Beretningen om verdens første kønsskifteoperation – et historisk snit. Søren Laursen den 1. november 1999.

Vist 0 gange.
Søren Laursen

Søren Laursen

I dag, den 30. maj 2016, ville Christine Jorgensen være fyldt 90 år. Hun døde den 3. maj 1989 af kræft i San Clemente, Californien.
Magasinet Zink nr. 5, der udkom den 1. november 1999, bragte en artikel af Søren Laursen om Christine Jorgensen. Magasinet Zink blev udgivet af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) – i dag LGBT Danmark – og udkom seks gange om året.
Herunder bringes artiklen på Christine Jorgensens 90-års fødselsdag med tilladelse fra Søren Laursen.

Christine Jorgensen. Foto: Det Kongelige Bibliotek/Fotografisk atelier

Christine Jorgensen.
Foto: Det Kongelige Bibliotek/Fotografisk atelier

Af Søren Laursen
Beretningen om verdens første kønsskifteoperation – et historisk snit.

Den 1. december 1952 blev Danmark placeret på verdenskortet af den udenlandske presse. Den dag bragtes i en amerikansk sensationsavis historien om, hvordan “landsbarnet” George Jorgensen rejste Danmark og fik taget en kønsskifteoperation for at blive Christine Jorgensen.
Christine blev genstand for både forargelse og·beundring. Hun ville siden hen tale om det frisindede Danmark, hvor seksuelle minoriteter kunne leve i fred og ro.
Et billede af 50’ernes Danmark, det er lidt svært at genkende med homobriller på.
SØREN LAURSEN har kigget nærmere på begivenhederne.

På trods af sine 86 år er Ellen i glimrende form. Hun er netop kommet hjem fra en Tivolitur, og står ret op og ned i køkkendøren og sludrer med os i 20 minutter før maden er færdig, og vi sætter os til bords. Dette finder sted hos Mulle, hendes datter, som hun er på besøg hos. Ellen er en vidt berejst dame og til daglig bor hun i Rom.
Når jeg har sat de to i stævne, er det fordi, de på nærmeste vis var involveret i Christine Jorgensens begivenhedsrige liv for snart so år siden.
Desværre er Ellen af den opfattelse, at der ikke er nogen grund til at tale om den sag så mange år efter. Og det er en skam, for ifølge Christine, spillede Ellen en afgørende rolle for udviklingen.
Det kan man læse om i Christines selvbiografi ‘Christine Jorgensen – a personal autobiography‘ fra 1967.

Kvinde i en mandekrop
George Jorgensen kom til verden i 1926 i New York.
Hans bedsteforældre var indvandret fra Danmark, og både de og hans forældre var meget aktive i det dansk-amerikanske samfund i byen.
George var en bleg og indadvendt dreng, der allerede som barn havde en feminin udstråling. Så udtalt, at hans storesøster skrev om det i en stil i skolen, hvilket han var temmelig fortørnet over.
George følte sig anderledes, og det viste sig da også, at forelskede sig i drenge. Han havde imidlertid svært ved at se sig i rollen som homoseksuel. Ja, han var nærmest panisk: Til en fest i den dansk-amerikanske forening, hviskede en sømand til ham: “Hvis jeg var en lille svans, så ville jeg lægge an på dig!” George blev dybt chokeret og følte en væmmelse, så han måtte flygte ud på kajen, hvor han kastede op!
For George blev det mere og mere klart, at han følte sig som en kvinde, der blot havde fået en mands krop.

[Billede: Christine fotograferer kvinde. Motivbillede, sort-hvid] Christine i sin oprindelige profession som fotograf. Her med Miss Danmark 1952 foran Christiansborg. Billedet er taget af Jens Juncker-Jensen.

[Billede: Christine fotograferer kvinde. Motivbillede, sort-hvid]Christine i sin oprindelige profession som fotograf.
Her med Miss Danmark 1952 foran Christiansborg. Billedet er taget af Jens Juncker-Jensen.

George interesserede sig for fotografi og tog også kurser i det. Han drømte om en karriere som filmfotograf. En veninde fra den danske forening, Jane, var blevet filmklipper i Hollywood, og på et tidspunkt rejste George over til hende for at prøve lykken selv. Han havde dog ikke held med sit forehavende.
Det er her, Ellen for første gang kommer ind i billedet. Ellen husker udmærket, hvordan hun første gang mødte George, på et besøg i Californien hos veninden Jane. Hun har ·imidlertid ikke noget nærmere at fortælle om mødet.
Det har George, for han følte, at de to var så åbensindede, at han kunne afsløre sig selv for dem.
De to blev således de første, han sprang ud over for.
I selvbiografien fortæller Christine, at de to piger hverken blev chokerede eller fordømmende.
George opgav at få job i Hollywood og tog tilbage til New York. En dag læste han i avisen om en endokrinolog, der foretog eksperimenter på dyr, som han behandlede med kønshormoner. George blev fascineret af disse videnskabelige studier og mente, at her muligvis var en løsning på hans problem. Han opsøgte lægen, som lyttede til sin nervøse gæsts forklaring om, at han følte sig som en kvinde, og mon ikke det kunne være en ubalance i kirtlerne? Lægens svar var kort, nemlig en henvisning til en psykiater. George besøgte psykiateren og blev hurtigt overbevist om, at de foreslåede behandlinger bort fra de feminine følelser ikke var løsningen på hans problemer.

