Stafetten. João Lobo (L-O-B-O) den 3. oktober 2009. Scenekunst og kønsidentitet.

Vist 482 gange.
L-O-B-O Foto: Per Morten Abrahamsen.

L-O-B-O Foto: Per Morten Abrahamsen.

Af João Lobo (L-O-B-O), der modtog stafetten fra Malene Sakskilde.

Siden mine dage på universitetet i Lissabon, min fødeby – hvor jeg læste kulturantropologi i starten af 90’erne, at jeg har beskæftiget mig med – og fordybet mig i – køn og identitetsemner i mit arbejde som scenekunstner.
Denne on & off proces blev mere intens da jeg flyttede til Danmark.
Jeg har altid været heldig for at møde rigtig mange søde transkønnede mennesker i de skandinaviske lande som altid har været meget behjælpsomme og villige til at hjælpe mig med at finde nye måde til at formidle enten detaljer af deres livshistorier eller problematikkerne i deres vigtigste livsbeslutninger i mine værker.

Et af de projekter som krævede den største fordybelse i mit liv som kunstner og individ, var nemlig multimedia forestillingen ‘THE CUT'(’03), som i dag turnerer i Danmark og i udland som et langt videoværk/instalation under navnet ‘unCUT ‘ (08/09 – 11/12).

Foto: L-O-B-O.

Foto: L-O-B-O.

I løbet af arbejdsprocessen til dette projekt, føler jeg at jeg voksede stærkt op som menneske.
Jeg opnåede en endnu større respekt for livet og for mit medmenneske, jeg forståede hvor vigtigt absolut respekt for det anderledes er, og hvor uhyrlig vigtigt det er at forsvare mangfoldighed og medmenneskelighed som to af de vigtigste værdier for menneskeheden. Hvor vigtigt det er at aldrig fordømme men altid prøve på at forstår nye mennesker og nye livsbehov på trods af hvor fjerne de må ligge fra min egen personlige forståelse af verdenen.

For nylig, i et langt interview, spurgte et portugisiske blog mig om ‘hvornår ville køn stoppe med at være et problem i vores samfund”.
Mit svar endte med at måske være det mest ideologiske og kønspolitiske jeg nogensinde har givet.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.

Jeg svarede at køn ville en dag stoppe med at være et problem når denne apartheid af køn, identitet og seksualitet vi stadigvæk lever i – og ikke rigtigt snakker klart og dybt nok om endnu, en dag begynder at forsvinde. Når vi en dag er klar som samfund til at bevæge os helt væk fra fastlåste generaliseringer og stereotyper om køn. Når vi – en gang for alle – en dag accepterer, at det er biologi der dikterer reglerne og ikke kunstige, kategoriske moralske værdier om rigtigt eller forkert. Når forældede arrogante/autoritære ideologier ikke længere har indflydelse på, hvad der burde være acceptabelt omkring køn og seksuel identitet for hver enkel individ. Når vi en dag beslutter os for at acceptere, at i virkeligheden, vores identitet ikke skulle dogmatisk defineres af vores genitalier men af den kønsidentitet vi føler vi har.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.

Jeg svarede også at vi alle sammen ville sikkert blive lykkeligere, denne dag vi undlod at indføre køns-korsetter på folk og besluttede os for de klare beviser for, at vi er alle placeret forskellige steder i et kontinuum af køn og seksuel identitet.

Når vi lærer at acceptere, at for mange kvinder og mænd i vores samfund, at være mand eller kvinde – eller blot et menneske, at have en penis eller en vagina er ikke afgørende. At det mest afgørende og vigtigste ikke er det som burde være en streng, absolut ret til enhvers privacitet (det man har i bukserne eller under en nederdel), men den identitet et individ overbevisende og lidenskabeligt føler at have eller har valgt at leve i, trods biologiens umiddelbare fysiske ‘drillerier’.

unCUT Foto: Annet Van Der Voort.

unCUT Foto: Annet Van Der Voort.

Det hovedsageligt er en persons social og intellektuel kompetens i det samfund vi lever i, og denne måde vi giver videre kærneværdier som kammeratskab, forståelse, frihed, retfærdighed, værdighed, tolerance, kærlighed til vores medmennesker. Og ikke vores kønsdele.

