Menneskerettighederne i verden og EU’s menneskerettighedspolitik – P7_TA(2012)0126 – 18. april 2012.

Vist 171 gange.
Europa-Parlamentets beslutning af 18. april 2012 Europa-Parlamentets beslutning af 18. april 2012 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden og EU’s menneskerettighedspolitik, herunder følgerne for EU’s menneskerettighedspolitiske strategi.
Selv om skrivelsen omtaler en lang række forskellige forhold, så er menneskerettighedselementet det gennemgående element.

Direkte til punkt 113 og 114, der specifikt omtaler menneskerettighederne for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede personer.

Europa-Parlamentet,
– der henviser til EU’s årsberetning om menneskerettighederne og demokrati i verden i 2010 – 11501/2/2011 – offentliggjort af Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil den 26. september 2011,

– der henviser til den fælles meddelelse fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet af 12. december 2011 om menneskerettigheder og demokrati i centrum for EU’s optræden udadtil – en mere effektiv tilgang – COM(2011)0886,

– der henviser til Rådets konklusioner om intolerance, forskelsbehandling og vold på grundlag af religion eller tro fra Udenrigsrådets 3069. samling i Bruxelles den 21. februar 2011,

– der henviser til sin beslutning af 14. februar 2006 om menneskerettigheds- og demokratiklausulen i EU-aftaler ,

– der henviser til sin beslutning af 25. februar 2010 om den 13. samling i FN’s Menneskerettighedsråd ,

– der henviser til sin beslutning af 19. maj 2010 om konferencen i Kampala, Uganda, vedrørende revision af Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol og til beslutningerne og erklæringerne vedtaget på revisionskonferencen, som fandt sted i Kampala, Uganda, fra den 31. maj til den 11. juni 2011, samt til EU’s forpligtelser på dette område,

– der henviser til sin beslutning af 17. november 2011 om EU’s støtte til Den Internationale Straffedomstol: håndtering af udfordringer og vanskeligheder

– der henviser til Rådets afgørelse 2011/168/FUSP af 21. marts 2011 om Den Internationale Straffedomstol og om den reviderede handlingsplan,

– der henviser til FN’s erklæring om menneskerettighedsforkæmpere, til FN-generalsekretærens særlige repræsentants aktiviteter i forbindelse med menneskerettighedsforkæmpernes situation, til EU’s retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere og til sin beslutning af 17. juni 2010 om EU-retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere,

– der henviser til sin beslutning af 5. april 2011 om prioriteringer og udkast til en ny EU-rammepolitik til bekæmpelse af vold mod kvinder,

– der henviser til EU’s retningslinjer for fremme og beskyttelse af børns rettigheder og EU’s retningslinjer om børn i væbnede konflikter samt Europa-Parlamentets mange tidligere beslutninger, der har omhandlet disse emner,

– der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om virksomhedernes sociale ansvar i internationale handelsaftaler,

– der henviser til sin beslutning af 8. juni 2011 om socialpolitikkens eksterne dimension, fremme af arbejdsstandarder og sociale standarder og de europæiske virksomheders sociale ansvar,

– der henviser sin beslutning af 7. juli 2011 om eksterne EU-politikker til fremme af demokratisering,

– der henviser til partnerskabsaftalen mellem medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Caribien og Stillehavet på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, som blev underskrevet i Cotonou den 23. juni 2000 og senere revideret i februar 2005 og juni 2010,

– der henviser til alle sine beslutninger om hastende sager om brud på menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet,

– der henviser til FN-erklæringen fra 1981 om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro,

– der henviser til FN’s Generalforsamlings resolution 66/167 om bekæmpelse af intolerance, negativ stereotypering og stigmatisering af samt forskelsbehandling af, tilskyndelse til vold eller vold mod personer på grundlag af religion eller tro,

– der henviser til Udenrigsrådets konklusioner vedrørende den europæiske naboskabspolitik, der blev vedtaget på dets 3101. samling den 20. juni 2011,

– der henviser til sin beslutning af 27. oktober 2011 om Tibet, navnlig nonners og munkes selvafbrænding,

– der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om beføjelse til delegation af lovgivning,

– der henviser til erklæringen fra Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af delegerede retsakter i den kommende flerårige finansielle ramme for 2014-2020, der var vedhæftet som bilag til Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 1. december 2011 om det fælles udkast, der var godkendt af Forligsudvalget, samt til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1934/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af samarbejdet med industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier,

– der henviser til Udenrigsrådets konklusioner om den europæiske demokratifond vedtaget på dets 3130. samling den 1. december 2011 og til erklæringen om oprettelse af en europæisk demokratifond vedtaget af Coreper den 15. december 2011,

– der henviser til artikel 3 og 21 i traktaten om Den Europæiske Union,

– der henviser til artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

– der henviser til EU’s retningslinjer vedrørende menneskerettigheder,

– der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om gennemførelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005 om handel med visse varer, der kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,

– der henviser til sin beslutning af 7. oktober 2010 om verdensdagen mod dødsstraf,

– der henviser til sin beslutning af 16. december 2010 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden 2009 og EU’s menneskerettighedspolitik,

– der henviser til konventionen om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet vedtaget af Europarådets Ministerkomité den 7. april 2011,

– der henviser til FN’s Generalforsamlings resolution 65/208 af 21. december 2010 om udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser,

– der henviser til FN’s Generalforsamlings resolution 46/121, 47/134 og 49/179 om menneskerettigheder og ekstrem fattigdom, 47/196 om indførelse af en international dag for udryddelse af fattigdom og 50/107 om afholdelse af det internationale år for udryddelse af fattigdom og proklamering af det første FN-årti mod fattigdom,

– der henviser til følgende dokumenter fra FN’s Økonomiske og Sociale Råd: E/CN.4/Sub.2/1996/13, E/CN4/1987/NGO/2, E/CN4/1987/SR.29 og E/CN.4/1990/15 om menneskerettigheder og ekstrem fattigdom, E/CN.4/1996/25 om retten til udvikling og E/CN.4/SUB.2/RES/1996/25 om gennemførelse af de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,

– der henviser til rapporten – A/66/265 – fra FN’s særlige rapportør om ekstrem fattigdom og menneskerettigheder, der omhandler de love, regler og praksisser, som ringerestiller, isolerer og stækker dem, der lever i fattigdom,

– der henviser til FN’s Menneskerettighedsråds resolution 17/13 af 17. juni 2011 om ekstrem fattigdom og menneskerettigheder samt alle andre relevante resolutioner fra FN’s Menneskerettighedsråd,

– der henviser til meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 13. oktober 2011 om forbedring af virkningen af EU’s udviklingspolitik: En dagsorden for forandring – COM(2011)0637,

– der henviser til FN’s Sikkerhedsråds resolution 1325, 1820, 1888, 1889 og 1960 om kvinder, fred og sikkerhed,

– der henviser til FN’s Generalforsamlings resolution 65/276 af 3. maj 2011 om Den Europæiske Unions deltagelse i FN’s arbejde,

– der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 7. december 2011 om fælles regler og procedurer for gennemførelse af instrumenterne for Unionens optræden udadtil – COM(2011)0842,

– der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 7. december 2011 om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan – COM(2011)0844,

– der henviser til sin beslutning af 14. december 2011 om revision af den europæiske naboskabspolitik,

– der henviser til den fælles meddelelse fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen til Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 8. marts 2011 om et partnerskab for demokrati og fælles velstand med det sydlige Middelhavsområde – COM(2011)0200,

– der henviser til den fælles meddelelse fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen af 25. maj 2011 om en ny tilgang til nabolande i forandring – COM(2011)0303,

– der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 25. oktober 2011 om en ny EU-strategi 2011-2014 for virksomhedernes sociale ansvar – COM(2011)0681 – og til undersøgelsen af den lovgivningsmæssige ramme for menneskerettigheder og det miljø, der er gældende for europæiske virksomheder, som opererer uden for Den Europæiske Union, udarbejdet af Edinburgh Universitet i oktober 2010,

– der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om menneskerettigheder samt sociale og miljømæssige standarder i internationale handelsaftaler,

– der henviser til sin henstilling til Rådet af 2. februar 2012 om en konsekvent politik over for regimer, over for hvilke EU anvender restriktive foranstaltninger, når deres ledere udøver deres personlige og kommercielle interesser inden for EU’s grænser,

– der henviser til rapporten – A/HRC/17/27 – af 16. maj 2011 fra FN’s særlige rapportør om fremme og beskyttelse af menings- og ytringsfriheden, som omhandler betydningen af internationale menneskerettighedsnormer og -standarder på området for menings- og ytringsfrihed samt internettet som kommunikationsmedium,

– der henviser til årsberetningen af 13. januar 2012 fra FN’s generalsekretærs særlige repræsentant for vold imod børn, der støtter menneskerettighedsfondens indsats for at beskytte børn imod vold, og som opfordrer til en universel ratifikation af de valgfrie protokoller, konventionen om barnets rettigheder samt til gennemførelse af et forbud i national lovgivning mod alle former for vold mod børn,

– der henviser til sin beslutning af 11. maj 2011 om udviklingen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse,

– der henviser til Verdenserklæringen om menneskerettigheder og samtlige relevante internationale menneskerettighedsinstrumenter,

– der henviser til De Forenede Nationers pagt,

– der henviser til alle De Forenede Nationers menneskerettighedskonventioner og de valgfrie protokoller hertil,

– der henviser til FN-erklæringen om oprindelige folks rettigheder,

– der henviser til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og de igangværende forhandlinger om EU’s tiltrædelse af denne konvention,

– der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

– der henviser til forretningsordenens artikel 48 og artikel 119, stk. 2,

– der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling – A7-0086/2012,

A. der henviser til, at de grundlæggende traktater forpligter Unionen til at lade sin optræden udadtil bygge på principperne om demokrati, retsstaten, menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed, respekt for menneskets værdighed og mindretals rettigheder, principperne om lighed og solidaritet samt respekt for principperne i De Forenede Nationers pagt og folkeretten;

B. der henviser til, at retfærdighed og retsstatsprincippet udgør fundamentet for varig fred, idet de står som garanter for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder; der henviser til, at ICC’s Romstatut bidrager afgørende til, at menneskerettighederne holdes i hævd, til folkeretten og til bekæmpelse af straffrihed;

C. der henviser til, at demokrati, retsstatsprincippet, retfærdighed og ansvarliggørelse udgør de bedste værn om menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder, tolerance og lighed;

D. der henviser til, at tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed udgør EU’s kerneværdier, og at dette kompromisløst bør afspejles i Unionens optræden udadtil;

E. der henviser til, at der er en sammenhæng mellem menneskerettigheder og udvikling; der henviser til, at overholdelsen af menneskerettighederne er afgørende for at nå og fastholde 2015-målene;

F. der henviser til, at samvittigheds-, religions-, menings- og ytringsfrihed uden risiko for indblanding fra statens side er grundlæggende og universelle rettigheder;

G. der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere er vigtige aktører hvad angår beskyttelse og fremme af menneskerettighederne og konsolidering af demokratiet;

H. der henviser til, at ngo’er er afgørende for demokratiske samfunds udvikling og succes og for at fremme den gensidige forståelse og tolerance;

I. der henviser til, at statslige og samfundsmæssige restriktioner fortsat truer religions- og trosfriheden mange steder i verden, hvilket resulterer i forskelsbehandling, intolerance og vold mod enkeltpersoner og religionssamfund, herunder mod repræsentanter for religiøse mindretal;

J. der henviser til, at der skal tages ved lære af EU’s tidligere fejl ved at ændre Unionens optræden udadtil, idet det sikres, at menneskerettigheder og demokrati placeres centralt i alle politikker og ved at fremme omvæltninger i lande med autoritære regimer og de facto-støtte til disse regimer, navnlig hvor stabilitets- og sikkerhedshensyn har umuliggjort en principfast politik til fremme af demokrati og menneskerettigheder; der henviser til, at disse fejl har påvist behovet for at omdefinere EU’s instrumenter på området og oprette nye instrumenter, såsom den europæiske demokratifond – et suverænt, proaktivt, forsigtigt struktureret og dermed omkostnings-, beslutnings- og responseffektivt redskab i armslængde fra EU, der kan udnytte indgående kendskab til og indsigt i den lokale situation i de berørte lande gennem direkte kontakt med lokale partnere og partnerskaber mellem europæiske og lokale partnere og samtidig udnytte – enten direkte eller gennem videretildeling – ressourcer fra EU, medlemsstaterne og andre kilder til at støtte civilsamfunds kapacitet til demokratisk opposition og politiske aktører, der stræber efter demokratisk forandring i ikke-demokratiske lande og lande, der befinder sig i en overgangsfase, på en måde, der er sikker for begge parter og, om nødvendigt, kan benægtes;

K. der henviser til, at frie og retfærdige valg kun udgør det første skridt hen imod demokrati, som er en langsigtet proces baseret på respekt for menneskerettighederne, retsstatsprincippet og god regeringsførelse;

L. der henviser til, at håndhævelsen af menneskerettighedsklausulen og -konditionaliteten fortsat er utilfredsstillende i forbindelse med de partnerskabsaftaler mellem EU og tredjelande, der omfatter EU-udviklingsbistand;

M. der henviser til, at 2010 markerede tiåret for FN’s Sikkerhedsråds resolution 1325 (2000) om kvinder, fred og sikkerhed; der henviser til, at der bør gøres en yderligere indsats for at gennemføre resolutionen i EU og på verdensplan;

N. der henviser til, at de forskellige EU-medlemsstater har enestående erfaringer fra tidligere med at bekæmpe autoritære regimer, og at denne erfaring i højere grad bør anvendes i Unionens forbindelser med partnerlande med henblik på at styrke demokrati og menneskerettigheder;

O. der henviser til, at EU’s årsberetning om menneskerettighederne og demokrati i verden i 2010 giver en generel oversigt over EU’s menneskerettighedspolitik;