BEHANDLINGEN
George havde nu fået øjnene op for hormoner, og han skaffede sig en bog om emnet, som overbeviste ham om, at dette var vejen frem. Han skaffede sig sågar nogle kønshormoner på pilleform, og begyndte at behandle sig selv. Han mødte siden en læge, som indvilligede i at tilse ham, og det var med ham, han diskuterede muligheden for at tage til Sverige, hvor der var sporadiske oplysninger om, at man behandlede den slags kønsforstyrrelser. George var fast indstillet på at opsøge denne mulighed, og uden fyldestgørende informationer, endsige aftaler, indløste han en enkeltbillet – han havde ikke råd til en retur – til ‘Stockholm’ og sejlede afsted mod byen af samme navn. Familien vidste ikke andet, end at han ville til Skandinavien for at fotografere.

Han nåede dog aldrig til den svenske hovedstad, for nu da han var på de kanter, ville han besøge Ellen. Hun tog imod ham på Langelinie den 10. maj 1950, og han blev installeret i hendes og hendes mands hjem. Det var Ellen, der fortalte George, at han da ikke behøvede at tage til Sverige, for hun havde læst i avisen, at danske læger også arbejdede med den slags behandlinger. Og dermed blev George ført frem til Christian Hamburger fra Statens Seruminstitut. Hamburger foretog sine eksperimenter på dyr, men George insisterede på at gå i behandling. Han indgik derfor en aftale med Hamburger: Han ville blive behandlet gratis under forudsætning af, at han stillede sig til rådighed for et videnskabeligt studie, hvilket i praksis betød, at han f.eks. skulle opsamle sin urin hver dag måned efter måned.

[Billede: Ellen og Christine i redningsveste. Sort-hvid snapshot] Ellen og Christine sejler hjem fra en rundrejse i Italien på ’Andrea Doria’. Redningsvestene skyldes formodentlig en sikkerhedsøvelse. Få måneder senere kolliderede ’Andrea Doria’ med ’Stockholm’ og sank med et stort tab af menneskeliv.

[Billede: Ellen og Christine i redningsveste. Sort-hvid snapshot]Ellen og Christine sejler hjem fra en rundrejse i Italien på ’Andrea Doria’. Redningsvestene skyldes formodentlig en sikkerhedsøvelse.
Få måneder senere kolliderede ’Andrea Doria’ med ’Stockholm’ og sank med et stort tab af menneskeliv.

EN KVINDE BLIVER TIL
Projektet skred glimrende fremad. Mulle kan huske, hvordan hans hår blev langt, og hvordan han i det hele taget opførte sig som en kvinde. Og hvordan han altid optog toilettet meget længe. l sin selvbiografi tegner Christine et billede af lutter idyl hos sin danske værtsfamilie, hvilket sikkert skyldtes, at hun holdt meget af Ellen. Men virkeligheden var nu ikke så rosenrød. Faktisk ragede George uklar med Ellens mand. Mulle fortæller om en episode, der var med til at anstrenge forholdet. Ellen og hendes mand drev en danseskole. En dag kom en pakke med damelingeri, og han troede det var noget, en af danselærerinderne havde bestilt, og tog det med på danseskolen. Det kendte de imidlertid ikke noget til, for det var George, der havde bestilt det. Det endte med, fortæller Mulle, at George flyttede ud til Ellens forældre, som havde en gård i Osted uden for Roskilde. Her var tale om en grundtvigiansk familie med hjertet på det rette sted, f.eks. var faderen med til at starte friskolen i Osted. Her boede George nogen tid, men det var temmelig besværligt, for han besøgte Seruminstituttet dagligt. Man kom ind til byen ved at tage rutebilen til Toftegårds Plads i Valby, og så videre derfra, så det har været en større rejseaktivitet George flyttede da også senere ind til Østerbro.

På et tidspunkt var behandlingen så fremskreden, at Hamburger fandt det betimeligt at foretage en kastration. Han ansøgte justitsministeriet om lov til at gennemføre en sådan, men fik afslag. En ansøgning skulle baseres på en psykiatrisk undersøgelse. På det tidspunkt kom Georg Stürup ind i billedet. Han var overlæge på Herstedvester. “Jeg havde”, fortæller han i et interview fra 1984 (Hertoft og Ritzau”, Paradiset er ikke til salg“, 1984), “mangeårig erfaring med kastration af seksualkriminelle, men ikke af andre typer af seksuelle afvigelser”. Han undersøgte Christine og fandt, at indgrebet var tilrådeligt, og sammen sendte de to læger en ny ansøgning. Denne gang kom den længere i systemet, men blev afvist, fordi der var tale om en amerikansk statsborger. Stürup var imidlertid på talefod med justitsministeren selv, Helga Pedersen. Hun tog affære, og tilladelsen blev givet. Operationen fandt sted i september 1951. Nogle måneder senere gik George på den amerikanske ambassade for at få et nyt pas. Han fik en aftale med ambassadøren selv, Mrs. Eugenie Andersson. Hun var meget forstående og pressede sagen igennem på få dage. Og navnet Christine blev valgt som en hyldest til Christian Hamburger, der var Georges læge. Først med sit nye pas i hånden var Christine blevet til. Før da havde hun altid kaldt sig George. Og sådan gik det til, at en uformuende amerikansk statsborger kom til Danmark og gennemgik en hidtil uset behandling, for siden at kunne vende tilbage til sit hjemland som et menneske med et nyt køn.

