Vist 356 gange.
Han skrev et brev til alle sine patienter, hvori han forklarede, at han var transseksuel, og at den 29. juni 2006 ville holde ferie i tre uger. Når han vendte tilbage, ville det være som kvinden Deborah Bershel.
Han havde forinden forklaret det samme til sit personale.
Boston Globe bragte den 16. juli en artikel om, at Roy Berkowitz-Shelton havde meddelt sine patienter om sin beslutning om fremover at leve sit liv som kvinden Deborah Bershel.
I tiden derefter var Deborah meget spændt og usikker på, hvordan patienterne ville reagere. Gennemgående reagerede de dog positivt.
Margaret Connolly, der havde haft Roy Berkowitz-Shelton som læge i fjorten år, skrev den 14. juli 2006 et sødt og venligt brev.
Deborah (Roy Shelton) (født den 24. oktober 1953) voksede op i en tiltalende og velfungerende jødisk familie i Flushing, som er den nordlige del af Queens i New York. Hun opførte sig i det store og hele som en almindelig dreng og tilpassede sig vilkårene.
Roy var lille og ikke særlig atletisk og brød sig ikke meget om udendørs lege – som boldspil – med de andre drenge i kvarteret. Hans moder skubbede ofte til ham for at fÃ¥ ham til at lege udendørs.
Han havde en tre år yngre søster.
Da Roy var omkring fem Ã¥r elskede han at “lege dukke” med søsteren (Amy, senere gift Lembo), og Deborah erindrede, at hun omkring samme alder første gang prøvede sin mors sko, og at hun følte velbehag ved det.
I skolen erindrede Roy, at han ønskede, at han var en af lærerinderne.
Efter skoletiden kom han pÃ¥ “Bronx High School of Science”. Han var meget genert over for pigerne og tilbragte det meste af tiden med at studere sammen med sine mandlige venner, men var ikke seksuelt tiltrukket af drenge/mænd. NÃ¥r han sÃ¥ en attraktiv kvinde pÃ¥ gaden, sÃ¥ fantaserede han mere om at være hende end om at være sammen med hende. Dette betragtede han imidlertid blot som et udslag af forvirrede teenage-tanker.
Tre måneder senere inviterede han hende med til en anden fest. Hun svarede ja, men ringede og undskyldte sig med, at hun var blevet syg.
Det udviklede sig alligevel, og de begyndte at gÃ¥ ud sammen. Den 7. juni 1981 blev de gift. I forbindelse med ægteskabet tilføjede han Alisons efternavn “Berkowitz” til sit eget “Shelton”, sÃ¥ han kom til at hedde Roy Berkowitz-Shelton.
Han købte stadig ind imellem en læbestift til sig selv, men følte samtidig, at hans forhold til Alison var perfekt. Han elskede hende og følte en dyb samhørighed med hende og regnede med, at det var det perfekte grundlag at bygge et tilfredsstillende liv på. Han ønskede at blive en god ægtemand, en dygtig læge og så i øvrigt at følge den jødiske tro.
Militæret havde betalt for Roys studier, og han var derfor kontraktligt forpligtet til at gøre militærtjeneste, hvilket foregik som læge på et militærhospital i Tyskland.
Da han imidlertid ikke kunne modstå det behov for at iklæde sig kvindetøj, som han altid havde haft, tog han endelig mod til sig og fortalte sin hustru om det.
Hun var ikke begejstret, men udviste forstÃ¥else og tog med ham pÃ¥ indkøbstur for at købe damesko og nylonstrømper til ham. Men der er forskel pÃ¥ at være Ã¥ben og sÃ¥ at være interesseret og det skinnede tydeligt igennem, at Alison ikke brød sig om det, sÃ¥ Roy “lagde det bag sig” og smed sit dametøj bort.
Indvendig var Roy imidlertid forvirret og usikker på sin kønsidentitet.
Roy havde tillagt sig fuldskæg. I sommeren 2000 spurgte han Alison, om hun havde noget imod, at han barberede skægget af. Men selv om hun var indforstÃ¥et med det, sÃ¥ gik der alligevel næsten to Ã¥r, før han fjernede det. Han ville helst glæde Alison, og vidste, at hun kunne lide hans skæg. Og samtidig var han bange for, at hvis han fjernede skægget, sÃ¥ var det kun første skridt pÃ¥ en “længere rejse”, som han ikke vidste hvor endte.
Pludselig en januardag i 2004, da Alison og Roy sad i deres bil pÃ¥ parkeringspladsen ved et varehus, udbrød han pludselig “Alison, jeg føler, jeg er en kvinde”. Han græd og det gjorde Alison ogsÃ¥.