P. der henviser til, at denne beslutning har til formål at undersøge, vurdere og, hvor det er hensigtsmæssigt, fremkomme med konstruktiv kritik af Kommissionens, Rådets, Unionens højtstående repræsentants og EU-Udenrigstjenestens aktiviteter på menneskerettighedsområdet og Parlamentets overordnede aktiviteter med henblik på nøje at undersøge EU’s indsats og komme med input til revisionen af Unionens menneskerettighedspolitik

Generelle punkter

understreger, at for at Den Europæiske Union – EU – kan være en troværdig aktør udadtil, er den nødt til at handle konsekvent i overensstemmelse med traktatmæssige forpligtelser og EU-rettens forpligtelser og undgå forskellige målestokke i sin menneskerettighedspolitik og de andre eksterne politikker, mellem interne og eksterne politikker samt i afviklingen af dens forbindelser med tredjelande og kombinere denne tilgang med udfordringen ved at udvikle landestrategidokumenter om menneskerettigheder og gennemføre handlingsplaner, som også skal omfatte demokratisering, der skal afspejle de enkelte landes særlige karakteristika, når det handler om påvirkning, og udnytte EU’s relevante instrumenter fuldt ud;
understreger, at der skal træffes passende foranstaltninger for at sikre, at de individuelle og grundlæggende frihedsrettigheder ikke tilsidesættes eller indskrænkes i perioder med økonomisk krise;
understreger endvidere, at Unionens politikker også bør være konsekvente og eksemplariske inden for EU, og at de skal være sammenhængende og i overensstemmelse med grundlæggende værdier og principper for at maksimere EU’s troværdighed på globalt plan og menneskerettighedspolitikkernes effektivitet; insisterer på nødvendigheden af en utvetydig tilkendegivelse af, at henstillingerne i Fava-betænkningen fra 2007 om transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger vil blive implementeret, og hilser i den forbindelse initiativet til opfølgning af Europa-Parlamentets betænkning velkomment; finder det beklageligt, at en række medlemsstater på trods af Parlamentets eksplicitte henstillinger i ovennævnte betænkning ikke fuldt ud og åbent har erkendt deres medskyld i de verdensomspændende krænkelser af menneskerettighederne, som fandt sted i forbindelse med de amerikanske programmer for overførsler og hemmelige tilbageholdelser, og i de hermed forbundne krænkelser på nationalt plan; mener, at denne situation udgør en alvorlig hindring for EU’s indsats for at fremme menneskerettighederne i verden og for dets påberåbelse af moralsk autoritet; opfordrer EU’s institutioner til fortsat at lægge pres på medlemsstaterne for at få gennemført tilbundsgående og åbne undersøgelser; understreger betydningen af at fortsætte arbejdet for indførelse af kontrol med hemmelige tilbageholdelser som led i terrorbekæmpelse;
minder om, at de økonomiske og sociale rettigheder har været en integreret del af menneskerettighederne siden vedtagelsen af Verdenserklæringen om menneskerettigheder i 1948; mener derfor, at EU er nødt til at bidrage til at gennemføre disse rettigheder i de mindst udviklede lande og i de udviklingslande, med hvilke EU indgår internationale aftaler, herunder handelsaftaler;
mener, at omarbejdningen af direktiverne om asyl bør sætte en stopper for de vedvarende problemer med krænkelser af menneskerettighederne samt beskyldningerne om, at EU’s medlemsstater anvender dobbeltmoral; fastholder, at medlemsstaterne bør fremlægge sammenligningstabeller til de relevante bestemmelser i direktiverne for at sikre passende kontrol med gennemførelsen deraf; understreger, at den vanskelige opgave med at udarbejde en fælles politik giver mulighed for at udbrede bedste praksis; understreger Det Europæiske Asylstøttekontors rolle i den henseende; fastholder, at EU-medlemsstaterne har en rolle at spille i genbosættelsen af flygtninge, og gentager sit krav om oprettelse af et reelt fælles EU-program for genbosættelse af flygtninge;
opfordrer USA til at overholde sit tilsagn om at lukke interneringscentret i Guantánamo Bay; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at øge bestræbelserne på at genbosætte ikkeeuropæiske tilbageholdte, som løslades fra Guantánamo og ikke kan tilbagesendes til deres hjemland på grund af dødstrusler eller trusler om tortur eller anden grusom og umenneskelig behandling;
opfordrer indtrængende EU, medlemsstaterne og Kommissionen til omgående at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre søredningsaktioner for at bjærge migranter, som forsøger at få adgang til EU, og til at sikre samordningen og samarbejdet mellem medlemsstaterne og de kompetente myndigheder for at forhindre, at hundredvis af kvinder, børn og mænd omkommer på havet;
støtter forhandlingerne om EU’s tiltrædelse af den europæiske menneskerettigheds-konvention;
glæder sig over udarbejdelsen af landestrategidokumenter om menneskerettigheder og understreger, at disse også bør dække demokratisering; opfordrer til hurtig gennemførelse af disse gennem handlingsplaner med henblik på at supplere disse strategier, på grundlag af brede høringsprocesser med inddragelse af lokale og internationale civilsamfundsorganisationer samt analyser af situationen og behovene i hvert enkelt land under fuld udnyttelse af relevante EU-instrumenter; insisterer på, at det er nødvendigt at anvende disse landestrategidokumenter som referencedokumenter og integrere dem i alle politikker og relevante eksterne finansieringsinstrumenter; gentager sin opfordring til, at landestrategidokumenterne gøres tilgængelige for Parlamentet; understreger behovet for sammenhæng og for at undgå dobbeltmoral;
understreger den vigtige rolle, som civilsamfundet spiller i forbindelse med beskyttelse og fremme af demokrati og menneskerettigheder; opfordrer EU-delegationerne til at færdiggøre udnævnelsen af kontaktpersoner for civilsamfund og menneskerettigheds-forkæmpere; understreger, at EU’s kontakter med civilsamfundet bør baseres på et ægte partnerskab, herunder en systematisk, rettidig og regelmæssig dialog på lige fod, som skal sikre aktiv deltagelse af civilsamfundsaktører med henblik på god regeringsførelse; understreger, at de oplysninger, der indsamles i denne forbindelse, skal anvendes fornuftigt, men også skal beskyttes af EU’s politikker, navnlig ved hjælp af demokrati- og menneskerettighedsklausuler; understreger nødvendigheden af at forbedre informationsudvekslingen mellem de forskellige aktører, der kæmper for menneskerettighederne verden over, så de får mulighed for at få et bedre kendskab til de aktiviteter og aktioner, der gennemføres, navnlig i forbindelse med særlige sager, samt til de problemer, de hver især støder på; understreger i denne forbindelse, at der bør etableres en overvågningsmekanisme i civilsamfundsregi, som kan sikre, at civilsamfundet systematisk inddrages i gennemførelsen af aftaler og programmer; bifalder samtidig initiativer som det østlige partnerskabs civilsamfundsforum og opfordrer EU-institutionerne til at gøre brug af flere af de henstillinger og erklæringer, der er blevet udarbejdet i forbindelse med Parlamentets civilsamfundsfora i Bruxelles i 2009, i Berlin i 2010 og i Poznan i 2011;
beklager, at nogle af EU’s partnerlande har indledt politiserede og iscenesatte retssager mod enkeltpersoner, hvorved de krænker menneskerettighederne og de grundlæggende retsstatsprincipper; er dybt bekymret over, at der på trods af internationale opfordringer ikke er truffet foranstaltninger i førnævnte tredjelande med henblik på at sikre rettighederne og overholdelsen heraf for personer, der er dømt i politisk motiverede sager;
understreger, at fremme af borgernes direkte deltagelse i det offentlige liv gennem direkte deltagelse i politiske partier på nationalt og europæisk niveau er en grundlæggende ytringsfrihed og en demokratisk ret;
opfordrer indtrængende EU til at træffe yderligere foranstaltninger for mere effektivt at integrere menneskerettigheds- og demokratispørgsmål i alle dele af udviklingssamarbejdet og sikre, at EU’s udviklingsprogrammer bidrager til partnerlandenes overholdelse af deres internationale forpligtelser med hensyn til menneskerettighederne; opfordrer også til, at menneskerettigheder og demokrati integreres i programmerne for sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling – LRRD, da de har afgørende betydning for overgangen fra humanitære nødsituationer til udvikling;
glæder sig over, at der bliver lagt særlig vægt på menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet i meddelelsen »Forbedring af virkningen af EU’s udviklingspolitik: En dagsorden for forandring« – COM(2011)0637, og understreger, at demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, god regeringsførelse samt fred og sikkerhed er forudsætninger for – og fungerer synergisk og gensidigt forstærkende på – udvikling, fattigdomsbekæmpelse og opfyldelse af 2015-målene; bekræfter på ny betydningen af, at udviklingspolitikken er menneskerettighedsorienteret, og opfordrer EU til at fastsætte specifikke, målbare, opnåelige og tidsbestemte mål for menneskerettigheder og demokrati i sine udviklingsprogrammer; opfordrer EU til at rette sin udviklingsbistand mod en styrkelse af institutionsopbygningen og udviklingen af civilsamfundet i modtagerlandene, da disse elementer er afgørende for god regeringsførelse og for at sikre ansvarliggørelse og ejerskab i forbindelse med udviklingsprocessen; opfordrer til en styrkelse af menneskerettigheds- og konditionalitetsklausulerne i EU-støttede programmer; opfordrer Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil og Kommissionen til at finde nye metoder til at sikre en bedre forbindelse mellem menneskerettighedsdialogerne med partnerlande og udviklingssamarbejdet;
understreger, at EU bør sikre, at foranstaltningerne inden for udviklingspolitik, fredsskabelse, konfliktforebyggelse og international sikkerhed er gensidigt forstærkende; fremhæver i den forbindelse nødvendigheden af at udarbejde passende strategier for lande, der befinder sig i sårbare situationer;
fremhæver den indbyrdes sammenhæng mellem ekstrem fattigdom og fraværet af menneskerettigheder og understreger, at det er nødvendigt at udarbejde en række principper for anvendelsen af standarder og kriterier vedrørende menneskerettigheder i bekæmpelsen af ekstrem fattigdom;
gentager, at 70 % af verdens fattige lever i landdistrikter og er direkte afhængige af naturressourcerne af hensyn til deres overlevelse og trivsel, og at de fattige i byområderne ligeledes er afhængige af disse ressourcer; opfordrer EU til at forsvare befolkningernes adgang til deres landes naturlige og livsvigtige ressourcer, deres adgang til jord og til fødevaresikkerhed som en grundlæggende ret; beklager dybt, at et betydeligt antal mennesker ikke har adgang til basale goder som f.eks. vand; understreger, at rettighederne i FN’s pagt om social ansvarlighed, herunder retten til passende ernæring, sociale minimumsstandarder, retten til uddannelse, retten til sundhedsydelser, lige og gunstige arbejdsforhold og retten til deltagelse i det kulturelle liv, bør behandles på lige fod;

EU’s årsberetning 2010

understreger betydningen af EU’s årsberetning om menneskerettigheder og demokrati i analysen og vurderingen af EU’s politik om menneskerettigheder; bemærker med beklagelse, at Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen og/eller Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil – EU-Udenrigstjenesten – for første gang siden indførelsen af de årlige beretninger om menneskerettighederne i verden slet ikke forelagde beretningen på plenarmødet i år, og tilskynder på det kraftigste Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen til rettidigt at forelægge de kommende beretninger for Parlamentet;
beklager, at årsberetningen i overvejende grad er beskrivende, og beklager det overdrevne fokus, der blev lagt på engangsaktioner; gentager sin anmodning om en mere systematisk tilgang, herunder anvendelsen af indekser og benchmarks for de enkelte lande; understreger, at resultater i forhold til disse mål bør analyseres i årsberetningen for at muliggøre en underbygget vurdering af EU’s resultater;
ser med tilfredshed på det omfattende afsnit om vold mod kvinder og barnets rettigheder i dette års årsberetning; henleder i denne forbindelse opmærksomheden på svøber som f.eks. tvungne og kønsselektive aborter, tvungen sterilisation og kønslemlæstelse af piger/kvinder; anerkender, at der lægges vægt på at støtte global afskaffelse af dødsstraf og på reformer af retsvæsenet; støtter Unionens højtstående repræsentants/næstformanden i Kommissionens praktiske fokus på EU’s indsats i internationale fora;
bemærker, at årsberetningen ikke indeholder et særligt afsnit om udvikling; understreger, at et tematisk afsnit i årsberetningen bør vies til menneskerettigheder og udvikling, især efter Lissabontraktatens ikrafttræden og som følge af den aktuelle integrerede strategi for menneskerettigheder;
opfordrer indtrængende Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen til i forbindelse med udarbejdelsen af fremtidige årsberetninger aktivt, systematisk og åbent at høre Parlamentet samt i god tid og på grundig vis at høre de ikke-statslige menneskerettighedsorganisationer for at få deres input og at øge brugen af sociale netværk og medier for at høre så mange organisationer som muligt; opfordrer endvidere Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen til systematisk at høre Parlamentet og rapportere om, hvordan der er taget hensyn til Parlamentets beslutninger; anmoder Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen om at orientere mere regelmæssigt om status for udarbejdelsen af fremtidige årsberetninger, når Parlamentet anmoder om det;