Når vi accepterer, at køn, identitet og seksualidentitet kan være lige så varierende som vores fingeraftryk, og at vi i meget høj grad alle sammen egentlig er ”mutanter” og transkønnede på forskellig vis, så ja… Så tror jeg at vi vil være på den rigtige vej for, at problematikken og fordommen om køn som vi kender den i dag kunne stoppe med at være et problem.

At indføre ordet “køn” i paragraf 2 i Human Rights Act vil være en udmærket begyndelse.

Mvh.
L-O-B-O
(João Lobo)

Den 20. oktober 2009 oplyste João Lobo, at stafetten var videregivet til Jens Pedersen, der kendes for sit engagement med udstillingen Som jeg er. HOMO – BI – TRANS i København på Københavns Bymuseum i sommeren 2009.

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Stafetten. Malene Sakskilde den 26. juni 2009. Om at komme i kontakt til det transkønnede miljø.

Vist 343 gange.
Malene Sakskilde

Malene Sakskilde

Af Malene Sakskilde, der modtog stafetten fra Kirsten Poulsen (navneskiftet til Kirsten Mols).

Jeg er fået stafetten trods min status som ganske almindelig heteroseksuel. Jeg har fået tildelt taletid i et medie som ellers er forbeholdt monoriteteter. Et privilegie, må jeg sige.

Jeg lærte Kirsten at kende for mindre end et år siden, da jeg gerne ville sætte rammerne for en kønsdebat i et fagligt kvindenetværk ved navn FIX. Jeg havde læst om Erik Hansen’s liv som mand, mor til 2 – i Information.
Jeg ville også gerne møde en transseksuel med modsat fortegn. Jeg fik et tip af en ven og scenekunstner, João Lobo, som har arbejdet med temaerne i flere af sine forestillinger.

Kontaktede da NGP Network, som lovede at sende min mail videre til den oplægsholder, jeg havde hørt om. og fik prombte svar tilbage fra Kirsten Poulsen, som var på. Vi aftalte at mødes på Probs på Nørrebro og tale om rammerne for debatten. Men virkeligheden ville at dette blev starten på et venskab.

Min intention med at lave en kønsdebat i et forum af kvinder, handlede om at ville udfordre vores forestillinger om hvilke roller, dyder og værdier mænd og kvinder har traditionelt set. Hvor kommer forestillingerne fra? Er vi kodede? Kan man lave forestillingerne om? Og hvad sker der så, når vi opdrager vores børn – med biler og dukker?

Selve dagen for debatten oprang og Kirsten og Erik tog plads i den røde sofa, mens cirka 20 kvinder var mødt frem. Begge fortalte åbenhjerteligt deres livshistorier. Bagefer kunne man stille spørgsmål.

Et af de spørgsmål som blev allermest centrale, blev for mig det om børn og vores kodede opdragelserne af dem. Både Kirsten og Erik har børn. Erik to drenge og Kirsten har en af hvert køn.

I mødet med Kirsten blev det endnu mere klart for mig at man har begge sider i sig. En feminine og makulin side som gerne ikke skulle være to konkurrenter, men leve side om side i et gensidigt og respektfuldt “kærlighedsforhold”. De fleste af af os er fra barndommen blevet opdraget, eller kodet, til at leve “single-liv” med den ene del – givet det køn vi er født med.

Hvad ville der være sket hvis min far var transseksuel og havde udfyldt en del af en moderrolle i stedet for far-rolle? Hvilke kønskoder, ville jeg da have fået med mig? Hvordan ville jeg opleve dette mix af køn i min forælder?

Eller var der allerede vendt op og ned på kønsrollerne i og med at det var min mor som forsørgede familien? Har mine to indre køn et godt forhold? Jeg tror både menneskeligt og eksistentielt set, at det er i mødet med den anden (uanset køn) at man får udviklet sine to halvdele og kan blive et helt menneske.

Jeg håber, at Kirsten og andre som leve på kanten af det køn de inderst inde ville ønske de havde valgt selv, får mulighed for i det mindste må blive gode venner med sin indre “bedre halvdel”.

