lærrederne.

I sommervarmen,1924.

I sommervarmen,1924.

En transkønnet odalisk
Maleriet I sommervarmen, 1924, skildrer en afklædt Lili, igen rygvendt med ansigtet halvt drejet, så vi ser hende i profil (s. 51). Hun ligger henslængt på en stol, hvis ornamenterede armlæn hun næsten smyger sig ind i og ud af. Hun har lyst pagehår og er sminket med rød læbestift og rouge, der matcher stolens røde, blomstrede stof. Hun er iført højhælede slippers, som vi kender det fra Édouard Manets Olympia, 1863; et billede, der vakte skandale ved åbenlyst at portrættere en sexarbejder, nemlig den lesbiske Victorine Meurent. (27).

Modsat Olympia ser Lili dog ikke konfronterende på beskueren, i stedet ser hun fraværende, måske endda sørgmodigt på viften, som hun holder i hånden. I baggrunden ses tillukkede skodder, som vi kender det fra mange af Henri Matisses malerier. Som billedets titel antyder, er det varmt, hvilket delvist forklarer skodderne, viften og også Lilis nøgenhed, men samtidig refererer disse elementer også til markante kunsthistoriske motiver og temaer. Skildringen af den afklædte kvinde er et udbredt motiv i den vestlige kunsthistorie. Som den feministiske kunsthistoriker Lynda Nead skriver:

”Enhver, der undersøger den vestlige kunsthistorie, må forbløffes over antallet af billeder af den kvindelige krop. Den nøgne kvindekrop forbindes således med begrebet ”kunst” mere end noget andet motiv. Det indrammede billede af den kvindelige krop, ophængt på kunstmuseets væg, er selve billedet på kunst; det er et ikon på vestlig kultur, et symbol på civilisation og menneskets ypperste bedrifter.” (28)

Kunsthistorien er rig på kvindelige nøgenmodeller, der optræder som kunstobjekter par excellence. Repræsentationen af Lili lægger sig i forlængelse heraf. Men hun er samtidig iscenesat som en særlig form for afklædt kvinde, nemlig som odalisk; en kvindefigur, som var meget udbredt i den vestlige malerkunst i det 18., 19. og tidlige 20. århundrede, især i fransk kunst.

Kvindetypen ses indenfor den såkaldte orientalisme, hos bl.a. Jean Auguste Dominique Ingres, Jean-Léon Gérôme og Eugène Delacroix, men også Matisse malede odalisker. Orientalismen er en malestil, der er forbundet med Europas kolonialistiske ekspansioner i 1700-tallet. (29) Som kunsthistoriker Linda Nochlin skriver om orientalismen, eksisterede Nærøsten for nogle malere “som et faktisk sted, der kunne indhylles i mystik ved brug af realistiske effekter, for andre kunstnere eksisterede det som en udløber af forestillingsevnen, et fantasisted eller en skærm, hvorpå stærke længsler ustraffet kunne projiceres – erotiske, sadistiske eller begge dele.” (30)

Gerdas billede af Lili bringer mindelser om Ingres’ La Grande Odalisque, 1814, der skildrer en liggende, halvvejs rygvendt kvinde, der ser ud mod beskueren med en vifte af påfuglefjer i hånden, omgivet af støvede blå draperier. Hos Wegener er divanen skiftet ud med en rokokostol, men posituren er den samme; det samme vrid i hoften, der skaber et schwung i rygsøjlen og et markeret hofteparti. Den kurvede krop fremstår i begge malerier både som et symbol på kvindelighed og som en abstrakt form i sig selv. Hos Ingres ser vi tydeligt det ene
bryst, der dog ligger halvt gemt bag den ene arm.

I portrættet af Lili er et eventuelt bryst kun antydet, i stedet synes bagpartiet at være særlig fremhævet som erotisk markør. Som hun ligger der, er ballerne og sprækken imellem dem blottet – tilgængelige for betragterens (begærlige) blik. Billedet af Lili refererer således til en orientalistisk tradition, hvor en afklædt/delvist afklædt kvinde iscenesættes som erotisk skueobjekt og gerne med såkaldte ’orientalske’ rekvisitter (som her viften), der inviterer til en implicit mandlig beskuers visuelle og imaginære taktile nydelse.

Store dele af kunsthistorien bygger på en klassisk rollefordeling imellem mand og kvinde: “Mænd handler, og kvinder optræder. Mænd betragter kvinder. Kvinder ser sig selv blive betragtet.” (31) Eller som Laura Mulvey argumenterede for i sin nu kanoniske tekst om kvinderepræsentationen i 1930ernes, 1940ernes og 1950ernes Hollywoodfilm: Kvinderne er skueobjekt og billede ”med et udseende, som er kodet til at have en så stærk visuel og erotisk virkning, at de kan siges at signalere ’to-be-looked-at-ness’.” (32)

At Lili portrætteres i overensstemmelse med en sådan kvinderepræsentation er, hvad der sikrer en læsning af hende som kvinde. Hun er i kropspositur og udtryk gengivet i overensstemmelse med kunsthistoriske koder for femininitet, og hun repræsenteres således som en del af og i forlængelse af nøgenmodeltraditionen. Ifølge kunsthistoriker Kenneth Clark er ’nøgenmodellen’ en idealiseret version af kropslighed, der igennem kunsthistorien er blevet inkarneret af både mænd og kvinder. (33) Og som Clark skriver: ”ingen nøgenmodel, uanset hvor abstrakt, må undgå at vække en vis form for erotisk følelse i beskueren.” (34)

Alligevel illustrerer en af datidens mandlige skribenters omtale af Gerdas Lili-portrætter, at det langt fra er ligegyldigt hvilken model, der vækker beskuerens begær: “Den Ting har saare mig bedrøvet og din er skylden, skønne Tegner! Tænk! Jeg har glædet mig ved Former, Der rim’ligvis har tilhørt Ejnar!” (35) Dette citat er sandsynligvis ment som et humoristisk indslag, men i humoren gemmer sig en alvor – en latterliggørelse af dels kunstneren Gerda Wegener, der lader sin ægtefælle posere for sig som kvinde, og dels af den transkønnede
akt, dvs. det at klæde sig og posere som kvinde, når man ikke er født med en genkendelig kvindekrop. De kvindelige former og den femininitet, som denne mandlige betragter efter sigende har glædet sig over, forkastes nu som falske og lutter blændværk. Han er med andre ord blevet ført bag lyset – han har ladet sig narre.

En sådan forståelse af den transkønnede bliver senere til én af de to arketyper for repræsentation af transkvinder i mainstream medier. Som transteoretiker Julia Serano argumenterer for, skildres transkvinder ofte som enten ’patetiske’ eller ’bedrageriske’ – som enten sølle, forfejlede udgaver af kvinder eller som fordækte personager, der ’bedrager’ andre til at tro, at de er kvinder. (36)

Den ’bedrageriske transkønnede’ er bl.a. en fremherskende forståelsesramme i filmen The Crying Game (1992) og i reality-serier som There’s Something About Miriam (2004) og Fristet – hvor langt vil du gå? (2011) med den transkønnede Maria Haaning. Her ses en række transkvinder, der lever og genkendes som kvinder, og som installeres som uventede plot twists. De positioneres som ’falske’ kvinder, hvis ’hemmelighed’ afsløres i et dramatisk øjeblik, ofte efter at de har forført heteroseksuelle mænd, der alle iscenesættes som uskyldige og/eller uvidende. (37)

Transkønnetheden bliver per se til en hemmelighed, og til en identitet, der ikke kan sameksistere med eller være en del af kvindeligheden. Man kan ikke både være kvinde og transkønnet, hvorfor det at gøre sig til et begærsobjekt for et mandligt blik bliver fortalt frem som en bedragerisk akt. Den transkønnede kvinde antages således grundlæggende set at være ’mand’, ligegyldig hvilke og hvor mange operationer hun har fået foretaget. I den citerede passage er det ikke Lilis kønslige fremtoning og ageren i maleriet, der lægger en dæmper på skribentens begærlige blik, men snarere hans begrænsede forestillinger om, hvad og hvem der kan agere disse.

Det rygvendte portræt inviterer til en læsning af Lili som kvinde, ikke mindst fordret af iscenesættelsen som odalisk, men det åbner også for, at kvinden på billedet måske ikke har (alle) de kropslige tegn, som man typisk forbinder med kvinder. Beskueren må således selv ’fuldende’ kroppen og forestille sig, hvordan hun ser ud forfra. Måske netop derfor er det rygvendte nøgenportræt en oplagt måde at repræsentere den her endnu ikke kirurgisk transitionerede Lili. Vi får nemlig ikke visuelt adgang til de kropstegn, som vi har en tendens til at gøre til sandheden om kønnet, upåagtet hvad resten af udtrykket måtte signalere, og hvad hendes egen selvopfattelse er.

Kunsten som mulighedsrum
I Gerda Wegeners malerier af Lili Elbe udgør kunsten et mulighedsrum. Her eksperimenteres der med kønnet, og samtidig bliver det også stedet, hvor kønnet får lov til at manifestere sig. Lili tillades således en fuldgyldig eksistens som kvinde, hvilket hun har haft svært ved få adgang til i sit øvrige liv. Kunstens rum bliver smeltedigel for nye og potentielt ambivalente køns- og seksualitetsrelationer mellem Gerda og Lili, hvad enten det er som kunstner og model eller som afbildede karakterer. Måske begynder Lili som et kollaborativt kunstnerisk projekt, eller måske har hun altid været en integreret del af Wegeners ægteskab, men har først senere manifesteret sig for offentligheden som model på lærredet. Dette kan vi kun gisne om.

De rygvendte portrætter af Lili er modernistiske formeksperimenter, hvor baggrunden udgøres af en vis ornamenteret fladhed, der får modellen til at træde frem. Lili har i begge tilfælde et knæk i hoften, hvilket gør hendes krop til en kurvet, svungen, ornamenteret form. Rygvendtheden synes både at invitere til, men også afholde os fra at få adgang til hendes krop. At vende ryggen til kan være en konkret fysisk måde at afvise nogen eller noget.

