Et rigtigt mandfolk. Om fruentimmeret Petrine Fengers forunderlige forvandling. Af Poul Duedahl, 2014.

Vist 1.514 gange.

Sæbefabrikant og kirkeejer Peter Emil Fenger (1817-77), født Petrine Fenger, fotograferet omkring 1870. Han var da en højt respekteret borger i Fredericia, medstifter af Fredericia Håndværkerforening og en lille håndværkerbank foruden Fredericia Tekniske Skole. Året efter hans død stiftede enken Det Fengerske Legat i hans minde. Museerne i Fredericia.

Af Poul Duedahl, ph.d., professor (mso) ved Historiestudiet, Aalborg Universitet.

l 1844 sendte den 26-årige præstedatter Petrine Fenger en ansøgning til Christian 8. Hun ønskede sig brændende at være en mand. Læger undersøgte hende på kryds og på tværs, og på baggrund af deres erklæringer gav kongen Petrine lov til at skifte køn og hedde Peter Emil. Sagen var højst usædvanlig, men ikke enestående.

Kønsskiftets Danmarkshistorie
I den medicinhistoriske litteratur begynder kønsskiftets Danmarkshistorie som regel med den mordsigtede forstanderinde Vilhelmine Møller fra børnehjemmet Kana på Strandvejen i København. På baggrund aflægeundersøgelser foretaget i forbindelse med anholdelsen blev hun i december 1893 officielt en mand, tog navnet Vilhelmi Møller, blev klippet korthåret og iført bukser- og indsat blandt mandsfangerne.
Kendt er også historien om den danske kunstmaler Einar Wegener, der ofte iklædte sig kvindetøj, inden han i kølvandet på kirurgiske indgreb foretaget i Tyskland blev skilt fra sin kone og i december 1930 officielt skiftede køn og navn til Lili Ilse Elvenes – også kaldet Lili Elbe. I 1951-52 fandt den første kønsskifteoperation sted i Danmark, hvorved dansk-amerikaneren George William Jorgensen blev til Christine Jorgensen, og alene i løbet af 1950’erne behandlede Justitsministeriet mindst 13 sager om mænd, der ansøgte om at måtte gå i kvindeklæder.

Men faktisk rækker kønsskiftets Danmarkshistorie noget længere tilbage i tiden. Nye undersøgelser peger nemlig på, at kønsskifter fandt sted op gennem både 1700-tallet og 1800-tallet, mens der fra udlandet kendes endnu ældre eksempler. Sagerne er imidlertid ret forskelligartede. Dem fra 1700-tallet handler om danske kvinder, der besluttede sig for at være mænd, men blev afsløret, mens sagerne fra 1800-tallet primært handler om mænd, der ved fødslen blev registreret som kvinder og voksede op iført kvindetøj, inden de som voksne fik officiel godkendelse til at skifte køn.

Den indtil videre tidligst registrerede ansøgning om et egentligt, officielt kønsskifte blev således indsendt af en pige på Fyn i begyndelsen af 1800-tallet, men sagen nævnes kun i en randnote til en senere ansøgning, og hverken ansøgerens navn eller sagens indhold kendes derfor i detaljer. En lidt yngre sag, fra 1819-20, involverer den 24-årige gårdmandsdatter Johanne Cathrine Nielsdatter fra Hørby Sogn ved Hjørring. Hun var ved fødslen blevet forvekslet med en pige og fik nu kongens godkendelse til at skifte køn og tage navnet Johannes, idet hun dog – på trods af sit nye køn og formentlig også under indflydelse af, at faderen var sognets lægdsmand – slap for krigstjeneste. Den præcise årsag til kønsforvekslingen kendes ikke.