KARRIEREN SOM FOTOGRAF
Christine var fotograf, og allerede da hun rejste herover, havde hun planer om at forsøge at leve som sådan. Hun arbejdede med farvefilm, hvilket var nyt dengang og ukendt i Danmark. I København så hun sig om efter en fotograf, hvor hun kunne få arbejde, og hendes valg faldt på Jens Juncker-Jensen. Han var byens kendteste portrætfotograf.
Juncker-Jensen kunne ikke tilbyde Christine et arbejde, men lod hende benytte atelieret, hvis hun til gengæld ville undervise hans medarbejdere i farvefotografi. Det blev begyndelsen på et livslangt venskab mellem Christine og ham, og også med hans kone Edna. Det lykkedes efterhånden Christine at få fodfæste som fotograf, og hun fik solgt flere billeder til bladforsider. Efter operationen tog hun hul på et projekt, som hun havde haft i tankerne, siden hun kom til landet, en Danmarksfilm. Hun måtte have sine forældre til at sende farve-råfilm herover, da det ikke kunne købes i Danmark. Hun fik af Turistrådet mulighed for at rejse vederlagsfrit rundt i hele landet, og på den måde blev den første Danmarksfilm i farver til. Dette var i sommeren 1952, et halvt år efter operationen. På det samme tidspunkt sprang hun ud over for foræld rene, som indtil da ikke havde vidst noget om, at deres søn ville være kvinde, og slet ikke, at det var blevet ført ud i livet på den anden side af Atlanten. Det fortalte hun dem så i et udførligt brev, som også indeholdt nogle portrætter. De tog det ganske pænt, omend de stod uforstående over for fænomenet.

[George og Ellens familie. Sort-hvid snapshot] George omgivet af sin værtsfamilie i Vinterhaven på gården i Osted.

[George og Ellens familie. Sort-hvid snapshot] George omgivet af sin værtsfamilie i Vinterhaven på gården i Osted. Her tilbragte han i 1950 sin første jul i Danmark. Ellen sidder på gulvet forn sine forældre, og Mulle står bag ved bordet.

DET AFGØRENDE SNIT
Hen på efteråret besluttede Christine sammen med sine læger, at der skulle gennemføres en ny operation, hvor penis fjernedes. Mens hun lå på hospitalet i dagene efter operationen, tog hendes liv en overraskende og dramatisk drejning. En journalist havde fået nys om historien, uvist hvordan, og havde opsøgt forældrene. Det var Ellen – som var på besøg hos dem – der åbnede døren for ham den dag. Hun var alene hjemme, men blev af den aggressive journalist presset til at få fat i sine værter. Han truede dem med, at hvis de ikke samarbejdede, ville han skrive historien på sin egen måde, så de gav efter og gav ham både billederne og brevet fra Christine. Historien og billederne fyldte hele forsiden af Daily News den 1. december 1952. Og fra det øjeblik var verden ikke længere den samme. Telegrammerne væltede ind over Christines hospitalsseng med tilbud om højt honorerede interviews og ditto optræden i allehånde etablissementer. Fra da af blev hun uden ophold efterstræbt af en særdeles aggressiv presse, som bragte hvad som helst til torvs. Hun valgte at sige ja til et tilbud om at fortælle sin egen historie over fem artikler, hvilket hun fik 20.000 $ for. For de penge kunne hun bygge et hus til sig selv og sine forældre. Hun vendte tilbage til USA ved lanceringen af serien. Hvor hun end viste sig, stimlede folk sammen omkring hende for at få et kig, og enhver selskabsarrangør med respekt for sig selv inviterede Christine Jorgensen. Efter hjemkomsten til USA lod hun sig overtale til at gå ind i showbusiness og blive entertainer. Hun ville selv bestemme, hvad hun skulle optræde med, og da hun betragtede sig som fotograf, skulle hendes debut være en forevisning af Danmarksfilmen. Det blev på det kraftigste frarådet, men hun insisterede, og hun fik det som hun ville, skønt det var under forudsætning af, at hun klippede filmen ned fra to timer tit tyve minutter.
Debuten var en dundrende fiasko. Christine havde absolut ingen forudsætninger for at stå på en scene. Hun havde trods alt, indtil for nyligt levet et tilbagetrukket og indadvendt liv. Men hendes agent stolede på hende – hvad han i og for sig også sagtens kunne, hun var jo altid sikker på et stort og sensationslystent publikum. Hun blev sat sammen med en kendt komiker, og sammen lavede de en optræden, som levede op til dagens standard. Christine blev med tiden en anerkendt entertainer og fik også udmærket kritik for sine teaterroller.
Christine udgav i 1967 sine erindringer, “Christine jorgensen – a personel autobiography“, en aldeles velskrevet og charmerende bog. Den dannede i 1970 grundlag for en film, “The Christine Jorgensen Story“, som i filmkredse har et mindre flatterende ry.