Men Lili vender kun delvist ryggen til os – hendes positur er dermed ikke en entydig afvisning, men måske snarere en måde at skærme eller beskytte sig. Det kan aflæses som en måde at kontrollere, hvad vi får adgang til – og dermed en måde at styre sit eget selvbillede. At det kan være nødvendigt at skærme eller beskytte sig, vidner historien os om, idet den transkønnedes krop og identitet har været og fortsat er defineret og kontrolleret af andre. Psykologer og læger kræver fuld adgang til den transkønnedes tanker, følelser og krop igennem årelange samtaler og undersøgelser.
Det er disse psykologer og læger, der har legitimitet og autoritet til at definere, hvorvidt den transkønnede kvalificerer sig til at få foretaget kønsmodificerende indgreb.

Også i mainstream medier forventes den transkønnede at fortælle intime historier om sin krop og seksualitet. Som transforsker Viviane Namaste argumenterer for, forventes den transkønnede at forklare sig for en evig nysgerrig ikketranskønnet interviewer. (38) Intervieweren efterspørger, at den transkønnede redegør for sin krops udseende, herunder om genitalierne er blevet modificerede kirurgisk eller ej. At blotlægge sig er således ikke kun noget, man afkræves for at få adgang til hormoner og operationer, men også for at få lov til at komme til orde – og for at blive forstået og accepteret i en bredere offentlighed. Set i det lys kan man læse Lilis halvt rygvendte positur som et selvbeskyttende værn og en modstandsstrategi – som en måde at sikre en vis ejerskab og magt over sin egen krop og identitet – og som en måde at signalere, at det ikke rager os, hvad der er på forsiden.

Noter
  1. [Retur] En transkvinde er en person, der ved fødslen er udpeget som dreng, men som identificerer sig og præsenterer sig som kvinde. Nogle transkvinder ønsker at benytte østrogen og/eller operative indgreb til kønsmodifikation/korrektion, begge dele for at ‘feminisere’ kroppen. En transkvinde bør altid omtales som ‘hun’, medmindre personen selv giver udtryk for andet (nogle ønsker eksempelvis at blive omtalt med det kønsneutrale pronomen ‘hen’) (Tobias Raun, Mons Bissenbakker Frederiksen, Michael Nebeling Petersen, ”Indledning” til temanummer om Trans, Kvinder, Køn & Forskning, 2011:9, Nr. 3-4, 3-13, og Anna Sofie Bach, ”Sprog og kønsneutralitet”, Friktion. Magasin for køn, krop og kultur, 1.3.2014).
  2. [Retur] Overskriften var ”A Transgender Tipping Point” (se også Tobias Raun, Out Online: Trans Self-Representation and Community Building on YouTube, Surrey: Ashgate, 2016).
  3. [Retur] Se bl.a. Amnesty International, The State Decides who I am. Lack of legal gender recognition for transgender people in Europe, 2014.
  4. [Retur] Lili Elbe omtales ofte som den første, der gennemgik kønsmodificerende indgreb, men det var sandsynligvis transmanden Alan Lucill Hart tilbage i 1917. Han blev efterfølgende kendt som en succesrig radiolog og forfatter (Joanne Meyerowitz, ”Sex Change and the Popular Press: Historical Notes on Transsexuality in the United States, 1930–1955”, GLQ: A Journal of Lesbian and Gay Studies 4.2 (1998), 161-162). En transmand er en person, der er udpeget som pige, men som identificerer og præsenterer sig som mand. Nogle transmænd ønsker at benytte testosteron og/eller operative indgreb til kønsmodifikation/korrektion, begge dele for at ‘maskulinisere’ kroppen. En transmand bør altid omtales som ‘han’, medmindre personen selv giver udtryk for andet (nogle ønsker eksempelvis at blive omtalt med det kønsneutrale pronomen ‘hen’) (Raun, Bissenbakker Frederiksen & Nebeling Petersen, Indledning, og Bach 2014).
  5. [Retur] Meyerowitz, 162.
  6. [Retur] Meyerowitz, 162-163.
  7. [Retur] Eliza Steinbock, ”The violence of the cut: transsexual homeopathy and cinematic aesthetics”, Gewalt und Handlungsmacht: Queer_Feministische Perspektiven, Frankfurt og New York: Campus Publication, 2012, 164.
  8. [Retur] Se Sabine Meyer, ”Mit dem Puppenwagen in die normative Weiblichkeit. Lili Elbe und die journalistische Inszenierung von Transsexualität in Dänemark”, Nordeuropaforum. 20, 2010, 33–6, Sabine Meyer, ’Wie Lili zu einen richtigen Mädchen wurde’. Lili Elbe: zur konstruktion von geschlecht und identität zwischen medialisierung, regulierung und subjektivierung, Transcript Verlag 2015 og Dag Heede, ”At gøre kvinde. Lili Elbe. Fra Mand til Kvinde”, Handicaphistorisk Tidsskrift, 2003:9, 17-38.
  9. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 40.
  10. [Retur] Se også Tobias Raun,“Trans as Contested Intelligibility. Interrogating how to Conduct Trans Analysis with Respectful Curiosity”, Lambda Nordica, 2014:1, 13-37.
  11. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 47-59.
  12. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 60.
  13. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 35.
  14. [Retur] Lili Elbe, Fra mand til kvinde. Lili Elbes bekendelser, København: Skippershoved, 1988 (2. udgave), 13.
  15. [Retur] Heede, 20.
  16. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 38. Fra lovgivningsmæssig side benyttes hovedsageligt begreber som ”kønsskifte” og ”kønsskifteoperation”, mens transforskere og -personer oftere taler om ”transition”, ”kønskorrigering”, ”kropsmodifikation” eller ”at blive synlig mand/kvinde”. Dette gør man bl.a., fordi begrebet kønsskifte antyder, at man som transperson befinder sig helt og holdent i den af samfundet tildelte kønskategori for derefter pludseligt (og alene pga. operation, hormonbehandling og navneskift) at skifte helt og holdent til en anden. Dette stemmer dog dårligt overens med mange transpersoners oftest årelange erfaringer med at leve som det køn, de identificerer sig som, forud for eventuelle officielle ‘skift’, ligesom transitionen for mange er en langvarig social og medicinsk/kirurgisk proces, hvor man langsomt skifter kønsligt udtryk og status (Raun, Bissenbakker Frederiksen & Nebeling Petersen, Indledning, 10).
  17. [Retur] Kunsthistoriker Amelia Jones læser bl.a. kunstneren Hannah Wilke på denne måde, se Amelia Jones, Body Art/Performing the Subject, Minneapolis: University of Minnesota Press, 1998, 151-195.
  18. [Retur] Judith Butler, Gender Trouble, New York og London: Routledge, 1990.
  19. [Retur] Judith Butler, ”Performative Acts and Gender Constitution: An Essay in Phenomenology and Feminist Theory”, Theatre journal,1988, 519-531.
  20. [Retur] Joan Riviere, “Kvindelighed som maskarade”, i Charlotte Engberg og Bodil Marie Thomsen (red.) Maskerade: teori, tekst, billeder, Århus: Århus Universitetsforlag, 1992, 194.
  21. [Retur] Steinbock, 155.
  22. [Retur] Meyer, Mit dem Puppenwagen, 41-42.
  23. [Retur] Se bl.a. Butler, Gender Trouble.
  24. [Retur] Heede, 19-20.
  25. [Retur] Eve Kosofsky Sedgwick, Epistemology of the Closet, Berkeley og Los Angeles: University of California Press, 1990, 22.
  26. [Retur] Sedgwick, 25-26.
  27. [Retur] Se T. J. Clark, ”Olympia’s Choice”, i The Painting of Modern Life. Paris and the Art of Manet and His Followers, London: Thames and Hudson, 1985, 79-146 og Lisa Moore, “Sexual agency in Manet’s Olympia”, Textual Practice 3.2.1989, 222-233.
  28. [Retur] Lynda Nead, The Female Nude. Art, Obscenity and Sexuality, London og New York: Routledge, 1992, 1.
  29. [Retur] Linda Nochlin, ”The Imaginary Orient”, i The Politics of Vision: Essays on Nineteenth-Century Art and Society, New York: Harper & Row, 1989, 33-34.
  30. [Retur] Nochlin, 41.
  31. [Retur] John Berger, At se på billeder, København: Christian Ejlers’ Forlag, 1984, 47.
  32. [Retur] Laura Mulvey, ”Skuelysten og den fortællende film”, Tryllelygten, 1991:1, 74.
  33. [Retur] Hos K. Clark benævnt som ”the nude” (modsat ”the naked”).
  34. [Retur] Kenneth Clark, The Nude: A Study in Ideal Form, Princeton, New Jersey: Princeton University Press, 1984, 8.
  35. [Retur] Viggo Afzelius, Ekstra Bladet, 4.3.1913, citeret i Meyer, Mit dem Puppenwagen, 36.
  36. [Retur] Julia Serano, Whipping Girl: A Transsexual Woman on Sexism and the Scapegoating of Femininity, Berkeley: Seal Press, 2007, 38-40.
  37. [Retur] Serano, 36-37.
  38. [Retur] Viviane Namaste, Sex Change, Social Change: Reflections on Identity, Institutions, and Imperialism, Toronto: Women’s Press 2005, 49.