Mainstreaming

noterer sig redegørelsen af 13. december 2011 fra Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen til Parlamentet om opfølgningen på Parlamentets mangeårige krav om oprettelsen af en post som EU’s særlige repræsentant for menneskerettigheder; henstiller – i fald en sådan post oprettes – at den særlige repræsentant har tværsektorielle kompetencer, der gør det muligt at gennemføre en sammenhængende politik, som sigter mod at integrere menneskerettighederne i alle EU’s politikker; advarer dog mod ethvert forsøg på at isolere menneskerettighedspolitikken fra de overordnede eksterne politiske strategier ved at oprette en sådan post som særlig repræsentant;
mener, at det er af afgørende betydning, at internationale aftaler, navnlig om handel, energi, tilbagetagelse, sikkerhed og teknisk samarbejde, ikke er i strid med EU’s grundlæggende principper, således som de er defineret i artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union; foreslår, at der såvel forud for indledningen af forhandlinger om sådanne aftaler som i forhandlingsfasen gennemføres menneskerettighedskonsekvens-analyser med benchmarks, som følges op af regelmæssige statusrapporter, der omfatter vurderinger foretaget af EU-institutionerne og de tjenester, der har ansvaret for gennemførelsen, og en vurdering, der foretages af lokale og internationale organisationer i civilsamfundet, der er del af en institutionaliseret overvågningsmekanisme i civilsamfundsregi; insisterer i denne henseende på, at artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Union, i henhold til hvilken Kommissionen skal informere Parlamentet og Rådet om alle faser af forhandlingerne om internationale aftaler med tredjelande, finder fuld anvendelse; mener, at det i denne forbindelse er yderst vigtigt at stille højtkvalificeret og uafhængig ekspertise om de enkelte landes menneskerettigheds- og demokratisituation til rådighed for EU-institutionerne;
henstiller, at man for at række videre end de almindelige idéer om mainstreaming af menneskerettigheder udarbejder et sæt praktiske foranstaltninger, som skal være bindende for alle EU-tjenestemænd, der arbejder uden for EU, og for alt personale i medlemsstaterne, der deltager i de operative aktioner under EU’s agenturer, herunder Frontex, samt for eksperter, der arbejder på vegne af EU og er finansieret af EU, som bør overholde internationale normer og standarder; understreger, at undervisning i menneskerettigheder skal gøres obligatorisk i hele EU-Udenrigstjenesten og i de relevante dele af Kommissionen; anbefaler, at opgaver vedrørende mainstreaming medtages i tjenestemændenes jobbeskrivelser som en del af den årlige medarbejderevaluering;
anbefaler endvidere, at EU, hver gang der sker en grov krænkelse af menneskerettighederne i et partnerland, med hvilket der er indgået en international aftale, f.eks. en partnerskabs- og samarbejdsaftale, tager mere dristige skridt og gennemfører de passende sanktioner, der er fastsat i aftalens menneskerettighedsbestemmelser, herunder eventuelt en midlertidig suspension af aftalen;
understreger vigtigheden af at udarbejde passende opfølgningsprogrammer i forbindelse med beretningerne fra EU’s valgobservationsmissioner i nært samarbejde med Europa-Parlamentet, så det sikres, at disse opfølgningsprogrammer også hænger sammen med eventuelle udviklingsprogrammer;
understreger, at mainstreaming af international retfærdighed nødvendigvis må indbefatte, at der systematisk tages højde for bekæmpelse af straffrihed og for komplementaritetsprincippet i en bredere sammenhæng med handel, udvikling og bistand inden for retsstatsområdet; understreger, at rehabilitering og reintegration af ofre i samfundet som helhed og i de berørte lokalsamfund skal spille den centrale rolle med særligt fokus på udsatte grupper, herunder kvinder, børn, unge og personer med handicap; fremhæver betydningen af at etablere forfatningsmæssige strukturer, herunder et effektivt retssystem, tredeling af magten og en anerkendt og uafhængig dømmende magt, for at fremme menneskerettighederne i et hvilket som helst land; anbefaler, at ICC’s Romstatut føjes til den pakke af internationale traktater om god regeringsførelse og om retsstatsprincippet, som skal ratificeres af tredjelande, der optages i den generelle toldpræferenceordning (GSP+); anbefaler, at der konsekvent medtages ICC-bestemmelser i klausulerne om menneskerettigheder og demokrati i EU-aftaler med tredjelande, idet det skal tages i betragtning, at sådanne klausuler skal anses for at være væsentlige elementer i aftalerne – med fokus på de strategiske partnerskaber og de lande, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik;

EU’s indsats i forbindelse med FN’s arbejde

glæder sig over FN’s Generalforsamlings vedtagelse af resolution 65/276 om Den Europæiske Unions deltagelse i FN’s arbejde som en beskeden start på en større bestræbelse på at opgradere EU’s rolle i organisationen; understreger, at det at tale med én stemme ikke bør ske på bekostning af menneskerettighedsspørgsmål, men mener tværtimod, at EU nu med alle midler skal insistere på at udøve sine rettigheder og gøre brug af sin styrkede status med henblik på at forfølge en ambitiøs strategi for fremme af menneskerettigheder og demokrati;
gentager sin opfordring til Rådet om at bemyndige Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen til at udarbejde forslag til retningslinjer for regelmæssige samtaler mellem medlemsstaternes ambassadører og EU’s ambassadører, især mellem dem, der arbejder på multilateralt plan i f.eks. Genève og New York, så EU effektivt kan forfølge sin FN-dagsorden og arbejde for fremme og forsvar af menneskerettighederne;
glæder sig over den konstruktive rolle, som EU har spillet i forbindelse med reformen af Menneskerettighedsrådet, navnlig dets fulde støtte til kontoret for FN’s højkommissær for menneskerettigheders uafhængighed og dets beskyttelse af den rolle, som særlige procedurer, landemandater og menneskerettighedernes udelelighed spiller; henstiller, at EU og medlemsstaterne tilkendegiver deres klare modstand mod den såkaldte »clean slates«-praksis fra regionale gruppers sider til valg til Menneskerettighedsrådet; glæder sig over den første fuldstændige universelle regelmæssige gennemgang (UPR) og henstiller, at EU-medlemsstaterne foregår med et godt eksempel og bygger videre på første runde efter nationale høringer; støtter opfølgningen på den universelle regelmæssige gennemgang i forbindelse med EU’s menneskerettighedsdialog med tredjelande og landestrategi-dokumenterne;
understreger, at der for at opnå konsensus om flere af dets forslag i Menneskerettighedsrådet hurtigst muligt skal ske en forbedring af EU’s kapacitet med hensyn til outreach-aktiviteter, bl.a. ved at sikre støtte fra Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen til at udføre lobbyarbejde over for hovedstæder i tredjelande til støtte for EU’s standpunkter; udtrykker tilfredshed med den mere strategiske, mellemlangsigtede måde at forberede samlingerne i Menneskerettighedsrådet på, som Menneskerettighedsgruppen under Rådet har valgt;

EU’s politik vedrørende Den Internationale Straffedomstol (ICC) og bekæmpelse af straffrihed

glæder sig over opdateringen af EU’s politik vedrørende ICC af 12. juli 2011; noterer sig, at ICC’s Romstatut fastsætter en mekanisme, der kan anvendes som sidste udvej, således at personer, der er ansvarlige for forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab, krigsforbrydelser og aggression kan retsforfølges i henhold til komplementaritets-princippet, der er fastsat i Romstatutten; anerkender Kommissionens indsats for at skabe en »EU-værktøjskasse for komplementaritet«, der sigter mod at støtte udviklingen af national kapacitet og skabe politisk vilje til efterforskning og retsforfølgelse af påståede internationale forbrydelser, og understreger betydningen af grundige høringer af EU-medlemsstaterne, Parlamentet og civilsamfundets organisationer for at færdiggøre værktøjskassen; glæder sig over den indsats, som civilsamfundet i EU-medlemsstaterne gør for at støtte komplementaritetsbestræbelserne i lande, hvor der er blevet begået grove menneskerettighedskrænkelser og forbrydelser, der er omfattet af folkeretten, og opfordrer til, at denne indsats fortsættes; opfordrer EU og medlemsstaterne til at vedtage et sæt internationale retningslinjer, hvori der er fastlagt en adfærdskodeks for kontakt med personer, der er efterlyst af ICC; opfordrer alle medlemsstaterne (navnlig Republikken Cypern, Den Tjekkiske Republik, Ungarn, Italien, Luxembourg og Portugal) til at vedtage national lovgivning om samarbejde med ICC og indgå rammeaftaler med ICC for at lette samarbejdet, især for at sikre fuldbyrdelse af arrestordrer og andre anmodninger fra domstolen;
glæder sig over vedtagelsen på revisionskonferencen i Kampala af ændringer i Romstatutten vedrørende aggression og visse krigsforbrydelser og opfordrer alle medlemsstater til straks at ratificere disse materielle ændringer og til at gennemføre dem som en del af deres nationale straffesystemer; opfordrer i denne forbindelse Rådet og Kommissionen til at anvende deres internationale autoritet til at sikre og styrke Romstatuttens universalitet med henblik på en internationalt anerkendt definition af de handlinger, der skal betragtes som folkeretsstridig aggression; glæder sig over EU’s løfter, navnlig hvad angår bekæmpelsen af straffrihed som en kerneværdi, som vi skal dele med vores partnere, når vi indgår aftaler, og opfordrer til, at de gennemføres konsekvent;
henstiller, at EU systematisk medtager ICC-bestemmelser i aftaler med tredjelande og fremmer respekt for, samarbejde med og bistand til ICC inden for rammerne af Cotonouaftalen og dialoger mellem EU og regionale organisationer som f.eks. Den Afrikanske Union, Den Arabiske Liga, ASEAN, Organisationen af Amerikanske Stater og OSCE samt tredjelande;
glæder sig over EU’s og medlemsstaternes økonomiske og logistiske støtte til ICC og anbefaler, at den fastholdes; udtrykker sin dybe bekymring over resultatet af de budgetmæssige drøftelser i december 2011 i forbindelse med parternes samling, idet domstolen er truet af underfinansiering, hvilket vil underminere domstolens kapacitet til at skabe retfærdighed og reagere på nye situationer; opfordrer EU og medlemsstaterne til at yde tilstrækkelig støtte til domstolen, bl.a. ved at påtage sig en proaktiv rolle i forbindelse med udlevering af sigtede;

EU-politikker til støtte for demokratisering

insisterer på, at målene for udvikling, demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse og sikkerhed er indbyrdes sammenhængende; gentager sin overbevisning om, at alle EU’s eksterne aktiviteter er nødt til at kombinere en politisk dimension, som støtter pluralisme, demokrati og respekt for menneskerettigheder, grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincippet, med en udviklingsdimension, som fokuserer på socioøkonomiske fremskridt, herunder udryddelse af fattigdom, bekæmpelse af ulighed og det basale behov for fødevarer med udgangspunkt i bæredygtig udvikling; tilføjer i denne forbindelse, at EU’s bistandsprogrammer bør omfatte konkrete og væsentlige reformer for at sikre respekten for menneskerettighederne, gennemsigtighed, ligestilling mellem kønnene og bekæmpelse af korruption i modtagerlandene; bemærker endvidere, at der bør indføres strengere konditionaliteter og suspension af bistanden for modtagerlande, der åbenlyst tilsidesætter de grundlæggende menneskerettigheder og frihedsrettigheder, og som undlader at vedtage lovgivning, der opfylder de internationale forpligtelser;
mener, at en resultatbaseret tilgang med »flere midler for flere reformer« bør styre EU’s forbindelser med alle tredjelande, at EU kun bør tildele partnerlande avanceret status, hvis klare krav med hensyn til menneskerettigheder og demokrati er opfyldt, og at EU ikke bør tøve med at indefryse denne status, hvis disse krav ikke længere er opfyldt; mener, at dette bør overvejes seriøst i forbindelse med de videre forhandlinger med Rusland om en ny, avanceret partnerskabsaftale;
opfordrer til systematisk støtte til nyvalgte parlamenter, hvor valget har været frit og retfærdigt, navnlig i lande, der befinder sig i en overgangsfase, eller hvortil der har været udsendt en EU-valgobservationsmission; mener, at en sådan støtte bør finansieres af Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR) og geografiske instrumenter;
glæder sig over planerne om at oprette en europæisk demokratifond (EED) som omhandlet i den fælles meddelelse fra Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen og Kommissionen, konklusionerne fra Rådets 3101. og 3130. samling, der førte til erklæringen om oprettelse af en europæisk demokratifond, som blev vedtaget af Coreper den 15. december 2011, samt over indsatsen fra arbejdsgruppen om den europæiske demokratifond, der er nedsat under EU’s Udenrigstjeneste i samarbejde med medlemsstaterne og EU-institutionerne; fremhæver fondens mulige funktion under Parlamentets kontrol som et fleksibelt og ekspertorienteret redskab til støtte for aktører, der søger demokratiske forandringer i ikke-demokratiske lande og lande, der befinder sig i overgangsfasen; opfordrer indtrængende Rådet til at sikre, at et sådant redskab blandt dets øvrige aktioner supplerer de allerede eksisterende aktiviteter under andre instrumenter, navnlig EIDHR, uden at skabe unødvendige bureaukratiske strukturer; understreger, at EU’s bidrag til demokratifondens budget skal udgøre et reelt supplement og skal ydes i fuld overensstemmelse med de finansielle bestemmelser og respektere budgetmyndighedens ret til overvågning og kontrol;

Støtte i forbindelse med valg

understreger betydningen af en politisk støtteproces, som ikke blot koncentreres omkring perioden umiddelbart før og efter et valg, men som er kontinuerlig; udtrykker tilfredshed med, at Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen er opmærksom på »grundlæggende demokrati«, som forbinder demokratiske processer med menneskerettigheder, ytrings- og foreningsfrihed, religions- og trosfrihed, retsstatsprincippet og god regeringsførelse; understreger, at retten til religionsfrihed i denne forbindelse også bør gives en passende fremtrædende rolle; påpeger, at denne ret faktisk er almindeligt anerkendt som en af de mest grundlæggende af alle menneskerettighederne;
understreger på ny betydningen af at udvælge prioriterede lande til valgobservationsmissioner på grundlag af den reelle virkning, som en mission kan få med hensyn til at fremme en reel, langsigtet demokratisering;
opfordrer Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at udarbejde en politisk strategi i forbindelse med hver enkelt af EU’s valgobservationsmissioner, som følges op af en vurdering af de demokratiske fremskridt to år efter missionen, der skal forelægges under Parlamentets årlige drøftelse af menneskerettigheder med Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen; glæder sig over tilsagnet fra Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen om i forbindelse med valgobservationer at fokusere på kvinders, nationale mindretals og handicappedes deltagelse, både som kandidater og som vælgere;
understreger betydningen af, at der ved afslutningen af hver valgobservationsmission udarbejdes realistiske og gennemførlige henstillinger, om muligt i samarbejde med andre internationale aktører, og at fordelingen af og tilsynet med disse henstillinger foretages af EU-delegationerne; mener, at Parlamentets stående delegationer og fælles parlamentariske forsamlinger bør spille en større rolle i opfølgningen af disse henstillinger og analysere fremskridt med hensyn til menneskerettigheder og demokrati; støtter derfor fremme af en stabil og regelmæssig dialog med parlamenterne i disse tredjelande; understreger, at det er nødvendigt at forbedre arbejdsmetoderne for Parlamentets valgobservationsdelegationer og sørge for, at de deltagende parlamentsmedlemmers og medarbejderes færdigheder forbedres;