Det var ikke planlagt – og hvem ville dog ogsÃ¥ planlægge at komme med sÃ¥danne sindsoprivende nyheder pÃ¥ en parkeringsplads? Men tankerne havde for længe hobet sig op i hans sind. Lige siden tiden i Tyskland, havde han fortrængt sine inderste følelser, selv om han lejlighedsvis havde klædt sig i dametøj, nÃ¥r han var alene. Han havde lejlighedsvis købt strømper og parykker, men hver gang smidt dem ud igen. Men sine følelser kunne han ikke smide bort. Og nu var tiden sÃ¥ kommet, hvor han ikke kunne undertrykke sine tanker og følelser.
Han havde gennem sine mange år som læge lyttet til sine patienters problemer. De havde været ærlige over for ham. Men havde han været ærlig over for sig selv?
Der var derfor ingen vej uden om. Han var nødt til at snakke med Alison om det. Men han ønskede også at bevare deres ægteskab og deres fælles liv. Han elskede hende, sine børn og livet.
Alison forsøgte at være forstående, men sagde til ham, at han var nødt til at finde ud af, hvem han var, før de kunne afgøre, hvad det ville betyde for deres ægteskab.
Roy begyndte derfor at søge information og blev chokeret over, hvor lidt han egentlig vidste og sugede informationerne til sig.
Han blev klar over, at hans ønske om at blive en kvinde var voksende, samtidig med, at han stadig var usikker på, hvad han egentlig var. Hvis det nu var tilstrækkeligt for ham leve som kvinde i det skjulte, så ville det måske kunne lade sig gøre at bevare ægteskabet.
I april mÃ¥ned 2004 begyndte Roy hos sexologen Ellen Rottersmann og forklarede hende om sine to prioriteter: at udleve sin kvindelige identitet og bevare sit ægteskab. Efter fÃ¥ konsultationer, klædte Roy sig som kvinde ved konsultationens start og tog navnet Jessica. Ellens Rottersmann tiltalte ham som “hun” og med navnet Jessica under konsultationerne. NÃ¥r konsultationerne var ovre, blev Jessica igen til Roy.
Senere på året begyndte Roy behandling med kvindelige kønshormoner.
Til sin 51 Ã¥rige fødselsdag i oktober 2004 fik han en rød dagbog. PÃ¥ den første side havde hun skrevet: “Ingen ved, hvad fremtiden bringer. Tingene sker, hele tiden, første gang, den eneste gang”.
Et par uger senere skrev Roy: “Min overbevisning, min inderste overbevisning af at være en kvinde er meget stærk. Jeg hÃ¥ber, at min familie ikke vil forlade mig, nÃ¥r jeg springer ud over for dem. Jeg ønsker at blev set som et kærligt, omsorgsfuldt og normalt menneske, som jeg alt andet lige ser mig selv. Jeg har blot gennem alle disse Ã¥r gjort den store fejl at skjule, hvem jeg virkelig er”.
Næste mÃ¥ned skete et stort spring. Alison indvilligede i at ledsage Roy – som Jessica – en weekend til Newport, Rhode Island. Det var en befrielse for ham selv om Jessicas udseende tiltrak sig nogen opmærksomhed. Roy skrev bagefter: “Jeg følge mig behageligt tilpas med mit kvindelige udseende, selv om det ikke var helt godt. Der var nok nogle gange, hvor Alison følte sig ubehageligt til mode. Hun var meget hjælpsom, men det skinnede igennem, at hun ikke havde det let”.
Herefter begyndte Roy at undersøge mulighederne for bedre at kunne passere som kvinde. Han tog timer hos en talepædagog for at lære at tale med en mere feminin stemme. Han begyndte også på epilering for at få fjernet skægvæksten. Og sluttelig ændrede han sit kvindelige navn til Deborah, som han fandt passede bedre til en kvindelig læge i hans alder.
Roy havde ansat en kvindelig læge – Bari Brodsky – i sin praksis, og de havde talt om, at hun efter to Ã¥rs forløb skulle være partner. Der var nu ved at være gÃ¥et to Ã¥r.
Bari Brodsky og Roy spiste i frokost sammen en dag i februar 2005. Bari Brodsky troede, de skulle tale om partnerskabet, men Roy fortalte i stedet om den forvandling, han var i færd med, og at han havde tænkt sig begynde at leve fuldtids som kvinde, og at han ikke havde nogen ide om, hvor mange patienter, de risikerede at miste derved.