The Girl King

Vist 0 gange.
The Girl King

The Girl King

Titel The Girl King
Produktionsselskab Marianna Films, Triptych Media,
Starhaus Filmproduktion
Instruktør Mika Kaurismäki
Medvirkende Malin Buska som dronning Christina
Lotus Tinat som Christina som 7 til 9-årig
Sarah Gadon som grevinde Ebba Sparre
Michael Nyqvist som greve og
rigskansler Axel Oxenstierna
Lucas Bryant som baron Johan Oxenstierna
Laura Birn som grevinde Erika Erksein
Hippolyte Girardot som
ambasadør Pierre Hector Chanut
Peter Lohmeyer som Stockholms biskop
François Arnaud som Karl Gustav Kasimir
Premiere 4. september 2015
Spilletid 106 minuter
Sprog Engelsk, fransk, tysk og latinsk

Krig, politik og religion er varme emner hos den svenske dronning Christina hof i det 17. århundrede.
Det er dog hendes spirende seksualitet og holdning om at forblive ugift, der forårsager størst bedrøvelse blandt hendes undersåtter og til sidst fører til hendes selvpålagte eksil.
Filmen er både et historisk drama om et lands spirende modernisering og religiøse forandring og en dybt personlig kærlighedshistorie mellem den unge og viljefaste dronning og hendes elskede hofdame, grevinde Ebba.

* * *
Omtale af filmen hos IMDb.Omtale af filmen hos IMDb.
Omtale af filmen hos Blockbuster, hvor den også kan købes og lejes.

The Danish Girl – film fra 2015 – Oscar-nomineret og Oscar-vinder

Vist 0 gange.
The Danish Girl

The Danish Girl

Titel The Danish Girl
Dansk titel Den danske pige
Baseret på bogen Den danske pige (The Danish girl)
af David Ebershoff
Selskab Universal
Instruktør Tom Hooper
Manuskriptforfatter Lucinda Coxon
Medvirkende Alicia Vikander som Gerda Wegener
Eddie Redmayne som Einar Wegener/Lili Elbe
Matthias Schoenaerts som Hans Axgil
(barndomsven til Einar
Og mange andre
Vist 5. september 2015 ved Venice Film Festival
12. september 2015 ved
Toronto International Film Festival
Premiere 27. november 2015
Dansk premiere 4. februar 2016 i Kino, København.
Spilletid 120 minutter
Sprog Engelsk med danske undertekster

I København i begyndelsen af 1920’erne beder kunstneren Gerda Wegener sin mand, Einar Wegener om at stå model for hende i stedet for en kvinde, som hun er ved at male et billede af. Det bliver vellykket og fører til, at Gerda bruger sin mand, Einar som kvindelig model til yderligere billeder. Einar bliver tiltrukket af sit kvindelige udseende og begynder at leve som kvinde og tager senere navnet Lili Elbe. Det fører til, at Lili Elbe bliver
den første, som får foretaget en mand til kvinde kønsskifteoperation.
Gerda støtter Lilis beslutning, selv om deres ægteskab bliver anstrengt, idet Gerda kommer til den erkendelse, at Lili er ikke længere den person, hun giftede sig med. En barndomven til Einar, Hans Axgil, dukker op og danner et følelsesladet trekantsdrama med parret.

Den danske pige

Den danske pige

En del af filmen blev optaget i København, så optagelserne foregår, hvor Gerda og Einar/Lili levede.
Scenerne fra hospitalet i Dresden, hvor Lili Elbe fik sin en af sine operationer, blev optaget på Frederiksberg og nogle scener, der skal forestille Paris ved nattetid, blev optaget i Bredegade i København.
Copenhagen Film Fund har skudt seks millioner kroner i filmen.

* * *
Artikel den 4. februar 2016 af Kristian Lindberg om bl.a. The Danish Girl.
Anmeldelse af filmen den 6. februar 2016 v/Malene Andreasen.

* * *
Filmens hjemmeside.
Omtale af filmen hos IMDb.
Den 6. marts 2015 bragte Copenhagen Film Fund en artikel om filmprojektet.
Med deadline den 8. marts 2015 søgtes der via “Online Casting” statister til filmoptagelserne.
Den 23. marts 2015 bragte Politiken en artikel om forberedelserne til optagelser til filmen i København.

* * *
Filmen er nomineret til og har vundet flere priser.
Den fornemmeste pris er vel den amerikanske Academy Awards, Oscar.
Filmen fik tidligt i 2016 fire nomineringer:
Bedste hovedrolle: Eddie Redmayne.
Bedste birolle: Alicia Vikander.
Bedste kostumedesign.
Bedste produktionsdesign.

Alicia Vikander vandt den 28. februar 2016 en Oscar for bedste birolle som Gerda Wegener.
Oversigt over nomineringer og vundne priser hos IMDb.

Omtale den 29. februar 2016 hos The Mirror om, at Alicia Vikander vandt en Oscar for bedste birolle.
Omtale den 29. februar 2016 hos TV2 om, at Alicia Vikander vandt en Oscar for bedste birolle.
Omtale den 29. februar 2016 hos Pink News om, at Alicia Vikander vandt en Oscar for bedste birolle.

Edward Kynaston

Vist 208 gange.
Edward Kynaston

Edward Kynaston

Edward Kynaston (ca. 1640 – januar 1706) også kendt som Ned Kynaston var en engelsk succesfuld skuespiller i midten af 1600-tallet.

Siden begyndelsen af 1600-tallet var det forbudt kvinder at optræde på teatre.
Til at spille kvinderoller anvendes derfor mænd eller drenge.
Drengene blev skuespillerelever hos mandlige skuespillere og øvet i at spille kvinderoller indtil de nåede puberteten.

Kynaston var en af de skuespillere, der fra drengeårene var blevet opøvet i at spille kvinderoller.
I modsætning til de fleste drenge, så fortsatte Kynaston med stor succes med at spille kvinderoller, da han blev voksen.

En af Kynastons store kvinderoller var som Desdemona i Shakespeares Othello. Han opnåede også at spille en mandlig rolle i samme stykke.
En del af Kynastons udstråling skyldes sikkert hans dobbelttydige seksualitet, og der var forlydender om, at han var the Duke of Buckinham, Ben Chaplins elsker.

Kenyastons sidste kvinderolle var i Beaumont og Fletche’s Maid’s Tragedy med Killigrews skuespilkorps i 1661.
Herefter fik Kynaston en succesfuld karrriere i mandlige roller og blev især berømmet for sit spil i Shakespeares Henry IV.
Han blev gift og fik børn.
Kenyaston sluttede som skuespiller i 1699.

Samuel Pepys var en engelsk embedsmand, som omhyggeligt skrev dagbog herunder øjenvidneberetnnger om begivenheder i London i 1600-tallet. Hans dagbøger er bevaret og også oversat til dansk.
Pepys spiste middag med Kynaston den 18. august 1660 efter opførelsen af stykket The Loyal Subjectog omtalte efterfølgende Kynaston som “den mest henrivende kvinde, jeg har set i mit liv”, men “hendes stemme var ikke særlig god”.

I 1660 blev Charles II indsat som konge i England.

I de forudgående atten år var det puritanerne, som havde haft den dominerende politiske rolle i England.
Puritianere var tilhængere af en engelsk sekt, der blev dannet i 1500-tallet, og som krævede renhed i troslæren og gudstjenesten renset for katolske ceromonier.
De fik også indført forbud mod, at kvinder optrådte på teatre, og var generelt imod den løssluppenhed, som de mente teatrene var udtryk for.

Med indsættelsen af Charles II som konge gik teatrene bedre tider imøde. Således ophævede kongen i 1662 loven, som forbød kvinder at optræde på teatrene.

I 2004 fik filmen Stage Beauty præmiere. Det er delvist en biografisk film om Edward Kynaston og om teatrenes forhold på hans tid.

Stafetten. João Lobo (L-O-B-O) den 3. oktober 2009. Scenekunst og kønsidentitet.

Vist 482 gange.
L-O-B-O Foto: Per Morten Abrahamsen.

L-O-B-O Foto: Per Morten Abrahamsen.

Af João Lobo (L-O-B-O), der modtog stafetten fra Malene Sakskilde.

Siden mine dage på universitetet i Lissabon, min fødeby – hvor jeg læste kulturantropologi i starten af 90’erne, at jeg har beskæftiget mig med – og fordybet mig i – køn og identitetsemner i mit arbejde som scenekunstner.
Denne on & off proces blev mere intens da jeg flyttede til Danmark.
Jeg har altid været heldig for at møde rigtig mange søde transkønnede mennesker i de skandinaviske lande som altid har været meget behjælpsomme og villige til at hjælpe mig med at finde nye måde til at formidle enten detaljer af deres livshistorier eller problematikkerne i deres vigtigste livsbeslutninger i mine værker.

Et af de projekter som krævede den største fordybelse i mit liv som kunstner og individ, var nemlig multimedia forestillingen ‘THE CUT'(’03), som i dag turnerer i Danmark og i udland som et langt videoværk/instalation under navnet ‘unCUT ‘ (08/09 – 11/12).

Foto: L-O-B-O.

Foto: L-O-B-O.

I løbet af arbejdsprocessen til dette projekt, føler jeg at jeg voksede stærkt op som menneske.
Jeg opnåede en endnu større respekt for livet og for mit medmenneske, jeg forståede hvor vigtigt absolut respekt for det anderledes er, og hvor uhyrlig vigtigt det er at forsvare mangfoldighed og medmenneskelighed som to af de vigtigste værdier for menneskeheden. Hvor vigtigt det er at aldrig fordømme men altid prøve på at forstår nye mennesker og nye livsbehov på trods af hvor fjerne de må ligge fra min egen personlige forståelse af verdenen.

For nylig, i et langt interview, spurgte et portugisiske blog mig om ‘hvornår ville køn stoppe med at være et problem i vores samfund”.
Mit svar endte med at måske være det mest ideologiske og kønspolitiske jeg nogensinde har givet.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.

