Beretningen om verdens første kønsskifteoperation – et historisk snit. Søren Laursen den 1. november 1999.

Vist 0 gange.
Søren Laursen

Søren Laursen

I dag, den 30. maj 2016, ville Christine Jorgensen være fyldt 90 år. Hun døde den 3. maj 1989 af kræft i San Clemente, Californien.
Magasinet Zink nr. 5, der udkom den 1. november 1999, bragte en artikel af Søren Laursen om Christine Jorgensen. Magasinet Zink blev udgivet af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) – i dag LGBT Danmark – og udkom seks gange om året.
Herunder bringes artiklen på Christine Jorgensens 90-års fødselsdag med tilladelse fra Søren Laursen.

Christine Jorgensen. Foto: Det Kongelige Bibliotek/Fotografisk atelier

Christine Jorgensen.
Foto: Det Kongelige Bibliotek/Fotografisk atelier

Af Søren Laursen
Beretningen om verdens første kønsskifteoperation – et historisk snit.

Den 1. december 1952 blev Danmark placeret på verdenskortet af den udenlandske presse. Den dag bragtes i en amerikansk sensationsavis historien om, hvordan “landsbarnet” George Jorgensen rejste Danmark og fik taget en kønsskifteoperation for at blive Christine Jorgensen.
Christine blev genstand for både forargelse og·beundring. Hun ville siden hen tale om det frisindede Danmark, hvor seksuelle minoriteter kunne leve i fred og ro.
Et billede af 50’ernes Danmark, det er lidt svært at genkende med homobriller på.
SØREN LAURSEN har kigget nærmere på begivenhederne.

På trods af sine 86 år er Ellen i glimrende form. Hun er netop kommet hjem fra en Tivolitur, og står ret op og ned i køkkendøren og sludrer med os i 20 minutter før maden er færdig, og vi sætter os til bords. Dette finder sted hos Mulle, hendes datter, som hun er på besøg hos. Ellen er en vidt berejst dame og til daglig bor hun i Rom.
Når jeg har sat de to i stævne, er det fordi, de på nærmeste vis var involveret i Christine Jorgensens begivenhedsrige liv for snart so år siden.
Desværre er Ellen af den opfattelse, at der ikke er nogen grund til at tale om den sag så mange år efter. Og det er en skam, for ifølge Christine, spillede Ellen en afgørende rolle for udviklingen.
Det kan man læse om i Christines selvbiografi ‘Christine Jorgensen – a personal autobiography‘ fra 1967.

Kvinde i en mandekrop
George Jorgensen kom til verden i 1926 i New York.
Hans bedsteforældre var indvandret fra Danmark, og både de og hans forældre var meget aktive i det dansk-amerikanske samfund i byen.
George var en bleg og indadvendt dreng, der allerede som barn havde en feminin udstråling. Så udtalt, at hans storesøster skrev om det i en stil i skolen, hvilket han var temmelig fortørnet over.
George følte sig anderledes, og det viste sig da også, at forelskede sig i drenge. Han havde imidlertid svært ved at se sig i rollen som homoseksuel. Ja, han var nærmest panisk: Til en fest i den dansk-amerikanske forening, hviskede en sømand til ham: “Hvis jeg var en lille svans, så ville jeg lægge an på dig!” George blev dybt chokeret og følte en væmmelse, så han måtte flygte ud på kajen, hvor han kastede op!
For George blev det mere og mere klart, at han følte sig som en kvinde, der blot havde fået en mands krop.

[Billede: Christine fotograferer kvinde. Motivbillede, sort-hvid] Christine i sin oprindelige profession som fotograf. Her med Miss Danmark 1952 foran Christiansborg. Billedet er taget af Jens Juncker-Jensen.

[Billede: Christine fotograferer kvinde. Motivbillede, sort-hvid]Christine i sin oprindelige profession som fotograf.
Her med Miss Danmark 1952 foran Christiansborg. Billedet er taget af Jens Juncker-Jensen.

George interesserede sig for fotografi og tog også kurser i det. Han drømte om en karriere som filmfotograf. En veninde fra den danske forening, Jane, var blevet filmklipper i Hollywood, og på et tidspunkt rejste George over til hende for at prøve lykken selv. Han havde dog ikke held med sit forehavende.
Det er her, Ellen for første gang kommer ind i billedet. Ellen husker udmærket, hvordan hun første gang mødte George, på et besøg i Californien hos veninden Jane. Hun har ·imidlertid ikke noget nærmere at fortælle om mødet.
Det har George, for han følte, at de to var så åbensindede, at han kunne afsløre sig selv for dem.
De to blev således de første, han sprang ud over for.
I selvbiografien fortæller Christine, at de to piger hverken blev chokerede eller fordømmende.
George opgav at få job i Hollywood og tog tilbage til New York. En dag læste han i avisen om en endokrinolog, der foretog eksperimenter på dyr, som han behandlede med kønshormoner. George blev fascineret af disse videnskabelige studier og mente, at her muligvis var en løsning på hans problem. Han opsøgte lægen, som lyttede til sin nervøse gæsts forklaring om, at han følte sig som en kvinde, og mon ikke det kunne være en ubalance i kirtlerne? Lægens svar var kort, nemlig en henvisning til en psykiater. George besøgte psykiateren og blev hurtigt overbevist om, at de foreslåede behandlinger bort fra de feminine følelser ikke var løsningen på hans problemer.

BEHANDLINGEN
George havde nu fået øjnene op for hormoner, og han skaffede sig en bog om emnet, som overbeviste ham om, at dette var vejen frem. Han skaffede sig sågar nogle kønshormoner på pilleform, og begyndte at behandle sig selv. Han mødte siden en læge, som indvilligede i at tilse ham, og det var med ham, han diskuterede muligheden for at tage til Sverige, hvor der var sporadiske oplysninger om, at man behandlede den slags kønsforstyrrelser. George var fast indstillet på at opsøge denne mulighed, og uden fyldestgørende informationer, endsige aftaler, indløste han en enkeltbillet – han havde ikke råd til en retur – til ‘Stockholm’ og sejlede afsted mod byen af samme navn. Familien vidste ikke andet, end at han ville til Skandinavien for at fotografere.

Han nåede dog aldrig til den svenske hovedstad, for nu da han var på de kanter, ville han besøge Ellen. Hun tog imod ham på Langelinie den 10. maj 1950, og han blev installeret i hendes og hendes mands hjem. Det var Ellen, der fortalte George, at han da ikke behøvede at tage til Sverige, for hun havde læst i avisen, at danske læger også arbejdede med den slags behandlinger. Og dermed blev George ført frem til Christian Hamburger fra Statens Seruminstitut. Hamburger foretog sine eksperimenter på dyr, men George insisterede på at gå i behandling. Han indgik derfor en aftale med Hamburger: Han ville blive behandlet gratis under forudsætning af, at han stillede sig til rådighed for et videnskabeligt studie, hvilket i praksis betød, at han f.eks. skulle opsamle sin urin hver dag måned efter måned.

[Billede: Ellen og Christine i redningsveste. Sort-hvid snapshot] Ellen og Christine sejler hjem fra en rundrejse i Italien på ’Andrea Doria’. Redningsvestene skyldes formodentlig en sikkerhedsøvelse. Få måneder senere kolliderede ’Andrea Doria’ med ’Stockholm’ og sank med et stort tab af menneskeliv.

[Billede: Ellen og Christine i redningsveste. Sort-hvid snapshot]Ellen og Christine sejler hjem fra en rundrejse i Italien på ’Andrea Doria’. Redningsvestene skyldes formodentlig en sikkerhedsøvelse.
Få måneder senere kolliderede ’Andrea Doria’ med ’Stockholm’ og sank med et stort tab af menneskeliv.

EN KVINDE BLIVER TIL
Projektet skred glimrende fremad. Mulle kan huske, hvordan hans hår blev langt, og hvordan han i det hele taget opførte sig som en kvinde. Og hvordan han altid optog toilettet meget længe. l sin selvbiografi tegner Christine et billede af lutter idyl hos sin danske værtsfamilie, hvilket sikkert skyldtes, at hun holdt meget af Ellen. Men virkeligheden var nu ikke så rosenrød. Faktisk ragede George uklar med Ellens mand. Mulle fortæller om en episode, der var med til at anstrenge forholdet. Ellen og hendes mand drev en danseskole. En dag kom en pakke med damelingeri, og han troede det var noget, en af danselærerinderne havde bestilt, og tog det med på danseskolen. Det kendte de imidlertid ikke noget til, for det var George, der havde bestilt det. Det endte med, fortæller Mulle, at George flyttede ud til Ellens forældre, som havde en gård i Osted uden for Roskilde. Her var tale om en grundtvigiansk familie med hjertet på det rette sted, f.eks. var faderen med til at starte friskolen i Osted. Her boede George nogen tid, men det var temmelig besværligt, for han besøgte Seruminstituttet dagligt. Man kom ind til byen ved at tage rutebilen til Toftegårds Plads i Valby, og så videre derfra, så det har været en større rejseaktivitet George flyttede da også senere ind til Østerbro.

På et tidspunkt var behandlingen så fremskreden, at Hamburger fandt det betimeligt at foretage en kastration. Han ansøgte justitsministeriet om lov til at gennemføre en sådan, men fik afslag. En ansøgning skulle baseres på en psykiatrisk undersøgelse. På det tidspunkt kom Georg Stürup ind i billedet. Han var overlæge på Herstedvester. “Jeg havde”, fortæller han i et interview fra 1984 (Hertoft og Ritzau”, Paradiset er ikke til salg“, 1984), “mangeårig erfaring med kastration af seksualkriminelle, men ikke af andre typer af seksuelle afvigelser”. Han undersøgte Christine og fandt, at indgrebet var tilrådeligt, og sammen sendte de to læger en ny ansøgning. Denne gang kom den længere i systemet, men blev afvist, fordi der var tale om en amerikansk statsborger. Stürup var imidlertid på talefod med justitsministeren selv, Helga Pedersen. Hun tog affære, og tilladelsen blev givet. Operationen fandt sted i september 1951. Nogle måneder senere gik George på den amerikanske ambassade for at få et nyt pas. Han fik en aftale med ambassadøren selv, Mrs. Eugenie Andersson. Hun var meget forstående og pressede sagen igennem på få dage. Og navnet Christine blev valgt som en hyldest til Christian Hamburger, der var Georges læge. Først med sit nye pas i hånden var Christine blevet til. Før da havde hun altid kaldt sig George. Og sådan gik det til, at en uformuende amerikansk statsborger kom til Danmark og gennemgik en hidtil uset behandling, for siden at kunne vende tilbage til sit hjemland som et menneske med et nyt køn.

KARRIEREN SOM FOTOGRAF
Christine var fotograf, og allerede da hun rejste herover, havde hun planer om at forsøge at leve som sådan. Hun arbejdede med farvefilm, hvilket var nyt dengang og ukendt i Danmark. I København så hun sig om efter en fotograf, hvor hun kunne få arbejde, og hendes valg faldt på Jens Juncker-Jensen. Han var byens kendteste portrætfotograf.
Juncker-Jensen kunne ikke tilbyde Christine et arbejde, men lod hende benytte atelieret, hvis hun til gengæld ville undervise hans medarbejdere i farvefotografi. Det blev begyndelsen på et livslangt venskab mellem Christine og ham, og også med hans kone Edna. Det lykkedes efterhånden Christine at få fodfæste som fotograf, og hun fik solgt flere billeder til bladforsider. Efter operationen tog hun hul på et projekt, som hun havde haft i tankerne, siden hun kom til landet, en Danmarksfilm. Hun måtte have sine forældre til at sende farve-råfilm herover, da det ikke kunne købes i Danmark. Hun fik af Turistrådet mulighed for at rejse vederlagsfrit rundt i hele landet, og på den måde blev den første Danmarksfilm i farver til. Dette var i sommeren 1952, et halvt år efter operationen. På det samme tidspunkt sprang hun ud over for foræld rene, som indtil da ikke havde vidst noget om, at deres søn ville være kvinde, og slet ikke, at det var blevet ført ud i livet på den anden side af Atlanten. Det fortalte hun dem så i et udførligt brev, som også indeholdt nogle portrætter. De tog det ganske pænt, omend de stod uforstående over for fænomenet.

[George og Ellens familie. Sort-hvid snapshot] George omgivet af sin værtsfamilie i Vinterhaven på gården i Osted.

[George og Ellens familie. Sort-hvid snapshot] George omgivet af sin værtsfamilie i Vinterhaven på gården i Osted. Her tilbragte han i 1950 sin første jul i Danmark. Ellen sidder på gulvet forn sine forældre, og Mulle står bag ved bordet.

DET AFGØRENDE SNIT
Hen på efteråret besluttede Christine sammen med sine læger, at der skulle gennemføres en ny operation, hvor penis fjernedes. Mens hun lå på hospitalet i dagene efter operationen, tog hendes liv en overraskende og dramatisk drejning. En journalist havde fået nys om historien, uvist hvordan, og havde opsøgt forældrene. Det var Ellen – som var på besøg hos dem – der åbnede døren for ham den dag. Hun var alene hjemme, men blev af den aggressive journalist presset til at få fat i sine værter. Han truede dem med, at hvis de ikke samarbejdede, ville han skrive historien på sin egen måde, så de gav efter og gav ham både billederne og brevet fra Christine. Historien og billederne fyldte hele forsiden af Daily News den 1. december 1952. Og fra det øjeblik var verden ikke længere den samme. Telegrammerne væltede ind over Christines hospitalsseng med tilbud om højt honorerede interviews og ditto optræden i allehånde etablissementer. Fra da af blev hun uden ophold efterstræbt af en særdeles aggressiv presse, som bragte hvad som helst til torvs. Hun valgte at sige ja til et tilbud om at fortælle sin egen historie over fem artikler, hvilket hun fik 20.000 $ for. For de penge kunne hun bygge et hus til sig selv og sine forældre. Hun vendte tilbage til USA ved lanceringen af serien. Hvor hun end viste sig, stimlede folk sammen omkring hende for at få et kig, og enhver selskabsarrangør med respekt for sig selv inviterede Christine Jorgensen. Efter hjemkomsten til USA lod hun sig overtale til at gå ind i showbusiness og blive entertainer. Hun ville selv bestemme, hvad hun skulle optræde med, og da hun betragtede sig som fotograf, skulle hendes debut være en forevisning af Danmarksfilmen. Det blev på det kraftigste frarådet, men hun insisterede, og hun fik det som hun ville, skønt det var under forudsætning af, at hun klippede filmen ned fra to timer tit tyve minutter.
Debuten var en dundrende fiasko. Christine havde absolut ingen forudsætninger for at stå på en scene. Hun havde trods alt, indtil for nyligt levet et tilbagetrukket og indadvendt liv. Men hendes agent stolede på hende – hvad han i og for sig også sagtens kunne, hun var jo altid sikker på et stort og sensationslystent publikum. Hun blev sat sammen med en kendt komiker, og sammen lavede de en optræden, som levede op til dagens standard. Christine blev med tiden en anerkendt entertainer og fik også udmærket kritik for sine teaterroller.
Christine udgav i 1967 sine erindringer, “Christine jorgensen – a personel autobiography“, en aldeles velskrevet og charmerende bog. Den dannede i 1970 grundlag for en film, “The Christine Jorgensen Story“, som i filmkredse har et mindre flatterende ry.

FOREGANGSLANDET DANMARK
Et sted i sin selvbiografi fortæller Christine, at Ellen, efter hendes opfattelse, “afspejlede indstillingen i sit hjemland, Danmark, hvor ‘seksuelle problemer’ var accepterede som normalt for nogle mennesker, og ikke var genstand for juridisk og social forfølgelse.”

l det ovenfor omtalte interview siger Stürup: “Noget af det mest karakteristiske, jeg husker, var, da en af mine sønner, som havde åbnet døren for Chris Jorgensen, kom ind og sagde: ‘Der står et ungt menneske derude, hun ser højst mærkværdig ud. Og det må jeg give ham ret i, hun så virkelig mærkværdig ud. F.eks. når hun gik ned ad gaden, man kunne ikke undgå at se, at der kom en homoseksuel, som påkaldte sig folks opmærksomhed ved sin feminine fremtræden.”
Men Christines liv i Danmark formede sig anderledes end for bøsser i almindelighed. Redaktør Helmer Fogedgaard skrev i januarnummeret af Vennen, 1953: “En hermafrodit, der får det ene organ opereret bort (en misforståelse, den tvivlsomme pressedækning har givet anledning til) og får lov til at optræde med det køn, som vedkommende hele tiden har følt sig forankret i, gøres til en sensation og møder sympati fra alle sider. Det sidste kan vi ikke have noget imod. Men de homofile, som også føler sig anderledes end det, samfundet forlanger af dem, skal skam ikke vente nogen sympati – ja, ikke engang forståelse. Vi har jo ikke et organ for meget at få opereret af, fordi vor ‘hermafroditisme‘ er af åndelig natur. Vi skal derfor kanøfles og rubriceres efter et nævenyttigt samfunds forgodtbefindende. […] Vort eneste håb er, at lægevidenskaben klart og tydeligt vil gøre offentligheden opmærksom på, at samtlige mennesker psykisk set udgør mellemstadier mellem mand og kvinde.” Det er karakteristisk, at både Christine og Fogedgaard søger alliance med og forløsning hos lægevidenskaben. Det er videnskaben, der skal sikre den fredelige sameksistens. Christines beundring for sine læger er allestedsnærværende i hendes fortællinger.