Hun var imponeret over hans mod, men samtidig også forvirret. Det var jo ikke, hvad hun havde forventet, de skulle tale om under frokosten.
I april 2005 deltog Roy som Deborah i en sammenkomst for transpersoner i New York, efter at han havde stiftet bekendtskaber via internettet med andre transpersoner.
FÃ¥ dage efter han kom hjem var Roy igen i konsultation hos sexologen Ellen Rottersmann og havde forinden i hendes konsultation klædt sig om til Deborah. Da konsultationen var færdig, brød Deborah sammen og udbrød: “Jeg vil ikke tage dette tøj af. Det føles sÃ¥ godt at være Deborah”.
Men den kommende tid skulle bringe mange flere tårer og problemer. Men der var ingen vej tilbage.
Indtil nu havde Roys to børn ikke kendt noget til hans begyndende forvandling til kvinde.
Det blev der rådet bod på i december 2005, da Roy og Alison satte sig sammen med deres børn og fortalte dem om det.
I begyndelsen af 2006 fik Roy også fortalt sine forældre om det.
De var alle rystede. Men nogle af reaktionerne kom bag på Roy. Han havde forventet, at deres datter havde været forstående end deres søn, men det var nærmest omvendt. Datteren blev såret og vred, og moderen havde lettere ved at acceptere det, end faderen. Hans søster, Amy Lembo, fortalte, at hun støttede og elskede ham, men måtte indrømme, at hun ikke kunne forstå det.
Da Roy havde truffet beslutning om at leve fuldtids som kvinde, bestemte han sig også for, at han ønskede at ligne en kvinde bedst muligt.
Han fik derfor truffet aftale om at få foretaget feminiseringskirurgi i ansigtet den 29. juni 2006.
Den 7. juni 2006 var Roy og Alisons sølvbryllupsdag. Den forbigik de uden at fejre den. Roy følte en særlig form for befrielse blandet med en forventning om det, der lå foran ham i det nye liv. Man han havde kvaler over den pine, han vidste han var årsag til at Alison måtte gennemgå.
Roys søster ringede til ham og gav udtryk for, at hun syntes, at han skulle revurdere sin beslutning. Han blev ked af det. Og da søsteren spurgte, om han var villig til at ofre sit ægteskab, svarede han hende, at han var sikker på, at Alison ville stå bag ham.
I begyndelsen af juni sendte han det tidligere omtalte brev til sine patienter og oprettede sin hjemmeside. Han meddelte også, at hans kommende navn ville være Deborah Bershel. Efternavnet var en sammentrækning af de første stavelser i hans hidtidige efternavn Berkowitz-Shelton.
Yderlig afholdt han i sin konsultation tre “spørg og svar” møder, hvor hans patienter kunne komme og stille spørgsmÃ¥l.
Ved det første møde kom der 60 af hans patienter.
Efter det første af disse møder bad han sit personale om at vente i venteværelset. Han havde lovet dem at præsentere dem for Deborah. Han klædte sig om og iførte sig sin paryk – han var næsten skaldet, og gik sÃ¥ ind til personalet. Og sÃ¥ gik snakken.
Den 29. juni 2006 fik Deborah foretaget feminiseringskirurgi. Det blev udført af en plastikkirurg fra “Boston University School Of Medicine”.
Næsen blev gjort smallere, der blev ændret på øjenbrynene og overlæben, hårgrænsen blev trukket frem og adamsæblet blev formindsket. Syv en halv time varede operationen.
I alt kostede operationerne 24.000 $.
Herefter fulgte et par ugers ferie for at komme sig efter operationen, inden hun den 24. juli vendte tilbage til sin lægepraksis.
Hun havde praktiseret som læge i næsten atten år som den mandlige læge, Roy. Nu skulle hun virke over for de samme patienter som den kvindelige læge Deborah.
Alison var meget hjælpsom og støttede Deborah. Men – hun gjorde det klart for Deborah, at der var en grund til, at hun havde giftet sig med en mand.
Deborah accepterede derfor at flytte til en lejlighed i Brighton, som de havde anskaffet, og bo der indtil deres datter flyttede for at starte på sin universitetetsuddannelse.
Da Deborah begyndte igen i sin lægepraksis, var det lidt af et antiklimaks. Ingen af personalet kommenterede hendes udseende. Hun kunne ikke selv fornemme, om det var fordi, hun tog sig dårligt ud, eller fordi de følte sig ubehagelig berørte ved at tale om det. Det kunne jo også være af hensyn til hendes hustru, Alison, der jo også arbejdede i klinikken, eller det var måske simpelthen fordi, de nu ønskede at komme tilbage til de gamle rutiner efter al den ståhej, der havde været i klinikken på det seneste.
