Queera livslopp: Att leva och åldras som LGBTQ-person i en heteronormativ värld

Vist 0 gange.
Queera livslopp

Queera livslopp

Doktordisputats
Titel
Queera livslopp
Att leva och åldras som lhbtq-person
i en heteronormativ värld
Oversat titel Queer livsforløb
At leve og vokse som LGBTQ-person
i en heteronormativ verden
Forfatter Anna Siverskog
Udgivet af Linköping University
Udgivet 16. november 2016
Offentligt forsvar
af disputatsen
25. november 2016
Antal sider 300
Sprog Svensk
ISBN-13 9789176856536

Doktordisputats af Anna Siverskog.
Resumé
Denne afhandling tager udgangspunkt ældre LGBTQ-personers livshistorier for at undersøge erfaringer og betydninger ved at leve og ældes som lesbisk, bøsse, biseksuel, transperson eller queer. Ældre LGBTQ-personer har levet og er ældet i tider, hvor kønsidentiteter og seksualiteter, der går på tværs af heteronormativitet er blevet kriminaliseret, patologiseret og mange gange fremstillet som afvigende. Samtidig er ældre LGBTQ-personers erfaringer overset i forskningen, da gerontologi ofte baseres på heteronormative antagelser samtidig med, at LGBTQ forskning sjældent fokuserer på ældning eller høj alder. Afhandlingen bygger på livshistorie-interviews med tyve personer født mellem 1922 og 1950 (62-88 år på tidspunktet for interviewene). Det empiriske materiale blev analyseret og fortolket med tematisk analysemetode og med en teoretisk ramme, der består af kritisk gerontologi, feministisk teori og queerteori. Analysen peger mod, hvordan personernes erfaringer relaterer til tidsånden og rumlige sammenhænge. Den viser, hvordan køn, alder og seksualitet er flettet sammen i heteronormative forestillinger om, hvordan livet skal være. At afvige fra disse normer ved ikke at leve op til binære kønsnormer eller ved ikke at indgå i heteroseksuelle ægteskaber og få børn kan medføre store sociale og materielle konsekvenser i livet. Det kan handle om at skulle snige, skjule, blive socialt fordrevet, diskrimineret eller udsat for vold. På trods af disse forhold viser analysen, hvordan personer, der orienterer sig mod andre livsformer, hvor ens kønsidentitet og seksualitet, kan få plads. Beretningerne peger mod de betydninger, som relationer, sociale netværk og LGBTQ-forbindelser har, da grupper, foreninger og mødesteder skabt gennem tiderne har gjort det muligt at finde andre livsmuligheder. Beretningerne om ældning ligner i høj grad af andres erfaringer med ældning, men bliver i nogle henseender specifikke for LGBTQ-personer. Det kan handle om at indse, at en aldrende krop gør en ende på den behandling en transperson ønsker, bekymring for at blive homo- eller transfobisk behandlet i ældreplejen. Resultaterne peger på betydningen af at øge den kritiske holdning til sex og seksualitet i gerontologi og livsforløbsundersøgelser. De viser også betydningen af at inkludere materialet i forståelser af den aldrende krop. Afhandlingen bidrager til LGBTQ historieskrivningen i en svensk kontekst. Den udgør også en teoretisk bro mellem gerontologi, feministisk teori og queerteori og bidrager til mere komplekse forståelser af skæringspunkterne mellem køn, aldring og seksualitet på disse områder.

* * *
Der tages forbehold for oversættelsen. Ved brug som dokumentation henvises til den originale svenske tekst.
Tina Thranesen.

* * *
Omtale af disputatsen hos Linköping University.
Disputatsen i pdf-format hos Linköping University.

Det normative sundhedssystem: – transpersoner, biseksuelle og homoseksuelles oplevelser i mødet med sundhedssystemet

Vist 0 gange.
Det normative sundhedssystem

Det normative sundhedssystem

Titel Det normative sundhedssystem
– transpersoner, biseksuelle og
homoseksuelles oplevelser i mødet
med sundhedssystemet
Studiespeciale af Björgvin Huldar Soffiuson
Roskilde Universitet
Udgivet 29. juni 2015
Sprog Dansk
Antal sider 95

Resumé
Dette speciale fokuserer på transpersoner, biseksuelle og homoseksuelles oplevelser i mødet med sundhedssystemet i Danmark. Dette teoretiseres ved hjælp af normkritiske teorier inden for en poststrukturalistisk ramme. Der vil være fokus på de herskende diskursive konstruktioner omkring køn og seksuel orientering, som LGBT-personer møder i sundhedssystemet. LGBT-personer overskrider biomedicinske konstruktioner om, at kategorierne kvinder og mænd er stabile størrelser, samt at kønsidentitet og/eller seksuel orientering udelukkende er determineret via kromosomer og kønsorganer. Der er herved fokus på kategorierne køn og seksuel orientering i et netværk af institutioner, diskursive praksisser, kultur, samfundsnormer samt i forhold til identitet og strategier. Interaktionsprocesserne, og sundhedssystemets diskursive praksisser, analyseres udelukkende qua interviews med LGBT-personer.

Problemformulering
Hvordan oplever LGBT-personerne at deres måder at gøre køn på bliver mødt af sundhedssystemets diskursive praksisser, og hvordan håndterer LGBT-personerne sundhedssystemets reaktioner på deres ikke-normative komponenter?

Uddrag fra konklusionen (side 70):
Den herskende cis- og heteronormativitet gør det muligt for sundhedssystemet at gøre transkønnede til psykiatriske objekter. At indtage en transkønnet subjektposition kan både ses som værende en subjektgørelse og objektgørelse, da transkønnethed både er en identiet og en genstand for sundhedssystemets behandlinger
og tiltag. Sundhedssystemets diskursive praksisser reproducerer konstruktioner omkring transkønnethed som værende en psykisk forstyrrelse, hvor de skal have legitimeret deres kønsidentitet igennem sundhedssystemet, hvorimod ciskønnede ikke behøver at legitimere deres kønsidentitet via en afdeling såsom Sexologisk
Klinik
. Transpersonerne yder bl.a. modstand ved at tage hormoner uden om Sexologisk Klinik.
[…] Hvis ikke transpersoner lever op til Sexologisk Kliniks konstruktioner omkring køn, kan de blive afvist, og dette er med til at bibeholde dem i en asymmetrisk magtrelation. Medicinske diskurser omkring det ’normale’ kan udelukke og ekskludere. Dette gør, at transpersoner indordner sig de normer, de bliver mødt med, hvis de skal være sikre på at blive godkendt til et behandlingsforløb på Sexologisk Klinik. Dette bevirker, at transkønnede
oplever at være undertrykte, da de er frataget sin autonomi vedrørende stillingtagen til egen kønsidentitet og kønsudtryk. Transkønnede, der har flydende eller diffuse kropstegn i forhold til de kulturelle normer omkring køn, er mere udsatte for uønsket opmærksomhed og negative reaktioner i sundhedssystemet, som kan påvirke dem både psykisk og socialt.

* * *
Rapporten i pdf-format hos Roskilde Universitet, RUDAR.
Omtale af rapporten hos Roskilde Universitet, RUDAR, hvor den også kan downloades.

Astronomer. Post op transkvindelige astronomes IQ. 2004.

Vist 51 gange. Titlen på analysen fra 20041 om post op transkvindelige astronomers IQ “Are Transsexual Woman present in the Academia?” kan bedst oversættes til “Findes der transkvinder i den akademiske verden?”.
Analyse må nærmest betragtes som et kuriosum.

Paola Marziani, ph.d., der er astronom og fra Italien, har i 2004 for Human Rights Awareness, der bedst kan oversættes til “menneskerettighedserkendelse”, har udarbejdet en analyse om post op transkvinder blandt medlemmer fra USA og Italien i Den Internationale Astronomiske Union og American Astronomical Society. (Pre op transkvinder er ikke medregnet i analysen).

Af analysen fremgår, at post op transkvinder statistisk er overrepræsenteret i medlemskredsen af de to organisationer, og at dette kan forklares, hvis disse post op transkvinder har en IQ (Intelligenskvotient), der er højere end den generelle IQ hos mænd.
Analysen bygger på et meget spinkelt talmateriale, idet der kun er kendskab til tre (3) post op transkvinder i organisationerne.

Ud fra forskelligt talmateriale om antallet af transkvinder viser analysen, at der statistisk kun burde være en (1) post op transkvinde i USA og nul (0) i Italien i de to organisationer. Imidlertid er der kendskab til to (2) post op transkvinder i USA og en (1) (2) post op transkvinde
i Italien – altså tre (3) i alt blandt mellemmerne af de to organisationer..

Professionelle astronomer har alle som minimum en ph.d. grad. Det vides, at astronomer har en IQ på 125. En normal gennemsnits-IQ er på 100. Ud fra en statistisk beregning af forholdet mellem antallet af post op transkvinder og kendt statistisk materiale om IQ hos mænd som helhed, konkluderes i analysen, at post op transkvinder, der er astronomer, har en IQ, der er højere end gennemsnittet af astronomer, og dermed også en højere IQ end den gennemsnitlige IQ hos mænd.

* * *
Det skal bemærkes, at Paola Marziani, der har lavet analysen, er den ene post op transkvinde i Italien, som nævnes i analysen, hvilket dog ikke fremgår af analysen.

* * *
Rapporten: Are Transsexual Woman present in the Academia? hos Human Rigths Awaqreness.
Paola Marzianis egen hjemmeside.

Verdens første barn født af en kvinde, der havde fået en livmodertransplantation, kom til verden i Sverige i begyndelsen af september 2014.

Vist 0 gange. En 35-årig kvinde, der har fået en livmodertransplantation, fødte i begyndelse af september 2014 en sund og velskabt dreng ved kejsersnit, oplyste Göteborgs Universitet, Sahlgrenska Akademin i en pressemeddelelse den 3. oktober 2014.

Syv svenske kvinder i et banebrydende forskningsprojekt ved universitetet i Göteborg fik befrugtede æg indsat efter at have fået livmodertransplantation. Nu er det første barn af en kvinde med en transplanteret livmoder født – en sund og fuldt udviklet normal dreng.

Forskningen i livmodertransplantationer har været i gang på universitetet i Göteborg siden 1999 og er blevet evalueret i mere end 40 videnskabelige artikler. Formålet med forskningen er, at kvinder, der mangler en livmoder fra fødslen eller efter kræft operation, får mulighed for at føde deres egne børn.

I foråret konstateredes det, at en af kvinderne, der er 25 år, var blevet gravid et år efter livmodertransplantationen.
I begyndelsen af september fødte kvinden en sund og velskabt dreng ved kejsersnit. Fødslen fandt sted i graviditetsuge 32 og dermed lidt tidligere end forventet.
Kvinden blev dermed den første i verden til at føde fra en transplanteret livmoder. Livmoderen er skænket af en 61-årig kvinde uden slægtskab med den transplanterede kvinde.

Sundt og normalt udviklet
Ifølge professor Mats Brännström, der leder forskningen og udførte kejsersnittet, er den nyfødte dreng helt rask og normalt udviklet. Barnet var normal størrelse for graviditetstiden ved fødslen og vejede 1775 gram.
Barnet græd umiddelbart efter fødslen og har ikke brug for nogen anden behandling en normal klinisk observation.
Både den nyfødte og moderen har det godt, og de er nu hjemme, men vi følger dem gennem fortsatte regelmæssige eftersyn. De nye forældre er naturligvis meget glade og taknemmelige, siger Mats Brännström.

Mats Brännström udtaler videre, at det er et videnskabeligt bevis for, at livmodertransplantation kombineret med reagensglasbefrugtning (IVF) fungerer som en behandling for livmoderinfertilitet. Det viser også, at transplantation med levende donor er mulig, og at det virker, også når donoren har passeret overgangsalderen.

Pressemeddelelsen den 3. oktober 2014 fra Göteborgs Universitet, Sahlgrenska Akademin om fødslen.

Forskerne fortælle om den vellykkede födsel:

* * *
Lili Elbe døde den 13. september 1931 af komplikationer efter at have fået indopereret æggestokke i den tro, at det herefter ville være muligt for hende at blive gravid.

* * *
Nærmere om forsøgene med livmodertransplantation

Graviditetforsøg er startet med livmodertransplantation

I foråret 2013 gennemførtes et ph.d. og medicinsk team på Göteborgs Universitet den sidste af ni livmodertransplantationer. En videnskabelig evaluering offentliggøres i Fertility and Sterility. I den næste fase af dette globalt unikke forskningsprojekt, gennemgår syv kvinder behandling med det mål at blive gravide.

Alene i Sverige er anslået 2.000 unge kvinder i den fødedygtige alder ikke i stand til at få børn på grund af sygdom i eller manglende livmoder. Professor Mats Brännström, forskere ved Göteborgs Universitet og overlæge på Sahlgrenska Universitetshospital, leder et unikt forskningsprojekt, der skal gøre det muligt for disse kvinder at få en livmodertransplantation med det mål at blive gravid.

Lidt over et årti af forskning
Efter mere end ti års forskning, der har ført til næsten 40 videnskabelige artikler, fik forskerholdet i maj 2012 tilladelse fra det regionale etiske råd (Regionala Etikprövningsnämnden) i Göteborg til at udføre livmodertransplantationer på ti svenske kvinder – de første i verden med levende donorer.

Den første transplantation blev gennemført den 15. september 2012; Den niende og sidste blev gennemført i foråret 2013. Den tiende kvinde undersøgte udgik i de tidlige faser af projektet af medicinske grunde. Donorerne er i fem tilfælde modtagernes mødre, i de andre tilfælde en nær pårørende.

Medicinsk succes
I to af de ni tilfælde er den transplanterede livmoder igen blevet fjernet. I et tilfælde på grund af blodpropper i de transplanterede blodkar, i det andet tilfælde på grund af en lokal infektion, der ikke fuldt ud kunne behandles med antibiotika.

Ud af et videnskabeligt og medicinskt synspunkt er transplantationer en succes. Ikke mindst i forhold til andre typer af transplantationer, hvor langt færre operationer lykkedes.

Hos de kvinder, hvor livmoderen igen måtte fjernes, var skuffelsen naturligvis stor, men begge kvinder er fuldt restituerede, siger professor Mats Brännström.

Fostre flyttes
De første patienter har nu haft deres transplanterede livmoder i mere end 16 måneder. I 2014 gennemføres næste skridt i forskningen, da de syv kvinders fostre fra deres egen livmoder før transplantationen blev udført blev overført til den transplanterede livmodere.

– Vi er startet med flytningen, men af hensyn til kvindernes privatliv, vil vi ikke kommentere på resultaterne i de enkelte tilfælde, siger Mats Brännström.

-Forudsætningerne for, at det lykkes, er gode. Kvinders menstruation er i gennemsnit startet omkring to måneder efter transplantationen, og vi har siden operationen undersøgte kvinderne to gange om ugen i løbet af den første måned, en gang om ugen de følgende to måneder og derefter hver anden uge. I nogle tilfælde har lette afvisningsreaktioner konstateret og afhjulpet, men efter seks måneder er immunhæmningsmedicineringen hos de fleste kvinder reduceret til en forholdsvis lav dosis, og alle transplanterede kvinder føler sig godt tilpas i dag, og er vendt tilbage til deres arbejde, siger Mats Brännström.

International interesse for Göteborg-undersøgelse
Forsøgene med livmodertransplantationerne i Göteborg er verdens første systematiske og forskningsbaserede studier med henblik på at finde en behandling for kvinder, der lider livmoderinfertilitet. I projektet overvåges en række medicinsk, psykologisk og livskvalitet-relaterede parametre, der vil være til stor gavn for den fortsatte udvikling af denne nye transplantationstype.

Flere forskergrupper i verden afventer resultaterne af Göteborg-undersøgelsene for lat kunne foretage lignende observationsstudier.

Artiklen Det første kliniske livmodertransplantation-forsøg: En seks-måneders rapport (The first clinical uterus transplantation trial: a six-month report) blev offentliggjort online i tidsskriftet Fertility and Sterility den 28. februar (2014).

Fakta om transplantationerne:
De ni livmodertransplantationer blev udført af et team bestående af i alt ti gynækologer og transplantationskirurger. Ved transplantationerne medvirkede endog eksperter fra USA, Spanien og Australien.

Under de udførte transplantationer var opereratopmstiderne for donorerne uventet lange, med tider mellem 13 og 10 timer. Operationen er udført med minimal blodtab og ingen af patienterne havde brug for blodtransfusion under operationerne eller intensiv overvågning bagefter.

Alle transplantationer er blevet udført i løbet af weekender, hvor operationsafdelingen på Sahlgrenska Universitetshospital sædvanligvis er lukket. Pleje af de opererede kvinder blev udført af frivillige, ekstra indkaldt personale, og alle omkostninger til personale og sundhedspleje er betalt af forskningsbevillinger fra en privat forskningsfond. De udførte transplantationer har således ikke belastet den normale pleje.

Artikel hos Sahlsgrenska Universitetssjukhuset om livmodertransplantationsforsøgene.

Hvad er humanvidenskab? – Køn som analytisk kategori – af Anne Maabjerg Mikkelsen.

Vist 0 gange. Anne Maabjerg Mikkelsen, Aarhus Universitet.
Bachelorprojekt: “Derrida og Moderne Kønsteori” den 13. december 2013. Hun fik karakteren 12 for det samlede bachelorprojekt.

Hvad er humanvidenskab? – køn som analytisk kategori

Denne opgave vil centrere sig om følgende spørgsmål: Hvorfor er gender en vigtig kategori inden for humanvidenskaberne?

Dette vil ske med udgangspunkt i Joan Scotts udsagn om, at kønnet er kulturelt konstrueret. Omdrejningspunktet vil ydermere belyses ud fra teorier af Dorte Marie Søndergaard, Simone de Beauvoir, Raewyn Connell og Judith Butler. I denne opgave vil gender blive oversat til køn – vel og mærke det sociale, konstruerede køn.

Dorte Marie Søndergaard skriver i sit værk Tegnet på Kroppen følgende: ”… man kan ikke vælge ikke at blive forstået i forhold til køn i kulturer, hvor køn er gennemgående konstruktionselement i den sociale orden.” (Søndergaard 2000 : 35) Som individ er det umuligt at blive forstået uden sit køn. Det første spørgsmål, der stilles ved fødslen, er: ”Blev det en dreng eller en pige?”. Det sidste tal i vores CPR-nummer afhænger eksempelvis af, hvorvidt vi er mand eller kvinde. Idet humanvidenskaberne søger at studere mennesket som værende et historisk, kulturelt og skabende væsen, bliver kønnet – som værende et gennemgående konstruktionselement for individet – en brugbar kategori for analyse af menneskelige relationer og interaktioner. Joan Scott skriver følgende om kønnet som kategori i sin afhandling Gender: A Useful Category of Historical Analysis: ”Gender, then, provides a way to decode meaning and to understand the complex connections among various forms of human interaction.”. (Scott 1986 : 1070)

Gender-kategorien blev skabt blandt feminister, der ønskede at adskille det seksuelle, biologiske køn fra det socialt konstruerede. Det afgørende aspekt af denne kategori er dens afstandstagen til den biologiske determinisme, der traditionelt set har præget synet på kønsforskelle mellem mand og kvinde:

Its use explicitly rejects biological explanations, such as those that find a common denominator for diverse forms of female subordination in the facts that women have the capacity to give birth and men have greater muscular strength. Instead, gender becomes a way of denoting ”cultural contructions” – the entirely social creation of ideas about appropriate roles for women and men. (op.sit. : 1056)

Kønnet som værende en essens i individet er en myte, hvilket der gøres op med i dette konstruktivistiske syn. Simone de Beauvoir lægger allerede med citatet ”Man fødes ikke som kvinde – man bliver det.” (Beauvoir 1983 : II,13) fokus på det konstruktivistiske element i kønsidentiteten – hvordan man rent kulturelt påvirkes og dermed er et produkt af det samfund, man lever i. Beauvoirs berømte citat bygger i høj grad på teser fra eksistentialismen; eksistensen går forud for essensen. Beauvoir skriver følgende i Det Andet køn: ”Et menneske er ene og alene, hvad det gør. Det mulige når ikke ud over grænserne for det virkelige, essensen går ikke forud for eksistensen”. (op.sit. : I, 265) De handlinger og valg, man gør, former én til den, man er. Problematikken ligger ifølge Beauvoir i, at kvinden gennem historien har været begrænset af myter, fordomme og begrænsninger skabt i en mandsdomineret verden. På denne måde bliver kvinden et produkt af de forventninger og krav, der er til hende i det samfund og den kultur, hun lever i. Som Raewyn Connell skriver i Gender In World Perspective: ”Gender is also a topic on which there is a great deal of prejudice, myth and outright falsehood.” (Connell 2009 : 9) Connell præsenterer humanvidenskabernes opgave som værende den at skulle afsløre de falske fordomme og analysere kulturen og givne situationer, som de i virkeligheden er. (ibid.) Derfor bliver inddragelsen af kategorien køn essentielt for humanvidenskabens undersøgelsesfelt.

Judith Butler introducerer i sit værk Kønsballade teorien om, at kønnet er performativt: ”køn er den gentagne stilisering af kroppen, et sæt af gentagne handlinger inden for en meget rigid regulerende ramme, der over tid størkner og producerer en tilsynekommende substans, en slags naturlig væren.” (Butler 2008 : 82) På denne måde argumenterer hun for, at det er de kropslige handlinger, der udgør kønnet – altså igen gøres der op med tanken om en essens. Handlingerne bliver gentaget gang på gang, hvorfor de fremstår som en essens ved kønnet. Problematikken opstår for individet, når det overskrider de gængse grænser for normalitet. Ifølge Søndergaard er mennesket rent eksistentielt afhængigt af kulturel og samfundsmæssig integration. Der er tale om, at truslen om eksklusion er af afgørende karakter, hvorfor: ”… gøren og væren hele tiden forløber på grundlag af den helt fundamentale præmis, at et vist omfang af kulturel genkendelighed og accept udgør en nødvendig forudsætning for hans eller hendes samfundsmæssige og kulturelle integration.” (Søndergaard 2000 : 33) Afhængigheden af at blive integrereret i kulturen er en afgørende faktor for konstruktionen af kønsidentiteten, hvor da også Connell skriver, at gender er altafgørende for individets eksistens og overlevelse. (Connell 2009 : 9) For Butler er denne eksklusion – den kulturelle uigenkendelighed – central for samfundets snævre syn på kønnet. Transseksualitet er for Butler eksempelvis et tegn på, at det vi anser for værende naturligt, den indre essens og det egentlig virkelige principielt er foranderligt. (Butler 2008 : 24) I Connells case 5 Bending Gender præsenteres vi for Huey Brown – eller Harriet. Han er homoseksuel, i forhold med homoseksuelle samt en transkvinde, får opereret bryster og arbejder som ’drag’. Denne case illustrerer, hvorledes det er muligt at krydse de traditionelle grænser for køn. Connell skriver, at Harriet: ”… undermines any doctrine that there is a single, standard pattern of male sexuality.” (Connell 2009 : 21) Individer som Harriet sætter i høj grad forståelsen af kønsidentitet til forhandling, og det tydeliggøres, hvorledes det ikke er muligt at opstille et mekanisk system for kønsrelationer. (op.sit. : 23)

Derfor pointerer både Connell, Scott og Butler, at konstruktionen af kønsidentitet inddrager mange forskellige felter: Sprog, institutioner, politik mv.. I Kønsballade inddrager Butler teorier fra mange forskellige traditioner; bl.a. Lacan og Levi-Strauss. For Joan Scott lyder spørgsmålet i Gender: A Useful Category of Historical Analysis, hvordan teoretiseringen af køn som analytisk kategori skal foregå. Traditionelt set har feminismens forsøg på at teoretisere køn som analytisk kategori været for snæver. Scott nævner tre overordnede strømninger: Forklaringen af patriarkatets oprindelse, gender koblet med marxistisk tænkning og psykoanalytiske traditioner. (Scott 1986 : 1057ff) Scott skriver følgende: ”A review of these theories will expose their limits and make it possible to propose an alternative approach.” (op.sit. : 1056) Scotts definition af kønnet som analytisk kategori lyder, at det er et konstitutivt element af sociale forhold baseret på opfattede forskelle mellem kønnene. Ydermere skriver hun, at køn er en afgørende måde, hvorigennem magtrelationer konstitueres. (op.sit. : 1067) Hun introducerer ydermere fire aspekter af sin forståelse af, hvorledes kønnet er et konstitutivt element af de sociale forhold: Kulturelle symboler, begrebsliggørelse heraf, sociale institutioner og organiseringer samt den subjektive identitet. Disse fire aspekter interagerer med hinanden og bidrager alle til konstruktionen af køn. (op.sit. :1067-1069) Eksempelvis mener hun, at de lacanianske analyser – der hører under begrebsliggørelse – er for abstrakte, hvorfor også institutioner og politik skal inddrages. Følgende citat indikerer, hvor vigtig eksempelvis empiriske antagelser også er: ”Historians need instead to examine the ways in which gendered identities are substantively contructed and relate their findings to a range of activities, social organizations, and historically specific cultural representations.” (op.sit. : 1068) Der er tale om en vekselvirkning mellem teori og praksis – intet gives a priori. På denne måde er der tale om, at Scott i teksten placerer sig mellem hermeneutikken og strukturalismen, idet både det subjektive og det samfundsmæssige skal inddrages i overvejelserne omkring køn som en kategori: ”To pursue meaning, we need to deal with the individual subject as well as social organization…”. (op.sit. : 1067)

Konklusion
Kønsrelationer er ikke mulige at forklare ud fra et mekanisk system, idet de påvirkes af utallige felter i kultur og samfund samt det rent subjektive. Scott gør det klart, at teoretiseringen af køn som analytisk kategori skal ske ud fra flere aspekter, der skal arbejde sammen. Butler tilslutter sig på samme måde, at de mange traditioner alle bidrager til opfattelsen og konstruktionen af kønnet. Vigtigheden i at benytte sig af kønnet som analytisk kategori inden for humanvidenskaberne er netop, at idet humanvidenskabernes opgave er at analysere mennesket som kulturelt, historisk og skabende væsen, er det umuligt at komme uden om kønnet som kategori. Som Søndergaard skriver, er det et gennemgående konstruktionselement i vores samfund, idet vi ikke kan blive forstået uden det. På denne måde er køn en vigtig kategori at benytte sig af, da den analyserer og undersøger kønnets konstruerede karakter. På denne måde åbner det op for en åbenhed ift. synet på kønsidentitet – at man ikke er determineret af sit køn. Rent humanvidenskabeligt er det en vigtig kategori, men samtidig er det også en kategori, der er vigtig for det enkelte individ at have kendskab til.

Litteratur
Butler, Judith, ’Kønsballade’ [1990], Forlaget THP, 2010
Connell, Raewyn, ’Gender In World Perspective’, Polity, 2009
De Beauvoir, Simone ’Det Andet Køn’ [1949], Tiderne Skifter, 1983
Scott, Joan, ’Gender: A Useful Category on Historical Analysis’, Oxford Journals, 1986
Søndergaard, Dorte Marie, ’Tegnet på kroppen’, Museum Tusculanums Forlag, 2000

* * *
Opgaven i pdf-format.

Case Study: Caspian Drumm, kønnede praksisser og fællesskaber – af Anne Maabjerg Mikkelsen.

Vist 0 gange. Anne Maabjerg Mikkelsen, Aarhus Universitet.
Bachelorprojekt: “Derrida og Moderne Kønsteori” den 13. december 2013. Hun fik karakteren 12 for det samlede bachelorprojekt.

Case Study: Caspian Drumm, kønnede praksisser og fællesskaber

Delopgave 1: Præsentation af en transseksuel skæbne

Transseksuelle i Danmark har i de seneste år været i de danske mediers søgelys. Spørgsmålet om, hvorvidt et transseksuelt individ skal erklæres psykisk syg, om der skal indføres kønsneutrale pas, og hvorvidt privathospitaler må udføre indledende faser på kønsskifteoperationer på børn under 18 år er blandt andet tilfælde, der har stået til debat. Samfundet er i dag bygget op omkring de to køn. Gennem kønnet som kategori er det muligt for os som individer at aflæse hinanden. Til at underbygge denne tese er det muligt at inddrage Berger og Luckmanns Den samfundsskabte virkelighed – En videnssociologisk afhandling, hvor de skriver følgende: ”Hverdagens virkelighed indeholder skemaer over typer, ved hjælp af hvilke vi forstår og ”kan finde ud af”, når vi møder dem ansigt-til-ansigt.”. (Berger & Luckmann 2003 : 45) Der opstår ifølge både Judith Butler og Dorthe Søndergaard problemer, når aflæsningen af kønnet ikke længere er mulig – som eksempelvis i mødet med en transseksuel; vores tilgang til det andet menneske bliver problematisk. På denne måde har feltet Transseksualitet i høj grad både relevans på individuelt, kollektivt og samfundsmæssigt niveau, og det udgør derfor et interessant felt for både faget Moderne Identitet og mit grundfag Idéhistorie.

Denne portfolieopgave vil belyse transseksualitet med udgangspunktet i en konkret case. I Go’ Aften Danmark den 14. oktober 2011 præsenteres den danske befolkning for Caspian Drumm – en 15-årig pige, der tre måneder tidligere påbegyndte en hormonbehandling som indledende fase til en kønsskifteoperation, der skal gøre hende til den dreng, hun altid har følt sig som. Mandag d. 17. oktober skal Caspian have bortopereret sine bryster, hvilket bliver en operation foretaget på et privathospital uden for gældende regler. I Danmark kan man først få bevilliget en kønsskifteoperation, når man er fyldt 18 år, hvorfor Caspian-sagen har skabt debat landet over og draget megen opmærksomhed til transseksuelle individer som gruppe. I nu to år har debatten kørt i diverse medier, og Caspian har selv bidraget til denne debat gennem videoblogs på Youtube og et brev til de danske medier. Første del af casestudiet vil undersøge, hvorledes Caspian performer sig selv gennem sin videoblog og anden aktivitet. Hvordan åbner videobloggen op for en kønsforhandling? Og hvordan er det muligt at analysere Caspians skæbne ud fra begrebet performativitet, der er grundlæggende for teorien om moderne identitet?

Caspian er selv medlem af T-gruppen i Landsorganisationen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT), hvormed det er muligt at inddrage gruppe- og fællesskabshorisonten. Hvordan kommunikerer transseksuelle gennem de forskellige online-fællesskaber? Hvad bidrager disse fællesskaber til i forhold til den transseksuelles selvfølelse og tilværelse i dagens samfund?

Motivationen bag valget af dette felt ligger i en personlig interesse for kønnet som sådan. Både i forhold til, hvordan kønsstereotyper og kønsroller er konstrueret men også, hvorfor vi er så afhængige af dem for at forstå vores omverden og medmennesker. Gennem mit grundfag Idéhistorie har jeg kunnet bearbejde emnet ud fra filosofiske teorier omkring mennesket som værende et fornuftigt væsen med behov for at kunne rationalisere og definere ting. Derfor er det interessant for mig at lægge en sociologisk vinkel med udgangspunkt i teorier fra Moderne Identitet på det samme emne: Hvordan konstruerer vi kønnet, hvordan performer vi det, og hvordan er vi afhængige af det som kategori? Derfor vil opgaverne i høj grad tage udspring i Judith Butlers teorier om kønnet – såvel som identiteten – som værende performativt.

Empiri
Berger, Peter & Luckmann, Thomas, Den samfundsskabte virkelighedEn videnssociologisk afhandling, Lindhardt og Ringhof, 2003

Delopgave 2: Identitetsanalyse og fællesskaber

Del A) Performativ identitetsanalyse
Denne delopgave vil tage udgangspunkt i en identitetsanalyse af transkønnede Caspian Drumm med udgangspunkt i Judith Butlers performativitetsbegreb samt Dorte Søndergaards teori om forhandling, positionering og kulturel genkendelighed.

Caspian Drumm er født pige men har hele livet følt sig som en dreng. D. 19. juni 2011 fik han som 15-årig sit første skud nebido, og d. 5. juli 2011 fik han opereret sine bryster væk uden om det danske sundhedssystem. En lang transition tog start. Gennem de sidste to år har Caspian videoblogget om sin transition og livet som transkønnet på YouTube under navnet MrMisterDrumm.

Kønnet og performativitet
Judith Butler mener, at kønnet er performativt, med hvilket hun mener følgende: ”… performative in the sense that the essence or identity that they otherwise purport to express are fabrications manufactured and sustained through corporeal signs and other discursive means.” (Butler 1990 : 173) Butler ønsker med sin teori at gøre op med forståelsen af, at kønnet er essentielt og dermed årsag til vores handlinger. Det er derimod noget, der skabes gennem handlinger – vi gør vores køn. Handlingerne er en gentagen og citeret praksis, (Butler 1993 : 2) hvormed de fremstår som en essens. (Butler 1990 : 173) Caspian giver udtryk for, at han skal leve op til mandlige standarder for at føle sig tilpas i sin egen identitet. (How T changed me : (05.10)) Disse standarder, såsom eksempelvis at være maskulin og handlende, er altså ikke essentielle egenskaber tilknyttet det mandlige køn. Dette eksemplificerer Caspian, da han selv biologisk set er pige, der performer som en dreng – også før hormonbehandling.

Caspians profil, MrMisterDrumm, fremstår som en drejebog for, hvordan man kan ”blive” mand. Dette verificerer Butlers teori om kønnet som værende performativt. Caspian selv understreger mange gange, hvordan han træner sin krop, (FTM body Dysphoria/surgery (05.15)) og klæder sig som mand. (FTM passing tips + 8 months on T: (05.44)) Udseende, beklædning og herigennem selvfremstilling som mand er central. Marjorie Garber understreger, hvor afgørende noget så simpelt som beklædning er for menneskets forståelse af kønnet: ”… clothing constructs (and deconstructs) gender and gender differences.” (Garber 1992 : 3) For Caspian er der på ingen måde et problem i, at hans kønsorganer tilhører en kvindes krop, da kønnet for ham sidder i handlinger, opførsel og fremstilling frem for i kønsorganet: ”I am a man, and my equipment down there doesn’t change that.”. (FTM – Bottom Dysphoria/surgery : (09.30 + 10.20))

Mange af de praksisser, der er forbundet med kønslig praksis, og som fremstår som essentielle egenskaber ved henholdsvis mand og kvinde, er dybt integrerede i samfundet grundet repetition over mange år. Derfor foregår imitationen/citationen af disse praksisser ofte ubevidst. Disse stiliserede praksisser understøtter det heteroseksuelle, binære samfund, (Butler 1993 : 2) hvorfor barnet allerede fra fødslen – og især fra navngivningen – påvirkes i retning af det biologiske køn og den dertilhørende ”naturlige” seksualitet. (Ibid. : 7) I Go’ Morgen Danmark vises billeder af en ung Caspian. På billederne har hans mor forsøgt ”at gøre ham til pige”. ”The girling” af Caspian var dog ikke vellykket. (Butler 1993 : 7) Caspian er et eksempel på et individ, der aldrig har følt sig som den pige, han blev født som. Siden tre-års-alderen har han benægtet sit biologiske køn, og han ønskede dengang at hedde Christoffer. (finding my identity pt. 1 (02.40)) Han har aldrig været feminin og har altid haft drengevenner. Caspian siger, at han allerede i otte-års-alderen oplevede ikke at passe ind i kategorien pige: ”… I tried to fit into the girlie box, which I didn’t do too well…” (ibid. : (07.13)) Han understreger, hvorledes han siden folkeskolen forsøgte at gøre som drengene: ”I tried to play really tough … and I wore a leather jacket.”. (ibid. : 08.20)) Her er der tale om en citation af drenge-adfærden, hvilket ifølge Butler afslører kønnets performative karakter.

Kulturel genkendelighed, positionering og forhandling
Ifølge Dorte Søndergaard er mennesket dybt afhængigt af at blive integreret i kulturen, da det er i denne, det kan udfolde sig som menneske. (Søndergaard 2000 : 31) Integrationen har som forudsætning, at individet er kulturelt genkendeligt og dermed accepteret. Søndergaard skriver: ”Er individet ikke genkendeligt, er han eller hun for anderledes, for mærkelig inden for en given kulturel kontekst, så vil vedkommende blive mødt med ekskluderende, med ikke inkluderende, kræfter fra omgivelserne.” (Ibid. : 33) Grundlæggende for vores eksistens som mennesker er, at vi kan forstå og forudsige hinanden, hvilket sker vha. kategorisering. Berger & Luckmann skriver: ”Hverdagens virkelighed indeholder skemaer over typer, ved hjælp af hvilke vi forstår og ”kan finde ud af” andre, når vi møder dem ansigt-til-ansigt.” (Berger & Luckmann 2003 : 45) Når kønnet er den mest grundlæggende og stabile kategorisering i vores samfund, (Søndergaard 2000 : 35) opstår der et problem i mødet med den anden, hvis ikke kønnet er aflæseligt. Individet bliver for anderledes.

Caspian udtaler sig som følgende: ”I know people would find me wired, and I just really wanted to fit in. But still I couldn’t … ’cause I was unnatural at that age.” (finding my identity pt 2 : (00.40)) Det er vigtigt for Caspian at høre til et sted og blive accepteret i samfundet. Problematikken for den transkønnede opstår dog i, at han/hun ikke kan blive accepteret og anerkendt for det køn, han/hun føler sig som. I dagens heteroseksuelle, binære samfund er der tale om, at den transkønnede kategoriseres som ”the freak”, som noget ”for mærkeligt”, da han/hun ikke kan kategoriseres som værende mand eller kvinde. Caspian ønsker ikke at være freak men derimod at være mand. (13 months on T, starting school : (2.10))

Som redegjort for i forrige afsnit, er det tydeligt at se, hvorledes Caspian forsøger at ligne og handle som en mand, da han ønsker at passere [1] som mand og dermed blive kulturelt genkendeliggjort som mand. Frygten for at få afsløret sit biologiske køn er dominerende i den transkønnedes eksistens. Caspian mærker til denne frygt og udtaler sig som følgende i magasinet Euroman: “Der ligger meget identitet i stemmen. Hvis den er for lys, er du afsløret … Da jeg var blevet en mand, var jeg ekstremt hetero i starten. Jeg ville være normal på alle tænkelige måder.” (Mosbech 2012, Euroman) I videobloggene på YouTube er det tydeligt at mærke Caspians begejstring for, at hans stemme falder til et dybere leje: ”… and my voice is dropping a lot. It’s getting deeper and deeper, and I am pretty sure you can actually hear that. Hopefully you can…”. (3 months on T and television (04.40)) Brysterne er for ham den mest afslørende del af kroppen, og de skal fjernes. Caspians transitionen byder ydermere på kraftigere hårvækst, større muskler, højere hårgrænse og større sexlyst. Den resulterer i, at han får det bedre: ”I feel at home in my own body.”. (6 Months on T (07.30)) Han kan nu i højere grad passere og blive ”godtaget” for at være mand i sin hverdagslige færden. På videoerne er det tydeligt at mærke Caspians frustration over, at hans hårvækst ikke er synlig for andre YouTube-brugere, der ser hans video. Hans forhåbning om, at seerne kan se og høre forandringerne forbundet med hormonbehandlingen, skinner tydeligt igennem. Det er vigtigt for Caspian, at han på sin YouTube-profil og ved hjælp fra kameraet kan dokumentere sin udvikling til (og som) mand. (Raun 2011 : 21)

Gennem Caspians offentlighed omkring sin kønnede situation, positionerer han sig som en aktiv forhandler af kønsidentitet. Forhandlingen af køn foregår gennem brydningen mellem individers udtryk for køn. (Søndergaard 2000 : 34) Caspian sætter i høj grad til debat, hvad en ”rigtig” mand er. Caspian positionerer sig inden for denne kønsforhandling som ”freaken”, der i den heteroseksuelle matrix ikke er et fuldstændigt individ, da han mangler et køn; han er ulæselig. Individet forhandler dog ikke kun, hvis det positionerer sig selv ”uden for” normerne; det er umuligt ikke at udtrykke noget (Ibid. : 35) Individer, der følger de gængse forestillinger om køn, positionerer sig til gengæld sådan, at de reproducerer normerne og reglerne knyttet til kønnene. Hvorvidt Caspian overhovedet forhandler kønnet, når han forsøger at passe ind i de allerede gældende kønskategorier, vil blive diskuteret i delopgave 3.

Del B) Forskellige fællesskabsbegreber
Denne undersøgelse og diskussion af fællesskaber forbundet med transkønnede som marginaliseret gruppe i samfundet vil tage udgangspunkt i det online-fællesskab, der opstår omkring transkønnede videobloggere. Undersøgelsen vil hente inspiration fra Tobias Rauns undersøgelser af transkønnedes videoblogging på YouTube.[2] Jeg vil lægge afstand til Baumans diskvalifikation af online-fællesskaber, og i højere grad tilslutte mig Castells forståelse af online-fællesskaber som nogle, der også kan støtte os i at være mennesker og give os en følelse af at være del af noget. En accept af online-fællesskaber vil bidrage til en større forståelse af, hvordan vi som kulturelle, sociale væsener lever i det mediedominerede samfund, der i dag er en realitet. Denne del vil centrere sig om, hvorledes det transkønnede fællesskab på YouTube gør sig til et fællesskab med udgangspunkt i Maffesoli, Wenger og Tobias Raun. Gennem opgaven bruges Rauns udtryk vlog, når jeg omtaler video-bloggen samt betegnelsen TKF i stedet for det transkønnede fællesskab.

Det transkønnede fællesskab
På trods af at Caspian hverken hører til i drenge- eller pigekategorien, har han dog som alle mennesker behov for at være en del af noget større end blot ham selv. (How T changed me : (06.00)) Gennem sin aktive deltagelse i transmiljøet og sit medlemskab i T-gruppen i LGBT[3] opnår han en følelse af at høre til: ”I am part of the Trans Group in Denmark which is really awesome. To get to know other trans people”. (Ftm intro. : (05.10)) Caspian ytrer dog i en senere vlog, at T’et i LGBT synes glemt til fordel for et stort fokus på homoseksuelle. Han kritiserer den danske X-factor vinder Sarah for at have forårsaget, at han nu igen bliver betragtet som en butch-lebbe og ikke en transmand: ”So I don’t think it [Sarahs sejr I X-factor] has exactly helped the society of Denmark […] to really face the realities of the LGBT community. Maybe they have found the L but they definitely have not find the T […]” (X-factor destroyed my identity : (05.10)) Denne problemstilling belyser Tobias Raun også i artiklen Mand nok? – Om kropsliggørelser og maskulinitetsfortællinger i transkønnede video blogs på YouTube. (Raun 2011 : 26) Han undersøger i sin Ph.d.-afhandling transkønnedes vlogging på YouTube, hvilket Caspian er et eksempel på.

MrMisterDrumm er blot én ud af mange transkønnede vloggere. Tobias Raun skriver: ”Mange transkønnede bruger YouTube som platform til at få skærm- og taletid. Gennem video blogs (vlogs) dokumenterer og diskuterer transmænd egne kropslige transformationer og psykosociale forestillinger om køn.” (Raun 2011 : 20) På trods af eksklusionen i det heteroseksuelle, binære samfund og dette samfunds dom af den transkønnede som værende ”freaken”, har den transkønnede gruppe formået at opbygge deres eget fællesskab i kampen om retten til accept. Eksklusion fra et fællesskab er ikke ensbetydende med eksklusion fra alle fællesskaber. (Søndergaard 2000 : 34) På grund af udelukkelsen fra ét fællesskab, er der tale om, at de ekskluderede finder sammen i et nyt fællesskab. Det at føle sig glemt i LGBT betyder ikke, at de transkønnede ikke har formået at få deres eget særprægede fællesskab stablet på benene. Vloggen bliver et medium, der formår at placere Caspian i TKF, hvor han bliver accepteret og kulturelt integreret. Vloggen bliver en form for selvterapi, hvorigennem han kan give slip for frustrationer velvidende om, at nogle lytter. Kommentarerne til Caspians vlogs spænder fra kritik til støttende ord. Responsen på hans vlogs er hovedsageligt positiv og rosende og bidrager dermed til en accept af Caspian som værende mand. Eksempelvis skriver rafiiskfelix: ”Leonardo DICAPRIO :)” (1st shot of nebido), og Jerry Nguyen skriver: ”You look fantastic man, real impressive body.” (FTM – 2 years post-op)

Vloggen rækker også ud til andre og bliver en social aktivitet i et online-fællesskab. (Raun 2011 : 24) Raun præsenterer læseren for tre forskellige transmænd i sin artikel. De vlogger alle på YouTube om deres eksistens og transition ligesom Caspian. Rauns karakter James er som Caspian ivrig efter at dele ud af viden og information omkring livet som transkønnet. (Raun 2011 : 22) Tony udtrykker flere gange en taknemmelighed for det transkønnede online-fællesskab, hvorigennem han kan søge råd og genkende sig selv i andre transmænds transitioner. (Raun 2011 : 25) Caspian søger eksempelvis også råd i sine vlogs: ”If any of you guys have any experience with what’s good and not good to do when you come out in High School, please let me now, because I am getting more and more frustrated about this […] So if you can help me out, please do.” (Coming out in high school : (4.11)) Relevant i forhold til dette er denne genkendelighed, som er så vigtigt for at kunne indgå i et fællesskab.

Praksisfællesskab
Spørgsmålet lyder hernæst på, hvilken type fællesskab TKF på YouTube er. Maffesoli skriver, at fællesskaber er flygtige og ikke behøver at vare over længere tid. Det er ikke så meget, hvad fællesskabet er men nærmere, at vi deler en følelse i et givent øjeblik på et givent sted. Denne komponent af delte følelser, er det grundlæggende for fællesskabet. (Maffesoli 1995 : 16) Denne kollektive følelse er med hans egne ord en følelse af delt kraft og energi, puissance, og denne findes alle steder, hvor selskabelighed og kommunikation er mulig. (ibid., : 24ff) Det er muligt at argumentere for vigtigheden af den delte følelse af fælles puissance samt vigtigheden af den samhørighed, der opstår i den ”sigen-ja-til-hinanden”, der er gældende for de affektive fællesskaber. Jeg vil dog tillade mig at hævde, at det i højere grad er relevant at betegne TKF på YouTube som et praksisfællesskab.

Étienne Wenger argumenterer for, at det er det gensidige engagement, der definerer praksisfælleskaber. Der er modsat Maffesoli ikke blot tale om, at fællesskabet defineres ved en samling af mennesker men derimod ved, hvad de gør. (Wenger 2004 : 91) Der er et fælles mål, hvoromkring fællesskabets medlemmer arbejder. Det er tydeligt for TKF, at der er et fælles mål i den forstand, at alle ønsker at blive accepteret som det køn, de føler sig som. Uden dette fælles mål – dette gensidige engagement for at nå det – ville der slet intet fællesskab være. TKF ville ikke opstå uafhængigt af motivation, hvilket Maffesoli anser de affektive fællesskaber for at gøre. I praksisfællesskabet er der intet krav om homogenitet – tværtimod. Medlemmerne er forskellige, hvormed de komplementerer hinanden. Wenger skriver følgende om medlemmerne i et praksisfællesskab: ”[…] de taler med hinanden, udveksler informationer og påvirker hinandens forståelse rutinemæssigt.”. (Wenger, 93) Det er blevet tydeligt gennem undersøgelse af TKF, at der sker en udveksling af informationer mellem medlemmerne; i dette fællesskab kan man knytte relationer til nogle, der ved noget, man ikke selv ved. (Wenger 2004 : 93) Enighed er ikke en nødvendighed, hvilket Raun også understreger: ”[…] der [er] indenfor transbevægelser/fællesskaber (herunder også på YouTube) mange forskellige og til tider konkurrende opfattelser af, hvad det vil sige at være (trans)mand.” (Raun 2011 : 21) På Caspians profil kan man også erfare uenighed, da han responderer på The Dirt From Dirt’s video om, hvorfor transition ikke er positivt. (Re: FTM Transition Facts YOU didnt want to know!) The Dirt From Dirt er selv transkønnet men har ikke gennemgået transition.

I praksisfællesskaber er der et fælles repertoire: ”Et praksisfællesskabs repertoire omfatter rutiner, ord, værktøjer, måder at gøre ting på, historier, gestus, symboler, genrer, handlinger eller begreber, som fællesskabet har produceret eller indoptaget i løbet af sin eksistens, […]” (Wenger 2004 : 101) Interessant i forhold til dette citat er, at Raun argumenterer for, at kameraet og bloggen er et redskab til at blive mand, (Raun 2011 : 20) både for den transkønnede vlogger og for andre transkønnede, der søger hjælp og vejledning. YouTube som medium er let overskueligt, og det kræver ikke andet end at søge på trans gender. Søgningen vil resultere i drejebøger og vejledninger til, hvordan man bliver mand. Vloggeren – i dette tilfælde Caspian Drumm – bliver en metode, et værktøj i praksisfællesskabet. Han er en model for, hvordan andre kan passere. Eksempelvis er en af Caspians vlogs kaldt følgende: Ftm – get the V shape! Han har lavet en blog, som handler om, hvordan han er kommet til at se ud, som han gør. Dette skyldes, at han får mange spørgsmål omkring dette, hvilket understreger praksisfællesskabets udveksling af informationer.

Afsluttende opsummering
Caspian Drumm er transmand og har de seneste to år gennemgået hormonbehandling og brystoperation for at ligne en mand. Før dette performede han sit køn som mand, hvilket netop afslørede kønnets performative karakter. Hans største ønske er at blive accepteret af samfundet, som den mand, han føler sig som og dermed undgå den eksklusion i samfundet, der er forbundet med at blive stemplet ”freak”. Samfundet er struktureret omkring et binært, heteroseksuelt system, der kræver overensstemmelse mellem biologisk køn og kønsidentitet, og som opererer i to kategorier: Mand og kvinde; hvor kategorierne vel og mærket er afgørende for vores forståelse af verden og hinanden. At man ekskluderes fra én del af samfundet er ikke ens betydning med at blive det fra alle steder, hvorfor Caspian har positioneret sig som aktiv kønsforhandler i rollen som ”freaken”, der kræver accept. Gennem mediet YouTube bliver det muligt for de transkønnede at oprette et fællesskab baseret på udveksling af informationer, hjælp og rådgivning. Vloggene bliver et redskab i det online transkønnede fællesskab, hvorfor Caspian fremstår som model og bliver et redskab for andre i fællesskabet. Dermed er det muligt at argumentere for, at det transkønnede fællesskab på Youtube er et praksisfællesskab.

Empiri:
Case: MrMisterDrumm: Jeg har set og analyseret alle videoerne og henvist i opgaven til de enkelte videoer, jeg har draget oplysninger fra.
http://www.youtube.com/user/MrMisterDrumm/videos?sort=dd&shelf_index=0&view=0

Litteratur
Berger, Peter L & Luckmann, Thomas (2003), Den samfundsskabte virkelighed – En videnssociologisk afhandling, Lindhardt og Ringhof

Butler, Judith (1990), Gender Trouble, New York: Routledge
Butler, Judith (1993), Bodies that matter, New York: Routledge

Garber, Marjorie (1992), Vested Interests – Cross-dressing & cultural anxiety, New York: Routledge

Maffesoli, Michel (1996). The Time of the Tribes: The Decline of Individualism in Mass Society. London: Sage Publications

Mosbech, Hakon (11. december 2012), fortalt af Caspian Drumm, Sådan føles det at blive en mand (når man er født som kvinde), Euroman

Raun, Tobias (2011), Mand nok? – Om kropsliggørelser og maskulinitetsfortællinger i transkønnede video blogs på YouTube, Københavns Universitet: Kvinder, Køn og Forskning
https://tidsskrift.dk/index.php/KKF/article/view/44372

Søndergaard (2000), Tegnet på kroppen, Københavns Universitet: Museum Tusculanums Forlag

Wenger, Étienne (2004), Praksisfællesskaber. Læring, mening og identitet, København: Hans Reitzels Forlag

Delopgave 3: Kønnede praksisser

Problemstilling:
Opgaven vil som de to forrige portfolieopgave centrere sig om Caspian Drumm: En 18-årig transperson, der om 15-årig fik opereret sine bryster væk uden om det danske sygevæsen. For Caspian var brysterne den største årsag til at blive afsløret som pige. Gennem sine videoblogs (vlogs) på profilen MrMisterDrumm, hvor størstedelen af empirien er hentet fra, indgår Caspian i det voksende fællesskab for tranpersoner, der er at finde på YouTube. De forskellige vloggere beretter om deres transitioner til det køn, de føler sig som; om måden hvorpå de på troværdig vis kan passere[4] i det sociale felt.

Med udgangspunkt i Niall Richardsons distinktion mellem transgender og transsexual vil denne temaopgave undersøge, hvorvidt den transseksuelle kan betragtes som queer. Det gennemgående spørgsmål, opgaven søger at besvare, lyder som følgende: Underbygger Caspian Drumm den binære samfundsstruktur, kritiseret af Butler, eller er han queer? Opgaven vil præsentere Butlers forståelse af det heteroseksuelle, binære samfund for dernæst at præsentere og eksemplificere transpersonens behov for at passere som det køn, han/hun føler sig som. Sidste del af opgaven vil diskutere, hvorledes Caspian Drumm underbygger eller rykker ved de binære kønsstrukturer.

Det heteroseksuelle binære samfund: Butler
Gender Trouble siges at være det værk, der virkelig har sat skub i queer-teorien. Dorte Søndergaard underbygger i Tegnet på kroppen, at kønnet er et gennemgående konstruktionselement i dagens samfund. (Søndergaard 2000 : 35) Også Marjorie Garber tilslutter sig kønnets vigtighed gennem følgende Freud-citat: ”When you meet a human being, the first distinction you make is ”male or female?” and you are accustomed to make the distinction with unhesitating certainty.” (Garber 1992 : 1) For Butler etablerer kønsnormerne, hvad der vil og ikke vil være menneskeligt forståeligt; om et individ skal betegnes han eller hun er afgørende i mødet med det andet menneske. I vores hverdag er det gennem kategorier og generaliseringer, vi opnår mening og forståelse af verden. Berger og Luckmann skriver: ”Hverdagens virkelighed indeholder skemaer over typer, ved hjælp af hvilke vi forstår og ”og kan finde ud af” andre, når vi møder dem ansigt-til-ansigt.” (Berger 2003 : 45) Gennem vores forforståelse af et andet individ, har vi en tilgangsvinkel og en forventning, hvormed vi kan lokalisere og behandle dette individ på den ”rigtige” måde. (Ibid. : 57) I kategorierne mand og kvinde ligger ifølge Butler en forventning om en overensstemmelse mellem socialt og biologisk køn, hvormed det sociale køn er begrænset af det biologiske køn. (Butler 2010 : 45) Det er kun igennem et sådant udtryk, at individet er læseligt, kulturelt genkendeligt og dermed får tillagt betydning. Individet vil altid gå med frygten for at være for anderledes og blive ekskluderet, hvis ikke det i en forstand er kulturelt genkendeligt. (Søndergaard 2000 : 33) Butler beskriver opsummerende det binære, heteroseksuelle samfund som følgende:

[…] en hegemonisk diskursiv/epistemisk model for forståelighed af køn, som antager, at kroppe kun giver mening som sammenhængende, når der et stabilt biologisk køn, der udtrykker sig gennem et stabilt socialt køn (det maskuline udtrykker mand, det feminine udtrykker kvinde), som er defineret i modsætning til hinanden og hierarkisk gennem heteroseksualitetens obligatoriske praksis. (Butler 2010 : 251)

Distinktionen mellem socialt og biologisk køn er for Butler underordnet, da vi ingen tilgang har til det prædiskursive køn, hvorfor vi kun kan tale om det kulturelle (sociale) køn. (Ibid. : 46) Det sociale køn kan dog begrænses til to, idet kønnet betragtes som en forudgiven og naturlig essens; kønnet antages for at være årsag. Butler mener, at kønnet er performativt; at det er virkning frem for årsag. Et individs essens er en illusion; identitet er processuel, skabt i konstant interaktion med andre. Hermed kan man aldrig nå til en endelig betydning, en endelig substans:

Hvis der er noget rigtigt i Beauvoirs påstand om, at man ikke er født, men snarere bliver en kvinde, følger det, at kvinde selv er et processuelt begreb, en vorden, en konstruering, der med rette ikke kan siges at have en oprindelse eller afslutning. Som en igangværende diskursiv praksis, er den åben for intervention og genbetegnelse. (Ibid. : 82)

Butler advokerer for, at det binære kønssystem indsnævrer virkeligheden. Hun ønsker at åbne op og udvide den, idet denne struktur ikke er en fast størrelse. For Butler eksemplificerer transpersoner, butch– og femme-identiteter, drags m.fl. forskellige nye måder, hvorpå køn bliver til: (Ibid. : xi) ”Drag er et eksempel, der er beregnet til at etablere, at ”virkeligheden” ikke er så fast, som vi normalt anser den for at være” (Ibid. : xxv) Butler tilslutter sig i denne forstand til poststrukturalismens og Derridas brud med Saussure; det er ikke muligt at finde en endelig struktur: ”Det poststrukturalistiske brud med Saussure […] afviser påstandene om totalitet og universalitet, og antagelsen om binære strukturelle modsætninger, som implicit arbejder på at undertrykke lingvistiske og kulturelle betydningers vedholdende tvetydighed og åbenhed.” (Ibid. : 91) For Derrida vil en struktur altid bryde sammen indefra, idet der altid vil være systemer, der ikke passer ind i strukturen. Derrida ønsker at gøre op med den logocentriske tilgang til verden; at søge efter et centrum, en essens. Det er ikke mulig at finde sådant, da enhver signifié altid vil være signifiant for noget andet. På denne måde er sproget uendeligt, og betydning er aldrig statisk og endelig. (Dahlerup 1991 : 33ff) Dette gælder også på individplan: Identitet er performativt, flydende, processuelt. I Gender Trouble beskrives, hvorledes alternative kønnede individer – som eksempelvis Caspian Drumm – underkendes og ekskluderes i det binære, heteroseksuelle samfund men samtidig også er medvirkende til strukturens sammenbrud. Butler advokerer for, at vi forstår virkeligheden som foranderlig og reviderbar, hvorfor kønskategorierne skal mangfoldiggøres hinsides den binære ramme. (Butler 2010 : xxiv) Halberstam tilslutter sig denne mangfoldiggørelse og åbning af kategorierne; eksempelvis er de kategorier, der er tilgængelige for kvinder, inadækvate. (Halberstam 1998 : 7)

Caspian Drumm: At passere
Følelsen af ikke at blive betragtet som en ”rigtig” mand, og dermed ikke at blive kulturelt genkendt som mand er et vilkår for Caspian Drumms færden i det sociale. Et eksempel på en sådan situation er at finde på YouTube. The Dirt from dirt uploadede d. 23.6.11 klippet FTM transition facts you didn’t know, som er en argumentation mod kønsskifte: At man aldrig kan undslippe sin biologiske krop. Caspian responderer på følgende vis: ”I will never be male in your eyes” (Re: FTM transition facts YOU didn’t want to know : (2.10)) Caspians hverdag er præget af frygten for at blive afsløret som værende biologisk pige. Han kommer i sine vlogs med forskellige eksempler på, hvorledes denne afsløring kan manifestere sig.