Måske har transseksuelle en større sansynlighed for at finde balancen mellem manden og kvinden i sig selv end os andre “normaler”, der blot lever som kodet! Måske netop ved at stille spørgsmål ved det køn man er givet ved fødslen, kan man få brugt sit hele jeg – dvs. Sit indre ægteskab?

Jeg selv – kodet eller ej – har et barn på vej. Mit første. En dreng, som jeg har et ansvar for at opdrage til at kunne forholde sig til begge sider af sig selv. Og forhåbentlig “kode” til at bruge og elske begge køn i sig. Stor opgave – ønsk mig held & lykke…

Stafetten er videregivet til scenekunstneren João Lobo.

* * *
Oversigt over stafetartikler.

Gift med en transvestit. Af Hanne – TV-kone den 18. november 2000.

Vist 1.683 gange. Hanne er gift med Karen. Nej – Hanne er gift med Frank.
Nej – Hanne er gift både med Karen og Frank!
Karen og Frank er nemlig den samme person – for Frank er transvestit.
Læs Hannes levende beskrivelse om, hvordan det er at være gift med en transvestit. Hanne har formået at beskrive følelser og tanker såvel som små episoder på en måde, så du – om du er kvinde, mand eller transvestit – vil nikke genkendende.
Tina Thranesen.

* * *
Af Hanne – TV-kone den 18. november 2000.
Gift med en transvestit – TV-konens bekendelser
De fleste kvinder synes, trans`er og dragqueens er herlige. – Bare det ikke er deres egne mænd!!!

Hvad gør man, når man opdager, at èns mand er transvestit?

Hvilke problemer, udfordringer og spekulationer melder sig på det tidspunkt – og henad vejen? Hvorfor er det så svært indimellem? Hvorfor hænder det, at vi elsker manden, men hader hans kvindelige side? Føler vi os truet? Er vi kønsrolle-forvirrede, eller hvad er det, der sker?

Ja – JEG har ikke løsningen, men håber gennem denne lille fortælling af VORES historie, at afdække bare en lille smule af, hvad det er, der foregår, når manden også er kvinde……..

Min mand, Frank og jeg levede et levende og særdeles aktivt og eksperimenterende sexliv i vort ægteskab. Vi skulle prøve det hele. Leve alle vore fantasier ud – i hvert fald alle dem, der kunne lade sig gøre. Og det var en del…….
På et tidspunkt legede vi med lidt bondage. En aften havde jeg bundet ham til sengen og ydmygelserne skulle begynde…….Bind for øjnene og alt efter kunstens regler – og så iførte jeg ham et par af mine strømpebukser! Jeg syntes selv, det kunne være meget sjovt at se manden med strømpebukser på – og begejstringen inde under……DET GJORDE LYKKE – og stor var begejstringen……….meget stor…….meget længe……..mange gange………..HVAD VAR DET?

Vi talte ikke så meget om “episoden” – men en dag, jeg kom uventet tidlige hjem fra arbejde, fandt jeg min mand i sengen, under dynen, med et pudsigt udtryk i øjnene. Årsagen: Han lå med mit undertøj!
Dette udløste noget af en krise – hos mig….Jeg syntes, det var noget underligt noget – var han mon bøsse eller hvad? Og jeg følte mig gået for nær, for hvor mange gange havde han måske så haft mine trusser på? Ok – vi har fælles-eje i ægteskabet, men alligevel…… Skulle jeg gå min vej? Skulle jeg bede HAM gå? Det var da noget perverst noget! Men vi satte os og snakkede om det. Han fortalte, at han kunne altså ikke stå for det
lækre stof, som dameundertøj var lavet af.
Nå, tænkte jeg. Han har nok èt eller andet ødipus-kompleks fra barndommen. Enten havde hans mor været ond, kold og kynisk over for ham – ellers havde hun nok forkælet ham over alle grænser – beskyttet ham mod faderen osv. osv.
Nu er der bare det ved det, at mine svigerforældre er alletiders mennesker og helt “normale” – har givetvis opdraget deres 2 drenge helt normalt osv. Men jeg ville så gerne finde en årsag!!! Det har jeg (vi) endnu ikke fundet – leder heller ikke efter det mere. Sådan er det bare!