Menneskerettighedsdialoger og samråd med tredjelande

fremhæver, at deltagelsen i en struktureret menneskerettighedsdialog ofte anvendes som påskud for at undgå sådanne drøftelser på højere politisk niveau, herunder i forbindelse med topmøder; opfordrer samtlige EU-institutioner, EU-medlemsstaterne og deres ambassader til at gøre en større indsats for at integrere disse dialoger i alle EU’s eksterne aktioner; understreger behovet for gennemsigtighed og en reel forudgående høring af civilsamfundsorganisationerne samt rapportering efter dialogerne for at informere om resultaterne;
udtrykker derfor sin skuffelse over, at der ikke er gjort fremskridt i en række menneskerettighedsdialoger (som nu overstiger 40), og bemærker synspunkterne fra visse kanter om, at EU’s høringer om menneskerettigheder er blevet ineffektive og omdannet til en proces frem for en metode til måling af konkrete resultater;
beklager, at de efterfølgende vurderinger af dialoger/høringer ikke har ført til udvikling af klare resultatindikatorer eller benchmarks; opfordrer indtrængende til, at der fastsættes mål forud for hver dialog eller hver høring, og at disse vurderes umiddelbart efter dialogen eller høringen på en gennemsigtig måde og med inddragelse af flest mulige interessenter; understreger, at konklusionerne af disse vurderinger skal indgå i topmøder og andre kontakter mellem EU og dets partnerlande og skal præge EU og medlemsstaternes tiltag i andre bi- og multilaterale situationer; mener, at disse indikatorer skal overvejes nøje for at sikre effektiviteten af demokrati- og menneskerettighedsklausuler i alle EU-aftaler, uanset deres karakter;
understreger vigtigheden og uopsætteligheden af at forbedre disse dialogers form og substans i samråd med civilsamfundet; gentager, at dialogerne kun vil være konstruktive og få reel effekt på stedet, hvis de følges op af konkrete skridt, der tager hensyn til EU’s mål og EU’s retningslinjer for menneskerettighedsdialoger med tredjelande, og hvis der iværksættes korrigerende foranstaltninger;
erindrer om, at EU bør bruge disse dialoger som et instrument til at rejse individuelle sager om menneskerettighedskrænkelser i tredjelande, f.eks. sager om politiske fanger og tilbageholdte, eksempelvis i Vietnam og Kina, der er blevet fængslet for fredelig udøvelse af deres grundlæggende rettigheder, f.eks. ytrings-, forsamlings-, forenings- og religionsfrihed; opfordrer endvidere EU til regelmæssigt at benytte denne mulighed til at følge op på reaktionerne på de individuelle sager, det har rejst, og til at overvåge disse sager og foretage en tæt koordinering heraf med de involverede menneskerettighedsorganisationer samt med andre lande, der fører menneskerettighedsdialoger med det pågældende land;
er skuffet over at konstatere, at der kun er gennemført et begrænset antal vurderinger, og at disse er gennemført uregelmæssigt på trods af, at retningslinjerne fastsætter, at dialogerne helst skal vurderes hvert andet år; beklager dybt, at Europa-Parlamentet ikke er blevet systematisk inddraget i vurderingerne af eksempelvis Rusland og Kina; opfordrer til, at Europa-Parlamentet gives formaliseret adgang til disse vurderinger og til at sikre, at vurderingerne gennemføres så åbent og gennemsigtigt som muligt; minder om, at retningslinjerne fastsætter, at civilsamfundet skal inddrages i vurderingerne, og mener, at overholdelsen af denne forpligtelse indebærer, at der oprettes en konkret mekanisme til dette formål;
udtrykker særlig bekymring over situationen i Mali efter statskuppet den 22. marts 2012 og over, at landet står over for »den værste humanitære krise i de seneste 20 år« på grund af den usikre fødevaresituation, som omtrent 3 millioner mennesker er berørt af, og de fordrivelser som konflikten i nord har medført; anmoder om, at der frigøres supplerende humanitær hjælp fra EU til at imødegå denne situation; anser det endvidere for nødvendigt, at EU og dens medlemsstater fremmer en fredelig løsning på krisen forankret i beskyttelsen af befolkningerne og uden fremmed indblanding i landets politiske forhold;
gentager, at kvinders rettigheder bør være en vigtig del af EU’s menneskerettighedsdialoger og af den politiske dialog, EU fører med tredjelande, som der er indgået samarbejds- eller associeringsaftaler med, på linje med disse aftalers menneskerettighedsklausuler, og at kvinders deltagelse i fredelige omvæltninger – både ved forhandlingsbordet og i aktive roller – bør udvides; opfordrer Kommissionen og Rådet til at træffe alle passende foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af disse klausuler;
beklager, at Mikhail Khodorkovskij til trods for alle Europa-Parlamentets og andre internationale institutioners opfordringer blev dømt ved den anden politisk og administrativt begrundede retssag mod ham i Rusland, som ikke overholdt principperne om et retfærdigt og uafhængigt retssystem, hvilket er en grov krænkelse af menneskerettighederne;

Klausulerne om menneskerettigheder og demokrati

opfordrer til, at alle aftalemæssige forbindelser med tredjelande, såvel industrialiserede lande som udviklingslande, herunder sektoraftaler, aftaler om handel og teknisk eller finansiel bistand, uden undtagelse indbefatter klart formulerede, bindende klausuler om menneskerettigheder og demokrati; opfordrer Kommissionen til at sikre en strengere håndhævelse af disse klausuler; gentager, at det er nødvendigt at udarbejde ét katalog med fælles menneskerettigheds- og demokratibenchmarks, der anerkendes af alle EU-institutionerne; foreslår, at gennemførelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og andre centrale internationale menneskerettighedskonventioner kan udgøre et væsentligt element i sådanne menneskerettigheds- og demokratibenchmarks for EU;
anmoder Kommissionen om ikke at tøve med at anvende suspensionsmekanismen for løbende aftaler, såfremt de generelle menneskerettighedsklausuler gentagne gange bliver overtrådt;
fremhæver, at anvendelsen af klausulen i sin nuværende form i de frihandelsaftaler, som snart skal forelægges Parlamentet, giver Parlamentet mulighed for at undersøge potentialet for menneskerettighedsbenchmarks forud for ratifikationen med henblik på at opnå konkrete og kontrollerbare resultater på menneskerettighedsområdet; opfordrer på ny Kommissionen til at affatte en ny »modelklausul«, som henviser til parternes internationale forpligtelser og omfatter en procedure for høringer med angivelse af, hvilke politiske og retlige mekanismer der skal anvendes, hvis der fremsættes en anmodning om suspension af samarbejdet på grund af gentagne eller systematiske krænkelser af menneskerettighederne i strid med international ret; er af den opfattelse, at en mekanisme til håndhævelse af menneskerettigheds- og demokratiklausulen som krævet af Parlamentet er den eneste måde at sikre en reel gennemførelse af sådanne klausuler og bør betragtes som en forebyggelses- og advarselsmekanisme, der etablerer en dialog mellem EU og partnerlandet, og som skal følges op af en overvågningsmekanisme; anbefaler, at der udvikles et klart og gradueret system af sanktioner, uden at dette berører muligheden for en endelig suspension; insisterer kraftigt på, at Parlamentet gøres til fælles beslutningstager sammen med Kommissionen og Rådet i denne henseende;
fremhæver behovet for at sikre effektiv overvågning af gennemførelsen af indgåede forpligtelser vedrørende respekt for og fremme af menneskerettigheder og demokratiske principper; opfordrer til konsekvensanalyser af menneskerettigheder og demokrati ud over de eksisterende analyser af bæredygtig udvikling; opfordrer til, at der tages hensyn til analysernes vurderinger og konklusioner i forbindelse med forhandlingen af endelige aftaler;
foreslår brugen af objektive indikatorer og kriterier i konsekvensanalyserne for menneskerettigheder og evalueringen heraf;

Handel og menneskerettigheder

forventer at se et omfattende menneskerettighedskapitel i tillæg til det sociale og det miljømæssige kapitel i alle kommende frihandelsaftaler og i forbindelse med alle igangværende forhandlinger, og beklager, at nogle partnerlande er imod dette princip, f.eks. Indien og Canada; opfordrer til en styrkelse af aftalernes kapitel om bæredygtig udvikling gennem medtagelse af en klageprocedure, som er tilgængelig for arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet, og etablering af et uafhængigt organ, der kan løse relevante tvister, samt muligheden for at benytte en tvistbilæggelsesmekanisme, der kan give bøder eller suspendere handelsfordele i tilfælde af alvorlige overtrædelser af miljø- og arbejdsmarkedsstandarder, svarende til mekanismerne for markedsadgangsbestemmelserne; understreger, at overvågnings- og håndhævelsesmekanismerne for GSP+-ordningen bør styrkes yderligere; kræver, at målene for virksomhedernes sociale ansvar (VSA) får bindende karakter for europæiske virksomheder, der opererer i institutionelt svage lande;

Den europæiske naboskabspolitik (ENP)

mener, at »det arabiske forår« har påvist, at EU’s hidtidige politikker ikke har evnet effektivt at støtte befolkningernes stærke ønske om demokrati, respekt for de grundlæggende frihedsrettigheder, retfærdighed og ansvarlige og repræsentative regeringer i lande, hvor dette ønske afvises; udtrykker derfor tilfredshed med de fælles meddelelser fra Kommissionens og Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen om »En ny tilgang til nabolande i forandring«, der blandt andet giver udtryk for, at det er nødvendigt at oprette en europæisk demokratifond, og »Et partnerskab for demokrati og fælles velstand med det sydlige Middelhavsområde«, og den tilgang, der er anlagt med fælles forpligtelser og gensidigt ansvar for så vidt angår de universelle værdier menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet, stærkere incitamentsbaseret konditionalitet, sondring mellem politikker, fremme af multilateralt og subregionalt samarbejde og princippet om yderligere inddragelse af civilsamfundet; understreger, at »det arabiske forår« ville blive et paradoks, hvis det udviklede sig i en retning, der fornægter grundlæggende menneskerettigheder for kvinder, menneskerettighedsforkæmpere, religiøse mindretal og andre samfundsgrupper i de lande, der har oplevet »det arabiske forår«;
mener, at de nationale ngo’er og organiserede borgere siden »det arabiske forårs« begyndelse har spillet en vigtig rolle for at mobilisere folk og fremme deres deltagelse i det offentlige liv med henblik på at informere borgerne om deres rettigheder og gøre dem i stand til at forstå demokratiet og tage det til sig; understreger, at de politiske prioriteringer for kommende reformer nødvendigvis må tilvejebringes gennem participatoriske høringer med nationale ngo’er og borgerrettighedsforkæmpere;
understreger behovet for ligeledes at støtte demokratiske bevægelser i de østlige nabolande og glæder sig over den nye tilgang til den europæiske naboskabspolitik, der har til formål at tilvejebringe mere støtte til partnere, der er involveret i opbygningen af rodfæstede og bæredygtige demokratier, og støtte til inkluderende økonomisk udvikling og styrkelse af den europæiske naboskabspolitiks to regionale dimensioner;
støtter en resultatorienteret »flere-midler-for-flere-reformer«-tilgang i tråd med den europæiske partnerskabspolitiks nye vision; fastholder, at differentiering bør baseres på klart definerede kriterier og benchmarks, som regelmæssigt underkastes et tilsyn, og foreslår, at de benchmarks, der er fastlagt i meddelelserne, bør betragtes som målsætninger, der skal suppleres med mere specifikke, målelige, realistiske, relevante og tidsbestemte benchmarks; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at tilvejebringe en klar og tilstrækkelig metodologi til vurdering af ENP-landenes resultater hvad angår respekt for og fremme af demokrati og menneskerettigheder, at udarbejde regelmæssige rapporter, som bør danne grundlag for tildeling af midler under »flere-midler-for-flere-reformer«-tilgangen, og at indarbejde disse vurderinger i de årlige statusrapporter; understreger, at de midler, det ikke er muligt at tildele eller overføre på grund af en negativ vurdering, bør omfordeles til andre projekter i ENP-landene, både de sydlige og de østlige;
fremhæver, at det er af afgørende betydning, at civilsamfundet aktivt deltager i og bidrager til forvaltningsprocesser og samfundsmæssige forandringer, og anerkender nødvendigheden af at inddrage repræsentanter for kvinde- og mindretalsgrupper i sådanne processer; går stærkt ind for større inddragelse af civilsamfundet i disse processer, både i form af et stadigt større opsøgende arbejde og i form af et større fokus på indarbejdelse af civilsamfundets synspunkter i politikudformningen; glæder sig i denne forbindelse over alle EU-programmer, der har til formål at uddanne unge erhvervsfolk og forenkle udvekslingsprogrammer for studerende fra tredjelande, da de bidrager effektivt til civilsamfundets udvikling; understreger behovet for uafhængig strukturel og økonomisk bistand til civilsamfundet; mener, som det er tilfældet med UPR-processen under UNHCR, at lokale og internationale civilsamfundsaktører bør involveres i Kommissionens ENP-statusrapporter og hver især bidrage med deres egne vurderinger, så de kan indgå i disse rapporter; glæder sig over de skridt, der er taget hen imod oprettelsen af civilsamfundsfaciliteten og den europæiske demokratifond og opfordrer til, at der afsættes betydelige midler hertil i den kommende flerårlige finansielle ramme; insisterer på, at civilsamfundet i fremtiden skal være involveret for at yde et direkte bidrag gennem en institutionaliseret »overvågningsmekanisme i civilsamfundsregi«;
er dybt bekymret over, at fire europæiske naboskabspartnerlande ikke har undertegnet den valgfrie protokol til FN-konventionen mod tortur, at 11 lande ikke har ratificeret den, og at yderligere 14 lande ikke har udpeget de påkrævede nationale forebyggende foranstaltninger; anmoder om hasteindgriben på EU-plan for at afhjælpe denne mangel;
mener, at fremme af og støtte til holdningen om ikke at anvende vold afspejler en international værdi, som udgør en hensigtsmæssig måde at forsvare og fremme menneskerettigheder indefra, navnlig i lyset af at en ikkevoldelig metodologi kan tilbyde effektive resultater med hensyn til forebyggelse af konflikter og fremme af demokrati, retsstat og civilsamfund rundt om i verden; foreslår, at ikkevold tildeles en relevant rolle og politisk vægt i EU’s interne og eksterne politikker, idet der gives støtte til initiativer, som kan bevare og udvikle ikkevoldelig og fredelig aktivisme rundt om i verden med udbredelse af praktisk bistand til støtte for ikkevoldelige aktivister og menneskerettighedsforkæmpere;
gentager sin opfordring til den højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen og EU-medlemsstaterne om at arbejde hen imod en stærk fælles EU-holdning til opfølgningen på undersøgelsesmissionen om Gaza-konflikten ved offentligt at kræve gennemførelse af dens anbefalinger og placering af ansvaret for alle krænkelser af folkeretten, uanset hvem den formodede gerningsmand er, på grundlag af uafhængige, upartiske, gennemsigtige og effektive efterforskninger; mener, at der ikke kan gennemføres nogen effektiv fredsproces i Mellemøsten uden ansvarliggørelse og retfærdighed;