Én af de afsløringsfaktorer, Caspian beskriver i sine vlogs, er udseendet – specifikt betegnet hans bryster. Det er tydeligt, at han glæder sig til at få fjernet disse:

[…] I’m starting High School next year. Therefore it’s a huge relief that I have […] I’m gonna get my top surgery before starting in High School. Because everybody now that people usually seem to have a tendency to think that what they see is what they get. (Coming out in high school : 0.35)

Uden bryster er der ifølge Caspian større chance for at blive behandlet som en dreng, da brysterne i høj grad afslører et individ i at være pige/kvinde. Kroppen er logisk nok den ultimative afsløring Caspian udtaler: ”Før blev jeg tvunget til at gå i bad med de andre piger, og det var jeg meget utilfreds med. Det var den ultimative afsløring og konfrontation.” (Ostrynski : 2011) Hormonbehandlingen og dermed formningen af kroppen medfører øget hårvækst, skægvækst, større muskler, dybere stemme m.m.. Alle disse faktorer er medårsag til, at det bliver lettere at passere som mand. Caspian beskriver, hvorledes han er blevet mere udadvendt og snakkende, idet han bliver accepteret som det køn, han føler sig som. Tidligere forsøgte han altid at holde lav profil, så folk ikke bemærkede, at noget ved ham var anderledes. (How T changes me : (1.24))

Den anden måde, hvorpå Caspian kan blive ”afsløret”, er i forbindelse med sit navn og cprnummer. Disse identifikationsmetoder har alle rod i et binært struktureret kønssystem. Hvad gælder CPR-nummeret afslører det sidste tal, hvorvidt man er mand eller kvinde. I Danmark er navne delt op i drenge- og pigenavne, der er afgjort af, hvilket biologisk køn barnet har. Caspian udtrykker selv, hvorledes samfundet identificerer ham som kvinde på baggrund af hans biologiske køn. Derfor har hans pigenavn voldt ham problemer op gennem opvæksten. Caspian udtrykker sig som følgende i en artikel:

Jeg kunne ikke holde mit gamle navn ud. Jeg troede først, at det var selve navnet. Fordi det var feminint og afslørede, hvad jeg var. Men det var lige så meget, hvad det symboliserede. Jeg hader at blive spurgt om, hvad jeg hed før. Det holder jeg for mig selv. Når jeg siger navnet, bygger folk en ny identitet op omkring mig, og det vil jeg gerne undgå. Det er en evig påmindelse om, hvad jeg var. (Ostrynski : 2011)

Judith Halberstam skriver følgende, som indikerer samme problemstilling, som den, Caspian introducerer os for: “Frankie thinks that naming represents the power of definition, and name changing confers the power to reimagine identity, place, relation, and even gender.” (Halberstam 1998 : 8) For transseksuelle ligger en stor del af deres følelse af manglende anerkendelse og accept i stedordene han og hun. Caspian skriver følgende: “Lad mig slå fast at jeg som transkønnet omtales som “en dreng”, “han” […] Der er bred enighed om at dette er minimum af anstændighed overfor en i forvejen stærkt diskrimineret gruppe.” (Drumm : 2012)

Er Caspian queer?
Det at være for anderledes og at være ukategoriserbar er svært at leve med. For at opnå den kulturelle genkendelse og værdighed, Søndergaard beskriver, tyder noget på, at mange transpersoner finder kønsskifteoperationen som vejen ud af deres pinsel. (Søndergaard 2000 : 34) Spørgsmålet lyder dog, at hvis kønnet er performativt og dermed ikke er begrænset til to, hvorledes kan vi så dømme, at individer gør deres køn forkert? Er en kønsforhandling da ikke nødvendig, (Ibid. : 35) så samfundet kan inddrage alle de individer, der føler sig ekskluderet på et illusorisk grundlag? Butler skriver følgende: ”… if a true gender is a fantasy instituted and inscribed on the surface of bodies, then it seems that genders can either be true nor false…” (Butler 1990 : 174).

Når transpersonen vælger at gennemføre en kønsskifteoperation, er der ifølge Niall Richardson ikke tale om, at den binære kønsstruktur forhandles[5] (som den gør i queer-aktivismen). Derfor skelner han klart mellem transseksualitet og transkønnethed. For både den transkønnede og den transseksuelle er det at passere afgørende; de gør dog dette på forskellige måder. Den transkønnede performer det modsatte køn uden kirurgiske indgreb, hvorimod den transseksuelle skifter køn rent kirurgisk. (Richardson 2010 : 122) Den transseksuelle er derfor ikke queer, da han/hun positionerer sig inden for den allerede eksisterende kønsstruktur:

While ´queer studies has made the transgender subject, the subject who crosses gender boundaries, a key queer trope´(Prosser 1998 : 5), the transsexed body does not appeal to queer theory in the same way […] The transsexual’s body has been re-shaped so that it conforms to that of the opposite sex (passes). (Ibid. : 127)

Det er interessant at undersøge, hvor Caspian positionerer sig inden for dette felt; er han transkønnet eller transseksuel? Han har på den ene side fået foretaget kirurgisk indgreb i forbindelse med brystoperationen men ytrer på den anden side, at han ikke ønsker at få en fuld kønsskifteoperation. Han har fortsat kønsorganer, der tilhører en kvinde. Han står i en vis forstand midt i mellem Richardsons to kategorier. Jeg vil dog argumentere for, at Caspian Drumm på trods af sin brystoperation kan anses for at være queer. Han eksemplificerer for mig at se i høj grad kønnets performativitet. Han søger ikke at opnå overensstemmelse mellem biologisk og socialt køn, da han er tilpas i sin krop, som den er: ”I am perfectly satisfied with the body parts that I have […]” (FTM – Bottom Dysphoria/surgery : (09.30) Ydermere ytrer han følgene: ”I am a man, and my equipment down there doesn’t change that.”. (Ibid. : (10.20)) Om dette er et fast ståsted eller blot skyldes hans unge alder, vil kun fremtiden vise.

Der er adskillelige teorier om, hvorfor en person bliver transseksuel; både biologiske, psykologiske, sociologiske strømninger. Hanne Vibeke Holst forsøger i bogen Da Per blev til Pia at undersøge baggrunden for transkvinden Pias kønsskifteoperation. Efter mange, lange interviews når Holst og Pia i fællesskab frem til, at baggrunden for Pias kønsskifteoperation er, at hun gennem hele sit liv har fået at vide, at hun ikke var ”rigtig” dreng/mand. Derfor flygtede Pia til kvinderne. (Holst 2000 : 234) På samme måde beskriver Caspian, at han aldrig har passet i ”pige-boxen”. (finding my identity pt. 1 : (07.13)) Ud fra Richardsons forståelse af den transseksuelle er det muligt, at bekræfte Butlers teori om, at kravet om overensstemmelse mellem biologisk og socialt køn stadig er afgørende og dominerende for individets kulturelle genkendelighed og værdighed. Dette understøtter Butlers og queer-teoriens efterspørgsel på en mangfoldiggørelse og åbning af kønskategorierne. Per/Pia følte sig så forkert i sit biologiske køn, at han/hun fra barns ben følte sig som det andet køn: Hvis jeg ikke er ”rigtig” dreng, må jeg være pige. Med andre ord, er der ikke plads til, at eksempelvis den meget maskuline kvinde passer ind i kategorien kvinde. Som Halberstam skriver, er eksempelvis maskulinitet traditionelt set knyttet til den hvide mand. (Halberstam 1998 : 16) Individet har som tidligere nævnt behov for kulturel genkendelighed. Da kønnene er grundlæggende kategoriseringsmidler, og kategorisering er nødvendig for andres forståelse af én, må man tilslutte sig én af de to køn på det binære, heteroseksuelle samfunds præmisser. Man må være enten/eller.

Til videre arbejde kunne det være interessant at undersøge, hvorledes det binære samfund pga. dets binære strukturer er medvirkende til at presse transkønnede ud i kønsskifteoperationen. CPRnumre og navneforandringer er ikke som sådan noget, man bare får gennemført; disse må kun ændres, hvis den transkønnede gennemgår en fuld kønsskifteoperation. Hermed efterlever transpersonerne i en eller anden forstand den binære strukturs krav. Kønsskifteoperationen er altså nødvendig for, at den transkønnede også kan opnå juridisk anerkendelse og accept som det køn, han/hun føler sig som.

Konklusion
Alle individer har brug for og søger kulturel genkendelighed for at opnå kulturel værdighed; hermed kan individet ikke bliver for anderledes. Det at passere er afgørende for både den transkønnede og den transseksuelle. Dette sker dog på forskellige måder: Med eller uden operation. Den transkønnede – som jeg har valgt at betegne Caspian som – underbygger ikke det binære, heteroseksuelle samfunds normer. Butler gør klart at dette samfund bygger på kravet om en overensstemmelse mellem biologisk og socialt køn, hvilket det ikke kan siges, at Caspian lever op til, da han ikke udviser interesse for at få ændret sine kønsorganer fra kvindelige til mandlige. Den transseksuelle derimod forsøger gennem kønsskifteoperationen at skabe en overensstemmelse mellem biologisk og socialt køn, hvilket reproducerer de allerede eksisterende normer. Den transseksuelles valg om kønsskifteoperation underbygger Butlers og Halberstams tese om en for snæver kønsstruktur, hvilket både Caspian og Pia fra Da Per blev til Pia også eksemplificerer. Hvis kønnet er performativt og en virkning (frem for årsag), da kan vi ikke dømme nogen som værende forkerte eller sande køn, eftersom alt er processuelt. kønskategorierne skal åbnes op, og der skal være plads til den kvinde, der ønsker at leve som en mand – dette uden en operation.

Empiri
Case:
MrMisterDrumm: Jeg har set og analyseret alle videoerne og henvist i opgaven til de enkelte videoer, jeg har draget oplysninger fra.
http://www.youtube.com/user/MrMisterDrumm/videos?sort=dd&shelf_index=0&view=0

Litteratur
Berger, Peter L & Luckmann, Thomas (2003), Den samfundsskabte virkelighed – En videnssociologisk afhandling, Lindhardt og Ringhof

Butler, Judith (2010), Kønsballade, København: Forlaget THP

Dahlerup, Pil (1991), Dekonstruktion – 90’ernes litteraturteori, København: Nordisk Forlag A.S.

Drumm, Caspian (16. november 2012), Til den danske presse, Modkraft
http://modkraft.dk/artikel/til-den-danske-presse

Garber, Marjorie (1992), Vested Interests – Cross-dressing & cultural anxiety, New York: Routledge

Halberstam, Judith (1998): Female Masculinity, United States: Duke University Press

Holst, Hanne-Vibeke (2000), Ned til kvinderne – da Per blev til Pia, Gyldendal

Ostrynski, Nathalie (28. juni 2011), Caspian Drumm, 15 år, går i niende klasse, Berlingske Nationalt
http://www.b.dk/nationalt/caspian-drumm-15-aar-gaar-i-niende-klasse


Richardson, Niall (2010), Transgressive Bodies – Representation in Film and Popular Culture, Ashgate Publishing

Søndergaard (2000), Tegnet på kroppen, Københavns Universitet: Museum Tusculanums Forlag

Noter
  1. [Retur] Oversat fra det engelske ”to pass”, altså at ”gå for” at være det køn, man føler sig som.
  2. [Retur] Tobias Raun: Forsker på RUC, Ph.d.-afhandling: Trans Self-Representation and Community Building on YouTube
  3. [Retur] T-gruppen er den sociale gruppe i LGBT (Landsorganisationen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner) for alle former for transpersoner.
  4. [Retur] Oversat fra ”to pass”. Omtaler det, at kunne ”gå for” det ønskede køn.
  5. [Retur] Alle forhandler altid. (Søndergaard 35) Her menes dog, at den transseksuelle ikke bidrager til en
    forskydning af de allerede gældende normer.

* * *
Opgaven i pdf-format.

* * *
Den 6. februar 2016: “Det transseksuelle blik – eller om ikke at kunne se skoven for bar træer” af Lisa Andersen: “En kritisk kommentar til et socialkonstruktionistisk perspektiv på transseksuelle med udgangspunkt i en bacheloropgave præsenteret i Vidensbanken: Case Study: Caspian Drumm, kønnede praksisser og fællesskaber – af Anne Maabjerg Mikkelsen.”

Derrida og moderne kønsteori – af Anne Maabjerg Mikkelsen.

Vist 0 gange. Anne Maabjerg Mikkelsen, Aarhus Universitet.
Bachelorprojekt: “Derrida og Moderne Kønsteori” den 13. december 2013. Hun fik karakteren 12 for det samlede bachelorprojekt.

[Til top] Indledning
I 2011 udkom romanen Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet[1], skrevet af Bjørn Rasmussen. I Information skrives: ”Bjørn Rasmussens lille debutroman sprænger alt, den kommer i nærheden af: kroppen, kønnet, skriften, fortællingen”. (Nexø 10.11.11, egen fremhævning) Romanen betegnes som queerlitteratur og spiller ukontroversielt ind i en voldsom forhandling af, hvad kønnet er, og hvor det sidder. Judith Butlers værk Gender Trouble fra 1990 revolutionerede forståelsen af kønnet som en indre essens, der determinerer personen til den biologisk kønnede krop. Kønnet bliver – i forlængelse af poststrukturalistisk tradition – processuelt, og der findes ikke en endelig betydning af at være mand eller kvinde, hvormed Butler advokerer for en åbning af kønskategorierne. HEHL springer alle grænser for, hvad der traditionelt forstås med betydning på to parallelniveauer, tekst og identitet, da hverken teksten eller fortælleren er mulige at sætte på struktur.

Denne opgave søger at belyse, hvorledes Butler i sin kønsteori tager udgangspunkt i Jacques Derridas sprogteori om betydning som værende konstant udsat. Ydermere vil den transkønnedes manglende position i sproget diskuteres i en undersøgelse af, hvorfor sprogteorien er afgørende i det danske samfunds kønsforhandling. Problemformuleringen lyder: På hvilke måder er Derridas sprogteori en forudsætning for Butlers moderne kønsteori? Opgaven er ikke en Derrida-eksegese men en læsning med henblik på kønsteori. Metodisk og opbygningsmæssigt vil opgaven strukturere sig om HEHL for anskueliggørelsens skyld.

[Til top] Jacques Derrida: Opgøret med bogens logocentriske struktur
HEHL er på alle måder udiagnosticerbar, hvormed det ikke er muligt at give et resumé eller en spændingskurve. Bjørn Rasmussen udtrykker følgende: ”Skrift er noget meget organisk for mig […]”. (dr.dk 10.11.13, egen fremhævning)

[Til top] Forskellenes uendelige spil: Différance
Derrida ønsker at gøre op med vestlig tænknings logocentrisme. Den logocentriske struktur arbejder med ét centrum, det transcendentale signifié, hvor betydning skal være absolut: ”Et transcendentalt signifié er nødvendigt for at forskellen mellem signifié og signifiant ét sted kan være absolut og ureducerbar.”. (Derrida 1970 : 67) For at denne struktur skal kunne opretholdes, må den udgrænse de elementer, der ikke passer ind. (Dahlerup 1991 : 33)

Derridas teori udspringer af Saussures teori om tegnets todeling: Signifié og signifiant. Forholdet mellem de to er arbitrære, og betydningen af signifié er udelukkende et produkt af forskellen mellem to signifiants; der er et entydigt forhold mellem signifié og signifiant inden for et totalt og lukket system. (Butler 2010 : 91) Den underliggende struktur søger Strukturalismen at udlægge. Derrida forholder sig kritisk til dette entydige forhold og understreger, at betydningen opstår i forskellen mellem mange signifiants. Han introducerer begrebet différance, en sammenblanding af adjektiverne different (forskellig) og différe (udsat, opsat, udskudt). Différe indikerer, at betydning altid vil være udskudt. Eksempelvis:

Lad os tage bogstaverne k-a-t som det betegnende [signifiant]. Lad os sige, at vi ikke ved, hvad det betyder, og derfor slår ordet op i et leksikon. Der får vi så at vide, at ”kat” er et dyr. Hvis vi heller ikke ved, hvad ”dyr” betyder, må vi slå det op, osv. I denne proces har ”dyr” skiftet plads. Først var det det betegnede [signifié] til kat, så blev det selv betegnende [signifiant] til den næste betydning. (Dahlerup 1990 : 34)

Et signifié vil derfor altid være et signifiant for noget andet, og a’et frem for e’et i différance gør ordet til et verbum, hvormed der tale om en uafsluttelig bevægelse. Derrida beskriver différance som et spil: ”[…] every concept is inscribed in a chain or in a system within which it refers to the other, to other concepts, by means of the systematic play of differences.”. (Derrida 1991 : 63)

Det er umuligt at tale om et centrum, hvor forholdet mellem de to dele er absolut, (Derrida 1972 : 249) da centrummet ikke selv kan undslippe forskellenes spil. Opgøret med det transcendentale signifié udvider mulighederne for betydning ad infinitum. (op.sit. : 249) Da mennesket søger og begærer et centrum i verden, som muliggør kohærens, er det problematisk at gøre op med centrummet. I indledningen til Of Grammatology skriver Gayatri Spivak: ”Humankind’s common desire is for a stable center, and for the assurance of mastery […]”. (Spivak 1997 : 10) Centrummets funktion sætter stopper for den uendelige henvisning fra tegn til tegn og usikkerheden, der er knyttet til relativitet. (Derrida 1970 : 114) Det lukker for det ubegrænsede spil af betydning: ”The function of this center was not only to orient, balance, and organize the structure […] but above all to make sure that the organizing principle of the structure would limit what we might call the free-play of the structure.”. (Derrida 1972 : 247ff) Menneskets ønske om at binde spillet er ikke muligt at holde tilbage. (Derrida 1970 : 131)

[Til top] Den lineære skrifts ophør er bogens ophør
Logocentrismen omhandler ikke kun metafysiske spørgsmål, hvorfor Spivak videre skriver: “[…] a book, with its ponderable shape and its beginning, middle, and end, stands to satisfy that desire.”. (Spivak 1997 : 10) Bogens struktur er i sig selv logocentrisk, da den forhindrer skriftens eksplosion. (Derrida 1970 : 64) Vores instrumentaliserede tilgang til teksten underkender de modsigende elementer, der altid vil være i en tekst, idet betydning aldrig ligger fast. Det vestlige samfund præsenterer mennesket for analyseværktøjer og læsemetoder, der ifølge Derrida alle er opstået i logocentriske interesser. (op.sit. : 110) Vores tilgang til teksten er præget af behovet for at finde ind til et centrum, hvilket ikke er muligt: ”The text has no stable identity, no stable origin, no stable end.”. (Spivak 1997 : 11) Teksten er aldrig kun signifiant for ét signifié.

Romanen HEHL er for den skolede læser en udfordring med dens poetiske leg med ord og betydninger. I den traditionelle romananalyse er spørgsmål som ”hvad er fortællerteknikken”, ”hvad er hovedbudskabet” og ”hvordan er spændingskurven” uundgåelige. Ingen af disse spørgsmål synes mulige at besvare. Utallige emner ligger og ulmer i teksten: homoseksualitet, prostitution, transvestisme, transkønnethed, far/søn-forhold, sadomasochisme m.fl.. Den springer i tid, stjæler sætninger fra andre bøger, skifter fortælleform og –køn, gentager episoder og inddrager autobiografiske elementer; hovedpersonen hedder selv Bjørn. Forfatteren Bjørn Rasmussen lader ord og vendinger gå om igen i nye sammenhænge, så de får nye betydninger, hvilket illustrerer det mangfoldige forhold mellem signifié og signifiant og forskellenes konstante spil. Ordet avocado indgår flere gange i romanen. Én gang bliver den et symbol på noget, der besidder en kerne, hvilket fortælleren selv begærer. (Rasmussen 2011 : 30) Her læser vi mere i ordet, og det får en anden betydning, end hvad vi normalt tillægger det. Et andet sted indgår avocadoen som det, den i daglig tale er: mad. (op.sit. : 78) Bogen er ikke traditionelt struktureret med en start og slut, da det er muligt at læse det bagerste af bogen først. Forskellige læsninger er altid mulige. Læseren efterlades i en frustreret og forvirret sindstilstand, da ingen traditionelle analytiske spørgsmål kan besvares. Bogen kan ikke sættes på struktur; det er ikke muligt at finde ét centrum.

Tekstens frie, organiske spil demonstrerer Derridas udsagn om betydning som værende aldrig endelig. Romanen afsluttes med en sides blogbogstaver uden punktummer. Den lange ytring slutter midt i en sætning, hvilket igen underbygger tesen om et aldrig afsluttet spil af forskelle og betydninger: ”[…] DER SØNDERDELES I LYS OG REGENERERER I MØRKE SOM ROLIGHED OG INGEN MODSTAND OG”. (op.sit. : 93) HEHL gør op med et lineært handlingsforløb. Derrida skriver: ”Den lineære skrifts ophør er netop bogens ophør […]”. (Derrida 1970 : 181) Romanen eksemplificerer, hvordan et ikke-lineært og ikke-kohærent handlingsforløb medfører, at vi ikke kan finde ét centrum. Denne måde at skrive på er et opgør med den logocentriske tankegang.

[Til top] Delkonklusion
Den logocentriske tilgang til en tekst udformer sig som bogens struktur og den lineære skrift. Vestlig tænkning er domineret af en søgning efter centrum, hvor betydningen er absolut. Ønsket om at begrænse forskellenes spil er ikke muligt at undgå, da mennesket begærer kohærens og centrum, da det sætter grænser for usikkerheden ved relativitet. Logocentrismens bagside er, at den udgrænser alle modsigende elementer, der ikke passer i strukturen. Disse elementer viser, at én endelig struktur ikke er mulig. HEHL eksemplificerer den manglende evne til at skabe en struktur, idet en tekst altid vil have et utal af læsninger og betydninger. Alle signifiés vil være signifiants, og sproget henviser til sig selv i det uendelige i kraft af différance, hvormed man aldrig kan nå til en absolut forståelse og endelig betydning, som centrummet gør krav på.

[Til top] Judith Butler: Den heteronormative struktur
HEHL gør op med den logocentriske, lineære skrift, bogens struktur og den dertilhørende søgen efter det centrum og den kohærens, mennesket begærer. Værd at bemærke er, at dette opgør udspiller sig på to niveauer: Tekst og identitet.

[Til top] Den kohærente, entydige identitet
Den konstante udskydelse af betydning i romanen illustrerer fortælleren Bjørns konstante søgen efter en kerne i sig selv. Samfundet har ifølge ham forventning om, at den lykkelige person er det kønnede, det kernede, det hele, jegede jeg: (Rasmussen 2011 : 30) ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg bilder mig ind, at jeg skal være sammenhængende […]”. (Ibid. : 69) Ifølge den poststrukturalistiske kønsteoretiker Judith Butler gælder der i samfundet[2] en forventning om, at identitet er selvidentisk, vedvarende, enhedslig og internt kohærent. (Butler 2010 : 58)

John Storey skriver om den poststrukturalistiske identitetsforståelse, som Butler også tilslutter sig: ”[…] identity, not as something fixed and coherent, but as something constructed and always in process of becoming, but never complete […]”. (Storey 2003 : 79, egen fremhævning) En kohærent og entydig identitet er umulig, da identitet er en uendelig produktion. Vores selvforståelse vil aldrig blive endelig eller entydig. Bjørn fortæller i romanen: ”Mit livs historie eksisterer ikke. Dette ved jeg nu. Tidligere bildte jeg mig selv ind, at den lå et sted og vibrerede, min historie, at jeg kunne nærme mig den gennem skriften”. (Rasmussen 2011 : 9) I et interview udtaler Bjørn Rasmussen: ”[…] det [er] altid et umuligt erindringsprojekt at ville forsøge at stykke sin livshistorie sammen. For så snart noget bliver italesat som værende erfaret eller sandt, så kommer en modsat erfaring og gør krav på sandheden.”. (Sørensen 14.01.12) Ligesom teksten vil en identitet altid indeholde et uendelig antal af muligheder, og en kohærens er ikke mulig. Samfundet har dog en interesse i at sætte personen på en struktur, hvormed det, der modarbejder det kohærente og centrummet, udgrænses. Samfundets struktur bygges op omkring kønnet, som er det gennemgående konstruktionselement. (Søndergaard 2010 : 35)

En tematisering i HEHL er, hvorledes karakteren Bjørn er vildfaret i kønskategorierne. Når fortælleren optræder som jeg-person, præsenteres læseren for tegn, der antyder, at fortælleren både kan være hun- og hankøn: ”Jeg får min første menstruation ved siden af mor, jeg får min første sædafgang ved siden af mor […] og er hund nok, mand nok, kvinde nok, Bjørn nok til mor […]”. (Rasmussen 2011 : 45)

[Til top] Biologisk køn, socialt køn og begær: ”Kønskernen”
Butler argumenterer for, at vi ikke kan tale om identitet uden først at tale om kønsidentitet. Identitetens kohærens er afgjort af, hvorvidt personen formår at udtrykke kohærens i sin kønsidentitet, idet det er gennem kønnet, personen bliver forstået. (Butler 2010 : 59) Samfundet er struktureret om et heteroseksuelt, binært forhold mellem kønnene. Dette udgør en regulerende ramme, der afgør, hvilke individer, der er forståelige: Den heteronormative struktur. Det forståelige køn fastholder relationer af kohærens mellem biologisk køn, socialt køn og begær (op.sit. : 60) og udtrykker et mimetisk forhold mellem socialt og biologisk køn. (op.sit. : 45) Hvis personen er biologisk mand, skal han føle sig som mand og begære kvinder. Kohærensen mellem de tre attributter fremstår som personens naturlige kønskerne eller substans. (Butler 2010 : 70) Denne forventning om kohærens mellem de tre kønsattributter kommer til udtryk i romanen:

Er der bund i ham, er hun naturlig. Hvis man er mand i Lemvig og befamler en anden mands lem i Lemvig eller berører det med mund eller anus, må de tilstødende værtshusgæster fremtræde med en tyk fæces, som den opsætsige herefter må nedsvælge. (Rasmussen 2011 : 67)

Det naturlige fremstår som overensstemmelsen mellem biologisk køn, socialt køn og begær.

[Til top] Kønnets performativitet: Personens becoming
Butler søger at vise, hvorledes kønskernen er en illusion skabt gennem heteroseksualitetens regulerende praksisser. Hendes pointe er, at vores becoming – identitetens konstante tilbliven – ikke skal begrænses af illusoriske forestillinger om kønnet som en urokkelig kerne. Det biologiske køns prædiskursive status fastholder kønnet i et binært forhold, (Butler 2010 : 46) hvorfor Butler først må gøre op med den traditionelle skelnen mellem biologisk køn og socialt køn. Dorte Marie Søndergaard skriver:

Der findes ingen akulturel eller rent biologisk adgang, ingen hverken præ-diskursiv eller præpraksisformidlet adgang til det kropslige, til det vi kalder natur. Vi møder det kropslige, det biologiske, naturen gennem vore diskurser og handlesammenhænge. (Søndergaard 2000 : 42)

Det er kun relevant at diskutere socialt køn, (Butler 2010 : 193) der ikke bør begrænses til to. (op.sit. : 4) Butler tager udgangspunkt i begrebet performativitet: ”At den socialt kønnede krop er performativ, antyder, at den ikke har nogen ontologisk status bortset fra de forskellige handlinger, som konstituerer dens realitet.”. (op.sit. : 227) Den heteronormative strukturs begreb om kønskernen er selv en produktion, og der er ingen kønsidentitet bag udtrykkene for køn. (op.sit. : 71) Kønskernen er en illusion, (op.sit. : 227) og substansontologien er overflødig. (op.sit. : 70) Kønskohærensen fremstår som kønskernen, da relationerne mellem de tre kønsattributter er størknet over tid gennem en gentagen stilisering af kroppen, hvorved de producerer en tilsynekommende substans eller en naturlig væren. (op.sit. : 82) Kønnet er en gentagen imitation og citation af en falsk original. (op.sit. : 229) Det er aldrig muligt endeligt at blive mand/kvinde, da identitet og køn er en konstant tilbliven. Performativitetsbegrebet betegner, at vi ikke har en entydig, kohærent identitet, på samme måde som différance betegner, hvorledes betydning grundet forskellenes bevægelse aldrig er endelig: Intet er forudgivet. Bjørn skriver: ”Jeg er et åbent hylster, modtagelig for hvad som helst […] hullet til benzin på bilen, jeg påfyldes ustandseligt […]”. (Rasmussen 2011 : 17)

[Til top] Strukturen bryder sammen: De ulæselige ekskluderede
Butler mener, at på trods af disse poststrukturalistiske strømninger, er den kønsessentialistiske tilgang til personen stadig gennemgående i samfundet. Det er en overlevelsesstrategi at forsøge at passe ind i sit køn så godt som muligt, da det får konsekvenser ikke at gøre kønnet ”rigtigt”: ”Vi straffer faktisk jævnligt dem, der ikke gør deres køn rigtigt.”. (Butler 2010 : 232) Søndergaard tilslutter sig:

Er individet ikke genkendeligt, er han eller hun for anderledes, for mærkelig inden for en given kulturel kontekst, så vil vedkommende blive mødt med ekskluderende, med ikke inkluderende, kræfter fra omgivelserne. (Søndergaard 2000 : 33)

Personens færden i det sociale felt er styret af et fundamentalt præmis: kulturel genkendelig/forståelighed. Butler beskriver de ekskluderede personer med følgende ord: ”umulige”, ”ulæselige”, ”urealiserbar”, ”uvirkelige” og ”illegitime”. (Butler 2010 : VIII)

Den heteronormative struktur indskrænker virkeligheden, da personers handlingsmuligheder begrænses af deres kønnede krop. HEHL problematiserer dette: ”Kan Bjørn forlige sig med at have et ubestemt sind i en bestemt krop?”. (Rasmussen 2011 : 34) Kan Bjørn leve i et samfund uden et tilhørssted i Kønnene? (op.sit. : 24) Bjørns søgen efter en kerne synes at mislykkedes. På butleriansk vis er det muligt at argumentere for, at Bjørn ikke kan finde sin kerne, kønnet, og dermed ikke kan være sammenhængende, som samfundet kræver af ham, da kønnet er det centrum, samfundet struktureres om. Bjørn fremstår ulæselig. De personer, der svæver mellem kønnene og ikke kan finde sig til rette i samfundets krav til forståelighed, illustrerer, hvordan virkeligheden er foranderlig. De nye udtryk for køntranspersoner, butch– og femme-identiteter, drags m.fl. – ændrer idéen om, at virkeligheden er en fast størrelse: ”Drag er et eksempel, der er beregnet til at etablere, at ”virkeligheden” ikke er så fast, som vi normalt anser den for at være”. (Butler, XXV) Butler advokerer for, at vi forstår virkeligheden som reviderbar, og at vi skal gentænke kønskategorierne. (op.sit. : XXIV) De nye kønnede udtryk afslører kønskernen som værende en illusion, hvormed der intet belæg er for at dømme folk som ”rigtige” kvinder og mænd. Der er intet sandt eller falsk køn, da kønnet er, hvad man gør, og muligheden for handling er mangfoldig: ”køn kan hverken være sande eller falske, hverken virkelige eller tilsyneladende, hverken originale eller afledte.” (op.sit. : 235) Idet kønnet ikke er en kerne og dermed ikke har en forudgående natur, er kønskohærensen ikke noget, personen er låst til og af.

Butler søger som Derrida at vise, hvordan den altdominerende struktur ikke er adækvat. I Derrida-termer gælder, at de ekskluderede med alternative kønsudtryk er modsigende elementer, som den heteronormative struktur forsøger at udgrænse. I realiteten undergraver disse selve strukturen, da de viser, at strukturen ikke rummer alt. Kønnets performative og mangfoldige karakter bryder den binære tingsliggørelse af køn, (op.sit. : 212) og afslører strukturen med kønnet i centrum som værende inadækvat. Butler skriver selv følgende om Derridas brud med Saussure:

Det poststrukturalistiske brud med Saussure […] afviser påstandene om totalitet og universalitet, og antagelsen om binære strukturelle modsætninger, som implicit arbejder på at undertrykke lingvistiske og kulturelle betydningers vedholdende tvetydighed og åbenhed. (op.sit. : 91)

De ekskluderede giver os en forståelse af strukturens kompleksitet. Der findes tvetydighed, hvormed disse kønsudtryk positionerer sig inden for en forhandling af, hvad køn overhovedet er, og hvor det sidder. Forhandlingen foregår gennem en brydning mellem personers forskellige kønsudtryk, (Søndergaard 2000 : 34) hvormed de nye kønnede udtryk bringer et ukonventionelt bidrag til forhandlingen.[3] Butlers bidrag til den moderne kønsteori har haft afgørende betydning for den aktuelle kønsforhandling, da queerteori og –aktivisme udsprang af Butlers værk Gender Trouble. Queeraktivisterne er aktive forhandlere af en omstyrtelse af det heteronormative samfund gennem en fremhævelse af de modsigende elementer, der afslører strukturen som inadækvat.

[Til top] Delkonklusion
HEHL drager paralleller mellem Derridas sprogteori og Butlers teori om køn. Bjørns vildfarelse i kønskategorierne medfører, at han ikke kan finde sin kerne og ikke kan leve op til samfundets forventninger om en kohærent og entydig identitet. Identitet og køn er dog performative; en endelig betydning er umulig, og kønnet er ikke en kerne. Grundet et manglende køn er fortællerens karakter umulig at sætte på struktur ligesom selve teksten, og både fortæller og tekst fremstår ulæselige. En person bliver ulæselig, hvis han/hun ikke passer ind i den heteronormative struktur. Den ulæselige gør dog klart, at samfundets denne struktur er inadækvat og bør dekonstrueres. De modsigende elementer nedbryder strukturen gennem en forhandling af, hvor kønnet sidder.

[Til top] Retten til selvidentifikation: En forhandling gennem sproget
Mærkbart ved det danske samfunds kønsforhandling er, at den i stor grad udspiller sig på det sproglige niveau, hvorfor det er interessant at diskutere, hvordan sproget er afgørende for personens færden i det sociale felt. Heri ligger muligvis en forklaring på, hvorfor Butler trækker på Derridas dekonstruktion. Diskussionen vil tage udgangspunkt i den ekskluderede eksemplificeret ved den transkønnede [4]. SF-politikeren Morten Norman ytrer: ”I øjeblikket er jeg mest optaget af transpersoners rettigheder. Vi er kommet langt med kampen for homorettigheder, men har en tendens til at glemme T’et i LGBT-betegnelsen.”. (Holm 11.09.13)

[Til top] Den transkønnedes aktuelle situation
En af de afgørende omstændigheder for den transkønnede er vilkåret for juridisk kønsskifte[5]: Heri ligger, at den transkønnede kan få lov til at kalde sig det, han/hun føler sig som, selvom det ikke er i overensstemmelse med det biologiske køn. Det danske juridiske system er struktureret om to køn. I følge Navnelovgivningen skal en person have et navn svarende til det biologiske køn, (Thranesen 2013 : 8) og i CPR-nummeret er det sidste tal lige for kvinder og ulige for mænd. (retsinformation.dk (1)) Det juridiske kønsskifte er ikke muligt uden kirurgisk kønsskifte, (justitsministeriet.dk : 1) hvormed kønnet betragtes som værende afgjort af personens biologi:

Personer, der har gennemgået en kønsskifteoperation, får først tildelt et nyt personnummer, når Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-kontor fra Sundhedsstyrelsen har fået meddelelse om, at kønsskiftet er helt afsluttet, uanset om behandlingen har fundet sted i Danmark eller udlandet. (retsinformation.dk (2), egen fremhævning)

En ”rigtig” mand eller kvinde er ham/hende, der formår at imødegå en kohærens mellem socialt og biologisk køn [6]. De juridiske strukturer er selv med til at fastfryse og naturalisere de to kønskategorier, så de fremstår som essenser, (Butler 2010 : 43) hvorfor især den transkønnede har svært ved at færdes i alle administrative og offentlige systemer. (Raun 2012 : 71) Systemets tilgang til den transkønnede afslører samfundets essentialistiske tilgang til kønnet. Kønsskiftet skal være helt afsluttet; personen skal have en biologi tilnærmelsesvis lig det køn, han/hun ønsker at passere til. Først da vil samfundet tillade den transkønnede at indtræde i det andet køns domæne og betegnelsesmuligheder.

[Til top] Anerkendelse gennem sproget
Den transkønnede forhandler om en plads i sproget; om retten til selvidentifikation. Butler skriver: ”[…] frygten for at miste ens plads i kønnet […] konstituerer en ontologisk krise, oplevet både på seksualitetens og sprogets niveau.”. (Butler 2010 : XI, egen fremhævning) Den transkønnede står i en gråzone i det sociale som en konsekvens af at befinde sig i en gråzone i sproget. At vores indgang i det sociale felt gennem sproget er struktureret omkring en enten/eller-optik er tydeligt, hvis vi betragter noget så simpelt som de uundværlige stedord han og hun. En transkvinde udtaler: “For me it’s really important that on a gender level that she is used … her.”. (youtube.com : (15.50)) Gennem sproget bliver hun anerkendt og accepteret som den kvinde, hun føler sig som.

Den transkønnedes problemer opstår grundet et entydigt og fastlåst forhold mellem signifiant og signifié. Grundlæggende for vores færden i samfundet er de kategorier, vi placerer hinanden i: ”Hverdagens virkelighed indeholder skemaer over typer, ved hjælp af hvilke vi forstår og ”kan finde ud af” andre, når vi møder dem ansigt-til-ansigt.”. (Berger & Luckmann 1972 : 45) Kønnet er gennemgående element i samfundet og dermed gennemgående kategoriseringsmiddel i vores møde med andre. (Raun 2012 : 70) Gældende for den transkønnede er ifølge Butler: ”[…] selv det at ”se” kroppen kan ikke besvare spørgsmålet: ”Med hvilke kategorier ser man? […] Når der stilles spørgsmålstegn ved sådanne kategorier, kommer kønnets realitet også i krise […]”. (Butler 2010 : XXIV) Det, vi ser, er ikke det, vi får, og vi ved ikke, hvordan vi skal gå til personen. Kategorien kvinde rummer ikke kvinden, der biologisk er en mand, hvormed den transkønnede kvinde bliver ulæselig. Det, der gør en tekst ulæselig jf. Derrida, er den manglende mulighed for at sætte på struktur, som HEHL eksemplificerer. Den transkønnede bliver ulæselig, da han/hun ikke kan sættes på struktur. Kønskernen er ikke mulig at finde, da den transkønnede ikke lever op til kohærensen. Vores signifianter mand og kvinde passer ikke på den transkønnede, idet han/hun ikke svarer til vores signifiéer mand og kvinde. Den transkønnedes positionering i dagens kønsforhandling gør krav på en anden betydning af begreberne mand og kvinde såvel som han og hun. Signifianterne skal kunne dække personer, der ikke lever op til kønskohærensen. Igennem en sådan forhandling kan de naturaliserede kønskategorier forskydes. (op.sit. : 83) Butler abonnerer i høj grad på Derrida, når hun skriver følgende: ”Diskrepansen mellem betegnende [signifiant] og betegnede [signifié] bliver som et resultat sprogets operative og grænseløse différance, der gør alt referentialitet til en potentiel grænseløs forskydning.”. (op.sit. : 91) Begreber er processuelle (op.sit. : 82) og åbne for intervention, hvormed betydningen af begrebet aldrig er endeligt. Den transkønnede er i Butlers teori en subversiv karakter, der afslører kønnets imitative karakter.

[Til top] Kritisk blik: Den transkønnede som teoretisk pointe
Den aktuelle debat om transkønnede viser to poler: Den transkønnede som subversiv, som hos Butler, og den transkønnede som normativ. (Raun 2012 : 98) Den normative opfattelse er eksempelvis at finde hos Niall Richardson: “[…] the transsexed body does not appeal to queer theory […] The transsexual’s body has been re-shaped so that it conforms to that of the opposite sex (passes).”. (Richardson 2010 : 127) I denne teori reproducerer den transkønnede normerne og bør ikke betegnes som queer. Tobias Raun, kønsforsker på RUC, mener, at den transkønnede i de kønsteorietiske positioner har som formål at indgå som en teoretisk pointe ud fra et analytisk projekt, hvilket han problematiserer. (Raun 2012 : 379) Han skriver, at tendensen ”[…] results in an instrumentalized and truncated reading of trans. The stories are not allowed to breathe […]”. (op.sit. : 99) Transpersonen reduceres, og Raun ønsker at holde fast i flertydigheden, flerstemmigheden og ambivalensen, som den transkønnede indeholder. Han kritiserer Butler for at få den transkønnede til at passe i sin egen struktur for at kan underbygge sin egen pointe om det performative køn. Selvom Butler formår at tænke nyt for at gøre op med en altdominerende, teologiseret heteronormativ struktur, formår hun i bund og grund ikke selv at gøre sig fri af den tilgang til virkeligheden, hun kritiserer. Denne beskrevne tendens understøtter Derridas vigtige hævdelse om, at menneskets ønske om at begrænse spillet aldrig kan fjernes. En person er altid allerede en del af en struktur, af en virkelighed, foruden hvilken, han/hun ikke ville kunne forholde sig til noget. Fælles for poststrukturalisterne er ønsket om at overskride og sætte sig fri af strukturen. En måde, hvorpå man kan omvælte strukturen og forskyde den, selv værende i strukturen er, som denne diskussion har belyst, at bruge det gældende sprog i en forhandling af virkeligheden. Når Butler tilråder en mere åben struktur i samfundet, der ikke indskrænker virkeligheden til to essentielle køn, advokerer hun derfor for en åbning i sproget.

[Til top] Sprogets forhandlende muligheder
Denne åbning op i sproget tilslutter Spivak i indledning til Of Grammatology. Hun argumenterer for, hvordan menneskets trang til at lukke cirklen i højeste grad kommer til udtryk i sproget, hvorfor det er i sproget, cirklen skal åbnes. (Spivak 1976 : 18) Det poetiske sprog bliver for Derrida centralt: “The poet […] is the man of metaphor: while the philosopher is interested only in the truth of meaning, beyond even signs and names, and the sophist manipulates empty signs […] the poet plays on the multiplicity of signifieds.”. (goodreads.com)

Poststrukturalisten Julia Kristeva mener, at poesi og kunst udvider virkeligheden. Hun opdeler the signifying process i det semiotiske og det symbolske, hvor det semiotiske er drifternes, følelsernes og instinkternes materialisation i form af stemme og rytme. (Kristeva 1984 : 26) Det symbolske er præget af grammatik, logik og overensstemmelse mellem signifié og signifiant, hvilket ligger til grund for, at mennesket kan gøre sig forståeligt og indgå i det sociale felt. (op.sit. : 49) Overensstemmelsen optræder som en social censur. Kristeva advokerer som Butler og Derrida for, at forholdet mellem signifiant og signifié er for entydigt grundet det symbolskes dominans. Det poetiske sprog formår at lade det semiotiske strømme ind i det symbolske, hvormed sproget åbnes op for betydning. (op.sit. : 64) Gennem det poetiske sprog forskydes den symbolske orden, og gennem den større mangfoldighed bliver den sociale censur formildnet. Med det poetiske sprog, den ikke-lineære tekst, forhandles hvad, der er kulturelt acceptabelt.

Ikke mærkeligt at queeraktivister benytter sig af poetisk litteratur og kunst i kampen for rettigheder, da det er ekstremt effektivt i en forhandling af virkeligheden. HEHL betegnes som queerlitteratur og er et udspil på denne bane, hvorfor romanen har været relevant i denne opgave. Med parallellerne mellem Derridas opgør med den lineære skrift og Butlers opgør med den essentielle kønsforståelse formår HEHL at anskueliggøre, hvordan Derridas sprogfilosofi er en af forudsætningerne for Butlers moderne kønsteori baseret på begrebet performativitet. Romanen demonstrerer, hvordan sproget bliver et afgørende, ukonventionelt middel i den aktuelle kønsforhandling. I poesiens konstante udskydning af betydning og udefinerbare aspekter formår den at illustrere både Derridas og Butlers pointe med, at betydning aldrig er endelig. Det poetiske og legende spil i HEHL understøtter det grundlæggende argument i Butlers moderne kønsteori om, at man aldrig kan blive ”rigtig” kvinde eller mand, hvorfor det ikke er muligt at dømme nogle som forkerte og ulæselige – heller ikke den transkønnede. Med en sådan forskydning af forståelsen af begreberne mand og kvinde, kan det være, at den transkønnede kan favnes: ”[…] mand og maskulint [kunne] lige så let betegne en kvindekrop som en mandekrop, og kvinde og feminint [kunne] lige så let betegne en mandekrop som en kvindekrop.”. (Butler 2010 : 45)

[Til top] Konklusion
Derrida søger gennem sit opgør med logocentrismen at vise, hvordan et selvidentisk centrum med absolut betydning ikke er muligt, da sproget henviser til sig selv i det uendelige. Vi kan aldrig få adgang til fuld betydning grundet forskellenes spil, différance. Dette eksemplificeres i hans opgør med bogens logocentriske struktur. Det er ikke muligt blot at finde én enkel struktur i en tekst, da der altid vil være modsigende elementer, der vil bidrage til en ny læsning, hvormed strukturen dekonstrueres. HEHL eksemplificerer den konstante udskydelse af betydning med sin manglende diagnosticerbarhed, hvormed læseren efterlades frustreret og forvirret grundet manglende centrum og struktur; romanen fremstår som ulæselig.

Romanens konstante forskydning og udsættelse af betydning illustrerer fortælleren Bjørns konstante søgning efter sin egen kerne. I samfundet gælder, at den forståelige og sammenhængende person har en intern struktur som kohærens mellem socialt køn, biologisk køn og begær. Denne fremstår som en kønskerne, da den er gentaget og stiliseret over tid. Bjørns manglende evne til at være sammenhængende, hel og jeg’et skyldes, at han ikke kan finde sig selv til rette i Kønnene. I dagens samfund kan man ikke forstå identitet forud for kønsidentitet, da samfundet er bygget op på en heteronormativ struktur med kønnet i centrum. De personer, der modsiger identitetsstrukturen og dermed også samfundsstrukturen udgrænses/ekskluderes, da de ikke lever op til forventningen om, hvad en mand og kvinde er. Den transkønnede bliver på denne måde ulæselig, idet han/hun ikke kan sættes på struktur og dermed ikke går ind under kategorien mand/kvinde, som vi forstår den. Ifølge Butler er der intet forudgivet ved kønnet: det er udelukkende performativt og dermed processuelt, hvormed forventningen om kønskohærensen indskrænker virkeligheden og underkender individets mangfoldighed. Identitet er konstant becoming, Det er ikke muligt at dømme nogle som rigtige eller forkerte mænd/kvinder, idet det aldrig er muligt at opnå en endelig betydning af mand/kvinde, da betydning altid udskydes. Dagens nye kønnede udtryk, som den transkønnede, underbygger Butlers tese og viser den heteronormative struktur som inadækvat; de modsigende elementer nedbryder strukturen.

Med ordet ulæselig er der kobling mellem sprog og kønsteori: Den manglende struktur både hos teksten og personen resulterer i en usikkerhed og frustration, da man ikke kan betegne, hvad man står overfor. Kønsforhandlingen i dagens samfund udspilles derfor bl.a. på sprogligt niveau, hvilket den transkønnede eksemplificerer i sin kamp for retten til selvidentifikation. Den transkønnede oplever en diskrimination i det sociale felt som resultat af ikke at passe ind i en sproglig kategori. Den transkønnede kræver derfor anerkendelse gennem sproget, hvormed et for snævert sprog bliver problematisk. Det er sproget, vi skal åbne op for at åbne virkeligheden og forskyde den. Queer-romanen HEHL illustrerer den sproglige kønsforhandling, da den er et indspil i en højtbrusende kønsdebat om, hvad køn er, og hvor det sidder. Romanen eksemplificerer, hvorfor Derridas sprogteori om betydning som værende aldrig endelig og strukturens manglende øje for kompleksitet er en vigtig forudsætning for Butlers moderne kønsteori. Derrida understreger poesiens afgørende rolle i en åbning af sproget, hvilket Julia Kristeva tilslutter sig: Kunsten og det poetiske sprog – opgøret med den lineære skrift – formår at springe rammer, udvide sproget og gøre mulighederne for betydning mangfoldig, hvormed forholdet mellem signifié og signifiant ændres og flertydiggøres. HEHL eksemplificerer som et udspil i kønsforhandlingen, hvorfor sprogteorien er vigtig i inklusionen af tidligere ulæselige individer, da det er i sproget, vi kan udvide betydningerne af mand og kvinde, så de favner flere. Sproget er afgørende for vores færden i det sociale, og dermed er Derridas sprogteori en vigtig forudsætning for Butlers moderne kønsteori.

Kan vi på noget tidspunkt komme ud over strukturen? Tobias Rauns kritik af Butlers subversive forståelse af den transkønnede eksemplificerer, hvordan Butler selv forsøger at få den transkønnede til at passe ind i en struktur og teoretisk pointe, hvormed den transkønnede reduceres. På samme måde forsøger jeg selv i denne opgave at sætte struktur og analyse på en roman, hvis pointe og formål det er at være udiagnosticerbar. Derrida lader til at have ret i, at menneskets ønske om at begrænse spillet aldrig kan undgås.

[Til top] Litteraturliste
Litteratur:
Berger, Peter L & Luckmann, Thomas (1972) [1966], Den samfundsskabte virkelighed – En videnssociologisk afhandling, Lindhardt og Ringhof, Kbh

Butler, Judith (2010) [1990], Kønsballade, Forlaget THP, Kbh.

Dahlerup, Pil (1991), Dekonstruktion – 90’ernes litteraturteori, Nordisk Forlag A.S., Kbh.

Derrida, Jacques (1991 )[1972], ”Différance” i A Derrida reader (1991), Columbia University Press USA, s. 61

Derrida, Jacques (1970) [1967], Om Grammatologi, Universel Trykkeriet A/S, Kbh.

Derrida, Jacques (1972) [1967], ”Structure, Sign and Play in the Discourse of Human Sciences” i The Structuralist Controversy (1972), John Hopkins Press, London, s. 218

Kristeva, Julia (1984) [1974]: Revolution in Poetic Language in Roudiez, Leon S., Colombia University Press, New York

Rasmussen, Bjørn (2011), Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, Gyldendal, Gylling

Raun, Tobias (2012), Out Online: Trans Self Representation and Community Building on YouTube, PhD Dissertation, Roskilde Universitet, Roskilde

Richardson, Niall (2010), Transgressive Bodies – Representation in Film and Popular Culture, Ashgate Publishing, UK

Spivak, Gayatri Chakravorty, (1997), “Translater’s Preface” i Of Grammatology, Derrida, Jacques (1997) [1967], Hopkins University Press, Baltimore & London, s. 1.
Kan hentes på:
http://www.mohamedrabeea.com/books/book1_3997.pdf

Storey, John (2003), Inventing Popular Culture: from folklore to globalization, Blackwell Publishing, UK

Søndergaard, Dorte (2000), Tegnet på kroppen, Københavns Universitet: Museum Tusculanums Forlag, Kbh.

Hjemmesider:
dr.dk – Læsegrupper: Bjørn Rasmussen: Jeg skriver på lyd og stoflighed. Available:
Siden findes ikke mere.
[2013, 10.11.13]

goodreads.com – Jacques Derrida – Quotes. Available:
http://www.goodreads.com/author/quotes/4132.Jacques_Derrida)
[2013, 15.11.13] [Retur] justitsministeriet.dk – Kommisorium for tværministeriel arbejdsgruppe om udmøntning af regeringsgrundlagets afsnit om kønskifte. Available:
http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Arbejdsomraader/Ministeriet/Raad/K%C3%B8nsskifte%20Kommissorium%20-%20JM.pdf
[2013, 15.11.13] [Retur] retsinformation.dk (1) – Bekendtgørelsen om folkeregistrering mv., kapitel 1, stk. 2. Available:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=10751#K1
[2013, 28.11.13] [Retur] retsinformation.dk (2) – Vejledning om folkeregistrering følgende, stk. 2.1.3. Avalable:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=10811
[2013, 28.11.13]

youtube.com -, Transgender Basics – Gender Identity Project (GIP), 10.08.2009. Available:
http://www.youtube.com/watch?v=UXI9w0PbBXY [2009, 03.12.13]

Artikler:
Holm, Frank (11.09.13), ”Mød en LGBT-kandidat: Morten Norman (SF) Lyngby-Taarbæk”, Out & About [Online Artikel] Kan hentes på:
http://www.out-and-about.dk/visnyhed.asp?id=4613#.Up24BpFheJw

Nexø, Tue Andersen (10.11.11), ”Et benhårdt og muterende køn”, Information, (20.11.11) [Online Artikel] Kan hentes på:
http://www.information.dk/279656

Sørensen, Rasmus Bo (14.01.12), ”Et ubestemt sind – i en helt bestemt krop”, Information, (14.01.12) [Online Artikel] Kan hentes på:
http://www.information.dk/290431

Thranesen, Tina (24.02.13), Love, bekendtgørelser mv., som i dag regulerer transkønnedes forhold, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, København K
Kan hentes på:
URl’en ændret til:
http://lgbt.dk/wp-content/uploads/Love_mv_beroert_af_LGBT_Danmarks_transpolitik_20130224.pdf

Noter
  1. [Retur] Romanen gennemgående blive betegnet som HEHL
  2. [Retur] Når Butler taler om samfundet, sigter hun til moderne vestlige højindkomst samfund med kernefamiliestruktur. I min brug af hendes teori: Det danske samfund.
  3. [Retur] Et konventionelt kønsudtryk vil også altid bidrage til forhandlingen af køn. Man kan ikke vælge ikke at udtrykke og forhandle sit køn. (Søndergaard 2000 : 35)
  4. [Retur] Denne opgaver bruger betegnelsen transkønnet frem for transseksuel, idet der er fokus på kønsidentiteten.
  5. [Retur] Ændring af navn og CPR-nummer
  6. [Retur] Begæret er ift. den transkønnede ikke så centralt, da følelsen af at være det forkerte køn omhandler kønsidentiteten og ikke seksualiteten.

* * *
Opgaven i pdf-format.

Transkøn. En social konstruktivistisk undersøgelse af transkønnedes oplevelser af mødet med Sexologisk Klinik.

Vist 0 gange.
Transkøn. Rapport.

Transkøn. Rapport.

Titel Transkøn.
En social konstruktivistisk undersøgelse
af transkønnedes oplevelser af mødet
med Sexologisk Klinik.
Forfatter Björgvin Huldar Soffiuson og
Nina Camilla Rudbeck
Udgivet hos Roskilde Universitet
Udgivet Ultimo 2013
Sprog Dansk
Antal sider 55

Hvordan oplever de transkønnede mødet med Sexologisk Klinik og hvilke forståelser, normer og diskurser gør sig gældende i forhold til diagnosticering af transkønnede og det kønskorrigerende behandlingsforløb? Hvordan positioneres henholdsvis Sexologisk Klinik og transkønnede ud fra disse forståelser og hvilke magtforhold kommer til udtryk?

* * *
Rapporten i sin helhed hos Roskilde Universitet i pdf-format.
Omtale af rapporten hos Roskilde Universitet.

Transpersoners møde med den danske lovgivning

Vist 0 gange.
Transpersoners møde med den danske lovgivning

Transpersoners møde med den danske lovgivning

Titel Transpersoners møde med
den danske lovgivning
Bachelorprojekt
af
Helle Nørgaard Lykkebo,
Hildur Jonsdottir,
Mette Clemen Keinicke Hansen,
Sarah Krogh Rasmussen,
Stine Thilde Elrond.
Roskilde Universitet
Udgivet 23. maj 2013
Sprog Dansk
Antal sider 93

Resumé
I projektet redegøres der for, hvordan lovgivninger påvirker danske transpersoners dagligdag, samt hvilke juridiske markører, heri cpr-nummer og navn, opretholder en binær kønsforståelse og ydermere fungerer som barrierer for transpersoner. Ud fra det transteoretiske felt lægges et kritisk blik på samfundsstrukturen og ved hjælp af filosof Judith Butlers begreber redegøres der for de dominerende kønsforståelser.
Ved hjælp af en gennemgang af forløbet på Sexologisk Klinik og lovgivninger vedrørende transpersoner sammenfattes den danske masterfortælling om transpersoner med inspiration fra filosof Hilde Lindemann Nelsons teori.
Ud fra fem interviews med danske transpersoner udformes en modfortælling til den ovennævnte masterfortælling, hvor der skildres, hvordan transpersoner oplever den danske lovgivning og dens påvirkninger i praksis.
Der argumenteres for, hvordan lovgivninger er med til at reproducere og bevare de to kønskategorier, hvordan diagnosen kønsidentitetsforstyrrelse er både undertrykkende og behjælpelig, samt hvilke diskursive praksisser der præger det transitionsforløb, som tilbydes på Sexologisk Klinik.
Til slut diskuteres, hvilken effekt kønskategorier har, og hvordan lovgivninger omhandlende transpersoner regulerer og disciplinerer frie kroppe til genkendelige individer.
Ud fra den indsamlede empiri udformes alternativer til, hvordan Sexologisk Klinik kan forbedre og optimere deres forløb til transpersoner i transition, og hvordan den danske stat med fordel kan lempe på de omtalte lovgivninger.
Projektets resultater viser, at de juridiske markører ligger til grund for og har stor indflydelse og anerkendende virkning på individers og heri transpersoners eksistens i det danske samfund. Adskillige danske lovgivninger er med til at fastholde transpersoner i uønskede positioner og ydermere går disse lovgivninger ind og bestemmer samt afgør, at individer, der ønsker social anerkendelse og juridisk registrering i systemet som et bestemt ønsket køn, er nødt til at underlægge sig statslige krav som patologisering, kastration og sterilisation.
Den indsamlede empiri vidner om, at forløbet, der tilbydes af den danske stat, med fordel kan ændres og på den måde imødekomme transpersoners behov for anerkendelse og accept.

* * *
I konklusionen foreslås

* * *
Rapporten i pdf-format hos Roskilde Universitet, RUDAR.
Omtale af rapporten hos Roskilde Universitet, RUDAR.

Alskens folk: Levekår, livssituasjon og livskvalitet for personer med kjønnsidentitetstematikk. Norge den 14. januar 2013.

Vist 5 gange.
Alskens folk.Rapportens forside.

Alskens folk.Rapportens forside.

Titel Alskens folk:
Levekår, livssituasjon og livskvalitet
for personer med kjønnsidentitetstematikk
Forfatter Janneke van der Ros
Forlag Likestillingscentret
Udgivet 14. januar 2013
Sprog Norsk
Antal sider 124

Rapporten, der er den første rapport af sin art i Norge, kortlægger transpersoners levevilkår i Norge og afdækker et mangelfuldt sundhedstilbud, og at transpersoner bliver mødt med for ringe kompetence og forståelse i skolen, på arbejdspladsen, i familien og hos offentlige institutioner.

Rapportens konklusion (side 104)
Rapporten har gitt innblikk i Alskens folk og dets levekår, livssituasjon og livskvalitet. Mangfold i erfaringer, situasjoner, livsmuligheter, helse og omsorgsbehov, handlingsrepertoar og mestringsstrategier preger vår fremstilling. Kjønnsidentiteter, -tilhørigheter og kjønnsuttrykk er mange, uttrykk er mange, de er skiftende, og de er svært sentrale for hvert enkelt individ. Vi er kjønn, har kjønn, gjør kjønn, forhandler om kjønn, blir lest som kjønn, fortolket, og vil selv bestemme hvem vi vil vise oss som til enhver tid, og skifte mellom ulike kjønnsuttrykk når eller om det passer. Vi vil være alskens folk – som kollektiv og som enkelt individ.
Vi håper at vårt budskap når frem: Mangfold og toleranse for mangfold, for skifter, transisjoner, mange måter å velge å være, og å ha, og å gjøre kjønn på, og anerkjennelse av mangfold, og av den enkelte i kjønnsmangfoldet og i kjønnsidentitetsspektret bør vise seg i statens og samfunnets tilrettelegging for alskens folks velbefinnende.

Rapporten indeholder fire forslag, som grundlæggende for livskvaliteten for transpersoner:
  1. Mere kendskab til variationen i menneskers kønsidentitet – specielt i skolesektoren.
  2. Øget transrelateret kompetence i sundheds- og omsorgssektoren og udvikling af sundhedstilbud tilpasset de varierende behov for i forbindelse med kønsskifte, og regionale tilbud om sundhedsydelser.
  3. Inkludering af kønsidentitet og kønsudtryk i diskrimineringslovene.
  4. Ophævelse af kravet om sterilisering som betingelse for juridisk kønsskifte.

* * *
Rapporten i sin helhed hos Barne-, ungdoms og familieetaten (Bufetat) i pdf-format.
Omtale af rapporten den 24. januar 2013 af forfatteren, Janneke van der Ros hos Kilden, Informasjonssenter for kjønnsforskning.
Omtale af rapporten den 24. januar af Anita Haslie 2013 hos Kilden, Informasjonssenter for kjønnsforskning.
Omtale af rapporten den 31. januar af Anita Haslie 2013 hos Forskning.no.

Kroppslinjer: Kön, transsexualism och kropp i berättelser om könskorrigering. Svensk doktorafhandling af Signe Bremer den 11. november 2011.

