Vist 363 gange.
Af Renée S.
“Hej, det er René(e)!”, siger stemmen i telefonrøret. Men hvem er René(e)? Stemmen lyder mandlig, men personen er iklædt damesko og nederdel. Ørenringene kan ogsÃ¥ høres, nÃ¥r telefonrøret rører ved dem. Det bringer en vis forvirring til den, som ikke ved, at Renée er transvestit.
Med denne introduktionsartikel vil jeg fortælle, hvordan jeg kom til at leve først som selskabstransvestit – og nu som næsten fuldtidstransvestit.
Det hele startede for en del Ã¥r siden. Som mange unge mænd var jeg meget tiltrukket af de flotte bene med de lange tynde strømper. Jeg var fascineret af at se, hvor flot et ben kunne være. Jeg var ogsÃ¥ fascineret af at se, hvordan en af mine daværende veninder kunne færdes pÃ¥ sÃ¥ højhælede sko. Der vÃ¥gede i mig en form af erotiske lyster, som senere udviklede sig til en form af fetichisme. Og en dag – meget generet – fik jeg lyst til selv at prøve et par strømper. Hvilken sensualitet! Jeg viste slet ikke, at det skulle være starten pÃ¥ et nyt liv.
Tiden gik uden mine lyster udviklede sig dybere end bare at nyde forskellige former for strømper. Jeg var stadig en ung fyr, som havde et meget aktiv mandligt liv indtil en dag ved en fest, hvor jeg mødte Lissie.
Meget hurtig oplyser jeg Lissie om min tiltrækning af damestrømper – ogsÃ¥ pÃ¥ mig selv. Jeg havde ikke haft grund til at være generet. Lissie var med pÃ¥ ideen med det samme. Lissie var høj og lidt rund. Under vore lege bad hun mig lidt efter lidt om at prøver nogle af hendes sko noget af hendes tøj.
Jeg var dengang ikke klar over, at Renée blev “født” pÃ¥ det tidspunkt.
Lissie var “the right person at the right time with the right arguments”.
Mit forhold til Lissie varede mere end 3 Ã¥r. Jeg elskede vore “lesbiske” lege, men vi kom til at sige farvel til hinanden pÃ¥ grund af livet. Det blev til de rolige Ã¥r, hvor kun René eksisterede. Jeg stiftede familien og købte bolig. Kort sagt, sÃ¥ begynde jeg at være “placeret pÃ¥ den pæne hylde” i samfundet. Jeg troede, at Renée var forsvundet. Det var min største fejl.
Renée var levende. Hun sov blot.
Min kone læser Femina og Alt for Damerne som næste alle kvinder. Og jeg kikker ogsÃ¥ i disse blade; mest pÃ¥ billeder uden særlig reaktion pÃ¥, hvad jeg læser eller ser. Men en dag fangede min opmærksomhed en serie artikler. Det drejer sig om mænd, som gik i dametøj. Ved læsning af disse artikler, genkendte jeg mange af de følelser, jeg selv oplevede under min tid med Lissie. Eksisterede sÃ¥ forskellige kvindelige sider i mig? Sider, som jeg ikke kendte i dybden? Er jeg som de mennesker, som har fundet ud af det, uden at jeg selv har gjort det?? Med andre ord: “Hvem er jeg, og hvordan kan jeg være og leve, som den jeg er??” Renée vÃ¥gnede.
Jeg læste meget om emnet i forskellige bøger og artikler. Og en dag kom jeg på internettet. Efter mange timer med research, kom jeg til at kende mig selv meget bedre. Jeg lærte og erkendte mine kvindelige sider på sådan en måde, at i dag kan jeg anvende den ene eller den anden side af mig i forhold til situationen og til det, som jeg ønsker at opnå. Jeg har afklaret mit forhold til spejlet. Men der var lige det med at gå på gaden. Hvad hvis man møder?
I mange Ã¥r havde jeg været skabstransvestit. Det var dog altid frustrerende. Og hvad med min hustru? Jeg har brugt flere Ã¥r pÃ¥ at bringe min transvestisme mere og mere i lyset. Først i mit nærmiljø, sÃ¥ over for min kone, og nu ogsÃ¥ over for mine kolleger. København er ikke sÃ¥ stor en by, at man kan gemme sig helt. Jeg har derfor valgt Ã¥benhed. Ã…benhed til at leve i dametøj – ogsÃ¥ midt pÃ¥ dagen, nÃ¥r det passer i min fritid. Indkøb, museumsbesøg, frisør, biograf, metroen, busser, kort sagt den private del af livet. Det skal siges, at jeg gÃ¥r i uniform pÃ¥ min arbejdsplads. Men i dag er min damegarderobe større end min mandlige.
Min største overraskelse fik jeg fra mit nærmiljø og fra naboerne. Jeg får så mange venlige smil og snak på gaden. Jeg tror, at det har bragt sympati og respekt, at jeg har været så åben. Jeg kan kun opfordre alle til samme åbenhed. Folk er sødere, end man skulle tro. Jeg har også sagt det til min frisør, som altid klipper mig, så jeg ikke behøver paryk.
Min kone ved alt om det. Men herhjemme vil hun have sin mand. Dog accepterer hun, at jeg går i damesandaler og strømpebukser, silkepyjamas og kåbe herhjemme. Vi deler ansigts-, og kropsplejemidler samt manicureprodukter. Men i soveværelse er jeg René.
Telefonen ringer: Hej det er Ren̩(e). РHej! Det er X, hvilken Ren̩(e) er du i dag?