[Portræt af Christine i profil. Sort-hvid] Det første billede af Christine, 1951. Portrættet, som er udført af Jens Juncker-Jensen, var på forsiden af avisen, da den første skandaleartikel blev bragt 1. december 1952.

[Portræt af Christine i profil. Sort-hvid]Det første billede af Christine, 1951.
Portrættet, som er udført af Jens Juncker-Jensen, var på forsiden af avisen, da den første skandaleartikel blev bragt 1. december 1952.

For Ellen er historien om Christine Jorgensen ikke noget, man taler om i dag. Det er pudsigt, for så vidt Christine bruger megen plads i sine erindringer på hendes meritter og beskriver hende som en vigtig figur i hele sagen. Og så måske alligevel ikke:

Ellen fortæller, at hun senere, mens hun var danselærer i Detroit, mødte Christine igen, og ved den lejlighed sagde Christine til hende. “Ih, altså Ellen, du ser verden gennem lyseråde briller.”
Men også Christine har et filter på, når hun fortæller. Hendes selvbiografi er god underholdning, men den er skrevet af et menneske, som har udviklet et kraftigt skjold om sig, som har været i stand til at modstå verdenspressens sensationshungrende sladder-journalistik af værste skuffe, som har kunnet håndtere afvisninger og fordømmelser i rigt mål – og beundringer ligeså.
Branchebladet Editor & Publisher kunne i foråret 1954 fortælle, at Christine Jorgensen-sagen var den historie, der havde fået størst pressedækning nogensinde. Hun blev årets kvinde i flere sammenhænge, men blev f.eks. også forbudt at optræde i Boston på grund af moralske forbehold.
Hun havde selv øje for, at hun var både freaskhow og foregangskvinde. Men sin status fik hun i kraft af sin usædvanlige personlighed. Hverken i USA eller i Skandinavien var samfundet i almindelighed åbent over for variationer i seksuel identitet.

Christine Jorgensen døde i 1989.

* * *
Artiklen i pdf-format.

A walk on the wild side.

Vist 170 gange.
Lou Reed

Lou Reed

Muligvis den bedst kendte sang om transseksuelle.
Sang af Lou Reed fra hans andet soloalbum, Transformer fra 1972. Den blev produceret af David Bowie. Sangen fik bred radiodækning på trods af sit indhold af dengang tabubelagte emner som transseksualitet, narkotika, mandlig prostitution og oralsex.

Sangen handler om en lang række personer med tilknytning til Andy Warhols universsom Holly Woodlawn, Candy Darling og Jackie Curtis.

Sangtekst:
Holly came from Miami F-L-A
hitchhiked her way across USA
plucked her eyebrows on the way
shaved her legs and then he was a she
she says “Hey babe take a walk on the wild side”
said “Hey honey take a walk on the wild side”

Holly Woodlawn

Holly Woodlawn

Candy came from out on the island
in the backroom she was everybody’s darling
but she never lost her head
even when she was given head
she says “Hey babe take a walk on the wild side”
said “Hey babe take a walk on the wild side”

And the coloured girls go “doo doodoo.”

Joe never once gave it away
everybody had to pay and pay
a hustle here and a hustle there
New York City is the place where
they said “Hey babe take a walk on the wild side”
I said “Hey Joe take a walk on the wild side”.

Candy Darling

Candy Darling

Sugar Plum Fairy came and hit the streets
looking for soul food and a place to eat
went to the Apollo
you should’ve seen him go go-go
they said “Hey sugar take a walk on the wild side”
I said “Hey babe take a walk on the wild side”
alright huh

Jackie is just speeding away
thought she was James Dean for a day
then I guess she had to crash
would’ve helped that bash
she said “Hey babe take a walk on the wild side”
I said “Hey honey take a walk on the wild side”

And the coloured girls said “Doo doodoo.”

Candy Darling: Memoirs of an Andy Warhol Superstar

Vist 0 gange.
Candy Darling: Memoirs of an Andy Warhol Superstar

Candy Darling: Memoirs of an Andy Warhol Superstar

Titel Candy Darling:
Memoirs of an Andy Warhol Superstar
Forfatter Candy Darling
Forlag Open Road Media
Udgivet 17. februar 2015
Sprog Engelsk
Antal sider 101
ISBN-13 9781480407756

På adressen 33 Union Square West i hjertet af New York Citys pulserende downtown havde Andy Warhol sit studie, hvor han producerede film, bøger, kunst og magasiner.

Warhol frembragte flere superstars, heraf flere transkvinder så som Holly Woodlawn, Jackie Curtis og den nok mest kendte, Candy Darling.

* * *
Omtale af bogen hos Amazon, hvor den også kan købes.
Omtale af bogen hos Barnes&Noble, hvor den også kan købes.
Omtale af bogen hos Good Reads.

Beautiful Darling

Vist 67 gange.
Beautiful Darling

Beautiful Darling

Titel Beautiful Darling
Alternativ titel Beautiful Darling:
The Life and Times of Andy Warhol
Superstar Candy Darling
Selskab Citi Productions
Instruktør James Rasin
Medvirkende Candy Darling, Andy Warhol,
Jackie Curtis, Lou Reed,
Jane Fonda
som sig selv i arkivoptagelser
Holly Woodlawn, Jeremiah Newton,
som sig selv
og mange andre
Premiere 12. februar 2010 under
Berlin International Film Festival
Spilletid 85 minutter
Sprog Engelsk

Biografisk/dokumentarisk film om den transkønnede Candy Darling, der blev født som dreng den 24. november 1944 på Long Island, New York og fik navnet James Lawrence Slattery. Candy vidste i en ung alder, at hun var anderledes og drømte om at blive filmstjerne.

Candy mødte Andy Warhol og glamourpigerne Jackie Curtis og Holly Woodlawn og blev dronningen af Andy Warhols filmvirksomhed i begyndelsen af 1970-erne. Hun medvirkede i adskillige film – ikke alene for Andy Warhol, men også for andre.
Hun døde den 21. marts 1974 af kræft.

Candy Darling

Candy Darling

Hendes nære ven Jeremiah Newton har brugt årtier på at gennemgå hendes dagbøger, indsamle interviews og erindringer for at skabe dette fantastiske portræt af en af de store transkønnede frontfigurer.
Det er en film om en person, der vovede at leve sin drøm om at blive sin egen kunstneriske kreation.

I sangen A walk on the wild side af Lou Reed handler vers 1 om Holly Woodlawn og vers to om Candy Darling.

* * *
Filmens hjemmeside.
Omtale af filmen hos IMDb.
Omtale af filmen hos Amazon, hvor den også kan købes.
Mindeside om Candy Darling.

Nekrolog over Mike Penner også kendt som Christine Michelle Daniels, der døde den 28. november 2009.

Vist 90 gange.

Mike Penner
(Christine Michelle Daniels)
KorsSort
blev lørdag den 28. november 2009
fundet død i sin lejlighed

Christine Michelle Daniels

Christine Michelle Daniels

Mike Penner

Mike Penner

Mike Penner, der gennem mange år var sportsjournalist Los Angeles Times, skabte røre i den journalistiske verden, da han den 26. april 2007 i avisen skrev, at han var transseksuel og efter et par ugers ferie ville vende tilbage som kvinden Christine Michelle Daniels. I oktober 2008 fortrød Mike Penner imidlertid sit kønsskifte og vendte tilbage til at leve som manden Mike Penner.

Det formodedes, at Mike Penner begik selvmord. Han blev 52 år.

* * *
Artikel den 28. november 2009 hos Los Angeles Times om Mike Penners død.
Mindeartikel den 29. november 2009 hos Los Angeles Times om Mike Penner.

Christine Michelle Daniels fortrød i oktober 2008 og er nu igen Mike Penner.

Vist 105 gange.
Christine Michelle Daniels

Christine Michelle Daniels

Mike Penner

Mike Penner

Sportsjournalisten Mike Penner fortrød i oktober 2008, at han begyndte at leve som kvinden Christine Michelle Daniels.

Den 26. april 2007 meddelte den kendte sportsjournalist Mike Penner, at han efter et par ugers ferie ville vende tilbage til sit arbejde på Los Angeles Times som kvinden Christine Michelle Daniels.
Det vakte enorm opsigt verden over.

I midten af oktober 2008 vendte Mike Penner tilbage til nyhedstjenesten på Los Angeles Times, hvor han arbejdede som journalist gennem mere end 20 år og dækkede store sportsbegivenheder som OL for avisen.
Da han begyndte at leve som kvinden Christine fortsatte han sit journalistiske arbejde og skrev løbende derom i sin blog på avisens hjemmeside. Denne blog er nu fjernet og Christines navn figurerer ikke mere i avisens journalistfortegnelse. Der er ikke anført noget om Mike Penners tilbagevenden som journalist.
Han fik ikke foretaget nogen kønsskifteoperation.

Sportsredaktør, Randy Harvey, Los Angeles Times har imidlertid som svar på en forespørgsel derom oplyst, at de så frem til Mikes tilbagevenden til avisen og avisens hjemmeside, og at han fortsat vil være et værdsat medlem af deres sportsredaktion.

Der er til nu ikke offentliggjort noget fra Mike om baggrunden for, at han ikke fortsatte livet som kvinden Christine.

* * *
Artikel den 20. oktober 2008 hos LA Observed om, at Mike Penner fortsat var hos Los Angeles Times.
Artikel den 25. februar 2009 hos USA Today om, at Christine Michelle Daniels skifter tilbage til manden Mike Penner.

Becoming a Woman: A Biography of Christine Jorgensen

Vist 99 gange.
Becoming a Woman

Becoming a Woman

Titel Becoming a Woman:
A Biography of Christine Jorgensen
Forfatter Richard F. Docter
Forlag Harrington Park Press
Udgivet 30. september 2007
Sprog Engelsk
Antal sider 355
ISBN-10 1560236671
ISBN-13 978-1560236672

Bogen giver et indgående indblik i Christine Jorgensens rejse frem den kvinde, hun altid vidste, at hun var, og et fasinerende kendskab til den kvinde, der i den grad formåede at åbne døre og skabe interesse om sig selv. Den beskriver Christine Jorgensens handlekraft og evne til at løse problemer, hendes store beslutsomhed og hendes held undervejs i transformation frem til hendes sande køn og afslører facetter om hendes personlighed, som ikke tidligere er omtalt i biografier om hende.
Bogen er fortællingen om en modig personlighed, der overvandt personlige og sociale barrierer. Den beskriver indgående den tids forståelse af transseksualisme i det vestlige samfund, og en indsigtsfuld beskrivelse af personligheder som Alfred Charles Kinsey, Georges Burou, Harry Benjamin, og Christian Hamburger.

Christine Jorgensen er den mest berømte transseksuelle fra før dette ord blev opfundet. Hun skabte sensation og avisoverskrifter i begyndelsen af 1950’erne. I da havde hun nok ikke skabt samme røre. I Docters bog portrætreres den unge George Jorgensen, som havde svært ved at acceptere, hvad han først troede var homoseksuel, men som han senere fandt ud af var en kønsidentitetsforstyrrelse, selv om heller ikke dette begreb fandtes dengang. Så intens var hans benægtelse af, at han følte sig tiltrukket af mænd, at han af al magt forsøgte at fremstå som en typisk ung mand.

Bogen er resultatet en omfattende research og næsten 50 år virke som psykolog og underviser i transforhold. Bogen er mere psykologisk dybdeborende og undersøgende omkring Christines liv – både som George og som Christine end nogen anden bog om Christine Jorgensen.

Forfatteren, Richard F. Docter, ph.d. er en erfaren psykoanalytiker i Northridge, California, som har udgivet mange forskningsartikler om transforhold og var i 37 år professor i psykologi ved California State University i Northridge.
Han har også skrevet bogen From Man to Woman: The Transgender Journey of Virginia Prince.

* * *
Omtale af bogen hos Amazon, hvor den også kan købes.

Intervies med Christine Michelle Daniels den 15. august 2007: Sportsjournalist begynder et nyt liv som kvinde.

Vist 307 gange.
Christine Michelle Daniels

Christine Michelle Daniels

National Public Radio (NPR) bragte den 15. august 2007 et interview med sportsjournalist Christine Michelle Daniels – 49 år, der både kan høres og læses på deres hjemmeside.
Christine Daniels var indtil den 26. april 2007 kendt som Mike Penner. Netop denne dag skrev han en af sin karrieres sværeste artikler i avisen The Los Angeles Times, og fortalte om, at han var transseksuel, at han ville holde et par ugers ferie og derefter vende tilbage som kvinden Christine Michelle Daniels.

I interviewet her knap tre måneder senere fortæller Christine til journalist Madeleine Brand om sit liv før og efter beslutningen.

Hun fortæller om, hvordan hun fik mange advarsler om, at hun måtte forudse mange negative reaktioner, men at de blev gjort til skamme.
Reaktionerne fra såvel arbejdskolleger, familie og venner har næsten uden undtagelse været positive.

Hun har erindringer om at føle sig forkert allerede i fire, fem års alderen, og at hun gennem sin opvækst tænkte, at der jo ikke var noget at gøre ved det.
Alligevel klædte hun sig i sin mors tøj og tog på små spadsereture i nærområdet.
Det tog til, da hun flyttede hjemmefra, men de næste omkring tyve år “levede hun i skabet”.
Første gang hun for alvor var ude blandt andre mennesker var ved en sammenkomst i en transvestitforening i Los Angeles, hvor der var omkring 50 deltagere.
De spurgte, hvad hun hed, og hun svarede “Michelle”. De begyndte alle at grine, og da hun spurgte, hvad de grinede af, svarede de, at hun var “Michelle den 36.”, for det var et meget populært navn.
Det fik hende til at tænke nærmere over, hvilket fornavn, hun ønskede. Hun valgte Christine. Dels fordi hun godt kunne lide navnet, og dels fordi Christine Jorgensen altid havde været noget af et ikon for hende. Således blev hendes navn “Christine Michelle Daniels“.

Det sværeste efter sit skifte har været stemmen. Christine arbejder ihærdigt på at få en højere og blødere stemme, og synes selv, at det går den rigtige vej.

Afslutningsvis fortæller hun om sine overvejelser om at få foretaget en kønsskifteoperation og om, at hun ikke har været udsat for diskrimination i løbet af den tid, hun har levet som kvinde.

* * *
Artiklen den 15. august 2007 hos National Public Radio ( NPR) med mulighed for at høre interviewet.

Usmageligt blikfangsbillede til artikel i avisen.dk den 27. april 2007.

Vist 386 gange.
Avisen.dk den 29. april 2007

Avisen.dk den 29. april 2007

Af Tina Thranesen den 29. april 2007.
I den danske avis “AVISEN.DK” den 29. april 2007 havde journalist Heidi Robdrup en kort, sober artikel dateret den 27. april 2007 om, at den amerikanske sportsjournalist Mike Penner den 26. april 2007 i en artikel i Los Angeles Times, hvor han har været ansat i mere end 20 år, fortalte sine læsere, at han var transseksuel og efter sin ferie ville vende tilbage som kvinden Christine Michelle Daniels.

Imidlertid var artiklen ledsaget af et i denne sammenhæng yderst usmageligt blikfangsbillede af en mand i netstrømper fotograferet i skridthøjde med endog meget tydelig og iøjenfaldende bule efter personens mandlige kønsorganer.
Det fremgår af baggrunden på billedet, at billedet stammer fra en bøssefestival af en art, idet regnbueflaget tydeligt ses.
Det er yderst beklageligt, at den ansvarlige på AVISEN.DK er så uvidende, at han/hun ikke kan se, at det billede intet har med transseksualitet at gøre, og at det direkte kan virke stødende på transseksuelle, som netop føler lede ved deres mandlige kønsorganer og gør alt for at skjule dem og på ingen måde vil kendes ved dem.
Hensigten med dette billede kan kun være at skabe blikfang. Men henset til de store problemer, som de fleste transseksuelle slås med, hvilket også fremgår af artiklen, så er det trist, at en avis tænker mere på blikfang end på seriøsitet. – Skam dig, hvem du så er, der er ansvarlig for valg af dette blikfangsbillede.