FOREGANGSLANDET DANMARK
Et sted i sin selvbiografi fortæller Christine, at Ellen, efter hendes opfattelse, “afspejlede indstillingen i sit hjemland, Danmark, hvor ‘seksuelle problemer’ var accepterede som normalt for nogle mennesker, og ikke var genstand for juridisk og social forfølgelse.”

l det ovenfor omtalte interview siger Stürup: “Noget af det mest karakteristiske, jeg husker, var, da en af mine sønner, som havde åbnet døren for Chris Jorgensen, kom ind og sagde: ‘Der står et ungt menneske derude, hun ser højst mærkværdig ud. Og det må jeg give ham ret i, hun så virkelig mærkværdig ud. F.eks. når hun gik ned ad gaden, man kunne ikke undgå at se, at der kom en homoseksuel, som påkaldte sig folks opmærksomhed ved sin feminine fremtræden.”
Men Christines liv i Danmark formede sig anderledes end for bøsser i almindelighed. Redaktør Helmer Fogedgaard skrev i januarnummeret af Vennen, 1953: “En hermafrodit, der får det ene organ opereret bort (en misforståelse, den tvivlsomme pressedækning har givet anledning til) og får lov til at optræde med det køn, som vedkommende hele tiden har følt sig forankret i, gøres til en sensation og møder sympati fra alle sider. Det sidste kan vi ikke have noget imod. Men de homofile, som også føler sig anderledes end det, samfundet forlanger af dem, skal skam ikke vente nogen sympati – ja, ikke engang forståelse. Vi har jo ikke et organ for meget at få opereret af, fordi vor ‘hermafroditisme‘ er af åndelig natur. Vi skal derfor kanøfles og rubriceres efter et nævenyttigt samfunds forgodtbefindende. […] Vort eneste håb er, at lægevidenskaben klart og tydeligt vil gøre offentligheden opmærksom på, at samtlige mennesker psykisk set udgør mellemstadier mellem mand og kvinde.” Det er karakteristisk, at både Christine og Fogedgaard søger alliance med og forløsning hos lægevidenskaben. Det er videnskaben, der skal sikre den fredelige sameksistens. Christines beundring for sine læger er allestedsnærværende i hendes fortællinger.

[Portræt af Christine i profil. Sort-hvid] Det første billede af Christine, 1951. Portrættet, som er udført af Jens Juncker-Jensen, var på forsiden af avisen, da den første skandaleartikel blev bragt 1. december 1952.

[Portræt af Christine i profil. Sort-hvid]Det første billede af Christine, 1951.
Portrættet, som er udført af Jens Juncker-Jensen, var på forsiden af avisen, da den første skandaleartikel blev bragt 1. december 1952.

For Ellen er historien om Christine Jorgensen ikke noget, man taler om i dag. Det er pudsigt, for så vidt Christine bruger megen plads i sine erindringer på hendes meritter og beskriver hende som en vigtig figur i hele sagen. Og så måske alligevel ikke:

Ellen fortæller, at hun senere, mens hun var danselærer i Detroit, mødte Christine igen, og ved den lejlighed sagde Christine til hende. “Ih, altså Ellen, du ser verden gennem lyseråde briller.”
Men også Christine har et filter på, når hun fortæller. Hendes selvbiografi er god underholdning, men den er skrevet af et menneske, som har udviklet et kraftigt skjold om sig, som har været i stand til at modstå verdenspressens sensationshungrende sladder-journalistik af værste skuffe, som har kunnet håndtere afvisninger og fordømmelser i rigt mål – og beundringer ligeså.
Branchebladet Editor & Publisher kunne i foråret 1954 fortælle, at Christine Jorgensen-sagen var den historie, der havde fået størst pressedækning nogensinde. Hun blev årets kvinde i flere sammenhænge, men blev f.eks. også forbudt at optræde i Boston på grund af moralske forbehold.
Hun havde selv øje for, at hun var både freaskhow og foregangskvinde. Men sin status fik hun i kraft af sin usædvanlige personlighed. Hverken i USA eller i Skandinavien var samfundet i almindelighed åbent over for variationer i seksuel identitet.

Christine Jorgensen døde i 1989.

* * *
Artiklen i pdf-format.

Søren Laursen

Vist 154 gange.
Søren Laursen

Søren Laursen

Af Søren Laursen.
13. december 2009.
Jeg er en mand, der forsøger at få orden på sammensatte ting. Det er min intention med alt hvad jeg laver, at det skal bringe forandring mod noget enkelt og sammenhængende uden hensyntagen til traditioner og vanetænkning.

Jeg er født i 1964 og er opvokset i Fredericia. Allerede her vidste jeg selvfølgelig, jeg var bøsse, men kunne ikke finde ud af at springe ud. Efter gymnasiet flyttede jeg til Lyngby for at læse til ingeniør. Det var et lykkeligt valg for mig. Jeg holder meget af mit fag og endte da også med at hænge ved og tage en Ph.D. (i teoretisk og eksperimentel fysisk kemi). Jeg er endt som en temmelig nørdet ingeniør med en forkærlighed for 1800-tallet.