Jeg svarede at køn ville en dag stoppe med at være et problem når denne apartheid af køn, identitet og seksualitet vi stadigvæk lever i – og ikke rigtigt snakker klart og dybt nok om endnu, en dag begynder at forsvinde. Når vi en dag er klar som samfund til at bevæge os helt væk fra fastlåste generaliseringer og stereotyper om køn. Når vi – en gang for alle – en dag accepterer, at det er biologi der dikterer reglerne og ikke kunstige, kategoriske moralske værdier om rigtigt eller forkert. Når forældede arrogante/autoritære ideologier ikke længere har indflydelse på, hvad der burde være acceptabelt omkring køn og seksuel identitet for hver enkel individ. Når vi en dag beslutter os for at acceptere, at i virkeligheden, vores identitet ikke skulle dogmatisk defineres af vores genitalier men af den kønsidentitet vi føler vi har.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.

Jeg svarede også at vi alle sammen ville sikkert blive lykkeligere, denne dag vi undlod at indføre køns-korsetter på folk og besluttede os for de klare beviser for, at vi er alle placeret forskellige steder i et kontinuum af køn og seksuel identitet.

Når vi lærer at acceptere, at for mange kvinder og mænd i vores samfund, at være mand eller kvinde – eller blot et menneske, at have en penis eller en vagina er ikke afgørende. At det mest afgørende og vigtigste ikke er det som burde være en streng, absolut ret til enhvers privacitet (det man har i bukserne eller under en nederdel), men den identitet et individ overbevisende og lidenskabeligt føler at have eller har valgt at leve i, trods biologiens umiddelbare fysiske ‘drillerier’.

unCUT Foto: Annet Van Der Voort.

unCUT Foto: Annet Van Der Voort.

Det hovedsageligt er en persons social og intellektuel kompetens i det samfund vi lever i, og denne måde vi giver videre kærneværdier som kammeratskab, forståelse, frihed, retfærdighed, værdighed, tolerance, kærlighed til vores medmennesker. Og ikke vores kønsdele.

Når vi accepterer, at køn, identitet og seksualidentitet kan være lige så varierende som vores fingeraftryk, og at vi i meget høj grad alle sammen egentlig er ”mutanter” og transkønnede på forskellig vis, så ja… Så tror jeg at vi vil være på den rigtige vej for, at problematikken og fordommen om køn som vi kender den i dag kunne stoppe med at være et problem.

At indføre ordet “køn” i paragraf 2 i Human Rights Act vil være en udmærket begyndelse.

Mvh.
L-O-B-O
(João Lobo)

Den 20. oktober 2009 oplyste João Lobo, at stafetten var videregivet til Jens Pedersen, der kendes for sit engagement med udstillingen Som jeg er. HOMO – BI – TRANS i København på Københavns Bymuseum i sommeren 2009.

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Stafetten. Malene Sakskilde den 26. juni 2009. Om at komme i kontakt til det transkønnede miljø.

Vist 343 gange.
Malene Sakskilde

Malene Sakskilde

Af Malene Sakskilde, der modtog stafetten fra Kirsten Poulsen (navneskiftet til Kirsten Mols).

Jeg er fået stafetten trods min status som ganske almindelig heteroseksuel. Jeg har fået tildelt taletid i et medie som ellers er forbeholdt monoriteteter. Et privilegie, må jeg sige.

Jeg lærte Kirsten at kende for mindre end et år siden, da jeg gerne ville sætte rammerne for en kønsdebat i et fagligt kvindenetværk ved navn FIX. Jeg havde læst om Erik Hansen’s liv som mand, mor til 2 – i Information.
Jeg ville også gerne møde en transseksuel med modsat fortegn. Jeg fik et tip af en ven og scenekunstner, João Lobo, som har arbejdet med temaerne i flere af sine forestillinger.

Kontaktede da NGP Network, som lovede at sende min mail videre til den oplægsholder, jeg havde hørt om. og fik prombte svar tilbage fra Kirsten Poulsen, som var på. Vi aftalte at mødes på Probs på Nørrebro og tale om rammerne for debatten. Men virkeligheden ville at dette blev starten på et venskab.

Min intention med at lave en kønsdebat i et forum af kvinder, handlede om at ville udfordre vores forestillinger om hvilke roller, dyder og værdier mænd og kvinder har traditionelt set. Hvor kommer forestillingerne fra? Er vi kodede? Kan man lave forestillingerne om? Og hvad sker der så, når vi opdrager vores børn – med biler og dukker?

Selve dagen for debatten oprang og Kirsten og Erik tog plads i den røde sofa, mens cirka 20 kvinder var mødt frem. Begge fortalte åbenhjerteligt deres livshistorier. Bagefer kunne man stille spørgsmål.

Et af de spørgsmål som blev allermest centrale, blev for mig det om børn og vores kodede opdragelserne af dem. Både Kirsten og Erik har børn. Erik to drenge og Kirsten har en af hvert køn.

I mødet med Kirsten blev det endnu mere klart for mig at man har begge sider i sig. En feminine og makulin side som gerne ikke skulle være to konkurrenter, men leve side om side i et gensidigt og respektfuldt “kærlighedsforhold”. De fleste af af os er fra barndommen blevet opdraget, eller kodet, til at leve “single-liv” med den ene del – givet det køn vi er født med.

Hvad ville der være sket hvis min far var transseksuel og havde udfyldt en del af en moderrolle i stedet for far-rolle? Hvilke kønskoder, ville jeg da have fået med mig? Hvordan ville jeg opleve dette mix af køn i min forælder?

Eller var der allerede vendt op og ned på kønsrollerne i og med at det var min mor som forsørgede familien? Har mine to indre køn et godt forhold? Jeg tror både menneskeligt og eksistentielt set, at det er i mødet med den anden (uanset køn) at man får udviklet sine to halvdele og kan blive et helt menneske.

Jeg håber, at Kirsten og andre som leve på kanten af det køn de inderst inde ville ønske de havde valgt selv, får mulighed for i det mindste må blive gode venner med sin indre “bedre halvdel”.

Måske har transseksuelle en større sansynlighed for at finde balancen mellem manden og kvinden i sig selv end os andre “normaler”, der blot lever som kodet! Måske netop ved at stille spørgsmål ved det køn man er givet ved fødslen, kan man få brugt sit hele jeg – dvs. Sit indre ægteskab?

Jeg selv – kodet eller ej – har et barn på vej. Mit første. En dreng, som jeg har et ansvar for at opdrage til at kunne forholde sig til begge sider af sig selv. Og forhåbentlig “kode” til at bruge og elske begge køn i sig. Stor opgave – ønsk mig held & lykke…

Stafetten er videregivet til scenekunstneren João Lobo.

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Nekrolog over Birthe Hultin Rasmussen, der døde den 8. maj 2007 – 69 år gammel

Vist 221 gange.

Birthe Hultin Rasmussen

KorsSort

døde den 8. maj 2007 – 69 år gammel
af kræft på Thisted Sygehus.

Birthe vil af mange i transvestitkredse være kendt for sin store gæstfrihed og hjælpsomhed.
Hun boede i mange år udenfor Haderslev, og hendes hjem var et yndet sted for mange transvestitter igennem tiderne. Hun hjalp med sin store garderobe og sit indgående kendskab til sminke og outfit.
Hun deltog i transvestitternes årsfester og var for en generation “mor” for mangen en nyudsprunget transvestit.
Hun var også igennem sit liv med til at udvikle et sobert SM-liv i Danmark, og var på mange måder en foregangskvinde når det galdt transvestit og sm-livet i Danmark!
Hun flyttede senere til Mors, men bevarede til sin død kontakten med en del transvestitter, som nød godt af hendes store erfaring og hjælpsomhed!
Vi er mange der vil savne hende!

Æret være hendes/hans minde!

Irene Haffner, transvestit.

Gift med en transvestit. Af Hanne – TV-kone den 18. november 2000.

Vist 1.683 gange. Hanne er gift med Karen. Nej – Hanne er gift med Frank.
Nej – Hanne er gift både med Karen og Frank!
Karen og Frank er nemlig den samme person – for Frank er transvestit.
Læs Hannes levende beskrivelse om, hvordan det er at være gift med en transvestit. Hanne har formået at beskrive følelser og tanker såvel som små episoder på en måde, så du – om du er kvinde, mand eller transvestit – vil nikke genkendende.
Tina Thranesen.

* * *
Af Hanne – TV-kone den 18. november 2000.
Gift med en transvestit – TV-konens bekendelser
De fleste kvinder synes, trans`er og dragqueens er herlige. – Bare det ikke er deres egne mænd!!!

Hvad gør man, når man opdager, at èns mand er transvestit?

Hvilke problemer, udfordringer og spekulationer melder sig på det tidspunkt – og henad vejen? Hvorfor er det så svært indimellem? Hvorfor hænder det, at vi elsker manden, men hader hans kvindelige side? Føler vi os truet? Er vi kønsrolle-forvirrede, eller hvad er det, der sker?

Ja – JEG har ikke løsningen, men håber gennem denne lille fortælling af VORES historie, at afdække bare en lille smule af, hvad det er, der foregår, når manden også er kvinde……..

Min mand, Frank og jeg levede et levende og særdeles aktivt og eksperimenterende sexliv i vort ægteskab. Vi skulle prøve det hele. Leve alle vore fantasier ud – i hvert fald alle dem, der kunne lade sig gøre. Og det var en del…….
På et tidspunkt legede vi med lidt bondage. En aften havde jeg bundet ham til sengen og ydmygelserne skulle begynde…….Bind for øjnene og alt efter kunstens regler – og så iførte jeg ham et par af mine strømpebukser! Jeg syntes selv, det kunne være meget sjovt at se manden med strømpebukser på – og begejstringen inde under……DET GJORDE LYKKE – og stor var begejstringen……….meget stor…….meget længe……..mange gange………..HVAD VAR DET?