På trods af dette, og det, at hun ikke selv var helt tilfreds bl.a. med sin stemme, så var helhedsindtrykket, at hun var blevet ti år yngre. Flere af hendes patienter komplimenterede hende. Komplimenterne var en støtte for Deborah.
I november måned besøgte Deborahs forældre dem og mødte dermed Deborah for første gang.
Hun tog pÃ¥ shoppingtur med sin mor, og begge nød det – moderen udtrykte det ved at sige, at hun havde haft det dejligt sammen med sin datter.
Faderen forsøgte også at være imødekommende og nævnte, at han følte sig meget berør over, at hans eneste søn var vokset op i stor pine. Men han var også bedrøvet over, at det var blevet holdt skjult i så mange år.
Da deres datter var flyttet vendte Deborah tilbage til deres fælles hjem. De var enige om, at de ville prøve at leve sammen det næste år. Men allerede efter nogle få måneder blev alt forandret.
Deres datter vendte hjem, og Alison bad Deborah om at finde et andet sted at bo. Deborah fik derfor travlt med at finde noget at bo i og fortalte, at Alison ikke var interesseret i at være gift med en kvinde.
Nogle få måneder tidligere havde hendes søster, Amy Lembo, advarende talt om, at det ville kunne koste ægteskabet.
Alligevel var Deborah skuffet – de havde jo været gift i 25 Ã¥r, men Alison ønskede ikke at fortsætte ægteskabet. Men Deborah kunne godt se, at Alison var helt uden skyld i, hvad der var sket.
Den 19. januar 2007 deltog Deborah i et stort møde for transpersoner på hotel Burlington Marriott. Det var den 27. årlige konference afholdt af transforeningen Tiffany Club i New England.
På konferencen blev der bl.a. talt om problemerne med at finde arbejde, og Deborah følte sig privilegeret ved at have sin egen praksis og også pengene, så hun kunne betale de ca. 20.000 $, som en kønsskifteoperation ville koste hende.
På konferencen hørte Deborah på et foredrag af Pierre Brassard om kønsskifteoperation. Efter foredraget var Deborah overhovedet ikke i tvivl om, at hun ville have foretaget en kønsskifteoperation.
Bari Brodsky, den kvindelige ansatte læge, meddelte i marts 2007 Deborah, at hun søgte en anden stilling og derfor forlod Deborah. Det var ikke på grund af Deborah, men efter fire års ansættelse, måtte hun erkende, at hun som partner ikke ville kunne opretholde sin indkomst. Hun havde nu fået mulighed for at drive en forretning som medicinsk direktør i et helsecenter i Cambridge.
Deborah var glad på hendes vegne, men var bekymret for, hvad det ville betyde for hendes lægepraksis. Bari Brodsky havde haft mange patienter, og en del ville sikker ikke blive.
Men allerede i april skete det næste uheldige. En assistent, der havde været ansat i tretten år meddelte, at hun også stoppede. Hun var 61 år og ønskede at gå på pension.
Deborah måtte nu sande, at det økonomiske grundlag for at få kønsskifteoperationen var forsvundet.
På trods af, at Alison havde gjort det klart, at hun ikke ønskede at fortsatte ægteskabet, tog hun med Deborah til et ugentligt møde hos en ægteskabsrådgiver. Det gav Deborah det håb, at Alison ville skifte mening, så deres ægteskab kunne forblive intakt. Men i løbet af foråret måtte Deborah erkende, at ægteskabet ikke kunne fortsætte.
Deborah talte med Alison om, hvordan hun ville have det, hvis hun – Deborah – begyndte at gÃ¥ ud og møde andre mennesker. Alison havde ikke noget imod det.
Derfor besluttede Deborah at indrykke kontaktannoncer på et par dating-hjemmesider. Men hvilken type kontaktannonce skulle det være. Var hun interesseret i at mødes med mænd eller med kvinder.
Roy havde aldrig været tiltrukket af mænd. Men efter at være begyndt med kønshormonbehandlingen begyndte det at ændre sig. Men Deborah var stadig i tvivl.
Da Deborah den 1. april gik en tur i en park med deres hund kom hun i snak med en mørkhåret kvinde i begyndelsen af 50-erne. Hun hed Berni Zisserson. De talte godt sammen og gik ind et sted og drak kaffe. Berni fik fortalt, at hun arbejdede inden for psykiatrien og havde været åben lesbisk siden hun var 25 år. Inden de skiltes, udvekslede de telefonnumre.