Eksterne finansielle instrumenter, navnlig EIDHR

bemærker, at der har været fremsat stærke politiske erklæringer til fordel for menneskerettigheder, men at der er observeret en udvanding længere nede i programmeringscyklussen, hvorved løfter vedrørende menneskerettigheder forsvinder fra specifikke instrumenter og sektortildelinger til lande; gør opmærksom på, at menneskerettigheder og demokrati desværre undertiden er blevet »ghettoiseret« til EIDHR på bekostning af mainstreaming i alle instrumenterne;
glæder sig over Kommissionens meddelelse om en dagsorden for forandring og dens betoning af, at målsætningerne om udvikling, demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse og sikkerhed hænger uløseligt sammen; glæder sig over det øgede fokus på partnerlandenes forpligtelser ved fastlæggelsen af, hvilken kombination af instrumenter og metoder der bør anvendes i hvert enkelt land; understreger samtidig behovet for at gøre op med den nuværende dobbeltmoral og undgå den i fremtiden; glæder sig over, at denne politik er blevet omsat til Kommissionens meddelelse om EU’s budgetstøtte til tredjelande i fremtiden, hvori det anføres, at der kun ydes generel budgetstøtte, når partnerlandene forpligter sig til at opfylde internationale standarder for menneskerettigheder og demokrati; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at omsætte denne politiske ramme til konkrete, operationelle, tidsbestemte og målelige aktiviteter, der er integreret i alle de forskellige samarbejdsområder og ledsaget af den nødvendige styrkelse af de institutionelle rammer og den administrative kapacitet;
opfordrer kraftigt til, at der i forbindelse med fremtidige udviklingsinstrumenter rettes særlig opmærksomhed mod tematiske programmer, idet disse især bør behandle menneskerettighedsspørgsmål, for at de kan styrke den gensidige forbindelse mellem udvikling og menneskerettigheder;
bemærker, at der for at maksimere sammenhæng og effektivitet er behov for en strategisk tilgang til, hvordan forskellige geografiske og tematiske instrumenter kombineres til beskyttelse og fremme af menneskerettigheder på grundlag af en grundig analyse af den lokale sammenhæng for at gøre op med den nuværende dobbeltmoral og undgå den i fremtiden; udtrykker i denne henseende tilfredshed med det tilsagn, der er givet i den fælles meddelelse af 12. december 2011 om menneskerettigheder og demokrati i centrum for EU’s optræden udadtil: en mere effektiv tilgang, om at tage hensyn til landestrategierne for menneskerettigheder i programmerings- og gennemførelsescyklusserne i EU’s bistand, og opfordrer Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen til at udarbejde en mere detaljeret metodologi til gennemførelse af denne forpligtelse;
udtrykker tilfredshed med Kommissionens forslag om instrumenterne vedrørende foranstaltninger udadtil efter 2014, navnlig fokuseringen på behovet for at indføre forenklede og fleksible beslutningsprocedurer, som giver mulighed for en hurtigere vedtagelse og gennemførelse af de årlige handlingsprogrammer og dermed ydelse af bistand; værdsætter de grundige høringer, der gennemføres i civilsamfundet, og har tiltro til, at de endelige dokumenter vil afspejle alle aktørers interesser;
udtrykker tilfredshed med den mere præcise definition af EIDHR’s målsætninger og det opdaterede anvendelsesområde, som afspejler det større fokus på økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, på tanke-, samvittigheds- og religions- eller trosfrihed og på demokratistøtte; påskønner den nye mulighed for at yde direkte tilskud til finansiering af aktiviteter under de vanskeligste forhold eller i de vanskeligste situationer, eller for at øge støtten til menneskeretsforkæmpere og ikke-registrerede organisationer;
understreger, at Parlamentets prærogativer skal respekteres i programmeringen af EIDHR og i forbindelse med de øvrige instrumenter, med særlig vægt på området for menneskerettigheder og demokrati; fastholder følgelig på det bestemteste, at strategidokumenterne for disse instrumenter ikke kan betragtes som gennemførelsesretsakter og skal vedtages i overensstemmelse med proceduren i artikel 290 i TEUF om delegerede retsakter;

Dødsstraf

glæder sig over det positive resultat af FN’s Generalforsamlings resolution 65/206 af 21. december 2010 om et moratorium for anvendelse af dødsstraf, som markerer en styrkelse af den globale støtte til afskaffelse og til den voksende bevågenhed blandt aktivister, dommere, politikere og folk i almindelighed; glæder sig ligeledes over EU’s vigtige rolle i forbindelse med opnåelsen af denne sejr; ser frem til et stærkt partnerskab med medlemsstaterne og EU-Udenrigstjenesten om Generalforsamlingens resolution for 2012;
gentager, at EU er imod dødsstraf under alle omstændigheder, og opfordrer EU til fortsat at anvende samarbejde og diplomati til fordel for afskaffelse af dødsstraf i alle mulige fora i verden i overensstemmelse med EU’s retningslinjer om dødsstraf, samt til at sikre, at retten til en retfærdig rettergang bliver respekteret fuldt ud for alle personer, der skal henrettes, uden brug af tortur eller anden form for mishandling for at fremtvinge tilståelser; kræver, at de lande, hvor dødsstraffen trods indsatsen fra EU’s og andres side stadig er i brug, udviser respekt for de dødsdømtes grundlæggende menneskerettigheder, herunder fuld adgang til oplysninger om deres situation, i det mindste for familie og nære slægtninge, samt respekt for deres lig og for retten til en anstændig begravelse; fordømmer den nylige henrettelse af Dmitrij Kanavalov og Vladislav Kovaljov i Hviderusland og understreger, at de ovennævnte grundlæggende rettigheder ikke blev overholdt, og at henrettelserne blev gennemført i hemmelighed, uden at familierne blev informeret eller fik mulighed for at få ligene udleveret, så de kunne give dem en anstændig begravelse; minder om, at EU er den største donor, når det gælder støtten til civilsamfundsorganisationer, der bekæmper dødsstraf; anmoder Kommissionen om at fastholde kampen mod denne grusomme og umenneskelige straf som en af de tematiske prioriteringer under EIDHR;
understreger vigtigheden af, at EU bliver ved med at overvåge de vilkår, hvorunder henrettelserne udføres i de lande, der fortsat fastholder dødsstraf, og af at støtte lovgivnings- og forfatningsreformer med det mål at opnå en fuldstændig og total afskaffelse heraf;
opfordrer Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at udstikke retningslinjer for en omfattende politik vedrørende EU- borgere, der risikerer henrettelse i tredjelande, herunder effektive mekanismer med hensyn til identifikation, ydelse af retlig bistand samt retlig indgriben på EU-plan;
glæder sig over Kommissionens beslutning af 20. december 2011 om at ændre forordning (EF) nr. 1236/2005 og dermed skærpe eksportkontrollen med visse lægemidler, der kan anvendes til henrettelser, og udstyr, der kan anvendes til tortur; opfordrer Kommissionen til at tackle de resterende smuthuller i forordningen ved at indføre en »catch all«-bestemmelse vedrørende den endelige anvendelse, som forbyder eksport af ethvert lægemiddel, der kan anvendes til tortur eller henrettelser;

Våbenkontrol

bemærker, at der i 60 % af alle de af Amnesty International dokumenterede enkeltstående tilfælde af menneskerettighedskrænkelser og overgreb, der er begået såvel i forbindelse med som uden for væbnede konflikter, har været anvendt håndvåben og lette våben; erkender den særligt alvorlige indvirkning, som håndvåben og lette våben har på sikringen af barnets rettigheder og på beskyttelsen af børn mod vold; roser det globale lederskab, som EU har demonstreret gennem vedtagelsen af en juridisk bindende fælles holdning om våbeneksport i 2008, men bemærker, at gennemførelsen heraf på EU-plan kræver yderligere overvågning; opfordrer indtrængende EU til at udvise lederskab i bestræbelserne på at opnå en international våbenhandelstraktat ved dette års FN-konference og sikre, at traktaten bliver solid og juridisk bindende;
udtrykker dyb bekymring over anvendelsen af børn som soldater; opfordrer til, at EU øjeblikkeligt tager skridt til at afvæbne, rehabilitere og reintegrere børnene som et centralt element i EU’s politikker, der har til formål at styrke menneskerettighederne, beskytte børnene og erstatte vold med politiske konfliktløsningsmekanismer;

Tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf

opfordrer alle de medlemsstater, der ikke allerede har gjort det, til at ratificere den valgfrie protokol til FN-konventionen mod tortur med henblik på at styrke sammenhængen mellem interne og eksterne politikker;
opfordrer alle medlemsstaterne, Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at gribe aktivt ind i spørgsmålet om fængsledes menneskerettigheder og gøre noget ved overfyldte fængsler i og uden for EU;
understreger vigtigheden af at anerkende kønsspecifikke former for tortur og nedværdigende behandling (f.eks. kønslemlæstelse af piger/kvinder (FGM) og voldtægt) og fastholder, at det er nødvendigt, at EU’s koordinerede indsats til bekæmpelse af tortur i tilstrækkelig grad tager højde for kønsaspektet;
opfordrer på ny Kommissionen til at indføje en klausul om »til torturformål« i Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005 om handel med visse varer, der kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, således at medlemsstaterne på grundlag af forudgående oplysninger kan godkende og dermed også nægte eksport af produkter, hvor der er en betydelig risiko for, at de vil blive anvendt til dette formål af den påtænkte slutbruger;
minder om den tragiske sag om Sergej Magnitski, der kæmpede mod korruption på højt plan og blev tortureret til døde af embedsmænd; beklager, at sagen stadig ikke er opklaret, og at de ansvarlige for Sergej Magnitskis død ikke er blevet straffet; opfordrer indtrængende de russiske retsmyndigheder til at genoptage efterforskningen og udpege og straffe de skyldige;