Vi talte ikke så meget om “episoden” – men en dag, jeg kom uventet tidlige hjem fra arbejde, fandt jeg min mand i sengen, under dynen, med et pudsigt udtryk i øjnene. Årsagen: Han lå med mit undertøj!
Dette udløste noget af en krise – hos mig….Jeg syntes, det var noget underligt noget – var han mon bøsse eller hvad? Og jeg følte mig gået for nær, for hvor mange gange havde han måske så haft mine trusser på? Ok – vi har fælles-eje i ægteskabet, men alligevel…… Skulle jeg gå min vej? Skulle jeg bede HAM gå? Det var da noget perverst noget! Men vi satte os og snakkede om det. Han fortalte, at han kunne altså ikke stå for det
lækre stof, som dameundertøj var lavet af.
Nå, tænkte jeg. Han har nok èt eller andet ødipus-kompleks fra barndommen. Enten havde hans mor været ond, kold og kynisk over for ham – ellers havde hun nok forkælet ham over alle grænser – beskyttet ham mod faderen osv. osv.
Nu er der bare det ved det, at mine svigerforældre er alletiders mennesker og helt “normale” – har givetvis opdraget deres 2 drenge helt normalt osv. Men jeg ville så gerne finde en årsag!!! Det har jeg (vi) endnu ikke fundet – leder heller ikke efter det mere. Sådan er det bare!

Så kom tiden, hvor jeg accepterede Franks hang til dametøj. Jeg krævede bare, at han lod mit være i fred og købte noget selv. Min undertøjsskuffe vil jeg sgu gerne ha` for mig selv. Men skulle han være dame, skulle han altså også se ordentlig ud. Vi købte tøj og sko, vi købte paryk, han lærte at lægge make-up og neglelak. Det var ligesom at få en barbie-dukke at købe tøj til og klæde på. Vi gik sågar ud i byen som 2 piger – og jeg dummede mig et par gange ved at råbe hans navn (altså Frank) højt gennem en butik. Kunne ikke forstå, han ikke reagerede! Han hed nu Karen, når han var omklædt. Jeg har sågar kaldt på ham på et dametoilet på en tankstation, hvor vi opholdt os i hver sin “bås” for at tisse. Det faldt ikke i god jord – slet ikke hos de andre besøgende på toilettet……Han elskede også at blive domineret som slave-tøs. Fint. Han blev iført stuepige-uniform, og jeg kostede rundt med ham og fik gjort rent og vasket op af en meget lykkelig stuepige. Perfekt.

En gang sad Frank i dametøj og min store søn kom uventet hjem og gik bare ind.
I forvirringen forsvandt Frank ned under køkkenbordet ved hvilket, vi sad.
Min søn spurgte: “Hvorfor sidder Frank under bordet?” Den aften måtte vi naturligvis forklare sønnike, hvad det gik ud på. Nu kan vi grine af det, men det var ikke sjovt lige den aften. Sønnen er for øvrigt totalt ligeglad, så vi behøvede ikke at have været så forhippede på at skjule det for ham. Han var 20 år.

Med hensyn til sex-livet, var der i starten noget utroligt ophidsende ved en “dame” med en tissemand inde under nederdelen.
Men ind imellem kom der nogle problemer. Hvor var min mand blevet af? Jeg havde altså ikke giftet mig med en kvinde, og jeg var (er) ikke lesbisk. Det begyndte at irritere mig. Frank har en betydningsfuld stilling, hvor han sidder og tager store beslutninger om mange penge. Han er derfor til daglig iført klassisk herretøj med skjorte og slips osv. Men han har nylonstrømper på indeunder, fandt jeg ud af.

Pludselig var det hver dag, jeg blev konfronteret med det. Han er stort set hårløs, alt bliver ivrigt barberet af (også hans pæne overskæg røg sig en tur). Man kan jo heller ikke have mandehår på benene, hvis man skal have nylonstrømper på. Som “kvinde” kan man heller ikke have hår under armene osv. Selv håret på hovedet er næsten væk – det falder dog af af sig selv……..*SS*
Jeg blev SÅ træt af det ind imellem. Når jeg forsøgte at liste en hånd ind under hans dyne om aftenen, fik jeg fat i et par nylonstrømpe-ben………underlig fornemmelse. Vi aftalte så, at jeg bare skulle bede ham tage det af, hvis jeg havde lyst til sex. Det gjorde jeg så et par gange – men hvad med spontaniteten?
Om der ligger noget fetish i dette med de strømper, det gør der sikkert. Han føler sig tryg med dem på. Men JEG ser kun et par nylonstrømper med min mandekvinde i. Dèt tænder jeg bestemt ikke på.

Jeg har spekuleret meget på, hvad det er, der sker. Føler jeg min kvindelighed truet? Jeg mener – hvis han er både mand og kvinde – hvor kommer så jeg ind i billedet her i foretagenet? Og JEG gider i hvert fald ikke iklæde mig nylonstrømper og silkeundertøj, når HAN også gør det! Så kan det jo ikke være så spændende på mig – endskønt jeg udfylder det lidt bedre…..foroven i hvert fald. Er jeg jaloux på Karen?
Men det er også dobbelt-moralsk, ikke? Vi med tv-mænd har de mest probre mænd i verden. Aldrig en negl, der er for lang eller flosset. Aldrig hård hud under hælene og aldrig store duske under armene – og altid pinligt rene og velduftende. Derudover er de, sikkert på grund af deres veludviklede feminine side, smaddergode at snakke følelser med. Det kan macho-mænd ikke!
Så vi vil godt have de gode ting ved tv`erne – men alligevel skal de være Mænd! Det er ambivalent, så det batter!

Det næste skridt for at komme videre er nu at følge nogle råd fra andre tv-ægteskaber om at lave aftaler om, hvor ofte Frank skal være Mand – og hvor ofte, han så til gengæld må være gennemført kvinde – i stedet for halvt af hvert. Det er utilfredsstillende for os begge. Så det bliver spændende. Vi elsker jo hinanden og er villige til at kæmpe for sagen. Det SKAL kunne lade sig gøre at være, som man nu èngang er. Han er jo det samme mennesker – bare med 2 forskellige sider.

Nu har vi så “chatten”. Dèr løb jeg ind i nogle meget søde tv‘er – og vi har igennem flere år snakket meget sammen om emnet. Jeg har lært, at det ikke kun er MIN mand, der er “sådan” – og så sandelig også, at mange “TV-koner” har deres problemer med at acceptere det. Måske kan vi på et tidspunkt arrangere en “TV-kone-chat”, hvor vi kan hjælpe hinanden, ligesom vores mænd hjælper hinanden. Måske var en slags “brevkasse” en god idè – hvem vèd? Måske skulle vi arrangere, at når vores tv-mænd har komsammen, kunne vi have kone-komsammen imens. Jeg er overbevist om, at vi kan hjælpe hinanden – og dermed
også vores mænd. Det MÅ ku lade sig gøre! Kom med nogle forslag!

Hanne – TV-kone.

The Empress Is a Man: Stories from the Life of José Sarria

Vist 38 gange.
The Empress Is a Man

The Empress Is a Man

Titel The Empress Is a Man:
Stories from the Life of José Sarria
Forfatter Michael R. Gorman
Forlag The Haworth Press
Udgivet 11. maj 1998
Sprog Engelsk
Antal sider 278
ISBN-10 0789002590
ISBN-13 978-0789002594

Biografisk bog om José Sarria, der var dragqueen i San Francisco fra slutningen af 1940’erne til 1964 og antageligvis den første “åbne” bøsse, der søgte valg til et offentligt embede – at blive indvalgt i San Franciscos byråd.

* * *
Omtale af bogen hos Amazon, hvor den også kan købes.

Peter Tatchell

Vist 35 gange.
Peter Tatchell

Peter Tatchell

Peter Tatchell blev født den 25. januar 1952 i Australien. Allerede som 15 årig begyndte han at kæmpe for menneskerettighederne. Hans første menneskerettighedskampagne var rettet mod dødsstraf, derefter fulgte kamp for de indfødte australiers – aboriginalernes – rettigheder.
Han erkendte i 1969, at han var bøsse, og siden har han kæmpet for bøssers, lesbiske, biseksuelles og også transpersoners rettigheder overalt i verden.
I 1971 flyttede han til London og blev hurtigt en af de ledende aktivister i Gay Liberation Front – GLF. I 1973 blev han anholdt af det østtyske sikkerhedspoliti – Stasi – for at have organiseret og deltaget i den første demonstration for bøsses rettigheder i et komunistisk land.

I årene derefter er han blevet en af de førende og samtidig mest respekterede frontkæmpere i hele verden for LGBT personers rettigheder.

Peter Tatchell leverede f.eks. baggrundsmateriale, da LBL i protesterede mod, at den jamaicanske homofob, Buju Banton skulle optræde på det københavnske spillested The Rock den 11. juli 2006.

Peter Tatchell var også aktiv med støtte, da der blev indledt en diciplinærsag mod den engelsk psykiater Russell Reid ved det engelske medicinske råd den 11. oktober 2006 for at have udvist forsømmelse ved behandling af transseksuelle.

Peter Tatchell har også et omfattende forfatterskab bag sig. Ud over artikler udgivet både i medierne og på forskellige organisationers medlemsblade og hjemmesider, har han også skrevet et større antal bøger.

* * *
Peter Tatchells hjemmeside.
Interview den 15. december 2007 hos Pink News med Peter Tatchell i anledning af hans 40-års jubilæum som menneskerettighedsaktivist.

Queen Christina

Vist 44 gange.
Queen Christina

Queen Christina

Titel Queen Christina
Dansk titel Dronning Christina
Selskab Metro Goldwyn Mayer
Instruktør Rouben Mamoulian
Medvirkende Greta Garbo som dronning Christina
John Gilbert som Antonio, spansk greve
Ian Keith som grev Magnus
Lewis Stone som Oxenstierna
Elizabeth Young som Ebba
C. Aubrey Smith som Aage
Reginald Owen som Charles
Georges Renavent som fransk ambasadør
David Torrence som ærkebiskop
Premiere 26. december 1933 i New York
17. august 1934 i Danmark
Spilletid 99 minutter
Sprog Engelsk. Danske undertekster.
  Sort/hvid

For i korte øjeblikke at slippe for regentens pligter rider den unge, smukke og meget populære svenske dronning Christina ofte en tur ud på landet klædt som en ung mand. På en af disse ture møder hun en flot spansk udsending på vej til hoffet og bliver hemmeligt forelsket i ham. Stor og frydefuld er den spanske udsendings overraskelse, da han og den unge “adelsmand” bliver nødt til at dele seng på et overfyldt gæstgiveri.
“Det var så fortryllende at være kvinde, og ikke dronning. Bare en kvinde i en mands arme”, sagde Christina sagte til sin elskede, da hendes sande identitet er blevet afsløret. Men hun ved, at hun i uden videre kan gifte sig med en udlænding. Splittet mellem pligten og sit hjerte skal hun træffe en skæbnetung beslutning.