Vist 31 gange.
Kroppslinjer

Kroppslinjer

Titel Kroppslinjer:
Kön, transsexualism och kropp
i berättelser om könskorrigering
Forfatter Signe Bremer
Forlag Makadam förlag
Udgivet 11. november 2011
Sprog Svensk
Antal sider 251
ISBN-10 9170610991
ISBN-13 9789170610998

I 1972 var Sverige det første land i verden, der lavede en speciel lov om kønsskifte, hvilket i et internationalt perspektiv blev anset for banebrydende.
Den svenske socialstyrelse har nu – næsten fyrre år senere – offentliggjort en undersøgelse med titlen “Transsexuella och övriga personer med könsidentitetsstörningar – Rättsliga villkor för fastställelse av könstillhörighet samt vård och stöd” (På dansk: “Transseksuelle og andre mennesker med kønsidentitetsforstyrrelse – retlige betingelser for bestemmelse af køn, samt omsorg og støtte”). I rapporten beskrives loven og dermed omsorgen for transkønnede nærmest som diskriminerende og forældet, idet den bl.a. kræver, at ansøgeren skal være ugift og steriliseret.
Socialstyrelsens undersøgelse førte til en intensiv og kritisk debat om lovens bestemmelser. Det er denne højaktuelle sammenhæng, Signe Bremers doktorafhandling beskæftiger sig med.

Hvilke konkrete konsekvenser får for den enkeltes oplevelse af sin livssituation? I hvilken udstrækning har en person, der ønsker at ændre sit køn, retten til sin egen krop? Hvilken rolle spiller de kropslige ændringer for transseksuelle personers muligheder for at blive anerkendt, som det køn, de selv opfatter sig som?
Doktorafhandlingen undersøger disse spørgsmål med fokuserer på, hvordan love, diagnoser og kønsnormer både begrænser og giver muligheder for transseksuelle.
Gennem analyse af atten transseksuelle personers skriftlige og mundtlige beretninger om deres kønsskifte, undersøger Signe Bremer, hvordan de har oplevet hele forløbet af deres kønsskifte.

Fredag den 11. november 2011 forsvarede Signe Bremer sin akademiske afhandling – Kroppslinjer: Kön, transsexualism och kropp i berättelser om könskorrigering – med succes og er nu dr. fil. i etnologi.

* * *
INNEHÅLL
TACK – Side 9
  1. INLEDNING – Side 12
    Syfte 15
    Ts-vård, en bakgrund – Side 17
    1. Transsexualism vs. transpersoner – Side 17
    2. Vårdapparaten – Side 21
    3. Transpolitik – Side 24
    Disposition – Side 28
  2. ATT KUNSKAPA OM KROPPAR – Side 30
    Att teoretisera transsexualism – Side 31
    Ett kroppsteoretiskt lapptäcke – Side 36
    1. Queer fenomenologi – Side 38
    2. En bråkig kropp av kött & blod – Side 43
    Empirin – Side 47
    1. Det talade – Side 51
    2. Det skrivna – Side 53
    Analytiska tillblivelser – Side 55
    Ett situerat kunskapande – Side 57
    1. Jag & min forskarkropp – Side 58
    2. Min aktivism – Side 61
    3. Min etik – Side 62
    Forskningssammanhang – Side 63
    1. Nordiska transgenderstudier – Side 63
    2. Maktkritisk etnologi – Side 66
  3. AT TVÄNTA – Side 71
    Våmans färdled – Side 73
    Mellan rum – Side 77
    Förlorad i väntan – Side 79
    Injicerad rörelse – Side 81
    En hårig stig – Side 85
    Transsexuella livslinjer – Side 88
    Orgasmerande äkthet – Side 90
    Drömmar om liv – Side 92
  4. ATT KVALIFICERAS – Side 95
    Vad gör kroppen? – Side 97
    1. Kroppen som materiellt kapital – Side 98
    2. Ett linjärt utseende – Side 102
    Den hotfulla transvestiten – Side 106
    1. Transvestism som sexualiserad position – Side 108
    2. Vikten av god smak 110
    3. Konsten att bli en ärbar kvinna – Side 115
    Penis som risk – Side 117
    Granskade kroppar – Side 123
  5. AT TPASSERA – Side 127
    Känn igen mig – Side 130
    Passerande försvinnanden – Side 134
    Risken med ett toalettbesök – Side 138
    Upprättad i badhuset – Side 142
    Fotografiska födslar – Side 145
    Mensblod, bindor & queera läckage – Side 149
    Igenkännandets betydelser – Side 151
  6. ATT NÄT-VERKA – Side 155
    Rum för hemmagörande – Side 159
    Terapeutiska rum – Side 163
    Visuella fotfästen – Side 171
    Slitna stigar möter nya – Side 172
    Spruckna kokonger & fjärilars vingar – Side 176
    Från nätet tilllägerliv – Side 179
    På nätet – Side 184
  7. ATT FASTSTÄLLAS – Side 187
    Fastställd på gott & ont – Side 191
    Att namnges – Side 196
    Lagen som våld – Side 200
    Vem får bilda familj? – Side 203
    Faran med en gravid man – Side 207
    En linjär kropp är en ren kropp – Side 212
  8. AVSLUTNING – Side 214
    ENGLISH SUMMARY – Side 223
    REPERENSER – Side 231
    BILAGA 1. Intervjuguide – Side 243
    BILAGA 2. Textförfattande – teman & frågeställningar – Side 246
    BILAGA 3· Informanterna – Side 248

* * *
Doktorafhandlingen i pdf-format hos Göteborgs Universitet.
Faktainfo om doktorafhandlingen hos Göteborgs Universitet, hvor den også kan downloades.
Omtale af doktorafhandlingen hos Adlibris, hvor den også kan købes.
Omtale af doktorafhandlingen hos Science Daily den 15. november 2011.
Omtale af doktorafhandlingen hos News Medical den 17. november 2011.

Equality and Justice: Sexual Orientation and Gender Identity in the XXI Century

Vist 24 gange.
Equality and Justice

Equality and Justice

Titel Equality and Justice:
Sexual Orientation and
Gender Identity in the XXI Century
(På dansk) Lighed og retfærdighed:
Seksuel orientering og
kønsidentitet i det 21. århundrede
Redigeret af Alexander Schuster
Forlag Equality and Justice
Udgivet 11. oktober 2011
Sprog Engelsk, italiensk og fransk
Antal sider 328
ISBN-13 978-88-84-20-702-9

Bogen indeholder indlæg fra jurister fra alle samfundslag – advokater, forskere, dommere, juridiske rådgivere for NGO‘er og ligestillingsorganisationer – fra den internationale konference: Equality and Justice – LGBTI (Lesbian, Gay, Bisexual, Trans and Intersex) Rights in the XXI Century.
På dansk: Lighed og retfærdighed for LGBTI personers (lesbiske, bøsser, biseksuelle, trans- og interkønnede) rettigheder i det 21. århundrede.

Den internationale konferenc om lighed og retfærdighed for LGBTI personer (lesbiske, bøsser, biseksuelle, trans- og interkønnede) i det 21. århundrede blev afholdt den 12. og 13. maj 2011 i Firenze, Italien.
Konferencen var arrangeret af Equality and Justice, der er et projekt om grundlæggende menneskerettigheder og er støttet økonomisk af EU.
Konferencen beskæftigede sig med de grundlæggende rettigheder og antidiskrimination i relation til seksuel orientering og kønsidentitet med fokus på det europæiske retssystem inden for regionale, nationale, EU og Europarådets områder.

* * *
Bogen i pdf-format hos EqualJus.
Omtale af bogen hos EqualJus, hvor den også kan downloades.

Controlling Bodies, Denying Identities. Holland krænker transkønnedes menneskerettigheder. Rapport af 13. september 2011 fra Human Rights Watch.

Vist 53 gange.
Controlling Bodies, Denying Identities.

Controlling Bodies, Denying Identities.

Titel Controlling Bodies, Denying Identities
Human Rights Violations against
Trans People in the Netherlands
Dansk
titeloversættelse
Konrollere kroppe, benægt kønsidentitet
Menneskerettighedskrænkelse mod
transpersoner i Holland
Udfærdiget af Human Rights Watch
Udgivet af Human Rights Watch
Udgivet 13. september 2011
Sprog Engelsk
Antal sider 90
ISBN-10 1-56432-808-2

Human Rights Watch (HRW) [1] offentliggjorde den 13. september 2011 en stor rapport, der konkluderer, at Holland overtræder menneskerettighederne ved at kræve operative indgreb og behandling med kønshormoner for at tillade transkønnede at få juridisk anerkendt deres kønsidentitet og deres selvvalgte fornavn.

Human Rights Watch anbefaler, at den hollandske lovgivning laves om.

Pressemeddelelse den 13. september 2011 fra Human Rights Watch om rapporten.

Den hollandske Civillov krænker transkønnede personers menneskerettighederne, og regeringen bør straks ændre loven, siger Human Rights Watch i en rapport, som blev offentliggjort i dag, den 13. september 2011.
Regeringen bør revidere Artikel 28 i Civillovens Bog 1 [2], som kræver, at transkønnede personer behandles med kønshormoner og bliver opereret så deres krop ændres og de permanent og uigenkaldeligt steriliseres, før de kan få deres køn juridisk anerkendt på officielle dokumenter, udtalte Human Rights Watch.

Den 85-siders rapport “Controlling Bodies, Denying Identities: Human Rights Violations Against Trans People in the Netherlands” dokumenter Artikel 28 i Civillovens konsekvenser for transkønnede personers dagligliv. Loven er fra 1985. Kravene krænker transkønnedes ret til personlig uafhængighed og fysiske integritet og nægter dem muligheden for at definere deres egen kønsidentitet, udtaler Human Rights Watch. Loven bør ændres, så den respekterer transkønnede personers menneskerettigheder ved at adskille medicinske og juridiske spørgsmål om transkønnede personer. Juridisk anerkendelse af deres kønsidentitet, bør ikke være betinget af nogen form for medicinsk indgriben, udtalte Human Rights Watch.

“Den hollandske lov forårsager smerte for transkønnede personer, som ikke har fået den nødvendige operation”, udtalte Boris Dittrich, talsperson for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnedes rettighedsprogram hos Human Rights Watch. “Deres dokumenter svarer ikke til deres dybtfølte kønsidentitet. Det fører hyppigt til offentlige ydmygelse, sårbarhed over for diskrimination og store problemer med at finde eller beholde et arbejde”.

Human Rights Watch interviewede 28 transkønnede personer til rapporten foruden medicinske fagfolk, juridiske eksperter, embedsmænd, akademikere og repræsentanter for ikke-statslige organisationer.

En transkønnet person, interviewet af Human Rights Watch sagde om loven: “Folk efterlades hængende midt mellem to verdener langt længere end nødvendigt. Det er unødigt traumatiserende for folk, der allerede er meget sårbare”.

En anden person opsummerede indvendinger mod Artikel 28 på denne måde: “Staten bør holde sig ude af vores undertøj”.

I 1985 var Holland blandt de første europæiske lande til at vedtage en lovgivning, som gjorde det muligt for transkønnede personer at ændre deres registrerede køn. Mere end et kvart århundrede senere har Holland mistet sin førerposition, udtalte Human Rights Watch. Lovgivning, der på det tidspunkt repræsenterede en progressiv udvikling, er i dag helt ude af trit med den nuværende bedste praksis og forståelse for Hollands forpligtelser i henhold til international menneskerettighedslovgivning. Flere europæiske lande som Portugal, Storbritannien og Spanien har allerede afskaffet de kirurgiske og hormonelle krav. Den nuværende lovgivning i Holland kræver, at transkønnede
personer gennemgår en større operation, der kræver lang tids rekonvalecens, for at få ændret deres officielle køn.

Transkønnede personers ret til personlig uafhængighed og fysisk integritet er beskyttet i den hollandske forfatning, underlagt restriktioner i lovgivningen og flere internationale menneskerettighedsinstrumenter er ratificeret af Holland, herunder Den Internationale Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

“Det tager år, før transkønnede personer kan opfylde de betingelser, der følger af Artikel 28″, udtalte Dittrich. “I løbet af denne tid, skal de leve med identitetspapirer, der benægter et grundlæggende aspekt af deres personlighed. For transkønnede personer, der ikke ønsker operation, og derfor aldrig vil være i stand til at få ændret deres identitetspapirer, vil disse forhindringer vare ved hele livet”.

For mange transkønnede personer er det at beholde deres arbejde eller finde et nyt arbejde et stort problem.

“Hvis jeg havde nye papirer, ville mit jobinterview ikke komme til at dreje sig om at være transkønnet“, fortalte en kvinde til Human Rights Watch.

En mand beskrev, hvordan han blev ignoreret på et hospitalsventeværelse, da en sygeplejerske kiggede rundt i værelset efter “Fru K.”, som der stod i hendes papirer.

Ved revision af loven, kan Holland få vejledning af Yogyakarta principperne om anvendelse af internationale menneskerettighedslove i relation til seksuel orientering og kønsidentitet. Yogyakarta principperne opfordrer stater til at overveje foranstaltninger, der tillader alle mennesker at definere deres egen kønsidentitet. Yogyakarta principperne er ikke bindende, men de er godkendt af
den hollandske regering. I marts 2008 udtalte den daværende udenrigsminister, Maxime Verhagen, i en erklæring til FN, at den hollandske regering tilsluttede sig disse principper. Ministeren opfordrede andre FN-medlemsstater til at følge det hollandske eksempel og tilslutte sig principperne.

Den hollandske regering skal også sikre transkønnede personer retten til at vælge et fornavn, der passer til deres kønsidentitet, udtalte Human Rights Watch. Denne ret bør være uafhængig af personens registrerede køn. Under den nuværende lov har nogle dommere nægtet flere transkønnede personer retten til at bruge deres valgte navn, ved at sige, at det var “upassende”, fordi navnet ikke stemte overens med den registrerede kønsidentitet.

Den nye lovgivning bør også give mulighed for, at det kan være det bedste for nogle transbørn at ændre deres juridiske køn, før de når voksenalderen, udtalte Rights Watch. Der bør ikke være nogen minimumsalder. I stedet bør de individuelle omstændigheder for hvert enkelt barn, afgøre, om det vil være til deres bedste at ændre deres juridiske køn.

“Et transbarn skal have lov at udtrykke sin mening om behovet at ændre det juridiske køn, og i takt med, at barnet bliver ældre og kommer tættere på voksenalderen, skal denne mening tillægges stigende vægt”, udtalte Dittrich.

Ved flere lejligheder siden 2009 har den tidligere og nuværende hollandske regering lovet at ændre Artikel 28. Senest i marts 2011 lovede Justits- og sikkerhedsministeren inden sommerferien at fremlægge et lovforslag om at afskaffe barnløshedskravet for juridisk anerkendelse af kønsidentitet for transkønnede personer. Lovforslaget er endnu ikke blevet fremlagt.

Transpersoner er trætte af at vente og høre på tomme løfter”, udtalte Dittrich. De ønsker handling. Før en ny lov træder i kraft, vil en masse tid være gået. I mellemtiden er transkønnede personer nødt til at klare daglige ydmygelser, forskelsbehandling og frustrationer.

Indholdsfortegnelse

Summary 1
  An Outdated Law and Its Impact on Transgender People 2
  Registering Gender 3
  A New Law 5
  Five Proposed Amendments 4
Methodology 9
  Recommendations 10
  To the Government of the Netherlands 10
  To the Gender Teams at the Free University Hospital in Amsterdam and the Groningen University Hospital 12
  To Council for the Judiciary (Raad voor de Rechtspraak) and the Dutch Association for the Judiciary (Nederlandse Vereniging voor Rechtspraak) 12
  To Health Insurance Companies 12
  To the American Psychiatric Association 12
I. Recognition of Gender Identity: The Dutch Legal Framework 13
  Being Transgender in the Netherlands 13
  The Netherlands’ Claim to being a Role Model on LGBT Rights 14
  Article 28 of the Civil Code: Conditions for Recognition of Gender Identity 16
  Court Procedures 18
  Sex Reassignment Surgery 19
  SRS as a Medical Necessity 22
  Surgery Imposed by the State 23
  State-Enforced Sterilization 26
  Convention on the Recognition of Decisions Recording a Sex Reassignment 28
II. “It Is Like Your Life Is On Hold” 30
  Waiting Lists 30
  A Name to Match an Identity 31
III. Living With the Wrong Identity Papers 36
  The Identity Card Requirement 38
  The Register of Civil Status Records 40
  Getting Around the GBA: Informal Solutions 42
  “They Don’t Believe That I Am Who I Say I Am” 44
  Employment 48
IV. Evolving Norms, Evolving Practices 51
  Calls to Change the Law 51
  Promises to Change the Law 53
  The Right to Private Life and the Right to Physical Integrity 54
  The Framework for Legal Recognition of Gender Identity in Other Countries 59
  The Yogyakarta Principles 61
  Children 66
V. Legal Recognition of the Gender Identity of Gender Variant People 71
  Suppressing the Gender Marker on Identity Documents 72
  Article 8 of the ECHR and the Position of Gender Variant People 74
  Scope for Legal Reform in the Netherlands 83
Acknowledgments 84
Appendix: Relevant Provisions of Book 1 of the Dutch Civil Code 84
  Relevant Provisions of Book 1 of the Dutch Civil Code in Original Language 87

Pressemeddelelse af 13. september 2011 fra Human Rights Watch med link til rapporten.
Rapporten kan læses online hos Human Rights Watch.
Rapporten i pdf-format hos Human Rights Watch.

Noter ved Tina Thranesen.
  1. [Retur] Human Rights Watch er en af verdens førende uafhængige ikke-statslige organisationer, der arbejder for at forsvare og beskytte menneskerettighederne. Ved at skabe international opmærksomhed, hvor menneskerettighederne krænkes, giver de stemme til de undertrykte og holder undertrykkerne ansvarlige for deres forbrydelser.
    Deres strenge og objektive undersøgelser og deres strategiske og målrettede oplysningsvirksomhed opbygger et intenst pres for handling og hæver prisen for at krænke menneskerettighederne.
    Siden stiftelsen i 1978 har Human Rights Watch arbejdet ihærdigt for på et juridisk og moralsk grundlag at skabe store forandringer, og har kæmpet for at skabe større retfærdighed og sikkerhed for menesker rundt omkring i verden.
  2. [Retur] Den hollandske Civillov består af otte bøger med tilsammen omkring 3000 artikler.
    Civilloven kan i forhold til dansk lovgivning bedst beskrives som en samling love, der betegnes som “bøger”, af civilretslig karakter vedrørende den enkelte borger. Bøgerne er opdelt i artikler, som nogenlunde svarer til det, der på dansk betegnes som paragraffer.
    Civilloven er betegnet som “Bog 1” og vedrører person- og familiemæssige forhold.
    Bog 1, Artikel 28, pkt 1, der vedrører transkønnedes mulighed for at skifte køn lyder:
      Enhver hollandsk statsborger, der er overbevist om at have et andet køn end anført på fødselsattesten, og hvis krop er fysisk ændret til det ønskede køn i det omfang, det er både muligt og sikkert, kan ansøge byretten om at få ændret det køn, der er anført i fødselsattesten, hvis, personen på fødselsattesten er anført som mand aldrig vil være i stand til at blive far til børn, eller, hvis, personen på fødselsattesten er anført som kvinde aldrig vil være i stand til at føde børn.

    Wetboek online – Burgerlijk Wetboek Boek 1, Personen- en familierecht (Bog 1 Person- og familiemæssige forhold).
    Direkte link til Bog 1. Artikel 28.


Fleeing Homophobia. Rapport af 5. september 2011 om asylansøgninger relateret til seksuel orientering og kønsidentitet i Europa.

Vist 26 gange.
Fleeing Homophobia.

Fleeing Homophobia.

Titel Fleeing Homophobia
Asylum claims related to
sexual orientation and
gender identity in Europe
Dansk oversættelse
af titlen
Flygter fra homofobi
Asylansøgninger relateret
til seksuel orientering og
kønsidentitet i Europa
Forfatter Sabine Jansen og
Thomas Spijkerboer
Udgivet af COC Holland og
VU University, Amsterdam
Udgivet 5. september 2011
Sprog Engelsk
Antal sider 85

En europæisk arbejdsgruppe har lavet et omfattende sammenlignende studie af asylpraksis i de forskellige EU-lande. Projektet er udført af Sabine Jansen, fra den hollandske LGBT-organisation COC, sammen med Thomas Spijkerboer, professor ved det juridiske fakultet ved det Fri Universitet Amsterdam.

Søren Laursen fra LGBT Danmark har været den danske landeekspert. På et arbejdsmøde tidligere på året problematiserede han den svage italesættelse af transkønnede asylansøgere – herunder projektets titel – og deres særlige forhold, som ofte er anderledes end i sager vedrørende seksuel orientering. Det fik betydelig indflydelse på udformningen af slutrapporten ligesom projektledelsen bad ham udarbejde en artikel om transpersoner og asyl til afslutningskonferencen. Artiklen og præsentationen blev meget vel modtaget, og underbelysningen af transkønnede asylansøgere endte som en af konferencens syv konklusioner.

Rapporten blev offentliggjort under konferencen Fleeing Homophobia om LGBTI asylansøgere i Europa, som fandt sted den 5. og 6. september 2011 på VU University i Amsterdam, Holland.

Rapporten er et omfattende sammenlignende studie af asylpraksis i de forskellige EU-lande udarbejdet af en europæisk arbejdsgruppe.
Rapporten og den udarbejdelse er et projekt fra COC Holland [1] og VU University – det Fri Universitet – i Amsterdam i samarbejde med den ungarske Helsinki Komité[2], Avvocatura per i diritti LGBT/Rete Lenford [3], og Det Europæiske Råd for Flygtninge og Personer i Eksil[4], og er finansieret af Den Europæiske Flygtningefond[5], det hollandske indenrigsministerium, bidrag fra Storbritanien og af de deltagende organisationer.

Resumé
Tusindvis af lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og interkønnede (LGBTI) asylsøgere søger om international beskyttelse i Europa hvert år. Den Europæiske Union og de europæiske lande har allerede taget nogle konkrete og positive skridt, såsom i artikel 10 i anerkendelsesdirektivet at anerkende seksuel orientering som en forfølgelsesgrunden.
Nogle medlemsstater har også eksplicit tilføjet kønsidentitet som forfølgelsesgrunden i deres nationale lovgivning (Portugal, Spanien) eller i politiske dokumenter (Østrig, Storbritanien); anerkendelsesdirektivet bør ændres til også at omfatte kønsidentitet.
Der er tilfælde, hvor forfulgte LGBTI asylansøgere anerkendt som flygtninge modtager subsidiær beskyttelse eller får en anden form for beskyttelse i medlemsstaterne i Den Europæiske Union.

Generelle resultater
Denne rapport viser imidlertid, at der er betydelige forskelle i den måde, hvorpå de europæiske lande undersøger LGBTI asylansøgninger. Efterhånden som Europa sigter mod at skabe et fælles europæisk asylsystem med en ensartet status, er det yderst problematisk.
Dublin-systemet, hvorefter kun én EU-medlemsstat undersøger en asylansøgning, forudsætter en illusorisk fælles standard i anvendelsen af flygtningelov, som desværre mangler.
For at imødegå disse forskelle i behandlingen af asylansøgninger, bør det europæiske asylstøttekontor prioriterer, fremme og koordinere identifikation og samling af god praksis vedrørende behandlingen af lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og interkønnede asylansøgninger. En anden generel konklusion, som følger af denne sammenlignende undersøgelse er, at på en række punkter, er de europæiske staters praksis lavere end de standarder, der kræves af internationale og europæiske menneskerettigheder og flygtningelovgivning.
Europæisk praksis viser tydeligt, at de nationale myndigheder i mange tilfælde stadig bruger stereotyper ved behandlingen LGBTI asylansøgninger. For eksempel stadig retsafgørelser bygger stadigt hyppigt på opfattelsen af, at en asylansøgers seksuelle orientering kun skal tages alvorligt, når ansøgeren har et “overvældende og irreversibel” indre trang til at have sex med en person af samme køn.
Når sådanne stereotyper anvendes af beslutningstagerne, udelukkes forfulgte biseksuelle og andre LGBTI mennesker, der ikke opfører sig i overensstemmelse med disse stereotyper, fra at opnå international beskyttelse.
Stereotyper kan udelukke lesbiske, der ikke opfører sig på en maskulin måde, ikke-kvindagtige homofile, og LGBTI ansøgere, der har været gift eller har børn.
Desuden er den grundlæggende karakter af relevante menneskerettigheder for LGBTI mennesker ofte afvist i asylpraksis i de europæiske stater. Regelmæssigt sendes LGBTI asylansøgere tilbage til deres hjemland, fordi de angiveligt kan forhindre forfølgelse ved at skjule deres identitet. Det gør, LGBTI ansøgere ikke nyder godt af det grundlæggende begreb, som er kernen i flygtningeret: Hvis personer har en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af den legitime udøvelse af en menneskerettighed, har de ret til international beskyttelse. Hvis det kræves af dem, at de skal opgive deres menneskerettigheder for at blive “beskyttet”, ophæves funktionen af sådanne rettigheder. Tilsvarende er LGB asylansøgere jævnligt vendt tilbage til lande, hvor de har en velbegrundet frygt for at blive fængslet eller dømt til døden for at have deltaget i seksuelle aktiviteter med en person af samme køn. Et andet eksempel er, at alvorlige menneskerettighedskrænkelser mod transpersoner, som forekommer i stor stil i mange dele af verden, ofte ikke fører til asyl.

Der tages forbehold for oversættelsesfejl. Ved brug som dokumentation henvises til den originale rapport. Tina Thranesen.

Noter af Tina Thranesen.
  1. [Retur] COC – Cultuur en Ontspannings-Centrum (Center for Kultur Fritid) er en hollandsk LGBT organisation stiftet i 1946.
  2. [Retur] Den ungarske Helsinki Komité arbejder ligesom Helsinki kommittéer i mange andre lande for overholdelse af menneskerettighederne.
    Helsinki Kommittéerne blev oprettet i mange lande med baggrund i Helsinki-aftalen – The Helsinki Accords – som blev indgået i 1975 mellem Sovjetblokken og Vestmagterne og forpligtede parterne til at overholde menneskerettighederne.
  3. [Retur] Avvocatura per i diritti LGBT/Rete Lenford er en italiensk advokatorganisation, der arbejder for at fremme LGBT-rettigheder, som blev stiftet på initiativ af tre advokater – Saveria Ricci, Francesco Bilotta og Antonio Rotelli – for at imødekomme behovet for og formidling af information om og respekt for homoseksuelles rettigheder i italien.
    Organisationen har etableret et netværk af advokater over hele landet, der beskæftiger sig med retslig beskyttelse af homoseksuelle.
  4. [Retur] European Council on Fefugees and Exiles (ECRE) – Det Europæiske Råd for Flygtninge og Personer i Eksil – er en pan-europæisk alliance af omkring 70 organisationer i 30 lande, der arbejder for at beskytte og fremme respekten for alle personer, der søger asyl i Europa.
  5. [Retur] Den Europæiske Flygtningefond er oprettet af Den Europæiske Union, for i et enkelt instrument at samle de forskellige initiativer inden for integration, modtagelse og frivillig repatriering af asylansøgere, flygtninge og fordrevne personer, herunder i tilfælde af massiv tilstrømning.

* * *
Rapporten i sin helhed i pdf-format.

Female-To-Male Transsexual People and Autistic Traits. (Kvinde til mand transseksuelle og autistiske træk). 1. maj 2011.

Vist 73 gange.
Titel Female-To-Male Transsexual People
and Autistic Traits
Oversat titel Kvinde til mand transseksuelle
og autistiske træk
Udfærdiget af Rebecca M. Jones
(Weill Cornell Graduate School
of Medical Sciences),
Domenico Di Ceglie
(Tavistock and Portman NHS
Foundation Trust og ekspert i
kønsinkongruens hos unge mennesker),
Simon Baron-Cohen
(direktør for Autism Research Centre
ved University of Cambridge) og
Sally Wheelwright,
Krista Farrell,
Emma Martin,
Richard Green,
Udgivet af Springer US
Udgivet 30. marts 2011
Sprog Engelsk
Antal sider Uoplyst
Print ISSN 0162-3257
Online ISSN 1573-3432

Forskerne konkluderer i undersøgelsen, at transmænd har et højere antal autistiske træk end gennemsnitligt.

De målte autistiske træk ved hjælp af autisme spektrum kvotient (AQ) (på engelsk: Autism Spectrum Quotient [1]) og sammenlignede AQ-resultaterne fra fem grupper bestående af 61 transmænd, 198 transkvinder, 76 typiske mænd, 98 typiske kvinder og 125 personer med Aspergers Syndrom [2] (AS).

De fandt, at transmænd havde en højere gennemsnitlig AQ end typiske mænd, typiske kvinder og transkvinder, men lavere end personer med Aspergers Syndrom (AS).

Det anføres om undersøgelsen, at den har stor betydning for den kliniske behandling af biologisk fødte piger med kønsinkongruens, som holder sig ind i voksenalderen, og for den “ekstreme mandlige hjerne”-teori [3] om autisme [4].

Undersøgelsen er finansieret af Medical Research Council (MRC). Den blev optaget i Journal of Auotism and Developmental Disorders nummer 5 – maj 2011.

Simon Baron-Cohen fortolker undersøgelsens resultater således:
  “Piger med et højere antal autistiske træk end gennemsnittet havde en tendens til at have mandstypiske interesser, foretrak ikke at socialisere med typiske piger, fordi de har forskellige interesser, og fordi typisk piger i gennemsnit har mere avancerede sociale færdigheder. Begge disse faktorer kan medføre, at piger med et højere antal autistiske træk socialiserer sig med drenge og tro, at de har en drengs sind i en piges krop, og gøre dem ked af at være en pige.”

Rebecca M. Jones tilføjer:
  “Hvis sådanne piger tror, de har en drengs sind i en piges krop, kan deres højere antal autistiske træk end gennemsnittet også betyde, at de bliver meget stærke i deres tro, hvilket kan føre dem til den logiske følge, at de i voksenalderen vælger en kønsskifteoperation.”

Domenico Di Ceglie udtaler:
  “Bevidstheden om tilstedeværelsen af autistiske træk kan hjælpe disse unge mennesker til at undersøge årsagerne til deres opfattelser, og hjælpe dem med at træffe mere kvalificerede beslutninger om behandling.”

* * *
Resume af undersøgelsen hos SpringerLink med mulighed for at købe undersøgelsen.
Omtale af undersøgelsen hos MeD India den 7. maj 2011.

Noter
  1. [Retur] Autisme spektrum kvotient
    Psykolog Simon Baron-Cohen og hans kollegaer ved Cambridge’s Autism Research Center har lavet en Autisme Spektrum Kvotient test – AQ, som et mål for graden af autistiske træk hos voksne.
    Autisme- og Aspergerforeningen for Voksne: Hvordan man rent praktisk får en diagnose. Og: Test på Internettet.
    Take The AQ Test hos Wired.
  2. [Retur] Aspergers syndrom (AS)
    Diagnose inden for autismespektret. Syndromet viser sig primært i form af manglende evner og forståelser for det dagligdags sociale samspil mellem mennesker. Dertil kan forekomme en række andre karakteristiske træk som motoriske problemer, meget snævre interesser og speciel sprogbrug. De forskellige træk kan dog vise sig med mere eller mindre intensitet hvor nogle børn med Aspergers syndrom faktisk kan opføre sig næsten som børn uden Aspergers.
  3. [Retur] The extreme-male-brain theory of autism
    Simon Baron-Cohen, Departments of Experimental Psychology and Psychiatry, University of Cambridge 1999.
  4. [Retur] Hvad er en autisme?
    Psykiatri Fonden: Autisme er en medfødt, biologisk betinget udviklingsforstyrrelse, der blandt andet påvirker evnen til at kommunikere socialt. Mennesker med autisme har svært ved at sætte sig ind i andre menneskers tanker og følelser. Derfor kan de have vanskeligheder ved at gebærde sig i almindelige sociale situationer.
    Wikipedia om Autisme.

MR-skanning af hjerner foretaget af forskere på universitet i Madrid afslører transseksualisme. 26. januar 2011.

Vist 124 gange. Et team på National University of Distance Education – Universidad Nacional de Educación a Distancia (UNED) – i Madrid, Spanien under ledelse af Antonio Guillamon tror, at de har fundet en måde til at identificere transseksualisme i hjernen på unge mennesker.

I en undersøgelse lavede holdet MR-scanninger af hjernen på 18 KtM transseksuelle mennesker, som ikke havde modtaget kønshormonbehandling, og sammenlignede dem med tilsvarende skanninger på 24 mænd og 19 kvinder.
De fandt betydelige forskelle i fire regioner i hjernens hvide substans hos mændene og kvinderne. Hos de transseksuelle svarede den hvide substans i disse regioner til en mandlig hjerne. “Det er første gang, det er påvist, at hjernen på KtM transseksuelle er maskuliniseret”, udtaler Guillamon.

I en tilsvarende undersøgelse med samme teknik sammenlignede holdet den hvide substans i hjernen på 18 MtK transseksuelle med 19 mænd og 19 kvinder.
Overraskende fandtes, at strukturen i den hvide substans i hjernen i de transseksuelle var halvvejs mellem det mandlige og kvindelige. “Deres hjerner er ikke helt maskuliniseret og ikke helt feminiseret, men de føler sig kvindelige”, udtaler Guillamon.

Guillamon mener dog ikke, at sådanne scanninger kan hjælpe i alle tilfælde, da forskning har vist, at den hvide substans i hjernen modnes i løbet af de første 20 til 30 år af livet, hvorfor transseksuelle kan blive klar over deres kønsidentitet tidligt eller senere i livet. Det vides ikke, hvorfor der er denne forskel.

Denne forskel i hjernens hvide substans er måske nøglen til at identificere unge transseksuelle mennesker før puberteten begynder. Læger kan bruge disse oplysninger til at afgøre om et sådan ungt menneske skal have pubertetsbremsende behandling som forberedelse til et senere kønsskifte.

* * *
Resumé af undersøgelsen hos Journal of Psychiatric Research Volume 45, Issue 2, February 2011: White matter microstructure in female to male transsexuals before cross-sex hormonal treatment. A diffusion tensor imaging study. Det er muligt at købe undersøgelsen fra siden.
Resumé fra Journal of Psychiatric Research Volume 45, Issue 2, February 2011: The microstructure of white matter in male to female transsexuals before cross-sex hormonal treatment. A DTI study. Det er muligt at købe undersøgelsen fra siden.
Artikel om undersøgelserne i New Scientist den 26. januar 2011 om undersøgelserne.

Køn som infrastruktur. En kulturanalyse af kontroverserne omkring kønsopdelingen af borgere i Danmark anskuet fra et infrastrukturperspektiv. Beate Sløk-Andersen oktober 2010.

Vist 131 gange. Hvordan kan aktuelle kritikker af CPR-nummerets kønsopdeling af borgerne anskues som udfordringer og forhandlinger af standardiserede klassifikationer af køn? Og hvordan kan dette ses i relation til kønsopdelingens indlejring i en infrastruktur?
Ud fra denne problemformuleringen, har Beate Sløk-Andersen lavet en undersøgelse.

Da det er hendes ønske, at undersøgelsen når så bredt ud som muligt og dermed kan være med til at tydeliggøre nogle konsekvenser, de færreste er opmærksomme på, har Beate Sløk-Andersen givet tilladelse til at undersøgelsen bringes her i Vidensbanken.

Beate Sløk-Andersen er cand.mag. i europæisk etnologi fra Københavns Universitet med speciale i køn, seksualitet og sociale grupperinger.

KØN SOM INFRASTRUKTUR
En kulturanalyse af kontroverserne omkring kønsopdelingen af
borgere i Danmark anskuet fra et infrastrukturperspektiv

Beate Sløk-Andersen
Speciale ved Europæisk Etnologi, oktober 2010
Københavns Universitet
Vejleder: Astrid Pernille Jespersen

“Information infrastructure is a tricky thing to analyze. Good,
usable systems dissapear almost by definition. The easier
they are to use, the harder they are to see. As well, most of
the time, the bigger they are, the harder they are to see.”
Bowker & Star 2000: 33

KØN SOM INFRASTRUKTUR
Indholdsfortegnelse
KAPITEL 1 – UNDERSØGELSENS RAMMER
  Indledning
    Undersøgelsens ærinde og fokus
    Undersøgelsens grundlag
  Metodologiske præmisser og overvejelser
    At studere normativitet
    Artikler og andet skriftligt materiale
    Valg af informanter
    Interviewet og interviewsituationen
    Analysens struktur og begrundelse
    Formidlingens diskursive grænser
  Karakterer
    Teologen
    Embedsmanden
    Kønsterroristen
    Talspersonen
    Politikeren
    Aktivisten
  Den usynlige infrastruktur
    Infrastrukturens ordning af hverdagen
    Infrastrukturens selvfølgelighed
  CPR-nummeret som del af en omnipotent infrastruktur
    CPR-systemet
    Det Centrale Personregister som infrastruktur
    Kønsklassifikationen i CPR-nummeret
    Opsamling
  Teoretiseringer af køn
  Michel Foucault
    Opfindelsen af det biologiske og sande køn
    Magt, viden og sandhed
  Judith Butler
    Den heteroseksuelle matrix og performativiteten
    Den sociale forståelse og normerne
    Reguleringen som normalisering
  Judith Halberstam
    Alternative maskuliniteter
    Det synlige køn som basis for genkendelse/miskendelse
    Benægtelsen som opgør med magtasymmetrier
 
KAPITEL 2 – DEN SYNLIGE BIOLOGI
  Biologi som determinator
    Bryster som eksempel på biologi
    Biologi som konstruktion
    Kønsskifte som biologisk argument
    Det biologiske køn som infrastruktur
    Opsamling
  Det synlige køn som kontrolinstans
    Det synlige køn som grundlag for kontrol
    Mulighederne inden for det synlige køns grænser
    Det synlige køn som infrastruktur
    Opsamling
KAPITEL 3 – KLASSIFIKATIONERNES BETYDNING
    Klassificering som subjektivering
    Infrastrukturens moralske ansvar
  Afslutning
KAPITEL 4 – AFRUNDING AF UNDERSØGELSEN
  Perspektivering
    Undersøgelsens begrænsninger
    Perspektiver til videre forskning
    Etiske overvejelser
    Transkønnede som udgangspunkt for at studere køn
  Konklusion
  Materiale
    Beslutningsforslag og love
    Hjemmesider og dokumenter uden forfatter
    Konferenceoplæg
  Litteraturoversigt
APPENDIKS
  Appendiks I: Summary
  Appendiks II: Eksempel på interviewguide
Noter

[Indholdsfortegnelse] KAPITEL 1 – UNDERSØGELSENS RAMMER
[Indholdsfortegnelse] Indledning
Grundpræmissen for at blive registreret som borger i Danmark er, at man kan defineres som ‘m’ eller ‘k’, hr. eller fr., lige eller ulige. Det er ganske simpelt ikke teknisk muligt at oprette en ny borger i statens borgerdatabase, CPR-registret, uden samtidig at definere denne borger som værende et af de to køn. Dette er en konsekvens af, at kønskategorierne danner grundlag for en lang række forhold, der kan siges at indgå i en omnopotent infrastruktur. Denne infrastruktur “ordner” vores hverdag, men den gør omvendt livet svært for de, der ikke passer ind i infrastrukturens krav om utvetydig kønsklassificering.

Omdrejningspunktet for denne undersøgelse er at udforske, de kontroverser, der opstår ved kønskategoriernes grænser. Disse er for mig blevet synlige gennem forskellige kritikker af CPR-nummeret kønsopdeling. Kritikkerne af denne formelle kønsopdeling tager udgangspunkt i de problemer, transkønnede oplever som konsekvens af ikke at leve op til sociale forståelser af køn.
Som det vil vise sig, forgrener disse sociale forståelser af køn sig gennem infrastrukturen ud i hjørnerne af både menneskets krop og hverdag. Alligevel hører sådan kontroverser omkring kønskategorierne til sjældenhederne. Jeg vil argumenterer for, at dette er en konsekvens af, at indlejret i en infrastruktur, der gør hverdagen lettere for de fleste, bliver kønskategorierne usynlige og tages for givet.

[Indholdsfortegnelse] Undersøgelsens ærinde og fokus
Pointen med dette speciale er at tydeliggøre nogle kontroverser, der sjældent kommer op til overfladen. For selvom køn ofte er til debat i kontekst af lønstatistikker, barselsregler, kvoter m.v., stilles der sjældent spørgsmålstegn ved selve den kønsopdeling, der ligger til grund for at have sådanne diskussioner. En kønsopdeling, der kan siges at danne grundlag for vores hverdag som borger i samfundet, diskuteres kun af de, der samtidig defineres som skæve, anormale, underlige, syge. Her bliver hverdagens kampe synlige i kraft af grænseeksistenser så som transkønnede, der kaster lys over den normalitet, de ikke vil eller ikke kan få lov til at være en del af.
Begrebet grænseeksistenser er taget fra Susan Leigh Star, [1991] der sammen med Geoffrey C. Bowker har formuleret den teori om infrastruktur, jeg vil bruge som udgangspunkt for den følgende analyse af kønskategorien i CPR-nummeret. Ud fra deres teori kan vi forstå kønskategorierne som indvævet i en omfattende infrastruktur, der er afhængig af klassifikationer og standardiseringer. Denne infrastruktur “ordner” samfundet på en måde, der forenkler hverdagen for de fleste borgere, uden vi lægger mærke til det. De, der ikke passer ind i klassifikationerne, bliver til gengæld gjort tavse og må påtage sig lidelser til gengæld for infrastrukturens velfungerenhed. Derfor kan infrastrukturen siges at være “arbejde”: Kategorierne gør noget, når de gennem infrastrukturen praktiseres. [Bowker & Star 2000, org. 1999] Ifølge Bowker og Star er det nødvendigt at klassificerer hverdagen ned i detaljen for at vi kan begå os i verden, hvorfor jeg ikke vil argumentere imod klassificering som sådan. Mit ærinde er i stedet at bidrage til en større refleksion omkring grundlaget for og konsekvenserne af disse klassificeringer, der har reelle – negative og positive – konsekvenser for de, der bliver klassificeret.

For at få indblik i, hvilke forståelser af køn, der ligger til grund for CPR-nummeret kønsopdeling, vil jeg tillige inddrage tre kønsteoretikere. Disse teoretikere tager alle udgangspunkt i de, der “falder udenfor” de standardiserede kønskategorier, for at belyse kønskategoriernes grundlag og betydning. Gennem deres teoretiseringer af køn vil jeg vise, hvordan kritikker af kønsopdelingen tager i sit afsæt kropsliggørelser og forståelser af køn, der divergerer fra de, der ligger til grund før CPR-nummeret kønsopdeling. Samtidig vil det her igennem blive muligt at forklare de mere eksistentielle konsekvenser af at være udenfor CPR-nummeret formelle kategorier.

Ud fra dette grundlag er problemformuleringen for denne undersøgelse dermed som følger:

Hvordan kan aktuelle kritikker af CPR-nummeret kønsopdeling af borgerne anskues som udfordringer og forhandlinger af standardiserede klassifikationer af køn? Og hvordan kan dette ses i relation til kønsopdelingens indlejring i en infrastruktur?

[Indholdsfortegnelse] Undersøgelsens grundlag
Inden jeg begynder at udfolde selve undersøgelsen, vil det her være nødvendigt at redegøre for undersøgelsens udformning og de mest centrale begreber i denne undersøgelse.

Dette speciale vil være baseret på en dekonstruktion af kønnet som en biologisk selvfølgelighed.
Denne type teoretisk afsæt, der har dekonstruktion af fænomener som udgangspunkt, er blevet krititeres for gennem analyser blot at konstatere deres eget udgangspunkt: At fænomenter er “negativt”. [Hacking 1999: 5-7] Denne type cirkulær argumentation, der blot understøtter analysens udgangspunkt søger jeg aktivt at overskride ved ikke blot at søge at dekonstruere begrebet køn som sådan, men at undersøge den kontekst, det indgår i, og de konsekvenser, det har for menneskers levede liv.

Konteksten for kønnet er i denne undersøgelse CPR-nummeret og den omnipotente infrastruktur, dette nummer indgår i. Ideen om kønsklassificeringen som en del af en infrastruktur er som nævnt ovenfor taget fra Geoffrey C. Bowker og Susan Leigh Star. Disse to amerikanske sociologer har formuleret en teori om, at den sociale verden formes og praktiseres gennem klassifikationer og standardiseringer, der samlet udgør infrastrukturer, hvori mennesker, institutioner og ting til sammen indgår i netværk, der skaber sammenhæng, betydning og selvfølgeligheder. [Bowker & Star 2000, org. 1999] Analysen vil derfor tage afsæt i en argumentation for, hvordan CPR-nummeret og dets iboende kønsopdeling kan forstås som indlejret i en større infrastruktur; et informationssystem, der ikke stilles spørgsmålstegn ved og derfor er usynlig.

For overhovedet at få adgang til denne usynlige infrastruktur har jeg gennem empirisk arbejde fundet frem til de kontroverser, der uundgåeligt vil være omkring en infrastrukturs klassifikationer. For det ligger i klassificeringernes natur, at de altid vil være til forhandling, hvilket jeg har taget rejste kritikker som udtryk for. Lovforslag, politikpapirer, høringssvar og artikler har tydeliggjort indgange til felten, hvori kritikkere er fundet og anvendt som informanter. Her har transkønnethed gjort sig til omdrejningspunktet i en analyse af CPR-nummeret kønsopdeling.
For at få et indblik i den infrastruktur, CPR-nummeret indgår i og de rationaler, der ligger bag kønsopdelingen, har jeg inkluderet informanter, der igennem deres professionelle virke har indsigt i denne viden. Tillige er indraget udskifter af folketingsdebatter, hvor netop CPR-nummeret kønsopdeling har været til debat af flere omgange.

Dette feltarbejde har tydeliggjort, at vi for at forstå kritikkerne af kønsopdelingen, bliver nødt til at studere betydninger af fænomenet køn. For at begribe dette fænomen har jeg valgt at inddrage teoretikere, der både kan tydeliggøre CPR-nummeret iboende kønsforståelse og forklare kønskategorierne konstituering i forhold til sociale forståelser af køn. Som udgangspunkt vil jeg præsenterer Michel Foucaults ide om “opfindelsen” af det biologiske køn og ideen om, at mennesker indeholder et sandt køn. [Foucault 1981, org. 1978] Ud fra Judith Butlers teori om den heteroseksuelle matrix bliver det muligt at forklare forklare kønnenes insisteren og kønskategoriernes betydning for den menneskelige eksistens. [Butler 1990] Endelig gør Judith Halberstams gentænkning af Butlers matrix-ide det muligt at klarlægge kroppens overflades betydning i forhold til den underliggende kønsklassificering. [Halberstam 1998] Igennem disse teorier bliver det muligt at vise, hvordan kønskategorierne som præmis for subjektiveringen kan forklare transkønnedes situation som en konsekvens af en udeblevet subjektivering. Når transkønnede ikke “passer ind” i CPR-nummeret kønskategorier, bliver udfaldet derfor, at de igennem infrastrukturen bliver umenneskeliggjort.

For at sætte rammerne for analysen og diskussionerne af kønsopdelingens betydning og funktion, vil jeg i næste kapitel redegøre for min tilgang til emnet og fremlægge overvejelser, der er blevet aktuelle i denne forbindelse.

[Indholdsfortegnelse] Metodologiske præmisser og overvejelser
Tilgangen til dette felt har været formet af kønnets selvfølgelighed og infrastrukturens usynlighed, som har gjort denne undersøgelses fokus svær at arbejde med. For derfor overhovedet at kunne gå til emnet og kunne italesætte diskussioner om kønskategorierne, har jeg anvendt CPR-nummeret som indgangsvinkel i indsamlingen af empirisk materiale. Dette har vist sig både som en konstruktiv tilgang i interviewsituationen og i den førliggende søgning på internettet og i artikler. I det følgende vil jeg fremlægge de mest relevante metodiske valg og overvejelser i forbindelse med mit empiriske arbejde og min tilgang til det analytiske arbejde.

[Indholdsfortegnelse] At studere normativitet
Det, at jeg har forsøgt at lokalisere sprækkerne i et fænomen, som de fleste tager for givet, har skabt særlige præmisser for mit feltarbejde. Præmisserne har været en høj grad af normativitet omkring den eksisterende kønsopdeling i CPR-nummeret. Dette har omfattet indforståethed og fravær af italesættelse og dermed en lav grad af debat om emnet i offentligheden – alt sammen med den effekt, at det har været svært at finde informanter. På det praktiske plan har dette f.eks. besværliggjort engageringen af politikere som informanter. Selvom køn er på dagsordenen hos mange politiske partier (f.eks. i forbindelse med ligeløn), er det kun et par enkelte politikere, der mener, at kønsopdelingen af borgerne og konsekvenserne af denne er relevant af diskutere. [1]

At studere normativiteten handler om at få italesat selvfølgeligheder, hvorfor det sjældent er noget, man som forsker kan gå ud og finde italesat gennem f.eks. avisartikler eller kan gøre travle politikere interesserede i. Ifølge Dorte Marie Søndergaard, fra hvem jeg har lånt begrebet selvfølgeligheder, har en poststrukturalistisk empirisk undersøgelse til formål at dekonstruere diskursivt og dikotomisk producerede kategorier, så som mand/kvinde-opdelingen.
Poststrukturalismen tilbyder ikke i sig selv konkrete empiriske metoder, men lægger op til analytiske tilgange, der kan vise paradoksale praksisser og brud med kohærensen i kategoriernes konstituering. Fokus bør i det empiriske arbejde derfor være på det spændingspotentiale, der skabes i mellemrummet mellem det kollektive (diskurser) og den enkelte (praksis), paradokser og randpersoner, som “viser sprækkerne i diskursernes selvfølgeligheder”. [Søndergaard 2000: 93] Den brugbare empiriske data kan derfor tage mange former; lige fra film, over observationer til interviews, så længe tilgangen til empirien er “at tænke imod det selvfølgelige” [Søndergaard 2000: 76] og derigennem forsøge at bryde med præmisserne for essentialistiske og naturaliserede dikotomier, kategorier og diskurser. [Søndergaard 2000] Jeg har i denne undersøgelse benyttet mig af flere typer materiale og metoder, hvilket har ledt mig frem til et antal randpersoner, der har kunnet tydeliggøre paradokser mellem det kollektive, i form af CPR-nummeret kønsopdeling og de dertil knyttede forståelser af køn, og det individuelle, forstået som den enkeltes praksis og problemer i forhold til denne kønsopdeling.

[Indholdsfortegnelse] Artikler og andet skriftligt materiale
Søgningen blandt nyere artikler i landsdækkende og regionale aviser, ugeblade og magasiner har givet et begrænset udbytte, hvis man ser på mængden af artikler om CPR-nummeret kønsopdeling. Dette har været forventet, da selvfølgeligheder som pointeret ovenfor sjældent er noget, vi finder direkte italesat i f.eks. aviser. [Søndergaard 2000] Derfor har mit udgangspunkt været at søge efter kritikere af CPR-nummeret kønsopdeling for at finde frem til sprækkerne.
Konkret er artikelsøgninger lavet på Infomedia på ordene “CPR” og “personnummer“, hvilket resulterede i en fremkomst af artikler, der primært omhandlede tilfælde af eller risiko for lækage af oplysninger fra CPR-systemet. Søgninger blev efterfølgende lavet på samme ord, men i kombination med ordet “køn“, hvilket gav få resultater.

Indenfor den femårige periode, jeg har valgt som ramme for min undersøgelse, har der overordnet set været to typer af artikler, der har omhandlet kønsopdelingen i CPR-nummeret:
Kommentarer eller større artikler i forbindelse med politiske beslutningsforslag om transkønnedes rettigheder, og personportrætter af transkønnede med overskrifter som “Da Torben blev til Tina”. [Svensgaard 2009] Sidstnævnte artikeltype har vist sig mest udbredt, mens der har været længere imellem artikler om politiske forslag. Debatter omkring beslutningsforslagene viste sig snarere at skulle findes i transskriberinger af folketingsdebatter ved behandlingen af de enkelte forslag.

Resultatet af artikelsøgningen har i min undersøgelse bidraget til en grundlæggende forståelse af nogle meget stærke diskurser om kønsopdelingens naturgivenhed og selvfølgelighed.
Yderligere har den synliggjort de stemmer i kontroversen omkring kønsopdelingen, som kunne være relevante at interviewe – stemmer, der alle på den ene eller anden måde har været relateret til transkønnede.

Ud over artikelsøgninger har jeg også brugt tid på at afsøge hjemmesider, folketingsdebatter og andet skriftligt materiale, både for at opstøve kritiske stemmer i diskussionen af kønsopdelingen og for at få et indtryk af, om diskussionen overhovedet eksisterer. Konklusionen på denne afsøgning har været, at det primært er interesseorganisationer fokuseret på transkønnethed og politiske partier på venstrefløjen, der offentligt har kritiseret kønsopdelingen – der er tale om et relativt snævert felt af kritikere. Den omvendte stemme, der er gået ind i debatten og italesat argumenter for kønsopdelingen, har været næsten fraværende. Folketingsdebatter, hvor politikere direkte kan “afkræves” svar på forslag om ændringer af det nuværende, har været den bedste skriftlige kilde til denne direkte forholden sig til spørgsmålet. Herudover har problematiseringer af kønsopdelingen virket til at have stået uhørte hen.
At udskrifter fra folketingdebatter vil vise sig at spille en central rolle i analyseafsnittet, kan forklares ud fra den teoretiske ramme for denne undersøgelse. I en analyse af infrastrukturens kategorier bør man, ifølge Geoffrey C. Bowker og Susan Leigh Star, der vil blive præsenteret senere, både fokusere på deres praktisering og udformning. [Bowker & Star 2000: 39-49] Da diskussioner og beslutninger om CPR-nummeret oftest tages i Folketinget, er det her muligt at få indblik i et element af kønskategoriernes udformning. En forståelse af deres praktisering får vi til gengæld gennem interviews.

Samlet set har de indledende, eksplorative søgninger i forskellige typer af skriftligt materiale vist, at CPR-nummeret kønsopdeling for det første er omgærdet af selvfølgelighed, og for det andet kun italesættes i relation til transkønnethed. Transkønnede er altså i min undersøgelse kommet til at udgøre de randpersoner, Søndergaard agiterer for som udgangspunkt for analyser af selvfølgeligheder. [Søndergaard 2000] [Indholdsfortegnelse] Valg af informanter
På basis af den ovenfor skitserede søgning i skriftligt materiale, kontaktede jeg cirka ti enkeltindivider og et antal organisationer og udvalg, der alle var dukket op i relation til problematiseringer af kønnets selvfølgelighed i CPR-nummeret. Reaktionerne varierede blandt de kritiske stemmer, jeg forsøgte at skabe kontakt til. Størstedelen af de politikere, der har været med til at stille – eller i offentligheden har talt for – beslutningsforslag, der har været af relevans for denne undersøgelse, har ikke været interesserede eller ikke haft tid til at stille op til interview. Mere interesserede i at stille op til interviews var til gengæld repræsentanter fra interesseorganisationer og kønspolitiske udvalg, hvor imødekommenheden var stor. Ud af dette opsøgende arbejde fandt jeg fire informanter, der i kraft af at være aktive i debatten om kønsopdelingen kan kaste lys over emnet. [2] Disse fire stiller sig alle på forskellig vis kritiske overfor det kønsopdelte CPR-numre. Henvisninger til “de fire kritikere” viser derfor tilbage til disse fire informanter. De er alle fire en del af et relativt snævert miljø og nogle endda kender hinanden. Dette er et udtryk for, at der ikke er tale om en bred debat.

For at få en forståelse af hvilken nuværende konstruktion, kritikerne ønsker at gøre op med, tog jeg samtidig kontakt til Indenrigsministeriet, da CPR-området ligger under dette ministerium.
Ligeledes tog jeg kontakt til Kirkeministeriet og Familieministeriet, som jeg vurderede som de mest centrale brugere af kønsregistrering, da store dele af den lovgivning, der bliver administreret og udformet under disse ministerielle områder, er baseret på en differentiering i forhold til køn. [3] Her ville altså være mulighed for at finde informanter med både overblik og indsigt i rationaler bag det eksisterende system.
I Familieministeriet kunne de desværre kun finde tid til at besvare et par enkelte spørgsmål per mail, mens jeg til gengæld i hvert af de to øvrige ministerier fik kontakt til en imødekommende ansat, der var villig til at sætte tid af til interviews.

Alle seks informanter præsenteres i afsnittet “Karakterer”. Derudover vil yderligere en informant blive inddraget for en kort bemærkning, da hun besidder en praksisbaseret viden, der er af stor relevans for at få indblik i, men som ikke er tilgængelig gennem de øvrige informanter. En samlet oversigt over informanter i undersøgelsen findes vedlagt. [Appendiks II]

I analysen vil der blive inddraget et antal citater fra folketingsdebatter omkring Transkønnedes rettigheder. Da disse citater i høj grad kommer fra sundhedsministre, kan det rejse spørgsmål om, hvorfor Sundhedsministeriet ikke er kontaktet i forbindelse med søgningen efter informanter. At dette bevidst er afgrænset, er dels en konsekvens af ovenstående overvejelser om, hvilke ministerielle områder, der har størst berøringsflade med det kønsopdelte CPR-nummer. Endnu vigtigere for denne afgrænsning er det, at Sundhedsministeriets centrale rolle i folketingsdebatterne er en konsekvens af en forståelse af transkønnethed som en sygdomstilstand. Da denne forståelse af transkønnethed ikke stemmer overens med det perspektiv, jeg har lagt på emnet i denne undersøgelse, er informanter fra Sundhedsministeriet derfor ikke inddraget. Jeg vil tage denne debat op i perspektiveringen.

Gennemgående for de inddragede informanter har været, at de alle har en stor viden omkring personregistrering, transkønnede og/eller kønsforskning qua deres embede, uddannelse, arbejde i interesseorganisationer eller personlig interesse i emnet. F.eks. har alle fire kritikere refereret til minimum én af de her i undersøgelsen inddragede teoretikere. Denne særegenhed ved informanterne gør dem ud fra antropologen Anthony P. Cohens informantdifferentiering til nøgleinformanter, hvilket dækker over informanter, der tildeles en central funktion i undersøgelsen i kraft af deres rolle i felten, ofte sammenhængende med specialistviden. Denne viden kan enten være en konsekvens af en formel eller uformel status i samfundet, hvor sidstnævntes viden f.eks. kan være på basis af en stor adgang til sladder. [Cohen 1984] I udgangspunktet har alle mine informanter formel status i kraft af erhverv eller central placering i en interesseorganisation. Men samtidig kombineres dette f.eks. hos flere af dem med kendskab til og sladder fra “transmiljøet”, hvorfor jeg ikke er i stand til at lave en sådan klar adskillelse. Kombinationen har dog virket som kilde til en endnu større specialistviden. Denne brug af nøgleinformanter har øjensynligt givet mig et interviewmateriale, der er baseret på større og mere reflekteret viden om emnet.

[Indholdsfortegnelse] Interviewet og interviewsituationen
Den svenske etnolog Eva Fägerborg definerer interviewet som metode, fordi interviewet “gör det möjligt att åstadkomma ett erfarenhetsnära, nyansrikt och mångfacetterat material.” [1999: 55] Jeg har derfor valgt at benytte mig af kvalitative interviews som en del af den empiriske tilgang til denne undersøgelse for at få udfoldet de rejste kritikker og få en større forståelse af, hvordan det kritiserede CPR-system fungerer.
Jeg har valgt at benytte mig af halvstrukturerede interviews, da disse er med til at sikre, at jeg får dækket et antal bestemt temaer, men samtidig muliggør “åbenhed over for ændringer af spørgsmålenes rækkefølge og form, således at jeg kan forfølge de svar, interviewpersonerne giver”. [Kvale 1997, org. 1994: 129] Spørgeguides til hver af de fire informanter, der har kritiseret kønsopdelingen og de to, der arbejder med den på ministerielt hold, har varieret lidt grundet motivationen bag valget af dem som informanter (jf. afsnittet “Valg af informanter” ovenfor). Gennemgående for alle interviews er dog, at jeg har benyttet en kombination af alle de ni typer af interviewspørgsmål, Steinar Kvale opstiller i InterView. [1997, org. 1994: 136-139] Vægtningen af de enkelte typer spørgsmål har varieret, afhængigt af interviewsituationen og informanten. Et eksempel på en spørgeguide er vedlagt for at give et indblik i, hvordan interviewene er blevet vinklet. [Appendiks III]

Som Fägerborg har redegjort for, påvirker interviewsituationen det materiale, man får ud af interviewet. [Fägerborg 1999: 55-70] Ud over at mine informanter har varieret i alder, position, politisk tilgang og baggrund, har selve rammerne for interviewene også divergeret meget; fra et interview i et ministerium, hvor jeg skulle hentes ved indgangen af en sekretær til et interview i en stue, hvor jeg forud for interviewet var blevet hentet på busholdepladsen og budt på middag.