Menneskerettighedsforkæmpere

glæder sig over EU’s politiske engagement med hensyn til at støtte menneskerettighedsforkæmpere som er en veletableret del af EU’s udenrigspolitik på menneskerettigheds- og udenrigsområdet og de mange positive eksempler på demarcher, overvågning af retssager, fængselsbesøg og andre konkrete tiltag fra EU-missioners og -delegationers side, såsom regelmæssige, institutionaliserede møder med menneskerettighedsforkæmpere, men er fortsat bekymret over visse tredjelandes manglende gennemførelse af EU-retningslinjerne vedrørende menneskerettigheds-forkæmpere; mener, at Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen bør komme med henstillinger om øgede foranstaltninger til de missioner, hvor gennemførelsen har været bemærkelsesværdigt svag;
opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at tilskynde EU’s missioner og delegationer til at vise deres støtte til og solidaritet med det arbejde, som menneskerettighedsforkæmpere og deres organisationer udfører, ved regelmæssigt at mødes med dem og proaktivt samarbejde med dem og indarbejde deres bidrag i udviklingen af de specifikke landestrategier for menneskerettigheder og demokrati samt til regelmæssigt at føre dialog med Europa-Parlamentet;
gentager sin opfordring til, at EU systematisk skal tage menneskerettighedsforkæmperes individuelle sager op i den løbende menneskerettighedsdialog med de tredjelande, hvor menneskerettighedsforkæmpere fortsat er udsat for chikane og angreb;
understreger betydningen af systematisk opfølgning på kontakten med det uafhængige civilsamfund samt mere direkte og nemmere adgang for menneskerettighedsforkæmpere til EU’s delegationer i tredjelande; udtrykker tilfredshed med udnævnelsen af forbindelsesofficerer i delegationerne og/eller ved medlemsstaternes ambassader til menneskerettighedsforkæmpere, og understreger, at disse bør være erfarne og tilstrækkeligt uddannede tjenestemænd, hvis funktioner annonceres grundigt både internt og eksternt; glæder sig især over, at Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen har givet udtryk for, at hun altid vil mødes med menneskerettigheds-forkæmpere under sine besøg i tredjelande, og opfordrer til, at denne praksis følges af alle kommissærer med ansvarsområder relateret til de eksterne forbindelser, samt til, at rapporterne om disse kontakter gøres tilgængelige for Parlamentet;
henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om situationen i Vestsahara; tager afstand fra den fortsatte undertrykkelse af den vestsahariske befolkning i de besatte områder og forlanger respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder, herunder forsamlings-, ytrings- og demonstrationsfriheden; kræver løsladelse af de 80 vestsahariske politiske fanger, især de 23 der siden november 2010 er blevet tilbageholdt uden dom i Salé-fængslet efter nedlæggelsen af lejren i Gdeim Izik; fremsætter atter sit krav om, at der etableres en international mekanisme til overvågning af menneskerettighedssituationen i Vestsahara og om en retfærdig og holdbar løsning på konflikten baseret på det vestsahariske folks ret til selvbestemmelse i overensstemmelse med FN’s resolutioner;
gentager sin opfordring til øget interinstitutionelt samarbejde om menneskerettigheds-forkæmpere; mener, at EU’s beredskabsevne og sammenhængen mellem de forskellige institutioners foranstaltninger rettet mod menneskerettighedsforkæmpere i alvorlige kriser ville blive styrket af et fælles varslingssystem baseret på kontaktpersoner, og tilskynder EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at undersøge denne mulighed nærmere sammen med Europa-Parlamentet;
glæder sig over Europa-Parlamentets tilsagn om at styrke den rolle, som Sakharovprisen spiller, og styrke Sakharov-netværket og understreger den vigtige rolle, som dette netværk spiller bl.a. med hensyn til at anspore til interinstitutionelt samarbejde til støtte for menneskerettighedsforkæmpere i hele verden; opfordrer alle EU-institutionerne til at udvise større engagement og samarbejde, og bifalder i denne sammenhæng henvisningen til Sakharovprisen i årsberetningen om menneskerettigheder; gentager dog sin opfordring til Rådet og Kommissionen om at fastholde kontakten med kandidater til og modtagere af Sakharovprisen for at sikre en fortsat dialog og overvågning af menneskerettighedssituationen i de respektive lande og tilbyde beskyttelse til dem, der aktivt bliver forfulgt, og til at aflægge rapport herom til Europa-Parlamentet;
påtager sig at medtage kvinders rettigheder mere systematisk i sine egne menneskerettighedsdrøftelser og -beslutninger og at benytte Sakharov-netværket, og særlig de kvindelige prismodtagere, som fortalere for kvinders rettigheder i verden;

Kvinder og menneskerettigheder

fremhæver kvinders særlige rolle, erfaringer og bidrag i forbindelse med fred og sikkerhed; fordømmer brugen af seksuel vold i lande som Den Demokratiske Republik Congo (DRC) og opfordrer til nultolerance over for gerningsmænd, navnlig blandt militær- og politistyrker i missioner og operationer, som EU har givet mandat til; fremhæver, at det er vigtigt at sikre ofrene adgang til tværfaglige, holistiske rehabiliteringstjenester, som omfatter enhver nødvendig kombination af medicinsk og psykologisk hjælp samt juridiske, sociale, samfundsmæssige, erhvervsmæssige og uddannelsesmæssige tjenester og midlertidig økonomisk støtte;
glæder sig over, at EU er frontløber i gennemførelsen af FN’s Sikkerhedsråds resolution 1325 og dertil hørende resolutioner; opfordrer indtrængende Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at intensivere bestræbelserne på at eliminere kløften mellem politik og praksis og opfordrer de medlemsstater, som endnu ikke har vedtaget nationale handlingsplaner, til hurtigst muligt at gøre det;
glæder sig over oprettelsen af FN-Enheden for Ligestilling mellem Kønnene og Empowerment af Kvinder (UN Women) og opfordrer EU til at arbejde tæt sammen med enheden på internationalt, regionalt og nationalt plan for at styrke kvinders rettigheder; opfordrer Kommissionen og Rådet til at sikre, at kvinder i konfliktsituationer har rimelig adgang til offentlige sundhedssystemer og tilstrækkelig gynækologisk-obstetrisk sundhedspleje, som fastlagt af Verdenssundhedsorganisationen (WHO); understreger især behovet for at fremme sundhedsundervisning og hensigtsmæssige programmer for seksuel og reproduktiv sundhed, hvilket der lægges stor vægt på i EU’s udviklings- og menneskerettighedspolitik over for tredjelande;
glæder sig over Kommissionens kvindecharter, som fremmer ligestilling mellem mænd og kvinder både på EU-plan og på internationalt plan, og EU’s handlingsplan om ligestilling og styrkelse af kvinders indflydelse og status i udviklingssamarbejdet (2010-2015) og opfordrer til, at man styrker indsatsen for at nå 2015-målene om ligestilling og forbedring af mødres sundhed;
er bekymret over, at de militære styrkers øverste råd (SCAF) i Egypten har undladt at gennemføre en undersøgelse af rapporter om seksuelle overgreb på kvindelige demonstranter, herunder de såkaldte »jomfrukontroller«, og dødstrusler mod kvindelige demonstranter;
glæder sig over, at Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen fremhæver empowerment af kvinder, og opfordrer hende til – som et led i bevillingen af tilstrækkelige menneskelige og økonomiske ressourcer til dens opgaver – at institutionalisere EU’s interinstitutionelle, uformelle taskforce om kvinder, fred og sikkerhed ved at give den en formand på fuld tid, der også kan fungere som kontaktperson for ligestillingsspørgsmål i EU-Udenrigstjenesten;
opfordrer Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen til at fremme lige muligheder i EU-Udenrigstjenesten, både geografisk og kønsmæssigt, som fastsat i personalevedtægten; opfordrer indtrængende Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen og medlemsstaterne til at foreslå højtstående kvindelige ansøgere til lederfunktioner i EU-Udenrigstjenesten og FSFP-missioner; udtrykker tilfredshed med de fremskridt, der er gjort i forbindelse med FSFP-missioner, med udpegning af ligestillingsrådgivere i næsten alle missioner og med at tilvejebringe efteruddannelse under missioner; opfordrer Rådet til at medtage en henvisning til FN’s Sikkerhedsråds resolution 1325 i Rådets afgørelser om formulering af missionsmandater; henstiller, at medlemsstaterne giver alle i militærstaben og udstationeret civilt personale standardundervisning i kønsligestilling forud for missionerne;
glæder sig over vedtagelsen af Europarådets skelsættende konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, som fastlægger en omfattende ramme for forebyggelse af vold, beskyttelse af ofre og fjernelse af straffrihed, og opfordrer alle medlemsstaterne og EU til hurtigt at undertegne og ratificere denne konvention;
fordømmer på det kraftigste kønslemlæstelse af piger/kvinder (FGM) som en anakronistisk praksis og en barbarisk krænkelse af kvinder og pigers kropslige integritet, der skal bekæmpes med lovgivning, som forbyder denne praksis; afviser på det kraftigste enhver henvisning til kulturel, traditionsbunden eller religiøs praksis som en formildende omstændighed; opfordrer indtrængende Kommissionen til at være særligt opmærksom på sådanne traditionsbundne skadelige praksisser i sin strategi for bekæmpelse af vold mod kvinder; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at udvikle et særligt sæt at redskaber vedrørende dette spørgsmål som en del af dens gennemførelsesstrategi for EU’s retningslinjer for børns rettigheder og vold mod kvinder; lykønsker de afrikanske statsoverhoveder med vedtagelsen på topmødet i Den Afrikanske Union i juli 2011 af en beslutning, som støtter FN’s Generalforsamlings resolution om et verdensomspændende forbud mod kønslemlæstelse af piger/kvinder; fordømmer ligeledes grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling såsom tvungen og kønsselektiv abort og tvungen sterilisering og kræver særlige foranstaltninger for at modvirke dette;
fordømmer på det kraftigste tvangsægteskaber, der er en krænkelse af menneskerettighederne som fastsat i artikel 16 i Menneskerettighedserklæringen; opfordrer Rådet til at medtage spørgsmålene om »tvangsægteskaber« og »kønsselektiv abort« i EU’s retningslinjer om vold mod kvinder og piger; opfordrer Kommissionen og Rådet til at udvikle metoder til dataindsamling og indikatorer for disse fænomener og opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at inddrage disse spørgsmål i udarbejdelsen og gennemførelsen af landestrategierne for menneskerettigheder; anmoder for så vidt angår spørgsmålet om tvangsægteskaber medlemsstaterne om at vedtage og håndhæve lovgivning, som forbyder disse, og udvikle en fælles definition, fastlægge nationale handlingsplaner og udveksle god praksis;
minder om, at FN’s Menneskerettighedsråds resolution om forebyggelse af undgåelig mødredødelighed og -sygelighed samt menneskerettigheder og 2015-målene på ny bekræfter, at adgang til oplysning, uddannelse og sundhedspleje er grundlæggende menneskerettigheder; understreger, at EU derfor bør spille en vigtig rolle for at sikre, at kvinder ikke dør under graviditeten; kræver, at Cairohandlingsprogrammet gennemføres i dets menneskerettigheds- og udviklingspolitiske aspekter med henblik på at fremme ligestilling og kvinders og børns rettigheder, herunder seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder;

Menneskerettigheder, religionsfrihed og forfølgelse af kristne i verden

fordømmer på det kraftigste enhver form for forfølgelse på grundlag af religion eller tro; er fortsat engageret i virkeliggørelsen af religionsfrihed i alle dele af verden som en del af EU’s intensiverede indsats i forbindelse med de bilaterale og multilaterale aktiviteter; gentager sin bekymring med hensyn til, om der i en række tredjelande hersker fuldstændig og reel respekt for alle religiøse mindretals ret til religionsfrihed; gentager sin opfordring til Rådet og Kommissionen om hurtigt at udvikle et sæt værktøjer til fremme af retten til religions- og trosfrihed i EU’s eksterne politik, herunder mekanismer til at udpege krænkelser og de handlinger, som EU bør foretage i disse tilfælde, og inddrage Parlamentet, civilsamfundsorganisationer og akademikere i udarbejdelsen heraf; glæder sig over EU’s tiltag i forskellige FN-fora imod intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro og EU’s urokkelige og principfaste standpunkt imod resolutionerne om bekæmpelse af religionskrænkelse; fastholder, at forsamlingsfrihed udgør en vital del af retten til religions- eller trosfrihed, og understreger, at registrering af religiøse grupper ikke bør være en forudsætning for at kunne udøve sin tro; opfordrer Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder til at give Parlamentet nøjagtige og pålidelige oplysninger om krænkelser af religions- og trosfriheden i EU og til at rådgive om, hvordan disse kan håndteres;
understreger især betydningen af at indlede en konstruktiv dialog med Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC) om dette spørgsmål; opfordrer Rådet og Kommissionen til at være særligt opmærksomme på at gennemføre retten til religions- eller trosfrihed i kandidatlande og ENP-lande, navnlig i lyset af »det arabiske forår«; giver udtryk for dyb bekymring over det stigende antal tilfælde af religiøs intolerance og forskelsbehandling i forskellige lande; fordømmer på det skarpeste alle voldshandlinger mod kristne, jødiske, muslimske og andre trossamfund samt alle former for forskelsbehandling og intolerance på grundlag af religion og tro, hvad enten de er rettet mod religiøse, frafaldne eller ikke-troende; understreger endnu engang, at tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed er en grundlæggende frihedsrettighed; anerkender det voksende behov i en række lande for en konflikttransformations- og forsoningsindsats, herunder en interreligiøs dialog på forskellige niveauer, og opfordrer indtrængende EU og Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen til at tage spørgsmålet om diskriminerende og opildnende indhold, f.eks. i medierne, og spørgsmålet om forhindringer for frit at bekende sig til en given religion eller tro op i dialogen med tredjelande inden for rammerne af EU-initiativer vedrørende menneskerettigheder; mener, at man i lande hvor religiøse mindretal oplever, at deres rettigheder bliver krænket, ikke kan løse disse problemer ved at beskytte og isolere dem fra det omgivende samfund og dermed skabe »parallelsamfund«; opfordrer i lyset af nylige begivenheder i lande som Nigeria, Egypten og Indonesien indtrængende EU-Udenrigstjenesten og EU’s medlemsstater til at indføre konkrete foranstaltninger for at forhindre, at der opstår en voldsspiral;
opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til at udvikle en permanent kapacitet i Generaldirektoratet for Globale og Multilaterale Anliggender til at integrere spørgsmålet om religions- og trosfrihed i alle de geografiske direktorater og enheder, samt at sammenkoble spørgsmålet med den generelle fremme af menneskerettigheder i samme generaldirektorat og fremme spørgsmålet i internationale og multilaterale organisationer; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at rapportere en gang om året om fremskridt i forbindelse med religions- og trosfrihed i verden;
anmoder EU-Udenrigstjenesten og andre EU-institutioner om at bekæmpe uacceptable praksisser såsom tvungen konvertering og kriminalisering/straf af tilfælde af såkaldt »trosfrafald« ved at lægge pres på tredjelande som Pakistan, Iran og Saudi-Arabien, der stadig udøver sådanne praksisser, for at få sat en stopper for disse; opfordrer også til urokkelig modstand mod anvendelse af blasfemilovgivningen til at forfølge medlemmer af religiøse mindretal;
opfordrer de kompetente institutioner til at samarbejde tæt med den amerikanske kommission om international religionsfrihed i bilaterale og multilaterale fora, f.eks. FN’s Menneskerettighedsråd;