* * *
Den 15. december 2015. Artiklen findes fortsat hos avisen.dk, men det usmagelige blikfangsbillede er fjernet. Tak for det.
Den oprindelige url til artiklen (http://avisen.dk/sportsskribent-sprang-transseksuel-270407.aspx) viderestiller til en ny url til artiklen uden det oprindelige usmagelige blikfangsbillede.

* * *
Artiklen af 27. april 2007 i avisen.dk – nu uden det usmagelige blikfangsbillede.
Avissiden den 29. april 2007 i avisen.dk, som den så ud den 29. april 2007 med det usmagelige blikfangsbillede i pdf-format.

Christine Michelle Daniels. Mike Penner den 26. april 2007: Old Mike, new Christine.

Vist 405 gange.
Christine Michelle Daniels

Christine Michelle Daniels

Den 49 årige sportsjournalist Mike Penner har gennem godt 20 år dækket de største sportsbegivenheder så som OL for Los Angeles Times.
Torsdag den 26. april 2007 skrev han en af sin karrieres sværeste artikler i avisen.
I artiklen fortalte han, at han var transseksuel, at han ville holde et par ugers ferie og derefter vende tilbage som kvinden Christine Michelle Daniels. Han fortalte videre, at det havde været en livslang hemmelighed, som havde kostet ham voldsomme kvaler. Han havde nu fortalt om sin transseksualisme til ledelsen, sine nærmeste kolleger og enkelte andre. Reaktionerne havde overalt været positive og venlige.
Om hvorfor, det havde taget ham så mange år, forklarede han “Vi er født på denne måde, vi kæmper mod det så længe vi kan, og i det lange løb vinder det”.

* * *
Artikel den 26. april 2007 i Los Angeles Times af Mike Penner “Old Mike, new Christine”, hvor han bekendtgjorde, at var transseksuel.

50 år efter Christine Jorgensens hjemrejse til USA – 12. februar 2003.

Vist 205 gange. Journalist, Annette Bredmose, Ritzau benyttede 50-års dagen for Christine Jorgensens hjemrejse til USA, onsdag den 12. februar 2003, til at skrive denne artikel om Christine Jorgensen og kønsskifteoperationer på grundlag af en pressemeddelelse derom udsendt den den 29. januar 2003 af trans-danmark.dk.
Ritzau udsendte artiklen tirsdag den 11. februar 2003 til alle deres abonenter (næsten alle nyhedsmedier i Danmark).
Med tilladelse fra journalist, Annette Bredmose, Ritzau bringes artiklen herunder..

* * *
Af Journalist, Annette Bredmose, Ritzau.
Han hed George og var klædt i habit, da han kom til Danmark. Tre år senere rejste han tilbage til New York iført kjole, nylonstrømper og højhælede sko. Georges store ønske om at skifte køn og blive til Christine var gået i opfyldelse takket være to danske læger på Rigshospitalet. “Mine mirakelmagere”, kaldte hun siden lægerne. Onsdag (den 12. februar 2003) er det 50 år siden, Christine Jorgensen forlod Danmark efter en vellykket kønsskifteoperation.
Den 27-årige amerikaner bragte Danmark på forsiden af Daily News i New York, og det fik siden transseksuelle fra hele verden til at kontakte de nu afdøde læger Georg K. Stürup og Christian Hamburger. Ifølge sexolog og tidligere leder af Sexologisk Klinik på Rigshospitalet Preben Hertoft medførte de mange henvendelser en beslutning om, at kun transseksuelle med fast ophold i Danmark kunne få lov til at skifte
køn
.
– Alligevel fortsatte henvendelserne, for operationen havde givet Danmark ry som et frisindet og seksuelt liberalt land. Siden har andre lande, blandt andet Thailand, for længst overhalet Danmark, siger Preben Hertoft til Ritzau.
Cirka 200 kønsskifteoperationer er det blevet til gennem de seneste 50 år. Et antal, som alene i Thailand udføres omtrent hvert eneste år. Georg Jorgensen var født i USA af forældre med dansk baggrund. Allerede i sin tidlige barndom følte han sig splittet over at være dreng og fortalte siden i den danskproducerede film “Paradiset er ikke til salg“, at han gennem hele sin barndom var blevet hånet for at ligne en pige. Da han var i begyndelsen af 20’erne, læste han om forsøg med kønsskifteoperationer i Danmark og kontaktede Rigshospitalet. Her advarede man ham i første omgang, for ikke alle operationer var lige vellykkede, men Georg Jorgensen trodsede advarslerne, rejste til København og overbeviste lægerne.
Preben Hertoft mødte Christine første gang i 1984, da hun var i Danmark for at medvirke i “Paradiset er ikke til salg“. Siden holdt de telefonisk kontakt, indtil Christine døde af kræft i 1989.
– En kønsskifteoperation kan vise sig at blive en stor skuffelse, men for Christine var det den rigtige beslutning. Hun faldt til ro med sig selv og følte sig også accepteret som kvinde af omverdenen. Hun oplevede endda at blive årets kvinde i USA, siger han.
Hjemme i USA blev Christine Jorgensen tæt fulgt af pressen og var især godt stof i New York og Las Vegas. Forud for sin filmoptræden sendte hun 65 kilo dokumentarisk materiale, som omfatter smalfilm inden kønsskiftet, videobånd og en lang række artikler fra aviser og tidsskrifter. Materialet befinder sig i dag på Det Kongelige Bibliotek i København.
/ritzau

Transforhold i Danmark. Kronik af Tina Thranesen den 12. februar 2003.

Vist 1.386 gange. Kronik om transforhold i Danmark.
Som sekretær for trans-danmark.dk formulerede jeg en kronik i anledning af, at det den 12. februar 2003 var 50 år siden, at Christine Jorgensen rejste hjem til USA efter at have gennemført kønsskifteoperation på Rigshospitalet.
Kronikken blev i formandens navn sendt først til Berlingske Tidende og derefter til Jyllands Posten, der begge imidlertid afviste at bringe den, selv om de fandt den relevant.
Imidlertid synes jeg, at kronikken skal komme til andres kendskab, hvorfor den bringes herunder.
Tina Thranesen.

* * *
Transforhold i Danmark

Af Tina Thranesen den 12. februar 2003.
Christine Jorgensen gjorde Rigshospitalet verdensberømt, men Rigshospitalet og Civilretsdirektoratet sover “Tornerosesøvn”.
En ung amerikaner rejste for 50 år siden hjem til USA efter et ophold på ca. halvandet år i Danmark.
I sig selv ikke noget specielt – og alligevel. Denne unge amerikaner var en meget speciel person.
Det var Christine Jorgensen.
Den 12. februar 1953 rejste hun hjem til USA. Hendes ophold i Danmark havde gjort hende verdensberømt og hele verdenspressen modtog hende, da hun ankom til New York.
Den 1. december 1952 altså to en halv måned forinden havde Daily News i New York ryddet avisens forside og bragte sensationen om en ung amerikansk mands kønsskifte med overskriften “Ex-GI becomes blonde beauty Operations transforms young Bronx youth”.
Den unge amerikanske mand var Christine Jorgensen, der var født som George William Jorgensen Jr. i Bronx, New York den 30. maj 1926 og altså 26 år på det tidspunkt.
Kønsskifteoperationen fandt sted i her i Danmark, på Rigshospitalet i København.
Den betragtes stadig som en af de første kønsskifteoperationer i verden og er uden sidestykke den mest omtalte.
Verdenspressen flokkedes om Christine Jorgensen hele hendes liv – gennem hele hendes liv. Utallige er de artikler og billeder, som blev bragt af hende. Flere bøger er skrevet om hende herunder hendes selvbiografi “Christine Jorgensen: A Personal Autobiography“, der udkom i 1967. Den dannede grundlag for filmen “The Christine Jorgensen Story“, der havde premiere i 1970.

Christine Jorgensen døde den 3. maj 1989.

For halvtreds år siden var det en verdenssensation, at der blev foretaget en kønsskifteoperation. Det gjorde derfor også Rigshospitalet verdensberømt og medførte, at Rigshospitalet fik mange henvendelser fra udenlandske mænd, der ønskede at få foretaget kønsskifteoperation på Rigshospitalet i Danmark.
For halvtreds år siden fandtes der ingen lovgivning i Danmark om kønsskifteoperation. Men da en sådan operation medfører fjernelse af de kønsspecifikke kønsorganer krævede det Justitsministeriets tilladelse, da der teknisk set var tale om en kastration.
De mange henvendelser fra udlandet medførte, at loven om kastration i 1953 blev ændret, således at kun danske statsborgere kunne få foretaget kastration og dermed en kønsskifteoperation her i landet.

Denne lovændring vil jeg betragte som yderst uheldig, da den har medført mange uheldige forhold.
Havde Rigshospitalet fået lov til at foretage flere kønsskifteoperationer, så havde Rigshospitalet i dag sandsynligvis været førende på området, hvilket ville have medført international status, en omfattende forskning og stor valutaindtjening.
I dag er det Thailand, der er førende. Der findes flere hospitaler, der er højt specialicerede med store forskningsteam af højeste standard. På flere af disse hospitaler er der gennemført adskillige tusinde kønsskifteoperationer. Operationerne er dyre. Det koster mellem 35.000 og 100.000 kr. afhængig af omfanget. Men på trods af prisen er søgningen meget stor. Der er også flere her fra Danmark, som har fået foretaget deres kønsskifteoperation i Thailand.
Alt det gik Danmark glip af med en lovændring i 1953.

Men – og det er faktisk værre. Rigshospitalet udviklede sig på dette område i en helt forkert retning.
På Rigshospitalet blev oprettet en afdeling “Sexologisk Klinik“, som fik et bredt spekter af opgaver omkring seksualitet og kønssygdomme.
En af opgaverne var “behandling” af personer, som havde ønske om at få foretaget en kønsskifteoperation.
Dermed havde “systemet” gjort dette til et seksuelt problem.
Hvor mange, der konsulterer Sexologisk Klinik med henblik på at få foretaget en kønsskifteoperation er svært at få oplyst.
Foreningen trans-danmark.dk, der er en forening med det formål at forbedre forholdene for transvestitter og transseksuelle, har som så mange andre spurgt, men ikke fået noget svar.
Det antages dog, at der mere eller mindre konstant er op mod et par hundrede personer om året, som konsulterer klinikken, og at kun omkring fem til ti årligt får tilladelse til og får gennemført en kønsskifteoperation.

Endnu værre er det faktisk, at mange får den opfattelse på Sexologisk Klinik, at de anser det som deres vigtigste opgave at få overbevist deres “patienter” om, at de vil være bedst tjent med ikke at få foretaget kønsskifteoperationen. Der er derfor en udbredt utilfredshed med Sexologisk Klinik.
Anstændigvis skal jeg dog nævne, at der også findes transseksuelle, der er meget tilfredse med Sexologisk Klinik.

I dag halvtreds år senere er det stadig kastrationsloven, som danner grundlag for, om en person kan få tilladelse til at få udført en kønsskifteoperation her i landet.
Det kræver Justitsministeriest tilladelse at få foretaget en kønsskifteoperationen. I Justitsministeriet er kompetencen udlagt til Civilretsdirektoratet.
En transseksuel person skal derfor ansøge Civilretsdirektoratet om tilladelse til kønsskifteoperation. Inden Civilretsdirektoratet træffer afgørelse forlanger de en indstilling fra Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.
Den transseksuelle indleder derfor en “behandling” på Sexologisk Klinik. Det foregår med samtaler af en times varighed en gang om måneden eventuelt suppleret med psykologisk test, almen helbredsundersøgelse, gynækologisk undersøgelse m.v.
Denne behandling har primært til formål at afgøre, om personen er transseksuel, om personen dybest set virkelig ønsker kønsskifteoperationen og en vurdering af, om det vil være bedst for personen at få foretaget operationen eller ej.
Undervejs i forløbet skal den transseksuelle gennemføre en såkaldt “Real Life Test“. Den består i, at personen i sin dagligdag skal leve så tæt om overhovedet muligt som det køn, den pågældende ønsker at skifte til. Både med hensyn til påklædning som øvrig adfærd.
Under “Real Life Test” skal den transseksuelle altså leve som det køn, den pågældende ønsker at leve som i fremtiden. Men den pågældende kan ikke under testen få udstedt legitimationspapirer, der svarer fuldt ud til den pågældendes udseende.
Civilretsdirektoratet har efter pres indført en midlertidig ordning hvorefter transseksuelle, der er under behandling på Sexologisk Klinik med henblik på eventuel kønsskifteoperation kan få tilladelse til at anvende det ønskede fornavn. En mand, der ønsker kønsskifte til kvinde kan altså få lov til officielt at anvende sit ønskede pigenavn. Men personnummeret kan ikke ændres. Det vil stadig være med ulige endetal.
Det vil sige, at en mand, der ønsker kønsskifte til kvinde stadig må legitimere sig med kørekort, sygesikringsbevis, pas o.s.v. med ulige personnummer.
Det må være indlysende for alle, at det er en unødig ydmygende situation at sætte den pågældende i og samtidig er medvirkende til at gøre “Real Life Test” unødig vanskelig.
Dette forløb varer typisk to til tre år, hvorefter Sexologisk Klinik kommer med sin indstilling om, hvorvidt de kan støtte personens ønske om en kønsskifteoperation eller ej.
Støtter Sexologisk Klinik ønsket, forelægger Civilretsdirektoratet sagen for Retslægerådet.
Når Retslærådets udtalelse foreligger, træffer Civilretsdirektoratet sin afgørelse.
Gives tilladelsen foretaget kønsskifteoperationen på Rigshospitalet.
Herefter kan den kønsskifteopererede få tilladelse til navneskift og få udstedt legitimationspapirer med sit nye navn og et personnummer med et endetal, som svarer til den pågældendes nye køn.

Hele dette forløb er ikke undergivet nogen lovgivning. Det er udelukkende reguleret i administrative bestemmelser og de rutiner og fortolkninger af navnelov og lov om personnumre, som embedsmænd har foretaget gennem årene.

Og endnu værre er det, at et afslag ikke kan indbringes for en højere myndighed. Det er en yderst betænkelig retssikkerhedstilstand. Det er almen praksis her i landet, at en offentlig myndigheds afgørelse kan påklages til en højere myndighed. Men det er altså ikke tilfældet for transseksuelle, der får afslag på ønsket om kønsskifteoperation.

Dette forhold får nogle til at søge til udlandet for at få foretaget kønsskifteoperationen – typisk i Thailand.
Der er ikke noget ulovligt i at rejse til udlandet og få foretaget kønsskifteoperationen.
Når den pågældende kommer hjem efter operationen er det en formsag at få ændret sin civilretslige status – altså få udstedt nye legitimationspapirer med det valgte navn og et personnummer svarende til det nye køn.
Ansøgningen indgives til Civilretsdirektoratet. Ansøgeren indkaldes til en undersøgelse på Sexologisk Klinik, hvor det skal bekræftes, at operationen er gennemført. Derefter udstedes nye legitimationspapirer.

Nu halvtreds år efter at Christine Jorgensen fik foretaget sin kønsskifteoperation og gjorde Rigshospitalet verdensberømt, må det være på tide at vågne op af “Tornerosesøvnen” og få ændret lovgivningen således, at der laves en lov specielt om kønsskifte, og at den øvrige lovgivning så som navneloven og cpr loven justeres i overensstemmelse hermed.

Da Georg vendte hjem på stiletter. 2. december 2002.

Vist 338 gange. Christine Jorgensen blev kultfigur, da hun for 50 år siden vendte hjem til New York med sit nye køn, som to danske læger havde givet hende.

Selv om Time Magazine kaldte hende Manhattans “Glamour Girl” nægtede USAs to førende sladderjournalister Hedda Hopper og Louella Parsons hårdnakket at skrive om Chris.

Koreakrigen rasede, og i Stillehavet nær Salomonøerne havde amerikanerne prøvesprængt en ny heliumbombe, men ingen af begivenhederne afkastede en nyhed, der kunne måle sig med den, der fik Daily News i New York til at rydde forsiden 1. december 1952:

“Ex-GI becomes blonde beauty Operations transforms young Bronx youth”.