Det problematiske ved brugen af interviews kan være den magtasymmetri, der eksisterer mellem interviewer og informant og som er determineret af, at det er intervieweren, der styrer interviewet og sætter rammerne for det. [Kvale 1997, org. 1994: 131] Den danske filosof Anders Fogh Jensen nævner i indledning til Michel Foucaults Overvågning og straf, [2002, org. 1975] at informationsindsamling via bl.a. personinterviews endog har en disciplinerende effekt og dermed er med til at opretholde normativiteten. [2002, org. 1975: 14] Det har i forbindelse med denne undersøgelse været særligt aktuelt at gøre sig overvejelser omkring sådanne mulige effekter af mine interviews, da jeg bl.a. har lavet feltarbejde blandt randpersoner, der er karakteriseret ved at falde udenfor normativiteten og dermed i forvejen kæmper mod normativitetens disciplinering. Alle de kritiske informanter, der netop taler ud fra en placering ved normativitetens grænser, har til gengæld alle gjort sig synlige for mig som forsker i kraft af at have været aktive i debatten om kønsopdelingen. Derfor er det måske snarere informanternes brug af mig, der bør tillægges overvejelser. I forbindelse med denne undersøgelse, hvor alle informanter har været en del af et politisk miljø, er det nødvendigt at holde sig for øje, at informanterne kan have en instrumentel tilgang til interviewet og bruge det som middel til at opnå egne mål eller fremme en specifik dagsorden. Dette kan betyde, at der lægges særlig vægt på noget, mens andet ties bort under interviewet. [Fägerborg 1999: 60] At informanterne har haft forskellige dagsordener – og at kritikerne har haft forskellige motivationsfaktorer – har til gengæld givet et alsidigt materiale, der har tydeliggjort en pluralitet i kontroversen.

[Indholdsfortegnelse] Analysens struktur og begrundelse
Analysestrategien i denne undersøgelse er formet ud fra konceptet mapping controversies. At kortlægge kontroverser er en ide, der er opstået hos den franske sociolog Bruno Latour.
Begrebet henviser til en metodologi, der gennem især visuel fremstilling søger at klarlægge kontroverser og diskussioner omkring fremkomsten af videnskabelig fakta og dermed undersøge, hvordan et specifikt stykke viden er blevet til igennem diskussion og polemik. Ideen med denne metode er at skabe ontologiske forstyrrelser i hverdagens selvfølgelige elementer og dermed skabe mulighed for nye bevidstheder (eng. awareness). [Whatmore 2009] Når jeg vil benytte mig af denne tilgang, er det derfor for at kunne vise kontroverserne bag de fakta, der udtrykkes i infrastrukturens kategorier, herunder kønskategorien. En kontrovers, der ikke bare kan opstilles som en fløjkrig, men som består af sammenfiltringer af synspunkter, tilgange og erfaringer. I min brug bliver der ikke tale om en visuel fremstilling af fremkomsten af videnskabelig fakta som sådan, men en kulturanalyse af det sociale fænomen køn.

For at sætte kønsopdelingen og CPR-nummeret i en betydningsgivende kontekst, vil analysen tage sit afsæt i et argument om, at CPR-systemet kan forstås som en infrastruktur, hvor indenfor kønsopdelingen standardiseres og praktiseres. Denne ide om infrastruktur vil sætte rammen for diskussionerne om køn i denne undersøgelse.
Dernæst vil jeg gå over til at se på, hvordan kontroverser omkring CPR-nummeret kønsopdeling kan anskues som forhandlinger af kønskategoriernes grænser. For at gøre dette, vil jeg inddrage tre teorier om køn, der på forskellig vis kan bidrage til en tydeliggørelse af den kønsforståelse, der ligger bag kønsklassificeringen, og dennes indlejring i bredere sociale forståelser af køn.
Fordi kontroversen omkring kønsklassificering er kompleks og stikker i mange retninger, er analysens kortlægning organiseret ud fra en analytisk differentiering mellem det biologiske køn og det synlige køn som elementer i konstruktionen af fænomenet køn; denne opdeling vil blive begrundet i introduktionen til analysen.
På grundlag af denne kortlægning vil jeg efterfølgende begive mig ind i en mere teoretisk udredning af, hvordan kategorierne kan siges at have betydning for vores eksistens som mennesker. På grundlag af denne udredning vil jeg tydeliggøre, hvordan infrastrkturens klassificeringer kan siges at være indlejret i subjektiveringsprocesser og dermed er med til at skabe transkønnedes situation som abjekter, ikke-mennesker.

For at klarlægge grundlaget for overhovedet at kunne lave en sådan kortlægning af kønskategoriernes rolle i samfundet og for os som borgere, vil det være på sin plads først at præsentere stemmerne i debatten. Derfor vil jeg give en kort introduktion til de karakterer, der udgør det empiriske fundament for denne undersøgelse. Inden da vil jeg dog kort redegøre for min narrative strategi.

[Indholdsfortegnelse] Formidlingens diskursive grænser
Et redskab, man som forsker kan anvende i den videre destabilisering af selvfølgeligheder, er ifølge Søndergaard brugen af diskursiv fremmedgørelse i fremstillingen af analyser, som vi ser det hos f.eks. Judith Butler, der benyttede sig af et yderst avanceret og abstrakt sprog. [1990] Dette gøres for at understrege fænomeners konstruerede og bevægelige indhold. Søndergaard selv gjorde i Tegnet på kroppen, [1996] brug af diskurs-distancerende sprog som en del af sit dekonstruktuerende projekt ved f.eks. at bruge betegnelsen “aktør med mandligt kropstegn” for at undgå at bruge ordet “mand” og tillige med kvinder. Denne sproglige benægtelse eller udfordring af kategorier og begreber anvendes for at “undgå at komme til at fortælle diskursernediskursernes egne præmisser.” [Søndergaard 2000: 88] Håbet hos Søndergaard er, at undgåelsen af citeringer af betydningstunge begreber og eksisterende diskursive præmisser er med til at åbne for brud. [Søndergaard 2000] Denne brug af fremmedgørende sprog skal tilpasses grænserne for dekonstruktionen; diskursernes begrænsninger for hvad en potentiel aftager af analysen overhovedet vil kunne forstå. En vis respekt for disse eksisterende præmisser er nødvendig, såfremt budskabet ikke skal gå tabt. Rækkevidden for hvor langt ud ens analyseresultater kan nå, afhænger dermed af i hvor høj grad, man udfordrer selvfølgelighederne og træder udenfor eksisterende diskurser. [Søndergaard 2000] Med denne pointe in mente har jeg valgt ikke at gøre min analyse for snørklet og utilgængelig, men benytte begreber velkendte ord som “mænd” og “kvinder”, da jeg herved kan være med til at bidrage til en debat, der går ud over eksperternes metadebatter.

Tillige vil jeg her redegøre for min brug af begrebet transkønnet. Udover at begrebet er anvendt både i interviews og diverse skriftlige kilder, har jeg også valgt at bruge det som en måde at undgå snævre definitioner og kategoriseringer. Begrebet er opstået som en form for selvdefinition/-kategorisering og har en bred og inkluderende betydning, der henviser til personer, som kønsmæssigt “understand cross-identification as a crucial part of their gendered self but they may pick and choose among the options of body modification, social presentation and legal recognition available to them.” [Judith Halberstam, citeret i Jagose 1999] Begrebet er opstået som alternativ til det mere snævre begreb transseksuelle, der ofte forstås mere specifikt og i en medicinsk kontekst som betegnelse for personer, der ønsker fuldbyrdet kønsskifte. [4] Begrebet henviser altså bredt til personer, der i kraft af deres kønsudtryk eller -identifikation stiller spørgsmålstegn ved en forståelse af femininitet som en naturlig forlængelse af den kvindelige krop og maskulinitet som en naturlig forlængelse af den mandlige ditto. Begrebet kan dermed siges at være destabiliserende i sig selv. [Stryker 2006: 2-3] [Indholdsfortegnelse] Karakterer
For at sætte en narrativ ramme for den kommende analyse og diskussion, hvori der vil være en pluralitet af sideløbende stemmer og perspektiver i spil, vil jeg gøre brug af karakterer, [5] der tydeliggør den enkelte informants position i debatten (Politikeren, Kønsterroristen, Embedsmanden, m.fl.). De introducerede karakterer skal anskues som et empirisk udsnit, der kan være med til at illustrere en multiplicitet i tilgange til og forståelser af det kønsopdelte CPR-nummer. Derfor anvender jeg karaktererne narrativt som en indledende definition af de enkelte informanters kontekstuelle forståelse af emnet; deres tillagte karakter i denne undersøgelse afspejler deres forståelsesramme for emnet. Når jeg derfor f.eks. har karakteriseret en informant som Politikeren, er dette for at tydeliggøre, at denne informants tilgang er formet af en forståelse af, hvordan realpolitik og udformningen af lovgivning fungerer, både på Christiansborg og i forhold til befolkningen. Denne forståelse er anderledes end hos f.eks. Talspersonen, der i højere grad tænker i repræsentation, rettigheder og dagsorden for en specifik interesseorganisation.

Dette analytiske greb kommer til at være netop en karikering over positionerne, altså en fokusering på særlige træk ved den enkelte informant, der ikke kan undgå i nogen grad at blive på bekostning af heterogeniteten og selvmodsigelserne i de enkelte positioner. At karaktererne alligevel er anvendt i denne analyse er, at dette vil kunne fremme en tydeliggørelse af spændinger og brydninger i felten; brugen af karaktererne kan udkrystallisere de enkeltes praksis og skærpe argumentationen. [6] Samtidig bliver de i arbejdet med en kontrovers som den om kønskategorierne nødvendige for at kunne kortlægge og skabe orden i en empiri, der stritter i alle retninger. Derudover imødekommer brugen af karakterer et krav om anonymitet, der dog kun er direkte ønsker af en informant.

Fordi karaktererne forholder sig til CPR-nummeret kønsopdeling ud fra forskellig motivation, erfaring og forståelser af køn, har de ligeledes bidraget meget forskelligt til denne undersøgelse.
Derfor vil nogle informanter bidrage meget i en del af analysen, mens andre bidrager mere i andre dele.

På de følgende sider vil de forskellige karakterer blive introduceret, både på basis af interviews og eventuelle politiske forslag informanterne har været med til at forme, eller artikler, de har forfattet i relation til diskussionen om kønsregistreringen. Under den nedenstående præsentation af de enkelte karakterer vil der blive redegjort for deres position i debatten og deres holdning til kønsregistrering. Ud fra dette vil kønsforståelserne i de enkelte positioner blive anvendt til at udfolde en problematisering af CPR-nummeret kønskategorisering i den efterfølgende analyse.

En enkelt karakter, Jordmoderen, vil ikke blive introduceret her, da hun ikke spiller samme omfangsrige rolle i analysen som de øvrige karakterer. Jordmoderen er blevet inddraget kortvarigt, da hun igennem sit job på en fødeafdeling besad en praksisbaseret viden, der var af stor relevans at få indblik i, men som ingen af de øvrige informanter var i besiddelse af. Hun og de øvrige karakterer fremgår alle af den vedlagte informantoversigt. [Appendiks II] [Indholdsfortegnelse] Teologen
Teologen er egentlig embedsmand, men taler i højere grad som fagperson og repræsentant for kirken, end hvad der nedenfor vil blive defineret som embedsmand. Hun har både praktisk og strategisk erfaring med personregistrering efter både at have arbejdet i kirker og det dertilhørende ministerium. Hun har en stor faglig og personlig interesse i sit arbejdsområde og har en omfattende specialiseret viden, der både dækker historiske og nutidige forhold vedrørende emnet inden for en kirkelig kontekst.
Teologens forståelse af personregistrering tager altså udgangspunkt i kirken. Hun vurderer kirken som den centrale institution i den danske personregistrerings historie. Da hun tillægger personregistreringen en helt grundlæggende rolle for det danske samfunds udvikling og opretholdelse, bør vi ud fra hendes perspektiv vise kirken anerkendelse og taknemmelighed for, at den igennem århundrede har registreret på vegne af det øvrige samfund.

Teologen vurderer personregistreringen som en utrolig praktisk instans, der historisk har muliggjort at udskrive kirkeskatter og i dag med CPR-nummeret muliggør, at man f.eks. kan indkalde kvinder til undersøgelse for livmoderhalskræft og tildele dem den største andel af barselsorlov, når det nu er dem, der skal amme barnet. Tillige er CPR-systemet indrettet efter ægteskabet mellem mand og kvinde som standarden for familiestruktur, da der skal en mand og en kvinde til i forbindelse med reproduktion. Ud over kønsdifferentieringens muligheder, sikrer CPR-nummeret omvendt lige muligheder og rettigheder for mænd og kvinder, og har altså en ligestillingsmekanisme i sig. Selve personregistreringen, men også kønsopdelingen i den, er altså i borgernes egen interesse.

Ud over at anskue kønsopdelingen som praktisk, virker den for Teologen også naturlig, da den afspejler bagvedliggende biologiske forskelle og tillagte betydninger, og dermed ikke har nogen effekt i sig selv. For transseksuelle og hermafroditter kan personregistreringens kønsopdeling dog være problematisk, men dette anskuer hun snarere som enkeltindividers problemer end et grundlæggende problem med personregistreringen.

[Indholdsfortegnelse] Embedsmanden
Embedsmanden arbejder med personregistrering i Indenrigsministeriet. Han lever op til den loyalitet, der forventes af ham overfor den politiske ledelse og agerer neutralt i forhold til dennes politik. Han forbereder sig til interviewet og bortcensurerer subjektive holdninger til gengæld for argumenter om lovgivning og politiske flertal.
Embedsmanden anskuer CPR og de heri registrerede “grundlæggende personoplysninger” relativt uafhængigt af øvrige personregistreringer, f.eks. kirkens eller sundhedssektorens registreringer; hans arbejdsområde og interesse er centreret omkring de få oplysninger, der er registreret i selve CPR. [7]

Embedsmanden vurderer, at der er stor opbakning om den nuværende personregistreringsmodel og oplever ikke, at det er et omdiskuteret område præget af stærke ideologiske kampe. Dette ser han som en konsekvens af, at vi i Danmark har stor tillid til myndighederne og at vi har et stærkt demokrati. Når CPR-systemet engang imellem kritiseres, er det ofte en fejlagtig kritik, der i stedet bør rettes mod andre instanser eller funktioner, som er koblet op på CPR-nummeret.
Embedsmanden har meget svært ved at finde noget problematisk eller kritisabelt ved den måde, personregistreringen aktuelt fungerer. Han mener, at det nuværende system er velfungerende og gør livet som borger i Danmark nemmere. For selvom CPR oprindeligt var tænkt som et middel for statens til at inddrive kildeskat og forbedre den offentlige administration, er det nu tillige et system, der forenkler borgernes relation til staten. Dette betyder samtidig, at CPR-systemet skaber en tydelig differentiering mellem de, der er indenfor systemet, og de, der er udenfor det, da så meget i samfundet er bundet op på CPR-nummeret.

CPR-nummeret kønsopdeling vurderer Embedsmanden som en praktisk instans. Selvom et kønsneutralt CPR-nummer teknisk set er muligt, forestiller Embedsmanden sig ikke, at der vil være den store folkelige opbakning til en ændring af dette.

[Indholdsfortegnelse] Kønsterroristen
Kønsterroristen er repræsentant for en interesseorganisation for transkønnede, men giver indtryk af i høj grad at finde på egne initiativer og bruge sin egen person som forhammer i sagens tjeneste – hendes indsats handler ikke bare om at følge en vedtagen dagsorden på vegne af organisationen, men det er mere omfattende. For selvom hun som transkønnet bestemt har personlige interesser og motivationer i det, handler det lige så meget om, at “ofre” sig selv for en større sag: At gøre op med rigide og begrænsende kønsopdelinger, ikke bare for at give transkønnede bedre vilkår, men for at ændre konservative idéer om, at biologi determinerer køn. Og her anvender hun sin egen person og krop i forsøget på at skabe forvirring og ødelægge det eksisterende – og hun kan godt lide provokationen i det.

Kønsterroristen prøver at gøre op med transkønnethed som noget skjult og hemmeligt ved at bruge sin egen krop til at gøre det tydeligt. Hun har erfaret, at synlighed gør emnet mindre mystisk for andre mennesker, men at man også sætter meget på spil ved at stå frem. Hun har skrevet flere avisindlæg og været med til at udforme et beslutningsforslag om rettigheder for transkønnede, der grunder i et ønske om personlig frihed; hun mener ikke, at det kan skade andre, at transkønnede skal have lov til at definere sig som et andet køn, end det deres CPR-nummer udtrykker. Konkret har hun været med til at foreslå bl.a. en ophævelse af kravet om kønsspecifikke fornavne og større mulighed for juridisk kønsskifte. For selvom det på papiret allerede er muligt at tage et fornavn, der angiver det modsatte køn af ens CPR-nummer, finder hun det yderst provokerende at skulle defineres som psykisk syg som led i denne navneforandring – eller igennem en kønsskifteoperation. Kønsskifte mener hun i øvrigt, at det kun er få transkønnede, der ønsker pga. en trang, der bliver nødt til at komme ud. De fleste transkønnede vil bare have lov til at være kønnede på deres egen måde.

Kønsterroristen ser det at være transkønnet som en “legal” måde at bryde fri af isolerende og begrænsende køn, samtidig med at det hjælper kvinder i forhold til ligestilling, da det beviser, at køn kan skifte.
På det private plan er hun direkte motiveret af indignation over ikke at have friheden til at definere sit eget køn, og at der altid skal opstå forvirring i forbindelse med flyture og andre situationer, hvor hun skal fremvise id, der angiver et andet køn, end det hun syner af. Allerhelst ville hun gerne defineres som “menneske” i sit pas, i stedet for hele tiden at skulle mindes om og tvinges tilbage i kategorien “mand”.

[Indholdsfortegnelse] Talspersonen
Som talsperson for det transpolitiske område i en interesseorganisation med fokus på køn og seksualitet, var Talspersonen særligt optaget af spørgsmål om (manglende) rettigheder, der kan sikrer transkønnedes interesser. Han er motiveret af en indignation over diskriminationen og mangel på grundlæggende rettigheder for transkønnede. På det kønspolitiske område, som han repræsenterer, er der ikke bare brug for oplysning, men decideret politik.

Ud over at arbejde aktivt for at få transkønnede dækket af menneskerettighederne ved f.eks. få anti-diskriminationslovgivning til også at dække kønsidentitet, har organisationen også støttet flere forskellige forslag angående forbedringer af transkønnedes forhold. Selv taler han og organisationen for at få fjernet kønsmarkeringen i CPR-nummeret sidste ciffer, da det afslører en kategorisering, der ikke nødvendigvis stemmer overens med ejermandens kønsidentitet eller fysiske kønsudtryk. At man fortsat registrerer, hvem der skal indkaldes til værnepligt m.v. afhængigt af køn, er ikke et problem ‘ det skal bare ikke være bundet op på synlige kønskategoriseringer. Men denne ændring af CPR-nummeret opbygning er ikke blevet godkendt, så målet er at sikre bedre muligheder for at skifte imellem kønskategorierne indenfor den eksisterende struktur: Han argumenterer for, at det skal være op til folk selv at definere deres kønsidentitet. Det skal altså ikke være ens udseende eller biologi, der afgør hvilket køn man skal defineres som, men ens selvforståelse.

Talspersonen og den organisation, han er en del af, forsøger at repræsentere transkønnede så bredt som muligt ud fra en forståelse af, at der ikke er tale om en homogen gruppe mennesker.
Han forstår udmærket, at de fleste transkønnede ikke lever åbent, da det medfører ubehagelige situationer og stor uforståenhed hos andre mennesker, men problemet ved dette er, at det er svært at tilkæmpe rettigheder på vegne af en minoritet, som er usynlig. Omvendt forstår han godt, at der ikke nødvendigvis er folkelig opbakning omkring ønsker til lovgivning, fordi det er svært at forstå noget, man ikke har kendskab til. Men det gør det ikke mindre hårdt at håndtere de fordomme og den modstand, man kan møde.
Den generelle forundring og uforståenhed, Talspersonen møder, ser han som et udtryk for manglende refleksion over køn, der er baseret på en idé om kønnet som noget naturgivent.
Problemet med denne idé er, at den udøver tvang over mennesker, fordi alle skal passe ned i
enten den ene eller anden (køns-)kasse.

[Indholdsfortegnelse] Politikeren
Politikeren har gennem sit virke som folketingsmedlem en stor indsigt i, hvordan et politisk forslag skal serveres, og hvordan de bedste resultater opnås gennem formulering og vinkling i forhold til interesser i befolkningen og blandt andre partier i Folketinget. Han taler med overbevisning og uden at tøve, og i hans argumentation sammenflettes partiets ideologi med realpolitiske overvejelser om, hvordan konkrete mål kan opnås.

Politikeren har stillet et beslutningsforslag om transkønnedes rettigheder af to omgange i Folketinget, hvor det anden gang blev modereret for at øge sandsynligheden for at opnå resultater. En del af det oprindelige forslag gik på at gøre CPR-nummeret kønsneutralt, således at kønsmarkeringen ikke er synlig. Forslaget opstod som en fusion, der dels skulle imødekomme henvendelser fra transorganisationer, og dels imødekomme mere radikale ønsker om opgør med et betydningsgivende køn fra partiets queerudvalg. Samtidig kunne dette kompromis imødegå interne uenigheder i partiet mellem især folk i kvindebevægelsen og queerudvalget om, hvorvidt kønnet skal “bevares” som fast enhed og identitetsbærer.
Den taktiske idé bag forslaget, som uden tvivl også er blevet stillet for at rette op på forholdene for transkønnede, er at åbne op for en udvanding af idéen om det biologiske køn som den ufravigelige determinator af kønsidentitet. Dette skal ses som en måde at gøre op med det, Politikeren ser som undertrykkende kønsroller og stereotyper forbundet med de to køn.

Politikeren mener, at de to køn udgør en grundlæggende struktur for det danske samfund, og at samfundet er utrolig kønsopdelt, hvilket har negative konsekvenser i form af indskrænket frihed for den enkelte pga. kønsroller. Da mænd og kvinder i vores nutidige samfund endnu ikke har samme muligheder og vilkår, vurderer Politikeren, at kønsopdelingen i nogle henseender er fornuftig at bevare, f.eks. for statistisk at kunne bevise uligheder i lønninger. Omvendt er opdelingen helt unødvendig i andre henseender, og det er i hvert fald ikke nødvendigt at gøre den synlig i CPR-nummeret. Men i Folketinget, som han vurderer som en nogenlunde repræsentation af holdningerne
i befolkningen, har han mødt uforståenhed og argumenter om biologi som ufravigeligt fundament for kønsidentitet.

[Indholdsfortegnelse] Aktivisten
Aktivisten virker til at have været aktiv på venstrefløjen det meste af sit liv og er nu både engageret i partipolitik og medlem af et udvalg herunder, der arbejder ud fra et queerteoretisk standpunkt. Hun forholder sig til det samfundsmæssige niveau, hvorfor den enkeltes problemer og udfordringer bør anskues ud fra et strukturel og overordnet perspektiv, hvor problemerne er del af samme samfundsstruktur.
Hun har været i dialog med Politikeren for at få ham til at stille et beslutningsforslag på basis af et politikpapir, der agiterer for kønsneutrale CPR-nummer og en række opsamlede ønsker fra landets transorganisationer. Hun har ikke selv været med til at skrive politikpapiret eller beslutningsforslaget, men hun har været med i processen omkring begge dele.

Hendes anke imod kønsopdeling er den tænkning, der ligger bag; at kvinder og mænd grundlæggende skulle være forskellige, og at personer er eller bør være på en bestemt måde, afhængigt af deres køn. Sådanne differentierede forestillinger om hvad hhv. mænd og kvinder er, udgør en diskriminerende kassetænkning, der begrænser mennesker og fastholder uligheder mellem kønnene. Kønsmarkeringen i CPR-nummeret ser hun derfor snarere som et symbol på denne dominerende kønsforståelse, snarere end årsagen til den. Dog er der tale om et magtbærende symbol, der derfor ikke kan undsiges.
Selvom hun ikke umiddelbart kan forstå, hvorfor denne kønsopdeling og markering overhovedet eksisterer, så fastslår hun dog også, at vi alle er en del af vor samtid; at vi ikke sådan bare kan gøre os uafhængige af det samfund og den tid, vi lever i, og som vi henter vores (diskursive) forståelser i. Omvendt vægter hun foranderligheden i samfundsstrukturer og kønnets betydning og fokuserer på historiske variationer af disse.

Det eneste positive ved kønsmarkeringen er, at det muliggør hospitalernes undersøgelsesindkaldelser af borgere ud fra køn i forhold til risici for kønsspecifikke sygdomme, og den muliggør produktionen af statistisk beviser i forhold til kønslige uligheder, hvilket er et stærkt kort at have på hånden i ligestillingsdebatter. Hun tror dog ikke, at kønsopdelingen og -markeringen vil forsvinde, før kønnet har mistet sin differentierende betydning; f.eks. vil uligheden i lønninger være forsvundet, før der vil være stemning for at fjerne kønsmarkeringen, hvorfor det slet ikke er aktuelt at diskutere ligestilling indenfor en kontekst af kønsneutrale CPR-nummer.
Til forskel fra mange andre, der argumenterer for eksistensen af et skævt forhold mellem mænd og kvinder i samfundet, mener hun i øvrigt, at mænd – på trods af deres position over kvinder – også diskrimineres via en fastholdelse i specifikke forståelser af kønnene.

[Indholdsfortegnelse] Den usynlige infrastruktur
Som det viser sig i præsentationen af karaktererne ovenfor er transkønnethed i empirien blevet helt centralt som omdrejningspunkt for kritikker og diskussioner af CPR-nummeret kønsopdeling. Dette fremgår tillige af ovenstående præsentation af karaktererne. En forklaring på den fremtrædende rolle, transkønnede indtager i debatten om kønskategorierne, kan vi finde hos den amerikanske sociolog Susan Leigh Star (1954-2010). Star har med begrebet high tension zone søgt at beskrive de konflikter og forhandlinger, der opstår i grænselandet mellem gensidigt ekskluderende kategorier, så
som mand/kvinde. [1991] Her har hun, som også jeg vil gøre, taget udgangspunkt i transkønnede som en tilgang til at forstå klassificeringen af køn og forhandlingerne omkring den. Star har fundet inspiration hos amerikaneren Sandy Stone, der i The Empire Strikes Back: A Posttranssexual Manifesto [1989] tydeliggør det, Star senere har defineret som en high tension zone:
  “Here on the gender borders at the close of the twentieth century – we find the epistemologies of white male medical practice, the rage of radical feminist theory and the chaos of lived genderes experience meeting on the battlefield of cultural inscription that is the transsexual body: a meaning machine for the production of ideal type” [Stone, citeret i Star 1991: 46]

I denne high tension zone er der ifølge Star noget på spil og til forhandling, fordi transkønnede “remind us that, indeed, it might have been otherwise.” [Star 1991: 53] Her bliver kategorierne synlige i kraft af grænseeksistenser, så som transkønnede, der kropsliggør og praktiserer køn på en måde, der er afskåret fra konventionelle, institutionaliserede kønskategorier. Denne kropsliggjorte og ikke-klassificerede praksis anbefaler Star derfor som afsæt for en analyse som min: Det er her midt i mand/kvinde-dikotomien, det bliver muligt at kaste lys over den brede sociale ordens arkitektur. [Bowker & Star 2000: 221-223]

Den brede sociale ordens arkitektur – der i denne undersøgelse har taget form af CPR-systemet – er netop det, jeg ønsker at forstå i relation til begrebet køn. Her kan Star og hendes kollega, Geoffrey C. Bowker (1953-), med deres værk Sorting Thinks Out [2000, org. 1999] være til stor hjælp, hvorfor jeg her vil redegøre for deres teori om infrastruktur og klassificeringernes rolle i vores hverdag. På denne basis vil jeg efterfølgende argumentere for, hvordan vi ud fra dette grundlag kan forstå kønsopdelingen i CPR-nummeret som en del af en infrastruktur, der er usynlig i kraft af dens sammenkobling med hverdagens selvfølgeligheder. Samtidig kan denne infrastrukturteori forklare kritik af kønsopdelingen som et udtryk for klassificeringens ufuldendte natur.

[Indholdsfortegnelse] Infrastrukturens ordning af hverdagen
Med inspiration fra den symbolske interaktionisme og den etnometodologiske metode, [8] retter Geoffrey C. Bowker og Susan Leigh Star fokus mod den formelle og uformelle klassificerings praksis, vi som mennesker inkorporerer i verden for at kunne begå os i den. I Sorting Things Out [2000, org. 1999] undersøger Bowker og Star en række historiske og nutidige klassifikationssystemer, der i kraft af ønsker om sammenhæng og integration i informationssystemer samlet kommer til at udgøre infrastrukturer, der får hverdagen til at glide uden besvær: Vi behøver ikke introducere os for andre mennesker hver gang vi møder dem; vi ved, at vi skal følge færdselsreglerne, hvilket får trafikken til at glide uden kaos; vi ved, hvilke fysiske ændringer, der indikerer, at vi bør gå til lægen; og vi behøver ikke definere, hvad vi mener med køn, når vi refererer til det. Dette er alt sammen fordi, vores hverdag er klassificeret og standardiseret til mindste detalje, og vi er skolet i ikke at lægge mærke til det. Og fordi de infrastrukturer, som disse klassificeringer og standardiseringer samlet udgør, fungerer, lægger vi ikke mærke til dem; de bliver usynlige for os. [Bowker & Star 2000] Den orden, klassificeringerne skaber i vores hverdag for at gøre livet overskueligt, er årsagen til, at “klassificering er menneskeligt”, som introduktionen i Sorting Things Out så konstaterende hedder.

Klassificering i kategorier defineres hos Bowker og Star som “a special, temporal, or spatiotemporal segmentation of the world”, der konstant forhandles og opretholdes på mikroniveau, samtidig med at de producerer fordele og ulemper. De kan eksistere både formelt og uformelt, og samlet i systemer sorterer og ordner klassificeringerne virkeligheden. Ideelt set er klassifikationssystemer defineret ved konsekvens, gensidigt udelukkende kategorier og fuldendthed. Dette er dog ikke den form, de tager i praksis, hvor praktiseringens forhandling af klassifikationerne og deres indhold skaber variation. [Bowker & Star 2000: 10-13]

Klassifikationssystemerne medfører ofte standardiseringer, ligesom standarder ofte udgør grundlaget for klassificering. Standardisering er ofte relateret til ønsker om større integration eller interdependens indenfor systemerne, hvorfor klassifikationer og standardiseringer langt hen ad vejen er to sider af samme sag. Omvendt er ikke-standardiserede klassifikationer midlertidige og begrænsede i deres anvendelse. [Bowker & Star 2000: 13-16, 33-50]

Infrastrukturer er derfor altid indvævet i praksis og forhandles og rykkes gennem praktiseringen af standardiseringer og klassifikationer. Disse udgør ikke blot strukturer, der ligger under samfundet, hvorudfra der ageres passivt, ligesom der heller ikke er nogen dirigenter eller storstilede planer “bag”. Omvendt eksisterer kategorier heller ikke som afgrænsede empiriske helheder, der bare venter på at blive opdaget og navngivet. De eksisterer både symbolsk og materielt; de er indbygget i vores omverden. Med ord fra W.I. Thomas og Dorothy Swaine Thomas [1917] udtrykker Bowker og Star det således: “Things perceived as real are real in their consequences”. [Bowker & Star 2000: 13]

[Indholdsfortegnelse] Infrastrukturens selvfølgelighed
Problemet med klassificeringer er, at der herigennem bliver favoriseret og cementeret et specifikt synspunkt, der fremstilles som selvfølgelighed, mens andre synspunkter omvendt bliver gjort tavse. [Bowker & Star 2000, org. 1999: 5] Denne undertrykkelse af synspunkter medfører fordele og lidelse – afhængigt af om man repræsenterer det, der gøres selvfølgeligt eller tavst – og her kan vi lokalisere kilden til det moralske projekt, Sorting Things Out bliver for Bowker og Star. For problemet med infrastrukturernes praksis er, at deres negative effekter og politiske tyngde i kraft af deres usynlighed ikke bliver tydeliggjort og gjort til genstand for debat og overvejelser. Men selvom Bowker og Star tillægger kategoriseringerne så stor en moralsk, politisk og etisk betydning, betyder det ikke, at de mener, at klassificering i sig selv er negativ. [2000, org. 1999: 1-6] Problematikken ligger i den perfektion, klassifikationerne tilstræber, hvorved den reelle, bagvedliggende mangfoldighed bliver gjort usynligt. [319-326] Derfor indstiller Bowker og Star at
  “We need to recognize that all information systems are necessarily suffused with ethical and political values, modulated by local administrative procedures. These systems are active creators of categories in the world as well as simulators of existing categories.” [Bowker & Star 2000: 321]

Selvom kategorierne er baseret på specifikke synspunkter, betyder det dog ikke, at de er statiske. Udvikling i samfundet og nye opfindelser vil hele tiden skabe gentænkning af klassificeringerne. Samtidig ligger det indlejret i virkelighedens multiplicitet, at klassifikationer konstant bliver udfordret, forhandlet og vedligeholdt. Dette sker i praktiseringen af de formelle kategorier, hvor deres utilstrækkelighed bliver synlig i kraft af, at de uformelle klassificeringer tager over. Forskellighed og kritik har altså forandringspotentiale, både ved udformningen og praktiseringen af den enkelte klassificering. [2000: 49-50]

Metodisk er den bedste tilgang til analyser af infrastrukturer at stille spørgsmålstegn ved ting, der umiddelbart falder os let og prøve at finde ud af, hvilket arbejde, der ligger bag denne lethed, for som Bowker og Star skriver: “There is a lot of hard labour in effortless ease” [2000: 9] Arbejdet bag klassificeringer og standardiseringer bør analyseres både med fokus på deres udformning og praktiseringen af dem. [Bowker & Star 2000: 39-49] Når jeg tager udgangspunkt i transkønnede for at få indblik i kønskategoriernes natur, er det derfor for overhovedet at få adgang til at analysere kønsdikotomiens konstruerede selvfølgelighed.
Årsagen til, at netop denne teori om infrastrukturer er relevant for min undersøgelse er, at klassifikationer og standarder, der ellers har været usynlige i infrastrukturen, bliver tydeligere, når de bryder sammen eller bliver emne for stridigheder. [Bowker & Star 2000: 3] Min tese er ud fra denne pointe, at det netop er stridigheder over klassifikationen af køn i CPR-systemet – udtrykt i især artikler og beslutningsforslag – der har gjort den synlig som forskningsobjekt for mig som forsker.

[Indholdsfortegnelse] CPR-nummeret som del af en omnipotent infrastruktur
Med udgangspunkt i Geoffrey C. Bowker og Susan Leigh Stars teori om klassifikationer og standardiseringer som grundlaget for usynlige infrastrukturer, vil jeg her argumentere for kønsopdelingen i CPR-nummeret som en del af en infrastruktur, der er usynlig i kraft af dens sammenkobling med hverdagens selvfølgeligheder.

[Indholdsfortegnelse] CPR-systemet
Indførelsen af Det Centrale Personregister (CPR) og det dertilhørende CPR-nummer i 1968 var banebrydende, idet massive mængder af informationer fra et stort antal ministerielle og kommunale områder nu blev bundet op på ét personspecifikt nummer [9]. Samtidig har CPR-nummeret på den tekniske side uden tvivl gjort en masse arbejdsgange lettere for især myndighederne; alt fra at undersøge socialt bedrageri til at udbetale feriepenge. For borgere betyder det også, at en adresseændring f.eks. kun skal meldes til folkeregistret og ikke enkeltvis til kommune, læge, bibliotek m.v. Som en af mine informanter udtrykte det:
Det er utrolig praktisk. [Interview med Teologen] I forhold til hvad der registreres i selve CPR, er det dog mindre banebrydende. Over tiden er mængden af registrerede informationer i det centrale register formindsket; hvor man f.eks. tidligere registrerede borgeres konkurser sammen med øvrige personoplysninger, er dette bortgået. [10] Jeg har valgt at tage udgangspunkt i det til CPR hørende personnummer, CPR-nummeret, for at vise, hvordan der kontinuerligt arbejdes omkring en sådan infrastruktur og hvordan dets komponenter, herunder kønskategorierne, er til forhandling.

Embedsmanden begrunder indførelsen af CPR-systemet med, at man ønskede at indføre kildeskatten. Men inden da havde man allerede erkendt, at den offentlige administration havde behov for en større adgang til viden om borgerne. [Interview med Embedsmanden] Dette kan kobles til Teologens argument om, at oprettelsen af CPR har været helt central i at kunne opbygge det velfærdssamfund, man ønskede i Danmark. [Interview med Teologen] Dermed sagt at vores nuværende velfærdssamfund ligeledes er dybt afhængigt af CPR. Dette kan både ses ud fra et økonomisk argument, som Embedsmanden er inde på, hvor staten for at få indkrævet et tilstrækkeligt økonomisk grundlag
for at kunne udbyde velfærd, må have en solid kontrol med og overblik over borgerne og deres indkomst. Ud fra en mere serviceorienteret vinkel er det personoplysninger i CPR, der muliggør velfærdsstatens målrettede tilbud om mammografiscreening til kvinder over 50 og at studerende tildeles seks års SU, når de er registreret som studerende på en lang videregående uddannelse. Endelig kan CPR også fra en praktisk synsvinkel ses som eksistensbetingelsen for et massivt administrativt system, der ligger til grund for vores nuværende velfærdsmodel. I 1991 skrev den afgående direktør for Afdelingen for personregistrering (det nuværende CPR-kontor under Indenrigsministeriet), Henrik Nielsen således denne eksistensberettigelse for CPR-nummeret:
  “Administration af et sagsområde vil altid stille krav om en eller anden form for registrering, hvad enten det, der administreres, er personer, ting, “sager” eller andet. Som led i denne registrering må man nødvendigvis operere med en “identifikation”, såsom et navn, et nummer eller journalnummer eller andet, der kendetegner det enkelte objekt entydigt. Derved sikres, at registret er tilgængeligt og i sorteret stand.” [1991: 3]

[Indholdsfortegnelse] Det Centrale Personregister som infrastruktur
Begrebet infrastruktur er for mit vedkommende taget fra Bowker og Star, men sammenligningen af CPR med en infrastruktur benyttes allerede af embedsmænd og politikere. Tillige med flere andre har også tidligere sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen defineret Det Centrale Personregister med ordet “infrastruktur”, [se også bl.a. Jerlach 2009: 3] hvilket kom frem i følgende definition af CPR i folketingssalen:
  CPR har karakter af et grundregister, som altid skal være korrekt […] Personnummeret og CPR som sådan indeholder nogle grunddata, som er et væsentligt element i Danmarks administrative infrastruktur til sikring af en effektiv informationsudveksling og en sammenhængende offentlig sektor, når det drejer sig om behandling af personoplysninger […og] er i mange sammenhænge grundlaget for offentlig myndighedsudøvelse” [1. behandling af B 142 06/07]

I et citat som det ovenstående pointeres det netop, at CPR og CPR-nummeret indgår i et stort netværk af informationer og praksisser og udgør et system, der er dybt integreret. Hvis CPR tages ud af ligningen besværliggøres – hvis ikke ligefrem umuliggøres – informationsstrømme og services, der anskues som grundlæggende for det danske samfunds sammenhæng. Denne vigtighed af CPR finder vi også hos både Teologen og Embedsmanden, der vurderer, at der er stor forskel på at være uden for og inde i systemet. [Interview med Teologen; Interview med
Embedsmanden] Her genfinder vi altså Bowker og Stars pointe om, at infrastrukturer får samfund til at hænge sammen. Samtidig kan Rasmussens henvisning til CPR som grundlag for myndighedsudøvelse ses som den lokale praktisering af infrastrukturen, der netop gør den arbejdende.
At der ikke er nogen dirigent “bag” infrastrukturen viser sig i det faktum, at man ved oprettelsen af CPR i 1968 ikke havde forudset eller overvejet omfanget af den nuværende brug af registret, [Betænkning nr. 329 1963] ligesom der ikke er nogen, der umiddelbart virker til at have et præcist overblik over, hvilke instanser, der benytter sig af systemet og til hvilke opgaver. [11] Den mest centrale enhed i forhold til CPR-systemet, er CPR-kontor, som – har jeg kunnet konstatere – primært forholder sig til den tekniske del af arbejdet og forsøger at få systemet til at fungere så gnidningsløst som muligt. Hvis vi f.eks. ser på udviklingsplanen for CPR, er der derfor fokus på tekniske forhold og ikke overordnede visioner eller refleksioner. [Overordnet udviklingsplan for CPR-systemet 2008-2012]

At CPR, som det er med gode infrastrukturer, ikke er til debat, kan ses som en konsekvens af, at det er blevet usynligt og har fået status af at være en selvfølgelighed. [Bowker og Star 2000, org 1999: 33] Dette blev også tydeligt, da Embedsmanden konkluderede, at den eneste opmærksomhed, CPR oplever, er at “der stilles af og til spørgsmål fra Folketinget om CPR, og fra tid til anden er der presseomtale af CPR“, men at det hverken blandt befolkningen eller politikerne danner grundlag for ideologiske kampe. [Interview med Embedsmanden] I min tilgang til felten blev det som nævnt under metodeafsnittet også tydeligt for mig i kraft af den uforståenhed, jeg
mødte ved henvendelser til politikere og ministerier. Min artikelsøgning underbyggede denne antagelse yderligere, da de få artikler, jeg kunne finde, ofte omhandlede specifikke sager om lækage af informationer snarere end en direkte forholden til registrets eksistens og de klassificeringer, det opererer efter.
For at kunne få greb om en sådan usynlig infrastruktur, har jeg anvendt CPR-nummeret som en måde at få adgang til at studere den og for samtidig at have mulighed for at undersøge infrastrukturens praktiske udfoldelse.

[Indholdsfortegnelse] Kønsklassifikationen i CPR-nummeret
I forholdet mellem staten og den enkelte borger har borgerens køn direkte betydning for vedkommendes muligheder, rettigheder, forpligtigelser og juridiske status i et antal henseender.
Af påvirkede forhold kan nævnes længde af barselsorlov, aftjening af værnepligt, udbetaling af børnecheck, indgåelse af ægteskab, automatisk tilskrivning af forældremyndigheder, automatiske tilbud om undersøgelser og behandlinger af sundhedsvæsnet, m.v. [12] Alt dette er bundet direkte op på det køn, borgeren (og muligvis også vedkommendes partner) er klassificeret som i CPR. Netop fordi så mange regler og love omkring disse forhold er bundet op på køn, bliver standardiserede kønskategorier nødvendige for at kunne skabe og opretholde et integreret informationssystem system; en infrastruktur.

Klassificeringen af borgere i forhold til køn sker som nævnt gennem CPR-nummeret sidste ciffer. Rent praktisk sker det for de fleste danske borgere umiddelbart efter de er kommet til verden, ved at en medarbejder på hospitalets fødselsafdeling registrerer den nyfødte i CPR, [13] hvilket generer et CPR-nummer til den nyfødte. Klassificeringen af køn sker konkret ved at markere i enten kategorien “dreng” eller “pige” og er i systemet så essentiel, at den nyfødte ikke kan registreres i CPR, hvis der ikke er markeret i en af disse to bokse. [Interview med Jordmoderen] Efterfølgende kan personer kun få ændret deres CPR-nummer, såfremt der er “fejl i de oplysninger, der indgår i deres personnummer.” [LBK 878 af 14/09/2009 § 3 stk.5] I tilfælde hvor den nyfødtes køn ikke umiddelbart kan defineres, oprettes et midlertidigt CPR-nummer til internt brug på hospitalet, hvor de sidste fire cifre er afløst af bogstaver, der afspejler de første bogstaver i moderens for- og efternavn. Men denne usikkerhed omkring den nyfødtes køn er meget sjælden. [Interview med Jordmoderen] CPR som system nødvendiggør altså en klassificering indenfor et tokønssystem, der ikke kan rumme – men heller ikke ofte møder – tilfælde, der ikke kan klassificeres.

At dette er et system, der tilstræber perfektion ved at stille krav om, at alle borgere skal defineres som enten det ene eller andet køn, vil i Bowker og Stars optik være problematisk, fordi de, der ikke passer ind i kategorierne, bliver gjort usynlige og stilles udenfor det institutionaliserede system. At være udenfor betyder ikke, at man ikke tildeles et CPR-nummer, men at man f.eks. klassificeres som et køn, man ikke identificerer sig med. I den førnævnte folketingsdebat om bl.a. øge mulighederne for at kunne skifte kønsangivelse i CPR-nummeret, understregede Lars Løkke Rasmussen, at dette ikke vil “være i overensstemmelse med kravet om, at personnummeret og CPR som sådan skal indeholde korrekte grunddata.” [1. behandling af B 142 06/07] Ud over at vi her igen får konstateret kønnets grundlæggende status i forhold til registreringen af borgere, tydeliggør Rasmussens citat tillige, at det er baseret på en idé om, at det er muligt at definere og registrere en borgers “korrekte” køn – dette værende sig indenfor én af de to standardiserede kategorier. En mere fyldestgørende analyse af kønsklassificeringen i CPR-nummeret,
vil blive udfoldet senere i denne undersøgelse.

På dette grundlag vil jeg tage udgangspunkt i CPR-nummeret som en del af en omgribende infrastruktur, hvis iboende kønskategorier opretholdes gennem konstant arbejde ved grænserne af kategorierne. Et arbejde, der cementerer nogle synspunkter, mens andre gøres tavse, men som alligevel konstant udfordres gennem den praktiske anvendelse af kategorierne. Ud fra denne ramme kan kritikkerne af CPR-nummeret kønsopdeling analyseres som kontroverser omkring kønskategorierne, hvis grænser udfordres og forhandles. Dette vil jeg anskue som forhandlinger om, hvilken forståelse af køn som sådan, der skal ligge til grund for kategorierne.

[Indholdsfortegnelse] Opsamling
Det Centrale Personregister og dertil hørende CPR-nummer begrundes med, at den danske velfærdsstat er afhængig af, at have overblik over befolkningen, både for at kunne indkræve skat og for omvendt at kunne “uddele” velfærd afhængigt af den enkelte borgers situation. Herved kommer CPR-nummeret til at udgøre en central funktion i en omnipotent infrastruktur af informationer, der er indlejret i utallige aspekter af en borgers hverdag. Denne infrastruktur fungerer fordi det er så omfattende og udgør et dybt integrere system, der får samfundet til at hænge sammen. Det bliver usynligt og selvfølgeligt for os, fordi det fungerer og “ordner” verden for os. Der er altså tale om en infrastruktur, der gør noget gennem dens praktisering.
Samtidig er samfundet baseret på en lang række forhold, der er bundet op på køn, hvilket nødvendiggør en standardiseret og “korrekt” kønsklassificering af samtlige borgere. Denne kønsklassificering udtrykkes i CPR-nummeret sidste cifre og indgår dermed i den omfattende infrastruktur, der binder samfundet sammen.
Kontroverser omkring CPR-nummeret kønsopdeling har jeg på dette grundlag valgt at anskue som udfordringer for kønskategoriernes grænser og de kønsforståelser, der ligger bag kønsklassificeringen. Denne udfordring af grænserne kan tydeliggøre den eksklusion og usynliggørelse, borgere oplever, når de ikke passer ind i institutionaliserede forståelser af køn.
Derfor vil jeg i det følgende afsnit bevæge mig ind i kønsteoriernes verden for at redegøre for de teoretiske redskaber, der er nødvendige for at kunne analysere forståelserne af køn bag CPR-nummeret og bag kritikkerne.

[Indholdsfortegnelse] Teoretiseringer af køn
For at kaste lys over kritikkerne af den kategorisering af køn, der sker i CPR-nummeret, har jeg valgt at tage udgangspunkt i tre teorier om køn, der forholder sig til kønskategoriernes betydning i den menneskelige eksistens. Samtidig gør en sammentænkning af de tre teorier det muligt at anskue debatten som handlende både om det køn, der er angivet i CPR-nummeret, og det køn, borgeren udtrykker visuelt.
Alle tre teoretikere har på forskellig vis bidraget til den strømning indenfor feminismen, der ofte betegnes postfeminismen. [14] At jeg tager udgangspunkt i netop denne retning indenfor feminismen er, at vi her kan finde diskussioner og dekonstruktioner af biologiens rolle i kønnet, hvilket vil vise sig at være helt central i en analyse af CPR-nummeret kønsklassificeringer.

Den franske filosof Michel Foucault (1926-1984) har med især udgivelsen af Seksualitetens Historie i 1976-84 skabt grundlag for etableringen af postfeminismen, på trods af, at værket øjensynligt ikke var tænkt som et feministisk projekt i sig selv. I dette trebindsværk formår Foucault gennem sin diskursanalytiske tilgang at vise, hvordan det biologiske køn er blevet “opfundet” af videnskabernes kategorisering af seksualiteten. Denne opfindelse af kønnene kobles til hermafroditten Herculine Barbins erindringer, [1994, org. 1976] hvortil Foucault skrev et forord, der beskriver, hvordan det biologiske køn er blevet koblet til en ide om det sande køn; at et menneske kun kan indeholde og kropsliggøre ét køn.

Den amerikanske filosof Judith Butler har videreført store dele af Foucaults tanker i Gender Trouble, der siden værkets udgivelse i 1990 har haft en massiv indflydelse på udviklingen af den postfeministiske teori. Især i kraft af hendes performance-begreb, der fremstiller selv den biologiske krop, som ellers er blevet forstået som en statisk, præ-diskursiv enhed, som noget vi gør, og som derfor ikke kan begribes forud for sociale, kulturelle forståelser af køn. Butler har som Foucault sammentænkt køn og seksualitet, men hun har gjort det gennem opstillingen af en hegemonisk diskursiv model, den heteroseksuelle matrix, der afkræver os kohærens mellem biologisk køn, socialt køn og seksualitet for at vi kan være socialt forståelige for andre.

Denne idé om opdelingen mellem et biologisk og et socialt køn videreføres hos den amerikanske litteraturforsker Judith Halberstam, der dog i kraft af sin tilgang til køn gentænker denne opdeling af kønnet i Female Masculinity. [1998] Hos Halberstam konstitueres kønnet primært gennem synet: Vores køn defineres ud fra en læsning af kroppens visuelle fremstilling, der ikke i så høj grad som hos Butler er fanget i biologiens determinisme. Her er kønnet
derfor i højere grad noget, vi kan manipulere og forme afhængigt af en underliggende kønsidentitet. Ud fra dette grundlag kan vi hos Halberstam forstå kønnet som opdelt mellem et biologisk køn og et synligt køn. Hun ønsker, ligesom Butler, et opgør med forståelsen af køn som to gensidigt ekskluderende kategorier, der defineres umiddelbart efter vi kommer til verden, men Halberstam søger dette opgør på en markant anderledes facon.

[Indholdsfortegnelse] Michel Foucault
I en diskussion af kønnet, fremstår den franske filosof Michel Foucault som en næsten uundgåelig teoretiker. Uundgåelig fordi hans idéer om køn som socialt konstruerede fænomener for mange postfeminister har dannet grundlag for gentænkninger af kønnets væsen og dennes relation til seksualiteten. Dette skal ses som en afnaturalisering af disse fænomener og et opgør med a priori forståelser af mennesket som værende eller havende nogen prædiskursiv substans.
Især hans dekonstruktion af det sande køn – ideen om at et menneske kun kan kropsliggøre én af to gensidigt ekskluderende kønsidentiteter – gør ham interessant i forhold til denne undersøgelse.

Hans konstante bevægelse som teoretiker gør, at Foucaults bibliografi er omfattende og hans teoriapparat meget omfangsrigt. For at skære ind til den del af hans tænkning, der er af størst relevans i forhold til denne undersøgelses ærinde, har jeg derfor valgt at fokusere på værket Viljen til viden [1994, org. 1976] og hans indledning til Af en hermafrodits bekendelser, [1981, org. 1978], da vi i disse tekster finder en Foucault, der er fokuseret på fremkomsten af kønskategorierne. Disse aspekter af Foucaults omfangsrige teoriapparat vil jeg supplere med den Foucault-inspirerede Judith Butler, der særligt forholder sig til betydningen af kønskategoriseringen. Her vil jeg dog starte med at redegøre for de begreber, der hos Foucault bliver centrale i forhold til min undersøgelse.

[Indholdsfortegnelse] Opfindelsen af det biologiske og sande køn
I Viljen til viden, der er første bind i serien Seksualitetens historie, [1976-1984] som han dog aldrig nåede at færdiggøre, fremstiller Foucault seksualitet som en opfindelse, der er opstået på basis af modernitetens biopolitiske intentioner om befolkningsregulering; at forbedre og styre menneskene gennem deres biologiske træk. Seksualitetens opståen er gennem en sådan biopolitisk optik en konsekvens af reproduktivitetens afhængighed af det heteroseksuelle samleje og dermed af kategorien heteroseksualitet, der blev klassificeret og institutionaliseret som normalt, mens ikke-reproduktiv seksualitet klassificeredes som afvigende. [Foucault 1994, org. 1976] Denne differentiering tillægger kønnene en afgørende rolle, der baseres på, at kønnet i sig selv nødvendigvis må være en udelelig enhed og afslører vores “sande” natur.

Derfor begynder Foucault indledningen til hermafroditten Herculine Barbins erindringer således
  “Har vi i sanhed behov for et sandt køn? De moderne vestlige samfund har til et punkt, der nærmer sig stædighed insisteret på at svaret er ja.” [Foucault 1981, org. 1978: 7]

Foucault tydeliggør i indledningen til denne erindring, hvordan vestlige samfund tilbage i historien har været mere åbne overfor muligheden for tilstedeværelsen af begge køn i én person. Men i moderniteten fremkommer idéen om det sande køn, ligesom seksualiteten som en konsekvens af en biopolitisk dagsorden, der sammenfletter biologi, jura, administration og kontrol. Dermed bortkastes tanken om, at de to køn kan være blandet, og i stedet opstår idéen om, at et menneske indeholder ét sandt køn, der kan klarlægges ved hjælp af videnskaberne.
Og denne stædighed på kønnets sandhed er fortløbende. For hvis kønnet skal fungere som grundlag for en normativ heteroseksualitet, er det nødvendigt, at det fremstår som en essentiel størrelse, der både er determineret og determinerende. Det er derfor på det kønslige område, man ud fra dette perspektiv mener at finde sandheden om individet. [15] [Foucault 1981, org. 1978] At Foucault anskuer det biologiske køn som en kategorisering, der har reproduktionen som omdrejningspunkt, vil vise sig at blive relevant i analysen. Samtidig vil idéen om det sande køn komme til at stå helt centralt i analysen om grundlaget for tildelingen af kønsopdelte CPR-numre, der som nævnt skal angive borgerens “korrekte” køn.

[Indholdsfortegnelse] Magt, viden og sandhed
Biopolitikkens konstruktion af seksualiteten, og ligeledes det biologiske køn, blev muliggjort af videnskaberne, især den medicinske. At første bind i Seksualitetens historie netop hedder Viljen til viden, skal ses som et udtryk for den centrale plads, som viden – og dermed videnskaberne – tillægges i Foucaults univers. Viden er ikke i sig selv lig med magt, men anvendes som magtudøvelse i skabelsen af sandheder og normativitet i kraft af, at den betegner og klassificerer verden ud fra bestemte forståelser af sandheden. Gennem videnskabeliggørelsen af seksualiteten, er f.eks. reproduktionens biologi blevet knyttet til videnskabernes normativitet, hvorved kønnet fremstilles som biologisk determineret. [16] [Foucault 1994, org. 1976: 60-83]

Ligeledes er det videnskaberne, der i forbindelse med tvetydige kropsmaterier, søger efter at fastslå vedkommendes sande køn. [Foucault 1981, org. 1978] Videnskabernes aktive rolle i konstruktionen af den forståelse af køn, der ligger til grund for tildelingen af de kønsopdelte CPR-numre, vil tillige blive et relevant perspektiv i analysen.

At videnskaberne er interessante for Foucault skal ses i lyset af hans interesse i sandhedens væsen, fordi sandheder skaber differentieringer mellem normalt og afvigende. Videnskabernes aktive rolle i kategoriseringer af mennesker bliver dermed en opdeling mellem normal/afvigende. At disse differentieringer er så vigtig hos Foucault, er grundet hans forståelse af subjektets tilblivelse. Subjektiveringen er hos Foucault en dobbeltsidet proces, hvorigennem vi på samme tid underkaster os og anerkendes. For at blive anerkendt som subjekter, kræver det, at vi samtidig underlægges kategorierne. Kønskategorierne skal derfor forstås som diskursivt konstruerede fænomener, der igennem magtens indlejring i kroppen, disciplinerer og regulerer det enkelte menneske indenfor diskursernes accepterede eller muliggjorte rum.
Hermed “formes” den enkelte inden for rammerne af de opstillede kategorier. [Foucault 2001, org. 1982] En videregående diskussion af dette perspektiv i forhold til CPR-nummeret kønskategorier vil blive aktuel på basis af analysen.

Magten er i den biopolitiske optik ikke centreret i et juridisk lovsystem eller hos en specifik hersker, men ligger immanent i relationerne mellem mennesker, i normerne og diskurserne, hvor dens rolle bliver “at ordne den menneskelige mangfoldighed”. [2002, org. 1975: 235] Det betyder dog ikke, at det juridiske system, som vi f.eks. kan se CPR-nummeret som en del af, er forsvundet, men at den er blevet en del af normen og den medfølgende fokus på regulering. [Foucault 1994, org. 1976: 139-166; Foucault 2002, org. 1975] Derfor opfordrer Foucault os til,
at vi skal “tænke sig kønnet uden loven og magten uden kongen.” [1994, org. 1976: 97]

Ud fra dette perspektiv kan vi altså anskue CPR-nummeret og det system, det indgår i, som udtryk for normer, der er med til at opretholde diskursivt producerede sande kønskategorier.
Disse kønskategorier er skabt på et fundament af videnskabernes opfindelse af det biologiske køn og idéen om det sande køn. I analysen vil jeg tage afsæt i disse centrale dele af Foucaults teoriværk for at kaste lys over kønskategoriernes væsen.

[Indholdsfortegnelse] Judith Butler
Den amerikanske filosof og retoriker Judith Butler (1956-), der kan anses for at have været med til at grundlægge queerteorien i starten af 1990’erne, har med inspiration fra især Michel Foucault, men også fra den franske psykoanalytiker Jaques Lacan, formuleret idéer om kønnets performative konstruktion. [17] Denne konstruktion er med til at skabe en insisterende opdeling imellem kønnene, der skaber ulige eksistentielle vilkår for de, der passer ind i kønskategorierne, og de, der ikke gør.
Baseret på Foucaults subjektforståelse, hvor subjektet skabes og formes af normer og diskurser og deres iboende magt, kobler Butler subjektiveringen sammen med kønsnormer, hvorved subjektiveringen bliver kønnet – eller rettere, kønnet bliver subjektiverende. At Butlers teoretisering af køn er blevet kaldt “rebelsk”, er netop fordi, hun mener, at kønnet altså ikke er noget vi er eller har, men noget vi gør. [Hacking 1999: 8-9] [Indholdsfortegnelse] Den heteroseksuelle matrix og performativiteten
Kimen til den queerteori, som bl.a. Butler med udgivelsen af Gender Trouble brager igennem med i 1990, var plantet i det forgangne årti, hvor feministiske teoretikere var begyndt at rejse kritik af heteroseksualiteten som uanfægtet forståelsesramme for begrebsliggørelsen af og arbejdet med køn, både teoretisk og praktisk. [Rosenberg 2007: 15] Der var altså ikke blot tale om en kritik af den herskende samfundsorden og -indretning, men i lige så høj grad en kritik af feministiske tilgange til fænomenet køn. Det er med afsæt i denne kritik af heteronormativiteten, Butler formulerer idéen om den heteroseksuelle matrix; ideen om, at en obligatorisk heteroseksualitet konstituerer kønnene som to gensidigt udelukkende kategorier.
Dette gør matrixen ved – som præmis for kulturel og social forståelighed – at fremstille en kausal sammenhæng mellem biologisk køn (eng. sex), socialt køn (eng. gender) og begær. Det vil sige, at hvis du er defineret som mand, skal du have en mandlig krop, opføre dig som en mand og begære kvinder. Gennem en sådan kohærens vil du kunne forstås indenfor den heteroseksuelle matrix’ rammer. [Butler 1990: 1-34, 151] Køn og begær/seksualitet kan altså, som Foucault understregede, ikke tænkes uafhængigt af hinanden, da heteroseksualiteten producerer og cementerer de to køn, og disse to køn omvendt udgør grundlaget for heteroseksualiteten. Det vil dog primært være Butlers analytiske opdeling mellem det biologiske og det sociale køn, der vil blive anvendt i analysen. Forholdet imellem de to aspekter af kønnet kan dog ikke anskues udenfor matrixens rammer.