Så kom tiden, hvor jeg accepterede Franks hang til dametøj. Jeg krævede bare, at han lod mit være i fred og købte noget selv. Min undertøjsskuffe vil jeg sgu gerne ha` for mig selv. Men skulle han være dame, skulle han altså også se ordentlig ud. Vi købte tøj og sko, vi købte paryk, han lærte at lægge make-up og neglelak. Det var ligesom at få en barbie-dukke at købe tøj til og klæde på. Vi gik sågar ud i byen som 2 piger – og jeg dummede mig et par gange ved at råbe hans navn (altså Frank) højt gennem en butik. Kunne ikke forstå, han ikke reagerede! Han hed nu Karen, når han var omklædt. Jeg har sågar kaldt på ham på et dametoilet på en tankstation, hvor vi opholdt os i hver sin “bås” for at tisse. Det faldt ikke i god jord – slet ikke hos de andre besøgende på toilettet……Han elskede også at blive domineret som slave-tøs. Fint. Han blev iført stuepige-uniform, og jeg kostede rundt med ham og fik gjort rent og vasket op af en meget lykkelig stuepige. Perfekt.

En gang sad Frank i dametøj og min store søn kom uventet hjem og gik bare ind.
I forvirringen forsvandt Frank ned under køkkenbordet ved hvilket, vi sad.
Min søn spurgte: “Hvorfor sidder Frank under bordet?” Den aften måtte vi naturligvis forklare sønnike, hvad det gik ud på. Nu kan vi grine af det, men det var ikke sjovt lige den aften. Sønnen er for øvrigt totalt ligeglad, så vi behøvede ikke at have været så forhippede på at skjule det for ham. Han var 20 år.

Med hensyn til sex-livet, var der i starten noget utroligt ophidsende ved en “dame” med en tissemand inde under nederdelen.
Men ind imellem kom der nogle problemer. Hvor var min mand blevet af? Jeg havde altså ikke giftet mig med en kvinde, og jeg var (er) ikke lesbisk. Det begyndte at irritere mig. Frank har en betydningsfuld stilling, hvor han sidder og tager store beslutninger om mange penge. Han er derfor til daglig iført klassisk herretøj med skjorte og slips osv. Men han har nylonstrømper på indeunder, fandt jeg ud af.

Pludselig var det hver dag, jeg blev konfronteret med det. Han er stort set hårløs, alt bliver ivrigt barberet af (også hans pæne overskæg røg sig en tur). Man kan jo heller ikke have mandehår på benene, hvis man skal have nylonstrømper på. Som “kvinde” kan man heller ikke have hår under armene osv. Selv håret på hovedet er næsten væk – det falder dog af af sig selv……..*SS*
Jeg blev SÅ træt af det ind imellem. Når jeg forsøgte at liste en hånd ind under hans dyne om aftenen, fik jeg fat i et par nylonstrømpe-ben………underlig fornemmelse. Vi aftalte så, at jeg bare skulle bede ham tage det af, hvis jeg havde lyst til sex. Det gjorde jeg så et par gange – men hvad med spontaniteten?
Om der ligger noget fetish i dette med de strømper, det gør der sikkert. Han føler sig tryg med dem på. Men JEG ser kun et par nylonstrømper med min mandekvinde i. Dèt tænder jeg bestemt ikke på.

Jeg har spekuleret meget på, hvad det er, der sker. Føler jeg min kvindelighed truet? Jeg mener – hvis han er både mand og kvinde – hvor kommer så jeg ind i billedet her i foretagenet? Og JEG gider i hvert fald ikke iklæde mig nylonstrømper og silkeundertøj, når HAN også gør det! Så kan det jo ikke være så spændende på mig – endskønt jeg udfylder det lidt bedre…..foroven i hvert fald. Er jeg jaloux på Karen?
Men det er også dobbelt-moralsk, ikke? Vi med tv-mænd har de mest probre mænd i verden. Aldrig en negl, der er for lang eller flosset. Aldrig hård hud under hælene og aldrig store duske under armene – og altid pinligt rene og velduftende. Derudover er de, sikkert på grund af deres veludviklede feminine side, smaddergode at snakke følelser med. Det kan macho-mænd ikke!
Så vi vil godt have de gode ting ved tv`erne – men alligevel skal de være Mænd! Det er ambivalent, så det batter!