Jeg tog min Ph.D. i 1991, hvor det stod sløjt til med mulighederne for universitetsansættelser, så jeg levede nogle år med kortvarige projektansættelser på DTU.

I slutningen af 80-erne var jeg begyndt at komme i Landsforeningen for bøsser og lesbiske, LBL. Jeg kom hurtigt med på både Panbladet og Radio Rosa, som jeg var dybt involveret i gennem flere år. I 1994 kom foreningen i store økonomiske vanskeligheder og gik i betalingsstandsning. Jeg valgte på det tidspunkt at gå ind i en midlertidig bestyrelse for at få foreningen gennem skærene. Det blev et meget hårdt men også meget givende år. Det lykkedes, og undervejs – i efteråret 1994 – blev jeg også landsformand for foreningen, en post jeg havde i fire år.

Jeg havde egentligt forestillet mig, jeg skulle være en overgangsfigur, da jeg i vid udstrækning så foreningen som en politisk organisation, og jeg absolut intet kendte til politik. Nu ville skæbnen så, at Det Etiske Råd på det tidspunkt udsendte en redegørelse om kunstig befrugtning med en anbefaling om at forbyde kunstig befrugtning til lesbiske og enlige. Da det var meget svært at få pressedækning af vores kritik, fik jeg den idé at lave en demonstration, hvor jeg giftede mig med den lesbiske næstformand for at illustrere, hvor let det ville være at omgå et krav om ægteskab for adgang til kunstig befrugtning. Ufornuftsægteskabet fandt sted på Københavns rådhus og fik mere dækning, end vi havde kunnet drømme om. Det blev starten på snart 15 års arbejde for at holde lovgivningen fri for diskrimination i forhold til børnefamilier med forældre af samme køn og andre regnbuefamilier. Og det blev altså starten på en politisk løbebane, hvor jeg siden har været centralt placeret i foreningens lobbyarbejde og har fungeret som retspolitisk talsperson.

På jobsiden måtte jeg efterhånden opgive de kortvarige projektansættelser på DTU. Med en ballast som nørdet ingeniør og hard-core homoaktivist valgte jeg at skifte spor – og blev managementkonsulent hos PricewaterhouseCoopers. Her var jeg tre år, men den verden var nu lidt for blå til mig. Så jeg rykkede over i et lille konsulenthus med fokus på håndtering af store komplekse datasamlinger (datawarehousing). Efter ti år her har jeg skiftet konsulenttilværelsen ud med en ansættelse hos DONG Energy, stadig med datahåndtering.

I LBL kom jeg også til at beskæftige mig med asylområdet. Vi var blevet medlemsorganisation i Dansk Flygtningehjælp, hvor jeg repræsenterede LBL i udvalgsarbejde. Det førte til, at Flygtningehjælpen indstillede mig til Flygtningenævnet, den domstolslignende instans, der træffer endelige afgørelser i asylsager. Jeg nåede at være medlem i to år, indtil den nyvalgte borgerlige regering smed Flygtningehjælpen ud af nævnet i 2002. Jeg har været med til at træffe afgørelse i omkring 100 asylsager – dog ingen LGBT-sager, da jeg her typisk var inhabil, idet jeg rådgav disse ansøgere. Jeg er i dag medlem af Flygtningehjælpens forretningsudvalg og formand for Asyludvalget.

LBL blev medlem af Rådet for Menneskerettigheder ved Institut for Menneskerettigheder. Det er en stor forsamling, som mødes sjældent, men på det tidspunkt, vi blev medlem, havde den netop nedsat et Ligebehandlingsudvalg, hvor organisationer indenfor alle områder omfattet af Amsterdam-traktatens artikel 13 – dvs. alder, handicap, køn, race og etnicitet, tro og religion, samt seksuel orientering – er samlet. Her arbejder vi på at udvikle en horisontal tilgang til ligebehandling og altså lave politikker på tværs af alle områderne. Det arbejde er jeg meget engageret i og har da også været mødeleder for udvalget gennem en del år.

Jeg har gennem årene været en af de aktive fortalere for at inkludere transområdet i landsforeningens mandat. Det var i lang tid noget op ad bakke, og det trak ud i en meget langvarig proces. Men sådan er det: Forandringer kommer ikke af sig selv. I 2008 lykkedes det endelig at få gennemført den nødvendige vedtægtsændring. Det betød selvfølgelig, at vi måtte til at reformulere vores politik og også finde på et nyt navn til foreningen. Faktisk havde de biseksuelle været med i foreningens mandat i adskillige år, men det var aldrig lykkedes at gennemføre arbejdet med at skrive nyt program og finde nyt navn. Men denne gang er det lykkedes. Ved det nys overståede landsmøde skiftede foreningen navn til LGBT Danmark – Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, og et nyt principprogram blev vedtaget. Jeg har haft en ret fed finger med i spillet om udformningen af dette, som er blevet til på den måde, at vi har vasket tavlen ren og startet på en frisk. Det er nu formuleret ud fra to ligeværdige dimensioner: Kønsidentitet og seksuel orientering. Det tog mange år at nå hertil, men det var nu umagen værd.