På basis af denne matrix konstrueres køn, ifølge Butler, performativt ud fra regulerende (køns-)normer og igennem kontinuerlige reciteringer, hvori normerne reproduceres.
Reciteringerne skal forstås som konstante italesættelser, talehandlinger, der starter med fødselslægens konstatering af, at “det er en pige/dreng”, og som former den måde, vi forstår og gør kroppen kønnet. [18] Vi eksisterer i kraft af, at vi performer vores køn og bliver aflæst som kønnet af andre. Køn er altså ikke noget vi fødes med, men kategorier, der konstant arbejdes for at blive opretholdt inden for matrixens grænser. Dette arbejde (performativiteten) er en sammenfletning af sproglige handlinger, videnskabelige diskurser, opførsel, m.v., der indskriver det sociale køn i biologien, hvorved det bliver umuligt at tale om et biologisk køn forstået som ahistorisk, præ-diskusivt og givent. At det biologiske køn alligevel er insisterende i vores forståelse af køn er fordi, det gennem selv samme performativitet konstrueres som et biologisk faktum, der danner grundlag for en differentiering mellem mænd og kvinder. [Butler 1990: 25-34] Modsat mange af sine kolleger og forgængere – og til mange af disses store utilfredshed – bortkaster Butler altså idéen om et stabilt og naturgivent biologiske køn (sex) som grundlag for en iboende kvindelighed og kvindeidentitet. Butler argumenterer derimod for, at intet eksisterer før det sociale, diskurserne, sproget, normerne og reguleringerne – det er gennem dem, vi bliver til som subjekter. Med inspiration fra Friedrich Nietzsche kritiserer Butler sine kolleger og forgængeres brug af substansmetafysikkens diskurs, som Butler kalder det; en forfejlet idé om og italesættelse af, at der skulle eksistere en essens, en holistisk væren, bag enhver (kønnet) handlen, hvorved kønsopdelingen qua de biologiske køn får hegemonisk status. Hos Butler er kønnet ikke noget vi er eller har, men noget vi gør (performer) ud fra socialt konstituerede normer, der er forankret i den heteroseksuelle matrix. [1990: 16-25] Det massive brud Butler her lavede med store dele af kønsforskningen og feminismen, vil blive omdrejningspunkt i en senere debat omkring kategoriernes produktive rolle.

[Indholdsfortegnelse] Den sociale forståelse og normerne
Selvom Butler er stærkt inspireret af Foucault, stiller hun sig kritisk overfor hans overordnede sammentænkning af normer, både sociale og kulturelle, der alle i Foucaults optik reguleres og indlejres gennem sammenfiltrede og sammenhængende processer. Butler tillægger kønnet så særegen og kraftig en betydning for den menneskelige eksistens, at hun modsat Foucault mener, at “gender requires and institutes its own distinctive regulatory and disciplinary regime.”[2004: 41] Derfor indlejrer Butler Foucaults begreb subjektpositioner i den heteroseksuelle matrix på en sådan måde, at det ud fra hendes teori kun er muligt at blive genkendt som menneske, som subjekt, ved at indtage de positioner, diskurserne producerer inden for matrixen. [19] De, der indtager positioner udenfor matrixen ved f.eks. at begære både mænd og kvinder og dermed bryde med matrixens interne logik, kan ikke genkendes og kan derfor ikke forstås som mennesker, hvilket får Butler til at definere genkendelsen som “a site of power by which the human is differentially produced.” [2004: 2]

Betydningen af normer kan hos Butler næsten ikke underdrives. Normer skal forstås som standarden for normalisering og styrer (eng. govern) den sociale forståelse; hvorvidt en person overhovedet kan genkendes og anerkendes. Derfor defineres man stadig i forhold til normerne, selvom man er udenfor dem. [2004: 41-42] Begrundelsen for dette forhold finder vi i Butlers inspiration fra den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, der forstår selvet som udkommet af en spejling i den Anden, der hos Butler ligestilles med normerne. Denne konstituering af selvet udenfor sig selv; at jeg er “constituted by norms that are not of my making”, [Butler 2004: 15] betyder, at selvet aldrig vil blive fri af denne Anden, normerne, og derfor må acceptere sin egen splittelse som eksistensbetingelse. [Butler 2004] Idéen om et helt selv eller jeg er dermed ikke mere end en symbolsk, sproglig konstitution, hvilket i forhold til Butlers teori bliver relevant i forhold til især identitetsbegrebet. [20]

[Indholdsfortegnelse] Reguleringen som normalisering
I forhold til mit projekt er det også relevant at få tydeliggjort forholdet mellem normer og juridisk lovgivning i det enkelte samfund, da det juridiske aspekt, som hos Foucault, i forhold til normernes kraftige betydning kan fremstå som sekundært for subjektet og dets muligheder.
Dette fremgår af artiklen “Gender Regulation”, [2004] hvor Butler forholder sig til to former af (køns-)regulering: Den ene ligger i normerne, udgrænsningerne og subjektiveringen; den anden er formaliseret i juridisk, empirisk lovgivning og reglementer. Den mere abstrakte regulering finder hun mest interessant, da den ikke antager, at der eksisterer et før-reguleret subjekt, men at det bliver til qua reguleringen. [2004: 40] Årsagen til at den formelle, juridiske regulering alligevel er vigtig at forholde sig til, udtrykker Butler i følgende citat:
  “Regulations that seek to merely curb certain specified activities (sexual harassment, welfare fraud, sexual speech) perform another activity that, for the most part, remains unmarked: the production of the paramentres of personhood, that is, making persons according to abstract norms that at once condition and exceed the lives they make – and break.” [Butler 2004: 56]

Dermed sagt at lovgivning, der er opstået af gode intentioner, f.eks. ulovliggørelse af mænds sexchikane af kvinder, samtidig er en normalisering og blåstempling af en heteroseksualitet, hvor manden er magtfuld og aggressiv; antagelsen om, at det kun er mænd, der udøver sexchikane og kun kvinder, der bliver udsat for det, er ifølge Butler lige så undertrykkende som sexchikane i sig selv. [2004: 52-56] Herigennem er den formelle regulering altså med til at opretholde de forståelser af køn, der ligger indlejret i den heteroseksuelle matrix. Da det dermed også bliver en regulering af de, der falder udenfor matrixens forståelsesramme, bliver nedbrydelsen af sådan kønsbaseret regulering for Butler vigtig i det politiske arbejde.

Butler ønsker et opgør med kønskategorierne som basis for faste identiteter, da disse har grundlæggende betydning for subjektets eksistens. Men da subjektiveringen sker gennem disse kategorier, der danner grundlag for den sociale forståelse og genkendelse, er de ikke mulige at udrydde. I stedet må kønnets performative væsen udnyttes til at forskyde kategoriernes betydning til en bredere forståelse af køn, der ikke er baseret på en opposition mellem mænd og kvinder. [1990: 31-33] Vi skal skabe plads til de, der er uforståelige ved at kaste os ud i det ukendte, acceptere mangfoldigheden, opgive vores “epistemologiske og ontologiske ankre” [2004: 35] og redefinere det menneskelige.

Som nævnt ovenfor bliver det især den seksuelle matrix’ krav om kohærens mellem biologisk køn og socialt køn, der vil blive relevant i analysen. Ligeledes bliver kategoriernes forbindelse til subjektiveringen aktuel i en diskussion omkring betydningen af CPR-nummeret kønskategorier.
Da kønnet som nævnt er subjektiverende, betyder afvigelser fra matrixens kausalitet og de kulturelt forståelige køn dermed en fratagelse af subjektivitet, en umenneskeliggørelse af de, der falder udenfor. Det er denne pointe om fraværende subjektivering af de umenneskeliggjorte, der vil blive sammentænkt med transkønnedes rolle indenfor CPR-nummeret infrastruktur.

[Indholdsfortegnelse] Judith Halberstam
Hos den Butler-inspirerede amerikanske litteraturforsker Judith Halberstam (1961-) bliver der også gjort op med de traditionelle, binære kønskategorier, men med fotokunst, film og litteratur som baggrundstæppe i stedet for filosofiske udredninger af subjektets tilblivelse. Hvor Butler søger en udvanding af kønskategoriernes betydning, søger Halberstam omvendt en mangfoldighed af kønskategorier som opgør med det besnærende tokønssystem – et projekt, der sætter kønnets synlighed i centrum. Halberstam arbejder empirinært med eksempler på kvindelig maskulinitet som bevis for, hvordan det binære, hegemoniske kønssystem er baseret på en specifik form for maskulinitet, der er bundet op på den mandlige krop. Men hverken maskulinitet eller de dertil knyttede privilegier er forankret i den mandlige krop som sådan, hvorfor Halberstams projekt bliver at løsrive den fra den mandlige krop gennem en pluralisering af kønskategorierne – her ligger potentialet for forandring.

[Indholdsfortegnelse] Alternative maskuliniteter
Som titlen på hendes værk fra 1998, Female Masculinity, antyder, åbnes der hos Halberstam op for kønskategorier, der går langt ud over den mand/kvinde-baserede matrixs dikotomi. At Halberstam i bogen arbejder med eksempler på kvindelig maskulinitet viser dog kun et udsnit af en pluralitet i maskuliniteter, der udgøres af maskulinitetens sammenfletninger med biologisk køn, race, klasse og seksualitet, hvor privilegier og magt afhænger af kombinationen af disse sociale kategorier. Det er altså ikke i kraft af selve det at være mand, men det at være maskulin, den privilegerede position ligger; maskulinitet er forbundet med magt, legitimitet og privilegier, men kan ej afskæres fra andre magtasymmetrier. [Halberstam 1998: 175-230] Selv begiver Halberstam sig ikke ud i at definerer maskulinitet, men understreger, at vi alle har let ved at genkende det, når vi ser det, og vi kan differentiere imellem “rigtig” og “forkert” maskulinitet i form af dominerende maskuliniteter og alternative maskuliniteter. Sidstnævnte type af maskuliniteter er alle med til at understøtte førstnævnte type maskuliniteters eksistens som “rigtig”. [Halberstam 1998: 13-19] De alternative maskuliniteter Halberstam nævner inkluderer f.eks. butch, tomboys, drag kings, atleter og kvinder med skæg.

Halberstams ærinde er at skabe plads til disse alternative maskuliniteter som anerkendte kønskategorier på linje med mand/kvinde-kategorierne. På trods af identitetsbegrebets noget udskældte status, griber Halberstam til dette som fundament for de nye kønskategorier. Modsat de to køn i det binære system, der tvinges ned over os, fremkommer og betegnes de alternative kategorier med dets medlemmers egne ord og handling, hvilket bliver en tilkendelse af anerkendelse og empowerment til personer. Kategorierne skal derfor forstås som spejlinger af bagvedliggende identiteter, og siden de alternative kategorier har iboende potentiale for forandring af tokønssystemet, bliver identitet hos Halberstam derfor ligeledes en del af et frigørelses- og anerkendelsesprojekt. [Halberstam, citeret i Jagose 1999]

Ligesom kønnets synlige overflade skaber en hierarkisering mellem rigtig og forkert maskulinitet (og femininitet), spiller også seksualiteten ind i hierarkiseringen. For ligesom Foucault og Butler indvirker seksualiteten indenfor Halberstams optik en stor rolle i forståelsen af køn. “Farligst” er den kvindelige maskulinitet kombineret med lesbianisme, fordi dette fjerner enhver rest af den traditionelle kvindeforståelse. [1998: 28] Dette er bundet op på antagelser om, at maskuline kvinder ikke ønsker at få børn, da de gennem deres maskuline fremtoning anses som havende taget afstand fra kvindens rolle i reproduktionen. Den kvindelige maskulinitet udgør derfor i kombination med lesbianismen (en ikke-reproduktiv seksualitet) en trussel imod reproduktionen.

[Indholdsfortegnelse] Det synlige køn som basis for genkendelse/miskendelse
Halberstam viderefører Butlers idé om den heteroseksuelle matrix, men gentænker den i forhold til sin egen vægtning af udseendet og en visuelle fremtoning som helt central i konstruktionen af køn. For selvom maskulinitet er en del af en persons identitet, er det i endnu højere grad det, at blive genkendt som maskulin af andre, der er af betydning. [Halberstam 1998, Jagose 1999] Det biologiske køn, der hos Butler insisterer på sin eksistens igennem reciteringerne, bliver hos Halberstam sat i baggrunden. Det biologiske køn er hos Halberstam groft sagt en kategorisering som mand/kvinde, der sker ved fødslen og som sjældent bliver synlig. Det kan manipuleres og skjules på kroppens overflade. [Halberstam 1998: 141-174] Den sociale forståelse, der hos Butler sker på basis af en sammenhæng mellem biologisk og socialt køn, sker derfor hos Halberstam ud fra om det synlige køn falder indenfor rammerne af rigtig maskulinitet/femininitet. De, der falder udenfor grænserne af den sociale forståelse, bliver ligesom hos Butler miskendt: De bliver nedgjort, ydmyget og udsat for vold. [Halberstam 1998:

Idéen om genkendelse på basis af social forståelse har Halberstam altså taget fra Butler. Men hvor den sociale forståelse hos Butler er baseret på et performancebegrebet, der også er sprogligt forankret, virker den hos Halberstam udelukkende centreret omkring udseendet – det visuelt aflæselige køn.
Derfor har jeg for analysens skyld valgt at definere kønnet i Halberstams optik som differentieret mellem det biologiske køn og det synlige køn. Halberstam sætter ikke selv begreber på differentieringen mellem f.eks. at være mand og være maskulin, men ud fra hendes fremstillinger af dette forhold, er det muligt at udlede det biologiske køn (mand), som en materialitet, der kan gemmes væk, manipuleres, gøres usynligt for omverdenen og ikke nødvendigvis er af betydning for vedkommendes identitet. [Halberstam 1998: 231-266] Dette aspekt af kønnet er så godt som usynligt i hendes forståelse af køn og i hendes analyser.
Omvendt er det det synlige køn (maskuliniteten), der står centralt i hendes analyser, og som danner grundlag for hendes kønsforståelse, hvor kønnet er foranderligt og manipulerbart og ikke er begrænset af kroppens biologi. Denne visuelle fremstilling af kønnet aflæser andre vores køn ud fra, hvorfor dette udelukkende virker til at danne grundlag for den sociale forståelse af os som kønnede væsener. [Halberstam 1998]

At det biologiske køn alligevel bliver tydeligt engang imellem eksemplificerer Halberstam gennem en analogi om toiletproblemet: Offentlige toiletter, der som regel er opdelt i herre- og dametoiletter, kan anskues som symboler på kønsdefinitionernes grænser, hvor der holdes vagt over kønnene. [Halberstam 1998: 20-29] Ud fra en af kønnets grundlæggende novicer; “one must be readable at a glance”, [1998: 23] sikrer andre toiletbrugeres kontrol, at ens kønsudtryk stemmer overens med den kategori, de tilhører. Hvis dette ikke er tilfældet, straffes vedkommende med miskendelse, der i værste fald betyder fysisk vold – på toiletter er det Halberstams erfaring, at miskendelsen oftest betyder, at vagterne bliver tilkaldt.
Her kan vi genkende Butlers oprindelige formulering af den heteroseksuelle matrix. Men den sammenholdning af biologisk og synligt køn, der hos Halberstam kun sker når vi f.eks. træder ind på toilettet, er hele tiden present hos Butler.

[Indholdsfortegnelse] Benægtelsen som opgør med magtasymmetrier
Halberstams ærinde med at fravriste mænd patentet på maskulinitet kan ses som et opgør med feministiske projekter, der har været så fokuserede på at dekonstruere kvinden som bundet af en forsnævrende feminisme, at sammenhængen mellem mænd og maskulinitet har fået lov til at stå uproblematiseret hen. At Halberstam modsat mange af sine kolleger fokuserer på maskulinitet, begrunder hun derfor ud fra følgende to ræsonnementer; for det første opretholder vi den hvide mands privilegerede status ved at antage, at maskuliniteten er centreret hos ham og derfor gør ham til omdrejningspunkt for analyser af maskulinitet [en idé hun har fra Sedgwick 1990]; og for det andet er det blandt de alternative maskuliniteter – især kvindelig maskulinitet – vi finder muligheden for forskydninger i magthierarkiet mellem kønnene, fordi de tvinger os til at gentænke hidtidige antagelser om maskulinitets funktion,
grundlag og udtryk. [Halberstam 1998: 45-50] Med udgangspunkt i den unge tomboy Frankies afvisning af forventningerne til hende i bogen The Member of the Wedding Party, [McCullers 1946] argumenterer Halberstam for en form for undergravelse af kønskonventionerne gennem Frankies udøvelse af maskuline alternativer, så som at gå i drengetøj og kalde sig ved et typisk drengenavn – en art anarkistisk afvisning af konventionerne:
  “For the tomboy, the girl with no real social power of her own, the preadult with no access to the agency required to bring about social change, power may adhere in different forms of refusal: ‘Well, I don’t care’.” [2005 kap. 10]

Halberstam lægger altså op til aktive benægtelser af kønskategorier og de dertilknyttede forventninger om opførsel og udseende som vejen frem mod et brud med det binære kønssystem – disse kan ske verbalt som i det citerede eksempel gennem praksis og udseende.
Den trodsighed, Halberstam lægger op til, tager udgangspunkt i personers identifikation med alternative kønsidentiteter og “udnytter” andre menneskers miskendelse. Nye kønskategorier som drag king eller butch kan, jo mere udbredte og socialt genkendelige de bliver, være med til at cementere denne benægtelse. Derfor udreder Halberstam i Female Masculinities et spektrum af taksonomier inden for fænomenet kvindelig maskulinitet for, med hendes egne ord, at “embrace categorization as a way of creating places for acts, identities and modes of being which otherwise remain unnamable.” [Halberstam citeret i Jagose 1999] Udbredelsen af de alternative kategorierne vurderer Halberstam uundgåeligt vil have en effekt på det kønspolitiske landskab. Halberstam ønsker altså ikke som sådan en udvanding af kønnets betydning; hun ønsker en multiplicitet i kønskategorier.

I den analyse, jeg vil kaste mig ud i over de næste sider, bliver især Halberstams fokus på det, jeg har udledt som værende det synlige køn. Med udgangspunkt i dette begreb vil det være muligt at studere, hvordan borgernes synlige kønsklassificering spiller ind i forhold til den kønsklassificering, der ligger i CPR-nummeret – og om det biologiske køn er muligt at gemme væk. Samtidig vil jeg se på mulighederne for den benægtelse Halberstam ser som muligheden for et brud med de to socialt forståelige køn.

[Indholdsfortegnelse] KAPITEL 2 – DEN SYNLIGE BIOLOGI
Jeg vil i den følgende analyse lave en kortlægning af kontroverserne omkring den kategorisering af køn, der udtrykkes i CPR-nummeret sidste ciffer. Denne kortlægning skal forstås som en måde at skabe struktur og forståelse i en empiri, der er udgjort af forhandlinger og sammenfiltringer, som kører på mange niveauer på engang. Her vil de introducerede teorier om køn være med til at tydeliggøre både hvilke forståelser af køn, der ligger bag CPR-nummeret, og hvorfor
og hvordan disse bliver kritiseret. Infrastrukturperspektivet kan kontekstualisere forhandlingerne omkring kønskategorierne og vil derfor tillige blive inddraget løbende. På basis af denne kortlægning vil jeg efterfølgende diskutere kategoriernes betydning både i henhold til køn og på et bredere plan, hvor infrastrukturen bliver nøglen til forståelsen af kønskategoriernes væsen.

I dette kapitel vil jeg vise, hvordan divergerende forståelser af køn kan siges at være konstituerende for kritikkerne af kønsopdelingen i CPR, og hvordan de kan forstås som forhandlinger og udfordringer af den institutionaliserede klassificering af køn. I en sådan analyse bliver de allerede introducerede idéer om det sande køn, [Foucault 1981, org. 1978] biologisk køn, [Foucault 1994, org. 1976, Butler 1990] synligt køn, performativitet [Butler 1990] og genkendelse
[Butler 2004, Halberstam 1998] nøglen til en forståelse af, hvordan karakterernes kønsforståelser afviger fra hinanden.
Som det fremgik i præsentationen af karaktererne, er der ytret forskellige kritikker af CPR-nummeret kønsopdeling og -angivelse: Mens Aktivisten og Politikeren ønsker, at kønsopdelingen fjernes helt, taler Talspersonen for en fjernelse af dennes synlighed i CPR-nummeret. Talspersonen vil tillige, ligesom Kønsterroristen, gerne have bedre muligheder for at skifte kønskategori uden nødvendigvis at ændre på selve CPR-systemet. Fælles for de kritiske røster i denne undersøgelse er, at ingen udelukkende kritiserer CPR-nummeret, men også inkluderer enten dets praktiske
anvendelse, de regler, der er bundet op på CPR’s kønskategorier eller den kulturelle kønsforståelse, de bunder i. Jeg vil argumentere for, at de alle – ud over at kritiserer forståelsen af køn bag kønskategorierne – tager del i at problematisere og udfordre den infrastruktur, kønsklassificeringen i CPR er indvævet i.

Analysens struktur tager sit afsæt i den analytiske opdeling mellem det biologiske og sociale køn, Butler har opstillet. Butlers performancebegreb gør dog denne opdeling svær at praktisere, hvilket er en konsekvens af, at hun ikke mener, at en sådan opdeling i realiteten er mulig, da også det biologiske køn performes og dermed er indhyllet i diskursive betydningstilskrivninger.[Butler 1990] Omvendt finder vi hos Halberstam en “oversættelse” af det sociale køn som værende det synlige køn; en synlighed, der bliver helt central i analysen af CPR-nummeret funktion og betydning. [Halberstam 1998] Jeg har derfor valgt en komplementær analytisk opdeling imellem 1. det biologiske køn ud fra Foucault og Butlers optik og 2. det synlige køn ud fra Halberstams optik. Hermed kan vi drage nytte af, at Foucault og Butler kan forklare opstillingen af det biologiske køn som grundlag for tildelingen af CPR-numre, mens Halberstam kan forklare anvendelsen af CPR-nummeret, hvor kønnets synlighed bliver helt central. Fordi det er kønnets synlighed, der bliver relevant i anvendelsen af CPR-nummeret, bliver Butlers inddragelse af sproget i konstitueringen af det sociale køn for bredt, mens Halberstams forståelse af biologien er for usynlig og ikke tillægges den kraftige betydning hos hende, som det gør i CPR-nummeret.

Som det er blevet tydeligt i det forgangne afsnit argumenterer alle tre teoretikere for en sammentænkning af køn og seksualitet/begær. At jeg ikke giver dette sidste aspekt af kønnets konstruktion et selvstændigt afsnit, er derfor et brud på de anvendte teoretiseringer om køn.
Begrundelsen for denne afgrænsning finder vi i empirien, hvor flere karaktererne gjorde meget ud af at understrege, at transkønnethed ikke handler om seksualitet, men om køn. En sådan skarp distancering mellem køn og seksualitet blev hos én af kritikerne begrundet således: “Der er jo fordomme nok omkring os”. [Interview med Kønsterroristen] Da mit udgangspunkt ligger i CPR-nummeret kønsopdeling, finder vi også her et argument for denne afgrænsning.

Da det primære formål med dette kapitel er at illustrere de divergerende forståelser af køn ud fra de tre præsenterede teorier, vil infrastrukturperspektivet i den følgende analyse få funktion af ramme for disse analyser. Dette betyder, at infrastrukturen vil blive inddraget i slutningen af de enkelte afsnit som en opsamling og kontekstualisering af den førliggende debat inden for rammerne af Bowker og Stars teori om infrastruktur. Denne teori om infrastruktur går dog også forud for analysen, da den har formet tilgangen til den overordnede analyse af kønskategorierne. I tråd med Bowker og Stars metodiske anbefalinger om, hvordan vi overhovedet kan begynde at undersøge en grundlæggende opdeling som den mellem mænd og kvinder, har jeg valgt at indsnævre den følgende analyse til at tage udgangspunkt i transkønnethed; ikke fordi vi her finder en særlig “eksotisk” udgave af køn, men fordi vi her finder det Susan Leigh Star definerer som en high tension zone, [Star 1991] hvor infrastrukturens klassifikationer bliver synlige og dermed tilgængelige for en analyse. Tillige har mit feltarbejde ledt mig i denne retning, hvorfor mit empiriske materiale er rigt på holdninger og ytringer fra og om dette grænseland mellem kønnene.

[Indholdsfortegnelse] Biologi som determinator
Jeg vil her tage udgangspunkt i den biologi, der igen og igen bliver omdrejningspunktet for diskussioner om kønskategorierne, både i og udenfor den akademiske verden. Som jeg vil vise på de følgende sider, står biologiske argumenter også helt centralt i den kønsopdeling i CPR-nummeret, der her bliver stillet spørgsmålstegn ved. Men hverken i argumenterne for eller imod biologiens centrale rolle i definitionen af køn, finder vi en entydig forståelse af, hvordan vi skal forstå biologi. At begrebet her kan fremstå vagt og udefineret, skal ses som en konsekvens af netop denne empiriske bredde i brugen af ordet biologi og – vil det vise sig – biologiens indbyggede ambivalens.

Ved folketingsdebatten omkring et beslutningsforslag, der bl.a. ønskede vedtaget, “at myndige mennesker selv kan bestemme, hvilken kønsidentitet deres CPR-nummer og pas skal udtrykke,” [B 142 06/07] blev argumenter om biologi centrale. Som følgende citat fra daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen tydeliggør, sættes det centralt, ikke bare i definitionen af køn, men også i den dertilknyttede lovgivning, herunder muligheden for at skifte køn i CPR-nummeret.
  “hvis det alene var mig, der havde en opfattelse af, at køn er bestemt ved fødslen og biologisk kan konstateres ved anatomiske studier, så kunne man selvfølgelig diskutere, om man skulle lægge det til grund for lovgivningen. Men jeg har en meget, meget stærk opfattelse af, at jeg ikke står helt alene med det synspunkt, og jeg må jo konstatere, at landets lovgivning på alle måder er bygget på det synspunkt.” [Lars Løkke Rasmussen, 1. behandling af B 142 06/07]
Allerede her ser vi en forståelse af køn, der tager sit afsæt i de videnskaber, Foucault stedfæster som “opfinderne” af det biologiske køn. [Foucault 1994, org. 1976, Foucault 1981, org. 1978] At denne forståelse af køn, som noget, der er determineret af biologien og som kan bevises utvetydigt gennem videnskaben, er så udbredt, som Rasmussen udtrykker, genfinder vi hos Politikeren, der på basis af samme folketingsdebat konkluderer således:
  “Vi forsøgte at spille op imod den dér forståelse af, at køn er sådan en fuldstændig entydig størrelse, som var fysisk, biologisk bestemt. Den debat fik vi ikke megen fornøjelse af” [Interview med Politikeren]

Politikeren har ligeledes i forbindelse med et lignende forslag, [B 168 09/10] der blev stillet tidligere i år, oplevet, at da man her ville afprøve, om stemningen havde ændret sig, så der var mulighed for at komme igennem med dette nye forslag, kunne han allerede under diskussionen af forslaget konstatere, at “det var der i hvert fald ikke nogen mulighed for”. [Interview med Politikeren] Han oplever i Folketinget, at den biologiske tilgang til kønsidentitet er “fuldstændig dominerende […] og der tror jeg, at Folketingets sammensætning… altså, der er ingen forskel mellem det ,og hvordan det er ude i samfundet i al almindelighed.” [Interview med Politikeren] De få citater, der er præsenteret her, skal illustrere en bred enighed om, at både fortaler og modstander af forslaget ser det biologiske grundlag for forståelsen af køn som fuldstændig gennemgående i det danske samfund. Ligeledes fremstilles en eller anden udgave af faktiske biologiske forskelle mellem mænd og kvinder også hos de øvrige karakterer, hvilket underbygger Foucaults pointe om videnskabens konstruktion om af det biologiske køn som en yderst kraftfuld størrelse. [1981, org. 1978]

Hos den danske kønsforsker Nina Lykke finder vi et anvendeligt begreb, der er baseret på hendes læsninger af Foucault: Biologisk determinisme, der betegner den politiske magt i at bruge biologien som redskab. [21] [2008] Den biologiske determinisme konstruerer forbindelser mellem biologi og social, kulturel og psykologisk identitet, hvilket kommer til at fungere som en stopklods for social forandring, da kønnet gennem forbindelserne fremstilles som værende af en “uforanderlig natur”. [Lykke 2008: 29-30] Hvis vi siger, at den insisteren på biologiske forskelle mellem mænd og kvinder, Politikeren kæmper imod i Folketinget kan siges at være udtryk for en sådan biologisk determinisme, kan kritikkerne omvendt sige, at ville gøre op med denne. For blandt kritikkerne varierer forståelsen af de biologiske forskelle og deres betydning markant, hvilket vil fremgå nedenfor, hvor først bryster vil blive brugt for at tydeliggøre biologiens ambivalens og kønskategoriernes insisteren i biologien.

[Indholdsfortegnelse] Bryster som eksempel på biologi
I den skriftlige motivation for det forslag, Politikeren stillede i 2007, nævnes det, at man på sigt ønsker at indføre kønsneutrale CPR-numre. [B 142 06/07] Alligevel vil han dog ikke helt afskrive sig de biologiske argumenter, men vedholder, at det vil være fornuftigt at beholde en kønsangivelse “bag” det synlige CPR-nummer for derigennem f.eks. at kunne indkalde kvinder til screening for brystkræft. Dette argument finder vi tillige hos den daværende sundhedsminister [Lars Løkke Rasmussen, 1. behandling af B 142 06/07] og den nuværende Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder, der som argument imod et nyere forslag om, at øge mulighederne for “at få ændret civilretlig kønsstatus”, [B 168 09/10] svarede således
  “Man skal også huske på, at kønsangivelsen via personnummeret bruges i adskillige sammenhænge, f.eks. ved indkaldelse til mammografiscreening til forebyggelse og tidlig behandling af brystkræft, ved indkaldelse til forebyggelse og undersøgelse af eksempelvis livmoderhalskræft […] Jeg finder det derfor væsentligt, at der er tale om en sikker kønsangivelse.” [Bertel Haarder, B 168 09/10]
Der er altså enighed om fornuften i at kunne anvende kønsopdelingen i forskellige biologiske henseender. Forskellen mellem Politikeren og sundhedsministrene er dog, at Politikeren mener, at de, “der er helt overbeviste om, at de ikke er kvinder,” [Interview med Politikeren] ikke skal indkaldes, inklusiv de, der ved deres fødsel er blevet klassificeret som kvinder. Dette kan ses i forhold til, at en del transmænd, dvs. personer der lever som mænd, men som i CPR er klassificeret som kvinder, ifølge Talspersonen får fjernet deres bryster uden at gennem gå fuldt kønsskifte. [Interview med Talspersonen] Som begrundelse for en sådan kirurgisk fjernelse af brysterne, er transmanden Silas i en artikel i Politiken citeret for følgende
  “De kunne lige så godt have siddet på ryggen af mig – de var slet ikke en del af mig. Jeg følte bare, at de var sat på for at irritere mig. Modvinden var det værste, for så var det næsten umuligt at skjule brysterne.” [Faurfelt 2010a]
I sådan en situation må man sige, at nødvendigheden af screening for brystkræft må være mindsket markant. Omvendt påpeger Kønsterroristen, at nogle transkvinder tager hormoner for at udvikle bryster
  “Og det virker jo på nogen. For de fleste, eller mange af dem, der stopper skægvæksten, der udvikles bryster. Der er også nogle former, altså, fedtet begynder at sætte sig på nogle andre måder. Man opdager pludselig, at kemi er en meget vigtig del.” [Interview med Kønsterroristen]
Denne gruppe borgere bliver til gengæld ikke indkaldt til screening for brystkræft, da de ofte stadig er klassificeret som mænd i CPR-nummeret – og mænd indkaldes ikke til screening for brystkræft, på trods af, at brystkræft også kan forekomme hos mænd. [cancer.dk] Hos Teologen bliver brysterne også centrale i argumentationen for at bibeholde kønsopdelingen i CPR, men her med amning som fundament for den biologisk determinerede kønsforskel
  “Altså, man kan godt gøre det [CPR] total kønsneutralt med hensyn til at få barselsorlov, men der er bare noget mændene ikke kan – de kan ikke amme!” [Interview med Teologen]

Selvom undersøgelser har vist, at en del mødre må opgive eller ikke ønsker at amme, [Larsen 2007] ammer mange nybagte mødre. [22] Ligeledes anses øremærkning af barsel til kvinder øjensynligt som en sejr for feminismen, fordi den udtrykker en anerkendelse af vigtigheden i kvindens rolle som moder. Ligeledes påpeger Aktivisten da også fornuften i, at kvindes krop skal have tid og mulighed til at rekonstituere sig efter en fødsel. Men omvendt undrer hun sig over, at mænd ikke ligeledes skal tildeles barsel, da de jo også “får børn.” [Interview med Aktivisten] [Indholdsfortegnelse] Biologi som konstruktion
Selvom Aktivisten ønsker at gøre op med kønnet som forskelsmarkør, ønsker heller ikke hun at underkende de biologiske forskelle, der er på kroppe. Hun er dog uenig i, at disse forskelle skulle være struktureret i en opposition mellem mandlige og kvindelige kroppe, og at de burde have nogen betydning, især i forhold til indretningen af samfundet. De biologiske forskelle mellem mænd og kvinder, efter hendes vurdering, baseres på gennemsnit og standarder, der skjuler den diversitet, der eksisterer internt i kønskategorierne: “Der er jo også mænd, der har små hænder, det er jo ikke forbeholdt kvinder.” [Interview med Aktivisten] Denne konkrete kommentar angående hænder er taget fra et eksempel på, hvordan vi helt ned til udformningen af cykelstyr opstiller forskellige standardiserede ideer om kønnene, der giver sig udtryk i en opdeling af f.eks. cykler til mænd og cykler til kvinder. Samfundet bliver ifølge Aktivisten på alle planer indrettet og opdelt på basis af kunstigt opstillede idéer om grundlæggende, biologiske forskelle mellem kønnene.

Den forståelse af det biologiske køn, Aktivisten argumenterer imod ligger op af den, som også Butler skriver sig op imod. Det biologiske køn er i Butlers forståelse i lige så høj grad en konstruktion som det sociale køn. Det konstrueres som værende præ-diskursivt og ahistorisk, hvorved det fremstår som “radikalt ukonstrueret”, [Butler 1990: 7] hvilket beskrives i følgende citat
  “’sex’ is an ideal construction which forcibly materialized through time. It is not a simple fact or static condition of a body, but a process whereby regulatory norms materialize ’sex’ and achieve this materialization through a forcible reiteration of those norms.” [1993: 1-2]

Dette citat er taget fra Bodies That Matter, [1993] der i høj grad blev et forsvar overfor den kritik, Gender Trouble havde medført efter udgivelsen i 1990. Kritikkerne gik på, at Butler i kraft af sin forståelse af kønnet som performativt produceret gennem reciteringerne, fratog kroppen og materialiteten enhver betydning. Men som det fremgår af citatet ovenfor, afskriver Butler på ingen måde materialiteten – hun afskriver idéen om en biologi før de regulerende normer, der igennem performativiteten materialiseres. Kroppen kan ikke forstås forud for, men igennem reciteringernes konstruktion af det biologiske køn. [Butler 1990: 25-34]

For Talspersonen bliver konstruktionen af de biologisk forskelligt kønnede kroppe tydelig i forbindelse med interkønnede mennesker; dvs. personer, der har både mandlige og kvindelige genitalier. For det første viser den biologiske kønsdikotomis kunstighed sig for ham i, at de fleste mennesker ifølge Talspersonen ikke ved, at der eksisterer interkønnede mennesker, fordi “de fleste mennesker har jo denne her stærke idé om, at det er naturgivent; at vi er mænd eller kvinder.” Derudover kommer biologiens rolle i kønskategoriernes hegemoniske status tydeligt frem i begyndelsen af en interkønnets liv. Nyfødte med denne tvetydige kropsmaterialitet bliver ifølge Talspersonen tvangsplaceret indenfor de biologisk definerede kønskategorier, ofte af læger, der insisterer på en kirurgisk “tilpasning” af den nyfødtes anatomi.
  “Og det er lidt skræmmende at tænke på, at man gør det, bare for at folk skal passe ind i kasser.
Men det gør man faktisk, rutinemæssigt. Og man mener jo, at det er bedst for barnet. Det er i en god mening. Men det er bare ikke sikkert, at det er bedst for barnet; hvordan ved vi det, når vi ikke giver folk en chance for at finde ud af det selv, før man begynder at skære i dem. ” [Interview med Talspersonen]

Denne insisteren på at det nyfødte barn biologisk kun bør udtrykke ét køn, kan igen henvises til Foucaults ide om det sande køn, der er skabt og i høj grad opretholdes af videnskaberne. Det, Talspersonen henviser til som “tvangsplacering” viser, at denne videnskabernes medkonstruktion af køn ikke er sådan at slå hen som social konstruktion. Den har virkelige konsekvenser for virkelige mennesker. Biologien er i sandhed stadig en magtfuld kilde til insisterende overbevisninger om, at køn er noget vi har og som udgør en indre kerne i mennesket. [Foucault 1981, org. 1978]

Kønsterroristen mener modsat Foucault, at køn er noget vi har – men ikke som noget, der er defineret af biologi. Kønsterroristen mener, at vi alle sammen åndeligt er sammensat af forskellige mængder feminint og maskulint, men at vi bliver enten det ene eller andet køn gennem en kombination af hormoner, kulturel påvirkning og opdragelse, hvor de sidstnævnte elementer kan indeholde undertrykkelse af “forkerte” kønsstræk. Hun er ked af, at alt handler om videnskab og endegyldige beviser for køn, og ønsker i stedet at mennesker skal forstås som personligheder eller åndsvæsener. Dette er baseret på en forståelse af mennesket og køn som opdelt mellem ånd og krop, hvor ånden er den mest centrale del af mennesket. Men sådan en ide om et indre, sandt køn møder ikke forståelse
  “Den tanke, at der kunne leve et kvindeligt væsen i en mandekrop, eller der kunne leve et mandligt væsen i en kvindekrop, den er jo fuldstændig utænkelig for rigtig mange.” [Interview med Kønsterroristen]

På trods af dette fokus på ånden og dennes sande køn, kan Kønsterroristen ikke fuldstændig afvise, at der er biologiske forskelle mellem mænd og kvinders kroppe, hvilket f.eks. giver sig til udtryk i forbindelse med reproduktion og hormonernes påvirkning på kroppen. Men disse biologiske forskelle mellem kønnene er for hende heller ikke helt statiske og uforanderlige. Selv disse kan ændres gennem hormoner, der kan fås på recept fra lægen, og som i øvrigt “flyver om ørerne på os”. [Interview med Kønsterroristen] Det biologisk determinerede køn er altså hos Kønsterroristen en ydre, foranderlig skal, der ikke bør have en effekt på ens rolle i samfundet, eller hvilket køn man har og vælger at leve som.
Med denne pointe om kroppens foranderlighed fra Kønsterroristen, er en bredere debat om ændringer af det biologiske køn i forhold til idéen om køn som et biologisk determineret forhold oplagt.

[Indholdsfortegnelse] kønsskifte som biologisk argument
Blandt kønsforskere er der det sidste årti opstået en del debat om, hvorvidt fysisk kønsskifte skal ses som en bekræftelse af sammenhængen mellem biologisk og socialt køn eller et opgør med denne hegemoniske idé. Er processen en måde at få biologien til at passe sammen med et oppositionelt og sandt indre køn – hvilket f.eks. kan ses i en undertitel som Changing Gender to Match Mindset [Heath 2006] – eller opstår der her “nye” køn, der ligger udenfor oppositionsparret mand/kvinde?

Som det fremgår ovenfor, er registreringen af køn i CPR baseret på en biologisk klassifikation, umiddelbart efter vi bliver født. Når der alligevel er mulighed for at ændre køn i CPR, såfremt man gennemgår fuldt kønsskifte, forvrider det umiddelbart argumentationen. Dette grundlag for at få lov til at ændre køn i CPR defineres af sundhedsminister Bertel Haarder således
  “For at et gennemført kønsskifte kan anerkendes, forudsættes det, at der faktisk er gennemført et kirurgisk kønsskifte som beskrevet i vejledningen om kastration med henblik på kønsskifte.
Det drejer sig bl.a. om fjernelse af testikler eller æggestokke.” [ Bertel Haarder, 1. behandling af B 168 09/10]
Det juridiske grundlag for en efterfølgende ændring i CPR og det dertilhørende CPR-nummer, er at tildeling af nyt CPR-nummer kan ske “ved fejl i de oplysninger, der indgår i deres personnummer“, herunder “forkerte køn“. [LBK 878] Sammenholdt med Haarders definition af kønsskifte, må det betyde, at “korrekt” køn bl.a. hænger sammen med, om man ikke skal kunne indtage det modsatte køns biologiske rolle i forhold til reproduktion. Dvs. at en person, der ved fødslen er defineret som kvinde, men har gennemgået kønsskifte og nu er klassificeret som mand, ikke skal være i stand til at blive gravid. Dette understreger han med denne tilføjelse
  “Jeg finder ikke, der er grundlag for at fravige kravet om kirurgisk kønsskifte. Eksempelvis vil det være problematisk udelukkende at anvende sterilisation som kriterium, idet et sådant indgreb relativt enkelt kan omgås med moderne teknikker. ” [Bertel Haarder, 1. behandling af B 168 09/10]

Butlers definition af den heteroseksuelle matrix som værende baseret på kønnenes gensidige oppositioneringer – at kønnet defineres gennem negationerne [1990: 6-7] – kan her genkendes hos Haarder: En kvinde, der reklassificeres som mand, skal ikke kunne føde børn, da manden netop er defineret ved at kunne gøre gravid, men ikke selv blive gravid. Foucault understregede direkte reproduktion som basis for opfindelsen af de gensidigt ekskluderende kønskategorier, defineret ud fra rolle i reproduktionssituationen. [Foucault 1994: 60-83] Hvis kønskategorierne skal bibeholdes som “rene” kategorier, er det derfor omvendt også nødvendigt, at rollerne i forhold til reproduktionen bibeholdes i forhold til de enkelte kønskategorier.
Ifølge Aktivisten er denne opretholdelse af kategorierne i forhold til reproduktion ikke begrænset til selve akten. Hun nævner, at “hvis man nu er født kvinde, og gerne vil være mand, så er det i hvert fald i de fleste europæiske lande ikke blevet accepteret, hvis man har født.” [Interview med Aktivisten] At kønskategorierne er sammenfiltret med spørgsmålet om reproduktion, så vi i øvrigt også ovenfor, hvor argumenter om amning og fødsler af flere af karaktererne blev fremhævet som enten centrale eller kunstigt opstillet i forhold til at differentiere mellem mænd og kvinder ud fra et biologisk grundlag. Hvordan dette hænger sammen med normative forståelser af seksualitet, vil jeg komme ind på i et senere kapitel. Her vil jeg dog gå over til at se på, hvordan ønsker om kønsskifte bliver forstået.

De beslutningsforslag, der er nævnt i denne undersøgelse [B 142 06/07; B 65 07/08; B 168 09/10] har alle tillige med de fire kritikere understreget et behov for nemmere adgang til fuldbyrdet kønsskifte. Ifølge både Kønsterroristen og Aktivisten er mulighederne for at få foretaget kønsskifteoperation i Danmark svært begrænsede. [23] Som Aktivisten siger: “I dag er der jo ikke regulering – der er stram styring, for at sige det mildt.” [Interview med Aktivisten] Men at dette skulle være eneste mulige vej til et juridisk kønsskifte, materialiseret i bl.a. udstedelsen af et nyt CPR-nummer med en omvendt kønsangivelse i det sidste ciffer, er de alle kritiske overfor. Som Talspersonen tidliger er citeret for ovenfor, får nogle transmænd fjernet brysterne, ligesom Kønsterroristen forklarede, at hormoner på recept fra lægen ligeledes kan ændre kroppens kønsmæssige udtryk. På denne basis ønskes muligheden for at ændre køn i CPR-nummeret,
der tilsvarer det køn, ens biologi i høj grad udtrykker – hvorved kroppens biologiske køn ikke nødvendigvis er noget, der kun er defineret ved fødslen. Samtidig fremsættes også i alle tre beslutningsforslag ønsker om, at borgere selv skal kunne bestemme deres kønsklassifikation, uafhængigt af kropslige forandringer. Dette er et opgør med, at kun ekstremen, kønsskifte, kan danne grundlag for en ændring i kønsklassifikationen. Hertil siger Kønsterroristen, at “det er som om, at de [transkønnede] skal tvinges ud i de der yderpoler for overhovedet at blive anerkendt” [Interview med Kønsterroristen]

I Folketinget har Socialdemokratiets Lene Hansen utrykt forståelse med den svære situation, man står i som transseksuel. At hun bruger ordet transseksuel insinuerer, at hun formegentlig her kun forholder sig til de, der har et ønske om at gennemgå fuldbyrdet kønsskifte. Denne antagelse underbygges af hendes konstatering af, at “det drejer sig om et fysisk problem, der kan have alvorlige sociale og psykiske bivirkninger.” [Lene Hansen, 1. behandling af B 142 06/07] Selvom Hansen her viser sympati med mennesker, der er fanget i en svær situation, er det dog en forståelse, der er begrænset af en biologisk, dikotomisk kønsforståelse, hvor der kan blive tale om fuldbyrdige skift, men ikke nogen gråzone mellem kønnene.
Ligeledes fortæller Politikeren, at han i folketingssalen oplevede en stemning, hvor man næsten havde ondt af folk, der ikke vidste hvilket køn, de har. Han fortæller, at mange gav udtryk for gerne at ville hjælpe, men underforstået at “her var altså tale om en sygdomstilstand […] Så længe man snakker om transkønnede eller transseksuelle som en lille minoritet, som vi bør gøre noget for at hjælpe, så er der en vej igennem til politiske resultater.” [Interview med Politikeren] Som nævnt i begyndelsen af dette afsnit, var der omvendt ingen forståelse over for en bredere forståelse af kønsklassificeringen som værende problematisk for alle, borgere, ikke kun transkønnede.

Når kritikkerne kontinuerligt i debatter bliver indgrænset til at omhandle en minoritet, der “har problemer med deres køn“, [Interview med Teologen] fordi personens sande køn og biologiske køn ikke stemmer overens, umuliggøres en bredere kritik af kønsopdelingen. Dette understøttes tillige af forståelsen af dette “problem” som værende et biologisk anliggende, der kræver fuldbyrdet kønsskifte, hvorved kohærensen mellem biologisk køn og sandt køn kan (gen-)oprettes. Sådanne anskuelser af problematikken kan siges at være med til at opretholde den biologisk baserede kønsdikotomi, der netop udfordres.
At det kun er efter fuldbyrdet kønsskifte, der kan blive tale om en reklassificering i CPR-nummeret kønsangivelse, viser tillige en fraværende anerkendelse af det grænseland, der eksisterer mellem kønnene. Når Kønsterroristen konstaterer, at man skal ud i “yderpolerne for overhovedet at blive anerkendt” [Interview med Kønsterroristen] er dette en tydeliggørelse af, at der ikke gøres plads til de, der falder imellem de to accepterede kategorier. Derfor holdes transkønnede fast i deres oprindelige biologiske kategori så længe de ikke ønsker eller ikke har fået tilladelse til at gennemgå fuldt kønsskifte – og derigennem har oppositioneret sig til det køn, de oprindeligt var kategoriseret som.

[Indholdsfortegnelse] Det biologiske køn som infrastruktur
Kønsklassificeringen i CPR-nummeret er baseret på en biologisk determineret idé om, at køn er “en medfødt omstændighed”, som Lars Løkke Rasmussen i rollen som sundhedsminister har defineret det. [1. behandling af B 142 06/07] Kønsdele, reproduktion, bryster, hormoner og gener er flettet sammen i konstruktionen af og argumentationen for idéen om kroppens sande og naturgivne køn. Videnskaberne bliver heri aktive medskabere af differentieringen mellem mænd og kvinder grundet studier af f.eks. gener, hvor genetiske standarder, XX og XY, opstilles som grundlæggende forskelsmarkør. Omvendt viser de samme videnskaber, at billedet ikke er så entydigt – at der eksisterer mennesker, der har andre kromosomsammensætninger (XXY, XYY, etc.). Dette er et eksempel på en infrastruktur, der her i kontekst af kromosomer og gener, klassificerer og opstiller standarder, der ikke stemmer helt overens med virkelighedens multiplicitet.
Ligeledes viser det, hvordan en infrastruktur, der kønsklassificerer borgerne på et overordnet niveau, kan genfindes og understøttes af et utal af mikroniveauer. Kønsklassificeringen som en del af en infrastruktur forgrener sig ud og insisterer hele vejen igennem på, at vi kan klassificeres som mand eller kvinde, enten/eller. Den diversitet i biologiske argumenter, disse forgreninger medfører, viser samtidig en ambivalens i det biologiske argument bag CPR-nummeret. For samtidig med at biologien bliver fremstillet som noget deterministisk og selvfølgeligt, kan den forstås og kropsliggøres på mange forskellige måder, hvilket fremgår af de empiriske eksempler ovenfor: Mennesker læser biologien forskelligt og tillægger den derfor forskellige betydninger.

At biologiens ambivalens ikke kommer til udtryk, kan vi se som et udtryk for det, Nina Lykke omtaler biologiske determinisme. Den naturgivne forskel mellem mænd og kvinder, der konstrueres gennem forbindelser mellem biologi og social, kulturel og psykologisk identitet, mener Lykke, fungerer som en forhindring af social forandring. [Lykke 2008: 29-30] Hvis vi tænker dette sammen med infrastrukturens væsen, underbygges denne pointe. For indlejret i en infrastruktur kan kønskategoriernes grundlag ikke uden videre fjernes eller omlægges, da kategorierne her er sammenfiltret i større netværk. Samtidig kan vi sige, at den biologiske determinisme er med til at opretholde ideen om det biologiske køn som utvetydigt grundlag for klassificeringen af køn i CPR-nummeret.
Forskellen mellem Lykkes forståelse af biologisk determinisme og Bowker og Stars infrastrukturteori [2000, org. 1999] er dog, at sidstnævnte teori ikke ser kønsopdelingen som et statisk forhold: Her forskubber og udfordrer praksis konstant kategoriernes grænser.

Bowker og Star fremlægger i Sorting Things Out den pointe, at hvis et samfund er bundet op på en klassificering i kønskategorier, er det nødvendigt at kunne klassificere samfundets medlemmer uden tvivl eller ambivalens. [2000, 1999: 201] Denne insisteren på utvetydig klassificering i infrastrukturen indvirker direkte på borgernes liv. Dette viser sig i eksemplet med bryster, hvor infrastrukturens klassifikationer forgrener sig ud i alt fra forventningen til at kvinder skal amme, når de har født til en afvisning af, at mænd også kan få brystkræft og derfor ikke indkaldes til mammografiscreening. Derfor kan det siges, at kønsklassificeringerne er vedkommende for alle borgere, ikke kun for de, der ikke passer ind.
At der i denne struktur ikke er plads til borgere, hvis køn ikke er klart defineret fra biologiens side, tydeliggøres af, at nyfødte ikke kan registreres i CPR-systemet uden samtidig at blive kønsklassificeret. [Interview med Jordmoderen] Denne udryddelse af grænselandet kan kobles til idéen om det sande køn og kan ses i relation til f.eks. den “tvangsplacering”, Talspersonen henviser til i forbindelse med interkønnede babyer. [Interview med Talspersonen]

I dette afsnit er det blevet tydeligt, at biologien spiller en helt central rolle i klassificeringen af køn, ikke kun i CPR-nummeret, men i et utal af sammenhænge, der forgrener sig ind i det kønsopdelte CPR-nummer. Det biologiske argument er indlejret i en determinisme, der fremstår som en hegemonisk diskurs og som i høj grad kan sige at underbygge infrastrukturens behov for utvetydige klassificeringer. Hermed bliver det biologiske køn fremskrevet som “radikalt ukonstrueret”, [Butler 1990: 7] og kan skabe en social orden, der bliver usynlig for langt de fleste borgere.
Kønsklassificeringen får dog ikke lov til at stå uproblematiseret hen, da alle fire kritikere på forskellig vis stiller spørgsmålstegn ved den og derved udfordrer kategoriernes grænser.
Ligeledes kan den eksisterende, men begrænsede, mulighed for at gennemgå fuldbyrdet kønsskifte og dermed skifte køn i CPR også ses som en udfordring af idéen om kønnet som biologisk determineret. Dette kan anskues som netop de forhandlinger og udfordringer af kategorierne, Bowker og Star understreger altid vil eksisterer, [2000, org. 1999: 44-50] og som dermed bryder med Lykkes idé om biologisk determinisme. Vi finder altså her en high tension zone, hvor grænserne omkring kønnene tydeliggøres. Men som empirien viser, bliver transkønnede stadig i høj grad usynliggjort ved at anskue dels som en minoritetsproblematik eller enkeltindividers problemer, og dels som en diskrepans, mellem biologi og sandt køn, der kan rettes gennem kønsskifte. Dermed sagt at en high tension zone ikke kan gøre, at beslutningsforslag om transkønnedes forhold bliver vedtaget, men den kan være med til at øge refleksiviteten omkring, hvordan vi kategoriserer køn.

[Indholdsfortegnelse] Opsamling
Den forståelse af køn, der ligger bag det kønnede CPR-nummer, har i dette afsnit vist sig at være dybt integreret i den begrebsliggørelse af det biologiske køn, vi finder hos Foucault og Butler.
Der eksisterer to standardiserede køn, der er gensidigt ekskluderende på den måde, at det kun er muligt at være det ene eller det andet. Dette cementeres ved, at det kun er muligt at få tildelt et CPR-nummer ved samtidig at blive klassificeret som værende enten det ene eller andet køn.
At køn er noget man har eller er, viser sig i den umiddelbare umulighed i at skifte kønskategori, da ens køn er en medfødt omstændighed. Sammenhængende hermed finder vi idéen om det sande køn, da det gennem videnskabelige undersøgelser forventes muligt at stedfæste den enkeltes sande køn, hvorved en “korrekt” klassificering af borgerens køn muliggøres. At disse forståelser af køn i høj grad er bundet op på reproduktion, bliver tydeligt i kravet om sterilisation ved kønsskifte.

Kønsklassificeringerne forgrener sig ud i hjørnerne af biologien, hvilket har betydning for os som borgere i forhold til hvilke rettigheder og pligter, vi tildeles – eller ikke tildeles. At en korrekt kønsklassificering er så vigtig, er det fordi den indlejret i CPR-nummeret infrastruktur bruges.

Når infrastrukturen samtidig bliver usynlig for langt de fleste af os, er det forårsaget af, at den skaber en nødvendig orden i vores hverdag og at den fungerer for langt de fleste af os. I kraft af, at det i langt de fleste tilfælde er kvinder, der får brystkræft, giver det god mening at indkalde denne befolkningsgruppe til mammografiscreening. Men det er samtidig i klassificeringernes praksis, at deres ufuldkommenhed bliver tydelig. Mænd med bryster eller kvinder uden bryster passer ikke ind i denne infrastruktur. Dette viser sig også med hensyn til interkønnede, der bryder med standarderne for kønskategorierne.

For som det er med klassifikationer, stemmer de aldrig fuldt ud overens med virkelighedens pluralitet, heller ikke når det kommer til det biologiske køn. Derfor udfordres kønskategorierne, i dette tilfælde primært af transkønnede. Kritikerne problematiserer den biologisk determinerede forståelse af køn, enten gennem en kropsliggørelse af kønnet, der strider imod den, der er indlejret i CPR-nummeret infrastruktur eller ved at nægte at anerkende et entydigt biologisk køn som grundlag for struktureringen af samfundet. Førstnævnte type problematiseringer begrænses ved at blive gjort til enkeltindividers problemer, mens sidstnævnte type afvises med biologisk deterministiske argumenter og uforståenhed.
Men Bowker og Stars pointe om, at infrastrukturerne og deres kategorier er dybt integreret i vores hverdag, betyder, at kønsklassificeringerne er vedkommende for alle borgere, ikke kun transkønnede.

[Indholdsfortegnelse] Det synlige køn som kontrolinstans
Som tydeliggjort i de forgangne afsnit, anskues biologien i CPR-systemet som determinator for en borgers køn. Denne biologi bliver dog problematiseret af de, der lever i grænselandet, hvor biologiens diversitet og ambivalens bliver tydeliggjort, italesat og kropsliggjort. Når det biologiske køn ikke på samme måde tages for givet, sker der brud med et grundlæggende fundament i en udbredt forståelse af køn.
Det er her i grænselandet, vi opdager, at heller ikke det synlige køn er en neutral eller uproblematisk størrelse. Betydningen af dette aspekt af kønnet bliver tydeligt, når det synlige køn ikke “stemmer overens” med den sociale forståelse af det, og genkendelsen derfor udebliver. Det skaber forvirring, besvær, pinlige situationer, skepsis og medfører i værste fald vold. Alt sammen fordi “one must be readable at a glance”. [Halberstam 1998: 23]

Når jeg her vælger ikke at bygge videre på Butlers analytiske opdeling af kønnet mellem en biologisk og en social del, [Butler 1990: 1-34] men i stedet bevæger mig over til det synlige køn, vi kan udlede af Halberstams teori, [1998] er det som nævnt pga. Halberstams anderledes forståelse af kønnet i den sociale kontekst. For hvor det sociale køn hos Butler i kraft af hendes performancebegreb bliver en sammenfiltring af sprog, fremtoning, påklædning, handlinger og den insisterende biolo gis udtryk på kroppens overflade, [1990: 25-34] er det hos Halberstam mere afgrænset. Her er det menneskets synlige overflade, kønnet aflæses ud fra. Det biologiske køn er hos Halberstam noget, der bliver defineret ved fødslen, men som derudover kan gemme væk eller manipuleres. Dette betyder ikke, at vi ikke stadig genkendes/miskendes i forhold til sociale forståelser af kønnene, men dette sker næsten udelukkende på basis af det synlige køn. [Halberstam 1998: 231-266] Halberstams synlige køn bliver her mere anvendeligt end Butlers ud fra to argumenter. For det første er det synlige køn i forhold til CPR-nummeret som kontrolinstans, hvor det angivne køn sammenholdes med den enkeltes visuelle fremtoning, en mere snæver og anvendelig begrebsliggørelse af kønnet. For det andet er den enkeltes muligheder for at gøre køn anderledes uafhængigt af biologisk klassificering større hos Halberstam, hvilket vil være et konstruktivt perspektiv for at forstå, hvordan transkønnede (delvist) kan gøre sig fri af deres biologiske køn.