Det næste skridt for at komme videre er nu at følge nogle råd fra andre tv-ægteskaber om at lave aftaler om, hvor ofte Frank skal være Mand – og hvor ofte, han så til gengæld må være gennemført kvinde – i stedet for halvt af hvert. Det er utilfredsstillende for os begge. Så det bliver spændende. Vi elsker jo hinanden og er villige til at kæmpe for sagen. Det SKAL kunne lade sig gøre at være, som man nu èngang er. Han er jo det samme mennesker – bare med 2 forskellige sider.

Nu har vi så “chatten”. Dèr løb jeg ind i nogle meget søde tv‘er – og vi har igennem flere år snakket meget sammen om emnet. Jeg har lært, at det ikke kun er MIN mand, der er “sådan” – og så sandelig også, at mange “TV-koner” har deres problemer med at acceptere det. Måske kan vi på et tidspunkt arrangere en “TV-kone-chat”, hvor vi kan hjælpe hinanden, ligesom vores mænd hjælper hinanden. Måske var en slags “brevkasse” en god idè – hvem vèd? Måske skulle vi arrangere, at når vores tv-mænd har komsammen, kunne vi have kone-komsammen imens. Jeg er overbevist om, at vi kan hjælpe hinanden – og dermed
også vores mænd. Det MÅ ku lade sig gøre! Kom med nogle forslag!

Hanne – TV-kone.

The Empress Is a Man: Stories from the Life of José Sarria

Vist 38 gange.
The Empress Is a Man

The Empress Is a Man

Titel The Empress Is a Man:
Stories from the Life of José Sarria
Forfatter Michael R. Gorman
Forlag The Haworth Press
Udgivet 11. maj 1998
Sprog Engelsk
Antal sider 278
ISBN-10 0789002590
ISBN-13 978-0789002594

Biografisk bog om José Sarria, der var dragqueen i San Francisco fra slutningen af 1940’erne til 1964 og antageligvis den første “åbne” bøsse, der søgte valg til et offentligt embede – at blive indvalgt i San Franciscos byråd.

* * *
Omtale af bogen hos Amazon, hvor den også kan købes.

José Sarria

Vist 198 gange.
José Sarria

José Sarria

José Sarria blev født den 12. december 1922 eller 1923. Han var dragqueen og antageligvis den første “åbne” bøsse, der søgte valg til et offentligt embede – at blive indvalgt i San Franciscos byråd.
Han stiftede også en af verdens ældste bøsseforeninger Imperial Court System i San Francisco i 1965. Har siden skiftet navn til The International Court System.
Han deltog i Anden Verdenskrig.

José Sarria. 2010.

José Sarria. 2010.

Fra slutningen af 1940’erne til 1964 optrådte han som dragqueen i San Francisco. På dette tidspunkt var såvel bøsser, transpersoner og dragqueens ilde sete i offentligheden.
Sarria var yderst aktiv for fremme af forholdene for disse persongrupper.
Han havde også sans for at promovere sig selv. Da han jo var dragqueen, tildelte han sig selv titlen “Her Royal Majesty, Empress One of San Francisco”.

I 1961 stillede han som åbenbøsse op til San Franciscos byråd. Han blev ikke valgt, men nærmest chokerede alle ved at få 5.600 personlige stemmer.

José Sarria døde den 19. august 2013.

Den 1. februar 2006 vedtog byrådet i San Francisco at omdøbe en del af gaden “16th Street” i “the Castro District” til “José Sarria Court” som en ærefuld gestus over for en stor entertainer.

I maj 1998 udgav Michael R. Gorman bogen “The Empress Is a Man: Stories from the Life of José Sarria” om José Sarria.



Leopold von Sacher-Masoch

Vist 105 gange.
Leopold von Sacher-Masoch

Leopold von Sacher-Masoch

Leopold von Sacher-Masoch (27. januar 1836 – 9. marts 1895) blev født i Lembert, Tyskland, og da han døde i Lindhem, Tyskland havde han et stort forfatterskab bag sig.

Han blev nok mest kendt for sin selvbiografiske bog “Venus i pels” – om en mand, der i sin forelskelse helt underkaster sig en kvinde og lader sig ydmyge og piske af hende.