Han hed George, da han rejste hjemmefra i habit og slips, men Christine, da hun vendte hjem fra en vellykket kønsskifteoperation i København. Habitten var blevet til minkpels og stiletter. En kultfigur var skabt. Og et langt mere vellykket liv for Christine end det, der var blevet utåleligt for George.
I København anså de to læger på Rigshospitalet, Georg Stürup og Christian Hamburger, henholdsvis psykiater og endokrinolog, ikke deres gerning som nogen sensation. Postyret kom nærmest lidt bag på dem, og de følte ikke, at de havde arbejdet i det store, lueforgyldte frisinds tjeneste, snarere i overensstemmelse med deres bestemmelse om at hjælpe et nødstedt menneske til en bedre tilværelse.

Når han ser tilbage på historien og sit venskab med Christine Jorgensen, var det i høj grad pressen, der gav Danmark endnu en fjer i hatten for liberal seksualmoral, mener psykiateren Preben Hertoft, der senere kom til at medvirke ved omkring 150 kønsskifteoperationer i Danmark.
Nyheden betød i hvert fald, at Rigshospitalet blev bestormet med breve fra hele verden med ønsker om at komme til Danmark og skifte køn. Det medførte, at man umiddelbart måtte vedtage en lov om, at kun personer bosat i Danmark kunne komme i betragtning. Og sådan er det fortsat.
I dag er transseksuelle jo i øvrigt så almindelige som tolv på dusinet, og fra talkshows er offentligheden informeret til fortrolighed med fænomenet.
Det er kun i Israel det kan skabe indenrigspolitisk debat, når en han/hun går hen og vinder Melodi Grand Prix. Og så naturligvis i den islamiske verden. Efter præstestyret tog over i Iran kom mange iranere hertil og slog sig ned i håb om at få ændret deres identitet.
George Jorgensen var født i USA af forældre med dansk baggrund, og han var fra sin tidligste barndom splittet af indre uro over at være en dreng. Han ville helst gøre alle de ting, som piger gjorde, og selv om det ikke hed mobning dengang, så var det, hvad George oplevede i enhver sammenhæng med andre børn.

Han blev uddannet fotograf, aftjente værnepligt, som også var et helvede at komme igennem, fordi man anså ham for at være bøsse, hvad han bestemt ikke var, for han følte sig ikke erotisk tiltrukket af mænd. Til gengæld blev han heller ikke seksuelt tiltrukket af kvinder. Han ville være som dem, men var heller ikke transvestit. Han var en kvinde i en mands krop. Det var først, da han på et bibliotek fandt en bog, der hed The Male Hormon af Paul de Cruif om effekten af testosteron og østrogen på den menneskelige krop, at han begyndte at ane en vej.

Han hørte om forsøgene i Danmark og besluttede sig for at kontakte Rigshospitalet, hvor man først advarede ham, fordi ikke alle resultater var lige gode.
I dag mener Preben Hertoft, at det var Georg Stürup, der var kendt for at nære en næsten moderlig omsorg for sine patienter, der indså, at George Jorgensen ikke bare var en meget feminin bøsse, som han først havde anset ham for at være.
Den unge mand skulle nu bo i København, for de endelige operationer skulle forberedes både hormonalt og psykiatrisk over mere end et år. Den første af fem operationer fandt sted i september 1951, og i maj 1952 var man så vidt, at Christine Jorgensen gik til den amerikanske ambassade i København for at få sit pas ændret. Hun var nu 26 år og kaldte sig Christine som en gestus over for Christian Hamburger, der foretog de operative indgreb.
Det endelige bevis for, at Christine var blevet, hvad hun ønskede at være, fik hun den dag, da hun gik en tur i Tivoli og en mand fløjtede efter hende, fortalte hun senere.

I mange år havde Preben Hertoft et billede af Chris Jorgensen hængende på sit kontor på Rigshospitalet. Han fik nær kontakt med hende, og hun kom til Danmark på adskillige besøg.
Da lægen og filmmanden Teit Ritzau i 1984 fik idé til at lave en film om Christine Jorgensen, formidlede Preben Hertoft kontakten og medvirkede med al sin erfaring til Paradiset er ikke til salg, der også afstedkom en bog med samme titel.
Af Preben Hertofts erindringer Undren og befrielse fremgår det tydeligt, at han endte med et ret ambivalent forhold til filmen. “Jeg kom til at holde meget af hende, for hun var et dejligt og meget morsomt menneske. Chris besøgte også min kone og mig hjemme, hvor hun på rekordtid tømte en flaske whisky, men hun var ikke alkoholiker. Hun kunne bare somme tider være fandenivoldsk. Trods whiskyen virkede hun slet ikke beruset”.

Hun var meget glad for at medvirke i filmen og sendte os på forhånd 65 kilo dokumentarisk materiale, fotografier, smalfilm, professionelle film, videobånd, breve, udklip og meget mere. Noget af det indgik senere i udstillingen Kønnets Grænser på Det Kongelige Bibliotek.
Flere amerikanske universiteter samt Kinseyinstituttet havde lagt billet ind på Chris’ materiale, men hun besluttede sig for, at det skulle forblive i Danmark på Det Kongelige Bibliotek. Det fortrød hun desværre kort før sin død af cancer i 1989, men da var det for sent at ændre ved den oprindelige beslutning. Derfor har vi i dag en enestående dokumentation her i landet.
Desuden ligger der et betydeligt, desværre endnu ubehandlet, psykologisk materiale, samlet gennem mange års erfaringer på Rigshospitalet. Arkivet på Det Kongelige Bibliotek afspejler også Chris Jorgensens status som kultfigur i USA, for her er korrespondancer med en lang række fremtrædende personligheder i Europa og USA.

Den kolossale publicity, der fulgte efter forsiden på Daily News, gav Chris Jorgensen celebrity status. Hun så glimrende ud, klædte sig dyrt og smagfuldt og færdedes i New Yorks bedste cirkler. Hun flirtede med Yul Brynner og forelskede sig i en mand, der gerne ville gifte sig med hende, men her sagde loven stop. Chris’ fødselsattest ville myndighederne ikke ændre på, og så ophørte forholdet. Det var især i New York og Las Vegas, Chris var godt stof. Hun prøvede en karriere som natklubsanger med Marlene Dietrich numre. Det lød ikke godt.
I byer som Washington og Boston fik hun at vide af myndighederne, at hun blev betragtet som transvestit og ikke måtte benytte dametoiletter.
Selvom Time Magazine kaldte hende Man hattans “Glamour Girl”, nægtede USA’s to førende sladderjournalister Hedda Hopper og Louella Parsons hårdnakket at skrive om Chris. De var nemlig i virkeligheden særdeles bigotte damer. De så heller ikke nær så godt ud som Chris.
American Weekly købte de første erindringer for en kæmpesum. Økonomisk klarede hun sig så godt, at hun kunne donere beløbet til andre “suffering in the no-mansland of sex”, og livet igennem turnerede hun med sit foredrag “How to deal with being different”. Hun gjorde en forskel.

Chris var ifølge tidsskriftet Editor and Publisher en af sin tids mest omtalte og fotograferede personer. I 2000 udkom endnu en biografi af Susan Stryker fra Gay and Lesbian Historical Society i San Francisco, hvor hun hædres som “heroine for many transgendered people”.

Var hun lykkelig? I hvert fald lykkeligere som Christine, end hun ville have været som George. I filmen Paradiset er ikke til salg siger hun: “Somme tider bliver jeg spurgt, om jeg er lykkelig. Og jeg kan kun svare, at jeg er meget tilfreds. Jeg forventer mig ikke så meget af livet, ønsker det skal forblive enkelt. Jeg har altid ønsket enkelhed. Om jeg er kommet i Paradis? Ja, jeg fandt min form for paradis i mit eget liv”.

Det var dengang. På sin første pressekonference efter kønsskifteoperationen beklagede Christine Jorgensen sig over, at alle gjorde grin med hende, samtidig undveg hun snedigt nok personlige spørgsmål ved at sige, at hun nu var “hvad amerikanerne, men ikke resten af verden, betegnede som en vanskabning”.

* *
Via søgemaskinen Google fandt jeg i 2003 ovenstående artikel, som i sin opsætning ikke gav nogen oplysninger om, hvor den er hjemmehørende.
Derfor har jeg undtagelsesvis ikke sikret mig tilladelse til at bringe denne artikel.
Jeg modtager gerne oplysninger om, hvorfra den stammer.
Tina Thranesen.

The Lieutenant Nun: Transgenderism, Lesbian Desire, and Catalina de Erauso

Vist 8 gange.
The Lieutenant Nun

The Lieutenant Nun

Titel The Lieutenant Nun:
Transgenderism, Lesbian Desire,
and Catalina de Erauso
Forfatter Sherry M. Velasco
Forlag University of Texas Press
Udgivet 1. april 2001
Sprog Engelsk
Antal sider 248
ISBN-10 0292787464
ISBN-13 978-0292787469

Teoretisk analyse af de mange måder historien om Catalina de Erauso – Lieutenant Nun – er blevet opbygget, fortolket, markedsført og brugt kulturelt i Europa, Latinamerika og USA fra det syttende århundrede til i dag.
Sherry Velasco hævder, at de måder, hvorpå litterære, teater- og filmiske produktioner har forvansket historien om Erausos liv, viser, hvordan transkønnede fortællinger afsløre og manipulerer med “frygt og begær”. Hendes bog afslører, hvad der sker, når de transkønnede i deres fortællinger markedsføres som hybrider for det almindelige publikum.

Catalina de Erauso blev af forældrene anbragt i et nonnekloster som fire årig, men flygtede som femten årig, klædte sig som og udgav sig for at være en dreng. Som attenårig rejste hun til Sydamerika og indtrådte som mand i den spanske hær, som hun tjente med ære.

* * *
Omtale af bogen hos Amazon, hvor den også kan købes.

My Face for the World to See: The Diaries, Letters, and Drawings of Candy Darling, Andy Warhol Superstar

Vist 0 gange.
My Face for the World to See

My Face for the World to See

Titel My Face for the World to See
The Diaries, Letters, and
Drawings of Candy Darling,
Andy Warhol Superstar
Redigeret af Francesca Passalacque
Fordord af Mary Harron
Introduktion af Jeremiah Newton
Forlag Hardy Marks Publications
Udgivet 28. august 1997
Sprog Engelsk
Antal sider 127
ISBN-10 094536721X
ISBN-13 9780945367215

Dagbogsnotater, tegninger og breve til og fra Candy Darling.
Candy Darling var transkvinde, født den 24. november 1944 i New York. Hun døde af lymfekræft den 21. marts 1974 i New York – blot 29 år gammel.

Candy medvirkede i flere af film af Andy Warhol.
Lou Reed skrev Velvet Underground sangen “Candy Says” med Candy Darling i tankerne, og inkluderede et vers om hende i sin “A walk on the wild side“.

* * *
Omtale af bogen hos Good Reads.
Bogen kan kun erhverves antikvarisk.

I Am My Own Woman: The Outlaw Life

Vist 71 gange.
I Am My Own Woman: The Outlaw Life

I Am My Own Woman:
The Outlaw Life

Titel I Am My Own Woman:
The Outlaw Life
Forfatter Charlotte von Mahlsdorf
Forlag Cleis Press
Udgivet 1. september 1995
Sprog Engelsk
Antal sider 179
ISBN-10 1573440108
ISBN-13 9781573440103

Selvbiografi af Charlotte von Mahlsdorf, der overlevede både nazismen og kommunismen som transvestit.

* * *
Omtale af bogen hos Amazon, hvor den også kan købes.
Omtale af bogen hos Amazon, hvor den også kan købes – i udgave fra 2004.
Omtale af bogen hos Abe Books, hvor den også kan købes.

I Am My Own Woman

Vist 142 gange.
I Am My Own Woman

I Am My Own Woman

Titel I Am My Own Woman
Selskab Cinevista Inc.
Instruktør Rosa von Praunheim
Baseret på bogen I Am My Own Woman – The Outlaw Life
Medvirkende Charlotte von Mahlsdorf som sig selv
Jens Taschner som Charlotte som 15 – 17 årig
Ichgola Androgyn som Charlotte som 20 – 40 årig
Utz Krause som Charlottes fader
Premiere 12. november 1992
Spilletid 91 minutter
Sprog Tysk

Biografisk film om Charlotte von Mahlsdorf. Hun overlevede som transvestit både nazismen og kommunismen.

* * *
Omtale af filmen hos IMDb.

Mit livs hemmelighed

Vist 214 gange.
Mit livs hemmelighed

Mit livs hemmelighed

Titel Mit livs hemmelighed
Original titel My Story
Forfatter Caroline Cossey
Forlag EBF (Ekstra Bladets Forlag)
Udgivet 1992
Sprog Dansk
Efterord af Preben Hertoft
ISBN 87-7731-053-5

Selvbiografi af Caroline Cossey, der blev født som dreng. Efter sin mand til kvinde kønsskifteoperation medvirkede hun bl.a. i 1982 i James Bond filmen For Your Eyes Only. Hun var endvidere en meget anvendt fotomodel.

I 1990 tabte hun en retssag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Cossey mod the United Kingdom – Application no. 10843/84, der godtjorde, at Storbritannien ikke havde overtrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved ikke at anerkende hendes ægteskab med en mand uagtet hun havde fået en kønsskifteoperation og i sit pas fået anført, at hun var kvinde.

My Story

Vist 214 gange.
My Story

My Story

Titel My Story
Forfatter Caroline Cossey
Forlag Faber & Faber
Udgivet 1992
Sprog Engelsk
Antal sider 192
ISBN-10 0571162517
ISBN-13 978-0571162512

Selvbiografi af Caroline Cossey, der blev født som dreng. Efter sin mand til kvinde kønsskifteoperation medvirkede hun bl.a. i 1982 i James Bond filmen For Your Eyes Only. Hun var endvidere en meget anvendt fotomodel.
Udgivet i dansk oversættelse med titlen: Mit livs hemmelighed.

I 1990 tabte hun en retssag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Cossey mod the United Kingdom – Application no. 10843/84, der godtjorde, at Storbritannien ikke havde overtrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved ikke at anerkende hendes ægteskab med en mand uagtet hun havde fået en kønsskifteoperation og i sit pas fået anført, at hun var kvinde.

Omtale af bogen hos Amazon, hvor den også kan købes.

We Who Are Sexy/Kaming Mga Talyada

Vist 0 gange.
We Who Are Sexy/Kaming Mga Talyada

We Who Are Sexy/Kaming Mga Talyada

Titel We Who Are Sexy
Original titel Kaming Mga Talyada
Produktionsselskab Sampaguita Pictures
Instruktør Tony Cayado
Medvirkende Christine Jorgensen som sig selv
og flere andre
Premiere 1962
Spilletid Ca. 60 minutter
Sprog Engelsk og philipinsk
  Sort/hvid

En komedie, der kredser om syv homoseksuelle brødre og Christine Jorgensen på en natklub i Manilla, Philiphinerne. Imidlertid er der syv smukke kvinder, der er forelskede i hver sin af de syv brødre. Og det ender selvfølgelig lykkeligt.

* * *
Omtale af filmen hos IMDb.

Cossey mod the United Kingdom – Application no. 10843/84. Om ret til ændring af fødselsattest. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 27. september 1990.

Vist 23 gange. Den 27. september 1990 afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med stemmerne ti mod otte, at der ikke var sket brud på artikel 8 og med stemmerne fjorten mod fire, at der ikke var sket brud på artikel 12.

Frøken Caroline Cossey, der er brittisk statsborger, blev født i 1954 og ved fødslen registreret som en mand og fik fornavnene Barry Kenneth.
Da hun var 13 år erkendte hun, at hun ikke var som de andre drenge, selv om hun havde mandlige kønsorganer. Hun følte sig psykologisk som en kvinde.
I juli 1972 ændrede hun sit fornavn til det kvindelige Caroline, og har siden alene været kendt under dette navn. Samtidig begyndte hun at klæde sig i kvindetøj og har siden levet som kvinde. Hun begyndte også at tage kvindelige kønshormoner og har fået foretaget en brystforstørrende operation ved indsættelse af brystimplantater.
I december 1974 gennemgik hun en kønsskiftgeoperation på et hospital i London.
En medicinsk erklæring fra 8. februar 1984 beskriver hende som en behagelig ung kvinde, godtgjorde, at hun levede fuldtids som kvinde og var i stand til at have samleje med en mand.
Hun fik i 1976 et brittisk pas som kvinde og har siden 1986 været en succesfuld model og hyppigt figureret i aviser og magasiner og i annoncer.