Myndighederne var i 1800-tallet i det hele taget optaget af at få mennesker indsat i de rette kønskategorier. Det ser man bl.a. i en sag fra Nørup ved Vejle, hvor det gamle almisselem, skrædder Liebenberg Petersen, i 1839 blev afsløret i at være en kvinde. Sagen førte til vedholdende rygter om, at skrædderens afdøde hustru, Mette Jensdatter Hassing, omvendt havde været mand. Derfor blev Mettes lig gravet op, og en kirurg kunne ganske rigtigt konstatere, at skelettet var fra en mandsperson. Tvekønnet eller et “dobbeltmenneske”, sådan som en af de første danskere, der officielt skiftede køn, karakteriserede sig, kunne man under ingen omstændigheder få tilladelse til at være. Betegnelserne passede nemlig ikke ind i de gængse klassifikationsbegreber, hankøn og hunkøn. Et menneske kunne kun have et sandt køn, og det fremgik af kirkebogen. Til gengæld viser dokumenterne, at det i hvert fald fra begyndelsen af 1800-tallet – som i tilfældet med Johanne, der blev til Johannes – faktisk var muligt at forhandle om, hvilket af de to køn man blev indskrevet som.

Det skal vi se nærmere på i denne artikel, der handler om en sag, som fandt sin afgørelse, da kong Christian 8. i juni 1844 gav pigen Petrine Fenger lov til at skifte køn “fra fruentimmer til mandfolk”. Sagen er speciel, fordi vi både ved en del om årsagen til kønsskiftet og noget om, hvordan det gik efterfølgende. Den rummer altså historien om en spektakulær menneskeskæbne, samtidig med at den siger en hel del om tidens kønsopfattelser.

Den teglbehængte og hvidkalkede Bredstrup Kirke, som den tog sig ud i 1866 på en tegning af landinspektør Hjalmar Hyller. Kirken er flankeret af landsbyens skole. Geodatastyrelsen.

Borgmesterens barnebarn
Sagen tager sin begyndelse i landsbyen Bredstrup ved Elbodalen nogle kilometer vest for Fredericia. l landsbyens stråtækte præstegård, som lå lige op mod kirkegårdsdiget, residerede sognepræst Poul Fenger (1775-1827) i begyndelsen af 1800-tallet. Han var ud af en velrenommeret præstefamilie og havde giftet sig godt. Hans højgravide hustru, Cathrine Dorthea Fenger født Buhl (1782-1846), var nemlig datter af borgmesteren i Fredericia, og i arv efter svigerfaderen havde Poul Fenger overtaget ejerskabet af et par af egnens kirker – herunder den, han selv var præst for.

Den 6. august 1817 blev han far til sit fjerde barn. Jordemoderen var en ældre, erfaren kone, der i årenes løb havde svøbt hundredvis af egnens børn. Hun konstaterede, at præstefamilien var blevet beriget med en pige.

Petrines morfar - afbildet her - var Hans Buhl, borgmester i Fredericia fra 1809 og frem til sin død i 1814. Han var samtidig ejer af Bredstrup Kirke, hvor Petrine blev døbt. Museerne i Fredericia. — Petrines morfar – afbildet her – var Hans Buhl, borgmester i Fredericia fra 1809 og frem til sin død i 1814. Han var samtidig ejer af Bredstrup Kirke, hvor Petrine blev døbt. Museerne i Fredericia.

Da sognepræsten foretog dåben af sin spæde datter ved døbefonten i Bredstrup Kirke, blev hun båret af sin tante, Madam Maren Buhl, gift med sognepræsten i nabosognet, og i kirken kundgjorde præstemadammen for Gud og hvermand – herunder det fornemme følge af faddere, som bl.a. inkluderede en københavnsk fysikprofessor – at barnet skulle bære navnet Petrine. Pigebarnet blev nemlig opkaldt efter sin navnkundige morbror, søofficeren Peter Buhl, der blot fem år forinden havde lidt heltedøden om bord på fregatten Najaden under en ildkamp med et engelsk linjeskib ud for Norges kyst.

Petrine blev ammet af sin mor, og hverken hun eller Petrines søskende bemærkede noget som helst usædvanligt. Derfor indgik Petrine i det hjemlige arbejde på fod med andre piger og sad på pigerækkerne i den lokale landsbyskole, når den lille mandsling, degn og skoleholder Jens Welling terpede katekismus. Og hvor Petrines bror Jochum blev optaget som landvæsenselev, så var forventningerne til hende, som til de fleste andre piger, nemlig at hun skulle aplæres til at være en god hustru og bortgiftes så fordelagtigt som mulig.