Jeg er endt med at bruge store ressourcer på at bekæmpe biologistiske tilgange til samfundsforståelsen: At få opfattelsen af forælderskab væk fra tanken om biologiske forældre til tanken om sociale forældre, og opfattelsen af køn væk fra tanken om det biologiske køn til tanken om det sociale køn. Mit drive er gammeldags indignation – jeg har ingen intentioner om selv at få børn, og jeg er helt trivielt ciskønnet.

Jeg er ukuelig optimist men også realist. Jeg ved, at for hver ti skibe man sætter i søen, er der måske ét, der sejler. Så man skal sørge for at sætte mange skibe i søen, glæde sig over de få sødygtige og lade være med at ærgre sig over dem, der synker. Og så skal man altid gå efter bolden. Der er rigeligt af problemer, der skal løses – der er ingen grund til at opfinde nogen selv. Jeg plejer at sige, at jeg er en stor idealist, men en endnu større pragmatiker. Gennem de efterhånden mange år i LGBT Danmark, har jeg lært, at med en konstruktiv tilgang, er der næsten ingen grænser for, hvad vi kan. Og det har været mig en udelt glæde at samarbejde med et stort antal meget dygtige og engagerede medaktivister – det er fantastisk at stå sammen om at skabe forandring.

Den lille grønne om LGBT: Om kønsidentitet og seksuel orientering

Vist 134 gange.
Den lille grønne om LGBT: Om kønsidentitet og seksuel orientering

Den lille grønne om LGBT: Om kønsidentitet og seksuel orientering

Titel Den lille grønne om LGBT
Om kønsidentitet og seksuel orientering
Forfatter Søren Laursen
Forlag LBL – senere navneskiftet til LGBT Danmark
Udgivet november 2009
Sprog Dansk
Antal sider 32

I korte tekster, tegninger og diagrammer forklares om de grundliggende forhold om kønsidentitet, seksuel orientering og ligebehandling.

Den lille grønne i pdf-format hos LGBT Danmark.
Den lille grønne som Power Point præsentation hos LGBT Danmark.

Transseksuelle fik ikke asyl i Danmark. Disturbing knowledge: Decisions from asylum cases as documentation of persecution of LGBT-persons. 2001 og 2009.

Vist 52 gange.
Disturbing knowledge

Disturbing knowledge

Denne udvidede undersøgelse af 28. juli 2009 er udført som supplement til en undersøgelse fra 2001 om krænkelse af LGBT asylansøgeres menneskerettigheder, som blev udført efter anmodning fra FN’s menneskerettighedskommissær.

Undersøgelserne er udført af Søren Laursen (LGBT Danmark) og Mary Lisa Jayaseelan (Dansk Flygtningehjælp), der havde fået adgang til Dansk Flygtningehjælps database over afgørelser om anmodning om asyl i Danmark, hvor seksuel orientering og/eller transkønnethed var begrundelsen eller en del af begrundelsen for asylansøgningen.

I databasen fandtes 94 sager i perioden 1990 – 2001, hvor seksuel orientering har været berørt – herunder de tre sager vedrørende transseksuelle, som kort omtales herunder. I alle tre sager blev der givet afslag på asyl.

Rusland – 2003. Side 16 i rapporten.
En transkvinde startede på en landbrugsskole i 1994, men stoppede på grund af konstant verbal chikane og nedværdigende behandling.
Under militærtjeneste hun blev dagligt ydmyget, slået og seksuelt misbrugt herunder voldtaget. Hun turde ikke anmelde det til myndighederne.
I 1998 fik hun indsat brystimplantater af en medicinstuderende.
Siden 1997 er hun flere gange blevet tilbageholdt og hendes identitet kontrolleret – nogle gange flere gange om dagen. På forskellige politistationer blev hun chikaneret, ydmyget og seksuelt misbrugt – herunder voldtaget to gange.
Hun er også blevet udsat for overfald af unge i bygningen, hvor hun boede.

Flygtningenævnet fandt på grundlag af baggrundsoplysningerne, at der ikke var grund forventer systematiske forfølgelse af transpersoner i Rusland – hverken fra privatpersoner eller fra myndighederne.
Flygtningenævnet henviste således ansøgeren til at søge beskyttelse af højere myndigheder i Rusland og foreslog, at hun flytte til en større by, hvor det kunne forventes, at der ville være en mulighed for at finde et fællesskab af personer med hendes seksuelle orientering, og hvor det er mindre sandsynligt ansøgeren være offer for ulovlig misbrug af politiet.

Slovakiet – 1999. Side 19 nederst og 20 øverst i rapporten.
Ansøgeren er transseksuel. I den kommunistiske tid fik hun sin fødselsattest ændret fra mandligt til kvindeligt køn.
Hun og hendes partner bor i en lille by. I otte år blev de mobbet og ydmyget af politiet.
Chikanen blev intensiveret i 1998-1999. Flere gange blev sagsøgerens og hendes partner tvunget til at klæde sig på offentlige steder eller på politistation. En gang blev partneren lænket til radiatoren under tilbageholdelsen. I et tilfælde blev ansøgeren afklædt og beordret til at løbe rundt om et bord på politistationen, mens politifolk prikkede til hende og slog hende på kønsdelene med en stok, som efterfølgende blev tvunget ind i hendes endetarm.
I et anden tilfælde fik angsøgeren slået to fortænder ud af politiet.
De forsøgte at anmelde hændelserne til chefen for politiet, men det gjorde blot chikanerne værre.