I 1983 ønskede hun og Mr. L, en italiener, som hun havde kendt i fjorten måneder, at gifte sig med hinanden.
De brittiske myndigheder meddelte hende imidlertid i en skrivelse af 22. august 1983, at et sådant ægteskab ville være ugyldigt efter engelsk lov, idet hun uagtet hendes anatomiske og psykiske forhold var at betragte som en mand. Et parlamentsmedlem oplyste hende, at en lovændring var nødvendig for, at hun kunne gifte sig.
Myndighederne skrev den 18. januar 1984 til hende, at hun ikke kunne få udstedt en fødselsattest, der betegnede hende som kvinde, idet indholdet i fødselsattester skulle svare til de forhold, som var gældende ved fødslen.
I 1985 sluttede hendes forhold til Mr. L., men de fortsatte med at være gode venner.

Den 21. maj 1989 giftede hun sig med Mr. X ved en ceromoni i en synagoge i London. Ægteskabet varede dog kun til den 11. juni samme år og blev endeligt opløst ved dom den 13. marts 1990, idet det fandtes ugyldigt, da parterne ikke var “henholdsvis mand og kvinde”.

Miss Cossey anførte i sit andragende over for Den Europæiske Menneskerettighedskommission den 24. februar 1984, at hun efter den engelske lovgivning ikke kunne opnå fuld anerkendelse af sin kønsstatus efter sin kønsskiftgeoperation og derfor ikke kunne gifte sig med en mand. Hun fandt, at det var en overtrædelse artikel 8 (beskyttelse af privatlivet) og artikel 12 (retten til at gifte sig og stifte familie) i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Under en høring den 24. april 1990 henstillede den engelske regering til Domstolen at afsige dom om, at der ikke var sket brud på bestemmelserne.

Dommen i sin helhed hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

I am a Woman

Vist 140 gange.
I am a woman

I am a woman

Titel I am a Woman
Forfatter Tula
Identisk med
Caroline Cossey
Forlag Rainbird
Udgivet 1982
Sprog Engelsk
Antal sider 167
ISBN-10 0722105835
ISBN-13 978-0722105832

Selvbiografi af Caroline Cossey, der blev født som dreng, fik en mand til kvinde kønsskifteoperation. Hun medvirkede i 1982 i James Bond filmen For Your Eyes Only og har ført flere retsager i England og ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om retten til at få udstedt ny fødselsattest med det nye køn, så hun legalt kan indgå ægteskab.

Omtale af bogen hos Amazon.
Bogen kan i dag formentlig kun erhverves antikvarisk.

For Your Eyes Only. James Bond film

Vist 209 gange.
For Your Eyes Only

For Your Eyes Only

Titel For Your Eyes Only
Baseret på bogen For Your Eyes Only af Ian Fleming
Selskab MGM – Metro-Goldwyn-Mayer
Instruktør John Glen
Medvirkende Roger Moore som James Bond
Caroline Cossey som Bondpige
Premiere 24. juni 1981
Dansk premiere 10. august 1981
Spilletid 122 minutter
Sprog Engelsk. Danske undertekster

I denne den 12. James Bond film var der som i de øverige James Bond film flere kvindelig skønheder.
En af Bondpigerne var Caroline Cossey, som kun ses i en mindre sekvens ved en swimmingpool.
Ikke nogen stor rolle, men da det blev opdager, at Caroline Cossey også kendt som Tula, var transseksuel og havde gennemgået en mand til kvinde kønsskifteoperation, gav det genlyd over den ganske verden.

Bondpiger. Caroline Cossey stående i midten

Bondpiger. Caroline Cossey stående i midten

Caroline Cossey i bikini

Caroline Cossey i bikini

Filmen handler, som de øvrige James Bond film, om, at James Bond redder verden fra undergang ved at bekæmpe skurken.

Omtale af filmen hos IMDb.
Omtale af filmen hos MGM.
Omtale af filmen hos Amazon, hvor den også kan købes.
Artikel i BT den 23. november 2003: Bondpigen var mand – om Caroline Cossey.
Omtale af filmen hos CDON (dansk), hvor den også kan købes.
Omtale af filmen hos DFI – Det Danske Filminstitut.


Women in Revolt

Vist 4 gange.
Women in Revolt

Women in Revolt

Titel Women in Revolt
Alternativ titel Andy Warhol’s Women in Revolt
Dansk titel Kvinder på krigsstien
Selskab Andy Warhol
Instruktør Paul Morrissey
Medvirkende Candy Darling, Jackie Curtis
og Holly Woodlawn
– og flere andre
Premiere 30. november 1971
Dansk premiere 25. februar 1975
Spilletid 99 minutter
Sprog Engelsk
Danske undertekster

Komediefilm om tre piger med forskellige sociale baggrunde, som alle har mandeproblemer. Komedien er inspireret af de amerikanske kvindefrigørelsesbevægelser.

Candy, en tilknappet high-society-kvinde, der på grund af en arv har et dårligt forhold til sin bror.
Jackie, en jomfruelige intellektuel, der mener, at kvinder er undertrykte i det moderne amerikanske samfund.
Holly, der væmmes ved mænd, på trods af hendes tiltrækning til dem.

Women in Revolt

Women in Revolt

Sammen tilslutter de sig den militante feministiske gruppe, PIG – Politically Involved Girls (Politisk Aktive Kvinder) – og… opgiver mænd.
Deres nyfundne befrielse gør dem imidlertid ikke lykkeligere.
Den ene løber med kassen og får et barn med Mr. America, den anden bliver alkoholiseret og den tredje, der har filmdrømme, ender som billig starlet.

* * *
Omtale af filmen hos IMDb.
Omtale af filmen hos Amazon, hvor den også kan købes.
Omtale af filmen hos Det Danske Filminstitut.

The Christine Jorgensen Story

Vist 0 gange.
The Christine Jorgensen Story

The Christine Jorgensen Story

Titel The Christine Jorgensen Story
Dansk titel Christine Jorgensens historie
Selskab Edward Small Productions
Instruktør Irving Rapper
Medvirkende John Hansen som George/Christine Jorgensen
Joan Tompkins som tante Thora Petersen
John Himes som faderen, George Jorgensen Sr.
Ellen Clark som moderen, Florence Jorgensen
Oscar Beregi Jr. som Dr. Victor Dahlman
Quinn K. Redeker som Tom Crawford (journalist)
og flere andre
Premiere Juni 1970
Dansk premiere 29. oktober 1970
Spilletid 98 minutter
Sprog Engelsk

Dramatiseret biografisk film om George William Jorgensen, der i begyndelsen af 1950’erne rejste til Danmark, hvor han fik foretaget en kønsskifteoperation på Rigshospitalet, og derefter tog navnet Christine Jorgensen.
Baseret på Christine Jorgensens selvbiografiske bog Christine Jorgensen: A Personal Autobiography.
Filmen skildrer kun meget sporadisk kønsskifteforløbet i Danmark.
Filmens Dr. Victor Dahlman må antages at skulle være (Christian Hamburger, endokrinolog (specialist i sygdomme i hormonproducerende kirtler).

* * *
Omtale af filmen hos IMDb.
Omtale af filmen hos Amazon, hvor den også kan købes.

Christine Jorgensen: A Personal Autobiography

Vist 64 gange.
Christine Jorgensen: A Personal Autobiography

Christine Jorgensen: A Personal Autobiography

Titel Christine Jorgensen: A Personal Autobiography
Forfatter Christine Jorgensen
Forlag Cleis Press
Udgivet 1968
Genudgivet 12. oktober 2000
Sprog Engelsk
Antal sider 340
ISBN-10 1573441007
ISBN-13 978-1573441001

Selvbiografi af Christine Jorgensen, der nok er den mest kendte, der har fået foretaget en kønsskifteoperation. Den foregik på Rigshospitalet i København i 1951 til 1953.
I de seneste genudgivelser er der forord af Susan Stryker.

* * *
Omtale af bogen hos Amazon. 1968-udgaven.
Omtale af bogen hos Amazon, hvor den også kan købes. 2000-udgaven.
Omtale af bogen hos Abe Books, hvor den også kan købes.
Omtale af bogen hos Barnes & Noble, hvor den også kan købes.

Coccinelle: Mannen som blev kvinna

Vist 24 gange.
Coccinelle: Mannen som blev kvinna

Coccinelle: Mannen som blev kvinna

Titel Coccinelle: Mannen som blev kvinna
Forfatter Mario A. Costa
Forlag Bokförlaget Folket
Udgivet 1965
Sprog Svensk
Antal sider 112

Coccinelle – Et medicinsk mirakel.
Den medicinske videnskab har længe kendt til de biologiske faktorer, der afgør, om en mand skal være mand eller kvinde. Begge køn udvikler sig fra den samme anatomiske rudiment. Darwin, Weissman og Hegar, de store pionerer på det seksuelle område, var de første, der opdagede dette, og yderligere undersøgelser har afsløret, at den kvindelige rudimentære findes i alle mandlige individer – og vice versa.
Naturen, der følger sine egne love, kan i nogle ekstraordinære tilfælde laver en fejl. Denne autentiske historie, som den verdenskendte journalist Mario A. Costa skrev, giver os et billede af, hvilke problemer og vanskeligheder som et individ, der er udsat for et sådant af naturens luner, kan møde.

Coccinelle, den mest berømte mand af sin slags, fortæller for første gang i dette eksklusive interview ikke kun på de fysiske og psykiske lidelser, som hun mødte, men giver os også alle fakta om, hvordan hun med hjælp fra en dygtig kirurg efter mange strabadser lykkedes at overvinde naturen, og blive, hvad hun inderst inde ønskede – kvinde.

Man kunne den 10. december 1961 læse i pressen i Paris, at Coccinelle lovligt havde ændret fået ændret sit køn til kvinde. Domstolen havde efter lange overvejelser og lange diskussioner nået til den konklusion, at hun var en kvinde. På anmodning fra Domstolen, var hun efter sin operation på Casablanca-klinikken i 1958 blevet undersøgt af en specialist, den fornemme gynækolog professor Ravina.
Jacques Charles Dufresnoy er nu officielt Jacqueline Charlotte Dufresnoy.

* * *
Bogen kan i dag kun erhverves antikviarisk.
Omtale af bogen hos Libris.

She-Male: The Sex-Reversal True Life Story of Coccinelle

Vist 53 gange.
She-Male: The Sex-Reversal True Life Story of Coccinelle

She-Male: The Sex-Reversal True Life Story of Coccinelle

Titel She-Male: The Sex-Reversal
True Life Story of Coccinelle
Forfatter Carlson Wade
Forlag Epic Publishing Co., Inc.
Udgivet 1. januar 1963
Sprog Engelsk
Antal sider 192
ISBN-10 xxx
ISBN-13 xxx

En omtale af bogen fra udgivelsestidspunktet:
“Jeg ønsker at skifte køn!” Disse ord, blev udtalt af en flot ung mand, der dårligt var fyldt tyve år.
Kirurgen, der hørte ham sige det, så nærmere på ham, og genkendt nu en af de mest kendte cabaretkunstnere i Europa.
Således begyndte historien om en af de mest forbløffende begivenheder i det 20. århundrede.

I denne biografiske bog fortælles for første gang den sande livshistorie om Coccinelle – en berømt fransk entertainer og natklubpersonlighed.
Født som mand, måtte “hun” tåle ydmygelse, ensomhed og frustration. Selv som en berømt kvinde-imitator, følte “hun” sig afsondret fra resten af verden.
“Jeg var en kvinde med en mandekrop,” påstod hun. Endelig, da livet blev for uudholdelig, gennemgik Coccinelle en komplet kønsskifteoperation. I dag er hun juridisk kvinde og lykkeligt gift.

She-Male: The Sex-Reversal True Life Story of Coccinelle - Bagsiden

She-Male: The Sex-Reversal True Life Story of Coccinelle – Bagsiden

Hvad er hendes reaktioner? Fortryder hun kønsskiftet? Nyder hun at være kvinde? Kan hun få børn? Disse og mange andre spørgsmål bliver fuldt ud besvaret af Coccinelle med hendes egne ord under det eksklusive interview i hendes luksuriøse lejlighed i Paris, som er grundlaget for bogen.

Bogen er den første biografi om en transseksuel – skrevet med overraskende åbenhed. Den viser hendes sande jeg – med komplet beskrivelse af operationerne, den mentale og fysiske forandring, hormonbehandling osv. Forbløffende, utroligt – men sandt!

* * *
Forfatteren, Carlson Wade skrev adskillige bøger, hvoraf nogle blev udgivet i Danmark som halvpornografiske billigbøger.
Bogen kan i dag kun erhverves antikvarisk.

Caroline Cossey

Vist 886 gange.
Caroline Cossey

Caroline Cossey

Caroline Cossey blev født den 31. august 1954 i Brooke, Norfolk, England som dreng og fik navnet Barry Kenneth Cossey.
Som sytten årig begyndte hun hormonbehandling med kvindelige kønshormoner og samtidig at leve fuldtids som kvinde og tog navnet Caroline Cossey.

Caroline Cossey som drengen Barry Kenneth Cossey

Caroline Cossey som drengen Barry Kenneth Cossey

Hun oplyser, at hun har XXY kromosomer, der er en sjælden variant af den menneskelige kromosomsammensætning betegnet Klinefelters syndrome.

Hun fik først indopereret brystimplantater og derefter en mand til kvinde kønsskifteoperation i december 1974 på Charing Cross Hospital in London.

Hun begyndte sin karriere som showgirlog topløs danserinde i natklubber i London, Paris og Rom under kunstnernavnet Tula.

Caroline Cossey reklamerer for Smirnoff vodka.

Caroline Cossey reklamerer for Smirnoff vodka.

Samtidig begyndte der at blive bud efter hende til modeljob, og hun var i 1991 på forsiden af Playboy – så vidt vides den første transseksuelle, der har været på forsiden af Playboy.

I 1981 blev hun prøvefilmen til James Bond filmen – For Your Eyes Only – og fik en rolle i filmen.

Caroline Cossey førte adskillige retssager.
I 1982 anlagde Caroline Cossey sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mod Staten England for at få dem til at anerkende, at hun var en kvinde og havde ret til at gifte sig med en mand.
I 1985 blev hun forelsket, men hun kunne ikke p.g.a. den engelske lovgivning få ændret sin fødselsattest, og dermed havde hun ikke mulighed for at gifte sig med en mand.
I juni 1989 afsagde domstolen dom om, at Caroline var en kvinde.
Den 21. maj 1989 efter dommen om, at hun var en kvinde, giftede hun sig med Elias Fattal, men ægteskabet blev omstødt efter appelretssagen.
I 1990 blev dommen omgjort ved en appelretssag.

I 1992 giftede hun sig med David Finch og bor i dag i Atlanta, Georgia, USA.

I 1982 udgav Caroline Cossey selvbiografien I am a Woman.
I 1992 sin anden biografiske bog My Story – oversat til dansk med titlen: Mit livs hemmelighed – i hvilken hun bl.a. beskrev de mange retssager, hun har ført for at få retten til at få ændret sin fødselsattest, så hun kan indgå ægteskab med en mand.


Da Karl blev Karla: En dansk læges bedrift

Vist 185 gange.
Da Karl blev Karla

Da Karl blev Karla

Titel Da Karl blev Karla
En dansk læges bedrift
Forfatter Bent Rosenwein
Forlag Eget forlag
Udgivet 1954
Sprog Dansk
Antal sider 47
ISBN Ikke noget nummer

Forfatterens forord
“Den danske offentlighed er gennem de sidste måneder flere gange blevet gjort bekendt med, at der her i København er blevet foretaget behandlinger af mennesker, der i visse henseender ikke er helt som vi andre, der jo almindeligvis gør krav på at kaldes normale. Specielt i 2 tilfælde har man gjort denne sag til genstand for offentlig omtale, og denne bog skrives nu for at tjene offentligheden til oplysning om, hvad det er for mennesker, alt dette drejer sig om, og den er samtidig ment som et forsøg på at placere dem og forklare, hvilken skæbnens ugunst der har gjort dem til det, de er. Jeg håber samtidigt, at denne bog vil skabe en vis forståelse for disse mennesker, således at man i fremtiden kan undgå, at de stemples som en anstødssten mod den gode moral”.

* * *
Bemærkning af Tina Thranesen
De behandlinger, som omtales i forordet – og i bogen – drejer sig om to kønsskifteoperationer, som blev foretaget i København.
Bogen beskæftiger sig med den anden kønsskifteoperation, som ifølge bogen blev foretaget på en ung amerikansk mand, Karl, der var rejst til København med skib for ligesom Christine Jorgensen, som han havde læst om, at få foretaget en kønsskifteoperation.
Bogen beskæftiger sig kun periferisk med den kønsskifteoperation, som Christine Jorgensen fik foretaget på Rigshospitalet. Folketinget vedtog kort efter Christine Jorgensen fik sin kønsskifteoperation, at fremover kunne kun danske statsborgere få en sådan operation i Danmark.