I det nordøstlige hjørne af Bredstrup Kirkegård ligger en rund mindehøj, der blev skabt i forbindelse med, at begravelser inde i kirken blev forbudt i 1805. Her er kirkens ejere gennem tiden begravet. Midt på højen står et stort empiremonument over familieoverhovedet, borgmester Hans Buhl i Fredericia. Denne noget mindre sten er sat over Petrines far, sognepræst Poul Fenger. Privatfoto.

Kun en pige?
Men i en forholdsvis tidlig alder fornemmede Petrine, at der var noget galt. Hun følte sig anderledes end sine to søstre, og hun var fysisk stærk og udholdende som sin bror. Desuden var hun dygtig, klog og foretagsom, hvad der engang fik hendes far – sognepræsten – til at ytre, at det egentlig var bedre, hvis hun havde været en dreng. Det var ord, som prentede sig fast i hukommelsen.

Da Petrine var ni år gammel, og inden hun på nogen måde var blevet bevidst om, hvad problemet var, kom familien ud for en tragisk begivenhed. Petrines far døde i en alder af kun 52 år. Menigheden tog afsked med deres sognefader, som blev jordet på kirkegården, mens en ny præst overtog embedet og skubbede den efterladte enke og de fire børn ud af præstegården.

Nu gik turen til Fredericia, hvor familien fik bolig i Prinsessegade 31 lige i hjertet af byen. Petrines mor levede af sin enkepension og indtægten fra kirkerne, mens Petrine fortsatte sin skolegang på pigerækkerne og i 1833 blev konfirmeret sammen med sognets øvrige fruentimmere i Trinitatis Kirke. Både hvad angår kundskaber og opførsel, var skudsmålet et “meget godt”.

Det var i de år, Fredericia blev hovedkvarter for den nyskilte kronprins Frederik – senere kong Frederik 7. – hvis tilstedeværelse kastede glans over byen, og hvis finurlige påhit skabte grobund for et enestående forlystelsesliv. Men det var ikke den muntre side af tilværelsen, Petrine gennemlevede. Tværtimod. For mens de øvrige piger fik menstruation og bryster, blev Petrines stemme dyb og nærmest “grov”.
Mørke, stive hår viste sig på overlæben, hagen og kinderne, og selvom hun klippede hårene af, så snart de viste sig, var skægvæksten svær at skjule. Langsomt fik Petrine den tanke, at det hele måske var en fejltagelse, og at jordemoderen havde forvekslet hende med en pige, selvom hun i virkeligheden var en dreng.

Mistanken gjorde gennem ungdomsårene Petrine ulykkelig og nedtrykt, for hun anede ikke, hvordan man får sådan en fejltagelse rettet, hvis det overhovedet lod sig gøre. Desuden frygtede hun den opmærksomhed, der uvægerligt ville følge med, hvis hun bad om det. Efterhånden som hun blev ældre og fik stadig større smag for adspredelser forbeholdt mænd, blev Petrine dog overbevist om, at hun var en mand, og at fejlen skulle rettes. Den første, hun indviede i sine bekymringer, var familielægen gennem mange år, overlæge Nielsen fra 12. bataljon, som havde hovedkvarter i byen. Overlægen konstaterede, at der formentlig var noget om sagen, og tog Petrine med hen til den konstituerede stadslæge B. Friis, og sammen foretog de to mænd en undersøgelse af Petrines krop. Alt pegede i samme retning: Petrine var et rigtigt mandfolk!

"Til kongen" indleder Petrine Fenger i januar 1844 sin ansøgning. Rigsarkivet; Danske Kancelli, 5.(3.) Departement; Brevsager 1844; K20-1067; sag nr 2757. — “Til kongen” indleder Petrine Fenger i januar 1844 sin ansøgning. Rigsarkivet; Danske Kancelli, 5.(3.) Departement; Brevsager 1844; K20-1067; sag nr 2757.

Til kongen!
Nu var der ikke noget at betænke sig på. Petrine satte sig ned og skrev en ansøgning til kongen, hvori hun bad om “at måtte erkendes for et mandfolk og erholde de dermed forbundne rettigheder samt antage navnet Peter Emil Fenger.”