Greta Garbo lyser op i dette overdådige kostumedrama, hvor hun spiller sammen med sin daværende forlovede uden for filmlærredet, John Gilbert.

Vist i fjernsynet på DR K lørdag den 26. marts 2011, den 27. marts 2011 og den 7. april 2011.

Omtale af filmen hos IMDb.
Omtale af filmen hos Amazon, hvor den også kan købes.

José Sarria

Vist 198 gange.
José Sarria

José Sarria

José Sarria blev født den 12. december 1922 eller 1923. Han var dragqueen og antageligvis den første “åbne” bøsse, der søgte valg til et offentligt embede – at blive indvalgt i San Franciscos byråd.
Han stiftede også en af verdens ældste bøsseforeninger Imperial Court System i San Francisco i 1965. Har siden skiftet navn til The International Court System.
Han deltog i Anden Verdenskrig.

José Sarria. 2010.

José Sarria. 2010.

Fra slutningen af 1940’erne til 1964 optrådte han som dragqueen i San Francisco. På dette tidspunkt var såvel bøsser, transpersoner og dragqueens ilde sete i offentligheden.
Sarria var yderst aktiv for fremme af forholdene for disse persongrupper.
Han havde også sans for at promovere sig selv. Da han jo var dragqueen, tildelte han sig selv titlen “Her Royal Majesty, Empress One of San Francisco”.

I 1961 stillede han som åbenbøsse op til San Franciscos byråd. Han blev ikke valgt, men nærmest chokerede alle ved at få 5.600 personlige stemmer.

José Sarria døde den 19. august 2013.

Den 1. februar 2006 vedtog byrådet i San Francisco at omdøbe en del af gaden “16th Street” i “the Castro District” til “José Sarria Court” som en ærefuld gestus over for en stor entertainer.

I maj 1998 udgav Michael R. Gorman bogen “The Empress Is a Man: Stories from the Life of José Sarria” om José Sarria.



Gerda Wegener

Vist 6.306 gange. Gerda Marie Frederikke Gottlieb blev født den 15. marts 1885 i Hammelev pr. Grenå og var datter af sognepræst Ove Emil G. og Justine (Justa) Østerberg.
Hun giftede sig den 8. juni 1904 i København med Einar Wegener.
Som tegner fik hun sit gennembrud i 1907 og 1908, da hun vandt en tegnekonkurrence foranstaltet af Politiken. Forinden havde hun bl.a modtaget undervisning af maleren Viggo Simensen, gået på Tegne- og Malerskolen for Kvinder, dimitteret til Kunstakademiet og gået på kunstskole for kvinder.
I 1912 bosatte Gerda Wegener sig i Paris sammen med sin mand. Her arbejdede hun som portrætkunstner og blev også en efterspurgt tegner til tidens førende dameblade.
I art deco’ens gyldne 20’ere opnåede Gerda Wegener en position i den franske metropol, som kun har været få andre danskere forundt. Hendes pikante og let depraverede og parfumerede kvindetyper gjorde sig i tiden. Hun brugte ofte sin mand som model til kvindebilleder.
I slutningen af 20’erne vendte successen, hendes mand Einar Wegener gennemgik en kønsskifteoperation og tog navnet Lili Elbe, og ægteskabet blev erklæret ugyldigt.
Gerda Wegener giftede sig påny og flyttede med den nye mand til Marokko.

I 1931 udkom selvbiografien Fra mand til kvinde: Lili Elbes bekendelser.
I 1988 blev bogen genudsendt i fotografisk udgave.

Niels Hoyer – en ven af Lili – skrev i 1933 Lili Elbe’s historie i bogen Man Into Woman baseret på Lili’s dagbog og efterladt korrespondance.
I 1999 udkom David Ebershoff biografiske roman om Lili Elbe Den danske pige.

* * *
Den 22. november 2008 bragte Berlingske Tidende artiklen: Lilis sidste vilje.

Pine Leaf

Vist 237 gange.
Pine Leaf

Pine Leaf

Pine Leaf også kendt som Barcheeampe blev født cirka 1800 og døde i 1854. Hun var kvindelig Crow-indianer fra det øvre Missouri og blev høvding for en af crowstammerne og indtog tredjepladsen blandt de 160 høvdinge, der var i Crow-indianersamfundet.

Hun blev opdaget af hvide pionerer under deres rejser i Missouri, Wyoming og Montane i 1850.

Der vides ikke meget om hende, men hun blev hædret i indianernes sange for sit mod og sin tapperhed.
Der fortælles om hende, at hun var født i en anden stamme (Gros Ventres), men blev taget til fange som 10 årig og opfostret af en Crow-høvding.
Grundlaget for hendes position menes at stamme fra, at hun med stor succes ledede kampen, da lejren, hvor hun boede, blev angrebet af indianere fra Blackfoot-stammen.
Det siges også, at hun havde fire hustruer.
Hun blev dræbt i 1854 i kamp mod Gros Ventres.

* * *
Biografisk artikel hos Ria Brodell.
Biografisk artikel hos The Free Dictionary.

We Wha

Vist 331 gange.
We Wha

We Wha

We Wha (1849 – 1896) blev født i New Mezico, USA. Han var zuni indianer og døde i 1896.
Han var biologisk en dreng, da han blev født, men udviste tidligt kvindelig adfærd og blev betragtet som en “lhamana” også betegnet “berdache” og levede hele sit liv klædt i kvindedragt.

We’wha var høj og også højt respekteret for sine evner – både praktiske, menneskelige og åndelige. Han virkede også som zuni indianernes talsmand over for de hvide.
Han rejste således til Whashington, hvor han mødte præsident Grover Clevland og talte til regeringen.

Hvis et barn havde behov for trøst, så var det We Wha, som brugte tid, omsorg og venlige ord, så barnet fik det godt igen. Hvis der var stridigheder, der skulle løses, så gik alle til We Wha for at få afgjort sagen. We Wha blev også betragtet som den dygtigste væver, pottemager, landmand og husholder, og når stammen skulle afholde de mest hemmelige ceromonier, var det We Wha, der ledede bønnerne og sangene.

Det menes, at We Wha var den mest indflydelsesrige zuni indianer nogensinde.

Forfatteren Will Roscoe har om We Wha skrevet bogen: The Zuni Man-Woman.

Sarah Bernhardt

Vist 407 gange.
Sarah Bernhardt

Sarah Bernhardt

Sarah Bernhardt blev født i Paris den 22. oktober 1844. Hendes fødenavn var Henriette Rosine Bernhard. Hun var en af sin tids mest berømte skuespillerinder og døde den 26. marts 1923.

Sarah Bernhardt var nærmest identisk med glamour og drama. Hun var noget af en personlighed. Hun malede, lavede skulpturer og skrev selv skuespil – ofte med sig selv i hovedrollen.
Endvidere var hun også en dygtig forretningskvinde. Hun var årsag til og medvirkende i adskillige skandaler i datidens Paris – ikke mindst fordi hun ofte førte sig frem iført mandebukser, ligesom hun også spillede manderoller i nogle af de teaterstykker, hun medvirkede i.
Hun havde adskillige kærlighedsaffærer – både med mænd og kvinder.

Sarah Bernhardt startede som tretten årig med at blive undervist i skuespil. Og i 1866 spillede hun på Odeon Theater.
Hendes stemme og talent faldt i publikums smag, og hendes population steg til store højder.

I 1880 begyndte hun på en tourne, som bragte hende rundt i Europa og også til USA.
Hun blev kendt for den enorme mængde bagage og de ekstravagante kostumer, hun medbragte. Hun blev endnu mere populær, og hendes fans elskede hendes kvikke replikker.

I 1893 blev Sarah Bernhardt leder af sit første teater Théâtre de la Renaissanceog kort efter Théâtre Nations, hvis navn hun ændrede til Théâtre Sarah Bernhardt.
På Théâtre Sarah Bernhardt spillede hun både gamle sikre stykker og nye produktoner. Hun selv skrev flere så som L’Aveu i 1888 og Un Coeur d’hommei 1909.

Sarah Bernhardt

Sarah Bernhardt

Som nævnt spillede hun ofte manderoller, og hun elskede at chokere sit publikum.
I 1864 fik hun en søn uden for ægteskab.
I 1882 giftede hun sig med den græske skuespiller Jacques Damala, men fortsatte med at have erotiske forhold ved siden af – bl.a. Prince Albert Edward af Wales.
Derimod var hun mere diskret med sine lesbiske forhold, som der ikke vides så meget om.

Sarah Bernhardt havde også et nært venskab gennem mere end tyve år til Oscar Wilde, der var homoseksuel, og som på hendes anmodning skrev stykket Salome for hende i 1892.

I 1905 kom Sarah Bernhardt alvorligt til skade med sit højre knæ. Det vedblev at volde hende store kvaler, og i 1915 blev benet amputeret.
Hun fortsatte ukueligt sine aktiviteter helt frem til sin død den 26. marts 1923,

Sarah Bernhardt skrev flere bøger, bl.a. selvbiografien Ma Double Vie i 1907. På engelsek: My Double Life.

* * *
Hjemmeside om Sarah Bernhardt med megen omtale om hendes skuespil, bøger, plakater o.m.a.