Flygtningenævnet afviste ansøgningen, og angsøgeren blev henvist til at søge beskyttelse hos højere myndigheder i sit hjemland.

Tyrkiet – 2000. Side 23 i rapporten.
Sagen vedrørte en transseksuel. Hun ønsker en MtK kønsskifteoperation. Ansøgeren ønsker ikke at gøre militærtjeneste. Ifølge angsøgeren bliver transseksuelle og homoseksuelle forfulgt og sendt til turbulente områder i det sydøstlige Tyrkiet for at blive dræbt.
Mange af ansøgerens venner havde gjort militærtjeneste og herunder været udsat for voldtægt og sexchikane.
Hun har oplevet mange vilkårlige tilbageholdelser.
Hun boede hos transseksuelle i Tyrkiet, som var alle prostituerede.
I 1996 blev angsøgeren anholdt af tre politifolk, der tog hende til et øde område og voldtog hende i næsten en time. I 1998, mens ansøgeren boede hos en transseksuel ven, kom to politibetjente ind i lejligheden og voldtog dem begge. Det var almindelig adfærd for politiet i det område, der husede mange transseksuelle.

Flygtningenævnet afviste ansøgningen, og angsøgeren blev henvist til at søge beskyttelse hos højere myndigheder i sit hjemland.

* * *
Undersøgelsen fra 2009 Panbloggen – LGBT Danmarks websted til dokumentation og kommentarer.

Fra Christina til Chris. Af Søren Laursen. september 1999.

Vist 1.872 gange. Af Søren Laursen.
Min gamle veninde Christina Zennaro er ikke mere. Nu er han min ven Chris

Det er ikke hver dag, man får lejlighed til at teste sine egne reaktioner på, at en nær bekendt springer ud. Og altså ikke som lesbisk eller bøsse, men som noget endnu mere specielt, som transseksuel.

Da Chris fortalte mig det, konstaterede jeg blot, at sådan skulle det nu være. Men i dagene, der fulgte, syntes jeg alligevel, det var svært at efterleve, og f.eks. kaldte jeg ham for Zennaro, når jeg skulle spørge efter ham. Jeg undres, og hvad er så bedre end at tage en snak.

Hvornår er du kommet i tanker om, at du vil være en mand?
-Jeg kom i tanker om, da jeg var barn, at jeg ville være en dreng. Og jeg har flere gange gennemført at leve som en dreng. Når jeg var på ferie, og der ikke var nogen til at afsløre mig, lod jeg overfor mine legekammerater, som om jeg var en dreng. Og det var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved.

– Da jeg gik på gymnasiet, havde jeg en periode, hvor jeg kaldte mig selv for Chris. Og det skulle helt klart føre i retning af et mere maskulint liv. Men jeg blev simpelthen bange for, hvor det skulle føre hen, så jeg afskaffede det igen og gik tilbage til at kalde mig selv for Christina.

– Men så her for et par år siden blev jeg enig med mig selvom, at det skulle nu alligevel prøves. Så jeg har haft et par forhold, hvor jeg så fortalte dem, jeg var sammen med, at jeg ville være en mand, og hvor jeg begyndte at kalde mig selv for Chris igen. Og det var de så med på.

– Det har været godt, men det har også været en belastning. Det har været godt, fordi det har været rigtigt – det har føltes rigtigt – men det har været hårdt, fordi jeg jo har levet et dobbetliv. Så nu springer jeg ud.

– Jeg har hævdet, at jeg kun kunne lide maskuline kvinder. Nu kan jeg se, at jeg har haft det sådan, fordi når jeg har været sammen med feminine kvinder, så har det fået min maskulinitet til at stå ud i fuldt flor, og det har jeg været bange for. Jeg kan se, at nu hvor jeg siger jeg er en mand – og smider al den der skam og skyldfølelse ud – så bliver feminine kvinder også lige pludselig interessante.

Du var en af de lesbiske!
Chris er næstformand for Landsforeningen for bøsser og lesbiske. Det er skæbnens ironi, at han var een af dem, der var allermest imod, da vi for nogle år siden sløjfede brugen af titlerne formand/forkvinde og næstformand/næstforkvinde, således at der i dag kun står formand og næstformand i vores vedtægter.

Du var en af de lesbiske i vores midte. Du talte altid kvindernes sag og var meget på at repræsentere kvinderne. Har du på et tidspunkt været overbevist om, at du var lesbisk?
– Ja, det har jeg. Altså – for to år siden tænkte jeg: jeg vil prøve at lege med det her. Men det er først her i sommer, jeg har truffet den endelige beslutning.