Når man dengang skrev til kongen, blev sagerne først taget op af kongens rådgivere i Danske Kancelli, der så havde til opgave at indhente alle nødvendige oplysninger og komme med en indstilling, som kongen så kunne underskrive eller forkaste. Og det første, kancelliet gjorde, var at få Det Kongelige Sundhedskollegium, som var et panel af landets fremmeste læger, til at udtale sig i sagen. Men lægerne var på ingen måde indstillet på at bestemme Petrines køn på baggrund af den noget upræcise lægeerklæring fra Fredericia. Så var det bedre, om Petrine rejste til København, så de selv kunne foretage en minutiøs eksamination af de hemmeligheder, hun måtte gå og gemme på.

Den store eksamination
Udsigten til at blive befamlet af fremmede mænd var noget, hverken Petrine eller hendes familie satte pris på. Petrine frygtede desuden ethvert skridt, der kunne gøre hendes ønske almindeligt kendt, for det ville ikke være godt, hvis sagen endte med at blive forkastet. Derfor fik hun sin farbror, embedsmanden Niels Amager Fenger fra Hof- og Stadsretten i København, til at tage affære. Han klagede over afgørelsen og bad stadslægen i Fredericia, der allerede havde vundet Petrines fortrolighed, om at foretage en ny, minutiøs undersøgelse, der fuldt ud levede op til alle sundhedskollegiets kriterier.

Af stadslægens noter får man da også et temmeligt præcist billede af, hvor maskulin Petrine tog sig ud i egne og andres øjne. Hun var 66 tommer – dvs. 168 cm – høj og var “mere mager end fed og fyldig”, og selvom hun ikke var specielt muskuløs, så var alle musklerne stærkt markerede. Hun havde en dyb mandlig stemme, havde mørk skægvækst, et fremstående adamsæble og et aldeles fladt bryst med små brystvorter og uden den mindste antydning af brystkirtler. Hun havde i det hele taget kropsbygning som en mand, med brede skuldre, smalt bækken og store hænder og lange fødder.

Fængselslægen og frenologen Carl Otto, der var medlem af Sundhedskollegiet, interesserede sig levende for Petrine Møller og skrev i 1844 en lille artikel om den usædvanlige sag i Bibliotek for Læger, som han var redaktør for. Det Kongelige Bibliotek.

Men beskrivelsen af kroppens ydre former var ikke nok til at afgøre spørgsmålet om det rette køn, for der havde jo været en grund til, at både jordemoderen og familien i sin tid havde forvekslet hende med en pige. Og under kjolen bemærkede lægerne da også, at Petrine faktisk lignede en kvinde. Siden barndommen havde kroppen ganske vist udviklet sig en hel del, og derfor var det nu bl.a. muligt at se en fem centimeter lang penis. Men urinrøret løb ud på undersiden halvvejs oppe, og hvad der var nok så bemærkelsesværdigt: Fra urinrøret gik en dyb spalte, som havde udseende af en skedeformet revne, og som mundede ud i en lille fordybning mellem endetarmen og blæren. Den blinde gang var lige nøjagtig dyb nok til, at det yderste led af lægens pegefinger kunne være i den. Alt i alt kunne Petrines genitalier godt forveksles med en piges. Især i hendes barndom . Det forklarede, hvad der var sket den skæbnesvangre augustdag 26 år forinden.

Men end ikke tilstedeværelsen af en penis var nok til at bestemme kønsspørgsmålet, for det afgørende var, om Petrine havde testikler eller en livmoder. Og ved at trykke i endetarmen kunne lægen mærke en blære, men derimod ingen livmoder. Samtidig konstaterede han, at Petrine havde testikler, der sad på hver side af spalten, og som siden barndommen havde vokset sig så store som “dueæg”. Petrine kunne da også fortælle, at hun både havde erektioner og “pollutioner” – altså sædafgang.
Desuden havde hun ikke rigtig lyst til “det andet køn“, som jo stadig – indtil andet blev bestemt – var mænd.