[Indholdsfortegnelse] Det synlige køn som grundlag for kontrol
Når CPR-nummeret som vist tildeles på basis af borgerens biologiske køn, kan det for så vidt ikke i sig selv anklages for at lægge begrænsninger på det sociale køn. Årsagen til at køn og fødselsdato angives i CPR-nummeret er for at det skal være nemmere at huske, men også fordi det “kan være nyttigt i forbindelse med personidentifikation.” [Interview med Embedsmanden] At det skal kunne bruges på denne måde er baseret på en idé om, at man kan verificerer cifrenes informationer i forhold til den person, der står foran en i forhold til idéer om, hvordan en person med dén alder og dét køn ser ud. Brugen af CPR-nummeret som kontrolinstans er altså afhængig af sociale forståelser af det synlige køn og foranstalter dermed kontrol via genkendelse. Denne anvendelse af CPR-nummeret tillige med den kønsspecifikke navne kommer både den nuværende og tidligere sundhedsminister ind på i følgende citater fra folketingsdebatter, hvor de taler imod beslutningsforslag, der bl.a. ønsker “at fjerne det generelle krav om overensstemmelse mellem civilretligt køn og fornavn”, [24] [B 168 09/10]
  “Men det er regeringens opfattelse, at man ikke helt bør ophæve kravet om, at et fornavn skal betegne en persons køn, for det er et centralt træk inden for dansk og international navneret.
Det indebærer også kommunikationsmæssige fordele i den praktiske navnebrug. Kønsspecifikke fornavne er en enkel måde, hvorpå det kan fastslås, om en person er mand eller kvinde.” [ Bertel Haarder, 1. behandling af B 168 09/10]

“En ordning, hvor man selv skal vælge, hvilket køn man ønsker at angive i personnummeret, stemmer ikke overens med kravene om, at personnummeret skal indeholde korrekte grunddata, og det duer ikke […] Passet skal fungere som et identifikationsbevis, og kønsangivelsen i passet, der angives med »F« eller »M«, skal være i overensstemmelse med det biologiske køn og med personnummeret, ellers kan det give problemer
ved paskontrollen. [Politikerens] forslag hænger altså ikke sammen med den praktiske virkelighed.” [Jakob Axel Nielsen, 1. behandling af B 65 08/08]

Folketingets Retsudvalg har efter ønske fra SF’s Karina Lorentzen Dehnhardt stillet et spørgsmål til Indenrigs- og Sundhedsministeriet angående muligheden for, at transkønnede kan tildeles kønsneutrale CPR-numre og tillige sørge for, at “valgkort ikke udskrives med ‘forkerte’ kønsbetegnelser for transkønnede jf. at der står hr/fru på dem.” [Retsudvalget 2009-2010, Spørgsmål 1395] I svaret fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet fremgår det, at kønsangivelsen ikke ønskes fjernet, bl.a. fordi
  “Formålet med kønsangivelsen er at forhindre uberettiget stemmeafgivning særligt i forbindelse med fremmedartede eller kønsneutrale fornavne, da det i praksis er forekommet, at vælgere har søgt at stemme to gange ved at opgive f.eks. ægtefællens navn anden gang.” [Retsudvalget 2009-2010, Spørgsmål 1395]

Det er denne anvendelse af kønsangivelsen, der bliver et problem for transkønnede, der bryder med matrixens krav om kohærens mellem det biologiske køn og det synlige. Som nævnt er det biologiske køn ellers næsten usynligt hos Halberstam. Men i kontrolsituationen bliver det pludselig tydeligt og gør krav på kohærens mellem biologisk
køn
og synligt køn. Som Talspersonen udtrykker det: “Det er ikke altid den mest perfekte guideline at bruge, selvom det måske virker i mange af tilfældene, så gør det ikke altid.” [Interview med Talspersonen] Det er fordi kønsangivelsen og den infrastruktur, den er indlejret i fungerer i langt de fleste tilfælde, at størstedelen af befolkningen og dem, der arbejder med den, ikke stiller spørgsmålstegn ved den. [Bowker & Star 2000, org. 1999: 45-46] Som det vil fremgå i dette afsnit fungerer den samtidig som en opretholdelse af grænserne for de forståelige køn, hvilket giver sig til udtryk i miskendelse for de, der møder grænserne.

Et eksempel på hvordan kønsklassificeringen i id-papirer i hverdagen skaber problemer for de, der bryder med matrixens krav om kohærens, finder vi hos den transkønnede GNOEQA [1], der har udtalt følgende til en journalist fra dagbladet Urban i forbindelse med et beslutningsforslag fra SF [B 168 09/10]
  “Hvis man for eksempel bliver stoppet af politiet, mens man sidder i sin bil iført dametøj, er det et problem, at der er et billede af en mand, der hedder GNOEQA i ens kørekort. Det samme gælder også for paskontrol, hvis man skal ud at rejse.” [GNOEQA, citeret i Gaunt 2010]
Disse problemer ved konfrontationer med det registrerede køn er gennemgående for skitseringer af transkønnedes problemer med kønsangivelsen i officielle registre, der ofte er koblet op på CPR. Det beslutningsforslag, GNOEQA her begrunder fornuften af ud fra egne oplevelser, stiller bl.a. forslag om indførelsen af særlige id-kort for transkønnede, der skal muliggør identifikation i tilfælde, hvor den fysiske fremtoning ikke stemmer overens med den sociale forståelse af det specifikke køn.
[B 168 09/10] Kønsterroristen, der har været med til at udforme dette beslutningsforslag, begrunder sit politiske arbejde med, at det ud fra hendes egen erfaring “er virkelig vanskeligt” at leve som det modsatte køn, når den biologiske klassificering insisterer på sin eksistens. Hun er i nyere tid begyndt at leve mere som kvinde, hvorfor hun også i højere grad er stødt ind i denne type problemer. [Interview med Kønsterroristen] Et eksempel er ved paskontrollen i lufthavnen
  “Det er jo det jeg har oplevet: De [lufthavnspersonalet] bliver forvirrede. Det er jo ikke fordi, jeg ikke får lov til at komme med, men der sker for mange forvirringer.” [Interview med Kønsterroristen]
Talspersonen ønsker også at gøre op med lige præcis brugen af CPR-nummeret som kontrolinstans. Selvom han ikke forstår, hvorfor det er så vigtigt overhovedet at kønsopdele borgerne, er det dog ikke denne klassificering, der generer ham, men dens synlighed i CPR-nummeret sidste ciffer: “Inde bag ved nummeret er vi egentlig ikke så bekymrede over, for det der er pointen her, det er den tydelige markering, som alt og alle kan se.” [Interview med Talspersonen] Ud fra Halberstams forståelse af kønnet ligger problematikken for Talspersonen altså i, at det synlige køn ikke kan få lov til at stå alene, men gennem CPR-nummeret bliver gjort følgeskab af det ellers usynlige, biologiske køn.
For Kønsterroristen handler det til gengæld ikke kun om, at den biologiske kønsklassificering bliver synlig for andre, men i lige så høj grad, at den er synlig for hende selv; et udtryk for den konstante regulering, der ligger indlejret i kønsnormerne
  “De der oplevelser af, at jeg hele tiden ikke kunne få lov at, hvad skal man sige, udleve min kvindelige side uden hele tiden at blive mindet om.. at offentligheden hele tiden sagde: Det kan du godt glemme – du er en mand, i form af mine id-papirer, mit pas, mit kørekort, alle vegne.” [Interview med Kønsterroristen]

Anderledes er motivationen hos Aktivisten. Som en konsekvens af hendes grundlæggende ønske om at ændre indretning af samfundet, handler opgøret med kønsopdelingen for Aktivisten ikke direkte om at den biologiske kønsklassificering bliver synlig, men “at folk bliver behandlet forskelligt afhængigt af køn.” [Interview med Aktivisten] Denne forskelsbehandling ud fra køn er ikke kun muliggjort af kønsangivelsen i CPR-nummeret eller aflæsningen af menneskers overflade som værende mand/kvinde, men en grundlæggende social struktur, der tillægger køn (synlige eller ej) en central betydning. For at en sådan social struktur overhovedet er mulig, kræver dog en kønnet tilskrivning af betydning på den menneskelige krop. [Halberstam 1998; Butler 1990; Butler 1993]

Hos Teologen finder vi en umiddelbar forståelse for, at transkønnede kan blive sat i en problematisk situation, når deres fremtoning ikke stemmer overens med kønsangivelsen i deres fornavn eller CPR-nummer. Men hun anser dette som et mindre problem, der ikke kan måle sig med CPR-systemets praktiske effekter. Derfor mener hun heller ikke, at et forslag om kønsneutrale CPR-numre vil være at ønske i det danske samfund
  “Nej, jeg tror ikke, man vil være interesseret i det. Fordi der er jo alligevel meget, som man bevist eller ubevidst tillægger kønnene.” [Interview med Teologen]
Her rammer hun ned i noget helt centralt i forhold til den teoretiske ramme for denne undersøgelse: Kønsangivelsen i CPR-nummeret giver netop mening, fordi det læner sig op ad normer for sociale forståelser af køn. Kønsangivelsen er ikke taget ud af den blå luft, men må ses som en effekt af – og underbyggelse af – forståelser af køn i det samfund, den er konstrueret inden for. [Bowker & Star 2000, 1999: 60-64, 320] Dette er øjensynligt årsagen til, at Embedsmanden ligeledes konstaterer at
  “Med hensyn til transseksuelle er der i regeringen på nuværende tidspunkt ikke ønske om at ændre i reglerne for tildeling af personnummer.” [Interview med Embedsmanden]
Kritikker af kønsangivelsen i CPR-nummeret er, som det kan det konstateres ud fra det ovenstående, forårsaget af, at den biologiske kønsklassificering her bliver synlig. For det første bliver det synligt over for en selv og fungerer herigennem som en kilde til konstant miskendelse.
For det andet bliver det også synligt for andre i kontrollen, hvor det holdes op mod det synlige køn, CPR-nummeret ejermand visualiserer foran dem, hvilket tillige kommer til at fungere som en kilde til miskendelse. Men det er ikke kun den formelle, systematiserede klassificering, der udgør grundlaget for denne sammenholdelse mellem biologisk og synligt køn. Når man som Aktivisten i forrige afsnit nævnte, skal købe en cykel, der er opdelt i dame- og herremodeller, eller som Kønsterroristen nævner i det følgende citat, går ind på et offentligt toilet, tydeliggøres ens biologiske køn – og dette sammenholdes altid med det synlige køn
  “Jeg prøver jo ikke at snyde – jeg prøver ikke at sige, at jeg er en kvinde. Men på den anden side vil jeg heller ikke opfattes som en mand, altså rendyrket mand. Når jeg går ud i byen sådan her [henviser til sin påklædning, paryk, make up], så går jeg jo på dametoilettet. Det ville jeg jo ikke gøre, hvis jeg var mand, så ville jeg blive smidt ud. Men jeg kan jo heller ikke gå på herretoilettet, fordi jeg ligner en kvinde. Hvor skal jeg gå hen?” [Interview med Kønsterroristen]

Det er netop denne situation, Halberstam beskriver, når hun taler om toiletproblemet. [Halberstam 1998: 20-29] Det offentlige toilets kønsopdeling tydeliggør kønskategoriernes grænser og de problemer, synliggørelsen af det biologiske køn kan skabe i sammenholdningen med det synlige køn. Både med hensyn til cykelkøbet og toiletturen kan man vælge at reklassificere sig selv, og dermed købe “det andet køns” cykel eller gå ind på “det andet køns” toilet, men det betyder ikke, at man slipper for kontrollen af kohærens – som Kønsterroristen ligeledes giver udtryk for i citatet. Hvis hun går ind på dametoilettet glor folk på hende, hvis hun går ind på herretoilettet bliver hun smidt ud, fordi hun ikke udtrykker sit køn korrekt i forhold til forskrifterne for en “normal” mand eller “normal” kvinde. Straffen for ikke at gøre sig køn rigtigt er miskendelse i form af forvirring, undren, afvisning, vold.
At Halberstam tillægger det synlige køn en primær rolle kommer i sådanne situationer til at virke mangelfuldt, da det biologiske køn i kontrolsituationerne bliver gjort synligt. Men som det vil fremgå nedenfor kan det biologiske køn også gemmes væk og ændres.

[Indholdsfortegnelse] Mulighederne inden for det synlige køns grænser
Det synlige køn kan omvendt også være “misvisende” ud fra matrixens logik i den forstand, at en person kan genkendes som et køn, mens vedkommendes CPR-nummer faktisk angiver det modsatte køn; altså når en person “passerer” som værende det modsatte køn (eng. to pass).
Det vil inden for matrixens rammer virke som et misvisende kønsudtryk, der dog vil blive “afsløret” i kontrolsituationerne, hvor den formelle klassificering bliver synlig i f.eks. CPR-nummeret.

I interviewet med Talspersonen fortalte jeg om en sygeplejerske, der havde fortalt mig, at hun fandt stor nytte i CPR-nummeret kønsangivelse, fordi dette bruges til at opdele patienterne på kønsopdelte stuer, når navnet ikke i sig selv tydeliggør vedkommendes køn. Til dette var Talspersonens svar “Ja, men hvad så, når det ikke passer?” [Interview med Talspersonen] Han fortalte om en transkønnet ven, der, selvom det sidste ciffer i hans CPR-nummer er lige, ikke fremstår som kvinde. Denne ven konstaterede ved en hospitalsindlæggelse, at man havde forberedt en plads til ham på en stue for kvinder “men, som han siger med sin meget dybe mandestemme, ‘det er måske ikke så smart, I lægger mig på en damestue’. Nej, det kunne de godt se.” [Interview med Talspersonen] Her valgte hospitalspersonalet altså at kategoriserer patienten efter synligt køn i stedet for det usynlige køn, de ellers havde taget udgangspunkt i.
Dette var eftersigende af hensyn til de øvrige patienter, der forventer at ligge på stue med andre af samme køn. For disse øvrige patienter vil det, at være på en stue for mænd fungere som den biologiske klassifikation, de holder det synlige køn op imod. Ved at lægge transmanden på en stue for mænd opretholdes kohærensen mellem synligt og biologisk køn i deres øjne. Det biologiske køn har i dette tilfælde kun været tilgængeligt og synligt for personalet. At det synlige køn kan performes på en måde, der skjuler diskrepansen mellem det synlige og biologiske køn, kan dog ironisk nok for Talspersonen være en ulempe
  “Man bliver simpelthen ikke set – det er en usynlig minoritet. Og det er både godt og skidt. Det kan være meget rart, når man bare går rundt på gaden. Men det er et problem for rettighedsarbejdet, at der ikke er nogen at hænge det op på. Altså, offentlige transpersoner i verden i det hele taget.” [Interview med Talspersonen]
Ligeledes tydeliggør Kønsterroristen i følgende citat, hvordan det er muligt at passere som “det modsatte køn” i forhold til de sociale forståelser
  “Altså, hvis det der ikke var det [‘mand’ i passet], så kan jeg da næsten være en usynlig, lille, sød, ældre dame, der sidder ovre i hjørnet med min kuffert og jeg flyver, og der er ingen, der overhovedet bemærker noget som helst […] Jeg har jo aldrig haft problemer som mand. Hvorfor skal jeg have problemer, bare fordi jeg lader mit andet køn komme ud?” [Interview med Kønsterroristen]
Ud fra dette rationale har Kønsterroristen været med til at udforme et beslutningsforslag, der vil indføre særlige id-kort for transkønnede, der skal muliggør identifikation i tilfælde, hvor det synlige køn ikke stemmer overens med den biologiske kønsklassificering. [B 168 09/10] Som begrundelse for forslaget nævnte stilleren bag forslaget, SF’s Kamal Qureshi, at tanken bag var “at prøve at åbne op for at dem, der falder uden for de eksisterende kasser, kunne passe ind.” [Kamal Qureshi, 1. behandling af B 168 09/10] At Qureshi modsat f.eks. Politikeren ønsker at vedholde kønskategorierne, bliver tydelig i følgende citat fra en folketingsdebat om beslutningsforslaget
  “Jeg kan ikke forstå, hvorfor det kan være så svært at åbne op for den fleksibilitet frem for at prøve at presse dem ind i et eksisterende fastlåst kønsrollemønster, som jeg sagtens kan forstå, at man har behov for at have, for det har vi sådan set alle sammen. Men det er der altså mange af vores borgere i Danmark, der ikke har, og det er dem, vi prøver at hjælpe.” [Kamal Qureshi, 1. behandling af B 168 09/10]
Forslaget kan ses som et forsøg på at omgås kravet om overensstemmelse uden at bryde med det; at udnytte den sociale forståelse af det synlige køn, der f.eks. hos Kønsterroristen viser sig at være mulig at manipulere med. De særlige id-kort skal indføres for at bibeholde det biologiske køn usynligt, og i stedet materialisere det synlige køn i det id-kort, der bruges i forbindelse med den formelle kontrol i lufthavnen, på hospitalet, m.v.
Forslaget er et skridt på vejen mod Butlers ønske om at udvide forståelsen af kønskategorierne, da forståelsen af køn hermed vil bevæge sig væk fra en tro på biologisk determinisme og hen imod den sociale forståelse, hun selv mener kønnet er konstitueret igennem. Da vi for overhovedet at kunne blive anerkendt som mennesker skal genkendes igennem den sociale forståelse af køn, kan vi ikke bare smide kønskategorierne bort, men vi må i stedet arbejde med at udvide den sociale forståelse af dem. [Butler 1990: 31-33] Forslaget om særlige id-kort til transkønnede er en måde at arbejde inden for det insisterende tokønssystems eksistens ved at benytte sig af normernes konstruktion af det feminine og maskuline udtryk. Men dette fungerer kun så længe man formår – eller ønsker – at kropsliggøre disse normative og genkendelige forståelser af det synlige køn. Så snart det synlige køn ikke performes korrekt, truer miskendelsen
  “I nogle byer vil jeg da tro, det [at være transkønnet] er begrænsende i forhold til hvad man gør. Man går heller ikke ned i industrihavnen – der går man sandelig ikke ud om natten, der hvor fiskerne sidder, og komme spadserende. Så skal man være meget, meget troværdig.” [Interview med Kønsterroristen]

Kønsterroristen fortalte, at hun netop på dette sted har oplevet, at der er blevet kastet flasker efter hende og en transkønnet veninde – de var åbenbart ikke “troværdige” nok. Dermed sagt at muligheden for at performe “det modsatte køn” på det synlige plan også har sine begrænsninger, fordi alle uanset biologisk klassificering vurderes ud fra det synlige køn. Vi skal alle “passere” for at blive genkendt.

Halberstam ønsker som nævnt en pluralisering af kønskategorierne i stedet for blot en udvidelse af de to, der allerede eksisterer. [Halberstam citeret i Jagose 1999] Hun vil udnytte det synlige køns foranderlighed til at opbygge genkendelse af nye kønskategorier, taksonomier som hun kalder det. At mennesker ikke passerer som det modsatte køn, ser hun som en styrke i bruddet med den bipolare kønsopdeling. Drag kings og kvinder med skæg, der tydeliggøre brud med eksisterende forståelser af det synlige køn, skal danne grundlag for nye kategorier, der på sigt kan blive socialt forståelige. Et forslag som det, Qureshi har fremsat, vil i hendes optik derfor blot være med til at opretholde de to eksisterende kønskategorier. [Halberstam 1998: 27-28]

Problemet med sådanne benægtelser af de eksisterende kønskategorier og matrixens krav om sammenhæng er, at disse nye kønskategorier ikke er socialt forståelige, og det biologiske køn i utallige situationer gøres synligt. Dette gør, at mennesker stadig forstås indenfor en binær kønsforståelse, hvorfor udfaldet bliver som beskrevet her af Kønsterroristen
  “Det gør jo, at man føler sig udsat, sårbar […] Hvorfor skal jeg være i alles søgelys og glos på, kigges på?” [Interview med Kønsterroristen]

[Indholdsfortegnelse] Det synlige køn som infrastruktur
CPR-nummeret og den dertilhørende forståelse af det biologiske køns synlige udtryk viser sig i dette afsnit som et omnipotent fænomen. Samfundet er i høj grad baseret på disse to aspekter af køn som sammenhængende på en bestemt måde. Denne sammenhæng danner i bureaukratiet grundlag for en kønsopdelt navnelov, paskontrol, tjek af vælgeres identitet, færdselskontrol, m.v. Herved bliver det indlejret i den institutionaliserede, formelle infrastruktur. Men det biologiske køn sammenholdes samtidig med det synlige køn i mere uformelle “kontrolsituationer”, som når vi går ind på kønsopdelte toiletter. Herved bliver det svært at anskue CPR-nummeret infrastruktur som afgrænset fra de ikke-instituionaliserede aspekter af kønskategorierne. Den formelle og uformelle kontrol af sammenhængen mellem biologisk og synligt køn er – ligesom det biologiske køn – overalt i samfundet, fordi kønskategorierne er indlejret i en infrastruktur, der er baseret på to gensidigt ekskluderende kønskategorier. Og netop fordi infrastrukturen er indlejret i den sociale verden på så omfattende en måde, bliver den usynlig og selvfølgelig for de fleste borgere. Dette er betinget af, at den skaber den orden, vi har brug for at begå os i verden. [Bowker & Star 2000, 1999: 320]

Selvom CPR-nummeret fremstilles som værende en praktisk foranstaltning, [Interview med Teologen] er det indlejret i en infrastruktur, der praktiseres og bruges som kontrolinstans inden for en bureaukratisk struktur. Her kan CPR-nummeret kønsangivelse danne grundlag for miskendelse, såfremt borgere bryder med forventningen om sammenhæng mellem synligt og biologisk køn. Ligeledes kan kønsangivelsen i CPR-nummeret for den enkelte borger virke som miskendelse, hvis vedkommende ikke identificerer sig med det angivne køn. Den miskendelse, vi finder i begge disse tilfælde, bygger på den forståelse af køn, Butler beskriver i den heteroseksuelle matrix, og som Halberstam prøver at benægte. Miskendelsen ved uoverensstemmelse mellem en kønskategori, der er biologisk determineret, og et synligt køn, kan ud fra denne optik ses som udtryk for det konstante arbejde ved kategoriernes grænser. Det er igennem eksklusionen, at grænserne mellem forståeligt/uforståelig og ude/inde bliver opretholdt. [Butler 1990, Halberstam 1998] Dermed kan vi sige, at CPR-nummeret og dets praktisering er indlejret i en bredere forståelse af køn; den heteroseksuelle matrix.

Den praksis, vi finder hos Bowker og Star [2000, org. 1999] kan i øvrigt minde meget om Butlers performancebegreb, [Butler 1990] men hos Butler er praktiseringen af kategorierne sammenkædet med talehandlingen, hvilket netop gør praktiseringen af køn til en performance (jf. redegørelsen under “Den heteroseksuelle matrix og performativiteten”). Denne definition af performativiteten er netop grunden til, at jeg her har taget udgangspunkt i Halberstams synlige køn. Men som det har vist sig ovenfor er hendes forsøg på at usynliggøre kønnets biologiske klassificering svær at praktisere inden for CPR-nummeret rammer, hvor biologien bliver insisterende.

De, der falder inden for matrixens opstillede forståelsesrammer, “belønnes” med anerkendelse, hvilket måske ikke bemærkes i hverdagen, da det netop er her, CPR-nummeret kommer til at fremstå som velfungerende og praktisk. Denne anerkendelse er som transkønnet kun mulig at opnå i uformelle kontrolsituationer og kræver, at vedkommende “passerer” ved gennem sit synlige køn at indtage en socialt forståelig position som “det modsatte køn“. Dette er dog en svær udfordring og er ikke det, alle transkønnede søger. CPR-nummeret basis i det biologiske køn gør, at det aldrig vil være muligt at omgås i den formelle kontrol, CPR-nummeret er bundet op på. For så længe CPR-nummeret indtager en helt central rolle i infrastrukturen og hverdagen for borgere i Danmark, er det ikke til at slippe uden om dets manifestering af kønnet som biologisk determineret.

Kritikerne retter på forskellig vis argumenter imod CPR-nummeret. Mens Talspersonen finder det problematisk, at den biologiske kønsklassificering bliver synlig for andre, er det for Kønsterroristen i lige så høj grad problematisk, at den bliver synlig for hende selv. For Aktivisten er det selve det, at vi opdeles efter kunstige, biologiske kategorier, der er problematisk, da tankegangen bag en sådan opdeling er baseret på og understøtter forskelsbehandling i forhold
til køn.
Som det fremgår af citaterne, er det ikke blot kønsangivelsen i CPR-nummeret, men også kørekort, pas, hr/fru foran navnet m.v., der skaber problemer for de, der ikke lever op til den sociale forståelse af det biologiske køn. At problematikken ikke er begrænset til CPR-nummeret, er udtryk for, at andre identifikationskort og -papirer genereres gennem tekniske systemer, der baserer sig på grunddata fra CPR – de er alle vævet ind i den samme infrastruktur. CPR er, som det beskrives på deres hjemmeside, i sandhed “samfundets infrastrukturvirksomhed for så vidt angår grundlæggende persondata.” [CPR’s hjemmeside] At CPR-nummeret – og ikke f.eks. passet – er blevet udgangspunktet for denne undersøgelse, er ud over dets helt centrale rolle i denne infrastruktur også, at kønsangivelsen i dette nummer kun er mulig at ændre efter at have gennemgået fuldt kønsskifte.

Hvis denne anvendelse af kønsangivelserne skal sættes i kontekst med Bowker og Stars teori om infrastruktur, kan det sammenlignes med deres undersøgelse af raceklassifikationer under Apartheid. Her tydeliggør Bowker og Star raceklassifikationernes indbyggede ambivalens, hvilket kan sammenholdes med den ambivalens, transkønnede i denne undersøgelse viser i forhold til kønsklassifikationerne. For selvom racekategorierne baseredes på videnskabelige idéer om at en persons korrekte klassificering kan konstateres gennem undersøgelser og bevisførelse, blev denne ikke nødvendigvis genkendt på gadeplan, hvor personernes kategoriserede tilhør konstant blev vurderet på basis af deres udseende. Sådanne diskrepanser mellem personers formelle og uformelle klassifikationer medførte konstante konfrontationer med kontrol og skepsis overfor personernes kategoriserede tilhør. [Bowker & Star 2000: 201-221] I tilfældet med Apartheid viser Bowker og Star samtidig, at grundlaget for klassifikationerne efterhånden blev ændret i kraft af erkendelser om deres ufuldendthed.

Den sociale forståelse og genkendelse i forhold til det synlige køn, der er beskrevet ovenfor, sker ifølge Halberstam ikke ud fra fuldstændig fasttømrede definitioner af det feminine og maskuline. Da de færreste mennesker lever op til de kønsidealer, kønskategorierne er baseret på, har de elastiske grænser, hvilket gør dem svære at nedbryde. At det synlige køn kan udtrykkes på mange forståelige måder, og at variationerne dermed allerede eksisterer inden for de socialt forståelige kategorier, skaber det derfor en udfordring for Halberstams projekt. Men at grænserne eksisterer, er der ikke tvivl om – de bliver tydelige, når de overskrides. [Halberstam 1998: 20-29] [Indholdsfortegnelse] Opsamling
Som det også blev tydeligt i det forrige afsnit, fremgår det tillige af dette afsnit, at CPR-nummeret kønsopdeling ikke blot bør anskues som en objektivt opstillet klassificering, der konstaterer et biologisk faktum. I dette afsnit har fokus været på, hvilken betydning kønsopdelingen har, når det anvendes som kontrolinstans, og CPR-nummeret kønsangivelse sammenholdes med borgerens synlige køn.
Selvom Halberstam søger en usynliggørelse af det biologiske køn, bliver dette umuligt i en infrastruktur som den, CPR-nummeret er indlejret i, da nummerets kønsangivelse kontinuerligt holdes op mod borgerens synlige køn. Her danner sociale forståelser af kohærens mellem biologisk køn og synligt køn grundlag for miskendelse og genkendelse. Netop denne afhængighed af kohærens bliver tydelig for transkønnede, hvis synlige køn ikke “stemmer overens” med den biologi, deres CPR-nummer udtrykker. Denne afhængighed af kohærens mellem biologisk og socialt køn findes tillige i pas, kørekort, m.v. hvor kønsangivelsen går igen, da alle disse materialiseringer af kønsopdelingen er del af samme infrastruktur.

CPR-nummeret kan dog ikke anskues uafhængigt af den uformelle kontrol af kohærens, der foregår når vores biologiske køn bliver tydeligt i andre situationer, f.eks. ved at gå ind på et kønsopdelt toilet. Den kontrol der her er af kohærensen mellem kønskategori og synligt køn, danner grundlag for, at CPR-nummeret overhovedet kan anvendes som kontrolinstans.

Selvom det er muligt at manipulere med det synlige køn og endda “passere” som det modsatte køn, er dette kun muligt såfremt CPR-nummeret insisteren på det biologisk determinerede køn ikke bliver synlig. Så længe CPR-nummeret kønsangivelse anvendes som kontrolinstans, er det dog ikke muligt at gøre det biologiske køn usynligt. Og her opstår miskendelsen i form af pinlighed, forvirring, besværligheder og vold. At dette for størstedelen af borgerne ikke opfattes som problematisk er det fordi, de lever op til de sociale forventninger om det biologiske køns synlige udtryk. For denne gruppe borgere bliver kontrollen derfor usynlig.
Kontrollen bliver kun synlig, når genkendelsen udebliver, og det gør den, hvis borgeren ikke passer ind i kategorierne. Som nævnt ligger dette som præmis for klassifikationerne, da det aldrig vil være muligt at inkludere virkelighedens pluralitet i kategorierne. Sammentænkningen af infrastrukturperspektivet og kønsteorierne har dermed muliggjort en konstatering af, at det er i sammenkoblingen af den formelle klassificering af biologisk køn og den uformelle klassificering af synligt køn, at især transkønnede oplever at falde uden for kategorierne.

[Indholdsfortegnelse] KAPITEL 3 – KLASSIFIKATIONERNES BETYDNING
Som vist i sidste kapitel kan kritikkerne af CPR-nummeret kønsopdeling siges at være afstedkommet af både selve den formelle klassificering, som transkønnede ikke nødvendigvis identificerer sig med, og af mødet imellem formelle og uformelle klassificeringer, hvor der opstår problemer og forvirring. Her opstår en high tension zone, [Star 1991] fordi infrastrukturens arkitektur ikke levner plads til grænselandet, og fordi den formelle og uformelle klassificering aldrig vil stemme overens.
Her vil jeg gå ind mere teoretiske refleksioner over kønskategoriernes konsekvenser for os som mennesker, som transkønnede fanges i. Her bliver subjektbegrebet centralt, da kategorierne og subjektiveringen for både Foucault og Butler er interdependente. Herudfra vil jeg gå videre til at se på, hvilken betydning dette får inden for infrastrukturens rammer, før jeg vil samle op på, hvordan vi kan forholde os til de rejste kritikker af CPR-nummeret kønsopdeling.

[Indholdsfortegnelse] Klassificering som subjektivering
Som vist oplever transkønnede kontinuerligt pinlige situationer, problemer, forvirring og lidelse.
Som tidligere citeret, har Kønsterroristen beskrevet det sådan
  “Det gør jo, at man føler sig udsat, sårbar […] Hvorfor skal jeg være i alles søgelys og glos på, kigges på?” [Interview med Kønsterroristen]

For at kunne forklare kønskategoriernes betydning for os som borgere og mennesker, må vi tage udgangspunkt i subjektbegrebet og forståelsen af subjektets tilblivelse. [25] Specifikt for Foucaults udlægning af subjektbegrebet er, at det eksisterer ved at indtage en subjektposition; en anerkendt positionering inden for en diskursivt konstrueret verden. Disse mulige subjektpositioner anvises inden for kategorier, der er skabt i kombination af magt og viden. Herved bliver subjekterne lettere “at magte”, fordi de via kategorierne udgør homogene grupper: Gennem kategoriseriernes indbyggede disciplinering formes subjekterne igennem deres tilblivelse. Hos Foucault beskrives subjektiveringen derfor som en dobbeltsidet proces, hvorigennem vi på samme tid underkastes og anerkendes. [Foucault 2001, org. 1982, Foucault 2002, org. 1975]

Butler har overtaget Foucaults subjektiveringsbegreb, men kritiserer hans manglende vægtning af kønnet. [Butler 2004: 41] For i Butlers optik konstitueres subjektet, ikke bare igennem kategorier som sådan, men igennem kønningen: At være subjekt betyder også at være kønnet, fordi subjektiveringen sker igennem matrixens opstillede kategorier. Dette er en konstant proces, hvor subjektet kontinuerligt reguleres gennem reciteringerne. [Butler 1990: 31] Da matrixen som vist løbende gennem denne undersøgelse er baseret på sociale forståelser af kønnene, er muligheden for subjektivering derved begrænset af disse forståelser. De, der falder uden for kategorierne og uden for subjektpositionerne, må påtage sig rollen som abjekter, ikke-mennesker.

Det er i denne differentiering mellem subjekt/abjekt, mellem menneske/ikke-menneske, at kategorierne kommer til at fremstå helt centrale hos Foucault og Butler. Overført på empirien kan det siges, at det er denne rolle som abjekt eller ikke-menneske, transkønnede sættes i, når de inden for infrastrukturen miskendes, fordi de ikke er socialt forståelige eller genkendelige. I dette lys kommer CPR-nummeret kønsopdeling og den bagvedliggende forståelse af køn altså til at deltage i en fratagelse af transkønnedes mulighed for subjektivitet.

Selvom Halberstam viderefører Butlers matrix-konstruktion, lægger hun ikke samme vægt på kategoriernes betydning for subjektets eksistens. Her er subjektet ikke i samme grad betinget af diskursernes disciplinering og regulering, men har mulighed for at træde uden for kategorierne ved aktivt at nægte den klassifikation, der er lagt ned over det. [Halberstam 1998] Dette gøres gennem alternative performeringer af det synlige køn, der ligger uden for grænserne af den sociale forståelse. Selv går hun i front og er i Female Masculinity afbilledet som “Jack”, hendes maskuline identitet, og siger dermed ligesom tomboyen i The Member of the Wedding Party, Frankie “Well, I don’t care.” [2005 kap. 10]

Denne benægtelse er mulig, fordi det biologiske køn og dettes sammenligning med det synlige køn hos Halberstam kun sjældent bliver aktuel. Dette sker for transkønnede f.eks. i paskontrollen, hvor den biologiske kønsangivelse bliver synlig. Hos Butler er det biologiske køn omvendt insisterende i sin eksistens, da subjektiveringen gennem matrixen stiller krav om kohærens mellem socialt køn og biologisk køn. [1990: 16-25] Derfor bliver kontrollen hos Butler en kontinuerlig proces, hvorfor det ud fra hendes optik ikke vil være tilstrækkeligt at fokusere på de situationer, hvor CPR-nummeret biologiske kønsangivelse bliver synlig. CPR-nummeret kan dog anskues som værende med til at opretholde umenneskeliggørelsen af de, der ikke lever op til matrixens krav om kohærens.

Selvom kategorierne hos Bowker og Star, Halberstam, Foucault og Butler kontinuerligt er blevet sammentænkt i denne undersøgelse, er der forskelle imellem dem. Det, der adskiller Bowker og Stars klassificeringer fra de kønskategorier vi finder hos Foucault og Butler, er den større grad af foranderlighed, der er lagt ind i infrastrukturerne. Bowker og Star argumenterer for, at virkelighedens pluralitet og de deraf følgende udfordringer af kategoriernes grænser, gør, at de er i konstant forandring. [2000: 3-4] Det er denne pluralitets synlighed, Halberstam ønsker at bruge som forhammer imod den binære kønsopfattelse. [1998: 5-9] Hos Foucault og Butler kommer kategorierne til at virke mere rigide i kraft af, at subjektiveringen sker gennem en indlejring af kønskategorierne i borgerne. Sat i forhold til dette perspektiv kan Bowker og Stars perspektiv, hvor kategorierne ordner den sociale verden, virke mere foranderlige, da reguleringen ikke på samme måde indlejres i subjektet. Butler åbner dog f.eks. op for kategoriernes foranderlighed i kraft af reciteringerne, der aldrig vil være præcise gentagelser, men medfører små forrykkelser. [1990: 31]

Når Butler taler om eksklusioner fra kategorien menneske, skal den i øvrigt forstås anderledes end eksklusion forstås indenfor CPR-systemet. Her tildeles alle borgere trods alt et CPR-nummer med dertilhørende rettigheder og pligter, hvorfor CPR-nummeret da også af Teologen fremhæves som en sikring af ligestilling af alle borgere i statens øjne [Interview med Teologen].
Men der er ikke plads til dem, der falder uden for kategorierne mand og kvinde, hvilket gennem empirien i denne undersøgelse for transkønnede er beskrevet som oplevelser med forvirring, vold, unødig opmærksomhed, uforståenhed og spørgsmål. Sat i relation til infrastrukturperspektivet er dette en konsekvens af troen på de “rene” og standardiserede kategorier: Når de påføres en virkelighed, der er mangfoldig, vil der nødvendigvis være nogen, der ikke passer ind. [Bowker & Star 2000, org. 1999: 219-225, 319-320] Det er disse mennesker, der ud fra Butlers optik frakendes retten til at være menneske.

Når CPR-nummeret og infrastrukturen ikke levner plads til transkønnede, kan dette altså ses som en fratagelse af subjektivitet. Det konstante fravær af social forståelse og genkendelse, transkønnede som vist mødes med igen og igen, er kontinuerlige miskendelser, der fastholder dem som ikke-mennesker. De kønskategorier, hvor ud fra disse miskendelser sker, er indlejret i en omnipotent infrastruktur, hvilket betyder, at de som nævnt forgrener sig ud i hjørnerne af borgerens krop og hverdag. Dette er med til at skabe orden i hverdagen for de fleste mennesker, men for transkønnede betyder dette omvendt, at miskendelsen og umenneskeliggørelsen ligeledes bliver omnipotent og konstant.
At kritikker af kønskategorier, der således forgrener sig ind over det hele, rettes mod den kønsopdeling, der ligger i CPR-nummeret kan ses som et udtryk for, at de sociale forståelser af køn, og dermed miskendelsen, her kommer konkret til udtryk og bliver håndgribelig – ligesom det for mig er blevet anvendt som en indgang til at studere kønskategorierne.

[Indholdsfortegnelse] Infrastrukturens moralske ansvar
Ud fra Embedsmandens perspektiv er det eneste, der umiddelbart kan være problematisk i forhold til CPR-nummeret, at det i kraft af, at så mange forhold er bundet op på CPR-nummeret, er svært at leve i Danmark uden at have et CPR-nummer. Skellet mellem at være inden for og uden for bliver tydeligt, når man ikke har et CPR-nummer. [Interview med Embedsmanden] Når man er inden for kan det dog også være svært at leve, fremgår det af de empiriske eksempler på mødet med grænserne for kønskategorierne. Det, at være udenfor indenfor kan i forhold til Foucault og Butlers tænkning forstås som, at man altid er i relation til normerne/dominerende diskurser og vurderes ud fra dem, selvom man ikke indtager en accepteret position. [Butler 2004, Foucault 1994, org. 1976] Selvom alle ikke passer ind i kategorierne i CPR-nummeret, bliver de stadig klassificeret ud fra den kønsforståelse, der ligger til grund for kønsopdelingen.
Derfor kommer CPR-nummeret til at være aktiv medskaber af transkønnedes eksistensvilkår som ikke-mennesker.

At der ikke er plads til dem, der er uden for kategorierne, tydeliggøres og begrundes i følgende citat fra Det Konservative Folkepartis Vivi Kier, der under folketingsdebatten om beslutningsforslag B 65 07/08 – der fremsatte forslag om, “at myndige mennesker selv kan bestemme, hvilken kønsidentitet deres CPR-nummer og pas skal udtrykke” – tydeliggøre den svære situation, transkønnede er fanget i
  “Der vil jeg sige, at jeg har stor, stor forståelse for, at man kan være født i en krop, som man ikke synes er af det køn, man gerne vil være […] Men lige nøjagtig den måde, vi udøver myndighed på i Danmark, er jo fuldt og helt baseret på cpr-nummeret, og jeg har svært ved at se, at det bare sådan lige ganske, ganske enkelt kan ændres […] Derfor afviser vi forslaget.” [Vivi Kier, 1. behandling af B 65 07/08]

I en infrastruktur som CPR-systemet, hvor kønskategorierne er gensidigt udelukkende, er der ikke plads til grænselandet. Det er netop fordi alle utvetydigt er klassificeret, at systemet fungerer og bliver usynligt; de fleste af os lægger slet ikke mærke til det, fordi det gør vores hverdag lettere. Problemet er, at de, der rammer ind i grænserne “slås” med et system, størstedelen af befolkningen anskuer som velfungerende. Beslutningsforslag, der indstiller til større fleksibilitet i kønskategorierne, bliver derfor opvejet i forhold til en samlet infrastruktur, hvilket resulterer i afvisninger af forslagene. For hvis kønskategorierne gøres mere fleksible eller helt fjernes, har det konsekvenser for infrastrukturen. Selvom der næsten på tværs af det politiske spektrum bliver udtrykt forståelse for, at transkønnede er fanget i en svær situation, overskygges denne forståelse derfor af infrastrukturens positive effekter.

Problemet er ud fra Bowker og Stars perspektiv, at disse positive effekter vurderes som positive ud fra specifikke synspunkter. Dette er en konsekvens af, at infrastrukturens klassifikationer cementerer og institutionaliserer et specifikt synspunkt, mens andre synspunkter gøres tavse. [Bowker & Star 2000, org. 1999: 321] Når CPR-nummeret derfor defineres som “praktisk”, kan vi spørge: Praktisk for hvem? Samtidig bliver den bagvedliggende politiske vision til stadighed grundigere installeret i samfundet, jo mere udbredt klassifikationerne bliver. Dette resulterer i, at de bliver taget for givet og bliver selvfølgeligheder. [Bowker & Star 2000, org. 1999: 37-39, 319-321] Som vist i den indledende argumentation udgør CPR-systemet og det dertil hørende CPR-nummer en omgribende, selvfølgeliggjort infrastruktur. Dette har ud fra Bowker og Stars perspektiv den negative konsekvens, at kønsklassificeringernes omfattende anvendelse gør stemmer i samfundet tavse. Denne konsekvens skaber lidelse for de, der ikke passer ind i kategorierne og ikke bliver hørt. [Bowker & Star 2000, org. 1999: 41] En lidelse, der ud fra ovenstående forklaring af sammenhængen mellem kønskategorierne og subjektivering kan forklares som miskendelse og umenneskeliggørelse.

At klassificering har produktive aspekter stilles der ikke spørgsmålstegn ved hos Bowker og Star, men med det moderne bureaukratis omfattende klassificeringssystemer, er det nødvendigt at skabe større refleksion og tydelighed omkring grundlaget for disse. [Bowker & Star 2000, org. 1999: 37-39] For at understrege denne nødvendighed bruger de Apartheid som eksempel for at vise, hvordan klassifikationerne cementerer og naturliggør sociale og politiske agendaer, men ofte fremstilles som uskyldige teknikaliteter. Det kan virke som en ekstrem sammenligning, men bruges for at tydeliggøre det moderne bureaukratis moralske ansvar. [2000: 195-225] For når kønskategorierne indlejres i en arbejdende infrastruktur, der gør noget, har den også konsekvenser for menneskers levede liv. I denne undersøgelse har den negative side af dette vist sig at være miskendelse udtrykt som pinlighed, frustration, følelsen af at være udsat og udenfor.

[Indholdsfortegnelse] Afslutning
Jeg har taget udgangspunkt i CPR-nummeret som et symbol på den kønsopdeling, der er blevet kritiseret. Disse ti cifre har gennem denne undersøgelse vist sig at være mere end blot et passivt udtryk for bagvedliggende biologisk fakta. I kraft af CPR-nummeret indlejring i en omfattende infrastruktur gør det noget – det påvirker vores hverdag i Danmark. Sammentænkning af dette infrastrukturperspektiv med de præsenterede kønsteoriers forståelse af kønskategoriernes betydning kan forklare transkønnedes kritik af kønsopdelingen som en konsekvens af manglende social forståelse og anerkendelse; miskendelse.

At transkønnedes situation alligevel er “en ikke-debat”, som Talspersonen kalder det, [Interview med Talspersonen] kan ud fra denne undersøgelses pointer anskues som en konsekvens af flere ting. For det første er kønskategorierne indlejret i en næsten omnipotent infrastruktur, der gennemsyrer vores tilværelse som borger i Danmark på et utal af planer og på et utal af måder.
Dette eksemplificerer Venstres Marion Pedersen i dette citat fra Folketinget
  “Samtidig foreslår forslagsstillerne, at myndige personer selv skal kunne bestemme, hvilken kønsidentitet deres personnummer skal udtrykke. Hvis det bliver gennemført, trækker vi så at sige tæppet væk under vores CPR-register, som en stor del af vores samfund bygger på.” [Marion Pedersen, 1. behandling af B 142 06/07]

Dette citat har til formål at illustrere den interdependens, vi nødvendigvis må tænke kønsklassificeringen i som konsekvens af, at den er indlejret i en infrastruktur. I kraft af denne udbredelse er den politiske vision og værdierne bag også i høj grad installeret i samfundet, hvorfor de er blevet usynlig. Dette betyder, at de færreste får øje på infrastrukturen og dens klassificeringer, ligesom det bliver svært at ændre det, netop fordi den er så omfattende.
For det andet, og i forlængelse hermed, institutionaliserer infrastrukturen i sine kønskategorier en kønsforståelse, der er bundet op på herskende diskurser om det sande køn, biologiens utvetydighed og sammenhænge mellem usynligt køn, synligt køn og seksualitet. Her spiller videnskaberne i høj grad ind i skabelsen af sandheder om kønnet. Samlet set betyder dette, at grundlaget for at skabe flertal for ændringer i kønsklassificeringen, der kan forbedre transkønnedes situation, bliver minimal.

Som vist fungerer klassificeringerne ikke bare på ét niveau; på makroniveau registrerer de og fordeler, mens de på mikroniveau praktiseres, forskydes og udfordres. Men netop det, at klassifikationerne konstant bliver udfordret og forhandlet, fordi de praktiseres i en multipel verden, giver også en større bevægelighed i infrastrukturen end den, der synes at herske hos Foucault og Butler. Hvorvidt dette betyder, at grænserne for og forståelsen af køn i CPR-nummeret vil ændre sig markant, vil jeg dog holde mig fra at give et bud på her.
Men vi kan konstatere, at så længe samfundet er baseret på en idé om kønnenes forskellighed og biologiske determinering – hvilket giver sig til udtryk i øremærkning af barsel til kvinder og andre kønsspecifikke forhold – giver det mening at bibeholde en kønsopdeling af borgerne.
Disse idéer er ikke grundlagt med CPR-systemet i 1968, men afspejles tillige i tidligere former for borgerregistrering og lovgivning. [se f.eks. Rosenbeck 1987 og Willumsen 1999] Den selvfølgelighed, CPR-nummeret kønsopdeling er omgærdet af, er derfor ikke blot udtryk for en nyere form for social forståelse, men må ses i et historisk perspektiv. Som Aktivisten tolker det:
“Det er jo også fordi, det står jo i Bibelen. Det er jo ikke bare noget, der er nogen, der har fundet på forleden dag. Det er jo en årtusinde lang tænkning.” [Interview med Aktivisten]

Selvom tilgangen hos alle de inddragne teoretikere tager sit udgangspunkt i grænseeksistenser – ligesom de politiske beslutningsforslag, der her er inddraget, har taget udgangspunkt i at forbedre forholdene for transkønnede – skal tankerne bag ikke ses som afgrænsede til netop at omhandle forholdene for de, der lever i grænseområdet. Som det er tydeliggjort gennem ovenstående analyser og diskussioner, kan grænselandet ikke anskues uafhængigt af kønskategorierne i sin helhed. Den interdependens, der eksisterer imellem kategorierne mand/kvinde, kritiseres, udfordres og forandres gennem tilstedeværelsen af grænseeksistenser i kraft af virkelighedens multiplicitet, der til enhver tid vil insistere på sin eksistens.

Det ligger indbygget i kortlægningen af en kontrovers, at der ikke er noget “rigtigt svar” eller sandhed. [Whatmore 2009] Målet med denne undersøgelse har derfor ikke været at finde frem til den ideelle form for kønsklassificering. De forståelser af køn, der er i spil i denne undersøgelse, er i nogle tilfælde direkte modstridende, hvorfor dette heller ikke umiddelbart vil være muligt. I denne undersøgelse har målet i stedet være at følge Bowker og Stars opfordring om at skabe større refleksivitet omkring en infrastruktur, der er indhyllet i særlige politiske værdier og som har virkelige konsekvenser for virkelige mennesker – en refleksion der viser sig nødvendig, når transkønnede hæver stemmen og giver udtryk for lidelse.

[Indholdsfortegnelse] KAPITEL 4 – AFRUNDING AF UNDERSØGELSEN
[Indholdsfortegnelse] Perspektivering
Over de følgende sider vil jeg se nærmere på, hvad min tilgang til fænomenet køn har betydet for undersøgelsens udfald. Jeg tager udgangspunkt i undersøgelsens begrænsninger, hvorefter en ide til videre forskning præsenteres. Endelig vil jeg fremlægge etiske overvejelser over min tilgang til felten; først med fokus på opstillingen af informanter som karakterer, og derefter hvordan det kan forsvares at anvende transkønnede som tilgang til at studere fænomenet køn.

[Indholdsfortegnelse] Undersøgelsens begrænsninger
Jeg har som nævnt taget udgangspunkt i CPR-nummeret for at få adgang til italesættelser af kønskategorierne og “sprækkerne i diskursernes selvfølgeligheder”. [Søndergaard 2000: 93] Herved er det blevet muligt at bidrage til en større refleksion omkring kønskategoriernes konstituering og betydning for borgere i Danmark. Dette fokus har til gengæld været på bekostning af et antal velovervejde begrænsninger, jeg vil slå an her.

CPR-nummeret som indgangsvinkel har begrænset mit materiale, da det kun har formået at indfange kritikker, der er verbaliseret i den offentlige debat. Halberstams anbefaling af en benægtelse af de oppositionelle kønskategorier, hvor kritikken udtrykkes gennem alternative synliggørelser af kønnet, har denne undersøgelses tilgang f.eks. kun i meget begrænset omfang kunnet favne. De, der gør kønnet på ukonventionelle måder – dette være sig som en bevidst eller ubevidst udfordring af de socialt forståelige kønskategorier – er ikke at finde i debatseksionen af dagbladene under en underskrift så som “Giv mig lov til at være kvindemand”. [Lang 2010]

Især de inddragne diskussioner fra Folketinget har medført, at mange citater forholder sig til juridiske forhold for transkønnede. Dette har en begrænsning, der udtrykt med den transkønnede rettighedsforkæmper Tamara Adrians ord kan udtrykkes således: “Just because the legal situation [for transgendered people] is improving, it does not mean that the actual situation is changed.” [Adrians 2009] Dermed sagt at det ikke er tilstrækkeligt at se på de formelle forhold, hvis vi skal undersøge den konkrete, levede konsekvens af at leve i kønnenes grænseland. En sådan begrænsning ved at bruge CPR-nummeret som tilgang, har jeg søgt at overkomme ved inddragelsen af interviews med personer, der har indsigt i transkønnedes forhold eller endda selv lever i grænselandet mellem kønskategorierne.

[Indholdsfortegnelse] Perspektiver til videre forskning
Som nævnt under metodeafsnittet har jeg bevidst fravalgt at inddrage en informant fra Sundhedsministeriet. Dette skal som nævnt delvist ses som en konsekvens af, at dette ministerium ikke har den største kontaktflade med det kønnede CPR-nummer (på dette område ligger brugen af det kønsopdelte CPR-nummer i høj grad decentralt i regionerne). Endnu mere relevant for dette fravalg har dog været det perspektiv, der her igennem ville blive lagt på transkønnethed.
Grundlaget for at alle tre beslutningsforslag om transkønnedes forhold har været præsenteret af sundhedsministre – på trods af at forslagene er gået på tværs af ministerielle ressortområder – kan ses som et udtryk for en sygeliggørelse. Denne sygeliggørelse giver sig til udtryk i, at alle særregler, der muliggør, at transkønnede f.eks. kan få et “T” i passet eller tage et fornavn, der angiver “det modsatte køn“, påkræver en diagnose som “transseksuel eller ligestillet hermed” fra Sexologisk Klinik, Rigshospitalet. [Lov 350 § 1 stk. 5] Dvs. at transkønnedes forhold er bundet op på psykologiske vurderinger og diagnosticeringer.
Ud fra disse forhold vil det være interessant at undersøge samspillet mellem psykologien og kønskategorierne for at se på, hvordan psykologien er med til at opretholde normative forståelser af køn. Modsat udgangspunktet i CPR-nummeret, vil det biologiske køn her ikke spille en central rolle. I stedet vil dette kræve inddragelse af teorier, der kan begrebsliggøre den menneskelige psyke i relation til det omliggende samfund. Samtidig vil en sådan vinkel også kræve en anden tilgang til empirien, hvor psykologer fra Sexologisk Klinik vil være oplagte informanter. En sådan vinkel vil modsat det her inddragne infrastrukturperspektiv afgrænse undersøgelsen til at omhandle de, der “falder udenfor” kategorierne.

Det, der har gjort infrastrukturperspektivet særlig nyttigt, er at det har formået at brede diskussionen ud. På trods af at store dele af min empiri har været rettet mod et område, mange anskuer som en minoritetsproblematik, har jeg ved hjælp af Bowker og Stars tænkning været i stand til at tydeliggøre, hvordan kontroverser omkring kønskategorierne ikke kun er relevante for denne minoritet. Indlejringen af kønskategorierne i en infrastruktur, der gennemsyrer vores hverdag, har muliggjort en vedkommenhed for studiet af hverdagen.

[Indholdsfortegnelse] Etiske overvejelser
En etisk overvejelse, der kræver opmærksomhed her, er min opstilling af informanter som karakterer, hvor igennem deres udtalelser og personer er blevet karikeret for forståelsens og formidlingens skyld.
Karaktererne har som nævnt været anvendt som led i overhovedet at kunne kortlægge og “ordne” en mangfoldig og kompleks empiri, der stritter i et utal af retninger. Et mere praktisk aspekt i form af krav om anonymitet har tillige nødvendiggjort, at informanternes identitet har skullet gemmes. I stedet for en helt neutral anonymisering, hvor de f.eks. kunne kaldes Informant 1, Informant 2, osv., har jeg i stedet valgt at bruge anonymiseringen konstruktivt. Ved at tillægge informanterne disse karakterer, har det været muligt løbende at tydeliggøre, hvordan informanternes divergerende argumenter og indsigelser kan anskues som udtryk for deres specifikke tilgange til emnet. Hermed har det kunnet tydeliggøre spændinger og uenigheder i felten.
Jeg har holdt mig til i høj grad at navngive karaktererne ud fra informanternes egne udsagn og beskrivelser af sig selv; en induktiv tilgang, der forhåbentlig har mindsket den enkelt informants følelse af at være fremstillet på en måde, vedkommende ikke kan identificere sig med. Samtidig har jeg i analysen gjort stor brug af citater for på denne måde at lade karaktererne “tale selv”.

Ligeledes er det nødvendigt at reflektere over det, at anvende transkønnethed som udgangspunkt for at studere køn. Dette er især relevant i kraft af min egen afstandtagen fra at sygeliggøre transkønnede.

[Indholdsfortegnelse] transkønnede som udgangspunkt for at studere køn
Efter at have hørt en transkønnet oplægsholder kritisere den manglende mulighed for at kunne skifte CPR-nummer og den vigtighed, han syntes at lægge i disse cifre, var min oprindelige tanke at anskue CPR-nummeret ud fra et fokus på transkønnede. Denne tilgang til at studere kønnenes foranderlighed tøvede jeg dog med efter at have læst den amerikanske kønsforsker Rosa Lees bog Why Feminists Are Wrong. [2006] Lees argument er, at transkønnede er blevet taget som gidsler i et poststrukturalistisk feministisk frihedsprojekt, der igen og igen bruger transkønnede som det fremmeste eksempel på kunstigheden i idéen om kroppens materialitet og kønsidentitet som kausalt forbundne størrelser; altså et opgør med det biologiske køn som determinerende og uforanderlig forskelsmarkør mellem mennesker. Hun finder det ironisk, at transkønnede af poststrukturalistiske feminister bruges som eksempel på diskrepanser mellem kroppens materialitet og kønsidentitet, når transkønnede som hun selv kæmper en hård og dyr kamp for netop at ændre deres kroppe således, at de skal stemme overens med individets kønsidentitet. For Lee bevises kroppens kønnede materialitet netop her som værende af altoverskyggende vigtighed, hvorfor hun taler imod, at transkønnede – som det ofte har været tilfældet siden slutningen af det 20. århundrede – opstilles som “trophies on the feminist mantle.” [2006: 16] Lee argumenterer altså imod en instrumentalisering af enkelte mennesker eller grupper i frihedsprojekter for andre.

At transkønnethed over de sidste to årtier har gjort sit indtog i kønsforskningen har Lee ret i.
Destabiliserende teoretiseringer af køn med udgangspunkt i personer, der bryder kønskonformiteten – eller matrixens krav om kohærens, som det hedder hos Butler – kan siges at være blevet stået an med Foucaults indledning til hermafroditten Herculine Barbins erindringer [1981, org. 1978] og er siden queerteorins indtog ekspanderet, særligt med fokus på transkønnede. [se f.eks. Halberstam 1998, Star 1991, Stone 1991, Stryker 2006] Argumentationen for et sådan udgangspunkt er, som formuleret af amerikaneren Susan Stryker, at transgender studies, har medvirket til “a sea-change in the academic study of gender, sex, sexuality, identity, desire, and embodiment.” [2006: 5] Dette er forårsaget af denne teoretiske retnings fokus på
  “the fact that ‘gender’, as it is lived, embodied, experienced, performed, and encountered, is more complex and varied than can be accounted for by the current dominant binary sex/gender ideology of Eurocentric modernity.” [Stryker 2006: 3]
At jeg alligevel var tilbageholden med at fokusere denne undersøgelse på transkønnede, var dog også ud fra en erkendelse af, at kritikker af CPR-nummeret kønsopdeling var bredere end blot en konsekvens for transkønnedes fastholdelse i kønskategorier, de ikke identificerer sig med.
Som vi har set i f.eks. Aktivistens kritik af kønsopdelingen i CPR-nummeret, kan der også være tale om en kritik af en hierarkisk ulighed mellem kønnene, der understøttes af kønsopdelingen; der er altså her tale om en grundlæggende kritik af, at man kønsklassificerer borgere og deraf får følgende negative konsekvenser. At den konkrete udformning af hendes kritik alligevel har givet sig udtryk i et beslutningsforslag om forbedringer af transkønnedes vilkår, forklarer hun således med hjælp fra Hans Scherfig
  “‘Det er med det nationale spørgsmål, som med ens tænder: Man tænker kun på dem, når der er problemer med dem’. Altså, hvis man ikke oplever at være i en yderposition, så stiller man ikke spørgsmålstegn. Det er dem, der er i yderpositionerne, som stiller spørgsmålstegn. De andre kører jo bare på den måde, de nu engang kører. Hvorfor skulle de lave om på det?” [Interview med Aktivisten]

Denne argumentation udtrykker netop den “high tension zone”, Star formulerer som værende det optimale udgangspunkt for studier af mand/kvinde dikotomien, der som the great divide, denne dikotomi tager form af, ellers virker utilgængelig for analyser. [26] Det er, som Aktivisten understreger, fordi der ved grænserne mellem de to kategorier viser sig at være noget på spil og at de, der befinder sig i kønnenes grænseland “remind us that, indeed, it might have been otherwise.” [Star 1991: 53]

Lees kritik af brugen af transkønnede som instrument i et større opgør med biologiens determinerende rolle i forhold til forståelser af køn kan på overfladen virke berettiget i forhold til denne undersøgelse: Det er i høj grad transkønnede, der på de forgangne sider er kommet til at repræsentere en problematisering af biologiens uanfægtede basis for kønsklassificeringen i CPR-nummeret. En sådan kritik fra Lees side vil dog kunne imødekommes af, at transkønnethed har gjort sig central for denne undersøgelse gennem en empirisk dataindsamling, der ikke har taget udgangspunkt i transkønnethed, men den institutionaliserede kønsopdeling som sådan. At transkønnedes kropsliggjorte erfaringer med kønsopdelingen i CPR-nummeret har indtaget denne rolle, er ud fra Stars optik forventelig, da disse afrapporteringer fra kønnenes high tension zone er udtryk for disse borgeres eksklusion fra konventionelle, institutionaliserede kategorier så som kønskategorierne i CPR-nummeret.