Af bogen fremgår det, at Karl fik kontakt til en dansk læge, Dr. Petersen, som var villig til at foretage kønsskifteoperationen på ham som en bamhjertighedsgerning. Da operationen grunden den danske regel ikke kunne foretages officielt og dermed ikke på et hospital, udførte lægen operationen på køkkenbordet i sin lejliged. Hans hustru og ældste søn assisterede ved operationen. Ifølge bogen var operationen yderst vellykket.

Den 24. og 25. februar 1954 bragte Aftenbladet artikler om en ung amerikaner Charles McLeod, som fik foretaget en kønsskifteoperation i København og derefter tog navnet Charlotte McLeod.

Det er derfor nærliggende, at det er samme person og samme kønsskifteoperation, som berettes om i henholdsvis bogen og i Aftenbladet.

Se artiklen Charles McLeod fra USA fik i 1954 en kønsskifteoperation i Danmark og tog navnet Charlotte McLeod.

Charlotte McLeod blev kønsskifteopereret i København i 1954. Aftenbladet den 24. og 25 februar 1954.

Vist 106 gange. Aftenbladet bragte den 24. og 25. februar 1954 flere artikler om Charles McLeod fra USA, der fik en kønsskifteoperation i Danmark og tog navnet Charlotte McLeod.

Artiklerne og billederne er kopier fra mikrofilm og desværre ikke så gode som ønskeligt. Aftenbladet ophørte i 1959.
Det skal bemærkes, at personen som benævnes Chris Jørgensen er identisk med Christine Jorgensen.
Artiklerne i original opsætning i pdf-format.

Herunder forsideartikel i avisen den 24. februar 1954

Charlotte McLeod fotograferet i København den 23. februar1954

Charlotte McLeod fotograferet i København den 23. februar1954

Artikel om Charlotte McLeod

Ny amerikansk Chris Jørgensen skjult her i byen efter operation
Opereret af professor Foged på Bispebjerg hospital, men føler sig udstødt af sin velhavende familie i USA.

En ny Chris Jørgensen befinder sig i København. Kontoristen Charles McLeod fra New Orleans i Louisiana har hos professor Foged på Bispebjerg [1] gennemgået en række operationer – og kalder sig i dag miss Charlotte McLeod. Operationen, der har kønsbestemt den amerikanske kontorist, har fået et tragisk efterspil. Hendes familie i USA har, med faderen i spidsen, slået hånden af hende. En mindre arv fra bedstemoderen muliggjorde hendes rejse til Danmark, men den er brugt op og Charlotte McLeod står i dag uden mulighed for at kunne skaffe hjælp.

Efter Chris Jørgensens skæbne og operation i København kom frem, strømmede det ind med breve i tusindvis til danske læger, først og fremmest til de læger, der behandlede Chris Jørgensen. Mange tiggede og tryglede om at blive underkastet en operation, andre ville betale i dyre domme. Dette nye tilfælde vil utvivlsomt på ny foranledige massehenvendelser til danske læger og til de store hospitaler i København.
Tilfældet Mac Leod har imidlertid sin egen historie.
Allerede før Chris’ blev kendt var Charlotte McLeod besluttet på at opsøge danske læger for at blive underkastet den operation, der kunne “skabe hende fra mand til kvinde” (sådan udlægger disse mennesker selv deres operation).

Men faderen, der – alt dette efter Charlotte McLeods egen forklaring til aftenbladet – er en særdeles velhavende mand, og som fører stort hus, ville ikke vide af en sådan løsning. I forvejen var man i familien ikke særlig venligt stemt overfor den unge søn af huset, der tilsyneladende var lidt aparte. – Min far mente at måtte tage t vist hensyn til de kredse, han kommer i, siger hun.
(Fortsættes side 3).

Herunder artikelen på side 3 i avisen den 24. februar 1954

Ny Chris Jørgensen

Ny Chris Jørgensen
(Fortsat fra forsiden)

For bedstemoderens lille arv rejste den unge mand imidlertid til København. Han havde i 1943 gjort tjeneste i hæren, men magtede det ikke. Jeg kunne ikke magte tingene, som en mand, fortæller hun. I København blev Charles dybt skuffet og ulykkelig. Efter egen opfattelse måtte lægerne kun foretage de indledende operationer på skandinaviske borgere (en misforståelse som Charlotte McLeod her gør sig skyldig i) og i sin ulykke og fortvivlelse gav hun sig til selv at foretage et indgreb. Det måtte naturligvis gå galt og længere tids sygdom fulgte. Derefter kom Charles under lægebehandling. Den har koster minimalt, næsten intet. Men det efterfølgende ophold kostede penge – og en ny operation skal følge om et årstid.
Indtil videre hemmeligholdes Charlotte McLeods adresse i København. Foreløbig har han, 28 år gammel, kun een tanke – – hvordan skaffe penge til det fortsatte ophold i København.

Måske er der en udvej. Chris Jørgensen, der siden hun rejste fra København er blevet varietestjerne i USA – og i denne egenskab har vakt almindelig forargelse – har tjent mange penge på sin optræden. Nu har Chris, der selv under sit ophold i København var ubemidlet, lejlighed til at gøre gengæld over for en lidelsesfælle. Tanken er nærliggende, og den vil blive søgt realiseret.

Bemærkelsesværdiget er det, også karakteristisk for den måde, hvorpå man i USA ser på disse ting, at enkelte kredse i USA allerede har fået kendskab til denne nye Chris Jørgensen-sag, men man har ikke tude beskæftige sig med den. Mens Chris den filmende soldat fra USA ikke havde familie med nogen indflydelse hjemme, så er forholdet omvendt her. Charlotte McLeod lægger ikke skjul på sine følelser overfor sin velhavende familie, hun er endog stærk i sine angreb på faderen. Men han har indflydelse og sagsanlæg kan (i USA) leg komme til at ligge i luften.

Som skæbne er Charlottes sag mere gribende end Chris’, der kun blev til sensation. Om de operationer, der er foregået, er der hverken nyt eller “sensationelt” at fortælle. Men bag dem er menneskelig nød og angst.

– Vi er, siger Charlotte McLeod mange, vi er en hær af mennesker, der lever dybt deprimerede, fordi vi er ramt så hårdt af vor skæbne, en skæbne, som vi ingen indflydelse har haft på. Skal min sag ydnyttes, skal det ikke være for at skabe en historie om mig selv, men for at skaffe midler, så bare nogle af disse ulykkelige kan blive hjulet.

Der må være retfærdighed til. Jeg vil søge den. Men mens lægerne behandling og store forståelse af mine problemer i dag har givet mig en ny fremtid, så er den mere mørk for mig end nogensinde. Nu drejer det sig om en ung kvindes eksistens…
-if.

Herunder forsideartikel i avisen den 25. februar 1954

Charlottes far bekræfter

Charlottes far bekræfter

Charles (Charlotte) kunne ikke regne med hans hjælp.
DYERSBURG. Tennesse, onsdag.

(AP). Faderen til den unge amerikaner Charlotte McLeod, der i Danmark har gennemgået en række operationer for at blive kvinde, oplyser i aftes over for Associatet Press, at amerikanske læger havde udtalt sig mod at lade foretage kirurgiske indgreb.
McLeod senior sagde videre, at han havde fortalt Charles, at han ikke kunne regne med hans hjælp til en operation, da lægerne ikke mente den ville lykkes.
Ifølge faderens oplysninger, er Charles, der nu efter “forvandlingen” her i Danmark kalder sig Charlotte, blevet opdraget hos en grandtante, der testamenterede ham et hus og en del aktie- og obligationsposter.

Herunder artikel inde i avisen den 25. februar 1954

Chris nr. 2 opdager verden

Chris nr. 2 opdager verden
(Fortsat fra forsiden)

Chris nr. 2 opdager verden
Livsdrømmen blev opfyldt – blev pige på et dansegulv:

Charlotte McLeods hårde skæbne i København
Fandt vej til kvaksalveren
Menneskelig hjælp fandt hun hos lægen

For et år siden dansede jeg med Chris Jørgensen, som morede sig og lo. I nat dansede jeg med Charlotte McLeod, som morede sig og græd. Hele verden kender i dag de to pigers navne; men ikke deres kvaler, sorgløshed og pine. Det er ikke de danske lægers skyld, hverken dr. med. Chr. Hamburger eller prof. Fogeds, to berømte læger, der lagde viden og dygtighed til for at gøre to unge mænd til unge piger. Et kirurgisk indgreb, som tæller i sygejournaler, men aldrig vil komme til at tælle menneskeligt. Chris havde en plan, og derfor lo hun; Charlotte troede engang på det gode. Og derfor græd hun.

Hvorfor tror Charlotte McLeod ikke på det gode?
Hun lænede sig til bordet i “Prater” (En White Lady og én alkoholfri cocktail). – Jeg vil aldrig anmode nogen om at tage til København – for at gennemgå det samme som jeg, sagde hun. Rygterne har allerede haft travlt, men det er halve sandheder, der er sagt.
Lægerne har været vidunderlige mod mig, men udover dem er det gå ærlige mennesker, jeg har truffet.

Til kvaksalver i København
Det var vanskeligt at komme i forbindelse med lægerne. De havde visse begrænsninger for, hvad de måtte foretage sig – og på hvem.

Charlotte McLeod fotograferet den 24. februar 1954

Charlotte McLeod vakte opsigt i “Prater”.
Ikke fordi hun var Charlotte med den mærkelige skæbne, men fordi hun er høj, køn og særpræget – og fordi hun gik med stok til sin plads. Det er færste gang, jeg føler mig fri og akkurat som andre, sagde hun til AFTENBLADETs medarbejder.

Jeg gik i uger i København, hjemløs og rodløs – måske mest rodløs med mig selv. Jeg spurgte og spurgte for at få hjælp, til sidst spurgte jeg tilfældige chauffører i hvis vogne, jeg kørte…

En dag, det var i april sidste år, var der endelig en chauffør, der “forbarmede” sig over mig.
Han viste mig til en kvaksalver, og i min fortvivlelse lod jeg mig underkaste hans behandling…
Hvad skal jeg sige, – at jeg fortryder? Naturligvis. På sin vis.
Jeg er endnu angst ved tanken om de lidelser, han forvoldte.
Men resultatet blev dog, at jeg måtte gå til lægen. De skal have hjælp, sagde han… Længere er historien ikke. I aften er jeg ude for første gang i lang, lange tider. Det hele forekommer mig som hundrede år…

Charlotte McLeod kom gående ind i “Prater” ved hjælp af stok.
Hun gik dårligt, og på dansegulvet ved de dansende pladsen, for at hun kunne komme frem. Stokken blev hængt bag stoleryggen, og sølvræven pressede hun tættere om sig – for kuldens skyld…
– Jeg var en glimrende danser, sagde Charlotte. Men det er så længe siden. I Dyersburgh i Tennessee kom jeg ikke så sjældent ud, der boede jeg hos min grantante, hende som jeg arvede en beskeden sum efter… Jeg har en frygtelig lyst til at prøve at danse igen. Bare det at vide, at mine ben kan bære mig på et dansegulv.
Charlotte havde ikke danset, siden hun var Charles. Bevidstheden om, at jeg har været på gulvet, fylder mig med lykke, sagde hun.

Chris har skadet tusinder
Miss Charlotte McLeod blev hentet på sin bopæl, et lille værelse på en hotelpension på Amager. Hotellets ejes og drives af et religiøst samfund, og man har været venlig og imødekommende overfor den 28-årige amerikanske kvinde.
– Jeg har, sagde hun, ti kroner tilbage i min bog. Så er det slut.
Jeg må finde en udvej for at komme tilbage. Derfor gjorde jeg et fortvivlet forsøg på at sælge min historie i Amerika forleden. Men der er spor, som skræmmer…

– Chris Jørgensens?
– Jeg kender hende ikke. Og jeg ønsker ikke at udtale mig om hende. Men om hendes virke efter operationen kan jeg, med sandhed sige, at det har skadet tusinder af ligestillede, der håbede og troede. Kan man forlange, at læger i København skal lægge navn til en sådan forestilling?

– Deres far er velhavende?
– Ja, men gift for anden gang.
Jeg har to små halvsøskende. Mig har man aldrig holdt af, fordi jeg var sådan en tøsedreng. Jeg blev indkaldt som soldat under krigen, men kunne ikke holde på et gevær.
Jeg blev undersøgt af lægerne og blev sendt hjem. Jeg var en tøsedreng, der ikke duede. Een eneste gang har min far sendt mig 50 dollars.
Men de var ledsaget af besked om, at jeg ikke skulle forvente flere…
Nu har jeg levet i ensomhed i København, jeg har ingen, som jeg kan kalde mine venner, og jeg kan ikke forlange det. Jeg må bare tilbage til USA. Der mangler endnu en operation, den afsluttende. Men den må de gerne foretage i USA, når jeg er nået så langt, som jer er. Men hvordan skaffer jeg midlerne?

Vil ikke være angiver
Hvis det danske politi nu beder Dem om adressen på den, de opsøgte, mens de gik og ventede i København.?
– Hvorfor skulle jeg give nogen adresse fra mig? I virkeligheden var det jo min egen skyld, hvad der skete. Jeg troede ikke, at politiet vil bede om nogen adresse. Jeg har haft ulykker nok.

På Charlotte McLeods bord står en række medicinflasker. De fleste nerveberoligende midler, der kan købes i håndkøb, men også andre skrevet af lægerne.
– Professor Foged behandlede mig, sagde hun, han er et strålende menneske. Hans faglige dygtighed stoler jeg blindt på, det kan jeg jo ikke have forstand på, men hans menneskelige hjælp og indstilling har jeg forstand på. Han står højt blandt mennesker.

Farvel til Charles –
Der var artister på gulvet i “Prater”, men Charlotte foretrak at stirre op i loftet. Der er, sagde hun, endnu ting, som jeg ligefrem ikke rigtigt kan tage, og når en af de optrædende optræder alene for at give sit forvekslingsnummer til beskuelse – mand eller kvinde, så ønsker jeg ikke at se det. Men det mærkelige er, at jeg måske forstår dette menneske bedre end de mange, der sidder rundt om på gulvet og på balkonen.

– Men venter De andre menneskers forståelse af dem selv – som kvinde?
– Jeg venter mig intet. Jeg venter bare på den fred i sindet, som jeg har tørstet efter hele livet igennem. Men måske er det en gave, som jeg alene og kun alene kan finde.
– Hvad med en dans, bare een dans til? Tror De folk lægger mærke til mig? Jeg ønsker bare at være en af de mange unge piger, – de ukendte, der er her på dansegulvet. Alle de, der er sorgløse. Jeg har aldrig, endnu, selv prøvet sorgløsheden. Men nu vil jeg rejse mig, lade stokken være. Sige farvel til Charles.
Sagde Charlotte.
if.

Noter af Tina Thranesen
  1. [Retur] Overlæge og professor i kirurgi ved Bispebjerg Hospital, Jens Foged.
    Jens Kristian Tækker Foged blev født 14. april 1897 i Grønning ved Viborg og døde den 22. november 1956.

Charles McLeod fra USA fik i 1954 en kønsskifteoperation i Danmark og tog navnet Charlotte McLeod.

Vist 412 gange.
Charlotte McLeod

Charlotte McLeod

Charlotte McLeod blev født som dreng i Dyersburg, Tennesee, USA i 1925 eller 1926 og fik navnet Charles Ernest McLeod. Gennem opvæksten var han en følsom og stille dreng.
I 1948 var Charles ved militæret, men blev hjemsendt efter kun 3 måneders tjeneste.
Herefter havde han flere jobs bl.a. i en boghandel i New Orleans.

I april 1953 læste han om Christine Jorgensens kønsskifteoperation i Danmark.
Tidligt på året i 1954 rejste Charles med skib til København ligesom Christine for at få foretaget en kønsskifteoperation.
Imidlertid erfarede han efter ankomsten, at det ikke mere var lovligt for danske læger at foretage kønsskifteoperationer på personer, der ikke var danske statsborgere.

Han fortalte om sine problemer til en hjælpsom taxichauffør, som førte ham til en kvaksalver, der for et pænt stort beløb foretog en frygtelig dårlig operation. Et køkkenbord gjorde det ud for operationsbord.

To uger senere slæbte Charles sig til Bispebjerg Hospital, hvor lægerne gennemførte flere operationer på ham.
Da det var et spørgsmål om at redde hans liv, fik han således på trods af lovgivningen foretaget en kønsskifteoperation ligesom Christine Jorgensen, ligesom han efter at være kommet sig oven på operationen også fik behandling med kønshormoner.