Stadslæge Friis skrev derfor en erklæring, der på baggrund af underlivets udseende konkluderede, at Petrine led af et svært tilfælde af “hypospadi“- en lidelse, som menes at skyldes hormonforstyrrende stoffer. Petrine var altså ikke en kvinde, men en mand – ganske vist unormalt udviklet, men dog et rigtigt mandfolk. Derfor burde hun ifølge stadslægen også være mand i juridisk forstand og i offentlighedens øjne.

Det hjalp. Sundhedskollegiet accepterede uden indvendinger den nye lægeerklæring, og i juni fulgte Danske Kancelli og kongen trop og besluttede at gøre Petrine til en mand med ret til at bære navnet Peter Emil. Det eneste, der nu manglede, var at få ændringen indskrevet i kirkebogen.

"Ifølge kancelliskrivelse af 18. juni 1844 bliver Petrine Fenger et mandfolk og må bære navnet Peter Emil Fenger", har sognepræst A.J. Nielsen skrevet ud for Petrine Fengers navn under "fødte kvindekøn" i kirkebogen fra Bredstrup. Landsarkivet for Nørrejylland; Bredstrup Sogn; Hovedministerialbog 1814-1892. — "Ifølge kancelliskrivelse af 18. juni 1844 bliver Petrine Fenger et mandfolk og må bære navnet Peter Emil Fenger", har sognepræst A.J. Nielsen skrevet ud for Petrine Fengers navn under “fødte kvindekøn” i kirkebogen fra Bredstrup. Landsarkivet for Nørrejylland; Bredstrup Sogn; Hovedministerialbog 1814-1892.

Netop kirkebogsritualet var det afgørende i 1800-tallets sager om kønsskifter. Derfor blev der straks sendt bud til amtmanden i Vejle, der kontaktede sognepræsten i Bredstrup for at få ændret navn og køn i kirkebogen.
Amtet modtog herpå en ny dåbsattest, som den 21. juni 1844 blev sendt til borgmester Jakob Rahbek i Fredericia. Det blev derved hans opgave at overrække Petrine attesten og meddele hende kongens afgørelse. Dette skete formentlig allerede dagen efter. Petrine var dermed ikke bare biologisk, men også i juridisk og administrativ forstand blevet Peter Emil.

Forvandlingen
Var Peter Emil psykisk og socialt klar til at iføre sig bukser og vise sig i gadebilledet med kortklippet hår? Og ville han overhovedet være i stand til at overleve efter mange år som kvinde?

Der er ingen tvivl om, at Peter Emil følte sig som en mand, men også at han var nervøs over udsigten til det tidspunkt, hvor forvandlingen skulle finde sted. Han ønskede derfor at forlade Fredericia, så han undgik de nysgerrige blikke, når han tog mandeklæder på. Der er heller ingen tvivl om, at han personligt fandt det langt mere oplagt at beskæftige sig med typisk mandearbejde end huslige dyder, men også at han var bekymret for som nu 27-årig og helt uden en uddannelse at skulle træde ind i en mandeverden, hvor man forventedes at være den, der forsørgede familien. Faktisk var udsigtsløsheden lige så deprimerende som at være fanget i det forkerte køn. Det var dog lægernes indtryk, at Peter Emil besad “meget gode anlæg af naturen og en dannet forstand” og altså gode forudsætninger for at komme efter det forsømte. I det hele taget kunne hans personlighed bane vejen for ham, mente pastor Hans Christian Rørdam ved Michaelis Kirke i Fredericia, der karakteriserede Peter Emil som et “meget retskaffent og agtværdigt menneske, der ikke vil svigte den tillid, der måtte vises ham af nogen, som ville benytte hans arbejdskraft.”

Selv ønskede Peter Emil at rejse til København og komme i handelslære. Kongen bevilgede ham da også en lille starthjælp, og noget tyder på, at det lykkedes ham at føre sin plan ud i livet. I hvert fald boede han ikke længere hjemme hos sin mor og søskende, da staten nogle få måneder senere – i februar 1845 – gennemførte en landsdækkende folketælling.