Deborah kunne ikke lade være med at tænke på Berni. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle få fortalt hende, at hun var transseksuel. Hvis hun fortalte om det for tidligt, så ville det måske skræmme Berni væk, inden der blev tale om et egentligt forhold., Ventede hun for længe, ville Berni måske blive skuffet over, at Deborah ikke udviste større tillid til hende.
Det endte med, at Deborah samme aften ringede til Berni og fortalte om sin transseksualitet.
Berni svarede, at det vidste hun da godt. Da Deborah spurgte, hvordan hun kunne vide det, svarede Berni, at ingen kvinde ville spise en kage i så store mundfulde, som Deborah havde gjort. De talte sammen i mere end en time.
En fredag aften tre mÃ¥neder efter de havde mødt hinanden, var de ude at spise sammen. Deborah fortalte herunder, at det var etÃ¥rs jubilæum – at det var et Ã¥r siden, hun var begyndt at leve fuldtids som kvinde.
Det fik Berni til at udbryde, at det skulle de da fejre.
Men Deborah følte ikke trang til at fejre det. Det havde kostet hende dyrt at begynde at leve fuldtids som kvinde. Fra hun fik foretaget feminiseringskirurgien og det første halve år frem, havde det kostet ægteskabet, der var problemer i forholdet til datteren. Deborah ønskede, at det havde været muligt for hende at finde en måde at leve livet på, så det ikke havde kostet så meget for familien. Men samtidig havde det også ført mange glæder med sig. Deborah følte sig befriet for at leve på en løgn og var taknemmelig for den støtte, hun havde fået fra sine patienter og især fra sin søn, og hun følte, at hendes lægepraksis nok skulle overleve.
Men det sidste halve års tid havde budt på flere nedture. To ansatte havde forladt hende, økonomien var blevet stram og hun ville være nødsaget til at lægge sine tanker om en kønsskifteoperation på hylden, da hun ikke kunne lukke sin lægepraksis, når hun var alene.
Deborah tog Bernis hånd og sagde, at bortset fra hendes forhold til Berni, så havde de seneste måneder været temmelig stressfulde.
Men Deborahs ønske om at leve som kvinde var uændret.
I begyndelsen af august 2007 fik Deborah ansat to nye i sin praksis. Og allerede samme dag fik hun aftale om en foreløbig dato for sin kønsskifteoperation.
Boston Globe bragte den 19. august 2007 en lang artikel om Roy Berkowitz-Shelton/Deborah Bersel.
Margaret Wente fra Globe and Mail offentliggjorde den 24. august 2007 en artikel i hvilken hun reflekter over den sympatiske artikel, som Boston Globe netop havde bragt om Roy Berkowitz-Shelton/Deborah Bersel.
I artiklen bemærket Margaret Wente forskellige forhold om Deborahs holdninger og måde at forholde sig til sin situation.
Deborah er tilsyneladende uforstående over for, at familien, efter hun begyndte at leve fuldtids som kvinde, ikke blev knyttet nærmere sammen, men blev splittet, og at datteren havde det svært og hustruen ikke ønskede at fortsætte ægteskabet, hvilket Deborah tilsyneladende ikke føler nogen skyld over.
Det, at Deborah knytter forbindelse til til den lesbiske Berni, fÃ¥r Margaret Wente til at fremdrage de teorier om transseksuelle, som psykologen J. Michael Bailey fra Northwestern University fremført i sin bog The Man Who Would Be Queen i 2003. Teorierne gÃ¥r kort ud pÃ¥, at en mands ønske om at blive kvinde bunder i en seksuelt betonet fantasi om at være kvinde, og at begrebet “kvinde født i en mands krop” er en forkert mÃ¥de at forklare tingene pÃ¥. Dette betegnes som autogynephilia og hidhører fra studier i 1980erne og 1990erne pÃ¥ Torontos Clarke Institute.
Margaret Wente fremdrager også de holdninger, som Paul McHugh M.D., der var direktør og chefpsykiater ved Johns Hopkins Gender Indentity Clinic og grundliggende var imod kønsskifteoperationer.
Boston.com (tidligere Boston Globe) bragte den 28. februar 2010 en artikel om, at Deborah den 11. december 2007 kørte til Montreal, hvor hun fik udført sin kønsskifteoperation. Den blev foretaget af Pierre Brassard. Deborah og hustruen, Alison blev skilt og solgte deres hus. De ses fortsat lejlighedsvis.
Deborahs kønsskifte har også medført, at hun blandt sine patienter har omkring 50 transpersoner.
* * *
[Artiklerne fra Boston Globe findes ikke mere. 5. august 2023. Tina Thranesen.]