Den tyske professer Richard von Krafft-Ebing skrev i 1886 “Psychopathia Sexualis” om sine studier af seksuelle perversiteter og blev “fadder” til ordene/begreberne masochisme og sadisme efter henholdsvis Leopold von Sacher-Masoch og Marquis de Sade.

Henri III af Frankrig

Vist 0 gange.
Henri III af Frankrig

Henri III af Frankrig

Henri III blev født som Alexandre-Édouard de France i 19. september 1551 og var konge i Frankrig fra den 30. maj 1574 til sin død den 2. august 1589.
Han var forinden kortvarigt fra 1573 til 1574 konge af koalationen Polen-Litaun.
Den 13. februar 1575 blev han gift med Louise de Lorraine-Vaudémont.

Henri III klædte sig i forbindelse med maskebal gerne som kvinde.

Jeanne d’Arc

Vist 157 gange.
Jeanne d'Arc. Statue i Paris.

Jeanne d’Arc. Statue i Paris.

Jeanne d’Arc (6. januar 1412 – 30. maj 1431) blev født i Domremy i Champagne, Frankrig og blev fransk helgen og nationalheltinde. Hun lærte aldrig at læse eller at skrive.

Hun følte fra sit 13. år, at himmelske stemmer kaldte hende kamp for Frankrig mod englænderne. (Hundredårskrigen). Med stort besvær opnåede hun i 1429 adgang til hoffet, hvor kongen og hans gejstlige rådgivere efter mange betænkeligheder lod sig overbevise om hendes mission.
De overlod hende en hær, hvormed hun befriede Orléans fra engelsk belejring, hvilket gav hende tilnavnet “Jomfruen fra Orléans”. Hun vandt en ny sejr ved Patay i 1429 og førte hæren til Reims, så Charles den 7. kunne blive kronet i domkirken i Reims.
Men kongens ubeslutsomhed og hoffets skinsyge gjorde, at de derefter stillede utilstrækkelige styrker til hendes rådighed.

Ved undsætningen af Compiègne i 1430 blev hun fanget af burgunderne og solgt for 10.000 franc til englænderne, som stillede hende for en nordfransk, gejstlig domstol under forsæde af biskoppen af Beauvais anklaget for kætteri og trolddom.
Det blev især brugt mod hende, at hun både til hverdag og under felttog havde båret mandedragt.

Da dommen lød på kætterbålet, underskrev hun en tilståelse og fornægtede, at hun var himmelsk kaldet, hvilket medførte, at dødsstraffen blev ændret til livsvarigt fængsel.
Imidlertid trak hun to dage senere tilståelsen tilbage og iførte sig på ny mandsdragt, vistnok tvunget eller narret til det af englænderne, der ønskede hende henrettet.
Den 30. maj 1431 blev hun defor brændt i Rouen.

Den franske regering lod i 1450 kætterprocessen genoptage, og i 1456 blev dommen omstødt.
I Frankrig blev hun snart betragtet som en helgen og natinalsymbol og fejres som fransk nationalhelgen søndagen efter 8. maj.
I 1920 blev hun kanoniseret dvs. helgenkåret af den katolske kirke og fejres som kirkens helgen den 30. maj.

Der er skrevet flere bøger og lavet flere film om hende.

Marcus Aurelius Antoninus

Vist 0 gange.
Marcus Aurelius Antoninus

Marcus Aurelius Antoninus

Marcus Aurelius Antoninus også kendt som Elagabalus Antoninus og som Varius blev romerske kejser som 14-årig den 15. maj 218. Han blev født cirka år 203 og døde den 11. marts 222.
Sammen med sin moder blev han bortført af nogle soldater og myrdet den 11. marts 222 kun 18 år gammel.
Det berettes, at han ofte bar meget kostbart silketøj broderet med guld og klædte sig som en kvinde. Han malede sin øjne og brugte rouge på kinderne.
Det menes, at han var transkønnet og biseksuel, ligesom det berettes, at han varbe besat af tanke om at kastrere sig selv, men formentlig nøjedes med en omskæring.

* * *
Biografisk artikel om Marcus Aurelius Antoninus hos Out Education.