Anna Henryka Pustowojtowna

Vist 118 gange.
Anna Henryka Pustowojtowna. Vinteren 1863 i Pragh.

Anna Henryka .
Vinteren 1863 i Pragh

Anna Henryka Pustowojtowna blev født den 26. juli 1838 i Wierzchowiska i nærheden af Lublin og døde den 2. maj 1881 i Paris. Hendes far var en ungarsk general, moderen var polsk. Hendes forældre blev skilt, og faderen døde i 1858.
Hun blev anholdt i Lublin i 1861og dømt for at være engageret i en patriotisk bevægelse, men med venners hjælp undslap hun forklædt som mand og skjulte sig i Moldavien hos en soldaterfamilie, hvor hun lærte at slås.

Januaropstanden i 1863 (Oprør mod det russiske zar-dømme, der startede den 22. januar 1863 og sluttede i løbet af 1865, da de sidste oprørere blev fanget) tvang hende imidlertid på flugt – igen forklædt som mand. Hun stred og kæmpede sig vej til Marian Langiwicz’ hovedkvarter (En af lederne af opstanden).
Hun tog navnet Michael Smok og viste stort mod under kampene.
Hun blev imidlertid taget til fange sammen med bl.a. Langiwicz og ført til et fængsel i Krakow, men blev senere løsladt. Hun deltog i et par mislykkede forsøg på at befri Langiwicz, hvorefter hun rejste til Schweits.
Det er ukendt, om nogen fandt ud af, at hun var en kvinde.

I 1865/66 bosatte hun sig i Paris, hvor hun solgte kunstige blomster og underviste i musik i et kloster.
Under den preussiske-franske krig i 1870 til 1871 tilsluttede hun sig kommitteen af forenede kvinder til forsvar af Paris og arbejdede som sygeplejerske med behandling af sårede.

Hun giftede sig i 1873 med lægen Stanislaw Loewenhart, der også havde været med under Langiewicz i januaropstanden. De fik fire børn og tog hendes døde svigerindes børn til sig.

I 1881 døde hun pludselig. Hun blev begravet på Montmarnasse kirkegård i Paris.

Rebeccas døtre

Vist 152 gange.
Rebeccas døtre. llustrated London News 1843

Rebeccas døtre. Illustrated London News 1843

Rebecca og hendes døtre (Rebecca and her daughters) var en gruppe mænd, som klædt i kvindetøj nedbrød toldbomme og afspærringer i Wales, England i årene omkring 1838. De anvendete også kvindenavne.
Rebeccas døtre

Rebeccas døtre

Toldbommene og afspærringerne var på dette tidspunkt med til at gøre de fattige endnu fattigere.
Der var mange spekulationer om hvem “Rebecca” egentlig var.

Der var ikke tale om egentlige transvestitter, idet anvendelsen af kvindetøj og kvindenavne tjente som forklædning mod at blive identificeret af myndighederne.

* * *
Artikel hos Wikipedia om Rebeccas døtre.

Leopold von Sacher-Masoch

Vist 105 gange.
Leopold von Sacher-Masoch

Leopold von Sacher-Masoch

Leopold von Sacher-Masoch (27. januar 1836 – 9. marts 1895) blev født i Lembert, Tyskland, og da han døde i Lindhem, Tyskland havde han et stort forfatterskab bag sig.

Han blev nok mest kendt for sin selvbiografiske bog “Venus i pels” – om en mand, der i sin forelskelse helt underkaster sig en kvinde og lader sig ydmyge og piske af hende.

Den tyske professer Richard von Krafft-Ebing skrev i 1886 “Psychopathia Sexualis” om sine studier af seksuelle perversiteter og blev “fadder” til ordene/begreberne masochisme og sadisme efter henholdsvis Leopold von Sacher-Masoch og Marquis de Sade.

Georg Sand

Vist 191 gange.
Georg Sand

Georg Sand

Amandine-Aurore-Lucile Dupin (1. juli 1804 – 8. juni 1876), senere baronesse Dudevant blev født i Paris.
Hun var fransk forfatter og en af de tidlige feminister (selvom ordet ikke var opfundet dengang) og skrev under pseudonymet George Sand.

Hun blev gift i 1882 med Casimir Dudevang og fik to børn. I 1835 blev hun skilt.
Hendes første novelle var:Roise Et Blanche. Den er fra 1831og blev skrevet i samarbejde med Jules Sandeau, som gav hende inspiration til “Sand-navnet”.

Hun levede herefter et frit liv og gik bl.a. i mandebukser og røg offentligt cigarer.
I sine noveller og bøger satte hun spørgsmålstegn ved kønsidentiteterne og herunder sin egen.

Hun havde adskillige erotisk forhold til flere af datidens kendte personligheder.
Hun døde ved Nohant nær Chateauroux 72 år gammel og er begravet på den lille kirkegard ved Nohant.

Emilie Rosing

Vist 46 gange.
Emilie Rosing

Emilie Rosing

Emilie Rosing, hvis fulde navn var Wilhelmine Emilie Rosing blev født den 6. marts 1783 og døde 23.december 1811. Hun blev bisat på Assistens Kirkegård, hvor der for indsamlede midler blev rejst et mindesmærke for hende.
Emilie kan nok ikke betegnes som transkønnet, selv om der – mest efter hendes tidlige død – er gisnet og filosoferet en del om hendes kønsidentitet og seksuelle orientering.
Hun blev af samtiden omtalt som buksepige, hvilket hentydede til hendes påklædning, men mest til, at hun som skuespiller havde en hel del roller som ung mand – buksepige, det vil sige i roller, hvor en kvindelig skuespiller forestillede at være en mand. Enten i forklædning eller som en mandlig karakter i et skuespil.
Der er spekuleret på, om hun, som det dengang blev betegnet, var hermafrodit, tvekønnet – altså interkønnet, som betegnelsen er i dag, idet hun ikke blev gift.

Emilie debuterede på Det kongelige Teater den 10. september 1802 i rollen som Rosine i Barberen i Sevilla og blev samme år ansat som kongelig skuespiller. Hun optrådte sidste gang 2. december 1811.
Hun spillede et stort repertoire og havde en god sangstemme, men brillerede mest i de omkring otte bukseroller hun spillede – heraf er par stykker, hvor hendes fader også medvirkede.

Faderen var Michael Rosing, der blev født den 19. februar 1756 i Røsor, Norge og døde den 12. oktober 1818 i København. Han var skuespiller og instruktør.

Moderen var Johanne Catrine Olsen, der blev født den 2. juni 1756 i København og døde den 15. januar 1853 i Fredensborg Slot Sogn, og blev begravet den 24. januar 1853 på Fredensborg Kirkegård. Hun var skuespiller.

Emilie havde i alt 9 søskende.

Ved folketællingen den 1. februar 1787 boede hun Borgergade 205, København, og ved folketællingen den 1. februar 1801 i Købmager-kvarter i København.

Som 13-årig blev hun sendt på landet for ikke at smitte sine søskende med en sygdom, hun havde pådraget sig. Hun deltog i livet i et skovfogedhus og lærte at skyde og gå på jagt.
Det fortælles, at hun efter dette ophold halvt opførte sig som en dreng og havde tillagt sig mandlige tilbøjeligheder, som hun beholdt hele livet – herunder, at hun sov med en ladt pistol ved sin seng og havde nogle ord tatoveret på brystet.
Emilies klædedragt blev af samtiden betegnet som af et mandfolkeagtigt snit, idet hun privat godt nok brugte skørter, men bar herretøj på overkroppen i form af skjorte, vest og trøje, og havde kortklippet hår.
Hun blev betegnet som sin faders udtrykte billede, stærk og handlekraftig

Det nævnes, at hendes noget maskuline ydre – ikke alene påklædning, men også hendes kropsbygning, ansigtstræk, frisure og “heroiske” gang med lange faste skridt, kunne skyldes, at hun var tvekønnet, som det dengang blev betegnet- i dag interkønnet, og at hun ikke var i stand til at gennemføre et seksuelt forhold med en mand.

Emilie var ikke nogen regelmæssig skønhed, men gjorde indtryk af en ejendommelig og stærk personlighed.
Det lidt ukvindelige eller rettere mandhaftige i hendes gang og holdning kom sammen med hendes dybe stemme hende til gode i en række roller som unge mænd.

Hun blev ikke gift, men indledte et kærlighedsforhold til den forhenværende kaptajn og teaterinspektør Frederik Schneider, der groft svigtede hende. I 1811 fik hun en total psykisk og fysisk kollaps.
Hendes sidste halvandet år formørkedes af en sjælesorg, der hyppig strejfede sindssyge, og som utvivlsomt har fremskyndet hendes død.
Der er flere forskellige teorier om årsagen til hendes tidlige død – selvmord, tuberkulose, alkoholmisbrug, ulykkelig kærlighed.

Der blev i årene efter hendes død skrevet flere biografier om hende, og der findes to udaterede malerier af hende – det ene på Det Kongelige Teater. Det andet på Teatermuseet i Hofteatret.

Teatermuseet i Hofteatret viste i tiden fra januar til december 2011 udstillingen: Emilie Rosing – Det skæve køn.

* * *
Biografisk artikel om Emilie Rosing hos Kvinfo.
27 siders artikel (med billeder) om Emilie Rosing hos Teatermuseet i Hofteatret i pdf-format.


Hannah Snell

Vist 151 gange.
Hannah Snell

Hannah Snell

Hannah Snell blev født den 23. april 1723 i Worcester, England i en stor familie. Hun blev den 20. august 1791 indlagt på det dengang berygtede sindsygehospital Bethlem i London, hvor hun døde den 8. februar 1792. Det er ukendt, hvorfor hun endte på sindsygehospitalet.