[Indholdsfortegnelse] Konklusion
CPR-nummeret er en banebrydende og praktisk opfindelse, der gør hverdagen lettere for langt de fleste borgere, muliggør en entydig identifikation af enkeltindivider, binder den offentlige sektor sammen og skaber en direkte relation mellem staten og den enkelte borger – alt sammen fordi CPR-nummeret er indlejret i en større infrastruktur, der “ordner” samfundet.
Kønsangivelsen i CPR-nummeret muliggør derudover en nem praktisering af kønsdifferentierede love og initiativer, så som indkaldelse af mænd til session, øremærkning af barsel til kvinder og udarbejdelse af kønsopdelte statistikker.
Herved indtager CPR-nummeret kønsopdeling en fundamental betydning i det danske samfunds opbygning, og det indlejres samtidig i alle hjørner af borgerens krop og hverdag.

Men CPR-nummeret konstruktion er afhængig af og cementerer bestemte forståelser af køn, der ikke nødvendigvis deles af alle, og som alle ikke nødvendigvis kropsliggør. Dette er blevet tydeligt gennem kritikker af CPR-nummeret kønsopdeling, der i høj grad centrerer sig om transkønnedes forhold og giver sig til udtryk i artikler, politiske beslutningsforslag og politikpapirer.
På basis af Foucaults begreb det sande køn er det vist, hvordan kønsklassificeringer i CPR-nummeret er baseret på en idé om, at der eksisterer to køn, der er gensidigt ekskluderende og biologisk determineret. At infrastrukturens klassifikationer bliver synlige for især transkønnede er derfor for det første en konsekvens af, at de støder på krav om entydig biologisk kønskategorisering, enten/eller. Infrastrukturens krav om standardisering og gensidig ekskluderende kategorier muliggør ikke grænselandet, og gør det meget svært at få lov til at skifte kategori.

For det andet støder transkønnede på grænserne for den sociale forståelse af køn, når den biologiske klassificering bruges som grundlag for kontrol af borgernes identitet. Den sociale forståelse af os som mennesker og subjekter kan gennem en sammentænkning af Judith Butler og Judith Halberstams teorier siges at være betinget af, at vi lever op til den heteroseksuelle matrix‘ krav om kohærens mellem biologisk køn og synligt køn. I kontrolsituationer, hvor borgerens biologiske køn sammenholdes med vedkommendes synlige køn, sker der derfor en differentiering mellem forståelig/ikke forståelig. Når den sociale forståelse udebliver, mødes borgere med miskendelse, der for transkønnede beskrives som frustration, pinlige situationer og i værste fald vold.
Sættes differentieringen mellem det biologiske og synlige køn i perspektiv med Bowker og Stars teori om infrastruktur, bliver denne miskendelse en forventet konsekvens af, at den formelle klassificering aldrig kan være i fuld overensstemmelse med virkelighedens eksisterende pluralitet. Denne ufuldendthed i klassificeringen bliver tydelig i praktiseringen af klassifikationerne, hvor den uformelle klassificering tager over – en klassificering, der tager sit afsæt i en læsning af den enkeltes synlige køn.

Kritikker af CPR-nummeret kønsopdeling kan derfor siges at være afstedkommet af både selve den formelle klassificering, som transkønnede ikke nødvendigvis identificerer sig med, og af mødet imellem formelle og uformelle klassificeringer, hvor der opstår problemer og forvirring.
Her opstår en high tension zone, fordi infrastrukturens arkitektur ikke levner plads til grænselandet eller diskrepanser mellem biologisk og synligt køn. Kritikkerne kan i dette perspektiv anskues som uundgåelige udfordringer og forhandlinger af kategorier, der aldrig vil kunne indfange virkelighedens pluralitet.

At kønskategorierne ikke bare kan smides væk som repressive instanser, men at de også har en produktiv effekt, tydeliggøres gennem Butlers og Foucaults subjektbegreber. Det er gennem en underkastelse for kategoriernes diskursive grænser og regulering, at vi anerkendes som subjekter, mennesker. For Butler er dette specificeret til at omhandle kønskategorier, der defineres af normernes grænser for social forståelse. Hvor Halberstam ser kontrollen af kohærens mellem biologisk og synligt køn som noget, der kun sker, når vi tydeliggør den biologiske kategori, er den hos Butler konstant, fordi biologien er insisterende tilstede på kroppen. Derfor sker kontrollen, og dermed subjektiveringen, ud fra Butlers optik ikke kun i paskontrollen eller hos lægen, hvor CPR-nummeret kønsangivelse bliver synlig. Den er for Butler en kontinuerlig proces, der derfor må anskues ud over CPR-nummeret klassificeringer.

Bowker og Stars pointe om, at kønsklassificeringerne indlejret i en arbejdende infrastruktur gør noget og har en effekt på menneskers liv, tydeliggøres gennem kønsteorierne som en aktiv medskabelse af genkendelse/miskendelse, der har virkelige effekter for f.eks. transkønnedes liv.
Når CPR-nummeret kønsopdeling beskrives som praktisk, bliver vi derfor nødt til at stille spørgsmålet: Praktisk for hvem? Den politiske vision, der udbredes med infrastrukturen, bliver usynlig i kraft af at infrastrukturen fungerer. Men for de, der ikke “passer ind” i kategorierne, resulterer møder med infrastrukturens klassificeringer i miskendelse og lidelse. Da kategoriernes rolle i infrastrukturen og subjektiveringen ikke uden videre kan fjernes, indstilles der derfor til en større refleksivitet omkring grundlaget for kønsklassificeringen.

På trods af at både undersøgelsens empiri og de inddragede teoretikere har haft grænseeksistenser som udgangspunkt, betyder det ikke, at diskussioner om CPR-nummeret kønsopdeling skal forstås som en grænseproblematik, der kun er vedkommende for de, der støder ind i grænserne. Omvendt har især infrastrukturperspektivet muliggjort en tydeliggørelse af, hvordan kønskategorierne indlejres i hverdagen for borgere i Danmark. Dette får samfundet til at hænge sammen, men det sker på bekostning af, at de, der ikke passer ind i kategorierne, oplever lidelse og bliver gjort tavse. Denne undersøgelse har haft som formål at bidrage til refleksion omkring denne negative slagside af infrastrukturens positive egenskaber.

[Indholdsfortegnelse] Materiale
[Indholdsfortegnelse] Beslutningsforslag og love
  1. 1. behandling af B 142 06/07 Forslag til folketingsbeslutning om transseksuelles/transkønnedes rettigheder. Fremsat i Folketinget af Per Clausen 11/05/2007. Referat fra Folketingets hjemmeside.
  2. 1. behandling af B 168 09/10 Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af transkønnedes rettigheder. Fremsat i Folketinget af Kamal Qureshi 26/03/2010, forhandlet 27/05/2010. Referat fra Folketingers hjemmeside.
  3. B 65 07/08 Forslag til folketingsbeslutning om transseksuelles/transkønnedes rettigheder.
    Fremsat i Folketinget af Per Clausen 26/02/2008.
  4. B 142 06/07 Forslag til folketingsbeslutning om transseksuelles/transkønnedes rettigheder.
    Fremsat i Folketinget af Per Clausen 11/05/2007.
  5. B 168 09/10 Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af transkønnedes rettigheder.
    Fremsat i Folketinget af Kamal Qureshi 26/03/2010, forhandlet 27/05/2010.
  6. LBK 878 af 14/09/2009 Bekendtgørelse af lov om Det Centrale Personregister jf. lovbekendtgørelse nr. 1134 af 20. november 2006, med de ændringer, der følger af § 4 i lov nr. 89 af 30. januar 2007, § 6 i lov nr. 500 af 6. juni 2007 og § 143 i lov nr. 1336 af 19. december 2008.
    https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=125606
  7. Lov 350 Lov om ændring af navneloven af 06/05/2009 (Adgang til at tage en afdød ægtefælles mellem- og efternavn m.v.).
    https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=124733
  8. Lov 524 Navneloven af 24/06/2005.
    https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=31494

[Indholdsfortegnelse] Hjemmesider og dokumenter uden forfatter
  1. cancer.dk under punktet “Brystkræft hos mænd”.
    http://www.cancer.dk/Hjaelp+viden/kraeftformer/kraeftsygdomme/brystkraeft+mand/statistik+brystkraeft+mand/
  2. CPR’s hjemmeside under punktet “Om CPR-kontoret“.
  3. Overordnet udviklingsplan for CPR-systemet 2008-2012. Vejen mod øget portabilitet, forenkling og konsolidering. CPR-kontor, august 2008. Offentliggjort www.cpr.dk 08/12/2008. (Siden findes ikke mere. 25. december 2014. TT).
  4. Retsudvalget 2009-2010, Spørgsmål 1395. Svar på spørgsmål stillet af Folketingets Retsudvalg efter ønske fra medlem af Folketinget Karina Lorentzen Dehnhardt. Svarets afsender er Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Bertel Haarder / Carsten Grage.
  5. Sexologisk Kliniks hjemmeside om “Transseksualitet og kønsidentitet“, “Behandling”.
    (Det anført link er dødt. Siden findes ikke mere. 25. december 2014. TT).

[Indholdsfortegnelse]Konferenceoplæg
  1. Adrians, Tamara [2009] “Transgenderism and Intersexuality: Legal, Psychological and Sociological Matters”. Oplæg på WorldOut Games-konferencen 29/07/2009, København.

[Indholdsfortegnelse]Litteraturoversigt
  1. Bowker, Geoffrey C. & Star, Susan Leigh [2000, org. 1999] Sorting Things Out. Classification and Its Consequences. The MIT Press, Massachusetts Institute of Technology, Cambridge & London.
  2. Butler, Judith [1990] Gender Trouble. Feminism and the Subversion of Identity. Routledge, New York & London.
  3. Butler, Judith [1993] Bodies That Matter. On the Discursive Limits of ‘Sex’. Routledge, New York & London.
  4. Butler, Judith [2004] Undoing Gender. Routledge, New York & London.
  5. Cohen, Anthony P. [1984] “Informants”. I: R.F. Ellen (red.): Ethnographic Research – A Guide to General Conduct. Academic Press Ltd., London.
  6. Faurfelt, Rikke [2010a] “Lykken er en bule i bukserne”. I: Politiken 01/08/2010, tillægget PS, side 3.
  7. Faurfelt, Rikke [2010b] “Flere kvinder bliver lavet om til mænd”. I: Politiken 01/08/2010, 1. sektion side 3.
  8. Foucault, Michel [1981, org. 1978] “Indledning”. I: Herculine Barbin: Af en hermafrodits bekendelser. Rhodos, København.
  9. Foucault, Michel [1994, org. 1976] Viljen til viden. Seksualitetens historie 1. Det lille forlag, Frederiksberg.
  10. Foucault, Michel [2001] “The Subject and Power” [org. 1982]. I: James D. Faubion (red.): Power – The Essential Works of Foucault 1954-1984, vol. 3. The New Press, New York.
  11. Foucault, Michel [2002, org. 1975] Overvågning og straf. Fængslets fødsel. Det lille forlag, Frederiksberg.
  12. Fägerborg, Eva [1999] “Intervjuer”. I: Lars Kaijser & Magnus Öhlander (red.): Etnologiskt fältarbete. Studenterlitteratur, Lund.
  13. Gaunt, Michael [2010] “Vi er så forskellige som alle andre”. I: Urban 10/03/2010, sektionen Nyheder.
  14. Hacking, Ian [1999] The Social Construction of What? Harvard University Press, Cambridge & London.
  15. Gamle, Sarah (red.) [2001, org. 1998] The Routledge Companion to Feminism and Postfeminism.
    Routledge, London & New York.
  16. Halberstam, Judith [1998] Female Masculinity. Duke University Press, Durham & London.
  17. Halberstam, Judith [2008] “Dumb & Getting Dumber”. I: Bitch Magazine (digitalt magasin) 27. august 2008
    http://bitchmagazine.org/article/dumb-getting-dumber
  18. Heath, Rachel Ann (red.) [2006] The Praeger Handbook of Transsexuality. Changing Gender to Match Mindset. Praeger Publishers, Westport.
  19. Holm, Marie-Louise & Bülow, Morten Hillgaard [2008] Det stof, mænd er gjort af – konstruktionen af maskulinitetsbegreber i forskningsprojekter om testosteron i Danmark fra 1910’erne til 1980’erne. Speciale ved Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitetscenter.
    Vejledere: Karin Lützen & Erik Bendtsen.
  20. Jerlach, Torben [2009] Udviklingen på CPR-området i de seneste 20-25 år frem til 2009. CPR-kontoret, april 2009.
    (Det anførte link er dødt. Siden findes ikke mere. 25. december 2014. TT).
  21. Jagose, Annamarie [1999] “Masculinity Without Men”. I: Genders Journal nr. 29/1999. University of Colorado.
    http://www.genders.org/g29/g29_halberstam.html
  22. Jensen, Anders Fogh [2002] “Indledning”. I: Michel Foucault: Overvågning og straf. Fængslets fødsel. Det lille forlag, Frederiksberg.
  23. Kuriansky, Judy [2006] “Foreword”. I: Rachel Ann Heath: The Praeger Handbook of Transsexuality. Changing Gender to Match Mindset. Praeger Publishers, Westport.
  24. Kvale, Steinar [1997, org. 1994] InterView. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview.
    Hans Reitzels Forlag, København.
  25. Lang, Jørgen Irene Haffner [2010] “Giv mig lov til at være kvindemand”. I: Politiken, tillægget Debat 14/03/2010.
  26. Larsen, Jette Schilling [2007] Når amning ikke lykkes. Speciale Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Vejleder: Hanne Kronborg.
  27. Lee, Rosa [2006] Why Feminists Are Wrong. How Transsexuals Prove Gender Is Not A Social Construction. Xlibris Corporation, Bloomington.
  28. Lykke, Nina [2008] Kønsforskning – en guide til feministisk teori, metodologi og skrift. Forlaget Samfundslitteratur, Frederiksberg.
  29. Martin, Biddy [1996] Femininity Played Straight. The Significance of Being Lesbian. Routledge, New York & London.
    McCullers, Carson [1946] The Member of the Wedding. Bantam Books, New York.
  30. Moustgaard, Ulrikke [2010] Velkommen til transernes århundrede. I: Webmagasinet Fokus, dateret 25/08/2010. KVINFO. (Det anførte link er dødt. Siden findes ikke mere. 25. december 2014. TT).
  31. Nielsen, Henrik [1991] CPR – Danmarks folkeregister. CPR-kontor, april 1991. (Det anførte link er dødt. Siden findes ikke mere. 25. december 2014. TT).
  32. Rosenbeck, Bente [1987] Kvindekøn. Den moderne kvindeligheds historie 1880-1980. Gyldendal, Nordisk Forlag, København.
  33. Rosenberg, Tiina [2002] Queerfeministisk agenda. Bokförlaget Atlas, Stockholm.
  34. Rosenberg, Tiina [2007] “Queerfeminisme – Introduktion”. I: Dorte Marie Søndergaard (red.):
    Feministiske tænkere. Hans Reitzels Forlag, København.
  35. Sedgwick, Eve Kosofsky [2008, org. 1990] Epistemology of the Close. University of California Press, Berkeley, Los Angeles & London.
  36. Star, Susan Leigh [1991] “Power, Technologies and the Phenomenology of Conventions: on Being Allergic to Onions”. I: John Law (red.): A Sociology of Monsters. Essays on Power, Technology and Domination. Routledge, London.
  37. Stone, Sandy [1991] “The Empire Strikes Back: A Posttranssexual Manifesto.” I: Julia Epstein & Kristina Straub: Body Guards: The Cultural Politics of Gender Ambiguity. Routledge, New York.
  38. Stryker, Susan [2006] “(De)Subjugated Knowledges. An Introduction to Transgender Studies”. I: The Transgender Studies Reader af Susan Stryker & Stephen Whittle. Routledge, New York.
  39. Svensgaard, Karina [2009] “Da Torben blev til Tina”. I: BT 06/09/2009, 2. sektion side 18.
  40. Swaminathan, Nikhil [2007] “Strange but True: Men Can Lactate”. I: Scientific American 06/09/2007.
    http://www.scientificamerican.com/article.cfm?id=strange-but-true-males-can-lactate
  41. Søndergaard, Dorte Marie [1996] Tegnet på kroppen – Køn: koder og konstruktioner blandt unge voksne i Akademia. Museum Tusculanums Forlag, København.
  42. Søndergaard, Dorte Marie [2000] “Destabiliserende diskursanalyse – veje ind i poststrukturalistisk inspireret empirisk forskning”. I: Hanne Haavind (red.): Kön och tolkning.
    Metodiska möjligheter i kvalitativ forskning. Natur och Kultur, Stockholm.
  43. Valentine, David [2007] Imagining Transgender: An Ethnography of a Category. Duke University Press, Durham & London.
  44. Whatmore, Sarah J. [2009] “Mapping Knowledge Controversies: Science, Democracy and the Redistribution of Expertise”. I: Progress in Human Geography, Oktober 2009 33 (5). Udgivet digitalt 28/07/2009 via SAGE Jurnals Online
    http://phg.sagepub.com/content/33/5/587.abstract
  45. Willumsen, Hanne [1999] Folkeregistreringen 75 år i 1999. CPR-kontor.
    (Siden findes ikke mere. 25. december 2014. TT).

[Indholdsfortegnelse] APPENDIKS
[Indholdsfortegnelse] Appendiks I: Summary
Under the title Gender As Infrastructure, the aim of this thesis is to explore how gender can be understood in the context of the Danish information infrastructure CPR, which registeres all Danish citizens. Specific for this information system is that it produces gender specific IDnumbers for citizens, which are then used to structure the Danish welfare system.
Controversies around these ID-numbers are used as an entryway, mapping controversies of the social phenomenon of gender.
These controversies have become visible via articles and political bills, in which critiques of the gender differentiation have been focused on the situation of trangendered citizens who experience various difficulties due to the infrastructure’s requirement of clear gender categorizations. Along with critics, government representatives have been interviewed. These informants, referred to as characters, constitute the main source of empirical data. [chap. 1]

With the help of Foucault’s term the true gender and Butler’s idea of the biological sex as a performative construction, it is shown how the foundation of the gender specific ID-number is dependent on an idea of sex as biologically determined. Furthermore, it is shown how the understanding of gender as oppositional categories, male/female, are interlinked with the infrastructure’s requirement of “pure” categories. There is no room for the borderland, which is embodied by transgendered citizens. [chap. 2] Subsequently, the analysis moves on to the linkage between the formal categorization of sex and the social categorization of the visible gender, which become highly relevant in the practical use of the ID-number. Here, social intelligibility of the coherence between biological sex and visible gender, formed by the heterosexual matrix, is used to control citizens’ identities. In cases where these are not consitent, the consequence is misrecognition; a misrecognition described by transgendered citizens as suffering, embarrassment and awkwardness. [chap. 2]

This misrecognition is explained as a consequence of the role of gender categories in the process of subjectivation. Only when included by the borders of the social intelligibility of gender, one can be recognized as a subject, a human being. This can, however, not be limited to the gender categories in the ID-numbers, but must be seen in the larger, social context of the heterosexual matrix. [chap. 3] Thus, the categorization of gender in ID-numbers takes part in the production of transgendered citizens as abjects, inhuman. But at the same time, categorizations can not be cast away as they create a needed order in everyday life. Based on these conditions, a greater reflectivity around the foundation of the gender categories is advised; as the categories via the infrastructure are installed in the everyday life of citizens, they have real consequences for real people. [chap. 3] [Indholdsfortegnelse] Appendiks II: Eksempel på interviewguide
Interview med Politikeren 21.06.10, Christiansborg
[Indholdsfortegnelse] Tematikker, der skal dækkes i interviewet
· Partiets beslutningsforslag (pl.)
· Politisk kontekst/debatter
· CPR-systemet/personregistrering
· Kønsopdeling – betydning for samfundet og den enkelte borger
· Minoriteter vs. majoritet

Forslag til spørgsmål
Introducernde
Kan du give et kort rids af partiets kønspolitik
Motivation bag beslutningsforslag om transkønnedes rettigheder og kønsneutralt CPR-nummer?

Beslutningsforslag [B 142 06/07 og B 65 07/08] Hvorfor er der forskel mellem selve beslutningsforslaget og motivationen/bemærkninger
– hvorfor er fjernelsen af kønsangivelsen ikke med i selve forslaget fra 2007?
Hvorfor er forslaget om transkønnedes muligheder for adoption fjernet fra det ene til det andet beslutningsforslag?
Er det kønsangivelsen- eller opdelingen, der anskues som et problem?
Konsekvenser af jeres forslag: Fjernelse af kønnet som betydningsgrundlag?
Vurdering af tilsvarende forslag fra indeværende folketingsår [B 168 09/10]

Politisk kontekst
Hvad har din fornemmelse været omkring de politiske debatter om forslagene?
Hvordan kommer i frem til det endelig beslutningsforslag – hvilken proces ligger bag?
Hvordan kan mulighederne for vedtagelse af forslag forbedres?

CPR-systemet/personregistrering
Mulige argumenter for eksisterende model?
Hvorfor tror du, der er så stor modstand mod forslagene?
Fordele ved eksisterende?

Kønsopdeling – betydning for samfundet og den enkelte borger
Hvilke konsekvenser har den statslige kønsopdeling af borgerne?
Er der ikke gode eller praktiske argumenter for at opretholde kønsopdelingen?
Effekt af at barselsorlov m.v. er bundet op på kønskategorien

Minoriteter vs. majoritet
Er det minoritetshensyn eller noget større?
– det er som om selve forslagene er det ene og bemærkningerne til dem er det andet.
Hvordan opvejer man hensyn til minoritet og majoritet samtidig?

  1. [Retur] Derudover har udsigten til et kommende folketingsvalg og den uventede præsentation af Regeringens “genopretningspakke” den 19. maj 2010 gjort politikerne på Christiansborg meget travle i forsommeren 2010, hvilket for mit speciales vedkommende resulterede i udsættelse af et interview og yderligere besvær med at få kontakt til politikere.
  2. [Retur] Selvom den norske professor i pædagogisk psykologi Steinar Kvale i sin bog InterView [1997, org. 1994] argumenterer for en differentiering mellem informant og repræsentant som hhv. vidne og analysesubjekt, [1997, org. 1994: 214] har jeg valgt udelukkende at omtale de personer, jeg har interviewet, som informanter, da Kvales opdeling i denne undersøgelse kommer til at virke kunstig.
  3. [Retur] Under disse tre ministerier har kønsregistreringen i CPR en betydning i forhold til f.eks. navne, barselsregler, forældremyndighed og ægteskab. Kirkeministeriet er tillige ansvarlig for den praktiske personregistrering i kirkerne, ligesom Indenrigsministeriet er ansvarlig for selve CPR-systemet.
  4. [Retur] Fuldbyrdet kønsskifte dækker en lang række kirurgiske indgreb og hormonbehandlinger, der skal bevirke at kroppen kommer til at fremstå som værende det “modsatte” køn. Dette inkluderer i Danmark kastration. Ordet kønsskifte afvises af nogle kønsforskere og interesseorganisationer, da ordet menes at patologisere indgrebene.
    I stedet kan anvendes udtryk som operativ kønskorrektion [Vibe Grevsen, citeret i Moustgaard 2010] eller sexaffirmative surgery. [Kuriansky 2006]
  5. [Retur] For ikke at indikere en deduktiv tilgang til min empiri har jeg bevidst undgået at anvende begrebet idealtyper.
    Begrebet karakterer skal i stedet udtrykke en analytisk beskrivelse af informanter, hvor udgangspunktet har været den enkelte informant og dennes karakteristika set ud i forhold til dette specifikke emne.
  6. [Retur] Dette er en forenkling og indskrænkning af interne modsætninger, der ikke vil være værdsat blandt mange poststrukturalister, [jf. reference til Søndergaard i forrige kapitel] men som her anvendes som en måde at få udkrystalliseret positionerne i en “umulig” debat.
  7. [Retur] Dermed blev mit interview også meget fokuseret specifikt på personregistreringen, og ikke i særlig høj grad på de samfunds- og personmæssige konsekvenser af denne.
  8. [Retur] “Den symbolske interaktionisme ser på, hvordan aktører skaber fælles kategoriseringer i hverdagslivets interaktion, mens etnometodologien undersøger, hvordan individer metodisk håndterer deres offentlige fremtræden i interpersonelle aktiviteter.” [Lykke 2008: 61] Den amerikanske sociolog Harold Garfinkel, står centralt i disse traditioner.
  9. [Retur] I selve CPR-registret noteres dog kun såkaldte “grundlæggende personoplysninger” [Interview med Embedsmanden] I lovgivningen fremgår det, at de registrerede oplysninger skal omfatte personnummer, navn, adresse, køn, fødselsregistrering, statsborgerskab, medlemskab af folkekirken, slægtskab og civilstand; i alle henseender både nutidigt og historisk. [LBK 878 af 14/09/2009]
  10. [Retur] Argumentet for at registrere konkurser var, at man herved mistede sin stemmeret. Informationer som disse, der ikke ligger i CPR, registreres dog ofte til stadighed men i andre registre.
  11. [Retur] Dette er groft sagt fordi, systemet bruges decentralt i kommuner m.v., udvikles centralt i CPR-kontor og formes af folketingspolitikere gennem politiske beslutninger.
  12. [Retur] Køn har endvidere en indirekte betydning i en lang række andre henseender, jeg dog vil begrænse mig fra at komme nærmere ind på i denne undersøgelse.
  13. [Retur] Denne registrering i CPR sker hurtigt efter fødslen, da det er praktisk i forhold til hospitalets interne infrastruktur; har den nyfødte et individuelt og unikt CPR-nummer, kan dens blodprøver m.v. lettere kobles til ophavsmanden. Undtagelser fra denne praksis vil være i tilfælde, hvor vedkommende f.eks. er født udenfor Danmark og dermed ikke registreres i CPR af hospitalspersonale, men af medarbejdere i Indenrigsministeriet i forbindelse med godkendelsen af opholdstilladelser.
  14. [Retur] Postfeminismen er opstået som forgrening af poststrukturalismen og postmoderniteten med særligt fokus på køns- og seksualitetsforskning. Postfeminismen har i disse store post-videnskaber hentet “redskaberne” til at stille spørgsmålstegn ved en ellers naturgiven opdeling mellem kvinder og mænd, for at overskride det konstruerede skel mellem kønnene. [Gamle 2001, org. 1998: 298-299]
  15. [Retur] Denne vægtning af køn og seksualitet genfinder vi dog ikke i samme grad i Foucaults øvrige værker.
  16. [Retur] Begrebet biologisk determinisme anvendte Foucault ikke selv, men er sidenhen brugt flittigt i beskrivelser af hans teoriapparat. Senere i denne undersøgelse vil jeg komme nærmere ind på dette begreb og dets betydning.
  17. [Retur] Den svenske queerteoretiker Tiina Rosenberg stedfæster 1990 som queerteorins fødsel, hvilket hun begrunder med udgivelserne af Judith Butlers Gender Trouble og Eve Kosofsky Sedgwicks Epistemology of the Closet; værker der satte en ny dagsorden inden for feministisk teori. [Rosenberg 2007: 15-25]
  18. [Retur] Performativitetens kobling af talehandlingen og kroppens aktive handlen har Butler fra den amerikanske lingvist John L. Austin, der har beskrevet, hvordan ord kan udløse handling. [Lykke 2008: 62-63] Det er herigennem Butler formår at koble sproget til kroppens materialitet. Vi kan sige, at sproget konstituerer kroppen som en gøren.
  19. [Retur] Butler spiller på dobbeltheden i det engelske begreb recognition; det kan både betyde genkendelse og anerkende. Når jeg her bruger begrebet genkendelse skal det derfor forstås som en genkendelse, der inkluderer anerkendelse – det er kun igennem genkendelsen, at anerkendelsen kan ske, ligesom anerkendelsen er umulig forud for genkendelsen.
  20. [Retur] Lacans teori om selvets konstituering gennem en spejling i den Anden er tydeligt inspireret af G. W. F. Hegels beskrivelse af det dialektiske forhold mellem herre og træl, mens den delvise fremmedhed overfor sig selv, denne eksterne konstituering af selvet skaber, tager afsæt i S. Freuds teorier om ubevidstheden.
  21. [Retur] Den biologiske determinisme udgør sammen med kulturessentialisme argumenterne for en kønskonservatisme, der sammenkobler det biologiske og sociale køn, hvorved køn i sin helhed fremstår uforanderligt. [Lykke 2008: 29-30]
  22. [Retur] Dog bør det tilføjes, at biologien i sig selv ikke er et skudsikkert argument, da nogle mænd ifølge bl.a. en artikel i Scientific American fra naturens side er i stand til at amme – dette afhænger af hormoner i kroppen. [Swaminathan 2007] Som en undersøgelse af hormonforskning for nyligt har vist, påvirkes kroppens hormonindhold dog også af sociale forhold. [Holm & Bülow 2008]
  23. [Retur] I Danmark foregår behandling af transseksualitet, som det hedder, kun på Sexologisk Klinik, Rigshospitalet. De, der optages i forberedende forløb, skal være under observation i minimum to år for at sikre, at vedkommende har et “stabilt ønske om en kropslig forandring”. [Sexologisk Kliniks hjemmeside] Efter denne proces laver Sexologisk Klinik en indstilling til Sundhedsstyrelsen, der afsiger den endelige afgørelse
    om den enkeltes tilladelse til kønsskifte. I perioden 1.juli 2005-2009 har 24 personer fået denne tilladelse til kønsskifteSexologisk Klinik. I samme periode er yderligere 17 personer blevet anerkendt som kønsskifteopererede efter at have gennemgået processen i udlandet. [Faurfelt 2010a; Faurfelt 2010b]
  24. [Retur] I Navneloven fremgår det, at “et fornavn må ikke betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet.” [Lov 524 Kap. 3 § 13, stk. 2] En ændring af navneloven i 2009 betød, “at personer, der er transseksuelle eller ganske må ligestilles hermed, ikke er omfattet af forbuddet.” [Lov 350 § 1 stk. 5] Diagnosticeringen af hvem, der er “transseksuelle eller ganske må ligestilles hermed” sker på Sexologisk Klinik, Rigshospitalet; diagnosticeringen og ikke definitionen, fordi dette er en psykologisk vurdering.
  25. [Retur] Subjektbegrebet henviser til en forståelse af det enkelte menneske som indrullet i et fællesskab, der på en gang muliggør og begrænser det; subjektiveringen sker først ved underlæggelsen for fællesskabets rammer (normer, regler, magtforhold, m.v.). Hermed afvises a priori forståelser af mennesket som værende noget i sig selv til gengæld for en konstituering i de relationer, subjektet indgår i.
  26. [Retur] At Star retter fokus på netværkets yderpunkter og usynliggjorte positioner, skal ses som et markant brud med og kritik af den tilgang til netværksteori, der med Bruno Latour i spidsen indtil da havde været udbredt. [Star 1991]
[Indholdsfortegnelse]

Rapporten i pdf-format.

Jeg, mig – os to. En kvalitativ undersøgelse af at “gøre” transvestisme i et kønsopdelt samfund. 14. juni 2010.

Vist 231 gange. Anna Sofie Bach og Anna Wilroth, der er sociologistuderende på 9. semester ved Københavns Universitet, afleverede den 14. juni 2010 den herunder gengivne opgave. De oplyste den 6. juli 2010, at de havde fået topkarakteren 12 for opgaven og gav venligst tilladelse til, at den bringes i Vidensbanken.

“Jeg, mig – os to”
En kvalitativ undersøgelse af at “gøre” transvestisme i et
kønsopdelt samfund

Jeg, mig - os to

Eksamensnummer: 7406 og 7503
Antal tegn: 52.753
Antal tegn i fodnoter: 3.738

Afløsningsopgave i forbindelse med kurset
Kvalitative studier af seksualitet, kultur og samfund
Sociologisk Institut – Sommereksamen 2010

Kønnet er ikke et fængsel. Det er en mulighed. Det er blot forskellige måder at fortælle på.
Skriv din egen fortælling (Sara Stridsberg i Drømmefakultetet)

Indholdsfortegnelse

  1. Indledning
  2. Teoretiske overvejelser
    1. Køn som performance
      1. At sætte ord på kønskonstruktionen
    2. At begribe kroppen
    3. Metodiske implikationer af den teoretiske tilgang
  3. Metodiske overvejelser i forhold til vores undersøgelsesdesign
    1. Transvestisme – et svært begreb at definere
      1. Uenigheder omkring en definition
    2. Udvælgelsen af informanter
    3. Det empiriske materiale
  4. Analyse
    1. At fortælle sin transvestisme
    2. At finde et sprog at fortælle med
    3. De tidlige erindringer
    4. At tage springet
    5. Håndtasker og høje hæle
      1. At kunne færdes som kvinde
      2. Omklædningen som nydelse
  5. Konklusion
  6. Litteratur
    1. Hjemmesider
    2. Andet
  7. Bilag
  8. Noter

Ansvarsfordeling
Eksamensnr. 7406: 1., 2., 2.1, 2.1.1, 3.2, 3.3, 4., 4.1, 4.2, 4.5.2, 5.
Eksamensnr. 7503: 1., 2.2, 2.3, 3., 3.1, 3.1.1, 4.3, 4.4, 4.5, 4.5.1, 5.

[Indhold] 1. Indledning
Hvad stiller man op, når man har lyst til at tage kjole på, men alle andre siger, at man er en dreng? Hvordan føles det ikke at kunne få udleveret sin pakke på posthuset, fordi man den dag ikke er det køn som den, pakken er adresseret til? Hvordan er det at leve som både mand og kvinde?

Allerede ved et barns fødsel bliver kønnet straks identificeret og barnet behandlet ud fra kulturelle opfattelser af feminint og maskulint. Definitionen af ens kønstilhørsforhold følger mennesket gennem livet, og kønnet forbliver et af de parametre, ud fra hvilke mennesker møder hinanden og ordner deres forståelse af verden. Dermed kan det opleves som meget kontroversielt at bryde mednormerne. Ved at leve som transvestit, dvs. en person, der iklæder sig det modsatte køns tøj, udfordres de kulturelt etablerede grænsetrækninger mellem det, der opfattes som “kvindeligt” og “mandligt”. Det fremtræder for eksempel i vores kønnede sprog, hvor vi oftest ikke har ord til at tale om mennesker, som falder uden for kategorierne “mand” og “kvinde”. For mange kan det være forvirrende at møde mennesker, der gør deres køn på en utraditionel måde, og man kan derfor tale om, at transvestitter bliver kulturelt uforståelige.

Samtidig er opfattelsen af køn også til forhandling. Kigger man nærmere på forståelsen af køn i det moderne samfund, afsløres elementer af flygtighed og fleksibilitet. Her kan transvestisme bruges som et eksempel på den paradoksalitet, den moderne opfattelse af køn rummer. På den ene side bryder transvestitter normerne om det “mandlige” og det “kvindelige” og de stiller spørgsmålstegn ved det typiske og naturlige, således at den generelle kønsopfattelse
udfordres og redefineres. På den anden side kan man argumentere for, at transvestitter samtidigopretholder nogle temmelig traditionelle ideer om, hvad der er henholdsvis kvindeligt og mandligt, da deres påklædning og opførsel tenderer til at inddrage nogle relativt kønsstereotypeelementer [1].

Som det fremgår aktualiseres en række interessante spørgsmål om kønnet, når man taler om mennesker, der bryder med en “normal” kønsopfattelse. Ved at fokusere på transvestisme som l at diskutere, hvilke konsekvenser det kan have at “gøre” sit køn på en utraditionel måde. Ved at sætte fokus på mennesker, der bryder med “normale” eller “kulturelt forståelige” udtryksformer for kønsidentitet, kan vi få øje på normalitetens ustabilitet og fleksibilitet. På denne måde kan vi også få indblik i de kulturelle betingelser, der sætter rammerne for, hvordan et individ kan udtrykke sin kønsidentitet. Således kan transvestitters gøren og væren tydeliggøre, at vores kønsforståelse “er en kulturel konstruktionen, og at kan foretages anderledes” (Søndergaard 2006:16).

Ved at interviewe en række individer, der biologisk set betragtes som mænd, men som i varierende omfang iklæder sig kvindetøj, ønsker vi undersøge og diskutere, hvordan man lever med en dobbelt kønsidentitet i et samfund med en dualistisk kønsforståelse.

[Indhold] 2. Teortiske overvejelser
Vi tager udgangspunkt i en kombination af en fænomenologisk og en post?strukturalistisk forståelse af krop, køn og handlinger. Vi vil i det følgende redegøre for den teoretiske inspiration og diskutere, hvilke implikationer det har for vores metodiske tilgang.

[Indhold] 2.1 Køn som performance
Vi tager afsæt i en forståelse af Køn, der lægger sig op af den amerikanske kønsteoretiker Judith Butlers. Det betyder, at vi tager udgangspunkt i, at køn er noget, man “gør” og ikke en indre kerne i individet, i hvilken der så at sige ligger enten en lille mand eller kvinde (eller alternativt en lille mandekvinde). Vores sigte med denne undersøgelse er derfor heller ikke at finde ud af, om transvestitter skal betragtes som mænd eller kvinder, da det slet ikke giver mening at tale om i dette perspektiv. Vi er derimod interesserede i at undersøge, hvordan de gør deres køn i en social virkelighed, som stadig trækker på en essentialistisk og dualistisk forståelse af køn. Hvordan er man hverken kvinde eller mand eller begge dele på en gang i en verden, der hele tiden kræver, at du vælger side?

Den binære kønsforståelse opstår ifølge Bulter i de kulturelle forståelser og regulerende praksisser, som stabiliseres i det, hun kalder en matrice for sammenhængende kønsnormer. Ifølge Butler er det som udgangspunkt heteroseksualiseringen af begæret, der “nødvendiggør og indstifter fremkomsten af adskilte og asymmetriske modsætninger mellem “feminin” og “maskulin”, som forstås som udtryksbetingede egenskaber ved “han” og “hun”.”(Butler 2007a:47). Den rigtige måde at gøre sit køn på hænger på denne måde tæt sammen med forestillingen om den heteroseksuelle seksualitet. Det medfører dermed, at hvis du skal gøre dit køn på en måde, der er forståelig i forhold til de kulturelle normer, så skal der være en sammenhæng og kontinuitet mellem dit biologiske køn, dit sociale køn, din seksuelle praksis og din begærsretning (ibid.:46). For at være en troværdig kvinde skal du både have et kvindeligt kropstegn, tiltrækkes af mænd og opføre dig feminint. Alt, der falder uden for matricens rammer, bliver betragtet som afvigende (Rosenberg 2007:21).

Dette perspektiv bliver særligt interessant i forhold til vores informanter, da de faktisk gør deres køn sådan, at de bliver kulturelt uforståelige på flere måder. Når de er omklædte, er der både en uoverensstemmelse mellem deres biologiske køn og deres feminine udtryk.
Derudover ændrer deres begærsretning sig ikke, så de er stadig tiltrukket af kvinder, selvom de også er klædt som kvinder. Som en af vores informanter humoristisk bemærker, så kan man pludselig tale om en så skør kategori som “lesbiske mænd” (Interview med Daniella l. 570-574).

Ifølge Butler bliver transkønnede svære at begribe, fordi vi ikke øjeblikkeligt kan aflæse kropstegnet på den krop, vi står overfor, og vi bliver usikre på, om det er en mand eller en kvinde. Det giver en oplevelse af, at vores kulturelle forståelse af virkeligheden svigter – og det er også her, det “naturlige” køn på et teoretisk plan bliver udfordret (Butler 2007b: xxiv).

[Indhold] 2.1.1 At sætte ord på kønskonstruktionen
Med sit sprog-filosofiske udgangspunkt er Butlers begrebsapparat meget abstrakt og svært omsætteligt til en mere jordnær kontekst. Samtidig er vores almindelige dagligdagssprog, som tidligere nævnt, også meget kønnet og det er derfor vanskeligt at tale om transvestisme uden at trække kategorier som mand og kvinde ned over hovedet på folk. Vi har derfor brug for et sprog, der gør, at vi kan tale om nogle af de ting, der er på spil, uden nødvendigvis at trække på disse kategorier. Vi har til dette formål valgt at bruge den danske kønsforsker Dorte Marie Søndergaards model for kønskomposition.

Søndergaards begrebsapparat bygger på en butlersk forståelse af køn som performativitet, men opstiller på baggrund af et stort empirisk studie en mere kompleks model for kønskonstruktionen. Ved at tilføje flere komponenter end Butler i sin model, giver hun plads til at bryde køn op i en række bestanddele, hvilket gør det lettere at applicere perspektivet på det studerede felt. Ifølge Søndergaard gøres køn ud fra en række komponenter og i høj grad også i samspillet mellem disse komponenter (Søndergaard 2006:25).

Hendes model består af følgende syv komponenter:
– tegnet på kroppen
– begærets retning
– positionen i det seksuelle møde
– færdighedsrepertoiret
– virksomhedstilknytning
– den fysiske selvfremførelse
– selvet

Med sin model efterlader Søndergaard, som det fremgår, en plads til den fysiske krops betydning i kønskonstruktionen. Dette gør også denne tilgang velegnet til vores formål, da vi mener, at kroppen spiller en væsentlig rolle i forhold til transvestitternes oplevelser med at gøre deres køn på en utraditionel måde og i høj grad også i forhold til den måde, deres køn bliver aflæst af andre. Med udgangspunkt i det ovenstående mener vi, at man kan tale om, at transvestisme i høj grad handler om en manglende overensstemmelse mellem kropstegnet og den fysiske selvfremførelse.

Vi har fra starten af været bevidste om, at en af problematikkerne ved et post?strukturalistisk udgangspunkt, er, at vi meget nemt kan miste den fysiske krop af syne. Det er ligeledes et af de almindeligste kritikpunkter i forhold til Butlers performative køn, hvor den fysiske, materielle krop nemt fortaber sig i konstruktionen, når alt reduceres til kultur (fx Bigwood 1991:59). Butler vil ikke selv sige, at hendes teori implicerer, at den fysiske krop ikke findes, men vi er simpelthen ikke i stand til at begribe den udenfor den herskende diskurs om kroppen (Butler 2007a:36) [2]. For at vi ikke taber den fysiske krop helt af syne i denne undersøgelse, har vi valgt at kombinere den post?strukturalistiske forståelse af køn med en fænomenologisk tilgang til undersøgelsen og dens design, hvorved vi kan fastholde et fokus på kroppen og den kropslige erfaring (Gustavson 2006:234).

[Indhold] 2.2 At begribe kroppen
Vi har ladet os inspirere af den franske filosof Maurice Merleau-Ponty, som gennem sin fænomenologiske tilgang forsøger at genopdage menneskets umiddelbare verdenserfaring gennem den kropslige forbindelse med verden (Thøgersen 2010:30). Vi bruger Merleau-Pontys tilgang til at forsøge at nå frem til forskellige former for fremtrædelser, som transvestisme kan have for vores informanter. Beskrivelserne skal således hjælpe os med at nå tættere på vores informanters erfaringer og oplevelser [3].

Merleau-Ponty tager udgangspunkt i, at den menneskelige eksistens får mening igennem menneskets væren-i-verden [4], og han har fokus på, hvordan den menneskelige krop altid er uadskilleligt knyttet til verden. Mennesket sanser således verden gennem kroppen og dermed er alle erfaringer forankret i en kropslighed (Thøgersen 2010:7ff). Hos Merleau-Ponty bliver kropsliggørelse dermed et vigtigt begreb og minder på nogle måder om Butlers performancebegreb. For begge indebærer kropsliggørelse et sæt af strategier eller en bestemt “stil”, som aldrig er fuldt selvskabt, da strategierne altid er historisk situerede. Dermed skaber historien betingelser og begrænsninger i individets mulighedsrum (Butler 1988:521). Merleau-Ponty betragter imidlertid kroppen som værende både ikke-kulturel og ikke-sproglig samtidig med, at den altid er knyttet sammen med vores kulturelle eksistens (Bigwood 1991:66).

Endvidere er menneskets bevidsthed ifølge Merleau-Ponty forankret i kroppen. Således anskues bevidsthed og krop ikke som to adskilte ting, fordi det netop er igennem kroppen, at menneskets bevidsthed udfolder sig [5] (Thøgersen 2010:16). Mennesket indgår i en verden fuld af mening, forstået på den måde at vores erfaringer er forbundet med mening. Det viser sig blandt andet i vaner eller fænomener, vi tager for givet. Når mennesket handler på en bestemt måde, opbygger mennesket således en fortrolighed med bestemte situationer eller fænomener. Handling er centralt, da det er afgørende, hvad mennesket gør og hvordan det handler i bestemte situationer (ibid.:114). Dette illustreres blandt andet i den udbredte forståelse af, at mænd og kvinder besidder særlige mandlige eller kvindelige egenskaber. Det betyder imidlertid ikke, at mennesket ikke har mulighed for selv at gribe ind og præge verden. Verden anskues ikke som værende statisk, men som foranderlig. Da menneskets kropslige væren i verden er forbundet med mening, har de handlinger, vi udfører i verden altid betydning (ibid.:125?26).

[Indhold] 2.3 Metodiske impliationer af den teoetiske tilgang
Vores fænomenologiske inspiration betyder, at vi tager udgangspunkt i, hvordan vores informanter oplever og erfarer verden. På den måde stræber vi også efter at sætte os ud over vores egne forståelser af transvestisme. I stedet går vi med åbent sind til informanternes oplevelser af at leve som transvestitter i en verden af dualistiske kønsforståelser og hvad det betyder for den måde, de gør deres køn på (Moustakas 1994:88?89). Det betyder endvidere, at vi baserer vores undersøgelse på et kvalitativt materiale, hvor vi kan komme i dybden med deres personlige oplevelser. Udarbejdelsen af det empiriske materiale vil blive beskrevet nærmere i det følgendefsnit.

Den fænomenologiske tradition foreskriver, at man holder fokus på de hverdagslige og kropslige oplevelser. Vi har forsøgt at nå frem til disse ved at gennemtænke de spørgsmål, vi har stillet vores informanter samt ved hele tiden at have fokus på de oplevelsesnære beskrivelser frem for fortolkninger (Kvale 2005:62). Dette har endvidere givet os en tilgang til vores analyse, hvor vi så at sige har ladet empirien “tale”. Denne måde at bruge vores empiri på lægger sig op ad en tankegang, hvor man lader empirien bidrage til teoriudviklingen (jf. Alvesson og Kärreman 2005:121). Vi har derfor taget udgangspunkt i informanternes beskrivelser og oplevelser af, hvordan de lever med deres transvestisme og gør deres køn, frem for at lade den teoretiske forståelse af køn være drivkraften for analysen. Samtidig er vi bevidste om, at vi ikke kan undgå til en vis grad at påvirke feltet. Vi blev blandt andet mindet om vores indflydelse, da vores interviewpersoner ved flere tilfælde spejlede deres kvindelighed (eller mangel på samme) i vores. Dette udtrykkes blandt andet af Daniella: “I har jo sikkert haft lidt med det [tøj og mode] at gøre siden I er rigtige piger, ikk’, det samme gælder sminkning, altså det er jo svært, altså I er jo vokset lidt op med det jo” (Interview med Daniella l. 214216). Vi kan i den forbindelse bruge vores empiri til refleksivt og selvkritisk at forholde os til vores forforståelse og den rolle, vi har (Alvesson og Kärreman 2005:123). Således har mødet mellem vores tidligere forståelser og empirien udgjort en vigtig del af analyseprocessen. I det følgende afsnit vil vi komme nærmere ind på den kompleksitet, vi har oplevet i feltet.

[Indhold] 3. Metodiske overvejelser i forhold til vores undersøgelsesdesign
Vores teoretiske udgangspunkt i fænomenologien angiver dele af vores metodiske greb. Der har dog været en del andre overvejelser i forbindelse med designet, som især har handlet om at få afgrænset og defineret vores felt for at kunne udvælge vores informanter. Vi vil i det følgende beskrive nogle af disse overvejelser samt redegøre for det empiriske materiale, vi er endt med at lægge til grund for undersøgelsen.

[Indhold] 3.1 transvestisme – et svært begreb at definere
Vi opdagede hurtigt, at der ikke findes én enkelt forklaring på, hvad transseksualitet, transvestisme og transkønnethed er. Der findes derimod et bredt udbud af forklaringer på, hvad disse kategorier indebærer og grænserne mellem dem er flydende. Transkønnet bruges ofte som en fælles betegnelse for både transvestitter og transseksuelle [6] og er en direkte oversættelse af det engelske begreb transgender. Vi vil i det følgende bruge det som en samlebetegnelse [7]. Vi har som udgangspunkt forholdt os åbent til kategorien “transvestisme“. Vi vil i dette afsnit alligevel forsøge at opridse en slags definition af transvestisme, som tager udgangspunkt i den forståelse af “kategorien”, som vi har mødt indenfor “det transkønnede univers”. Vi har i bilag 1 vedlagt definitioner af transseksualitet og drag, som er beslægtede kønsudtryk, for at give et indtryk af hvilken begrebsverden (og forvirring), vi har bevæget os i. Dette skal ikke betragtes som endegyldige definitioner, men snarere ses som et forsøg på at illustrere den kompleksitet, der er.

Definitionen af transvestisme har gennem årene varieret en del. I mange år blev transvestisme opfattet som en seksuelt betinget trang eller fetichisme. Flere læge og psykologer hævdede tilsvarende, at det var et symptom, der kunne helbredes (Hertoft & Ritzau 1984:15). I dag anvendes betegnelsen stadig, men betydningen rummer flere aspekter. Oftest defineres en transvestit som en person, som ønsker at klæde sig og føle sig som det modsatte køn (Transvestitforeningen i Danmark) [8].

En transvestit klæder om, som de selv kalder det, fordi de føler en trang til det, en trang som på en gang kan være både lystfuld og pinefuld. Der er blevet lavet videnskabelige undersøgelser for at forklare denne trang, men der er ikke fundet noget entydigt svar. Trangen og lysten kommer til udtryk på forskellige måder fra person til person og det er derfor meget svært at generalisere [9]. Fælles for dem er, at de opfatter transvestisme som en del af deres personlighed og ikke som noget, de selv har valgt [10]. Fælles for mange transvestitter er desværre også, at de kan ende med at blive meget isolerede og deprimerede, hvis de ikke får lov til at iklæde sig det modsatte køns tøj, når de har behov for det (Thranesen 2001) [11]. Det skal afslutningsvis bemærkes, at transvestisme som udgangspunkt ikke har noget med begærsretning at gøre. transvestitter kan være enten hetero-, homo- eller biseksuelle (Thranesen 2008).

[Indhold] 3.1.1 Uenigheder omkring en definition
Kompleksiteten i at definere de forskellige former for transkønnethed har vist sig være et tilbagevendende tema i vores arbejde. Vi opdagede tidligt, at der findes en række uenigheder i det transkønnede miljø, når det handler om at afgrænse henholdsvis transseksualitet og transvestisme, som nogen også hævder, er to alen ud af et stykke. Det har slået os, hvor vigtig denne diskussion er for mange og vi har ved flere tilfælde selv diskuteret, hvordan vi skulle definere vores felt.
Vi har oplevet, at det kan være svært at kategorisere og sætte ord på fænomener, som inddrager identitetsspørgsmål og personlige fortolkninger – særligt når der ikke eksisterer nogle dækkende teorier om transkønnethed.

Transvestisme har således vist sig være et bevægeligt begreb, der skifter karakter alt afhængigt af, hvem vi har talt med eller hvilke hjemmesider, vi har besøgt. Ifølge sociologen John Law er denne kompleksitet karakteristisk for mange sociale fænomener i det moderne samfund. Løsningen er, ifølge Law, imidlertid ikke at fiksere eller præcisere definitioner, men snarere at følge den bevægelighed, der gør sig gældende (Law 2004:74). Law pointerer yderligere, at metoder ikke kan siges objektivt at afspejle “virkeligheden”. Snarere er det til at producere en særlig idé om den “virkelighed”, der bliver fokuseret på (ibid.:71). Vi står dermed med den udfordring både at følge transvestismebegrebets bevægelighed og samtidig holde os bevidste og reflekterende i forhold til vores egen rolle i konceptualiseringen af feltet.

[Indhold] 3.2 Udvælgelsen af informanter
Fra starten var vores hensigt at fokusere på transvestitter, men det viste sig som sagt at være mere kompliceret, end vi først havde troet. Det har derfor været svært at afgrænse én specifik gruppe uden at få en fornemmelse af, at vi måtte indskrænke vores forståelse af de mennesker, vi undersøger. Vi er endt med udelukkende at fokusere på mandligt kropsbetegnede, der i varierende omfang går i kvindetøj og som ikke har gennemgået en kønsskifteoperation. Vi ville også gerne have talt med kvindeligt kropsbetegnede, som klæder sig som mænd. Vi har dog af forskellige grunde ikke været i stand til at få kontakt til nogen kvinder, der definerer sig som transvestitter [12].

Vores informanter er alle på forskellige vis aktive i det transkønnede miljø og lever til en vis grad offentligt med deres transvestisme. De giver på forskellig måde udtryk for at have accepteret deres transvestisme og praktiserer den offentligt. Vi har i forlængelse heraf bidt mærke i, at de også er vant til at sætte ord på deres erfaringer og forståelser. Vores informanter har fortalt deres historier mange gange før på forskellige måder, så de er nogenlunde klare over hvilke ord og historier, de skal bruge. Betydningen af dette vil vi vende tilbage til senere. Det er væsentligt at understrege, at vores undersøgelse bygger på nogle særegne erfaringer og at vores informanter derfor ikke nødvendigvis er repræsentative for transvestitter som gruppe. Deres oplevelser kan heller ikke generaliseres til at omfatte alle former for transvestisme. Det skal nemlig bemærkes, at det er langt fra alle, der lever åbent med deres transvestisme. Det er ikke altid socialt accepteret at leve som transvestit og der er mange, der er usikre på omgivelsernes reaktioner, hvis det kommer frem, at de lever et dobbeltliv. Således findes der sandsynligvis en hel del, der udlever deres transvestisme i det skjulte og disse mennesker har givet vis nogle andre oplevelser end vores informanter. Hemmeligholdelsen gør dem dog også svære at få kontakt til.

[Indhold] 3.3 Det empiriske materiale
Vi har gennemført semi-strukturerede kvalitative interviews med tre mænd, som definerer sig selv som transvestitter. Vi fik kontakt med vores informanter via Transvestitforeningen i Danmark, en annonce på Tina Thranesens hjemmeside (Vidensbanken om kønsidentitet, transvestisme og transseksualisme) samt via kontakt til Irene Haffner, sekretær i foreningen Trans-Danmark.

Vi ville også have lavet et interview med Irene Haffner, men da det af forskellige grunde ikke kunne lade sig gøre, har vi i stedet valgt at lave en dokumentanalyse af hendes biografiske fortælling Dokumentarfortælling fra det virkelige liv [13], som man kan finde på hendes hjemmeside. Vi har valgt ikke at anonymisere Irene, da hun selv har lagt teksten op på sin hjemmeside og den dermed er offentligt tilgængelig.

For at anonymisere de tre, vi har interviewet, har vi givet dem nye navne. Stednavne og navne på personer mm. sløres endvidere i teksten, sådan at vi så vidt som muligt undgår at medtage detaljer, hvorigennem informanterne kan identificeres. Det er dog ikke muligt fuldstændigt at anonymisere deltagerne i transskriptionerne, idet der er mange indikatorer, som kan være med til at afsløre deres egentlige identitet og som det ikke er muligt helt at udlade uden at miste noget af meningen. Det er derfor vigtigt, at transskriptionerne håndteres med fortrolighed.

Udover de ovennævnte kilder har vi også set dokumentaren Mænd i høje hæle [14], der blev vist på DR, den 17. februar 2010. Dokumentaren følger transvestitterne Katja og Lea i et halvt års tid, hvor de blandt andet er med til Skandinaviens største træf for transvestitter i den svenske by Båstad.

[Indhold] 4. Analyse
Nu vil vi tage hul på selve analysen og komme mere i dybden med de liv, som vores informanter lever. Vi vil først kigge nærmere på vores informanters fortællinger og hvilken betydning, fortællingerne har i sig selv. Vi vil herefter undersøge og begrebsliggøre betydningen af “at springe ud” og se på, hvordan denne beslutning påvirker tilværelsen. Herefter vil vi diskutere betydningen af omklædningen og tøjet, som fremstår som en central del af transvestismen.

[Indhold] 4.1 At fortælle sin transvestisme
Vores fokus på de levede erfaringer har medvirket til, at interviewene har fået karakter af det, man med den engelske sociolog Ken Plummers ord kan kalde seksuelle selvfortællinger. Måden vores informanter besvarede vores spørgsmål gjorde, at de samtidige vævede et tæppe af fortællinger om deres liv som transvestitter. Som tidligere nævnt var det tydeligt, at vores informanter alle havde fortalt deres historie tidligere. Ifølge Plummer kan dét at fortælle sin historie føles som den nødvendige måde at håndtere sit seksuelle og kønslige liv (Plummer 1995:34). Gennem beretningen giver individet sit liv mening, men historierne kan også blive fortalt så ofte, at de bliver en slags opskrift for individets egen forståelse af oplevelserne (ibid.:20,40). Det kommer også til udtryk hos Hanne, der siger:

  Jeg har brugt enormt mange timer på at læse videnskabelige afhandlinger, undersøgelser, samtaler og snak om tingene med andre, analyseret med mig selv, hvad er det her for noget og har brugt mange timer på at formulere det. I har formodentlig også oplevet at der er en forskel i ens egen selvforståelse… af noget fra det øjeblik hvor man kun har det som tanker og så når vi tager skridtet videre og får det formuleret på tryk. I det øjeblik at man tvinger sig selv til at skrive tingene og formulere sine tanker om hvad er eller hvordan er den ene eller anden ting, så kommer man dybere ned i det og får større forståelse for sig selv. (Hanne, l. 437?443)

Historierne bliver ifølge Plummer også mere “fortæl bare” ved at blive gentaget mange gange. De kan herved også få deres egen autonomi, sådan at betydningen kommer til at ligge i selve fortællingen (Plummer 1995:41). Selvfortællinger bliver således medskabere af mening omkring det køn, som informanterne performer (ibid.). I vores materiale berettes der fra alle sider om, hvordan det kan være svært at leve med transvestismen, om savn og angst for konsekvenser af at leve åbent med det. Der er således betydelige sammenfald i historierne og i måden at fortælle dem på. Det, at vores informanter ofte har fortalt og delt deres historier, kan være med til at skabe en fælles hukommelse om det at være transvestit
og det at leve med transvestismen. Hanne fortæller for eksempel om betydningen af at læse om andres oplevelser med transvestisme:

  Det startede egentlig første gang jeg overhoved så noget om det, det var i en antikvariatforretning inde ved Gammelmønt her i København, der havde nogen amerikanske transvestitblade, fra en amerikansk transvestitforening… og, jeg snuppede sådan et par stykker […] det var indholdet der interesserede mig […] men altså lidt efter lidt så begyndte man jo, eller begyndte jeg jo at finde ud af hvad det var, hvad transvestisme endelig var og at der var mange om det (Hanne l.84?92)

Fundet af bladene bekræfter Hanne i, at der er andre, der har det på samme måde som hende. Gennem læsningen af andres fortællinger om at være transvestitter, bliver hun “noget”, hvilket ifølge Plummer netop kan være resultatet af at dele sine fortællinger (Plummer 1995:43). Informanterne fortæller også alle om, hvordan internettets chatforum gav dem mulighed for at skifte bekendtskab med andre “ligesindede” på en anonym og uforpligtigende måde og derigennem få mulighed for at dele fælles oplevelser. Således bidrager fortællingen også til at skabe et følt fællesskab (ibid.:45). Ulla fortæller om den store betydning af internettets fremkomst:

  Jeg tror det for mange har været en meget ensom tilværelse men så kommer nettet jo hvor der lige pludselig er mulighed for at oprette profiler og komme i snak med nogle andre. Og det benyttede jeg mig selvfølgelig også af. Og jeg famlede rundt der i starten uden rigtig at vide hvad det egentlig var jeg ville, om det var et seksuelt forhold jeg ville have eller hvad det handlede om. I hvert fald på et tidspunkt så kom jeg så ind på et site hvor der var der var noget debat og begyndte så at deltage i debatten og fik ligesom den oplevelse af at lige pludselig…at vi var en hel masse der havde nogle ting meget fælles ikk’ og der var noget der bare bandt os enormt meget sammen samtidig med at jeg også synes at jeg blev overrasket over altså så enormt forskellige vi var (Ulla l. 147?154)

Således gav internettets chatrum Ulla mulighed for at møde andre og hendes oplevelse ligner de andre informanters meget. Udover et følt fællesskab bidrager samtalerne og fortællingerne på nettet dog også til at lære at sætte ord på, hvad det er informanterne føler. Vi vil i det næste afsnit gå mere i dybden med, hvordan det kræver sit at sætte ord på transvestismen.