Efter operationerne gav Charlotte i København et interview til journalister, medens hun ordnede negle.
Under interviewet udtalte hun, at hun havde besluttet sig for at få en kønsskifteoperation længe inden, hun læste om Christine Jorgensens kønsskifteoperation. Da hun læste om Christines kønsskifteoperation, valgte hun at rejse til Danmark for at få foretaget en tilsvarende operation, da det ikke var muligt for hende at finde nogen læge i USA, der ville gøre det.
I den amerikanske avis Mansfield News Journal omtales interviewet den 24. februar 1954 med henvisning til den københavnske avis Aftenbladet som kilde.

Af en avisartikel i Coshocton Tribune den 28. september 1957 om en lægekonference fremgik, at den danske læge Christian Hamburger deltog. Det fremgik ved omtalen af Christian Hamburger, at han som specialist i hormonbehandling behandlede både Christine Jorgensen og Charlotte McLeod.

Charlotte ankom mandag den 10. maj 1954 til USA og flyttede ind hos veninden mrs. Stuart Wilson.
Allerede på det tidspunkt havde hun ønske om inden for et års tid at få foretaget yderligere en operation, hvorefter hun håbede at få et normalt liv som kvinde. Hun udtrykte også ønske om at skrive en bog om sine erfaringer, idet hun forklarede, at “vi er en hel hær af personer, som lever med dybe depressioner under forhold, som vi ikke kan kontrollere, men nu har lægerne hjulpet mig”.
Hendes fader Charles McLeod Sr. udtalte til medierne: “I was happy to see her. I hope that this change will be better, hope she’ll be happy”.

Charlotte var som nævnt ikke fuldt ud tilfreds med operationsresultatet, hvorfor hun i august 1955 gennemgik yderligre nogle operationer af den kvindelige plastikkirurg Rachael LaRoe i New York. Rachael LaRoe døde den 7. august 2006 i en alder af 88 år.
De supplerende operationer omfattede bl.a. brystimplantater. Implantaterne bestod af polyesteron.
Efter operationerne, der blev betegnet som succesfulde, havde Charlotte målene: bryst 96,5 cm, talje 66 cm og hofter 94 cm og 183 cm høj i højhælede sko.

Den 7. oktober 1955 bragte avisen Holland Evening Sentinel en artikel, hvor de bl.a. skrev, at Charlotte McLeod ville have gode chancer mod Marilyn Monroe og Jane Russell i en “sweater-konkurrence”.

Den 11. oktober 1959 indgik Charlotte McLeod (nu 34 år) ægteskab med Ralph H. Heidal (36 år) i Miami, Florida og fik derved navnet Charlotte Heidal. Parret bosatte sig i en lejlighed i Miami.
Ægteskabet vakte nogen opmærksomhed og blev en måneds tid senere omtalt i aviserne, der indhentede udtalelser fra myndighederne, der oplyste, at det indgåede ægteskab ikke var i strid med lovgivningen i Florida.
I forbindelse med omtalen af ægteskabet og dermed Charlottes kønsskifteoperation, udtalte hun til journalisterne, at hendes kønsskifte var en nødvendighed, og at operationen alene havde rettet op på en medfødt fejltagelse, da hun altid havde følt sig som en kvinde, og at hendes ægteskab var ganske normalt bortset fra, at hun ikke kunne føde børn.

* * *
Der er store lighedspunkter mellem historien om Charlotte McLeod og Karla i bogen Da Karl blev Karla, som gør det nærliggende at formode, at det drejer sig om samme person.
Time bragte den 8. marts 1954 artiklen “Medicine: In Christine’s Footsteps” om Charles/Charlotte McLeod. Det kræver login at læse hele artiklen.

Billings County Pioneer – en kopi af avisen fra 17. december 1959 har nederst til højre en artikel om Charlotte Heidal.
Artiklen “Charlotte McLeod blev kønsskifteopereret i København i 1954″ viser avisartikler fra Folkebladet fra 24. og 25. februar 1954 om Charlotte McLeods ophold i København.

Christine Jorgensen i Aftenbladet i 1952 og 1953.

Vist 179 gange.
Christine (tv) George (th)

Christine (tv) George (th)

Aftenbladet bragte i 1952 og 1953 nogle artikler om Christine Jorgensen, der fik en kønsskifteoperation i Danmark.

Artiklerne og billederne er kopier fra mikrofilm og desværre ikke så gode som ønskeligt. Aftenbladet ophørte i 1959.
Det skal bemærkes, at hendes efternavn i avisen konsekvent, men forkert, staves med “ø” – Christine Jørgensen.

Herunder forsideartikel i avisen den 2. december 1952
Aftenbladet 2. december 1952

Aftenbladet 2. december 1952

For mig er det slet ikke nogen sensation
Siger Christine Jørgensen, som kan takke lægerne i Danmark for, at hun blev kvinde
Christine Jørgensen ligger på en enestue, pavillion 11, på Rigshospitalet og har kun eet ønske – at være i fred. Imens er hun forsidesensation på dagblade verden over. Hun er identisk med soldaten, der blev til en kvinde. Og det må naturligvis være en sensation.
– Og hvis man så vidste, hvor lidt, jeg føler det netop som sådan, sagde hun i går til “Aftenbladet”, så lidt som noget. Jeg føler kun det, at jeg er blevet det, som jeg må og skal være, en ganske almindelig kvinde.
Helt let har det nu ikke været for soldaten George alias pigen Christine i de to og et halvt år, hun har været i Danmark. For et halvt års tid siden kom hun til at mærke økonomiske vanskeligheder og blev stævnet til betaling af en mindre gældspost.
Stævningen lød på hr. George Jørgensen. – men det var frk. Christina Jørgensen, der mødte i retten. Det vakte ikke så lidt forbløffelse, men dommeren fik sagen forklaret og akcepterede på stående fod en hastig navneforandring i protokollen.
Christine, der er 26 år, har været farvefilmsfotograf – og har gjort en virkelig indsats for sin egen Danmarks-film i farver. Men stadig havde hun kun eet ønske – at få foretaget den operation og den behandling, der kunne gøre ende på hendes psykiske lidelser. Hun fik til sidst justitsminister Helga Pedersens personlige tilladelse til at lade sig underkaste en operation, det var nødvendigt fordi George (Christine) Jørgensen var udenlandsk statsborger.
Nu er jeg blevet det, jeg ønsker at være, sagde hun. Men jeg ønsker også kun fred. Når jeg er helt færdig med behandlingen og kommer ud fra hospitalet skal jeg gerne fortælle alt, men indtil da må mit sygeværelses fred respekteres.
-i.

Herunder forsideartikel i avisen den 11. december 1952
Aftenbladet 11.december 1952

Aftenbladet 11.december 1952

Christine frem af sit skjul i eftermiddag
Endnu i eftermiddag var miss Chris Jørgensen – den amerikanske farvefilmfotograf, der var en mand, men blev kvinde – som sunket i jorden. På hendes hotel har man afgivet højtidelig forsikring om ikke at røbe hendes adresse.
Da miss Jørgensen endnu lå på Rigshospitalet for nogle dage siden erklærede hun over for AFTENBLADET, at hun ikke så anden ende på det meget postyr end at sammenkalde til et pressemøde. Chris har holdt ord – i eftermiddag mødes hun med pressen på d’Angleterre. Ganske vist ikke på meget for at tale om sig selv som om hendes farvefilm om Danmark. I. Blicher-Hansen, Skandinavisk Koncertdirektion, har engageret hende til en række filmsforevisninger og foredrag i Odd Fellow Palæet.
Premieren finder sted mandag aften.
Hele indtægten går til Grønlandsfondet.

Herunder forsideartikel i avisen den 18. december 1952
Aftenbladet 18. december 1952

Aftenbladet 18. december 1952

Chris’ forældre til København i dag
Filmfotografen CHRISTINE JØRGENSENs forældre ventes i aften til København for at fejre jul sammen med deres datter, der – som bekendt – sidst, da de fejrede jul sammen, var deres søn.
Chris selv har endnu ikke taget bestemmelse om, hvornår hun vil vende tilbage til U.S.A. Forleden fik hun imidlertid brev fra forældrene, der meddelte, at de agtede sig til København i Julen.
Forældrende har i øvrigt – ifl. New Yorker-bladene – tilbudt at sælge datterens livshistorie for 30.0900 dollar – godt 200.000 kroner. Pengene skulle hensættes i et fond, hvis midler skulle komme andre, der mente det nøvendigt at underkaste sig lignende operationer, til gode. -if.

Herunder annonce i Aftenbladet den 31. marts 1953 for ugebladet Femina den 11. december 1952
Aftenbladet 31. marts 1953

Aftenbladet 31. marts 1953

Den verdensomtale, der kom frem efter Christine Jørgensens behandlinger og operationer i København, rører ved noget meget menneskeligt – ja ved selve gaaden om livets oprindelse… Christine Jørgensen er for ganske nylig blevet udnævnt til “Aarets kvinde” i U.S.A. for sit bidrag til videnskaben.
Christine Jørgensens egen bretning om sin mærkelige skæbne:
Fra mand til kvinde
I Femina for denne uge fortæller Herman Olsen om den videnskabelige baggrund for dette interessante tilfælde. I de kommende numre af Femina følger Christine Jørgensens egen beretning om den mærkelige skæbne, der skulle blive hendes. Følg med fra begyndelsen.

* * *
Artiklerne i original opsætning i pdf-format.

Candy Darling

Vist 0 gange.
Candy Darling

Candy Darling

Candy Darling blev født den 24. november 1944 i Forest Hills, New York og fik navnet James Lawrence Slattery. Candys moder, Theresa Phelan var bogholder hos Manhattans Jockey Club. Faderen, James Slattery beskrives som en voldelig alkoholiker.
Der er nogen usikkerhed omkring Candys fødselsår, som af forskellige kilder angives til 1944, 1946 og 1948.
Som ung (dreng) blev Candy kaldet Jimmy.
Candy Darling døde af lymfekræft den 21. marts 1974 i New York – blot 29 år gammel.

Sine tidlige år – som mand – tilbragte Candy i Massapequa Park, Long Island, New York, hvortil hun og hendes mor var flyttet efter, at forældrenes skilsmisse. Hendes halvbror Warren, moderes barn af et tidligere ægteskab, flyttede samtidig hjemmefra og meldte sig til det amerikanske militær. Warren har senere benægtet sin forbindelse til Candy.

Candy brugt meget af sin barndom på at se fjernsyn og gamle Hollywood-film, hvorfra hun lærte at efterligne sine foretrukne skuespillerinder, såsom Joan Bennett og Kim Novak. Hun hævdede at have “lært mysterierne om køn af en ekspedient i en lokal børneskoforretning”, som førte til, at hun erkendte sin lyst og sit behov for at klæde sig som en kvinde. Da hendes mor konfronteret hende med lokale rygter om, at hun klædte sig som en pige og kom i en lokal bøssebar kaldet The Hayloft, forlod Candy stuen, men vendte tilbage fuldt klædt som kvinde. Hendes mor sagde senere, at hun dengang vidste, at hun ikke kunne stoppe Candy – hun var bare alt for smuk og talentfuld.”

Sent om natten tog Candy ofte en taxa (for at undgå at vække opmærksomhed hos naboerne) det korte stykke vej til Long Island jernbanestation, hvor hun tog toget til Manhattan.

Det første navn, Candy brugte, var Hope Slattery. Ifølge Bob Colacello, tog Candy dette navn engang i løbet af 1963/1964, efter at hun var begyndt at komme på homobarer på Manhattan og hos en læge på Fifth Avenue for at få indsprøjtninger med kvindelige kønshormoner. Ifølge Jackie Curtis tog Candy navnet efter en kendt skuespiller ved navn Hope Stansbury, som hun levede sammen med et par måneder i en lejlighed bag Caffe Cino, så hun kunne studere hende. Holly Woodlawn husker, at Candys navn udviklede sig fra Hope Dahl til Candy Dahl og derefter til Candy Cane. Jeremiah Newton mente, at Candy tog sit fornavn på grund af kærlighed til slik. I sin selvbiografi, mindes Holly Woodlawn, at Candy tog efternavnet Darling, fordi en ven af hende kærligt kaldte Candy for “Darling” så ofte, at det til sidst hang fast.

Skitse af Candy Darling

Skitse af Candy Darling

Candy så første gang Andy Warhol efter lukketid i en klub kaldet The Tenth of Always, men de mødtes først i 1967. Candy var sammen med Jackie Curtis, der havde inviteret Andy Warhol til at se et stykke, hun havde skrevet og instrueret, kaldet Glamour, Glory and Gold. Det blev opført på Bastiano’s Cellar Studio på Waverly Place. Bagefter tog Andy Warhol sammen med nogle andre til klubben Salvation på Sheridan Square, hvor Candy og Jackie Curtis slog sig ned ved hans bord.

Det varede ikke længe, før Andy Warhol inviterede Candy til at medvirke i en af hans film. Hun fik en kort komisk scene i Flesh (1968) med Jackie Curtis og Joe Dallesandro. Efter Flesh blev Candy prøvet til en central rolle i Women in Revolt (1971).

Candy Darling medvirkede herefter i en række mindre kendte film.
Candy medvirkede også i Klute (i en disco scene) med Jane Fonda og i Lady Liberty med Sophia Loren. I 1971 tog hun til Wien for at lave to film med instruktøren Werner Schroeter. Den ene var The Death of Maria Malibran. Den anden blev aldrig udgivet. Hendes forsøg at få den ledende rolle i Myra Breckinridge (1970) mislykkedes og førte til afvisning og bitterhed.

Lou Reed skrev Velvet Underground sangen “Candy Says” med hende i tankerne, og inkluderede et vers om hende i sin “A walk on the wild side“.

Candy Darling efterlod sig et brev:

Candy Darling

Candy Darling

Til hvem det måtte vedrøre
Når du læser dette, er jeg borte. Desværre havde jeg før min død ikke flere ønske til livet. Selv med alle mine venner og min karriere i opsving, følte jeg mig for tom til at fortsætte denne uvirkelige eksistens. Jeg er bare så kede af alt. Man kan sige, at jeg kedede mig til døde. Det lyder måske latterligt, men er sandt. Jeg har arrangeret min egen begravelse med en gæsteliste, og der er betalt for det. Jeg vil gerne sige farvel til Jackie Curtis, jeg mener, du er fabelagtig. Holly, Sam Green en sand ven og en ædel person. Ron Link, Jeg vil aldrig glemme dig. Andy Warhol, hvad kan jeg sige. Paul Morrissey, Lennie du ved, at jeg elskede dig, også dig Andy. Jeremias tag det ikke alt for tungt – bare husk, hvilken tæve jeg var. Geraldine, jeg tror, du har set det komme. Richard Turley & Richard Golub, jeg ved, jeg kunne være blevet en stjerne, men jeg besluttede jeg ikke ønskede det. Manuel, jeg er bedre stillet nu. Terry, jeg elsker dig. Susan, jeg er ked af, vidste du, at jeg ikke kunne nå mere, jeg har altid vidst det. Jeg ville ønske, jeg kunne møde jer alle igen.

Farvel for nu
Kærligst for evigt

Candy Darling

* * *
Informationer om Candy Darling hos warholstars.org.
Beautiful Darling fra 2010 er en biografisk/dokumentarisk film om Candy.
Astrologikort for Candy Darling hos Astroqueer.
Portrætartikel den 24. februar 2009 hos The New York Times.
Artikel om Candy Darling den 24. september 2008 hos A Gender Variance Who’s Who.
Artikel og billeder af Candy Darling hos The Fashioning.

Coccinelle (Ladybird)

Coccinelle (Ladybird)

Vist 2.804 gange.

Coccinelle

Coccinelle

Coccinelle eller Jacqueline Charlotte Dufresnoy, som hun rettelig hed blev født den 23. august 1931 i Paris som dreng. Hun døde den 9. oktober 2006.
Coccinelle kendes også som Ladybird.
Coccinelle blev født i Paris som dreng.
Som 22-årig havde hun sin debut som kvindelig artist på Chez Madame Arthur, der var en mindre cabaret i Paris. Snart skiftede hun dog til det mere fashionable Le Carrousel de Paris, hvor hun blev stjerne.
Her lærte hun Bambi (Marie-Pier Pruvot) og April Ashley at kende.
Hun brugte kvindelige kønshormoner fra 1952 og fik kontakt til dr. Georges Burou i Cassablanca, Marocco, hos hvem hun fik foretaget kønsskifteoperation til kvinde i 1958.

I 1970 var hun på en på en verdensturne med sin optræden og kom bl.a. til Australien, Canada og Sydamerika. Derefter tilbragte hun nogle år i Berlin, inden hun vendte tilbage til Chez Madame Arthur.