Forskelsbehandling

fordømmer alle former for krænkelse af menneskerettighederne begået mod mennesker, der forskelsbehandles på grundlag af arbejde og oprindelse, og den begrænsede adgang til domstolene for ofrene; opfordrer EU og dets medlemsstater til at godkende udkastet til FN-principper og -retningslinjer for en reel afskaffelse af forskelsbehandling på grundlag af arbejde og oprindelse;
glæder sig over EU’s tiltrædelse af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap (UNCRPD) og vedtagelsen af EU’s strategi på handicapområdet 2010-2020, navnlig handlingsområde 8; fordømmer enhver form for forskelsbehandling på grundlag af handicap og opfordrer alle stater til at ratificere og gennemføre UNCRPD; påpeger, at EU også er nødt til at overvåge gennemførelsen af UNCRPD på sit eget område; beklager EU’s passivitet vedrørende menneskerettigheder for personer med handicap i forbindelse med EU-Afrika-strategien;
[Retur] påskønner den indsats, som Rådet, EU-Udenrigstjenesten, den højtstående repræsentant/næstformanden, Kommissionen og medlemsstaterne gør til fordel for menneskerettighederne for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede i de bilaterale forbindelser med tredjelande, i multilaterale fora og gennem EIDHR;
bifalder FN’s Generalforsamlings genindførelse af seksuel orientering som begrundelse for at yde beskyttelse mod udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser og hilser EU’s indsats i denne forbindelse velkommen;
opfordrer Kommissionen til under forhandlingerne om den 11. udgave af Den Internationale Sygdomsklassifikation – ICD-11 – at foreslå, at kønsidentitet fjernes fra listen over psykiske og adfærdsmæssige forstyrrelser og placeres i en anden, ikke-sygeliggørende kategori;
fremhæver, at princippet om forbud mod forskelsbehandling, herunder på grund af køn og seksuel orientering, ikke må undergraves i AVS-EU-partnerskabet;
gentager sin anmodning til Kommissionen om at udarbejde en omfattende køreplan for indsatsen mod homofobi, transfobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet, herunder også menneskerettighedskrænkelser begået på dette grundlag rundt om i verden;
opfordrer EU’s medlemsstater til at give asyl til personer, som er flygtet fra forfølgelse i lande, hvor lesbiske, bøsser biseksuelle og transkønnede kriminaliseres, baseret på ansøgernes velbegrundede frygt for forfølgelse og selvopfattelse som lesbiske, bøsser, biseksuelle eller transkønnede;
bifalder det »værktøjssæt«, der blev vedtaget af Rådets Menneskerettighedsgruppe i 2010 med henblik på at gøre det lettere for EU’s institutioner, medlemsstaterne, EU-delegationerne og andre organer at reageret hurtigt, når menneskerettighederne for LGBT-personer krænkes;
opfordrer Kommissionen til at tage fat på de strukturelle årsager til sådanne krænkelser og anmoder Rådet om at arbejde hen imod bindende retningslinjer på området;
understreger, at traditionelle nationale mindretalsgrupper har særlige behov, som er forskellige fra andre mindretalsgruppers, og at det er nødvendigt at sikre ligebehandling af disse mindretal med hensyn til uddannelse, sundhedspleje, sociale tjenesteydelser og andre offentlige tjenesteydelser; påpeger endvidere, at det er nødvendigt at sikre ligebehandling af personer, der tilhører et nationalt mindretal, og dem, der tilhører flertallet, inden for alle områder af det økonomiske, sociale, politiske og kulturelle liv;
opfordrer EU til at tilskynde regeringerne i udviklingslandene til at give tilsagn om jordreformer for at sikre retten til jord for oprindelige folk, nomadebefolkninger og små og mellemstore landbrugere, navnlig kvinder, og for at forhindre virksomheders opkøb af landbrugsjord; opfordrer EU til at forsvare navnlig indfødte og oprindelige folks ret til adgang til naturressourcer i forhandlingerne om handelsaftaler; opfordrer alle medlemsstater til at følge Danmarks, Nederlandenes og Spaniens eksempel og ratificere ILO-konvention nr. 169 om oprindelige folk og stammefolk for at vise deres vilje til at yde dem reel beskyttelse; støtter aktuelle og løbende fremstød for at få ikkeunderskrivende stater til at ratificere og gennemføre ILO-konvention nr. 169, blandt andet som et middel til at vise EU’s engagement i multilateralisme og FN;
anbefaler, at der tages initiativ til EU-lovgivning for at sikre, at der er fokus på EU’s menneskerettighedspolitik og samarbejdsinstrumenter med henblik på at afskaffe kastediskrimination og på aktiviteter i kasteopdelte lande, herunder Nepal, Indien, Bangladesh, Pakistan, Sri Lanka og Yemen;
mener, at nye og eksisterende budgetposter for støtte til civilsamfundet og menneskerettighedsforkæmpere, især fra oprindelige befolkningsgrupper, bør have deres budget forhøjet; mener, at de desuden bør påvise, at de både er i stand til at reagere fleksibelt og hurtigt på krisebegivenheder og aktuelle situationer overalt og til at optimere deres nytteværdi for pengene og deres virkning; glæder sig over, at EU i FN har støttet kapacitetsopbyggende aktiviteter for oprindelige folk; understreger vigtigheden af at styrke de oprindelige folks repræsentanters effektivitet ved FN-møder ved at støtte passende logistik, dokumentation og information; opfordrer EU til at fortsætte denne støtte;

Børns rettigheder

erindrer om FN’s konvention om barnets rettigheder og behovet for at sikre bedst mulig beskyttelse af konventionens rettigheder og forhindre, at disse rettigheder undergraves; glæder sig over, at FN’s Generalforsamling den 19. december 2011 vedtog den valgfrie protokol til konventionen om barnets rettigheder om en kommunikationsprocedure, og opfordrer Rådet og Kommissionen til at fremskynde bestræbelserne på at opnå universel ratifikation af konventionen om barnets rettigheder og dens valgfrie protokoller og fremme en effektiv gennemførelse heraf; opfordrer endvidere til målrettede bestræbelser på at gøre fremskridt i gennemførelsen af EU’s retningslinjer for fremme og beskyttelse af børns rettigheder og EU’s strategi for bekæmpelse af alle former for vold mod børn; opfordrer Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at medtage et afsnit om børns rettigheder i EU’s årsberetninger om menneskerettighederne;
henleder opmærksomheden på det alvorlige problem, der findes i adskillige lande i Afrika syd for Sahara, hvor børn bliver beskyldt for hekseri, hvilket har alvorlige konsekvenser, der spænder fra social udstødelse til mord, samt på rituelle barnemord som ofringer; bemærker, at det påhviler staten at beskytte børn mod alle former for vold og misbrug, og opfordrer derfor indtrængende EU-Udenrigstjenesten til at være særligt opmærksom på at beskytte disse børn mod alle former for vold og på disse børns skæbne i forbindelse med menneskerettighedsdialogerne med regeringerne i de pågældende lande og i programmeringen af de eksterne finansielle instrumenter;

Ytringsfrihed og (sociale) medier

understreger, at ytringsfrihed og mediernes uafhængighed og pluralisme er elementer, som er væsentlige for et bæredygtigt demokrati, idet de maksimerer civilsamfundets inddragelse og sikre borgerne større indflydelse; opfordrer derfor til øget støtte til fremme af mediefrihed, beskyttelse af uafhængige journalister, mindskelse af den digitale kløft og til at lette internetadgang;
opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at lade tiltrædelsesforhandlinger, menneskerettighedsdialoger og enhver kontakt vedrørende menneskerettigheder omfatte en opfordring til at sætte en stopper for hadefulde udtalelser i medierne;
bemærker, at internettet sammen med de sociale medier, både offline og online, er blevet nogle af de vigtigste midler, hvorigennem enkeltpersoner udøver deres ret til menings- og ytringsfrihed, og at de har spillet en vigtig rolle i fremme af menneskerettigheder, demokratisk deltagelse, ansvarlighed, gennemsigtighed samt økonomisk udvikling og nye former for offentlig adgang; understreger samtidig, idet det bemærkes, at ikke alle dele af samfundet, navnlig ældre mennesker og landbefolkninger, har adgang til internettet, at menneskets værdighed ikke må krænkes, og fordømmer enhver form for forskelsbehandling, der forekommer på de sociale medier; støtter konkrete EU-forordninger og aftaler med tredjelande, for hvilke det gælder, at de begrænser adgangen til kommunikation og information med censur, internetspærringer eller ved at lade informationsfriheden være underlagt kommercielle interesser; glæder sig over det potentiale, som internettet og sociale netværk viste under udviklingen af »det arabiske forår«; opfordrer til øget overvågning af brugen af internettet og nye teknologier i autokratiske regimer, som søger at begrænse dem; opfordrer til øget støtte til fremme af mediefrihed, beskyttelse af uafhængige journalister og bloggere, mindskelse af den digitale kløft og til fremme af ubegrænset adgang til information og kommunikation og ucensureret adgang til internettet (digital frihed);
bemærker det potentiale, internettet har vist sig at have, til at fremme og støtte revolutionerne i forbindelse med »det arabiske forår«; bemærker imidlertid, at ikt’er også kan misbruges til at krænke menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, og opfordrer derfor til øget overvågning af brugen af internettet og nye teknologier i autokratiske regimer, som søger at begrænse dem; glæder sig over Kommissionens initiativ »No Disconnection Strategy«; anmoder Kommissionen om senest i løbet af 2013 at forelægge intelligente, lovgivningsmæssige forslag, som omfatter øget gennemsigtighed og ansvarlighed for EU-baserede virksomheder, med henblik på at forbedre overvågningen af eksporten af produkter og tjenesteydelser, der har til formål at blokere hjemmesider, udføre masseovervågning, overvåge al internettrafik og (mobil) kommunikation, bryde ind i private samtaler og nedskrive dem, filtrere søgeresultater og intimidere internetbrugere, herunder menneskerettighedsforkæmpere; mener, at telekommunikations- og internetudbydere er nødt til at lære af tidligere fejltagelser, såsom Vodafones beslutning om at give efter for de egyptiske myndigheders krav om at afbryde virksomhedens tjenester og formidle regeringsvenlig propaganda i Mubarakregimets sidste uger og overvåge regeringsmodstandere og befolkningen i almindelighed samt andre medlemsstaters virksomheder, der har solgt telekommunikations- og informationsteknologier til andre tredjelande, herunder Libyen og Tunesien; mener, at telekommunikations- og internetudbydere og softwareudviklere er nødt til at lære af tidligere fejltagelser, og bør indgå i en åben dialog med politikere, ngo’er og aktivister med henblik på at fastsætte fælles mindstestandarder for konsekvensvurderinger vedrørende menneskerettighederne og øget gennemsigtighed;
glæder sig over, at EU’s restriktive foranstaltninger over for regeringsmyndighederne i Syrien omfatter et forbud mod eksport af teknologi og tjenesteydelser; bemærker, at dette forbud bør danne præcedens for fremtidige restriktive foranstaltninger over for andre repressive regimer, navnlig Iran; bemærker dog, at EU’s politikker bør være præcise for at være effektive og ikke til skade for menneskerettighedsforkæmperne;
bemærker, at nye teknologier også giver vidner og menneskerettighedsforkæmpere mulighed for at indsamle oplysninger og dele dokumentation for krænkelser af menneskerettighederne, som senere kan bruges til at sikre retfærdighed for ofrene; glæder sig over initiativer med flere interessenter samt adfærdskodekser såsom det globale netværksinitiativ; bemærker dog, at demokratisk kontrol samt forsvar for og fremme af grundlæggende rettigheder er centrale regeringsopgaver; opfordrer Kommissionen til at støtte udviklingen og udbredelsen af digitale sikkerhedsteknologier, hvorved menneskerettighedsforkæmpere gennem sikker indsamling, kryptering og lagringsmekanismer for sådanne følsomme oplysninger og brug af »cloud«-teknologi kan sikre, at sådant materiale ikke kan blive opdaget og slettet;