– Og jeg ved virkelig noget om, hvad det vil sige at være kvinde, for jeg har virkelig skullet forsøge at finde ud af det. Det er ikke noget, jeg har fået som en eller anden gave, vel – det er en rolle, jeg har forsøgt at leve mig ind i. Og nu må jeg indse, at det kan jeg ikke. Jeg kan selvfølgelig spille den der rolle, men den føles ikke rigtig, den føles påtaget. Jeg kan mærke, at nu, hvor jeg er sprunget ud, får jeg også sværere og sværere ved at huske, hvordan min kvindelige personlighed er. Og det går egentligt forbløffende stærkt.

– Jeg kan se, at vi hver især har nogle metoder til at afgøre, om en given person, som står foran os, er en mand eller en kvinde, og de er forskellige. Der er nogen, som ser på den fysiske gestalt, og for dem er det naturligvis overraskende, men der er også mange, som ikke ser på den fysiske gestalt, men som ser på udstråling eller sådan noget. Jeg kan konstatere, at det altid har været sådan for nogen, at hvis de ikke vidste, jeg var en kvinde, så har de troet, at jeg var en mand. Og når man ser mig, har jeg jo ellers brede hofter og store bryster osv. – så jeg har alle de kvindelige sekundære kønskarakterer. Så der må være et eller andet. Det har der altid været.

– Jeg har også haft det sådan, at jeg har klædt mig i tøj, der har været meget maskulint. Jeg har opfattet mig selv som en meget maskulin kvinde. Nu opfatter jeg derimod mig selv som en meget velafbalanceret mand, hverken specielt feminin eller specielt maskulin.

– Jeg tror, at de fleste mennesker har både noget maskulint og noget feminint i sig. Det har jeg også, det er jeg slet ikke i tvivl om. Og jeg synes, at de kvinder jeg har mødt, som kun havde feminine sider, og de mænd jeg har mødt, som kun havde maskuline sider, de var nogle meget ubehagelige mennesker. Jeg synes, det er udmærket, at mennesker har begge dele i sig.

Men selvom der er tale om en graduering, er der et kønnet udgangspunkt?
– Ja, men det her handler om kvindelige og maskuline sider, og køn er måske også noget andet. Jeg tror som sagt, at de fleste har både maskuline og feminine sider. Og noget af det, vi definerer som maskulint og feminint er kulturbestemt. Det er jeg da ikke et øjeblik i tvivl om: Hvorfor er det feminint at hælde kaffe op, mens det er maskulint at hælde vin op? Det er jo i virkeligheden den samme funktion. Men det ene er kvindeligt at gøre, mens det andet er mandligt.

Når man beslutter sig for at blive mand af sind, beslutter man sig så også for at blive mand af krop?
– Ja, og jeg har da også tænkt mig, at der skal ske forandringer med min krop

Det mandlige cpr-nummer
Som transseksuel må man tage stilling til, hvor meget man ønsker, der skal ske med ens krop. Og der er en række muligheder, både medicinsk og kirurgisk. Man kan få fjernet originale kønstegn – typisk pik og bryster – og man kan få dannet nye kønstegn i forskellig udstrækning. Man kan også vælge attrapper. og man kan ændre hormonbalance og -cyklus. Det er vidt forskelligt, hvor mange af disse tiltag, den enkelt ønsker at få gjort.

Udover det biologiske køn er der og så det juridiske køn som den transseksuelle må forhold sig til.

– Det er sådan i Danmark, at man skal have ret megen kirurgi for at kunne skifte juridisk køn. Man må sige, at Danmark er et af de mest bagstræeriske lande på det område. I mange andre lande er det noget, man selv kan bestemme. I Danmark skal man have tilladelse til det. Hvis man vil skifte juridisk køn, skal man enten gennemføre et tre-årigt forløb på Sexologisk Klinik, eller også skal man gennemføre sit eget forløb, og så skal man evalueres på Sexologisk Klinik som indstiller til Civilretsdirektoratet om, at man kan få lov til at skifte køn, og så er det ikke engang sikkert, at man får det. Og så er de meget tilbageholdende med at behandle folk kirurgisk og medicinsk på Sexologisk Klinik.

Hvad ligger der i at skife køn juridisk? Er det ikke bare et spørgsrnål om et andet personnummer?
– Det er sandelig da også vigtigt, Når jeg nu skal til at bevæge mig ud i heteroverdenen, er jeg nødt til at gå ud og lære at omgås andre heteromænd. Det har jeg jo ikke lært. Dengang jeg var sammen med mange heteromænd, forsøgte jeg jo på at være kvinde. En af de ting, jeg havde tænkt mig, var at melde mig til et aftenskolekursus i vinsmagning. Problemet er bare, at der skal jeg aflevere mit cpr-nummer, så det vil jeg ikke kunne gennemføre. Hver gang, man skal foretage sig noget i Danmark, skal man bruge sit cpr-nummer.

Hvad vil være dit største problem i din nye tilværelse?
– Det som virkelig bekymrer mig er, at jeg jo har levet hele mit voksne liv i det lesbiske miljø. Og det er fandeme svært at skulle forlade. Det er virkelig ikke sjovt.

* * *
Artiklen har været bragt i septembernummeret 1999 af Panbladet og bringes i Vidensbanken med tilladelse fra Landsforeningen for bøsser og lesbiske.