Sæbekongen
Måske var Peter Emil blevet væk fra barndomsegnen for bestandigt, hvis ikke to markante begivenheder havde afgjort hans videre skæbne. Sagen var den, at storebroderen Jochum havde været svagelig gennem en årrække og kun med nød og næppe havde klaret posten som skriver på det lokale toldkontor. I juli 1846 døde han af brysttæring – dvs. lungetuberkulose – i en alder af kun 36 år. Få måneder senere, i september 1846, døde også hans mor, der gennem en årrække ligeledes havde været svagelig af lungetuberkulose og stort set konstant sengeliggende. Hun blev 64 år gammel.

Da Peter Emil, som engang havde været familiens yngste datter, vendte tilbage til hjemegnen for at begrave to af sine nærmeste familiemedlemmer, var det altså pludselig som den eneste tilbageværende søn og dermed som familiens patriark og hovedarving. Faktisk stod han pludselig som indehaver af hjemmet i Fredericia og barndomskirken i Bredstrup.

Hvordan Peter Emil præsenterede sig efter hjemkomsten, vides ikke. Det er dog et velkendt fænomen fra tilsvarende sager, at det gamle køn ikke sådan uden videre forsvinder som dug for solen. Om Vilhelmi Møller hedder det for eksempel, at han gennem resten af livet forblev en finurlig blanding af mand og kvinde. Når han skulle over gaden i regnvejr, kunne man f.eks. se ham beslutsomt løfte op i det ene bukseben ~ tilsyneladende i erindringen om de lange gammeldags kjoler, han tidligere havde båret.

Peter Emil Fengers ejendom. Prinsessegade 31 i Fredericia, set fra gårdsiden. Billedet er fra 1945 - altså omtrent 100 år efter, at Petrine blev til Peter Emil. Det er nu ikke fordi, meget ser ud til at have ændret sig i mellemtiden. Museerne i Fredericia. — Peter Emil Fengers ejendom. Prinsessegade 31 i Fredericia, set fra gårdsiden. Billedet er fra 1945 – altså omtrent 100 år efter, at Petrine blev til Peter Emil. Det er nu ikke fordi, meget ser ud til at have ændret sig i mellemtiden. Museerne i Fredericia.

Peter Emil gjorde et hæderligt forsøg på at leve op til mandsidealerne og fik den 9. september 1847 borgerskab i Fredericia som sæbesyder og indrettede en sæbefabrik i barndomshjemmet i Prinsessegade. Her producerede han grøn sæbe – en sæbe farvet af indigo og anvendt til vask og rengøring.

Ægteskab blev det også til, selvom det formentlig krævede lidt hjælp at få en pige til at gifte sig med en mand med den fortid. Hjælpen kom fra nærmeste hold. Søsteren Hansine Scholastica Fenger var nemlig gift med skolelærer Johannes Møller i Ørridslev Skole ved Skanderborg, og på et tidspunkt er Peter Emil blevet præsenteret for skolelærerens lillesøster, Silche Helene Møller. I september 1849 blev de to gift i Hansted Kirke på hendes hjemegn. Peter Emil var da 32 år, og Silche Helene 24 år. Forloverne var hendes to storebrødre.

Men det var netop ved sådanne begivenheder, at fortiden spøgte. For i forbindelse med vielsen skulle der forevises vaccinationsattester – og i Peter Emils attest stod der et pigenavn. Derfor måtte han i forvejen have besværet med at få udformet en ny og opdateret attest med et nyt navn og en ny kønsbetegnelse.

Det ser også ud til, at parret tidligt i ægteskabet indså, at de aldrig selv fik børn, for i 1852 oprettede de et testamente, der tilgodeså forskellige familiemedlemmer. Barnløsheden betød dog ikke, at de gik glip af et “normalt” familieliv, for i mere end et tiår havde de Silche Helenes niece, lærerdatteren Laura Sophie Amalie Bang, boende i huset. Ud over de tre bestod husstanden af en tjenestepige.