Som lille kunne hun godt lide at lege soldat.
Hun flyttede på et tidligt tidspunkti sit liv til London, hvor hun boede hos sin halvsøster, Susannah Grav.
Som 21-årig giftede hun sig den 6. januar 1744 med den hollandske sømand James Summs og blev hurtigt gravid. Alligevel forlod hendes mand hende i midten af 1745, da hun var gravid i syvende måned. Barnet død inden det fyldte et år.

Hannah lånte mandetøj af sin svoger og udgav sig som mand i den hensigt at søge efter sin svigefulde ægtemand. Hun brugte også sin svogers navn, James Gray. Hun fandt senere ud af, at henes mand var blevet henrettet for mord.
Hannah søgte ind i marinen og blev sendt til Indien, hvor hun kæmpede mod franskmændene i Pondecherry. Det lykkedes hende hele tiden at skjule, at hun var en kvinde. Da hun engang blev såret, behandlede hun selv sit sår for at undgå opdagelse af sit rette køn.

I slutningen af 1749 returnerede hun med flåden til England efter at have levet som mand i fire og et halvt år.
Hun lækkede sin hemmelighed om sit liv til pressen og indgav en ansøgning til chefen for den brittiske hær the Duke of Cumberland om betaling for sin tjeneste.
Medens hæren undersøgte rigtigheden af hendes påstande, blev hun en berømthed i London.

Hendes historie blev en bestseller og hendes portræt blev solgt på ethver gadehjærne.
Hæren fik bekræftet hendes historie og tilkendte hende en livslang pension.
I slutningen af 1750 var historien om den 27-årige Hannah spredt ud over hele England.
På trods af al denne interesse er store dele af hendes liv dog fortsat et stort mysterium.

I 1750 udgav bogtrykker og forlægger Robert Walker efter en indgået aftale med Hannah hendes biografi The Female Soldier. Den kendes også som The Surprising Life and Adventures of Hannah Snell. Den blev en stor salgssucces.
Gennem de næste to århundrede har der været fascination over Hannahs liv, og hendes liv er beskrevet i bøger og massevis af avisartikler – ja selv i en rock opera.
Det meste af det skrevne om hende er med Robert Walkers bog som kilde.

I 1997 udkom bogen af forfatteen Matthew Stephens: Hannah Snell – the Secret Life of a Female Marine, 1723 – 1792.

Christina. Dronning af Sverige

Vist 565 gange.
Dronning Christina

Dronning Christina

Dronning Christinas fulde navn er Christina Augusta på svensk stavet Kristina (8. december 1626 – 19. april 1689). Hendes fader var Kong Gustaf den 2. Adolf.

Hun blev født i Stockholm den 8. december 1626, blev kronet som dronning i 1644 og abdicerede den 5. juni 1654, da hun overgik til den katolske trosretning. Hun var dog allerede fra 1632 regent, men med Axel Oxenstierna som formynder.
Da hun abdicerede flyttede hun til Rom og blev bl.a. kendt som Maria Christina Alexandra og som Count Dohna. Hun døde den 19. april 1689 og er begravet i Peterskirken.

Christina var en dygtig politiker, der fremskyndede den Westfalske Fred, der afsluttede trediveårskrigen. Da hun forblev ugift, sikrede hun tronen for sin fætter, Karl den 10. Gustaf. Hun var ligeledes interesseret i filosofi, kunst og videnskab og samlede på kunstværker, bøger og håndskrifter. Den tysk-romerske kejser Rudolf den 2.s kunstkammer i Prag blev flyttet til Stockholms slot, og dronningens bogopkøbere rejste rundt i hele Europa.

Astrologer havde forudsagt fødsel af en dreng, og da hun ved fødslen havde kraftigt hår og var ganske stor, nåede jordemødrene at bekendtgøre, at det var en dreng, der var blevet født.
Gennem livet var hun flere gange iført mandetøj og mange mente, at hun havde et meget maskulint udseende og en maskulin væremåde.
Det har siden ført til spekulationer om hendes rette køn, og om hun var lesbisk eller transvestit.

I 1933 indspillede Metro Goldwyn Mayer filmen Queen Christina om hende.

Henri III af Frankrig

Vist 0 gange.
Henri III af Frankrig

Henri III af Frankrig

Henri III blev født som Alexandre-Édouard de France i 19. september 1551 og var konge i Frankrig fra den 30. maj 1574 til sin død den 2. august 1589.
Han var forinden kortvarigt fra 1573 til 1574 konge af koalationen Polen-Litaun.
Den 13. februar 1575 blev han gift med Louise de Lorraine-Vaudémont.

Henri III klædte sig i forbindelse med maskebal gerne som kvinde.

Jeanne d’Arc

Vist 157 gange.
Jeanne d'Arc. Statue i Paris.

Jeanne d’Arc. Statue i Paris.

Jeanne d’Arc (6. januar 1412 – 30. maj 1431) blev født i Domremy i Champagne, Frankrig og blev fransk helgen og nationalheltinde. Hun lærte aldrig at læse eller at skrive.

Hun følte fra sit 13. år, at himmelske stemmer kaldte hende kamp for Frankrig mod englænderne. (Hundredårskrigen). Med stort besvær opnåede hun i 1429 adgang til hoffet, hvor kongen og hans gejstlige rådgivere efter mange betænkeligheder lod sig overbevise om hendes mission.
De overlod hende en hær, hvormed hun befriede Orléans fra engelsk belejring, hvilket gav hende tilnavnet “Jomfruen fra Orléans”. Hun vandt en ny sejr ved Patay i 1429 og førte hæren til Reims, så Charles den 7. kunne blive kronet i domkirken i Reims.
Men kongens ubeslutsomhed og hoffets skinsyge gjorde, at de derefter stillede utilstrækkelige styrker til hendes rådighed.

Ved undsætningen af Compiègne i 1430 blev hun fanget af burgunderne og solgt for 10.000 franc til englænderne, som stillede hende for en nordfransk, gejstlig domstol under forsæde af biskoppen af Beauvais anklaget for kætteri og trolddom.
Det blev især brugt mod hende, at hun både til hverdag og under felttog havde båret mandedragt.

Da dommen lød på kætterbålet, underskrev hun en tilståelse og fornægtede, at hun var himmelsk kaldet, hvilket medførte, at dødsstraffen blev ændret til livsvarigt fængsel.
Imidlertid trak hun to dage senere tilståelsen tilbage og iførte sig på ny mandsdragt, vistnok tvunget eller narret til det af englænderne, der ønskede hende henrettet.
Den 30. maj 1431 blev hun defor brændt i Rouen.

Den franske regering lod i 1450 kætterprocessen genoptage, og i 1456 blev dommen omstødt.
I Frankrig blev hun snart betragtet som en helgen og natinalsymbol og fejres som fransk nationalhelgen søndagen efter 8. maj.
I 1920 blev hun kanoniseret dvs. helgenkåret af den katolske kirke og fejres som kirkens helgen den 30. maj.

Der er skrevet flere bøger og lavet flere film om hende.

Theodora den hellige fra Vasta – munken, der rettelig var en kvinde

Vist 402 gange.
Theodoras kirke/kapel

Theodoras kirke/kapel

Theodora levede i 900-tallet i Peloponnesus i Grækenland i en lille by kaldet Vasta i grænseområdet mellem Messenia og Arcadia.
Som ung viede hun sit liv til Jesus Kristus, udgav sig for at være mand og blev munk.

Efter mange års tro og lydig tjeneste som munk ville djævelen teste, hvor stærk Theodora var i sin tro.
Theodora blev derfor beskyldt for at have gjort en ung pige gravid.
På det tidspunkt var der dødsstraf for sådan en anklage.
På intet tidspunkt forsvarede Theodora sig selv, idet hun fuldt og fast troede på, at Gud ville frelse hende og bringe sandheden for dagen.

Efter hun var dræbt opdagede beboerne i byen og munkene, at hun var en kvinde, og derfor jo ikke kunne have gjort den unge pige gravid.
I dyb skam over det skete og som bod byggede de en lille kirke/et kapel til hendes ære.

Og så begyndte der at ske underlige ting.
Først sprang der en kilde, og derefter voksede der sytten træer op gennem kirken/kapellet.

Gennem de følgende århundrede flød kilden fortsat og træerne voksede sig store. Hverken stormvejr eller mangel på nærende jord gjorde skade på træernes vækst.

Kirken/kapellet med træerne og kilden blev gennem tiderne kendt som åndeligt helbredende, og mange har bekendt deres fejl og ugerninger og har forladt stedet renset for skyld.

Selv om hun ikke nævnte noget til sit forsvar, fortælles det, at Theodoras sidste ord, inden hun udåndede var “Min krop skal blive til en kirke, mit hår til høje og stærke træer og mit blod til en flod”.

* * *
En anden version af overleveringen er, at hun forklædt som mand gjorde tjeneste som soldat. En ung kvinde blev forelsket i hende (i den tro, at Theodora var en mand), men da Theodora ikke ville (kunne) gifte sig med den unge kvinde, fortalte denne til Theodoras foresatte, at Theodora havde gjort hende gravid.
Theodoras foresatte gav to valg: Gift dig med den unge kvinde eller bliv henrettet.
Derefter følger versionen i det væsentligste den første version.

Marcus Aurelius Antoninus

Vist 0 gange.
Marcus Aurelius Antoninus

Marcus Aurelius Antoninus

Marcus Aurelius Antoninus også kendt som Elagabalus Antoninus og som Varius blev romerske kejser som 14-årig den 15. maj 218. Han blev født cirka år 203 og døde den 11. marts 222.
Sammen med sin moder blev han bortført af nogle soldater og myrdet den 11. marts 222 kun 18 år gammel.
Det berettes, at han ofte bar meget kostbart silketøj broderet med guld og klædte sig som en kvinde. Han malede sin øjne og brugte rouge på kinderne.
Det menes, at han var transkønnet og biseksuel, ligesom det berettes, at han varbe besat af tanke om at kastrere sig selv, men formentlig nøjedes med en omskæring.

* * *
Biografisk artikel om Marcus Aurelius Antoninus hos Out Education.