Erhvervsliv og menneskerettigheder

minder om, at EU har sat sig det mål at fremme virksomhedernes sociale ansvar (VSA) i sine eksterne politikker, og glæder sig over kravet om bedre afstemning af de europæiske og globale tilgange til VSA;
anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at påse, at de virksomheder, der er underlagt national eller europæisk ret, ikke unddrager sig pligten til at overholde menneskerettighederne og de sociale, sundhedsmæssige og miljømæssige standarder, som gælder, når de etablerer sig eller opererer i et tredjeland;
minder desuden om, at støtte til menneskerettigheder og demokrati er tæt knyttet til fremme af gennemsigtighed og god regeringsførelse; mener i denne forbindelse, at skattely og offshore-jurisdiktioner spiller en skadelig rolle for bekæmpelsen af korruption og for politisk ansvarliggørelse i udviklingslandene; kræver, at EU fremmer ratifikation og gennemførelse af FN’s konvention mod korruption i EU og i hele verden i forbindelse med EU’s støtte til programmer for god regeringsførelse i tredjelande;
roser EU for dets støtte til udarbejdelsen af FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder og den enstemmige vedtagelse heraf i Menneskerettighedsrådet; glæder sig over det stiftende møde i arbejdsgruppen om erhverv og menneskerettigheder, der blev afholdt i perioden 16.-20. januar 2012, og opfordrer EU til yderligere at støtte og bidrage til dette organs mandat; understreger, at de nationale menneskerettighedsinstitutioner og samarbejdet mellem disse organer i EU og naboskabslandene spiller en afgørende rolle med hensyn til at fremme gennemførelsen af FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder, som det bl.a. fastslås i FN’s Menneskerettighedsråds resolution 17/4; glæder sig over initiativer med sigte på at overføre god praksis, koordinere og anspore til samarbejde mellem EU og naboskabslandenes nationale menneskerettighedsinstitutioner, såsom programmet for samarbejde mellem ombudsmænd fra de østlige partnerskabslande 2009-2013, der blev oprettet af de polske og franske ombudsmænd i fællesskab med henblik på at øge kapaciteten i ombudsmandskontorer, regeringsorganer og ngo’er i de østlige partnerskabslande til at beskytte individuelle rettigheder og opbygge demokratiske stater, som bygger på retsstatsprincippet; understreger, at sådanne tiltag skal koordineres inden for EU, og at EU-institutionerne skal trække på de erfaringer, der opnås i denne forbindelse;
glæder sig over, at EU i 2012 har forpligtet sig til i samarbejde med virksomheder og interessenter og med udgangspunkt i FN’s vejledende principper at udarbejde en vejledning om menneskerettigheder til erhvervssektorer og SMV’er; opfordrer Kommissionen til at fremskynde sin forpligtelse til inden udgangen af 2012 at offentliggøre en rapport om EU’s prioriteter i forbindelse med gennemførelsen af principperne og til efterfølgende at udsende regelmæssige statusrapporter; insisterer på, at alle europæiske virksomheder lever op til deres ansvar for at respektere menneskerettighederne, jf. FN’s vejledende principper; opfordrer EU’s medlemsstater til inden udgangen af 2012 at udfærdige nationale planer for gennemførelse af principperne;
mener, at store virksomheders offentliggørelse af sociale og miljømæssige oplysninger, herunder indvirkninger på menneskerettighederne, har afgørende betydning for gennemsigtigheden og for disse virksomheders effektivitet; glæder sig over, at International Integrated Reporting Council (IIRC) vil udvikle en globalt anerkendt ramme for integreret rapportering;
glæder sig over »Edinburgh«-undersøgelsen bestilt af Generaldirektoratet for Erhvervspolitik om de forvaltningsmæssige huller i EU med hensyn til erhvervslivet og menneskerettigheder og opfordrer Kommissionen til at forelægge lovforslag til afhjælpning heraf; opfordrer navnlig EU til at sikre, at personer i tredjelande, som misbruges forretningsmæssigt af EU-virksomheder, har adgang til at klage og søge retfærdighed i EU’s medlemsstater som i den nylige Trafigura-sag;
noterer sig, at grænseoverskridende selskaber i stigende grad benytter sig af private militær- og sikkerhedsselskaber (PMSC’er), hvilket sommetider har givet anledning til menneskerettighedskrænkelser begået af medarbejdere i disse selskaber; mener, at det er nødvendigt at vedtage lovgivningsmæssige foranstaltninger på EU-plan, herunder omfattende rammebestemmelser om etablering og registrering af, udstedelse af tilladelse til og overvågning af private militærselskaber; opfordrer Kommissionen til at forelægge forslag til en henstilling, der kan bane vejen for et direktiv med sigte på at harmonisere nationale foranstaltninger til regulering af PMSC-tjenester, herunder serviceudbydere og køb af tjenesteydelser, og udarbejdelsen af en adfærdskodeks, som kan bane vejen for en afgørelse om regulering af eksport af PMSC-tjenesteydelser til tredjelande; opfordrer Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen til at give Parlamentet detaljerede oplysninger om ansættelse af PMSC’er i FSFP- og FUSP-missioner med angivelse af de faglige krav og virksomhedsstandarder, der kræves af kontrahenter, hvilke gældende forordninger og lovmæssige forpligtelser og ansvar, de underlægges, samt overvågningsmekanismerne;
støtter den omsiggribende udnævnelse af kvinder til virksomhedsbestyrelserne på nationalt, europæisk og internationalt plan;

Styrkelse af Europa-Parlamentets indsats på menneskerettighedsområdet

gentager sin anmodning til Rådet og Kommissionen om systematisk at tage Parlamentets beslutninger og andre meddelelser op og reagere reelt herpå; foreslår, at Parlamentet overvejer at indføre en systematisk mekanisme for at sikre en mere effektiv og konkret opfølgning på sine beslutninger;
erkender, at det er nødvendigt at integrere menneskerettighedshensyn i alt arbejde i de af Parlamentets udvalg og parlamentariske delegationer, som beskæftiger sig med eksterne forbindelser, bl.a. ved at tage hensyn til henstillingerne i betænkningerne fra Europa-Parlamentets ad hoc-arbejdsgrupper; henstiller, at Europa-Parlamentets medlemmer systematisk mødes med menneskerettighedsforkæmpere under deres officielle missioner til tredjelande, herunder med fængslede aktivister, hvor det er muligt, for at give sidstnævnte større synlighed; glæder sig over beslutningen om at forhøje de midler, der er til rådighed for Underudvalget om Menneskerettigheder i lyset af de ændringer, der følger af Lissabontraktaten;
138. glæder sig over sit præsidiums afgørelse af 12. december 2011 om oprettelse af et direktorat for styrkelse af demokrati under generaldirektoratet for eksterne politikker med henblik på at strømline og sikre sammenhæng i Parlamentets arbejde for fremme af demokrati;

Den Europæiske Unions menneskerettighedspolitiske strategi

Generelt

udtrykker stor tilfredshed med revisionen af EU’s politik vedrørende menneskerettigheder og demokratisering, som er skitseret i den fælles meddelelse af 12. december 2011, og ser den som et positivt overbliksbillede over EU’s potentiale; opfordrer medlemsstaterne til at engagere sig fuldt ud i processen og anvende resultaterne i såvel deres nationale indsats som på europæisk plan;
støtter den omstændighed, at meddelelsen er forankret i menneskerettighedernes universalitet og udelelighed, og at den fokuserer EU-indsatsen omkring at fremme overholdelsen af tredjelandes eksisterende forpligtelser i henhold til den internationale menneskerettighedslovgivning og humanitære folkeret og søger at styrke det internationale retssystem;
erkender i kølvandet på »det arabiske forår« nødvendigheden af skræddersyede »bottom up«-løsninger og behovet for at sætte respekten for menneskerettighederne i centrum for EU’s udenrigspolitik; understreger derfor, at EU må støtte og inddrage regeringer, parlamenter og civilsamfund i processen med at respektere og overvåge menneskerettighederne; mener, at EU må lære af sine tidligere fejltagelser, repræsenteret ved den omstændighed, at der helt op til udbruddet af borgerkrigen i Libyen blev forhandlet om en rammeaftale og en tilbagetagelsesaftale med Libyen, hvilket Europa-Parlamentet ikke var tilstrækkeligt orienteret om, selv om der mere end 10 år før fandtes dokumentation for drab på 1 200 fanger og en lang stribe tilfælde af tortur, tvungne forsvindinger og henrettelser uden rettergang; gentager samtidig, at EU’s partnerskab i demokratiseringsprocessen og økonomisk velstand i syd skal køre sideløbende med engagementet i det østlige naboskabsområde; understreger, at de midler, der ikke kunne tildeles eller overføres til de europæiske naboskabslande på grund af en negativ evaluering, bør omfordeles til andre projekter i europæiske naboskabs-partnerlande, både mod syd og mod øst;

Proces

opfordrer nu til, at der indledes en hurtig, gennemsigtig og inklusiv proces for at sikre en ambitiøs, endelig, fælles EU-strategi med klare aktiviteter, tidsplaner og ansvarsområder indeholdende input fra samtlige interessenter med henblik på at virkeliggøre hensigten om menneskerettighederne som »den røde tråd«; forpligter sig til sammen med Rådet at bidrage positivt til denne interinstitutionelle proces, dels i form af denne beslutning og dels efterfølgende gennem en parlamentsbeslutning; mener, at denne proces bør afsluttes ved, at institutionerne mødes for at vedtage en fælles strategi, som klart afgrænser den enkelte institutions rolle og ansvar, og som løbende evaluerer gennemførelsen, herunder i forhold til retningslinjerne;
mener, at visse af de i meddelelsen omtalte aktiviteter bør fremrykkes parallelt med fremskridtene i retning af en overordnet strategi, nemlig udnævnelsen af en særlig EU-repræsentant for menneskerettigheder med en stærk offentlig profil og international erfaring i fremme af internationale menneskerettigheder, oprettelsen af en permanent COHOM i Bruxelles, som rutinemæssigt bør godkende konklusioner om menneskerettighedssituationen i specifikke lande efter gennemførelsen af menneskerettighedsdialoger, og fastlæggelsen af en tidsplan for færdiggørelsen af udpegningen af EU-delegationernes kontaktpersoner for menneskerettigheder og udpegningen af forbindelsesofficerer for menneskerettighedsforkæmpere i alle tredjelande;

Indhold

glæder sig over, at der er lagt vægt på landestrategierne for menneskerettigheder i meddelelsen; mener, at der bør udarbejdes en fælles skabelon for at sikre en vis ensartethed, og at der i hvert tilfælde skal foretages en høring; understreger, at strategiernes potentiale kun kan udnyttes fuldt ud, hvis de anerkendes over hele spektret af bilaterale forbindelser med de enkelte lande, og såfremt de løbende kan tilpasses udviklingen i menneskerettighedssituationen;
støtter Unionens højtstående repræsentants/næstformanden i Kommissionens personlige forslag om tre emner for specifikke kollektive tiltag fra institutionerne i løbet af de næste tre år; søger klare kriterier for den nuværende og fremtidige proces, hvorigennem disse temaer vælges; ønsker en præcisering af, hvordan disse kampagner vil medføre fremskridt inden for specifikke områder uden at skade EU’s vidtrækkende forpligtelser på menneskerettighedsområdet;
understreger den betydning, der i revisionen tillægges civilsamfundet som en reel partner i gennemførelsen af EU’s menneskerettighedsstrategi og ikke blot i leveringen af projekter; anerkender menneskerettighedsforkæmpernes særlige betydning i denne proces; opfordrer EU til at anerkende de mange lokale aktørers fulde potentiale med hensyn til at fremme menneskerettighederne i et givet land og til at give bred opbakning til deres arbejde;
er mere konkret bekymret over den forværrede situation i Tyrkiet og den voksende undertrykkelse af menneskerettighedsforkæmpere, regeringsmodstandere inklusive parlamentsmedlemmer, fagforeningsfolk, journalister og kunstnere, og navnlig af den kurdiske befolkningsgruppe;
støtter EU’s princip om »grundlæggende demokrati«, som er udviklet af Unionens højtstående repræsentant; beklager, at princippet ikke omfatter kriterier for ligebehandling og ligestilling mellem kønnene; opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til fuldt ud at indføje foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling og benchmarks med henblik på at sikre, at spørgsmålet om kvinders og mindretals rettigheder, lige borgerskab og lige politiske deltagelse prioriteres højt;
påpeger, at manglerne i de eksisterende menneskerettighedsdialoger samt overvågningen og gennemførelsen af menneskerettighedsklausulerne fortsat udgør store udfordringer; bekræfter, at disse klausuler også skal medtages i alle handels- og sektoraftaler;
deler den opfattelse, at »digitalt diplomati «er et nyt og dynamisk værktøj; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at fastsætte klare retningslinjer for, hvordan dens delegationer bedst udnytter sociale medier, og til at udarbejde og løbende opdatere en oversigt over sociale medier til EU-aktører;
bemærker, at lige under halvdelen af verdens 100 største økonomiske aktører i dag er private virksomheder; lykønsker Kommissionen med dens ambitiøse og fremadrettede meddelelse om virksomhedernes sociale ansvar fra 2011 og dens utvetydige støtte til udarbejdelsen af FN-retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder, som begge skal være centrale elementer i den nye strategi;
anerkender, at det i meddelelsen accepteres, at alle foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme skal overholde den internationale menneskerettighedslovgivning, folkeretten og flygtningelovgivningen; understreger, at dette princip skal indgå i drøftelserne om alle nye foranstaltninger til terrorbekæmpelse inden for EU og med partnere i tredjelande; mener, at EU konsekvent skal bringe alle foranstaltninger til terrorbekæmpelse, der ikke overholder reglerne, på bane over for sine strategiske partnere og søge at få stillet dem, der overtræder reglerne såvel inden for som uden for EU, til ansvar; bekræfter på ny, at det af EU’s antiterrorpolitik skal fremgå, at tortur er absolut forbudt i forbindelse med terrorbekæmpelse som anerkendt i Rådets konklusioner af 29. april 2008;
bifalder anerkendelsen af, at det er nødvendigt at tage hånd om menneskerettighedskrænkelser i medlemsstaterne og sikre, at EU overholder sine internationale forpligtelser med henblik på at cementere EU’s troværdighed; opfordrer til, at Gruppen vedrørende Grundlæggende Rettigheder, Borgerlige Rettigheder og Fri Bevægelighed for Personer – FREMP – får fuldt mandat til at undersøge, hvor der sker krænkelser, og til at søge efter måder at afhjælpe dem på;
mener, at bekæmpelse af straffrihed skal være et prioriteret EU-indsatsområde; anser opdateringen af EU’s instrumenter vedrørende Den Internationale Straffedomstol i 2011 for at være et betydeligt fremskridt, som skal afspejles i en fremadrettet EU-menneskerettighedsstrategi;
betragter det som en del af etableringen af en ægte menneskerettigheds- og demokratibaseret kultur, navnlig gennem uddannelse i demokratisk medborgerskab og menneskerettigheder, at der også bør ses nærmere på den rolle, som de landeansvarlige og Rådets arbejdsgrupper spiller, og hvad denne strategi betyder for deres daglige arbejde;
opfordrer til, at Europa-Parlamentet spiller en betydeligt større rolle med hensyn til at øge gennemsigtigheden og ansvarligheden i gennemførelsen af EU’s menneskerettighedsstrategi; gentager, at Rådets årsberetning ikke i sig selv udgør en ansvarlighedsmekanisme; gentager de henstillinger om mainstreaming, som Parlamentet har fremsat i sine tidligere årsberetninger samt i Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités dokument af 1. juni 2006 om indarbejdelse af menneskerettighederne i FUSP og i andre EU-politikker, og som endnu ikke er gennemført fuldt ud;
pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil, medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter, FN, Europarådet samt regeringerne i de lande og territorier, der er omhandlet i beslutningen.

Den vedtagne tekst på Europa-Parlamentets hjemmeside.