Testamentet og de forskellige rettelser, som de foretog op gennem årene, viser, at familiens økonomi var bundsolid. Produktionen af grøn sæbe kørte tilsyneladende stabilt – også selvom der i løbet af 1860’erne etableredes en konkurrerende fabrikation af grøn sæbe i byen, der snart overgik Fengers Sæbesyderi i størrelse. I 1871 havde Peter Emil tre arbejdere ansat i produktionen.

Dødsannonce for sæbefabrikant Peter Emil Fenger i Fredericia Avis i september 1877. Museerne i Fredericia.

Gravsten over sæbefabrikant Peter Emil Fenger - der engang hed Petrine - og hustru på familiegravstedet på Bredstrup Kirkegård. Privatfoto. — Gravsten over sæbefabrikant Peter Emil Fenger – der engang hed Petrine – og hustru på familiegravstedet på Bredstrup Kirkegård. Privatfoto.

I sine sidste år ser det ud til, at Peter Emil blev mere bevidst om at sætte sig spor i tilværelsen, for i ændringerne af testamentet gjorde han og hustruen sig tanker om oprettelsen af Det Fengerske Legat, som skulle støtte værdigt trængende, ligesom en del af arven skulle uddeles som legatportioner til “de flittigste og sædeligste personer” på Teknisk Skole i Fredericia – måske med tanke på den tid, hvor han selv stod halvt henne i voksenlivet uden en uddannelse?

Den 3. september 1877 døde Peter Emil Fenger af et apoplektisk tilfælde i hjemmet i Prinsessegade i Fredericia. Han blev 60 år gammel.

Tak til Karin og Peter Ramskov Andersen, Mette Andersson, Peter Wodskou Christensen, Randi Frederiksen, Tyge Krogh, Ulf Skov Kyneb, Christian Larsen, Lars Nielsen, Karsten Merrald Sørensen, Asbjørn Thomsen og Karen Asta Arnfred Vallgårda.

LITTERATUR
Dag Heede: “At gøre kvinde“, Handicaphistorisk Tidsskrift, nr. 9, 2003, s. 17-38.
Tyge Krogh: “Kvinder i mandsklæder”, Historisk Tidsskrift, bd. 113, hft. l, 2013, s. 39-79.
Carl Otto: “Et Mandfolk, der indtil sit 26de Aar blev betragtet og opdraget som et Fruentimmer”, Bibliotek for Læger, ny række, bd. li, 1844, s. 344-349.
Karen A.A. Vallgårda: “På kanten af kønnet. Om Vilhelmine Møller og køn til forhandling”, Fortid og Nutid, marts 200S, s. 3-24.

KILDER
Danske Kancelli , S. (3.) Departement. Resolutionsprotokol, K33-24, sag nr. 3868, 1.12.1819, Rigsarkivet.
Danske Kancelli, S. (3.) Departement. Brevbog, K 18-36, sag nr. 21S7, 20.S.I820, Rigsarkivet.
Danske Kancelli, S. (3 .) Departement. Brevsager, K20-423, sag nr. 21S7, 20.S. I820, Rigsarkivet.
Danske Kancelli, S. (3.) Departement. Forestillinger 1844, l. halvår, K4-43 /232, sag nr. 179/1844, Rigsarkivet.
Danske Kancelli, S. (3.) Departement. Brevbog 1844, K 18-86, sag nr. 92S, Rigsarkivet.
Danske Kancelli, S. (3.) Departement. Brevsager 1844, K20-l 067, sag nr. 27S7, Rigsarkivet.
Vejle Amt. Jou rnal 1844, B7-636, Landsarkivet for Nørrejylland.
Freder icia B fo ed. Skifte rotokol 1877, B72-167, Landsarkivet for Nørrejylland.

* * *
Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt i tidsskriftet Siden Saxo, nr. 1, 2014.
Forfatteren, Poul Duedahl, og Martin Lindø Westergaard, Forlagsdirektør, Syddansk Universitetsforlag, har venligst givet tilladelse til, at artiklen bringes her i Vidensbanken om kønsidentitet.

* * *
Skriftlig fremstilling om Petrine Fengers ansøgning om og tilladelse til at skifte køn“fra fruentimmer til mandfolk” og antage navnet Peter Emil Fenger transskriberet af Poul Duedahl.