[Indhold] 4.2 At finde et sprog at fortælle med
Fortællingerne bærer præg af, at der ligger en udfordring i at fortælle om noget så personligt og identitetsmæssigt som det at være transvestit. Flere af informanterne omtaler ofte sig selv i tredje person og snakker om for eksempel Allan og Ulla som om, det er to selvstændige personer. Dette kommer for eksempel til udtryk i den følgende passage fra interviewet med Ulla, der siger:

  (IP): Omkring de ting der med altså den ene og den anden kom jeg til at tænke på noget jeg har sagt i en anden sammenhæng, altså som regel er det jo sådan at Allan han kan godt savne Ulla men Ulla savner aldrig Allan (griner).
(AS): Det er lidt sjovt (griner) […]det her med at tale om sig selv i tredje person, er det ligesom for at få et sprog til at tale om det eller er det også fordi at Allan og Ulla ser hinanden som to forskellige?
(IP): Nej det er måske for at forklare jer ikk’. Fordi hvis jeg bare siger jeg, hvem refererer jeg så til.
Fordi der er jo lidt forskel ikk’. Selvom vi er smeltet meget sammen
(Ulla l. 506?514)

Ulla føler således ikke længere dobbeltheden i så stort et omfang, men det er mere en måde at gøre det begribeligt for andre. Dobbeltheden er dog stadig tilstede. Det kommer for eksempel også til udtryk, når Irene skriver:

  Manden og kvinden bor her i mit hus og de skal dele det hele […] Hun breder sig og der er ikke rigtig nogen der protesterer for vi bor kun os to og manden har opgivet at stritte imod. […] Ja, nu tror du sikkert at jeg lider af sådan lidt skizofreni. Sådan at sige “os”! Men bare rolig! Jeg har nogenlunde styr på det. Vi ER to. Og jeg har for længst lært at omfatte dem begge i én: MIG!(Irene l.45?60)

Af de ovenstående citater fremgår det, at der sker en proces, hvor de to kønsidentiteter smelter mere og mere sammen. Ulla forsøger at illustrere ved at sige:

  Jeg tror at i starten der havde jeg egentlig meget at jeg skelnede mellem de to personer, altså mental ikk’ hvor…altså jeg havde et billede, jeg ved ikke hvor godt det er, men ligesom af to cirkler der overlapper hinanden meget så du bare har nogle små…rum herude der ikke er med i fællesmængden (illustrerer figuren med hænderne i luften) og så flytter cirklen sig lidt afhængig af hvem du er. Altså så man kan sige ens personlighed er jo et gennemgående træk ikk’, men så er der alligevel nogle mere maskuline sider og nogle mere feminine sider som henholdsvis forsvinder og kommer på afhængigt af hvordan du er. Den mængde kan jo være større eller mindre ikk’. Det er jo rent arbitrært. Altså der tror jeg…i dag der har jeg lidt svært ved at skelne hvor jeg egentlig er henne nogle gange (Ulla l. 281?288)

Som citatet viser så er det langt fra enkelt at sætte ord på dobbeltheden. Således forsøger Ulla med sin figurative fortælling både at forklare os, hvordan hun oplever det og at skabe en mening for sig selv. I dette lys kan alle de skriftlige beretninger, som ligger frit tilgængelige på nettet, dokumentaren Mænd i høje hæle og mange transvestitters velvillighed til at fortælle om deres liv, også ses som bidrag til en større fortælling, der skal skabe en øget forståelse i offentligheden for dem og deres liv.

[Indhold] 4.3 De tidlige erindringer
Alle vores informanter kan berette om, at de tilbage til deres barndom har erindringer om at være tiltrukket af deres mødres tøj. Daniella sammenfatter dette meget præcist:

  Jeg har været, nok været ligesom de fleste af os, har jo haft det her siden… langt tilbage i tiden, vi har alle sammen nogle flashbacks tilbage hvor vi begyndte at gå i mors klædeskab af en eller anden mærkelig grund, som vi ikke rigtigt selv ved jo (Daniella l. 20?22)

Hemmelighedskræmmeriet er fælles for alle fortællingerne. Sko er prøvet i skjul, tøj hapset op af vasketøjskurven og delvise omklædninger har fundet sted med stor risiko for at blive opdaget. Ulla husker således en oplevelse tilbage fra 5-6 års alderen:

  Min mor havde fået nogle guldsko som stod oppe på badeværelset, nogle morgensko [… ] og jeg var bare helt vild med dem der og havde frygtelig meget lyst til at tage dem på og vidste godt et eller andet sted at det gjorde man bare ikke. Så jeg gjorde det, når jeg kunne høre at hun var nedenunder og jeg var alene. Det er sådan hvad skal vi sige den først erindring jeg har. Men jeg synes bare det var…det ved jeg ikke, jeg kan ikke rigtig beskrive hvad det var jeg egentlig følte men…det var en skøn fornemmelse at havedem på (Ulla l. 96?101)

Fortællingerne om barndommen er alle fortællinger om lysten til noget forbudt. Selv som børn har alle vores informanter haft en klar fornemmelse af, at deres lyst ikke var acceptabel og at den var noget, de var nødt til at skjule. Følelsen af at være anderledes og måske endda forkert har således været meget tydeligt fra barnsben, hvor de har skullet lære at balancere mellem trang og skyld. Dette giver også fortællingerne om disse tidlige oplevelser et element af ambivalens. Ulla fortæller om denne tvetydighed frem til hun sprang rigtigt ud:

  Man kan sige hele livet indtil jeg sprang ud der har det jo været forbundet med…vekslende en lystfølelse der blusede op, nu havde jeg vanvittig meget lyst til det her og det fyldte hele min hjerne. Jeg gik og bestilte ikke andet end at tænke på hvordan jeg kunne klæde om og indtil jeg så fik mulighed for det. Og så vekslende med at jeg ville ønske at det var…i Langbordistan og det aldrig nogensinde dukkede op igen og det…hvis jeg kunne skære det ud af kroppen ville jeg gøre det. (Ulla l. 424-428)

Hemmelighedskræmmeriet fylder meget for transvestitter, der ikke er sprunget helt ud for deres familie. Hanne, som er den eneste af dem, vi har været i kontakt med, som ikke lever fuldstændig åbent med sin transvestisme, fortæller om sine foranstaltninger for at bevare hemmeligheden:

  Da omgivelserne heller ikke har kendskab til det, så kan det jo ske lige pludseligt at der dukker nogen op, det kan være posten, det kan være en af naboerne, det kan være noget af familien og lige pludseligt, men ja, døren er låst men de skal i hvert fald ringe på og så er det altså lynhurtigt lige at smide nederdelen og lige trække i et par joggingbukser og et par sokker og så en sweater eller et eller andet. Jamen så kan jeg gå ud og se hvem det er, er der nogen der skal indenfor, jamen så kan de komme ind og så kan jeg gå ud og brygge kaffe og gå en tur på toilettet og så kan jeg jo lige klæde lidt mere om. (Hanne l.356?362)

Det kræver som det ovenstående eksempel viser en del at leve med sin transvestisme skjult. Dette præger selvfølgelig livet for ikke “udgående” transvestitter, som må finde alle mulige og umulige sikkerhedsforanstaltninger for ikke at blive opdaget og smutveje for at kunne komme til at klæde om. Derfor har de fleste af vores informanter også valgt at “springe ud” i forhold til deres omgivelser, familie og venner. Vi vil i det følgende afsnit dykke dybere ned i disse “spring ud“-historier.

[Indhold] 4.4 At tage springet
Ifølge Plummer har det at “springe ud” en vigtig betydning for identiteten. Ens fortælling går fra at handle om at have hemmeligheder og bære rundt på skyld og skam til at være en historie om at træffe et valg, kaste skammen af sig, tage konsekvenserne og komme i harmoni med sig selv (Plummer 1995:76). I vores materiale er “spring ud“-processen også et centralt tema i fortællingerne om at leve som transvestit.

Fælles for alle de beretninger, vi har læst eller fået fortalt, er, at transvestitterne springer ud løbende. Det er en proces fra de første oplevelser i teenageårene, hvor de har klædt helt eller delvist om og våget sig ud på gaden, til at de senere i deres voksne liv beslutter at leve mere offentligt med deres transvestisme. Ifølge Plummer kan “spring ud“-processen også ses som en slags rejse, hvor individet bevæger sig igennem forskellige stadier fra “en kyst til en ny” (ibid.:54;83). Stadierne er ikke nødvendigvis helt ens for alle, men der er store sammenfald fra barndommens erkendelse af at være anderledes til den voksne afklaring med sig selv. Vi har i vores materiale udover de allerede omtalte barndomsoplever især kunne identificere to centrale punkter i fortællingen om at springe ud. Det første handler om det fysiske/kropslige udspring, hvor informanterne for første gang færdes offentligt fuldt omklædte enten alene eller sammen med andre transvestitter. Det andet centrale punkt er, når springet bliver taget til at fortælle familie og venner om transvestismen og det kan derfor betragtes som et mere socialt udspring. Det sidste punkt er ofte mere afklaret, hvor det første skridt er svært, da det ofte skal trædes alene (jf. Plummer 1995:85)

I alle tre interviews bliver der berettet om et særligt punkt, hvor livet alligevel tog en drejning og hvorefter de valgte at lade transvestismen fylde mere. Således kan Ulla fortælle om at gå ned med stress og på sin vej tilbage til livet lade sin kvindelige side få mere plads. Hun fortæller:

  Nu har man gået et helt liv med det her skjult, måske skulle man simpelthen tage og give det chancen og se hvad kan der komme ud af det og hvad kan der ske. Det var så samtidig med at jeg opgav (hendes tidligere arbejde)…så jeg havde ligesom også noget tid til det ikk’ og måske…altså efter at have været igennem den der sygdomsperiode var vågnet op så at sige (griner) til en ny tilværelse. Så…så det var egentlig det. Jeg blev mere og mere fokuseret på at prøve at komme ud(Ulla l. 166?170).

De to andre kan fortælle om skilsmisser som det tidspunkt, hvor de besluttede at ændre nogle forhold omkring deres liv med transvestismen. Selvom der er tale om en proces, så er det ifølge Plummers undersøgelse ret almindeligt, at den radikale beslutning om at bryde års tavshed og hemmelighedskræmmeri træffes på et i øvrigt skælsættende punkt i livet (Plummer 1995:50). Vendepunkter som skilsmisser og jobskifter har for vores informanter åbnet op for muligheden for at ændre adfærd, fordi de for eksempel ikke længere skulle tage hensyn til en ægtefælle, der ikke var særlig begejstret for lysten til at gå i kvindetøj.

Spring ud“?historierne tager alle udgangspunkt i en fortælling om det fysiske udspring som velvære og glæde, selvom der også ligger en stor overvindelse bag beslutningen. Daniella fortæller om sin første tur som fuldt omklædt, hvor hun tog i Illum for at købe handsker:

  Jeg havde købt en ny paryk kan jeg huske den dag, til det formål, en dyr en af slagsen… og klædt om herhjemme… og synes selvfølgelig jeg var vældig pæn… og tog derind og så det var jo nervøst af ad pommeren til fordi jeg havde sat mig for at jeg skulle derind og ikke bange ud i sidste øjeblik som man som regel gør når man sidder og skal til den, ikke… så jeg tog mod til mig og løb op ad trapperne der… og det… ja den fornemmelse der var jo altså, når jeg sad i bilen bagefter så… altså det er næsten ikke til og beskrive vel altså… det er jo lige som når man kniber en tårer, ikke… vil jeg sige… så, det gjorde jeg nok også, men… det var en stor fornemmelse i hvert fald, det må jeg sige (Daniella l. 130?136)

De øvrige informanter kan ligesom Daniella beskrive oplevelser af rus og glæde de første gange. Fortællingerne om at “springe ud” har også næsten karakter af askepotfortællinger, hvor der sker en forvandling til skønhed, men hvor “virkeligheden” (manden) altid vender tilbage, når aftenen er omme, kjolen hænges ind i skabet igen og makeuppen vaskes af. Det er dog denne velværefølelse, der driver meget af værket og som får dem til at fortsætte med at iklæde sig kvindetøj og udleve deres kvindelige sider, til de senere opnår den form for harmoni mellem mandligt og kvindeligt, som er beskrevet i et tidligere afsnit. Fortællingen om at springe ud bliver således også fortællingen om at finde frem til hvem man egentlig er (jf. Plummer 1995:55; 85?86).

[Indhold] 4.5 Håndtasker og høje hæle
Oplevelsen af forvandling og nydelse bliver også i høj grad koblet sammen med den fysiske og materielle transformation fra et maskulint til et feminint udtryk. I det følgende afsnit vil vi derfor gå dybere ind i, hvilke forskellige betydninger tøjet og omklædningen kan have.

[Indhold] 4.5.1 At kunne færdes som kvinde
De personer, vi har talt med, giver udtryk for et behov for at vise sig og færdes offentligt som “kvinder”. I denne sammenhæng bliver tøjet en vigtig hjælp til at kunne præsentere sig selv og passere som tilhørende “det kvindelige” køn. I Søndergaards model udgør den fysiske selvfremførelse også en vigtig del af, hvordan man gør sit køn (Søndergaard 2006:25). Det overfladiske udtryk er en del af, hvordan individet fremstiller sig selv og har en særlig betydning for, hvordan andre aflæser personen (ibid:377). Hvad en person formidler med sit ydre har således betydning, da præsentationen af overfladen kommunikerer noget til omverdenen. Kvindeligt betinget tøj som kjoler, strømpebukser og høje hæle giver mulighed for, at de mandligt kropsbetegnede i et vist omfang kan passere som kvinder i andres øjne. Således bliver tøjet en aktiv del af, hvordan vores informanter performer deres transvestisme. Tøjet bliver et slags udsagn om, hvem de er, hvad de identificerer sig med og tilsvarende, hvad de afgrænser sig fra (Stormhøj 2002:42). Påklædningen bliver på denne måde intimt sammenknyttet med præsentationen af den kønslige identitet, hvilket understreges af Hanne:

  Det er tøjet der giver en mulighed for, at vi, både overfor os selv men også når vi er ude kan få mulighed for at udleve vores kønsidentitet og blive opfattet som den del af kønsidentiteten, af den kvindelige kønsidentitet. Det tøj det er, det hjælper til at kunne gøre det, i ens indre, der er jo ikke nogen forskel. I mit indre, der er jeg jo den samme person stadigvæk, så tøjet giver mulighed, det er det der giver mig mulighed for at færdes ude blandt andre, blandt andre mennesker, specielt når jeg går en tur ned ad Købmagergade eller hvor det nu er og at alle andre bare opfatter en som en af de mange kvinder der går ned på gaden. (Hanne l.293?299)

Citatet tydeliggør, hvordan den påklædte krop tilskrives en række betydninger, både af os selv og af andre. Ifølge Merleau-Ponty bliver kroppen et udtryksmiddel for, hvordan man opfatter sig selv i verden og i forhold til andre (Thøgersen 2010:145). Kroppen deltager således aktivt i konstitutionen af mening gennem specifikke handlinger og signaler. I den butlerske optik gøres kroppen også netop igennem en ydre selvfremstilling, som manifesterer en række strategiske stiliseringer af kroppen (Butler 1988:521). For en transvestit bliver tøjet, makeuppen og skoene således mere end bare genstande – de bliver også symbolske udtryk og en måde, hvorpå de kan udleve deres “kvindelige” side i det offentlige rum. Det er derfor vigtigt hvilket tøj det er, de tager på og hvordan de bærer det. Vores informanter fortæller, at de bruger meget tid og mange penge på at lære sig at ligne den “ægte” vare, blandt andet ved at bruge en passende tøjkombination eller ikke bare smøre makeup rundt i hovedet. Irene giver også et andet eksempel:

  Stiletter og højhælede var også lige noget der skulle læres. Jeg var direkte til fare for mine omgivelser og måtte i en periode udøve stilettræning og advare evt. gæster om at det kunne være farligt at besøge mig.(Irene l. 181?182)

Informanterne pointerer alle vægten af at prøve at gøre det kvindelige køn på en kulturelt forståelig måde, så at de ikke vækker alt for meget opmærksomhed, når de er ude blandt folk. Transvestitforeningen arrangerer også aftener, hvor de inviterer stylister, som giver tip og gode råd om stil og tøj. Daniella mener, at den slags informationer er vigtige:

  Så man gør lidt ud af sig selv, det er vigtigt at vi gør det… ja, bare ved og, ja… lave nogle snit i det så at man faktisk ser tyndere ud end hvad man er, ikk’, og ikke har striber på tværs når man er tyk, vel, det duer ikke rigtig, jo, altså sådanne tricks der, det er rart at få at vide jo… og dem har vi aldrig hørt om før, vel(Daniella l. 211-214)

Tøjet, stilen og måden den kvindelige side bliver udtrykt på, bliver således vigtige komponenter i deres fysiske selvfremførelse. Ulla italesætter tilfredsheden ved at blive set på som kvinde og at derigennem få bekræftet sit kvindelige udtryk. Hun viser dermed betydningen af omverdenens reaktioner:

  Jeg synes det skønne ved det her [… ] er også at blive set. Altså at blive… og det er vel en eller anden form for at blive bekræftet som kvinde ikk’ [… ] altså der selvom de godt kan se hvad det er så bedømmer de mig alligevel…altså lidt kvindeligt ikk’. Det tøj der det klæder hende eller den passer ikke helt og sådan noget. Hvordan det nu er. Men sådan tror jeg egentlig jeg bliver set på. Altså målet er jo så selvfølgelig at de så skal sige hold da op hun ser godt ud ikk’ [griner] (Ulla l.569?575)

Selvom Ulla kan blive bekræftet i sin “kvindelighed”, så signalerer en mandligt kropsbetegnet iklædt kvindetøj en uoverensstemmelse mellem kropstegn og den fysiske fremførelse. Det er netop det, der ifølge Butler gør, at transvestitter har svært ved at blive kulturelt forståelige. For at blive det og dermed kunne passere som kvinder prøver transvestitterne på forskellige måder at kompensere for denne manglende overensstemmelse, blandt andet ved at forsøge at klæde sig og opføre sig meget “feminint”. Det paradoksale er dog, at den kvindelige tøjkode i dag i videre udstrækning end før inddrager mere maskulint betingede beklædningsgenstande. Det anses derfor ikke for mærkeligt, at kvinder har bukser, skjorter, flade sko mv. Snarere kan det være sådan, at meget traditionelt kvindetøj ligger udenfor det normaliserede ideal. En kvindeligt kropsbetegnet bliver på trods af mandligt betinget påklædning stadig set på som værende kvinde. En mandligt kropsbetegnet kan derimod have svært ved at blive opfattet som kvinde, hvis der ikke sendes tydelige signaler i den fysiske selvfremførelse. I vores empiriske studie har vi lagt mærke til, at der er en tendens til, at den tøjstil, som forekommer i transvestitmiljøet, mange gange bærer præg af at være en relativt konventionel “feminin” stil. Forståelsen af “det feminine” bliver også tydeligt i Daniellas beskrivelse af, hvad der ifølge hende er kvindeligt:

  De kvindelige attributter er jo… ja det er jo det høje hæle, lange negle, langt hår… bryster… som mænd i øvrigt også godt kan lide ikk’ [griner]. På sin specielle måde ikk’. Men der er også mange andre ting jo. Det kvindelige væsen er jo… vidt forskelligt fra mandens. Det er jo… de tænker anderledes og de… ja de er lidt mere bløde i det, lidt mere forvirrede. De er hvad skal man sige sårbare jo. (Daniella l.398?401)

På denne måde trækker Daniella en tydelig grænse mellem kvindeligt og mandligt samtidig med, at hun også laver en forbindelse mellem det “kvindelige væsen” og de “kvindelige attributter”. Således opretholder transvestitterne på en paradoksal måde traditionelle ideer om, hvordan en kvinde ser ud, samtidig med at de selv bryder med en kulturelt forståelig overensstemmelse mellem det biologiske køn og den ydre fremstilling. Grænsetrækningen mellem det kvindelige og mandlige bliver også tydeligt i måden, hvorpå vores informanter taler om det kvindelige ydre og om hvordan dette adskiller sig fra det mandlige. På denne måde tager de afstand fra en maskulin stil, som flere steder beskrives som kedelig, farveløs og intetsigende. Dette står i modsætning til den kvindelige stil, som beskrives som mere sensuel, farvestrålende og spraglet (jf. Gustavson 2006:240). Hanne udtrykker det således:

  Mandedragten kontra kvindedragten er jo modsat som dyreriget (… ) vi skal jo tilbage til Ludvig den fjortende i Frankrig for at finde mænd der var spraglet påklædt, med alle deres flæser om håndledene og så videre, ikk’. Ellers så er den mandlige klædedragt, den er jo gudsjammerlig kedelig, grå, sort, måske lidt beige og er man meget modig så kan man måske tage en lyseblå eller en bordeaux farvet kjorte på (Hanne l. 300-304)

Ved at trække nogle tydelige grænser mellem den kvindelige og mandlige beklædning tilskrives de forskellige betydninger, som nogle gange står i modsætning til hinanden. Kvinden “får lov” til at være udadrettet og spraglet, mens manden ofte er den fornuftige og praktiske (Gustavson 2006:240). Fascinationen af det kvindelige udtryk bliver omsat i den nydelse, omklædningen kan give, hvilket vi vil komme nærmere ind på i næste del.

[Indhold] 4.5.2 Omklædningen som nydelse
Transformationen, der ligger i omklædningen, giver en form for nydelse og velvære, som ikke kan opnås uden tøjet. Vi har i mange tilfælde, både hos vores informanter og i udtalelser på de forskellige hjemmesider, stødt ind i omtalen af tøjet som værende en kilde til velbefindende. Irene fortæller:

  Jeg har det ualmindeligt dejligt. Og der er vi lige netop ved sagens kerne: Det er ren velvære! Det er som om ret mange ting falder på plads inde i mig når jeg bliver den der lille søde dame. (Irene l. 107-109)

Kønsidentiteten hænger således tæt sammen med en kropslig erfaring. transvestitter oplever nydelse ved kropsligt at gennemgå en transformation fra en mandlig selvfremstilling til en kvindelig. De giver også udtryk for at nyde selve processen omkring omklædningen. Derfor bruger de også meget tid på dels omklædningen og på indkøb af tøj, makeup, parykker mv. Ulla fortæller for eksempel:

  Så skal jeg så i gang med at lægge makeup. Det synes jeg så også er en skøn proces ikk’. Lidt ligesom det der med neglelakken…at gøre en masse ud af det. Det er kvalitetstid vil jeg sige. (Ulla l. 359-361)

Udover ydre genstande som tøj og makeup bliver kropssprog og bevægelser også en vigtig del af at opnå det velvære, som transvestitterne føler ved transformationen. Omklædningen kan derfor ikke alene ses som en del af en strategisk stilisering af kroppen, som ovenfor beskrevet. Den må også forstås som en væsentlig kropslig oplevelse af nydelse. Det understreger Merleau-Pontys teori, om at både menneskets bevidsthed og sansning af verden i høj grad er forankret i kroppen (Thøgersen 2010:7,16)

Omklædningen er alt i alt meget central i en transvestits levede liv. Selvom vores informanter, som flere steder beskrevet, giver udtryk for, at deres mandlige og kvindelige identitet er smeltet mere og mere sammen, så omtales den fysiske transitive handling, der ligger i mklædningen, stadig som en vigtig og betydningsfuld del af deres liv (jf. Berg 2008:128).

[Indhold] 5. Konklusion
På baggrund af vores undersøgelse kan vi konkludere, at livet som transvestit ikke altid er let. Oplevelsen af at være anderledes, fordi man er tiltrukket af kvindetøj og guldtøfler, går helt tilbage til barndommen og der skal mange overvejelser og konsekvensberegninger til for at vælge at leve åbent og offentligt med sin transvestisme.

Transvestisme, som det kommer til udtryk i vores undersøgelse, handler ikke om at blive til kvinde, da alle vores informanter sådan set er glade for at være mænd. Det handler mere om have plads til at udleve den “kvindelige” side, som informanterne oplever også er en del af deres personlighed. Omklædningen har en central plads i livet som transvestit og er en stor del af at gøre sin transvestisme. Hvis man ikke lever åbent med transvestismen, er omklædningen omgæret af hemmeligholdelse og risiko, men vækker også samtidig en meget kropslig nydelse og tilfredsstiller et behov for at udleve den kvindelige side. Også transvestitter, der er sprunget ud, oplever det kropslige velvære og tilfredsstillelsen ved omklædningen, selvom rusen ikke forbliver den samme som i starten. Vores informanter beretter således om at være kommet i harmoni med deres dobbelte kønsidentitet og at deres “jeg’er” er smeltet mere og mere sammen, sådan at de ikke længere har en oplevelse af at bevæge sig så meget frem og tilbage mellem en mandlig og en kvindelig identitet. Omklædningen får således hovedsageligt en anden betydning i deres liv, idet den i høj grad giver mulighed for at kunne færdes som kvinde. Ved at dygtiggøre sig i at skabe et kvindeligt udtryk med tøj, parykker og kropssprog, kan det til en vis grad lykkes transvestitterne at overvinde den kulturelt uforståelige uoverensstemmelse, der er mellem deres kropstegn og deres fysiske selvfremførsel, når de klæder sig som kvinder.

Det kulturelt uforståelige i transvestitternes dobbelte kønsudtryk bekræfter dualismen i samfundets kønsforståelse, hvor der forventes et bestemt forhold mellem kropstegn, begærsretning og fysisk selvfremførsel. Alene ved at bære kvindetøj som mandligt kropsbetegnede skubber transvestitterne således ved grænserne for mulige kønsudtryk. Samtidig er de dog også med til at opretholde en binær kønsforståelse, da de på mange måder gør deres kvindelige identitet på en forholdsvis stereotyp måde.

Fortællingerne om at leve med transvestismen, som de også er kommet til udtryk i vores undersøgelse, handler i høj grad om at lære at leve med og håndtere dobbeltheden, der ligger i denne tilværelse. Således bruger transvestitterne meget tid på selv at prøve at forstå deres kropslige og sociale oplevelser og omsætte dette til en praksis, som er meningsfuld både for dem selv og for andre.

Vores undersøgelse har båret præg af, at vores informanter alle har et politisk engagement i kampen for forståelse og anerkendelse af transvestismen. Fortællingerne har således været karakteriseret af at være fortællinger, der kan bidrage til få andre til at acceptere og anerkende transvestitters anderledes praksis og udtryk. Således håber vores informanter, at de ved at deltage i undersøgelser som denne kan være med til at øge forståelsen for transvestismen og derigennem være med til at rykke ved normerne for den kulturelt tilladelige måde at gøre sit køn på.

[Indhold] 6. Litteratur
  1. Alvsson, Mats og Dan Kärreman (2005): “At arbejde med mysterier og sammenbrud: Empirisk materiale som kritisk samtalepartner i teoriudvikling”, i Nanna Mik?Meyer og Margaretha Järvinen (red.): Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv. Interview, observationer og dokumenter. Hans Reitzels Forlag: København
  2. Berg, Martin (2008). Självets garderobiär – självreflexiva genuslekar och queer socialpsykologi.
    Sociologiska Institutionen, Lunds Universitet: Lund
  3. Bigwood, Carol (1991): “Renaturalizing the body (With the help of Merleau-Ponty)”, in Hypatia, Vol. 6, No. 3: 54-73
  4. Butler, Judith (1988): “Performative Acts and Gender Constitution: An Essay in Phenomenology and Feminist Theory”, in Theatre Journal, Vol. 40, No. 4 (Dec., 1988): 519-53
  5. Butler, Judith (2007a): “Subjekt, køn og begær”, i Dorte Marie Søndergaard (red.): Feministiske tænkere. En tekstsamling. Hans Reitzels forlag: København
  6. Butler, Judith (2007b): Gender Trouble. Routledge: New York
  7. Gustavson, Malena (2006). Blandade känslor – bisexuella kvinnors praktik & politik. ScandBook: Falun
  8. Hertoft, Preben & Teit Ritzau (1984): Paradiset er ikke til salg: Trangen til at være begge køn. Lindhardt og Ringhof: København
  9. Kvale, Steinar (2005). Interview – en introduktion til det kvalitative forskningsinterview. Hans Reitzels Forlag
  10. Law, John (2004). After Method – mess in social science research. Routledge: London
  11. Mattson, Lukas og Martin Lejon (1999): “Kvinnliga transvestiter? JOMENVISST!!” hentet fra: http://www.rfsl.se/?p=1312, 1. juni 2010
  12. Moustakas, Clark (1994): “Epoche, Phenomenological Reduction, Imaginative Variation and Synthesis”, in Phenomenological Research Methods: 84-102
  13. Plummer, Ken (1995). Telling Sexual Stories. Routledge: London.
  14. Rosenberg, Tiina (2007): “Queerfeminisme”, i Dorte Marie Søndergaard (red.): Feministiske tænkere. En tekstsamling. Hans Reitzels forlag: København
  15. Stormhøj, Christel (2002): “Stil som social identitetsmarkør – en flerperspektivistisk tilgang til unges stil”, i Dansk Sociologi, No. 1: 41-55
  16. Stridsberg, Sara (2007): Drømmefakultetet. Athene
  17. Søndergaard, Dorte Marie (2006). Tegnet på kroppen – Køn, koder og konstruktioner blandt unge voksne i akademia. Museum Tusculanums Forlag: København
  18. Thøgersen, Ulla (2010). Krop og fænomenologi – en introduktion til Maurice Merleau-Pontys filosofi. Academica: København
  19. Thranesen, Tina (2001): “Nyd din transvestisme” (2. maj 2010)
  20. Thranesen, Tina (2008): “Kønsidentitet og kønsforstyrrelse” (10. maj 2010)

[Indhold] 6.1 Hjemmesider:
Trans-Danmark: (Foreningen er reelt død. 26. december 2014. TT).
Tina Thranesen: http://www.thranesen.dk
TiD: http://www.transvestit.dk
Transdebat: (Debatforummet nedlagt. 26. december 2014. TT.).
Irene Haffner: http://www.irenehaffner.dk
Sexlinien: http://www.sexlinien.dk

[Indhold] 6.2 Andet
Transvestitforeningen i Danmark: “Alle kender mindst 3 transvestitter. – ved du, hvem “dine” er?” (folder)
Danmarks Radios dokumentar Mænd i høje hæle. Kan ses på: http://www.dr.dk/DRPresse/Artikler/2010/02/15/165433.htm (Dokumentarfilmen kan ikke mere ses. 26. december 2014. TT.).

[Indhold] 7. Bilag (Vises ikke her.)
Bilag 1: Definition af transseksualitet og drags
Bilag 2: Interviewguide
Bilag 3: Interview med Hanne
Bilag 4: Interview med Daniella
Bilag 5: Interview med Ulla
Bilag 6: Irene Haffners biografi

[Indhold] Noter
  1. [Retur] I denne opgave har vi valgt at fokusere på mandlige transvestitter, dvs. mænd der klæder sig som kvinder. Det betyder ikke, at der ikke eksisterer kvindelige transvestitter. Se mere om dette længere fremme i opgaven.
  2. [Retur] Butler tager ligeledes diskussionen om kroppens materialisering op i Bodies that matter fra 1993. Det er dog en længere teoretisk diskussion, som vi ikke vil komme ind på her.
  3. [Retur] Ligesom andre teoretikere indenfor den fænomenologiske tradition tager Merleau-Ponty udgangspunkt i den menneskelige erfaring og en bestræbelse på at betragte verden på ny. Denne betragtning er inspireret af filosoffen Edmund Husserls om begreb epoché, som indebærer, at man som forsker skal holde alle antagelser om verden tilbage og sætte disse ud af kraft, ved at sætte parentes om sin forforståelse om omverdenen. Husserl vil med dette understrege vigtigheden i at reflektere over det, vi tager for givet (Moustakas 1994:85-87).
  4. [Retur] Begrebet er hentet fra den tyske filosof Martin Heidegger, der mener, at menneskets eksistens er uløseligt knyttet til verden. Det indebærer endvidere, at mennesket er situeret og åbent. Mennesket kan aldrig stille sig udenfor dets væren i verden (Thøgersen 2010: 27-28).
  5. [Retur] Merleau-Ponty er kritisk overfor et dualistisk syn på krop og bevidsthed, som han opfatter som kunstigt (han afviser dermed Descartes dualisme). En stor del af hans fænomenologi er et opgør med dualismen ved at vise, hvordan menneskets væren snarere bør betragtes som en enhed af krop og bevidsthed. Merleau-Ponty betragter det som fejlagtig dialektik, hvis man betragter bevidstheden som menneskets subjektive side og kroppen som en objektiv genstand. Kroppen bør i stedet betragtes som havende både en subjektiv og en objektiv side (Thøgersen 2010:16,41).
  6. [Retur] Ordliste fra Trans-Danmark. (Foreningens hjemmeside er lukket. 26. december 2014. TT.).
  7. [Retur] Vi bruger betegnelsen “transkønnede” som en fællesbetegnelse for transvestitter og transseksuelle, selvom der ikke råder enighed om anvendelsen af en fællesbetegnelse. Foreningen Trans-Danmark, landsforeningen for transvestitter og transseksuelle, bruger imidlertid denne definition: Ordliste fra Trans-Danmark.
    (Foreningens hjemmeside er lukket. 26. december 2014. TT.). En mere dækkende definition gør det også lettere at tale om det miljø, der trods alt eksisterer af transvestitter og transseksuelle.
  8. [Retur] Transvestitforeningen i Danmarks folder “Alle kender mindst 3 transvestitter – ved du, hvem “dine” er?”.
  9. [Retur] Se bl.a. folder fra Transvestitforeningen i Danmark. Kan downloades på deres hjemmeside www.transvestit.dk
  10. [Retur] Se bl.a. Transvestitforeningens folder “Alle kender mindst 3 transvestitter – ved du hvem “dine” er?”, DR’s dokumentar Mænd i høje hæle, Thranesen (2001)
  11. [Retur] Se også Sexlinien. 25. april 2010. (Det anførte link er dødt. 26. december 2014. TT.).
  12. [Retur] Det er her relevant, at nævne, at der findes en del diskussioner af hvorfor der findes den opfattelse, at kvindelige transvestitter ikke er lige så forekommende som mandlige. Et af argumenterne er, at det, at iklæde sig kvindetøj som mand er mindre socialt accepteret da dette er forbundet med lavere status, end for en kvinde, der iklæder sig mandligt betinget tøj. Selvom det kan anses for nemmere for kvinder, at passere med mandligt betinget tøj på, er det lige så vigtigt for kvindelige transvestitter at blive opfattet som det andet køn, og ikke udelukkende som en kvinde i mandetøj. En kvindelig transvestit
    har sandsynligvis lignende tanker omkring sin transvestisme som en mandlig transvestit kan have (Mattsson & Lejon 1999).
  13. [Retur] Fra cyberspace til virkelighed – af Irene Haffner. 15. maj 2010. (Artiklen findes ikke på det anførte link. 26. december 2014. TT.).
  14. [Retur] Filmen kan ses på DR’s hjemmeside: http://www.dr.dk/DRPresse/Artikler/2010/02/15/165433.htm (Dokumentarfilmen kan ikke mere ses. 26. december 2014. TT.)
[Indhold]

* * *
Opgaven i pdf-format.

2nd Expert meeting on LGBT and HIV (2. ekspertmøde om LGBT og HIV) afholdt i Amsterdam den 5. og 6. november 2009.

Vist 31 gange.
2nd Expert meeting on LGBT and HIV

2nd Expert meeting on LGBT and HIV

Det 2. internationale ekspertmøde om HIV-forebyggelse for MSM, WSW og transkønnede fandt sted i Amsterdam den 5. og 6. november 2009 med deltagelse af 130 eksperter af forskellig art fra hele verden. Det var næsten dobbelt så mange deltagere i forhold til det første ekspertmøde i september 2007.
Mødet blev afholdt hos Schorer, der også var hovedsponsor. Der er udarbejdet en rapport fra mødet: “Moving from Intentions to Action” (Skift fra hensigter til aktiviteter).

Fra rapporten skal følgende, der har speciel relation til transkønnede, nævnes:

5. Ekspertmødets konklusioner og anbefalinger (Side 17)

iii. Gennemførelse (Side 19)
Transkønnede og HIV:
Der er behov for at løse den høje smittespredningen blandt transkønnede.

Integration af transkønnede i MSM og WSW aktiviteter og organisationer:
Der er en lav bevidsthed blandt MSM og WSW organisationerne om om transkønnedes. Transkønnede er en del af andre grupper såsom bøsser, lesbiske, MSM, WSW og heteroseksuelle. Andre seksuelle minoriteter bør øge deres bestræbelser på at forstå og bedre integrationen af transkønnede
i deres organisationer. Derfor bør der være mulighed for KtM transkønnede at deltage i MSM aktiviteter, og til MtK transkønnede at deltage i WSW aktiviteter.

Tilvejebringelsen af viden om transforhold bør øges dramatisk gennem handling og forskning:
Der er et stort behov for at investere tid og midler i forskning for at øge viden om transforhold, blandt andet inden for følgende områder:

  • Juridisk status for transkønnede
  • Adgang til sundhedsydelser
  • Beskæftigelsesmulighederne

Omklassificering af transkønnethed:
Kønsidentitetsforstyrrelse (i rapporten betegnet som kønsidentitetsvariation) bør omklassificeres fra sin nuværende klassificering som en psykisk lidelse i American Psychiatric Association’s – APA – Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders – DSM (aktuelt DSM-IV-TR diagnose- og beskrivelskriterier) – og WHO’s International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems – ICD (aktuelt ICD-10 diagnose- og beskrivelskriterier). I stedet
bør det klassificeres som en medicinsk tilstand. Det vil medføre en diagnosekategori i ICD, som vil tilgodese personer med kønsidentitetsforstyrrelse (kønsidentitetsvariation), der har behov for en lægelig vurdering af deres tilstand, uden den stigmatisering, der er knyttet til en psykisk lidelse.

Gennemførelse kræver betydelige ændringer:
For gennemførelse af programmerne er det nødvendigt med større fokus på seksuel adfærd og mindre på kønsidentitet. De forskellige aktører er nødt til at overveje kulturelle, religiøse og historiske forhold i arbejdet med seksuelle mindretal. Generelt skal gennemførelsen forenkles.

* * *
Det skal bemærkes, at rapporten er udarbejdet i forbindelse med et møde om HIV-forebyggelse.

* * *

Rapporter og præsentationer
På Schorers hjemmeside fandtes tidligere bilag og indlæg fra forskellige oplægsholdere i pdf- og ppt-format (Power Point præsentationer). De vises nu hos Vidensbanken.

Being transgender in Belgium: Mapping the social and legal situation of transgender people. September 2009.

Vist 67 gange.
Being transgender in Belgium

Being transgender in Belgium

Titel Being transgender in Belgium
Mapping the social and legal situation
of transgender people
Forfatter Joz Motmans
Forlag Institute for the equality of women and men
Udgivet September 2009
Sprog Engelsk
Antal sider 204

Institute for the equality of women and men – IEWM – i Belgien (Institut for ligestilling for kvinder og mænd) offentliggjorde i september 2009 en omfattende rapport om transkønnedes forhold i Belgien.
Foruden selve undersøgelsen indeholder den en række stærke anbefalinger til regeringen om forbedring af de transkønnedes forhold.
Som en del af undersøgelsen blev der i Belgien gennemført en stor spørgeskemaundersøgelse og interview af særlige fokusgrupper. Spørgeskemaet er optrykt i rapporten.

Med forbehold for eventuelle fejl vises herunder en oversættelse til dansk fra den engelsksprogede udgave af rapporten af forordet, afsnit 1.1. Social og videnskabelig sammenhæng og Kapitel 8 Resumé og henstillinger. De mange notehenvisninger er ikke medtaget. Ved brug som dokumentation henvises til originalrapporten. Tina Thranesen.

* * *
At være transkønnet i Belgien: Kortlægning af den sociale og juridiske situation for transsekskønnede

Forord
At være transkønnet i Belgien
Institute for the equality of women and men – IEWM bestilt derfor en undersøgelse af den sociale og juridiske situation for transkønnede i Belgien. Undersøgelsens formål var at kortlægge diskrimination og ulighed i praksis, politik og lovgivning, der gør det muligt for os tilrettelægge en passende og effektiv klageprocedure, at udvikle en effektiv politik for transkønnede og formulere effektive anbefalinger beregnet for regeringen, det enkelte menneske og institutioner.

Undersøgelsen blev bestilt af Steunpunt Gelijkekansenbeleid – Center for Lige Muligheder – (Consortium University of Antwerpen – Hasselt University) i samarbejde med Cap-Sciences Humaines, en nonprofit organisation (Université Catholique de Louvain).
Undersøgelsen løb fra marts 2008 til juni 2009, og blev gennemført af Joshua Motmans (projekt leder), og Inés de Biolley Sandrine Debunne under tilsyn af professor Josse van Steenberghe og Ada Garcia.
Denne rapport indeholder resultaterne af den første del udført af undersøgelsesteamet.
IEWM ønsker at takke teamet for fremragende samarbejde i forbindelse med dette projekt.

Jeg vil også gerne takke for Directorate General National Register – External Relations of the Federal Public Service Home Affairs, General Directorate Institutions and Population, som har forsynet IEWM med anonymiserede registreringsdata om antallet af kønsskifte, hvilket gjorde det muligt at fremlægge et relativt præcist skøn i denne rapport om størrelsen af (dele af) målgruppe.

Endelig vil jeg gerne takke medlemmerne af overvågningsudvalget for deres interesse for undersøgelsen.
Med deres fascinerende og oplysende indsigt, kommentarer og forslag, har de ydet et afgørende bidrag til denne undersøgelses succes.
Michel Pasteel,
Direktør for Institutt for ligestilling for kvinder og mænd
September 2009

1. Generel introduktion
1.1. Social og videnskabelig sammenhæng
Den sociale position, livsvilkår, erfaringer og vanskeligheder transkønnede mennesker, såvel som den mulige diskrimination de udsættes for, er videnskabeligt uudforskede områder. De transkønnedes forhold er blevet studerede fra forskellige akademiske perspektiver: som et juridisk problem, som et medicinsk problem eller som et sociokulturelt problem. Trods dette er forskning med fokus på transkønnedes problemer kun tilgængelige i få lande. Det er ofte i lande med stærke foreninger for transkønnede, som f.eks. som England og Finland. I de fleste europæiske lande og i Syd- og Østeuropa i særdeleshed, er der til dato ikke offentliggjort nogen forskning.

Et andet problem er manglen på integration af transkønnede i såkaldt LGBT-forskning. Det såkaldte “T” har i en årrække været en del af forkortelsen, men det er mere reglen end undtagelsen, at trans-specifikke problemer ikke rettet er med i relevante forskning. Forskningsemner med relevans for transkønnede overskygges af emner, der kun tangerer emner, der er vigtige for dem (så som anerkendelse af samme-køn-relationer). Transkønnedes
problemer er ikke undersøgt i samme omfang, som problemerne for LGBS. For eksempel siger detaljerede analyser af LGB-forhold, at forholdene for transkønnede er meget værre. Så når forkortelsen LGBT bruges, så er der i virkeligheden kun taler om LGBS.
Den eksisterende belgiske forskning er begrænset til juridiske og sociokulturelle og medicinsk emner. Den sociokulturelle placeringen af transkønnede er til dato ikke blevet bredt undersøgt. Derudover er transkønnede ikke medtaget som et punkt i ligestillingsspørgsmål eller LGB-forskning i Belgien.

De få trans-specifikke undersøgelser viser, at der er store problemer inden for områderne beskæftigelse, sundhedspleje, velfærd og sport samt inden for det sociale og familiemæssige liv. Til dato (så vidt vi ved), har Belgien kun set et fåtal af voldshandlinger mod transkønnede, selv om chikane, vold og diskrimination er udbredt. Antallet af klager registreret af myndighederne (LGB eller ligestillings- og antidiskriminationsinstitutioner, politi, osv.) angiver, at transkønnede
i Belgien stadig står over for en række problemer på det sociale område. Denne undersøgelse vil for første gang kortlægge deres situation i Belgien.

1.2. Forskning spørgsmål
Formålet med denne undersøgelse er at kortlægge de sociale forhold for transkønnede og se på mulige problemer og forskelsbehandling af denne målgruppe. Mere specifikt er der forsøger at give et svar på følgende forskningsspørgsmål:
  1. Hvilke begreber og terminologier vedrørende transkønnede kan bruges til i belgisk sammenhæng bedst at beskrive målgruppen? Vi vil fokusere på de to nationale sprog (hollandsk og fransk).
  2. Hvordan kan målgruppen bedst defineres? Er det muligt præcist at vurdere antallet af transkønnede mennesker?
  3. Hvilke problemer og forskelsbehandlinger har målgruppen oplevet, som regeringen har ansvar for (f.eks. arbejds- og beskæftigelsesforhold, sundhedspleje, retfærdighed og social sikring)? Hvad er de største problemer hos de statslige og regionale myndigheder (f.eks. uddannelse- og boligpolitik)?
  4. Hvilke politikker vedrører målgruppen? Er der specielle politikker for visse områder, som er relevante for transkønnede (social sikringsordning, sociale ydelser, sundhedspleje, osv.)? Hvad er problemerne eller svaghederne i disse politikker? Hvad er praksis i institutioner som f.eks. i bank- og forsikringssektoren, rådgivnings- og støttecentre, osv. i forhold til målgruppen?

Forskningen bestod af forskellige faser, hver med metodisk angivne fremgangsmåder: en detaljeret litteraturgennemgang af terminologi, udbredelse, social holdning i forskellige områder af livet og den juridiske position, en omfattende online-undersøgelse målrettet transkønnede og interview af fokusgrupper, samt en undersøgelse af holdningen til transkønnede på “gadeniveau”. Forskningsresultaterne omsæt til politiske anbefalinger indgår i afsnittet med konklusion. De differentierede metodiske skridt drøftes i hvert kapitel.

1.3. Vejledning for læserne
I kapitel 2 begynder vi med den terminologi (populære begreber brugt til at udtrykke identitet), der anvendes til at beskrive transkønnede, baseret på international faglitteratur. Vi undersøger, hvilke begreber og kategorier, som oftest bruges i Belgien til at beskrive målgruppen. For den hollandsk-talende region, undersøgte vi det populære sprogbrug i Flandern, Holland og i engelsktalende lande. For den fransktalende region, undersøgte vi det populære sprogbrug i fransktalende samfund i Frankrig og Canada.

I kapitel 3 sætter vi fokus på størrelsen af målgruppe. Både i teori og praksis er det umuligt at afgøre antallet af transkønnede præcist, da det ikke er alle transkønnede, som følger en (åben) medicinsk og/eller juridiske vej. Til at estimere målgruppes størrelse, anvendte vi tal fra forskellige kilder.

I kapitel 4 beskrives de transkønnedes prekære juridiske forhold på grundlag af for nylig foretagne europæiske og nationale undersøgelser.

I kapitel 5 beskrives transkønnedes sociale position i forskellige perioder af deres liv. Vi diskuterer de undersøgelser, der beskriver de sociale omstændigheder, hvorunder kulturelle og transkønnede lever inden for områderne beskæftigelse, sundhed, uddannelse, forbillede/rollemodel-dannelse, sociale netværk, partner-relationer, seksuel orientering og forældreskab, selvhjælpsorganisationer og sport.

Kapitel 6 fokuserer på transundersøgelsen. Online-undersøgelsen havde til formål at kortlægge de problemer og diskriminationer, som kan opleves af mennesker i forskellige perioder af livet, og som skyldes deres kønsidentitet og/eller kønsudtryk eller deres ændring af fornavn og/eller kønsbetegnelse.

I kapitel 7 beskrives undersøgelser af transkønnede på arbejdsmarkedet.

I kapitel 8 opsummeres forskningsresultaterne, og der formuleres en række politiske anbefalinger.
Undersøgelsens spørgeskemaer findes i bilagene.

Kapitel 8
Resumé og henstillinger
I dette sidste kapitel vil vi opsummere de vigtigste forskningsresultater for hvert område af livet og formulere en række politiske anbefalinger.

8.1. Retstilstanden
I kapitel 4 har vi overvejet betydningen af ligestilling både ud fra et juridisk synspunkt og ud fra menneskerettighederne og begrebet ligestilling for kvinder og mænd. I Belgien er de juridiske konsekvenser vedrørende forældreskab og afstamning eller herkomst særligt udsat for kritik. Kritik kan også rettes mod de lægelige kriterier, der er knyttet til lovgivningen om transseksualitet. Det er vigtigt at huske, at når der foretages ændringer af lovgivningen, skal vi ikke kun tage hensyn til de transseksuelles interesser, men også interesser for andre implicerede personer (børn, arbejdsgivere og så videre) og for samfundet som helhed (juridiske sikkerhed, stabilitet, ingen nye former for forskelsbehandling osv.).

8.1.1. Ret til kønsskifte
8.1.1.1 Omformulering af kriterierne for kønsskifte
Transkønnedes organisationer kritiserer de kriterier, som ansøgere skal opfylde, før de kan ændre deres navn (især brugen af kønshormoner) eller køn (især blev kravet om kastration afvist). Disse betingelser er blevet udeladt i love om navne- og kønsskifte i Spanien og England på grund af deres konstaterede overtrædelse af menneskerettighederne.
Også Yogyakarta principperne (se ovenfor) nævner specifikt, at ingen må tvinges til at gennemgå medicinske procedurer, herunder kønsskifteoperation, sterilisation eller hormonbehandling med henblik på at opfylde de retlige kriterier for lovlig anerkendelse af deres kønsidentitet.
  Muligheden for at ændre en fødselsattest skal være til stede for alle kønsvariante personer, der kan fremlægge en erklæring fra en psykiater om, at den pågældende person er blevet diagnosticeret med GID (se ovenfor) og har levet permanent i nogen tid i en kønsrolle forskellig fra den, der står på hans/hendes fødselsattest, som det er tilfældet i loven om transseksuelle i England. De lægelige kriterier, der kræver brug af hormoner og kønsskifteoperation
er i strid med menneskerettighederne, som de er fastsat i Yogyakarta principperne. De er også restriktive og giver ikke plads for udvikling og fremskridt inden for behandlingsprotokoller i henhold til WPATH (se ovenfor).

8.1.1.2. Foranstaltninger til beskyttelse af privatlivets fred
Når en fødselsattest ændres, sker det i praksis ved en note i margenen i forbindelse med ændringen.
Det betyder, at ændringen kan ses af alle, der har ret til at se den (se ovenfor), hvilket truer privatlivets fred for transseksuelle. Privatlivets fred er ikke garanteret, når kopier og udskrifter er udleveret. En ændring i cirkulæret, så kun det nye køn anføres i udskrifter, som beskrevet i det oprindelige udkast, er blevet afvist for ikke at påvirke den nuværende praksis. I cirkulæret udstedt af justitsministeren i 2008 hedder det, at en udskrift med nye detaljer i princippet vil være uden henvisning til den oprindelige status.
  De måder, hvorpå privatlivets fred for transkønnede bedst kan sikres bør behandles yderligere i juridisk forstand. Uddrag af fødselsattester bør ikke længere nævne det oprindelige køn.

8.1.1.3. Behov for ændring af identifikationsdokument
I den sædvanlige fase, hvor den officielle kønsbetegnelse og kønsidentitet ikke svarer til hinanden, bør lovgiverne sørge for regler til at lette denne periode (som kan strække sig over en årrække) i form af identifikationspapirer, i overensstemmelse med de anbefalinger, der er indeholdt i den europæiske resolution om diskrimination af transseksuelle (1989) og henstilling 1117 fra Europarådet (1989).
Transkønnede mennesker taler regelmæssigt om et såkaldt “kønspas”, der kan udstedes af ligestillingsinstituttet (Gender Foundation). Dette dokument med foto og navn for de to kønsroller og underskrevet af den behandlende læge indeholder oplysninger om personens overgangsperiode (kønsskifteproces). Den pågældende person kan, hvis han eller hun ønsker det, fremvise dette pas til kontrolorganer (toldvæsen, politi osv.).
  Et officielt identitetskort bør indføres for personer i overgangsperioden med oplysninger om begge køn (og eventuelt for transkønnede personer, der ikke ønsker at foretage et fuldstændigt kønsskifte eller ikke opfylder de medicinske betingelser). Dette ville undgå uklarheder og modvirke pinlige situationer.

8.1.2. Beskyttelse af retten til at gifte sig og familieliv
Siden registreret partnerskab blev indført (lov af 30. januar 2003) og adoption for par af samme køn (lov af 20. april 2006), har Belgien spillet en banebrydende rolle på disse to områder, som også vedrører transseksuelle.
Kun områderne omkring familielivet og forældreforhold er stadig vanskelige og komplicerede forhold. Transundersøgelsen viser, at 43,6 % af respondenterne har børn, og at 42,4 % ønsker at få børn.
Med hensyn til de juridiske forhold vedrørende forældreskab/afstamning opfordrer vi til, at det genetiske kriterium udelades og at “socialt forældreskab” udbygges.

Litteraturen viser også, at der kun er forsket lidt i området forældreskab for transseksuelle. Vi mener, at det er vigtigt, at der bliver forsket i, hvordan børn håndtere/klare det at have transforældre. Trods alt – så gælder retten til privatlivets fred og privatliv også for børn af transforældre.
  Der er behov for forskning i, hvordan børn håndtere en af deres forældres kønsskifte. En undersøgelse af denne art ville bidrage til social accept.

8.1.3. Behovet for en passende antidiskriminationslovgivning
Disponible forskning og det arbejde, som Stephen Whittle m.fl. viser, at et stort antal transkønnede ikke omfattes af lovbeskyttelse, alene fordi de ikke har fået foretaget en kønsskifteoperation. I vores undersøgelse havde kun 30,2 % ændret deres fornavn og 19,8 % deres køn. Vi har også konstateret, at 56,1 % af respondenterne, der overvejer et kønsskifte, var tilbageholdende på grund af deres beskæftigelsessituation (frygt for at miste deres job, eller at det vil gå ud over deres karrieremuligheder).
Familiens (49,6 %) og andres opfattelse (43,1 %) blev også hyppigt nævnt som hindringer. Det betyder, at en stor del af de adspurgte ikke lever fuldtid i deres ønskede kønsrolle.
Derfor mener vi, at det ikke er tilstrækkeligt, at de beskyttes alene på grundlag af en ændring af køn, men snarere på grundlag af kønsudtryk og kønsidentitet.

Af de respondenter, som har indgivet en klage over forskelsbehandling eller uretfærdig behandling på grundlag af deres kønsidentitet (17,3 %), er 48,6 % mand til kvinde transseksuelle og 21,6 % kvinde til mand transseksuelle. Der er også en væsentlig forskel mellem mænd og kvinder i identitettypen hos transkønnede:
18,9 % af transkønnede, der er født mænd har indgivet en klage, sammenlignet med 10,8 % født som kvinde.
Den omstændighed, at så få respondenter indgive klager, har efter vores mening at gøre med det faktum, at kun 4,3 % af de adspurgte er klar over, at loven om bekæmpelse af forskelsbehandling mellem kvinder og mænd også gælder forskelsbehandling på grund af et kønsskifte. Desuden var kun 42,7 % klar over, at de kan indgive en klage til IEWM. Den omstændighed, at flere respondenter i første omgang klager til CEOOP, [kan ikke finde ud af, hvad CEOOP er /TT] viser den forvirring, respondenterne oplever om, hvad de to instanser hver især har ansvar for – noget, at organisationerne også påpegede.
  Kriterierne for forskelsbehandling i lov om forbud mod forskelsbehandling bør revideres, således at de ikke længere snævert afgrænsede og så flere transkønnede beskyttes – også dem der ikke har gennemgået kønsskifteoperation. Dette kan opnås ved at tilføje kønsidentitet og kønsudtryk.

8.2. Uddannelse og beskæftigelse
Til trods for at deres uddannelsesniveau er lidt over gennemsnittet (se ovenfor), fandt vi højere arbejdsløshed blandt respondenterne i denne undersøgelse. Desuden er de ofte udsat for chikane på grund af deres kønsudtryk og har problemer med at søge arbejde. De har ofte også problemer som følge af, at de (nødtvunget) er nød til at fortælle om deres kønsidentitet til foresatte, kolleger, kunder eller elever. I den undersøgte gruppe var 15,6 % arbejdsløse og 26,6 % havde skiftet job, fordi de var transkønnede, som følge af problemer eller for at undgå problemer.

I gennemsnit var 25,3 % helt åbne på arbejdet om deres kønsidentitet, 20,6 % delvis åbne og 54,1 % holdt det helt skjult på arbejdspladsen. Åbenheden var størst (32 %) over for de nærmeste overordnede, hvilket kan skyldes, at de (nødtvunget) er nød til at fortælle om deres kønsidentitet. Hemmeligholdelsen er størst (65 %) over for kunder, elever eller patienter. De, der er åbne om deres kønsidentitet, oplevede primært negative reaktioner fra kolleger.

Kun i 37,7 % af tilfældene havde arbejdspladserne en ligestillingspolitik, og kun i 9,5 % af disse tilfælde skyldtes transforhold. Dette viser, at transkønnede meget ofte er en “glemt” kategori i ligestillingspolitikken, eller at folk ikke er klar over, at ligestillingspolitikken på grundlag af køn også gælder for dem, der har foretaget kønsskifte.

8.2.1. Behov for information og mæglingsorgan
Beskæftigelsen spiller en meget vigtig rolle for transkønnede på grund af den sårbare sociale og økonomiske situation, som de kan finde sig selv, hvilket fokusgruppen også afslørede. Manglende indsigt hos fagforeninger og manglen af et mæglingsorgan – en funktion, som ligestillingsinstituttet (Gender Foundation) tidligere havde varetaget – føles meget stærkt på dette område. Samtidig er der velvillighed hos nogle virksomheder og i fagforeninger og vikarbureauer, som vi kontaktede, til at tage fat på disse spørgsmål.

Der er behov for at formidle information om transforhold, rettigheder og ansvar for medarbejdere hos de forskellige kompetente myndigheder, arbejdsgiverorganisationer, vikarbureauer, fagforeninger, HR ledere og regeringen. Den manglende viden om transforhold blandt beskæftigelseseksperter i forskellige arbejdsformidlingscentre, og den manglende viden om rettigheder og pligter, både blandt arbejdstagere og arbejdsgivere, synes at være enorme. Træning og uddannelse af nøglepersoner kan skabe mere åbenhed og vise, at simple tiltag kan gøre en stor forskel for transkønnede medarbejdere.

Tidligere var det nødvendigt, at ligestillingsinstituttet (Gender Foundation) tog kontakt til arbejdsgiveren for at forklare om kønsskifte, hvilket ofte var tilstrækkeligt til at løse problemerne. Nedlæggelsen af ligestillingsinstituttets mæglerrolle (på grund af interne omstruktureringer og personalemæssige nedskæringer) har resulteret i et øget behov for oplysning.

Adskillige udenlandske eksempler (se kapitel 7) viser, at udlevering af foldere, der indeholder klare retningslinjer for den lovmæssige forhold, rettigheder og pligter, grundlæggende information, ordliste, henvisning adresser og specifikke kontaktmuligheder ofte er et nyttigt redskab for mange aktører inden for beskæftigelsesområdet. De udenlandske eksempler på “adfærdskodekser” i samarbejde mellem regeringen og målgruppe kan være et eksempel, som Belgien kan følge.
IEWM’s aktiviteter og udbredelse af kendskabet til transforhold er stadig nødvendigt, især over for fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, vikarbureauer og målgruppen. IEWM bør også kunne påtage sig en pionerrolle i udarbejdelsen af en adfærdskodeks for arbejdspladsen. Ud over specifikke oplysninger om transforhold, bør rettigheder og forpligtelser i forbindelse med beskæftigelse også forklares.
  En sådan adfærdskodeks kan bedst udarbejdes i samråd med målgruppen og underskrives af alle de berørte parter (arbejdsgivere, arbejdstagere, fortrolige rådgivere, osv.). Der er også behov for at tilrettelægge uddannelse og bevidstgørelse af arbejdsgiverorganisationer og offentlige