Coccinelle åbnede siden sin egen cabaret Chez Coccinelle i Marseilles i Sydfrankrig, hvor hun også bor i dag. Cabareen lukkede i 2000 og Cocinelle pensionerede sig selv. Hun var gift med mænd et par gange.

Hun medvirkede i flere film.

Mandag den 9. oktober 2006 døde Coccinelle.

Bøger om Coccinelle
She-Male: The Sex-Reversal True Life Story Of Coccinelle fra 1963.
Coccinelle Mannen som blev kvinna fra 1965.

* * *
Biografisk artikel om Coccinelle hos A Gender Variance Who’s Who.


Charlotte von Mahlsdorf

Vist 849 gange.
Charlotte von Mahlsdorf

Charlotte von Mahlsdorf

Charlotte von Mahlsdorf (18. marts 1928 – 30. april 2002) blev født som en dreng i Mahlsdorf – en af Berlins østlige forstæder – og fik navnet Lothar Berfelde.
Hans barndom var præget af en brutal fader, der tyraniserede både sin hustru og sine børn.
Allerede som barn begyndte Lothar at iklæde sig sin moders tøj.

I 1942 flygtede hans moder med børnene fra Berlin og sin tyranniske mand. De bosatte sig hos moderens søster på dennes gård, hvor Lothar levede helt som pige.

I slutningen af krigen vendte Lothar tilbage til barndomshjemmet og i en voldsom konfrontation med sin fader, dræbte Lothar faderen i nødværge. Han blev idømt fængsel for drabet. I det kaos, som fulgte, da russerne invaderede Berlin i 1945 blev hun imidlertid frigivet.

Efter krigen befandt Lothar sig i det, der i mange år var Østtyskland under russisk dominans.

Hun overtog i 1960 et faldefærdigt hus fra 1800-tallet og foretog en omfattende og omhyggelig restaurering af huset og dets indbo i stilen fra 1870 – 1900 – herunder mange gramofoner og ure, som hun havde samlet på siden sin ungdom.
Hun åbnede senere sit hjem som Gründerzeitmuseum Mahlsdorf.

Fra 1971 levede Lothar fuldtids som kvinde og tog navnet Charlotte von Mahlsdorf. Fornavnet Charlotte efter sin mosters kæreste, der var transvestit og anvendte navnet Charlotte. Efternavnet von Mahlsdorf tog hun efter navnet på egnen, hvor hun var født.

I 1990 modtog Charlotte ordenen Federal Service Cross (Bundesverdienstkreuz) for restaurering og indretning af sit hjem som museum.
I 1991 bosatte Charlotte sig en periode i Sverige, da hun blev forfulgt og voldsomt cikaneret af nynazister.
I 1992 var der premiere på filmen om hende: I Am My Own Woman.
I 1995 udgav hun sin selvbiografi: I Am My Own Woman: The Outlaw Life.

Mindeplade for Charlotte von Mahlsdorf.

Mindeplade for Charlotte von Mahlsdorf.

Den 30. april 2002 døde Charlotte von Mahlsdorf i Berlin.
Hun er begravet på den protestantiske kirkegård, Friedpark Waldkirchhof Mahlsdorf, Rahnsdorfer Strasse 30, 12623 Berlin.
På gravstenen står der: “Lothar Berfelde – F 18. 3. 1928 – D 30. 4. 2002”, hilket kan ses og læses hos Find A Grave.
Den 24. august 2003 blev der opsat en mindeplade med inskriptionen “Lothar Berfelde 1928 – 2002 genannt Charlotte von Mahlsdorf. Dem Museumsgründer zur Erinnerung” (Lothar Berfelde, 1928-2002, kendt som Charlotte von Mahlsdorf. Til minde om museets grundlægger).

Den 5. december 2003 opsatte Broadway i New York forestillingen om Charlotte von Mahlsdorf: I Am My Own Wife.
I oktober 2009 blev stykket opført på Aalborg teater med titlen: Jeg er min egen kone. Jakob Højlev Jørgensen havde oversat stykket til dansk og spillede selv rollen som Charlotte von Mahlsdorf. Han har siden opført stykket adskillige gange på forskellige teatre i Danmark.

* * *
Biografisk artikel hos A Gender Variance Who’s Who.
Gründerzeit Museum im Gutshaus Mahlsdorf er et museum for og om Charlotte van Mahlsdorf indrettet i hendes gamle hjem, Hultschiner Damm 333, 12623 Berlin.

Christine Jorgensen

Vist 505 gange.
Christine Jorgensen

Christine Jorgensen

Christine Jorgensen, der blev født den 30. maj 1926 og døde den 3. maj 1989, er nok den mest kendte transsexuelle, der har fået foretaget en kønsskifteoperation.
Hun blev født i Bronx, New York som dreng og fik navnet George William Jorgensen, Jr.
Hendes forældre var faderen, George William Jorgensen, Sr. (Død 1967) og moderen, Florence Davis Hansen Jorgensen. (Død 1967).
Christines bedstefader, Charles Gustav Jorgensen, var fra Danmark. Deraf efternavnet “Jorgensen”, som oprindeligt var med “ø” i stedet for “o”. Bedsteforældrene vr fra Odense, men emigrerede til USA i 1870 og bosatte sig i New York City.
Tyve år senere var Charles Gustav Jorgensen på et kortere besøg i Danmark. Under besøget traf han Anna Maria Magdalene Petersen, der var fra Århus.
To år senere rejste Maria Magdalene Petersen over til Charles Gustav Jorgensen i New York. De blev gift dagen efter hendes ankomst til New York City. Sammen fik de i alt ni børn, hvoraf Georg Jorgensen (Christines fader) var nummer to.

Da George Jorgensen blev voksen, mødte han i en dansk forening “Askov Hall” en ung kvinde ved navn Florence Davis Hansen, som han blev gift med.

Florence Davis Hansen var datter af John Kreogh Hansen., som .
John Kreogh Hansen var født i Horsens i Danmark. Sammen med sine forældre emigreret han til USA. Han blev gift med Caroline Rohre, der var født i Baden-Baden, Tyskland.

George Jorgensen og Florence fik deres første barn, Dorothy Florence Jorgensen, i 1923.
Den 30. maj 1926 fødte Florence deres andet barn på Community Hospital på Manhatten, New York, som et par uger efter blev døbt George William Jorgensen, Jr. i en dansk lutheransk kirke.

Christine Jorgensen
Født den 30. maj 1926 på Community Hospital på Manhatten, New York.
Et par uger efter døbt George William Jorgensen, Jr. i en nærliggende dansk lutheransk kirke.
Far
Georg Jorgensen
Født 1894.
Død 1967.
Mor
Florence Davis Hansen
Død 1967.
Da George Jorgensen blev voksen, mødte han i en dansk forening “Askov Hall” en ung kvinde ved navn Florence Davis Hansen, som han blev gift med i 1922.
Farfar
Charles Gustav Jørgensen
Født i Odense.
Emigrerede 1870 til New York, USA.
Ændrede ø’et i Jørgensen til et o.
Døde i 1927.
Farmor
Anna Maria Magdalene Petersen
Født i Århus.
Morfar
John Kreogh Hansen
Født i Horsens, Danmark.
Døde november 1918.
Mormor
Caroline Rohre
Født i Baden-Baden, Tyskland.
Døde i 1956.
Tyve år senere var Charles Gustav Jørgensen på et kortere besøg i Danmark.
Han traf Anna Maria Magdalene Petersen, fra Århus.
To år senere rejste Maria over til Charles i New York.
De blev gift dagen efter hendes ankomst.
Sammen fik de ni børn.
De mødte hinanden i 1892 og blev gift, men senere skilt
Sammen fik de to børn.

Georg blev indkaldt til aftjening af værnepligt 2. november 1945 og blev hjemsendt den 5. december 1946.
Han blev derefter uddannet fotograf.

I maj måned 1950 rejste den 25-årige Georg til Danmark for at få foretaget sin kønsskifteoperation og blive kvinde. George ankom til Danmark den 11. maj 1950.

Behandling og operation blev fortaget på Rigshospitalet i København af lægerne Georg K. Stürup (psykiater), Christian Hamburger (endokrinolog (specialist i sygdomme i hormonproducerende kirtler)) og Erling Dahl-Iversen (kirurg).
Den første af fem operationer fandt sted i september 1951.

I maj 1952 fik Christine Jorgensen ændret sit pas på den amerikanske ambassade i København.

Den 1. december 1952 ryddede Daily News i New York forsiden og bragte sensationen om hendes kønsskifte med overskriften “Ex-GI becomes blonde beauty – Operations transforms young Bronx youth”.

Den 12. februar 1953 rejste Christine hjem til USA.

Hendes far, George, der var tømrer, byggede hende et hus i Massapequa, New York, hvor hun boede indtil 1967, da hendes forældre døde, hvorefter hun flyttede til Californien.
I årene efter operationen ernærede hun sig først i en periode som sangerinde og siden som foredragsholder.
Hun blev aldrig gift. I et interview har hun udtrykt sig således: “I’ve never been married,” she said in the Newsday interview, “but I have been engaged twice, and I’ve been deeply in love twice. I was never engaged to the men I was in love with, and I was never in love with the men I was engaged to”.

I 1962 medvirkede Christine Jorgensen i den filipinske film We Who Are Sexy med originaltitlen Kaming Mga Talyada.
I 1968 udgav hun sin selvbiografisk bog Christine Jorgensen: A Personal Autobiography.
I 1970 var der præmiere på den biografiske film The Christine Jorgensen Story.
I 1984 udkom bogen Paradiset er ikke til salg: Trangen til at være begge køn af Preben Hertoft og Teit Ritzau, som indeholder afsnit med og om Christine Jorgensen
I 1985 blev bogen Paradiset er ikke til salg: Trangen til at være begge køn filmatiseret med titlen: Paradiset er ikke til salg.
I 2007 udkom den biografiske bog Becoming a Woman: A Biography of Christine Jorgensen af Richard F. Docter.

Christine Jorgensen døde den 3. maj 1989 af kræft i San Clemente, Californien.

Mindeside for Christine Jorgensen.







Verdens ældst kendte portræt af transvestit. Oliemaleri fra 1792 af Charles d’Eon de Beaumont.

Vist 75 gange.
Oliemaleri fra 1792 af Charles d'Eon de Beaumont

Oliemaleri fra 1792 af Charles d’Eon de Beaumont

Portrættet af en af verdens ældst kendte transvestitter, Charles d’Eon de Beaumont, også kendt som Chevalier d’Eon, er et sjældet oliemaleri af en af de mest gådefulde skikkelser fra slutningen af det 18. århundrede.

Oliemaleriet er malet i 1792 af den engelske maler Thomas Stewart. Det viser Beaumont i den sorte silkekjole, han blev kendt for at bære under sit ophold i England. På maleriet bærer han St. Louis-ordenen.

Efter en omhyggelig konservering af maleriet foretaget af Philip Mould Ltd. fremstod den originale signering “T. Stewart” tydeligt på nederste venstre hjørne af forsiden af lærredet.

Thomas Stewart gik på Royal Academy i 1782 og blev tildelt en sølvmedalje i 1788. Han må have haft en temmelig succesfuld praksis i London i slutningen af det 18. århundrede, for han udstillede omkring 24 værker på Royal Academy mellem 1784 og 1801.

Billedet blev identificeret af den britiske kunsthistoriker, Philip Mould, indehaver af galleriet Philip Mould Ltd. i London, der opdagede billedet på et auktionshus på Manhattan i New York.

Billedet blev i starten af juni 2012 købt af National Portait Gallery i London, hvor det nu udstilles.

Omtale af maleriet den 17. april 2012 hos Artdaily.
Omtale af maleriet den 20. april 2012 hos Science.
Artikel den 6. juni 2012 i The Guardian om, at maleriet var købt af National Portait Gallery i London.


Charles d’Eon de Beaumont

Charles d'Eon de Beaumont

Charles d’Eon de Beaumont

Kendskabet til Charles d’Eon de Beaumont, hvis fulde navn er Charles Geneviève Louis Auguste André Timothée d’Eon de Beaumont, men som også er kendt som Chevalier d’Eon de Beaumont, Charles Beaumont og Chevalier d’Eon.
Charles d’Eon de Beaumont blev født i oktober 1728 og døde i 1810.

Beaumont liv er yderst veldokumenteret. Det er således kendt, at han iførte sig pigetøj lige fra sin barndom og klædte sig i kvindetøj gennem hele sit voksenliv.
Visse steder kan det læses, at det menes, at han var en pige, som klædte sig som dreng, men det blev ved hans død fastslået, at han var en mand.

Han blev født i Tonnere, Burgundy i Frankrig. Faderen, Louis d’Eon de Beaumont, var advokat og moderen, Françoise de Chavanson kom fra en gammel rig familie.
Han var dygtig til sprog og fik eksamen fra College Mazarin in Paris i 1749 og blev derefter statsansat. Herunder kom han i forbindelse med efterretningsarbejde.
I 1755 blev hans sendt på en opgave i Rusland. Han løste opgaven klædt som kvinde.
Senere var han nogle år leder af den franske ambasade i England.

Han blev boende i England, hvor han de sidste godt 30 år af sit liv levede som kvinde.

Verdens ældst kendte portræt af transvestit.
Den engelske maler Thomas Stewart malede i 1792 Charles D’Eon de Beaumont i den sorte silkekjole, han blev kendt for at bære under sit ophold i England.

Henry Havelock Ellis, der var engelsk læge og sexolog forsøgte at få indført ordet eonism – eonisme – som begreb for transvestisme.

Den 20. til 24. april 2006 blev der i England afholdt en konference om Beaumonts liv og virke.

Biografisk artikel om Beaumont hos Pegasos.
Biografisk artikel om Beaumont hos JadePhoenix.

Lieutenant Nun: Memoir of a Basque Transvestite in the New World

Vist 80 gange.
Lieutenant Nun

Lieutenant Nun

Titel Lieutenant Nun:
Memoir of a Basque Transvestite in the New World
Forfatter Catalina de Erauso
Forlag Beacon Press
Udgivet Februar 1996
Sprog Engelsk
Antal sider 80
ISBN-10 0807070726
ISBN-13 978-0807070727

Selvbiografi af Catalina de Erauso, der af forældrene blev anbragt i et nonnekloster som fire årig, men flygtede som femten årig, klædte sig som og udgav sig for at være en dreng og som atten årig rejste til Sydamerika og som mand indtrådte i den spanske hær, som hun tjente med ære.

Catalina de Erauso skrev biografien i årene 1626 til 1630. Biografiske slutter i 1626.

* * *
Omtale af bogen hos Amazon, hvor den også kan købes.
Omtale af bogen hos Saxo (dansk), hvor den også kan købes.

Catalina de Erauso

Vist 120 gange.
Catalina de Erauso

Catalina de Erauso

Catalina de Erauso var datter af en velstillet familie i baskerlandet i Spanien Hun blev født i 1585 (muligvis i 1592) i San Sebastian. Som fire årig blev hun imidlertid anbragt i et kloster – hvilket hendes søstre også blev.
Som femten årig i 1600 flygtede hun fra klostret. Hun omsyede sin kvindedragt til mandetøj og fik forskellige job som tjenestedreng indtil 1603, hvor hun kom med et skib til Sydamerika, hvor hun opholdt sig de næste 21 år.

I Sydamerika indtrådte hun i den spanske hær, idet hun fortsat udgav sig for at være en mand, under navnet Alonso Díaz Ramírez de Guzmán og deltog i den spanske hærs erobringer og kampe i Peru og Chile. Hun var med i flere kampe og dræbte mindst et dusin mænd – herunder ved et uheld en af sine brødre.
Sluttelig bekendte hun over for en biskop, at hun var en kvinde og vendte tilbage til Europa, hvor hun blev en berømthed. Hun opnåede således at få tilkendt pension af den spanske konge for sin militærtjeneste, og Pave Urban VIII gav hende tilladelse til at klæde sig i mandetøj.

Hun skrev sin biografi – Lieutenant Nun: Memoir of a Basque Transvestite in the New World – i årene 1626 til 1630. Den biografiske fortælling slutter i 1626.
I 1630 rejste hun igen til Sydamerika, hvor hun levede som mand under navnet Antonio de Erauso resten af sit liv. Hun døde antageligvis omkring 1650.
Hun blev kendt over hele Spanien, herunder også som La Monja Alférez (Engelsk: The Nun Lieutenant) og flere steder er der statuer og buster af hende.

Den 1. april 2001 udkom en analystisk bog af Sherry M. Velasco: The Lieutenant Nun: Transgenderism, Lesbian Desire, and Catalina de Erauso.

* * *
Engelsk oversættelse af ansøgningen i 1625 til den spanske konge om tilkendelse af pension til Catalina de Erauso for hendes militærtjeneste.